Opskrift på hjernevask eller køb af vidner!

Spælingegaard i Rø, 2017

Man tager to karle og lukker dem ind i et hus, der ligger op til en vej. Karlene får fri øl og brændevin. Når de så sidder og nyder livet, kommer de tilfældigvis til at overhøre en historie fortalt af en ukendt mand. Historien skal gentages flere gange, hvorefter karlene er fuldt overbevist om dens troværdighed. Kunsten er at præparere vidnerne med det, man senere ønsker, at de skal fortælle i retten. Men får de for meget brændevin og går ”fanden i vold”, så skal man lade dem slippe for at vidne, for så bliver de utroværdige. Sådan fortalte Gotfred Nielsen Haagen Løfvingsen en dag i 1722, da de søgte skjul for regnen ved Spælingegaards østre længes gavl.

Gotfred Nielsen (f. o. 1678-1743)

Gotfred Nielsen var bonde, født og opvokset i Østerlars. Han var gift med Hellevig Hansdatter, der var søster til sandemand Hans Kjøller i Rø. Gotfred optræder utallige gange i Nørreherreds tingbog, enten som kaldsmand, som sagsøgt eller som den forurettede, der slæbte andre i retten. Han var aktiv under Nørreherreds bønders retssag mod Rentekammerets Udmarkskommission. Her afsløredes, at han kunne læse og havde forståelse for pengesager. Han synes altid at være på omgangshøjde med situationen når det gjaldt om at agere i rørte vande. Man fornemmer, at man ikke skulle være uvenner med ham, da han ikke skyede konfliktsituationer. Gotfred Nielsens opskrift på manipulation af vidner afslører karaktertræk, der adskilte ham fra andre bønder. Han må have haft mange uvenner. En sag fra 1722 går tæt på Gotfred Nielsens personlighed.

Markarbejde en sen aftenstund

En sen aften den 20. maj 1722 var Gotfred Nielsen i marken og harvede med to heste. Spælingegård i Rø havde stejle marker og jernharven var tung og derfor måtte han bruge to heste. Han sad på den ene hest, der gik parallelt med den anden.
Fire mænd fra sognet kom forbi og opdagede, at Gotfred ikke brugte sine egne heste, men Niels Ødbersens, der boede på den nærliggende Rågelundsgård.  De fire mænd Lars Olsen, Henrik Ibsen, Anders Ibsen og Bartholemæus Petersen, fortalte, at da Gotfred blev afsløret faldt i befippelse han af hesten og blev kørt over af harven, hvorefter begge heste løb sin vej.  De var ikke i tvivl om, at hestene var Ødbersens. De anklagede Gotfred for tyveri, slog ham med stokke, for at få ham til at erkende tyveriet, men Gotfred slap fra dem og kom ind på sin gård. De fire gik derefter til Rågelundsgård og fortalte Niels Ødbersen, hvad de havde set. Herefter gik de sammen med Ødbersen ud for at lede efter hestene.
Gotfred Nielsen havde en helt anden forklaring: De fire mænd, som var Gotfreds arvefjender, havde banket ham med kæppe så blodet flød. Og han havde lige akkurat reddet sit liv og sluppet fri og reddet sig ind i sin stue. De fire mænd havde været på en ren straffeekspedition.

Gotfreds vidners forklaring

Gotfred havde seks vidner. Det var hans søn Niels Gotfredsen, hans bror Jørgen Nielsen, svoger Rasmus Nielsen, samt Ellen Larsdatter, der var Anders Jensens hustru fra Bromme og deres børn Jens og Boel. Alle seks sad i Spælingegaards stue og alle påstod at de hørte Gotfreds hjerteskærende smertensskrig. Vidnerne havde påfaldende ens beretning.  Lars Olsen havde sagt, medens han slog, at det var fordi ”jeg måtte bære den gås tilbage, som jeg stjal fra dig”. Anders Ibsen havde sagt, at han slog fordi Gotfreds hustru havde returneret hans ”Ja-gave”, en gave som han havde givet mod forventet tilsagn fra Gotfred om at måtte ægte hans datter. Hindrich Ibsens sagde, at han slog, fordi Gotfred søn ville have hans kaæreste og Bartholemeus Petersen slog, fordi Gotfred Nielsen havde været kaldsmand for Hans Rasmussen, der beskyldte ham for overfald på vejen.

