Stenværker i Storedalen

Stenværker 1900-1970

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]

Nordbornholm havde mange stenbrud i første halvdel af 1900-tallet. Der var små private stenbrud og nogle få store stenbrud, hvor ejerne var store firmaer, der havde hovedsæde udenfor Bornholm. Tre store stenværker lå i Sandkås indenfor en radius af to hundrede meter. De tre stenværker er ikke voldsomt meget omtalt stenindustriens bornholmske historie. De havde stor betydning for Sandkås og Tejn.

Stenindustri og turisme var to uforenelige aktiviteter og var årsag til konflikter. I den første tid var det naturfredningsfolkene, der beklagede udvikling. Senere var det turistforeningen, der var bange for at miste deres levebrød og tilsidst beboerne, der måtte leve med opkørte veje, larm og støvforurening.

Et er sikkert, stenindustrien betød arbejde til mange mennesker.

A. Storedalens stenbrud

Der var et mindre stenbrud i her i slutningen af 1800-tallet. Hvem der drev stenbruddet ved jeg ikke, men jordejeren Emil Theodor Ferdinand Bohn har været engageret i stenværket i slutningen af 1880erne og 1890erne.

Bohn har som lodsejer fået anlagt den 6 alen (3,77 m) brede vej nordfra og en tilsvarende mod syd. Vejene synes ikke at være forbundet på det ældste matrikelkort, hvilket kan forklares ved, at de udgik fra værkets stenhuggerplads.

Måske har Andreas Christian Holm fra Allinge drevet stenværk i Storedalen inden 1899. Han ejede både grunde nord og nordøst for stenbruddet, som senere blev bebygget med ejendommene “Hotel Sandkaas” (sd) “Storedalen 8a” (sd) og Tejnvej 44 (sd). Alle tre steder sørgede han for, at stenhuggere kunne bo med deres familier.  Men i 1901 er han stenværksbestyrer for det Københavnske Firma Hans & Jørgen Larsens Stenbrud, der købte Klinteløkken til stenværksdrift.

I 1899 udskilte Emil Bohn stenværket ved Storedalen fra hans matrikel 82cs til en separat matrikel 82eø og solgte den til stenværksejer Axel Reinholdt Wiberg for 1000 kr.

I 1899 deltes matrikel 82cs i to: Stenbuddet matrikel 82eø og agerlodden 82cs

Den resterende part af matrikel 82cs solgte han den 21/7 1900 til husmand August Odinius Funch for 500 kr (se Brinken 2A).

I skødet nævnes, at Wiberg allerede inden udfærdigelsen af skøde havde overtaget lodden. Arealmæssigt svarede 82eø til en 1/5 del af 82cs. Den rå klippes værdi var betydelig højere end avlsjorden mod øst.

1900-1916 Axel Reinhold Wiberg (1847-1916) og Maren Kirstine Nielsen

Jeg kender ikke meget til stenbruddet, men den er omtalt flere steder i litteraturen. Læs Karl M. Kofods artikel i Bornholmske Samlinger 1910 side 150ff.

Storedals stenbrud o. 1910. Siddende på kantstene nr. 6 fra venter er Christian Andersen

Om stenbrudet står: Naar man er kommet c. 50 Meter (150 Fod) frem i Dalen, bøjer Fodstien til Højre ind i en Vej, som fører fra Storedals Stenbrud til Allinge. Denne Vej følger man et lille Stykke mod Vest, til man naar Stenbrudet, som man selvfølgelig maa standse ved og tage i øjesyn. Stenhuggerne sprænger og kløver Klippeblokke ud, som tildannes til Bygnings- og Brosten og føres ud over Allinge. Naar man betænker, at begge Fjældsider paa dette Sted tidligere har staaet lige højt og stejlt over for hinanden, aner man, at det ikke er faa Læs, der er kørt bort fra den Side, hvor Brudet er. Store dal er imidlertid saa stor, at det ikke kan siges, den har lidt noget større Tab ved dette Stenbrud.

Da stenværksejer Axel Reiholdt Wiberg døde i 1916 var det svære tider for stenindustrien, hvorfor der blev gjort forberedelser i skifteretten til tvangsauktion af boets faste ejendomme. Det var matr. 192 og 193 af Allinge Bygrunde, matr. 25 og 257 af Allinge Sandvig markjorde og 17p, samt Storedalens stenbrud.  Ved den første auktion bød 1. prioritetsshavende partikulær Laurits Møller, kæmner M.P. Ipsen og bankbestyrer I.B. Larsen, som de eneste, 650 kr.  De tre havde ejendommen “Hotel Sandkaas”. Men auktionen blev standset, da beløbet langt fra dækkede panteværdien.

Retten til matriklen 82eø overlod Møller, Ipsen og Larsen den 10/4 1919 til grosserer St. Beldring i København, der igen overdrog grunden til Møller & Hanbergs Stenhuggeri og Stenbrud i København.

Møller & Hanberg ønskede imidlertid ikke at drive stenværket videre, derfor solgte de klippegrunden til Martha Zastrow  i Villa Brinken i 1921.

Om afviklingen af stenbruddet se skøde- og panteprotokollen her.

Læs mere om Martha Maria Zastrow under Pension Brinken

Billede taget af en svensk amatørfotograf i 1920 . Fra venstre ses det øverste af “Bølgen”, dernæst “Det hvide Hus”, herefter skimtes Storedalen stenværk inden Fru Westphals villa, “Hytten” og “Strandbo”. Billedet tilhører Ø-Arkivet.

Stenbruddet som mødested?

Der blev afholdt en del møder i og ved stenbruddet. For eksempel i 1933 holdt Filadelfia-menigheden friluftsmøde ved det gamle stenværk i Storedalen (BT 13/6 1933)

Storedalen 1883 maleri af Georg Emil Libert

I Karl M. Kofods ovenfor omtalte artikel nævnes, at der blev holdt adskillige møder i Storedalen i 1890-1910. Han skriver på side 157-158: Herfra er talt mangt et bevinget Ord til lyttende Skarer, der har lejret sig i det grønne. – Fra denne Plads er det Storedalsbillede taget, som findes blandt “Danske Billeder fra Land og Sø”. Man ser der en aaben Græsplads med nogle græssende Faar ved Siden af nogle nedstyrtede Klipper, medens Baggrunden dannes af Fjældvæggene og Havet. Den Gang var Dalen nemlig ikke skovbevokset. Kun et lille Birketræ stak ud af Klipperevnerne hist og her. Stedet er let at kende igen fra Billedet.

B: Klinteløkkens stenværk

Matrikel 18c og 18d købt af stenværksfirmaet i 1900. Markering af selve stenbruddet på kort fra 1914

Den 2/1 1900 solgte Lundegaards ejer Fritz Julius Jacobsen Klinteløkken (matrikel 18c og 18d, der var en parcel af matrikel 18b)  til det Københavnske firma Hans & Jørgen Larsen for 3400 kr.

I skødet nævnes, at køber allerede havde taget ejendommen i besiddelse og at han ville betale skatter og afgifter fra 1. termin 1899. Stenværket har sandsynligvis været i fuld drift fra 1899.

Om ejerforhold til matriklerne 18c og 18d se oversigt i Skøde- og panteprotokollen

Deklaration på vej

Lundegaard ejede matriklerne 82fa og 82fb, hvorfor der blev deklareret fri ret for Klinteløkkens ejer benytte den 8 alen brede vej ned til Storedalsvejen på 82by.

Firmaet Hans & Jørgen Larsen solgte Klinteløkken den 18/11 1940 til Møller & Handberg Stenhuggerier og Stenbrud. A/S København. Blot ½ år senere den 12/6 1941 solgtes stenbruddet til direktørerne Fr. Møller og Valdemar Handberg. Efter Frederik Møllers død i 1942 overtog Valdemar Handberg firmaet og drev det til sin død i 1957. Han havde Hammerens granitværk, Moseløkke og altså også Klinteløkken der dog var afviklet år forinden.

Se skøder på matriklerne 18c og 18d efter 1941 her.

Indtil 1972 ejedes matriklerne af Firmaet ”Vald. Handbergs stenhuggeri og stenbrud A/S indtil firmaet gik i likvidation.

Det var Valdemar Handberg der byggede sommerhuset på Klinteløkken

En notits i Bornholms Tidende 16/7 1945 læses: Folk, der fra Sandkaas vil begive sig ind i det smukke Omraade Klinteløkken, standses nu af et ”Adgang strengt forbudt” skilt. Forklaringen er den, at der er blevet opført en Sommervilla deroppe, en Kendsgerning, man, om end med et Suk, maa bøje sig for. Tidligere har der været fri Adgang til Klinteløkken.

Alle tre firmaer havde hovedkvarter i Pilestræde 16 i Allinge (matr. 202a). Det er samme sted hvor Jehovas vidner fra 1983 har Rigssal.

C: Granitbruddet på Lundegaards grund

En kontrakt mellem Lundegaards ejer Frits Jacobsen og ”A/S Hammersholm Granitværker” blev der i den 2. februar 1914 indgået en aftale om, at Hammersholm granitværker, i en 20års periode, havde retten til stenbrydning på areal på ca. 1 tønde land på matrikel 19a. Det var bevokset med skov og fældede man træer tilfaldt de ejeren. Lejeren var uopsigelig af ejeren i de første 20 år, men lejere kunne opsige lejekontrakten med ½ års varsel.

Vederlaget for stenbrydningen var 2½ øre for hver kubikfod gavnsten, der bortkørtes fra grunden og 25 øre for hver kvadratfavn brosten, som blev slået på grunden. Vederlaget skulle dog mindst være 20 kr. om året. Den årlige lejeafgift var skønnet til højst 100 kr om året.

Når kontrakten ophævedes, skulle lejeren fjerne alle stenskure og lignende indretninger.

Det var en favorabel kontrakt når man tænker på, at lejeren havde ret til at overdrage sine rettigheder til andre. Underskrivere af kontrakten på A/S Hammersholms Granitværkers vegne var Jens Hansen, P. Pedersen, Anton Sonne, Carl Nielsen og A. Hansen.

A/S Hammersholms Granitværker var et kooperativ oprettet i 1898. Det blev senere opkøbt af virksomheden Møller og Hanberg.

I margin i skøde og panteprotokollen er tilføjet, at der ikke er brudt sten de sidste ? år. Tilføjelsen er uden dato og år.

Fra 1930 er det sikkert, at stenbruddet var i brug igen. Dens storhedstid var i 1950’erne.

Dalum-Tyren

Foto Grethe Meier. Dalum-Hjallese Lokalarkiv

Bornholms Tidende for den 24/11 1937 at en stor granitsten på 25 ton er fragtet fra Chr. Peter Hansens stenbrud i Storedalen til billedhugger H. Syberg i Valby. Stenen skal bruges til monumentet ”Dalum-Tyren”, som man i 1938 ville kunne se ved Dalum Landbrugsskole på Fyn.

Lundegaard-stenbruddet set fra sydøst. Luftfoto 1956 tilh. Kgl. Bibliotek

Ejere/bestyrere

I Bornholms Tidende 1. maj 1958 nævnes at ejeren af stenværket var Peter Hansen, som udtalte til bladet at Storedalen ikke blev besøgt af mange mennesker, men at det var muligt at gå op forbi stenværket.

Ingeniør M. Ingvar Hansen fra Gentofte købte værket i 1958 (1963?), men det gik ikke særlig godt økonomisk. I 1968 ville firmaet søge Tuborgfonden om kapital til oprettelse af et stort stenværk i Storedal (omtalt i Bornholmeren 13. marts 1968)

Der var stor modstand mod stenværket i 1962-1963 – dels fra turistforeningen om støj og støv fra værket og dels fra beboerne, der fik deres privatvej ødelagt. I 1965 Blev der lagt planer for Tejn og Sandkaas fremtid. Her var Storedalen lagt ud til sommerhusområde, hvorfor stenværket i Storedalen måtte afstå sine udvidelsesplaner. Stenværksbestyrer Peter Hansen var meget utilfreds med udsigten til fredning og at stenværket ikke måtte udvide med administrations huse og værkstedsbygninger.

Lundegaard-stenbruddet set fra syd. Luftfoto 1956 tilh. Kgl. Bibliotek

Firmaet gik i frivillig likvidation i 1968 og stenværket lå uvirksomt her. Opsynet af værket var mangelfuld, hvorfor der skete hærværk på bygning og værksted. (Bornholmeren den 21. maj 1968)

Stenbrydningen i Storedal og Klinteløkken var i 1970 stærkt omdiskuteret. Naturfredningsforeningen var opmærksom på stenbrydningens ødelæggende virkning, især Hammerværket, men også i Storedalen.

Værket kom aldrig i drift igen trods store planer herom.