Nørreherreds tingbog 1745-1754 – referat

Affotograferinger af de originale sider:

Autoriseret af amtmand Urne med 476 paginerede blade den 19. februar 1745

12. marts 1745 – pag. 001b

Læst et pantebrev af dato 10. februar 1745 til indhold at den 11. gårds beboer i Olsker Niels Andersen havde lånt af Mads Pedersen i Allinge 100 sld. i rede penge dansk kurant mod pant i gården på 127 sld.
Peder Monsen af Allinge mødte og tilsted, at han havde underskrevet ovennævnte pantebrev, men han havde ikke begreb om, at han også skulle være kautionist for de penge, at hans myndling Niels Andersen havde lånt af Mads Pedersen. Han frasagde sig løftet på grund af sin ”enfoldighed”. Mads Pedersen ville tiltale Peder Monsen for svigt.
I sagen hvor Jesper Hansen fra Allinge undersøgte handel med driv gods, stævnede Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker. Han læste en skriftligt indlæg i sagen. Sagen udsat til næste ting.
I sagen mellem Rø-præsten Friederik Monrad og sandemand Lars Pedersen mødte præstens svoger Mathias Reiner. Lars Pedersens fuldmægtig Anders Jørgensen læste et indlæg. Reimer ville have at Lars Pedersen skulle vedstå, hvad hans fuldmægtig havde fremlagt, før han ville svare. Fuldmægtigen svarede, at det han havde sagt, stod Lars Pedersen ved, så det var unødvendigt at stille spørgsmålstegn Reimer svarede, at der var bønder, der skiftede mening om sagen. Det ikke var en samlet gruppe, modsat sandemandens fuldmægtigs opfattelse, hvorfor han bad Reimer om at sige, hvem han sigtede til.
Reimer læste et skrift udgivet af Lars Pedersen til præsten den 2. januar 1739, samt præstens svar herpå. Dette brev skulle vise, at der var bønder der ”gik til og fra”, hvorfor han igen bad om at Lars Pedersen bekræftede sin fuldmægtigs indlæg. Lars Pedersen, som var til stede, så at det var nødvendigt selv at træde frem. Han bekræftede sin fuldmægtigs indlæg. Reimer ville nu høre om sandemanden var indstillet på forlig eller ikke. Lars Pedersen erklærede, at han var indstillet på forlig og han udtalte for retten, at han kun vidste godt om præsten som et ærligt og godt menneske. Reimer erklærede derefter at præsten betragtede sandemanden som et ærligt menneske. Herefter blev sagen ophævet og vidnerne blev løst fra ordren til at blive afhørt.

19. marts 1745 – pag. 3a

Amtmand Urne havde på Justitsens vegne beordret Svend Mikkelsen fra Rønne til at tiltale Kirstine Holgersdatter. Han læste en skriftlig stævning af 8. marts 1745. Jesper Hansen fra Allinge havde fået amtmandens tilladelse til at være Kirstine Holgersdatters forsvarer.
Den indstævnte og arresterede Kirstine Holgersdatter var ikke til stede i retten, af hvilken årsag ingen vidste, da både Svend Mikkelsen og kommandanten havde givet rekvisition på transport fra Rønne Arrest til Hasle. Da klokken var over 12 næsten 1, så forventede dommeren ikke at det ville ske.
De frivillige vidner var klemenskerpræsten Anders Agerbech, Hans Mahler fra Olsker og Frederik Monrad fra Rø, samt Weidich Haagensen og hustru fra Olsker. De indstævnte vidner var Hans Esbersen fra Dyngegaard, Jørgen Svensen, udbygger og hans hustru Martha og datter Kirstine – alle fire fra Klemensker, Hans Pedersen, der tjente hos Mons Jensen i Brøden, Haagen Weidichsen, Peder Olsen i Tejn, Bente Hans Larsen alle fra Olsker, Anders Mortensens hustru Marne, Poul Peders hustru Ellen, Mons Larsens hustru Ellen. Alle var mødt undtagen Poul Pedersens hustru fra Rutsker og Hans Larsens hustru fra Olsker på grund af sygdom. Poul Pedersen oplyste at hans hustru var ”saa yderlig frugtsommelig, så hun ikke turde eller kunne komme”.
Aktor fremstillede godvillige vidner, som var Poul Kofoed fra Blykoppegaard, samt Jep Thomasen og Ane Thorsens fra Hasle, Jep Hendrichsen af Nylars og hans tjenestepige Inger.
Jesper Hansen tillod at vidner afhørtes selv om den arresterede ikke var kommet.
Første vidne var Poul Kofoed fra Blykoppegaard, hvor Kirstine Holgersdatter i 1742 havde modtaget tjenesteplads 8 dage før Sankt Hans. Hun blev der til Sankt Hans Aften, hvor hun bad om lov til at gå til Allinge for at hente noget tøj. Det fik hun lov til og lånte tillige nogle klæder og en særk af bondens steddatter. Hun blev borte og leverede ikke klæderne tilbage. Han mente, at klæderne havde en værdi af 3-4 daler. Poul Kofoed havde gjort sig umage om at finde hende, men det var ikke lykkedes.
Dernæst Inger Olsdatter, der i tjeneste hos Jep Hendrichsen på en gård i Nylars. Hun fortalte, at Kirstine var kommet til hende for 11 uger siden og lånte hus hos hende en nats tid. Søndag morgen, da vidnet var ude for at drive kvæget ud, havde Kirstine forladt huset og medtaget en kattuns kappe med rødt vadmels underfor, et stribet boeld og et blaaranet tørklæde. Da Kirstine var arresteret i Hasle Vagt, havde hun efterspurgt disse mistede klæder. Magnus Høeg og vagten fandt klæderne undtagen tørklædet. De to klædningsstykker blev fremvist i retten og Jep Hendrichsen og hans hustru genkendte dem, som de klæder, de havde givet deres tjenestepige som løn. De blev vurderet til 1 daler og 2 mark, hvilket Inger Olsdatter protesterede over, da hun mente at de var meget mere værd. Hun bad om at få udleveret klæderne. Hun blev spurgt om hun havde beviser for, at det var hendes. Husbond og madmors vidnesbyrd var ikke nok. Hun mente at skrædderen, der havde syet dem, burde kunne bevise det. Forsvareren nægtede at klæderne kunne forlade retten, da den tiltalte ikke var til stede og kunne svare på spørgsmål.
Jørgen Svendsen fra Klemensker erkendte at Kirstine Holgersdatter boede hos ham før jul en måneds tid. Hun spandt og kartede og varpede til et stykke vadmel, som skulle være på 35 alen. Hun havde taget 3 mark og en hvid kvindfolkehue, som hun påstod var hendes løn. Hun truede med at sagsøge ham, hvis han ikke betalte, hvorefter hun gik bort. Aktor spurgte vidnet om ikke sognepræsten havde forbudt sin menighed at tage løsgængere til huse. Jo, det havde Jørgen Svendsen vidst, og han havde derfor lånt Kirstine en hest, således at hun kunne ride op til præsten og spørge om lov om til at blive i sognet. Hun havde dog ikke redet til præsten, men det vidste han ikke. Pengene, som hun havde taget, lå i en aflåst kiste i krobhuset, men nøglen sad i.
Jørgen Svendsen hustru og datter blev afhørt, men kunne ikke bevise, at der var taget 3 mark, men de havde afgivet ed på at ingen andre kunne have taget pengene.
Hans Esbersen fortalte, at han havde givet hende husly to eller tre nætter fordi det var dårligt vejrlig og at hun havde langt at gå ”til byerne”. Hun var blev pågreben hos ham på grund af løsgængeri efter angivelse af Anders Agerbech.
Anders Mortensen fra Rutsker fortalte, at Kirstine var hos ham noget efter pinse, sommeren 1742. Hun havde fortalt, at hun var med barn og skulle føde ved mortens tid. Hun var kommet fra Rønne og orkede ikke at gå længere og blev hos ham en nats tid. Hun fortalte, at hun var ægteviet og at hun boede i Allinge hos smedeenken.
Ellen Mons Larsen fra Rutsker fortalte, at Kirstine samme sommer var hos hende en times tid og at hun skulle føde omkring Mortenstiden, hvilket vidnet nok synes ikke kunne stemme. Hun havde fortalt, at hun kom fra Anders Mortensen. Vidnet kunne ikke huske at hun skulle have sagt, at hun skulle have en dreng til ægte, der tjente hos Weidich Haagensen ved navn Hans Pedersen.
Dernæst (drengen) Hans Pedersen, som havde tjent sammen med Kirstine Holgersdatter hos Weidick Haagensen sommeren 1742. Han havde hørt fra hende, at hun var frugtsommelig, men det var ikke ham der var årsagen til det, ej hellere vidste han med hvem. Han mente ikke at det kunne være Weidich, selv om der gik nogle rygter. Han var ikke sikker på at det var sandt, at hun var gravid. Han måtte erkende, at der var misstemning mellem Weidich Haagensen og hustruen om Kirstine og at de skændtes herom, men det var så lang tid siden, at han ikke rigtig huskede noget. Han huskede at Weidich hustru havde løftet op i Kirstines skørter og fandt, at hun havde viklet pjalter omkring livet.
Weidich Haagensens hustru erkendte, at Kirstine havde været i tjeneste hos hende fra Mikkelsdag til sankt Hans næstfølgende. Hun mente ikke at hun havde været gravid.
Sagen blev udskudt, da der var andre sager, der skulle nås inden dagen var omme. Vidnerne blev pålagt at møde på næste ting.
Jesper Hansen, som var aktor i sag om drivgods, efterlyste indlæg fra de personer, der var sigtet for handel med det ulovlige gods. Der var ingen mødt, hvorfor sagen blev udsat.
Fenrik Anders Jørgensen fuldmægtig for de 27 bønder, der var lodsejere til Lindeskoven, læste en skriftlig stævning af dato 9. marts 1745 mod præsten Frederik Monrad, samt indstævnede en del personer som vidner. Monrads svoger Reimer var stærkt kritisk overfor Anders Jørgensens fuldmægtigrolle. Reimer mente, at fuldmægtigen havde formuleret og irettelagt stævningen for de ”ubelæste” bønder. Anders Jørgensen indrømmede, at det var ham, der havde formuleret stævningen, men den var underskrevet at bønderne. Men han sagde, at der var flere af bønderne, der kunne læse og skrive. Reimer var tilfreds med denne tilståelse, da der var en vederhæftig person Hans Jørgen Skov, der ikke kunne acceptere denne ”vrangunderskrivning”. Reimer tilrettelagde tre dokumenter og ville have dommerens stillingtagen til sagen. Dommeren kunne ikke umiddelbart tage stilling til denne disput, hvorfor han udsatte sagen.

26. marts 1745 – pag. 7b

Blev læst et købe- og skødebrev på Dalbygaard i Rø sogn dat. 20. marts 1745, der viste at Mogens Nielsen havde solgt sæderetten til den 7. selvejergaard, Høgegaard i Rutsker, til sin broder Niels Pedersen. Mogens Nielsen havde arvet gården efter sin sal. Fader Niels Madsen efter skiftet den 30. juni. Mogens Nielsen og Niels Pedersens mor boede på gården sammen med Niels Pedersen. Sæde- og indløsningsretten var på 300 sld.
Læst et pantebrev på 149 sld udstedt af Niels Pedersen på den 7. sg. i Rutsker til Mogens Nielsen i Rø mod pant i gården.
Læst et pantebrev af 20. marts 1745 udstedt af Mikkel Monsen på den 22. sg. i Olsker på 200 sld. til kaptajn Mads Engel i Hasle mod pant i gården.

Svend Mikkelsen mødte som aktor i sag mod Kirstine Holgersdatter. Sagen var ageret på sidste ting, men uden den arresterede kvinde, som ikke var mødt, da ”ægtevognen”, som skulle transportere hende fra Rønne til Hasle, ikke var mødt. Sandemanden i Klemensker havde oplyst, at det var på grund af vejrliget med store driver, der havde forhindret transporten. For ikke at spilde tiden var afhøringerne alligevel gennemført af nogle af vidnerne. Kirstine Holgersdatter var mødt sammen med sin forsvarer Jesper Hansen. De udeblevne vidner fra sidste ting, Poul Pedersens hustru Ellen af Rutsker og Bente Hans Larsen fra Olsker, var mødt. Sammen med de ikke afhørte vidner fra sidste tingdag blev de afhørte.
Bente Hans Larsen fra Olsker mente nok at Kirstine Holgersdatter havde været hos hende i tre nætter omkring Sankt Hans i 1742. Kirstine var kommet til hende fra Weidich Haagensen og hun havde fortalt at hun var frugtsommelig og ventede sig omkring Mortens dag. Hun havde fortalt, at hun skulle have Weidich Haagensens tjenestedreng Hans til mand. Vidnet berettede, at nok huskede at Kirstine havde nogle penge, som hun vist nok skulle have fået af Weidich Haagensen. Kirstine havde købt en lille ost og et stykke røget lammekød. Jesper Hansen mindede hende om, at hun dengang i 1742 havde fortalt sin sognepræst Hans Mahler, at Kirstine var besvangret af tjenestedrengen. Det huskede hun ikke, men mente, at det var sladder hun havde hørt.
Ellen Poul Pedersen blev for anden gang fremstillet for retten. Hun var ikke sikker på, at Kirstine, da hun var hos hende, havde berettet om sit svangerskab, men at hun blot var indenfor døren et øjeblik for at købe 1 pund smør, hvorefter hun igen var gået.
Ana Thor Hansen fra Hasle fortalte, at hun omtrent for en måneds tid siden lå syg hos Jep Thomsen. Kirstine kom og berettede at hun også var syg. Da Jep Thomsens hustru var ude for at hente vand, stod Kirstine Holgersdatter op og tog en nøgle, der hang på en bjælke. Hun lukkede en kiste op og tog en pung, som hun åbnede og sagde, at Jep Thomsen ikke var så fattig som de gik og sagde. Hun havde hånden nede i pungen, men så ikke om hun tog penge. Senere havde hun hørt at Jep Thomsen og hustru savnede 2 mark og 14 skilling. Kirstine var ikke gået bort, men havde blevet der 2 a 3 dage. Ana havde været så syg, at hun ikke sansede at fortælle Jep Thomsen og hustru om hændelsen før efter at Kirstine var gået bort. Jep Thomsens hustru havde ledt efter Kirstine og fundet hende hos Peder Kofoed. Poul Kofoed og Jep Thomsens hustru havde spurgt Kirstine hvorfor hun havde taget pengene, hvorefter Kirstine havde svoret og bandet og benægtet tyveriet.
Jep Thomsen af Hasle tilstod at han havde mistet 2 mark og 14 skilling fra kisten medens Kirstine Holgersdatter var hos dem. Han fortalte, at han aldrig havde set hende før at hun dukkede op for en måneds tid siden dukkede op og ønskede pleje fordi hun var syg. Defensor Jesper Hansen spurgte Jep om han kunne sværge, at det var Kirstine, der havde taget pengene. De kunne han ikke, men mente, at det var sandsynligt, da den eneste der ellers havde været i huset var en gammel elendig kone Ana, der var så syg, at hun ikke kunne stå ud af sin seng.
Kirstine Holgersdatter blev fremstillet. Det første spørgsmål til hende var, hvor længe siden det var hun havde været til alters og hos hvilken præst. Hun huskede ikke hvornår det var, men sidste gang var hos Monrad i Rø. Hun havde ikke været til alters siden hun forlod sin tjeneste hos Jep Markussen i Rø. Hun forlod Rø sogn efter et halv år og kom i tjeneste hos Per Olsen i Tejn og derefter hos Weidich Haagensen i Olsker sogn. Hun blev spurgt om hun var i tjeneste hos Weidich Haagensen eller ”hun tjente for løn eller på hvilken måde hun var der”. Hun svarede, at hun tjente fra Mikkelsdag til pinsedag og hun fik klæder som løn. Hun nægtede at hun var blevet frugtsommelig medens hun var hos Weidich Haagensen. Hun blev spurgt om det ikke var derfor hun forlod tjenesten pinsedag, som ikke var den rigtige ”faredag” og om der ikke var strid mellem Weidich og hendes madmor angående hende. Jo, svarede hun, det var derfor hun kom fra tjenesten, men hun havde fået et helt års løn af Weidich.
Kirstine blev spurgt om hvorfor hun ikke havde meldt sig hos sognepræsten i Rø eller Olsker sogn eftersom hun var blevet efterlyst på kirkestævnerne og fra prædikestolene over hele landet. Hun var efterlyst fordi hun var frugtsommelig. At hun var blevet ”lyst” på kirkestævnerne havde hun ikke hørt. Desuden havde hun ikke fortalt til folk, at hun var frugtsommelig og heller ikke for de vidner, der havde talt anderledes.
Han sagde, at hun ikke for tre år siden var gået i tjeneste på Blykoppegaard, men havde kommet i tjeneste hos Christian Dams i Aakirkeby. Hun sagde, at det ikke stemte, at hun efter 8 dages tid på Blykoppegaard havde spurgt om lov til at gå til Allinge. Hun havde været hos Christian Dam fra Sankt Hans til mikkelsdag (?) som høstepige. Hun havde ikke stjålet kappe og stribede bold fra Jep Henrichsens tjenestepige, men hun havde lånt dem. Hun nægtede at have taget tørklædet.
Hun bekræftede, at hun ved kyndelmissetid var i Østermarie hos en enke i Holsegaarden, som ”da var drevet af Segter Jacoben” Hun svarede ja til at hun nu var ”fæst eller i ægteskab” med ham. I den tid hun havde været der, havde hun lånt nogle bylter, et par sko og et par tøfler, men hun havde ladet sko, trøje og et par gamle hoser blive der. Det sidste sted hun havde tjeneste var den forgangne vinter hos Jens Anders i Østermarker sogn. Under politiforhøret havde hun sagt, at hun havde tjent hos Johan Lorentsen i Rønne. Det benægtede hun nu. Hun sagde, at alt hvad hun havde berettet ved politiforhøret hos byfogeden, præsten og andre, ikke var sandt. På spørgsmål om hun havde nogle skudsmål fra de steder hun havde tjent, svarede hun nej.
Aktor kunne ikke finde flere spørgsmål at stille hende, men fremlagde en attest fra præsten Monrad i Rø af dato 18. marts 1745, en skriftlig attest fra Lorents Abro fra 1. marts og en attest fra udbygger Hans Nielsen af Nyker sogn af dato 1. marts og en skriftlig attest fra Herman Clausen fra Nyker også fra den 1. marts 1745. Dernæst en skriftlig attest fra Hans Jensen, Paa Bjerget i Bodilsker sogn, tilsendt Anders Agerbech i Klemensker.
Defensor Jesper Hansen mente at attesterne ikke var som loven tillader. Dommeren tilstillede aktor at attesternes ophavsmænd skulle indkaldet eller undersøges om de opfylder loven, hvorfor attesterne blev stillet i bero. Arrestantinden blev derefter udleveret til overførsel til arresten i Rønne.
Aktor bad om et udtog således at han kunne bruge det andetsteds.
Jesper Hansen mødte i sag, hvor han som akter blev pålagt at stævne en del personer i herredet [det må være sagen om driv gods!], Han ville høre om disse personer havde noget at svare på tiltale, men da ingen var mødt, måtte han udskyde sagen til næste ting.
I sagen mellem de 27 bønder og deres sognepræst mødte sandemand Peder Jensen, Hans Rasmussen, Henrich Pedersen, Hans Pedersen, Peder Jensen og Mons Nielsen. Disse mødte på egne og de øvrige interessenter og lodsejere til Lindeskovens vegne. De ville ratificere det indgåede forlig og underskrive. Reimer, på Monrads vegne, tiltrådte forliget og begge parter ville nu have sagen ophævet. Dommeren kunne ikke modsige dette ønske, hvorfor forliget blev oplæst og vedgået.

9. april 1745 – pag. 11a

Svend Mikkelsen fra Rønne mødte i sagen mod Kirstine Holgersdatter. Som godvilligt vidne mødte Herman Clausen fra Nyker. Han læste sin attest fra den 1. marts egenhændigt op og afgav sin ed. De øvrige attester blev godkendt af dommeren og kunne nu vedlægges sagen. Jesper Hansen fik Hermand Clausen til at sige, at det var sandemanden, der havde skrevet attesten og konciperet det, men det havde været hans ord han havde fået nedskrevet. Hun kunne læse, hvilket han havde bevist, men den dag det blev skrevet var han ikke så frisk.
Jesper Hansen spurgte Kirstine Holgersdatter om hun fik forsvarlig underholdning i arresten i Rønne. Han svarede, at hun intet havde at klage over. Hun fik sin mad og øl på en forsvarlig måde.
Kirstine blev spurgt om hun ejede noget gods. Hun svarede, at hun intet andet ejede end 2 mark, som hun havde arvet fra sin afdøde mor efter skiftet den 21. april 1727. Det var hendes morbror Hans Esbersen i Klemensker, der var værge for hende, eller var det Hans Esbersen i Olsker?. Hun huskede det ikke rigtigt.
Kirstine vedkendte sig, at hun kort før jul havde lånt en ulden trøje og en kappe af Niels Anders Hustru i Tingsted i Vestermarie. Hun solgte dem til Sidsele, enke efter gamle Hans Esbers på Bakkegaardsmølle i Olsker for en mark og seks skilling. Enken var tilstede i retten og havde den købte kappe med sig, som hun fremviste for Niels Andersen, der genkendte den. Kappen blev udleveret og enken fik at vide, at hun selv måtte kræve penge tilbage fra Kirstine. Den anden kappe som Jep Hendrichsens tjenestepige havde mistet, ønskedes nu udleveret.
Aktor Svend Mikkelsen vil komme med et skriftligt indlæg på næste ting.
Jesper Hansen som aktor for kongen og Justitsen i sagen om drivgodset. Han ville nu have de indstævnte personer efterlyst, men ingen var mødt. Dommeren og aktor lod sagen udsætte og de anklagede fik en sidste chance at forsvare sig mod anklagerne.

23. april 1745 – pag. 12a

Kgl. Forordning om forbud mod at bære guld, sølv og ”palatiner” dateret 31. december 1744.
Læst kgl. Plakat om oppebørselsbetjentenes manglende indbetalinger i Danmark til den kgl. Kasse., dat. 11. januar 1745.
Læst kgl. Plakat ang. oppebørselsbetjentene og kautionister i Norge og manglende indbetalinger, dat. 11. januar 1745.
Læst kgl. Forordning om hvorledes der skal forholdes med medlemmer af de mæhriske brødres midler og formuer når de rejser ud af landet. Dat. 29. januar 1745.
Læst amtmand Urnes ordre af 17. april 1745 om hvorledes der skal forholdes til den sygdom, som har angrebet fårene og hvordan de skulle begraves af bønderne. Der blev henvist til en forordning fra 11. september 1739.
Samme dato udgik en ordre fra amtmanden om, at ingen svage får måtte slagtes og sælges.
Svend Mikkelsen, som beskikket aktor mod Kirstine Holgersdatter, fremlagde et skriftligt referat fra et politiforhør fra den 24. februar. Dernæst læste han et skriftligt indlæg i sagen, som skulle indgå i dommen. Forsvareren Jesper Hansen havde ikke noget at indvende mod aktors indlæg andet end at han mente, at den sagsøgte ikke var ”ved fuld ved” og derfor bad han dommeren at være nådig og mild i sin dom. Aktor mente at Kirstine havde været ved sin fulde forstand. Sagen blev optaget til doms.
Jesper Hansen i sagen mod folk, der har omgået ulovligt driv gods, blev på råbt om de havde noget til forsvar at fortælle. Der var stadig ingen, der var mødt, hvorfor aktor lod sagen gå til doms.

30. april 1745 – pag. 13a

Læst forbud mod indførsel af fremmed tran, dateret 18. januar 1745.
Læst kgl. Forordning om misbrug af hjemmedåb i Danmark, dat. 19. marts 1745.
Læst kgl. Forordning om kvægsygdom visse stedet i hertugdømmet Slesvig, dat. 29. marts 1745.
Dom afsagt over Kirstine Holgersdatter fra Allinge. Det bemærkedes, at en udskrift af et politiforhør af 8. marts 1743, optaget af byfogeden i Rønne, angående rygtet om hendes besvangrelse, var brugt til dommen. Politiforhøret var glemt i sagsakten, hvorfor den nu blev påskrevet og tilbageleveret.
Jesper Hansen var tilstede sammen med arrestanten. De bad om udskrift af dommen for at anke den til landstinget i håb om formildelse. Svend Mikkelsen bad også om udskrift og sagde, at det måtte være op til amtmanden at tillade, at sagen blev appelleret til en højere ret.
DOM – pag. 14b
Over Kirstine Holgersdatter, som var barnefødt i Allinge. Hun var anklaget for løsgængeri, andre øvede handlinger og ”flydende ting”. Svend Mikkelsen, som beordret aktor havde afhørt 12 vidner, samt stillet Kirstine 20 spørgsmål, som viste at hun havde løjet for folk og under politiforhørene. Hun havde ikke været til alters i fire år, sidst hos Monrad i Rø sogn. Forsvareren Jesper Hansen havde påpeget at Svend Mikkelsens førte vidner kunne være problematiske, da de vidnede i deres egen sag [altså havde forsvaret sig selv i at have modtaget hende i deres huse]
Mikkelsen ville have hende dømt for tyveri i fem tilfælde og for lejermål, samt for løsgængeri. Dommeren mente ikke, at der var beviser for tyveri, da hun havde lånt tingene, hvilket hun selv også påstod. Mht. hendes frugtsommelighed, så fandtes et politiforhør fra Rønne i 1743, hvor det ikke var påvist, at hun havde været gravid og at hun derom havde løjet, hvorefter hun var blevet frigivet.
Dommeren mente, at hun skulle dømmes for at have ”omløbet landet og narret adskillige folk!” Og derfor dømmes til spindehuset på livstid. Omkostningerne til aktor og defensor skulle, på grund af at hun intet ejede, betales af amtet. (Dommeren brugte loven pag. 558-559 art 16 og pag. 560-561 artikel 18 og 19)
[Sagen blev anket til landstinget i i flg. Protokollen pag. 51b. Herredstingsdommen blev stadfæstet og Kirstines dømtes til spindehuset på livstid]

7. maj 1745 – pag. 15a

Læst kgl. Reskript om sekters tilhængere og hvordan man skal forholde sig til separatismen eller anabaptismen, dat. 5. marts 1745.
Læst kgl. Plakat om ophævelse af forbuddet mod indførsel af fremmede jerngryder og hvordan dette skal forstås. Dat. 29. marts 1745.

21. maj 1745 – pag. 15a

Pantebrev læst om at Lars Jensen på den 26. gård i Rø sogn havde lånt 139 sld. af generalmajor Westh til betaling af gården, som han havde tilforhandlet sig af kongen den 1. februar 1745, mod pant i gården.
Jesper Hansen havde fået tilladelse af amtmanden til at føre en tingsvidnesag for Lars Pedersen på Bådstadsgaarden i Rø sogn angående Bådstadskoven og et hus der lå øst derfor ned mod stranden. Sagen blev forklaret i en memorial til amtmanden. Sagen drejede sig om rettigheden til området og til huset. Tilsyneladende havde amtmanden gjort krav på skoven og husene og dermed skatterne. Husene skulle svare skatter til kongen, som andre fæstehuse. Jesper Hansen havde fået tilladelse til at føre sagen for Lars Pedersen. Amtmanden havde dog ikke sendt en person på hans vegne, så Jesper Hansen måtte føre sag uden modpart. Han havde indkaldt en del vidnesbyrd.
Første vidne var Esber Jørgensen fra Aarsballegaard, som havde tjent på Bådstadsgården for 53 år siden da han selv var 18 år gammel. Han fortalte, at der ikke lå et men to huse ved stranden og de var begge indgærdede med et rundgærde og havde gærde i vest op mod Baadstadskoven og mod øst ned til stranden. De havde ikke lov til at hugge træer i skoven uden tilladelse fra Peder Esbersen på Baadstandgaarden og han huskede ikke at der var skovbetjente, der skulle udvise træer til fældning. De gav begge rædsler til Baadstadsgaard. Han huskede ikke hvor meget, men anslog 5 sld. om året. Han vidste ikke hvornår de var byggede, men det ene var allerede meget gammel for 53 år siden.
Weidich Haagensen fra Olsker havde også tjent på Baadstadgaarden for 53 år siden eller deromkring, da Lars Pedersens fader Peder Esbersen havde gården. Han sagde, at kongens betjente ikke havde noget at gøre i skoven, medens han i 2 år tjente der. De husmænd der boede i husene ved stranden hed Svend Hansen og Hans Knegt og de betalte rædsler til Baadstadsgaarden. Han mente, at husene allerede da var gamle, da de havde støtter til væggene. Gærderne omkring var gamle. Husmændene måtte ikke hugge brændsel eller andet i skoven som gik helt ned til stranden uden Baadstadsgaardens tilladelse.
Peder Olsen i Rø sogn havde kendt stedet i 60 år og mente at gærderne var i dag der hvor de altid havde været. I det sydligste hus boede Hans Knegt og i den nordligste hus boede Marcus Glasser. De betalte begge til Baadstadsgaardens beboer Peder Esbersen. Han mente at begge huse var gamle. Han havde ikke hørt i sin ungdom af gamle folk, hvornår de blev byggede. Men i hans tid var de blevet ombyggede flere gange. Han havde aldrig hørt om at skovbetjente havde noget myndighed over skoven, men vidste at August Dechner havde fået forbud af Peder Esbersen om at skove træer.
Dernæst Malene afg. Peder Didrichsen fra Aaker sogn, som var 78 år gammel og født på Baadstadgaarden. Hun var vel 12 eller 16 år gammel da hendes fader Christen Hansen flyttede fra Baadstadgaarden til Løkkegaard i Rø, Dengang boede Jon Knegt og Hans Knegt som gav rædsler af huse, løkke og ildebrand til Baadstadsgaard, som var første frivornedgaard i Rø sogn. Så længe hun huskede var husene gamle og gærderne ligeså.
Dernæst Hans Hansen fra Rø kunne huske 56 år tilbage i tiden- Han mente, at Baadstadgaard havde den fulde ret til skov og til husene. Ikke som der hvor han boede, som var kongens, som lå næst nord for Baadstadshusene. Han vidste heller ikke hvor gamle husene var, men de var gamle så længe han kunne huske tilbage. Han sagde at Baadstadskoven blev brugt af gården ejer – nu som førhen – til kløvgang og til hans kreaturer, som gik frit uden vogtere.
Kirstine, sal. Hans Nielsen i Bøgeskoven i Rø sogn, havde boet i et af husene for 40 år siden i 2 år og betalte rædsel til Peder Esbersen. De måtte ikke hugge noget i deres løkke eller i skoven uden tilladelse fra Baadstadgaarden.
Haagen Løfvingsen fra Rø som kunne mindes 50 år tilbage. Husenes beboere måtte ikke skove en birk så meget som til en enkelt kost uden tilladelse fra Baadstadgaard. Der findes en del grøfter og gærder, men ingen blev betragtede som markskel. Alt var tilhørende Baadstadgaarden.
Jørgen Larsen fra Rø kunne huske hvad der var sket på Baadstadgaard i 42 år. Han mindedes, at Peder Esbersen brugte strandskoven så meget han kunne, samt han oppebar afgift fra husene på strandkanten, huggede i skoven og brændte kul uden at andre klagede over det. Peder Esbersen drev kulbrænderi og han begyndte også at fiske selv om hans gård lå langt fra stranden. Peder Esbersen var makker [til en fiskerbåd] med vidnets fader Lars Jørgensen.
Anders Jensen fra Rø sogn kendte Baadstadgaard og mindes 50 år, da han selv var født i sognet og hans fader hed Jon Mons Knegt og havde boet i det nordre Baadstadshus nogle år. Han bekræftede afgifterne blev betalt til Baadstadsgaard og at det var den, der havde alle rettigheder til skov og strand.
Hans Bag af Rø sogn kunne mindes Baadstadsgaard i 40 år. Han bekræftede de andres vidnesbyrd om huse og skov. Sagde at han havde fisket sammen med Peder Esbersen.
Svend Svendsen kunne huske omtrent 60 år. Vidnets fader Svend Monsen havde boet i Baadstadgaardens udhus i seks år.
Borette, Mons Skræders af Rø sogn, huskede 40 års tid og bekræftede de andres vidnesbyrd.
Jesper Hansen sluttede vidneafhøringerne, da dagen var ved at være gået og vidnerne havde lang vej hjem. Sagen skulle fortsætte på næste ting.
Bent Hermandsen af Klemensker lod læse et købe- og skødebrev dat. 17. maj der viste at ungkarl Christian Hansen, der tjente hos sandemand Terkel Pedersen, havde solgt den 14. selvejergaard i Klemensker til sin svoger Bent Hermandsen og hustru Gertrud Hansdatter for 310 sld.
Læst et pantebrev af dato 8. februar 1745 udstedt af Hans Hansen på den 1. gård i Rø sogn for et lån på 60 sld. af Marte sal. Mads Kofoed i Rønne mod pant i gården.

28. maj 1745 – pag .18b

Læst et pantebrev udstedt af Lars Larsen på den 4. gård i Klemensker for et lån på 100 sld. af Friedrich Hansen, der boede på den 7. gård i Klemensker dat 26. maj 1745.
I sagen, hvor Jesper Hansen skulle sagsøge en del personer i Vang, Rutsker, Olsker og Klemensker sogne ang. noget drivegods, som de ikke straks havde angivet for øvrigheden, anbefalede at dommeren afgav dom.
Jesper Hansen på vegne af Lars Pedersen efterlyste en repræsentant fra amtmanden, men ingen var mødt. Jesper Hansen udsatte derfor sit skriftlige indlæg, da det var nødvendigt at modparten var repræsenteret.

DOM – pag. 19a
Dom i sagen som Jesper Hansen havde ført for kongen og Justitsen ang. ulovlig omgang med drivgods. Finderne af drivgodset var Kirstine Haagen Peders, Hans Pedersen og 2de børn og Jens Riisp alle fra Vang, samt Hans Hansen i Buggehuset i Olsker. Godset blev fundet den 21. december 1744. Dernæst var aftagerne af drivgodset stævnet. Det var præsten Hans Mahler, Rasmussen i Klemensker på Duebjerg og Anders Larsen og hustru i Tulleborggaarden i Rutsker. Præsten skal have købt et par skind og han havde svaret skriftlig på stævningen og påstået, at han ikke vidste, at der var fundne ting han købte. Sagen blev gennemgået og dommeren erklærede at det var vanskeligt at bedømme sagen efter vragforordningens bogstav, da der ikke fandtes noget vrag, men blot nogle skind og nogle træsplinter. Disse småting ville dommeren ikke domme for, da de havde ringe værdi og var blevet leveret tilbage.
Med hensyn til Kirstine Haagen Peders af Vang, som havde fundet fem fåreskind og solgt dem, så burde straffes og mulkteres, men da det var hende der først havde gjort øvrigheden bekendt med drivgodset, så kan man se, at hun ikke har fordulgt fundet og da hun tillige var en stakkels fattig ”tigge Kielling” og intet havde til bøder eller omkostninger og da hun ikke kan tåle at blive straffet på kroppen for sin alderdom, så frikendte dommeren hende.
De tre som havde aftaget skindene var forskellige. Anders Larsens hustru på Tulleborggaarden havde straks tilbageleveret skindene, så snart hun blev klar over, at der var drivgods, hvorfor hun frikendtes. Derimod kunne Rasmus Rasmussen og præsten Mahler ikke frikendes, da de var oplyste folk, der kendte vragforordningen. De havde taget skindene i brug. Rasmus Rasmussen som købmand, der havde solgt dem videre. Og præsten havde taget dem i brug og nægtede at levere dem til øvrigheden. Præsten dømtes til at betale 5 rigsdaler til kirkens fattige og 5 rigsdaler til justitskassen, samt dobbelt værdi i bøde og 4 rigsdaler i omkostningerne. Rasmus Rasmussen dømtes til at betale 3 rigsdaler 3 mark til Klemensker kirke og ligeså meget til justitskassen og for processens omkostninger 2 rigsdaler og det dobbelte af værdien som bøde.

11. juni 1745 – pag. 20b

Jesper Hansen havde indgivet en memorial til amtmanden om, at Jørgen Poulsen i Klemensker ved ”Asballegaard” var blevet overfaldet ved tørvemosen i Stausdal i stødt i brystet med en skovl af udbygger Anders Hansen boende på Aarsballegaardens grund. Amtmanden havde beordret at Jesper Hansen forfulgte sagen ved tinget.
Jesper Hansen stævnede Anders Hansen for at have udøvet vold den 31. maj ved at støde til Jørgen Poulsen, så han faldt om. Som vidner indkaldtes Poul Arestsen, Siiver Andersen af Klemensker og Poul Andersen af Kanterdam. Den tiltalte var ikke mødt, men havde oplyst, at han ville svare på næste ting.
Vidnerne Poul Arestsen og Siiver Andersen fortalte, at de havde set Jørgen Poulsen og Anders Hansen skændes og modarbejde hinanden, hvor efter Anders Hansen havde slået efter Jørgen Poulsen, så han faldt om på jorden. Det var sket efter anvisninger af tørvemosen og at der var blevet forklaret hvordan tørvet skulle fordeles. Der var ingen andre vidner som kunne bruges, da de var så unge, at de ikke havde været til alters. Jesper Hansen ville udsættes sagen til næste ting, hvor Anders Hansen havde lovet at komme.
I sagen om Baadstadgaardens ejendomssag vedr. Strandskoven og strandhusene. Da ingen på amtmandens vegne var mødt, udsatte Jesper Hansen sagen.

25. juni 1745 – pag. 21b

Kgl. Forbud mod indførsel af kød og huder fra fremmede steder for at modvirke kvægsygdomme, dat. 21. maj 1745.
Læst et pantebrev der viste at Ole Jensen på den 7. vornede gaard i Klemensker havde modtaget 65 sld. af kirkens kapital mod pant i den 7. vg.
Læst et pantebrev af 28. maj der viste at Jacob Jacobsen på den 2.. selvejergaard i Klemensker havde lånt 100 sld. i klingende mønt af Anders Jensen på den 3. selvejergaard i Rø sogn mod pant i gården.
Læst et pantebrev af 5. juni der viste at Hans Esbersen på den 30. gård i Klemensker Dyngegaard havde lånt 120 sld. af fenrik Peder Hansen Kofoed på den 57. gård i Vestermarie mod pant i den 30. gård.
Læst et pantebrev af 14. juni angående at Ole Clausen på den 23, gård i Rutsker havde lånt 100 sld. af Mons Larsen på ? gård i Rutsker.
Udbygger Jens (?) Pedersen på Lyngen i Rø sogn lod lyse en slet rød kvie, som han havde optaget på Lyngen. Den havde kalvet, for ikke at den skulle komme til skade, havde han taget den ind til sig selv.
Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne i sagen om Baadstadsgaard mødte og ville vide om amtmanden havde sent en fuldmægtig, Det havde han ikke, men amtsforvalter Schrøder og holstførsten Kettelse havde indgivet en memorial angående at skoven var blevet ”reedtsat” [opmålt og kortlagt]. Lars Pedersen havde klaget til amtmanden den 14. september 1743, hvilket var årsagen til sagens opståen. Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne aflagde et skriftligt indlæg som blev i sagens akter indført. Desuden fremlagdes en ordre fra amtmand West fra 31. maj 1728 fremlagt tillige med ”Reedtsningen”. Sagen blev stillet i bero indtil øvrigheden ville svare.
Jesper Hansen mødte på vegne af Jørgen Poulsen i sagen mod Anders Hansen. Anders Hansen mødte og bad om udsættelse og om udskrift af sidste tings afhøringer. Han ville svare på næste ting.
Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Hans Petersen i Rø sogn mod hans far, degnen Peter Clausen i Rø. Sagen drejede sig om hans faster Sofia Catrine Clausdatters forhold til broderen, som var hendes forrige værge. Formålet var at få udfærdiget et tingsvidne som kunne bruges på andre steder.
Degnen havde bedt fenrik Anders Jørgensen at gå i retten for ham. Han havde endnu ikke fået tilladelse af amtmanden, så han bad om udsættelse til næste ting. Dommeren tvivlede ikke på at fenrikken skulle få et positivt svar fra amtmanden, således at han kunne svare for den gamle degn i sagen. Sagen måtte kunne gå sin gang.
Fenrikken klagede over at stævningen var ført mundtligt og at da det var kongens sag, så skulle de ske skriftlig. Svend Mikkelsen ville udfærdige en ny stævning.

9. juli 1745 – pag. 23b

På amtmand Urnes vegne mødte fuldmægtig Hansen og producerede et indlæg i sagen om Baadstadsgaard og fremlagde dokumenter og beviser, som han bad blev oplæst og indlagt i sagen.
Jesper Hansen, på Lars Pedersens vegne, bad om udskrift af protokollen og af de fremlagte dokumenter. Jesper Hansen påpegede at ”de såkaldte beviser” stammer fra de sidste to kommissioner, hvor Lars Pedersen var kommissærernes arvidsmand. Jesper Hansen vil med glæde fremvise den forrige øvrigheds og første kommissions forretning, som var modsat de sidste. Hansen, amtmandens fuldmægtig, sagde, at det ikke var en strid imod hinanden, men var en afklaringssag. Sagen udsattes.
Svend Mikkelsen af Rønne mødte som fuldmægtig for Hans Petersen i Rø og producerede en skriftlig stævning af Rø degne Peter Clausen ”til vidnesbyrd at anhøre, spørgsmaal at besvare angl. hans (degnens) søster og forrige myndling Sofia Cartrine Clausdatters forhold oc opførsel imod deignen oc hustrue, samt deres forhold imod bm. Mønling oc opførsel da hun var hos dem”. Der var indkaldt følgende vidner: Bertel Monsen. Didrich Pedersen, Mons Pedersen, Rasmus Jensen, Claus Pedersen og hustru Aida, Bodel Gotfred Nielsen og Marta Hans Ibsen alle fra Rø sogn.
Fenrik Anders Jørgensen havde fået tilladelse til at tale degnens sag. Sagsgiveren Hans Petersen var søn af degnen. Anders Jørgensen var stadig ikke tilfreds med stævningen, som han mente ikke gav mening. Dommeren så ikke at der er noget i vejen med stævningen, så han dømte den ved magt.
Bertel Mogensen var det første vidne, der fortalte, at han kendte Sofia Katrine Clausdatter for omtrent 14 år siden da hun boede hos sin bror degnen Peter Clausen. Hun vogtede kvæg om foråret og om sommeren og om vinteren hjalp hun til i køkkenet. De sidste 3-4 års tid vogtede hun ikke kvæg men kunne bestille lidt i huset. Alt sammen for klæder og mad. Han kunne ikke sige om kvinden var gal eller klog. Hun gik til guds bord medens hun boede hos sin broder. Kvinden var nu uarbejdsdygtig og hun boede nu hos Hans Petersen.
Degnen spurgte Bertel om han vidste at Sofia gik og betlede for sit brød inden hun kom til degnen. Det kendte han ikke noget til og havde ikke hørt andre sige det, men han vidste at hun var lam i den ene hånd. Og han bekræftede at degnen nok havde givet Sofia ”nødtøftig føde og ophold”, som han burde.
Mons Pedersen fra Rø kunne fortælle at Sofia gik i degnens hus ”oc skjøtte hus, syslede oc nøslede omkring med hvad hun kunde”. Han vidste at hun var svag på den ene hånd. Han fortalte at han overværede for 6 uger siden, at præsten, sandemanden Lars Pedersen og Hans Pedersen fra Smedegaard kom til degnen sammen med Hans Petersen for at vurdere noget gods som tilhørte Sofia i arv samt renter. Hvis Hans Petersen ikke fik det, så ville han ikke give hus til Sofia (Hans faster). Degnen ville ikke længere brødføde hende. Degnen havde foranlediget, at Sofia, med hendes klæder, blev kørt med heste og vogn over til Hans Petersen, men degnens søn havde nægtede at modtage hende uden en aftale om arv mm. Næste dag skete det igen og degnen satte Sofia af udenfor Hans Petersens hus og kørte afsted. Sofia sad på sin klæder udenfor huset indtil aften, hvor Hans Petersen ynkede sig over sin faster og tog hende ind. Der havde hun så været siden. Om dagen gik hun undertiden rundt til folk og tiggede, fordi Hans Petersen ikke havde råd til at føde hende.
På degnes fuldmægtigs spørgsmål fortalte Mons Pedersen at degnen havde givet hende ophold på en skikkelig måde og at Sofia havde siddet ved bordet medens der var fremmede. Han vidste ikke, at hun havde tigget før hun kom til sin bror. Om Sofia var ”fjantet og vanvittig” svarede Mons Pedersen, at det mente han ikke, da hun var betroet at gå med ild og varme.
Rasmus Jensen fra Rø havde først kendt degnen efter at han havde været soldat på Christiansø og havde stødt på degnen i præstegaarden på sal Christen Linds tid. Han vidste at Sofia havde gået rundt og betlet brød.
Claus Pedersen [søn af degnen og bror til Hans Petersen] fortalte at Sofia havde betlet inden hun kom til sin broder. Ingen ville have hende, da hun var svag i sin ene fod. Men da hun blev raskere kom hun til degnen, som da kunne bruge hendes arbejde, men først efter at degnen havde ”skildt sig af med deres steddatter”. Sofia kunne mageligt arbejde til deres behov, så som kværne korn og andet kvindfolkearbejde: at passe maltet op, vogte kvæget og gæssene. Hun havde været hos degnen en 30 års tid. Han mente at Sofia var omtrent 60 år gammel.
Claus Pedersen fortalte at Lars Mortensen i Rø kom til Hans Petersen og læste provstens ordre om, at han skulle modtage Sofia, hvilket Hans Petersen havde nægtet med mindre han modtog hendes arv og renter som stod hos Peter Clausen. Thi han var blevet tildelt kapitalen i form af gods, som præsten og andre mænd havde lignet hos degnen, men ikke renterne. Godset havde Hans Petersen tage med sig, men om han skulle sælge det eller beholde det hos sig, var op til Hans Petersen selv. På degnens fuldmægtig Anders Jørgensens spørgsmål, så indrømmede han, at hun ikke kunne bestille det som en tjenestepige kunne. Vidnet vidste ikke hvem der var hendes værge før hun kom til sin broder degnen. Vidnet fortalte at Hans Petersen havde modtaget hendes ejendom i form af en lille blisset ugildet fole, der ikke var meget værd og en sortbroget ko, som han ikke vidste var god eller dårlig.
Aida Claus Petersen – degnens søns hustru – blev spurgt hvor længe hun havde kendt Sofia. Hun svarede at det var 8 a 9 år siden hun kom til Rø sogn. Hun mente, at Sofia tjente sin føde og klæder hos sin sin svigerfader degnen. Og Sofia gik til alters som andre kvinder.
På degnens fuldmægtigs spørgsmål, så erkendte Aida, at præsten havde holdt hende fra sakramentet på grund af hendes vankundighed i et stykke tid. Men hun ikke været på besøg i degnens hus i længere tidsrum, ja ofte et kort øjeblik, så hun kunne ikke rigtig bedømme Sofias arbejdsevner.
Dernæst Boel Gotfred Nielsen havde kendt Sofia en snes år, nemlig i de år hvor hun havde hjulpet degnen med at høste. Sofia havde hjulpet med til høsten og gjort sit arbejde som enhver anden skulle gøre. Hun hjalp til i huset og hun havde sågar set, at hun havde hugget brænde og kørt det hjem i børen. På fenrikkens opfordring fortalte Boel, at Sofia var blevet holdt fra sakramentet, da hun ikke kunne eller turde læse det som præsten forlangte. Der var flere andre der blev holdt fra sakramentet af samme grund. Hun vidste ikke om Sofia gik og betlede nu. Hos hende havde hun ikke været. Boel blev spurgt om Sofia havde fået løn dengang hun (Sofia) havde tjen hos præsten Lind. Det kunne hun ikke svare på.
Marta Hans Wefst fra Rø sogn mente at Sofia havde været hos degnen i 30 års tid. Hun selv havde kun kendt degnen i 14 år. I den tid mente hun at Sofia tjente føde og klæder. Hun fortalte det samme som de andre vidner og bekræftede til slut, at Sofia nu gik og betlede, da Hans Petersen var en fattig mand, der ikke havde råd til at føde hende.
Anders Jørgensen fremlagde et dokument udfærdiget af præsten Monrad, hvilket han ikke fik lov til af Svend Mikkelsen, da det var en tingsvidnesag, hvor han alene havde rettigheden til at indlægge dokumenter. Svend Mikkelsen ville ikke afhøre flere vidner, hvorfor han bad et tingsvidne. [Herefter er sagen sluttet]

Poul Pedersen i Olsker bad om fire mand til at syne den 6. gård i Rø kaldet Nørregaard, som han skulle overtage i nogle panteår, hvilket blev ham bevilget.
Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for Anders Hansen i Klemensker. Efter skriftlig stævning af 30. juni 1745 blev ungkarl Jørgen Poulsen i Klemensker, samt vidner Poul Arristsen og Siver Andersen, Jørgen Poulsen fader Poul Jørgensen og Peder Larsen alle fra Klemensker. Sagen havde været ageret før og Jesper Hansen havde være fuldmægtig for Jørgen Poulsen i en voldssag mellem de to. Jesper Hansen mente, at denne sag indeholder to forhold og at stævningen ikke var udført som loven krævede. Svend Mikkelsen mente at det var rimeligt at Anders Hansen kunne forsvare sig i sagen. Dommeren ville ikke tage stilling til de to fuldmægtiges påstanden, hvorfor han bad om udskrift af den tidligere førte sag og ville afgive kendelse på næste ting.

23. juli 1745 – pag. 29a

Læst en panteobligation dat 14. juli 1745 der viste at den 7. gårds beboer Clemen Mortensen i Klemensker havde lånt 200 sld af ungkarl Morten Jensen til at indfri et kongeligt pant fra den 25. februar 1745. Han havde købt gården for 324 sld 3 mark 9 skilling på auktionen.
Læst en obligation af 19. juli 1745, der viste at ejeren af den 16. selvejergaard i Olsker Anders Pedersen Skou havde lånt 194 sld af fenrik Rasmus Monsen i Skrubbe i Klemensker.
Jesper Hansen fra Allinge kom som fuldmægtig for Lars Pedersen i Rø og bad om at et gammelt dokument, som var fremlagt af amtmand Urnes fuldmægtig på sidste ting, måtte blive oplæst og indlagt i sagen, samt to dokumenter som den tidligere sandemand Hans Kjøller havde underskrevet. De skulle sammenlignes med dokumenter fra henh. 23. december 1719 og 21. december 1729. Der var ikke overensstemmelse med dem som amtmanden nu havde fremlagt, med det dokument som var fra 17. april 1719. Amtmandens fuldmægtig Hansen argumenterede at kommissionens beslutning i 1720, om udmarksjordene, havde Lars Pedersens formand Peder Esbersen erkendt. Han havde indtaget udmarksjord på 40 tønderland kløvgang, hvorfor påstandene om andet ikke havde sin rigtighed og ikke var resultatet at de originale forretninger.
Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne påstod, at de gærde som findes ned mod stranden var meget ældre end kommissionens påstand og derfor tilhørte både strandskoven og strandengen Baadstadsgaarden så længe som nogen kunne mindes og at Peder Esbersen dengang havde protesteret og ikke accepteret kommissionens påstande. En gammel dom blev ikke agtet af kommissionen. Kommissionen havde tvunget Peder Esbersen til at fæste skoven uberettiget. Amtmandens fuldmægtig mente ikke at der var videre noget at diskutere og lod sagen gå til doms, hvorfor dommeren bad om udskrifter af sagen til endelig afgørelse.
Svend Mikkelsen ophævede sagen mellem parterne (det må være sagen om tørvemose og voldsagen i Stausdal) da den var blevet forliget. Forliget blev bekræftet af Poul Jørgensens fuldmægtig.

6. august 1745 – pag. 30a

Læst kgl. Reskript og forordning om at undersåtterne i den evangeliske Lutherske religion blev forledte af den papistiske lærdom, dat. 18. juni 1745.
Læst kgl. Bestalling at Lars Larsen Birck måtte komme sin fader Lars Andersen Birck til hjælp i sine embeders forretninger og efter hans død at efterfølge ham, dateret 1. juli 1745.
Læst et pantebrev udgivet af Hans Hansen på den 1. selvejergaard i Rø sogn, der viste at han i pantsatte gården til kongen efter at han havde fået tilkendt gården på auktionen for 200 sld., dat. 10. juli 1745.
Jesper Hansen fra Allinge havde fået ordre fra amtmanden, af dato 21. juni, at føre sag mod Hans Larsen og Boel Gotfred Nielsen fordi de ikke havde betalt sognepræsten den ydelse (præsteskat) , der var pålagt den 19. gård i Rø. Boel Gotfred Nielsen sagde, at det skyldtes Hans Larsen ikke havde fulgt den kontrakt der var indgået mellem hende og Hans Larsen. Boel havde overdraget Gudmingegaard til ham og han nægtede nu at acceptere kontraktens ordlyd, da den ikke var indgået med hendes værge, men dog af to andre mænds overværelse. Boels påstod, at Hans Larsen skulle betale alle afgifter af gården både kgl. Skatter og præstetiende. Hans Larsen nægtede, at der var oprettet en kontrakt mellem ham og Boel.
Jesper Hansen kunne ikke vide om kontraktens eksistens, hvorfor han havde indstævnet to vidner Jens Andersen og Arist Esbersen til at vidne om kontrakten under ed. Imidlertid besluttede Hans Larsen sig for at ikke ”vælte” sig i vidtløftigheder. Han erkendte, at han ikke havde formået at besidde og skøde sin gård, men blot havde fortsat sin avling. Han ville nu betale præsten hvad han forlangte. Han ville tale med sin præst og bede om at ham ophævede sagen.

20. august 1745 – pag. 31a

Læst kgl. Forordning om hvordan informatorer skal straffes for at have besvangret pigebørn, der var betroet dem til undervisning, dat. 9. juli 1745.
Læst kgl. Plakat af 16. juli 1745 om at alle skal lignes til de oprettede enkekasser og at ingen måtte nyde noget af general Postkassen, med mindre at de kunne bevise deres slette forhold (?).
Blev publiceret en fire-mands forretning på den 6. gård i Rø.
Kammerråd og amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Halvor Olsen i rette lagde en stævning af 5. august af Bodel Gotfred Nielsen og Hans Larsen, der beboer den 19. gård i Rø kaldet Gudmingegaarden for manglende skatter og afgifter. Bodil Gotfred Nielsens lavværge Mads Pedersen Maler og Hans Larsen var mødt. Boel (Bodel) var selv tilsted i retten og sagde, at hendes mand, Hans Andersen, som hun var blevet ”fæst” til, havde forladt hende og søgt i kongens tjeneste hun solgte ”i sin sorig oc bedrøfuelse sin iboende gaard til Hans Larsen uden ioverværelse af Mand eller lauverge”. Hun havde derefter tilbudt at give de udlagde penge tilbage ved Arrist Esbersen og Olle Pedersen og siden end i Præstens Hr. Monrads nærværelse. Men hverken Hans Larsen og hans fader Lars Esbersen ville modtage dem, hvorfor hun mente at overdragelsen først skete til midfaste efter landets skik og brug. Hans Larsens hustrus fader, Jens Hansen, ville have at hun skulle fraflytte gården straks, hvilket hun ikke ville før til midfaste. Jens Hansen havde truet med at smide hende ud af gården. Efter omstændighederne mente Boel, at Hans Larsen så havde tilbudt at betale hendes skatter om hun flyttede. Boel tilbød nu at ville betale skatterne inden 14 dage, hvilket Hans Larsen ville overveje til næste ting. Amtsforvalteren sagde, at striden mellem de to var han uvedkommende, men han tog til efterretning, at ingen af parterne havde noget imod at betale, så han mente at Boel var forpligtet til at betale og deres sagens omkostninger. Dommeren lod sagen stille i bero til næste ting, så Hans Larsen havde mulighed at svare inden han tog sagen til doms.
Jesper Hansen havde ordre til på kongens og justitsens vegne at sagsøge Signe Andersdatter i Klemensker for småt tyveri. Det var sognepræsten Anders Agerbech der den 26. juli havde anmeldt tyveriet til øvrigheden. Den 6. august havde Jesper Hansen stævnet pigen til retten. Pigen tjente hos Hans Hansen i Bolby og Jesper Hansen havde stævnet flere vidner i sagen. Pigen Signe var 13 år gammel og havde ingen fader, da han var død. Jesper Hansen spurgte pigen om hun ville have en forsvarer, hvilket hun ønskede, da hun var så ung ”oc liden sambt entfoldig og taabelig på rettergang”. Jesper Hansen ville have, at der blev bevilget en forsvarer og pålagde pigen og vidnerne til at møde på næste ting.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mellem Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen og præsten angående manglende betaling af præstetiende. Hans Larsen ville ikke længere betale præstetiende, da sagen udviklede sig. Begge parter erklærede, at de ikke ville betale præstetiende, der udgjorde årligt 1 skæppe rug, 1 tønde og en skæppe byg, 1 tønde havre, lam og gås og påskerettighed som er en snes æg og et brød. Begge erklærede, at de ville afvente dom om hvem der skulle betale. Jesper Hansen konstaterede at de begge ”en for alle og alle for en” var skyldige i at betale præstetiende og sagens omkostninger, hvorfor han lod sagen gå til doms.

3. september 1745 – pag. 32b

Læst kgl. Forordning angående den hærgende kvægsygdom på Sjælland og Fyn og om hvilke foranstaltninger der skulle træffes. Dat. 9. og 29. juli 1745.
Læst kgl. Forordning af 16. juli 1745 om indførselsforbud af forarbejdede ”plyser, silke og uld trøyer”
Læst en fra stiftsamtmændene til amtmændene om alle tænkelige foranstaltninger iværksat mod kvægsygen og forbud mod at fremmede skibsfolk gik i land mm. Dat 19. august 1745.
Læst meddelelse til amtmanden på Bornholm fra 12. august 1745 om foranstaltninger der skulle forhindre udbredelse af kvægsygdommen til landet. Det forbydes skipperne at tage passagerer ombord fra områder på Sjælland, der er ramt af kvægsygdommen. De passagerer som skal til Bornholm skal have sundhedspas udstedt af myndigheden i København, øvrigheden i Købstæderne eller af sognepræsterne på landet.
Læst kgl. Plakat ang. hus inkvisitioner og kontrabande og anden ufortoldede varer.
Halvor Olsen, på amtsforvalter Schrøders vegne, havde stævnet Svend Hansen på den 29. gård i Klemensker for at have besovet sin tjenestepige Karen Nielsdatter. Sagen er startet efter angivelse fra sognepræsten Anders Agerbech af 23. august 1745. Mikkel Andersen fra Østerlars havde fået tilladelse til at være fuldmægtig for Svend Hansen, som skulle være beskyldt for at have besovet sin tjenestepige.
Mikkel Andersen fik lov til at spørge Karen Nielsdatter om hun var ”med Lifs Frugt”, hvilket hun ikke vidste. Men hvis hun var frugtsommelig, så var det sket med Svend Hansen straks efter pinsedag og ”bekendte at hun ikke kunne være fri for ham”. Hun bekendte at hun for sognepræsten havde fortalt at hendes forrige husbonde ”havde besovet hende, men ikke videre”. Hun havde ikke fortalt præsten at husbonde ville gifte hende med en udbygger i Nyker sogn.
Halvor Olsen lod sagen stille i bero til næste ting.
Jesper Hansen mødte på ordre fra amtmanden for at påtale en sag mod Thor Jensen, hustru og to døtre i Knudegaard i Klemensker. Sagen var startet ved an angivelse fra sognepræsten Anders Agerbech fra 19. august der anklagede disse personer for at ”havde begiegnet udbygger Jørgen Løstigs hustru”.
Claus Thorsen mødte på sin fader Thor Jensens vegne og bad om udsættelse, da hans far var syg. Udsættelse kunne ikke komme på tale, da vidnerne var mødte og aktor ikke tillod det.
Vidnet Mads Olsen blev spurgt om han havde set, at Thor Jensen, hustru og to døtre havde slået Jørgen Løstigs hustru med pæle og kæppe. Vidnet svarede at det havde han ikke set. Men han havde hørt at det havde kaldt hende for ”tyv, tæve, horetæve, troldtæve, sladdertaske” en mandag ud for Thor Jensens port. Han havde ikke set nogen sloges, men han var blevet bedt om at komme tilstede af fædrenge, Jørgen Løstigs søn, om at komme for at rædde hans moder ellers slog de hende ihjel med vognkæppen.
Karen Pedersdatter erkendte at hun havde ikke hørt det selv, men at folkesnakken berettede at det var Thor Jensens døtre, der havde kaldt Jørgen Løstigs hustru for tyvetaske og lyngtyv. Hun havde slet ikke mere at berette.
Anna Pedersdatter kunne ikke fortælle mere end hendes søster Karen havde fortalt.
Jørgen Løstig og hans hustru blev spurgt om de havde nogle flere vidner der kunne bekræfte sagen. De svarede nej, men tilføjede at Thor Jensens døtre Anniche og Dorta var dem der førte an.
Sagen udsat.

Jesper Hansen i sagen mod Signe Andersdatter tjenende hos Hans Hansen i Bolbye. Svend Mikkelsen var af amtmanden beordret forsvarer for Signe Andersdatter.
Vidnet Berte Pedersdatter som tjente på Splidsgaard i Klemensker blev spurgt om hun vidste at Signe havde stjålet er særk fra Anna Pedersdatter. Det havde hun ikke set, men hun havde hørt det fra Elne Hansdatter og det skulle være sket mortensdag på Dyngegaard, hvor Signe havde tjent. Vidnet havde spurgt Signe om det var sandt, hvorefter hun havde bekræftet. Særken var leveret tilbage. Efter hendes bedømmelse var den 6 skilling værd.
Elne Hans Andersen på Splidsgaardsgrunden erkendte at hun havde bedt Berte om at finde særken hos Signe. Hun synes ikke at Signe var berygtet som tyv. Hun bedømte særken til 4 skillings værd og at tyveriet skulle have fundet sted ved mortensdags tider og fik den igen i juli. Hun synes, at den var blevet lidt slidt.
Anna Rasmus Peders i Klemensker havde ikke hørt om særken, men du havde fået stjålet to trimler (bånd til huer?) en fra kakkelovnen og en fra haven. Da hun beskyldte Signe i at have taget dem, benægtede hun, kort efter blev de fundet i haven. Forsvareren mente ikke at antagelser for tyveri var relevant.
Peder Brand og Hans Hansen fra Klemensker havde været med til sognepræstens afhøring af Signe og de berettede at Signe havde erkendt tyveriet af særken og at hun havde taget to strimler fra Anna Rasmus Pedersen, og hun havde af egen fri vilje lagt dem tilbage i haven. De mente ikke at præsten havde talt hårde ord til det umyndige barn Signe.
Defensor spurgte Signe hvor hun havde taget den omtalte særk. Hun svarede at hun havde fundet den i en rende under en tornebusk.
Aktor fandt ikke at der var mere i sagen at spørge om, hvorfor sagen blev udsat til næste ting.
Fenrik Anders Jørgensen havde fået tilladelse af amtmanden til at gå i retten for Hans Larsen ang. sagen om de manglende skattebetalinger for den 19. gård i Rø. Han ville spørge Boel Gotfred Nielsen om sagen rette sammenhæng, da hun var stævnet sammen med Hans Larsen af amtsforvalteren. Men Boel eller nogen for hende var ikke mødt. Anders Jørgensen bad om udsættelse af sagen til han kunne få Boel i tale og om muligt at få et forlig aftalt.
Dom afsagt i den sag hvor Lars Pedersen fra Baadstadgaard havde ført for at få bekræftet sine rettighed i skoven og strandmarken. Lars Pedersens fuldmægtig Jesper Hansen bad om udskrift i sagen.

DOM – pag. 36a
Sagen startede den 28. november 1744 hvor Lars Pedersen via sin fuldmægtig Jesper Hansen ville have bevis for at de 40 tønderland kløvgang med skov tilhørte Baadstadsgaarden og var tillagt den 1. frovornedgaard som udmark. Med 10 vidner havde Jesper Hansen forsøgt at påvise, at arealet tilhørte Baadstadsgaarden. Amtskriveren havde foranlediget, at der den 16. juni var sket en synsforretning på stedet og optaget en ridsning af grunden. Jesper Hansen havde påpeget at Peder Esbersen i sin tid havde betalt skatter af jorden og at de gamle dokumenter var gyldige og at der ved kommissionerne var blevet begået fejl. Et dokument fra 27. september 1721 og et gammelt skøde fra Mads Kofoed i Nyker og Esber Kofoed i Povlsker udgivet til Kirsten sal. Esber Jørgensen fra 3. oktober 1618 samt landstingsdom af 14. december 1692. Disse dokumenter var blevet fremlagte for kommissionerne, men de havde ikke fundet dem som tilstrækkelige beviser for at strandskoven og de 40 tønderland kløvgang tilhørte Baadstadsgaard.
Der var uenighed om behandlingen af grunden i kommissionsarbejde 1719-22 og at det var misforståelse af dokumenternes oprindelse, der var en del af tvisterne. Amtskriveren var klart overbevist om at det var resolutioner. En ridemandsdom fra 14. december 1692 omfatter et skøde fra 17. marts 1652 havde ikke klargjort ejendomsforholdene under kommissionsforretningerne, hvorfor de havde erklæret, at det var kgl. Udmark og at Baadstadsgaard skulle betale skatter for brug af dem. I kommissionsprotokollen fra 7120 pag. 106 blev det fastslået at Baadsmandsgaard havde indlagt 40 td. Land strandskov forfor der skulle svares skatter.
Dommeren havde med flid undersøgt dokumenterne og kom til den konklusion, at de 10 førte vidner ikke kan var til nogen nytte i sagen, da de to huse dengang lå på et område, som bønderne anså for deres fortov, hvilket kommissionen klart havde dømt som værende kongens udmark og at det derfor skulle fæstes som anden kongens jord, hvilket Lars Pedersens fader Peder Esbersen havde erkendt ved at kalde området for udmark. Endvidere havde alle fire kommissioner specifikt dømt området som kongens udmark, hvilket der ikke kan drages tvivl om. Derfor dømmes Lars Pedersen til at udlægge disse 40 td. Land kløvgang og skov under straf, hvis han ikke gjorde det umiddelbart. Der pålægges ingen omkostninger, da ingen af parterne havde bedt om det.

17. september 1745 – pag. 37b

Halvor Olsen på amtsforvalterens vegne mødte for at høre om Svend Hansen på den 29. gård i Klemensker var mødt for at sige noget til sit forsvar [om han havde besovet sin tjenestepige] – ingen mødte hvorfor sagen udsattes i 14 dage.
Svend Mikkelsen fra Rønne var af amtmanden pålagt at tiltale udbygger Esber Hansen på den 51. gårds grund. Sagen var startet på grund af en attest udstedt af sognepræsten Anders Agerbech, der havde anklaget Esber Hansen for ”såkaldet småtyveri”. Som vidner var præstens medhjælper Anders Gammelsen og Jørgen Evertsen, Hans Clausen på 50 sg. som sag giver. Jesper Hansen var blevet godkendt at tale Esber Hansen sag. Hans Clausen og sagsøgte Esber Hansen var mødt, men ikke vidnerne.
Jesper Hansen på Esber Hansens vegne sagde om nogen beskyldt nogen for småt eller groft tyveri, så måtte vedkommende bevise det og angive hvornår det var sket. Aktor Svend Mikkelsen spurgte tiltalte om han ikke havde tilbudt kirkens fattige 10 sld. for tyverpas, samt at stå åbenbart skrifte herfor, men at det skulle ske hemmeligt (?). Esber Hansen ville ikke svare, men henholdte sig til hvad Jesper Hansen havde sagt.
Dernæst Hans Clausen som blev spurgt om han vedstod den klage, som han havde skrevet til præsten den 24. august. Hans Clausen mente at den klage han havde givet præsten var dækkende for tyveriet, hvorfor han ikke sige mere. Jesper Hansen mente, at det var mærkværdigt at begge præstens medhjælpere ikke var mødt, da de dermed havde modsat sig lovene. Sagen blev udsat til næste ting.
Fuldmægtig for Hans Larsen i Rø mødte og stævnede amtsforvalteren, Boel Gotfred Nielsen og vidnerne Jens Andersen fra Bromme og Arrest Esbersen til sagens oplysning.
Jens Andersen fra Bromme og det godvillige vidne Lars Mortensen og Anders Monsen var tilstede i retten. Arrist Esbersen var ikke mødt, da han var til mønstring.
Jens Andersen sagde, at Boel Gotfred Nielsen havde handlet den 19. gård efter at Hans Larsen havde købt gården af kongen i Boels navn. Han var blevet fortalt, at Hans Larsen gav Boel Gotfred Nielsen 103 sld. for at hun skulle afstå gården til Hans Larsen. Jens Andersen, som var Boels bror, havde fortalt at da hun fik pengene, så havde hun lovet at fraflytte gården inden mortensdag i 1744. Det var en aftale der blev indgået da betalingen skete, men han havde ikke selv overværet det. Hun havde ikke efterkommet fraflytningen, da Hans Larsen ikke ville betale skatter til kongen og præsten for året 1744. Hun havde så beholdt hele gården afgrøde for 1744.
Lars Mortensen havde hørt fra Boel dagen før at hun modtog afståelsespenge, at hun ville fraflytte til næste Mikkels dag, hvilket han mente var fastsat, således at Boel kunne nå at få sæden tærsket. Hun havde beholdt hele afgrøden for 1744, hvorfor hun også burde at betale præsten for 1744.
Arrest Esbersen blev pålagt at møde til næste ting. Amtskriverens fuldmægtig var ikke tilstede fordi det var ham uvedkommende, hvem af de to der betalte.
Jesper Hansen mødte i sagen hvor Signe Andersdatter var tiltalt for småt tyveri. Jesper Hansen mente at det var sikkert at hun havde begået to tyverier, hvilket vidner havde oplyst og som hun selv havde tilstået. Men hun var så ung og barnagtig, burde hun have ris af sin egen moder, som lever. Og da hun ikke havde været i tjeneste da hun begik tyverierne, og var i betlerstand, så havde hun intet at betale bøder eller omkostninger med, så Jesper Hansen indstillede til den retfærdige dommer at dømme mildt i sagen. Defensor Svend Mikkelsen påpegede, at særken havde Signe fundet i en rende og ved sin uforstand troet, at den igen ejer havde. De to andre småting var kommet til sig selv, da de blev efterspurgt. Tingene havde så ringe værdi, at defensor mente, at Signe skulle frikendes. Hans omkostninger bad han om at blive dækket ved landets ligning. Dommeren fik udtog af afhøringer og tog sagen til doms.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen, hustru og hans to døtre på Lille Knudegaard i Klemensker. Det udeblevne vidne, Elsebye Peder Jensen, var nu mødt på tinget. Hun havde hverken set eller hørt nogen slå nogen. Elsebye var nabo til Thor Jensen. Dog havde hun hørt at Thor Jensens døtre, Dorte og Annicka, kalde Løstigs hustru for tyvetaske og sladdertaske. Hun havde sagt til Dorte at hun skulle tie stille. Mere vidste hun ikke om den sag. Hverken Thor Jensen, hustru og to døtre var mødt op i retten. Sagen udsattes til næste ting.
Kgl, holtsførster Matthias Kettelsen mødte og bad om at få 8 forstandige mænd til skovsyning efter skovforordningen. Hvilket han fik.
Herefter afsagdes dom i sagen mellem sognepræsten Monrad i Rø og Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen for manglende betaling af præstetiende for 1744.

DOM – pag. 40b
Mellem præsten og de to skyldnere af præstetiende. Præstens sagfører, Jesper Hansen, havde stævnet Boel Gotfred Nielsen, der havde boet på den 19. gård, og Hans Larsen, som nu boede der, for afgiften til præsten for 1744. Den bestod af 1 skæppe rug, 1 tønde og en skæppe byg, 1 tønde havre, lam og gås og påskerettighed som er en snes æg og et brød. Enken Boel påstod, at det var Hans Larsen, der skulle betale ifølge en kontrakt oprettet mellem dem. Hans Larsen ville i første omgang undgå proces, så han havde lovet at betale. Det ændrede han senere, da der også opstod stævning mod de to af amtsforvalteren, der ikke havde fået betalt de kongelige skatter for 1744. Dommeren mente, at da Hans Larsen en gang havde lovet at betale, så kunne han nu dømmes til det, samt til at betale sagens omkostninger med 3 sld. Han måtte så rejse sagen overfor Boel om han mente, at det var hende der burde betale.

21. september 1745 – pag. 41a

Amtsforvalter Schrøder havde stævnet Svend Hansen fra den 20. gård i Klemensker, for at have ”brugt utugt” mod sin tjenestepige Karen Nielsdatter. Svend Hansen lod med sin udbygger Anders Andersen fremlægge et skriftligt indlæg i sagen. Da ingen i sagen havde noget at fremføre, blev sagen henlagt til et ting i nærmeste fremtid.
I sagen mod Thor Jensen, hustru og hans to døtre kunne den beskikkede aktor Jesper Hansen ikke føre sagen, da de tiltalte ikke var mødt og han kunne ikke vide om de ville føre kontrasag eller modtage dom. Hvorfor sagen blev udsat.
Svend Mikkelsen stævnede Esber Hansen på den 51. gårds grund i Klemensker i sag om tyveri. Tillige blev endnu engang stævnet vidnerne kirkens medhjælpere, Anders Gammelsen og Jørgen Edvardsen, der var udeblevet ved forrige stævning. De skulle høre præstens attest om sagen og bekræfte den mundtligt. De havde 27. august underskrevet attesten, som var udfærdiget efter forhøret af Esber Hansen hos præsten. Forhøret var sket den 14. august og både den bestjålne Hans Clausen på den 50. gård og den beskyldte tyv Esber Hansen var til stede. Jørgen Edvardsen fortalte, at mødet i præstens stue var at indgå forlig mellem de to, på den måde at Esber Hansen skulle betale 10 sld. til de fattige og derefter at erkende overfor menigheden hans brøde ved et åbenbart skriftemål og modtage menighedens tyvepas. Hans Clausen skulle ”cavere” for at Esber Hansen betalte inden mikkelsdag.
Esber Hansens fuldmægtig Jesper Hansen spurgte Jørgen Edvardsen, om det var ”et almindeligt rygte på landet at en tager en andens hore til ægte”, siden at attesten begynder med det. Vidnet svarede at han mente, at det kun omhandlede Esber Hansen. Vidnet mente ikke at forliget handlede om et tyveri, men da de kom ud på kirkegården havde Esber Hansen sagt at det var en dyr ”veske brænde”. For de penge kunne han have købt meget brænde et andet steds for de penge han nu måtte give til de fattige. Vidnet kunne ikke svare på, hvem der havde forslået at betale 10 sld., om det var præsten, Esber Hansen eller Hans Clausen.
Anders Gammelsen bekræftede Jørgen Edvardsens vidnesbyrd. Svend Mikkelsen havde ikke mere at spørge om. Esber Hansens forsvarer erindrede aktor om lovens pag. 109 art. 14 om han agtede at føre flere vidner. Aktor sagde, at hans opdrag fra amtmanden kun gik på at afhøre disse vidner og ikke flere. Sagen blev sat i bero.
Belv læst en kontrakt af dato 7. september 1745 mellem Niels Pedersen og hans forlovede Margrete Jensdatter og Niels Pedersens mor Bodel sal. Peder Andersen fra Rutsker. Sagen drejede sig om den 7. selvejergaards avl, brug og dyrkning og et årligt undentag.
I sagen mellem amtsforvalter Schrøder, Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen på den 19. gård Gudmingegaard i Rø mødte Hans Larsens fuldmægtig Anders Jørgensen og bad om at få vidnet Arrest Esbersen afhørt. Arrest fortalte at det var aftalt, at den 19. selvejergaard blev købt af Hans Larsen af kongen i Boel Gotfred sted. Herfor fik Boel 103 slettedaler som afståelsessum. Ved modtagelse af pengene havde Boel lovet at gre gården ryddelig (dvs fraflytte) inden Mortens dag 1744. Hun holdt ikke det hun lovede, men krævede at blive boende til midfaste året efter. Og hvis ikke hun kunne det, ville hun have give pengene tilbage og ophæve aftalen. Der skete så en ny aftale, at Boel ville flytte til Mortens dag 1744, hvis Hans Larsen ville betale de resterende skatter, som beløb sig til 6 sld og 2 mark.
Vidnet Arrest Esbersen havde lånt 50 sld. af Boel Gotfred Nielsen for 1 års tid siden og han havde kun tilbagebetalt en lille del. Boel Gotfred Nielsen spurgte vidnet om han huskede rigtig, at det var 6 sld og 2 mark hun skyldte i skatter. Vidnet svarede at han var ikke sikker, men det var det tal han hørte, da de slog hånd på det og at hun havde lovet at flytte søndagen derefter. Han fortalte også på Boels foranledning, at Hans Larsen havde flyttet sin sæd ind på gården inden at Boel var flyttet. Han fortalte at Boel bror Jens Andersen havde sagt til hende, at hun burde flytte nu da hun havde taget pengene. Desuden havde han hørt at Hans Larsens hustru fader Jens Hansen havde truet med at kaste Boel ud af gården.
Boel havde indhøstet afgrøden og Hans Larsen måtte sætte sit korn i ”hees” udenfor gården. Sagen blev stillet i bero.

1.oktober 1745 – pag. 43a

Læst kgl. Reskript af dato 23. august 1745 ang. dem som havde erhvervet et tingsvidne efter ildebrand ikke må betle mere end et kvart år.
Læst kgl. Vragforordning af 21. marts 1705.
Læst en kontrakt af dato 20 september 1745 mellem Arrist Poulsen på den 41. gård i Klemensker Asballegaarden kaldet og hans hustrus fader Esber Jørgensen ang den 41. gårds beboelse, brug og dyrkning, samt om Esber Jørgensens børns hjemgift.
Halvor Olsen, Fuldmægtig for amtsforvalter Schrøder, mødte i sagen mellem Svend Hansen på den 29. selvejergaard i Klemensker og Karen Nielsdatter. Svend Hansen havde den 24. september afgivet forklaring og nægtet alt, hvad der var skulle være kommet frem på et forhør hos præsten. Og da det ikke var påviseligt at Karen Nielsdatter var frugtsommelig, så kunne han ikke sidde Svend Hansens benægtelse overhørig. Men han mente, at da Karen havde erkendt at der var sket utugt, så burde hun betale lejermålsbøde og sagens omkostninger. Ingen af parterne var mødt, hvorfor de blev pålagt at møde.
Jesper Hansen kunne ikke møde i sagen om vold mellem Anders Hansen, Stausdal og Jørgen Poulsen. Uanset hans tilstedeværelse eller ej, skulle de to parter påtales, at de ikke kunne forlige en voldssag uden at kongens interesser varetages. Sagen blev stillet i bero.
Hans Larsens fuldmægtig fremlagde et skriftligt dokument i sagen mellem amtsforvalteren og Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen. Hans Larsen godvilligt havde betalt amtsforvalteren 6 sld. 2 mk og 7 skilling for at undgå mere ballade. Boel Gotfred Nielsen havde tidligere sagt, at hun ville betale 6 sld. 2 mk. Boel ville senere besvare på nærmere ting og ”søge sin sags tarv”. Hun bad om udsættelse.
Ingen var mødt i sagen mod Thor Jensen, hustru og to døtre. Sagen stillet i bero.
I Svend Mikkelsens sag mod Esber Hansen i Klemensker var ingen mødt, hvorfor sagen blev stillet i bero.

8. oktober 1745 – pag. 44a

Holtsførsten Kettelsen bad om fire mand i hvert sogn til syn af piletræers plantning i herredet.
Svend Mikkelsen mødte på Poul Jørgensens vege og fremlagde en klage til amtmanden. Poul Jørgensen havde tilforhandlet sig en ”træskryne ” i Stavsdals tørvemose. Men den var forsvundet, men fundet igen hos Anders Hansen på Asballegaards grund. Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at stævne Anders Hansen. Anders Hansen havde fået Hans Poulsen fra Vestermarie til at forsvare sig mod tyveriet og amtmandens tilladelse hertil.
Svend Mikkelsens første vidne var Peder Larsen. Han havde sammen med Jens Haagensen og Poul Jørgensen eftersøgt den skryne, som var blevet optaget i tørvemosen og lagt til tørre og som nu var borte. De havde været hos Anders Hansens hus. Han var ikke hjemme, men de havde så fundet egeskrynen nord for huset. Den havde for 10 år siden kommet frem i mosen og Poul Jørgensens sønner havde arbejdet med den for at få den op. Det var kutyme at den der finder noget i tørvemosen også ejer det. Skrynen bedømte han kun til en værdi af 6 skilling, men det havde været et stort arbejde med at få den op.
Da de var gået fra Anders Hansens hus mødte de Anders Hansen og anklagede ham for at have stjålet skrynen. Anders Hansen havde sagt, at han havde arbejdet med skrynen og den var ham tilhørende efter en deling, der havde fundet sted. Vidnet turde ikke sige hvem der havde ret. Endvidere fortalte vidnet, at man godt kunne lade tørv og brænde liggende på sin part af mosen, bare det ikke lå i vejen for de andre. Forsvareren for Anders Hansen fik vidnet til at fortælle at Poul Jørgensen havde spærret for Anders Hansens del af mosen.
Sagen blev udsat.
Svend Mikkelsen fra Rønne på justitsens vegne og aktor mod Esber Hansen i Klemensker i rettelagde et skriftligt indlæg i sagen, Esber Hansens fuldmægtig fik en udskrift og ville svare på næste ting.
I sagen mellem Hans Larsen i Rø kontra Gotfred Nielsens enke Boel mødte enkens laugværge Rasmus Trane fra Rønne og læste enkens skriftlige indlæg i sagen som var skrevet på stemplet papir. Trane bad om at sagen nu blev taget til doms. Hverken Hans Larsen eller amtsforvalteren eller nogen på deres vegne, var mødt. Dommeren udsatte sagen.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen og hans hustru og 2 døtre og han efterlyste Thor Jensens forsvar mod anklagerne for vold mod Jørgen Løstigs hustru. De to døtre Aniche og Dorte Thorsdatter vedstod det meste af anklagen, men huskede ikke at have brugt ord som tyv og løgnetæve, men det kunne godt være, at de var kommet til at bruge disse ord i deres mundhuggeri med Løstigs hustru, men de var sagesløs i striden.
Jørgen Løstig var tilstede i retten og erklærede, at han med disse ord fra de to piger var ”velfornøjet” hvis øvrigheden også ville lade det være med dette. Thor Jensens søn Claus Thorsen mødte og sagde, at hverken hans far, mor og søskende havde mere at sige i sagen.
Jesper Hansen bad om udtog af sagen og lod den hvilke til senere.
Jesper Hansen mødte som aktor i sag om slagsmål mellem Anders Hansen i Stausdal på Aarsballegaards grunden og Jørgen Poulsen var tidligere meddelt forliget således at Anders Hansen betalte 7 mark til omkostningerne. Jesper Hansen mente at Anders Hansen skulle betale de bøder, som kongen idømte ham. Anders Hansen svarede at han ville lade sin mening til sin ”sags tarv” til næste ting.
Utugt-sagen som amtsforvalteren førte mod Svend Hansen på den 19. gård og Karen Nielsdatter skulle ageres, men ingen af parterne var mødte, hvorfor den atter blev udsat til næste ting. Hvis ingen mødte betragtedes det som, at de intet havde at indvende mod at blev taget til doms.

15. oktober 1745 – pag. 46b

Læst kgl. Forordning om ungdommen, der før deres konfirmation begår lejermål og hvordan de dertil præpareres. Dateret 2. september 1745.
Læst rentekammerets ordre af 18. september 1745 om selvejergårdenes salg af træer til indbyggerne fornødenheder efter en resolution fra 9. december 1720, men kun hvis træet er udvist af holtsførsten, ellers ikke.
Læst pantebrev af 14. oktober 1745 udstedt af Christian Jørgensen på den 68. gård i Klemensker for et lån på 500 sld af Peder Hansen på Siggaard i Klemensker.
I sagen mod Esber Hansen mødte hans forsvarer Jesper Hansen og producerede en skriftligt indlæg i sagen. Svend Mikkelsen havde ved sidste ting afsluttet vidneafhøringerne, da hans foresatte ikke mente, at det behøvedes, men, efter befaling fra amtmanden, ville han nu føre en kontinuitetsstævning og dermed afhøre flere vidner. Men man skulle have tid til at stævne, så han bad om udsættelse af sagen.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen, hans hustru og to døtre, og producerede et mundtligt indlæg i sagen, hvor de skulle have slået Jørgen Løstigs hustru og skældt hende ud med adskille grove beskyldninger. Jesper Hansen havde vanskeligt ved at bevise, at Løstigs hustru var blevet slået, da ingen af vidnerne havde set det, men kun hørt at døtrene havde beskyldt hende for det værste. Han mente ikke at Thor Jensen kunne være ansvarlig for sine døtres handlinger i ord, så han ville lade det være op til dommeren at straffe de ansvarlige for gerningerne.
Thor Jensens søn Claus Thorsen mødte og erklærede, at han ikke kunne have noget imod Jesper Hansens indlæg, men han håbede på en mild dom, da ordene var sket under ”sommer marked sladder og mundstrid” – Herefter blev sagen taget til doms.
Dom afsagt over Signe Andersdatter.
I sagen mod Svend Hansen fra den 29. gård i Klemensker og hans ”løsagtighed med Karen Nielsdatter”, mødte Svend Hansen og fik retten til at læse et skriftligt indlæg fra hans fuldmægtig Mikkel Andersen fra Østermarie. Den indstævnte ”kvindeperson” Karen Nielsdatter var ikke mødt, men det var hendes svoger udbygger Martin Henriksen fra Østermarie. Han fortalte at hun ikke kunne møde, da hun var ”svag”, men havde bedt ham sige, at Svend Hansen skulle være fri for hende og at hun agtede at tage den dom som kongens lov bød hende. Sagen blev derefter optaget til doms.
Svend Mikkelsen mødte i den ham pålagte sag fra Justitsen i at undersøge og domfælde i salgsmålssagen mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen. Ingen af parterne var mødte, hvorfor de pålagdes at møde til næste ting.
I sagen mellem Hans Larsen, Boel Gotfred Nielsen og amtsforvalteren var ingen mødte, men der var besked fra Hans Larsens fuldmægtig Anders Jørgensen om, at han ved næste ting ville aflægge et skriftligt indlæg.

DOM – pag. 47b
Sagen var startet af sognepræsten Anders Agerbech, der med en tegnelse fra 26. juli 1745 havde indberettet en 13årig pige Signe Andersdatter, tjenende hos Hans Hansen i Bolby, for at have stjålet en særk fra Ana Pedersdatter, samt 2 ”strøelser” fra udbygger Rasmus Pedersens hustru. Der blev afhørt 6 vidner, hvor af de fire var implicerede vidner, som ikke kunne bruges i retssager, de to andre Peder Brandt og husbond Hans Hansen var rent uvidende om sagen. Derfor er det alene hendes egen tilståelse for præsten der kunne tages til indtægt for handlingen.
Aktor Jesper Hansen havde påpeget hendes barnlighed og at hun burde kun straffes med ris fra sin egen moder. Forsvareren Svend Mikkelsen bad om en mild straf eftersom hun havde fundet særken under en torn.
Dommeren dømte hende efter loven pag. 983 og 984 artikel 32 for småt tyveri og til at miste sin hud, men om moderen måtte forrette afstraffelse måtte være op til amtmanden at afgøre. Amtmanden havde indstillet at, da der hverken findes arresthus eller nogen der kunne forrette dommen og at pigen ingen midler havde til at betale for sagens omkostninger, så slap hun, som et umyndigt barn, for denne gang.

22. oktober 1745 – pag. 48a

Læst et pantebrev fra 15. september 1745 der lyder at Poul Hansen på den 6. selvejergaard i Rø sogn havde bortpantet samme gård i 16 år til Poul Pedersen for 220 sld. Poul Pedersen boede allerede på gården.
De otte mand som skulle syne skovene i Nørreherred aflagde deres forretning.
For retten kom Hans Larsens fuldmægtig aflaagde et skriftligt indlæg udfærdiget af ham selv. Enken Boels fuldmægtig Rasmus Trane synes at Hans Larsens fuldmægtig agerede som kongens skatteforvalter, ved at pålægge enken skatter. Når sagen var afdækket, ville det nok vise sig, at Hans Larsen havde pligt til at betale og ikke enken. De havde argumenteret som om ”de løber fra sagen som en gal fra en daarekiste”. Begge parter lod sagen gå til doms.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Esber Hansen i Klemensker fremlagde en kontinuitetsstævning. Han ville nu afhører flere vidner i tyverisagen. Vidnerne Anders Jørgensen, Lars Esbersen og Mons Larsen fra Klemensker blev indkaldt til at vidne under ed. Endvidere var Hans Clausen fra Ladegaard i Klemensker indkaldt. Esber Hansens fuldmægtig Jesper Hansen accepterede stævningen.
Anders Jørgensen fortalte at han forleden år kom til Esber Hansen og så at han havde en bør torn stående ved sit hus og Esber Hansen sagde, at den havde han at han havde taget den fra Hans Clausen fra Ladegaarden i Klemensker. Tornen skulle bruges til at gærde et stykke jord som han havde lejet. Anders Jørgensen mente, at værdien kunne være 2 eller 4 skilling. For tre år siden var han og hans to sønner Christian og Anders hos Esber Hansen for at reparere hans iboende udhus. Da så de at der var nogle ”vecher” [vikker, en bælgfrugt der brugtes til foder] som de ikke mente kunne stamme fra hans egen avl. Nogle dage efter indrømmede Esber Hansen, at han havde fået dem af Mogens Rabech. Da de spurgte Rabech, havde han nægtet, at han havde givet Esber Hansen vikker. Jesper Hansen spurgte Anders Jørgensen om han ville sværge denne tyvesag om Esber Hansen. Det ville han ikke, men bare referere, hvad Esber Hansen havde sagt. Jesper Hansen mente at det var sladder og ikke fakta, men Anders Jørgensen sagde, at Esber Hansen havde erkendt sagen om børen med torn, men mht. vikkerne, så havde Esber Hansen holdt på at det stammede fra hans egen hes (stak) og ”vechestob”. Afhøringen hos Anders Agerbech var overhørt af Hans Clausen, Lars Esbersen, Mons Larsen Rabech og udbygger Peter Spol.
Dernæst Lars Esbersen, der var indkaldt til forhøret af Esber Hansen hos præsten, havde hørt at Esber Hansen havde indrømmet at have taget det ”ophakkede Torn” fra Anders Jørgensen ager, der dengang var bortlejet til Peter Spol, og at det stod i en rende mellem agrene. Tornene havde han lagt på gærdet. Vidnet fortalte at Esber Hansen engang havde taget lidt tørv fra Hans Clausens tørvemose.
Mogens Larsen Rabech nægtede at han havde givet Esber Hansen vekker med strå. Han havde også set Esber Hansen hugge 14 elle-rafter i Hans Clausens skov anden pinsedag da det var ved at blive mørkt. Han havde taget så meget han kunne bære på ryggen og lod resten blive. Men han havde ikke fortalt det til Hans Clausen før forhøret hos præsten. Esber Hansen var blevet set en morgen komme med en børfuld pask [tørv]. Det kunne være af 2 skillings værdi.
Sagen blev stillet i bero.
Jesper Hansen mødte som aktor i voldssagen mod Anders Hansen i Aarsballegaardshuset, Anders Hansen bad om udsættelse, således at han kunne få tid til at stævne vidner. Hvilket dommeren tillod.
Svend Mikkelsen mødte som beskikket aktor mod Anders Hansen i Stausdal om træskrynen, som skulle tilhøre Poul Jørgensen. Poul Jørgensen indrømmede, at han ikke havde købt træskrynen, men da det var hans sønner, der havde fundet og ophakket den, så efter sædvane, var det ham den tilhørte.
Anders Hansens fuldmægtig Hans Poulsen ønskede henstand i sagen, således at han kunne få tid til kontrastævning.

5. november 1745 – pag. 50b

Læst kgl. Forordning af 8. oktober 1745 angående kvægsygdommen.
Læst kgl. Plakat dat 16. november 1745 om forbud i seks uger for udførsel af rede penge til ultimo novenbe. Samt om rede penges afhentning fra ”Banqven” og hvordan man skulle håndtere dette.
Jep Pedersen fra Tejn i Olsker lod læse et købebrev af 6. oktober 1745, der viste at Haagen Weidichsen havde solgt ungefær 2 skæppeland bygjord i Tejn løkkerne for 19 sld. til Jep Pedersen.
Læst et pantebrev af 3. november 1745 der viste at Hans Kieldsen boende på den 18. selvejergaard i Klemensker havde lånt 100 sld af Esber Nielsen i Marevad i Klemensker mod pant i gården.
Læst et pantebrev fra 3. november 1745 der viste at ungkarl Anders Jensen på den 28. selvejergaard i Klemensker havde lånt 120 sld. af Esber Nielsen i Marevadsgaarden til at betale kongen for gården, som han havde købt på auktion.
Mændene, der havde talt hvor mange piletræer, der var blevet plantet i Nørreherred, aflagde deres forretning. Desuden aflagde de 16 mænd, der havde synet gærderne i herredet, aflagde deres forretning.
Hans Poulsen kom som fuldmægtig for Anders Hansen Aarsballegaards grund kom og beklagede, at han endu ikke havde fået amtmandens tilladelse til at føre kontrastævning i den sag, som Jesper Hansen havde opgaven til at forfølge. Retten gav ham tilladelse hertil.
Hans Poulsen stævnede Jørgen Poulsen på Anders Hansens vegne en hel del vidner. Jesper Hansen som aktor i sagen mellem Hans Poulsen og Anders Hansen, fasthold sagen karakter som en var en voldssag, udført af Anders Hansen mod Poul Jørgens søn Jørgen Poulsen. Hans Poulsens stævnemål var i den hensigt at med 8dages varsel at indkalde vidner til tingsvidneerhvervelse. Jesper Hansen sagde, at dette var lovstridigt, da det krævede 14 dages varsel. Dommeren dømte stævningen ulovlig, hvorefter Hans Poulsen måtte udsætte sagen, således at han kunne stævne med 14 dages varsel.
Svend Mikkelsen som aktor i sag mod Esber Hansen aflagde sin skriftlige beretning. Jesper Hansen som Esber Hansens forsvarer, bad om udskrift og lovede at komme med sit indlæg på næste ting.
Dom afsagt i amtsforvalter Schrøders sag mod Hans Larsen på den 19. gård i Rø sogn og Boels Gotfred Nielsen.

DOM – pag. 51b
Amtsforvalter Schrøder stævnede Hans Larsen og Boel Gotfred Nielsen for manglende skattebetaling for året 1744. Den 13. august 1744 afstod Boel Gotfred Nielsen den 19. gård til Hans Larsen og striden drejede sig om hvem der skulle betale de kgl. Skatter og afgifter, i form af penge og naturalier. Der var udgået ”militær eksekution” for at inddrive skatterne, men uden resultat. Meningen var at Boel straks skulle afgive gården og fraflytte. Men det skete ikke og der måtte så en ny aftale til. Foruden 100 slettedaler som Boel skulle have i afståelsessum, så skulle Hans Larsen betale hendes restskat på 6 daler 2 mark og 11 sk. Og hun skulle være fraflyttet inden mortensdag. Hun havde imidlertid høstet og taget afgrøden, hvilket igen skabte en ny situation. Amtsforvalterens fuldmægtig påstod, at det måtte være Boel, der skulle betale. Hans Larsen førte kontrastævning mod Boel Gotfred Nielsen.[sagen er nøje beskrevet] Dommeren dømte Boel til at betale de resterende skat på 2 rigsdaler3 mark 7 skilling og en skæppe korn samt processens omkostninger 1 sld 2 mk. Argumentet var at Boel havde indhøstet gården afgrøder for 1744 inden hun flyttede.
12, november 1745 – pag. 53b
I sagen hvor Jesper Hansen på kongen vegne havde stævnet Anders Hansen ved Stavsdal i Klemensker i slagsmål med Jørgen Poulsen efterlyste han om parterne havde noget at sige i sagen. Anders Hansen mødte og erklærede, at han om 14 dage ville føre kontrabevis. Sagen stillet i bero.
I Svend Mikkelsens sag mod Esber Hansen, mødte udbyggerens fuldmægtig Jesper Hansen og irettelagde et skriftligt indlæg, Svend Mikkelsen ville ikke svare på Jesper Hansens indlæg, men henviste til dommerens vurdering og dom. Sagen gik til doms.
Afsagt dom i den sag som Jesper Hansen som beskikket aktor forte mod Thor Jensen, hustru og to døtre angående slagsmål og skældsord.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte i retten og beviste, at han havde stævnet Poul Jørgensen fra Klemensker for ærekrænkende beskyldninger mod Anders Hansen angående en træskryne, Svend Mikkelsen som aktor i sagen mellem de to, undrede sig over stævningen og vidste ikke om det skulle være en kontrastævning eller en Cistant-stævning. Han bad dommeren afgøre om stævningen var lovlig og om der kunne afhøres vidner. Dommeren dømte stævningen ved magt og vidnerne kunne afhøres.
Esber Jørgensen på Aarsballegaard fortalte at træet stod i mosen for to år siden og da begge boede på Aarsballegaardeb så havde begge ret til den. De blev enige om at Poul Jørgensen for ”bollen” ? og Anders Hansen roden, som i denne sag kaldes for skrynen. Poul Jørgensen hentede sit hjem, men Anders Hansen lod roden ligge over år. Vidnet mente at havde hørt fra Poul, at roden tilhørte Anders Hansen.
Aktor Svend Mikkelsen spurgte Esber Jørgensen om at andre end bønderne havde del og lod i tørvemosen (havde sædelandsfrihed til mosen) Vidnet vidste ikke hvordan reglerne var, men han havde ikke selv noget del eller rettighed til tørvemosen.
Jørgen Poulsen Havde set, at både Poul Jørgensen og Anders Hansen havde gravet omkring skrynen. Jørge (som var Poul Jørgensens søn) havde ikke hørt hvad det skiftede mellem sig, men efter skiftet, gik de begge i gang med skrynen. Vidnet huskede ikke at han selv skulle have spurgt Anders Hansen om han snart hentede skrynen. Sidste gang han havde talt med Anders Hansen og hans hustru om skrynen var for 4 år siden. Han og hans bror havde været med til at ”pludre” tørv i høsten, men han mente ikke at det havde lagt forhindringer i vejen for Anders Hansen.
Svend Mikkelsen mente, at Anders Hansen skulle bevise, at det var ham der havde arbejdet med skrynen og derved gjort til ejer af den. Mikkelsen mente at der var stor usikkerhed om hvem, der kunne have fortjent skrynen. Jørgen Poulsen ville have de to sidste vidner Troels Pedersen og Lars Poulsen afhørt på næste ting.

DOM – pag. 55a
Præsten Anders Agerbech havde indberettets sagen om Thor Jensen, hustru og to døtre Anika og Dothe til amtmanden, som havde ladet Jesper Hansen som aktor føre sagen. De skulle have kaldt udbygger Jørgen Løstiiges hustru for en tyvetæve, sladertæve, horetæve og troldtæve og med pale og kæppe havde tævet hende blå og blodig. Der var fem vidner, der blev afhørt, Kun Mads Olsen havde hørt døtrene skælde Løstigs hustru ud på den omtalte måde. Ingen af vidnerne havde set slag med pæle og kæppe. De andre havde hørt fra andre, hvordan det havde foregået. Thor Jensens søn mødte på familiens vegne og han sagde, at det var muligt at hans søskende havde sagt noget der lignende i overilelse og heftighed. Jørgen Løstig var mødt og erklærede at han for så vidt var tilfreds med denne halve erkendelse.
Jesper Hansen som aktor havde svært ved at sige noget for eller imod anklagen, da vidnerne ikke var entydige, men henstillede til dommeren og dømme. Han mente ikke at faderen kunne være ansvarlige for sine døtres handlinger.
Dommeren konstaterede at de to døtre var umyndige og at de vel nok havde sagt beskyldningerne, men det kunne ikke bevises, at der var sket et overfald. Peder Jensens hustru på St. Knudegaard havde sagt, at begge parter stides med ord, og det kunne meget vel være årsagen. Sagen skulle ikke give anledning til Løstigs hustru navn og rygte. Dommeren mente at Thor Jensen burde have givet sine døtre en bedre opdragelse og holdt opsyn med døtrene, således at denne strid ikke var opstået, Derfor skulle han efter lovens pag. 1000 art. 4 betale til sognes fattige 2 daler og processens omkostninger 2 sld.

26. november 1745 – pag. 55b

Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1746.
Læst kgl. Forordning om hvordan der kunne søges pension af general Post Kassen, dat, 22. oktober 1745.
Læst kgl. Forordning af 9. november 1745 om tilladelse til at udtale ”tællen” (talg) af det hornkvæg, der var døde af sygdommen døde dyr.
Læst et pantebrev om at Hans Ibsen på den 6. vornedgaard i Klemensker har lånt 100 sld. af Olle Nielsen, der boede på den 5. vornedgaard. Hans Ibsen som boede og ejede vornedgaarden satte sikkerhed i gården.
Læst et pantebrev af 16. november 1745 der viste at Morten Hansen Kjøller på den 2. vornedgaard i Klemensker havde lånt 149 sld. af Ole Nielsen på den 5 vornedgaard mod pant i gården.
Rektor Hans Jørgen Skougaard af Rønne havde stævnet sognedegn i Klemensker Jesper Lund for 3 års ikke havde betalt 2 sld. til rektors pension. Anders Jørgensen var mødt og fortalte, at degnen var syg. Han ville komme på næste ting om ikke han skulle komme som fuldmægtig for ham.
Gotfred Nielsens enke, der tidligere boede i Rø sogn, men nu boede i Rønne, havde stævnet, via sin laugværge Rasmus Trane fra Rønne, Hans Larsen på den 19. gård i Rø for gæld vedr. den 19. gård. Fenrik Anders Jørgensen var mødt på Hans Larsens vegne og fik tilladelse til at svare for Hm, blot han til næste ting sørgede for at få amtmandens tilladelse til at være hans fuldmægtig. Fenrikken mente at vide, at det var Boel der førte sagen og ikke lauværgen Trane, som han mente ikke var ”bofast”. Trane ville sørge for at han fik amtmandens tilladelse til at være Boels fuldmægtig og føre hendes sag. Ligesom fenrikken fik Trane lov til at føre sagen på forventet bevillig fra amtmanden.
Tranes eneste fremmødte vidne var Arrest Esbersen, der fortalte, at han ikke vidste om langhalm og byghalm, der var indhøstet på den 19. gård fra 1744, men han kunne bekræfte, at der var en del halm, som Hans Larsen havde læsset ud af gården og lagt på Lars Esbersen ”hæs” (stak) efter aftale. Han vidste at halmen stammede fra Boels sidste høst. Halmen var ilde passet og svin og kreaturer gik og rodede i det, men vidste ikke hvem, der havde ladet det ske.

Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Anders Hansen på Aarsballegaards grund i sagen hvor Jesper Hansen var aktor. Herefter stævnede han Jørgen Poulsen. Jesper Hansen spurgte om det var en kontrastævning eller ej. Hans Poulsen vidste ikke om det kunne kaldes for en kontrastævning, men hans sigte var at sagen kunne få et grundlag. Jesper Hansen mente at dommeren skulle afvise stævningen, hvilket dommeren ikke så nogen grund til.
Hans Poulsens to vidner var tidligere afhør: Siver Andersen og Poul Arestsen begge fra Klemensker. Begge var meget tilbageholdne med at svare om Anders Hansen havde slået Jørgen Poulsen med en skovl, men tilsyneladende havde begge ført hårde ord med hinanden. Dommeren udsatte sagen til næste ting.

Hans Poulsen mødte i sagen Mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen for at afhøre to vidner, der ikke var mødt på sidste ting, nemlig Troels Pedersen og Lars Poulsen. Lars Jensen fra Rønne var mødt som godvilligt vidne.
Troels Pedersen forklarede at han havde hørt at skrynen tilhørte Anders Hansen og at han havde ladet den ligge vinteren over. Troels Pedersen havde tjent Anders Hansen og han havde hørt om ejerforholdene at Anders Hansens søn. Svend Mikkelsen spurgte Troels Pedersen om han, som en gammel mand, kunne huske, at der tidligere havde været stridsmål om træer. Det havde han aldrig hørt om før, men at alle havde lige prioritet til tørvemosen.
Lars Jensen fra Rønne, der var omtrent 20 år gammel fra Rønne og endnu ikke været til guds bord [altså ikke konfirmeret] Lars havde været med til at tage træet op og havde været med til at bære træet ind på land. Og han havde overværet hvordan Anders Hansen og Poul Jørgensen havde ”skiftet” træet [altså delt det mellem sig] Poul Jørgensen skulle have toppen og Anders Hansen skulle have skrynen.

Dernæst Poul Jørgensens søn Lars Poulsen, som var 16 år og som heller ikke havde været til guds bord. Han havde været med til at opgrave træet og at der skete en deling mellem hans fader og Anders Hansen. Han ville ikke indrømme, at de havde taget af skrynen sidenhen. Aktor Svend Mikkelsen fik Lars til at bekræfte, at hans bror Jørgen havde opgravet skrynen og trukket den op på land, så den kunne tørre. Det var foranlediget af hans fader Poul Jørgensen.
Aktor mente, at det var bevist at ingen havde magt og myndighed i mosen. Hvorfor det var vigtigt, at finde ud af hvem der havde lavet arbejdet.
Dom afsagt i utugtsagen, som amtsforvalteren førte mod ejeren af den 29. gård i Klemensker Svend Hansen og pigen Karen Nielsdatter.

DOM – pag. 59b
Karen Nielsdatter havde bekendt for sognepræsten Anders Agerbech, at hun havde bedrevet utugt med sin husbond Svend Hansen på Bjergegaard i Klemensker dagen efter pinsedag i 1745. Præsten havde indberette sagen for amtmanden, der så havde bedt amtsforvalteren om at sagsøge hende og Svend Hansen for utugt. Hun havde ikke vidst om hun var blevet gravid, men hvis hun var, så var det Svend Hansen, der var barnefaderen. Svend Hansen benægtede det. 23 uger efter en eventuel undfangelse, blev hun undersøgt af en gammel jordemoder Elsebet i Hasle og hendes moster Anne Jens Mikkelsen i Klemensker undersøgt og de fandt at hun ikke var frugtsommelig.
Da en eventuel omgængelse med pigen ikke havde båret frugt, kunne Svend Hansen ikke dømmes. Der var ingen bevis på handlingen. Han blev derfor frikendt. Men Karen havde ved sin bekendelse pålagt ham en handling, som ikke kunne bevises. Hun kunne ikke blive dømt for handlingen. Selv ikke efter, at hun havde gjort sig selv til hore. Men hun måtte derfor dømmes for løgn og i flg. Lovens 937 art.6 blev det takseret til 3 marks bøde, samt at hun skulle betale omkostningerne 2 sld. til amtsforvalteren.

10. december 1745 – pag. 60b

Kgl. Reskript af 6. august ang. frihed for stemplet papir med henv. Til forordningen af 9 juli 1665 og 14. marts 1718.
Læst kontrakt udstedt af stiftsbefalingsmanden af 26. oktober 1745 ang. samme materie.
Læst kgl. Plakat ang. frihed for de seks mand der årligt forlader kompagniet ved landmelitien at antage gårde og engagerer sig i de gevorbene regimenter, dateret 1. november 1745.
Læst et pantebrev af 8. december 1745 med indhold at Anders Olsen på den 5 selvejergaard i VKlemensker havde lånt 149 sld. i klingende mønt af ungkarl Morten Mortensen på den 1. vornedgaard i Klemensker mod pant i den 5. sg.
Læst en kontrakt af dato 10. december 1745 angående at Hans Hermandsen på den 3. vornedgaard i Olsker havde solgt en vejrmølle med alt tilbehør og tilhørende møllehus til Jørgen Hansen, boende på Hullegaard i Olsker og ungkarl Peder Jørgensen på Bredsensgaard for 140 sld.

Læst et købe- og skødebrev dat. 3. december 1745 om at Jørgen Hansen boende på den 12. selvejergaard Hullegaard havde solgt Sjælegaard nr 10. gård i Olsker til ungkarl Peder Jørgensen værende på Bredsensgaard og hans trolovede Margrete Pedersdatter på Magaard i Olsker for 320 sld. på den betingelse at Mads Pedersen i Allinge nyder undentag som beskrevet i kontrakt for samme gård.

For retten kom Jesper Hansen i den sag, som han er beordret at være aktor for, mod Anders Hansen i Stausdal sigtet for vold mod Jørgen Poulsen. Jesper Hansen konstaterede at Anders Hansen ikke havde benyttet sig af kontrastævning, hvor han mente, at der skulle afsiges dom. Han mente at Anders Hansen havde forset sig mod lovens pag. 900 artikel 8.
Hans Poulsen på Anders Hansens vegne bad om henstand i 8te dage, således at han kunne forsvare sig mod Jesper Hansens påstande.

Rasmus Trane fra Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Gotfred Nielsens enke Boel. Fenrik Anders Jørgensen havde også fået amtmandens tilladelse, nemlig at føre sag for Hans Larsen på den 19. selvejergaard i Rø.
Lars Esbersen var blevet stævnet som vidne af Trane på sidste ting, men var udeblevet. Han stod til at blive mulkteret, fordi han anden gang udeblev. Imidlertid dukkede han op på tinget og blev så endelig afhørt af Trane. Lars Esbersen kunne ikke bekræfte, at der i laden stod byghalm tilhørende Boel Gotfreds, men han kunne berette, at Boel havde fået lov til at lægge nyhøstet byghalm på Lars Esbersens hees (vel et læs), men de rådnede, medens den lå der. Da enken overdrog gården til Hans Larsen, var laden tom. Vidnet mente at den halm, som blev lagt ind i laden, tilhørte enken. Desuden var halmen af ringe værdi og det bedste havde hun taget med sig. Halmen lå på hesset ”år og dag” inden Arest Esbersen hentede det, vist nok efter aftale med Boel, der havde delt halmen, der kunne bruges.
Hans Larsens fuldmægtig var glad for Tranes vidne Lars Esbersen, der havde udtalt sig til hans principals fordel.
Trane ville føre flere vidner til næste ting.

Hans Poulsen mødte på Anders Hansens vegne og fremlagde attest fra kirkebogen angående Lars Poulsens alder. Dommeren ville have en attest på den anden dreng også. Svend Mikkelsen fra Rønne mente, at Hans Poulsen ikke havde reflekteret på hans i rettelæggelse af sagen, hvorfor han anmodede om at det snarest skete, således at sagen kunne gå til doms.
Dom afsagt i sagen mod udbygger på den 51. gårds grund, Esber Hansen, i Klemensker. Svend Mikkelsen bad om udskrift.

Fenrik Anders Jørgensen mødte på degnen Jesper Lunds vegne i Klemensker. Sagen blev forklaret [ikke her] og udsatte sagen til næste ting.

DOM – pag. 63b
Sagen er startet efter en attest fra sognepræsten Anders Agerbech i Klemensker, underskrevet af hans to medhjælpere. Svend Mikkelsen blev pålagt at være aktor (anklager) i sagen mod Esber Hansen på den 51. gårds grund i Klemensker for at have begået såkaldt ”småt tyveri”.
Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Esber Hansen. Tyverisigtelsen skulle Hans Clausen, Ladegaard, have sendt til sognepræsten, der så havde indkaldt ham og Esber Hansen til afhøring i præstegården. Præstens to medhjælpere Jørgen Evartsen og Anders Gammelsen var vidner til mødet. Der var indgået et forlig mellem de to, men præsten fik Esber Hansen til at betale 10 sld. til de fattige i Klemensker. Hvad tyverisagen egentlig drejede sig om, var de to medhjælpere ikke klar over, men Esber Hansen havde sagt til dem, at det var en ”dyr viske brænde”.
Tre vidner blev afhørte. Tyverianklagen gik på en ”børfuld torn”, nogle ”vecher” og noget tørv (i form af Plask).
Dommeren ville ikke kende attesten fra præsten som en lovlig anklage og slet ikke et bevis for tyveri , da den intet nævner om stjålne genstande, men handler om et indgået forlig uden at nævne for hvad. De to medhjælperes vidnesbyrd nævnte intet om tyverier, men kun om forliget. De tre andre vidnesbyrd omhandlede forhold der var sket henh. for 3 år siden og over et år siden. Disse forhold kunne ikke dømmes, da der ikke var sket en efterlysning af de tyvstjålne ting. Dommeren frikendte Esber Hansen for alle forhold og dømte Claus Hansen, for at havde startet en uberettiget sag, til at betale 6 sld. for sagens omkostninger.

17. december 1745 – pag. 65b

Læst et pantebrev af dd, der viste at Lars Andersen Krak på den 11. selvejergaard i Rutsker havde lånt 300 sld. af Anders Jacobsen, feldbereder i Rønne mod pant i den 11. gård.

Læst en kontrakt dateret 7. februar 1744 oprettet mellem afg. Hans Ankers efterlevende hustru Margrete med laugværge Wefst Jensen Skou på den ene side og på den anden side Hans Hansen uvbygger på den 5. gårds grund i Olsker angående det hus dom tilhørte enken med fæstejord kaldet Buggeløkken, som enken havde afstået til Hans Hansen mod årlig undentag. Kontrakten blev vedstået og skal indføjes i genpartsbogen.

Hans Poulsen fra Vestermarie mødte i retten for sin principal Anders Hansen kontra Poul Jørgensen. Hans Poulsen fremlagde attest fra kirkebogen i Østermarie sogn om Lars som er Karne Clausdatters uægte søn, som havde aflagt sit vidnesbyrd. Hans Poulsen aflagde et skriftligt indlæg. Svend Mikkelsen, som var beordret aktor i sagen, bad om udskrift af indlægget og ville svare på næste ting.

Hans Poulsen fra Vestermarie frem lagde sit skriftlige indlæg for sin principal Anders Hansen i sagen om slagsmål kontra Jørgen Poulsen. Aktor i sagen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udskudt.
Hans Larsens fuldmægtig Anders Jørgensen ventede med at svare i sagen, fordi Boel Gotfreds havde indleveret et kontinuations stævning.

Rektor Skougaard af Rønne lod udsætte sagen mod degnen i Klemensker Jesper Lund ang. manglende pensionsbetaling.

Boel enke efter Gotfred Nielsen fra Rønne stævnede Hans Larsen på den 19. gård i Rø for at få ham til at fremvise det fæstebrev som hun havde overdraget til ham tillige med den kontrakt som de havde indgået. Hun ville også levere de penge tilbage, som hun havde modtaget for overdragelsen. Hun ville derefter have udfærdiget et tingsvidne. Hans Larsen var ikke mødt. Fenrik Andersen ville svare på næste ting.

Stokkemændene for 1746 blev valgt.

7. januar 1746 – pag. 066b

Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Anders Hansen i Stausdal. Han fandt, at det ikke var nødvendigt at svare på sidste tings indlæg, da han mente, at slagsmålet var fuldt oplyst og at det var sket i ”vred hu”. Begge parter lod nu sagen gå til doms.
Svend Mikkelsen mødte som konstitueret aktor i sagen mod Anders Hansen, Aarsballegaards grunden i Klemensker sogn i rette lagde et skriftligt indlæg, som blev læst og indlagt i sagen. Hans Poulsen bad om udskrift at dette indlæg, således at han kunne svare for sin principal på næste ting.
Rektor Schougaard i Rønne havde sendt en regning på de manglende betalinger af pension til Rønne skole. Det beløb sig til i alt 8 sld. 12 sk. Degnen Jesper Lund var ikke mødt. Han blev pålagt at møde på næste ting.
Hans Larsens fuldmægtig (19. gård i Rø) svarede skriftligt på Boel Gotfreds stævning. Boels fuldmægtig ønskede henstand til næste ting.
I nørre herreds blev efterlyst person ved navn Niels Olsen Børling fra Fyns land, der var rømt fra landet for 15 år siden. Hvis han var eller havde været på Bornholm, skulle det meldes til øvrigheden.
Hans Andersen på den 45. gård i Rutsker havde indtaget en 3årig hoppe. Ejermand efterlyses.

15. januar 1746 – pag. 67a

Tingdagen skulle have været afholdt den 14. januar, der var berammet til ekstraordinær bededag. Men bededagen var blevet udsat til den 21. januar, så vidt det var ”fornemmet”.
Læst et pantebrev udstedt den 22. december 1745 der viste at Bent Hermandsen på den 14. selvejergaard i Klemensker havde lånt 140 slettedaler af skipper Niels Nielsen Gommeløs i Rønne mod pant i gården.
Læst et pantebrev af 10. januar 1746, der viste at Jens Pedersen på den 18. selvejergaard i Olsker havde lånt 220 sld. af Rasmus Rasmussen på den 64. selvejergaard i Klemensker. Jens Pedersen gav sikkerhed i de 440 sld. som han havde stående i den 18. gård.
Rasmus Monsen på den 2. gård i Klemensker stævnede Hans Thorsen, som var tilsynsværge for Rasmus Monsens søn Mons Rasmussen. Formålet var at få 8 mand til at syne den 2. gårds huse, ager og skov samt herligheder og at angive en værdi af det hele. Bodel Hansdatter, Rasmus Monsens hustru, var død og han ville have oplyst, hvad han arvede og hvad hans søn arvede. Det var også hensigten, at Rasmus Monsen ville have beregnet hvad sønnen skulle have i rente af sin arv, der måtte blive i gården.
Boel Gotfred havde stævnet Hans Larsen på den 19. gård i Rø for noget halm. Nu ville han have, at Bols fuldmægtig skulle svare, hvis ikke, ville han lade sagen gå til doms. Hverken Boel eller hendes fuldmægtig Trane var mødt, hvorfor de fik frist til næste ting.
Sagen mellem Rektor Skougaard i Rønne og degnen Lund i Klemensker blev udsat til at rektoren selv eller en på hans vegne kunne møde.
I sagen mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen om skrynen i rette lagde Hans Poulsen, på vegne af Anders Hansen, et skriftligt indlæg. Sagen gik til doms.
Hans Andersen på den 45. gård i Rutsker efterlyste for anden gang ejermanden til den sorte hoppe, som han havde indtaget.
Jep Monsen i Rutsker havde indtaget en gammel hvid hest, som han nu efterlyste ejermanden til.

22. januar 1746 – Pag. 68b

Herreds-fenrik Svend Mikkelsen fra Rønne var blevet beordret aktor i en sag, hvor Seine Andersdatter skulle være kommet til nogle penge på en ulovlig måde. Seine blev stævnet sammen med sin moder Margrete Anders, som boede på Lille Krashave gårds grund.
Der var ikke anordnet en defensor for pigen, da Svend Mikkelsen først var blevet adviseret i går. Begge var tilstede ved afhøring af pige, hvorfor det forlangtes, at moderen ikke overhørte spørgsmålene og pigens svar.
Første spørgsmål til Seine var: Hvor mange penge som moderen gav hende, da hun gik til Rønne for at købe brød og gryn. Hun svarede 10 skilling. 2. spørgsmål: Hvor mange penge hun havde taget fra udbygger Jørgen Hansen i Nyker, da ”hun laante hus der”. Hun svarede ingen. 3. spørgsmål: Hvor mange penge hun viste Ole Rabeks i Nyker. Hun svarede så mange penge som hun havde fået af sin moder og de hun havde fundet i byen. 4. Hvor mange penge hun gav sin moder, da hun kom hjem. Hun svarede, så mange som hun havde fået af hende og dem hun havde fundet. 5. Hvor meget hun havde brugt til brød og gryn. Hun svarede ingen, men hun havde fået en pot gryn af sin søsters madmoder, der var gift med Per Persen, som var sømand. 6. Hvordan hun kunne sige til Ole Rabeks hustru, at hun havde fået 10 skilling af obersten. Det nægtede hun at havde fået og at hun heller ikke havde fortalt Ole Rabeks hustru den historie. 7. Hvad hun havde fortalt sin moder om pengene. Hun svarede, at hun havde fundet dem i Hermand Bohns forstue ved bænken. 8. Om de havde lyst fundet af pengene. Nej, svarede hun, kun til nabokonen Ingeborg, Poul Hansens, der boede på Dammegaards grunden. 9. Om hun vidste hvor hendes moder havde fået 10 skillingen fra. Nej, det vidste hun ikke. 10. Om hendes moder havde bedt hende sige, at de 10 skilling havde hun fået (til?) Hermand Bohne og Generalen. Den svarede Seine nej til. Herefter ikke flere spørgsmål.
Dernæst blev moderen Grete Anders afhørt. Hun forklarede, at Seine have haft en hel mønt, som hun ikke kendte, men udbygger Jørgen Hansen i Nyker havde fortalt at det var en 24 skillingsmønt. Den leverede datteren til hende sammen med de 10 skilling, som hun havde givet hende med til at købe brød og gryn for. Hun mente at hun havde ”lyst” denne 24 skillingsmønt. Hun havde vist den til alle og til Ingeborg Pouls. Hun havde ikke skjult noget. Seine var kommet hjem om fredagen og udbygger Jørgen Hansen kom om søndagen og fik 24skillingen. Hun vidste ikke hvordan datteren havde fået mønten, men nægtede ikke, at datteren havde sagt at de havde hun fundet i Bohnes forstue.
Aktor spurgte om moderen havde sagt til datteren, at hun skulle gå til Rønne eller om hun havde bedt hende om at gå ud og tigge. Hun svarede, at datteren var gået hjemme fra mortensaften til sin søster i Rønne for at købe brød og gryn. Hun ville tale med søsteren, men også at bede Herman Bohns hustru om ”gal æble” til at lægge ved tænderne, hvor hun havde ondt. [pulveriserede galæble var almindelig kendt som middel mod tandpine].
Seine var ikke kommet hjem med brød, men hun havde en pot gryn, som hun havde fået af sin søsters madmor. Aktor spurgte om hun havde udleveret 24skillingen til Jørgen Hansen, fordi hun vidste at datteren havde taget møntet fra ham. Det nægtede hun og datteren havde heller ikke sagt det.
Sagen blev stillet i bero.
Hans Larsens fuldmægtig ville vide om Boel eller hendes fuldmægtig ville føre noget til sagen om halmen på den 19. gård. Da hverken Boel eller Trane var mødt, bad Hans Larsen om, at sagen blev taget til doms. Dommeren kunne ikke andet end at tage sagen til doms.
I sagen, som Boel havde startet mod Hans Larsen, skete intet, hvorfor sagen bortfaldt.
Sagen mellem rektor Skougaard og degnen Jesper Lund var stadig i bero.
Hans Andersen på den 45. gård efterlyste for tredje gang ejermanden til den sorte hoppe.
Den hvide hests ejermand blev efterlyst for anden gang.

4. februar 1746 – pag. 69b

Sven Mikkelsen mødte som beskikket aktor i mod Seine Andersdatter og hendes moder Grete ”Anderse” fra Klemensker. For ”den liden tøs” var Jesper Hansen blevet beskikket som forsvarer af amtmand Urne. Jesper Hansen anmodede om at blive underrettet om, hvilke vidner som Mikkelsen agtede at føre. Mikkelsen svarede, at han ikke havde tænkt at føre vidner, da sagen var blevet behandlet i politi forhør [ikke i Nørreherred, men sandsynligvis i Vesterherred] og her var der blevet afgivet vidnesbyrd, der ikke stemte overens, så han ville ikke gøre større ”vidtløftighed” til unødvendige udgifter. Han ville fremlægge politiforhøret på næste ting og komme med sin i rette sættelse. Jesper Hansen ville vente med at komme med sine indvendinger.
Svend Mikkelsen mødte på rektor Skougaard vegne og meddelte at Skougaard ville have sagen til doms. Han havde afleveret sit skriftlige indlæg og Jesper Lund havde vedkendt sin skyld. Dommeren tog sagen til doms.
Dom afsagt i slagsmåls-sagen, hvor Jesper Hansen var aktor, mellem udbygger Anders Hansen og Jørgen Poulsen.
Dom afsagt i sagen, hvor Svend Mikkelsen var aktor, mod Anders Hansen vedr. skrynen.
Læst et pantebrev af dato 31. januar 1746, der viste at Lars Mortensen på den 9. vornedgaard i Rø (som han nu ejer) havde lånt 89 sld. af sin svoger ungkarl Mogens Jensen i Nyker mod pant i den 9. vornedgaard i Rø.
Jep Monsen lyste en hvid hests ejer for tredje gang.

DOM – pag. 70b

I sagen hvor Jesper Hansen var anklager og som omhandlede et slagsmål i tørvemosen i Stavsdal mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen i Klemensker. Slagsmålet var forliget den 23. juli 1744, men da det var kongens sag, skulle der afgives en dom. Aktor havde kun fundet to vidner, som dog ikke havde været så tæt på, at de havde set om Anders Hansen faktisk havde slået Poul Jørgensen til jorden med sin skov. De kunne blot sige, at det så ud til at han havde slået ud efter ham. Anders Hansen blev frikendt for anklagen og slap for at betale omkostningerne.

DOM – pag. 71a

Svend Mikkelsen var beskikket aktor i sagen hvor Poul Jørgensen fra Aarsballegaards grund beskyldte udbygger Anders Hansen for at tage en træskryne i Stausdals tørvemose, som tilhørte Poul Jørgensen. Anders Hansen havde fået tilladelse til at Hans Poulsen fra Vestermarie kunne gå i retten for ham. Der var blevet afhørt vidner havde sagt, at de mente at træskrynen tilhørte Anders Hansen, som havde indgået en aftale med Poul Jørgensen. Dommeren frikendte Anders Hansen pure, da vidnerne havde vidnet til hans fordel. Sagen skulle ikke få betydning for hans gode rygte og navn. Poul Jørgensen havde beskyldt Anders Hansen for at være tyv, vel vidende, at han havde indgået en aftale om træet. Han blev dømt at betale 1 rigsdaler til de fattige og 5 rigsdaler til sagens omkostninger, samt 2 rigsdaler til aktor Svend Mikkelsen.

18. februar 1746 – pag. 72a

Læst kgl. Forordning om at penge ikke måtte udføres. Dateret 26. november 1745. Brevet var kommet herredsfogeden inden julen, men var ”meleret” [blandet] sammen med andre breve, hvorfor den først blev læst nu.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Grete Anders og hendes datter Seine. Han fremlagde to missiver. Det ene med datoen den 25. november 1745 og underskrevet af Bernholts og den anden dateret den 28. november af Anders Agerbech. Desuden fremlagde Mikkelsen et politiforhør dateret 13. december 1745. Dernæst fremlagde Mikkelsen et skriftligt indlæg. Seines forsvarer Jesper Hansen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udskudt til næste ting.
De otte mand aflagde deres forretning vedr. den 2. selvejergaard i Klemensker. Rasmus Monsen bad om en udskrift af syndforretningen.

4. marts 1746 – pag. 72b

Afsagt dom i den sag som Boel Gotfred Nielsen, nu boende i Rønne, havde stævnet Hans Larsen for.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Grete Anderse og Seine Andersdatter og ville have, at defensor Jesper Hansen udtalte sig i sagen. Jesper Hansen, som forsvarer for den fattige pige, ville vide hvem sagsøgeren er, hvad kosterne bestod af, og til sidst hvilke underskrivere, der var under missiverne fra Agerbech og fra Bernholt. Desuden ville han betinge sig at stille spørgsmål og svare om nødvendigt.
Jesper Hansen mente, at loven ikke var overholdt, da der ikke var angivet hvem, der havde anmeldt sagen og at der i stævningen ikke var angivet, hvilken beskyldning der var mod pigen. Han påpegede, at der skal være flere en to vidner, der skal kunne pege på hende som den skyldige og så vidt han kunne forstå, var der endnu ikke afhørt vidner. Pigebarnet kan ikke straffes uden lovlig grund.
Aktor var klar over, at der ikke var to enslydende vidner i sagen i de til ham tilstillede dokumenter. Både datteren og moderens svar på spørgsmålet pegede i forskellige retninger. Aktor ville kræve 4 sld. i omkostninger og bad derefter sagen til doms.
Defensor Jesper Hansen mente, at aktor byggede sin påstand på det umyndige barns løse svar på spørgsmål. Spørgsmålene blev stille pigen uden at en defensor var overvære eksaminationen, hvilket var ulovligt. Endvidere bemærkede Jesper Hansen, at aktor var klar over, at der ikke var enslydende beedigede vidnesbyrd, men at de byggede på løst sladder. Både barn og kællingen [moderen] var umyndige, vanvittige og ikke i stand til at svare for sig.
Aktor mente ikke, at det kunne nytte af reflektere på Jesper Hansens indlæg, da han mente, at sagen var behandlet som den bedst kunne.
Begge lod sagen gå til doms.
For retten kom Jacob Pedersen fra (store-) Myregaard i Olsker og stævnede udbygger Mons Pedersen boende på Myregaards grund for ærekrænkede ord. Indstævnte vidner var Henrik Persen i Tejn, Peder Pedersen, tjenende på Hallegaard i Olsker.
Mons Pedersen var tilstede og vedkendte at sagen udsprang fra en begivenhed kort før jul. Han mente, at også Anders Persen på Hallegaarden også burde vidne i sagen.
Jacob Pedersen ville have at Jesper Hansen førte sagen for ham, hvilket han ville søge amtmanden for. Dommeren tillod Jesper Hansen at tale Jacob Pedersens sag, mod at han på næste ting skulle fremlægge en tilladelse hertil.
Jesper Hansen afhørte Henrik Pedersen Bek fra Tejn. Han fortalte, at han havde været på arbejde på Hallegaard kort før jul og i stuen havde han hørt at Mogens Pedersen havde beskyldt Jacob Pedersen på Myregaard for at have taget en sadel, men han havde ikke hørt sammenhængen i samtalen, da han var optaget med sit arbejde i stuen med ”hugning og høvlning” (han var måske snedker?). Det var noget med at Mons Pedersen havde angivet noget for præsten, som ikke kunne bevises.
Det andet vidne var Peder Pedersen, som fortalte at det var omtrent 14 dage før jul, at han havde hørt Mons Pedersen Bek beskylde Jacob Pedersen for at have taget en svensk sadel med pistolhylstre fra et svensk vrag. Det skete i hans husbondens stue på Hallegaard. Hans husbond Anders Pedersen havde tysset på Mons Bek. Hvis det ikke var fortid, så kunne han beskylde Jacob Pedersen for at havde fået et par svenske lærredsbukser med sølvknapper fra et andet vrag.
Jesper Hansen spurgte nu Mons Pedersen Bek hvorfor og hvorledes disse beskyldninger hang sammen. Mons Bek forklarede, at han fra en gammel mand i Vestermarie, Berild Jensen på Knuds kirkes præstegaard, sidste år havde fået beretning om, Berild for mange år siden havde holdt vagt ved et vrag. Da havde Jacob Pedersen kommet ridende, taget sadlen og sat den på hesten og redet væk. Kaptajn Morten Nielsen var redet efter ham til Almegaard, hvor de havde taget Jacob Pedersen og sat ham i vagten for senere at sætte ham i arresten på slottet. Med hensyn til lærredsbukserne, så mente Mons Pedersen, at de stammede fra et svensk smør- og dellevrag ud for Nyker sogn. Jacob Pedersen og Jens Hansen havde vagten. Han havde taget bådsmandsbukserne på, men havde senere smidt dem igen. Med hensyn til sadlen, så kunne Hans Monsen ”Under Broen” berette mere, fordi han havde set det.
Mons Pedersen havde nu tilstået, at han groft beskyldt Jacob Pedersen for tyveri, men han kunne ikke bevise sine påstande. Sagen blev udsat.

DOM – pag. 75a

I sagen hvor Boel Gotfred Nielsen via sin fuldmægtig Rasmus Trane havde beskyldt Hans Larsen på den 19. gård i Rø for at have taget en del ”fodring” fra hende. Hendes halm var blevet fordærvet og hendes beskyldning var, at Hans Larsen havde pligt til at passe på det. Halmen havde ligget længe i stak og blevet nedbrudt, således at svin og kreaturer havde rodet rundt i det og spist deraf. Dommeren konstaterede at det havde været Boel selv, der havde foreslået at halmen blev lagt oveni stakke som tilhørte Lars Esbersen, hvorfor at man ikke kunne bebrejde Hans Larsen, at han ikke havde passet dem. Hans Larsen blev pure frikendt og Boel blev dømt 2 rd. for omkostninger til en unødvendig sag.
Boel og hendes laugværge og prokurator Trane havde forhalet sagen unødvendigt og ikke ført en kontinuitetssag, som startet, mod Hans Larsen, hvorfor de dømtes til at betale en rigsdaler til de fattige i Rønne.

11. marts 1746 – pag. 75b

Læst et pantebrev på 200 sld. udgivet af Svend Hansen på den 29. selvejergaard i Klemensker til Andreas Kofoed i Rønne mod pant i den 29. gård.
Jesper Hansen fra Allinge havde fået tilladelse til at gå i retten for Wefst Jensen på Slotsladegaarden. Jesper Hansen stævnede skriftligt den 24. februar amtmand Urne, holtsførster Matthias Kettelsen og tidligere amtmand general Niels West til en tingsvidnesag.
Kaldsmændene Mogens Samsingsen og bødker Hans Jørgensen, begge opholdende sig i birket, havde tillige indkaldt adskillige vidnesbyrd.
Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig læste et skriftligt indlæg af 11. marts. Jesper Hansen påpegede at det var amtmanden, der var præses i auktionen og ikke amtsforvalteren på kongens vegne. Sagen drejede sig om bort- auktioneringen af Hammersholm(Slotsladegaarden) og om enge, der, efter Wefst Jensens mening, altid havde ligget under Slotsladegården, men som ikke var kommet med på det udfærdigede skøde. Fejlen var sket ved en forveksling mellem gammel og ny hartkornangivelse.
Jesper Hansen fremlagde en kopi af fæstekontrakt fra 7. juli 1714 udstedt til Niels Hansen i Sandvig af Rentekammeret, der viste at jorden var bortfæstet til Niels Hansen for en årlig leje af 30 rigsdaler. I fæstekontrakten blev der nævnt at en del af jorden, der lå under gården, var fæstet til andre. Vangen og engen var udlejet til amtmand Reedtz, der havde jorden i brug.
Vidnerne var Weidich Haagensen, Trued Hansen, Einer Engelbrechsen alle fra Olsker sogn, Peder Christensen og Svend Hansen fra Rutsker, Jens Aagesen på lyngen ved Aalekistedammen.
Byfoged i Svaneke og herredsfoged i Østerherred Ole Madvig havde indsendt en attest, som blev læst og påskrevet.
Weidich Haagensen kunne mindes tilbage i tiden, hvor oberstløjtnant Blink havde slotsladegaarden i avl og som havde Habedams enge og andre områder i avl, hvis de ikke var bortlejede. Han fortalte at Habedam altid hørte til Slotsladegaarden, men at den blev bortlejet. I en tid var den delt i fire parter, nemlig kaptajn Haagen Mikkels til slottet, Henrik Nielsen, Hans Nielsen og Hans Hansen – de fire sidste fra Sandvig. Endvidere havde han hjulpet herredsfogeden Mogens Clausen, medens han i et eller to år havde Habedam i fæste.
Vidnet Weidich Haagensen kunne også bekræfte at de to konstabler Niels og Jon Jørgensen havde haft Slotsladegaarden i fæste, hvilket omfattede Habedam. Han erindrede at da amtmand Reedtz havde Slotsvangen og Habedam i brug, så førtes det meste af avlen til Rønne og kun lidt til slottet.
Weidich erindrede at der, så længe han huskede, havde ligget et gærde mellem Slotsvangen og den fælles Vestre udmark, der strakte sig fra østen for Bertel Findes hus ved Vang forbi Aalekistedammen til en eng, hvor en gammel mand Albert Skrædder boede.
Weidich vidste at skovbetjentene havde opsyn med slotsskoven ligesom andre kongens ejendomme. Ingen måtte hugge. Om man måtte rive lyng, vidste han ikke.
Om Aalekistedammen hørte til slottet, vidste han ikke, men Albert Skrædder havde fortalt ham, at han havde lejet Aalekistedammen af amtmand Reedtz, da han havde Slotsladegaarden i fæste.
Einar Engelbrechtsen fra Olsker, som var ”omtrent henved 70 år”, kunne huske tilbage til oberst Blinks tid, der havde hele slotsavlingen og tillige Habedams enge. I sin ungdom havde han tjent i Sandvig hos Hans Nielsen, der havde en part af Slotsladegaardens avl. Han fortalte, at de hentede brænde i skoven og på lyngen. Men han sagde, at det var skovens betjente, der gav tilladelse til fældning, hvilket havde været tilfældet indtil gården blev solgt på auktion.
Einer Engelbrechtsen kendte til gærdet, der lå som markskel mellem den fælles vestre mark, der strakte sig øst for Bertels Findes hus ved Vang og forbi Aalekistedammen. Det havde ligget der altid.
Vidnet fortalte, at da de to konstabler Jon og Niels Jørgensen havde Slotsladegaarden i brug, så lejede de et ”læs enges” høst ud til kaptajn Niels Nielsen på Bredsensgaard. Det skete medens han var tjenestedreng på gården.
I det år som amtmand Reedtz var i København havde han arbejdet for øvrigheden med at køre al avl fra Slotsladegaarden til Rønne. Det var rug, byg, havre og græs.
Aalekistedammen lå på slotslyngen og havde altid hørt til Slotte, så vidt han vidste.
Jesper Hansen stillede et spørgsmål til det første vidne Weidich Haagensen om Habedam. Weidich fortalte, at da amtmand Reedtz overlod Slotsladegaardens avl til Hans Nielsen, så beholdt han Habedam. Herved blev Habedam udskilt fra Slotsladegaarden og har sidenhen været et selvstændigt område. Dette bekræftede Einer Engelbrechtsen.
Dernæst Trued Hansen, der boede i et hus på kanten af Slotsvang engen Habedam. Det ældste han kunne huske, var da de to konstabler Niels Jørgensen og Jon Jørgensen havde Slotsladegaarden i avl tillige med Habedams enge. Han havde lejet noget jord af generalmajor og amtmand West, som han i leje om året gav 4 lispund smør.
Han havde sammen med sin søn lejet enge af West, ligesom flere Allinge bo. Det var Halvende eng, der lå mellem Dyngegaard i Rutsker og Slotsladegaarden, og et læs enge i Fogedengen, der lå mellem Habedam og Magaarden. Sammen med Allingeboerne havde de givet 27 sld. i leje om året til generalmajor West.
Dernæst Jens Aagensen, som boede ved Aalekisdammen på lyngen. Han gav i leje for Aalekistedammen 2½ lispund smør og senere forlangte West 3 lispund. Han skar ”klumpe tørv” i op til 10 tørvs dybde i Aalekistedammen. Fra vidnets vestre løkkes gik et stengærde helt til Bertel Findes løkke ud for Vang. Og det var markskel mellem Slotsmarken og den fælles udmark. Skovbetjentene havde opsyn med skov og lyngen indtil Slotsladegaarden blev solgt. Indtil da havde ingen tilladelse til at rive lyng, hvilket blev lyst af sandemanden på kirkestævnet.
Svend Hansen fra Rutsker oplyste at han var født i Rø og da han var to år gammel flyttede hans forældre til Dyngegaarden i Rutsker. Han kunne mindes 40 år tilbage i tiden. Han boede med sine forældre på Dyngegaarden og han var nu ”næst nabo” til Dyngegaard. Halvende eng havde tilhørt Dyngegaard og Slottet på den måde at Slottet høstede engen i 2 år og hans salige fader i 1 år. Generalmajor West udlejede sine 2 års høst til andre og Dyngegaarden har beholdt hvert tredje års høst. Dyngegaard ejedes nu af Jep Monsen. I sin faders tid betaltes 1 lispund smør i høståret og det hændte at hans fader også lejede enkelte års høst af først Reedtz og senere af West. Vidnet fortalte at der på hele øen var såkaldte ”halvende enge”, der kunne lejes af folk i sognet eller fra andre sogne.
Dernæst Peder Christensen i Rutsker, der var født i Rutsker og som kunne huske 50 år tilbage i tiden. Han mente, at der ikke blev betalt kvartalsskat af Slots avlingen, som det krævedes af andre af kongens gårde. Han kendte til enge som blev avlet af mænd fra andre sogne. Habedams enge altid var til amtmændenes brug frem til Generalmajor West, som stadig havde den eller lejet den bort.
To beskikkelsesmænd havde været hos den syge Jørgen Hansen på vandmøllen i Rutsker, men Wefst Jensens fuldmægtig ville ikke bruge dette vidne i sagen, da det var enslydende på de afhørte. Herefter fik Wefst Jensen et lovfast tingsvidne udstedt.
Jacob Pedersen havde fået godkendelse til, at Jesper Hansen måtte føre hans sag mod udbygger Mogens Pedersen. Da dagen var ved at ende, stillede Jesper Hansen sagen i bero til næste ting.
Dom afsagt i sagen om degnen Jesper Lunds manglende betaling for 3 års pension.
DOM – pag. 80b
Rektor Skougaard i Rønne havde stævnet sognedegnen i Klemensker Jesper Lund for manglende betaling af pension til skolen i alt 2 sld. årligt – i alt 6 sld. Degnen mødte ikke på tinget første gang, men sendte et skriftligt indlæg, som pegede på, at han ville indgå en mindelig aftale med rektor. Da degnen ikke mødte på et eneste tingmøde og ikke hellere havde indgået aftale med rektor, så dømte dommeren degnen til at betale rektor de 6 sld, samt 2 sld 12 skilling i sagsomkostninger.

18. marts 1746– pag. 81a

Udbygger Mogens Pedersen mødte i den sag hvor Jacob Pedersen på Myregaard havde stævnet ham for ærekrænkende ord. Han ville have udskrift at tingbogen og lovede at svare skriftligt senere.
Udbygger Jens Larsen i Rutsker havde ønsket at en sag skulle dømmes af en sættedommer og ikke herredsfogeden. Rasmus Trane fra Rønne havde, på Jens Larsens vegne, søgt amtmanden og fået ham til at udnævne fenrik Svend Mikkelsen som sættedommer i sagen.
Rasmus Trane havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for udbygger Jens Larsen mod herredsfogeden Poul Eskildsen. Sagen var, at herredsfogeden under ransagelse efter Hans Nielsens galt [orne] havde taget en del hasselkæppe fra ham, således at der er sket skade på korn og foring (foder). Den 3. marts havde Trane på Jens Larsens vegne stævnet herredsfogeden.
Herredsfogeden ville ikke acceptere stævningen og anklagen. Han havde haft mænd til at udføre ransagningen og de burde også stævnes ifølge loven. Trane påpegede at han skulle have vidner til overgrebet, hvorfor herredsfogedens medhjælpere skulle indkaldes som vidner. Herredsfogeden havde beordret kæppene indsamlet som et bevis for at udbyggeren havde været en tyv. Trane ville have herredsfogeden ansvar for overgrebet bevist ved vidnesbyrd. Herredsfogeden havde bedt ransagningsmændene om at tage kæppene, da de lå løse i hans hus og var ny tilspidsede med en kniv, var de en del af beviset for tyveri af hassel. Der fandtes ikke hassel på hans jord, så det må han have taget i skoven uden tilladelse. Jens Larsen havde udsagt, at han havde tilladelse til at tage hasselkæppene af Jacob Pedersen på Myregaarden, men det viste sig, at Jacob Pedersen ikke havde givet ham lov. Da Jens Larsen så ikke kunne angive noget hjemmel for kæppene havde ransagningsmændene taget dem med som bevis. Ransagningsmændene var Ambrus Boesen, Hans Nielsen, Anders Gardener, Hans Jensen, Didrich Pedersen og Jens Rasmussen. Herredsfogeden mente ikke at alle disse mænd kunne være indkaldte som vidner.
To af ransagningsmændene fortalte, at de ikke havde hørt om tyveri af kæppe og at de ikke var sat til at ransage efter dem. Sættedommeren gav tilladelse til, at afhøringen kunne foregå, og han anviste herredsfogeden at stævne sine ransagningsmænd i en separat sag, om nødigt.
Trane ville have vidnerne separerede, hvilket Eschelsen ikke mente var nødvendigt. Han ville have at vide hvem der havde sigtet Jens Larsen for tyveri.
Vidnerne blev separerede og første vidne var Jens Rasmussen. Han forklarede, at han var tilsagt af herredsfogeden til at søge fra hus til hus i Rutsker sogn efter Hans Nielsens galt og ikke andet. Han erkendte at de havde fundet kæppe, der var friske og ny huggede, som ingen vedkendte sig og som kunne være tyvegods. De halede kæppene ”ud af stenget” [stænge: aflukke eller underlag]. Om herredsfogeden havde beordret det, vidste han ikke, da han var oppe på ”Tildet” og tog kæppe ned herfra. Han mente, at der var 29 kæppe, der blev båret op til Hans Nielsen, der var næst nabo til Jens Larsen. De blev taget bort, da der var så mange, at det kunne tyde på salg for øje. De var blevet skårne med kniv og en med en økse. Han kunne dog ikke sige, at det var ualmindeligt og han vidste ikke, at det som sådan var ulovligt. Men de blev taget bort under mistanke om tyveri.
Han kunne ikke bekræfte, at herredsfogeden skulle have sagt at de var 4 skilling værd og at Jens Larsen blev tilbudt forlig. Herredsfogeden mente, at det var vidnet og Didrich Pedersen, der havde sagt, at de havde mistet kæppe fra deres skov og at de mente, at det var Jens Larsen, der havde taget dem. Det måtte Jens Rasmussen indrømme og de havde selv været oppe hos Jacob Pedersen for at høre om han havde givet Jens Larsen kæppe. Vidnet kunne heller ikke bekræfte at herredsfogeden havde beordret dem til at hale kæppene ud, men kunne bekræfte, at herredsfogeden havde sagt, at de skulle i forvaring hos Hans Nielsen, indtil han kunne få amtmandens svar om det var kongens sag og om der skulle føres proces herom.
Didrich Pedersen var næste vidne. Han tilstod det forrige vidnes udsagn, men tilføjede, at han ikke havde mente, at Jens Larsen var tyv, men at de måtte have vished om at de kæppe, der lå under halmen, var skårne og friske. Nye kæppe skulle Jens Larsen kunne angive hjemmel til, mente han. På herredsfogedens spørgsmål erkendte han, at han, sammen med Jens Rasmussen, havde fortalt, at de mistede en del kæppe i deres skov og at hvis kæppene var friske, så kunne det være dem, de havde fundet. Han måtte erkende, at han var medvirkende til at kæppene blev taget med.
Næste vidne var Ambros Boesen, som tilsluttede sig det første vidnes udtalelser på nær nogle enkelte, hvor han ikke havde været tilstede, da det skete. Herredsfogeden fik vidnet til at sige, at han ikke havde hørt ham anklage Jens Larsen for tyveri, men havde gået med til, at kæppene blev taget i forvaring indtil han kunne få amtmandens bedømmelse af sagen. Han kunne heller ikke bekræfte, at Eschelsen havde været med til at udtrække kæppe under halmen eller noget sæd.
Trane ville ikke stille flere spørgsmål og konstaterede, at der ikke havde været grund til at medtage kæppene og, at der var grund til at antage, at kæppene var til eget brug. Endvidere kunne han konstatere, at herredsfogeden ikke havde beskyldt Jens Larsen for tyveri ,men at det var herredsfogedens ansvar, at sagen havde grebet om sig.
De to første vidner Jens Rasmussen og Didrich Pedersen havde erkendt, at de var årsagen til at kæppene blev taget med og at de begge havde sagt, at de mistede kæppe i deres skove, men at de ikke havde påstået, at det var deres.
Trane ville herefter have udfærdiget et tingsvidne om sagen. Herredsfogeden bad om det samme.

1.april 1746- pag. 85b

Fuldmægtig for Jacob Pedersen på Myregaard aflagde et skriftligt indlæg i sagen mod udbygger Mons Pedersen. Mons Pedersen var ikke mødt. Dommeren pålagde ham at møde på næste ting og at svare på anklagen. Hvis det ikke sket, ville dommeren tage sagen til doms.
Læst et pantebrev af dato 21. marts 1746 udstedt af Jens Hansen på 1. vornedgaard – Frigaard – i Rutsker. Han havde lånt 500 sld i klingende mønt af Anders Jensen på den 3. selvejergaard i Rø.
Dom afsagt i sagen hvor Svend Mikkelsen som beordret aktor havde ført mod en enke i Klemensker og hendes datter Seine.

DOM – pag. 86a

Sagen var startet efter at udbygger Jørgen Hansen i Nyker havde anklaget Seine Andersdatter for at have taget penge fra hans hus, da hun overnattede hos ham på vej til Rønne. Præsten Bernholst i Nyker havde angivet det for klemenskerpræsten Anders Agerbech den 25. november 1745, så så havde angivet det for amtmanden. Amtmanden havde den 4. januar 1746 beordret Svend Mikkelsen til som aktor at stævne pigens moder Grete Anderse (enke) og datteren Seine for at finde ud af om det var hende, der havde taget pengestykket (24 skillingsmønt) fra udbyggeren. Under afhøringen af pige og hendes moder, havde pigen oplyst at hun ikke havde taget penge fra udbyggeren, men fundet mønten i Hermand Bohnes forstue i Rønne på bænken.
Jesper Hansen var den 20. januar blevet beordret som forsvarer for pigen. Defensor mente ikke at der var beviser for tyveriet, hvorfor han mente at pigen skulle frikendes.
Dommeren mente ikke at der var beviser for tyveri, hvorfor han frikendte datteren. Men moderen og datteren havde ikke kunnet føre en troværdig forklaring på hvorfor pengene stammede, hvorfor der bør føres en ny sag før dommeren kunne dømme i noget ulovligt.

15. april 1746 – pag. 86b

Læst kgl. Plakat om told på Portugisisk vine nedsættes. Dateret 14. december 1745.
Læst kgl. Forordning om forbud mod udførsel af får, lam og svin og dyrenes kød. Dat. 28. december 1745.
Læst kgl. Plakat om nedsættelse af told på indførsel af smør til Danmark og Norge. Dat. 14. februar 1746.
Læst et pantebrev på 200 sld. udstedt af Svend Hansen på den 29. selvejergaard i Klemensker for lån af Andreas Kofoed i Rønne.
Rasmus Trane mødte på vegne af udbygger Mons Pedersen Bek i Olsker i sagen som Jacob Pedersen havde startet mod ham. Da Trane endnu ikke havde fået tilladelse til at være prokurator for udbyggeren, bad han om at få sagen udsat til næste ting. Imidlertid meddelte han, på vegne af Mons Pedersen der også var tilsted på tinget, at Mons Pedersen intet andet ved, at Jacob Pedersen på Myregaard var ærligt og godt menneske. Og hvad beskydningerne angik, så havde han refereret hvad andre mennesker havde sagt. Det var ikke meningen, at han ville anklage ham som tyv. Jacob Pedersen var også til stede i retten, og han ville vente med at udtale sig til næste ting efter han havde set hvorledes sagen udviklede sig.
Hasle kirkes værge Jens Jensen opbød 100 sld. af kirkens kapital til lån mod lovlig sikkerhed og rente.

29. april 1746 – pag. 87b

Læst kgl. Plakat om at ingen jøder, som ankommer til landet med andet ærinde end at besøge slægtninge, måtte modtages, overføres eller transporteres. Dateret 10. december 1745.
Kgl. Ordre om hvordan de sager, der var indstævnet til højesteret og som er modtaget indeværende år og tidligere, skal håndteres. Dateret februar 1746.
Rasmus Trane oplyste, at udbygger Mons Pedersen ikke havde ansøgt amtmanden om hans ønske om at føre hans sag, hvorfor han frasagde sig sagen. Jacob Pedersen fra Myregaard bad om at sagen blev optaget til doms. Dommeren tog sagen til doms, da den var ageret i 6 tingdage som loven foreskrev.
Lars Hansen på den 48. selvejergaard i Klemensker opbød børnekapital på i alt 150 sld. 1 skilling som tilhørte et af børnene efter afdøde Jacob Kofoed Ana Marie Jacobsdatter. Stokkemændene skulle gøre dette ønske tilkende på sognestævnerne.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen havde fået ordre af amtmand Urne om at føre sag mod Bertel Jacobsen, boende på den 38. selvejergaard i Klemensker, for landets lov og ret. Følgende vidner var indkaldte Jørgen Edvardsen på Bjørnegaard, Ingeborg Nielsdatter, som opholder sig i salig Peder Smeds hus, Ane Mortensdatter til hus hos Anders Gammelsen, Margreta Persdatter tjenende hos Bent Pedersen, alle fra Klemensker. Dernæst var to udbyggere stævnet: Jens Henrichsen på Peder Kures grund og Per Brandt. Stævningen er forevis pastor Agerbech. Foruden Bertel Jacobsen var stævnet de andre værger for Peder Smeds børn, nemlig Mons Larsen, Hans Esbersen, Mads Hansen og udbygger Hans Hansen på Dyngegaardsgrunden.
Bertel Jacobsen var svag og sengeliggende, så derfor var hans søn Ole Bertelsen mødt og afleverede et skriftligt indlæg fra hans fader. Dette skriftlige indlæg blev læst af aktor, som konstaterede at Bertel Jacobsen bekendte sig skyldig og bad om nåde. Han havde borttaget noget gods inden skiftet og den efterfølgende auktion. Han havde givet alt tilbage, hvilket aktor ville have, at han skulle bevise. Aktor fremlagde politiforhøret, der blev afholdt 29. marts 1746.
Hvert vidne fik oplæst hvad det havde sagt ved politiforhøret. Den første var Ingeborg Nielsdatter, som vedstod hvad hun havde sagt ved politiforhøret og hun havde ikke vidende om flere ting, der var fjernet.
Ane Mortensdatter som boede hos Anders Gammelsen. Hun vedstod hvad hun havde sagt ved politiforhøret og hun kunne ikke tilføje andre genstande som var fjernet af Bertel Jacobsen eller andre.
Marne Peder Smeds datter, der var 16 år gammel, vedstod hvad hun havde sagt ved politiretten og at hun kunne ikke tilføje andre ting, der var borttaget fra sin moders bo.
Jens Henriksen blev spurgt på hvad måde han havde modtaget ting af afdøde Peders smeds enkes bo. Han havde lånt smedens enke 4 (kærre?) langhalm og han havde sagt til Bertel Jacobsen, at han ville have noget for dette. Bertel havde sagt, at han kunne få en børfuld hør. Han havde fået en ”to skæppe pose” fuld.
Per Brandt, der var broder til Peder Smeds enke (Anne Jacobsdatter), havde modtaget en ”toskæppe pose” fuld hør for 5 kierne langhalm som hans søster havde fået sidste ”fisket” (september). Han havde afhentet posen dagen for hans søster blev jordet.
Peder Smeds børns værger havde ikke noget at tilføje.
Jørgen Evertsen fra Bjørnegaard var ikke mødt på grund af sygdom. Han skulle afhøres inden at der kunne udfærdiges et tingsvidne.
Svend Mikkelsen fra Rønne stævnede Seine Andersdatter i Klemensker for at have tiet med et fund af penge hos Herman Bohnes forstue. Seine indfandt sig ikke i retten, men det gjorde hendes moder Grete. Hun oplyste at datteren den 23. januar var kommet i tjeneste hos Nikolaj Munk i Pedersker, hvor hun nu opholdte sig. Dommeren ville undersøge hvordan sagen skulle føres. Sagen blev stillet i bero.
Hasle kirkeværge udbød for anden gang kirkens 100 sld.

13. maj 1746 – pag. 89b

Læst kgl. Forbud mod indførsel af forarbejdede kobbervarer fra udlandet, dat. 16. april 1746.
Læst amtmand Urnes forbud mod udførsel af kvier og kviekalve til udlandet.
Hasle kirkeværge tilbød for tredje gang kirkens 100 sld til låns. Ingen meldte sig, hvorfor retten forseglede posen med de 100 daler og leverede dem tilbage til kirkeværgen.
Kovrider Hans Hansen Piil af Klemensker sogn lod opbyde sin myndling og brodersøn Hans Christensen Kofoeds arvelod på 11 slettedaler efter sin salige moder Hans Christensens enke.
Lars Hansen på den 48. selvejergaard i Klemensker opbød for anden gang sin myndling Ane Maria Jacobsdatters arvelod på 150 sld 1 sk. Arven stammede fra Jacob Kofoed på Ladegaarden.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Bertil Jacobsen og ville nu have Jørgen Edvartsen (Bjørnegaard) til at vedstå, hvad han havde sagt under politiafhøringen om den uretmæssige fjernelse af ting i dødsboet. Han vedstod og havde ikke noget at tilføje. Bertel Jacobsens søn Jacob Bertelsen fremlagde oversigt over auktionens forretning, der var blevet holdt over Peders Smeds enke efterladenskaber den 13. april 1746.

20. maj 1746 – pag. 90b

Svend Mikkelsen i sagen mod Bertel Jacobsen fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen, som blev læst og indføjet i sagen. Bertel Jacobsen var syg og sengeliggende, men havde bedt tingbuddet om at meddele, at han ville have kopi af indlægget og lovede at svare på næste ting.
Lars Hansen på den 48. selvejergaard i Klemensker opbød for tredje gang de 150 sld. tilhørende datteren efter Jacob Kofoed på Ladegaard. Ingen ønskede at modtage og forrente denne kapital.
For anden gang opbød skovridder Hans Piil de 11 sld., som han forvaltede for sin brodersøn Hans Christensen Kofoed.

3. juni 1746 – pag. 90b

Afsagt dom i sagen mellem Jacob Pedersen og hans udbygger Mons Pedersen for ærekrænkende udtalelse.
Bertel Jacobsen havde sendt sit skriftlige indlæg i sagen om uretmæssig omgang med Peders Smeds enkens bo. Svend Mikkelsen, som var aktor i sagen, ville ikke svare på Bertel Jacobsen ”vidtløftige udflugter”, men refererede til sit tidligere indlæg og de fremlagte dokumenter. Herefter gik sagen til doms.
Skovridder Hans Piil opbød for tredje gang sin brodersøns arvepart. Ingen ville modtage dem.

DOM – pag. 91a

Sagen mellem Jacob Pedersen på (st.) Myregaard i Olsker og hans udbygger Mogens Pedersen. Udbyggeren havde i stuen på Hallegaard udtalt, at Jacob Pedersen havde stjålet en ride saddel med pistolhylstre, et par lærredsbukser med sølvknapper fra et svensk vrag. Mogens Pedersen havde fortalte at historien stammede fra Berild Larsen fra Vestermarie, som havde hørt den fra en anden mand. Rasmus Trane var mødt på Mogens Pedersens vegne og erklæret, at Mogens Pedersen havde erkendt, at han ikke kunne bevise sagen og at han undskyldte, at han havde beskyldt til husbond for tyveri. Han betragtede Jacob Pedersen som en god og ærlig mand.
Dommeren dømte efter lovens pag. 1000 artikel 4 for ugrundede beskyldninger. Han skulle betale 2 rigsdaler til Olsker kirke og 2 rigsdaler for sagens omkostninger. Desuden skulle Mogens Pedersen på næste ting ”gøre sin afbigt” mod Jacob Pedersen. (altså give en offentlig undskyldning)

17. juni 1746 – pag. 92a

Læst kgl. Forbud mod indførsel af fremmede stolemagerarbejder. Dat. 12. maj 1746.
Læst amtmand Urnes ordre til herredsfogederne dateret 11. juni 1746 om Økonomi- og Commerce kollegiet, samt stiftsbefalingsmand Gersdorphs forbud mod indførsel af levende kvæg, huser, skind, talg, kalun, hove, saltet eller røget kød, pølser og tunger må indføres fra Skåne på grund af den grasserede kvægsyge.
Læst amtmand Urnes skrivelse af dato 15. juni 1746 om ”den misbrug som sker ved St. Hansis aftens Reisse til Almindings Kilden med videre”.

1.juli 1746 – pag. 92b

Læst kgl. Forordning om oprettelse af en General-landets havnekommissions oprettelse, dat. 1. maj 1746.
Læst kgl. Forordning af 3. juni 1746 om hvordan der skal tiltale og straffe de personer som efter begåede misgerninger bliver pågribes på fremmede steder.
Læst amtmand Urnes ordre af dato 20. juni 1746 angående øl og brændevin salg ikke må ske på landet, men kun fra købstæderne.
Læst et pantebrev af dato 27. jumi 1746 angående at Jens Monsen på 34. gård i Olsker har lånt 100 sld. af Hermand Bohne Mortensen i Rønne mod underpant i den 34. gård.
Afsagt dom i sagen mod Bertel Jacobsen i Klemensker. Aktor Svend Mikkelsen bad om beskrivelse af dommen.

DOM – pag. 93a

Amtmand Urne havde beordret prokurator Svend Mikkelsen til at føre sag mod en bonde Bertel Jacobsen i Klemensker, der skulle have haft ulovlig omgang med afdøde Peder Smeds efterladte enkes stervbos gods. Et politiforhør var afholdt den 29. marts 1746, hvor Ingeborg Nielsdatter, Anne Mortensdatter, Maren Pedersdatter og Jørgen Evardsen på Bjørnegaard havde set at Bertil Jacobsen havde ”skaltet og valtet” med stervboet og havde ført en del af godset bort inden skiftes afholdelse. Alle vidnerne fra politiforhøret vedkendte deres udsagn på tinget. Bertel Jacobsen var ikke mødt i retten, men havde ved et skriftligt indlæg vedkendt, at han havde bortført enkelte ting fra sin søsters dødsbo. Hans forsvar for gerningen var at måtte føre tilsyn med sin afdøde søsters små børn i deres sygdom, ved at tage dem til sig. Da han selv havde mange børn, havde han taget sengeklæder med sig, således at de kunne ligge deri. Men mente ikke at det var nødvendigt at disse ting skulle medtages i skiftet, da de så ville været solgt på auktion og ikke kom til børnenes bedste. De øvrige værger til børnene havde intet imod Bertel Jacobsens dispositioner.
Bertel Jacobsens søn havde fremlagt en liste over auktionen den 13. april.
Aktor ville have Bertel Jacobsen dømt efter loven pag. 722 art. 28 og 29. Bertel Jacobsen mente, at han ikke havde fordulgt noget gods, samt at han havde fødet kvæget og børnene.
Dommeren mente at Bertel Jacobsen havde handlet i selvrådighed og han havde efterfølgende ikke retvist angivet det borttagne. Dommeren fandt at Bertel Jacobsens handlinger med at tage de unge og syge børn til sig og dermed også sengeklæder til at svøbe børnene i, var til deres fordel. Desuden skulle kvæget også passes, hvilket han også havde gjort. Dommeren skønnede ikke af Bertel havde begået arvesvig. Han havde udlagt mere til børnenes bedste end at de borttagne ting var værd, hvorfor dommeren dømte Bertel fri. Men da han havde skaltet og valtet uden skifteforvalternes viden, så skulle han dømmes en lille mulkt – også til andre eksempel – på 1 rigsdaler til de fattige og fire rigsdaler til dækning af aktor rejer og umage.

15. juli 1746 – pag. 94a

Jesper Hansen i Allinge havde fået ordre af amtmanden at han på justitsens vegne skulle føre sag mod Peder Jørgensen på Langegaarden i Rutsker angående slagsmål mod Christian Pedersen i Rutsker. Sagen var indberettet af sognepræsten Poschelan den 16. juni. Peder Jørgensen vedstod, at han havde været i slagsmål med Christian Pedersen og han havde til amtmanden indgivet sin skriftlige supplik den 25. juni og deri havde tilbudt at betale til kongen eller kirken 4 a 5 rigsdaler. Aktor mente, at trods denne tilståelse, burde vidnerne alligevel afhøres.
Første vidne var Anders Monsen fra Rutsker, der havde været på Langegaarden efter middag for nogle uger siden. Han havde set, at husbonden Peder Jørgensen på Langegaarden var i klammeri med Christian Pedersen. Christian Pedersen sagde: ”at han ville drive Peder Jørgensen fra gaarden med en pibel oc en horra, som var Peder Jørgensens søster og Christian Pedersen horra, oc jeg skal hielpe ham med 100 daler, huor til Peder Jørgensen svarede, at det er ichun en fattig pige, da oc kandskee at du kand faae andet at hafue dine penge til. Strax derefter ryjste C. Pedersen sig op oc trødde frem paa golfed oc blef vred, oc sagde at pigen hafde tient ham som en redelig pige i hans brød, oc det hun er fattig tacher hun dig forre du har giort hende u Ret som en tyf oc en Skelm, oc det du har tragt mig til det skal du hafue løget som en løgner, oc slog i bordet oc sagde sees du det, oc da toug C. Pedersen sin haand imod brøstet paa Peder Jørgensen oc førde ham mod Bordende benchen saa hand kom til at staa op til bordende benchen, oc da bad Peder Jørgensen til Kruset som stod paa Bordet oc tog det til Munden, men om han drach der af eller ey vedst icke vidned, oc i hastighed sloug C. Pedersen i ansiget med Kruset 2de slag, huor saa at Peder Jørgensen løb til hannem oc førde hannem op til en Veg (væg), oc da buchede C. Pedersen sig ned mellem en Vugge oc Veggen oc stod oc buchede oc samme stund slog Peder Jørgensen C. Pedersen paa Røggen med sin Haand, oc støtte hannem paa Rumpen med sin Foed, ac da Ræiste Christian Pedersen sig op oc var blodig i Ansigtet” [citatet er ordret transskriberet!!
Anders Monsen fortalte videre, at det var hen imod aften. Christian Pedersen var ikke gået med det sammen, men var gået rundt i stuen og jamrede sig. Han sagde, at han ville gå til Jens Pedersen.
Både Peder Jørgensen og Christian Pedersen stod ved tingbordet og havde hørt på vidnets beretning. Christian Pedersen kunne ikke huske hvad der var sket, da han følte han var svag i hovedet. Peder Jørgensen kunne ikke nægte, at det var det der var sket, men for øvrigt havde han og Christian Pedersen indgået et forlig den 18. juni, som de gerne ville læse op. Aktor sagde, at det ikke var kongens sag at de var blevet enige om forlig.
Vidnet Anders Monsen fortalte, at der ikke havde været andre tilstede under denne slåskamp.
Næste vidne var Jens Pedersen fra Rutsker. Han fortalte, at Christian Pedersen og Anders Monsen kom til ham søndag nat mellem kl. 11 og 12. Christian Pedersen ville have at Jens Pedersen skulle følge ham til Hasle Byfoged og Præsten, så han kunne fortælle om slagsmålet. Jens Pedersen mente, at da han var forslået og beskænket, at det var bedst han tog hjem til sin hustru. Sådan blev da, Jens Pedersen kørte ham hjem i heste og vogn. Christian tålte ikke at han kørte hurtigt, da han havde smerter i hovedet. Christian havde fortalte, at slagsmålet var startet på grund af hans pige (tjenestepige) der var Peder Jørgensens søster ”som hand vilde troe hannem Ilde forre” og det var løgn og det skulle han have sagt som om han var en skælm.
Jens Pedersens hustru kunne ikke andet end at bekræfte sin mands vidnesbyrd. Hun havde dog ikke hørt om grunden til slagsmålet.
Sandemand Hans Olsen var hentet for at syne Christian Pedersen i Rosendales skader. Men da han kom, var Anders Monsen kommet og forhandlede om et forlig, hvorfor sandemanden ikke skulle syne Christian Pedersen, fordi det nu ikke var aktuelt.
Dernæst Peder Jensen og Poul Pedersen begge fra Rutsker var blevet tilsagt tidligt næste dag for at syne Christian Pedersen som nu lå i sengen med opsvulmet ansigt og næste ikke kunne tale. Men han havde sagt, at det var sket dagen før at han og Peder Jørgensen var fulgtes af fra kirken og ville begive sig til Anders Monsen, der skulle låne 20 daler. Anders Monsen var derefter fulgt med til Peder Jørgensen. Christian fortalte de to vidner hvordan det var gået for sig: Da de var kommet ind hos Peder Jørgensen havde Christian sagt, at han jo ikke havde papir på Gården, men det var hans broder, der havde sæde og adgang til gården. Christian havde sagt at hans tjenestepige Gertrud, som var Peder Jørgensens søster, kunne tage til hans yngre broder og købe sæderettighederne. Og så ville Christian lade sin stedsøn gifte sig med hende, når han bliver voksen. Derefter havde Peder Jørgensen beskyldt Christian for at ligge i horeri med hans søster. Det var det der havde startet slagsmålet.
De to vidner havde ikke synet Christian, selv om han så forfærdelig ud med størknet blod i ansigtet. Det ville være pengespild, da de ville gå i forlig med hinanden. Først om torsdagen var de til synsforretning i præsten nærvær, men da så Christian bedre ud.
Sagen udsat til næste ting.

29. juli 1746 – pag. 96b

Blev læst et skøde af dato 22. juli 1746, der viste at Poul Pedersen, nu boende på den 6. selvejergård i Rø, havde solgt den 29. selvejergaard i Olsker, som han havde købt af kongen, til Wefst Pedersen for 450 sld.
Jesper Hansen fra Allinge mødte efter ordre fra amtmanden til at føre en sag mod kvindfolk i Rø sogn, nemlig Elisabet og Inger, begge Anders Steffensens døtre, og Marta Christian Steffensen, der skulle have begået tyveri hos Lars Monsen i Nexø og fra Mons Andersen i Østermarie. Elisabet og Inger Andersdatter var mødt sammen med deres fader Anders Steffensen. Marta Christiansdatter var ikke mødt. På Jesper Hansens foranledning ønskede de to fremmødte kvinder en forsvarer, da faderen eller andre, som de kendte, ikke havde forstand derpå. Sagen blev udsat til næste ting, således en forsvarer kunne møde. Alle vidner på nær Grete Hinses var mødte og de afgav erklæring om, at de ville møde på næste ting uden yderlig stævning, for at spare på omkostningerne.
Jesper Hansen, som aktor, ville høre om Peder Jørgensen havde noget at sige til sit forsvar. Peder Jørgensen svarede at han ville forbeholde sig ret til at ytre sig, hvis der fremkom nye oplysninger. Sagen udsat til næste ting.

12. august 1746 – pag. 97a

Læst kgl. Forordning ang. Landgodsets (?) dat 1. juli 1746.
Læst ekstrakt angående generalmajor Kruses forklaring på amtmand Urnes instruks af 9. august 1746 om den 7de post, der omhandlede hvad passagerer, skippere og andre, der kommer til Rønne, skal: Når de ankommer til vagten, skal de følges op til kommandanten og melde sig. Andre steder i landet skal de anmelde sig til den højeste og nærmeste officer.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen hvor tre kvinder var anklaget for tyveri. Følgende vidner var indkaldte: Grete Hinses, Mikkel Pedersen, Hans Poulsen (ej mødt), Hans Larsen og Lars Jensen – alle fra Rø sogn. Inger og Elisabeth var mødt sammen med deres fader Anders Steffensen.
Svend Mikkelsen fra Rønne var blevet beordret som forsvarer for de tre kvinder.
Vidnet Mikkel Pedersen fortalte, at Inger Andersdatter havde for ham, Lars Jensen og Maren Lars Jensen erkendt tyveri af 26 alen lærred fra Lars Monsen i Nexø. Siden har Inger Andersdatter og Marta Christiansdatter i tjenestekarlens påhør bekendt tyveriet for sognepræsten Monrad i Rø, at de havde leveret lærredet tilbage og at der var indgået et forlig. Sognepræsten havde spurgt dem, om de også havde taget ”nogle hosser” hos Mons Andersen i Østermarie, hvilket Inger Andersdatter erkendte var rigtigt.
Margrete Hintses havde købt en ½ alen lærred af Marta Christiansdatter for 6 skilling kort før Sankt Hans. Lærredet blev sendt til Mons Jensen på Fløjlegaard i Rø som videresendte det til Mons Andersen i Østermarie, som havde leveret penge dertil (?).
Inger Andersdatter blev spurgt om hun vedkendte sig tyveriet i Nexø, sådan som der første vidne havde berettet. Han svarede: Vel havde hun været i Nexø sammen med Marta og på hjemvejen havde hun set at de havde noget lærred, men hvor hun havde det fra, vidste hun ikke. Hun havde ingen viden om hvad hendes fader havde tilbudt Lars Monsen i Nexø for at indgå forlig. Hun vidste end ikke, at de havde været der. De to døtres fader fortalte at han var blevet kaldt til Nexø til Lars Monsen, hvor Mons Andersen og Mikkel Andersen også havde været tilstede. Han havde indgået et forlig om, at han skulle betale 16 daler. Han manglede stadig at betale 9 daler, som han havde givet hånd på. Han undskyldte sig med, at han var en enfoldig mand, der ikke vidste hvordan han skulle gøre forliget, samt at han var en fattig mand. Han vidste ikke om hans to døtre og hans broderdatter havde begået tyveriet. Mikkel Andersen havde forhandlet forliget, uden at true ham til det, men han vidste ikke hvad han havde underskrevet, da han hverken kunne læse eller skrive. Mikkel Andersen havde sagt, at hvis han indgik forliget, så skulle alt være glemt. Han mente ikke at forliget blev oplæst, men han havde holdt om pennen, da hans navn blev skrevet.
Det tredje vidne var Lars Jensen fra Rø. Han fortalte at Sankthansaften kom udbygger Anders Steffensen til ham og bad ham gå med til Christian Glassere. Da det drejede sig om den snak, der var om hans døtre og Marta, om ”nogle lapperier”, så havde han nægtet at følge ham.
Det fjerde vidnet Hans Larsen fortalte at Lisbet Andersdatter havde fortalt ham at hun sammen med hendes søster Inger og søskendebarn Marta Christiansdatter var gået til Nexø og på vejen var Inger gået ind til Mons Andersen i Østermarie for at bede om noget at drikke. Da de kom til Nexø havde Inger solgt nogle ”Hosser”. På hjemvejen var de to søstre gået i forvejen og Marta var stødt til dem senere. Han havde med sig en kurv hvori der var noget lærred. Hun vidste ikke hvor hosserne og lærredet stammede.
Vidnet Hans Jensen vidnede det samme som Grete Hintses havde sagt. Han havde ført lærredet tilbage til Lars Monsen og han fortalte, at det var et stykke af det lærred, som var blevet stjålet.
Det udeblevne vidne Hans Poulsen blev pålagt at møde på næste ting. Desuden skulle præstens skrift fremlægges, hvilket skrift Jesper Hansen selv ville afhente hos præsten.
Forsvareren Svend Mikkelsen fik Inger og Lisbet til at fortælle, at Marta havde haft adskillige hosser i flere kulører med sig til Nexø, som var beregnet til at sælge. Desuden at de ikke var kommet tilbage til Rø på samme tid. Sagen blev udsat til næste ting.
Jesper Hansen mødte i sagen mod Peder Jørgensen i Rutsker ang. hans ulovlige beskyldninger mod Christian Pedersen. Han afgav sin påstand, at Peder Jørgensen skulle dømmes efter lovens 6. bog 7 kapitel samt sagens omkostninger. Peder Jørgensen havde erkendt de ulovlige ord of var indstillet på at betale en mulkt derfor. Dommeren gav Peder Jørgensen frist til at svare på næste ting.

26. august 1746 – pag. 99a

Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Friderich Blom stævnede 24. selvejergaards ejer Mons Hansen i Klemensker. Peder Ibsen fra Ibsker havde fået amtmandens tilladelse til at være fuldmægtig for Mons Hansen på den 24. gård og Erich Hansen på den 25. gård i Klemensker.
Peder Ibsen, fuldmægtig for den 24. og 25. gård, spurgte Anders Nielsen på den 23. gård om ikke at det var stridighed om det samme damsted, hvorom der var sluttet en kontrakt den 22. juli 1738? Anders Nielsen bekræftede det, men han mente, at kontrakten strid mod loven ”og ærbarheden”, da damstedet lå på den jord som han havde i fæste af kongen. Striden var opstået, da Erik Hansen på Splitsgaard ikke mente at det var kongens, mens bondens jord.
Anders Nielsen på den 23. gård havde startet sagen ved at indberette den til amtsforvalteren, som så havde stævnet Mons Hansen på den 24. gård St. Dammegaard. Der var gået strid i hvem der havde ret til at høste græsset ved damstedet, samt hvem, der havde rettigheden til damstedet. Peder Ibsen oplyste at 24. gård (St. Dammegaard) oprindelig havde bækfaldet (damstedet), men den var byttet med Splitsgaard. Det var før Mons Hansen kom til gården. Dette ville Peder Ibsen bevise.
Amtsforvalterens fuldmægtig havde indkaldt vidner til at afklare ejendomsretten til damstedet.
Første vidne var Hans Pedersen. Han havde været udsendt af Anders Nielsen til Mons Hansen for at forbyde ham at meje græs i damstedet, hvilket var pålagt Anders Nielsen at gøre på amtmandens vegne. Vidnet og også Mons Hansen havde været uvidende om, at jorden var kongens og i 23. gårds fæste.
Dernæst Poul Hansen havde været sammen med Hans Pedersen, da de forbød Mons Hansen at tage græs fra Damstedet. Han havde senere hjulpet Mons Hansen at age græs fra bækfaldet hjem til den 24. gård, hvilket han erkendte, at det var mod Anders Nielsens vilje.
Peder Ibsen spurgte Anders Nielsen om det var rigtigt, at han tidligere havde købt Mons Hansens andel af græsset. Anders Nielsen svarede ikke på spørgsmålet.
Dernæst vidnet Peder Larsen, som tjente hos sognedegnen i Klemensker. Han vidste at græsset var på kongens udmark, som som blev indlagt af udbygger Hans Olsen, der boede i det hus, hvor vidnet senere boede i ved den 23. gård. Han vidste ikke andet end jorden var i fæste til den 23. gård.
Peder Ibsen fik vidnet til at fortælle, at da han havde fæstet udmarksjorden, så kom holstførster Hans Erichsen til ham og sagde, at han havde fæstet damstedet med hosliggende havrejord, og så havde holtsførsten truet ham til at betale 2 sld. om året til ham, hvilket han lovede at betale i hans levetid. Da hans søn overtog Splitsgaard, der blev også krævet 2 sld. om året af ham, hvilket han havde betalt i 2 år. Peder Ibsen mente, at vidnet ikke kunne bruges, da han er broder til Anders Nielsens broders hustru.
Dernæst Peder Hansen, der fortalte at han mange gange havde gået i ”giers Viide” [syn af gærdes stand] og det var altid blevet oplyst, at denne jord lå på udmarken. Så vidste ikke andet, at bækfaldet måtte tilhøre kongens mark.
Peder Ibsen spurgte Peder Hansen om at dette bæk- eller damsted var de samme som stod i kontrakten eller byttebrevet, der blev underskrevet af Erik Hansen, Mons Hansen og Anders Nielsen. Peder Hansen havde underskrevet som vitterlighedsvidne. Det måtte Peder Hansen indrømme og han sagde, at holstførsten Hans Eriksen havde haft damstedet i brug.
Dernæst vidnet Jens Hansen mente at bækfaldet lå på den udmarksjord som Anders Nielsen havde fæstet. Men han sagde, at der var gærde mellem den 23. og 24. gårds, således at gårdene havde hver sin del af. Vidnet fortalte at Damstedet havde været udmarksjord, men nu var det ”stedet” (?). Peder Ibsen fik vidnet til at bekræfte at damstedet og bækfaldet førhen havde tilhørt Dammegaard og blev byttet til Splitsgaard. Han havde hørt det i sin ungdom af sine forældre. Og han sagde, at holstførsten Hans Eriksen var den første der brød og pløjede damstedet og såede hørfrø. Splitsgaard havde haft damsted og bækfaldet i hævd og brug, og han havde hørt at samme sted nu var byttet fra Splitsgaard tilbage til den 24. gård Dammegaard.
Vidnet Lars Hansen var tunghør og svag og i høj alder, hvorfor han ikke blev afhørt. Det udeblevne vidne Niels Andersen blev pålagt at møde på næste ting.
Jesper Hansen ville have at Peder Jørgensen ville udtale sig om sagen, således at den kunne gå til doms. Han var ikke mødt, hvorfor sagen gik til doms.
I sagen som Jesper Hansen skulle føre mod de tre kvinder, der var sagsøgt for tyveri, blev en seddel udstedt af sognepræsten Friderich Monrad fremlagt i retten. Sedlen var underskrevet af Lars Monsen i Nexø og Mons Andersen i Østermarie den 27. juni 1746 og på den anden side underskrevet af Mikkel Pedersen og Hans Poulsens underskrifter fra den 28. juli under Inger Andersdatters tilståelse af tyveriet.
Det udeblevne vidne på sidste retsmøde, Hans Poulsen, som var tjenestekarl hos præsten, var nu tilstede. Han fortalte, at Inger Andersdatter var kommet til præsten for at bede om hjælp, således at hun kunne slippe for at stå skrifte. Præsten sagde, at han ville hjælpe hende så meget han kunne, men hun skulle gå i tjeneste og tjene sit brød på en lovlig måde. Tjenestekarlen angav andre mulige vidner til Ingers tilståelse, nemlig Markus Markussen, Lars Jørgensen, Marta Hans Ibsen og Maren Lars Jensen alle fra Rø sogn. Defensor Svend Mikkelsen var ikke mødt. Sagen udsat således at flere vidner kunne indkaldes.

9. september 1746 – pag. 102a

Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Plum mødte i sagen og afhørte Niels Andersen, som ikke var mødt på sidste ting ang. damstedet. Vidnet tjente Mons Andersen på den 24. gård St. Dammegaard i Klemensker og havde været med til at meje græs i det omtvistede damsted for Mons Hansen. Græsset blev ikke ført hjem til gården, men han og hans husbond kørte det til Rønne. Til hvem vidste han ikke.
Peder Ibsen fik vidnet til at fortælle, at der var flere, der havde slået græs i det omtvistede damstedsgræs, nemlig Poul Hansen og Erik Hansens tjenestedreng Mons. Der var mere græs end der kunne være på vognen, som de kørte til Rønne.
Peder Ibsen på sin svogers vegne udbad sig alt, hvad der var sket på tinget og på Anders Nielsens angivelse til amtmanden.
I Jesper Hansens sag mod tre kvinder i Rø, blev det meddelt, at der var stævnet flere vidner til at møde den 16. september.
Kgl. Holtsførster Matthias Kettelsen bad om 8 forstandige mænd til at syne herredets skove, Hvilket skete. De skulle møde ved Niels Pedersen i Klemensker den 20. september ved solens opgang.

16. september 1746 – pag. 102b

Urne havde sendt en kopi af den nu regerende konge Frederik den femtes åbne brev om, at alle undersåtter og tjenere indsender kopier af deres bestallinger, privilegier, ekspektancer og beneficier udstedt af kongens salige fader Christian den sjette tillige med deres underdanigste supplikker inden 1. november.
Jesper Hansen i sagen mod de tre kvinder fra Rø sogn havde stævnet flere vidner i sagen: Lars Jørgensen, Markus Markussen, Marta Hans Ibs og Maren Lars Jens alle fra Rø. De eneste der var mødt, var Lars Jørgensen og Markus Markussen.
Lars Jørgensen havde talt med Christian Glasers enke, der var moder til Marta Christiansdatter. Hun havde spurgt ham, hvor hun kunne sælge sin kvie, da hun skulle betale nogle penge for det som hendes datter havde gjort. Ole Christians hustru havde sagt at de skulle give 17 daler. Vidnet havde sagt, at Marta måtte være lige skyldige som Anders Steffensens døtre. Men enken havde hørt, at Steffensens døtre ville fragå sin tilståelse, så måtte Marta fortælle, at det havde været Inger, der havde krøbet over leddet og set ind i haven, hvor lærredet lå, og hun havde foreslået, at de skulle tage det. Vidnet havde talt med Marta, der berettede om turen til Nexø. Hun havde sagt til Inger, at de ikke skulle tage det, fordi de var på vej til Nexø for at sælge et og andet. På vejen tilbage løftede Inger Marta over gærdet til haven. Marta tog lærredet og gav det til Inger, der svøbte det under sit skørt. Ved Ibsker kirke havde de tre rullet lærredet under skørtet, således at det ikke kunne ses. Da de kom tilbage, havde Inger taget det med til Christian Steffensens enke (Martas moder). Vidnet havde sagt til Marta, at de måtte gå til bekendelse hos præsten, hvilket de allerede havde gjort. Vidnet mente, at Anders Steffensen ikke havde indgået et forlig, hvis ikke han mente, at pigerne var skyldige.
Lars Jørgensen refererede en samtale mellem Marta og hendes moder. Moderen mente, at Marta bare skulle have ladet være med at sælg lærred til Grete Hintse, så kunne de have gemt lærredet. Årsagen til at Lars Jørgensen havde været hos enken og Marta, var at Marta havde kørt kæppe for ham til Nexø og Åkirkeby og at de havde købt træ til koste af ham.
Martas moder havde bedt Markus om at komme for at give hende et godt råd om hvordan hun skulle klare sagen. Men, sagde vidnet, at han var ikke mere venner med dem som med andre folk. Han forklarede defensor, at han ikke havde fortalt historien for andre, hvilket defensor betragtede som ubetænksomt og imod al fornuft. Defensor mente, at dette vidne ikke kunne anses som troværdigt. Aktor mente modsat, at vidnet var troværdigt.
Vidnet Markus Markussen havde gået en tur gennem skoven og havde mødt Christian Steffensens enke og Marta i samtale med udbygger Lars Jørgensen en gang i sommer efter Sankt Hans. Han refererede samtalen på samme måde som Lars Jørgensen – næsten ordret. Men han havde hørt alt gennem døren til enkens hus og ikke deltaget i samtalen.
Maren Lars Jensen havde udstedt en attest med hendes underskrift, som blev læst og påskrevet. Dommeren ville ikke anse denne attest som lovlig, så den ville han se bort fra.
Aktor ville have de udeblevne vidner indkaldte til afhøring om 14 dage. Det var Maren Lars Jensen og Marta Hans Ibs. Sagen blev udsat til næste ting.
[Oplysninger fra John Christensens base:
Skifteprotokollen for Landsogne- Side 175. 1742. 10. Marts.
Christian Steffensen, udb. Kong. Mark, Rø.
Zitzelle Olsdatter. Laugv: Hans Hansen, Tornegård, Østerlars.
3 søn. 2 døt.
A: Ole Christiansen, f. 1716, udb. Øster Sogn.
B: Niels ?, f. 1719, rytter, Holstein. Curator: Bror, Ole Christiansen.
C: Christian ?, f. 1728. Værge: Farbror, Lorent Stefensen, Præstegård grund, Østerlars.
D: Marie ?, gm. Hans Jacobsen, udb. Øster Sogn.
E: Martha ?, f. 1721. Værge: Farbror, Anders Stefensen, 6. Sg.g. Rø.

Landsogne ekstraskifter Side 15. Nr. 24. 1762. 20. Feb.
Attest på at udbygger Anders Steffensens hustru døde på 6. Sg.grund i Rø. Intet at holde skifte og deling over.]

Dom afsagt i Jesper Hansens sag mod Peder Jørgensen i Rutsker.

DOM – pag. 104b

Sagen startede med en anmeldelse den 30. juni fra præsten Poscholan i Hasle og Rutsker til amtmanden. Søndag den 12. juni skete et slagsmål mellem to bønder Peder Jørgensen på Langegaard og Christian Pedersen. Jesper Hansen blev beordret aktor i sagen. Peder Jørgensen skulle have slået Christian Pedersen efter en disput. Christian sagde, at han ville drive Peder Jørgensen fra sin gård og at hans stedsøn og Peder Jørgensens søster, skulle overtage gården. Christian Pedersen ville give dem penge til at købe gården for. Peder Jørgensens yngre broder havde indløsningsretten til Langegaard, så det havde været muligt, at udmanøvrere Peder Jørgensen på denne måde. Peder havde beskyldt Christian for at have andre grunde til at arrangere dette ægteskab og køb af gården (Christians skulle have drevet utugt med Peders søster, men det nævntes ikke i dommen).
Christian havde skubbet kraftigt til Peder, og Peder havde derefter slået Christian to gange med et stenkrus, så han blev alvorligt såret. Christian havde ikke ladet sig syne for sine skader, da der var indgået forlig kort efter slagsmålet, hvorfor Christian og Peder ikke mente, at der skulle dømmes på tinget.
Peder Jørgensen havde tilstået sin forseelse og at det skete på en helligdag, så skulle han dømmes tre gange 6 lod sølv, som var 9 rdl. for forseelsen, selv om, det der var gode forklaringer på, hvorfor slagsmålet var opstået. Da det var sket på en helligdag, skulle Peder også dømmes for helligbrøde, der efter forordningen 12. marts 1735 var på 1 rdl. 3 mark, samt sagens omkostninger som var på 4 rdl.

30. september 1746 – pag. 105a

Læst kgl. Anordning om sørgeklæder i ihukommelse kong Christian den 6. død, dateret København 9. august 1746. Læst kgl. Kgl. Forordning om ringen med kirkeklokker overalt i Danmark og Norge , dat. 8. august.
Læst kgl. Reskript om at almuen hver i sær skal holde kirkegårdsgærdet eller dige ved magt og selv reparere når brøst påkommer. Dat. 26. august 1746.
De 8 mand aflagde deres synsforretning af skovene i Nørreherred.
Hans Monsen på den 24. gård i Klemenskers fuldmægtig Peder Ibsen fremlagde et udtog af Nørreherreds protokol for den 15. november 1695 angående bækfaldet og tilhørende mølledamsted tilhørte Splitsgaard. Han fremlagde kontrakt af dato 22 juli 1738 udsted og vedstået af Anders Nielsen (23. gård), som nu anfægtes af Anders Nielsen som værende ukorrekt. Han fremlagde udskrift af herredsprotokollen af 24. marts 1701, hvoraf man kan se, at den afhørte udbygger Peder Larsen havde haft bækfaldet og damstedet i brug i 1701. Og han havde sagt, at han gav afgifter til bønderne og ikke til kongen. Peder Ibsen aflagde et skriftligt indlæg om sagen dat. 28. september 1746.
Amtsforvalterens fuldmægtig Frederik Plom så ikke at Ibsens indlæg kunne ændre ved konstateringen om, at den omtvistede jord var udmarksjord.
Sagen udsat 14 dage.
Jesper Hansen kom i retten i sagen mod de tre kvinder fra Rø. Han ville nu afhøre nye vidner i sagen, nemlig Maren Lars Jensen og Marta Hans Ibs.
Maren fortalte, at Inger Steffensdatter havde berettet for hende at hverken hun, eller hendes søster Lisbet, havde taget lærred i Nexø, men det havde Marta Christian Steffensens datter og at Inger ville angive sin medvirken for præsten.
Marta Christiansdatter var nu i retten. Aktor spurgte hende om hvem, der havde løftet hende over gærdet ind til haven i Nexø. Hun benægtede, at hun havde været i en haven, Ja, hun havde ikke engang set en have.
Defensor Svend Mikkelsen spurgte vidnet Maren Larsdatter, hvor længe siden det var, at Inger havde fortalt hende om tyveriet. Maren vidste ikke hvornår det var.
Marta Hans Ibsen havde mødt Marta Christiansdatter først i høsttiden, hvor hun havde sagt, at de alle tre var lige gode om tyveriet, men at hun ikke havde været med i forliget eller havde tilbudt at bøde for det. Defensor spurgte vidnet om hun vidste hvorfor Marta Christiansdatter ikke havde været med i forliget, og om der var uenighed med Lars Jørgensen om det. Vidnet kendte intet til dette.
Defensor spurgte Marta Christiansdatter om hun tilstod hvad Marta Hans Ibsen havde sagt. Marta Christiansdatter sagde, at hun ikke kendte til det, fordi hun intet lærred havde taget.
Sagen blev stillet i bero.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen stævnede ungkarl Peder Thomasen (Thommesen, Thomsen) med sine forældre og flere andre i Klemensker. Løjtnant Anders Jørgensen havde søgt amtmanden (og fået tilladelse til) at være Peder Thomsens forsvarer.
Sognepræsten Agerbech havde tilbudt sig under politiforhøret at komme for retten og frivilligt give oplysninger om tyvesagen og han ville gøre sit bedste ved at føre afhøringen, men ”som han fornam af den allerede i rettelagde Supliqv og den der paa skrevne Constitution, først af Jørgen Pedersen sin stifsøns angivelse skielder for løgnagtig uanset de vidners allerede ved Politieforhøret ere afhørte allerede beviser anderledes. Ja saaleedes at landet allerfornuftigste silf for Justitien icke paa løgn har ordineret Rættergang i Kongens naun, der næst at høy. bemt Landets Øvrighed har paa saadan forregivende ordineret de anklagede Lieutn. Anders Jørgensen til forsvar i sagen, dog med vilkaar at hand sig i sit forsvar efter Lou og Forordninger skal forholde eller staae til ansvar”.
Agerbech forsøgte at få dommeren til at ansætte Anders Jørgensen som forsvarer, da han var involveret i sagen, ja, efter Agerbechs mening, var som en hæler i tyverisagen. Agerbech henviste til en ukendt forordning af 13. april 1686. I tingbogen står:
”Hand (Agerbech) troede dommeren icke skulle dømme imod Retfærdighed icke heller hans tilhørere Lieutn, Anders Jørgensen skulle ville møde her for Retten med Løgnens fader i sit hierte at forsvare ved Loukraage den onde aandsgierninger, saa vist der har som dommeren Elsker Retfærdighed og Sandhed, Ja saa vist som Procoratoren icke u Christelig agtede at forsvare satans gierninger”.
Anders Jørgensen tog Agerbechs angreb roligt og mente at han skulle høre vidneafhøringer, før han kunne have en mening om sagens karakter.
Agerbech ønskede at politiforhøret skulle oplæses før at dommeren afgav sin vurdering.
Anders Jørgensen undrede sig over at det ikke var den tilforordnede aktor, der skulle agere sagen, men sognepræsten. Agerbech svarede, at det ikke drejede sig om dyd og kristendom, men en sag imod synd og ondskab, hvorfor præsten kunne være ligeså god som aktor at føre afhøringerne. Han var som præst også underlagt sandhedens krav.
Politiforhøret blev dernæst oplæst for Peder Thomsen, hvilket han vedstod ord for ord. [se referatet for Politiprotokollen 30. august 1746 pag. 120a– tyveri af korn i lo (Klemensker)] Aktor Svend Mikkelsen stillede dernæst spørgsmål. Bla. Om der var vidner til hans stedfars fjernelse af tørv i tørvemosen – han angav folk fra Vellingsgård i Nyker.
Vidner Christopher Hansen fortalte, at Jørgen Pedersen (Stedfaderen) og Peder Thomsen var kommet til ham for at låne den gule hoppe som lignede Svend Jørgensens hest. De to skulle om natten hente kornet fra forskellige og levere det korn tilbage, som de havde fået af Svend Jørgensens tjenestedreng Anders Nielsen. De havde solgt en tønde korn til forskellige og skulle nu købe det tilbage og slette sporene for deres gerning. Jørgen Pedersen og Peder Thomsen havde fortalte at Peder Thomsens stedfar havde sagt at de skulle benægte alt på politiforhøret, hvad de havde sagt til præsten under hans forhør med to vidner. Ud over kornet som de havde fået op til jul, skulle de også nægte, at Peder Thomsens moder havde malket Christopher Hansens ko. I stedet skulle de sige, at hun havde fået mælken af Christophers tjenestepige.
Christopher Hansens hustru vedstod sin mands vidnesbyrd.
Poul Pibers hustru vedstod det hun havde sagt ved politiforhøret.
Anthoni Holgersen vedstod hvad han havde sagt tidligere ved politiforhøret. Og tilføjede, at Peder Thomsen havde tryglet om ”hjemmel”, men han havde sagt, at man skal hjælpe sin næste men ikke i tyvesager.
Svend Hansen fortalte at Jørgen Pedersen og hans stedsøn havde været hos ham for at låne en tønde korn, hvilket de ville arbejde for. Kornet skulle de levere tilbage til Svend Jørgensen. Dette skete dagen før at de to skulle til forhør hos præsten. Kornet havde de fået af Svend Jørgensens tjenestedreng og at de ville levere det tilbage, således at tjenestedrengen ikke blev mistænkt for at have stjålet det.
Hans Hansen erkendte hvad han havde sagt ved politiforhøret og tilføjede, at det tørv som Jørgen Pedersen havde taget i tørvemosen havde han ikke fået vederlag for. Jep Ibsen og Lars Hansen bekræftede Hans Hansens vidnesbyrd.
Aktor Svend Mikkelsen synes ikke at det var nødvendigt at afhøre de udeblevne vidner, men ville have at Svend Jørgensens tjenestedreng Anders Nielsen skulle indkaldes til afhøring.
Anders Agerbech ville have udtog i sagen, således at han kunne komme med sin udlægning af sagen inden dommeren afgav sin dom. Svend Mikkelsen bad om udtog og han ville meddele Agerbech, hvad der blev skrevet.
Forsvareren Anders Jørgensen ville lade sin principal Jørgen Pedersen beslutte om han skulle have et udtog i sagen. Agerbech undrede sig over at Anders Jørgensen ville forsvare en tyv, da der forelå de klareste beviser i en vederstyggelig tyvesag.
Aktor ville forevise udtoget for højøvrigheden, hvorfor han lod sagen udsætte.
Holstførste Matthias Kettelsen bad om at få 4 mand fra hvert sogn til at skønne gærderne og 4 mand til at syne pileplantningen.

7. oktober 1746 – pag. 109a

Læst kgl plakat angående hvilket fremmed salt, der måtte indføres i Danmark og Norge.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod de tre kvinder i Rø sogn og bad om udsættelse af sagen. Han havde ikke fået udskrifter, således at han kunne svare i retten, på grund af kongens mange ægter. Endvidere havde skriveren været optaget af at skrive for mange ældre sager. Defensor Svend Mikkelsen ville have udskudt tidsbegrænsningen tilsvarende.
Niels Pedersen på den 7 selvejergaard i Rutsker lod opbyde en arvekapital på 12 sld 3 mk 5 sk. Som tilhørte hans myndling Mikkel Ibsen.

14. oktober 1746 – pag. 109b

Frederik Plom, amtsforvalterens fuldmægtig, producerede et skriftligt indlæg mod Mons Hansen på den 24. gård i Klemensker angående tilhørsforholdet til bækfaldet. Han fremlagde flere dokumenter. Anders Nielsen på den 23. gård fremkom med en 8mands dom.
Peder Ibsen på Mons Hansens vegne ville have at Anders Nielsen skulle fremlægge sit fæstebrev på bækfaldet på næste ting. Sagen blev udskudt til næste ting.
Den konstituerede aktor Svend Mikkelsen fremkom i sagen mod Peder Thomsen, Jørgen Pedersen med flere i Klemensker. Anders Nielsen var stævnet i sagen til afhøring og eventuelt domfældelse. Anders Nielsen var ikke mødt.
Løjtnant Anders Jørgensen, som var fuldmægtig for Jørgen Pedersen, ville have udtog af politiforhøret og alt andet, der var fremlagt i sagen, hvorefter han ville komme med en lovligt indlæg.
Svend Mikkelsen hævdede med sit eget og med Hr. Agerbechs fremlagte bevisførelser og påstande, at Anders Jørgensens ageren i en ikke retfærdig sag, og at han ikke ”kunne spille så løseligt på kongens sag”. Dommeren mente ikke at han kunne gå mod amtmandens forordnede og beskikkede forsvarer i sagen. Dommeren tvivlede på at han kunne gå imod den af Inkvisitions- kommissionen forordning. Desuden var Anders Jørgensen ikke en edsvoren prokurator, men alene en beskikket defensor. Dommeren fandt ikke i loven, at man kunne forlange, at Jørgen Pedersen skulle stille kaution.
Dommeren pålagde de udeblevne vidner at møde på næste ting. Det var Absalon Larsen, Peder Larsen og Lisbet Thomasdatter alle fra Klemensker.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte og fremlagde amtmandens tilladelse til at gå i retten for Berild Høg fra Rutsker som beskikket aktor i en sag mod Thor Larsen Skrubbe i Klemensker.
Hans Poulsen stævnede Thor Larsen, samt fenrik Rasmus Monsens tjenestekarl Svend Hansen.
Jesper Hansen fra Allinge mødte og fremlagde amtmandens tilladelse til at svare som forsvarer for Thor Larsen og Rasmus Monsen fra Skrubbegaardene. Jesper Hansen ankede at Hans Poulsens stævning ikke indeholdt anklagens beskrivelse og at sandemanden Hans Olsen ikke var indkaldt som vidne, samt ej heller lodsejeren Rasmus Monsen, hvor Svend Hansen var i tjeneste. Han skulle som husbond være indkaldt efter forordningen pag. 30 artikel 2. Jesper Hansen ville have stævningen dømt død og magtesløs.
Hans Poulsens svar på Jesper Hansen anke var at henvise til et politiforhør fra den 17. september, der viste at tjenestekarlen sammen med Thor Larsen havde været i slagsmål. Rasmus Monsen havde i politiretten sagt, at han ikke havde pålagt sin tjenestekarl at øve vold, hvorfor Hans Poulsen ikke mente, at lodsejeren havde part i sagen.
Dommeren afviste Jesper Hansens klage. Husbond Rasmus Monsen havde i politiforhøret afvist at have noget med sagen at gøre og desuden var hans tjenestekarl myndig, så han skulle selv stå til ansvar for sine handlinger. Stævningen blev dømt at stå ved magt.
Hans Poulsen kunne nu afhøre sine vidner, som var Hans Jensen, Jørgen Jensen, Hans Jørgensen, Anders Monsen, Lars Nielsen og Ane Nielsedatter, Anike Larsedatter, Margrete Larsdatter, Karen Jensdatter, Ane Margrethe Nielsdatter alle disse vidner fra Rutsker, Desuden var 2 synsmænd Hans Jensen og Claus Larsen fra Rutsker. Magdalena Nielsdatter var ikke mødt.
Hans Jensen var det første vidne. Han vedstod det han havde sagt på politiforhøret. Thor Larsen og Svend Hansens forsvarer Jesper Hansen mente sagen fra Politiforhøret er så stor og vigtig, at vidnerne skulle separeres. Dommeren afslog, da de tiltalte ikke kunne dømmes på liv, ære eller velfærd.
Vidnet Hans Jensen kunne ikke bekræfte aktors fortælling om at Thor Larsen slog Berild Høj til jorden før end Berild Høg slog igen, men han kunne bevidne at Svend Hansen slog Berild Høg. Han havde ikke set af Berild Høg var blodig.
Thor Larsens forsvarer Jesper Hansen mente ikke at dette vidne kunne bruges, da Hans Jensen var en af Berild Høgs tilhængere ”og ligger som Complots brødre”.
Aktor fik vidnet til at sige, at han ikke var i flok og følge med Berild Høg til Skobbeskoven, hvor folk plukkede nødder. Hans Jensen var kommet til skoven lidt før slagsmålet startede.
Anike Larsdatter vedstod også, hvad hun havde sagt ved politiforhøret, bortset fra at hun havde ikke sagt, at Berild Høg var understøttet af folk på vejen. Hun så at Thor Larsen havde draget kniven, men hun kunne ikke huske om det var før eller efter at de begyndte at slå på hinanden. Hun havde set at Berild Høg var blodig i hovedet efter at Thor Larsen og Svend Hansen havde slået ham. Hun vidste ikke om den bøsse, som Svend Hansen havde med sig, var ladt med hagl eller kugle.
Jesper Hansen spurgte vidnet om Hans Poulsen havde, på tingstedet, instrueret hende i, hvad hun skulle sige. Hun sagde, at det ikke var sket for hende, men hun havde set at han havde talt med flere. På Jesper Hansens spørgsmål fortalte hun, at hun havde fået en ”nøddekrog” af Mons Larsens søn og at en del af de andre også havde nøddekroge. Hun mente, at Berild Høg ikke havde haft en nøddekrog med sig da han kom, men han havde tagen en af de andres. Han havde brugt nøddekrog til at forsvare sig med. Vidnet mente ikke at de første gang, da de blev udjagede af skoven af ejeren, havde plukke nødder, men måske havde de haft nødder fra andre skove. Hun påstod at hun ikke var vred på Thor Larsen og Svend Hansen, som jagede nøddeplukkerne ud af skoven. Jesper Hansen mente at vidnet ikke var uvilligt, men havde interesser mod Thor Larsen og Svend Hansen. Hvordan kunne hun ellers svare sådant.
Anike Larsdatter mente at vide, at Berild Høg ren tilfældigt var kommet igennem skoven på sin vej mod Klemensker.
Hans Jørgensen var næste vidne, der vedstod hvad han havde sagt i politiforhøret. Hans Jørgensen havde ikke set hvem der slog hvem, da han var blevet jagtet af Svend Hansen med en nøddekrog. Jesper Hansen ville også have dette vidne dømt uvildigt, da Hans Jørgensen var avindsmand til Thor Larsen og Svend Hansen.
Jørgen Jensen vedstod sine udtalelser fra Politiforhøret. Jørgen Jensen havde ikke fulgt med Berild Høg, så han vidste ikke han ærinde den søndag den 11. september Han vidste ikke om skoven var enten Thor Larsens eller Rasmus Monsens. Han havde set Thor Larsen komme løbende med en kniv, men han vidste ikke hvornår han havde draget den. Han havde ikke set begge havde slået Berild Høg, men han så Thor Larsen sloges med Berild. Han så ikke at Jørgen slog igen. Han var løbet fra pladsen, da de begyndte at sloges. Berild Høg havde ikke en nøddekrog med sig hjemmefra, men hvorfra han fik en, vidste han ikke. Vidnet nægtede at han havde nødder fra skoven. Dem han havde stammede fra hans faders og Rømers skov. Det var en time efter prædikenen at han sammen med sine søskende var kommet til skoven. Jesper Hansen på Thor Larsen og Svend Hansens vegne, mente at det var usandsynligt, at de havde gået til skoven uden til hensigt at plukke nøder. Da det var forbudt at plukke nødder i en fremmed mands skov, så kunne dette vidne også betragtes som et villigt vidne.
Aktor spurgte vidne Jørgen Jensen hvorfor han var i skoven. Han forklarede at hans søster havde ærinde hos Rasmus Mons hustru og derfor havde han fulgt hende gennem skoven. Han forsikrede at de ikke havde plukket nøder, men også at slagsmålet havde forhindret hans søster i at komme til Rasmus Monsens hustru.
Sagen blev udsat til næste ting, hvortil de udeblevne vidner blev tilsagt at komme, ellers ville de blive straffet efter loven.
Jesper Hansen som aktor i sagen mod de tre kvinder i Rø, der var sigtet for tyveri, gjorde sin irettesættelse og antog at de tre kvinder havde give deres tilståelse. Han betragtede tyveriet var et komplot under dække af ”bissekræmmeri i landet med strømper, koste, river og deslige. På deres tur til Nexø havde de taget et stort stykke lærred i haven hos Lars Mons og strømper fra Mons Andersen i Østermarie. Disse koster havde de to søstres fader Anders Steffensen aftinget med de skadeslidte, hvilket var bevist med vidner og præstens attest. Aktors påstand var at de alle tre skulle straffes efter lovens pag. 983 artikel 32 og betale og lide efter lovens pag. 986 art. 39. Børnenes forældre havde fordulgt tyveriet og bør være medansvarlige og betale bøderne.
Forsvarer Svend Mikkelsen havde ikke fået sagen i udskrift, hvorfor han bad om at måtte låne de i sagen brugte dokumenter, således at han kunne svare på tinget om 14 dage. Hvilket blev ham tilladt.

21. oktober 1746 – pag. 113a

Kgl. Reskript til stiftsbefalingsmand Gersdorph om at der skal søges konfirmation af alle bestallinger og benådningsbreve udstedt af sal kong Christian den 6.
Læst kgl. Befaling om hvordan ansøgningerne skal stile, jfr. Ovenstående. Begge dateret den 12. august 1746.
Læst et pantebrev. på 320 sld udstedt den 17. oktober 1746 udstedt af Hans Poulsen på den 7. frivornedgaard i Rø til handelsmand Leegaard i Rønne mod pant i ejendommen.
Niels Pedersen på den 7. gård i Rutsker udbød for anden gang børnepenge på 121 sld 3 mark og 5 skilling.

28. oktober 1746 – pag. 113b

Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig mødte på Anders Nielsens vegne i sag mod Mons Hansen på den 24. gård i Klemensker om det bækfald, som skal være en del af den udmarksjord som Anders Nielsen havde i fæste. Der var indkaldt flere vidner og to tidlige udeblevne vidner Bent Simonsen og Ane sal. Jørgen Bugges.
Bent Simonsen vidste hvor bækfaldet var, men kendte ikke til Mons Hansens mejning af det. Han var ikke klar over om Peder Larsen tidligere havde fæstet hele damstedet, men han var klar over at damstedet i hans ungdom var kongens udmark. Han havde været med til at gærde damstedet for den 24. gårds beboer Arrest Pedersen for over 50 år siden og dengang var han helt bevidst om at det var kongens mark. Vidnet var klar over at Splitsgaard havde taget leje af damstedet da Hans Eriksen boede der, men han vidste ikke om den var tilbyttet fra den 24. gård, som Mons Hansens fuldmægtig mente.
Dernæst Ana salig Jørgen Bugges efterlever. Hun var ikke bevidst om at damstedet er på den samme indmark som Peder Larsen tidligere havde i fæstet. Da hun var ung havde hun vogtet gæslinger på samme mark og da tilhørte det kongen og at udgærdet lå vesten for damstedet.
Der var ikke flere vidner at afhøre, hvorfor parterne ønskede udtog og ville afgive sine påstande på næste ting.
Svend Mikkelsen som beskikket forsvarer for de tre tyverisigtede kvinder i Rø afgav deres skriftlige indlæg i sagen. Sagen gik til doms.
Svend Mikkelsen mødte som beskikket aktor i sagen mod Peder Thomsen og Jørgen Pedersen og hustru afhørte de tidlige indkaldte men udeblevne vidner.
Absalon Larsen fortalte om hvordan hans broder Peder Larsen havde mødt Jørgen Pedersen i tørvemosen, der fortalte at Svend Jørgensens dreng havde på Svend Jørgensens hest ført en tønde korn til ham. Senere havde Jørgen Pedersen bedt dem om ikke at fortælle dette til nogen og det var først da der kom bud fra præsten, at de havde undret sig over samtalen.
Vidnet Peder Larsen bekræftede dette udsagn som hans broder havde vidnet.
Det tredje vidne Lisbet Thommesdatter, søster til Peder Thomsen benægtede at vide noget som helst om at hendes forældre havde fået en tønde korn af Svend Jørgensens dreng og som de havde brugt til mel og gryn. Vidnet fortalte, at hun havde været hjemme hele vinteren og ikke ude og tjene.
Jørgen Pedersens forsvarer producerede et skriftligt indlæg og fremviste en attest fra sognedegnen Jesper Lund.
Sagen blev stillet i bero.
Den befalede aktor Hans Poulsen fra Vestermarie i sagen mod Thor Larsen og Svend Hansen i Klemensker kom og fremstillede flere vidner i sagen.
Førte vidne var Anders Monsen af Barqvist (?). Han erkendte, at han havde været i hasselskoven, men havde ikke set slagsmålet. Han vidste ikke om Svend Hansens bøsse var ladt. Han bekræftede at de var blevet forbudt at plukke nødder i skoven og at han derfor var gået hjem. Han havde ikke flere nødder med sig end han kunne knække på vejen. Han nægtede at have gjort noget ulovligt, så som at tage nødder trods forbuddet eller at knække hasselgrene af træerne.
Næste vidne var Margrete Larsdatter havde været i Rasmus Monsens nøddeskov, men så snart at Thor Hansen havde givet det første rap med kæppen, så var hun rendt hjem. Hun turde ikke se på det og derfor ikke kunne sige noget om dragen kniv eller om Berild Høg faldt til jorden.
Thor Larsens og Svend Hansens forsvarer fik vidnet til at fortælle, at Berild Høg havde fået hende og hendes følgesvende tilbage til skoven igen, efter at de første gang var blevet jaget ud af skoven. Vidnet havde haft det forsæt, at hun og Jens Rasmussens børn ville gå til Rasmus Monsens hustru for at bede om lov til at plukke nødder, men det ærinde blev ikke gennemført.
Karen Jensdatter vedstod hvad hun havde sagt under politiforhøret undtagen at hun skulle have sagt, at de alle sammen var blevet beskyldt for at være tyve. Hun erindrede heller ikke at Hans Jørgensen skulle have fået hug af Svend Hansen. Efter spørgsmål fra aktor, mindedes hun ikke at have set Thor Larsen med draget kniv. Jesper Hansen, som forsvarer for de to sigtede, fik vidnet til at erkende, at hun havde set Thor Larsen med en ”svøbe eller pisk” i hånden, da de kom anden gang. Hun havde ikke set andet slagsmål end at Thor Larsen havde slået ”høgen” en gang (Høgen er Berild Høg). Hun var hurtigt gået fra skoven, så hun havde ikke set mere. Hun havde også set Berild Høg med et eller andet i hånden. Om det var en kæp eller nøddekrog, så hun ikke. Hun havde også se Berild Høgs sår i hovedet, men hun kunne ikke beskrive det.
De to synsmænd Hans Jensen og Claus Larsen fra Rutsker bekræftede hvad de havde sagt ved politiforhøret. Claus Larsen havde talt med Berild Høg dagen før. Berild var stadig svag og havde ondt i ”røven”, som stammede fra Svend Hansens slag.
Forsvareren Jesper Hansen ville ikke godtage at den ene synsmand havde opsøgt Berild Høg, som var sagsgiveren. Det kunne være et tegn på at han var blevet instrueret i hvad han skulle sige. Synsmændene havde synet Berild i præstegaarden i Rutsker søndag aften og at det var sket på Berilds ønske og i overværelse af sandemand Hans Olsen, som havde afhørt Berild om slagsmålet.
Sagen udsat 14 dage, hvor de udeblevne vidner skulle afhøres. Det var Thor Larsens stedbørn: Lars og Ana og Ana Margrete Nielsdatter og Malene Nielsdatter.
Niels Pedersen fra den 7. selvejergaard i Rutsker opbød for 3. gang børnepenge for 121 sld 3 mk 5 sk.- Ingen ville modtage dem, hvorfor Niels Pedersen vil et tingsvidne herom.

11. november 1746 – pag. 117a

Læst skøde dat. 11. november 1746 på den 3. vornedgaard i Olsker hvorved Hans Hermandsen solgte gården, som han havde købt af kongen den 18. januar 1745, til Jens Pedersen for 235 sld.
Læst et pantebrev af 10. november 1746 der viste at Jens Pedersen, der havde købt den 3. vornedgaard i Olsker havde lånt 140 sld. af fenrik Peder Hansen Kofoed i Vestermarie mod pant i gården.
Læst et skøde dat 11. november 1746 hvor Jørgen Hansen på Hullegaard i Olsker og Peder Jørgensen havde solgt den på Bredsensgaards grund bestående vindmølle til Hans Hermandsen som nu bor på 3. vornedgaard i Olsker for 149 sld.
Læst et pantebrev af 11. oktober 1746 der viste at Clemen Mortensen på den 7. selvejergaard i Klemensker havde bortpantet i 18 år et udhus og tre løkker til sin udbygger Hans Madsen for 90 daler.
Synsforretningerne på gærde og piletræer blev afsagt.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen af Rønne stævnede udbygger Jørgen Pedersen og hustru i Klemensker for 6 punkter som fremgår af politiforhøret. [Det var tyverisagen af en tønde korn, som Jørgen Pedersens stedsøn tidligere var anklaget for]
Anders Agerbech var til stede og påhørte stævningen. Han påpegede, at der stævnedes på 6 forskellige punkter, hvilket ikke betød, at der skulle aflægges seks stk. stemplet papir til retssagen. Hvorfor han ville gøre opmærksom på dette inden nogen fandt på at det var 6 forskellige domme, der skulle afsiges.
Løjtnant Anders Jørgensen var mødt og erindrede at hvis han skulle anklages i denne sag, så skulle det ikke være i herredstinget, men til krigsretten, som var hans hjemting. Han var tidligere blevet anklaget for at forsvare i en uærlig sag.
Agerbech var indkaldt for at forklare sagen, hvorfor han ønskede, at denne tilsigelse skulle oplæses og påskrives. Endvidere angreb han løjtnant Anders Jørgensen: Det kunne ikke være sådan, at han den ene dag kommanderer kongens undersåtter på mønstringspladsen og den anden dag til at lade sig kommandere af en tyv.
Svend Mikkelsen takkede Agerbech for at have forklaret sagens principielle problem med, at Anders Jørgensen mødte for at svare for Jørgen Pedersen.
Løjtnant Jørgensen mente, at dette er en helt ny sag, som krævede nye fuldmagter ifølge loven pag. 288 art. 10 og at han ikke kunne sagsøges for meddelagtighed i den forrige sag.
Agerbech mente, at det var præstens pligt at tage imod undersåtternes klager ifølge lovens pag. 281 ud pag. 263. Hvis det drejede sig om sager, som præsten ikke kunne klare, skulle han i flg. Loven pag. 554 art. 8 oplyse den verdslige øvrighed om sagen.
Efter disputs mellem aktor og sognepræst og løjtnant Anders Jørgensen, afbrød herredsfogeden / dommeren, at sagen er en følge af sidste retssag, hvor det stod klart, at Jørgen Pedersen skulle stævnes til domsafsigelse og ikke som vidne.
Aktor Svend Mikkelsen henviste til amtmandens konstitution og politiforhøret. Hvis det ikke var gyldigt, måtte han bede amtmanden om at løse problemet.
De to stævningsmænd blev af aktor bedt om at fortælle, hvad Jørgen Pedersen havde sagt, da de havde været med en ”forrelegelse” til han steddatter. Jørgen havde sagt, at hvis hun skulle vidne til gavn for dem, så skulle hun også vidne til gavn for ham. Da de stævnede Jørgen selv, så havde han undret sig. Tørven hvad er det? Så svarede hans kone, at til måtte skyldes ”Dynge Hansens”. Hvad er så malkningen, havde han spurgt. Og konen havde svaret ”Det griner jeg kun ad”. Da de stævnede Anders Jørgensen, havde han sagt, at de vil have en sag på mig. Morten Jensen havde straks erklæret sig uskyldig, da han ikke vidste hvorfra Peder Thomsen havde fået kornet fra.
Dernæst blev de to beskikkelsesvidner Mads Clausen og Jens Pedersen, der havde været hos Jørgen Pedersen og hans stedsøn Peder Thomsen. De fortalte om den tønde korn som de havde fået af Svend Jørgensens tjenestedreng. Tjenestedrengen havde sagt at han havde fået to par hoser, et par blå og et par sorte. Jørgen Pedersen og Peder Thomsen nægtede det og sagde at det måtte han bevise.
Vidnet Christopher Hansen fortalte om hvordan hans tjenestepige havde ageret ved at Peder Thomsens mor havde truet hende til at lade hans ko malke. Under beskikkelserne og afhøringerne havde Peder Thomsens mor, Karen (?), henh. nægtet og vedgået mælketyveriet. Tjenestepigen havde sagt, at hun havde fået mælk over 20 gange på en ulovlig måde. Endvidere ville aktor have vidnet til at fortælle om Jørgen Pedersens situation før og efter at sagen startede. Vidnet sagde, at Jørgen Pedersen have en snes får og lam, en snes unge gæs, 3 køer, en kalv, en so og 4 horsøg (?), et par kister i stuen og 2 senge, Han vidste at det meste er borte.
Aktor spurgte Svend Jørgensen, som er nabo til Jørgen Pedersen, om han kunne forklare, hvad der var ført bort fra Jørgen Pedersens hus. Han vidste ikke hvor meget, bortset fra det han havde solgt.
Aktor afhørte Jørgen Pedersen. Han kunne hverken læse eller skrive. Det var løjtnant Anders Jørgensen, der havde skrevet supplikken for ham og som han havde underskrevet. Men han vidste ikke hvad indlægget skulle betyde. Dog var han bevidst om, at han ønskede at meddele, at hans stedsøn Peder Thomsens beskyldninger var løgn. Hvad der var sagt i politiretten, var ikke sandt.
Agerbech betragtede at Jørgen Pedersen burde straffes for ærekrænkende ord, men at koncipisten (Anders Jørgensen) burde straffes for at have bragt ”vederstyggeligt tøj for retten”.
Agerbech mente, at Jørgen Pedersen havde skaffet sig af med de bostedsting, der var stjålet. Hans påstand var, at Jørgen Pedersen (Fejlskrivning? Det er vel Peder Thomsen?) havde stjålet to køer. Den ene fra Aagaarden i Østerlars som han havde solgt i Rønne og den anden ko havde han taget i Almindingen og solgt i Nexø, hvilket sandemand Kofoed i Klemensker og andre vidner kunne bevise. Endvidere ville han betragte Peder Thomsen som løsgænger.
Dommeren mente, at det var aktor Svend Mikkelsens vurdering om Jørgen Pedersen (Peder Thomsen?) skulle arresteres eller om der skulle stille kaution. Sagen blev stillet i bero.
For retten kom amtsforvalter Schrøders fuldmægtig på Anders Nielsens vegne på den 23. gård i Klemensker aflagt en skriftligt indlæg i sagen. Peder Ibsen mødte på Mogens Hansens vegne. Herefter skulle vælges 8 mand til at syne bækfaldet. Herefter vil Peder Ibsen tage stilling til en kontrastævning.
Udbygger Hans Poulsen fra Vestermarie kom som beskikket aktor mod Thor Larsen og Svend Hansen af Klemensker. Hans Poulsen var fuldmægtig for Berild Høj og havde fået amtmandens tilladelse til at anklage de to for slagsmål. Han ønskede at afhøre fire vidner.
Første vidne var Thor Larsens stedsøn Lars. Han erkendte at han havde set Thor Larsen og Svend Hansen at løbe efter Berild Høj og slog ham med kæppe. Men han blev ikke slået til jorden med kæppene, men af efter håndgemen mellem de tre. Lars så ikke Thor Larsen at trække kniven mod Berild Høj. Tvært i mod havde han set at Thor Larsen havde stukket kniven i skeden og lagt den i tasken. Lars havde hørt at Thor Larsen havde sagt til Berild Høj, at han ikke måtte komme tilbage i skoven i år eller de næste år. Vidnet havde set at Svend Hansen komme ridende og havde sin bøsse med. Ladestokken sad i bøsseløbet. Hans vidste ikke om den var ladt eller havde lås for. Men han mente, at det var kun først da han kom i skoven, at han havde bøssen med. Vidnet kunne ikke sige hvem der havde slået først, da det hurtigt gik i håndgemen. Aktor ville have vidnet til at fortælle, hvor Svend Hansen havde gjort af sin bøsse. Har det en bøsse han brugte på kirkemønstringen, var det en låne bøsse eller havde han afleveret den til smeden(?).
Næste vidne var Ana Margrethe Nielsdatter, der ikke havde set noget som helst og ikke hørt at det var forbudt at plukke nødder. Hun vidste stort set intet om slåskampen.
Det var ud på aftenen og sagen blev stillet i bero.

DOM – pag 124a – 11. november 1746

Over der tre tyverisigtede kvinder i Rø sogn Marta Kristiansdatter og søstrene Elisabeth og Ingers Andersdatter. Jesper Hansen var beordret aktor i sagen og Svend Mikkelsen var beskikket defensor for kvinderne. Sagen var anmeldt af Lars Monsen i Nexø og Mons Andersen i Østermarie, som havde mistet den 8. og 9. juni 26 alen hørgarns lærred fra en have i Nexø og 2 par strømper i Østermarie.
Sagen gennemgås.
Dommeren kunne ikke bevise, at strømperne var stjålet, men han mente, at de 26 alen lærred har kvinderne stjålet og forsøgt solgt. Marta Christiansdatter dømmes for første gangs tyveri til at miste sin hud efter lovens pag. 983 art 32. Anders Stefans døtre Inger og Elisabet deltog i tyveriet og dømtes for første gangs tyveri til at miste sin hud. Dommeren henstillede til amtmandens egenhændige beslutning om straffen skulle eksekveres, da det ikke fandtes nogen på Bornholm, der kunne udføre straffen. Dommeren foreslog, at de tre umyndige kvinder skulle piskes i overværelse af forældrene, dommeren og to mænd – så meget ”det var tilstrækkeligt”.
Dommeren kunne idømmes erstatning og tvegæld for tyvekosterne, men frafaldt denne bøde, da ingen af de tre havde nogen hovedlod eller formue. Omkostningerne til anklager og forsvarer på henh. 3 og 5 rigsdaler skulle betales af kvinderne, men hvis ikke de kunne det, så skulle amtet søges om at dække disse udgifter.
Faderen Anders Steffensen frikendtes, da der ingen beviser var om han var vidende om at sine døtres tyverier.

25. november 1746 – pag. 125a

Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1747.
Læst amtmand Urnes missive af dato 18. november, om at alle, der ikke havde betalt kongens landgildesmør og byg inden månedens udgang, ville blive ”med Execution belagt”.
Læst skøde af 23. november 1746 der viste at Jens Hansen Rag havde solgt den 3. selvejergaard i Klemensker til Anders Ibsen af Ibsker og hans hustru Karen Monsdatter og børn og arvinger for 620 sld.
Læst et pantebrev af 24. november 1746 udgivet af Anders Ibsen nu boende på den 10 vornedgaard i Ibsker som viste at han havde lånt 400 sld. af handelsmand Hermand Bohn i Rønne mod pant i den 3. selvejergaard i Klemensker.
Svend Mikkelsen fra Rønne var af amtmanden beordret at føre sag mod ungkarl Peder Thomsen i Klemensker for tyveri. Peder var stævnet (på ny) den 17. november. Som vidner var indkaldt skipper Robert Robertsen fra Rønne og Poul Kofod fra Blykoppegaard i Nyker sogn. Desuden var stævningen forevist sognepræst Agerbech.
Peder Thomsen blev fremstillet ”løs og ledig”. Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens pålæg til at forsvare Peder Thomsen. Forsvarerens klage over stævningen blev afvist. Referat af politiforhøret den 12. november blev læst op. Peder Thomsen tilstod det 8. spørgsmål i politiforhøret vedr. koen. Han vedstod det 7. spørgsmål, hvor Christopher Hansen i Klemensker havde lokket ham til at vidne mod sin stedfar Jørgen Pedersen, således at han kunne få stedfaderens hus at bo i. Christopher Hansen havde opfordret Peder Thomsen at tage koen og sælge den, således at han kunne betale ham den skyldige 1 rigsdaler. Peder Thomsen havde derfor taget koen og betalt Christoffer Hansen, som det sidste afdrag for et lån på 9 daler, som han havde lånt for at fæste et stykke jord af Mads Clausen. Ingen kendte til den aftale, så Peder Thorsen kunne ikke pege på vidner, der kunne bekræfte Christopher Hansens anmodning. Peder Thomsen forklarede at årsagen til, at han tog den anden ko og solgte den i Nexø, var, at hans skulle betale forlig for den første ko.
Forsvareren fik Peder Thomsen til at fortælle, at han kendte til flere sager, hvor Christopher Hansen havde været involveret. Christopher Hansen skulle have foranlediget tyveri af en væddeskind.
Poul Kofoed fra Blykobbe vidste ikke andet end at Peder Thomsen havde lånt et øg af sin stedsøn. Peder Thomsen havde på hesten forøvet tyveri af den første ko.
Aktor havde ikke mere at spørge om og sagen blev udsat.
Peder Thomsen blev ført fra tinget og indsat i arresten.
Peder Ibsen af Ibsker sogn mødte som fuldmægtig for Mogens Hansen og Erik Hansen i sagen som var stævnet af amtsforvalteren. Fuldmægtigen ville føre kontrastævning og stævnede Anders Nielsen på den 23. gård i Klemensker. Jesper Hansen havde fået tilladelse af amtmanden at svare for Anders Nielsen. Peder Ibsen ville have Anders Nielsen til at dokumentere om han havde fæstebrev på det omstridte mølledam-sted og mølle-eng. Jesper Hansen svarede på Anders Nielsens vegne, at han ikke var pligtig til at oplyse om kongens fæstebreve på denne stævning ufuldstændighed. Peder Ibsen påstod at der fandtes et fæstebrev af dato 20. maj 1745. Dommeren pålagde Anders Nielsen eller hans fuldmægtig at fremlægge fæstebrevet på næste ting.
Svend Mikkelsen fra Rønne som beskikket aktor imod Jørgen Pedersen og hustru af Klemensker og sønnen Peder Thomsen samt Anders Nielsen fra Rutsker. Stævningen fra 14. november var forevist sognepræsten Agerbech. Som vidner var stævnet Poul Piber af Klemensker og Niels Andersen af Rutsker sogn. Løjtnant Anders Jørgensen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Jørgen Pedersen.
Poul Jørgensen (Piber) fra Klemensker fortalte at Anders Nielsen, der tjente på Kjølleregaard i Klemensker, kom til hans hus og bad ham være beskikkelsesmand. Sammen gik de til Peder Thomsen, som gik og mejede rug hos Christopher Hansen. Da de spurgte Peder Thomsen om han havde fået korn af Svend Jørgensens dreng, svarede han, at det han havde sagt stod han ved.
Niels Andersen fra Rutsker havde hørt fra Jørgen Pedersen at det korn som Peder Thomsen havde ført til huse, var ulovligt. Peder Thomsen havde sagt at han havde købt det og ville sælge det igen.
Anders Nielsen fader Niels Andersen fra Rutsker var mødt, men da stævningssedler ikke kunne findes, blev afhøringen udsat til senere.
Løjtnant Anders Jørgensen ville svare på Jørgen Pedersens vegne ang. malkningen og tørven med mere på næste ting.
Hans Poulsen af Vestermarie mødte som beskikket aktor imod Thor Larsen og Svend Hansen af Klemensker i rette lagde et skriftligt indlæg og bad derefter om at sagen kunne gå til doms. Modparten var ikke mødt, hvorfor dommeren udsatte sagen til næste ting. Hvis ikke han mødte ville sagen gå til doms.

2. december 1746 – pag. 129b

Læst pantebrev af dags dato om at Poul Pedersen havde overladt beboelse af den 6. selvejergaard i Rø i 14 år til Markus Ibsen af Østerlars for 220 sld.
Læst et pantebrev udstedt af Markus Ibsen i Østerlars til Hermand Bohn Jørgensen på Bagergaard i Klemensker på 200 sld. mod pant i den 6. selvejergaard i Rø, som han havde fået som brugeligt pant i 14 år.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen i Rønne mødte for retten og læste amtmandens ordre – foranlediget af Agerbechs angivelse – at sagsøge udbygger Rasmus Pedersen og hustru i Klemensker angående ”deris Lefnets forhold imod hinanden med videre”.
Angivelsen fra præsten Agerbech blev oplæst. Hans Poulsen fra Vestermarie havde på justitsens vegne fået tilladelse at gå i retten for Ana Hansdatter i Klemensker.
Aktor Svend Mikkelsen havde indkaldt følgende vidner: Haagen Bek, Hans Thorsen, Hans Hansen og Hans Andersen. Endvidere havde Agerbech foranlediget, at der mødte frivillige vidner, der kunne spørges. Det var Peder Brandt, Jep Hansen og Rasmus Christensen alle fra Klemensker.
Dernæst blev Rasmus Pedersen og hustru fremstillet ”ledig og løs” (dvs, at de var arresterede).
Haagen Bek blev bedt om at fortælle, hvad der var sket natten mellem den 15. og 16. november. Rasmus Pedersens hustru Anna var kommet til dem om aftenen efter at de havde tændt lys. Hun bad om husly, da hendes mand var så slem, at hun ikke kunne være hjemme. Manden havde hele eftermiddagen og aftenen skældt hende ud og lukket hende inde i huset. Hun havde en kniv som hun havde brugt for at komme ud af huset (uvist hvad hun havde brugt kniven til). Da hun via tildet og gavlen var kommet ud og befriet sin datter fra huset. Manden var væk, hvorfor hun var gået til naboen. Haagen Bek havde en mistanke om at manden var blevet stukket med kniven og måske dræbt, hvorfor han med naboen og tjenestedrengen Hans Andersen var gået over for at lede efter ham. Rasmus Pedersen var ikke at finde, men dagen efter om morgenen kom han til vidnet Haagen Bek. Rasmus fortalte, at han skam var i live, men hans hustru havde forsøgt at slå ham ihjel. Han havde lukket hende inde og bedt hende om fred. Rasmus havde opfattet det som at hun ville gøre en ulykke på sig selv og deres datter, hvorfor han havde lovet at gå sin vej og ikke komme tilbage. Han havde blevet bange for hvad der kunne ske. Rasmus syntes at konen altid var efter ham – ligesom konen mente at manden var efter hende.
Haagen Bek fik Rasmus Pedersen om at gå til præsten og angive hvad der var sket. Han fulgte Rasmus til præsten.
Agerbech bekræftede at de to var kommet til ham, og som deres sognepræst, kunne han mægle i ægteskabsstridigheder. Præsten påpegede, at han var bevidst om, at hvis der var foregået lovovertrædelser, så skulle Agerbech angive sagen for den verdslige myndighed. Præsten havde bedt Rasmus om at blive i præstegården, medens Haagen Bek hentede Rasmus hustru Anna og de to vidner. Præsten bad ægteparret om at forlige sig, men kvinden ville ikke bøje sig, hvorfor han anså sagen skulle angives for øvrigheden.
Agerbech spurgte Haagen Bek om de rygter som gik om hustruen Annas løsagtighed. Haagen forklarede, at Rasmus havde fortalt præsten om hans hustrus levned og at Rasmus på tinget ville fortælle, hvad hans hustru ikke ville høre på.
På aktors spørgsmål berettede Haagen Bek at Rasmus hustru efter forhøret havde fortalt ham, at hun følte sig angrebet af præsten, men at hun ikke var bange for ham. Forhøret hos præsten var efter hendes mening ikke sket forsvarligt.
Agerbech henviste til loven pag. 278 art. 25 og 26, at hvis nogen ville føre beskyldninger mod ham, så skulle de anklage ham for hans opførsel. Præsten ville ikke svare på spørgsmål med mindre han blev stævnet dertil og at det var ægteskabssagen uvedkommende.
Aktor mente, at han, på justitsens vegne, havde ret til at spørge alle og enhver for at oplyse sagen på bedste måde.
Dommeren henstillede til aktor at holde sig til hovedsagen. Aktor havde ikke flere spørgsmål til Haagen Bek.
Agerbech ville have Haagen Bek til at fortælle, hvad vidste om kvindens rygte og hvad han vidste om hendes ærbarhed og kyskhed. Vidnet fortalte at det var almindelig kendt, hvilken historie Rasmus Pedersen havde bragt til torvs om sin kone. Vidnet var ikke bekendt om kvindens liv og levned.
Vidnet Hans Andersen blev spurgt om hvilke usømmelige ord som Rasmus hustru havde brugt. Han erindrede ikke at have hørt noget usømmeligt fra hende, men kun hvad der var blevet talt om i hans husbonds hus. Han havde hørt at hun havde sagt til præsten, at han skulle ”skøtte sin bog” og at hun ikke frygtede præsten, da hun ikke havde gjort noget ondt.
Vidnet Hans Hansen kunne ikke bidrage med nye oplysninger end som de to forrige vidner havde sagt. Andet end at ægteparret levede i ”ulydelighed” med hinanden.
Hans Thorsen havde været vidne til præstens afhøring af ægteparret og kunne ikke bidrage med andet end som han havde hørt andetsteds.
Dernæst afhørtes de godvillige vidner. Peder Brandt af Klemensker kunne fortælle at Ane ville myrde sin mand på den indirekte måde, at hun havde truet med, at de ikke alle ville leve længere. Han kunne også fortælle at han havde hørt, at præsten havde givet Rasmus 12 skilling til almisse (altså fattighjælp). Anna havde sagt, at de 12 sk. kunne hun tjene på to dage og for øvrigt gav hun præsten og de 12 sk. ”døden og djævlen”. Vidnet havde hørt meget om Annas udyder og onde levnet fra Rasmus Pedersen. Forsvareren spurgte vidnet om han kunne angive andre, der havde talt om Annas levned og onde talemåde. Vidnet kunne ikke erindre fra hvem han havde hørt det.
Jep Hansen havde hørt fra andre om Annas grove adfærd og han havde hørt fra Anna grove omtale om præstens formaninger.
Rasmus Christensen fortalte at han fra andre folk havde hørt om Rasmus hustru Annas onde levned i sit ægteskab, samt om horeri og løsagtighed.
Aktor havde ikke spørgsmål til den arresterede Anna og hendes mand. Og da der var sket registrering af boet, så mente han ikke at de lille bo kunne betale for sagens omkostninger. Dommeren overlod arrestantinden til sine vagter. Agerbech forlod retten og takkede for god assistance.

9. december 1746 – pag. 133a

Svend Mikkelsen mødte som aktor i sagen mod Jørgen Pedersen og Peder Thomsen. Peder Thomsen blev fremstillet løs og ledig. Forsvarer Hans Poulsen fra Vestermarie var mødt. Peder Thomsen vedstod, som han havde fortalt i politiretten, at han havde betalt 4 sld. til Aagaardssønnen i Østerlars for den stjålne ko. Peder Thomsen sagde, at betalingen skete på Blykobbegaard, medens Aagaardssønnen tjente der. Han mente at stedsønnen og andre var vidner til forliget over de to køer.
Løjtnant Jørgensen, der var forsvarer for Jørgen Pedersen ville afgive en skriftlig forklaring på næste ting.
Hans Poulsen, som forsvarer for Peder Thomsen, ville høre om Christopher Hansen skulle afhøres i sagen af aktor. Poulsen mente at det skulle undersøges om Christopher Hansen havde opfordret til tyveri, sådan som Peder Thomsen tidligere havde sagt. Aktor mente, at det burde undersøges, men han skulle have amtmandens tilladelse til at undersøge Christopher Hansens forhold. Der var uenighed om hvem der skulle stilles til ansvar.
Aktor Svend Mikkelsen mødte i sagen imod Rasmus Pedersen og hustru. Anna Rasmus Pedersen blev fremstillet løs og ledig. Hendes beskikkede forsvarer Hans Poulsen fra Vestermarie var også mødt og spurgte Anna om hun erkendte sig skyldig i de ulovligheder som hun blev beskyldt for. Hun nægtede sig skyldig og benægtede at alt. Hvad Haagen Bek havde foranlediget med underretning til præsten, var ikke hendes ønske, men Rasmus Pedersens.
Sagen blev udsat og Anna blev udleveret til vagten, der bragte hende tilbage til arresten.
Peder Ibsen som beordret fuldmægtig for Mogens Hansen og Erik Hansen. Han ville have at Anders Nielsen forholdte sig til den leje, som han havde lovet i 1745 for jordleje og den afgrøde, der kunne vokse på bækfaldet. Anders Nielsen ville ikke svare fordi han ikke var stævnet til at oplyse noget herom. Anders Nielsens fuldmægtig Jesper Hansen nævnte at de afhørte vidner beviste Anders Nielsens ret og at det omtvistede jordstykke var kongens udmarksjord.
Peder Nielsen tvivlede på at jorden var udmarksjord, da det ikke var blevet målt og fastsat som kongens udmarksjord. Han ville have at Anders Nielsens fæstebrev fra 20. maj 1745 skulle fremlægges således at adkomsten til jorden kunne fastsættes. Jesper Hansen oplyste at Anders Nielsen havde betalt for fæstebrevet og som sådan kunne jorden ikke tilhøre Splitsgaard. Jesper Hansen mente at det var Peder Ibsens egen opgave at søge fæstebrevet i Amtstuen, hvor det kunne findes.
Peder Ibsen fremlagde, på vegne af Mogens Hansen og Erik Nielsen, sit skriftlige indlæg af dato 7. december. Han fremlagde også købebrevet på jorden, samt kopi af fæstebrev til Peder Larsen fra 28. marts 1727.
Jesper Hansen mente at de fremlagte dokumenter mere tjente en anden gård og mere skabte forvirring i sagen. Jesper Hansen spurgte Anders Nielsens nabo Mogens Hansen om han ville betale den halve omkostning til en mand, der skulle måle og tegne et kort, der kunne udrede sagen. Peder Ibsen mente at Anders Nielsen skulle forholde sig den indgåede kontrakt, som viste at damstedet og bækfaldet var selvejergårdenes ejendom. Derfor måtte Anders Nielsen selv betale omkostningerne til en opmåling af grunden, hvis han ønskede det.
Dommeren svarede begge parter, at hun ikke vidste hvordan sagen skulle udredes. Han mente at der skulle ske en udredning efter kongens forordning og at grunden skulle granskes af 4 uvildige mænd. Parterne lod sagen hvile til næste ting.
I sagen mod Thor Larsen og Svend Hansen af Klemensker, hvor Hans Poulsen af Vestermarie er aktor, aflagde Jesper Hansen, på vegne af sin principal, en skriftlig redegørelse. Dagen blev derefter taget til doms.

23. december 1746 – pag. 136a

Læst et skøde- og købebrev af dato 31. januar 1746 der viste at Christen Hansen på den 49. selvejergaard i Klemensker havde solgt gården til søn Hans Christensen og hans forlovede Lisbet Andersdatter for 400 sld.
Læst en kontrakt af dato 31. januar mellem Christen Hansen og hans søn om undentag for Christen Hansen og hans hustru for livstid.
Læst et pantebrev dateret 9. december 1746 udgivet af Hans Hansen på den 16. selvejergaard i Klemensker til Andris Kofoed i Rønne for et lån på 400 sld med sikkerhed i Bolbygaard.
Læst et skødebrev dat. 19. december 1746 der viste at Peder Andersen Kure nu boende i Vestermarie havde solgt til Antoni Holgersen nu boende på den 36 selvejergård i Klemensker. Salget drejede sig om den 40 gård i Klemensker til en pris af 340 sld.
Læst et skødebrev af dato 19. december 1746 udgivet af Lars Esbersen i Klemensker, der viste at han havde solgt den 52. selvejergaard i Klemensker til korporal Jørn Larsen i Klemensker for 300 sld.
Læst en kontrakt af 20. december 1746 oprettet mellem Lars Esbersen og korporal Jørgen Larsen omhandlende undentag for Lars Esbersen og hustru på deres livstid. Aftalen omfattede 1 stk udmarksjord og en eng tilhørende den 52. gård. I fald udmarksjorden skulle blive udlagt, så skulle Lars Esbersen have 8 tønder havrejord og engen.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen i sagen mod Jørgen Pedersen og Peder Thomsen og flere i Klemensker og Anders Nielsen i Rutsker efterlyste indlæg i sagen. Løjtnant Jørgensen afgav et skriftligt indlæg af dato 22. december.
Hans Poulsen som beordret forsvarer for Peder Thomsen aflagde sit skriftlige indlæg.
Aktor bedømte begge indlæg som forsøg på at besmykke handlingerne. Aktor fremførte sit skriftlige anklageskrift og ønskede dom i sagen. Ligeledes løjtnant Jørgensen. Defensor mente at hans omkostninger i sagen ville blive ham bevilget. Sagen optaget til doms.
Defensor Hans Poulsen af Vestermarie mødte i sagen mod Anna Rasmus Pedersen i Klemensker. Dommeren erindrede, at amtmanden i en skrivelse den 16. november havde bekendtgjort ægtemanden Rasmus Pedersen og hans dattermand i Nyker, som dommeren ikke huskede navnet på, at så snart der var stillet nøjagtig borgen for hende, så ville hun blive sat på fri fod.
Aktor ønskede ikke at besvare defensors indlæg da det ikke var andet end udflugter. Han ville have sagen til doms. Defensor accepterede at sagen gik til doms. Dommeren ønskede at få alle dokumenter til rådighed for sin domsafsigelse.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen mødte som aktor i sag mod den arresterede Peder Thomsen, som havde erkendt tyveri af to køer. Da det var en tilståelsessag og at amtmanden ikke havde beordret ham til yderligere afhøringer, satte han sagen i rette i flg. Lovens pag. 118 art 1.
Forsvarer Hans Poulsen fra Vestermarie ankede aktor uvilje mod at indkalde de navngivne vidner, der kunne oplyse, at Per Thomsen var blevet opfordret til at stjæle, nemlig Christopher Hansen og Aagaardssønnerne fra Østerlars. Peder Thomsen var umyndigt og ikke tidligere dømt eller berøgtet. Forsvareren mente at han skulle dømmes ”nådigt”.
Sagen gik til doms.
Sagen som Anders Nielsen og Peder Ibsen havde startet blev udskudt, da ingen var mødt.
Stokkemændene for 1747 blev valgt

7. januar 1747 – pag. 138a

Læst et pantebrev af 14. november udstedt af Mads Clausen på den 39. selvejergaard i Klemensker til Anders Gammelsen for et lån på 180 sld. mod pant i den 39. gård.
Læst et skøde af dato 29. december 1746 der viste at Jens Hansen havde solgt den 1. selvejergaard i Olsker kaldet Vedbygaarden til Hans Ibsen i Nyker og hans forlovede Kierstina, Jens Hansens datter, for 220 sld.
Afsagt dom i sagen mod Thor Larsen og Svend Hansen i Klemensker. Sagen var ført af beordret aktor Hans Poulsen. Han bad om udskrift af sagen til forevisning for amtmanden.
Dom afsagt i sagen hvor herredsfenrik Svend Mikkelsen var ordineret aktor på justitsens vegne med Jørgen Pedersen og hustru samt Anders Nielsen fra Klemensker på den ene side og på den anden side Peder Thomsen. Svend Mikkelsen bad om udskrift af dommen til forevisning for øvrigheden.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen i sagen mod Peder Thomsen oplyste, at sagen nu var blevet tilført yderlig anklage mod Peder Thomsen, som havde stålet en tredje ko. Denne forseelse var han blevet opmærksom på i Nexø. Aktor havde fået oplyst at den tredje ko var solgt på Aagaard i Østerlars. Svend Mikkelsen ville skaffe behørig dokumentation fra stedet. Dommeren ville vente med sin dom indtil han fik oplysningerne om dette tredje tyveri.
I sagen hvor Anders Nielsen havde klaget over sin nabo Mogens Hansen, Dammegaardene i Klemensker, havde amtsforvalter Schrøder ønsket at der blev holdt syn over området. Som følge af julen var dette ikke fremlagt. Peder Ibsen, som fuldmægtig for Mogens Hansen og Erik Nielsen, ønskede dom, siden sagen nu var blevet ført i 6 uger og en dag.
Dommeren mente at han havde oplysninger nok til at afsige dom, men da Anders Nielsen for egen regning havde indkaldt granskningsmænd, så kunne han ikke lades sagen gå til doms. Han gav Anders Nielsen 14 dages udsættelse.

Dom – pag. 139b

Sagen førstes af beordret aktor Hans Poulsen fra Vestermarie mod Svend Hansen og Thor Larsen i Klemensker. De skulle have forøvet hug og slag mod Berild Høg I Rutsker. I alt 9 vinden var afhørte i sagen, der fandt sted den 11. september i nøddeskoven tilhørende Thor Larsen og Rasmus Mogensen i Klemensker. Aktor mente at Svend Hansen, som var Rasmus Mogensens tjenestedreng og Thor Larsen kunne dømmes for hug og slag mod Berild uden anledning, andet end at de havde advaret mod nøddeplukningen. Dommeren mente at de kunne dømmes efter lovens pag. 900 artikel 8 og pag. 898 artikel 2. Forsvareren Jesper Hansen mente derimod at vidnerne var villige vidner og at det var tilladt de to at værne deres ejendom.
Dommeren mente, at der ikke var beviser for at nøddeplukkerne ikke havde taget så mange nødder som de måtte efter lovens pag. 983 art. 31. Derfor skulle de to dømmes for vold 3 x 6 lod sølv i alt 9 rigsdaler hver til justitsen, samt 4 mark til Berild Høg for skaderne, samt for at have brudt sabbattens forordning 1 rdl. 3 mark, samt sagens omkostninger 2 x 2 rdl.

DOM – pag. 140b

Mellem Jørgen Pedersen og hustru på den ene side og Peder Thomsen på den anden side. Sagen blev ført af Svend Mikkelsen, som blev beordret hertil af justitsen. Peder Thomsen var arresteret for at have stjålet to køer. Men denne sag handlede om noget korn, som skulle være stjålet fra Svend Jørgensens lo. Svend Jørgensen havde anmeldt tyveriet. Peder Thomsen havde tilstået, at han havde ført en tønde korn fra Svend Jørgensen og givet det til sin stedfar Jørgen Pedersen. Peder Thomsen havde fået en beskikket forsvarer, nemlig Hans Poulsen. Han påpegede at Peder Thomsen havde sagt at han var 20 år gammel, men at det viste sig, at han var 22 a 23 år gammel, hvorfor han påstod at han ikke var ved sin fulde fornuft. Dommeren mente ikke at Peder Thomsen var uden fornuft, da han for nyligt var ”admitteret” den gudelige konfirmation. Dommeren dømte Peder Thomsen efter lovens pag. 983 art 32 til at miste sin hud. Og da Jørgen Pedersen havde søgt hjemmel til det stjålne korn skulle han dømmes efter pag. 972 art. 11 for hæleri. De to skulle desuden betale igæld og tvegæld for kornet som var solgt til Morten Jensen i Klemensker. Desuden skulle de begge betale sagens omkostninger.
Jørgen Pedersens hustru og Anders Nielsen blev frikendt. Morten Jensen skulle betale de 2 sld. tilbage, som han havde købt kornet for.

20. januar 1747 – pag. 142a

Læst et pantebrev dat. 3. januar 1747 der viste at Jens Wefstsen på den 4. gård i Olsker havde lånt 200 sld. af byfoged Poul Eskildsen mod pant i gården. Pantebrevet blev vedstået af Jens Wefstsens søn Wefst Jensen
Dom afsagt i sag mod Anna, Rasmus Pedersens hustru i Klemensker. Aktor Svend Mikkelsen bad om udskrift af sagen til øvrigheden, som muligvis ville prøve sagen til skærpelse. Aktor lod arrestant inden føre tilbage til sin arrest. Forsvareren Hans Poulsen havde ikke hørt om Anna ville appellere dommen, hvorfor han bad om udsættelse indtil dommen blev forkyndt hende.
I sagen om fæstet af udmarksjord, som Anders Nielsen mente at have, men som naboerne havde mejet græs på, var ikke kommet videre siden sagen startede den 26. august 1746. Erik Hansen fra Splitsgaard havde, sammen med naboen Mogens Hansen, ført vidner mod Anders Nielsens påstand om fæsterettighed. Anders Nielsen havde ved stævning mod Mogens Hansen og Erik Hansen foranlediget, at 4 uvildige mænd skulle syne stedet og om muligt at konstatere hvor det gamle gærde havde ligget, samt ved stedsmålsbrev bevise sin påstand. De fire granskningsmænd (Christian Pedersen på den 29. gård, Poul Pedersen på den 30. gård i Rutsker, Anders Pedersen på den 21. gård og Lars Pedersen på den 55. gård i Klemensker) skulle møde på åstedet den 25. januar. Anders Nielsen afleverede 24 skillingspapir til sagens beskrivelse.

DOM – pag 143a

Sognepræsten Anders Agerbech havde for øvrigheden indbragt en sag om ægtefolks ukristelige levned. Præsten havde beskyldt Anna for at være den egentlige årsag til ægteskabsstridighederne. Herredsfenrik Svend Mikkelsen var blevet pålagt at føre en undersøgelsessag mod Anna og hendes mand udbygger Rasmus Pedersen. Det første vidne, Haagen Beck, havde berettet om at Anna Rasmus Pedersen var kommet til ham og fortalt, at hun ikke kunne være hjemme hos manden på grund af mandes ”uforligeligheds skyld”. Manden Rasmus Pedersen havde til vidnet fortalt næste morgen, at han havde skændtes med konen, og af han ikke kunne leve med hustruens skændige mund, og at hun havde sagt at ”de skulle ikke alle leve til i morgen”. Han havde beklaget sig over hustruens løsagtighed. Haagen Bech havde foranlediget, at præsten skulle mægle i sagen. Haagen Beck fortalte at det var et ”almindeligt rygte” at konen var løsagtig.
Anna havde fået beskikket Hans Poulsen som forsvarer mente ikke at det kunne bevises at Anna havde forøvet noget ondt mod sin mand. Det var forkert af præsten at ”prejudicere” konen.
Dommeren mente at hustruen havde brugt ”undsigelser og andre skændige ord, samt været aarsag til ond forligelse, og desuden berøgtet for løsactighed, samt ilde tale om sin præsts formaninger om bedre lefneds fremdragelse, men forgæves” Hun dømmes efter lovens pag. 885 art. 8 til at sendes til spindehuset i et år. Med dommen kendtes kvindens arrest for lovlig. Desuden skulle hun betale sagens omkostninger 4 sld og til forsvareren 2 sld. 2 mark.

27. januar 1747 – pag. 143b

Læst et pantebrev dat- 21. januar 1747 der viste at Erik Pedersen på den 18. selvejergaard i Olsker Bachegaarden kaldet havde lånt 300 sld. af Andris Kofoed i Rønne mod pant i gården.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen af Rønne førte sagen mod Peder Thomsen videre. Udbygger Jørgen Jørgensens ko, i Klemensker, var blevet fundet i Nexø og det var utvivlsom Peder Thomsen, der havde stjålet og solgt den.
Peder Thomsen blev fremstillet ”løs og ledig” for retten. Han nægtede at have solgt en ko til Jens Sørnsen i Nexø. Han nægtede at have udgivet sig som at være Lars Jacobsen fra Grødby i Aaker sogn. Anklager Svend Mikkelsen opgav at få ham til erkende sine tyverier, men det var heller ikke nødvendigt, da tingsvidner fra Nexø beviste det klart.
Hans Andersen, der var Jørgen Jørgensens nabo, havde været med til Nexø, hvor de havde fundet koen hos Jens Sørnsen. Koen havde genkendelige hvide liske og manke. Ellers sort.
Andreas Pedersen havde også været med i Nexø for at finde koen.
Elsebye Henrik Sørensen bekræftede at hendes nabo Jørgen Jørgensen havde fået stjålet koen ved sidste fisked (september), samt at koen nu var kommet tilbage nytårsaften.
Den bestjålne afgav ed på at vidnernes svar var gyldige og at det var hans ko, der var blevet stjålet i september. Han havde ingen beviser på hvem der havde stjålet koen, men Peder Thomsen havde selv sagt til ham, at han – hvis han fik 4 skilling ville fortælle hvor han skulle søge koen. Efter han modtog penge så fortalte han, at hans ko var hos Jens Sørnsen i Nexø og han vidste også navnet på den mand, der havde solgt ham koen for 2 daler.
Defensor mente at aktor skulle bevise, at det var sket således, hvilket afvistes af aktor, da det var klart bevist ved vidneafhøringer i Nexø. Tingsvidnerne fra Nexø fremlagdes.
Jesper Hansen af Allinge havde fået tilladelse af amtmanden til at gå i retten for Hans Larsen på Julegaard i Rutsker mod Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker. Løjtnant Anders Jørgensen havde søgt tilladelse til at på i retten for Rasmus Rasmussens på Duebjerg, men endnu ikke fået den. Dommeren godkendte den foreløbige aftale.
Vidnet Niels Pedersen, der havde Rasmus Rasmussens søster til ægte og vidnet havde Hans Larsen steddatter til ægte. Han havde budt både Rasmus Rasmussen og Hans Larsen til barselsgilde den 15. januar en søndag og begge var i godt gemyt. Han havde bedt om at de ikke trættes. Men det hjalp ikke. Rasmus Rasmussen havde beskyldt Hans Larsen for gæld på 10 rigsdaler og han ville slå ham i gulvet. Slagsmålet blev forhindret, men træterierne fortsatte efter de var gået til sengs. Hans Larsen havde sagt at Rasmus Rasmussen skulle have miste livet da han var i København, fordi det ville have givet hans søster mulighed for at få en anden mand til ægte, som endda kunne tærske og meje. Rasmus Rasmussen havde skældt og tirret Hans Larsen med skældsord. Rasmus Rasmussen havde sagt, at han kendte en karl som kunne gøre noget ved ham. Hustruerne græd og bad dem tie stille, men Rasmus Rasmussen havde fortsat og true Hans Larsen på livet med ord som ”faa en ulykke og døe som en tyv”
Dernæst Christopher Hansen. Niels Pedersen var Christophers tjenestedreng. Han fortalte at han havde hørt noget af skældsord, men ikke alt. Dog havde han hørt at Hans Larsen havde sagt, at hans hustru kunne have ønsket sig en anden mand, der ikke havde en skavank. Hun skulle, hvis han døde, få en anden mand, der både kunne tærske og meje.
Jesper Hansen mente, at der var overensstemmelse med de to vidner. Dog ville Jesper Hansen indkalde Barbro Rasmus Rasmussen fra Klemensker og Rasmus Hansen fra Rutsker som vidner. Sagen udsat.
I sagen, der ageredes mellem Dammegaardsbønder i Klemensker, fremstod de fire granskningsmænd fremlagde deres synsforretning fra den 25. januar, som de alle havde underskrevet. Peder Ibsen fra Ibsker, som var fuldmægtig for Mogens Hansen og Erik Hansen, fremlagde en kopi af Anders Nielsens fæstebrev, som var testeret af amtsforvalter Schrøder. Peder Ibsen mente at man af fæstebrevet så, at det ikke indbefattede damsted, mølleplads eller bækfaldet eller engen. Anders Nielsens fuldmægtig tolkede fæstebrevet anderledes, da han mente at de nævnte områder alle hørte under den nævnte skovbund. Ellers kunne der ikke så 6 tønder havre på området. Dette kunne ikke betvivles, hvis ikke, så var det en sag mellem kongens betjente og Anders Nielsen og det vedkom ikke Peder Ibsens principaler.
Peder Ibsen var af den klare mening, at såsom der ikke voksede skov på de omtvistede steder, hvorfor det ikke var inkluderet i fastekontrakten, Peder Ibsen fremlagde et skriftligt indlæg og bad om at der blev afsagt dom i sagen.
Anders Nielsen bad dommeren ikke at afsige dom, da han endnu ikke havde givet sit skriftlige indlæg i sagen.
Læst pantebrev udstedt af Hans Esbersen på den 30. selvejergaard i Klemensker for et lån på 260 sld. af fenrik Peder Hansen på den 57. selvejergaard i Vestermarie mod pant i Esbersens gård.

3. februar 1747 – pag. 149a

Dom afsagt i sagen mod Peder Thomsen i Klemensker for tyveri af to køer. Arrestanten Peder Thomsen blev fremstillet løs og ledig for at høre dommen. Aktor Svend Mikkelsen bad om udskrift af den fulde dom, samt de tre tingsvidner, til forevisning for øvrigheden.
Jesper Hansen, som fuldmægtig for Anders Nielsen vedr. sagen om udmarksjorden, afgav sit skriftlige indlæg i sagen. Modpartens fuldmægtig svarede på indlægget. Jesper Hansen ville ikke svare på modpartens indlæg, men nøjedes at gøre opmærksom på, at tvisten ikke drejede sig om selvejerjord, men kongens jord. Jesper Hansen på Anders Nielsens vegne bad om at sagen gik til doms. Dommeren tog sagen til doms og han bad om udskrifter.
I sagen som er startet af Hans Larsen på Julegaard i Rutsker kontra Rasmus Rasmussen. Begge parters fuldmægtige var mødt og bad om udsættelse i 14 dage for at få tid til at skaffe sig vidner.

DOM – pag. 150a

Sagen startede efter et forhør den 12. november 1746 af arrestanten Peder Thommesen (Thomsen), hvorefter at Svend Mikkelsen blev beordret til at føre sag mod ham på justitsens vegne. Herredsfogeden skulle dømme sammen med 8 domsmænd. Peder Thomsen var sat i landets arresthus i Rønne og han havde – uden tvang – erkendt tyveri af to køer. Den ene fra Aagaardssønnerne i Østerlars og solgt den til skipper Robberts i Rønne. Den anden ko på Øster Lyng ved Bastamosen og solgt i Nexø. Køerne er stjålet på marken og er i fuld fornuft og uden tvang tilstået og derfor dømmes efter forordningen af 4. marts 1690 til galgen. Da Peder Thomsen intet ejede, så kunne han ikke dømmes Igæld og Tvegæld. Og da hans gods var blevet fradømt ham ved dom af 7. januar.
[dommen blev prøvet ved landstinget, som ved dom den 10. maj 1747, tilbageviste dommen til herredstinget på grund af procedurefejl. Sagen var blevet udsted på formodet tyveri af to køer, selv om der var mistanke om et tredje tyveri. Argumentet fra aktor om at det var lige meget om han skulle hænges for to tyverier af køer eller for tre, kunne ikke accepteres, da sagen ikke var fuldendt. Endvidere var der ikke ført hælerianklage mod dem, der havde modtaget tyvekosterne. Hælerianklagen skulle føres inden der kunne føres endelig dom over Peder Thomsen.]

17. februar 1747 – pag. 151a

Læst et pantebrev af dato 2/1 1747 der viste at Hans Christensen på den 49. gård i Klemensker er Ole Nielsen i Klemensker 140 sld. skyldig mod pant i den 29. gård i Klemensker, som tilhørte Hans Christensen.
Læst pant dateret 17/2 1747 der viste at Jens Jensen på den 15. selvejergaard i Olsker havde lånt 220 sld. af Rasmus Rasmussen på Duebjerg mod pant i gården.
Løjtnant Jørgensen fik et 24 skillingspapir tilbage, da amtmanden ikke havde mulighed for at udstede en fuldmagt. I stedet aflagde han en skriftligt indlæg på vegne af Rasmus Rasmussen på Duebjerg. Hans Larsen og hans fuldmægtig Jesper Hansen erklærede at de var fornøjede over Rasmus Rasmussens indlægs ord. Da ville derfor have at dommeren skulle tage sagen til doms. De krævede at Rasmus Rasmussen betalte omkostningerne til sagen. Jørgensen lod også sagen gå til doms, men mente ikke at han skulle betale omkostningerne, hvis det endte med en frifindelse.

3. marts 1747 – pag. 151b

Læst et pantebrev udsted af Morten Pedersen på den 25. gård oi Olsker for et lån på 60 sld. i rede penge af Hermand Bohn Mortensen i Rønne. Dateret 24. februar 1747 mod sikkerhed i den 25. gård.
Intet andet for retten at bestille.

17. marts 1747 – pag. 152a

Læst kgl. Plakat om fredsslutningen den 12. januar 1747 med republikken Algier.
Læst kgl forordning om hvilke slags delinkventsager der kan lignes på almuen for eksekution, samt om hvor meget der må lignes til delinkventens underhold. Dateret 13/1 1747.
Blev læst et skøde dat. 4. marts 1747 der viste at Hans Thorsen på 15. selvejergaard i Klemensker, Tyndekulde kaldet, har solgt og afhændet til sin yngste søn Lars Hansen og hans hustru Karen Mortensdatter for 250 sld.
Læst en kontrakt oprettet mellem Hans Thorsen på den 15. gård i Klemensker og hans søn Lars Hansen og undentag til Hans Thorsen og hans hustru på deres livs tid.
Læst et pantebrev af dato 7. marts der viste at Hans Hansen på den 2. frivornedgaard i Olsker, Heslegaard kaldet, havde lånt 160 sld. af Niels Monsen, logerende hos sin dattermand Henrik Pedersen i Rønne mod pant i gården.
Dom afsagt i sag som amtsforvalter Schrøder for Anders Nielsen på den 23. gård i Klemensker mod Mogens Hansen på den 24. gård.
Dom afsagt i sagen hvor Hans Larsen på Julegaard i Rutsker havde sagsøgt Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker ang. skældsord.

DOM – pag. 152b

En klage fra Anders Nielsen på den 23. gård i Klemensker til amtmanden den 3. august 1746 gav anledning til at sagen blev behandlet på tinget den 26. august. Anders Nielsen havde klaget over at hans nabo Mogens Hansen på den 24. gård havde mejet græs på en udmarkslod, som han mente at have fæstebrev på. Jorden som var et bækfald og et møllested var en del af de 5 tønderland udmarksjord, som han havde fra 1745.
Damstedet havde tidligere været fæstet af Peder Larsen, der havde betalt leje til holstførster Erichsen på Splitsgaard, der skulle have været den første der havde brudt og pløjet jorden. Endvidere påvistes at mølleplads og damsted i et tingsvidne af den 15. november 1695 var oplyst, at stedet var blevet byttet fra den 24. gård, som Mogens Hansen nu bebor, til Splitsgaard. Striden byggede på tvivl om damstedet var iberegnet i de 5 tønder land.
Granskningsmænd, betalt af Anders Nielsen, bemærkede, at der stod angivet 6. tønder land i fæstebrevet og tidligere havde været 5 tønder land. De havde ikke fundet jorden i jordebogen og de var heller ikke nævnt i udmarkskommissionens skrivelser.
Dommeren dømte at mageskiftet og kontrakten fra 22. juli 1738 stod ved magt og at fæstebrevet ikkeomfattede møllestedet og bækfaldet. Anders Nielsen som havde foranlediget sagen, skulle betale sagens omkostninger og 3 rigsdaler til Mogens Hansen og 2 rigsdaler i stempelpapir mv.

DOM – pag. 153b

I sagen hvor Hans Larsen fra Rutsker med sin fuldmægtig Jesper Hansen fra Allinge havde ført mod Rasmus Rasmussen i Klemensker for ”fornærmende skældsord” efter skriftlig stævning fra 19. januar 1747. Episoden var sket den 15. januar under barselsgilde hos Hans Larsen. Ord som ”prakere unge, spitsbue og skielm. Rasmus Rasmussen havde erkendt at det var sket i overilelse og ubesindighed. Dommeren henviste til loven pag. 998 1 artikel at det var sket i en disputs efter at der var skænket øl og brændevin. Det var sket i drukkenskab som kunne være sket på kroen. Men da Rasmus Rasmussen havde været meget grov, så sagde loven pag. 1000 artikel 4, at det kunne forsones med penge, derfor idømtes Rasmus Rasmussen at betale en mulkt til Ruts kirke og 1 rigsdaler til sagens omkostninger.

24. marts 1747 – pag. 154a

Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Christen Hansen på Kjøllergaard i Rø sogn mod hans hustrus stedfader Anders Pedersen på ”Fri Hallegaard” i Olsker.
Hans Poulsen stævnede sergent Anders Pedersen på Hallegaard for at Christen Hansens hustru havde indløsningsret og adgang til Hallegaard.
Løjtnant Anders Jørgensen havde fået tilladelse til at være fuldmægtig for Anders Pedersen.
Der var forskellige forlydender: Anders Pedersen skulle have solgt fri Hallegaard til Anders Jensen fra Rø sogn. Stævningen udgivet af Christen Hansen mod Anders Pedersen lyder at Anders Pedersen ”skulle vilde sælge Haldegaarden”
Hans Mortensen var indkaldt som værge for Christen Hansens hustru, men han vidste ikke om de dokumenter, som han havde, ville kunne oplyse noget om Hallegaard i Olsker. Sagen blev stillet i bero.

7. april 1747 – pag. 155b

Læst et pantebrev 1. april 1747 der viste at Hans Hansen på Hullegaarden i Rø (1. sg) havde lånt 200 sld. af ungkarl Jens Larsen boende hos sin stedfar Mikkel Mikkelsen på Saltholm i Nyker. Jens Larsens stedfar Lars Hansen, som var hans værge, bekræftede udlånet.
Svend Mikkelsen af Rønne havde fået ordre af amtmanden at tilkalde tingbudene i Klemensker og Jørgen Pedersen til et tingsvidne erhvervelse. Desuden var indkaldt Hans Christensen fra Klemensker og Mogens Larsen af Rutsker, samt udbygger Jørgen Pedersen fra Klemensker. Dommen som herredsfoged Poul Eskildsen afsagde den 7. januar 1747 over Jørgen Pedersen, blev oplæst og indført i tingsvidnesagen. Jørgen Pedersen havde på opfordring af Rasmus Trane i Rønne klaget til amtmanden over måden som dommen blev afsagt på. Jørgen Pedersen vedstod dog, at dommen var afsagt retsmæssigt. Herefter var sagen slut og et lovmæssigt tindsvidne blev udfærdiget.
I sagen mellem Christen Hansen fra Rø og sergent Anders Pedersen på Fri Haldegaarden (Hallegaard) i Olsker mødte de to fuldmægtigene, Hans Poulsen for Christen Hansen og løjtnant Anders Jørgensen for Anders Pedersen. Anders Jørgensen ville i dag svarer på spørgsmål om det køb, der var oprettet mellem Anders Jensen i Rø og Anders Pedersen ang. Fri Haldegaard. Løjtnanten erkendte, at der var udfærdiget en koncept, men da de var i tvivl, var konceptet ikke dateret eller underskrevet. De havde aftalt en pris på 1320 sld og undtaget var nogle enge som Anders Pedersen selv ville beholde. Løjtnanten vidste ikke om salgsbrevet var ført på stemplet papir. Hans Poulsen ville se konceptet til næste ting. Sagen udsat.
Rasmus Hansen på Lille Myregaard i Olsker lod oplyse en sort bæltet galtsvin ca 2 år gammelt med mærket i det højre øre, som var skåret af. Svinet var hos ham og ejeren efterlyses.

21. april 1747 – pag. 156b

Læst kgl. Forordning om et livrente societes oprettelse, dat. 13. februar 1747.
Læst kgl. Forordning om at plakaterne af 16/10 og 26/11 1745 blev ophævede.
Læst kgl. Forordning om at plakaten af 25. april 1735 på visse punkter er forandrede, dat. 27. maj 1747
Blev læst en skrivelse til landets amtmand Urne fra stiftsbefalingsman Gersdorph den 31. januar om at den kgl. Forordning af 8. oktober 1734 ang. den satte takst på sælhundeskind (?) skulle gælde.
Hans Poulsen på Christen Hansens vegne irettelagde et skriftligt indlæg af dd som skulle i akten indføres. Desuden læste han en udskrift af skiftet efter Niels Nielsen den 9. juni 1721 på den frie Hallegaard.
Desuden fremlagdes en kopi af en kontrakt oprettet mellem Niels Jørgensen og Anders Pedersen af dato 6. august 1725 angående Hallegaards beboelse.
Desuden fremlagdes en kopi af Landstingsprotokollen der viste et pantebrev udgivet af Kirstine Christensdatter sal. Niels Jørgensen boende på Hallegaard lydende på 600 sld af dato 13. juli 1733.
Nok irettelagdes en kontrakt mellem Anders Pedersen og kaptajn Jørgen Nielsen oprettet med løjtnant Hans Mortensen ang. om sædes rettigheden udi Anders Pedersen påboende gård Hallegaard.
Løjtnant Anders Jørgensen bad om kopier af de fire dokumenter så hurtigt at det kunne lade sig gøre.
Hans Poulsen spurgte løjtnanten om han ville tilstå, at Sidsele Nielsdatter, som var fuldsøster til Christen Hansens hustru Marta Margrete Nielsdatter var død og ikke havde efterladt sig nogen arvinger. Løjtnanten svarede ”at hand har saa hørt sige”.
Sagen blev udsat.

5. maj 1747 – pag. 157b

Læst kgl. Reskript af 1. april 1747 om at rettens betjente ikke måtte tage højere salær for akter doms udstedelser end der blev ansat i lovens første bog 25. kapitel, samt det som var sat til skriverløn.
Læst kgl. Konfirmation om at Lars Larsen Birk er bestilt at være byskriver i Hasle, herredskriver i Nørre Herred og birkeskriver ved Hammershus Birk, dat. 7. januar 1747.
Christen Hansen fra Rø mødte og ville høre Anders Pedersen på Hallegaard i Olsker var til stede. Ingen var mødt, men Anders Pedersens fuldmægtig Anders Jørgensen havde skrevet at han havde frafaldet sin kontrastævning indtil videre og derfor intet at sige i sagen.

12. maj 1747 – pag. 158a

Løjtnant Anders Jørgensen på Anders Pedersens vegne kontrastævnede Christen Hansen i Rø til spørgsmål og breve og dokumenter.
Ander Pedersens fuldmægtig fremlagde et kgl. Konfirmeret testamente far 13. april 1714.
Christen Hansen og hans fuldmægtig var ikke mødte.
Anders Pedersens fuldmægtig aflagde et skriftligt indlæg. Desuden fremlagdes en kontrakt af 8. juni 1724 blev fremlagt, hvori det ses at Anders Pedersen havde betalt 300 sld. til sin hustrus søster Margreta Cartrine Jacobsdatter. Desuden fremlagdes et pantebrev udgivet til Anders Pedersen på Hallegaard under sin hustrus moders hånd Kirstine sal. Niels Jørgensen af dato 13. juli 1733.
Christen Hansen var nu mødt på tinget, men da han ikke havde modtaget en skrift stævning, så havde han eller hans fuldmægtig ikke ment, at de skulle møde. Han ville have tid til at svare til næste ting. Han bad om udskrifter af de fremlagte dokumenter.

26. maj 1747 – pag. 158b

Læst kgl. Forbud mod indførsel af fremmed kobber vitrinol, dat. 18. april 1747.
Læst kg. Forordning og reglement om de algierske sø-pas, dat. 1. maj 1747.
Christen Hansen fra Rø læste et indlæg mod Anders Pedersen på Hallegaard og fremlagde et skifte af 18. januar efter Christen Hansens hustru salige søster Sidsele Nielsdatter.
Løjtnant Jørgensen på sin principals vegne bad om udskrift og ville svare for Anders Pedersen på næste ting.

9. juni 1747 – pag. 159a

Læst amtmand Urnes missive til byfoged Poul Eskildsen om at rentekammerkollegiets ordre om at landgildesmørret skulle leveres in natura uden restancer.
Læst kontrakt af 24. februar 1746 oprettet mellem fenrik Rømer af Rutsker og Erik Pedersen af Olsker og Hans Pedersen af Vestermarie omhandlende deres gamle forældres Christen Rømer og hustru at give et årligt ophold samt bolig.
Læst et skøde af dato 31. maj 1747 der viste at Peder Hansen boende på den 26. selvejergaard i Klemensker havde solgt gården til sin yngste søn Anders Pedersen og hans forlovede Sidsele Bendtsdatter samt arvinger for 400 sld.
Læst en kontrakt af dato 8. juni 1747 oprettet mellem Peder Hansen på den 26. selvejergaard i Klemensker og hans søn Andris Pedersen ang. undentag til Peder Hansen og hans hustru på deres livstid.
Hasle kirkes kirkeværge Jens Jensen opbød 40 daler om nogen ville låne mod renter og forsikring.
I sagen mellem Christen Hansen i Rø og Anders Pedersen på Hallegaard i Olsker mødte Anders Pedersens far Peder Hansen i Klemensker og meddelte, at hans søn Anders Pedersen var forhindret i at møde, da hans kaptajn havde beordret ham i tjeneste i dag. Christen Hansen havde intet at føre i sagen, men måtte vente til modparten mødte.

16. juni 1747 – pag. 160a

Frederich Plom, amtsforvalter Schrøders fuldmægtig, havde indstævnet Thor Jensen på 12. selvejergaard i Klemensker for restancer til amtstuen på 18 rdl. 2 mk 12 ½ skilling. Thor Jensen var mødt med sin kvitteringsbog, hvorved det blev bekræftet, at han manglede at betale, hvilket han vedstod. Han ønskede at få udsættelse i 4 til 5 uger, hvis ikke, ville han modtage sin dom. Hvilket fuldmægtigen bekræftede og udsatte sagen.
Friederich Plom stævnede desuden Bendt Jørgensen på Magaard, der boede hos sin broder i Olsker for at have begået lejermål med Ane Hansdatter. Han var gift. Han var mødt og erklærede sig lovligt stævnet. Anna Hansdatters noder var mødt og accepterede stævningen. Præsten Mahler havde angivet lejermålet for øvrigheden den 19. maj 1747. Ane Hansdatters moder havde gjort ”aftingning” om lejermålsbøde for øvrigheden. Ingen havde noget at indvende og begge ønskede dom i sagen, hvilket skete.
Løjtnant Anders Jørgensen var mødt i sagen mellem Christen Hansen og Anders Pedersen. Han aflagde en skriftlig redegørelse for sin principal Anders Pedersen. Han fremlagde desuden en attest udgivet af sognedegnen i Olsker Nicolai Bidstrup. Christen Hansen havde intet at tilføje, men mente at de tidligere af ham fremlagte dokumenter, var tilstrækkelige. Sagen blev optaget til dom

s.

23. juni 1747 – pag. 160b

Læst kgl. Forordning og forbud mod indførsel af levende og slagtede kalve i købstæderne, samt ophævelse af forbuddet mod udførsel af svin, dat. 19. maj 1747.
Svend Mikkelsen som var beskikket aktor mod Peder Thomsen mødte og fremstillede delinkventen ledig og løs og fremlagde en landstingsdom fra den 10. maj 1747 ang. tyveri af køer. Peder Thomsen, som sad i arresten i Rønne, var stævnet af to kaldsmænd i Rønne med hans forsvarer Hans Poulsen fra Vestermarie.
Aktor Svend Mikkelsen spurgte om han, som tidligere, ville tilstå tyveri af to køer. Peder Thomsen nægtede og fortalte at sognepræsten Anders Agerbech ”havde komet ham til at giøre slig bekiendelse og lovet ham hand skulde blive til Karl der over og komme ud og seigle, dette skede i oververelse af Anders Gammelsen, Peder Brandt og meente og Sandemand forhoed”. Han nægtede at noget skulle have anbefalet at fragå sin tidligere bekendelse. Han vedkendte sig, at han havde solgt en ko til skipper Robert Robertsen i Rønne, men han havde købt den af Aagaardssønnerne. Koen han havde solgt til Lars Monsen i Nexø, havde han sammen med Aagaardssønnerne tage i Bastemosen som to karle, nemlig udbygger Lars Jørgensen i Østerlars på Leensgaardsgrunden og Joen, der boede på Vallensgaards grunden. Han var svoger til Lars Jørgensen. Peder Thomsen nægtede at have taget en ko fra Jørgen Jørgensen i Klemensker.
Peder Thomsen kunne dog ikke nægte, at han havde udgivet sig som Lars Jacobs stedsøn i Grødby i Aaker sogn.
Aktor fremlagde 3 tingsvidner til oplysning i sagen. Desuden fremlagdes et fjerde tingsvidne optaget i Nexø byting den 1. juni.
Aktor bad Peder Thomsen fortælle om hvilken hjemmel han havde til de solgte køer, hvilken hjemmel som nu må være anderledes end det han tidligere havde sagt. Det kunne han ikke svare på.
Forsvareren bad Peder fortælle om koen i bastemosen, som han skulle have taget med sig sammen med Jens Rasmussen. Peder Thomsen svarede, at han ikke vidste noget, da han var kommet ridende på en hest og kun så på at koen blev taget. Forsvareren havde ikke flere spørgsmål, men bad om udskrifter, således at han kunne i rettelægge sin forklaring på næste ting.
Arrestanten blev spurgt om at han modtog forplejning efter kongens befaling. Hvilket han bekræftede og blev derefter udleveret til at overføres til arresthuset.
For anden gang blev Hasle kirkes 50 sld. udbudt mod sikring og renter.
Dernæst blev 160 sld. af Clemens Kirkes kapital udbudt til låns af kirkeværgen Jørgen Edvardsen på 10. vornedgaard.

30. juni 1747 – pag. 161b

Hasle kirkes kapital på 40 sld. blev opbudt for tredje gang. Ingen ville modtage den.
Klemensker kirkes kapital på 160 sld. blev opbudt for anden gang. Ingen ville modtage dem, hvorfor de blev forseglede og tilbageleveret til kirkeværgen.
Svend Mikkelsen som beskikket aktor imod Peder Thorsen producerede et skriftligt indlæg mod delinkventen. Forsvareren Hans Poulsen havde ikke modtaget aktors indlæg, hvorfor han ikke ville svare på hans påstande. Desuden havde han ikke modtage udtog af de fire dokumenter, som blev irettelagde på forrige ting. Defensor ville høre om aktor ville indkalde dem af Peder Thomsens nævnte personer til afhøring. Aktor mente ikke, at det var et forlangende, som han burde følge. Defensor ville høre amtmanden om det burde ske. Sagen blev udsat.

7. juli 1747 – pag. 162a

Læst et kgl. Reskript til amtmand Urne om at meddele på alle ting og kirkestævner, at den bornholmske almue ikke kunne klage til kongen over ”gjorde indretninger” på øen, men måtte stile sagen til den bestandige kommission. Dateret 19. maj 1747.
Hasle kirkeværge Jens Jensen meddelte at de 40 sld. tilhørende kriken, som tidligere var blevet opbudt. Det ville ikke ske igen, da kirken skulle bruge pengene på reparationer. Angående nogle enge.
Læst et mageskiftebrev mellem kaptajn Bidstrup i Hasle og Jens Hansen på Frigaard i Rutsker Mageskiftebrevet blev underskrevet af sognepræsten Poscolan og Holger Pedersen. Jens Jensen skulle på næste ting vedstå brevets indhold.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte som anbefalet forsvarer for Peder Thomsen. Han havde ikke modtaget ordre til at indstævne de af Peder Thomsens angivne personer. Aktor havde ikke bekymret sig for at indkalde ekstra vidner, som måske kunne have været til sagens bedre oplysning for Peder Thomsen, som ikke med tilstrækkelige vidnesbyrd. Forsvarer tilrettelagde sit skriftlige indlæg i sagen. Aktor henviste til forordningen om ”Famere Letigantis”? (armodets retssag?) og agtede ikke at føre mere til retssagen og ønskede dom i sagen. Defensor ville ikke føre sagen ud i vidtløftighed og bad om dommerens retfærdige behandling af sagen. Sagen gik til doms.
Klemensker kirkes 160 daler blev opbudt for tredje gang. Inge ville modtage pengene mod sikkerhed og renter.

21. juli 1747 – pag. 163a

Jens Hansen på Frigaarden i Rutsker mødte i retten og vedstod mageskiftebrevet mellem ham og kaptajn Bidstrup.
I ko-tyverisagen blev dom afsagt. Peder Thomsen blev spurgt om han var ”fornøjet” over dommen eller om han efter kgl. Forordning ville have den indstævnet for højesteret. Peder Thomsens forsvarer Hans Poulsen svarede at de med dommen ”var fornøjet”.
Aktor ville have dommen beskrevet til forevisning for øvrigheden. Peder Thomsen blev udleveret igen til vagten.
I sagen mellem Christen Hansen fra Rø og Anders Pedersen på Hallegaard i Olsker ang. sæderetten blev afsagt dom. Løjtnant Jørgensen på sergent Anders Pedersens vegne bad om udskrift af sagen med mindre de to parter inden 14 dage skulle blive enige.
Friedrich Plom mødte på amtsforvalterens vegne i sagen om Thor Jensen på den 12. selvejergaard i Klemensker om manglende skattebetaling. Han havde betalt 2 rdl 4 mark og resterede nu 15 rdl 4 mk 12½ skilling. Skovridder Piil i Klemensker mødte for retten og kautionerede for beløbet, hvorfar sagen blev ophævet.
Ifølge amtmand Urnes ordre af dato 14. juli om at holde forretning hos Bendt Jørgensen på Magaard i Olsker for hans begåede lejermål i ægtestand. Forretningen blev foretaget den 19. juni og den 6. juli. Det blev pålagt Bendt Jørgensen at skaffe beviser for hans gældsforpligtelser og at aflægge korporlig ed på sine gældsfordringer.
Bendt Jørgensen mødte og tilstod at han skyldte Hans Jørgensen på Bakkegaard i Rutsker for opfostring i 2½ år af hans datter pr. år 22 daler 3 mk 4 sk. Samt opfostring af hans søn til Jørgen Jørgensen i 4½ år a 22 daler 3 mk 4 sk. – i alt 91 daler 1 mark. De to kreditorer var tilstede i retten og bekræftede deres tilgodehavende.

DOM – pag. 164a

Aktor Svend Mikkelsen måtte føre sag om den tredje ko, som der var mistanke om, at Peder Thomsen også skulle have stjålet. Peder Thomsen var blevet dømt for tyveri af to køer, men ikke for den tredje, hvorfor at sagen var blevet afvist på landstinget.
Den tredje ko havde Jørgen Jørgensen fra Klemensker skulle have mistet og han havde fundet koen hos Jens Sørensen i Nexø, hvilket ko var blevet genkendt af tre vidner. Et tingsvidne fra Nexø skulle også havde koblet Peder Thomsen til koen, men det var ikke bevist at han skulle have været hjemmelsmanden, sådan som det var blevet bevist med koen, der var taget på Østerlyng og den ko der blev solgt til skipper Robert Robertsen i Rønne. Peder Thomsen var ikke grebet i tyveriet. Peder Thomsen blev frikendt for tyveri af denne tredje ko, da der manglede beviser.

DOM – pag. 164b

Christen Hansen på Kjøllergaard i Rø havde ført sag mod Anders Pedersen, der boede på Hellegaard i Olsker angående gården søde- og indløsningsret. Anders Pedersen ville sølge gården efter hans hustru var død. Christen Hansen på sin hustrus Marta Margrete Nielsdatters vegne påberåbte sig retten efter et fremlagt testamente fra den 13. april 1714 [dommer beskriver i detaljer arvingerne efter Niels Jørgensen og hans hustru Kirstine Christensdatter, samt skifte efter Niels Nielsen- dommen skal transskriberes for at få det fulde udbytte]
Dommeren kunne ikke tildømme Anders Pedersen sæderetten til Hallegaard, men kun alene boboelsesret på Hallegaarden så længe hans hustrus moder levede. Grunden var at afdøde Niels Nielsen og hustru ikke havde testamenteret gården til Anders Pedersen og hans hustru, men alene til Anders Pedersens første hustru. De fremviste skifter og kontrakter kunne dommeren ikke underkende. Christen Hansen og hans hustru og deres børn skulle nyde sæderetten og indløsningsretten til Hallegaard. Anders Pedersen blev dømt til at betale sagens omkostninger.
28. juli 1747 – pag. 165b
Dom afsagt i sagen mellem amtsforvalteren og Bendt Jørgensen i Olsker for hans lejermål begået i sit ægteskab.

DOM – pag. 166a

Sagen om lejermål mellem Bendt Jørgensen. Magaard i Olsker og Anna Hansdatter. Efter tilståelse blev Bendt Jørgensen dømt til at betale dobbelt lejermålsbøde på 36 sld og dømt til at miste sin yderste formue til kongen. Men da Bendt Jørgensen hverken kunne betale bøden eller havde nogen formue, så straffes han efter forordningen af 6. december 1743 15. artikel på kroppen. De to kreditorer havde bekræftet hans gæld. De pålagte omkostninger på 4 sld. 6 sk. Kunne han heller ikke betale.

11. august 1747 – pag. 166a

Intet for forrette.

25. august 1747 – pag. 166a

Læst kgl. Bestalling af dato 26. maj 1747 at byfoged Poul Eschilsens søn måtte komme sin fader til hjælp i hans embedes tjeneste. Da der intet andet var at forrette indkaldtes til ting om 3 uger, der 15. december, hvis ikke der skulle været noget forinden.
David Jensen fra Hasle meddelte at han i går ved landevejen i Rutsker havde fundet en hertsfenger (?) med skildpaddegreb og messingbøjle. Ejermanden efterlystes.

8. september 1747 – pag. 166b

Holstførsten Matthias Kettelsen havde skriftligt meddelt en kommende gærde- og pilesyns-forretning, hvorfor der valgtes fire mand fra hvert sogn. Desuden blev der valgt 8 mand til at syne skovene i herredet. Skovsynet skulle starte hos sandemand Lars Pedersen i Rø den 21. september.

22. september 1747 – pag. 167a

Læst kong Frd. 5 allernaadigste privilegier til Bornholms indbyggere af dato 21. februar 1747, som blev påskreven.
Læst et pantebrev af dato 9. september 1747 udgivet af Jens Hansen på den 4. vornedgaard i Olsker til Herman Bohn Mortensen i Rønne på 50 sld. i rede penge mod underpant i gården.

6. oktober 1747 – pag. 167b

De otte mand aflagde deres forretning efter skøn af herredets skove. Ligeledes blev gærde- og pileforretningerne aflagte.
Jens Monsen på den 34. selvejergård i Olsker havde stævnet Henrik Pedersen boende på den 24. gård i Rø sogn til at høre på en 4 mands synsforretning af den 24. gårds huse og bygning og tilliggende skov, herlighed og ejendom. Formålet var at konstatere om der var sket forbedringer eller forringelser på gården i den tid Henrik Pedersen havde beboet gården. De fire synsmænd blev valgt og de blev pålagt at møde på gården den 14. oktober.

20. oktober 1747 – pag. 168a

Læst kgl. Forordning om hvordan jøder skulle aflægge ed i tingsvidnesager, dat. 15. september 1747.
De fire mand, der skulle syne den 24. gård i Rø, aflagde deres forretning.
Peder Pedersen fra Rø fremlagde en kontrakt oprettet mellem ham og Ana sal. Niels Rasmussen begge boende på den 16. jordejendom i Rø kaldet Tyskegaard. Kontrakten omhandlede undentag for Ana sal. Peder Rasmussen på livstid. Peder Pedersen dyrker jorden og var pligtig til at sørge for Ana.

3. november 1747 – pag. 168b

Læst kgl. Forordning om forbud mod udførsel af øksne, der gik på grøs og var ustaldede, samt nærmere anvisning for stald-øksner, dat. 29. august 1747.
Løst et pantebrev udgivet af Jep Hansen på den 32. gård i Olsker for et lån af Lars Pedersen på Baadstedgaard i Rø sogn på 100 sld. mod pant i gården, dat. 2/11 1747.
17. november 1747 – pag. 168b
Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i året 1748, dat. 13. oktober 1747.
Læst et auktionsskøde af dd. Afgående den auktion, der blev afholdt den 24. maj i Tejn på Holger Mons hustru Gertrud Holgersdatter iboende hus. Huset blev solgt til højestbydende, nemlig ungkarl Hans Jørgensen. Huset bestod af 6 stolperum med løkke for 32. daler 8 skilling.

24. november 1747 – pag. 169a

Læst et pantebrev udgivet af Jon Andersen Krak boende på 14. selvejergaard i Rø for et lån på 140 sld. af Andreas Koefoed i Rønne mod pant i gården, dat. 10. november 1747.
Fenrik Svend Mikkelsen af Rønne mødte som beordret aktor i en sag, som af Rasmus Rasmussen på Duebjerg var anmeldt til amtmanden. Der skulle være stjålet en del lindetøj af en kvinde ved navn Mallene Hansdatter. Kvinden og lindtøjet var fundet hos udbygger Hans Jensen i Østermarie. Tyveriet skulle være tilstået. Kvinden var sat i ”landets hovedvagt” og blev fremført i retten løs og ledig sammen med hendes forsvarer Hans Poulsen af Vestermarie sogn. Vidner som var indkaldet var: Afnete Anders Nielsen fra Hallegaard i Olsker, Mete Giert Gudmuns af Vang, Rutsker sogn, Hans Hansen tjenende hos Bendt Pedersen, Gertrud Monsdatter som boede hos sin fader Mons Madsen begge fra Klemensker.
Aktor producerede et tingsvidne taget ved Østerherreds ting den 30. oktober. Mallene vedkendte at hun havde hørt samme tingsvidne før. Hun vedkendte sig ordlyden. Aktor spurgte Mallene hvornår hun sidst var til alters og hvilken kirke hun tilhørte. Hun svarede at hun sidst var til alter hos Peder Rasmussen i Aakirke menighed, men hun vidste ikke hvor længe siden det var. Hun havde ved et skrifte til Hr. Peder angivet en barnefader til et uægte barn. Hun havde to uægte børn. Da hun ikke havde noget at betale med, så havde hun stået ”knæped i hals Jernet” i Rønne.
Hun fortalte at hun ikke havde fået gods af nogen kone fra Olsker, som Rasmus Rasmussen vedkendte sig, men hun havde lovet en krave til Niels Anders broder i Olsker, som nu var rejst bort. Hun kendte ikke navnene på den kone og mand som hun havde modtaget godset fra, så hun kunne ikke angive hjemmel til det klæde som blev fremvist i retten.
Eftersom hun ikke angav Agnete Anders Pedersen eller nogen anden, så ville aktor ikke afhøre disse vidner, da det var unødigt.
Forsvareren spurgte Mallene om hun havde tjent godtfolk på landet, der ville leje hende. Om hun var lejet i Nylars hvor hun blev anholdt. Hun svarede nej. Hun havde ikke indgået åremål-aftaler, men havde være her og der på landet og spundet og arbejdet. Hun havde holdt skole sidste vinter i 14 uger hos Isak Pedersen og Jens Olsen i Vestermarie sogn, samt hun havde tjent i 18 uger hos Ared Poulsen i Vestermarie og lært børn at læse. Aktor mente ikke at det var lovligt at påstå, da det ikke var bevist. Om hun havde gjort noget godt kunne ikke befri hende for at have øvet en misgerning.
Vidnet Mette Giert Gudmands fra Vang fortalte at Mallene havde fået 2 alen brugarn som var bleget og 12 sk. Penge som hun skulle have for at indløse 5 pund linbrue (?). Hun skulle komme tilbage dagen efter og levere sagerne, men kom ikke. Mallene havde ikke sagt hvilket hus og navne hun skulle indløse pantet af. Lærredet havde hun angivet, at hun skulle have til Niels Anders hustru på Hallene og der hente 4 pund blaagarn, men hun kom ikke med noget. Der var ingen vidner til dette uden et barn på 12 a 13 år.
Hans Hansen, der var 20 år og var konfirmeret og været til guds bord. Han tjente hos Rasmus Rasmussen, men kunne ikke genkende med vished det fremlagte stjålne linned, men han havde genkendt en halskrave, som vidnet havde mistet, tillige med en lærredshalsklud. Han bekræftede at der fra hans husbond var taget 5 hørgarns harre som var bleget og at de fremviste var lige med disse. På forsvarerens spørgsmål svarede vidnet at han ikke havde set at Mallene havde taget tingene. Malene havde været på gården i tre dage medens hun var med til høstarbejdet. Han havde hørt at Mallene havde et dårligt rygte, men han kunne ikke egentlig sige hvem der havde udbredt dette rygte.
Gertrud Monsedatter gennemgik de stjålne varer. Hun genkendte dem som tilhørende hendes husbonde Rasmus Rasmussen. Hun forklarede at de blegede linklæder hang over gærdet om natten og det var under høsten de forsvandt. Hun genkendt halskraven, men savnede en blaagarns særk og hørgarns opled og en del andet, som ikke var blandt det fremviste. Vidner ville ikke bekræfte at der var rygter om Malene Hansdatter stjal og løb omkring på Bornholm som løsgænger. På forsvarerens spørgsmål om hun havde set Malene stjæle, svarede hun, at hun ikke havde hvem der havde stjålet genstandene.
To vurderingsmænd skønnede de stjålne og fremviste genstandes værdi til 1 daler 1 mark og 8 skilling for 4 pund garn og lintøjet til 1 daler 8 skilling. Dernæst fremviste aktor to attester. Den ene af magister Johan Kofoed i Nexø og den anden af præsten Lars Hjorth i Aakirke.
Malene Hansdatter blev herefter udleveret til vagterne, som førte hende tilbage til arresten. De fremlagte koster blev lagt til side. Sagen blev derefter udsat.
Hans Adolfsen fra den 35. gård i Rutsker var ramt af ildebrand og lynild natten mellem den 13. og 14. juni 1747. Denne ulykkelige hændelse ville han have et tingsvidne på, hvorfor han havde indkaldt vidner til at bekræfte det.
Ambrus Boesen forklarede på vidnernes vegne, at natten mellem den 13. og 14. juni da alle var gået til sengs blev stuelængen angrebet af lynild med torden. 10 stolperum nedbrændte med alt boskabsvarer, der fandtes på loftet og en del som fandtes ned under. Endvidere blev hans snedkerredskaber, som han havde på stedet ødelagte. Høns og gæs, kobber og avlsredskaber som harve, vogn, rulle med mere blev opbrændt. Vidnets søn Jens Ambrusen arbejdede hos Hans Adolfsen bekræftede sin faders udsagn, tillige med de andre vidner, der var Søren Mogensen Høg, Hans Jørgensen, Hans Pedersen og Ole Jørgensen. Alle kunne dog ikke bekræfte årsagen til ildebranden, men der var stærk torden og lyn den nat.
Hasle kirkes værge Jens Jensen lod opbyde 40 sld af kirkens kapital.
Klemensker kirkes værge Jørgen Edvardsen lod opbyde 60 sld. af kirkens kapital.

8. december 1747 – pag. 171b

Herman Andersen fra Hasle havde stævnet Hans Madsen, udbygger på Hullegaard grunden i Klemensker for gæld på 4 daler 10 skilling. Hans Madsen var ikke mødt.
Svend Mikkelsen aflagde sit skriftlige irettesættelse i sag mod Malene Hansdatter. Forsvareren Hans Poulsen bad om at låne Svend Mikkelsens indlæg, samt sagens dokumenter, således at han kunne svare på næste ting.
Hasle kirkeværge opbød for anden gang kirkens kapital på 40 sld. – ingen henvendte sig.
Klemensker kirkes kirkeværge opbød kirkens 60 sld. for anden gang.

15. december 1747 – pag. 172a

Hans Poulsen fra Vestermarie mødte som forsvarer for Malene Hansdatter og producerede et skriftligt indlæg i tyverisagen og tilbageleverede sagen dokumenter. Aktor Svend Mikkelsen ville ikke svare på forsvarerens unyttige udflugter og undskyldninger. Begge parter ville have dom i sagen og samtidigt bad de om udskrift af sagen.
Hermand Andersen fra Hasle i gældssagen mod udbygger Hans Madsen fra Klemensker måtte udskyde sagen igen, da Hans Madsen ikke var mødt. Dommeren pålagde Hans Madsen til at møde på næste ting.
Hasle kirkes kapital af 40 sld. blev opbudt for tredje gang. Ingen ville låne dem, hvorfor pengene skulle forsegles inden de blev udleveret igen.
Ligeledes blev Klemensker kirkes 60 sld. opbudt og heller ikke disse penge blev udlånt. Disse penge skulle også forsegles inden de blev udleveret til kirkeværgen.

22. december 1747 – pag. 172

Læst et skøde dateret 21. december 1747 med indhold at Henrik Didriksen på den 21. gård i Olsker solgte gården til sin søn Jens Henriksen for 300 sld mod en undentagskontrakt.
I sagen hvor Hermand Andersen fra Hasle havde sigtet udbygger Hans Madsen for gæld. Hans Madsen og Hermand Andersen var mødt og udskød sagen til næste ting. Hans Madsen havde betalt en del af gælden og resterede 1 daler 15 skilling, som han havde lovet at betale.
Klemensker kirkes kapital på 60 sld, som ingen ville modtage, blev forseglet i en sæk med 65 sld.
Næste års stokkemænd blev valgte.

12. januar 1748 – pag. 173a

Læst et pantebrev dat. 28. december 1747 der viste at Anders Pedersen på den 18. (16.?) selvejergaard i Olsker havde lånt 260 sld. af Andreas Koefoed i Rønne mod pant i Anders Pedersens påboende gård den 16. gård i Olsker.
I sagen som Svend Mikkelsen havde ført mod Malene Hansdatter, som nu i længere tid havde været arresteret i landets arresthus i Rønne for begået tyveri, blev afsagt dom. Arrestantinden ville have sagen appelleret til højere ret. Svend Mikkelsen ville have dom og sagen beskrevet i sin fuld ordlyd.
Hermand Andersen fra Hasle ville høre om Hans Madsen havde i sinde at betale de resterende 1 daler og 15 skilling. Da Hans Madsen ikke var mødt bad han om at sagen gik til doms. Da Hans Madsen havde lovet at betale de resterende penge, kunne dommeren afsige dommen umiddelbart. Hans Madsen dømtes til at betale inden 14 dage tillige med sagen omkostninger.

DOM – pag. 173b

Rasmus Rasmussen fra den 64. selvejergaard i Klemensker havde anmeldt et tyveri, der var sket sidste høst. I et forhør ved Østreherredsting blev fremvist ting, der var fundet hos Henrik Mortens Bug i Østermarie sogn. Det var 5 harrer garn og en halskrave. Hos Hans Frederiksen i samme sogn blev fundet et opled. Hos Anders Jensen i Gastegaarden et hørgarns forklæde og hos udbygger Svend Hansen i Østerlars blev fundet en bruggarns skjorte, en blaargarns særk, et pudevår af hørgarn og et hørgarns forklæde. Køberne havde angivet Magdalene Hansdatter som sælger og Rasmus Rasmussen havde bekræftet, at det var hans ting, som han havde mistet. Magdalene havde angivet, at hun havde fået noget af en kone i Hasle og andet fra en kone i Olsker, men hun kendte ikke deres navne.
Forsvareren ville betegne hende som ”kræmmerske”, der havde ombåret varerne for at sælge dem.
Dommeren så det som bevist, at Malene (Magdalene) Hansdatter havde stålet affekterne og skulle dømmes efter pag. 983 og 984 artikel 39 (37) at miste sin hud og betale igæld (2 daler og 2 skilling) og tvegæld (5 daler) af værdien og efter forordningen af 6. december 1743. Desuden skulle hun miste sin hovedlod til kongen.
Desuden skulle Magdalene Hansdatter dømmes for løsgængeri, således som aktor også havde stævnet hende for. Hun havde ikke haft fast tjeneste og ikke kunne fremvise pas fra en husbond. Desuden havde hun måske de sidste 20 år, eller længere, ikke været til guds bord. Derfor skulle hun idømmes tugthus i København i XX år (der er ikke angivet åremål).

26. januar 1748 – pag. 174b

Blev læst et pantebrev af 2. januar 1748 der viste at Anders Olsen på den 5. selvejergaard i Klemensker havde lånt 161 sld. af skovridder Hans Piil i Klemensker mod pant i ejendommen.
Morten Mortensen på den 1. vornedgaard i Klemensker var blevet ramt af ildebrand den 16. oktober 1747, hvorfor han ville have at fire mænd, bevidnede dette, således at han kunne få udfærdiget et tingsvidne. De fortalte at ved dagningen (morgenstunden) den 16. oktober kom Morten Mortensens stuelænge i brand. Blev ”næsten ganske” hele stuehusets 16 stolperum afbrændt og dermed også en del løsøreeffekter. Det der blev reddet var ilde tilredt. Morten Mortensen fremlagde en attest som var underskrevet af Anders Nielsen og Clemmen Mortensen, samt af sognepræsten Anders Agerbech. Morten Mortensen fik udstedt et lovligt tingsvidne.

3. februar 1748 – pag. 175a

Læst et pantebrev fra 13. januar 1748 der viste at Bertel Jacobsen på den 38. sg i Klemensker havde bortpantet den halve gård som brugeligt pant til sin søn Jacob Bertelsen i 18 år, fra midfaste først kommende til midfaste 1766, for 200 sld.

9. februar 1748 – pag. 175a

Læst et mageskifte dateret 1. februar 1748 til indhold at Hans Esbersen på den 30. sg. Dyngegaard i Klemensker havde mageskiftet med Peder Esbersen nu boende på den 40. sg. i Østerlars. Peder Esbersen gav Peder Esbersen 247 sld. 2 mark i bytte. Mageskiftet skulle ske midfaste først kommende.
Hans Poulsen i Vestermarie mødte og producerede en memorial underskreven og udstedt af Ellen Gotfredsdatter i Olsker til landets amtmand Urne: Han havde fået tilladelse til at føre sag for Ellen i en tingsvidnesag.
Hans Poulsen mødte for Ellen Gotfreddatter og stævnede Peder Jacobsen i Olsker som boede hos sin fader på Myregaard.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået amtmand Urnes tilladelse til at gå i retten for Peder Jacobsen. Hans Poulsen protesterede mod at Svend Mikkelsen skulle gå i retten for Peder Jacobsen. Dommeren afviste klagen, da sagen drejede sig om Peder Jacobsens brudte ægteskabsløfte, hvor moderen Bodil Gotfred Nielsens var part.
Alle var mødt, dog ikke vidnerne Agnete Anders Pedersens og Mogens Hansen, der tjente på Myregaard. Desuden var mødt frivilligt vidne, nemlig Hans Jacobsen og hans hustru Anne fra Klemensker. Svend Mikkelsen krævede at vidnerne blev separerede.
Første vidne var sergent Anders Pedersen af Olsker. Han fortalte, at Ellen tjente hos ham til mikkelsdag i det forgangne år. Da hun tjente hos ham, gik hun ud af huset en aften og så atter den næste aften og kom først hjem den næste morgen. Han spurgte hende hvor hun havde været, hvilket han som husbond skulle vide. Hun sagde, at hun havde været på besøg hos Peder Jacobsen. Hun fortalte at de var ”kjær” i hinanden og han elskede hende mere end andre piger. Ellen havde sagt at de havde lovet at ville have hinanden.
Anders Pedersen havde fortalt dette til sin sognepræst, som så havde svaret, at så havde Jacob Pedersen forspildt sit ægteskab. [Han blev senere på året gift med Ellen Hansdatter Schou fra Rø og altså allerede var forlovet med en anden]
Anders Pedersen havde ikke set at de to havde været i seng sammen i deres hus eller andre steder. Anders Pedersen havde dog bemærket at de to under et gilde havde siddet bag kakkelovnen og han havde hånden op under hendes skørt og følte ind til pigens hemmeligheder (overstreget og skrevet ”fike” i stedet).
Anders Pedersen kendte ikke noget til at Ellen skulle have haft andre mænd på den tid da hun tjente ham. Ej hellere vidste han at Ellen havde haft andre omgængelser. Han vidste intet om at Ellen skulle være besvangret af Peder Jacobsen.
Peder Jacobsens fuldmægtig spurgte vidnet Anders Pedersen om han havde hørt Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab. Det havde han ikke. Han nægtede også andet spørgsmål fra Svend Mikkelsen om han selv havde haft hånden oppe under Ellens skørter, siden han kunne vide at Peder Jacobsen havde hånden oppe i ”Fiken”. Anders Pedersen måtte svare på tidspunktet for gildet. Han mente at det var i julen sidste år, men huskede ikke hvilken dag andet end, at det var efter en helligdag. Men selv om der var mange unge mennesker, så var han sikker på at det var Peder Jacobsen, der havde siddet med Ellen.
Dernæst afhørtes Anders Pedersens datter Anna Christina Andersdatter 16 år gammel, som ikke havde været til konfirmation eller guds bord. Hun bekræftede at Ellen havde talt med Peder Jacobsens hver eller hver anden dag. Vidnet delte seng med Ellen. Og Anna vidste at Peder Jacobsen havde ligget i seng med Ellen Gotfredsdatter og medens han var der, gik hun ind til sine forældre for at sove. Anna havde hørt at Peder Jacobsen havde afgivet løfte om, at han ville have Ellen til ægte. Ellen havde samtykket.
Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen ville ikke afhøre Anna Christina, da han mente at hun var et enfoldigt menneske, der ikke kendte til edens indhold da dommeren formanede hende. Eden blev oplæst flere gange fordi hun ikke forstod hvad det drejede sig om. Stokkemændene kunne bekræfte det. Hans Poulsen fik stokkemændene til at sige, at de ikke mente at pigen var tåbelig, men bare lidt ”blufærdig”.
Derefter Hans Johans hustru Ana af Klemensker, der fortalte, at hun havde set Peder Jacobsen i Bodil Gotfred Nielsens hus mellem pinse og Sankt Hans. Hun havde hørt at Peder Jacobsen havde sagt til Bodil Gotfreds, at hun ikke skulle være vred på hende, men at han ville ikke svigte, hvorefter han gav hånd og lovede at ægte Ellen.
Vidnet havde set at Peder og Ellen havde givet hinanden hånd derpå og at de var fire vidner, der havde lagt hænderne ovenpå. Det havde været Bodils anden datter Martine og en bagerkone fra Rønne ved navn Karen Jens Mons.
Svend Mikkelsen ville have at Ana skulle berette hvorfor de var forsamlede i stuen. Det havde været tilfældigt og ikke planlagt af Bodil Gotfreds. Og nej, der havde ingen været tilstede fra Peders familie ej hellere sognepræsten. Vidnet kunne ikke bekræfte Mikkelsens påstand om, at Ellen skulle have haft adskillige mandlige bekendtskaber inden såvel som udensogns. Vidnet havde ikke set af Peder havde givet nogen ja-gave, ej heller havde der været nogen traktering.
Dernæst Martina Gotfredsdatter, der fortalte, at hun havde hørt Peder Jacobsen love hendes søster Ellen ægteskab. Det sket hjemme hos deres moder Bodil. Hun havde også lagt hånd over deres hænder lige såvel som Karen Jens Mons, bagerkone i Rønne, og Hans Johans hustru af Klemensker og hendes moder Bodil. Martine fortalte, at hendes søster havde berettet, at hun var gravid med Peder Jacobsen. Martine havde set Peder Jacobsen både før og efter ægteskabsløftet.
Svend Mikkelsen fik søsteren til at sige, at ved ægteskabsløftets afgivelse var Peders forældre ikke til stede, ej heller en præst, der blev ikke givet ja-gave eller drukket ja-øl i forældrenes nærværelse.
Dernæst vidnet Hans Hansen fra Heslegaard i Olsker. Han havde ikke overværet ægteskabsløftet, men 2-3 uger før jul havde Ellen været på besøg på gården. Da havde Peder Jacobsen kommet og Ellen havde forladt stedet fordi han kom. En snak mellem de to unge var sket uden for huset, men han havde intet hørt om samtalen. Han vidste, at der havde været en forbindelse mellem dem og han havde sagt til Peder, at hvis Ellen havde været god nok tidligere, så var hun vel god nok til ham nu. Det var ikke et passende parti for Peder, hvilket var den gængse opfattelse blandt folk. Peder havde selv sagt at hans forbindelse til Ellen var pigesnak.
Bodil Gotfreds kunne sige at hun havde hørt Peder Jacobsen love ægteskab til sin datter Ellen. Ægteskabsløftet blev givet i stuen i hendes hus. De overværende var Hans Johansen og hans hustru fra Klemensker, Karen Jens Monsen fra Rønne og Martine og hende selv. Peder gav hånd på at Ellen skulle være hendes ægte kone. Hun fortalte, at Peder Jacobsen havde stævnet hende til Rønne byting og at Peder havde været hos hende både før og efter ægteskabsløftet. Og Bodil fortalte, at Peder havde anmodet hende om hendes datters hånd forinden. Hun vidste ikke om Peder Jacobsens forældre eller præsten var vidende om denne forlovelse, men hun mente, at da han var over 30 år, så var han sin egen værge og kunne gøre som han ville.
At der ikke var blevet drukket ja-øl ved forlovelsen skyldtes, at Bodil ikke vidste hvornår Peder Jacobsen ville komme. Men hvis hun havde vidst, så skulle der nok have været serveret af en kvart tønde øl. De tre manglende vidner nemlig Hans Johansen af Klemensker, sergent Anders Pedersens hustru Agnete og Mons Hansen på Myregaard i Olsker, skulle indkaldes til næste ting.

23. februar 1748 – Pag. 179a

Læst et skøde af 22. februar 1748 der viste at Lars Andersen på den 63. sg. i Klemensker havde solgt til sin søn Wefst Larsen inkl. alt løsøre, boskabsvarer, kreatur mm for 400 sld. Lars Andersen havde selv underskrevet med tre bogstaver. Skødet blev vedstået af hans søn Andersen Jensen, dattermand Ole Jørgensen, Lars Pedersen, Jens Jørgensen, Ole Olsen og Jens Pedersen. Samtlige vedstod i Lars Andersen svaghed og hans hustrus vegne.
Desuden blev læst en kontrakt hvor Wefst Larsen lovede at passe sine kære forældre Lars Andersen og moder Maren Wefstdatter, så længe de levede.
Hans Poulsen Dam var mødt som fuldmægtig for Ellen Gotfredsdatter. Han skulle afhøre de udeblevne vidner fra sidste ting. Der var kun mødt en. Stokkemand Hans Larsen forklarede at udeblivelsen skyldtes at de ikke betids var blevet stævnet. Beskikkelsesmanden blev pålagt at møde og forklare hvorfor.
To andre vidner var mødte. Agnete Anders Pedersen på Hallegaard og Mons Hansen tjenende på Myregaard.
Mons Hansen havde tjent hos Jacob Pedersen på Myregaard siden sidste mikkelsdag. Han havde ikke hørt fra Peder Jacobsen, at han havde i sinde at ægte Ellen Gotfredsdatter. Han havde en gang fulgt Peder Jacobsen ned til Bodil Gotfred Nielsens. Han havde hentet Ellen ud af huset til Peder. Det var en aften vist nok før nytårsdagene. Han vidste ikke hvad, Peder og Ellen skulle tale med hinanden om. Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen fik vidnet til at fortælle om hvad de havde snakket om på vejen til Bodil Gotfreds. Peder havde fortalt at Ellen Gotfreds var berygtet for at have med andre mænd at gøre. Vidnet havde ikke hørt den historie fra andre end Peder. Vidnet havde ikke hørt om ægteskabsløfter, som han for øvrigt mente var løst snak.
Hans Poulsen spurgte nu Peder Jacobsen om hvad for et ærinde han havde og hvor han havde sin faders tjenestedreng med sig. Han nægtede at svare ham. Hans fuldmægtig Svend Mikkelsen afbrød og fortalte retten, at Peder Jacobsen ikke behøvede at svare på spørgsmål, hvis ikke han selv vilde.
Dernæst vidnet Agnete Anders Pedersen, som efter sin ed fortalte, at Ellen Gotfredsdatter havde tjent hos hende i 1½ år og aftrådte sidste mikkelsdag. Hun fortalte, at Peder Jacobsen havde ”vanket til” Ellen Gotfredsdatter både dag og nat [vanke betyder her, at Peder ”havde budt sig til”]. Hun vidste ikke helt hvorfor, men tænkte, at han ville ægte hende. Hun kendte ikke til at Peder Jacobsen havde ligget hos Ellen om natten. Hun fortalte at Ellen opførte sig ordentlig, men hun havde ikke fået fred for Peder Jacobsen.
Svend Mikkelsen ville høre nærmere om Ellen og Peder havde bedrevet horeri med hinanden i hendes hus. Agnete svarede, at det havde hun svaret på og hun vidste ikke videre. Agnete vidste, at hendes mand havde nævnt forholdet for præsten Mahler. Peder Jacobsen havde ofte kommet i deres hus. Svend Mikkelsen spurgte om ikke hun havde hørt, at Peder Bødker, der havde været i tjeneste samtidigt med Ellen, at Ellen næsten hver nat var gået til ham. Hun kendte ikke til det, men hun vidste, at de to havde været hos præsten og forklaret, at de ikke ”havde hinanden at bestille på den måde”. Hun havde selv været med hos præsten og hørt denne bekendelse. Mikkelsen spurgte hende om de ikke havde holdt fester med unge mennesker på helligdagsaftenen med spil og dans, og at Peder Jacobsen havde været med. Jo, havde hun svaret, og der var en aften hvor Peder Jacobsen havde haft Ellen på skødet bag kakkelovnen. Det var sket den forgangne jul.
Sagen blev udsat i 14 dage og begge fuldmægtige havde ønsket at de sidste vidner skulle afhøres.
Provst Jens Buchave opbød 300 sld som tilhørte de fattige i Klemensker.

6. marts 1748 – pag. 170b

Læst et købebrev udstedt til Jørgen Kofoed i Rønne, der viste at han havde købt den 12. gård i Klemensker for 500 sld af Thor Jensen dat 22. februar 1748. Samme tid var udstedt en kontrakt mellem Thor Jensen, som nu boede på den 12. gård og hans dattermand, Jørgen Kofoed, fra Rønne. Jørgen Kofoed, nu boende på den 12. selvejergaard i Klemensker, læste et pantebrev, der viste, at han havde lånt 148 sld. af Thor Larsen på den 1. sg. i Klemensker.
Hans Poulsen fik de to stævningsmænd til at afgive ed på at de havde stævnet Peder Jacobsen til at svare på spørgsmål. Hans Poulsen, som fuldmægtig for Ellen Gotfredsdatter, spurgte Peder Jacobsen, om han vedkendte, at han havde afgivet ægteskabsløfte til Ellen efter hun havde fortalt at hun var gravid med ham. Peders fuldmægtig svarede på hans vegne, at det måtte Ellen selv bevise. Ellen Gotfredsdatter havde i retten erkendt at hun var frugtsommelig og at Peder Jacobsen havde lovet hende ægteskab både før og efter hun at blev gravid.
De udeblevne vidner fra tidligere ting, Hans Johansen og hans hustru fra Klemensker, var mødt og det samme var et frivilligt vidne Peder Pedersen fra Olsker. De afgav deres ed.
Udbygger Hans Johansen fra Klemensker sagde, at han ikke havde været med sin hustru hos Bodil Gotfred Nielsen og høre at Peder Jacobsen havde givet Ellen sit ægteskabsløfte, men hans hustru havde fortalt om det, da hun var kommet hjem. Vidnet fortalte, at Peder Jacobsen havde besøgt ham for 3 uger siden og fortalt, at han gerne havde taget Ellen til ægte, men hans forældre havde forbudt ham det. Og hvis han gjorde, så ville han blive arveløs og måtte ”tage en rød kjole på” [dvs melde sig som soldat]. Da Ellen havde været til alters sidst var hun 12-14 uger hende i graviditeten. Men han havde ikke sagt, at det var ham der var far til barnet.
Svend Mikkelsen ville have at Hans Johansen skulle tidsfæste tidspunktet hvor Peder skulle havde afgivet sit ægteskabsløfte. Han svarede, at det var på en sognedag mellem pinsen og sankt hans. Han havde bedt hans hustru at gå til Bodil Gotfred Nielsens enke for at leje en ko af hende. Han var sikker på at hans hustru talte sandt.
Dernæst Anne, som var Hans Johansens hustru. Hun bekræftede handlingsforløbet og fortalte at hun havde været til stede, da Peder Jacobsen for tre uger siden været i deres hus og bekendt sin historie.
Dernæst det frivillige vidne ungkarl Peder Pedersen fra Olsker. Han blev spurgt om han havde været til stede hos Bodil Gotfred Nielsens enke, da Peder Jacobsen havde lovet ægteskab til Ellen. Det havde han ikke og han havde heller ikke set Karen, Jens Monsen fra Rønne, gået til Bodil, da troskabsløftet skulle være fundet sted. Han havde været i tjeneste på Hallegaard i Klemensker (Olsker?), samme sted som Ellen havde tjent. Han havde en enkelt gang set Peder Jacobsen komme til gården for at tale med Ellen, men ikke hørt noget om ægteskab. Han var nu, siden jul, været i tjeneste hos Jørgen Kofoed i Klemensker, hvilken tjeneste han ville forlade til påske, hvorefter han igen ville flytte til Olsker, hvor hans forældre boede. Han havde hjemme i Olsker og gik til alters der.
Hans Poulsen ville mene, at han ved afhøringerne havde bevist, at Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab, hvorfor han ikke ville afhøre flere vidner. Han ville nu have tingsvidnet udfærdiget. Hvilket blev tilladt. Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen ville føre kontravidner i sagen, hvilket blev tilladt.
Provsten Jens Buchhave opbød for anden gang Klemensker fattigkasses 300 sld. til den der ville låne, forrente og sikre midlerne.
Jep Monsen i Rutsker lod oplyse, at han hele vinteren havde haft en orne, hvis ejer kunne afhente, hvis han kunne bevise at ornen tilhørte ham.

22. marts 1748 – pag. 183a

Læst pantebrev af 16. marts 1748, der viste at Clemen Mortensen på den 7. sg. i Klemensker havde lånt 200 sld. af skovridder Hans Piil mod pant i gården.
Læst en undentagskontrakt af 16. marts 1748 mellem Jens Henriksen og hans kæreste Bodil Jensdatter på den ene side og på den anden side Jens Henriksens kære forældre Henrik Didriksen og moder. Jens Henriksen havde købt den 21. sg. i Olsker af faderen.
Læst et pantebrev af 18. marts, der viste at Lars Andersen på den 8. vornedgaard i Klemensker havde lånt 570 slettedaler courant af Jørgen Stender i Rønne mod sikring i sin gård.
Amtmand Urne havde meddelt herredsfoged Poul Eskildsen at advare bønder og andre at huse søfolk fra den Hollandsk Kompagnis skib, ført af kaptajn Henrik Intze. Skibet var strandet ud for Sandvig. (eller også at de ikke kunne nægte at huse søfolkene, som blev dem anviste? Det er uklart formuleret).
Herredsfenrik Svend Mikkelsen fra Rønne mødte som principal for ungkarl Peder Jacobsen, der boede hjemme hos sine forældre på Myregaard. Han ville føre kontravidner i sagen om brudt ægteskabsløfte. Han havde indstævnet Ellen Gotfredsdatter af Olsker sogn, samt flere andre. Hans Poulsen, på Ellens vegne, tilbageviste stævningen, da man ikke kunne stævne hende på hendes ære. Stævningen indeholdt angreb på hendes ærlighed og påstande om berygtet hed. Hvis han skulle det, så måtte han føre sag mod hende og henvise til lovens bogstav. Hans Poulsen kunne ikke nægte Svend Mikkelsen i at føre kontrastævning i anledning af lovens pag. 52. art. 9.
Dommeren så ikke noget galt i Svend Mikkelsens kontrastævning, blot han ikke henfaldt til ”vidtløftigheder”.
Følgende vidner blev indkaldte: Erik Pedersen, Rasmus Hansen, udbygger Niels Andersen, Jens Madsen og hustru Karne, Sidsele Svend Mons, Lars Jensen og Mons Pedersen alle fra Olsker, ungkarl Mads Olsen fra Klemensker. Alle var mødt på nær Lars Jensen og Mons Pedersen. Desuden var tidligere afhørte vidner tilstede, nemlig sergent Anders Pedersen og hustru Agnete samt datteren Ane Kirstina, Hans Hansen, Bodil Gotfred Nielsen og datteren Martine Gotfreds, Mons Hansen alle fra Olsker og fra Klemensker Peder Bødker, Hans Johansen og hustru. Desuden indfandt sig to godvillige vidner fra Rønne, nemlig to borgere Hans Jensen og Peder Thomsen.
Mikkelsens første vidne var Erik Pedersen fra Bakkegaard. Han fortalte, at han sammen med Peder Bødker, som var tjenestedreng hos Anders Pedersen på Hallegaard, ude og stævne til landstinget. Erik Pedersen havde af interesse spurgt Peder Bødker om han vidste om Ellen Gotfredsdatter var frugtsommelig. Peder Bødker havde svaret, at det vidste han intet om. De havde ikke snakket om rygterne, der sagde, at han ikke kunne være fri for Ellen Gotfredsdatter. Erik Pedersen ville ikke bekræfte rygterne om at Ellen og Peder Bødkers løsagtige forhold. Han havde intet hørt derom.
Næste vidne Rasmus Hansen på Lille Myregaard benægtede at han skulle have hørt fra Anders Pedersens historie om da Ellen og Peder Bødker tjente sammen på Hallegaard, så var de to ikke til at skille ad. Han havde ikke hørt at Anders Pedersen påstod at Ellen hver eller hver anden nat gik til Peder Bødker og lå hos ham og at Anders Pedersen skulle have angivet det for præsten. Desuden havde vidnet ikke hørt om, at Ellen havde bedraget ham til at ligge hos sig.
Hans Poulsen spurgte Rasmus Hansen om Peder Andersen havde fortalt ham, hvad han skulle sige. Hvilket han benægtede. Poulsen kunne heller ikke få vidnet til at bekræfte, at havde Ellen og Peder Bødker havde ”kiær Skiød hver andre” og at de ikke havde mere med hver andre og ikke havde meere sammen end De kunde lade én og hver vide”. Rasmus Hansen havde hørt den omtalte formulering af Anders Pedersen, der havde refereret sådanne ord, som skulle være sagt under samtalen med præsten. Herefter disputerede Hans Poulsen og Svend Mikkelsen om det var rimeligt at undersøge dette forhold. Mikkelsen beskyldte Poulsen for at have aftalt afhøringen med Rasmus Hansen. Dommeren mente at Rasmus Hansens vidnesbyrd skulle stå til troende.
Svend Mikkelsens næste vidne var udbygger Niels Andersen af Olsker, der havde høstet hos Anders Pedersen på Hallegaard. Peder Pedersen Bødker havde sagt til ham, at han ikke ville forlade Ellen og at han ikke kunne blive fri for at have legemlig omgængelse med hende. Vidnet fortalte at Anders Pedersen havde fortalt at Ellen hver anden nat havde kommet til Peder Bødker og lagt sig i hans seng.
Hans Poulsen spurgte Niels Andersen om ikke han vidste at Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab og at han skulle have besvangret hende. Vidnet svarede at han havde hørt det, men ikke selv vidste om det var sandt. Han kunne ikke sige mere om Peder Bødker og Ellen end det han allerede havde sagt. Han kunne dog bekræfte, at han havde hørt om, hvad Peder Bødker og Ellen havde sagt til præsten om at de havde ”kier skud hin anden at de icke med hinanden haft nogen legemlig omgiengelse”. Men han havde ikke hørt det fra de to Peder og Ellen. Han havde heller ikke hørt at Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab. Hans Poulsen fik vidnet Niels Andersen til at sige, at Peder Jacobsen havde advaret ham om et kommende stævnemål. Derefter beskyldte fuldmægtigene hinanden for arrangerede vidnesbyrd. Hvorefter dommeren påbød begge ikke at bruge vidtløftigheder.
Dernæst afhørte Mikkelsen udbygger Jens Madsen i Olsker. Han erkendte, at han havde hørt at Ellen Gotfredsdatter havde haft legemlig omgængelse og usømmeligt samkvem med Peder Pedersen Bødker. Jens Madsen havde overhørt at Peder Bødker fortælle det til sin bror Mons sidste høst. Desuden havde Ellen fortalt vidnet og hans hustru, at Peder Jacobsen måtte gifte sig med hende enten indenlands eller udenlands, ellers ville det gå ham ilde. Dog mente vidnet ikke at det var ondt ment.
Dernæst Karen Jens Madsen fra Olsker erkendte at hun også havde hørt at Ellen havde haft legemlig omgængelse med Peder Bødker medens de tjente på Hallegaard. Desuden havde hun hørt fra Ellen, at hvis Peder Jacobsen tog en anden kvinde til ægte, så ville det gå ham ilde. Andre forhold havde hun hørt rygter om.
Næste vidne var Sidselle Svend Mons af Olsker. Hun havde ikke hørt om forlovelse mellem Ellen og Peder Bødker, men hun havde hørt rygter om deres legemlige omgængelse. Hun havde dog set at de to var gået i skoven sammen under høstarbejdet, men hvad det havde lavet, vidste hun ikke. Men de havde været væk så længe at de fire, der var tilbage på marken, havde båret 8-10 stakke sammen. Hun havde også høstet på Hallegaardens mark og på spørgsmål om at Peder Jacobsen skulle have taget Ellen ud af arbejdet, svarede hun nej. Peder Jacobsen deltog aldrig i høstarbejdet. Vidnet havde også hørt ”kier skudt hinanden..” . Hun kunne ikke bekræfte at Peder Jacobsen havde besøgt Bodil Pedersen, men hun havde dog set ham en søndag inden han tog afsted fra Bodil Gotfreds før han red bort ad marken. Han havde stået for at få ild på sin tobakspibe. [Det tyder på at Bodil Gotfreds havde bolig hos Svend Mogensens enke i Olsker.
Sidselle fortalte, at hun sidste høst havde talt med Ellen på marken. Ellen havde rådført sig med Sidselle om hvem hun skulle tage til ægte: Om det var Peder Bødker eller ungkarl Mads Olsen fra Klemensker. Hun havde svaret, at hun skulle tage den hun syntes bedst om. Peder Bødker havde fortalt vidnet Sidselle, at han aldrig skulle forlade Ellen. Men der havde ikke været vidner til Sidselle og Ellens samtale da det skete på vejen fra Hallegaard til hendes hjem.
Svend Mikkelsens næste vidne var ungkarl Mads Olsen fra Klemensker. Han fortalte, at Ellen og Bodil Gotfreds havde været hos hans forældre og foreslået ægteskab mellem ham og Ellen. Mads Olsen ville ikke have Ellen til ægte hustru alene af den årsag, at hun var berygtet for løsagtighed med Peder Bødker. Dog havde han kun hørt det blandt folk at der var løsagtighed, derfor vidste han ikke om det var sandt. Han havde også blot hørt, at der også havde været rygter om ægteskabsplaner mellem Ellen og Peder Jacobsen
Næste vidne var Hans Jensen af Olsker der godvilligt var mødt. Mikkelsen spurgte ham om han var tilstede i Peder Thomsens hus i Rønne den 10. februar, hvor Karen Jens Mons af Rønne var tilstede. Hans Jensen bekræftede og fortalte, at Karen havde sagt, at hun aldrig havde været hos Bodil Gotfred Nielsen, ja, hun vidste ikke engang hvor hun boede. På Hans Poulsens spørgsmål, fortalte Karen, at det havde været Svend Mikkelsen, der havde bedt hende om at møde i retten og fortælle om Bodil Gotfreds påstand om hendes tilstedeværelse ved ægteskabsløftet, var løgn. Mikkelsens argument var at det ville spare sagen for omkostninger. Vidnet var tilfældigt med den 10. februar.
Det godvillige vidne Peder Thomsen af Rønne bekræftede Karen Jens Monsens udsagn den 10. februar. De havde ikke drukket mere end for 1-2 skilling brændevin.
Svend Mikkelsen ville ikke afhøre de to udeblevne vidner, men ville nøjes med at indhente en attest hos Hr. Mahler, som han ville foreligge inden han bad om at få kontratingsvidnet skrevet.
Hans Poulsen var overbevist om at Peder Jacobsen havde lovet Ellen Gotfredsdatter ægteskab og da Ellen havde for retten erkendt, at hun var frugtsommelig og at Peder Jacobsen var barnefaderen, så mente han ikke, at han ikke behøvede at stille spørgsmål til flere vidner. Parterne lod da sagen stille i bero i 8te dage.
Provst Buchhave lod opbyde Klemensker Fattigkasses 300 sld., men ingen havde indfundet sig herom.

29. marts 1748 – pag. 188a

Svend Mikkelsen mødte og producerede en ordre fra amtmand Urne af dato 8. marts om at han var beordre aktor på kongens og justitsens vegne at føre sag mod udbygger Rasmus Pedersen og hustru Anna på Bolby grunden i Klemensker. Anklagen var at de havde huset en bortløben arrestant fra hovedvagten, Peder Thomsen. Hans Poulsen var beordret forsvarer til Rasmus Pedersen og hustru, men havde ikke noget at indvende, da han ikke havde modtaget stævningens ordlyd.
Aktor producerede et krydsforhør fra den 22. februar og et politiforhør fra den 4. marts. Rasmus Pedersen havde fortalt Hans Clausen, at Peder Thomsen havde været i hans stue to gange, men han havde været bange og så dårlig, at han næsten ikke kunne stå på benene. Anna blev afhørt og spurgt om hun ville tilstå, hvad hun havde sagt i politiretten. Hvad hendes mand havde fortalt om på marken, kunne ikke forholde sig til. Løjtnant Poul Ancher og Magnus Høg fra Hasle var blevet bedt af Anne Rasmus Pedersen at være tilstede ved politiforhøret af hende den 4. marts hos byfogeden. Hun ville have at de hørte hendes bekendelse for senere at hjælpe hende med at skrive en supplik til amtmanden for at forklare hendes bevæggrunde således at hun ville få en mere nådig dom.
Næste vidne var Hans Clausen, som vedstod politiforhørets afhøring af ham. Han mente ikke at Anne Rasmus Pedersen var truet eller lokket til at bekende noget hun ikke ville. Han vedstod, hvad han havde sagt under krigsforhøret den 22. februar. Han mente, at Anne Rasmus Pedersen havde vedstået at Peder Thomsen havde skjult sig i hendes hus, da kvartermester Jens Mortensen fandt ham. På samme tid var Annes mand hjemme.
Anders Jørgensen fra Klemensker var næste vidne, som også vedstod hvad han havde sagt under politiforhøret. Defensor spurgte Anders Jørgensen om han vidste at tyven Peder Thomsen var fredlyst, da han blev fundet hos Anne Rasmus Pedersens. Det var han ikke klar over, men havde hørt noget om det. Om han havde hørt det på kirkestævnet eller andet sted, vidste han ikke.
Peder Brand blev afhørt og han vedstod politiforhøret. Han fortalte at Anne Rasmus Pedersen under forhøret havde hentet to mænd til at overvære sin afhøring. Han vidste og mange andre vidste det, at Anne havde siddet i arresten sammen med Peder Thomsen. Han var også klar over at Anne i hjem- og landstinget var blevet dømt til spindehuset, men han vidste ikke hvor længe hun havde siddet der. På forsvarerens spørgsmål erkendte vidnet, at han ikke havde hørt forordningen om straffen for at gemme forbrydere, men han havde hørt, at den der husede en tyv var selv tyv.
Vidnet vidste nu at Rasmus Pedersen var krøbling og hans arme og ben var visne. Han havde dog ikke tidligere været klar over det.
Dernæst Morten Hansen af Klemensker, nabo til Rasmus Pedersen, der vedstod hvad han havde sagt i politiretten. Han mente, som de andre, at Anne Rasmus Pedersen ikke var truet eller lokket til at vedstå, at hun havde skjult tyven Peder Thomsen. Han kendte også til historien at Anne havde siddet i hovedvagten i Rønne samtidigt med Peder Thomsen. Han kunne fortælle, at efter Peder Thomsen blev fanget hos Rasmus Pedersen, havde de holdt ham fanget hos vidnet, medens de ventede på ægteslæden, som skulle føre ham tilbage til hovedvagten. Vogterne havde hørt at Peder Thomsen fortalte, at det var Anne, der havde leveret et søm, som han havde brugt til at dirke låsen i jernet, som han havde om benet i arresten, op med.
Vidnet vidste at Rasmus Pedersen var krøbling, men han havde først set i retten at han havde fået ”et slag” et slagtilfælde, der gjorde ham lam i ben og arme.
Dernæst Haagen Bek af Klemensker, som havde gjort ægt med Peder Thomsen til Rønne fra Morten Hansens hus. Han havde hørt fra Peder Thomsen, at det havde været Anne, der havde rådet ham til at flygte, og at det var hende, der havde leveret et søm til at bryde låsen op med. Desuden vidste han at de to havde siddet i arresten sammen. Han havde nemlig aget dem begge fra Rønne til Landstinget i Aakirkeby. Han kunne bekræfte, at Rasmus Pedersen var hjemme, da de anbragte Peder Thomsen på slæde for at føre ham til Rønne.
Dernæst Morten Hansens hustru Marie, der kunne bekræfte, at Peder Thomsen var blev ført ind til deres hus efter han var blevet pågreben hos Rasmus Pedersen. Hun kunne bekræfte, at Peder Thomsen havde fortalt, at det var Anne der havde rådet ham til at flygte og at hun ville skaffe ham mulighed for at komme fra landet. Og det var hende, der havde givet ham et søm til at brække låsen op med. Vidnet mente at Rasmus Pedersen var hjemme da Peder Thomsen blev pågreben. Han havde stået udenfor huset medens det stod på.
Aktor ville ikke afhøre flere vidner, da han mente, at sagen var fuldt oplyst. Sagen blev udsat til næste ting.
Svend Mikkelsen mødte for retten i tingsvidnesagen mod Peder Jacobsen. Han oplæste en attest fra præsten Hr. Mahler. Ellen Gotfredsdatter udtalte at det ikke var sandt hvad præsten havde skrevet i sin attest. Og hun ville afgive ed på dette. Dommeren ville ikke have at Ellen afgav ed derpå. Hvis hun mente, at præsten havde attesteret usandt, så måtte hun stævne præsten for det.
Ellens fuldmægtig Hans Poulsen spurgte om han tilstod at have legemlig omgængelse med Ellen, som nævntes i præstens attest. Peder Bødker ville gøre ed på, at han ikke på den måde havde haft omgængelse med Ellen. I alt den tid han havde tjent sammen med Ellen, havde hun været en ærbar kvinde.
Svend Mikkelsen mente at Ellen havde ført grove beskyldninger mod sognepræsten Mahler og at han kunne sagsøge Ellen som at være løgnerske.
Sagen sluttede hermed og Svend Mikkelsen fik udsted et lovligt tingsvidne. Han leverede 24 skillingspapir til skriveren.

5. april 1748 – pag. 191a

Svend Mikkelsen fra Rønne mødte i sagen mod Rasmus Pedersen og hans hustru Anne i Klemensker og fremlagde sit skriftlige indlæg som aktor. Den beordrede forsvarer for de to bad om udskrift af aktors indlæg og sagens øvrige akter. Han ville svare på næste ting.

19. april 1748 – pag. 191b

Hans Poulsen fra Vestermarie, som var beordret forsvarer for Rasmus Pedersen og hans hustru Anna, fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Han bemærkede, at Rasmus Pedersen fik slag omtrent samtidigt med det første tingmøde. Stokkemændene svarede at de havde set Rasmus Pedersen falde op på det første tingmøde og måtte hjælpes på benene igen. Men om det var fordi retssagen blev ført, vidste de ikke, og der var ikke sikker på at det var ”et slag”.
Sagen blev optaget til doms.

3. maj 1748 – pag. 191b

Dom afsagt i sagen mod Rasmus Pedersen og hans hustru Anne. Dommen for at huse en undveget fange var ifølge forordningen af 6. december 1743 en bøde på 8 rigsdaler til kongen.
Mogens Pedersen Ulrik fra Rønne havde stævnet Bodil sal. Jep Esbersen og hendes søn Esber Jepsen fra Klemensker. Men til retten var kun Bodil mødt ikke Mogens Ulrik, som var forhindret på grund af bortrejse. Da stævningen blev meddelt, var sønnen ikke hjemme, men hun havde ikke sagt til sin søn, at han skulle møde til tinget. Mogens Ulrik havde ønsket at de penge, som sønnen havde fundet i Rønne, blev afleveret i retten eller til byfogeden. Sandemand Kofoed fra Klemensker var tilstede og oplyste at Bodil havde oplyst om fundet på kirkestævnet og at pengene var overgivet til ham. Det skulle dreje sig om 25 stykke svenske 7 ør (5?) og en dansk 8 skilling. Kofoed oplyste at Mogens Ulrik havde krævet pengene udleveret, men han havde nægtet det, da han ikke havde kunnet oplyse hvilke mønter det var. Ulrik ville nu kræve at hans rejser skulle erstattes. Han havde nævnt at det drejede sig om svenske mønter, men ikke den danske. Bodil oplyste at det drejede sig om 17 stk svenske 5 ør og en dansk 8 skilling og som nu blev overladt herredsfogeden. Sagen skulle nærmere undersøges og Ulrik skulle kunne bevise, at han var den rette ejermand.

DOM – pag. 192b
Over to rets dage havde den beordrede aktor Svend Mikkelsen undersøgt sagen mod Rasmus Pedersen og hans hustru Anne, der havde huset den undvegne fange Peder Thomsen. Rasmus Pedersen og hustruen Anne boede på Bolbygaards grund. Ved et forhør i krigsretten havde de nægtet at have huset den undvegne fange. Men Anna havde sagt til flere at Peder Thomsen var kommet til hende den 20. februar om morgenen ved solopgang. Hun havde givet ham mad og han var blevet hos dem indtil han blev pågreben samme dag. Under inkvisitionen havde hun indrømmet at hun havde ”hollet” ham, hvorfor aktor anså hende for strafskyldig efter lovens pag. 160 artikel 16 og pag. 977 art. 17 og pag, 1003 art. 2 og 3. Dommeren mente ikke at alle paragraffer kunne anses som gyldige uden pag. 160 art. 16, da tyvens koster ikke var med ham.
Forsvarerens undskyldte de anklagede. Delinkventen have ikke overnattet hos dem og at de ikke vidst at han var sigtet. Anklageren mente, at det var bevist at Anne havde vidst hvem han var, da hun havde været arresteret i hovedvagten sammen med ham. Hun havde været i retten samme dag som Peder Thomsen blev dømt til galgen og gjort ham til fredløs.
Dommen lød at de skulle dømmes 16 lod sølv for forseelsen eller 8 rigsdaler. Hvis ikke de kunne betale, så skulle de lide på kroppen efter forordningen af 6. december 1743. De skulle også betale for sagens omkostninger. Delinkventen skulle have sagt, at Anne leverede ham redskaber til at flygte fra sin arrest, men dette var en påstand som retten ikke kunne bevise, hvorfor hun ikke kunne dømmes derfor.

17. maj 1748 – pag. 193b

Læst kgl. Konfirmation af de Reformertes Privilegier, så vel som dem der har nedsat sig i kongens riger og lande. Dat. 15. maj 1747.
Læst kgl. Forordning for alle og enhver, undtagen slagterne i København, forbydes at føre hornkvæg fra Jylland til andre provinser, dat. 15. januar 1748.
Læst kgl. Forordning af 23. februar 1748 hvorved loven fra 6. februar 1694 om hospitalers, skolers og fattiges regnskabsaflæggelse skærpes.
Mons. Ulrik af Rønne har startet en sag mod sandemand Hans Kofoed fra Klemensker og Bodil Jep Esbers fra Klemensker og hendes søn. Ulrik var ikke mødt, og Svend Mikkelsen kunne oplyse, at Ulrik var sejlet bort fra landet i åben båd i privat ærinde. Sagen måtte udsættes indtil vejr og vind kunne bringe ham tilbage.

31. maj 1748 – pag. 193b

Læst kgl. Plakat ang. krybskytters pågribelse og videre bevisliggørelse af deres handlinger, dat. 22. januar 1748.
Læst kgl. Forbud af 12. marts 1748 mod indførsel af perlegryn og bankebyg.
Læst kgl. Reskript af 9. februar 1748 om det oprettede kartel af 31. marts 1738 mellem Danmark og Slesvig. Den 9. post skal efterleves strikt, hvorfor den blev oplæst.
Læst et pantebrev af dato 22. april 1748, der viste at Hans Jørgensen på den 6 sg. Høgegaard i Klemensker havde lånt 80 sld. af Poul Eskilsen i Hasle i rede klingende mønt.
Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået amtmand Urnes tilladelse at være prokurator for købmand og handelsmand Jørgen Stender i Rønne og Mathias Ibsen i Nexø. Sagen drejede sig om at en del personer i Nørreherred skyldte penge til sal. Marta Mads Kofoeds stervbo, hvilket fremgik af hendes regnskabsbog. De indstævnte skyldnere var Mons Larsen Kure og Mons Larsen Rabel fra Klemensker, Peder Andersen fra Olsker, Mikkel Pedersen, Hans Terkelsen og Jens Pedersen fra Rø sogn.
Mons Larsen Rabek skyldte 2 mark 12 sk. Mons svarede at han havde betalt for en sais (le) og andre varer en måned efter han havde modtaget varerne. Det var for 9 år siden og han ville afgive ed på, at han ikke skyldte stervboet noget.
Peder Andersen fra Olsker skyldte 1 daler 3 mark 8 skilling, hvilket han erkendte, men han havde overladt 11 alen vadmel til presning, som var blevet borte, hvilket han derfor regnede med ville blive erstattet. Han havde angivet dette krav til Jørgen Stender.
Mikkel Pedersen fra Rø skyldte 1 sld 2 mk 14 sk. Han nægtede at skylde boet penge, da han altid havde betalt kontant for hert køb.
Hans Terkelsen skyldte 2 sld., hvilket han nægtede.
Jens Pedersen fra Rø skyldte 1 sld 1 mark, hvilket han nægtede ganske og aldeles,
Kaldsmændene berettede at de ikke kunne stævne Hans Hansen fra Bolby, da han var død før Marta Mads Kofoeds. Endvidere var Jørgen Carlsen fra Rutsker rejst bort fra landet. Alle fem, der var blevet afhørte og havde nægtet at skylde penge til boet, afgav ed på at det var sandt.
Den udeblevne indstævnte person Mons Larsen Kure fra Klemensker blev pålagt at møde på næste ting.
I Mons Ulriks sag var ingen mødt, hvorfor sagen blev udsat.

14. juni 1748 – pag. 195a

Den sag som Mons Ulrik havde startet mod en udbygger, Jep Esbersens enke, og hendes søn for at have fundet svenske pengestykker, blev ophævet. Hvorfor der ikke skulle afsiges dom.
Lars Andersen, boende i Risby i Klemensker, mødte som værge for afdøde Anders Mikkelsens søn ved navn Anders Andersen. Anders Andersen havde sæde og adgangsret til den 6. sg. Høgegaard i Klemensker, hvorfor Lars Andersen krævede, at gården skulle synes af fire uvildige mænd, således at myndlingen kan vide hvilken stand gården skulle være i når han til sin tid kunne overtage gården. Høgegaard var beboet af Anders Andersen stedfar Hans Jørgensen. Der blev valgt fire mænd til synsforretningen.
Svend Mikkelsen fra Rønne mødte som fuldmægtig for Marta Mads Koefoeds stervbo. Mons Larsen Kure fra Klemensker vidste ikke hvor meget han skyldte. Årsagen til at han ikke var mødt på sidste ting var, at han havde hugget sig i sin egen fod, hvorfor han ikke havde været i kirke i længere tid og altså ikke hørt indkaldelsen. Han havde sendt sin hustru og nabo til Rønne for at betale sin gæld, men stervboet kunne ikke oplyse hvor meget hans skyldte. Han mente derfor, at det var uretfærdigt, at han skulle betale omkostninger. Han var villig til at betale alt det hans skyldte stervboet. Mikkelsen oplyste at gælden var på 7 sld 7 sk. Kure vedstod, men gjort krav på en afkortning, da han havde leveret et læs hø for 3 sld. og tørveskær for 2 sld 3 mk og, for at Martas dreng havde lånt en hest, 8 sk. i alt 5 sld 3 mk 8 sk. Sagen blev udsat, men der var mulighed for at der kunne laves en aftale forinden.

28. juni 1748 – pag. 196a

Læst et pantebrev af dato 21 juni 1748 der viste at Jens Mogensen på den 34. sg. i Olsker har lånt 200 sld. i rede penge af Peder Mogensen på Vedbygaard.
Læst et pantebrev af dato 15. juni 1748 der viste at Hans Ibsen på 1. gård i Olsker i Vedby havde lånt af Herman Bohn Mortensen, handelsmand i Rønne 149 sld. i rede penge mod pant i gården.
De fire ”granskningsmænd” på den 6 sg. i Klemensker aflagde deres synsforretning.
For retten kom Christen Hansen fra Hallegaard i Olsker stævnede Bent Pedersen fra Klemensker og Anders Pedersen fra Rø, som begge var tilsynsværger for afdøde Hans Kjøllers søn Peder Hansen Kjøller. Årsagen er, at Christen Hansen var flyttet fra den 2. gård i Rø, hvorfor han ville have at den blev synet, således at han senere ikke kunne skyldes for misligholdelse af gården, medens han havde beboet den. Kun Anders Pedersen var mødt og han erklærede, at han intet havde imod at lade fire synsmænd skønne gården. Synsmændene blev valgt og tilsagt til at møde på gården den 5. juli.
Løjtnant Anders Jørgensen og Anders Nielsen begge fra Klemensker mødte på samtlige interessenter af Øster Gildesbo. Deres ærinde var at ”udsige” (opsige) gildesboets beboer Hans Jensen. Hans Jensen skyldte sognefolket fæstepenge for huset. Hans Jensen erkendte at han ikke havde betalt til sognefolket, men henholdte sig til tvivlen om Gildesboets tilhørsforhold: Om det tilhørte sognefolket, kongen eller et andet gudeligt formål.
Dommeren henviste løjtnanten til at præcisere hvilket stævnemål det drejede sig om. Løjtnant Jørgensen sagde, at det drejede sig om at Hans Jensen ikke havde betalt landgilde til sognefolket og desuden at han ikke havde vedligeholdt bygninger. Desuden havde han hugget og forringet gildesboets skov. Han blev opsagt til fraflyttelse inden midfaste 1749. Hans Jensen vedkendte at han havde modtaget opsigelse 3 gange, som loven krævede. Sagen blev udsat til næste ting.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte og ville gå i rette for Claus Olsen Kofoed i Vestermarie. Han havde endnu ikke fået tilladelsen, men dommeren tillod ham at føre sagen på tinget mod forventet bevilling.
Hans Poulsen på Claus Olsen Kofoeds vegne stævnede Søren Ibsen på Stangegaard i Klemensker. Sagen drejede sig om at Søren Ibsen havde op pløjet marken således at Claus Olsen ikke kunne komme til kongens vildtbane efter vinterbrænde. Søren Ibsen var ikke mødt, hvorfor sagen udsattes i 14 dage.
Svend Mikkelsen, som beordret prokurator, havde stævnet Mogens Larsen i Klemensker for monsieur Matis Ibsen af Nexø og monsieur Jørgen Stender. Ingen var mødt på tinget, hvorfor sagen blev udsat.

12. juli 1748 – pag. 197b

Læst et pantebrev af dato 12. juni 1748 der viste at Anders Andersen Møllere på Kørsegaards møllen som står på 8. vornedgaards grund i Klemensker har lånt 80 sld af by- og herredsfoged Poul Eskilsen i Hasle mod pant i møllen med tilbehør og med sin svoger Hans Hansen, der bor på 27 sg. i Østerlars, som kautionist for kapitalen og renterne.
I sagen hvor Claus Olsen Kofoed fra Vestermarie havde stævnet Søren Ibsen på Stangegaard, fik Hans Poulsen tilladelse til at føre sagen. Svend Mikkelsen mødte og tilkendegav, at der var indgået forlig mellem Claus Kofoed og Søren Ibsen, hvorfor sagen var frafaldt.
Læst en kontrakt af dato 12. juli 1748 der viste at Anders Pedersen, boende på den 28. sg. i Klemensker, havde med sin udbygger Jørgen Jørgensen indgået en lejeaftale af jord og eng i en 12årig periode fra midfaste 1749 at regne.
Svend Mikkelsen fra Rønne mødte for Matthias Ibsen fra Nexø mødte i sag mod Mogens Larsen Kure i Klemensker. Sagen var forliget efter at der var indgået en mindelig aftale, der omfattede at Mogens Larsen Kure afgav sin korporlige ed på, at han havde leveret penge og varer, som han havde sagt på sidste ting. Der udfærdigedes en skriftlig ”Natorial Act”, der omfattede aftalens beslutninger.
I sagen mod østre gildesbos beboer Hans Jensen i Klemensker, tilbød Hans Jensen at betale 5 sld i landgilde og 10 mark i indfæstningsafgift om han måtte slippe for proces. Gildets staldbroder Anders Nielsen kunne ikke tage beslutning herom, men bad om udsættelse, således at han kunne få de menige lavsbrødres tilslutning. – Sagen udsat til næste ting.

26. juli 1748 – pag. 198b

Læst et kgl. Skøde dateret 14. oktober 1745, der viste at Peder Jensen havde købt den 22 sg. i Rø for 131 sld 3 mk 7 sk.
De tre af de fire mænd, der havde syne Kjølleregaard, den 2. sg. i Rø sogn, aflagde deres forretning og underskrevet dokumentet. Den fjerde mand Erik Pedersen ville i den nærmeste tid underskrive dokumentet.
Løjtnant Anders Jørgensen fra Klemensker mødte i sagen mellem Østre Gildesbos beboer Hans Jensen og gildesbønderne. Hans Jensen havde ønsket at aflevere penge for landgilde og 10 mark for at få et nyt fæstebrev. Pengene var ikke modtaget af oldermanden (Anders Nielsen). Anders Jørgensen konstaterede, at Hans Jensen havde accepteret stævningen på udsigelse, hvorfor han skulle flytte fra huset senest midfaste 1749, samt at betale resterende landgilde og betale for gildesboets brøstfældighed efter lovens pag. 463 art. 7. Anders Jørgensen ville have sagen til doms. Hans Jensen var ikke mødt, hvilket blev ham pålagt på næste ting.

9. august 1748 – pag. 199b

Læst kgl. Forordning om koffardi skibe og kommercefarere, samt et oktrojerede kompagnis skibes flag og gøs (flag i stævnen, når det ligger ved kaj i havn), samt vimpler og fløje, dat. 11 juli 1748.
Læst et rekvisitions proclama (professionsprotokoller) af dato 29. juli 1748 udstedt af Christian Hansen boende på den 12. sg. i Ibsker, i den mening at efterlyse om nogen havde sædeejere (have krav på!) gården. Hvis ikke ville han betale kendelsespenge til kongen.
Læst et skøde dateret København den 18. juli 1748, der viste at Jørgen Andersen Grønbek tillige med sin kurator allingebo Peder Mogensens vilje, havde solgt den 11. gård i Olsker sogn til hans broder Niels Andersen for 400 sld. Niels Andersen var mødt og beviste at han havde betalt kendelsespenge for gården.
Sognepræst Anders Agerbech fra Klemensker havde ved Anders Gammelsen og Peder Brandt stævnet sognedegnen monsieur Jesper Lund fordi han havde ladet sit kvæg vogte på præstens jord. De to skønningsmænd, Gammelsen og Brandt, fortalte at de havde været hos degnen for at få ham med til præsten eng for at skønne skaden. Han var ikke nærværende, så de havde fået hans hustru med for at bese skaden. Hun havde ikke nægtet at det var degnens kvæg de fandt i engen, men hun havde oplyst, at det var varmt vejr, havde kræget været tilbøjeligt til at ”bisse” og det kunne man ikke bebrejde vogteren for.
De to skønningsmænd havde anslået skaden til 1 læs enges eller 2 mark. Anders Jørgensen havde foreslået et forlig mellem degnen og præsten, men forgæves. Præsten ville dog ikke helt ophæve sagen, da det kunne få hans børn og fævogterne til at passe bedre på kvæget. Jesper lund var ikke til stede, hvorfor sagen blev udsat til næste ting.
Løjtnant Jørgensen på egne og gildesbøndernes vegne ville høre om gildesbonden Hans Jensen var til stede i retten. Det var han ikke, hvorfor sagen gik til doms.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte i retten og fremlagde en Beneficium Paupertatis til Bodil Gotfredsdatters vegne at føre sag mod Peder Jacobsen fra Olsker af dato 28. juni 1748. En stævning fra 1. august viste at Hans Poulsen havde stævnet sognepræst Hans Mahler i Olsker, Peder Jacobsen og Jacob Pedersen. Der var indkaldt en række vidner: Sandemand Peder Nielsen, Jens Hansen, Hans Hansen, Erik Andersen og Jep Hansen alle fra Olsker, John Hansen og hustru Marta af Rø med flere.
Svend Mikkelsen mødte som fuldmægtig for Peder Jacobsen. Han mente at stævningen var ukorrekt og ikke kunne føres under Beneficium Paupertatis, samt at tilladelsen var blevet givet til Bodil Gotfred Nielsen og ikke i sagen mellem Ellen og Peder Jacobsen, som sagen egentlig drejede sig om.
Dommeren så at sagen kun kunne dreje sig om sagen på Peder Jacobsen, hvorfor at stævningen skulle gå om.

23. august 1748 – pag. 201a

For retten kom Ludvig Larsen, matros af 3. divisions 8. kompagni under nr. 24 fra København. Han fremstillede Mikkel Bjørnsen af Østermarie og Peder Mogensen fra Klemensker, som ville bevise arvelinjen efter afgangne Hans Madsen på Stangegaard i Klemensker og hans søn Mads. De to fortalte at Hans Madsen havde en datter Bente, som endnu lever sammen med moderen i Østerlars. Ovennævnte forældre avlede også en søn ved navn Mads, som er død på en kinarejse. Næst efter ham er en søn ved navn Lars, som skal være smed og som er udrejst på sit håndværk. Efter ham en datter ved navn Inger som opholder sig i København og er ugift. Efter hende er der en søn en søn ved navn Peder, som er tilstede ved retten og vedstod at være broder til ovennævnte. Efter Peder er der en søster ved navn Elsebet som er i ægteskab med foranførte matros Ludvig Larsen fra København. Derefter en søskende ved navn Kirstine, der lever og bor hos sin moder i Østerlars.
Ludvig Larsen fremlagde en attest fra Klemensker kirkes journalbog, der viste ovenstående slægt efter Hans Madsen på Stangegaard. Dernæst en attest fra Østerlars kirkebog. Samt attest fra Rø journalbog, der viste ægteskab mellem Hans Madsen og hans hustru Anna Marie Steffensdatter. Ludvig Larsen fik udstedt et tingsvidne herom.
Sognepræsten Agerbech fra Klemensker kom i sagen mod sognedegnen Jesper Lund. Lund var tilstede og ønskede udsættelse. Hvilket han fik.

30. august 1748 – pag. 202a

Sognedegnen Jesper Lund aflagde sit skriftlige indlæg mod præstens sigtelse. Præsten kaldte degnens indlæg udflugter og degnen kaldte præsten for trættekær. Præsten kaldte sig selv for fredselskende og havde altid søgt fred med sin degn. Løjtnant Anders Jørgensen havde sammen med degnen kaldt præsten for en løgner. Begge ønskede dom i sagen.
Hans Poulsen fra Vestermarie havde nu fået amtmandens tilladelse – efter Bodils ansøgning – at være prokurator for Bodil Gotfred Nielsen i hendes datter Ellen Gotfredsdatter i sag mod Peder Jacobsen angående brudte ægteskabsløfte. Poulsen læste dernæst Benefitium Paupertatis, som nu passede til sagen. Poulsen stævnede nu på Bodils vegne Jacob Pedersen og en række vidner.
Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen påpegede at Ellens anklage mod hans principal var falsk og at ansøgningen om Benefitium Paupertatis var ansøgt på falsk grundlag. Ifølge Rø journalbog stod Bodil offentligt skrifte i lejermålssag, hvorfor det er bevist, at Ellen var uægte. Hvorfor amtmandens kendelse ikke kunne tages for gyldig. Bodils prokurator mente ikke det betød noget om Ellen var Gotfred Nielsens eller ej.
Dommeren tog amtmandens accept til efterretning og dømte sagen for gyldig. Hvad angav at spørgsmålet om at Ellen var ægte eller uægte, kunne blive reflekteret og drages ind i sagen hvis det kunne have betydning.
De indkaldte vidner blev taget i ed og afhørt separat.
Første vidne var Jens Hansen fra Olsker. Han kendte ikke meget til Ellen før hun fik et barn, som hun fortalte at Peder Jacobsen var far til. Han havde ikke set eller hørt, at Ellen skulle have været sammen med en anden mand. Han havde set Peder Jacobsen ”vanke” til Ellen og havde siddet på hendes seng, medens de andre legede jul hos Bodil Gotfred Nielsen. Han havde også flere gange set Ellen og Peder Jacobsen sammen hos Bodil og en enkelt gang havde de to skændtes højlydt ude ved udgærdet. På Svend Mikkelsens spørgsmål fortalte vidnet at hans kone havde fortalt om, at Peder Pedersen Bødker også havde ligge i Ellens seng hos Bodil GN, men at Ellen ikke var hjemme. Vidnets hustru havde ikke fortalt, at Peder Bødker havde haft Ellens barn med i sengen og passet det, men det skulle have været en anden pige, der passede barnet.
Næste vidne var Hans Hansen fra Heslegaard. Han sagde, at han ikke havde usømmelige oplysninger om Ellen, men vidste godt at sognepræsten i en attest havde beskyldt hende for løsagtighed og berygtethed. På spørgsmål fra Mikkelsen, svarede han at præsten selv måtte bevise sine påstande. Han kunne ikke bekræfte, at Bodil GN havde været i Rønne hos Karen Jens Mogensen og lovet penge, hvis hun ville komme på Nørreherreds ting og bekræfte ægteskabsløftet. Vidnet fortalte, at den historie havde han først hørt om nu.
Dernæst vidnet Erik Andersen fra Olsker. Vidnet vidste ikke at Ellen var berygtet, andet at hun havde fået et uægte barn. Han havde dog hørt alle historier, men han vidste ikke om de var sande.
Om hvordan hun havde opført sig i sine tjeneste, kunne han ikke svare på. Det måtte dem der havde haft hende i sit brød udtale sig om. Han havde ikke set noget usømmeligt. Mikkelsen fik vidnet til at svare, at rygterne om Ellen gik både før og efter hun var gravid.
Joen Hansen fra Rø fortalte, at da hun havde tjent i Rø og at hun skulle videre til Myregaard i Olsker. De gav hende et godt skudsmål. Han vidste ikke hvor længe siden det var at Ellen flyttede fra Rø til Olsker. Han vidste intet om hende medens hun boede i Olsker.
Dernæst vidnet Lars Pedersen der intet ondt havde at berette om Ellen, men havde hørt om præstens attest. Han vidste ikke andet end at hun havde fået et barn udenfor ægteskab. Han havde kun hørt om Peder Jacobsen og ingen anden mandsperson.
Næste vidne var Anders Pedersen som tjente hos Weidich Haagensen i Olsker. Hans fader Peder Bødker, der boede i Tejn. Han havde ikke hørt andet end godt om Ellen, hvor hun havde tjent. Han havde tjent et ½ år på Hallegaard for 1½ år siden om vinteren, medens Ellen tjente der. Han havde hørt at Ellen havde været med til at samle unge mennesker til julefest på Hallegaard, men han havde ikke været med, da han altid var gået i seng.
Hans Poulsen ønskede at de udeblevne vidner skulle afhøres på næste ting.

13. september 1748 – pag. 205b

Læst et pantebrev af 9. september 1748 der viste at Niels Andersen på den 11 sg. i Olsker havde lånt 400 sld af skipper Hans Hyldebrand i Allinge mod pant i sin ejendom.
Læst et pantebrev af dato 12. september 1748, der angav at Morten Larsen på den 10 sg. i Klemensker havde lånt hans stedsøn Mogens Jensen 149 sld. mod pant i gården.
I sagen hvor Anders Jørgensen og Anders Nielsen af Klemensker havde stævnet Øster Gildesbos bonde Hans Jensen blev der afgivet dom.
Hans Poulsen fra Vestermarie som anbefalet forsvarer for Ellen Gotfredsdatter mødte ville afhøre de på sidste ting udeblevne vidner i Ellen sag mod Peder Jacobsen.
Første vidne var sandemand Peder Nielsen, der sagde, at han ikke var bevidst om, at Ellen havde ført et uskikkeligt levned andet end at hun havde født et uægte barn. Dog havde han hørt løst snak om at Ellen havde levet løsagtigt i nabolaget, da hun tjente på Hallegaard. Han havde også hørt at hun samlede unge karle om søndage og helligdage til fest og til at ”lege jul”, men han vidste ikke om det var sandt. Han havde ikke set hvem Ellen omgikkes med på Hallegaard og han kendte ikke til Ellens mandlige omgangskreds.
Mikkelsen fik ikke sandemanden til at indrømme, at han havde hørt at Ellen havde ligget med Peder Bødker da de tjente på Hallegaard.
Dernæst Jep Hansen, der ikke kunne fortælle om Ellens evt. ilde omgang med nabo og genbo ej heller havde han hørt, at Ellen ikke var vellidt hos hendes husbond eller madmor. Svend Mikkelsen undrede sig over at vidnet ikke havde hørt at Ellen var berygtet for horeri inden hun blev gravid. Vidnet som var næstnabo til Hallegaard havde hørt at der var unge mennesker på søndag, der var forsamlede på Hallegaard, men ikke set det. Han kendte til sognepræstens attest, men kunne ikke sige at det var korrekt og ville ikke forholde sig til den. Han vidste ikke hvem der kunne have bragt de ilde rygter i omløb, men han tvivlede på at det var Ellen, der havde budt til julelege på Hallegaard.
Dernæst Jens Hansens hustru Kirstina. Hun havde intet ufordelagtigt at sige om Ellen, men hun havde heller ikke være i sin nabos lo (?) Hun havde set Peder Jacobsen besøge Ellen hos Bodil Gotfred Nielsen i julen 1746. Hun kunne ikke fortælle, hvad der skete, da hun gik umiddelbart efter han kom. Hun vidste at Ellen gik i barsel 14 dage efter påske.
Vidnet Kristina havde set Peder Bødker i Ellen seng efter barsel, men der var ingen i stuen uden en ung pige.
Hans Poulsen ville ikke høre flere vidner, da han synes det var bevist, at Peder Jacobsen måtte være barnefaderen, således at hun havde bekendt for sognepræsten. Han var overbevist om at Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab inden han havde besvangret hende. Han fik derefter udstedt et tingsvidne.
Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen ville føre kontravidner.
Holtsførster Mathias Kettelsen havde den 12. september bedt om at der blev valgt 8 mand til at syne herredets skove. Mændene blev valgt.

DOM – pag. 207b om opsigelse af Øster Gildesbos bonden Hans Jensen, fordi han ikke havde betalt landgilde og ej hellere havde vedligeholdt husene, samt forringet den tilhørende skov. Dommeren kunne ikke se af sagen, hvilke krav der var pålagt Hans Jensen. Der var ikke aflagt regnskab, ej heller nævnt, hvor meget der var i restance, samt skønnet husene. Dommeren dømte derfor at stævningen og beskyldningerne ikke kunne føre til udsættelse af Hans Jensen. Dommeren henviste anklagerne til at bruge loven og rettens måder at føre sag på.

20. september 1748 – pag. 207b

I sagen mellem sognepræsten Agerbech og degnen Lund for vogtning på præstens eng, blev afsagt dom.
Ifølge forordning af 6. december 1743 blev læst en i rettens protokol læst at degnen blev dømt at betale hærværks bod på 20 rdl. til kongen.
Svend Mikkelsen mødte for sin principal Peder Jacobsen af Myregaard i Olsker og beviste at han havde stævnet Ellen Bodil Gotfreds med hendes forsvarer i en kontrasag om ægteskabsløfte og håndspålæggelse mellem hende og Peder Jacobsen. Vidnerne var Bodil Gotfred Nielsen og hendes datter Martine af Olsker og Hans Johans hustru af Klemensker, Marta Hans Ibs af Rø sogn. Bodil var den eneste der var mødt af vidnerne. Hans Poulsen fra Vestermarie ville ikke påtage sig forsvarerens rolle, da han i sin tid var blevet beordret fuldmægtig uden betaling. Dommeren afviste klagen, da han nu en gang var mødt, så måtte han fuldføre sagen.
Svend Mikkelsen ville prøve udsagnet om at Bodil, Martine og Hans Johans hustru havde vidnet at Karen Jens Mons havde været tilstede ved håndspålæggelsen i Bodil Gotfred Nielsens hus. Som godvilligt vidne var Karen Jens Monsen fra Rønne mødt.
Vidnerne blev efter pålæg fra Hans Poulsen separerede.
Marta Hans Ibs af Rø sogn havde hørt fra Hans Johans hustru, at Bodils folk havde vidnet falsk og derfor ikke længere ville lade sig afhøre mere i den sag. Men hun kunne ikke sige hvorfor hun havde truffet denne beslutning og hun kendte intet til en betaling. Mikkelsen mente, at det drejede sig om 4 sld. i betaling for at sige, at hun havde været bud for Karen Jens Mons til Peder Jacobsen. Marta nægtede at svare, da hun ikke var stævnet til dette.
Vidnet Karen Jens Mons fra Rønne blev spurgt af Mikkelsen om hun havde deltage i ægteskabsløftet med håndspålæggelse i Bodil Gotfred Nielsens hus. Karen nægtede at have været i Bodils nu værende hus i Olsker. Ej heller havde hun overværet ægteskabsløftet eller lagt hånd på aftalen mellem Ellen og Peder Jacobsen. Hun erkendte, at Bodil og hendes datter Ellen havde været i Rønne for at få hende til at vidne, men havde nægtet det. Hans Poulsen ville høre om hun vidnede efter Peder Jacobsens anmodning og om hun havde fået penge for det. Hun svarede at hun vidnede for sin egen person. Og havde ikke fået penge af nogen for at vidne falsk.
Dernæst Jens Monsen fra Rønne fortalte at hans kone ikke havde været i Olsker – vel ikke i de sidste 20 år. Og hans hustru aldrig begav sig ud på landet uden at han var med, fordi hun var gammel og for svag til at gå. Hans Poulsen fik vidnet til at fortælle at han hjalp folk med at høste og med at grave tørv og ælte. Han havde bygget sig et hus i tørvemosen, hvor han kunne ligge i om natten, men han havde været syg fra skærtorsdag og 14 dage frem. Hans hustru var i den tid hjemme hos ham. Han indrømmede dog at hans hustru godt kunne gå en mils vej til tørvemosen.
Mikkelsen fremlagde en attest fra sognepræst Monrad i Rø om, at Bodil Gotfred Nielsen skulle have stået skrifte efter at have født et uægte barn, som måtte have været Ellen. Mikkelsen ville have at vide om Bodil havde stået skrifte for flere uægte børn. Hvis hun benægtede dette måtte det være Ellen hun havde født. Hans Poulsen mente at Bodil ville kunne afgive ed på, at hun ikke havde født et uægte barn i flg. Lovens 937 art. 5 ”om fornødent”.
Hermed udstedtes et tingsvidne.

DOM . pag 209b – mellem sognepræsten Agerbech og hans degn Jesper Lund. Da degnen ikke havde været uvidende om at hans kvæg havde græsset på præstens ejendom, kunne han ikke nægte sagens omfang. Skaden var vurderet til 2 mark, hvilket han skulle erstatte. Men sagens karakter blev dømt til at være et hærværk, som kunne dømmes efter lovens pag. 954 art. 15, hvilken bøde var på 30 rigsdaler, hvoraf præsten skulle have 1/3 og kongen 2/3. Desuden skulle degnen betale sagens omkostninger 1 rdl. 2 mark.

27. september 1748 – pag. 210a

Jens Henriksen og Jens Jørgensen mødte for retten og tilkendegav, at de for sognepræsten havde stævnet en række personer, som havde klaget Landsprovsten. Præsten ville have dem dømt for den gerning. Præsten hr. Mahler var ikke til stede, men havde afleveret et missive til herredsfogeden, hvori han ophævede stævningen og derfor frafaldt sagen.

4. oktober 1748 – pag. 210a

Læst kgl. Forordning angående de ”roulerede Bankoesedler forandring og om veksling”, dat. 13. september 1748.
Læst et skødebrev dags dato der viste at Mogens Madsen på den 43. gårds grund i Klemensker har solgt den 43. gård, dens husbygninger og skov og herlighed til Hans Andersen nu boende på 45. gård i Rutsker for 743 sld. med overtagelse midt høst 1750.
Den 6. vornedgaards beboer i Rutsker Hans Pedersen mødte for retten for at bevidne den ulykke, der var sket med hans gård natten mellem den 5. og 6. september. Alle gården huse og bygninger, der bestod af 3 længer i alt 32 stolperum med alt indhøstet korn blev fortæret af ildebrand. De fire vidner var: Christian Jørgensen fra Klemensker på den 68. gård, Hans Adolfsen af Rutsker på den 35. sg., Jens Bek også fra Rutsker på den 25. sg. og Lars Nielsen udbygger på den 28. gårds grund. Lidt fordærvet korn og hør blev borttaget på 4 vogne, sammen med nogle kobberkar og sengeklæder. Alt andet blev lagt i aske. Han var flyttet med kone og 6 børn til et andet sted, hvor han må leve i yderste armod. Hans Pedersen fik udsted et tingsvidne.

18. oktober 1748 – pag. 210b

Læst general pardon til alle der var deserterede fra Troperne til Danmark og de tyske provinser, dat. 19. september 1748.
Dernæst blev læst skovskønningen for Nørreherred for året 1748. Forretningen blev læst af 6 af de 8 mand. De to der ikek var mødt skulle underskrive senere.
Hans Thorsen fra Hasle stævnede Poul Pedersen fra Rutsker, der ville købe 20 tønder (korn?) til levering i vinters. Der var indkaldt vidner. Poul Pedersen var mødt og erklærede, at han ikke havde solgt noget havre. Vidnet Claus Larsen af Rutsker havde hørt under markarbejdet, at Poul Pedersen ville købe havre. Hans Thorsen og Poul Pedersen havde akkorderet om 40 tønder til en pris af 1 sld. pr. tønde. Hans Thorsen havde givet Poul Pedersen et 10 skillings stykke for at besegle købet. De 20 tønder skulle leveres ved mikkelstid og de øvrige 20 tønder i vinter. Salget blev accepteret af Peder Pedersens hustru.
Dernæst Poul Pedersens hustru, der havde hørt om salget og havde undret sig over, at det drejede sig om så mange tønder. Poul Pedersen havde sagt, at han ikke gjorde forretning med Hans Thorsen. Poul Pedersen skulle have kaldt Hans Thorsen for en løsgænger og landløber, som gjorde forprang. Hans Thorsen lod sagen udsætte.

2. november 1748 – pag. 211b

Svend Mikkelsen fra Rønne var mødt på Hans Thorsens vegne og ville høre om Poul Pedersen fra Rutsker. Den 23. oktober havde Poul Pedersen ønske forlig med Hans Thorsen efter han havde trukket sin ord i sig igen (Løsgænger og Landløber) og desuden var det sket i ”skrøbelig overiling”. Hans Thorsen trak derfor stævningen tilbage efter at Poul Pedersen havde leveret de 20 tønder og lovede at levere de øvrige 20 til vinter.

15. november 1748 – pag. 212a

Bent Jørgensen som opholdte sig på Magaard i Olsker stævnede sin hustru Anna Margrete for det uægte barn som hun bar på. Hun var ikke mødt. Retten pålagde Bent Jørgensen at stævne hustruen skriftligt med 14 dages varsel.
Kirkeværgen i Klemensker Jørgen Edvartsen havde mundtligt stævnet udbygger Hans Madsen på Hullegaards grunden i Klemensker for 8 skillings gæld til kirken for 1747. Hans Madsen var ikke mødt.
Anders Gammelsen fra Klemensker stævnede udbygger på Hullegaards grunden for sædevarer for 3 sld 3 mk. Hans Madsen var ikke mødt.

29. november 1748 – pag. 213a

Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1749.
Læst stiftsbefalingsmand baron Gersdorph forbud mod salg af skind, hvor øret med ejermærke var afskåret. Dat. 14. november 1748.
Kirkeværgen Jørgen Edvertsen fra Klemensker i sagen mod udbygger Hans Madsen på Hullegaards grunden meddelte at sagen blev frafaldet, da Hans Madsen havde betalt og indgået forlig
Bent Jørgensen fra Olsker mødte og erklærede at han nu havde stævnet sin hustru Anna Margrete skriftligt med 14 dages varsel for at have avlet et barn udenfor ægteskabet. Da stævningsmændene stævnede hende hvor hun boede, nemlig hos Hans Nielsen ved Nydammen i Rutsker, lå hun i barselsseng, hvorfor hun ikke kunne møde for retten. Sagen blev udsat i 8 dage, hvor hun skulle møde eller en anden skulle møde for hende. Bent Jørgensen leverede 6 skilling til stemplet papir til sagen beskrivelse.
For retten kom Mogens Gotfredsen af Vestermarie sogn og lod læse et skøde, der viste at han havde købt den 5. gård i Klemensker af Anders Olsen for 400 sld. af dato 8. november 1748.

6. december 1748 – pag. 213b

Bent Jørgensen havde stævnet sin hustru Anna Margrete for begået lejermål medens de havde været gift. Anna Margretes mostermand Svend Mikkelsen fra Rønne mødte for retten, da hun havde været i barsel og endnu var svag. Han fremlagde en attest fra præsten Poscholan i Hasle og Rutsker, der viste at barnet var blevet ”kristned” i Rutsker kirke 1. advents søndag i Rutsker kirke. Attesten dateret den 6. december. Anna Margrete havde tilstået at hun i sit ægteskab havde forset sig med en ungkarl, som er soldat ved navn Peder Pedersen, som er Peder Mogensens søn i Krakken i Olsker, boende på Peder Mons Grund i Vedby, hvor de begge havde tjent sammen, da besvangrelsen var sket.
Bent Jørgensen fik udstedt et tingsvidne ”til betiene sig med paa behørige stæder”.

20. december 1748 – pag. 214a

Der var ingen sag at behandler. Nye stokkemænd for 1749 valgtes.

20. januar 1749 – pag. 214a

Læst et pantebrev udstedt den 28. september 1748 der viste at Ole Jørgensen havde lånt 40 sld. af Holger Pedersen Torop mod pant i Risby i den 54. gårds sæderet og adgangsret. På gården boede Karen Jørgensdatter sal. Peder Pedersens efterlevende hustru.
Kaptajnløjtnant Clemen Rasmussen i Vestermarie er fornylig blevet værge for Hans Mahlers børn for deres arv efter moderen på 300 sld. Han havde overtaget værgemålet efter sal. Skivridder Hans Piils stervbo. Han opbød nu denne kapital mod lovlig rente og sikkerhed.

24. januar 1749 – pag. 214a

Læst kontrakt mellem Hans Ibsen på den 43. sg. i Klemensker og hans svigerfader Mons Svendsen (?) boende på den 2 . gårds grund angående den 43. gårds beboelse.
For anden gang opbød kaptajnløjtnant Clemen Rasmussen den moderlige arv på 313 sld. som han værgede for og som tilhørte Hans Mahlers børn.
Mons Hansen fra Østermarie, der var blevet værge for afdøde skovridder Piils drengebarn ved navn Mads Kofoed Hansen Piil, opbød en arvekapitalen på 200 sld. til den der ville stille sikkerhed og forrente kapitalen.
Løjtnant Christen Kofoed i Klemensker og Christopher Hansen fra Klemensker opbød arvekapital efter afgangne skovridder Piils ældste datter Maren Chartine Hansdatter Piil på 111 sld mod sikkerhed og rente.
Udbygger Hans Thorsen på Nørremark i Rutsker lod oplyse et lam, som var kommet til ham lidt før jul.
Peder Jensen på Skierpinge i Rø lod oplyse et brundt horsnød, som han havde taget i forvaring til ejeren henvendte sig.

7. februar 1749 – pag. 214b

Læst kgl. Pardon for det undvegne mandskab i landområder i Norge, danske og tyske provinser, dat. 5. december 1748.
Læst et pantebrev dat. 6. februar 1749 der viste at Hans Madsen på den 7. gårds grund i Klemensker havde lånt 38 sld. af ungkarl Svend Hansen mod pant i de penge (90 sld.) som udbyggeren havde stående i den 7. gård.
Kaptajnløjtnant Clemen Rasmussen påbød for tredje gang den arvekapital han havde fra Hans Mahlers børn. Ingen indfandt sig, hvorfor blev udstedt et tingsvidne.
Mons Hansen fra Østermarie opbød for anden gang den arvekapital, som han havde for skovridder Piils søn.
Christopher Hansen og Christen Kofoed opbød for anden gang en arvekapital efter skovridder Piil.
Peder Kofoed opbød for anden gang en arvekapital efter skovridder Piils på 111 sld, som tilhørte datteren Anna Margrete Hansdatter Piil

21. februar 1749 – pag. 215a

Læst kongens plakat om indførselsforbuds ophævelse af tyrekalve til købstæderne, dat. 10. december 1748.
Christen Pedersen Dam fra Rønne mødte på amtsforvalteren Schrøders vegne stævnede ungkarl Peder Jacobsen af Olsker som er Tambour ved det 1. national dragon Kompagni for lejermål. Sagen er startet ved at sognepræsten havde fået anmeldelse fra Ellen Gotfredsdatter fra Olsker, der havde udlagt ham som barnefader. Han havde under krigsforhøret den 17. januar 1749 nægtet, men der var ikke fremlagt nogle beviser. Derfor var denne retssag forordnet for at de to parter kunne fremlægge beviser for eller imod lejermålet. Hverken Peder Jacobsen eller Ellen Gotfredsdatter var mødt.
I retten blev fremlagt sognepræstens attest på Ellens angivelse af barnefaderen, da hendes barn blev døbt. Desuden blev fremlagt referat af krigsforhøret den 17. januar, som ikke havde kunnet angive en dom, hvorfor sagen har henvist til andet ting.
Da ingen af parterne var mødt, måtte Christen Pedersen Dam udsætte sagen i 8te dage og pålægge parterne at møde.
Mogens Hansen fra Østermarie sogn opbød for tredje gang skovridder Piils søns arvekapital på 200 sld. Ingen ville modtage pengene, hvorfor der blev udstedt et tingsvidne.
Løjtnant Christen Kofoed og Christopher Hansen arvekapital for skovridder Piils datter Maren Catrines blev modtaget af kaptajn Fanck i Rønne for 3 procent mod nøjagtig forsikring.
Peder Kofoed fra Nylars opbød sin myndling skovridder Piils datter Anna Margrete Piils kapital på 111 sld.
Christen Hansen fra Olsker og hans broder Absolon Koed lod opbyde for første gang skovridder Piils yngste datters arvekapital på 88 sld.
Anders Andersen Møller på Kiørsegaards mølle i Klemensker læste et skøde på hans mølle, der viste at han solgte møllen og inventarium samt et møllehus til Jacob Didricksen for 194 sld.
Jacob Didricksen af Klemensker læste et pantebrev der viste at han havde lånt 140 sld. af sognepræsten Anders Agerbech mod pant i mølle og møllehus på Kiørsegaards grund

28. februar 1749 – pag. 216b

Læst et skøde der viste at Peder Øbersen i Rutsker sælger den 9. gård i Rutsker til sin søn Peder Pedersen for 300 sld.
Læst en kontrakt mellem Peder Pedersen og hans fader Peder Øbersen begge boende på den 9. gård i Rutsker, der sikrede Peder Pedersens forældre på livstid – en såkaldt Undentagskontrakt, dateret 26. februar 1749.
I sagen mod Peder Jacobsen mødte Jesper Hansen som forsvarer i stedet for Hans Poulsen, som var syg. Han havde fået amtmandens tilladelse til at overtage opgaven som defensor eller prokurator for Ellen. Men da Jesper Hansen just havde modtaget opgaven, havde han ikke nået at sætte sig ind i de tingsvidner der forelå, men han kunne sandsynligvis give tilladelse til at Peder Jacobsen kunne afgive sin korporlige ed.
Peder Jacobsen var tilstede og tilbød straks at afgive ed på, at han intet havde haft med Ellen at gøre og bedrevet lejermål.
Schrøders fuldmægtig ville dog have sagen udsat 14 dage, men han bemærkede at Peder Jacobsen havde svaret under krigsforhøret pkt. 7 ”i kraftigste maade har nægtet at have haft noget usømmeligt med Ellen Gotfredsdatter i horagtighed at bestille langt mindre besvangret hende”.
Sagen udsat.
Hr. Mahler havde stævnet Ellen Gotfredsdatter og Bodil Gotfred Nielsen med hendes lauværge om deres ulovlige forhold siden de kom til Olsker sogn, hvorefter han ville have et lovligt tingsvidne udskrevet. Som vidner havde han indkaldt sergent Anders Pedersen i Rø sogn, Rasmus Hansen på Lille Myregaard, Jens Hansens hustru på søndre Kirkebo, Mons Hansen tjenende i den anden Vedbygaard, Hans Monsen enke på Jørgen Jensens grund, Sidsel Svend Monsens, Anders Pedersen Bødker, Niels Andersen på Holdegaards grunden alle fra Olsker, og Peder Pedersen Bødker tjenende i Rutsker. Alle var stævnet til at fortælle Ellen og hendes mor Bodils forhold.
Jesper Hansen af Allinge mødte på Ellen og Bodils vegne efter ordre fra amtmand Urne fra den 26. februar i stedet for Hans Poulsen fra Vestermarie. Jesper Hansen mente at Mahlers anklage var ført på en ulovlig måde, da både mor og datter er involveret i en anden sag, og for det andet, at stævningen der ikke præciserer hvilke ulovligheder som de beskyldtes for. Det forventes at præstens sag ikke drejer sig om jord og ejendom, tyveri, trolddom eller deslige, hvilket må pege på at det er en sag, hvor Peder Jacobsen ikke er en uvæsentlige del, hvorfor han burde stævnes som vidne. Han forventede at sagen blev dømt som død og magtesløs.
Mahler afviste Jesper Hansens påstande og henviste til forordningen 3. marts 1741.
Dommeren mente at ”ulovlig og ukristelige levnet”, siden de var kommet til Olsker, var godt til at føre sagen. Præsten kunne føre sin sag. To vidner var ikke mødt: Anders Pedersen fra Rø og Sissel Svend Mons fra Olsker.
Jesper Hansen kunne ikke vide, hvad sagen drejede sig om, hvorfor han spurgte præsten om det var en æressag. Præsten kunne ikke sige om det kunne være det. Jesper Hansens ønske om at vidnerne skulle separeres, blev taget til overvejelse.
Første vidne var Kirstine Hans Mons fra Olsker. Præsten ville høre om hun den 1. juni sidste år var i Bodil Gotfred Nielsens hus efter prædikenen. Dagen mente præsten var en søndag. [det var pinse lørdag 1748] Kirstines søn kaldtes for træskomagersønnen og da Peder Bødker kom ind i huset hos Bodil, så havde Peder bødker spurgt hvorfor træskomagerdrengen var der, for det var ham, der havde sagt, at Ellen ikke kunne blive fri for Peder Bødker. Ellen havde derefter sagt ”Jo, Pine død er det sandt, jeg kunne ikke blive fri for Peder Bødker”. Derefter slog Ellen Peder Bødker og hun fik hjælp af sin moder, De slog ham så meget, at han blødte. Derefter blev han smidt ud ad døren. Bodils datter Boel (Bodil) slog også Peder.
Jesper Hansen fik vidnet til at fortælle, at det sket hen imod aftenen. Han kaldte det for kællingesladder.
Dernæst Kiersten Jens Hansen på Søndre Kirkebo i Olsker. Vidnet havde været hos Bodil Gotfreds den 3. pinse (?) da Bodil var i København efter hun havde givet sine folk frokost omtrent kl. 7 om morgenen. Da havde hun set at Peder (Bødker) lå i Ellens seng i stuen. Han havde ikke givet sig til kende. Hun havde så senere kommet ind i stuen, hvor Ellens søster Bodil var den eneste der var tilstede – Ellen var på Bakkerne. Da Bodil kom tilbage fra København, havde Bodil skældt og banket i bordet og sagt at det ikke var sandt og hun bebrejdede Kiersten, at hun havde fortalt det til andre. Vidnet kunne dog ikke bevidne at der altid var en flok karle omkring Ellen, specielt om søndage, når hun gik på vej og sti.
Mons Hansen (Træskomagersønnen), tjenende på Vedbygaard, fortalte om den 1. juni. Peder Bødker ville ikke have noget med ham at gøre, da han havde fortalt at Ellen ikke kunne blive fri for ham. Han bekræftede at Ellen slog Peder, det samme gjorde Bodil og Ellens yngste søster Bodil. Vidnet havde tjent på Myregaard, men på den tid havde han ikke set Ellen komme om aftenen, men han havde gået 2 gange som bud for Peder Jacobsen til Ellen, fordi han havde glemt en kniv(?) Han havde også hørt at mange unge personer af sognet løb i hobe efter Ellen både i skoven til juleleg og andre steder, men han vidste ikke om det var sandt. Han vidste intet om Ellen og hendes moder Bodil havde halvt overtalt Peder Jacobsen til at gifte sig med Ellen, men han havde tænkt det. Han havde også hørt at Bodil havde købt stemplet papir til en ægteskabskontrakt.
På spørgsmål om at vidnet selv havde besøgt Ellen Gotfreds ligesom andre karle, svarede han, jo, men han vidste ikke hvad det tjente til. Forsvareren Jesper Hansen fik vidnet til at fortælle at Myregaards (Peder Jacobsens forældre) havde arrangeret at Præsten skrev en attest som skulle bruges på tinget.
Dernæst Niels Andersen af Olsker, som blev spurgt om han vidste, at der var så mange karle der løb rundt efter Ellen Gotfredsdatter da hun tjente på Hallegaard. Han svarede, at han ikke havde set det, men han havde hørt det. Om det var sandt eller ej, vidste han ikke. Han huskede ikke helt om han havde talt med Peder Bødker om han overvejede ægteskab med Ellen, da hun blev gravid.
Spørgsmål til vidnet om han havde hørt Anders Pedersen sige, at hans tjenestepige Ellen havde været ude i nat og tjent en sølvpenge og at hun ikke behøvede at slide for betaling. Vidnet sagde, at han havde hørt det af Anders Pedersen, men han vidste ikke hvad det skulle betyde.
Vidnet blev spurgt af præsten om han havde set eller hørt at unge karle i sognet ofte spillede kegler ved Anders Pedersen gård og lejede jul i hans stue. Ja, sagde Niels Andersen, naboungdommen spillede kegler ved Anders Pedersens gård, men han havde ikke set at de legede jul i hans stuer. Men han havde hørt om det.
Vidnet var ikke bevidst at der var ”en løben efter nogen kvindes Person” før eller efter at der blev løbet efter Ellen Gotfredsdatter.
Ellens forsvarer Jesper Hansen spurgte Niels Andersen om hvornår præsten havde spurgt ham om Anders Pedersens udtalelser og om Anders Pedersen var drukken, da han hørte ordene. Vidnet vidste ikke om han var ganske ædruelig og han huskede ikke tidspunktet. Vidnet erkendte at Peder Bødkers havde lyst til sladder og han stolede ikke på hans udtalelser.
Præsten fik Niels Andersen til at fortælle historien om at Ellen hver anden eller tredje nat lå hos Peder Bødker, stammede fra husbond Anders Pedersen på Hallegaard. Han havde ikke hørt den fra Peder Bødker. Ellen, som var tilstede i retten, sagde at Anders Pedersen talte usandt.
Dernæst Rasmus Hansen fra Olsker, som præsten Mahler spurgte, om han havde set eller hørt at unge karle – især om søndagen – ”havde rendt og løbet” efter Ellen Gotfredsdatter, da han tjente på Hallegaard. Jo, svarede Rasmus, han havde hørt, men ikke set det. Han havde dog set nogle gange, at der var forsamlede en del unge karle ved Myregaards udbygger Anders Olsen, men her var Ellen ikke med, men derimod 2 kvindfolk nemlig Weidich Hans’ datter i Hasle og Ibs Hans datter på Faaregaard. Præsten var interesseret i tid og dato, hvilket vidnet mente var en søndag kl. 3 a 4 om eftermiddagen.
Sagen udsat il næste ting.
For anden gang lod Christen Hansen af Olsker udbyde skovridder Phils yngste datters fædrene arv på 88 sld.

7. marts 1749 – pag. 220 a

Præsten Hans Mahler ville fortsætte afhøringerne af sine vidner i sagen mod Ellen Gotfredsdatter. Hans Poulsen fra Vestermarie var nu blevet så frisk, at han kunne møde i sagen som fuldmægtig for Ellen.
Præstens første vidne var Anders Pedersen Bødker. Præsten spørgsmål var om han ikke havde set at der var ”en fahrlig Rei og Stoyer” med ungdommen i Olsker efter at Ellen Gotfredsdatter kom til Hallegaard. Han sagde, at dengang han tjente på Hallegaard ”kom der en hoben karle til hende og spillede Kaart i Anders Pedersens Stue og Ellen var hos dem i Stuen. Da der var banden, grinen og latter”. Videre fortalte han, at det ”var en hellig aften om Jullen da var Vidnet med i Tein, hvor der var inde til Andris Lars i Tein, men ey fik lof at spille Jul der, da gik Vidnet med Ellen Gotfreds og flere fra Tein og op til Didrich Hennings i Olsker, hvor Andris Larsen medfulgte, og de uden for gaarden løb og sprang omkring og løb til Tein igien, mens hvad de senere foretog, vidste hand icke siden han gik til sine Forældre”
Præsten ville have mere at vide om hvad der skete i Tejn. Vidnet svarede: ”Ja, De tog hende (Ellen) paa skiødet, kiøsede og slikede hende, medens de sad i Andris Larsens Seng” I øvrigt erindrede vidnet ikke hvad der ellers skete.
Vidnet mente, at det var først da Ellen kom til at tjene på Hallegaard at ungdommen på søndage og helligdage var ”saadan en Rei og Guds fortørnelse” i sognet.
Vidnet havde åbenbart fortalt Christen Pedersen om støj og uvæsen, som skyldtes Ellen. En aften hvor Christen Pedersen var tilstede og havde nævnt et eller andet, så han Ellen blevet så tosset på Anders, at hun havde slået ham med en tyrepisk, så rokken faldt.
Anders Pedersen Bødker bekræftede, at der var blevet holdt julefest hos Anders Pedersen og hvor Ole Madsen fra Klemensker spillede.
Forsvarer Hans Poulsen fik vidnet til at sige, at han ikke vidste om Ellen havde aftalt med husbonden at de unge kom og spillede kort. Og nej, han havde ikke set at Ellen ”brugte nogle usømmelige ting med nogen ungkarl”. Der ”vankede” andre end Peder Jacobsen til Ellen, men det var Peder der oftest kom. Forsvareren ville have vidner til at navngive ungdommen som vankede til Tejn den omtalte dag. Han huske ikke alle men der var to tjenestepiger, nemlig Myregaards og Didrich Hennings, og så Ellen, hendes søster og så kirkebomandens steddatter. Præsten afbrød forsvareren og ville have vidnet til at svare om han ikke havde set, at Boel Gotfredsdatter (Ellens yngste søster, der var 7-8 år) på kirkegården havde samlet folk til juleleg efter prædikenen var endt. Vidnet bekræftede, at havde hørt det. Præsten spurgte vidnet Anders Pedersen bødker om nogen havde forbudt ham at vidne mod Ellen. Jo, det bekræftede vidnet. Jens Wefstsen havde sagt: ”at hand skulle gå til præsten og fortælle hvad han skulle vidne”. [han svarede imod sin præst, som ellers havde den opfattelse, at andre havde forbud om at fortælle om Ellen.
Vidnet Anders Bødker fortalte efterfølgende at han ikke havde hørt Ellen byde til juleleg, men kun hørt det fra andre. Han var klar over at Ellen havde fået et uægte barn. Vidnet bekræftede at Peder Jacobsen havde været med til at lege jul.
Dernæst Peder Pedersen Bødker. Han bekræftede overfor præsten at han tjente på Hallegaard samtidigt med Ellen. Han ville ikke give præsten ret i, at der, medens Ellen var i tjenesten, var leget jul og spillede kegler. Men det hændte at der blev spillet kegler udenfor gården. Peder og Ellen havde tjent på Hallegaard fra påske til mikkelsdag, sidenhen havde han hjulpet til ved høsten.
Peder Bødker havde været med den jul, hvor en hel flok var gået til Tejn til Andris Larsen og tilbage til Henningsen og retur til Tejn. Og nej, han havde ikke set Ellen på skødet af nogle karle, men han havde set at nogle dansede og havde det lystigt.
Præsten ville have Peder Bødker til at fortælle, at siden Ellen var flyttet fra Hallegaard og hjem til sin moder Bodil, så kom han ofte, og besøgte Ellen og at han stadig gjorde det. Peder Bødker svarede at han ikke mente, at hun var fredlyst eller tinglyst, så han kunne frit besøge huset og havde været der forleden dag.
Præsten havde haft Peder Bødker og Ellen i forhør i overværelse af Anders Pedersen og hans hustru. Ved den lejlighed havde Ellen og hendes moder Bodil sagt at de havde modtaget ærter, flæsk, pølse og brød af Peder Bødker. Anders Pedersen var blevet mistænkelig og troet at det kom fra hans hus. Præsten havde i den anledning holdt Peder Bødker fra sakramentet i 1½ år.
Præsten ville Peder Bødker til at svare på, at det først var da Ellen kom til Hallegaard, at der skete ”saadan en Styr og Rei i blandt ungdommen”. Peder svarede at han havde hørt, at der før i tiden blev leget jul. [Rei eller Rej betyder 1. dans i kæde eller 2. tumult]
Præsten opgav at stille Peder flere spørgsmål, da han godt kunne høre ”hvad tone han holder på”.
På forsvarerens spørgsmål, sagde Peder, at han ikke havde set eller hørt om usømmelighed fra Ellen Gotfreds i Juleleg og andet, ”mere end alle andre, og vare alle lige gode”. Peder Jacobsen havde været med som alle andre.
Sagen blev udsat.
Christen Hansen opbød for tredje gang 88 sld. som tilhørte skovridder Pihls yngste datter. Ingen henvendte sig.

14. marts 1749 – pag. 222a

Læst et skøde af 14. marts 1749 der viste at Lars Hansen, ungkarl, der boede hos sin stedfar Mons Pedersen, havde solgt sin indløsningsret og rettighed for 200 sld til sin stedfader.
I Amtskriver Schrøders sag af 6. februar (Lejermålssagen) aflagde sit skriftlige indlæg. Den er i sin fulde ordlyd indskrevet i tingbogen således ”Siden mig er paakommen én temmmelig svaghed saa jeg icke kand møde for retten i dag icke heller nogen paa mine vegne formeedelst andre forhold; Thi ville Hr. Byfoget lade afhøre Peder Jacobsen sin eed, efter som hand sig dertil næste ting haver tilbudet at vilde giøre, og Skriveren vilde lade mig bekomme forretningen beskreven saa snart skee kand til mit aller underdaniste Reigenskabs bilag, ellers forgivtes vel ny omkostninger for Reiser etc. af Peder Jacobsen forvoldet. I øvrigt forbliver edle og velvise hr. bye og herrits tienstvilligste tjener. C. Schrøder. Bornholms Amtsstue den 14. marts 1749”
Siden at Ellen Gotfredsdatter ikke kunne bevise, at Peder Jacobsen var barnefader til Ellens barn, så tillod herredsfogeden Peder Jacobsen at afgive sin korporlige ed på, at han ikke var barnefaderen.
Ellens fuldmægtig Hans Poulsen spurgte Peder Jacobsen om han med frelst samvittighed kunne påstå, at han aldrig havde haft legemlig omgængelse med Ellen. Peder Jacobsen holdt fast i at han aldrig havde haft legemlig omgængelse med Ellen. Poulsen mente ikke at det kunne tilstedes Peder af afgive sin ed, da han havde tilbudt Ellen ægteskab og at der i kirkebogen var noteret ham som barnefader til Ellens barn.
Dommeren mente, at Peder Jacobsen kunne afgie sin ed. Dommeren læste edens forpligtelse og hvad han forbrød sig imod, hvis han afgav falsk ed. Peder afgav sin ed om, at han aldrig havde haft legemlig omgang med Ellen. Herefter blev der udskrevet et tingsvidne til amtsforvalteren.

21. marts 1749 – pag. 223a

Læst et skøde af 28. januar der viste at Hans Wefstsen i Rutsker sælger til sin søn Herman Hansen en eng på 3 læs størrelse kaldet lang-engen, samt et stk. brakmark kaldet Spedelse Krogen på et læs for i alt 60 sld.
Læst et pantebrev på 240 sld. af 17. marts udgivet af Sørn Ibsen på den 42. gård i Klemensker til Ole Nielsen på 5. vornedgaard.
Hans Mahler fik læst en kontinuationsstævning af 13. marts mod Ellen Gotfredsdatter og Bodil Gotfred Nielsens med hendes lauværge. Følgende vidner var indkaldte: Andris Larsen og hustru Maren og Mons Pedersen Bødker fra Tejn, Christian Rasmussen i Magaard, og Jørgen Didrichsen af Olsker. Alle var mødt på nær Anders Larsen fra Tejn og Christian Rasmussen fra Magaard.
Hans Poulsen fra Vestermarie var mødt på de to kvinders vegne, og bad om at vidnerne blev separerede.
Anders Larsens hustru Maren erkendte, at der i julen for 2 år siden blev leget jul i hendes stue. Hun havde set at Ellen skiftevis havde siddet på skødet karlene, men hun havde ikke set at de kyssede hende og ej hellere havde de kysset hende ude ved stengærdet til Tejn. Hun havde fundet Ellens snustobaksdåse i hendes seng. Hun havde siddet i sengen sammen med flere karle.
Maren fortalte, at de unge havde været der tre gange. Første og tredje gang afviste de dem. På præstens spørgsmål om der havde være så meget ”støj og raj” før eller siden Ellen tjente på Hallegaard. Hun svarede at der ”efter” den tid ikke havde været støj.
Hans Poulsen bad vidnet om at navngive folkene, der legede jul. Hun kunne ikke egentlig erindre hvem det var, da det var så længe siden, uden at den ene, som Ellen sad på skødet af, var Peder Nielsens stedsøn i Olsker Christer Pihl. Hun huskede også at Ellens søster var med. Hun kunne ikke sige at Ellen havde gjort noget usømmeligt.
Dernæst Mogens Pedersen Bødker af Tejn sagde at han ikke var blevet budt til juleleg af Ellen på kirkegården, men han nægtede ikke at han havde været til juleleg i Tejn eller hos Anders Pedersen på Hallegaard. Han havde set at Ellen sad på skødet af flere karle, men det var ikke anderledes end med de andre tilstedeværende ”kvindfolk”. Vidnet blev spurgt om han ikke havde været sammen med Ellen og hendes søster og leget ulovlige julelege hos Anders Pedersen på Hallegaard. Jo, han havde været med, da han tjente på Hallegaard, og Ellen var med fordi hun tjente der. Han havde også været med den jul for 2 år siden hvor de havde gået fra Tejn til Didrich Henningsen. Han havde ikke set om der ”Reves og Sleedes der udenfor gierdene til Didrich Hennings”. Mogens Pedersen Bødker havde hørt, at der også holdtes julelege hos Bodil Gotfred Nielsen, men han havde ikke selv været der. Han måtte erkende, at der før Ellens tid ikke havde været så meget juleleg blandt ungdommen i Olsker.
Mogens Pedersen Bødker kunne ikke sige at der skete noget usømmeligt. Han mente ikke at Anders Pedersen havde gæsteindbudt ungdommen, men at de var kommet alligevel (spontant?). Og dette skete ofte og at Peder Jacobsen også var iblandt.
Næste vidne var Jørgen Didrichsen. Han var ikke budt til juleleg af Ellen på kirkegården. Han havde været med i Tejn og på Hallegaard, men det var til spil og dans. Han mente at disse julelege skete søndag eftermiddage eller aftener. Han mente ikke at de var begyndt på disse julelege samtidigt med at Ellen kom til Hallegaard. Det var sket før og han mente ikke at der skete noget usømmelig ej heller noget til ”guds fortørnelse af ungdommen”. På præsten spørgsmål sagde han ”at hand vidste det skulde vel være synd” og han ”i den Tiid hand løb med paa en Wildfarende Vei”.
Hans Poulsen fik vidnet til at sige, at de blot havde danset lidt og leget hos Anders Pedersen. Han havde ikke set at Ellen havde opført sig usømmeligt.
Præsten fik nu et tingsvidne udstedt på leveret 24 skillings papir.
Hans Larsen fra Rø på den 19. gård lod læse et pantebrev af 10. marts 1749 på 200 sld. som han havde lånt af Herman Bohn i Rønne mod pant i ejendommen.

11. april 1749 – pag. 225a

Læst kgl. Plakat om at det var tilladt alle og enhver at handle med ostindiske varer, der ankommer med de danske oktrojerede asiatiske kompagnis skibe, dat. 1. november 1748.
Læst kgl. Forordning fra 16. oktober 1697 om straf til grove mordere, dat. 7. febr. 1449.
Læst kongens befaling til greve og stiftsamtmand Reventlou, dat. 24. januar 1749 om at de skibe, der går igennem Øresund forbi Kronborg og ikke giver reglementeret honnør med strygning, bliver beskudt. Der henvistes til Reglement fra 1733.
Amtmand Urnes meddelelse blev læst ang. at stiftsamtmand Gersdorph var afgået ved døden og efterfølges af konferensråd Conrad greve af Reventlou.
Blev læst et pantebrev af dato 9. april 1749, der viste at Mogens Gotfredsøn på den 5. gård i Klemensker havde lånt 140 sld. af fenrik Mogens Larsen i Vestermarie mod pant i gården.
Læst en kontrakt af 8. april 1749 mellem Hans Clausen på den 50. gård i Klemensker, Ladegaard kaldet, og hans stedsøn Hans Jacobsen, som efter hans moders død, havde arvet adgangsretten til Ladegaard. Hans Clausen overlod nu den halve gård. Hans Clausen skulle beholde den anden halve gård så længe han levede.
Christen Hansen fra Nyker opbød en arvedel på 180 sld. som tilhørte afdøde skovridder Piils søn Hans Hansen Piil.

25. april 1749 – pag. 225b

Læst kgl. Forordning kgl. Forordning til afdøde stiftsbefalingsmand af dato 13. december 1748 om hvordan man skal forholde sig til de omrejsende jøder. Forordningen skulle også gælde under den nuværende stiftsbefalingsmand Reventlou d. 21. februar 1749.
Læst kgl. Forordning om hvordan de fremmede steders danske konsuler skal forholde sig til ”Commercerende” og om hvilke konsulatpenge det måtte indkræve, dat. 3. marts 1749.
Christen Hansen på den 12. gård i Nyker opbød for anden gang arvekapital

tilhørende Hans Hansen Piil, som var afdøde skovridders ældste søn.

9. maj 1749 – pag. 226a

Læst kgl. Reskript og beneficium på sager før indrullering må føres på ustemplet papir. Dateret 29. maj 1745.
Læst en kopi af reskript fra det danske kancelli 1745 om at sager om indrullering ikke pålignes salær til rettens betjente.
Læst en efterretning fra stiftamtmand Reventlou om de beskikkede konsuler, hvem de er og hvor de findes, samt hvad de kunne tage i konsulatpenge, dat. 31. marts 1749.
Christen Hansen fra Nyker lod opbyde en arvekapital på 180 sld. for tredje gang tilhørende skovridder Piils ældste søn. Ingen ville modtage dem, hvorfor han kunne få udstedt et tingsvidne.
Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Jens Wefstsen af Olsker i sag mod sognepræsten Mahler. Hans Poulsen stævnede præsten i en tingsvidnesag. For lovmæssighedens skyld var stævningen forevist for landprovsten.
Første vidne var Jesper Hansen fra Allinge, der fortalte at han havde været til tinget i Hammershus Birk hos sal. Jørgen Hansens i Sandvig den 14. april 1749. Jesper Hansen berettede om samtale mellem præsten og Wefstsen. Sagen drejede sig om at Wefstsen ikke kom til alters, men at det muligvis var ham selv, der var skyld i det, da han ikke kom i kirken. Præsten havde sagt, at hvis det stod til ham, så skulle Jens Wefstsen ikke komme til alters så længe der var varmt blod i hans legeme (altså præsten var i live). Præsten havde gentaget truslen for flere menneskers påhør og han havde vred og havde stampet i gulvet.
Mahler sagde, at Jens Wefstsen selv havde sagt, at han havde fravalgt kirken, hvorfor han ikke kunne komme til alters. Jesper Hansen sagde, at det var almindelig kendt at præsten nægtede bønder, udbyggere og byfolk det hellige sakramente uden grand. Præsten spurgte Jesper Hansen om han vidste at Jens Wefstsen havde bortjaget sin ”ægte kvinde” på grund af en ”skaansk kvinde” der opholdte sig i hans hus. Jesper Hansen kendte ikke til det, men vidste – som præsten også burde vide, da han var til stede – at han hustru havde fået sølvpenge, fordi hun ønskede at drage bort til sin slægt på Sjælland. Hun havde øvrighedens tilladelse til at rejse. Hun havde fået en del gods med sig. Om Jens Wefstsen havde fået den skånske kvinde til at holde hus for ham, vidste han ikke, men det var sandsynligt, da Jens Wefstsen var en aldrende mand.
Jesper Hansen havde aldrig set noget ukristeligt hos Jens Wefstsen og at den ene af to kvinder, der holdt hans hus, var en kvinde, der var gift med en matros i Køebenhavn. Da hun rejste, overtog kvindens steddatter opgave med at passe huset. Desuden fortalte Jesper Hansen at han vidste at Jens Wefstsen ofte gik i Rutsker kirke for at høre Hr. Poscholans ”skiønne Prediker”. Jesper Hansen mente ikke at Wefstsen ikke havde begået nogle gerninger, der kunne retfærdiggøre, at han blev udelukket fra det hellige sakramente.
Præsten sagde at det skånske kvindemenneske, der havde opholdt sig hos Jens Wefstsen, havde ladet sig ”besove” to gange medens hun havde befundet sig i præstens menighed. Det andet kvindemenneske havde forladt sognet uden præstens skudsmål og taget til København og ladet sig viet. Jesper Hansen havde ikke læst i kirkens journalbog, så han kunne ikke bekræfte præstens udsagn.
Mahler mente, at de to skånske kvinder var kommet til landet uden pas og tilladelse. De skulle være bortviste fra landet (Sverige?). Jesper Hansen mente ikke, at det var sandt. De to forældre til kvinderne, var døde i hans sogn og Mahler skulle selv have forrettet begravelsen og kastet jord på deres grave. Jesper Hansen kendte ikke deres forhistorie, men de var sikkert kommet til landet af hungersnød og trang, ligesom mange andre.
Dommeren bad parterne om at holde sig til sagen. Mahler mente at oplysninge var relevante, da det var Jens Wefstsens levned, der var årsag til at han ikke blev taget til alters.
Hans Hansen på Heslegaard havde også hørt præsten sige, at han ikke ville modtage Jens Wefstsen til alters så længe han blod var varmt. Præsten havde nægtet Wefstsen adgang til alteret på grund af hans liv og levned. Hans Hansen kunne ikke bevidne at Jens Wefstsen havde været i kirken, da han ofte stod ved døren i stedet for at sætte sig i ”stolen” inde i kirken.
Dernæst Hans Madsen Wig, som havde været til stede hos sal. Jørgen Hansens i Sandvig i stuen op til tingstuen. Her havde han hørt præsten sige, at Jens Wefstsen selv var skyld i udelukkelsen på grund af sit ugudelige liv. Præsten havde ment, at havde haft løsagtige kvindfolk boende, hvilket Hans Wig ikke vidste noget om.
Udbygger Hans Larsen fra Olsker bekræftede at han havde været tilstede i stuen bag tingstuen i Sandvig, hvor Mahler berettede at han aldrig ville lade Jens Wefstsen komme til alters så lange han levede. Præsten havde sagt, at Jens Wefstsen levede et ugudeligt liv og levned. Præsten spurgte vidnet om han havde hørt at løsagtige folk havde haft tilflugt hos Jens Wefstsen. Vidnet svarede, at han ikke selv kom der, men han havde hørt at Gotfreds enke og døtre kom der.
Derefter fremlagde Hans Poulsen en skriftlig attest, som sognedegnen Nicolaj Bidstrup havde udstedt den 8. maj.
Dernæst fremstilledes vidnet Jens Jørgensen, tjenende på Slotsladegaarden. Han havde været med Wefst Jensen, der var hos degnen for at tegne hans far Jens Wefsten til at gå til alters. Sognepræsten var til stede og gav ordre til at Jens Wefstsen ikke kunne komme til alters. Vidnet havde tjent i 2 år hos Jens Wefstsen, hvorfor sognepræsten Mahler ville have, at han fortalt hvad der skete af ukristelig til hos sin husbond. Vidnet sagde, at hans husbond både brugte sang og læsning. Om ikke at Jens Wefstsen havde sagt til ham, at hvis der kom en smuk pige eller kvindfolk forbi, så skulle han tage hende ind. Jo, det var sket en gang, forklarede vidnet, og det havde været om Hr. Mahlers tjenestepige. Om han havde hørt mange ”liderlige og løsagtige diskurser” fra Jens Wefstsen? Jo, der kunne ikke nægtes han havde hørt nogle ”usømmelige ord og skjæmt”.
Hans Poulsen fik et tingsvidne udstedt.
Rutsker kirkeværge Peder Jensen lod opbyde kirkens 370 sld. til låns fra næstkommende Mikkels dag.

23. maj 1749 – pag. 229a

Ungkarl Anders Andersen fra Rutsker mødte med fire vidner, der kunne aflægge ed på, at han var broder til afdøde rytter i Slagelse, Erich Andersen, som var i Major Barnflets Kompagni. Anders Andersen var også broder til en rytter i kongens tjeneste i Skælskør ved navn Lars Andersen. Alle tre brødre var ægtefødte af faderen Anders Larsen og moderen Anne Erichsdatter som begge boede og døde i Rutsker, hvilket var oplyst i en attest fra sognedegnen den 23. maj 1749.
Mogens Pedersen fra Klemensker mødte som værge for Margrete Mogensdatter hvis fader døde på Ladegaard. Han opbød hendes fædrene arv på 155 sld.
Nok blev opbudt for 2. gang Rutsker kirkes kapital på 370 sld.

6. juni 1749 – pag. 229b

Læst kgl. plakat om at det var forbudt at trykke eller oplægge hele eller ekstraktmæssig udgave af Corpus Constitutionem Regio Holsaticarium, dat. 18. april 1749.
Mogens Pedersen fra Klemensker opbød for 2. gang hans myndling Margrete Mogensdatters arvekapital på 155 sld. 3 mark.
Rutsker kirkeværge opbød for 2. gang kirkens kapital på 370 sld, der er suppleret med 130 sld, i alt 500 sld.

13. juni 1749 – pag. 230a

Læst et pantebrev af 3. juni 1749 der viste at Hans Andersen på den 43. sg. i Klemensker har lånt 400 sld. af By- og Herredsfoged Poul Eskelsen mod pant i gården.
Mogens Pedersen af Klemensker, der var værge for Margrete Mogensdatter, hvis fader døde på Ladegaard i Klemensker, lod opbyde hendes fædrene arv på 155 sld for tredje gang. Ingen ville forrente pengene, hvorfor de blev forseglede og udleveret til Mogens Pedersen.

27. juni 1749 – pag. 230b

For retten kom Mogens Larsen på den 27. sg. i Klemensker og oplyste at hans stuelænge på 16 stolperum med indbo var brændt. Fire mand bevidnede, at branden opstod en time efter middag den 18. juni. Hele stuelængen brændte på nær 3 spande, men beskadigede. Vinden var stærkt NO. Mogens Larsen fik udstedt et tingsvidne.

11. juli 1749 – pag. 230b

Læst et pantebrev af 17. juni 1749 der viste at Peder Jørgensen på den 10. sg. i Olsker havde lånt 100 sld. af Mads Pedersen i Allinge mod pant i den 10. sg.
Læst pantebrev af 10. juli 1749 der viste at Mikkel Mogensen på den 22. sg. i Olsker havde lånt 300 sld. af Jep Pedersen i Østerlars mod pant i ejendommen.
Lars Andersen på den 8. vornedgaard i Klemensker, Kirkegaard kaldet, ville med to vidner, Morten Hansen Kjøller på den 2. vornedgaard oh Niels Jensen på den 9. vornedgaard, bevise, at han var broder til Jens Andersen Kjøller, matros i kongens søtjeneste. Matrosen var for ungefær 3 år siden død på en rejse fra Torkied (?). Vidnerne beviste at, Anders Hansen Kjøller, boende på Kjøllergaard i Klemensker (8. vornedgaard), havde en søn, Jens Andersen som var udenlands, som nu siges at være død uden livsarvinger. Det var ikke sandt da han havde efterladt sig to brødre på Bornholm. Den ældste ved navn Lars Andersen, boende på Kiørsegaard, og den yngste Lars Andersen boende på 9. vornedgaards grund, og så var der en søster, Bodil Andersdatter, som skal være gift i København. Alle er ægte børn efter afdøde Jens Andersen. Hvilke oplysninger blev stadfæstet af sognepræst Anders Agerbech. Den døde person var blevet gift i Klemensker.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte på Anders Olsen fra Vestermaries vegne. Hans Poulsen havde på Anders Olsens vegne stævnet Mogens Gotfredsen for gæld på 35 sld. Mogens Gotfredsen var til stede og tilkendegav, at han ville svare på stævningen og oplyse det ene og andet. Hans Poulsen ville føre vidnerne Hermand Vellemsen fra Rønne og Jørgen Hansen Rag fra Knudsker. Sagen udsat til næste ting.

25. juli 1749 – pag. 231b

I sagen mellem Anders Olsen fra Vestermarie og Mogens Gotfredsen fra Klemensker var ingen mødte, hvorfor sagen blev udsat.
Intet andet blev ført ved retten.

8. august 1749 – pag. 232a

Det oplystes at sagen mellem Anders Olsen fra Vestermarie og Mogens Gotfredsen var ophævet, da der var indgået et forlig – Sagen blev aflyst af Anders Olsens hustru.
Svend Mikkelsen fra Rønne mødte som mostermand for Anna Margrete Bent Jørgensen fra Olsker. Anna Margrete var i København, men havde skriftligt bedt om et tingsvidne. Bent Jørgensen var bedt om at høre de stævnede vidner. Sgnepræsten Hans Mahler, der havde udstedt en attest, var også stævnet som vidne. Bent Jørgensen var mødt tillige med vidnerne undtagen Hans Mahler.
Første vidne var Mogens Jensen fra Olsker. Mogens Jensen oplyste at Bent Jørgensen, der var vidnets stedsøn, havde lejet hans hus i Tejn og boede der en tid lang sammen med sin hustru Anna Margrete. Vidnet oplyste at de flyttede fra huset i Tejn, indtil han lejede huset ud til anden side for 7-8 år siden. Han huskede ikke hvor længe huset stod øde. På spørgsmål om Bent Jørgensen havde forsynet hustruen og børnene med ”fornøden tarvelig føde og klæder, samt ildebrand”, svarede han, at han nok mente, at han gjorde det, men ikke om det var tilstrækkeligt. Mikkelsen spurgte videre om det ikke var rigtigt, ”at de led stor nød og trang, saa vel for føde som ildebrand saa hun nødvendig maatte gaa omkring ad sognet fra sine fattige smaa børn og lade dem alene ligge i huuset, græde og lide nød til hun hjemkom med noget at vederqvæde og forsyne dem med”. Mogens Jensen kendte ikke noget til det. Om Bent Jørgensen havde forladt sin hustru, måtte han vedkende, da han vidste at Bent havde taget ophold hos Jørgen Jørgensen på Magaard. Han vidste også at de ikke omgik hinanden og ikke søgte sakramentet i kirken som andre ægtefolk, men han vidste ikke hvorfor. Vidnet var også klar over at Bent Jørgensen havde fået et barn med en tjenestepige på Magaard, men han vidste ikke videre om den sag.
Dernæst Peder Olsen fra Tejn, der kendte til Bent Jørgensen og Anna Margrete, der boede i hans nabolag i Tejn for 8-9 år siden. Og han huskede at Anna Margrete om vinteren kom til hans hus for at få varmen, men om det skyldte manglende ildebrand vidste han ikke. Han huskede at Anna Margrete ofte gik ud ad marken, men kendte ikke hendes ærinde. Han havde ikke meget kontakt med familien, så han kunne ikke sige om de manglede føde og klæder og om manden svigtede dem.
Dernæst Peder Olsens hustru Anna fra Tejn. Hun bekræftede sin mands vidnesbyrd, men tilføjede, at Anna Margrete ofte havde beklaget sig til hende om, at hun manglede føde og brændsel.
Didrich Henrichsen fra Tejn var deres næst nabo, da de boede i Tejn for 8-9 år siden. Han sagde, at Anna Margrete ofte klagede over mangel af føde og brændsel, men han vidste ikke om det var sandt. Han havde en gang set, at Bent Jørgensen havde kørt et læs skryner og et læs tørv til husets gårdsplads, som de havde tilfælles. Det var så længe siden, at han ikke erindred om Bent var borte fra sin hustru i 8 eller 14 dage. Men han huskede at Anna Margrete havde bedt hans hustru kikke til børnene, medens hun gik ad marken. Men hvor hun gik hen vidste han ikke. Vidnet gjorde sig ingen tanker om Bent Jørgensen omgik sin hustru på en ukristelig måde. Han vidste at Bent Jørgensen forlod tin hustru og tog ophold på Magaard hos sin broder og at han fik et uægte barn med tjenestepigen.
Karen Didrik Hendrichsen tilstod hendes mands skriftlige vidnesbyrd, der blev oplæst i retten.
Svend Mikkelsen ville på næste ting fremlægge sognepræst Mahlers attest, hvorfor sagen stilles i bero.

22. august 1749 – pag. 233a

Svend Mikkelsen mødte på Anna Margrete Bent Jørgensens vegne i sag kontra hendes mand. Han ville høre om præsten Mahler var mødt eller havde fremsendt attesten, sådan som det var bedt om. Præsten var ikke mødt eller havde ej hellere tilsendt retten sin attest. Da Svend Mikkelsen havde stævnet præsten til at fremlægge attesten for konsistorieretten, så fandt han det ikke nødvendigt at få den fremlagt i denne tingsvidnesag. Hvorfor han bad om at få sagen fra Herredstinget udskrevet.
Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til føre sag for Peder Jørgensen, Langegaard i Rutsker kontra hans nabos hustru Dorte Jens Pedersen for nogle nærgående grove ord mod Peder Jørgensens hustru, da hun var på sit høstearbejde. Jesper Hansen havde stævnet Jens Pedersen til at modtage dom på sin hustrus vegne. Desuden var der indkaldt vidner: Hans Pedersen, Anders Monsen, Christopher Hansen og Berite Jensedatter.
Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Jens Pedersen og hans hustru.
Første vidne var Hans Pedersen som tjente hos Peder Jørgensen. Han havde været i arbejde med høsten den 29. juli sammen med Peder Jørgensens hustru. Og hørte Jens Pedersen kalde sin madmor Gertrud for en ”Gaase Hexe”, Gertrud havde dagen før lånt gåsefjer af nabokonen, da hun slagte sine gæs. Videre blev Gertrud kaldt ”din forbandede trold tæve. Derefter kaldte Dorte sin nabokone Gertrud for en hore, som havde horet med Peder Thorsen. Gertrud bad Dorte om at gå. Dorte fik så de tjenestepiger, der var med til høsten, og at kalde Gertrud for Gåseheks.
Christopher Hansen, der tjente hos Andres Mogensen på Sandemandsgaarden i Rutsker havde også hørt skældsordene. Svend Mikkelsen ville have vidnet til at fortælle, at skænderierne var startet tidligere. Jesper Hansen afbrød og henstillede til at sagen drejede sig om den ene episode, nemlig beskyldningerne mod Peder Jørgensens hustru. Vidnet kunne ikke fortælle eksakt hvad der var sket hvornår.
Dernæst Anders Mogensen boende i Rutsker på Gudmingegaard. Under hø-rivningen havde han stået lagt fra de to kvinder og på grund af stormen var det svært at høre, hvad stridighederne drejede sig om. Han mente nok at kunne høre, at Dorte havde beskudt Gertrud for at have noget med Peder Thomsen at gøre. Jesper Hansen fik vidnet til at oplyse, at Peder Thomsen var død for 12-14 år siden. Peder Thomsen var Gertruds søskendebarn.
Vidnet Berite Jens Pedersens datter på Spanneregaard. Hun havde ikke hørt at hendes moder havde skældt Gertrud ud på høstearbejdet den 29. juli. Og hun benægtede, at hendes moder skulle have bedt hende om at kalde Gertrud for en Gaaseheks. Men hun havde hørt at Gertrud havde skældt Dorte ud og kaldt hende for en ”Tispe”. Vidnet mente at hendes moder beskyttede hendes fæpige, der var blevet forfulgt af Peder Jørgensens karl. Jesper Hansen advarede vidnet at fortælle usandheder og ikke dølge sin viden. Berite Jensdatter var 16 år og gik til konfirmation, men ventede til næste år med alterets sakramente.
Sagen udsat til næste ting.

5. september 1749 – pag. 235b

Sagen mellem Peder Jørgensen og Jens Pedersen forventedes at blive forliget, hvorfor parterne udsatte sagen til næste ting.
Kgl. Holtsførster Mathias Kettelsen fik valgt 8 mand til at syne herredets skove. Desuden valgtes for hvert sogn fire mand til at syne piletræerne, samt fire mand til at syne gærderne.

19. september 1749 – pag. 236a

Peder Jørgensen fra Rutsker mødte og læste et indlæg i sagen mod Jens Pedersen. Kontraparten Jens Pedersen var mødt og bad om at få indlægget beskrevet, så hans fuldmægtig kunne svare på næste ting.

3. oktober 1749 – pag. 236b

Læst et pantebrev af 26. september 1749 der viste at David Mortensen på 5. vornedgaard i Rutsker havde lånt 140 sld. af Peder Hansen på den 69. sg. i Klemensker.
Læst et pantebrev af 27. september, der viste at Hans Pedersen på Stenby, 25. sg. i Rø havde lånt 448 sld. af Herman Bohn i Rønne.
Svend Mikkelsen fra Rønne mødte på sin principal Jens Pedersens vegne og læste et indlæg mod sin kontrapart Peder Jørgensen i Rutsker. Sagen blev udsat til næste ting.
Løjtnant Hans Kofoed Madsen som værge for Hans Mahlers drengebarn Jens, opbød sin myndlings mødrene arv på 250 sld.
Sander Koefod på Almegaard i Knudsker mødte som værge for Hans Mahlers søn ved navn Lass, opbød hans mødrene arv på 150 sld.

17. oktober 1749 – pag. 236b

På Hans Poulsen fra Rø’s vegne mødte hans nærslægtning Jesper Hansen fra Allinge og stævnede Mads Pedersen Møllere i Rø sogn for ulovligt at havde hugget ege-krat på Hans Poulsens gårds grund. Mads Pedersen var ikke mødt. Derimod indfandt sig et godvilligt mødt vidne Lars Olsen fra Gudhjem, der fortalte at han havde set mølleren hugge krat på Hans Poulsens grund, ikke hvor meget.
Hans Jørgen Hansen fra Rø havde været til mølle og på hjemvejen var mølleren i færd med at hugge krat på Hans Poulsens eng. Men hvor meget vidste vidnet ikke.
Mads Pedersen Møllere blev pålagt at møde og svare på næste ting.
På Peder Jørgensens vegne afgav hans fuldmægtig Jesper Hansen et skriftligt svar i sagen mod Jens Pedersens hustru. Jens Pedersen bad om kopi at indlægget og ville svare på næste ting.
Løjtnant Hans Kofoed Madsen opbød for 2. gang sin myndlings kapital på 250 sld.
For anden gang blev den arvekapital som Sander Kofoed fra Almegaard er værge for på 250 sld. Myndlingen var Hans Mahlers søn.
Henrik Pedersen fra Østerlars og som er værge for sin broderdatter Ellen Kierstina Larsdatter lod opbyde hendes arvekapital på 155 sld 1 mk 12 sk.
Jens Andersen fra 23 sg, i Olsker lod opbyde sit værgemåls kapital tilhørende Aneke Kaisdatter af Tejn som var hendes arv både efter faderen og moderen på i alt 61 sld. 3 mk 11 sk.

24. oktober 1749 – pag. 237b

Mændene, der var valgt til at syne henh. piletræerne og gærderne aflagde deres forretninger.
Svend Mikkelsem fra Rønne mødte på sin principal Jens Pedersens vegne og til rettelagde sit skriftlige indlæg i sagen kontra Peder Jørgensen vedr. deres hustruers trætterier. Modpartens fuldmægtig Jesper Hansen mente at det som Svend Mikkelsen havde konceperet til Jens Pedersens forsvar er uden hold i virkeligheden og at han havde forsøgt at føre kontravidner, sådan som det normalt skete. Begge prokuratorer var enige om at sagen skulle gå til doms.
Jesper Hansen mødte på sin slægtning Hans Poulsens vegne og bad om at være hans prokurator. Hvilket bevilges, med forventning om, at han havde skaffet sig amtmandens tilladelse til næste ting. Sagen drejede sig om at en møller ved navn Mads Pedersen skulle have hugget brændsel i Hans Poulsens skov. Mads Pedersen nægtede og sagde, at han ikke engang havde tage en pind fra skoven. Sagen udsat. Henrik Pedersen fra Østerlars og værge for sin broderdatter Ellen Kirstine Larsdatter opbød hendes arvekapital på 155 sld. 1 mk 13 sk. For anden gang.
Jens Andersen fra Olsker lod for 2. gang opbyde en værgemålskapital tilhørende Annike Kajsdatter i Tejn på 61 sld. 3 mk 11 sk for anden gang.

7. november 1749 – pag. 238a

De otte mand, der havde skønnet herredets skove, fremlagde deres forretning for Rø, Klemensker og Rutsker. De to fra Olsker sogn var ikke mødt, hvorfor denne del af synet blev udskudt.
Jesper Hansen havde fået øvrighedens tilladelse til at være fuldmægtig for Hans Poulsen i Rø i sag mod Mads Pedersen Møllere i Rø. Jesper Hansen havde stævnet nye vidner i sagen. Hans Poulsen fra Vestermarie havde tilladelse til at være fuldmægtig for modparten Mads Pedersen Møllere i Rø.
Jesper Hansen afhørte vidnet Lars Mortensen fra Rø, der havde været stævningsmand for Hans Poulsen. Vidnet fortalte at han, da han stævnede Mads Pedersen, så gav Mads ham 3 sld og 24 skillinger, for hvilke han skulle prøve at forhandle et forlig igennem. Som han havde sagt, at det kunne være en rimelig betaling for at han havde taget en bør eller to brændsel. Stævningsmændene havde ikke modtaget pengene, men havde foreslået at mølleren gik med til Hans Poulsen for at få sagen forliget. Til sidst havde han dog gået med, men de havde ikke fundet Hans Poulsen hjemme.
Det andet vidne, Jens Hansen, der var den anden stævningsmand, bekræftede det forrige vidnes udtalelse.
Jens Andersen fra Olsker opbød Anneke Kajsdatters arvekapital for tredje gang. Ingen ville modtage pengene, hvorefter Jens Andersen fik udstedt et tingsvidne.
Jens Mahlers mødrene arv på 250 sld. blev opbudt for tredje gang. Ingen ville modtage dem, hvorfor løjtnant Hans Kofoed fik udstedt et tingsvidne.
Sander Kofoed opbød for tredje gang Las Mahlers mødrene arv. Ingen vil modtage dem, hvor værgen Sander Kofoed fik udstedt et tingsvidne.
Værgen Henrik Pedersen opbød for tredje gang arvekapital på 155 sld som tilhørte Hans Mahlers datter Ellen Kierstine Larsdatter. Ingen ville modtage dem, selv mod en rate på 3%, hvorfor et tingsvidne blev udstedt.

21. november 1749 – pag. 239b

Sagen mellem Hans Poulsen i Rø og mølleren Mads Pedersen blev ophævet, da der var indgået et forlig.
Der blev afsagt dom i sagen hvor Peder Jørgensen havde stævnet Jens Pedersen og hustru.
Lars Pedersen fra Klemensker som var værge for afdøde sandemand Lars Pedersens datter Anna Elisabeth Larsdatter, opbød hendes fædrene arv på 78 sld.
Henrik Pedersen fra Østerlars som var værge for en kapital på 155 sld 1 mk 13 sk – ingen ville modtage pengene, hvorfor han fik udstedt et tingsvidne.
Niels Andersen på den 11. gård i Olsker mødte og ville have et tingsvidne på, at hans gård brændte den 22. oktober. Stuelængen og den vestre længe med foder blev lagt i aske. Hans tre naboer: Jørgen Hansen på den 12. sg., Ole Olsen på den 9. gård og mølleren Hans Hermand på den 9. gårds grund. Ilden var startet kl. 1 over middag. De kom til gården hvor stuelængen var omspændt af branden. De forsøgte at bjerge sæden i den vestre længe, men meget hurtigt gik der ild i taget, hvorfor kun lidt blev bjerget. Den søndre længe blev reddet. Niels Andersen fik derefter udstedt et tingsvidne.

DOM – pag. 240a
Peder Jørgensen havde anmeldt Jens Pedersen i Rutsker for nogle ord som hans hustru Dorte den 19. juli skal have brugt med Peder Jørgensens hustru Gertrud. Ordene skulle være faldet på marken på en eng kaldet Mandelsengen. Hun havde sagt hun var en troldtæve og hore. Hun havde horet med Peder Thorsen osv. Dommeren mente ikke at der kunne dømmes for ordene der var faldet, da der ikke var overensstemmelse mellem vidnerne. Dog var det bevisligt, at Jens Pedersens hustru havde forvoldt postyr, så det var kommet til sagsanlæg, hvorfor Jens Pedersen måtte betale sagens omkostninger på 3 sld. til Peder Jørgensen.

5. december 1749- pag. 242a

Læst kgl. Patent på højesterets afholdelse i 1750.
Lars Pedersen som værge for afdøde Lars Pedersens datter i Rø lod opbyde sin myndlings arvekapital for anden gang.
Hans Pedersen fra Klemensker, som værgede for sandemand Lars Pedersens i Røs datter Anna Elisabeth Larsdatter, lod opbyde arvekapitalen 78 sld. for anden gang.

19. december 1749 – pag. 241a

Læst en kontrakt mellem Erik Hansen på Splitsgaard i Klemensker og ungkarl Berild Jensen angående en vejrmølle som stod på Erik Hansens grund. Berild Jensen havde købt møllen og det tilliggende hus. Møllen og huset måtte ligge på grunden så længe som han og hans kommende hustru levede mod at der årligt blev betalt en tønde rugmel. Kontrakten blev underskrevet den 9. april 1749.
Læst et pantebrev af 18. december 1749 der viste at Hans Pedersen på 22 sg, i Klemensker havde lånt 100 sld. af ungkarl Hans Frederichsen, der boede hjemme hos stedfaderen Anders Jensen på den 3. gård i Rø sogn.
Læst et pantebrev på 240 sld der viste at Per Andersen på den 59. gård i Klemensker havde lånt af sin søn Claus Pedersen mod pant i den 59. gård.
For tredje gang opbød Hans Pedersen fra Klemensker sin myndling Anna Elisabeth Larsdatters arvekapital på 78 sld. – Ingen ville modtage pengene. Hans Pedersen tilbød at forrente kapitalen med 2 sld 1 mark om året. Hvilket han fik et tingsvidne på.
Skipper Peder Jacobsen fra Malmø mødte med skibsfolkene Niels Asersen og Ole Asersen tillige med 3 mand fra Allinge Wefst Pedersen, Johan Hansen og Hans Samuelsen og fra Tejn, Jørgen Jørgensen og Andris Larsen. Skipperen strandede ved Tejn den 10. december 1749. skibets to besætningsmedlemmer fortalte, at de den 27. november, efter gammel tid, som var en mandag, sejlede de fra Kalmar kl. 1. De beretter om vind og sejlretning – de mødte en lille storm og ville ind i den lille havn ved Kristianobel, men de fik ikke lods. Vinden tog til og de havde intet andet at gøre end at følge søen. Vinduet til kahytten blev slået i stykker og deres nathus blev skyldet i søen. Lyset blev slukket og deres båd (redningsbåd) blev skyldet overbord. Sne og frost hindrede dem i at orientere sig, Vinden var stærk storm fra NØ. De kunne ikke se længere en et halv stenkast frem foran sig. Kl. 9 så de land på den nordøstlige Bornholm. De forsøgte at komme nord om Bornholm, men da de ikke kunne sætte sejl måtte det kaste anker for at holde dem fri for den farlige klippekyst. De kunne ikke holde skibet i stormen, som nu kom fra ØNØ.
Trods stor fare blev de reddede fra døden. Skibet (jagten) blev slået i stykker. 34 tjæretønder og 37 tølvter brædder var der i skibet. De fleste tønder blev ødelagte og brædderne flød rundt på vandet.
Wefst Oedersen, Hans Samuelsen og Johan Hansen fortalte at de om onsdagen den 10. december omtrent kl. 9-10 observerede det et lille skib ud for Allinge. De kunne se, at det var i vanskeligheder, hvorfor de flugte skibet for at kunne komme dem til hjælp når de ramte stranden. Det skete ¼ mil syd for Allinge mod Tejn. De forsøgte at få et reb over til folkene i skibet, hvilket lykkedes, men en sø kastede alle tre i havet. Med det lykkede at få dem fisket op af vandet halvdøde.
Jørgen Jørgensen og Andris Larsen fra Tejn bekræftede vidnesbyrdet fra de tre mænd fra Allinge. De tre svenske søfolk var meget forkomne og måtte bæres til huse.
Skipperen bad om at få et lovpligtigt tingsvidne udstedt.
Stokkemændene for 1750 blev valgte.

9. januar 1750 -pag. 243a

Intet at for rette.

16. januar 1750 – pag. 243a

Svend Mikkelsen fra Rønne var pålagt på justitsens vegne at føre sag mod to ungkarle i Olsker, anmeldt af Sandemanden, nemlig Peder Pedersen Bødker og Chritian Rasmussen, for klammeri og helligbrøde. Som vidner var stævnet sandemand Peder Nielsen, Jep Hansen, Mogens Pedersen, Jens Wefstsen, Anna Søren Hansens, Karen Madsdatter, Lars Larsen, Peder Pedersen og Anna Hansdatter Winborg. Stævningen af 3. januar var forevist sognepræsten Hans Mahler.
Alle vidner var mødt på nær sandemanden, der var syg. Første vidne var Mogens Pedersen fra Olsker, der var broder til Peder Pedersen Bødker. Mogens Pedersen vedkendte det, han havde udtalt til politiretten.
Jens Wefstsen vedkendte hans vidnesbyrd i Politiretten.
Sognepræstens anmeldelse til herredsfogeden den 2. november blev læst.
Anne Søren Hansen vedstod det som Jens Wefstsen havde fortalt i politiretten.
Karen Madsdatter, som tjente hos Jens Wefstsen, vedstod sine udtalelser i politiretten.
Lars Larsen, som boede på Lyngen i Olsker. Han havde været tilstede hos Jens Wefstsen, da de stod ved bordet og fik mad. Da Christian Rasmussen gik fra bordet, kom Peder Pedersen Bødker springende og tog ham i kraven. Christian måtte forsvare sig og han tog en ”greb” og slog ham. Præstens kæreste bemærkede at Peder Bødker blev blodig, men Christian forsvarede sig med, at Peder havde taget noget blod og smurt sig med ”Thi han er kroget nok”. På Christians spørgsmål, kunne vidnet ikke bekræfte, at Peder havde angrebet ham først.
Dernæst Peder Pedersen som tjente hos præsten, der vedstod hvad han havde sagt i politiretten den 11. december.
Lars Larsen vedstod også sit vidnesbyrd i Politiretten.
Dernæst Annike Handatter Winberg der bekræftede, at Christian den 23. november havde vist sit ansigt for præsten søndag den 23. november. Hun havde hørt præsten spørge Christian Rasmussen, hvordan klammeriet havde fundet sted. Christian havde sagt, at han var gået ud af Jens Wefstsens gård og i porten kom Peder Bødker løbende og greb fadt i ham. Han havde grebet en greb eller en pæl for at forsvare sig med. Da de kom ind i forstuen igen, så havde Christian taget et reb og atter slået Peder med. Men han havde nægtet, at han havde slået med forsæt.
Sagen blev udsat således at sandemanden kunne blive rask og møde til afhøring.

30. januar 1750 – pag. 244b

Svend Mikkelsen konstaterede at sandemand Peder Nielsen stadigvæk var syg, men vidnet Jep Hansen var mødt. Han bekræftede sit vidnesbyrd i politiretten. Mikkelsen ville ikke kræve sandemandens fremmøde på grund af hans svære sygdom. Sagen udsat.
Jørgen Hansen på den 12. sg i Olsker lod opbyde en arvekapital tilhørende Margrete Hansdatter, afg. fader Hans Mikkelsen i Nylars på den 14. gård – på i alt 137 sld 1 mk 13 sk.

13. februar 1750 – pag. 245a

Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Christian Rasmussen og Peder Pedersen Bødker. Christian Rasmussen irettelagde et skriftligt indlæg på slet papir, men leverede 6 skilling til stempelpapir. Svend Mikkelsen ville ikke svare på Christian Mikkelsens indlæg. Både Christian Rasmussen og Peder Pedersen Bødker ville have at der blev afsagt dom.
Jørgen Hansen fra Olsker opbød for tredje gang Margrete Hansdatters kapital 137 sld. 1 mk 13 skilling. Ingen ville modtage dem for renter og sikkerhed. Pengene blev forseglet og udleveret Jørgen Hansen og han fik et tingsvidne udstedt.

13. marts 1750 – 246b

Læst et pantebrev af 6. marts 1750 der viste, at Jens Mogensen fra Olsker var anordnet værge for sal. Lars Nielsens søn Niels Larsen af Rø sogn. Niels Larsen var jorddrot og sædeberettiget til den 24. gård og som var bortpantet til Henrik Pedersen for 400 sld. Pantebrevet viste at Henrik Pedersen kunne bebo den 24. gård i 7 år – indtil midfaste 1756.
Landets provst Buchave havde stævnet kirkebonden Anders Mortensen for lejermål i hans ægteskab, dat. 9. marts 1750, Anders Mortensen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udsat.
I sagen mod Christian Rasmussen og Peder Pedersen Bødker blev afsagt dom for slagsmål en søndag.

DOM 13. marts 1750 i Slagsmål mellem to ungkarle i Olsker sogn en søndag før prædikenen i stuen hos Jens Wefstsen. De to ungkarle var Peder Bødker og Christians Rasmussen. Peder Bødker havde klaget til sandemanden, som foranledigede syn af Peder Bødkers skade. Men synet var ikke sket på med Christian Rasmussens påsyn, hvorfor det ikke kunne bruges i anklagen. Vidnerne havde forklaret, at slagsmålet var fortsat udenfor huset. Dommeren sluttede, at vidnerne ikke kunne fastslå, hvem der startede slagsmålet, hvorfor han så, at begge var skyld i det. Begge idømtes bøde til kongen på 6 lod sølv, hvilket er 9 rd. Da slagsmålet skete på en helligdag blev dømt 9 mark i helligbrøde. Sagens omkostninger skulle fastsættes af amtmanden.

20. marts 1750 – pag. 248b

Provt Buchave støvende atter præst Mahlers bonde (Anders Mortensen) i Olsker for begået lejermål i sit ægteskab. Han mødte ikke op. Den ajungerende herredsfoged Eschil Poulsen bad om at få sagen beskrevet, så han kunne afgive dom.
Der blev efterlyst ejermand til et får, som var kommet til Jørgen Jensen i Dalegaard i Olsker.

3. april 1750 – pag 248b

Fårets ejermand blev efterlyst for anden gang – ellers intet.

17. april 1750 – pag. 249a

Blev læst kgl. Forordning om de såkaldede vinkelskrivere som påtager sig at skrive memorialer for andre – særligt for almuen uden de selv har været deres navne bekendt, dat. 23. januar 1750.
Fåret blev lyst for tredje gang. Da ingen gjorde krav på fåret, blev det tilkendt Jørgen Jensen i Olsker.
DOM: Der blev afsagt dom over præsten Mahlers bonde i Olsker for begået lejermål i sit ægteskab. Han blev idømt dobbelt lejermålsbøde som var 36 sld., samt miste sin yderste formue. Pengene skulle tilgå præsteenkekassen. Anders Mortensen havde begået lejermål med Seine Bendtsdatter på Præstegaarden. Den yderste formue blev opgjort til 11 daler 2 mark og 11 skilling. Herfra skal først trækkes sagens omkostninger.

1.maj 1750 – pag. 249b

Intet for retten

15. maj 1750 – pag. 249b

Læst plakat om indførsel af sukker og sirup.
Læst kgl. Forordning om at birkedommerne må indstævne direkte til højesteret, hvis hovedstolen er mindst 86 lod sølv, dat. 10. april 1750.
Læst en kontrakt mellem Anders Jørgensen på den 51. sg. i Klemensker og Anders Jacobsen Gardener. Anders Jørgensen havde overladt 10 tønderland havrejord og 4 skp. Bygjord til Anders Jacobsen i 16 år mod en årlig leje på 6 sdr.

29. maj 1750 – pag. 249b

Tolder Johan Christian Topp mødte på tinget med et dokument ang. stranding den 10. december 1749 ud for Tejn af jagten Fortuna fra Malmø. Skibet havde været på vej fra Stokholm via Calmar på vej til Malmø med brædder og tjære. Tolderen ville have bjergerne til at bekræfte skibets last, hvorfor han havde stævnte dem. Det var Peder Olsen, Jep Pedersen, Henrich Pedersen og Didrich Henrichsen alle fra Tejn, samt Rasmus Rasmussen og Wefst Larsen fra Klemensker, Didrich Didrichsen fra Olsker. Alle afgav ed på, hvad de havde været med til at bjerge, sammen med skibsfolkene ”i største livsfare”.
Læst køb og skødebrev af 11. maj 1750 hvor ved at Morten Olsen boende på dn 60 sg. grund i Klemensker sælger sit iboende hus på 4 stolperum tillge med et par gamle heste, 2 køer og 3 gl. får og boskabsvarer i huset til sin søn Erich Mortensen for 30 sdr., mod at hans forældre kunne blive boende deres livstid.
Jesper Hansen fra Allinge mødte og producerede en memorial af Anders Jørgensen i Klemensker, som han havde udfærdiget og sendt til amtmand Urne og herved opnået tilladelse til at gå i retten for Anders Jørgensen mod Anders Jacobsen Gardener. Anklagen gik på, at udbygger Anders Jacobsen Gardener havde slået Anders Jørgensens søn med en sten på tingvejen ”herfra”- altså på vejen hjem fra tinget. Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået tilladelse til at møde på Anders Jacobsen Gardeners vegne. Der var indkaldt flere vidner.
Det første vidne var Jens Hansen fra Møllegaard i Klemensker. Han forklarede at Anders Jørgensens søn Anders Andersen passerede Anders Jacobsen på tingvejen fredag den 15. maj. Han så, da Anders Jacobsen gardener havde passeret Anders, så vendte han om og kastede en sten mod ham. Den ramte hans hoved og hans hat. Det blødte kraftigt. Vidnet fulgte Anders Andersen hjem til hans fader og så videre til Anders Gamels (Gammelsen). Vidnet var gået tilbage til åstedet og fundet stenen, der var brugt. Den var på størrelse med en knyt hånd, hvilken sten han fremlagde i retten. Vidnet vidste at Anders Andersen straks blev ført til feltskæreren i Rønne for at få behandling. Stridsmålet var den kontrakt, som var blevet tinglyst på tinget samme dag. Svend Mikkelsen spurgte ind på selve stenslaget. Vidnet svarede bl.a. at stenen blev kastet inden for en afstand af fem-seks skridt.
Næste vidne var Rasmus Rasmussen på Duebjerg, der ikke havde set stenslaget, selv om det var sket ud for hans grund. Hans tjenestekarl var kommet og fortalt ham om hændelsen. Hans havde set Anders Andersen hos feltskæreren i Rønne.
Tredje vidne var Hans Jacobsen i Klemensker og det fjerde vidne var Rasmus Larsen. Sagen blev udsat til næste ting.
Anders Jørgensen stævnede udbygger Anders Jacobsen Gardener boende på den 51. gårds grund for gæld på 7 sdr 1 mk 14 sk.

12. juni 1750 – pag. 252a

Læst kgl. Bestaling af 22. maj 1750 til Eschil Poulsen til at være byfoged i Hasle, birkefoged i Hammershus birk og herredsfoged i Nørre Herred.
Af samme dato lyder en bestalling til Eschil Poulsen om at være kirkeskriver på Bornholm.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte på sin broder Peter Poulsens vegne. Peter Poulsen boede på den første selvejergaard i Rø sogn. Han stævnede Henrich Pedersen, der boede i Tejn, til at møde på sin myndling Mikkel Hansens vegne. Mikkel havde sæde og adgangsret til den 1. sg. i Rø, hvorfor Peter Poulsen ville have gården synet og vurderet, således at han kunne bevise, at han passede sine forpligtelser. Henrich Pedersen havde intet imod at lade gården syne, hvorfor der blev valgt fire synsmænd.
Jesper Hansen mødte på Anders Jørgensen fra Klemenskers vegne for at føre sag mod hans udbygger Anders Jacobsen. Jesper Hansen fremlagde en attest fra feltskæreren i Rønne. Feltskærerens attest skulle være nok bevis for, at Anders Jacobsen skulle have begået vold mod Anders Jørgensen på vejen hjem fra tinget. Anders Jacobsens talsmand Svend Mikkelsen fra Rønne ville ikke kommentere feltskærerens attest, da det intet havde med sagen. Det var ikke bevist at det var hans principals gerning. Anders Jacobsen ville kontrastævne til næste ting.

26. juni 1750 – pag. 252b

Synsrapporten over den 1. sg. i Rø blev læst, berigtiget og underskrevet.
Hans Pedersen på Bolbygaard i Klemensker mødte for retten da hans formand Hans Hansens børn havde begæret, at Bolbygaard skulle synes og vurderes. Hans Hansens børn (og svigersønner) var Lars Hansen og Thor Larsen, samt Thor Pedersen i Melsted, der ønskede granskning og tilsyn med gården. Fire mand blev valgt til opgaven.
Svend Mikkelsen mødte på Anders Jacobsen Gardeners vegne i han sag mod Anders Jørgensen ang. voldssagen mellem dem. Svend Mikkelsen stævnede Anders Jørgensen til en kontrasag. De nye vidner var Rasmus Rasmussen, Rasmus Larsen (var syg), Peder Brandt og hans søn Herman Pedersen Brandt alle fra Klemensker. Svend Mikkelsen ville have stenen, som påstodes at være den som Anders Jacobsen havde kastet mod Anders Jørgensens søn Anders Andersen. Stenen kunne ikke vises, da Jens Hansen havde taget den med hjem. Jens Hansen skulle møde med stenen på næste ting. Men Jens Hansen bedømte stenen til 1½ pund – han mente, at det var denne sten som havde ramt Anders Andersen.
Svend Mikkelsen afhørte Rasmus Rasmussen, der sammen med Jens Hansen fra Møllegaarden, havde ikke set nogen sten og han tvivlede også om en sten kunne flyve højere end en huslænge, men han var ikke sikker. Peder Brandt antydede at de to havde ”leget bold” og at det ikke var en sten, som Anders Andersen var ramt af. Herman Brandt stillede også spørgsmåltegn ved stenen. Sagen udsat til næste ting.
Lars Hansen på den 7 sg. i Olsker lod opbyde en arvekapital på 89 sld 15 sk. tilhørende hans myndling Morten Monsen.

10. juli 1750 – Pag. 254b

Synsforretningen af Bolbygaard i Klemensker blev produceret for retten. De fire synsmænd havde underskrevet synsforretningen og skulle nu indføres i protokollen.
Svend Mikkelsen, der mødte for Anders Jacobsen Gardener i sagen kontra Anders Jørgensen, fik læst et skriftligt indlæg, som han bad skulle medtages i sagens agter. Anders Jørgensen bad om kopi af indlægget til sin fuldmægtig, som ville svare på næste ting.
Landsprovst Buchhave havde skriftligt ønsket at Rutsker præstegaard skulle synes af fire uvildige mænd. Gården hørte under Hasles præst, som nu er Hr. Lars Randers. Formålet var at få vurderet gården og prisfastsætte hvad brøst og forsømmelse, der havde været under den forrige præst tid og som skulle erstattes af Poscolans enken . Der blev valgt to fra Rutsker og to fra Klemensker sogn.
Herefter er synsattesten på 1. selvejergaard i Rø gengivet fuldstændigt. Stuelængen på 8 stolperum hvoraf fra øst: 2 stolperum Stegers med en gl. ovn., Dernæst 1 stolperum forstue, 2 stolperum stue med gl. kakkelovn, dernæst 2 stolperum krobhus med 2 kamre og til sidst 1 stolperum med gl. fladetilde. Vestre længe på 6 stolperum også gammel og forfaldent, Nørre længe på 9 stolperum og østre længe på 6 stolperum, hvoraf de 2 var herbergshus. Husenes tømmer, vinduer og tag er beskrevet. Skoven er nøje beskrevet med antal af træer og sorts. Ingen værdiangivelse.
Synsforretning fra den 29. juni omhandlende 16 sg. Bolbygaard i Klemensker blev gengivet fuld ud. Stuehus på 15 stolperum. Alt gennemgået – her er en stue på 3 stolperum med godt tilde og 6 vinduer – 4 mod syd og 2 mod nord. Der var 3 stolperum opdelt forstue med fyrsted og bagerovn. Et halv fag tag var med sten. Der var en ladelænge på 4 stolperum uden vægge men med et godt tag, samt en Vestre ladelænge på 13 stolperum. Husene er nøjagtigt beskrevet. Træer, kålhave og skov beskrevet.

24. juli 1750 – pag. 256b

Læst kgl. Forordning om rettergang ved sager, hvor nogen søger skilsmisse i sit ægteskab, dat. 29. maj 1750.
Læst forordning om skifter efter militære personers enker, dat. 12. juni 1750.
Læst kgl. Befaling om at stiftsbefalingsmand Gersdorfs regler mod forprang på landet (Bornholm) og at forprang skulle henvises til en ugentlig torvedag i købstæderne. Det skal være forbudt at omløbe på landet og opkøbe bondens vare for at sælge det. Dateret 5. maj 1744.
Synsmændene afleverede deres forretning vedr. Rutsker præstegaard. Præsten Lars Randers var mødt og berettede, at han var blevet enig med præsteenken Hr. Poscholans om, at hun skulle betale ham 180 og ikke de 195 sld. som brøstfældigheden blev opgjort til. Desuden ville han have forbehold mht. den længe, som var blev nedtaget og ej genopført.

31. juli 1750 – pag. 258a

Jesper Hansen mødte for Anders Jørgensen i voldssagen mellem hans søn og Anders Jacobsen. Jesper Hansen mente, at Anders Jacobsen Gardener skulle møde i retten personligt tillige med de vidner som han selv havde stævnet til at vidne i retten. Han burde afgive ed på sine påstande. Anders Jacobsen var ikke mødt. Heller ikke vidnet Karen hustru til udbygger Anders Jørgensen. Jesper Hansen mente også at retten burde tillade, at Anders Andersen, som var den berørte person, skulle afgive forklaring på hvad han havde oplevet. Sven Mikkelsen ville have sagen afsluttet og at dommeren lod sagen gå til doms. Dommeren udsatte sagen til næste ting.

7. august 1750 – pag. 258b

Sandemanden i Rø, Anders Jensen, havde den 31. juli indberettet en sag for amtmanden. Sven Mikkelsen blev anmodet om at føre sagen for sandemanden mod Niels Pedersen og hustru Betene Monsdatter i Rø sogn. Som forsvarer for dem mødte Jesper Hansen. Jesper Hansen protesterede mod stævningen mod ægteparret, da den ikke angav for hvad – om det var tyveri eller horeri.
Følgende vidner var indkaldte: Anne sal. Niels Rasmussen, Maren Peder Pedersen, Lars Mortensen, Arist Esbersen og Hans Jensen alle fra Rø. Som frivilligt vidne var Berild Jensen, møller på Splidts møllen i Klemensker. Alle var mødte.
Anne sal. Niels Rasmussen fortalte, at Betene Monsdatter i denne sommer havde berettet følgende historie: Sandemanden Anders Jensen skulle have hente en pose hvedemel på 2 a 3 skæpper på Splidtsmøllen og ikke betalt, hvilket præsten havde forliget således, at sandemanden skulle betale 6 daler til mølleren. Hun fortalte også, at Lars Morten Pouls spillede for to der lå i Kraken – det skulle være sandemanden og Elne, Fløjlegaardsdatteren. Hun var overbevist om at det var horeri og at hun turde sige det, var fordi 4 karle havde set på. Betene skulle have berettet det for præsten, som havde sagt, at hun skulle komme med karle og ikke kællinger til at vidne det. Udbygger Niels Ibs skulle være den, der havde fortalt hende det.
Næste vidne var Maren Peder Pedersen, der kunne berette hvad Betene havde fortalt hende og at Betene havde hørt det fra anden side. Lars Mortensen fortalte, at han var blevet kaldt op til præsten Monrad hvor de to koner var tilstede sammen med sandemanden. Historien om melet blev dementeret da præsten ikke havde været i sådan et forlig. Betene Monsdatter havde fastholdt historien om horeriet og at det havde været Krogegaardssønnen, der fortalt hende det. Og hvis Anders Jensen ville stævne hende for det, så ville hun møde med karle, der kunne bevidne det.
Jesper Hansen der var mødt for Niels Pedersen forklarede at han var uden skyld i denne historie. Selv om husmand Niels Pedersen var fattig, havde han indgået en aftale med sandemand Anders Jensen, at Niels Pedersen ville betale sagens omkostninger og ellers give hvilket som helst dementi som sandemanden krævede, for at slippe for videre tiltale.
Dommeren ville dog afhøre de øvrige vidner da de var mødt på tinge. Mølleren Berild Jensen, som havde haft møllen i snart et år fortalte, at sandemanden hverken havde leveret eller hentet mel fra hans mølle. De øvrige vidner kunne ikke fortælle noget. Sagen blev derefter sat i bero.
Sven Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Claus Hermandsen i Klemensker sogn. Sven Mikkelsen havde indkaldt Erik Hansen på Splidtsgaard i Klemensker. Han var ikke mødt, men Berild Hansen på Splitsmøllen var at Erik Hansen bedt om at meddele, at han ville svare på næste ting.
Sagen drejede sig om, at Erik Hansen skulle have lejet Claus Hermansen, på Dammegaard, en ”græsreen” [det må være eng med småtræer]. Og nu havde han forbudt Claus Hermandsen at meje græs og at fælde træer. Der var udfærdiget en kontrakt, som Erik Hansen var i besiddelse af. Claus Hermandsen måtte ikke få den at se, hvorfor sagen gik i hårdknude. Claus Hermandsen ville ikke stoppe mejningen, men Erik Hansen pressede fortsat på. Sagen blev udsat til næste ting.
Voldssagen mellem Anders Jørgensen og Anders Jacobsen Gardener blev atter udsat.
For tredje gang blev Morten Monsens arvekapital opbudt af Lars Hansen – ingen ville modtage den. Tingsvidne blev udstedt.

21. august 1750 – pag. 260b

Sven Mikkelsen mødte på Anders Jacobsen Gardeners vegne og ville vide om Anders Jørgensen havde noget at sige til hans indlæg i sagen. Gardener påstod at være uskyldig i anklagen om at have kastet en sten mod Anders Jørgensens søn Anders Andersen. Jesper Hansen, som var fuldmægtig for Anders Jørgensen, mente, at Jens Hansen på Møllegaard var et vigtigt vidne i sagen. Begge parter lod sagen gå til doms.
Sagen mellem Claus Hermansen på Dammegaard og Erik Hansen på Splitsgaard blev udskudt til næste ting. Berild Jensen Møller bad på Erik Hansens vegne om udskrift af sagen.
Sven Mikkelsen mødte på vegne af sandemand Anders Jensen i Rø og meddelte at Jesper Hansens tilbud om forlig i sagen endnu ikke var bekræftet, hvorfor sagen blev udsat.
Kirkeværge Anders Nielsen, Klemensker, opbød 66 sdl. af kirkens kapital.

28. august 1750 – pag. 261a

Svend Mikkelsen mødte på sandemand Anders Jensens vegne i sagen mod Betene Niels Pedersen for hendes ”grove ord”. Sandemanden havde endnu ikke besluttet sig for forlig eller om sagen skulle føres.
Mikkel Andersen fra Østerlars havde fået amtmandens tilladelse til at være Erik Hansen på Splitsgaards fuldmægtig i sagen mellem ham og Claus Hermandsen. Mikkel Andersen mente, at sagen aldrig burde være startet, da græsrenden tilhørt Splitgaard, så Erik Hansens havde ret til at dyrke sin egen jord når som helst han forlagte det. Sven Mikkelsen på Claus Hermandsens vegne ville have, at det var Erik Hansen, der skulle bevise sin ejendomsret og ikke Hermandsen. Svend Mikkelsen ville have Erik Hansens beviser før de kunne komme til et rimelig forlig.
Klemensker kirkes kapital blev opbudt for 2. gang.

11. september 1750 – pag. 262a

Konstitueret fuldmægtig for Claus Hermandsen i sagen mod Erik Hansen fik læst et indlæg. Erik Hansens fuldmægtig Mikkel Andersen ville svare på næste ting hvis han fandt det nødvendigt.
Svend Mikkelsen som fuldmægtig for sandemand Anders Jensen i Rø fremlagde et formuleret forlig og betingelser til Niels Pedersen og hans hustru Betene Monsdatter. Jesper Hansen kommenterede forslaget og Niels Pedersen og hustru erklærede, at de ville underskrive forliget på nær kravet om, at de skulle udstå kirkens disciplin. Hvis ikke dette krav blev borttaget, så ville de imødese dommen. Svend Mikkelsen ville derefter kort i rettesætte sagen og imødese dommerens dom i den grove ”ære skænden” på sandemanden. Han ville kræve dom efter lovens pag. 1001 art. 7 [3 marksbøden + trende fyrretyve lod sølv samt kagstrygning ] og at de skulle betale sagens omkostninger. Sagen blev taget til doms.
Kirkeværgen Anders Nielsen fra Klemensker kirke opbød 66 sdl af kirkens kapital for 3. gang. Ingen ville modtage dem og forrente summe, hvorfor den blev forseglet og leveret tilbage til kirkeværgen med et tingsvidne.
Holtsførster Kettelsen bad om at få valgt 8 forstandige mænd til at syne herredets skove. Samtidigt blev der valgt mænd til at skønne gærde og pile og at vurdere hvilke nye stengærde er sat og hvilke jordgrøfter, der var blevet kastet – 8 mand for hvert sogn.

18. september 1750 – pag. 262b

Læst kgl. Plakat om at jøder fra den Portugesiske Nation uhindret må rejse i kongens riger og lande med ”handel og vandel”, dateret 23. januar 1750.
Læst forordning om ”den jydske agende post” mellem København og Aalborg.

25. september 1750 – pag. 263a

Formanden for skovskønningen, Esber Nielsen, aflagde rapport over skovene og deres vækst, som blev underskrevet.
Læst et pantebrev som viste, at Anders Ibsen på den 3. gård i Klemensker havde lånt 100 sld. mod anden prioritet, samt sæde og adgangsret, af Friedrich Hansen, udbygger ”udenfor Clemmen Mortens grund” i Klemensker [7. sg. Hullegaard).
Hans Kofod på 2. gård i Klemensker havde mundligt stævnet Anders Pedersen, beboer på Kjøllergaard i Rø sogn, for nogle bistader, som han ikke havde betalt for. Anders Pedersen lod via udbygger Mons Pedersen af Olsker sogn meddele, at han skulle nok betale, men først når Mons Pedersen på Bedegadegaard i Klemensker kom med bierne. De var nemlig ham, der købt bistader efter et skifte efter Hans Kofods ”formand”, Mogens Rasmussen. Dommeren ville have Anders Pedersen til at møde personligt og forklare sig nærmere.
Mikkel Andersen fra Østermarie sogn mødte på Erik Hansen, Splitsgaards, vegne og stævnede Claus Hermendsen for at han ville tilegne sig en ”enge-rende”, som tilhørte Erik Hansen. Som særligt vidne indkaldte han Anders Nielsen som boede på samme gård som Claus Hermandsen (23. gård, Lille Dammegaard i Klemensker). Han blev indkaldt ”under faldsmåls straf, hvilket vi sige, at han kunne idømmes bøder, hvis han udeblev. Svend Mikkelsen, som fuldmægtig for Claus Hermandsen, krævede at Erik Hansen fremlagde den kontrakt, der skulle fastslå alle rettigheder, hvorfor sagen ikke var nødvendig.
Der var indkaldt en række nye vidner, samt de vidner der tidligere var blevet afhørte i sagen.
Første afhørte vidne var Mons Madsen. Han fortalet at Anders Nielsen på Lille Dammegaard for nogle år siden byttede jord med Erik Hansen. Det skulle være en enge rende som dels lå mod Splitsskoven og dels V og SV for det omtalte bækstykke. Men han mente ikke, at der blev skrevet noget og han var heller ikke klar over om det omtvistede stykke var med i aftalen. Mons Madsen fortalte at flere personer havde været til stede ved mageskiftet, men han selv var ikke klar over enkeltheder i aftalen.
Dernæst afhørtes Mons Hansen af [store] Dammegaard. Han vidnede at Erik Hansen og Anders Nielsen havde indgået en aftale om at mageskifte for 10 -12 år siden, samt at Anders Nielsen kunne nyde det halve damsted. Han nævnte navnene på flere af dem, der havde været tilstede ved mageskiftet, men at to, Peder Hansen og Hans Frost, var døde. Anders Nielsen havde ikke brudt aftalen, men det var muligt, at hans dattermand Claus Hermandsen havde overset denne aftale. Der blev spurgt ind til detaljer om mageskiftet og om der eventuelt havde være tvivl om jordstykkerne.
Dernæst vidnene Hans Nielsen, som ikke vidste noget særligt, og Absalon Larsen, som havde tjent Erik Hansen 4 år og til mikkelsdag for 5 år og så længe havde Erik Hansen haft det omtvistede enge og skov-rende.
Svend Mikkelsen på Claus Hermandsens vegne, ville have alle skriftlige kontrakter og breve fremlagte inden der sagen skulle tages til doms. Sagen blev udsat.
Dom afsagt mellem sandemand Anders Jensen fra Rø og udbygger Niels Pedersen og hustru Betene. Betene skulle bøde sine 3 mark. Svend Mikkelsen ville have dommen beskrevet.
Dom afsagt i sagen som Anders Jørgensen på den 51. gård i Klemensker havde ført mod Anders Jacobsen Gardener. Han blev dømt for stenslag mod Anders Jørgensens søn Anders Andersen 3×40 lod sølv som er 60 rd.
DOM pag. 266a. i sagen mellem sandemand Anders Jensen og Niels Pedersens hustru Betene (Betine), der boede på den 7. gårds grund i Rø for sladder og usandheder mod sandemanden. Dommeren konstaterede at Betene, ifølge vidnerne, havde udbredt røgte om at sandemanden havde tilegnet sig en sæk hvedemel uden at have betalt for det, hvorfor han måtte betale 6 sld. i bod. Desuden havde hun udbredt historien om at sandemanden skulle have haft ”paa løsagtigheds måde haft omgang” med fløjlegaards datteren. Betene havde altså antydet at melsækken var stjålet eller kommet i sandemandens besiddelse på en uærlig måde, en påstand som mølleren afviste. Begge historie var ubillig sladder og derfor dømmes hun for løgnerske efter lovens pag. 998 og 999 art. 2 at betale 3 marks bøden, samt erstatning på 5 rigsdaler inden 14 dage.
DOM pag. 267a. afsagt i sagen mellem Anders Jørgensen og udbygger Anders Jacobsen Gardener. Anklagen var at Anders Jacobsen den 15. maj skulle have kastet en sten mod Anders Jørgensens søn Anders Andersen. Dommeren fandt det bevist, at Anders Jacobsen havde kastet stenen, som ramte drenge i hovedet over den højre side over øjet, så blodet flød ned over hans klæder. De to havde været alene og på afstand havde gårdmand Jens Hansen set det. Han dømmes efter lovens pag. 900 art 8 3×6 lod sølv som er 9 rd. Og da det var sket på offentlig vej fra byen, så skal han også dømmes efter pag. 1919 art 24 3×40 lod sølv, som er 60 rd.
[Anders Andersen blev døbt i Aaker den 1. marts 1730. Blev gift med Kirstine Jensdatter i 1751. Overtog faderens gård 51. sg. Kjæmpegaard i Klemensker i 1757, efter at have boet på 16. sg. i Aaker. Anders Andersen døde 23. august 1806 i Østermarie. Min (JVHs) 3x tipoldefar!]

9. oktober 1750 – pag. 268a

Læst en panteobligation på 300 sld. som Anders Monsen på Sandemandsgård i Rutsker havde lån til Jens Mortensen på 3. sg. i Rutsker.
Læst et pantebrev der viste at Anders Jørgensen på 51. gård i Klemensker havde lånt 140 sld. til Jens Pedersen på 3. vornedgaard i Klemensker.
Rapporten over pile og stengørde i Nørre herred blev læst.
I sagen mellem Hans Kofod og Anders Pedersen i Rø sogn havde Anders Pedersen indsendt en skriftlig redegørelse, men ikke selv mødt. Sagen drejede sig om bistader som Hans Kofod mente han skulle dele med Anders Pedersen. Vidner forklarede at det drejede sig om 8 bistader, hvoraf en var gammel og ikke duede. Kun 6 var anført i skiftet efter Rasmus Monsen. Mons Pedersen på Bedegadegaard fortalte at han havde overdreget alle stader til Anders Pedersen. Sagen udsat til næste ting.
Svend Mikkelsen, på Claus Hermandsens vegne, fremlagde et skriftligt indlæg mod Erik Hansen på Splitsgaard. Erik Hansens fuldmægtig påstod at engen, som lå op til hans havrestykke, havde han avlet i lang tid, hvorfor han havde hævd på jorden. Sagen udsat til næste ting, da Erik Hansen var en ”svag mand”.

23. oktober 1750 – pag. 269a

Geheimeråd Gram, som nu forretter stiftamtmandembedet, viderebragte kongens befaling om at skibe fra afrikanske kyster skulle ligge 40 dage på reden inden de måtte tages til land. Det skyldes frygt for smitsomme sygdomme.
Læst et skøde af dato 23. oktober 1750 der beviste, at udbygger Didrich Mortensen på Siegaardsgrunden i Klemensker havde solgt og afhændet sit hus på grunden inklusive inventar, kobberkar, sengeklæder, uld og linded og kreaturer og boskabsvarer som er registreret efter Didrich Mortens afdøde hustru. Køberen var ungkarl Lars Jensen og Didrich Mortensens datter Anoke Didrichsdatter, som var trolovede. Prisen var 100 sld, samt garanteret ophold i huset indtil han døde.
Anders Jørgensen på den 51. gård i Klemensker havde ved to beskikkelsesmænd forbudt Anders Jacobsen at benytte den jord han havde i fæste af ham. Desuden havde beskikkelsesmændene bedt Anders Jacobsen om at flytte inden midfaste. Det var på grund af Anders Jacobsen Gardeners opførsel at kontrakten skulle dømmes død og magtesløs. Anders Gardener ville ikke afgive fæste.
Hans Kofod mødte og erklærede, at sagen om bistaderne var blevet forliget, hvorfor hans sag mod Anders Pedersen i Rø var ophævet.
Claus Hermandsen mødte sammen med Anders Nielsen på den 23. gård i Klemensker og Erik Hansen på Splitsgaard. Sammen fremlagde de et skriftligt forlig – en mageskiftekontrakt – som er gengivet i sin fulde ordlyd (pag. 270a). Den 23. gård fik havreageren mod at afgive en reen (ager der kaldtes Vibetorpet (?) der lå syd for Splitsskove. (Vist nok en tilbagebytning af jorden som tidligere havde været stridighed om).

6. november 1750 – pag. 270b

Peder Jacobsen fra Nyker efterlyste en 2 årig studnød. På kirkestævnerne skulle efterlysningen foretages.

20. november 1750 – pag. 270b

Kgl. Reskript ang. højesterets afholdelse i 1751 blev oplæst.
Geheimeråd Grams reskript om at ingen jøder måtte fragtes med skipper eller færgemand i Danmark – undtagen var dog de portugesiske jøder – dat. 2. oktober 1750.
Læst rentekammerets ordre til amtmand Urne af dato 30. maj 1750 ang. justitskassens tilfaldne bøder skulle indkræves af rettens betjente inden for en given tid.
Læst købebrev af datp 5. november 1750 der viste, at Hans Mortensens enke Sidsel havde solgt 7 stolperum ladehus og en tilliggende løkke samt to små kålhaver i Tejn for 60 sld. til Hans Krak.
Læst en kontrakt af 5. november med indhold at Hans Krak skal køre og hente 3 læs lyngtørv og 3 læs brænde til Sidsel Hans Mortensen enke, så længe hun levede.
Bertel Jacobsen i Klemensker efterlyste en rød stud.
Anders Pedersen på 13. vg. i Klemensker lod opbyde en værgemålskapital tilh. hans myndling Bente Nielsdatter, der havde arvet sin fader på i alt 30 sld 1 mk 3 sk.. Modtagelse af penge skal forsikres og forretnes efter den gældende rentesats.
Tilsvarende lod Jørgen Jacobsen i Rutsker opbyde en arvekapital på 30 sld 1 mk 3 sk. tilhørende hans myndling Elisabeth Nielsdatter.

4. december 1750 – pag. 271a

Læst geheimeråd og konstitueret stiftamtmand von Grams skrivelse til amtmand Urne om kongelig tilladelse til søfarende, der mister deres skibe på søen, måtte søger kollekter i kirkerne eller sætte et bækken ved kirkedøren.
Anders Pedersen på den 13. vg. opbød arvekapitalen for anden gang. Det samme gjorde Jørgen Jacobsen fra Rutsker.

18. december 1750 – pag. 271b

Blev læst et skøde af dd om at Jacob Pedersen på Myregaard i Olsker med sin hustrus vilje havde solgt til deres søn for 800 sld. Han havde betalt 300 sld og havde forpligtet sig til at indfrie en gæld på andre 300 sld til Herman Jørgensen på Bagegaard (Bakkegaard?) i Klemensker. De sidste 200 sld. blev stående rentefrit i gården.
Kontrakt mellem Jacob Pedersen og hans søn Peder Jacobsen på den 5 vg. i Olsker. Kontrakten bød, at faderen måtte beholde den halve avl, så længe han kunne dyrke jorden. Derefter skulle sønnen levere en nærmere specificeret mængde varer.
Anders Pedersen på den 13 vg. i Klemensker og Jærgen Jacobsen i Rutsker opbød for tredje gang deres myndlinges arvekapitaler på godt 30 sld. Hans Pedersen i Klemensker bød 2 mark i rente. Det var ikke nok (svarede til godt 1% årligt), hvorfor pengene blev foreglede og givet tilbage til værgerne med tingsvidne.
Stokkemænd for 1751 blev valgt (Hvervet gik på omgang. I Klemensker var det fra sg. 58 og 58, i Rutsker 1. og 2, vg., I Olsker 26. og 27 s. og i Rø 5. og 8 sg.).

8. januar 1751 – pag. 272a

Læst kontrakt af 2. juni 1750 mellem Markus Markussen på den en side og svigermoderen Ingeborg sal. Niels Henrichsens på den anden side begge boende på den 9. gård i Rø sogn. Undentagskontrakten fordrer årlig levering af 2 tønder rugmel, ½ tønde bygmel, 6 skæpper grynkorn, 3 tønder malt og 4 tønder havre, 2 køer på foder vinter og sommer, 5 lam, 5 gæs, en galt og en gris samt fri husværelse på gården.

15. januar 1751 – pag. 272b

Intet.

29. januar 1751 – pag. 272b

Læst en kontrakt mellem sognepræsten i Rø Hr. Monrad og bonden Peder Andersen Krak vedrørende dyrkning og kreaturer på præstegaarden. Dateret 20. januar 1751 skal indføres i genpartsbogen.
Løst en ”forligs Contrakt” mellem Niels Andersen på den 11. gaard i Olsker og hans broder Jørgen Andersen om beboelse på den 11. gaard i Olsker. Jørgen Andersen havde givet sin broder Niels Andersen skøde på gården mod at han skal have 9 tønder haurejord til brug og dyrkning så længe han lever.
Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået tilladelse til at føre sag for Wefst Larsen, 63. sg. i Klemensker mod Lars Larsen i Klemensker. Anklagen var, at naboen Lars Larsen havde solgt en syg stud til Wefst Larsen. Lars Larsen havde fået Peder Mikkelsen fra Allinge til at være hans fuldmægt i sagen, hvilket også var godkendt af amtmand Urne. Vidnerne blev efter anmodning fra Peder Mikkelsen separerede. Første vidne fortale at der ingen kvægsygdomme florerede på øen, men at der i Lars Larsen havde været en ko, der havde været syg i nogen tid før studen blev solgt. Han vidste ikke om studen var syg da den blev solgt, men at der gik 8 dage efter at Wefst Larsen fik den hjem til den døde. Vidnet vidste intet om at der var forbud mod at sælge dyr, da der florerede en kvægsygdom. Men han vidste at efter den ene var blev syg og døde, så blev flere andre syge og døde.
Det næste vidne kunne fortælle, at han havde hjulpet Lars Larsen (vist 54 sg. Risbygaard) at hænge den første ko, der var sygt, op på i sele – det var 7-8 uger før jul. Da han tre uger efter kom til Lars Larsen var mestendels af hans kvæg ramt af sydgom og døde. Han kunne bekræfte, at da Lars Larsen havde solgt studen til Wefst Larsen var den første ko syg. Og efter at Wefst Larsen havde fået studen var den død og flere af hans dyr var efterfølgende syge og døde. Lars Larsens hustru Ellen var indkaldt som vidne, men ikke mødt. Dommeren udsatte sagen og pålagde Lars Larsens hustru at møde på næste ting.

5. februar 1751 – pag. 275a

I sagen om den syge stud, der døde, mødte parterne Wfst Larsen og Lars Larsen og erklærede, at de var blevet forliget og ønskede sagen ophævet.

19. februar 1751 – pag. 275a

Læst skøde og købebrev af 12. februar 1751 der viste at Hans Wefsten på den 13. sg. i Rutsker havde solgt gården til sin søn Herman Hansen for 249 sld. En kontrakt af samme dato blev læst. Her fremgik det, at Herman Hansen skulle betale faderens gæld og overtog to værgemål, som stod i gården. I undentag skulle han betale årligt 3 tønder rugmel, en tønde sigtet bygmel, en tønde gryn, 2 tønder malt, 2 skæppe ærter, 2 svin, 6 gæs og 6 lam, en skæppe salt og 8 sld. i penge.

5. marts 1751 – Pag. 275b

Intet for retten.

26. marts 1751 – pag. 275b

Blev læst et pantebrev af dato 2. marts med indhold, at Anders Jensen, der nu bor i Aaker, havde lånt 200 sld. af Herman Bohn Mortensen i Rønne mod sikkerhed i hans gård den 36. sg. i Klemensker – Piberegaard.

16. april 1751 – pag. 275b

Læst et skøde der viste at Mons Pedersen på 2. sg. i Rutsker havde solgt til Mikkel Jensen ungkarl på Julegaard i Rutsker og hans kæreste Kirstine Mons Pedersdatter. Med salget fulgte alle boskabsvarer og kvæg og bæster for 449 sld. Samme dato læstes en kontrakt mellem Mons Pedersen og Mikkel Jensen der i hovedmening var en undentagskontrakt. Skal indføres i genpartsbogen.

20. april 1751 – pag. 276a

Søforklaring efter ønske fra Matthias Pettersen hjemmehørende i Echernførde i Holsten. Natten mellem den 12. og 13. april strandede hans skib, en galiot, ved navn ”Anna Charlotte” ved Tejn. Skibets besætning afgav forklaring. Det var styrmand Martin Wolle fra Dantzig, Rasmus Knudsen fra Lolland, Valerius Valeriusen Hiørch (Jørck) fra Rønne på Bornholm, Rasmus Clausen Køller fra Svaneke og Dettøf Martin Hening Petermand fra Echenførde. Af bjergerne var indbyggerne fra Tejn, Jørgen Jørgensen og Bertil Jacobsen, Niels Olsen Hoby fra Rø, skipper Wefst Pedersen fra Allinge og Hans Hansen fra Løsebæk. Styrmanden Martin Wolle fortalte, at de gik for sejl fra Danzig den 11. april efter en sejl i varieret vejr, blæste det op og der var tykt tåge. Da de pludselig så land, var de en kabellængde fra volden (?), kastede anker, men på grund af vejret holdt ankeret ikke. De satte båden i vandet og for at redde den 7 mands store besætnings og de 6 passageres liv. De fik hjælp af en båd fra land, som bugserede dem ind til en lille havn som kaldtes Tejn. Efter en time i land, tog 6 mand i skibets båd ud til skibet som nu var fyldt med vand. En båd med to mand fra land var med ude ved skibet. De reddede nogle kister og deres klæder. Den lokale båd fik igen bugseredet deres redningsbåd i land. Kort efter kæntrede båden. Klokken var da 6 om morgenen. Vinden var løjet af og det var fralandsvind. De nåede at opfiske linier og andet. De forsøgte i over to dage at rejse skibet op og hale det ind til land så de kunne redde laste. Ankeret blev bjerget og de nåde at få skibet på ret køl og at få kabeltovet til land, inden stormen rejste sig den 17. april. Efter noget tid gik skroget i stykker og lasten flød hid og did.
Jørgen Jørgensen i Tejn fortalte, at han blev vækket af Niels Hoby den 3. påskedag, den 13. om morgenen. Han havde opdaget, at der var strandet en galliot. De to og Andris Larsen roede ud i en jolle. Da de kom derud var skibsfolkene gået i egen båd for at redde sig selv. Med en fangelinje hjalp de skibsbåden i havn. Skipperen akkorderede med de tre om at de skulle hjælpe dem ud til vraget for at se om de kunne redde noget. Niels Hoby var ombord i skibsvraget og fik reddet nogle klæder, skibskiste og en kuffert – sammen med Valerius. Han bevidnede at skibsfolkene arbejde med at bjærge skibe nat og dag. Det var tåget da skibet strandede og det blæste en hel kuling ude på søen, men inde ved strandkanten var det helt stille. Wefst Pedersen af Allinge var kommet med flere folk, som var antaget til at bjærge, hvad de kunne af lasten. Det blæste stærkt uden på søen, men på grund af fralandsvind, var der stille mellem skib og strand. De fik tøjret skibet således det ikke drev fra land.
Jørgen Matthias Pettersen fik sit tingsvidne, [Vind og vejr er nøje beskrevet på rejsen fra Datzig til skibet strandede]
[ifølge skifte i 1760 er Valerius Valeriusen født i 1731 og udenlands. Han var søn af afdøde Valerius Christensen og Anna i Rønne]

30. april 1751 – pag. 278a

Læst kongens forordning om 1. at Nørre Jyllands landsting skulle holdes hver anden onsdag i måneden fra den 26. april. 2. om hvorden skilsmisse måtte tillades, hvis husbond eller hustru blev straffet med fængsel på livstid. 3. Om skibsfolks straffes, hvis de stjæler fra skibet. 4. regler for umyndiges kapitaler, 5. Regler for straffe af kvinder der for tredje gang har avlet børn i løsagtighed. De skulle kagstryges og dømmes til nærmeste tugthus. Dateret 19. marts 1751.
Læst reskript af 26. december 1750 ang. auktioner over jorde tilhørende militærer personer.
Læst pantebrev af 2. marts der viste at Anders Jensen i Aaker havde lån 200 sld. af Herman Bohn.

14. maj 1751 – pag. 278b

Læst kgl. Plakat angående farten på Grønland, dat. 26. marts 1751.

4. juni 1751 – pag. 278b

Læst kgl. Plakat ang. straffen for indførsel af kvæg fra steder hvor der findes kvægsygdomme. Læst kgl. Plakat ang. moderation af kontribuerede hartkorn skatter, dat. 13. august 1750.

18. juni 1751 – pag. 279a

Læst pantebrev af 2. marts der viste, at Anders Jørgensen på den 51. gård i Klemensker havde bortpantet gården til sin dattermand Jens Jensen og datteren Anne Kirstine til brugeligt pant i 18 år for 400 sld.
Læst pantebrev af 2. marts der viste, at Jens Pedersen på den 3. vornedgaard i Olsker havde bortpantet gården til sin dattermand Anders Andersen og datteren Kirstine for 440 sld. i 18 år. Pantet kunne de beholde til Jens Pedersen og hustruen døde.
Hans Knudsen af Allinge som var værge for Anna Andersdatter på 44 sg. i Rutsker lod opbyde hendes arvelod på 27 sld. 1 mk 7 sk.

3. juli 1751 – pag. 279a

Læst kgl. Forordning om delinqventsagers drift og udførsel i Danmark og Norge, dat. 21. maj 1751.
Værgemålskapital tilh. Anna Andersdatter af Rutsker blev opbudt for anden gang. Kapital som værgen Hans Knudsen af Allinge værgede for.

9. juli 1751 – pag. 279b

Værgemålskapitalen tilh. Anna Andersdatter blev opbudt for tredje gang mod forsikring og renter. Ingen ville modtage dem, hvorfor de blev forseglede og udleveret til Hans Knudsen og tingsvidne blev udfærdiget.

16. juli 1751 – pag. 279b

Læst et skøde af dato 5. juli 1751 hvorved Peder Mortensen på 8. sg. i Klemensker skødede jord, huse og boskabsvarer og anden herlighed til ungkarl Christen Larsen og deres datter Karen Pedersdatter for 300 sld.
Læst en kontrakt af samme dato mellem Peder Mortensen på den 8. gård i Klemensker og ungkarl Christen Larsen skulle holde Peder Morten og hustru med klæde og føde så lange de levede.
På amtsforvalter Schrøders vegne mødte hans fuldmægtig Ancher Anthoni Nansen i retten og læste en stævning mod Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker for lejermål i sit ægteskab med Hans Larsens datter Bente. Præsten Mahler havde indberettet lejermålet til amtsskriveren. Niels Pedersen vedstod anklagen og skulle derfor straffes efter lovens pag. 945 art. 24 og forordningen af 6. december 1743.
Hans Koefod Jacobsen på 50. sg. i Klemensker lod for første gang opbyde en arvekapital på 180 sld. 1 sk tilh. Hans myndling Kirstine Monsdatter.
Læst en panteobligation af 10. juli der viste at Hans Ibsen på den 1. sg. i Olsker havde lånt 200 sld. af byfoged Poul Eskildesen i Hasle af Herman Bohn i Rønne, dateret 15. juni 1748 mod pant i gården.

23. juli 1751 – pag. 280b

Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker var på sidste ting stævnet for lejermål i sit ægteskab. Han var ikke mødt, hvorfor sagen blev udsat.
Hans Thorsen, borger i Hasle, ville have et tingsvidne på, at der ikke fandtes nogen kvægsyge på landet. Han havde indkaldt følgende bønder: Rasmus Rasmussen på den 64. gård, Haagen Bek på den 17. gård i Klemensker, Og fra Rutsker Hans Larsen på den 38. gård og Christian Pedersen på den 29. gård. De sagde samstemmende, at der for tiden ikke var nogen smitsom kvægsyge på nær at der i den sidste vinter var flere døde dyr hos Mons Godtfredsen, Lars Larsen, Wefst Larsen og Bendt Jørgensen samt hos hans udbygger Jens Nielsen alle i Klemensker som kunne tyde på smitsom syge blandt kvæget. Men nu var der ikke ekstraordinære døde blandt kvæget. Hans Thorsen fik derefter udstedt et tingsvidne.
Hans Larsen på den 32. sg. i Klemensker havde indkaldt salig løjtnant Christen Kofods hustrus arvinger Anders Jensen i Tingsted i Vestermarie og Peder Kofod i Nylars i den hensigt at få 8 mænd til at syne den 32. sg. og værdisætte den samt at bestemme, hvem der har sæderetten til gården. 8 mand blev valgte til opgaven.
Jep Monsen på den 18. gård i Rutsker og Mons Pedersen på den 9. gård i Klemensker stævnede Hans Kofod på den 2. gård i Klemensker i hensigt at få 4 mænd til at syne den 2. gårds bygninger, mark og skov mm. Hvilket skete og synet blev fastsat til den 26. juli.
Hans Kofod Jacobsen på den 50. gård i Klemensker lod opbyde for anden gang en arvekapital på 180 sld som tilhørte Kirstine Monsdatter.
Hans Clausen på Ladegaarden i Klemensker mødte i anl. Af Hans Kofod Jacobsens opbydelse af Kirstine Monsdatters arvelod. Kirstine var hans søster og pengene var hendes fædrene jordepenge. Han påpegede at en kontrakt fra 1749 havde pålagt Hans Kofod Jacobsen at forrente til 5% p.a., hvorfor han ikke kunne opbyde denne kapital.

6. august 1751 – pag. 282a

Amtsforvalterens sag mod Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker måtte atter udsættes, da han ikke var mødt for retten.
Læst et pantebrev af 5. august der viste at Jens Wefstsen på den 4 sg. i Olsker havde bortpantet sin gård i 18 år til ungkarl Anders Hansen at regne fra nyt år 1752 til 1770 for 800 sld. Hans skulle betale 200 sld., hvoraf resten skulle blive stående rentefrit i gården så længe at Jens Wefstsen levede.
Samme dato var udstedt en kontrakt mellem Jens Wefstsen og Anders Hansen. Kontrakten gav Jens Wefstsen fri husværelse på gården med mad og renlighed(!), samt en skikkelig begravelse.
Haagen Bek på den 17. gård i Klemensker mødte på egne og på sin svoger Wefst Jensen på Slotsladegaardens vegne og protesterede over Jens Wefstsens 18årige pantebrev til Anders Hansen, som de mente var ulovligt. Pantebrevet blev sat i ”arrest” hos Herredsfogeden for at undersøge sagen nærmere.
Blev læst en kontrakt af 2. august mellem afdøde løjtnant Kofods efterleverske Anna Andersdatter og Hans Larsen på den 32. gård i Klemensker. Kontrakten bestemte at gården straks blev overdraget mod at hun fik ophold og brænde så længe hun levede, samt 2 køer og 8 stk får 5 lam årligt.
Hans Kofod Jacobsen på den 50. gård i Klemensker opbød for tredje gang arvekapitalen. Ingen ville modtage den, hvorfor han vil udleveret pengene og fik udstedt et tingsvidne.
Formanden Thor Larsen på den 1. gård i Klemensker mødte og producerede et syn og skøn på den 2. gård i Klemensker.
Hans Larsen på den 32. gård i Klemensker mødte og afgav et skriftligt indlæg for de 8 mand ang. hvem der efter hans mening havde sæderetten til gården. Formanden for de otte mænd, der havde synet gården den 27. juli, modtog indlægget og ville tage det under observation og svare på næste ting.
Synsforretningen (pag. 283b-284b) på den 2. gård – Skrobbegaard – i Klemensker, dat. 26. juli 1751, er indskrevet i protokollen. Bygningern er nøje beskrevet. Gården bestod af fire længer. Stuelængen 17 stolperum med egetræstømmer dog gammelt. Døre, vinduer og sengesteder blev nøje beskrevet.
Østre længe på 8 stolperum. Søndre længe på 13 stolperum- Den fjerde længe kaldtes for tværlængen, som var sammenbygt med stuelængen på 4 stolperum. Alt nøje beskrevet med angivelse af, hvad Hans Kofod havde sørget for af udskiftninger mm.
Der var tre haver og en griseløkke. Den vestre havde havde halv snese frugttræer. Hvoraf to var pærertræer. Brønden blev beskrevet, og træerne omkring gården blev angivet. Skovens træer angivet – der var 15 egetræer. Et andet stykke skov kaldtes Ravnelund og lå syd for gården. En skov kaldet Bregnelund havde 36 egetræer.
Skiftet efter Mons Monsen fra den 5. maj 1707, samt flere andre dokumenter blev fremlagte. [Synsforretningen bør transskriberes af interesserede!]

13. august 1751 – pag. 284b

Blev læst et skøde af 12. august der viste at Peder Jørgensen nu boende på den 10. gård i Olsker – Sjælegaard – havde solgt til Christen Piil den 10. gård for 500 sld fra midfaste 1752.
Læst en kontrakt mellem Peder Jørgensen og hans stedfader Ole Olsen på den 9. gård i Olsker der viste at Ole Olsen måtte blive på den 9. gård så længe som Peder Jørgensen og hans hustru levede og fire år derefter. Ole Olsen forpligtede sig til at holde gården i stand, opelske skoven og tørvemosen. Han måtte ikke sælge af skovens træer, men kun bruge det træ, som der skulle til for at holde husene i god stand og til egen fornødenhed. Til gengæld skulle Peder Jørgensen og hustru bo i et hus på gården grund kaldet ”Kierhuset” (Kærhuset) og den jorde der ”på alders tid” lå til huset, foruden ”Pyttedams jorden” på 6 skpl. Bygjord, tillæggende eng, 3 tønderland havrejord som kaldtes Snege Kraagen (Svampe ?) uden skat og afgift. Peder Jørgensen havde sæderet og adgang til den 9. gård.
Wefst Jensen på Slotsladegaarden på egne og sin søster Marta Haagen Beks vegne af Klemensker mød angående det skrift eller pantebrev på den 4. gård i Olsker, som han havde udstedt til sin tjenestekarl Anders Hansen og som var læst på sidste tingdag ved 2 udensogns mænd. Wefst Jensen var Jens Wefstsens eneste søn ”og derfor mente, at være den nærmeste til ”svare med Raad og Daad” Han havde været bortrejst til København, da denne handel blev sat i værks ” i mod gud og kongens lov”. Derfor var denne ”trætte” mellem fader og børn sket. De to arvinger ville have salget dømt ugyldigt.
Anders Hansen var mødt og ville ikke lade pantebreve arrestere (Stille i bero til nærmere undersøgelse). Wefst Jensen skiftede mening og lod pantebrevet være gældende.
Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker var atter udeblevet. Hvis han ikke mødte på næste ting ville dommen blive afsagt uden modsigelse.
Hans Larsen på den 32. gård i Klemensker afsagde sit indlæg til de 8 mand, der var valgt til at undersøge sæderetten til gården. Han afleverede et skøde af 24. september 1698, et skiftebrev fra 10. maj 1706 efter Jens Hansen som døde på den 32. gård, en kontrakt af 2. august som var blevet oprettet mellem Hans Larsen og enken efter løjtnant Christen Kofoed. Formanden efterlyste indlæg fra de øvrige parter i sagen.
”Mig forevist; Allinge d. 18de Augusti 1751. J.C.Urne”

20. august 1751 – pag. 285a

Kreditorer til Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker indfandt sig i retten som det var krævet af skifteretten. Der var nemlig under synsforretningen den 21. juli på gården registreret gæld, som de ikke kunne bevise (Niels Pedersen var dømt til at miste sin yderste formue ifølge horeri i sit ægteskab) Følgende var angivet at have penge tilgode hos Niels Pedersen: Hans Christensen på den 1 sg, Henning Hansen udbygger på 26. sg.s grund, Jørgen Nielsen udbygger på den 27 sg.s grundi Rutsker, Rasmus Andersen, tjenestekarl på den 18. sg. i Olsker. Hans Christensen afgav ed på at Niels Pedersen skyldte ham 12 sld for 1 tønde rug, en tønde korn (byg) og 2 køer. Henning Hansen for noget arbejde for Niels Pedersen. Peder Nielsen, kirkeværge, vedstod gæld for kirkesmød på 2 mark 2 sk., Henning Pedersen i Tejn 2 sld for arbejde. Øvrige kreditorer skulle møde i retten og ”lovligt legitimere” gældsposterne.
Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Karen Pedersdatter som boede hos Hans Holst i Vestermarie i en sag mod Hans Hansen Holst på Krogegaard i Rø sogn for 10 sld. Hverken Hans Hansen Holst eller vidnet Carl Jensen i Rø var mødt. Jens Hansen på den 47. gård i Vestermarie var mødt som godvilligt vidne. Sagen drejede sig om, at Hans Hansen Holst havde lovet Karen Pedersdatter ægteskab, men han havde fortrudt. For at havde brudt ægteskabsløftet havde han hos Carl Jensen, på den tid da græsset skulle slås, lovet Karen 10 sld. for at tie med hans løfte. Hans Hansen Holst og vidnet Carl Jensen skulle møde på næste ting.
Christopher Hansen på den 6. gård i Olsker, Jens Pedersen på den 3. vg og udbygger Hans Truedsen alle fra Olsker var kommet til tinget og ville nu bevidne deres gældsfordring på Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker. De havde ingen beviser, men Christopher Hansen vedkendte, at han havde lånt Niels Pedersen 20 sdld i februar. Jens Pedersen for en planke 2 mark. Hans Truedsen havde lånt Niels Pedersen 10 sld sidste vinter.

27. august 1751 – pag. 286b

Mikkel Pedersen Grønbæk fra Rønne havde fået skriftlig tilladelse af amtmanden om at være aktor for sandemand Anders Jensen fra Rø. Sagen drejede sig om en rapport og indberetning, som sandemand Anders Jensen havde skrevet angående et slagsmål. Grønbæk havde indkaldt Peder Jacobsen fra Olsker, sandemand Anders Jensen, Mikkel Pedersen og Hans Pedersen fra Rø.
Jesper Hansen fra Allinge mødte på den indstævnede Peder Jacobsens vegne i sagen og svare kontra John Hansens hustru og sandemand Anders Jensen.
Dommeren påråbte Anders Jensen, som var den der havde skrevet rapporten om John Hansens hustru, samt Mikkel Pedersen og Hans Pedersen fra Rø. Andre indkaldte var stævnet under faldsmåls straf Esber Jensen af Lynggaarden i Olsker, Peder Bødker fra Tejn, Anna Jensdatter af Olsker, Anna Nielsdatter og Kirstine Hansdatter fra Rø, Wefst Pedersen fra Olsker, samt Hans Andersen fra Myregaard. Alle var mødt på nær Esber Hansen, Peder Bødker, Wefst Pedersen og Hans Andersen.
Sandemanden havde tilsagt synsmændene i Rø, Mikkel Pedersen og Hans Pedersen, til syn og besigtigelse hos John Hans Hustru. Samme dag blev Peder Jacobsen udvalgt til også at være med til synet. Men han kom til til synet.
Vidnet Anna Jensdatter var på høstarbejde lige ud for Peder Jacobsens hus i Rø den 11. august lidt fra udbygger John Hansens hus. John Hansens hustru gik på marken og vogtede sit kvæg, da hørte Anna Jensdatter tumult og skænderi. Men hun vidste ikke hvem det kom fra. Ej hellere havde hun set Peder Jacobsen fra Myregaard, der skulle være den, der forårsagede at John Hansens hustru.
Anna Nielsdatter, som også gik og mejede. Hun havde hørt det samme som Anna Jensdatter. Hun havde tillige genkendt hestene foram hølæsset, der haoldt udfor John Hansens hus. De var fra store Myregaard. John Hansens hustru havde bedt hende og Anna Jensdatter ”om at drage til minde”, men de vidste ikke hvad du skulle huske. Men de havde begge set at hun var ilde tilredt og blodig.
Kirstine Hansdatter fra Rø hørte og så det samme som de to andre kvinder havde set, men heller ikke hun havde set hvordan Johns kone var blevet blodig.
Grønbæk udskød sagen til de resterende vidner kom til retten.

Kreditorerne til Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker, nemlig Giver Løvingsen fra Allinge, Christen Rømer samt Erich Pedersen af Olsker, tilstod for retten deres fordringer og bekræftede Niels Pedersens bos tilstand, som angivet.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte på Karen Pedersdatters vegne i sagen som hun førte mod Hans Hansen Holst i Rø. Hans Poulsen havde ikke fået udskrift af sagen, hvorfor han ikke kunne svare. Hans Poulsen vill til næste ting indkalde Carl Jensen fra Rø at møde i retten under faldsmåls straf.

10. september 1751 – Pag. 288a

Mikkel Grønbeck fra Rønne mødte i sagen, som han var beskikket til at føre mod Peder Jacobsen. Af de indkaldte vidner var følgende mødt: Wefst Pedersen og Peder Bødker. Wefst Pedersen havde været i Peder Jacobsens stue på Store Myregaard i Olsker. Peder Jacobsen havde fortalt, at han havde mødt Martha John Hansens på marken, hvor hun havde en kæp i den ene hånd og en kniv i den anden. Han fravristede hende kniven og han havde måske også givet hende et drag eller hug.
Peder Jacobsens fuldmægtig Jesper Hansen, fik vidnet til at antyde, at Martha tildigere havde ”øvet trætte og slagsmål” mod folk.
Vidnet Peder Bødker fra Tejn havde ikke set hvad der skete på marken, men kunne oplyse, at han havde set Martha dagen efter, hvor hun var skåret i ansigtet, som med en kniv. Andre vidner fortalte, at Martha havde en kalv, der gik i Peder Jacobsens hø. Peder Jacobsen havde bedt Martha om at sørge for, at kalven kom væk fra høet. Martha havde været vred og slog på Peder Jacobsen med en kæp og truede ham med en kniv. Peder Jacobsen havde været nødsaget til at fravriste hende kniven. Peder Jacobsens tjenestedreng Hans Andersen, som var 15-16 år gammel og ikke konfirmeret, fortalte, at han havde været ved hesten og vognen, medens Peder Jacobsen havde givet Marhe nogle rap med ”svøben” og bad hende om ikke at lade sit kvæg gå på hans mark og ikke lade kalven spise hans hø. Efterfølgende havde Marte slået han med en kæp og havde snittet ham i hånden. Drengen havde set, at Martha havde blod på halsen, men mente, at det stammede fra Peder Jacobsens sårede hånd, da de havde sloges efterfølgende.

Formanden for de 8 mand der havde synet den 32. gårds rettigheder og beboelse, Lars Andersen fra Klemensker, afgav dom.

Hans Poulsen fra Vestermarie kom på sin principal Karne Pedersdatters vegne i sagen mod Hans Holst i Rø, som havde lovet Karne ægteskab og, for at bryde løftet, ville betale 10 sld. Vidnet Carl Jensen fra Rø, som sendebud for Karne Pedersdatter, havde set Jens Hansen fra Vestermarie hos præsten Monrad i Rø. Ærindet var, at Monrad skulle forbyde Hans Hansen Holst at trolove sig til en anden. Hans Holst skulle havde lovet 10 sld. for at bryde sit ægtskabsløfte, hvilket vidnet ikke kunne bevise.

8 Mands dom – pag. 289b. Hans Larsen, på 32. sg. i Klemensker, havde anmodet om synsforretning på afdøde løjtnant Christen Kofods gård. Formålet var at gøre regnskab med arvingerne og for at fastslå hvem der havde indløsningsretten. Hans Larsen havde fremvist skøde af 24. september 1698 som fastslog at Poul Kofods i Rønne solgte til Jens Hansen, som var løjtnant Kofods formand. Jens Hansen døde 1706 og enken fik ret til at bebo gården til sin død. En kontrakt fra 2. august 1751 viste, at Hans Larsens hustru fik sæderetten, som den eneste arving efter Jens Hansens yngste søn. Dommen bekræftede arvefølgen og fastsatte arveparterne på i alt 380 sld.

17. september 1751 – pag. 290a

Holtsførste Kettelsen henviste til kongens skovforordning og fik valgt 8 mand til at syne herredets skove.
Desuden blev valgt 4 mænd fra hvert sogn til at syne pile og gærde.
Pag. 290b – Dom afsagt i sag mellem amtsforvalter Schrøder på kongens vegne mod 17. gårds beboer Niels Pedersen i Olsker for lejermål i hans ægteskab med Bente Hansdatter. Sagen blev anmeldt af Olskerpræsten Mahler til amtsforvalteren. Niels Pedersen erkendte lejermålet og blev dømt dobbelte lejermålsbøder og miste sin yderste formue. En boopgørelse viste, at han ikke kunne betale de 24 rigsdaler og at der ingen formue var at miste. Han blev derfor straffet på kroppen.

24. september 1751 – pag. 290b

Hans Poulsen fra Vestermaie mødte ikke på Karen Pedersdatters vegne kontra Hans Holst. Sagen blev udsat.

8. oktober 1751 – pag. 291a

Hans Poulsen mødte heller ikke denne dag og der skulle ske en ny stævning, hvis sagen skulle fortsætte.

22. oktober 1752 – pag. 291a

Kongen ophævede udførselsforbudet af får, lammekød, talg, flæsk og isters. Samt nedsættelse af told på import af fremmed smør. Dateret 4. oktober 1751.
Formændene for skovskønningen, pilesyn og gærdesyn fremlagde deres rapporter.
Hans Poulsen fra Vestermarie på Krogegaardsdatteren Karen Pedersdatters vegne stævnede Hans Hansen Holst og hans kurator Carl Jensen fra Rø. Carl Jensen på Hans Holst vegne fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Hans Poulsen afhørte Hans Pedersen på Krogegaard i Rø, der nægede at vide noget om sagen til de 10 rd. som Hans Hansen Holst skulle have lovet Karen Pedersen efter han brød aftale om ægteskab. Han nægtede desuden, at Carl Jensen havde påvirket hans vidnesbyrd.
Hans Jørgensen var næste vidne og han bevidnede, at der var lovet penge for brudt ægteskabsløfte. Han havde hørt det fra både Carl Jensen og Hans Holst. Hans Hansen Holst havde brudt ægteskabsløftet samme da som der var budt til fæstensøl på Krogegaard i Rø. Et vidne Lars Mortensen fra Rø vidste intet. De udeblevne vidner blev indkaldt mod faldsmåls straf hvis de udeblev.
Hans Hansen i Rø havde fået amtmandens tilladelse til at Hans Poulsen fra Vestermarie måtte føre en sag for ham. Hans Hansen ville have undersøgt et stykke enejords skel. Det var en strid mellem gårdene nr. 23. og 24. Han kvævede en 8 mands dom herom. Mændene blev valgt og deres opgave var at sætte nye skelspæle.

5. november 1751 – pag. 293a

På kongens vegne skulle Mikkel Grønbech føre sag mod Peder Jacobsen fra Olsker og Marte John Hansen fra Rø. De var anklaget for at have været i slagsmål og skulle dømmes herfor. Begge personer var mødt og fik oplæst et tingsvidne. De ville svare på næste ting.

Hans Poulsen mødte på Karen Pedersdatters vegne om Hans Hansen Holsts brudte ægteskabsløfte. Barbara Hans Pedersens fra Rø blev afhørt. Karen Pedersdatter ville forhindre, at Hans Hansen Holst skulle trolove sig med en anden end hende. Hun bekræftede at Carl Jensen havde på Hans Hansen Holsts vegne indgået et forlig med Karen Pedersdatter. Dernæst Anders Hansen, der var Barbara og Hans Pedersens søn, der ikke nægtede at han havde været til stede under forliget, men ikke kendte person eller pengebeløb. Hans Poulsen bad om udskrift i sagen for at komme med sin påstand på næste ting.

Hans Poulsen på Hans Hansens vegne om skellet mellem den 23. og 24. gård i Rø. Mikkel Grønbech mødte på Niels Jensen på den 24. gårds vegne. Tre ud af de otte mænd var ikke mødt til synsforretningen, men de 8 mænds formand Lars Andersen fremlagde deres forretning skriftligt. Mikkel Grønbæk, som var naboen Niels Jensens talsmand, læste en skriftlig redegørelse om jorden i mellem deres gårde. Der var indkaldt vidner, som blev afhørte. Vidner, der havde arbejdet som vogterdreng, der kunne huske 20år tilbage. De andre vidner bekræftede deres udsagn til de 8 mænd på åstedsforretningen den 29. oktober. Tilsyneladende havde det omtvistede jord ikke tidligere været særlig attraktivt. Den 24. gårds bruger Henrik Pedersen havde ladet fremmede bruge jorden. Sandemand Anders Jensen tilbødt på sin ”sviger-steds-søn” Niels Jensens vegne (24. gård) at forlige sig med Hans Hansen på den 23. gård, således at de skulle dele jorden op i to parter. Hans Hansen ville dog ikke være med på den, da han påstod, at han var den retmæssige ejer helt ned til diget. Sagen blev udsat i 14 dage, indtil da skulle der fremskaffes en ”reedsning”, hvis den fantes eller om der skulle besluttes, at marken blev opmålt og tegnet ind på et kort.

19. november 1751 – pag 296b

Læst et køb- og skødebrev dat. 3. november 1751 der viste, at Peder Andersen på den 59. sg. i Klemensker solgte gården til sønnen Claus Pedersen og hans forlovede Anna Rasmusdatter for ialt 300 slettedaler. Sælgeren havde påskrevet skødet med tre bogstaver.
Læst kontrakt af 3. november melem Peder Andersen og han søn Claus Pedersen på den 59. sg. i Klemensker, der sikrede Peder Andersen og hustrus ophold på livstid.
Mikkel Pedersen Grønbæk af Rønne mødte som beskikket aktor i sagen mod Peder Jacobsen på Store Myregaard i Olsker og John Hansens hustru i Rø sogn. Han læste anklageskriftet. Ingen af parterne var mødt, hvilket det blev dem pålagt at gøre til næste ting.
Mikkel Pedersen Grønbæk af Rønne producerede et skriftligt indlæg underskrevet af Niels Jensen på den 24. sg. i Rø. Grønbæk læste flere dokumenter og ville afhøre nye vidner i sagen. Vidner henviste til at den 24. gårds beboer Hartvig Andersen (død 1710) havde brugt den omtvistede jord uhindret. Flere vidner bekræftede, at jorden var uhindret brugt i mere en 20 år. Hans Poulsen på den 23. gård afviste vidnerne som værende i famlien med sagsøgte, hvorfor deres vidnesudsagn ikke kunne stå til troende. (Sagen fylder 4 sider-til 299a)
Hans Poulsen fra Vestermarie i sagen mod Hans Holst og Carl Jensen i Rø bad om udsættelse til næste ting.

3. december 1751 – pag. 299b

Læst kontrakt mellem Lars Bentsen og han søn Claus Larsen boende på Rutsker præstegaard angående præstegaardens beboelse og avl. – undentagskontrakt.
Læst købebrev af dato 30. november 1751 der viste at Rasmus Weidichsen af Allinge, Haagen Weidichsen fra Olsker og Lars Andersen af Bornegaarden i Peresker har solgt tre stykker havrejord ved Tejn til Jens Monsen for 200 slettedaler.
Jesper Hansen fra Allinge mødte på Peder Jacobsens vegne i sagen hvor han var blevet stævnet af aktor Mikkel Pedersen Grønbæk. Udbygger John Hansen fra Rø fremlagde sit skriftlige indlæg i slagsmålssagen. Mikkel Grønbæk mente at sagen var bevist og han nu ville lade sagen gå til doms.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte på vegne af Karen Pedersdatter i sagen mod Hans Hansen Holst i Rø og fremlagde et skriftligt indlæg. Carl Jensen på vegne af Hans Holst fremlagde sine påstande skriftligt. Begge parter lod sagen gå til doms.
Rasmus Pedersen fra Rø havde fået sin fuldmægtig Mikkel Grønbæk til at stævne ungkarl Jørgen Didrichsen, som boede hos sin stedfader Hans Mikkelsen i Olsker. Jørgen Didrichsen havde fået tildelt Jesper Hansen fra Allinge som fuldmægtig i sagen. Der var indkaldt flere vidner. Den første vidne var vagtmester Hans Mikkelsen, hvor Jørgen Didrichsen boede. Han fortalte, at han og hans stedsøn var redet til Rø kirke for at bese en grå hest, som de gerne ville købe af Rasmus Pedersen. Rasmus Pedersen var dengang ikke ville til at handle eller bytte. Rasmus Pedersen kom senere ridende til Hans Mikkelsen og ville tilbyde den grå hest for 24 sld. og tage Jørgen Didrichsens brune hest i bytte mod at betale 4 sld og 3 mark i byttet. Rasmus Pedersen havde fået at vide, at den brune hest, som han havde fået, havde ”nogen hoste Qvalt” (?). Ellers havde de lovet hinanden, at ingen af hestene havde nogen skade. Vagtmesteren kunne ikke se, at hesten var skadet. Rasmus Pedersen påstod at ”i østlig vejrlig” var hestens skade ganske synlig. Sagen skulle fortsætte med nye vidner på næste ting.
Mikkel Grønbæk som førte sag for Niels Jensen mod Hans Hansen om et stykke jord, mellem den 23. og 24. gård i Rø, ville føre godvillige vidner. Vidnerne var overbevist om at jorden tilhørte den 23. gård. En situations kort ville blive fremstillet af Hans Poulsen inden 14 dage.

10. december 1751 – pag. 301b

På amtmand Urnes ordre stævnede Mikkel Pedersen Grønbæk Barbro Jens Davidsdatter, som har været til holds på den 48. gårds grund i Rutsker for at have begået horeri med sin søstermand Hans Jørgensen Bug af Hasle. Grønbæk læste en stævning dat. 3. december 1751. Jesper Hansen fra Allinge havde fået tilladelse til at forsvare Barbro Jensdatter. Barbro blev fremstillet ”ledig og løs” i retten. Hun havde tidligere tilstået i politiretten, at hun havde begået horeri med Hans Jørgensen Bug, der var gift med hendes søster, og hun havde født et uægte barn. Hun var dog ikke sikker på at det var Hans Jørgensen Bug eller om det var tjenestekarl Jørgen Andersen på Sandemandsgård. Hun havde haft legemlig omgængelse med dem begge én gang og på nogenlunde samme tid, nemlig ved fastelavnstiden sidste år. Det var sket på Peder Jørgensen på den 48. gård i Rutsker. Som vidner blev indkaldt Peder Jørgensen og hustru, Hans Pedersen, som var Peder Jørgensens udbygger og hustru Margrethe, udbygger Lars Kiempe i Rutsker.
Hans Pedersens hustru Margrete var første vidne. Barbro boede hos dem. Hun fortalte, at Barbro altid brugte at drikke sig ”noget druken, og taabelig kunde hun icke sige hun var, men vel lidt eenfoldig”. Hun havde udlagt begge mænd som barnefædre til sit uægte barn. Hun havde ”brugt alterets sakramente”. Hans Pedersen bekræftede sin kone Margretes udsagn og tilføjede at Barbro var i ”et godhjertet gemyt”.
Hans Pedersens hustru moder blev begravet anden onsdag efter fastelavn 1751 [=10. marts I flg. Rutsker kirkebog blev Karen Jens Davids den dag begravet 84 år gl.], hvor Hans Jørgensen Bug også var til gravøl hos dem. Han var drukken og de havde lagt ham i Barbros seng ved middagstid. Senere havde Hans Pedersen og Margrete set Barbro lå i samme seng. Hans Pedersen skønnede, at de havde noget løsagtigt i gang. Margrete havde også set det, men hun havde ikke set, at de havde gjort noget løsagtigt sammen.
Anklager havde fået bevis nok, da Barbro havde tilstået sin gerning. Sagen udsat til næste ting,
Jens Bech på 45. gård i Rutsker lod opbyde en værgemålskapital på 48 sld 1 mk 14 sk. tilhørende Margrete Nielsdatter.

17. december 1751 – pag. 303a

Mikkel Pedersen Grønbæk mødte på justitiens vegne i sag mod Barbro Jens Davidsdatter af Rutsker ville afhøre afhøre hende inden han fremlagde sin påstand. Grønbæk spurgte om hendes far og mors navn: Hun svarede at hendes far hed Jens Davidsen og hendes mor hed Karne (Karen). [Rutsker kirkebog: 16/1 1746 begravedes Jens Davidsen 73 år gl.] De boede i Rutsker, hvor hun var født. Han var udbygger. Barbra sagde, at hun var ungefær 39 år gammel [i flg. Rutsker kirkebog blev hun døbt 3. juli 1712]. Han havde aldrig været gift og havde opholdt sig hos sine forældre og tjente penge ved at spinde og deslige. Og hun havde også betlet. Barbras forsvarer Jesper Hansen fik hende til at sige, at hun havde været sammen med Jørgen Andersen lidt før påske. Hun blev spurgt om hun sin barndom har haft ”fiske lemmer til at fortjene sit Brød med”. Hun svarede at hun fra et lille barn haft slagværk i den højre arm, så hun var vandfør. Hun sagde, at hun ikke havde født et uægte barn før.
[Rutsker kirkebog for 23. november 1751: Døbt Barbra Jensdatters barn med navnet Barbra. Båren af Maria Hans Jørgensen, fadere Jens Pedersen, Niels Didrichsen, Kristina Jørgen Jens, Karen Povel Hansens, Hans Pedersen. Som barnefader udlagt Hans Bugge.]
Mikkel Pedersen Grønbæk havde fået tilladelse af amtmanden at gå i retten for Rasmus Pedersen fra Rø i hestesagen. Han havde indkaldt vidner, der havde overværet hestebytteriet mellem Rasmus Pedersen i Rø og Jørgen Didrichsen i Olsker. Vidnet havde hørt at hesten, som Jørgen Didrichsen byttede, havde ry for at være ”Ambøstig” [=angbrystig – stakåndet], hvilket Didrichsen benægtede og ville have beviser for. Hestebyttet var foregået for ½ år siden, så Didrichsen påstod, at Rasmus Pedersen havde skamredet hesten. Omfattende afhøringer om hestens tilstand osv – (3 sider indtil side 307a)
Striden om skellet mellem den 23. og 24. gård i Rø blev ikke behandlet, da vidner ikke var mødt. Hans Poulsens vidner kom udenfor herredet, så de skulle have 14 dages varsel. Thor Larsen, som var formand for de 8 mænd, der skulle dømme i sagen, måtte tage oplysningerne til efterretning, hvorfor sagen blev udsatg.
Juleaften var en fredag, så dommeren besluttede, at næste møde først kunne afholdes den 7. januar. Årets nye stokkemænd blev valgt.

7. januar 1752 – pag. 307b

Læst kgl. Forordning om at de kagstøgne og brændemærkede delinkventer skulle i tvangsarbejde på livstid.
Læst en kontrakt dat. 6. december 1751 oprettet mellem Hans Ibsen og hans svigerfar Jens Hansen på 1. sg. i Olsker. Det var en undentagskontrakt der sikrede Jens Hansen og hans hustru Kirstine Svendsdatter på livstid.
Læst pantebrev af 21. december 1751 der viste at Niels Andersen på den 11. gård i Olsker havde lånt 500 sld. af Hans Hyldebrand i Allinge mod pant i ejendommen.
Læst en kontrakt af 31. december 1751 mellem Jens Hansen på den 30. sg. i Olsker og hans søn Esber Jensen, hvorved Jens Hansen overlader brug og dyrkning af gården til ham indtil broderen Jørgen Jensen bliver 25 år, hvorefter han skulle overtage gården.
Mikkel Pedersen Grønbæk mødte som aktor i sagen mod delinkventen Barbro Jensdatter, som havde boet på 48. gårds grund i Rutsker, i sag om hendes lejermål med sin søsters mand Hans Jørgensen Bug af Hasle. Grønbæk fremlagde sognepræst Hr. Randers attest af 30. december vedr. hendes alder og fødested, samt attest på at Hans Jørgensen Bug var gift med hendes søster [i flg. Rutsker kirkebog hed hun Marie og de blev gift den 19/7 1744]. Herefter fremførte Grønbæk sin påstand om straf og om Barbro havde nogen midler, skulle de tildømmes kongen.
Barbros forsvarer Jesper Hansen kunne ikke bidrage med noget formildende, andet end at Barbro havde begået denne syndige handling i drukkensskab og forvirring og at hun var enfoldig, hvorfor dommeren blev bedt om at dømme hende en ”naadig og mild dom”. Sagen blev optaget til doms.
Dom afsagt i Mikkel Pedersen Grønbæks slagsmålssag mod Peder Jacobsen på Stiore Myregaard i Olsker og udbygger John Hans hustru i Rø.
Mikkel Grønbæk var mødt i sagen om hestebytningen mellem Rasmus Pedersen fra Rø og Jørgen Diderichsen på 26. sg. i Olsker. Som Rasmus Pedersens fuldmægtig indkaldte Grønbæk nye vidner. Erik Pedersen fra Olsker kunne bekræfte at han havde bemærket at Jørgen Didrichsens hest var ”ambrøstig” for mere end et år siden. Andre vidner kendte intet til ambrøstighed medens den var i Didrichsens eje, men først da den kom til Rasmus Pedersen. Sagen blev stillet i bero.
Hans Poulsen fra Vestermarie kom som fuldmægtig for Hans Hansen i rø i sagen om skel mellem gårdene 23. og 24. i Rø (Stenby). Nye vidner Anders Hansen og Niels Hoby fra Rø. Anders Hansen var 12 år gl. da han vogtede kvæg for den 23. gård på marken, der nu var stridsmålet. Han kendte ingen skelstene og marken blev benyttet af begge gårdes kvæg. Niels Hobe havde vogtet kvæg for den 24. gård på samme mark, som blev brugt af den 23. gård. De 8 mand fremlagde en ”reedsning” over marken, som begge parter accepterede, Hans Poulsen ville komme med sin påstand på næste samling.
Jens Bæk tilbud arvekapitalen på 48 sld 1 mk 14 sk. for 3. gang. Ingen ville modtage dem.
DOM (pag. 310a) i slagsmåls justitssagen mellem udbyggerkone Martha Jon Hansen og Peder Jacobsen på Store Myregaard i Olsker. Sagen gennemgås og dommeren konkluderede at det var Peder Jacobsens ret at forsvare sig mod en kone, der var gået på ham med knive i begge hænder. Men han havde ikke ret til at slå hende yderligere. Hun havde ladet en kalv spise af Peder Jacobsens korn. Da konen havde startet sagen, blev hun dømt til at betale sagens omkostninger (7 rd 2 mk) og ellers fri for straf.

14. januar 1752 – pag. 310 b

Læst en kontrakt mellem Jens Hansen og Esber Jensen begge på Lynggården nr. 30 i Olsker. Esber Jensen lover sine søskende at underholde deres fader for at overtage en del af løsøregodset. Der var tidligere udsted en undentagskontrakt.
I skelsagen mellem den 23. og 24. gård i Rø vedgik begge parten den reedsning (Plantegning) som var blev udfærdiget. Nu forestod at parterne afleverede deres påstande således at de 8 mand kunne afgive deres dom.
Rasmus Pedersen ville tilbyde at afgive ed på, at hesten ikke var blevet ”ambrøstig” efter han havde fået den tilbyttet, men at den havde været det før han fik den. Didrichsen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udsat.
Dom afsagt i den sag, hvor Hans Poulsen fra Vestermarie var fuldmægtig for Karen Pedersdatter i Vestermarie contra Hans Hansen Holst og Carl Jensen fra Rø.
DOM (pag. 311b) i sag om brudt ægteskabsløfte mellem Karen Pedersdatter og Hans Hansen Holst. Karen Pedersdatter havde udsendt forbud mod at Hans Hansen Holst måtte trolove sig med Kraagegaardsdatteren i Rø. Carl Jensen, der havde lovet 10 daler til Karen for Hans Hansen Holst blev dømt til at betale, da han havde udnævnt sig selv til selvskyldner. Desuden skulle han betale sagens omkostninger.

21. januar 1752 – pag. 312a

Dom afsagt i sag som Mikkel Pedersen Grønbæk førte for justitstiens vegne mod Barbara Jens Davidsdatter for løsagtighed med sin søsters mand. Aktor Grønbæk ønskede dommen beskrevet for om muligt få dommen prøvet ved højere ret. Barbaras forsvarer Jesper Hansen havde intet imod at sagen skulle prøves ved højere ret, da det var muligt at få den lindret. Barbara ved til stede i retten ”løs og ledig”.
Læst en panteobligation der viste at Didrick Jacobsen på Kiøssegaards møllen i Klemensker havde lånt 100 sld. af Hans Hansen på 13. gård i Ibsker mod pant i møllen.
Mikkel Pedersen Grønbæk af Rønne mødte som fuldmægtig for Rasmus Pedersen i sagen mod Jørgen Didrichsen i Olsker i hestebytningen. Rasmus Pedersen havde tilbudt at aflægge ed på sin påstand, men han var ikke mødt. Sagen udsat.
Mikkel Grønbæk var også mødt i ejendomssagen, men ingen var mødt.
DOM – pag 312b. I sagen mod Barbra Jens Davidsdatter i Rutsker og borger i Hasle Hans Jørgensen Bug for lejermål og løsagtighed. Barbra var indsat i landets arresthus. Første ting var den 10. december og blev sigtet efter loven pag. 57 art. 19. Dommeren havde taget herredets 8 tingmænd som meddomsmænd. I sagen blev fremlagt udskrift af politiretten, der blev afholdt den 23. november 1751. [Dette forhør er ikke indskrevet i politiprotokollen] Her havde hun vedkendt, at hun havde bedrevet horeri med sin svoger hans Jørgensen Bug ved fastelavnstide der hvor hun boede, nemlig hos Hans Pedersen Bødker på 48. sg. grund i Rutsker. Aktor ville have hende dømt efter loven pag. 941 art. 14.
Dommeren og de ote tingsmænd dømte hende til at miste hovedet ved bødels sværd. Det døde legeme kunne begraves på kirkegården ved næsrmeste pårørende. Hun skulle miste sin hovedlod. Underskrevet E. Poulsen og de otte domsmænd, alle med tre bogstaver på nær Anders Christensen Rømer.
[På landstinget blev både Hans Jørgensen Bug og Barbra Jens Davids dom prøvet. De blev begge dom til at miste hovedet ved sværd og miste sin hovedlod. Begge bad om at få sagen prøvet ved højesteret. 1742-1765, Pag. 239b-241a]
[Højesteret Doctor Wartberg contra Hans Jørgensen Bug og Barbara Jens Davidsen, pag. 267-269 – voteringsprotokollen. 10 højesterets votering efter landstingets afsigelse af dødsstraffen den 16. februar 1752. Onsdag den 18. juni 1752 blev der voteret: Veyse, ville have landstingets dom konfirmeret. Suhm mente at de skulle arbejde i fæstning og spindehuset hver 3 år. Klevenfeldt: Han til arbejde på livstid og hun i børnehuset i 6 år. Hjelmstjerne: Begge arbejde på livstid han på fæstning hun i spindehuset. Lassen: Fæstningsarbejde og børnehuset hver i 2 år. Ahrenstorff: konfirmation af landstingsdommen. Bartolin som Hjelmstjerne. Von Stöcken, som Hjelmstjerne. Rantzau som Hielmstierne. Dom afsagt. Da domsprotokollerne ikke er bevarede, så gætter jeg på, at de begge blev dømt til at arbejde på livstid på fæstningen og hun i spindehuset på livstid.]
[Spindehuset på Christianshavn – Kirkebogen for Børnehuset. Communikanter (nadvergæster) Disse blev første gang antaget og første gang Publ. Absol. Domin Septuag.1 753. Ny hus nr. 6 Barbara Jens Davids datter. Cont: 6 Præcept. Barnefader Hans Jørgensen. Hun er set på listen over nadver 2. søndag i Trinitatis 1756, 3 gange i 1757, men ikke set i 1758 og 1859]

28. januar 1752 – pag. 313b

Læst et købebrev ang, Weidich Haagensens salg af en del jord i Tejn Vang, kaldet Holle Lykken, til Hans Jensen, der boede på den 27. gårds grund for 240 sld.
Læst et pantebrev udstedt af Hans Jensen på den 27. gårds grund havde lånt 120 sld. af Bendt Jørgensen på Magaard mod pant i jorden i Tejn Vang.
Læst en kontrakt der viste, at Jens Hansen på 30 sg. i Olsker overlader sin afdøde hustrus løsøre og hans eget løsøre til 197 sdl 1 mk til sin søn Esber Jensen mod at han holder de to udstedte kontrakter udstedt den 31. december 1751 og 14. januar 1752.
Jørgen Didrichsens, i Olsker, fuldmægtig Jesper Hansen mødte i sagen om hestebyttet med Rasmus Pedersen og ville afhøre kontravidner i sagen. Peder Pedersen Bødker i Tejn fortalte, at han havde talt med Rasmus Pedersen ang. hestebytteriet for en tid siden. Han havde givet udtryk for at byttehandelen var gået godt. Rasmus Pedersens fuldmægtig mente dog, at svaret var ment på skrømt. Peder Pedersen kunne ikke konstatere, at hesten led af angbrøstighed. Et andet vidne Mikkel Hansen, der var tækkemand hos vagtmester Hans Mikkelsen i Olsker, hvor stedsønnen Jørgen boede og som stadig havde sin hest hos sig. Han havde ikke konstateret at hesten var syg. Det tredje vidne Didrik Henriksen i Tejn sagde det samme. Sagen blev udsat og Rasmus Pedersens fuldmægtig vil til næste ting overveje om der skal føres nye vidner.
I sagen om markskellet mellem den 23. og 24. gård i Rø, fremlagde Hans Poulsen på vegne af Hans Hansen sit skriftlige indlæg. Modparten ville svare på hans påstande på næste ting.

4. februar 1752 – pag. 315a

Mikkel Grønbæk mødte som Rasmus Pedersens, fra Rø, fuldmægtig i hestebyttesagen og fremlagde et skriftligt indlæg. Modparten var ikke mødt – sagen udsat.
Hans Poulsen mødte på Hans Hansens vegne i skelsagen mellem den 23. og 24. gård ville høre om Mikkel Grønbæk ville svare på hans sidste indlæg. Grønbæk svarede at det var umuligt for ham at svare, da hun først nu havde modtaget en udskrift af Poulsens indlæg. Bad om udsættelse.

18. februar 1752 – pag. 315b

Mikkel Grønbæk kunne nu svare skriftligt på Hans Poulsens påstande om skelsagen, og Grønbæk mente at sagen kunne nu gå til påkendelse af de valgte 8 mand. Hans Poulsen på Hans Hansen vegne ville først have mulighed for at svare på Grønbæks påstande, før han var klar til at sagen kunne dømmes af de 8 mand.
I hestebyttesagen var de to fuldmægtigede enige om at sagen kunne gå til doms.
Thor Hansen fra Nyker opbød sin myndling Jens Sigfred Hansen fra Klemenskers arvekapital på 170 sld 1 mk 12 sk.

25. februar 1752 – pag. 316a

Jens Sigfred Hansen Piil fra Klemenskers arvekapital blev opbudt for anden gang af Thor Hansen i Nyker.
Hans Poulsen på Hans Hansens vegne var ikke i stand til at svare på Grønbæks påstande, der nu synes at sagen drejer sig om mere jord end tidligere. Han kaldte modpartens indlæg ”som barnlig trættekærhed” og at den ikke længere var en sag som kunne afgøres af de valgte 8 mand, men skulle dømmes af herredsfogeden. Modparten var uenig og sagde, at alle ejendomssager blev dømt af en nedsat 8 mands gruppe. Der skulle ikke laves om på den metode. Forlig kunne der ikke være tale om. De 8 mand modtog dokumenterne og ville tage sagen til doms.
3. marts 1752 – pag. 317a
Thor Hansen fra Nyker opbød for 3. gang arvekapitalen. Da ingen ville modtage den, blev pengene forseglede og han ville modtage dem retur på næste ting med bevis på opbydelsen.

17. marts 1752 – pag. 317a

Læst et pantebrev af 6. marts der viste at Anders Pedersen, 16 sg. i Olsker havde lånt 260 sld. af Herman Bohn Mortensen i Rønne mod pant i gården.
Læst kgl. Forordning om straf for uforsigtig og skødesløs omgang med ild og lys, samt utilbørlig omgang med ”smøgetobak”. Dat. 18. december 1751.
Thor Hansen fik den foreglede arvekapital tilbage i alt 169 daler 1 mark – fradraget omkostningerne.

24. marts 1752 – pag 317b

Dom afsagt mellem Rasmus Pedersen på den 12. gård i Rø på den ene side og ungkarl Jørgen Didrichsen fra Olsker på den anden side.
DOM 24. marts 1752 (pag. 318a) Sagen om hestebytte gennemgås minutiøst. Jørgen Didrichsens garanti for at heste var fri for sygdomme, mente dommeren ikke kunne være rigtigt, hvorfor han dømte bytteriet død og magtesløst. Hestene skulle leveres tilbage og pengene, der var imellem, skulle tilbagebetales. Jørgen Didrichsen skulle betale sagens omkostninger på 3 daler.

7. april 1752 – pag 318b

Kgl. Forordning om frihed til at nedsætte sig som handlende i Jylland. Dat. 30. november 1751.
Formanden for de 8 mand, der var nedsat til at dømme i nabostridigheder mellem den 23. og 24. gård i Rø, afsagde deres dom.
Læst et pantebrev af dato 6. marts 1752 der viste at Peder Nielsen, sandemand i Olsker, havde lånt 140 sld. af byfoged Eskild Nielsen i Hasle mod pant i den 31. sg. i Olsker.
Læst et pantebrev af 7. marts 1752 der viste at Hans Jørgensen på den 6. sg. i Klemensker havde lånt 80 sld. af den 4. sg i Klemensker (intet navn).
Sognepræst i Allinge og Olsker Mahler stævnede Ellen Gotfredsdatter i Olsker for løgnagtig beskyldning i klage til biskoppen. Som vidne blev indkaldt Peder Pedersen Bødker. Ellen Gotfredsdatter var mødt og erkendte sig lovligt stævnet. Mahler fremlagde en kopi, verificeret af provst Buchave, af mesive fra biskoppen af dato 16. november 1751. Ellen havde klaget til biskoppen at Hr. Mahler ikke ville antage hende til åbenbart skrifte. Ellen svarede at hun havde været hos Mahler og bedt om ”Absolution og aabenbahr skrifte maal”, men var blevet henvist til en søndag efter prædiken. Hun havde ønsket at gå til alters. Præstens tilbud var arrangeret sådan, at hun ikke kunne gå til alters samme dag. Præsten påstod, at Ellen havde skrevet til biskoppen inden hun søgte præsten om skriftemålet.
[Brevet ligger i Indkomne sager til biskoppen 1751 , side 37 og 38. Brevet er dateret København den 13. november 1751]
Præstens vidne Peder Pedersen Bødker vidnede, at præsten flere gange ville have haft Ellen til skrifte, men at hun havde undslået sig. Han ville ikke sige noget om det angivne ønske, men at Ellen havde sagt, at skulle hun stå skrifte så ville hun samme dag også kunne gå til alter (communikere). Præsten fremlagde et brev af dato 15. april 1750 til provsten, der skulle bevise, at han havde tilbud Ellen åbenbart skrifte, hvilket skulle bevis, at det var løgn, det hun havde skrevet til prousten og biskoppen.
Ellen havde fået brev fra biskoppen, men hun havde ikke vist det hverken Mahler eller provsten, som Mahler havde bedt hende at gøre. Hun havde fået dette at vide i præstens stue med to vidner. Ellen svarede, at han vist ikke havde nogen fuldmagt til at se brevet. Præsten bad om udsættelse til næste ting.
8 mands DOM (pag. 320a) i skelsag mellem Hans Hansen på den 23. sg. og Niels Jensen på den 24. gård i Rø (Stenby). Sagen startede med en åstedsforretning den 29. oktober 1751. Sagen fylder 3 sider. Vidner var tjenestefolk, der kunne huske 20-50 år tilbage. De fortale hvem de tjente og hvordan de vogtede kvæg på jorden. Markskel var gl. asketræer, dige, klipper osv. De 8 mands dom lød, at Hans Hansen på den 23. gårds var den retmæssige ejer er jorden, der løber fra den store ask som stod udfor den 23. gård og langs ad stengærdet og diget til det omtalte agegab og ikke videre, som han ellers havde påstået. Dette skal herefter være det rette skel mellem de to gårde. Processens omkostninger blev delt mellem gårdene, da det var en meget gammel grænsestrid, de hermed blev læst, så det var til begge gårdes fordel.

21. april 1752 – pag. 321b

Præsten Hr. Mahlers sag mod Ellen Gotfredsdatter. Præsten havde indkaldt Niels Pedersen fra Bakkegaard (17. sg. i Olsker). Giver Løvingsen af Allinge mødte som godvilligt vidne. Ellen Godtfredsdatter var ikke mødt.
Niels Pedersen fortalte at Ellen Gotfredsdatter havde fortalt, at præsten ville se biskoppens brev, men at hun ”dulte brevet noget”, da hun mente at det kunne komme hende til skade, hvis præsten så det. Desuden var brevet kommet lidt til skade på søen. [Ellen havde været i København, hvor hun havde skrevet til biskoppen og fået svaret]. Ellen havde været hos ham et stykke tid og han havde set brevet inden det kom til provsten. Brevet var blev læst højt af Giver Løvingsen i Allinge. Da brevet fra biskoppen ”var brækket” [altså biskoppen segl var brudt] så ville Ellen have det foreglet inden hun leverede det videre til provsten.
Da det godvillige vidne Giver Løvingsen ikke var mødt på tinget, ønskede Mahler sagen udsat.

5. maj 1752 – pag. 322a

Læst kgl. Rentekammer plakat om at bruge det rigtige stemplede papir.
Læst kgl. Reglement om sørgedragt og hvad slags klæder der skal bæres, dat. 14. april 1752.
Præst Mahler fortsætter sin sag mod Ellen Gotfredsdatter. Hun var heller ikke denne gang mødt på tinget. Heller ikke det godvillige vidner var mødt. Mahler ville pålægge Ellen at møde, da han ellers vil lade sagen gå til doms.

19. maj 1752 – pag. 322b

Læst en kontrakt af dato 19. maj mellem Hans Hansen Lund på den 17. gård i Rutsker og sønnen Hans Hansen Lund. Undentagskontrakt. Sønne skal føde og klæde og give ophold til sine forældre så længe de levede og lade skikkeligt begrave mod at få gården. Desuden skal sønne betale forældrene 60 daler for løsøregodset.
Læst en kontrakt udgivet af Rø sogns gårdes opsiddere at svare kirken i rede penge i stedet for det de var ansat til i smør.
Hr. Mahler mødte og ville høre om Ellen Gotfredsdatter var mødt på tinget. Det var hun ikke, men i hendes sted mødte hendes mor Boel Gotfred Nielsens. Ellen kunne ikke møde, da hun var kommet i barselsseng. Ellen ville møde om 14 dage eller svare skriftligt, hvad hun havde at indvende. Hr. Mahler afgav skriftligt sit indlæg, som blev læst og påskrevet.

2. juni 1752 – pag. 323a

Amtmandens skrivelse af 17. maj, der forbød indkøb af kvæg fra steder med kvægsyge. Det blev forbudt af udføre kvæg til Sjælland og andre provinser.
Hans Svendsen på den 64. gård i Klemensker bad om at få valgt 4 mand til at syne hans gård, skov og anden herlighed, hvordan den nu i den nuværende beboers tid. Jorddrotten Rasmus Rasmussens værge Hans Rasmussen på den 8 sg. i Rutsker var mødt. Hans Svendsen var jorddrottens stedsøn, da han var gift med hans moder. De fire mænd blev valgt og tilsagt til at møde på gården.
Ellen Gotfredsdatter var mødt i den sag som præsten havde stævnet hende til. Hun deklarerede at hun ikke havde noget skriftligt svar, men hun stod på sin påstand om, at præsten ikke ville antage hende til skrifte for hendes begåede lejermål før efter prædikenen, således hun ikke kunne gå til nadver samme dag. Hun ville afgive ed, hvilket Mahler afviste. Ellen ville ikke forsvare sig videre og sagen gik til doms.

16. juni 1752 – pag. 324a

Kgl. Plakat der bekendtgjorde størrelsen på mursten til København, som skulle fremstille på danske teglværker.
Kgl. Plakat bekendtgjorde freden mellem Tunis og Tripoli.
Anders Monsen på den 23. gård i Rutsker bad om 4 mands syn af gård og andet herlighed. Han var gift med tidligere ejers enke, og da han som opsidder skal bevise, at han har passet gården, skal han bruge et tingsvidne derpå.

30. juni 1752 – pag. 324b

Hans Clausen opbød sin myndling Hans Olsen på 23 sg. i Rutsker arvekapital på 17 sld 3 mk 7 sk. som var hans fødrende arv.
Formanden Lars Andersen på 8 vg. i Klemensker sammen med sine tre meddomsmænd aflagde deres skønning af den 64. sg. Klemensker.

7. juli 1752 – pag. 325a

Hans Svendsen på den 64. sg. i Klemensker mødte og havde stævnet Anders Hansen på Skovgaard i Olsker for en gældsfordring på 16 sld til sal. Rasmus Rasmussen – der var Hans Svendsens formand på gården. Anders Hansen var mødt og de fleste af vidnerne. Anders Hansen skulle have bekræftet at han skyldte den afdøde Rasmus Rasmussen pengene. Hans Svendsen erkendte at stævningen var ufuldstændig, hvorfor han ville en fuldmægtig føre sagen for ham.
Hans Clausen opbød for anden gang Hans Olsens arv på 17 sld.
3 af de fire mand producerede deres syn af 23. gård i Rutsker. Formanden for de fire var fenrik Hans Olsen Sonne var forhindret i at møde på grund af militær forretning. Jens Clausen, der er værge for jorddrotten, accepterede synsforretningen.
DOM – Fire mænds skønning af den 64 sg. i Klemensker (pag. 326a). Stuelænge på 12 stolperum med 3 stolperum herbergshus i den vestre ende med tre sengesteder, Dernæst krobhuset på 3 stolperum, tue 2 stolperum, forstue ½ stolperum, stegerset på 3 stolperum. Alle rum gennemgået med døre, vinduer, tilde og bindingsværks tilstand mm.
Den østre længe på 6 stolperum. Den søndre længe på 14 stolperum og den vestre på 11 stolperum. Gårdsplads, brønde og træer i haven nævnes (æble, pærer, blommer]. Skov og gærde. Alt var i god stand.
DOM- fire mænds skønning af den 23. gård i Rutsker (pag. 327a). Stuelængen var på 12 stolperum som er den søndre længe. I den østre ende var fem stolperums tømmer fint, men i den vestre ringere med rød i det søndre lejde. Døre, vinduer og tilde gennemgås stykke for stykke. Enkelte er godt, andet er dårligt. Den nordligste længe var på 9 stolperum. Den østre længe også 9 stolperum. Mellem den østre og vestere længe fandtes ”vegge Reed” (?) hvori der var en låge. Gårdsplads, trøer, haver, gøde og damsted beskrives. Kiættingedalen og Mølledalen nævnes med træer.

14. juli 1752 – pag. 327b

Hans Clausen som er værge for salig Olle Clausens søn Hans Olsen på den 23. sg. i Rutsker opbød for tredje gange arvekapitalen på 16 daler 2 mk 11 sk. – ingen ville antage dem. De blev forseglede og udsted et tingsvidne.
Afsagt dom i sagen mellem Hr. Hans Mahler og Ellen Gotfredsdatter.
DOM (pag. 328a) Ellen frikendtes for anklagen om at forholde sin præst adgang til en brevveksling med biskoppen. Dommeren fandt derimod ikke, at præsten havde forbudt hende i at stå offentlig skrifte, hvorfor hun dømtes for at beskylde sin præst for urigtige handlinger. Hun blev dømt til at betale 3 sld. til de fattige. Processens omkostninger bortfaldt.

21. juli 1752 – pag. 329a

Læst et pantebrev udstedt af Niels Pedersen på 17. sg. i Olsker lydende på 200 sld.for lån af 200 sld. af Mads Pedersen i Allinge.

28. juli 1752 – pag. 329a

Læst kgl. Forordning vedr. autioner over tjenestestaaende eller afdøde militære personer.
Jørgen Jacobsen på 40. sg. i Rutsker som er værge for afdøde Ole Clausen på den 23. gårds datter Kirsten Olsdatter, opbød arvekapital på 8 sld. 2 mk 11 sk. for første gang.
Hans Poulsen Dam fra Vestermarie mødte som fuldmægtig for Hans Hansen på den 23. sg. i Rø og stævnede naboen Niels Jensen for at have stjålet noget ene, samt tjevnet sandemand Anders Jensen fra Rø. Mikkel Pedersen Grønbæk fra Sandvig mødte på vegne af Niels Jensen på den 24. gård og sandemand Anders Jensen. Dog uden at have modtaget lovlig tilladelse.
Hans Poulsen afhørte to vidner: Anders Andersen og Mons Jensen, begger fra Rø. Begge fortalte at de havde været med til at rive ene forrige år på den mark, der tilhørte Hans Hansen. Da det skete var adskillige folk til stede, bla. sandemanden, Hans Jensen fra Fløjlegaard, udbygger Jørgen Hansen på Slet, Hans Ibsen på Speling, Lars Hansen af Steenby alle i Rø sogn. Han sagde dog, at han ikke havde hørt sandemanden give Niels Jensen lov til at rive ene. Det andet vidne svarede som Anders Andersen. Begge var unge mennekser, der boede hjemmes hos forældre eller stedforældre.

”Blev mig forevist, Allinge d. 29. juli A. 1752. Urne”

11. august 1752 – pag. 331a

Jesper Hansen fra Allinge havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for sandemand Hans Hansen i Rutsker i en sag kontra Mikkel Jensen fra den 2. gård i Rutsker for ærekrænkende ord. Jesper Hansen stævnede Mikkel Jensen. Mikkel Jensen erkendte sig lovligt stævnet, men han fortrød sine ord, som var sket i ubesindighed i et gæstebud. Han tilbyder at betale udgifterne til sagen og en lille mulkt på 2 mark til de fattige i sognet og at han efterdags aldrig vil opponere mod sandemanden. Sagen blev ophævet.
Hans Poulsen fra Vestermarie kom på vegne af Hans Hansens, fra Rø, vegne i sagen kontra Niels Jensen i sag om beskyldning om, at han skulle have taget fra ham. Han ville indkalde flere vidner til næste ting. Sagen blev stillet i bero.
Mikkel Grønbæk på Niels Jensens vegne (24 sg. i Rø) ville have navne på de vidner, som Hans Poulsen agtede at indstævne. Det fik han: Haagen Løvingsen, Friederik Gotfridsen, Hans Jensen, Hans Ibsen, Lars Hansen, Lars Mortensen, Niels Gotfrid og Jørgen Hansen.

25. august 1752 – pag. 331b

Jørgen Jacobsen opbød for anden gang Kierstine Olsdatters arvekapital.
Hans Poulsen på vegne af Hans Hansen på den 23. gård i Rø i sagen mod Niels Jensen på den 24. gård og sandemand Anders Jensen ang. tyveri af noget ene fra hans grund. Han havde stævnet en del vidner til oplysning i sagen. Vidnerne blev afhørt. Nogle af dem havde været med til at rive enet på det stykke der lå imellem deres gårde, andre vidner havde set det. De mente at sandemanden var tilkaldt af Niels Jensen, der mente at han kunne vidne til en retfærdig sag. Selve enerivningen havde fundet sted inden den tidligere retsag hvor ejendomsforholdene blev klarlagt. Hans Hansens erinde var at kræve kompensation for mistet ene.
Niels Gotfridsen havde været beskikkelsesmand for Hans Hansen og havde været hos Niels Jensen for at bede om erstatning for enet. Niels Jensen havde ikke været hjemme, så det blev ikke til noget, hvorfor retsag måtte føres. Et enkelt vidne var udeblevet og sagen udsat til næste ting. Modparten Niels Jensen havde bebudet også at føre vidner.

1.september 1752 – pag. 334a

Kgl. Holtsførster Matthias Kettelsen havde stævnet oberstløjtnant Anker Anthoni Skaar fra Rønne for at han havde ladet underskoven hugge i det indhegnede område i Bolleris i Klemensker. Det var sket mod de konditioner, der var givet ved auktionen denne sommer på græsning på enge mellem det indhegnede skovområde.
Desuden var det indkaldt vidnerne: Anders Gammelsen og Haagen Andersen Beck, begge af Klemensker.
Løjtnant Anders Jørgensen fra det 2. nationale kompagni havde fået amtmandens tilladelse til at være oberstløjtnantens fuldmægtig i sagen. Løjtnanten ville vide hvornår forbudet var meddelt oberstløjtnanten. Holtsførsteren havde været på besigtigelse i Bolleris den 2. juni og konstateret at der var ulovlig hugst af underskov i gang mellem de to indhegnede løkker. Han havde forbudt folkene at fortsætte og lade træet ligge. Dog var der allerede to vogne med træ sendt afsted. Den ene var løjtnant Anders Jørgensens og den anden var Jørgen Larsens fra Klemensker. Anders Gammelsen havde indberettet at der var kørt 8 læs hugget brændsels-træ, hvorfor en nyt skriftligt forbud var sendt den 13. juni.
Vidnet Anders Gammelsen blev afhørt. Hans rolle som skovfoged var at holde opsyn med kongens skove. Den 29. eller 30. maj havde han se oberstløjtnantens foolk havde kørt to læs brændsell bort. Et par dage senere var de igen i gang med at hugge underskoven. Gammelsen havde meldt skovhugsten til holtsførst Kettelsen. Gammelsen havde opserveret, at det brændsel, som var blevet liggende efter at Holtsførsten havde påbudt dem, at det skulle blive liggende, blev hentet af oberstløjtnantens folk dagen efter. Det samme med skete senere, hvor Gammelsen havde standset skovhugsten med forbud. Oberstløjtnantens folk havde bare skovet videre.
Haagen Beck fortalte, at hanhavde været med, da Anders Gammelsen havde forbudt karlene at skove og kære bort. Der var 7 vogne, de fem var bøndervogne og de to oberstløjtnantens egne. Trods forbud var de forsat med at hugge. Detvar egekrat, små aske, aspe, hassel, vie (?) og torn. Der var ikke noget iblandt som var så godt, at det kunne bruges som riveskaft eller tækkekæppe.
Løjtnanten udbad sig ret til at kontrastævne på oberstløjtnantens vegne. Sagen var ikke sluttet, selv om holtsførsten fik udstedt et tingsvidne på embedets vegne.
Holtsførste Matthias Kettelsen bad om at herredsfogeden valgte 8 forstandige mænd til at syne herredets skove, samt i alt 32 mand (8 fra hvert sogn) til at syne pilene i herredet, samt de nyopsatte gærde.
Jørgen Jacobsen opbød for tredje gang Kiersten Olsdatter fra Rutskers arvekapital. Ingen ville modtage pengene, hvorfor han udbad sig et tingsvidne herom.
I sagen mellem den 23. og 24. gårdejere i Rø sogn afhørte Hans Poulsen det sidste vidne. Sagen udsat til næste ting.

8. september 1752 – pag. 337a

Læst et skøde udgivet af Bendt Pedersen på 65 sg. i Klemensker til sin søn Anders Bendtsen. Konditionerne var at sønnen skulle have sædet og adgang til gården for 400 sld., men at Bendt Pedersen kunne beholde gården på livstid.
Læst et forlig eller forpligtelse af John Hansen, udbygger på Baadstedgaards grund i Rø sogn til Mikkel Grønbæk af Sandvig. Grønbæk skulle afhente to kreaturer hos Jon Hansen som betaling for sagsomkostninger. Grønbæks folk blev overfaldet af John Hansen og hans hustru. For at undgå sagsanlæg skulle han betale en mulkt til de fattige i Rø (2 mark). John Hansen tilstod og havde allerede betalt 2 mark til præsten. John Hansens brev til amtmanden om at lade sagen falde efter han undskyldte sin opførsel, Mikkel Grønbæks accept, samt amtmandens accept og krav om mulkt på 2 mk til de fattige samt præsten Monrads kvittering for modtagelse af mulkten, er indskrevet i tingbogen efter referatet af tingsmødet.
Mikkel Grønbæk mødte i sagen om den 23- og 24. gård i Rø. Men ingen fra 21. gård var mødt.
En pung med 7 skilling dansk var fundet på mark syd for Hasle – ejer efterlystes.

15. september 1852 – pag. 338b

De 8 mand der havde synet herredets skove fremlagde deres forretning.
Holtsførsten havde bedt om et særskilt syn af skoven udenfor indhegningerne. De fire var Peder Andersen Kure på 11 gård i Klemensker, Peder Larsen på 5 gård i Olsker, Jens Hansen på 1 vg. i Rutsker og Markus Ibsen på 6 sg. i Rø. Den blev læst og påskrevet.
Dernæst fremlagde synsforretningerne over hvert sogns bestand af pile og om nye gærder.
Læst en lejekontrakt af 7. september udgivet af degnen monsieur Holsen i Rø og Rø Præstegaards beboer Peder Krak. Peder Krak fik overdraget degnegården jord til dyrkning for en leje på 20 sld. om året.Lejekontrakten blev godkendt af Halsens hustrus fader Hans Pedersen.
Hans Poulsen (Dam) fra Vestermarie havde fået tilladelse af amtmanden til at føre sag for 27 selvejerbønder i Rø sogn mod Hans Poulsen i Rø sogn, der uretmæssigt ville tilrane sig et stykke af Lindeskoven. Det skulle afgøres ved ”8 mænds opkrævelse”. Den indstævnte Hans Poulsen (Hartvig) fra 7 vg. St. Hallegaard i Rø var mødt og var indforstået med at de 8 mænd skulle afgøre markskellet mellem den 7 vg. og Lindeskoven. På de 27. selsvejeres vegne mødte.
Løjtnant Anders Jørgensen på 20 sg. i Klemensker blev formand og det blev pålagt de 8 mænd at møde på åstedet den 26. september.
Hans Poulsen fra Vestermarie fremlagde 8-mandsdommen fra den 7. april 1752 om markskellet mellem den 23. og 24. gård. Desuden fremlagde han sit skriftlige indlæg i sagen. Modparten Mikkel Grønbæk bad om udskrift, således at han om 14 dage komme med sit indlæg.

22. september 1752 – pag. 339b

Læst kgl. Plakat angående godtgørelse for gamle sjældne mønter og andet der indsendes til rentekammeret, dat. 7. august 1752.
Læst kgl. Plakat omindførselsforbud af farvevarer og valkejord (?), dat 27. august 1753.
Svend Hansen på Skubbegaard i Klemensker stævnede Anders Pedersen (Schou) på Bækkegaard i Olsker om gæld, der ikke var betalt. De to var imidlertid blevet enige om gældsbetalingen, så Svend Hansen frafaldt stævningen.
Løjtnant Anders Jørgensen havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for oberstløjtnant Ancher Anthoni Schor mod holtsførster Kettelsen. Sagen drejede sig om holtsførstens anklage om at hans karle skulle have hugget og hentet brændsel på hans indehavende jord i Bolleris. Løjtnanten havde indkaldt vidnerne Anders Gammelsen, Haagen Andersen Bech, Peder Larsen Brandt og Anders Christensen Jyde.
Holtsførsten havde fået amtmandens tilladelse til at Svend Michelsen måtte være hans fuldmægtig i sagen.
Alle vidner var mødt tillige med et godvilligt vidne Herman Persen Brandt af Klemensker.
Anders Gammelsen blev afhørt. Han vedkendte sig som ordineret skovfoged på stedet og at han mente at alle 15 læs brændeved var taget på Bolleris. Han erkendte at den tidligere præst i Klemensker Christen Henriksen Opdal (præst 1736-1741) havde Bolleris i forpagtning, men han mente ikke han havde skovet træer her, men kun i præsteskoven, der grænser op til Bolleris. Vidnet havde selv været med til at synliggøre markskellet mellem præstens skov og Bolleris. Han mente ikke at den nuværende præst Agerbæk havde forgrebet sig på Bolleris enge i hvert fald ikke siden de var blevet indhegnede. Han bekræftede at nogen tornebuske kunne ødelægge græsset i engene og at de burde fjernes. Han kunne dog ikke fortælle om hvor skadeligt det havde været, at unge aske og aspetræer blev fjernede.
Næste vidne var Haagen Bech, der erkendte at småbuske skadede græsningsarealerne, hvis de ikke blev fjernede. Han kunne bevidne at Opdal havde hugget brænde på engen før de blev indhegnede. Men han vidste ikke hvem der havde givet tilladelse dertil.
Peder Brandt fra Klemensker bekræftede at Opdal huggede så meget brænde som han ville uden nogen forbød det. Han havde selv været med til at hugge. Det samme havde de forrige præster gjort – det var Hr. Ole (Jensen Aalborg 1665-1704), Hr. Elias (Pedersen 1725-1736), Hr. Opdal (1736-1741) og Hr. Jørgen (Sandbye 1704-1725). Han mente ikke at Agerbech havde benyttet sig af det. Han mente at før engene blev indhegnede, så blev den ene halvdel af Bolleris brugt af præsten og den anden af Bjørnegaard.
Anders Pedersen Jyde havde tjent Hr. Elias i 6½ år og han havde hugget underskov for ham. Ingen havde nægtet ham dette.
Herman Brandt vidste at Opdal huggede brændsel, men ikke Agerbech. Ligesom de andre vidner bekræftede han, at krat og torn skulle ryddes for at fremme græsset. [der bliver brugt ordet ”Piask” for småvækster]
Løjtnantens argumenterede at hans principal netop havde handlet i kongens interesser ved at fjerne alt, der kunne skade grøsningen og at de krogede vækster i underskoven ville hæmme skovens vækst. Sagen blev udsat til næste ting, da Schoor skulle orienteres om sagens udvikling og om der skulle føres flere vidner.

30. september 1752 – pag. 343a

Mikkel Pedersen Grønbæk fremlagde et af byfoged Eskild Poulsens politiforhør af en udbyggerkone på den 9. sg. grund i Olsker for at have ombragt sit eget barn. Hun havde erkendt, at hun havde dræbt sit eget barn. [Nørre herreds politiprotokol 1742-1783, pag. 134a-b, 15. september 1752)
På amtmand Urnes ordre skulle Grønbæk føre sag mod hende, så hun kunne få sin straf.
Den anklagede var Margrete, Peder Jørgens hustru. Hun blev beskyldt for at dræbe sit drengebarn. Svend Mikkelsen var beskikket forsvarer for kvinden. Margrete blev fremstillet i retten løs og ledig. Hun tilstod at hun havde dræbt sit barn. Lisbet Ole Olsen på Bredsensgaard i Olsker skulle hjælpe Margrete med at klæde det døde barn til begravelse. Lisbet havde sagt, at der kom så meget vand ud af barnets hals at det tydede på, at barnet var kommet unaturligt af dage. Hun havde begravet barnet dagen efter, selv om hun var blevet advaret. Barnet var unaturligt vådt, hvilket både Lisbet og hendes mand Peder Jørgensen havde konstateret. Margrete fortalte, at ingen havde tilskyndet hende til forbrydelsen, det var kun hendes beslutning og var sket af ”kiedsommelighed og gjenvordighed”.
Vidnerne, som var indkaldte, var ægtemanden Peder Jørgensen udbygger på 9 sg. grund, Elsebet Ole Olsen på 9. sg., Jørgen Hansen på 12. sg. og Anders Friederiksen på 13. sg. alle fra Olsker. Vidnerne blev separerede.
Første vidne var hendes mand, Peder Jørgensen, som oplyste at barnet døde om lørdagen, som politiforhøret blev afholdt fredagen efter. Han oplyste at barnet havde været syg fire dage før det døde, men kunne ikke vide om sygdommen førte til barnets død. Manden havde været ude for at tække på sit hus i 1 til 1½ time og i den tid døde barnet. Han havde selv vugget barnet i søvn. Han havde hørt barnet skrige et par gange og derfor bad han et par af sine børn om at gå ind og vugge barnet. [nota: i flg skiftet havde de kun et toårigt barn samme. Det er sikkert en fejltilkning af skriveren. Det skulle sandsynligvis være de to tjenestepiger, som var i deres brød (?)] Børnene kunne ikke komme ind, da døren var tillukket. Hustruen havde dog sagt til børnene, at hun nok selv skulle klare barnet. Hustruen kom senere ud til ham og fortalte, at deres barn var nu død. Da han kom ind, bemærkede han, at barnet var nøgen i vugge og at hovedet var vådt og koldt. Han havde spurgt konen hvorfor. Hun havde svaret, at hun havde vasket det rent.
Han fortalte, at der kom vand ud af næseborene da barnet skulle klædes og synes. Han havde ikke set vandspanden i kammeret.
Forsvareren ville have at manden sagde, at hans kone var skødesløs, uagtsom og tosseagtig. Det nægtede han. Han kunne heller ikke bekræfte, at hustruen ville tale med præsten om sit barn, hun mente var ”bandsat”[=gal, forbandet]. Dog havde hustruen ikke sagt, hvad hun ville tale med præsten om.
Næste vidne var Elisabeth Ole Olsens af Olsker sogn. (hun var moder til Peder Jørgensen) Hun fortalte, at hun lørdag den 9. september blev bedt om at klæde det døde barn. Hun havde taget det nøgne barn op bordet, da hun så at der flød vand ud af barnets næsebor. Hun havde ikke tænkt videre over det før Margrete havde tilstået, at hun havde druknet barnet. Så var hun klar over, hvorfor der flød vand ud af næseborene.
Elisabeth kunne heller ikke sige, at Margrete var skødesløs eller tåbelig. Men hun havde ikke omgået hende så meget. Hun bekræftede, at barnet døde om lørdagen og begravet om søndagen næst efter.
Tredje vidne var Jørgen Hansen, der blev spurgt om Margretes, ”i Kier Huset”, sindstilstand. Han vidste intet andet end at hun var ”fuldvittig og ved forstanden”
Anders Frederiksen blev ikke afhørt.
Dommeren bad forsvarer og aktor om at holde forordningen af 21. maj 1751 efterrettelig. (forordningen anvisner tilståelsessager til sagsøger og forsvarer om grundig gennemgang af sagens akter. Man skal søge om formildende omstændigheder osv og ikke dømme umiddelbart efter delinkventens tilståelse).
Aktor bad om udskrift af sagens udvikling. Sagen udsat.
Løjtnant Anders Jørgensen på oberstløjtnant Schors vegne skulle levere 24 skillingspapir for at få tingsvidne på sagen om skovhugst i Bolleris i Klemensker. Holtsførstens fuldmægtig udbad sig også sagen beskrevet i et tingsvidne.
Jep Mogensen på 17 sg. i Rutsker, som formand for de 8 mænd, der skulle dømme i ejendomssagen i Lindeskoven mellem de 27 selvejere i Rø og den 7. vornedgårds ejer, fremlagde deres åstedsforretning fulgt af et situationskort. Hans Poulsen fra Vestermarie ønskede på de 27 lodsejeres vegne, at der skulle være mulighed for at fremkomme medvidner og oplysninger, som kunne oplyse sagen som de så den. Den 7 vg.’s Hans Poulsen var ikke mødt. Sagen udsat.
Sagen mellem de to gårde i Rø – den 23. og 24. sg var ikke slut. Grønbæk på den 23. gårds ejer Niels Jensen fremkom med en kontrastævning mod Hans Hansen på den 24. sg. Modparten ønskede kopi af stævningen. Sagen udsat.
Hans Svendsen på den 64. gård i Klemensker stævnede Anders Hansen på Skovgaard i Olsker for gæld på 16 sld. til Hans Svendsens ”formand” (altså hans ægtefælles afdøde mand). Vidner blev indkaldte. De var Jens Jørgensen fra Klemensker, Jens Jensen og hustru fra Olsker. Sagen drejede sig om en gældspost, samt betaling for en sølvdåse, som Anders Hansen havde fået. Den mundtlige aftale om betaling skete mellem Rasmus Rasmussen og Anders Hansen for 2 år siden eller ½ år før Rasmus Rasmussen døde. Et vidne blev afhørt – resten blev indkaldt til næste tingdag under faldsmåls straf.

6. oktober 1752 – pag. 346a

I barnemordsagen producerede Mikkel Grønbæk en attest udgivet af præsten Hr. Mahler om Margrete Peder Jørgensens forældre og fødested mv. Grønbæk fremlagde en skriftligt indlæg i sagen, hvorefter Margrete Peder Jørgensens i Kierehuset i Olsker blev fremstillet løs og ledigt.
Hun forklarer hvorfor: ”Skeede af kedsommelighed, hun maatte ingensteds komme udfra sit huus, deels at hun var saa alene, at hun ingen hielp havde at forrestaa Huuset og see til børnene”. Da mordet skete, havde hun tænkt at skjule sin gerning og kun fortælle sin mand om det. Hun havde ikke tænkt på hvilken straf hun ville få ved at slå sit barn ihjel, men hun var overbevist om, at satan havde forblændet hende og fået hende til at begå mordet. Hun forlangte ikke andet end at måtte dø for sin handling.
Defensor påpegede at motivet til drabet var ”kiedsommelighed, at hun altid maatte være ene ved Huset, og ey nogenstæds udkomme, enten til sin mands eller til sine egne forældre, ia end icke for sin mand fik hun lov at komme til sin sjælesørger, da hun mente at hendes barn var bandsat. Det er naturens lov at indespærring giver satan anledning til at friste et armt menneske. Straks efter gerningen erkendte hun sin gerning. Hun tilstod ”uden tvang” [dvs uden tortur], selv om at der ikke var vidner til drabet uden gud alene. Defensor bad om, at hun blev benådiget til ”En kristelig død” så hun kunne blive begravet i kristen jord.
Derefter blev sagen taget til doms. Aktor skulle sørge for at sagens aktor og beskrivelse blev tilgængelig for dommeren.
Ejendomssagen mellem den 23. og 24. gård i Rø blev ført. Grønbæk fremlagde sit skriftlige indlæg for Niels Jensen. Hans Poulsen lovede at han på nøste ting ville levere sit indlæg i sagen, så sagen kunne gå til doms.
Hans Svendsen på den 64. gård i Klemensker fremstillede to vidner – Jens Jørgensen og Jens Jensen fra Olsker sogn. De fortalte begge om at de havde hørt om lånet, men ikke set, at det var sket. Hans Svendsen aflagde et skriftligt indlæg. Sagen udsat til den 20. oktober.

13. oktober 1752 – pag. 348a

Hans Poulsen (Dam) fremlagde sit skriftlige indlæg i ejendomssagen mellem den 27 lodsejere og den 7. vornegårds ejer Hans Poulsen i Rø. Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Hans Poulsen på den 7. vornedgaard i Rø. Jesper Hansen påpegede at stævningen ikke var korrekt, da den kun var underskrevet af deres fuldmægtig. På hans forlangende opremsedes alle lodsejeres navne.
Hans Poulsen havde indkaldt en række vidner: Niels Hansen, Lars Hansen, Haagen Løvingsen, Anders Monsen, Peder Hansen, Hans Haagensen, Lars Mortensen, Hans Petersen, Niels Gotfridsen, Jørgen Sørensen, Niels Lars hustru, Niels Pedersen, Henrik Hoby og hustru kierstine, Haagen Sønnesen, Ole Andersen, Hans Ibsen, Niels Olsen Hobye og Jørgen Hansen alle fra Rø.
Et godvilligt vidne Peder Mortensen fra Rønne tjente for 20 år siden 7 år hos Mons Andersen på den 7 frivornedgaard fortalte at der var en stenrende, der gik fra Niels Gotfredsens hus, som på den tid stod østen for Lindehaven og ned til lange eng. Vesten herfor var 7. vg. ejendom. Det var et fælles område langs op imod lang-engen og til Vassebæk. [Niels Gotfredsens hus stod på det der kaldes ”Gotte-lykke” på kortet fra 1782 – tidligere retssag dømte den til nedrivning/flytning] Peder Mortensen fortalte at 7 vg. frit kunne hente brændsel i lindeskoven. Mons Andersen var øl til gildeslauget og at de var på god fod med hinanden.
Henrik Pedersen fra Østerlars fortalte, at der på den syndre side af Vassebæk kunne hver selejerbonde hente brændsel frit. Det samme gjaldt den nordre side af Vasebæk op til Lange-engen. Han kendte intet til det nyopbyggede hus – om det stod på 7 vg. grund eller Lindeskoven.
Tingdagen blev udelukkende brugt til afhøringer angående Lindeskovens marksskel. Den 7. frivornedgaard havde på et tidspunkt rejst et hus på marken, hvilket var anledningen til at de 27 lodsejere glagede, da de mente at huset lå på deres fælles Lindeskovjord.
Huset lå tæt ved Vasebæk og de fleste vidner, som blev ført på denne dags ting, havde erindring om at jorden tilhørte fællesskabet og derfor ikke 7 vg.
[Det er interessant at sammenholde disse oplysninger med kortet fra 1782.]

20. oktober 1752 – pag. 352b

Dom afsagt over Margrete Pedersdatter fra Olsker for at hun havde dræbt sit eget barn. Aktor bad om koi af dommen og sagen beskrevet for at få sagen konfirmeret ved højere ret. Forsvareren Svend Mikkelsen var tilfreds med at sagen skulle prøves ved højere ret.
Svend Mikkelsen fra Rønne havde amtmandens ordre til at påtale en sag mod Niels Pedersen boende på 17 selvejergaard i Olsker angående hans hustrus ”uformodentlige og hastig skeede” dødsfald. Svend Mikkelsens ærinde var at få et tingsvidne.
Jesper Hansen mødte på Niels Pedersens vegne og han ville ikke godkende stævningen før han havde overvejet situationen. Dommeren var utilfreds med denne holdning, da det forhindrede afhøringen af vidner. Dommeren blev af anklageren overbevist om, at sagen kunne føres.
Aktors vidner var: Erik Pedersen og hustru, Anders Pedersen og hustru på Bækkegaard, Anne Margrete Bendt Jørgensens, Niels Pedersens tjenestedreng Anders Hansen, Hans Knuds søn af Allinge Lars Hansen, Johanne Andersdatter nu tjenende hos Hans Jørgensen på Bakkegaard i Rutsker, Pernille Jørgensdatter tjenende hos præsten Hr. Randers i Hasle, Jørgen Kruse, Jens Rasmussen og hustru fra Rutsker, Giver Løvingsen af Allinge, Hans Christensen af Rutsker, Peder Pedersen Bødker af Tejn. Alle var mødt undtagen Erik Pedersen og hustru. Og tjenestedrengen Anders Hansen. Vidnene blev separarede.
Der var blevet afholdt politiforhør den 9. maj afholdt på 17. sg. i Olsker. Niels Pedersen var mistænkt om vold i ægteskabet, der kunne have foranlediget dødfaldet.

[Politiprotokollen 1742-1783, pag. 131b-133a]

Første vidne var Anders Pedersen fra Bækkegaard (16 sg.), der fik oplæst hvad han havde sagt under politiforhøret den 9. maj. Hvilket han bekræftede. Han tilføjede, at 4-5 dage før Karen, hustruen til Niels Pedersen døde, kom hendes far Jens Rasmussen til vidnet. Han skulle hilse fra naboen Erik Pedersen og fra hans datter, at hun ønskede deres besøg. Det fik Anders Pedersen og Erik Pedersen til at gå op til Niels Pedersen søndag formiddag, dagen før Karen døde. Karen lå i sengen og talte ganske frisk, men hun sagde til dem, fordi hendes mand Niels stod for tæt på, så kunne hun ikke betro sig til dem.  Vidnet bekræftede rygtet om Niels Pedersen havde ”levet ilde med sin hustru”.
Forsvareren for Niels Pedersen fik vidnet Anders Pedersen til at sige, at han ikke havde set, at Karen var blevet slået af manden, men at Karen var plaget ”af Slag” [slagtilfælde- apoplexi). Han vidste også at Karen var rejst til feldskærer Langhorn på Christiansø om hjælp. Anders Pedersen havde dog aldrig hørt om at ”Slag” kunne medføre kvælning og død. Anders Pedersen omgik ikke naboen ofte, så han var ikke bevidst om en eventuel årsag til at Niels Pedersen skulle have drøbt konen.
Dernæst Anders Pedersens hustru vedstod hvad hun havde sagt under politiforhøret. Hun fortalte at Karen var gået over til dem på maria bebudelses dag og fortalt at manden Niels Pedersen havde truet hende, at hun aldrig skulle få ”nogen rigtig død” og at han havde taget hende i klæderne og slog hende i hovedet. Om aftenen havde Niels Pedersen, da de skulle gå i seng, lagt krogen på døren og trukket dynen af hende.
Niels Pedersens forsvarer Jesper Hansen fik vidnet til at bekræfte at hun havde hørt, at Karen havde af feltskæreren på Christiansø fået en del medicamenter i flasker, som hun skulle tage morgen og aften til hjælp mod hendes sygdom. Hun vidste intet om hvilke dråber hun havde fået.
Ana Margrete Bendt Jørgens fortalte at ca 14 dage før hun Karen døde var hun hos Erik Pedersen på Bakkegaard. Niels Pedersens tjenestepige Johane Andersdatter kom og bad Ana Margrete om at gå over til Niels Pedersen, da hendes madmoder havde fået hug af Niels Pedersen. Vidnets madmoder (det var Erik Pedersens hustru) sagde, om hun havde fået hug af sin mand, så havde hun nok fortjent det. Ana Margrete gik så over til Karen, som bekræftede, at hun havde fået hug af sin mand. Ana Margrete foreslog, at huns skulle søge hjælp hos præsten, hvilket hun havde gjort. Senere fik hun at vide, at præsten ikke ville hjælpe, da hun ikke ville ”lyde” ham. [det må betyde, at hun ikke gik i kirke].
Margrete havde sagt til Ana Margrete, at hvis ikke præsten eller hendes forældre ville hjælpe hende, så tog hendes mand sikkert livet af hende eller at ”hun ville omkomme sig selv”. Samme dag som dette sket kom Karens mor, der havde fornemmelse af situationen. Hendes mor bad hende om ikke at tage livet af sig selv. Kaeren vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde sagt ”at hun ikke ville få sit helbred igen”.
Ana Margrete havde hørt fra Jørgen Kruse i Rutsker, at Niels Pedersen havde behandlet sin hustru ilde, ved at slå, trække hende ud af sengen ned på gulvet og ”undsagt hende på Livet”. Ana Margrete havde set Karen efter hun var død og havde bemærket, at hun havde en rød kreds omkring halsen, men hun vidste ikke om det var mærket efter en kvælning. Hun kunne ikke bekræfte at der på halsen var tre runde pletter, der kunne indikere kvælning med hænderne.
Niels Pedersens forsvarer spurgte om hun vidste hvad der kunne være anledning til uenighed mellem Karen og Niels. Det havde hun intet svar på, andet end at Erik Pedersens hustru, mente at Karen ”ikke skulle bestille noget i huset enten hun kunne eller ej, som skulle være til Niels Peders fornøjelse”.
Jens Madsen fra Allinge havde været med den 11. maj da feldskæreren obducerede liget. Attesten tilstod han. Han bekræftede at stregen på hendes hals gik, som hun svare til et smalt bånd havde været omkring halsen. Desuden var der tre runde pletter, to på højre og en på venstre side, der kunne ligne fingre, der var sat på struben.
Det var på Niels Pedersens ønske, at Jens Madsen hentede feltskære Langhorn på Christiansø med sin båd. Han havde fået 1 rdl. pr rejse.
På Niels Pedersens forsvarers anmodning bekræftede Jens Madsen, at da Langhorn kom til Bakkegaard for at obducere, havde Niels Pedersen ønsket at også ”landets” feldskærer Kyhn skulle hentes og undersøge liget.
Jens Madsen havde tidligere, i sin store båd, bragt Karen til Christiansø til Langhorn, så han kunne hjælpe hende med sin sygdom ”slag”. Jens Madsen havde intet oplevet, der kunne tyde på at Niels Pedersen havde dræbt konen. Men han havde hørt rygter herom.
Vidnet Hans Samuelsen fra Allinge havde også været med ved obduktionen, hvor både Langhorn og Kyhn havde ”efterset og opskåret” liget. Han havde været med som Synsmand og deltaget i obduktionen. Hn bekræftede den røde streg på halsen om de tre røde pletter. Langhorn sagde, at pletterne var ”Skab”, men Hans Samuelsen prøvede at trykke de røde pletter op, men uden resultat. Hullerne var ligesom revlet i huden og ligesom mærker efter tre fingre.
Vidnet Hans Samuelsen fortalte, at der var uenighed blandt de to feldskærere. ”og sagde landets fældskier, og med det samme knabede i Bordet: Det skal nok komme frem i Sandhed det som ikke er hørt paa Landet i mit minde, og rystede Kyhn med hovedet ad den anden fældtskierer”.
Niels Pedersens forsvarer fremkommer med den hypotese, at de tre mærker var påført liget efter at hun var død, da han mente, det kun kunne lade sig gøre at lave hul i død kød. Hans Samuelsen kunne ikke bekræfte påstanden, men at Giver Løvingsen havde set liget efter dødstidspunktet og kunne berette om pletterne til ham samme aften.
Det tidligere afhørte vidne Jens Madsen, erindrede at det ene plet var dybere end de to andre og var ligesom ”en dør bløe” (?) – den faldt ned igen som et hul. Men han havde ikke selv rørt liget, men havde set Hans Samuelsen gøre det. Jens Madsen bekræftede uenigheden mellem feldskærerne. Langhorn havde sagt, at det var skab, hvorimod ”landets” feldskærer sagde at det var mærker efter fingre.
Giver Løvingsen af Allinge var også til stede da de to feldskærere obducerede og bekræftede stregen på halsen og de tre pletter. ”Og ellers forklarede at siden det røgtedes at Præsten Hr. Mahler vilde tiltale Niels Pedersen for konens død, eller give angivelse, afsagde hand sin Caution som han havde gjort for Niels Pedersens person for samme sag”.
Anklageren spurgte om ikke Niels Pedersen havde vist frygt for at blive anklaget for et mord og derfor havde bestilt Langhorn til at attestere hans uskyld. Giver Løvingsen sagde nej hertil. Niels havde ikke vist tegn på frygt af at blive anklaget. Og overfor Giver havde han aldrig antydet uenighed med sin hustru. Anklaageren mente at Giver kunne fortælle om hvad Niels havde fortalt ham om dødsfaldet og om hvorfor han havde bestilt feldskæreren til at komme. Giver sagde, at de ikke havde talt sammen efter konen døde. Han kunne meddele at Niels Pedersen betalte Langhorn 12 rdl. for obduktionen og Kyhn fra Rønne 5 rdl.
Giver Løvingsen havde trukket sin kaution tilbage inden skiftet efter konen. Niels forsvarer ville høre om der lige efter obduktionen var personer, der ønskede at sagsøge Niels Pedersen for mord. Nej ikke lige efter, men præsten hr. Mahler og hans søn Lars havde udtrykt ønske om at gøre det. Der var indgået et forlig mellem Jens Rasmussen og Niels Pedersen om en af børnenes ophold hos bedsteforældrene. I den sag var Giver Løvingsen vidne. Niels Pedersen og hustru havde været på besøg i Allinge og klaget over hendes sygdom. Derefter var konen rejst til Christiansø for at få behandling. Han havde ikke set at Niels og Karen havde en konflikt, men han havde hørt det af flere.
På grund af tidsnød udsattes sagen til om 14 dage. De udeblevne vidner og endnu ikke vidner blev pålagt at møde mod faldsmåls straf.

Hans Poulsen på Hans Hansens vegne i ejendomssagen mellem den 23. og 24 gård i Rø, fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Dokumenterne leverede Hans Poulsen tilbage til de 8.mænd. Niels Jensens fuldmægtig Grønbæk argumenterede for at der i løbet af 20 år var vundet hævd til at rive ene på jordstykket, hvorfor sagen var uaktuel. Sagen var ude af proportion, da sagsomkostningerne langt kommer til at overstige de egentlig tab. Sagen blev optaget til doms.

Hans Svendsen på den 64. gård i Klemensker i sagen mod Anders Hansen på Skovgård i Olsker, ville have sagen afgjort. Anders Hansen tilbød at afgive ed på, at han ikke var Hans Svendsen 16 sld skyldig. Hans Svendsen ville afgive svar inden 8 dage om han vil tillade edens afgivelse.

DOM 20. oktober 1752 – Pag. 358a. Margrethes mord på sin søn.
Herredsfogeden afsagde dom sammen med herredets otte stokkemænd. Sagen blev behandlet af Politiretten den 15. september 1752, hvor Margrethe udbygger Peder Jørgensens hustru blev anklaget for mord på sin 13 uger gamle søn. Hun vedstod mordet allerede ved politiforhøret: Hun havde taget sit barn op af vuggen og druknet det med hovedet nedad i en spand vand i kammeret ved siden af stuen.
Peder Jørgensen havde berettet, at før han gik ud af stuen den 9. september, havde han vugget barnet i søvn. Han var i gang med at tække sit hus. Efter en tid havde han hørt barneskrig, men hustruen havde lukket dørene, så han ikke kunne komme ind. Efter omkring 1½ time var hun kommet ud og fortalt, at nu var deres barn dødt. Barnets hoved var vådt og der var kommet kartvand ud af næse og mund, da det skulle klædes.
Hustruen havde skjult handlingen for sin mand, men havde tilstået under politiafhøringen. Tilståelsen havde hun gentaget på tinget.
Dommen lød: Hun skulle straffes efter forordningen af 7. februar 1749 ”sig selv til velfortjent straf og andre ligesindede til skræk og afsky at knibes med gloende tænger først udenfor huset hvor dette mord er begået, dernæst 3 gange mellem gerningsstedet og retterstedet, og allersidst på retterstedet. Derefter bør hendes højre hånd med en økse levende afhugges, og siden hovedet i lige måde med en økse, samt det døde legeme af natmanden henføres og lægges på stejle og hovedet tillige med hånden at fæstes på en stage over legemet”. Hendes penge skulle tilfalde kongen.
I dommen attesterer herredsfogeden at hverken anklager eller forsvarer havde trukket sagen i langdrag.

27. oktober 1752 – pag. 358b

Hans Poulsen fra Vestermarie mødte på de 27 selvejerbønder i Rø i sag kontra Hans Poulsen på 7 vg. Han beklagede at han ikke havde fået det situationskort, som de 8 mænd havde forlangt, men lovede det til næste ting.

Sven Mikkelsen fra Rønne mødte som beskikket aktor i sagen mod Niels Pedersen i Olsker for at afhøre de vidner, som ikke var mødt på sidste ting. Det var Præsten hr. Mahlers hustru og hans sønnen Lars og Jens, samt deres tjenestepige Sisele, sognedegnens kæreste af Olsker sogn, Niels Pedersens moder, Hans Christensens hustru fra Rutsker, Hans Gardeners kone Anne fra Rutsker, skønningsmændene Hans Clausen og Jens Jensen fra Olsker samt Hans Samuelsen og Jens Madsen fra Allinge. Alle var mødt undtagen Mahlers kæreste og tjenestepige, samt sandemand Peder Nielsen og Peder Larsen.
Den første til afhøring var Lars Mahler (præstens søn). Han fremlagde et skriftligt indlæg som blev oplæst og underskrevet. Aktor fik ham til at bekræfte, at Niels Pedersen havde levet meget ilde i ægteskabet og at han havde haft en hore hos sig i huset og med hende havde avlet et uægte barn, som havde givet anledning til stor strid og uenighed.
Lars Mahler fortalte at hans fader Hans Mahler i sin ligprædiken havde sagt, at hustruen Karen Jensdatter var blevet myrdet. Niels Pedersen var til stede i kirken under ligprædiken. Han fik ikke lov til at kommenterede dette, da Jesper Hansen påpegede, at det var udenfor stævningens ordlyd. Niels Pedersens fuldmægtig Jesper Hansen fik Lars Mahler til at sige, at han naturligvis ikke havde set mordet og ikke havde beviser for at det var sket.
Dernæst Jens Mahler, der også havde lavet en skriftligt indlæg i sagen. Ligesom broderen havde han fra Peder Bødker hørt om horen og det uægte barn, samt at Niels Pedersen havde slået hustruen Karen lige før hendes barselsseng. Han fortalte desuden, at Karen Jensdatters fader havde været hos præsten for at klage over Niels Pedersens ”ukristelige medhandling af sin hustru”. Jesper Hansen fik vidnet til at sige, at han ikke kunne bevise at Karens død skyldtes ægtemanden.
Jens Mahler refererede feldskær Langhorn, der havde ordineret hende et bad, med et lagen over hovedet.
Dernæst degn Bidstrups hustru fra Olsker, der fortalte, at der gik rygter om at Niels Pedersen behandlede sin hustru ilde med hug og slag, men hun havde først hørt det efter at Karen Jensdatter var død. Derimod havde Niels Pedersen fortalt hende om hustruen sidste to dage. Hun holdt op med at vugge og hun lå ganske stille den næst sidste dag. På dødsdagen havde hun slag.
Præsten Hans Mahler var til stede i retssalen, da han sagt at Jesper Hansen var vidtløftig. Jesper Hansen blev vred og spurgte præsten man han havde tilladelse til at være anklager eller om han ville lade aktor og defensor føre sagen. Dommeren henstillede parterne til at holde sig til sagen.
Næste vidne var Lars Hansen fra Allinge, som var mødt uden stævning. Han fortalte, at han havde kørt Karen Jensdatter fra Allinge og hjem efter at hun havde været på Christiansø. Hun fortalte ham, hvor slemt hun blev behandlet af sin mand og at det var manden selv, der havde kørt hende til Allinge og han havde en kurv [mad til rejsen?] med sig.
Dernæst Hans Christens hustru Kierstine (Niels Pedersens mor). Hun kunne ikke bekræfte at hendes søn havde slået og draget konen, men hun havde hørt det fra folk. Hun fortalte, at da Karen Jensdatter ”lå lig eller jordeklædt” var hendes fader Jens Rasmussen kommet og forlagt at se liget. Efter det havde han beskyldt hendes søn for at have myrdet hende. Hendes mand Hans Christensen Piil havde opsagt kautionen for Niels Pedersen, men havde ikke fortalt vidnet hvorfor.
Kierstine refererede Langhorn at Karen Jensdatter havde været angrebet af den slemme syge i 5 år.
Dernæst sandemand Peder Nielsen fortalte om det forlig, der blev aftalt mellem Niels Pedersen og svigerfaderen Jens Rasmussen efter at skiftet blev afsluttet. Han erindrede ikke årsagen til forliget og hvad Niels Pedersen skulle give Jens Rasmussen. Aktor syntes at det var mærkeligt, at han ikke huskede noget, da han jo havde skrevet under som vitterlighedsvidne. Han bedyrede, at han ikke kendte til at Niels Pedersen havde handlet ilde mod sin kone. Dog havde han hørt rygterne.
Niels Pedersens fuldmægtig, Jesper Hansen, fik sandemanden til at huske, at forliget drejede sig om fosterløn til barnet, som Jens Rasmussen værgede for. Jens Rasmussen havde forlangt 18 sld., men fik 3 eller 4 sld.
Vidnet Jens Jensen fra Olsker havde været synsmand på liget og rapporten fra den 9. maj blev læst op og vedgået af vidnet. Specielt pletterne på halsen, som muligvis var forårsaget af hænder, der har taget om hendes hals, mente han var et kvælningsforsøg. Forsvareren fik Jens Jensen til at bekræfte at han var næstnabo til Niels Pedersen.
Dommeren ville have at Niels Pedersen mødte personligt på næste ting og lade sig afhøre med sigtedes rettigheder.
De endnu ikke afhørte og de udeblevne vidner skulle møde på næste ting under faldsmåls straf.

Hans Svendsen på 64. sg. i Klemensker mødte i sagen mod Anders Hansen af Skovgaard i Olsker. Han accepterede Anders Hansens ønske om at gøre ”benægtelsesed”, men da han ikke var mødt, måtte sagen udskydes til næste ting.

3. november 1752 – pag. 361b

Læst skøde af dd, der viste at Peder Pedersen i Vang havde solgt til sin brodersøn Mads Madsen og hans tilkomne hustru Kierstina Lauritsdatter hus og grund og to løkker for 50 sld. Skøde fulgtes af kontrakt, der sikrede Peder Pedersen livs ophold og sømmelig begravelse. Redskaber skulle bruges til fælles nytte.

I sagen hvor 27 bønder sagsøgte Hans Poulsen på den 7 vg. i Rø har gået i stå, da konduktøren endnu ikke havde leveret ”ridsnings kort” af åstedet. Lovede at det skulle foreligge inden 8 dage.

Svend Mikkelsen på jusitsens vegne i sagen mod Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker påråbte de indkaldte vidner. Alle var mødt.
Sagsøgte Niels Pedersen var pålagt at møde personligt i retten for at svare på spørgsmål Sagsøgtes sagfører påpegede, at han kunne lade besvarelse af spørgsmål ligge til næste ting.
Første vidne var Peder Pedersen Bødker i Tejn var på arbejde på Lille Bakkegard på den til da Niels Pedersens hustru skulle i barselsseng og var sygelig. Han fortalte videre, at han var sammen med Niels Pedersen hos smeden i Sandvig, hvor Niels blev noget drukken og ”da de kom hjem til gaarden ville Niels Pedersen endelig ride ind ad stuen, men kunne ikke komme ind fordi Ellen Gotfrids var der og holdt døren til for ham. Derpaa steg Niels Pedersen af hesten og gik ind. Da han kom ind sagde hustruen: Du maatte Skamme dig noget at komme hjem og giøre sådant alarm, det var bedre du var hjemme og hjalp mig til rette, jeg ligne her et elendigt Menneske og har ondt. Derpaa svarede Niels Pedersen: ”Begynder du nu dit djævelskab, skal jeg nu være over larmed af dig, og sagde ydermere til hustruen, jeg skal tage dig og trække dig af sengen og træde dig under mine fødder, og siden skal jeg tage dig og grave dig ned i bakkerne hvor ræven har gjort hul til sine unger, thi du er ikke bedre værd, Og fik hustruen samme nat ondt og blev hendt jordemoderen til hende, og hun enten samme nat eller det var natten efter at hun fødte”.
Samme nat havde Niels trukket dynen af hustruen og ville trække hende af sengen, men vidnet havde skredet ind og båret dynen tilbage. Det var vidnets fortjeneste at hustruen dengang ikke fik hug af ægtemanden.
Peder Bødker fortalte, at Karen Jensdatter havde fortalt, at hendes mand havde behandlet hende ilde siden han havde besovet tjenestepigen Hans Lars datter og levede i løsagtighed med hende. Hun blev slået og flere gange har hun måtte ligge på det bare gulv i ”et drikkekammer”, fordi hun ikke turde komme ind til manden.
Niels Pedersens fuldmægtig Jesper Hansen bad Niels Bødker om at fortælle, hvem der havde set Karen Jensdatter ligge på det bare gulv, og om han havde set at Karen var blevet slået, da Hans Larsdatter tjente der. Peder Pedersen Bødker havde ikke selv set det og han kunne heller ikke angive andre visdner, men Karen havde fortalt ham det med grædende tårer og så havde han talt med Hans Larsdatter, der fortalte at hun og madmoderen havde sloges med hverandre. Da Karen beklagede sig til manden over tjenestepige, fik hun selv hug af sin mand.
Jesper Hansen ville have at vide hvornår og på hvilken tid, der var kommet drukne fra Sandvig. Peder Bødker sagde, at det var ”ungefær straks efter jul og 3 a 4 timer tid på aftenen”. Jesper Hansen ville vide om Ellen Gotfredsdatter kunne vidne om hvad der skete. Peder Bødker vidste det ikke.
Dernæst Pernille Jørgensdatter, som var sognepræst Randers tjenestepige. Hun havde tjent på Lille Bakkegaard et år på nær fire dage på samme tid som Hans Lars datter blev besovet af Niels Pedersen. Hun fortalte, at Niels Pedersen var så slem mod sin hustru som han kunne være, slog med knyttede næver og det skete særligt en høstdag da Hans Snedker fra Allinge kom for at kræve et lam for noget brændevin som Niels Pedersen havde taget fra ham. Karen havde modsagt sin mand og derfor blev hun alvorligt slået med knyttet næve og truede hende til at gå ind i stuen og spinde. Efterfølgende blev hun slået om eftermiddagen og igen om aftenen.
Pernille Jørgensdatter fortalte om adskillige overgreb som Niels Pedersen havde begået på sin hustru. Hun havde set og hørt alt, også at hun havde måtte krybe ud på drikkekammeret og sove på gulvet. Karen havde fortalt hende, at hendes mand havde taget kvælertag på hendes hals og lagt dynen over ansigtet. Dengang havde hun været mere ved magt og kunne løsrive sig fra ham.
Pernille fortalte, at Niels Pedersen havde opfordret hende til at blive ”en lægerske” [?] og hvis hun kom til at give hans kone for meget, så hun døde, ja, så ville han gifte sig med hende. Hun var ”stærk og føer” modsat hans kone, der ikke var meget bevendt. Hele ordveksingen sket medens hustruen hørte på det.
Jesper Hansen ville vide om Pernille havde set hustruen blå og blodig efter den episode, hvor Niels Pedersen betalte med et lam for brændevin, som han skulle bruge ved rejse og tømmergildet? Nej, det havde hun ikke set.
Næste vidne var Johanne Andersdatter, som bekræftede hvad hun havde sagt under politiforhøret den 9. maj. Han bekræftede også, at da hun så Karen død, var hun blå om munden og der var blod på lagenet. Hun var blevet bedt af Niels Pedersen moder (Hans Christensens hustru) at hun skulle vidne, at Karen var levende og talende, da Niels stod op af sengen og gik ud. Det kunne hun ikke med god samvittighed. Hun havde set, at gardinerne [omkring sengen] var trukket for, hvilket aldrig tidligere var sket. Vuggen var flyttet væk fra sengen til kakkelovnen.
Både Niels Pedersens moder og Niels Pedersen selv havde sagt til vidnet inden politiforhøret den 9. maj, at hun ikke skulle fortælle alt hvad hun havde hørt og set i denne sag.  Men hun blev bedt om at sige til herredsfogeden og præsten hr. Mahler den 9. maj, at Karen levede og talte da Niels gik ud af huset.

Endvidere havde Anne Margrete Bendt Jørgens fornyligt anvist hende med at svare på spørgsmål med følgende frase: ”Hun vidste intet at forklare”.
Omtrent 8 dage før Karen døde, havde hun fortalt vidnet, at Niels havde truet at ville kvæle hende med sit tørklæde. Hun havde spået, at manden ville tage livet af hende. Da hun døde og hun så den røde streg, var hun klar over, at manden havde myrdet hende. Den røde streg var der ikke da hun vaskede hende om søndagen. Mærkerne var ligesom hun var blevet knebet med fingrene.
Hun bekræftede at hun havde set manden piske konen med tyrepisken og at han havde slået hende i gulvet i køkkenet.
Johanne fortalte, at Niels Pedersen havde sagt til hende, til Anne Margrete Bendt Jørgens, tjenestedrenge og Bodil Gotfred Niels at han ville ”pakke sig” eller lade sig hverve efter at hustruen døde.
Jesper Hansen bad Johanne bekræfte at Karen havde ”den faldende sot” og fik varme bade med 4 lagner omkring halsen. Johanne sagde at i hendes tid havde hun ikke set at Karen havde den sygdom. Med hensyn til lagnerne, så var de ikke bundne omkring halsen.
Hun havde set de flasker som Langhorn fra Christiansø havde ordineret, men vidste ikke hvad de gavnede.
Johanne sagde at søndagen før var Karen frisk og oppegående og lavde selv sin mad. Hun var selv gået af badet, hun havde blot hjulpet hende med at vaske hendes hals og hoved.
Jesper Hansen prøvede at miskreditere Johanne som et slet menneske og de to hun havde sagt ville overtale til falsk vidnesbyrd, ville nok sagsøge hende herfor. Dommeren brød ind og formanede Jesper Hansen til at overholde loven.
Dernæst Jørgen Kruse, der bekræftede hvad han havde sagt ved politiforhøret. Han havde hørt Niels Pedersen bande og skænde over sin hustru, men ikke nogen undsigelser. Han havde oplevet at Niels Pedersen havde trukket hustruen ud af sengen og slået hende omtrent 14 dage før hun døde. Han fortalte, at Niels Pedersen brugte en del unyttige ord, når han bad hustruen at bestille noget.
Dernæst Erik Pedersen [nabo på st. Bakkegaard], som vedkendte sit vidnesbyrd fra politiafhøringen. Han fortalte tillige, at han havde blev bedt af Karen Jensdatters fader Jens Rasmussen om at komme til Bakkegaard, da Karen endnu levede. Karen ønskede at fortælle ham noget om sin mand, men da han mødte op, turde hun ikke fortælle det, da hendes mand ville kunne høre det.
Dernæst Erik Pedersens hustru Kierstine, der bekræftede, hvad hun havde sagt under politiretten den 9. maj. Hun mente, at Niels Pedersen afære med tjenestepige havde forværret Karen og Niels samliv. Karen havde været hos hende og sagt, at hun mente, at hendes mand ønskede at tage livet af hende.
Dernæst Anders Hansen, der var 17 år gammel, bekræftede hvad han havde sagt under politiafhøringen den 9. maj. Han forklarede, at Niels Pedersen slog krogen på døren, den gang han slog sin hustru. Han fortalte, at en gang ville Niels lægge sig i sengen, men da det viste sig, at Karen Jensdatter havde en pige, Boel Gotfredsdatter, i sengen, så havde Niels ville lægge sig i sengen med dem. Men Boel havde sprunget op og Niels havde trukket sin hustru ud af sengen.
Næste vidne var Jens Rasmussen, som bekræftede sine udtalelser den 9. maj. Jens Rasmussen var Karen fader. Han havde deltaget i skønningen af Karens lig. Der havde han lagt mærke til den røde ring på halsen og pletterne på halsen og at hun var blå på læberne. Han sagde, at det så ud som om Niels Pedersen havde kvalt sin kone. Han fortalte, at Giver Løvingsen havde truet ham med sag, hvis han ikke ville indgå i forlig med Niels Pedersen. Løvingsen havde endda fortalt, at stævningen allerede lå klar. Det var derfor det aldrig kom til sagsanlæg umiddelbart efter den 9. maj.
Jesper Hansen sagde, at han kunne fornemme, at det var Jens Rasmussen, der nu ønskede forhør og sagsanlæg, så han ønskede ikke at stille ham spørgsmål.
Dernæst Jens Rasmussens hustru, som var den dræbtes moder. Hun bekræftede afhøringen den 9. maj. Hun fortalte desuden, at datteren havde fortalt at hendes mand havde taget kvælertag på hende, så hun ikke kunne se. Desuden skulle Niels Pedersen havde truet præsten på vejen mellem Allinge og Olsker. Hun refererede også episoden, hvor Niels havde kastet sig i sengen, hvor Boel Gotfredsdatter og Karen Jensdatter lå. Hun fortalte, da hun var med til at klæde datteren i ”jordeklæder” så så hun stregen på halsen og mærkerne på halsen og vidste, at datteren var blevet kvalt.
Hans Christensen bekræftede at han og Giver Løvingsen havde gået i kaution for Niels Pedersen. Han stod nu ikke længere ved sin kaution. Årsagen var at begge synsmønd havde frikendt Niels Pedersen, hvorfor en kaution ikke længere var nødvendig. Desuden havde han betænkeligheder var folks snak, så han var ikke længere sikker på Niels Pedersens uskyld.
Svend Mikkelsen spurgte nu Niels Pedersens forsvarer om han stadig mente, at han førte en retfærdig sag. Nu hvor så mange mennesker har sat deres egen person i fare ved at vidne mod Niels Pedersen, samt at gå imod sognepæsten hr. Mahlers påstande. Jesper Hansen svarede, at han havde sine ordre og som sådan ville han ikke behøve at deltage i domme – det var anklageren og dommerens ansvar. For øvrigt mente han at ingen af de afhørte vidner havde beskyld Niels Pedersen for morder.
Aktor Sven Mikkelsen ville lade dommeren afgøre om Jesper Hansen skulle gøre ed på sin sags værdighed.
Aktor opløste den til amtmanden stilede obduktionserklæring pr. 11. maj og fakultetets medicinforretning af 17. juni efter feltskær Kyhns videre erklæring og replik af facultetets censur af 8. august, samr facultetets videre betænkning.
Dommeren synes at vidnerne og dokumenternes beskaffenhed fordrer, at Jesper Hansen på næste ting aflægger sin ed på at han ingen bevidst vrang og uretfærdighed har påtaget sig i sagen, for at sikre at intet uretvist blev fremført.
Sven Mikkelsen tolkede, at Jesper Hansen ikke turde afgive ed på at han havde påtaget sig en retfærdig sag. Sagens alvorlighed mente aktor skulle føre til arrestation af Niels Pedersen, så han ikke skulle skade sagen eller at han skulle rømme. Dommeren ville ikke påtage sig ansvaret med arrestation, det krævede anklagerens kaution eller højøvrighedens ordre. Sagen udsat i 8 dage.

Sagen mellem Hans Svendsen fra Klemensker og Anders Hansen på Skovgård i Olsker blev optaget til doms.

10. november 1752 – pag. 368a

Afsagt dom i sagen mellem Hans Svendsen på 64 sg. i Klemensker og Anders Hansen på Skovgaard i Olsker ang. gæld til Rasmus Rasmussens dødsbo.
Værgerne Anders Jensen på 61. sg. i Vestermarie og Hans Hansen på 8 sg. i Vestermarie opbød arvekapital på 74 sld 1 mk 2 sk tilhørende Karen Rasmusdatter, arv efter Rasmus Rasmussen på den 64 sg. i Klemensker. Ingen ville overtage kapitalen efter denne første gangs lysning.

På justitsiens vegne fremlagde den beskikkede aktor Sven Mikkelsen en skriftlig formuleret begæring om afhøring af vidner i sagen mod Niels Pedersen på den 17. sg. i Olsker. De indkaldte vidner var: Hr. Mahlers kæreste og tjenestepige Sisele, Hans Gartners kone Anne fra Rutsker, Hans Clausen og Peder Larsen fra Olsker. Alle var mødt undtagen præstens hustru, men som havde indgivet en skriftlig attest på sit vidnesbyrd om sagen.
Forsvarer Jesper Hansen fra Allinge opponerede mod præstens hustrus skriftlige indlæg. Han ville have hende indkaldt og også vide, om det var hende der havde skrevet det.
På dommerens foranledning, så udtalte Jesper Hansen, at han ikke var en edsvoren prokurator, men at han var sat til hvervet af øvrigheden. Derfor skulle han ikke aflægge ed på om han havde en retfærdig sag eller ej.
Første vidne var præstens tjenestepige Sisele Andersdatter. Hun henviste til sin madmorders skriftlige beretning. Hun vidste intet andet end det. Jesper Hansen ville have hende til at dokumentere, hvad hun selv havde set og hvad hun havde fra andre. Hun havde ikke set noget selv, og kunne ikke huske, at feltskær Langhorn havde været i præstens stue og havde deklareret, at Niels Pedersen var ligeså uskyldig i hans hustrus død, ligesom han selv var uskyldig.
Dernæst Hans Gardeners hustru Anne, som havde været med til at jordeklæde Niels Pedersens hustru samme morgen som hun var død. Hun var der sammen med afdødes moder. Hun havde set adskillige små sorte pletter. Ret under hagen var der en streg, der var rødlig på den ene side og blålig på den anden. Men da vidnet betragtede sig som enfoldig, havde hun ikke på det tidspunkt gjort sig tanker om, hvad det betød. Anne havde været på gården et par dages tid for at hjælpe til gæstebud i forbindelse med barslen og da havde Karen fortalt hende om forskelligt, men som hun ikke selv havde oplevet.
Vidnet Hans Clausen bekræftede sit vidnesbyrd fra den 9. maj. Han havde været bed til at skønne liget af Karen. Han bekræftede pletter og stregen på hals, som han mente godt kunne stamme fra kvælning.
Peder Larsen havde været med ved underskrivningen af forlig mellem mellem Jens Rasmussen og Niels Pedersen umiddelbart efter at skiftet blev afholdt, men han var ikke med, da forliget blev ”accorderet”.
Sven Mikkelsen havde nu afhørt alle vidner og fik udstedt et tingsvidne.

Hans Poulsen fra Vestermarie mødte som fuldmægtig for de 27 bønder i Rø i sagen om ejendomsret til noget af Lindeskoven, som bønderne havde stævnet Hans Poulsen på den 7 vg. for. Sagen var at bønderne var pålagt at få en ridsning lavet på jorden, og derfor havde valgt 6 mand til at bede gårdmanden på 7 vg. om at møde op på åstedet, når kortet skulle fremstilles. Det havde Hans Poulsen på 7 vg. nægtet. Han ville stævnes til det før han kom. Dog invilgede han til sidst om at komme og tale med oldermanden.
Jesper Hansen som var Hans Poulsens på den 7. vg.s fuldmægtig argumenterede at der ikke var sket lovlig stævning og desuden skulle jorddrotten til 7 vg.s værge også indkaldes, som det ses af forordningen af 31. marts 1719 4. artikel.
Hans Poulsen fra 7 vg. kunne underskrive ridsningen af kortet eller selv bekoste et nyt kort. Hvilket Hans Poulsen ikke umiddelbart ville iværksætte, men stillede krav om at der skulle tilføjes markskel før han kunne godkende den.
Hans Poulsen fra Vestermarie fremlade et tingsvidne af dato 24. maj 1743 med øvrige domsagter. Disse dokumenter havde været til stede da kortet var blevet udfærdiget.
Dommeren ville have sagen til doms, hvorfor han bad parterne om en sidste kommentar.

DOM pag. 371a i sag mellem Hans Svendsen og Anders Hansen på Skovgaard i Olsker. Dommeren kunne ikke følge Hans Svendsens påstand om, at Anders Hansen ikke havde betalt en gæld på 16 sld. Vidner havde set, at der var holdt regnskab på deres mellemværende. Anders Hansen blev frikendt.

17. november 1752 – pag. 371b

På deleqventinden Margretes vegne producerede Svend Mikkelsen en skriftlig stævning af vidner, der skulle vidne til Margretes forsvar. De skulle bevise at Margretes ”tåbelighed og enfoldighed”.
Svend Mikkelsen måtte afgive ed på, at han ikke havde vidst dette om Margrete før efter dommen var afsagt, hvorfor han nu måtte dokumentere dette. Han var blevet opmærksom på dette via et vidnet Karen Rasmus Hans et sted i Rønne, hvilket kunne pege på Margretes tåbelighed.
Første vidne var Hans Hermansen, der havde været nabo ”næst op til” Margrete, 3-4 år da de boede på gården (Sjælegaard). Han havde hørt at hun ikke kunne styre sin husholdning uden at mande var i nærheden og at hun ofte talte usammenhængende. Svend Mikkelsen ville høre om Margrete manglende evne til husholdnings skyldtes, at hun havde været ung og uerfaren, da hun ”blev sat i ægtestand”. Vidnet kunne ikke sige noget sikkert om det van manglende evne eller forstand.
Hans Hansen fra Sandvig havde været medhjælper på både Sjælegaard og senere i Kærhuset nogle gange. Han sagde at Margrete var enfoldig og tilrettelade meget tåbeligt i sin husholdning. I Kærhuset havde hun ingen pige til hjælp, men til gengæld lejede Peder Jørgensen høstefolk, så hun skulle bare passe spædbarnet. Dagen før mordet var vidnets 10årige søn med og han hjalp Margeret med at vugge barnet. Hun kunne ikke lave mad uden at manden måtte tilrette det. Om det var vrangvillighed vidste han ikke.
Peder Larsen Lyng af Sandvig havde arbejdet med at tærske for Peder Jørgensen og hustruen medens de boede på Sjælegaard. Han havde oplevet Margrete som om hun var bange for folk. Når de spiste, så tog hun en skefuld og forsvandt derefter bag kokkelovnen eller ud for sig selv. Hun lavde dårlig mad, så man næsten ikke kunne spise det. Hn mente at det sket ikke af genstridighed, men af mangel på forstand. Margrete talte ikke meget.
Hans Wig af Sandvig havde to børn, der havde tjent Peder Jørgensen og Margrete. De havde klaget over hvor slet de havde spist.
Rasmus Hansens hustru Karen havde ”siddet i stol” [=på samme bænk i kirken] med Margrete, som hun betagenede som forvirret. Hun tabte forklædet og brugte lang tid på at samle det op. Endvidere havde hun bemærket, at da Margrete gik til alters, gik hun ofte tilbage og skulle kaldes frem af præsten før hun kunne modtage tilsigelsen. Gav dog aktor Grønbæk ret i, at det nok var fordi hun havde været højst frugtsommelig.
Johanne Thornesdatter havde været i tjeneste på Sjælegaard, havde ikke set noget tåbeligt i Margertes husholdning. Margeret havde kommanderet som hun skulle. Hun havde været hos Margrete i 2 år og hun sluttede der for 2 år siden just før hun gik i barsel.
Christian Rasmussen havde kendt Margrete 7 år tilbage- helt tilbage fra dengang hun var pige og siden da hun blev gift. Han havde dengang ikke set noget ufornuftigt. Hun havde været helt almindelig på i tale og handlinger. Vidnet sagde at detvar først da Margrete blev fremvist i kirken efter sin barsel, at han havde bemærket en forandring. Han mente at detvar fordi hun igen tjenestepige havde.
Sven Mikkelsen oplæste en attest fra Hr. Mahler. De resterende vidner blev pålagt at møde til næste ting.
Anders Jensen og Hans Hansens arvekapitalt blev opbudt for anden gang.

24. november 1752 – pag. 375a

Læst et pantebrev udgivet af Lars Jensen på 26. gård i Rø til Svend Jørgensen på Kjøllergaard i Klemensker på 225 sld.

Forsvareren Svend Mikkelsen ville føre en tingsvidnesag mod delinkventinden Margrete Pedersdatter til oplysning om hvad der kunne ligge til grund for mordet på hendes søn. Der var mødt tre godvillige vidner, samt flere indkaldte.
Første vidne var sandemand Peder Nielsen, som fortalte at da Peder Jørgensen solgte Sjælegaard et par år tidligere, havde han spurgt hvorfor. Peder Jørgensen svarede, at ”han ej kunne holde nogen gård eller bebo den så længe han havde den hustru”, men fortalte ikke hvorfor. Og videre: ”dog sagde han, at han havde brugt to måneder med hustruen, nemlig været haard og god med hende, mens havde aldelis intet hjulpet”. Aktor bad Lars Mahler om at angive vidner, der kunne bekræfte at Niels Pedersen havde behandlet sin hustru med stor voldsomhed. Han angav Peder Bødker i Olsker, som havde fortalt han at Niels Pedersen skulle have slået og pryglet hustruen dagen før hun kom i barselsseng.
Mikkel Grønbæk spurgte sandemanden og han vidste ”hvad fejl” der var med hende. Han svarede at ”det var vel hendes gienstridighed noget, og var noget enfoldighed, mens benægtede ellers at ikke have se noget taabeligt af hende”.
Dernæst Lars Didrichsen som vidnede på samme spørgsmål om nødvendigheden i at sælge Sjælegaard. Han bekræftede at Peder Jørgensen havde sagt det samme til ham i den foregående høst. Det var konens skyld at han solgte Sjælegaard. Han havde hørt fra andre at Peder Jørgensens kone ikke vidste eller forstod at holde hus som andre retskafne koner. Dette rygte var tilbage til den tid de boede på Sjælegaard.
Mons Hansen Piil fortalte at han for omtrent to år siden var på Sjælegaard og arbejdede, syntes han at Margrete var meget Traasig og enfoldig i at holde hus – i både ord og gerninger. Han syntes at hun ikke havde noget rets forstand eller klygtighed i hendes gerninger.
Henrik Larsen Tysk havde også arbejdet på sjælegaarden. Da de skulle have noget at spise, så vendte hun altid ryggen til dem der spiste eller også stod hun ved ildstedet, ”ligesom hun var bange eller ræd for folk”. Han havde ikke set noget tåbelighed ved hende.
Anne Margrete Bendt Jørgens kunne ikke sige, at Margrete var enfoldig, vandkundig eller tåbelig i sit ægteskab, men hun havde hørt at Margretes mands moder beklagede sig over hende. Hun havde sagt, at Margrete var tåbelig og halvgalen. Det hørte hun den 1 hans dags tid for 2 år siden. Og af Margrete selv havde sagt til Anne Margrete, at hendes mands familie gjorde ”ligesom Spot” af hende. Vidnet synes ikke at Margrete var gal, men dog lidt tåbelig, som når hun kommer i kirken, kunne hun gå op og ned ad gulvet inden hun fandt sin stol. Om andre havde bemærket denne besynderlige opførsel i kirken, vidste hun ikke. Men hun havde oplevet det flere gange.
Jesper Hansen havde hjulpet Peder Jørgensens mor og stedfaderen Ole Olsen til en kontrakt, der viste at de måtte bebo Bredsensgaard så længe som moderen levede. Mod at Peder Jørgensen og Margeret måtte bebo Bredsensgårds udhus. Jesper Hansen havde undret sig over at Peder Jørgensen, som ejede to gårde (Bredsensgård og Sjælegaard) at de krøb i et udhus og være udbygger. Peder Jørgensen havde svaret at hans hustru ikke var i stand til at holde bondegaard sammen med. Jesper Hansen undrede sig over, at han dog ikke lejede sig en ”stor Pige” til arbejdet lige som enkemænd gjorde det. Han havde fået svaret, at det ikke kunne lade sig gøre med den ”konna”.
Jesper Hansen havde hørt, men vidste ikke om det var sandt, men Margrete havde sagt til vagtfolkene, at hendes nærmeste ville gøre hende tåbelig, men hun bad gud om at bevare hende mod det. Det skete medens Blaahulsdrengen Mons Hansen (Blåholtsgård!) havde vagt i Landets arrest (i Rønne).
Søren Høg i Rutsker, der sammen med Mons Larsen Ibs havde transporteret Margrete til arresten efter hun var blevet pågreben i Kærhuset. Han fortalte, at Margrete havde bedt sin mand om at spænde hesten for vognen og bringe en kiste med ”vakre klæder” med sig. Hun skulle bruge klæderne når hun skulle i kirken. Da de var udfor Magaarden, hvor hende mor boede, tillod de at Margrete kunne tale med sin mor. Da moderen og søskende kom ud og så, at hun var arresteret, så grød de. Margrerte bad dem om at holde op med at græde, da ”hun snart kom til Gud. Og derpaa tog Moderen og Delinqventinden afsked med hver andre og græd begge” Hendes mor sagde: ”Mit hierte barn, havde ieg tengt du skulde været saa hadsk imod dit barn skulde ieg self taget det til mig og opfostred det op”.
Mons Larsen af Rutsker bekræftede Søren Høgs vidnesord.
Hermed var alle vidner afhørte og defensor fik udstedt tingsvidnet

Jesper Hansen fra Allinge stævnede sognepræst Hans Mahler for skældsord mod ham på tinget den 27. oktober. Der var stævnet flere vidner: Poul Pedersen, Thor Hansen og Niels Nielsen fra Rutsker og Rasmus Hansen. Sognepræsten var mødt og erklærede at Jesper Hansen i mange år havde været hans arvidsmand og søgt proces med ham. Han ønskede start at få fred for ham.
Hr. Mahler protesterede mod stævningen og henviste til 13. kap. 21 art. Der pålagde den der ville stævne for ord, skal gøre det på frisk fod på første tingdag. Derfor betragtede Mahler det som forpasset. Jesper Hansen afviste, da det ikke drejede sig om ”ord” med af skældsord, der hvilede på lovens pag. 52, artikel 9.
Første vidne var Poul Pedersen fra Rutsker. Der havde opfattet, at Jesper Hansen den 27. oktober var fuldmægtig for to bønder i to forskellige sager. Han bekræftede, at præsten havde rejst sig og og kaldt Jesper Hansen for ”en aabenbahr guds fornægter”. Det blev ikke skreet i tingbogen, da skriveren var gået ud af døren. Præsten havde også ofte, ved hans sjæl og salighed, svoret sig ”Fanden i vold” og det som Jesper Hansen sagde, var ikke sandhed men løgn. Mahler mindede om en sag, hvor Jesper Hansen havde tabt (noget med en sag mod Hans Predbjørn i Rønne).
Vidnet Thor Hansen fra Rutsker var stokkemand den 27. oktober, havde hørt Mahler beskylde Jesper Hansen for at være Guds ords fornægter og svoret sig fanden i vold. Hvad Jesper Hansen svor i sandhed var fuld af løgn.
Mahler spurgte vidnerne om ikke at han havde siddet helt stille og først talt, da Jesper Hansen havde tiltalt ham. Mahler påpegede at noget af det som han sagde, var i skrømt og ej alvor.
Niels Nielsen fik de samme spørgsmål, men var mere afvisende end de to forrige. Han huskede at Præsten sagde, at Jesper Hansen havde lovet at gå til alters hos ham, men han kom aldrig. Samme spørgsmål og omtrent samme svar fra vidnerne.
Stokkemand Rasmus Hansen fra Hasle fik samme spørgsmål fra Jesper Hansen, som han bekræftede. Og som de foregående, skulle han bekræfte om præsten havde fortalt retten, at Jesper Hansen havde for brudt (mistet) sit hoved og at Hans Predbjørn ville afhente det, så han kunne sætte det op på taget for at skræmme krager og skader. Og da Jesper Hansen havde sagt at det var løgn, havde Mahler udtalt at han manglede en sæk, som han kunne have Jesper Hansens hoved i.
Mahlers forsvar var, at han havde siddet helt stille og ikke sagt et ord og at det var Jesper Hansen, der havde skældt ham ud.
Jesper Hansen fik udstedt et tingsvidne.

Arvekapitalen tilhørende Karen Rasmusdatter, som Anders Jensen og Hans Hansen fra Vestermarie administrerede, blev udbudt for tredje gang. Jens Pedersen på 3. vg. i Olsker tilbød 4% i rente. Han fik overdraget arvekapitalen på 74 sld.

Dom afsagt i sagen mellem Hans Hansen på den 23. sg. i Rø og Niels Jensen på den 24. sg. i Rø vedr. en enemark. Hans Hansen havde bortført ene fra marken. Desuden blev Hans Poulsen Dam fra Vestermarie dømt en bøde, for sin opførsel, på 4 mark til Rø kirke og 4 mark til justitskassen.

DOM – pag. 382a

Der var faldet dom den 7. april 1752 mellem den 23. og 24. gård i Rø ang. enemarken mellem deres gårde. Den 24. gård ville nu have erstatning for den ene som han havde revet på et stykke jord mellem gårdene. Niels Jensen på den 24. gård blev aldeles frikendt for at have taget ene, som han af god mening så sig som ejer af.
Hans Poulsen Dam havde ført en sag, og brugt ulovlige og utilbørlige forhold og derfor dømtes han til at betale mulkt i justitskassen og til de fattige i Rø. Sagen burde aldrig at have blevet ført.

1.december 1752 – pag. 382b

Læst kgl. Patent på højesterets afholdelse i 1753.
Læst et pantebrev, der viste at Niels Jensen på den 9. vg. i Klemensker havde lånt 100 sld. i rede penge af Mads Andreasen Kofod i Rønne mod pant i gården.

Læst et pantebrev, der viste at Christen Piil på 10 sg. i Olsker havde løn 140 sld. i rede penge af Haagen Weidichsen på den 20. sg. i Olsker mod pant i den 10 sg. (Sjælegaard).
Jesper Hansen på vegne af Hans Poulsen på den 7. vg. i Rø mødte i sagen, hvor 27 lodsejere havde stævnet ham for pileplantning og tilegnelse af et stykke jord i Lindeskoven. Han producerede en skriftlig kontrastævning og indkaldt en del vidner. Hans Poulsen Dam fra Vestermarie mente, at nogle af de 27 gårdmænd var blevet stævnet om natten, som var ulovligt. Stevningsmændene benægtede dette. Solen var ikke gået ned.

Hans Poulsen 7. vg. benægtede at han havde taget jord fra de 27 gårdmænd, som derfor måtte bevise at hans dokumenter var ”lagt i aske” (var brændt?) og at han havde begået skovhugs, vognkørsen og ledt fremmed kvæg på græs og foranlediget at sæden var blevet beskadiget.
Af de mange indkaldte vidner var kun Henrik Hobye, Hans Henrik og Rasmus Jensen mødt. De tidligere vidner var ikke mødt.
Første kontravidne Henrik Hobye blev spurgt om hvor længe han havde haft kendskab til jordstykket østen for de 7 frivornedgaard, hvor der i det sidste år var bygget et hus, som hans søn Hans Henriksen boede i. Henrik Hobye påstod at havekendt området i 40 år øst for frivornedgården. Syd og øst for huset havde der været gærder og grøfter. Han havde desuden optaget skryner (træstubbe) på jordstykket for sin søn Hans Henriksen.
Vidnet Hans Henriksen svarede at han ”næst afvigte år om sommeren” [1751] havde rejst sit hus på 7 vg. grund, der lå mellem Kringel engen og Kielder engen. Da han rejste huset, var der ingen der gjorde opmærksom på, at det var på anden mands grund. Hjælpere til at rejse huset var: Peder Pedersen, Carl Jensen, Hans Rasmussen, Mons Nielsen og Hans Pedersen på Smedegaard m.fl. Det var helt sikkert, at de to enge tilhørte den 7 vg. Han var blevet vejledt af den 7. vg., hvor han måtte hakke. Han troede, at de mænd der hjalp ham med huset, som var barnefødt i sogne, vidste hvem jorden tilhørte, hvorfor han havde regnet med at han ikke gjorde noget ulovligt. Flere af dem havde selv enge i Lindeskoven og boet i sognet i 20 år. Oldermanden havde sidste sommer krævet betaling for hans kvæg, der græssede på fællesjorden.
Vidnet Rasmus Jensen havde kendskab til 7. vg. jorde i 8-10 år under Hans Poulsen og hans formand Jens Pedersens tid. Han havde hakket skryner i renderne efter anvisning af Jens Pedersen, som dengang var gårdmand på 7. vg.
De øvrige udeblevne vidner blev tilsagt til at møde den 8. december.

8. december 1752 – pag. 385 a

Læst kgl. Reskript ang. pesten, der var udbrudt i Algier. Der var påbød om 40 dages karantæne til skibe der kom fra pestramte lande.

Jesper Hansen fra Allinge på Hans Poulsens vegne på den 7 frivornedgaard i Rø ønskede at afhører resten af vidnerne til belysning af ejendomssagen mellem 7 vg. og de 27 lodsejere.
Første vidne var Peder Henrichsen, bror til forrige vidne Hans Henriksen. Han havde hakket syd for det omtalte nyopbyggede hus. Han mente ikke, at han stødte på markskel, ingen grøfter, men noget der kunne tyde på et jorddige. Der var ingen, der forbød ham at hakke.
Derefter vidnet Jens Rag var lejet til at hakke sønden for det nyopbyggede hus af Hans Henriksen i foråret. Der var ingen der forbød ham i det. Som ung havde han vogtet kvæg på det omtalte jordstykke for beboerne i Røstad.
Anders Monsen Lindholm huskede 50 år tilbage og hans afdøde fader Mons Andersen havde vist ham jordstykkerne og fremvist markskellene. Omkring Kiellerengen ligger et dige, der strækker sig SV til den omtvistede jord. Den såkaldte fæhauge var pløjet til lin, rug og korn af hans forældre for omkring 40 år siden. Mons Andersen måtte senere indhegne en fæhauge vest for denne og den indhegnede Fæhauge blev derefter benyttet at den 7 vg. Atter mod vest var Krampe engen som Jens Pedersen lod ophakke (her er en del mere om Vassebæk vad og ejerskabet til jord op til (svært at gennemskue!)
Vidnet Inger Niels Lars var med da løjtnant Hammer tegnede kort over området. Hun var de en ud af de tre dage det tog at lave ridsningen. Hun så ikke indtegnede markskel. Hun havde været med til at vogte fra Vassebæk og nord på og øst på – begge sider af åen.
Haagen Løvingsen (8 vg. Brommegaard) var også med den første dag, da ridsningen blev foretaget af løjtnant Hammer. Han så, at der blev nedsat pæle mellem lænkerne, men ikke at der blev udvist markskel på den første dag, hvor han var deltagende. Spørgsmål om fodstier som markskel vidste han intet om.
Vidnet Lars Mortensen var med løjtnant Hammer 2 af de 3 dage, som han målte op og tegnede kort. Han fortalte at der var 6 bønder den første dag og 4 den næste. Han mente, at Lindeskoven var til fri benyttelse, men agerjorden tilhørte bønderne.
Vidnet Peder Hansen var med de to første dage ved kortmålingerne og han mente, at der 5-6 bønder overværende korttegningerne. Han havde heller ikke set markskelstene, fodstier eller andre grænsetegn. Vidnet vidste intet om ejerforholdene.
Jesper Hansen frafaldt at indkalde de manglende vidner, da rejsen var lang. Formanden for de 8 mænd, der skulle dømme i sagen, bad om dokumenter og om de to fuldmægtige gjorde deres påstande, så sagen kunne gå til doms. De fik 5 stk. dokumenter, bl.a et tingsvidne af 23. maj 1743.

22. december 1752 – pag. 388b

Læst et stk pantebrev af 25. september 1752 udgivet af Jens Pedersen på 47. gård i Rutsker til præsten Randers i Hasle og Rutsker på 230 sld. mod pant i gården.
Svend Mikkelsen fra Rønne, som havde på øvrighedens ordre fået et tingsvidne i sagen om Niels Pedersen på den 17. sg. i Olskers hustrus død. Han stævnede nu Niels Pedersen til doms. Jesper Hansen mødte som fuldmægtig for Niels Pedersen, der bemærkede, at Niels Pedersen, kort efter hustruens død, var blevet anklaget for hustruens død af hustrufaderen Jens Rasmussen. Efter de to feldskærere havde besigtigede Niels Pedersens hustru efter hendes død, konstaterede de, at hun var død af slag. Jesper Hansen mente at der ikke var noget at holde sag for og at Niels Pedersen måtte tillades at gøre benægtelses ed. Aktor ville ikke tillade NP at gøre ed i så vigtig en sag, hvilket dommeren sanktionerede. Svend Mikkelsen ville på næste ting føre sagen.

Læst et skøde af 6. december der viste, at Hans Jensen på Jep Larsens grund i Olsker havde købt et to stolperums stort hus med plads og hauge i Tejn for 11 sld. af Jens Jensen, der tjente på 12. sg i Olsker.

I sagen mellem de 27 gårdmænd i Rø og Hans Poulsen på den 7 vg. i Rø mødte Jesper Hansen på vegne af Hans Poulsen på 7. vg. og læste et tingsvidne af 16. april 1743. Desuden læstes et tingsvidne produceret af de 27 gårdmænd eller deres formænd fra den 24. maj 1743. Der skete intet anden end at sagen blev udsat til næste ting.
Da året var nær til ende, valgtes stokkemændene til 1753.

12. januar 1753 – pag. 390a

Svend Mikkelsen havde den 28. september 1752 fået amtmandens ordre til at tiltale Niels Pedersen for sin kones hæftige død, læste et tingsvidne, som blev udfærdiget på dette ting den 10. november 1752. Han læste desuden et skriftligt indlæg i sagen af dd.

Jesper Hansen læste sin tilladelse at være Niels Pedersens fuldmægtig i sagen. Da Niels Pedersen nu er tiltalt og at der skulle afgives dom, er han personligt mødt i retten for at svare på spørgsmål.
Svend Mikkelsen ville have Niels Pedersens forklaring på den røde streg på hustruens hals og de pletter, som fandtes på begge på struben. Niels Pedersen kunne ikke huske stregen, da det var så længe siden. Pletterne mente han var ”skab”. Han fastslog, at han havde talt med sin hustru da han stod op den dag hun blev konstateret død. Han erindrede ikke noget om vuggen, der skulle være blevet flyttet om morgenen. Niels Pedersen nægtede, at gardinerne var trukket for sengen den morgen, som ellers var påstået af vidner. De havde sagt, at det ellers aldrig var trukket for.
Han benægtede, at han havde talt med pigen om morgenen, men først da hun kom ud på ageren til ham og fortalte, at hans hustru var død.
Sagen blev stillet i bero. Aktor forventede at forsvarer Jesper Hansen, på næste ting, ville komme med en forklaring.

Jesper Hansen mødte som fuldmægtig for Hans Poulsen på den 7 vg. i Rø forventede at de 27. sg. fuldmægtig ville fremægge sin påstand, så sagen kunne optages til doms. Markus Markussen mødte og beklagede at de 27.’s fuldmægtigede ikke komme, men oldermanden menre, at deres fuldmægtig ville fremlægge sin påstand på næste ting. De otte mænds repræsentant Jep Monsen fra Rutsker accepterede dette.

19. januar 1753 – pag. 391a

Læst en panteobligation på 380 sld udstedt af Anders Ibsen på 3 sg. i Klemensker til sognepræsten Anders Agerbech med 6% renter og ½ års opsigelse.

Læst stævning udstedt af amtsforvalter Schrøder blev tilrettelagt af fuldmægtig Ancher Anthoni Nansen rettet mod 19. sg. beboer i Rø, Hans Larsen. Han havde ikke betalt sin  rd 4 mk 15 sk. Hans Larsen var ikke mødt. Han blev pålagt at møde på næste ting.

Jesper Hansen mødte i sagen om Niels Pedersens hustrus død. Han meddelte at Niels Pedersen ville føre kontravidner og ønskede udsættelse til 3. februar.

De 27. gårdmænd i Rø’s sag mod den 7. vg. i Rø stod stille. Jesper Hansen på 7 vg.’s vegne nægtede at anderkende det tegnede kort. Der var igen bevis for de optrukne grænser. Modparten, de 27 gårdmænd, var repræsenteret af Markus Markussen, da deres fuldmægtig ikke var mødt. De kunne ikke acceptere Jesper Hansens vidner, da de fleste var i familie eller villige vidner til 7. vg. Begge fremlagde et skriftligt indlæg, men da ingen af de 8 mænd, der skulle dømme, var mødt, måtte sagen atter udsættes.
Sagen mod Hans Larsen på den 19. sg. i Rø for ikke at have betalt jordebogs- og kvartalsskat i alt 10 rd 4 mk 15 sk. Nansen foregave at Hans Larsen nu havde afbetalt sig gæld, hvorfor sagen ophævedes.

26. januar 1753 – pag. 392b

Læst skøde af dato 15. januar 1753 på den 8. vornedgaard i Rutsker, hvor Søren Monsen Høg skøder til sin søn Mons Sørensen Høg for 400 sld. Af samme dato læstes en undentagskontrakt mellem Søren Monsen og sønnen Mons Sørensen.
Dernæst læstes en panteobligation udstedt af Poul Zacharias Grønwold, degn i Klemensker, der bekender at have pantsat hele hans degnegård med løsøre til præsten Anders Agerbech for et lån på 300 sld. Gælden forrentes med 3 % pro anno.
Peder Andersen Kure af 11. vg. i Klemensker, der er ordinær værge for sin halvbroders søn, Jens Andersen, udbød første gang hans arv på 61 sld 2 2/7 sk. til overtagelse mod renter og sikkerhed.
Formanden for de 8 mænd, der skulle dømme mellem de 27 gårdmænd og Hans Poulsen, på vegne af sin stedsøn gårddrønten til 7. vg., Jens Pedersen, optog nu sagen til doms. Parterne ikke var enige.

3. februar 1753 – pag. 393b

Niels Pedersen fra den 17. sg. i Olsker og hans fuldmægtig Jesper Hansen indkaldte Svend Mikkelsen til kontravidners afhøring. De var Peder Pedersen Bødker af Tejn, Jørgen Kruse af Rutsker, Erich Pedersen, Anne Margrete Bendt Jørgensens og Rasmus Andersen alle fra Olsker. Desuden Bodil Gotfred Nielsen, Ellen Gotfredsdatter og Bodil Gotfredsdatter alle fra Rønne. Alle var mødt undtagen Erich Pedersen.
Før afhøringen af vidner læste Jesper Hansen et skrift ang. de medikamenter som Niels Pedersens hustru havde fået ordineret af feltskær Langhorn på Cristiansø.
Første vidne var Rasmus Andersen, der fortalte, at han var på vårarbejde på agrene. Ca. 1 time efter solopgang fik han at vide, at Niels kone var død. Rasmus havde hørt det af sin husbond Erich Pedersens hustru. Han gik sammen med Erich Pedersen, over til naboen og ind i stuen, hvor Karen Jensdatter med lukkede øjne og hænderne under dynen, lå død i sengen. Han havde set, at der i begge sider af hendes mundvige var rødagtig fråde. På brystet var der en klat af samme rødlige fråde som den døde havde udspyet.
Rasmus Andersen havde tjent Niels Pedersens nabo Erich Pederen i 5-6 år og i den tid havde han ikke hørt at Niels havde handlet ufint med sin hustru. Han havde heller ikke hørt at hustruen skældte manden ud, sådan som Jesper Hansen mente at folk snakkede om. Niels Pedersen ville ellers låne penge af Rasmus Andersen til medikaneter til sin kone, som han dog ikke kunne. Vidnet havde ikke set en rød streg på halsen eller pletterne på struben. Han havde været tilstede da Langhorn havde obduceret hende, og da havde han sagt, at liget havde krympet sig (?) og at stregen stammede derfra.
Vidnet Peder Pedersen Bødker fra Tejn havde arbejdet for Niels Pedersen med bødkerarbejde. Han havde set en gang at Karen Jensdatter havde haft den faldende syge og styrtet om på en bænk, som et dødt menneske. Vidnet mente, at hun også havde sygdommen, da hun boede hjemme. Vidnet fortalte om at tjenestepigen, Johanne Andersdatter, havde truet ham til at vidne mod Niels Pedersen, da hun synes han havde været hård mod hende, da hun tjente der.
Anklageren spurgte Peder Bødker om han havde vidnet falsk første gang, hvilket han nægtede. Historien om dengang de kom fra smedie i Sandvig, var rigtigt, men mente, at Niels havde handlet med ”plasier”. Ved den lejlighed havde hustruen skældt manden ”huden fuld” og endda truet ham med en kniv, da han ikke var meget værd. Som han sagde kunne Ellen Gotfredsdatter bekræfte det, da hun også havde hørt det.
Dernæst Ellen Gotfredsdatter, der bekræftede, at hun havde hørt Karen Jensdatter sige, at hun skulle jage en kniv i ham, da han ikke var bedre værd. Hun havde arbejde på gården sidste år og tiden fra nytår til påske og i den tid havde hun ikke set eller hørt, at manden havde handlet ilde mod sin hustru. Hun havde endda spurgt Karen, om det var rigtigt, at manden havde slået hende, hvilket hun havde benægtet, men tvært om havde han været ”god mod hende som dagen var lang”. Hun havde været på gården 14 dage efter at konen var død og talt med tjenestepige Johanne. Dengang sagde hun, at Niels Pedersen var uskyldig, men at det var Jens Rasmussen på Bondegaardens folk, der havde spredt onde rygter.
Anklager spurgte om hun frasagde sig sit tidligere vidnesbyrd. Det gjorde hun ikke, men ændrede forklaringen om at både Peder Bødker og Niels Pedersen var ret så beskænkede da de kom fra smedien i Sandvig. Niels havde taget hovedpuden af senge og slået mod vidnet og ikke trukket hustruen ved håret ud af sengen.
Til anklagers påstand om, at Ellen ikke havde pas fra sin sognepræst, svarede hun: Hun gik til alters i Rønne og der var hun blevet trolovet med Peder Bødker for en måned siden og nu siden jul har opholdt sig hos Niels Pedersen. Hun havde skudsmål fra hr. Mahler. Hun blev af aktor gjort opmærksom på, at hun ikke havde betalt sine lejermålsbøde. Hun forklarede, at det mente hun ikke hun burde, da hun var blevet besvangret efter ægteskabsløfte. Hun havde heller ikke betalt bøden i sag mellem hende og præsten.
Ellen fortalte, at tjenestepigen Johanne havde berettet, at hendes madmoder, Karen, havde talt med sit lille barn den morgen hun døde.
Vidnet Jørgen Nielsen Kruse fra Rutsker, der havde arbejdet flere gange for Niels Pedersen. Han havde set at hustruen havde hug eller slag af sin mand, men det var hustruen selv skyld i. Dog erindrede han ikke situationen. Han havde en gang set konen få den ”faldende soet” og han havde hørt, at hun havde haft det flere gange. Han havde hørt fra andre, at konen ikke mente, at hun skulle bestille noget og at det var årsagen til at manden havde været efter hende, så at sige for at få hende i gang. Han forklarede, at konen ikke ville arbejde og at da vidnet og Niels Pedersen kom hjem fra marken, var det ikke mad at få, så de måtte lægge sig hungrige i sengen om aftenen. En gang havde konen truet med at tage livet af sig selv, og vidnet ville forhindre det, da hun havde ladet som om at tage en kniv fra lommen. Konen bar stridbar. Aktor spurgte ham, om han mente, at han havde vidnet falsk på sidste vidnesbyrd, hvilket han svarede nej til.
Dernæst Boel Gotfredsdatter havde taget til Niels Pedersens for at arbejde efter jul 1752 til påske. [det må have været 1751] Hun havde ikke set Niels Pedersen handle med hug og slag mod sin hustru. Fortalte om episoden hvor hun og hustruen lå i sengen og at Niels Pedersen skulle have trukket hende ud og slået hende. Boel sagde, at det var konen, der ville slå manden og hvis hun havde en kniv, så ville hun jage den i ham. Hun sagde, at det var Jørgen Kruse, der havde forhindret hende i at bruge kniven mod ham (og ikke som Kruse havde sagt mod sig selv).
Boel sagde, at konen havde haft den faldende syge 4 eller 5 gange, medens hun havde arbejdet der. Konen sagde sagt til hende, at hvis hun ikke fik noget at drikke efter et anfald, så kunne hun dø af det. Dermed hentyder hun til at hendes sygdom var årsagen, da Karen var død om morgenen og alstå ikke havde nået at få noget at drikke. Boel sagde uopfordret at tjenestepigen Johanne havde sagt at Niels Pedersen var uskyldig og at Karen havde talt med sit barn om morgenen.
De to manglende vidner blev pålagt at møde næste tingdag.

16. februar 1753 – pag. 397b

Læst et skøde udsted af Hans Larsen på 19. sg. i Rø til udbygger Hans Hansen i Klemensker for 250 sld.
Læst pantebrev udstedt af Hans Hansen i Klemensker sogn til Herman Bohn Mortensen i Rønne på 250 sld. med pant i 19. sg. i Rø.
Læst en obligation af dato 12. februar udstedt af Niels Pedersen på den 17. sg. i Olsker for et lån på 240 sld. i rede penge, som han lånte af Peder Larsen på den 24. gård med 2. prioritet i gården og med kaution fra Hans Christensen i Rutsker.

Værgemålskapital på 61 sld som Peder Kure fra 11. gård i Klemensker står for, blev udbudt for 2. gang. Ingen ville modtage kapitalen mod gangbar rente og sikkerhed.

I Svend Mikkelsens sag mod Niels Pedersen, mødte Jesper Hansen, som fuldmægtig for den anklagede. Bodil Gotfred Nielsen fra Rønne mødte som godvilligt vidne. Hun havde haft sin gang hos Niels Pedersen både før og efter konens død. Hun havde 1 eller 2 gange hørt at hustruen og manden ”snebedes” tilsammen. Hun mente, at det var mere hustruens end mandens skyld. Hun fortalte en historie om, at Niels Pedersen havde taget ind fra marken, da han var blevet tilsagt at vidne i en af præstens sager. Hun sagde ”Skam faa du som løber med dit krøglerie, du maatte blive hiemme, En krøgling er du, sagde hun til Manden, og lige saa er Præsten, men manden bad konnen om fred, og lode ham faa Mad”.
Hun havde hørt, at Karen Jensdatter havde slag, da hun boede hjemme, men at det var taget til efter hun var blevet gift. Hun fortalte den samme historie om Johanne, der efter konen død sagde at Niels var uskyldig. Karen havde talt med sit barn om morgenen inden hun døde.
Aktor sagde, at vidnet Bodil Gotfred Nielsen, ofte var flyttet fra sted til sted og nu i Rønne. Aktor bad hende bekræfte, hvor hun nu havde sit bosted. Hun sagde, at hun gik til alters i Rønne og boede i Adam Franses hus. Hun nægtede at være blevet opfordret af Niels Pedersen til at vidne i sagen.
Vidnet Anne Margrete Bendt Jørgensen i Olsker, der fortalte, at hun havde taget Karen op af badet, da hun var ved at besvime. Hun forklarede at hustruen havde opført sig usømmelig mod sin mand, men om det var af arrigskab eller uforstand, vidste hun ikke. Hun kom med flere eksempler på hende egenrådighed. Desuden var der bud til præsten om at Karen Jensdatter ville tage livet af sig selv, hvilket der blev talt om, da feltskæreren undersøgte liget.
Anne Margrete fortalte, at rygtet om at det var hustruens mand, der havde kvalt konen, startede umiddelbart efter hun døde. Og da præsten Mahler mere end antydede det i hans ligprædiken, så synes mange, at det var sandheden.
Aktor fik vidnet til at fortælle, at hun havde ophold hos Erik Pedersen, men hun havde også boet hos Niels Pedersen, som husholderske. Hun havde sin 13årige datter med og nu fik hun mad på Bakkegaard. Hun var blevet nægtet at gå til guds bord, da hun var separeret fra sin mand. Præsten sagde, at hun skulle erhverve skilsmissedom, som hun var blevet nægtet.
Dernæst Erich Pedersen, der havde set Karen Jensdatter, som en af de første, forklarede at hun lå i sin seng, som om hun sov. Hun lå på ryggen og i hendes mundvige var der blodslim og tillugte øjne. Da Jens Rasmussen kom til dødslejen og så pletterne og stregen på halsen, så var han i tvivl om hvordan datteren var kommet af dage. Han havde vist ikke sigtet manden for drab. Han havde hørt feltskærerens forklaring om pletterne og stregen.
Jesper Hansen fik derefter tingsvidne udskrevet.

2. marts 1753 – pag. 400a

Værgemålskapital for sin halvbrodersøn på 61 sld som Peder Kure fra 11. gård i Klemensker står for, blev udbudt for 3. gang. Ingen ville modtage pengene. Pengene blev forsejlede og tilbagegivet og et tingsvidne udfærdiget. Han er herefter fritaget for at betale rente for pengene.

Niels Pedersens fuldmægtig Jesper Hansen tilrettelagde et skriftligt indlæg i sagen, som Svend Mikkelsen havde startet mod Niels Pedersen. Svend Mikkelsen vil svare på næste ting.

Jørgen Jensen fra den 45. gård i Rutsker stævnede Peder Pedersen på den 43. gård i Rutsker for manglende betaling af tjenesteløn til Jørgen Jensens søn, Hans Jørgensen. Peder Pedersen var mødt og påstod, at han ikke skyldte noget. Den omtalte klædning, som Hans Jørgensen skulle have haft, var leveret. De to skræddere, som havde synes klædningen var til stede i retten. Om klædningen ikke var farvet eller syet som drengen ville have det, burde han have sendt tøjet tilbage. Der burde ikke gå så lang tid inden man bruge proces for at få sin vilje. Jørgen Jensen sagde, at der ej var betalt for tjenesten og at klæderne var for små og ikke af den kvalitet, som var lovet.
Vidnet Hans Larsen var til stede, desuden var frivillige vidner, Jørgen Jensens hustru og to børn Bodil Jørgensdatter og Jens Jørgensen. Men nu fremstod Peder Pedersen og Jørgen Jensen i retten og deklarerede, at de var forenede på følgende måde: Peder Pedersen skulle skaffe en Caften (=Kofte) af ulden og linden, med rødt og blåt i slaget og to rækker købeknapper, samt opslag med knapper, samt et par buksen af samme slags tøj med knapper i til ben og lår. De skulle forsvarlig syes passe sønnen og leveres inden sankt hans dag.
Anders Jørgensen, formand for de 8 mænd, afsagde dom i sagen mellem de 27 gårdmænd og Hans Poulsen på den 7 vg. i Rø. Dommen blev udskrevet til Hans Poulsens umyndige stedsøn Peder Jensen, der var gårddrønten. Oldermanden Markus Markusen fik også dommen beskrevet.

DOM – pag. 401a vedr. ejerforhold til jord i Lindeskoven i Rø. (fylder 8 sider)

Sagen opstod da de 27 lodsejere mente, at Hans Poulsen fra den 7. frivornedgaard ville bemægtige sig et jordstykke, som han ikke havde ret til. Desuden havde han plantet piletræer. De 27 havde stævnet Hans Poulsen og jorddrottens værge, Lars Pedersen fra Rø. De 27 bønder havde fået konduktøren Berenthart Frandts Hammer til at tegne et kort ved hjælp af 6 mænds vidnesbyrd. Den 7 vg. havde kontrastævnet bønderne og ført vidner. Vidnerne havde påvist, at der for lang tid siden var muligt at hugge træ og lade kvæg på på græs på det område, som der var strid om. 7 vg. havde for 20 år siden fået udvist et stykke jord, som de kunne disponere over og det var der, som Hans Henriksen Hobye havde fået lov til at opføre et hus på. Han betalte leje til den 7. vg. Desuden havde flere af lodsejerne til Lindeskoven hjulpet ham med opførslen af huset, hvilket han mente var beviset for at de ikke kunne have ejerskab til jorden.
I dommen beskrives området syd og nord for Vassebæk og vadet, Luse kulen, Lange engen, Kielder engen, Kringel engen, Fæ haugen, Krampe engen.
De 27 bønders fuldmægtig Hans Poulsen Dam ville have at piletræerne straks blev fællet og at det nye hus skulle nedbrydes.
De 8 mands dom hviler på udsagn fra vidner. Den 7 vg. havde tidligere fået udvist markskel til mark og eng, sådan som det ses i tingsvidnet i 1743 leveret til den daværende ejer Jens Pedersen. Men det viste ikke markskellet mellem den 7 vg. og Lindeskoven. Det er bevist, at det omtvistede jord blev brugt uhindret af bønder og udbyggere til tornhugning og græsning.
I følge lovens 5. bog, 5. kap og 1. artikel blev dommen at den 7 vg. kan beholde Fæhaugen, som gården havde dyrket sæd på i 20 år. Derimod beholde de 27 bønder den plads som det nyopbyggede hus, hvor Hans Henrik Hoby bor. Huset ligger mellem kielderengen og Kringel Engen. Skellet er afgrænset af fodstien ved huset og derfra til fæhaugehjørnet næst ved Kriengel Engen og forbi Fæhaugen til Krampe Engen og så fra Krampe Engen over Kuldhullet til Vassebæk-vadet, derfra til den 16. selvejergaards engestykke synden til Lange Engen, som er den 7 vg.s eng, og så der fra til de tre steene indtil hjørnet af højden ved de tre hos hinanden løbende veje og saa derfra og til to stene straks ved Luse Kolden. Alt markeret på det fremstillede situationskort.
Vornedbønderne havde ingen fælleslod i Lindeskoven, men kun selvejerbønderne.
[Dommen blev anket til Landstinget den 22. august 1753]

16. marts 1753 – pag. 405a

Læst kgl. Forordning om forbud mod, i enhver købstad, at handle med underofficerer og gemene.
Læst kgl. Forordning om forbud mod indførsel af fremmede silke- og uldne stoffers og varer.
Svend Mikkelsens sag mod Niels Pedersen på den 19. sg. i Olsker i rette lagde sit skriftlige indlæg. Jesper Hansen protesterede over aktors ord mod hans vidners bopæl og altergang. Efter begge parters anbefaling gik sagen nu til doms.

30. marts 1753 – pag. 405b

Læst købe og skødebrev dateret 29. marts 1753 udgivet af Jens Pedersen på den 3. vornedgaard i Olsker, der viste, at han havde solgt til Peder Andersen Krak, du boede på Degnegaarden i Rø. Prisen for 3. vg. med sæde- og adgangsrettighed, jorder og enge mv var 625 sld. Skødet blev underskrevet af Jens Pedersen med tre bogstaver.
Peder Pedersen på 16. sg. i Rø opbød sin myndlings, Karen Monsdatter, arvekapital på 59 sld 2 sk samt 100 sld. fra faderen og 9 sld. 1 mk 4 1/5 sk. fra moderens arv til den højestbydende.

13. april 1753 – pag. 406a

Læst et pantebrev på 340 sld. udstedt den 29. marts 1752 af Peder Andersen Krak, ejer af 3 vg. i Olsker, nu boende på Degnegården i Rø, til Lars Randers, præst til Hasle og Rutskers menigheder mod pant i den 3. vg.
Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at være fuldmægtig for Jens Mortensen på den 27. sg. i Knudsker ang. en ”fornærmelse” der er sket mod ham, da der skete forandring på to stolestæders forandring i Klemens kirke, der skulle have ligget til den 29. sg. i Klemensker. [Jens Mortensen ejede den 29. sg. i Klemensker, men boede i Knudsker]
Svend Mikkelsen, på Jens Mortensens vegne, stævnede Klemens kirkes forrige værge Jørgen Edvartsen og nuværende værge, Anders Nielsen, ang. de 2 stolesæder. Desuden stævnedes sognepræsten Anders Agerbech og landsprovsten Jens Tanck. De to kirkeværger leverede deres skriftlige beretning, der var blevet attesteret af sognepræst Agerbeck.
Af de mange vidner var først Lars Andersen fra Kiørsegaard. Han fortalte, at han var født i sognet, 60 år gammel og altid boet i sognet. Han huskede, at den tidligere ejer af den 29. sg., Jens Jensen, havde stolestæderne. Hvornår han døde, vidste han ikke, men han havde udbetalt sine stedbørns arveparter. Den nuværende beboer, Svend Hansen, var blevet afvist fra stolestæderne og henvist til at stå op på gulvet eller sidde der, hvor han bliv tilbudt at sidde. Men vidnet mente, at da gårdens stolesæde skulle bruges til en ny opgang til prædokestolen, fik gården anvist et nyt sæde øverst oppe i kirken, som tidligere havde været en kvindestol benyttet af ”Andris Peders konna”. Ændringerne ved prædikestolen bevirkede, at den tilhørende kvindestol blev større, så der kunne mageligt sidde to personer.
Næste vidne var Esber Nielsen, der fortalte, at mandestolen, der var delt mellem den 29. og 56. sg., tidligere var hvor opgangen til prædikestolen nu er. Efter kirkens reparation blev de to henvist til et stolested længere oppe i kirken. Vidnet vidste ikke, hvordan stolenr blrv fordelt.
Wefst Larsen fortalte også om ændringen af kirken og prædikestolen. Han havde givet Svend Hansen siddeplads i sin stol.
Vidnet Peder Brandt kunne mindes 56-58 år. Han mindedes, at gården kvindestol var så stor, at konen kunne tage børn og tjenestefolk med sig ind, da trappen til prædikestolen nu var borte og stolen blev større.
Anders Gammelsen huskede 40 år tilbage. Den 29. gårds mandsstol var dengang, hvor prædikestolen nu står. Kvindestolen er nu blevet så stor, at der kan være fire mennesker i den.
Lars Esbersen fortalte også om prædikestolens flytning.
Andris Pedersen, hvis kone først blev afvist fra sit tidligere stolestade, fik derefter anvist plads sammen med den 29. gårds kvinde.
De to kirkeværger ville ikke svare på spørgsmål, men henviste til deres skriftlige svar. Agerbech, derimod, sagde, at alt skulle være i orden, og kirkeregnskabet viste hvem der lejede og hvem der skyldte penge.
De udeblevne vidner blev pålagt at møde under faldsmåls straf til næste ting.
Peder Pedersen fra den 16. gård i Rø opbød en arvekapital for anden gang.

27. april 1753 – pag. 409b

Læst et skøde, hvor Hans Monsen overdrager sin gård nr 66 i Klemensker til sin søn Jens Hansen for 800 sld.
Læst en kontrakt mellem Jens Hansen og Hans Monsen angående den 66. gård beboelse, dyrkning. En kontrakt der skulle vare så længe Hans Monsen og hustru levede.
Peder Pedersen opbød for 3. gang sin myndling Karen Monsdatters kapital til forretning. Da ingen ville modtage pengene, blev de forseglede og leveret tilbage sammen med et tingsvidne.
Svend Mikkelsens stolesag for Jens Mortensen på 27 sg. i Knudsker ang. stolesæder i Klemens kirke fortsatte afhøringen af vidner. Lars Hansen fra Tornegaard, Hans Monsen ved Broen og Anders Pedersen hustru.
Hans Monsen sagde, at han kunne huske 50 år tilbage. Stolestadet var benyttet af Morten Jacobsen under Jens Jensens tid
Sidsel Andris Pedersen blev afhørt. Hun sagde, at hun for 4 år siden var anvist stolesæde sammen med den 29. gård af kirkeværgen Jørgen Edvardsen. Hun var ikke fornøjet over stolen.
[Stolesagen fylder 5 sider og er ret detaljeret] Sagen sluttede med at Jens Mortensen i Knudsker fik udstedt et tingsvidne.
DOM afsagt i sagen om Niels Pedersen på den 17. gård i Olsker om hans formodede skyld i hustruens død. Niels Pedersen bad om at få dom og de fulde akter udskrevet, så han kunne føre sagen til højere ting. Svend Mikkelsen ville også have dom og sagakter udskrevet.

DOM. 13. april 1753 – pag. 411b – i sagen mod Niels Pedersen på 17. sg. i Olsker for skyld i sin hustrus død.

Ved Niels Pedersens hustrus død (Karen Jensdatter) den 8. maj 1752 var der fundet en rød streg om hendes hals, samt røde pletter på struben, dette, sammen med rygter om at dødsårsagen skulle findes i hans ”ukristelig liv med sin hustru, medens hun levede”. Svend Mikkelsen på amtmandens vegne havde stævnet Niels Pedersen til en tingsvidnesag, hvorfor adskillige vidner blev afhørt. Denne tingsvidnesag sluttede den 10. november 1752.
Tingsvidnesagen viste at Niels Pedersen formodentlig havde skyld i hustruens død ved kvælning, hvorfor dommeren i henhold til loven 1. bog, 5. kapitel, 19 afsnit havde sammen med stokkemændene vurderet, at sagen skulle føres til doms. Afgørende var at de to besigtigelsesmænd, Hans Clausen på den 14 sg. og Jens Jensen på den 15 sg., havde på politiafhøringen den 9. maj vidnet at kvinden havde mærker på halsen og var blå om munden. Deres udsagn blev med ed bekræftet under tingsvidnesagen.
Ifølge Jens Madsens vidnesbyrd var han og Hans Samuelsen overværende de 2 regimentsfeltskæreres obduktionsforretning. De to synes ikke at mærkerne lignede skab, som regimentsfeltskærerne havde fastslået. De synes, at det kunne tyde på en strangulering.
Tjenestepigen Johannes fortælling om Niels’ omgang med sin hustru, samt den anden tjenestepige Pernille Jørgensdatters vidnesbyrd talte klart om Niels ukristelige levned med sin hustru.
Med de andre vidner kunne der sluttes, at 1. Karen Jensdatter var kommet uskyldig af dage, 2. at manden havde ført et utilbørlig lefuemaade med sin hustru kan have lagt haanden paa hende. Men dommeren og stokkemændene kunne ikke på disse vidnesbyrd dømme Niels Pedersen fra livet. Det er også klart at hustruen var hårdt angrebet af slag netop den morgen, hvor hun døde, fordi Erich Pedersen og Rasmus Andersen havde set fråde, der var rødlig og blodagtig, om munden og på brøstet af hende, således at dette kunne tyde på en almindelig død.
Om hustruen havde været i live da manden havde forladt senge om morgenen og gået ud på marken, er der ingen beviser for, da vidnerne ikke er ensstemmende.
Det medicinske Facultet havde ej heller i deres betænkning efter obduktionsbeskrivelsen kunnet ”til fulde determinere om konen paa en voldsom maade er bragt om lifuet”. Derfor bliver Niels Pedersen frifundet for drab.
Niels Pedersens førte vidner kan ikke omstøde anklares første vidner om ukristeligt levned.
Derfor kan Niels Pedersen dømmes efter lovens 6 bog 5. kapitel, artikel 7, da hans levned var af den karakter, at alle kunne tænke, at han havde dræbt sin kone.
Han dømmes, sig selv til en velfortjent straf og andre ligesindede til eksempel, at arbejde i Frederikshavns Citadel i 3 år. Han skulle desuden betale 6 sld til Svend Mikkelsen for sine rejser og umage.
Underskrevet af herredsfogeden Eskil Poulsen og de otte stokkemænd.

11. maj 1753 – pag. 413a