Retssagen

Sagen i Nørreherreds ting startede med at den forurettede nabo Niels Ødbersen stævnede Gotfred Nielsen for at have taget hans heste. Men Gotfred Nielsen førte straks kontrasag, således at han selv blev den forurettede og dermed forsøgte at ændre fokus fra en tyverisag til en voldssag. I Christian den femtes danske lov fra 1683 var tyveri af bondes heste en meget alvorlig sag, som kunne føre til en livsstraf.
Gotfred Nielsen var kongelig fæstebonde på 2. vg. Spælingegaard i Rø og nød derfor fordele hos amtskriveren Christopher Horn, under hvem kongens gårde hørte. Gotfred fik amtskriverens fuldmægtig, Niels Lund, til at føre sin sag. Naboen Niels Ødbersen var selvejerbonde. Hans sag var af principiel karakter, hvorfor han fik amtmand von Bippens fuldmægtig Johan Holst til føre sin sag. Sagen blev altså ført af to erfarne sagførere, der kendte loven og som det ses i retsprotokollen, gang på gang førte heftige diskussioner om procedurer, lovligheden af kald og varsler samt vidners retsgyldighed.
Retssagen blev en langtrukken affære, hvor væsentlige og især uvæsentlige forhold blev trukket ind som forklaringer for handlinger. Som mange andre retssager er det de udenoms forhold, der er de mest interessante. Gotfred brugte sin viden om retssager til at slippe for direkte konfrontation. Først var han i retssalen og snart efter forsvundet og sagen måtte udsættes. Han udtalte sig sjældent selv, men lod sine vidner fortælle, det der var påkrævet. Modparten var tilsyneladende ikke meget bedre og brugte, som Gotfred, vidner i bestemt øjemed. I løbet af sagen berettedes om flere forsøg på at købe folk til at vidne falsk. Det har været ret almindeligt og man kan undre sig over, at edsaflæggelsen ikke blev taget særlig alvorligt. Vold var dagligdag og blev flittigt brugt for at få vidnerne til at makke ret.

Gotfred Nielsens vidner

Det er derfor ikke underligt, at begge parter forsøgte at miskreditere modpartens vidner. I den endelige dom betegnes Gotfreds seks vidner som slægt og tyende og derfor ikke troværdige.
Slægten var Gotfreds søn Niels Gotfredsen, broderen Jørgen Nielsen og svogeren Rasmus Nielsen. Rasmus Nielsen havde sandsynligvis været hjemme i Olsker og Gotfreds bror Jørgen var set i Østerlars hos sin far Niels Glaser og mor Martine. Gotfreds mor, Martine, havde været aktiv for at skaffe villige vidner for hendes søn. Det eneste som var sikkert var, at Gotfreds søn var hjemme på Spælingegaard. Gotfreds hustru blev mærkeligt nok ikke nævnt.

Brommegaard i Rø, 2017

De tre andre vidner må så have været tyende. Alle tre kom fra Brommegaard i Rø, som i retssagen blev kaldt for Bromme Mølle. Det var den 20-årige Boel Andersdatter, som sandsynligvis var tjenestepige hos Gotfred. Boel mor Ellen og bror Jens Andersen påstod også at være på Spælingegaard medens Gotfred blev voldeligt overfaldet. Muligvis var der andre bånd mellem Gotfred Nielsen og familien Anders Jensen i Bromme Mølle, som ikke blev nævnte.

Gamle retssager blev brugt

Ødbersens fuldmægtig Johan Holst fremlagde to ældre retssager for at miskreditere Gotfred Nielsen ærlighed.
Den ene handlede om familien i Bromme Mølle (Brommegaard, 8. sg. i Rø), som var ”berygtede”.  Boels far, Anders Jensen, havde et par år før, sammen med sønnen Niels Andersen, været sigtet for at have stjålet Mogens Jørgensens kobberkedel.
Jens Andersen havde fortalt sin bror Niels, der boede i Gudhjem, at Gotfred havde slået ham. Jens’es bror, Niels Andersen, blev bragt i en svær situation. Først fortalte han, at Gotfred forsøgte at købe ham til at vidne for sig, men han ændrede forklaring, og sagde, at han havde været fuld og ikke vidste hvad han sagde. Han forklarede da, at han tværtimod var blevet betalt for at vidne falsk mod Gotfred. Niels havde været hovedsigtet i kobberkedelsagen, men blev frifindelse ved en landstingsdom (Landstingsdom af 3. dec. 1721, pag. 165a). Han blev den eneste, der senere skulle blive sigtet for at have begået mened. Det er virkelig svært at gennemskue hvem der talte sandt og man har en mistanke om, at familien har ladet sig købe eller truet af Gotfred.

Bromme Mølle

Kobberkedelsagen blev inddraget i Gotfreds hestesag, ved et såkaldt sognevidne, hvor flere Rø-boere havde bedømt Bromme Mølle-familien som uvederhæftige. Bromme Mølle (8. vg. Brommegaard) var, ligesom Gotfreds gård, kongens ejendom. Den vigtige gamle landevej fra Allinge til Nexø krydsede herredsgrænsen mellem Nordre- og Østerherred netop ved Bromme Mølle. Der har været en vandmølle og gården fungerede som kro. Gotfred Nielsen har ofte besøgt Bromme Mølle på hans vej til forældrene Niels Pedersen Glaser og Martine Mortensdatter på 25. sg. Glasergaard i Østerlars.
En anden gammel sag handlede om at Gotfred, der i 1717 truede sig til en hest tilhørende en udbygger, da han var på vej fra sine forældre tilbage til Spælingegaard. Sagen var blevet forliget, men var alligevel brugelig til at så tvivl om Gotfreds troværdighed. Vidnerne til denne fortælling fra 1717 fortalte at Gotfreds far Niels Glaser ikke vellidt af sine udbyggere, fordi han ofte slog dem.

Ødbersens heste

Niels Ødbersens hovedvidner, de fire mænd, havde efter deres afsløring af Gotfreds formodede tyveri/lån af hestene, ikke gjort som de burde. De skulle nemlig have føre Gotfred og hestene til Ødbersen for derved kunne bevise, at Gotfred var taget på ”fersk gerning”. Bevisets stilling havde dermed været klar. Om Gotfred havde kendt til denne detalje i lovgivningen, kan man have en mistanke om. Hestene var løbet bort og blev først fundet i løbet af næste morgen. Hestene blev bragt til Hasle, hvor tinget blev holdt. Ødbersen savnede sine to heste til markarbejdet, men han turde ikke at tage dem tilbage, medens retssagen kørte. Han frygtede, at de ville forsvinde om natten. Stokkemændene ville heller ikke tage ansvaret, hvorfor Herredsfogeden, Mogens Clausen Torn, tog dem hjem til sig i Sandvig. Først efter domsafsigelse kunne Ødbersen hente dem.
Der har hersket en stor utryghed og mistænksomhed i sognet. De to bønder, der blot boede 200 meter fra hinanden, havde hver sine tilhængere.

Herreds-dommen

Herredsfogeden afgav sin dom den 6. november 1722.  Han var af den mening, at sagen aldrig burde have været ført.  Grunden hertil var at de fire mand, som havde afsløret Gotfredsen, ikke havde ført Gotfredsen og de to heste til Ødbersen, men havde ladet hestene løbe. De alene havde skylden for ”denne vitløftige proces” Derfor skulle de dømmes til at betale omkostningerne til ”ædle Hr. amtskriver Christopher Horns fuldmægtig Niels Lund” i alt 8 rigsdaler. Desuden skulle de for deres handlinger betale Niels Ødbersen 4 rdl. for sagens omkostninger. Til gengæld blev de fri for at betale Gotfred Nielsen for de slag, som han måtte have fået, ”det maa han have sig selv at takke for” og heller ikke de omkostninger som han havde haft med sine vidners ”adskillige snack og tale”, skulle blive erstattet.
Stokkemændene nægtede at underskrive dommen, som de mente var dybt uretfærdigt. Herredsfogeden var af den mening, at hvis de ikke var enige, så kunne de selv afgive deres dom. Ødbersens fuldmægtig ankede dommen til Landstinget.

Landstingsdommen

Landsdommer Nansen afgav dom 30. juni 1723 – (pag. 203a-203b). Han dømte herredsfogedens dom ”død og magtesløs”. Landsdommeren baserede sin dom på et eneste forhold, nemlig at Gotfred Nielsens påstand om vold mod ham, ikke var blevet fuldt op med ”skønning og besigtelse” af hans skader, der kunne have bevist at ”de skulle hafue ofverfaldet hannem og Slaget hannem blodig, huorpaa hand hafuer ført sin Slegt og Tyende til Vidner”. Landsdommeren dømte derefter Gotfred Nielsen for ”Hærværk*” efter lovens pag. 950, artikel 2 ved at tage en bondes heste. Han skulle betale 3 gange 40 lod sølv. To dele skulle betales til kongen og en del til sagsøgeren Niels Ødbersen. Desuden skulle Gotfred Nielsen af med 8 rigsdaler til naboen Ødbersen for sagens omkostninger og 12 rigsdaler til hans egen fuldmægtig Amtskriver Horn, der havde sat Niels Lund på sagen. De fire mænd, Anders Ibsen, Henrich Ibsen, Lars Olsen og Bartholemæus Petersen, blev frifundet for Gotfreds voldsanklage.

Efterskrift

Gotfred Nielsen fortsatte med at blive involveret i retssager. I skiftet efter hans død i 1743 er der adskillige gældsposter der stammer fra tabte retssager.

Hans hustru Hellevig Hansdatter, som ikke er nævnt i den omtalte retssag, døde i 1728.  Det er tankevækkende hvem Gotfred gifter sig med anden gang: Det var tjenestepigen Boel Andersdatter, som var en af de vigtige vidner for Gotfred i 1722.

Gotfred Nielsen fik 5 børn i første ægteskab med Hellevig og tre børn med Boel i andet ægteskab. Gotfred Nielsen har mange efterkommere. Jeg er selv en af dem!

 

Læs mit referat af tingbogen

* Hærværk var betegnelse for brugstyveri i modsætning til tyveri, der var meget hårdere straffet.

 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *