Markskel, hestebytte og horeri

Tre forskellige retssager

Jeg har i de sidste dage læst Nørre herreds tingbog fra november 1751 frem til maj 1752. Der er retssager, som jeg kender fra min tidligere læsninger, men denne gang har jeg lagt mærke til, hvor meget tid der går til hver enkelt sag. Her er tre forskellige sager:

Den første var en retssag om ejerskab til en mark i Stenby i Rø mellem den 23. gård eller den 24. gård. Traditionelt skulle sagen dømmes ved en såkaldt 8 mands forretning. Det startede med åstedsforretning, hvor vidner afgav forklaringer. Der var ingen markskel eller naturgivne kendemærker, man kunne blive enige om. De følgende retssager gik med minutiøse afhøringer af ældre folk, der i deres ungdom havde vogtet kvæg på marken. Tilsyneladende havde retten til jorden voldt problemer i generationer, så sagen skulle løses en gang for alle. Der blev udfærdiget et kort og de 8 mand afgav en salomonisk dom, der delte marken mellem dem. Retssagerne tog næste et halvt år.

Den anden sag handlede om en bytteforretning af en brun hest, tilhørende Jørgen Didrichsen i Olsker, med grå hest tilhørende Rasmus Pedersen i Rø. Jørgen skulle give 4 rigsdaler 2 mark med i bytte til Rasmus. Det viste sig, at den brune hest var ”angbrøstig”, dvs stakåndet. Tvisten gik på om den var syg inden bytteforretningen, eller om den var blevet det efterfølgende? Adskillige retsmøder gik med at afhøre vidner, der enten kunne bekræfte eller afkræfte, at hesten havde en lungesygdom inden hestebyttet blev gennemført. Der gik næsten 5 måneder før dommeren dømte bytteforretningen for ”død og magtesløs”, da hesten synes at have været syg længe.

Den tredje sag var derimod overstået i løbet af godt en måneds tid. Tankevækkende, da den endte med en dødsdom. Christian den Femtes Danske lov anviste straffen. Den anklagede tilstod at have fået et barn med sin søsters mand, et forhold som betragtedes som blodskam og altså en forbrydelse mod guds lov.
Modsat de to første, synes jeg, at denne tredje sag er den mest interessante.

Sognepræst Hr. Randers indberetning af lejermål i Rutsker 1751. (bilag i jordebogsregnskaber)

Sagens art: Horeri med svoger

Herredsfogeden Eskild Poulsen og de 8 stokkemænd afsagde dommen den 21. januar 1752. Barbara Jens Davidsdatter skulle miste sit hoved ved bøddelens sværd. Det var en ringe trøst, at det blev tilladt at hendes legeme kunne nedgraves ved hendes nærmeste slægtninge på kirkegården.

Barbaras svoger hed Hans Jørgensen Bug (Bugge). Han var borger i Hasle og var gift med Barbaras søster Marie. Han blev dømt samme dag som Barbara, men på Hasle byting, som var hans værneting. Straffen var den samme som Barbaras.

Anklageren, Mikkel Pedersen Grønbæk, lagde lovens side 941 artikel nr. 14 til grund for dom og strafudmåling. Sagfører Jesper Hansen fra Allinge, der var beskikket forsvarer for dem begge, kom ikke med et eneste formildende argument til forsvar. Blot at ”den syndige handling var sket i drukkenskab og forvirring og at Barbara var enfoldig”, hvorfor dommeren blev bedt om at dømme hende en ”naadig og mild dom”. Dommeren og stokkemændene fulgte anklagerens påstand. Der var ingen nåde.

Barnedåb i Rutsker kirke

Tirsdag den 23. november 1751 blev den Barbaras Jensdatters barn døbt i Rutsker kirke. Hun blev opkaldt efter moderen. Det var Maria Hans Jørgensens, der bar barnet. Det var vel ganske naturligt, at det var Barbaras søster der bar, men opsigtsvækkende, da det jo var Maries mand, der var illegitime far til barnet. I kirkebogen står, at Barbara angav Hans Jørgensen som barnefaderen til sit uægte barn.

Barnedåben blev ikke en fest. Samme dag blev der nemlig afholdt politiforhør om sagen, hvor begge parter tilstod forholdet. Efter politiforhøret blev de sat i ”landets arrest”, hvilket vil sige i Rådhuskælderen i Rønne.

Barbara Jensdatters liv

Barbara boede hos en anden søster Margrete, der var gift med Hans Pedersen (Bødker). De boede på 48. gårds grund (Langegård) i Rutsker. Barbara var 39 år og havde ikke født før og ej været gift. Som barn havde hun fået ”slagværk i den højre arm”, så hun var vanfør. Hun havde altid boet hos sine forældre på Langegårds grund, i huset som Hans Pedersen og Margrete nu havde. Hun kunne tjene lidt ved at spinde, men indimellem havde hun betlet.

Søsteren Margrete fortalte, at Barbara havde det med at drikke lidt rigeligt, men tåbelig det var hun ikke. Hun var altid i et ”godhjertet gemyt, men vel lidt enfoldig”.

Gravøl efter moderens begravelse

Onsdag den 10. marts 1751 blev Barbara, Maria og Margretes 84årige mor Karen, Jens Davidsens hustru, begravet fra Rutsker kirke. Samme dag var der gravøl i hjemmet på 48. gårds grund i Rutsker. Deres far Jens Davidsen var død i 1746 73 år gammel. Alle søskende og deres ægtefæller var forsamlede til gravøl og måske det der var stærkere. Der blev drukket heftigt og allerede ved middagstid faldt Hans Jørgensen Bug omkuld i Barbaras seng. Barbara, der også var godt beskænket, endte snart efter i samme seng som svogeren. Det blev bemærket, at de havde noget ”løsagtigt i gang”.

Barbara havde også været sammen med tjenestekarl Jørgen Andersen på Sandemandsgaard lidt før påske, men det fik ingen betydning, da Barbaras uægte barn kom til verden på et tidspunkt, der passede nogenlunde med undfangelse den 10. marts.

Landstinget stadfæstede dødsdommene

Dommene over de to skulle prøves ved højere ret. Næste instans var Landstinget i Aakirkeby. Også her blev sagen gennemført på rekordtid. Allerede den 16. februar stadfæstede landsdommeren straffen, som var fastsat på herredsting og byting. Ved livsstraf var det tilladt delinkventerne at anke til højesteret, hvilket skete.

Højesteret omstødte dødsdommen

Desværre er Højesterets domsprotokollerne for 1700-tallet brændt, men voteringsprotokollerne er bevarede. Heri kan læse ni dommeres votering den 18. juni 1752. Der var uenighed om forbrydelsens art. Flere mente, at forbrydelsen ikke kunne bedømmes som blodskam.

To dommere stemte for at konfirmere Landstingsdommens dødsstraf. Tre ville have straffen nedsat til henholdsvis 2, 3 og 6 års arbejde på fæstningen og i spindehuset. De fem sidste stemte for at Hans Jørgensen Bug skulle dømmes til arbejde på livstid på fæstningen, og Barbara Jensdatter skulle hensættes i Spindehuset på livstid. Det er sandsynligt, at straffen for Hans Jørgensen Bug blev omstødt til livsvarigt strafarbejde på fæstningen og for Barbaras vedkommende til hensættelse i Spindehuset på livstid.

Arbejde på Kastellet

Hans Jørgensen Bugs skæbne kendes. Han er nemlig nævnt som fange nr. 189 i Københavns Stokhus slaverulle. Der står, at han var født i 1718, havde kone og tre børn, var tømmermand og borger i Hasle. Hans forbrydelse nævnes og at han var dømt til livsvarigt fæstningsarbejde. Den 2. oktober 1752 blev han sendt på fæstningsarbejde på Citadellet i Frederikshavn, hvor han skulle arbejde med fodlænke. Den 17. september 1756 blev han benådet af kongen.
Jeg har ikke fundet ham på Bornholm efter 1756.

Udsnit af Geddes eleverede kort fra 1761 med Børnehuset på Christianshavn, hvor Barbara Jens Davidsdatter sad fængslet.

Spindehuset på Christianshavn

Barbara har jeg fundet i Kirkebogen for Børnehuset på Christianshavn. Hun stod offentlig skrifte første gang 18. februar 1753 (Dominica Septuagesima), hvilket må betyde, at hun lige var ankommet til fængslet. Hun gik til nadver i årene derefter som indsat i ”ny hus”. I alt tre gange i 1756 – sidste gang den 17. oktober, herefter er hun borte fra listerne. Sandsynligvis blev hun benådet af kongen ligesom svogeren.
Hvad der blev af barnet Barbara er uvist.

 

Se indholdsreferat af Nørre Tingbog 1745-1754

You may also like...

1 Response

  1. Jørn Nordahn Frederiksen siger:

    Interessant beretning- det må man sige

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *