Affotografering af de originale sider:
- 1734-1745 Nørre Herred tingbog_pag 001-141a
- 1734-1745 Nørre Herred tingbog_pag 141b-284a
- 1734-1745 Nørre Herred tingbog_pag 284b-426b
Referat:
Autorisation af Amtmand West 3. juli 1734 – med 426 nummererede blade
16. juli 1734 – pag. 001b
Mandhafte soldat Poul Pedersen fra Christiansø lod læse et købe- og skødebrev der angav, at han havde solgt den 24. gårds sæde- og adgangsret i Rø for 100 sld. til Lars Nielsen.
Johan Holst på vegne af amtskriver Horns vegne krævede at sagen mod Hintze Bidstrup for den gæld, der stod i den 7. frivornedgård, gik til doms. Hintze Bidstrup havde stævnet amtskriveren og Bidstrups svigermor Karen sal. Mogens Andersen, sammen med hendes laugværge Vellem Hermandsen i Rønne. Hintze Bidstrup mente, at sagen nu kunne føres videre efter hans kontrastævning. Michel Andersen af Østermarie havde fået amtskriverens tilladelse til at gå i retten for Karen sal. Mogens Andersen kontra Hintze Jensen Bidstrup. Michel Andersen mente, at stævningen mod Karen ikke var lovlig, da amtskriverens fordring ikke vedrørte hende. Dommeren ville tage sagen i betænkning til næste ting.
DOM ”i sagen som er omtalt i den fuldskrevne protokol” vedr. den 15. gård i Olsker. Gårdens bygninger blev vurderet til 34 daler 3 mark, bygjord 10 tønder land, havrejord 14 tønderland, 6 læs engebund i alt sat til 30 sld., skov og kløvgang og al anden gårdens herligheder 40 sld. I alt 104 sld. 3 mark. Gårdens beboer Hans Thommesen irettelagde et pantebrev udgivet af Henning Kjøller til Esber Pedersen på 400 sld. af dato 29. maj 1721. Pantebrevet var overdraget til Hans Thommesen med tilladelse til at bruge den 15. gård som han ønskede af dato 16. december 1728. Hans Thommesen fremlagde desuden en kvittering af 31. januar 1724 på 100 sld. som han havde betalt til Henning Kjøller. Desuden fremlagde Thommesen en 4mands skønning af 13. november 1721. Desuden fremlagde Thommesen 2 kvitteringer udgivet af hans brødre Peder og Anders Thommesen af den 17. maj og 15. november 1727, samt en kvittering udgivet af Esber Pedersen på 68 sld. Desuden fremlagdes to kvitteringer: Den ene er udgivet af Vensel Petersen, som er gift med Kirstine Laursdatter, hvilket attest er udgivet af Jacob Pral af dato 10. maj 1734 og den anden attest af dato 11. november 1733 udgivet af velædle H. Guldberg, der fortæller at Laurits Lauersen i København døde mellem den 5. og 6. november 1733. På åstedet blev fremlagt et pantebrev udgivet af Anders Didrichsen til Henning Kjøller af dato 24. juli 1711, samt en kontrakt af dato 4. juli 1714, der viste at Anders Didrichsen havde afstået den 15. gård til Henning Kjøller til beboelse samt 8 sld. årligt fra et udhus tilhørende gården. Vensel Petersen havde forventet at gården blev tilkendt hans hustru, men havde tilkendegivet, at han ikke ville beholde gården og havde lovet Henning Kjøller at han for 113 sld. kunne indløse gården. Henning Kjøller fremlagde en 8mands dom udgivet i 1697, hvor Henning Kjøller fremlagde 2 kvitteringer: den ene udgivet af Lauue Andersen af dato 22. september 1702 og den anden udgivet af Lars Didrichsen af dato 8. december 1698. Henning Kjøller fremlagde et tingsvidne fra 26. marts 1718. Et godvilligt vidne, Hans Nielsen fra Rø fortalte at den 15. gård havde tilhørt Lauue Andersens fader og moder. Dommen lød at det var Vensel Petersens hustru Kierstine Laursdatter, der havde indløsningsrettet til gården efter at Lauue Andersens søn Lars Andersen er død i København mellem den 5. og 6. november 1733. Det var Lauue Andersens moder, der havde fået tildømt gården, hvorfor Kierstine Lauue Andersens datter havde indløsningsretten. Den kontrakt som blev oprettet mellem Vensel Petersen og Henning Kjøller blev kendt lovlig, således at han for 113 sld. kunne udløse Vensel Petersen med betaling inden 6 måneder. Panthaveren Hans Thommesen kunne søge regres for sæde og adkomstretten hos Vensel Petersen.
23. juli 1734 – pag. 004a
Hans Bidstrup på sin bror Hintze Bidstrup svarede på Michel Andersens påstande. Michel Andersen påstod at han var ”Døgtig oc sine Jura Væl at forstaa”, men Hans Bidstrup synes at han at af ”dumdristighed oc vandkundighed og deraf flydende Vildfarelse, alene til den ende oc der af flydende Vildfarelse, alene til den Ende at Indbilde en foldige folck noget om sin self indbildte Capasitet …og… Ligesom Spilfægte med hans Kongl. Mayst. Reene oc Retferdige Lov”. Dommeren ville have at Bidstrups sag nu fik sin fremgang. Hans Bidstrup spurgte Karen sal. Mogens Andersen, om hun ikke ville respektere det oprettede og tinglyste skøde. Karen svarede, at da hendes fuldmægtig ikke var tilstede, måtte hun have udsættelse med at svare på næste ting.
6. august 1734 – pag. 005a
Amtskriver Horn mod Hintze Bidstrup om skyld på 114 sld. 3 mk 8 sk. Karen sal. Mogens Andersen fra Rø med sin fuldmægtig Michel Andersens af Østermarie aflagde et skriftligt indlæg i sagen mellem hendes svigersøn og amtskriveren. Hans Bidstrup på sin broder Hintze Bidstrups vegne spurgte enken om hun ikke ville holde det udgivne skøde og forlig, som var indgået. Hvilket enken bekræftede. For det andet ville Hans Bidstrup høre om hun vedgik sin afdøde mands gæld. Det mente enken ikke, blot at Hintze Bidstrup skulle betale, hvilket han havde sagt stod i skiftebrevet og i skødet. Hans Bidstrup ville svare på enkens skriftlige indlæg på næste ting.
Formanden Hans Christensen af Rutsker vedr. den 48. gård i Rutsker aflagde deres forretning og leverede ti dokumenter tilbage til ejermændene.
DOM vedr. Langegaarden, den 48. gård i Rutsker – pag. 6a
Gården var tidligere beboet af Jørgen Andersen, men nu af hans søn Peder Jørgensen drevet. Faderen var svag og vanvittig og opholdte sig hos sønnen på gården. Gården skulle vurderes og værdien skulle deles mellem Jørgen Andersen og hans afdøde hustrus arvinger, samt sæderettigheden bestemmes. Værdien af gården blev sat til 300 sld., hvorfra skal trækkes gårdens gæld på 175 sld. og der blev afsat 18 sld. 1 mk 1 sk til hans begravelse samt fratrukket 12 sld. til omkostninger. Rest blev 94 sld. 2 mk 15 sk. Efter skiftebrevet skulle Peder Jørgensen passe sin fader i 16 år for 94 sld. 2 mk 15 sk og derfor var der intet tilbage til deling. Lars Hansen fra Klemensker, der var værge for den yngste søn Jørgen Jørgensen, mente, at den yngste søn havde retten til gården og hans forslag var, at Jørgen Jørgensen skulle overtage gårdens gæld og pligten til at passe sin vanvittige fader så længe han levede. Hr. Poscholan, der var værge for den vanvittige fader Jørgen Andersen, mente, at det var Jørgen Andersen, der havde rettigheden til gården, da den havde tilhørt hans fader og hans farfar, hvilket han beviste med to købebreve, det ene fra 15/ 1707 og det andet fra 6/11 1674. Poscholan mente ikke, at den yngste søn kunne varetage pasningen af hans fader. Dommen lød, at faderen Jørgen Andersen formeldt havde ejendomsretten, men at Peder Jørgensen i 16 år kunne bo og bruge gården, hvorefter gården skulle overgå til den yngste søn Jørgen Jørgensen. Dog, hvis faderen levede længere end de 16 år, så blev overtagelsen af gården udsat indtil faderens dødsdag.
27. august 1734 – pag. 7a
Amtskriver Horn mente at sagen mod Hintze Bidstrup skulle pådømmes uden videre. Hans Bidstrup på broderen Hintze Bidstrup ventede på enken Karen sal. Mogens Andersen svar på de spørgsmål, som han havde stillet hende på sidste ting. Desuden stillede han flere spørgsmål til enken, som hun ikke ville svare på før hendes fuldmægtig blev rask og kom på tinget for at svare for hende. Amtskriveren var af den mening, at den skyldige gæld på 114 sld. under alle omstændighed skulle betales, da de var lovligt opsagt. Amtskriverens fuldmægtig Holst mente, at mellemværende mellem Hintze Bidstrup og hans svigermoder var uvedkommende for amtskriverens krav og sag. Sagen gik til doms.
10. september 1734 – pag. 8b
Læst amtmandens befaling om, at ingen skøder eller ejendomsdomme må udleveres før der er bevis på, at kendelsespenge er betalt, dat. 24. juli 1734.
Niels Øbersen af Rø sogn stævnede Jens Michelsen for gæld, Sagen udsat til næste ting.
17. september 1734 – pag. 8b
Mogens Nielsen fra Klemensker mødte ang. tvistigheder han havde haft med brødrene Mogens og Hans Svendsen i Klemensker ang. ukvemsord. Brødrene stod frem og undskyldte og erklærede, at de ikke mente, hvad de havde sagt. De sagde, at Mogens Nielsen var et ærligt og godt menneske.
I sagen hvor Niels Øbersen fra Rø, mod de to brødre, kunne ikke føres, da Niels Øbersen ikke var mødt i retten.
24. september 1734 – pag. 9a
Niels Øbersen angav, at han var blevet forliget med Jens Michelsen og derfor ønskede sagen frafaldet.
Rasmus Jensen af Vedby (2. selvejergaard) i Olsker lod læse et skødebrev, der viste at han havde solgt gården for 520 sld. til ungkarl Peder Mogensen i Rutsker og hans kære datter Margrethe Rasmusdatter, som nu er forlovet med Peder. Dato 22. september 1734. Salget blev vedstået af Rasmus Jensen og hans søn Hans Rasmussen.
Læst en kontrakt mellem Rasmus Jensen på den 2. gård i Olsker og hans tilstundende dattermand Peder Mogensen af Rutsker ang. undentag for ham og hans hustru.
Dom afsagt mellem amtskriver Horn og Hintze Bidstrup af Rø sogn. Karen sal. Mogens Andersen ønskede en afskrift af dommen.
DOM – pag. 9b.
Sagens kerne var, at der i skiftet efter Mogens Andersen på den 7. frivornedgård i Rø, en gæld til amtskriveren på 114 sld., som stod i gården. Da Hintze Bidstrup købte gården for 500 sld. plus 100 sld. til den anden arving, svogeren Lars Mogensen, opsagde amtskriveren gælden til betaling. Var det Hintze Bidstrup der var pligtig til at betale eller var det enken Karen, der skulle udrede beløbet af sin arvehalvdel. Bidstrup var gift med Karen og Mogens Andersens datter, så sagen udspandt sig mellem Karen og hendes svigersøn om hvem der var pligtig til at betale. Købet var aftalt således at Hintze kunne bruge en tredjedel af gården så længe som enken Karen levede. Hintze Bidstrup blev dømt til at betale amtskriveren.
15. oktober 1734 – pag. 10b
Kgl. Holtsførster Hans Erichsen bad om at herredsfogeden valgte 8 forstandige mænd til at syne herredets skove på dem der tilhørte selvejerne, vorned og fæstegaarden. Opgaven var at beskrive skovene og bese om der var sket ulovlig skovhugst. De 8 mand blev valgt og udstedt ordre om at de skulle mødes den 18. oktober på Tornegaard i Klemensker.
Sognepræst Hans Mahler havde stævnet vidner til en sag, hvor han havde sigtet Jørgen Johansen af Allinge for ”utilbørlige ord” vedr. en brudevielse i kirken, under en snak – samme dag -i stuen hos kaptajn Jørgen Nielsen den 8. august. Præsten tilbød Jørgen Johansen at vidnerne skulle separeres, hvilket Jørgen ikke forlangte. Første vidne var kaptajn Jørgen Nielsen, Bredsensgaard, der fortalte at præsten og Jørgen Johansen kom i diskurs om sagen mellem Mahler og Allingeboerne. Præsten havde sagt, at det var bedst om der ikke var nogen, der kunne klage over hans embedsførsel. Jørgen Johansen svarede; ”Saamen, du gjorde i en brude Vielse i dag i vor Kierke saa det var Skam at høre paa den, huor paa Hr. Mahler bad drage til mindes, saa sagde Jørgen Johansen, at de kunne drage til minde saa mange der var, for den [Brudevielsen] var mere om Kouhuder oc Kalfeskind, Risper oc Børster oc læster maal oc merche”. Mere kunne kaptajnen ikke fortælle.
Næste vidne var Ole Larsen fra Olsker, der havde hørt de samme ord, som kaptajnen havde sagt, men tilføjede, at Jørgen Johansen havde sagt, at præsten havde talt som en gammel kælling og det var en skam at høre på.
Mahlers tjenestedreng Bent Jørgensen var mødt som frivilligt vidne. Han fortalte det samme som kaptajnen.
På Jørgen Johansens spørgsmål svarede at kaptajn Jørgen Nielsen, at præsten havde sagt, at allingeboerne lod sig narre af Jesper Hansen. Han kunne dog ikke huske om det var før eller efter overnævnte ordveksling havde fundet sted.
Jørgen Johansen ville på næste ting komme med en redegørelse.
For retten kom Hans Kjøller af Rø sogn ville hav 8 mands opkrævelse på sin gård – den 2. i tallet. I den anledning havde han indkaldt arvingerne/interessehavere som var: Jep Hansen og Anders Ibsen fra Rø sogn, Rasmus Hansen fra Østerlars, Niels Jensen fra Klemensker, Mogens Pedersen fra Rutsker og Samuel Johansen fra Allinge. Som formand blev valgt Anders Larsen Krack.
29. oktober 1734 – pag. 12a
Læst kgl. forordning om forbud mod udførsel af skind, samt af landprang af samme. Dat. 20. august 1734
Læst kgl. forordning om prisfastsættelse på skind, samt at salg af skind skulle foregå i købstæderne. Dat 8. oktober 1734.
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1735.
Jørgen Johansen havde sendt et skriftligt indlæg angående præsten Mahlers anklage. Mahler hørte på indlægget, som han mente blot bestod af undskyldninger og påskud. Præsten fik et tingsvidne på det papir som han afleverede.
Anders Larsen Krack formand for de 8 mand, som skulle syne og dømme i sagen om den 2. gård i Rø sogn, hvor Hans Kjøller boede, efterlyste indlæg i sagen. Ingen mødte, hvorfor sagen blev taget til doms.
Gotfred Nielsen fra Rø sogn læste et pantebrev på 41 sld. som han havde lånt af Mads Pedersen i Allinge mod pant i seks køer, 2 kvier, 1 folle og en ny vogn.
12. november 1734 – pag. 12b
Formanden Anders Larsen Krack afsagde 8mands dommen over den 2. gård i Rø. Samt afleverede 7 stk dokumenter. Hans Kjøller bad dommen beskrevet.
DOM. 8mandsforretningen vedr. den 2. gård i Rø sogn.
Husbygninger, ager, eng, skov samt alle herligheder blev vurderet til 288 sld. 1 mk. 8 sk., hvilket var lidt mere end 8mandsdommen fra den 16. oktober 1711. Men siden da var 9 td. land jord og en skovdel af kommissærerne bortfæstet, hvorfor at værdien ikke kunne sættes højere end de nævnte 288 sld. De 8mand havde også fået forelagt et skiftebrev af Hans Kjøllers formand – hans salige fader Jeppe Kjøller – fra den 23. maj 1715 – der viste at han havde medarvinger. Efter skifte efter Hans Kjøllers forrige hustru Bendte Jensdatters skifte viste, at Hans Kjøllers halvbroder Christian Kjøller havde 129 sld. 15 sk. plus rente i gården. Desuden 2 kvitteringer. En udgivet af Anna Luisa Bjørn Kjøllersdatter, som var Hans Kjøllers bror, samt af Margrete sal. Bjørn Kjøllers, der begge havde arv til gode efter deres fader. Hans Kjøller havde med sin nuværende hustru Kierstine Pedersdatter betalt arven til Matis Ibsen Kjøller med rente 86 sld. Sagens omkostninger beløb sig til 6 sld. samt 6 sld. til synsmændene. Alt i alt var gælden 158 sld. 3 mk 14 sk. Til bage var der 129 sld. 2 mk 10 sk som deles mellem Hans Kjøller og hanssal. Hustru Bente Jensdatters arvinger.
19. november 1734 – pag. 14b
Amtskriver Christopher Horn stævnede Rasmus Rasmussen på den 64. gård i Klemensker ang. en stridighed på sal. Jens Andersen (dødsbo) mellem Anders Pedersen og Rasmus Rasmussen den 2. november. Begge parter var tilstede og oplyste, at de var blevet forliget. Men da det handler om et slagsmål, så var det kongens sag og dom måtte afsiges. Sagen var ført på amtstuen i præsten Elias Pedersens overværelse. Rasmus Rasmussen blev sigtet med krav om en bod til Kongen på i alt 10 sld., samt betaling af sagens omkostninger.
De 8 mand som skulle skønne herredets skove aflagde deres forretning.
3. december 1734 – pag. 15a
Ingen havde noget at for rette, hvorfor herredsfogeden kl. 12 ophævede retten.
10. december 1734 – pag. 15a
Christopher Jensen, som boede på den 29. gård i Rutsker, kaldet Rosendale, stævnede på sin hustru og stedsøn Jens Jensens vegne, sin stedfader Peder Aagesen, som boede på den 47. gård i Rutsker. Christopher stævnede også på vegne af Lars Andersen Kiemps hustru, Jens Jensen, Mogens Jensen fra Rønne på egne og myndling Judith Jensdatter, Lars Andersen fra Allinge på sin myndling Sidsel Jensdatter. Alle til opkrævelse på hans iboende gård den 29. i tallet i Rutsker, således at værdien kunne deles mellem Peder Aagesen på sin hustrus vegne og sal. Jens Mogensens børn og arvinger kunne arve. Desuden skulle sæderetten og indløsningsretten bestemmes. Desuden skulle Peder Aagesen vedstå den kontrakt som var oprettet mellem ham og Christopher Jensen. Som formand for de 8 mand blev valgt Anders Larsen Krack. De 8 mand skulle møde på den 29. gård den 14. december kl. 8.
Der var ingen andre sager for retten.
17. december 1734 – pag. 16a
Johan Holst af Rønne stævnede Anna sal. Jens Andersen i Klemensker tillige med hendes lavværge og forsvarer Kornet Sonne for gæld på 35 sld. 1 mk. 13 sk. som rester på den gæld på 58 sld.3 mk 6 sk. som hendes mand havde skyldt. På Annas vegne kom hendes broder Peder Hansen fra Nyker og berettede at hans søster og lavværge ville svare på næste ting.
Anders Pedersen på Hallegaard efterlyste en hvid orne.
År 1735 stokkemænd blev valgt.
7. januar 1735 – pag. 17a
Læst kgl. forordning vedr. desertører fra kongens arme i Danmark.
Læst et skøde- og købebrev udgivet af Hans Larsen Vandel i Altona, der viste at han havde solgt hans og sine søskende til sin kære søster Elne Andersdatter fra Vestermarie sæde og adgangsretten Stangegaard i Klemensker for 35 sld., dateret 24. marts 1734. Skødet blev bekræftet af skipper Tønnes Koesen og Hans Jensen begge fra Rønne. Salget blev bekræftet at Hans Larsens moders lavværge Michel Larsen i Vestermarie.
Anders Larsen Krack som formand for de 8 mand vedr. den 29. gård i Rutsker ville høre om der var nogen, der havde indvendinger og oplysninger om gårde Christopher Jensen ville svar på næste ting.
Johan Holst af Rønne i sag mod Anna sal. Jens Andersen. Annas lavværge svarede, at hun ikke kunne møde på dette ting. Johan Holst fik dommeren til at pålægge Anna, at møde i egen person.
21. januar 1735 – pag. 18a
Anna sal. Jens Andersen var heller ikke til dette ting mødt og Johan Holst fremlagde igen sin sigtelse og ønskede at fremlægge regnskab. Imidlertid dukkede Anna op og forklarede, at hun ikke vidste noget om denne gæld til Johan Holst, men ville hverken gøre benægtelses ed eller føre bevis på sagen. Sagen udsat til næste ting.
Christopher Jensen aflagde et skriftligt indlæg vedr. den 29. gård i Rutsker og fik kontrakten læst, som viste at Peder Aagesen på sin hustru og Christophers moders vegne, havde overdraget gården til ham med alle prioriteter og rettigheder. Desuden skulle de 8 mand vide, at et pantebrev udst. af sal. Peder Hansen var overdraget til ham. Han ville have at de 8 mand skulle overdrage sæde- og adgangsretten til ham og hans hustru Marte Pedersdatter og deres arvinger. Ingen andre havde noget at tilføje, hvorfor sagen toges til doms.
4. februar 1735 – pag. 19a
Jens Wefstsen af Olsker sogn lod læse et pantebrev der viste at han havde lånt 200 sld. af Kaptajn Key Ancher i Hasle mod pant i den 4. gård i Olsker.
Skipper Rasmus Weidichsen lod læse en transport af pantebrev udstedt af præsten Mahler til hans fader Weidich Haagensen på 50 sld. Pantebrevet var overført til sønnen Rasmus.
Anders Larsen Krack aflagde 8 mandsdommen vedr. den 29. gård i Rutsker.
Johan Holst af Rønne i sagen mod Anna sal. Jens Andersen efterlyste reaktion. Annas fuldmægtig kornet Sonne, var svag og ønskede udsættelse til næste ting, hvilket Holst accepterede.
DOM – pag. 19b – 8 mands dom vedr. den 29. gård i Rutsker, Rosendalegaard.
Gården, jord, eng og anden herlighed blev vurderet til 215 sld. 1 mk 4 sk.. Ifølge kontrakt (dat. 2. maj 1727) mellem nuværende beboer Christopher Jensen og han formand nu afdøde Peder Hansen ses at Christopher Jensen og hans hustru Marta Pedersdatter havde 450 sld. i pantepenge stående i gården. En kontrakt fra 13. december 1734 mellem Christopher Jensen og han stedfader Peder Aagesen viste, at Peder Aagesen på sin hustru Margrete Mogensdatters vegne havde overdraget al prioritet og rettigheder til den 29. gård. Dommen lod, at dersom Peder Aagesens søn Jens Pedersen havde vedstået kontrakten mellem Peder Aagesen og Christopher Jensen, skulle kontrakten stå ved magt. Christopher Jensen var hans faders og moders yngste søn, hvilket underbyggede hans sæde og adgangsret. Endvidere var der intet at dele, da Christopher Jensen havde 234 sld. til gode ud over gårdens værdi.
12. februar 1735 – pag. 21a
Amtmanden havde beordret Rønne Byfoged Casper Lorents Barsøe til at betjene retten under en sag mellem amtskriver Christopher Horn og en bondemand på den 19. gård i Olsker.
På Amtskriverens vegne kom regiment kvartermester Linderoed der stævnede Weidich Haagensen på den 19. gård i Olsker for lejermål med Catrine Sørensdatter af Allinge. På vegne af Weidich Haagensen mødte Jesper Hansen af Allinge, som havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for Weidich Haagensen. Jesper Hansen havde fået ret til at føre Weidich sag på Hammershus birketing og ikke på Nørre Herredsting, hvorfor han bad om udsættelse, således at han kunne få de fornødne tilladelser. Sagen blev ikke udsat, men Linderoed kunne fortsætte sine beviser. Præsten Mahler havde udstedt en attest i sagen, som blev forelagt. Her blev Weidich Haagensen udlagt som barnefader. 2 af tre vidner var mødt.
Anders Larsen Krack vidnede at han den 13. december var hos Mogens Poulsen i Allinge, hvor Catrine Sørensdatter og Jens Hyldebrand også var til stede. Jens Hyldebrand havde givet hende 18 mark for at hun ikke skulle udlægge ham som barnefader, men hun havde alligevel udlagt Hyldebrand som barnefader i sit skriftemål i kirken. Hun havde indgået et forlig på Hammershus birketing og Hyldebrand havde vedgået, at han ikke kunne nægte, at han var barnefaderen. Krack havde været med til at koncipere teksten og Henrik Falch havde skrevet. Weidich Haagensen var ikke inddraget i sagen.
Næste vidne var Jens Larsen Kiempe, der intet kunne fortælle, hvor Weidich Haagensen indgik. Det tredje vidne Jens Wefstsen var ikke mødt. Catrine Sørensdatter ville ikke svare på spørgsmål, da hun mente at sagen burde føres på hendes værneting, nemlig Hammershus Birketing.
25. februar 1735 – pag. 22b
Johan Holst forhen beordret fuldmægtig for Jens Nielsen i Rø stævnede den 19. kgl. gårds beboer Gotfred Nielsen for at have pløjet og sået over markskel samt opkørte markstene og ”derpaa voldsom gierning”. Inden Holst ville fremføre beviser, fremlagde han en 8mands dom fra den 22. januar 1734, der havde fastlagt skel mellem den 18. og 19. gård. Dommen viste at Gotfred Nielsen ”ere efter egen raadighed opkjørt markstene end sit bedre vidende siden hand noch som ved huad loven i saa maader bifaller”. Gotfred Nielsen mente at han havde fæstebrev på jorden, hvilket han rettede sig efter.
Holst første vidne var Lars Esbersen, der fortalte at han havde set at en marksten var oppløjet og lå inde på Gotfred jord. Siden er stenen kommet på plads igen, men han vidste ikke hvordan eller hvem, der havde st den på plads igen. Det andet vidne Anders Mogensen vedstod det første vidnes fortælling.
Gotfred Nielsen vedstod, at han havde pløjet og sået rug på det stykke, som han tidligere havde gødet. Han mente, at han kunne nyde denne jord, som hans forgænger som fæstebonde, Christian Steffensen, havde haft jorden i fæste. Og han kunne ikke nægte, at hansdatter måske havde harvet stenen op, da hun nogen gange harvet jorden. Han kendte dog ikke en forklaring på hvordan stenen var kommet på plads igen. Gotfred Nielsen havde et vidne, Hans Haagensen, som havde forladt tinget, da han skulle på vagt på Hammershus. Gotfred Nielsen fik udsættelse i 14 dage.
Terchel Pedersen som er kommet i ægteskab med Anna sal. Jens Andersen kom i retten og fortalte, at der var indgået et forlig med Johan Holst angående gælden, hvilket Holst erklærede var rigtig. Sagen blev ophævet.
Retten blev ny betjent af Casper Barsøe i lejermålssagen mod Weidich Haagensen. Jesper Hansen havde nu fået amtmandens tilladelse at være prokurator for Weidich Haagensen på Nørre Herreds ting. Jens Wefstsen blev nu afhørt som vidne. Han fortalte at kort før jul kom han en aften ind hos Mogens Pedersen i Allinge. Her kom Jens Hyldebrand og Catrine Sørensdatter ind. Jens Hyldebrand ville have sine penge igen af Catrine Sørensdatter, da hun ikke havde holdt ord om at han ej var barnefader. Imidlertid havde Catrine angivet Hyldebrand, som barnefader. Jens Wefstsen var ikke indbudt til at forlige parterne, men nu han var der, så havde han deltaget og hjulpet med ord og vendinger i det konciperede forlig uden betaling. At Weidich Haagensen var angivet som barnefader, vidste han intet op.
Weidich Haagensen blev tilsagt til at forklare sig på næste ting.
11. marts 1735 – pag. 25b
Læst et skøde udgivet af Morten Esbersen boende i Nylars der viste at han havde solgt Brogaard den 8. gård i Olsker for 700 sld. til Claus Olsen, der nu boede på Spidlegaard i Aaker sogn, dateret 8. februar 1735.
Philip Rask af Rønne stævnede løjtnant Ecomand af Olsker for gæld på 18 sld. 2 mk 14 sk. Ecomand var ikke mødt. Gælden var gården skat, som var overdraget fra Anders Wæidemand i Østermarie for 2 år siden.
Johan Holst i sagen mod Gotfred Nielsen ville høre om Gotfreds vidne Hans Haagensen ville fremkomme og give sit vidnesbyrd. Gotfred Nielsen var ikke mødt, men vidnet var der. Hans vidne bekræftede at marksten var sat efter 8mandsdommen tidligere bestemmelse og han bekræftede, at en af markstenene var overpløjet, men var kommet på plads igen. Hvordan vidste vidnet ikke? Der var pløjet to rygge af Jens Nielsens grund, andet kunne han ikke sige.
Den beordrede dommer Barsøe overtog dommersædet i sagen hvor amtskriveren Horn på embeds vegne havde stævnet Weidich Haagensen for lejermål. Jesper Hansen mødte for Weidich Haagensen. Weidich Haagensen var tilstede for retten og blev spurgt af dommeren om hanhavde haft legemlig omgængelse med Catrine Sørensdatter. Hans svarede ”Næy men har ieg icke .. men for et par aar siden haude han haft det, mens siden den tid har hand iche haft Nogen omgang med hende”.
Efter dommerens spørgsmål til fuldmægtigen (Jesper Hansen) fik han følgende forklaring: ”I Sandvig på Hammershus Birketing, havde Cattrine Sørensdatter sagt at den ”siste bekiendelse oc beskyldning paa W. Haagensen at udlegge ham til barnefader giorde hun alleniste af frøgt fori at Hr. Hans Mahler sendte bud til hende at hun skulle komme til ham under 2 rdl. straf eller oc vilde lade hendte hende til Rønne Kieller med videre” Hele historie ville han bevise så snart at Weidich Haagensen havde afgivet kontrastævning, hvorfor han ville have udsættelse af sagen i tre uger.
18. marts 1735 – pag. 27b
Gotfred Nielsen på den 19. gård i Rø stævnede Jens Nielsen på den 18. gård for den påstand som han havde ført mod ham. Jens Nielsens fuldmægtig Johan Holst var overrasket over Gotfred Nielsens reaktion, da han jo kunne have gjort indsigelser mod den for nyligt afholdte 8mands forretning. Han havde helt undladt at rette sig efter 8mands dommen, som han ikke hellere havde draget i tvivl, ved ikke at anke sagen til højere ret. Dommeren mente at Gotfred Nielsens kontrastævning ikke kunne stå ved magt. Johan Holst 2 vidner fra sidste ting blev atter afhørt. De gentog, hvad de allerede havde sagt om at Gotfred havde pløjet over skellet og to rygge ind på Jens Nielsens grund.
Derefter ville Holst bevise, at Gotfred Nielsen havde begået vold mod sin nabo ved at bemægtige sig hans jord. Sagen udsat til næste ting, eftersom Gotfred Nielsen ville søge amtmanden om at føre sig sag videre.
Phillip Rask af Rønne i sagen mod løjtnant Ecomand. Ecomand havde ladet retten vide, at han var udkommanderet til kongens ”exequcition” og bad derfor om udsættelse.
26. marts 1735 – pag. 30a
Johan Holst på Jens Nielsen ville høre om Gotfred Nielsen var til stede og om han ville svare på spørgsmål om den tidligere afsagte 8 mands dom. Gotfred Nielsen var ikke mødt. Holst mente at dommeren klart skulle dømme Gotfred Nielsen at betale erstatning til Jens Nielsen, sagens omkostninger, samt, hvis han ikke var ”sufisant at betale”, så skulle han miste sit fæste på gården.
Philip Rask af Rønne i sagen mod løjtnant Ecomand ville have dom. Ecomand var stadig optaget af kongens tjeneste, så sagen blev udsat.
Casper Lorens Barsøe overtog dommersædet i sagen mod Weidich Haagensen for lejermål. Amtskriverens fuldmægtig hr. Linderoed ville føre tre vidner: Jacob Pedersen, Jørgen Jensen af Olsker og Peder Bech af Klemensker. Jesper Hansen på Weidich Haagensens vegne, mente at Linderoed ikke kunne føre flere vidner, da Catrine Sørensdatter ikke var indkaldt for at forklare hendes angivelse. Linderoed mente, at da Catrine tidligere havde uddtalt i retten, at hun ikke ville udtale sig i Nørre Herredsting. Jesper Hansen mente, at det var utilgiveligt, at Catrine ikke på tinget skulle fortælle om sine beskyldninger mod Weidich Haagensen. Dommeren tog uenigheden mellem de to fuldmægtigede til overvejelser til næste ting. De tre vidner blev pålagt at møde på næste ting.
Jesper Hansen, på Weidich Haagensens vegne, stævnede amtskriver Horn til kontra beviser i lejermålssagen. Tillige blev sognepræsten Hans Mahler til at høre på kontrasagen mod hans angivelse om Catrine Sørensdatters lejermål og barnefader. Han blev også stævnet til at svare på spørgsmål. Desuden havde Weidich Haagensen stævnet Catrine Sørensdatter til forklaring og spørgsmål om hendes bekendelse til sognepræsten. Jesper Hansen mente at sagen kunne vente til at Catrine Sørensdatter havde modtaget sin lejermålsdom.
1.april 1735 – pag. 31b
Jens Nielsens fuldmægtig Johan Holst mødte i sagen mod Gotfred Nielsens vold, overpløjning og markskels fjernelse. Han ville have dom i sagen. Gotfred Nielsen mødte og fremlagde et skriftligt indlæg i sagen. Dommeren tog sagen til doms.
Philip Rask ønskede dom i sagen mod Ecomand, men Ecomand var ikke mødt og blev atter tilsagt at møde på næste ting.
15. april 1735 – pag. 32b
Philip Rask mødte og bad atter om at sagen mod Ecomand blev optaget til doms.
Johan Holst ville nu på amtskriverens vegne føre de tre vidner, der ikke blev afhørt tidligere i lejermålssagen mod Weidich Haagensen. Jesper Hansen på Weidich Haagensens vegne fremlagde udskrift af dom på Hammershus Birketing den 7. marts 1735. Dommeren fremlagde 2 forhold om sagens udvikling. Han kunne ikke godkende amtskriverens vidners stævning og mente desuden at hovedpersonen Catrine Sørensdatter burde være lovligt indkaldt. Sagen mod Catrine Sørensdatter skulle føres først før retten kunne videreføres.
29. april 1735 – pag. 33b
Læst kgl. forordning for brevtakster mellem Danmark og fyrstedømmet Slesvig Holsten, dat. 31. december 1734.
Læst kgl. plakat for præster og kirkeejere skal udrede og betale hvad de skylder universitetet i studeskat.
Læst kgl. forordning op ophævelse af hestemarkeder i påsken på Lolland og Falster, men i stedet holdes i Maribo ”for dimmelugen” fordi helligdagene skal holdes hellige.
Casper Lorens Barsøe i dommersædet mødte amtskriverens fuldmægtig Linderoed og stævnede Weidich Haagensen til kontinuitet-sag om lejermål. Følgende vidner var indkaldte: Jacob Pedersen og Jørgen Jensen samt Weidich Haagensens tre sønner Rasmus, Haagen og Jens. Desuden var Weidichs hustru Kirstine indkaldt til at fortælle hvad hun vidste om sagen. Øvrige vidner var Peder Thorsens tjenestepige Anna Marie, Endvidere var Catrine Sørensdatter stævnet. Hun tjente nu hos tolder Top i Rønne.
Jesper Hansen var mødt på Weidich Haagensens vegne. Vidnerne blev opkaldt. Weidich Haagensens søn Rasmus var ikke mødt, da han var løjtnant i borgerskabskompagniet i Allinge og skulle stævnes der. Jens Weidichsen var ikke mødt, ej hellere Weidichs hustru, ej hellere Anne Marie.
Catrine Sørensdatter var mødt og erkendte, at hun den 22. januar havde udlagt Weidich Haagensen som barnefader hos præsten Mahler, som at hun havde stået åbenbar skrifte i Allinge kirke. Linderoed tibød at Weidich Haagensen kunne afgive ed på at han ikke er barnefaderen.
Jesper Hansen som fuldmægtig for Weidich Haagensen ville svare på beskyldningerne på næste ting. Linderoed ville have at Weidich mødte i egen person, hvorefter han ville komme med beviser.
Haagen Weidichsen erklærede at han intet vidste om et forhold mellem hans fader og Catrine Sørensdatter.
Peder Bech fortalte at Catrine Sørensdatter var kommet fra København til Rønne med skipper Jocum Anchers skib lidt efter Micaelis dag 1734. Hun kom til vidnet med et barn og havde ophold hos ham i 8 dage. Imidlertid red vidnet ned til Allinge til Catrine Sørensdatters søster og lod hende vide, at hendes søster var kommet fra København med et uægte barn. Derefter kørte han Catrine med sit barn til Allinge. På turen talte de om adskilligt. Hun fortalte bla. om hvor Weidich Haagensens gård lå og hvilke marker der hørte til. Andet vidste han ikke.
Dommeren pålagde de øvrige vidner at møde til næste ting.
Jesper Hansen spurgte Hans Mahler om ikke at det var rigtigt, at Catrine på sin første bekendelse havde angivet Jens Hyldebrand som barnefader. Præsten holdt sig til det han havde angivet.
13. maj 1735 – pag. 35a
Læst et købe og skødebrev udstedt af Major Anton Scaar til løjtnant Mads Clemen Engel. Majoren havde solgt den 33. gård i Klemensker for 540 sld. til løjtnanten af dato 28. april 1735. Gården bebos af Hans Mortensen som herefter skulle betale bondegaardsskat, landgilde og ægtepenge til Mads Engel.
Dom afsagt mellem Jens Nielsen på den 18. gård og Gotfred Nielsen på den 19. gård i Rø. Johan Holst bad om udskrift af dommen til Jens Nielsen.
Poul Antoni Müller på Vallensgaard mødte som laugværge for Anna Catrine sal. Sander Lesler og stævnede sognepræst Hans Mahler af Olsker og Allinge menigheder. Sagen drejede sig om en kontrakt fra 3. januar 1735 oprettet mellem Hans Mahler og afdøde Sander Læsler. Hans Mahler var mødt og protesterede over stævningen, da grund og gård lå i Vesterherred, hvorfor sagen burde føres i Vesterherred. Dommeren gav præsten ret. Sagen skulle føres ved Vesterherreds ting.
Barsøe nedsatte sig som dommer i sagen for lejermål begået af Catrine Sørensdatter og Weidich Haagensen. Jesper Hansen på Weidich Haagensen vegne sagde at Catrine forhen havde udlagt Jens Hyllebrand som barnefader og at dette burde inddrages i sagen. Dommeren mente at sagen alene drejede sig om anklagen mod Weidich Haagensen og det var vidner i denne sag som burde afhøres. Linderoed på amtskriverens vegne ville have Weidich Haagensens hustru, Anna Marie Jensdatter, samt Mahlers to medhjælpere Jacob Pedersen og Jørgen Jensen afhørt.
Først fremstod Weidich Haagensens hustru Kirstine. Hun nægtede at kende til sin mands tilbud til Catrine Sørensdatter om penge for at hun ikke skulle udlægge sin mand som barnefader. På spørgsmål om, at hun havde klaget til generalmajoren over sin mand. Jo, hun havde klaget for 4 eller 5 år siden, men ikke for horeri.
Anne Marie Jensdatter som tjener hos Peder Thorsen. Hun sagde, at straks efter at Catrine Sørensdatter var kommet fra København, så fortalte hun at Weidich Haagensen var barnefaderen til barnet som hun havde født i København. Hun kunne sværge på at det var Weidich Haagensen, men siden havde hun også sagt, at hun kunne lægge hånden på Jens Hyldebrand, at det var ham der var barnefaderen. Hun vidste også at Jens Hyldebrand havde betalt Catrine 18 mark for at udlægge en anden for at være barnefader i han sted.
Dernæst Mahlers to medhjælpere Jørgen Jensen og Jacob Pedersen. De havde været vidner til Catrines møde med Hans Mahler den 22. januar. Attesten som derefter blev udfærdiget vedstod de begge.
DOM – pag. 37b
Sagen mellem Jens Nielsen på den 18. selvejergaard i Rø og Gortfred Nielsen på den 19. vornedgaard i Rø. Tiltalen lød; Voldsom gerning ved overpløjning af skellet og fjernet skelstene,d er var sat året før efter en 8mands dom. Dommeren mente ikke at sagen var en voldsdom, men at det var bevist at Gortfred Nielsen havde overpløjet skel og ind på fremmed mands jord. Han blev dømt til at betale 3marksbøde til sit herskab (kongen). Da skaden ikke var bestemt, kunne han ikke dømmes til at betale erstatning til Jens Nielsen, men han skulle betale 4 rdl. i sagsomkostninger til Jens Nielsen.
27. maj 1735 – pag. 38a
Læst kgl. plakat om toldens forhøjelse på ”Top og anden rafineret sucher samt Seruoen” som fra fremmede steder blev indført.
Degnen af Rø Peter Clausen ved sin svoger Rasmus Pedersen i Hasle stævnede Gotfred Nielsen i Rø for manglende betaling af kornskæppe, samt julemad kaldet og paaske rettigheder, som er 5 skæpper korn a 1 mk er 5 mk, 9 jul og påskerettigheder 5 mk 10 sk – i alt 10 mk 10 sk.. Gotfred Nielsen var ikke mødt.
Den beordrede dommer Casper Barsøe overtog dommersædet. Der blev læst to skrifter Dokumenter som var transporteret fra Weidich Haagensen til sin søn Rasmus Weidichsen. Jesper Hansen ville komme med indlæg på næste ting.
10. juni 1735 – pag. 39a
I sagen hvor degnen i Rø Peter Clausen havde stævnet Gotfred Nielsen for gæld. Gotfred var ikke mødt. Peter Clausens svoger Rasmus Pedersen ville svare skriftligt på stemplet papir hvorledes Gotfred Nielsen gæld består. Hvorefter dom kan falde.
Casper Lorents Barsøe i dommersædet i sagen mellem amtskriveren og Weidich Haagensen for lejermål. Weidivh Haagensen i egen person fremlagde sit skriftlige indlæg. Amtskriverens fuldmægtig Johan Holst ville ikke svare på Weidichs grove indlæg, men henstillede til dommeren at tage sagen til doms.
1.juli 1735 – pag. 39b
Et mageskifte af 1. juli 1735 mellem Anders Hansen Torup i Hasle og Mogens Pedersen på den 46. gård i Rutsker. Mogens Pedersen skal have 2 læs enges, der ligger øst for den 46. gård og Anders Hansen skal have tre tønder land havrejord nord for Haldedalen i Rutsker.
Læst et skøde af 25. juni 1735 udgivet af Peder Larsen boende i Østerlars, Hans Larsen i Rutsker og Anders Larsen i Hasle til Hans Christensen på den 1. gård i Rutsker. Peder, Hans og Anders var arvinger var afdøde Lars Thorsen. Salget bestod at sæderetten til den 1. gård i Rutsker for en pris af 80 sld.
Anders Mogensen på den 6. frivornedgaard i Rø sogn – Lindholm kaldet – stævnede hans moder Karen sal. Mogens Andersen med laugværgen Lars Mogensen. Desuden stævnede han sine søskende og deres værger, til lovbydelse af den 6. vornedgård for en pris på 350 sldr. Karen ville afgive sit skriftlige svar på næste ting.
Degnen Peter Clausen fra Rø ville vide om Gotfred Nielsen vat mødt for at svare på anklagen om gæld. Gotfred var ikke mødt. Peter Clausen ville på næste ting fremlægge sit regnskab.
8. juli 1735 – pag. 40a
Jørgen Esbersen fra Nyker og Lars Øbersen fra Klemensker mødte på tinget og angav at de var blevet forliget i den ”liden tvistighed” som de havde anmeldt på sidste ting. Nu angav de forenede og vidste kun alt godt om hinanden. Sagen blev ophævet.
Svoger Peder Olsen på degn Peter Clausens vegne fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Gotfred Nielsen ved sin søn bad om udsættelse af sagen i 14 dage.
Anders Mogensen af Rø sogn lovbød for anden gang den 6. frivornedgård i Rø.
15. juli 1735 – pag. 40b
Lars Mortensen og Niels Gotfredsen fra Rø mødte på Gotfred Nielsens vegne og tilkendegav, at de på Gotfreds vegne ville kontrastævne degnen Peter Clausen. Gotfred Nielsen var svag og sengeliggende og ønskede udsættelse i 14 dage.
Karen sal. Mogens Andersen mødte i sagen om den tredje lovbydelse på den 6. frivornedgård i Rø. Hun sagde, at Anders Mogensen ikke kunne sælge gården til fremmede for 350 sld., da han havde fået sæderetten til gården for 100 sld. Mogens Andersen svarede sin moder, at han ikke ville svare før han blev lovligt stævnet, men at moderen kunne få gården for 350 sld. inden 3 uger, ellers ville gården blive solgt til Anders Knudsen for 350 sld.
Anders Michelsen af Klemensker sogn stævnede Mogens Pedersen på den 8. gårds grund i Klemensker for gæld på 1 sld. 4 sk.
Casper Lorents Barsøe nedsatte sig i dommersædet i sagen mellem amtskriveren og Weidich Haagensen i lejermålssagen. Han afsagde dom i sagen.
DOM – pag. 42a
I sagen hvor Weidich Haagensen beskyldtes for at være barnefader til Catrine Sørensdatters bar, Hun havde angivet ham som barnefader i Allinge kirke. Da han ikke havde kontrastævnet og afgivet sin benægtelsesed, så dømte dommeren ham for at have begået lejermål første gang og en bøde på 10 rdl. til amtskriveren og til den beordrede domme Barsøe 12 rdl i omkostninger.
29. juli 1735 – pag. 42b
Læst et pantebrev, der viste at Henning Kjøller fra 26. gård i Olsker skyldte Mads Clemen fra Hasle 120 sld. mod pant i Kjøllers gård.
Anders Michelsen og Mogens Pedersen begge fra Klemensker mødte i retten og angav, at de var enige om et forlig, således at Mogens Pedersen betalte Anders Michelsen 7 mark inden 4 uger, hvorfor sagen skulle ophæves.
I sagen mellem Peter Clausen og Gotfred Nielsen blev et indlæg indsendt af Gotfred Nielsen blev læst. Peter Clausen undrede sig over, at Gotfred Nielsen ville give køb på hans påske og julerettighed og påstand om at han havde levet hø til ham for 1 mark mod en gæld som ikke var en natura betaling, men som var bestemt til at betale i penge. Dommeren pålagde begge parter at møde personligt, således at sagen kunne sluttes.
I sagen Karen sal. Mogens Andersen stævnede sin søn Anders Mogensen var ingen mødt. Dommeren pålagde parterne at møde på næste ting.
19. august 1735 – pag. 42a
Esber Pedersen havde stævnet Jens Hansen og hans søn for nogle ord som skulle have været passeret mellem dem. Esber Pedersen og Jens Hansen var mødt og erklærede, at de var blevet forliget, således at Jens Hansen offentlig erkendte at Esber Pedersen var en skikkelig person og at han og hans søns ord var trukket tilbage. Intet skulle komme Esber Pedersen, hans forældre eller hans søskende til nogen skade. Hvis det gentog sig, skulle parten, der først frafaldt aftalen give 10 rdl. til de fattige.
Atter blev Karen sal. Mogens Andersen efterlyst om hun ville føre sag mod sin søn eller ”om hun der til finder sig beføjet”.
Degnen Peter Clausen fra Rø førte to vidner fra Rø, der udtalte, at det i sognet var almindeligt, at man betalte sine påske og julerettigheder i penge, hvilket var 2 mark 4 sk.. Degnen ville nu have sagen mod Gotfred Nielsen til doms. Da Gotfred Nielsen atter var udeblevet, tog dommeren sagen til doms.
2. september 1735 – pag. 43a
Anders Mogensen på den 6. frivornedgaard i Rø bad nu at hans tredje lovbydelse kunne blive gennemført og at han derefter kunne få et tingsvidne. Han moder Karen havde ikke på tinget havde protesteret og hellere andre slægtningen.
Hr. major Ancher Anthon Scaar af Rønne stævnede Anders Fridrichsen fra Olsker for kendelsespenge for sin påboende 12. gård i Olsker. Anders Fridrichsen var ikke mødt.
9. september 1735 – pag. 43b
Ancher Scaar og Anders Fridrichsen var blevet forliget, hvorfor de bad om at sagen blev ophævet.
Amtskriveren fuldmægtig Linderoed stævnede Hans Madsen på Kuregaards grund i Klemensker for lejermål begået i ægteskab med Karen Svends. Linderoed fremlagde sognepræst Elias Petersens attest af 30. august 1735. Hans Madsen mødte og erklærede sig skyldig i lejermål. Linderoed udsatte sagen til næste ting.
Amtskriver Horn ved regiments kvartermester Linderoed stævnede Gotfred Nielsen på den kgl. fæstegaard den 19. i Rø sogn for at han havde bortlejet en del af fæstegårdens ager og eng. Gotfreds naboer Jens Nielsen, Lars Esbersen og Lars Mortensen blev indkaldt som vidner. Første vidne var Jens Nielsen som fortalte at præstens tjenestefolk havde høstet 8 læs hø og 6 td.land havre. Degnens søn Claus Pedersen havde fortalt vidnet at degnen havde lejet 3 tdl. havrejord, som han havde sået og høstet. En skomager Hans Nielsen havde lejet 1 td.l. havrejord og skpl. Bygjord, men han havde modtaget jorden, vidste han ikke. Gotfred Nielsen ville svar på disse anklager på næste ting.
Lars Esbersen vidnede, at præsten Monrad havde lejet en del jord af Gotfred Nielsen, vist nok 3 små agre. Han vidste også af degnens søn Claus Petersen havde sået havre hos Gotfred Nielsen.
Det tredje vidne Lars Mortensen vidste at sognepræsten havde lejet en del jord. Han havde set at præstens folk havde pløjet og sået og ”refsede hafre oc hør, men han vidste ikke hvor meget præsten havde borthøstet”. Desuden havde han set degnens søn Claus Petersen i denne høst havde en del havre på Gotfred Nielsens jord. Claus Petersen havde fortalt ham, at det drejede sig om 3 tønder land. Linderoed ville fortsætte sagen på næste ting.
Hr. Hans Mahler sognepræst til Olsker og Allinge menigheder stævnede Nicolai Bidstrup og Jens Andersen boende på 17. gård i Olsker og fra Rø sogn Lars Nielsen som er værge for sal. Peder Jensens søn Niels Pedersen, som har arvet sæderetten til den 17. gård, for opkrævelse og ”stene oc stable” mellem den 17. gård og Præstegaarden. Ingen af de stævnede var mødt. Dommeren valgte Hans Mortensen på Bakkegaarden som formand og syv andre til forretningen, der skulle finde sted den 21. september kl. 9.
Hans Mahler stævnede Mads Pedersen af Allinge for 4 års restancer for den 10. gård Sjælegaard i Olsker. Mads Pedersen var mødt og spurgte præsten om han ikke havde lovet ham den samme præsteskat som tidligere var krævet. Mahler sagde, at den akkord gjaldt for den tidligere ejer og ikke ham.
16. september 1735 – pag. 45b
En skrivelse fra amtskriver Horn oplyste, at sagen mod Gotfred Nielsen indtil videre ophævet.
Amtskriveren ophævede desuden sagen mod udbygger Hans Madsen på Kuregaards grund vedr. sigtelsen for begået lejermaal i hans ægteskab.
Degnen Peter Clausen i Rø ved sin svoger Jørgen Pedersen tilkendegav at sagen mod Gotfred Nielsen måtte blive ophævet og ikke afsagt dom, da Gotfred Nielsen i mindelighed har betalt det skyldige beløb samt omkostningerne.
Hans Mahler læste sit skriftlige indlæg i sagen mod Mads Pedersen af Allinge ang. præstetiende af den 10. gård i Olsker. Han fremlagde fem dokumenter i sagen. Mads Pedersen ville give præsten en kontrastævning.
30. september 1735 – pag. 46a
Læst kgl. befaling ang. skriftemaal, dat. 26. august 1735.
Peder Olsen af Rø sogn lod læse et købebrev, der viste at Peder Olsen havde solgt den 5. gård i Rø til sin søn Jørgen Pedersen for 250 sld.
Dernæst blev læst en kontrakt oprettet mellem Peder Olsen og hans søn Jørgen Pedersen, dat. 23. september 1735.
De 8 mand med formand løjtnant Hans Mortensen producerede deres forretning på den 17. gård vedr. skellet til præstegaarden.
Mads Pedersen af Allinge stævnede præsten Hans Mahler til at høre kontrabevis skriftligt og mundtligt mod en ny og usædvanlig præsteskat på ”Sjælestellet” 10. gård i Olsker. Han indkaldte vidnerne Weidich Haagensen Trued Hansen begge af Olsker, samt Henrik Falch og Peder Mogensen fra Allinge og Claus Mogensen og Michel Mogensen fra Sandvig. De sidste fire vidner fortalte at de gav 10 mark danske i præstetiende, ligesom Henrik Nielsen i sin tid havde givet ligesom arkilimesteren sal. Niels Jørgensen havde givet. Nabogårdene som var dobbelt så store gav også 10 mark. Mahler mente at hans tiende var den retmæssige og at nabogårdenes skat var omlagte. Desuden var vidnerne hans avindsmænd, som havde sagsøgt ham igennem 5 år og derfor ikke var lovlige. Claus Mogensen forklarede at han havde en aftale med præsten om præstetiende. I stedet for 10 mark havde han betalt 6 skæpper byg og 2 tønder havre.
Mahler oplyste at den 10. gårds stel nu var blevet bebygget for 2 eller 3 år siden, hvilket den ikke tidligere havde været. Byfoged Mogens Clausen og hans søn Claus Mogensen havde drevet jorden fra Sandvig og de havde haft hjælp af naboen Anders Hansen, som både opbevarede kornet og som hjælp med gødningen.
Jep Mogensen fra Rutsker på vegne af en række bønder fra Rutsker og Olsker sogn for at høre, hvad de vidste om kendelsespenge, som nu indkrævedes. Amtmanden og amtskriveren var indstævnet for at høre deres vidnesbyrd. De bønder som aktive var: Jørgen Hansen, Peder Aagesen, Niels Andersen, Hans Svendsen, Lasse Jørgensen, Peder Didrichsen, Esber Mogensen, Erich Pedersen, Lars Hansen, Morten Davidsen, Anders Davidsen, Peder Poulsen i Rosendale alle fra Rutsker, Hans Rasmussen, Niels Andersen, Morten Jensen og unge Hans Hansen alle fra Olsker.
Linderoed på Amtskriver Horn var mødt og ønskede at vide, hvilke gårde de indstævnet boede på, samt navne på deres formænd. Jep Mogensen svarede at de fleste bønder var mødt og han kunne selv erfare hvilke gårde de boede på. Amtskriveren ønskede at Jep Mogensen fremlagde en fuldmagt for de bønder han handlede for. Jep Mogensen havde ikke nået at få amtmandens godkendelse at føre sag for andre. Svend Hansen og Hans Andersen Bech havde været hos amtmanden for at få en fuldmagt at repræsentere de bønder, der nu var blevet opkrævet kendelsespenge.
Amtskriveren ville ved de næste ting kræve at vide hvem der er interessenter i denne sag og hvor disse boede. Man måtte vide, hvem der angriber ham på egen person og på hans betroede kongelig forretning.
Jep Mogensen mente nok at amtskriveren vidste hvem der agerede denne sag. For hans person kunne han oplyse, at han var bonde på den 18. gård i Rutsker, på hvilken gård ingen kendelsespenge var fordret i mange år. Andre bønder havde ikke blevet fordret kendelsespenge i op mod 40 år. ”Vi bønder boer her paa dette lille omfløtte land oc skal self misten deel udmarchen os oc vores Sønner enten de eller vi tiener til hest eller fods, Ja self klede os oc føde os oc giøre Vagt oc toug, efter som her paa landet iche er nogen anden guarnision, huilken vi iche heller begiere, mens self efter vores yderste formue gierne ville tiene hannem vor allernaadigste arfue herre oc Konge trolig som vores forfædre om nogen fientlig skulde paakomme- det Gud forbyde – oc som vi hafuer i sinde til vor allernaadigste adfue herre oc Konge at Seplisere om bm. Kiendelsepenge fri at blifue for at betale, saa hafde Vi nu i sinde at erhuerfue Tingsvidne oc vor af Dommeren begieredes at Vidnesbyrdene maatte afhøres!
Jep Mogensen påpegede at tingsvidnet ikke var for at anke over amtskriverens person, men blot for at han kunne høre vidnerne.
Amtskriveren opfattede ikke vidnesbyrdene som en opsætsighed mod kongelig befaling eller andre høje instanser, men at det ikke kunne være sådan at nogen ved en supplik til kongen skulle kunne drage fordel for egen person. Dette ville være tidsspilde og pengespild. Amtskriveren fremlagde en skrivelse af 13. august 1681, der refererede kgl. anordning af 3. december 1650 der angik selvejernes kendelsespenge. Endvidere femlagde han en skrivelse fra kammerkollegiet til amtmanden fra 20. marts 1734. Amtskriveren mente klart at hverken Jep Mogensen eller andre kunne nægte at give kendelsepenge, hvorfor denne tingsvidnesag var unødvendig.
Dommeren ville ikke tage stilling til tingsvidnesagen, men ville spørge kammerkollegiet eller ved en allerunderdanig ansøgning til kongen om sagens afvisning eller fremgang.
8 Mands forretningen mellem præstegaarden, Degnegåården og den 17. gård i Olsker sogn – pag. 51b.
Synet startede på ”Gaden” hvor det var Hans Gammelsen og Lars Larsen Tysk vidnede skellet mellem Mahlers og Nicolai Bidstrups kålhave som ligger syd og sydvest for op til kirkegaardsmuren. Herefter bestemtes skellet mellem præstegårdens og degnegaardens marker. En stor sten ved kirkegaardsmuren, hvor under der lå teglsten og kul. Desuden lå der tre stene, som var i hr. Christophers tid ”oc en mand som daa boede i Tejn neunlig Jørgen Kieldsen, hafde sagt for vidnet at de bm, 3 stener skulde være Marcksteene mellem Præsten og Dæohnen”. [skelstene og mærke er nøje gennemgået] Sagen skulle være opstået ved at præsten havde indrettet en Gade, som degnen mente lå på hans jord, men som præsten mente var til begges nytte, da de benyttede gaden til at drive deres kvæg ud på udmarken. Der omtales et gammel udmarksgærde, som var væk, men som der endnu var rester af. I Stengården skulle en klippetop være synlig og som var en del af skellet mellem degn og præst.
Bidstrup fremstillede vidnet Weidich Haagensen, som havde tjent Magister Søren for 35 år siden, da der blev oprettet et gærde, der gik den omtalte klippetop. Dengang var der ikke stridigheder om markskellene. Degnens ko blev vogtet sammen med præstens kvæg og hesten blev tøjret på gaden.
Vidnet Mogens Jensen i bækken fortalte at den omtalte gade var fælles i forrige tider.
Hans Madsen fra Sandvig fortalte, at han tjente degnen Rosendal, var skellet fra den toppede sten til gærdet var opdelt, men gaden var fælles. Hans Hansen af Olsker tjente også Rosendal og han oplevede at Mahler forbød ham at hugge 2 a 3 ”tagfæstekærre” og degnen havde sagt, ”lad gå for denne gang”.
Mahlers vidne Ambrosius Boesen af Rutsker fortalte, at han havde tjent Andriis Stolt på Degnegaarden, dengang drev de deres kreaturer ad gaden. De otte mand kunne ikke helt udrede ejendomsforholdene efter vidners udsagn, så de satte nye sten som skel, således at gaden blev delt mellem degnen og præsten. Den øverste part fra leddet og ind til den store toppede sten af Gaden skal tilhøre degnegården. Fra den store toppede sten ind til hjørnet til degnegaarden til tilhørte præstegaarden, både med hensyn til græsning og vogtning.
De 8 mand synede skellet mellem Præstegaarden og den 17. gård. De startede i Rundeløkken, hvor de satte en sten mellem en eng og en havreager. Dernæst blev det konstateret af Jens Andersen havde pløjet for nær skellet i Helvedes vad – imellem præstens eng og en havreager. Begge hjørnestene var fundet korrekte, men stenen i midten var borte. En ny blev sat. Det tredje sted var nær kirkebroen på et lille engehul. Her blev sat stene med begge parters samtykke.
7. oktober 1735 – pag. 53a
Kgl. forordning om at arvinger fik år og dag inden de skulle vedkende sig arv eller fragå arv.
Anders Mogensen af Rø lod læse et købe og skøde til Anders Knudsen i Rø havde solgt den 6. frivorned for 340 sld., dateret 21. marts 1735.
Læst en kontrakt oprettet mellem Anders Knudsen og Anders Mogensen vedr. den 7. frivorned i Rø, dat. 21. marts 1735.
Anders Knudsen af Rø lod læse et pantebrev der viste at Anders Knudsen havde lånt 100 sld. af Peder Poulsen i Kaasby mod pant i den 6. frivornedgaard i Rø.
Hr. sognepræst Mahler efterlyste Mads Pedersens to vidnesbyrd. Mads Pedersen var svag og ønskede udsættelse til næste ting.
Niels Andersen fra Klemensker stævnede Peder Pedersen af Rutsker samt flere vidner. Peder Pedersen var ikke mødt på grund af svaghed, men han havde afleveret et skriftligt indlæg, der blev læst og påskrevet. Niels Andersen afhørte Ared Andersen Kure af Nyker sogn. Han fortalte, at han den 4. juli, sammen med Niels Andersen og andre ydede smør (skat). Ared Kure og Niels Andersen fulgtes med Ole Hindrichsen af Klemensker ud af smørboden da hørte de et rygte eller snak om at Niels Andersen havde begået noget uskikkeligt. Ole Hindrichsen bekræftede at disse røgter florerede.
Vidnet Christen Rømmer af Klemensker var også i smørboden den 4. juli for ligesom de andre at yde smør, men han havde intet hørt om Niels Andersen usømmelighed. Alle tre vidner havde intet hørt fra amtskriveren og hans folk vedr. beskyldninger eller ondt ord mod Niels Andersen i eller udenfor smørboden.
21. oktober 1735 – pag. 54 b
Kgl. holtsførster Hans Erichsen indgav et missive om at dommeren skulle vælge 8 mand til at syne herredets skove.
Sognepræsten Hans Mahler og Mads Pedersen i Allinge vedr. striden om tiende af hans 10. gård i Olsker mødte og erklærede, at de var blevet forliget, således at Mads Pedersen i stedet for 10 mark, skulle betale 2 skæpper rug med gl. mål, 6 skæpper byg også med gl. mål, 1 tønde havre, et lam og 1 gås og påskerettighed. For de 4 år, som præsten mangler at få betalt, skulle der betales 10 mk for de første år og for de 2 sidste den aftalte natura betaling. Mads Pedersen skulle desuden betale sagens omkostninger 1 rdl.
Niels Andersen i Krashave mødte og ville vide om Peder Pedersen fra Rutsker var mødt. Peder Pedersen var mødt og udtalte, at han kun vidste kun alt godt Niels Andersen. Amtskriver Christopher Horn og hans tjener Peder Dam var også indkaldte i samme sag, men de var ikke mødte, da de skulle sagsøges på deres værneting. Niels Andersen fik derefter udstedt et tingsvidne.
28. oktober 1735 – pag. 56a
Læst kgl. patent på højesterets afholdelse i 1736.
Hermand Jørgensen på Baggegaard i Klemensker stævnede amtskriver Christopher Horn for at påhøre hvordan flyvesandet havde ødelagt den 3. fri vornedgaards grund i Klemensker – kaldet Toftegaarden. Amtskriveren mødte og fremlagde en skriftlig indberetning, som blev læst og påskrevet. Hermand Jørgensen havde følgende vidner: Lars Nielsen, 74 år gammel, Jens Esbersen, 62. år gl., Rasmus Pedersen 40 år gl., Peder Larsen 30 år gl. alle boende i Klemensker sogn.
Første vidne Lars Nielsen fortalte at i 40 år havde han ”Omgaaet” på Baggegagard, og først i Claus Hartvigsen var gården jorden i den stand, at den kunne pløjes og såes. Men siden var der mere og mere ramt af flyvesand, Efterhånden var 8 a 10 tønderland sædesjord, 7 a 8 læs enges og nu også en dam er ubrugelig. Dammen er nu så opfyldt, at man bliver nødt til at hente vand i åer eller andre folks damme. På jorde hvor der tidligere skulle tilføre 7 a 8 læs gjærdsel (gødning), skal nu bruge 12 a 14 læs for at holde kvæget. Gødningen måtte købes af andre, da der intet fandtes på grunden. Der er fire tønderland havre og to tønder land rug og ungefær 2½ læs enges, der er fri for flyvesand. De tre andre vidner bekræftede oplysningerne, hvorefter Hermand Jørgensen kunne få sit uvildige tingsvidne.
11. november 1735 – pag. 57a
Læst en kontrakt mellem Johan Svendsen og hans fader Svend Engelbret ang. den 16. gård i Rutsker dens beboelse og undentag mellem Johan Svendsen med sin kæreste Leenne Clausdatter og Svend Engelbretsen og hans hustru på den anden side.
De otte mand, der var valgt til at syne nørre herreds skove, aflagde deres forretning.
25. november 1735 – pag. 57b
Samuel Johansen af Allinge på sin myndling Hans Olsens vegne stævnede Anders Ibsen på den 23. gård i Rø, Sandemand Hans Kjøller, Rasmus Hansen i Aagaarden i Østerlars, Niels Jensen, Aagaarden i Klemensker, Mogens Pedersen af Rutsker. Formålet var at få den 23. gård vurderet. Sandemand Kjøller påpegede hans myndling Jacob Hansen, havde rettigheder til gården.
De otte mand blev valgt, som formand valgtes Anders Larsen Krack i Rutsker og de otte mand blev pålagt at møde den 30. november kl. 9 på gården for at vurdere gårdens værdi pg bestemme, hvem der havde adgangsret.
2. december 1735 – pag. 58a
Læst et pantebrev udgivet af Hans Ibsen i Nylars til Andreas Kofoed af Rønne på 220 sld. mod pant i Hans Ibsens 43. gård i Klemensker.
Læst et pantebrev udgivet af Claus Olsen fra Aaker sogn til Christopher Hansen i Klemensker sogn dat. 19. november 1735, som viste at Claus Olsen havde pantsat en af ham tilhørende gård nr. 8. i Olsker Brogård i Olsker for 1200 sld. i 12 år som brugspant.
Kvartermester Thor Hansen af Nyker sogn lod forkynde ”arrest” på fornævnte pantebrev så længe hans pantebrev på 700 sld. ikke var blevet indløst.
16. december 1735 – pag. 58b
Kgl. forordning om indførselsforbud for Krap og Kartebolle [Krap – stengler med rødt farvestof der fremstilles af denne plantes tørrede og pulveriserede rodstængel. Kartebolle = plante hvis blomster sidder i en tæt, hovedformet kurv med tornede, stive avner blomsterne blev tidligere brugt til kartning af uld tilhører kartebollefamilien]
Læst et pantebrev fra 7. december 1735 udgivet af Christopher Hansen i Klemensker til kvartermester Thor Hansen i Nyker, der viste at Christopher skyldte Thor Hansen 700 sld. efter en skiftekontrakt efter Thor Hansens sal. kæreste. De 700 sld. er inkluderet i det pantebrev på 1200 sld. udgivet af Claus Olsen i Aaker vedr. den 8. gård Brogaard i Olsker. De 700 sld. står som underpant i Brogaard.
Jørgen Pedersen i Hasle og Mogens Larsen i Rutsker stævnede udbygger Jens Larsen boende på Nydamsmarken i Rutsker som skylder 2 mark til Jørgen Pedersen og Mogens Larsen for arbejde med at hugge tømmer til hans hus. Jens Larsen var ikke mødt, men hans hustru sagde, at han ville svare på næste ting.
Anders Larsen Krack vedr. 8 mands forretningen på den 23. gård i Rø ønskede indlæg om sagen. Samuel Johansen af Allinge havde stævnet den 23. gårds beboer Anders Ibsen i Rø sogn til at fortælle, at han ikke havde fortalt mere for gården end de 100 sld. der stod i gården. Anders Ibsen var sal. Jep Hansen svoger og den kontrakt som blev oprettet, da Anders Ibsen flyttede på gården, ville Samuel Johansen have fremlagt for de 8 mand. Det var noget med at Anders Ibsen vist aldrig havde indbetalt pantepengene. Samuel Johansen fremstillede det første vidne, Peder Nielsen fra Rø, der fortalte at han for to år siden var af Jep Hansen tilkaldt for at bevidne, at han gav Anders Ibsen 30 sld. til låns. Han vidste ikke om de 30 sld. var en betaling af pantepenge eller ej. Peder Nielsen underskrev kvitteringen som vitterlighedsvidne sammen med Hans Pedersen. Hans Pedersen bekræftede dette. Anders Ibsen svarede, at han havde betalt de 30 sld. tilbage inden Jep Hanen døde, men han fik ikke kvittering herfor. Samuel Johansen ville høre om Anders Ibsen kunne afgive sin ed på dette, hvilket kan ville overveje til næste ting.
Stokkemændene for 1736 blev valgt.
13. januar 1736 – pag. 60a
Læst et reskript fra Landetatsgeneral kommissariatet om at ingen national ryttere, soldater, samt håndlangere befries for lejermaalbøder, dat. 9. juni 1735.
Sagen startet af Jørgen Pedersen og Mogens Larsen mod Jens Larsen er ophævet, da de var blevet forliget.
Anders Krack, formand for de 8 mand vedr. den 23. gård i Rø, efterlyste indlæg i sagen inden dom skulle afsiges. Hans Kjøller oplyste, at han på næste ting ville komme med et skriftligt indlæg.
3. februar 1736 – pag. 60a
Hans Kjøller irettelagde et skriftligt indlæg for sin myndling og dreng Jacob Hansen. Sagen blev optaget til doms.
24. februar 1736 – pag. 60b
Læst et skøde af d.d. udgivet af Mogens Pedersen på den 46. gård i Rutsker til hans yngste søn Anders Mogensen og hans hustru Margrete Clausdatter. Anders Mogensen overtager sæderetten og den 46. gårds ejendom for 400 sld. Salget var vedstået af Mogens Pedersen, hans hustru og deres anden søn Peder Mogensen på Vedbygården i Olsker.
Læst en kontrakt oprettet mellem Mogens Pedersen og hans hustru Kirstine Andersdatter på den 46. gård og deres søn Anders Mogensen og hans hustru Margrete Clausdatter. Peder Mogensen på Vedby er også inddraget i kontrakten. Mogens Pedersen skulle beholde den halve gårds dyrkning så længe de ønskede og svare den halve skat. Samt Mogens Pedersen nyder de 4 tøndeland bygjord som ligge i Hasle Byvang så længe han vil, hvorefter han skal nyde den undentag, som kontrakten omtaler. Kontrakten skal indskrives i genpartsprotokollen.
9. marts 1736 – pag. 61a
Anders Larsen Krack afsagde dom over den 23. gård i Rø sogn og afleverede 9 dokumenter og de to indlæg. Samuel Johansen på sin myndlings vegne bad om udskrift af den fulde dom.
Løjtnant Hans Mortensen fra Olsker kom som fader og lauværge til sal. Peder Thorsens hustru boende på den 21. gård i Rutsker stævnede efterskrevne værger for Peder Thorsens efterladte børn: Jens Wefstsen fra Olsker, Lars Wefstsen fra Nyker for at høre 8 mands opkrævelse som Hans Mortensen agtede at føre for at bestemme, hvad de kunne arve, samt at bestemme hvem der havde sæde og adgangsretten til den 21. gård i Rutsker. Som formand blev valgt Rasmus Mogensen fra Klemensker. De 8 mand blev tilsagt at møde på gården den 17. marts.
Jens Larsen fra Rutsker lod læse et pantebrev af dato 5. marts som viste at Jens Larsen havde lånt 100 sld. af Peder Jensen mod pant i Jens Larsens 31. gård i Rutsker.
DOM – 8 mands forretning på den 23. gård i Rø – pag. 62a
De 8 mand mødte på den 23. gård, kaldet Stenby, den 30. november 1735. Gården og ager mv blev vurderet til 208 sld. 4 sk. Gårdens beboer Anders Ibsen i rettelagde 4 dokumenter: Et skiftebrev efter Jep Hansen fra 9. maj 1735. Et skiftebrev efter Hans Ibsen fra 1704, et skiftebrev efter Anders Ibsens sal. hustru Karen Hansdatter af dato 9. juni 1730, samt et pantebrev fra 5. oktober 1720 hvoraf ses at Hans Kjøller havde sat gården i pant for 100 sld. til Anders Ibsen. Pengene var ikke betalt tilbage. Samuel Johansen fra Allinge på sin myndling Hans Hansen gjorde krav på de 100 sld. pantepenge, hvilket de 8 mand ikke kunne anerkende, da Anders Ibsen ses at have det fulde beløb til gode. Jordepenge som Anders Ibsen havde tillagt til Jep Hansens udfart og begravelse i alt 40 sld. skulle fradrages værdien af gården. Omkostninger mv skulle også fradrages. Til deling var der 48 sld. tilbage, som skulle deles mellem sal. Jep Hansens 4 søstre og søsterbørn – hver 12 sld., hvoraf den ældste søster Anna Hansdatter var død og efterladt sig 2 sønner og 2 døtre. Den anden søster Kirstine som er i ægteskab med Rasmus Hansen i Østerlars. Den 3. søster Karen, der var død, var gift med Anders Ibsen og efterlader sig 1 søn og 2 døtre. Den 4. søster var Bente Hansdatter var i ægteskab med Niels Jensen i Klemensker.
Hans Kjøller på myndlingen Jacob Hansen gjorde krav på sæderetten. Samuel Johansens myndling Hans Hansen gjorde også krav på sæderetten, hvilken påstand de 8 mand bestemte at være korrekt, da han er avlet af Jep Hansens ældste søster afdøde Anna Hansdatter, der efter Bornholms skik og vedtægt var arving efter sin broder Jep Hansen. Hans Hansen er afdøde Anna yngste søn.
Efter oprettet kontrakt mellem Anders Ibsen og hans svoger sal. Jep Hansen, så kunne Anders Ibsen blive boende på gården til midfaste 1741. Herefter kan Anders Ibsen nyde den på grunden liggende udhus med ungefær 7 tønder jord mod betaling.
23. marts 1736 – pag. 63b
De 8 mands formand Rasmus Mogensen vedr. den 21. gård i Rutsker efterlyste indlæg i sagen. Ingen mødte og formanden gav respit til næste ting.
20. april 1736 – pag. 63b
Tinget skulle have været hold den 13. april, men formedelst herredsskriveren ”heftig paa faldende Svaghed” ikke kunne møde og ingen anden kunne påtage sig opgaven, blev tinget udsat. Skriveren Lars Andersen Birck var atter tilbage på dette ting.
Læst kgl. forordning om landmelitien vedk.
Læst kgl. forordning om desertørers efterladte midler.
Læst kgl. forordning om skærpelse af domme mod Temere Litigantes samt uretvise dommere og prokuratorer, dat. 23. dec. 1735.
Læst kgl. forordning om justitskassen indretning.
Læst kgl. forordning om nøjere kirkedisciplin mod skandaløse syndere, dat. 23. december 1735.
Læst kgl. forordning ang. konfirmation og bekræftelse af dåb, dat. 13. januar 1736.
Læst kgl. forordning angående juridisk eksamination ved universitetet i København til justitiens befordring, dat. 10. februar 1736.
I sagen ang. den 21. gård i Rutsker fremkom Hans Mortensen fra Olsker som er fader og lauværge for afdøde Peder Thorsens enke som nu er i ægteskab med Hans Hansen i rettelagde et skriftligt indlæg. Jens Wefstsen og Lars Wefstsen som værger for Peder Thorsens efterladte børn bad om at høre, havde Hans Mortensen havde andet at tilføje, hvilket han ikke havde. Formanden var svag og var ikke mødt, men Fredrich Fredrichsen var mødt i hans sted. Han ville have de sidste indlæg på næste ting, hvorefter de 8 mand ville afgive deres dom.
11. maj 1736 – pag. 64a
Kgl. forbud mod at bære ”Jueler” (juvéler), guld og sølv, dat. 10. april 1736.
Jens Wefstsen i Olsker kom og oplyste at sal. Peder Thorsens ældste datter Anna, var afgået ved døden, hvilket han lod meddele de 8 mand, der var valgt til at vurdere den 21. gård i Rutsker. Det samme oplyste den afdøde piges sted fader Hans Hansen.
Lars Wefstsen fra Nyker på vegne af den afdøde Peder Thorsens yngste datter Sidsel Pedersdatter aflagde et skriftligt indlæg. Beboeren Hans Hansen på den 21. gård lovede at svare på næste ting.
25. maj 1736 – pag. 64b
Læst kgl. forordning om det nyoprettede general lands økonomi og Commerce collegium, det. 30. december 1735.
Læst kgl. reskript til stiftsbefalingsmanden for Sjællands stift ang. det nyoprettede økonomi- og commerce collegium, dat. 9. januar 1736.
Læst et pantebrev af dato 28. april 1736 der viste at Hans Pedersen på den 25. gård i Rø kaldet Stenby havde lånt 210 sld. i rede penge af Hermand Bohne Mortensen i Rønne mod pant i den 25. gård.
Formanden for de 8 mand, der var opmeldt til at skønne den 21. gård i Rutsker, Rasmus Mogensen ville vide om der var nogen indsigelser, Løjtnant Hans Mortensen fra Olsker aflagde en skriftlig indlæg, samt fremlagde en attest og kvittering. Lars Wefstsen ville have en udskrift af indlægget og ville svare på næste ting. Alligevel blev sagen taget til doms, men Lars Wefstsen kunne indgive sit svar til formanden, som ville tage det med i sin vurdering.
8. juni 1736 – pag. 65a
Erich Pedersen fra Rutsker læste et pantebrev som angav at han skyldte kaptajn Kay Ancher i Hasle 350 sld. mod pant i den 41. gård i Rutsker.
Christopher Hansen, der boede Brogaard i Olsker, var til stede med Claus Olsen af Aaker sogn, der begge ønskede 4 uvildige mænd til at syne og vurdere den 8. gårds bygninger, mølle, skov og ..(ulæseligt). Fire mand blev antaget og pålagt at møde den 13. juni 1736.
6. juli 1736 – mag. 65b
Løjtnant Mads Clemmen af Hasle var blev pålagt at afholde tinget indtil den ordinerede Poul Eskildsen kom hjem fra København.
Peder Hansen af Nyker kom på sin broder Ole Hansen af Melsteds vegne stævnede Christian Steffensen af Rø sogn for gæld. Christian Steffensen var ikke mødt.
De 8 mand med formand Rasmus Mogensen fra Klemensker vedr. den 21. gård i Rutsker afsagde deres dom.
8 mands DOM – pag. 65b på den 21. gård i Rutsker hvor Peder Thorsen døde den 1. marts 1736. Opgaven var at vurdere gården og bestemme hvad Peder Thorsens efterlevende hustru og børn kan arve. Husbygninger, ager, eng, skov, mark og herlighed blev vurderet til 308 sld. Gælden og pretentioner ”som hænger på gården” var 283 sld. 8mandsholdelsen og dommens bekostning på 12 sld. giver i alt 295 sld. 1 mk 12 sk. Til deling mellem hustruen og den yngste datter var 12 sld. 2 mark 4 sk. Den ældste datter døde under domsundersøgelsen. Hustruen Susanne er nu i ægteskab med Hans Hansen og hun arver 6 sld. 1 mk 2 sk. Datteren Sidsel arver den anden halvdel 6 sld. 1 mk. 2 sk., hvilken sum bliver stående i gården og rentefri til datteren bliver 7 år.
I flg. Et skifte fra 9. marts 1714 arvede Peder Thorsen gården efter sin fader Thor Pedersen. Hans Mortensen på vegne af sin datter (Susanne) og dattermand (Hans Hansen) havde krævet, at gården stod til rådighed for hans datter og hans dattermand så længde de levede. Begrundelsen var, at gården var hårdt gældsat. De kunne indløse gården ved at betale 100 sld. til Andris Kofoed i Rønne Den yngste datter Sidsels værge var Lars Wefstsen i Nyker. Hans mening var at moderen med sin nuværende mand skulle kunne blive på gården indtil Sidsel blev voksen og gift.
Dommen blev afsagt efter bornholms gældende vedtægt. Moderen kunne bo på gården i hendes livstid, hvorefter arvingen – datteren Sidsel – skulle have ret til at indløse gården. Hvis moderen døde inden Sidsel blev 25 år, så skulle Susannes mand Hans Hansen kunne blive boende på gården indtil Sidsel blev 25 år. Hans hansen skulle holde gården vedlige og i drift, samt ikke gældsætte gården yderligere.
3. august 1736 – pag. 66b
Den beordrede dommer Poul Eskelsen var kommet tilbage.
Læst kgl. skrivelse tll rentekammeret om betaling af kendelsespenge på Bornholm.
Læst kgl. forordning om anatomien og kirurgiens indretning, dat. 30. april 1736.
Anders Larsen Krack fra Rutsker fremlagde amtskriveren Christopher Schrøders fuldmagt til at føre en sag i kongens navn mod Peder Hansen, der tjente på Splidsgaard. Han havde sammen med Karen Eskildsdatter, som også tjente på Splidsgaard, ”for deris u-Christelige oc ulyclige med fart imod it pigebarn paa 12te Aar ved navn Lisebet Andersdatter”. Som vidner var indkaldt Erich Hansens hustru Mette Michelsdatter samt tjenestedrengen Mads Jensen og Kirsten Andersdatter, som er vævepige, begge på Splidsgaard. Anders Krack producerede dernæst et vidnesforhør, som Peder Hansen havde tilstået den 20. juli i overværelse af Søren Lauges og sandemand Hans Kofoed. Hvilket Peder Hansen atter tilstod.
Krack spurgte Karen Esbersdatter om hun tilstod hvad hun havde sagt under afhøringen den 20. juli. Hun vedstod, at have fortalt, at hun havde givet pigen Lisebet Andersdatter ris fordi hun havde løjet for hende, samt at drengen havde holdt hende.
Krack afhørte derefter vidnerne. Madts Jensen vedstod hvad han havde fortalt den 20. juli. Kirstine Andersdatter vedstod også sit vidnesbyrd fra den 20. juli.
Krack henviste til lovens 6. bog 13 kapitel 18 artikel at Peder Hansen for sådan en ”volds tagelse” bør straffes på livet. [Chr. 5s lov: Hvo som noget Qvindfolk vil med Vold tage, og hendis Raab og Skrig om Hielp høris, og synis blaat Kiød, eller revne Klæder, hand miste sit Liv, endog hand sin Villie ikke fuldkom.] Desuden bør Peder Hansen og Karen Esbersdatter efter loven pag. 814, artikel 8 straffes med 3 gange 40 lod sølv for den hudstrygning som de havde øvet på Lisebet Andersdatter. [Chr.5s lov: End giør hand dennem anden Skade med Afhug, eller Saar, eller i andre Maader dem udfører, da bøde hand over andre rette Bøder trende fyrretyve Lod Sølv]. Desuden bør herredsfogeden havde lovens pag. 911 artikel 2, samt at betale tilstrækkelige omkostninger til amtforvalteren. Endvidere ville Krack have at herredsfogeden ville forelægge Erich Hansens hustru at hun skulle møde på næste ting og afgive vidnesbyrd.
Moderen til Lisebet Andersdatter Margrethe Anders Andersens mødte og fortalte hvor ilde hendes barn var blevet mishandlet den 12. og 13. juli. Hun var blevet forliget med pigen Karen Esbersdatter på den måde, at hun betaler noget for hendes svie, men ikke at hun kan fritages for kongens sag.
Gotfred Nielsen fra Rø fik lov til at oplæse kongens allernaadigste meddelte oprejsning af dato 23. september 1735.
Andris Kofoed i Rønne ved Anders Larsen Krack af Rutsker stævnede udbygger Jørgen Jørgensen, der boede på Jens Jensens grund i Klemensker for gæld. Andris Kofoeds fordring var: I 1730 for 2 lispund linblaar for 1 daler 2 mk, 2 lispund dito blaar 3 mk 12 sk., 1 pot tjære for 4 sk. i 1736 lod han 2 vogne køre op til Jørgen Jørgensen for at hente to læs med ”kulletørv”, men fik intet. Herfor ville han have to mark i erstatning for unødig kørsel. I alt 3 daler. Jørgen Jørgensen havde betalt i 1730 2 læs kulletørv for 3 mark og 1 tønde havre for 2 mark er i alt 1 sld. 1 mk. Jørgen Jørgensen kom og nægtede at han havde fået 2 lispund linblaar, hvorfor han kun skyldte 1 mark, som han tilbød straks at betale. At han ikke havde aftalt afhentning af tørv måtte være grund nok til at han ikke behøvede at betale for ægt. Endvidere tilbød han at gøre benægtelsesed vedr. hans gæld ikke var større end 1 mark. Andris Kofoed overvejede at svare på næste ting.
De fire mand der skulle vurdere Brogaard i Olsker aflagde deres forretning. Christopher Hansen, der boede på Brogaard, fik en udskrift af dommen.
I sagen mellem Ole Hansen i Melsted og Christopher Steffensen i Rø mødte ingen af parterne.
Hernæst følger kopi af rentekammerets brev til amtmanden med herredstingenes påskrift: Bøndernes ansøgning om fritagelse af kendelsespenge var blevet afvist, da det ikke var en ny men en gammel skat. Der skal betale 5 rigsdaler i kendelsepenge, som det var blevet forordnet af Christian den 5 i 1688. Desuden blev det pålagt bønderne i fremtiden ikke at sende supplikker til kongen, men til amtmanden.
10. august 1736 – pag. 68b
I sagen mellem Ole Hansen i Melsted og Christopher Steffensen mødte Ole Hansens bror Peder Hansen og fremlagde et revideret regnskab, der viste at Steffensens gæld var 11 sld. 1 mk 8 sk. Steffensen var ikke mødt. Sagen blev optaget til doms.
17. august 1736 – pag. 69a
Jesper Hansen af Allinge stævnede sognepræsten til Olsker og Allinge menigheder for hans klage til øvrigheden over tre kirkeværger Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersen. Præsten Hans Mahler havde beskyldt Jesper Hansen for at have været bagmanden og i den anledning havde præsten brugt ærekrænkende ord mod Jesper Hansen. Hvorfor han ville have et tingsvidne. Jesper Hansen fremlagde Mahlers klage af 4. juli, samt Mahlers erklæring af 21. juli. Præsten Mahler var mødt og ville have Jesper Hansen til at fortælle, hvilke ord i erklæringen, som han sigtede til.
Jesper Hansen svarede, at han var forundret over, at han skulle nævnes i en sag, som han intet vedkom. Og hvori præsten havde beklaget sig over Jesper Hansen og hans tilhængere stræbte efter præstens ulykke og hvor præsten beskyldte ham for løgn og løse beskyldninger.
Mahler nævnte at Jesper Hansen havde klaget til landemode den 17. juni 1734 om at Mahler var en sjælemorder. Jesper Hansen havde ved et tingsvidne på Hammershus ting den 26. september 1735. klagen til landemodet den 1. oktober havde Jesper Hansen beskyldt ham for at tage betaling for spørgsmål i Luther katekismus, hvilket blev modbevist på provsteretten i Rø kirke den 23. maj 1735. Jesper Hansen fik de tre kirkeværger til at forklare deres sag, i hvilken de havde erklæret sig skyldige. Sagen vedrørte ikke Jesper Hansen på nogen måde.
Jesper Hansen undrede sig over, at Mahler kunne vise dokumenter, som han havde ønsket at få i kopi. Mahler ville ikke svare nærmere på denne påstand, men ville overveje svaret til et kommende tingmøde.
Anders Larsen Krack havde fået amtmandens tilladelse til at føre de tre kirkeværges sag mod præsten Mahler, dateret 31. juli 1736. Hr. Mahler fremviste en landstingsdom fra 31. marts 1728, hvori det forbydes Anders Krack at føre sager. Krack protesterede og angav, at dommen fra 1728 ikke vedkom denne sag. Herredsfogeden tillod Krack at føre sagen, således som amtmanden havde bestemt. Mahler ville protestere på højere sted.
Anders Larsen Krack stævnede, på de tre kirkeværger Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersens vegne præsten, Hans Mahler for grove skældsord og trusler- ord han havde brugt mod dem den 1. juli i præstens stue. Amtmanden og landprovsten er indkaldt om de havde noget indlæg i nævnte sag. Desuden indkaldtes en række stævner: Jens Larsen, Mogens Pedersen, degnens dreng Anders Jensen, præstens dreng Peder Ibsen, præstebonden Anders Mortensen, Hans Rasmussen, Jep Larsen, kaptajn Jørgen Nielsen, Lars Jensen i Kirkeboet, Jens Wefstsen og Johan Pedersen alle fra Olsker og alle indkaldt til at fortælle hvad præsten havde sagt om de tre kirkeværger den 1. juli i hans stue. Desuden var kaptajn Niels Nielsen indkaldt til at fortælle om forliget, der blev indgået mellem præsten og hans sognemænd. Hans Rasmussen var indkaldt for at fremvise Margrethe sal. Wefst Pedersens skiftebrev. Sandemand Anders Pedersen var indkaldt for at fortælle om præstens ret eller uret. Wefst Pedersen og Peder Erichsen var indkaldt for at fortælle om udbyggernes forhold og til at tage stilling til om de fattige udbyggere havde fået det bedre eller dårligere. [åbenbart stridens egentlige kerne!]
Mahler protesterede mod stævningen og indkaldelse af vidner. Sagen var en sammenblanding af tider og steder. Mahler mente, at det var påkrævet at kræve visse pligter af kirkeværgerne og hvis de følte sig urigtig behandling, så kunne de hver især sagsøgte ham.
Krack sagde, at præsten ikke havde gjort forskel på de tre, men havde truet og skældt ud på alle tre i samhørighed. På samme tid og på samme sted, hvilket gør, at det er en sag. Hvilket dommeren sanktionerede.
Krack begyndte afhøringen af vidner. Først beskikkelsesvidnerne Wefst Pedersen og Peder Erichsen, der havde været rundt for at høre 21 fattige udbyggerne hvor mange penge kirkepenge de skyldt til kirkeværgerne. 1.Anders Larsen i Tejn svarede at han skyldte for 1 år til Mogens Jensen, men han huskede ikke hvor meget han havde betalt Jens Andersen og Jacob Pedersen. 2. Niels Jacobs enke i Tejn fortalte at hun ingen kirkepenge havde betalt til de tre kirkeværger. 3. Ole Hoby havde betalt 4 sk. årligt til Mogens Jensen. Han vidste ikke om han havde givet noget til de to andre. 4. Peder Larsen i Tejn havde betalt 4 skilling til Mogens Jensen men intet videre. 5. Hans Madsen af Tejn svarede at han ikke havde betalt kirkepenge. 6. Ole Olsen havde heller intet betalt. 7. Løjtnant ecomand havde intet betalt. 8. Bent Olsen boede på Ved Myrergaards grunden havde intet betalt til Mogens Jensen eller andre. 9. Jens Lassen boende på Lyngen svarede at han rester for 1 år til Mogens Jensen. 10. Lars Sørensen var ikke hjemme, men hans hustru mente ikke at han havde givet noget til kirken i de tre kirkeværgers tid. 11. Hans Larsen på Pilegaardsgrunden havde intet givet. 12. Jens Madsen på Jens Mogensens grund svarede at han restede et år til Jens Andersen. Til de andre havde han betalt penge.13. Rasmus Olsen svarede at han ingen kirkepenge havde betalt til Mogens Jensen. 14. Hans Gifuersen i Tejn havde intet betalt til Jens Andersen. 15. Jørgen Christensen restede 1 år til Mogens Jensen. 16. Lars Andersen havde intet betalt til Jens Andersen, men han mente han havde betalt 1 år til Mogens Jensen. 17. Mogens Olsen havde ingen kirkepenge betalt til nogen. 18. Christen Pedersen havde ikke betalt til Mogens Jensen, men til Jens Andersen 4 sk.. 19. Lars Hansen havde betalt et år til Mogens Jensen og et år til Jens Andersen. 20. Peder Madsen svarede at han årligt havde givet 4 sk. 21. Lars Larsen havde intet betalt til Mogens Jensen, men 4 sk. årligt til Jens Andersen.
Dernæst afhørte Krack Johan Pedersen af Rø sogn, der fortalte at Mogens Bech fra Olsker og Jens wefstsen havde fortalt, at præsten havde beskyldt de tre kirkeværger for at være tyve. Vidnet kunne dog ikke bekræfte at præsten havde truet kirkeværgerne til at stå åbenbar skrifte. Mahler mente ikke at han var et troværdigt vidne, da han var ”rømmet” fra Blekinge hertil for 18 år siden.
Jens Wefstsen kunne bekræfte, at Mogens Bech havde fortalt ham, at han havde den 1. juli hørt præsten skælde de tre kirkeværger ud for at være kirketyve og havde svoret sin saligheds ed, at de skulle stå åbenbar skrifte foran alteret. Mahler svarede at påstanden var ”narreri”.
Næste vidne var degnens dreng Anders Jensen som vidnede, at han søndag den 1. juli var for sin husbond, Nicolaj Bidstrup, et ærinde inde hos præsten med kirkevinen og brød, som den dag fra kommunikanterne var blevet tilovers. Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersen var i præstens stue og han hørte præsten sige, at de tre skulle stå skrifte da de havde stjålet fra kirken og svor på sin sjæl, at de var kirketyve. Mahler havde læst kongens forordning for de tre mænd, hvilket vidnet havde hørt, da han tidligere havde hørt det fra præstestolen. Det var noget med hvilket straf der kunne gives.
Næste vidne var præstens dreng Peder Ibsen, der havde været i stuen da de tre kirkeværger var sammen med præsten. Han vidste intet om hvad de havde talt om, da præsten havde taget dem ind i sit studerekammer. Men efter at de var kommet ud, så havde præsten sagt, at de skulle stå skrifte, da de havde kostet kirken så mange penge. Han havde brugt ordet groft tyveri og at kirken havde mistet 7 mark om året. Mogens Jensen havde foreslået, at han betalte de penge, selv om det ikke kunne være så meget.
Dernæst Anders Pedersen. der havde været beskikkelsesmand forrige år for præsten og kirkeværgen Jacob Pedersen. Anders Pedersen havde trods lovet betaling på 1 rdl. ikke fået lov til at ringe med kirkeklokkerne over sin steddatter, da hun døde. Endvidere havde præsten nægtet at holde ligprædiken trods lovning på 4 sld. Præstens kæreste havde forlang 10 daler, hvilket Anders Pedersen ikke ville give, da der kun var 35 daler gods. Præsten sagde, at Anders Pedersen havde sendt sin ukonfirmerede dreng til ham anden gang og derfor ikke havde forhandlet om betalingen. Præsten ville vide om Anders Pedersen havde givet Krack fuldmagt til at omtale denne sag? Anders Pedersen havde blot svaret på Krack spørgsmål, men han havde ellers intet ondt at sige om præsten.
Lars Jensen, som boede på et kirkebo, var kommet til præsten sent i juni, for at høre, at han skulle hente vin til kommende søndag. Præsten havde sagt måskeder var behov for vin, men at de tre kirkeværger skulle stå skrifte.
Sagen blev udskudt til næste ting, da dagen var fremskreden.
Mahler havde på tinget sagt, at han ville tvinge de tre kirkeværger til at skulle stå offentlig skrifte. Til sit forsvar havde præsten dækket sig under, at det skulle de ifølge kongelig forordning. Præsten ønskede at sagen blev udsat i 14 dage for at det ikke skulle blive for overilet.
24. august 1736 – pag. 74a
I amtskriverens sag mod de to personer i Klemensker mødte Krack og tilkendegav, at der var indgået et forlig og man ønskede at ophæve sagen.
Ligeledes ønskede Krack sagen mellem Andris Kofoed og Jørgen Jørgensen ophævet.
Begge sager blev tilladt ophævet af herredsfogeden.
Anders Larsen Krack ønskede nu at afhøre de resterende vidner i sagen mellem de tre kirkeværger og sognepræsten Mahler i Olsker. Mahler havde konstateret, at herredsfogeden Eschildsen, der også fungerede som kirkeskriver, var stævnet til at vidne, hvorfor han mente, at Krack skulle sørge for at der kom en anden dommer i sagen. Krack mente at det måtte være Mahlers egen opgave at søge amtmanden om en ny dommer, han gik i retten for Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersen ang. præstens trusler og grove skældsord den 1. juli.
Dommeren meldte at han ikke var blevet bedt af øvrigheden at overlade dommersædet til andre, så han ikke andet, at sagen kunne fortsætte, da sagens beskrivelsen var lovlig og at præsten selv havde taget til genmæle. Hvis præsten mente noget andet, så måtte han søge øvrigheden eller om nødvendig føre sag mod ham.
Præsten udbad sig udskrift af ovenstående, således at han kunne søge øvrigheden.
Krack afhørte vidnet Hans Rasmussen af Olsker. Vidnet havde hørt fra adskillige hvad præsten havde sagt mod de tre kirkeværger. Og han havde selv hørt af præsten at de tre skulle stå skrifte. Han var stævnet til at vise sal. Margrethe Wefst Pedersens skifte fra 7. juli 1729, hvilket han også havde leveret i retten. I en post på 4 skilling, som kirkeværgen Mogens Jensen havde fordret i boet på Kirkens vegne. Samme post var blevet betalt til præsten, hvorfor Mogens Jensen havde fordret de 4 skilling af præsten til brug for kirken. Mahler forsvarede sig med, at det burde være kirkeværgen, der selv skulle sørge for inddrivelsen af penge og ikke sende sin dreng ud og inddrive gæld. Mahler sagde at han ikke havde fået de 4 skilling. Kirkeværgen Mogens Jensen ville afgive sin ed på at han havde krævet præsten for pengene, og at præsten havde påstået, at han ikke havde modtaget dem. Mahler ville bevise sin påstand og tillige bevise at kirkeværgen havde forsømt sit embede og gjort kirken skade. Mahler bad Mogens Jensen om at bevise at den tønde som var udlagt for de 4 skilling var blevet afhentet af en fra hans husstand.
S. Ols kirkes regnskabsbog blev fremlagt hvor det fremgik at de omtalte 4 skilling ikke blev indført som indtægt. Og i regnskabet for 1726, da afdøde Hans Mogensen var kirkeværge, da var 8 udbyggere så forarmede, at de ikke kunne betale. Det samme gjaldt da Mogens Jensen var kirkeværge – her var der også 8 udbyggere, der ikke kunne betale. Efter Mahlers ønske navngav Mogens Jensen følgende forarmede udbyggere: Gl. Truelsen, Svend Truelsen, Lars Øbersen døde og huset stod øde, alle fra Tejn, Niels Jensen, Ole Skonning og Peder Madsen foruden andre som blev angivet på sidste ting.
Dernæst Hans Rasmussens dreng Peder Rasmussen, der fortalte at den 1. juli om eftermiddagen kom Mogens Pedersen udbygger, boende på Hans Rasmussens grund i Magaarden i Olsker, hen til Hans Rasmussen for at bede Peder Rasmussen om at følge ham rundt og bede de tre kirkeværger, at møde hos præsten. Han og Mogens Pedersen havde hørt præsten sige til de tre kirkeværger, at de ikke måtte komme til alter førend at de havde skriftet. Mogens Pedersen var bud for Mahler til de tre kirkeværger og havde været med i stuen. Han havde også fortalt om præsten der havde beskyldt de tre kirkeværger for kirketyveri.
Mogens Pedersen skulle også afhøres, men da han var meget beskænket kunne det ikke lade sig gøre.
Krack ville overveje om det var ønskeligt at afhøre vidnet på næste ting, men han ville kræve at præsten svarede på beskyldningerne. Mahler, der imod, ville føre kontrasag på næste ting.
31. august 1736 – pag. 77a
Henning Terchelsen Kjøller og hans søn Diderich Henningsen Kjøller lod læse en kontrakt vedr. den 26. selvejergaard i Rutsker angående dens beboelse mm. Skal indskrives i pantebogen
Læst et forlig mellem sognepræst Hans Mahler og tre sognemænd Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersen (tre kirkeværger) som blev indskrevet i tingbogen:
”Den misforståelse mellem de 3de, nemlig Mogens Jensen i Brødde, Jens Andersen paa Kildesgaarden og Jacob Pedersen paa Store Myregaarden, kirkeværger ved Sankt Ols. Kirke, og mig, som de nu sigter og søger for, at have skieldt dem for tyve, og ieg saaledes i min frelsring paa deres Requicition har tilstaaed, huerken derudi, eller det første, Jeg dem det sagde, men saaledes, som de nu paastaaer, oc agter at besviise mig imod at hafue beskyldet dem der for, neml. for Tyve, er reist sig af det de self hafuer antaget mine Ord anderledes end dem ieg hafde meent, oc af Nidkaerhed for Kierkens Indtresse, oc ofuer ihlet af en af dem I mod mig bevise Importinutet, som de hafr vedst at skiule, men af min Muuelig ofuer illelse betient dem af huis ieg da hafuer sag, Thi ieg hafuer alene strichte med det ord tyf henvist dem yderlig til forordningen om Skand ..? Synder, at alt huis nogen fra vender Nogen hemmelig eller aabenbare, det som dem tilhører, for tyfueri, oc af huem det begaaer, da er tyfue: Saaledes var min Mening, men det hafuer anseet det, som ieg nu Mercher for, at jeg skulde vilde anse eller beskyldt dem for Tyve, saa Erclerer ieg hermed ”Imod at de lefuer oc forsichrer mig, at den begyndte oc paaførte sag ganske skall være ophefuet af mig oc i ingen maader oc ingen tid skal komme til ringeste Prijudise” at ieg iche i Nogen maade ved, eller kand med Sandhed sige dem andet paa, End ald Erlighed oc der forlangt fraa mig, at ieg skulde holde eller bekiende dem for andet end brafue Erlige Mend, dette alene maa ieg Reservere, som Sagen har Reyst sig af, at huis de som Kiercheverger enten iche har giort Kierche Regenskab for, eller i saa maader fraa vendt Kierchen, staaer dem oben at suare for Kirchens Patroner, som ieg dend post har ofuergifuet, at Kierchen kand Nyde sin Ret, ellers vil Jeg enu som før er meldt Erclere oc bekiende dem for Erlige oc brave mend, var de som schichelige Sogne folch med mig deres Præst her efter oc altid vil lefue i Enighed oc Kierlig Christelighed, som det anstaaer Rette Christne oc Tilhørere. Vi ofuen meldte Kierche Vergere ere vel fornøyede med forn. Indgangne Hr. Mahlers forlig oc forpligter os samme, saa vit paa vor side Vedkommer oc i alle maader at efterlefue, efter di vi der foruden her ved gangske oc aldeles erclere Hr. Hans Maller for voris Retsindige oc oprigtige Siellesørger oc ey at vide Noget uanstendigt med hannem i Ringeste maader, men tilstaaer at dend begyndte oc nu hermed ophefuede Sag er af os anhendig giort af Misforstaaelse. Oc blifue for bm,, Kirche Verger fri for Aabenbar Skrifte oc dend omkostning som der paa er giort ophefuet. Det til bekreftelse undertægner Jeg det med min Egen Haand.
H.C. Lassen Maller, Rønne den 30. Augusti Anno 1736
Den sag hvor Poul Eskelsen, Anders Larsen Kracj og kirkeværgerne er indstævnet er på grund af ovenstående ophævet. Test. H.C.L.Maller, Mogens Jensen, Jens Andersen, Jacob Pedersen. Som vitterlighedsvidner: N. Wæst og Christopher Schrøder.
Anders Larsen Krack spurgte de tre kirkeværger om sagen mellem Jesper Hansen og Hr. Mahler også var ophævet. De tre mænd kendte intet dertil og mente, at Jesper Hansen og præsten selv måtte blive enige sådan som de var blevet enige med præsten.
Jesper Hansen af Allinge mødte og ville vide om Hr. Mahler var til stede i retten, hvilket han ikke var. Imidlertid havde herredsfogeden fået brev fra amtmanden, at sager mellem præsten og Allinge og Sandvig bymænd heriblandt Jesper Smed ikke skulle føres på nørre herredsting men rejses i det af kongen oprettede kommissariat mellem Hr. Mahler og Allinge Sandvig Bymænd. Jesper Hansen protesterede over denne beslutning, da det var et angreb på hans ære og at han derfor havde ret til at forfølge sagen. Jesper Hansen fik udskrift af tingbogen.
14. september 1736 – pag. 78a
Weidich Hansen fra Hasle på sin moder Helvi’s, sal. Hans Hansen af Olsker, vegne stævnede Thor Jensen i Klemensker for nogle Ællinger tamme eller vilde. De skulle være kommet nu, så enken ville have en forklaring hvorfor de ikke var leveret. Kaldsmændene havde dog ikke stævnet Thor Jensen, men hans søn Claus Thorsen, i samme sag. Som vidne var stævnet Anders Michelsen og Peder Hermandsen fra Klemensker. Thor Jensen var mødt men da han var en enfoldig mand, der ikke forstod sig på rettergangen, ville han først svare på næste ting og han ville have udtog af stævningen for at se om den var lovlig. Han formodede at dommeren ikke ville tillade at vidnerne blev afhørt. Sagen blev udsat.
21. september 1736 – pag. 78b
Anders Larsen Krack havde fået fuldmagt af amtskriver Schrøder at føre sag på hans vegne mod Hans Madsen boende på Dyngegaard i Klemensker, som havde ”ilde medhandlet” svin tilhørende udbygger Jørgen Jørgensen, der boede på Bjergegaards grunden i Klemensker.
Krack spurgte Hans Madsen om han havde den kopi, som stævningsmændene havde givet ham, hvilket han svarede nej til. Kaldsmændene afleverede originalstævningen som blev læst op og påskrevet. Kaldsmændene afgav ed på, at de havde stævnet Hans Madsen og overgivet ham en kopi. Endvidere var Jens Hansen snedker stævnet sammen med sin husbond Hans Madsen for det at de begge havde øvet mod Jørgen Jørgensens svin. Som vidner var indkaldt Johanne, Jens Hansens hustru, til at fortælle om hendes mand og Hans Madsens overfaldt på Jørgen Jørgensen og hans søn. Desuden var indstævnet Jens Jensen på Bjergegaard og Jens Hansen begge fra Klemensker. En attest blev læst og påskrevet. Det var dateret den 6. september og indgivet af udbygger Jørgen Jørgensen til amtmanden, som var blevet videregivet til Amtskriveren til videre påtale. Klagen blev oplæst og påskrevet.
De to beskikkelsesmænd vedkendte sig ordlyden i deres udgivne attest og efter spørgsmål kunne de bekræfte at den omtalte so døde af sine slag. Det ene vidne kunne bekræfte at tre dage før hændelsen blev Jørgen Jørgensens svin ringede.
Dernæst blev Johanne, Jens Hansens hustru, afhørt. Hun fortalte at hun så Jørgen Jørgensens svin gik og rodede på Hans Madsens ager. Hun så også at Hans Madsen gik mod Jørgen Jørgensen. Derefter red Hans Madsen mod svinene, men 2 hunde, som han hissede op til at gå efter grisene. Hans Madsen red op til hendes mand Jens Hansen Snidker, som han bad om at hjælpe med at få grisene ud af hans ager. På marken mødte Jørgen Jørgensen op og de skændtes og de var på vej til korporligligheder med sten og stokke. Jørgen Jørgensens søn kom ridende til.
Vidnet kunne ikke bekræfte at Hans Madsen havde sagt til Jørgen Jørgensen, at han var en tyv og en skælm og at han ikke var spor bedre end hans broder, der var på Bremerholm.
Krack spurgte Jens Hansen om han havde slået Jørgen Jørgensen med sin stigbøjle (Stiesulle). Han måtte indrømme, at han havde slået en gang, men det var først efter at Jørgen Jørgensen havde truet Hans Madsen med en sten, så for at skille dem ad, havde han gået imellem. Han mente ikke, at han havde slået Jørgen Jørgensen og hans svin.
Hans Madsen kunne ikke nægte at han havde slået, og han kunne vel heller ikke nægte, at han havde dræbt Jørgens so. Men han mente ikke at være skyld i ulykkerne.
Krack satte sagen i rette med at henvise til lovens pag. 996 2. artikel for drabet på soen, som takseredes til 3 x 40 lod sølv og desuden 5 mark til Jørgen Jørgensens omkostninger.
Jens Hansen snedker handlede på sin husbondes anmodning, men han må alligevel dømmes efter forordningen, således at han skal betale omkostningerne til amtskriveren og til Krack. Krack lod sagen gå til doms.
Hans Madsen af Klemensker stævnede Jørgen Jørgensen boende på Bjergegaards grund for at hans svin havde op rodet hans jord. Desuden stævnede Hans Madsen Jørgen J. for vold. Som vidner havde Hans Madsen stævnet Jens Hansen og hans hustru, Peder Jensen, Mads Pedersen alle fra Klemensker. Krack protesterede over denne sag, da det var det samme som hans og de samme vidner. Derfor er den ugyldig, hvis ikke at både amtskriveren og Krack blev stævnet i sagen, da de er part i sagen. Dommeren aflyste derfor sagen med henvisning til loven.
Afsagt dom i sagen mellem Christian Steffensen og Ole Hansen.
I sagen om ællingerne meddelte Weidich Hansen på sin moders vegne, at der var indgået forlig med Thor Jensen i Klemensker. Derfor blev sagen ophævet.
DOM – pag. 80a
Ole Hansen fra Melsted i Østerlars sogn havde stævnet Christian Steffensen i Rø for gæld for 11 sld. 1 mk 8 sk. Pengene tilhørte Ole Hansens myndling Ole Ibsen efter skiftet efter Jens Andersen på den 12. vornedgaard i Klemensker. Steffensen havde selv indrømmet gælden, så dommen lød, at han skulle betale tillige med sagens omkostninger.
5. oktober 1736 – pag. 80a
Læst Kgl. Bestalling af dato 14. september 1736 der udnævnte forhenværende kirkeskriver på Bornholm Poul Eskildsen skal være herredsfoged i Nørre Herred, Byfoged i Hasle og Birkefoged ved Hammershus Birk.
Læst kgl. konfirmation af fundats for Enkekassens indretning for civile betjente i Danmark, dat. 30. april 1736.
Mogens Jensen og Mogens Nielsen begge boende i Dalby i Rø lod læse en kontrakt af dato 26. september 1736.
Kgl. holtsførster Kettelsen bad herredsfoged Eskildsen om at få valgt 8 forstandige mænd til at syne Nørreherreds skove hos selvejere og vorneder.
Amtsforvalter Christopher Skrøder stævnede på sit embedes vegne Anthoni Holgersen på den 36. gård i Klemensker og Hans Holgersen på den 37. gård til at høre en opkrævelse på markskel mellem de to gårde. Der skal efterses stabler og stene, der indikerer det rette skel. Der blev valgt 8 mand til at møde på åstedet den 13. oktober.
Anders Larsen Krack mødte på amtskriver Skrøders vegne i sagen mellem Hans Madsen og hans udbygger Jens Hansen og udbygger Jørgen Jørgensen. Krack ville have dom i voldssagen. Regimentskvartermester Linderoed fremviste en tilladelse fra amtmanden om at gå i rette for Hans Madsen, der boede på Dyngegaard i Klemensker. Krack mente at regimentskvartermesteren ikke kunne føre sag for Hans Madsen alene, da sagen også drejede sig om Hans Madsens udbygger Jens Hansen. Det blev afvist af dommeren.
Linderoed stævnede Jørgen Jørgensen for at hans svin havde oprodet Hans Madsens agre. Desuden stævnede Anders Larsen Krack, som var fuldmægtig for amtskriveren i en uretfærdig sag og for ærekrænkende ord. Som vidner var indkaldt Jens Hansen, Mads Pedersen og Peder Jensen alle tre boende på Dyngegaards grunden i Klemensker. Som godvilligt vidne mødte Hans Jensen i Gildesboet i Klemensker og Gotfred Nielsen fra Rø sogn. Krack protesterede mod stævningen og henviste til loven om at et kontravidne skulle omfatte alle vidner fra første ting. Dommeren ville tage sagen i overvejelse til næste ting.
Jens Pedersen fra Rø som nu er ejer af den 7. gård i Rø fremstillede fire mand fra Rø: Peder Pedersen, Hans Larsen, Mikkel Pedersen og Lars Pedersen for retten. Hans Hansen og Jens Larsen fortalte at natten mellem den 17. og 18. februar 1736 ungefær kl. 11 om natten brændte den 7. frivornedgård til grunden. Alt både kreaturer, bæster og sæde og andre husgeråd og boskabsvarer, ”mestendel” opbrændt. Tillige blev enken Karen sal. Mogens Andersen som boede på gården tillige med hendes datter Anna Dorta, som nu er forlovet med Jens Pedersen, ynkeligt forbrændt. Moderen (Karen Larsdatter) døde kort tid efter af sine forbrændinger. Nogle få kreaturer, lidt løsøregods blev udlagt til kreditorer. Gården er i stor gæld. Et tingsvidne blev derefter udstedt til Jens Pedersen.
19. oktober 1736 – pag. 82a
De otte mand, der blev valgt til at skønne Nørreherreds skove aflade deres forretning.
Anders Knudsen fra Rø læste et pantebrev som han havde udstedt til skipper Niels Nielsen i Rønne, dat. 28. september 1736. Han havde lånt 140 sld. i dansk mønt mod pant i den 6. frivornedgaard i Rø, Lindholm kaldet. Herredsfogeden påpegede, at da gården var en frivornedgaard, skulle han lade det læse og påskrive på Landstinget.
Et pantebrev af 22. september 1736 blev læst som viste at Anders Clausen på den 61. gård i Klemensker havde lånt 210 sld. af skipper Niels Nielsen i Rønne mod pant i gården.
I sagen hvor Hans Madsen er anklaget for vold mod Jørgen Jørgensen og Linderoed kontrastævning på Hans Madsens vegne, oplyste dommeren, at Krack kunne færdiggøre sagen mod Madsen og Jens Hansen Snidker. Hvad angår kontrastævningen, så mente dommeren at sagen kunne tillades efterfølgende. Krack påpegede at i kontrastævningen kunne Jens Hansen snidker ikke være vidne, da han således kom til at vidne i hans egen sag. Efter mange lovformaliteter fik Linderoed lod til at føre sine vidner.
Peder Jensen fra Klemensker fortalte at om tirsdagen – dagen efter at episoden med svinene var passeret – mødte han Jørgen Jørgensen Skov på pløjningen. Jørgen fortalte at han havde slået to gange, men han vidste ikke om han havde ramt Hans Madsen eller hesten han sad på. Jørgen Jørgensen havde også sagt, at han havde kaldt Hans Madsen for tyv. Beskyldningen for at være tyv var grundet på en tidligere episode i en tørvegrav. Episoden kunne Krack ikke forfølge, da Linderoed fik held til at forhindre Krack at komme nærmere ind på det, de vidnet ikke var stævnet til det. Peder Jensen havde Jens Hansen Snidkers datter til ægte, hvilken konstatering Krack ønskede at pointere for at gøre Peder Jensen til et villigt vidne.
Næste vidne var Mads Pedersen fra Klemensker, der kunne fortælle, at Jørgen Jørgensens so gik på marken dagen efter, at den skulle være angrebet af Hans Madsens hunde. Krack konstaterede at Mads Pedersen gik med rød kjole og med snoret (?) hat, hvorfor han bad vidnet fortælle om han tjente den svenske eller den danske konge, samt fortælle hvor han opholder sig, boer og bygger, og har sin bopæl enten i Sverige eller Danmark. Vidnet fortalte at skønt han var indrulleret som musketer ved det fynske gevorbene Regiment under hr. oberst Fredrichs Kompagni, så har han bopæl her på landet med sin hustru og børn på Hans Madsens grund i Klemensker, hvor han opholder sig med hans obersts rejsepas og tilladelse.
Dernæst Gotfred Nielsen og Hans Nielsen fra Gildesboet, der var blevet engageret af Hans Madsen til at spørge Jørgen Jørgensen, hvorfor han havde angrebet ham. Jørgen havde fortalt dem, at årsagen var at hans hunde havde bidt hans so, derfor havde han taget en pæl for at slå Hans Madsen på hans pande. Hesten havde forhindret ham at fuldføre hans hensigter. Jørgen Jørgensen havde også fortalt dem, at det var heldigt at Jens Hansen snidker var kommet til og afværget yderligere ulykker. Krack havde været hos Jørgensen og sagt at han skulle tie eller i det mindste vide hvad hans mund sagde. Endvidere fortalte vidnerne, at Hans Madsen havde skudt sine hund, for at der ikke skulle være en risiko for nye skader.
Krack gjorde opmærksom på at det sidste vidne, gevorben i det fynske regimente Mads Pedersen, var gift med søsteren til Jens Hansen snidker og altså var hans svoger og derfor at betragtes som villigt vidne.
Jens Hansen snidker, som var det sidste vidne i Linderoed kontrasag, fortalte at Hans Madsen kom ridende op til sine udbyggere. Samtidigt gik Jørgen Jørgensens 4 svin og rodede på hans mark. Han hissede hundene på dem, og den ene hund bed soen i ørene, hvorfor denne hunde senere blev skudt af Hans Madsen. Jørgen Jørgensen kom ”rendende” med en plovtyv i hånden og var vred på Hans Madsen fordi han havde hisse hundene på svinene. Hans Madsen sagde til Jørgen Jørgensen ”hvorfor skal jeg have så meget fortræd af dig”. Jørgen sagde: ”Hvad siger du din gl. tørvetyv”. Derefter slog Jørgen ud mod hesten med sin plovtyv, som så svejede rundt og hvis den ikke havde gjort det, så havde Jørgen slået Hans Madsen i hovedet. Jens Hansen skilte dem ad ved at gå imellem med en Stiersulle (?), så løb Jørgensen hjem mod sin egen grund. Jens hansen og Hans Madsen satte efter Jørgen Jørgensen, der ville kaste sten mod Hans Madsen. Jens Hansens hustru blandede og sagde, at alt hvad han sagde ville blive husket. Jørgen slap sten og stiersulle (?) (detaljeret beskrivelse)
Krack mindede herredsfogeden om, at Jens Hansen var interessent i sagen, da han var sigtet i den første sag, som Krack havde startet. Sagen var ikke ændret og Krack mente at Hans Madsen skulle betale 3 gange 20 lod sølv og betale svinene efter vurdering og omkostningerne.
Sagen blev udsat til næste ting.
2. november 1736 – pag. 84a
Læst kgl. forordning om supplikker, som pålagde alle interessenter at handle under straf, hvis de ikke oplyser navnene., dat. 7. september 1736.
Læst kgl. plakat og forbud mod fløjl fra udlandet at indføre, dat. 21. september 1736.
Læst kgl. plakat og forbud mod indførsel af Rassker (?) og Caldoner (kaldun? indvolde?), dat. 26. september 1736.
Kgl. forbud mod at bære juveler, guld og sølv suppl. Til forordning 16. april 1736
Læst et skriftlig indlæg fra regimentskvartermester Linderoed for Hans Madsen. Krack lovede at svare på indlægget på næste ting.
16. november 1736 – pag. 84b
Læst pantebrev der viste at Anders Ibsen på den 23. gård i Rø havde lånt 40 sld. af Mogens Pedersen, der boede på Kraagholmsgaarden i Rutsker mod pant i den 23. gård i Rø.
Formanden for de 8 mand Haagen Beck læste deres forretning vedr. skelstene mellem den 36. gård og den 37. gård i Klemensker.
Anders Larsen Krack på vegne af amtskriver Schrøder mod Hans Madsen i kontrasag mod Jørgen Jørgensen frasagde sig sagen, da Jørgen Jørgensen i sin klage havde talt usandhed. Han var ikke så fattig, som han påstod. Hvis Jørgen Jørgensen ville fortsætte sagen, så måtte han selv føre sagen.
Linderoed i kontrasagen læste et indlæg, som skulle medtages i den endelige dom og bad herefter sagen blev ført til doms. Dommeren spurgte herefter Jørgen Jørgensen om han havde noget at tilføje, hvilket han ikke havde, hvorfor sagen blev taget til doms.
Jens Hansen fra Klemensker, der havde stævnet Lars Mortensen og hustru fra Rø erklærede, at de var kommet overens og at han på næste ting ville fremvise deres forlig på den rette sort papir.
Gotfred Nielsen fra Rø stævnede udbygger Ole Peder i Rø for gæld. Ole Pedersen var mødt på tinget og betalte Gotfred Nielsen 4 mark, som var deres mellemværende. 8 skilling ville han betale inden 8 dage til Gotfred for stævningen.
8 mandsforretningen vedr. skellet mellem den 36. gård, hvor Antoni Holgersen boede og den 37. gård, hvor Hans Danielsen boede i Klemensker. Skellet var i Blaakier og synsforretningen skete i overværelse af de to lodsejere og amtsforvalteren. Der var ingen synlige markskel. De fandt nogle, men der var ingen beviser for, at de var de rigtige. De to naboer blev enige om skellet og med begges hænder blev rigtige markstene nedsatte som skelstene. Begge lovede at respektere de nysatte stene som lovlige markskel.
30. november 1736 – pag. 85b
Jens Hansen fra Klemensker, der havde stævnet Lars Mortensen og hustru fra Rø fremviste deres forlig på de rette papir.
7. december 1736 – pag. 85b
Amtsforvalter Schrøder mødte og stævnede to skønningsmænd Peder Øbersen og Peder Christensen, som havde skønnet kongens gård, Pellegaard, den 17. i tallet i Rutsker. De skulle fremlægge deres synsforretning og vedstå den. I samme sag stævnedes sandemand Hans Olsen i Rutsker og kongens fæster Jep Mogensen på den 17. gård, samt Anders Davidsen. De to synsmænd fremlagde deres forretning, som de vedkendte sig. Jep Mogensen vedstod også forretningen og tilføjede, at de seks stolperum hus, der blev omtalt, måtte være et udhus på den 17. gårds grund. Den 17. gård var et ”steel”, altså uden bygninger, hvorfor han havde drevet den 17. gårdsstel fra den 18. gård, hvor han boede og måtte føre en stor del af gødning fra den 18. til den 17. steel, men desuagtet havde gården kun givet lidt korn og derfor måttet så havre på rugjorden. Desuden havde han måtte have sin svigerfader og hans hustru på undentag, hvilket havde været en stor byrde. Hans svigerfader døde samme dag som synet foregik, men hans hustru lever endnu og skal have undentag.
Anders Larsen Krack var tilstede i retten og i amtskriverens påhør ønskede han med en attest under fem hænder at påvise, at den 17. gård var hans rette ejendom, hvorfor han bad om at hans søn Jon Andersen Krack måtte fæste steelen og forsvarligt opbygge gården som det bør at gøres. Og hvis andre bød højere landgilde, så ville han overbyde. Gården ville han helst købe, da det havde være Anders Larsen Kracks forfædres gård under August Dechners tid, hvorfor det var ham meget ønskeligt om gården kunne komme tilbage til slægten. Krack fik tilladelse til at attesten skulle antages mod han betalte 24 skilling i stempel. Attesten viste at Peder Bendtsen måtte gå fra gården fordi han ikke kunne udrede de kongelige skatter. Jep Mogensen mente dog at han havde fæstet gården og at han stod først, hvis der skulle udstedes nyt fæstebrev. Hans søn kunne overtage og bebygge steelen. Dette skulle indføres i panteprotokollen. Jep Mogensen bad om udskrift.
21. december 1736 – pag. 86b
Læst kgl. plakat om højesterets afholdelse i 1737
Læst kgl. forordning om attester som professorer ved Universitetet og som biskopperne skulle indsende til Det danske Kancelli om præsternes lærdom og om udnævnelse til ledige præsteembeder, dat. 2. november 1736.
Læst et købebrev dat. 14. december 1736 ang. Jens Andersen boende på St. Hallegaard i Olsker havde solgt den 13. gårds sæde og adgangsret til Anders Fridrichsen for 50 sld.. Hvilket købebrev skulle indskrives i panteprotokollen.
Læst skødebrev af dato 13. december 1736 som melder at Mikkel Bjørnsen på den 4. selvejergaard i Østermarie havde solgt, skødet og afhændet den 16. gårds gårdssæde og adgang i Klemensker som han havde arvet på sin hustrus Gertrud Pedersdatters vegne. Hun havde arvet sæderetten efter sin sal. moder Maricha Pedersdatter. Sæderetten blev solgt til hans hustrus fader Peder Larsen og hans nuværende hustru Dortha Claus og deres arvinger for 140 sld.
Udbygger Jørgen Jørgensen på Bjergegaards grund i Klemensker foregav at han var blevet venligt forenet med Hans Madsen i Dyngegaard og derfor ikke alene ophæver den sag som Jørgen Jørgensen havde mod Hans Madsen for at have ihjelslået hans so. Han ville ikke længere anke eller have prætention på ringeste måder. Han trak også alle ord og beskyldninger tilbage, som var sket i al ubetænksomhed. Han ville selv påtage sig skylde. Han ville i fremtiden holde kristeligt og skikkelig omgængelse med Hans Madsen og hans udbyggere. Omvendt skal Jørgen Jørgensen eller hans pårørende i fremtiden ikke skal komme dem til last.
Forliget blev udstedt på 24 skillings papir og udskrift til begge parter blev tilladt af herredsfogeden.
Næste års stokkemænd blev valgt. Desuden advaredes Røboernes tingbude, at møde på landstinget den 16. januar 1737.
11. januar 1737 – pag. 87b
Læst et pantebrev udstedt af soldat Anders Jensen på Christiansø havde lånt 64 sld. af Peder Olsen i Tejn mod at sætte 8 skæppe land gl. mål i Grensløkken (?) i Tejn som brugeligt pant.
25. januar 1737 – pag. 87b
Læst kgl. forordning om hvorledes bønderne på landet kunne afholde deres bryllupper, trolovelser og barnedåb på helligdage, samt om deres gilder og gæstebrud, samt spil og leg på de dage skal være afskaffede, og hvis de holde dem, så skulle de ske på søgnedage, men ikke på de dage hvor der var gudstjenester eller hvor det kan forarge menigheden. Dateret 14. december 1736.
Læst kgl. forordning om rettens skriverembeder, hvad de skulle nye og hvilke skriverpenge de måtte modtage, samt deres opgaver ved skiftekommissioner og at føre protokollerne. Dat. 21. december 1737.
8. februar 1737 – pag 88a
Læst skøde og købebrev som viste at Weidich Haagensen i Rutsker havde solgt et stk engebund NV for Hestehaven på ½ læs til Rasmus Pedersen for 10 sld., dat. 6. februar 1737.
Tingbudene i Rø stævnede Gotfred Nielsen i Rø for skipper Robert Robertsen i Rønne for gæld. Gotfred Nielsen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udsat.
1.marts 1737 – pag. 88a
Robert Robertsen fra Rønne var ikke mødt for at forfølge sin sag mod Gotfred Nielsen, Dommeren pålagde skipperen at møde på næste ting, hvis han ville kræve sin ret.
15. marts 1737 – pag. 88a
Læst et pantebrev dat. 1. marts som viste at Ole Jørgensen i Risby i Klemensker havde lånt 100 sld. ag Andris Kofoed i Rønne mod pant i Ole Jørgensens gård, den 54. selvejergaard i Klemensker.
Anders Larsen Krack fremviste en fuldmagt udstedt af amtskriver Schrøder til på hans og kongens vegne at føre sag mod Anders Mogensen i Rø sogn. Krack lod læse en memorial udstedt 28. februar af sognepræsten Mahler til amtmand West, om at Anders Mogensen havde villet voldtage Stenner Engelbreths datter Marta under et høstgilde den 20. januar hos Anders Pedersen på Bækkegaard i Olsker (16. gård). Endnu fremlagde Krack amtmandens missive til amtskriveren om at forfølge voldtægt sagen.
Krack havde stævnet Anders Mogensen, samt vidnerne: Hans Rasmussens hustru fra Rø, Bendt Olsens hustru fra Olsker. Jon og Lars Andersen Krack var stævningsmænd da Martha skulle indkaldes til at forklare ”samme sags beskaffenhed”, at besvare spørgsmål og høre på beviser.
Anders Mogensen, der var til stede, blev spurgt om han havde været i laden eller stalden hos Anders Pedersen i Olsker sammen med Stenner Engelbreths datter Marta. Han bekræftede det. Han var gået igennem laden sammen med Marta. På spørgsmål om han havde voldtaget Marta, svarede han nej og sagde, at det ville ingen ”kunne godtgøre”. Han benægtede at han ville ”ligge hos pigen”. Krack ville vide, hvad han gjorde ved pigen da Hans Rasmussen hustru råbte ”ved døden, at han skulle lade hende blive”. Det svarede han ikke på, men sagde, at de skulle Hans Rasmussens hustru selv forklare og bevise.
Vidnet Karen Bendt Olsen på Langgaards grunden i Olsker fortalte, at hun og Hans Rasmussens hustru var til høstfesten den 20. ferbuar på Bechegaarden i Olsker. Om aftenen, da månen var stået op, ville skyde genvej gennem den vestre lade, hvor de opdagede at døren var lukket og de kunne fornemme, at der var nogen derinde. De fik døren op og hørte at Marta sagde ”Holden Skich”, andet hørte hun ikke, hverken råb eller skrig. Hans Rasmussens hustru sagde så: ”Anders er du her inde, gaar du i Krogene med Pigerne?” Krack spurgte vidnet hvad det var for små piger der gik over gården med dem. Vidnet svarede. Vidnet svarede, at så vit hun erindrede, var den ene sal. Jens Andersen pige på Bækkegaard og den anden var Thor Larsen i Skrubbe og begge var små. Hun kunne ikke sige, hvad Marta sagde, da de kom ud af laden, da hun ikke så da de kom ud, da hun var inde og lagde i kakkelovnen. Hun kunne ikke ”gøre noget tøche” om Anders Mogensen ville voldtage Marta, fordi døren var til lukket. Hun kunne heller ikke vide, og Anders Mogensen havde lukke Marta inde i laden med magt. Krack pålagde vidnet og de øvrige vidner om at komme på næste ting. Anders Mogensen blev pålagt at lægge kaution, således at han kunne komme hjem og pløje, da foråret stod for døren.
Ole Jørgensen fra Klemensker var nu mødt og tilstod pantebrevet (se ovenfor)
Claus Mogensen af Sandvig stævnede Bendt Pedersen i Klemensker for resterende herredfoged-kornskæppe i hans afdøde fader Mogens Clausens tid og de sidste 16 år. Altså krævede han 16 skæpper korn. Bendt Pedersen ville svare på næste ting.
29. marts 1737 – pag. 89b
Sagen mellem skipper Robert Robertsen i Rønne og Gotfred Nielsen fra Rø blev ophævet.
Endvidere blev sagen mellem Claus Mogensen i Sandvig og Bendt Pedersen i Klemensker i gældssagen, om herredsfogedens skæppekorn, ophævet.
Anders Larsen Krack på amtskriverens vegne mødte i voldtægt sagen mod Anders Mogensen i Rø og forhørte sig om vidnerne var mødt. Hans Rasmussens hustru var ikke mødt, selvom at hun havde lovet tingbudene det. Marta Stennersdatter var mødt.
Marta Stennersdatter bekendte at hun på høstgildet på Bækkegaard i Olsker den 20. februar ungefær to timer på aftenen, da hun var ved den vestre låge til gården, mødte hun Anders Mogensen, der spurgte om hun ville gå med ind om Porten, uden han sagde ”noget uskikkeligt”. Og da han talte tog han hende i hånden og trak hende ind i fæhuset. Hun forsøgte at vriste sig fri, men han slap hende ikke. Han sagde ”om du vil lyde mig, saa skal jeg lyde dig igen i al de ting du begærer af mig”. Da bad hun igen om at slippe. Det gjorde han ikke, men sagde til hende at det skulle blive bedre for hende end som hun troede. Da ”gjorde han sin begiering”. Hun forsøgte at komme ud af døren, men han slog hende omkuld. Lagde sig over hende og hendes hoved. Hun kæmpede i mod og kom op, men ikke fra ham. Han lod sig falde og trak hende ned over sig. Hun råbte om hjælp, men han begyndte at trække hendes tøj af og ville krænke hende med vold og magt ligge hos hende. Det varede en halv time og da kunne man høre et menneske udenfor i gården. Så slap han hende, men truede hende til at tie. Da hun kom ud var hun fra ”sind og sands af slig medfart, hvilken alteration holdt hende fra onsdag til lørdag middag, da hun skulle gå til skrifte om Søndagen”. Hun gik til alters men havde det ganske elendigt og måtte gå til sengs og lå der i tre uger. Men hun var ikke helt sikker på at det var Anders Mogensens ”ilde haandtering af hende”.
Hun havde fortalt sin fader om hvad der var sket samme aften. Han var med til høstgildet og sad i stuen. Hendes fader havde talt med Anders Mogensen, men hvad de talte om, vidste hun ikke. Anders Mogensen kom ind i stuen og ”Svor og bandede”, medens han sagde, at der var nogen der havde ”løyet paa ham”. Bendt Olsen kone sagde til Marta Stennersdatter, gå ind og forsvar din ære, for nu vil han gøre det til løgn alt sammen, for jeg var med og hørte alt det det skete. Da gik Marta ind i stuen og sagde til Anders Mogensen, at hun vil møde ham på tinget og der ville hun anklage ham for voldtægtsforsøg. Derefter for Anders ud af stuen og ind ad krobhuset. Så talte de ikke længere med hinanden. Hun viste et blåt forklæde, som hun havde haft på den aften at Anders ville hende ”slemt begiære”. En syning var i stykker og der var skarn eller møg på. Det samme var sket med hendes skørt. Marta ville afgive sin korporlige ed på, at hun har berettet sandt.
Sagen udsat til næste ting.
12. april 1737 – pag. 90b
Erich Hansen boende på Splidsgaard i Klemensker lod læse et afkald og kvittering udgivet af hans bror Peder Hansen på Skovsholm i Ibsker, hans svoger Johan Lorentsen Arbro i Rønne og svogeren Jochum Thisen i Svaneke alle sal. holtsførster Hans Erichsens efterladte arvinger, af dato 8. marts 1737. Kvitteringen viste at Erich Hansen havde udløst alles arv, som de havde stående i den 25. gård Splidsgaard i Klemensker, hver 225 sld. i alt 625 sld.
Dernæst blev læst en kontrakt af dato 28. december 1736 mellem sal. holtsførster Hans Erichsens efterladte hustru Sissel Pedersdatter Lesler og hendes søn Erich Hansen på Splidsgaard om undentag og årlig afgift gældende for hendes livstid.
Anders Larsen Krack af Rutsker mødte på amtskriverens vegne i sagen mellem Marta Stennersdatter og Anders Mogensen. Sagen er nu ved et missive fra amtskriveren udsat til næste ting. Imidlertid indfandt sig vidnet Kirstine Hans Rasmussen fra Rø, men afhøringen måtte udsættes til næste ting.
3. maj 1737 – pag. 91a
Læst kgl. forordning om hvordan dannefæ skal forstås – ref. til ovens 5 bog 9. kapitel 3 artikel., dat. 22. marts 1737.
På kgl. amtskrivers vegne erklærede Anders Larsen Krack, at sagen mod Anders Mogensens hvor han anklagedes for voldtægtsforsøg mod Marta Stennersdatter, er blevet forliget og at der ikke skulle afsiges dom. Årsagen var, at det ikke kunne ”fuldkommelig bevises”, så sagen måtte ophæves.
Mogens Pedersen, der boede på den 2. gård i Rutsker, Tornegaard, stævnede kvartermester og sandemand Hans Olsen i Rutsker, boende på den 14. gård, Peder Christensen på den 15. gård, Hans Christensen på den 1., Jens Pedersen på den 47. gård, Anders Larsen Krach på den 11. gård i Rutsker. Alle var stævnet til at fortælle om den store skade han, Mogens Pedersen, havde lidt natten mellem den 21. og 22. januar, da to af hans lader blæste omkuld. Kvartermester og sandemand Hans Olsen fortalte at de to læger blæste i ”bund og grund baade hovedtømmer, tag og tagredsel”. Den ene længe var kun 4 a 5 år siden den blev opsat. Hver længe var på 8 stolperum. Foderet blev bortblæst, nemlig småhalm, samt sæd, der lå i strå, kom til at ligge under åben himmel i regn og sne. Kreaturerne måtte han tage ind i Stegerset. De øvrige vidner bekræftede dette vidnes udsagn. Vidnerne bekræftede at han havde mange stedbørn og at han stod i stor gæld og måtte svarede 17 sld. 2 mk i rente årligt foruden kgl. skatter og kontributioner. Mogens Pedersen fik udstedt et tingsvidne.
10. maj 1737 – pag. 92a
Læst kgl. befaling til amtmand West og stiftsbefalingsmand Gersdorf ang. at enhver magistratsperson og rettens betjente skulle gøre regnskab til amtstuen efter forordning af 23. december 1735 om Justitskassen., da, 24. august 1736.
Læst kgl. reskript til stiftsamtmand Gersdorph af dato 1. december 1736 ang. håndværkere som bor i købstæderne i Danmark ”bliver gjort Indpadts (?) af de på landet boende med mere”.
Endnu læst kgl. Reskript af dato 11. januar 1737 om at håndværkere der står i melitien ikke må bruge deres håndværk alene ved regimentet. De må ikke arbejde hos mestre mod løn som en svend.
24. maj 1737 – pag. 92a
Intet for retten at føre.
31. maj 1737 – pag. 92b
Læst kgl. anordning og reglement om sørgedragt og hvad slags klæder man skal bære., dat. 3. maj 1737.
Læst kgl. anordning om hvordan man skulle forholde sig til kontakt til Danzi og Køningsberg og de omkringliggende steder, samt passagerer og varer fra disse steder. Der var udbrudt ”pollen og græssende farlige og smitsomme sygdom”, dat. 13. maj 1737.
Mogens Larsen fra Rutsker på Risegaard lod læse en kontrakt af dato 31. maj 1737 oprettet mellem ham og hans forrige hustrumoder Ellen sal. Anders Hansen giver og forærer sine to døtres børn, nemlig Anders Mogensen og Signe Mogensdatter 140 sld. som hun havde til gode hos sin forrige dattermand Mogens Larsen.
Sognepræst til Klemensker Christian Opdall stævnede sognedegnen Lund i Klemensker for ulovlig skovhugst i præstegaardsskoven og hjemføre træer selv efter at tre mand havde forbudt ham at gøre det. Som vidner stævnedes Peder Brand og Anders Gammelsen udbyggere på præstegaardens grund, Hans Clausen, Peder Nielsen, tjenende på præstegaarden. Degnens udbygger Jørgen Olsen og degnens tjenestedreng Peder Jensen havde været med til at fælde og hjemtage træerne. De blev stævnet til at fortælle om deres gerning.
Opdal ville erhverve sig et lovligt tingsvidne.
Degnen protesterede på det kraftigste af flere grunde: Stævningen var ikke på stemplet papir, i strid mod loven, det var imod ”Monitum Synodi Ishmael” 1736 lov pag. 15, artikel 15, fordi det var år og dag siden og til sidst, fordi skovvæsenet havde tilladt det. Dommeren afviste degnens klage, da det er en sag og et tingsvidne, som han formoder skal føres til den gejstlige domstol. Vidnerne kunne afhøres.
Vidnet Peder Brandt skulle fortælle, hvor mange træer der var blevet fældet efter at den tidligere præst Eliass død. Elias enke havde bedt Peder Brandt om at undersøge hvem der havde fældet nogle asketræer i præsteskoven og at sende bud til holtsførsten. Han havde sammen med Anders Gammelsen talt fire fældede træer, to af dem var fjernede og to lå tilbage. Det var de største træer i skoven. Holtsførsten havde vurderet størrelsen til 6 bondelæs. Vidnet kunne huske 34 år tilbage og træerne havde stået i den del af skoven, som hørte præsten til. Vidnet havde ikke set degnen havde bortført træerne. Båden han og Anders Gammelsen havde været bud for præsteenken og den afdøde holtsførster Erichsen til degnen om ikke at fjerne de omhuggede tre træer.
Vidnet Anders Gammelsen bekræftede Peder Brandts vidnesbyrd. Vidnet havde set at degnens dreng og udbyggeren havde stået og hugget på træerne i degnens gård. Præsten Opdahl havde spurgt dem, hvem der havde givet dem ordre på at hugge, Drengen Peder Nielsen og udbyggeren Niels Pedersen havde sagt at det var på befaling fra degnen, men henvist for øvrigt til deres husbonde, degnen. Gammelsen havde været med præsten hos degnen, da præsten ville forbyde videre træhugning. Degnen havde bud præsten ind i stuen, men præsten havde sagt nej, han ville ikke ind hos en trætyv, hvorefter degnen havde sagt, om han var en trætyv, så var præsten en skovtyv. Gammelsen kunne huske 20 år tilbage i tiden og i den tid var skoven, hvor de blev hugget, brugt af præsten.
Vidnet Hans Clausen på Ladegården, som fortalte at i de tre år han tjente på præstegaarden, var skoven og engen under præstegaarden. Han havde været med da holtsførsten Erichsen havde synet træerne og det blev da konstateret, at de var blevet fældet af Hans Larsen Smed og Peder Jensen og derefter på vogne ført til degnen.
Vidnet Peder Nielsen fortalte at de tre træer var hjemført af degnen, der selv var med, sammen med Jørgen Jepsen og Peder Jensen, der kørte vognene. Kunne også berette om præstens ord og trætyv til degnen og hans modsvar var at præsten så var skovtyv. Vidnet havde for 3 år siden tjent præsten og da var der ingen tvivl om ejendomsretten til skoven.
Vidnet Jørgen Ibsen vedkendte sig, at han havde ført de tre træer til degnen, men han sagde, at træerne var hule indeni. Han havde slået en jernkile i træet for at kunne slæbe det.
Peder Jensen tilstod at han på degnens befaling fra hans husbonde, at havde været med til fældningen.
Degnen Lund bad om at han måtte svare på næste ting inden et tingsvidne blev udfærdiget.
7. juni 1737 – pag. 94b
Degnen Lund bad om udsættelse af sagen, som sognepræsten Opdal havde startet mod ham. Han havde søgt biskoppens betænkning i sagen, som han mente burde være med det første skib. Det var præsten ikke tilfreds med og dommeren gav ham tilladelse til at få et tingsvidne, hvortil præsten leverede papir.
21. juni 1737 – pag. 94b
Hans Jensen fra Pliegaard, den 33. gård i Olsker kom og læste et pantebrev af dd, der viste at han havde lånt 140 sld. af Peder Jensen i Rosendale i Rutsker mod pant i den 33. gård.
5. juli 1737 – pag. 94b
Ingen sager at føre.
26. juli 1737 – pag. 95a
Kgl. reskript om at betlere ej må opholde sig på kroer. Dat. 28. januar 1737.
Læst amtmandens reskript ang. håndværkere på landet, dat. 14. maj 1737.
Læst kgl. reskript ang. ang. håndværkere på landet, som kan gøre håndværkere i købstæderne forprang., dat. 1. juni 1737.
Læst et pantebrev på 140 sld. der viste, at Jens Larsen på den 31. selvejergaard i Rutsker havde lånt penge af løjtnant Mads Clemen Engel i Hasle med underpant i Jens Larsens gård, dat. 12. juli 1737.
2. august 1737 – pag. 95a
Læst kgl. reskript om hvilke bøder der tildømmes Vor frelsers kirke på Christianshavn eller justitskassen, dat 10. maj 1737.
23. august 1737 – pag. 95b
Læst kgl. reskript af 24. august 1736 ang. justitskassen.
Læst. Kgl. plakat om forbud at messingplader og andet uforarbejdet messing samt messingtråd ikke må indføres fra fremmede lande, dat. 12. juli 1737.
30. august 1737 – pag. 95b
Læst et skøde og købebrev af dato 26. august 1737 udgivet af Erich Pedersen på den 41. gård Klingegaard i Rutsker som viste, at han havde solgt til ungkarl Jens Pedersen i Rutsker og hans forlovede, Erich Pedersens datter, Karen Erichsdatter, den 41. gård for 440 sld.
Læst kontrakt mellem Erich Pedersen og hans tilkomne dattermand Jens Pedersen ang. at Erich Pedersen og hans hustru Boel Larsdatter skal nyde, bruge til avl og dyrkning den halve del af den 41. gård, så længe de lyster. De skal yde den halve del af alle reparationer og den halve skat. Derefter skal de have undentag så længe som de lever. Jens Pedersen lovede at betale til den yngste søn Jens Erichsen 20 sld. som en gave når han blev fuldmyndig. Der skulle ikke betales renter deraf.
13. september 1737 – pag. 96a
Der var igen sager for retten.
20. september 1737 – pag. 96a
Holtsførster Kettelsen bad at få valgt 8 mand til at syne herredets skove. De 8 mand skulle møde den 24. september på Simblegaard.
For retten kom Claus Petersen fra Rø, der havde stævnet Jep Esbersen skomager boende i Klemensker ang. 2 får som Claus Pedersen havde fundet hos Anders Michelsen boende på Høgegaard i Klemensker. Jep Esbersen havde kommet med to får, det ene for at den kunne få en vædder. Nogen dage efter kom Jep Esbersen med et gimmerlam. Anders Michelsen havde givet ham lov, da han sagde, at lammene var hans egne og tav med, at han havde taget dem fra Claus Petersen. Senere sagde han at fårene havde hans hustru fået af hendes bror Anders Ibsen i Stenby. Esbersen mente at kunne bevise, at det hvide lam var kommet fra hans svigermoder i Stenby.
Et nyt vidne Clemmed Mortensen, som fortalte, at han var blevet bedt af sandemanden i Klemensker om at følge med ham til Anders Michelsen i Høgegaard for at bese de to får som Jep Esbersen havde gående der. Anders Nielsen fra Vestermarie var også tilstede og han kunne fortælle at han havde givet Jep Esbersen et lam for et år siden og et i dette år, men han og Clemed Mortensen kunne ikke bevise, at det var de to, som gik hos Anders Michelsen. Han mente ikke at de havde to sorte pletter på ørene. Det samme fortalte et andet vidne Bendt Hermandsen, Jep Esbersen ville ikke svare på disse påstande, men ønskede at vente med at svare til på næste ting. Sagen udsat til næste ting.
4. oktober 1737 – pag. 97b
Læst kgl. forordning om hvorledes der betales auktionssalær, jordegods, tiender og deslige forpagtninger skal betales, dat. 19. juni 1737.
Læst kgl. forordning om delinkventers forrettelser, og de henrettedes begravelser, dat. 9. august 1737.
Læst kgl. patent ang. påbud og anstalter ved den i Polen og andre østersølandes grasserede sygdomme, der er gjort og at de tidligere regler, der er indført vedr. de fra Danzi, Køningsberg og andre steder ankomne skibe og passagerer, er ophævede fra 1. september 1737. Dateret 9. august 1737.
Læst kgl. forordning ang. forskud til det i København oprettede alm. magasin for indenlands fabrikerede uld og silke. Dat. 26. august 1737.
De 8 mands forretning vedr. herredets skoves tilstand blev fremlagt og påskrevet.
Læst pantebrev af dato 30. september 1737 udgivet af Poul Pedersen på den 30. gård i Rutsker, som viste at han havde lånt 100 sld. af Anders Mogensen på den 46. gård, mod pant i den 30. gård.
Anders Larsen Krack i Rutsker fremlagde amtmandens tilladelse, at han må gå i rette for Jep Esbersen Skomager i Klemensker i den sag hvor Claus Petersen i Rø havde beskyldt ham for tyveri af to får. Anders Larsen Krack spurgte Jep Esbersen om ikke det var sandt, at han havde købt de to får medens de var lam for ca. 2 år siden og om han var villig til at aflægge sin korporlige ed derpå. Han havde for 2 år siden købt i alt fire lam af henh. 2 af Anders Nielsen i Vestermarie, et af Anders Ibsen i Stenby i Rø og et af Thomas Larsen i Olsker. Han var villig til at afgive ed derpå, hvis han blev tilladt det, samt at de tre kunne stævnes for at bekræfte købet. Krack ville have dommerens tilladelse til at få stævningen gjort, hvorfor han bad om udsættelse i sagen. Krack spurgte sandemand Anders Pedersen om han vedstod sit forrige vidnesbyrd, samt som han havde været ”fornærmet” af Jep Esbersen ved tidligere tyveri eller andet? Sandemanden svarede, at det ofte var sådan, at han blev tilkaldt når der var mistanke om tidligere tyveri, men han kunne ikke sige, hvem der havde udbredt det rygte om Jep Esbersen. Men han var ikke vidende om tidligere tyverianklager.
Claus Petersen havde to vidner: Peder Jensen fra Nyker og Hans Petersen fra Rø, hvilke to vidner blev separerede inden afhøringen. Peder Jensen fortalte at Jep Esbersen havde fortalt, at de to får som blev fundet hos Anders Michelsen i Klemensker, havde han fået af sin moder Kierstine Jens Peders i Nyker til hjemgift. Krack ville ikke godtage vidnet, da han var gift med Claus Petersens hustru. Krack ville for øvrigt se ”kosterne”, altså fårene på tinget, således at dommeren kunne se med egne øjne de kendemærker, som vidnet påstod, at de havde.
Det andet hjemmelsvidne, Hans Petersen, var Claus Petersens broder. Han vidnede at Claus Petersen havde haft 7 får, hvor de fire var blevet borte inden de var blevet ringede. Han havde set fårene hos Anders Michelsen og at de var tyvstjålet fra hans broder.
Krack ville sagsøge Claus Petersen for usandhed og falsk anklage, og han krævede at han skulle stille kaution for at dække hans omkostninger, Dommeren ville tage hele sagen til eftertanke indtil næste ting.
18. oktober 1737 – pag. 99b
Læst kgl. patent ang. udsendelse af en særdeles fiskal, der skal overvåge enhver handel i hvert stift. Dat. 30. august 1737.
Læst kgl. forordning om at forordningen fra 7. november 1682 om ligs begravelse – særdeleshed den 4. artikel om ligkisters brug – skal efterleves i Danmark og Norge
Anders Larsen Krack på kongens amtskriver Schrøders vegne fremviste en ordre om at føre sag mod Jørgen Hansen Skrub i Klemensker og Hans Wefstsen i Rutsker angående lejermål.
Krack stævnede Jørgen Hansen Skrub for lejermål med Malene Hansdatter. Jørgen Hansen Skrub nægtede at have noget med Malene at gøre. Krack spurgte Jørgen om han havde begået lejermål tidligere eller om han havde været beskyldt for det. Han svarede at han for 30 år siden blev beskyldt og dømt for lejermål med Grete Larsdatter af Klemensker, hvorfor han blev dømt til at gå på fæstningen på Christiansø indtil han fik sine bøder betalt, men dommen blev ikke eksekveret da han med flere andre blev sendt til Kastellet i København, hvor han var, som de andre, i 6 uger. Krack spurgte ham om han ikke en anden gang var tiltalt. Jørgen fortalte at han var beskyldt for at være Margrete Larsdatters barnefader. Han fik ikke lov til at gøre sin ed om sin uskyldighed, men det fik han, da sagen gik til Landstinget. Nu tredje gang blev han atter beskyldt for lejermål, som han ikke havde begået.
Krack fremlagde en attest fra sognepræsten Prahl i Ibsker og Svaneke til amtskriver Schrøder. Heri fremgik det, at Malene Hansdatter havde bekendt for præsten, at Jørgen Hansen Skrub var hendes barnefader, attesten er dateret 27. september 1737. Jørgen Hansen sagde, at han var en fattig mand og intet kendte sit forsvar, men alene, at han tilbød at gøre sin ed. Krack på amtskriverens vegne på det kraftigste modstod Jørgens ønske om at aflægge sin korporlige ed. Jørgen Hansen ville have udsættelse, således han kunne lade udgå et stævnemål.
Anders Larsen Krack stævnede Hans Wefstsen på den 13. gård i Rutsker for at have begået lejermål med sin (tjeneste)pige. Krack fremlagde sognepræsten i Rutsker og Hasle Poul Pascholands attest, dateret 9. oktober. ”Hans Wefstsen kunde iche Nægte at hand jo hafuer haft omgengelse med bm sin tienestepige, og derfor underkaster sig hans Kongl. Mayst. Allern. Lov”. Krack fremlade derfor sin anklage og påstand: Wefstsen skulle dømmes efter loven pag. 945, artikel 24, samt 4 rigsdaler til amtskriveren for omkostninger.
Anders Larsen Krack, som ellers havde fået amtskriverens tilladelse til at den sag for Jep Esbersen, meddelte, at han frasagde sig opgaven, da han ikke kunne afgive ed på at føre en retfærdig sag. Jep Esbersen måtte selv føre sin sag. Claus Petersen stævnede Anders Ibsen fra Stenby i Rø til spørgsmål om, at de to får havde tilhørt ham. Desuden stævnede han Anders Nielsen fra Vestermarie om at svare på spørgsmål. Ingen af de stævnede var mødt. Sagen udsat.
25. oktober 1737 – pag. 101a
Læst en kopi af kgl. reskript under amtmandens hånd ang. en behøvende debet til det indenlands oprettede fabrik, dat. 22. oktober 1737.
Anders Larsen Krack på amtsforvalter Schrøders vegne ville høre om nogen havde oplysninger om Hans Wefstsens lejermål i sit ægteskab, som han havde begået med sin tjenestepige Elne Nielsdatter. Hans Wefstsen var ikke mødt. Hvorfor dom blev afsagt: Amtsforvalter Schrøder på sit embedes vegne. Hans Wefsten skulle dømmes efter loven pag. 934 og 935 artikel 1, at udstå kirkens disciplin og derefter lovens pag. 245 artikel 24 når først al rigtig og bevislig gæld er fratrukket, samt omkostninger til dommens afsigelse i alt 3 rdl., at straffes på sit gods og penge, dets yderste formue. [Se skiftet LS 35 Side 179. 1737. 10. Okt.]
Amtsforvalterens lejermålssag mod Jørgen Hansen Skrub, lod Anders Larsen Krack udsætte til om 14 dage, da Jørgen Hansen havde bebudet ”kald og varsel”
For retten mødte Rasmus Pedersen og hans hustru, der boede på Bendt Pedersens grund i Klemensker, som tilkendegav, at de var blevet stævnet af kaptajn Jørgen Olsen Sonne i Nyker for at have ”i heftighed med nogle usømmelige ord” mod kaptajnen. Rasmus Pedersens hustru stod nu for retten og bad om forladelse og tilbagekalder hvert ord hun havde sagt. Kaptajnen var fornøjet med undskyldningen og ville lade forseelsen passere. Han bad om udskrift af hendes undskyldning.
Jep Esbersen tilrettelagde sit indlæg i den sag hvor Claus Petersen beskyldte ham for tyveri af to får.. Claus Petersen afhørte nu Anders Ibsen, som skulle være den der havde givet Jep Esbersen det ene får. Anders Ibsen tilstod, at han havde givet Jep Esbersen et gimmerlam, der var mærket med <\>. Claus Petersen havde nu de to får med på tinget og bad Anders Ibsen om at udpege hvilket af de to får, det kunne være. Anders Ibsen kunne ikke udpege fåret, da det ikke havde hans mærke. Claus Petersen ville til næste ting komme med sin skriftlige påstand.
2. november 1737 – pag. 101b
Læst et afståelsesbrev, hvor ungkarl Morten Mortensen, der boede hos sin stedfader Jep Esbersen i Klemensker, afstår sin ret til den 6. gårds sæde til Anders Michelsen.
Claus Petersen ville aflægge sit skriftlige indlæg mod Jep Esbersen vedr. de to får, som han var blevet frastjålet, men da Jep Esbersen, som var arresteret, ikke var blevet transporteret til tingstedet, så kunne han ikke fremlægge sine påstande. Dommeren foreslog Claus Petersen at han skulle søge amtmand West om han ville pålægge vagten at samme Jep Esbersen skulle bringes til tinget til næste tingdag.
8. november 1737 – pag. 102a
Anders Larsen Skrub på amtsforvalterens vegne ville have at sagen mod Jørgen Hansen Skrub skulle føres videre. Jørgen Hansen Skrub havde stævnet amtsforvalter Schrøder for ikke at måtte afgive benægtelsesed i den lejermålssag, som han er blevet sigtet for. På amtsforvalterens vegne påpegede Krack at loven pag. 30 artikel 2 at stævningen ikke kunne accepteres som lovlig, Dommeren mente ikke at stævningen kunne ”kuldkastes”, dels fordi han ingen citant havde for at forsvare sig, dernæst at Malene Hansdatter ikke havde en kendt bopæl eller logement, men at hun gik rundt på landet og betlede sit brød. Man kunne ikke vide hvor hun skulle stævnes. Krack spurgte Jørgen Skrub om han var gift da det omtalte lejermål skulle være begået. Jørgen svarede, at han var blevet gift sidste fastelavn og indtil da havde været enkemand siden pinsedag sidste år. Krach spurgte ham om han var blevet beskyldt for lejermål siden dengang han blev dømt til at arbejde på Christiansø. Hvortil han svarede nej. Derefter blev han spurgt om han kunne ”med en frelst samvittighed” gøre sin ed på, at han ikke havde haft omgængelse med Mallene Hansdatter. Jørgen svarede at det kunne han. Herefter afgav han sin korporlige ed.
Krack ville alligevel afsige sin kendelse over Jørgen Hansen Skrub. Han mente at man ikke kunne betragte Jørgens ed som gyldig, da han to gange tidligere havde været beskyldt for lejermål. Han ville have dom i sagen. Hvilket skete.
Claus Petersen fra Rø mødte i sagen mod Jep Esbersen. Claus Petersen aflagde ed på, at de to får, som var fundet, tilhørte ham. Endvidere havde han stævnet Thomas Larsen i Olsker angående et får, der skulle være et af de to genfundne får. Thomas Larsen kunne ikke genkende fåret. Herefter aflagde Claus Petersen sit skriftlige indlæg i sagen. Desuden fremlagde Claus Petersen et regnskab på sagens omkostninger. Arrestanten Jep Esbersen bad om at få indført et lille svar i protokollen. Han besværede sig over, at hans gods var registreret [skifteprotokollen landsogne nr. 35 Side 344. 9. december 1737] og han derfor intet havde at leve af. Jep Esbersen ville have udsættelse og svare på næste ting. Det kunne dommeren ikke tillade, da det ville betyde yderligere omkostninger. Sagen blev optaget til doms.
15. november 1737 – pag. 103a
Læst kgl. reskript af dato 26. august 1737 om forskud til det almindelige Magasin for indenlandske fabrikationer.
Anders Thommesen af Rutsker sogn som var værge for sal. Mogens Hansens søn Morten Mogensen af Olsker sogn opbød hans arv fra den 17. januar 1735. Den bestod af 51 sld. 1 mk 6 sk. som penge og boskabsvarer. Han tilbød andre at overtage arveposten mod behørig rente.
Kgl. byfoged i Rønne Caspar Lorents Barsøe havde fået amtmandens pålæg om at dømme i sagen mellem Jens Pedersen Rytter og Dorte sal. Peder Hansen i Allinge. Poul Eskildsen protesterede over, at være taget af dommersædet, da han ikke var part i sagen.
Henrik Falch på vegne af Dorte sal. Peder Hansen begge af Allinge stævnede Jens Pedersen, Brogaard i Olsker. Jesper Hansen i Allinge havde, efter Jens Pedersens ønske og amtmandens tilladelse, fået opgaven at føre Jens Pedersens sag. Jesper Hansen protesterede over Falchs kald og varsel, da sagen allerede var stævnet og dømt af Kapitelretten i Rønne, hvorfor han mente at sagen burde føres til højere ret og ikke til herredsretten. Henrik Falch erkendte at sagen var ført i kapitelsretten, men at dommen ikke havde udmålt Jens Pedersens straf for de gerninger han havde begået mod Dorte, hvorfor sagen måtte efterfølges af en civilretslig domstol. Dommeren dømte sagen for lovlig, men at Falch skulle fremlægge Kapitelsdommen og fremlægge sin fuldmagt på 24 skillingspapir. Og han påpegede at sagen nødvendigvis ikke førte til domsfældelse af Jens Pedersen.
Jesper Hansen ville have at Henrik Falch angav hvilke forhold som Dorte sagsøgte ham for og hvilke vidner Falch ville have fremstillet. Falch mente, at sagen var klar efter Kapitels domsrettens kendelse fra den 24. oktober hvor Jens Pedersen blev mulkteret til enken Dorte 12 rigsdaler til omkostninger for den af Jens Pedersen forvoldte sag. Pengene var ikke betalt eller fyldestgjort. De to prokuratorer var uenige om hvilke sikkerhed de havde i at føre sagen. Jens Pedersens formue var uvis og Dortes gods var pantsat til Hermand Bonde Mortensen i Rønne. Henrik Falch mente, at Jens Pedersen burde arresteres, hvis ikke han kunne stille borgen for sagen. Dommeren henstillede til at begge parter burde have midler til sagen, hvorfor han nu ville sætte sig ind i sagen, hvorfor den blev udsat i 14 dage.
Den arresterede Jep Esbersen burde have været fremstillet, men var ikke ankommet trods det sene tidspunkt. For omkostningernes skyld blev dommen alligevel afsagt:
DOM – pag. 105a
Udbygger Claus Petersen i Rø havde stævnet udbygger Jep Esbersen Skomager i Klemensker. Jep Esbersen havde ladet to får gå hos Anders Michelsen i Klemensker. Får som Claus Petersen mente var hans. Jep Esbersen havde ført ”hjemmelsmænd”, der havde udtalt at de havde givet Jep fårene, men som Claus Petersen fik draget i tvivl og efterhånden bevist, at Jep Esbersen havde løjet i retten. (Sagen er godt beskrevet i dommen) Jeps hjemmelsmænd frafaldt deres første vidnesbyrd efter de på tinget havde efterset de to får, der blev fremvist i retten. Jep Esbersen havde fået Anders Larsen Krach til at føre sin sag, men han trak sig som forsvarer, da det viste sig, at han ikke kunne stå inde for Jeps troværdighed. Claus Petersen fremlagde et skudsmål udstedt af adskillige folk i Nørreherred om at Jep Esbersen var berygtet for tyveri. Dommeren brugte lovens pag. 969, art. 2 og pag. 972, art. 10 og dømte fårene at tilhøre Claus Petersen og at Jep Petersen skal dømmes efter lovens pag. 983 og 084 art. 32 at miste sin hud for første gang tyveri. Dernæst efter lovens pag. 986 art. 39 at betale igæld og tvegæld som beløber sig til 3 rdl. og hans hovelod at være hans herskab hjemfalden. Processens omkostninger var 13 rdl. 5 mk 8 sk skal først fratrækkes hovedlodden. Hvis ikke at Jep Esbersen kunne betale omkostningerne kunne Claus Petersen søge amtmanden om hjælp efter loven af 27. september 1732.
22. november 1737 – pag. 106a
Læst kgl. patent om den nedsatte general kirkeinspektion som skal have opsyn med kirken og gejstligheden, dat. 1. oktober 1737
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1738.
Læst kgl. forordning om desertion og munderingsforhandling, dat. 18. oktober 1737.
Anders Thomsen fra Rutsker lod opbyde børnegods for anden gang.
Herredsfogeden Casper Lorents Barsøe overtog dommersædet. Henrik Falch fra Allinge på Dorte sal. Peder Hansen af Allinge fremlagde Kapitelsdommen afsagt i Rønne Kirke den 24. oktober og bad om at udsnit af dommen skulle oplæses.
Henrik Falch afhørte Jens Pedersen (Brogaard). Jens Pedersen kunne ikke huske hvor mange dage der gik, fra da han tog sølvbægeret med de tre kroner og silketørklædet, til han leverede det tilbage. Endvidere vedkendte Jens Pedersen at han havde bedt sin broder Hans Pedersen om at gå til enken Dorte og tage en kiste, hvori han havde en ren skjorte.
Jesper Hansen på Jens Pedersens vegne ønskede at gøre benægtelses ed, at han aldrig med tanker eller gerninger har borttaget noget fra Dorte af skillings værdi. Mht. den sæd han havde taget fra hendes hus var for hesteleje, som han ydet, da han førte hendes hø til hendes hus. Den anden påstand, som Henrik Falch havde udtalt vedrørende Ja-gaven, så var alt aftalt mellem Jens Pedersen og Dorte Peder Hansen, hvilket kunne bevises af de mennesker, der var tilstede ved præstens trolovelse af Jens Pedersen og Dorte. [se Hammershus Birks tingbog for 7. oktober 1737 Pag. 410b]. Henrik Falch mente at der i den gejstlige Kapitelsdom nøje var beskrevet, hvad Jens Pedersen havde gjort sig skyldig i, hvorfor han bad om udsættelse til næste ting, hvor han så ville forklare, hvad sagen egentlig drejede sig om.
6. december 1737 – pag. 107a
Dom afsagt i sagen hvor Amtsforvalteren sigtede Jørgen Hansen Skrub for lejermål.
Anders Thomsen opbød for tredje gang børnegodset. Ingen tilbød at overtage godset, hvorefter han fik udstedt et tingsvidne.
Dommersædet blev overtaget af Casper Lorents Barsøe. Kaptajn Bidstrup på sin steddatter Anne Dorte sal. Peder Hansens vegne og bekendtgjorde at hendes fuldmægtig Henrik Falch var rejst til Rønne efter øvrighedens ordre. Bidstrup fortalte at der på Birketinget var stævnet til tingsvidne erhvervelse, hvorfor han bad om sagens udsættelse. Jesper Hansen protesterede og disputerede om sagens fejlagtige håndtering. Han mente ikke at Dortes stedfader Bidstrup kunne agere som prokurator, da hun både havde en fuldmægtig og en lauværge. Endvidere ville han fremstille et vidne kornet Cronberg, der skulle kunne påvise rytter Jens Pedersens uskyld. Dommeren ville undersøge sagen til næste ting.
Anders Larsen Krack var mødt og da han erfarede, at der allerede var udstedt dom mod Jørgen Hansen Skrub, så fremlagde han sit regnskab for sagen, samt ønskede dommen beskreven.
DOM – pag. 108b
Amtforvalteren havde anklaget udbygger i Klemensker Jørgen Skrubbe for lejermål med ”et løst kvindfolks person” ved navn Malene Hansdatter. Da amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Anders Larsen Krack havde nægtet Jørgen Skrubbe at måtte afgive ed på sin uskyld, så havde han kontrastævnet amtsforvalteren for denne beslutning. Herefter kunne Jørgen Skrubbe afgive ed på ”at han aldrig nogensinde med dette omløbende Kvindfolk havde haft legemlig omgængelse i aller ringeste måde”. Dommeren kunne ikke andet end at frikende ham for lejermål. Omkostningerne ophævedes på begge sider.
13. december 1737 – pag. 109a
Læst pantebrev som viste at Christen Rømmer Hansen, boende på Stangegaarden i Klemensker, havde lånt 100 sld. af Thor Hansen i Nyker.
Læst et købe- og skødebrev på den 35. gård i Rutsker Ulleholstgaarden kaldet (Aahalsegaard), der viste at Lars Hansen havde solgt sæderetten og gården til sin dattermand Hans Adolfsen for 149 sld., dat. 12. december 1737.
Stokkemændene for 1737 blev afløst af stokkemændene for 1738.
Casper Lorents Barsøe i sagen mellem Dorte sal. Peder Hansen og rytter Jens Pedersen. Kaptajn Bidstrup, Dortes stedfader, mødte og angav, at amtmand West havde foreslået et forlig mellem parterne, således at amtmanden i ”meget honette folks overværelse” lovede at ”cavere” for de 10 rdl. samt lovet at alt gods, som nævnt i Kapitles dommen, ville blive tilbageleveret. Bidstrup indgik forliget på sin steddatters vegne og ophævede sagen. Amtmandens missive er indskrevet i tingbogen. Den beordrede dommer ville blive betalt for rejser og umage med 6 rdl. betalt af amtmanden.
Jesper Hansen indgik forliget på rytter Jens Pedersens vegne. Jens Pedersen er på hans foresattes ordre rejst fra landet og det formodedes, at han nu var tiltrådt sin tjeneste ved regimentet. Jesper Hansen mente at sagen fortsat ville blive ført ved Hammershus Birketing, hvorfor han mente at sagen endnu ikke var ophævet. Den beordrede dommer Barsøe frasagde sig derefter sagen.
10. januar 1738 – pag. 110a
Peder Larsen fra Olsker og lod læse et købe og skødebrev af 12. december 1737 udgivet af Lars Jensen, nu boende på 33 gårds grund i Olsker, der viste at Lars Jensen havde solgt hans sæderet til den 24. gård i Olsker til Peder Larsen mod at han (Lars Jensen) og hans hustru begge på deres livstid skal have et på gårdens grund beliggende udhus til brug og dyrkning.
Dernæst læstes en kontrakt mellem Lars Jensen og Peder Larsen, at det på den 24. gårds grund beliggende udhus med tilliggender måtte han bruge uden ringeste afgift.
For retten kom Anders Jørgensen boende på den 51. gård Kæmpegaard i Klemensker fremstillede fire mand, der med deres saligheds ed bevidnede den ulykkelige skadelige ildebrand, der skete natten mellem den 11. og 12. december Gården nedbrændte på nær fire stolperum med nyt tømmer, men dog beskadiget. Al sæd, alt foder brændte, således at han intet havde til sine kreaturer, som alle blev bjergede og anbragte hos godtfolk. Meget lidt boskabsvarer blev reddede, men slet intet kød eller føde. Nu er der stor elendighed for den arme mand, hustru og fem små børn. Han havde intet sædekorn nu når våren kommer og intet foder til kreaturerne at drive jorden med. Anders Jørgensen fik derefter et tingsvidne.
24. januar 1738 – pag. 110b
Intet af for rette.
7. februar 1738 – pag. 110b
Intet.
21. februar 1738 – pag. 111a
Intet.
14. marts 1738 – pag. 111a
Læst et pantebrev af dato 10. marts 1738 der viser at Jens Larsen, der boede på den 31. selvejergård i Rutsker havde lånt 60 sld. af Mads Clemmen i Hasle mod pant i gården. Pantebrevet blev underskrevet af slægtning Jørgen Pedersen Møller og Peder Pedersen.
Læst et købe- og skødebrev af dato 7. marts udgivet af løjtnant Hans Mortensen boende på den 18. gård i Olsker til hans dattermand Erich Pedersen. Bakkegaard i Olsker og alt tilliggende ejendom og sæderet blev solgt for 420 sld. til Erich Pedersen og datteren Marta Margrete Hansdatter.
Anders Larsen Krack af Rutsker producerede et missive af amtskriver Schrøder, der viste at han skulle føre en sag for amtskriveren mod Gotfred Nielsen i Rø for det at han og hans hustru for kort tid siden havde overfaldet og ”ildeslaget oc medhandlet en fattig Enche i Østerlars med navn Kirstine sal. Jens Nielsen, da hun sistleden kom til Gotfred Nielsen for at vilde Randsage efter sine Klæder oc ringe formue som hende af tyfachtige Mennisker var fra stollen med meere”.
Krack fremlagde en memorial indsendt af enken Kirstine til amtmanden angående hendes bortstjålne midler, samt om Gotfred Nielsen og hans hustru behandling af hende, da hun ville ransage efter sine små midler, som hun havde mistet. Klagen var dateret den 19. februar 1738.
Endvidere blev fremlagt en ransagningskendelse udstedt af kvartermester og sandemand Lars Pedersen i Rø fra den 23. januar 1738. Kirstine sal. Jens Nielsen havde fået tilladelse til ransagning hvor hun ville i Rø sogn.
Krack beviste at han med kaldsmænd havde stævnet Gotfred Nielsen og hans hustru på den 19. gård for at have taget enkens klæder med videre. Endvidere var ransagningsmændene Jens Pedersen, Hans Larsen, Anders Mogensen, Hans Nielsen skomager og Niels Jensen alle fra Rø for at vidne om samme sag og til at fortælle hvad der var sket under ransagningen.
Krack spurgte enken Kirstine, som var for retten, om hvordan hun blev bestjålet af tyve. Hun fortalte, at da hun kom hjem var låsen anbragt på end anden måde end da hun gik ud på marken. Haspen var brudt op. Dagen før hun var blevet bestjålet, havde hun været hos Gotfred Nielsen. Da hun skulle gå, blev hun spurgt om hun gik helt hjem den aften, hvilket hun ikke mente hun kunne nå. Gotfred havde sagt, at nogen sikkert ville stjæle fra hende. Krack spurgte hende hvad hun havde fundet under ransagningen hos Gotfred Nielsen. Han sagde, at hun fandt et brugarnslagen, som lå sammenrullet i Gotfred Nielsens senges hovedgærde. Lagnet havde hun gemt til sit dødsleje. Desuden havde hun fundet en del af hende ublegede lærred, som var syet til et forklæde. Hun havde sammenlignet lærredet med noget hun havde tilbage, hvor det tydeligt ses, at det var ens. I krobhuset ville hun søge videre, men blev overfaldet af Gotfred og hans hustru. De slog hende til blods, så slemt, at hun havde været ganske svag siden og vidste ikke om hun ville komme sig over det. Hvis hun døde, så var årsagen de mange slag hun havde fået. Hun havde råbt og skreget og var blevet reddet af Hans Larsen og Anders Mogensen, som hun havde haft med. De fundne ting, som hun havde lagt på bordet kom bort. Gotfred og hans hustru kaldte hende for en hore og tyvetaske.
Krach spurgte Jørgen Hansen og John Andersen om hvad Gotfred Nielsen havde svaret, da de stævnede ham til tinget. Gotfred var ikke hjemme, men hans hustru havde sagt at det var ej mere end ”at æde et smør oc Brød” [Måske hentydning til at enken gik og tiggede]
Herredsfogeden efterlyste Gotfred Nielsen om han var tilstede. Det var han ikke, men hans hustru oplyste, at hendes mand ville svare på næste ting.
Krach afhørte fire vidner: Hans Larsen, Anders Mogensen, Jens Pedersen og Niels Jensen. Vidnerne blev separerede. Hans Larsen fra Rø. Niels Jensen og enken havde bedt ham om at følge med til ransagningen. Han ville ikke med førend han fik ransagningskendelsen læst op (han kunne ikke læse) Anden gang enken kom, var Jens Pedersen med, og han kunne læse sedlen for vidnet. Dernæst gik de til Jens Nielsen, der var nabo til Gotfred Nielsen og videre til Gotfred Nielsen. Da de fem mand og enken kom til Gotfred Nielsen og begærede at ville ransage, havde Gotfred sagt ”Ja gierne i Guds Naun, hvad der er inden huse skal jeg være mand for”. Det første sted som enken ville søge i Gotfred Nielsens seng. Gotfred sag på forsædet i stuen ved bordet og hans hustru sad ved kakkelovnen og havde et lille barn i skødet. Det første lagen hun fandt har ikke hendes, men anden gang hun se i sengen fandt hun et hørgarnslagen i hovedgærdet som var sammenviklet. Gotfred havde rejst sig og gik mod senge og sagde til enken ”Kiendes ickun ved det om du tør. Jeg skal følge dig saa lenge ieg har 1 skilling, husker du iche da ieg hialp dig med stuen (?) nu lønner du mig der fore. Saa toug Enchen bm. Lagen oc lagde det paa Gotfreds bord, da sagde hun til mændene tager væll vare derpa og lad ingen tage det fraa jer. Daa suarede Gotfred søn nemlig Fridrich og sagde til Enchen, leg haanden paa det oc sig det er dit, saa skal jeg sætte hende, nemlig Enchen, paa min Slæde oc Kiøre hende til Rønne, oc bad saa Gotfreds datter, hans søster ved naun Catrine, at hun skulde strax lade ham bekomme øgen for sin Slæde.” Enken fandt et blaagarnslagen i den lille seng og lagde det på bordet ved det andet. Gotfred sagde: ”Din Tyfuetaske kommer du oc vil beskylde os for tyfueri, husker du daa du gich igiennem almindingen om Natten, oc hafde din broder med dig oc kom iche hiem førend dend anden dag sollen var oppe” Saa sagde Enchen: Min broder, huad var det for en, da sagde Gotfreds hustru: Maaske du du kiender iche din broder i Ibsker sogn. Daa sagde Enchen min Broder i Ibsker sogn huad fanden er det for en”. Derefter gik enken hen og fandt en særk. Vidnet så ikke hvor hun fandt den i stuen. Enken lagde det på bordet og viste mændene, at det var ens med hendes forklæde. Vidnet kunne ikke helt se om det var samme ”søm for søm”.. Enken gik dernæst ind i det lille kammer som kaldtes krobhuset, Niels Jensen og Jens Pedersen gik med. Vidnet blev nægtet af Gotfred at gå med, da det var nok med de to mænd. Gotfred og hans hustru lukkede døren. Han hørte Gotfred hustru skrige, da kom alle igen ind i stuen og Gotfred sagde til enken: ”Slaar du en heen konne, saa skal defuelen besette dig, oc daa kom Gotfred, hans hustru oc Enchen i samme stue at slaas, huilchet de holt ud saalenge de self skildtes ad, der paa naar saa var skilt disse 3de brugte munden mod hinanden, oc sagde Gotfreds hustru til Enchen: Du slog først, efter Contra, dend anden sagde hun slog først, der til Enchen igien sagde til Gotfreds hustru, at du slog først, huor til hun taude stille, dog siden sagde til Enchen, du slagit mig under øret, huilket enchen dertil suarede, det kunde vel være, huor paa at Gotfreds hustru bad dem drages til minde. Der nest Gotfred N. reyste sig oc støtte til Enchen med sin Fod for Mauen, der efter greb hand Enchen med Henderne oc slog hende blodig, oc Gotfreds hustru hialp til med, saa væl som Gotfreds søn var oc iblandt, oc da Raabte Enchen at de som var til stede ville hielpe oc redde hende, huilket oc saa skete. Mens vidnet sagde til Jens Pedersen, som hos var, at det var bæst at lade dem drages for nu har de got fat, daa sagde dend ene Randsagningsmand Jens Pedersen, at de som var i Stuen skulde drages til mindes huorledes til gich, huor paa at Enchen blef sloppen af de som hafde hende fat, oc gick hen til bordet, oc saa paa det linned som hun hafde kiendt sig ved, da sagde Gotfred: Vilt du kiendes ved det som kiendes ved det, at Vi kand faae det af bordet, ligeledes anden gang med de ord til at være dig at ieg iche trecher denne af dig oc tog saa fat i hendes trøye, huor paa enchen toug i de sig vedkiendte lindklæder som laa paa Bordet oc skud dem ad bordet til Gotfred oc sagde: tag dem lige som du har Ret til dem, huor paa samme lindklæder slap af bordet bort. Derefter kom en af Gotfreds børn ind i Stuen oc sagde at Enchen gich omkring of saae børnene i Rumpen om huad Hosser de hafde paa, huor til Gotfred sagde: Pine død, det skulde hun oc haffue Rap forre oc siden da Enchen igien Indkom sagde Gotfred til sin Hustru: Konne gach oc hent mig It glas brendeVin, saa skal defuelen besette hende, Daa brendeVinet Indkom vilde Gotfrid at Enchen skulde driche oc hun undskyldte sig oc vilde iche driche, idaa Gotfrid med disse ord bandede, Jo min siæl skal du driche, daa maatte Enchen driche. Naar alt dette skeet var, gich de der fraa baade Enchen oc alle Randsagningsmendene, oc da de udkom sagde Enchen til mendene, Jo sandelig var det mine Klæder ieg kiendes ved, mens iche torde tage dem der fraa formedelst trusel oc undsigelser med hug oc slag”
Krack spurgte vidnet Hans Larsen om han kunne huske, at Gotfred under ransagningen havde sagt at han havde købt 30 alen lærred da han var i København. Det kunne vidnet ikke erindre, men huskede at da han og flere var mødt til afhøring hos ”højøvrigheden” [hos Amtmanden] havde hørt at Gotfred havde sagt, at han havde købt 18 alen lærred i København. Krack spurgte om vidnet kunne bekræfte, at enken var slået af Gotfred og hans hustru. Det bekræftede han. Enken fremviste nogle at de klæder hun havde haft på. Alle mennesker kunne se, at de synes, at de var temmelig blodig.
Dernæst fremkom vidnet Jens Pedersen fra Rø. Han var kommet til ransagningen efter enkens ønske og kendelse, Da de kom ind til Gotfred, ville Gotfreds hustru forhindre at enken søgte i sengeklæderne. Han havde sagt, at det skulle enken have lov til. Enken tog et lagen og lagde det på bordet, ligeledes med et lagen og en særk af ubleget lærred. Enken havde et forklæde med sig af samme slags som. De synes ens. Gotfred sagde, at han havde købt 30 alen lærred i København af samme slags. Dernæst gik enken, Gotfred og hans hustru ”teppede” (dvs lukkede døren efter sig). Vidnet havde protesteret, da han mente at ransagningsmændene skulle med. Gotfred havde tilladt 2 mænd at gå med, men så ville han ”teppede døren”. Vidnet havde ikke tilladt dørlukningen, men at den skulle stå åben. Derefter kom der mange skældsord og så slog Gotfreds hustru enken ”under øret” og ”den anden slog igen. Der blev råbt, men han kunne ikke sige hvem der råbte til hvem. derefter kom de stridende igen ind i stuen. Her fik enken ”en temmelig hoben hug” først af Gotfred, siden sagde Gotfred til sin hustru: ”Hent mig en stob brendeViin at jeg kand faae moed I mig, saa skal hun faa skam oc han bandende meget ilde”. Brændevinen drak han selv. Derefter gik Gotfred og hans hustru mod enken og slog hende ganske ilde, så hun blødte. Vidnet bad Gotfred om at stoppe. Han bad de tilstedeværende at huske hvad der var sket.
Krack spurgte vidnet hvor det fremtagne klæde blev af. Han svarede, at det vidste han ikke bortset fra, at Gotfred og hans hustru havde taget dem bort. Jens Pedersen fortalte, at Gotfred Nielsen havde sagt, da han var i forhør hos amtmanden, at han havde købt 18 alen lærred i København af samme slags som enken havde udpeget som hendes. Desuden bekræftede han, at det som enken havde sagt til amtmanden om mishandlingen, var rigtigt og desuden var det sandt, at Gotfred havde kaldt hende for en tyvetaske og en hore.
Dernæst blev Anders Mogensen fra Rø afhørt. Han fortalte at han ”stod oc torsk” hos Jens Nielsen, da han blev bedt om at følge med og ransage hos Gotfred Nielsen. Da de kom ind hos Gotfred, så undersøgte enken først et brugarnslagen, men som hun ikke ville vedkende sig. Derefter fandt hun et andet brugarnslagen, der var sammenviklet. Det vedkendte hun sig og lagde det på bordet. Hun bad mændene som hun havde med sig, at tage vare på det. Vidnet så at enken kom med et andet lagen, som han lagde på bordet. Så kom enken med en særk, som syntes ubleget. Den mente hun også var hendes, hvilket hun mente, at kunne bevise med et forklæde, som hun havde med sig. Det havde den samme bredde og finhed som særken. Han kunne fortælle, at Gotfred nævnte, at han af samme lærred havde købt 30 alen af i København. Dernæst gik Gotfred, hans hustru, enken og Jens Pedersen og Niels Jensen ud i krobhuset. Vidnet ville også gå med, men blev afvist af Gotfred Nielsen, som ville slå døren til. Jens Pedersen forhindrede det, da han sagde, at alle skulle kunne se hvad der foregik. Vidnet så at Gotfreds hustru slog enken og skælde hende for at være en hore og tyvetaske. Derefter kom de alle igen ind i stuen. Gotfred begyndte at skælde på enken og kaldte hende flere gange for hore og tyvetaske og sagde ”At jeg skal følge dig saa lenge jeg har en skilling i lommen”. Derefter bad Gotfred sin hustru at hente han en stob brændevin, ”saa skulle fanden regire hende”. Gotfreds søn Fridrich sagde til sin far, at hvis enken skulle ”lægge hånd på klæderne” (altså udpege dem som sine) så ville han lade spænde for sin slæde og køre hende til Rønne. Han bad sin søster at spænde for. Enken turde ikke lægge sine hænder på klæderne, da hun allerede havde fået så mange hug. Vidnet kunne ikke gengive alle ord og trusler, som der blev sagt, men enken fik så mange hug og slag så blodet kom gennem hendes klæder og hendes hue faldt af hovedet. Enken råbte om hjælp da Gotfred slog hende med knyt næve i hovedet. Gotfreds hustru fik dem skilt ad, da hun sagde at han ikke skulle slå hende så meget. Enken ville så se på Gotfreds hustrus ”oplod” hun havde på sig. Hustruen sagde ”kandskee du kiender ved den”? Dernæst sagde enken at hun skulle trække den af sig. Gotfred rejste sig fra bordet og tog et krus og sagde: ”at han skulle slaae hende i sit hofued der med om det skulde end koste hannem 10 daler”. Gotfreds hustru fik afværget det. Da stødte Gotfred med foden til enkens mave, så hun styrtede til gulvet op mod stuedøren. Dernæst spurgte Gotfred enken om hun turde vedkende sig klæderne, der lå på bordet, som sine. Enken sagde: Tage det, som du havde ret til.
Derefter gik enken og folkene ud af huset. Enken sagde at det var hendes klæder, men hun turde ikke tage dem ”formedelst videre trebulation oc ofuer faldelse”. Vdnet fortalte at hos amtmanden havde Gotfred sagt, at han havde købt 18 alen lærred og ikke som han havde sagt i huset 30 alen.
Næste vidne var Niels Jensen. Han fortalte at enken var kommet til ham efter hun havde fået en seddel af sandemanden. De havde ransaget nogle steder inden de kom til Gotfred Nielsen. Gotfred havde sagt ”Ja, ransag i Guds navn”. Da de kom ind i huset søgte enken og fandt et lagen hun ikke kendte. Derefter fandt hun et hørgarns som lå sammenviklet. Det kendte hun. Gotfred og hans hustru ville taget de fra hende, men fik det ikke. Enken lagde det på bordet og bad de medfølgende mænd at passe på det. Derefter fandt enken et andet lagen i en anden seng i stuen. Derefter en ny særk, som hun sammenlignede med et forklæde hun havde med sig. Enken, Gotfred Nielsen og hans hustru gik sammen med vidnet og Jens Pedersen ind i krobhuset. Intet fandtes der. Imidlertid begyndte Gotfreds hustru at skælde enken ud for at være en hore. Da begyndte de at sloges, men hvem der begyndte vidste vidnet ikke. De kom ind i stuen, hvor Gotfred hustru slog enken så hun blev blodig på hendes kinder og hue var faldet af. Gotfred slog enken i dørken med knyt næve. Dernæst bad Gotfred sin hustru at hente brændevin, ”så han kunne få mere i sig saa skall defuelen faare i hende”. Så kom enken med særken, hvorefter Gotfred sagde, at han havde købt 30 alen i København. Så så vidnet at Gotfred støtte til enken med hans fod så hun styrtede op til døren. Gotfred sagde om hun sagde hun ejede disse klæder, så skulle han trække hendes trøje af. Gotfreds søn sagde om hun fortsat påstod, at klæderne tilhørte hende, så ville han køre hende til Rønne på slæden, Han bad søsteren at spænde for slæden.
Krack spurgte vidnet om den ”opleed” som Gotfreds hustru havde på. Vidnet mente at høre enken sige ”at hun gad noch haft den oc det var ligegot hun skulde drage den af sig”. Vidnet mente, at Gotfred selv tog tøjet fra bordet, men hvor han gjorde af det, vidste han ikke. Vidnet bekræftede hvad enken havde sagt udenfor Gotfreds hus.
Det udeblevne vidne Hans Nielsen Skomager blev pålagt at møde på næste ting.
Krack konstaterede, at de fire afhørte vidner nogenlunde var enslydende og at det dermed beviste, at Gotfred havde handlet groft og ilde mod den fattige enke fra Østerlars Kiersten sal. Jens Nielsen.
Krack fremlagde en udskrift af en landstingsdom fra 30. juni 1723, der viste hvorledes Krack behandlede folk.
Enken var tilstede og ville angive sin store svaghed som hun angav skyldtes Gotfreds spark med fod og sko i hendes mave eller bug. Siden den tid kunne hun ikke holde på sit vand. Hun var skrøbelig og vidste ikke Enken tilbød at aflægge ed på sin forklaring til amtmanden. Hun var overbevist om at klæderne tilhørte hende. Desuden ville hun afgive ed at Gotfreds voldsomme hug og slag. Hun var ikke overbevist om, at hun ville leve til næste ting. Da hun tilmed boede langt borte i Østerlars og havde ingen til at hjælpe sig, mente hun at eden skulle aflægges nu.
Dommeren kunne ikke tillade det, da hun var var anklageren i flg. Loven pag. 116 art. 5.
Krack ønskede udtag at det der var indført i tingbogen og ville føre sagen videre på næste ting.
21. marts 1738 – pag. 117a
Krack ville have det sidste vidne Hans Nielsen skomager fra Rø afhørt i voldssagen mod Gotfred Nielsen, men han var ikke mødt. Dommeren pålagde atter Hans Nielsen at møde på næste ting.
Krach mindede dommeren på, at de fire første vidner havde bevist at Gotfred Nielsen havde groft overfaldet enken Kirstine sal. Jens Nielsen fra Østerlars da hun ledte efter sine bortstjålne klæder og midler. Han mindede herredsfogeden om, at enken fortalte, at hun næppe overlevede de slag som Gotfred Nielsen havde givet hende. Om hun døde, så var Gotfred Nielsen skyldig i hendes død. Krack – på amtsforvalterens vegne – fremlagde et skudsmål om Gotfred Nielsen, dat. 18. marts. Krack mente, at Gotfred Nielsens bo skulle registreres og han selv arresteres. Han ønskede interlocatoria kendelse for at kongen ikke skulle lide skade på sine interesser og bøder.
Gotfred Nielsen bad om at få udsættelse af sagen i tre uger, således han kunne nå at stævne vidner og vidnesbyrd som beviser hans uskyld. Det udstedte bænkebrev var kun et bænkebrev, som ikke burde forhindre ham i at udføre sagen. Han var en fattig bondemand, der havde altid betalt de kongelige skatter. [Bænkebrev er et vidnesattest udstedt hjemme og som ikke kunne antages på tinget – alm. i 15 og 1600-tallet]
Dommeren svarede på Krack indførte interlogorerede kendelse. Han havde den 20. marts skrevet til amtmanden om hans beslutning om vurdering og arrest på Gotfred gods. Mht arrest på Gotfreds person henviste dommeren til lovens pag. 137 4 art., men han skulle først have amtmandens svar. Med hensyn til den irettelagte vidne eller attest, så kunne dommeren ikke modtage den før end den blev beediget og vedstået i retten. Mht Gotfreds ønske om udsættelse i tre uger, så skulle Krack acceptere sagens forlængelse jfr. loven pag. 51 og 52. Krack ville ikke acceptere udsættelsen i tre uger og han mente at Gotfred skulle stille kaution, hvis ikke han skulle arresteres, Endvidere ville Krack rådføre sig med sin principal, amtsforvalteren, og svare endeligt på næste ting,
Henrik Falch fremviste amtmandens fuldmagt til at gå i rette mod Jens Pedersen i Olsker og Jesper Hansen i Allinge. Falch på amtmandens vegne stævnede Jens Pedersen på Brogaard og Jesper Hansen fra Allinge efter amtmandens ønske. Jesper Hansen protesterede og ville have stævningen lyst død og magtesløs, da han var bondemand i Allinge og skulle stævnes til birketinget. Falch henviste til at Jesper Hansen havde forsvaret Jens Pedersen og at det var den sag, som sagen drejede sig om.
Jesper Hansen påpegede at det var en sag der først lige var begyndt, nemlig den sag mellem amtmanden og kgl. rytter Jens Pedersen, der havde sin start med oberstløjtnant Cronbergs søn kornet Cronbergs sag. Den sag som Jesper Hansen havde som forsvarer for Jens Pedersen, var sagen mellem ham og Dorta sal. Peder Hansen i Allinge. Den sag ophævede amtmanden den 13. december 1737 ved et pålagt forlig med amtmandens ansvar. Jens Pedersen var bortkommanderet og Jesper Hansen havde frasagt sagen og intet mere med den at gøre. Falch nævnte, at Jesper Hansen ikke dengang accepteret forliget. Jesper Hansen ville ikke videre beskæftige sig med den gamle sag, men sagde, at han skulle stævnes i den nye sag om han skulle svare. Dommeren mente nok, at Jesper Hansen var beordret forsvarer for Jens Pedersen i sagen mellem Jens Pedersen og Dorta, men det friholdte ham ikke for ansvar i den nye sag, som udspringer af den forrige. Jesper Hansen kunne ikke svare for Jens Pedersen, med mindre han blev pålagt det. Falch.
Dommeren bad Jens Pedersen om at træde frem. Hverken han eller noget på hans vegne var mødte. Agen udsat til næste ting.
28. marts 1738 – pag. 119b
Anders Larsen Krack var i retten på amtsforvalterens vegne i sagen om Gotfred Nielsens overfald på Kierstten sal. Jens Nielsen fra Østerlars. Han havde tilrettelagt et sognevidne eller vidneattest af dato 18. marts 1738 udgivet og underskrevet af 34 sognemænd fra Rø. Han ville bede om at de 34 mænd mødte på næste ting og afgav ed på deres vidnesbyrd i egen person på næste ting. Dommeren tillod at de 34 mand mødte på tinget om 14 dage og afgav ed på deres attest, som skulle læses op. Tingbudene skulle sørge for at indkalde vidnerne på kirkestævnet eller hvor det kunne finde sted. Krack udsatte sagen.
Imidlertid indleverede Hans Nielsen Skomager fra Rø et skriftligt indlæg på 6 sk. papir fra Gotfred Nielsen som blev læst og påskrevet. Krack bemærkede, at Hans Nielsen Skomager nu agerer som fuldmægtig for Gotfred Nielsen. Hvorfor Krack pålagde Hans Nielsen at fremlægge tilladelse fra amtmanden til at agere som fuldmægtig.
Henrik Falch mødte på amtmandens vegne og ville høre om nogen ville svare for Jens Pedersen. Jens Pedersen var med rejsepas fra øvrigheden rejst fra landet. Ingen indfandt sig. Henrik Falch ville sætte sagen i bero til næste ting. Herefter ville han give sin kendelse.
11. april 1738 – pag. 120a
Læst kgl. reskript af dato 10. januar 1738 til amtmand West vedr. de Lybske handelsfolk.
Læst kgl. patent ang. mandskab, der havde stået i konges krigstjeneste ved land og søetaten i 14 år, skal nyde friheder som forordningen af 29. december 1732 bevilger.
Læst kgl. forordning angående de sager som enten hans kgl. majestæts betjente for kongens gods eller proprietærer for sit eget gods forsages at føre for at holde mandskabet samlet til landmilitens konservation, skal ved session påkendes og afgøres, af dato 31. januar 1738.
Læst kgl. anordning om betaling ved Notarial Instrumenter og beskikkelser, som for dommes og tingsvidners beskrivelse ved underretterne både i købstæder og på landet i Danmark og Norge, København undtaget, samt for borgerbreve og deres beskrivelse, Dat. 31. januar 1738.
Læst kgl. forordning om pantebøgers og de der afgivne ekstrakters tilforladelige indrettelse og behandling. Dat. 7. februar 1738.
For retten kom Anders Larsen Krack på Andris Kofods af Rønnes vegne og læste et pantebrev dat. 31. marts 1738 udgivet af Hans Jørgensen på den 34. gård i Rutsker til Kofoed. Jørgensen havde lånt 240 sld mod pant i den 34. selvejergård, Hans Jørgensen var svag, så han havde givet Anders Larsen Krack fuldmagt til at bekræfte pantebrevet.
På amtsforvalter Schrøders vegne kom Anders Larsen Krack i sagen mod Gotfred Nielsen og hans hustru. Krack irettelagde det skudsmål eller vidneattest som 34 sognemænd fra Rø havde udgivet ”om Gotfred Nielsens omgængelse og forhold” af dato 18. marts 1738. Krack bad om at vidneattesten kunne læses på tinget og indføres i sagen. Følgende var mødt: Kvartermester og sandemand Lars Pedersen, Christen Hansen, Fridrich Møller, Fridrich Poulsen, Rasmus Nielsen, Hans Pedersen, Hans Rasmussen, Jens Pedersen, Anders Ibsen, Peder Pedersen, Lars Mortensen, Niels Sønnesen, Hans Pedersen på Kraagegaarden, Hans Hansen, Hans Pedersen på den 12. gård, Hans Larsen, Hans Pedersen på Smedegaarden, Niels Rasmussen, Jens Jensen, Lars Esbersen. Alle 20 mand havde underskrevet. Sandemand Lars Pedersen og Fridrich Fridrichsen Møller læste attesten op og alle 20 afgav deres ed.
Krack spurgte Gotfred Nielsen om han forlangte at resten af medunderskriverne skulle læse attesten op og afgive ed. Gotfred Nielsen svarede ”at de maatte læsse dend for Retten saa mange som de kunde”. Derefter læste Fridrich Poulsen, Jens Pedersen, Lars Mortensen, Christen Hansen, Anders Ibsen, Rasmus Nielsen, Peder Pedersen og Hans Pedersen attesten. Nu indfandt Lars Pedersen sig som også læste den op. 11 mand havde nu læst den op og de øvrige 10 mand kunne ikke læse men de bekræftede efter lovbogens forklaring attestens indhold. De udeblevne 13 mand skulle indkaldes til næste ting for at bekræfte deres underskrift. Hvis de var syge, skulle Krack handle efter lovens beskrivelse.
Krach fremstillede Jens Nielsens hustru Elne, der forklarede at for 3 år siden blev hendes mand overfaldet af naboen Gotfred Nielsen og slået med en plovtyv over brystet og et slag over hans arm, så slemt, at han måtte holde sengen i 3 uger. Siden havde hendes mand ikke turdet gå fra sin mark i frygt for at blive overfaldet af Gotfred Nielsen. (Jens Nielsen var selvejerbonde på den 18. gård Fløjlegaard). Krack spurgte Elne om hun mistænkte Gotfred Nielsen for tyveri eller om de havde mistet noget. Jo, Elne og hendes mand havde mistet noget, men de kunne ikke bevise noget. Elne blev spurgt om hun i forlængelse af sognevidnet kunne fortælle om Gotfred Nielsens omgængelse. Hun sagde: ”at Gotfred har boet i Røe sogn i lang tid mens har altid haft et ont Røgte paa sig, slaget oc draget, Narret, oc kommet folch sammen i trette oc søgt megen tingfær, Jaa oc samme Gotfrid vidste hun hand hafde taget Niels Øbersens heste”
Derefter i rettelagde Krack et missive eller skønning indgivet af sandemanden Morten Monsen i Østerlars til amtmanden af dato 8. april 1738 hvilken skønning viste at enken Kirstine sal. Jens Nielsen nu ligger så ganske svag, spytter blod osv efter slaget på hendes bryst, efter de slag som Gotfred Nielsen og hans hustru havde givet hende. Hun troede ikke, at hun ville overleve, hvorfor hun anklagede Gotfred og hans hustru for hendes tilstand. Krack mente, at Gotfred Nielsen nu skulle arresteres indtil sagen blev pådømt og hvis ikke, så måtte det være dommerens ansvar om kongen led skade på bøder og omkostninger. Dommeren spurgte, som tidligere i flg. Lovens pag. 137 art. 4, om Krack ville være kautionist for den ønskede arrest. Det ville Krack ikke risikere.
Gotfred Nielsen spurgte sandemanden om han kunne påstå, at han havde givet hug og slag. Sandemand Lars Pedersen sagde, at han stod ved det underskrevne sognevidne. Og han ville give sin ærlige mening tilkende, hvis han blev lovligt stævnet dertil.
Gotfred Nielsen bad om udsættelse således at han kunne søge amtmanden om en fuldmægtig eftersom han var en gammel og tunghør og kunne ikke tale for sig. Hvis ikke amtmanden ville give ham en fuldmægtig, så ville han søge kongen om en fuldmægtig. Hans gods var registreret, så han havde ingen midler til selv at tage en fuldmægtig.
Krack ville ikke tillade, at sagen blev udsat, da enken nu lå for døden. Dommeren ville ikke nægte Gotfred Nielsen udsættelse.
Gotfred Nielsen beviste med kaldsmændene Hans Nielsen og Mads Pedersen fra Rø sogn med skriftlig kaldseddel at have stævnet amtsforvalter Schrøder og enken Kirstine sal. Jens Nielsen boende på Lehnsgaardsgrunden i Østerlars. Gotfred Nielsen ville bevise sin lovlige adkomst til de klæder, som enken påstod var hendes. Den ene stævningsmand Mads Pedersen erkendte at han kun havde været med da de stævnede amtsforvalteren.
Krack spurgte Gotfred Nielsen hvor længe siden det var at enken Kirstine sal. Jens Nielsen begik lejermaal og udlagde Hans Svendsen som barnefader. Gotfred ville svare til næste ting og irettelægge præstens attest.
Krack påpegede at i Gotfreds stævning omhandlede 2 eller 3 formål, hvilket ikke var lovligt på en et skillingspapir, hvorved kongen ville lide skade. Beskyldningen om at enken havde begået lejermål havde intet med sagen at gøre. I øvrigt havde Gotfred ikke i stævningen nævnt voldssagen med hug og slag med ”trebulering” som Gotfred havde øvet mod enken. Lejermåls anklagen mente Krack ikke ville blive antaget i flg. Loven pag. 111 art. 21 da det påståede lejermål skulle være sket for nogle år siden. Krack mente at Gotfreds stævning skulle dømmes død og magtesløst.
Gotfred bad om udsættelse nok engang.
Dommeren mente stadig det samme, men vedr. den anden sag om lejermål, så havde den intet med den igangværende sag og derfor måtte han dømme Gotfreds stævning for ugyldig og dermed underkendt.
Krack bad om udskrift af alt som var sket i dag.
18. april 1738 – pag. 122b
Den sag som amtmanden havde stævnet Jens Pedersen og Jesper Hansen til, blev ophævet efter forlig, efter amtmandens skrivelse, som blev indskrevet i tingbogen.
Krack bad om at de 13 mand der havde underskrevet sognevidnet og som ikke var mødt på sidste ting skulle påråbes. Men ingen var mødte, hvorfor de blev pålagt at møde på næste ting.
Gotfred Nielsen mødte og i rettelagde en landstingsdom fra den 13. januar 1723 med den fulde ordlyd. Dernæst fremlagde Gotfred en kvittering under amtmandens hånd dat. 1. september 1723 og en kvittering af 4. september 1723 under Niels Øbersens hånd. Begge kvitteringer der skulle vise, at han rettede sig efter dommens ordlyd.
Dernæst meldte dommeren ”Paa Gotfrid Nielsen uloulige oc vitløftige Snach for Retten som iche var Verdt at lade Indføre, at naar Gotfrid Nielsen omgiches Loulig, skulde Retten Iche blifue hannem hindret”.
Dommeren pålagde parterne at de på næste ting skulle føre hvad der skulle føres, hvorefter han ville afgive dom.
25. april 1738 – pag. 123a
Anders Larsen Krack mødte i sagen mod Gotfred Nielsen på amtsforvalterens vegne og ville nu have de 13 sognemænd der manglede at bekræfte sognevidnet. Følgende var mødt: Hans Nielsen, Jep Marchussen, Jørgen Pedersen, Hindrich Pedersen, Arrist Poulsen, Jens Ibsen smed, Hans Olsen Bon og Jørgen Hansen alle fra Rø sogn. Attesten blev lydelig oplæst da ingen af dem kunne læse. De afgav ed efter lovbogen-
Gotfred Nielsen var ikke mødt.
Krack mente nu at det ikke var nødvendigt at få de sidste indstævnet til at bevidne sognevidnet, da 11 mand havde læst op og 18 andre havde beediget indholdets rigtighed.
Krack aflagde nu sit skriftlige indlæg og påstand. Dommeren ville følge Kracks ønske om at få Gotfred Nielsen som person arresteret, da det ifølge sagen og sognevidnet er bevist at Gotfred Nielsen ikke er vederhæftig så iflg. lovens pag. 141 art. 15 kendes arrest indtil videre. Sagen blev herefter optaget til doms.
Jens Jensen på den 29. gård i Klemensker mødte og læste et pantebrev af dato 17. april 1738 hvilket viste at Thor Jensen på den 12. gård i Klemensker havde lånt 160 sld. af Jens Jensen mod pant i gården.
9. maj 1738 – pag. 124a
Dom afsagt i sag mod Gotfred Nielsen og hans hustru i Rø sogn. Krack ønskede dommen beskrevet.
DOM – pag. 124a
Sag som amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Anders Larsen Krack førte mod Gotfred Nielsen og hans hustru i Rø for vold mod enken Kirstine sal. Jens Nielsen i Østerlars. Enken havde klaget til amtmanden den 19. februar 1738 over Gotfred Nielsen og hans hustrus mishandling af hende efter hun med et lovligt ransagningsbrev ville ransage i huset efter hendes forsvundne klæder den 17. februar 1738.
Enken Kirstine havde fået stålet nogle klædevarer, da hun var ”gaaet ud blandt gotfolk at søge sit brød til nødtørftig ophold.”
Med fire vidner (Hans Larsen, Anders Monsen, Jens Pedersen og Niels Jensen fra Rø) ransagede hun Gotfred Nielsens hus med tilladelse fra sandemanden. Hun blev overfaldet og kaldt hore og tyvetaske. Det var bevist at Gotfred og hans hustru havde slået enken alvorligt, samt at det var tilsyneladende hendes lindklæder og andet de fandt i huset. Gotfred havde forhindret enken at tage klæderne med sig for at derved at melde det til øvrigheden.
Krack havde fremlagt en landstingsdom fra 13. juni 1723, der viste at Gotfred Nielsen havde taget Niels Øbersens 2 heste og dømt til at betale voldsbøder for hærværk.
Krack havde fremlagt et sognevidne og attest underskrevet af 34 sognemænd, der fortalte, at Gotfred havde boet i sognet i mange år og i alt tid havde ”haft et dårligt rygte, mange til at trættes og selv haft mange tretter, og slaget og tribuleret mange, samt bedraget mange ærlige og skikkelige folk her og der i landet.”
Enkens klage som hun mente ville føre til hendes død, hvilket en skønning fra sandemanden i Østerlars sandsynliggjorde i en attest.
Gotfred Nielsen ville bevise sin ærlighed ved at fremvise kvitteringer på de bøder han havde fået efter dommen i 1723.
Dommen fastslog, at Gotfred Nielsen havde begået vold mod enken i hendes lovlige ærinde og derfor dømmes han til 3 gange 40 lod sølv. For at have beskyldt hende for hore og tyvetaske og ikke havde bevist at dømmes efter lovens pag. 1001 artikel 6 og endelig til sidst for de klæder som han havde frataget enkenat dømmes efter lovens pag. 984 artikel 33. ”Mens efter som alle sognemendene – sandt at sige – vidner hannem afuer at være meget grof, oc hand tilfaaren hafuer taget uden forlou andres Heste at harve med, saa oc begaaed mange andre store forseelser, oc hands Midler iche kand tilstræche saadan hans fortiente Mult oc bøder, naar først denne sags omkostninger som beløber til 5 rigsdaler saa Væl som anden Rigtig Gield er fraagaed, hand self at gaae paa Bremmerholm i arbeide sin Liffstid, Hvad sig hans hustru angaaer, som hafuer været i haandgierning med at slaae bemeldte Enche, saa oc skulde hende, burde hun oc at straffes, mens formegelst hendes mange smaa børn skyld, saa henstiller ieg den post tilhøyere øfrigheds videre betenchning”
Under Mit Zignet. Til vidnesbyrd.
[Dommen blev prøvet ved landstinget 9. juli 1738 – pag. 510a (blad 1019 – stævnet af amtsforvalteren)
23. maj 1738 – pag. 125a
Læst kgl. forordning ang. at ingen ”comediant spiller, liniedantsere, taschenspelere, eller de, som holde de saa kaldede Lykkepotter, sig i Danmarch eller Norge maa indfinde, eller deres Spil oc Exercitier der nogen steds forestelle oc øfuer”. Dat. 21. marts 1738.
Læst kgl. forordning om justitskassens indretning under de deputerende for finanser, dat. 18. april 1738.
Bent Pedersen i Klemensker som værge, samt Anders Pedersen fra Olsker mødte for sal. Hans Kjøllers efterladte søn Peder Hansen Kjøller, stævnede Christen Hansen på den 2. gård i Rø til at høre 4 mands opkrævelse. Christen Hansen var ikke mødt. Fire mand blev valgt og skulle møde på den 2. gård først kommende torsdag den 29. maj kl. 8. for at vurdere gården.
Jens Jensen Piil af Hasle stævnede Anders Clausen fra Klemensker for en handel af ”nogen Kaaber”. Anders Clausens hustru mødte og angav, at hendes mand var ikke særlig frisk, så han kunne ikke komme på tinget, men ville komme på næste ting og afgive forklaring.
6. juni 1738 – pag. 126a
Jens Jensen Piil som på sidste ting startede en sag mod Anders Clausen meddelte, at de var blevet forliget og sagen derfor var frafaldet.
De fire mand der skulle syne den 2. gård i Rø aflagde deres forretning. Bent Pedersen fik vurderingen beskrevet.
Peder Jensen og Thor Jensen begge fra Klemensker lod læse et mageskifte af dato 23. maj 1738 som viste at Peder Jensen på den 11. gård havde tilbyttet en skovdel på den 12. gård og en eng syd for skoven. Den 12. gårds beboer havde modtaget en skovdel kaldet Tørpelunden tillige med eng nord for skoven.
Jørgen Jensen fra Olsker stævnede den 9. gårds beboer Ole Olsen Sonne for at høre 4 mands opkrævelse. Forretningen gik ud på at vurdere den 9. gårds bygninger, ager, eng og skov. Anders Larsen Krack blev formand for de fire mænd, der blev tilsagt til at møde på den 9. gård den 11. juni kl. 8.
20. juni 1738 – pag. 126b
De fire mand, der havde synet den 9. gård Bredsensgaard i Olsker aflagde deres forretning. Beboeren på den 9. gård Jørgen Jensen udbad sig en udskrift af forretningen
27. juni 1738 – pag. 127a
Blev læst et pantebrev af dato 14. juni 1738 der viste at den 41. selvejergaards beboer i Rutsker havde lånt 80 sld. Af Bent Pedersen på den 65. selvejergaard i Klemensker mod pant i den 41. gård.
Kgl. Maj. Skovridder Hans Piil havde stævnet major Claus Kofoed på Maglegaard i Østermarie for at have hugget træer i gårdens skov, hvilket var imod skovforordningen. Hvilken handling han agtede at få et tingsvidne af folk, der måtte vide noget. Jens Kofoed Larsen, som er majorens steddatters søn, mødte på majorens vegne. Som vidner var indkaldt Lars Andersen og Hans Frost fra Klemensker. De fortalte, at for omkring 3 uger siden var de blevet bedt af skovridderen om at efterse nogle fældede træer i Maglegaardsskoven. De fandt to egetræsstubbe, hvoraf den ene var dækket med jord. De var på størrelse at fire stolper. Majorens talsmand havde intet at tilføje. Hans Piil fik udfærdiget sit tingsvidne.
11. juli 1738 – pag. 127b
Christopher Hansen på Brogaard i Olsker lod læse et pantebrev udgivet af Erich Pedersen boende på den 18. gård, der viste at Erich Pedersen havde bortpantet, til brugelig pant i 19 år, sin gård til Christopher Hansen.
Christopher Hansen fra Brogaard læste et pantebrev som han havde udstedt til Jens Pedersen boende på den 63. gård i Vestermarie. Det viste at han havde bortpantet brugsretten til den 18. gård i 9 år til midfaste 1748.
Henrik Falck fra Allinge mødte på løjtnant Hans Mortensen fra Olsker vegne. Hans Mortensen ville havde lejlighed til at kommentere på de to udstedte pantebreve. Herredsfogeden tillod Hans Mortensen at svare på næste ting. Henrik Falck og to tingbude fra Klemensker Jens Hansen og Mogens Larsen krævede at de to pantebreve ikke blev tinglyste før efter næste ting. Hvilket dommerne ville følge.
Wefst Hansen på den 5. gård i Rutsker stævnede Lars Hansen på Tornegaard i Klemensker på sin myndling (hans stedsøn) og arving efter sal. Peder Hansen. Wefst Hansen ville have 4 mand synede og vurderede den 5. gård. Værgen Lars Hansen var mødt. Fire mand blev valgt og pålagt at møde den 14. juli på den 5. gård kl. 8.
25. juli 1738 – pag. 128b
Læst kgl. Forordning om landmelitien i Danmark om at kompagnisamlingen sker hvert andet år i trende dage og hvert andet år i ni dage i juni måned. Ordlyden af forordningen skal indføres i genpartsbogen.
Formanden for de fire mand Jep Mogensen fra Rutsker fremlagde deres forretning ang. Den 5. gård i Rutsker. Wefst Hansen fik en udskrift af forretningen.
Henrik Falck for læst en memorial til amtmanden udstedt på vegne af løjtnant Hans Mortensen (sandsynligvis fik H.Falck tilladelse til at gå i retten for Hans Mortensen).
Henrik Falck på Hans Mortensens vegne stævnede Christopher Hansen for de ord og gerningen, som han havde sagt og begået mod Hans Mortensen i hans eget hus. Desuden stævnedes vidnerne Peder Ambrosen, Sissele Hans Mortensen og Erik Pedersen – alle fra Olsker, Sessele var den eneste der var mødt, hvorfor hun blev afhørt. Hun fortalte, at en sognedag for kort tid siden, var hun og hendes mand gået i seng. Christopher Hansen kom ind i stuen og slog i bordet, at han ved sin sjæl og salighed skulle pante den 18. gård. Christopher Hansen sagde at Hans Mortensen altid talte om sit undentag og han skulle pante ham med. Christopher sagde videre at han ville køre Hans Mortensen i et hul. Da Hans Mortensen skulle ud på brøggen for at lade sit vand, så nægtede Christopher det. Hvis han skulle derud, så skulle han som en god officer tage sin kårde med, så skulle de se hvem der først skal bide i gruset. Hans Mortensen blev liggende i sin seng. Vidnet mente ikke at Hans Mortensen havde sagt noget, der kunne forklare Christophers opførsel. Sagen skulle føres videre på næste ting, hvortil vidner og sagsøgte skulle møde.
1.august 1738 – pag. 129a
Læst kgl. Reskript af dato 7. januar 1738 ang. Frihed for tjeneste fra detentionerne (? decention), sø -artilleriet og haandværksstokken må dimitteres og nyde samme frihed som ved forordningen af 29. december 1732 for landetaten.
Henrik Falck af Allinge havde fået amtmandens tilladelse at gå i rette for løjtnant Hans Mortensen mod sin svigersøn Erich Pedersen. Henrik Falck på Hans Mortensens vegne stævnede Erich Pedersen og hans hustru Marta, Christopher Hansen og Jens Pedersen fra Vestermarie. Regiments kvartermester Nicolai Linderoed fra Rønne havde fået amtmandens tilladelse at være fuldmægtig for Erich Pedersen. Linderoed mente ikke at stævningen var lovlig af flere årsagen. Bla. Da det var tre forskellige sager, samt at man ikke kunne bruge sagsøgtes hustru som vidne mod ægtemanden Erich Pedersen. Dommeren turde ikke erklære stævningen lovlig, da det kunne stride mod kongens interesse, hvorfor han pålagde Henrik Falck at stævne på ny og på en lovlig måde. Falck bad om udskrift af denne kendelse.
Falck fortsatte i sagen mellem Hans Mortensen og Christopher Hansen. Christopher Hansen mødte og bad om udsættelse af sagen. Dommeren udsatte sagen, men tillod at de to vidner, der ikke var mødt på sidste ting kunne afhøres. Erich Pedersen skulle afgive sin forklaring, men forinden fik Christopher Hansen tilladelse til at benytte kvartermester Linderoed som fuldmægtig mod at han skaffede sig en fuldmagt og tilladelse til næste ting. Linderoed forsøgte at så tvivl om stævningens lovlighed ved at påpege, at tidspunktet ikke var angivet. Henrik Falck sagde, at det var sket umiddelbart efter pinsehelligdagene. Vidnet Erich Pedersen fortalte at han sammen med sin broder Christopher Hansen og Peder Andersen Krack var kommet til Erich Pedersens svigerfader Hans Mortensen sen aften og da de kom ind i stuen lå Hans Mortensen og hans hustru i deres seng. Vidnet kunne ikke bekræfte det tidligere citerede ord og beskrivende handlinger, da han havde været ”beskænket” ligesom de to andre personer da de kom fra sommergildet. Falck bad om at få det tredje vidne Peder Andersen Krack til næste ting.
15. august 1738 – pag. 131b
Henrik Falck mødte og angav, at sagen mellem løjtnant Hans Mortensen og Christopher Hansen var blevet forliget, således at begge parter kun mente godt om hinanden.
I forlængelse af ovennævnte forlig angav Hans Mortensen, at han accepterede at pantebrevene om den 18. gård nu kunne blive underskrevet og indført i pantebogen. Han accepterede de indgåede aftaler.
29. august 1738 – pag. 131b
Læst amtmand West missive af dato 11. august, der fortalte at oberstløjtnant Cronenberg skulle fungere som hans afløse i West fraværelse. Han skulle fungere som hans ”Vices”.
Kongens holstførster Mathias Kettelsen bad om at få 8 forstandige mænd til at syne herredets skove ifølge skovforordningens 16 artikel.
Anders Larsen Krack i Rutsker læste amtsforvalter Schrøders fuldmagt til at tiltale den 27. selvejer Jep Larsen i Olsker på hans ”fæstes forbrydelse”. Det drejede sig om noget af den udmarksjord han havde i brug og som han efter aftale skulle lade udbygger Michel Kæmpe beholde uhindret. Som vidner var indkaldt sandemand Anders Pedersen, Mogens Jensen, Didrich Henningsen alle fra Olsker. Vidnerne havde været hos Jep Larsen og forbudt ham at tage sæd, hø og græs. Alt sammen efter ordre fra amtsforvalteren den 30. oktober 1737, der forbød at tage noget som var tilhørende udbyggeren, og som var indført i Jep Larsens fæstebrev. Jep Larsen havde kun ret til de 10 mark, som fæstebrevet bestemte og ikke afgrøderne.. Jep Larsen ville svare på anklagen på næste ting.
Anders Larsen Krack læste de to klager fra Michel Larsen Kæmpe indgivet i 1837 til amtsforvalteren og til amtmanden. Han læste også 2 klager udgivet af Michel Kæmpes hustru Kierstine i 1738 ang. Udmarksjorden og deres hus. Endvidere læstes et fæstebrev af dato 14. juli 1730, hvilket viste at Jep Larsen havde taget mere end som var bestemt.
5. september 1738 – pag. 133b
Anders Larsen Krack på amtsforvalterens vegne og ønskede at føre sagen mod Jep Larsen. Jep Larsens hustrus stedfar og søskendebarn Morten Mogensen fra Østerlars mødte og ville tale for sin slægtning. Morten Mogensen på Jep Larsens vegne sagde, at udbyggeren skulle nyde den jord osm var 1 td.land havrejord og 6 skæpper land kløvgang, men at han også skulle flytte sin hus fra fæstejorden til den jord, som udbyggeren har tildelt. Krack tolkede svaret således, at der var et muligt forlig i sagen, hvorfor han udsatte sagen til næste ting.
19. september 1738 – pag. 134b
De otte mand, der var valgt til at syne skovene, aflagde deres forretning.
Dernæst blev læst en kontrakt mellem Erich Pedersen og hans dattermand Jens Pedersen begge boende på Klingegaard – 41. gård i Rutsker.
Anders Larsen Krack mødte på amtsforvalterens vegne med fuldmagt af dato 18. september 1738 om at han skulle føre sag mod Antoni Holgersen og Hans Danielsen for slagsmål. Krack stævnede Antoni Holgersen. Som vidner var indkaldt Holgersens tjenestedreng Hans, præsten i Klemensker Christian Opdal og hans tjenestedreng Peder Nielsen alle fra Klemensker. Hans Danielsen blev stævnet for at bekræfte sin klage til slotsherren Cronenberg.
Antoni Holgersen svarede at Hans Danielsen skulle bevise sin påstand om at han havde slået sin nabo Hans Danielsen blodig og blå. Men for øvrigt ville han ikke svare, da han ikke kendte til lovene, hvorfor han ville søge om at få en fuldmægtig til at føre sin sag. Dommeren mente at han ikke kunne nægte Holgersens ønske. Krack ville dog have lov til at føre sine vidner, som var mødt på tinget.
Hans Didrichsen fortalte, at han i sidste høst havde set en del af Antoni Holgersens kvæg var kommet på Danielsens mark, hvor der lå mejet havre. Hans Danielsen var da kommet ridende ud på marken og jaget kvæget væk. Imidlertid var Holgersens dreng kommet for at tage sig af kvæget og kort efter Antoni Holgersen. Det kom til en strid, hvor vidnet så Holgersen slog med en ribe (?) mod Danielsen. Om han ramte Danielsen eller hans hest kunne han ikke se. Hans Danielsen hustru var kommet til, men hvad hun gjorde, så han ikke. Han havde ikke set om Antoni Holgersen havde slået hustru med en sten, men han havde synet hende og kunne konstatere, at der var en rød plet på størrelse af en tommelfinger i hendes venstre side. Endvidere kunne han fortælle, at da Danielsen var kommet til ham for at bede han at vidne og at syne skaderne, var han blodig på hans mund.
Hans Danielsen fortalte, at han mente, at Holgersen havde sluppet kvæget løs på hans mark uden hyrde, hvorfor han ville konfiskere kvæget som bevis. Endvidere var han og hans hustru straks taget til præsten for at lade ham syne deres skader.
Hans Danielsens hustru Margrete fortalte at de straks var taget op til præsten Opdal, som sammen med sine drenge og piger (tjenestefolk) så skaderne på hende og hendes mand.
Præstens attest fra den 19. september blev læst og påskrevet. Danielsen fremviste et stykke af en ribe (?) som var gået i stykker efter at Antoni Holgersen havde slået. Antoni Holgersens hustru havde set slagsmålet, men ikke set andet end at Danielsens hustru havde en ribe (?) som hun slog med. Krack ville have Antonis hustru til at bekræfte, at hendes mand for nogle år siden havde slået Danielsens hustru Margrete. Det ville hun ikke svare på med mindre hun blev stævnet til det.
Hans Jacobsen som var Antoni Holgersen ”tjenestepog” på 15 år, kunne ikke afhøres efter ed, da han endnu ikke havde været til guds bord. Men det blev tilladt, at han fortalte om sage. Han fortalte at hans husbond var i slagsmål, men at kvæget var kommet ind på naboens mark, medens Antonis hustru og moder stakkede neg på deres mark og at deres fæpigen havde lagt sig til at sove uden tilladelse. Tjenestedreng Hans var derfor gået ud på marken for at hente kvæget hjem. Drengen svarede at hans husbond kom ridende og at kæppen som han havde i hånden var brækket, da han havde slået til sin hest for at få den til at løbe hurtigere. Drengen mente at det var Danielsen der havde slået hans husbond på overarmen. At Danielsen var blodig måtte efter hans mening stamme fra en stub i kratbusk, hvor han faldt.
Sagen udsat til næste ting.
Hans Danielsen som boede på kongens gård (37. gård) i Klemensker stævnede Antoni Holgersen på den 36. gård i Klemensker for vold mod hans hustru Margrete for år siden. Sagen var anmeldt for retten, men der var indgået forlig, hvor Holgersen skulle betale 3 rigsdaler i klingende mønt for udåden. Et forlig, som var indgået i vidners nærværelse (bl.a. Søren Lunge). Antoni Holgersen ville svare på næste ting.
Peder Hansen boende på den 26. gård i Klemensker stævnede den 28. gårds beboer Jens Hansen for at høre 8 mands opkrævelse vedr. jordskel mellem de to gårde. Den 28. gård tilhørte kongen, hvorfor amtsforvalter Schrøder havde bedt Anders Larsen Krack at repræsentere Jens Hansen. Som formand valgtes Hans Wefstsen. De otte mand samt skriveren blev pålagt at møde på den 26. gård kl. 8 formiddag.
26. september 1738 – pag. 137b
Læst et skøde udgivet 10. januar 1738 af Anders Pedersen, Peder Nielsen, Jørgen Jensen, Hans Pedersen, Hans Jørgen Pedersen Skov og Didrich Didrichsen, samt løjtnant Hans Mortensen, der viste, at de på egne og deres myndlinges vegne havde solgt fra dem og deres arvingerne en vejrmølle med hus og anden tilbehør for 100 sld. til ærlig og velagtige mand Ole Olsen Sonne og hans hustru (9 sg. Bridsensgaard), samt ungkarl Jørgen Hansen – begge fra Olsker sogn.
Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Anders Larsen Krack mødte i sagen mellem Hans Danielsen, som boede på kongens gård på den ene side og på den anden side Antoni Holgersen. Krack kunne meddele at sagen var forliget, således at Hans Danielsen betalte Krack for hans ”umage” (2 sld) og Antoni Holgersen betalte de 3 slettedaler som han var skyldig til Hans Danielsens hustru for svig og smerte ved et tidligere forlig om vold. Oberstløjtnant Cronenberg ville sørge for at kongens interesser ikke skulle svækkes, samt at de betalte for det stemplede papir, der blev udfærdiget ved forliget.
Krack mødte endvidere i sagen om de to brødre Peder Hansen på den 26. gård og Jens Hansen på den 28. gård angående stridigheder om skellet mellem de to gårde. De 8 mand havde synes åstedet og kommet til et forlig mellem parterne, som nu blev fremlagt for brødrene til accept, hvilket skete.
Ungkarl Lars Hansen fra Olsker mødte og beviste sit stævnemål mod enken, Barbara Hansdatter, efter Lars Jensen i Olsker. Endvidere stævnede han Mogens Hansens børns værger, Jens Mogensen af Olsker sogn, Anders Thomsem fra Rutsker, Hans Hansen fra Østermarie, Jens Larsen i Allinge, Jens Mogensen på sin hustrus vegne, Jep Marchussen fra Rø på sin hustrus vegne og Jens Larsen fra Allinge på sin søster boel Larsdatters vegne. Alle skulle møde og høre 8 mand opkrævelse på den 7. selvejergaard i Olsker. Frederik Frederiksen fra Rø blev formand og de 8 mand blev tilsagt til at møde på den 7. gård den 2. oktober kl. 8 hvor de skulle syne bygninger, mølle, ager og eng og al anden herlighed. Der skulle vurderes og beregnes hvad arvingerne hver i sær kunne have til gode i gården. Desuden skulle sæde- og adgangsretten bestemmes, nu efter at Lars Jensen var død og hans enke Barbara Hansdatter (Lars Hansens mor) havde krav på at blive boende på gården så længe hun levede.
3. oktober 1738 – pag. 139a
Jens Pedersen og Erich Pedersen, begge boende på Klingegaard i Rutsker lod læse en kontrakt af 27. september 1738.
Jens Pedersen på den 18. gård i Olsker læste et af ham udgivet pantebrev på 120 sld. til Mads Clemen Engel i Hasle. Mads Engel havde i forvejen et pantebrev på 100 sld. udstedt af løjtnant Hans Martensen i Olsker. Dette pantebrev blev transporteret til Jens Pedersen, som således skulle svare 220 sld.
Anders Larsen Krack havde fået oberstløjtnant Cronenbergs tilladelse til at føre sag for Marte Margrete Erich Pedersen idog hendes mand Erich Pedersen, da han uden hendes tilladelse og vilje havde, sammen med løsøregods, overdraget til sin bror Jens Pedersen. Krack ville have at det udstede pantebrev på 120 sld. skulle ”arresteres”, således det ikke kunne stå ved magt, så længe som sagen varede. Dette ville dommeren imødekomme, da han ikke kunne andet, da Cronenberg havde udstedt en lovlig tilladelse. Sagen udsat i 14 dage, således at Krack kunne indstævne i alt 8 mand og de relevante dokumenter i sagen.
På amtsforvalter Schrøders vegne stævnede Anders Larsen Krack Margrete Olsdatter og Catrine Jensdatter fra Rø. Catrine Jensdatter havde fået hendes datter Margrete til at tage kviksølv for at fordrive hendes foster. Desuden var følgende vidner stævnet: Velærværdighed Monrad, sandemand Lars Pedersen, Frederik Frederiksen Møller og Hans Pedersen alle fra Rø. Sagen underbyggedes med at fremlægge en erklæring fra 3. september udstedt af sandemanden, Frederik Frederiksen Møller og Hans Pedersen, byggende på Margretes forklaring. Desuden fremlagdes udskrift af Margretes tilståelse til amtskriveren, samt Cronenbergs ordre til Krack om at forfølge sagen.
De tre som havde udstedt erklæringen afgav ed på ordlydens rigtighed. De havde ikke yderligere at tilføje.
Margrete Olsdatter fortalte, at hun ikke kunne vedstå alt om kviksølvet, som hun tidligere havde fortalt sandemanden Frederiksen og Pedersen, men hun kunne bekræfte, at hun havde sagt at hun var blevet frugtsommelig med sadelmager Mons Hansen. Der havde været gæstebud hos hendes husbonde Hans Pedersen og hun havde vel ”havde fået noget for meget af drikkevarer, da hun fortalte sin historie til de tre. På spørgsmål om hvornår hun var blevet frugtsommelig, svarede hun, at hun for 22 eller 23 uger siden blev taget med af sadelmageren ved nattetid i Bøgeskoven. På Krack spørgsmål sagde hun, at hun ikke tidligere havde ”haft med mandfolk at bestille”.
Catrine Jensdatter nægtede at have lokket eller truet sin datter til at tage kviksølv. Hun tilbød at afgive korporlige ed på sin benægtelse. Krack udsatte sagen og pålagde de to stævnede til at møde på næste ting. Krack ville bede sognepræsten Monrad møde på næste ting eller til at afgive en attest.
17. oktober 1738 – pag. 140a
Anders Krack fra Rutsker på amtsforvalter Schrøders vegne mødte i kviksølvssagen. Den frugtsommelige kvinde Margrete Olsdatter og hendes moder Catrine Jensdatter fra Rø var mødt og havde ikke mere at fortælle. Krack aflagde sine påstande og henviste til lovens pag. 863 art. 8 (kvaksalveri), pag. 889 art. 7, lovens pag. 890. art. 8 og loven pag. 897 art. 22, der udtrykkelig viste at den, der havde ombragt sit foster med gift, skulle miste sig liv. Margrete havde berettet for præsten, sandemanden og to borgere i Rø, at hun var blevet lokket til at tage kviksølv af sin moder, for at fordrive sit faster. Hun var og er frugtsommelig med barn. Parterne havde ikke mere at sige, hvorfor dommeren tog sagen til doms.
Krack på amtsforvalter Schrøders vegne bekendtgjorde at da de to brødre på henh. 26. og 28. gård ikke kunne forliges om markskellet, så skulle de otte mands fom afsiges og at den skulle stå til troende, hvorefter at skelstene kunne sættes.
Jørgen Jensen fra Olsker mødte på vegne af de otte mænd, der skulle syne den 7. gård i Olsker. Flere erklærede, at de på næste ting ville fremlægge deres påstande om gården.
Ifølge et missive af 16. oktober var det blevet pålagt at Krack skulle stævne Antoni Holgersen og Hans Danielsen til domsafsigelse, selv om de havde indgået et forlig.
På Marta Margrethes vegne stævnede Anders Larsen Krack hendes mand Erich Pedersen af Olsker for at han havde bortpantet deres 18. gård i Olsker mod hendes vilje. Gården havde hun og Erich Pedersen købt af hendes forældre og nu havde han solgt sæde og løsøregodset, så hun var blevet husvild. Et købebrev udstedt af hendes fader Hans Mortensen viste, at de havde købt gården. Som vidner var indkaldt Christopher Hansen på Brogaard, Jens Pedersen på den 18. gård Bakkegaard i Olsker, Løjtnant Mads Clemen Engel i Hasle. Endvidere var Hans Mortensen indstævnet til af fremlægge den undentagskontrakt som var indgået mellem ham og Erich Pedersen.
Regimentskvartermester N. Linderoed havde fået Cronenbergs tilladelse til at gå i rette for Erich Pedersen. Linderoed havde just modtaget autorisationen og havde endnu ikke sat sig ind i sagen, hvorfor har bad om udsættelse. Krack protesterede og ville afhøre sine vidner. Hans principal skulle spares for ekstra udgifter, da hun var uden midler, fordi hendes mand havde bortsolgt hus og besætning, ja sågar sæden på marken. Dommeren tillod Krack af afhøre vidner.
Linderoed på Erich Pedersens vegne stævnede hans hustrus fader løjtnant Hans Mortensen for ærerørige og utilbørlige ord om Erich Pedersen til Peder Andersen Krack. Peder Andersen Krack og hans hustru var indkaldt til at berette om Mortensens udtalelser. Hans Mortensen var tilstede og bad om udsættelse til næste ting, hvilket dommeren afviste. De to vidner kunne afhøres. De blev separerede. Peder Andersen Krack fortalte at Hans Mortensen kom til dem en sen aften efter de var gået til sengs. De havde stået op og talt med ham. Hans Mortensen havde sagt, at han havde behandlet Erich Pedersen som en ærlig mand, men han havde handlet som en skælm og forræder mod ham og hans barn. Han skal aldrig dø vel af verden. Hans Mortensen ville have vidnet til at erkende, at han havde været beskænket – så meget som ham aldrig før eller siden havde været. Vidnet svarede at han ikke kendte vidnets humør, men han synes dog, at det ikke kunne være så slemt, da han havde formået at stå af sin hest og at ride hjem. Han havde tilmed åbnet og lukket leddet ved Peder Kracks gård. Hans Mortensen var redet fra Allinge til Anders Pedersen i Bækkegaard, men da han ikke var hjemme og hustruen derfor ikke ville lukke ham ind, så var han redet videre til Peder Krack.
Peder Kracks hustru Kierstine Jensdatter forklarede at omtrent otte dage før Mikkelsdag om aftenen kom Hans Mortensen efter han ikke var lukket ind hos naboen Peder Andersen. Hans Mortensen havde sagt, at han havde gjort som en ærlig mand mod Erich Pedersen, medens han Erich Pedersen havde været en skelm mod Hans Mortensen og hans datter og aldrig ”gaaer det hannem Wæl oc aldrig faaer hand nogen Christelig død”. Vidner kunne ikke kende at Hans Mortensen var beskænket og at han opførte sig skikkeligt, medens han var hos dem. Han bad god aften da han kom og god nat da han gik. Han bandt sin hest og løste den, da han tog bort. Linderoed mente, at Hans Mortensen kunne dømmes efter loven pag. 146, artikel. Dommeren ville tage sagen til overvejelse indtil næste ting.
31. oktober 1738 – pag. 146a
Læst kartel og konvention mellem kongen af Danmark og kongen af Sverige dat. 31. marts og ratificeret den 21. april 1738. Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1739.
Læst kgl. Plakat om de kongelige kommissioner om at generalmajor Christian Lerche og etats og justitsråd Christian Berregaard og kancelliråd Gotfred Albret Bream, dat. 25. oktober 1738.
Anders Larsen Krack på amtsforvalter Schrøders vegne stævnede Antoni Holgersen og Hans Danielsen fra Klemensker i deres forligte sag mellem hinanden og om kongens interesser var afstedkommet. Hans Danielsen tilsted forliget med sin nabo og at han ville betale kongens bøder om en sådan ville blev pålagt. Antoni Holgersen var ikke mødt og blev pålagt at møde på næste ting.
Krack var dernæst mødt i sagen mellem de to brødre Jens og Peder Hansen. De to var blevet forliget mht. skellet mellem den 26. og den 28. gård, men Krack ville have at to vidner blev afhørt, da den 28. gård var kongens gård og som ikke skulle lide under en afgørelse, der var truffet i forening med de otte mand. De to vidner Jens og Lars Esbersen benægtede at kongens bonde Jens Hansen havde drukket brændevin fra en sølvskål med en sølvske i, da forliget blev indgået. [Noget med at kongens bonde havde ladet sig overtale til en deling af jorden, der skulle være til selvejerens fordel] De to vidner var begge brodersønner til de stridende parter, hvor de også kunne afvise rygtet om at en kugle var gået ind i Jens Hansens øje og gennem hans hoved. [Jeg kan ikke helt se sammenhæng i denne historie end at historien om kugle var blevet gengivet i en klage til amtsforvalteren] Jens Hansen blev spurgt om han vedstod kalgens ordlyd. Det kunne han ikke, da han hverken kunne læse eller skrive. Krack spurgte hvem der havde konciperet og skrevet klagen. Det ville Jens Hansen ikke svare på før end han blev stævnet til det. Dommeren mente ikke at dette havde med 8mandsdommen at gøre, hvorfor at han ville kende forliget som gyldigt, da det var sket i overenskomst med 8mandsdommen.
Krack havde fået Cronbergs tilladelse til at svare for Hans Mortensen i sagen, hvor Erich Pedersen anklagede ham for ærekrænkende udtalelser. Krack stævnede Erich Pedersen i kontrasag herom og i den forbindelse blev indstævnet flere vidner. Linderoed angreb Krack for partiskhed i sagen mod Erich Pedersen, da han ved en landstingsdom 31. marts var idømt bøde for ulovlig sag mod Erich Pedersen, hvorfor han skulle betale afbigt til sognepræsten Mahler. Derfor kunne Linderoed påstå, at Anders Larsen Krack ikke kunne føre denne sag iflg. Loven pag. 159, art. 14. Krack sagde, at der var mange år siden og at mellemværende med Mahler var afgjort ved samtale. Og for øvrigt handlede landstingsdomme stridigheder mellem præst og Allinge borgerne og ikke Erich Pedersen. Siden havde Krack ført adskille sager for landets øvrighed. Krack imødeså Linderoeds bestræbelser for at få præstens udtalelser, således at sagen kunne føres. Dommeren ville og kunne ikke blande sig i prokuratorernes stridigheder, men at de måtte bevise deres påstande før det kunne have indflydelse på sagen.
Hans Mortensen ville selv afhøre vidnerne, men da der kun var mødt en (Anders Frederiksen), hvorfor at udsatte sagen. Kracks sag for Erich Pedersens hustru blev også udsat.
Formanden for de otte mænd, der skulle syne den 7. gård i Olsker, fremstod og ville høre om der var indlæg i sagen. Kontrakten af 18. oktober 1738 mellem Hans Jensen og hans hustrus arvinger og sal. Lars Jensens datter Boel Larsdatter vedr. hendes hjemgift. Et indlæg skrevet af Lars Hansen med egen hånd blev læst. Derefter var der intet at tilføje, hvorfor sagen blev optaget til doms.
14. november 1738 – pag. 149b
På Erich Pedersens vegne stævnede Linderoed Erich Pedersens hustru Marta Margrete Hansdatter for hendes ukristelige forhold til hendes mand. Desuden var Marta Margretes fader Hans Mortensen og Christopher Hansen på Brogaard, Jens Pedersen på Bakkegaard tillige med hans hustru og datter, Bendte Hans Larsen, Ole Olsen, Christopher Hansen alle fra Olsker, samt Rasmus Olsen fra Tejn at vidne og svare på spørgsmål. Svend Mogensen fra Olsker var også indkaldt.
Anders Larsen Krack mødte på Marte Margrete Hansdatters vegne og ønskede at vidnerne skulle separeres.
Christopher Hansen fra Brogaard fortalte, at han hos Hans Mortensen havde hørt præsten Mahler tale med Marta Margrete, at hun skulle gå hjem og leve skikkeligt med sin mand. Christopher Hansen havde ligeledes bedt hende om at gå hjem, men hun svarede at hun hellere ville skære sin hals ”eller lade bødlen hugge sit hofvet af sig” end at går hjem til sin mand. Erich Pedersen, som var tilstede, afbrød og sagde, at han aldrig havde solgt sæd mv. På Kracks spørgsmål, nægtede Erich Pedersen at svare om han havde bortpantet den 18. gård uden sin hustrus vilje. Derimod nægtede Christopher Hansen ikke, at han havde pantet sin halvbroder Erich Pedersens ejendom, hvilket jo af alle kunne ses i pantebogen, da pantet var tinglyst.
Linderoed fik Christopher Hansen til at fortælle, at der er udfærdiget en kontrakt, der gav Erich Pedersen og hans hustru fri husrum på Brogaard, hvilket hustruen ikke ville benyttet sig af.
Dernæst blev Jens Pedersens afhørt. Han boede på den 18. gård Bakkegaard og havde hørt så længe han havde boet på gården, at Erich Pedersens hustru og hendes moder sagt, at de var ligeglade for gården og pantepengene. Marta Margret havde sagt, at om Erich Pedersen ville skille sig af med hende eller gav hende lov til at rejse, så måtte han gerne beholde gården og pantepengene, hvilket hun havde sagt ”med grædende taarer”. Da han og Erich Pedersen havde indgået forlig om gården, blev det aftalt at Erich Pedersens seng kunne blive stående og at han kunne benytte sengen, hvornår han ville. Også når han af hans hustru var blevet ”forment”. Hans Mortensen havde dengang lovet at forsørge sin datter.
Hans Mortensen havde desuden sin egen stue på Baggegaarden og derind gik Marta Margrete så snart som hendes mand kom ind og spurgte efter ham, så flygtede hun ind i sin faders stue. Hans Mortensen havde endda spiret en dør til, således af gårdens beboer Jens Pedersen ikke kunne bruge den. Alt sammen for at skåne datteren Marta mod sin mand Erich Pedersen. Men også fordi Erich Pedersen havde ladet døren stå åben, således at en hund var gået ind og op på loftet og spist et brød.
På Krack spørgsmål kunne Jens Pedersen ikke sige, at Marta havde begået noget ukristeligt, såsom horeri eller tyveri. Jens Pedersen havde købt Erich Pedersens part af sæden for 30 sld., men han vidste ikke om det var sket med hustruens samtykke. Anders Larsen Krack havde selv ordnet denne handel for dem, så han måtte vide bedre end ham. Jens Pedersen havde pantet gården i 9 år af Christopher Hansen og om, heller ikke denne handel, hustruen Marta var indforstået.
Jens Pedersen hustru Elne Hansdatter fortalte, at da Hans Mortensen var kommet tilbage efter tinget, så bad Marta og hendes moder Jens Pedersen at tage til Brogaard for at bede Erich Pedersen om at ”enten ved Capitelsretten at blive skilt fra sin hustru eller give hende lov til at rejse bort. Hun (Marta) brød sig hverken om gård eller pantepenge. Hun fortalte at når Erich Pedersen kom til gården, så spurgte han efter sin hustru, men hun ville ikke vide af ham.
For en måned siden var to mænd, Ole Olesen Sonne og Christopher Hansen fra Hallene, begge fra Olsker, kommet som beskikkelsesmænd. Vidnet fandt Marta, der var ved at drive kvæget på vejen og fulgte hende hjem til gården til mændene, der ventede på hende for at stævne hende til retten. På vej tilbage fortalte Marta hende, at hun ønskede at lade sig skille ved kapitelsretten eller at hendes mand skulle lade hende rejse. Hun ville så tage til Allinge og finde rejsemulighed væk fra øen. Hun var ligeglad med gården og pantepengene.
Endvidere fortalte Elne Hansdatter, at ved flyttegildet, der blev holdt søndag efter Mikkelsdag, så hun Marta liggende på ryggen i en seng og var bundet til en sengestolpe. Martas moder bad Elne om at hende en kniv, så hun kunne løsne datteren fra båndene. Karen Jens Madsen sagde, at båndene var for gode til at skæres i stykker, hvorefter hun løsnede båndene. Hun havde hørt fra folk, at det var spillemanden, som spillede, som havde bundet hende. Hun havde dog ikke hørt at Marta var berygtet for horeri.
De to beskikkelsesmænd Ole Olsen Sonne og Christopher Hansen på Hallene fortalte om deres ærinde på Bakkegaard for en måned siden. Deres ærinde var at få hende til Brogaard, hvor Erich Pedersen, som en ærlig mand, ville forsørge hende. Hans Mortensen havde sagt til dem, at hans datter Marta Margrete var taget til lergraven med et par lånte øg, for at køre ler til gården. Beskikkelsesmændene kunne heller ikke beskylde Marta for noget ukristeligt, hverken uærligt, tyveri eller horeri.
Hans Mortensen og hans hustru ville ikke svare på spørgsmål på tinget, men ville vente til næste ting at svare på spørgsmål.
Marta Margrete var ikke mødt, da hun, sagde Krack, var syg, hvilket han om nødvendigt kunne bevise.
Sagen blev udsat og dommeren pålagde alle at møde på næste ting.
Kontrakt af dato 3. oktober 1738 oprettet mellem samtlige arvinger efter sal. Hans Hansen, som boede og døde på Hullegaard den 12. gård i Olsker. Kontrakten skulle indskrives i partsbogen.
De otte mands formand Frederik Frederiksen Møller afsagde deres dom og kendelse over den 7. gård i Olsker. Lars Hansen bad om udskrift. 7 dokumenter blev udleveret af skriveren.
Anders Larsen Krack producerede på ny den fuldmagt som han havde fået for at føre sag for Hans Mortensen mod hans dattermand Erich Pedersen for ærekrænkende ord. Amtmand Wests tilladelse er dateret den 10. november og som nu blev igen blev påstrevet. Hans Mortensen afleverede en udskrift af Landstingsdom tilbage til retten. Sagen drejede sig om Kracks forhold til præsten Mahler og den påståede mangel på afbigt. Krack mente, at denne sag var afsluttet og hvis Mahler ikke mente det, måtte han tage sagen op og disputere med ham. Krack bad dernæst Hans Mortensens indkaldt vidner fra sidste tingdag. Det var Hans Clausen, Hans Thomsen, Anders Frederiksen, Sidsel Hans Mortensen, Marta Erich Pedersen og Anders Løfuensen alle fra Olsker. Desuden mødte Søren Sørensen og hans hustru Marie, som godvillige vidner uden stævnemål. Alle var mødt på nær Marta og Anders Løfuingsen.
Først fremstod Søren Sørensen fra Allinge og hans hustru Marie. Han fortalte at samme dag hvor Hans Mortensen havde været inde hos Peder Kracks i Olsker, havde han tidligere på dagen været hos Søren Sørensen i Allinge hvor der blev holdt kro. Der var blevet drukket meget og han mente, at Hans Mortensen var ret så beskænket inden han red til Olsker. Vidnet havde hjulpet Hans Mortensen op på hesten, men han mente at han dog kunne holde sig på hesteryggen ikke mindst fordi han havde en sæk med køb bag på hesten som støttede ham. Han var blevet fulgt på vej af Anders Frederiksen. Søren Sørensen var sikker på, at det var samme dag som Hans Mortensen var kommet til Peder Krack, dag han kort efter havde talt med Peder om det. Straks da Hans Mortensen kom til Søren Sørensen kom Anders Frederiksen. Tilstede var også Hans Didrichsen. Hans Mortensen købte for 4 skilling øl, men han havde ikke hørt hvad de talte om. Hans Mortensen havde tidligere være hos Axel Lind i Allinge. Og Axel havde hentet brændevin for 4 skilling hos Søren Sørensen på Hans Mortensens kredit. Axels tjenestepige hentede senere atter for 4 skilling brændevin. De 8 skilling havde Hans Mortensen betalt ham på et senere tidspunkt. Søren Sørensens hustru bekræftede hans vidnesbyrd.
Dernæst blev Sidsele Hans Mortensen fortalte at hun ikke havde set sin mand så drukken i de sidste to år, som den aften, hvor han havde fortalt sig mod sin dattermand Erich Pedersen. Morgenen efter havde hendes mand ikke berettet noget om aftenens hændelser, andet end at han havde noget kød med sig fra Allinge. Anders Larsen Krack fik Sidsele Hans Mortensen til at fortælle, at Peder Krack og hendes mand Hans Mortensen arvidsmand. Hans Mortensen var formand for de otte mand der tidligere havde dømt ham i en synsforretning vedrørende udgærdet. Siden havde de to været uvenner. Aftenens hændelser var sket dagen efter at Jens Pedersen på Bakkegaard havde holdt flyttegilde (Det var på en søndag) Under gildet kom Peder Kracks stedsøn Lars Jensen ind til Hans Mortensen i Herbergshuset for at se hvad der skete. Sidsele havde vist ham ud af huset og sagt at han skulle gå i kirke (?) Derefter var forholdet til Peder Krack hårdere (?). Linderoed mente at vidnet ikke svarede ærligt på spørgsmålene og at hun var instrueret i svarede .
Dernæst Anders Frederiksen fra Olsker, som fortalte at han kom gående på gaden i Allinge, da Hans Mortensen kom ridende og de hilste god dag. Han mente ikke at Hans Mortensen da var drukken. Da han havde gjort sine ærinder havde han gået til Søren Sørensens kro, hvo han bemærkede at Hans Mortensens hest var bunden ved gavlen. Hans Mortensen sad i kroen med et krus øl. Da Hans Mortensen skulle ride hjem, havde han budt Anders Frederiksen om at sidde med, da han var gåendes, hvilklet Anders havde takket nej til, da han mente at der ikke var plads dertil. Hans Mortensen havde en sæk bag på hesten.
Hans Thomsen fortalte at da han var blevet tillyst at gå ”gjerdsels vide” i Hans Mortensens rode, så var han med da de pantede Peder Krack for 1 mark for ikke at have passet sit udgjærde. Han menet at Hans Mortensen altid havde opført sig redeligt og skikkeligt.
Dernæst vidnet Hans Clausen, der havde været med i gærdes vide. Han bekræftede Hans Thomsens vidnesbyrd.
Dommeren pålagde de to udeblevne vidner at møde på næste ting.
Dernæst sagen hvor Anders Larsen Krack agerede på amtsforvalterens vegne i sag mod Hans Danielsen og Antoni Holgersen. Sagen drejede sig om bøder til kongen for sagen, som ellers var blevet forliget. Sagen udskudt til næste ting.
I sagen mellem de to brødre Peder Hansen på den 26. selvejergård og Jens Hansen på den 28. kongens gård i Klemensker i deres uenighed om markskel. De to brødre var kommet til enighed og derfor skulle den underbygges med de otte mands forretning. Sagen blev optaget til doms.
Otte mands domforretning over den 7. gård i Olsker – pag. 157b.
Lars Olsen var død på den 7. gård Blaaholdsgaarden i Olsker og arvingerne ønskede at få gården takseret og derved bestemme, hvad de forskellige arvinger skulle have. Desuden skulle sæde- og adgangsretten bestemmes. Gården og jorden blev vurderet til 244 sld. Skiftet efter Hans Hansen, der boede og døde på gården den 29. juni 1706 havde sønnen Lars Hansen arve og jordepenge tilgode på 26 sld 3 mk 2 skilling hvortil skal lægges renter i 24 år, så kapitalen blev i alt 58 sld 3 mk 11 sk. Lars Hansens ene datter Boels Jensdatter blev tillagt en hjemgift på 60 sld., Enken Barbro og deres børn (en søn og to døtre) skulle dele 65 sld. En kontrakt af dato 18. oktober 1737 indgået mellem sønnen Jens Larsen og dattermanden Jep Markusen viste at de tillagde hver 3 sld. til enken. Sæderetten og indløsningsretten var efter skiftet 1706 faldet til Lars Hansen, da hans salige fader havde købt gården den 30. oktober 1690. Sæderetten tilfalder derfor hans søn Hans Larsen, men at enken kunne blive boende på gården i hendes livs tid.
21. november 1738 – pag. 158a
Dom afsagt i sagen mod de to kvinder i Rø Margrete Olsdatter og hendes moder Catrine Jensdatter. På amtsforvalter Schrøders vegne bad Anders Larsen Krack dommen beskrevet.
Anders Larsen Krack på amtsforvalterens vegne ”gjorde med faa ords forklaring” om sagen mellem de to mænd, Hans Danielsen og Antoni Holgersen. Selv om de var blevet forliget, så skulle bøder til kongen pålægges enhver voldssag i flg. Lovens pag. 900 art. 8. Ingen andre havde noget at indvende, så sagen gik til doms.
I sagen mellem Erich Pedersen og hans hustru fremførte Krack to beskikkelsesvidner, der havde afhørt Marta Margrete hjemme, da hun var syg og sengeliggende. Linderoed, som var fuldmægtig for Erich Pedersen, protesterede over afhøringen, da den ikke var i overensstemmelse med lovens pag. 29 art. 1 og derfor var ugyldig. Dommeren godkendte fremgangsmåden og de to beskikkelsesvidner fik lov til at aflægge hendes vidnesbyrd som var foregået den 20. november hos hendes fader Hans Mortensen i Olsker. Krack havde været tilstede og stillet hende spørgsmål om sagen mellem hendes fader og hendes mand Erich Pedersen. Hun havde aldrig set sin fader så beskænket i over to år. Hun havde aldrig hørt fra andre ”noget u-event” om ham.
Anders Lofuensen af Olsker blev afhørt, men kunne ikke fortælle noget om sagen.
Krack mente at Linderoed førte en uretfærdig sag og ville have, at han aflagde ed på sagen og at han igen ville fremlægge sine fuldmagtsbeviser. Sagen udsat til næste ting.
Regimentskvartermester Linderoed mødte i sagen på Erich Pedersens vegne i sagen som hans hustru Marte Margrete havde anlagt mod ham. Linderoed ville afhøre to vidner, nemlig udbygger Svend Mogensen og Jens Pedersen på Bakkegaard. Da de ”tersk” i vinter hen i mod foråret for Hans Mortensen hos Erich Pedersen i loen, så de at Erich Pedersen kvæg blev flyttet over i en anden lade, hvem der gjorde det, vidste de ikke, men der var uenighed om der skulle være en dør imellem deres kvæg. Vidnerne Svend Mogensen fortalte at de flere gange havde hørt Hans Mortensen ”gav Erich Pedersen nogle gloser”. Det samme havde Hans Mortensens hustru gjort. Ofte fik Erich Pedersen ikke maden serveret. Vidnet fortalte også, at han havde båret nogle klæder fra Jens Madsen i Allinge til Marta, men han vidste ikke at klæderne var tænkt at det skulle være rejseklæder. Vidnet kunne ikke sige noget ondt om Marta. Vidnet kunne ikke bekræfte Kracks påstand om at Erich Pedersen, da han kom til Bakkegaard for at logere, havde pålagt sin hustru at ligge hos ham. Vidnet svarede at han aldrig har hørt de to tale sammen, da hun kun havde opholdt sig på gården medens der blev tærsket.
Næste vidne Anna Jensdatter, som boede hos sin fader Jens Pedersen på Bakkegaard. Han bekræftede at ved sidste forlig om Bakkegaard, blev det aftalt af Erich Pedersen skulle have en seng stående, som han kunne bruge. Både Hans Mortensen og datteren Marta havde været tilfreds med den ordning. Erich Pedersen havde brugt sengen nogle gange, men når han kom til gården gik Hans Mortensen, hans hustru og datteren Marta Margrete ind til Hans Mortensens ny oprettede stue og låste dørene. De talte ikke sammen. Da forliget blev oprettet havde vidnet hørt at Marta ikke havde det fjerneste ønske om gården og om pantepengene, bare at hun kunne blive skilt eller få lov til at rejse. Anna Jensdatter blev spurgt om var bekendt med at Erich Pedersens hustru Marta lå bundet om begge hænder eller fødder til sengestolpen under hendes forældre flyttegilde som var søndagen før Mikkelsdag. Jo, det havde hun set dengang hun kom ind før prædikenen da Marta lå i huset. Og da hun kom ind havde hun set spillemanden stå ved sengestolpen og Marta lå bunden om begge ben ved sengestolpen. Andet så hun ikke fordi hun straks var gået ud. Krack spurgte om der var andre folk i huset da hun så det. Hun svarede at der var også Karen Jens Madsen og Hans Mortensens hustru, men hun havde straks forladt stedet og hun så ikke om Hans Mortensens hustru havde skåret båndene over eller om Karen havde løsnet båndene. Efter hun blev spurgt hvem manden var der havde bunder Marta til sengen. Hun svarede at det var løjtnant Peter Ecomands søn Michael, der spillede til flyttegildet. Anna fortalte at Erich Pedersen aldrig talte til sin hustru når han kom til Bakkegaard. Hun ville ikke sige andet om Marta end det hun allerede havde fortalt.
Krack fremlagde en undentagskontrakt mellen løjtnant Hans Mortensen og Erich Pedersen fra 7. marts 1738, der viste at Erich Pedersen havde købt den 18. gård af Hans Mortensen. Krack ville have at Erich Pedersen fremlagde købekontrakten og at Jens Pedersen og Christopher Hansen fremviste deres pantebreve.
Dommeren pålagde at de nævnte dokumenter skulle fremvises på næste ting, samt at vidnerne Bente Hans Larsen og Rasmus Olsen mødte.
Linderoed ville fremføre nye vidner, nemlig Jens Rasmussen fra Rutsker og Christopher Hansen fra Brogaard, Hans Gifuersen i Tejn og muligvis flere.
DOM – pag. 162a
Amtsforvalterens sag mod de to kvinder i Rø Margrete Olsdatter og hendes moder Catrine Jensdatter. Moderen havde tvunget sin datter at tage kviksølv for at fordrive et foster. Margrete havde fortalt tre mænd om at hun var blevet gravid med Mogens Hansen sadelmager. Hun havde fået for meget at drikke ved et gæstebud hos sin husbond og der havde hun fortalt om sin graviditet og at moderen havde tvunget hende til at indtage kviksølv for at fordrive sit foster. Bekendelsen hav hun gentaget i præstens nærvær. Historien blev indberettet til amtmanden som så havde bedt amtsforvalteren at forfølge sagen. På herredstinget havde både Margrete nægtet at det var sandt. Moderen havde ligeledes nægtet at have tvunget datteren til fosterfordrivelse. Hun havde end ikke vidst at hendes datter var gravid før end præsten fortalte hende det. Amtsforvalternes fuldmægtig Anders Larsen Krack havde irettelagt sagen og henvist til straffen for fosterfordrivelse, der angav straffen til at miste sit liv. Dommeren kunne ikke se at der var beviser for fosterfordrivelse, men måtte dømme datteren for at have løget om sin moders handlinger, hvorfor kun skulle dømmeslovens pag. 999 art. 3 og lide dom efter lovens pag, 1001 art. 7 (tremarksbøde og trende gange 40 lod sølv) Hun skulle desuden betale 2 sld. i omkostninger.
5. december 1738 – pag. 162b
Læst kgl. Anordning om hvordan man skal forholde sig til ankomne skibe med passagerer fra Köningsberg i Danzig på grund af den der grasserede pest, dateret 7. november 1738.
Læst et købe- og skødebrev udgivet af Peder Andersen på den 41. gård i Rutsker, der viste, at han havde for 300 sld. havde solgt gården til sin søn Erich Pedersen. Skødet var dateret den 21. januar 1709. Det skulle indføres i panteprotokollen. Desuden blev læst et afkald af dato 19. juli 1730 på at Erich Pedersens broder Christen Pedersens kvitterede for at have modtaget hvad han og de øvrige arvinger havde stående i den 41. gård. De havde dermed også afgivet deres sæde- og adgangsret til gården.
Dernæst læstes kgl. Forordning fra 21. marts 1705 den 5. punkt ang. De tre bjergede personer fra det vrag som forulykkede ved Olsker sogn natten mellem den 19. og 20. november. Den ene passager var en student ved navn Lars Sitilius Lassen, en tømmermand ved navn Lars Klodeberg og en matros Oluf Malm. De blev fremstillet og bedt om at forklare deres rejse fra Stokholm og om hvornår deres skibs blev stået til vrag. De skulle også fortælle om bjergningen. Studenten fortalte at han var kommet ombord i skibet som passager. Skibet kom fra Stokholm og ført af skipper Carl Struch. Han kom om bord den 17. november i Daller, som samme dag det gik til sejl. Mandag og tirsdag var vejrliget godt, men om onsdagen blæste det temmelig stærkt. Kl. 4 natten mellem onsdag og torsdag gik det på grund. Bagdelen gik straks i stykker. Kun de tre af passagererne og søfolk blev reddede. Det skete ved middagstid. Han var næsten død da han kom i land. Lars Clodeberg og Ole Malm fortalte at de var gået fra Stokholm den 8. november efter den danske stil. Det var kuling og de måtte kaste anker ved Langholm, Dagen efter kom de til Daller Øen, hvorfra at de gik til sejls ud i Østersøen i fred og ro. Onsdag morgen var stærk vind fra NØ. Hen i mod kl. 17 måtte de sætte deres fock i stor sø og sejlede NNO. Ved midnatstid hentede styrmanden skipper, der mente at se land, hvilket styrmanden ikke mente var muligt. De kastede lod og fandt ud af at der var 15 a 16 favne dyb. De mente at de måtte gå sydvest over et glas. Skipperen stod selv ved roret, men de kunne ikke holde sig fri af landet. Skipper, styrmanden, kokken og gossen mistede livet tillige med tre passagerer. Skibet gik midt over straks ved strandingen. De tre blev først reddede i land ved middagstid. Bjergningen at brædder fortsatte til den 2. december og de to skibsfolk var tilstede. Men de kunne ikke sige hvor meget der var bjerget da ingen af dem kunne skrive eller regne.
6 bjergningsmænd brev afhørte: Anders Løfuingsen, , Didrich Didrichsen, Peder Hansen, Jep Larsen og Holger Mogensen alle fra Olsker og Anders Johansen fra Rø sogn. Det var dag, da de opdagede det strandede skib. De måtte først se at få bjergede skibsfolkenen levende eller døde inden de om eftermiddagen kunne bjerge det som flød i land – kufferter, klæder og andet. Brædder og andet blev ført til Allinge, men de vidste ikke hvor meget der blev bjerget.
Regimentskvartermester Linderoed mødte som fuldmægtig for Erich Pedersen. Han afhørte to vidner Bente Hans Larsen fra Olsker og Rasmus Olsen fra Tejn i den sag som Marta Margrete havde stævnet sin mand Erich Pedersen for. Bente fortalte at Marta ville ikke følge med sin mand selv om han havde den bedste lejlighed på Brogaard, men ønskede at blive ved sin faders gård. Marta havde sagt, at hun ville skilles, da ingen af dem havde lyst til hinanden. Hun havde også hørt at Hans Mortensens hustru havde sagt, at det ikke nyttede noget med datteren Marta og Erich Pedersen, fordi de ødelagde hinanden. Vidnet kunne ikke sige noget ukristeligt om Marta.
Rasmus Olsen fra Tejn sagde at Hans Mortensens hustru havde bedt Rasmus Olsen om at spørge Andris Larsen og Jørgen Jørgensen om de ville ro til Sandkås og tage Erich Pedersens hustru Marta med ud til et skib, der sejlede nordpå. Det var ikke blevet til noget, da man ikke kunne tage en anden mands hustru og føre hende til skibs uden hun kom med sin præsteseddel. Da han havde været hos Hans Mortensens kom Lars Olsen Sadelmager og de to sagde, at Marte ikke skulle tage bort. Vidnet kunne også fortælle at løjtnant Hans Mortensen og hans hustru låste datteren inde i Herbergshuset når de gik til sengs. Det var både når Erich Pedersen var på gården og ikke. Rasmus Olsen var høstekarl og kom meget på gården, så han havde set Marta mange gange. Marta var ofte med og arbejdede med høsten, såede hør og andet. Han mente at bonden på gården Jens Pedersen betalte Marta for arbejdet. Vidnet mente at Marte ville rejse bort og ikke bare ud til et skib for at købe tøj. Hun skulle have mad og klæder med sig. Vidnet kunne ikke vidnet noget ukristeligt om Marte Margrete og han havde ikke hørt at hun havde begået tyveri, øvet horeri eller andet.
Næste vidne var Jens Rasmussen fra Rutsker og Christopher Hansen fra Brogård. De var fastelavnsmandag aget med en slæde op til Bakkegaard hvor Hans Mortensens boede. Da de kom indenfor og sad i stuen og talte, så havde de sagt til Erich Pedersen, at han skulle gøre sin hustru ”Høyti” (?), hvorfor han havde gået hen til Marta, der sad ved kakkelovnen og syede. Han havde taget sin hustru om livet og satte hende op på sit skød. Marte havde revet ham til blods med en spids genstand. Erich Pedersen kom tilbage til de to mænd og viste dem hvilket skade hans hustru havde forvoldt ham. Jens Rasmusen havde senere spurgt Marte, hvorfor hun havde gjort det, hvortil hun havde svaret, at så kunne han lade hende i fred. Ingen af de to kunne sige noget ukristeligt om Marta.
Krack mente ikke at deres vidnebyrd kunne stå til troende, da Christopher Hansen var Erich Pedersen (halv)broder og Jens Rasmussen deres svoger. Christopher havde Jens Rasmussens søster til ægte.
Hans Gifuersen i Tejn skulle afhøres på næste ting.
Liinderoed spurgte Marta Margrethe, som nu var tilstede, hvad hun havde at anke mod sin mand. Hun svarede at hendes anke mod sin mand var, at han havde bortpantet gården og avlen uden hendes vilje og samtykke, samt havde solgt løsøret. Hvad mere hun havde at anke, skulle hun sige på rette sted. Hun blev spurgt om hvorfor hun ikke ville have samkvem med sin mand som andre kristelige folk. Krack ville ikke tillade at hans principal svarede på det spørgsmål. Han ville svare skriftligt for hende, hvis Linderoed ville give ham skriftlige spørgsmål herom. Linderoed bad stokkemændene drages til minde, at Martas fuldmægtig havde forbudt hende at svare på hans spørgsmål.
Linderoed spurgte Martas fader Hans Mortensen om hvem der skrev for Marte til øvrigheden og hvem der betalte for hende. Hans Mortensen ville ikke svare, der det var ikke hans opgave, da han havde givet hende bort til hendes ægtemand. Linderoed ville høre, da Hans Mortensen havde givet sin datter bort, om han ikke derfor skulle sørge for at de blev forenet i kærlighed. Hans Mortensen svarede at han mange gange havde bedt sin datter om at forlige sig med manden. At han havde givet sin datter en seng at sove i i stedet for hos sin mand, så var det fordi Erich Pedersen havde sat sin kårde i loftet (? Muligvis en handling efter en strid) Linderoed mente at Hans Mortensens svar var upartisk.
Krack fremlagde Erich Pedersens skrivelse af 8. januar 1738 som viste at Erich Pedersen havde ladet sig separere fra Marta. Sagen udsat til næste ting.
I sagen hvor Erich Pedersen havde stævnet sin sviger fader Hans Mortensen for skænderi mv. Linderoed fremlagde præsten Mahlers vidneattest, som bevirkede at sagen blev udsat i 14 dage.
19. december 1738 – pag. 168a
Dom afsagt i sagen mellem Hans Danielsen og Antoni Holgersen i Klemensker for slagsmål. De otte mand afsagde deres dom i markskelsagen mellem den 26. og 28. gård.
Anders Larsen Krack på Marta Margretes vegne stævnede hendes mand Erich Pedersen. Som vidner var indkaldt præsten Hans Mahler, Christopher Hansen, Jens Pedersen, hans hustru Elne og deres datter Anna, Svend Mogensen, Hans Larsens hustru Bente, Rasmus Olsen, Hans Gifuersen alle fra Olsker sogn, Desuden var indkaldt Jacob Pedersen, Jørgen Jensen, Karne Jens Madsen og Marte Hans Gifuersen. Linderoed var blevet indkaldt til den kongelige kommission og havde ikke fået tilladelse til at møde i Nørreherreds ting, hvorfor sagen måtte udsættes til næste ting.
Krack ville have at sagen mod Hans Mortensen, der skulle have sagt noget ærekrænkende ord om Erich Pedersen, ført videre, Hans Mortensen i egen person bad om at få lov til at afgive ed på, at han ikke havde sagt noget om Erich Pedersen, der var upassende. Dommeren tillod ikke edsaflæggelse, da modpartens fuldmægtig ikke var tilstede, Sagen udsat.
Stokkemændene for 1739 blev valgt. Stokkemændene for 1738 skulle møde på først kommende landsting og frasige sig hvervet.
DOM pag. 169a
Anders Larsen Krack førte sag mod selvejerbonden Antoni Holgersen i Klemensker og Hans Danielsen, same steds. De havde været i slagsmål den 26. august. Det var ikke muligt ved vidner at bestemme, hvem der slog på hvem. Den 26. september var de to parter blevet forligt, men det friholdte dem ikke for kongens bøder. De blev begge idømt tre lod sølv.
DOM 8mandsdommen på skelsagen mellem den 26. og den 28. gård i Klemensker og brødrene Peder Hansen selvejerbonde på den 26. gård og fæstebonde Jens Hansen på den 28. gård i Klemensker. Brødrene var kommet til enighed om skellet og de otte mand havde godkendt deres beslutning. Ved amtsforvalterens mellemkomst erklærede de otte mand, at der ikke var sket skade på kongens gård, hvorfor ottemandsdommen kunne følge brødrenes forligsforslag.
9. januar 1739 – pag. 169b
Sagen mellem Erich Pedersen og hans hustru Marta. En del vidner var udeblevet og det samme var Erich Pedersen. De to fuldmægtige kunne afhøre de vidner som var tilstede. Først Hans Gifuersen, som var Erich Pedersens vidne. Linderoed fik ham til at fortælle, hvad han havde oplevet, da han var på gården for at tærske i sidste vinter. Hans Mortensens kvæg var separerede fra Erich Pedersens og der var ingen dør foran Erich Pedersens del af ladelængen, så han måtte selv sørge for at slå hul ind til laden for at få sit kvæg ind. Hans Mortensens kvæg var anbragt i den del af laden som var tør og god. Han kunne også fortælle at i starten spiste Erich Pedersen sammen med Hans Mortensen, men på et tidspunkt blev han nægtet mad. Men Erich Pedersen kom alligevel i huset. Hans Gifuersen fortalte, at han sidste forår havde båret Martas klæder ned til Jens Madsen i Allinge. Han havde fået at vide, at Jens Madsen skulle have dem med sig til Christiansø. Gifuersen havde ikke set hvilke klæder det var og hvem de passede. Vidnet fortalte at han – personligt ikke vidste noget uærligt eller ukristeligt om Marta.
Jørgen Jensen fra Olsker fik spørgsmålet om præstens Mahlers indblanding i hushandelen. Præsten skulle havde været hos Hans Mortensen og nærmest truet han til at sælge gården til Erich Pedersen, hvilket vidnet havde hørt, men ikke kendte personligt til. Desuden mente han at Hans Mortensen var en ærlig mand og havde et godt forhold til sine naboer. Linderoed erkendte at der havde været enighed mellem præsten og Erich Pedersen.
Krack fremlagde en vidneattest fra kontrollør Peter Worm dat. 9. december 1738 – Lnderoed protesterede imod attesten (ingen forklaring hvorfor).
Sagen udsat og de manglende vidne blev pålagt at møde.
I sagen hvor Erich Pedersen beskyldte sin svigerfader for ærekrænkende udtalelse. Linderoed ville ikke acceptere, at Hans Mortensen afgav benægtelsesed, da det strid imod to vidnesudsag. Men han havde heller ikke flere indlæg, hvorfor han ønskede sagen til doms. Krack protesterede ikke mindst fordi at Hans Mortensen ikke var tilstede i retten på grund af sygdom. Krack kunne ikke se hvorfor Mortensens benægtelsesed ikke måtte gives. Dommeren tillod ikke udsættelse i sagen og bad om udskrifter til en dogsudgivelse.
23. januar 1739 – pag. 171b
Anders Larsen Krack på Marta Margretes vegne ville afhøre de sidste vidner. Karne Jens Madsens vidnesbyrd var skrevet af kontrollør Peter Worms, som Krack ville have læst op. Linderoed protesterede og mente, at i så vigtig en sag, så måtte den afhørte selv fremlægge sit vidnesbyrd og ikke via en attest. Dommeren gav Linderoed ret og tillod ikke at vidnet kunne allægge sin forklaring gennem en skriftlig erklæring. Krack spurgte Karne om hun havde været tilstede da Peter Worm søgte at få Marta og Erich Pedersen forliget. Karne fortalte at Erich Pedersen havde sagt ”at han havde haft med sin kone at bestille”, hvorimod Marta benægtede og sagde ”at hun var fri for sin Mand saa væl som andre mandspersoner.” Hun kunne ikke huske hvornår det skete, men det var i sidste vinter. Om det var før år og dag eller efter kunne hun ikke helt sige. Erich Pedersen havde svoret ved sin højeste ed, at han havde haft ”med sin kone at bestille”. Marta havde benægtet sligt ”og sagde at vilde lade sin skønne af Jordemødre”. Krack spurgte Karne om at Marta levede ”som skicheligt, Vachert, Erligt som en bunde Kone”. Vidnet svarede ”at hun iche vedste hvad hun her skulde suare, uden dette at hafde Marte Erich Pedersen lefuet som ande bunde kuinde med deres mend daa hafde væl hun blefuet hos hendes mand”. Krack spurgte vidnet om hun vidste om Mata havde begået horeri eller tyveri, eller noget uærligt i nogen måde. Vidnet svarede at det havde hun ikke hørt noget om.
Dernæst Marte Hans Gifuersen fortalte at hun havde set at Erich Pedersen havde spist og fået mad sammen med Hans Mortensen og husfolkene og Marta. Vidnet blev spurgt om Marta ”havde lagt sig hos sin mand Erich Pedersen oc krøbet tet op til ham, oc om Vidnet vidste at Erich Pedersen giorde sin Hustru høytid”. Vidnet svarede”at hun hafde væl set dem ligge i senf tilsammen, men det øfrige var hende ubevidst”. Vidnet vidste ikke andet om at Marta var et ærligt menneske. Men når vidnet var hos med havde Marta og hendes mand Erich Pedersen ikke talt til hinanden, men hun mente ikke at Marta ”snappede og talte ilde til sin mand”. Hun havde kun set dem spise sammen få gange, men ikke efter at vidnet lå til barsel sidste jul. Krack ville have skøder og pantebreve fremlagt i retten, hvilket Linderoed ikke mente var nødvendigt, da Krack selv kunne læse det af protokollerne.
Linderoed havde stævnet Marta til at svare på spørgsmål. Det samme var hendes fader Hans Mortensen stævnet, samt vidnet Jens Pedersen på Bakkegaard, samt hans hustru og datter. De sidste skulle vidne om Martas modvillighed og ukristelige omgang med manden og at hun ikke ville går med manden til guds bord. Desuden stævnedes Sissele Hans Mortensen om at fortælle hvad der skete da Martas mand kom og ville havde hende med til guds bord. Krack protesterede over at han ikke var stævnet til at høre på disse afhøringer. Dommeren tillod Linderoeds afhøringer.
Marta var ikke på tinget og kunne derfor ikke afhøres. Krack undskyldte hendes fraværelse som skyldtes at hendes fader Hans Mortensen var dødsyg og ingen vidste hvornår ”vejret går ud af ham”. Men hun ville komme til næste ting om hendes fader blev rask. Endvidere var det usikkert om denne vinters hårde vejrlig kunne forhindre fremmødet.
Linderoed ville have at Marta mødte på næste ting, således at hendes mand kunne få svar fra hende om hun ville leve som ægtekvinde bør leve med sin mand. Erich Pedersen ville dyrke den halve jord på Bakkegaard, som pantebrevet viste og derved kunne hun få lov til at blive på Bakkegaard, som hun jo havde forlangt. Erich Pedersen ville altså komme med et forslag om at trække det sidste pantebrev tilbage, således at han kunne blive på Bakkegaarden sammen med Marta. Krack skulle bede Marta om at overveje dette tilbud. Krack ville mene, at Linderoed skulle fremlægge dette på ”dansk Maal” [altså Linderoed talte tysk]. Dommeren ville pålægge Marta Hansdatter at møde til næste ting og svare sin mand på dette spørgsmål
Linderoeds vidner Jens Pedersen på Bakkegaard i Olsker, hans hustru og datter aflagde deres ed. Jens Pedersen fortalte at søndag før jul havde Erich Pedersen bedt ham om at følge ham ind til sin hustru, hvor han ville bede hende at gå med ham til alters. Da de kom ind i køkkenet, som Hans Mortensens brugte, så stod Hans Mortensen hustru og Marta i skorstenen ved ildstedet. Hvad der skete vidste han ikke fordi han havde gået ind til Hans Mortensen i hans stue. Anden gang at Erich Pedersen kom til hans hus (Bakkegaard) bad Erich Pedersen ham atter at gå med ind til hans hustru, da han ville foreslå hende et forlig ”oc ligge hos hende oc giøre hende høytid”. Marta havde straks gået ud af huset og ikke svaret. Hans Mortensen og hans hustru havde svaret, at de ikke vidste om hun var gået ud for røgte kreaturerne eller andet steds. Vidnet sagde at han ikke kunne ransage Erich Pedersen tanker eller mening, men han betragtede Erich Pedersen som oprigtig. Erich Pedersen ville bryde dør op til Herbergshuset i hvilket Hans Mortensen boede efter en undentagskontrakt af 7. marts 1738. Han ville finde sin hustru. Hans Mortensen og hans hustru havde sagt at han i så fald skulle have sandemandens tilladelse til at ransage, ellers ville de ikke tillade at han brød ind i deres stue. De havde sagt til Erich Pedersen om han ville tale med sin hustru, så skulle han rette henvendelse til hendes fuldmægtig Anders Larsen Krack. En anden aften to timer efter at tærskemanden var gået, var Erich Pedersen kommet med to medfølgningsmænd og havde til hensigt at bryde ind i Herbergshuset for at komme i tale med Marta. Jens Pedersen bekræftede det, men han mente at der kun var en, der fulgte Erich Pedersen, nemlig Erich Andersen.
Uden for stævnemål fremstod Erich Andersen som vedstod, at han havde været med Erich Pedersen sidste tirsdag. Han havde set at Marta ikke var gået ud til kreaturerne, men ind i herbergshuset, hvor hun havde lukket sig inde. Erich Andersens moder og Erich Pedersen var søskendebørn og altså beslægtede i fjerde led, derfor kunne Erich Andersen ikke bruges som vidne efter Kracks mening.
Elne Jens Pedersens hustru blev ført som vidne. Hun bekræftede at Erich Pedersen kort før jul var kommet for at bede sin hustru om at gå til alters med ham. Hun var gået med ind til Hans Mortensens fyrsted. Først hilsende Erich Pedersen Hans Mortensen hustru ved at give hende hånden. Dernæst ville han hilse sin hustru, men hun spottede efter ham. Erich ville have at hun gik med ind til Hans Mortensen så de kunne snakke om det. Erich Pedersen var så gået ind i stuen, men Marte blev hos moderen og bad om nøglen, som hun ikke fik. Marta gik ud af nordre køkkendør, skrigende og græd, hvorefter vidnet bad sin datter at gå med Marta ud efter hende. Vidnet gik med datteren ud efter Marta. Marta havde så sagt: ”At hun hellere vilde staae til Kagen splitter nøgen 3 gange om dagen end at hun vilde se sin mand Erich Pedersen, oc Gud gifue der vilde nogen aflifue mig, oc der nest sagde hun at vilde ud til genneralen at hand skulde lade hende skyde ihield”. De ledte hende nernæst ind til hendes moder, hvorefter vidnet bad hende om at lægge sin datter i seng. Moderen tog Marte i hånden og sagde, at hun skulle følge med. Marte ville ikke komme med og sagde, at hun aldrig mere ville lyde sin moder. Datteren Anna ville lede hende gennem stuen til herbergshuset og lægge hende i seng til ”rolighed”. Marta nægtede og gik ud i hestestalden og tog en hest og red op til sin søster Susanne i Rutsker. Senere havde Martas moder sagt til vidnet, at Marte var i deres seng og at datteren ikke var redet bort, men blot havde været ude på marken og set efter fårene. Vidnet vidste ikke noget om hændelsen sidste tirsdag, hvor Erich Pedersen ville bryde ind hos Hans Mortensen for at finde sin hustru. Vidnet ville ikke bekræfte snakken om at Marta led af ”Raseri”. Vidnet erkendte at hendes mand havde købt halvdelen af den 18. gård og dens avl, men ikke al løsøre, men kun en ko og 2 heste. Hun kunne ikke sige at det var sket uden Martas vilje.
Anna Jens Pedersens datter beskræftede alt, hvad hendes moder havde sagt.
Krack ville se hvilken dato, der stod under præsten Mahlers attest, sagen var den at Mahler var blevet frataget sit kald. Mahler var tilstede og bekræftede ordlyden i hans attest. Attesten var underskrevet 3. november 1738.
Sidsele Hans Mortensen blev pålagt at møde på næste ting.
6. februar 1739 – pag. 177b
Læst et pantebrev af dato 28. januar 1739 ang. At Jens Larsen på Muure i Klemensker havde lånt af Andris Kofoed i Rønne 130 sld. mod pant i den 3. gård i Klemensker.
Regimentskvartermester N. Linderoed mødte og forventede at høre hvad Marte Margrete – Erich Pedersens hustru ville sige om hendes mands tilbud som en kristelig ægtefælle at leve og dø med sin mand, der ville love at beholde den halve gård de første 9 år. Marta svarede hertil at når hendes mand skaffede hende gården og det mistede boskab, så vil hun svare på spørgsmålet. Linderoed ville have Martas udførlige svar, da hun ikke kunne forvente, at hele gården kom tilbage på kort tid. Marta svarede at hun skulle have den hele gård tilbage gældfri. Linderoed konstaterede at der ikke kunne ske et forlig på den måde, hvorfor han undlod at stille hende flere spørgsmål, men ville fortsætte med at afhøre vidner.
Først Sidsele Hans Mortensen skulle fortælle under ed, hvad der skete den søndag før jul, hvor Erich Pedersen kom og ville have hende med til alters. Sidsele fortalte at Erich Pedersen kom til dem medens de stod i skorstenen. Datteren havde svaret, at han kunne gå til alters når han ville og hun ville gøre det samme når hun var beredt til det. Erich Pedersen var dernæst gået ind i deres stue og Marta ud af den nørre dør, medens hun sagde” Gud bedre mig, jeg er ilde tilkommen, for jeg kand slet intet vere hos hannem”. Hun havde også bedt om nogen kunne ødelægge hende for hun kunne slet være hos ham. Hun gik ud og tog en af sin faders heste og red ud på marken og hentede deres får. Sidsele havde ikke set Marta spotte på sin mand, men vel at hun spyttede på gulvet.
Krack sagde at Sissele og hendes mand Hans Mortensen havde rådet og tilskyndet til ægteskab med Erich Pedersen selvom hun var meget ung og ikke havde haft lyst til det. Hvilket Sissele måtte erkende, at de havde gjort. Da Peter Worm sidste vinter var kommet til Bakkegaard for at forsøge en mægling mellem Marta og hendes mand, var Erich Pedersen ikke hjemme. Worm havde talt med Marta, som sagde, at hendes forældre havde ønsket ægteskabet, da de mente, at Erich Pedersen var en skikkelig karl og at han kunne være forældrene behjælpelig. Marta havde indvilget i ægteskabet selv om hun ikke havde lyst til ham og hellere ikke senere fik. Erich Pedersen var først kommet hjem dagen efter, men Worm havde ventet på ham natten over. Da det nu begge stod overfor Worm, blev Erich Pedersen spurgt ”om ikke han havde haft med sin hustru at bestille”. Erich Pedersen havde sagt, at han ”ville falde på sine barneknæ og svare på at hand hafde haft sin omgængelse med hende, huor til Marte svarede oc slog sig for sit bryst, Nej pine død har du icke.” Worm havde så taget Erich Pedersen med ud i krobhuset og talt i enrum med ham. Da Worm kom til bage, havde han sagt at han havde talt Erich Pedersen til sandhed og han kunne nu sige, at Erich ikke havde havde haft ”omgiengelse med sin hustru”. Sissele bekræftede at Marta havde sagt, at hun ikke havde haft noget med Erich Pedersen og andre mandspersoner at gøre og at hun ville lade sig undersøge af jordemoderen. Krack ville have Sissele til at bekræfte at Erich var kommet tirsdag den 20. januar to timer efter solnedgang kom for at ransage efter sin hustru. Linderoed mente at du skulle Krack stoppe med at stille flere unyttige spørgsmål.
Dommeren tillod ikke spørgsmålet om ransagning, da det nødvendiggjorde et nyt sagsanlæg. Krack ville stadigvæk have skøde og pantebreve fremvist. Sagen udsat til næste ting.
20. februar 1739 – pag. 179b
Læst kgl. Plakat om starf til rettens betjente, der ikke kommer til rette tid.
Læst kgl reskript om forsømmelse i forvaltning af umyndiges gods mv.
Afsagt dom i sagen mellem Erich Pedersen og hans svigerfader løjtnant Hans Mortensen.
Krack i sagen mellem Marta Margrete og hendes mand Erich Pedersen efterlyste skøder og pantebreve på den 18. gård. Når han vil dem fremlagt ville han komme med sin påstand og irettelæggelse. Hvis Erich Pedersen, Christopher Hansen og Jens Pedersen ikke ville fremlægge disse dokumenter, så bad han dommeren at tage dette med i sin domsfældelse. Dommeren havde pålagt de tre personer at efterkomme ønsket, men de havde ikke efterkommet ønsket. Dommeren kunne kun bede Krack om selv at eftersøge den i protokollerne og bede om udskrift.
Linderoed var ikke rask, så han var ikke mødt og Krack bemærkede at Linderoed før havde benyttet sig af samme fremgangsmåde, for at få mere tid. Krack mente at dommeren gav ham fordele, ved ikke at kræve disse missiver skulle være på stemplet papir.
DOM – pag. 180a
Erich Pedersen havde stævnet sin svigerfader Hans Mortensen for nogle ”utilbørlige og ærerørige ord” som han skulle have brugt mod Erich Pedersen da han var på besøg hos Peder Andersen Krack. Udtalelserne blev vidnet af to personer, nemlig Peder Andersen Krack og hans hustru. De to vidnesbyrd var dog ikke enslydende. Linderoed, som var Erich Pedersens fuldmægtig ville have at Hans Mortensen skulle stille borgen for sin person, hvilket han ikke fik medhold i. Krack på vegne af Hans Mortensen førte vidner, der viste at Hans Mortensen havde været beskænket ud over det sædvanlige.
Dommeren fandt at Hans Mortensens udtalelser er sket udi drukkenskab og ubesindighed og at Hans Mortensen derfor i flg. Loven pag. 998 art 1 og pag. 1000 artikel 4 først at erklære Erich Pedersens for samme ord som usagt, dernæst at betale Olsker kirke 2 rigsdaler og til justitskassen 2 rdl. Og betale Erich Pedersens sagsomkostninger med 6 rdl.
27. februar 1739 – pag. 181b
Blev læst et pantebrev af dato 25. februar 1739 angående at Ole Jørgensen på Risby den 54. gård i Klemensker havde lånt 200 sld. af Andris Kofoed i Rønne mod pant i gården.
Anders Larsen Krack på Marta Erich Pedersen irettelagde sit skriftlige indlæg i sagen mellem Marta og Erich Pedersen. I indlæggets Notarie-Instrument blev også læst og påskrevet. Linderoed ønskede udskrift af Krack skriftlige indlæg til behørig besvarelse. Sagen blev udsat i 14 dage.
13. marts 1739 – pag. 181b
Læst kgl. Forordning om skolerne på landet i Danmark og hvad degnene og skoleholderne må nyde, af dato 23. januar 1739.
Læst kgl. Instruktion for degne og skolemestrene på landet i Danmark, dat. 23. januar 1739.
Regimentskvartermester Linderoed læste et skriftligt indlæg og forsæt under Linderoed og Erich Pedersens hånd. Dernæst læstes et forlig fra 11. august 1738 mellem Erich Pedersens hustrus fader Hans Mortensen, Christopher Hansen, Erich Pedersen og Jens Pedersen ang. den 18. gård. Forliget viste efter Linderoed mening, at Hans Mortensen ikke havde handlet under hånden, men i fuld åbenhed, hvorfor han ikke kunne gå i mod Erich Pedersen handlinger. Linderoed og Erich Pedersen ville nu have sagen til doms.
Krack spurgte Marta fader Hans Mortensen om han havde taget sin datter i forsvar medens sagen blev ført. Han havde givet sin datter bort og kunne derfor ikke føre hendes sag mod ægtemanden. Hans Mortensen mente heller ikke at han på nogen måde taget sin datters forsvar. Hans Mortensen sagde, at han aldrig havde underskrevet noget pantebrev eller kontrakt af 11. august 1738. Udskriften af kontrakten er taget af pantebogen og ikke fremlagt som original. Han kunne aldrig have underskrevet på sin datters vegne. Hans Mortensen havde ikke underskrevet af en anden grund, nemlig at den ikke var ”konform” med konceptet, som han havde set. Salget af gården og pantsætningen var sket uden Martas accept og hun var derfor af sin mand gjort husvild. Og brødløs. Endvidere havde Erich Pedersen ikke i lang tid søgt seng eller sæde med hende i ringeste måde.
Linderoed svarede Krack, at han ikke igen skulle gøre de samme udflugter som tidligere, men mente at Hans Mortensen var datterens nærmeste forsvarer end Anders Larsen Krack. Angående pantebrev og kontrakt er de begge tinglyste og Krack var velkommen til at sammenligne den fremlagte kopi med panteprotokollens ordlyd. Krack mente at den var ugyldig, da underskrifter manglede. Sagen blev taget til doms.
Hans Mortensen ville rette sig efter dommen om hans ærekrænkende ord mod Erich Pedersen. Erich Pedersen ville afvente dommen mellem ham og Marta, før han besluttede sig til at anke æressagen eller ej. Hans Mortensen ville betale 2 rigsdaler til justitskasse, men hvis dommen blev anket, så ville han have pengene tilbage.
3. april 1739 – pag. 183b
Læs kgl. Pardon til alle desertører i Danmark og Norge.
10. april 1739 – pag. 183b
Amtsforvalter Schrøder mødte på tinget efter han havde stævnet sognedegn Jesoer Lund i Klemensker til at høre 8 mand opkrævelse på en toft eller jordstykke fra den 10. gård i Klemensker, som tilhørte kongen og som han ville tilegne sig. Desuden var den 10. gårds beboer (Bjørnegaard) Jørgen Evertsen stævnet for at han kunne høre om hvem jorden tilhørte. Degnen var ikke mødt, men det var Jørgen Evertsen. De otte mand blev valgt og pålagt at møde på gården den 15. april. Alle dokumenter skulle fremvises, hvorefter at dommen kunne afgives om hvem jorden tilhørte: Degnegården eller den Bjørnegaard.
Sognepræsten Mahler anmeldte 3 personer for helligbrøde den 15. marts, nemlig sandemand Anders Pedersen på Hallegaard, hans udbygger Christen Pedersen og Jens Madsen på Lars Jensens gårds grund. De havde alle begået fylderi. Herredsfogeden ville ikke antage sagen, da det ikke var nok at bevise, at de tre mænd ikke var mødt til prædiken.
17. april 1739 – pag. 184b
Læst et pantebrev udgivet af Anders Pedersen Skov på den 16. selvejergård i Olsker til Haagen Veidichsen på den 20. gård for et lån på 100 sdl. Mod pant i den 16. gård.
Dernæst afsagt dom i sagen mellem Erich Pedersen i Olsker og hans hustru Marta Hansdatter. Dernæst blev læst et pantebrev udgivet af Jens Pedersen på den 18. gård i Olsker til Mads Clemen Engel i Hasle på 220 sld.. arresten på dette pantebrev blev ophævet i flg. Dommen. 11 stk dokumenter, som dommeren havde haft til gennemsyn, afleveret til skriveren.
DOM – pag. 184b
Anders Larsen Krack fik den nuværende amtmand vicekommandant Cronenbergs tilladelse til at føre sag for Marta Margrete Hansdatter mod hendes mand Erich Pedersen, vedr. den 18. gård i Olsker. Erich Pedersen havde mod Martas vilje og ønske bortpantet den 18. gård. Gården havde de købt af hendes fader Hans Mortensen. Desuden havde Erich Pedersen solgt sæden, der stod på marken og noget løsøre. Krack påstod at Marte skulle nyde de halve pantepenge såvel som den halve del af alt andet gods. Erich Pedersen havde ført kontravidner, som for så vidt ikke var nødvendigt, da han havde tilstået sine dispositioner.
Endvidere var der fremført oplysninger om deres ægteskab, som dommeren mente ikke vedkom den sag som hans skulle dømme, men henviste til loven pag. 16 og 17 artikel 17 og 18 at det skulle dømmes ved anden retsinstans.
Dommeren ”Kiendes oc dømmes for ret, at de paa dend 18de gaard i Olsker sogn gangne pantebrefue blifuer ved ved magt eftersom Erich Pedersen hafuer kiøbt dend, tillige hans hustru, oc iche at hans Hustru arfuet dend, huor forre der er jo ingen steds i Loven forbuden, mens Lovens pag. 724, art. 1 tillader selfejerbunde sin jor at selge med omstendigheder som iche enu er skeet, oc fuldmegtigen Krack for hans haarde oc aldeles imod Loven stridige Irettesættelse paa Erich Pedersen Multere til Rudtsker Kierche 1 Rdl., oc til Justitskassen efter Hans Mayst. Allern. Forordning som Temere Litigants 1 Rdlr. Den øfrige Sags bekostning ophæves efter som sagen er imellem mand oc kuinde, oc de hafuer oc bør hafue lige lod oc deel i deres Gods oc Midler, huor for oc hustruen bør følge sin Mand indtil de loulig adskildt vorder, enten ved dødsfald eller Dom, saa hafuer de alle ting til felles med hinanden, Dato 17. april 1739. P. Eschelsen.”
1.maj 1739 – pag. 185b
Sognepræsten Mahler meldte en del mænd for helligbrøde. Det drejede sig om Hans Madsen og hans trolovede fæstemø i Tejn for at holde kro anden påskedag og natten igennem til 3. påskedag med dansen, drik, doble [hasardspil] og slagsmål, De deltagende var Michael Ecomand og hans søster, Mogens Jensens søn i Bechen Michel, Hindrich Didrichsens to sønner alle fra Olsker, Rasmus Weidichsen i Allinge og Didrich Hinrichsen i Tejn. De to sidste brugte slagsmål. Samtlige var indstævnet til at svare på spørgsmål og dom at lide. Ingen af de anklagede var mødt. Senere mødte Hans Madsen fra Tejn, som var stævnet for ”utilbørligt krohold”. Han nægtede sig skyldig og fortalte, at ingen af de nævnte personer havde opholdt sig i hans hus.
Dernæst kom Michel Mogensen, som også benægtede at han havde været tilstede. Hans Hindrichsen sagde at han ikke havde været der og havde heller ikke set andre angivne personer den eftermiddag og aften. Dernæst Didrich Hindrichsen, som præsten fik det samme svar fra. Han havde ikke været der og ej heller set de andre og ”langt mindre brugt slagsmål”. Rasmus Weidichsen svarede på samme måde som Didrich. De udeblivne blev tilsagt til at møde på næste ting. Dommeren manglede navne på stævningsmændene og at de afgav deres ed. At mændene mødte er ikke nok til at få dem dømt, da de var mødt frivilligt som vidner og ikke anklagede. Præsten måtte bevise sine påstande.
Læst et pantebrev på 100 sld. udgivet af Hans Carlsen på den 42. gård i Rutsker til Anders Mogensen på den 46. gård i samme sogn, med pant i den 42. gård.
Formanden for de 8 mand, der skulle afgøre jordtvistighederne mellem Bjørnegard og Degnegaarden i Klemensker mødte for at høre indlæg i sagen. Amtsforvalter Schrøder mødte og fremstillede Peder Hansen på den 26. gård og Peder Larsen Brand og Peder Larsen alle fra Klemensker, der alle tilstod hvad de havde berettet på åstedsforretningen. Dernæst fremkom Jørgen Ibsen, boende på Degnegaardens grund. Så længe han havde boet der, havde han set, at det var degnegaarden, der dyrkede den omtvistede jord. Dog havde han hørt, at Esber Nielsens hustru mente noget andet. Formanden krævede, at de udeblevne mødte på næste ting for at bekræfte deres udsagn om attester og udtalelser. Det var Jørgen Jørgensen fra Klemensker, Herluf Larsen fra Østerlars, Henrich Aredsen fra Rønne og Hans Kofoeds hustru fra Aaker sogn.
Degnen Lund mødte og svarede amtsforvalter Schrøder. Lund var fremmed på landet [underforstået ikke bornholmer] og ikke var i familie med Schrøder, så må han dog have samme ret om andre. Han ville naturligvis sørge for at kongens interesser ikke blev svækket. Alle attester ville han nøje undersøge, samt om nødvendigt bede Rentekammeret at vurdere sagen.
Amtsforvalter Schrøder svarede degnen Jesper Lund, at loven var lige for alle, men han havde den opgave, at sørge for at intet fra kongens gårde blev uretmæssigt overført til andre.
15. maj 1739 – pag. 187a
Amtsforvalter Christopher Schrøder mødte i sagen om jordtvistigheden mellem Bjørnegaard og Degnegaarden. Han fremlagde en resolution af dato 23. marts 1739. Hans Kofoed fra Aaker mødte i stedet for hans hustru, der var syg. På hendes vegne tilstod han hendes udtalelser på åstedsforretningen. De øvrige parter fra åstedsforretningen vedstod de attester der blev udstedt. Degnen Jesper Lund var ikke mødt. Sagen udsat til næste ting.
I sagn hvor præsten Hans Mahler havde anklaget sine sognebørn i Olsker for at have begået helligbrøde, bad herredsfogeden om beviser, hvis sagen skulle kunne føres på tinget. Han satte sagen i bero.
29. maj 1739 – pag. 187b
I sagen mellem Bjørnegaard og degnegaarden. Anders Gammelsen på degnens vegne fremlagde et indlæg af dato 27. maj 1739. De otte mand ville gerne kunne afgive dom, men savnede amtskriverens reaktion på degnens indlæg, hvorfor sagen blev udsat.
Herredsfogeden havde flere gange, ved tingbude, været hos Hr. Mahler og bedt ham angive og bevise sine påstande om helligbrøde. Da præsten ikke har reageret, så lod herredsfogeden sagen ”henfalde af sig selv” og ville ikke længere beskæftige sig med sagen.
5. juni 1739 – pag. 188a
Amtsforvalter Schrøder afgav skriftligt indlæg i sagen om jordstridighederne mellem Bjørnegaard og Degnegaarden. Sagen blev dernæst taget til doms.
12. juni 1739 – pag. 188b
Kgl. Forordning om soldater, der stod i garnisonen, måtte have tilladelse til at dyrke deres håndværk med egne hænder, uden hjælp af sønner eller drenge, dateret 20. marts 1739.
Læst kgl. Forordning om hvor mange latinske skole, der skulle være i Danmark og Norge og hvordan information og eksaminer skulle foregå, dat. 17. april 1739.
Læst kgl. Reskript af dato 27. april om prokuratorers fordeling i købstæder og på landet i forhold til underretterne. Samt forordning om delinkventers betaling for arrestationer skal forholdes.
Læst kgl. Forordning om befordring af breve, der blev indleveret til posthuse, dateret 1. maj 1739.
Læst kgl. Plakat om hvordan man skulle forholde sig til den grasserede smitsomme sygdom der var i Polen og i Ungarn, dat. 8. maj 1739.
Den siddende amtmand Cronenbergs ordre om at Anders Larsen Krack, skulle betjene retten i en sag, som herredsfogeden ikke kunne føre, blev læst. Herredsfogeden ville søge sognepræsten Christen Opdal i Klemensker for manglende betaling efter en auktion den 1. december 1738 over vraggods i Olsker sogn. Præsten var ikke mødt. Herredsfogeden oplæste kravet fra Cronenberg om at præsten skyldte 19 sld. 2 mark til vragets ejere eller kommission. Krack påpegede at kravet blot var skrevet på Slet papir. Herredsfogeden tilbød penge til stemplet papir. Krack pålagde præsten at møde på næste ting.
19. juni 1739 – pag. 189b
Der var ingen nye sager, hvorfor herredsfogeden overlod dommersædet til Anders Larsen Krach i sagen mod sognepræsten Christen Opdal i Klemensker. Herredsfogeden havde fået mundtlig fra amtmanden om at han ville levere 24 skilling til stemplet papir, hvorfor han selv ville føre sagen. Sagen blev ophævet.
26. juni 1739 – pag. 190a
Læst et pantebrev på 200 sld. af dato 23. marts 1739 udgivet af Christen Hansen Rømer boende på Stangegaard i Klemensker til kvartermester Thor Hansen i Nyker mod pant i Stangegaard.
Anders Larsen Krack havde fået Cronenbergs tilladelse til at føre sag for Mads Pedersen i Allinge mod Gotfred Nielsen i Rø angående 41 sld. med tilløbne renter. De 41 dalers gæld stammede fra et pantebrev af dato 29. oktober 1734. I samme sag var stævnet amtskriver Schrøder, konstitueret byfoged Henrik Falck i Rønne, samt Hans Andersen smed, Anders Olsen Colberg i Rønne, Lars Mortensen, Arrest Poulsen, Hans Larsen og Niels Madsen alle fra Rø sogn.
På Gotfred Nielsens vegne mødte hans søn Niels Gotfredsen fra Rø og tilrettelagde et skriftligt indlæg af 12. juni 1739. Krack påpegede at Gotfred Nielsen påstand om, at han ikke var i landet, da pantebrevet blev udstedt, var en dårlig undskyldning, der ikke kunne befri ham for kravet.
Forhenværende amtmand generalmajor West havde indsendt et indlæg i sagen, som blev læst og påskrevet.
Krack ville ikke acceptere Gotfred Nielsens ønske om udsættelse af sagen. Første vidne var beskikkelsesvidnet Lars Mortensen fra Rø. Han fortalte, at han sammen med Niels Hansen overværede Mads Pedersen at få Gotfred Nielsen at betale sin gæld til ham for nogle kreaturer. Gotfred havde ingen penge og han prioriterede at betale smørgæld frem for Mads Pedersen. Det var derefter, at Gotfred Nielsen havde udstedt et pantebrev. Desuden ville Mads Pedersen nu have udlæg i Gotfred Nielsens erstatning, som han havde fået tilkendt ved en højesteretsdom. Gotfred Nielsen havde ingen penge nu, hvor han var blevet af med sit bo og da han nu ”boede til huse” hos sin søn Niels Gotfredsen. Amtmand West havde ladet sandemanden i Olsker Anders Pedersen bringe bud til Mads Pedersen (den 17/8 1736) for at bede om bevis for at Gotfred Nielsen skyldte ham penge. (Til boopgørelsen?) Sagen udsat til næste ting.
Lars Hansen, formand for de 8 mand, i sagen mellem Bjørnegaard og degnegården producerede deres dom som skulle afskrives i protokollen.
8 mandsDom – pag. 192a om Tassen
Lars Hansen, Tornegaard som formand, Lars Andersen I Kiersegaarden, Hans Clausen på Ladegaard og Hans Hansen i Blobye alle fra Klemensker, fra Rutsker Lasse Jørgensen på Frigaarden, Hans Larsen på Julegaarden, Hans Christensen på Puggegaarden og Anders Mogensen påå Sandemandsgaarden mødte den 15. april på Bjørnegaarden for at efterse en mark kaldet Tassen, om den hørte til Bjørnegaarden eller degnegaarden. Degnen Jesper Lund argumenterede ud fra hævd, men de otte mand mente at Jesper Lund og hans formad havde haft marken til dyrkning som ”offer”betaling. De otte mand dømte derfor marken at ligge til Bjørnegaard og at Bjørnegaard i fremtiden betaler offerpenge på anden måde. Degnen skulle betale 4 rdl. I omkostninger.
10. juli 1739 – pag. 192b
Anders Larsen Krack i sagen mod Gotfred Nielsen på vegne af Mads Pedersen i Allinge. Krack fremlagde generalmajor Wests ordreseddel af 17. august 1736 med det behørige stemplede papir. Gotfred Nielsen var ikke mødt. Sagen udsat.
Læst et pantebrev af dato 29. juni 1739 udgivet af Hans Madsen boende i Tejn til ungkarl Wefst Pedersen nu værende på Maegaard i Olsker, der viste at Hans Madsen havde lånt 40 sld. af Wefst Pedersen med underpant i 1 tdl. Bygjord i Tejn Byvang i Sandløkkerne.
Kgl. Tolder Johan Christian Top mødte og fremstillede en del bjergere til et Svensk fartøj kaldet ”Haabet”, der var på vej fra Stockholm til Frankrig med Messingringe, staal, fyrrebrædder, nogle baljer med jernblech, en ringe del tjære. De fremstillede var Lars Pedersen, Christian Hansen og Hans Jensen fra Rø, Peder Hansen, Didrich Henningsen, Anders Mortensen, Morten Pedersen og Hans Olsen fra Olsker, Jens Andersen Mørch og Hans Hansen snedker fra Allinge. Skibet var strandet i Olsker sogn ud for Stenbæk natten mellem den 19. og 20. november 1738. Kun 2 skibsfolk og en passager, som sagdes at være student, var blevet reddet. Skibet blev slået i stykker, men nogle redskaber, anker, sejl og tove blev bjergede. Af ladningen blev bjerget 935 messingringe, 258 bundter staal, foruden 30 løse stænger og 9 stumpe, 66 tølter brædder, hvoraf de 23 tølter var slet konditionerede, hvoraf 3 var splintret, fem fustage dårlig tjære, hvoraf 2 var nogenlunde. 4 små baljer med jernblik, der var slet konditionerede, en bjørnehud, en kuffert, hvor udi var klæder og bøger, en lille laade med nogle stykker farveværk, som senere var blevet tørret. Bjergerne vedstod denne liste.
Kgl. Tolder Top fremstillede fire uvillige mænd, nemlig Axel Christian Lind af Allinge, Jørgen Jørgensen og Peder Larsen fra Olsker og Wellem Andersen fra Rønne. Kun de tre var mødte. Peder Larsen var syg. De fire var blevet valgt til at vurdere det strandede gods fra det svenske fartøj, der strandede natten mellem den 19. og 20. november 1738. Alle genstande blev værdisat, bjørnehuden til 1 sld 2 mk.
24. juli 1739 – pag. 194a
Læst kgl. Fundament til en ny pensionskasse for militære enker og børn dat. 22 maj 1739.
Læst kgl. Plakat om toldforhøjelse på blækmagerarbejder, alle slags overtrukne kufferter, skrive og flassefoder (?), gøtlerarbejde og stueure i Danmark, dat. 15. juni 1739.
Læst kgl. General-pardon-patent for al mandskab fra søelimiterne alle fra diuccionerne(?) er undviget, dat. 18. juni 1739.
Læst kgl laugsartikler for bly-, spaand- og skiffertækkere i København af dato 19. juni 1739
Læst kgl. Tilladelse til efterlysning af en person med navnet Giilot fra Frankrig, der skulle have et begået skrækkelig mord i kirkesognet St. Amand den 4. marts, i et hus tilh. Marcuil på hans hustru, et barn på 7½ år og en tjener og dernæst røvet en hel del af huset og sat ild på huset fire steder. Dato 21. juli 1739.
Anders Krack på vegne af Mads Pedersen fra Allinge ville have Gotfred Nielsen fremstillet. Gotfred Nielsen var ikke mødt. Han blev pålagt at møde på tinget 14 dage.
7. august 1739 – pag. 194b
Ordre fra nuværende amtmand Johan Cronenberg om at Anders Larsen Krack skal betjene retten i sag hvor herredsfogeden skulle føre sag for sognepræst Chr. Opdal, der havde anmeldt sognefolk for helligbrøde.
Peder Larsen Brand mødte og tilbød at betale 3 lod sølv som er 9 mark, da han havde været i gildet. Han håbede på at slippe for sagsanlæg, da han var en fattig mand. Herredsfogeden henholdte sig til forordningen om helligbrøde fra 12. marts 1735, men accepterede Peder Brands tilbud og ophævede sagen. Det var op til sognepræsten om han ville kræve kirkens disciplin som kgl. Forordning af 23. december 1735 bestemmer.
Peder Larsen Brand i Klemensker blev også stævnet for utilladelig kroholdelse. Som vidner var indkaldt Ole Haagensen i Klemensker. Peder Brand blev spurgt om han ikke i lang tid havde haft brændevin til salg og hvem han havde solgt det og om det ikke både var på hellig- såvel som sognedage han og hans kone havde solgt det. Og det både før og efter prædikenen. Peder Brand sagde, at der vel blev solgt lidt brændevin før og efter prædikenen, men ikke under. Herredsfogeden spurgte ham om han ikke var bevidst om, at det var forbudt ”at slige krohold paa landet er forbuden, oc paa prædichestollene, samt paa Kierchestefnerne”. Peder Brandt svarede, at det var ham bevidst.
Da herredsfogeden konstaterede at Peder Brand ikke tilstod alt, hvad han blev spurgt om. Derefter blev vidnet Ole Haagensen afhørt. Ole Haagensen havde set at Peder Brand og hans hustru havde solgt brændevin før og efter prædikenen, på helligdage og om søndage, men ikke bevidst om de også solgte under prædikenen. Nogen havde spillet kort eller slaaes udi Peder Brands hus.
Øvrige vidner var Anders Gammelsen og Peder Nielsen begge fra Klemensker, samt Anders Gammelsens hustru Marta. Vidnerne blev indkaldte til næste ting. Peder Brand ville svare efter at vidnerne blev afhørte.
I sagen mellem Mads Pedersen og Gotfred Nielsen, var Gotfred Nielsen mødt og bad om at få læst alt op, som tidligere var blevet ført i sagen. Hvilket skete. Gotfred Nielsen beklagede sig over, at han ikke havde fået en kopi af Mads Pedersens stævning før han med rigtigt pas var rejst til Højesteretten i København. Gotfred Nielsen havde højesteretsdommen med sig, som han bad om at blive læst højt. Det blev den og påskrevet. Mads Pedersen var tilstede og fortalte, at han havde givet Gotfred Nielsen en kopi af stævningen, så det passede ikke, at Gotfred Nielsen ikke havde været forberedt. Sagen opstod ved at Mads Pedersen havde krævet udlæg i de 50 sld. som Gotfred Nielsen havde fået tilkendt som erstatning af højesteretten. Da begge parter nu havde givet indsigelser i sagen ville herredsfogeden tage sagen til doms.
21. august 1739 – pag. 196a
Krack overtog dommersædet, således at herredsfogeden kunne forfølge sagen om ulovligt krohold i Klemensker anmeldt af præsten Opdal. Første vidne var præsten Opdals tjener Peder Nielsen, der fortalte, at der i Peder Brands hus var brændevin til købs, men han vidste ikke om Peder Brand eller hans hustru solgte brændevin under prædikenen, ej hellere før prædikenen andet end et glas til en syg. Han vidste heller ikke om der blev solgt brændevin efter prædikenen, på søndage eller om helligdage. Han kendte heller ikke til kortspil eller slagsmål.
Dernæst afhørtes Anders Gammelsen. Han havde set, at der solgtes brændevin til enkeltpersoner før prædikenen på helligdage, hvis der var nogen, der ønskede det. I vinter for ½ år siden havde han set folk spille kort som tidsfordriv efter kl. 5 om eftermiddagen, men han havde ikke set noget fuldskab eller slagsmål.
Anders Gammelsens hustru Marta sagde som sin mand.
Peder Brand havde ikke noget at sige til sit forsvar, hvorefter herredsfogeden satte i rette, at ifølge lovens pag. 868 og 869 art. 1 samt kgl. Forordning af 12. marts 1735, samt kgl. Forordning af 30. april 1734 om utilladeligt krohold skulle idømmes en mulkt. Sagen gik til doms.
28. august 1739 – pag. 196b
Sognepræsten Mahler mødte i retten og stævnede Jens Pedersen på Bakkegaard, Mogens Jensen i Bækken og udbygger Svend Mogensen alle fra Olsker for deres ulovlige hunde, som havde bidt og ilde mishandlet 18 stk. får og lam tilhørende præsten den 18. og 19. hujus (august) Som vidner blev indkaldt Boel Jørgensdatter, degnen Bidstrup og Mikkel Larsen Kæmpe alle fra Olsker. Boel Jørgensdatter fortalte, at hun natten mellem den 18. og 19. august kl. omtrent halvgående 3 efter midnat ”da vidnet med et ud af Hr, Mallers børn var udgaaed for at hielpe til rette paa naturens vegne” lukkede hun den nørre køkkendør op, så hun tre hunde jagte fårene. Den ene hund var en rødbleget og stor fjøset hund, dernæst en lille sort og den 3. noget mørkere brun hund end den første. Hun sagde, at det forlød at den rød-fjøsede hund, som var ”kaptajnen” for hundene, tilhørte Jens Pedersen på Bakken. Og den sorte tilhørte Svend Mogensen. Mikkel Larsen Kæmpe var på vej til degnen som at gøre dagsværk. Han havde set en rødkranset hund løbe gennem kornet, men han vidste ikke hvis det var.
Degnen Nicolaj Bidstrup var nu kommet til tinget, han mente at Mikkels vidnesbyrd var korrekt og at hunden tilhørte Mogens Jensen i Bækken.
Jens Pedersen sagde, at hans hund normalt ikke var bunden eller lukket inde, men den nat havde den ikke været ude, hvilket han ville bevise på næste ting. Mogens Jensen havde set fårene og lammene, der var mishandlet og havde tilbudt præsten erstatning, for det at hans hund måtte have forvoldt, bare han kunne slippe for at blive slæbt for retten. Nu ville han have præsten til at bevise, at det var hans hund, der bar skylden. Mogens Jensen erkendt, at han samme aften havde skudt sin hund ihjel, så ingen igen skulle klage på den. Sagen udskudt.
11. september 1739- pag. 198a
Læst kgl. Forordning med forbund om at indtage den såkaldte udmarks jord, rive lyng og hugge ener i skoven Almindingen indenfor de satte stene.dat. 28. juni 1739.
Løst amtsforvalter Schrøders tillysning ad dato 31. august ”om nogen skulde findes der at vilde giøre Leuerance til fæstningen Christiansø med en deel fetualie med flæsk, kiød, byggryn, rug oc malt” så skulle de indfinde sig i amtsstuen den 16. september 1738 kl 2 efter middag da der skulle være en offentlig auktion om arbejdet.
Kgl. Skovridder Hans Hansen Piil efter skovforordningen ønskede 8 forstandige sognemænd til at syne skovene i nørre herred, og se om der var stubbe, der viste at træet ikke var lovligt fældet (og altså ikke var forsynet med kgl. Stempel).
Hans Mahler havde stævnet Jep Pedersen i Tejn og Didrich Henningsen i Olsker ang. ulovlige hunde, der havde mishandlet præsten får og lam natten mellem den 18. og 19. august. Som vidner var indkaldt Rasmus Olsen, Peder Rasmussen, Henrik Didrichsen alle fra Olsker. Peder Rasmussen havde overværet hvordan Didrich Henningsen hund havde jagtet Didrich Hindrichsens fra Tejns får og bidt en af dem og jaget et lam bort ved Stenbæk. Didrich Henningsen var bedt om at aflive sin hund, hvilket han ikke havde gjort.
Jens Pedersens hustru mødte og sagde, at hendes mand havde forfald, men ville møde på næste ting. Mogens Jensen var også forhindret i at møde. Sagen udsat til næste ting.
Anders Larsen Krack stævnede Jens Jensen på Bjergegaarden i Klemensker for gæld, nemlig 2 mark for hjemtingsdom af dato 25. juli 1721 og 10 sld. som honorar til Anders Krack, for at være ham behjælpelig med at føre hans sag for udmarkskommissionen. Krack fremviste fuldmagtserklæringen og det store tingsvidne som bønderne havde bekostet. Jens Jensen var ikke mødt.
ET vidne Hans Wefstsen af Rutsker fortalte at Jens Jensen havde fået fuldmagt fra samtlige bønder med udmarksjorde over hele Bornholm og han havde bedt om og fået rejsepenge af Rutsker sogn omtrent 4 a 25 sld, som vidnet fik kvittering for, men som han ikke vidste endnu eksisterede. Vidnet fortalte, at Jens Jensen blev stævnet af kommissionen da han var rejst til København. Krach havde processeret for Jens Jensen og for bønderne, således at stævningen blev trukket tilbage. Vidnet bekræftede at Krack havde været Jens Jensen tro som en fuldmægtig hør og bør. Krack udsatte sagen til næste ting.
Dom mellem Mads Pedersen og Gotfred Nielsen afsagt. Gotfred Nielsen bad om udskrift af dommen. Hvilket ville ske, så snart Gotfred Nielsen leverede stemplet papir og betalte salær på forhånd. Krack på Mads Pedersens vegne bad om udskrift af dommen.
DOM – pag. Pag. 200b
Mads Pedersen fra Allinge stævnede Gotfred Nielsen for gæld på 41 sld. for et pantebrev af 29. oktober 1734. Mads Pedersen formodede, at da Gotfred Nielsen ved en højesteretsdom var tilkendt erstatning at amtsforvalteren Schrøder på 50 sld., så kunne han nu betale sin gæld. Mads Pedersen havde derfor begæret arrest hos amtsforvalteren af den sum som han skulle have betalt til Gotfred Nielsen i erstatning. Både amtsforvalteren og amtmanden havde argumenter, at de havde første prioritet i de 50 sld. som Gotfred Nielsen skulle have fået tilkendt. Herredsfogeden kunne ikke se at hverken amtsskriveren eller amtmandens krav vedkom sagen mellem Mads Pedersen og Gotfred Nielsen. Herredsfogeden så ikke at Gotfred Nielsen kunne modbevise, at han havde betalt afdrag på lånet. Derfor dømtes Gotfred Nielsen til at betale Mads Pedersen den skyldige 41 sld, plus 4 årsrente på 8 sld 12 sk., samt sagens omkostninger på 3 rdl. Inden 15 dage.
DOM – pag 201a
Amtmanden Cronenberg havde pålagt herredsfogeden at føre sag mod udbygger Peder Larsen Brand i Klemensker i anledning af en klage fra sognepræsten Christen Opdal. Anklagen gik på helligbrøde, fylderi og utilladeligt krohold. Herredsfogeden og Peder Brand havde indgået forlig mht helligbrøden, således at Peder Brand betalt tre lod sølv eller 9 mk derfor, hvorved det bliver. Præstens klage gik på at bønderne i hans sogn holder gilde på helligdage, men da der ikke er indgivet noget bevis eller påstand ej hellere sat navne på anklagen, kunne den sag ikke føres på andre end Peder Brands krohold. Peder Brand havde erkendt, at han havde solgt brændevin før og efter prædiken. Vidner bekræftede også anklagen, hvorfor han blev i rettesat af herredsfogeden på grundlag af lovens pag. 868 og 869 art. 1, og forordningen ad 12. marts 1736 og 31. april 1734. Peder Brand idømmes at betale 1 mk danske efter forordningen af 12. marts 1735 og han skal betale sagens omkostninger 4 mark.
25. september – pag. 201b
De otte mand der havde synet Nørreherreds skove, aflagde deres forretning, som de havde foretaget den 22. september.
Hasle kirkeværge Ole Jørgensen mødte og fortalte at han havde modtage 100 sld. som kirken havde lånt Rasmus Jensen i Rønne og som han nu lod opbyde til hvem der ville modtage dem og betale renter. Han bad stokkemændene om at kundgøre dette på kirkestævnerne.
Anders Krack mødte i retten i hans sag mod Jens Jensen på Bjergegaard i Klemensker. Jens Jensen var ikke mødt. Vidnet Jens Wefstsen var heller ikke mødt. Jens Wefstsen blev pålagt at møde, hvis han kunne tåle at rejse, hvis ikke så ville Krack afhøre vidnet som lovens pag. 104 art. 4 foreskrev.
Hans Mahler bad utrykkeligt om at få Henrik Didrichsen og Rasmus Olsen til at møde på tinget. Henrik Didrichsen var mødt og blev spurgt om Mads Jensens hund var rød. Didrichsen svarede at den var blegrød og ikke var ”lemmet” (bevidst gjort trebenet?) samt at han vidste, at hunden var blevet skudt ihjel. Han vidste ikke at det var sket efter at lammene var blevet skambidt. Mogens Jensens søn mødte af aflagde et skriftlig indlæg for sin fader. Jens Pedersen på Bakkegaard havde lovet at komme og bevise at hans hund ikke havde været ude den nat, som skambidningen havde fundet sted. Mahler formodede, at han som en redelig mand, ville møde på næste ting.
9. oktober 1739 – pag. 202b
Læst kgl. Plakat om toldforhøjelse på ”blechmager arbejde”, alle slags overtrukne kufferter, skrin- og flaskefoder(aler), gørtlerarbejde og stueure i Danmark, dat. 31. juli 1739.
Læst kgl. Forbud på kongens vildbane at lægge ”luder” (fæller?), fange ræve med jern eller skyde i flg. Jagtforordningen af 18. april 1732 25 art. Undtagen jagtbetjentene. Dat. 28. august 1739.
Læst kgl. Forordning vedr. døde kreaturer på landet, som ligger på veje og marker, deres nedgravning eller bortførsel, dat. 11. september 1739.
Læst en kontrakt af 28. september mellem Peder Hinrichsen og Hans Pedersen på den 15. gård i Rø vedr. gårdens avling. Kontrakten skal indføres i genpartsbogen.
Jens Pedersen og Mogens Jensen fra Olsker stævnede sognepræsten Hans Mahler for uretmæssige beskyldninger. De pålagde præsten personligt at møde og svare på spørgsmål. Som vidner var indkaldt løjtnant Hans Mortensen, Jens Andersen, Ole Hansen, Michel Mogensen og Marte Hans Gifuersen alle fra Olsker. De havde også stævnet sognedegn Nicolai Bidstrup, Michel Kiempe og Boel Jørgensdatter alle fra Olsker. De skulle høre på sagen og eventuelt svare på spørgsmål.
Hans Mahler var mødt og fik tilladelse til at afhøre sit vidne Rasmus Olsen fra Tejn. Rasmus havde set Jep Pedersens hund med et lamme- eller fåreskind i munden, men han vidste ikke hvis skind det var, men det var i høst. Han vidste intet om at nogen havde mistet lam eller får efter at præstens lam og får var blevet angrebet. Han vidste heller ikke om Jep Pedersens hun var lemmet eller blevet lemmet derefter, som forordningen påbød.
Derefter Jens Pedersen og Mogens Jensens vidner. Løjtnant Hans Mortensen vidnede at Jens Pedersens hund lå i deres køkken den nat som præstens lam og får var blevet angrebet. En time før dag blev hunden lukket ud og den ”Giøde et par gloser”. Jens Pedersens datter Anne var kommet tilbage med hunden en time efter solopgang. Hans Mortensen havde dog set at Jens Pedersens og Peder Andersens Kracks hunde strejfe på marken om morgenen på kirkevejen. Hans Mortensen vidste ikke om hunden plejede at være inde eller være bundet om natten. Han fortalte at hunden var blevet lemmet efter episoden hos præsten.
Præsten havde selv en rød hund, fortalte Jens Pedersen, og at det ikke var bevist at de 6 lam var skambidt. Mahler sagde, at hans hund kun var en hvalp og et halvt år gammelt. Og han sagde, at den kun skulle være bundet og ikke var til andet.
Jens Andersen, nabo til Jens Pedersen, fortalte at han ikke havde haft problemer med Jens Pedersens hund og at Mogens Jensens hund altid var inde om natten og lå bag ved husdøren.
Marte Hans Gifuersen fra Tejn fortalte at den morgen, hvor præstens lam og får blev skambidt, kom Anna Jens Pedersens datter til hende tidligt morgen sammen med hunden for at bede hende at komme til Bakkegaard for at rifse (rive?).
Anna Jensdatter fortalte at hun stod op tidligt for at gå til Tejn for at tinge folk til høstarbejde. Hun kaldte på hunden i køkkenet, hvorefter den kom frem under ”pandemunden” (Brændevinspanden?). Hun havde hunden med både til Tejn og hjem igen.
Didrich Henningsen og Jep Pedersen fremlagde et skriftligt indlæg. Præsten spurgte Didrich om han ikke selv havde været på ægter, og at han ved Torpebakkerne havde været med til at redde lam og får. Han nægtede og ville ikke længere svare på præstens spørgsmål, men svare skriftligt på spørgsmål til næste ting.
Ole Jørgensen smed her fra Hasle opbød for anden gang kirkens 100 sld.
Anders Larsen Kracks sag mod Jens Jensen i Klemensker var blevet forliget og ophævet. Men hvis ikke Jens Jensen betaler som aftalt, så ville Krack igen tage sagen op.
Det vedrørte ikke andre sager på tinget, men ved tingets slutning, bad Krack saavel som hans søn Lars Andersen ”at rettes Middel vilde tie, oc undentagscontragt som er imellem bem. Fader og søn er oprettet eftersom Anders Larsen Krack oc hans søn iche tilfaaren har kundet faaet deres bref clartgiort oc ferdigt til tinglysning” på den tid som loven omtaler, så ville de bede retten om at lade det læse og antage. Det skete og af fader og søn vedstået. (Skøde- og panteprotokollen s. 394)
23. oktober 1739 – pag. 205a
Kgl. Tolder Top af Rønne havde indkaldt den sidste af de tre vurderingsmænd. De to han selv havde udnævnt, nemlig Willum Andersen fra Rønne og Axel Christen Lind i Allinge havde bevidne deres vurdering af godset fra det strandede stockholmske fartøj i Olsker sogn. Den tredje, Jørgen Jørgensen fra Olsker, som mødte på amtmandens vegne, bevidnede godsets værdi.
Stokkemanden fra Olsker meddelte, at Mahlers hustru havde bedt dem om at meddele at hendes mand ikke kunne komme og at han ønskede udsættelse. Mahler var indkaldt til højesteretten og var ”overrejst”. Mogens Larsen var mødt på Mogens Jensens vegne og accepterede at udsætte sagen til Mahler var tilbage.
6. november 1739 – pag. 205b
Læst kgl. Forordning angående det misbrug der var i oxehandelen i Danmark, dat. 17. august 1739.
Læst købe- og skødebrev af dato 2. oktober 1739 der viste at Hans Hermandsen i Olsker havde købt vejrmøllen med tilbehør på Bredsensgaards grunden for 145 sld. af Ole Olsen Sonne og Jørgen Hansen.
Hr Mahler mødte i retten i anl. Af hans anmeldelse af Svend Mogensen, for ikke at have lemmet sine hunde, som man bør efter kgl. Forordning. Han oplyste at de var blevet forenede og sagen blev frafaldet. Mahler ville gerne forliges med de andre tiltalte, hvis de ville. Jens Pedersen ville gerne forliges, da han ikke ønskede ”trætte” med sognepræsten. Mahler lod sagen sætte i bero til næste ting.
Hasle kirkeværge lod kirkens 100 sld. opbyde for tredje gang, men ingen ønskede at overtage dem mod forrentning.
13. november 1739 – pag. 205b
Hans Mahler mødte og oplyste, at han ikke ønskede dom i nogen af de sager han havde startet mod hundeejerne. Præsten havde indgået forlig med to sagsøgte. Mogens Jensens søn trak sine heftige ord mod sognepræsten tilbage, og undskyldte, men at de var fremkommet i heftighed. To andre var ikke mødt.
27. november 1739 – pag. 206a
Regimantskvartermester Nicolai Linderoed mødte på amtskriver Schrøders vegne indstævnede flere bønder og udbyggere, der havde fordristet sig til at indlægge udmarksjord, trods sidste kommissions afgørelse tidligere på året. Sandemændene i Klemensker, Rutsker og Olsker var indkaldte til at overvære sagen. De stævnede var fra Klemensker: 2. gård Rasmus Rasmussen, den 6. gårds udbygger Hans Jacobsen, den 25. gårds udbygger Hans Larsen, den 26. gårds udbygger Svend Hansen, den 27. gårds udbyggere Niels Hansen og Lars Larsen. Fra Rutsker den 19. selvejer Svend Hansen, den 27. gårds udbygger Jørgen Carlsen og fra Olsker den 6. selvejer Christopher Hansen og udbygger Hans Hansen på Lyngen, udbygger Jens Lassen på Haldegaardsgrunden, samt løjtnant Peter Icomand. Alle var tilstede undtagen Christopher Hansen.
Alle indstævnede og blev spurgt: 1: Om de ikke var blevet advaret både af kirkes præst og af sandemanden og to mand udsendt efter kommissionen i 1738 og at de ikke måtte indtage udmarksjorde, rette gærde. Alle sigtede skulle svare og der ville blive ført vidner i sagen om det var nødvendigt. Enhver skulle angive om de havde forsyndet sig mod dette forbud og om de desuden havde ladet opbygge huse på udmarken.
Først Rasmus Mogensen på den 2. gård i Klemensker erkendte at han havde indlagt jord af udmarken, men han havde ikke indhegnet det. Han havde ikke gjort det for at forbedre sin egen jord, men for at holde kvæget ude. Han havde i stykket mod sin nabo Thor Larsen opsat et gærde, som vel indhegnede et skæppeland. Han ville ikke benytte sig af jorden efterdags.
Den 6. gårds udbygger Hans Jacobsen mente at han ikke havde forsyndet sig, da det indlagte stykke blot var en ganske liden kålhave udenfor hans vinduer. Han havde gjort det for at kvæget ikke skulle støde ind i hans vinduer.
Den 25. gårds udbygger Hans Larsen sagde, at han straks efter at sandemanden havde bedt ham om det. Det indgrøftede stykke jord var på omtrent 1 skæppeland. Årsagen var at det gamle gærde var faldet sammen og at han ønskede det opsat, hvor det stod bedre.
Den 26. gårds grund udbygger Svend Hansen svarede at han ikke kunne nægte at have indlagt et lille stykke af udmarken. Han gjorde det for ar kvæget ikke skulle gøre skade på hustaget. Jorden svarede til to potter sædeland.
Den 27. grunds udbygger Niels Hansen nægtede heller ikke at have blevet advaret, men af nød og trang, havde han opsat 5 stolperum hus i udmarken, men ikke havde indgærdet det. Han vidste ikke at det var forkert.
Lars Larsen på den 27. gårds grund. Han havde rejst gærde inden sandemanden og hans to hjælpere, havde forbudt ham det. Derefter havde han revet det ned. Jorden var på ca. 3½ skæppe land.
I Rutsker på den 19. gård tilhørende Svend Hansen, sagde at han havde blevet advaret, Men han havde flyttet sit gamle gærde, da det stod i vand i en grøft. Han havde nået at age stenene til et nyt gærde på Nydamsmarken. Han ville dræne pladsen og lægge tørn, således at han igen kan opstætte det på den gamle plads. Det var 4 alenbred og på en klippebakke, hvor der ikke voksede noget.
Den 27. gårds grunds udbygger Jørgen Carlsen erkendte at han havde indgærdet 1½ potter land i Nydamsmarken. Han gav den samme forklaring som Svend Hansen.
Olsker sogns udbygger Hans Hansen på Lyngen svarede at han havde sat et nyt gærde lidt længere væk fra en grøft. Det var færdigt, da Sandemanden kom og forbød ham det. Det havde kun været på 3½ potter land. Nu ville han sætte gærdet på sin gamle plads.
Udbygger Jens Lassen på Hallegaardsgrunden svarede som den forrige, men det han havde lagt ind var på 1 potter land.
Løjtnant Peter Ecomand tilstod også, at han havde taget land ind inden sandemanden gav ham forbud. Det var sket sidste vinter medens han havde været i København. Det var hans hustru, der havde ladet pløje 2 skæpper lyngjord med klipper og sten. De havde villet sætte gærde, for at kvæget på lyngen ikke skulle gå ind på deres mark og gøre skade på hans hus.
Amtskriveren fremlagde kammerkollegiets skrivelse og ordre om hvad der skulle ske med dem der havde indtaget jord siden 1738 i flg. forordningen af 28. juli 1738. Christopher Hansen blev pålagt at møde på næste ting.
Læst skøde af dato 11. november 1739 som fortalte at Hans Madsen på den 30te gård i Klemensker sogn havde solgt den 30. gård i Rø til ungkarl Hans Madsen og Hans Madsens datter ofia Elisabet for 500 sld.
11. december 1739 1739 – pag. 208a
Læst kgl. Forordning og privilegier for søfolk i Danmark der lader sig indrullere i orlogsflåden, dat. 30. september 1739.
Amtsforvalter Schrøders vegne kom regimentskvartermester Linderoed og angav at han havde stævnet to udbyggere uden for den 7. vornedgaards grund i Rø sogn, nemlig Ole Pedersen og Niels Madsen, for at have indtaget en hel del udmarksjord siden nytårsdag. Linderoed henviste til sidste tingsmøde, hvor lignende sager blev behandlet. Begge sagsøgte bekendte, at de var blev advaret og fået forbud mod at indtage udmarksjorden. Ole Pedersen sagde, at han havde opsat gærde for at værne sig mod kvæget, der kunne støde vinduerne ind i hans hus. Han havde indlagt ungefærlig ¼ skæppe land.
Niels Madsen fortalte at hans gærde var faldet sammen og at han havde været nødt til at genrejse det på fast grund, men også for at holde kvæget ude. Det drejede sig om 2 potter land.
Christopher Hansen på den 6. gårds beboer i Olsker var mødt og læste en missive fra amtmand Cronenberg om at hans sag skulle forbigås.
Linderoed mente at sagen kunne gå til doms, men de anklagede, som var tilstede, ville have udsættelse til næste tingdag, således at de kunne komme med en skriftlig redegørelse.
18. december 1739 – pag. 209a
Blev læst et pantebrev af 4. december 1739 ang. Hans Pedersen på 25. selvejergaard i Rø havde lånt 280 sld. af Hermand Bonde Mortensen i Rønne mod pant i den 25. gård.
Rasmus Mogensen på den 2. gård i Klemensker og Svend Hansen på den 19. selvejergaard i Rutsker mødte blandt dem der var ankalget af amtsforvalteren for at have indtaget udmarksjorde. De havde søgt amtmanden om udsættelse af sagen da det ved en supplik til kongen havde bedt om eftergivelse. De bad om udsættelse af dommen indtil de havde fået svar. De fik udsættelse af sagen.
Da året var gået blev dette års stokkemænd entlediget og nye valgt for 1740. Fra Klemensker valgtes den 33. gård Hans Mortensen og den 34. Morten Jensen og fra Rutsker den 19, Svend Hansen og 20. Didrich Pedersen og fra Olsker Jens Hansen og Peder Mogensen og fra Rø Jens Jensen og Jens Nielsen.
8. januar 1740 – pag. 210a
Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1740.
Læst kgl. Forordning om toldens forhøjelse på adskillige fremmede kramvarer, dat. 17. november 1739.
Læst kgl. Forordning ang. adskillige varer som uden attest fra det alm. Magasins direktion ej i Danmark må indføres, dat. 17. november 1739.
Læst kgl. Forordning ang. delinkventer i stedet for at blive dømt til Bremerholm skulle dømmes til at arbejde på nærmeste fæstning, dat. 27. november 1739.
Rasmus Mogensen på den 2. gård i Klemensker og Svend Hansen på den 19. gård i Rutsker ang. anklage mod dem for at have indtaget udmarksjord stævnede amtskriver Schrøder. De ville ikke føre sagen i dag, men senere. Dommen over de adsk. Bønder og udbyggere blev derfor udsat.
22. januar 1740 – pag. 210a
Svend Hansen mødte og tilkendegav, at de ville udsætte kontrastævningen mod amtskriveren til næste ting. Amtskriveren tillod udsættelse trods det, at han faktisk havde bestemt sig for at lade sagen gå til doms.
5. februar 1740 – pag. 210b
I stedet for skriveren, der havde lovligt forfald, var hans søn Lars Larsen Birk skriver, hvilket han kunne med tilladelse fra Niels West fra 10. juli 1738.
Læst et pantebrev af dato 29. december 1739 til mening at den 55. selvejergaards beboer Lars Pedersen i Klemensker havde lånt 180 sld. af Andreas Kofoed, borger og handelsmand fra Rønne mod pant i den 55. gård.
Læst et pantebrev af dato 30. januar 1740 til mening at Hans Andersen som boede på den 45. i Rutsker havde lånt 140 sld. af byfoged i Hasle Poul Eschilsen mod pant i den 45. gård.
Amtsforvalteren annoncerede at hvis ikke at kontraparterne ville søge sag inden 14 dage, så ville han lade udmarkssagen gå til doms.
19. februar 1740 – pag. 211a
Amtskriver Schrøder fortsatte sagen mod dem der havde indtaget udmarksjorden Med sandemanden i Rø Lars Pedersen blev det påvist, at Peder Nielsen i Rø havde indtaget en vandkule sidste forår. Han havde tidligere angivet at jorden var uden værdi på størrelse af 2 potter. Peder Nielsen erkendte at der var en vandkule, men sagde at huset og jorden tidligere, for 2½ år siden, havde Niels Madsen haft jord og vandkule i brug. Niels Madsen var tilstede i retten og bekræftede denne udtalelse og fortale jorden var blevet udvist til ham af sal. Kaptajn Niels Nielsen under kommissionen for udmarksjorde. Peder Nielsen bad om nåde og sagde, at han havde indtaget jorden af uvidenhed. Amtsforvalteren ville have dom afsagt og han lovede at alt skulle blive inkluderet.
Rasmus Mogensen fra Klemensker og Svend Hansen fra Rutsker aflagde deres indlæg i sagen, hvorefter sagen blev taget til doms.
4. marts 1740 – pag. 211b
Intet.
18. marts 1740 – pag. 211b
Intet for retten var angivet. Den konstituerede herredsfoged for Vesterherred Henrik Falck overtog dommersædet i en sag om helligbrøde i Olsker sogn, som herredsfogeden var blevet pålagt at føre.
Poul Eskildsen læste sognepræsten Mahler angivelse d. 9. februar 1940 og stævnede Jens Madsen skomager på kirkebogrunden, sandemand Anders Pedersen, Boel Lennes (?), degnens tjenestepige, Jens Mogensen boende på Skomagergaarden, Jørgen Jørgensen paa Magaarden, Hans Hansen på Heslegaarden, Svend Mogensen på Jens Mogensens grund og Peder Hansen udbygger på Pilegaardsgrunden. Anledningen var at Jens Madsen havde anden søndag efter helligtrekongers dag forsømt kirken og samme dag om aftenen holdt kro og juleleg samt sat en har på spil med videre. Dernæst de øvrige fordi de havde søgt julelegen fremfor at gå i kirke. De blev stævnet for at de skulle forklare sig. Som vidner var indkaldt Jørgen Jensen på Dalegaard, Hans Mogensen træskomager og præstens dreng Peder Ibsen alle fra Olsker sogn.
Jørgen Jensen på Dalegaard havde været i Allinge den nævnte søndag. Da han kom forbi præstens og så, at der var lys, gik han ind. Mahler spurgte ham om han skulle til juleleg, hvilket han benægtede og havde sagt, at det var bedst han gik hjem og lægge sig. Præsten ville gå med Jørgen Jensen, sammen med Hans Mogensen træskomager og præstens dreng til udbygger Jens Madsen. Da de kom ud til huset, hørte han at der blev spillet på fiol, men da de kom ind i stuen hørte eller så de ingen fiol, men så sandemanden Anders Pedersen, Boel Leenes som er sandemandens tjenestepige, degnens pige, Jørgen Jørgensen på Maagaarden, Hans Hansen på Heslegaarden, Svend Mogensen på Jens Mogensens grund og Peder Hansen på Pilegaardens grund og en del små børn. Alle var ganske stille og de gamle sad omkring bordet undtagen sandemanden Anders Pedersen som stod på gulvet og talte med Hr. Mahler. Han vidste ikke hvad de talte om. Imidlertid begyndte de små børn at synge for dem og lege på gulvet. Vidnet vidste ikke om sandemanden og udbyggeren havde været i kirken den søndag, da han jo havde været i Allinge. Om de havde drukket? Ja han havde købt for 1 eller 2 skilling brændevin den aften. Han så ingen der var beskænket, ej hellere så noget ”uskikkeligt”. Han synes ikke at sandemanden var beskænket, men han sang et eller to vers af ”Olger dansk oc burmand”
[Folkevise ”Holger Danske og Burmand” på 22 vers fra 1500-tallet, se http://www.nomos-dk.dk/skraep/1500_1600/holgerogburmand.html ]
Han havde set at Anders Pedersen, sandemand, Jørgen Jørgensen, Jens Mogensen, Peder Ibsen præstens dreng og Jens Madsen Skomager spillede kort om en hat, som Jens Madsen skomager skulle have vundet. Han havde ikke set om der var penge sat på spil.
Vidnet vidste at der var brændevin at købe hos Jens Madsen i det forgangne år. Sandemanden fik vidnet til at berette, at han havde hørt at præsten Mahler havde købt mjød hos Jens Madsen.
Hans Mogensen træskomager kunne bekræfte alt hvad Jens Madsen havde fortalt, men dog ikke det om brændevin, da han ikke var med, da gærdes-videt skete. Men da sandemanden gik hjem kort tid efter at præsten var gået, så havde sandemanden været ganske ædru.
Herredsfogeden spurgte Jens Madsen om ikke han havde fået forbud mod at holde kro for nogle år siden efter Kgl. Forordning. Hvilket Jens Madsen tilstod. Jens Madsen lavede ikke selv brændevin, men købte en pot i byen eller i sognet, hvor man kunne få det.
1.april 1740 – pag. 213b
Læst et pantebrev af dato 10. marts 1740 ang. at Thor Jensen på 12. gård i Klemensker havde lånt 230 sld. i klingende mønt af Andreas Kofoed i Rønne mod pant i hans gård.
Dom afsagt i sagen hvor amtskriveren sagsøgte en del bønder og udbyggere i nørreherred for at have indtaget udmarksjord.
Henrik Falch overtog dommersædet i sagen om helligbrøde på den anden søndag efter helligtrekongens dag. Anklagen blev igen oplæst og det oplyses at præsten havde været hos udbyggeren Jens Madsen mellem kl. 7 og 8 om aftenen. Vidnet Peder Ibsen fortalte, at da de kom til huset, var præsten Mahler gået ind som den første, hvorefter han og det andet vidne gik ind. Da de kom ind, stod præsten og sandemanden og talte på gulvet. Sandemanden bød præsten at sidde ned, men det ville præsten ikke. Præsten blev budt et glas brændevin, men det ville han ikke have. Sandemanden begyndte derefter at synge ”paa nogen kiempeviser om Olger Dansk oc Burmand” og da sandemanden havde sunget den, gik præsten bort. Vidnet så ikke at der var noget, der var beskænket, alle sad stille og ”skiøttede” sig selv. Da præsten var gået, var der en lille dreng fra Klemensker som spillede lidt på en fiol hvortil de små børn sprang omkring på gulvet. Han så de fire mænd spille kort om en hat. Den blev sat i spil flere gange. Han så intet øl eller brændevin undtagen det som Jørgen Jensen købte for et par skilling. Vidnet vidste at i den forgangne vinter havde præsten købt mjød hos Jens Madsen. Han vidste ikke om Jens Madsen og sandemanden havde været i kirken samme søndag.
Jens Madsen vedstod, at han ikke den søndag havde været i kirke, men det havde hans hustru været. Han var blevet hjemme for at passe et sygt barn.
Hans Hansen, Jens Madsen og Peder Hansen vidste ikke om sandemanden havde været i kirken den søndag, men hans hustru og alle hans husfolk var der. Ingen af dem havde købt brændevin hos Jens Madsen den søndag.
Herredsfogeden satte derefter sagen i rette og henviste til kgl. Forordning af 30. april 1734 og reskript af 3. december 1734 og forordningen for sabbattens helligholdelse. Herredsfogeden lod derefter være op til Henrik Falch at dømme. De indstævnte ville udbede sig tid til at overveje om de skulle svare skriftligt på anklagen på næste ting.
DOM – pag. 214b
Amtsforvalter Schrøders sag mod bønder og udbyggere i Nørre herred for ulovligt at have indtaget udmarksjord. Det var fra Klemensker: 2. gård Rasmus Rasmussen, den 6. gårds udbygger Hans Jacobsen, den 25. gårds udbygger Hans Larsen, den 26. gårds udbygger Svend Hansen, den 27. gårds udbyggere Niels Hansen og Lars Larsen. Fra Rutsker den 19. selvejer Svend Hansen, den 27. gårds udbygger Jørgen Carlsen og fra Olsker den 6. selvejer Christopher Hansen, som senere blev fritaget på amtmandens ordre, og udbygger Hans Hansen på Lyngen, udbygger Jens Lassen på Haldegaardsgrunden, samt løjtnant Peter Icomand. Senere blev tre udbyggere fra Rø, nemlig Ole Pedersen og Niels Madsen på den 7. vornedgaards grund og Peder Nielsen på den 15. gårds grund.
De havde alle tilstået at de havde fået forbud på kirkestævnerne mod at flytte deres gærde. Rasmus Mogensen og Svend Hansen havde indgivet kontrastævning og angivet hvorfor de havde gjort det. Dommeren mente at de var blev advaret og ved rentekammerets ordre forbudt deres handlinger, hvorfor de skulle miste deres selvejerrettighed. Efter kgl forordning af 28. juli 1739. Amtmandens ordre om at Christopher Hansen skulle fritages, måtte dommeren følge. Udbyggerne skulle efter forordningen dømmes til at miste deres huse til kongen og at arbejde på Bremerholm, men efter seneste forordning af 21, november 1739 skulle de afsone deres dom på nærmeste fæstning, som er på Christiansø. Underskrevet og med herredsfogedens signet stadfæstet.
8. april 1740 – pag. 215a
Erich Pedersen fra Bakkegaard i Olsker mødte på vegne af Christopher Hansen på Brogaard og stævnede sognepræsten Christian Lassen Mahler for gæld. Mahler var ikke mødt. Sagen udskudt til næste ting.
22. april 1740 – pag. 215b
Læst oberjægermesterens resolution af 1. december 1739 ang. selvejerskovene såvel som tørveskær på kongens mark.
Læst oberløjtnant og nuværende amtmand Cronenbergs skrift om at ingen af begge køn må rejse fra landet uden oberst Cruses pas.
Erich Pedersen mødte på sin broder Christophers vegne og ville høre om præsten ville svare på gældsfordringen. Præsten var ikke mødt. De to stævningsmænd blev afhørte og de fortalte, at da de stævnede præsten var han i København og hans hustru havde bedt om at de ventede til hendes mand kom tilbage. Men hun havde sagt, at det godt kunne passe at hendes mand skyldte Christopher 20 sld. Erich Pedersen lod derefter sagen udsætte.
Henrik Falch som var beordret byfoged i Rønne havde fået amtmandens ordre til at føre en inkvisitions-forretning vedr, det strandede Stockholmske skib ”Haabet” den 20 november 1738. Herredsfogeden Poul Eskildsen havde fået ordre til at føre undersøgelsessag vedr. skipper Carl Strupses (?) skibskiste, der skulle være opbrudt den 20. november. Som vidner var indkaldt Gotfred Nielsen, hans hustru Boel Andersdatter og datteren Catrine alle fra Rø sogn, Niels Ibsen, hans kone Anna, Vellem Poulsen fra Rø, Mikkel Pedersen på Baadstadgrunden i Rø, Didrich Henningsen af Olsker, Anders Løfungsen og Rasmus Olsen i Tejn.
Gotfred Nielsen vidnede at da han i 1738 var i arrest i Tejn vagtboe, så kom der jævnligt folk fra vraget ind i vagtboeet for at varme sig, så faldt der jævnligt snak om vraget. Der var en der sagde at i skipperens kiste var der mange penge i. Men han kunne ikke huske, da det var så længe siden. De to der havde vagten kunne bevidne, at Gotfred Nielsen ikke havde være udenfor vagtboet eller ved vraget. Andet vidste Gotfred Nielsen ikke om vraget eller strandingen. Det havde været en historie, som Gotfred Nielsen havde fortalt til andre med detaljer om, at kisten var blevet slået i stykker og at pengene utalte var blevet fjernet. Gotfred Nielsen kunne ikke bekræfte disse detaljer.
Gotfred hustru Boel Andersdatter havde været ved Tejn Vagtbo den morgen kl. 5 tidlig samme dag hvor strandingen var sket om natten. Hun var så gået ned til stranden, hvor der var mange mennesker forsamlet. Hun så at nogle af skibsfolkene var krøbet op i ”tachelet” og der var en død der lå på strande, Da så hun en kiste der var kommet i land. Der var hul i den ene ende, men om det var sket inden den kom i land eller om den for eksempel var slået i stykker på klipperne, kunne hun ikke sige. På spørgsmål om hun havde fortalt en historie om, at kisten var blev slået itu på land og at der var taget utalte penge derfra, svarede hun nej.
Gotfred Nielsen fortalte at hans datter Catrine ikke havde været tilstede og intet vidste, da hun var i tjeneste på Kraagegaard i Rø. Hans anden datter Elne var kun 12 år og vidste intet om strandingen.
Herredsfogeden påpegede at Gotfred Nielsen og hans hustrus fortælling ikke stod til troende og at han derfor ville føre vidner ”mod deres mund”.
Niels Ibsen fortalte at han ikke havde hørt historien fra Gotfred Nielsen eller hans hustru og han for øvrigt intet vidste om strandingen. Niels Ibsens hustru, som også var indkaldt kunne ikke rejse i sin tilstand.
Vellem Poulsen fra Rø fortalte at Gotfred Nielsens hustru havde fortalt historien kort før jul hos Niels Ibsen, at hun blandt andet den morgen fra kl. 5 og til kl. 10 var gået op ad Steenbækken mod stranden til Vagtboen. Hun fortalte, at hun havde set folk stå ved kisten og delte penge i bunke i Steenbækken, hvor vraget stod tæt ud for. I stuen var Gotfred Nielsen og Niels Ibsen, da havde Gotfred sagt, at hvis man fortalte den historie, ”kunde mand faae den noch at bestille”. Han angav hvem der ellers havde været i stuen og hørt historien. Det var Vellem Poulsens broder Hans Poulsen og vidnes moder Kierstine Hartvig ?, Karne Anders Mogensen, Niels Øbers hustru Berta Niels Øbers. Disse vil herredsfogeden indkalde.
Gotfred Nielsen på egne og sin hustrus vegne spurgte Vellem Poulsen, hvilken dag og måned dette passerede. Vellem svarede at han ikke vidste præcis hvilken dag i måneden det sket, men hvis han skulle svare på flere spørgsmål, måtte Gotfred stævne ham til tinget. Gotfred Nielsen er bød straks at gøre ed på, at Vellem Poulsen havde vidnet falsk mod ham og hans hustru. Herredsfogeden kunne ikke tillade edsaflæggelse. Sættedommeren ligeså, da de som vidner allerede havde afgivet ed på sit vidnesbyrd. Hvis Gotfred Nielsen ikke var tilfreds, så kunne han stævne Vellem Poulsen for falsk vidnesbyrd mod ham. Gotfred sagde, at han og hans hustru intet ejede som følge at en højesteretsdom, så det var umuligt for dem at føre sag.
Næste vidne var Michel Pedersen på Baadstadsgrunden i Rø, Didrich Henningsen og Anders Løfuingsen i Olsker, Hans Petersen og Mads Møller i Rø sogn og Rasmus Olsen i Tejn.
Michel Pedersen fortalte at noget efter vraget var bjerget, var han på arbejde hos Didrich Henningsen i Olsker, hvor han fik 2 røde stykker brædder som kunne være af eg og stammede fra en dør eller en kiste. Han var overbevist om, at stykkerne kunne stamme fra vraget. Didrich Henningsen vidste intet om skipperens kiste eller om vraget.
Anders Løfuingsen havde tidligere blev afhørt om vraget og kunne ikke tilføje nyt.
Hans Pedersen og Mads Pedersen Møller samt Rasmus Olsen fra Tejn, der alle tre skulle have haft vagten, da Gotfred Nielsen sad i arrest i vagtboet. De sagde, at de først fik kendskab til vraget kl. 10 a 11 om formiddagen og havde ikke noget at berette om vrag eller kiste. Sagen udsat således at flere vidner kunne indkaldes. Niels Ibsens hustru skulle afhøres, da hans vidnesbyrd ikke stemmer overens med Vellem Poulsens.
I sagen om helligbrøde aflagde Jens Madsen og Anders Pedersen på egne og adskillige andres vegne et skriftligt indlæg i sagen. Herredsfogeden kaldte indlægget ubetænksomt og bad om at få udskrift af det, således han kunne svare på næste ting.
6. maj 1740 – pag. 218a
Læst et pantebrev på 40 sld. kurant mønt af 12. april 1740 udstedt af Hans Larsen Smed boende udfor den 3. gårds grund i Klemensker til Christopher Hansen, boende på den 6. selvejergaard i Olsker, med forsikring i hans 10 stolperums store hus hvor der også er en smedie, med blusebænk, armbolt, skruestokke, sperhage og alle løse redskaber.
Læst et pantebrev på 250 sld. udstedt 2. maj af Hans Abrahamsen i Klemensker på den 44. gård til Andreas Kofoed, køb- og handelsmand i Rønne mod pant i gården.
I helligbrødesagen startet af Hans Mahler lod herredsfogeden indkalde Jens Pedersen og hans hustru på Bakkegaarden for at have holdtfastelavnsgilde med skyderi og drikken nu sidste fastelavnsmandag og for at have forsøgt kirken fastelavns søndag, onsdagen derefter, samt søndagen og onsdagen derefter igen. Vidner der blev indkaldte havde alle deltaget i gildet: Peder Larsen på Vævergaard, Jens Andersen i Kildesgaarden, Hans Olsen udbygger på Mogens Jensens grund i Bækken, Ole Larsen ungkarl og Jens Madsen på søndre Kirkebos grund alle fra Olsker.
De to bønder Peder Larsen, Vævergaard og Jens Andersen, Kildesgaard sagde, at de ej havde været til noget skydegilde og havde heller ikke skudt den dag. Jens Andersen havde dog sammen med Peder Larsen taget imod indbydelse fra Hans Mortensen på Bakkegaard. Der var desuden Ole Olsen fra Bredsensgaard og Hans Jørgensen fra Rø. De havde siddet ”ganske stille og skiønligt og røgte en pibetobak uden nogen drik og fylderi” i 2 a 3 timer. Imidlertid var Anders Pedersen i Bækkegaarden og hans broder Hans Jørgen fra Rø ude i gården og skød 2 a 3 skud med løjtnant Hans Mortensens bøsse, som de ville prøve. Peder Larsen sagde, at han ikke havde været i Jens Pedersens stue, medens Jens Andersen havde været inden om døren og blevet beskænket for 1 sk. Brændevin.
Hans Olsen og Ole Larsen havde været hos Hans Mortensen og ikke hos Hans Pedersen. De fire første vidner kendte ikke til Jens Pedersens var i kirke.
Jens Pedersen, hans hustru og Jens Madsen blev pålagt at møde på næste ting.
Præstens Mahlers skriftlige indlæg om gældsfordringen blev læst og på skrevet. Erich Pedersen på Christopher Hansens vegne fremlagde et skrift på slet papir fra præsten dateret den 13. oktober 1738. Der var vedhæftet stempelpapir for en halv rigsdaler. Erich Pedersen mente at sagen var klar og at han ikke behøvede at argumentere yderligere end at mene, at præsten skal betale og renter, samt sagens omkostninger. Sagen udskudt til næste ting.
Henrik Falch nedsatte sig i dommersædet i sagen hvor sandemand Anders Pedersen og adskillige andre var anklaget af præsten for helligbrøde. Tidligere havde sandemanden på egen og de øvrige anklagedes vegne afgivet skriftligt indlæg. Ingen yderligere havde noget at indvende.
Herredsfogeden havde indkaldt flere vidner i sagen om den svenske skipper Carl Strups skibskiste. Det var Hans Poulsen, Kierstina Poul Hartvigs, Karne Anders Mogens og Grethe Niels Øbers alle fra Rø sogn. De var indkaldt til at vidne om Gotfred Nielsens og hustrus udtalelser om kiste.
Første vidne var Hans Poulsen fra Rø, der i vinters havde været hos udbygger Niels Ibsen boende på 15. gårds grund i Rø sogn, hvor Gotfred Nielsen og hans hustru nu ”var til huseværelse” (altså boede). Gotfred Nielsens hustru havde fortalt, at hun efter den nat, hvor det svenske skib strandede ud for Stenbæk, så var hun på vej til Tejn ”Vagte bo”, hvor hendes mand var arresteret, Vagtboet var tæt ved der hvor skibet strandede. Hu fortalte at hun havde siddet og ”lagt i kakkelovnen, hørte hun et skrig hvor over hun gik ud at see sig om og kom saa til Steens Bekken, hvor hun saa nogle Mandspersoner der havde en lodkiste mellem sig og der af dere penge og skaffed den utalte”.
Kierstene Poul Hartvig af Rø sogn fortalte at hun af Gotfred Nielsens mund en mandag før jul, da hun kom til Niels Ibsens for at låne en sæk, at Gotfred Nielsen var arresteret i Tejn Vagtbo den nat som det svenske skib strandede ud for Stenbæk. Hun sad om morgenen og skulle lægge i kakkelovnen da hun hørte skrigen og råben, hvorfor hun gik ud og så at folk stod med skippers kiste og delte penge. Hun havde dog ikke hørt navne på disse mænd. Gotfreds ene datter Elne havde sagt om hun havde været til alters, så ville hun havde fortalt og vidnet derom. Niels Ibsen havde sagt som gensvar ”at dit vidne er lige got udi saadan en sag som en ære og livssag”. (svært at læse, men) Niels Ibsen kunne nok mene, at der var noget om snakken og til vidnet havde han sagt, at du kender nok den snedker som gjorde kisterne til de døde folk. Niels Ibsens hustru sagde dertil at de havde behov for at arbejde mere det år. ”Ydermere havde vidnet paa en anden tid derefter hørt af Gotfred Nielsens hustrus mund til Anders Mons lige saadan som hun for vidnet til Niels Ibsen havde fortalt og vidnet omvundet haver, nemlig at der var folk ved Skipperens kiste, som var Rød, hvor da at vidnet spurte Gotfred Nielsens hustru om folkene gav sig tid at telle pengene ud af skipperens kiste, hvortil Gott: Niels. Hustru svarede vidnet at bemelte folk icke talte pengene som var i formt. Kiste, mens delte dem i bunketal, hvor da at vidnet stilspurgte Gotfreds Niels hustru samme tid om hun icke kunde kiende nogen af dem som var udi bemt. pengedeling af skipperens kiste, hvortil Gotf. Niels hustru svarede vidnet om det icke nok kiende en person boende i Olsker sogn, som havde bekommet sin gift..(?) i Rø Sogn, som havde bekommet en af bagens døtre til Egte, samme bagens døtremand holt om den ene ende af kisten midlertid samme passerede, Ydermere sagde Gotfred hustru til vidnet at de bare støckerne ned til starnden og smed dem i hafbredden, end og bekiende Gotfred N. hustru for vidnet at hun kiendte og vidste hvem der fandt paa stedet, som den havde omgaads med skipperens kiste paa stedet 3de halve lispund støker danske penge, og der hos paa vidnets tilspørgsel sagde Gotfred Niels hustru og svor ved sin siel oc sallighed at hun villde tilstaa det som hun for vidnet havde udsagt for øvrigheden”.
[Hentydningen om ægteskab med ”bagens døtre” kan være Store Bakkegaards Marte, som blev gift med Erich Pedersen]
Karne Anders Mons og Grete Niels Øbers bevidnede i alle måder det som Kierstine havde sagt, undtagen det som hun havde fortalt, skete et andet sted.
Herredsfogeden ville ikke stille flere vidner, men fik et tingsvidneudskrift af afhøringerne til landets øvrighed.
20. maj 1740 – pag. 220a
Niels Mogensen af Hasle mødte på sin søn skipper Niels Nielsens vegne og stævnede snedker og ungkarl Michel Pedersen fra Rø for gæld på 5 daler 1 mk 8 sk. Michel Pedersen var ikke mødt.
Sognepræsten Mahler i sagen om fastelavnsgildet hos Jens Pedersen på Bakkegaard. Jens Pedersen fortalte, at det skyderi var fordi Hans Mortensen ville sælge sin bøsse og at den blev afprøvet, som nævnt på sidste ting. Jens Pedersen og hans hustru var ikke i kirken fastelavns søndag på grund af at de var sengeliggende. Han havde været i Allinge kirke til en senere lejlighed. Hun kunne ikke mindes, at han havde svigtet kirken i fire efterfølgende gudstjenester.
Mht Jens Madsen fra Søndre Kirkebos grund i Olsker der også skulle have været til fastelavnsgilde, så oplyste Jens Pedersen at Jens Madsen var tilsagt til tærskearbejde den dag.
3. juni 1740 – pag. 221a
Læst kgl. Plakat om farten på Grønland, dat. 9 april 1740
Læst kgl. Forordning ang. et kgl Collegium medici oprettelse i København dat. 22 maj 1739.
Udg. Forordning om en ny pensionskasse for landmilitær etats enker og børn, dat 25. april 1740
Udg. Kgl. Plakat og nærmere anordning om skatterne på landet i Danmark, dat. 29. april 1740.
Mødte Poul Pedersen af Rutsker i retten og havde stævnet Jens Pedersen i Rutsker for gæld og regnskabsaflæggelse. Jens Pedersen var ikke mødt.
I sagen hvor sognepræsten Mahler havde anklaget Jens Pedersen for ikke at have været i kirken. Jens Pedersen erkendte sin udeblivelse ifølge forordningen og tilbød at betale 2 mark inden sankt hans dag til Poul Eskildsen. Med hensyn til hans hustru kunne han bevise, at hun havde været svag og derfor havde lovligt forfald. Herredsfogeden mente ikke at der var beviser for at Jens Pedersen havde afholdt fastelavn, hvorfor sigtelsen blev frafaldet.
I sagen mellem Christopher Hansen og sognepræsten om gæld, var sagen nu så gammel, at herredsfogeden måtte afsige dom selv om at præsten ikke havde forsvaret sig. Dommen afsagt umiddelbart.
DOM – pag. 221b
Cristopher Hansen havde gjort krav på en gældsforpligtelse på sognepræsten Mahler den 8. april 1740. Først den 6. maj havde præsten svaret skriftligt at han skyldte 20 sld., hvilket blev bevist af Christophers bror Erich Pedersen ved en attest fra 13. oktober 1738. Dommen lød at Præsten skulle betale med renter 21 sld 2 mk 8 sk. Og 2 sld til sagens omkostninger.
17. juni 1740 – pag. 222a
Læst et pantebrev udgivet den 23. maj 1740 af Hans Hansen på Heslegaard i Olsker, som er den 2. frivornedgaard til ungkarl Jens Pedersen (?) Rosendale for et lån på 80 sld. med pant i Heslegaard.
Sagen hvor skipper Niels Nielsen i Rønne havde stævnet Michel Pedersen i Rø for gæld var ingen mødt, hvorfor der blev afgivet frist til næste ting, hvis ikke sagen skulle frafaldes.
Dernæst Poul Pedersen af Rutsker i sagen mod sin bror Jens Pedersen i Rutsker. Jens Pedersen var ikke mødt. Hvis han ikke mødte på næste ting, så ville han blive dømt til at betale hvad Poul Pedersen krævede.
Henrik Falch var blevet beordret dommer afsagde dom i sag, som skal indføres i protokollen. Herredsfogeden ville have dommen beskrevet, således at amtmanden kunne overveje om dommen skulle appelleres til højere ret.
DOM – pag. 222b
I sagen om ulovligt krohold hos Jens Madsen og at han ikke havde været i kirken. Desuden var sandemand Anders Pedersen anklaget sammen med Bodel Lenner som var hos Anders Pedersen, degnens tjenestepige, Jens Monsen på Skomagergaarden, Jørgen Jørgensen i Maagaarden, Hans Hansen på Heslegaard, Svend Mogensen boende på Jens Mogensens grund og Peder Hansen boende på Pilegaardens grund. Jørgen Jensen var gået ind til sognepræsten den søndag og præsten havde bedt ham om at følge ham til Jens Madsen hvor der var julegilde, osv (som omtalt ved tingets afhøringer)
Dommeren kendte for ret, at Jens Madsen og Anders Pedersen uden lovlig grund havde forsømt prædiken og skulle dømmes efter forordningen af 12, marts 1735. De andre indstævnede frikendtes, da der ikke er bevist, at der skulle være foregået julegilde.
Jens Madsen kunne dog ikke frasige sig, at han havde haft krohold, hvorfor han dømtes at betale 2 sld og betale sagens omkostninger. Underskrevet H. Hendrichsen Falch.
1.juli 1740 – pag. 222b
Læst et pantebrev af dato 30. juni 1740 ang. at Peder Hansen på den 26. selvejergaard i Klemensker har lånt 200 sld af Andris Kofoed i Rønne mod pant i den 26. gård. Et pantebrev af 18. september 1728 blev kasseret.
Peder Steffensen af Østermarie sogn stævnede Christian Steffensen af Rø sogn for gæld på 14 sld. 1 mk 6 sk. Og som tillæg krævede han 3 sld 2 mk som han havde betalt Henning Rask i Svaneke for sin broder, i alt 17 sld 3 mk 6 sk. Christian Steffesen havde meddelt stævningsmændene, at han ikke ville møde i retten, da han ikke skyldte sin broder noget. Sagen udsat.
Poul Pedersen af Rutsker havde stævnet sin broder Jens Pedersen. Sagen var blevet venligt forliget. Jens havde indvilget i at betale sin bror 4 sld. 2 mk.
Sagen mellem kaptajn Niels Nielsen og Michel Pedersen blev ophævet.
15. juli 1740 – pag. 223b
Peder Hansen på den 26. gård i Klemensker vedstod pantebrevet af dato 30. juni 1740 og ophævelsen af et ældre brev af 18. september 1728.
Sagen mellem brødrene Peder og Christian Steffensen blev ophævet, da de var blevet venligt forliget.
22. juli 1740 – pag. 223b
Amtsforvalter Schrøders tjener Christen Pedersen Dam mødte og stævnede udbygger Jens Hansen på Dyngegaardens grund i Klemensker for lejermål i hans ægteskab med Anna Olsdatter fra Klemensker. Anna Olsdatter var ligeledes stævnet. Ingen af dem var mødt.
5. august 1740 – pag. 223b
Læst kgl. Konfirmation fundats til en almindelig enkekasse for den sekulære stand i Danmark og Norge, dat 6. maj 1740.
Læst rentekammerets ordre af dato 11. juni 1740 om at Bornholms land måtte indføre 1000 tønder rug og 1000 tønder malt fra fremmede steder og udenrigs, til samme told som ved indenrigsindførsel.
Kgl patent om at alle fra landmilitær-etaten, af takkede underofficerer og gemene får livs- og naadesbrød enten af garnisonens regimentet eller fra krigshospitalets ladegaard. Hvis de tiggede, skulle de dømmes til fæstningsarbejde på livstid.
Læst kgl. Plakat om at intet korn måtte udføres til fremmede steder indtil september måneds udgang.
Jens Hansen snedker og Anna Olsdatter indfandt sig i sagen, hvor de var anklaget for lejermål. Anna udlagde Jens Hansen som barnefaderen til hendes uægte barn. Jens Hansen erkendte, at han havde haft legemlig omgang med Anna, men han vedkendte ikke være barnefaderen. Da det skete, var han i ægteskab med sin hustru. Amtsforvalteren kunne ikke se, at Jens Hansen kunne befri sig for anklagen, da han havde vedkendt at have legemlig omgang med Anna. Sagen gik til doms.
Kgl. By og herredsfoged i Rønne og Vesterherred producerede et skriftligt missive fra konstitueret amtmand Johan Cronenberg at han skulle dømme i sag mellem amtmanden og Gotfred Nielsen. Amtmanden havde pålagt Jesper Hansen fra Allinge at føre hans sag mod Gotfred Nielsen. Jesper Hansen stævnede Gotfred Nielsen for et skrift han havde uddelt over hele landet. Vidner blev indkaldte.
Første vidne var Jens Hansen fra Olsker, han fortalte at Gotfred Nielsen kom i ”dømmel ugen” (uge med vintervejr i april) efter solens nedgang og ville have husly. Om aftenen viste Gotfred et brev, som vidnet ikke kunne læse, men det blev læst at hans søn Hans Jensen ”saa vit han kunde”. Det handlede om Hr. Gerlach skulle komme tilbage. Gotfred havde ikke sagt noget om, hvem der havde skrevet og konciperet brevet.
Næste vidne var Lars Pedersen af Rø, som fortalte at Gotfred Nielsen var kommet en vinterdag og ville have hans underskrift på et skrift om Gerlach. Vidnet ville ikke underskrive og han kendte ikke oprindelsen af skriftet og han havde ikke noget at klage over på landets øvrighed. For øvrigt gav vidnet Gotfred et halvt rugbrød.
Hans Jørgen fra Rø fortalte at Gotfred havde været hos ham efter jul og bad om underskrift, som stammede fra Gerlachs hustru. Vidnet læste lidt i det, men da der var ”saa synderlige ord i det” huskede han ikke hvad der stod. Han underskrev ikke, da han ikke kendte noget til sagen, som jo handlede om en præst i Vestermarie. Han kunne ikke se hvad der var ret eller uret. Han havde set at brevet var underskrevet af Poul Aretsen, Aret Poulsen og Svend Bertelsen. Vidnet havde intet at klage over, hverken oberst Cruse eller oberstløjtnant Cronenberg, som nu var øvrighed på landet.
Hans Rasmussen fra Rø. Gotfred Nielsen kom ridende til hans hus og ville have skriftet underskrevet. Hans Rasmussen havde hørt ham i Rø kirke, da de var præsteløse. Han prædikede meget hårdt. Han havde ikke underskrevet brevet, men det havde Jens Pedersen på Hallegaard i Rø. Han sagde også at han ikke havde noget at klage over øvrigheden.
Esber Nielsen fra Klemensker havde svaret Gotfred, at han ikke kunne læse skriftet, hvorfor han ikke kunne skrive under. Gotfred havde fortalt, at brevet havde til hensigt at beholde Gerlach i landet. Esber Nielsen sagde at han intet havde at klage over oberst Cruse.
Peder Andersen af Rutsker fortalte at Gotfred Nielsen havde været hos ham, men de havde ikke talt om brevet. Men Peder Andersen havde givet ham et brød og at Gotfred var på vej til Svend Hansen for at ligge natten over.
Mogens Pedersen fra Rutsker fortalte at Gotfred Nielsen besøgte ham Himmelfartsdag, men ikke nævnt noget om et brev. Men han fik et kagebrød til sine fattige små børn, som trængte til det, fordi hans gård var taget fra ham. Hvem der havde gjort det, sagde han ikke.
Didrich Henningsen af Olsker havde læst brevet som Gotfred var kommet med, men som han ikke forstod, hvorfor han ikke havde underskrevet. Han havde heller ikke noget at klage over.
Adam Kofoed fra Olsker fortalte at Gotfred kom og skulle hilse fra Gerlachs hustru i Vestermarie og viste ham brevet. Gotfred fortalte, at det var et brev med bøn til kongen for Hr. Gerlach at han skulle benåde ham et kald. Brevet var ikke for at klage over øvrigheden, men kun for at hjælpe ham. Adam Kofoed havde læst brevet og fandt at det var mod øvrigheden, hvorfor han ikke ville underskrive. Gotfred så mindelig bad ham om det, hvorfor han så underskrev. Men han havde intet at klage over øvrigheden. Han kendte to andre underskrivere, nemlig Poul Arestsen og Arest Poulsen fra Vestermarie. Gotfred Nielsen mindede Adam Kofoed om at han frygtede øvrigheden, da han boede på kongens gård.
Hans Jensen fra Olsker fortalte at Gotfred kom til hans fader Jens Hansen. Egentlig vidste han ikke andet, at brevet var til at Gerlach kunne blive på landet for undersåtternes bedste. Faderen havde ikke skrevet under.
Jesper Hansen producerede en skriftlig attest fra den 6. maj 1740 som var underskrevet af de 8 stokkemænd. Stokkemændene skulle bekræfte indholdet, hvilket blev læst op, da mange af dem ikke kunne læse. Gotfred Nielsen protesterede over attesten, da han var blevet indkaldt som vidne til strandingen af det svenske skib, men han kunne ikke vide noget, da han sad arresteret i Tejn Vagtbo og sagde, at ”saadanne unødvendige kald og varsler kaster Cronberg ham paa, Jeg som er en fattig tigger oc gaar omkring oc betler mit brød, maa icke have fred i landet for stefnemaal som icke giør noget ont”. Gotfred fortalte at efter han havde aflagt sit vidnesbyrd, så mente han, at han var færdig, hvorfor han gik ud af kammeret (retsstuen) og købte sig et krus øl og en brændevin af herredsfogedens hustru. Imidlertid havde herredsfogeden udspurgt Gotfred Nielsens hustru. Herredsfogeden havde holdt ham tilbage for at gå hjem og stillet ham spørgsmål om hvad det var for et brev han gik rundt med. Gotfred havde sagt: ”Ieg icke andre brev hafde med mig i landet end jeg jo torde bære dem frem for vor naadige herre oc konge, oc for deres skamfulde domme som de hafde gifuet paa mig her paa landet motte ieg nu gaae oc betle mit brød til mig oc mine fattige børn oc konne, mens dog saa tacher ieg dend aller høyeste gud oc min allern. Arfve herrer oc konge Kong Christian den 6te, store Monach oc naadigste konge oc vor hans kongl. Naade forstrechte mig min sag til høyeste Ret, oc der fich ieg en fri dom som var Retfærdig, oc som tilspørger ieg sambtlige Stochemend om de kand fragaa at jeg jo var fra retten skeldret efter mit kald oc Varsel, oc om de kand sige at ieg var stefnet til at høre paa det spørgsmål efter oberstlieutnant Cronbergs ordre.”
Stokkemændenen huskede at herredsfogeden havde spurgt ham om brevet, men det var sket i Cronbergs navn og at han ikke var stævnet til at svare. Jesper Hansen spurgte da stokkemændene om Gotfred Nielsen den 22. april havde ”giort Larm og bulder”. Stokkemændene svarede at Gotfred havde sagt ”at det kom herredsfogeden ikke ved”
Gotfred blev spurgt om hvem der havde skrevet brevet. Det vidste Gotfred ikke, men han sagde, at medens han gik rundt i landet og bad om brød som en tigger, så var han kommet til Vestermarie of spurgt Gerlachs hustru om husly i glugecameret (?) Da havde Gerlachs hustru spurgt om han ikke ville låne en hest mod at han tog et brev med rundt, som folk kunne læse og underskrive hvis de ville. Det var et venligt brev til kongen, så han kunne roligt tage det med sig i sin tiggergang.
Gotfred Nielsen ville have en genpart af alt hvad de havde ført ved retten – uden betaling. Det blev ham nægtet med mindre han kunne komme med stemplet papir eller tilladelse til at få den på slet papir og uden betaling.
Der blev udfærdiget et tingsvidne og sagen var slut.
19. august 1740 -pag. 227b
Intet
2.september 1740 – pag. 227b
Dom afsagt i lejermålssag mod Jens Hansen Snedker i Klemensker begået i ægteskab.
DOM – pag. 227b
Amtsforvalter Schrøder havde stævnet udbygger Jens Hansen Snidker på Dynggaardsgrunden i Klemensker for begået lejermål med Anna Olsdatter, Begge var mødt på tinget. Anne Olsdatter bekendte lejermålet. Jens Hansen bekendte legemlig omgang med hende men ikke at han skulle være fader til barnet. Dommen lød at han skulle straffes med sin yderste formue efter lovens pag. 945 art. 24 samt udstå kirkens disciplin og betale sagens omkostninger 2 sld.
16. september 1740 – pag. 228a
Anders Larsen Krack var pålagt at føre sag for nuværende amtmand Cronberg efter angivelse fra sognepræsten Opdal i Klemensker den 17. august. To udbyggere på Dyngegaards grund skal have en søndag nat læsset tørv på deres vogne som tilhørte Anders Jørgensen på Kiempegaard. De to udbyggere var Jens Hansen Snedker og Mads Pedersen og som nu blev stævnet, tillige med Anders Jørgensen. Som vidner blev indkaldt Jørgen Jørgensen på Bjergegaardsgrunden, Peder Larsen på løjtnant Kofoeds grund, Peder Larsen på Bachegaardsgrunden, Joen Erichsen på Tørregaardsgrunden og Jens Pedersen samme sted.
De to sigtede var mødt, men uden deres hustruer, som også var indkaldte. De havde ikke svar på præstens angivelse, men kunne ikke vedstå, at de havde taget tørv fra Anders Jørgensen.
Vidnet Jørgen Jørgensen på Bjergegaardsgrunden og hans hustru Karne, Peder Larsen på løjtnant Kofoeds grund og hans hustru Karne, Peder Larsen på Lachegaardsgrunden og hans hustru Sarra, Joen Erichsen på Tyregaardsgrunden og hans hustru Kierstine og Jens Pedersen samme sted og hans hustru Elne alle fra Klemensker. Ikke alle hustruer var mødte. Vidnerne blev separerede.
Alle vidner bekræftede at de havde set at de to havde båret halve tørv til vognen. De havde budt god nat, men havde fået gensvar, at det ikke var nat, men morgen. De havde også sagt, at de tog ikke deres tørv, så de kunne ikke have noget imod det. Vidnerne ville angive det for Anders Jørgensen, som ikke havde givet lov. Anders Pedersen havde senere tigget om nåde og eftergivelse. Anders Jørgensen havde sagt, at det var hans tørv og at de burde ikke slippe billigere end 10 daler. Men de blev forenede med Anders Jørgensen således, at de hver i sær skulle køre tre læst tørv op til ham. Men han ville ikke blande sig i, hvad der var kongens sag.
Alle vidner fortalte den samme historie og der havde været bud til andre, at være med til tørvetyveriet i mosen, men de havde undslået sig. Det var hustruerne til de to, der havde forhandlet med Anders Jørgensen om et forlig.
Den anslåede værdi af de to læs tørv var 1 mark 4 skilling.
Joen Erichsen fortalte at det havde været Karne Jørgen Jørgensen, som var kommet til ham og bad ham gå med til tørvemosen fordi de skulle stjæle tørv. Han gik med og naboerne kom også. Men der var ingen, så de gik hjem. Et stykke tid efter kom Karne igen og sagde, at det var tids da de havde kørt vognene frem ved Anders Jørgensens tørvebane. De de to havde læsset deres vogne, så gik vidnet sammen med begge Peder Larsen’er og Jens Pedersen hen til Jens Hansen og Mads Pedersen og spurgte hvorfor de stjal tørv. De to bad dem om at blande sig udenom, da der ikke gik noget fra dem. De ville køre tørvet bort, men de forhindrede de og sendte bud efter Anders Jørgensen, som kom. Senere kom de to tørvestæleres hustru og der var et skænderi mellem Jens Hansens hustru og Anders Jørgensen. Mads Pedersens hustru var mere rolig og bad om nåde, da de kun var fattige folk i stor nød og trang for hungers skyld. De blev til enighed og at Mads Pedersen skulle køre tre læs tørv om til ham og Jens Hansen 2 læs.
Alle vidner blev spurgt om de kendte til at de to var berygtede tyve eller om de havde begået horeri. Der var ingen tyverygte, men alle kendte til Jens Hansen snedkers lejermål i ægteskabet og at han lige var blevet dømt.
Krack ville have at Anders Jørgensen førte tørven, som de to havde stjålet, til Hasle på næste tingdag. Det skulle vurderes inden der skulle dømmes i kongens sag om tyveri.
Anders Larsen Krack fremlagde en klage eller angivelse fra Peder Mogensen på 5. vornedgaard til konstitueret amtmand Johan Cronberg. Der var adskillige boskabsvarer som var blevet stjålet. Ved ransagning havde de fundet (drejebænk og spande) hos Jørgen Jørgensen i Maagaarden, Ting som corporal ved nørreherred kompagni Anders Davidsen havde solgt ham. Anders Davidsen, som boede på den 17. gård i Rutsker, havde tilstået dette. Så som Peder Mogensen var en fattig kongens bonde, så havde amtskriveren ved resolution forfulgt sagen. Peder Mogensen havde fået alle sine stjålne sager tilbage. Amtmanden havde pålagt Krack om at føre sagen.
Anders Larsen Krack stævnede Anders Davidsen, som boede på den 17. gård i Rutsker, angående gods som var stjålet fra Peder Mogensen i Rutsker. Det drejede sig om en drejebænk, en spade og en jernnagle. Tingene skulle Davidsen have solgt til Jørgen Jørgensen, hvor de blev fundne. Anders Davidsen havde tilstået. Som vidner blev følgende indstævnet: Sandemand Hans Olsen Sonne, Hans Jensen, Jens Clausen og Anders Rømer og Hans Didrichsen og Anders Tommes alle fra Rutsker, og fra Olsker Jens Wefstsen.
Anders Davidsen skulle være syg, så han ikke kunne komme.
Sergent Anders Rømer blev spurgt om han havde købt nogle drejeseler og et gl. hammelreb af Anders Davidsen. Det bekræftede Rømer og han sagde, at Davidsen havde sagt, at han havde fået det af Mads Jacobsen i Sandvig.
Anders Thommesen fra Rutsker havde mistet en nauver (naver – bor med skeformet skæreflade med stang med tværstang), men hørte fra folk, at sådan en fandtes på Maagaard, som Anders Davidsen skulle have solgt dertil. Til næste ting skal dette bor fremvises for at se om det er Anders Thommesens.
Sandemand Hans Olsen Sonnes indberetning til Cronberg af dato 1. august som omhandler ransagningen. Sandemanden vedstod alt, hvad der stod i denne indberetning.
Peder Mogensen blev bedt om at fremlægge alle de ting der var blevet stjålet for vurdering.
Peder Mogensen havde indgået forlig med Anders Davidsen, men han havde ikke modtaget penge.
Anders Davidsen skulle møde på næste ting, det samme skulle de udeblevne vidner.
30. september 1740 – pag. 231b
Læst kgl. Forordning om at indtage udmarksjorde på Bornholm og at rive lyng og hugge enner indenfor de nedsatte stene i Almindingen, dat. 28. juli 1739.
Holstførster Mathias Kettelsen bad om at få valgt 8 forstandige mænd til at syne herredets skove efter skovforordningens 16. art.
Krack i sagen mod Anders Davidsen i Rutsker fortsatte Krack med afhøringerne. Jørgen Jørgensen som boede på Maagaard i Rutsker (8. vg.) blev spurgt om han kunne bevise, at han havde købt de omtvistede genstande (drejebænk, jernnavle og spade) af Anders Davidsen. Jørgen Jørgensen sagde at han ville bevise det til næste ting. Jørgen Jørgensen fortalte at den nauver, som han havde, var blevet synet af Anders Thommesen, og var blvet genkendt som hans.
Anders Davidsen var atter udeblevet fra tinget, hvorfor herredsfogeden skulle sørge for at han kom til næste ting.
I sagen mod Jens Hansen snedker og Mads Pedersen i Klemensker om tørv ønskede Krack at afhøre de udeblevne hustruer.
Jens Hansen snedkers hustru fortalte, at hun ikke var tilstede da hendes mand og Mads Pedersen blev taget på fersk gerning, men hun var mødt frem, da de var hos Anders Jørgensen. Hun kunne ikke huske at hun havde brugt ærekrænkende ord til ham og havde været i disputs. Hun ville ikke erkende, at hun kendte sin mands hensigt at stjæle tørv, som ellers præsten Opdal havde påstået.
Mads Pedersens hustru var ikke mødt da hun var syg. Mads Pedersen lovede at hun ville møde på næste ting, hvis hun blev rask.
Jens Hansen snedker og Mads Pedersen af Klemensker mødte og stævnede Anders Larsen Krack i Rutsker, præsten Christen Opdal med flere vidner med skriftlig kaldseddel og mundtlig var Andreas Jørgensen stævnet. Ingen vidner var mødte, så sagen blev udsat.
7. oktober 1740 – pag. 233a
Ingen var mødt for at føre deres sag eller nye at starte. Kl. 11 blev retten ophævet.
21. oktober 1740 – pag. 233a
Peder Christensen på den 15. gård i Rutsker lod læse et kæbebrev, der oplyste, at han havde sogt gården til sin søn Rasmus Pedersen og hans forlovede kæreste for 360 sld. den 20. oktober 1740. Gården kaldtes nu for Pilegaard.
Læst en kontrakt af dato 20. oktober 1740 mellem Peder Christensen og hans søn Rasmus Pedersen og beboelse og undentag.
De otte mand aflagde deres forretning vedr. skovenes tilstand.
Krack mødte i sagen mod Anders Davidsen, som nu var til stede retten. Krack ville nu have at han erkendte, at han havde taget tingene fra Peder Mogensen. Men han nægtede at have taget dem fra ham. Anders Davidsen fortalte at han havde lejet et hus andet steds og at han ville flytte fra sognet.
Peder Mogensen kunne ikke bevise, at genstandene var blevet stjålet af Anders Davidsen. Og da Peder havde fået sine ting tilbage kunne Krack ikke længere opretholde stævningen og tiltale mod Anders Davidsen. Krack lod det være op til øvrigheden om sagen skulle genoptages.
Krach ville afsige sin kendelse i sagen mod Jens Hansens snedker og Mads Pedersen, hvis ikke at parterne havde noget at tilføje. Jens Hansen og Mads Pedersen ville have udsættelse til næste ting.
4. november 1740 – pag. 233b
Læst kgl. Plakat om hvordan strandede varer skal fortoldes i Danmark.
Læst et missive af dato 22. oktober 1740 fra amtmand Urne der efterlyser en mand og en kvinde fra Gulland mistænkt for ”grav misgierninger”.
Anders Larsen Krack ville føre sagen mod Jens Hansen Snedker og Mads Pedersen videre og afhøre de manglende personer, men de var ikke mødte. Sagen udsat.
11. november 1740 – pag. 233b
Krack ville nu tage sagen om tørvetyveriet begået mod Anders Jørgensen efter angivelse fra sognepræsten Opdal. Hverken Jens Hansen Snedker eller Mads Pedersen var mødt. Da der var gået 6 uger siden sagen startede, som gjorde Krack sin påstand. Efter at 5 enslydende og usvækkede vidnesbyrd var det klarlig bevist at Jens Hansen og Mads Pedersen havde taget tørv fra Anders Jørgensens tørvebane og bør derfor lide efter loven pag. 983 og 984 art. 32 (første gang simpelt tyveri – miste sin hud) og pag. 986 art 39 og betale omkostningerne 4 rdl. Dommeren så at sagen havde kørt længere end den burde og derfor tog han sagen til doms.
25. november 1740 – pag. 234a
Kgl. Forbud mod udførsel af korn og smør til udlandet. Dat. 19. oktober 1740.
Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1741.
Læst amtmand Urnes skrivelse af 19. november, samt obersekretær geheimeråd von Holdten om at ingen officer som står i verdslig tjeneste eller er prokurator som ikke er vedslig beskikket må gå i rette for den almindelige højesteret mv. må være kommisarier. Men når nogen kommissarier behøves i den, skal der først søges vederhæftig person i civil tjeneste.
Afsagt dom i sag mod to udbyggere, der havde taget tørv fra Anders Jørgensen i Klemensker. Anders Larsen Krack udbad sig dom og dokumenter afskrevet.
DOM – pag. 234b
Dommeren: ”saa efter denne sags beskaffenhed oc de for mig førde fem ensstemmende og usveckede vidner som saa tydelig hafuer vondet alle at hafue seet bm. Jens Hansen oc Madts Pedersen lesset Tørv af Andris Jørgens tørfbane tildømmes Jens Hansen oc Madts Pedersen som for første gang ere befunden i saadan gierning at lide oc undgielde efter lovens Pag. 983: 984 art. 32, sambt efter lovens pag, 986 art. 39 at hafue deres boesloder til Kongen forbrudt” Mht Igield oc Tvegield blev dette fraviget, da Anders Jørgensens ikke havde ført tørvene til øvrigheden for at få den vurderet. De skulle også betale 3 rdl. Til omkostninger. Hasle den 25. november 1740.
9. december 1740 – pag. 235a
Læst et pantebrev af dato 26, november 1740 til mening at Jens Mortensen på den 27. gård i Knudsker havde bortpantet sin selvejergaard i Klemensker – den 29. gård, kaldet Bjergegaard til Svend Hansen og hans hustru Karne Terchelsdatter i 18 år for 300 sld.
Generalmajor West i Rønne indstævnede Christian Steffensen Glaser boende i Rø sogn for gæld. Sagen udsat til næste ting, med mindre at Steffensen får betalt inden.
16. December 1740 – pag. 235a
Læst kgl. Igentaget mandat om lediggængere og deserterede soldaters eksaminering og indbringelse af dato 31. oktober 1740.
Læst kgl. Forbud mod udførsel dat. 14 november 1740.
Amtsforvalter Christopher Skrøders tjener Christen Pedersen stævnede lods-, fæstere og participanter til den fælles kløvgang, udmark som kaldtes Kirkemarken i Klemensker. Sagen var startet ved en klage fra sognepræsten Christen Opdal. De indstævnede var sognepræsten Opdal,, den 45. gårds beboer Christian Andersen, den 46. gårds Peder Larsen, den 47. gård Jens Madsen, den 48. gård Lars Hansen, den 50. gård Hans Clausen, den 51. gård Anders Jørgensen, den 52. gård Lars Esbersen, den 7. vornedgård Ole Jensen, 8. vornedgaard Lars Andersen, den 9. gård Niels Jensen, den 10. vorned Jørgen Evertsen og den 11. vorned Peder Andersen Kure. Alle var stævnet til at høre granskningsmænd udnævnelse til besigtigelse ad den fælles udmark.
De udvalgte mænd til opkrævelsen blev. Som formand Esber Nielsen på Marevadgaard, Hans Thorsen på Tynekulle, Hagen Beck og Anders Nielsen i Vordedammegaarden (eller Nordredammegaarden ? 17. sg.) alle fra Klemensker Alle blev tilsagt til at møde på Bjørnegaard den 20. december 1740 kl. 10.
Sagens formål var om muligt at blive enige om Kirkemarkens fælles benyttelse.
Stokkemændene for 1741 blev valgt.
7. januar 1741 – pag. 236a
Skriveren var syg og hans søn Lars Larsen skrev.
Formanden for granskningsmændene Esber Nielsen producerede deres forretning og de fremlagde 5 dokumenter, der skulle indføres i sagen.
Læst kgl. Reskript af dato 23, december 1740 der påbød alle og enhver at blive i kirken til al tjeneste var forrettet samt ”catecisation er til endebragt” – det under straf.
13. januar 1741 – pag. 236a
I sagen hvor Mads Pedersen fra Allinge sagsøgte Gotfred Nielsen mødte begge og tilkendegav, at de havde indgået et forlig på følgende måde. Gotfred Nielsen skulle inden mortensdag 11 sld. og igen 11 sdl. Inden mortensdag 1742.
20. januar 1741 – pag. 236b
Efter Jesper Hansen ønske blev byfoged i Rønne Carpar Lorents Barsøe pålagt at overtage dommersædet i Jesper Hansens sag mod Gotfred Nielsen. Sagen er startet af beordret amtmand Cronberg ved en fuldmagt til Jesper Hansen af 18. juli 1740. Jesper Hansen stævnede Gotfred Nielsen for at have omløbet med en original skrivelse: (Kopi?) fra det kgl. Kancelli blev oplæst. Gotfred Nielsen ønskede udsættelse og ville svare på stævningen på næste ting. Dommeren mente at Gotfred Nielsen var lovligt stævnet og tillod Jesper Hansen at præsentere skrivelsen på tinget. ”(Da) Gotfred Nielsen iche kand læse eller skrifue, der fore vil hand der paa suare til næste ting skriftligt paa sinrette sorts papir, oc begierer til dend tid delation”. Jesper Hansen accepterede at Gotfred Nielsen ville vente med at svare til næste ting, men han ville have vidnerne afhørt nu. Vidnerne var Hermand Andersen, Bendt Hermandsen, Hans Ibsen, Svend Jørgensen, Jens Pedersen, Anders Ibsen, Peder Nielsen samt hr. Gerlachs kiereste eller nogen på hendes vegne, men hun var ikke mødt. Heller ikke Anders Ibsen og Hans Ibsen var mødt, da de var flyttet til et andet herred.
Hermand Andersen fra Klemensker aflagde ed og fortalte, at Gotfred Nielsen var kommet til hans hus og spurgte ham om han havde noget udestående med Gerlach. Hvilket vidnet ikke havde. Vidnet kunne ikke læse, men han troede på Gotfred at det var en bøn til konge for Gerlach og at det ikke var imod øvrigheden. Han kunne ikke læse skriftet, men det var det samme, som Jesper Hansen havde fremvist i retten. Han havde skrevet under med tre bogstaver. Vidnet havde ikke fået noget for at underskrevet, men havde gjort det for gammel ”kiendskabs skyld”, men dog lovet en skæppe korn, når Gotfred fik noget dertil.
Vidnet Bendt Hermandsen fra Klemensker erkendte, at han havde underskrevet det selv samme skrift, som Jesper Hansen havde fremvist. Vidnet var ikke hjemme, da Gotfred var kommet til ham, ridende på Gerlavhs hustrus hest. Men bedet hans hustru om at sige, at han skulle komme over til sin faders hus. Hvilket han gjorde, I hans faders hus, havde Gotfred givet ham 4 skilling således at han kunne hente noget brændevin. Efter at have drukket brændevin bad Gotfred vidnet om at underskrive. Han bedyrede, at det blot var et bønskrift til kongen og ikke en klage over øvrigheden. Vidnet kunne hverken læse elle skrive, men skrev under. Vidnet var ikke blevet lovet noget for underskriften, men kun modtage lidt brændevin at drikke.
Svend Jørgensen havde fået besøg af Gotfred i sin stue og hans hustru havde læst skriftet. Gotfred lovede at det var et bønskrift for Gerlach til kongen. Han havde i første omgang sagt nej, men hans hustru mente, at da skriftet var så slidt og med mange underskrifter, kunne hendes mand godt underskrive. Hvilket han så gjorde. Han havde læst lidt af skriftet, men ikke det hele da det var utydeligt. Gotfred sagde til vidnet, at hvem der kunne læse og skrive, havde vel læst det inden underskrivelse?
Dernæst Jens Pedersen af Rø sogn, som erkendte, at han havde underskrevet. Han sagde, at den tidligere amtmand West havde gjort ham meget ondt, men at den nuværende øvrige havde han intet at klage over.
Udbygger Peder Nielsen fra Rø havde underskrevet. Det skete hos hans nabo Niels Ibsen, hvor Gotfred boede og han bekræftede at det var det samme brev som Jesper Hansen fremviste. Gotfred havde lovet at brevet ikke var imod den øvrighed der var i dag, men mod den gamle øvrighed da West var amtmand.
Hans Ibsen fra Klemensker blev pålagt at møde på næste ting.
3. februar 1741 – pag. 238a
Ingen mødte.
10. februar 1741 – pag. 238a
Jep Esbersen på 1. vornedgaard i Klemensker lod læse en skiftekontrakt af dato 23. januar 1741 der viste at han var blevet forenet med sin afdøde hustru Maren Berildsdatters arvinger, som var 3 sønner og en datter, Adtalen lød at Jep Esbersen skulle betale 70 sld. – 20 sld til sønnerne og 1 sld. til datteren. Yderligere skifte var ikke nødvendig herefter. Kontrakten skal indføres i partsbogen (skøde og panteprotokollen).
Kgl. Byfoged i Rønne Caspar Lorents Barsøe havde udstedt et missive om at han ikke pgra svaghed kunnne betjene retten. Jesper Hansen måtte udsætte sagen i 14 dage.
24. februar 1741 – pag. 238b
Læst stifts befalingsmand Baron Gerstprph fuldmagt til amtmand Urne om at han skulle fungere som stiftsamtmandens vises på landet Bornholm af dato 17. november 1740.
Læst et pantebrev af dato 16. februar 1741 ang. Ole Jørgensen boende på 54. gård i Klemensker i Risby havde bortpantet den 54. gård til Peder Pedersen i Hasle for 300 sld. fra midfaste 1741 til midfaste 1759.
Læst en obligation hvor Peder Pedersen forsikrede sin formands børns patrimonium som var 96 sld. 7 sk i de pantepenge, som stod i den 54. gård i Klemensker.
Peer Kofoed i Hasle stævnede Mads Pedersen fra Olsker for gæld på 15 mark 11 skilling og de omkostninger der var ved stævnemålet. Mads Pedersen var ikke mødt.
Anders Nielsen og Mads Hansen begge fra Klemensker stævnede udbygger Peder Larsen på den 23. gårds fortov for leje af en lille mølleplads og dam som de havde mageskiftet sig til af Erich Hansen på Splitsgaard. Peder Larsen var tilstede og erklærede sig lovligt stævnet. Erich Hansen vidnede at så længe han huskede havde hans fader holstførster Hans Erichsen fået leje af dam og vandmøllepladsen, ligesåvel som Peder Larsens forgængere Claus Christensen og Hans Olsen i 2 år inden han selv var kommet til Splitsgaarden efter sin fader. Erich Hansen havde meddelt Peder Larsen, at han ikke længere kunne beholde mølle, da han havde mageskiftet hans møllere Jacob Didrichsen og hans udbyggere Hans Hansen til Anders Nielsen og Mads Hansen. Hans Erichsen fortalte, at han havde fået 2 sld. i årlig leje af plads og dam. Peder Larsen bad om at få at vide om de havde flere vidner, så ville han havde det at vide inden han svarede på næste ting. Anders Nielsen svarede at han ville føre sin broder Peder Hansen Splids og hans moder som er i Rønne hos Johan Lorensen, samt Johan Lorensens hustru vidne herom. Peder Larsen ville først svare efter at vidnerne blev afhørte.
Herredsfogeden Poul Eskelsen overlod dommersædet til Rønne byfoged Johan Barsøe i sagen mod Gotfred Nielsen. Vidnet Hans Ibsen fra Klemensker var ikke mødt. Gotfred Nielsen irettelagde et skriftligt indlæg i sagen. Jesper Hansen spurgte Gotfred Nielsen om han lod sig bruge som procurator i en sag i Vesterherreds ting. Gotfred ville ikke svare med mindre han blev stævnet dertil. Sagen stillet i bero til næste ting.
3. marts 1741 – pag. 239b
Sagen mellem Peder Kofoed og Mads Pedersen ophævedes fordi Mads Pedersen havde betalt sin gæld.
Løjtnant Matias Bruno producerede en skriftlig fuldmagt fra oberstløjtnant Kruse om at han skulle føre en tingsvidnesag for løjtnant og auditør Thisen i sag mod præsten Monrad i Rø vedr. hans tjenestekarl Jon Hansen, musketer i major Schaars kompagni, forsømmelse af sin vagt på Hammershus nytårsdag mm. Sognepræsten var blevet stævnet til at høre på spørgsmål om sin tjenestekarl, som skulle stilles til hans tre tjenestepiger. Monrad var mødt og havde intet at sige mod stævningen, men fremlagde et missive fra amtmand Urne, at sagen forholdt sig ikke til landets lov og ret for præsternes privilegier (?). Løjtnant Bruno mente, at uanset præstens modstand, så skulle vidnerne mod ham afhøres.
Marta Rasmusdatter blev først afhørt. Hun kendte korporal Jens Larsen, der havde været hos hendes husbond (præsten) og talt med ham om hans tjenestekarl Jon Hansen. Hun havde dog ikke hørt at de talte om hans udeblivelse på vagten nytårsdag. Præsten skulle have sagt, at hvis han ikke var blevet præsenteret for oberst Kruses eller kaptajnen ordre om vagttjeneste, kunne han ikke give sin karl fri fra til arbejde. Tjenestepigen kunne ikke bekræfte denne ordveksling. Præsten spurgte pigen om hun havde hørt ham sige til Jens Larsen, at Kruse havde handlet mod kongens lov. Pigen svarede nej, da hun havde sin gerning at passe.
Dernæst Helvi Pedersdatter. Hun kendte også korporal, men havde ligesom den anden tjenestepige ikke hørt efter hvad korporalen og præsten talte om. Hun var optaget af at passe sit arbejde ved at ”skiøte sin Roch”. På præstens spørgsmål, så havde hun intet hørt, der kunne opfattes som præstens uvilje mod sin øvrighed. Ej hellere mente hun, ta præsten havde gjort korporalen nogen overlast, hverken i ord eller gerninger.
Dernæst Marie Hansdatter, som svarede på samme måde som Helvi, men da hun kun var i stuen så lang tid et tog at bære mælken ind i køkkenet, hvor hun havde opgaver at udføre.
Præsten klagede over at han ikke var kaldt som vidne i krigsforhøret i Rønne, men at han nu skulle eksamineres på Nørreherredsting. Han var kun stævnet til at høre vidners afhøring og ikke til at forsvare eller at lade sig afhøre. Han havde skrevet et indlæg af dato 3. marts, som han bad oplæst. Præsten protesterede over at blive trukket ind i en retssag og at han skulle betale for det.
Løjtnanten havde ikke mere i sagen at spørge om og udbad sig et tingsvidne.
Læst pantebrev af dato 1. marts 1741 ang. at Jep Hansen boende på den 6. selvejergaard i Rø sogn havde lånt 200 sld. af Lars Hiort Bohn, borger og handelsmand i Rønne, mod pant i den 6. gård.
I sagen om manglende lejebetaling af mølleplads og dam på Splitsgaards grund, fremlagde Anders Nielsen og Mogens Hansen af Klemensker et mageskiftebrev oprettet mellem Anders Nielsen og Mogens Hansen og Erich Hansen af dato 22. juli 1738. Anders Nielsen og Mogens Hansen irettelagde et ”Nott. Indstrument” af 12. september 1728 som var en ordre fra amtmand West til den indstævnte udbygger Peder Larsen om at betale ”redslen” af det omtvistede damsted til den nu afdøde holstførsten Hans Erichsen. Peder Larsen ville ikke svare på spørgsmål før end alle vidner var afhørt.
Caspar Lorents Barsøe nedsatte sig i dommersædet i sagen mellem Jesper Hansen på kongens vegne og Gotfred Nielsen, som havde rejst rundt på øen for at samle underskrifter. Gotfred Nielsen var ikke mødt. Stokkemændene skulle kundgøre for Gotfred Nielsen, at han skulle møde på tinget og føre sin sag, således at sagen næste gang kunne afsluttes.
17. marts 1741 – pag. 242a
Læst et købebrev udgivet af Jens Larsen som nu boede på Murer i Klemensker (3. sg) der viste, at han havde solgt gården for 500 sld til Jens Hansen Rag.
Læst et pantebrev af dato 15. marts 1741 hvor Jens Hansen Rag, som nu boede i Knudsker, havde lånt 220 sld. af Andris Kofoed i Rønne mod pant i den 3. gård i Klemensker.
Læst et købebrev af dato 15. marts 1741 ang. at Erich Andersen i Olsker havde købt 33 slg. I Olsker Pilegaard af Hans Jensen som boede på gården for 400 sld.
Læst en kontrakt dat. 16. marts 1741 mellem Jep Esbersen, der boede på kgl. 1 vornedgaard i Klemensker, og Morten Mortensen i samme sogn.
Lars Hjort i Rønne havde stævnet Didrich Pedersen, der boede på den 39. gård i Klemensker, for betaling af 2 ”saisser” (le’er), som hans formand Jocum Ancher skal have fået. Didrich Pedersen tilkendegav, at han havde betalt for den ene sais til Lars Hjorts kæreste, medens hun var enke, og for den anden havde han betalt til Christian Leegaard i Rønne. Han havde ikke forlagt kvittering herfor, men var villig til at afgive ed herom. Han afgav ed og sagen blev afsluttet.
Anders Nielsen fra Klemensker mødte i retten i sagen hvor han og Mogens Hansen havde sagsøgt for at få betaling for et damsted. Han fremlagde et nat.instrument af 15. november 1695 som han fik oplæst. Anders Nielsen fremlagde en attest eller vidneudsagn fra afdøde Hans Erichsens enke. Det var udstedt af skriver Henning Olsen i Rønne. Peder Larsen var mødt, men havde ikke noget den dag at svare. Udsat til næste ting.
Herredsfoged Poul Eskelsen overlod dommersædet til Caspar Lorents Barsøe. Gotfred Nielsen var tilstede, men ønskede ikke at udtale sig før næste tng. Jesper Hansen fremlagde et skriftligt indlæg. Gotfred Nielsen lovede at afgive sit svar på næste ting.
24. marts 1741 – pag. 242b
Læst kgl forbud mod indførsel af kønrøg til Danmark af dato 5. december 1740.
Læst kgl. Forordning ang. hvorvidt gudelige forsamlinger, udenfor den offentlige gudstjeneste, kunne afholdes til videre opbyggelse og gudsfrygtigheds øvelse kan tillades, hvorimod utilladelige og mistænkelige forsamlinger forbydes. Dateret 13. januar 1741.
I sagen hvor Anders Nielsen og Mogens Hansen af Klemensker har sagsøgt Peder Larsen for leje i to år af en vandmølleplads og mølledam a 2 sld. om året. Sagen var forliget således at Peder Larsen betaler 4 sld. til de to. Herefter skulle Peder Larsen betale 1 sld. til Anders Nielsen og 1 sld. til Mogens Hansen årligt for møllepladsen. Sagen ophævet.
Caspar Lorents Barsøe nedsatte sig i dommersædet i sagen mod Gotfred Nielsen. Gotfred Nielsen fremlagde sit skriftlige indlæg. Gotfred ønskede at dommen fra den 9. maj 1738 skulle indskrives i dommen som bevis på, at han ikke kunne nyde den fred, som han burde. Dernæst skulle landsdommer Nansens dom fra 9. juli 1738 og højesteretsdommen af 18. april 1739 også indskrives. Gotfred Nielsen irettelagde også sit kgl. Oprejsningsbrev af 23. september 1733 som han ønskede oplæst og påskrevet,
Jesper Hansen sagde, at Gotfred Nielsen slet ikke havde forholdt sig til sagens kerne, men havde påstået, at han blot havde omrejst i landet for at betle. Desuden var de fremlagte domme intet med denne sag at gøre.
Gotfred Nielsen svarede ”at disse domme oc dokumenter som hand nu i rettelagt hafuer er til oplysning at hand som en fattig mand, kand sees at hand forfølges fraa It sted oc til it andet først af en oc saa af en anden, saa at jeg gamle mand maa Ingen fred Nyde for sags paa førsel en efter andet, her paa ventes ieg frikend ved en Ret ferdig dom oc begier dom i sagen”
Jesper Hansen betragtede Gotfred Nielsens indlæg som spilfægteri. Gotfred Nielsen fastholdt sin påstand om forfølgelse, som endnu førte til at han mistede den 19. gård, som han havde fået i fæste af kongen. Sagen gik til doms.
7. april 1741 – pag. 243b
Læst et pantebrev udstedt 5. april 1741 angående at Hans Hansen, boende på Heslegaard i Olsker, er gældskyldig til ungkarl Jens Pedersen, som var hos sin fader Peder Jensen på Rosendale i Rutsker. Han pantsatte sin 2. frivornedgaard for 120 sld.
Kgl. Holstførster Mattias Kettelsen beviste med kaldsmændene Lars Mortensen og Gotfred Nielsen at have stævnet, på sit embedes vegne, følgende personer: Lars Esbersen, Hans Haagensen, Jens Nielsen, Peder Hansen, Jens Jensen, Niels Gotfredsen, Haagen Løfuingsen og Niels Ibsen alle fra Rø ang. skovhugst som de den 6. og 7. marts havde udført i den fælles Lindeskov og Bøgeskoven. Tre af de indstævnte var syge, resten mødt.
Lars Esbersen tilstod, at han sammen med sin udbygger Hans Haagensen havde hugget gærdsel i Lindeskoven den 6. marts. Hvilket holstførsteren selv havde afsløret. Jens Nielsen, Jens Jensen, Hans Haagensen, Peder Hansen, Lars Esbersen, Niels Gotfredsen og Haagen Løfuingsen alle fra Rø tilrettelagde et skriftligt indlæg i sagen. De udtalte, at de ikke var klar over at skovforordningen pålagde dem et forbud mod skovhugst med mindre, at de havde fået tilladelse af skovbetjenten. Niels Ibsen, som ikke var mødt, havde begået ulovlig skovhugst i Bøgeskoven ifølge skovfoged Anders Monsen. Holstførste fik udfærdiget et tingsvidne.
14. april 1741 – pag. 244a
Lars Larsen skrev i stedet for sin fader, der var syg.
Læst kgl. Forordning om vidners indstævning, forlæggelse og faldsmålkendelser imod modvillige udeblevne vidner, opsættelser og afhøringer skulle foretages, dat. 3. marts 1741.
Læst kgl. Forordning om loven og krigsartiklerne ved udfordringer og dueller skærpes, dat. 17. marts 1741.
Amtsforvalter Christopher Schrøder ved sin tjener Christen Pedersen Dam var mødt og havde stævnet Jens Larsen på den 31 selvejergaards beboer i Rutsker for en restans på 18 sld. 3 mk 8½ skilling samt skat for 1740. Jens Larsen var ikke mødt men have fremlagt sin kvitteringsbog hvori han havde lagt en løs seddel hvor han erkendte at han skyldte for 1740-skatten.
Desuden var Anders Larsen på den 25. kongens gård i Rutsker vedr. hans gårds slette stand og manglende skattebetaling. Amtsforvalteren havde taget gården i syn den 22. marts ved hjælp af sandemanden Hans Olsen Sonne og tre andre synsmænd. Anders Larsen var mødt og vedkendte sig gælden, men ville svare på anklagen næste ting.
Den 12. selvejergaards beboer Thor Jensen i Klemensker blev stævnet for gæld af skat og sædevarer i alt 22 rd 5 mk 10 sk.. Thor Jensen var mødt og sagde, at han ville betale så snart han kunde. Amtsforvalterens tjener stillede sagen i bero.
Endvidere blev den 37. kgl. Gård beboer i Klemensker Hans Danielsen for manglende fæstegaardsskatter og manglende vedligeholdelse af gården. Gården var blevet synet af sandemanden Hans Kofoed og tre vurderingsmænd. Hans Danielsen var mødt og erkendte sig restancen og lovede at han straks ville repare og i standsætte gården og bad derfor om delation i sagen.
Desuden stævnedes Erich Bage boende udenfor 2. selvejergaards gærde i Rø for manglende skattebetaling. Erik Bages hustru Kierstine Esbersdatter mødte og lovede at betale restancerne så hurtigt de kunne.
21. april 1741 – pag. 245a
Amtsforvalterens tjener Christian Pedersen Dam mødte og tilkendegav, at den 37. gårds beboer havde klareret og betalt sin gæld, hvorfor var stævningen ophævet.
Anders Larsen på den 25. hans majestæts gård i Rutsker mødte og tilkendegav, at han havde siden, han fik gården i fæste, havde bygget 8 stolperum. Amtsforvalterens tjenret oplyste at han skyldte 20 rdl 3 mk 15 sk.
Thor Hansen på den 12. gård i Klemensker, Jens Larsen på den 31. selvejergård i Rutsker og udbygger Erik Bagge i Rø mødte ikke i retten. Thor Hansen skyldte 26 rigsdaler 5 mk 7 ¼ skilling, Jens Larsen 24 rgd 5 3/8 skilling og Erik Bagges gæld var på 6 rdl. 1 mk 15 sk.
Det blev pålagt de udeblevne at møde på næste ting.
Poul Antoni Müller af Sveneke stævnede Niels Ibsen i Rø for gæld. Niels Ibsen var ikke mødt. Gælden var på 10 daler 2 mk 7 sk.
Müller havde også stævnet Anders Mogensen af Rø sogn for gæld på 26 daler 2 mk 7 sk. Anders Mogensen vedstod gælden, som han lovede at betale eller at sætte nøjagtig kaution for.
Caspar Lorents Barsøe overtog dommersædet i sagen mellem øvrigheden ved Jesper Hansen i Allinge og Gotfred Nielsen i Rø. Dommeren afgav dom, hvilken dog Gotfred Nielsen bad om at få beskrevet til ”apelation”.
DOM – pag. 246b
”Af dend kongl. Befaling Dateret Reensborg d. 6. juni 1740 kand fornemet, at hr. oberst løjtnant Johan Cronberg, som den tid var Constitueret amt mand paa Bornholm skulle [paa] lovlig maade lade Gotfred Nielsen tiltale for et skrift hand har lobet heele landet om med, at søge underskrift paa af alle bønder, hvor efter velborne herre har dend 18de Juni dito anno autorriceret Jesper Hansen af Allinge til at være actor mod bemeldte Gotfred Nielsen, dette paa Jesper Hansen med skriftlig Citattion til den 20de January 1741 til bevis og dom han indkaldet til vernetinget bemte. Gotfred Nielsen for den skrift han har lobet og søgt folkes underskrift paa med tilraadelse og falsk beretning med mere dito stefning om formelder. Skriftet som Gotfred Nielsen har om løbet med er dateret Bornholm den 27. january 1740.
Samme documente vidnet Hermand Andersen har vedstaaed at være det samme som hand har efter Gotfreds begiering underskrevet med 3de bogstaver, hafde icke ellers noget at klage paa den øfrighed som hafde haft landet under befaling 1740. Dernest vandt Bent Hermandsen at have efter Gotfreds begiering og tilraadelse underskrift det for retten frem vidste Document.
Svend Jørgensen vidner at det er det samme skrift hand efter Gotfred Nielsens begiering underskreft 1740, som var en bøn for Hr. Gierlac til Kongen, hafte ey noget at anke paa Øfrigheden. Item og vant Jens Pedersen af Rø sogn at det var det samme bref hand underskref som fremvidst blef, haved iche noget at klage paa øfrigheden udi aaret 1740 den 27de January. Endelig vidner Peder Nielsen af Rø sogn at det for retten frem vidste bref var det samme at hand underskref efter Gotfreds begiering, at det var en bøn til kongen for Hr. Gierlac, men klagede ey paa øfrigheden.
Formedelst lovligt forfald har sagen hviled til d. 24. february som acten viser sammetid Gotfred Nielsen indgaf sit skriftlige indleeg som for klarer og tilstaar at det er det samme bref hand af Hr. Gierlachs kiereste anammede til at laade underskrifve etc.
Dend 3die marti pruduceredes den forandfordte Supliq af 27de January 1740. Nest paafølgende 17. Marti indgaf sitanten Jesper Hansen sit skriftlige indleeg med paa beraabende beviser, endelige i Rettelagde Gotfred Nielsen sit skriftlige indleeg af 24de Marti mod samme indleg Refrede Jesper Hansen til sit tingsvidne udsteed ved Nørreherets ting d. 15de Augosto 1740 at Gotfred Nielsen at Gotfred Nielsen half haver til staaed at vilde svare til samme bref.
Da som ieg med møye og friid og acsomhed hafver efter seet saagens act og bege paarters i rette lagde Documenter kand klarligen sees af vidnesbyrdede og Gotfred Nielsens egen tilstaaelse inden Retten at hand i landet har om lobet med et bref at lade underskrifve efter hans til raadelse af eenfoldige folk, hvilket er usømligt, Ja utilladeligtet, at giøre føren hand landets øfrighed saadant havde bekientgiort, eftersom samme bref icke for klarer hvad for én Person som beskyldes, mens der ved lige som vil seette heele landets betienter en ren blamme paa hos kongen Fuldmegtige alleguerer til starf over ham lovens pag. 203, art. 4de , som kommer overens med lovens pag. 1001, art. 7de, mens som det icke er bevis at Gotfred Nielsen samme bref har conseperet og underskrevet understaar ieg mig icke samme i rettesettelse at følge, mens at Gotfred Nielsen bør for saadan ulovlig brugte omgang med forand førte bref, andre ligesindede Personer til afskye, arbeide udi jern paa vand og brød paa Christiansøes festning 3 maaneder, der for uden og at betale denne sags bekostning med 12 rigsdaler, og for unøtig ophold, og brugte udflugter i sagen at betale til Justits Kasen 2 rdr, og 3 rdr til Røe sogns fattige lemmer, alt inden 15ten dage under Navn og i gods og midler hvor det findes.
Hvad sig de for Retten 3de oplæste Domme og opreisnings bref som Gotfred Nielsen har krævet at skulde udi acten indføres. Daa som samme brefve og Dokumenter icke vedkommer denne sag, saa bør og icke af skrifveren udi acten at indføres.
Dette til vidnesbyrd. Caspar Lorents Barsøe.”
5. maj 1741 – pag. 247a
Amtsforvalteren havde indstævnet for manglende skattebetaling: Thor Jensen af Klemensker, Jens Larsen og Anders Larsen fra Rutsker samt udbygger Erik Bage af Rø sogn. Ingen af de indstævnte personer var mødt, hvorfor amtsforvalteren ønskede sagerne til doms. Herredsfogeden mente at de havde haft tid nok til at forsvare sig, hvorfor han tog alle fire sager til doms.
Poul Antoni Mûller fra Svaneke havde stævnet Niels Ibsen og Anders Mogensen fra Rø. Ingen var mødt, men tingbuddet fra Rø oplyste, at Niels Ibsen ville svare på næste ting.
19. maj 1741 – pag. 247b
Blev læst en transport og overdragelse der viste at Lars Jensen i Olsker havde overdraget den jord og grund, som ligger til hans iboende hus, til hans søstermand Peder Larsen på den 24. gård i Olsker for 20 sdl., dateret 18. maj 1741.
Niels Ibsen fra Rø mødte og fortalte, at han ikke havde kunne få Poul Antoni Mûller i tale for at få et rigtigt regnskab for de 10 daler 2 mk 7 sk. Som han skyldte. Han bad om udsættelse således at de kunne få gjort rigtigt regnskab derfor.
I Poul Antoni Mûllers sag mod Anders Mogensen i Rø for gæld på 26 sld 2 mk 7 sk. Var tilstået og Müller ville nu havde dom afsagt.
Gældssagerne mellem amtsforvalteren og Jens Larsen på den 26. selvejergaard i Rutsker, såvel i sagen mod Thor Jensen på den 12. gård i Klemensker, og den 25. gård i Rutsker og mod Erik Bagge i Rø for restancer, blev optaget til doms.
2. juni 1741 – pag. 247b
Kgl. Forbud mod vimpelføring.
Læst et pantebrev af dato 1. juni 1741 til mening af Hans Larsen på den 14. selvejergaard i Klemensker havde lånt 120 sld. af Mads Clemen Engel i Hasle mod pant i den 14. gård.
Dom afsagt mellem Poul Antoni Müller og Anders Mogensen.
I sagen mellem Müller og Niels Ibsen i Rø, kom der besked fra tingbuddet, at sagen skulle ophæves da det var kommet til enighed. Herredsfogeden kunne ikke godtage ophævelsen med mindre at parterne selv meddelte det til ham.
DOM – pag. 248a
Dom for resterende skatter. Den 31. selvejergaards beboer Jens Larsen i Rutsker blev dømt efter lovens pag. 457 art 3. til at betale 24 rdl 5 3/8 skilling og sagens omkostninger på 1 rdl 2 mk. Hvis han ikke betalte, ville de blive taget i hans gods og midler.
Thor Jensen i Klemensker blev ligeledes dømt til at betale 26 rdl. 5 mk 7 ¼ skilling efter samme paragraf.
Anders Larsen på kongen gård den 25. i Rutsker blev dømt til at betale 20 rd 3 mk 15 sk. Efter loven pag. 459, 460 art. 1+2. Hvis ikke han betalte mistede han sin fæstegaard.
Dom – pag 248b
Mellem amtsforvalteren og udbygger Erik Bagge i Rø for skattegæld på 6 rdl. 1 mk 15 skilling. Han blev dømt at betale efter samme lov som Anders Larsen.
DOM – pag. 248b
Sag mellem Poul Antoni Mûller og Anders Mogensen i Rø for gæld på 26 sld. 2 mk 7 sk. Da Anders Mogensen ikke havde forsvaret sig mod anklagen, kunne dommeren ikke andet end at dømme ham til at betale gælden og 2 sdl til sagens omkostninger.
9. juni 1741 – pag. 249a
Kgl. Forordning ang. forbud mod indførsel af silketøj, dat. 6. maj 1741.
23. juni 1741 – pag. 249a
Læst kgl. Reskript af dato 14. november 1705 til forhenværende kommendant og amtmand Reedts ang. præster og proprietærer på landet, at de skulle holde en dygtig rytter, munderet med hest og gevær med videre.
Læst et købe- og skødebrev af dato 10. juni 1741 til mening at Jens Larsen på den 31. selvejergaard i Rutsker har solgt gården til Søren Mogensen Høg i Rutsker og hans arvinger for 360 sld.
30. juni 1741 – pag. 249a
Læst kgl. Forordning om at adskillige slags kramvarer ikke måtte faldbydes på landets offentlige markeder, dat. 3. juni 1741.
Mogens Hansen fra Østerlars lovbød den 6. selvejergard Nørregaard i Rø. Han indstævnede Mads Pedersen, som nu boede på gården, Samt Jep Hansen på Faaregaarden i Olsker, Christopher Hansen på Haldene i Olsker, Hans Nielsen boende på Gildesgaarden i Rø. Gården skal sælges for 440 sld og hvis nogen i slaægten ville købe, skulle de tilkendegive det.
7. juli 1741 – pag. 249b
Kgl. Forordning dat. 16. juni 1741 om adskillige fremmede forarbejdede klædevarer ikke må sælges eller forarbejdes i Danmark.
Læst et pantebrev af dato 5. april 1741 ang. Peder Nielsen på den 31. gård i Olsker kaldet Hyldegaarden har lånt 200 sld. af Christian Leegaard i Rønne mod pant i den 31. gård.
Læst et pantebrev af dato 4. juli 1741 ang. at Didrich Henningsen Kjøller på den 26. gård i Olsker havde lånt 148 sld. af Mads Clemen Engel i Hasle mod pant i hans iboende gård.
Dom afsagt mellem Poul Antoni Mûller i Svaneke og Niels Ibsen i Rø.
Jesper Hansen havde fået amtmand Urnes tilladelse til at gå i retten for Bendt Pedersen i Klemensker i en sag, hvor hans myndling Peder Hansen Kjøller mod hans stedfader Christen Hansen i Rø. Jesper Hansen stævnede Christen Hansen på den 2. gård i Rø. Christen Hansen havde usømmeligt hugget både store og små træer i den 2. gårds skov under tilladelse af myndlingens værge. Som vidner var indkaldt Jens Pedersen, Marcus Marcussen, Jacob Hansen Rotensten, Christian Rasmussen, som er Christen Hansens dreng. Christen Hansen var mødt og ville svare senere. To af vidnerne var mødt. Marcus Marcussen havde været med Bent Pedersen og et tredje vidne for at besigtige skovens område for afhuggede træ. Han vidnede at der var hugget 8 asketræer, hvor af de tre var på bjælkestørrelse, samt tre bøgetræer, hvoraf to var på sparrestørrelse og det sidste lidt mindre. Der var også hugget to elletræer på bjælkestørrelse samt nogle mindre, som vidnet ikke kunne se hvilken størrelse de havde. Vidnet fortalte at Christen Hansen havde sat ”kolfe miller” (mile til trækul-fremstilling) og at han havde solgt trævarer fra skoven.
Vidnet Christian Rasmussen fra Rø, som var dreng på Christen Hansens gård, fortalte at han havde været med til at hugge tre asketræer, som blev ført til gården som brænde. Han havde kun været med til at hugge småtræer. De store blev hugget af Jacob Rotensten, som han hjalp med at afsave til kul. Han vidste ikke hvem der havde købt kul.
Jens Pedersen indfaldt sig og bekræftede Murcus Marcussens vidnesbyrd, eftersom han havde været med på Bendt Pedersens syn af skovene. Han vidste ikke hvor mange kulmiler som Christen Hansen havde haft (Marcus havde nævnt tre). Han mente, at den han havde set kunne rumme 6 tønder kul.
Mogens Hansen Sadelmager (fra Østerlars) der opbød en gård i Rø, fik ikke på dette ting nogle indvendinger mod salg af gården.
DOM – pag. 251a
I sagen hvor Poul Antoni Mûller havde stævnet Niels Ibsen for gæld på 10 sld. 2 mk 2 sk. Niels Ibsen havde forsøgt at udskyde sagen ved at påstå, at hanhavde indgået aftale med Mûller, men det var ikke rigtigt. Han blev dømt til at betale tillige med sagens omkostninger på 2 sld.
14. juli 1741 – pag. 251a
Læst en kopi af stiftsbefalingsmand Gerstorphs efterlysning af Nicolai Bashl (?), som den 31. maj var absenteret. Han havde stået i tjeneste ved det kgl. Saltværk i København som inspektør og bogholder.
Christen Hansen Rømer boende på 42. gaard i Klemensker stævnede Jep Sørensen af Østermarie sogn, på sin myndlings Elna Andersdatters vegne, og Sisele Anders Hans af Vestermarie sogn. Stævningen gik ud på at få fire granskningsmænd valgt til at syne og taksere den 42. gårds husbygning, som Christen Rømer havde i pant og beboelse af forn. Sissele Anders Hansen indtil kommende midfaste. Jep Sørensen kom på sin myndling Elene Andersdatter og accepterede stævningen. Fire mand blev valgt til synsforretningen for at se om gården var vedligeholdt.
Mogens Hansen af Østerlars lod lovbyde den 6 selvejergaard i Rø. Ingen meldte sig, hvorfor Mogens Hansen fik et tingsvidne.
Holstførster Mathias Kettelsen meddelte at en af hans vurderringsmænd Hans Frost fra Klemensker var afgået ved døden, hvorfor han fik Jørgen Evertsen valgt i hans sted. Kettelsen tilkendegav, at han og to mænd, nemlig Bartolomæus Pedersen og Fridrich Hansen Bonne, havde synet et asketræ, som var fældet ved en bæk ud for Hans Bonnes hus i den fælles Lindeskov ved Røstad. Træet skulle være fældet af Hans Pedersen i Steenbye, hvilket skulle sagsøges.
Svend Michelsen af Rønne som er svoger til Bent Jørgen fra Olsker mødte og stævnede Bent Jørgensens hustru Anna Margrete for hendes forhold. Formålet var at få et lovligt tingsvidne (Der oplyset intet om formålet, men det kunne være til en skilsmissesag – hvilket ikke skete?). Som vidner var indkaldt Rasmus Olsen og Jørgen Jørgensen i Tejn, Lars Jensens hustru Anna Larsdatter og Anna Andersdatter boende i Allinge og Søren Sørensens hustru også fra Allinge. De to vidner Rasmus Olsen og Jørgen Jørgensen fra Tejn var mødt og desuden var villige vidner mødt: Jørgen Jensen, Jens Andersen og Peder Rasmussen alle fra Olsker. Anna Margrete var ikke mødt.
Rasmus Olsen fra Tejn fortalte, at hun havde mange gange sagt ”Det bæste ieg kand giøre er det at jeg giør af med mig eller barnet er lige nøget huor det gaar med lifvet, det varre fanden med daa huor det kommer hen”. Rasmus havde hørt fra hende i sin egen stue, at Anna Margrete havde ladet ”teppe sig inde i et kammer” i Jørgen Jens hus i Dalegaard ved nattetid og taget et lagen, en kalvefjerding og nogle potter gryn og nogle potter salt. Vidnet havde flere gange hørt hende tale løgn og bedraget mange folk.
Jørgen Jørgensen i Tejn fortalte at han var bevidst om, at hun havde bedraget mange folk og havde sagt at hun var ligeglad med livet.
Jørgen Jensen fra Dalegaard, som var frivilligt mødt, og erklærede at Anna Margrete havde taget de omtalte effekter, samt et pudevår som hun havde pantsat eller solgt til Peder Olsen i Tejn, hvorefter vidnet løste det. Lagenet havde hun ”henbyttet” til Anna Lars Jensen på Peder Lars grund i Olsker og fået lærred til et forklæde. Vidnet sagde at Anna Margrete var ”faret med løgn oc derved bedraget mange gotfolk”.
Dernæst vidnet Jens Andersen på Kildegaard i Olsker som var godvilligt mødt, der fortalte at Anna Margrete havde lovet Jens Andersens hustru noget randet tøj til en lille barnekjole. Efter et stykke tid kom hun med noget tøj, som hun påstod hun havde betalt, hvorfor hun fik betaling, men hun havde fået tøjet hos Mads Kofoed i Rønne og ladet det skrive på Jens Andersens regning. Jens Andersen havde måttet betale i Rønne og fik ikke noget igen bortset fra at gjorde noget arbejde for dem.
Et godvilligt vidne Peder Rasmussen fra Olsker fortalte at under skiftet efter Hans Rasmussen på Maagaard tog Bent Jørgensens hustru nogle medister der hang i skorstenen. Desuden forsvandt et par ”hosser”, men han var ikke klar over om det var Anna Magrete, der havde taget dem. Han vidste også at Anna Margrete havde bedraget mange godtfolk i sognet såvel som hendes egen slægt.
Anna Lars Jensen i Olsker berettede at hun havde fået noget kalvekød og et lagen, men hun vidste ikke hvor det kom fra. Kalvefjerdingen havde hun kogt suppe på og spist sammen med Anna Margrete. Blågarnslagenet havde Anna Lars Jensen tiltusket sig med noget tøj til et forklæde.
Svend Michelsen ville ikke afhøre flere vidner. Til næste ting ville han fremlægge præstens attest.
Jesper Hansen i Allinge havde tilladelse til at gå i rette for Bendt Pedersen i Klemensker mod Christen Hansen i Rø. De manglende vidner var ikke mødte på grund af sygdom. Herredsfogeden mindede om at udeblevne vidner kunne straffes med faldsmålstraf. Christen Hansen var ikke mødt.
28. juli 1741 – pag. 253a
Læst kopi af kgl. Reskript til befalingsmand Gerstorph at ingen soldat under Nationalkompagniet skal være fri for lejermålsbøder og kirkens disciplin førend de bliver indrulleret.
Læst kgl. Forordning om hvordan der indrulleres i landmilitien og deres afgang fra de nationale regimenter, dat. 30. juni 1741.
Læst kgl. Forordning om hestenes vedligeholdelse til ”Canalerie Regimenternes Remontering saa vel de relueligerede hafued som under cumiterede sædegaarde, præstegaarde, møller oc selvejergaarde i Danmark”, dat 7. juli 1741
Læst et pantebrev af 12. juli til mening at Jens Pedersen på den 7. frivornedgaard i Rø havde lånt 149 sld af Christian Leegaard med første prioritet i gården.
Læst en skiftekontrakt af dato 20. juli oprettet mellem Knud Nielsen i Løsebæk i Allinge på den ene side og på den anden hans afdøde søn Anders Knudsens efterladte hustru Karne Pederdatter. Enken skulle betale Mads Clemens 40 sld og 6 sld. til Knud Nielsen. Enken Karne Pedersdatter skal svare alle kreditorer og beholde boets midler, det være sig den 6. frivornedgaard i Rø, samt løsøre.
Læst et købe- og skødebrev af dato 17. juni at Mads Monsen på den 23. selvejergaard i Østerlars havde solgt den 6. gård i Rø for 440 sld til Mads Bereldsen Kofoed nu boende på den 9. vornedgaard i Poulsker.
Jesper Hansen af Allinge mødte i sagen mellem Bendt Pedersen i Klemensker på hans myndlings vegne ved navn Peder Hansen Kjøller kontra myndlingens stedfader Christen Hansen i Rø. Jesper Hansen oplyste, at Christen Hansen havde fået lov til at tage træ til reparation af husene efter en ildebrand, hvorfor sagen ophævedes. Der blev pålagt Christen Hansen for fremtiden oplyste alle fremtidige forhold.
Amtsforvalter Schrøders tjener Christen Pedersen Dam stævnede udbygger Anders Nielsen i Klemensker for at have indtaget udmark og havde sået korn. Anders Nielsen var mødt og ville svare skriftligt på anklagen til næste ting. Amtskriverens fuldmægtig fremlagde tidligere dom om udmarkssager og pålæg fra Sandemanden Hans Kofoeds i sagen.
Kgl. Holstførster Matias Kettelsen stævnede Hans Pedersen i Rø for ulovlig skovhugst i Lindeskoven. Som vidner blev indkaldt Bartolomæus Pedersen og Friderich Hansen i Rø. Der var blevet meddelt af sandemanden på kirkestævnet, at det var forbudt at fælde træer i Lindeskoven. Hans Pedersen oplyste at han ikke erindrede et forbud.
Peder Erichsen af Østermarie sogn på den 65. gård var mødt i retten efter han havde stævnet Niels Ibsen i Rø for noget børnegods. Niels Ibsen var ikke mødt, hvorfor han blev pålagt at møde på næste ting.
Anders Jørgensen fra Klemensker havde stævnet Anders Nielsen, som var udbygger på den 25. gaards grund i Klemensker, for at hans søn så hel grovlig havde slået hans søn med en rive (?), så han ligger under badskærerens hånd. Som vidner var indkaldt Jørgen Pedersen, Anders Pedersen og Joseph Pedersen alle tre var Peder Hansens sønnen. Anders Nielsen var mødt og sagde, at han ville svare på næste ting. Imidlertid blev de to fædre forligte, på den måde, at Anders Nielsen betalte badskæreren og andet med 5 sld.
I sagen hvor Bent Jørgensen sagsøgte sin hustru Anna Margrete fremkom Svend Michelsen og fremlagde sognepræsten Hans Mahlers attest af dato 24. juli 1741, Svend Michelsen ønskede at Anna Margrete mødte på næste ting eller nogen på hendes vegne. Hvis ikke ville han bede om at tingsvidne.
De fire mand, der var tilsagt til at skønne den 42. gård i Klemensker aflagde deres forretning, som skulle skrives i den udstedte kontrakt.
11. august 1741 – pag. 255a
Udbygger Anders Nielsen fra Klemensker i sagen, hvor amtsforvalteren havde anklaget ham for at have taget udmark i brug, irettelagde sit skriftlige indlæg. Amtsforvalteren var ikke tilstede, men havde bedt skriveren om kopi af Anders Nielsens indlæg, hvis han mødte på tinget. Han ville svare på næste ting.
I den sag hvor Peder Erichsen fra Østermarie havde imod Niels Ibsen, aflagde Peder Erichsen et skriftligt indlæg om bevis for, at hans myndling havde arv tilgode. Niels Ibsen kom senere i retten og tilrettelagde sit indlæg mod Erichsen. Sagen stillet i bero til næste ting.
Svend Michelsen for Bendt Jørgensen i sagen mod hans hustru. Anne Margretes moder Mette Peder Thommesen fra Rønne som irettelagde et skriftligt indlæg, underskrevet af hendes mand Peder Thommesen. Sagen blev udsat i 14 dage.
25. august 1741 – pag. 255a
I amtsforvalterens sag mod udbygger Anders Nielsen fra Klemensker var det meningen af Anders Nielsens skriftlige indlæg fra forrige ting, skulle have været kopieret til amtsforvalteren, men da skriveren havde lovligt forfald, var dette ikke sket. Sagen udsat.
Peder Erichsens sag mod Niels Ibsen var der opstået tvivl om regnskabet imellem dem. Herredsfogeden bestemte derfor at der vælges to mand til likvidations-mænd (Svend Michelsen fra Rønne og sandemand Lars Pedersen fra Rø) som skulle møde og se regnskaberne igennem den 6. september for derefter at bestemme, hvor meget Niels Ibsen havde stående af børnegods. Sagen stilledes derfor i bero.
Svend Michelsen af Rønne mødte på Bendt Jørgensens vegne i sagen som han havde imod sin hustru Anne Margrete. Anna Margrete mødte, men havde intet at føre i denne sag. Hvorfor Svend Michelsen sluttede sagen og bad om en udskrift af sagen (tingsvidne).
8. september 1741 – pag. 255b
Læst kgl. Plakat om jagten på ”fellet” (fælleden?) udsættes fra den 24. august til den 7. september 1741.
Læst amtmand Urnes skrivelse af 26. august 1741 om at kongen havde ved skrivelse fra 28. juli 1739 anbefalet at ingen udmarksjorde måtte indtages, hvorfor mange unge fattige mennesker ”til deels skal være aarsage” (meningen var at udmarken ikke kan brødføde flere folk) ”og derfor allern. Bevilges oc tilladt at aarlig 50 til 100 mennesker af begge køn maa etfer tidens omstændigheder Reyse fraa landet. Mandfolchene fra 10. til 19 aar gammel, oc kvindfolkene naar de have opnaaet deres 16 aar”.
I samme skrivelse meddeltes af kendelsespenge der er skulle have været betalt for 20 år siden, blev eftergivet. Fra 1739 skal alle selvejergårde betale 5 rigsdaler.
Læst kgl. Forordning ang. købstadsjorde i Danmark af dato 14. august 1741.
Læst kgl. Plakat om kancelliråd og kasserer Køllers ”fordølgede efechtes opdagelse”, dat. 18. august 1741.
Peder Hansen fra Nyker stævnede på vegne sin broder Niels Hansen fra Aaker. Thor Jensen i Klemensker for gæld på 18 sld. Thor Jensen mødte og tilstod sin gæld. Peder Hansen gjorde derefter sin i rettelættelse og ønskede dom i sagen.
Sagen mod udbygger Anders Nielsen blev optaget til doms.
Likvidationsmændene Svend Michelsen og sandemand Lars Pedersen aflagde deres forretning i sagen mellem Peder Erichsen og Niels Ibsen. Niels Ibsen var ikke mødt trods stævning. Peder Erichsen ville have sagen til doms, hvilket dommeren gjorde.
22. september 1741 – pag. 256a
Holstførster Kettelsen anmodede om 8 forstandige mænd til at syne nørreherreds skove ifølge skovforordningen. De skulle efterse stubbene om de var forsynede med stempel, der viste at de var lovligt fældede. De otte blev valgt.
6. oktober 1741 – pag. 256b
Læst en kvittering ”med den der paa giorde forpligt for 42. gaard i Klemensker sogn om at h.Mayst. havde første prioritet formedelst herlighedens skyld, oc derfor hafde Søren Ibsen udi Ambtstuen erlagt kiendelsespenge til hans Mayst. I ambtstuen 5 rdr. Af dato 4. marts 1741”
Læst et pantebrev af 5. oktober 1741 til mening at Søren Ibsen havde lånt 300 sld af løjtnant Bruno mod pant i hans 42. selvejergaard Stangegaard i Klemensker.
Dom afsagt mellem amtsforvalter og udbygger Anders Nielsen i Klemensker.
Ligeledes afsagt dom i sagen mellem Niels Hansen i Aaker sogn og Thor Jensen i Klemensker.
Kirkeværgen Lars Hansen fra Klemensker lod opbyde kirkens penge i alt 269 sld om nogen ville forsikre og mod rente at lånde det hele eller en del af dem. Tingbuddene skulle kundgøre dette ønske på kirkestævnerne.
DOM – pag. 256b
Anders Nielsen, udbygger havde indtaget et stykke jord udenfor den 26. gård i Klemensker, som en ved navn Svend Hansen havde indlagt. Han havde sået lin- og hampefrø på jorden. Anders Nielsen havde undskyldt sig med, at han intet vidste om forbuddet. Men det synes bevist at sandemanden havde advaret ham og derfor skulle han dømmes efter kgl. Forordning om udmarksjordene på Bornholm af dato 28. juli 1739 at miste hus og jord og arbejde i Bremerholm i jern i et år.
DOM -pag. 257a
Niels Hansen i Aaker stævnede Thor Hansen for gæld 18 sld. Thor Hansen erkendte sin gæld. Han blev dømt til at betale.
13. oktober 1741 – pag. 257a
Læst et pantebrev af dato 29. marts 1741 udgivet af sergent Jens Pedersen på den 47. gård i Rutsker til Andreas Kofoed i Rønne på 130 sld. mod pant i gården med bevis på betaling af kendelsespenge den 21. februar 1741 og den 9. januar 1736.
Læst et skøde og mageskifte af dato 25. februar 1741 lydende på at Peder Larsen på den 20. selvejergaard i Klemensker, Krashave kaldet, med sin hustru Karen Jacobsdatter Kofoeds vilje til fenrik Andreas Jørgensen og hans kjæreste Karen Marie Marckman på den 15. selvejergaard i Nyker, Riisegaard kaldet. Mageskiftet bekræftet på amtstuen med førsteprioritets rettighed af 12 oktober 1741.
Læst et pantebrev af dato 8. marts 1741 udgivet af fenrik Andreas Jørgensen til Andreas Kofoed i Rønne på 420 sld mod pant i den 20. gård i Klemensker, med kvittering af kendelsespenge af dato 12. oktober 1741.
Læst et pantebrev på 200 sld. af dato 3. oktober 1741 udgivet af Anders Clausen på den 61. selvejergaard i Klemensker til Andreas Kofoed, købmand og handelsmand i Rønne mod pant i gården. En kvittering på kendelsespenge 13. november 1737 af den 61. gård blev påskrevet.
Amtsforvalter Schrøder lod læse en proklamation af dato 7. oktober 1741 vedr. den 12. gård i Klemensker hvor Thor Jensen boede, at kgl. Mayst. Havde 28 rdr. 3 mk 11 ¼ sk tilgode. Hvilken oplysning henvendte sig til panthaverne i gården.
De otte mand der havde synes Nørreherreds skove aflagde deres forretning.
Hans Larsen i Rø havde stævnet til tingsvidne Tommes Jørgensen i Poulsker om en hoppe, som Tommes Jørgensen havde i hævd. Som vidne indkaldtes Jacob Hansen ungkarl, der boede hos Hans Hansen på Hullegaard i Rø, samt corporal Christen Hansen fra Rø. Tommes Jørgensen var ikke mødt. De to vidner blev afhørte. De to vidner havde været i Poulsker og havde genkendt hoppen, som havde været borte i tre år. Hoppen havde Hans Kjøllers mærke fra dengang Kjøller havde den. Hans Larsen havde modtaget hoppen efter Kjøllers død. Det andet vidne bekræftede Jacob Hansens vidnesbyrd. Tommes Jørgensen fra Poulsker mødte på tinget og sagde at Hans Larsen måtte sagsøge ham på hans rette ting. De to vidner berettede at Tønnes Jørgensen havde sagt, da de var i Poulsker, at han nok skulle søge Hans Larsen og betale ham for 3 år med hoppen og levere den tilbage. Hvilket han ikke gjorde. Hans Larsen fik sit tingsvidne.
20. oktober 1741 – pag. 258a
Sagen, hvor Peder Erichsen havde stævnet Niels Ibsen og som var blevet optaget til doms, blev ophævet efter at Niels Ibsen havde indgået en aftale med Peder Erichsen om børnegodset. Efterfølgende er indført Peder Erichsens accept af aftalen og at sagen blev ophævet.
Amtsforvalterens tjener Eskel Poulsen stævnede vidner om at udbyggerne Hans Larsen og Svend Hansen i Klemensker havde rejst fra landet Bornholm. Vidnerne var sandemand Hans Kofoed, Anders Nielsen og Jørgen Pedersen, samt Peder Hansen på den 26. gård og Erich Hansen på Splitsgaard den 25. gård. De skulle vidne om hvornår de to var rejst og svare på spørgsmål.
Sandemand Hans Kofoed mente at han sidst i marts eller først i april havde forkyndet dommen for dem, men han vidste ikke om de havde pas. Han havde hørt at de to var i kongens tjeneste i København.
Anders Nielsen svarede som sandemanden.
Jørgen Pedersen vidste at de to var rejst fra Bornholm det forgangne forår og at de vist var i kongens tjeneste. De havde ikke senere været på Bornholm.
Peder Hansen vidnede at de to indbyggere var rejst fra Bornholm i foråret for et år siden.
Erich Hansen Splidts svarede som de forrige. Herefter blev udfærdiget et lovligt tingsvidne.
3. november 1741 – pag. 259a
Læst et lejebrev af dato 9. oktober 1741 udgivet af Ole Olsen Sonne, der boede på den 9. selvejergaard i Olsker, til Hans Hermandsen, som er møller på den mølle der står på gårdens grund. Til møllen hører 4 tønder land havrejord. Hans Hermandsen kan leje jorden så længe Ole Olsen Sonne bebor gården. Den årlige leje var 2 daler 10 skilling.
Læst købe- og skødebrev af dato 6. oktober 1741 til mening at Søren Mogensen Høg, boende på den 8. vornedgaard i Rutsker, havde solgt den 31. selvejergaard i Rutsker til sin søn Hans Sørensen Høg og hans hustru Bendte Pedersdatter for 368 sld. Sammen med skødet fulgte en kvittering for betalt kendelsespenge og at skatter på gården skal have første prioritet i gården.
Poul Antoni Müller af Svaneke Vellem Hartvig fra Rø for gæld på 6 sld. for en undersøgelsesforretning vedr. et skifte efter Rasmus Wolfs hustru i Kiærgaarden i Vestermarie. Vellem Hartvig var ikke mødt.
19. november 1741 – pag. 259b
Læst kgl. Forordning om land- og forprang og de sager samt alle politisagers påtale og påkendelse, dat 25. august 1741.
Læst kgl. Forordning ang forbud for alle slags udførsel af kornvarer af Danmark til fremmede steder. Dat. 18. september 1741.
Læst skøde af dato 21. juli 1741 ang. at Karen sal. Jens Nielsen i Tejn med sin lauværge Jep Larsens tilladelse at have solgt en løkke med husplads og kålhave til løjtnant Hans Mortensen for 20 sld., 4 skæpper korn og en skæppe ærter.
Læst et pantebrev af dd, ang. at Hans Hansen på den 23. gård i Rø i Steenby havde lånt af Lars Pedersen i Baadstadgaarden 100 sld. mod pant i den 23. gård.
Anders Larsen Krack havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for sognepræsten i Rø Hr Monrad til at inddrive tiende af den 19. gård kaldet Gudminde i Rø for året 1740. Anders Larsen Krack stævnede Gotfred Nielsen, som boede på den 19. gaard Gudminde for manglende tiende og for degnesmør. Desuden stævnedes Jens Larsen på Fløjlegaard, som havde boet på Gudmindegaard i 1740 for præstetiende og for degnen Peter Clausen for kirkesmør. Desuden indkaldtes sandemand og kvartermester Lars Pedersen og Hans Pedersen som var med da Gotfred Nielsen forgangne år tog imod sæden fra gårdene. Lars Mortensen fra Rø mødte som godvilligt vidne.
Gotfred Nielsen var ikke mødt på grund af svaghed og han havde via tingbuddet bedt om udsættelse. Tingbuddet Lars Esbersen turde ikke, eller ville ikke, afgive ed på at Gotfred Nielsen var svag.
Sandemand Lars Pedersen bekræftede at Gotfred Nielsen tog imod gaard Gudminde (den 19. gård i Rø) i fisket 1740 (september). Han havde også overtaget kornet. Sandemanden havde fået ordre fra amtsforvalteren at han, sammen med to mand, skulle være tilstede da Gotfred Nielsen modtag gården. Det skete sammen med Hans Pedersen og Lars Mortensen fra Rø. Gotfred Nielsen havde besigtiget gården og den indhøstede avl, sam var rug, byg, havre og hør. Gotfred Nielsen var ”vel fornøjet”. Den tidligere gårdbeboer Jens Larsen var også tilfreds ved overdragelsen. Men sandemanden vidste ikke hvem der var pligtig til at betale præsten og degnen.
Hans Pedersen og Lars Mortensen bekræftede sandemandens vidnesbyrd.
Jens Larsen fortalte, at det var en post som Gotfred Nielsen skulle betale, da han havde fået overdraget al høst.
Dommeren fremlagde Rø kirkes regnskabsbog af dato 19. juli 1686 hvor det fremgik, at der skyldtes for 3 år og det var for hvert år 12 besmer marcj (?) efter gl. vægt som nu kan beregnes i skallepund. Skatten var fra dengang han tidligere havde Gudmindegaard og et år efter han igen fik Gudmindegaarden. Krach fremlagde hvor meget han skyldte og at han skyldte degnen 10 skilling i degnesmør. Jens Larsen bekræftede at han, sålænge som han havde gården, havde betalt det nævnede beløb, hvilket var, medens Rasmus Nielsen var kirkeværge, 3 mark for kirkesmørret og en skæppe korn 10 sk.
Sagen udsat til næste ting.
Poul Antomi Müller kunne ikke føre sin sag, da Vellem Hartvig ikke var mødt. Sagen blev optaget til doms og dommeren fik dokumenterne udleveret.
24. november 1741 – pag. 260b
Læst kgl. Plakat om højesterets afholdelse i 1742.
Læst kopi af reskript som kongen havde sendt til baron Gerstorph, som havde videresendt det til amtmand Urne og igen videre til byfoged i Hasle den 17. november om hvordan delinkventers omkostninger på Bornholm skal betales. ¾ skal betales af bønderne og udbyggerne og ¼ af købstæderne. Hverken gejstlige, militære eller verdslige personer må undtages.
Anders Larsen Krack læste en klage fra Jep Frederiksen fra Østerlars til amtmand Urne vedr. at en udbygger Anders Madsen ved Stavsdal i Klemensker skulle have taget en kvie fra ham. Krack havde fået amtmandens tilladelse at føre Jep Frederiksens sag. Randsagningsmænd havde den 31. oktober fundet kvien hos Anders Madsen. Anders Madsen blev stævnet for det forlig, som han havde indgået med Jep Frederiksen. Som vidner var indkaldt Anders Hansen, Jørgen Hansen Skrub, Poul Pibere alle fra Klemensker.
Jep Frederiksen blev spurgt af Krack, hvorfor ikke tyvekosterne efter ransagning blev ført til øvrigheden som loven foreskriver. Han svarede at da han var blevet forliget med Anders Madsen, var der ingen grund til at føre dem til øvrigheden, men mente at han ved klagen til amtmanden havde gjort hvad der burde gøres. Anders Madsen var for retten sammen med sin hustru og lovede at svare på næste ting og svare på spørgsmål derefter. Krack spurgte ham hvor meget han havde taget og hvad han betalte i forliget. Han svarede 7 sld. Krack ville vide om hans hustru kendte til de koster der var gravet ned i stegershuset, som blev fundet under ransagningen. Madsen sagde, at hans hustru havde købt dem af en kone i Rønne, som hun ikke kendte. Madsen og hans hustru blev spurgt om deres hjemmel til kosterne og om hvem konen var, som hun havde købt dem af. Det vidste ikke hvordan de skulle skaffe hjemmel til dem, da de ikke kendte konen. Men hustruen havde fået dem lørdag før ransagningen. De havde en streng præst og gruede for ham og da de hørte fra en nabo, at der snart kom en ransagning efter en kvie, hvorfor de skjulte (kvien?) ved at grave den ned. Anders Madsen sagde at det hus de boede i på Kongens Mark havde de købt, men endnu ikke havde betalt for det. Huset var på ungefær 11 stolperum og stod på fæstejord.
De tre vidner samt et godvilligt vidne, nemlig Claus Hansen fra Nygaard i Østerlars afgav deres ed.
Claus Hansen fortalte at han var med på ransagningen som var blevet tilladt af tre sandemænd (Østerlars, Vestermarie og Klemensker) og at der fandtes en skriftlig tilladelse fra den 30. og 31. oktober. Den forsvundne kvie tilhørte ungkarl Jep Friderichsen, der boede hos Jens Jensen i Østerlars. De ransagede den 30. oktober og den 31. oktober. Da de kom til Anders Madsen, der var udbygger i Stavsdal i Klemensker, fandt de i køkkenet ved en tørvevæg en nedgravet kærne i jorden så dybt, at der var en alen jord over kærnen. De brugte ”it Mussesped” (Et spyd), hvorefter de gravede og fandt et klæde lagt over kærnen. Deri fandt de 4 fødder af et fæ-kreatur, en ”mulle, fedietarme og callun, som icke var saltet, dog rengiort, oc tarmene fyldt med gryn”. Da de fik kærnen op spurgte de Anders Madsen og hans hustru hvad det var de havde fundet, så svarede de, at det havde hustruen fået af en mand i Rønne. De foreslog, at de skulle tage alt hvad det havde fundet og tage til Rønne, hvor de kunne vise hvem der havde givet dem det. Kvinden gik til sin svoger Jens Haagensen med sine børn for at de kunne blive der så længe det varede at køre til Rønne. Den ene ransagningsmand Jørgen Hansen Skrub sagde til Anders Madsen, at det var bedst at han forligede sig med Jep Friderichsen om kvien, da han ikke kunne befri sig for, at det ikke var den eftersøgte kvie. Dermed blev der indgået forlig med 7 slettedaler. Det blev aftalt, at Anders Madsen skulle betale ”kongens sag”, og holde Jep Fridrichsen fri for videre tiltale. Anders Madsen fik starks 4 daler 1 mark og 8 skilling. Vidnet vidste ikke om resten blev betalt. Krack spurgte om at der var grå hår på fødderne og mule, sådan som den skulle have, hvis det var Jeps kvie. Det bekræftede vidnet. Vidnet mente at kvien, som var kalv, kunne havde en værdi på 7 til 8 daler.
Anders Hansen bekræftede Claus Hansens vidnesbyrd, på nær at han ikke havde observeret, at der var fyldt gryn i tarmene. Han vidnede også at Anders Madsen havde lovet at svare kongens sag.
Jørgen Hansen Skrub bevidnede også hvad der tidligere var blevet sagt.
Dernæst Poul Jørgensen Piber. Han fortalte at Jep Fredrichs var kommet og bedt ham om at være med til ransagningen efter hans mistede kvie. Han var med til at søge efter nedgravede ting med et musespid. De fandt en kærne som var nedgravet i køkkenet der indeholdt et fækreaturs fire fødder, en mule, callunet og ferietarme. Han hørte også at Anders Madsen og hans hustru blev spurgt om, hvorfra det stammede. Anders Madsen sagde, at hans hustru havde købt det, men de kendte ikke manden, hun havde købt det af. Vidnet blev spurgt om at Anders Madsen og hans hustru var berygtet for tyveri. Vidnet svarede at han nok havde hørt rygter derom, men kendte ikke noget dertil.
Anders Madsen ville ikke tilføre sagen yderligere oplysninger, men vente til næste ting. Sagen blev stillet i bero til næste ting.
Krack ville havde oplysinger fra Gotfred Nielsen om den manglende betaling til sognepræsten Monrad for tiende, kirkesmør og degnerettigheder.
Gotfred Nielsens hustru kom og fortalte at Gotfred Nielsen var svag, men ville komme på næste ting eller en på hans vegne. Sagen blev udsat.
1. december 1741 – pag. 263a
Kgl. Forordning blev læst om, at alle slags korn fra udlandet måtte indføres mod tald efter toldrullen, dato 27. oktober 1741.Læst kgl. Forbud på flæsk, levende svin samt talg og ostes udførsel af Danmark, dat. 27. oktober 1741.
Læst en tillysning af dato 18. november 1741 fra amtsforvalter Christopher Schrøder om at der kunne købes kongens korn i strøgmål på amtstuen den 6. december.
Jens Hansen Svan af Svaneke stævnede Christian Steffensen i Rø for gæld på 8 daler og 4 skilling. Stævnemålet kunne ikke beediges af en af stævningsmændene, der havde lovligt forfald i amtmandens tjeneste. Sagen blev stillet i bero.
Anders Larsen Krack ville have at Anders Madsen skulle komme med sit svar og forklaring om den forsvundne kvie, der sandsynligvis blev fundet under ransagningen. Eller om han kunne komme med hjemmel til de koster, der blev fundet under køkkengulvet. Anders Madsen kunne ikke skaffe hjemmel til kødet, da hans hustru ikke vidste af hvem hun havde købt det. Efter ransagningen og forliget, så havde de spist købet. Anders Madsen ville svare skriftlig på næste ting, hvilket Krack tillod.
Krack ønskede derefter at Gotfred Nielsen skulle give sin forklaring på den manglende betaling af præst og degn som de havde til gode af Gudmindegaard i Rø. Gotfred Nielsen mente at stævningen var forkert, da det drejede sig om to sager, der var blevet ført som et stævnemål. Dommeren henviste til loven pag. 29. og 30 art. 1, hvorfor han sagde, at den var lovlig. Desuden havde hans hustru på sidste ting lovet, at han skulle svare i dag formedelst at det var tredje ting siden at sagen startede. Amtmanden havde krævet af Krack, at han skulle forfølge sagen under et, altså tiende til præsten, kirken og degnen og det på slet papir. Gotfred ville have at alt blev oplæst for ham. Kald og varsel blev oplæst.
Krack mindede Gotfred Nielsen om, at han ”om fisket” 1740 havde modtaget gården efter Jens Larsen med hele den indhøstede avl og Gotfred var ”fornøjet” hermed. Gotfred sagde, at hanhavde indgået forlig efter kongens ordre med generalmajor West og amtsforvalter Schrøder og med hr. Poul Eskelsen, by- og herredfoged, om at han skulle have sin gård igen næst kommende fredag efter forligsdato og ”kand iche holde mit forlig efter som de iche tilholde deres forlig oc holde mig fri for min formands skatter for 1740”. Gotfred ønskede at en kopi at deres forlig blev oplæst i retten og påskrives.
Krack ville ikke acceptere, at en kopi af et forlig oprettet mellem ham og West, amtskriveren og herredsfogeden, skulle læses op og påskrives, men om det skulle ske, så måtte Gotfred give med kald og varsel – hvilket ses af loven pag. 29 og 30 art. 1. Gotfred nægtede at præsten og degnen skulle have krav til ham. Herredsfogeden fik stokkemændene til at bevidne, at Gotfred i retten havde sagt: ”at herredsfogeden hafde hans gode penge oc at han icke behof at pandte for hans kornskæppe for indeværende Aar oc otte gange at hafue sagt oc truet herretsfogden oc sagt at hand er den værste i dend forrige sag med mange flere ting oc tummult oc ulyd som hand særlig for retten sig har øfuet imod ham, hvorfor han nødes til at slutte Retten, helst som dend ey lenger I saa maader kunde antages at bivaanes”.
8. december 1741 – pag. 263b
Læst en verificeret kopi af kgl. Reskript fra 22. september om at 2 leester på ..? fra Sveriges rige havde begivet sig til (DK?) – men at de skulle leveres tilbage.
Stiftsbefalingsmand barom Gerstorph meddelte bestalling på Bornholm for skarpretter Ismael Asthauchen af dato 20. november 1741.
Dom afsagt mellem Poul Antoni Mûller af Svaneke og Vellem Hartvig i Rø.
Gotfred Nielsen lod indføre i tingbogen ”Erclering og forlig” som følger: ”
”At jeg Gotfred Nielsen ugierne maa fornemme, at Jeg formedelst suaghed oc andet tilfelde, som mig kunde tilfalde, sidstleden ting som var den 1ste December maaske dend tid for Retten fortalte mig noget imod dommeren eller herretsfogeden Poul Eskelsen, huilke ord jeg iche nu saalige kand mig erindre, men Stochemendene maaske bedre. Mens ifald om ieg skulde udsagt noget imod herretsfogden u-bekuemt, saa vil ieg her med tilstaae som ieg iche ved nogen reede der til, helst som ieg iche ved andet mod herretsfogden hr. Poul Eschelsen end det som erligt oc en dommer væl kand ægne oc anstaae, Ellers her foruden vil ieg, Gotfred Nielsen, mig tilbepligte, iche oftere saaledes forsee mig imod herretsfogden i nogen maade, videre end som Ret er, oc vil saa iche videre med min Ringe afbet begier nogen trette eller tuesteion i nogen maade saa vit iche kand angaae mit ære”.
Hvilket forlig Gotfred og hans hustru tilstod.
Krack spurgte nu Gotfred om han ville betale præsten og degnen hvad de havde ret til. Hvortil Gotfred sagde, at han ikke kendte noget til at de skulle havde ret til fra den 19. gård, fordi han ikke boede og avlede noget på gården i 1740. Han tog ikke mod gården før i 1741 og at han ikke skulle betale skatter for 1740, hvilket han kunne bevidne med sin skattebog. Krack svarede, at han ikke kunne se at amtsforvalterens krav havde noget med præstens krav til gården, som hvilede på avlen. Gotfred ville vente med at saver til han fik udskrift af tingbogen.
Sagen mod Anders Madsen om kvien. Anders Madsen ville vente til at svare skriftligt til han fik udtog af sidste tings afhøringer. Krack ville give sin endelige irettesættelse på næste ting.
I sagen mellem Mons. Suan i Svaneke mod Christian Steffensen mødte den sidste stevningsmand og bekræftede sin stævningsforretning. Christian Steffensen var ikke mødt.
Jens Nielsen på Fløjlegaard i Rø som er værge for en Niels Rasmussens søn i Rø ved navn Rasmus Nielsen, der nu er udenlands, lod opbyde en kapital på 163 sld. 2 mk 10 sk til den derville forsikre og forrente den.
DOM – pag. 264b
I sagen mellem Poul Antoni Müller og Vellem Hartvig for gæld på 6 sld. Da Vellem hverken var mødt eller forsøgt at aflægge regnskab, så dømtes han til at betale de 6 sld, tillige med 6 mark i omkostninger.
22. december 1741 – pag. 264b
Anders Larsen Krack i sagen mod Gotfred Nielsen i Rø spurgte om Gotfred nu ville afgive sit svar i sagen om manglende betaling af tiende mm. Gotfred Nielsen svarede at han stod ved den aftale han havde gjort med øvrigheden, hvilket han mente ville friholde ham fra at betale den resterende tiende. Krack svarede at om han havde indgået et forlig med sin øvrighed eller havde noget gode hos dem, da måtte han søge dem om fritagelse. Dommeren sagde, at det tidligere forlig ikke vedrørte denne sag. Gotfred påstod at det måtte være Jens Larsen sag at betale tiende, da det var ham, der havde gården i avl i 1740. Anders Larsen Krack i rettelagde sit skriftlige indlæg i sagen og begærede dom. Gotfred ville have Krack indlæg beskrven og svare på næste ting.
I sagen mod Anders Madsen ville Krack nu have hans skriftlige indlæg. Hvilket skete. Krack mente, at det var en fejl, at kosterne ikke var ført til øvrigheden i stedet for at blive fortæret og ædt. Krack betegnede Madsens indlæg ”maaske ved Gotfreds oc andres lærdom besmøcher sin sag” som usandfærdig og at dommeren ikke ville acceptere det. Vidnernes udsagn må stå til troende. Krack aflagde sin skriftlige irettesættelse i sagen og ønskede dom. Anders Madsen ville have kopi af Krack irettelæggelse og svare på næste ting.
Sagen mellem Suan i Svaneke og Christian Steffensen blev optaget til doms.
Jens Nielsen på Fløjlegaard i Rø opbød for anden gang børnegodset.
Det forgangne års stokkemænd blev entlediget og nye stokkemænd valgt for 1742.
12. januar 1742 – pag. 265b
Dom afsagt mellem Jens Hansen Suan i Sveneke mod Christian Steffensen i Rø.
Anders Larsen Krack ville høre om Anders Madsen havde noget at sige mod hans irettelægges på forrige ting. Anders Madsen var ikke mødt og da det var 6 uger siden at sagen startede, mente Krack at sagen kunne gå til doms. Dommeren kunne ikke afsige dom, men gav Anders Madsen frist til næste ting.
Krack sag mod Gotfred Nielsen og Jens Larsen om manglenden kirketiende og degnerettigheder for 1740 ville høre om de var til stede. Gotfred Nielsen havde sendt sin datter med sit skriftlige indlæg af dato 11. januar 1741, som blev læst og påskrevet. Kirkeværgen Mogens Nielsen i Rø kom og angav hvilke restancer som der var på Gudmindegaard. Gotfred Nielsen skyldte for kirkesmørret året før han kom fra Gudmindegaard. Det var forfaldet Mikkelsdag året før han om foråret var kommet bort fra gården. Desuden rester Gotfred Nielsen for kirkesmørret som forfaldt til betaling mikkelsdag 1741. Jens Larsen havde betalt for de ydelser som faldt på ham, medens han boede på gården.
Krack kommenterede Gotfreds skriftlige indlæg, hvor Gotfred havde argumenteret for, at det var ikke blevet ham pålagt at betale kirken og degnens rettigheder for 1740, trods det, at han havde modtaget hele høsten. Gotfred havde påstået, at herredsfogeden kornskæppe skulle betale for ham. Krack påstod at Gotfred løj, hvilket han ville forfølge om herredsfogeden tillod det. Krack mente at Gotfred Nielsen kunne dømmes mulkt og straf efter kgl. Forordning som ”en temere Melitigantes” [latin: temere=skødesløs-uoverlagt + Melitius=militærperson eller Milesius = vellystig, utugtig, som viser tilbage på én] Krack ville ikke irettesætte mere og krævede dom i sagen. Sagen blev taget til doms.
For tredje gang opbød Jens Nielsen på Fløjlegaard i Rø sin myndlings arv på 166 sld. Hvorfor han fik udstedt et tingsvidne om at ingen ville overtage arven (hvorfor han slap for renterne)
DOM – pag. 266 a
I sagen mellem Jens Hansen Svan i Svaneke og Christian Steffensen i Rø. Steffensen havde intet gjort for at befri sig for beskyldningen, hvorfor han belv dømt til at betale de 8 sld. som han skyldte + omkostningerne på 2 sld.
19. januar 1742 – pag. 266a
Christen Pedersen Dam mødte på amtskriver Schrøders vegne stævnede udbygger Didrich Nielsen fra Rutsker angående tyveri natten mellem den 22. og 23. december 1741 på den 2. vornedgaard i Rutsker hvor Jørgen Høg boede. Desuden indkaldtes den klagende Jørgen Høg, samt vidnerne Jørgen Jacobsen og Hans Larsen.
Didrich Nielsen var ikke mødt i retten. Forvalterens fuldmægtig fremlagde Jørgen Høgs klage til amtmanden af dato 28. december 1741. Den 29. december skrev amtmanden til amtskriveren om, at han skulle forfølge sagen. Christen Pedersen i rettelagde udbygger Didrich Nielsen en ”for pligt” fra den 9. juli 1726 til sognepræsten Paascolen.
Jørgen Høg mødte og vedkendte sig anklagen, samt præsenterede to vidner: Jørgen Jacobsen fra Rutsker fortalte, at der kom bud fra Jørgen Høg, at han skulle komme til ham ved den vestre lo. Didrich Nielsen, der var lidt blodig, stod ved ”Bølchen” (Bolken – skillevæggen) med en lang kæp i hånden som et godt kosteskaft. Didrich havde en sæk, hvori det stjålne korn skulle have været i. Didrich bad om at få lov til at gå, og ville tømme sækken, da der ikke var så meget af hvert korn. Jørgen Høg sagde, at han ikke skulle tømme sækken, da det var tyvekoster og den skulle bevares som bevis efter loven. De tog sækken og gik ind i stuen, hvor Jørgen Høg så ville hente Didrichs hustru, hvilket Didrich bad om ikke skulle ske, da hun var dårlig. Didrich Nielsen bad så mindeligt om at måtte gå hjem, da ”blodet ellers ville rinde fra ham”. Så de lod han gå, men Jørgen Høgs tjenestedreng Niels Hansen skulle følge ham hjem. Didrich havde sit ”bæst” stående ved Elleløkken, som han løste og trak med sig. Da de kom til hans hus, lukkede Didrichs søster døren op og da hun så hvor ilde at Didrich var tilredt, så blev hustruen og børnene forskrækkede.
Hans Larsen af Rutsker var først kommet til Dalegaard, da Didrich var ledt ind i stuen. Han var blodig. Til sidst havde han fået lov til at gå, men uden sækken med havre. Høgs hustru havde sagt til Didc´rich, at han måtte selv svare kongen for tyveriet.
Uden stævnemål mødte Paascolans tjenestekarl Peder Hansen, der fortalte, hvad han havde hørt, da han havde fulgt præsten til Didrich Nielsens hus den 29. december sammen med udbygger Hans Jensen. Didrich vidste ikke hvilket tidspunkt han havde gået fra sit hus og taget til Jørgen Høgs gård. Han ville tage havre fra loen – noget kastet og andet ukastet havre omtrent 4 skæppemål. Didrich havde sagt at han var ved sin fulde forstand i alle måder.
Hans Jensen forklarede at han var med præsten den 29. december og bekræftede præstens tjenestekarls vidnesbyrd.
Didrich Nielsen blev pålagt at møde på næste ting.
26. januar 1742 – Pag. 268a
Sagen hvor amtsforvalter Schrøder havde stævnet udbygger Didrich Nielsen i Rutsker blev ført. Prokurator Jesper Hansen i Allinge havde fået amtmandens tilladelse til at forsvare udbyggeren. Jesper Hansen spurgte Jørgen Høg om han ville føre vidner i sagen. Jørgen Høg svarede, at han havde overdraget sagen til amtsforvalteren og han mente ikke at han skulle svare på spørgsmål, med mindre han blev stævnet til det. Sagen blev udsat til næste ting.
I sagen hvor Anders Krack havde stævnet udbygger Anders Madsen fra Klemensker for den kvie han havde taget fra Jep Frederiksen i Østerlars. Anders Madsen havde kontrastævnet, men ikke udført stævningen korrekt, hvorfor herredsfogeden afviste stævningen. Anders Krack anså at forbrydelsen var så alvorlig, at hans formue kan være hjemfalden til kongen, hvorfor Krack ville have, at Anders Madsen stillede borgen for sig selv eller at han blev arresteret. Anders Madsen ville ikke stille borgen, men først forholde sig til anklagen på næste ting. Sagen blev udskudt. Dommeren tillod Anders Madsen, at svare på næste ting.
Claus Rask af Rønne på sin farbror Henning Rask vegne mødte for retten og stævnede Gotfred Nielsen i Rø for en gældsdom fra 4. april 1732. Gotfred Nielsen var ikke mødt. Claus Rask fremlagde en herrredstingsdom fra 1732, som havde dømt Gotfred til at betale 29 sld. 4 sk. Og omkostninger 2 sld. 1 mk. Gotfred havde ikke betalt og nu blev han krævet til at betale renter, således at gælden nu var 31 sld. 1 mk 4 sk + renter, Gotfred Nielsen blev pålagt at møde på næste ting.
9. februar 1742 – pag. 269b
Dom afsagt i sagen som Anders Larsen Krack havde startet mod Gotfred Nielsen og Jens Larsen om præste- og degnerettigheder. Krack udbad sig sagen og dommen beskrevet.
Amtsforvalterens tjener Christen Pedersen Dam i sagen mod udbygger Didrich Nielsen i Rutsker svarede på Jesper Hansens ønske om at kende vidnerne. Amtsforvalteren sagde at følgende vidner skulle afhøres: Anders Mogensen på der 46. sg. I Rutsker og udbygger Lars Andersen Kiempe på samme gårds grund, Didrich Nielsens hustru og hans søster Lisebet Nielsdatter. Afhøringerne ville først finde sted efter at Jesper Hansen havde ført Didrichs forsvar. Dog ville Christen Pedersen gerne fremvise en attest udfærdiget af Hr. Børge Paaskalan om sagen. Sagen blev stille i bero til næste ting.
Christen Pedersen Dam på amtsforvalterens vegne stævnede Marta Margrete Erich Pedersens hustru, Erich Pedersen og hustrufader løjtnant Hans Mortensen alle fra Olsker. Alle tre var mødt og accepterede stævnemålet. Amtsforvalterens tjener fremlagde sognepræsten Hans Mahlers angivelse af 13. januar 1742 om at Marta Margrete havde begået lejermål i sit ægteskab. Erich Pedersen blev spurgt om han ville erkende sig som barnefader til barne. Erich sagde: ”at hand iche nu kunde giøre sligt, siden det var saa aabenbarligt for alle at en anden barnefader hafuer veret efter hendes egen bekiendelse for sognepræsten, oc ey heller paatager sig at være sin hustrus forsvar udi denne grofve mishandling, men sig gandske der fraa absondrer”. Marta blev derefter spurgt om hun tilstod det som Mahler havde angivet. Hun svarede ”Ja”. Martas fader Hans Mortensen ville ikke sige noget til sin datters forsvar, da ”hand mente ikke noget dermed at bestille”. Da ingen havde noget at sige imod angivelsen, satte amtsforvalterens tjener i rette. At hun skulle miste sin boeslod til kongen efter lovens pag. 945 art. 24 og sagens omkostninger at betale. Igen havde noget imod at sagen gik til doms.
Anders Larsen Krack i sagen mod Anders Madsen for at have stjålet Jep Friderichsens kvie. Anders Madsen var ikke mødt. Krack mente at sagen nu havde holdt på så længe, at dommeren nu måtte lade sagen gå til doms. Dommeren tog sagen til doms.
Henning Rask af Rønnes brodersøn Claus Rask ville føre sagen mod Gotfred Nielsen. Gotfred Nielsen mente at han havde betalt hvad han skulle til daværende herredsfogede Peter Worm. Han havde betalt 2 tønder rug af 2 dlr og 3 tønder korn ”samme fisket” a 1 daler, som er i alt 5 daler, Den anden”fisked” leverede han 4 tønder havre a 3 mark er 3 daler og året inden betalte Gotfred 6 daler i rede penge og ”nu i mandags ydede min kone hannem en tønde rugmel for 5 sld. Gotfred mente at nu var gælden betalt, da der ikke skulle ydes renter af købmandsgods. Henning Rask bad om udskrift af denne afregning og ville svare på næste ting.
DOM – pag. 270b
Anders Larsen Krack efter ordre fra amtmanden havde stævnet Gotfred Nielsen og Jens Larsen for manglende betaling af tiende, kirkesmør og rettigheder til Rø kirkes præst Monrad og degn Peter Clausen. Kirkeskatterne og degneskatterne var lignet på Gudmingegaard i Rø, den 19. gård. Kirkeværgen Mogens Nielsen aflagde regnskab om, at Gotfred Nielsen skyldte 2 års kirkesmør. Krack modbeviste Gotfreds indlæg, som rummede flere usandheder, I Gotfreds skriftlige indlæg stod at kirkens Præst Monrad havde været hans værge, men nu var hans anklger. Gotfred påstod at han også var stævnet for herredsfoegden kornskæppe.
Dommerens dom lød ”..Thi kiendes og dømmes for ret at Gotfred Nielsen, som har beboet oc enu beboer gaarden, udi de aaringer som fordres forre. Nemlig til præsten hans Tiende for 1740 som efter hans Specification beløber til til 8 sld. 11 sk. Og til degnen 2 skæpper byg, som er for det år, som Gotfred kom fra gaarden og det år han kom til gaarden igen, samt to års kirkesmør, som svarer til 1 sld. 2 mark. Alt skal Gotfred betale inden 15 dage, samt sagsomkostninger, som beløber sig til 3 sld.
23. februar 1742 – pag. 271a
Peder Christophersen fra Nexø stævnede 17. selvejergaards beboer Jens Jensen i Rø til gården opkrævelse. Imidlertid ophævede herredsfogeden sagen, da Axel Lind i Allingen havde en sag kørende med Peder Christophersen, hvilke parter er interessenter i den 17. gård i fl. Lovens pag. 785, art. 1.
I Amtsforvalterens sag mod udbygger Didrich Nielsen i Rutsker i rettelagde Jesper Hansen et skriftligt indlæg på vegne af Didrich Nielsen. Amtsforvalterens tjener bad om udskrift af Jesper Hansens indlæg.
Claus Rask af Rønne på sin farbror Henning Rasks vegne svarede Gotfred Nielsens fremlagte beskrivelse af gældens betaling. Gotfred Nielsen var ikke mødt.
9. marts 1742 – pag. 271b
Dom afsagt mellem amtsforvalteren og Erich Pedersens hustru for begået lejermål i ægteskab. Amtsforvalteren bad om beskrivelse af sagen og af dommen i sine fulde akter.
Ligeledes blev dom afsagt mellem Anders Larsen Krack som ordineret anklager (Auter) havde stævnet Anders Madsen. Krack bad om udskrift af alle sagens akter
Sagen mellem amtsforvalteren og udbygger Didrich Nielsen. Amtsforvalteren i rettelagde sit skriftlige indlæg i sagen. Jesper Hansen var mødt på Didrich Nielsens vegne. Begge parter lod sagen gå til doms.
Jesper Hansen havde fået tilladelse til at føre en sag for Peder Hansen og hans afdøde brors børn mod Kirstine enke efter Hans Madsen i Klemensker. Jesper Hansen stævnede Kierstine sal. Hans Madsen i Klemensker i Dyngegaarden tilligemed hendes lauværge Hans Poulsen til at svare på spørgsmål om sin afdøde mands skifte. Formålet med stævningen var at påvise, at der var værdier, der ikke blev vurderet og var ført fra boet inden skiftet fandt sted. Følgende vidner var indkaldte: Hans Esbersen på Dyngegaarden, Hans Hansen på Dyngegaarden, Mads Hansen på Tørregaard, Hans Pedersen smed alle fra Klemensker sogn. Desuden Mons Larsen på Kuregaarden ang. de penge han havde lånt af Hans Madsen. Følgende vidner var mødt: Hans Esbersen, Hans Hansen og Mads Hansen.
Mads Hansen blev spurgt om han ikke vidste at Mons Larsen på Kuregaard havde lånt af hans hustrus fader Hans Madsen en kapital, som endnu ikke er tilbagebetalt. Vidnet svarede, at det havde han hørt om og at det skulle have været på 100 sld, men han vidste ikke om pengene var betalt tilbage i varer eller som hjemgift. Han kunne ikke bekræfte forlydende om at der var sølv, kobber, tind eller trævarer, der var blevet holdt udenfor skifteforretningen da der skulle fordeles arvegods. Enkens lauværge spurgte om der var tale om at de 100 sld. var en hjemgift til Mons Larsen på Kuregaard, der blev gift med Hans Madsens datter, hvilket Mads Hansen nægtede at vide noget af.
Næste vidne Hans Hansen vidste ikke at der skulle være noget ”dulgt” ved skiftet efter hans fader, men han var ung og havde måske ikke været klar over hvad der skete med pengene. Han kendte ikke til at der var oprettet en obligation mellem Mons Larsen og Hans Madsen på 100 sld. Han nægtede også, at han moder ved skiftet havde lovet ham en arvepart og at han dermed skulle være tilfreds.
Hans Esbersen fra Klemensker havde ikke hørt fra hans svigerfar, at han havde lånt 100 sld. Hans Esbersen og hans hustru, der var datter til afdøde Hans Madsen, havde overtaget Dyngegaard. Jesper Hansen antydede, at der var bygget noget til gården efter at han var kommet til gården – og altså at denne tilbygning havde noget med arvesagen at gøre. Hans Esbersen nægtede at det skulle have været tilfældet.
Vidnet Hans Pedersen Smed dukkede op på tinget. Hans Pedersen Smed var gift med en af Hans Madsens døtre. Han fortalte, at han havde været med ved skiftet efter Hans Madsen og vegne at sine børn, da hans hustru var død. Han kunne fortælle at der ikke var rede penge i boet, men at hans afdøde hustru havde sagt noget om et sølvbæger og 2 sølskeer var i huset medens hun boede hjemme. Han havde aldrig modtaget en hjemgift, da han var blevet gift med Hans Madsens datter og derfor mente han, at hans børn skulle kompenseres for denne mangel, nu hvor de kun havde modtaget 3 daler 3 mk 12 sk. Hans Pedersen Smed mente at pengene til Mons Larsen på Kuregaard ikke var et lån, men en gave. Vidnet fortalte, at enken efter Hans Madsen havde en del stedbørn, der også skulle arve og at hvis de tilsyneladende manglende 100 sld. ville hjælpe godt i regnskabet.
Mons Larsen fra Kuregaard fortalte, at han ikke havde kvittering på ,at han havde tilbagebetalt de lånte 100 sld., da det var ikke kommet på tale. Mons Larsen kunne ikke helt erindre, hvornår han havde lånt de 100 sld. Og det var ikke en hjemgift da han havde fæstet Kuregaarden. Til hjemgift havde han fået en hest, en kvie, en ko tillige med et sengested og andre skikkelige sengeklæder.
Enkens lauværge ville svare på næste ting.
Claus Rask fra Rønne mødte på Hennings Rasks vegne i sagen mod Gotfred Nielsen. Tingbuddet fra Rø meddelte, at Gotfred Nielsen havde bedt ham sige, at han var syg og derfor ikke kunne møde.
DOM – pag. 273b
”Som Velædle Hr. Amtsforvalter Schrøder her til Nørre Herrets ting som holtes d. 9 feb. 1742 efter sognePræsten Velædle Hr. Mahler angivelse haver ladet indsteufne /: ved en skriftleg Stefning dat. 26. Januar samme Aar:/ Erich Pedersen af Olsker Sogn, hands hustru Martha Margrete Hans Mortensens datter, som nu erhos sin fader Hans Mortensen i Teyn udi forbenævnte Olsker Sogn, andggl. At hun udi sit Egteskab har begaaed Lejermaal med en Sergiant i Københafn ved Naun Carl Friderich under CronPrintsens Regiment, Saa var og med bemt. Stefning indkaldet fornt. Qvindes mand Erich Pedersen og fader Hans Mortensen med videre som af Stefningen og Acten kand erfares hvordan nævnet Qvinde Martha Margrete tilstod her for Rætten at have begaaed lejermaal i sit Egteskab med forbent. Sergiant Carl Friderich og hendis Mand Erich Pedersen, saavel som faderen paa hendis vegne, ikke hafde noged, langt mindre vilde sig andtages hende at forsvare, altsaa efter hendes egen tilstaaelse for Rætten kiendes og hermed dømmes for Ræt, at hun bør for sit begangne Leyermaal udi sit Egteskab, at straffes og andsees paa hendes yderste Formue, som første gang, samt at erstatte til Velædle Hr. Amtsforvalter denne Sags omkostninger med 2 RD. Dets til Vidnesbyrd under mit Zignet. Hasle d. 9. marts 1742. LS og LA Birch.”
DOM – pag. 274a
I sagen hvor Anders Larsen Krack på amtskriverens vegne havde ført imod udbygger i Stavsdal Anders Madsen for at have stjålet en kvie fra Jep Fridrichsen i Østerlars. Sagen var internt forliget ved at Anders Madsen betalte 7 daler for kvien. Vidner havde fortalt, at de ved en ransagning havde fundet en kærne nedgravet i køkkenet med et klæde over. I kærnen var der gemt fæets kallun, fødder, mule, tarme som ikke var saltet men dog rengjorte. Anders Madsen og hans hustru havde påstået, at fæet var købt af en ukendt i Rønne. Det havde været meningen, at de med kosterne skulle køre til Rønne for at opsøge den tidligere ejermand, men forinden var der indgået et forlig. Anders Madsen kunne ikke skaffe beviser på sin påstand, og da de efterfølgende havde fortæret kød og rester, så der var intet tilbage af kosterne. Krack havde omtalt sagen og manglende beviser som undskyldninger og bortforklaringer og mente, at Anders Madsen skulle dømmes efter lovens pag, 983, 984 art. 32, samt pag. 986 art. 39. Anders Madsen havde forsøgt med kontrastævning, men den blev afvist af dommeren.
Dommeren mente at det var bevist, at Anders Madsen havde indgået et ulovligt forlig og at han ikke havde sørget for at kongens sag. Han dømtes efter lovens pag, 983 og 984 art. 32 til at miste sin hud og efter lovens pag. 986 art. 39 til at miste sin boeslod til kongen efter at bevislig gæld var fratrukken. Desuden skulle han betale 3 sld. til Krack for omkostninger ved sagen. Hans hustru blev frikendt, da det ikke kunne bevises at hun havde været med til forliget. Dat. 9. marts 1742.
16. marts 1742 – pag. 274b
Læst kgl. Forbud mod indførsel af forskellige linnedstoffer, bog-guld, haarduges, silke bum..? Og faar vatters ?, samt solde og sigter, dat. 14. marts 1742
Læst kgl. Reskript af dato 1. december 1741 om skifte jurisdiktionens regulering for militære personer, som enten er bønder eller borgere.
Læst amtmand Urnes brev ang. ophævelse af forbuddet på brændevinsbrænding på Bornholm, således som stiftsbefalingsmanden, landets økonomi og Commerce Collegiet havde befalet og beskrevet i kgl. Resolution af 12. februar 1742.
Jesper Hansen som fuldmægtig for Peder Hansen smed i Klemensker ville have at louværgen Hans Poulsen og enken Kierstine sal. Hans Madsen tillige med Mons Larsen til at udtale sig i sagen om at noget var glemt ved skiftet. Mons Larsen var syg og hans hustrubroder Hans Hansen mødte og bad om udsættelse. Stokkemændene havde set værgen Hans Poulsen på tinget, men var nu borte. Jesper Hansen var utilfreds med sagsforløbet, men måtte finde sig i, at sagen blev udsat.
I sagenn mellem Henning Rask og Gotfred Nielsen var ingen af parterne mødt. Sagen blev optaget til doms.
30. marts 1742 – pag. 275a
Læst skøde af dato 29. marts 1742 ang. at Karen sal. Anders Knudsen på den 6. frivornedgård i Rø havde solgt gården til sin dattermand Hans Pedersen for 300 sld.
Dernæst læst en kontrakt mellem Karen sal. Anders Knudsen på den 6. frivornedgaard i Rø og hendes dattermand Hans Pedersen ang. beboelse og undentag.
Andris Kofoed af Rønne havde stævnet Thor Jensen i Klemensker om mangglende indløsning af pantebrev på sin iboende gård den 12. i tallet. Pantebrevet var opsagt og han skulle betale beløbet og renter, samt de på gården hvilende kgl. Skatter. Thor Jensen var mødt og bad om udsættelse af betalingen til sankt hans. Hvis han ikke fik udsættelse så han ingen anden udvej end at lade sælge gården på auktion til højestbydende. Andris Kofoed gav ham delation.
13. april 1742 – pag. 275b
Der blev afsagt dom i sagen hvor amtsforvalteren havde anklaget udbygger Didrich Nielsen i Rutsker for tyveri. Amtsforvalteren bad om udskrift af sag og dom.
Ligeledes blev der afsagt dom i sagen mellem Henning Rask fra Svaneke og Gotfred Nielsen fra Rø.
DOM – pag. 275b
Jørgen Høg på den 2. vornedgaard i Rutsker havde anklaget udbygger Didrich Nielsen for tyveri af havre natten mellem den 22. og 23. december 1741. Sagen var anmeldt til amtmanden, som derefter havde overgivet sagen til amtsforvalteren. Vidnerne godtgjorde sagens forløb. Didrich Nielsen havde forsøgt at stjæle en sæk havre, men var blevet forhindret af gårdens beboer Jørgen Høg. Præsten havde udstedt en attest efter en af ham udført afhøring den 29. december. Han havde tilstået bevidst forsøg på tyveri. Derimod kunne dommeren ikke bruge en anklage fra 9. juli 1726 om et lignende tyveriforsøg, da der aldrig var blevet afsagt dom. Dommeren dømte efter loven pag. 969 og 970 art. 4 samt pag. 986 art. 39 der dømte ham til at miste sin hud og til at miste sin boeslod til kongen efter at gælden var fratrukket.
[Se skiftet i Landsognenes skifter bd. 36, pag. 183a. 28. Maj 1742 Diderich Nielsen og Anne Hansdatter, udb., Kong. Mark, Rutsker. Boet værdi blev sat til 20 daler 1 mk 4 sk- gælden til 22 daler, hvorfor der intet var til kongen – for øvrigt et meget detaljeret skifte!]
Dom pag. 276a
Henning Rask i Svaneke havde stævnet Gotfred Nielsen for fornyelse af dom fra 4. april 1732 hvor Gotfred var blevet dømt til at betale 31 sld. 1 mk 4 sk.. Gotfred var mødt på første tingdag og mente, at han havde betalt en del af beløbet, hvilket han ville bevise ved at aflægge regnskab. Gotfrred mødte imidlertid ikke på de næstfølgende tingdage, hvorfor dommeren dømte ham til at betale det skyldige beløb og påløbne renter i alt 46 sld 1 mk 4 sk. Samt sagens omkostninger på 2 rigsdaler inden 15 dage.
27. april 1742 – pag. 276b
Læst kgl. Plakat ang. fejl/svig med regnskaberne i hertugdømmerne fra 1681-1734. Oplysninger og evt selvangivelser fra debitorer kunne belønnes med 10 procent nedslag.
Læst plakat om evt. uregelmæssigheder i andre regnskaber, bla. Hos Christian Braem for stempelpapir. Hans Ulrich Pragt, consumtionsskriber, Wilhelm Dichman, Jørgen Alpin, materialeskriver ved Bremenholm og mange flere. Beviser på uregelmæssigheder kunne forvente en belønning på 10 procent.
Samme Plakat gældende for Norge, hvor oppebørselsbetjente, sølvværket mfl. steder. (De tre plakater omtales ordret og fylder tre sider)
Kgl. Forbud mod indførsel af bladguld, limende stofer, haarduge mm
11. maj 1742 – pag 277b
Læst kgl. Forordning om landmilitærets forstærkning med nyoprettede reserver, dat. 30. marts 1742.
25. maj 1742 – pag. 277b
Læst kgl. Forordning og tilladelse til udførsel af flæsk, levende svin, smør, talg og oste. Dat. 24. april 1742
Læst kgl. Reskript ang. Politien af dato 6. april 1742
Læst stiftamtmand Gersdorphs om samme ”politien”
Poul Jensen Ancher af Hasle havde fået amtmandens tilladelse til at betjene dommersædet på Nørreherred i sager hvor herredsfogeden Poul Eskelsen var nødsaget til at retsforfølge som anklager.
Kirkeværgen Peder Jensen i Rutsker opbød kirkens kapital på 30 sld til den der ville forrente beløbet. Tilbuddet skulle læses på kirkestævnerne.
8. juni 1742 – pag. 278a
Læst kgl. Reskript af dato 22. april 1742 om at forordninger, der vedgår almuen, skal oplæses på kirkestævnerne af sandemanden.
Læst kgl. Reskript af 6. april 1742 vedr. en person ved navn Peter Henrich Boetang, forhenværende krigskasserer i Stratsburg, der skal være deserteret. Han skulle arrestere hvis han opholdte sig i landet. Hans statur beskrives i ”en aparte beskrivelse: 28 år, lille og smal, temmelig skønt og hudladent ansigt, har et skarp samt munter og dristig aasyn, sorte og ej synderlige store øjne, et sort skæg og sorte øjenbryn og bærer paryk.”
Bendt Hermandsen af Klemensker havde stævnet en dreng, ungkarl Lars Jacobsen. Sagen drejede sig om ærekrænkende ord imellem dem. Striden var blevet forliget, men om det skulle være ”kongens sag”, så må sagen føres på tinget. De var begge tilfredse med forliget.
Jens Rasmussen fra Rutsker havde stævnet Gotfred Nielsen i Rø for manglende betaling ifølge et skiftebrev efter afdøde Lars Nielsen i Rø. Sagen drejede sig om et værgemål, som Jens Rasmussen havde påtaget sig. Gotfred Nielsen var mødt og angav, at han havde betalt 2 sld til boet. Jens Rasmussen mente, at det var 10 sld. som han skulle betale. Det var korrekt, at han havde modtage 2 sld. Jens Rasmussen mente, at det var Gotfred Nielsens pligt, at fremvise kvittering for de resterende 8 sld. Gotfred Nielsen mente derimod, at det var Jens Rasmussens pligt at bevise, at han stadig skyldte 8 sld. Jens Rasmussen fremlagde skiftebrevet efter afdøde Lars Nielsen af dato 12. april 1741. Gotfred Nielsen ville aflægge sin salighedsed på, at han kun skyldte to slettedaler. De sidste 8 sld. var ham uretmæssigt pålagt. Dommeren kunne ikke tillade edsaflæggelse, da det var en almindelig sag om skyld, som måtte bevises eller ej. Jens Rasmussen mente at skiftebrevet var tilstrækkeligt bevis for gælden, hvorfor ham ville have sagen til doms. Gotfred Nielsen mente, at vidnerne til skiftet kunne bevidne, at det kun var 2 sld. Sagen blev optaget til doms.
Kirkeværgens kapital på 30 sld. blev udbudt for anden gang.
Kirkeværgen Lars Hansen fra Klemensker opbød kirkens kapital på 398 slettedaler om nogen ville forrente. Han ville sørge for amtmandens, provstens og præsten Jens Buchhaves tilladelse. Opbydelsen skulle annonceres på samtlige kirkestævner.
22. juni 1742 – pag. 279a
Poul Jensen Ancher betjente retten.
Dom afsagt i sagen mellem Jens Rasmussen i Rutsker og Gotfred Nielsen i Rø.
Kirkeværgen fra Rutsker opbød 30 sld. af Kirkens kapital for tredje gang. Ingen henvendte sig, hvorfor kirkeværgen fik udsted en beskrivelse.
Lars Hansen, kirkeværge for Klemensker kirke opbød for anden gang kirkens kapitalt til udlån mod behørig rente.
DOM pag. 279a
Jens Rasmussen sagsøgte Gotfred Nielsen for 10 sld. som han på skiftet efter Lars Nielsen den 12. april 1741. Gotfred havde betalt 2 sld. til Jens Rasmussen og de øvrige 8 havde han betalt til Lars Nielsens hustru i København, men han kunne ikke bevise det med kvittering. Dommeren dømte Gotfred Nielsen til at betale de resterende 8 sld. plus renter 2 mark, samt sagens omkostninger 1 sld 2 mk.
6. juni 1742 – pag. 6. juli 1742
Læst et købebrev af dato 21. juni 1742 der viste, at Hans Hansen fra den 8. sg i Vestermarie havde solgt sæderetten til den 34. gård i Klemensker til gårdens beboer Christopher Hansen for 70 sld.
Kirkeværgen Lars Hansen fra Klemensker opbød for tredje gang kirkens 398 sld. Axel Chr. Lind i Allinge ville gerne låne 300 sld og forrente dem mod pant i byens friheds vang.
20. juli 1742 – pag. 280a
Læst kgl. Forordning om latinskolerne af dato 17. april 1739 og den 61. artikel om eksamen for privatister mod betaling af 10 rigsdaler.
Oplæst hvilket kvantum der, efter det kgl. Reskript om rafineret fint salt, var tildelt modtagerne. Listen skulle tilsendes sandemændene.
Kgl. Holstførster Mattias Kettelsen bad om at fire fornuftige mænd valgtes til at besigtige herredets tørvemoser indenfor såvel som udenfor gærdet. Fra Klemensker valgtes den 67 sg. Beboer Peder Hansen, fra Rutsker Hans Hansen på den 7. vg., fra Olsker valgtes den 33. sg. Hans Jensen og fra Rø Hans Pedersen på den 21. sg. til synsforretningen.
3. august 1742 – pag. 280a
Læst kgl. Reskript af dato 23. september 1740 ang. at før delinkventerne dømmes til spinde- eller børnehuset i København, skal der kommunikeres med direktørerne over fattigvæsenet om de kan modtages der.
Læst kopi af kgl reskript og stiftamtmand Gerstorphs efterlysning af en mand fra Gottenburg ved navn Lorents Hertog af dato 22. juni 1742,
10. august 1742 – pag. 280b
Holstførsterne meddelte, at de tidligere iværksatte synsforretning vedr. herredets tørvemoser ikke var blevet fuldført, hvorfor han pålagde at arbejdet måtte fortsætte med de før valgte mænd.
Peder Jørgensen fra Olsker stævnede Hans Madsen for 40 sld. som han skyldte, efter at Peder Jørgensen havde rømmet 4. vornedgaard. Hans Madsen var ikke mødt, hvorfor dommeren udsatte sagen til næste ting og påbød de fire vidner at møde.
Arrist Poulsen på den 41. sg i Klemensker lod læse et pantebrev af dato 2. august 1742 udgivet af Sissele Hansdatter i Klemensker med sin anordnede værge Thor Pedersen af Klemensker. Hun bortpantede den 41. sg til Arrist Poulsen i 18 år for 700 sld.
17. august 1742 – pag. 281a
Vedr. pantebrevet udstedt for den 41. sg. I Klemensker kaldet Aarsballegaard fremvistes kvittering for betalte kendelsespenge, som blev påført pantebrevet og igen udleveret.
I sagen, hvor Peder Jørgensen fra Olsker havde stævnet Hans Madsen, oplyste tingbuddet Peder Larsen, at parterne var blevet forliget.
I anledning af et missive udstedt af prost Buchhave til byfogeden Poul Eskilsen blev opmeldt fire mand til at syne den 12 jordejendomsgård i Klemensker. Årsagen til synsforretningen var at gården beboer Thor Jensen ønskede at låne 200 rigsdaler af fattigkassen.
31. august 1742 – pag. 281b
Læst kgl. Reskript om at alle delingqventer skulle føres til nærmeste købstads arresthus, hvorfor de skulle holdes i forsvarlig arrest, dat. 14. okt. 1718.
Læst kgl. Reskript af dato 28. maj 1735 om at alle delingqventer der blev dømt fra livet i under- eller overretten ikke måtte eksekveres før der via det danske kancelli blev indhentet en kongelig resolution.
Læst kgl. Reskript af dato 27. april 1739 ang. opkrævning af stævningspenge i delingqventsager og at sagen ikke måtte opholdes af aktor eller forsvarer.
Læst amtmand Urnes tilsendte kommunikation med byfoged angående 3 poster i kongens resolution af 6. juli angående krigsvæsenet på Bornholm.
De fire synsmænds forretning ang. den 12 sg. I Klemensker blev oplæst.
14. september 1742 – pag. 281b
Læst kgl. Generalpardon-patent for det undvigte mandskab i land- og søkompagnierne.
Læst kgl. Plakat om jagten på fællet (?) udsættes fra den 14. august til den 10. september. Dat 13. august 1742.
Læst kgl. Forordning om strandede skibe og gods, dat. 21. marts 1705.
Kgl. Holstførster Mathias Kettelsen bad om at få valgt 8 forstandige mænd til at syne skovene i herredet både skoven hos selvejerne og skove på vorneder.
28. september 1742 – pag. 282a
Læst kgl. Forordning om ”Commercien” i Danmark og Norge.
Læst kgl. Forbud mod at spolere fjervildtets reder og at fange Nattergale og andre fugle på kongens vildtbaner på Sjælland, Fyn, Lolland og Falster ”eller paa nogle steder”.
Amtsforvalter Christopher Schrøder ved sin fuldmægtig Halvor Olsen stævnede Jørgen Kofoed på den 25. vornedgaard i Rutsker og Anders Thomsen på den 24. kongens vorned angående markskellet mellem de to gårde. Anledningen var en klage fra Jørgen Kofoed til amtmanden. Imidlertid var de to naboer blevet enige og sagen ophævet.
Mons Jensen på den 1 frivorned i Olsker stævnede sin stedsøn Bendt Jørgensen af Olsker ang. at han ikke havde aflagt regnskab med sin stedfader, da han modtog sin fædrene gård. Sagen udsat til næste ting.
12. oktober 1742 – pag. 283a
De otte mands forretning om nørreherreds skove blev læst og påskrevet.
Læst et købebrev af dato 9. april 1742 angående at Hans Madsens tre længede gård i Tejn, 7 skæpper bygjord og 4 tønderland havre jord blev solgt for 300 sld. til Henrich Pedersen som boede i Allinge.
Læst et pantebrev af dato 11. oktober 1742 på 200 rd. som Thor Jensen på den 12. sg. I Klemensker havde lånt af de fattiges penge, som stammede fra afdøde sognepræst Elias Pedersen i Klemensker. Penge som den afdøde præst havde skænket. Thor Jensen gav pant i hans ejendom.
Holstførster ønskede at fire mand af hvert sogn blev valgt til at skønne herredets gærder hvad enten de bestod af sten, jord eller ris. Han ønskede, at stengærder erstattede risgærderne og han ville have undersøgt hvor der kunne tages sten dertil. Han ønskede at vide hvor mange piletræer, der var plantet.
Mogens Jensen af Olsker ville have at hans stedsøn Bendt Jørgensen mødte på tinget for at gøre regnskab. Han tilbød at lægge de penge fra den 1. frivornedgård i Olsker på tingbordet, som han mente, at Bendt skulle modtage i arv efter sin afdøde fader. Mogens Jensen ville have at to likvidationsmænd skulle gennemse regnskab og dokumenter for at få sagen løst.
26. oktober 1742 – pag. 283b
Læst et pantebrev af dato 25. oktober 1742 ang. at Henrik Pedersen i Tejn havde lånt 100 sld af Svend Hansen i Rutsker mod pant i 7 skæpper land bygjord og 2 tønderland havrejord i Tejnløkkerne.
Læst en kontrakt dat. 18. oktober 1742 mellem Barbro sal. Lars Jensen, boende på den 7 sg. I Olsker Blaahusgaarden kaldet, med lavværgen Peder Larsen på Habbedamsgaarden på den ene side og hendes søn Lars Hansen på den anden side ang. den 7. gårds bygning og avl. I kontrakten nævntes at kendelsespenge var betalt den 10. marts 1740.
Læst en kontrakt mellem Axel Christian Lind og hans svoger Peder Christophersen ang. den 17 sg. i Rø sogns adgang, beboelse og indløsningsrettighed. Dateret 8. oktober 1742. Kontrakten lød at 2 læs hø på de to enge NV for kirken kaldet Humledal kunne Axel Lind og hans hustru høste i deres livstid, tillige med en eng vest for kirken ved Lindhøj.
9. november 1742 – pag. 284a
Læst kgl. Forordning dat. 28. juli 1739 om forbud mod at indtage udmarksjorde, samt at rive lyng og hugge ene i Almindingen indenfor de nedsatte stene.
Efter holstførstens ordre mødte to synsmænd i Rø sogn, nemlig sandemand Lars Pedersen og Frederik Poulsen og aflagde beretning om Jon Andersen Kracks skov i Rø sogn. Der var ulovligt hjemtaget 2 asketræer og 2 elletræer på lætters tykkelse samt lidt elle til gærdsel. Jon Andersen boede på kongens gaard.
I sagen mellem Mogens Jensen i Olsker og hans stedsøn Bendt Jørgensen på 1. frivornedgaard var der indgået et forlig, således at Bendt jørgensen og hans to søskende havde fået 53 sld. 1½ sk. i arv.
Læst et pantebrev der viste at Poul Hansen på den 6. sg. I Rø havde lånt 220 sld af Lars Hjort, borger og handelsmand i Rønne mod pant i ejendommen.
Stokkemændene i hvert sogn blev pålagt på kirkestævnerne at efterlyse en kvinde Kierstien Holgerdatter, født i Allinge, omtrent 23 år gammel og som havde tjent indtil påske 1741 hos Weidich Haagensen i Olsker. Hun skulle anholdes.
16. november 1742 – pag. 284b
Læst kgl. Reskript af 28. september om at efterlyse en svansk mand ved navn Peder Johan Collindre, 30 år gl. Han var undviget arresten, hvor han sad for ikke at kunne gøre regnskab som eschvadreskriver. Hans positur og klædedragt var beskrevet i efterlysningen.
Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1743.
Læst kgl. Plakat om proprietærernes ret til det unge mandskab fra deres 9 år og deres pligt til soldatertjeneste fra deres 18. år til de blev 40 år. Dateret 12. oktober 1742.
Kgl. Forordning læst om tyveri af manke og rumper [haler] af andres heste på marken og andre steder. Dat. 26. oktober 1742.
Læst et pantebrev dat. 31. oktober 1742 ang. at Christopher Hansen på den 34. gård var skyldig 149 sld til sin fader Berild Hansen på den 61. sg. I Aaker.
Didrich Mortensen boende på den 67. gårds grund i Klemensker efterlyste tre svin, 1 hvid som og en hvid gris og en rød galt.
30. november 1742- pag 286a
Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Olsen læste to stævninger, dat. Amtsstuen 14. november 1742, for manglende betalinger til amtsstuen. Det var Hans Ibsen på den 43 sg. I Klemensker for skat for året 1741 på 12 rdl 13 sk. Samt den 19 sg. I Rø Gotfred Nielsen for restance på 6 rd 1 mk 15 sk. Gotfred havde betalt 3 rd og skyldte således 3 rd 1 mk 15 sk. De to var ikke mødt og sagen udsat til næste ting.
Holstførsten Mathias Kettelsen stævnede Hans Larsen i Bolbye for ulovlig skovhugst. Hans Larsen var mødt og erkendte, at han på skovskønningen var blevet advaret om, at det var forbudt at fælde træer i den skovdel, som han havde solgt til Major Schaar i Rønne for 14 sld. Han havde solgt skovdelen, da han ikke vidste, hvordan han ellers skulle kunne betale amtsstuen for restancer til kongen. To vidner fortalte, at den 31. oktober blev skovdelens underskov, der bestod af hassel, torn og nogle få egen og aspetræer, afhugget. Amtsforvalteren fik udsted et tingsvidne.
Holstførsteren stævnede Hans Jørgensen i Rø sogn for skovhugst på gårdens tilliggende birkeskov ved stranden. To vidner bekræftede at der var hugget birk og elletræer i skoven, hvilket blev konstateret under skovforretningen for tre uger siden. Der var fundet 6 birkestubbe af sparrestørrelse og 24 af lettestørrelse samt andet af mindre størrelse på Strandbakken. Hans Jørgensen forsvarede sig med, at han skulle bruge træet til et 6 fags hus til sin gård, som han havde opbygget i indeværende år. Brændet havde han solgt til en fattig fisker. Holstførsten fik sit tingsvidne.
14. december 1742 – pag. 286a
Læst en kontrakt mellem Lars Anders på den 63. sg. I Klemensker og hans dattermand og børn. Efter hans død skulle den 63. gårds sætning og løsøre gå til de ugifte børn som hjemgift.
Peder Jørgensen ungkarl på den 57. gård i Klemensker stævnede Hans Hansen på Heslegaarden i Olsker for 35 sld. Hans Hansen havde kautioneret for Hans Madsen på 4. vornedgaard i Olsker, men skrivet til amtmanden at han ville ophæve kautionen. Under retssagen blev der indgået forlig og sagen blev ophævet.
Amtskriveren havde indstævnet den 43 sg. Beboer i Klemensker Hans Ibsen for restance. Fordringen var betalt og sagen ophævet. Restancesagen mod Gotfred Nielsen blev optaget til doms. Gotfred Nielsen hustru mødte og ønskede mere tid til at svare, hvilket blev tilladt.
Stokkemænd for 1743 blev valgt.
11. januar 1743 – pag. 287a
Læst kgl. Reskript af dato 12. oktober 1742 ang. forbud mod markeders afholdelser på søndage og helligdage.
Læst kgl. Plakat om at ingen skipper i Danmark og Norge fra 1743 må have hemmelige eller fordulgte luger. Brydes toldsegl op skal toldbetjentene, som opdager det, nyde 2/3 af strafbøderne. dat. 12. november 1742.
Gotfred Nielsen lod meddele at han ikke kunne møde på tinget på grund af svaghed, men at han ville svare skriftligt på næste ting. Amtsforvalteren meddelte at Gotfred havde betalt af på sin gæld, så kravet var nu på 1 rdl 5 mark 15 skilling.
25. januar 1743 – pag 287a
Foranlediget af Olskerpræsten Hr. Hans C. Lassen Mahler indkaldtes Anna Lars Jensen fra Olsker, Lars Jørgensen fra Rø og Jens Mogensen fra Brødde tillige med faderen Mogens Jensen for ”utilbørlig omgængelse med horeri”. Som vidner indkaltes præstens medhjælper Jørgen Jensen i Dalegaard, præstens amme Ingeborg Ols samt Rasmus Olsen og hans kvinde i Tejn. Præsten var indkaldt for processens skyld og han skulle afhøre de indkaldte vidner. Præstens skrivelse af 2. januar 1743 blev læst. Faderen Mogens Jensen henvendte til i retten til Hr. Mahler og spurgte ham om ikke sagen var forliget ved at han havde lovet kirken 2 rigsdaler. Mogens Jensen var forment adgang til nadveren i lang tid. Præsten sagde, at Mogens Jensens sag var uvedkommende.
Amtsforvalterens fuldmægtig monsiur Olsen afhørte Anna Lars Jensen. Spørgsmålet var om hun ville tilstå, hvad hun havde bekendt for præsten, sit forhold til udbygger Lars Jørgensen fra Rø og Mogens Jensens søn i Olsker. Hun svarede ”at hun vel efter lang fristning af sognepræsten Hr. Mahler har kunnet sagt sligt, men ingen føye der til hafde siden hun icke med nogen af de anførte 2de personer har haft nogen sinde lægemlig omgiengelse. Thi huad hun der ved i en hast har kundet bekiendt, har sket af uforstand, hvilket hun nu sagde for Retten at vilde ved Eed bekreftre”. På spørgsmål om hvorfor hun havde bekendt det for præsten svarede hun, at hun var hårdt eksamineret af præsten om sin synd, at hun havde troet, at hun ville slippe hende, hvis hun bekræftede.
Hendes mand Lars Jensen havde ikke været med til tømmergildet hos Mons Jensen i Brødde [1. vornedgaard i Olsker] den 30. juni, men det havde hans kone. Han var ikke vidende om hans hustrus handlinger og han havde ingen mistanke til at hans hustru havde begået utugt. Han kendte ikke til at hans kone var frugtsommelig. Anna selv nægtede at have været gravid.
Udbygger Lars Jørgensen fra Rø nægtede at have haft noget med Anna at gøre. Han havde set Anna, men erindrede ikke at han havde talt med hende. Han havde været med til gildet og havde talt med Didrich Henningsen, men nægtede, at han skulle have sagt til ham, at han ville have omgængelse med hende og endda helst efter hun havde været til skrifte. Han ville aflægge sin saligheds ed på, at han ikke havde haft legemlig omgængelse med Anna Lars Jensens kone.
Jens Monsen fra Olsker nægtede også at kende noget til Anna udbygger Lars Jensens kones bekendelser til præsten. Han ville også afgive ed. Han havde ikke set utugt hverken af Lars Jørgensen eller af Anna. Han vidste at hans fader Mons Jensen havde ”beskikket” Lars Jørgensen og Anna til ikke at beskylde hans søn for noget, men han vidste ikke noget om at faderen havde truet Anna med gabestokken. Der havde været rygter om at sønnen skulle have voldtaget Anna, hvilken beskyldning faderen ville forhindre.
Faderen Mons Jensen nægtede, at han skulle have truet Anna med piskning, hvis hun ville beskylde hans søn for noget. Han havde beskikket en undersøgelse af Anna, men det havde sket efter hendes bekendelse til præsten. Han havde ikke fornemmet, at der skulle være sket noget utugtigt på hans gilde.
Dernæst vidnerne Jørgen Jensen, Ingeborg Ols og Rasmus Olsen. Rasmus Olsens hustru var ikke mødt på grund af svaghed.
Jørgen Jensen fortalte at Anna havde været hos præsten nogen tid før jul. Præsten havde taget hende ind i et kammer. Da de kom ud af kammeret, gjorde præsten en gudelig formaning om at Anna skulle berette om det rygte der gik om hende, ”hvor paa kvinden lenge stod før end hun svarede. Oc da hun endelig tallede sagde hun at hun vidste ikke om hun torde bekiende eller sige noget formedelst hun var truet af Mons Jensen i Brødden og hans hustru, derefter bekiende hun, at Mons Jensens søn i Brødde skulle været hos hende og revet med hende ud paa marken den dag samme gildet holdtes og ved det samme de så havde revet så førte Jens Monsen hende til brinken eller til en bæk, hvilket vidnet ikke kunne erindre, hvor hun derover tabte sine tøfler, og da spurgte Mahler hende hvad Jens Monsen sagde til hende. Anna havde sagt at han intet havde sagt, men så arrig ud, Og imidlertid kom Lars Jørgensen ridende, og da havde Jens Monsen gået sin vej og den anden havde fulgt med hende. Da spurgte Mahler om Lars Jørgensen havde fået sin vilje med hende. Da stod hun længe og sagde nej” Præsten havde dernæst sagt, at hun kunne blive straffet for falsk vidnesbyrd og bad hende igen at overveje, om hun for andre havde bekendt sig forholdet. Hun sagde: ”Ja, gud bedre mig, det har gaaet mig gallet” og på spørgsmål om manden havde fået sin vilje, sagde hun ”Ja, saa vit”
Ingeborg Ols som var amme hos præstens havde en anden historie, som hun havde hørt fra Anna. Da hun havde gået og revet sammen med Mons Jensens søn Jens Monsen, ville sønne voldtage hende. Da hun skreg, var udbygger Lars Jørgensen kommet og reddet hende. For øvrigt bekræftede hun Annas udtalelser efter præstens forhør af hende. Og hun mente, at præsten kunne redde hende ud af knibe.
Rasmus Olsen fra Tejn fortalte, at Anna havde været hos dem omkring mikkels dag. De havde talt om sommergildet i kæret hos Mons Jensen, som var sært. Og Anna havde sagt at hun ikke vidste hvor det blev holdt, men at det var sket i hendes egen bæk med Lars Jørgensen. Men hvad der var sket forstod Rasmus Olsen ikke og hans hustru vidste det heller ikke. Fuldmægtigen udsatte sagen til næste ting for at få indkaldt Jep Larsen, som ikke var mødt.
Amtsforvalterens sag mod Gotfred Nielsen for amtstuegæld gik til doms efter at det blev konstateret at Gotfred ikke var mødt og heller ingen var mødt på hans vegne.
Hans Hansen fra Olsker stævnede Hans Madsen i Olsker for gæld på 35 sld. En udgift som stammede fra en kautionsforsikring som Hans Madsen havde lovet Peder Jørgensen, som nu boede i Klemensker sogn. Hans Madsen var mødt og afgav en skriftligt indlæg i sagen. Første vidne i sagen var Bendt Hermansen i Klemensker. Han fortalte, at aftalen om betaling af mellemværendet mellem Hans Hansen og Peder Jørgensen, ikke blev holdt, hvorfor at Hans Madsen indtrådte som kautionist for Peder Jørgensen. Da Hans Madsen solgte sin gård i Tejn, mente Hans Hansen, at han måtte have penge til at betale ham. Hans Hansen havde sagt, at han selv ville sende 2 mænd til at gøre udlæg.
Henrik Didrichsen, som var Hans Madsens hustru fader bekræftede det forrige vidnes udtalelser.
Hans Hermandsen var godvilligt vidne tilstod ligeledes sin broder Bendts udtalelse.
Erich Pedersen på Bakkegaard i Olsker lod ved skriftlig stævning lovbyde den 18 sg. Hans Hansen af Rutsker, som var broder til Erich Pedersens forrige hustru var mødt. Flere var ikke mødt, hvorfor Erich Pedersen lod sagen i bero til næste ting.
1.februar 1743 – pag. 290b
Læst et pantebrev af dato 2. januar 1742 der viste at Poul Pedersen på den 30. gård i Rutsker havde lånt 149 sld af Anders Monsen på den 46. gård i Rutsker mod pant i den 30. gård.
Leutnant Mathias Bruno af Rønne producerede en af oberst og kommandant Kruse til amtmand Urne skriftlig begering om at være fuldmægtig i sag mod præsten Anders Agerbech i Klemensker som fra prædikestolen skulle have udtalt en beskyldning mod Kruse. Agerbech ville ikke acceptere at blive indkaldt til retten uden at han først blev stævnet til at møde og at anklagen blev tydeliggjort. Bruno svarede at anklagen fremgik af Oberst Kruse indlæg til amtmanden den 24. januar, hvorfor at sagen blev ført på lovlig måde. Agerbechs udtalelser var sket fra prædikestolen den 11. november 1742, som kunne ikke forstås andet end som en fornærmelse mod oberst Kruse, selv om hans navn ikke blev nævnt. Bruno havde indkaldt følgende vidner: sognedegnen Jesper Lund, skovridder Hans Piil, medhjælper Lars Hansen, Anders Gammelsen, Svend Jørgensen, Bendt Jørgensen, ungkarl Rasmus Rasmussen, som er Rasmus Jydes søn på Jørgen Jørgensens grund i Risbye, Anders Nielsen forstander i Dammegaarden, Hermand Jørgensen på Baggegaard, alle 9 fra Klemensker.
Kommandantens fuldmægtig leverede 24 skillingspair og slet papir. Agerbech protesterede kraftigt mod anklagen. Han havde aldrig troet, at man kunne dømme folk på formodninger og skjulte tanker. Han vedkendte at have sagt ”Rød”, men det var i en særlig anledning og ingen hentydning. Han måtte som præst tale i guds mening mod vildfarne synder, og redde dem fra vildfarelser. Agerbech angreb dommeren for at tvinge vidnerne til at vidne falsk. Dommeren havde påkaldt gud i hans formaning til vidnerne, hvilket Agerbech mente ikke var tilladeligt. Agerbech ville have at vidnerne fik korte og præcise spørgsmål, som de kunne forstå og ikke lange og indviklede spørgsmål.
Dommeren afviste Agerbech påstande og ville have vidnerne afhørt. Agerbech fortsatte sin anke mod dommerens optræden og mente at han opførte sig som anklager mod ham. Dommeren ville have stokkemændene til at udtale sig i sagen og ville have dem til at bevidne, at han havde ladet Agerbech få al den taletid som han ønskede sig i sagen. Agerbech fortsatte sin tale mod dommeren, som han beskyldte for at lægge ordet i munden på vidnerne. Agerbech vendte sig mod tilhørerne og sagde, at enhver der var tilstede måtte kunne fremkomme med deres meninger i sagen.
Kruses fuldmægtig ville have at al videre dispyt skulle stoppe, således at sagen kunne få sin gang. Klokken var nu blevet 3 om eftermiddagen. Dommeren ville nu have vidnerne afhørte, men Agerbech protesterede mod proceduren og mente at det var ligegyldigt om klokken var mange eller om vidnerne var talrige.
Oberst Kruse var selv tilstede og sagde, at han ikke kunne få sagen for en præsteret/gejstlig ret, da landsprovsten med biskoppens råd, ikke ville tillade det.
Dommeren lod vidnerne aflægge ed inden afhøring, men Agerbech påpegede nu, at det ifølge loven, kunne retten kun finde sted fra solen opgang til solens nedgang og han havde svært ved at gå fra en verdslig ret til prædikestolen på to følgende helligdage (Kyndelmisse og søndag) hvor han skulle tale om den store forsoning og undervise ungdommen.
Dommeren fandt ingen regler for at retten ikke skulle kunne afholdes i lys, hvorefter Brune afhørte Hans Piil om præstens tale på Mortensdag den 25. søndag efter Trinitatis. Han fortale, at, efter Agerbech havde prædiket og læst bønner for øvrigheden og kongen læste 4. mosebogs 25. kapitel, hvorledes ”en isralit horede med en hedensk kvinde og at præsten Pinius stak et spyd gennem begge og efter at Herren havde slaget 24000, stilledes plagen formedelst præstens nidkærhed og præstedømmet blev blev ham af Herren stadfæsted”. Agerbech tolkede teksten, men vidnet huskede ikke hvordan. Agerbech havde sagt ”at han frygtede at Herren ville straffe Bornholm for sit horeri og tillige meldte at en sort, en gejstlig og en rød havde af nød den stakkels Nyker-præsten til at give en horekarl pas”. Vidnet kunne ikke huske, om præsten havde sagt på det prædikestolen eller på gulvet, følgende: ”skidt, lort, skidt alt sammen, skide vere med dem, lad dem komme til mig, Jeg har mod og forstand, Oc forstanden har jeg af dem, oc da skal hafde slaget haanden paa Biblen”.
Næste vidne var medhjælperen Lars Hansen, der nok mente at have hørt Agerbech tale de citerede ord, men han var ikke sikker på at det var på den søndag.
Vidnet Anders Gammelsen kunne ikke erindre hvilken søndag det var, men at det altid var Agerbech, der prædikede. Han huskede at Agerbech engang havde talt over Mosebog, således som det var citeret, men huskede ikke om det var fra prædikestolen eller fra gulvet.
Dernæst vidnet Svend Jørgensen kunne ikke erindre om han var i kirken den omtalte dag, men da han hørte om præstens tale over mosebog, så mente han nok, at han havde hørt det. Han huskede ikke passagen om ”en sort, en gejstlig og en rød”. Desuden kunne han ikke bevidne, at præsten slog på biblen på prædikestolen, da hans stol var lige under prædikestolen, så det kunne han ikke have set.
Dernæst vidnet Rasmus Rasmusen, der havde hørt præsten tale som det blev refereret, men kunne ikke huske hvilken søndag det var. Huns huskede ordene ”en sort og en rød” men ikke ”en gejstlig”.
Klokken var nu blevet 9 om aftenen og dommeren udskød afhøringen af de tre sidste vidner til næste ting, hvis ikke kommandanten lod sig nøje med de allerede afhørte. Bruno, der havde leveret papir, ønskede afskrift af det passerede på tinget om sagen.
DOM – pag 297b
Amtsforvalter Schrøder havde stævnet Gotfred Nielsen for restancer på 3 rigsdaler 1 mk 5 sk. Gotfred Nielsen havde efterfølgende betalt et afdrag, så gælden nu var 1 rd 5 mk 15 skilling. Dommeren dømte ham til at betale inden 15 dage. Og sagens omkostninger med 2 sld.
8. februar 1743 – pag. 298a
Amtsforvalterens fuldmægtig Olsen mødte i sagen, som præsten Mahler havde angivet vedr. Anna, Lars Jensens kvinde i Olsker angående forhold til Lars Jørgensen fra Rø og Mons Jensens søn Jens Monsen i Olsker.
Vidnet Jep Larsen i Olsker blev afhørt. Han fortalte, at han sidste sommer om eftermiddagen kom sammen med Didrich Henningsen ud foran Holger Monsen i Tejn, hvor han mødte Lars Jørgensen fra Rø og en mand fra Rankløve i Østermarie. Vidnet havde konstateret at han havde en lille sort hoppe at ride på. Lars Jørgensen havde sagt: ”at naar sandhed kommer frem, saa faaer løgn vel skam”. Vidnet havde senere mødt Lars Jørgensen og spurgte ham hvad det betød, det han havde hørt i Tejn. Vidnet blev af Lars Jørgensen indviet i den sladder om Anne, ham og Mons Jensens søn Jens Monsen. Vidnet blev spurgt om han selv havde vidst noget om Lars Jørgensens horeri mv. Det benægtede vidnet.
Fuldmægtigen stoppede afhøringerne og erklærede, at han på nærværende ikke kunne starte en sag og det måtte være op til dommeren at afgive dom i sagen. Dommeren ville bede Anna om at møde på næste ting og afgive forklaring på hendes tilståelse, hvorefter han ville overveje sagens videre forløb.
Hans Hansen af Olsker i sagen mod Hans Madsen. Begge parter ville have udsættelse til næste ting, hvilket de fik.
Lovbydelsen som Erich Pedersen fra Bakkegaard ang. den 18. gård blev kundgjort for anden gang. Ingen lod sig indfinde i sagen.
15. februar 1743 – pag. 299a
Erich Pedersen lovbød for tredje gang den 18. gård i Olsker – ingen bød sig til, hvorefter Erich Pedersen fik sit tingsvidne.
I amtskriverens sag mod Anne Larsen Jensen var Anne ikke mødt, hvorfor dommeren tog sagen til doms.
Sognepræsten i Klemensker Agerbech mødte på tinget med en skriftligt indlæg mod kommandant Kruse. Agerbech mente at sagen gik mod hans ære og myndighed. Det var en usandfærdig anklage og ulovlig sag samt et utilladelig stævnemål. Han ville have et lovligt tingsvidne som han overfor kongen ville bruge overfor Kruse, så han kunne blive dømt. Som vidner ville Agerbech indkalde landprovsten Jens Buchhave og fenrik Anders Jørgensen.
Jesper Hansen af Allinge mødte og fremlagde tilladelse fra amtmanden, at han skulle være kommandant Kruses fuldmægtig i sagen mod Agerbech. Agerbech påpegede, at de vidner der blev indkaldt i sagen mod ham, skulle kunne vedstå sit vednesbyrd som en kristen mand tør sætte sin sjæl og salighed til pant på.
Imidlertid blev produceret et indlæg fra landprovsten Buchhave dateret den 13. februar 1743. Agerbech påpegede, at landprovsten i sit indlæg ikke vidste hvad han skulle tænke om Agerbech stævning. Agerbech påpegede at han ikke havde angrebet provsten og at parter i sagen ikke kunne opdeles i anklager, anklagede og vidner. Alt var blandet sammen, således at sagen ikke kunne føres med lovlige midler. Provsten indlæg betragtede han som uvedkommende i denne sag. Provsten måtte møde i retten og fremlægge sine dokumenter og forklare sin hensigt. Agerbech havde stævnet provsten til at møde i en kontrasag. Agerbech henviste til adskillige paragraffer i loven, som efter hans mening var oversete, således at sagen endte i et ”misk mask”. I øvrigt kaldte han Jesper Hansen for ”smeden”.
Jesper Hansen synes, at Agerbech gik for langt med at kalde ham for grovsmeden. Jesper Hansen havde i sin ungdom lært kleinsmedehåndværket i København og hvis Agerbech ville have bevis for det, så kunne han finde det i amtsprotokollen. I øvrigt mente Jesper Hansen at hans sag mod præsten Mahler for Allinge menighed ikke vedrørte denne sag.
Dommeren godkendte Jesper Hansen som fuldmægtig for Kruse og Agerbech måtte nødtvunget acceptere det. Hvorefter Agerbech anmodede dommeren at hans vidner blev afhørt af ham uden at der blev stillet spørgsmål af Jesper Hansen. Agerbech ville færdiggøre sine beviser, hvorefter han efter 14 dage fik udarbejdet et skriftligt indlæg og udfærdiget et Notorial instrument. Jesper Hansen på oberst Kruses vegne henviste til lovens pag. 106 artikel 7 hvor det var tilladt at stille spørgsmål til vidnerne.
Agerbechs første vidne var fenrik Anders Christensen Rømer fra Rutsker. Fenrikken ville svare under ”exiperet form” (skriftligt) da han hørte under krigsfolket. Agerbech mente, at Rømer skulle svare da landets love også gjaldt ham ligesom ryttere og andre militære personer. Også fordi han var bonde og betalte skatter til kongen som andre. Dommeren ville ikke tage stilling til dette spørgsmål, som for så vidt også gjaldt et andet vidne, nemlig korporal Jørgen Larsen, men vill vente med at afgøre det til næste ting.
Dragon Morten Hansen ungkarl på Lærkegaard i Klemensker. På Agerbechs spørgsmål erkendte Morten Hansen, at han havde klaget over præsten. Ikke fordi han havde været tvunget til det, men havde gjort det af egen fri vilje, men ikke fordi præsten havde gjort hans sjæl noget ondt. Han havde klaget til obersten med et skrift udfærdiget af løjtnant Thiesen. Han havde klaget mundtligt til Obersten, som så havde bedt ham at får Thiesen til at skrive klagen ned skriftligt. Morten Hansen havde begået et lejermål og blev af præsten nægtet at gå til alters og at præsten havde bortvist ham uden forklaring. Agerbech havde talt med hans moder og han var blevet pålagt at enten skulle han stå offentligt skrifte eller få en frikendelsesdom. Vidnet fortalte, at han i menigheden var berygtet for horeri, men at han havde fået en frikendelsesdom ved krigsretten og at han havde betalt auditøren 1 rd 8 sk. Men nægtede, at han havde give ”flere foræringer”, som præsten antydede. Præsten lovede at bevise, at han havde bestukket andre med penge. Hans vidner var Mons Larsen på Kuregaard, hans dreng Hans Nielsen og Dammegaardssønnen Hans Hansen.
Præsten fortalte at Morten Hansen var blevet udlagt som barnefader den 21. januar, hvilket Morten godt vidste, men ikke ville anderkende. Morten havde sammen med Jørgen Larsen været hos præsten den 3. januar efter at obersten havde pålagt ham det. Præsten havde bortvist ham med uforrettet sag. Den 7. januar var han og Jørgen Larsen atter hos præsten, men havde ikke fået han i tale.
Jesper Hansens afhøring af dragon Morten Hansen viste, at dragonen havde fået en frikendelsesdom inden han besøgte præsten og at præsten i længere til havde forholdt ham retten til at gå til alters og få sit sakramente. Jesper Hansen bad dragonen fortælle, at han havde tilbudt obersten 1 skæppe havre, men Kruse havde nægtet at modtage det, men ønskede i stedet at købe kornet for 2 mark, som var købmændenes pris for tilsvarende mængde korn. Oberst Kruse havde pålagt ham at være sin sjælesørger og præst tro, hvilket hans kristendom pålagde ham.
Agerbech fortalte at han havde pålagt Morten Hansen og Jørgen Larsen at komme hver tirsdag og torsdag sammen med Mortens hore til undervisning, samt at råde dem til at betale en lille mulkt til de fattige. Morten havde ikke mødt sammen med horen, og kun mødt en gang sammen med Jørgen Larsen til overhøring.
Dagen var gået og sagen blev udsat og de udeblevne vidner blev pålagt at møde på næste ting.
22. februar 1743 – pag 304b
Læst amtmandens erindring om forordning fra 1736 rettet mod almuen på landet og København om afholdelse af bryllupper, trolovelser, barnedåb ikke må foregå på helligdage på grund af loven om sabattens helligholdelse.
Sagen hvor Hans Hansen havde sagsøgt Hans Madsen for et beløb som han havde kautioneret Peder Jørgensen for, blev stillet i bero. Betingelsen var at Hans Madsen sagsøgte Peder Jørgensen for beløbet med udlæg i hans afgrøde på den 4. vorned gård i Olsker.
1.marts 1743 – pag. 305a
Jesper Hansen mødte på kommandant Kruses vegne og forklarede at der ikke i loven fandtes love og forordninger for militære personers overtrædelse af lejermålsbestemmelser andet end loven fra 10. august 1695, hvorfor han mente, at under- og overofficererne var fritaget for kirkens disciplin.
Agerbech mente, at kommandantes jurisdiktion ikke overtrumfede kirkens myndighed, hvorfor han mente, at kommendanten kunne spare sagen mod ham, der omhandlede karlene der havde fået frikendelsesbrev for kirkens disciplin.
Herredsfogeden havde undersøgt forordninger om at over- og underofficerer skulle afhøres ved herredstinget, sådan som Agerbech ønskede. Han var ikke kommet til klarhed om reglerne og ville derfor bede kommandant Kruse om at indhende en kgl. Resolution herom. Derfor udsatte han beslutningen om at fenrik Rømer og korporal Jørgen Larsen vidnesbyrd var lovlig til senere ting.
Agerbech holdt på sin ret og påpegede at obersten selv havde vurderet, at mht korporel Jørgen Larsens horeri, så tilhørte han gruppen af gemene, der skulle udstå kirkens disciplin og ikke at han blev regnet blandt officererne, der hørte under krigsretten.
Agerbech måtte finde sig i herredsfogedens forsigtighed, men det forhindrede ham ikke i at afhøre de øvrige vidner, ligesom han tidligere havde afhørt dragon Morten Hansen. Hans første vidne i denne dag var Mogens Larsen, der fortalte, at han havde forsøgt at låne et par daler af Morten Hansen. Morten havde sagt, at han ikke kunne låne ham penge, da han skulle bruge sine penge på at løjtnant Thiesen skulle skrive for ham. Jesper Hansen ville høre om vidnet havde talt med præsten om sit vidnesbyrd – hvilket han benægtede.
Dernæst vidnet Hans Hansen, der fortalte at han var i Rønne Mortens Aften hos Hans Kofoed Madsen sammen med Morten Hansen, hvor de fik et par krus øl. Da de skulle betale havde han set i Morten Hansen pung var 2 hele 4 marks kroner. Hans Hansen havde sagt at det var to ”skiønne skillinger” han havde der, hvorefter Morten Hansen havde sagt at de 6 mark var allerede brugt. Da de gik fra Kofoeds kom de ind til en bager, som han ikke huskede navnet på. Hos ham viste Morten Hansen en seddel. (Sikkert frikendelsessedlen!). Hans Hansen havde sagt at den seddel havde vel kostet ham 20 sld, hvilket Morten Hansen benægtede og sagde, at den vel havde kostet han 4 a 6 sld.
Jesper Hansen spurgte vidnet Hans Hansen at det vel havde været ren ”krohus-snak” og at han havde fortalt præsten det. Hans Hansen sagde, at han nok havde fortalt om det der hjemme, men huskede ikke om præsten også havde hørt det. At han havde nævnt 20 sld. var af ukendskab til den slags sager og havde ikke udfritte Morten Hansen om hvor meget han havde egentlig havde givet. Dog havde han ingen kendskab til denne sag eller for andre sager, hvor man havde givet obersten betaling for ydelser.
Agerbechs næste vidne var Lars Hansen, som blev spurgt om Morten Hansen omkostninger for at få et frikendelsesbrev. Vidnet svarede at han havde intet hørt om omkostningerne selv ikke fra Morten Hansens fader Hans Mortensen.
Agerbech ville ikke føre flere vidner mod dragonen Morten Hansen, men han ville fortsat forfølge hovedsagen, hvorfor han fremlagde flere dokumenter og skriftlige indlæg. Jesper Hansen ville mene at alle Agerbechs indlæg skulle afleveres på stemplet papir, hvilket han ikke havde gjort og som stred mod forordningen. Agerbech ville nu afhøre nye vidner: Jørgen Evertsen, Anders Gammelsen, Mons Pedersen, Jørgen Jørgensen og hans datter Seine Jørgensdatter og Lars Hansen, som ikke var mødt på grund af sygdom.
Jørgen Evertsen var blevet kaldt ind til præsten den 1. september medens han gik og rev syd for kirken. Jørgen skulle være vidne til samtale, som han skulle have med Jørgen Larsen og hans følge, der var kommet for at tale med præsten. Jørgen Larsen med følge stod på præstegårdspladsen og talte med præsten. Vidnet kunne ikke huske hvilke ord som Jørgen Larsen brugte andet end at han var kommet efter ordre, så hans medfølgere ikke skulle være bange. Præsten skulle havde irettesat Jørgen Larsen, men vidnet erindrede ikke at Jørgen Larsen havde leet ad præsten. På Jesper Hansens spørgsmål sagde Jørgen Evertsen, at kan ikke så nogen ordre, men han mente at korporalens ærinde var at få lov til at komme til guds bord. Præsten sagde, at det var rigtigt, at Jørgen Larsen havde ønsket at komme til guds bord, men at han havde nægtet det, da han ikke hørte til menigheden. Det kunne han bevise, da Jørgen Larsen havde fået pas med datoen 31. oktober 1742. For øvrigt sagde præsten at Jørgen Larsen ikke trøstede sine medfølgere, der snarest havde opført sig ”uærbødigt” mod deres Lærere (=Præsten). Vidnet kunne ikke bekræfte at Jørgen Larsen og hans følgere havde opført sig usømmeligt.
Dernæst Anders Gammelsen, der også havde været tilstede da Jørgen Larsen med to følgere havde talt med præsten. Gammelsen sagde, at Jørgen Larsens ønskede at komme til alters og at de kom på major Schaars ordre.
Dernæst Mons Pedersen, som vidnede, at han havde været med som beskikkelsesvidne for Jørgen Larsen den 1. september 1742 og at han var med da de tidligere var hos Ny kirkes præst for at få pas fra ham til Klemensker sognepræst. Hvilket han mente skyldtes, at han var blevet afvist af Klemenskerpræsten. Han fortalte at Jørgen Larsen var kommet ind i præstens forstue og var blevet vredt påtalt, således at beskikkelsemændene ikke ville gå ind. På Jesper Hansens spørgsmål fortalte Mons Pedersen, at han havde hørt Agerbech kalde Jørgen Larsen for en horekarl og kaldt ham og den anden medfølger for keltringe. Vidnet vidste at præsten havde undslået Jørgen Larsen at komme til guds bord, da han først skulle skaffe pas fra sin forrige præst, hvorfor de derefter var taget til Nykerpræsten.
Næste vidne var Hans Bendtsen som var den anden medfølgende til Jørgen Larsen, som på samme dag var hos Nykerpræsten og Klemenskerpræsten. Jørgen Larsen havde bedt ham om at følge ham på rejsen, hvilket han i første omgang frabad sig, da han ikke havde noget ”at bevæge sig på”. Fenrikken på Krashave lånte ham en hest. Fenrik Anders Jørgensen på Krashave var ikke Agerbechs ”kæreste tilhørere” og Agerbech mente, at Anders Jørgensen havde lånt Hans Bendtsen en hest for at gøre præsten modstand. Agerbech antydede, at da han havde nævnt ordet ”rød”, så havde Jørgensen følt sig ramt. (Fenrikuniformen var rød). Jesper Hansen fik Hans Bendtsen til at fortælle, hvad Nykerpræsten Bernholt havde svaret, da Jørgen Larsen bad om pas til Klemensker kirke. Bernholt ville gerne give pas, men først da han fik behørig stemplet papir og tilladelse fra sin øvrighed.
Dernæst Jørgen Jørgensen, der fortalte at Morten Hansen havde lovet hans datter ægteskab ifølge hans datters eget udsagn. Agerbech havde lovet at hjælpe datteren til ægteskab med Morten Hansen, fordi hun var berøgtet for horeri, men Morten Hansen eller hans forældre havde lovet at give noget til de fattige og for 30 daler skaffe en anden mand fra et fremmed sted til at gifte sig med hende. Tilbuddet var givet af Morten Hansen til vidnets yngste datter på vej fra kirken. Morten Hansen ville skaffe en mand fra Østermarie eller Østerlars til at ægte den besovne søster, men at hendes forældre skulle tie med at berette det for sognepræsten, samt ikke fortælle at det var ham der var barnefaderen. Morten Hansen havde tilmed lovet 30 daler til den gravide. Jesper Hansen spurgte til den yndste datter om hun havde været til alters, hvilket Jørgen Jørgensen svarede nej til, men hun ”lærte til confirmation” og hun var lige blevet 17 år den 11. februar. Jesper Hansen mente at denne yngste datter ikke var ved fuld forstand, hvorfor han ikke kunne betragte hende som sandhedsvidne.
Dernæst Seine Jørgensdatter. Hun bekræftede at Morten Hansen havde lovet hende ægteskab inden han fik lov til at forføre hende. Hun bekræftede også, at Morten Hansen havde lovet hende 30 daler og en anden mand til at ægte hende mod at fordølge ham som barnefaderen. Endvidere havde hun ikke udlagt ham til barnefader, da hun blev indkaldt til forhør hos sognepræsten den 21. januar.
Agerbech ville nu fremlægge sin skriftlige redegørelse. Han fremlagde desuden et brev til ham fra biskop Herslev dateret den 27. november 1742 hvori han nævner ti punkter om hvad han skulle lære sin menigheden. Biskoppens ti bud havde han brugt og de stod i strid mod Kruses anklager. Agerbech mente dermed at Kruse var gået for vidt i sine talemåder. Jesper Hansen mente at Agerbech burde have fremlagt biskoppens brev på et langt tidligere tidspunkt, således at Kruses første fuldmægtig Bruno kunne have forholdt sig til det.
Agerbech gav derefter en ny prøve for retten ”for sit fredselskende gemyt” at han ikke med et ord havde antydet noget om obersten.
Agerbech påpegede at provsten hele to gange havde meddelt, at han var sagen ubekendt, hvilket ikke var sandt, da det i brevet fra biskoppen er nævnt at provsten var underrettet. Provsten havde nægtet at komme Agerbech i møde, sådan som kongen byder en provst at gøre, hvilke Agerbech mente fremgik af provsten brev fra 11. januar.
Agerbech påpegede at man på Bornholm ikke lod soldater slippe for offentligt skrifte. I flg. Ministerialbogen havde han læst at Lars Esbersen stod offentligt skrifte i året 1707 (pag. 104) og i 1711 (pag. 111) stod drengen Jens Hansen offentligt skrifte for begået lejermål. Det sammen med Haagen Pedersen i 1713, Anders Svendsen i 1714, Mons Hansen i 1716 og samme år Peder Volmersen. Flere eksempler mente Agerbech ikke var nødvendigt at opremse for at bevise, at militære ikke undgik offentligt skrifte. Jesper Hansen mente at personerne i eksemplerne var underofficerer, soldater eller dragoner, hvilket således ikke var noget bevis for at officerer ikke var undtaget for at stå åbenbar skrifte. Agerbech nævnte at alle på Bornholm stod under samme fane.
8. marts 1743 – pag. 313b
I sagen mellem Hans Hansen og Hans Madsen i Olsker. Begge mødte sammen med sagens hovedmand Peder Jørgensen. Hans Madsen ville betale som kautionist 32 sld til Hans Hansen 14 dage efter påske og der blev indgået en aftale med Peder Jørgensen om afbetaling. Sagen blev derefter ophævet.
15. marts 1743 – pag. 314a
Læst kgl. plakat af 9. januar 1743 blev læst og skulle indføres i protokollen.
Læst amtmand Urnes ordre fra 11. marts om tjenestetyendes fratrædelse. De skal følge kgl. Lov om lovligt pas fra husbonden og ved fraflytning fra sognet, at erhverve sig et skudsmål fra sognepræsten alt sammen på stemplet papir.
Dom afsagt mellem amtsforvalteren og Anna Lars Jensen i Olsker, Lars Jørgensen i Rø med flere.
Agerbech spurgte dommeren om han havde søgt afklaring om at Agerbech kunne føre vidner, som tilhørte andet værneting. (Officerer) Agerbech anførte at ansøgningen skulle ske til kongen, men at loven foreskrev, at den skulle sendes til amtmanden. Dommeren svarede at han endnu ikke havde haft tid til at sende ansøgningen, men ville kommunikere resolutionen så snart den indkom.
Agerbech ville afhøre to vidner Lars Hansen og Anders Gammelsen. Jesper Hansen mente ikke at Agerbech kunne afhøre Anders Gammelsen flere gange. Agerbech henviste til loven, som tillod det.
Anders Gammelsen blev spurgt af Agerbech: ”Har jeg nogen Tid forlangt andet af horrekarlene end at vilde lære dem end bedre Vej, end den de var paa”? Anders Gammelsen svarede at da Jørgen Larsen og Morten Hansen var hos præsten og bad om at komme til guds bord, så havde præsten sagt Ja, hvis de valgte en bedre vej at vandre. Og at præsten sagde, at de ikke kunne ”springe fra deres Horepumpe og til alteret” men måtte lære deres kristendom først. Agerbech kunne henvise til en forordning om læring. Gammelsen bekræftede at samme dag da de to (Jørgen Larsen og Morten Hansen) havde været hos ham, havde han besøgt (som beskikkelsesmand) kornet Mads Mortensen og fenrik Anders Rømer. De havde sagt, at de ikke kendte til klagens indholdt som Thiesen havde skrevet. Mads Mortensen havde sagt, at han ikke kunne læse og dermed ikke kunne vide hvad der stod, hvilket var i modstrid med at der tidligere var sagt. Agerbech ville tvinge stokkemændene til at afgive bekræftelse herpå, men stokkemændene kunne ikke huske den passage. Agerbech truede stokkemændene til at vidne sandt. Dommeren måtte bryde ind og sige, at hvis stokkemændene ikke huskede ordene, så kunne de ikke tvinges til andet.
Jesper Hansen afhørte Anders Gammelsen om tidspunktet for korporalen og dragonens første besøg. Gammelsen mente at det var kort efter mortensdag. Jesper Hansen ville høre Gammelsen om han vidste at de to havde gjort noget usømmeligt efter det tidspunkt, hvilket vidnet ikke havde hørt. Og om præsten havde tage folk til alters som havde forsyndet sig. Agerbech protesterede og mente at smeden (Jesper Hansen) måtte tages i ed ”Thi hvad en ikke dette atter for en lovkrog i forblindet spørgsmål at en der vil stå som en kristen for en kristen ret og en kristen lærer. Thi, sagde Agerbech, at Jesper Hansen i forrige år havde gået på friske ben og at de nu var blevet rådne i dette år, men han da ville have sine rådne ben på samme måde trakteres som de friske, lige så mener Agerbech en synder skal på en anden måde trakteres når han synder ubekendt og på en anden maade når hans sjæle sygdom er åbenbare for gud og menighed.” Dommeren brød ind.
Agerbech mente at det var uden retfærdighed, at horekarle skulle kunne føre sag mod præstens embede, hvorfor oberst Kruse sag mod ham ikke kunne gå på hans pligt til at lære syndere en bedre vej.
Vidnet Lars Hansen, som var syg på sidste ting, blev afhørt. Spørgsmål og svar som Anders Gammelsen.
[sagen er omfattende og fylder mange sider]
Agerbech havde stævnet skovridder Hans Piil, medhjælper Lars Hansen og Anders Gammelsen, selvejerbonde Svend Jørgensen og ungkarl Rasmus Rasmussen.
Først medhjælper Lars Hansen. Agerbechs spørgsmål til ham var meget ledende spørgsmål. F.eks. Er min anklage mod Kruse ”formastelig, graverlig og uhøvisk for at den har stridet mod erbarhed og gode sæder så stærk at i med obersten kan sige at jeg er en formastelig, graverlig, uhøvisk og grov lærer i vor herres menighed” Vidnet svarede at han ikke vidste hvad graverlig betød, men i det øvrige ”gud give jeg fik aldrig grovere lærere end den vi har og måtte vi beholde den vi har”. Senere fik Agerbech vidnet til at sige ”at det er med guds ære at præsten omvender horefolkene, horeriets afskaffelse”. Endvidere mente vidnet ikke at Agerbech havde talt imod oberstens ære. I alt 17 spørgsmål stillede Agerbech til vidnet Lars Hansen.
Jesper Hansen afhørte derefter vidnet Lars Hansen. Det fremgår af spørgsmålene at der havde været stor usikkerhed omkring sagen. Dels var han og andre stævnet af oberst Kruse til at vidne mod deres præst og efterfølgende blevet stævnet af præsten til at modbevise deres vidnesbyrd. Situationen havde berørt menigheden på den måde, at de følte sig presset af parterne, endda så meget, at de ikke ville komme i kirken for efterfølgende at resikere, at blive stillet til regnskab for hvad præsten havde sagt og ment.
Dernæst skulle Anders Gammelsen afhøres, men præsten ønskede nu ikke at afhøre ham igen. Skovridder Hans Piil blev spurgt om hvorfor han havde bedt ikke at blive brugt som kontravidne i sagen. Skovridderen sagde, at alt hvad han havde sagt første gang, han blev afhørt, det stod han ved og det var unødigt at sige det samme en gang til. Han havde ikke følt, at han og hans hus var berørt at situationen. Og desuden havde han sit embede at forholde sig til. Han kunne ikke erindre tid, sted eller situation hvilke ord der blev brugt. På Jesper Hansens spørgsmål fortalte skovridderen, at han ikke ville indlade sig på en strid med præsten, da han ikke ønskede eller havde råd til at føre proces mod præsten. Agerbech angreb ”smeden”, som han ofte kaldte Jesper Hansen, for at plante svar hos hans vidner. Skovridderen var, ligesom ”bonde smeden”, tilhørende den gruppe på Bornholm, som ikke ville have guds velsignelse. Agerbech kaldte Jesper Hansen som ”en gemen smed”, der havde partiske vidner.
Dommeren udsatte sagen, da det var blevet ”langt ud på natten”. De to sidste vidner blev pålagt at møde på næste ting.
DOM – pag. 321a
Præsten i Olsker Mahler havde indberettet en sag til amtskriveren Schrøder. Præsten havde anklaget Ana Lars Jensen, udbygger i Olsker og udbygger Lars Jørgensen i Rø, samt Jens Monsen i Olsker for ”utilbørlig omgængelse og horeri. Parterne var blevet stævnet tillige med Jens Monsens fader Mons Jensen i Brødden.
Der havde været rygter om at Ana Lars Jensen havde haft et forhold til Jens Monsen og Lars Jørgensen efter et sommergilde. Efter præstens anmeldelse skulle Ana havde indrømmet forholdet, men ved afhøringerne af præstens medhjælper og amme, så var Anas forklaring, at hun ikke havde haft et forhold til disse to mænd. Men det var kommet frem at sagen måske drejede sig om at den unge Jens Monsen ville voldtage Ane efter sommergildet og at Lars Jørgensen var kommet til undsætning og reddet hende.
Amtskriveren, som førte sagen, var kommet til den konklusion, at der manglede beviser for at føre sagen videre, hvorfor han lod det være op til dommeren at dømme i sagen.
Dommeren fandt ingen beviser på de to mænd, hvorfor han frikendte dem for utugt med Ana. Derimod blev Ana og de to vidner, der havde startet sagen, dømt til at betale amtsforvalterens omkostninger på 2 rdl.
– Herefter er indført kgl. Vitterlighed bekendtgørelse ang. regnskabssvig i årene 1690 og om nogen kunne oplyse forhold, der kunne afdække sagen og føre til retskrav, så ville angiveren kunne belønnes med 10 procent. (3 sider)
22. marts 1743 – pag. 323b
Rasmus Hansen på den 6 vornedgård i Olsker kaldet Lille Myregaard lod efterlyse ejeren til to øg, der var kommet til ham 14 dage før jul. Stokkemændene skulle viderebringe denne efterlysning på kirkestævnerne.
Agerbech mødte og efterlyste herredsfogedens ansøgning til at føre vidner på deres værneting. Dommeren havde endnu ikke skrevet og fået resolution. Agerbech var overbevist om, at vidnene ikke talte sandt, især Jørgen Larsen og stokkemændene. Han mente, at obersten så igennem fingrene med de to horekarles forskækkelige synder. Obersten lader præsterne på Bornholm udstille til spot og skænsel. Han ved ikke hvad ret præstens embede besidder. Agerbech ville have rettighed at føre sin sag. Han nævnte de ugudelige optøjer i Allinge menighed, som havde stået på i over 10 år, netop først og fremmest på grund af smeden Jesper Hansen. Agerbech bad om at ”smeden” ikke afbrød ham i hans vindesførsel, da han alt for ofte aftvang vidnerne falsk vidnesførsel. Dommeren gav ikke Agerbech ret, men slog fast at Jesper Hansen var i sin gode ret til at stille spørgsmål, blot han holdt sig indenfor loven.
Jesper Hansen påpegede, at han var fuldmægtig for kongens embedsmand Obersten og at hans sag mod Hans Mahler var denne sag uvedkommende. Han var irriteredes over, at Agerbech kaldte ham for smeden, da han godt nok havde lært smedehåndværket, men har sidenhen havde ført sager endda ved landsting og andre højere indstandser. Han var en ærlig mand, der havde ret til at være prokurator. I denne sag så Jesper Hansen sin fornemste opgave at få forliget præsten og obersten.
Agerbech afhørte vidnet Anders Gammelsen nok engang. Han fik de samme spørgsmål, som Agerbech havde stillet til Lars Hansen. Han svarede, at Agerbech havde lært mange om det 6. bud og trosbekendelsen, at han var en god præst og at han ikke forestillede sig en bedre. Han havde ikke hørt Agerbech tale ilde om oberst Kruse.
Jesper Hansen ville høre om Anders Gammelsen, som var præstens husmand, var stævnet til at udtale sig i sagen og af hvem. Anders svarede, at han den første gang var stævnet af oberst Kruse og han huskede ikke hvor mange gange han var stævnet af præsten. Agerbech forsvarede sig med, at Gammelsen måtte fortælle sandheden såsom han var præstens medhjælper og at han ikke havde bedt Gammelsen om at svare ”fanden i vold” for at vidne falsk i forsvar for ham.
Agerbech var tydeligt irriteret på ”smeden” og hans antydningen om at han førte tendentiøse vidner. Agerbech prøvede at føre sagen mod obersten således ved at spørge Anders Gammelsen: ”Har oberstens stævning og adfær været eder og andre redelige mænd i menigheden til opbyggelse i gudsfrygt eller til forargelse og hjertesorg”. Gammelsen svarede: ”at han var forargret og havde hjertesorg, og der er vel nogle enkelte iblandt som kan sige det samme”.
Agerbech ville vente på amtmandens resolution om han måtte føre de to officerer til vidneskranken, men allerede nu ville han bede om en beskrivelse af hele sagen såvel afskrift af oberstens anklage. Han takkede dommeren for at måtte føre sagen, som han sluttede med ”ønskede at den retfærdige gud ville bestyre resten af sagen til sin ære, horeriets afskaffelse og beskærmelse redelige gudstjeneres forsvar og syndens patroniserings håndværks nedlæggelse – det hører gud i Jesu navn, Ammen”.
Jesper Hansen havde ikke hørt fra obersten om han ville have vidnesbyrdene beskrevet, hvilket han senere ville meddele.
5. april 1743 – Pag 327b
Intet for retten kom.
19. april 1743 – pag. 327b
Læst kongens traktat med ”hans christelige mayst. Kongen af Francherig og Navara af dato 23. august 1742.
Læst kgl. Anordning om regler for unge studerende på Københavns Universitet der agter at rejse på studier udenlands. Dateret 15. marts 1743.
Læst kgl. Reskript af dato 2. april 1743 anlangende militære personers forum.
Læst byfogeden i Nexøs brev fra 23. marts, der efterlyser en løsgænger ved navn Jep Byder, som skulle have begået tyveri hos Mads Jensen i Nyker. Stokkemændenen blev pålagt at kundgøre efterlysningen i deres sogne i Nørreherred.
26. april 1743 – pag. 328a
Løjtnant Brunou producerede en skrivelse fra Jens Pedersen på 7. frivornedgaard i Rø til amtmanden med den hensigt, at han måtte få tilladelse til at føre sag mod 27 lodsejere i Rø, som gjorde krav på Lindeskoven. Bruno fik tilladelse til at føre en tingsvidnesag mod disse 27 lodsejere og 6 udbyggere i Lindeskoven. Bruno ville afhøre 11 mænd og kvinder i sognet. Vidnerne var stævnet af Jens Pedersen på Baadstadgaarden og Niels Øbersen, der var udbygger og som boede på Lyngen. Jens Pedersen på den 7. frivornedgaard bad om at få valgt 8 forstandige mænd til – på et andet ting – at syne Lindeskoven. Dommeren ville ikke uden videre nedsætte en ottemands forretning, men han ville ikke nægte Jens Pedersens ret til at afhøre vidner.
Som godvilligt vidne var mødt Peder Pedersen Hoby fra Rønne foruden 8 personer. Det var Anders Pedersen, Anders Monsen, Kirstine Andersdatter, Jon Hansen, Rasmus Jensen, Niels Gotfredsen, Løfuen Hangensen og Fridrich Hansen Band.
Først Anders Pedersen Hoby der blev spurgt 1. Hvor længe siden han vogtede kvæg for sin fader Peder Hoby i Lindeskoven. Han svarede, at det var 50 år dengang Lars Jensen sad på den 7. frivornedgaard. Han fortalte, at han blev tilladt at vogte kvæg for sin fader og senere for sig selv på et areal der gik øst for højen ved Lussekulen og til den fæhauge som gik over Vasbech (Vassebæk). Vidnet vidste at reglerne også gjaldt under Lars Jensens efterfølger Mogens Andersen. Endvidere fortalte vidnet, at hans fader havde fortalt hvor der, hen imod 100 år siden, var et diget, der omgrænsede området vor Hammershus Slots heste gik. Han var i stand til at vise stedet endnu. Vidnet fortalte, at når jorden på Jens Pedersens eng blev våd, så skete der skader. Der var så mange veje, som de 27. bønder benyttede sig af. Vidnet kunne også bekræfte, at kvæget i Lindeskoven ofte kom væk fra fæbudene og gjorde skade på Jens Pedersens afgrøde. Undertiden gik der får og bæster rundt i Lindeskoven som igen passede og at de undertiden gjorde skade på Jens Pedersens sæd og eng.
De indstævnte 27. bønder fra Rø, spurgte om det var deres dyr, der gjorde skade, eller om det var udbyggerne i Røstads dyr. Anders Pedersen Hoby boede selv i Røstad. Anders Hoby sagde, at det skete at kvæg både fra bønderne og fra udbyggerne slap fra dem og gjorde skade. Vidnet fortalte, at det var ejeren af den 7. frivorned, der havde bestemt grænserne for hvor han kunne vogte kvæg. Det var sket for ham i Mogens Andersens tid.
Dernæst det godvillige vidne Peder Pedersen Hoby. Han kunne også huske 50 år tilbage i tiden, hvor han vogtede kvæg for sin fader Peder Hoby. Han fortalte også om at det drejede sig om strækningen fra en høj, som ligger østen for Lusekullen og til fæhaven ved Vassebæk. Sådan var det både i sal. Lars Jensens og efter hans død i sal. Mogens Andersens tid.
Dernæst Kirsten Andersdatter bekræftede at fævogtningen var i hævd i Mogens Andersens tid i Lindeskoven. Hun havde vogtet kvæg for sin fader og Mogens Andersen og hans hustru forbød det ikke. Hun havde hørt fra sin farfar at der for 100 år siden var et dige, der inddigede Hammershus Slots heste. Hun havde også hørt det fra sin fader, der var 80 år gammel. Diget kunne endnu ses. Hun bekræftede også at der om foråret var en trafik over engene, når de 27 interessenter hentede torn i Lindeskoven. Engene og Jens Pedersens sæde tog skade af kørslen og da der i området ikke var indhegnet tilstækkeligt, således at uvogtede bæster og får fik lov til at gå der. Vidnet fortalte at hun var 47 år gammel og havde en klar erindring om stedet i 32 år.
De 27. interessenters talsmand spurgte om hun havde fået lov til at lade sit kvæg gå uvogtet i Lindeskoven. Hvilket hun benægtede at have fået lov til, men at andre, både bønderne og dem der boede i Røstad lod bæster og få gå løse om sommeren i Lindeskoven.
Anders Monsen var næste vidne. Han havde været med til at sælge Jens Pedersens den 7. frivornedgaard og han havde udvist markskel både for gården og til Lindeskoven, sådan som hans forældre havde vist ham. Han fortalte at hans sal. Moder havde taget torn fra Anders Jensen og sognedegnen, som ulovligt havde hugget det i Lindeskoven. Desuden havde Anders Jensen med egen økse hugget tre hjuleger i stykker på Anders Jensens vogn fordi han ville læsse brændet. Vidnets sal. Fader havde kvæg der var vogtet i Lindeskoven, men også uvogtede får og bæster. Hun vidste, at der var sket skade på Jens Pedersens enge ved kørsel til Lindeskoven om foråret af en del sognemænd. Han var ikke helt sikker på om kvæg gik uvogtede i Lindeskoven, men det gjorde fårene dengang han boede på Lindholmsgaarden og hans forældre på den 7. frivornedgaard. Han mente ikke at kvæget havde gjort skade på 7. frivornedgaards sæd eller enge.
Dernæst Jon Hansen, som i mange år havde arbejdet med sit tømmermandshåndværk på den 7. vornedgaard, blev spurgt om han ikke også vidste at uvogtet kvæg, får og bæster nogle gange havde beskadiget Jens Pedersens enge og sæd. Hans Pedersen protesterede og anklagede fuldmægtig Brunou, for at lægge orden i vidnets mund. Jon Hansen vidste ikke, at der var sket skade på Jens Pedersens avl, men han vidste da sal. Karen Mons Andersen havde taget Røstadsboers kvæg for at gå i Lindeskoven og at de først fik dem udleveret, da de havde betalt for skaden. Men han havde også hørt Jens Pedersen klage over skaderne.
Dernæst Rasmus Jensen, som bekræftede at han havde vogtet Jens Pedersens Enge, men havde ikke kunne forhindre at uvogtede får og bæster gjorde skade på Jens Pedersens avl. Modparten ville vide hvordan Rasmus Jensen kunne vogte kvæg da han var blind. De vidste at han modtog pension på 24 sld af kongen. Rasmus Jensen takkede sin konge for pensionen og sagde, at han dog var i stand til at kende kreaturer på afveje. Og så havde han hustru og børn til at hjælpe sig med opgaven med at passe Jens Pedersens enge. De 27 intressenter mente så at Rasmus Jensen ikke kunne være blind, hvilket synes bevist da han kunne gå fra kirken og hjem. Rasmus havde talt bønderne sag om Lindevangen, da kommissærerne var i Rønne. Rasmus Jensen havde fået tildelt sin pension to år før kommissærerne var i Rønne og mente selv, at det var sagen uvedkommende.
Dernæst vidne Løfuing Haagensen, som havde tjent Jens Pedersen i mange år. Han bevidnede at han ofte havde jaget kvæg ud af Jens Pedersens enge og de dyrkede marken tilbage til skoven. De stævnede spurgte Haagensen om han vidste hvem de skadevoldende kreaturer tilhørte. Vidnet svarede, at han ikke vidste andet end at der var to udbyggere, nemlig Jørgen Sørensen og Jørgen Terchelsens får.
Bruno på Jens Pedersens vegne spurgte de 27 indstævnede mænd, om de havde adkomster til Lindeskoven. De svarede, at de havde ingen dokumenter, men det havde nogle af dem som ikke var mødt. Endvidere blev de spurgt om tilladelser til at bebygge lindeskoven. De svarede, at de ikke havde tilladt nogen at bygge undtagen Esber Jensen, som bor på neden for ”Hafbacken”, men han havde ingen kreaturer, hvorfor han ikke kunne være skadevolder. Endvidere blev de 27 interessenter spurgt om de modtager redsler eller landgilde fra udbyggerne, der bor i Lindeskoven. De svarede, at da kongen havde forundt dem Lindeskoven, så var det vel rimeligt, at udbyggerne betalte dem med enten varer, arbejde eller penge. Det var beviseligt, at hver af de 27 interessenter betalte kongen for en tønde land til skat, hvorfor at huse med kreaturer betalte de nærmeste bønder derfor.
De indstævnte bønder nævnte at de nok var klar over, at der kunne være sket skader på eng og avl, men at det også var Jens Pedersens eget kvæg, der var årsagen i problemet. Bruno mente at denne anklage ikke kunne medtages i denne sag, men henviste til sandemand Lars Pedersen, som skulle gøre det beviseligt, før det var en sag.
Fuldmægtigen Bruno på Jens Pedersens vegne meddelte at han ikke ville afhøre de udeblevne folk. Det var fattige folk, som stod midt i forårets arbejde og havde mere end 2 mile hjem, hvorfor han ville slutte sagen og udbede sig et tingsvidne på afhøringerne.
3. maj 1743 – pag. 332b
Læst forordning om det i København oprettede almindelige Magasin og om hvordan folk i andre købstæder skulle forholde sig hertil.
Løjtnant Bruno havde fået amtmand Urnes tilladelse til at føre sag for amtmanden mod de 27. lodsejeres rettigheder til Lindeskoven i Rø. Sagen var startet ved at stiftsbefalingsmand Gerstrophs ordre of resolution der forlangte fjernelse af udhuse på præstegårdens indtagne jord i Lindeskoven. Den 25. april 1743 havde Bruno iflg. anklageskriftet indtævnet 12 mænd og kvinder til at møde på tinget og aflægge deres vidnesbyrd til erhvervelse af et tingsvidne. I blandt de indkaldte vidner var en mand og en enke, der boede i de to omtalte udhuse.
Fenrik Anders Jørgensen havde fået tilladelse til at tale de 27 lodsejeres sag. Han sagde, at den indkaldte stævning ikke kunne stå ved magt, da Lindeskoven blev kaldt for udmark, hvilket ikke var sandt. Det var ikke udmarksjord og den var ikke ”indlagt”, som det påståes i stævningen. Under kommissionens behandling, for et par år siden, blev blev Lindeskoven ikke kaldt udmark.
Løjtnant Bruno svarede på fenrikens afvisning, at hans stævning var grundet på præsten Monrads omtale at jorden og på stiftsbefalingsmandens resolution. Dommeren så ikke problemet, dels fordi Lindeskoven ikke havde været behandlet i den seneste kommission. Derfor var det ligegyldigt om området kaldtes for Lindeskoven eller udmark. Det var sagen om de to huse og indhegning sagen drejede sig om.
Løjtnant Bruno læste amtmand Urnes ordre til sandemand Lars Pedersen fra den 11. otober 1742 om udhusene og to andre sager, samt lodsejernes svar af 9. november 1742. Den viste at 18 af de 27 lodsejere havde forpligtet sig til at fjerne husene. Ordren fra stiftsbefalingsmanden var fra den 22. april 1742, hvilken Monrad havde klaget over, blev læst op. Monrad var tilstede i retten. Bruno mente, at det var problematisk at præst og menighed var i en trættesag om jord. De 27 lodsejeres fuldmægtig fenrik Anders Jørgensen ville undgå, at præsten og menigheden blev splittede i sagen. Der var ingen, der ønskede konflikt med præsten. Monrad og hans fuldmægtig og lodsejernes fuldmægtig skulle mødes på åstedet og aftale et forlig om det omtvistede område og de to huses fremtid. Der var foreløbigt aftalet at de to huses beboere kunne blive boende til midfaste 1744. Beboerne var husmand Niels Gotfredsen og enken Margrete sal (smed) Bent Hansen. Lodsejerne skulle mødes og om muligt aftale gærdets fremtid og for husenes eksistens. Aftalen skulle udfærdiges in duplo læses på tinget og indsendes til øvrigheden.
11. maj 1743 – pag. 334a
Kirkeværgen Hans Clausen i Hasle opbød kirkens 90 sld. til den der vil låne dem, stille sikkerhed og forrente pengene.
Rutsker kirkeværge Peder Jensen i Rosendale opbød 30 sld. fra Rutsker kirke.
Løjtnant M. Brunou fremviste to konstitutioner udstedt af Amtmand Urne fra henh. 15. september og 8. april. Den første var nøje eksaminere en angivelse af Marta Jørgen Svendsen af Morten Pedersens grund i Klemensker i Bedegaden kontra hendes søster Karen Bent Olsen af Lynggaardsgrunden i Olsker. Marta havde beskyldt sin søster Karen, sammen med sin nu afdøde moder, at have dræbt Karens første mand Laus Andersen i Rø. Sagen var undersøgt i et politiforhør. Dokumenter fra dette forhør blev fremlagt under bilag lit. A og B. Dernæst irettelagde løjtnanten den skriftlige stævning af 19. april af begge kvinder med deres mænd. Den eneste fremmødte var Jørgen Svendsen fra Klemensker og Karen. Dernæst fremlagdes dokumenter fra den 5. maj til 4. oktober 1742 nummereret fra 1 til 6.
Bruno spurgte Jørgen Svendsen om hans hustru Marta endnu stod ved sin anklage, hvilket han bekræftede. Han spurgte Karen Bent Olsen hvorfor hun ikke havde anskaffet sig tingsvidner, der kunne bevise hendes uskyld, hvilke beviser hun påstod, at hun kunne skaffe. Hun svarede, at hun havde været syg, og kunne ikke skaffe de midler det krævede og at hun havde tænkt, at det ikke behøvedes efter hendes søsters tåbelige snak. Men da nu sagen bliver rejst, så bad hun om udsættelse, således at hun kunne skaffe vidner til befrielse. Løjtnanten havde efter amtmandens konstitution ikke tilladelse til at udsætte sagen, men efter omstændighederne ville han ikke nægte hende at skaffe sig vidner i sagen, hvorfor sagen udsattes til efter den 31. maj.
24. maj 1743 – pag. 333a
Læst kgl. Reskript af 26. april 1743 i anledning af, at en stormængde bønder ”havde rottet sig sammen” og klaget over de pålignede retterpenge og klagede over den kongelige ordning og indretning med dragoner og soldater med videre. Amtmanden forbød bønderne at rotte sig sammen såfremt de ikke ville blive sagsøgt og straffet.
Løjtnant Matthias Bruno læste amtmands Urnes befaling om, at han skulle gå i rette mod de 27 lodsejere, der ej havde udført amtmandens ordre på stiftamtmandens befaling med at fjerne 2 huse på præstegaardens ”udflogt” [ej i den danskeordbog, men må betyde område eller passage fra gårdens avl til fællesområder så som strandmark, udmark og lyngen]. Området op til præstegaardens fortov var ”ophakket” og altså blev en forhindring. Præsten Monrad havde indgået et forlig med bønderne om sin del af fortovet, men i befalingen fra amtmanden indgik præstens jord, hvorfor at det indgåede forlig ikke kunne kendes gyldigt. I alt var indkaldt 13 vidner, heriblandt de to huses beboere, til at afgive svar på spørgsmål, under ed.
De 27 interessenters fudmægtig fenrik Anders Jørgensen læste et indlæg på alle 27 interessenters vegne.
Den tilforordnede aktor (Bruno) mente at dokumenter og kontrakter skulle føres på stemplet papir efter forordningen af 1719, hvilket bøndernes fuldmægtig ville gøre snarest. Den kontrakt der fandtes fra 6. marts 1737, havde ikke præstens underskrift, hvorfor præsten mente at den var ”uduelig”. Den anden kontrakt som de 27, på nær 9 havde underskrevet, frygtede præsten ville være til hans enke, efter hans død, til gene, da den ville blive årsag til ”megen dispyt” ved forhandling om overtagelse af præstestillingen. Bøndernes fuldmægtig mente, at ordlyden i 1737 kontrakten og indholdet i den anden kontrakt, dateret den 22. april 1742, var enslydende og at præsten havde været tilfreds med forliget. Kontrakten var udfærdiget for at undgå retssag.
Bruno ville ikke forholde sig til bøndernes indlæg, men med hensyn til om Lindeskoven var en ”udmark” efter ej, skulle nok kunne bevises. Om præstens område, som kaldtes for hans ”udflugt” skulle kunne forstås som udmark, måtte undersøgelserne vise.
Bruno fremlagde amtmandens ordre af 11. oktober 1742 til bønderne og sandemanden, samt den af de 18 af de 27 bøndernes svar af 9. november, vedrørende de to huse på præstens areal.
Amtsforvalter Schrøder havde modtaget Brunos stævning, hvorfor han i et skriftligt indlæg gav sin mening til kende om sagen. Præsten Monrad henstillede til amtsforvalteren, at præstegaarden, som var kongens, ingen anden ”udflugt” kunne have end til Lindeskoven.
Bruno konstaterede at alle 13 vidner var mødt på nær Ole Olsen, som var syg. Niels Gotfredsen var mødt men ikke enken Margrete sal. Bendt Hansen.
Første vidne var Anders Monsen, som var henved 50 år, barnefødt i Rø sogn og som kunne huske 30 år tilbage. Han vidste ikke hvem af de 27 bønder, der havde givet tilladelse til at opsætte de to huse til beboede for Niels Gotfredsen og Margrete sal. Bendt Hansen. Men han erkendte, at de to nok ikke uden forlov havde opsat to huse og taget jord til dyrkning. Niels Gotfredsen havde selv bygget huset og det var ikke det som Gotfred Nielsen lod bygge. Det hus som sal. Gotfred Nielsen byggede var blevet nedtaget og flyttet til Rønne. Niels Gotfredsen har på stedet taget træ dertil. Gotfred Nielsen skulle have bygget huset til Niels Gotfredsen på den tid, hvor præsten Toxværd blev forflyttet og den nye Hr. Jens [Rasmussen Marcher] kom i kaldtet [dvs. 1718]. Huset som Niels Gotfredsen byggede var på den tid som Hr. Jens var præst [mellem 1718-1733]. Anders Monsen blev spurgt om der være et gærde mellem Lindeskoven og præstegaardens grund – Anders Monsen svarede, at der var ikke andet gærde end det som Niels Gotfredsen havde sat omkring hans sædejord. Niels Gotfredsens gærde beskyttede ikke præstegaardens sædejord om sommeren for Lindeskovens løsgående kvæg, da gærdet kun stod omkring en lille løkke. Monsen fortalte at præstens tjenestefolk måtte beskytte præstens avl og at de flere gange havde optaget Røstadsbeboernes kvæg og endda Niels Gotfredsens, da de gjorde skade på præstens sæd. Monsen forklarede at præsten måtte bruge samme ”udflugt” til lyngen og til strandmarken for sit kvæg som andre bønder, men til Lindeskoven var præstens ”udflugt” over Lindehavehøjen [Lindehaugehöyen] Til lyngen måtte han drive sit kvæg tidligt om foråret inden sæden kom på rod. Røstadsboerne og Lindeskovens udbyggere derimod havde deres ”udflugt Vesterud” gennem præstens og Jens Pedersen marker. Vidnet Anders Monsen mente, at Niels Gotfredsens hus stod på Lindeskovens grund.
Bøndernes fuldmægtig fik Anders Monsen til at erkende, at præsten kunne have udflugt med kvæg og får gennem Lindehaven nord om Niels Gotfredsens hus. Om der var en ”reen” [rende] mellem Lindehaven og markskel, var han ikke klar over. Han vidste ikke om præsten havde optaget denne rende til avl og derved ødelagt sin vej til Lindeskoven. Den lille løkke, som Niels Gotfredsen havde indgærdet var oprindeligt fra Jens Pedersens jord, en del fra Peder Pedersen og en del fra Hans Larsens jord og en del fra Haagen Løfvingsen, altså var Niels Gotfredsens hus bygget på Lindeskovens jord. Præsten kunne drive sit kvæg på Philip Jacobistiden til lyngen ligesom andre der have en mils vej dertil. Monsen erkendte, at der gik tre veje til Røstad, en gennem Lindeskoven, en sønden for og en nord fra, men de var småveje, som ikke kunne kaldes alfarveje, uden den der går gennem gildesboet.
Dernæst vidnet Anders Pedersen Hoby. Han var 80 år gammel og kunne vel huske 60 år tilbage. Han var barnefødt i Rø sogn. Han mente, at det var Gotfred Nielsen, der havde fået bøndernes tilladelse til at opbygge det hus som Niels Gotfredsen havde opsat og ophakke jord til avl. Det samme gjaldt det andet hus. Det var sket på præsten og bøndernes fortov. Vidnets fader havde vist ham hvor langt præstegaardens fortov strakte sig, nemlig til ”Lussekulden” og tvært om ned til Hans Larsens bæk. Lussekulens dige havde tidligere afdelt den have, hvor Slottets heste tidligere gik og græssede. Det var en have som adskildte bøndernes jord og Lindeskoven. Vidnet bekræftede at Lindeskovens kvæg ikke var adskildt med gærde andet end det, som Niels Gotfredsen havde opsat. Og at der hændte, at kvæg blev opbragt af præstens tjenestefolk, når de gjorde skade på sæden. Det eneste sted at præsten kunne komme ind i Lindeskoven var gennem Lindehaven. Han bekræftede at eneste vej mod vest for Røstadsboerne og Lindeskovens udbyggere gik over Jens Pedersens og Præstens marker.
På bøndernes fuldmægtigs spørgsmål kunne Hoby afkræfte, at hverken ham selv eller hans fader, som blev næsten 100 år gammel, havde oplevet at slottets heste gik og græssede i Lindehaven. Fuldmægtigen spurgte så, om det ”var før christi fødsel” eller hvornår, der gik heste der? Det kunne han ikke svare på, ej hellere hvilket slotsherre, de sad på slottet. Hoby bekræftede, at der i hans minde var vokset træer i Lindehaven og at de blev fældede og igen opvokset, ligesom i Lindeskoven. Vidnet bekræftede at præsten havde en ”drevt” som han kunne køre på mellem de to huse, men den var ikke så bred, som den var før at husene blev opbyggede. Vidnet bekræftede, at der var tre veje som Røstadsboerne kunne benytte, således at de ikke behøvede at køre gennem præstens og Jens Pedersens jord.
Dernæst vidnet Kirstine Andersdatter. Hun var 48 år gammel og født i sognet. Hun kunne huske 33 år tilbage i tiden. Hun mente, at det var de 27 bønder, der havde tilladt opbyggelse af de to huse på præstegaardens udflugt og fortov. Hun vidste ikke hvor langt præstegaardens fortov stragte sig mod øst. Hun mente, at den eneste vej præstegården havde mod stranden gik gennem Lindeskoven og at det hændte, at kvæg blev opbragt på præsten og Jens Pedersen mark. Hun bekræftede, at der gik et dige syd-nord som kunne have været et gærde, men som ikke var vedligeholdt. Folk snakkede om, at dette var gærdet til slottets hestehave, men vidste ikke om det var rigtigt. Hendes gamle farfader, der blev 100 år.
Vidnet Jens Pedersen fra Rø (fra den 7. frivornedgaard) fortalte, at han ikke kendte til at kvæget havde taget skade på præstens jord. Hans jord lå op til præstens og til Lindeskoven, hvor der var opbygget 12 huse. Hele Lindeskoven var et gildeslav, og at der ikke måtte bygges. Der blev givet 33 rigsdaler i redsler til gildet årligt at bønderne, og skoven skulle bruges til gærde og grøfter i flg. Lovens pag. 477 13 kap. Vidnet kunne huske, at der i hans tid var bygget tre huse [dvs. efter 1738]. Hvornår de andre var bygget, vidste han ikke. Bøndernes fuldmægtig mente ikke at det var korrekt med de tre huses alder. Han mente at de havde stået der i over 20 år. Vidnet var dog sikker på, at i hvertfald det hus som beboedes af Esber Jensen ikke havde stået der i 20 år.
Jens Pedersen fortalte, at følgende personer ikke vogtede deres kvæg, bæster og får: Jørgen Sørensen, Mons Nielsens får og øg og Jørgen Terchelsens får og øg. Hvis han kunne fange de løse kreaturer, der gjorde skade på hans jord, så gjorde han det, men undertiden kunne han ikke få fat i dem.
Niels Hansen fra Rø havde tjent præsten bekræftede, at han og tjenestefolkene måtte passe præstens marker, for at forhindre kvæg at ødelægge præstegaardens sæd.
Jon Hansen var tidligere en af præstens tjenestefolk, og som bekræftede Niels Hansens udsagn. Han havde været med til at indfange Niels Gotfredsens kvæg, øg og får og også Henrich Hoby i Røstads øg som var i præstens havre. På bøndernes fuldmægtiges spørgsmål bekræftede Jon Hansen, at præsten havde adgang til Lindeskoven via den fæ-sti gennem Lindehaven over en lille høj mellem de to huse.
Med disse 6 vidner mente Bruno, at sagen var oplyst nok, og at tingsvidnesagen kunne sluttes.
Fenrik Anders Jørgensen producerede en konstitution fra amtmand Urne fra den 13. maj med tilladelse til at gå i retten for den 27 lodsejere til Lindeskoven. Han havde stævnet Jens Pedersen fra den 7. frivornedgaard, 13 vidner og Mons Pedersen fra Nyker sogn. Men da det var meget sent på aftenen, og vidnerne ville have svært ved at nå hjem, bad han om at udsætte afhøringerne til næste ting 8 dage.
Atter blev Hasle og Rutskers penge opbudt, nu for 2. gang.
31. maj 1743 – Pag. 341a
I sagen mellem de to søstre Marta Jørgen Svendsen af Bedegadegaards grund i Klemensker og Karen Bendt Olsen af Lynggaardsgrund i Olsker mødte den anordnede aktor Bruno. Begge kvinder var udebleven. Løjtnanten fremlagde 3 stk dokumenter. Og da ingen var mødt, måtte Bruno bede om at sagen gik til doms, hvilket skete.
Jesper Hansen fra Allinge havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for Jens Pedersen kontra de 27 lodsejere. Jesper Hansen ville føre kontravidner og ønskede derfor at bøndernes tingsvidne skulle dømmes død og magtesløs, hvilket dommeren ikke ville.
Bøndernes fuldmægtig afhørte vidnet Haagen Løfuingsen, der var 63 år. Haagen bekræftede at samtlige sognemænd savede og huggede brænde og torn og andet gjærsel i Lindeskoven op til Vassebæk vadet og videre over Vassebæk til den 7. frivornedgaards grund og det havde lodsejerne gjort så længe han havde haft den 8. vornedgaard kaldet Brommegaard [siden 1731]. Han havde ikke været tilstede og derved ikke vidste om en sag hvor sal. Mons Andersen på 7. frivorned måtte nedlægge indhegningen til en fæhave, som lodsejerne dømte var indenfor det fælles område, hvorfor Mons Andersen måtte bøde 1 fjerding øl til lauget. Haagen fortalte, at Jens Pedersen kun havde fri grænsning som de andre bønder, men han havde ikke lod i Lindeskoven. Det havde ingen vorneder. Haagen havde ikke viden om, i de 50 år han havde erindring om Rø sogn, at Lindeskoven havde været indgærdet og han mente at skoven altid havde været en fælles skov til gærdsel og græsning. På Jesper Hansens spørgsmål fortalte Haagen, at der blev hugget forskelligt: ”hifuen Torn, Haugen Torn, slaaen torn, bøg, hassel, elle og lind” i størrelse af ”lyse spær”.
Dernæst et godvilligt vidne Mons Pedersen fra Nyker, som var 81 år gammel. Han boede i Rø i sin ungdom hos sin farbror Hans Hansen på Fløjlegården. Han fortalte, at bønderne huggede hvor det var bedst og hvad de ville sønden for Vassebæk fra vadet og øst på i Lindeskoven. Det var gærdsel der var højere end hest og karl. Han fortalte, at der i Lindeskoven var en høj kaldet Storehøj, hvor bønderne havde rejst et træ. Via nagler kunne man stige op og se efter sit kvæg. Det var 56 år siden at vidnet forlod sognet, så han huskede ikke så meget.
Dernæst vidnet Lars Mortensen, som huskede 30 år tilbage i tiden og han mindedes at bønderne huggede torn på begge sider af Vassebæk vad og ingen havde anket derimod i Mons Andersen og hustrus tid på den 7. frivornedgaard. Det var først da Jens Pedersen kom til gården at der blev klaget og han havde endda taget to læs torn fra folk, der havde hugget torn ved Vassebæk vadet.
Dernæst Peder Hansen fra Rø sogn, som var 58 år gammel. Han fortalte, at det var altid sådan at bønderne havde hugget torn hvor de ville, også ved Løsebæk vadet og syd for mod den 7. frivornedgaard. Han bekræftede at Mons Andersen fra den 7 vg. havde indgærdet en løkke syd for Løsebæk vadet og som bønderne havde forbudt ham, så han igen måtte fjerne gærdet og betale en fjerding øl til straf. Jesper Hansen fik vidnet til at fortælle, at bønderne kørte gærdsel over marken hvor de kunne i forårstiden, men at de oftest kørte mod Røstad og på de veje, der førte derfra.
Dernæst Hans Jepsen, der var ungefær 50 år og kunne huske 32 år tilbage i tiden. Han mente at det altid havde været sådan, at man kunne hugge brændsel ved Vassebæk vadet, både nord og syd for Vassebæk, som han mente var på de 27. bønders fortov. Han havde hugget gærdsel for sin stedfader Jens Jensen for 23 år siden.
Dernæst Anders Monsen fortalte at det havde været almindeligt at alle bønder kunne hugge brænde og gærdsel i Lindeskoven. Det var ikke vorneder eller andre, der måtte det. Han var udbygger i Lindeskoven og han havde ikke hugget gærdsel til sig selv, men kun til sin husbondes brug.
Dernæst Friedrich Hansen Band, som havde tjent på den 7. frivorned i 3-4 år. Han havde oplevet at kvæg blev opbragt af gården, hvis de gik ind i deres sæd. Den ene gang var det Niels Henriksens kvæg og den anden gang Røstadsboernes, som han havde til opgave at vogte. Det var Karen Mons Andersens og hendes datter Borette Hans Larsen, der tog studene til sig og da det var vidnets opgave at vogte dem, fik han hug af de to kvinder for ikke at passe kreaturerne. Vidnet vidste ikke hvem der kom for at klage over episoden, fordi det var søndag og han var i færd med at klæde sig om for at gå til kirken. Kvæget havde bisset for ham, så han var undskyldt. Han kunne ikke huske hvornår det sket og han vidste heller ikke om der blev betalt erstatning. Han og hans broder kom senere til at tjene på den 7. vornedgaard, medens Jens Pedersen var husbonde. Han var omkring 25 år gammel. Det skete at han indtog kvæg på marken.
Dernæst Vellem Poulsen fra Rø sogn. Han fortalte, at han var blevet lejet af Jens Pedersen til at ophakke to render lidt syd for Vassebæk op til de såkaldede fæhave ved Lindeskoven. Der var strid mellem bønderne og Jens Pedersen, hvem der ejede dette område.
Dagen var ved at slutte og sagen blev sat i bero.
Hasle og Rutsker kirkes kapital blev opbudt for tredje gang. Ingen ville modtage dem.
14. juni 1743 – pag. 347a
Fenrik Anders Jørgensen kom og læste en skriftlig stævning på vegne af en del sognemænd, underskrevet Mons Nielsen, Lars Pedersen, Hans Jørgen Pedersen Skou og Frederik Poulsen. De indkaldte var Matthias Bruno som aktor i sagen og sognepræsten Friderich Monrad, samt en del vidnesbyrd. Desuden var stævnet amtmand Urne og amtsforvalter Schrøder. Jesper Hansen var blevet konstitueret aktor i sagen på vegne af amtmanden og amtsforvalteren. Følgende vidner var indstævnet: Elene Lisebet – præstens hustru (ikke mødt), Hagen Løfuingsen, Lars Mortensen, Jørgen Hansen på Slet, Kirstine sal. Peder Jensen (ikke mødt på grund af alder og sygdom), Svend Svendsen, Jacob Andersen Stolt, Jørgen Larsen, Anders Jonsen, samt Erich Bagge alle fra Rø sogn, samt Rasmus Jæger fra Nyker.
Først Haagen Løfuingsen, der havde tjent præsten Christen Lind i tre år og senere arbejdet for ham så længe han levede [præst fra 1669 til sin død i 1714]. Han fortalte, at da han tjente der, gav præsten bønderne en halv tønde øl årligt for at bruge Lindehaven. Han holdt gærdet vedlige, således at han kvæg kunne gå der. Præsten huggede gærdsel og brænde i Lindehaven uden at nogen gjorde forbud. Til præstens ”udflugt” havde han et gab østen i Lindehaven, hvor der holdtes en rende til at drive kvæget igennem. Haagen havde vogtet præstens kvæg i Lindeskoven. Den halve tønde øl årligt gav præsten for at bruge Lindehaven og for at have kvæget i Lindeskoven. Vidnet vidste ikke om præsten ellers havde lod i Lindeskoven.
Haagen Løvingsen fortalte at Niels Gotfredsens løkke var på fire lodsejeres jord, nemlig, Jens Pedersen med 2 læs enges, Peder Pedersen på Tyskegaard med 2 læs enges, Hans Larsen på Kirkeboet med 1 læs enges og vidnet selv, der havde et halvt læs enges. Niels Gotfredsens hus står på fællesjorden tillige med en kålhave. Niels skulle svare 2 mark årligt til bønderne. Senere fik Niels Gotfredsen mere jord af fællesarealet, som han skulle betale 2 mark og 1 tønde øl årligt inklusive græsning og brænde.
Vidnet vidste også at der var 12 bønder, der havde jord og grund i smedehusets løkke, men han vidste ikke hvor meget det var. Han mente at bønderne havde givet lov til at ophakke jord inden at huset blev opført. Han mente også at huset blev opsat 1 eller 2 år efter at hr. Jens kom til kaldet [1718].
Haagen vidste også, at Ole Toxværd havde fået lov til at ophakke i Lindehaven for at så hørfrø. Det havde han fået lov til af oldermanden, men han måtte så opføre en ”reen” mellem præstegaardsgrunden og fælleden (Lindeskoven – altså mellem de løkker, som senere fik huse). Hr Jens måtte forny denne aftale mod at love at give en tønde øl årligt. Haagen sagde, at den omtalte ”reen” ikke længere eksisterer, da deres nuværende præst havde hakket den op.
Haagen vidste at Christen Lind også drev en selvejerbondegaard, som havde lod i Lindeskoven (17. sg. Bondegaarden).
Jacob Andersen Stolt vidste ikke om den omtalte ”reen” mellem Lindehaven og præsten grund var et markskel eller ej. Han havde været lejet af præsten til at ophakke rende for præsten, men han vidste ikke hvem, der gav lov. Han havde ikke bemærket, at der var en konflikt. Dog var renden ikke der hvor gærdet nu stod, men øster derfor.
Næste Erik Bagge, som var 80 år gammel. Han havde tjent præsten Christen Lind og han havde vogtet hans kvæg. Han havde drevet præstens kvæg ud i Lindehaven, hvor de gik løse. Det kunne lade sig gøre da haven var omgærdet. Når engene var høstede drev han kvæget ind i Lindeskoven, hvor han vogtede dem. Han mente at præsten gav bønderne en halv tønde øl hvert år for at bruge Lindehaven. Vidnet kunne ikke huske at der, på den tid han vogtede præsten Linds kvæg i Lindeskoven, var opsat huse på nør dem der var i Røstad. Han kunne ikke huske hvor mange huse, der stod ved strandbredden dengang. Da han vogtede præstens kvæg, gik han og undertiden red han.
Jesper Hansen havde ingen spørgsmål til Erik Bagge, men læste et indlæg fra Præsten Monrad, som berørte præstegaardens rettigheder. Dommeren kunne ikke imodtage præstens indlæg før end han blev stævnet til at svare. Bøndernes fuldmægtig mente, at præstens indlæg ikke kunne være til hans nytte, før han beviste sine påstande.
Dernæst vidnet Rasmus Jæger fra Nyker, som var 74 år gammel og som havde tjent præsten Christen Lind i 4 år. Han kunne bekræfte at Lind havde lejet Lindehaven for en halv tønde øl om året. Han kunne også bekræfte, at der var var en høj rende eller et levende gærde mellem Lindehaven og Præstens grund. Han mente ikke at Lindeskoven var en udmark, ellers ville præsten Lind have talt om det.
På Jesper Hansen foranledning fortalte han at han tjente som dreng og ikke som fæbud hos præsten. Præsten betalte til sognefolkenes laug i penge det der svarede til købet af en halv tønde øl. Han fortalte også at præsten kunne hente brændsel og gærdsel i Lindeskoven, men det var fordi præsten også havde Bondegaarden [17. selvejergaard].
Dernæst Jørgen Hansen på Slot. Han havde tjent Christen Lind som forkarl og han bekræftede det forrige vidnes beretning om at præsten lejede Lindehaven. Han fortalte, at hver bonde frit kunne hugge gærdsel i Lindeskoven og at de gav 1 mark om året til lauget for det.
Det var ud på aftenen og tinget måtte slutte således at alle kunne nå hjem. De resterende vidner blev pålagt at møde på næste ting.
28. juni 1743 – pag. 352a
Læst kgl. Plakat om udførselsforbud for heste.
Skovridder Hans Piil opbød 250 sld. som han havde som værgemål for et af præsten Mahlers drengebarn.
Rutsker kirkes værge Peder Jensen opbød kirkens kapital på 160 sld.
Klemensker kirkeværge Lars Hansen opbød kirkens 300 sld.
Jens Hansen på Lynggården i Olsker havde skrevet til amtmanden at han ønskede at blive fritaget for kirkeværgejobbet. Han havde bilagt ansøgningen en attest som erklærede ham uegnet til jobbet. Han havde fået amtmandens tilladelse til at få løjtnant Svend Mikkelsen, som fuldmægtig, til en tingsvidnesag. Mikkelsen skulle bevise at Jens Hansen var udygtig til at varetage kirkeværgeembedet i Olsker. Præsten Mahler havde forlangt en attest på at han ikke kunne klare opgaven. Præsten var indkaldt til at høre på. Imidlertid mødte kun en af de indkaldte vidner, nemlig Peder Monsen. Imidlertid indfandt sig fire uvildige vidner: sergent Anders Pedersen, Mons Pedersen, Mikkel Larsen og Rasmus Hansen alle fra Olsker. Mahler indfandt sig og erklærede at stævningen ikke kunne være lovlig, da hverken amtmanden eller provsten kunne blande sig i præstens valg af kirkeværge. Dommeren mente, at da sagen vedrørte et tingsvidne, så kunne han ikke dømme sagen som ugyldig, men at den måtte gå sin gang.
Fuldmægtigen spurgte præsten om han dog ikke kunne vælge en anden mand der kunne læse og skrive. Jens Hansen var endog gammel og aldrende. Præsten ville ikke svare på det spørgsmål, da det hørte under gejstlig ret. Jens Hansen havde kun en søn der var antaget til konfirmation og at Jens Hansen flere gange havde søgt præstens råd for hans svaghed og at han havde ondt i hovedet.
Fuldmægtig Mikkelsen spurgte de mødte vidner om de kendte til Jens Hansens svagheder, som de havde givet amtmanden attest på. De svarede, at de ikke rigtig synes han var svag, da han passede sit arbejde, men om han altid var frisk, det kunne de ikke sige. Men de tilstod det de havde fået skrevet i attesten. Mikkelsen fik tilladelse til at vidnerne skulle afgive ed inden han afhørte dem.
Det første vidne var sergent Anders Pedersen, som ikke ville svare på spørgsmål med mindre han blev stævnet til sit eget værneting.
Det andet vidne Mons Pedersen af Olsker, der var nabo til Jens Hansen, fortalte at han ofte var sammen med ham. En gang havde han fundet Jens Hansen siddende ved kakkelovnet og klaget over ondt i hovedet og sin arm. Han vidste ikke hvad han skulle gøre og hvor han skulle gå hen. Når det onde forsvandt, så kunne Jens Hansen igen tale med fornuft. Andre gange når han mødte Jens Hansen og hilsede, så kunne Jens ikke svare på grund af, at han havde ondt. Vidnet fortale, at Jens Habsen havde en konfirmeret dreng hjemme hos sig og fire ukonfirmerede, som dog kunne gøre gavn på hver sin måde. Jens Hansen var en gl. mand, der var kasseret fra Rytteriet og sat på rullen blandt de andre gamle ved herredskompagniet. Vidnet mente, at der var flere andre i sognet, der kunne klare kirkeværgearbejdet, men han vidste ikke om de var lige formuende som Jens Hansen.
Præsten Mahler spurgte Mons Pedersen om ikke Jens Hansen havde tjæret og at han var frisk. Og så spugte præsten vidnet om Jens Hansen var fuld, da han havde set ham have ondt. Præsten sagde at fulde folk altid havde ondt i hovedet. Vidnet havde aldrig set Jens Hansen fuld. Og, jo han havde set Jens Hansen køre brænde til byen, men også at når han kom hjem, måtte ligge i sengen med hans svaghed. Men når han var frisk passede han sit arbejde med sine drenge, som ”han strøg braa op” hvis de ikke passede deres arbejde. Fuldmægtigen spurgte vidnet om Jens Hansen slog sine børn til upligt. Vidnet svarede ”Nej, hand vidste ikke det, men om hans børn ikke gjorde det som han befalede dem, fik de straf som ret er”. Præsten spurgte vidnet om Jens Hansens konfirmeret dreng ved navn Hans ikke var blevet slaget så ilde, at han var gået hjemmefra og tjent andet steds. Vidnet var ganske uvidende om dette.
Fuldmægtigen førte det næste vidne Mikkel Larsen, der arbejde hos Jens Hansen en gang imellem. Han fortalet at han i høst mejede hos Jens Hansen. En gang imellem havde Jens Hansen så ondt og svag, at han måtte indstille sit arbejde. Men når det gik over, så genoptog han arbejdet som intet var hændt. Vidnet fortalte, at når Jens Hansen fik ondt, så holdt han sig for ørene med begge hænder og man kunne ikke tale med ham.
Vidnet havde underskrevet attesten hos August Fiol i Rønne, fik præsten vidnet til at fortælle. Vidnet kunne ikke hverken læse eller skrive, men Viol havde skrevet og læst det op inden han havde underskrevet. Jens Hansen havde opsøgt ham medens han havde vagt i Rønne.
Derefter det tredje vidne Rasmus Hansen i Olsker, som var nabo til Jens Hansen. Han berettede det sammen med Jens Hansens ondt i hovedet og han mente, at der var mange andre mænd i sognet, der kunne læse og skrive, som kunne påtage sig opgave som kirkeværge. Præsten ville have vidnet til at sige, at Jens Hansen passede sit arbejde, gik til kirken, til vragauktion ligesom andre mennesker. Vidnet svarede bekræftende, men sagde også, at han kunne alt, hvis han var frisk. Men indimellem var Jens Hansen ikke til at tale med, da han i en halv times tid havde ondt og holdt sig for ørene med begge hænder.
Derefter Bent Olsen fra Olsker, som var mødt som godvilligt vidne. Han fortalte, at han havde både set og hørt om at Jens Hansen jævnligt var syg i hovedet og i sine lemmer. Præsten spurgte vidnet om vidnet kunne afvise, at det var hykleri fra Jens Hansens side. Vidnet skønnede at det var en sygdom. Vidnet måtte sande, at præstens bedømmelse af Jens Hansen flid og arbejdsevne, var rigtig, men det gjaldt kun når han havde sit helbred.
Præsten villeikke nøjes med fuldmægtigens fire vidnesbyrd, da, som han mente, ville føre til oplysning om at Jens Hansen var en klog mand og som ville kunne blive en god kirkeværge, som der var brug for her om sommeren, hvor kirken skulle repareres.
Jens Hansen fik dernæst udskrivet tingsvidnet.
Anders Løfuingsens hustru, Ida Jensdatter, mødte med 3 mand fra Klemensker, nemlig Lars Esbersen, Jens Olsen og Peder Larsen Brand som under ed skulle fortælle hvem Idas fader var, hvor mange børn han havde efterladt sig, hvor han havde boet og levet. Hun mente, at hun var blevet snydt for en arvepart efter en afdød broder Claus Jensen, der havde været hyrekudsk i København. Vidnerne sagde: Idas far var Jens Svendsen og moder Ida Clausdatter, som boede og døde på 51. gård i Klemensker og som døde for over 40 år siden. De havde 9 børn, 6 sønner og 3 døtre. De to eneste der lever idag var Ida Jensdatter og så Kirstine Jensdatter, der var bosiddende i København og var gift med Jens Hemmingsen. Desuden levede 2 broderbørn efter sal. Niels Jensen. Den ene hed Esber Nielsen og var på langfart og den anden Ida Nielsdatter, som er gift med Jens Pedersen. Disse fire var arvinger efter hyrekudsk Claus Jensen.
Kirkebogen som skulle kunne vise navnene på disse børns fødsel og herkomst er blevet eftersøgt, men ikke fundet. Man mente at kirkebogen var brændt. Herfter blev udstedt et tingsvidne.
Fuldmægtig Anders Jørgensen for lodsejerne til Lindeskoven mødte og fremstillede endnu et vidne, nemlig Jacob Johnsen (?) af Rø sogn. Han bekræftede at præsterne siden Christen Linds tid ikke havde lod i Lindeskoven og havde lejet Lindehaven for en halv tønde øl eller penge derfor. Han fortalte, at der var ”udflugt” gennem Lindehaven fra præstegaarden til Lindeskoven gennem et led på Lindehaven neden for højen. Leddet var der endnu. Der havde også været en ”reen” mellem Lindehaven og præstens grund, men den var nu ophakket [”reen” må her være en et udtryk for en jordvold]. Jesper Hansen fik vidnet til at oplyse, at det var 40 år siden han tjente præsten og at det var før de to huse var kommet til, men han vidste at det omtalte led var mellem højene og de to senere byggede huse.
Dernæst vidnet Jørgen Larsen fortalte at han kunne huske, at der stod en ”kov Reen” mellem Lindehave og præstens grund. Han bekræftede også præsten udflugt til Lindeskoven gennem et led, der lå mellem højene og Smedens og Niels Gotfredsens huse. Han fortalte at Hr. Jens [Marcher – præsten] havde fået tilladelse til at ophakke noget jord i Lindehaven for at så hør. Præsten betalte der herefter ikke en halv men en hel tønde øl og et halv pund tobak. Præsten havde Lindehaven for sig selv, ingen andre kunne hugge torn eller andet der. Jesper Hansen fik vidnet til at bekræfte, at præstens udflugt til Lindeskoven var blevet lidt ”snever” efter at de to huse blev opbygget. Vidnet sagde, at der var gærde mellem Lindeskoven mod mod Lindholm og mod Mons Nielsens jord, men den havde de selv opsat for at beskytte deres sæd.
Vidnet Jørgen Larsen sagde, at han ikke havde hørt at Lindeskoven var en udmark, men en ”fellings skov” [= fælled eller fælles skov]. Vidnet sagde, at han havde givet Hans Jørgen Skov fisk eller 3 mark for at hugge ”krach” i den fælles skov.
Bøndernes fuldmægtig afgav derefter et indlæg og desuden fremlagde han en hjemtingsdom fra 19. april 1650. En attest fra amtsforvalter Schrøder blev læst og indlagt i akten. Der blev læst et uddrag af Rø Sogns Gildesskaabog. Jesper Hansen ville ikke tage gildesskaaens bog som sandvedsvidne, da den blev skrevet medens der blev drukket øl som på et andet krohus. Jesper Hansen sagde, at det der var skrevet var ”et misk mask” og sammenkludret og derfor ikke kunne tages som bevis.
Bøndernes fuldmægtig sagde at det der blev skrevet i gildeskraabogen for 40 år siden kunne være en sandhed om Lindehaven. Husk at det ikke blev skrevet i den hensigt, at det skulle være grund til en sag 40 år efter. Desuden fandtes der i hvert sogn et gildesskraa hvor alt, som de mente dengang blev nedskrevet til fælles hukommelse. Desuden mente han, at det var præstegaarden der måtte føre bevis på sin adkomst. Jesper Hansen mente at denne og tidligere afhøringer, som Bruno stod for, havde bevist den endelige afgrænsning mellem Lindehaven, Lindeskoven og Præstegaarde, hvorfor en skønforretning burde nedsættes for at fastslå skellet.
Herefter blev udfærdiget et tingsvidne.
5. juli 1743 – Pag. 359b
For anden gang opbød skovridder Hans Piil de 250 sld som han havde.
Det samme skete med de 160 sld. som tilhørte Rutsker kirke
Og de 300 sld fra Klemensker kirke.
DOM afsagt i den undersøgelsessag som Matthias Bruno havde startet mellem Karen Bendt Olsen i Olsker og hendes søster Marta Jørgen Svends.
DOM – pag 359b
Marta Jørgen Svendsen og hendes mand Jørgen Svendsen på Bedegadegrunden og Martas søster Karen Bendt Olsen og hendes mand Bendt Olsen på Lynggaardsgrunden i Olsker var stævnet efter nogle politiforhør i 1742. Marta havde beskyldt sin søster Karen for, sammen med sin afdøde moder, at have ombragt sin mand Lars Andersen med gift, da de boede i et Gildeshus i Rø sogn for 40 år siden. Efter to forhør i Politiretten skulle sagen dømmes ved herredstinget. Ved stævningen af de to søstre kom Martas mand og Karen Bendt Olsen. Karen havde efter politiretten ikke fundet det nødvendigt at forsvare sig mod sin søsters tåbelige anklage, men nu ville hun på til næste ting føre vidner for hendes uskyld.
På næste ting var ingen af parterne mødt. Dommeren kunne ikke dømme i en sag, som var så gammel og hvor Marta under politiforhøret havde afgivet forskellige forklaringer. I øvrigt var det kun hendes udsagn og ingen andre. Dommeren mente at et mord ikke kunne have foregået uden at det ville have været opdaget. Flere havde udtrykt opfattelse af, at Marta i perioder var tåbelig.
Dommeren frikendte Karen for anklagen, men dømte hende alligevel til at betale 2 sld. i omkostninger for ikke at have taget sagen alvorligt. Marta blev dømt, for sladder og løgn, 2 sld. i omkostninger.
19. juli 1743 – pag. 360a
Søren Ibsen på Stangegaard i Klemensker ville modtage Hans Piils 250 sld mod 4% i rente, som ikke var fuld rente. Det blev tilladt mod behøring sikkerhed i ejendommen. Hans Piil fik et tingsvidne på denne aftale.
For tredje gang blev kapitaler fra Rutsker og Klemensker kirke opbudt, men ingen ville overtage dem.
2. august 1743 – pag. 360b
Intet for retten var indkommet. Ting igen om 14 dage. Hvis der var noget som ikke kunne vente så længe, skulle stokkemændene underrettes såvel som skriveren.
16. august 1743 – pag. 360b
Læst kgl. Plakat om forbud mod at udføre heste forlænges til ultimo december.
Kgl. Plakat om forhøjelse af told på spejle og spejlglas.
Peder Christophersen fra Nexø lod læse et købebrev ang. at han havde solgt den 17. selvejergaard i Rø til Carl Jensen, nu boende i Ibsker, for 1200 sld.
Endvidere blev læst en kontrakt mellem Peder Christophersen og Carl Jensen bestående af 5 punkter.
Løjtnant Matthias Bruno havde på kgl. Justits vegne blevet pålagt at føre sag mod Margrete Monsdatter, som tjente hos Lars Andersen i Risbye i Klemensker, så også Lars Andersens søn Anders Larsen, samt andre som måtte findes. De to havde over hele landet ”udbragt Spargemang om noget saa kaldet Spøgeri udi Klemensker som ey alene mange gange hafue ladet sig see, men endog tallet adskelligt, som de have tilstellede forfører des anlangende nermere at udviiser”. Det havde gået ud over sandemanden, skovridder Hans Piil, Jens Jørgensen og Rasmus Rasmussen. De to sagsvoldere blev fremstillet. Margrete var arresteret Anders Larsen ikke. Endvidere var 9 vidnesbyrd indkaldt.
Bruno fremlagde 2 forhør i Politiretten, og rapport af sandemand Hans Kofoed til amtmanden blev fremlagt. Endvidere Hans Piil, Peder Jørgensen, Jens Jørgensen og Rasmus Rasmussens klage til amtmanden og deres ordre til at lade Margrete Monsdatter arrestere for ”blama og Beskendelse af deres afdøde forældre med mere”. Bruno fremlagde forskellige dokumenter, bla.a. en fra sandemand Kofoed og præsten Agerbech til amtmanden.
Bruno bad sognepræsten at afhøre Margrete, således at sagen kunne blive forklaret i en sammenhæng. Agerbech spurgte Margrete om hun mødte i fuldkommen ”veed og forstand”. Det benægtede hun. Hun bekræftede også, at det var hende og drengen Anders Larsen der havde digtet historierne og som de selv havde fremført. Anders Larsen fik de samme spørgsmål og vedkendte sig de forargerlige handlinger. Agerbech kaldte det for ”koglerier”, som skulle oplæses i rettet. Margrete tilstod alt og tilmed at hun var den, der havde forledt Anders Larsen til at deltage. Agerbech spurgte Margrete om hun ville tilstå at have gjort andre ”narrerier”. Det havde hun ikke, men ønskede hurtigt at blive straffet for sin forseelse.
Aktor Bruno mente at sagen var fuldt oplyst, således at det ikke var nødvendigt at afhøre vidner. Dommeren lod sagen hvile til næste ting. Arrestantinden blev overladt til vagten.
Peder Larsen fra Habedam i Olsker opbød en kapital på 135 sld. og 6 sk. Til den der ville forsikre og forrente formuen, som han havde fra sin møndling Karen Hansdatter.
23. august 1743 – pag. 362a
I sagen mod Margrete Monsdatter og Anders Larsen havde amtmanden valgt Jesper Hansen til at føre sagen i stedet for løjtnant Bruno, der var i København. Men da denne ændring først var kommet herredsfogeden i hænde aftenen inden, så måtte han udsætte sagen til næste ting.
Holtsførster Matthias Kettelsen kom for retten og havde indkaldt vidner til en synsforretning, der havde fundet sted den 20. maj i tørvemosen, kaldet Vognsøen i Klemensker. Sagen var, at der var nedlagt forbud mod at grave tørv i den østre ende af mosen, hvilket ville ødelægge tørven, der i fald vandet blev afled blev udtørrede. Flgende vidner blev afhørte Mons Madsen, Jon Erichsen, Jens Pedersen, Hans Espersen på Dyngegaard og Mads Hansen på Tørregaard. Hensigten var at finde ud af, hvem der havde forbrudt sig mod forbuddet. Jon Erichsen tilstad at han havde skæret tørv i den øster ende, lige som mange andre. Holtsførste fik udfærdiget et tingsvidne.
Peder Larsen af Habedam opbød en kapital for anden gang.
30. august 1743 – pag. 363b
Peder Larsen af Habedam opbød en kapital for tredje gang. Ingen ville modtage pengene og forrente dem, hvorfor Peder Larsen fik udfærdiget et tingsvidne. [det betød, at han ikke selv var pligtig til at forrente de til ham betroede arvemidler]
Jesper Hansen i stedet for løjtnant Bruno i sagen mod Margrete Monsdatter og Anders Larsen. Margrete Monsdatter havde været i tjeneste hos Lars Andersen i Risby i Klemensker. Hun sad i Hasle vagt som arrestant, hvorfra Jesper Hansen bad hende hente. Bruno havde ikke givet hende mulighed for selv at komme til orde, hviket Jesper Hansen mente hun burde, således at sagen kunne komme til bedre oplysning.
Marta blev hentet i vagten og Jesper Hansen læste anklagen op og spurgte hende, om hun ville have en forsvarer, der kunne svare for hende. Hun svarede, at hun gerne ville have en forsvarer, men havde ikke selv formået at få en. Jesper Hansen bad om udsættelse af sagen, således at Marta kunne nå at få en forsvarer og indkalde eventuelle vidner.
6. september 1743 – pag. 364a
Mads Pedersen fra Allinge lovbød den 10. selvejergaard i Olsker sogn. Følgende slægtninge var stævnet: Hans to brødre Jørgen og Mikkel Pedersønner, der begge boede i København. Christian Rasmussen i Sandvig på sin broder Andris Rasmussens vegne, som han værger for. Ole Rasmussen i København, hans broder Hans Pedersen, der boede i Aaker, hans søstermand Jens Jensen i Knudsker, Jochum Sørensen i Svaneke, der havde en af hans søstre til ægte, hans bror Peder Pedersen og søster Margrete Pedersdatter, som begge boede hos broderen Lars Pedersen i Rø og som begge var ugifte, endvidere hans søster Karen sal. Hans Knudsen, som boede i Rø. Desuden stævnedes hans hustrus arvinger: Christian Rasmussen i Sandvig, Johan Hammelsen på sin hustrus vegne i Allinge, Jens og Lars Pedersen i Rø sogn, samt søstermand Berild Høyh (?) i Rutsker sogn.
Mads Pedersen ville sælge Sjælegaard for 320 sld., men med købet fulgte en undentagskontrakt, som omfattede flere enge og marker, som Mads og hans hustru kunne bruge så længe de ønskede. Endvidere var der part i tørvemosen med fri vej til mosen. Desuden skulle han kunne græsse sine kraturer og han skulle havde 20 sld i rede penge om året betalt i to terminer.
13. september 1743 – pag 365a
Holtsførster Matthias Kettelsen bad om 8 forstandige mænd, der skulle syne Nørreherreds skove om hvordan skovene var i fremvækst, hvilke skovdele den bestod af og om der fandtes stubbe, der indikerede at der var fældet træer ulovligt. Mændene blev valgt og pålagt at møde den 23. september ved solens opgang på Tornegaard i Klemensker.
Dernæst blev der annonceret salgsønske for anden gang for den 10. sg. Sjælegaard i Olsker.
Jesper Hansen tilspurgte arrestantinden Marta Monsdatter om hun havde nogen der kunne forsvare hende. Hun svarede nej. Hun havde ikke havde magt eller evnen dertil og hendes fader ville ikke. Hun havde bekendt og tilstået hvad hun havde gjort og ville derfor have sin dom.
Jesper Hansen mente, at de anklagende burde bevise deres påstande, hvis sagen skulle kunne dømmes, hvorfor han spurgte den ene anklager Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker om hvad han kunne have at sige. Rasmus Rasmussen sagde, at anklagen til amtmanden var denne ”at hun hafde løbet saadant oc beflimmet deres forældre oc flere med sin Løgn oc Diefleskickelse, med mere som sagen drift væl vil blifue om fornøden giøres oplyst” ”Det bestod i det at hun hafde sagt da hun spøgede i Jørgen Jørgens lignelse, at hans fader Rasmus Erichsen var i helfuede, huor om hendes spøgerier er holdet 2de forhører, huilke 2de forhører hun her for retten har vedstaaed”. Jesper Hansen spurgte Margrete om det var rigtig at hun havde sadan med ”skamflich” havde påført Rasmus Rasmussens fader med dette. Hun svarede at det måtte Rasmus Rasmussen bevise.
Dernæst blev Hans Piil spurgt, havd han havde at sige imod Margrete. Hans Hansen Piil svarede, at det han havde at anke, var det hun havde bekendt for sognepræsten og han mente ikke at han behøvede at komme ind på, hvad der var sket. Margrete sagde, at hun ikke mente, at hun havde fornærmet Hans Piil og hans familie.
Jesper Hansen spurgte den sidste anklager Peder Jørgensen i Riisbye om hvad han havde at sige mod Margrete Monsdatter. Peder Jørgensen ville ikke komme nærmere ind på hans anklager, ligesom de to andre. Han ville have udsættelse i 14 dage, således at de kunne stævne vidner i sagen.
Om 14 dage skulle følgende vidner møde: Lars Andersens søn Anders Larsen og faderen Lars Andersen, Peder Pedersen og hans indstævnte tjenestepige, samt arrestantindens fader Mons Hansen, og sandemand Hans Kofoed alle fra Klemensker.
Andreas Kofoeds søn Mads Kofoed fra Rønne lod læse et pantebrev af dato 2. september, der viste at den 57. selvejergaards beboer Jens Jørgensen havde lånt 160 sld. af Andreas Kofoed mod pant i gården.
27. september 1743- pag. 366b
Læst amtmand Urnes fra 23. september om fem punkter. De fire omhandlende løsgængere og rømninger uden lovligt pas og den 5. post om fiskerbåde, der trækkes på land skal låses.
Læst et forlig mellem sognepræsten Monrad i Rø og en del sognemænd (i alt 25) vedrørende Lindeskoven.
Læst et pantebrev af dato 20. september ang. at Søren Ibsen på den 24. sg. I Klemensker havde lånt 300 sld af skovridder Hans Piil mod pant i den 24. gård.
For 3. gang blev lovbudt den 10 sg. I Olsker. Ingen bød sig til, hvorfor Mads Pedersen fik et lovligt tingsvidne derpå.
Jesper Hansen af Allinge som aktor mod arrestantinden Margrete Monsdatter ville nu have hendes tre anklagere til at bevise hvad stævningen mod hende påstod. Rasmus Rasmussen på egne og de to andre anklageres vegne fremlagde en skriftlig påstand dat. 26. september. Det skriftlige indlæg var konceperet af Hans Piil. Jesper Hansen påpegede at der ikke findes oplysninger i sagen mod arrestantinden Margrete Monsdatter og Anders Larsen og at indlæget ikke kom med beviser mod Margrete Monsdatter og drengen.
Egentlig var det meningen at herredsfogeden skulle afhøres som vidne, hvilket fik ham til at foreslå, at sagen skulle dømmes af en anden dommer, hvilket Jesper Hansen nødigt ville have, da sagen allerede var ført over for lang tid.
Første vidner var Peder Pedersen og hans tjenestepige Marie Nielsdatter og det skete i arrestantindens påhør. Spørgsmål til tjenestepige var om hun havde set Margrete ”spøget i djævelskelignelse med ord og gerninger” Piges benægtede det, men hun havde ”vel hørt noget spøgeri, til sin forrige husbonde Peder Pedersen sidste sommer en eftermiddag, da hun havde noget at der lød ilde og som kom fra et hus vest for køkkenet”. Arrestantinden blev spurgt om hun var i dette hus, hvilket hun benægtede. Vidnet var blevet bange og kaldt på sin madmor, som også hørte stemmen, der sagde, at den ikke ville gøre dem bange. De var løbet over til naboen Lars Andersen, som fulgte dem hjem. Tjenestepigen var ved at lægge dej, og da Lars Andersen hjalp med at bære vand, lød stemmen igen. Lars Andersen spurgte stemmen, hvem det var og stemmen sagde at det var Jørgen Jørgensen fra hinsiden. Og hvad skulle stemmen så? Jo den ville tale med Peder Pedersen, der havde gjort ham så forbandet, da han havde klaget over Jørgen Jørgensen, ved angivelse til sognepræsten. Stemmen sagde, at han ikke kunne vende sig i sin sotteseng for den forbandelse, som præsten havde påført ham. Lars Andersen vedstod denne forklaring. Spøgelset havde så forsat: ”De danse og sjunge og holde sig lystige og jeg må ligge i helvede og pines. Og videre sagde at der var en præst i sognet vest for denne som var i helvede, samt en mand ved navn Hans Høg og mange flere”, og det sidste vidnet hørte var at spøgelset ville rive et lagen i stykker og lægge efter sig som bevis for at det havde været der. Det sidste spøgelse havde sagt var, at de skulle lukke døren op, fordi nu havde det ikke tid mere. Så skete der ikke mere. Vidnet erkendte, at hun havde hørt at det havde spøget flere steder hvor Margrete havde tjent, især hos Hans Hansen i Krummeled i Klemensker.
Margrete blev spurgt om hun ikke vedstod det hun tidligere havde bekendt. Jo, det gjorde hun. Årsagen til at hun havde ageret sådan var, at hun havde drømt om at Jørgen Jørgensen var i helvede. Den tanke havde hun fået efter at sognepræsten havde bandsat Jørgen Jørgensen efter at han havde været i Hasle og drukket sig fuld. At hun havde ageret som spøgelse kom af, at hun derved troede, at hun kunne omvende folk. Historien om at rive et lagen i stykker kom sig af, at hun havde haft en klud om benet, fordi hun havde ondt. Margrete erkendte, at hun havde bedrevet spøgeri 2 gange. Første gang var hos Peder Pedersen og anden gang hos Hans Hansen. Historien om at en præst og Hans Høj skulle være i helvede, kom til hende i en drøm da hun var syg. Ved at fortælle det ville hun omvende folk.
Peder Pedersen fortalte at arrestantinden og Lars Andersens søn havde fortalt ham, at de under prædikenen, medens de var på marken og vogte kvæg, havde mødt Jørgen Jørgensen, der ville tale med ham. Arrestantinden bekendte dette og tilføjede, at hendes husbonde Lars Andersen var ”lunken i sin gudsfrygt”, han læste og sang ikke på helligdagene. Peder Pedersen erkendte, at han havde fortalt præsten om Jørgen Jørgensens ”havde holdt ud i Hasle nogle dage og var kommet drukken hjem”, hvorfor præsten havde taget affære.
Drengen Anders Larsen erkendte, at Margrete Monsdatter havde lært ham ”at gaae i dieflelignelse” omkring Sant Hans. Margeret havde truet ham til at udsige ordenen som Jørgen Jørgensens, hvis ikke ville han komme til ham. Anders Larsen at der tidligere havde spøget noget om hans morfader Peder Bentsen der var i helvede for sin drikfældigheds skyld. Men hans forældre havde ikke hørt noget. Arrestantinden erkendte, at det havde været hende, der spøgede som om hun var Peder Bentsen. Anders Larsen havde fået at vide af Margrete, at han skulle stå fast på, at det var Jørgen Jørgensen, der var gået igen og ikke indrømme, at det var ham.
Dagen var gået på hæld og aktor Jesper Hansen bad om en udskrift.
11. oktober 1743 – pag. 369b
Læst en kontrakt dat. 3. oktober mellem Jens Pedersen og Erich Pedersen begge boende på den 18. sg. I Olsker, der viste, at Jens Pedersen, som havde pantet den 18. gard af Erich Pedersen, skulle i de sidste fem år, som pantet lød, beholde den halve gård samt svare den halve skat, renter og undentag.
Holtsførsten M. Kettelsen bad om 4 mænd til at syne nogle stengærde og grøfter som blev påbudt at sættes efter sidste syn. De fire mand skulle også efterse, hvor mange piletræer, der var blevet sat. Begge synsforretninger skulle sket efter skovforordningens regler. Der blev valgt fire mand til at syne i et af nabosognene.
De otte mand der var blevet valgt til at syne skovene i Nørre herred aflagde deres forretning.
Jørgen Hansen i Hullegaard i Olsker lod efterlyse ejermanden til to vædderlam, som var kommet til ham sidste fisket (september).
Jesper Hansen fortsatte undersøgelserne om spøgerierne, som skulle være udført at Margrete Monsdatter, som var arresteret i Hasle vagt. Det indkaldte vidne sandemand Hans Kofoed var ikke mødt.
Jesper Hansen bad arrestantinden og at fortælle om andre end hende havde øvet lignende spøgerier. Margrete sagde, at hende forrige madfader og madmoder havde ligeledes løbet med snak som hun. Men de havde ikke opfordret hende til at gøre som dem. Jesper Hansen bad Margrete om at tilkendegive alt i dag, således at dommen kunne afsige på næste ting. Margrete svarede, at hun ikke havde noget at sige, men bad om at få lov til det på næste ting. Sagen udsat og arrestantinden blev givet tilbage til vagten.
18. oktober 1743 – pag. 370b
Præsten Mahler i Olsker mødte og læste et pantebrev dd, der viste at Mahler havde lånt 125 sld. af Hans Kofoed Madsen i Rønne mod pant i 10 stolperum stort stuehus i Allinge og tilliggende 3 stolperum ladehus med plads og haverum.
Jesper Hansen i Allinge havde stævnet Ida Anders Løvingsen og hendes mand Anders Løvingsen i Olsker for gæld for udført skrivning af et tingsvidne og med at være Ida behjælpelig med at få oplysninger fra Magistraten i København vedrørende hendes afdøde broder kudsk Claus Jensen. Ida svarede, at hun ikke havde bedt Jesper Hansen om hjælp, men at han selv havde tilbudt hende at hjælpe med at få gården, som hun mente hun skulle arve. Jesper Hansen havde taget med Ida til København for at tale med hendes søster og søstermand, Mons. Borch i Hammergade, enkens lauværge i Rådhusstræde, Mons Holm, Timand Evertsen i Klædebo og andre skifteforvaltere vedkommende magistratsherrer og på Rådhuset i København i alt 8 gange. Ida nægtede ikke at Jesper Hansen havde fulgt hende rundt, men at han havde gjort det for at hjælpe hende tilrette.
Jesper Hansen sagde, at hun havde fået sin arv tillige med 6 rigsdaler, som Jesper Hansen på hendes vegne havde søgt af magistraten til at dække omkostningerne, samt at skipper Søren Jul på Jesper Hansens vegne var Ida behjælpelig med at afhente arven. Ida Anders Løvingsen nægtede, hvorfor Jesper Hansen stillede sagen i bero, således at han kunne skaffe skriftligt bevis i sagen.
Dernæst mødt amtmandens fuldmægtig Wilhelm Hansen og lod læse en stævning af sognepræsten Agerbech i Klemensker til at høre vidner om at præsten havde efter prædikenen ”absolvere” en mand ved navn Jørgen Jørgensen selv om han ikke var tilstede, samt at holde følgende folk fra nadveren: Hans Jensen med hustru Bodel Aagesdatter, Marta Jørgen Svendsen, udbygger Peder Larsen alle af Klemensker sogn.
Sognepræsten Agerbech læste en erklæring og afgav kontrastævning i sagen. Han ville have provsten som vidne, men eller stævnede han amtmanden til at høre hans sag. Han ville som præst eksaminere vidnerne om deres udsagn. Provst Buchhave havde ved Svend Mikkelsen i Rønne indsendt en skriftlig erklæring, som frasagde sig præsten krav om hans deltagelse i tingsvidnesagen. Agerbech mente, at han ikke blev behandlet efter kongens love og at sagen berørte hans ære og velfærd. Agerbech mente, at øvrigheden ville fratage ham retten til at bringe sine syndige tilhørere til lydighed. Han havde bedt om provstens assistance, men var blevet nægtet. Dommeren afviste Agerbech påstande, men godkendte amtmandens fuldmægtigs indkaldelse af vidner, som ville hafe vidnerne afhørt under ed.
Agerbech havde nægtet at han havde sunget efter prædikenen og gjorde en rettesættelse mod menigheden. Agerbech erkendte nu- efter han havde set i sin menisterialbog – at han den 3. juli havde sunget efter prædikestole og trådt ned på kirkegulvet ”og foreholdt menigheden dens synder og forargelse som gl. Jørgen Jørgensen havde begået i at opholde sig fra onsdag og til søndag i Hasle Krohus og dette sket efter mandens egen angerfulde begiering”, hvilket han fortrød nu. Forstander i distriktet Peder Pedersen bekendte at dette var passeret. Fuldmægtigen ville herefter ikke føre vidner efter at Agerbech selv havde bekendt at det var sket.
Derefter blev Jens Hansen af Klemensker spurgt om han var blevet nægtet at få sakramentet af præsten. Jens Hansen henviste til sin klage til amtmanden, som herefter blev oplæst. Agerbech ville havde at Jens Hansen gentog sin klage under ed, hvilket fuldmægtigen ikke kunne forlange, da han ikke var blevet stævnet til at afgive forklaring under ed. Jens Hansens hustru Marta mente, at hun også var udelukket fra det hellige sakramente, når hendes mand var det. Hun ville ikke udtale sig. Agerbech forklarede at Jens Hansens trodsige og tredske gemyt, Han var uforskammet overfor sin sjælesørger og Agerbech ville have, at han var offentligt blevet udelukket af menigheden, hvilket han aldrig kunne bevise. Men Agerbech indrømmede, at han havde advaret ham i at modtage sakramentet, sålænge han ”forblev i den halstarrige, hedenske uforligelighed han sin ganske livstid havde levet udi. Thi ved min ankomst til Menigheden forrettede hand en slags myndighed eller embede over drikkebrødrene i deres gildesbo, da jeg og mine medhjælpere afsatte ham og andre fra det embede ved denne hedensk drikken, fordi det var stridig mod guds ord og kongens lov Pag. 477 art. 32 og vor lands redelige amtmand her udi assisterede mig med forbud på kirkestævnet, saa gik dog denne Jens Larsen lige tvært imod mine formaninger mod kongens lov, Imod sin øvrighedens forbud, Ja, imod sin egen forskrivelse og på kirkestævnet sammenrottede menigheden til gildesdrik igen, hvilket af min Menisterialbog til den 2. maj 1742, alt er at se.” Præsten mente, at Jens Hansen i hele sin livstid havde trættet med naboer om jord, hvilket han også havde gjort mod udbygger Hans Andersen om ”en tomme lyngjord”. Præsten og sandemanden havde forsøgt at forlige parterne, men det lykkedes ikke. Det var i denne sammenhæng, Agerbech havde sagt til Jens Hansen, at han skulle holde sig fra sakramentet indtil han havde forliget sig i striden om jorden. Præsten mente, at selv Jens Hansens bror, den graahærdede Peder Hansen havde ført retssag mod sin nabo og broder, hvilket fortalte meget om den trættekære Jens Hansen.
Dernæst Peder Larsen, som mente også var udelukket fra sakramentet. På spørgsmål svarede han, at han havde været udelukket i 3 år og af hvad årsag måtte præsten selv vide. Agerbech svarede, at han ikke var udelukket fra sakramentet, med advaret ham mod at holde det 7de bud (Ikke stjæle), hvilket kan ses i politirettens protokol for den 5. marts 1742. Agerbech henviste til hans handlinger til lovens pag. 237 18 art. Og pag. 270 art 17.
Næste person, som mente sig udelukket fra sakramentet var Marta Jørgen Svendsen. Marta sagde, at hun kun var udelukket i den korte tid da der udspandt retsag om hendes angivelse på hendes søster, som hun mente havde dræbt sin mand (for 40 år siden). Men da søsteren blev frikendt udstod hun kirkens disciplin og kom derefter tilbage til menighden.
Amtmandens fuldmægtig havde derefter intet mere at undersøge, hvorefter han bad om et tingsvidne, hvilket blev ham bevilget.
Jesper Hansen som beskikket aktor mod arrestanten Margrete Monsdatter af Klemensker spurgte Margrete om hun havde noget yderligere at sige til sit forsvar. Margrete havde intet at sige, men bad om at få sin dom. Jesper Hansen aflagde sit skriftlige indlæg, hvorefter sagen gik til doms.
2. november 1743 – pag 374a
Sandemand Martin Mogensen af Østerlars stævnede tjenestedreng Anders Terchelsen i Rø, som boede hos sandemand Lars Pedersen i Rø. Anklagen var, at han var udeblevet i sin tjeneste hos Marttin Mogensen nu sidste Mikkels dag. Tjenestedrengen var kommanderet på vagt på Hammershus, hvorfor han ikke kunne møde på tinget i dag. Sagen udsat til næste ting,
Jesper Hansens sag mod Marta Anders Løvingsens hustru ophævedes fordi de var kommet til enighed.
Rutsker kirkes værge Peder Jensen opbød kirkens kapital på 180 sld foruden de 190 sld som tidligere var blevet opbudt til låns mod rente og forsikring. De 180 sld. blev forseglede og leveret tilbage til kirkeværgen.
Arrestanten Margrete Monsdatter blev fremført i retten for at høre dommen afsagt over hende:
DOM – pag 375a
Dom over Margrete Monsdatter og en dreng Anders Larsen, som har gjort sig til spøgelser og ageret som en afdød mand Jørgen Jørgensen. Der var fremlagt to dokumenter. Det ene var et forhør som sognepræsten ved Hasle og Rutsker kirke Hr. Børge Poscolan og afhøring af sognepræsten i Nyker Hr. Peder Berenholt, hvor der var påhæftet et lille stykke lindklæde, som skulle forestille at være et stykke af den afdødes ligklæde. Desuden var fremlagt en rapport udfærdiget af sandemand Hans Kofoed til amtmanden. Desuden havde de to tilstået deres forehavende for sognepræsten Agerbech. Der var fremlagt en klage fra fire mand i Klemensker Hans Piil, Peder Jørgensen, Jens Jørgensen og Rasmus Rasmussen som alle havde forfædre, der var ageret som spøgelser ved Margrete og drengen. De fire anklagere havde sat Margrete i arrest i Hasle Vagt, hvor hun sad under hele retssalen, der trak ud, da amtmandens indsatte aktor Matthias Bruno rejste til København i andet ærinde, og Jesper Hansen fra Allinge måtte overtage sagen.
Margrete havde vedstået alt og drengen havde fortalt, at han var blevet instrueret af Margrete. Margrete vedkendte, at hun havde 4 gange udført spøgerier, som vidnerne forklarede.
Dommeren havde taget sagen i betænkning og ikke kunne finde nogen paragraffer der straffer for disse forseelser andre end dem, som aktor Jesper Hansen havde påpeget, nemlig loven pag. 1001 art. 7 og pag. 1003 art. 2 og 3 der omfattede hendes løgn om hendes tidligere præst, som nu er død, samt for hendes forledelse af drengen til at lyve. Dommeren mente, at sagen skulle dømmes i enighed med de 8mand i flg. Loven pag. 57 art 19. Dommeren dømte Margrete for hendes løgn og blame efter lovens pag. 1001 [tre mark sølv og trende fyrretyve lod sølv og hvis der ikke kunne betale, så dømmes hun til kagen og bære stene af byen], medens drengen skulle frikendes. Dog, for så vidt de begge har misbrugt guds ord og gjort sig til spøgeri, henstillede de til den gejstlige øvrighed, hvad straf de ville give, thi loven siger intet herom.
15. november 1743 – pag. 376b
Sagen hvor Morten Monsen sagsøgte en tjenestedreng Anders Terchelsen i Rø blev ophævet.
Rutsker kirkes kapital i alt 370 sld blev opbudt for 2. gang,
Jesper Hansen fra Allinge i rettelagde en skriftlig klage fra sognepræsten i Olsker Hans Mahler til amtmand Urne og til provsten Buchhave over en del af hans tilhørere, Hans Thomsen, Weidich Haagensen, Didrich Henningsen og Mads Pedersen. Amtmanden havde pålagt Jesper Hansen at føre sagen som aktor
Derefter beviste Jesper Hansen som beskikket aktor at have stævnet de fire navngivne mænd. Først blev fremstillet Hans Thomsen på den 15 selvejergaard i Olsker, der vedkendte sig ordlyden i den klage, der var indgivet over ham. Dernæst Weidich Haagensen fra den 19. gård i Olsker, som ikke vedkendte sig ordlyden i præstens klage, fordi han havde modtaget den tjenestepige uden pasbrev, som klagen omfattede. Han havde straks anmeldt hende til præsten efter at hun selv havde fået præsteseddel og skudsmål, der var påtegnet hendes sidste retmæssige plads som var den 20. april 1743 i København, attesteret af præsten Olrig i Trinitatis Kirke. Dernæst Didrich Henningsen på den 26. gård i Olsker. Han vedkendte sig heller ikke klagen, da han ikke havde haft pigen i hans brød som tjenestepige, men kun havde haft hende i dagløn, ligesom hendes søster. Daglønnere skulle ikke have pasbreve. Mads Pedersen af Allinge som var selvejerbonde på den 10. gård i Olsker sagde, at pigen havde lovligt pas fra sin sognepræst i Rø menighed, hvorfor han ikke mente at han havde overtrådt reglerne.
Jesper Hansen udsatte sagen til næste ting.
29. november 1743 – pag. 377b
Læst kgl. Plakat om højesterets afholdelse i 1744.
Jesper Hansen læste sit skriftlige indlæg i Præstens klagesag mod de fire bønder i Olsker vedr. tjenestepiges manglende pasbrev. De 3 øvrige indkaldte vidner var ikke mødt, hvorfor sagen blev udsat.
Rutskers kirkeværge opbød kirkens kapital for tredje gang. Hans Andersen på 25 sg. Stenbygaard i Rø sogn vill forrente 320 sld for 4% årlig rente mod pant i hans gård.
6. december 1743 – pag. 378a
Læst kgl. Anordning dat 15 november 1743 om påskefestens afholdelse i 1744 [der var udgivet en almanak med forkert påskeangivelse]
Læst kongens åbne brev af dato 15. november 1743 til de folk der var indrulleret skulle møde i kongens flåde. Deserterede fik generalpardon, hvis de mødte i indeværende år.
Løjtnant Matthias Bruno producerede en at amtmand Urnes tilsendte stævning over udbygger Jørgen Hansen Skrub af 21. sg. eller Aarsballegaards grunden i Klemensker. Han havde modtaget sin datter Lisabet Jørgensdatter fra København, hvor hun havde opholdt sig i nogle år, og han havde ikke angivet det for øvrigheden ej heller havde fået påtegnet i hendes skudsmålsbog. Imidlertid var hun svanger og fødte et barn der var svagt. Det levede en times tid og døde. Han havde uden at angive det, begravet barneliget uden enten en præst eller anden vedkommende personer.
Aktor læste den aparte stævning og indkaldelse af 6 personer. Alle mødte undtagen skipper Mads Kofoed af Hasle. Dernæst oplæstes politiforhørerne. Desuden læstes tidligere sager mod Jørgen Hansen Skrub litr. 1,2,3 og 4. Jørgen Hansen vedkendte det som var kommet frem under politiforhørerne. Han havde ikke forstand på reglerne da han hverken kunne læse eller skrive, hvorfor han ikke havde anmeldt at datteren var rejst til København og ej heller havde anmeldt hendes ankomst fra København til præsten. Hans datter havde tilsyneladende ikke haft pas, men alene en præsteseddel, som han kunne have forevist da hun kom tilbage. Han sagde, at Præsten var bortrejst til København, da han havde været hos ham. Han ville fremvise denne præsteseddel på næste ting. Det gik over hans forstand at datteren skulle have skudsmål, da hun forlod sin sidste husbond og han vidste ikke, at hun skulle have haft et pas for at rejse. Han sagde, at han ikke kunne andet end at modtage hende i medønk, eftersom det var hans egen datter og at hun var højt frugtsommelig.
Datteren havde født tre dage efter ankomsten og han havde ikke som en fornuftig mand sørget for hjemmedåb, men mente at det kunne alene præsten gøre. Liget havde ligget fra fredag til onsdag uanmeldt og uden at forespørge, for til sidst at begreve barnet selv. Han undskyldte sig ved at sige, at da barnet ikke var blevet døbt kunne han ikke gøre andet.
Under poltitiforhøret i amtmandens hus, fik han pålagt, at datteren ikke måtte forlade ham før end øvrigheden gav tilladelse. Det havde han hørt, men havde forstået på sandemanden, at bøderne skulle akkorderes, hvorfor han ikke mente at det gjorde noget, at hun kom til Rønne for at fungere som amme hos skrædder Hermand Nøyhausen, hvor hun agter at blive.
Jørgen Skrub havde angivet ved det første politiforhør den 4. november sagt – som hans datter havde fortalt – at hun var gift med en sergent Fredrich Fras ved fodgarden. Den 6. november fortalte han, at hans datter havde sagt, at hun var gift med en soldat Jørgen Fridrichsen – trolovet vist. Datteren havde i samme forhør skulle have sagt således. Jørgen Skrub blev spurgt om hvilken historie der var sandt. Han svarede at hun sikkert havde hørt galt. Datteren erkendte, at barnefaderen var Jørgen Fridrichsen, men det var usandt, at de var trolovede.
Datteren Lisabet fortalte at hun var kommet til Bornholm med skipperen Mads Kofoed i Hasle. Og hun kom iland i tirsdags for 6 uger siden og hun havde indtinget sig tre dage før afrejse, sammen med ”ungefær end ofr. 20 fruentimmer passagerer”. Faderen havde modtaget hende på Hasle bro, hvor hun havde fortalt ham, at hun var frugtsommelig. Mads Kofoed havde ikke spurgt om de havde pas med sig, hvilket måske var fordi, der var så mange passagerer med. Hun havde intet pas eller skudsmål med sig uden en præsteseddel, som klokkeren ved Vor Frue kirke havde påtegnet, da hun gik til alters. Den ville hun fremvise på næste ting. Hun fortalte, at hun nu var i tjeneste hos skrædderen indtil påske.
De tre kvinder, der havde været med i hendes ”barnsnød”, tilstod hvad de havde sagt til afhøringen den 6. og den 12. november ved politiforhøret.
Anders Madsen vidstod det han havde berettet ved politiforhøret. Hvorefter aktor udsatte sagen til næste ting.
På præsten Paaskolan angivelse af 27. november stævnede amtsforvalter Christopher Schrøder den 56. sg. beboer i Klemensker Lars Andersen tillige med den i Hasle vagt arresterede Margrete Monsdatter. Lars Andersen havde i sit ægteskab haft ”omgængelse” med Margrete. Sagen blev udsat til næste ting.
Didrich Henningsen, Weidich Haagensen, Hans Thomsem af Olsker og Mads Pedersen af Allinge var blevet anklaget af olskerpræsten Hans Mahler for at have omgået deres tjenestefolk ”præsteseddel” og at de havde gået til alter hos Monrad i Rø kirke. Altså, at de ikke havde fået lov af præsten i Olsker at flytte til Rø Sagen blev stillet i bero indtil provsten og amtmanden havde udtalt sig.
20. december 1743 – pag. 380b
Kirkeværgen Peder Jensen af Rutsker kirke læste et pantebrev af dato 7. december der viste at Hans Pedersen i Rø sogn havde lånt 320 sld. og sat den 25 sg. i Rø som pant.
Læst en kontrakt af 9. december oprettet mellem Lars Esbersen på den 20 kongens gård i Rø og hans datter Karen Larsdatter med hendes trolovede fæstemand Arrest Esbersen angående den 20. gårds beboelse.
Læst en kontrakt fra den 19. december oprettet mellem Hans Pedersen på den 15 sg. i Rø sogn og hans hustrumoder Karen sal. Peder Hinrichsen ang. vedstået undentag at hun årligt skal nyde af bem. 15 selvejergaard med videre.
Læst en kontrakt af 12. december oprettet mellem Karen afg. Hens Jensen boende på den 68. sg. i Klemensker med hendes laugværge kaptajn Niels Bistrup på den ene side og hendes søn Jens Hansen på den anden side angående noget jord som Jens Hansen skal nyde og bruge fra den 68. gård.
Læst en kontrakt af dato 17. december mellem de ovennævnte personer vedr. jorden på den 68. gård.
Sagen som amtsforvalteren havde startet mod Lars Andersen på den 56. gård i Klemensker som i sit ægteskab skal have haft omgængelse med den arresterede Marthe Monsdatter. Begge var tilstede og erkendte sig lovligt stævnet. Poscholans angivelse fra den 21. november blev oplæst. Margrete havde ikke noget at sige til sin ”befrielse” andet end at hun ej var frugtsommelig. Lars Andersen vedstod alt hvad han havde sagt til præsten. Fuldmægtigen anså Lars Andersen som skyldig efter lovens pag. 945 art. 24 og indstillede til dommerens afgørelse. De anklagede ville modtage deres dom for deres forseelse. Dommeren afgav dommen, at da begge havde tilstået at have begået hor og Lars Andersen i sit ægteskab skulle dømmes efter den 24. artikel samt loven pag. 934 art. 35 at stå kirkens disciplin og i mangle af sin boeslods tilstækkelig på 24 lod sølv, at lide på kroppen. Margrete skulle betale 12 lod sølv og i mangel af midler at straffes på kroppen. Men da kvinden tidlige var dømt for spøgeri vidste dommeren ikke andet end at hun skulle udstå kirkens disciplin.
Jørgen Hansen Skrub og datteren Lisebet blev afhørt ”i sin korthed” på grund af dagen næste var gået. Jørgen Skrub blev spurgt om hans modstredende forklaringer ved de to pollitiforhør og sidste herredstingsafhøring. ”Jørgen Hansen Skrob var iche at bekvemme til nogen Posetive suar, alene stod oc vefuede en hoben uden omkring, oc mente der med lige som forhen inden Retten af ham paseret at ville dermed afspise baade Retten altsaa dermed opholde retten”. Aktor løjtnant Bruno så ikke grund til at stille ham flere spørgsmål. Han modtog i alt 8 dokumenter, således at han kunne afgive sit skriftlige indlæg på næste ting.
Bruno stillede spørgsmål til datteren Lisabet om hun havde præstesedlen med sig i dag. Det var ikke anden en attest fra præsten Christen Opdal, fra dengang hun rejste. Der var ingen skudsmål.
Dermed Jens Haagensens hustru Karne, som var blevet opkaldt til Jørgen Hansen for at give Lisabets nyfødte barn die. Hen vedstå det som hun havde fortalt i politiretten den 6. november.
Jesper Hansen havde som beskikket aktor udnævnt af amtmanden indstævnet flere til herredstinget. Hans Thomsen fremlagde et skriftligt indlæg i den sag som sognepræsten Mahler havde startet. Jesper Hansen ndrede sig over, at han kaldte sig for enfoldig mand og underskrev sig med tre bogstaver, kunne føre sagen med henvisning til kongens lov om hans tjenestepiges skudsmål. Jesper Hansen spurgte Hans Thomsen om hvem der havde skrevet. Jesper Hansen kunne ikke formå Hans Thomsen at svare. Jesper Hansen kunne ikke føre sagen til enden før end han fik nærmere direktiver fra Amtmanden.
Stokkemændene for 1744 blev valgt.
10. januar 1744 – pag. 382b
Skriveren var syg og hans søn Lars Larsen skrev, hvilket højøvrigheden havde tilladt generelt.
Læst et købe- og skødebrev dat. 21. december 1743 der viste at Hans Larsen boende på den 14. selvejergaard i Klemensker til sin søn ungkarl Christian Hansen for 220 sld. Køberen Christian Hansen fremlagde kvittering for betalte kendelsespenge, dat. 8. januar 1744. Desuden fremlagdes en kontrakt mellem Hans Larsen og han søn Christian Hansen om beboelse, brug og dyrkning med videre.
Den beordrede aktor Jesper Hansen af Allinge fik læst sit skriftlige indlæg i sagen om de fire bønder, der havde modtaget tjenestefolk uden behøring pas og skudsmål. De fire er Hans Thomsen på den 15. gård, Weidik Haagensen på den 19. gård, Didrik Henningsen på den 26. gård Mads Pedersen i Allinge, som ikke var mødt på grund af svaghed. Der var ingen der ønskede at svare på indlæget, hvorfor Jesper Hansen lod sagen gå til doms.
I sagen som løjtnant Bruno efter højøvrighedens ordre har mod udbygger Jørgen Skob i Klemensker, undskyldte Bruno, at han ikke kunne være i retten og aflevere sit indlæg. Han bad om at indlægget litr. D blev læst og påskrevet. Bruno ville have sagen til doms og da Jørgen Skrob ikke havde noget at indvende, sa blev sagen taget til doms.
17. januar 1744 – pag. 383b
Intet.
24. januar 1744 – pag. 383b
De udvalgte mænd, der var valgt til at skønne piletræerne, aflagde deres beretning.
Ligeledes aflagde de mænd, der var udvalgt til at skønne gærderne, aflagde deres forretning, i holtsførsten nærværelse.
31. januar 1744 – pag. 383b
Dom afsagt i sagen mod Jørgen Skrub i Klemensker. Fuldmægtig Bruno ønskede en udskrift af dommen, således at amtmanden kunne bestemme om den skulle ankes.
Dernæst blev der afsagt dom i den sag, hvor præsten Mahler havde beskyldt fire mand for ikke at overholde loven ang. tjenestefolk pas- og skudmål.
Et kgl. Reskript under amtmandens hånd og med landprovst Buchhaves påtegning blev læst af Jesper Hansen. Det blev pålagt alle at indsende det som er dem vitterligt om præsten Agerbechs mange ”eksesser og uordentlige fremfart” i embedet. Der skulle udarbejdes tingsvidner og tage præstens vidnesbyrd herom, Jesper Hansen havde på amtmanden og provst Burchaves vegen stævnet præsten til vidnesbyrd og påhør. Der var stævnet en del personer i Klemensker til at møe under faldsmål for at vidne deres sandhed om præstens embedsførelse.
De indkaldte vidner var: Kirkeværge Lars Hansen, Jørgen Evertsen forstander, Anders Gammelsen medhjælper, Mons Pedersen i Bedegaade, Hans Monsen Ved Broen, Hans Ibsen i Skindermyre, Hans Pedersen Smed, Rasmus Rasmussen på Duebjerg, Thor Jensen i Knudegaarden, Bendt Hermandsen udbygger, MonsPedersen(?) hjulmager og udbygger og Svend Jørgensen i Kjøllergaarden. Alle var mødt undtagen kirkeværgen Lars Hansen og Svend Jørgensen.
Før afhøringerne begyndte mødte Andreas Kridal fra Klemensker Præstegaard og afleverede et fradame Agerbech skriftlige indlæg, der beklagede at hendes mand var bortrejst. Da indlægget var fyldt med henvisninger til lovens sider og artikler og havde taget til genmæle i sagen, så ville Jesper Hansen vide hvem, der havde skrevet det. Budbringeren Andreas Kridal var i præstens brød og kunne ikke svare på spørgsmålet. Dommeren mente ikke at dette kunne sinke sagen og da præsten var lovligt stævnet, hvorfor Jesper Hansen kunne fortsætte sagen således som den kgl. Ordre pålagde det.
Først blev Mons Pedersen, hjulmager og udbygger spurgt om præsten Agerbech havde holdt folk fra menigheden fra alterets sakramente. Jo, svarede han, men han vidste ikke hvor mange eller hvorlænge. Han selv og hans hustru havde ikke måttet gå til alters siden Agerbech blev præst. Ellers nævnte han, at Hans Jensen fra den østre Gildesbo og hans hustru, Jens Hansen ved Østerlyng og hans hustru, var forment alterets sakramente.
På spørgsmål om at Agerbech havde pryglet noget i sin meninghed, svarede han, Jo, han var selv blevet pryglet i præstens stue, ligesom Anders Jørgensen i Kæmpegaarden, havde han hørt. Straks da Agerbech var kommet til sognet, så lod han Anders Gammelsen hente vidnet. Straks da han kom ind i stuen, fik han hug af præstens flettede pisk, så meget at pidskens håndtag gik i stykker. Han havde aldrig set præsten bruge skriftestolen, men folk blev talt til på kirkegulvet.
Jørgen Evertsen havde set præsten bruge skriftestolen to gange, men flere gange havde præsten talt med folk på kirkegulvet- Agerbech havde brugt præstekraven når folk skulle betjenes og på højtider, men ikke på prædikestolen, uden for højtidsdagene. Han havde hørt, at præsten ikke kunne bruge kraven på grund af sved. Vidnet kunne ikke bekræfte forlydender om at præsten havde annonceret at den og den søndag skulle i høre fanden eller djævlen stå skrifte. Vidnet havde hørt noget i retning af usømmelige ord mod sine formænd i præsteembedet såvel som andre præster på landet. Vidnet havde lagt mærke til at Agerbech bruge lignelser i sine prædikerne, men om han bruget usømmelige ord, kunne han ikke vurdere. Han havde ikke set, men hørt at Agerbech havde pryglet folk i menigheden. Vidnet vidste at Agerbech havde udelukket flere folk fra at gå til alters, bl.a. Mons Pedersen og hans hustru og udbygger Hans Pedersen på Ole Jensens grund og hans hustru. Han havde hørt rygter om at Agerbech havde taget bøder fra folk. Han vidste at Agerbech havde afskaffet følgere til kirkegangskonerne, ligesom følgere til trolovelser og til brudefolk. Vidnet havde været tilstede under auktionen efter de afdøde præst Opdal, men han havde ikke hørt Agerbech strides med provsten, men dog at Agerbech var vred, da han mente at præstegården blev sat for højt. Agerbech havde klaget over at være forstander for de fattige i sognet, fordi det kostede ham penge.
Dernæst Thor Jensen, der fortalte at han ikke havde set præsten bruge skriftestolen, men at han brugte stien [måske mener han gangen mellem mands- og kvindestolene] med et håndklæde mellem den skriftende og menigheden. Han kendte flere, der var forment alterets sakramente. Da vidnet var svagelig, så han ikke kunne stå i retten, så blev han ”endtledigedet”, men nåede dog at fortælle, at Agerbech ikke brød sig om præstekraven og messehaglen.
Anders Gammelsen, som var præstens medhjælper og som boede på præstens grund, fortalte, at han ikke havde set præsten bruge skriftestolen, men at han brugte ”stien” på gulvet eller undertiden ved alteret med et klæde for. Kraven brugte præsten ikke det første år i menigheden, men de sidste år dog en gang imellem. Mht. skriftemål, så skete det på gulvet, hvis der var mange og hvis der var få, så skete det ”håndklædevis” (?).
Vidnet vidste at skriftemål kunne finde sted uden at den, som skulle skriftes, var til stede. Det sket med Jørgen Jørgensen, som ikke var i kirken.
En gang da sognedegnen var syg, forrettede Anders Gqmmelsen degnetjenesten for ham. Han havde set at der ved siden kisten, hvor der blev opbevaret kirkens ornamenter, messesærk, messehage og alterklæde, stod en natpotte med pis i. Han tømte den og stillede den tilbage.
Anders Gammelsen fortalte, at præsten havde slået udbygger Anders Madsen for ”hans studshed mod ham”, men ville ikke bekende sine synder, andet end at han engang havde stjålet en gås. Han var bevidst, at præsten sætter folk i bøder og tager bøder fra dem. Bøderne blev brugt til uddeling blandt de fattige og nogle blev brugt til at købe bøger til de fattiges børn. Bøder blev tildelt Anders Mikkels hustru, der havde fundet en pung på vejen til Rønne og bøder blev tildelt Hans Jensen i Østre Gildesbo for en pot korn som hans hustru skulle have fået nogensteds. Bendt Hermandsen og Rasmus Rasmussen skulle være idømt bøder.
Mons Pedersen, som er en af Agerbechs forstandere fortalte, at han en gang havde været i skriftestolen hos ham, men også på stien og udentiden ”haandklædevis”. Præsten ville ikke bruge krave, da ”den blev som en fodklud fordi han svedte meget. Han nævnte, at præsten en gang havde ført skriftemål over en som ikke var tilstede, nemlig nu afdøde Jørgen Jørgensen i Risby. Han havde også hørt Agerbech invitere udensogns folk til den og den søndag, så skulle de høre fanden eller djævlen stå skrifte. Han havde hørt, at præsten pryglede folk, bla. en dreng fra Nyker sogn som skulle have stjålet noget egekrat fra en bonde i Klemensker. Han vidste ikke at præsten havde sat folk i bøder, men ofte hørt, at folk gav noget til de fattige. At præsten havde afskaffet følgere til kirkegangskonerne vidste han ikke, men dog at præsten havde sagt, at det ikke nyttede noget. Han mente dog at gamle koner fulgte kirkegangskonerne, således som det altid havde været kutume.
Bendt Hermandsen havde set præsten bruge skriftestolen en gang, men ofte set ham bruge stien mellem stolene. Undertiden har der stået fyldt med mennesker på stien helt op til alteret. Han havde også overværet at præsten førte skriftemål over Jørgen Jørgensen, som ikke selv havde været til stede. Han vidste at præsten havde forment folk fra altergang.
Hans Pedersen Smed fortalte at han ikke kendte til præstens bøder, men at folk gav penge til de fattige. Han selv havde givet 1 nark. Han havde selv stået skrifte 3 gange – en gang i skriftestolen og de to andre gange på stien og ved alteret. Han havde hørt præsten tale om skriftestolen som en forbandet ”mørke vraae” og om at gå med præstekraven var som at gå med en møllesten om halsen. Han havde hørt at præsten havde brugt en natpotte på prædikestolen, men ikke set det. Om folk var nægtet sakramentet, så vidste han, at det var hans nabo Hans Pedersen, udbygger og hans hustru, samt Mons Pedersen.
Rasmus Rasmussen vidste ikke at Præsten havde uddelt bøder, men at mange penge blev givet til de fattige. Han vidste ikke om dette var tvunget eller gjort af egen fri vilje. Han havde ikke hørt at præsten skulle have pryglet noget. Han havde hørt noget om skriftestolen og præstekravens ”skabberach”, men mente, at det kunne have været ved børnenes ”Catecisation”.
Hans Ibsen i Skindemyre bekræftede at have hørt præsten tale usømmeligt om skriftestolen, præstekraven og andet.
Hans Monsen fortalte at hans nabo enken Karen sal. Hans Jensen måtte betale 1 mark i bøde fordi hun havde givet en betler husly. Vidnet fortalte at Agerbech havde fortalt fra prædikestolen at hans formænd i kaldet ikke havde været så lærde som ham, men var vel lærde som enhver dreng. Han fortalte at både ham selv, hans hustru og børn blev skriftet på kirkegulvet.
Provstens fuldmægtig Jesper Hansen bad om tingsvidne af alt, hvad der var sket i sagen. Tingsvidnet skulle sendes til København snarest muligt.
DOM -pag. 390a
Amtmanden havde beordret løjtnant Bruno at sagsøge udbygger Jørgen Hansen Skrob for at have modtaget sin datter fra København uden skudsmål eller at anmelde det for præsten eller andre. Hans datter, der var frugtsommelig, fødte et barn, der døde kort efter. Skrob havde begravet barnet. Dommeren mente at Jørgen Skrob havde forset sig mod lovens pag. 553 art. 8 ved at modtaget sin datter Lisabet Jørgensdatter til hus og værelse uden pas og skudsmål og uden at anmelde det for sognepræsten. Han bør sættes til straf efter lovens 562 og 563 art. 21 at miste sit fæste. Og for det andet for at have begravet sit nyfødte barnebarn som døde uden dåb, imod lovens pag. 890 og 891 art. 21. Da der ikke er fastsat en straf derfor, dømtes han til at betale 1 rigsdaler til de fattige. Da han selv har forvoldt sagen, så skal han betale til aktor 1 rdl. 4 mark, og til stævningsmændene 2 sld.
DOM – pag. 390b
Sognepræsten Mahler i Olsker havde anmeldt fire bønder i Olsker (og Allinge) for at have modtaget tjenestefolk i deres brød uden ”pasport”. Alle fire angav, at de mente sig uskyldig i anklagen. To af dem aflagde skriftligt indlæg. Amtmandens valgte aktor Jesper Hansen aflagde sin skriftlige påstand, men kunne ikke henvise til loven med passende straf for forseelsen. Dommeren havde gennemset lovens tredje bog 19. kapitel og havde fundet artikel 8, der omtalte forsømmelser af at underrette sognepræsten, når de modtog tjenestefolk. Det var ikke sket og de pågældende tjenestefolk havde heller ikke vist deres skudsmål før lang tid efter. Dommeren mente ikke at de kunne befri sig for deres ansvar, men ikke kunne finde hvilken dom de skulle dømmes efter. Den eneste lov han kunne finde, var den for at modtage løsgængere og i den kategori var tjenestefolkene jo ikke i. Men en straf skulle de have, så han dømte dem hver til at betale 2 mark danske til sognets fattige og 1 sld. til aktor og stævningsmændene i alt 4 rdl. inden 15 dage.
7. februar 1744 – pag. 391a
Intet.
14. februar 1744 – pag. 391a
Læst en kontrakt og forlig af den 10. februar oprettet mellem Mogens Pedersen på den 2. gård i Rutsker og Jens Andersen Bech på den 3. gård i samme sogn ang. at Jens Bech kunne kunne beholde den 3. gård som brugelig pant indtil midfaste 1745, hvorefter Martin Esbersens søn fra Nylars ved navn Jens Mortensen skulle have gården. Han var jorddrot til den 3. gård og havde Mogens Pedersen som værge.
28. februar 1744 – pag. 391b
Læst pantebrev dat. 7. februar 1744 udgivet af Claus Olsen på den 8. selvejergaard i Olsker Brogaard kaldet, der viste, at han havde lånt 300 sdl. af kvartermester Hansen i Nyker mod pant i den 8. gård.
Christopher Hansen boende på Nordre Hallegaard i Olsker lod opbyde 41 sld. 2 mk. 14 sk børnepenge tilhørende Boel som stammede fra skiftet efter sal. Key Andersen i Tejn den 27. november 1730. Pengene udlåntes mod renter og behørig sikkerhed.
13. marts 1744 – pag. 391b
Læst kgl. Forordning om idømte pengebøders inddrivelse og at man straffes på kroppen, hvis der ikke betaltes.
Læst kgl. Reskript ang. den smitsomme syge i Holsten, dat. 10. januar 1744.
De 41. sld. 2 mk 14 sk. Blev opbudt for anden gang af Christopher Hansen.
20. marts 1744 – pag. 392a
Læst kgl. Plakat om de kgl. Oppebørselsbetjentes gæld til kongens kasse.
Læst kgl. Plakat om oppebørselsbetjente og kautionister for norsk gæld til kongens kasse.
Læst kgl. Åbne brev af dato 16 november 1743 om det indrullerede søfolk, som sejler på fremmede steder, skal indfinde sig og pardon for dem som er undvigte.
Læst kgl. Plakat om resolutionen der havde bestemt, at der den 13. april 1744 kl. 9 slet på Bornholms Amtstue holdtes offentlig auktion over kgl. Tilhørende vorneder, fæstegårde og hjemfaldne selvejergårde, matrikulerede udbyggergårde.
Læst kgl. Specifikation over de Bornholmske gårde, der skulle sælges, dat. 21. december 1743
Læst købe- og skødebrev dat. 9. marts 1744 ang. at Mads Pedersen og hans hustru i Alllinge havde solgt den 10 sg’s sæderet, husbygning, ager, eng, herlighed med videre til Jørgen Hansen, boende på Hullegaard i Olsker for 320 sld.
Læst en kontrakt dat. 9. marts 1744 udgivet af Jørgen Hansen på Hullegaard til Mads Pedersen i Allinge omhandlende et undentag som Mads Pedersen og hans hustru Anna Christiansdatter skulle nyde for at have solgt Sjælegaard i Olsker i resten af deres levetid.
Christopher Hansen lod opbyde for tredje gang en arvepart. Da ingen ville modtage dem, så fik hanudstedt et tingsvidne og pengene blev forseglede og afleveret til Christopher Hansen.
Anders Hansen, boende på Ingemarsgaard i Rutsker, var værge for sl. Hans Mons søn Svend Hansen. Han stævnede Morten Monsen på Leensgaard i Østerlars, Anders Andersen i Aaker, sergent Anders Pedersen i Olsker, Jørgen Jørgensen i Maagaard i Olsker, Lasse Jørgensen i Rutsker, Hans Larsen på sin hustrus vegne i Rutsker for en arvepart. Svend Hansen havde haft sal. Jens Monsen som værge og det er hans forvaltning af arveparten, som var stridsmålet. Amtmanden havde pålagt værgerne til arvingerne at sørge for at alle parter blev tilfredsstillet. Anders Hansen udsatte sagen til et senere ting.
3. april 1744 – pag. 393b
Amtsforvalterens fuldmægtig Halvor Olsen mødte for retten og beviste, at han havde stævnet Ellen Jørgensdatter i Rø for lejermål med Svend Olsen i Knudsker. Ellen tilstod at hun havde begået lejermål med Svend Olsen. Hun ville gerne betale bøden, men havde intet at betale med, da hun var fattig, og hun havde intet at sige til sit forsvar.
Sagen, som Anders Hansen på Ingemarsgaard i Rutsker havde startet på vegne af sin myndling, som er blevet snydt for en arvepart, fortsatte. Hans Larsen på Julegaard i Rutsker, som var stedfader til sal. Jens Monsen børn, bad om udsættelse af sagen, da han mente at kunne bevise, at alle havde fået det de havde krav på.
17. april 1744 – pag. 394a
Stedfaderen Hans Larsen på Julegaarden opgav at føre sag om arveparterne, da det ville blive en meget stor bekostning, som han ikke kunne betale. Han skulle føre sagen både ved civil- og militærretten. Han tilbød at betale sit kontigent af den fordrede arvelod og den pålagte rente. Anders Hansen læste amtmandens ordre og afgav sin skriftlige beskrivelse, hvorefter han opfordrede dommeren til at afsige dom. Dommeren ville ikke umiddelbart tage sagen til doms, da den måtte hvile et stykke tid for at sikre sig, at ingen af parterne ville gøre opsigelse i sagen.
Amtmanden havde bedt herredsfoged Poul Eskelsen undersøge delinkvintinden Margrete Mogensdatter forhold. Han sad stadig arresteret i Hasle vagt [siden august]. Herredsfogeden skulle finde ud af om hun ejede noget, så hun kan betale for omkostningerne. Herredsfogeden fremstillede Jens Hansen på den 60. gård, Jørgen Jørgensen på den 14. vornedgaard, Anders Clausen på den 61. gård, Peder Andersen på den 59. gård på hvis grund Margrete Monsdatters forældre boede, Ole Jørgensen og Martin Olsen begge naboer til hendes forældres hus. De blev spurgt om de de vidste at Margrete ejede andet end sine gangklæder. De bekræftede at det var sådan at hun intet ejede og det hun ejede ikke ville kunne indbringe 1 sld. til omkostningernes betaling. De vidste at Margretes moder og søster gik omkring og tiggede til at købe plaster for at hele Margretes svaghed. Herredsfogeden kunne hermed udfærdige et tingsvidne til indsendelse til amtmanden.
1.maj 1744 – pag. 395a
Arvesagen som Anders Hansen på Ingemarsgaard på vegne af sin myndling havde startet var udsat for at de implicerde parter kunne nå at fremlægge sine meninger om sagen. Da ingen var mødt optog dommeren sagen til doms.
15. maj 1744 – pag. 395a
Lejermålssagen mod Elne Jørgensdatter blev på næstsidste ting optaget til doms. Imidlertid var Elne den 4. maj mødt op i amtstuen og betalt sin lejermålsbøde, hvor amtmand Urne ved en skriftlig meddelelse til herredsfogeden om at ophæve sagen, da Elne ”havde rettet for sig”.
22. maj 1744 – pag. 395b
Amtskriverens fuldmægtig Halvor Olsen stævnede udbygger Anders Jacobsen på 4. vornedsgaards grund i Rutsker for sidste år at have tilbygge 2 stolperum til sit fæstehus, hvoraf det halve stolperum og ”en lille kraag”, ikke fandtes i hans fæstebrev. Sagen er startet på sandemand Hans Olsens foranledning. Han havde skriftligt indberettet det til amtskriveren, hvilken indberetning blev oplæst. Anders Jacobsen erkendte, at han havde bygget to stolperum hus, men at det ikke var sket på kongens udmark, men på de ¼ skæppe jord som han havde fæstebrev på. Med hensyn til den lille krog, da var det en lille lergrav, som nu er fyldt med vand og ligger op til det rette gærde. Han havde sat risgærde omkring vandet, men kun til det tørrede ud, sagde han. Han havde taget risgærdet væk og ville forøvrigt bevise at han havde ret til det område. For øvrigt sagde han at de to stolperum havde han bygget på stedet, hvor der før var en røste [et overdækket hus uden vægge]. Den havde han fjernet og opført de to stolperum. Fuldmægtigen bad dommeren om at afgøre om udbyggeren havde forbrudt sig mod den kongelige forordning af 28. juli 1739. Han indstillede sagen til doms. Dommeren ville have at sandemanden udtalte sig i sagen inden han afgav dom.
Jesper Hansen fra Allinge fremlagde et kgl. Allernådigst ”Bennefictium Paupertatis” meddelt Maren Jensdatter fra Klemensker i en sag ang. hendes stedfader Morten Larsen havde ladet hende trolovet til en bondekarl Ole Hansen, der på den tid var i Vestermarie. [Morten Larsen var gårdmand på Vestre Bedegadegaard i Klemensker] Maren Jensdatter havde søgt amtmanden om tilladelse til at Jesper Hansen måtte føre hendes sag, hvilket han havde fået. Jesper Hansen havde stævnet Ole Hansen, som nu er på Kannikegaard i Knudsker. Han var ikke mødt, men havde meddelt stævningsmændene, at hvis Maren ville returnere sin fæstensgave, så ville han være fornøjet. Stedfaderen var også indkaldt og tillige en del vidner. De indkaldte var Mogens Jacobsen på Bedegade med sin hustru Lisabet, Peder Kieldsen og Kierstine Morten Larsen, Jørgen Jacobsen med hustru Johanne og tjenestepige Kirstine Jacobsdatter i Rutsker og Jens Larsen af Knudsker. Alle var mødt på nær Lisabet på grund af svaghed.
Jesper Hansen spurgte hendes stedfader, hvad der var foregået på den såkaldede tamperret mellem Ole Hansen og Maren Jensdatter. Stedfaderen Morten Larsen kunne ikke huske hvad der skete i tamperretten, da det var så længe siden, men han sagde, at han ikke havde nødet sin steddatter til at trolove sig med Ole Hansen, hvilket præsten Børge Poscholan, der var provst i tamperretten havde skrevet i set skriftlige indlæg i den sag.
Marens moder Kierstine Morten Larsen fortalte, at deres nabo Hans Kieldsen en dag før jul var kommet Morten Lasen og fortalt at en ”ung karl ved Sossa (?) var så rig, at han havde 7 stk øg, og 7 køer, to opredte senge og skønne kobberkar så han intet fattedes end en hustru til at holde hus for sig”. Vidnet havde sagt, at når han var så rig, så havde han vel råd til at komme til dem. Anden juledag kom frieren og Hans Kieldsen. Kjeldsen sagde, at frieren havde den bedste gård i Tingsted og at hans søskende havde fået det de skulle have. Frierens moder lå for døden og hun var opsat på, at der skulle ske noget snart. Stedfaderen havde bedt frieren komme igen om onsdagen – to dage senere. Det gjorde han og atter sammen med naboen Kjeldsen. Maren gik i køkkenet og frieren mødte hende i et lille kammer, hvor han gav hende sin fæstensgave. Men ingen så det og moderen havde oplysningen fra datteren selv. Hun havde modtaget den med den betingelse, at hun ”vilde bevaande sig lidt” om hun ville troloves med ham. Vidnet sagde, at hendes mand Morten Larsen og Hans Kjeldsen havde sagt til hendes datter, at nu måtte hun give Ole Hansen hånden og love ham trolovelse. Men det skete uden trussel med hug og slag. Stedfaderen ville samme dag begive sig til præsten og ”tinge trolovelsen” og hun mente, at det var bedst at hun tog med. Det skete, men uden hendes datters accept. Vidnet var blevet overtalt af sin mand til at tage med til præsten fordi, som sagde, at frieren var rig og de var fattige. Med præsten aftaltes at trolovelsen skulle ske om lørgaen som var nytårsaften. Om mandagen sagde Maren til Ole Hansen, at hun ikke ”havde lyst til ægteskab med ham” og hun ville give fæstensgaven tilbage. Ole Hansen ville ikke modtage gaven tilbage. Hun forsøgte at lægge gaven i hans kjolelommer, hvilket han afværgede. Vidnet ville gå til præsten og aflyse, men det hindrede hendes mand hende i at gøre. Til hendes datter havde stedfaderen sagt: ”hun skulle ikke see på ham efter anseelse [udseende?], hun kunne lukke øjnene til og blunde, for når det ske hun levede ikke længe [Ole Hansens moder?]”. Marens moder fortalte at da trolovelsen var sket så blev datteren ”svag af græmmelse”, klagede over sin mave og havde ”pine i sine fingre”.
Jesper Hansen spurgte Marens moder om ikke at datterne fik lejlighed til at drøfte trolovelsen med sin værge eller en anden pårørende. Moderen svarede, at det var ikke blevet hende forhindret, men det hele gik så stærkt. Jesper Hansen spurgte hvordan trolovelsen kunne forberedes så hurtig, som efter lands skik og brug krævedes øl og brændevin og tilhørende gæstebud. Moderen svarede at det hentede de hos Peder Kofod i Hasle.
Derefter blev Marens broder Mogens Jensen afhørt. Han kunne ikke bekræfte sin moders forklaring, da han ikke ret tit var inde og hørte, hvad der foregik. Men han erindrede at søsteren ikke ville give Ole Hansen sine hænder og give sit ægteskabsløfte efter at han havde givet hende sin fæstensgave, men efter stedfaderen ønske og Peder Kjeldsens råd, så skete det alligevel. Søsteren havde fortalt ham næste morgen, at hun ville give fæstensgave tilbage. Han havde også set at frieren havde holdt sig for lommen, således at Maren ikke kunne lægge den tilbage. Umiddelbart efter havde Ole Hansen taget bort. Stedfaderen havde taget søsteren på på en slæde og kørt over marken. Efter trolovelsen var søsteren blev ”svag” og hendes ”tunge var sprukken” i hendes mund.
Jens Larsen fra Knudsker fortalte at han helligtrekonges dag kom til Morten Larsen og havde mødt Maren, som gik og klagede sig over det, der var sket. Hun havde fortalt, at det var stedfaderen, der havde tvunget hende, hvorfor hun var ”sorrigfuld” og hverken havde spist eller drukket siden det skete. På spørgsmål om Ole Hansens opholdssted og hans gods og helbredsstand var så god, at han kunne forsørge en kone, svarede Jens Larsen: Han vidste ikke andet end at Ole Hansen hverken havde et eller andet hus eller gods og efter folks beretning han gider ej arbejdet end at gå rundt i sognet og drikke”.
Mogens Pedersen fortalte, at han havde hørt fra Maren ”at hun var ilde tilfreds”, Han havde hørt at Ole Hansen ej var skikket til at udføre bondearbejde.
Jørgen Jacobsen havde hørt at Maren havde ”vaanneds” før og efter trolovelsen.
Johanne Jørgen Jacobsen, som var Marens søster, bekræftede Marens bedrøvelige tilstand både før og efter trolovelsen. Stedfaderen havde fortalt både før og efter trolovelsen, at Ole Hansen var rig og fattedes intet. Maren havde fortalt søsteren at deres moder var lige så skyldig i trolovelsen for stedfaderen. Søsteren havde sagt til hende, at hun ikke ønskede at gæsterne blev længe på trolovelsesgildet, da hun ville græde i fred. Hun ville ikke i barselsseng, men kun holde hus for ham. Hver gang hun så på ham, var det ”så forskækkeligt at det var som at blive stukket en kniv i hjertet”.
Kirsten Jacobsdatter af Rutsker fortalte at Maren dagen efter trolovelsen kom til hendes broder Jørgen Jacobsen, hvor vidnet boede. Hun sov der om natten. Maren havde fortalt at hun ikke havde kunnet få nogen søvn på grund af græmmelse over det giftermål, som lå der en sten over hendes hjerte.
Jesper Hansen efterlyste atter Ole Hansen eller nogen på hans vegne. Han mente at fæstensgave kunne leveres tilbage på tinget.
Dagen var forløbet og sagen udsat til næste ting.
5. juni 1744 – pag. 399b
Dom afsagt i arvesagen som Anders Hansen på Ingemarsgaard havde startet på sin myndlings vegne.
Amtskriverens fuldmægtig Olsen sag mod udbygger Anders Jacobsen på den 4. vornedgaards grund i Rutsker ønskede sandemandens forklaring på sagen om de to stokkerums hus og om den krog, som tidligere skulle have været en lerkule. Sagen drejede sig om at Anders Jacobsen havde bemægtiget sig mere en den ¼ skæppe land jord, som han havde fæstebrev på. Sandemanden vedstod alt havd han havde indberettet og hans fire synsmænd kunne bekræfte dette.
Den første var Jens Rasmussen, der fortalte at de to stolperum strakte sig lidt ud over den plads som røsten tidligere stod på. Desuden kunne han bekræfte at udbyggeren havde indhegnet den lille krog med et risgærde.
Hans Nielsen og Anders Thomsen bekræftede Jens Rasmussens udsagn. Svend Hansen sagde, at det kun var et ½ stolperum ud over røsten, som var pillet ned.
Sandemanden forklarede at han sammen med to synsmænd havde været rundt i sognet for at syne huse på udmark for at se om de overholdt forordningen fra 1739. Anders Jacobsen havde fået fæstebrev på sine ¼ skæppe sæds-jord den 6. februar 1744.
Dommeren ville ikke tage stilling til om det var Jacobsen eller sandemanden der havde ret, men ønskede at syne stedet med mænd, der havde forstand på sagen.
Jesper Hansden mødte på Maren Jensdatters vegne vedr. tingsvidnesagen om ufrivillig trolovelse. Jesper Hansen læste en attest udsted af sognepræsten i Hasle den 5. juni 1744.
Morten Larsen svarede, efter at han havde lyttet til alle vidner og hørt at er enige om at hans steddatter var ulykkelig, havde han indset, med stor armod, at frieren var en udygtig mand. Men de (han mente moderen) havde handlet som enhver anden ville gøre og de havde ikke handlet ukristeligt. Han beder derfor til kongens hjerte at udrede dem for denne store nød og for denne ubetænksomhed. Dette var hans endelige og hele ønske.
Ole Hansen var ikke mødt, da han var svag, men i hans sted kom hans svoger Sivert Pedersen fra den 15. gård i Knudsker. Ole Hansen havde bedt om at blive adskilt fra Maren Jensdatter. Han ville modtage fæste-gaven retur, hvorved Ole Hansen ville være vel fornøjet.
Jesper Hansen svarede Ole Hansens stedfortræder, at hvis Ole Hansen var mødt på sidste ting og bedt om det samme, så ville sagen være slut. Men nu var sagen så fremskreden, at det må afsluttes med et tingsvidne, således at overretten kunne afgive endelig kendelse. Fæstensgaven skulle Maren beholde indtil sagen fandt sin endelige slutning. Jesper Hansen bad om at få udfærdiget et vindsvidne.
Klemensker kirkeværge Lars Hansen mødte og tilbød kirkens midler på i alt 409 sld. 2 mark og 15½ skilling til låns mod behørig rente og sikkerhed.
DOM – pag. 401a
Anders Larsen på Ingemarsgaard i Rutsker havde på ordre fra amtmanden stævnet Hans Larsen fra den 38. gård i Rutsker, som var værge for afdøde Jens Monsens børn samt alle efterkommere for en arvepart der rettelig tilkom Anders Larsens myndling Svend Hansen. Skiftet efter Jens Monsen var afholdt den 18. maj 1733 og den arvepart, som Svend Hansen var berettiget til (14 sld 1 mk 10 sk.), ville arvingerne efter Jens Monsen ikke vedkende sig. Dommen lød at alle arvingerne skulle udrede arven plus renter, som var på 22 sld 1 mk 5 sk., samt sagens omkostninger på 2 sld.
19. juni 1744 – pag. 401a
Klemensker kirkes kapital blev udbudt for anden gang.
Klokken var 12 og amtsforvalterens fuldmægtig var ikke mødt i sagen mod udbygger Anders Jacobsen på 4. vornedgaards grund. De allerede afhørte og de endnu ikke afhørte vidner blev pålagt at møde på næste ting om 14 dage.
26. juni 1744 – pag. 401b
Kirkeværgen Peder Jensen fra Rutsker kirke mødte med Hans Pedersen fra den 25 sg. i Rø vedr. en obligation på 320 sld. som Hans Pedersen havde udstedt til kirken. Årsagen var at renten fra 1. maj 1744 var steget fra 4 til 5 % pro anno, hvilket skulle påtegnes obligationen efter ordre fra amtmanden.
Christian Pedersen, som var amtsforvalterens fuldmægtig, mødte for retten i sagen mod udbygger Anders Jacobsen på den 4. vornedgaards grund ang. hans bebyggelse af sin fæstelod på en ¼ skæppe land. Der var indkaldt vidner til yderligere afhøring om sagen. Jesper Hansen mødte på udbygger Anders Jacobsens vegne og på amtmandens tilladelse.
Stævningsmanden Poul Pedersen var det første vidne. Udbygger Anders Jacobsen, der også var skrædder, blev stævnet i Rutsker præstegaard, hvor han var og syede. Anders Jacobsen mente, at han skulle stævnes på sin bopæl for at det var lovligt, men han fik alligevel stævningen oplæst. Anders svarede, at det var ikke sandt at 2 stolperum var bygget udenfor hans areal, det var kun et halvt stolperum. Om den indgærdede krog havde Anders Jacobsen sagt, at det ikke var indhegnet med andet en ris. Jesper Hansens spørgsmål om, hvorfor de havde stævnet på præstegaarden blev forklaret med, at de helt tilfældigt var gået ind på præstegaarden for at få ild på deres tobakspibe.
Dernæst vidnet Lars Nielsen, der var den anden stævningsmand. Han bekræftede Poul Pedersens forklaring.
Dernæst vidnet Jens Larsen fra Rutsker. Han mente at være bevidst at Anders Jakobsen havde opsat tømmer til sit hus hvoraf et halvt stolperum stod på kongens udmark. Han vidst også at krogen var blevet ”pælesat” i foråret omkring en møgdynge. På Jesper Hansen spørgsmål om den røste, som stod til tørveskjul og til vognskjul, var en halvt stolperum mindre end de nyopsatte tømmer. Det vidste vidnet ikke. Esper Hansen ville høre om størrelsen af krogen eller møddynge eller lerkule kun var på størrelse at en halv håndfuld kålfrø. Vidnet mente, at det snarere var på størrelse af en hel håndfuld kålfrø. Jesper Hansen mindede om at det var almindeligt i forårstiden, at indhejne jord på udmarken til linfrø og ”plante Kietter” (?) – vidnet havde intet kendskab hertil.
Jens Rasmussen fra Rutsker bekræftede sin tidligere udsagn i retten. Jesper Hansen spurgte til den gamle røstes størelse og om der fandtes stolper og bjælker, der kunne bruges til mål. Vidnet, der havde været med sandemanden på syn, kunne bekræfte at de ikke havde undersøgt dette. Anders Jacobsen var ikke hjemme da de synede og hans hustru blev ikke spurgt.
Hans Nielsen fra Rutsker bekræftede tidligere vidnesbyrd. Og med hensyn til Røstetræer, så mente han ikke at de eksisterede, men han var sikker på at de nye stolperum var større. Røstestolpehullerne kunne ikke påvises i dag, da de blev slettet ved nybygningen.
Anders Thomsem fra Rutsker bekræftede sit tidligere vidnesbyrd. Han fortalte, at han røsten havde stået nogle år inden den blev revet ned, men han kunne ikke sige, hvor stor den var, selvom at han ofte havde gået forbi på hans vej til udmarken for at hente sine kreaturer.
Anders Larsen havde tidligere været på syn med sandemanden og de havde været hos Anders Jacobsen og set om der var indtaget udmark. De havde set huset og bedømt en kålhave til 4 potterlands størrelse. [en tønde var 144 potter, så hvis man omregner rum målet til markmål, så svarer det til 1/36 tønder land eller 153 m2. ¼ skæppe land var tilsvarende 172,5 m2, altså var husets størrelse 20 m2, men sådan tror jeg ikke man kan regne!!] Vidnet havde dengang ikke set en røste.
Hans Andersen fra Rutsker havde været med sandemanden sammen med Anders Larsen på synsforretningen. Han bekræftede det forriges vidnes udsagn.
Ole Clausen fra Rutsker vidnede om risgærdet omkring møgdyngen.
Amtskriverens fuldmægtig ville afslutte sagen, da han mente at have vidnesbyrd nok til at bedømme sagen. Jesper Hansen derimod synes at sagen ikke var oplyst, men klagede over at han var startet på sagen ret uvidende, da han kun var kommet ind på sidste tingdag. Han bad om udsættelse, hvilket blev bevilget.
Klemensker kirkes kapital på 409 sld. blev opbudt for tredje gang. Ingen havde meldt sig som låntager, hvorfor kirkeværgen fik et tingsvidne.
3. juli 1744 – pag. 403b
Hans Jørgensen på den 6. selvejergaard i Klemensker (Høgegaard) bad om at få fire mænd til at syne gården og dens tilliggender. Han ville have papir på gårdens værdi nu hvor han tiltræder gården, for dermed at kunne bevise forbedringer eller forringelser når han engang fratræder. Gården var ”børnegods”.
17. juli 1744 – pag. 404a
Amtsforvalterens fuldmægtig Christen Pedersen havde indkaldet Lars Andersen på den 56. selvejergaard i Klemensker og Andris Kofoed borger i Rønne ang. 2 af Lars Andersens ”forskrivninger” (obligationer) på i alt 149 sld. Lars Andersen kom set til tinget, men ikke Andris Kofoed. Lars Andersen havde fået tilladelse til at få en forsvarer, nemlig fendrik Anders Jørgensen fra Klemensker, men han var heller ikke mødt. Sagen udsat.
Jesper Hansen mødte på Anders Jacobsen vegne og meddelte, at Anders Jacobsen havde indgivet en memorial til kongen om, at han havde sat huset på på grund af sin enfoldighed og bad derfor om pardon og tilgivelse. Alle akter var medsendt, så Jesper Hansen havde intet mere at sige i Anders Jacobsens sag. Dommeren stillede sagen i bero, for at vente på en reaktion fra øvrigheden.
Erik Pedersen fra Olsker stævnede Jens Pedersen på den 18. gård i Olsker forgæld. Jens Pedersen mente, at hun kun skyldte Erik Pedersen 5 slettedaler i rente, hvilket han mente at Erik Pedersen havde eftergivet ham. Erik Pedersen fastholdt at Jens P. skyldte for en hest og en hoppe, samt en tredjedel af rugsæden fra dengang der var skiftet hos Erik Pedersen. Jens Pedersen sagde om han havde fået det, så ville han have betalt for det og der ville være gjort regnskab derfor. Erik Pedersen udskød sagen, så Jens kunne bevise, at han havde betalt.
De fire mand, der havde synet den 6 selvejergaard (Høgegaard) i Klemensker aflagde deres forretning.
Jesper Hansen af Allinge havde fået tilladelse til at gå i retten for Jørgen Hansen i Olsker [12.sg. Hullegaard] i sag mod Niels Andersen på Hallegaard i Olsker [Lille Hallegaard 11. sg.] Niels Andersen skulle have ulovligt hugget i Jørgen Hansens Askeløkke. Peder Monsen fra Allinge var stævnet som værge for jorddrotten (Jørgen Andersen) svarede, at han intet ville have med sagen at gøre, da det var Jørgen Andersens bror, Niels Andersen, som boede på gården og drev den.
Niels Andersen svarede på stævningen, at han blot havde handlet som hans formænd havde gjort samt hvad 8-mands dommen udviste. Desuden var der en vej mellem de to gårde, som havde indflydelse på markerne grænser. Efter en del strid om hvad sagen egentlig drejede sig om, fik Jesper Hansen tilladelse til at føre vidner, som var Truud Hansen i Habedam, Peder Pedersen i Kierehuset, Hans Hansen i Sandvig pg Jens Haagensen.
Første vidner var Hans Hansen fra Sandvig havde tjente på gården i to år for 37 år siden, da Niels Andersens fader Anders Hansen havde den 11. gård. Han mente, at den 11. gård ikke havde tilladelse til at hugge i Hullegaards askeskov og der var ingen diskussion eller strid om dette. Imellem gårdene var der en gade, som var gærdet på begge sider således at kvæget ikke skulle komme til at gøre skade på kornet.
Truud Hansen havde tjent på gården da den nuværende gårdbeboers farfar Hans Hansen havde gården. Han bekræftede at hver gårdejer havde reenet deres område og ikke overtrådte denne grænse.
Peder Pedersen fra Kiærehuset havde tjent Hans Andersen for 48 år siden og senere boet hos hans søn Anders Hansen. Han fortalte at Hullegaarden havde reenet den østre side og den 11. gård den vester side og der var ingen stridigheder om denne opdeling.
31. juli 1744 – pag 406a
Amtmand Urnes fik læst kgl. forordning af 2. marts 1685 om nogle uomgængelige forretninger og bestallinger ikke forulæmpes på deres ære.
Fenrik Anders Jørgensen havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Anders Kofoed, men da han endnu ikke havde fået sat sig ind i sagen, bad han om udsættelse til næste ting. Hvilken han fik fordi Lars Andersen fra Risby i Klemensker, som sagen angår, heller ikke var mødt.
Amtsforvalterens fuldmægtig Christian Pedersen var mødt i sagen mod udbygger Anders Jacobsen fra Rutsker, der mod forordningen skulle have indtaget noget af udmarken uden tilladelse. Ingen var mødt ej heller Jesper Hansen, som var udbyggerens fuldmægtig. Da sagen allerede havde været ageret i langt, så optog herredsfogeden sagen til doms.
I sagen mellem Erik og Jens Pedersen på Bakkegaard i Olsker var ingen mødt og herredsfogeden efterlyste indlæg eller om de ønskede at forlade sagen.
I sagen mellem Jørgen Hansen og Niels Andersen havde begge parter ønsket udsættelse.
Arrest Poulsen fra den 41. gård i Klemensker ønskede at få fire mand til at syne hans iboende gård som han havde pantet. Han ville vide om gården var blevet forringet eller holdt ved lige. Fire mand fra sognet valgtes.
14. august 1744 – pag. 407a
Læst et pantebrev, der viste at Hans Hansen på den 45. gård i Klemensker havde lånt 100 sld af Holger Pedersen Thorup i Hasle mod pant i gården.
Sagen mellem Erik og Jens Pedersen på Bakkegaard i Olsker var blevet venligt forliget og de var mødt og bad om at sagen blev ophævet.
Andris Kofoeds fuldmægtig fenrik Anders Jørgensen i sagen mellem amtsforvalteren og Kofoed. Fuldmægtigen aflagde et skriftligt indlæg i sagen. Fuldmægtigen spurgte Lars Andersen i Risby om han ikke var Kofoed skyldig 149 sld. Hvilket han bekræftede. Lars Andersen kunne derimod ikke huske at det blev ham forbudt at fremlægge det kasserede pantebrev i skifteretten. Amtsforvalterens fuldmægtig Halvor Olsen mente at dette ikke var sagen vedkommende, men at Kofoeds fuldmægtig burde kende papirforordningen (?). Halvor Olsen fik læst amtmand Urnes ordre til amtsforvalteren om at føre sagen, hvilket burde være argument for at der kunne afsiges dom i sagen. Andris Kofoeds fuldmægtig ville ikke svare i sagen, hvorfor sagen gik til doms.
Jesper Hansen mødte som fuldmægtig for Jørgen Hansen i Hullegaard i Olsker mod Niels Andersen på den 11. gård. Niels Andersen havde lovet, at så længe han drev den 11. gård, så ville han ikke bruge Askeskoven og at han kun ville bruge vejen og stien som det var kotume for andre. Sagen blev derfor ophævet og Jesper Hansen fik udstedt en skriftlig beskrivelse af sagen.
De fire mænd, der havde synet den 41. i Klemensker blev efterlyst om de ikke burde fremlægge deres forretning. De blev pålagt at møde på næste ting.
28. august 1744 – pag. 407b
Læst kgl. Reskript af dato 7. august 1744 om at de personer som dømmes til kagstrygning skal tildeles arbejde. Mændene til at arbejde på kongens fæstninger på livstid og kvinderne til at arbejde i tugt- og spindehuset.
Læst stiftsbefalingsmand Gerstorphs skrivelse til kommandant Kruse og amtmand Urne vedrørende Bornholms skarpretter Asthausen, dateret 4. juli 1744, at ingen for hans forrettede eksekutioner af delingkventer, udført af ham eller hans efterkommere, må af almuen angribes ved ”mytteri enten i ord eller gerninger” uden straf og tiltale på ære, liv og gods efter loven. [meningen må være, at skarpretteren var blevet chikaneret af befolkning, hvorfor man måtte udstede en advarsel].
De fire mand der havde synet den 41. gård i Klemensker aflagde deres forretning.
Dom afsagt i kongens sag mod udbygger Anders Jacobsen i Rutsker for at have forbrudt sig mod indtagelse af udmark imod kongen forordning.
Dom afsagt dom i sagen mod Lars Andersen og Andris Kofoeds overtrædelse af papirforordningen.
DOM – pag. 408a.
Amtsforvalteren havde sagsøgt Anders Jacobsen, udbygger på den 4. vornedgaards grund i Rutsker for at have indtage noget udmarksjord i flg. Kgl. Forordning af 28. juli 1739. Han havde bygge to stolperum, hvoraf et halvt var ud over den fæstejord på ¼ skæppe land, som hans fæstebrev af 6. februar 1744 havde tildelt ham. Desuden havde han sat risgærde omkring en krog /(kule) fordi han ikke – på grund af vand -kunne have sat gærdet, der hvor det burde være. Jacobsen havde ført to vidner, som ikke kunne befri ham for gerningen, men derimod var sandemandens vidner overbevist om at han havde indtaget udmarksjord. Jacobsen havde fået Jesper Hansen til at føre sin sag, men Jesper Hansen havde ikke fremlagt en skriftligt indlæg, Amtsforvalterens irettesættelse gik mod en dom, at Jacobsen skulle miste sit hus og fæste, samt betale omkostningerne. Den endelige dom lød, at Anders Jacobsen skulle miste sit hus og jord, samt arbejde et år på nærmeste fæstning. Desuden havde Jacobsen gjort sagen ”vidtløftig” og skulle derfor betale 2 rigsdaler i sagsomkostninger.
DOM – pag. 408b
Sagen om omgåelse af papirforordningen, her om stempelpapir på obligationer, blev ført efter ordre fra amtmanden Urne. Den 56. gårds beboer i Klemensker Lars Andersen og Andris Kofoed i Rønne vedrørende 2 obligationer (marts 1731 og 2. januar 1744). Obligationerne var påhæftet en revers (tillægslån) uden tinglysning og stempelafgift. Dommen lød, at den revers som var pålagt obligationen bør være hjemfalden til konge ”og configureret” (?) – der blev ikke pålagt omkostningsgebyrer.
11. september 1744 – pag. 409b
Holtsførster Kettelsen bad om at få 8 forstandige mænd til at syne herredets skove og undersøge om der er sket ulovlig skovhugst.
Jesper Hansen kom og fremlagde en memorial 7. juli 1744 fra Boel sal. Gotfred Nielsen i Rø sogn til amtmanden om, at Peder Jensen og Hans Johansen i Rø skulle have brækket hendes forstuedør op. Amtmanden havde givet ordre til Jesper Hansen om at være aktor i en undersøgelsessag, der for lov og ret kunne føres til dom. Jesper Hansen havde den 27. august stævnet de to Rø-boere for indbrud, der skulle være sket den 3. juli. Der var indkaldt tre vidner: Jens Andersen og Martine Gotfredsdatter, samt Hans Pedersen på Kraagegaard. Boel Gotfred Nielsen var indkaldt til at bevidne sagen.
Første vidne var Jens Andersen fra Brommelyngen, som var Boel Gotfred Nielsens broder. Jesper Hansen spurgte vidnet hvem der gav ordre til at pante hans søster. Han svarede, at det var rodemesteren Hans Pedersen i Sogneroden, der havde pålagt Peder Jensen, Hans Johansen og ham selv at pante dem, der ikke havde betalt. Hans søster havde låst den nederste halvdør med en klinke indefra. Låst med en pind. Hvorfor de ikke havde benyttet den anden dør til stuen forklarede han med, at den kunne låses indefra. Det var de to andre, der havde klemt forstuedøren op og han mente, at der ikke var sket unødvendig skade. Han selv stod ude i gården. Han havde ikke set at de to havde taget ting fra huset, som pant. Han så ikke om døren kunne lukket efter, at den var blevet ”opklemt”.
Næste vidne var Martine Godtfredsdatter fortalte at hun stod tøt på huset ude på bakken, da de tre kom for at pante. Martine vidste ikke hvor moderen var gået hen, men i huset var hun ikke. Og hun vidste heller ikke om der var folk i huset, som kunne have lukket op for mændene. Martine havde sin mindre søster med sig. Martine fortalte at hun endnu boede hjemme hos moderen. Martine bekræftede at døren var låst og hun mente ikke at den havde taget skade. Martine var så nær huset, at hun kunne se hvordan Peder Jensen tog en hakke som han satte under den underste dør og løftede op, således at klinken slap hagen. Hun havde ikke set om mændene havde taget noget i pant.
Jesper Hansen spurgte enken Boel Gotfred Nielsen om hun vidste om andre der kunne vidne om dørens opbrækkelse. Hun angav Lars Mortensen og en til som Lars Mortensen kendte. Aktor lod sagen udsætte, da det var sent på dagen.
Ole Pedersen fra Rønne stævnede Peder Pedersen fra Rutsker for at han havde beskyldt Ole Pedersens hustru for at have taget en ”harregarnave (?garnharre) som laae i blød, da hun sidstleden var der om Natten”. Ligeledes stævnede han Peder Pedersens datter Maria for hendes beskyldning om samme. Ingen var mødt hvorfor sagen blev udsat.
25. september 1744 – pag. 411a
Læs kgl. Forordning af 21. marts 1705 om strandede skibe og gods.
Holtsførster Kettelsen bad om at der valgtes fire mand fra hvert sogn til at skønne gærderne i herredet, samt fire mand til at tælle hvor mange pile der var blevet sat i det sidste år.
Læst et pantebrev af dato 19. september 1744 udstedt af Jens Hansen på den 1. vornedgaard i Rutsker på 800 sld. til kongen mod pant i gården. Han havde budt 1206 sld. på auktionen for gården.
Læst et pantebrev af 23. september 1744 udgivet af den 3. vornedgaards beboer fenrik Anders Rømer til kongen lydende på 190 sld med 1. prioritet i den 3. vornedgaard.
I sagen hvor Jesper Hansen er beordret aktor mod Peder Jensen og Hans Johansen var der ingået forlig mellem de to og Boel Gotfred Nielsen. Aftalen var at Boel fik 2 rdl. For rejser og umage, samt at de skulle levere pantet tilbage. Dommeren kunne ikke aceptere forliget, da det var en af amtmanden startet sag og at det fordrede en dom. Endvidere ville dommeren se kvittering for betaling af 2 mark til Rø kirke. De skulle også betales gebyr og aktor.
Sagen som Ole Pedersen havde startet mod Peder Pedersen i Rutsker. Peder Pedersen ville forklare sagens rette sammenhæng næste gang der var ting. Svend Michelsen fra Rønne havde søgt tilladelse til at tale for Ole Pedersen, hvorfor han afventede svar. Dommeren gav tilladelse til udsættelse af sagen.
9. oktober 1744 – pag. 412a
Blev læst et pantebrev af 28. september 1744 om at Mogens Pedersen på den 2. gårdejendom, på sin myndling Jens Mortensens vegne, havde modtaget 300 sld. af Peder Jensen på Rosendale til at indfri den 3. selvejergaard i Rutsker fra Jens Andersen Bech.
Jesper Hansens pålagte sag mod Peder Jensen og Hans Johansen blev bevist ved kvitteringer og beviser for et forlig med Boel Gotfred Nielsen. Sagen blev ophævet.
Svend Michelsen fra Rønne var blevet bevilget tilladelse til at gå i retten for Ole Pedersen i Rønne mod Peder Pedersen. Svend Michelsen spurgte derefter Peder Pedersen om han ikke er bevidst, at hans hustru havde beskyldt Ole Pedersens hustru Ingeborg for at have stjålet en garnharre. Det mente han ikke, at hun havde gjort, men måske har ment, at de at hun ved et tilfælde havde kommet til at tage garnharren sammen med deres tøj. Han mente heller ikke, at de havde konfiskeret noget tøj fra Ole Pedersen hustru indtil hun leverede garnharren tilbage. Han nægtede at hustruen havde beskyldt nogen for tyveri og sagt ”hvorfor de dog havde aget sådan et kvindemenneske ud af byen”. Ole Pedersens hustru måtte forlade Peder Pedersens hus uden tøj. Peder Pedersen sagde, at de ikke havde taget tøjet, men kun i godhed opbevaret det, da hun ikke kunne havde det med sig da hun havde to små børn med sig og at hun måtte bære det ene. Ole Pedersens hustru havde begivet sig til Poul Pedersen i Rutsker.
Poul Pedersen og Hans Nielsen var beskikkelsesmænd og var villige til at lade sig afhøre under ed. Poul Pedersen på Krusegaarden mente, at han havde hørt Peder Pedersens hustru kalde Ingeborg for tyv og at de havde kørt en tyvetaske fra Rønne til Rutsker.
Svend Michelsen tilbød Peder Pedersen forlig, hvis han ville betale en bod til de fattige og sagens omkostninger. Peder Pedersen mente ikke at der kunne være nogen sag, men han nægtede ikke forlig. Han ville høre om Svend Michelsen havde flere vidner han ville afhøre, hvilket Svend Michelsen bekræftedede. Han ville afhøre PPs egen datter Maria og hans tjenestedreng, Niels Andersens hustru på Krusegaarden, Poul Pedersens hustru Elne og flere.
Peder Pedersen var stærkt utilfreds med at fattige folk fra Rønne kunne påføre ham en uretfærdig sag. Han ville forlange kaution fra dem, hvis sagen skulle føres videre. Dommeren afviste og sagde at fattige folk også havde ret til at forsvare deres ære.
23. oktober 1744 – pag. 413b
Læst kgl. Forordning til Bornholmerne at de ikke måtte indtage udmarksjord og at rive lyng og ene indenfor skelstenene i kongen skov Almindingen dat. 28. juli 1739. Forordningen skal igen gentages og påpeges.
Læst et pantebrev udsted af Jon Andersen Krack på den 14. gård i Rø sogn på 190 sld. til kongen.
Læst en obligation og pantebrev dat. 12. oktober 1744 udstedt af Jep Mogensen på den 18. gård i Rutsker på 120 sld. til kongen.
Læst obligation og pantebrev på 900 sld. udstedt af Hans Kofoed på Simblegaard i Klemensker dat. 16. oktober 1744 til kongen. Simblegaard og den tilliggende stel med selvejergaardsnummeret 53. Der er betalt 300 sld. til kongen.
Løst en panteobligation udstedt den 15. oktober 1744 til kongen af Jep Hansen for den 32. gård i Olsker på 87 sld.
Læst en panteobligation på 500 sld. udstedt af Jacob Pedersen for den 5. vornedgaard i Olsker.
De 8 mand aflagde deres synsforretning over herredets skove.
Peder Hansen Hattemager førte sag på sin københavnske svogers vegne. Svend Michelsen havde fået amtmandens tilladelse til at føre sagen. Svend Michelsen stævnede Jens Hansen i Klemensker og som vidner indkaldtes Jens Hansens hustru og hans sønner Jens og Anders Jensen og datteren Karen samt Peder Brand og Anders Gammelsen. Parterne bad om udsættelse af sagen for om muligt at opnå forlig.
Svend Michelsen mødte i sagen mellem Ole Pedersen fra Rønne og Peder Pedersen fra Rutsker og erklærede at sagen var forligt på den betingelse at Peder Pedersen og hans hustru erkærede at Ole Pedersens hustru var et ærligt og godt mennesker. Hvilket skete og sagen blev derfor ophævet.
6. november 1744 – pag. 414b
Læst kgl. Skøde på den 16 selvejergaard i Rutsker, der viste at kongen havde solgt gården for curant 309 sld 37 sk. Til Johannes Svendsen.
Læst et pantebrev fra 29. oktober 1744 der viste at Johannes Svendsen havde lånt 300 sld. af Hermand Bonde Mortensen i Rønne mod pant i den 16. gård i Rutsker.
Læst et pantebrev af 2. november 1744 der viste at Hans Larsen på den 19. vornedgaard i Rø havde lånt 100 sld af Hermand Bonde Mortensen for at købe kongens gård. Mortensen fik pant i gården.
Læst et pantebrev af 5. oktober 1744 der viste at Hans Rasmussen fra den 8. selvejergaard i Rø havde lånt 200 sld. af Marta Mads Kofoed i Rønne mod pant i ejendommen.
Læst et missive udstedt af amtsforvalter Schrøder dat. 26. oktober efter en rentekammerskrivelse om at de som var ”tilslagen” en af de kongelige gårde, skulle levere pengene til Salcammeret i København og justitsraad Linde mod kvittering.
Læst en panteobligation på 120 sld af dato 21. oktober 1744 til kongen udstedt af Hans Hermandsen i Olsker den 3. vornedgaard i Olsker.
I sagen mellem Peder Hansen Hattemager og Jens Hansen i Klemensker var ingen mødte, hvorfor den blev udsat til næste ting.
20. november 1744 – pag. 415a
Læst kgl. Reskript af 16. oktober 1744 for dem som havde begået lejermaal før de blev indrulleret som soldat ikke længere kan blive befriet for bøder.
Læst en kontrakt dat. 18. november mellem Lasse Jørgensen boende på Frigaarden i Rutsker og hans dattermand Jens Hansen i Rutsker om Frigaardens beboelse og dyrkning mm.
Blev læst et skøde af 10 november 1744 hvor ved Jens Hansen boende på Frigaarden i Rutsker havde solgt sæde og adgangsretten til den 68. gaard Risegaard i Klemensker han havde arvet efter sin afdøde fader Hans Jensen til Christian Jørgensen for 520 sld.
Pile- og gærdesynsforretningerne blev fremlagte.
Svend Michelsen mødte i sagen som Peder Hansen i Rønne havde startet mod Jens Hansen i Klemensker ang. gældsfordring til afdøde søn Peder Jensen i København. Da Jens Hansen havde betalt 16 sld. til Peder Hansens søster og svoger, ville han ikke forfølge sagen nærmere, hvorfor han ophævede den.
4. december 1744 – pag. 415b
Læst kgl. Plakat om højesterets afholdelse i 1745.
Læst et pantebrev af dato 10. november 1744 på 170 sld udstedt af 38. gårds beboer i Klemensker Bertel Jacobsen til kongen. Han havde købt gården på auktion for 264 sld 1 mk.
Læst et pantebrev af 30. september 1744 udstedt af Niels Jensen på 100 sld. til Anders Kofoed i Rønne mod pant i den 9. vornedgaard i Klemensker.
Læst et pantebrev på 200 sld. udstedt den 5. oktober 1744 af Hans Larsen på den 5. gård i Rø til kongen for køb af den forhen tilhørende kgl. Gård i Rø.
Læst et pantebrev dat. 12. oktober 1744 der viste at Peder Nielsen på den 3. gård i Rø sogn havde lånt 60 sld af Marcus Marcussen i Rø med underpant i den 3. gård.
Læst et pantebrev af 4. december 1744 der lyder at Peder Jensen på den 22. selvejergaard i Rø havde lånt 100 sld. i klingende mønt af byfoged Poul Eskelsen i Hasle i den tilforhandlede kongelige gård i Rø.
18. december 1744 – pag. 416a
Læst et pantebrev af dato 6. oktober 1744 udstedt af Hans Larsen boende på den forhen tilhørende kongelig gård den 2. vornedgaard. Han havde lånt 60 sld af Mads Pedersen i Allinge mod pant i den 2. gård i Rø.
Læst en kontrakt af dato 6. maj 1744 mellem Mikkel Monsen på den 22. selvejergaard i Olsker og hans kære moder Karen sal. Mons Jensen ang. et undentag.
Læst et pantebrev af 10. december 1744 der fortalte at Jacob Ibsen, beboer på den 13. selvejergaard i Klemensker, havde lånt 140 sld. af Mons Larsen på Borgegaarden i Rutsker mod pant i den 13. gård.
Læst et pantebrev af 14. december 1744 der viste at Hans Arrestsen på den 4. vornedgaard i Klemensker havde lånt 100 sld. af Thor Hansen i Nyker til betaling af den 4. vornedgaard til kongen.
Læst et pantebrev af 18. december 1744 angående at Jens Aagesen boende på Lyngen mellem Slottet og Olsker sogn havde lånt 60 sld. af Christopher Hansen boende på Nordre Hallegaard i Olsker mod pant i Jens Aagesen iboende huse og løkke.
Stokkemænd for året 1745 blev valgt.
8. januar 1745 – pag. 416b
Læst kongelig anordning om at undersætter der har eller nu opholder til i Herren Hut Marienboer eller andre saadanne sære menigheder i adskillige religioner har studeret, ikke må antages til gejstlige embeder. Dateret 20. november 1744.
22. januar 1745 – pag. 416b
Læst en ekstrakt af kgl. Holtsførster Kettelsen fra overjægermester von Gram ang. regler for udvisning af træer i selvejerskovene og hvordan holtsførste skal stemple og hvilke betalinger han skal nyde.
Læst et købe- og skødebrev dat. 30. november 1744 der viste at Lars Larsen Gomløs og hustru Elsebeth Poulsdatter Kofoed i Rønne har solgt sæderetten, som han havde arvet af sin sal. Fader Lars Nielsen Gomløs, til den 39. selvejergaards stel i Rutsker kaldet Toften. De solgte til hans stedfader Niels Hansen Bistrup og hans kæreste Christina Jørgensdatter Sandbye for 330 sld. og 2 tønder rug.
5. februar 1745 – pag. 417a
Læst et pantebrev udstedt af Niels Pedersen på den 12. vornedgaard i Klemensker dateret 5. februar 1745 der viste at han havde lånt i rede penge 600 sld af Hermand Bohn Jørgensen på Bakkegaard mod pant i gården.
12. februar 1745 – pag. 417b
Prokurator Mathias Reimer fra Lolland [senere byfoged i Maribo] mødte på sin svoger Rø-præsten Friederik Monrads vegne og beviste at han havde stævnet 27 af Rø sogns bønder med flere. Fenrik Anders Jørgensen søgte amtmandens tilladelse – og fået den – til at være Røboernes fuldmægtig i den af Præsten startede sag om Lindeskoven. Reimer ville ikke anse ansøgningen som gyldig, da den er underskrevet af to dannemænd og ikke af de øvrige boere, hvilket fenriken undskyldte sig med, at de hverken kunne læse eller skrive. Fenrikken mente at han havde loven på sin side, derimod angreb han Reimers egen fuldmægtigrolle for præsten. Den var ikke gyldig, med mindre han kunne bevise, at han var svoger til præsten. Hvis ikke så skulle han havde amtmandens tilladelse.
Fenrik Anders Jørgensen påpegede at denne sag burde ophæves, da man ventede på en resolution fra kongen og Stiftsbefalingsmanden. Der var nemlig udført opmåling af Lindeskoven ved to sandemænd og ved en sessionsret, hvilken forretning var oversendt og endnu ikke modtaget svar.
Reimer ønskede at få klarhed på uoverensstemmelser og han opfordrede bønderne til at gå i forlig med ham, hvorfor han fremlagde et ”forligs proposion”.
Dommeren kunne ikke følge fenrikkens krav om at ophæve sagen, da amtmanden havde givet sit tilsagn om at den kunne føres.
Monrad indlæg og forslag til forlig blev læst.
Præstens fuldmægtig konstaterede at de fleste af de indstævnte bønder var til stede og da de agerede ”en for alle og alle for en” så måtte de kunne tage stilling til præstens forligsforslag, således at præsten kunne få satisfaktion for sit tab. Repræsentanter for de 27 bønder erklærede, at de handlede i samdrægtighed. Reimer mente at fuldmægtigen for bønderne løb en risiko ved at føre sagen for bønderne og derved pådrage sig personlige udgifter.
Fenriken bad om at sagen blev udskudt til næste ting.
Mathias Reimer havde på Monrads vegne stævnet sandemand Lars Pedersen på Brøddegaard i en sag mod Fr. Monrad. Fenrik Anders Jørgensen havde amtmandens tilladelse til at gå i retten for Lars Pedersen. Fenriken mente at Lars Pedersen ikke alene skulle stævnes, da sagen drejede sig om hvorfor der var blevet ophakket skelstene i Lindeskoven jfr. en sag fra 1743, hvorfor det var en fælles sag for alle lodsejere. Reimer sagde, at han ikke forstod fenrikens indsigelse, da sagen drejede sig noget helt andet og at han ville føre vidner blandt lodsejerne. Begge parter udskød sagen til næste ting, hvis ikke parterne inden da var blevet forliget.
26. februar 1745 – pag. 419b
Læst kgl plakat om lærred og dreiller (?) som fremstilledes i grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst måtte indføres i Danmark.
Læst kgl. Forbud om at alle slags fremmede kornvarer måtte sælges i Danmark og søndenfjelds i Norge.
Læst kgl. Resolution og ordre til Amtmand Urne om at bønderne på Bornholm skulle udføre kørsler og transport i forbindelse med fæstningsarbejdet i Rønne, dat. 16. februar 1745.
Læst en obligation af 25. februar 1745 ang. den 7. gårds beboer i Klemensker Clemmen Mortensen havde pantsat sin gård for 210 sld til kongen efter han havde ved auktionen havde købt den.
Jesper Hansen fra Allinge havde fået pålagt at føre kongens sag som aktor mod en del personer der skal have fundet strandet gods den 21. december 1744. Jesper Hansen havde stævnet en del personer i Nørre herred: Det var Kristina Haagen Peders, Hans Pedersen med børn og Jens Risp alle fra Vang, Hans Hansen fra Buggehuset i Olsker, Hans Mahler sognepræst i Olsker, Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker og Anders Larsen og hustru på Tullegaarden i Rutsker. Alle var mødt undtagen Hans Pers dreng på 10 år. Præsten havde sendt en skriftlig redegørelse.
De anklagde blev tilbudt en forsvarer, men de mente ikke at de behøvede det, da de allerede havde tilstået.
Kristina Haagen Pederseen tilstod at hun havde solgt et skind for 2 mark til præsten og at hun havde sagt til ham, at hun havde fundet det på stranden. Senere havde hun solgt et lidt større skind til ham for 3 mark. De var våde men han havde sagt, at de blot skulle tørres. Præstens børn havde hentet det andet skind i Vang og Kristinas børn havde været hos præsten for at hente pengene. Hun havde også solgt til Wefst Jensen og Anders Larsen, men de havde leveret skindene tilbage, da de ikke ville modtage strandingsgods. De to havde hun afleveret til herredsfogeden. De ene skind var leveret tilbage via Hans Bødker på Slotsvangen. Hun havde solgt et skind til Anders Larsens hustru og havde fået fødevarer og nogle skilling for det. Anders Larsen vidste intet om det. Rasmus Rasmussen på Duebjerg havde selv afhentet skindet i Vang.
Rasmus Rasmussen fortalte, at han ikke havde skindet længere, da han havde solgt det til en svensker fra Ystad, ved navn Felicius, som plejer at købe lammeskind af ham.
Hans Pedersen fra Vang og Jens Risp havde fundet forskelligt drivtømmer og skibsdele såsom en luge og en del var benken (?). De havde brændt det som andet brænde. Hans Pedersens datter havde fundet en æske på stranden med nogle papirer og et par skind, som de havde solgt til Rasmus Rasmussen, hvilket Rasmus Rasmussen vedstod. De havde leveret æske med papirerne til retten.
Hans Hansen i Buggehuset havde ikke ment, at de to stykker brædder, som han havde fundet, havde noget værdi. Han havde desuden ikke vidst hvordan man skulle angive det.
Sagen udsat til næste ting,
I sagen som sognepræsten Fr. Monrad imod 27 af sognets beboere bad Reimer at de indstævne at at svare. Bøndernes fuldmægtig ville stadig havde Reimer til at bevise sit svogerskab til præsten og da han var en fremmed mand på Bornholm, så skulle han vare tilladelse til at gå i retten. Reimer svarede vredt tilbage, at en mand, der kaldte sig officer, ikke havde respekt for andre og for øvrigt henviste til, at officerer efter kongens ønske, ikke skulle ”befatte sig med retssager”. Han kaldte fenriken og bønderne for sammenrottere, der ikke respekterede lovene. Fenriken svarede, at han havde både amtmanden og kommandantens tilladelse og at der ikke fandtes ”sorenprokuratorer” på Bornholm og at man måtte bruge hvem man kunne. Og for øvrigt kunne man ikke vide hvor længe sagen trak ud og det var nok tvivlsomt om prokuratoren ville blive så længe på Bornholm. Reimer kaldte fenriken for vinkelskriver, tingsstud og midsammermand der intet ellers ved at sige i en sag, som han ikke forstår. Han ville ikke tilbringe meget mere tid på Bornholm, derfor var det hans agt at ophæve sagen, men først efter han om 14 dage vil svare på bøndernes påstande, som hgrundede sig på ”lovkroge og udflugter”. Reimer sagde, at han med sin svoger præsten, havde aftalt, at han skulle afgive mere end det var lov og ret, for at kunne indgå et forlig med bønderne. Hovedformålet var at undgå proces.
Bøndernes fuldmægtig fenriken mente, at præsten skulle først og fremmest fremlægge breve og dokumenter, der kunne bevise hans ejendomsret til Lindeskoven. Han ville fortsat føre sagen for bønderne, så længe de ville have ham til det. De skulle ikke miste noget af deres ”ældgamle ejendom”. I mands minde havde præsten intet at fordre af Lindehaven eller af Lindeskoven.
Reimer så nu at bøndernes hensigt var at udelukke præsten for adgang til Lindeskoven og det var det som sagen drejede sig om. ”Reimer Condolerede af hiertet den gode hr. Fenrik, der ventelig kand være end god soldat, om det kom der til, men ikund en slet Procurator, siden han icke kand begribe, at da her ingen dom paastaaes, det da ei er til nogen nøtte at fremlægge nogen beviser hvor udi ingen skulde læse uden dommeren … det er ellers sært at fændriken, der dog ingen Jyde er, kand saa Expedit optage nogle smaa usandferdigheder” – Modrad havde lagt beviser for at området havde præstegården haft adgang i over hundrede år og det det tilhørte præstegårdens herligheder, derfor var det unødigt at fremlægge flere beviser, men at tiden nu var til forlig. Fenriken så i Reimer kun en mand ”i fuld harnisk in Jura” og ville ellers ikke finde ord. Fenriken imødeså Reimer agere sagen for højesteret eller andre over og underretter.
[sagen er langtrukken, da de to mere angriber hinanden på ord end på fakta om sagen]
Sagen mellem Monrad og sandemanden Lars Pedersen. Reimer spurgte sandemanden om det var hans hånd, der stod under en erklæring. Dommeren ville udsætte sagen i 14 dag, da dagen gik på hæld.
[De sidste sider i tingbogen er i dårlig stand og der mangler mindst en side af de løse men indbundne ark, der supplerer den paginerede tingbog.]