Nørre Herreds tingbog omfatter 1144 sider og befinder sig på Rigsarkivet.
Se affotograferingen af de originale kilder her:
- 1717-1722 Nørre herreds tingbog pag 001a-190a
- 1717-1722 Nørre herreds tingbog pag 190b-285a
- 1717-1722 Nørre herreds tingbog pag 385b-572b
Indholdsreferat:
27.november 1716 – pag. 001b
Laurs Gomløs fra Hasle stævnede Jens Jørgensen i Dalegaarden i Olsker for at have generet Gomløs folk den 17. oktober, medens de rev ene på Kongens Mark [“ene” er betegnelse for småvækster som gyvel, lyng, småbuske som pil mv, der voksende på ex. Højlyngen). Desuden stævnedes vidner: sognedegn i Olsker Christen Hansen Piil. Hele stævningen er indskrevet ord for ord. Hverken Jens Jørgensen eller sognedegnen mente, at denne stævning bør stå ved magt, da stævningen ej var retsgyldig. Stævningsmændene havde stævnet korrekt, mente herredsfogeden, og tillod derfor Gomløs at afhøre sine vidner. Først afhørtes Peder Olsen, Christen Nielsen og Anders Hansen om hændelserne den 17. oktober på Kongens Mark. Tillige afhørtes Ellen Hansdatter. Hovedformålet var at bevise Christen Piil og Jens Jørgensens slagsmål og overlast på Gomløs’ folk. Gomløs fremstillede to synsmænd Hans Rasmussen og Jørgen Bendixsen, som havde synet drengen Anders Hansen for overlast. Alle gik på marken og rev lyng, da Christen Piil kom og spurgte drengen, hvem der havde givet dem tilladelse til at rive ene der. Da Anders Hansen ikke ville svare, så slog Christen Piil ham med en tyrepisk. Christen Nielsen greb ind og spurgte Christens Piil, hvorfor han slog Anders. Imidlertid begyndte Christen Piil og Anders Hansen at tage fadt i hinanden. Anders Hansen løsnede Christen Piils hest. Christen Piil og bonden Jens Jørgensen ville tage økserne fra karlene og forhindre dem i at fortsætte deres arbejde, samt at kaste deres last af vognen. De truede folkene til at stoppe. Da opdagede de, at der stod Lars Gomløs navn på økserne og angav derefter, at kræve erstatning af Lars Gomløs, da han havde beordret sine folk at rive ene på Jens Jørgensens mark. Lars Gomløs, derimod, mente ikke at de havde fået besked på at rive på anden mands mark. Han var sikker på, at det havde været på kongens mark. Stridighederne havde fortsat efter episoden. Jens Jørgensens søn havde været hos Lars Gomløs for at kræve betaling for det læs ene, som han påstod var taget på hans mark. Herredsfogeden pålagde vidnerne at møde på næste ting.
Mads Clemmensen i Hasle læste en obligation og pantebrev udgivet af Morten Davidsen med pant i den 34. gård i Rutsker på i alt 140 sld. med dato den 31. oktober 1716. Petter Tisen af Svaneke mødte på sognepræst i Vestermarie Rasmus Jensen, samt fenrik Anders Pedersen af Bodilsker vegne og stævnede Jens Jacobsen, Jens Bidstrup og Jens Larsen af Vestermarie sogn, samt Mads Hansen af Knudsker vedrørende underskrift på den supplik, som var oversendt til kongen. I samme sag stævnedes Anders Hansen på Kiørsegaarden, Anders Kure, Hans Svendsen, Ole Andersen i Bolby og Anders Kastensen alle fra Klemensker. I Rutsker stævnedes Claus Hansen, Ole Clausen, Lars Monsen, Peder Andersen og Peder Aagesen. Sagen drejede sig om en Supplik, som var oversendt til Kongen i København af Jens Jacobsen i Vestermarie. Sagsøgerne ville have beviser for, at de stævnede mænd havde underskrevet supplikken. Herredsfogeden tillod, at Hans Svendsen, der ikke var tilstede, kunne svare skriftlig på næste ting. Samtlige blev pålagt at møde på næste ting. Sagen imellem Hans Kjøller i Rø sogn og hans myndling Markus Markussen i Rø var optaget til doms, men herredsfogeden ville iflg. lovens pag. 35 – 14 artikel vælge 4 uvildige mænd som likvidationsmænd i marksagen. Der valgte 2 mænd for hver af parterne og at de skulle mødes den 7. december, hvor de skulle få samtlige dokumenter stillet til rådighed. Mikkel Monsen på Simlegaard aflagde et skriftligt indlæg mod Anders Frandsen i Rønne. Anders Frandsen ville ikke svare på indlægget, men ønskede at sagen skulle gå til doms. Herredsfogeden optog sagen til doms. Peder hansen af Sandvig kom som beordret værge for sin myndling Bente Nielsdatter og opbød hendes fædrende arv (genstandende opremsedes) Endvidere opbød han sin anden myndling Kirstine Jørgensdatters sal. fædrende arv på i alt 2 sld 1 mk 12 sk i genstande og 18 daler 8 sk. i kapital. Han opbød disse to arvedele til alle, der ville modtage dem for behørig rente. Hvis Ikke formodede han at blive rentefri. Christopher Jensen af Klemensker kom og fremviste et af hans broder Niels Jensen udgivet ejerbrev, køb og skøde (fra 12. august 1707) på hans sal. fader og moders gård. Brevet var transporteret af Claus Christensen – flere oplysninger ville blive fremlagt på næste ting
4.december 1716 – pag. 007a
Friderik Hansen i Rø fremlagde et købe- og skødebrev, hvilket brev skulle læses på næste ting.
Petter Tisen af Svaneke mødte på sognepræst i Vestermarie Rasmus Jensen, samt fenrik Anders Pedersen af Bodilsker vegne, i den hensigt at føre vidner i sagen. Jens Bistrup og Jens Jacobsen forsøgte at gøre stævningen ulovlig, hvilket herredsfogeden ikke ville kende som lovlig grund til at føre vidner i en sag, der både var ført i gejstlig ret og på Vester herreds ting.
Første vidne var Anders Hansen på Kiørsegaarden, som fortalte at i år 1715 kom Jens Jacobsen til hans bopæl og hilste fra Jens Gudmandsen og bad om at han underskrev en supplik med klage over øvrigheden. Anders Hansen underskrev ikke, da han intet havde at klage over generalmajoren eller amtsskriveren. Jens Jacobsen sagde, at det egentlig ikke var en klage men en begæring fra Jens Gudmandsen om at få lov til at føre sag mod amtsskriveren. Hans Svendsen, Kjøllergaard, fremlagde derefter sin skriftlige. Dernæst Ole Andersen, Bolby, der intet kendte til supplikken. Peder Aagesen fra Rutsker fortalte at han for ungefær 2 år siden fik besøg af en mand, som var klædt i en sort kjole og Holger Bistrup. Den sorte mand ville have ham til at skrive under, hvilket han nægtede, da han intet havde at klage over øvrigheden.
Anders Hansen fra Kiørsegard i Klemensker fremlagde et sognevidne, dat. På sognestævnet den 27. november, underskrevet af sandemand Laurs Hansen og Anders Hansen Kiøller på vegne af samtlige sognemænd. Samme vidne var underskrevet af Rutsker sognemænd den 29. november. Vidnet fortalte at ingen kirkebo i Klemensker eller Rutsker ønskede kongens inddragelse i sagen, en sag der var startet af Vestermarie Kirkeboer.
Peder Hansen i Sandvig opbyder for anden gang sine myndlingers gods.
Peder Monsen boende på kirkeboet i Rutsker efterlyste et bortkommen hvidt vædderlam, der var umærket.
Christopher Jensen af Klemensker fremlagde et ejendomsbrev på sin fædrene gård, der var bortpantet til Claus Christensen…
Gotfred Nielsen i Rø sogn stævnede Petter Tisen af Svaneke for de grove skældsord, som han havde brugt mod ham den 13. november. Sagen drejede sig om Gotfred Nielsens ære. Til at beviser sagen indkaldte han en række vidner. Blandt andet samtlige stokkemænd, som han mente at have hørt Tisens ærekrænkende udtalelser. Sagen blev udsat 14 dage,
11.december 1716 – pag. 12a
Gotfrid Nielsen havde fået amtmandens tilladelse til at føre stokkemændene som vidner i den æressag, som han havde stævnet Petter Tisen for. Derfor skulle der vælges 8 andre stokkemænd til at sidde i retten, når sagen skulle føres.
Lars Gomløs tjenestedreng Anders Hansen og Christen Nielsen sagde, at de intet vidste om forbuddet mod lyngrivning og at han blev truet af Christen Piil og Jens Jørgensen (Dalegaarden) til at stoppe lyngrivningen på Jens Jørgensens ene-mark. Anders Hansen var sammen med tjenestepigen Ellen Hansdatter. Christen Piil og hans hjælpere truede Anders Hansen yderligere og han slog ham med en tyrepisk og kaldte de to for skovtyve. Til sidst måtte de smide enetræet af vognen, hvorefter de fik lov til at køre. Afhøringerne afslørede, at tejenstedrenge havde fået besked på at rive ene, lyng på Kongens Mark og ikke havde været opmærksom på skelstene til præste- og degnegården. Anders Hansen havde mærket slagene 14 dage efter. Tjenestepigen Ellen Hansdatter
Claus Christensen og Hans Nielsen påråbtes tre gange efter at de fire mand havde fremlagt deres likvidations forretning og afleverede de tretten dokumenter som de havde fået af M.M. i Rø sogn (?) – sagen udsat til næste ting.
DOM. Niels Jensen boende på d. 51. gårds grund i Klemensker havde stævnet Claus Christensen på den 51. gård i Klemensker for 5 rd kendelsespenge, som han havde betalt den 26. juni 1711. Niels Jensen var soldat på Christiansø og havde pantet sin gård til Claus Christensen i flg pantebrev af 15. juli 1711. Claus Christensen frikendes for at betale kiendelsespenge og sagsomkostningerne bortfaldt for begge parter.
18.december 1716 pag. 15b
Amtmandens resolution om nye stokkemænd læstes. Gotfried Nielsen kunne nu føre sig sag og afhører de stokkemænd, der kunne have vidende om. Afhøringerne skulle finde sted på tinget den 8. januar.
Herredsfogeden afsagde dom i sagen mellem Hans Kiøller og M.M.. Peter Tisen ville have dommen beskrevet. Wefst Pedersen ønskede ligeledes på M.M.s vegne dommen beskrevet.
Dom afsagt mellem Anders Monsen, Krashave og Peder Andersen.
Dom afsagt mellem Mikkel Monsen på Simblegaard og Anders (Svendsen ?) af Rønne.
For retten fremkom 8te mand på den 41. gård i Klemensker. Formanden Anders Kure afleverede 8 dokumenter og domsafsigelsen.
Jørgen Andersen, Langegaard i Rutsker (48. gård) producerede et købe og skødebrev til ham, udstedt af sin svoger til hans hustrus yngste broder Lars Hansen om sæde og adgangsret til 34. gård i Rutsker efter sin salige fader (Hans Jensen) og moder, der var døde på gården. Sæderetten var sat til 20 rdl.
Peder Hansen af Sandvig opbød sin myndling Benta Nielsdatters og Kirstin Jørgensdatters fædrene arv på henh. 18 daler 8 sk. Og 2 daler 1 mark 12 sk.
Christopher Jensen af Klemensker afsagde et skriftligt indlæg mod Claus Christensen.
DOM. Anders Mogensen, Krashave havde bevist at Peder Andersen havde slået hans søn Mogens Andersen, da han vogtede kvæget. Peder Andersen blev dømt til at betale 7 daler og sagens omkostninger.
DOM. Mikkel Mogensen på Simblegaard havde gæld på 22 rld. til Anders Fransen i Rønne, som han blev dømt til at betale inden 6 uger.
DOM i sagen mellem Hans Kiøller i Rø sogn, der havde stævnet Markus Marckusen, der havde taget syn- og skøn på gården (4. gr. i Rø). Hans Kiøller var værge og formynder for Markus Markussen. Sagen drejede sig om arven efter Markus Markussens moder. Wefst Pedersen, der var M:M:s svigerfar, var sagfører og modparten Hans Kjøller repræsenteredes af Peter Tisen, Svaneke.
DOM – 8mandsforretning over den 41. gård Aarsballegaard i Klemensker efter sal. Lars Andersen.
8. Januar 1717 –pag. 20b
Patent om højesteret i 1717 blev lyst.
Gotfire Nielsen fra Rø førte vidner mod sin kontrapart Petter Tisen fra Svaneke. Han ville afhøre de forrige stokkemænd om udsagn på tinget den 13. november. Gotfried Nielsen blev kaldt for en skælm og tyv. Jens Bidstrup bekræftede Petter Tisens tale om at Gotfried var en skælm, do af Laurits Petersen af Sandvig, Christopher Jensen fra Klemensker, Peder Wefstsen fra Olsker, Jens Larsen fra Rø,, Jens Ibsen fra Rø, Jens Andersen fra Olsker, Anders Larsen, Bagergården i Rutsker, Hans Bidstrup fra Rutsker, Hans Bendsen og Hans Monsen fra Klemensker. Petter Tisen lod oplæse en missive af data 23. december. Sagen udsat til næste ting.
Lars Gomløs sag om vold mod hans tjenestefolk blev udsat på grund af sygdom.
Sag vedr. den 34. gård i Rutsker blev efter tilladelse ført af Laurits Petersen af Sandvig. Der var uenighed hvem af Hans Jensens børn der skulle overtage gården. 8 mand blev valgt til at undersøge sagen. Den 13. januar skulle de møde på gården.
Christopher Jensen fra Klemensker stævnede Hans Nielsen på Myregaards grund i Aaker sogn. Formålet var at høre om Hans Nielsens krav til den 51. gård. Hans Nielsen havde fået overdraget Christophers pant i ejendommen efter en kontrakt, der stod ved magt. Et forlig mellem Niels Jensen og Christopher Jensen skulle omtale pantets overdragelse.
22. januar 1717 – pag. 25b
Jørgen Andersen af Rutsker lod læse et købe og skødebrev dat. 21. januar 1717 som han havde udgivet til Holger Bistrup på den 34. gård i Rutsker. Overdragelseprisen var 80 sld. Skødet blev overdraget formanden Niels Hartvig i sin forretning om den 34. gårds arvepart.
Hans Hansen på præstegaarden i Rutsker lod læse et pantebrev udgivet af hans stedfader Mons Olsen på Hallegaarden i Olsker på 24 sld.
29.januar 1717 – pag. 26b
Gotfried Nielsen fra Rø læste et skriftligt indlæg mod Petter Tisen. Petter Tisen var ikke mødt- sagen blev taget til doms.
Christen Piil af Olsker mødte på sin svigerfader Jens Jørgensens vegne. Niels Mortensen af Hasle mødte på Lars Gomløs vegne. Begge parter ønskede sagen ophævet.
Christopher Jensen spurgte Hans Nielsen om han ville holde aftalen, der var sket mellem Hans Nielsen og Claus Christensen. Han ville lade dommeren dømme i sagen.
Formanden Niels Hartvig fra Rø spurgte om nogle af parterne vedr. den 34. gård i Rutsker havde noget at indvende. Undersøgelsen skulle afgøre hvilken familielinje, der havde adgang til gården. Salget til Holger Bistrup var ikke lovbudt og skulle derfor bedømmes af de 8te mand.
12.februar 1717 – pag. 28a
Hans Nielsen fra Aaker mødte og ville have Claus Christensen til enten at vedstå eller forkaste transporten af pantet vedr. den 51. gård. For anden gang mødte Claus Christensen ikke.
Lorentz Pettersen som fuldmægtig for Jørgen Andersen af Rutsker vedr. den 34. gård i Rutsker. Morten Davidsen var panthaver siden marts 1716. Jørgen Andersen mente, at han havde købt gården af sin svoger Lars Hansen. Malene Mortensdatter var en anden arving. Jørgen Andersen tilbød 400 sld for sæde og adgangsretten. Esper Nielsen på Marevadgaard i Klemensker bød samme sum på vegne af sal. Hans Jensens arvinger. Sagen henlagt til næste ting.
19.februar 1717 – pag. 29b
Lorentz Pettersen på vegne af Jørgen Andersen mødte ang. den 34. gård i Rutsker. Jørgen Andersen var gift med Hans Jensens datter og mente sig derfor nærmest til at overtage gården. Modparten Holger Bistrup havde Hans Jensens efterladte hustru Magdalene Mortensdatter til ægte. De 8te mand optog sagen til doms.
5. marts 1717 – pag. 30b
Læst kgl. Plakat om generalkommissær von Platens midler og effekter.
Anders Larsen i Krakken i Rutsker læste et pantebrev udstedt til Anders Larsen på Bagergaard i Rutsker. Pantebrevet dateret 5. marts 1717 på 75 sld. blev accepteret af Anders Larsen Bagergaard.
Weidich Haagensen i Olsker publicerede et købe- og skødebrev udgivet af Weidich Haagensens svoger Jørgen Rasmussen og Laurs Rasmussen vedr. adgangsretten til den 19. gård i Olsker, som sal. Rasmus Jensen havde ejet. Weidich Haagensen og hustru Kirstine Rasmusdatters købebrev var dateret 4. marts 1717.
Claus Christensen af Klemensker bad om udskrift i sagen med Christopher Jensen ang. retten til gården (51. grd). Sagen havde stået på i et halvt år og skulle nu have sin afslutning vedr. pantebrevene og retten til at bo på gården. Hans Nielsen ønskede dom i sagen
12.marts 1717 – pag. 31b
Dom afsagt mellem Petter Tisen af Svaneke og Gotfried Nielsen fra Rø – skal indføjes senere. På vegne af Petter Tisen, anmodede Hans Kjøller dommen beskrevet.
Claus Christensen, der boede på den 51. gård i Klemensker, stævnede Hans Nielsen fra Klemensker, der også boede på den 51. gård i Klemensker. Anledningen var pantebrevet og den transport, der var sket mellem Hans Nielsen og Claus Christensen. Som vidner var indkaldt Niels Jensen, der boede på 51. gårds grund og Hans Monsen Sort og Hans Christensen fra Aaker. De to fra Aaker havde overværet transporten af pantebrevet og Hans Nielsen havde lovet, at pantet ikke skulle have konsekvenser for arvingerne (:::?)
Holger Hansen Bistrup og Jørgen Andersen fra Rutsker erkendte at den 34. gård sæde og adgangsret ikke kunne erhverves ved skødet, som derfor lystes ”død og kraftesløs”. De ville afvente herredsfogedens dom i sagen.
DOM Herredsfogeden havde efterset domsforhandlingerne mellem Petter Tisen og Gotfried Nielsen. Herredsfogeden mente at begge parter havde brugt skamfulde ord mod hinanden og at han ikke kunne dømme Petter Tisen for æreskrænkende udtalelser. Sagsomkostningerne blev frafaldt.
19.marts 1717 – pag. 33a
Hans Wefstsen af Rutsker lod læse et købe og skødebrev på den 13. gård i Rutsker. Pris 279 sld 3 mk 8 sk, dato 13. marts 1717. Hans Wefstsen læste desuden et pantebrev til Key Anker (?) på 100 sld.
Anders Nielsen af Klemensker lod læse et pantebrev på 200 sld. udstedt af Peder Hansen boende på 26. gård i Klemensker.
Herredsfogeden på råbte Christopher Jensen, Niels Jensen og Claus Christensen i sagen om pantebrevet. Niels Jensen i rette lagde sit skriftlige indlæg. .. sagen gik til doms.
3.april 1717 – pag 33b
Dom afsagt mellem Claus Christensen og Christopher Jensen.
Niels Hartvig, som formand for de 8 mand, aflagde forretningen ang. den 34. gård i Rutsker, som skal indføres i protokollen. Samtidigt afleverede han dokumenterne.
Dom afsagt mellem Christopher Jensen, Niels Jensen, Claus Christensen og Hans Nielsen angående den 51. gård i Klemensker. Loven siger, at den der han taget sit pant i brug må overdrage pant og rettighed til anden person. Derfor må Claus Christensens overdragelse af pant til Hans Nielsen stå ved magt
8mands dom afsagt på den 34. gård i Rutsker, hvor Hans Jensen døde. Huse, bygninger og ager og eng blev synet og vurderet den 13. januar. Bygninger og jord blev taxeret til 99 sld. og gårdens herlighed til 21 sld. I alt 120 sld. Et pantebrev på 210 sld var udstedt af Hans Jensen til Morten Davidsen den 12. marts 1716, som herefter havde taget gården i pant. Og der var derfor intet for arvingerne at dele. Sæderetten tildeltes Jørgen Andersen, der havde den afdødeHans Jensnens ældste datter til ægte. Hans Jensens hustru broder Lars Hansen havde solgt gården til Hans Jensen den 18. december 1710 og havde ikke krav på gården. Mallene Mortensdatter og sin nuværende mand Holger Hansen Bistrup tillades at bebo gården så længe pantet står i gården eller indtil årets udgang hvor pantet forfalder til betaling.
16.april 1717
Læst kgl. Patent af 20. febr. 1717 læst og påskrevet.
Christopher Jensen af Klemensker sogn lovbød sin 51. gård til familie og frender og i særdeleshed sin yngste bror Niels Jensen til en pris af 440 sld. klingende mønt ellers ville han sælge gården til andre. De tilstedeværende arvinger ville svare på næste ting.
30.april 1717
Fænrik Jørgen Giødich af Olsker sogn læste på sine søskendes vegne en kontrakt og forening indgået med Niels Rasmussen i Spedelegaarden i Aaker og Svend Jørgensen i Nyker på deres hustruers vegne og Jørgen Jørgensen af Rutsker ang. den 3. gård i Rutsker, der er solgt til Jens Nielsen.
Anders Erichsen af Klemensker lod læse en transport udgivet af Olle Jørgensen af dato 24. april 1717 på den 54. gård i Risby.
Anders Løvindsen af Olsker irettelagde sit indlæg om den 51. gård i Klemensker som beboes af Hans Nielsen, der har gården i pant. Han mente at Christopher Jensens lovbydelse af gården var ulovlig.
7.maj 1717
Lorents Pettersen Krog havde fået amtmandens tilladelse at gå i retten for Hans Nielsen, som mente sig ulovligt behandlet af Christopher Jensen. Lorents Pettersen stævnede på sin principals vegne Christopher Jensen, som han mente havde handlet imod indgået kontrakt, pantebrev og dom. Hans Nielsen var med vold sat ud af gården af Christopher og Hans Jensen. Der blev indkaldt vidner i sagen. [Sagen er ret indviklet, men udsprang af at Hans Nielsen ikke ville modtage Christopher Jensens penge til indløsning af pantet] Vidnet Anders Nielsen fortalte at han den 21. april 1717 havde hjulpet Christopher Jensen med at smide Hans Nielsen ud af gården. Alt var der var i kammer og på loftet blev båret ud af stuehuset og lagt på gårdspladsen. Laurits Espersen bekræftede Anders Nielsens udsagn og tilføjede at Christopher Jensen havde givet Hans Nielsen 4 dage til selv at flytte eller også ville han blive ”hjulpet” ud af huset. Lorents Pettersen mente at Hans Nielsen burde beholde den 51. gård i Klemensker indtil pantet udløb (13 år).
21.maj 1717 (pag. 041a)
Lorents Pettersen afhørte endnu et par vidner til fordel for Hans Nielsen. Christopher Jensen lovbød den 51. gård for tredje gang til arvinger for 440 sld. Lorents Pettersen protesterede mod lovbydelsen, da han mente at den ikke var lovlig. Desuden påpegede han, at da Christopfer Jensen ingen fast ejendom besad, så burde han stille kaution for at sagens omkostninger.
Sandemand Erich Hansen af Klemensker som lavværge for Karne sal. Anders Hansen, stævnede korporal Jacob Kofoed Hansen fra Klemensker for 7 sld., som han skyldte stervboet ifølge skiftebrevet 26. november 1716.
Lorents Pettersen Krog overtog dommersædet efter herredsfogeden Jens Nielsen. Landstingsskriver Jens Pedersen Lesler ville føre tingsvidner i sin sag, der føres på Landstinget. Viderne var bla. herredsfogeden og tingskriveren Hans Pedersen Buch. I skriverens sted nedsatte sig Fredirich Hage (?) af Rønne. Landstingsskriveren stævnede Mogens Ibsen og Jørgen Nielsen Klemensker og Anders Larsen Morten Davidsen fra Rutsker og Lorents og Mons Jensen fra Olsker, sat Peder Espersen og Anders Rasmussen fra Rø. Sagen stammede fra 1714 mellem Lars Thorsen og Laurits Jensen i Rutsker (?) sogn ang. den 36 gård. (ret indviklet!) Men sagen var gået fra herredstinget til landstinget og nu stod til at blive ført ved højesteret. Landstingsskriverens påstand var at der var blevet løjet ved tidligere vidneudsagn. Landstingsskriveren fik udsted et tingsvidne.
4.juni 1717 – pag. 45a
Lorents Pettersen kom på Fenrik Jørgen Giødichs stedsøn Jens Nielsens vegne og opsagde Jørgen Jørgensen og Karne Boe Ambrosens som boede på den 3. gård i Rutsker – Kaasbygaard, til udflytning til midfaste 1718. Jørgen Jørgensen og Karen Boe Ambrusens vedstod den lovlige udsigelse, hvilket blev stadfæstet af herredsfogeden.
Sandemand Lars Hansen fra Klemensker fremlagde en skriftligt indlæg mod Jacob Kofoed fra Klemensker. Jacob Kofoed ville svare på næste ting.
Laurits Pettersen kom på sin principal Hans Nielsens vegne for at høre om noget havde noget mod Hans Nielsen at sige. Christopher Jensen fremlagde et skriftligt indlæg. Lorents Pettersen bad om at få en kopi af indlægget og ville svare på næste ting.
11.juni 1717 – pag. 45b
Amtmanden havde sendt ordre til herredsfogeden om, at han skulle meddele, at de gamle autoriserede sedler skulle veksles til nye på amtstuen. Desuden oplystes om forbud mod at rive lyng på kongens vildtbane. Straffen for at gøre det var den samme som for ulovlig skovhugst.
Lorens Pettersen kom på Hans Nielsens vegne tilrettelagde et skriftligt indlæg mod Christopher Jensen af Klemensker. Lorens Pettersen fremlagde dommen mellem Hans Nielsen og Christopher Jensen fra den 30 august 1716 til erindring om af Christopher Jensen havde lovet at betale pantepengene til Claus Christensen. Hans Nielsen stod nu i stedet for Claus Christensen og at pantebrevet derved er at betragte som transporteret fra Claus Christensen til Hans Nielsen. Christopher Jensen kunne derfor ikke tage den 51. gård i sin besiddelse, Nu krævedes Christopher Jensen til at betale omkostningerne ved sagen. Christopher Jensen mente at han var i sin gode ret, da den 51. gård var hans fædrene gård. Lorents Pettersen bad om at få dom i sagen.
Lorents Pettersen ville på Jacob Kofoeds vegne svare sandemand Lars Hansen på næste ting.
18.juni 1717 – pag. 46b
Dom afsagt i sagen om Christopher Jensens opsigelse af beboeren på den 51. gård.
Christopher Jensen fremlagde sit skriftlige indlæg mod Hans Nielsen. Herredsfogeden optag sagen til doms.
Jacob Kofoed til rettelagde sit indlæg mod sandemand Lars Hansen fra Klemensker. Herredsfogeden henviste til skiftebrevet, som do Jacob Kofoed ikke ønskede at kommentere med mindre han blev stævnet dertil. Sandemanden mente at Jacob Kofoed burde tale under ed.
DOM (Pag. 47a) Herredsfogeden dømte at Hans Nielsens pantebrev skulle stå ved magt og at han ikke kunne sættes ud af den 51. gård før en pantebrevet var udløbet – hvilket stemmer overens med dommen den 2. april 1717. Før udløbet kunne Christopher Jnesen ikke sælge gården eller tage imod penge som han havde lovbudt for.
25.juni 1717 – pag. 47b
Læst kgl. Patent om afdøde Hans Henrich Rantzaus midler og effekter. Læst. Kgl patent om hvilke viktualier og brændeved der måtte føres til København uden beslaglæggelse.
Dom afsagt mellem Christopher Jensen og Hans Nielsen om den 51. gård. Hvilken dom Christopher Jensen bad om en udskrift af. Lorents Pettersen bad også om at få dommens udskrift.
Sal. Peder Andersens søn Hans Pedersen læste et købe- og skøde på den 21. gård (Krogegaard) i Rø dat. 23. juni 1717.
Amtskriveren Hans Henrich Skaar kom for at få et tingsvidne ang. Elsebeth Larsdatter af Rutsker og Giertrud Jensdatter af Rø sogn for begået lejermål 1714 med ubekendte. Da de ikke kunne betale lejermålsbøderne skulle de afsone straf. Sandemand Hans Svendsen i Rutsker oplyste at Lisbeth Larsdatter var krøbling og havde kun en hånd og går rundt og betler for sit brød. Han kunne dog ikke finde hende rundt i hele landet. Sandemand Hans Kjøller vidnede at Giertrud Jensdatter er arm og fattig og som gik rundt og bad om mad til livs ophold. Da han fandt hende var hun død hos Peder Jensen i Rø. Hun havde intet efterladt sig. Amtskriveren fik således et tingsvidne på de to kvinders historie.
Rasmus Larsen af Allinge stævnede Nicolai Pedersen boende på Bredsensgaards mølle i Olsker for en tønde malet havre og en tønde bygmel. Det skyldige mel var for en mølle der stod ved Hasle friheds jord som forfalden betaling til påske 1717 tillige med penge som Nicolai skyldte. Nicolai Pedersen havde købt møllen sammen med Rasmus Larsen, men han havde ført lovet at betale sin halvdel når møllen blev færdig og i drift. Nicolai Pedersen havde fået materialer til at reparere møllen.
DOM (pag. 49b) Christopher Jensen blev dømt for uretmæssig tvang mod Hans Nielsen. Christopher jensen havde ikke ret til at kaste bohave og sædevarer ud af gården. Christopher Jensen blev dømt til at betale rettens okostninger og 12 daler til Hans Nielsen, samt at Hans Nielsen kunne beholde den af Christopher Jensen dyrkede sæd.
3.juli 1717 – pag. 50a
Amtskriver Hans Hendrich Schaar på vegne af kaptajn Niels Nielsen stævnede efterskrevne personer efter præstens attest – for begået lejermaal – en ægtemand Peder Volmersen og Karen Andersdatter, Mons Larsen og Bodil Hansdatter, samt Kirsten Hansdatter som havde begået lejermål med en bådsmand fra København. Kirsten Hansdatter var ikke til at finde ifølge tingbudene. Tingbudene i Rø sogn indstævnede Giertrud Hobyes datter for lejermål i 1716 som hun havde begået med en udbygger Peder Hællesen, som nu var i Østerlars sogn.
Bodil Hansdatter vedstod at Mons Larsen var hendes barns fader. Sandemand Lars Hansen ville svare på Mons Larsens vegne på næste ting, da Mons Larsen var i vagttjeneste. Lars Jensen angav på Peder Voldemarsens vegne at han var syg og at han ville svare på næste ting. Resten af de indstævne personer fik besked på at møde på næste ting
Kaptain Gregers Christensen af Aakirkeby, som fuldmægtig for Peder Andersen af Klemensker, stævnede Anders Monsen i Klemensker for at hans kvæg havde skadet Peder Anders eng og hø den 3. og 4. august 1716. Anders Monsen havde efter Peder Andersens mening, vedgået at hans kvæg var løs og at hans fæbud ikke havde styr på dyrene. Men det var sagt mundtligt og der var nu opstået tvivl om omfanget af skaderne. De tidligere mundtlige vidner blev indkaldt og afhørt for at bekræfte sagen egentlige sammenhæng. Der talte om engdrift og at sagen ville blive ført til landstinget. (3 sider)’
Sandemand Lars Hansen mødte i sagen imellem Jacob Kofoed og Karne sal. Andeers Hans, angående de 7 slettedaler. Karne var en aldrende kvinde, der intet vidste nogen ting, så sandemanden måtte føre hendes sag. Lars Hansen henviste til skiftet og mente at Jacob Kofoed klart skulle betale til Karne på Skindermyre.
Sagen mellem Rasmus Larsen og Nicolai Pedersen Møller blev ophævet, da der var indgået et forlig.
16.juli 1717 – pag. 55a
Friederik Hansen af Rø Sogn lod læse et købebrev af dato 16. juli 1717 udgivet til Bendt Jensen i Rø.
Jacob Kofoed refererede til sit forrige indlæg om hans påståede gæld til Karne på Skindermyre. Herredsfogeden optog sagen til doms.
Lars Hansen af Klemensker fremlagde på hans søn velædle kaptajn Hans Kofoeds vegne et skriftligt indlæg, som blev læst og påskrevet.
Peder Valdemarsen af Klemensker kom og vedstod at han havde begået lejermål med Karne Andersdatter.
23.juli 1717 – pag. 55a
Kaptajn Niels Nielsen bad om at retten afsagde dom i lejermålssagerne – hvorefter herredsfogeden optog sagerne til doms.
30.juli 1717 – pag. 55b
Læst kongens åbne brev eller patent om at medlemmerne af den reformerte religion bliver fritaget for krigsstyr, kopskat og andre personlige skatter og kontributioner dat. 4. juni 1717.
Anders Larsen fra den 11. gård i Rutsker mødte for at svare på Jørgen Sandby, der er lauværge for enken efter Lesler, påstand om ærekrænkende ord mellem ham og sal. Lesler. Anders Larsen trak alle sine ord tilbage og bad om at de ligesom var usagte.
Hans Jensen på den 60. gård i Klemensker læste amtmandens tilladelse til at Anders Hansen kunne gå i retten for ham mod Rasmus Erichsen på den 64. gård i Klemensker, der havde brugt krumsablen og knoer mod Hans Jensen. Det skete på Maria Besøgelsesdag eller den 2. juli da Hans Jensen ville ride fra kirken. Flere vidner var blevet stævnet, men Rasmus Erichsen, der var tilstede, mente at han var blevet venlig forliget med Hans Jensen, så retssagen var unødvendig. Forliget var sket med fire mands påsyn. Anders Hansen bød Rasmus Erichsen ville fremvise forliget på den rette sorts papir, så ville han frafalde sit stævnemål.
Første vidne var Anders Pedersen fra Klemensker, der fortalte at Hans Jensen sad på sin hest mellem mellem Gammels gaard [=Kroen?] og kirkegaards gærdet med et glas brændevin til en skilling eller to. Rasmus Erichsen kom fra Gammels gaard. Hans sagde til Hans Jensen, at de altid havde været gode naboer, men at det var faret en djævel i Hans Jensen, som havde slået en tudkande i hovedet på Rasmus Erichsens hustru, så den gik i stykker. Rasmus Erichsen gik ind i Gammels gård og tog sin hest, red ned til kirkebroen i dalen. Anders Pedersen sad bag Hans Jensen på hesten da de kom med til broen. Rasmus Erichsen trak sin sabel og ville slå ud efter Hans Jensen. Søren Sonnesen afværgede hugget, hvorefter Rasmus Erichsen red hjemad i sin fulde mundering. Anders Pedersen sad bag Hans Jensen på hesten, da de red videre hjemad. Da de nåede til Bregnes Hauen tæt ved Hans Jensens hus, mødte de igen Rasmus Erichsen, der trak sin sabel og huggede mod Hans Jensen til han faldt af hesten. Anders Pedersen var straks hoppet af hesten inden Hans Jensen blev slået. Rasmus Erichsen spurgte Anders Pedersen om han ikke kunne huske hvordan Hans Jensen havde forfulgt ham i Gammelsens gaard, med trusler og hån som tyv og hundsfot. Anders Pedersen kunne ikke huske det.
Hans Pedersen fortalte at han og Hans Jørgensen kom norden for Hans Jensens hus og mødte Hans Jensen og Anders Pedersen. Hans Jensen blev støttet af Anders Pedersen og de gik ind til Jens Larsen som boede i et hus der var ejet af Hans Jensen. Her stødte Mons Pedersen fra Rutsker til. Hans Pedersen så at Hans Jensen var huggen, hvilket Jørgen Jørgensens bekræftede at hans søn Hans Jørgensen havde sagt. Hans Jensens kjole og hat var fremlagt i retten.
Jens Larsen fortalte at Hans Jensen, Anders Pedersen og Mons Pedersen stod ved hans havegærdet. De gik ind i stuen, hvor Hans Jensens kjole og fareskjorte blev trukket af Hans Jensen og de så at hugget var gået igennem skjorten og Bindelifvet (Bindeliv?), som var meget blodigt på den højre arm, samt sår på højrehånd mellem to fingre. Der var hugget i alt 6 steder på kjolen og 2 steder på hatten. Desuden var hesten hugget i panden og på lænden og synes, at være ”svulden” på det venstre lår.
Anders Hansen (på Hans Jensens vegne) fremstillede de to synsmænd Peder Bendtesen af Klemensker og Kei Jensen af Hasle. Den 3. juli kom de til Møllegaarden. De så at han var huggen ”to fingre bred” ved venstre skulder. På hans venstre arm var der hugget to steder men ikke ind på kroppen. Den højre arm var hugget gennem kjolen, forskjødet og skjorten og var blodigt. Endvidere var han hugget i højre hånd mellem to fingre. Der var seks hug på kjolen og to på hatten.
[Salmonsens leksikon: Besøgelse, Jomfru Maria’s, fejres 2. Juli til Minde om Maria’s Besøg hos Elisabeth (Luk. 1., 39.). Denne Fest kom i Brug i Vesterleden i13. Aarh., særlig ved Franciskanerne, og Pave Urban VI gjorde den 1389 til en alm. Kirkefest for under det store Skisma at opflamme den hellige Moders Iver for Kirken. Siden Reformationen har denne Fest ikke været fejret i Danmark og Norge; i Sverige fejredes den til 1772. L. M.]
13.august 1717 – pag. 60a
Dom afsagt mellem amtskriveren og Mons Larsen, Bodil Hansdatter fra Klemensker, Giertrud Hobysdatter fra Rø.
Anders Larsen fra Bagergaarden i Rutsker stævnede Peder Jensen på Borre i Rutsker for overlast den 2. august på Bugegaarden, samt at Peder Jensen med sit kvæg havde begået skader på ager og græsgang. Vidnet Anders Larsen på Borre havde hørt at Peder Jensen ville true Bagermanden hvis ikke hans kvæg fik lov at græsse på hans marker. I fald ville han slå Anders Larsen som ”han ville beskide sine buxer” med hans rive. Sagen var opstået efter at Anders Larsen havde drevet sit kvæg over Peder Jensens ager efter at den var høstet og at dette var sædvane. Samtidigt havde Peder Jensen drevet sit kvæg over Anders Larsens eng i Krakken. De to var naboer. Der blev ført mange vidner og sagen blev undersøgt i detaljer. Naboerne var i karambolage med hinanden begge ridende på sin hest.
Pag. 63b) Anders Hansen af Klemensker på vegne af Hans Jensen på den 60. gård i Klemensker ville føre flere vidner på det der skete den 2. juli ved Klemensker kirke. Nemlig Peter Spell og Lars Espersen fra Klemensker.
Lorents Pettersen Krog af Sandvig havde fået amtmandens tilladelse d. 9 august til at gå i rette for Rasmus Erichsen, som ikke var så vel bevandret i lovene. Lorent Pettersen forbød sin klient at udtale sig i sagen, før end han selv var blevet sat ind i sagens sammenhæng. Lorents Pettersen mente, at sagen slet ikke skulle have været ført, da Hans Jensen selv havde startet skænderiet. Han ville have at Anders Hansen ville afgive sin ed på, at det var en retfærdig sag han havde startet for Hans Jensen. Rasmus Erichsens ære var krænket.
Anders Hansens første vidne var Søren Sørensen Malmoe fra Hasle. Han var sammen med Hans Jensen efter gudstjenesten og sammen med andre delte de ”en pot øl eller noget” ved kirken. Inden Hans Jensen og hans dreng red hjem var Rasmus Erichsen forbi og bad om at få noget at drikke, hvilket Hans Jensen sagde nej til. Siden kørte vidnet samme vej med sin vogn. På vej over broen vest for kirken og på vej op ad bakken så Søren Malm at Rasmus Erichsen havde trukket sin sabel eller kårde og ville bruge den mod Hans Jensen, som var sprunget ned fra sin hest. Søren Sørensen fik Rasmus Erichsen til at stoppe sit forehavende mod Hans Jensen. De var hans venner begge to. Rasmus Erichsen red videre med sin dreng – hver på sin hest. Hans Jensen red videre med sin dreng bag på sin hest. Laurits Pettersen spurgte Søren Sørensen om han vidst, at Hans Jensen havde brugt ukvemsord mod Rasmus Erichsen og at Rasmus Erichsen havde haft mønstring af noget rytteri ved kirken og var drukken? Søren Sørensen ville ikke svare på spørgsmålet om ukvemsord, men sagde, at Rasmus Erichsen havde pistoler og kårde på sig.
Næste vidne var Peter Spell af Klemensker der fortalte, at han lukkede Rasmus Erichsen igennem Lars Espersens led på hans vej hjem. Han bad desuden om at låne en pibe tobak, så han kunne ryge hos ham. Lidt efter tog han afsted og senere kom Hans Jensen ridende på alvejen mod Niels Jens Led. Han talte med begge og ingen havde nævnt noget om uenigheder.
Lars Espersen fortalte han den 2. juli stod og talte med sin udbygger på møllen. Der havde han set Rasmus Erichsen komme ridende så sagte ned til et bækfald.
Mons Pedersen fra Rutsker var med i kirken og senere i Gammels gaard ved kirken. Der stod Rasmus Erichsen ved en ølvogn, sammen med Hans Jensen. Mons Pedersen kunne ikke adskille ordene mellem Rasmus Erichsen og Hans Jensen, men det var noget med djævelen og skælm. Hans Jensen ville drikke Rasmus Erichsen til, men kunne ikke gøre det da der var så lidt i stoben. Rasmus Erichsen ville have Mons Pedersen til at følge sig hjem, da der var nogen der var efter ham. Hans Jensen, der havde sin lille dreng med sig (som dog var skreven til gevær), blev holdende ved Peder Jensen sammen med nogle andre. Da han red sammen med Rasmus Erichsen mødte de Hans Jensen ved Søren Sørensens ølvogn, der var på vej op ad bakken. Han fortalte at de sagde noget til hinanden og at Rasmus Erichsen havde tag i sin sabel. Om han ville hugge eller slå med den, vidste han ikke.
De red derefter til Bregnes have nord for Hans Jensens hus, hvor de igen mødte Rasmus Erichsen. Rasmus Erichsen bød god aften, men Hans Jensen sagde: Kommer du der din Laxhund og din skælm. Derpå sagde Rasmus, at han skulle drage djævlen i Hans Jensen og drog sin sabel. Vidnet måtte da ride bort, da han red på et ”uvant dyr”, men han nåede dog at se huggene og at Hans Jensen faldt eller hoppede af.
Lorents Pettersen bad om tre ugers udskydelse i sagen, hvilket han fik.
DOM (pag. 69a) Kaptajn Niels Nielsen på amtskriverens vegne havde stævnet den gifte mand Peder Waldemarsen i Klemensker for lejermål begået med Karen Andersdatter i 1716. Han blev dømt til at betale sin halve boeslod forbrudt til kongen, samt de forordnede bøder, hvis ikke han kunne betale skulle han dømmes han til Christiansø.
DOM (pag, 69a) mod Karne Andersdatter i Klemensker for at have begået lejermål med Peder Valdemarsen. Hun var ikke mødt, så hun dømtes den tilordnede bøde på 12 lod sølv samt sagens omkostninger inden 15 dage. Hvis ikke hun kunne betale skulle hun sættes i Spindehuset.
DOM (pag. 69b) Lejermålsdom – ungkarl Mons Larsen og Bodel Hansdatter begge i Klemensker for begået lejermål i 1716. Ungkarl Mons Larsen frikendes for bøder, da han var i kongens tjeneste.
Dom (Pag. 69b) Bodel Hansdatter af Klemensker dømtes til at betale 12 lods sølv og sagens omkostninger. – ellers blev hun sat i spindehuset.
DOM (pag. 70a) Giertrud Hobyesdatter i Rø for begået lejermål med udbygger Peder Hellesen i Østerlars sogn- dom 12 lod sølv eller spindehuset, hvis hun ikke kunne betale.
27.august 1717 (Pag. 70a)
Dom afsagt i sag mellem sandemand Lars Hansen i Klemensker og Jacob Kofoed på Ladegaarden. Skal indføres senere.
Jens Ibsen i Rø sogn lovbød noget børnegods tilhørende sin hustrus søstre Katrine og Margot Jensdøtre – ingen henvendte sig og sagen ville blive lyst på næste følgende tingdage.
DOM (Pag. 70a) Sandemand Lars Hansen i Klemensker var lauværge for Karen sal. Anders Hansen (hans broder) der havde stævnet Jacob Kofoed på Ladegaard for 7 sld. som han skyldte boet efter Anders Hansen (bror til sandemanden), som boede på Skindemyregaard i Klemensker i flg. skiftet fra 26, november 1716. Jacob Kofoed frikendtes og omkostningerne skulle deles mellem parterne.
3.september 1717 – pag. 71a
Esper Jørgensen fra Aarsballegaard lod læse et pantebrev af dato 28 august 1717 som han havde fået af Povel Ipsen Østerlars sogn, hvis hustru Sidsele Hansdatter havde ved en 8mandsdom fået tilkendt sæderetten til den 41. gård Aarsballegaard. Pantebrevet på 330 sld. gav dem ret til at beholde og bebo Aarsballegaard i 18 år.
Peder Pedersen af Rutsker sogn læste et skøde- og købe brev på et hus i Vang for 24 sld. Skødet var udfærdiget af Bente Hansdatter i Vang.
Anders Larsen på Bagergaarden i Rutsker kom i retten og erkendte sig venligt forliget med sin nabo Peder Jensen.
Anders Hansen på Hans Jensens vegne i Klemensker ønskede dom over Rasmus Erichsen for overfaldt på kirkevejen den 2. juli. Lorents Pettersen på Rasmus Erichsens vegne – derimod – havde stævnet vidner i sagen. Hans Jensen, Under Hoglebjerg, blev indkaldt til at vidne om den overlast som Rasmus Erichsen havde lidt under Hans Jensens optræden ved kirken. Desuden var Hans Jensens vidner og andre indkaldt for at afhøre dem nærmere. Første vidne var Claus Madsen Finne fra Vang. Efter prædikenen var han hos Gammels. Efter en halv time her så han Rasmus Erichsen gå ud fra Gammels til brændehuset, hvor han mødte Hans Jensen ved sin hest og som havde et glas brændevin i hånden. Hans Jensen hilste på sin nabo og sagde, at han var en skælm og djævlen for i dig. Peder Jensen tog en hegnskæp og lod som om at han ville slå.
Sandemand Lars Hansen i Klemensker havde gået tidligt til kirken den dag for at få deres sæde. Men det var begyndt at regne og de gik derfor ind til Peder Brand for at finde ly. Derefter kom Hans Jensen fra Møllegaarden og Peder Jensen på den 30. gårds grund også ind hos Peder Brand. De øvrige vidner var ikke mødte.
Jens Ibsen, Rø opbød for anden gang sine myndlinges børnegods.
17.september 1717 – pag. 73b
Lorents Pettersen på sin principal Rasmus Erichsens vegne stævnede de to synsmænd Peder Bendtsen og Key Jensen for at høre om de hug som Hans Jensen havde fået nu var så voldsomme som deres tidligere vidnesbyrd lød. Lorents Pettersen var i tvivl om det egentlig var Hans Jensens blod, der var på skjorten. De to var ikke mødt og de blev pålagt at møde om 14 dage. Anders Hansen ønskede at føre flere vidner nu hvor Lorents Pettersen såede tvivl om Rasmus Erichsens hug mod Hans Jensen.
Amtmanden bød at alle broer i herredet først kommende mandag den 20. september skulle synes af ham og to mænd.
Jens Ibsen fra Rø faldbød sine to myndlinge Margrethe og Catrine Jensdatters gods. Hvis ikke der var nogen der ville overtage det for penge og renter, ville han tage tingsvidne på det og ikke senere behøvede at forrente arven.
24.september 1717 – pag. 74b
For retten kom Peder Jørgensen fra Rutsker og læste en forening som var oprettet mellem ham om Dirck Nielsen i Rutsker for nogle skældsord der var faldet imellem dem den 14. september. Det blev læst og påskrevet. Hele forliget er indskrevet i tingbogen (pag. 76a+b)
Anders Hansen på Hans Jensens vegne stævnede Rasmus Erichsen for nærmere spørgsmål i sagen mod ham og Hans Jensen. Mons Pedersen fra Rutsker med flere vidner indkaldtes. Først Peder Voldemarsen fra Klemensker, der kunne fortælle, at Mons Pedersen kom til ham samme dag og fortalte om det farlige skænderi, hvor Rasmus Erichsen havde hugget til mod Hans Jensen. Mons Pedersen havde sagt, at hvis han ikke havde været der, så ville Rasmus Erichsen slået Hans Jensen ihjel. Anders Larsen af Klemensker havde også hørt at Mons Pedersen havde afværget en endnu større ulykke. Mons Pedersen havde ikke fortalt dem om årsagen.
1.oktober 1717 – pag. 76b
Kgl. Majestæts strandforordning fra 1705 læst.
Holstforster Hans Christensen bad om 8 forstandige mænd til at syne herredets skove iflg. skovforordningens 13. artikel. Otte mand blev valgt to fra hvert sogn.
Lorents Pettersen på Rasmus Erichsens vegne konstaterede at hverken de to skønningsmænd eller hans indkaldte vidner var mødte. Herredsfogeden pålagde de pågældende mænd at møde på næste retsmøde.
Peder Brand var mødt og fortalte at Lars Hansen ”i Biørne” kom ind hos ham og sad en stund og de drak en kop øl 2 eller 3 timer efter gudstjenesten var slut. Derefter kom Hans Jensen fra Møllegaarden ind i stuen. Han tændte ild på en pibe tobak. Om han fik øl kunne Peder Brand ikke huske. Peder Brands hus lå op til kirkegårdsgærdet kun et 1/3 bøsseskud derfra eller et halvt stenkast. Det var almindeligt at folk fra vestlandet lagde sin hest eller hunde ind hos ham ved gudstjenester. Peder Brand kunne ikke huske om Hans Jensen havde gjort det den dag.
Ole Tercelsen havde besøgt Rasmus Erichsen sidst i juli måned, hvor Rasmus Erichsen havde fortalt at han havde hugget mod Hans Jensens kjole, som var gået i stykker. Rasmus Erichsen havde forklaret at det var fordi Hans Jensen havde skældt på ham. Ole Tercelsen tjente Lars Olsen og havde fulgt Rasmus Erichsen hen til møllerne. Ole kunne hverken læse eller skrive, så han vidste ikke hvilken dag det var. Rasmus Erichsen nægtede at han havde sagt disse ord til Ole Tercelsen. Lorents Pettersen mente ikke at det var lovligt at afhøre Rasmus Erichsen og ville have sagen udsat til næste ting.
8.oktober 1717 – pag. 79a
Hermand Bonne læste et pantebrev udgivet af Hans Pedersen i Rø sogn på 120 sdl. – som skal indføres i pantebogen.
Lorents Pettersen havde endelig fået de to skønningsmænd i retten og bad dem om at forklare om de var sikker på at det var hug og ikke om Rasmus Erichsen havde flået Hans Jensens klæder i stykker. Peder Bendsen og Key Jensen bad om at deres tidligere vidnesbyrd blev læst op. De vedstod deres synsforretning og påpegede at de ikke havde udtalt sig om hvem det havde forøvet huggene. De havde blot udført deres skønsforretning uden at have taget stilling til skyldsspørgsmålet. Lorents Pettersen mente at de to burde have tilkaldt Rasmus Erichsen, da Hans Jensen, over for dem, havde sagt at det var Rasmus, der havde hugget. Peder Valdemarsen og Anders Larsen var ikke mødt.
Herredsfogeden pålagde parterne at føre sine sidste vidner, således at sagen kunne slutte.
22.oktober 1717 – pag. 81a
De otte skovskønningsmænd aflagde deres skøn af herredets skove.
Mons Clemensen (?) lod læse et pantebrev på 80 sld. udgivet af Jacob Hansen på 40 gård i Rutsker.
Anders Hansen af Klemensker på Hans Jensens vegne afhørt Ole Tercelsen om hans udsagn den 1. oktober på tinget. Ole Tercelsen vedstod alt, hvad han tidligere havde sagt. Rasmus Erichsen fortsat nægtede at han havde fortalt dette til Ole Tercelsen.
De tre sidste vidner var stadigvæk ikke mødte og blev nu dømt til at betale 10 lod sølv. Anders Hansen i rette lagde nu sit skriftlige indlæg i sagen mellem Hans Jensen og Rasmus Erichsen.
5.november 1717 – pag. 82a
Rasmus Larsen af Allinge stævnede Jacob Hansen og hans hustru i Klemensker, samt Bodil Jacobsdatter. Sagen var at Bodil var fæstet som tjenestepige i et år, men at hun i august var løbet fra sin plads. Sandemand Lars Hansen ville svare for Jacob Hansen, der var kommanderet på rejse, på næste ting.
Rasmus Larsen af Allinge stævnede Nicolaj Pedersen Møller i Olsker for den sum penge, som han skyldte til mikkelsdag. Nicolaj Møller var ikke mødt.
Rasmus Jensen af Olsker mødte og havde stævnet arvingerne: Peder Espersen på sin myndling Esper Hansens vegne, Lars Rasmussen i Olsker, Jørgen Rasmussen i Allinge, Rasmus Pedersen i Klemensker på sin hustrus vegne, Weidich Haagensen for at svare på den anden søster Maren Halvors vegne og sin egen. Han ville have at otte mand vurderede den 19. selvejergård i Olsker til deling mellem ham, hans hustru og arvinger. Otte mand blev valgt og tilsagt til at møde den 15. november kl. 10 på gården. Weidich Haagensens pantebrev skulle desuden eksamineres.
Anders Hansen på sin principals Hans Jensens vegne krævede at sagen mod Rasmus Erichsen gik til doms. Lorents Pettersen læste Rasmus Erichsen skriftlige indlæg i sagen. Lorents Pettersen bad om udsættelse til den 26. november.
19.november 1717- pag. 84b
Læst kgl. Forordning om at de autoriserede sedler skal omveksles.
Anders Hansen boende på den 11. gård i Olsker lod læse et pantebrev udgivet af Mons Clausen i Sandvig med pant på den halve del af den 10. gård i Olsker i atten år for 120 sld.
Rasmus Larsen i Allinge kom i sagen mod Bodil Jacobsdatter og hendes forældre Jacob Hansen og hans hustru. Rasmus Larsen gennemgik fæstebetingelser og løn=tøj værdi 9 daler 1 mk 7 sk for et års fæste. Jacob Hansen og sandemand Lars Hansen, som øjensynlig havde pigen i fæste i 1716, 1717 og havde aftale til 1718.
26.november 1717 – pag. 87a
Lorents Pettersen havde bedt om udsættelse i sagen mellem Hans Jensen og Rasmus Erichsen. Han ville føre vidner, der skulle bevise, at Hans Jensen havde slået Rasmus Erichsens hustru i hovedet med en trudkande og at det var årsagen til den efterfølgende tvist mellem dem. Han stævnede følgende vidner: H (?) Jensen ved Hoglebjerg i Klemensker. Slagsmålet med klammeri skulle være sket den 27. april 1716 på Morten Olsens gaard. Efter en disputs mellem de to sagførere fik Lorent Petersen lov til at føre sine vidner.
Anders Erichsen fortalte at den 27. april 1716 brugte Hans Jensen en uhøvisk mund hele dagen mod Rasmus Erichsen og bl.a. beskyldte ham for at være en tyv tillige med Lars Nielsen i Bage møllen (Baggegårds vandmølle?) om noget maling. Hans Jensen sagde at de begge to var tyve, der stjal rug og mel. Hans Jensen sagde, at Rasmus Erichsen var den værste, da han var den fornemste af de to. Rasmus Erichsen ville ikke høre mere. Hans Jensen slog næven i bordet. Bag Rasmus Erichsen stod hans hustru, der sagde, at det ”er meget man skal høre skarnsord fra dig (Hans Jensen) hvorhen man end kommer”. Da tog Hans Jensen en stob fra bordet og slog den i hovedet på Rasmus Erichsens kvinde, så blodet flød. Derefter trak Hans Jensen sin kniv og sagde ”I skal døe for mine Fødder”. Morten Olsen tog kniven fra Hans Jensen. Efter Anders Hansens spørgsmål mente Anders Erichsen ikke, at Rasmus Erichsen også brugte ufine ord mod Hans Jensen. Desuden vidste han ikke at der blev drukket meget ved denne lejlighed.
Dernæst blev Jon Erichsen fortalte samme historie om stoben og Rasmus Erichsens hustru, Desuden fortalte han om at Hans Jensen var kommet tilbage og dansede med to piger. Rasmus Erichsen havde taget en trudkande med øl og slået Hansen Jensen med den så den gik i stykker, hvorefter de havde taget hinanden i håret og slog hinanden omkuld. Morten Olsen skilte dem ad.
Mads Hansen bekræftede hændelserne og tilføjede, at begge parter brugte ord mod hinanden.
Jens Andersen fortalte at han havde hørt de to (Rasmus Erichsen og Hans Jensen) havde talt om en melsæk. Hans Jensen havde beskyldt Rasmus for en tyv ligeså vel som mølleren Lars Nielsen.
Morten Olsen bekræftede historien og tilføjede at Rasmus Erichsen ville have brugt en jernskag mod Hans Jensen og kaste en sted mod Hans Jensen, begge dele blev afværget af Morten Olsen og hans hustru, der var i forstuen. Hans Jensen var gået hjem efter skænderierne og Rasmus Erichsen gik ind i stuen og spillede kort. Men kort efter kom Hans Jensen igen. Morten Olsen ville forhindre yderligere slagsmål og bad Rasmus Erichsen om at lade være med at tale med Hans Jensen. Morten Olsen gjorde det samme med Hans Jensen og derved opdagede han, at Hans Jensen havde en kniv under sin kjole. Denne kniv konfiskerede han. Efter et stykke tid, hvor Hans Jensen havde siddet ved døre i stuen, begyndte han at danse med Mortens søstre. Rasmus Erichsen syntes at han spildte for meget øl medens han dansede. Han tog en trudkande og slog Hans Jensen i hovedet. Kanden gik i to stykker og Hans Jensen blødte fra næse og mund. De sloges en smule inden Morten Olsen fik skilt dem ad. Mortens søstre fulgte Hans Jensen hjem derefter. Morten Olsen sagde at alle var beskænkede.
Anders Hansen på den 19. gård i Olsker efterlyste kontrakter, breve osv til den kommende 8-mandsdom.
Rasmus Larsen fra Allinge efterlyste Nicolaj Pedersen fra Olsker – som ikke var mødt. Herredsfogeden opfordrede til forlig.
Rasmus Larsen fra Allinge om sagen vedr. tjenestepigen Bodil. Sandemand Lars Hansen i Klemensker ville ikke svare på Rasmus Larsens spørgsmål med mindre han blev stævnet til retten.
10.december 1717 – pag. 92a
Læst en af amtmandens forordning om at Mogens Jørgensen Høg skulle være sættedommer i herredsfoged Jens Nielsens sted i sager, hvor han ikke kunne dømme (1714). [Jens Nielsen var afgået ved døden]
Lars Hansen boende nu på den 48 gård i Klemensker læste en kontrakt mellem ham og hans moder Anne sal. Hans Mortensen.
Lars Hansen læste et pantebrev udgivet af Hans Erichsen på Splitsgaard på 500 sld. mod en årlig rente på 15 sld. med underpant i den 48. gård i Klemensker.
Jørgen Clausen i Hasle læste en kvittering og afkald for sin hustru Karen Pedersdatter, der havde modtaget sin arv fra Mons Monsen.
Sagen mellem Hans Jensen og Rasmus Erichsen havde nu ageret længe, så Anders Hansen, der var fuldmægtig for Hans Jensen, ville have sagen til doms. Hvad der skete hos Morten Olsen 1½ år før Maria Besørgelsesdag den 2. juli 1717 var ikke relevant – men skulle betragtes som to forskellige sager. Sættedommeren mente, at selvom han ikke var helt uvidende om sagen, var det nødvendigt for ham at sætte sig ind i sagen via protokollens indførsler. Rasmus Erichsens fuldmægtig Lorents Pettersen måtte fortsætte sine vidneafhøringer om hændelserne den 27. april 1716 hos Morten Olsen.
Anne Mads Hansen af Klemensker var i Morten Olsens bosted, hvor hun så Rasmus Erichsens hustru Anne Jensdatter var blevet slået så blodet flød. Hun var blevet fortalt af Anne, at det var Hans Jensen ”Under Hoglebjerg”, der havde slået hende. Han havde været på besøg hos Rasmus Erichsen to dage efter, hvor hustruen stadig lå i sin seng og var dårlig efter slaget. Hun havde behandlet hendes sår med ny forbinding.
Karen Anders Erichsen bevidnede at Hans Jensen havde truet Rasmus Erichsen med en kniv og beskyldt ham for tyv
Rasmus Erichsens hustru Anne Jensdatter vidnede at alt hvad der var blevet fortalt var sandt. Hendes mand var blevet kaldt for rugtyv af Hans Jensen.
Lorents Pettersen kom på Weidick Haagensens vegne ang. 8mandssagen på den 19. gård i Olsker. Rasmus Jensen fremlagde en 8mandsdom fra 30. august 1693 konfirmeret på landstinget og en dom samme sted den 24. januar 1694 og kontrakt af 5. april 1694 og et tingsvidne 7 dec. 1694, samt brev af dato 13. november 1716 ang. den 19. gårds brugsret. Peder Espersen boende på den 25. gård i Rø sogn mødte for sin stedsøn Morten Hansen ville indgive sin skriftlige krav på den 19. gård i Olsker.
Rasmus Larsen af Allinge og Jacob Hansen mødte og erklærede at de var kommet i smuk forening. Med afkortning i lønnen skulle Bodil tjene Rasmus Larsen indtil mikkelsdag 1718.
Hans Monsen boende på den 66 gård i Klemensker oplyste, at hans dreng mellem Simblegaard og ? havde fundet en pisk med et piskeskaft lavet af spanskrør.
Den 20. december var der intet at forrette og dermed udskudt til det nye år.
14.januar 1718 – pag. 97a
Kaptajn Gregers Christensen af Aakirkeby blev konstitueret som by, og herredsfoged indtil kongen havde udnævnt en ny mand til at afløse den afdøde Jens Nielsen.
Anders Hansen på vegne af Hans Jensen i Møllegaarden henviste til at han allerede den 22. oktober ønskede at lade sagen gå til doms. Lorents Pettersen på Rasmus Erichsens vegne havde den 6. november ønsket at stævne vidner til en hændelse der var sket tidligere. Dommeren ville at sagen blev afsluttet på næste ting, således at den kunne gå til doms.
Formanden Anders Hansen på den 19. gård i Olsker modtog flere breve og dokumenter. Rasmus Jensen lovede at svare skriftligt på næste ting.
28.januar 1718 – pag. 98b
Johan Christian Bieregraf stævnede Jens Hansen 1. gård i Olsker for gæld på 24 daler, ifølge en skriftligt krav på stemplet papir. Jens Hansen var ikke mødt.
Lorents Pettersen på Rasmus Erichsens vegne fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Anders Hansen protesterede og ville egentlig have bevisførelse undersøgt, samt at modsige påstandene, men da det var 30 uger siden at gerningen var sket, så ville han lade det passere. Han ønskede sagen til doms. Lorents Pettersen mente at alle forhold burde medtages og at det var særligt betydende at kavaleriet mødtes ved kirken på denne besøgelsesdag og at Rasmus Erichsen var i embedets vegne og at sagen ikke vedrørte Hans Jensens kirkevej. Dommeren mente at sagen var gennemført og at han nu kunne tage den til doms.
Rasmus Jensen boende på den 19. gård i Olsker i rette lagde sit skriftlige indlæg om gården. Ligeledes afgav Lorents Pettersen sit indlæg på vegne af Weidich Haagesen. Formanden ville have alle indlæg til næste ting, således at sagen kunne optages til doms.
12.februar 1718 – pag. 100b
Læst kongens patent på højesterets afholdelse i 1718.
Læst kgl forordning om alle fedevarers udførsel var forbudt. Samt patent på told på feedevarer tilført København fra fremmede steder.
Hans Kjøller i Rø sogn mødte og angav, at han ifølge skiftet skulle forfølge landsdommer Mickel Nansens dom over den afdøde by og herredsfoged Jens Nielsen , som boede og døde i Hasle. Han ville have nedsat en 8mands opkrævelse og 4 likvidations mænds opkrævelse på dommen og derfor havde han stævnet Markus Markussen for det krav som han havde på den afdøde Jens Nielsens enke. Dommen havde idømt herredsfogeden en mulkt i landstingssagen, som nu enken skulle udrede. Sættedommeren Gregers Christensen ville have tid til at gennemlæse dommen før han tager stilling.
Lorent Pettersen på Weidick Haagensens vegne i rette lagde sit skriftlige indlæg om den 19. gård i Olsker. Peder Espersen i Stenbye i Rø i rette lagde sit skriftlige indlæg på sin myndling Esper Hans vegne. Rasmus Jensen fremstillede tre vidner: Morten Dircksen, Hendrich Dircksen og Karen Jensdatter, der alle kunne vidne om den afdøde Maren Esbersdatter, der døde i en meget høj alder – 87 år. [jeg er ikke klar over hvad disse vidnesbyrd skulle bevise, men Maren Esbersdatter var gift med den forrige gårdbesidder og at Rasmus Jensen var optant til gården ved at gifte sig med enken]
Jens Hansen på 1. gård mødte ikke i den sag, som Johan Christian Beiregraf havde indstævnet. Sagen udsat til næste ting.
25.februar 1718 – pag. 103a
Hans Kjøller fra Rø og Maskus Markussen, med sin tilsynsværge Hans Jensen mødte i retten og tilkendegav at det forlig og kontrakt de indgik den 10. april 1715 skulle stå ved magt vedr. den 4. gård i Rø sogn. Hans Kjøller skulle give sin brodersøn Markus Markussen 20 sld. hvor efter at sagen i alle måder skal afsluttes. Landstingsdommen som var blevet anket til højesteret skulle ophøre.
Weidick Haagensens fuldmægtig Lauritz Pettersen vill føre vidner om den 19. gård. Rasmus Jensen var kommet i ægteskab med Weidick Haagensens hustrus moder. Vidnerne fortalte at gården ikke var holdt ved lige i de sidste mange år og at det skyldtes Rasmus Jensens misligholdelse – særlig skoven var forhuggen. Sagen gik til doms.
11.marts 1718 – pag. 105b
Jørgen Christensen af Olsker oplyste at hans hustru Johanne Pedersdatter for fire år siden havde forladt ham sammen med et lille drengebarn. Han efterlyset oplysninger om hende. Vidner stod frem af bekræftede at hun var borte og at ingen havde set hende og barnet siden. Han fik derefter et tingsvidne på sagen.
Hans Jensen mødte med sin fuldmægtig Anders Hansen mødte sammen med Rasmus Erichsen og bad dommeren om at udsætte dommen i sagen mellem dem i fjorten dage. De var i forhandling om et forlig. Dommeren tillod udsættelsen. [Forlig blev ikke indgået]
Ingen i sagen mellem Johan Christian af Rønne og Jens Hansen i Vedby var mødte og dommeren ophævede derfor sagen.
26.marts 1718 – 106a
Henning Kjøller af Olsker stævnede Anders Dircksen og hans hustru ang. 15. gårds pantebrev og kontrakt. Han stævnede en række vidner til udsagn om den 15. gårds pantebrev fra 24. juni 1711 og kontrakten fra 4, juli 1714. Alle vedstod lovlig stævning. Anders Dircksens hustru Elene var sengeliggende, og på hendes vegne vedstod hun stævnemålet. Sagen drejede sig om at Lorents Pettersen Krog var mødt op på den 15. gård og forsøgt at overtage Ellene Anders Dircksen at nægte pantebrevet og kontrakten. Henning Kjøller ville føre vidne på at dette ikke var sandt. (Elene var i sit tredje ægteskab og kontrakten fra 1714 var sandsynligvis en kontrakt på hvorledes pantet skulle forvaltes). Pantebrevet og kontrakten blev oplæst og Anders Dircksen og dermed også hans hustru, vedstod indhold og beslutninger. Anders Dircksen, som boede på den 16. gård, havde pantsat gården for 267 daler til Henning Kjøller. Kontrakten lød på at Anders Dircksen skulle fraflytte den 15. gård i Olsker og flytte til et udhus på den 26. gårds grund i Olsker. 26. gård var ejet af Henning Kjøller.
DOM (pag. 107b) (afskrevet)
”Saa som Hans Jensen af Clemensker sogn ved sin fuldmægtig Anders Hansen af bemeldte Sogn efter lovlig gifuen Kald oc Varsel tiltaller Rasmus Erichsen af forn. Sogn for overlast med huugen oc slaaen med en krom Sabel som bemelte Rasmus Erichsen paa fornt. Hans Jensen schal hafue begaaet Marie Besøgelses Dag, da Hans Jensen Reiste paa sin hiem wey fra Clemmeds Kircke, oc her om Refererer Hans Jensen sig i sit Indlæg af Dato d. 22. October 1717 til sine i denne Sag førte Vidnesbiurd som agten Udviser Nemlig Anders Pedersen, Mogens Pedersen, Søfren Søfrensen, Peder Spæl, Lars Pedersen, oc foregiver fornt. Fuldmægtig Anders Hansen at af disse videre klarlig kand sees at det haver veret Rasmus Erichsens forset at dræbt og felt Hans Jensen, om hand der til kunde hafve faaet geleyde, huor ombemelte Fuldmægtig holder sig endnu ved Søfren Søfrensens vidne, Saa oc siger at disse ommelte vidner forklarer at Rasmus Erichsen hug Hans Jensen da han red paa sin kirckevey indtil hand faldt af Hesten oc det sidste hug lige til Halsen paa Hans Jensen, huor om bemelte fuldmegtig foregifvuer at der af kand sees at Rasmus Erichsen vilde huged Hans Jensen til døde, end oc paastaar Ole Torchils vidne som haver vidnet at Rasmus Erichsen hafde self bekiendt at hand hafde lagt sig i veie for Hans Jensen, Ydermere holder sig ved 3de siuns Mend Jens Larsen, Peder Bendsen oc Key Jensen som haver vidnet at have seet Marie Søsørgelsesdag, oc dagen nest efter huorledes Hans Jensen var hugen 8 steder, oc 3 stæds huul hugen paa hans Krop nemlig paa Haanden, arm oc skulderen, oc Setter fuldmegtig i Rette om bemelte Rasmus Erichsen iche bør at lide efter Lovens 6te bogs 7 Cap. 18. art: Sambt efter lovens 6te bogs 9 Cap. 2 Art. Saa oc efter Lovens pag. 919 2. Art: til med at erstatte Hans Jensen for Hans Skades lidelser paa hans Klæder saa oc ald sin her ved skades lidelse oc forseelese som icke med Ringere end 20 Rd. efter hans indberetning kand betalis med videre som bemelte Indleg omformeldelse og begiær Dom.
Forn. Rasmus Erichsen oc hans Fuldmegtig Lorens Petersen Krog ved Deres skriftl. Paastand oc i rette settelse imod Hans Jensen, oc paastaar formeen oc foregifuer at Hans Jensen hauer leveret Rette-Autor til denne Sags tuistion oc anfang idet Hans Jensen haver shielt Rasmus Erichsen for en Skielm, som ved Hans Jensens eyne Vidnesbiurd er bevist huor Rasmus Erichsen formene at Hans Jensen ingenlunde kand vedgaa den straf som Lovens pag. 998 og 99 2. art. siger oc foregifuer at Anders Hans siger deri om kirche Fred befindes langt anderledis det Hans Jensen jo sad i Peder Brands Huus oc drach langt efter Predieken var ent, ja og hos Søren Malms Øl Vogn, oc det vidnesbiurdene siger efter Hans Jensens Mund om en trud Kande, der om beklager Rasmus Ericsen sig, at Hans Jensen hauer meget ufint begiæret hans hustru Rasmus Erichsens ære muxen [=moksen. Betyder næsten, men på bornholmsk brugt som bekræftelse] oc saa dend tid oc det at Anders Pedersen først videre om skielderie, og siden fra gaaer hand det igien. Saa formeen Rasmus Erichsen at Anders Pedersen der forbød at ansees efter Loven, mens paastaaer at Mons Pedersen vant Sandhed oc at vere kraftigst vidne saa som det følger med de andres vidnesbyrd, End ydermeere hauer Rasmus Erichsen ført vidne efter 1½ Aars hand oc Hans Jensen hauer slagis oc skielt i et giestebud, oc det forestore, meen at Hans Jensen bør at lide efter Loven oc betalle en fornøyelig omkostning til Rasmus Erichsen oc begierer dom.
Da eftersom Rasmus Erichsen iche hauer ført vidne paa fersch foed efter Louens pag. 111- 21 Art om Hans Jensen hauer skielt hannem, icke heller hauer Rasmus Erichsen Sigtet eller Saggivet Hans Jensen paa fersch Foed, for ouerlast, hug eller slag efter lofuens pag. 115 1. Art. Mens Hans Jensen hafuer ført Vidner om at Rasmus Erichsen hauer reed paa hans hiemvey iforveyen, oc da Hans Jensen kom ridendes til en øl Vogn som holt ved veyer kom Rasmus Erichsen Ridendes, oc drog sin Sabel oc vilde huget Hans Jensen. Da det blef af verget reed Rasmus Erichsen hen i forveyen, oc da Hans Jensen meget derefter kom ridendes paa sin hiemwey kom Rasmus Erichsen Ridendes til Hans Jensen, og hug hannem saa hand falt af sin Hest, Saa efter at Vidne oc 2de skiønningsmænds bevis fantes 8te huul paa Hans Jens Klæder, oc de 3 hug var igiennem huget til blods Nemlig i Ryg, Arm oc Haand af huilche 8te hug Rasmus Erichsen self haver ved gaaet at hand hauer med sin Sabel huget Hans Jensen.
Saa efter denne Sags beskaffenhed frikiendes Hans Jensen for Rasmus Erichsen tiltalle oc bør Rasmus Erichsen at bøde foruden rette Bøder efter Lovens pag. 919 – 24 Art trende fyrre tyve lod Sølf, fordi hand overfalt Hans Jensen paa sin hiemvej, oc Hug, hannem med sin Sabel som melt er, her foruden bør Rasmus Erichsen at bøde for hvert af de 2 hug til blode efter Lovens pag. 898 2 Art: 3 lod Sølf, oc for det 3die hug som var paa Haanden bør hand bøde efter Lovens pag. 899 6 Art: half meere end for it andet Saar; Saa oc bør hand at bøde for hellig brøde efter Lovens pag. 919 33 Art [fejl, det er 23 art.], som er efter Loven pag. 868 1. Art. 3 lod Sølf, her foruden bør Rasmus Erichsen at betalle til Hans Jensen for hans Kleder som hand beskadiget med fornevnte hug, Samt for Processens Bekostning, med Reise, forsømmelse, kost oc tæring 5 Rd alt inden 15 Dage under Navn i hans boe oc Gods huor det findes efter Loven. Det til Vidnesbuird under mit Signet Actum Anno die et Loco ut Supra.”
[Chr. 5’s Danske lov Pag. 919 24 artikel.: Hvo som overfalder sagisløs Mand paa Torvevej, Torv, Gade, eller i Stræde, eller Vejfarendis Mand, eller Bonde, der holder paa sin Plov, og slaar, hugger, eller stikker hannem. bøde foruden rette Bøder trende fyrretyve Lod Sølv.
Pag. 898 2. artikel: Hugger. stikker, eller slaar mand. anden Saar, da bødis for hver Saar. som ej er beenhugget, eller igiennemstunget trende tre Lod Sølv.
Pag. 899 6. artikel: For alle de Saar, som mand ej kand skyle med Klæder, eller Haar, som er Saar i Ansigt og Paa Hænder, bødis half meere end for andet Saar.
Pag. 919, 23. art. Kirkefred og Tingfred regnis fra mand drager fra sit Huus ret Vejen til Kirken, eller Tinget. og siden fra Kirken, eller Tinget, ret Vejen hiem til sit Huus; Dog at mand ej tager af Vejen, eller tager andre Ærinder for.]
[Rasmus Erichsen ankede dommen til Landstinget, som den 21. september 1718 stadfæstede herredstingsdommen (Landstingsprotokollen pag. 11a)]
Nørre herreds tingbog 1716-1722
1.april 1718 – pag. 109a
For retten kom sergent Gregers Ibsen og Jep Larsen begge boende på den 27. gård i Olsker. De lod læse en kontrakt af dato 4. februar 1718 hvem der skal nyde, bruge og benytte den 27. gårds ejendom de næste fem år.
Hans Torsen af Nyker lod læse amtmanden Reedtz tilladelse til at Anders Hansen Kjøller måtte gå i retten for ham i en sag om adskillelse (grænse) af den 1. og 2. gårds jorde i Rutsker. Anders Hansen stævnede Lars Torsen i Rutsker. Som vidner stævnedes Hans Svendsen i Klemensker (der tidligere havde ejet begge gårde) en række vidner blev indkaldte og der blev nedsat 8 mand til at dømme i sagen. Den 4. april skulle mændene møde på åstedet og afgøre uenigheden om skellet.
Den 19. gård i Olsker var i længere tid under vurdering af 8 mand. Alle dokumenter blev tilbageleveret. Ottemandsdommen fra den 15. november 1717 er gengivet i tingbogen (pag. 111b) Gården blev vurderet til 69 daler 3 mark, jorden til 41 daler 2 mark og gårdene enge til 10 daler, skov gårdrum, kålhave, gærde, gårdstræer, dam og damsted, kløvergang for 100 daler – i alt 221 daler 1 mark. Heraf fradrages den pantesum som Rasmus Jensen og hans hustru Marne Espersdatter havde pantsat gården til Weidick Haagensen. Efter rettens omkostninger mm blev fratrukket, var der 93 daler 1 mark til deling mellem Rasmus Jensens stedbørn (3 sønner og 3 døtre) og Rasmus Jensen. Skiftebrevet efter Marne Espersdatter fra 13. november 1716 blev fremlagt og efterset sammen med kontrakten af 18. april 1694 mm, hvorefter det blev konstateret, at der var uoverensstemmelser. Rasmus Jensen fremlagde kvitteringer, der viste at Jørgen Rasmussen havde udbetalt arvedel til broderen Hans Rasmussen. Den anden kvittering var udgivet af Halvor Engelbretsen på sin hustrus vegne for modtagelse af hendes arvedel. En del andre kontrakter og købebreve var blevet fremlagt. Rasmus Jensens hustru var en meget gammel kvinde på 87 år, da hun døde. Dommen sluttede med at Rasmus Jensen havde indløst gården og han havde retten til at besidde gården til sin død eller så længe han kunne klare afgifterne.
22.april 1718 – pag 113b
Abraham Rasmussen af Klemensker læste et pantebrev af dato 21. april 1718 udgivet til Anders Rasmussen i Klemensker lydende på 60 daler med pant i gården.
Niels Bendsen af Klemensker og angav, at han havde lidt skade på sin gård den 8. gård (Onsbjerggaard) der tilhørte kongen. En ulykkelig ildebrand om eftermiddagen kl. 3 den 11. april 1718 havde lagt gården i aske og kun meget lidt af hans bohave blev reddet. Han var selv i Hasle da det skete.
Formanden for de otte mænd der skulle domme i grænsestriden mellem den 1. og 2. gaard i Rutsker og fremlagde undersøgelserne og de vidner, som havde været eksamineret. Striden drejede sig om jord stykke der blev kaldt ”Morele-Elle” og Hans Svendsen fortalte, da han havde begge jorde til dyrkning, fortalet hans hustru at der havde stået et hus (udhus) vest for Morelsløkken og det stod på Puggegaards grund (1. gård)
Der blev læst kgl. Forordning om Missions Collegiums skrifter kunde udgives, dat. Kbh 28. januar 1718.
Amtmand Reedtz lod læse et brev af 12. marts 1718 omhandlende at eventuelle krav på hans person skulle forkyndes på tinge (om skiftefordringer)
29.april 1718 – pag. 115a
Peder Torsen aflagde sin ed på hans udlægning om skellet var sandt. De øvrige vidner bekræftede deres udtalelser på åstedsforretningen. Hans Torsen førte vidner på sine påstande. En gammel kone ved navn Karen Claus Hansen i Rutsker kunne ikke fortælle noget sikkert om det hus hendes forældre havde boet ved Morelsløkken. Hendes søn Ole Clausen berettede at han ikke havde hørt hans moders forældre fortælle noget om skellet, men han mente at jorden var indgrøftet og at det burde vise sig selv hvor det var.
Kirkeværgen Anders Mogensen i Klemensker stævnede Cornels Monsen af Rø Sogn, fordi han havde sagt til flere, at han vidste hvem der havde røvet sølvfadet i Klemensker kirke sidst i november 1717. Som vidner fremstilledes Kirstine sal. Gammels, Niels Hansen, Anders Gammelsen og Kirstine Niels Hans alle fra Klemensker. De skulle fortælle hvad de havde hørt første påskedag i et hus på Klemenskers præstegaards grund. Her var tale om hvem der havde stjålet kirkens fad og disk. Endvidere blev Lars Hansen på den 48. gård i Klemensker indkaldt som vidne om det han havde hørt langfredag i Rønne hos Ditlef Glasses.
Den første afhøring var af Lars Hansen, der fortalte at han efter prædikenen kom til Ditlef Glasser i Rønne for at få nogle vinduer. Der mødte han Corneles Monsen af Rø sogn, der, efter forespørgsel om nogle sølvknapper, sagde, at godt nok var han kunstner, men sølvknapper skulle han have fra København. Hvorefter han sagde, at det sølv der blev stjålet i Klemensker kirke, blev røvet af Svend Grønning. Han vidnede med ”Jo, ved vor Herrers Død tog han det”. Lars Hansen mente ikke, at Cornelis var drukken, da han gik afsted som en ædru gjorde det.
Dernæst Kirsten sal. Gammels fortalte at hun første påskedag kl 3 om eftermiddagen fik besøg af Cornelis af Rø sogn. Han havde været hos ”stubba smeden” i Rønne og sagde: ”Erlig, gaaer ieg til Byes og Erlig gaaer ieg fra Byes, Jeg gaar intet som hin der gaar og giør skelmeri i fordrag. Ja, sagde Kirsten Gamels, folck siger I ved nock af det Tyveri, der er sked i Vor Kircke. Hvor paa Corneles svarede. Ney i det er ieg fri for, mens Svend Grønning hand tog det, da han var paa Munstring, og var eene om det. Thi da hand var Af Munstret og hafde faaet utonmark (jetonmærke?) for sit Gevær og ville gaa til Kr..?lagde Svend Grønning sig neden bag Backen samme Søndag til om Natten, da gick hand ind i Kircken oc tog Kirkens sølf Kar oc gik til Rønne oc solte det, og der kom hand til en Skaaning som er Rømt fra Skaane nemlig Anders Olsen som følgede med ham tilbage igien den mandag. Hvilket Kirstens Gammels og vidner at de 2de Personer kom i hendes hus sammen Nat hen om Midnats Tide og blef der til Tirsdags Morgen tidlig som var den 19. gbr. 1717 til Mønstringen holdes d. 17. Novemb: 1717 oc udi den Natte blef vor Kircke bestaalet. Saa gick de Nør paa siden spurgte Kirsten Gl. om hand icke viste til hvem Svend Grønning haver solt det Sølf, hvor til Cornelis svarede, giedt en gang. Siden gick Corneles bort fra Kirsten sal. Gammels hus forn. Første Paaskedag en timme førend Sollen gik ned, til med bekiendte vidnet at hun kunde icke see at hand var drucken.”
Dernæst kom Niels Hansen af Klemensker var tilstede hos Kirsten Gammels og bekræftede det som Corneles havde sagt. Anders Gammelsen bekræftede også Cornelis udtalelser.
Kirkeværgen sagde at da Cornelis udsagn nu var bevidnet med lovfaste vidner, så vil hans beskyldninger mod Svend Grønning, der nu er på Christiansø, selv blive anset for tyven, med mindre at han kunne bevise, at det var sandt, at Svend Grønning vitterlig var tyven. (Loven pag. 1001, 6. art.). Kirkeværgen ville have at Corneles Monsen skulle stille kaution for sig eller blive arresteret så længe sagen undersøges. Corneles kendte ingen der kunne stille borgen for ham og han derfor måtte lade sig arrestere. Kirkeværgen havde fået besked af sognepræsten Jørgen Sandbye at forfølge sagen, så kirken ville betale udgifterne ved arrestationen.
14.maj 1718 – pag. 118b
Mads Svendsen af Rø sogn stævnede Mogens Jørgensen i Rø for gæld på 1 slettedaler for skolegang. Mogens Jørgensens børn havde gået i skole hos Mads Svendsen men ikke betalt. Mads Svendsen fortalte at han havde lært børnene at læse udi bog, så uden betaling ville han føre sagen og tillige kræve sagens omkostninger betalt. Mogens Jørgensen var ikke tilstede, men havde lovet at komme på næste ting og fremlægge et regnskab.
Hans Nielsen af Klemensker havde stævnet Christopher Jensen i Rønne for det han er ham skyldig efter en landstingsdom om den 51. gård i Klemensker. For Christopher Jensen mødte byskriver Anders Brun i Rønne. Han havde fået stiftsbefalingsmand Friderich Christian Adlers anmodning om at føre sagen til hjem- og landsting. Sagen drejede sig om hvem der havde givet ordre til at pløje på den 51. gård.
Sagen om skellet mellem den 1. og 2. gård i Rutsker. Hans Torsen førte vidnerne Søren Sørensen af Hasle og Mons Høg. To kvinder. Morild Abrahamsdatter og Giertrud Abrahamsdatter (Thor Hansens) skulle vide hvor skellet var, hvorfor de to blev indkaldt som vidner. Gamle og bedagede folk skulle søges for at få sagen opklaret om Morildsløkken.
Kirkeværgen Anders Monsen af Klemensker sogn meddelte at sølv fadet var kommet tilbage i kirken dagen før, som var store bededag (13. maj) Fadet var indsvøbt i en sæk og fundet i det søndre vindue. Sækken var sammensyet med seglgarn. Kirkeværgen ville ikke lade sagen falde, men have sagen oplyst med nye afhøringer. Arrestanten var blevet ført fra Hammershus til tinget og en lang række vidner var indstævnet.
Corneles Monsen var stadig sigtet i røveriet. Indkaldte vidner var: Johan Olsen af Klemensker, Hans Olsen på Jens Mons grund i Rutsker, Hans Nielsen skomager, Hans Mons kvinde begge fra Olsker, Olle Larsen i Tejn (?), Hans Christensen, Mette Jens Svends, Sønne Pedersen, Rasmus Olsens kvinde, Mons Olsen, Marta Pedersdatter på Fridrich Hans grund alle af Rø sogn. Mons Olsens søn var ikke stævnet da han var inde i en anden sag – han ville dog godvilligt lade sig afhøre.
Først afhørte kirkeværgen Anders Olsen af Sandvig, der var mødt uden stævnemål, men mødt frivilligt. Svend Grønning var sammen med ham hos Morten Skomager i Rønne den 18. november 1717, som var dagen efter mønstringen ved Klemensker kirke. De var der til aftenen og Svend Grønning lagde 3 skilling til øl. Derefter gik de sammen til Klemensker Kirkes udhus hvor Gammels enke boede. De ankom der mellem kl. 10 og 12 om mandag aften til det lysnede tirsdag morgen, hvorefter de begav sig til Sandvig, hvor de ankom ungefør kl. 11, hvor Svend Grønning sagde, at han havde vagt. Anders Olsen blev spurgt om han havde hørt Svend Grønnings kvinde tale med Corneli kvinde om Klemensker kirkes røveri. Han fortalte, at de to kvinder havde mundhugget i Rø, hvor Svend Grønnings kvinde havde sagt i Cornelis kvindes nærvær ”din Mand har loket min Mand til at Røfve Clemens Kircke og det skal din mand svare for”. Anders Olsen fortalte, at mange mennesker havde hørt dette, men han kunne ikke fortælle hvem, da han var en fremmed mand.
Derefter blev Johan Olsens af Klemensker afhørt. Han fortalte, at han havde hørt af Cornelis kvinde, at Svend Grønnings kone var kommet til Cornelis hus, da Corneli var kaldet i forhør for generalmajoren om Klemensker Kirkes røveri. Hun vaanedes, græd, rystede og vred sine hænder og sagde ”gud gifue Cornelis at han ikke lægger min Mand Svend ud”. Otte dage efter kom vidnet atter til Cornelis hus i Rø, hvor Cornelis kvinde var hjemme. Vidnet spurgte hende om Cornelis vidste noget mere, hvorefter hun sagde nej, men var bange for at Svend Grønnings kvinde skulle angive mere på Cornelis Monsen. De talte om at det røvede var revet i stykker og hvis ikke så skulle det komme frem inden næste tingdag.
Dernæst Hans Olsen på Jens Mons grund i Rutsker fortalte at Cornelis kvinde kom til ham i søndags otte dage om aftenen fra sin arresterede mand i Hasle. Hun havde sagt, at hendes mand ikke havde været med ved røveriet i Klemensker kirke, men Svend Grønning ville hun ikke sværge for. Cornelis kvinde fortalte endvidere, at der i disse dage var en Rønnebo hos Svend Grønnings kone og at han skulle have en bøsse med sig som skulle pantsættes for en rigsdaler.
Dernæst Mette Jens Svends i Rø sogn, der fortalte at hun kom til Myregaard i Olsker og blandt anden tale blev hun spurgt af Marta Lars Jens. Hun blev bedt om at spørge Hans Erichsen om der var en trud på den sølvkande som hun havde foræret Klemensker kirke eller ikke [jeg er ikke klar over hvad dette betyder]
Dernæst Ole Larsen af Tejn fortalte at han ungefær for 14 dage siden gik i sin lade. Villum Andersen fra Rønne kom til Tejn og ville købe laks. Han var kommet til Svend Grønnings hus og mødt Svends kvinde, der havde klaget sig over hvordan det ville gå hende. Hun havde sagt: ”De siger at han var sendt fra Øen [Christiansø] til Rønne Vagt” hvilket Villum Andersen ikke havde hørt i Rønne og han tvivlede på, at det var sandt.
Inger og Martha Rasmusdatter fra Rø bekræftede hvad Ole Larsen havde fortalt om samtalen mellem Svend Grønnings kvinde og Villum Andersen.
Hans Carstensen fra Rø havde talt med Cornelis umiddelbart efter påske. Cornelis havde sagt til ham, at havde været en ærlig mand indtil den skælm til Svend Grønning ødelagde hans rygte. Svend Grønning gik før påske til Rønne og kom først tilbage om tordagen belæsset med alt hvad han kunne bære på ryggen, og at han købte sig en båd af Villum Andersen i Rønne for 18 daler. Hans Carstensen havde spurgt Cornelis hvorfra Svend Grønning havde så mange penge. Cornelis havde sagt, at stammede fra røveriet i Klemensker kirke.
Nok fremstod Hans Nielsen Skomager af Olsker, der fortalte, at medens han syede sko for Hans Mons d. 28. april sammen med Anders Jacobsen i hans stue, fortalte Hans Mons kvinde, at han havde hørt fra en i Rø sogn, at Cornelis kvinde havde sagt, at Svend Grønning havde taget fadet, der havde stået på alteret. De havde ikke anmeldt det, da de frygtede hvad Svend Grønnings kvinde kunne finde på.
Sønne Peders var ikke mødt og blev pålagt at møde på næste ting den 27. maj.
Ole Monsen af Rø sogn var ikke stævnet, men ønskede frivilligt at fortælle, at Svend Grønnings hustru var kommet til Cornelis hus ungefær for 14 dage siden og skældte Cornelis børn for at være tyveunger og ”at Cornelis skulle række sin hals frem for det han havde sagt om Svend Grønning ang. Klemensker kirkes røveri. En anden dag kom hun igen forbi Cornelis hus, og da fortalte hun, at de nok slap, da de ingen koster havde.
Både Cornelis Monsen og hans kvinde havde overhørt alle afhøringer og blev spurgt om de kunne vedstå alle vidnesbyrd. De kunne de ikke helt. Dommeren formåede at få Cornelis og hans kvinde til at fortælle deres egen sandværdige historie om sølvfadet, som er således: ”At Svend Grønnings hustru haver sagt og bekiendt for dennem, at Svend Grønnings qvinde havde taget fornt. sølf Kar af Clemens Kircke, og bekiendt Cornelis Monsen og hans qinde, at de turde icke aabenbare saadan Svend Grønnings qvindes ord, af frygt, at de derfor skulle blive tiltalte om de saadan ej kunde bevise, for nemmelig fordi Svend Grønnings qvind truede med at sætte Ild paa deres Huus.”
Dommeren bad om at såfremt kirkeværgen ville anklage Svend Grønning og hans hustru skulle de stævne dem til vidners påhør og dom.
Kirkeværgen med sognepræstens nærværende ville fortsat have Cornelis arresteret.
20.maj 1718 – pag. 124b
Jens Rask af Rønne kom på vegne af Jørgen Wolter Storps Lybskes vegne og stævnede fenrik Jørgen Giødich fra Olsker efter Birketingets sag den 9. maj. Byskriver Bruun i Rønne var fuldmægtig for fenrik Giødich. Henrich Skriver i Vester Herred mødte og bad om udsættelse, da byskriver Buun ikke kunne komme.
Hans Nielsen af Klemensker på den 51. gård fremlagde sit indlæg mod Michael Nansens landstingsdom dat 30. oktober 1716. Christopher Jensen bad om udsættelse.
Dommeren efterlyste Mogens Jørgensen fra Rø sogn i hans sag mod Mads Svends. Ingen var mødt og sagen udskudt.
27.maj 1718 – pag. 125b
Anders Monsen kirkeværge beviste, at han havde stævnet Svend Grønning og hans kvinde Ulve. Både den arresterede Cornelis Monsen og den fangne Svend Grønning blev fremstille ”løs og ledig” på tinget. Kirkeværgen afhørte Svend Grønning, der ikke helt vidste hvilken dag (17. november 1717) han var til mønstring. Han mente ikke, at han havde fået utonmark for sit gevær (sandsynligvis ”jeton”, et mærke som beviste, at han havde afleveret sit gevær), men at han var blevet bedt om at gå til Rønne og aflevere sit gevær der. Han gik til Rønne og gik først til Villum Andersens hus. Han sagde at han allerede om aftenen var i Rønne og blev der til mandag. Sammen med en skåning ved navn Anders Olsen gik han til Gammels i Klemensker. Dernæst gik de til Hammeren en time før vagten blev afløst. Det var sergent Christen Kofoeds folks vagt. Han blev på sin vagt til ungefær klokken 8 onsdag morgen.
Derefter bad kirkeværgen at vidnerne atter blev fremstillet. Anders Olsen udeblev. Først blev Cornelis Monsens kvindes vidnesbyrd oplæst og specielt Svend Grønnings kvindes jammerklage og græden over Cornelis forhør hos generalmajoren med disse ord: ”Gid gifue Cornelis iche leger min Mand Svend ud, om Kirchens røveri”. Svends kone benægtede det og ligeså nægtede hun det som hun skulle have sagt til Villum Andersen, da han var i Tejn. Svend Grønnings qvinde benægetde alt ”nu med skieldsord oc slaaen paa Bordet for Rette”. Cornelis kvinde gentog sine udtalelser til Hans Nielsen Skomager og alle de udtalelser som var bevidnet af folk i Rø. Svend Grønnings kvinde benægtede alt.
Kirkeværgen ville nu have at Svend Grønnings kvinde dømmes til arrest eller og at stille kaution for sig. Men da hun havde truet med ildebrand mente han at hun måtte sættes i forvaring. Dommeren mente, at hun måtte tiltales og hvis hun skulle i arresten, så skulle kirkeværgen stille ”forsikring” efter loven [altså betale for det]. Dommeren foreslog at kirkeværgen skulle søge øvrigheden om at hun blev taget i forvaring. Svend Grønning og Cornelis Monsen skulle forblive i arresten, således at de sammen med deres hustruer kunne fremstilles på tinget 14 dag.
I sagen, som Jes Rask fra Rønne havde sagsøgt fenrik Jørgen Giødich for, mødte byskriver Anders Brun som fuldmægtig. Sagen drejer sig om Lybske fordringer fra Jørgen Moltersen, som Anders Brun mente var ubegrundet.
Peder Bendsen af Klemensker læste en forening og forlig mellem ham og hans sal. Hustru Zigne Nielsdatters fader Niels Olsen i Hasle vedr. arvepart.
Hans Nilesen i Klemensker producerede et pantebrev udgivet af Niels Jensen i Klemensker til Claus Christensen af dato 15. juli 1711 og som Christopher Jensen, Claus Christensen og Niels Jensen havde vedstået ved en forligning i 1713 vedr. den 51. gård i Klemensker
3.juni 1718 – pag. 129b
Anders Brun af Rønne, på vegne af Christopher Jensen, fremlagde flere dokumenter vedr. den 51. gård i Klemensker …. (Sagen er ret indviklet og det ser ud til at den ville blive anket til højesteret – indholdet er ikke verificeret)
Dom afsagt mellem Jørgen Giødich og Jes Rask.
Anders Hansen som fuldmægtig for Hans Torsen om markskellet mellem den 1. og 2. gård i Rutsker mødte og havde fået Gertrud Thor Hansens på tinget for at svare på spørgsmål. Gertrud svarede også på sin søster Morrild Abrahamsdatters vegne. Gertrud vidste ikke hvilken gård Morrilsløkken tilhørte, men at hendes morfader og mormor havde fået løkken til undertag. Men da hendes morfader døde var hendes mor kun 6 år gammel.
DOM (pag. 131b) Jes Rask efter fuldmagt fra Jørgen Wolterdorph (Storck?) af Lybeck sagsøgte fenrik Giødick på Brogaard i Olsker angående noget tjære fra et strandet skib, som Giødick havde lovet at levere til Lybeck. Skibet var ført af Berent Weiners (?)…
10.juni 1718 – pag. 132a
Bendt Jørgensen i Klemensker lod læse et pantebrev på 340 sld til Hermand Bonne med pant i sin iboende gård 62. slg i Klemensker.
Sognepræsten Oluf Sonne i Hasle og Rutsker læste landprovsten Hans Anchers tilladelse til en 4 mands opkrævelse af Rutsker præstegaard.
Peder Jensen af Rutsker stævnede sin stedfader Jens Monsen på den 28. gård i Rutsker til fraflytning. Alt efter skiftebrevet efter Peder Jensens afdøde moder. Peder Jensen tilbud at betale Jens Monsen de penge, som tilhørte ham og som stod i gården. Jens Monsen bad om udskydelse af sagen til næste ting.
Petter Tisen af Svaneke havde fået tilladelse til at gå i retten for Lars Torsen af Rutsker i sagen mod hans broder Hans Torsen. Petter Tisen fremlagde en attest mellem Lars Torsen og hans Stedfader Hans Svendsen. Hans Svendsens salige hustru Karne Pedersdatter var Lars Torsens moder og at kontrakten fra 30 december 1713 overdrog Pugegaarden til Hans Torsen, hvilket var en følge af en 12 mands samfrændedom af 24. august 1677 (indviklet sag, som måske vil stå klarere ved den kommende domsafvigelse)
Kirkeværgen Anders Monsen af Klemensker kirke mødte i sagen mod den arresterede Cornelis Monsen og fængslede Svend Olsen (Grønning). Begge mænd sad på Hammershus, hvorimod Svend Grønnings kvinde sad i vagten i Tejn. Kirkeværgen havde stævnet Peder Olsen af Sandvig, Anders Olsen fra samme sted, Anders Jonsen, Isach Jensen, Ole Larsen alle fra Tejn, og Svend Monsens kvinde og Lars Mickelsen begge fra Rø til vidnesbyrd. Rasmus Olsen af Olsker er indkaldt til at fortælle om Svend Grønnings kvindes udtalelser.
Generalfiskal Trogel Smidts fuldmægtig på Bornholm, birkedommer Mogens Clausen i Sandvig for at undersøge om sognepræsten Sandbye og kirkeværgen ville føre (og betale) sagen mod de sigtede eller om de ikke vilde det. I fald de ikke vilde, så skulle generalfiskalen sørge for at sagen gik til lov og ret (og altså blive en sag som øvrigheden førte og betalte). Kirkeværgen ønskede at øvrigheden ville bekoste udgifterne ved arrestationerne.
Svend Grønnings kvinde blev spurgt hvor hun var dag og natten op til Store bededag, da sølvet blev indkastet gennem et vindue til kirken. Hun svarede at hun var i Tejn. Alle vegne, svarede hun, hos Svend Tryels og Lars Ødbersen, men hun kunne ikke sige hvor længe. På spørgsmål om hun derefter gik hjem til sit eget hus, svarede hun, at det var hun da solen gik ned og lå der til bededags morgen til ”Maaltids dags”. Hun ville sværge og dø på, at hun ikke havde kastet sølvet gennem vinduet til kirken i Klemensker. Hun nægtede, at hun havde haft en sæk på to skæpper som var syet med seglgarn.
Derefter førte kirkeværgen vidnet Oluf Larsen, der boede i samme gård som Svend Grønnings i Tejn. Han sagde, at Svend Grønnings kvinde havde bedt ham således: ”Min hjerte Olle, vil du vere saa god at vidne med mig at ieg var hiemme natten før den store bededag, saa vil ieg gifve dig et par Hoser og en ølfiering og for sandhed clarlig at udsige, gaf hun vidnet en halvskilling Toback” Det tog vidnet imod, men ville ikke have hendes hoser og ølkar, fordi han vidste ikke, hvor hun var. Han fortalte endvidere om at Svend Grønning på et tidspunkt var kommet ind til Isach Jensen i Tejn i stegerset og bestilte 2 skilling brændevin, hvilket Isach Jensen ikke ville give ham. Så havde Svend sagt:
”Skam få alle bønder herpaa Borringholms Land enten de er fattige eller rige, og sagde Svend Olsen, var ieg oppe i Marken saa kiende de ikke Svend Olsen, men i høst naar ieg gick oc slæbede for dem, da kiente de mig, men om jeg kunde frelse 10 læs korn med et rifvedrag, da skulde ieg icke giøre ded, oc fanden foer i saa mange bønder som her er paa Boringholms Land oc giorde ieg deres Ret da skulle ieg sette Ild paa dem oc brænde dem inde med Sæd oc Gaard oc lade dem lige der iblandt oc stege der iblandt saa – mange lede (lide) der er paa Bornholm som er fattige med sæd, det er nogen synd at sætte Ild paa oc brænde dem op, og hører du, Rasmus Olsen, det fanden for i dag op, fordi du holder med denne Per Andersen. Det var ingen synd at ieg skulle op oc stiele fra Peder Andersen, for det er toe eensamme folck, oc gaa op oc tage deres Penge fra dennem, slaa dem ihiel, fordi Peder Andersen vilde icke lade Svend Olsen faa en pot brændevin, oc fordi ieg icke kunde faa den Kand ieg intet andet giøre dem, da skal ieg gaa op i hans Elle Lund, oc bore hull i alle hans Elletræer, oc slaa salt i dem at de kunne blifue tørre. Da sagde Isach Jensen til Svend Olsen, du skulle med rette faa skam for saadanne ord du taller, om vi ville have noget med dig at skaffe. Disse ord blef udtalt af Svend Olsen Nytaars aften sidst afvigte.”
Rasmus Olsen og Isach Jensen bekræftede disse ord fra Svend Olsen.
Peder Olsen af Sandvig fortalte, at Svend Olsen en aften efter høst i 1716 og fortalte at, da der var mange skibsfolk i landet, så kunne han stjæle en kobberkedel eller en plovkniv, og give de fremmede skylden. Peder Olsen og hans hustru havde svaret at ”gud bevare os, hvis han gik i sådanne tanker”, ”Jo svarede Svend Olsen, de Borringholmske Indboere, giøre mig icke meget got, Jeg vil vel see tiden an, en Kobberkedel er god, oc en Plou knif oc lade sig giøre et pandejern der af.” Ved midnat gik Svend Olsen fra vidnet og han vidste ikke, hvor han gik hen. Men imidlertid samme nat blev tre plovknive stjålet, hvilket var fra Jørgen Hansen og Mogens Clausen i Sandvig og en fra Peder Larsen i Allinge.
Svend Olsen ville ikke svare på disse beskyldninger før han kunne få noget til at gå i retten for sig, samt at finde vidner.
Anders Olsen af Sandvig vedstod sit vidnesbyrd fra den 14 maj.
Lars Michelsen af Rø sogn blev spurgt om han havde hørt Svend Grønning true med at brænde præstegaarden, Hvilket vidnet ikke kunne bekræfte og han havde intet hørt om kirkerøveriet.
Kirkeværgen fremlagde sognepræsten Olluf Togsverds attest på Cornelis Monsen og hans kvinde. Derefter læstes en attest fra sognepræsten Christopher Møller.
Anders Jensen af Olsker fortalte, at han efter at sølvet var stjålet, kom til Svend Olsen. Hans kvinde sagde, at de som havde fået fingrene i sølvet fra Klemensker kirke kunne have mange gode dage. Vidnet sagde skam for den som havde gjort det. Vidnet sagde, at skam får de ligesom dem der brød stokken op i Rønne kirke. Svend kvinde sagde Anders Jensens kvinde: ”Hvad Fanden vilde de giøre dem, saa lenge de haver icke kosterne at binde paa Røgen paa dem. Svend Olsen sagde, Salmon siger, O Menniske giør huad de vill men for alting skal du frøgte Gud, oc bede Gud om syndernes forladelse”.
Kirkeværgen spurgte Cornelis og hans kvinde om de vidste noget om kirkesølvets tilbagekomst. Nej svarede de begge. Cornelis kvinde blev spurgt om hvor hun var natten op til Store Bededag. Hun var hjemme i sit hus.
Både Svend Olsen og Cornelis bad om at de måtte søge amtmanden om at få nogen til at føre deres sag. De skulle søge amtmanden herom.
Hans Nielsen stævnede Niels Jensen for det forbud han havde blevet pålagt om ikke at dyrke den 51. gårds jord i Klemensker.
17.juni 1718 – pag. 139b
Anders Hansen på Hans Torsens vegne ønskede at der skulle ske en fornyet åstedsforretning på 1. og 2. gård i Rutsker. Petter Tisen på Lars Torsen, Nykers vegne, mente at de i så fald burde ske en ny stævning af vidnerne. Ny åstedsforretning aftaltes til den 28. juni.
Peder Jensen ønskede dom i hans udsættelsessag på den 28. gård i Rutsker og dermed opsige sin stedfar. Sagen gik til doms.
Hans Nielsen af Klemensker ville have, at han kunne bruge den 51. gårds jord samt huset til egen avling, så længe at han ikke havde fået pantepengene tilbage. Christopher Jensen havde været på ejendommen og ville udfri pantet, men da Hans Nielsen udtrykkeligt havde angivet, at det skulle ske i rede penge, så blev overdragelsen ikke til noget.
25.juni 1718 – pag.141a
For retten kom kirkeværgen Anders Monsen af Klemensker fremstillede den fængslede Svend Grønning og den arresterede hustru, samt den arresterede Cornelis Monsen, samt hans kvinde angående det røveri, som var begået i Klemensker kirke. Cornelis Monsen påstod at hans kvinde ikke behøvede at svare på spørgsmål. Hun skulle i fald stævnes på ny.
Kirkeværgen læste et forhør, som var sket på Christiansø den 27. april 1718 med Svend Grønnings bekendelse: ”Den person Nemlig Svend Grønning siger, at denne Cornelis ej kand hannem det kiercke Refueri paa sige, ti hand vil bevise huor han var dagen før kircken blef Røfvet, oc samme Nat at bm. Kirche blef Røfuet var hand paa Hammers Vagten efter hans beretning som hand foregir, At sergent Christen Kofoed ved det 2. National Compagnie hafde hafde vagten paa Hammeren samme tid”. Hvilket Christen Kofoed bevidnede med underskrift på attest.
Cornelis Monsen sagde, at han havde fået Lorents Pettersen fra Sandvig til at føre hans sag, men at Lorents var optaget i dag med en anden sag. Derfor var han ikke mødt. Svend Grønning har ikke formået at få en anden til at gå i rette for sig. Kirkeværgen tvivlede på, at Cornelis havde fået Lorents Pettersen til fuldmægtig, da man ikke kunne fravælge en så vigtig og dyr sag som denne. Kirkeværgen ville sørge for at stævne Cornelis hustru til doms. Hvis ikke de anklagede ”haardhiertede og blinde” misdædere ville bekende sandheden, så ville han lade sagen gå til doms. De anklagede sagde at de intet havde at tilføje.
Peder Jensen og Jens Monsen af Rutsker sag om den 28. gård er forliget og sagen frafaldet. Jens Monsen havde boet på gården siden hans mor døde
Landsprovsten Hans Ancher tillod sognepræst Oluf Olufsen Sonne at få præstegården i Rutsker vurderet for brøstfældighed, således at forringelsen kunne blive sat i penge.
Dommeren efterlyste indlæg i sagen om den 51 gård i Klemensker – hverken Hans Nielsen eller hans kontrapart Christopher Nielsen var mødt. Dommerne optog derefter sagen til doms.
Claus Nielsen (Holst) af Hasle stævnede på vegne af Anne Dorthe sal. Gomløses vegne Bent Jørgensen af Klemensker for ærekrænkende ord mod Ann Dorthes børn og tjenestefolk. Bent Jørgensen var ikke mødt.
1.Juli 1718 – pag. 143a
Peder Hansen, Lars Hansen og Morten Hansen fra Klemensker læste en kontrakt og forening vedr. deres mødrene går den 27. gård i Klemensker. Den yngste broder Peder skulle have sæderetten. Morten Hansen skulle have gården i brug i 10 år.
Claus Holst på Anne Dorthe sal. Gomløs vegne og Bent Jørgensen mødte og bad om udsættelse for at få tid til et forlig i sagen om de ærekrænkende ord.
Sandemand i Klemensker Lars Hansen, Anders Hansen, Peder Andersen Kure, Jørgen Pedersen, Jacob Hansen, Lars Espersen, Arridst Larsen, alle vorneder og fæstebørnder, tillige med Peder Larsen, Jens Madsen, Lars Hansen, Jacob Kofoed selvejerbønder. Samtlige lodsejere stævnede sammen med sognepræsten Sandbye og degnen Jens Valsøe efterskrevne folk i Nyker sogn: Niels Monsen, Niels Nielsen, Jep Hansen, selvejerbønder, Jørgen Espersen, Peder Monsen, Hans Monsen fæstebønder og vorneder. De ville have 8 uvildige mænd til at måle og syne gærde i den såkaldte kirkemark, som kirken og lodsejere havde del i, men som Nykerbønderne 2 gange havde forbrudt sig imod med kvæggræsning mm (den 30. maj og 17. juni). Desuden stævnedes Abraham Rasmussen på den 44. gård, Mikkel Monsen på den 54. gård og Hans Nielsen på den 51. gård – alle tre havde gærde mod kirkelodden. 8 mand fra Rutsker,, Olsker og Rø sogen blev valgte til 8mands opkrævelse.
8.juli 1718 – pag. 145a
Hans Torsen fra Nyker i sagen mod sin bror Lars Torsen fremlagde et skriftligt indlæg. Desuden fremlagdes et brev fra guvernør Hoger Rosenkrands af dato 18. juli 1639 og en 12mands dom af 24 august 1677 til bevis og oplysning for de 8mand om den gård i Rutsker og det derpå stående udhus.
Bent Jørgensen af Klemensker mødte på tinget og vedkendte at han kun vidste godt om Anne Dothe sal. Gomløs og hendes børn. Anders Hansen Torup, hendes svoger, havde indgået forlig med Bent Jørgensen.
For retten kom kirkeværgen Anders Monsen af Klemensker beviste at han havde stævnet Svend Olsen Grønning og hans kvinde, samt Cornelis Monsen og hans kvinde til forhør og til dom ang. kirkerøveriet. Desuden stævnedes Lars Ødbers kvinde i Tejn og Karen Jensdatter i Tejn til forhør om Svend Grønnings kvindes færden natten til Store Bededag.
Svend Olsen mente ikke, at Lars Ødbersens kvinde burde afhøres før hun havde fremvist sin dom efter sin forrige mand og bedømmes om hun er en ærlig kvinde eller ej. Kirkeværgen stillede spørgsmål til Svend Olsen om hav kunne fremvise en dom, der skulle vise hendes uærlighed?. Svend Olsen var ikke i landet da dommen faldt for hende og Ødbersens tyveri. Kirkeværgen mente ikke at der var noget i vejen for at føre de omtalte vidner. Marie Lars Ødbers af Tejn blev fremstillet og spurgt om Svend Olsens kvinde havde bedt Marie om at vidne at hun var hjemme den nat. Hun svarede nej, men hun havde ikke set Svend Olsens kvinde den dag og nat hverken hjemme eller på gaden.
Dernæst blev Karen Jensdatter i Tejn, der fortalte: Svend Grønnings kvinde mødte hun, da hun gik ud af Tejn ”hen ved høj meeltids dags ” dagen før store bededag, og havde et barn paa Armen og et eller andet ved haanden. Siden så hun hende ikke, men hun vidste ikke om hun var hjemme om natten.
Svend Grønning spurgte de to vidner om de havde hørt, at han havde stjålet. Karen Jensdatter svarede ”at naar en tyv vil stjæle, saa tager hand ikke vidnesbyrd med sig, saa hun vidste ikke om han havde stjålet lidet eller meget, men ellers vidste hun at mange folk havde givet ham røgte for tyveri”. Marie Lars Ødbers svarede, at hun ikke havde hørt noget og at han ikke havde bedt hende om at følge med når han ville stjæle.
Dernæst fremstod Johan Olsen af Klemensker berettede om en kvinde ved navn Ingeborg Hans (?) Lars der havde spurgt Svend om det jernhængsel om støvlerne han havde på benene. Hvortil Svend svarede, medens han tog sig til brystet, enten han skal til himmelen eller helvede, så var han lige fornøjet, så skal dette hængsel med, Fanden i Vold saa skal det med. Svend Monsen fra Olsker bekræftede den historie om sine lænker om benene.
Jep Monsen af Rutsker berettede at Svend Grønning på sidste ting, medens han blev ført ud af gården (tinghuset) at præsten havde ført falske vidner mod ham. Og på vejen på vej til Slottet havde Svend Grønning sagt at alle vidner selv var tyve, hvilket han ville bevise. Vidnerne afgav herefter deres ed på deres vidnesbyrds sandhed.
Kaptajn over Øster Herreds kompagni Jørgen Olsen Sonne lod aflægge et skriftligt vidnesbyrd mod Cornelis Monsen og hans kvinde om 45 alen lærred som blev fundet his Cornelis Monsen i hans hus ved ransagning, dateret 8. juli 1718. Hvorefter Cornelis kvinde gjorde en hedensk bøn over dem som forfølger hende med urette, og bede Gud om at sprede en glød over dem som aldrig skal slukkes. En bøn hun vedstod og gentog flere gange. Bevidnet af stokkemændene.
Kirkeværgen afbrød afhøringerne, da han ikke længere mente at de ville sige sandheden om kirkerøveriet ”førend de fik deres døde dom og efterfølgende pinlig forhør” hvorefter han afgav sit skriftlige indlæg i sagen. Hvorefter Svend Grønnings kvinde svarede ”At Svirid (?) Carolis kvinde skulle være en Tyve tæfue efter hvad hun havde vidnet om hende. Hvorefter Carolis Quinde svarede, ”saa skal du og Verre en Tyve tæfue”.
Kirkeværgen afbrød afhøringerne, da han ikke længere mente, at de ville sige sandheden om kirkerøveriet ”førend de fik deres døde dom og efterfølgende pinlig forhør” hvorefter han afgav sit skriftlige indlæg i sagen.
Carolis Monsen ville svare skriftligt til næste ting. Svend Grønning sagde, at alt hvad han og hans kvinde havde sagt var af sandhed ”saa meget som han ved om sagerne”.
Fangerne blev derefter ført bort.
15.juni 1718 – pag. 148a
Sandemand Lars Nielsen af Rutsker fremlagde sin og medfølgeres forretning over Rutsker kirkegaard. Landprovsten Hans Ancher tilbød penge til Ole Sonne. Ole Sonne mente at også den søndre længe, der manglede skulle opføres på ny med port og låge mod den vestre længe, sat to stolperum i den vestre længe som manglede. Landprovsten mente at dette var unødvendigt.
Henning Kjøller af Olsker sogn i rette lagde en opkrævelse og skulle indføres når han modtog stemplet papir.
Lars Andersen og Jens Larsen mødte og fremlagde den skriftlige forretning af de 8mands besigtigelse af Klemensker kirkemark, men efterlyste Jep Espersen som skulle have opmål gærdet. Andre indlæg skulle aflægges på næste ting. De fem mand fra Nyker aflagde deres skriftlige indlæg og brigader Johan Hendrich von Bippens resolution.
For retten kom fenrik Jørgen Giødich på Brogaard i Olsker tillige med hans steddatters mand Morten Espersen af Baasegaard og lod læse en venlig forening og oprettet forlig.
<<jens Jensen på den 29. jordejendom i Klemensker lod læse en obligation med den mening at han havde forstrakt Peder Hansen på den 40. gård med 149 sld.
Lars Torsen af Rutsker i rette lagde sit skriftlige indlæg om 1. og 2. gårds jordens adskillelse til de 8mands vurdering
22.juli 1718 – pag. 150b
Cornelis Monsen fremlagde sit skriftlige indlæg i røverisagen, dat. Hammershus den 22. juli 1718. Han ville føre vidner på sine påstande om 8 dage. Svend Olsen ville føre vidner om 14 dage på sin og sin hustrus vegne. Kirkeværgen kunne lettelig besvare Cornelis Monsens indlæg, men da både Cornelis og Svend Olsen ville føre vidner, så ville han vente på dem. Kirkeværgen oplyste Cornelis at sognepræsten ville betale hans kost så længe som han sad på Hammershus. Cornelis svarede, at hen ville betale for sig selv, så længe han kunne.
Anders Hansen fuldmægtig for Hans Torsen i Nyker havde stævnet Mads Finne, der havde underskrevet et vidnesbyrd om markskellet mellem den 1. og 2. gård i Rutsker. Han vedstod, at det dige der gik norden om udhuset tilhørte Puggegaard, ifølge gamle folks udsagn….
Oluf Olufsen Sonne forelagde et skriftligt tingsvidne på rette sorts papir, der blev underskrevet.
Anders Hansen og Lars Hansen af Klemensker førte vidner om Kirkemarken i Klemensker. De bekræftede deres udsagn, som de havde givet på åstedsforretningen. Ladegaardens Jacob Koefoed havde fået udvist en del af mosen i kirkemarken som tilhørte Ladegaarden. Kofoed mente, at hele mosen tilhørte Ladegaarden, hvilket hans æld gamle moder, der havde boet på Ladegaarden i 60 år kunne bevidne. Kofoed mente at det var Lars Hansens opgave at bevise, at det kun var en part af mosen til tilhørte Ladegaarden.
29.juli 1718 – pag. 152b
Cornelis Monsen beviste med kaldsmændene Esper Andersen og Jens Sivertsen af Rø sogn at have stævnet kirkeværgen Anders Monsen vedr. sagen om kirkerøveriet. Som vidner stævnedes Frederik Hansen og Mons Olsens kvinde af Rø sogn. Han ville bevise at han (Cornelis) var hos Frederik Hansen tirsdagen imellem søndag og onsdag i den uge da sølvet blev stålet i kirken. Desuden ville han have at Kirsten Hans Lars kunne bekræfte hans tilstedeværelse hos Frederik Hansen.
Frederik Hansen bevidnede at Cornelis Monsen var hos ham tirsdag nat og syede sko, men om det var i den uge da sølvet blev stjålet, vidste han ikke. Cornelis Monsen fortalte Frederik at han dagen derefter igen var hos Frederik Hansen ”for at spille der i et fæstens øl”. Frederik Hansen havde spurgt sin datter Kirsten Hans Bones (?) – som ikke var stævnet – om hun kunne huske om Cornelis var der tirsdag som angivet. Det kunne hun ikke huske.
Mons Olsen fortalte at han ikke er bevidst eller kan ihukomme om Cornelis var hjemme i den uge hvor sølvet var stjålet. Vidnes hustru Anne Mons Ols vidste det heller ikke om han var hjemme den omtalte tirsdag nat.
Da kirkeværgen ikke var tilstede under vidneindkaldelse og heller ikke var til stede i retten, da han var svag af feber. Cornelis ville føre sin sag til næste ting.
Anders Hansen i rette lagde et vidneudsagn udgivet af Kaptajn Bistrup ang. udvisningen i kirkemarken den 6. juli 1718. Jacob Koefoed på Ladegaarden i rette lagde på egen og på sin moders vegne et indlæg ang. ejendomsretten til kirkemarken i Klemensker. Dommeren efterlyste Hans Hansen af Klemensker sogn, der skulle svare på Anders Hansens spørgsmål. Han var ikke mødt, hvorfor han blev pålagt at møde på næste ting.
Oluf Olufsen Sonne, sognepræst til Hasle og Rutsker var blevet stævnet af landprovsten i sagen om præstegaarden i Rutsker. Men da landprovsten ikke selv var mødt ”uanset han faktisk var i byen” Hasle, så ville sognepræsten forlange refusion for rejse og forsømmelser.
5.august 1718 – pag. 154a
Lorent Pettersen af Sandvig havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for Morten Hansen og Lars Hansen i Klemensker ang. Kuregaard I Klemensker. Anders Hansen Kjøller af Klemensker læste en memorial der lød på, at han måtte være fuldmægtig for Peder Hansen i sagen om Kuregaard. den 27. gård i Klemensker. Lorents Pettersen stævnede Peder Hansen og hans søsterdatter til 8te mand opkrævelse og at taksere gården, samt at undersøge hvilken arv der tilkommer dem efter deres salige far og mor, samt morfar og mormor. De to brødre Morten og Lars ville gerne indløse pantet i gården, som Jens Jensen besidder. Deres yngste broder mente de ikke kunne indfri gården. De to ældste brødre Morten og Lars ville respektere den yngstes sæderet, men at de ville have, at han, om der indløste pantet, skulle betale renter til dem. De otte mand skulle møde på Kuregaard den 13. august.
Kirkeværgen Anders Monsen i Klemensker på egne og sognepræstens vegne i rette lagde et skriftligt indlæg. Cornelis Monsen i rette lagde sit skriftlige indlæg af 4. august i kirkerøverisagen. Dommeren efterlyste Svend Grønning og hans hustru, som ikke var tilstede, Hvorfor kirkeværgen ville have ham på tinget på næst følgende tingdag, hvorefter at sagen kunne optages til doms.
Anders Hansen af Klemensker på Hans Tors vegne og efterlyste Hans Hansen indlæg i sagen. Han var ikke mødt, hvorfor Anders Hansen i rette lagde et skriftligt indlæg, som blev læst og påskrevet, hvorefter formanden Anders Monsen tog sagen til doms. (Sagen om 1. og 2. gård i Rutsker)
Anders Hansen i rette lagde på egne og alle vedkommende klemenskerbo vegne et skriftligt indlæg i sagen om Kirkemarken.
Dom afsagt mellem Hans Nielsen af Klemensker sogn og Christopher Jensen. Dommen modsagde Christopher Jensens krav til Hans Nielsen, da han ikke havde betalt bøden efter landstingsdom, Hans Nielsen havde prioritet på den 51. gård og udhuset, samt jordens dyrkning i hele pantets løbetid i 18 år fra 1712 at regne.
Dom afsagt mellem Hans Nielsen og udbygger Niels Jensen på den 51. gårds grund. Alt arbejde som Niels Jensen havde udført tilfaldt Hans Nielsen.
12.august 1718 – pag. 157a
Amtmandens fuldmægtig Lars Weiløe stævnede Lars Hansen og Morten Hansen, som boede på Kuregaarden i Klemensker, for at usandheder i arvesagen efter deres afdøde mor. De skulle have påstået, at der intet var at arve efter deres afdøde mor, samt advaret deres bror Peder at indkalde skiftebetjentene til boopgørelse. Lorents Pettersen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for de to brødre Morten og Lars Hansen. Veiløe fremlagde en skrivelse til amtmanden fra Peder Hansen, der bad om der blev afholdt skifte efter deres moder Karen sal. Hans Larsen. Desuden fremlagde Weiløe et attest udgivet af Morten og Lars Hansen om, at der intet af værdi var tilbage efter deres salige moder. Desuden fremlagdes en skifteforretning efter moderen, der viste at der var 87 slettedaler. Morten Hansen påstod stadig, at der intet gods var efter hans moder og at han ikke havde truet sin broder. Sagen skulle fortsætte på næste ting.
Anders Hansen Kjøller i rette lagde et skriftligt indlæg i sagen Kirkemarksagen og mod de 6 Nykerbønder. De ville svare på næste ting.
Kirkeværgen Anders Monsen i Klemensker og sognepræsten Jørgen Sandbye spurgte fangen Svend Grønning om han havde frameldt Willum Andersen som vidne? Svend Grønning svarede at han havde skrevet til amtmanden om det blev tilladt at indkalde Willum Andersen og Hans Andersen. Peter Tisen af Svaneke fremlagde en ordre på 24 skillingspapir om arrestanten på Hammershus Svend Grønning agtede at føre vidner i sin sag om kirkerøveriet. Amtmanden pålagde Peter Tisen at være hans fuldmægtig således at sagen kunne gå efter lov og ret. Ordren dat. 4. august 1718.
Peter Tisen var ikke bekendt med sagen og han ville udføre amtmandens ordre indenfor lovens rammer.
Første vidne var Hans Andersen, der fulgte Svend Grønning fra Rønne. Ascendanten kunne ikke huske om det var efter mønstringen de var i Rønne, hvilket blev i mod sat af Jørgen Sandbye, der påpegede, at det havde han tidligere sagt under en afhøring.
Dernæst fremstod bøssesmeden Augustus Knudsen, Axel Mortensen og hans hustru Margrete Mads Madsdatter. Augustus Knudsen fortalte, at Svend Grønning kom til ham med kongens gevær som var ufærdigt, nemlig hammeren på laasen var i stykker. Geværet antog han til færdiggørelse. Han vidste ikke hvilken tid det var – om det var før eller efter mønstringen. Han vidste for øvrigt heller ikke hvornår mønstringen fandt sted eller hvornår kirkerøveriet blev begået.
Axel Mortensen og hans hustru Margrete Madsdatter fortalte at ”næst forleden fiske om Aftenen Klocken 8 kom Svend Grønning og Anders Olsen” til deres hus og fik mad. Klokken 9 gik de begge. Men inden tilbød de dem nattely, men Svend Grønning kunne ikke, da Svend Grønning skulle på vagt på Hammeren. Han fortalte, at han havde været hos bøssesmeden. Men de vidste ikke om det var en helligdag eller søgnedag. Men en halv time efter at de var gået kom Svend Grønning igen for at hente en tobakspibe og andet som Anders Olsen havde glemt.
Øvrige vidnesbyrd, som Svend Olsen ville føre var Villum Andersen og hans hustru, tjenestefolk såvel som Haagen Smed og 2 ryttere Svend Christensen og hans kammerat fra Nyker, samt Svend Jørgensen som fulgte og kørte med Svend Olsen her til tinget fra Rønne på den første tingdag. Også korporal Anders Jørgensen på Risegaard [15. gård i Nyker], Sergent Christen Kofod af Klemensker, Peder Andersen og hans hustru af Olsker sogn. Alle personer han gerne ville føre som vidner, men som han ikke havde magt til at stævne, men som han søgte amtmanden til beordre til at møde og give deres vidneforklaring. Ellers var det umuligt for ham at bevise hvor han var da kirken blev røvet. Han ville også have Peder Aredsen til at vidne, men han havde offentlig udtalt, at han ikke kendte noget der kunne hjælpe Svend Olsen. Kirkeværgen kunne ikke se at det kunne oplyse noget, der kunne frikende Svend Olsen i hans sag. Peter Tisen kunne ikke forholde sig til de ønskede vidners afhøring, da han ikke kendte sagens beskaffenhed, samt at han havde 9 miles vej fra Svaneke til Hasle og ikke vidste hvem der kunne eller ville betale ham for sit arbejde. Han bad om at få sagen beskrevet.
Byfoged Svend Giendtzmer fra Rønne nedsatte sig i dommersædet i sagen mellem Holger Bidstrups enke og hendes fader kaptajn Hans Bistrup på den ene side og en arrestant siddende i Rønne vagt ved navn Lars Rasmussen på den anden. Kaptajn Hans Bistrup i Vestermarie havde sagsøgt arrestanten for det mord der skete den 31. juli på Holger Bistrup i Gildes vallen i Rutsker. Følgende vidner var stævnet til afhøring i sagen: Peder Andersen, Lars Larsen, som er Lars Monsens søn, korporal Lars Thorsen, Henrich Hansen og hans hustru, Hans Gardener, Maren Halvors, Aage Larsen og hans hustru og datter, Morten Davidsen og sandemand Hans Svendsen alle fra Rutsker.
Arrestanten blev fremstille løs og ledig, men nægtede sig skyldig i mordet på Holger Bistrup. Han nægtede at have været på Gildes vallen den 31. juli. Han skulle have været hos Holger Bistrup efterfølgende og sagt, at der var en skælm der stak ham. Det benægtede Lars Rasmussen. Han blev spurgt om han ikke havde en sort kjol og støvler. Jo, svarede Lars Rasmussen, det var den samme kjol han havde på nu. Femte spørgsmål var om han havde andre knive end den foldekniv, som han havde på sig, da han blev pågreben mandagen efter at mordet blev begået om søndagen. Han svarede at han havde ingen anden en foldekniven på sig både søndag og mandag. Lars Rasmussen erkendte at han i nogen tid havde haft klammeri med Holger Bistrup siden 2. pinsedag, hvor han sammen med en anden laugsbrøder dømte Holger Bistrup, der havde slået han derfor så blodet flød. Anden klammeri havde han ikke haft. Lars Rasmussen blev bedt om at fortælle hvorfor han mandag morgen gik fra Anders Larsen i Krakken selv om han skulle blive og meje noget indtil aften. Han var redet til Allinge samt til sin stedfar Rasmus Jensen i Olsker. Han forklarede at det regnede og at han derfor var taget til smeden Albert Dick med et træskojern, som lå hos hans broder Jørgen Rasmussen. Fra sin broder Jørgen i Allinge tog han til sin stedfader Rasmus Jensen i Olsker, hvor han fik at vide af en dreng, at der var karle, der ”ville tage ham” for at have stukket Holger Bistrup ihjel.
Generalfiscalen Mogens Clausen spurgte igen om hvad tøj han havde på Gildes vallen, hvilket spørgsmål Lars Rasmussen havde besvaret tidligere. Mogens Clausen var ankommet senere og havde ikke hørt det, hvilket så stokkemændenen berettede for ham.
De indkaldte vidner afgav kollektiv ed, hvorefter Hendrick Hansen, som var arrestanten Lars Rasmussens stedsøn, fortalte at kort efter solen var gået ned, så Lars Rasmussen slå Holger Bistrup i brystet, hvorefter Bistrup sagde: ”O, der var en skælm der stak mig, oc i samme Minut størte oc døde Holger Bistrup” Han var sikker på at Lars Rasmussen var Holger Bistrups banemand. Vidnet så at Lars Rasmussen havde en sort kjole og støvler på. Vidnet fortalte at Lars Rasmussen mandagen før havde været hos Oluf Sonne i Rutsker og der havde han en sortskaftet kniv. Hvilken kniv sammen med den lille foldekniv blev fremlagt i retten. Den sortskaftede kniv var tilsølet med blod. Vidnet havde ikke hørt fra andre, at Lars Rasmussen havde truet Holger Bistrup, men han havde tit hørt fra Lars Rasmussen selv, at han ville ”komme hannem efter og lønne ham for det hand hafde Slaget ham i Pinsedage sist af Vigt” Hendrich Hansen havde ikke hørt om der var faldet ord mellem Holger Bistrup og Lars Rasmussen inden knivstikkeriet. Han og andre havde straks gået til Holger Bistrup og konstateret at der var stukket hul i højre side af hans brøst så stort at tre fingre kunne stikkes ind.
Margret LarsDatter, som var Hendrich Hansens hustru, fortalte at hendes bror Hans Gardener boede hos sine forældre i Olsker. De var begge på Gildesvallen den søndag da mordet skete. Hun havde sovet i Gildeshuset og blev vækket af sin mand, der kom og fortalte at Lars havde myrdet Holger Bistrup. Hun gik ud og tog Holger Bistrups hoved og konstaterede at han var ganske død.
Kirstien Nielsdatter boende i Rønne hos sin far Niels Kieldsen. Hun var på Gildespladsen da mordet sket. Hun havde set Holger Bistrup kort efter solen var gået ned, siddende på en sort hest ved en hulvej udenfor Gildes Vallen. Tæt ved ham holdt en vogn, som havde øl på og som solgte til dem der var på Gildespladsen. Hun bemærkede at Hans Gardener også stod ved ølvognen og da hun så at han tog en vognkæp og skjulte den under kappen, så løb hun hen til ham og råbte hvad han skulle med den. Han svarede at han skal få en ulykke. Hvem det gjaldt, hørte hun ikke, men hun fravristede ham kæppen. Hans Gardener gik imod Holger Bistrup, der slap sin hest og øjeblikket efter så hun de lå og sloges i hulvejen. Hun så at flere lå oven på Holger Bistrup. Hvem så hun ikke. Øjeblikket efter kom gildesbonden ud af sit hus i bar kjorte og råbte ”du est en skælm oc en tyvf”. Derefter kom Holger Bistrup op og gik ind mod gildespladsen i den østre side, så kom Lars Rasmussen løbende lige fra nogle buske til Holger Bistrup ”strax vente Holger Bistrup sig om fra Lars Rasmussen, den skielm stack mig, Raabte han to a 3 gange. Saa falt hand strax paa Jorden oc døde” Lars Rasmussen løb umiddelbart efter væk. Hun forklarede at ved ølvognen stod en pige, der så størstedelen af mordet, men hun vidste ikke hvem hun var.
13.august 1718 – pag. 166a
Herredstinget blev holdt af Svend Giendtzmer fra Rønne og vestre herred. Følgende vidner til mordsagen var indkaldte: Peder Andersen, Aage Larsen, Maren Aagesdatter, Lars Larsen, Ellen Aages, Hans Larsen Gardener, Maren Halvors søster til morderen Lars Rasmussen og Anders Pedersen alle af Rutsker.
Kirstine Nielsdatter, som var den sidste afhørte dagen før, Lars Rasmussen ville vide om hun var der hvor mordet skete. Hun svarede at ingen var ved Holger Bistrup da mordet skete uden Lars Rasmussen, der løb bort og ”forstrakt sig i buskene”. Hun vedstod alt hvad hun havde sagt dagen før.
Anders Pedersen i Rutsker sogn fortalte at han kun var 2 skrift fra Holger Bistrup, da han styrtede om og ikke rørte sig siden. Da hanvendte sig om var der ingen anden en sort kjoleklædt mand der straks forføjede sig ind i buskene, men om det var Lars Rasmussen eller ej, kunne han ikke sige, fordi det var ud på aftenen og mørkt og tilmed var han en gammel mand på 70 år og ikke så så godt i mørke. Lars Rasmussen spurgte om vidnet så Hendrich Hansen eller andre der kunne have set den sortklædte mand? Anders Pedersen havde ikke set andre på pladsen i samme tidspunkt som Holger Bistrup døde. Først efter kom mange hen for at se hvordan han var omkommet. Anders Pedersen stod ved Bistrup da han døde.
Peder Andersen fortalte at Hans Gardener var slået til jorden af ungkarl Peder Hansen af Rutsker. Da Holger Bistrup så det spurgte han Peder Hansen hvorfor han havde gjort det. Peder Hansen svarede at Hans Gardener havde overfaldt ham. Derefter huggede Holger Bistrup Hans Gardener med sin pisk eller kæp. Efter tumulten Ville Holger Bistrup havde ”sin broder” Peder Andersen op bag på sin hest for at ride hjem, men i det øjeblik kom gildesvallen og råbte ”Du est en skielm” Hvem der råbte og til hvem, vidste vidnet ikke. Holger mente at det var stilet til ham og steg da af heste for at gå ind og forsvare sig. Umiddelbar efter blev der råbt til Holger ”Du est en Skielm”. Peder Andersen holdt Holgers hest, da han gik ind på Gildesvallen. Straks efter råbte Holger: ”Det er en Skielm der stack mig”. Han var straks gået ind mod Holger, der stod ganske kroget, hvorefter han fandt om på hans højre side og sagde med svag røst ”Han stack mig” hvorefter han døde. Peder Andersen undersøgte Holger og så, at han havde et dybt stik i sin højre brøstkasse på tre fingres størrelse. Morgenen efter var han med til synet af liget, hvor de var blevet enige om, at det var sket med en stor kniv. Peder Andersen havde intet bemærket om en strid mellem Holger Bistrup og Lars Rasmussen. Råbet ”Du est en Skielm” mente han kom fra det samme sted hvor Bistrup senere blev dræbt. Peder Andersen så kun Lars Rasmussen med sort kjole og støvler på og ikke andre. ”Der kunne vel også have været nogle Haslebo med sorte underklæder”
Maren Halvor Engelbretsen, som var Lars Rasmussens søster og som boede i samme hus. Hun forklarede at Lars Rasmussen kom hjem et stykke tid efter at hun havde sovet. Hun vidste ikke hvad klokken var. Han havde intet sagt, men tog tøjet af og gik til sengs. Dagen efter havde han intet sagt om mordet. Om morgenen tog Lars Rasmussen sin ”seix” (le) og gik op til Anders Larsen i Krakken for at maje græs, men han kom hjem om formiddagen for at hente sin hest og han to kjoler på sig og sagde at han ville ride til byerne. Hun kendte kun til Lars Rasmussens lille foldekniv og hun kendte ikke til andre han kunne have haft med sig.
Dernæst korporal Lars Thorsen sagde at han havde været ved Gildesvallen og havde set at Holger Bistrup havde slået Hans Gardener med sin pisk. Han så Holger og Anders Pedersen sætte sig på hesten. Så kom to kvinder gåendes, vel Hendrich Hansens hustru og Kirsten Nielsdatter af Rønne. De tog Hans Gardener i hver sin arm og trak ham væk. Han hørte at Hans Gardener havde råbt ”Da skal faa en Ulykke din lange Hund oc Skielm, som haver slaaet mig”. Trods opfordring fra Peder Andersen ville Holger ikke have skældsordene siddende på sig, så han steg af hesten og gik norden ind i Gildespladsen. Han hørte intet før Morten Davidsen sagde at Holger var blevet stukken og så ham ligge med ansigtet op mod gildesvallen. Lars Thorsen var med til ligsynet morgenen efter og konstaterede at det måtte have været en stor kniv, der var blevet brugt.
Sidsele Nielsdatter, der tjente Key Jensen i Hasle mødte godvilligt til vidnesbyrd. Hun var ved Gildespladsen og solgte øl fra vognen for sin hosbond Key Jensen. Hun så at Hans Gardener løsnede en vognkæp, men så snart han fik den af, kom Kirsten Nielsdatter og fravristede ham kæppen. Hun så den sortklædte mand, der stod på vallen, da Holger gik ind. Hvorefter hun hørte at Holger råbte ”Aa han stack mig” og så så hun at han faldt til jorden. Da han faldt var der ingen i nærheden end den sortklædte mand. Hun havde ikke set andre en denne sortklædte mand. Hun var ved at ”lave til at kiøre hiem”.
Kaptajn Bistrup måtte erkende, at Hans Gardener havde været deltagende i slagsmål mod Holger Bistrup, så han kunne ikke bruge ham som vidne, men begærede han arresteret og ville stævne ham til næste ting. Dommeren mente at Kaptajn Bistrup og hans søn Jens Bistrup skulle stå ved denne arrestation i nærmeste vagt og at han kunne slippe ved at noget stillede borgen for ham. Herefter blev han sat i arrest til næste ting.
Stokkemændene bekræftede at Lars Rasmussen på tinget havde sagt at Holger Bistrup havde skyld i sin død, da han bare kunne have ladet være med at efterfølge råbene.
Morten Davidsen af Rutsker var på stedet og så Bistrup slå Hans Gardener med en lille pisk, hvorefter to kvinder Kirsten Nielsdatter og Hendrich Hansens Karen af Rutsker og fik fadt i Hans Gardener. Hans Gardener råbte ”Du, lange hund oc din Skielm du slog mig. Holger Bistrup holdt tæt udenfor Gildespladsen. Hvorefter han så Holger Bistrup gå over Gildesvallen og da Holger var midt på Gildesvallen eller næsten for dansepladsen, hørte han skrige at der var en skielm der stak ham, og han så en sortklædt mand springe over vallen ind i buskene og fortrak sig. Han kunne ikke andet end at sige, at det var Lars Rasmussen. Han havde tidligere set at Lars Rasmussen havde en stor sortskæftet kniv på sig.
Alle vidner der endnu ikke var afhørte fik besked på at møde på tinget den 19. august kl. 8.
19.august 1718 – pag. 173a
Sognedegn i Klemensker Jens Nielsen Valsøe stævnede Jens Andersen udbygger på Simlegaards grund om manglende dagsværk for degnen. Under stævnemålet havde Jens Andersens kvinde sagt at Jans Andersen ikke skulle gøre dagsværk for degnen uden han med kongens lov beviste at udbyggerne skulle det. Degnen beviste med biskop over Sjællands stift M. Niels?? Indskrevne lov for degnens indkomster i gejstlighedens bog bevidnet af biskop Wandel og biskop Bag?.. Vestermarie præstegaard den 5te dag efter St. Hans 1579. Udbyggerne, gårdmænd, fiskelejerne og unge ugifte karle og enhver qvindeperson levere en halv dags arbejde for degnen eller betaler 10 skilling. Degnen beskylde Jens Andersen for at skylde 6 års værk. Jens Andersen ville svare på næste ting.
Amtmandens fuldmægtig Weiløe fortsatte arvesvig-sagen mod Morten og Lars Hansen fra Kuregaard i Klemensker. Vurderingsmand Anders Hansen Kjøller vidnede at Morten og Lars hansen, der boede på Kuregaard, havde oplyst at der intet var at arve efter deres afdøde moder Karen Hans Las, uden nogle klæder, der lå i hendes seng, som de havde givet til deres søster. Da Lars Hansen ikke var tilstede, udsattes sagen til næste ting.
Kgl. Majestæts amtskriver Hans Hendrich Skaars stævnede Kirsten Mikkelsdatter i Olsker for lejermål i 1717. Dommeren indskærpede Kirsten Mikkelsdatter at møde på næste ting.
Anders Hansen Kjøller og Lars Hansen Sandemand af Klemenskermødte på samtlige kirkemarkens lodsejere ønskede sagen til doms. Efter indsigelsesfristens udløb på næste ting, derefter ville sagen blive optaget til doms.
Dommeren spurgte Svend Grønning eller hans fuldmægtig om de havde noget at tilføje ang. det stjålne sølvkar. Petter Tisen havde ikke ønsket udskrift af hele sagen og da ingen af de af Svend Grønning tilsagte vidner var mødte, kunne han ikke tage sig af sagen. Endog havde han ikke fået amtmandens bekræftelse på at han fik rejse og sagsomkostningerne betalte. Peter Tisen ønskede 14 dages udsættelse for at få disse sager i orden.
Kirkeværgen på egne og sognepræstens vegne påstod at Svend Grønning ikke med sine vidner kunne frasige sig at være tilstede på det tidspunkt hvor kirkens sølvfad blev røvet. Svend Grønning beklagede sig over, at hans vidner ikke var blevet stævnet til at møde og afgive forklaring, men han stillede sig tilfreds med at tænke på at sagen på Landstinget ville være mere forstående på hans situation. Han accepterede at sagen gik til doms.
Cornelig Monsen begærede også at dommen kunne afsiges.
Svend Giendtzmer overtog dommersædet i drabssagen mod Holger Bistrup. Lars Rasmussen blev spurgt om han ville tilstå mordet på Holger Bistrup. Han svarede: ”Ja, oc det med eferfølgende med største kuelse oc Graad, at hand, oc Peder Povelsen i Rutsker Sad paa Benken i Gilles Vallen østen til, oc drucket et Krus Øl til sammen, saa kom Holger Bistrup tuende gange Ridende dennem forbi; oc slog Peder Pouelsen med sin liden pisk, eller oc med sin bare Haand, (hvilket Lars Rasmussen ej egentlig observerede) i Hovedet. Saa stod Lars Rasmussen op fra Peder Pouelsen oc tog en sortskaftet Knif i sin Haand han havde paa sig, for da Holger Bistrup kom 3die gang til dennem i det samme holt Lars Rasmussen denne sorte Knif ud fra sig i sin høyre haand, Saa kom Knifuen i ham”. Og da dommeren så spurgte om han ikke egentlig stak ham, så svarede Lars Rasmussen Ja, med svær anger og kuelse.
Han fortalte at han ikke havde hørt noget om Hans Gardeners konflikt med Holger Bistrup. De øvrige vidner blev afhørt. Aage Larsen var med til at meje på Anders Larsen i Krak. Han fortalte at Lars Rasmussen havde en sortskaftet kniv i den størrelse, som man kunne købe for 8 skilling. Maren Aagesdatter var hos Lars Rasmussen søndag morgen, som mordet skete om aftenen. Han så at Lars Rasmussen havde en stor sortskaftet kniv.
Lars Larsen havde været på gildesvallen, men ikke observeret andet end at Hans Gardener og Peder Hansen lå i slagsmål med hinanden i hulvejen øst for gildesvallen. Han havde ikke hørt at Hans Gardener havde undsagt Holger Bistrup.
Sandemand Hans Svendsen i Rutsker havde intet på Hans Gardener og hans trusler mod Holger Bistrup. Kaptajn Bistrup ville høre hvad sandemanden mente med det han dagen efter sagde i Rønne. ”Nu er hand nedlagt den store Golliat, mand kand sagtens faa en Mand over ad Skaane”. Kaptajnen ønskede vidnets udførlige svar på denne udtalelse. Først nægtede sandemanden at han overhovedet havde sagt det, men senere indrømmede han, at var i en halv rus og meget alteret.
Hans Gardener, der havde siddet i Hasle Vagt blev fremstillet og spurgt om han havde noget at sige. Hvilket han ikke havde.
Kaptajn Bistrup udsatte sagen i otte dage.
26.august 1718 – pag. 177b
Amtskriver Skaars tjener Peder Weiersleb (?) Ville afhøre Kirsten Mikkelsdatter af Olsker om de begåede lejermål i 1717 – men hun var ikke mødt.
Jørgen Espersen fremlagde på vegne af Bønderne i Nyker et skriftligt indlæg om Klemensker Kirkemarks brug. Sandemand Lars Hansen i Klemensker ville svare på næste ting. Dommeren påbød at næste ting var sidste chance for at komme med indlæg. Ny Kirkebo ville også komme med indlæg.
Sognedegnen i Klemensker Jens Valsøe henviste til sit tidligere indlæg om dagsværk. Jens Andersen, der havde nægtet at yde dagsværk til degnen, var ikke mødt.
Amtmandens fuldmægtig Lars Weiløe mødte i sagen mod Lars og Morten Hansen på Kuregård ved arvesvig. Sandemand Lars Hansen blev afhørt og kunne tiltræde alt hvad Anders Hansen Kjøller havde sagt på sidste ting. Weilø demonstrerede for dommeren hele sagens sammenhæng. De to brødre havde forsøgt at dække over værdier, der var i boet efter deres moder. De burde dømmes efter lovens pag. 722 89 artikel, samt forordningen af 10. august 1697 og betale til Christianshavns kirke 100 rigsdaler samt omkostningerne ved retssagen. Morten Hansen ville have sagen udsat i 14 dage således at han kunne føre flere vidner. Dommeren ville ikke trække sagen i langdrag, men tilbød dog de to brødre at komme med et indlæg i sagen på næste ting.
Lorents Pettersen på Morten og Lars Hansens vegne kontra Peder Hansen blev udsat til næste ting. Anders Hansen Kjøller svarede på den tredje broder Peder Hansens vegne. Dommeren ville have at alle dokumenter og indlæg blev præsenteret på næste ting, således at de 8te mand kunne afslutte deres undersøgelse.
Jacob Clausen af Rø sogn stævnede Mogens Jørgensen i Rø ang. skældsord mod Jacob Clausen på Rø Kirkegaard søndag 14 dage siden. Som vidner havde han indkaldt: Anders Hoboe, Mons Hansen, Lars Hobo, jens Ibsen alle fra Rø. Mogens Jørgensen var ikke mødt. Vidnerne blev taget i ed og kunne oplyse, at Mogens Jørgensen havde skældt Jacob Clausen for Tyv og Skælm, uanset om Jacob Clausen havde bedt om kirkefred.
Rønnes byfoged Svend Giendtzmer nedsatte sig i dommersædet i drabssagen. Den 18. august havde Kaptajn Bistrup stævnet Hans Gardener, der sad i Hasle Vagt for trusler mod Holger Bistrup umiddelbart før han blev dræbt på Gildesvallen Rutsker. Kaptajnen ville have afhøringen udsat i otte dage, da sagen mod ham ikke var afsluttet, men ville forsøges at føres med vidner.
Sagen mod Lars Rasmussen fortsatte med afhøring af de sidste vidner: Svend Hansen, Anders Hansen og Karen Hansdatter alle fra Rutsker. Desuden indkaldtes Peder Poulsen af Rosendale til spørgsmål, samt Jens Jensen som boede hos Svend Hansen.
Peder Poulsen erkendte at han sad sammen med Lars Rasmussen på Gildesvallen, men han erindrede ikke at Holger Bistrup kom ridende. Han kunne heller ikke fortælle om at Lars Rasmussen havde talt om nogen der ville gøre Holger Bistrup skade. Han havde ikke hørt skældsord mod Holger Bistrup og han havde heller ikke set Hans Gardener sloges med Holger Bistrup. Han havde hørt Holger Bistrup råbe at en skælm havde stukket ham, men ikke set ham før han lå på jorden.
Jens Jensen var en dreng på 17 år og kunne ikke fortælle noget, da han gik derfra en halv time før solen gik ned.
Svend Hansen, Anders Hansen og Karen Hansdatter, som er sandemand Hans Svendsens børn blev ikke afhørte, men måtte vente til næste tingdag.
2.september 1718 – Pag. 182b
Sandemand Lars Hansen og Anders Hansen Kjøller på samtlige lodsejere til kirkemarken berettede at de ikke havde indhegnet kirkemarken, men at de i 33 eller 34 år havde skåret tørv efter anvisning, samt at de ikke ville lægge græsning til kvæg i den ny kirkemark.
Laurits Pettersen på Lars og Morten Hansens vegne i sagen mod deres bror Peder Hansen vedr. retten til Kuregård i Klemensker. Peder Hansen ville fremlægge sit ”forsikringsbrev” på gården.
Laurits Veiløe ang. sagen mod Lars og Morten Hansen, Kuregård i Klemensker vedr. arvesvig. Morten Hansen havde lovet at fremlægge deres indsigelse i sagen og eventuelt føre vidner. Men ingen af brødrene var mødt. Laurits Pettersen meddelte at de ønskede udsættelse i 14 dage, men da han ikke havde amtmandens tilladelse til at gå i rette for de to brødre, mente Veiløe, at dommeren skulle lytte til ham, men sætte sagen til doms. Orten Hansen dukkede op senere og fik overtalt dommeren til at udsætte sagen i tre uger.
Jens Ibsen af Rø sogn mødte for at aflægge sit vidnesbyrd om Mogens Jørgensens, der havde brugt ærekrænkende ord mod Jens Clausen på Rø Kirkegaard. Han bekræftede at Mons havde sagt til Jens Clausen at han var en tyv og skælm. Mogens Jørgensen ville have sagen udskudt til næste eller næstfølgende ting.
Dommeren opråbte udbygger Jens Andersen på Simlegaard i sagen om manglende dagsværk for degnen. Jens Andersen var ikke mødt, så dommeren tog sagen til doms.
Sagen om kirkerøveriet var blevet bedømt af de otte stokkemænd. Dommen blev vedstået af dommeren. Kirkeværgen på sognepræstens vegne ønskede sagens fulde agter beskreven.
Svend Giendtzmer nedsatte sig i dommersædet i sagen om Holger Bistrups mord på gildesvallen i Rutsker. Kaptajn Bistrup fremstillede morderen Lars Rasmussen og Hans Gardener. Lars Rasmussen havde intet mere at fortælle om mordet.
Svend Hansen af Rutsker erkendte at han havde været på Gildesvallen samme søndag som Holger Bistrup blev dræbt. Svend Hansen svarede benægtende på alle Bistrups spørgsmål, tydeligt irriteret over at han skulle vidne i en sag, hvor hans hustru allerede var afhørt. Kaptajn Bistrup truede med at han ville få møde for sin modvillighed på 10 lod sølv. Svend Hansen blev ført som vidne mod Hans Gardener, som derved intet førte til. Kaptajnen ville indstævne ham for landstinget, når sagen skulle prøves der.
Anders Hansen, som var sandemand Hans Svendsens søn, fortalte at han var ved Gildesvallens indgang, så han så eller hørte intet til Holger Bistrup. På spørgsmål fra Hans Gardener, så benægtede Anders Hansen, at han havde hørt eller set Hans Gardener i konflikt med Holger Bistrup.
Karen Hansdatter kunne heller ikke oplyse mere end hun tidligere havde sagt.
Kaptajn Bistrup indstillede sagen om drabet på Holger Bistrup og bad om dommen blev afsagt.
Derimod ville han fortsat have Hans Gardener dømt til trusler på livet og mente at han skulle dømmes til Bremerholm i jern. Hans Gardener ville give sit indlæg i sagen om 14 dage.
DOM (pag. 188b) Svend Olsen og Cornelis Monsen skal straffes med Bremerholm i jern på livstid og deres kvinde straffes med spindehuset, samt at deres boeslod tilfalder kongen efter at kirkeværgens omkostninger er betalt.
Transskribering:
At saa som Kierke Vergen Anders Monsen af Clemmedsker Sogn, med sin Prestens Erværdige hederlige oc meget Vel lerde mand Her Jørgen Sandbys Raad oc samtycke efter lovlig gifuen Kal og Varsel til taller Suend Olsen Grøning og hans qvinde Ulve Samt Cornelis Monsen, og hans qvinde angaaende Clemmes Kierckes Røfueng og bortstaalne Sølf Kaar igien berelste. Her om er ført til vidne i blandt andre Anders Olufsen af Sandvig som vidner at Suend Grønings Qvinde sagde Carnelius hafde locket hindis mand til at Røve Clemmens Kiercke, og Johan Olsen vidner om Suend Grønings Qvinde graad og bøn om Carnelius iche skulde legge hendis mand ud i et forhør for øfrigheden om bemeldte Kierhes Røfueri. Carnelius oc hans qvinde bekiender at Suend Grønings Qvinde hafde sagt at hendis mand hafde taget Sølf Kaar af fornefnte Kierche saa og sagt for Corneli Qvinde at Suend Grønings føder hafde staaed paa Alteret. Det og er bevist med et forhør fra Fæstningen Christian Øe, som der blev holdet d. 27. April 1718, at Grønings fore gifuer hand vil bevise huor hand var da bemelte Kierche blef Røvet, Nemlig paa Hammer Vagten, mens huor kunde hand faa den viden naar Kierchen blev Røvet uden hand giorte det self. Thi hr Jørgen vidst det iche eller nogen andre huad Natt eller Dag det skeede:
Maren Lars Øbers, Karen Jensdatter og Olle Larsen vidner af Grønings Qvinde vilde lochet og kiøbt dem til at vidne at hun var hiemme da kierche sølfuet blev igienbaaret, som de iche vilde, mens Karen Jensdatter vidnede at Grønings Qvinde gick i Marchen fra Tein dagen før Sølfuet om natten kom igien til fornefnte Kierche. Spørgsmaal, huor for vilde hun loche og kiøbe vidne uden hun self hafde baaret det igien.
Af Johan Ols af Clemedsker Sogn og Suend Mons vidne af Olsker sogn sees at Suend Grøning huerken frygter for Gud eller Mennisker, men giver sig diefvelen i Vold med fengsel oc trengsel. Jep Monsen af Rudsker Sogn vidner at Suend Grøning haver sagt, at alle de vidner Presten haver ført mod ham ere Tyve, oc tyve parti, Suend Grønning haver selv sagt for retten at deres vidner er usant.
Olle Boesen (Larsen?) af Teign, Isach Jensen oc Rasmus Olsen vidner om Suend Grønnings skreklige banden oc trusseler med Ildebrand oc at hand sagde: giorde Jeg Ret, da skulde ieg sette Ild paa alle Bøndernes Huuse her paa landet med Sæd, oc Stegge Bønderne der inde, oc det var ingen Synd, brende dem op oc slaae dem ihiel oc tage deres penge,
Der kand sees af Anders Jens Vidne af Olsker sogn, hvad fornegte Suend Grønning og hans qvinde maa være een som holder det fra gaat at Røve Kiecher, oc bryde støcker deri, for at stielle penge.
I det øvrige sees af en Ollof Togsuers oc Hr. Christopher Møllers attesters Vidne af 8. july 1718 at Svend Grønnings og Cornelius Monsen er berygtede for de Arriiste Tyve her paa Landet, samt en Vidne Sedel af dato d. 8. Julius 1718 udgiven af Capitain Jørgen Olsen af Leensgaard fra Østre Larsker sogn, angaaende Cornelius Monsen oc hans qvinde.
Her for uden er ført mange vidner som Acten udviise der alt sigter her til at Svend Grønning oc hans Qvinde Ulve samt Cornelius Monsen oc hans Qvinde ere skyldige oc med videre i fornt. Kiercke røveri med meere som disse Qvinder skielder hver andre, for Tyve Tæver, med videre om deres slemme, onde og ugudelige ord oc gierninger som acten Vidner. Saa og haver Clemens Kirkeverge Anders Monsen og Presten velbemelte Hr. Jørgen Sandby i rettelagte 2de Indleger det først af dato d. 8. juli 1718, det andet af 5 Aug: bemelte Aar, hvor i de forklarer sagen med paastand om Svend Grønning oc Carnelius Monsen icke bør at klæde Steile oc Hiull, oc deres Qvinder at miste dere hoveder; Cornelius Monsen haver ført nogle Vidnesbiurd, mens ej kand ansees for hannem til nogen befrielse i denne Sag, hvad haver oc i rettelagt 2de henlæger, det ene af dato d. 27. Juli 1718, det andet af 4. Augusti bemeldte Aar, til mening oc undskyldning at hand iche før turde lade sig meerke med fornt røveri for Svend Grønning oc hans qvindes skyld, idet sted hand skulde aabenbart det for Kiecken ved kommende Saa hafde Mand mueligt bekommet Tyven med Koster nu. Mens bekiender iche hvorved de andre gang, drages for Retten oc medbeviis saasom nødes til at erkiende.
Da efter de i denne Sags førte Vidnesbyrd, oc Suend Grønnings, Cornelis Mons, oc deres Qvinder med hver andre giorde bekiendelser, om Clemmens Kierckes Røveri, oc de der fra bortstaalens ornamenter, hvilket Sølf har været indrettet til allerhøyeste hellige brug for der ud af annammer det aller helligste som er Jesu Legene oc Blod.-
Samme ornamenter ved Bønner oc Guds Underes Magt er denne tilbage igien til Clemmens Kircke. Saa efter denne Sags beskaffenhed, Dømmer Jeg tillige med de 8te Tingemend Saaledes, at Svend Grønning og Cornelius Monsen bør straffes med Bremerholm i Jern deres Livestid, oc deres Qvinder at straffes med Spindehuset, samt deres boes lod at verre Kongen hiemfalden oc bør først af deres boe betales til Kierchevergen Anders Monsen alt den bevislige omkostninger med forsømmelser, reise, kost oc tæring, som hand paa denne Sag haver, oc hvis deres boe ej kand tilstræcke da at have sin betaling af Kirckens indkomster om huis der til haver raad, eller anden steds hvor af righeden got Synes, det til Vidnesbyrd under mit oc bem.te 8 Mands Signeter eller hender. Actum=Anno die et Loco ut Supra.
9.september 1718 – pag. 190a
Læst kgl. Ordre om at Hammershus Birkefoged Mogens Clausen også skulle være herredsfoged i Nørre Herred samt byfoged i Hasle, dat. 12. august 1718.
Jens Andersen på Simlegaards grund i rette lagde sit skriftlige indlæg mod degnen Valsøe. Anders Monsen svarede på degnens vegne, at det ikke ville befri ham for dagsværk til Degnen. Sagen skulle gå til doms.
Dom afsagt af de otte mand vedr. markskel mellem den 1. og 2. gård i Rutsker
Dom afsagt mod Kirsten Mikkelsdatter i Olsker sogn for lejermål
Svend Giendtzmer nedsatte sig i dommersædet i sagen om Holger Bistrups mord på gildes vallen i Rutsker. Lars Rasmussen fremlagde et skriftligt indlæg, som han selv havde underskrevet den 8. september. Kaptajn Bistrup kunne ikke andet mene, at Lars Rasmussen var Holgers stimand (Altså at han havde ligget på lur for at dræbe ham). Lars Rasmussen nægtede, at det skulle have været overlagt mord, hvilket han mente, at Kaptajn Bistrup skulle bevise. Dom i sagen inden 14 dage.
Mogens Clausen nedsatte sig nu som herredsfoged for første gang.
DOM – pag 192b
Amtskriver Skaars anklage mod Kirsten Mikkelsdatter i Olsker for lejermaal, som hun havde begaet i 1717. Hun var ikke mødt i retten og blev uden anke i dømt 12 lod sølv og hvis hun ikke kunne betale, straffes med Spindehuset efter forordning af 5. januar 1714.
16.september 1718 – pag. 193a
Efter herredsfoged Mogens Clausen havde indledt retten overlod han dommersædet til Kaptajn Gregers Christensen i sagen om Morten og Lars Hansen fra Kuregaards arvesvigsag. Lars Veiløe på amtmandens vegne tillod brødrene at lade Laurits Pettersen svare som deres fuldmægtig. Lorents Pettersen havde indkaldt Veiløe i kontrasag. Brødrene hævdede at stævnemåle var ugyldig da Veløe havde udfærdiget skiftet efter enken og var således part i sagen. Veiløe afviste stævningen, da han agerede på vegne af amtmanden ikke sig selv som embedsmand. Han måtte fastholde, at sagen nu burde gå til doms.
Anders Hansen Kjøller på egne og klemenskerboer vegne må kræve af Nykerboerne, at de fremlagde beviser for de markskel, de påstod eksisterede i Kirkemarken, således at sagen kunne gå til doms.
Lorent Pettersen fremlagde skriftligt indlæg på vegne af Morten og Lars Hansen på den 27. gård i Klemensker i 8mandssagen mod broderen Anders Hansen. Nok fremlagdes et Notari Instrument af Panteprotokollen ang. gårdens pant til Jens Jensen af 14. juli 1718. Desuden et købebrev af 2. januar 1697 og en kvittering af 15. november 1703 udgivet af Peder Hansen til sin bror Lars Hansen mm. Papirerne blev leveret til formanden Niels Hartvig.
Mogens Jørgensen af Rø sogn stævnede Jacob Clausen af Rø sogn som kontrasag. Vidnerne Anders Hoby, Lars Hoby og Mons Hansen blev indkaldte. Lorents Pettersen Krog havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Jacob Clausen. Mogens Jørgensens hensigt var at bevise at han slet ikke havde været på kirkegården, da den påstående konflikt udspandt sig. Han ville føre flere vidner på næste ting.
Svend Giendtzmer nedsatte sig i dommersædet i sagen om Holger Bistrups mord på gildesvallen i Rutsker. Lorents Pettersen Krog havde fået amtmandens tilladelse til at være Hans Gardeners fuldmægtig i sagen med kaptajn Bistrup, der havde beskyldt ham at true Holger Bistrup. Pettersen Krog stævnede kaptajnen og enken efter Holger Bistrup og Jens Bistrup i Vestermarie for de beskyldninger mod Hans Gardener. Kaptajn Bistrup mente ikke at sagen var stævnet korrekt, hvorfor et længere disputs udviklede sig. Dommeren afbrød til sidst diskussionen er erklærede at alle stævninger var korrekte, på nær Jens Bistrups, der ikke tidligere havde været inddraget drabssagen. Aftenen var fremskrevet og sagen blev udsat til 8te og 14en dage.
Mogens Clausen sluttede retten med at bede om at der på alle kirkestævner efterlystes løsgængere og læse fruentimmere, der ikke havde en tjenesteplads.
23.september 1718 – pag. 194a
Herredsfogeden Mogens Clausen læste en fuldmagt til sin stedsøn Hendrich Hendrichsen Falck til at gå i hans stilling i Hasle. Dog skulle han havde amtmandens tilladelse, hvis han skulle betjene dommersædet.
Mogens Clausen advarede alle at de skulle ringe deres svin senest 26. september.
Kaptajn Gregers Christensen overtog dommersædet i sagen mod Lars og Morten Hansen på Kuregaard i Klemensker. De to brødre søgte om at blive fritaget for retssagen, da de var fattige og ikke kunne føre en retssag. De havde i mange år understøttet og betalt for deres gamle syge mor. De søgte amtmanden om fritagelse og havde sognepræsten og andre godtfolks støtte.
Mogens Jørgensen fra Rø fremstillede Mads Hansen som vidne i sagen om kirkegårdsskænderierne. Mads Hansen havde hørt Mogens Jørgensen sige til Jacob Clausen, at han ikke skulle gå og hugge i hans have. Mogens Jørgensen førte sin broder Jørgen Jørgensen af Østerlars som vidne. Broderen havde hørt at Mons havde sagt til Jacob Clausen, at han intet havde at gøre i hans have, men ikke at Jacob Clausen havde gjort alvor at hugge noget. Intet skældsord var blevet brugt imod disse mennesker.
Dom afsagt mellem Klemenskerdegnen Jens Valsøe og Jens Andersen, udbygger på Simlegaards grund. Dommeren dømte Jens Andersen til at betale degnen 6 x 5 skilling for 6 års halvdagarbejde, i alt 1 mark 14 skilling. Hans hustru frikendes for også at betale. Degnen havde bevist sit krav ud fra et privilegiebrev Magister Niels Vid fra 1579. Jens Andersen blev fritaget for at betale sagens omkostninger.
30.september 1718 – pag. 201a
Kaptajn Gregers Christensen overtog dommersædet i sagen mellem de tre brødre fra Kuregaard – sagen ville fortsætte på næste ting.
Lars Hansen og Anders Hansen af Klemensker på samtlige kirkemarkens lodsejere stævnede de seks Nykerbønder til vidnesbyrd om markskellet i kirkemarken. Endvidere vidnede Mogens Clausen at for 23-24 år siden da hans bror Berild Clausen boede på Bjørnegaarden, var Bjørnegaards fortov lå vest for Bjørnegaard. Berild Clausen havde fortalt sin bror, at han kunne frit rive lyng og skære tørv på et stykke på kirkemarken, der stødte op til Ladegaardens fortov. Der skulle være skelstene, der viste det. Flere vidner afgav mundtlige beretninger om havde er var kutyme for 20-30 år siden. Der var en anklage mod Anders Hansen Kjøller, der skulle have anlagt 2 huse på sin del af Kirkemarken, som kunne være en fejl. Anders Hansen (8. vornedgaard) sagde, at han for 20 år siden havde opsat et hus på sit udgærde. De andet hus havde nu en mølle [Se Hammers kort- som bla. viser vejrmøllen og den stor Kirkeudmark, som gik ned til Kørsegaard] Mikkel Larsen fra Vestermarie fortalte at han for 36 år siden boede (hos sine forældre?) på Kørsegaard og de havde ret til en del af Kirkemarken til tørveskæring mm. Bønderne fra Nyker hævdede deres ret til også at skære tørv, samt rive lyng og gærdsel.
Kuregaardsagen og arvesagen blev taget op til doms.
Jacob Clausen og Mogens Jørgensen mødte og erklærede at de var blevet venlig forenet og at vil ville ophæve sagen om stridighederne på Rø Kirkegård.
Hans Bistrup lod Lars Rasmussen oplæse et sognevidne til forsvar for sin sag, men da sagen allerede for tre uger siden var optaget til doms, så kunne han ikke lade det indgå, Men det var op til landstinget, hvortil sagen nu er anket, om Lars Rasmussens skriftlige indlæg skulle indgå i sagen.
Sagen mod Hans Gardener var nu indstillet, mod at Hans Gardener mundtligt erklærede at han intet ondt havde at sige om den dræbte Holger Bistrup.
DOM (pag. 206a-208a) (transskriberet) Capitain Hans Bistrup i Vestermarie sogn, som hafuer ladet her til Nørre Herredsting ved skriftlig kaldsædel af 4. Aug. Indstæfnet den i Rønne Vagt Arresterede Lars Rasmussen af Rutsker sogn for et af ham, Capitainens Søn af gagne Holger Bistrup den 31. Juni [fejl 31. juli] 1718 paa gildes Vallen i bemeldte Rydsker Sogn, formentlig begange meget u Christelig Mord, fremføre til Bevis der paa en temmelig deel Vidner, huor af fornemmelig Hendrich Hansen, Lars Rasmussens egen stifsøn, Margrethe Larsdatter af Rønne (Ti Hendrich Hansens hustru, Margrete Larsdatter vidner mestendeel ickun hvis hendes egen Mand for hende sagt haver) Gaar Sagen nermest i det Hendrich Hansen Vidner, at hand saae Lars Rasmussen var Holger Bistrups Banemand med videre for Klaring hand der om giør, at slutter endelig sit vidne med de Ord, at der var vel folck omkring da Holger blef stucken, men ingen nærmere end Lars Rasmussen, oc hand stack ham, saa han størt til Jorden oc strax døde.
Kirsten Nielsdatter vidnede at have Øyensynlig set, at Lars Rasmussen, da Holger Bistrup gick ind i Gildespladsen, kom løbende til Holger, strax vente Holger sig fra Lars Rasmussen oc raabte a 2 a 3 gange ”Den skielm stak mig”, falt saa flux paa Jorden oc døde, saa løb Lars Rasmussen fra Holger. Saa snart hand hafde udsagt bemelte ord før hand døde oc størte til Jorden, saa tilstod vidnet utryckelig at ingen anden giorde dette Mord paa Holger Bistrup end Lars Rasmussen, hvilket Lars Rasmussen end dog self d. 19. aug. 1718 ledig oc løs for retten paa spørgsmaal med rørelse og graad bejaede at han dette grove Mord paa Holger Bistrup begaaet hafuer for klarede omstendigheden saa ledes at hand oc Peder Povelsen i Rutsker sogn sade paa Benken i Gildes Vallen oc drack et Krus øl sammen, saa kom Holger Bistrup 2de gang Ridende dem forbi, oc slog Peder Povelsen med en liden Pidsk, eller sin bare Haand i Hovedet, som dog Peder Povelsen i sit Vidne paa Spørgsmaal self negter. Saa stod Lars Rasmussen fra Peder Povelsen og tog en spotskaftet knif i sin Hannd som hand hafde ved sig, hvor da Holger Bistrup kom 3die gang til dem i det samme holt Lars Rasmussen den sorte Knif ud fra sig i sin højre Hand saa kom Knifuen i ham. Endvidere paa Spørgsmaal, om Lars Rasmussen icke stack den sorte Knif som hand hafde i Haanden i Holger Bistrup, svarede hand JA, at hand giorde, oc i derover høylig fortryden med sær anger oc Kuelse at hand samme Mord begaaet hafuer.
Paa videre tilspørsel de 2de nest følgende Tingdage neml. 26. aug. Oc 2. Sept sidstleden, om Lars Rasmussen hafde betengt sig paa Videre for Klaring end han allerede giort hafde, svarede hand NEJ. Hvorved hand da saaledes sin forhen giorde egen bekiendelse for nyed oc bekrefttet haver. Anledningen over til den avind Lars Rasmussen til Holger Bistrup baared hafver, seer mand af Hendrich Hansens vidner at vare denne, at Holger Bistrup skal have slaget Lars Rasmussen sidts af vigte Pintzedag; hvilket af Lars Rasmussen d. 12. aug. Nestleden saa ledes forklares at hand hafde U-eenighd med Holger Bistrup sistleden 2. pintzedag fordi Lars Rasmussen hafde med andre Lausbrødre dømt paa Holger Bistrup, oc der forre var Holger Bistrup vreed paa ham, oc slog ham saa Blodet løb af ham, hvilket sidst hand dog icke har got giort, oc anden aarsag havde Lars Rasmussen icke som hand selv siger, at Lars Rasmussen siden den tid icke har haft got med Holger Bistrup i Sinde som siden disværre alt for ulyckelig i Gierningen er udbrudt.
Sees foruden andet end oc det, at hand gierne har Haft den store sort skaftede Knif, hvormed det blodige Mord derefter begangen oc med Haanden. Thi Aage Larsen saae den hos ham, da begravelsen efter hans hustru skeede. Morten Davidsen nogen tid før Mordet passerede. Hendrich Hansen ungefær Mandagen før, oc Maren Aagesdatter samme Søndag morgen som ulyeken om aftenen foregick.
At det en icke har været nogen anden end Lars Rasmussen, der kom fra Buskene oc efter at hand stilletiende ulycken havde giort, løb ad Buskene igien at skiule sig, kand kiendelig nok Sluttes saa vel af Kirstine Nielsdatter vidnesbiurds overvejelse imod hin anden; helst eftersom Lars Rasmussen icke self kand benegte, jo saaledes at være Klæd som den de beskriver. Ej heller beviste at nogen af alle dem som vare i gildet var saaledes sort kled som hand, hvor om foruden nest fornt. Personer end og Hendrich Hansen oc Hans Hustru samt Peder Andersen vidner; Jo Lars Rasmussen tilstaaer der foruden selv d. 12. Aug. 1718, at hand hafde samme Kiol paa i Gillet som hand havde paa for Retten.
Det Lars Rasmussen ellers til sin forventede frelse foregiver ligesom Holger Bistrup skulle have self løbet Kifven i sag kand icke saa verre, naar mand betragter Holgers banesaar baade sted og størrelse; Thi Holger Bistrup var jo, af statur, fast med én af de lengste her paa heele Landet, oc fick dog sit baanesaar oven over det høyre bryst, hvilket var saa stort at mand kunde sticke 3 fingre der ind, som Hendrich Hansen, Peder Andersen oc Lars Thorsen om Vidner.
Der foruden har Lars Rasmussen icke beviist at hand for sin Person, den gang af Holger Bistrup, enten med Ord eller gierning blef Ofuerfalden, mindre saaledes Jaget eller dreven, at hand sig paa ingen anden maade kunde Salvere, end at sette Knifuen for sig, oc lade Holger Bistrup for saaledes at frelse sit eget lif, løbe der i.
Her efter satte Capitain Bistrup ved skriftligt Indlæg af 2. september udi Rette at Lars Rasmussen som paa stiemands oc Mordiske viis hans Søn Holger Bistrups blod udstyrt hafuer, bør lide oc undgielde efter Lovens Pag. 915. Art. 12, 13. Oc hans Hovet ved skarpretteren med en Øxe fra Kroppen at Separeres, naar tilforn hans høyre Haand, huor med hand Holger Bistrup myrt haver, afhuggen vare, oc der paa dom begierer.
Lars Rasmussen der imod i ligemaade ved skriftlig indlæg af 8. Sept. Som hand self tilstoed at have underskrefuet, formeent at Hendrich Hansens vidne som en arresteret Person, oc som én der skal have brugt Skiels ord i gieldet, icke skal kunde ansees (da hand dog icke got giør at Hendrich Hansen enten er Lou for Vunden, eller hans Avinds Mand huor ved hans Vidne fældes kiende over sagen ellers (?), at Holger blef stucken siger Lars Rasmussen var fordi Lars frygtede sig storligen, da saaledes at skulle begaaes, som Holger nogle gange paa ham tilforn øved hafde med Hug oc Slag ov Knifskiær) Huilket Lars Rasmussen sees dog icke beviist haver. Oc der forer halt Lars Rasmussen knifuen for sig, da Holger Bistrup imidlertid sig self Kniven indrente med videre.
Formenende Capitain Bistrup ingen hafue at føie, dette til forsetlige Mord oc Stiemands Gierning at hen Vende, med mindre Holger Bistrup hafde taget sin hiem Vej, eller Stie, bleven uden Aarsag dræbt; huorfore hand formoder denne ulycke ichun for Vaades gierning at ansees, oc at hand en det shal gaa højt, icke kand komme nærmere end rette med et Sværd, oc legges i Christen Jord, ellers formeener hand, det nock kunde blive ved Lovens Pag. 923. Art !, nemlig at bøde til den dræbtes arvinger 40 Lod Sølf alene oc dem med være angerløs oc endelig begierdes dom.
Efter alt slige omstændigheders grundeligen overveielse kunde ieg, som af Høyædle oc Velbr. Brigader von Bippen d. 10. aug. 1718 er beordret Retten her til Nørre Herreds Ting i denne Sag at Betiene tillige med de tilskrevne 8te Tingsiddende Stockemænd efter Loven, ingenlunde Lars Rasmussen befri at hand som self af Samvittigheds rørelse bekiendt haver, at hand har stycket knifuen i Holger Bistrup, oc sligt fuldkommen kand sluttes af ham tilforn at verre betenckt oc ofuerlagt førend disse værre / kan dermed til saaant it udfald der nock kand agtes lige ved gierning af Stimand efter som Lars Rasmussen saa stiltiende livet af Holger Bistrup saget haver, jo bør efter Lovens Pag. 915 Art. 12 at have sit Lif forbrudt, oc legges paa Steile oc Hiul, oc hovet lad efter at Skarpretteren Løn, Fangens Underholdning oc Varetægt samt Sagens videre bekostning, oc anden bevislig gield er fra fradragen at verre forfalden, halfdeelen til hans Kongl. Mayst og halfdeelen til den Myrte Holger Bistrups nest arfuinger. Skulle Lars Rasmussen hovetlod ej til bemelte omkostninger strecke kunde, da Holger Bistrups stervboe Capit. Bistrup, som sagen udført haver, der til at svare hvilcket alt videre til Velædle ov Velbr. Hr. Landsdommers gunstige approbation henstilles.
Huad Svend Hansens Vidnesbyrd angaaer, som beviiser sin egen ulydighed imod Loven oc Rettens foreleggelse, med det, at hans self tilstaaer hand nock veed enten hand var paa Gildes Vallen eller icke, da Holger Bistrup ihielstucken, som ej heller kand feile, hand jo det maatte vide, oc kunde erindre helst paa saa stacket tid ligge, saa vil som hans broder Anders Hansen, som var der tillige med ham, oc vidner at de fultes sammen der fra; men skiltes ad under vejs, oc dog vell fornt. Svend Hansen som bemelt absolute icke, efter tilspørgsel, der paa suare da blifuen det oc saa til Velb. Landsdommers gode oc befalig Skiønsomhed henstiller. I lige maade huad Peder Powelsen som haver vundet, at hand hørt Holger Bistrup gav sig 3de gange, da hand blef stucken, oc Raabte: Der var en Skielm, der stack mig oc videre, vant, at hand ej saa Holger Bistrup den aften hand blef stucken, før hand blef død, med de øfrige Ord at Retten ei mere Sandhed af hannem i denne Sag fick, kand hafde fortient. Der til bekræftelse under vores Hænder og Signeter. Nørre Herreds ting ut Supra.
S.Gienttzmer, Hans Jensen, Olle Christensen, Jep Monsen, Olle Pedersen, Claus CHS Hansen, Peder PAS Aredsen, Jens ISS Siversen, Esper Andersen.
——
Dommen blev anket til Landstinget, som efter kun to tingdage afsagde dom den 16. november 1718, således (Pag. 16a):
Saa som denne Sag Reiser sig af et Drab som er begaaed paa Holger Bistrup nest afvigte den 31te Juli efter Solens nedgang paa Gildespladtsen i Rydskersogn, og Laurids Rasmussen beskyldes for at skal have begaaed samme drab, huorpaa Capitain Hans Bistrup haver ført adskillige Vidnesbyrd, huoriblandt ingen u-trykeligen farClarer at dette Mord af Laurs Rasmussen er begaaed uden (*) alene Henric Hansen vidner at han saa at hans stiffader Lauridts Rasmussen slog Holger Bistrup for sit bryst met haanden og strax i samme Minut vente Holger sig fra Laurs Rsmussen og sagde det var en Skielm der stach mig i det samme styrte og døde Holgermed videre hands aflagte Vidnesbyrds omformeldelse. (* indsat ml. linjen: og Kirsten Nielsdatter af Rønne). Kirsten Nielsdatter af Rønne vidner at hund saa Laurs Rasmussen komme løbende til Holger Bistrup og strax vente Bistrup sig om fra Lauridts Rasmussen sigende den Skielm stack mig, huor saa Lauridts Rasmussen starx løb fra Holger og forstrack sig i buskene, og tilstod Kirsten Nielsdatter at ingen andre vaar Holger Bistrups banemand end Lauridts Rasmussen med videre hendes aflagde Vidnesbyrd Nærmere giør for Claring om. Uorimod Laurs Rasmussen iche haver ført noget som kand kuldkaste Hans Bistrups førte Vidnesbyrd, thi det Søgnevidne af 27. spetember (som hand her udi Landstings Retten har fremlagt) kand icke være hannem til nogen befrielse for det begangne drab, eftersom Mændene der haver underskrevet forommte. Sognevidne bekiender der udi at denne drabs Sag er dennem u-bevist, ey heller kand det efter Lauridts Rasmussens paastand reignes for nødværge, eftersom hand iche haver beviist at Holger Bistrup ham være overfalden saa hand icke kunde undløbe hannem.
Saa eftersom af de førte vidnesbyrd og Lauridts Rasmussen egen giorde bekiendelse befindes at hand haver været Holger Bistrups banne Mand, kand ieg forsuarligen iche anderledis kiende, end at Lauridts Rasmussen bør efter Lovens 6te bogs= 6te Captl. 1ste artl. Pag. 886 at miste sit lif, og hofve det fra Kroppen at det Separeres af Skarp Retteren med et Suerd, og naar hand er Rettet Saa Kroppen og Hovedet at komme i Cristen Jord.
Udi det øfrige bar hands hovedlod efter for ommte. Lovens Artl. At være forbrudt helsten til den drebtis Arfvinger, og den anden halfve deel til hands herskab, naar først ald denne Sags bekostning og den bortskyldige gield forud er betalt;
Huad de tuende Vidnesbyrd andgaar Peder Poulsen og Svend Hansen, da som de her for Landstinget den 19de october, haver vedstaaet deris for Landstinget aflagde Vidnesbyrd, og at dennem ey videre udi denne Sag til opliusning var bevist, saa frikiendes de for Capitain Hans Bistrup tiltalle; dess til Vidnesbyrd under mit Signet, Actum Anno Die et Loco ut Supra
14.oktober 1718 – pag. 208a
Hans Jørgensen Ancher boende i Bugge huset ved Olsker sogn læste et købe og skødebrev udgivet af Niels Olsen, der tjente Jørgen Sandby i Klemensker af dato 4 oktober 1718 – skulle indføjes i panteprotokollen.
Jens Pedersen i Rutsker læste et skøde på de 47. gård i Rutsker udgivet af hans fader Peder Aagesen boende på Spanneregaard /47. gård). Han skulle give sin far 120 sld.
Amtsskriver Skaars tjener Nicolaj Linderod stævnede Mikkel Monsen på Simlegaard i Klemensker for at have afhøstet afgrøden fra hans grund (?) efter angivelse af Arist Larsen på den 9 vorned. Arist Larsen skulle ligeledes have afhøstet sin afgrøde. Arist Larsen var ikke mødt. Mikkel Monsen nægtede.
Holtsførster Hans Christensen i henh. til skovforordningens 13. artikel beordrede skovskønning på kongens gårde i herredet, samt undersøge om der var fældet ulovligt og stubbe, der ikke var stemplet. 8 kyndige mænd skulle mødes den 27. oktober hos Anders Kastens i Klemensker Stokkemændene fik til opgave at meddele det på sognestævnet og pålægge alle parter at være tilstede den 27., 28., og 29. oktober på deres gårde.
Sognepræsten Jørgen Sandbyes ”udskikkede” fuldmægtig Anders Gammelsen stævnede Jørgen Ibsen, der boede på degnegaardsgrunden, for manglende udført dagsværk for 1717. Jørgen Ibsen var ikke mødt.
Herredsfogeden meddelte at alle løsgænger, mand eller kvinde, skulle tage tjeneste hos en husbond. Hvilket stokkemændene skulle meddele på søndag i hvert sogn.
Gregers Christensen overtog dommersædet.
Anders Hansen af Klemensker i sagen om Kirkemarken fremstillede Hendrich Pedersen møllere og Hans Beck i samme sogn til eksamen og vidnesbyrd. De var kommanderet til Christiansø, men var begge hjemme nu. Hans Beck boede på Laurs Hans grund på 5 eller 6 år. I tre år havde han lejet Tornskoven på Kirkemarken. Han havde fået lov til skære på fortovet af den han lejede af. Henrich Møller på den 8te vorneds grund. Han fortalte, at hans far boede i et hus kaldet Graverhuset tæt ved kirkemarken. Hans far fortalte, at kirkemarken var skiftet og delt lodsejerne imellem så enhver kendte sin del. Præsten havde sin egen udmarkslund, som ikke blev delt. I de 20 år han havde boet på 8te vorneds grund var det opdelt således at det kun var lodsejerne selv, der måtte rive ene eller lyng på sit fortov. De måtte ikke gøre det andre steder ”uden forlov” eller betaling. Amtsskriverens fuldmægtig Nikolai Birckroed henviste til amtmanden og amtsskriverens befaling, at udmarken forbliver udelt. I flg. Lovens pag. 467 art. 13. Og Kirkemarken var kongens vildtbane og kongen tilhørende. Anders Hansen mente at amtsskriverens påstand var uden sandhed, samt at indhegningen var sket for længe siden.
Peder Nielsen Kure af Aaker sogn aflagde sit skr. indlæg vedr. Kuregaard i Klemensker for de otte mand. Anders Hansen på vegne af Peder Hansen, 40. gård, kunne ikke acceptere hans indlæg.
28.oktober 1718 – pag. 212a
Arrest Larsen af Klemensker i rette lagde indlæg, men blev modsat af Simlegaards Mikkel Monsen, der mente sig uskyldig i anklagen og at han var uretmæssigt tiltalt. Ønskede dom i sagen straks.
Herredsfogeden Mogens Clausen forlod tinget for at varetage andre opgaver og med sig tog han skriveren Peder Poulsen. I stedet nedsatte Gregers Christensen sig i dommersædet og Mons Høg fra Hasle overtog skriversædet.
Anders Hansen havde ikke nået at skrive indlæg i kirkemarksagen, hvorfor han bad om udsættelse.
Lorents Pettersen på Morten og Lars Kures vegne nedlagde påstande med Peder Kures forrige indlæg. Formanden for de 8te mænd, Niels Hartvig, pålagde Peder Kure at svare på næste ting.
4.november 1718 – pag. 213b
For retten fremkom skipper Abraham Grønvall fra England som var strandet med sit skib Netandeler (?) på Klemensker kirkestrand ved et rev der kaldtes Lofke (Levka) den 16. oktober 1718 kl. 4 om morgenen. Han ville have et forhør, således at han kunne få et tingsvidne. Skipper Abraham Grønval boede i Newcastle i England og var på vej fra Petersborg til Danzig med en ladning af H.. (?) og nogle fade med Svinebørster. Han fremstillede styrmand Rollist (Ralf?) Joesen og højbådsmand Johan Giems, bådsmand Johan Lansteel. Styrmanden fortalte, at de var afsejlet fra Danzig og efter to dage med godt vejr begyndte det at blæse med stærk storm. De lå i læ uden sejl, men uden at se Bornholm, hvorefter de drev på et rev. Søen var så stærk, at søen gik over masterne (?) Efter fem timer bliv folkene bjerget i land. Efter forespørgsel fra herredsfogeden om de havde noget at klage over den hjælp de havde fået af øvrigheden eller den gemene mand. Skipperen havde intet at anke over hverken over øvrigheden eller bjergerne. Han var nødsaget til at sælge sit skib for 80 rd til sin reder og for at have noget til sin skibsfolks ophold. Otte tingmænd bevidnede rigtigheden i dette forhør. Hvorefter skipperen fik sit tingsvidne.
Kuregårdsagen blev berørt med nye indlæg og dokumenter til de otte mænd.
Anders Hansen Kjøller på egne og lodsejerne i Kirkemarkens vegne fremlagde et skriftligt indlæg. Kirkemarksagen blev optaget til doms.
19.november 1718 – pag. 215a
Kongens patent af dato 24. oktober 1718 om højesterets afholdelse i 1719. Første gang 1. marts.
Skovskønningen for Nørre Herred blev læst og påskrevet.
Henrich Linderoed svarede mod Mikkel Monsen of Arist Larsens i Klemensker angående ”af grødes af førsel” på deres gårde. Da Arist Larsen havde trukket sin anmeldelse af Mikkel Monsen tilbage og da han ikke var mødt i retten lod Linderoed sagen falde, dog mod at Arist Larsen skulle betale for sagens omkostninger. Dommeren pålagde Arist Larsen at møde om 14 dage.
For retten kom skipper Abert Smedt, hjemmehørende i Tesel i Holland førende en galliot kaldet den Gyldende Bys. Han havde været på vej fra Riga med en ladning af hamp og potaske. Skipperen fremstillede styrmanden Bender Gibersen, tømmermand Petter de Falck, baadsmand Johan Smidt, kok Cornelius Dircksen, matros Jacob de Brun og Willem Hartach. Forhøret skete på Hollandsk, men oversat til dansk. Tingsvidne på dansk papir udfærdigedes.
Den beordrede dommer fortsatte sagen om Kuregaard. Forskellige indlæg og dokumenter fremlagdes.
Herredsfogeden pålagde hver sandemand at lyse på sognestævnet, at alle svin skulle ringes. Og hvis det ikke skete, måtte sandemanden nye halvparten af svinenes værdi, som takseredes til 1 mark danske.
2.december 1718 – pag. 217a
Amtsskriver Skaars enkes fuldmægtig Nicolai Linderoed efterlyste Arist Larsen i Kirkemarksagen om anmeldelse af afhøstning på marken. Arist Larsen var mødt og oplyste at han ikke havde givet ordre til afhøstning på den 9. vornedgaard. Mange andre havde gjort det samme, at afkøre korn i strå. [giver ikke rigtig mening for mig, med mindre det drejer sig om at kornet skulle registreres før det kunne indkøres!] I stedet for at afgive sin ed, ville han give et skriftligt svar på næste ting.
Anders Gammelsen erkendte, at han havde lejet jord på 9. vornedgaard hos Peder Larsen, sandemand Lars Hansens søn via Arist Larsen. Det havde han givet 1 mark for 4 skæpper land. Desuden havde Peder Larsen, der boede i et hus på Dammegaards grund, høstet et læs hø på 8.vorneds grund. Sagen blev optaget til doms.
Hendrich Falck lod læse et købebrev udgivet af den strandede skipper Abraham Grønvalt af dato 7. november 1718 ang. at Anne Dorthe sal. Gumløse havde købt skibsredskaber.
Hans Jensen på Pellegaarden i Rutsker efterlyste en rød hjelmet kviekalv.
Gregers Christensen sendte, via Claus Nielsen, afbud til tinget grundet andre vigtige sager. Men de otte mand efterlyste resten af indlæg om arvesagen, hvor 3 brødre og 2 søstre, hvoraf den ene er død og har efterladt sig 2 drenge og 2 piger. De otte mand ville tage sagen til doms.
Forrige kirkeværge til Klemensker kirke, Anders Monsen, havde på kirkens vegne efterset Cornelius Monsens huse i Rø og Svend Olsen Grønnings hus i Olsker. Begge lejehuse, der stod tomme og uden mindste bohave og intet af værdi eller kreaturer småt som stort. De 6 personer, som var udpeget af kirken, havde, sammen med kaptajn Niels Nielsen, beset disse huse og intet fundet af ringeste værdi, hvilket bevidnedes, hvorefter Anders Monsen begærede et tingsvidne. Dommeren Mogens Clausen kunne ikke udstede tingsvidnet, da der ikke var blevet stævnet korrekt. Men Anders Monsen påpegede, at da Svend Olsen Grønning og hans hustru var udbrudt af deres fængsel og rømt, var det ikke muligt at stævne dem. Cornelius Monsen var ført til Bremerholm og hans hustru overført til Spindehuset, og det ville være omkostningsfuldt at stævne dem i København. Dommeren holdt fast i formaliteten, men tillod at Anders Monsen kunne få et lovligt udskrift af tingsbogens indførelse, hvis Anders Monsen leverede stemplet ark papir.
Den strandede hollandske skipper ville have et tingsvidne på rettens behandling af forhøret, men da stokkemændene ikke havde deres signeter med sig, pålagde herredsfogeden, at det skulle de have til næste ting.
Sandemand Lars Hansen i Klemensker stævnede Lars Espersen fra den 52. gård i Klemensker for fragt-forsømmelse. Sandemanden havde pålagt Lars Espersen den 5. november at fragte kongens materiale fra Klip (?) Hullet ved Clemens Kirkestrand til Rønne. Mikkel Monsens dreng og Anders Erichsen havde været klar til transport i lang tid, men Lars Espersen kom ikke. Sandemanden beviste sit stævne af Lars Espersen ved de to kaldsmænd. Lars Espersen var ikke mødt. Hvis han ikke mødte, så vil han blive dømt til at betale sandemanden de omkostninger der havde været ved sagsanlæg og 3 rigsort til kongen 2 mark til hver af dem, der havde udført hans ægt – det var Mikkel Monsen og Anders Erichsen.
Jens Larsen af Klemensker stævnede Arist Larsen, som han havde opsagt ham fra den 9. vorned, hvor han boede. Arist Larsen havde begået et tyveri fra Lars Hansens søn Jens Larsen og ved et forhør på amtstuen i 1717, havde Arist Larsen vedstået tyveriet af 4 daler og derfor havde ønsket at opgive sin gård til Jens Larsen. Alt var sted i overværelse af generalmajoren Reedtz. Sandemanden Lars Hansen mente ikke, at der var indført noget herom i tingbogen. Arist Larsen var ikke mødt, men blev pålagt at møde på næste ting.
16.december 1718 – pag. 219b
Amtsskriver Hans Hendrich Skaars enkes fuldmægtig Nicolai Linderoed stævnede Peder Larsen og hans hustru boende i et udhus øst i sogne ved Lyngen. Formålet var at høre dem om Arist Larsen på den 9. vornedgaards tyveri. Stævningsmændene oplyste, at Peder Larsen ikke var hjemme i sit hus, da han var i kongens tjeneste på Christiansø. Men de havde stævnet hans kvinde Giertrud Beriildsdatter. Hun vidnede at hun i indeværende år havde lejet sædejord og engebund af Arst Larsen på den 9. vorned i Klemensker, samt de tidligere havde dyrket den 9. gårds jord og hjemført det til deres hus. Det havde de gjort indtil der blev nedlagt forbud derimod. Arist Larsen lod ved hjælp af Mons Olsen fra Rø læse et skriftligt indlæg. Linderoed kunne ikke godtage Arist Larsen indlæg, som enhver fornuftig mand kunne se var stor vidtløftighed. Linderoed ville have dom i sagen. Arist Larsen fik endnu en frit til at møde den 13. januar og sige sin sandhed.
Amtsskriver Skaars enkes fuldmægtig ønskede et tingsvidne i flg. Lovens pag. 154 ang. om der fandtes noget efter Lave Andersen og hans hustru. Efter en landstingsdom den 8. januar blev Lave Andersen dømt til Bremerholm og hustruen til Spindehuset. Linderoed søgte efter midler til at dække omkostninger for at have omtalte kvinde arresteret i Rønne rådhuskælder. Til dette svarede sandemand Lars Nielsen af Olsker, samt Morten Dirck, der begge var vurderingsmænd på delinkventens bopæl. Værdierne kunne ikke række til at dække gælden. De havde endda ikke fået betaling for deres arbejde. Linderoed fik dernæst et tingsvidne herom.
Jens Larsen af Klemensker mødte og mente, at Arist Larsen burde møde i egen person ifølge sidste tings stævnemål. Han havde været til stedet forrige gang, indtil sagen blev behandlet, hvorefter han gik. Jens Larsen mente, at Arist Larsen burde have en mulkt herfor. Dommeren pålagde Arist Larsen at møde på næste ting.
Povel Ibsen af Østerlars sogn stævnede Esper Jørgensen af Klemensker for restancer for den 41. gård i Klemensker. Han blev pålagt at vise kvitteringer og regnskab for gården sådan som pantebrevets betingelser viste. Esper Jørgensen var mødt og krævede at Povel Ibsen at to mænd efterså regnskabet fra Povel Ibsen inden næste ting. Mogens Clausen opfordrede at de søgte forlig inden næste ting.
Gregers Christensen nedsatte sig i dommersædet og afsagde dom i sagen Kirkemarksagen. Anders Hansen Kjøller bad om at få udskrift af dommen.
23.december 1718 – pag. 224a
Oluf Sonne, sognepræst til Rutsker og Hasle læste et pantebrev udstedt af fenrik Jørgen Giødick på Brogaard. Pantet var på 520 sld. med sikkerhed i 3. gård i Rutsker i 10 år
Stokkemænd for året 1719 blev valgt: Fra Klemensker: 2. vg Peder Jørgensen, 3. vg Hans Mikkelsen. Fra Rutsker: 23. gård Ole Clausen og 24. gård Lars Monsen. Fra Olsker Peder Madsen og Hans Olsen. Fra Rø sogn: 8. gård Anders Jensen og 9. gård Morten Larsen. De skulle møde på herredstinget den 13. januar 1719.
DOM (pag. 224b) Anders Hansen Kjøller i Klemensker på egne og fleres vegne ”drevet” en sag mod 6 Nykerboere: Niels Mortensen, Niels Nielsen og Jep Hansen alle selvejerbønder, Jørgen Esbersen, Peder Mortensen og Hans Monsen vorned- og fæstebønder. Vedrørende en fælles mark kaldet Kirkemarken i Klemensker sogn. Marken havde været fællesmark for Klemensker kirkes og Nykirkes sognemænds kvæg og bæster. Klemenskers sognemænd, der lå omkring kirkemarken, havde påstået, at deres fortove var egne lodder og anpart. Der blev nedsat en 8te mands forretning, der skulle undersøge hvilke rettigheder lodsejerne havde og hvilke rettigheder de øvrige klemensker- og nykerbønder havde til kirkemarken. Lodsejerne mente, at de havde ubegrænset ret til at lade deres kvæg og bæster græsse i Kirkemarken.
Amtsskriverens fuldmægtig Linderoed mente, at det var ulovligt at indtage udmarken til eget brug, sådan som det var sket. Udmarken var kongens ejendom og måtte ikke indtages og indhegnes til eget brug. Begrebet lodsejernes fortov var ikke gyldige. De øvrige klemenskerbønder, der ikke havde fortove eller grænser til Kirkemarken, mente at de lodsejerne, der havde indtaget jord, ikke havde yderligere rettigheder til at lade deres kvæg græsse i selve Kirkemarken.
De otte mands vurdering byggede på lovens pag. 475 art. 28+29 at hver lodsejer havde myndighed over den indhegning (på 500 favne gærde) både til at skære tørv og rive lyng. [Sagen er ret indviklet og skrevet utydeligt – en transskribering vil være nyttig, hvis hele sagen skal forstås]
13.januar 1719 – pag. 226a
Jens Larsen fik læst et indlæg mod Arist Larsen på 9. vorned. Dommeren ville have udskrift af sagen, hvorefter han kunne afgive dom.
Sandemandens søn Jens Larsen ønskede at sagen mellem Sandemanden og Lars Espersen skulle udsættes. Sandemanden var syg.
Rasmus Hansen fra 8. gårds grund i Rø læste et pantebrev dat. 23. dec. 1718 til Kirsten Hans Rasmussen.
Herredsfogeden overlod dommersædet til Gregers Christensen. 8-mandsforretningen over Kuregård 27. gård i Klemensker blev oplæst i arvesagen mellem de tre brødre Lars, Morten og Peder Hansen. 15 dokumenter blev leveret tilbage.
Mikkel Monsen fra Simlegaard i anl. af sag mellem amtsskriverens enkes fuldmægtig Linderoed og Simlegaard vedr. Simlegaards avl. Sagen blev taget til doms.
Povel Ibsen ville føre sin sag på næste ting.
Arist Larsen blev efterlyst tredje gange. Peder Larsen var til stede for at føre vidnesbyrd mod Arist Larsen, men da natten var forestående, blev det udsat til næste ting.
20.januar 1719 – – pag. 227a
Skipper Albert Smet kom for at få et tingsvidne, Han fremstillede Niels Monsen, Anders Hansen, Ole Pedersen og Jacob Christophersen. De fortalte, at Albert Smiet af Fetck (?) i Holland var strandet i stærk storm natten mellem den 15. og 16. oktober. Dedel var bjerget og en del drevet bort. Bjergerne havde fået deres tredjedel. Rester var solgt ved auktion i flg. Von Dippens ordre. Pengene var indkasseret ved fuldmægtig Lars Weilø. En tredjedel af den våde stampede potaske var givet til bjergerne og resten var opmagasineret hos Jergen Hermandsen [Bohn] på Baggaard. Skipperen havde gjort al umage for at bjerge så meget som muligt. Den 15. december var skibet slået helt i stykker og drevet vidt omkring. Det der var indsamlet af mast og tømmer blev solgt for 30 sld. klingende mønt. Ved hjælp af brigaderen havde han holdt ransagning i Hasle for at finde potaske, der kunne være stjålet eller opfisket, men der var intet fundet. Skipperen havde en aftale med amtmanden, at hvis der skulle findes potaske efter at han var afrejst fra øen, så skulle det afregnes til købmandspris. Herefter fik skipperen et uvildigt tingsviden. Anders Hansen i Hasle tilbød skipperen, at han med sin store båd, skulle forsøge at bjerge 8-10 fade potaske. Endvidere var de usikkerhed om takkelasen af masterne var bjerget.
Povel Ibsen af Østerlars ønskede, at Esper Jørgensen skulle svare. Peder Jørgensen var mødt og svarede på vegne af Esper Jørgensen, at han ville komme med breve og dokumenter på næste ting.
Arist Larsen på 9. vorned i Klemensker ville føre vidner, nemlig Jørgen Pedersen og Ole Jensen af Klemensker, der havde været ”forbydelsesmænd” overfor Peder Larsen, der dermed ikke måtte føre grøde fra den 9. vorned. Sagen udsat til 3. februar.
DOM (pag. 228b) 8te mandsforretningen vedr. den 27. gård i Klemensker (Kuregaard). Bygninger og huse sat til 211 daler 3 mark og 3 skilling og tilhørende herlighed til 68 daler 12 sk. I alt 280 daler. Gælden var 128 daler og omkostninger til i alt 140 daler. Resten skulle deles mellem de tre brødre og 2 søstre (navne nævnes) Gården var pantsat til Peder Nielsen Kure [bør transskriberes]
3.februar 1719 – pag. 229b.
Amtsskriverens enkes fuldmægtig Nicolaj Linderoed stævnede Jens Jonsen på holtsførstens grund for lejermål i 1718 begået med Bodel Pedersdatter af Klemensker. Ingen var mødt. Bodil Pedersdatter skulle tjene hos Povel Anthoni Møller i Svaneke ”som Amme”.
Endvidere stævnede Linderoed Bente Pedersdatter, der skulle bo hos sin fader Peer Wolmersen i Klemensker, for lejermål med en ukendt bådsmand, hvilket hun havde bekendt for præsten. Hun var ikke mødt, men blev pålagt at møde den 10. februar.
Ligeledes stævnedes Karen Andersdatter af Klemensker, som ligeledes havde begået lejermål med en bådsmand. Hun var ikke at finde på hendes formodede opholdssted, nemlig hos udbygger Jens Hendrichsen på den 49. gårds grund.
I Rutsker stævnede Linderoed Bodil Christophersens datter som boede hos Hendrich Hansens på Gildesgrunden for lejermål med Hans Jensen. Ved stævnemålet havde hun dog angivet Jens Larsen, der nu er rejst til København. Hun blev pålagt at møde på næste ting og fortælle hvem af de to der var barnefaderen. Præsten havde attesteret barnefaderen til den bortrejste Jens Larsen.
Linderoed havde stævnet Hans Jensen i Rutsker for lejermål med Bodil Christophersdatter. Dette blev nu frafaldt. Jens Larsen er ikke bekendt i sognet og ingen vidste hvor han sidst havde opholdt sig.
I Olsker stævnede han Seigne Hansdatter for lejermål med en ukendt bådsmand. De stævnede hende på Lars Larsen Tyst (?) på den 1. gårds grund.
Linderoed efterlyste personer der havde begået lejermål i 1715 og 1716, men som ikke var fundet. Han ville lyse disse personer som fredsløse på hele landet (Bornholm). For 1715 var det: Ellen Ibsdatter i Østermarie, en ungkarl Mikkel Pedersen, Karen Monsdatter, Karen Jensdatter i Aaker sogn, Anne Nielsdatter, Giertrud Mortensdatter i Nyler sogn, Karen Olsdatter. I Klemensker Ingeborg Pedersdatter, i Rutsker Bente Madsdatter i Vang og i Rø Ellene Pedersdatter og Mikkel Pedersen.
I 1716 i Østerlars: Kirsten Christensdatter af Gudhiem. I Østermarie sogn Morten Hansen fra København, Giertrud Pedersdatter tjent hr. Peder Kotkier, Elsebet Trommers datter tjent Peder Lov, Hanne Samuelsdatter, Ibs sogn Dorthe Olsdatter tjent Christian Madsen i Rønne og den skibskarl hun lejermål begik med. Poulsker sogn Bente Jensdatter, Aaker sogn Christine Nielsdatter – Vestermarie sogn Ingeborg Pedersdatter og Johan Søfrensen enkemand, hvor til samtlige sandemænd, stokkemænd på hele landet skulle søge. En række mænd (stokkemændene skulle afgive ed på, at de havde gjort deres yderste og største nidkærhed havde forsøgt at pågribe disse lejermålspersoner.
Ole Pedersen af Rø sogn stævnede amtsskriverens efterlever Elsebet sal. Schaars og hendes tjener til at fremvise det afståelsesbrev, som Arist Larsen havde udstedt til Ole Pedersen på den 9. vorned gård i Klemensker. Som vidne har indkaldt Jens Larsen på Bjørnegaard i Klemensker, Hans Andersen Beck. Ole Pedersen fremviste et afståelsesbrev af dato 5. september 1718 på den 9. vornedgaard, sat en kontrakt med Arist Larsen. Nicolaj Linderoed svarede med største forundring og sagde, at det var kongens sag at give afståelsesbreve. Før Arist Larsen var blevet fradømt gården, eller ikke, kan det ikke dømmes om overdragelse eller afgrødes afhøstning bestemmes. Dommeren kunne derfor ikke se stævningen for lovlig.
Sandemand Lars Hansen i Klemensker ønskede dom over Lars Espersen.
Lorents Pettersen af Sandvig stævnede Lars og Morten Hansen på Kuregaard i Klemensker for manglende betaling af 2 tønder, som kontrakten mellem dem lød på – Det var et salær for at føre deres sag. Ingen af brødrene var mødt.
Esper Jørgensen i Klemensker lovede at fremvise dokumenter – herunder pantebrev – på næste ting. Povel Ibsen svarede at det var regnskabet han efterlyste vedr. den 41. gård.
Anders Hansen af Olsker lod læse et pantebrev udgivet af Mogens Clausen af dato 30. januar 1719.
10.februar 1719 – pag. 235a
Nicolaj Linderoed ønskede dom over lejermålsanklagede:
Jens Jonsen mødte er fremviste sin attest på at han var soldat i det 4. nationale kompagni og ugift. Dermed var han fri for lejermålsbøder efter forordningen af 29. december 1696.
Bodil Pedersdatter var ikke mødt.
Karen Andersdatter var ikke mødt.
Bodil Christophersdatter af Rutsker skulle møde og angive den rette barnefader om det var Hans Hansen eller Jens Larsen – hun var ikke mødt
Signe Hansdatter af Olsker var ikke mødt.
Jens Pedersen af Rutsker stævnede Hans Larsen på den 44. gård i Rutsker som skyldte ham 4 mark og 5 skilling – han var ikke mødt.
Hans Beck af Klemensker var mødt på vegne af Ole Pedersen fra Rø. Han fremlagde en attest fra handelsmand i Rønne om den 9. vg. Ejendom (?) Hans Kjøller af Rø mødte i samme sag, men Arist Larsen var ikke mødt.
Lorentz Pettersen i Sandvig mødte i hans sag mod brødrene Morten og Lars Hansen vedr. manglende salærbetaling – udsat til næste ting.
Povel Ibsen af Østerlars ønskede at Esber Jørgensen skulle fremlægge pantebrevet på den 41. gård i Klemensker og hvor meget han havde betalt og udførligt regnskab at fremlægge. Herredsfogeden pålagde parterne at møde i hans hus i Sandvig førstkommende mandag den 13. februar for at fremlægge samtlige dokumenter i sagen.
24.februar 1719 – pag. 236b
Nicolaj Linderoed på Schaars enkes vegne ville forfølge lejermålsanklagerne. Ingen af de fire kvinder var mødt, hvorefter sagerne gik til doms.
Kay Ancher stævnede Lars Thorsen for gæld på 23 sld. klingende mønt og 17 sld autoriserede seddelpenge. Lars Thorsen var ikke mødt.
Sagen mellem Povel Ibsen og Esper Jørgensen ang 41. sg. i Klemensker. Esper Jørgensen ville have at de begge valgte en person, der skulle granske regnskabet. Povel Ibsen ville have at pantebrevet blev fremlagt i retten. Dommeren ønskede at to uvildige mænd valgtes til at gennemse regnskabet.
Hans Larsen vedstod at betale sin gæld til Jens Pedersen på i alt 1 rigsbankdaler og en skilling inden 14 dage.
Arist Larsen mødte (endelig) på tinget og benægtede at han ikke havde afstået til Hans Andersen Beck og at han ikke havde modtaget nogen skilling fra ham. Nicolaj Linderoes og Ole Pedersen ville nu have sagen til doms.
DOM (pag. 238a) mellem amtsskriver Schaars enke og Mikkel Monsen på Simlegaard. Sagen drejer sig om ”afhøstelse af afgrøde” på fæstegaarde uden øvrighedens tilladelse. Arist Larsen på 9. vornedgaard havde fået samme anklage som Simlegaard. Det skyldtes Hans Andersen Becks anmeldelse. Forbrydelsen består i, at fæstegårde er belagt med krav om, at afgrøden ikke kunne sælges til anden side, men at gården skulle drives af fæsteren. Afhøstningen skete ved at fæstebonden havde lejet jorden til anden mand og at der var sket en kapitalisering uden ejerens tilladelse, altså kongens tilladelse. Anklagen mod Simlegaard blev afvist dommeren, da den var ubegrundet og skyldtes Arist Larsen ubevislige anklage. Arist Larsen blev dømt til at betale sagens omkostninger.
Amtsskriver Schaars enkes tjener Nicolaj Linderoed havde opfølgende anklaget Arist Larsen for at have ”afhøstet” den 9. vornedgård uden tilladelse. Anders Gammelsen havde vedstået, at han havde lejet et læs hø på den 9 vg. Det samme havde Peder Larsen gjort. Arist Larsen meddelte, at han var ikke den eneste, der havde fulgt den praksis, men at han selv havde nedlagt forbud mod afhøstning og efter at han havde opdaget afhøstningen, så havde han bragt afgrøden tilbage til gården. Arist Larsen mente, at han blev forfulgt af amtsskriverens fuldmægtig. Dog havde Arist erkendt, at han havde lejet 4 skp. land til Anders Gammelsen. Arist Larsen blev ikke dømt, da han frivilligt ville afstå den 9. vornedgaard.
DOM (pag. 240a) mellem Jens Larsen og Arist Larsen. Jens Larsen mente, at Arist Larsen havde afstået den 9. vornedgaard til ham. Sagen kunne ikke dømmes, da det var Amtsskriverens sag at opsige og tildele vornedgården.
DOM (pag. 240a) Sandemandens anklage mod Lars Espersen for forsømmelse at gøre kørselsægter for kongen med strandingsgods fra kirkens strand til Rønne. Lars Espersen mødte aldrig på tinget. Han blev dømt en bod og at erstatte de to andre, der havde udført hans ægter i stedet.
3.marts 1719 – pag. 240b
Christopher Jensen fra Rønne stævnede Hans Nielsen på den 51. gård i Klemensker. Vidnerne Rasmus Erichsen og Peder Bentsen skulle bekræfte, at de på vegne af Christopher Jensens vegne, havde forbudt Hans Nielsen at avle på den 51. gård. Målet var at få udstedt et tingsvidne. Rasmus Erichsen bekræftede dette og Peder Bentsen, der mødte senere på tinget, bekræftede det samme.
Key Ancher efterlyste Lars Thorsen at svare på hans anklage. Han var ikke mødt.
Morten og Lars Hansen fra Kuregård kom og svarede på Lorentz Pettersen anklage om ikke at have betalt sit honorar. De to brødre aflagde deres skriftlige svar.
Poul Ibsen fra Østerlars mødte i sagen mod Esber Jørgensen vedr. den 41. gård i Klemensker. Lars Nielsen fra Habedam mødte på Esber Jørgensens vegne og sagde, at så længe pantebrevet ikke var udløbet, så behøvedes ingen regnskabsaflæggelse. Denne påstand ville han bevise på næste ting.
DOM (pag. 241b) mellem amtsskriver Schaars enkes fuldmægtig Linderoed og Arist Larsen på den 9. vorned i Klemensker. Hans Beck havde krævet at Arist Larsens afgivelse til ham skulle stå ved magt. Desuden havde Jens Larsen fået lovning på gården af Arist Larsen. Linderoed derimod påstod, at det var kongens sag. Mellem Arist Larsen og Ole Pedersen var der udstedt en kontrakt, der sagde, at Arist Larsen skulle afstå gården til ham mod et 6 stolperum hus på grunden inkl. 3 tønder land jord til beboelse så længe han levede. Herredsfogedens dom blev, at det skulle være Ole Pedersen, der med sin far Peder Olsen havde indgået en bindende kontrakt der skulle stå ved magt så snart han på amtstuen betalte stedsmålsafgiften. Han kunne straks flytte til den 9. vorned.
17.marts 1719 – pag. 242b.
Korporal Lars Torsen læste et købe- og skødebrev på den 3. gård i Rutsker til Anders Hansen for en pris på 400 Sld. Anders Hansen kunne først flytte til gården i 1720.
Peder Aagesen og hans søn Jens Pedersen af Rutsker læste en kontrakt af dato 16. marts 1719 ang. den 47. gård.
Povel Ibsen mødte og ville gøre endelig regnskab med Esper Jørgensen.
Esper Jørgensen stævnede Povel Ibsen fra Østermarie. Esper Jørgensen skulle have sikkerhed for, at Povel Ibsen havde fået penge for adgang til den 41. gård i Klemensker. Povel Ibsen var ikke tilfreds før han havde fået pantebrev og kvitteringer. Herefter kunne de gøre regnskab. Esper Jørgensen henviste til en kontrakt af 22. decbr. 1716, som Povel Ibsen havde forsynet med sine tre bogstaver. Esper Jørgensen førte vidner. Lorents Pettersen fortalte at Esper Jørgensen i 1716 frivilligt havde indgået aftale med Povel Ibsen hos Mons Høeg i Hasle og at Povel Ibsen egenhændigt havde printet sine to bogstaver på dokumentet. Aftalen var at de først 50 daler af pantebrevet 300, skulle betales kontant. Mons Høeg vedstod at der i hans hus var blevet forhandlet et forlig om gården og at dokumenter var udfærdiget den 22. december 1716.
Sag mellem Lorent Pettersen af Sandvig og Lars Hansen i Klemensker om gæld på to tønder byg. Lorents Pettersen afhørte sit vidne Gotfrid Nielsen fra Rø, der fortalte at han havde hørt Lars Hansen og Lorentz Pettersen tale om Kuregårdsagen og at honoraret skulle betales af brødrene, hvilket brødrene senere fortalte i retten. ..
DOM (pag. 246a) mellem amtsskriver Skaars enkes fuldmægtig Nicolaj Linderoed og Bodil Pedersdatter i Klemensker for lejermål med en soldat fra det 4. nationale Kompagni. Hun blev dømt efter forordningen fra 1714.
Ligeledes dømtes Bente Pedersdatter fra Klemensker for lejermål med en ukendt bådsmand i 1718
Ligeledes Karen Andersdatter i Klemensker for lejermål med en ukendt bådsmand
Ligeledes Bodil Christophersdatter fra Rutsker for lejermål med Jens Larsen, som er rejst til København.
Ligeledes Seine Hansdatter fra Olsker for lejermål med ukendt bådsmand.
31.marts 1719 – pag. 247b
Læst kongens forbud om at udføre Uld (?) fra Danmark, dat 14. februar 1719
Læst kongens forordning om kgl. Supplikker til kancelliet, rentekammeret og admiralitetet, dat. 10. marts 1719.
Esper Jørgensen fremviste en kvittering af 18. dec. 1716 og pantebrev fra 28. august 1717. mm Povel Ibsen mente, at der nu manglede 100 daler at betale, men det det måtte herredsfogeden nærmere undersøge. Povel var villig til at afgive sin ed på, at han ikke havde modtaget 300 daler, som Esper Jørgensen påstod. Esper Jørgensen forlod retten inden sagen var gennemført. Det blev således ikke muligt for herredsfogeden at føre sagen til doms.
Det blev lyst, at broerne i herredet skulle repareres
Dernæst lyste regler for u ringede svin og hvis man ikke ringede, så blev man pålagt at bøde 1 mark i bøde første gang og 3 mark anden gang.
14.april 1719 – pag. 249a
Hans Jensen på den 68. gård i Klemensker læste et pantebrev på 149 sld. til Jørgen Monsen Høg. Der blev draget tvivl om Hans Jensens hustru Karen Pedersdatter ikke var vidende om udstedelse af pantebrevet. Peder Bendsen, der var Karen Pedersdatters morbror, oplyste at lånet var sket uden hendes vidende og samtykke.
Lars Nielsen af Olsker læste en skriftlig redegørelse i sagen mellem Poul Ibsen og Esber Jørgensen vedr. den 41. gård.
Herredsfogeden Mogens Clausen fremstillede fire skønningsmænd fra Rø, som havde undersøgt det døde og druknede menneske Mogens Nielsen i Rø. Forretningen var fundet sted den 12. april 1719. De fire mænd skulle afgive deres mening om dødens årsag: Specifikt om det var et mord eller var selvmord. De fire skønningsmænd mente at se, at det ikke var et mord, men at Mogens Nielsen havde taget sit eget liv i raseri.
DOM (pag. 250b) I sagen mellem Lorents Pettersen og brødrene på Kuregaard, Lars og Morten Hansen, om salærs betaling – 2 tønder korn eller 14 mark i penge. Brødrene blev dømt til at betale.
28.april 1719 – pag. 251a
Læst kgl. Forordning vedr. Specier, rigsdaler og 4 marks kroner.
Nicolaj Linderoed mødte på vegne af amtsskriver Skaars enke stævnede Svend Hansen på den 19. gård i Rutsker for ikke at betale kendelsespenge til sal. Holger Bistrups enke eller til amtsskriverens kontor. Svend Hansen ville svare på næste ting.
Peder Bendsen mødte på vegne af sin søsterdatter Karen Hans Jensen. Peder Bendsen ville ikke godkende den af Hans Jensens udstedte pantebrev, der var udstedt af Hans Jensens ”syge fornuft”, der ikke var accepteret af hans hustru. Hans Jensen fra den 68. gård var ikke mødt.
Pofuel Ibsen mødte i sagen om Aarsballgaarden (41. sg.) i Klemensker ville ikke give Esber Jørgensen mulighed for at afgive sin ed på gældens betaling, førend han havde fremvis lovlige kvitteringer. Herredsfogeden valgte to mænd til at gennemgå sagen, hvorpå han derefter ville afgive dom.
Herredsfogeden gengav ordre fra brigader og amtmand, at sandemændene i hvert sogn skulle mødes med tre mænd (Anders Hansen Kiørsegaard i Klemensker, Peder Christensen af Rutsker, Jens Andersen fra Olsker) deres opgave var at efterse bjælker og Planker, som fandtes på broerne. De skulle møde ved Klemensker kirke den 3. maj.
12.maj 1719 – pag. 252b
Læst kgl. Forordning om forskelligt justitia af 31. marts 1719.
Peder Bendsen på sin søsterdatter Karen Hans Jensens vegne stævnede Hans Jensen for at han havde udstedt et pantebrev ”uafvidende” uden hendes vidende og videnskab. Peder Bendsen ville have at hun fik en værge til delt og at det handlede blev returneret. Peder Bendsens tre vidner var Anders Hansen, Mons Pedersen og Peder Hansen alle fra Klemensker, Hans Gardener og Hans Bendixen fra Hasle og Karen Jensdatter. Anders Hansen fortalte at de ved mønstring opdagede at der lå en mand på jorden. Da de løftede ham om, talte han usammenhængende og ufornuftigt. Dernæst gik det op for dem, at det var Hans Jensen. Senere ville han ikke vedkende sit navn. Han betragtede ham som værende drukken. En anden gang havde vidnerne set Hans Jensen ligge på kirkegården helt stille. Han lå helt stille og sveden sprang fra hans ansigt og var ellers helt kold. De hjalp ham ned til huset neden for kirken, hvor Peder Larsen boede. Han blev støttet så han ikke skulle falde og slå sig. Hans Gardener i Hasle fortalte at forrige år ved påsketiden, var Hans Jensen på besøg i hans hus sammen med Erik Nielsen, som nu er grebet for tyveri og sidder på Bremerholm i jern. De to havde fulgt Hans Jensen hjem til den 68. gård, men på vejen var Hans Jensen blevet svag i benene og de måtte støtte ham indtil han kom hjem. Hans Hustru havde aldrig set sin ægtemand således før, så de to blev hos ham i tre dage, fordi de ikke turde lade ham blive alene. Den fjerde dag var de to taget med Hans Jensen til Klemensker kirke og hjem igen. Hans Bendixen af Hasle havde hjulpet Hans Jensen med at skære tørv i løbet af sommeren. Hans Jensen faldt om i vandet og var ganske død og ”bort svimmet”. De fik ham pakket ind med klæder og han begyndte at komme til sig selv, men ikke til sin fulde fornuft. Da de første ham hjem, kikkede han sig tilbage. Hvorfor, spurgte de ham, hvorefter han svarede, at han ville se om hans tjenestefolk gjorde deres arbejde. Peder Bendsen fik et tingsvidne på disse vidnesbyrd om Hans Jensens sygdom.
Jørgen Monsen Høg svarede på spørgsmål vedr. den kontrakt der var oprette mellem ham og Hans Jensen på 111 sld. mod underpant i Hans Jensens gård. Peder Bendsen ville have pantebrevet kendt ugyldigt. Peder Bendsen fremlagde en attest fra sognepræst Jørgen Sandbye. Hans Jensen udbad sig kopi af sagen og af sognepræstens attest.
De tre synsmænd på herredets broer aflagde deres forretning.
Pouel Ibsen fra Østerlars og Esper Jørgensen fra den 41. gård mødte og fremlagde et forlig de havde indgået med hinanden. De to likvidationsmænd havde fremlagt et forlig, som de begge havde accepteret. Pouel Ibsen modtog 10 rd. i klingende mønt af Esper Jørgensen.
Nicolaj Linderoed på amtsskriverskens vegne mødte i sagen mod Svend Hansen i Rutsker på den 19. gård – sagen blev udskudt 14 dage.
26.maj 1719 – pag. 256a
Amtsskriver Christopher Horn bad om at få 4 uvildige mænd valgt til at syne engene ved Bulleriis, samt Fogeddalen øst for Klemensker kirke op mod Eggebjerg lidt sydvest derfra. De skulle udvise skellet, samt vurdere hvor meget der skulle betales til kongen herfor.
Anders Pedersen, som er Peder Bendsens søn stævnede Hans Jensen på Riisegaarden, som var Anders Pedersens halvbror for gæld på 85 sld 3 mark i klingende mønt samt 6 daler 1 mark i sedler. Hans Jensen vedstod beløbet.
Hans Jensen fremlagde sit skriftlige indlæg, som herredsfogeden ville lade indgå i sagen mellem Hans Jensen og hans sted fader Peder Bendsen.
Mogens Høeg i Hasle mødte på sin søn Jørgen Monsens vegne og spurgte Hans Jensen om han ikke havde modtaget 111 sld fra sin søn. Hvilket Hans Jensen bekræftede. [sagen er indviklet, da sagen drejer sig om to stedbrødres konflikter]
2.juni 1719 – pag. 258b
Lars Torsen fra Rutsker stævnede broderen Hans Torsen fra Nyker til 8 mands syn af jorden som gården havde indhegnet. Som bevismateriale fremlagdes en seddel udfærdiget af Holger Rosenkrands den 18. juli 1639, der berettede om en bæk syd for Pugegaard i Rutsker og derfra mellem Piledammen forbi en gl. Pil syd og vest for Morrilsløkken til et dige. Jorden omfattede en del af det, som Hans Svendsen havde ladet indhegne, da han havde den 2. gård i besiddelse. Hans Torsens fuldmægtig Anders Hansen mente ikke at det var lovligt at føre en herredstingssag førend sagen var afgjort på højesteret. Lars Torsen fik tilladelse til at afholde en 8mandsbesigtigelse på åstederne, og derved erhverve sig tingsvidne til brug for højesteretssagen, som endnu ikke var afgjort.
Lars Torsen stævnede sin bror Hans Torsen for at få afgjort, at han havde kontrakt på indløsningsretten til den 1. gård mod 150 sld. Han fremlagde et skødebrev dateret 21. april 1694 udgivet af Hans Torsen til Lars Torsen. Hans Torsen mente, at kontrakten var forældet og at da han ingen skilling havde modtaget fra Lars, så kunne denne indløsningsret ikke stå ved magt. Det fremviste skødebrev havde ingen endelig magt, da det kun var et tilbud på salg.
9.juni 1719 – pag. 261a
Peder Bendsen ville have udsættelse i sagen mod Hans Jensen, da han endnu ikke havde modtaget udskrift af Hans Jensens skriftlige indlæg og kopi af sognepræstens attest.
Anders Pedersen forlangte dom i sagen mod Hans Jensen og de 92 sld. som han skyldte. Hans Jensen ville svare skriftligt på næste ting.
Anders Hansen, fuldmægtig for Hans Torsen i Nyker, udtalte fortsat, at skødebrevet fra 1694 ikke var gyldigt og at han ingen penge havde fået. Petter Tisen, der har fuldmægtig for Lars Torsen. Der blev henvist til en samfrændedom fra 24. august 1677 beordret af Hans Svendsen, hvor Hans Torsen blev tilkendt 1. gård i Rutsker.
Herredsfogeden lyste at alle sandemændene i deres sogne skulle sørge for at broer og veje var fremkommelig i disse krigstider.
Alle stævnemål blev opretholdt til næste ting om tre uger.
30.juni 1719 – pag. 263a
Hans Bidstrup af Vestermarie sogn kom på sin datters mand Jep Larsen i Olskers vegne stævnede Gregor Ibsen på den 27. gård, hvilken gård var Jep Olsens fædrene gård, til opkrævelse af otte mand. Jep Larsen havde arvet gården efter sin far Lars Ibsens død. Og nu ville Jep Olsen syne gården, deres huse, vandmølle og marker og al anden herlighed. Jep Larsen mor, Valborg Monsdatter, var død. Gregers Christensen var fuldmægtig for Gregor Ibsen mente ikke det var nødvendigt at lade 8te mand syne gården, da der var indgået en kontrakt mellem Jep Olsen og Gregor Ibsen. Jep Olsen boede allerede på gården.
Sergent Gregers Ibsen stævnede Jep Larsen for at bevise sine påstande. Gregers Ibsen mente ikke, at, da Jep Larsen endnu ikke var 25 år, så kunne han ikke sagsøge ham. Greger Ibsen fremlagde en kontrakt fra den 1. april 1718 mellem ham og Jep Larsen, hvorfor at ottemands opkrævelsen er unødvendig.
Herredsfogeden ville have samtlige dokumenter fremvist for de otte mand, som blev pålagt at møde på den 27. gård den 3. juli.
Sognepræst Oluf Sonne af Hasle og Rutsker menigheder stævnede fenrik Jørgen Gjødich af Olsker til 4 mands syn på den 3. gård i Rutsker. Sognepræsten havde pant i gården i nogen tid og ville sikre sig, at gården blev holdt vedlige og at se om skoven ikke havde taget skade. Herredsfogeden valgte fire mand til synsforretningen.
Peder Bendsen fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen mod Hans Jensen. Hans Jensen begærede kopi af Bendsens indlæg og ville svare på næste ting.
Petter Tisen af Svaneke på vegne af Lars Torsen på den 1. gård i Rutsker i rette lagde et skriftligt indlæg mod broderen Hans Torsen i Nyker. Anders Hansen ønskede kopi af indlægget til Hans Torsen. – Sagen forøgedes med nye stævninger og flere vidneafhøringer vedr. markskel mellem den 1. og 2. gård i Rutsker.
7.juli 1719 – pag. 267a
Formand Jens Jensen, Bjergegaard, for de fire mand, der var sat til at syne de to enge tilhørende kongen aflagde deres forretning. Bolleris og Fogeddalen er hver blevet vurderet til 7 læs enges eller efter gammel skik og brug 2 mark danske for hvert læs.
Hans Jensen fik læst et skriftligt indlæg (på 12 sk. Papir) i sagen mellem ham og Peder Bendsen. Jørgen Monsen Høeg fik sit skriftlige indlæg læst og påskrevet. Peder Bendsen mente at både sagen mod Hans Jensen og pantsættelse af gården uden hustruens vidende og samtykke burde annulleres. Herredsfogeden optog sagen til doms.
Formanden Frederik Hansen fra Rø i ottemandssagen på den 27. gård i Olsker fremlagde en kontrakt og forening. De otte mand ville fremlægge deres forretning på stemplet papir.
Ottemandsforretningen i sagen om markskel mellem den 1. og 2. gård i Rutsker fremlagde vidnesbyrd på åstedsforretningen. En mand ved navn Jørgen Andersen, som var næstnabo til den 1. gård havde udpeget skellet, hvilket Hans Torsen ikke ville acceptere.
15.juli 1719 – pag. 269a
Amtsskriver Skaars enkes fuldmægtig Nicolaj Linderoed stævnede sandemanden Hans Svendsen i Rutsker for ikke at have gjort sin yderste flid til at opspore Jens Larsen og Bodil Christophersdatter, der havde begået lejermål i 1718. Jens Larsen skulle have ladet sig hyre i kongens tjeneste i flåden. Sandemand Lars Nielsen i Olsker var ligeledes stævnet for forsømmelse i at opspore sine lejrmålssigtede.
Formanden Frederik Hansen fra Rø fremlagde ottemandsforretningen for den 27. gård i Olsker.
Jep Monsen fremlagde et skøde på den 18. gård i Rutsker, som han havde købt af sandemand Hans Svendsen.
For retten kom Mons Monsen på Frigården i Rutsker og læste en firemandsforretning over den 3 selvejergård i Rutsker.
Sagen mellem Hans Torsen og Lars Torsen om markskellet mellem den 1. og 2. gård.
Peder Andersen på den 21. gård i Klemensker stævnede Ole Gifuersen, der boede på den 21. gårds grund. Han blev opsagt og han skulle fjerne sit hus på grunden inden første skiftedag i 1720. Endvidere blev Lisbet Lasses, som også boede i samme hus, stævnet til at give sin forklaring på beboelsen. Ole Gifuersen ville svare på næste ting.
28.juli 1719 – pag. 270b
Læst kgl. Forordning om sildefustagens størrelse.
Sandemand Lars Nielsen i Olsker svarede på spørgsmål om et kvindemenneske Signe Hansdatter, der var anklaget for lejermål, der nu skulle befinde sig i Rønne. Sandemanden aflagde sin ed på at han ikke vidste hvor hun var, samt at han havde gjort sit yderste for at finde hende.
De otte mand læste deres forretning om hvordan jorden mellem den 1. og 2. gård i Rutsker var fordelt. Dokumenter blev afleveret. Og skriveren fik ordre på at udfærdige et tingsvidne. Parterne ville have sagen beskrevet. Hans Torsen i Nyker ville have kopi af forlig mellem Hans Svendsen og Lars Torsen. Dommeren ville have parternes stillingtagen til 8te-mands forretningen, hvorefter han ville afgøre om han skulle optage sagen til doms.
Peder Andersen på den 21. gård i Klemensker mødte med sin udbygger Ole Gifuersen og fortalte, at de var blevet enige. Ole Gifuersen skulle betale årlig leje af jorden til St. Mikkelsdag 1 rigsdaler, 2 dages markarbejde og 1 dag høstrivning. Straks skulle han give 2 årsjordleje omregnet til 4 sld.. Han skulle fraholde sig at give ”u tilbørlig hantering” (? – noget med at pløje om natten og om søndagen), hvis han fortsatte skulle han straks fjerne sit hus fra grunden.
DOM afsagt mellem Jørgen Monsen Høg og Peder Bendsen, samt mellem Hans Jensen og Anders Pedersen, som er Peder Bendsens søn. Herredsfogeden gennemgik sagen punkt for punkt. Hans Jensens sygdom blev betragtet som grund nok til at sætte Hans Jensen under værgemål, da han, efter dommerens mening, handlede uforsvarligt og at han ikke efterfølgende kunne handle fornuftigt. Pantsætningen af gården kunne ikke trækkes tilbage, men da panthaveren havde udnyttet Hans Jensens ufornuft (med handlinger der tangerer det vanvittige og ødsle) skulle pantet ikke pålægges renter. [Sagen er interessant da Hans Jensen i sit forsvar lægger skylden på sin stedfader Peder Bendsen:] ”fordi hand tog ham med sig da han fødes op hos ham altid ad Kroen huor liderlig folck, og Brende vins drick var, med mere” – se for øvrigt Louise Skovgaards 10. bind side 32, hvor det nævnes, at sagen om umyndiggørelsen endte i Højesteret).
4.august 1719 – pag. 273b
Anders Hansen på vegne af Hans Torsen fremlagde sit skriftlige indlæg mod Lars Torsen ang. den 1. og 2. gård i Rutsker. Han lod også protokollere kontrakten mellem Hans Svendsen og Lars Torsen fra den 30. dec. 1713, der byggede på 12 samfrænders dom fra 1677 og som sagde at Lars Torsens fædrendearv stod i den 1. , 2. og 36. gård i Rutsker. Kontrakten lod at Lars Torsen skulle have den 1. gård kvit og frit for de penge der stod i den 2. og den 36. gård. Lars Torsen nægtede, at have indgået nogen kontrakt, der gav ham den 1. gård i stedet for den 2. gård, som han gjorde krav på. Lars Torsen anklagede Hans Torsen for at have høstet en eng på den 2. gård, medens han var bortrejst til København. Lars mente, at det var Hans, der havde beordret Peder Poulsen, der boede på den 1. gård, til at gøre høstarbejdet. Hans Torsen skulle ligeledes have fældet en eg på den 2. gårds jord ulovligt. Dommeren mente, at det var umuligt at afgive kendelse på disse påstande, men ville vente på indlæg fra modparten på næste ting.
25.august 1719 – pag. 275b
Tingbogens oplysninger om den 1. gård i Rutsker fra 1694 og 1691 blev sammenlignet med originale dokumenter. Brødrene Hans og Lars Torsen kunne stort set ikke blive enige om noget. Lars Torsen ville komme med en skriftlig redegørelse på næste ting.
8.september 1719 – pag. 275b
Amtsskriver Christopher Horn havde sendt sin fuldmægtig Niels Lund, der stævnede sandemand Lars Nielsen i Habedam i Olsker for ulovlig tørveskæring i Kongens Hestehave kaldet. Sandemanden modsagde stævningen ved at henvise til brigader og amtmanden om, at Hestehaven, der var kongens, skulle levere 30 læs tørv til Rønne. Sandemanden manglede endnu at levere 12-14 læs. Anklagen lød på, at der ud over amtmandens levering blev skåret tørv til eget brug. Niels Lund ville afhøre de omkringliggende bønder, der var pålagt at udføre arbejdet, havde fået forbud også at skære til sig selv. Sandemanden Lars Nielsen mente at der var tillagt hans embede at skære tørv i Hestehaven. En af de bønder, der var stævnet til vidne i sagen var Svend Engelbretsen, der var kgl. Fæstebonde og som sådan havde både opgaver og rettigheder ang. tørveskæringen. Han var kommet op og toppes med sandemanden, der havde slået ham med en hakke ved tørvemosen, hvorfor Svend Engelbretsen stævnede sandemanden for vold og slagsmål.
Lars Torsen fremlagde sit skriftlige indlæg mod sin bror vedr. den 1. gård i Rutsker. Sagen går også på betaling af omkostninger, der vokser løbende så længe sagen pågår.
Key Ancher fra Hasle lod opbyde 1. gang sin myndling Christen Lindes arvepart. Christen Lind er søn af afdøde sognepræst Christen Lind i Rø – arvesummen var 47 daler 2 mark 7 sk. I klingende mønt og 8 sld i autoriserede sedler.
22.september 1719 – pag. 280a
Sagen om sandemand Lars Nielsens vold og slagsmål med Svend Engelbretsen fortsatte med afhøring af vidner. Hans Ancher, der boede på Slottets grund, havde ikke set noget. Lars Nielsens datter Giertrud blev afhørt og hun havde ikke bemærket andet end at de havde råbt efter hinanden, men ikke at hendes far havde slået med hakken efter Svend, men blot kastet hakken efter ham uden at ramme hverken hest eller mand. Sidste vidne var Lorents Pettersen fra Sandvig, men han var ikke mødt.
Dernæst sagen om den formodede ulovlige tørveskæring i Hestehaven, som Lars Nielsen blev beskyldt for. Amtsskriver Horns fuldmægtig Niels Lund forsvarede kongens rettigheder. Hestehaven hørte efter øvrighedens mening under den 16. gård i Rutsker (Borregaard, hvor Svend Engelbretsen boede), men hvor tørv kunne udskrives til amtmandens brug og andre efter kongelig ordre. Lars Nielsen, mente at han havde amtmandens myndighed til at sætte folk til tørveskæring og til at udføre transporten til Rønne. Samt at kvartermester og Sandemand Lars Nielsen havde fået tildelt brugsretten af hestehaven og dermed hørte den under hans myndighed og dermed retten til skære tørv til sig selv ifølge amtmandens brev af 3. juni 1718. Det var Lars Nielsens opgave at vedligeholde gærderne omkring hestehaven og havde haft kvæg på græs. Hans Søn Per Larsen blev afhørt, men han havde ikke ført tørv hverken til sig selv eller til sin faders gård. Amtsskriver Niels Lund havde forbudt Lars Nielsen at skære tørv, hvilket Lars Nielsen benægtede.
Peder Hansen på den 40. gård i Klemensker stævnede, på sin myndling og sin søster Karen Hansdaters vegne, Lars Hansen på den 27. gård i Klemensker til lovbydelse for i alt 620 slettedaler. Han ville tilforhandle sig sæderetten enten til sig selv eller til sin myndling. Hans stævnede brødrene Lars og Morten Hansen samt andre familiemedlemmer.
Lars Torsen I Rutsker og Hans Torsen i Nyker fortsætter stridighederne om den 1. og 2. gård – nye vidner skulle indkaldes.
Løjtnant Key Anker i Hasle lovbød for anden gang sin myndling Christen Linds arvepart.
6.oktober 1719 – pag. 283a
Pouel Ancher afløser skriveren Hans Pouelsen Busk, der var syg og sengeliggende.
Peder Hansen fra den 40. gård lovbød for anden gang den 27. gård i Klemensker. Lars Hansen mødte og mente at have førsteprioritet til gården, da det var hans sal. Forældres gård.
Amtsskriver Christopher Horn ved sin fuldmægtig Niels Lund bad om udsættelse af sagen. Sandemand Lars Nielsen fremlagde en ”ydmyg memorial” til amtmanden om at måtte bruger stokkemændene som vidner.
Kaptajn Gregors Christensen af Aakirkeby stævnede Anders Monsen fra Krashavegaard i Klemensker vedr. skiftet efter hans hustru, der holdtes den 5. juni. De to ældste sønner døde næsten samtidigt med moderen. Anders Monsen mente, at hans dattermand Svend Hansen og skiftebetjentene burde høres selv om de ikke kunne afhøres.
Anders Monsen havde lukket de to afdøde sønners kiste og skrin op og så deres ifareklæder. Desuden ejede den ældste søn Hans en rød hest. Anders Monsen havde akkorderet med skifteforvalteren Bruckman og skriveren. Anders Monsen havde ikke anført gæld på 9 sld. til Hagen Sundts i Rønne, hvilket han havde glemt. De 10 daler som Anders Monsen havde fået af dattermanden Svend Hansen, til begravelse. Mogens Andersen, Anders Monsens levende søn på 17 år
[Skifteprotokol for landsognene bd. 23, Side 172. 1719. 5. Juni.
Kirstine Jensdatter, 20. Sg. Klemensker.
Anders Monsen.
6 søn. 4 døt.
A: Hans Andersen, f. 1693, døde 9 dage efter sin mor.
B: Jens Andersen, f. 1701, døde 8 dage efter sin mor.
C: Mogens Andersen, f. 1702.
D: Peder Andersen, 1706.
E: Anders Andersen, f. 1709.
F: Niels Andersen, f. 1711.
G: Margrethe Andersdatter, gm. Hans Nielsen, Vestermarie.
H: Seigne Andersdatter, død, var gm. Afg. Holger Bidstrup. 1 dat.
1: Karen Holgersdatter, f. 1712. Værge: Farfar, Hans Bidstrup, capitain.
I: Karen Andersdatter, gm. Svend Hansen, Rutsker.
J: Margrethe Andersdatter, f. 1697.]
Anders Monsen havde brugt upassende ord mod skiftebetjentene og vurderingsmændene.
Anders Hansen som var en af vurderingsmændene blev afhørt og vedstod den anden vurderingsmand Lars Hansens vidnesbyrd. Og han bekræftede at Anders Monsen og skifteskriveren akkorderede om salæret, samt at Anders Monsen havde angivet at Svend Hansen skyldte 40 daler til skifte. Endvidere bekræftede vidnet, at Anders Monsen havde penge til gode efter hans sag mod kirkerøverne i Klemens kirke, men at han ikke kunne inddrive dem.
Svend Hansen i Rutsker blev ført som vidne. Han var ikke vidende om akkorderingen med skifteskriveren og at han havde betalt 10 daler til Anders Monsen af de 40 som han skyldte. Anders Monsen mente, at Svend Hansen skyldte oprindelig 50 daler og havde betalt 10 tilbage til hans nu afdøde hustru, altså var restgælden 40 + tre i tre år i alt 6 sld.
Kaptajn Bistrup havde haft mistanke om, at der var flere end de to poser med hver 100 sld., hvorfor han havde insisteret på at lede i kister efter flere penge. Undersøgelserne var sket for at få udfærdiget et tingsvidne, der kunne bruges i landstingsretten.
20.oktober 1719 – pag. 290b
Skriveren Hans Poulsen Busk var død og retten blev betjent af Hammershus Birks skriver Laurids Andersen, der var ordineret af amtmanden den 12. oktober.
Holstførsten Hans Christensen bør at skovene skulle synes af 8te udvalgte mænd.
Lars Hansen fra den 35. gård i Rutsker læste et pantebrev, der bekræfter, at han havde pantsat sin gård for 100 sld. i 19 år til sin dattermand Hans Larsen. Hans Larsen og dattermanden Lars Hansen skulle dele gården og jorden, samt dele skatterne lige mellem sig.
Haugen Olsen Smed af Rønne havde sendt sin søn Ole Haugensen stævnede Laurs Hansen af Klemensker for en gæld på 8 sld. klingende mønt for …log med søm og plader (?). Lars Hansen var ikke mødt. Dog havde han vedstået gælden da han blev stævnet.
Amtsskriverens fundmægtig Niels Lund i sagen med sandemanden Laurs Nielsen af Habedam. Fuldmægtigen fik læst en skriftlig indlæg mod Lars Nielsens ulovlige tørveskær i Hestehaveløkken. Sandemanden Lars Nielsen stævnede amtsskriver Horn for ulovlig anklage. Desuden stævnede han Svend Engelbretsen i Rutsker til spørgsmål i samme sag. Fuldmægtig Niels Lund protesterede mod stævningen. Dommeren kunne ikke andet en at acceptere stævningen, da det ellers ville forsinke sagen unødigt. Lars Nielsen førte Veidich Hagensen og Mogens Pedersen fra Olsker som vidne. De to var tilsagt til at transportere tørv til brigader og amtmanden i Rønne. Da havde læsset alt tørv på vognene, vel vidende at der ikke var så meget som de havde fået besked på. Sandemanden havde været med til arbejdet og han havde pålagt dem at køre det til Rønne. Hvis amtmanden skulle have mere, måtte han give ordre dertil. Da de var nået til Rønne var amtmanden ikke hjemme – han var ude at syne et skibevrag. Da de havde losset tørv af, fik de en kvittering i matstuen. Mogens Pedersen kom en uge efter til amtmanden, hvor han havde modtaget amtmandens ordre til Lars Nielsen om at skære mere tørv. Niels Lund mente ikke, at vidnerne ret kunne vide om det skulle ske i Hestehaven eller på udmarken, selv om vidnet Mogens Pedersen påstod det. Sagen blev optaget til doms.
Niels Lund læste et indlæg i sagen mellem Svend Engelbretsen og Lars Nielsen vedr. sandemandens overgreb på Svend med slag og ord. Dommeren mente at sagen skulle føres imellem de to parter og at det var stokkemændene, der skulle dømme i sagen.
Peder Hansen på den 40. gård i Klemensker opbød for tredje gang den 27. gård i Klemensker til en pris på 620 sld. Hans brødre Lars og Morten Hansen stod som de første til at overtage gården nu senest der var gået 10 år siden den oprettede kontrakts dato. Lars Hansen protesterede og henstillede til dommerens dom i sagen.
I sagen mellem de to brødre Lars og Hans Torsen ang. stridighederne om 8 daler blev ophævet og parterne lovede hinanden at forlig, således at den ikke skulle gå til doms. Forliget bestod i at Lars skulle betale Hans 4 daler i klingende mønt. Sagen om den omtvistede eng var ikke ophævet.
Kay Ancher opbød for tredje gang sin myndling Christen Linds arvepart efter sin fader sognepræst Chresten Lind i Rø. Ingen tilbød at forrente de 47 daler. Ritmester Rasmus Nielsen på Kannikegaard havde tilbudt sig at modtage pengene, men da han ikke ville levere pant for pengene, kunne det ikke effektueres så længe han var formynder for arvingen. Kay Ancher fik derefter et tingsvidne, således at han ikke derefter skulle betale renter.
De valgte 8 stokkemænd i voldssagen mellem sandemand Lars Nielsen og Svend Engelbretsen. Sandemanden stævnede Svend Engelbretsen for usand beskyldning om vold. Seks personer blev afhørt i sagen. Alle bekræftede at Lars Nielsen havde slået Svend Engelbretsen, men de kunne ikke blive enige om det var tre eller fem slag og om det var med en hakke eller en kæp. Eller om slagene havde ramt Svend eller ej. Amtsskriverens fuldmægtig ville have dom i sagen, da det drejede sig om vold mod kongens bonde.
Efterfølgende blev dokument indskrevet efter ordre fra herredsfogeden: Lars Hansen på den 35 gård i Rutsker havde lånt 100 daler af sin svoger og dattermand Hans Larsen. Han forpligter sig til at betale inden 19 år fra midfaste 1720. Den 35. gård blev sat i brugspant med visse forpligtelser.
DOM (pag. 298a) mellem Lars Torsen og broderen Hans Torsen. Sagen gennemgås minutiøst. Dommen lod at Hans Torsens lån og pantebrev skulle stå ved magt og at Hans Torsen skulle beholde den 1. gård.
3.november 1719 – pag. 299b
Kgl. Forordninger blev oplæst.
Holstførsten Hans Christensen oplæste oberjægermester grev Reventlows ordre om, at ingen selvejerbonde måtte sælge eller afhænde skov uden tilladelse.
De otte mænd, der havde synet skovene, oplæste deres forretning.
Peder Hansen af Klemensker på den 40. gård lod læse et skøde dat. 2. november 1719 på salget af den 27. gård til Jens Jensen for 770 sld. Da der ikke fandtes noget pantebog for Nørre Herred som ikke kunde bruges, så skulle det indskrives i denne protokol.
Amtsskriver Christopher Horn ved fuldmægtig Niels Lund stævnede Karen Jørgensdatter, der boede hos sin søstermand Mads Hansen på Lyngen ved Skinneby i Klemensker, for begået lejermål. Ved retten læstes sognepræst Jørgen Sandbyes attest:
”Med denne Attest forregifues Karen Jørgensdatter Nu liggende Udig U-Ægte Barselseng hos sin fastermand Madts Hansen boende paa Lyngen ved Skinnby udig Clemmedskierke Sogn . Barnefaderen fich intet Naufn. Barne Moderen findes Vell paa obenm. Sted, som hun blef forløst først udig Septemb,: Clemmeds Kierche Præstegaard d. 30. September 1719. Jørgen Sandbye”.
Laurs Nielsen af Olsker lod læse et skriftligt indlæg mod Svend Engelbretsen og amtsskriverens fuldmægtig.
Herefter Peder Hansens udfærdigede skøde over den 27. gård i Klemensker (pag. 300b) Kuregård solgtes til Jens Jensen boende på den 29. gård. Han var gift med Sidsele Hansdatter. Gården skulle Jens Jensen først kunne tage i brug efter 10 år, da Peder Hansens brødre kunne blive boende efter en kontrakt indgået i 30. juni 1718. Af købesummen på 770 sld, skulle de 245 sld. betales til Lars Hansen [der er en lakune i pantebøgerne på ca et år – hvorfor dette skøde blev indført i retsprotokollen]
17.november 1719 – pag. 302a
Niels Lund på vegne af amtsskriver Christopher Horn ville føre sag mod Karen Jørgensdatter. Hun var mødt i retten, men kunne ikke sige mere end hvad hun havde sagt til præsten. Hun blev bedt om at angive hvem der havde gjort hende frugtsommelig. Hun sagde, at det var sket om natten, men hun kendte ikke den mandsperson, som havde gjort det og han fortalte ikke, hvem han var. Hun blev bedt om at afgive sin ed herpå. Hun bad om udsættelse til næste ting. Hun betalte de 6 rigsdaler til Niels Lund, og hendes søskendebarn Esber Pedersen på 64 sg. Hakkeledgaard i Vestermarie ville stille kaution på 12 rigsdaler, som er den bøde, der ville blive lagt på barnefaderen. Hvis hun stadigvæk dølgede navnet på barnefaderen, så ville Esber Pedersen miste sine 12 rigsdaler i bøde. Dommeren accepterede, at kvindemennesket kunne få betænkningstid til næste ting.
I Sagen mellem Lars Nielsen Habedam og Svend Engelbretsen oplæstes et skriftligt indlæg af amtsskriver Christopher Horns udfærdiget ved egen hånd. Sagen blev optaget til doms.
Peder Andersen fra Rø stævnede Jep Monsen fra den 21, gård i Rutsker for opkrævelse på den 21. gård specielt til hensigt at syne gårdens skov for ulovlig skovhugst. Jep Monsens hustra Anne Wefstdatter var død og det var også årsagen til Peder Andersens ønske om syn, hvorimod Jep Monsen ikke mente, at det var nødvendigt, da der for 5 år siden var sket en lignende 8. mands vurdering af gårdens ejendom, mark og skov. Dommeren valgte 8te mand til at foretage synsforretningen den 30. november.
Efter tingets beretning, havde herredsfogeden bedt om at skøde udstedt af Hans Svendsen på den 18. gård i Rutsker til Jep Maansen (Jep Mogensen) for 300 sld. og Hans Svendsens datter Karen Hansdatter, Hans Svendsen betingede at han selv kunne bruge gården indtil midfaste 1731.
1.december 1719 – pag. 305a
Esber Pedersen fra Hakkeledgaard i Vestermarie mødte på vegne af Karen Jørgensdatter. Hun var syg og kunne ikke møde. Han bad om, at da bøden var betalt, så kunne sagen ophæves. Karen Jørgensdatter kunne ikke angive barnefaderen. Dommeren ville ikke ophæve sagen, men pålagde, at skulle møde på næste ting. Hvis hun ikke var blevet rask, så skulle to beskikkelsesmænd møde ved hendes sotteseng og tage hendes ed på hvem der var barnefaderen.
Sandemand Lars Hansen og Anders Hansen på Kiørsegården i Klemensker stævnede Arist Larsen af ø sogn og Ole Pedersen på den 9 vorned i Klemensker for 5 marks betaling for at bruge kirkejordens udmark til egen brug. Ole Pedersen mente ikke at han var skyldig, da Arist Larsen havde opsagt ham på. Opsigelsen kunne han ikke acceptere, da han mente at Arist Larsen ikke havde noget med gården at gøre, men at det var en kongelig fæstegård.
Dom afsagt mellem sandemand Lars Nielsen og Svend Engelbretsen i voldsagen i Hestehaven.
Peder Christensen på den 15. gård i Rutsker fremlagde et skøde på en eng, som han havde købt af Rasmus Pedersen Finde i Rutsker for 16 sld. Skødet skal indføjes i denne protokol.
Kay Ancher af Hasle fik udstedt tingsvidne på sin myndlings arvelod.
Herredsfogeden lyste to røde nød og en kvie og en studnød – de forsvundne dyr skulle efterlyses på kirkestævnerne.
DOM (pag. 308a) mellem Svend Engelbretsen og sandemand Lars Nielsen – sagen bagrund med tørveskæringen i Hestehave blev beskrevet, men da herredsskriveren Hans Poulsen Busk døde under sagens gang, havde dommeren ikke den fulde beskrivelse og han måtte dømme efter sin egen hukommelse. Sagen bestod i høj grand i uenigheden mellem Lars Nielsen og Svend Engelbretsen og deres ret til at benytte Hestehaven og at begge parter havde brugt utilladelige ord mod hinanden. Dommeren delte ansvaret og pålagde dem en mulkt på 1 rigsdaler til kongen.
Skøde. Rasmus Pedersen Finde i Vang i Rutsker og hans hustru Arrine (?) Madsdatter solgte for 16 sld. en eng, der lå op til Hestehavens gærde. Køberen var Peder Christensen på den 15. gård i Rutsker. Rasmus Pedersen Finde døde i 1719 efter at skødet var udstedt, hvorfor skødet blev bekræftet af Jens Jørgensen Smed i Rønne som ægtede Rsmus Pedersen Findes enke.
15.december 1719 – pag. 307a
Amtmandens meddelelse at dato 6te december 1719 om 6 måneders våbentilstand mellem Danmark og Sverige.
Jørgen Andersen fra Langegaard i Rutsker lod læse et pantebrev udstedt af Mads Clemedsen Engel for 50 sld med pant i den 34. gård i Rutsker
De 8te mand afsagde deres forretning på den 21. gård i Rutsker. Jep Monsen havde indstævnet Peder Andersen for at aflægge ed på det vidnesbyrd han allerede havde aflagt. Endvidere havde Wefst Pedersen i Olsker udtalt at Jep Monsen havde solgt af gården træer. Jep Monsen vedkendte sig ikke ulovlig træhugst, men beskyldte Wefst Pedersen og hans sønner at havde til skønnet til træfældningen.
Jep Monsen fremstillede bla. Peder Monsen på 5. vornedgård med flere, men dommeren kunne ikke frikende Jep Monsen for at have uret vist fjernet træer fra 21. gård efter hans hustrus død. Dommerens kendelse var at Jep Monsen kun havde fældet en eg til sin afdøde hustrus grav (Ramme? Ligkiste?) og at synsforretningens kendelse skulle overholdes efter loven.
Amtsskriverens fuldmægtig Niels Lund kunne ikke afhøre Karen Jørgensdatter, da hun stadig lå syg. I stedet have to beskikkelsesmænd været ved hendes sygeseng for at afhøre hende om hvem der var barnefader til hendes barn. Hun havde til de to beskikkelsesmænd gentaget, at hun ikke vidste hvem der var barns fader. Dommeren afgav dommen, at eftersom hun var mødt på tinget med ”hyll og graad” havde med ed sværget, at hun ikke kendte barnefaderens navn og da hun havde betalt sin bøde, så frikendtes hun for videre tiltale. Hun skulle desuden betale 1 rd. for sagens omkostninger.
Sandemand Hans Kjøller fra Rø stævnede Erich Madtsen boende i Rø Sogn på den 2. gård i Røs grund til 8te mands opkrævelse på den 2. gårds skov og skovbund vedr. en kontrakt mellem de to om en kullemile (Kulmile). Den 2. december skulle Erich Madtsen have fjernet kul mod tilladelse. De 8te mand skulle vurdere hvor meget Erch Madtsen havde hugget. Erich Madtsen havde fået amtmand von Bippens tilladelse til at Hendrich Hendrichsen Falck førte hans sag. Falck mente ikke at Hans Kjøller havde ret til at bestemme om der skal udføres en synforretning på skovdelen og at det i det mindste burde vente til efter hellig tre konger. Hans Kjøller ville have synsforretningen allerede den 18. december. Falck ville i givet faldt have dokumenter og breve fremlagte for de 8te mænd, Huset havde Erch Bagge (?) haft i 36 år. 8te mand blev valgte.
Wefst Pedersen af Olsker stævnede Jep Monsen i Rutsker for at uretmæssigt ikke havde betalt for en hest (?) som han efter et skifte, efter Jep Monsens hustrus stervbo, havde modtaget af Peder Torsen, som var Wefst Pedersen stedsøn(?) Jep Monsen tilbød at betale. Wefst Pedersen modtog pengene og sagen ophævet.
Herefter indført et pantebrev. Jørgen Andersen boende på kongens gård nr. 48 i Rutsker erkendte at han havde modtaget 50 sld. af Madts Clemen Engel i Hasle mod pant i den 34. gård i Rutsker. Indført her, da der ikke fandtes en lovlig pantebog for herredet.
22.december 1719 – pag. 312a
De 8te mand aflagde deres forretning vedr. den 21. gård i Rutsker. Hans Weftsen for sin fader Wefst Pedersen ville have synsforretningen beskrevet.
Rasmus Erichsen fra Klemensker stævnede Hans Jensen fra Klemensker for kontraktbrud oprettet efter en landstingsdom [sagen om vold mellem to naboer, se https://www.bornholmerting.dk/?p=1174 ] Anders Hansen fra Kirkegaarden vidnede om kontraktens indgåelse i præsten Jørgen Sandbyes stue. Hans Jensen vedstod kontraktindgåelsen og han ville svare skriftligt på næste ting.
Peder Pedersen fra den 37. gård i Klemensker opbød sin myndling søskendebarn Maren Johansdatters mødrenearv efter Hendrich Didriksens hustru ( 16 sld. – i div. ting og dyr) Ligeledes opbød Peder Pedersen anden myndling Else Hansdatter arv efter sin forfader 6 sld. 13 sk.
Anders Hansen fra Klemensker mødte på egne og sandemand Lars Hansens vegne i sagen mod Ole Pedersen på den 9. vorned gård og Arist Larsen af Rø sogn ang et udlæg på 5 sld. vedr. dyrkning af kirkemarken. Arist Larsen ville ikke betale nu da Ole Pedersen besidder gården.
En byttekontrakt af dato 30. dec. 1710 blev fremlagt og dommeren ønskede at både Hendrich Handens og Svend Madtsens arvinger mødte på næste ting.
Peder Andersen ved Ole Clausen i Rutsker bad om at få 8te mands forretningen beskrevet.
Dommeren udvalgte stokkemændene for året 1720.
Otte mands dom på den 21. gård i Rutsker (pag. 314a) Synsforretningen optalte 116 ege og asketræer. Desuden fandt de 3 egestubbe og 14 askestubbe, samt et fældet eg,hvor stammen endu lå ved stubben og sam skulle bruges til en ramme over Jep Monsens salige hustru Anna Wefstdatters grav. De fællede træer skulle være brugt til reparation af 5 stolperum stuehus og 2 stolperum længe. Peder Andersen, der havde iværksat forretningen krævede betaling for træerne. De otte mand synede husene og kom til den slutning, at det forholdt sig sådan som det var aftalt mellem Jep Monsen og Peder Torsen, Der blev ikke opkrævet betaling for sagens omkostninger. [dommen fylder 2 sider og har en del enkeltheder om forretningen]
12.januar 1720 – pag. 315a
Læst kongebrev af dato 16. september 1719 om at birkeskriveren Lars Andersen skal være skriver i Hasle og Nørre herred efter Hans Poulsen.
Højesterets patent for 1720 blev læst.
Pantebrev læst af Niels Andersen på den 8. gård i Rutsker havde fået 120 sld. klingende mønt af Madts Clemmen Engell i Hasle mod pant i gården.
Jep Monsen i Rutsker stævnede Wefst Pedersen i Olsker ang. betaling af 10 eller 5 sld., som Wefst Pedersen havde krævet i omkostninger for sagsanlæg. Sagen er en følge af tidligere sag mellem Peder Andersen, der var værge for Hans Torsen, og Jep Monsen. Omkostningerne var en følge af skiftet efter Jep Monsens afdøde hustru Anna Wefstdatter (Wefst Pedersens datter) . [sagen er ret indviklet – og er ikke læst og forstået!]
Hans Jensen fra den 60. gård i Klemensker læste sin skriftlige indlæg mod Rasmus Erichsens anklage. Rasmus Erichsen vil svare på næste ting.
Erich Madtsen af Rø sogn stævnede sandemand Hans Kjøller for uretmæssig stævning mod hans skovpart og iboende hus og sædesjord, som han havde haft indgærdet i lang tid. En ejendom som han var berettiget til ifølge en landstingsdom udgivet under Hans Kjøllers hustrus søster og søstermand. Hendrich Falck førte sagen for Erich Madtsen. Første vidne var Marte Laurids Jensen, som boede på Myregaard i Olsker. Afhørt af to beskikkelsesmænd. Hun fortalte, at hun havde boet med sin gamle mand på 2. gård i Rø i 12 års tid. Og i alle de 12 år boede, i det hus hvor Erich Madtsen nu bor, en mand ved navn Tømme Tørstensen. Huset havde den skovdel nord for huset lige efter det gamle dige og ”melgærdet”. Området var til husets brændsel og kløvgang. Huset havde været tilhørende Erich Madtsens hustrus fader sal. Hans Andersen. Den skovdel, som sagen drejede sig om, havde tilhørt Tømme Tørstensen. De to beskikkelsesmænd havde også været hos Hanne Jens Svendsen, der havde tjent Tømme Tørstensen i 9 år og havde vogtet kvæg i den omtvistede skov og løkke. Hans Kjøller ville gøre sin ed på, at den enen beskikkelsesmand havde sagt at Marte Lars Jensen havde været drukken, da hun var blevet afhørt. Næste vidne var Peder Didrichsen af Olsker og Hans Pedersen af Rø sogn. Peder Didrichsen kunne huske 40 år tilbage, da Tømme Tørstensen boede i selv samme hus, som Erich Madtsen nu boede i. Han havde brændt kul i selv samme løkke, som Erich Madtsen nu brugte. Hans Kjøller mente ikke at han dermed havde bevist, at samme løkke og skovdel var i ejendom til samme hus, men at det var lejet. Hans Pedersen af Rø sogn sagde at han tjente hos Ole Taper og at han for en eller to år siden var hos Hans Kjøller ..?, Formand Jens Jensen for de otte mand fremlagde deres forretning over den 2. gård, som de havde gennemført den 18. december 1719, aflagde deres forretning. Hans Kjøller spurgte to af de otte mand. Peder Løfvingsen blev spurgt om ikke der var fældet et egetræ, som var ved at blive kløvet, så stort som til en bådkøl. Løfvingsen havde ikke set det, men hos Erich Madtsen havde de set egetræ til hjul-eger, men han kunne ikke sige, hvor træet stammede fra. Dommeren bad om at begge parter på næste ting ville fremlægge dokumenter til sagens oplysning.
Sandemand Lars Hansen af Klemensker mødte i sagen mod Ole Pedersen og Arest Larsen af Rø sogn. Han bad om udsættelse i sagen da hans partner i sagen Anders Hansen var afgået ved døden.
Peder Pedersen fra Klemensker var ikke mødt og blev pålagt at møde på næste ting.
Pantebrevet, som Niels Andersen 8. gård i Rutsker udgav til Madt Clemmed Engel i Hasle på 120 sld., blev indskrevet i tingbogen (pag. 319b). Niels Andersen indlæste et pantebrev til provst Hans Ancher fra 1709 på 40 daler+ renter 13 daler i alt 53 daler. Pantebrevet fik pant i gården og forpligtede sig til at betale 6 daler i rente om året.
26.januar 1720 – pag. 319b.
Erich Madtsen i Rø sagen udsat.
Kay Ancher i Hasle stævnede Lars Torsen i Rutsker for et misligholdt pantebrev på 120 daler. Lars Torsen var ikke mødt. Sagen skulle føres på næste ting den 3. februar.
Erich Madtsen fra Rø mødte og stævnede vidnerne Hans Hansen og Peder Olsen begge fra Rø, for at få deres udsagn i hans sag med Hans Kjøller. Desuden var vidnet Lars Olsen indkaldt. Lars Olsen fortalte at Erich Madtsen, så længe han havde boet i huset, havde brugt den løkke, som ligger norden for huset. Hans Kjøller læste sit skriftlige indlæg. Henrich Falck, som var Erich Madtsens sagfører, ville have Hans Kjøller til at fremlægge en landstingsdom fra 1. januar (overstreget og rettet til Februar)1713. Dommeren efterlyste at begge parter fremlagde deres dokumenter, der kunne bevise, hvem der havde adkomst til den skovpart, som sagen drejede sig om. Hvis ikke dokumenterne ikke var tilstrækkelig bevis, så ville dommeren bede om at de aflagde deres korporlige ed på deres påstande.
Hans Hansen i Olsker fremkom og lod opbyde et værgemål på 41 daler 1 mark 10 skilling som tilhørte hans morbror (ingen navn).
Hans Hendrich Skaars enkes fuldmægtig Nicolai Linderoed stævnede korporal Lars Thorsen i Rutsker for jordebogsrestanser for den 36. gård indtil 1. januar 1720 i alt 74 rdl. 13½ skilling. Lars Thorsen var ikke mødt.
Peder Pedersen af Klemensker mødte for anden gang og opbød sine møndlinges arvelodder. Herredsfogeden bød, at tingbudene skulle lyse Peder Pedersens forehavende på først kommende kirkestævne.
For retten kom sandemand Lars Hansen i Klemensker lod læse et skriftligt indlæg af dato 25. januar 1720. Oluf Pedersen svarede, at han ikke var stævnet for den oprettede kontrakt mellem Arrest Larsen og ham. Hans henviste til sit forrige indlæg og bad om at sagen gik til doms.
Jep Monsen af Rutsker sogn kom og oplyste, at han ikke skyldte Wefst Pedersen de påståede 5 rdl. og henviste til lovens side 116 5 artikel. Peder Andersen mødte og vedstod sin vidnesattest i sagen vedr. salget af den 21. gård i Rutsker den 30. november 1719. Sagen omhandler også stridigheder om en hest (til 10-11 sld.) som følge af skiftet efter Jep Monsens afdøde hustru Anna Wefstdatter (Wefst Pedersens datter), men som var blevet ”voldløben” og kørt en vogn i stykker. Hesten tilhørte Peder Torsen, som Jep Monsen var værge for, var blevet erstattet af en gammel hoppe, der var 12-13 år.
Rasmus Erichsen i sagen mod Hans Jensen i Klemensker fremlagde et skriftligt indlæg. Sagen skulle føres videre på næste ting.
Peder Pedersen på den 13. gård i Rutsker efterlyste et 2 års øg, som var borte.
Herredsfogeden pålagde bønderne i Klemensker og Rutsker, at de der ikke havde betalt til herredsfogeden 1 skæppe korn, straks skulle levere den til Peder Kofoed i Hasle inden 8te dage. Skyldnere i Olsker og Rø, skulle levere til herredsfogeden selv.
3.februar 1720
Hr. Linderoed efterlyste Hans Thorsen fra den 36. gård i Rutsker om han havde noget at sige mod kravet i jordebogsrestancen på 74 sld. 13½ skilling til amtsskriveren. Lars Thorsen kom tilstede umiddelbart efter og lovede at indfinde sig i Rønne hos amtsskriveren for at finde klarhed i regnskaberne. Linderoed fastholdt kravet og dommeren bød, at regnskaber skulle fremlægges på næste ting.
Hendrich Falck på vegne af Erich Madtsen afhørte Peder Olsen og Lars Olsen i sagen mellem Erich Madtsen og Hans Kjøller. Desuden var Hans Esbersen indkaldt som vidne. Peder Olsen sagde, at han havde kørt brænde fra Hans Kjøller til brigaderen til brug ved mønstringen – brændet var hugget i den omtvistede skovdel norden for Erich Madtsens hus inden for udgærdet. Vidnet sagde at dette stykke var indgærdet, således at skovdelen og sædejorden skulle høre til Erich Madtsens hus og at både hus og skovdel var under den anden gårds tilliggender. Lars Olsen fortalte at han havde fældet flere træer i lægte og stolpestørrelse, som han efter tilsagtn fra Hans Kjøller, havde brugt til det hus som han selv boede i og som lå på Hans Kjøllers grund. Hans Kjøller mente, at han havde holdt skoven vedlige, således som den var indtil hans far døde. Erich Madtsen havde brændt adskillige træer fra skovdelen til ”en hel hob” kul. Herredsfogeden pålagde, at der på kirkestævnet blev efterlyst flere oplysninger om skovdelen, og at sagen skulle fortsættes på tinget den 16. februar. Formanden for de otte mand efterlyste alt hvad der kunne være med til at opklare sagen.
Sagen mellem Jep Monsen af Rutsker og Wefst Pedersen ang. mellemværendet på 5 eller 10 rdl. Det blev fremlagt en kvittering som dommeren modtog. Wefst pedersen indlæg oplæstes. Sagen udsat.
Hans Jensen aflagde et skriftligt indlæg mod Rasmus erichsen. Rasmus Erichsen ville svare på næste ting.
Ole Hendrichsen på Peder Pedersens vegne lod for tredje gang opbyde sin myndlingers arveparter. Da ingen ville overtage arven, blev der udstedt et tingsvidne.
Peder Kofod af Hasle stævnede Hermand Andersen af Klemensker for 1 daler 2 mark og 1 skilling, samt stævingspenge på 1 mark. Hermand Andersen påstod at han kun skyldte 3 mark, som han ville betale, samt den ene mark til stævningen. Sagen udsat til næste ting.
Hendrich Falck af Sandvig kom og producerede en memorial af 10. januar 1720 til brigader og amtmand Johan Hendrichsen Bippen og dennes tilladelse til at Falck kunne gå i retten for Poul Sørensen i Allinge. Falch stævnede derefter på Poul Sørensens vegne fenrik Jørgen Giødichsen og Laurits Jensen, Blaahul i Olsker angående et overfald, som de begik kort før jul på udmarken mellem Hammershus og Habedamgærdet på Poul Sørensen. Enert Engelbrechtsen og Hans Tommesen begge af Olsker blev indkaldt som sandhedsvidner. Sandemanden Larss Nielsen i Habedam havde fået amtmandens tilladelse at gå i retten for Jørgen Giødichsen og Laurits Jensen. Niels Hansen af Sandvig havde søgt amtmanden om at være dommer i sagen, men fået afslag. Dommeren/herredsfogeden mente ikke at han var part i sagen og at han ville ikke afgive sin ret til at dømme, med mindre han blev sagsøgt og dømt dertil. Dommeren dømte sagen som lovligt, hvilket jo måtte være almindelig antaget, da Jørgen Giødichsen og Lars Jensen havde betalt en fuldmægtig Lars Nielsen til at føre deres sag. Hendrich Falck ville afhører vidnerne Enes Engelbrechtsen og Hans Tommesen, men ingen var mødte. Sagen blev udsat.
16.februar 1720
Anders Larsen på den 17. gård i Rutsker mødte og præsenterede et skøde, som viste, at han havde solgt den 10. gård i Rutsker for 299 sdl. 3 mark og 8 sk. til Anders Larsen(fra 20. sg i Rutsker)
Rasmus Erichsen og Hans Jensen i Klemensker mødte og ønskede dom i sagen.
Jep Monsen læste sit skriftlige indlæg mod Wefst Pedersen. Dommeren ønskede at parterne på næste ting ville aflægge alle oplysninger i sagen, hvorefter han ville afgive dom.
Nicolai Linderoed mente at da korporal Lars Thorsen intet havde fremlagt til sit forsvar, havde pålagt sig selv en dom, hvorfor han straks burde indbetale det skyldige beløb på 73 sdl. Lars Thorsen holdt på sit, at han skulle modskrives for at have leveret et læs hø hvert år fra 1706-1717 til amtskriveren. Desuden havde han betalt smørpenge til amtsskriveren.
Hans Kjøller i Rø mødte og stævnede Erich Madtsen i den hensigt at han skulle fremlægge alle dokumenter, skøde eller andet, der kunne beviste hans retmæssige adkomst til den omtvistede skovdel. Dokumenterne skulle fremvises for de otte mænd, der skulle dømme i sagen. Endvidere var indkaldt vidner. Hendrich Falck mødte på Erich Madtsens vegne og krævede, at vidnerne separeredes under afhøringerne. Peder Jørgensen var det første vidne, der sagde, at Erich Madtsen sidste vår ved pinsetid, leverede et læs letter til Rønne. Han kunne dog ikke sige hvorfra Madtsen havde træet fra. Ole Madtsen af Klemensker fortalte at Erich Madtsen af Rø var set flere gange med skovvarer på vej til Rønne. Desuden var Erich Bagges søn og datter set med en vogn med skovvarer. Jep Espersen havde købt en sparre og to leidestykker af Erich Madtsen. Peder Hermandsen og Anders Pedersen fra Klemensker, samt Jørgen Hansen af Rø sogn vidnede at Erich Madtsen solgte trævarer.
Henrich Falch kom på vegne af Poul Sørensen i Allinge i sag som han havde startet mod fenrik Jørgen Giødichsen og Lars Jensen begge fra Olsker. Sagen drejede sig om vold som Giødichsen havde begået kort før jul mod Pouel Sørensen på udmarken mellem Slotslyngen og Habedams gærdet. Lars Nielsen svarede på Giødichsens og Lars Jensens vegne. Han ønskede at søge Brigader og amtmand om at Niels Hansen af Sandvig skulle dømme i sagen i stedet for Mogens Clausen, som Lars Nielsen havde stævnet som vidne. Mogens Clausen protesterede. Under Falchs afhøring af Lars Jensen, forlod Lars Jensen tingstuen. Giødichsen ville heller ikke svare på spørgsmål.
Hans Thommesen og Enert Engelbreth var ikke mødt trods de var lovligt stævnet. Dommeren truede med bøder, hvis de ikke kom til næste ting.
Dom afsagt mellem Lars Hansen og Anders Hansens enkes arvinger på den ene side og Ole Pedersen af C.sogn på den anden side.
For retten kom Henrich Falch på sin principals Poul Sørensens af Allinge. Han spurgte stokkemændene fra den 16. februar om de kunne bekræfte at Lars Nielsen, Fenrik Jørgen Giødichsens og Lars Jensen, samt de to vidner Errest Engelbrecht og Hans Thommesen ikke havde ville svare på de stillede spørgsmål. Hvilket stokkemændene kunne bekræfte. Lars Nielsen ville have sagen udsat, da hverken Giødichsen eller Lars Jensen var mødt. Hans Thommesen og Enert Engelbrecht var derimod mødte. Engelbrech fortalte at han havde set Giødichsen og Lars Jensen af Blaahul havde overfaldet Poul Sørensen. Vidnet havde kun set Poul Sørensen sidde ved sin vogn, men at han senere havde besøgt Poul Sørensen i hans hus, hvor han var ”daarlig og Siøger” fordi Lars Jensen havde stødt til ham med træ::?. Om han døde af sine kvæstelser, så var det Lars Jensens skyld. Hans Thommesen havde set fire personer vest for Brogaard – Vestermarken kaldet, men vidste ikke hvad der skete. Henrich Falch bad dommeren om at Giødichsen og Lars Jensen om at møde til spørgsmål på næste ting. Dommeren indkaldte de to til at møde.
Niels Jensen af Klemensker beviste med kaldsmænd at have stævnet Hans Nielsen på den 51. gård i Klemensker for at få ham til at modtage de pantepenge som stod i gården. Dommeren pålagde Hans Nielsen til at møde på næste ting medbringende alle dokumenter vedr. 51. gård.
Lorents Petersen Krog af Sandvig producerede en skriftlig memorial af 9. februar 1720, der viste, at han var fuldmægtig for Wefst Pedersen i Olsker i sagen kontra Jep Monsen på den 21. gård i Rutsker. Sagen drejede sig om rovdrift på både over- og underskov tilhørende den 21. gård. Vidnet Peder Andersen af Rutsker. En eg var fældet den 21. juni 1719. Beboeren på den 19. gård i Rutsker Svend Hansen skulle vedstå sin udtalelse om sagen ved edsaflæggelse. Svend Hansen skulle have modtage træ fra skoven. En sag som kørte i landstingsretten. Jørgen Andersen af Langegaarden og Peder Aagesen med hans sønner Jens og Peder Pedersen skulle også afhøres for at have modtaget træ fra skoven. Endvidere var Ole Andersen af Bolbye i Klemensker og Hans Monsen af Olsker for at vurdere træernes værdi. Alle afhøringer skal indføres i et tingsvidne til brug for landstingsrettens domsafsigelse.
Lorents Petersen spurgte først Jep Monsen om hvor mange træer og hvor mange læs træ, han havde solgt fra den 21. gård. Jep Monsen svarede at de otte mands syn havde vist, at gården var vel ved magt, så Wefst Petersen ikke havde noget at klage over. Træ til et par træsko burde ikke betyde noget. Ellers refererede han til loven pag. 116, 5. artikel. Han blev spurgt om han ikke havde solgt et asketræ til præsten Ole ved Rutsker og Hasle menigheder. Jep Monsen benægtede det.
Flere af vidnerne var ikke mødt. Peder Andersen af Rutsker havde fået besked fra Hans Wefsten, at han ville tage ned til Hans far Wefst Pedersen og fortælle om at den bedste eg lå fældet i skoven. Med to vurderingsmænd fik de vurderet egen til 6 mark, hvilket ikke var særlig meget og egen var heller ikke stor. Vidnet fortalte at Jep Monsen havde fået lov af Wefst Petersen at fælde en eg til en ramme over sin salig hustrus Anne Wefstdatters grav.
Sandemand Lars Nielsen af Olsker fortalte, at Jens Wefstsen kom og bad om at han ville syne træer i Jep Monsens skov. Han havde da set noget elletræ – noget småt nogen stort.
Vidnet Peder Monsen af Rutsker, var medvurderingsmand og bekræftede sandemandens udsagn. Jep Monsen sagde, at Peder Monsen var et villigt vidne, da han var besvogret med Wefst Pedersen, da han var gift med Wefst Pedersens L. Wefst datter til ægte. (?).
Jørgen Larsen af Rutsker var bedt af Hans Wefstsen om at vurdere noget træ ved den 21. gård, som var alfelle og hassel – noget var småt og noget stort på størrelse af en vognkæp. Af småt var der to læs brændsel, som han havde set i gården. Jørgen Larsen og Hans Wefstsen undersøgte slæde og stakke med brænde og andet småt træ. Hans Wefstsen afhørte Jep Monsens hustru om hun vidste noget, men forgæves. Hos sandemand Hans Svendsen havde de set en Slæde (Slede trae – slædetræ) som var en almindelig måde at transportere træ, kvas og brænde på.
Jens Madsen af Olsker bekræftede Jørgen Larsens oplysninger. De resterende vidner skulle afhøres senere.
Laurs Torsen tilstod at have afhentet to læs brænde den 13. februar til sandemand Hans Svendsen og et læs den 14. dito. , sådan som Jørgen Larsen og Jens Madsen havde omtalt. Jep Monsen ville ikke godkende disse vidnesbyrd, da det var villige vidner som slægtninge.
Claus Hansen havde været med til at vurdere egen til 6 mark vidste ikke andet end at Jep Monsen havde sagt, at han havde fået lov til at fælde træet til brug for en ramme over hans afdøde hustru Anna Wefstdatter. Claus Hansen var næstnabo til Jep Monsen.
Jørgen Andersen af Rutsker fortalte at han for 2 år siden forhandlede med Jep Monsen om træstykker af eg. Jep Monsen ville ikke sælge egetræet, da han selv skulle bruge det. Senere fik han – med Anna Wefstdatters mellemkomst, lov til at købe træet.
Peder Pedersen havde købt et halvt læs brænde af Jep Monsen for 1½ år siden.
Peder Aagesens sønner Jens og Peder Pedersen blev afhørt med tilladelse fra faderen, som er en gl. og tunghør mand. Sønner fremlagde en skriftlig vidnes attest. Dernæst Jens Davidsen af Rutsker gentog hvad han havde vidnet på åstedet til hjem og landsting og ville ellers ikke indrømme, at han havde fået noget at Jep Monsen.
Jep Monsen fremlagde det skiftebrev som blev udfærdiget efter hans hustru Anne Wefstdatter, hvori der intet nævnes om at Wefst Pedersen havde fordret noget værdien af 5 elletræer.
DOM (pag. 338a) Sagen drejede sig om betaling af de sagsomkostninger, som sandemand Laurs Hansen og Anders Hansen af Kiørsegaard havde pådraget sig i sagsmålet om kirkemarken og den mark, der deles af Klemensker og Nykers gårdmænd. Ole Pedersen, nu boende i Rø sogn, havde haft en del jord i brug som ellers tilhørte den 9. vornedgaard, som var i brug af Arrest Larsen. Arrest Larsen havde påstået, at Ole Pedersen havde lovet at betale han del af omkostningerne, der beløb sig til 5 mark. Dommeren mente ikke at Arrest Larsn kunne bevise sin påstand, hvorfor Ole Pedersen blev frikendt.
Amtskriver Skaars enkes fuldmægtig Nicolai Linderoed ønskede at sagen mod korporal Laurs Thorsen i Rutsker måtte optages til domsafsigelse. Laurs Thorsens søn Anders Larsen læste et skriftligt indlæg af dato 8. marts 1720, hvori Laurs Thorsen argumenterer imod Amtskriverenkens krav og hvorfor han efterlyste et rigtigt regnskab. Endvidere var sagen overskredet de seks uger, som afgivet kald og varsel gælder. Dommeren afgav frist til den 22. marts at komme med yderligere beviser, hvorefter han ville afgive dom.
Lorents Petersen kom på Wefst Pedersens vegne for at afhøre de sidste vidner i sagen mellem Wefst Pedersen og Jep Mosen. Først Ole Andersen af Klemensker der fortalte at for 5 år siden. Han havde ønsket at købe noget træ af Jep Monsen, men han havde sagt nej. Imidlertid havde Anna Wefstdatter insisteret på, at han måtte købe. Herefter udviste Jep Monsen to små asketræer til ham for en betaling af 7 mark 8 skilling. Desuden mente Ole Andersen at Jep Monsen ikke havde forringet skoven medens han havde boet på gården, samt at han havde vedligeholdt gården bedre end sin forgænger Thor Pedersen. Thor Pedersen havde solgt både ege- og asketræer. Lorents Petersen svarede at der efter Thor Pedersens død og at enken giftede sig med Jep Monsen, så blev der afholdt en 8mands syn og dom, som bliver fremlagt på landstinget. Da Jep Monsen blev fæstebonde blev der ikke bevist, at Thor Pedersen havde forsømt skoven.
Dernæst blev Ole Clausen, der også mente at Jep Monsen havde vedligeholdt bebyggelsen og holdt den ”ved magt” bedre end tidligere beboere. Ole Clausen vidste ikke at hans far Claus Hansen havde købt træ af Jep Monsen. Ole Clausen synes at vide, at der var store og små stubbe i skoven efter Thor Pedersens død.
Hans Monsen – bror til Jep Monsen – fortalte at han for nogle år siden fik et læs hasselris af Jep Monsen ellers vidste intet om broderens salg af træ.
Peder Hansen boende på Bondegaarden i Rutsker læste et indlæg for sandemand Hans Svendsen, som blev påtegnet. Sandemanden havde angivet at han var syg. Lorents Petersen ønskede at afhøre sandemanden og ville ikke godtage hans skriftlige indlæg. Jep Monsen mente, at vidnesbyrdet fra Hans Svendsen, som var hans hustrus fader, burde kendes gyldigt. Hans Svendsen var 70 år gammel og meget svag.
Dernæst Svend Hansen som var bror til Jep Monsens nuværende hustru. Svend Hansen var værge for Peder Thorsen (som Wefst Pedersen var morfar til), ville ikke svare på spørgsmål fra Lorents Petersen, som han mente ”af trættekærhed” havde indstævnet sagen for landsdommeren, hvilket var unødvendigt dag det hele var afgjort ved de otte mands syn på den 21. gård
[Sagen er meget indviklet og synes at være personlige angreb. Afhøringerne fylder mange sider, selv om det blot er en tingsvidnesag]
Formand for de 8te mand i ? Jensen afsagde dom mellem Hans Kjøller og Erich Madsen af Rø sogn. Henrich Falch på Erich Bagges (?) vegne bad om fuld udskrift af dommens ordlyd. Formanden leverede i alt 7 dokumenter tilbage til lejermanden.
Henrich Henrichsen Falch på sin principal Poul Sørensen af Allinges vegne ville afhøre fenrik Jørgen Giødich og Laurs Jensen, som begge havde Laurs Nielsen fra Olsker sogn som fuldmægtig. Lars Nielsen mente at de to ikke skulle afhøres, da herredsfogeden Mogens Clausen var indkaldt som vidne i sagen og derfor skulle erstattes af sættedommer Claus Nielsen. Mogens Clausen nægtede at fratræde sit dommersæde i denne voldssag, hvor Poul Sørensen skulle være overfaldt af Laurs Jensen og Jørgen Giødich. Mogens Clausen mente ikke at der var vidner nok til slagsmålet således at der kunne dømmes, hvorfor benægtelses ed kunne afsiges. Mogens Clausen mente ikke at Laurs Nielsen førte en retfærdig sag.
Mogens Clausen overlod dommersædet til sættedommeren Claus Nielsen, samt stokkemændene blev udskiftet med nye mænd. Laurs Nielsen på fenrik Jørgen Giødichs vegne stævnede herredsfogeden Mogens Clausen for de beskyldninger som han havde sagt til sandemand Laurs Nielsen mod fenrik Jørgen Giødich på Brogaard, Laurs Jensen på Blaahuld den 3. og den 16. februar 1720. Mogens Clausen havde udtalt sig i sagen, som blev startet af Poul Sørensen, der havde hugget brænde ved Brogaard kort før jul. Andre vidner blev stævnet for netop at bevidne herredsfogedens udtalelser. Desuden var der vidner, der skulle fortælle om en synsforretning tilbage til 1711 vedr. Brogaards tilliggender. (?)
Mogens Clausen ville ikke acceptere stævnemålet, da den ikke var ført på stemplet papir, hvilket sættedommeren afviste, da både skriftlige og mundtlige stævnemål var gyldige.
Lars Nielsen fremstillede stokkemændene, hvorefter Mogens Clausen erklærede, at tingbogens indføjelser for henholdsvis 3. og 16. februar skulle oplæses. Hvilket skete. Anders Kuure af Klemensker refererede (nærmest opremsning) hvad han havde observeret den 3. februar. Lars Nielsen spurgte ind til herredsfogedens ordre til skriveren om ikke at skrive noget om den, som han sagde, usandfærdige påstad. Skriveren, der havde begyndt at referere sagen, hvorfor han ville så høre herredsfogeden, om hvordan han herefter skulle forholde sig. Herredsfogeden havde svaret: ”Det skal du pricke ud” det han allerede havde skrevet og først referere når han sagde gav ordre dertil. Vidnerne refererede sig til Anders Kures vidnesbyrd, der ikke havde nævnt noget om herredsfogedens ordre til skriveren. Lars Nielsen ville derefter have stokkemændene til at bekræfte at Pouls Sørensens hustru var helsøster til Mogens Clausen. Det vidste ingen af vidnerne, bortset fra Hans Hansen, der kendte familierelationerne. Mogens Clausen ville have at stokkemændene bekræftede, at han ikke havde hindret sagen at blive ført. Stokkemændene refererede atter til hvad Anders Kure havde sagt. Stokkemændene havde besluttet ikke at tage stilling i sagen, hverken for Lars Nielsen eller for herredsfogeden – til begges irritation. Herredsfogeden truede stokkemændene med en bøde til kongen hver på 10 lod sølv for opsætsighed.
Dernæst blev de øvrige vidner afhørt (Mogens Pedersen, Anders Hansen af Olsker, Claus Hansen af Rutsker, Enert Engelbrertsen, Hans Tommesen begge af Olsker, Wefst Pedersen, Tryyed Hansen af Olsker, Peder Christophersen af Rønne, Hans Andersen af Nyker, Ole Andersen af Klemensker). Mogens Pedersen af Klemensker fremlagde en attest underskrevet af Peder Bentsen, Anders Erichsen, Anders Larsen Smed og Mogens Pedersen og Anders Hansen, hvilket var en skønning af dato 13. april 1711 af Brogaards ind- og udgærde. På den mark som sagen omhandler, var bøndernes jord og at man skulle have lov til at skove, grave tørv og rive lyng. [Striden handler om hvem der havde rettighed til at bruge udmarken – om jorden lå til gårdenes udmark eller om det lå til fælles brug]
Lars Nielsen fremlagde en dom fra 11. juli 1680 der viste at Mads Findes løkke syd for hans hus var indlagt af kongens mark, selvom det lå på bøndernes for torv.
Hendrich Falck fremstod på samtlige bymænd fra Allinge og Sandvigs vegne og fremlagde et landstingsvidne fra den 16. december 1716. Den viste at byboerne sammen med Olsker og Rutskers med Vangeboerne havde fælles rettigheder til området, der ligger fra den 13. gårds op til Hammershus grund. Mod denne dom talte Lars Nielsen, der mente at kunne bevise at Brogaards, Blaaholts og Habedams fortov fra arilds tid, havde tilhørt disse gårde, men grænsede til den fælles mark og Hammershus grund.
Hernæst ottemands dom på den 2. gårds skov i Rø sogn (pag. 349a). Hans Kjøller havde indstillet sagen til doms. Domme fra den 29/1 1712 og landstingsdom ½ 1713. Her er ingen skovdel tillagt udhuset som Erich Bagge nu boede i. Omvendt påstod Erich Bagges fuldmægtig, at strandskoven, tillige med 9 tønder land hørte til huset. Erich Bagges hustru havde en arv, der stod i den 2. gård og som Hans Kjøller ville have, at han skulle fradømmes. Landstingsdommen fra 1713 blev indgående tolket uden at man kunne bestemme om huset var i selveje eller om det var i leje af 2. gård, Meget tidligere havde huset betalt en årlig afgift til 2. gård, men der fandtes ingen dokumenter på det. Der var familierelationer mellem Erich Bagges hustru og Hans Kjøllers mor (hvilket jeg ikke helt kan gennemskue), og denne relation bevirkede, at egentlig skyld ikke kunne dømmes andet end at der var træ, stolper og andet som skulle betales. Erich Bagge skulle betale i alt 22 slettedaler til Hans Kjøller.
I sagen mellem Nicolai Linderod og Laurs Thorsen kom sandemand Hans Svendsen af Rutsker på sin søn Anders Hansens vegne og fremviste et købebrev på den 36. gård i Rutsker dat. 15. marts 1719. Anders Hansen havde købt gården af Laurs Thorsen. Laurs Thorsen havde ikke opgivet nogen gæld til amtskriver Schaar, så derfor skulle Laurs Thorsen selv betale skatterne frem til salgsdagen. Dommeren pålagde Laurs Thorsen, at møde med to sognemænd på amtskriverkontoret for at finde en løsning på gældsspørgsmålet. Hvis ikke, ville dommeren afgive en dom på næste tingdag. Linderod opregnede Laurs Thorsens gæld vedr. den 36. gård og den 2. gård i Olsker. Herefter opremses gælden, som i penge blev vurderet til 74 rigsdaler 1 mark 6½ skilling. Korporal Lars Thorsen påstod at han havde kvitteringer og at han var blevet eftergivet flere udgifter. Dommeren meddelte at sagen skulle afgøres på næste ting den 5. april hvor samtlige beviser skulle fremvises.
Niels Jensen af Klemensker bad om at Hans Nielsen i Klemensker fremlagde dokumenter og beviser for den 51. gård. Hans Nielsen mødte netop da sagen blev annonceret, Han svarede at Niels Jensen havde overdraget den 51. gård, jord og et udhus til sin bror Christopher Jensen til evig eje, hvilket ses af en kontrakt. Denne kontrakt mente Hans Nielsen var ulovlig, da Niels Jensen var en uvederhæftig mand. Dommeren kunne ikke tage denne erklæring for gode vare, men mindre at Hans Nielsen kunne bevise sin påstand. Niels Jensen fremlagde en 8mands dom af 15. juli 1707. Niels Jensen ville nu have at Hans Nielsen modtog pengene, som han havde i gården og flytte fra gården senest midfaste 1721. Hans Nielsen bad om udsættelse af sagen indtil han havde modtaget sine breve fra København.
Poul Sørensen tilbød at gøre ”Sigtelses ed” om at Jørgen Giødichsen havde slået ham i hovedet med en jerntyv, og at Lars Jensen havde taget Poul Sørensens økse og slået ham til jorden, hvorefter han havde sparket ham i siden med sine træsko. Lars Jensen og Jørgen Giødichsen tilbød at gære deres ed på, at de ikke havde slået Poul Sørensen, hvis det kunne lade sig gøre. Og bevise at Poul Sørensen holdt på den gl. alvej mm,
Den beordrede dommer Claus Nielsen nedsatte sig i dommersædet. Lars Nielsen som var fenrik Jørgen Giødichsen og Lars Jensens sagfører ville føre vidner, som ikke nåede at blive afhørte den 8. marts. Det var Hans Nielsen og Hans Andersen af Nyker, Ole Andersen af Olsker. Hans Nielsen af Nyker fortalte at for mindst 55 år siden var hans salige far Niels Nielsen i Allinge måtte have tilladelse af Peder Nielsen af Brogaard, Hans Truedsen i Blaahuld, såvel som Madts Efsersen på den 6. gård (her kaldet Haldegaard), Niels Hansen som dengang boede på Habdamsgaarden. [delvis transskriberet: Området strækkene sig fra Hestehavens nordvestlige hjørne og langs med Borredalen ned til Hjortesletten (?) Og ned til det gamle stengærde som ligger mellem Hammershus’ mark og bøndernes fortovsmarker. Hver bønder vidste hvortil deres fortov strakte sig til. Imellem Habedams fortov og den gård som Esber Pedersen nu bor i er en sti norden for Trued Hansens hus som går op ad bakken i nordvest er markskel og markskellet imellem den 6. og 7. gård er en høj sten som står på nordvest fra Esber Pedersen og så i vester op til den dal som går ned fra Borredalen og mellem d. 7. og 8. – Brogaard kaldet -er markskellet mellem fra det nordre hjørne og ret i vester over en Myre som kaldes Halfve(n)de Myrer, og siden mod vest til Baggedalen. Vidnet vidste at Borredalen og Hjortesletten var markskel mellem Olsker og Rutsker sogns bønder. Vidnet vidste at ingen af Allinge og Sandvigs boerne eller andre bønder måtte enten skære tørv eller hugge brænde uden bønderne, der ejede fortoves tilladelse. Brogaards fortov gik op til Egeløkken og frem til Kokkeløkken og øst langs med udgærdet.
Dernæst blev Hans Andersen fra Skovgaard i Nyker afhørt. Han fortalte at for mindst 45 år siden var de fire gårde nemlig den 6., 7., 8. oh 9. gård i Rutsker, havde fælles udmark og de kendte deres fortov og markskel. Ingen måtte hugge elle eller ene uden deres tilladelse. Ole Andersen af Olsker bekræftede Hans Andersens udsagn.
Lorens Pedersen af Sandvig og Peder Olsen af Olsker fremstod som beskikkelsesmænd afhørt Vefst Pedersen, Trued Hansen og Anders Hansen i Olsker, samt Niels Hansen i Sandvig om brugen af udmarken og fortov til Hammershus kaldet Slotslyngen til et gammelt stengærde. Anledningen var at bestemme grænsen mellem Brogaard, Blaahuld og Habedam. Herredsfogeden mente at afhøringerne var ulovlige, da Trued Hansen og Anders Hansen hverken kunne læse elle skrive. De andre var ikke i stand til at parere kongens lov og ret. Desuden fandtes sagen belyst ved en landstingsdom og ved tingsvidnesag under Hammershus Birketing. Fuldmægtig Lars Nielsen mente, at ingen af disse vidner var blevet ført i den omtalte landstingsdom, hvorfor afhøringerne burde stå ved magt. Sættedommeren tillod oplæsningen af de 4 afhøringerne, da han mente, at de var ført efter lovens bogstav. Dog var dagen gået på held hvorfor sagen blev udsat til næste ting om 14 dage.
DOM (pag. 355a) mellem Rasmus Erichsen, Duebjerg og Hans Jensen på Møllegaard i Klemensker sogn. Sagen var at de bøder som Hans Jensen blev dømt til at betale til Rasmus Erichsen d. 22. december 1719 ikke var blevet betalte. Sagen går tilbage til 15. december 1717 om stridigheder der startede ved Klemensker præstegård. Sagen var blevet genoptaget da der var uenighed om betydningen af forlig, som blev indgået mellem dem. Herredsfogeden slog fast at kongens bøder skal betales, samt at Hans Jensen tillige skulle betale sagens omkostninger på 3 rigsdaler.
Anders Monsen og Anders Larsen angav, at de var mødt på amtskriverens bopæl for at gøre regnskab mellem Lars Thorsen og amtskriver Schaars enke. Lars Thorsen har ikke mødt. Nicolai Linderoed viste de to regnskabet, hvor Lars Thorsen skyldte i skat i alt 74 rdl. 1 mark 6½ skilling. Korporal Lars Thorsen var mødt på tinget og fortalte at han ikke var så ”røedig i Rægninger” og han holdt stadig på, at regningen skulle afkortes, da han havde leveret varer til amtskriveren. Amtskrivens fuldmægtig svarede at Lars Thorsen ikke havde leveret hå siden 1706 og derefter, samt at han var skyldig for årene 1717, 18 og 19. Lars Thorsen påstod, at han havde hø- og foderløn, samt vagntimer til gode af amtskriverenken. Hvilket Nicolai Linderoed ikke havde noget med sagen at gøre, hvorfor han mente at Lars Thorsen måtte bevise via sit værneting. Dommeren udsatte sagen i 14 dage, hvor de endelige beviser skulle fremlægges.
Dom afsagt mellem Wefst Pedersen og Jep Monsen vedr. en hest og 5 rdl 4 mk 8 sk.
For retten kom Hendrich Falck på Poul Sørensens vegne og fremlagde en landstingdom fra 16. september 1716. Falck påpegede at Giødichsen og Lars Jensen havde vedgået, at de havde taget brænde fra Poul Sørensen, samt at Lars Jensen havde taget øksen fra Poul Sørensen. Derfor burde de dømmes efter lovens pag. 950 artikel 1, samt loven pag. 5 art. 3. Endvidere bør dommeren dømme efter lovens pag. 118, artikel 1 vedr. den vold de havde brugt mod Poul Sørensen. Endvidere burde de betale sagens omkostninger, der beløber sig til 10 rd. Herefter begærede Falck dom i sagen. Sagen ville blive taget til doms om 14 dagen.
For retten kom Mogens Andersen fra Rø og beviste, at have stævnet Niels Pedersen og hans hustru, Røstad i Rø sogn for trusler mod Mogens Andersens søn Anders Mogensen. Der var indkaldt vidnerne Anders Hoby, Hans Monsen og Ole Nielsen alle fra Rø. Stævningsmændene havde ikke fundet Niels Pedersens hjemme, da de stævnede, men hans hustru Elsebye. Hun havde sværget ved sin sjæl og salighed, at hun ikke ville parere kongens ret og at hun ville gøre sådan ved Anders Mogensen at han ikke skulle blive menneske igen. Sagen var at Anders Mogensen ikke skulle have hendes datter, da han var en skælm. De to anklagede var ikke mødt, men på deres vegne meddelte Frederik Hansen, at de agtede at møde på næste ting. Mogens Andersen fik lov til at afhøre vidnerne – separerede fra hinanden. Først Anders Pedersen (Hoby) der vidnede at Niels Pedersens hustru havde kaldt Mogens Andersens søn en skælm og at han ikke var af 2 marks værdi.. Hans Monsen fortalte at Elsebye havde sagt, at Mogens Andersens søn var en skælm og at han ikke skulle få ærlige mænds børn og at han ikke holdte hvad han lovede og at han ikke var af 3 marks værdi. Ole Nielsen vidnede det samme som de to andre vidner. Gotfried Nielsen havde under pløjearbejdet talt med Niels Pedersen om hans datters mulige ægteskab med Mogens Andersens søn Anders Mogensen. Niels Pedersen skulle have sagt: ”Jo Dfuelen besette mig skall Iche Anders Monsen hafue min Datter, eller jeg skall skyde hannem I hiell hvor Jeg seer ham”. Mogens Andersen satte i rette, at Niels Pedersen og hans hustru Elseby bør arresteres eller og at stille lovlig kaution medens sagen blev ført. Dommeren mente at det var så en alvorlig sag, at de skulle arresteres eller stille lovlig kaution.
For retten kom Niels Jensen af Klemensker der formodede at Hans Nielsen fraflyttede den 51. gård til midfaste 1721 og modtager pengene, som Niels Jensen havde stående i gården. Niels Jensen ville derefter bruge gården. Han henstillede til dommeren at afslutte sagen.
Ole Hendrichsen af Klemensker på Hans Nielsens vegne fortalte at Hans Nielsen ikke kunne være tilstede på tinget, da han var på vagt.
DOM (pag. 357b) dom mellem Wefst Pedersen og Jep Monsen. Sagen drejede sig om en hest til værdi 10 rdl., som Wefst Pedersen krævede betaling af til hans dattersøn Peder Thorsen. Peder Thorsen havde arvet den efter sin far Thor Pedersen. Peder Thorsen havde modtaget et gammelt øg, der ikke var 5 rdl. værd. Peder Thorsen var Jep Monsens stedsøn. Dommeren ville ikke dømme Jep Monsen til at betale, men på den anden side ville han heller ikke dømme Wefst Pedersen til at betale sagens omkostning ”denne gang”.
Lorens Petersen af Sandvig mødte med en lignende tilladelse fra amtmanden om at svare for Mogens Andersen i samme sag mod Niels Pedersen og hans hustru. Herefter fremlagde Lorens Petersen en skriftlig kontrakt fra 4. april, udgivet af Niels Pedersen til Mogens Andersen, hustru og børn efter at der var sagt nogle ukristelige og usømmelige ord mod Mogens Andersen, hans hustru og børn. Kontrakten var et forlig. Niels Pedersens ord trak han tilbage og at alt skulle være død og magtesløse. Niels Pedersen skulle betale 20 rdl. mod at der ikke skulle føre proces i den sag. Kontrakten skulle indføres i pantebogen. Lorens Petersen refererede sig til lovens pag. 667 art. 7 og pag. 668 2. artikel, pag. 669 5 artikel. Hvorefter Lorens Petersen ville have dommeren til vurdere om der er nogen sag at føre.
Dommeren spurgt Niels Pedersen om det var rigtigt, at han havde underskrevet en kontrakt om forlig. Hvilket Niels Pedersen bekræftede. Han havde underskrevet med bogstaverne NPS da han i sin enfoldighed ikke vidste andet at gøre. Dommeren afgav derefter dom i sagen: Da Niels Pedersen havde vedkendt sig forliget blev sagen ophævet i flg. loven pag. 667 art. 1 og 2 samt næstfølgende 5. artikel uden at nogen af parterne blev opkrævet sagsomkostninger. Forliget skulle indføres i pantebogen. (Se pantebogen pag. 2a – læst på tinget 9. april 1720, samt efterfølgende dokument pag. 2b udfærdiget af Niels Pedersen til Mogens Andersen, læst på tinget den 19. april [Niels Pedersen havde lånt 20 rdl. af Gotfried Nielsen mod pant i hans 6 fags hus og indbo i Røsted])
Jep Hansen af Østerlars sogn havde amtmandens tilladelse til at gå i retten for Jørgen Jørgensen af Rø sogn både for herredsretten og for landsretten. Ved stævningsmænd var Mogens Hansen på den 13, gård i Rø sogn stævnet og opsagt til fraflytning. Mogens Hansen skulle modtage sine penge. Gården var ved arv tilfaldet Jørgen Jørgensens hustru ifølge en kaldsseddel af dato 5. april 1720. Hendrich Hendrichsen Falck fra Sandvig havde fået amtmandens tilladelse til føre sagen for Mogens Hansen. Falck påpegede at udsigelse ikke kunne ske ved stævninger tre dage i træk, men skulle ske på tre tingdage efter hinanden, Dommeren udsatte sagen til de tre stævninger lovligt var sket.
Lars Nielsen af Habedam kom på vegne af Jørgen Giødichsen og Lars Jensen i sagen med Poul Sørensen af Allinge. Han læste et skriftligt indlæg i sagen. Hendrich Falck ville svare på indlægget på næste ting.
For retten kom Niels Jensen af Klemensker læste et skriftligt indlæg. Hans Nielsen lod læse en domsslutning fra 5. august 1718 af kaptajn Gregers Christensen, samt en kopi af kontrakt, der var indført i Pantebogen den 21. januar 1713. Hans Nielsen mente sig frikendt for Niels Jensens påtale og kunne blive boende på den 51. gård i Klemensker. Claus Nielsen svarede at det var Niels Jensen, der skulle fraflytte det hus han havde på den 51. gårds grund og at Hans Nielsen kunne beholde gården. [Ret indviklet sag, da der er flere brødre indblandet i sagen, hver med sin part i gården]
Gotfred Nielsen i Rø fremkom i retten og fremlagde et pantebrev på 20 rdl. som Niels Pedersen i Rø havde udstedt til ham. Som sikkerhed havde Niels Pedersen sat sit seks stolperum store hus i Røsted, en kiste, en himmelseng. Pantebrevet stod ved magt til mikkelsdag. Og hvis han ikke indfrier pantebreve så vil Gotfred Nielsen overtage hus, kiste og seng.
Lars Andersen fra Klemensker producerede en memorial af dato 18. april 1720, der viste at han måtte føre sag for Hr. Jørgen Sandby. Lars Andersen stævnede Anders Monsen af Klemensker for at hans 13 svin, havde huseret Jørgen Sandbye rug. Jørgen Sandbye havde fanget de 13 svin og ville nu have 1 mark stykket før han frigav dem, samt at Anders Monsen skulle betale skaden. Anders Monsen var til stede i retten og påstod, at han ikke var lovligt stævnet, da stævningsmændene ikke havde nævnt om det var nørre, østre eller vestre herredsting. Dommeren ville ikke dømme stævningen ulovlig, det det var givet hvilket ting det drejede sig om og desuden var han jo selv mødt op. To vidner Peder Larsen og Hans Beck fortalte at der var indtaget 10 store og tre små svin i præstegården og alle var uringede og at de havde gjort stor skade i præstens rug. De to havde været hos Anders Monsen, der havde forklaret dem, at han ikke havde råd til at have svinene i huset, men at de måtte finde føde udendørs. Anders Gammelsen bekræftede de to vidners forklaring. Anders Monsen påpegede at de tre vidner alle boede på præstens grund og var præstens udbyggere. Lars Andersen fremstillede nye vidner: Jep Esbersen og Karen Hans Jensen. Jep Esbersen fortalte at han den 8. april var hos præsten Hr. Jørgen da Lars Olsen og Ole Larsen kom og meddelte, at der gik en hob store svin i præstens rugmark. Præsten bad sine folk om at jage svinene ud af marken. Vidnet og præsten så gennem vinduet at svinene løb bort mod Bolleris. Dagen efter kom de igen. Derefter lod præsten svinene indfange. Karen Hans Jensen fortalte samme historie. Lars Hansen fortalte at Anders Monsen var kendt for at lade sine svin gå løse. Sidste efterår ”mellem mikkelsdag og hellig messe [Hellemisse = allehelgensdag] som agerne falt” gik Anders Monsen i den del af skoven i Bolleris, som han ejede. I alt var det 10 store svin, som han, hans søn Hans Larsen og hjælpere tog ind. Ingen svin var ringede. Lars Hansen fortalte om lignende tilfælde med Anders Monsens svin.
Lars Andersen mente at Anders Monsen skulle betale den mult som skovforordningen, hvorefter han ville have dommeren dømte i sagen.
Lars Thorsen kom og orienterede om at han havde stævnet Nicolaj Linderod i sagen mellem ham og amtskriverenken. Sagen skulle føres den 3. maj.
Lars Pedersen af Klemensker sogn boende på holstførster Hans Christensens gård kom og efterlyste en person ved navn Hans Olsen boende på Peder Jensen grund udi Rosendale (18 sg.). Lars Pedersen lovede erkendelse (dusør) til den der ville pågribe ham og føre ham til Lars Pedersen. Dommeren meldte, at man ikke kunne efterlyse en person på denne måde, men at man kunne stævne ham for retten, hvor en sag så ville blive ført.
Anders Jørgensen af Aaker sogn kom og læste et stedsmaalbrev på Skagelfaldet i Aaker, som hørte til Nørre Herred. Anders Jørgensen havde stedet på livstid, hvilket var blevet approberet af amtmand von Bippen d. 29. januar 1720. Ingen stokkemænd havde noget at indvende, hvorfor stedsmålsbrevet skulle indføres i panteprotokollen. [I panteprotokollen læses at Laurids Pedersen på den 23. vorned havde haft skagelfaldet til græsning, men at han i lang tid ikke ville betale noget for det. Fra gammel tid har Nørre Herred haft det til rettens betjente der havde ærinde ved Landstinget. Der kunne de lade deres heste græsse om natten eller dage når de behøvede det. Eller også skulle den mand, der havde jorden i brug, tage imod herredets folk og deres heste. Herredsfogeden Mogens Clausen Torn havde derfor aftalt med Anders Jørgensen på den 57. gård i Aaker, at Skagelfaldet, som ligger ved Faarebye i Aaker, kunne han skulle nyde og bruge på livstid mod at han lod Nørre Herredsmænds heste græsse eller giver dem foder om de behøver det når de have ærinder på Landstinget. Jordskyld vurderedes til 1 slettedaler årligt, hvilket er afgiften, hvis han ikke i stedet yder foder til hestene, skulle betale. Jorden måtte han dyrke som han ville, hvilket ikke var meget bevendt da det meste var af klipper og sten. Han måtte ikke pløje markskellet væk.
Sognepræsten Jørgen Sandbye af Klemenskers fuldmægtig Lars Andersen mødte og fremlagde to mands vurdering af den skade, som Anders Monsens svin havde forvoldt i præstens rugmark. Anders Monsen var ikke mødt selv om han var lovligt stævnet. Anders Monsen havde meddelt at han ville føre vidner, hvilket ikke var sket. Dommeren gav ham 14 dages frist.
Hans Nielsen på den 51. gård i Klemensker mødte og sagde, at alt hvad Niels Jensen i sagen havde udtalt, var urigtigt. Lars Larsen var mødt på Niels Jensens vegne og ønskede dom i sagen. Sagen blev taget til doms.
Sagen mellem Poul Sørensen og fenrik Jørgen Giødichsen og Lars Jensen blev henlagt indtil videre, da Poul Sørens var afgået ved døde og skulle begraves næstfølgende dag.
Dommeren efterlyste Lars Pedersen, som på sidste ting havde lyst efter Hans Olsen. Da Lars Pedersen ikke var mødt bad dommeren stokkemændene at pålægge ham, at møde på næste ting for at forklare sig.
Dommeren efterlyste sal amtskriver Schaars enkes fuldmægtig ig Lars Thorsen af Rutsker. Ingen var tilstede, men Lars Thorsens søn Anders Larsen var mødt. Han fortalte at hans far var syg og derved bad om udsættelse til næste ting. Dommeren tillod det, men krævede at det var sidste tingdag i sagen, hvorefter han ville afsige dom.
Læst forordning eller mandat angående østertyveriets afskaffelse (?) af 26. februar 1720.
Læst en kammerrets forordning 18. marts 1720.
Hans Jensen fra Vestermarie ved hans søn Mons Hansen stævnede Peder Monsen på Dammegaard den 24. gård i Klemensker til fraflytning inden midfaste 1721. Peder Monsen var ikke mødt. Han blev pålagt at møde på næste ting ellers ville dommere afgive dom uden hans forsvar.
Lars Pedersen mødte og angav, at han havde indgået et forlig med Hans Olsen, der boede på den 28. gårds grund. Et forlig som retten ville tage i betænkning.
Henrich Falck mødte i sagen mellem den afdøde Poul Sørensen og fenrik Jørgen Giødichsen og Lars Jensen. Henrich Falck fik tilladelse at komme med en indsigelse på næste ting.
Sognepræst Jørgen Sandbyes fuldmægtig Lars Andersen af Klemensker meddelte at han var kommet i venligt forlig med Anders Monsen. Dommeren meddelte at da kongens ret ikke led skade, så accepterede han forliget.
Lars Thorsen bad om udsættelse af sagen mod Nicolaj Linderoed, da han stadig var svag. Dommeren gav ham udsættelse, men kun denne gang, hvorefter han ville afsige domen.
Jørgen Jørgensen af Rø sogn havde via sin fuldmægtig Jep Hansen i Østerlars stævnet Mons Hansen på den 13. gård i Rø sogn. Henrich Falck mødte på vegne af Mons Hansen og benægtede stævningens lovlighed, hvorfor Jørgen Jørgensen bør stævne på ny. Dommeren bedømte stævningen for gyldig, men han manglede de to fuldmægtiges tilladelse til at gå i rette for deres principaler. Jep Hansens påstand at Mons Hansen skulle fraflytte den 13. gård inden midfaste 1721. Jep Hansen mente at Mogens Hansen skulle møde på tinget og fremvise den 8temands dom, der blev afsagt efter sal. Peder Hansen, som boede på den 13. gård. Dommeren ville pålægge Mogens Hansen at møde på næste ting og svare på spørgsmål.
Henrich Falck mødte i sagen mellem den nu afdøde Poul Sørensen og Jørgen Giødicksen. Falck ville havde at der blev afgivet dom, da der skulle placeret et ansvar, således at sagens omkostninger kunne betales og at kongens interesser blev fastholdt. Lars Nielsen på Giødichsens vegne ville have udskrift af sagen for at svare på næste ting.
Dommeren ville tale med Lars Pedersen i Klemensker og Hans Olsen, på den 28. gårds grund i Rutsker angående den indgåede kontrakt og forlig dateret den 22. april 1720. Dommeren kunne ikke godtage forliget, da den hverken indeholder beskrivelse af sagen eller hvilket gerning, som ligger til grund for forliget. Dommeren ville have en forklaring på næste ting.
Citantens fuldmægtig Jep Hansen af Østerlars har mødt og fremlagde sin tilladelse at gå i retten for Jørgen Jørgensen, hvilket dommeren tillod. Jep Hansen ville bevise at Mons Hansen var værge for Karen Pedersdatter, hvilket værgeskab han havde indgået da han boede og delte den 13. gård i Rø (Dalbygaard) sogn med Mons Andersen. Jep Hansen havde indkaldt vidner både i Rø og Rutsker, men ingen havde villet vidne. Nogen fordi de ikke mente at kunne huske 20 år tilbage og andre fordi de var svage. Dommeren pålagde de indstævnte vidner at møde eller at lad sig afhøre ved deres sotteseng.
I Sagen mellem Linderoed og Lars Thorsen kom Lars Thorsen som med kaldsmænd havde stævnet Nicolaj Linderoed som fuldmægtig for sal. Amtskriver Schaars enke. Linderoed var ikke mødt, men dommeren tillod Lars Thorsen at afhøre sine vidner. Jens Hansen på den 1. gård i Olsker havde fået et par stude til opfodring af amtskriver Schor og derfor skulle han have 4 daler. Det skete ikke men i stedet opfodrede Lars Thorsen studene sammen med Rasmus ? i Vedby. Morten Jensen af Olsker havde tjent Lars Thorsen og kunne fortælle, at Lars Thorsen havde leveret amtskriveren flere læs hø. Hans Jensen på den 68. gård i Klemensker afgav en skriftlig beretning i sagen. Lasse Jørgensen af Rutsker. Han fortalte at han havde solgt 2 stakke havre for 4 sld., hvilket Lars Thorsen havde betalt, hvorefter Thorsen havde leveret havren til amtskriveren. Dernæst fremlagde Lars Thorsen et regnskab over alt det han havde leveret amtskriveren i 1717 og 1718. Summen var 51 daler. Som bevis fremlagde han en skattebog fra den 19. gård i Østerlars hvortil han havde leveret skattesmør. Alt i alt mente Lars Thorsen at i alt 59 daler 2 mark og 14 sk. skulle fratrækkes Linderoeds krav. Lars Thorsen ville herefter bede om at dommen blev afsagt. Dommeren udsatte sagen til næste ting, hvorefter han ville afgive sin dom.
Ingen var mødt i sagen mellem afdøde Poul Sørensen og Jørgen Giødichsen og Lars Jensen. Ingen var mødt, hvorfor sagen udsattet til næste ting.
Dommeren efterlyste Lars Pedersen i Klemensker og Hans Olsen fra Rutsker i sagen om et forligs indgåelse og hvad forliget var foranlediget af. Ingen var mødt, hvilket dommeren ikke kunne acceptere, da han bør vide om det drjede sig om ”Tyveri, morderi eller skadesstøcker” – alt sammen var kongens sag og kunne ikke forliges.
Peder Monsen af Klemensker vedstod at han var blevet lovligt udsat af den 24. gård i Klemensker, hvorefter dommeren afgav sin kendelse.
Amtskriver Christopher Horns fuldmægtig Niels Lund stævnede Lars Hoby, Peder Pedersen Hoby, Ole Hansen Hoby, Kirstine Lars Hoby, Karen Peder Hobys og Sidsele Olsdatter alle udi Hasle Vagt anholdt for tyveri hos Marcus Marcusen. Vidnerne var sandemand i Rø Hans Kjøller, sandemand i Olsker Lars Nielsen, Gotfried Nielsen, Peder Olsen, Anders Rasmussen, Anders Steffensen, Rasmus Nielsen, Poul Hansen og Greger Ibsen. Amtmanden havde pålagt amtskriveren at føre sagen. Marcus Marcussen, der boede på den 4 gård i Rø, blev af sandemanden og vidnerne i Rø erklæret som en vederhæftig og ærlig mand. Han var selvejer. De sagsøgte blev separerede og skulle afhøres læs og ledige i retten.
Lars Hoby sagde at de tre (Lars, Peder Pedersen og Ole Hoby var brudt ind hos Marcus Marcussen af stor nød og trang. De havde slået hul på væggen og brudt ind. De havde stjålet 4 skp. Rug, byg og havre , 4 brød, to fæbringer fire stykker vædderkød, en for eller bag ? afståret flæsk, en gåseside, en fætunge, og 16 haandmaal brus (?) hamp. Alle tre var lige gode om det. Han vidste ikke hvem der havde taget Køfuene (?). Han bad om nåde og bad om at han kom til Christiansø for at være soldat da han var 40 år gammel.
Peder Pedersen Hoby bekendte ligeledes tyveriet. Han fortalte at hans kvinde ikke vidste noget om tyveriet. De havde været alle lige skyldige i tyveriet. Han bad om nåde.
Ole Hoby tilstod også tyveriet og sagde at de alle havde været enige om det.
Sandemanden med vidner havde vurderet kosterne til i alt 6 slettedaler, Kosterne havde de fundet hos de tre i deres huse, hvorimod melet var gravet ned på stranden.
De tre anklagede bad om nåde fordi de alle havde små børn og levede i stor fattigdom, samt at de havde bekendt deres forbrydelse.
Lund ville afhøre Kirstine Lars Hoby, Karen Peder Hobye og Sidsele Olsdatter, men de tre kvinder var blevet ud lukket af arresten og ikke tilstede. Ingen vidste hvordan eller hvorfor. Dommeren ville have en forklaring, men måske det var af ”conciderabelle Conduite”. De tre kvinder var blevet arresteret udi Hasle ”Cartegaal ved Nørre herreds vagt” Niels Lund blev at dommeren anklaget for ikke at sørge for ordentlig arrest, hvorimod Lund svarede at det burde være byfogedens ansvar.
De tre kvinder skulle fremstilles i retten 8 dage. Både de tre mænd og anklageren ville have afsagt dom. Lund ville have dem dømt efter kgl. Forordning af 4. mats 1690 samt deres boslods fortabelse.
Niels Lund, fuldmægtig for amtskriver Christopher Horn, ønske at fire selvejerbønder skulle vurdere alle kongelige fæstegårde – både dem med selvejernummer og vornednumre. De skulle synes og vurderes og angives hvor mange stolperum de består af. Og om de er i slet, middelmådig eller god stand. Herredsfogeden valgte fire mand i hvert sogn, som inden næste ting skulle vurdere alle kongens gårde og fremlægge deres resultat.
Jep Hansen ag Østerlars på Jørgen Jørgensens vegne ønskede at kontraparten Mogens Hansen svarede på stævningen. Mogens Hansen var ikke mødt, men det var broderen til fuldmægtigt Henrich Falck, nemlig Michel Monsen Torn. Falck var rejst til København. Michel Monsen Torn gjorde indsigelser på Jørgen Jørgensens vidner, da Mogens Andersen og hans hustru var dobbelt besvogrede (med Jørgen Jørgensen), Hans Pedersen af Aaker sogn og Hans Jensen i Rø er også besvogrede til Jørgen Jørgensens hustru. Hvis man skulle vinde jord, så skulle der fremlægges dokumenter og domme til bevis. Dommeren tillod afhøringerne, hvis hver enkelt ville angive deres familiebånd til sagsøger. De indkaldte vidner blev afhørt uden edsaflæggelse. Mons Andersen af Rø sogn forklarede at han havde boet på den 13. gård mod en betaling på 75 sld 2 mk 3 sk. som var den ved arv tilfaldne beløb til hans hustru Karen Larsdatter. Mogens Andersen blev fradømt gården ved en 8te mands dom. Mogens Hansens myndling blev tildelt gården, hvorefter Mogens Hansen på sin myndlings vegne flyttede ind på den 13. gård. Vidnet Hans Jensen fortalte at Mogens Hansen ønskede at låne penge således at han kunne indfri den 13. gård på sin myndling Karen Pedersdatters vegne. En 8mands dom havde tilkendt hende gården. Han ønskede at betale Hans Pedersen ud af gården, der dog ikke ville modtage pengene. Mogens Hansen havde også ønske at betale Hr. Søren i Østermarie. Samme historie blev bekræftet af korporal Hans Pedersen i Olsker.
Michel Monsen (Torn) mente at disse vidners udsagn ikke var retsgyldige, da de var i familie med sagsøger. Han bad om sagens udsættelse indtil hans bror Henrich Falck var kommet tilbage fra København.
Lars Nielsen på fenrik Jørgen Giødichsens vegne aflagde et skriftlig indlæg i sgen (Poul Sørensens). Michel Monsen bad om udsættelse indtil hans bror var tilbage fra sin rejse.
Ole Pedersen i Hasle stævnede Thor Hansen i Rutsker på den 36. gårds grund for slagsmål. Den 25 maj. havde Thor Hansen forøvet stanghug og Jordskuf (?) på Ole Pedersens søn Lars Olsen. Desuden mødte Hans Rasmussen af Hasle som havde stævnet Thor Hansen for slagsmål mod hans søn Rasmus Hansen samme dag den 25. maj. Begge parter havde indkaldt vidner til slagsmålet. Først Erich Pedersen af Rutsker der fortalte at Thor Hansen havde slået Lars Olsen med en kæp i tindingen og i hovedet, så han faldt om på jorden ”og daanede”. Vidnet måtte knappe hans klæder op og ruske ham i live. Han var ligesom død i en halv time. Der var en anden dreng, som Thor Hansen slog 3-4 gange på armen og i ryggen. Gotfried Nielsen spurgte Erich Pedersen på hvilken grund slagsmålet var sket. Erich Pedersen svarede at det var på Jacob Hansens ager at Thor Hansen havde slået Lars Olsen.
Mogens Høg og Jens Clausen havde undersøgt Lars Olsen og fundet at han havde en bule i hovedet på størrelse af et hønseæg og han havde blod i hovedet. Jacob Erichsen havde syne den anden dreng Hans Rasmussens søn Rasmus Hansen. Han havde røde og brune streget over arm og ryg, hvilket skyldtes Thor Hansens slag. Thor Hansen ville svare på næste ting.
Sagen mellem Linderoed og Lars Torsen. Ingen var mødt men Linderoed havde skriftligt bedt om udtog af sagen. Dommeren tog sagen til doms.
I forliget mellem Lars Pedersen fra Klemensker og Hans Olsen i Rutsker var der endnu ikke oplyst noget af sagens indhold, hvorfor dommeren bad begge parter om at møde på næste ting.
Hendrich Falck producerede et skriftligt indlæg af 14. juni i sagen ang. afdøde Poul Sørensen på den ene side og Jørgen Giødichsen og Lars Jensen på den anden. Ingen af de anklagede var mødt, men Henrich Falck mente at dommeren skulle afsige dom i sagen. Dommeren ville give de sagsøgte en lejlighed til at svare, hvorefter han på næste ting ville tage sagen til doms.
Jep Hansen på Jørgen Jørgensens vegne ønskede at afhører de andre vidner i sagen. Henrich Falch betegnede Jørgen Jørgensen som en uvederhæftig person, der burde stille kaution. Jep Hansen så ingen grund til kaution, da sagen drejer sig om Mogens Hansen, men om Jørgen Jørgensens hustru Karen Pedersdatter. Som værge, bør han sørge for sin myndling ”rede og ret” ifølge lovens pag. 536 – 30 artikel. Henrich Falch ville have at Jørgen Jørgensen skulle fremlægge sin hustru faders skiftebrev. Ifølge pag. 757 art 3 bør Jørgen Jørgensen føre beviset og ikke hans principal Mogens Hansen. Vidnet Peder Hansen af Østerlars fortalte at for 20 år siden var han med til at dømme hvem der havde sæderetten til den 13. gård. Den tilfaldt Karen og hendes søster Inger Pedersdatter om der kunne indlæse Mogens Hansen på den 13. gård i Rø. Dommeren pålagde parterne at møde med alle dokumenter, der kunne være oplysende om sagen.
Amtskriver Horns fuldmægtig Niels Lund afhørte Kirstine Lars Hobyes, Karen Pedersdatter Hobyes og Sidsele Olesdatter. Først Kirstine Lars Hobyes fortalte at hun ikke havde været vidende om de tre mænds tyveri hos Marcus Marcussen, hverken før, under eller efter tyveriet.
Karen Peder Hobyes benægtede også et hvert kendskab til mændenes tyveri. Først da ransagningsmændene fandt kosterne blev hun klar over tyveriet.
Sidsele Olsdatter havde heller ikke vidende om tyveriet.
Dommeren spurgte kvinderne hvor mange børn de havde. Kirstine Lars Hobye havde med Lars 5 børn, hvor det ældste var 10 år, Karen Peder Hobyes havde med sin mand fire børn hvor det ældste var 11 år. Sidsele Olsdatter svarede at det var hendes far, der var sigtet for tyveriet, Hun havde 5 søskende og var ung og ikke endnu gået til Guds bord.
Niels Lund ville, hvis der kom oplysninger om kvindernes medvirken, føre sagen videre til landstinget. Ingen af de tilstedeværende på tinget vidste om de tiltalte eller deres kvinder tidligere havde været under mistanke for tyveri. Dommeren ville tage sagen op til doms.
Sidste ting opmeldte 4 mand (af hvert sogn) afsagde deres vurdering af kongens gårde af dato 17. juni 1720.
Sagen mellem Ole Pedersen og Hans Rasmussen af Hasle og Thor Hansen. Gotfried Nielsen ville svare for Thor Hansen. Dommeren ville have at Hans Rasmussen og Ole Pedersen først skulle have lejlighed til at føre sin sag. De to ville svare skriftlig på næste ting.
DOM – pag.372b
Amtskriver Horn sag mod de tre brødre Hobyes indbrud og tyveri i Marcus Marcusens gård i Rø dømte efter forordningen af 4. marts 1690. De tre blev dømt til at betale værdien 6 sld. samt tvegeld 12 sdl. Og sagens omkostninger, samt kost og tæring i arresten. De tre dømte endvidere til at arbejde i jern på Bremerholm i to år og ikke vise sig på Bornholm igen med mindre de ville ”beklæde Galgen”. Deres boslod tilfaldt kongen. De tre kvinder blev frifundet for mistanke om at have deltaget i tyveriet.
Laurids Jensen af Blaahull lod læse et indlæg af dato 21. juni i sagen mellem afdøde Poul Sørensen og Ham, samt Jørgen Giødichsen. Hendrich Falck, som var fuldmægtig for afdøde Poul Sørensens enke og arvinger i sagen, var bortrejst til Pommern, hvorfor sagen blev udsat, med mindre at en anden person kunne møde.
Anders Nielsen fra Klemensker kom på egen og Peder Hansens vegne og stævnede Hans Valentinsen til udsigelse af den 23. gård inden midfaste 1721. Han skulle fremlægge sine pantebreve, for at hvad han havde til gode. Endvidere forbydes ham at høste afgrøder på mark og eng, samt at hugge i skoven. Hans Valentinsen mente, at han kunne blive i gården endnu et år, da hans pant ikke var blevet betalt ved den første af tre stævninger. Anders Nielsen mente, at han først havde krav på pengene ved sin fraflytning. Der blev fremlagt to pantebreve. Et fra ½ 1707 og et 104 sld. Højere fra 3/3 1717, blev læst og påskrevet. Dommeren ville tage sagen i betænkning til næste ting.
Formændene for de fire vurderingsmænd til kongens gårde i 3 af de fire sogne mødte og fremlagde deres vurderinger. Formændene var Lars Monsen fra Klemensker, Peder Poulsen fra Rutsker og Peder Olsen fra Rø sogn.
Hans Svendsen af Rutsker havde udsagt Hans Jensen på den 17. gårds grund i Rutsker til fraflytning inden midfaste 1721. Samtidig med stævningen blev det forbudt Hans Jensen fratage eller nedbryde noget af hans forbedringer eller reparationer på huset, men lade det vurdere hvorefter han ville få erstatning. Hans Jensen mente at der var en del reparationer, som han havde udført på Svendsens vegne, samt havde tilført marken gødning, som han ville have betaling for. Udsat til næste ting.
Niels Jensen af Klemensker havde ladet Hans Nielsen på den 51. gård opsige til fraflytning af gården inden midfaste samt at modtage sine pantepenge. Hans Nielsen refererede sig til de seneste dokumenter, der var fremlagt i retten, hvor også Claus Christensen var part i sagen. Dommeren ville tage sagen til overvejelse inden næste ting, på hvilket ting alt skulle være fremlagt.
Jens Bidstrup efterlyste svar fra Esber Jørgensen fra Skinderby og Poul Ibsen af Østerlars ville fremlægge deres adkomstdokumenter på Aarsballegaard i Klemensker. Esber Jørgensen, der bor på Aarsballegaard, mente at han kun burde forholde sig til 8mandsdommen og at Sidsele Hansdatters mand skulle fremlægge de øvrige dokumenter. Jens Bidstrup mente at 8mandsdommen viste at adgangsretten heri var tildelt Sidsele Hansdatter og hendes mand Poul Ibsen. Men, sagde Esber Jørgensen, efterfølgende var der oprettet et pantebrev mellem Poul Ibsen og Esber Jørgensen. Jens Bidstrup mente at dette pantebrev var uden Sidsele Hansdatter accept og velvilje. Lars Pedersen, som var Sidsele Hansdatters stedfar blev afhørt af Jens Bidstrup. Han mente, at det havde været mod Sidseles vilje, at hendes fædrenegård var blev pantsat til Esber Jørgensen. Poul Ibsen havde hverken taget sin hustru eller sin hustrus stedsfaders med på råd om en pantsætningen eller et muligt salg af Aarsballegaard. Lars Pedersen var dengang ikke vidende om adkomstretten. Toels Pedersen [Sidseles halvbror] fortalte det samme, at Poul Ibsen ikke havde sin hustrus accept af transaktionerne og han vidste, at det var Sidsele Hansdatter, der havde sæderetten efter sin fader.
Sidsele Hansdatter fortalte retten, at hun aldrig var blevet inddraget eller taget på råd ved pantsætningen. Hendes mand Poul Ibsen havde været enerådende.
Dommeren ville have Esben Jørgensen på næste ting at fremlægge alle dokumenter, som han havde. Desuden ville dommeren at Poul Ibsen mødte på tinget.
Jep Hansen på Jørgen Jørgensens vegne i Rø ville have sagen mod Mons Hansen. Jep Hansen fremlagde en kopi af en sag i den gamle tingbog, hvor det viste sig af det 116 blad var borte, der netop skulle handle om den 13. gård sæderet.
Tingbogen [for 1697-1701] mangler pag. 116, hvilket blev draget i tvivl i retssagen, da det netop kunne være her, at en 8mandsdom var omtalt. Der blev fremlagt en udskrift af dommen og den gamle tingbog blev båret ind og lagt på tingbordet, hvor herredfogeden i overværelse af skriver og stokkemændene konstaterede at arket manglede. Herredsfogeden ville til næste ting sammenholde kopien af dommen med det i tingbogen indskrevne, om muligt at konstatere, at det var rigtigt, at det manglende ark kunne have indeholdt dommen.
Ole Pedersen og Hans Rasmussen fra Hasle efterlyste Thor Hansens udtalelse i sagen mod ham om hans voldelige adfærd mod de to drenge. Dommerne pålagde Thor Hansen at møde på næste ting.
Amtmanden havde pålagt amtskriver Horn af føre en sag. Amtskriverens fuldmægtig Niels Lund mødte og stævnede Peder Andersen på den 21. gård i Klemensker tillige med hans søn Anders Pedersen for et voldsom overfald på udbygger på 21. grund Ole Gifversen. Herredsfogeden billige ikke at amtskriveren førte sag uden at stille sikkerhed for betaling for sagen, som alle andre sagsøgere. Ole Gifversen ville normalt være saggiveren og ansvarlig for betaling. Men dommeren ville ikke stille sig i vejen for at lund førte sagen, men han ville observere sælariekravet.
Peder Andersen og hans søn var til stede. Niels Lund fremstillede Ole Gifversen, der gav sit vidnesbyrd. Kommissionen havde været på den 21. gård grund for at bestemte hvor meget jord fra kongens udmark, som Ole Gifversen måtte drive. 20 dage efter ville han opkaste et dige mellem hans jord og Anders Pedersens. Peder Andersen kom og slog ham til jorden med en pæl, der gik i tre stykker. Herefter kom Peder Andersen søn til og sammen slog de Ole Gifversen, således at næsen brækkede og blodet flød. Herefter blev vidnerne afhørt. Bente Peder Andersen vidste intet og benægtede alt der kunne relateres til hendes mand og søn. Det eneste hun erkendte var, at hun havde set Ole Gifversen havde næseblod. Bente sagde, at Ole Gifvresen skar tørv på Peder Andersens jord.
Næste vidne var Mikkel Monsen. Han fortalte at Ole Gifversen kom til Mikkel Monsen (Simlegård) og hans udbygger Esber Hansen på alvejen for 14 dage siden. Han var blodig og Mikkel Monsen tilbød at syne ham. De så atd er var hul på næsen. Han havde blod på hovedet, men der var ikke hul. På armene var der røde og blå streger. Han havde fortalt at han var slået af Peder Andersen og hans søn fordi han havde skåret tørv op til Peder Andersens grund. Esber Hansen vedstod Mikkel Monsens beskrivelse.
Peder Andersen mente at Ole Gifversen skulle bevise sin bekendelse. På Niels Lunds spørgsmål om Peder Andersen ville give sin ed på, at han ikke slog Ole Gifversen, udbad han betænkningstid til næste ting. Sagen udsat til næste ting.
Amtskriverens fuldmægtig ville føre sagen mod Ellene Jensdatter for begået lejermål. Hun var ikke mødt hvorfor dommeren pålagde hende at møde på næste ting.
Jens Bidstrup stævnede på vegne af sin svoger Lars Monsen stævnede Lars Thorsen i Rutsker for gæld på 48 sld. og renter. Lars Monsen fremlagde et panteobligation på 48 sld. med sikkerhed i den 36. gård i Rutsker. Lars Thorsen var ikke mødt. Sagen udsat til næste ting.
Jens Bidstrup efterlyste Esben Jørgensen af Klemensker om han ville fremlægge sine adkomster til sin iboende gård (Aarsballegård). Ole Hendrichsen kom på Esber Jørgensens vegne og lod læse et indlæg. Jens bidstrup var ikke tilfreds, men ønskede stadig dokumenter såsom 8mandsdommen på den 41. gård. Poul Ibsen var mødt og lovede at afgive forklaring på næste ting.
Jep Hansen på Jørgen Jørgensens af Røs vegne havde med tingbudene bedt Hans Monsen i Rø sogn at fremlægge 8mands dom vedr. 13. gård. Jørgen Jørgensen var gift med Karen Pedersdatter, som havde Hans Monsen som værge, hvorfor han ville have at hendes arv efter sin fader skulle redegøres for ved alle dokumenters fremvisning. Falck var mødt på Hans Monsens vegne og angav, at sagen var unødvendig, da alle forhold var belyste. Sagen blev optaget til doms.
Gotfried Nielsen på Thor Hansens vegne læste et skriftligt indlæg, på hvilket indlæg Ole Pedersen ville svare på til næste ting.
Anders Nielsen af Klemensker ville have Hans Valentinsen til at komme med et forsvar. Valentinsen var ikke mødt, hvorfor dommeren pålagde ham at møde på næste ting.
Dom afsagt på udsigelse imellem citanten Hans Svendsen contra Hans Nielsen 17 gård Pellegaard i Rutsker sogn. Dommeren kendte udsigelse som gyldig.
Den sag mellem citanten afdøde Poul Sørensen mod Jørgen Giødichsen og Lars Jensen fra Blaahul mødte inden af parterne, hvorfor dommeren pålagde parterne at møde på næste ting, hvor sagen vil blive taget til doms.
DOM- pag 378a
Sagen mellem Niels Jensen i Klemensker og Hans Nielsen på den 51. gård. Niels Jensen var den yngste søn, hvorfor han i en 8te mands dom den 23. september 1707 blev tildømt ham mod han udfriede sine søskende. Niels Jensen havde frabedt sig gården mod at han kunne bygge på samme gårds grund, hvilket ses af en landstingsdom af 5. august 1718. Sagen var udskudt på grund af den kommissionsforretning, der har været nedsat vedr. udmarken. Dommeren kunne derfor ikke dømme i sagen og måtte dømme udsættelsen som ugyldig. Sagen omkostninger blev frafaldt. Hans Nielsen kunne blive boende så længe pantet bestod.
I sagen mellem citanten Anders Nielsen i Klemensker og Hans Vallentin fra Klemensker. Hans Vallentin var syg så hans hustru var mødt i stedet for. Hun fremlagde et skriftligt indlæg i sagen. Begge parter var enige om at der kunne afsiges dom i sagen.
Dom afsagt mellem sal. Amtsrivers enke og Lars Thorsen.
Dom afsagt mellem Jørgen Jørgensen og Mogens Hansen ang. Dalbygaarden i Rø sogn. Henrich Falck på Mogens Hansens vegne ønskede dommen og de fulde akter beskreven.
I sagen mellem citant Lund og Peder Andersen af Klemensker. For retten kom Hendrich Falck af Sandvig og beviste at han havde fået amtmandens tilladelse at gå i retten for Peder Andersen i sagen hvor Ole Gifversen havde anklaget ham for vold. Falck mente at anklagen ikke var korrekt. Peder Andersen skulle have ligge på lur for at slå Ole Gifversen til jorden. Det var ikke korrekt, hvilket Peder Andersen var villig til at afgive sin ed på. Falck fortale at Ole Gifversen tidligere havde haft en sag mod Peder Andersen, hvilken sag der var løst ved et forlig. Ole Gifversen erkendte dette. Dommeren ville have at både Peder Andersen og hans søn Anders Pedersen skulle møde på næste ting.
Niels Lund angav af sigtede Elne Jensdatter havde betalt sine bøder, men hun havde ikke erkendt hvem barnefaderen var. Peder Bendtsen fortalte at Elne under kirkedisciplinen havde angivet, at en bådmand var faderen. Dommeren pålagde Elne Jensdatter at møde på næste ting, ellers ville hun blive dømt for udeblivelse.
Niels Lund på vegne af amtskriver Horn og pålagde ”alle og enhver” i Nørre Herred at oplyse om de havde lejet noget af de kongelige fæstebønder enten om det var ager eller eng. Hvis de havde kgl. Jord i avl, så måtte de ikke bortføre noget af avlen. Hvis de gjorde det, at ville de blive dømt. Fæstebønderne vil blive sagsøgt for at have handlet mod deres fæstebreve. Dette skulle tingbudene meddele på samtlige kirkestævner.
Svend Hansen fra Rutsker stævnede sandemand Hans Svendsen af Rutsker angående et købebrev på Hans Svendsen gård, som han havde udstedt til sin dattermand Jep Monsen. Svend Hansen ville have at Hans Svendsen skulle fremlægge købebrevet. Svend Hansen havde tillige stævnet Jep Monsen i sagen om det købebrev som var udstedt af hans hustrufader Hans Svendsen, hvilket købebrev Svend Hansen vil have dømt ugyldigt. Som vidner var stævnet Anders Hansen af Rutsker. Hans Svendsen og Jep Monsen var ikke mødt. Anders Larsen af Rutsker mente at Hans Svendsen var optaget af sandemandsforretninger Og Jep Monsen var syg. Dommeren bød de to om at møde på næste ting og pålagde dem, at det købebrev som var oprettet imellem dem, skulle fremlægges.
Jens Bidstrup havde efterlyst Esber Jørgensens reaktion på sagen. Esber Jørgensen var til stede og svarede at han søgte dommerens censur på Jens Hansen Bistrup fulgte loven pag. 797 art. 3 inden han sagsøgte [fejl: det er pag. 757 art. 3] Loven siger her, at det var Jens Bistrups sag at bevise sine påstande. Poul Ibsen blev spurgt om han havde pantsat Aarsballegaard til Esber Jørgensen uden hans hustrus vidende. Hvilket han ikke benægtede. Han fortalte at han endnu ikke havde modtaget alle 300 sld. og han vidste ikke hvor meget han manglede. Jens Bidstrup ville have, at Esber Jørgensen kunne dømmes for ikke at ville fremlægge dokumenterne og dermed ulydighed overfor retten. Dommeren ville have alt fremlagt på næste ting, hvorefter han ville afsige dom.
I sagen mellem sal. Poul Sørensen og Lars Jensen og Jørgen Giødichsen mente Poul Sørensens enkes fuldmægtig Henrich Falck at alt var belyst, at sagen kunne gå til doms. Dommeren pålagde Henrich Falck at skaffe ham udskrift af tingbogen til hans brug ved domsafsigelse.
Lars Thorsen vedstod, at han skyldte Lars Monsen af Klemensker 48 daler. Han blev pålagt at betale det skyldige beløb og de påløbne omkostninger inden 14 dage for at undgå retssag.
Lars Thorsen stævnede Jacob Ibsen af Rutsker og Margreta sal. Jens Monsen af Klemensker tillige med hendes værge til 4mands dom og besigtigelse af forfald på den 2. gård i Klemensker, som var sket medens de havde boet på gården. Jacob Ibsen mente ikke at sagen kunne vedgå ham, da han kun havde lejet den halve jord til dyrkning. Endvidere havde han i 1718 nedtaget 6 stolperum og genopført det med tag og vægge, hvorfor han ville havde afkortning i lejen. Lars Thorsen havde ikke haft en aftale med Jacob Ibsen. Johan Holst som enkens lauværge vedstod at enken havde en lejekontrakt til den halve gård med jord og eng. Men at de mange huse var at ringe stand ved midfaste 1720. Han bad om at Lars Thorsen skulle angive hvor mange stolperum enken havde disponeret over. Johan Holst opponerede mod stævningen af enken. Dommeren mente ikke at der var noget i vejen med stævningen hvorfor han udnævnte fire mand til en synsforretning.
DOM (Pag. 381a)
Amtskriver Hans Hendrich Shoors enke havde stævnet korporal Lars Thorsen, 36. gård i Rutsker for en gæld på 74 rdl 13½ sk.. I dommen beskrives det lange sagsforløb og der mange gange som Lars Thorsen var udeblevet på tinget. Han lovede flere gange at gøre regnskab med amtskriverenkens fuldmægtig Nicolaj Linderoed, men først meget sent fremlagde han et regnskab. Dommeren kunne ikke acceptere regnskabet på nær en post på 6 daler. Dommeren dømte Lars Thorsen at betale de resterende 68 daler, samt 3 rdl i sagsomkostninger til enken. Hvis Lars Thorsen skulle sagsøge enken efterfølgende, så måtte det ske ved hans rette hjemting, som nu er Rønne Byting.
DOM (pag. 381b)
Jep Hansen fra Elleskovgaard i Østerlars første sag for Jørgen Jørgensen i Rø sogn mod Mogens Hansen på Dalby (13. sg.) i Rø sogn. Mogens Hansen skulle være Jørgen Jørgensens hustru værge. Sagen drejer sig om adkomst til gården. Dommeren gav Mogens Hansen ret til fortsat at bebo gården, mod at holde den ved magt og indtil han lovligt blev opsagt. Omkostningerne blev ophævet.
I sagen mellem Lund og Peder Andersen og hans søn Anders Pedersen fremstillede Lund Lisbeth Christophersdatter. Lund bad dommeren om at hun måtte afgive sin ed. Hendrich Falck afgav sin mening, der afviste at så nært beslægtede personer kunne bruges som vidner. Det var hverken en ære eller drabssag! Dommeren erklærede, at da Henrich Falck havde afhørt Peder Andersens hustru, så skulle det også være tilladt for Lund at afhøre Ole Gifversens svigermoder og hustru. Lisbeth fortalte at hendes datter Anna Andersdatter var gift med Ole Gifversen. Hun havde ikke set Peder Andersen slå Ole Gifversen, men var vidne til at han var blodig efter mødet med Peder Andersen og hans søn. Hun havde set Peder Andersen med en pæl i hånden. Hun mente ikke at der var andre der havde set overfaldet, der skete ved gærdet, medens Ole havde gravet tørv. Ole Gifversens hustru Anne havde samme beretning og var i den mening at ingen andre kunne have forvoldt hendes mand den skade end Peder Andersen og hans søn. Lund afhørte Anders Pedersen, der påstod at han ikke havde rørt en finger mod Ole Gifversen og at han var i den opfattelse at det var Ole Gifversen, der skulle bevise sin påstand. Både far og søn ville gerne afgive deres ed på, at de ikke havde slået Ole Gifversen eller ligget på lur for at gøre det. Dommeren ville havde alle vidner afhørt på næste ting, hvorefter han ville afgive en kendelse.
Holstførster Hans Christensen fremstillede to mand Hans Monsen og Hans Madsen fra Klemensker, som ville overtage takseringen af skove i sognet i stedet for de to afdøde vurderingsmænd Lars Hansen og Anders Hansen. De to nye vurderingsmænd blev taget i ed.
Anders Larsen kom på Hans Svendsens vegne og læste et indlæg på 12 sk. papir imod sagsøgeren Svend Hansen vedr. købe- og skødebrev på den 18. gård i Rutsker, med overdragelse af gården til Jep Mogensen. Svend Hansen spurgte Jep Mogensen om han ville fremlægge skødet på tinget. Jep Mogensen mente at det tilkom Hans Svendsen at bevise sin adkomst til gården og dermed lovligheden for overdragelsen. Svend Hansen var i den mening at det var Jep Mogensens pligt at bekræfte lovligheden af købet af den 13. gård af Hans Svendsen og hans hustru. Endvidere ville han vide om købesummen svarede til det som var oplyst i købebrevet. Det hele var ”gedulgt” og det forlød at gården var blevet solgt for 500 daler. Jep Mogensen oplyste, at hans købspris var 300 daler og at han havde købt den af sin hustrus fader Hans Svendsen. Jep Mogensen mente at Svend Hansen ingen ret havde at sagsøge sin fader, da han jo var blevet hjulpet til at erhverve sin egen selvejergård og Hans Svendsen gerne måtte hjælpe sine andre børn til en gård. Dommeren mente at Jep Mogensen skulle fremlægge sine købspapirer på næste ting. Svend Hansen spurgte sin bror Anders Hansen, om han erindrede samme købs gennemførelse. Dog kunne Anders ikke bekræfte at deres far var drukken, da han skrev under og om der havde været pengeoverdragelse samtidigt. Svend Hansen beskyldte sin bror Anders at have modtaget penge af Jep Mogensen, da han skrev under som vitterlighedsvidne. Anders Larsen og Niels Andersen havde også været tilstede ved skødets underskrivelse, men ville ikke udtale sig før næste ting. Dommeren mente at Hans Svendsen skulle møde på næste ting og svare på spørgsmål, hvis han var blevet rask.
Lars Monsen fra Klemensker lovede at svare på næste ting i den gældssag, som var startet af Lars Thorsen.
I sagen mellem citanterne Ole Pedersen og Hans Rasmussen contra Thor Hansen var hverken Thor Hansen eller hans fuldmægtig mødt, men derimod Thor Hansens hustru, der begærede dom i sagen. Dommeren ville dog tillade indlæg i sagen på næste ting.
Esber Jørgensen læste et skriftligt indlæg, samt fremlagde 8mandsdom fra 19. juli 1716. Jens Bistrup bad om udskrift og ville svare på næste ting.
Ellen Jensdatter mødte i retten og bekendte, at hun ikke kunne fortælle mere om barnefaderen end at han var bådsmand, netop det hun havde bekendt i kirken. Ingen formaninger hjalp, så dommeren bad stikkemændene at de skulle undersøge sagen i hele nørre herred og indberette det på næste ting.
Ellen Jensdatter i Klemensker var ikke mødt da hun var syg og sengeliggende. To mand Peder Bentsen af Klemensker og Ole Pedersen fra Hasle havde været hos hende den 1. august for at høre hvad hun ville bekende. Hun gentog at det var en bådsmand, der var barnefaderen. Hun kendte ikke hans navn. Dommeren frafaldt yderligere tiltale og frafaldt krav om dækning af sagsomkostningerne.
Niels Lund i sagen contra Peder Andersen og hans søn Anders Pedersen kom ikke videre, da Henrich Falck, som de sagsøgtes fuldmægtig ikke var mødt. Sagen udsat 14 dage.
Jens Bistrup mødte i sagen mod Esber Jørgensen og ønskede udskrift af hele sagen inkl. 8mandsdommen. Esber Jørgensens fuldmægtig Lars Nielsen, Habedam ville have Jens Bistrup til at afgive ed på, at han havde påtaget sig en retfærdig sag ved at påtage sig for Sidsele Poul Ibsen angående den 41. gård i Klemensker kaldet Aarsballegaarden. Jens Bistrup oplyste at han ikke betragtede at det var hans sag, men Sidseles, hvilket han havde amtmandens tilladelse til at føre. Dommeren henviste til at det var kongens lov, der gav tilladelse til at fremmede mænd kunne føre sag for andre. Poul Ibsen afgav en skriftligt indlæg i Aarsballesagen. Dommeren anklagede Jens Bistrup for ikke at føre sagen ordentligt og brugte mange fejlagtige ”Krolove”. Sagen udsat.
Henning Philip af Rønne mødte på kaptajn Martin Kofoed af Svanekes vegne og stævnede Lars Thorsen af Rutsker for gæld. Lars Thorsen var ikke mødt og sagen udsat.
Citanten Ole Pedersen kontra Gotfried Nielsen på Thor Hansens vegne. Gotfried Nielsen ønskede udskrifter og ville svare på næste ting.
Jens Jensen af Olsker stævnede Mogens Pedersen boende på Jens Andersens grund i Lynggaarden i Olsker for et rede pengelån på 3 mark. Jens Jensen krævede dom over Mogens Pedersen, samt krævede 2 daler 2 mark i sagsomkostninger. Mogens Pedersen var ikke mødt.
Jens Bistrup på sin svoger Lars Mons vegne i den indstævnte sag om 48 daler som Lars Thorsen skyldte Mars Monsen. Pengene på pantebrevet var nu betalt og sagen blev ophævet.
Formanden for 4mands forretning vedr. den 2. gård i Rutsker – sagen blev udsat da ingen var mødt i sagen.
Svend Hansen af Rutsker mødte i sagen og fortalte at sagen mellem hans fader Hans Svendsen og hans svoger Jep Monsen alle af Rutsker angående Dyngegaard var ophævet.
Jens Bistrup på Sidsele Hansdatters vegne stævnede Jørgen Jørgensen angående hans ulovlige pantebrev, som han har oprettet, sammen med Poul Ibsen, i Aarsballegaard. Jens Bistrup som værge for Sidseles værge have dommeren til at vurdere sagen efter lovens pag. 730 art 16 og 17, som bestemmer hvordan husbonden kan agere med sin hustrus ejendom. Endvidere ville Jens Bistrup have at vide hvor mange penge Poul Ibsen havde fået af Jørgen Jørgensen [hvilken øjensynlig kunne være anderledes end det der blev oplyst i pantebrevet]
Amtskriverens fuldmægtig Lund stævnede Peder Arentsen i Olsker på vegne af tolder Topp ang. 2 tylvter brædder, som han havde købt på strømmen ud for Sandvig. Johan Holst havde fået tilladelse af amtmanden til at føre sagen for Peder Arentsen. Johan Holst ville have at vide hvem der havde angivet Peder Arentsen for et ulovligt køb. Lund ville ikke oplyse hvem angiveren var. Johan Holst mente at det var herredsfogeden selv, der havde angivet det til tolderen uden lovlig skriftlig anklage og derfor kan have gjort det på falsk fod.
Lunds sag mod Peder Andersen og hans søn Anders Pedersen. Henrich Falck, som var Peder Andersens fuldmægtig, forsvarede sig mod anklagen om, at han ikke førte en retfærdig sag. Han kendte ikke til Peder Andersen personlig og han havde ingen intension om at føre en uretfærdig sag. Lund fremlagde en skriftlig indlæg, samt en attest fra barberen Brofidols (?) af dato 28. juli. Peder Andersen ville aflægge ed med god samvittighed om at han ikke havde ligge på lur, ej heller at have slået Ole Gifversen til jorden. Dommeren tillod edsaflæggelsen, men tillod samtidigt, at Lund kunne afhøre Peder Andersen før og efter edsaflæggelsen. Peder Andersen påstod at han ikke havde rørt Ole Gifversen. Han afgav derefter sin ed på ikke at have slået eller gjort Ole Gifversen uret. Lund ville have at Anders Pedersen (sønnen) skulle møde på næste ting.
Dom afsagt mellem Anders Nielsen og Hans Fallentinsen begge fra Klemensker.
Dom afsagt i sagen mellem sal. Poul Sørensen og Jørgen Giødichsen og Lars jensen.
Gotfried Nielsen på vegne af Thor Hansens vegne aflagde et skriftligt indlæg mod Ole Pedersen. Hans Rasmussen på sin søns vegne ville havde kopi af det skriftlige indlæg og ønske at svare derpå på næste ting. Ole Pedersen var i København på kongens ærinde – sagen blev udsat til han kom tilbage.
I sagen mellem Jens Jensen, Hasle mod Mogens Pedersen, Olsker indløb meddelelse om at der var ingået forlig og dermed faldt retssagen.
Herredsfoged Mogens Clausen angav, at han i sit embede var Politimester og generalfiscalen Troels Sigvartsens fuldmægtig på Bornholm, hvorfor han ville fratræde sit dommersæde til sættedommer Claus Nielsen i Hasle. Mogens Hansen på den 13. gård i Rø havde indstævnet en sag ”der var ligesom drab”. Mogens Clausen ville til næste ting indkalde Mogens Jørgensen og Jørgen Jørgensen samt Mogens Hansen.
DOM – pag. 390b
Anders Nielsen og Peder Hansen i Klemensker havde opsagt Hans Fallentinsen fra den 23. gård i Klemensker. Fallentinsen havde pant i ejendommen og skulle modtage pantepengene og så skulle han skaffe et damsted, der tilhørte gården, tilbage. Fallentinsen mente at han kunne blive på gården endnu et år, da han ikke havde modtaget pantepengene den dag han blev opsagt første gang. Det var et 14 år gammelt pantebrev på 96 sld. Dommeren gav Fallentinsen ret i, at han burde have modtaget sine pantepenge ved opsigelse. Derfor lod dommen, at han først kunne fraflytte gården midfaste 1722. Angående damstedet eller fortovet så skulle der en opkrævelse ske ved dom.
DOM – pag. 391a
Mellem afdøde Poul Sørensens enke og Jørgen Giødichsen og Lars Jensen i Olsker. De skulle begge havde overfaldet Poul Sørensen på udmarken/alvejen kaldet Vestermarken. Dommen giver hele sagsforløbet inkl. landstingsdommen fra 1716, som handler om udmarkens tilhørsforhold og hvilke rettigheder Allinge borgere havde. Poul Sørensen havde i sit forsvar klaget over de slag han havde fået af Lars Jensen i Blaahuld – og hvis han døde var det af Lars Jensens slag. Dommen lød på at de hver skulle betale 1 marksbøde samt tre gange 40 lod sølv – en del til Poul Sørensens enke, en del til herskabet (øvrigheden) og en del til Kongen . Loven pag. 950 art. 1. De skulle betale omkostninger til Poul Sørensens fuldmægtig.
Lunds sag mod Peder Andersen og hans søn Anders Pedersen for vold mod Ole Gifversen. Anders Pedersen mødte ikke på tinget da han var syg, men han havde skrevet et indlæg, som blev læst og påskrevet. Dommeren pålagde Anders Pedersen at møde på næste ting, hvis han var blevet rask.
Sagen mellem Henning Rask og Lars Thorsen blev udsat til næste ting, da Lars Thorsn ikke var mødt.
Esber Jørgensen fremlagde et skriftlig indlæg samt et pantebrev af dato 28. august 1717. Desuden fremlagde han et skifte fra 11. og 12 september 1691. Desuden mente Esber Jørgensen at Jens Bistrup skulle fremlægge et skiftebrevet efter Hans Andersen skulle vurderes i denne sag, da den viste nøjagtigt hvem af arvingerne som havde rettigheder til Aarsballegården. Jens Bistrup gik i rette for Sidsele, der er datter til Hans Andersen.
I sagen mellem tolderen og Peder Aredsen fremkom Niels Lund på tolderens vegne. Johan Holst mødte for Peder Aredsen og fortalte at Aredsen havde været hos tolderen for at angive sit køb af brædderne, men godt nok først efter 9 dage. Claus Nielsen var nedsat som sættedommer i sagen, hvilket Mogens Clausen nødtvunget havde accepteret. Sagen skulle føres på næste ting.
Jens Jørgensen af Olsker lod for første gang udbyde sin myndling Jørgen Jørgensens arvepart efter sin afdøde fader Jørgen Jørgensen d. 16. marts 1718 på i alt 24 daler 2 mark bestående i arvegods (løsøregods: usgeråd, sadel, sort trøje med 39 sølvknapper, ko, hest mm). Jens Jørgensen var farbror til myndlingen. Jacob Tidemand af Rønne opbød sin myndling Margrethe Jørgensdatters løsørearv efter sin fader Jørgen Jørgensen for i alt 12 daler 1 mark, samt hendes sal. Søster Maren Jørgensdatters løsøre arv på 5 mark og 3 sk.. Jørgen Didrichsen af Olsker opbød sin myndling Kirstine Jørgensdatters arv på 12 daler 1 mark efterhendes sal. Fader Jørgen Jørgensen, samt arv efter sin salige faster Maren Jørgensdatter på 5 mark og 3 sk. Herredsfogeden bød at disse arveparters opbydelse skulle kundgøres på herredets kirkestævner.
Trued Nielsen af Nylars opbød sin myndling Lisbet Rasmusdatters løsørearv efter Peder Nielsen i Bodilsker sogn som beløber sig til 27 daler 1 mark 3 sk. og i samme omgang opbød han samme myndlings løsørearv efter Peder Jensen som boede på den 8. gård i Rø sogn i alt 8 daler 2 mark 7 sk.. Samme sag skulle annonceres på kirkestævnerne.
Peder Lassen af Riisby stævnede hans salige broders børns værger, såvel som hans stedfader og søstermand Peder Henrichsen alle til opkrævelse på den 12. gård i Rø sogn hvor Niels Hindrichsen bor. Ærgerne vaar Lars Pedersen i Stenderby i Klemensker, korporal Hans Thorsen i Nyker og Peder Larsens brodersøn Lars Hansen af Rønne, samt den andens myndlings værge som var Peder Larsen.. Til denne opkrævelse valgtes 8 mand til at taksere den 12. gårds huse, ager og eng, skov og mark mm
I sagen mellem Jens Bistrup og Esber Jørgensen ønskede Jens Bistrup at svare på næste ting. Hvilket blev ham tilladt.
Niels Lund mødte i sagen mod Peder Andersen og hans søn Anders Pedersen. Anders Pedersen var mødt men ville ikke yderligere forholde sig til sagen uden den skriftlige indlæg som han havde afgivet på sidste ting. Det var ikke tilladt Ole Gifversen at afgive ed, hvorfor Niels Lund mente at sagen kunne gå til doms. Hvilket alle parter hermed ønskede.
Ole Pedersen i rettelagde sit skriftlige indlæg mod Thor Hansen – hvorefter sagen gik til doms.
Sættedommer Claus Nielsen nedsatte sig i dommersædet i sagen mellem tolder Topp og Peder Aredsen om de to tylvter brædder, som han havde købt på strømmen ud for Sandvig. Niels Lund på tolderens vegne afgav sin i rettelæggelse – Johan Holst på Peder Aredsens vegne ønskede kopi af Lunds indlæg og ville svare på næste ting.
Ingen var mødt i sagen mellem Henning Rask af Rønne på kaptajn Morten Kofoeds vegne af Svaneke kontra Lars Thorsen af Rutsker. Sagen udsat.
Esber Jørgensen ville have udskrift af skiftet efter Hans Andersen, som han mener viser hvem der er arveberettiget til den 41. gård. Han vil derfor have dom i sagen. Poul Ibsen ville afgive sin ed på at han ikke havde fået alle pengene som pantebrevet viste. Dommeren mente derfor at hvis det var tilfældet så måtte han stævne Esber Jørgensen til næste ting. Dommeren ville afgive dom efter næste ting, hvis ingen af parterne havde mere at forelægge.
Gotfied Nielsen lod læse et brev af Mons Andersen og Niels Rasmussen i Rø, der fortalte at Gotfried Nielsen havde lejet en eng i 19 år som kaldes Aaseengen (?) for årlig 4 daler om året.
Amtskriver Christopher Horns fuldmægtig Niels Lund var mødt og beviste at han havde stævnet Niels Andersen i Gudhjem fordi han havde stjål et trefierding kobberkedel fra Mogens Jørgensen i Rø. Lund havde desuden stævnet en række vidner til sagens oplysning. Lorents Petersen fra Sandvig havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Niels Andersen. Lorents Petersen Krog ville have forklaring på anklagen mod Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen. Han ville desuden vide hvem der har beskyldt og anklaget dem i tyverisagen. Kan det have været Mogens Jørgensen, hvilket Lorent Petersen synes det måtte være, men det undrede ham, at det så var amtskriveren, der var anklager, da Mogens Jørgensen var en vederhæftig mand (altså havde råd til at føre sin egen sag). Mogens Andersens naboer: Gotfried Nielsen, Lars Pedersen, Hans Jørgensen og Jacob Clausen mente nok at Mogens Jørgensen var vederhæftig, da han havde bæster til sin egen plv, 6-7 stk køer og andre kreaturer, brændevinspande og andet bohave. Lorents Petersen Krog mente derfor at det var spild af offentlige midler, at Mogens aAdersen ikke selv førte sin egen sag. Lund svarede at han havde fået kgl. Ordre og at sagen ville vise hvorfor. Og desuden var Mogens Andersen kgl. Fæstebonde. Niels Lund fremviste Mogens Jørgensens klagebrev til amtmanden fra den 27. august 1720.
Niels Lund ville først afhøre de tiltalte: Niels Andersen af Gudhjem, Anders Jensen og Jep Andersen af Brømme. Niels Andersen fortalte at han var ført op til Mogens Jørgensen, hvor han måtte blive til hans fader kom derhen. Mogens Jørgensen ville have oplyst om kedlen (som åbenbart var tilbage) var den samme som Niels Andersen havde solgt til Mads Kofoed i Rønne. Gotfried Nielsen, Mogens Andersen, Niels Rasmussen, Lars Pedersen, Hans Jørgen Pedersen, Jacob Clausen og Ole Nielsen og Rasmus Jeger havde anholdt Niels Andersen og ført ham til Mogens Jørgensen og fastholdt ham der. Kedlen var stjålet ”Vor Fruer Nat” [22. marts] og det var i ”sidst i plougmaaned” i år som Niels Andersen havde solgt kedlen til Mads Kofoed. Niels Andersen blev afhørt af Niels Lund, som ville vide hvorfor han havde lovet penge til flere af de der fastholdt ham, hvilket han nægtede. Og han havde bedt om at sagen ikke blev anmeldt til øvrigheden. Mogens Jørgensen havde ikke angivet tyverisagen og sigtelsen med Niels Andersen, men det var de otte mand, der havde handlet og arresteret Niels Andersen for tyveriet på indicier. Lorent Pettersen krog ville have at hans principal Niels Andersen måtte afgive ed på sin uskyld, hvis ikke at Mogens Jørgensen ikke selv ville stævne og sigte Niels Andersen.
Dommeren ville herefter kræve af Mogens Jørgensen at han anklagede Niels Andersen, hans bror Jep Andersen og deres fader Anders Jensen fra Bromme for tyveriet. Niels Lund fik dog lov til at føre vidner: Lars Pedersen, Hans Jørgen Pedersen, Niels Rasmussen, Jacob Clausen, Ole Nielsen, Mogens Andersen, Gotfried Nielsen alle fra Rø sogn. Vidnerne blev separerede og den første Jacob Clausen, der forklarede at ham havde været i Gudhjem for at hente Niels Andersen op til Mogens Jørgensen. Mogens Jørgensen havde ikke haft et gevær med sig, men alligevel havde Niels Andersen gået frivillig med. Niels Andersen havde forklaret at den kedel som han havde solgt i Rønne, havde han fra sin far. Ellers vidste vidnet ikke meget, end at han havde været med til at holde vagt. Han havde intet hørt om de tre sigtede havde gjort sig skyldig i tyveri tidligere og var ej berygtet derfor.
Næste vidne var Ole Nielsen fra Rø. Han var med i Gudhjem efter Mogens Jørgensens ønske. Niels Andersen var frivilligt gået med op til Mogens Jørgensen. Vidnet angav alle øvrige medvirkende. Niels Andersen havde fortalt at kedlen, han solgte i Rønne, havde han fået af sin fader. Og det sagde han inden faderen ankom. Ole Nielsen kunne heller ikke oplyse meget om aftenen, hvor Niels Andersen var tilbageholdt hos Mogens Jørgensen.
Det var ved at blive mørkt og der manglede lys, hvorfor dommeren udsatte sagen til næste dags morgen kl. 7
Næste vidne Hans Jørgen Pedersen fortalte det samme og at han havde fået en halv eler en hel mark, da han gik hjem.
Niels Rasmussen fra Rø og Mogens Andersen fra Rø fortalte intet nyt og ingen af dem havde modtage penge for deres umage.
Gotfried Nielsens afhøring er mere oplysende. Årsagen til at Mogens Jørgensen ikke sagsøgte hverken Niels Andersen, hans far og bror den aften hvor de havde hentet Niels Andersen i Gudhjem, var den, at de endnu ikke havde beset og hentet kedlen i Rønne. Den var på en spand størrelse.
Lorent Petersen ønskede at afgive kontrastævning i sagen og Niels Lund ville have udsættelse i sagen, hvorfor sagen blev udskudt til næste ting.
Hans Bendtsen af Klemensker, som var formand for de otte mand, der skulle vurdere den 12. gård i Rø, efterlyste om nogen havde noget at oplyse om gården.
Sættedommer Claus Nielsen nedsatte sig i dommersædet. Johan Holst som fuldmægtig for Peder Aredsen havde stævnet herredsfogeden Mogens Clausen Torn for at få oplysninger om, hvorfor han havde opbragt en båd og ved fire mand nærmest havde overfaldet voldelig Peder Aredsen. Mogens Clausen nægtede at svare, da hans stævning ikke var lovligt. Han var ikke stævnet hvor han holdt dug og disk – netop i Sandvig, hvorfor han ikke betragtede sagen som lovlig. Sættedommeren kunne ikke se at stævningen var ulovlig og bød derfor at Mogens Clausen svarede på spørgsmålene. Johan Holst spurgte igen hvorfor han med fire mand og tillige hans søn havde opbragt Peder Aredsen ud for Sandvig inden han var kommet i land med sine 2 tylvter brædder som han havde købt på strømmen. Birkefogeden Mogens Clausen svarede at han fulgte blot kongens lov og forfulgte de rettigheder der var for at opkræve tolden. I øvrigt ville han søge overretten mht lovligheden i hans stævning.
Johan Holst ville også vide hvorfor hans brædder blev konfiskeret efter at de var angivet til toldboden, samt hvorfor hans ”kioltaske” skulle undersøges, som om der var stjålne koster. Mogens Clausen nægtede at svare, da han ikke mente at han var forpligtet dertil.
Johan Holst ville have Mogens Clausen til at bekræfte eller benægte, at han havde tager nogle brædder til sig efter at de var kommet i land. Clausen sagde, at der kan være af den årsag, at der først fra Tolderen skulle komme besked om lovlig told før de blev frigivet. Og så skulle der også betales husleje for opbevaring af brædderne. Clausen fortalte at Peder Aredsen havde sagt til mange på stranden, at han ikke havde betalt told af dem ej heller anmeldt dem til birkefogeden.
Johan Holst havde to vidner, nemlig de to som havde været på strømmen sammen med Peder Aredsen for at hente brædderne. Det var Peder og Jørgen Jørgensen fra Olsker. De to var blevet bedt om at ro Peder Aredsen ud til skibene fordi han ville købe en tylvt brædder. Da de kom derud, viste det sig at Peder kunne købe to tylvter brædder. Hvad han gav for dem, vidste de ikke. På vej mod land kom en båd med fire personer, samt byfogedens søn, der fortalte at de havde ordre til at tage dem. Vidnerne mente at det var Jørgen Johansen i Allinge, der havde givet ordre til byfogdens søn at gøre det. Og vis de ikke lystrede så skulle han ”slå dem over halsen med deres kårder”. Jørgen Johansen var i en anden båd, som tog deres båd på slæb mod Sandvig. Da de kom i land var det Jørgen Johansen der beordrede brædderne båret op. I medens var Peder Aredsen gået op til byfogeden, som stod midt imellem sin gård og stranden. Vidnet Jørgen Jørgensen havde ikke gået til guds bord, men at han dog var 17 år gammel. Byfogeden mente ikke at han var så gammel, men højst 11-13 år, derfor kunne vidnesbyrd ikke godkendes. Parterne fik sagen beskrevet og alle ville svare på næste ting.
Jep Jørgensen af Olsker opbød for tredje gang arveparten tilhørende hans myndling Jørgen Jørgensen. Ingen ville overtage arven for rentepenge. Jep Jørgensen fik derefter udfærdiget et tingsvidne.
Det samme gjorde Jacob Tidemand af Rønne, Jørgen Diderichsen og Niels Jørgensen, samt Trued Nielsen af Nylars. Ingen ville overtage arvelodderne, hvor de hver enkelt fik udstedt tingsvidner herpå.
Hans Larsen af Rutsker opbød for første gang sin myndling Karne Larsdatters arvelod på 71 sld 2 mk 14 sk.. Tingbudenen fik til opgave at meddele dette på kirkestævnerne.
Henning Rask på kaptajn Morten Koefoeds vegne mødte og ønskede at hans sag mod Lars Thorsen måtte blive optaget til doms. Dommeren optog sagen til doms.
Hans Larsen af Rutsker stævnede Lars Hansen på Ulleholsegaarden (Aahalsegård) 35. gård til 4 mands opkrævelse. Alle huse, ager og eng mm skulle vurderes i to parter, da der var oprettet et pantebrev mellem dem. Lars Hansen var ikke mødt. Fire mand fra Rutsker blev valgt til at møde på gården den 9. oktober. Målet var at opdele gården i to parter mellem Hans Larsen og hans hustrufader Lars Hansen.
Dom afsagt mellem Ole Pedersen og Hans Rasmussen af Hasle kontra Thor Hansen af Rutsker
Esber Jørgensen ønskede dom i sagen som han førte mod Poul Ibsen og hans hustru havde ført. Da Poul Ibsen ikke var tilstede, ønskede dommeren at Poul Ibsen mødte op på næste ting.
Lorents Petersen kom på sine principalers vegne og stævnede Mogens Jørgensen i Rø. Meningen var at tvinge ham til at sagsøge Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen. Lorents Petersen mente ikke at det var amtskriverens fuldmægtig, der skulle føre tyverisagen for Mogens Jørgensen. Kobberkedelen forsvinden vor frue nat den 22. marts 1720 var efter hans mening ikke oplyst, hvorfor han indkaldte han Anders Hoby til at fortælle, hvad han havde hørt af Mogens Jørgensen. Desuden skulle Ole Nielsen fortælle hvad han var blevet tilbudt for at vidne i sagen. Niels Lund protesterede mod kontrastævningen, men dommeren tillod Lorent Petersen føre sine vidner.
Første vidne var Anders Pedersen Hoby. Han fortalte at han for 14 dage siden var blevet kontaktet af Mogens Hansen for at spørge om han ville vidne at Niels Andersen i Gudhjem havde taget Mogens Jørgensens kobberkedel. Hvis han ville det, så ville Mogens Jørgensen give ham 2 skæpper rug. Det kunne han ikke, da han ikke vidste noget om sagen. Næste vidne Ole Nielsen, der fortalte at Mogens Jørgensen var kommet til ham og bad ham vidne om at Niels Andersen i Gudhjem havde fragtet hans kobberkedel til Rønne. Mogens Jørgensen fortalte at han allerede havde et vidne, nemlig Rasmus Jeger. Ole Nielsen kunne ikke vidne herom, da han intet vidste. Han var blevet tilbud betaling for at vidne. Niels Lund spurgte vidnet om det var betaling for rejsen efter at han havde vidne eller om det var betaling for at vidne usandt. Ole Nielsen havde opfattet det som betaling for at vidne om Niels Andersens transport til Rønne, hvilket vidnesbyrd han aflagde ed på. De samme ord udtalte vidnerne Gotfried Nielsen og Niels Gotfriedsen.
Mogens Clausen fra Østerlars vidnede at han lå i sengen sammen med Jep Andersen på vor frue nat. Endvidere var vidnet bevidst om at Anders Jensen heller ikke var ude af sit hus hin nat. Efter spørgsmål fra Niels Lund, sagde Mogens Clausen, at Niels Andersen gik fra huset lidt før aften i den hensigt at gå til Gudhjem.
Boel Andersdatter af Rø sogn vidnede det samme som Mogens Clausen. Anders Jensen var hendes fader og Niels og Jep Andersen hendes brødre.
Kirstine Jørgensdatter, der var Niels Andersens hustru, vidnede at Frue Nat lå hendes mand ved hendes side indtil lys morgen. Hen kendte ingen af de mænd som kom og hentede hendes mand op til Mogens Jørgensen og at hun ikke vidste om nogen af dem havde kårder eller gevær med. Hendes mand gik frivilligt med uden gevalt. Ugen før pinsedag havde hendes mand været væk om natten, men hun havde intet hørt om hans ærinde.
Elsebye Jørgens Myrres af Gudhjem, der boede i samme hus som Niels Andersen i Gudhjem. Hun vidnede at Niels Andersen lå hjemme hos sin hustru Frue nat i hendes hus.
Hans Jørgensen af Gudhjem bekræftede Kirstine og Elsebyes vidnesbyrd.
Lorents Petersen mente hermed at have bevist at Mogens Jørgensen er kommet med falsk beskyldning mod hans tre principaler og at han nu burde svare på spørgsmål. Mogens Jørgensen var ikke længere på tinget. Niels Lund på Mogens Jørgensens vegne var derimod ikke overbevist og påpegede at en kontrasag ikke kunne føres ved at afhøre vidnerne før den anklagede.
Dommeren mente at der førtes unyttige indførsler af begge parter, Han ville kræve at Mogens Jørgensen mødte op til næste ting, således at han kunne konfronteres med spørgsmål. Niels Lund ville føre følgende vidner på næste ting: Anders Hoby, Morten Larsen, Sønne Pedersen, Niels Rasmussen, Niels Rasmussens tjenestedreng og tjenestepige, Sønne Pedersens søn Niels alle fra Rø.
Lorents Petersen ville blot føre to vidner endnu, nemlig Gotfried Nielsen og Anders Pedersen. Han ville vide af dem om ikke Mogens Jørgensen er berygtet for tyveri? De to vidner svarede, at de havde hørt noget derom, men ville ikke svare før de lovligt stævnet dertil. Niels Lund mente at det ikke vedrører sagen om Mogens Jørgensen egne forhold. Dommeren mente dog at det vedkom sagen, men at Mogens Jørgensen skulle stævnes derfor, hvilket Lorents Petersen Krog så ville gøre til næste ting.
Formanden for synet af den 12. gård i Rø sogn ville indkalde værgerne til næste ting til forhør af de 8 mand, hvorefter at der ville blive afgivet dom i sagen.
Herredsfoged Mogens Clausen overlod dommersædet til sættedommeren Claus Nielsen. Mogens Clausen pålagde Peder Aredsens fuldmægtig Johan Holst om at fremlægge det tingsvidne som han havde ladet føre ved Hammershus Birketing. Tingsvidnet blev læst op påskrevet. Herredsfogeden mente at Peder Aredsen talte usandt, da han sagde, at hans kjoltaske blev undersøgt for smuglervarer, men at da der ingen toldsted var i Sandvig, havde herredsfogeden vide beføjelser til at undersøge alt, selv i de små ting. Sættedommeren mente ikke at Peder Aredsen kunne afgive ed på tingsvidners udsagn. Niels Lund på tolderens vegne, mente at herredsfogedens holdning ikke vedrørte toldsagen. Hvis der skulle føres sag mod Herredsfogedens handlinger, måtte det ske ved særskilt stævning. Johan Holst mente at sagen var fuldt oplyst og ønskede at sagen blev optaget til doms.
Dom mellem Ole Pedersen og Hans Rasmussen i Rutsker angående slagsmål som Thor Hansen skulle have begået den 25 maj 1720 på Ole Pedersens søn Lars Olsen og Hans Rasmussen søn Rasmus Hansen. Vidnerne kunne bekræfte slagsmålet, men da der ikke var blevet gjort skøn af to uvillige personer, og at beviserne var mangelfulde, så dømte dommeren ””billigt” at Thor Hansen skulle betale sagsomkostningerne og hver at de to drenge 2 daler.
Didrich Didrichsen af Olsker sogn lod opbyde sin myndling Sidsele Jørgensdatters løsøregods, som hun havde arvet af sin fader J. Jørgensen og søster Maren Jørgensdatter.
Hans Larsen opbød for anden gang sin myndling Karen Larsdatters arv.
DOM afsagt mellem Henning Holst af Rønne og Lars Thorsen i Rutsker.
Dom afsagt mellem amtskriver Horn kontra Peder Andersen og hans søn Anders Pedersen af Klemensker.
Formanden for synsforretningen over den 12. gård i Rø sogn mødte. Ingen af værgerne var mødte, hvorfor sagen blev taget til doms.
Peder Jensen af Rutsker lod læse et pantebrev på 50 slettedaler udgivet af Lars Thorsen i Rutsker med pant i den 2. gård – skal indskrives i pantebogen.
Kaptajn Gregers Christensen af Aakirkeby stævnede Hans Andersen Weboe af Rutsker for skyld, der boede på den 45. gård i Rutsker, som kaptajnens hustru Lene Nielsdatter ejede og som var tilkommet hende ved kgl. Kammerordre den 17 jan. 1698. Dette brev samt skrivelse udgivet af August Dechner den 27. oktober 1687 og fl. Skrivelse, der alle viste at kaptajnen havde gården. Derfor ville han føre retssag for restancer 1716 på 7 daler 3 mark 12 sk., samme beløb i 1717, 1718 og 1719 for 5 sld og 1 mark. Mm i alt 27 daler 2 mark og 9 sk. Hans Andersen var mødt og bad om udskrift, hvorefter han ville svare på næste ting.
I sagen mellem Jens Bidstrup på Poul Ibsens hustrus vegne og Esber Jørgensen ønskede dom i sagen. Poul Ibsen var ikke mødt, men ved bud havde han meddelt, at sagen mellem ham og Esber Jørgensen ikke skulle føres, hvorfor sagen mellem ham og Esber Jørgensen var ophævet. Sagen mellem Poul Ibsens hustru og Esber Jørgensen gik til doms.
Sagen mellem amtskriverens fuldmægtig mod Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen skulle ageres, men først skulle Lorents Petersen Krog på vegne af anklagede Niels Andersen, føre vidner i bisagen mod Mogens Jørgensen. Mogens Jørgensen var ikke mødt selv om han havde været til stede for 14 dage side og måtte have hørt dommerens formaning om at han skulle være tilstede og svare på Lorents Petersens spørgsmål. Dette blev bekræftet af stokkemændene, hvorfor dommeren pålagde Mogens Jørgensen under strafansvar, at møde på næste ting.
DOM (pag. 412a)
Mellem Morten Kofoed og Lars Thorsen i Rutsker for gæld for Rug, Byg, Malt og Tobak for i alt 9 daler. Da han ikke to gange var mødt på tinget havde Lars Thorsen tab sagen og blev dømt til at betale 9 daler samt sagens omkostninger på 3 daler.
DOM (pag. 412a)
Mellem amtskriver Horn og Peder Andersen og hans søn Anders Pedersen på den 21. gård i Klemensker. for at have slået en fattig udbygger Ole Gifversen. Sagen var anmeldt af amtmanden, da kongens lov gælder for selv fattige folk, som ikke har råd til at føre en sag. Amtskriver Horns fuldmægtig Niels Lund var sagsgiveren. Ole Gifversen havde nogen vidner til slagsmålet, men kun hans hustru og datter, som vel så hans sår, men ikke så eller hørte slagsmålet. De to synsmænd havde ikke anmeldt sin synsforretning til Peder Andersen, hvorfor det ikke var lovformeligt. Barberen Bochfidst (?) havde heller ikke anmeldt sagen trods brækket næse og hul i Ole Gifversens hoved. Dommeren frifandt Peder Andersen og hans søn for overfaldet. Ole Gifversen måtte betale 3 daler til Peder Andersen for sagsomkostninge og 4 daler som Niels Lund skulle have for rejser. Desuden skulle Ole Gifversen ”Eralere” (?undskylde?) inden fire uger overfor Peder Andersen.
Hans Larsen af Rutsker opbød for tredje gang sin myndling Karen Larsdatters arvepart. Ingen ville modtage arveparten og betale renterne, hvorfor Hans Larsen fik et tingsvidne.
Didrich Didrichsen opbød for anden gang sin myndling Sidsele Jørgensdatters løsøregods/arvepart.
Herredsfogeden bød de fire mænd der havde synet Ullehalsgaard i Rutsker om at fremlægge deres forretning. Formanden Hans Wefstsen fremlagde de fire mands forretning på den 35. gård i Rutsker, som derefter blev påskrevet.
Jep Laursen af Olsker sogn (27. gård) fremlagde et pantebrev til Hermand Bonne Mortensen i Rønne lydende på 130 slettedaler.
Amtskriverens fuldmægtig Niels Lund mødte i kontrasagen mod Niels Andersen i Gudhjem. Amtsfuldmægtigen havde stævnet følgende vidner fra Rø sogn: Hans Hansen og Mons Frederiksen, Anders Hoby, Morten Jensen (?), Sønne Pedersen, Niels Rasmussens dreng Johan Poulsen og pige Kirstine Frederichsdatter og Niels Sønnesøn af Rø sogn. Desuden Anders Jensen i Bromme og hans søn Jep. Sagen drejede sig om vidnesbyrdene vedr. tyveriet af kobberkedel fra Mogens Jørgensen. Niels Andersens forsvarer Lorents Pettersen ville se Mogens Jørgensens anmeldelse af tyveriet til øvrigheden, hvilket Niels Lund lovede tillige med kopi af Amtmandens resolution om at amtskriveren skulle forfølge sagen. Herredsfogeden opfattede Lorents Pettersens ønsker som en forlængelse af sagens undersøgelse, hvorfor han bød, at afhøringerne af vidnerne skulle finde sted.
Anders Hoby nægtede at han havde hørt Niels Rasmussen sige, at Niels Andersen havde taget Mogens Jørgensens kobberkedel og båret den til Rønne. Han nægtede at han havde fortalt den historie til Mogens Jørgensen, hvorfor Anders Hoby mente, at Mogens Jørgensen løj herom. Anders Hobe nægtede også at han havde hørt om tyveri af Rug fra Niels Rasmussen i Rø. Lorents Pettersen protesterede over, at en ny anklage skulle drages ind i sagen. Vidnerne var ikke stævnet i sagen. Dommeren lod Lund fortsætte med afhøringerne om forhold, der kunne være relevante i sagen.
Niels Sønnesen erkendte, at have hørt om tyveri af rug hos Niels Rasmussen i Rø, men han vidste ikke hvem der havde gjort det. Han erkendte også at Niels Andersen havde et dårligt ry, men kunne ikke sige noget om hvordan.
Sønne Pedersen af Rø sogn havde ikke hørt at Anders Jensen og hans sønner skulle have taget hverken kobberkedlen eller rugen. Sønne Pedersen havde hørt at Anders Jensen, Niels Andersen og Jep Andersen skulle være berygtede, men vidste heller ikke om han havde grund til mistanken. Forsvareren ville vide hvem der havde udbredt dette ”røgteri”. Det vidste Sønne Pedersen ikke.
Niels Rasmussen fra Rø ville ikke give flere forklaringer på kobberkedelsagen end det han tidligere havde givet. Om en sækfuld mel der skulle være stjålet fra ham, ville han ikke udtale sig om, med mindre han blev stævnet dertil. Han ville ikke fortælle om melet var taget eller om han havde fået penge for det. (?) Han nægtede også at vide noget om Anders Jensen og hans sønner var berygtede for tyveri. Angående melet, så havde han heller ingen erindring om, at en sæk mel skulle være båret til hans hus af Anders Jensen og hans to sønner. Lorents Pettersen Krog protesterede over at melet blev draget ind i sagen, da det ikke havde noget med sagen at gøre. Dommeren mente som anklageren, at det var lovligt at spørge ind til detaljer, som kunne have indflydelse på tyverisagen. Hvis ikke Niels Rasmussen ville svare, så måtte man gå ud fra, at melet, som var i hans varetægt, var blevet stjålet. Og hvis Niels Rasmussen ikke ville svare, så kunne han blive stævnet for urigtige oplysninger til næste ting.
Lars Hansen i Klemensker læste et pantebrev på et lån på 37 daler (eller 370?) af Hans Svendsen mod pant i den 27. gård i Klemensker.
Landstingsskriver Peder Harding stævnede Wefst Pedersen i Olsker for skriverpenge i en sag mellem Wefst Pedersen og Jep Monsen i Rutsker på landstinget. Wefst Pedersen ville ikke vide noget af sagen og at det måtte være hans prokurator Lorents Petersen Krog, der havde bedt om en 7 ark stor udskrift af Jep Monsens indlæg i herredstinget. (sagen fylder mere end 3½ sider) Harding ville ikke nøjes med 3 mark i skriverpenge, da sagen var meget omfattende. I stedet ville han kræve 10 mark og 8 skilling. Wefst Pedersen sagde, at han havde betalt i alt 5 slettedaler 1 mark 4 skilling i sagsomkostninger og det måtte være for alt. Wefst tilbød 3 mark som ekstra betaling.
Lorents Petersen Krog måtte vende med sagen om kobberkedelsagen, da Niels Lund ikke var mødt på tinget.
I sagen mellem kaptajn Gregor Christensen i Aakirkeby og Hans Andersen tilbød Hans Andersen at betale de penge, som ret er og som ikke ved kvitteringer kan dokumentere. Han fremviste pengene i klingende mønt. Når Gregor Christensen eller nogen ville modtage pengene, skulle de give kvittering og love at der intet senere kunne kræves af den 45. gård i Rutsker. Ingen var til at modtage pengene, hvorfor sagen udsattes efter Gregor Christensens svoger Claus Nielsen af Hasle lovede at bringe bud til kaptajnen.
De otte mand der havde synes skovene i Nørre Herred aflagde deres forretning.
Didrich Didrichsen opbød for tredje gang sin myndlings arvepart. Ingen ville modtage arven, hvorfor Didrich Didrichsen fik udfærdiget et tingsvidne
Formanden Hans Bendtsen af Klemensker for de otte mand aflagde dom efter syn af den 12. gård i Rø sogn. Dokumenter blev leveret tilbage. Dommen er afskrevet i protokollen.
Peder Kofoed af Hasle stævnede Lars Thorsen i Rutsker for betaling for en tønde korn. Lars Thorsen var ikke mødt.
Dommersædet blev overladt Claus Nielsen i Hasle, som afsagde dom i sagen mellem tolder Topp og Peder Aredsen af Olsker
DOM (pag. 419b) Ottemands dom på den 12. gård i Rø sogn. Gården lev vurderet til 212 slettedaler og herfra skulle fratrækkes 12 daler i omkostninger. Tilbage var der 200 sld til deling. Stedfaderen Hendrichsen skulle have halvdelen resten skulle deles mellem børnene. Den ældste søn Hans Larsen var død i Rønne og hans børn som var to sønner og tre døtre skulle dele 40 sld. Sønnen Peder Larsen i Risby i Klemensker fik 40 sld og havde adgangsret til den 12. gård. En datterlod på 20 sld blev tildelt ?(siden er meget ulæselig!).
DOM (pag. 420a) mellem Tolder Topp og Peder Aredsen i Olsker. Peder Aredsen skulle have købt et parti brædder på et skib, der var opankret ud for Sandvig. Anklagen var, at han ikke straks havde angivet købet og undladt at betale told herfor. Dommeren mente ikke at der var begået noget strafbart, da det var tilladt enhver at købe brædder til deres huses vedligeholdelse og forbedring. Aredsen skulle dog betale told af brædderne i alt 2 rigsdaler.
Elsebye Niels Peder af Rø sogn i sin mands fravær stævnede Mogens Andersen for et stk. guld som han for Niels Pedersdatter havde pantsat for 6 sld.. Guldet havde en værdi af 14 sld. Guldet skulle de have igen, når penge og renter blev betalt. Desuden var Mogens Andersens søn Anders Mogensen stævnet for 3 mark og 8 sk.. Mogens Andersen ville have at Niels Pedersen selv mødte i sagen for at sagsøge ham. Dommeren udsatte sagen til næste ting. Anders Mogensen ville afgive ed på, at han ikke skyldte Niels Pedersens hustru 3 mark 8 sk. Dommeren kunne ikke acceptere, at han tilbød så hurtigt at gøre ed på sin uskyld. Han burde føre kontrastævning i sagen før han var så vidt.
Laurits Krog af Sandvig kom på vegne af Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen og stævnede amtsskriver Christoph Horn angående Mogens Jørgensens anmeldelse af tyveriet og angivelse af Niels Andersen som tyven. Ærindet var at få et tingsvidne på anmeldelsen. Mogens Jørgensen var mødt som vidne, men tvivlede på om stævningen kunne stå ved magt. Dommeren erklærede, at sagen skulle fortsættes. Laurits Krog havde indkaldt følgende vidner: Mogens Andersen, Gotfried Nielsen, Anders Mogensen, Anders Pedersen, Lars Pedersen, Jens Jensen Jens Bendtsen, Mogens Hansen alle af Rø Sogn. De skulle alle vidne om hvad de vidste om Mogens Jørgensens forhold.
Gotfried Nielsen var den første der blev afhørt. Han fortalte, at han efter Mogens Andersens ønske var mødt til en ransagning. Mogens Andersen havde mistet nogle får. Da Gotfried kom, sammen med de andre vidner, til Mogens Jørgensen, fandt de en kalktønde. Mogens Jørgensen forsikrede, at der kun var et lille lammeskind i tønden. Men da de tog det op af kalken, viste det sig, at det var et skind af et fuldvoksen får med ørene afskårne. Jens Simmersen mente at det var hans får. Mogens Jørgensen havde indrømmet, at have taget fåret hos Jens Simmersen, hvorfor han straks tilbød at betale for det. Han ville give 5 mark danske for det, men Jens Simmersen ville ikke modtage dem, med mindre at han i alle vidnernes påhør lovede at selvangive sit tyveri for øvrigheden, samt at ingen omkostninger sidenhen skulle kunne pålægges dem. Efterfølgende fandt 15 gedeskind hos Mogens Jørgensen, som alle havde fået skåret ørene af. Angående kobberkedlen, havde Gotfried Nielsen hørt, at Mogens Jørgensen først havde sigtet Ole, Lars og Peder Hobyer for at have taget hans kobberkedlen, den kedel som han senere sigtede Niels Andersen for. Mogens Jørgensen skulle ”meget jammerligt have sloget oc pryglet bemeldte Hobyer” og ville tvinge dem til at skulle bekende, at de havde taget kobberkedlen. Mogens Jørgensen havde også fortalt Gotfried Nielsen at Jens Jepsen, Jørgen Larsen og Hans Mogensen af Rø sogn havde taget kedlen.
Mogens Andersen bekræftede Gotfried Nielsen vidnesbyrd (side 422a er meget uskarp og kan ikke læses)
Sognepræsten i Rø Jens Rasmussen Marcher havde pr. 22. november udgivet en attest til Niels Andersen, der viste at han havde flyttet fra Gudhjem hjem til sin far Anders Jensen med godt ”testimonial”.
Niels Lund kunne ikke afhøre sine vidner, da de ikke var tilstede. Lorents Petersen Krog antydede at der var flere gengangere i hans vidner. Dommeren udsatte sagen i tre uger.
Hans Andersen Væboe kom i retten og tilbød atter penge til kaptajn Gregor Christensen, men han var ikke kommet på tinget, hvorfor sagen atter blev udskudt.
Peder Christensen af Rutsker opbød for første gang sin myndling Kirstine Dichs(?)datters arvepart efter sin sal. fader Ole Christensen.
Peder Kofoed af Hasle mødte i sin sag mod Lars Thorsen. Hans Larsen af Rutsker anmodede på Lars Thorsen vegne om udsættelse, da Lars Thorsen var rejst til København for at møde i højesteret. Sagen udsat.
Wefst Pedersen af Olsker stævnede landstingsskriver Peder Harding i Rønne. Johan Holst fra Rønne var den første vidne [Noget om at Wefst Pedersens søn Jens Wefstsen havde aftinget en pris af landstingsskriveren, men at det havde været alt for høj en sum han forlangte. 11 mark i stedet for 3 mark. Striden var også om et 7 arks papir var stemplet eller ej – sagen er ikke fuldt forstået, da skriften er svag på siderne] Jens Hansen fra Vedby bekræftede hændelsen hos Holst i Rønne. Landstingsskriveren fremlagde en udskrift af landstingsprotokollen pag. 80, hvor Wefst Pedersens fuldmægtig Lorent Petersen Krog begærer udskrift af Jep Monsens i Rutskers indlæg i sagen mod Wefst Pedersen (pag. 89) der omhandlede alle fem ugers sagsakter. Herredsfogeden kunne ikke fremlægge de i herredsrettens fremlagte vidnesbyrd, da de lå hjemme hos ham. Sagen blev udsat.
Tolder Johan Christian Top fremstillede kaptajn Niels Nielsen, som havde været formand for bjærgerne ved skipper Albret Jacobsens skibs stranding natten mellem den 15. og 16. oktober 1718 på Klemensker strand (?). Der blev bjærget en ladning våd hamp, der i alt blev vurderet til 26 rdl., samt 103 stykker ??, samt 5 tønder tjære og en del hvid aske af ringe værdi. Efter en anden stranding samme nat stranding blev også bjerget noget blaagarns lærred, en del våd hamp og 7 tønder svinebørster. I alt vurderet til 146 rdl. En tredje stranding i Rutsker efterlod sig et vrag. Ingen folk var fundet hverken levende eller døde. Herfra blev der bjerget 33 tølter 14 alen fyrreplanker og 16 tølter fyrrebrædder og 327 alen stykker små Klop (?) holt. Godset blev bragt til amtmanden, der havde det i år og dag, for om noget gjorde krav på lasten. Alt blev beskrevet og et tingsvidne udfærdiget.
Poul Eskildsen (?) på sin fader kaptajn Gregor Christensens vegne, at Hans Andersen Væbo på den 45. Væbogaard ikke kunne nægte at være skyldig- Han mente, at der skulle afsiges dom på næste ting. Hans Andersen påpegede at han havde tilbudt pengene på sidste tingdag.
Sagen mellem Elsebye Niels Pedersen i Rø sogn og Mogens Andersen og hans søn. Elseby ville have dom i sagen. Herredsfogeden pålagde Mogens Andersen at møde på næste ting.
Dom afsagt mellem Esber Jørgensen og Sidsel Poul Ibs ang. Aarsballegaarden.
Peder Kofoed for retten fremkom og efterlyste Lars Thorsens svar. Lars Thorsen var ikke mødt, hvorfor dommeren pålagde ham at komme på næste ting.
DOM (pag. 426a) efter nu afgangne Jens Bistrup i Vestermarie sogn havde gået i retten på vegne af Sidsel Hansdatters . Sidsel var Poul Ibsens hustru. Sagen drejede sig om Poul Ibsen havde handlet bag sin hustrus ryg ved at pantsætte hendes fædrene gård (Aarsballegaard) til gårdens beboer Esber Jørgensen. (Sagen er beskrevet på 2½ side) Dommeren kunne ikke se, at Esber Jørgensen havde begået uret og derfor blev hans opsigelse dømt død og magtesløs. Pantebrevet, som Poul Ibsen havde udstedt, skulle stå ved magt i de resterende 18 år. Om Poul Ibsen havde et uskikkeligt forhold til sin hustru og måtte prøves ved et andet ting. Esber Jørgensen blev helt friholdt for omkostninger, hvilke skulle betales af Sidsel og hendes arvinger.
Peder Christensen af Rutsker sogn lod opbyde sin myndlings arvegods for tredje gang. Ingen ville modtage arven mod renter, hvorfor han fik udstedt et tingsvidne herom.
Jens Wefstsen lod læse et skriftligt indlæg for sin far i sagen mod Peter Harding. Landstingsskriveren var ikke mødt, hvorfor sagen blev udsat til næste ting.
Lorents Petersen mødte på sin principaler Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen vegne i sagen mod Mogens Jørgensen i Rø og tilrettelagde en redegørelse på 24 skillingspapir. Hovedsigtet var, at hvis Mogens Andersen havde indleveret en anklage mod Niels Andersen om at han var tyv af en kobberkedel. Hvis han ikke kunne bevise det, så skulle han selv dømmes til at være tyv. (loven pag. 100 6 art). Endvidere ville han anklage Mogens Jørgensen for at ville købe sig falske vidner. Endvidere fremlagde Lorents Petersen en attest fra sognepræsten Jens Rasmussen Marcher. I attesten stod: Nærværende Niels Andersen lever i Rø sogn og går her til alters. Niels Lund udbad sig udskrift af dagens behandling af sagen. Dommeren ville have at der på næste møde den 10. januar 1721 skulle fremlægges alt, således at sagen kunne gå til doms.
Gregers Christen fra Aakirkeby mødte i sagen mod Hans Andersen Væbo ang. den 45. gård i Rutsker, som Gregers Christensens hustru havde adkomst til. Hans Andersens søstermand Hans Larsen af Rutsker sogn kom på Hans Andersens vegne og oplyste, at Hans Andersen ville den 10. januar møde med alle dokumenter og stævne Gregers til spørgsmål. Sagen udsat til den 10. januar.
Mogens Andersen af Rø sogn tillige med Jens Jepsen og Jeps Andersen af Olsker var stævnet til tinget denne dag, men efter omstændigheder, kunne de ikke lade det ske, hvorfor de bad om at stævningen stod ved magt. Årsagen var at flere af de stævnede var optaget af en stranding.
Peder Kofoed kom og krævede Lars Thorsen den tønde rug eller betalte 14 mark. Lars Thorsen var i København og havde meldt, at han kom på næste ting – om muligt.
20. december 1720 – pag. 429a (Søforklaring)
Tingmødet var foranlediget af et missive af dato 19. december. Skipper Claus Jensen af København havde foranlediget en gæsteret og indstævnet Johan Jensen Dræyer, Jens Larsen, Elling Olsen alle værende folk på galioten Cecilie, der var strandet i Rø sogn natten mellem den 7. og 8. december 1720. Skibet var gået fra Pilou den 6. december kl. 10 formiddag med vind fra sydøst. Sejlede 1½ mil fra landet og vinden gik i syd. Efter 4 mil ”langs landet” steg vinden til stiv kuling. Sejlede i retningen NV til vest 6 mil. Lørdagen som var den 7. gik vinden i SSO – tykluft ( tåget?) og det ”kulte hårdt”, tog topsejlet ( blæste op) og havde intet land i sigte trods Elling Olsen var i vanten to gange. Nu tyk luft med regn og sne. Det klarede lidt op, men så hverken land eller fartøj – det nu var snefog. Pludselig dukkede klipper op og de drejede skibet, men ikke nok og gik på grund. Skibet blev vedvarende kastet mod klippe og blev krænget over, således at folkene ikke kunne stå på dækket. Der var ingen mulighed for at bruge pumpen og det var heller ikke muligt at få en båd i vandet. Folkene måtte derfor springe i vandet og med stor fare vadede de i land. De var kommet ind til Røsted. De orkede ikke selv at holde vagt ved skibet, så de bestilte to mand i Røstad til at holde vagt. Efter et stykke tid fik de bud til kaptajn Niels Nielsen, som kom om morgenen før daggry til stedet. De måtte akkordere med kaptajnen om skibet, der stod et sted med klipper omkring. Kaptajnen med to lokale folk og et par af skibsfolkene kom ombord i løbet af søndagen, men da var det fuld af vand. Enkelte skibsredskaber blev bjærget. Men på tredjedagen efter strandingen var ingen kapable at bjærge, og det var ikke muligt at komme til vraget.
Kaptajnen Niels Nielsen og andre lokale folk vidnede at der var bjælget 180 lin ?, måtter, 5 fade madolie, 100 planker, 76 tov og trosser, 6 tønder med kød ..
Skipper Claus Jensen viste et på hollandsk sprog udfærdiget Bodmeri – brev af commerceråd Poul Lafarge (?) fra Cønichberg. Der var betalt 117 rdl. i bodmeri den 17. november 1720. Ligeledes var der betalt 23 rdl i Pillo, således at det var i alt 140 rdl [Bodmeri er et lån eller kredit, der er optaget i skib og dets ladning]. Der blev udfærdiget et domsudskrift til skipperen.
Læst kgl patent for højesterets afholdelse for 1721.
Læst kgl. Privilegier til den reformerte religion i Fredericia.
Læst forbud for at op rive marregræs på Bornholm
Forbud mod handel på steder i Vester- og Østersøen, hvor der er sygdomme
Kgl. forbud at indtage og indhegne udmark på Bornholm dat. 25. november 1720
I sagen mellem Gregor Christensen og Hans Andersen Væbo, kom Hans Andersens søstermand Hans Larsen og tilrettelagde et skriftligt indlæg, samt fremlagde skiftebreve efter Anders Nielsen Væbo af dato 31. januar 1694, samt skiftebrev efter Niels Andersen af dato 30. marts 1694, et efter Jens Andersen fra 24. september 1704 og et fjerde skifte fra 26. november 1708. Endvidere fremlagdes en 8mands dom fra 18. juli 1706 på 67 paginerede sider og en udskrift af herredets tingbog for 1. juli 1717.
Poul Eskildsen kom på sin stedfar Greger Christensens vegne og bad dommeren pålægge Hans Andersens Væbo at fremlægge sit originale købebrev på gården samt andre dokumenter – om han havde nogen. Hans Larsen ville have dommeren til at forlange Gregor Christensen specificere sin fordring og at fremlægge skiftebrevet fra den 27. oktober 1687, samt at møde i retten og svare på spørgsmål. Dommeren bad parterne at møde på næste ting med alt som kunne have betydning for sagens bedømmelse.
Mogens Andersen af Rø sogn kom og bad om at Niels Pedersen af Rø sogn. Niels Pedersen var mødt, men afventede at han blev stævnet lovligt med kald og varsel, først derefter ville han svare på spørgsmål. Mogens Andersen svarede, at det var Niels Pedersens hustru der var anklaget og at hun ikke selv kunne være sag-giver og svare uden hendes mand. Niels Pedersen var gået fra retten, selv om han havde givet tilsagn om at komme. (sagen drejer sig om pantsætning af guld – se 22/11 1720)
Lorents Petersen Krog mødte i sagen mellem Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen og amtskriverens fuldmægtig Niels Lund på vegne af Mogens Jørgensen. Lorents Petersen ønskede at Niels Lund skulle forholde sig til sagen og give til kende, hvordan han ville forholde sig til sagen. Niels Lund var ikke mødt på tinget, hvilket førte til dommerens beslutning, at der på næste ting skulle fremlægges alt hvad parterne endnu havde at fremlægge, hvorefter han ville tage sagen til doms. Laurits Petersen spurgte Anders Jensen om han havde givet sin søn Niels Andersen den kobberkedel, som han havde solgt i Rønne til Mads Koefoed.
Peder Kofoed og Lars Thorsen blev pålagt at møde til næste ting, hvorefter sagen ville blive taget til doms.
Sagen mellem landstingsskriveren og Wefst Pedersen blev også pålagt at møde på næste ting, hvorefter sagen ville blive optaget til doms.
Johan Holst kom på vegne af Hans Jørgensen og Svend Jørgensen og Kirstine Jørgensdatter af Nyker sogn stævnet landsprovsten til tingsvidnes erhvervelse. Sagen drejede sig om skiftet efter sal. Hans Svendsen. [Louise Skovgaard har transskriberet efterfølgende retshandling og den findes trykt i Bornholmske samlinger 1974, 2 rk., bd.7 om Kjøllergaardskiftet, se http://bornholmske-samlinger.dk/wp-content/uploads/2014/09/BS-II-bind-7-1974.pdf – transskriberingen s. 197-203 omfatter siderne 432b-435b]
På landsprovstens vegne kom hans svoger Mads Clemen Engel. Engel svarede, at provsten ikke kan lade sig stævne uden værgernes underskrift, men mente desuden, at der intet var at føre sag for. Johan Holst mente at alle forhold var i orden. Dommeren dømte stævnemålet ved magt, da Svend og Hans Jørgensen er fødte værger for deres ugifte søster og kunne derfor svare for hende.
Mads Clemmedsen fremlagde provstens skriftlige indlæg i sagen. Johan Holst afhørte Ole Mathiesen og Mons Jensen om hændelser under skiftet efter Hans Svendsen. Ole Mathiesen fortalte om provstens kom til Hans Svendsen og Ole Mathiesen var med til at åbne stor ørk (kiste) hvor der lå en træstump, som fik kistens låg til at stå åben. Ole Mathiesen gik derefter ud i loen igen. Han fortalte også at han havde hørt, at Hans Svendsen ville give sin halve boeslod til de fattige, når han døde. Senere læses at det drejede sig om 3000 rdl., som skulle uddeles til de fattige. (læs mere i BS 1974]
Hans Olsen Bonne af Rø sogn lod læse et pantebrev som oplyste, at han skyldte Jens Andersen i Lynggården i Olsker 22 daler 2 mark.
Jens Hansen af Sandvig kom for retten og stævnede Mogens Pedersen fra Bechegaarden i Olsker for gæld på 2 mark og 8 skilling, samt 2 daler i omkostninger for retssagen. Mogens Pedersen var ikke mødt.
Mogens Andersen i Rø sogn havde stævnet Niels Pedersen, hans hustru Elsebye og datter Elisabeth i Rø sogn. Sagen drejede sig om en ducat, som Elsebye havde beskyldt Mogens Andersen at have fået i pant. Niels Pedersen ville ikke svare på spørgsmål før på næste ting. Mogens Andersen førte vidner, der viste at guldstykke blev pantsat efterfølgende til Niels Rasmussen for 6 daler. Sagen fortsætter på næste ting.
Landstingsskriveren Peder Harding aflagde et indlæg mod Wefst Pedersen. Harding gennemgik sagen mellem Wefst Pedersen og Jep Monsen på herredstinget og redegjorde for den efterfølgende landstingssag. Han påpeger hvilke beskrivelse som Wefst Pedersens fuldmægtig Lorent Petersen Krog havde bedt om på Wefsts vegne, samt hvordan landstingssagen medførte andre uddrag på adskille ark papir. Alle forhold der var beskrevet i protokollerne. Hverken Wefst Pedersen eller Lorents Petersen var mødt. Dommeren tog sagen til doms.
Sagen mellem Gregor Christensen og Hans Andersen Væbo. Gregor Christensen ville have det originale købe og skødebrev, på den 45. gård, fremlagt. Hans Larsen på Hans Andersen Væbos vegne undrede sig over Gregors ønsker, da det det var afskrevet i 8mands-dommen. Hans Larsen ville derimod have skiftet efter Eskild Nielsen fremlagt, først derefter kunne der ske en vurdering af sagen. Hans Larsen havde forgæves været i Aakirkeby og tilbudt Gregor Christensen rede penge.
Lorents Petersen konstaterede at Hr. Lund ikke ville føre vidner i sagen mellem Mogens Jørgensen og Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen. Der var ankommet en ”convelut” forseglet og underskrevet i amtsstue. Dette blev læst og underskrevet. Niels Andersen angav, at det ikke kunne være lovligt at stævne uden at være tilstede på tinget. Endvidere mente Niels Andersen at den anklage som han nu fik, ikke kunne stå ved magt, da den var forældet. Det var 6 næsten 7 år siden at Niels Andersen havde tjent i Rønne. Uden at nævne hvad, så antydedes at Niels Andersen havde begået en forbrydelse i Rønne, som han ikke var blevet dømt for. Mogens Jørgensen ville på næste ting svare på Niels Andersens beskyldning. Det var ham, der havde foranlediget, at den gamle anklagevar kommet op igen. Dommeren pålagde alle parter om at møde på næste ting.
Peder Koefoed kom og sagde, at sagen mellem ham og Lars Thorsen, måtte tages til doms. Hans Larsen af Rutsker ville dog have at sagen udsattes således at Lars Thorsen kunne nå hjem fra Dantzig. Sagen blev udsat et tingdag, hvor efter sagen ville blive taget til doms.
Lars Thorsens hustru efterlyste en kviekalv med mærke.
Peder Larsen på Boesgaard i Klemensker læste et pantebrev udgivet til Hermand Bonde Mortensen i Rønne lydende at Peder Larsen havde lånt 130 sld. mod pant i den 46. gård i sognet.
Niels Andersen lod læse et pantebrev af dato 1. februar 1721 som bevidnede et lån på 80 sld. af Madts Clemens Engel af Hasle mod pant i den 8. gård i Rutsker.
Lorens Petersen i rette lagde på vegne af Niels Andersen i Rø refererende til lovens pag. 29 og 30 1. art. Hvorefter han ønskede dom i sagen.
[herefter fortsættelse af sagen, som Johan Holst førte mod landsprovsten på vegne af arvingerne efter Hans Svendsen – sagen er transskriberet i Louise Skovgaard artikel om Kjøllergaardskiftet trykt i Bornholmske samlinger 1974, 2 rk., bd.7 om Kjøllergaardskiftet, se http://bornholmske-samlinger.dk/wp-content/uploads/2014/09/BS-II-bind-7-1974.pdf – transskriberingen s. 204–212 omfatter siderne 439b-443a]
Hans Larsen af Rutsker fremlagde et købebrev af 13 juli 1681 udgivet af landsprovsten Poul Ancher på den 45. gård i Rutsker lydende på 126 daler som i den 8mands dom er indføjet. Han ønskede at teksten i købebrevet skulle afstemmes med 8mandsdommer den 9. marts 1698 og som findes i landstingsprotokollen fol. 210 og 211. Han bad derefter Gregers Christensen bevise at Anders Nielsen Weboe senere havde solgt gården til andre. Hans Larsen bad derefter Gregers Christensen at fremlægge det brev som skulle rumme Avgust Dechners adkomst fra dat 21. oktober 1687, og skulle være tinglyst. Kaptajn Gregers Christensen startede med at bede Hans Larsen, der var gift med Hans Andersens søster, at skødebrevet er i to stykker, men oprindeligt var i et. I dag savnedes visse sider, hvilket han bad Hans Andersen og Hans Larsen bekræfte. Hans Larsen og Hans Andersen ville svare på spørgsmålet på næste ting.
Hendrich Falch på Jens Hansens vegne af Sandvig ophævede sagen som Jens Hansen ville føre mod Mogens Pedersen.
Peder Koefoed kom på sin bror Anders Koefoed af Rønnes vegne og stævnede Hans Jensen i Risegaarden i Klemensker for gæld. Hans Jensen var ikke mødt.
Hermand Andersen af den 7. gård i Klemensker, som tidligere er hjemfaldet til kongen havde bedt sine naboer Niels Pentsen (Bendtsen?), Ole Madsen, Hans Jørgensen og Peder Hermandsen at bevidne, at hans gård ”næst afvigte” mandag og tirsdag brændte til grunden. Stuehuset på 12 stolperum med stuehus og fadehus brændte med indbo og sædevarer. Det eneste der blev reddet var en kiste med ringe klæder, samt en lille gl, bord. Tilbage var kun en ringe 4 stolperum stort ladehus.
Elsebye Niels Pedersen af Rø mødte og gav tilkende, at hun havde stævnet Mogens Andersen og hans hustru for uretmæssig panttagning af hendes guldstykke. Dommeren kunne ikke lade sagen føre, dels fordi Mogens Andersen ikke var til stede og dels fordi dagen næsten var omme. Hun blev nødt til at stævne på ny, da sagen nu var blevet forældet, men kunne genoptages på næste ting.
Sagen mellem Peder Koefoed og Lars Thorsen af Rutsker førstes ikke, da Lars Thorsen ikke var kommet tilbage til landet.
Dagen var ”langt ud på natten” og blev standset og der indkaldtes til tingdag 8 dage.
Lorens Pedersen på Barbro Berildsdatters vegne af Sandvig stævnede Lars Olsen på Mure i Klemensker for gæld på 11 sld 2 mark klingende mønt. Lorents Petersen mente, at Lars Olsen desuden skulle betale 3 rd. i sagsomkostninger. Lars Olsen var ikke mødt. Sagen udsat til næste ting.
Lorens Petersen ville have at sagen mellem amtsskriveren på Mogens Jørgensens vegne og Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen taget til doms. Amtskriverens fuldmægtig Niels Lund var ikke mødt. Dommeren kunne ikke tillade at sagen kunne føres videre pålagde han Mogens Jørgensen at møde på tinget 8 dage, hvorefter sagen kunne tages til doms.
[herefter fortsættelse af sagen, som Johan Holst førte mod landsprovsten på vegne af arvingerne efter Hans Svendsen – sagen er transskriberet i Louise Skovgaard artikel om Kjøllergaardskiftet trykt i Bornholmske samlinger 1974, 2 rk., bd.7 om Kjøllergaardskiftet, se http://bornholmske-samlinger.dk/wp-content/uploads/2014/09/BS-II-bind-7-1974.pdf – transskriberingen s. 212–213 omfatter siderne 445a-445b]
Mads Clemmensen af Hasle mødte på provstens vegne ifølge sidste tings kald og varsel mod Giertrud Larsdatter og Anna Pedersdatter. Deres skriftlige vidnesbyrd blev fremlagt. Hernæst et vidnesbyrd fra bødker Hans Madsen i Hasle, som Hans Svendsen havde bedt om at lave en ligkiste til ham. Hans Svendsen havde fortalt at han ville give penge til de fattige og at landsprovsten i Rønne var manden, som kunne modtage pengene. Hans Svendsen havde stolet på at landprovsten ville give pengene videre til de fattige.
Andris Koefoed af Rønne kom på vegne af sin broder Peder Koefoed i sagen mod Hans Jensen i Klemensker angående en gældsfordring. Han ønskede sagen til doms.
[Hernæst følger sagen mellem Hans Svendsens arvinger og landprovsten – pag 447a-447b – Dette er oversprunget af Louise Skovgaards transskribering og refereres derfor her:]
Svend Jørgensen og Olluf Sonne ønskede vidnesbyrdene oplæst, hvilke fuldmægtig Johan Holst ønskede kopi af. Endvidere ønskede Johan Holst på arvingernes vegne, at degnen i Klemensker skulle møde personligt på næste ting. Dommeren ville lade degnen indkalde for spørgsmål som der måtte være til hans skriftlige vidnesbyrd. Hvis der var uoverensstemmelser, måtte han stævnes til gejstlig ret. Endnu spurgte Holst provstens fuldmægtig Mads Clemedsen om han havde nogle spørgsmål at stille, hvilket han ikke havde, men ønskede alt beskrevet i sagen og kopier af alle vidnesbyrd. Johan Holst ønskede kopi af degnens attester og de to andre vidnesbyrd. Han ønskede at give et skriftligt svar på disse.
Kaptajn Gregers Christensen ønskede at Hans Andersen Væbo og Hans Larsen skulle bekræfte om brevet var det rette sorts papir og om det var fuldstændigt. Hans Larsen mente at kaptajnen ikke kunne drage skødet i tvivl, da det var det som blev nævnt i 8mandsdommen. Strid om det var en retfærdig sag, da det var påstand mod påstand. Dommeren spurgte Hans Larsen og Hans Andersen om de kunne afgive deres ed på, at købebrevet var intakt og at det havde retsgyldighed, selv om den er ført på den forkerte slags papir. Hans Larsen ville ikke svarer med mindre han blev stævnet til det. Hans Larsen mente, at det som kaptajnen kaldte den originale og udfærdiget som August Dechners adkomstbrev til gården måtte fremlægges i retten og oplæses. Købebrevet blev herefter oplæst og konfereret. Kaptajnen i rette lagde en allerunderdanigst supplikant fra landprovst Poul Ancher til kongen den 3 august 1688 og med kongens bevilling af 4. august 1688. Begge blev læst og påskrevet på landstinget den 24. april 1689. Sagen udsattes til tinget 14 dage.
Lorens Petersen på Barbroe Berildsdatters vegne i sagen om de 11 daler 2 mark som Lars Olsen på Mure i Klemensker skyldte hende, Lars Olsen blev pålagt at møde på næste ting.
Lorens Petersen mødte i sagen mellem Mogens Jørgensen, Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen i Rø sogn. Da dommeren havde annonceret at der ved dette ting skulle fremlægges det sidste i sagen før han afgav dom. Lorens Petersen fremlagde et skriftligt indlæg som var bevidnet af Gotfried Nielsen af Rø sogn og Jens Peersen i Østerlars vedstod. Lorens Petersen mente, at alt nu var fremlagt og dommen kunne afsiges, da Niels Lund ikke havde ladet sig indfinde i to eller 4 tingdage. Dommeren mente derimod, at da det var Niels Lund der førte sagen for Mogens Jørgensen på kongens vegne, så måtte sagen udsættes endnu i 8te dage og derefter ville han tage sagen til doms.
Lars Pedersen af Klemensker og Hans Poulsen af Nyker lod læse et skøde ang et salg af 4 gård i Rutsker kaldet Melgaarden for 133 sld. til Peder Poulsen. Peder Poulsen boende på den 1. gård i Rutsker
[herefter fortsættelse af sagen, som Johan Holst førte mod landsprovsten på vegne af arvingerne efter Hans Svendsen – sagen er transskriberet i Louise Skovgaard artikel om Kjøllergaardskiftet trykt i Bornholmske samlinger 1974, 2 rk., bd.7 om Kjøllergaardskiftet, se http://bornholmske-samlinger.dk/wp-content/uploads/2014/09/BS-II-bind-7-1974.pdf – transskriberingen s. 214 omfatter siden 449a (fejlagtigt er tingdagen noteret for den 4. marts)]
Elsebye Niels Pedersen tillige med hendes datter ønskede at dommeren skulle indkalde Anna Niels Rasmussen således at sagen kunne se den rette sammenhæng. Mogens Andersen efterlyste dommerens aktive handling til sørge for at Elsebyes mand Niels Pedersen mødte på tinget. Han burde give sit vidnesbyrd i sagen. Han var ham der havde startet sagen mod ham og hans hustru og søn. Mogens Andersen mente sig uretfærdig behandlet og at sagen ikke gik på lovlig vis. En hustru kunne ikke, efter hans mening, føre sag. Elsebye svarede, at da hendes datter pantsatte guldet til Mogens Andersen, var Niels Pedersen ikke med, og derfor kunne han ikke føre sagen som hun kunne og for øvrigt var han ikke vidende om landets lov og ret, som hun var. Og desuden var han svag (syg). Dommeren mente at sagen kunne fortsætte.
Hans Rasmussen af Rø sogn fortalte, at han var hos sin bror Niels Rasmussen til barsel, da Mogens Nielsen, som var Niels Larsens søn, kaldte ham til side og viste ham et stykke guld. Mogens havde spurgt ham hvad det gik for (var værd!) Han var blevet bedt om hjælp til vurderingen. Vidnet kunne ikke hjælpe med værdiansættelse, men han fik at vide, at det stammede fra Niels Pedersen kvindfolk i Røsted. Mogens Andersen viste i retten et stykke guld, men Hans Rasmussen afviste, at det var det stykke guld han havde set. Det han havde set var noget større, men han havde ikke hørt at guldstykke skulle være pantsat til Mogens Andersen.
Dommeren ville have at Anna Niels Rasmussen og Niels Larsen mødte på næste ting. Mogens Andersen ville have 14 dages udsættelse. Elsebye ønskede at vide om Mogens Andersen ville føre kontravidner til næste ting. Mogens Andersen svarede at det måtte tiden vise.
Lorens Petersen på Barbroe Berildsdatters vegne ville pålægge Lars Olsen at betale sagens omkostninger, som ikke kunne være mindre end 4 daler. Dommeren for tredje gang pålagde Lars Olsen at møde på tinget.
Lorens Petersen mødte i sagen mellem Niels Andersen kontra Mogens Jørgensen. Da der ikke var videre at gøre i sagen, blev den optaget til doms.
Dom afsagt i sagen mellem landstingsskriveren og Wefst Pedersen af Olsker om skriverpengene.
Dommeren kunne ikke afholde ting om 8 dage ”for sine vigtige aarsagers skyld”, hvorfor han udskød stævnemål til et tingmøde om 14 dage.
DOM – pag. 450b mellem landstingsskriver Peter Harding og Wefst Pedersen angående skriverpenge til landstingssag mellem Wefst Pedersen og Jep Monsen i Rutsker. Sagen kaldet dommeren vidtløftig og i al enkelthed skyldtes at landsdommeren skulle have udskrift af sager før han kunne dømme. Dommeren dømte Wefst Pedersen at betale for hvert ark 1 mark og 8 skilling i alt 2 daler 2 mark samt sagens bekostning 2 daler 2 mark. Dog skulle Wefst Pedersen ikke betale for landstingsdommens udskrift, da han ikke havde bedt om udskriften.
Johan Holst mødte og præsenterede en skriftlig fuldmagt af 21. marts udstedt af Elsebye Niels Pedersen i Rø skrevet med egen hånd til amtmanden. Amtmanden havde givet sit samtykke til at Johan Holst måtte gå i retten mod Mogens Andersen og hans hustru for Elsebye eller Niels Pedersen. Mogens Andersen havde fået tilladelse til at have Lorens Petersen Krog i Sandvig som sin fuldmægtig. Det eneste vidne fra sidste ting var Niels Larsen af Rø sogn. Han fortalte, at da hans nu afdøde hustru ”laa i sin Helsot” [lå dødelig syg] gav hun sin datter Anna Niels Rasmussen en guldring og et guldstykke, som hun havde i pant. Niels Lars datter gav Niels Larsen 5 sldl., som det var pantsat for. Holst spurgte vidnet Niels Larsen ”om han iche vidste at der laa it støche Guld i hans søns Mons Nielsens kiste, oc om hand iche vidste at hans datter Anna Niels Rasmussen havde samme Guldstyche af Mons Nielsen Kiste tage doc hannem derforre penge leveret som blef af Mons Andersens hustru hannem leueret oc om hand iche ved at Karen Mons Andersens sagde da kisten blef optagen til Anna Niels Rasmussens: Thi stille det er it støche Guld som jeg har sat i Pant til Mons Nielsen, Naar Jeg faaer penge, saa vil Jeg løse det fra dig”. Niels Larsen vidste ikke andet end at den Ducat var ikke af mere værdi end 14 mark og at det sammen med ringen, men han vidste ikke noget om et guldstykke.
Lorens Petersen ville afhøre Niels Pedersen om han stadigvæk ville føre sagen, som han kone førte mod Mogens Andersen og om han var villig til at betale sagens omkostninger. Johan Holst mente at han som fuldmægt kunne svare for både Niels Pedersen og hans hustru. Niels Pedersen havde startet sagen og det var retsgyldigt. Dommeren lod sagen fortsætte.
Holst fremstillede Jacob Clausen og Ole Nielsen fra Rø sogn. Jacob Clausen fortalte, at han kom til Niels Rasmussen, og hørte Anna Niels Rasmussen og Karen Mogens Andersen om guld, men at han blev ikke klar over sammenhængen. I onsdag var vidnet hos Ole Nielsen for at leje en hest for 1 mark. Elsebye Niels Pedersen kom til dem og tilbød dem 1 daler hver, hvis de ville vidne falsk om Mogens Andersen. Johan Holst spurgte om han kunne bevise det. Vidnet sagde at de var kun de to (ham og Ole Nielsen) der havde hørt det og for øvrigt kendte han intet til guldstykket. Ole Nielsen bekræftede Jacob Clausens vidnesbyrd. Elsebye Niels Pedersen ville afgive ed på, at hun ikke har forsøgt at bestikke de to vidner.
Lorens Petersen havde stævnet Elsebye og Niels Pedersen for at have overfaldet Mogens Andersen og hans hustru med ukvemsord. Endvidere indkaldte han vidner til vidnesbyrd om sagen. Gotfried Nielsen af Rø sogn og Hans Rasmussen fortalte om deres stævning af Niels Pedersen og Elsebye. Niels Pedersen fortalte dem, at han aldrig havde stævnet Mogens Andersen og om hans hustru havde gjort det, så ville han lade sig skille fra sin kone ved Capitelretten og skifte bord med hende og så tage sin skovøkse og drage til Tyskland. Hans Rasmussen bekræftede denne hændelse. Johan Holst ville ikke godkende næste vidne, der var Niels Andersen, som var sigtet i en tyverisag og desuden var Elsebyes arvingsmand. Dommeren ville ikke godtage forbuddet, men ville lade Niels Andersen være vidne. Niels Andersen fortalte, at ved fastelavnstiden havde han frarådet Elsebye at sagsøge Mogens Andersen, da hun ikke ville få noget ud af det. Elsebye sagde: ”Ney Jeg skall aldrig forliges med ham saa lenge jeg har 1 skilling. Naar jeg iche meere har, saa skal tøgge det til, saa skal Jeg endog forfølge ham, saa skal hand endog faa skam paa det riste” Videre kunne han ikke erindre.
Lars Olsen var nu kommet til retten og han havde også rådet Elsebye til forlig med Mogens Andersen, da sagde Elsebye: Hun ville ikke forliges så længe hun havde 1 skilling og så længe hun levede.
Johan Holst kunne ikke svare på disse vidnesbyrds indhold, da de indtil i dag ikke har ham bekendt. Sagen blev udsat i 3 uger.
Hagen Løfvingsen af Rø sogn gav, at han var ”kommet udi venlig forening” med Gotfried Nielsen, hans søn Niels Gotfriedsen og hans fæstemøe Kirsten Mortensdatter såvel som Morten Larsen alle fra Rø sogn angående nogle ukvemsord Hagen Løvingsen ”i hastighed have begået”. Hagen Løfvingsen beder om forladelse og forpligter sig, både for ham selv og hans hustru og børn, at holde Gotfried Nielsen skadesløs og aldrig i al fremtid komme med så ubesindig udtalelse og misbrug i ord og gerninger. Hagen Løvingsen vil betale alle omkostninger, samt 14 sld. – de første 7 sld i klingende Mønt den kommende onsdag og de resterende 7 til Michaelis dag 1721.
Peder Christensen af Rutsker sogn stævnede Hans Larsen fra Rutsker for 12 sld. i klingende mønt. Penge som han havde stillet i kaution for ham. Pengene havde Hans Larsen lovet for Lars Thorsen, som var rejst i til højesteret for at forfølge sin sag. Hans Larsen ville ikke acceptere stævningen, da sagen burde være adresseret mod Lars Thorsen. Da Lars Thorsen nu var til stede, burde han kræves for de penge. Dommeren mente at Hans Larsen var lovligt stævnet og sagen kunne føres. Det var Hans Larsen sag at inddrive pengene hos Lars Thorsen.
Hans Larsen i sagen om den 45. gård i Rutsker stævnede kaptajn Gregers Christensen af Aakirkeby. Han ville have at Gregers Christensen skulle fremlægge Kammerordren af 17. december 1698 og skiftet efter herredsfogeden Eskild Nielsen. Endvidere skulle kaptajnen fremlægge sin egen regnskabsbog. Gregers Christensen ville svare på næste ting. Hans Larsen havde været i Aakirkeby sammen med Hans Andersen Væbo og Anders Hansen i Olsker og villet betale penge efter kaptajnens eget forslag. Men kaptajnen ville ikke modtage pengene, hvorfor at rejsen var pengespild. Tre gange tidligere havde de ville betale beløbet på tinget, men forgæves og uden argumenter.
Sagen mellem Barbroe Snidkers og Lars Olsen blev udsat i tre uger.
Anders Larsen af Rutsker, som har været supplikant for landet, stævnede følgende personer for manglende betaling til rejse. I Klemensker var det Tor Jensen, Jep Esbersen, fra Rutsker Jens Michelsen, Lars Hansens enke og hendes lauværge, fra Olsker Hans Olsen, Jørgen Didrichsen og fra Rø Niels Hansen, Anders Hansen, Niels Hindrichsen. Anders Larsen læste en fuldmagt af dato 4. september 1720, samt en rentekammerordre af 10. december 1720, samt en kopi af amtmand von Bippens skrivelse af 11. januar 1721. Ingen var mødt, hvorfor sagen blev udsat til næste ting.
Peder Monsen lod efterlyse en rød kviekalv med mærke.
Sagen mellem Peder Koefoed kontra Lars Thorsen som var optaget til doms blev ophævet, da parterne var kommet overens.
Mads Clemensen på sin svigerfar provstens vegne oplyste at sagen var ført til ende og at de ønskede vidnesbyrd var ført. Sagen kan ”kiendes at den gafue som gifuen er skal vorde de fattige til deel, som den er arted”. Den aftale som var oprettet blev givet til arvingerne. Begge parter leverede papirer til at få beskrevet hele tingsvidnesagen.
Anders Larsen som havde stævnet en del bønder for manglende rejsepenge. Han havde fået betaling fra tre af de stævnede bønder, de øvrige ville han forfølge på næst kommende ting. Tor Larsen ville have at Anders Larsen skulle angive hvor meget han fordrede for hver enkelt bonde. Anders Larsen svarede at det var den samme for hver enkelt, nemlig en mark danske.
Fremkom for retten landstingsskriver Peder Harding stævnede Lars Thorsen for beskyldninger han havde gjort mod landstingsskriveren i et indlæg, som han havde ført ved højesteret ang. sæderetten til den 1. gård i Rutsker. Lars Thorsen var ikke mødt. Peder Harding ville have, at herredsfogeden skulle pålægge Lars Thorsen om at møde og at han skulle fremlægge ordlyden af højesteretsstævning. Sagen drejede sig om landstingsskriverens udfærdigelse af tingsvidner i en landstingsdom (22. maj 1720) mellem brødrene Lars og Hans Thorsen. Åbenbart havde begge parter ikke fået de dokumenter, som var krævet for at føre sagen videre til højesteret. Landstingsskriveren havde ikke fået de skriverpenge som han havde forlangt. (sagen fylder tre sider og er ikke læst og forstået fuld ud!)
Poul Eskildsen af Hasle på sin fader Gregers Christensens vegne svarede i sagen mod Hans Andersen Væbo og fremlagde en udskrift af Nørre Herreds protokol af den 19. august 1712. Det var en sag mellem Hans Andersen Væbo og Hans Hansen Frost om den 45 gård i Rutsker og hvem der kunne bebo gården alene. Det ønskede skiftebrev var glemt, men ville blive fremlagt på næste møde. Hans Larsen ønskede udskrift af dagens indlæg og ville svare på næste ting, men ellers påpegede at Gregers Christen ikke fremlagte det ønskede skifte efter Poul Eskildsen og ej heller det ønskede regnskab.
Johan Holst fremstod som fuldmægtig for Niels Pedersen og hustru. Niels Pedersen var mødt og erklærede sig tilfreds med Johan Holst sag mod Mogens Andersen i pantesagen af et stk guld. Johan Holst anmodede dommeren at Elsebye måtte afgive sin ed på, at hun aldrig havde sagt de beskæmnede ord og aldrig havde forsøgt at bestille de to vidner til at vidne falsk. Lorens Petersen på Mogens Andersens vegne gjorde opmærksom på, at det var Elsebyes egne vidnesbyrd, som havde udtalt at Elsebye havde tilbudt den 1 daler for at vidne usandt. Og at de to anklagede for vidnesbyrden ville afgive deres ed på at det var sandt. Lorens henviste til lovens pag. 107 art 9 der jo henviser til andres vidnesbyrd og ikke til egne førte vidner. Dommerne afviste edaflæggelse, da ed ikke kunne føres mod ed.
Johan Holst ville afhøre Anna Niels Rasmussen, der af dommeren blev pålagt at svare sandhed om det omtvistede guldstykke. Anna fortalte at hun havde fundet guldstykket og guldringen i sin moders kiste, da moderen lå i sin helsot (dødsleje). Da hun spurgte sin moder, hvem det tilhørte, fik hun at vide, at de stammede fra Mogens Andersen. Moderen bad hende at tage dem til sig og når Mogens Andersens folk ville løse dem tilbage, så skulle hun gøre det. Mogens Andersens hustru fik guldringen og guldstykket og vidnet fik 5 daler, som hun gav sin fader. Efter Holst spørgsmål om det ikke var i hendes broder Mogens Nielsens kiste hun havde set guldstykket som skulle have tilhørt Elsebye Niels Pedersen. Det indrømmede hun og at hun vel kunne have sagt, at det tilhørte Elsebye, men hun vidste ikke hvordan den var endt der og at den var fundet, da kisten blev opbrudt. Elsebye havde løbet hende på døren og hun kunne meget vel have sagt, at det tilhørte hende, men det var kun fordi hun ville blive af med Elsebye. Hun nægtede at have taget guldstykket til sig da hendes broder døde. Hun havde reelt ikke vidst hvem det tilhørte og hvor meget det skulle have været sat i pant for. Anna Niels Rasmussen havde ikke været til stede, da man ville undersøge hendes broders efterladenskaber og hun havde ikke set hvordan kisten blev opbrudt. Holst ville atter have Anders Monsen til at møde på næste ting og have ham afhørt.
Johan Holst havde ladet stævne Lars Thorsen på vegne af Hermand Bonde Mortensen for gæld, hvis ikke han betalte, ville han føre sagen på næste ting.
Anders Larsen af Rutsker mødte og angav, at han var blevet forliget med nogle at de bønder, der ikke have betalt ham rejsepenge. Men han havde endnu ikke fået penge fra Niels Hansen, Niels Hindrichsen og Anders Hansen alle fra Rø sogn. Ingen af de tre var mødt og de fik udsættelse til næste ting om de ville svare på anklagen. Derefter ville der blive afgivet dom.
Hermand Andersen på den 7. gård i Klemensker mødte og bad om 4 uvildige mænd, der kunne syne hans gård, der var ramt af ildebrand. Han ville have dem til at angive hvor mange stolperum gården havde og hvor mange bjælker, stolper, sparre og løsholte mm der behøves for at genopbygge gården. Dommeren udpegede følgende mænd til opgaven: Peder Jensen i Bedegaden, Tor Jensen, Anders Pedersen i Høyegaarden og Niels Monsen i Bedegade alle fra Klemensker.
Johan Holst som fuldmægtig for Niels Pedersen ville have at Mogens Andersen og Anders Mogensen skulle møde på tinget og svare på spørgsmål, dernæst ønskede han, at det blev Elsebye tilladt at gøre benægtelsesed mod de til beskyldningsmænd Jacob Clausen og Ole Nielsen, der havde sagt, at hun ville bestikke dem til at vidne falsk. Dommeren ville pålægge Mogens Andersen og Anders Mogensen at komme på næste ting, hvis ikke ville de blive straffet for udeblivelse.
Landstingsskriveren bad om at Lars Thorsen, som var til stede i retten, ville fremlægge højesteretsstævningen, som han på sidste ting var blevet bedt om. Lars Thorsen havde ikke været på sidste ting og bad derfor om udskrift af sagen og lovede at svare på næste ting. Holst anmodede dommeren at fastholde Lars Thorsen i at svare og fremlægge de ønskede dokumenter, således at sagen ikke trak i langdrag. Lars Thorsen havde nægtet at lade dommen mellem ham og hans broder Hans Thorsen fra Nyker kopiere til sagens agter, men landstingsskriveren havde fået løfte om, at Hans Thorsen ville levere dommen.
Supplikanten Anders Larsen manglede stadig betaling fra Niels Hindrichsen og Anders Hansen fra Rø. Ingen var mødt og de fik endnu en chance for at møde på næste ting.
Claus Nielsen fra Hasle mødte på sin svoger kaptajn Gregers Christensens vegne. Han fremlagde et skiftebrev efter sal. Eskild Nielsen fra 7. juli 1706. Hans Larsen fortalte, at der ud fra dette skifte kunne observeres hvem der havde retmæssig adgang til den 45. gård i Rutsker. Han ville have udskrift af det og svare skriftligt på næste ting. Hans Larsen spurgte Claus Nielsen hvorfor de øvrige dokumenter ikke var fremlagte. Claus Nielsen mente ikke at de øvrige dokumenter havde værdi i sagen.
Dom afsagt i sagen mellem amtskriveren på M.J. (Mogens Jørgensen) og kontra Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen.
DOM – pag. 462b – Dom i sagen, hvor Mogens Jørgensen havde beskyldt Niels Andersen i Gudhjem for at have stjålet fruernat i 1720 en 3 fjerding stor kobberkedel og solgt den i Rønne til Mads Koefoed. Sagen har fyldt meget, da adskillige bisager, der ikke havde noget med sagen at gøre, blev fremført. Niels Andersens fader Anders Jensen og broder Jep Andersen havde forsøgt at bevise, at ingen af dem havde været borte den nat hvor tyveriet skulle have været sket. Sagen var blevet indstævnet to gange til tingsvidneerhvervelse. Da ingen af parterne har taget tingsvidnerne til beskrivelse, ”saa bør jeg da at dømme som forsvarligt kand vere efter den Oplysning jeg kan ihukomme. Saa kiendes for ret at Mogens Jørgensens beskyldning angaaende den Kiedel, skal Iche komme Niels Andersen, Anders Jensen eller Jep Andersen til nogen æres forkleinelse udig nogen Maade.” Okostningerne på 5 sld. skal Mogens Jørgensen betale til Niels Andersen, Anders Jensen og Jep Andersen inden 15 dage. Ædle hr. amtskriver skal betales 6 rigsdaler for hans arbejde som fuldmægtigs møje og besvær inden 15 dage. Hvis ikke han betalte så skulle han have sit fæste forbrudt. ”Alle involverede skal være uden æres forkleinelse i alle maader”. [7. april 1721 findes et skifte efter Mogens Jørgensens hustru Signe Hansdatter, der døde på den 14. fæstebo i Rø sogn LS 25 side 299]
Hans Larsen på Hans Andersen Væbos vegne i rettelagde et skriftligt indlæg om den 45. gård i Rutsker, samt en kopi af Nørre herreds protokol af 22. juli 1681 og en landstingsdoms slutning af 22. maj 1720 samt to kvitteringer. Kaptajnen sagde, at det var unødvendigt at svare på de vidtløftige indlæg. Begge parter ønskede nu dom i sagen.
Degnen Jens Nielsen Hvalsøe i Klemensker stævnede Niels Madtsen og Ole Andersen i Klemensker for gæld i form af kornskæpper og påskerettigheder. På degnens vegne ønskede Peder Larsen Brand dom i sagen. Ingen af de sigtede var mødt, hvorfor de blev indkaldt til næste ting.
Johan Holst på Hermand Bonde Mortensens vegne lod vide, at Lars Thorsen havde lovet at indfinde sig i retten. Ifølge regnskabet var Lars Thorsen gæld til Hermand Bonde Mortensen opgjort til 14 daler i flg Bondes regnskabsbog. Derudover havde Lars Thorsen modtaget 3 alen lærred. Samlet gæld var derfor 16 Sld. 2 mark og 14 skilling. Holst ønskede dom, men Lars Thorsen ville komme med endnu et indlæg på næste ting.
Holst på Elsebye Niels Pedersens vegne ville have at vide, hvad Lorens Petersen på Mogens Andersen og hustrus vegne havde at sig til sagen om guldstykket. Lorens Petersen ville samle alle vidnesbyrd til dommerens orientering, men ønskede at han endnu ville få udsættelse, således at sagen kunne blive oplyst klart. Dommeren gav respit til næste ting, hvorefter alle sagens omstændigheder skulle være belyst.
Landstingsskriveren Peter Harding efterlyste endnu højesteretsstævningen, som Lars Thorsen havde udfærdiget, hvilket Lars Thorsen endelig fremviste. En kopi af originalen blev attesteret som enslydende. Sagen var påstand mod påstand. Landstingsskriveren havde ikke fået penge for sit arbejde og Lars Thorsen påstod, at han havde fået en tønde havre og to skæpper rug for at skrive – derfor var han ikke landstingsskriveren skyldig en eneste skilling. Lars Thorsen ville afgive sin ed på at det var sandhed. (3 sider)
Anders Larsen i Rutsker ville have Niels Hindrichsen og Anders Hansen fra Rø til at svare i sagen om skyldige rejsepenge. Ingen af dem var mødt. Sagen blev optaget til doms.
Christopher Hansen havde forsøgt at udsige (opsige) Esber Pedersen fra den 6. gård i Olsker, som han havde i brugspant. Christopher Hansen havde forgæves forsøgt at betale pantet, således at Esber Pedersen måtte fraflytte gården. Derfor måtte Christopher stævne Esber Pedersen til herredstinget for at få rettens stadfæstelse af opsigelsen. Christopher Hansen havde 120 slettedaler med sig i retten. Et beløb som pantebrevet lød på. Esber Pedersen ville svare på udsættelse på næste ting.
Ingen af parterne i sagen mellem Barbroe Hans Jensen af Sandvig og Lars Olsen på Mure var mødte. Dommeren efterlyste om de havde opgivet sagen eller ønskede dom.
Læst kgl. Forordning der skulle forhindre misbrug af bøndernes skæppemål af korn?
Læst kgl. Forordning om hvorvidt regimentsskriveren og andre betjente skulle betale stempelpapir og rettens salær.
Johan Holst på Hermand Bonde Mortensen i gældssagen på 16 daler 2 mark og 14 skilling. Dommeren gav atter udsættelse til Lars Thorsen.
Amtskriveren havde sendt sin fuldmægtig Niels Lund havde stævnet Bodel Aagesdatter (eller Ogesdatter) i Rø sogn for begået lejermål med Anders Monsen i Rø sogn. Bodel Aagesdatter mødte at angav, at hun var en fattig kvinde der måtte arbejde for at føde hende og hendes barn, men da Anders Monsen var en vederhæftig mand, så bad hun om, at han måtte betale hendes bøde. Niels Lund ville ikke tillade lempelse af straffen og hvis hun ikke kunne betale, så måtte hun straffes efter forordningen. Bodel havde intet videre at berette, men bad om en nådig dom. Sagen blev optaget til doms.
Amtsskriverens fuldmægtig havde også stævnet Anders Monsen for lejermålet. Anders Monsens fader Mogens Andersen mødte og fremlagde en attest udstedt af kaptajn Hans Koefoed af dato 30 maj 1721 som blev læst og påskrevet. Dommeren meddelte at Anders Mogensen skulle møde i egen person på næste ting.
Amtsskriver Christopher Horns fuldmægtig Niels Lund stævnede Catrine Jensdatter hos sin søstermand Jens Andersen i Rø sogn for begået lejermål. Catrine Jensdatter var ikke mødt.
Amtsskriverens fuldmægtig annoncerede at alle i Nørre Herred som bebor kongelige fæstegårde skal holde deres fæstegård ved lige, således som deres fæstebreve forlanger. Alle der ikke gør det kan vente at blive befalet at gøre det. – dette skal oplyses på samtlige kirkestævner.
Amtsskriveren bebuder at alle og enhver ikke kan tage hverken mand eller kvinde til huse, som er anklaget for at have begået lejermål, men at de angiver det for øvrigheden, således at de kunne blive straffet.
Jon Pedersen af Rutsker på den 6. gård mødte og angav, at han lovligt var blevet opsagt til fraflytning efter han havde modtaget sine pantepenge af Hans Andersen i Nyker.
Anders Larsen af Rutsker i Bagergaarden lod læse et pantebrev af dato 15. maj 1721 som lyder, at han havde lånt 100 sld. af Madts Clemedsen af Hasle mod underpant i den 10. gård i Rutsker.
Peder Jensen som boede på den 10. gård i Rutsker bekendte, at han havde modtaget 149 sld i klingende mønt som han havde til gode i bemeldte 10. gård af Anders Larsen i flg. et pantebrev af 14. juni 1715. Peder Jensen vedkender herefter at han ikke havde flere penge til gode i gården og lover at fraflytte gården inden midfaste 1722.
Johan Holst på Niels Pedersen og hustrus vegne ville have at sagen afsluttes nu, da der var gået over 6 uger, hvorfor vidnesbyrdene ikke længere kan afhøres uden fornyet stævning. Lorens Petersen på Mogens Andersens vegne havde derimod ikke sluttet sagen, men ønskede at sagen endnu blev ført med fornyede stævnemål mod Niels Pedersen, hans hustru Elsebye og datter Lisebeth Nielsdatter i deres sigtelse mod Anders Mogensen. Endvidere var indkaldt vidner i guldstykkesagen: Anders Hoby, Ole Nielsen, Gotfrid Nielsen, Niels Gotfridsen, Boel Andersdatter alle fra Rø sogn. Lisebet Nielsdatter havde sigtet Anders Mogensen. Lorens Petersen mente at han havde en retfærdig sag at føre og om nødvendigt føre sagen til overretten. Lorent Petersen fik lov til at føre sine vidner.
Boel Andersdatter af Rø sogn fortalte, at hun havde hørt Elsebye Niels Pedersen ville låne 2 slettedaler af Gotfried Nielsen og at hun skulle bruge pengene på Jacob Clausen og Ole Nielsen, der skulle vidne om guldstykket. Gotfrid Nielsen havde ingen penge og han advarede hende i at gøre det. Elsebye havde svaret om hun så skal tigge, så skal hun have gang i sagen. Hun måtte give 30 sld til Mogens Andersens folk i fjor og i år mere. Jeg skal have meget igen. Johan Holst spurgte ind til om hun var blevet instrueret i at sige det af Gotfried Nielsen. Det nægtede hun og sagde at hun selv havde hørt det i Gotfried Nielsens forstue.
Dernæst Anders Pedersen Hoby fortalte at Elsebye kom i foråret til ham med 4 skilling, som hun bad ham aflevere til Anders Monsen for en halv skæppe havre. Anders Monsen ville ikke have pengene fordi han ville give hende havren. En dag eller to derefter var vidnet igen kommet til Mogens Andersen og Elsebye kom samtidigt og ville atter tilbyde pengene til Anders Monsen. Anders Monsen ville ikke have dem og sagde. ”I skylder mig ingen penge og jeg intet jer”. Johan Holst spurgte om han var blevet instrueret i at sige det og om han havde fået betaling derfor. Vidnet svarede om han ville have penge for sin rejse, fik han det nok.
Gotfried Nielsen havde vidnet tidligere og Johan Holst mente at man ikke kunne genindkalde et vidne i den samme sag. Dommeren tillod det, hvis Gotfrid Nielsen havde yderligere oplysninger i sagen. Gotfried Nielsen fortalte at Elsebye havde været hos ham for at låne 2 sld. til brug for at Jacob Clausen og Ole Nielsen skulle vidne usandt om guldstykket. Hun havde sagt at hun måtte give Mogens Andersen 30 daler i fjor og at han skal give mig endnu mere i år, (?) Gotfried havde sagt ”Gud bevares – lej ingen vidner, det kommer dig til ”fortæd”. Gotfried Nielsen mente at hun kunne låne penge hos Anders Rasmussen. Johan Holst spurgte Gotfried Nielsen om det ikke havde været ham, der havde sendt sin søn til Elsebye for at berette, at han havde to vidner til hende? Gotfried Nielsen nægtede dette. Johan Holst mente at det var Gotfried, der havde pålagt Elsebye at skaffe to mark til betaling af de foreslåede vidner? Han havde derimod blevet tilbudt penge af Elsebye, hvis han ville vidne mod Mogens Andersen.
Niels Gotfridsen bekræftede sin faders vidnesbyrd.
Ole Nielsen bekræftede Anders Pedersen Hobys vidnesbyrd. Johan Holst påpegede at det var år og dag siden at hændelsen var sket og at det ikke havde nogen kraft i sagen.
Elsebye Niels Pedersen fortalte at det var rigtigt at hendes datter Lisebet havde været hos Mogens Andersen for at betale 4 skilling for havre, men at det var sket forgangne år.
Lorens Petersen ville fremlægge sagen skriftligt på næste ting.
Christopher Hansen og Esber Pedersen af Olsker sogn mødte i retten. Esber Pedersen afgav, at han havde modtaget 120 sld i klingende mønt af Christopher Hansen, penge som hans fader sal. Hans Jørgensen havde pantsat den gård som Esber Pedersen nu bor i (den 6. gård) Esber Pedersen lovede at fraflytte gården inden midfaste 1722. Christopher Hansen lovede at betale 16 daler til Esber Pedersen for de reparationer han havde udført på gården. Dommeren påpegede, at kontrakten ikke var udfærdiget i rette sorts papir, hvilket han ønskede gebyr for.
Lorens Petersen ophævede sagen mellem Barbara Berildsdatter og Lars Olsen.
Henning Køller af Olsker sogn lod læse et pantebrev af dato 29. maj 1721 til Esber Pedersen af Olsker. Som pant skal Esber Pedersen bebo og bruge den 15 gård i Olsker i 19 år som fuldkommen brugelig pant.
Mogens Hansen af Østerlars sogn og Hans Monsen af Olsker sogn mødte og fik oplæst en, mellem dem, oprettet kontrakt af dato 11 juni 1721 angående den 9. gård i Rø sogn. Kontrakten bestemte, at Mogens Hansen skal beholde den 9. gård i Rø med al tilliggende ejendom for sig, hustru og børn for 110 slettedaler, som Mogens Hansen giver sin svoger Hans Monsen. De 70 slettedaler var betalt kontant.
Lorens Petersen kom på vegne af Mogens Andersen og fremlagde et indlæg underskrevet af Mogens Andersen. Mogens Andersen fremlagde en skriftlig kontrakt af dato 4. april 1720 mellem Mogens Andersen, Niels Pedersens hustru og datter. Kontrakten var oprettet efter Niels Pedersens hustru og datter forseelse mod Mogens Andersen og hans hustru og søn. Johan Holst mente, at sagen ikke kunne føres før der blev givet lovligt kald og varsel. Dommeren gav Holst ret og påbød at der skulle gives kald og varsel.
Johan Holst på Hermand Bonde Mortensen i sagen mod Lars Thorsen anmodede om at dommeren pålagde Lars Thorsen at føre sin sag. Lars Thorsen ville have udtog af hele sagen og så svare på næste ting, hvilket dommeren tillod.
Dom afsagt mellem supplikanten Anders Larsen i Rutsker kontra Niels Hindrichsen og Anders Hansen.
Dom afsagt mellem amtskriveren og Boel Agesdatter
Amtskriverens ved fuldmægtig Jon Holst lod meddelel at da amtskriverens fuldmægtig på gr. af svaghed ikke var mødt og kunne svare i de sager han agerede i, hvorfor han anmodede at sagen ikke blev taget til doms inden han kunne nå at svare på det kommende ting.
Anders Monsen var mødt og vedkendte at han have besvangret kvindemennesket, men refererede sig til hans faders indstilling på sidste ting og formodede at han blev frikendt efter kgl. Forordning, da han var soldat.
Anders Larsen af Rutsker stævnede følgende bønder i Nørre Herred: Jens Jensen, Hans Hansen, Ole Madsen, Peder Hansen, Esber Jørgensen, Arnt Jørgensen, Lars Esbersen og Lars Andersen alle fra Klemensker, og fra Rutsker Anders Hansen, Peder Jensen, Anders Larsen ved Ruts Kirke og Hans Hansen i Væboegården alle skyldig 1 mark i rejsepenge. Anders Larsen fremlagde en skriftlig fuldmagt på 24 sk. papir af 4. september 1720, samt en Kammers-ordre af 10. december 1720 som Anders Larsen har erhvervet til bønderne på landet må sælge skovvarer, samt en udstedt kommer-ordre og med amtmandens underskrift, at bønderne havde lov til at handle med fremmede skibsfolk fra landets lodsepladser, samt at skattesmør og rug skal forblive til markeds køb (-pris). Anders Hansen svarede, at han ikke havde bedt Anders Larsen om at rejse til København. Det samme svarede Peder Jensen. De øvrige blev bedt om at møde på næste ting.
DOM – pag. 471b
Anders Larsen på Krakgård i Rutsker stævnede en del bønder i Nørre Herreds for rejsepenge. Niels Hindrichsen og Anders Hansen i Rø sogn ville ikke betale. Hans aftale var underskrevet på samtlige sognemænds vegne af sandemand Hans Køller, Friderik Hindrichsen, Peder Olsen, Gotfried Nielsen, Poul Hansen og Hans Jørgen Pedersen. De to restanten blev dømt til at betale 1 mark til Anders Larsen, samt 5 mark i omkostninger.
DOM – Pag. 472a
Amtskriverens fuldmægtig Niels Lund havde stævnet Boel Aagesdatter for lejermål. Hun blev dømt efter forordningen 12 lod sølv.
Hans Bidstrup udbød for anden gang sin myndling Karen Holger Bidstrups løsøre-arvepart, som var beskrevet på sidste ting.
Niels Lund efter Torsens i rettelæggelse på sidste ting i sagen kontra Anders Monsens forældre, ønskede dom i sagen. Dommeren tog sagen til doms.
Niels Lund ville føre sagen mod Cartrine (Katrine) Jensdatter, men hun var ikke mødt. Katrine blev pålagt at møde på næste ting.
Christopher Jensen mødte og gav til kende, at han var venligt var forliget med Esber Pedersen, hvorfor han bad om at sagen ophævedes. Dommeren ville ikke godtage forliget med mindre at Esber Pedersen mødte på tinget og at forliget blev beskrevet på rette sorts papir.
Anders Larsen mødte på tinget og angav, at han havde forliget sig med flere bønder i nørre herred: Lars Esbersen i Klemensker og Hans Hansen og Peder Jensen af Rutsker. De øvrige indstævnede bønder skulle indfinde sig på næste ting.
Dom afsagt mellem Greger Christensen i Aakirkeby og Hans Andersen Væbo i Rutsker. Gregers Christensen ville havde dommen beskrevet.
DOM – pag. 473a
Sagen mellem Gregers Christensen, Aakirkeby og Hans Andersen Væbo ang. den 45. gård i Rutsker. Dommeren betegnede sagen som ”meget vidtløftig” med mange breve og dokumenter. Det var en ”pengesag” og da den var vanskelig at vurdere blev der valgt to likvidationsmænd, nemlig sandemand Mikkel Monsen i Klemensker og sandemand Hans Kjøller i Rø. I herredsskriver Lars Andersens nærværelse, skal de ti komparere sagen hos Peder Kofoeds i Hasle. Herredsskriveren skal så vidt muligt gennemse tingbøgerne for at se om alle breve og dokumenter er retvisende. De to likvidationsmændenes afgørelse er retsgyldigt.
Kaptajn Hans Bidstrup lod for tredje gang opbyde sin myndlings arvegods. Ingen ville modtaget godset, hvorfor Bidstrup ønskede at få et tingsvidne udsted (således han kunne slippe for at forrente myndlingens arv.
Peder Rasmussen fra Vestermarie kom og oplyste at han havde bortpantet sin 34. jordejendom i Klemensker til Anders Rasmussen for 350 sld.
Peder Andersen af Aaker sogn kom og mente sig at være den rette jorddrot til den 34. gård i Klemensker. Netop den gård som hans halv-søstermand Peder Rasmussen i dag havde pantsat. Hans Pedersen af Aaker sogn var gift med en fuldsøster til Peder Rasmussens hustru. De to Peder Andersen og Hans Pedersens hustru har begge større rettighed til den 34. gård end Peder Rasmussen på sin hustrus vegne. Derfor anmoder Peder Andersen at retten ikke godkendte tinglysningen af pantebrevet før gårdens tilhørsforhold blev undersøgt nærmere. Peder Andersen og Hans Pedersen skulle have tid til at afgive kald og varsel. Anders Rasmussen modsatte sig Peder Andersens påstande ved at fremvise et købebrev til Peder Rasmussen, hvorefter han havde modtaget 350 sld.mod pant i ejendommen. Dommeren henviste til loven, der gav Peder Andersen og Hans Pedersen ret til at prøve sagen på Nørre herredsting.
De to Likvidationsmænd Mikkel Monsen fra Klemensker og Hans Kjøller fra Rø aflagde deres forretning. Hans Larsen på Hans Andersen Væbos vegne bad om udsættelse af sagen, således at han kunne sætte sig ind i forretningens oplysninger.
Johan Holst af Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for en del af Klemenskers bønder i sagen mod Anders Larsen i Rutsker, som havde krævet rejsepenge af dem. Der var indkaldt vidner i sagen. Johan Holst ville have at Anders Larsen fremlagde sine beviser såvel som Cammer-resolution. Anders Larsen henviste til at der tidligere var blevet fremlagt alt til sagens oplysning og at han krævede af Holst, at han skulle oplyse hvem han agerede for. Holst oplyste, at det fremgik af ansøgningen til amtmanden at det var på vegne af samtlige bønder. Ansøgningen var underskrevet af Anders Kure, Jens Jensen, Hans Kjøller, Bent Jørgensen, Peder Hansen og Niels Monsen. Holst ville nu afhøre sandemand Mikkel Monsen om den fuldmagt, som lå til grund for Anders Larsens rejse, som Monsen havde underskrevet på samtlige sognemænds vegne. Mikkel Monsen svarede, at han to gange på kirkestævnet havde læst fuldmagten op og havde spurgt om alle kunne give sit samtykke. Han havde hørt adskillige svare ja, men ingen havde svaret nej. Mikkel Monsen huskede ikke om rejsepenge på 1 mark pr. bonde blev nævnt på kirkestævnerne, Mikkel Monsen havde fået en Massive fra Rentekammeret af dato 11 juli 1720. Denne og fuldmagten fra den 4. september 1720 blev oplæste i retten. Jørgen Jørgensen og Jens Hansen svarede, at de havde underskrevet for dem selv og ikke på vegne af samtlige sognemænd. Jørn Jørgensen havde også underskrevet fuldmagten, men kun lovet at give 8 skilling. Anders Larsen ville afgive sin ed på, at Mikkel Monsen, Jørn Jørgensen, Jens Hansen og Hermand Andersen havde testeret fuldmagten på samtlige Klemenskerbos vegne. De to tilstedeværende på tinget kunne afgive ed på, at de ikke havde underskrevet på samtliges vegne, men de valgte ikke at gøre det, men ønskede at svare skriftligt på næste ting.
Anders Larsen havde også stævnet Anders Hansen i Rutsker sammen med flere andre. De skyldte ham også rejsepenge. Anders Hansen var mødt og svarede at han ikke havde lovet ham rejsepenge, men et læs brænde årligt, hvilket han heller ikke kunne få leveret. Anders Larsen kendte ikke til den aftale.
Anders Larsen ville have dom i rejsepenge-sagen med sigtelse mod Hans Hansen Kjøller, Peder Hansen, Ole Madsen, Esber Jørgensen, Bent Jørgensen og Lars Andersen fra Klemensker, samt Anders Hansen af Rutsker sogn. Sagen blev taget til doms.
Lars Thorsen af Rutsker stævnede Peder Jensen boende på den 10. gård i Rutsker ang. et pantebrev som Peder Jensen skal have på den 2. gårds sæde i Rutsker. Peder Jensen havde modtaget det fulde pengebeløb, hvorfor Lars Thorsen ville have pantebrevet på gården udleveret. Lars Thorsen havde skaffet 350 sld.
Johan Holst irettelagde en skriftlig attest dat. 30. juni 1721 for Elsebye Niels Pedersens vegne udfærdiget af Petter Thiesen i Svaneke. Johan Holst bad om at Elsebye måtte afgive sin ed på, at guldstykket blev pantsat til Mons Andersen af Elsebyes datter Lisbet Nielsdatter. Lorents Pettersen på Mons Andersens vegne modsagde de skriftlige indlæg og henviste til lovens artikler, der ikke giver tilladelse til edsafgivelse, med mindre at den anklagede Karen Mons Andersen måtte afgive sin ed på, at hun ikke havde modtaget guldstykket. Endvidere mente han at anklagen mod Elsebye for at have forsøgt at købe sig til falske vidnesbyrd. Dommeren spurgte Lisbet Nielsdatter om hun med god samvittighed kan afgive ed på, at hun havde pantsat guldstykket til Karen Mons Andersen. Det bekræftede Lisbet. Dommeren sluttede efterfølgende, at det var to modsatrettede edsaflæggelser, som således ikke kunne bruges i sagsmålet.
Holst på Hermend Bonnes vegne ønskede dom i sagen mod Lars Thorsen.
Catrine Jensdatter af Rø sogn var ikke mødt på tinget, hvorfor hun blev pålagt at møde på næste ting.
Johan Holst af Rønne aflagde et skriftligt indlæg på vegne af nogle bønder i Klemensker mod Anders Larsen i Rutsker for rejsepenge. Anders Larsen henviste til tidligere fuldmagter og dokumenter. Han ville vide hvem af Klemenskers bønder der via Johan Holst modsatte sig at betale, da han allerede havde forliget sig med en hel del bønder. Nogle havde betalt 1 mark, nogle 12 og 10 skilling og en enkelt 6 skilling, som de havde råd til. Holst ville svare skriftligt på næste ting, således at sagen kan få en ende.
Hans Larsen af Rutsker i rette lagde et indlæg af dato 25. juli 1721 mod kaptajn Gregers Christensen angående sidste tings beslutning. Gregers Christensen var ikke mødt og dommeren ville have alle dokumenter forelagt således at han kunne afgive dom.
Catrine Jensdatter fra Rø var ikke mødt og fik atter pålagt at møde til næste ting.
Dom afsagt i sagen mellem Anders Monsen i Rø og amtsskriver Horn,
Dom afsagt mellem Anders Larsen i Rutsker og en del bønder i Klemensker og Rutsker ang. rejsepange.
Dom afsagt mellem Hermand Bonde af Rønne kontra Lars Torsen af Rutsker om gældsfordring.
DOM – pag. 478a. i lejermålssagen mod Anders Monsen i Rø, som skulle have begået lejermål i Rø sogn med Boedel Aagesdatter. Eftersom han var soldat blev han frikendt for første gangs lejermål i flg. Forordningen af 29. december 1696.
DOM – Pag. 478a mellem Hermand Bonde Mortensen, handelsmand i Rønne og Lars Thorsen. Lars Thorsen skyldte for varer i alt 16 daler 2 mark 14 skilling. Lars Thorsen kunne ikke bevise, at han havde betalt. Derfor blev han dømt til at betale inden 14 dage tillige med sagens omkostninger.
DOM – pag. 478b – Mellem Anders Larsen boende på Borre i Krachgaarden i Rutsker (11. slg.) og en del bønder i Klemensker og Rutsker. Ved en fuldmagt af 4. september 1720 havde han lovet at rejse til København for at gøre allerunderdanigst ansøgning vedr. den høje ”taxt på skattesmøret oc sædvarer” for år 1719, samt om tilladelse til selvejerbønder at sælge træ til de der ikke havde nogen skov, samt at handle med fremmede skibsfolk og til at nødlidende kunne modtage lånekorn. Resultatet af rejsen kan ses af rentekammerordre fra den 11. januar 1721, som gav bønderne lov til at sælge mod holstførstens tilladelse med stempelpapir. Desuden gav kommandant og amtmand von Bippen en kopi af anden Rentekammerordre vedr. taksten for smør og kornet. Dommeren kendte derfor ”for billigt” at hver bonde bør betale 1 mark til Anders Larsen, samt en mark i omkostninger for hver inden 15 dage.
Peder Jensen af Rutsker lod læse et pantebrev udstedt af Lars Thorsen på den 1. gård i Rutsker kaldet Pugegaard. Det var et brugeligt pant, som Peder Jensen fik på gården i 8 år indtil midfaste 1730 for et beløb af 496 slettedaler i klingende mønt. Lars Thorsen skulle overlade gård og tilliggender til fri benyttelse Lars Thorsen havde ingen rettigheder til skoven i nævnte periode. Herredsfogeden to begge dokumenter til sig og ville først undersøge deres lovlighed inden han kunne give sit samtykke.
Hans Erichsen Bagge af Rønne stævnede Peder Jensen på Peder Esbersens grund i Rø sogn for gæld på 3 sld. 3 mark 2 skilling. Peder Jensen var ikke mødt og blev derfor pålagt at møde på næste ting.
Anders Rasmussen fra Klemensker anmodede om at et pantebrev måtte blive indskrevet i pantebogen – Han havde den 34. gård i Klemensker i pant efter Peder Rasmussen (Vester Herred?). Ingen modsatte sig hans ønsker, hvorefter det blev tilladt at indskrive pantebrevet i sin fulde valeur.
Cartrine Jensdatter fra Rø sogn var ikke mødt i retten, hvorfor øvrigheden påbød at hun skulle pågribes, hvis ikke hun frivilligt ville møde.
Peder Jensen af Rø sogn mødte og erkendte at han skyldte Hans Erichsen Bage (Bagge). Han ville også betale omkostningerne. Peder Jensen accepterede dette tilsagn.
Anna Dorthea sal. Lars Gomløses lod læse et pantebrev af dato 16. juli 1721 udstedt af Lars Thorsen på den anden gård i Rutsker på 51 sld. 2 mk. 4 sk. i klingende mønt med underpant i den 2. gård.
Cartrine Jensdatter var ikke mødt, hvorfor herredsfogden fandt at hun ved Grafodven (?) skulle angrebes og føres til tinget.
Lorents Petersen Krog af Sandvig mødte på nørre herreds bønders vegne og meddelte, at han indkaldte de kongelige kommissærer amtmand Von Bippen, og kaptajnerne Herbst og Niels Nielsen om hvilke skriverpenge de er blevet krævet. Desuden havde han indkaldt de landkyndige mænd af Nørre Herred Hans Bendtsen fra Klemensker og Niels Hartung af Rø sogn, der havde til opgave at måle al sædsjord for kommissionen. Desuden var de fire sandemænd i herredet indkaldte. Lars Hansen af Klemensker, som nu er død, Lars Hansen, Mons Hansen, medfølgere Tor Jensen og Larsen. Sandemand Hans Svendsen og hans medfølgere Mons Monsen og Esber Monsen, og fra Olsker sandemand Lars Nielsen og hans medfølgere Anders Hansen og Jørgen Didrichsen, samt af Rø sogn sandemand Hans Kjøller og hans medfølgere, som var Hans Jensen og Peder Jensen, som nu er afgået ved døden. De fires sandemænd var stævnet for at vise hvilke beføjelser og ordre de havde fået til at bese bøndernes jorde. Endvidere var følgende bønder indkaldt som vidner: Fra Rutsker Niels Andersen, af Rø Hans Hansen, Niels Rasmussen, Peder Hindrichsen og Mons Hansen. De skulle afhøres om hvordan måler-arbejdet for kommissærerne var foregået. Desuden var to udbyggere indkaldt som vidner: Christian Steffensen og Erich Madsen Bagge. De skulle møde med deres fæstebreve på jorden. Stævningsmændene var Gotfried Nielsen og Peder Jensen fra Rø sogn. . Stævningen var på egne og samtlige bønder i nørre herred vegne, testeret af Hans Wefstsen, Hans Monsen, Peder Esbersen, Peder Monsen – skrevet ”alle med tre bogstaver og omskrevet med fulde bogstaver”. Desuden havde tingbudene Hans Frost og Jørgen Pedersen af Klemensker stævnet vidnesbyrd fra Klemensker: Peder Pedersen, Esber Nielsen, Mons Pedersen, Peder Larsen, samt udbyggerne, på den 37. og den 41. gård, Trols Pedersen og Poul Jørgensen fra Klemensker. Nørre Herreds bønder havde desuden indkaldt Jep Mogensen, Niels Andersen, Anders Larsen, Niels Nielsen af Bakkegaard og sandemand Hans Svendsen.
Bønderne havde tillige søgt amtmanden om at retten skulle betjenes af en fremmed dommer og skriver. Hertil var valgt sættedommer Claus Nielsen fra Hasle og skriver Peder Kofoed. Endvidere blev fremvist en skrivelse fra amtmanden om, at han ikke kunne godtage andragendet med to personers underskrift ved hjælp af tre bogstaver, da man måtte vide hvem der stod bag anmeldelsen. Desuden fremlagdes tilladelse til Lorents Petersen Krog om at føre bøndernes tingsvidnesag.
Herredsfoged Mogens Clausen Torn ville ikke overdrage sagen til en sættedommer. Argumentet var, at han ikke havde været inddraget i Kommissærernes vurderingssager og som sådan burde være kapabel til at føre sagen. Det samme gjaldt skriveren Lars Andersen Birch. Herredsfogeden mente ikke at Claus Nielsen kunne eller skulle føre sagen. De sagsøgte mænd, de landkyndige mænd og sandemændene var ikke mødt. Det var blevet aften og Lorents Petersen anmodede om at sagen kunne genoptages næste dag.
Derefter fremstod Mogens Pedersen og Esber Nielsen af Klemensker. Mogens Pedersen fortalte om dengang i vinter at kommissionen var på den 56. gårds grund, sagde Herbst at bønderne stjæler fra kongen. Mogens Pedersen svarede at jorden altid havde tilhørt den 56. gård, som bonden stjal ikke fra kongen. Kaptajn Herbst havde derefter slået Mogens Pedersen med sin pisk. Hebst sagde at jorden havde ligget der i 2 eller 300 år og hørte til Krummemark, som var kongens.
Esber Nielsen fortalte, at han var kaldet til Rønne af kommissærerne sidste vinter sammen med andre. Han havde da set sin nabo Peder Larsen i arresten. Peder Larsen forklarede at han var sat i arrest, da han ville værne sin ejendom.
Dernæst Niels Andersen fra Rutsker, der fortalte om dengang kommissærerne var på den 8. gårds grund for at måle en løkke kaldet Taskeløkken, der havde ligget til gården i 100 år og at der ikke skulle lægges skat på den. Hans broder Esber Andersen i Nyker måtte betale en tønde byg og en skæppe sigtet rugmel med gl. mål da han ikke selv kunne betale. Senere måtte han betale et læs hø til Herbst.
Dernæst Mogens Pedersen på den 46. gård i Rutsker, der fortalte at han måtte betale 6 rdl 9 sk. ekstra i årlig skat for et stykke jord i den fælles strandmark og 1 rdl. i fæstepenge ekstra i flg. fæstebrev af dato 25. febr. 1721. Hvilket han højlydt havde beklaget.
Dernæst den landkyndige mand Hans Bentsen af Klemensker sogn, der fortalte at han var med kommissionen, men underskrev ikke kommissionens forretninger. Rettens betjente, den landkyndige og andre der var med kommissionen blev bedt om ”at de vilde voge lidet af”, som skete. De fleste af de jorde som de målte havde tilhørt gårdene 50 år tilbage.
Lorents Petersen fik lov til at bønderne kunne fremvise deres købeseddel, ankomst, beviseligheder og andet der kunne bevise gårdens tilliggender, sådan som forordningen fra kongen havde vist fra den 25. november 1720. Følgende gårde fremkom:
41. gård i Klemensker, der fremviste en 8mandsdom af dato 16. december 1716, som viste en taxation på 252 sld hvorefter Esber Jørgensen og arvinger skal svare for. Alligevel pålagde kommissionen ham, at han skulle tage fæstepapir på 24 skillingspapir og betale en skat på årlig 3 rdl 3 mark og 8 skilling og betale fæstepenge på 2 rdl 2 mark. Esber Jørgensen anslog jorden, der skulle fæstes kun var på 6 skæppeland med nyt mål. Jorden var udygtig og der lå nogle gamle alfarveje over marken.
Peder Hansen, Ole Madsen, Hans Hansen og Peder Pedersen fremviste fæstebreve på deres jorder skulle tillægges deres gårde. Det ene af dato 22. august 1690. Det andet fra 20. september 1720, det tredje af dato 28. februar 1721. Alle viser at jorden skulle tilhøre gårdene. Ved kommissionens målinger blev der pålagt skat af jord og pålagt pantepenge, skriverpenge til Jens Gudmandsen. Nogle blev pålagt fæstebrev og penge.
Af Lars Pedersen på den 36. selvejergård blev fremvist et pantebrev af dato 20. oktober 1676 som hans formand Peder Trølsen havde erhvervet. Her stod, at han skal nyde hele gårdens tilliggender, tillige lyngslet inden og uden for gærdet. Lars Pedersen havde boet på gården henved 30 års tid og ikke tillagt noget jord. Alligevel pålagde kommissionen skat på noget jord, pålagt fæstebrev og betalt fæstebrevets skrivning til Gudmandsen.
Den 35. gårds beboer fremlagde et brev af 31. marts 1632 udgivet af Holger Rasmussen til Lars Køller for et stykke jord udenfor gærdet. Jorden blev tinglyst den 3. dec. 1647. Kommissionen målte jorden og pålagde skat.
Anders Rasmussen på den 34. selvejergård fremlagde et købebrev af 22 maj 1703 på gården og jorden inden og udenfor gærdet. Kommissionen målet gården og pålagde ekstra skat 7 mark og 8 skilling og til fæstepenge 5 mark.
Hans Mortensen af 33 selvejergård fremviste et skøde af 31. maj 1731 inkl. jord inden og udenfor gærdet. Dette inkluderede lyngslet og enemark. Alligevel pålagde kommissionen skat, fæstebrev og skrivepenge.
Hans Madsen på den 30. gård et købebrev af 11. juli 1691 at han havde købt al jord til evig tid. Kommissionen pålagde skat, fæstebrev og skriverpenge for noget af jorden.
Ovennævnte selvejere og fæstebønder anmodede om at de måtte blive fritaget for kommissionens pålæg, da det var jorde de i 20, 30 op til 50 år havde dyrket til deres ejendomme – det være sig jord inden og uden for gærdet.
Dernæst fremstilledes vidnerne: Hans Jensen af Arnager, Jørgen Pedersen af Klemensker, Ole Madsen af Klemensker. Hans Jensen af Arnager kunne mindes 56 år tilbage i tiden at den jord der tilhøret den 29. gård i Klemensker i nord og sydpå til den 37. gård havde tilhørt gårde.
Jørgen Pedersen af Klemensker kunne også huske 56 år tilbage i tiden. Han kunne bekræfte Hans Jensens vidnesbyrd.
Jørgen Pedersen og Ole Madsen af Klemensker huskede 4, 5 og 56 år tilbage hvor en del af den 40. og 41. gårdes tilliggende jord, som nu var omdiskuteret, aldrig havde tilhørt udmarken. Jorden som kommission havde taget fra den 41. gård og tillagt en husmand ved navn Hans Madsen. Det var til skade og ruin for den 41. gård.
Klokken var nu 5 om eftermiddagen og ophævede retten. Sagen ville fortsætte på næste ting den kommende fredag.
Anders Brun fra Rønne mødte med fuldmagt af 21. august 1721 fra kommissærerne til at svare på deres vegne. Han bad om at loven pag. 99 og 100 1. og 2. artikel måtte oplæses. Han pålagde stokkemændene at de nøje skulle rette sig efter forordningen (der omhandlede skikkelighed i retten og ikke sabotere rettens behandling af sager). Anders Brun mente at stævningen ikke er lovlig, da der ikke var stævnet på rette sorts papir. Lorents Petersen argumenterede for lovligheden og om fornødent skulle få der ændret. Lorents Petersen ville håbe at sagen kunne fortsætte således at bønderne kunne få deres lovmæssige tingsvidne på sagen til brug for anmodning om ændringen af beskatningen. Anders Brun formoder, at det er herredsfogedens sag at føre retssagen efter love og hvis han ikke kunne det, så måtte han selv betale omkostningerne.
Efter et par sider med påstande pro et contra sagens berettigelse fortsatte Lorents Petersen sine vidners afhøringer på bøndernes vegne.
Følgende vidner blev fremstillet: Peder Larsen fra Klemensker, Peder Pedersen, Jørgen Larsen og Peder Christensen af Rutsker samt Rasmus Jensen af Olsker. Desuden Poul Jørgensen og Trøls Pedersen af Klemensker. Brun ville have at disse gademænd skulle separeres, hvilket blev godkendt af dommeren.
Peder Pedersen fra Rutsker fremviste et til ham udstedt fæstebrev fra den 27. november 1717 lydende at han må bruge og nyde på livstid den 43. gård med tilliggender som sin formand mod stedsmål på 16 rdl. og fuld skat. Kommissionen ville ikke godkende et stykke jord, som Peder Pedersen påstod hørte til gården, hvorfor han måtte betale både fæstebrevet og afgiften på det. To vidner Jørgen Andersen og Lars Svendsen, som vidnede at jorden i hvert havde tilhørt gården i mindst 24 år. Brun spurte vidnerne om de var klar over forordningen, hvilket Lorents Petersen mente ikke var relevant da enfoldige folk ikke havde den rette kendskab til loven og at det også var ligegyldigt for vidnernes udtalelser.
Dernæst Rasmus Jensen fra Vedby fremviste en landstingsdom af 27. november 1715 som viste at han måtte beholde den jord, som han havde indlagt til gården og som han havde indgærdet. Jorden var blevet fordelt mellem de første og anden gård. Den første gård måtte efter kommissionens beslutning nu betale fæstepenge og skriverpenge for jorden. Rasmus Jensen fortalte at han også skulle betale kaptajn Herbst et lam og en skæppe aaske (?) og da han ikke ville betale var blevet skældt og fået adskillige hug, hvorefter han var blevet pantet. Rasmus Jensen kunne bevise dette, da det var Christen Kofoed med to soldater, der havde pantet ham.
Peder Wefstsen af Olsker tilstod at han var blevet skældt ud af kommissærerne da de skulle afgive stedsmål. De blev kaldt for rebeller. Han ville som Rasmus Jensen afgive ed på at det var sandt.
Da dagen var omme bød dommeren at afslutte sagen og fortsætte den på næst kommende tingdag den 29. august.
Sagen mellem Hans Erichsen af Rønne og Peder Jensen af Rø sogn blev aflyst, da gælden var blevet betalt.
Dommeren efterlyste Peder Jensen af Rutsker og Lars Thorsen samme sted. Ingen var mødt, hvorfor dommeren pålagde dem at møde på næste ting.
Dom afsagt mellem Elsebye Niels Pedersen kontra Mogens Andersen i guldstykkesagen.
Lorents Petersen på bøndernes vegne mødte og ville have vidnerne fra Rø sogn Peder Hindrichsen, Mogens Hansen og de andre fremkaldte, men de mødte ikke i retten. De blev pålagt at møde under faldsmålsstraf til næste ting.
Lorents Petersen fremlagde Anders Monsens af Klemenskers sogns sag. Han havde fået fæstebrev på jord der lå på Anders Monsens 20. gårds fortov i alt 3 ½ tønde land som er meget slet og bevokset med lyng. Han skulle give 5 mark 10 sk årlig. Lorents Petersen henviste til en gammel vedtægt, der ikke tillader ekstra skatter af deres gårdes fortov ”af de previlegier som hans kongl. May’s fader og forfader haver allernaadigst forundt Bornholms Invorneder og uden tvivl jo er confirmeret nu af hans Kongl. May’st herfor Nørreherreds mænd allerunderdanigst formoder at højst bm. Previlegier blifver enu som tilforn”. Anders Monsen måtte give 3 mark i fæstepenge og 6 sk. som skriverpenge til Jens Gudmandsen.
Anders Brun fra Rønne var mødt på vegne af den kgl. Kommissions vegne. Han bemærkede at han ville lade Lorents Petersens vidtløftighed stå ubesvaret, men da Anders Monsen var til stede på tinget, ville han undersøge om det var Anders Monsens ord eller Lorents Petersen Krogs, samt undersøge de fæstebreve og dokumenter, der måtte være i den sag sammenholdt med loven. Anders Monsen berettede, at han blev pantet for 3 mark til fæstebrevet selv om det kun var på 24 skilling. De 3 mark betalte han på amtstuen. Anders Brun bemærkede at Anders Monsen var en af de mest formuende bønder på Bornholm og han havde begået ”opsætsighed” inden han lod sig pante fordi han ikke havde skaffet sig papir til fæstebrevet. Han havde nægtet at betale 5 mark 10 skilling i skat og 3 mark fæstepenge, men beråber sig vedtægter og privilegie i stedet for at underlægge sig kongens eftersyn og befaling. Kommissionen havde brugt landkyndige mænd og landets betjente til undersøgelsen, sådan som forordningen anviste.
Lorents Petersen henviste til loven pag. 50 art. 7 at det var tilladt at føre sag og bevise bøndernes påstand om at der uretmæssigt var pålagt skatter og at værne deres ret til adkomster og rettigheder.
Dommeren pålagde begge parter ikke at føre sagen i ”vitføftighed” men at holde sig til sagens kerne.
Peder Andersen i Klemensker angav at han måtte give fæstepenge 1 rdl. 4 mark for 6 tdl. Land, selv om at jorden er sat til 4 tdl. Sædsjord og 2 tdl. Kløvgang, der var slet, med klippe og sump. Han skulle årligt give 2 rdl 3 mark i skat. Han var blevet pantet af sandemanden og to mand fra kommissionen til papir til fæstebrevets 3 mark, selv om det kun var på 24 skilling og skriverpenge 1 mark til Jens Gudmandsen. Anders Pedersen berettede at jorden var kun på 9 skæpper land i gammelt mål og at det havde ligge til hans gård i 40, ja måske i 50 år, samt at han havde bortfæstet det en udbygger Ole Gifversen.
Dernæst blev fremlagt en 12mands dom af 20. april 1683 vedr. Stangemark i Klemensker sogn, der er fælles løkke til selvejergårdene 42, 43, og 49. og vornedgårdene 4., 5. og 6. En 12mandsdommen havde lagt markskel mellem de seks gårde. Kommissionen havde udstedt fæstebreve til de seks gårde, selv om at gårdene havde haft rettighed til jorden fra gammel tid, hvilket både kunne bevises i skøder og fæstebreve. En befaling fra amtmand von Hatten til August Dechner viste, at der dengang skulle opmåles jord og sættes markskel således man kunne se hvilket jord der hørte til hver enkelt af de seks gårde. Anders Brun spurgte Anders Kure og Hans Frost, som var til stede ved retten, om de havde fremlagt denne 12mandsdom for kommissærerne, samt om de kunne nægte at betale skat for jorden, som det klart fremgik af forordningen at de skulle. De to svarede, at de mente at jorden fremgik af deres stedsmålsbreve og at de ikke skulle pålignes mere skat af jorden som de hidtil havde betalt. Dommeren ville efterse gårdenes fæstebreve. Det ældste var fra 10. december 1690, og det andet fra 15. september 1700 og det tredje fra 17. april 1706. Anders Kure og Hans Frost mente at jorden i Stangemark havde været i brug lang tid før fæstebrevenes udstedelse.
Dernæst blev en sag mellem lodsejerne i Klemensker og Nyker ang. en fælles udmark mellem de to sogne og en dom far Nørre Herreds ting den 4. november 1718. Den viste, at marken havde været fælles mark mellem en del bønder i de to sogne – i alt 13 gårde – selvejere såvel som fæstegårde og præstegården. Den fælles jord lå mellem gårdene og ikke op til kongens vildtbane. Kommissærerne havde tilsidesat dommen og delt dem mellem gårdene og pålagt dem ekstra skat ligesom ved Stangemark. Anders Brun erindrede rettens betjente om kommissionens forordning og at dens opgave var at opmåle og fordele retfærdigt. Lorents Petersen mente, at det var for at inddrive ekstra skatter og ikke at respektere tidligere tiders rettigheder i al respekt for kongens rettigheder. Petersen mente, at der var pålagt skatter på jord hvor der ikke engang kunne vokse græs, men bruges til hulveje og er hængedynd. Den 28. gård var pålagt 10 mark skat af udmarksjord der intet var værd og da man ikke kunne betale, så blev gården inddraget til kongens ejendom. Anders Brun mente, at den påstand var ubevist og så vidt han vidste så var Jens Hansen til stede i retten og hvorfor han burde svare selv. Lorents Petersen svarede på Jens Hansens vegne.
Den 41. og 37. gård udbygger i Klemensker Poul Jørgensen og Trøls Pedersen var stævnet til at fremvise deres fæstebreve. Poul Jørgensen svarede, at han ikke havde fæstebrevet med, men at han ville svare den skat at kongens udmark som han var blevet tillagt af kommissærerne. Det samme svarede Trøls Pedersen. Lorents Petersen ville have at dommeren pålagde de to udbygge at fremvise deres fæstebreve således at det kunne oplyse hvordan de havde fæstet jorden – underforstået, at det var af gårdene de havde fået jorden i fæste – henh. fra den 41. og den 37. gårds tilliggende jorde. Dommeren pålagde udbyggerne at fremvise fæstebrevene.
Peder Larsen af Klemensker sogn blev spurgt af dommeren om dengang at Rø sogns bønder var kaldt til Rønne for at modtage fæstebreve på jord fra den 12. gård. Han havde påstået at al jord til den 12. gård havde ligget til gården i mands minde og ikke uretmæssigt var indhegnet. I den anledning var Peder Larsen sat i arresten af amtmanden, hvor han var fra den ene dag kl. 4 til næste dag kl. 12. Det var den vagthavende brigader, der havde berettet om sagen og berettet at Peder Larsen havde sagt, at han var blevet tvunget til at betale for fæstebrevet. Peder Larsen, som var gårdbesidder af den 12. gård i Rø, var gået med til kravet, men da han ikke kunne betale 1 mark og 4 skilling, blev han pantet for 3 mark af sandemand Hans Køller og to mand for stempelpapiret. Sandemand Køller vedgik at han havde pantet efter ordre fa øvrigheden. Anders Brun mente at Peder Larsen havde selv været ude om pantsætningen. Sagen var den, at hvis ikke han ville fæste jorden, så ville udbyggerne. Det havde han først indset for sent at man ikke kunne forholde kongen sin ret for at få indtægter af jorden. Peder Larsen svarede, at det ikke havde været hans vilje at formene kongen sine indtægter.
Anders Brun ville have at hans tilrettelagte seddel må blive indført i sagen og at han ikke kunne undlade at stille andre end Peder Larsen til ansvar for opsætsigheder og at det kunne føre til nye execution ved retten.
Lorents Petersen Krog ville svare på næste ting. Dommeren afbrød retten og pålagde at alle stævnemål stod ved magt til næste ting om 8te dage.
DOM – pag. 493b. mellem Elsebye Niels Pedersen i Rø sogn og Mogens Andersen om et stykke guld som Elsebyes datter Lisbet Nielsdatter skulle have pantsat for 6 daler selvom det havde en værdi af 14 sld. – Sagen gennemgås minutiøst – Den anklage om at Elsebye grangiveligt skulle have forsøgt at købe sig vidner, ville dommeren ikke dømme i, da hun var en enfoldig kvinde, der sikkert ikke vidste at hun dermed ville blive straffet for falsk vidneforklaring. Desuden mente dommeren, at der intet bevis var for at dømme Mogens Andersen og hans hustru, hvorfor de blev frifundet. Alle omkostninger blev ophævede.
Dom afsagt i sagen mellem kaptajn Gregers Christensen og Hans Andersen Væbo i Rutsker på den 45 gård.
Lars Nielsen af Olsker i Habbedam lod efterlyse et mærket får.
Lorents Petersen på nørre herreds bønders vegne ville fremstille Niels Jørgensen og Peder Gregersen af Klemensker m.fl. ang. Krummemarks behandling af kommissionen.
På kommissionens vegne mødte Anders Brun, byskriver i Rønne. Han ville tillade afhøringerne for om muligt at få bedre kendskab til sagens rette sammenhæng. Han mente dog, at ved lovlig stævning af amtmanden og guvernør, så skulle der oplyses om hvilke sager (og personer) der skulle undersøges.
Anders Brun ville have at vide hvem de mænd var, som var taget til København for Øster og nørre herreds bønder. Kommissionen ville have at en erklæring skulle oplæses. Lorents Petersen mente ikke at det var nødvendigt at oplyse herom, men at det var i bøndernes ret at hævde deres privilegier, ligesom det havde været ved tidligere kommissioner. Dommeren henviste til sager under amtskriver og ridefoged August Dechner havde bedraget bønderne ved ulovlige pålæg, men som to kongsmænd Jørgensen og Berild Clausen havde formået at rejse sag om i København og som endte med at August Dechner blev arresteret, kagstrøget og sat i jern. (Dommeren Mogens Clausens var bror til Berild Clausen, som i o. 1690 var i København som talsmand for bønderne).
Niels Jørgensen og Peder Gregersen vedrørende Krummemark, hvis udmark vedrørte den 55., 56., 57., 58. og 69. gård i Klemensker og den 28., 29., 30., 31., 33., 34 og 35. gård i Rutsker som er selvejer, samt vornederne 6., 7. og 8. Niels Jørgensen fortalte at sådan som det fælles brug af marken var, havde det været i 50 års tid. Ingen havde måttet skære tørv eller derpå drive kreaturer på græs. Jorden ligger ikke på mod kongens vildtbane eller strandmark, men alligevel havde kommissionen pålagt dem græsningsskat. Peder Gregersen af Klemensker bekræftede hvad Niels Jørgensen havde udtalt.
Morten Davidsen af 12. gård Rutsker fortalte at kommissionen havde taget en løkke fra ham og fæstet den til Claus Madsen Finde i Vang. Men denne løkke havde Morten Davidsen i pant for 10 sld. af Daniel Hansen. Jorden skulle i ældre tid have været frijord i Fiskerlejet Vang, hvor de havde deres kålhaver og som de hver især betalte 1 sld. i skat. Den optalte løkke var den eneste af småløkker i Vang, som var bortfæstet. Løkken lå midt iblandt de andre vangeløkker. Morten Davidsen fremviste sit fæstebrev på den 12. gård i Rutsker fra 4. juli 1694.
Jens Wefstsen fra den 3. gård i Olsker berettede om gårdens 2 løkker, som havde været årsag til en højesteretssag. Kommissionen målte forkert og da Jens Wefsten ankede målemetoden, så sagde kaptajn Hebrst ”Hvad siger du bonde Rækel (bornholmsk og betyder en lang opløben knægt) og bondetolpert og da straks begyndte at slaa paa Jens Wefstsen om ørene med pisken så den gik i stykker og siden stødte ham med stumpen”. Brigaderen skrev et brev og bad Jens Wefstsen at levere det til oberstløjtnanten på Hammershus. Hvilket Jens Wefsten gjorde. Da han kom til Hammershus blev han straks sat i arresten og måtte blive der i 4 eller 5 dage. Anders Brun mente, at Jens Wefstsen ikke kunne bevise sine påstande om at være fængslet på Hammershus, da han jo kom hjem fra Hammershus uden tvang eller fængsel. Jens Wefsten fremstille umiddelbart to vidner, nemlig Lars Nielsen og sin bror Peder Wefstsen af Olsker som ved ed at det var gået således til. Lars Nielsen havde set kommissær Herbst slå Jens Wefstsen med sin pisk, så den gik i stykker. Kaptajn Herbst ville trække sin kårde, men da Jens Wefstsen sprang af sin hest, og bad om at være i fred. Lars Nielsen kunne også bevidne at Jens Wefstsen var i Hammershus arrest. Peder Wefstsen og Anders Hansen fra Olsker vedstod også slagsmålet og de kunne bevidne at Jens var hævet som en halv valnød i hovedet og var gul og blå.
Lorents Petersen fremstillede Jørgen Hansen af Rutsker om de såkaldte Bondeløkker i Rutsker. Han mente ikke at løkkerne nogensinde havde være udmark og da han var en mand på 60 år, kunne han huske at en del af jorden i løkkerne var lagt til den 13. gård og en del var ikke. Jørgen Hansen fortalte, at han havde fået penge af kommission, når han fortalte dem om sine erindringer om jorde. Dernæst Jørgen Andersen og Hans Larsen af Rutsker mente, at Jørgen Hansen havde forsynet kommissærerne med oplysningerne for pengene skyld. Hans Larsen afleverede sit vidnesbyrd på stemplet papir. Hans Larsen læste det selv op.
Retten blev udsat til næste dag, som var en lørdag. Anders Brun protesterede over hastværk, hvorfor han ikke kunne nå at forberede sig.
Dernæst Hans Hansen af Rutsker der fortalte, at han af Ole Gammelsen blev spurgt om han ville være kaptajn Herbst behjælpelig med at føre et lam til hans kæreste. Hvilket han gjorde. Men han vidste ikke om det var betaling, ydelse eller andet.
Lorents Petersen spurgte Claus Madsen Finde om han havde betalt noget til kommissærerne for den løkke han havde fået fæstebrev på. Claus Finde svarede at han intet havde givet.
Herefter blev flere fæstebreve og dokumenter fremlagte og oplæste – Anders Brun ville have udskrift af brevene således han kunne konferere dem med de landkyndige mænd. Lorents Petersen mente, at de landkyndige mænd ikke havde været tilstede under forretningen og at kommissærerne ikke var landkyndige. De to kirkemænd fra Rutsker Jens Pedersen og Lars Nielsen om ?.
Lorents Petersen fremlagde et købe og skøde på den 2. gård i Rutsker fra 12 august 1626 på pergament og underhængende 8 segl i stropper. Samt et 12 samfrændedom fra 1640 vedr. den 41. gård i Rutsker vedr. Bredager og Stenager som tilhørte den 41. gård. Disse agre blev af kommissionen pålagt fæstebreve uanset at dokumenter viste noget andet. På den 48. gård blev fremvist et brev af dato 6. november 1674 der omtalte en løkke, der også blev påstået hørte til kongens udmark.
Der blev de kongelige privilegier udstedt på 10 rdl. papir den 12. februar 1701 oplæst og påskrevet. Bønderne mente, at de uretmæssigt blev pålagt skatter. Anders Brun mente ikke, at det oplæste gavebrev med privilegier ikke overgik den kongelige forordning af 25. november 1720 og endvidere henviste han til lovens 1 pag. 1. kap. 1. artikel der netop påpeger Enevolds kongens rettigheder.
Lorents Petersen spurgte efter Jørgen Hansen, der var udbygger på den 47. gård i Rutsker …. (ulæseligt)
DOM afskrevet her (Pag. 500 a) vedr. sagen mellem Greger Christensen og Hans Andersen Væbo på den 45. gård i Rutsker (sagen er omfattende og fylder 2½ side) Dommeren ophævede likvidationsmændenes beslutning til doms, således at Hans Andersen Væbo skulle betale Greger Christensen 27 daler 5 skilling og sagens omkostninger 7 daler, samt skriverens omkostninger. Derimod kunne dommeren ikke tilkende Greger Christensen på hans hustru og arvingers vegne sæderettighederne til gården. Præsten Poul Hansen Anchers salg til Hans Andersen Væbo skulle have den virkning, at sæderetten overgik til Hans Andersen og hans arvinger. Og hvis ikke de er vederhæftige, så gik sæderetten videre til Hans Andersens søster og hendes arvinger (Og dermed til Hans Larsen)
Anders Brun på kommissionens vegne fremlagde et skriftligt indlæg.
Lorents Petersen mente at han have bevist at de marker, som var blevet pålagt fæstebrev og skatter altid havde ligget til gårdene og at de tidligere havde betalt skatter til amtstuen. Og derfor var det en lovstridig, at de nu skulle betale ekstra skat. Efter gammel sædvane var noget jord inden og udenfor gærdet tilhørende gårdene.
Lorents Petersen spurgte Hans Larsen af Rutsker om hans kendskab til Klemensker kirkemark. Hans Larsen mindedes hans fader Lars Hansen da han og andre lodsejere til Klemensker Kirkemark fik kaptajn Hans Bidstrup til at udstede en 8mands dom sammen med Peder Hansen af Rosendale om at degnegården og den 17. gårds rettigheder til kirkemarken.
Peder Christensen af Rutsker fortalte at Morten Svendsen af Rutsker gav kommissær Herbst penge for at han skulle hjælpe ham tilrette med hans jord og at Svend Engelbert af Rutsker førte noget smør til Rønne til kaptajn Herbst vist 7 a 8 skålpund. Anders Brun antydede at Herbst skulle have købt smørret, men det afviste Peder Christensen som mente at vide, at det var for at Herbst skulle hjælpe ham med jorden. Svend Engelbert bekræftede at han havde givet Herbst 7-8 skålpund smør i et klæde og han vidste også at Peder Christensen havde penge med til Herbst for Morten Davidsen for at indløse hans fæstebrev. Men han havde ikke fået fæstebrevet og kom derfor tilbage med pengene til Morten Davidsen. Anders Brun ville have de tre personer afhørt om den sag på næste ting, hvorfor han bad dommeren om, at pålægge dem at møde på næste ting. Anders Brun kunne ikke vide hvilket regnskab Herbst havde med de to bønder, men det ville han finde ud af.
Søren Monsen af Rutsker ville stævnes til at svare før han fortale om han havde betalt noget til kommissærerne for at få dem til at hjælpe med jorden. Søren Monsens fader Mons Høg var også tilstede og han ville nok svare, men Lorents Petersen mente, at Søren Monsen var den rette til at svare på spørgsmål og at det ikke var nødvendigt at stævne ham på ny. Dommeren pålagde Søren Monsen at svare på spørgsmålet, hvis ikke, så kunne han dømmes 10 lod sølv i bøde. Søren Monsen fortalte så, at han havde været tilstede hos Karen sal. Berild Hansen på den 8. vornedgård i Rutsker da kommissionen skulle holdes. Hun havde spurgt om hun kunne give noget til hans kgl. Majestæt. Søren Monsen talte på vegne af enken med kaptajn Niels Nielsen om hvad hun kunne give for ”hans umage”. Niels Nielsen ville have en halv tønde havre. Hvilken havre han havde leveret til Niels Nielsen. Da han leverede kornet havde Niels Nielsen tilbudt at betale for det. Lorents Petersen mente, at Søren Monsen nu havde ændret på sin forklaring, hvorfor han ønskede Søren Monsen til at forklare hvorfor. Sørens Fader Mogens Høg greb ind og pointerede at hans søn henholdte sig til den givne forklaring. Søren Monsen sagde, at han måske havde været drukken, da han tidligere havde sagt noget andet. Dommeren ville tage denne afhøring i eksamination til næste ting, hvorfor han bød Søren Monsen at møde.
Niels Andersen 8. gård i Rutsker besværede sig over at kommissionen havde målt et stykke jord forkert, hvilket ikke var kommissionens fejl, men sandemanden og de to medfølgere. Anders Brun henstillede til dommeren at dømme i sagen. Niels Andersen ville have andre til at udtale sig i den sag. Peder Christensen, der var nabo til Niels Andersen, sagde at der ikke kunne være mere end 4 tdl. Sædsjord og det øvrige var ikke sædsjord, da det var stenet og sumpet jord. Tre andre bevidnede dette. Kommissionen havde målt jorden til 5½ tdl. sædsjord, samt 13 tdl af sammen beskaffenhed og 2 tdl. Slet kløvgang og et læs enges. Det var sat til 3 rdl 3 mark 12 skilling til årlig skat. Lorents Petersen mente at dette var endnu et eksempel på at der uretmæssigt var pålagt skat ulovligt, da det strid mod privilegiebrevet.
Peder Hansen boende i Bondegaarden i Rutsker fortalte, at han var blevet pantet for 3 mark selv om han ikke havde indlagt jord til ejendommen, men kun rettet sit gærde og kun måske indtaget en lille kålhave. Han havde ikke modtaget et fæstebrev på det og han blev pantet for ”ulejligheden” havde kommissionen besluttet. Han mente, at den lille kålhaverum var tilliggende hans fortov og derfor ikke skulle beskattes.
Dernæst Wefst Pedersen, der havde beboet Magaarden 3 sg. i 47 år fortalte: Før ham boede Hans Mortensen på gården og han havde berettet for Wefst Pedersen, da han var 95 år gammel, at der var en fælles mark mellem Ols kirke og Rutsker bøndergårde fra degnegården, præstegården og 1., 2., 3, og 4. gård til Muredam ved kongens almindemark. Fællesmarken tilhørte gårdenes ejere. Alt sammen bevist i en 12 mand samfrændedom fra 29. oktober 1675. Denne dom takserede den fælles skov, fægang, lyngslet, fiskevand og løkker tillige med en dam og møllested. Denne dom ville kommissionen ikke vide noget af. Wefst Pedersen fortalte at sognepræsten Christopher Møller havde en ridemandsforretning fra 12. april 1582 som viste at der var oprettet skel mellem præstegård og Degnegård – hvorfra markskellet med de tre høje stene blev sat, der angav skellet til kongens alminde. Ridemandsforretningen var også i kopi indlagt i nørre herreds dom den 10. august 1714, som blev læst og påskrevet og overdraget sognedegnen Christen Piil (?). Heller ikke dette domsdokument ville kommissionen tage i agt. Stokkemændene, der var med til kommissionen, fortalte at ingen landkyndige eller andre blev taget med på råd. Kommissionen pålagde skat på Degnegården, Dalegården, præstegården såvel som den 2. og 3. selvejergård. Præsten Christopher Møllers fæstebrev blev fremvist.
Det var blevet nat og tinget afsluttet for at blive fortsat på næste ting.
Sagen om Olsker fællesmark som ikke var færdig behandlet på sidste ting på grund at det fremskredne tidspunkt. Marken til den 2. og 3. gård var prøvet ved højesteret og som bekræftede at de små løkker hørte til gården. Anders Brun henholdte sig til forordningen fra den 25. november 1720. Flere bønder påberåbte sig privilegiebrevet om at ingen ekstra skat måtte pålægges bønderne.
Dernæst fremlagdes kommissionens fæstebrev på 2 ¼ tdl. sædesjord til den 32 gård i Rutsker som tilhørte Mons Pedersen. Dette fæste blev sammenlignet med hans fæstebrev af 29. november 1713. Den viste at al jord der hørte under gården fra gammel tid skulle respekteres. En dom samme år viste at gårdene der grænser på til havde fået tilkendt jord, der nu blev pålagt nye fæstebreve.
Jens Hansen på den 1. gård havde fået fæstebrev på en løkke, som fra Arrilds tid havde hørt til gården og som var fæstet til en husmand ved navn Lars Larsen. Anders Brun svarede at jorden skulle give afgift til kongen i flg. Forordningen af 25. november 1720 og derfor var det uden tvivl at der skulle udstedes fæstebrev og derpå pålignes skat. Eksemplet blev atter brugt af bønderne til at påpege, at der var pålagt ekstra skat på jord, hvilket strid mod privilegiebrevet.
Dernæst førtes et eksempel for den 18. gård i Rutsker tilh. Jep Monsen. Det pålagte fæstebrev strid mod hans købebrev af 12. juli 1719 udsted af Hans Svendsen. Han havde givet 300 sld. for gård og jord og det kunne han ikke forstå skulle pålægges ekstra skat. Anders Brun påstod at der var udmarksjord, som skulle beskattes uanset om der lå købebrev eller ej. Andet var ”vrangfortolkning” af forordningen af 25. november 1720 og den nye kommissionsfuldmagt af 18. september 1721. Den nye fuldmagt skulle oplæses og underskrives således at den kunne medbringes på Østre Herredsting næstkommende tingdag. Det stykke jord som Jep Monsen måtte se at det blev bortfæstet til en husmand og at han havde klaget over det. Som svar fik han at vide: ”Hans Svendsen er en gammel mand, han dør snart, og så får du både gård og jord”.
Lorents Petersen var forundret – ligesom alle bønderne var – over at gamle adkomster til jord blev tilsidesat og uden værdi ved kommissionens beslutninger. Ejendomsretten var tilsidesat.
Peder Christensen i Olsker på den 5. selvejergård viste et fæstebrev udstedt af kommissionen den 10. febr. 1721 på 3 ¾ tdl sædsjord og 2½ tdl kløvgang der pålagde ham en ny skat på 2 rdl 3 mark samt fæstebrevsudgift på 1 rdl 4 mark 4 sk og 24 skillingspapir og skriverpenge 1 mark 2 sk til Jens Gudmandsen. Han måtte endda blive pantet for 3 mark til fæstebrevpapir. Det var uretfærdigt, da han mente, at han havde købt jorden som måtte være med på hans købebrev den 20. marts 1705. De samme gjorde sig gældende for den 19. gård som han havde købt for 200 sld 3 mark. Peder Christensen mente sig truet til at fæste jorden, hvis han ville have den. Han var blevet vist døren da han ville forsvare sin ejendom. Han bemærkede, at ingen af de landkyndige mænd var til stede ej heller rettens betjente. Peder Christensen ville have de landkyndige mænd og sandemændene til at give deres historie fordi det synes som Anders Brun tillagde dem ansvaret for den mangelfulde håndtering af sagerne. Den 18. september blev der derfor skrevet til disse mænd for at bede dem om at møde på tinget og give deres vidnesbyrd. Brevet blev læst og påskrevet. Anders Brun ville have en kopi af denne skrivelse. Brevets indhold er afskrevet i tingbogen.
Fæstebrev af 10. febr. 1721 udsted til 14 selvejergårds besidder i Rutsker sogn Jørgen Larsen. 10 tdl. Kløvgang havde han fået pålagt skat af i alt 7 mark 8 skilling på 24 sk. papir. Jørgen Larsen var blevet pantet 3 mark for papir til fæstebrevet. Kløvgangen var blot klipper og sten. Jørgen Larsen havde købt gården for 480 sld med al tilliggende, Jorden i fæstebrevet mente han altid havde hørt til sin gård.
Peder Monsen på 5 vornedgård i Rutsker måtte fæste 4 tdl. Kløvgang. Han mente, at han allerede havde fæstet jorden den 13. april 1711.
Anders Larsen af Rutsker på den 10. selvejergård havde måttet fæste 1 tdl 6 skæpper land sædesjord og kløvgang – jorden mente han var købt sammen med gården
Hans Wefstsen på den 13. gård i Rutsker havde også måttet fæste sin egen jord.
Lorents Petersen anmodede om at sagen måtte blive genoptaget næste dag da det var vigtig for bønderne så hurtig som det var muligt at få et tingsvidne, De ville sende en supplik til kongen så snart som muligt.
Derefter viste Lars Nielsen af Habedam sit fæstebrev af 10. februar 1721 udstedt af kommissionen på 3 tdl. Kløvgang som hans formand havde indlagt af fællesmarken. En årlig afgift på 1 rdl, fæstepenge 4 mark og 12 skilling til papir, hvilket var mere end andre bønder måtte give i forhold til størrelsen af jorden. Han blev også pantet for 3 mark selv om han kun havde fået skiftet på 12 skillingspapir.
Den 7. sg. Lars Jensen i Olsker måtte fæste 4 tdl. slet kløvgang med en årlig skat på 4 mark og fæstepenge 4 mark og 24 sk. papir. Han havde også blevet pantet for 3 daler.
Anders Brun ville have at de berørte personer mødte til en gennemgang af disse forhold overfor kommissionen.
Lorents Petersen mente at det klart viste at der var pålagt ny skat på jord, som gårdene altid havde haft.
Dernæst fremstilledes Ols kirkes bønder Hindrich Didrichsen, Mogens Jensen, Peder Aristsen, Jacob Pedersen, Hans Køller (?), Jep larsen, Didrich Didrichsen og Hans Didrichsen. Dernæst vidner fra Østerlars sogn Peder Hasnen, Johan Didrichsen, Rasmus? af Olsker sogn of fra Tejn Lars Ødbersen og Svend Trolsen vedrørende strandmarken.
Peder Hansen fra Østerlars beviste sine forhold med den 12. gård i Olsker ang. strandmarken, der strækker sig fra den 12. gård i Olsker til den 12. gård i Rø sogn. Det var den jord der gik fra udgærdet med til strandbredden. Jorden var meget ringe og de har kun kunnet hugget meget lidt brænde. Han huskede 40 år tilbage og mindes at hver bondegård kunne benytte denne strandmark som fællesmark, ligesom Allinge og Sandvig kunne benytte til sommergræsning af deres kreaturer.
Johan Didrichsen af Olsker fortalte ligesom Peder Hansen. I 44 år havde der ikke været andet en fælles mark og som ikke tilhørte kongen. Hvorfor skovrideren ikke havde haft opsyn deraf.
Anders Brun spurgte efter sandemanden og de to landkyndige mænds opfattelse af strandmarken, hvilket han ønskede oplyst.
Lars Ødbersen af Tejn der kunne mindes 50 år tilbage i tiden. Han bekræftede Peder Hansen og Johan Didrichsens beskrivelse af strandmarken.
Dernæst Rasmus Jensen som havde beboet den 19. gård (St. Lærkegaard) i henved 30års tid. Jorden grænser op til det omhandlede områder og han bekræftede de øvriges udsagn.
Svend Troelsen af Tejn havde boet i Tejn i 50 år og bekræftede ovenstående.
Alle fem vidnede at intet af denne strandjord grænsede op til ”almindinge mark”, men altid som fælleds mark. Anders Brun spurgte de fem hvor længe siden det var at noget af denne jord var blevet indlagt – vidnerne svarede at det var 7 a 8 år siden.
Dommeren Mogens Clausen Torn spurgte vidnerne om de der havde grænser til denne udmark havde haft ret til denne fælles udmark andet end borgerskabet i Allinge og Sandvig eller om de vidste at bønderne der havde ret alene ved deres indhegning. Vidnerne vidste ikke andet end de som var sket og ikke vidste noget om rettighederne. Men det var sædvane at de skulle have bøndernes tilladelse til at hugge brænde på området. Mogens Clausen spurgte vidnerne om der nogen siden var sat markskel på den fælles mark imellem bønderne og borgerne i Allinge. Det vidste vidnerne intet om.
Anders Brun ville have at dommeren krævede at de to landkyndige mænd, der var med til at måle jordene mellem den 5., 6., 7. og 8. gårde i Olsker. Han ønskede på næstkommende ting på fredag at stille dem spørgsmål.
Jens Pedersen på den 17. gård i Olsker fremviste en 12mandsdom af dato 18. juni 1680. Han fremviste også et fæstebrev af dato 10. februar 1721 udstedt af kommissionen på 8 tdl. Kløvgang – osv. Selv om han havde haft gården i over 40 år, så blev han pålagt ekstra skat. Han havde ikke indlagt noget af kongens vildbane og almindingsjord. Med hensyn til strandmarken, så havde han blot fulgt sædvane.
Hernæst refereres atter Bornholms privilegier
Dommeren bød at sagen skulle fortsætte på næste ting. Kommissionsskriver Jens Gudmandsen skulle møde og svare på spørgsmål, samt vidnesbyrdene fra Rø: Peder Hindrichsen, Mogens Hansen, Jens Rasmussen og af Rutsker: Ole Gammelsen, Søren Monsen og Lars Hansen.
Hans Hansen af Olsker på sin søster Boel sal. Anders Larsen vegne. Han stævnede familien til en 8mandsopkrævelse på den 13. gård i Olsker, hvor Boel boede. Formålet var at sætte gården i værdi og få fastlagt hvem der havde sæde og adgang til gården. Alle var stævnet til at møde på næste ting og medbringe breve og dokumenter. Til formand valgtes Anders Larsen på Krackgården i Rutsker.
Dom afsagt mellem amtskriver C. Horn og Cartrine Jensdatter af Rø sogn for begået lejermål.
Anders Brun kom på kommissionens vegne læste kommissionens svar på de spørgsmål som på sidste ting blev fremsagt af Lorents Petersen. Lorents Petersen mente ikke at kommissionen havde svaret ordentligt. Kommissionen havde lagt en del af ansvaret over på sandemanden og hans medfølgere og godt nok havde de ikke ”et eller andet tønde eller skæppe med at maale og videre”, så havde sandemanden og de landkyndige mænd en fornøden viden om jorden, ”kand vel noch falde af den Materi at de Commiterede hafde taget Udbøggerne ved Commissionen deres Udsigende, skulle det saa være saa noch i al sandhed kand erfares var fordi at Udbøggerne deres Regres og Bøndernes Ruin endog hans Kongl. Mayst. Allerundernanigste fattige (be)skatte af yderste evne” ud over den som jordebogen viste. Det kunne godt være at bønderne havde opsat et lille hus på gårdens jord til hjælp for husmanden. Det kunne godt være at der skulle betales et kvartal til kongen. Desuden havde udbyggerne til dato hver efter sin evne betalt kvartalsskatter til amtstuen for deres huse, der var sat på kongens vildbane, eller husene ud for bøndernes udgærde – som altid var skik og brug – på bøndernes fortov. Dette ville bønderne underdanigst supplikere. Herefter ventes kongens allernaadigste henstilling. I øvrigt hvad bønderne kunne have enten indlagt eller hus påsat til deres tilliggende gårdes strandmark og andre indhegnede marker, som enten allerede er viste eller skal bevises, som de i alle tider har haft rettigheder til. Sidst henviste Lorents Petersen til Bornholms privilegier. En kongelig tilladelse af den 16. august tillod at kommissionens medhjælpere kunne afhøre. Hans Larsen, som er en af de beskikkede supplikanter, kunne ikke komme på grund af andre forretninger.
For at bevise bøndernes ret til Strandmarken blev fremlagt en 42 år gammel 12 mands dom fra den 25. oktober 1679 omhandlende den 21. gård i Olsker – Pæregård. Hindrich Didrichsen havde besværet sig over at kommissionen havde frataget ham strandmarken og fæstet den til Morten Mortensen i Olsker, selv om at Hindrich Didrichsen var blevet beskattet af den i de 26 år han havde haft gården.
For den 20. gård i Olsker blev fremlagt et købebrev fra den 7. august 1696, hvor Morten Didrichsen overtager gården. Der findes ingen anden udmark til gården uden Strandmarken, som kommissionen målte til 16 tdl. Kløvgang og pålagt ham 4 rdl 3 mark skat på og fæstebrev på 3 rdl. selv om de i alders tid havde ejet dem og betalt skat efter jordebogen. Lorents Petersen frygtede at om 3 eller 4 år så ville bønderne måtte ”entvige” fra gårdene (altså forlade) gården i fattigdom.
Brun bemærkede at det fæstebrev som den 20. gårds beboer omtalte var udstedt til 6 år siden, hvorfor han senere vil undersøge denne gårds påstande.
Store Lærkegaard den 19. gårds strandmark blev anvist i en 8mands dom af 5. november 1717, der havde taxeret ikke alene ager og eng, skov og mark både inden og uden gærde såvel som kløvgang. Veidich Hagensen havde måtte fæste en del af den 19. gårds strandmark, der var målt til 12 ¼ tønder kløvgang og 1 ¾ tønde sædesjord og derpå lagt ny skat for 3 rdl. 5 mark 10 sk, samt fæstebrev. Han blev også pantet 3 mark, hvilket bevises af kvittering udgivet af Christen Kofoed af Klemensker, som nu er blevet kvartermester i stedet for Lars Nielsen i Habedam.
Dernæst Henning Køller på den 26. gård i Olsker havde måttet fæstet 4 tdl. Kløvgang og 3½ tønde sædesjord og pålagt skat for 2 rdl 4 mk 8 sk årligt. på Strandmarken. Han måtte også lade sig pante for 3 mark.
Dernæst den 27. gård s ejer Jep Larsen der også havde måtte fæste sin egen strandmark 2 1/8 tønde sædsjord og pålagt skat af 1 rdl. mm. Alt sammen bevist ud fra en 8mandsdom af 18. febr. 1701. Desuden var der en birkeskov, der strakte sig fra udgærdet fra Strandbæk til Hallebækken mod syd. Jep Larsen der er en ung mand fortalte, at hans farfar såede linfrø på denne mark for ca 50 år siden, men han vidste ikke om den da var blevet indlagt af udmarken. Jep Larsen besværer sig over at en del af forn. Gårds strandmark er blevet fæstet til en husmand ved navn Anders Løfuingsen, hvilket skal observeres senere.
Mogens Jensen på Brøddegaard den 1. frivornedgård i Olsker har måttet fæste sin strandmarks 4½ tønderland sædesjord og pålagt skat af 1 mark 11 sk., samt pålagt at han ikke måtte frasælge denne del fra gården.
Dernæst fremvistes et fæstebrev 41 tdl. Kløvgang og 1 ¾ rdl. sædesjord på strandmarken på den 22. gård for 1 rdl 3 mark skat og fæstebrev på 1 rdl..
Anders Brun ønskede at høre Mogens Jensens egen mening om hvorfor han nægtede kongens fæstebrev på jord han havde indlagt til sin gård for 6 år siden. Lorents Petersen afbrød og henviste til de kgl. Privilegiers ordlyd.
Lorents Petersen fortsatte med at fremlægge fæstebreve på strandmarken ud for den 23. gård som haves af Peder Arredsen, som ikke var til stede i retten. Det drejede sig om 1 skæppe land kløvgang og 1 tdl. Sædsesjord med ny skat årligt på 4 mark 11 skilling og til fæste 3 mark. Anders Brun nævnte at det var 12 år siden at jorden blev lagt til gården.
For retten kom Peder Aagesen, der havde et hus – Aages hus kaldet – i Olsker, som stod på den 12. gårds strandmark. Kommissionen havde nu fæstet jorden, selv om han med skiftebrev af 4 sept. 1654 kunne bevise at samme jord var skiftet mellem fader og børn. Endvidere et skiftebrev af 28 maj 1689 hvor jorden var udlagt til skiftebetjentenes umage og vurderet til 11 sld 1 dalers værdi. Skiftebetjentene var senere blevet betal af Peder Aagesen, men altså nu er frataget hans arvinger og tillagt den 12. gård. Endvidere fremlagdes et brev fra 1661 om at Peder Ages hus tilhørte hans fader Aage Pedersen. Selv om huset var i privat eje 80 ja 100 år havde kommissionen nu udlagt til fæste for den 12. gård.
Sandemændene og de landkyndige mænd var nu mødt på tinget. Det var fra Rutsker: Hans Svendsen og med følgere Mons Monsen og Esber Monsen, fra Olsker. Lars Nielsen, Jørgen Didrichsen og Anders Hansen, fra Rø sogn Hans Køller, alene da hans to følgere var døde og der var ingen fra Klemensker, da både sandemand og hjælpere var døde. Brun læste sandemændene og Hans hjælperes kommissarium. Lorents Petersen bad sandemændene at vedstå deres beskikkelser. De tre sandemænd Hans Svendsen, Lars Nielsen og Hans Køller og medfølgere svarede at de med øvrighedens ordre havde besigtiget udmarkernes indhegning og at ”jorden er dem ikke anderledes bevist eller nogen tid havde hørt [andet] end at hvad strandmark og fortovmark og andre indhegningsmark er, som ikke grænser til Kongens almindingmark, som de havde erfaret fra alders tid, været de herom liggendes gaardes og byers fælles mark, som der til havde udgærde [gældende] hver bonde som bor både ved strand marken og andre indhegnede fælles mark.” Hver bonde havde altid brugt strandmarken, som anden fælled, så nyttigt de kunne til brændsel og andet. Sandemændene mente at de altid havde betalt kongen for denne rettighed, således som det var angivet i jordebogen, såvel som for udgærde som indgærde. Sandemændene påstod ikke at bønderne havde ret til kongens vildbane som kaldes Kongens Alminding, som de i ”allers tid” havde som fælles græsning, lyngrivning, tørveskæring.
Angående den fælles strandmark ville Lorents Petersen Krog høre følgende vidner: Sandemand Hans Svendsen af Rutsker, som var barnefødt i Rø og som havde boet nogle år der, Hans Kastensen, Rasmus Hansen, Mons Olsen og Peder Jensen, Hans Christensen fra Aaker sogn som også var barnefødt Baadstadgården i Rø sogn som er den første frivorned. De var alle tilstede og havde indleveret en fælles skriftligt beretning på stemplet papir af dato 21. september 1721, der fortalte at de gårde fra den 12. gård [Olsker] til den 1. gård i Rø sogn lå ud til strandmarken, som er ”deres rette ejendom”, hvilket de bevidner.
Rasmus Nielsen af Rø sogn på den 6. gård (Nørregaard) fik Hans Kastensen og Rasmus Hansens vidnesbyrd om at den lille løkke, som grænsede mod kongens almindsmark og som lå vest for den 6. gård, tilhørte gården. Den havde tilhørt Nørregaard i mindst 50 år og gårdenes beboere havde betalt kvartalsskat til amtstuen og det var derfor forkert, at den nu var kongens og at gården ny måtte fæste jorden og betale ekstra skatter derfor.
Dagen var gået og sagen blev udsat til næst følgende dag.
Hans Hansen på den 1. gård i Rø sogn beklagede sig over at han måtte fæste sin egen jord på 6½ td. halv sædesjord og halv kløvgang. Han mente at han allerede den 12. juli 1718 havde fæstet jorden og at han nu måtte finde sig i at blive tillagt et nyt fæstebrev på samme jord. Lorents Petersen mente, at kommissionens hensigt var at det var husmændenes, der skulle fæste jorden, og på den måde tvunget Hans Hansen til at fæste sin egen gård. Hans Hansen fik på den måde pålagt ekstra skatter, der på den måde blev pålagt en meget ringe jord på fælles strandmark. Jorden blev delt mellem den 29. gård og hans udbyggere. Hans Hansen berettede at kaptajn Herbst havde spurgt ham om han havde en galt til salg, hvorfor Hans Hansen havde givet ham galten til en værdi f 10 mark i den hensigt, at Herbst skulle hjælpe ham med at få en mindelig løsning på sit problem. Han fik ikke penge for galten og han fik ingen hjælp med jorden. Hans Hansen havde tillige tilbud kaptajn Niels Nielsen 6 tønder havre for hjælp, men det blev kun til 4 tønder, som han leverede til Gertrud Peder Andersen i Rø, der dog senere tilbød ham 8 skilling som betaling. Anders Brun synes ikke at hans beviser fortalte noget uretmæssigt og at det hele var ordnet til kongens interesser efter forordningen.
Hans Køller på den 2. gård i Rø fremviste en 12 mands dom fra den 6. november 1674 der viste jorden og husenes værdi til 258 sld.. En 8mands dom af dato 16 oktober 1711 viste at der til gården lå en birkeskov ved stranden der sammen med al andet skov blev taxeret til 100 slettedaler. Dokumenterne viste også at der på gårdens grund står et hus, hvor Erich Bagge bor i og som havde lidt havrejord til avling, mod at ”give ne liden genant” for til den 2. gård. Jorden tilhørte den 2. gård, hvilket fremgik af en 8mands dom i landstinget fra 1. febr. 1713. Birkeskoven blev kaldt for Strandskoven. En herredstingsdom af 8 marts 1720 der omhandlede Erich Bagges skovhugst viste at skoven tilhørte den 2. gård. Dommen blev bekræftet ved landstinget den 27. november 1720. Dommene blev af kommissionen ganske overset og trods stævning havde kommissionen tilfæstet Erich Bagge jorden. Vidnerne Peder Esbersen og Lars Olsen mindes 60 år tilbage og ville vide at Strandskoven altid havde ligget til den 2. gård. De to vidner fortalte at Bagge havde sagt: ”Gud bedre mig at Jeg tog fæstebrev paa bem. Birske strandskov som er forn. 2. gaard tilhørende”.
Anders Brun bad om udskrift på disse vidnesbyrd om den 1. og 2. gård i Rø.
Peder Esbersen, som er nabo til Hans Køller, boede på den 1 frivornedgård i Rø fremviste et skøde fra den 12. marts 1652, som viste at Per Esbersens fader Esber Esbersen havde købt gården Baadstadsgaarden med al jord vådt og tørt inden og uden gærdet. Intet måtte frasalges til evig tid. Peder Esbersen havde udløst arvingerne og overtaget gården på samme betingelser således som en ridemandsdom fra den 14. december 1692 viste. Dommen havde desuden delt Strandskoven mellem sig og der var blevet lagt markskel. En påliggende hus tilhørte gården. Uagtet dette havde kommissionen pålagt den 1. frivornedgård at fæste skoven og selvom han endnu ikke havde modtaget fæstebrevet, så var han blevet pante for det 3 mark.
Til næste ting blev følgende af Lorents Petersen bedt om at følgende vidner fremmøde: Søren Mogensen Høg, Ole Gammelsen, Lars Hansen på Ullehals alle fra Rutsker og fra Rø: Peder Hendrichsen, Mons Hansen og Niels Rasmussen. Desuden skulle Jens Gudmandsen enten selv eller ved en fuldmægtig møde og fortælle hvorfor han havde taget så mange penge for skriverarbejdet.
DOM – pag. 520a
Cartrine Jensdatter som var hos sin søstermand Jens Ibsen i Rø sogn havde begået lejermaal. Trods mange stævninger mødte hun ikke på tinget. Hun blev dømt at betale sine lejermålsbøde på 12 lod sølv som er 9 sld. og tillige 3 lod sølv til dommeren for udeblivelse for retten og for ulydighed, samt 2 rdl. for rettens omkostninger. Hvis hun ikke kunne betale skulle hun arbejde i spindehuset for 8 skilling om dagen indtil hun havde betalt det hele.
Kaptajn Herbst og kaptajn Niels Nielsen lod i rettelægge et indlæg samt den af Hans Hansen udgivne seddel af 3. juli 1720 på stemplet papir. På kommissionens vegne mødte Anders Brun fra Rønne og ville have Lorents Petersens svar på kommissionens indlæg vedr. Hans Hansens sag på den 1. frivorned i Rø. Af sagen fremgår, at den omtalte seddel er en kvittering for et stk galt underskrevet med tre bogstaver HHS. Lorents Petersen mente ikke at det var bevis for noget, da det ikke var på stemplet papir og kun underkrevet med tre bogstaver, men at han mente at Hans Hansen kunne gøre benægtelsesed herpå. Dommeren mente, at Hans Hansen skulle møde på næste ting og forklare sig.
Lorents Petersen mente at have bevist, at hele strandmarken fra Rø til Allinge var fælles strand for de tilliggende bøndergårde og at den 1. frivornedgård havde lidt under kommissionens beslutninger der stred mod at kongen der ”tilforn elsker Bornholm ” havde pålagt skatter på de ”pligtskyldigste undersaatter”.
Den 3. gård i Rø sogn havde et skødebrev af 25. juli 1695, som nu Friderich Hansen påbor, som viste at strandmarken tilhørte gården. Kommissionen havde bestemt at 2½ tdl. kløvgang og 1 tdl. havrejord skulle fæstes til udbygger Hans Olsen, og 1 ¾ td sædesjord og 4 tdl. Kløvgang skulle fæstes til Bent Jonsen og til en tredje udbygger Hans Svendsen skulle fæste 2 skæpper havrejord og kløvgang. Jordene blev pådømt fæste på livstid, under den 3. gård som måtte betale for fæstebrev 2-5-8 og skat 4 rdl 2 mark og 11 skilling. Fredrich Hansen mente sig i fremtiden at være ”sine udbyggeres dreng” og ikke have noget udbytte deraf en stor møje og besvær, samt betale for den jord, som tidligere havde ligget til gården. Anders Brun ville vide hvem der ejede husene og hvem der havde indgrøftes deres jord. Fredrich Hansen svarede, at på det ene hus var der et købebrev på som var tinglyst og det andet var beboet af hans formand Hans Olsen, der var udlagt efter hans sal. hustrus skiftebrev og derefter solgt.
Dernæst et købebrev af 18. juli 1695 på den 11. gård som Niels Hansen bor på. Det viste at han ejede stranden men alligevel havde han måtte fæste en del af jorden tilhørende strandmark som var fælles mark.
Dernæst den 9. selvejergaard i Rø sogn som sandemand Hans Svendsen havde købt i flg. skøde af 3. november 1702 af sal. Hans Jensen, som senere blev solgt til Mogens Jensen af Østerlars. Kommissionen havde henfæstet en del af gården strandmark til en udbygger Christian Stefensen. Sandemand Hans Svendsen kunne huske 50 år tilbage. Han havde boet i nogen tid på gården og i hans minde havde jorden altid hørt til den 9. gård i Rø. Fredrich Hansen havde også boet på den 9. gård og han bekræftede ligeledes at jorden tilhørte den 9. gård og der var betalt til amtstuen og betalt tiende deraf mod at udbyggeren betalte en lille genant derfor.
Dernæst Hans Jørgensen på den 4. gård i Rø sogn fortalte at et stykke jord”krog”, der var stenet og fugtigt var blevet udstykket til hans hustru, som havde indhegnet det til værn mod de løsgående kreaturer. Kommissionen havde fastsat jorden til 14 td. land med dal og klippe og bestemt en skat på 3 rdl. selv om det næppe kan føde to kreaturer om sommeren. Hans Jørgensen og hans hustru ville gerne afhænde jorden, som kaldtes for Svinemyr og var med klipper og sumpet grund som ikke kunne kaldes for kløvgang. Dette blev bekræftet af Jørgen Hansen, Fredrich Hansen og Poul Hansen. Hans Jørgensen påstod blev påtvunget hans hustru, da hun var enke til en årlig skat på 3 rdl 3 mark og fæste på 2 rdl. 2 mark. Anders Brun svarede at det var sket for 8 år siden og at beregningen på 14 tønder land på pålægges sandemandens og de landkyndige mænds ansvar, hvorfor dommeren pålagde de landkyndige mænd Hans Bentsen og Niels Hartvig at møde på næste ting og svare på.
Dernæst den 6. gård med Rasmus Nielsen, der fremviste et købebrev af 19, maj 1713 som viste at hans fader Niels Hansen havde købt gården der viste ejendomsretten inden- og udengærdet. Alligevel havde kommissionen pålagt et fæstebrev på en løkke vest for gården, der ved en 8mands dom af 8 juli 1707 (1701?) beviste at tilhøre gården til en værdi af 5 daler.
Jens Andersen i Olsker på den 30. selvejergård fremviste et fæstebrev på 4 td.l. sædesjord ¼ td.l. kløvgang som kommissionen havde pålagt ham som fæste.
Lorents Petersen påpegede omkostningerne at føre alle disse fæstebreve som er fremlagt i tingsvidnesag. Han ville kunne fremvise endnu flere for Rø og Olsker, men det ville ikke kunne lade sig gøre med 4 eller 6 eller vel 10 bøger papir, hvorfor han havde besluttet, at disse fremlagte måtte være nok til at bevise kommissionens uretfærdige forretning.
Lorent Petersen ville dog endnu fremlægge to sager: Det ene var for den 4. selvejergård i Olsker som beboes af Jens Wefstsen. Han var blevet pålagt fæstebrev på 2 1/8 td.l. havrejord i en løkke.
Dernæst Mads Pedersen Finde, der boede i Vang i Rutsker, der med hans søn Jens Madsen, fremlagde en skriftlig forklaring på hans faders hus og tilliggende løkke, som han havde købt og betalt for over 20 år siden. Dernæst fremvist en 8mands dom af dato 11. juni 1680 hvor af ses at den løkke, som Mads Finde nu bor, var en ejendom da der ved en landstingsdom fra den 5. marts 1679. Dette måtte vise, at det var ikke beliggende på bøndernes fortov og derfor uretfærdigt var fæstet som andre jorde, der lå på bøndernes fortov. Der blev fremvist et skiftebrev efter Jacob Fisker den 22. febr. 1699 at hus og løkke havde tilhørt Jacob Fisker og som amtskriver Skaar da havde taget som betaling for skiftet og senere solgt til arkelimester Peder Michelsen, hvilket bevidnes af skøde fra den 1. maj 1699. Derefter var dette hus med tilhørende løkke og kålhave solgt videre til Mads Finde den 9. juni 1699 for 70 daler. Mads Finde havde uretmæssigt blevet pålagt et fæstebrev på hus og jord på i alt 9 mark og fæste på 1 rdl. Sandemand Hans Svendsen kunne berette, at disse forhold ikke ”måtte nævnes med et ord” på kommissionens forretninger, der ”jo ganske havde frataget den gamle mands ejendom, som han havde betalt 70 daler for”. Brun svarede, at da hverken faderen eller sønnen havde været tilstede ved kommissionens afholdelse, så kunne kommissionen ikke vide anderledes.
Søren Mogensen Høg og Lars Larsen blev bedt om at vidne deres sandhed på hvilken måde at kommissionsforretningerne havde forløbet på udmarken. Lorents Petersen havde hørt at de ikke sammen blevet bedt om at give noget til kommissionen, men Søren Mogensen var sidenhen trukket til side af kaptajn Niels Nielsen, der spurgte om de ville give 2 tønder havre for hans umage og at han havde sagt, at de ikke havde råd, var de blevet enige om at give en tønde med det samme og atter en tønde ved fisked (september). Søren Mogensen sagde på tinget, at han ikke huskede det. Brun bad om udskrift herom, så han kunne forelægge kaptajn Niels Nielsen denne påstand. Lorents Petersen bad dommeren om at disse to vidner blev forholdt deres tidligere udsagn og at de i så faldt blive stævnet for usandhed.
Så blev læst et indlæg af 2. oktober 1721 under Peder Pedersens hånd udstedt af en del bønder i Rutsker, nemlig Lars Thorsen, Erich Pedersen, Mons Pedersen, Peder Andersen, Jens Andersen Krach, Peder Hansen, Hans Andersen, Jacob Hansen, Carl Aagesen og Esber Monsen.
Dommeren bad Jens Gudmandsen om at indfinde sig på tinge i dag 8 dage.
Jens Jørgensen af Olsker sogn mødte som lauværge for Margreta Jensdatter på den 30. gård i Olsker og stævnede alle arvinger efter sal. Jens Andersen, nemlig Ole Andersen af Ibsker sogn som værge for den ældste søn Anders Jensen, Mikkel Laursen af Vestermarie (?) sogn som værge for Maren Jensdatter til 8mands opkrævelse på den 30. gård kaldet Lynggården, samt hendes arvinger efter sin første mand Mons Madsen (navne nævnt!). Som formand for de 8mænd valgtes Lars Nielsen i Habbedam.
På salig Hans Hindrich Skaars enkes vegne Nicolai Linderoed og stævnede alle restanter for gæld til den tidligere amtskriver.
Anders Larsen af Rutsker mødte, som formand for de 8mænd der var opmeldt til at syne den 13. gård i Olsker, efterlyste krav og andet som måtte føres i sagen.
Sagen mellem Peder Kofoed af Hasle og Gotfrid Nielsen i Rø, skulle føres på næste ting.
Lorents Petersen på nørre herreds mænds vegne og efterlyste kaptajn Niels Nielsen og Jens Gudmandsen, sådan som det var ønsket på sidste ting. Anders Brun var mødt på deres vegne som fuldmægtig. Lorents Petersen mente at indkaldelsen skulle fordre at de to var mødt i egen person. Anders Brun sagde, at de to endnu var fuldt optaget af kommissionsarbejdet, således at de ikke havde mulighed for at møde.
Lorents Petersen vente tilbage til sagen om Mads Pedersen Finne. Han påviste at Mads Finne havde betalt kongen hvad han skulle. Han fremviste kvitteringer fra amtsstuen at han havde betalt 1 rdl i skat hvert år fra 1701 til 1721. Den sidste kvittering var for 1720. Året efter betalte han 1 rdl 3 mark med underskrift den 2. april 1721.
Peder Jensen på den 1. gård i Rutsker kaldet Pugegaard havde brugspant i gården i 1721 med alt tilliggende. Forrige ejer Hans Thorsen havde opsat to længer på det sted hvor Pugegaard før havde stået. Kommissionen havde nu pålagt ham fæste af jorden, der altid havde tilhørt gården. Kun en lille del kunne siges at være udenfor, men dog på den tilhørende strandmark, hvilket kan ses af et købebrev fra 6 juni 1633 ligesom et købebrev af dato 10. januar 1638. Ved kommissionens opmåling var der pålignet ny skat af jord, der svarede til en tredjedel eller mere af det samlede areal.
Anders Jensen af Rø sogn fremkom og viste et fæstebrev fra 5. september 1699 på den 8. vornedgård. Kommissionen havde pålagt ham fæste af 4 1/8 tønder sædesjord mod en årlig skat på 2 rdl 6 skilling på jord, som havde tilhørt gården mindst 50 år, hvilket blev bevidnet af Ole Michelsen fra Østerlars. Og han mente også, at jorden som nu var pålagt fæste, var uden værdi som bygjord. Hvilket blev bevidnet af Morten Larsen og Lars Esbersen begge fra Rø sogn. Mads Pedersen som var 90 år gammel, kunne huske 70 tilbage at jorden tilhørte den 8. vornedgaard og at den altid havde været dårlig. Anders Brun henviste beslutningen til sandemanden og hans to medhjælpere, der måtte have anvist dette for kommissionen
Lorents Petersen stævnede på nørre herreds mænds vegne Peder Hendrichsen, Mogens Hansen og Niels Rasmussen af Rø sogn til at sige, hvad der var sket i vejledningen af Kommissionen. Desuden var stævnet Rasmus Monsen fra Klemensker. Alle til at svare på hvordan opmålingen var sket og hvad det havde anvist for kommissionen. Anders Brun ville have navn på de mænd der havde angivet disse mennesker for urigtige oplysninger. Hvis det var sket med urette, så skulle kommissionen vide, hvem der skulle sagsøge for urigtige oplysninger og ”grovheder”. Lorents Petersen ville have dommeren til at idømme disse mænd var ikke at møde på tinget trods stævninger til adskillige tingsamlinger. Dommeren pålagde de tre mænd fra Rø at møde på næste ting og ellers lide en bøde på tre lod sølv for ulydighed mod retten.
Holtsførsten Hans Christensen ønskede at 8 forstandige mænd valgtes til at besigtige såvel selvejer som kgl. fæstebøndes skove, som de forefindes i flg. Skovforordningen og undersøge om der er foretaget ulovlig skovhugst. Desuden skulle den kongens egen skov i Rutsker, som kaldes Hestehaven, undersøges. 8 mænd valgtes og pålagt allerede mandag den 20. at starte deres synsforretning.
De stævninger som ved sidste ting blev kundgjort vedr. gæld til sal amtskriver Skaars enke blev udsat til næste ting.
Sagen mellem Christopher Hansen fra Rø sogn og Esber Pedersen vedr. den 6. gård i Olsker. Christopher Hansen i rette lagde et skriftligt indlæg i retten.
Anders Larsen som var formand for de 8mand, der var valgt til at undersøge den 13 gård i Olsker, ønskede at få indlæg i sagen. Lars Andersen af Olsker i rette lagde et indlæg, som Anders Larsen ville modtage og give svar på til næste ting.
Anders Brun fra Rønne mødte på den kgl. Kommissions vegne og bad om at få alt beskrevet som måtte fremkomme på dette ting mod kommissionen. De kunne ikke møde pgra ”bivaaning” af kommissionsarbejdet. Lorents Petersen på bøndernes vegne undrede sig over at dog havde kaptajn Niels Nielsen haft tid til at mønstre sit kompagni i mandags, men ikke ville ofre til på retssagen.
Peder Hindrichsen, Mogens Hansen og Niels Rasmussen fra Rø skulle afhøres om de havde givet 10 sld. i klingende mønt til kommissæren Niels Nielsen for at de kunne beholde deres ejendom og om ikke Peder Hindrichsen havde leveret pengene til Gertrud Peder Andersen, som Niels Nielsen var laugværge for. Og for det tredje om Gotfried Nielsen fra Rø sogn havde været med Peder Hindrichsen hos Gertrud Peder Andersen, for at han skulle være med til at tælle pengene. Om ikke at Peder Hindrichsen først måtte betale 1 mark og 8 skilling, samt 12 skilling før end Niels Nielsen ville modtage de 10 sld.
Niels Nielsen havde krævet at denne anklage skulle føres på lovlig måde og angiveren skulle blive anmeldt. Lorents Petersen mente, at dette nok skulle fremgå af den videre sag. Dommeren ville nu have Peder Hindrichsens svar på Lorents Petersens spørgsmål. Peder Hindrichsen svarede, at han intet havde tilbudt kommissærerne og at de heller ikke havde ønsket noget fra ham. Lorents Petersen spurgte da stokkemændene om ikke at de havde hørt Gertrud Peder Andersen fortælle Peder Hindrichsen flere gange, hvordan han skulle svare? Stokkemændene mente nok at de havde hørt Gertrud sige, at Peder Hindrichsen skulle svare på næste ting og at han skulle kræve bevis for at han skulle have gjort det. Dommeren pålagde Peder Hindrichsen at ære retten og svare på spørgsmålet nu og ellers blive pålagt en bøde. Peder Hindrichsen svarede, at han og Gotfried Nielsen havde været hos Gertrud Peder Andersen. Gertrud Peder Andersen ville have at Peder Hindrichsen skulle afgive sin saligheds ed på at hun havde ønsket 10 daler af ham. Peder svarede at Gotfried Nielsen kunne forklare og at Peder Hindrichsen havde leveret de 10 daler som aftalt med Niels Nielsen. Gertrud Peder Andersen ville have både Peder Hindrichsen, Mons Hansen og Niels Rasmussen til at bekræfte, at de havde sendt Gotfried Nielsen til hende for at få hende til at skrive dem et ”indlæg som skulle ligges i Comissionen paa den maade, at de self maatte faa deres Indlagte Jord, fremfor Udbøggerne, icke paa anden maade end at de vilde svare Kongen sin Skat som paalægges skulde leveres, oc videre at hun vel i sit indleg forklare nor det udkrævedes:”
Lorents Petersen undrede sig over at ”denne Kone Giertrud Peder Andersen kommer som løbendes i sagen og bruges ligesom procurator” for sin laugværge kommissær Niels Nielsen. Hun måtte vente til hun blev stævnet, når al ting kommer for lyset. Gertrud Peder Andersen havde ikke behøvet at gøre indsigelser, da hun jo ikke var sigtet, men kun var den der skulle modtage pengene på Niels Nielsens vegne.
Peder Hindrichsens to medsvorne Mogens Hansen og Niels Rasmussen svarede at de var med til at betale de 10 daler til Gertrud Peder Andersen således at hun kunne skrive for dem. Lorents Petersen ville have at de tre personer mødte næste dag og da ville afgive sin ed på den forklaring, som de nu havde afgivet. Dommeren bød de tre om at møde under stedsmålsstraf.
Gertrud Peder Andersen svarede Lorent Petersen, at hun efter Lorents Petersens Krogs vrange angivelse ikke kom løbende til retten, men at hun tilfældigvis var tilstede og hørte sit navn blive nævnt flere gange, hvorfor hun havde givet sin kommentar, som i øvrigt var hendes ret ifølge loves pag. 29 artikel 1. Hun advarede at hvis hun næste dag skulle blive inddraget i sagen, hvorfor hun krævede sin ret til at svare med indlæg, hvorfor hun bed om udskrift af alt, der vedrørte hende som person. Dommeren gav hende tilladelse til udskrift, men agtede at afholde ting næste morgen kl. 8.
Lorents Petersen på Erich Madsen (Bagges) vegne fra Rø sogn fremviste et stedsmålsbrev på 24 sk. papir udgivet af kommissionen den 22. febr. 1721 som viste at han på den 2. gårds grund havde måttet fæste 6 tdl. Sædesjord og tre tønderland skov og god kløvgang. Erich Madsen fortalet at han boede på et hus på den 2. gårds grund og at han havde betalt ”genant” til gården, samt kvartalsskat til kongen. Han havde boet i huset i omkring 36 år. Han havde ikke ”af vellyst” ønsket at fæste jorden og kommissionen havde derfor villet bortfæste det til anden side. Erich Madsen mente ikke at han kunne klare den pålagte skat.
Dernæst selvejer Peder Larsen på den 12. gård i Rø. Han fremviste et købebrev af dato 29 juni 1666 der viste at han ejede både enemark og fælled og at han betalte skat deraf. Han viste kommissionens stedmålsbrev og fæste på 1 td.land havrejord og tre skæpper kløvgang, 2 td.land aurejord og et tønde sædesjord og et skæppeland kløvgang. Som ny skat blev han pålagt 2 rdl. 15 skilling. Anders Brun mente, at det måtte være sandemanden og de to landkyndige mænd der skulle svare for denne opmåling.
Udbygger Trøls Pedersen på den 37. gård grund i Klemensker. Han fremviste et fæstebrev på 2 tønder land halv sædesjord og halv kløvgang, og 4 skæppeland. Som skat blev det ham pålagt 1 rdl og til fæstet havde han givet 4 mark 8 skilling. Desuden havde udbyggeren fået 1 tønderland sædesjord. Jorden havde tidligere tilhørt den 37. gård, hvilket Peder Pedersen meget beklager.
På Anders Bruns opfordring fortalte Peder Pedersen, at udbygger Trøls Pedersen havde bygget sit eget hus, som han ejer, og havde indgrøftet jord som han nu havde fæstet. Desuden havde han fæstet jord som i al tid havde ligget til hans gård. Det nye fæstebrev omfatter både den jord han selv havde indgrøftet og den jord som han tidligere havde fæstet af gården.
Et fæstebrev af dato 5. febr. 1721 til udbygger Poul Jørgensen, som bor på den 41. gårds grund i Klemensker. Fæstebrevet omfatter tre tønder land sædesjord til en årlig skat af 1 rdl 3 mark. Til fæstet havde han betalt 1 rdl. Den 41. gårds ejer var fortørnet over at hans jord var blevet hen fæstet til en anden.
Lorents Petersen anmodede dommeren at efterlyse Jens Gudmandsen om han var til stede, således som han var stævnet til. Han var ikke mødt, hvorfor dommeren påbød ham at møde til næste ting.
De fremmødte bønder, der skulle være vidner til undersøgelse om Jens Gudmandsens griske udskrivning af skriverpenge. Hans Køller og Gotfried Nielsen fra Rø sogn fremviste et landstings ?? fra 14. november 1714, som viste Jens Gudmandsen havde handlet mod sin husbond amtskriver sal. Skaar. Allerede i 1714 turde Gudmandsen ”skalte og valte” imod sin husbonde. Bønderne havde dengang fået ret i deres kritik af Gudmandsen, som måtte søge oprejsning hos kongen. Anders Brun protesterede over, at bønderne havde fremdraget denne domssag, som intet havde med den nuværende sag at gøre, hvorfor der måtte ske kald og varsel.
Dommeren ville overveje om sagen kunne tages op næste dag.
Lorents Petersen fik lov til at sammenholde landstingsdommen fra 1714 med anden dokumentation. Gregors Christensen, der da ikke ville forsegle dommen …..[forstår ikke meningen hermed, men det drejer sig om en beslutning som Gudmandsen havde truffet på amtmandens fuldmægtig uden at have myndighed dertil] Dommeren kunne ikke nægte bøndernes klage kunne føres i en tingsvidnesag, men at det ikke kunne godkendes så længe at Jens Gudmandsen ikke var tilstede.
Dernæst sagen om mulig bestikkelse af Niels Nielsen til at hjælpe. Giertrud Peder Andersen var stævnet tl at svare på hvordan hun havde modtaget penge. Vidnerne Gotfried Nielsen, Hans Gotfriedsen og Niels Gotfriedsen var indkaldte for at sige deres sandhed om hvilke penge der kunne være givet til kommissærerne. Gotfried Nielsen fortalte, at Gertrud Peder Andersen var kommet til Gotfried, medens kommissionen blev afholdt. Hun tilbød de tre bønder, at hvis de hver for sig betalte 10 slettedaler, så ville hun kunne påvirke kaptajn Niels Nielsen til at beslutte, at de kunne beholde jorden til deres gården. Hvis ikke, så ville jorden gå til udbyggerne. Gotfried Nielsen fortalte dette til Peder Hindrichsen, Mogens Hansen og Niels Rasmussen. De ville tale om det og meddele han om aftenen om de ønskede at betale. Samme aften kom Peder Hindrichsen og fortalte at alle tre stod sammen om tilbuddet, men han havde kun 10 sld. med sig. De kunne ikke skaffe flere, men de kom senere. Gotfried Nielsen sagde, at de straks skulle begive sig til Gertrud Peder Andersen, fordi Niels Nielsen var hos hende nu. Det gjorde de så. Peder Hindrichsen havde sagt, da de kom ind ad døren: ”Her har jeg de 10 daler for os alle tre og de øvrige 20 daler skal komme en af dagene”. Gotfried Nielsen og Giertrud gik til herbergshuset med et lys og her sad kaptajn Niels Nielsen. Her talte de pengene og første gang manglede der 1 mark 8 skilling. Gotfried gik tilbage til huset til Peder Hindrichsen og fik flere penge. Næste gang de tællede manglede der 12 skilling, som Gotfried så måtte hente. Kaptajnen sagde til Gotfried Nielsen, at hvis han var tro, ”saa skall jeg hielpe Jer til at blifue mand i sin tid” (det kan betyde at han engang ville få sin egen gård i stedet for huset i Lindeskoven) Giertrud Peder Andersen bandt pengene i et tørklæde og lod dem ligge. Da Gotfried og Peder gik lovede Peder Hindrichsen Gertrud, at de skulle komme med resten af pengene en af de nærmeste dage. Senere havde Gertrud Peder Andersen været hos Gotfried Nielsen og fortalte, i overværelse med Gotfrieds to sønner Niels og Hans, at hun havde modtaget pengene. Hun havde ”gjort klart” med kaptajnen. Hun havde dog ikke fået de to potter honning, som Niels Rasmussen, havde lovet hende for sin umage. Gotfried Nielsen bedyrede overfor Gertrud, at han ikke havde noget ud af hans involvering i sagen og ønskede ikke at blive indblandet.
Dernæst blev Gotfried Nielsen to sønner Niels og Hans afhørt. De var med hos Gertrud Peder Andersen og bekræftede ordvekslingerne og så at pengene blev talte.
Derefter blev fæstebrev af dato 10. februar 1721 fremvist. Det drejede sig om at Niels Andersen på den 27. selvejergård i Rutsker, der måtte fæste 2½ td. land sædesjord og kløvgang, hvorefter han skulle betale ny skat på 5 mark. Han mente, at jorden var gårdens ejendom og at det således var forkert at pålægge ham et fæstebrev på jorden.
Lorents Petersen mente nu at sagen var klart belyst ved vidnernes udsagn, hvorfor han anmodede om at få udstedt et lovligt tingsvidne. Anders Brun mente ikke at kommissionen havde fået lejlighed til at forsvare sig mod bøndernes beskyldninger og anmodede derfor at næste ting måtte omfatte kommissionens svar på tiltalen.
Dommeren gav respit til næste ting, hvorefter han ville tillade at et tingsvidne blev udstedt.
Jep Mogensen af Rutsker bad formanden Lars Nielsen og de andre mænd om at fremskønne forretningen vedr. den 30. gård i Olsker sogn og bede parterne om de havde noget at fremlægge. Ole Andersen af Ibsker sogn fremlagde på egne og sin broder Jørgen Andersens egne og deres myndlinges vegne et skriftligt indlæg om gården.
Formanden Anders Larsen på vegne af de 8mænd spurgte de til stede værende arvinger til den 13. gård i Olsker og enkens lauværge Hans Hansen. Der var indgået et forlig for deres moders arv under forretningen, der fandt sted den 2. oktober på åstedet, således at Jens Andersen på sin hustrus vegne skulle have 19 sld. Jacob Pedersen på sin hustrus vegne 9 daler 2 mark, Abraham Rasmussen på sin myndling Margrethes vegne 9 daler 2 mark. Sammen med de øvrige arvinger blev denne aftale konfirmeret. Hans Hansen på enkens vegne fremlagde et skriftligt indlæg. Der blev fremlagt en kvittering af Lars Andersen fra 1704, samt kvitteringer fra 1714 og to fra 1721. Yderligere oplysninger skulle fremføres på næste ting.
Anders Brun mødte på kommissionens vegne og forelagde kaptajn Niels Nielsens forbehold mod det udsagn som blev fremlagt af Lars Hansen og Søren Monsen fra Rø om den ubeviselige påstand om de 2 tønder havre. Kommissionens skriftlige indlæg blev læst og påskrevet. Desuden blev læst et indlæg fra kontrollør Jens Gudmandsen og et indlæg fra Gertrud Peder Andersen.
Lorents Petersen kommenterede kaptajn Niels Nielsens indlæg som usandhed og at det ikke kunne være meningen at de tre bønder Peder Hindrichsen, Mons Hansen og Niels Rasmussen ikke havde aflagt ed og udtalt sig om sagen, men det havde Gotfied Nielsen og hans to sønner. Og han opfordrede Niels Nielsen til at anlægge sag mod dem således at loven giver mulighed for. Mht. kommissionens samlede indlæg mente at Lorents Petersen at det var skænderi og utilbørlige gloser. Han henviste til tidligere frihedsbrev, der ikke kunne pålægge bønderne ekstra skatter. Men at bønderne skulle nyde deres gårde sådan som de tidligere havde gjort både jorden inden- og uden gærdet.
Dommeren mente at kommissionens indlæg bestod af ”skænderi og blamerske ord løst uden beviser, som og at denne Commission kand iche være Danmarks krone til nogen nøtte eller gafn Iche heller Borringholms landsaatter. Men dommeren siunes billigt at dette Maatte efter hans Kongl. Mayts allernaadigste Previlegier blifue her efter som til forn”
[uddrag af tingsagen findes i dokumentet her]
Lorents Petersen så intet bevis i Jens Gudmandsens indlæg mod bønderne.
Lorents Petersen kommenterede Giertrud Peder Andersens indlæg, således: Hun ”skelder Gotfried Nielsen for en Voldsmand der ved formenes at Giertrud Peder Andersen bør derfor til Rette at stande efter Louen oc straffes som den der for med u-sandferdighed” Lorents mener at Gotfied Nielsens udsagn bør stå til troende og at Giertrud havde taget kommissionens parti. Dog havde Peder Hindrichsen sagt at de 10 daler var givet til Gertrud fordi hun skulle forfatte en skriftlig erklæring for ham, til fastholdelse af hans jord, men at vidnerne havde bekræftet, at han Gertrud havde modtaget 30 daler. Anders Brun svarede på Gertruds vegne, at Lorents Petersen endnu ikke havde forholdt sig til Gertrud udsagn. Lorents Petersen svarede at han ikke synes at det fordrede hans stillingtagen. Anders Brun mente at Lorents Petersens førte ”vrange forklaringer” og at det kommende tingsvidne burde medtage de ”anderledes sandheder” som han havde kommet med.
Lorents Petersen Krog ville have Hans Hansens i Hullegaarden i Rø sogns forklaring vedr. galten og fire tønder [korn], som skulle være leveret til kaptajn Herbst. Hans Hansen bekræftede hans beretning. Han havde solgt en mage til, så han vidste at galten var 10 mark værd. Betalingen skulle ske ved at han fik lov til at beholde den jord, som han retmæssigt tilhørte ham. Men han havde fået udstedt fæstebrev på jorden alligevel. Desuden sagde han, at han aldrig havde skrevet under på en kvittering på galten, sådan som Anders Brun havde påstået. Lorents Petersen ville se den originale kvittering igen, da han mistænkte, at den ikke var lovgyldig. Dommeren ville se kvitteringen igen, men han tillod dog Hans Hansen at gøre ed på, at han aldrig havde underskrevet nogen seddel. Margrethe Jensdatter blev fremstillet og hun kunne berette, at Herbst havde fået en galt af Hans Hansen og at Herbst herfor skulle hjælpe Hans Hansen med at beholde jorden. Hun bevidnede at hendes mand Hans Hansen havde leveret 2 tønder af de 4 tønder havre til Gertrud Peder Andersen, som kaptajn Niels Nielsen havde forlangt. Da hun var blevet stævnet til Nørre herredsting, så havde Hans Hansen fået 8 skilling for de to resterende tønder havre. Og hun havde fået den besked, at hun nu kunne sige at hun havde fået penge for havren. Efter dommerens opfordring aflagde hun ed på sit vidnesbyrd.
Dernæst blev Peder Hendrichsen fremstillet. Han fremlagde et købebrev af 25. juni 1701 på den 15. gård i Rø sogn. Endvidere et pantebrev fra 30. november 1673, hvor gården var pantsat med tørvegrv, lyngslet og enemark og fælled både inden- og udengærde såden det havde været fra ”allers tid”. Nu havde gården måttet fæste 5 ¼ td.l. sædesjord og 2½ tdl. Kløvgang . I alt 4 tdl. Sædesjord med hus er givet til udbygger Hans Svendsen og derpå er sat årlig skat på 2 rdl. og altså at ”Peder Henrichsen nu er blevet udbyggerens dreng”. Udbyggeren får rettigheden over jorden, men Peder Henrichsen må stå for ægter og vagtskat og skyld efter den gamle jordebog. Mogens Pedersen fra Klemensker vidnede at han for 42 år siden vidste at der var to udhuse, der ydede genant til den 15. gård. Peder Olsen fra Rø sogn vidnede at han for 34 år siden var vidende om at udbyggerne betalt genant og landgilde til den 15 gårds beboere.
Lorents Petersen Krog havde herefter ikke flere vidner at afhøre, da han mente at sagen var vel oplyst og at han havde bevis på kommissionens overgreb på bøndernes rettigheder, hvorfor han bad om et uvildigt tingsvidne over sagen, sådan som det havde fundet sted på tinget. Hvilket dommeren bevilgede.
Løjtnant Niels Hansen Bistrup af Hasle kom i retten og tilkendegav, at han havde stævnet Lars Thorsen boende på den anden gård i Rutsker for ikke have betalt for tre obligationer, som han skulle have udgivet. To til sal. Lars Gummeløs og den tredje til Anne Dorthe Nielsdatter udi sin enkestand havde udgivet. Lars Thorsen var ikke mødt.
Lars Nielsen af Habbedam mødte som formand for de 8te mand som var op meldt til at vurdere den 30. gård og efterlyste oplysninger. Lars Mogensen af Olsker, som er yngste søn efter Mogens Madsen fremlagde et skriftligt indlæg, samt fremlagde et købebrev på den 30. gård af dato 10. december 1694.
Johan Holst af Rønne stævnede Lars Thorsen af Rutsker for gæld. Han vil fremlægge regnskab og dom afsagt. Lars Thorsen var ikke mødt.
Niels Hansen Bidstrup fra Hasle mødte for at føre sin sag mod Lars Thorsen. Lars Thorsen var i København for at føre sin sag for højesteret oplyste hans hustru Anna Maria. Hun bad om udsættelses af sagen til hans hjemkomst. Niels Hansen Bidstrup mente ikke at det kunne udsætte sagen efter loven. Dommeren udsatte sagen i 8te dage, hvorefter han kunne startet sagen mod Thorsen.
Johan Holst mødte i sagen mod Lars Thorsen. Anna Maria bad ligeledes om udsættelse indtil hendes mand var kommet hjem fra København.
Anders Larsen fra Rutsker, formand for de 8te mænd, afsagde dom vedr. den 13. gård i Olsker og afleverede i alt 11 dokumenter.
Sagen mellem enken efter den forrige amtskriver Skaar og en del mennesker i Klemensker og Rutsker sogne, mødte Bent Jensen fra Klemensker, der skulle skylde 4 tønder havre. Han ville inden næste ting gøre regnskab for gælden.
Sagen mellem den 30. gård i Olsker, der kaldes Lynggården, og arvingerne efterlyste de 8te mand indlæg i sagen. Enkens laugværge Jens Jørgensen af Olsker læste et skriftligt indlæg.
Herredsfogeden havde optaget et sortbæltet galt. Ejeren kunne afhente den hos herredsfogeden i Sandvig.
DOM – pag. 540a – 8te mandsdom over den 13. gård i Olsker, Smedegaard. Synsforretningen foregik den 2. oktober og gården blev takseret til 200 sld. foruden et hus takseret til 4 sld. Fradraget omkostningerne blev 196 delt i 4 broderparter og 5 søtreparter. I flg. Skøde af 31. august 1677, hvor Anders Larsen sammen med hans første hustru havde gården og dens sæderet af sal. Poul Jørgensen. Deres søn Jens Andersen havde den 5. oktober 1716 betalt kendelsespenge. Hans Andersen, som var yngste søn i Anders Larsens anden ægteskab blev tilkendt sæderetten i flg. De sædvanlige arveregler på Bornholm, men kunne – efter sin moders død – udfries af Jens Andersen.
Hans Andersen af Nyker lod læse et købebrev af dato 5. december 1721 der viste at han havde solgt den 6. gård i Rutsker for 120 sld til dattermand Niels Nielsen.
Hans Larsen fra Klemensker stævnede Dortha Sal. Lars Larsen der boede på den 4. vornedgaard i Rutsker med hendes sønner Rasmus Larsen, Anders Larsen, Niels Larsen, Oluf Larsen, Lars Larsen og Jens Larsen til 8te mands opkrævelse på den 14. jordejendom i Klemensker sogn. Hans Larsen havde antaget den 14. gård, som var et ”øde Steel” med gårdsplads, der hverken havde ”stock eller tage” på, men alligevel havde betalt alle kongelige skatter af. Han havde købt gården for rede penge og købt tømmer og bygget ”under redsel, tag, vægge, gavle, vindskeder, tilde, flage, vinduer, døre, kålhave, bagerovn, stengærde, brønd, dam og damsted”. Han vil nu have det hele vurderet inkl. jorden som han havde opdyrket. Hensigten var at få de 8mands vidnesbyrd om værdien af det tilførte arbejde med gården var, samt at fastsætte hvem der efter hans død, havde sæderet til gården. 8te mand blev nedsat til denne forretning.
Johan Holst måtte nu forfølge sin gæld hos Lars Thorsen, men accepterede at der blev indført en henstand på tre uger.
Jørgen Andersen af Østermarie og Ole Andersen af Ibsker sogn tilrettelagde på deres myndlinges vegne et indlæg i 8te mands forretningen vedr. den 30. Lynggården kaldet. Jep Monsen, som var en af de 8te mænd efterlyste yderligere oplysningen på næste ting, hvorefter de vil optage sagen til doms.
Niels Bidstrup accepterede udsættelsen af hans sag mod Lars Thorsen.
Sagen mellem sal amtskriverens Skaars enke og en del bønder af Nørre herred. Aage Bentsen mødte med nogle kvitteringer, som havde fremvist i Rønne. Han mente sig ikke skyldig. Hermand Andersen mente heller ikke han skyldte noget. Anders Larsen i Rutsker ville afgive sin ed på, at han intet skyldte. Dommeren udsatte sagen til næste side, hvor alle vidnesbyrd skulle fremlægges.
Lars Hansen af Klemensker på den 27. gård Kuregaard lod læse et pantebrev der lød på at han skyldte kaptajn Morten Mogensen af Nyker 477 sld. med pant i gården.
Løjtnant Niels Hansen Bidstrup lod læse et indlæg et indlæg mod Lars Thorsen. Dommeren pålagde Lars Thorsen at svare på næste ting.
Johan Holst lod læse et indlæg mod Lars Thorsen, dels en fordring som madame Skaars enke efter en landstingsdom havde på ham og dels en anden fordring mod ham. Dommeren pålagde Lars Thorsen at møde på næste ting den 9 januar 1722 og svare.
Anders Nielsen af Klemensker stævnede Jens Nielsen, boende på Mure i Klemensker for gæld. Jens Nielsen blev pålagt at møde på næste ting.
Jørgen Jørgensen af Klemensker stævnede Jacob Pedersen af Rø sogn for gæld på 3 daler 1 mark 2 skilling som han skulle betale til Jørgen Jørgensens myndling Karen Mogensdatter. Jacob Pedersen blev pålagt at møde på næste ting den 9. januar ”om gud vil”.
Hans Larsen, som tidligere værge for Jens Larsen, fortalte at han den 10. december lod sig indfinde hos Hans Svendsen af Rutsker vedr. åstedsforretning på den 14. gård i Klemensker. Han henviste der til skiftet efter Hans Larsens sal. hustru Anna Pedersdatter den 1. december 1703, hvor der blev fastsat arvereglerne. Jens Larsen var for længst blevet myndig, hvorfor han selv måtte svare for sine rettigheder.
Da der ikke var flere indlæg i Skaars enkes sag, blev sagen taget til doms.
Dommeren meldte at vedr. pantebrevene som Lars Thorsen havde udstedt til Peder Jensen i Rutsker, var gyldigt udstedt, og skulle stå ved magt
Hans Jørgensen og Svend Jørgensen og Hans Jørgensen af Rø sogn, samt Svend Jørgensen af Nyker, samt Thor Monsen, samt Peder Jensens sønner kom og fremlagde et samlet indlæg af 11. december 1721 vedr. sal. Hans Svendsen arv og kontrakt. Kontrakten blev oplæst og påskrevet og skulle indskrives i pantebogen.
Johan Holst pålagde dommeren ikke længere at udsætte sagen mod Lars Thorsen og optage sagen til doms. Anders Larsen, Lars Thorsens søn, mødte og bad om udsættelse til hans fader var kommet tilbage fra København. Dommeren ville have Holst til at bevise, at han havde anmeldt sagen før Lars Thorsen var blevet stævnet til Højesteret. Johan Holst påpegede at hans stævningsmænd havde afgivet ed på, at de havde stævnet Lars Thorsen inden han var rejst. Dommeren udsatte igen sagen.
Niels Bidstrup var i samme situation Johan Holst ang. sin sag mod Lars Thorsen. Men han fremlagde et forsikringsbrev om pant i den 2. gård for et lån på 70 sld. som Lars Thorsen havde fået af Lasse Jørgensen. I renter skulle der lægges ungefær 24 daler. Desuden fremlagdes et pantebrev, der viste at Lars Gomløs og hustru samt arvinger var sikret med første prioritet i den 2. gård. Det tredje pantebrev var en gældspost, som Lrs Thorsen skyldte Niels Bidstrups hustrus umyndige broder (?). Niels Bidstrup forlangte dom i sagen umiddelbart. Derefter skulle der sket eksekution i den 2. gård.
Anders Nielsen kom og angav, at den sag han havde med Jens Nielsen var blevet forliget. Jens Nielsen skulle betale 8 daler 2 mark til Anders Nielsen og sagens omkostninger.
Christen Hansen Rømer af Klemensker lod læse et pantebrev som angav at Christen Rømer havde lån 145 sdaler af Hans Jørgensen mod pant i hans 42. gård i Klemensker, kaldet Stangegaard.
I sagen om Lynggaarden kom ingen nye oplysninger, hvorfor de 8te mænd optog sagen til doms.
I sagen om den 14. gård i Klemensker fremkom Rasmus Larsen fra Østermarie sogn og fremlagde sit skriftlige indlæg for de 8te mænd. Formanden for de 8.mænd ville have alle indlæg fremlagt på næste ting. Hans Larsen ville have udskrift af det der var sket i dag.
Peder Jensen fra Rutsker havde stævnet Lars Thorsen på den . gård i Rutsker til 4mands opkrævelse af den 1. gård, som Peder Jensen havde i pant af Lars Thorsen. Anders Larsen Krach blev valgt til formand for de 4 mand.
Jørgen Jørgensen af Klemensker ophævede sin sag, da der var indgået forlig.
Johan Holst sag mod Lars Thorsen blev af Anna Maria og sønnen Anders Larsen kommenteret. Inden Lars Thorsen rejste til København, så havde han sagt, at ifølge regnskabet, så var det Holst der skyldte ham 2 daler. Det mente Holst var usandt og han ville gøre sin ed på at hans regnskab var rigtig. Dommeren svarede at Holst på næste ting ville fremlægge sine fordring og bevise dem med regnskab, hvorefter han ville optage sagen til doms.
De fire mand med formanden Anders Larsen svarede at de havde gjort sin forretning vedr. den 1. gård. Forretningen var endnu ikke skrevet.
Peder Andersen som formand på den 14. gård i Klemensker efterlyste flere indlæg i sagen. Hans Larsen, som boede på den 14. gård, fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen, samt fremlagde en kvittering fra den 9 juni 1711. Jens Larsen fra Rutsker ville til næste ting fremlægge beviser for at han havde sæde og rettighed til gården.
Dom afsagt mellem Johan Holst og Lars Thorsen af Rutsker.
I sagen om den 14. gård i Klemensker aflagde Jens Larsen af Rutsker et skriftligt indlæg, samt et pantebrev fra den 31. oktober 1673. Hans Larsen ønskede udsættelse til næste ting til at svare. Formanden bad at næste ting skulle blive den sidste, således at dom kunne afgives.
DOM – pag. 547b mellem amtskriver Hans Hendrich Skaars enke og i alt 6 bønder og udbyggere i Klemensker og Rutsker. Alle 6 blev dømt til at betale: Fra Klemensker Aage Bentsen 6 td. havre,. Hermand Andersen 2 tønder havre Mads Hansen tre tønder havre. Udbygger Hans Hansen 7 mark penge, Udbygger Jens Clausen 4 tønder havre og Anders Larsen På den 25. gård 2 tønder havre. De seks skulle dele sagens omkostninger. Hver med 2 mark.
DOM – pag. 548a Sagen mellem Johan Holst og Lars Thorsen. Dommeren frikendt Lars Thorsen, da Johan Holst ikke kunne bevise at han skyldte nogle penge, hvilket han havde bedyret inden afrejse til København. Dommeren lagde vægt på at Holst ikke havde lagt beviser frem og da han ville have dom i sagen inden Lars Thorsen var tilbage, så kunne han ikke dømme anderledes.
For retten kom Johan Holst på landsdommerens vegne i sag og præsenterede en missive, der gik ud på at kræve 79 rdl. 1 mark af Hans Nielsen boende på den 51. gård i Klemensker. Pengene skyldte han kancelliråd Scharving i København. Hans Nielsen bad om først at svare på næste eller anden ting herefter. Hvilket blev ham tilladt.
Anders Monsen som formand for de 8te mand syn af den 2. gård i Rutsker aflagde sin forretning
Lars Nielsen, formand for de 8 mænd på den 30. gård i Olsker, aflagde deres forretning.
Claus Monsen Torn på sin broder Henrich Falchs vegne stævnede Niels Andersen af Rutskerr for gæld.
Jens Larsen af Rutsker og Hans Larsen af Klemensker kom og erklærede, at de var blevet venligt forliget i deres sag om den 14. gård i Klemenskers sæderet således: Jens Larsen overdrager sin ret til broderen Hans, mod at han modtager 14 sld. fra broderen. Rasmus Larsen var også blevet forliget med Hans Larsen …?
DOM -pag 549a – 8te mands dom på den 30. gård i Olsker. Gården blev taxeret til 250 sld 1 mark 2 sk. Indlæg argumenterede for sæderetten skulle gå til Anders Jensen som er sal. Jens Andersen og Margreta Jensdatters yngste søn. Købebrevet den 10. december 1694 viste at Mons Madsen købte gården af sin sal. fader Madts Ibsen. Det var altså Mons Madsen fædrene gård og da han var gift med Margreta Jensdatter måtte det være deres søn Lars Monsen der således berettiget til gården. Enken efter Mons Madsen og Jens Andersen Margreta Jensdatter måtte nyde gården så længe hun lever.
Johan Holst på landsdommerens vegne spurgte Hans Nielsen om han vedkendte sig gælden til højesteretsprokurator Hans Scharving for sagsomkostninger, men han var forundret over det store beløb på 79 rdl. 1 mark. Holst ville redegøre for regnskabet på næste ting.
Mogens Andersen fra Rø sogn ved sin fuldmægtig Lorents Petersen stævnede Peter Thisen fra Svaneke ang. en vidneseddel om et guldstykke. Den var underskrevet af Peter Thiesen, Niels Pedersen m.fl. og nu ville Mogens Andersen vide hvad årsag, dette blev indleveret til Nørre Herredsting. [Sagen om guldstykket var blevet anket til Landstinget af Niels Pedersen, hvor sagen skulle ageres den 4. marts, hvorfor sagen om et forligsmøde skulle undersøges på herredstinget] Hans stævnede Niels Pedersen, hans hustru og datter Lisebet. Desuden var indkaldt Gotfried Nielsen til at fortælle, hvad der var sket i Mogens Andersens stue. Johan Holst som fuldmægtig for Niels Pedersen, hustru og datter nægtede at acceptere at der var sket en lovlig stævning, da det var sket på slet papir. Dommeren godkendte stævningen. Peter Thiesen var ikke mødt på tinget. Gotfried Nielsen fortalte at han var blevet bedt om at komme til Mogens Andersens hus i 1720 i maj måned som vidne. Da han kom så han Niels Pedersen, hans hustru og datter samt Peter Thiesen. I Mogens Andersen herbergshus præsenterede Peter Thiesen et pantebrev på 20 rdl. som Mogens Andersen havde. Peter Thiesen talte pengene og overdrog dem til Mogens Andersen. Samtidigt blev sagen om guldstykket omtalt således. Mogens Andersen betalte Niels Pedersen 7 sld. som han skyldte ham, hvilket skete samtidigt med at Peter Thiesen og Niels Pedersen modtog en underskrevet kvittering på de 20 rdl. Niels Pedersen sagde så: Gud ske lov nu har jeg penge til at indløse det guldstykke. Her sagde Mogens Andersen til Elseby Nielsdatter, at de ikke havde guldstykket i pant. Datteren Elisabet havde så sagt, at det vidste hun godt og hun krævede ikke at løse det hos dem. Niels Pedersen hustru Elsebye brugte ”en streck Mund” hvorefter Peter Thiesen rejste sig op og sagde: ”Var jeg den Mand saa skulde jeg Krosse arme og Ben paa dig og hafde jeg vidst det at du icke kunde styre dig, saa Gud gifue defuelen befatte mig om at jeg skulde komme her op og talt disse penge ud til Mons Andersen. Og da paa det sidste sagde Elsebye Niels Pedersen, vell hafuer jeg gifved Mons Andersen 20 rdl i dag, mens de skall daa faa en Suig (?) U-Løche. Da sagde Karen Mons Pedersen til Elsebye Niels Pedersen, kand ske saa vel i giør den U-løche paa. Da sagde Elsebye, giør jeg det iche saa skall der noch komme en der skall giøre den”. Gotfried Nielsen fortalte, at det var ikke sandt, at der var indgået noget forlig om guldstykket, sådan som vidnesedlen, der var indleveret, omtalte. Selv om han to gange tidligere var blevet brugt som vidne sagen, så mente han ikke, at netop denne episode, tidligere havde været berørt i sagen. Holst mente at han havde fortiet forliget. Gotfried mente derimod, at det aldrig tidligere var blevet berørt. Derefter blev vidnet Lars Pedersen fra Rø afhørt. Han var ligesom Gotfried Nielsen blevet bedt om at komme som vidne til dette møde hos Mogens Andersen. Han mente at der samtidigt med overdragelsen af de 20 rdl, ligesom var skrevet et forlig, men at det ikke vedrørte guldstykket. Elisabeth og Elsebye havde sagt, at hun ikke mente at guldstykket skulle være hos Mogens Andersen og derfor ikke havde noget at søge dem for. Han kunne ikke ud af den seddel som Peter Thiesen havde tilsendt herredstinget, kunne være rigtig. At han to gange tidligere var blevet udspurgt i retten guldstykket og ikke nævnt noget om dette møde, så skyldtes det, at han ikke var blevet spurgt. Efter Holst havde spurgt Mogens Andersen om han havde flere vidner i sagen. Dommeren meldte at på det foreliggende grundlag, kunne han ikke udstede et tingsvidne.
Jens Jensen af Hasle stævnede Niels Didrichsen af Olsker for gæld på 3 sld 8 sk.. Niels Didrichsen var ikke
Poul Ibsen på Aarsballegaard var ikke mødt på tinget vedr. sæderetten og adgang. Sagen blev opmeldt for anden gang på tinget.
Sagen som Henrich Falch startede mod Niels Andersen blev ophævet.
Læst kgl. forordning om at hver bonde i stedet for midsommerrente, skulle årlig give et pund af hver tønde hartkorn. Dat. 29. december 1721.
Johan Holst på landsdommerens vegne præsenterede en speciel regning til Hans Nielsen i Klemensker vedr. de 78 rdl. 1 mark. Regningen var oprindeligt på 79 rdl 1 mark, men Hans Nielsen havde indbetalt 1 rdl., som derfor var fratrukket. Af sagen fremgår, at det er to højesteretssagen som kancelliråd Scharving havde ført. Holst fordrede derfor at pengene måtte tages med pant i Hans Nielsen 51. gård i Klemensker. Hans Nielsen udbad sig frist til at finde ud af hvor han skulle få pengene fra. Dommeren tillod Niels Hansen udsættelse, men hvis han ikke kunne skaffe dem inden næste ting, så ville sagen gå til doms.
Ole Jacobsen fra Rønne stævnede Peder Jensen fra Rutsker på den 1. gård for gæld til ham på 16 daler. Peder Jensen havde påtaget sig at betale for Lars Thorsen på den 2. gård. Peder Jensen var ikke mødt.
Løjtnant Niels Hansen Bidstrup mødte i sagen mod Lars Thorsen og de tre pantebrevet. Han pålagde at dommeren nu afgav dom i sagen. Han mente at Lars Thorsen havde ruineret gården ved bortsælgelse af skoven og andet. Lasse Jørgensen afgav sin skriftlige indlæg i sagen. Begge sager blev optaget til doms.
Poul Jørgensen opbød sin sæderet til Aarsballegaarden for tredje gang og da ingen ville overtage retten til gården kunne han nu få et tingsvidne og sælge gården til hvem som helst.
Formand Peder Andersen og medfølgende 8te mand ang. den 14. gård i Klemensker afsagde dom og leverede 7 stk dokumenterne tilbage.
Jens Jensen kom på tinget og efterlyste Niels Didrichsen svar på hans krav på gælden 3 slettedaler. Da han ikke var tilstede, måtte han lade sagen gå til doms tillige med sagens omkostninger. Dommeren ville have udskrift af tingbogen, således at han kunne afsige dom.
DOM – pag. 553a – 8temandsdom over den 14. gård Krykkegaard i Klemensker, som Hans Larsen boede på. Sagen skulle vurdere værdien af gården på påligne hvilke penge, der skulle udredes til Lars Larsens arvinger, samt at bestemme, hvem der har sæde og adgangsret til gården. Gården blev vurderet til 146 sld 1 mark 14 skilling. Rasmus Larsen som sin moders værge havde tilrettelagt et indlæg, der påviste at hans mor, der var enke efter Lars Larsen, var berettiget til ”nødtørftig ophold og have midler. Et skifte efter Peder Hansens sal. hustru Anna Pedersdatter af dato 28. november 1703 viste at gården var øde. Den eneste de havde pant i gården i 1702 var Hans Larsen. Desuden fremlagdes et pantebrev af dato 31. oktober 1673, der viste at gården var pantsat til Peder Hansens afdøde fader Hans Jensen af Hans Larsens afdøde fader Lars Larsen for 80 sld. Hans Larsen havde indfriet gården med 90 sld. den 9. juni 1711, hvorefter Hans Larsen havde betalt kendelsespenge. Lars Larsen havde haft 7 sønner, som er Rasmus, Hans, Anders, Niels, Olaf, Lars og Jens. Jens Larsen var derfor den, der kunne have overtaget gården som den yngste. En forlig var indgået hvor Jens overdrog sine rettigheder til broderen Hans. Da forbedringerne af gården ikke skulle medregnes, så var det besluttet at 80 sld. skulle deles mellem sønnerne fradraget 12 sld. til sagens omkostninger. Gården var nu med tre længer på i alt 23 stolperum. Dommen lod på at Hans Larsen kunne beholde gården mod at betale sine brødres arv og sørge for moderen til hendes død.
Holst på landsdommerens vegne kræve Hans Nielsen dømt for ikke at betale de 78 rdl. Dommeren ville have udskrift af sagen, således, at han kunne dømme. Hans Nielsen bad forgæves om udsættelse.
Ole Jacobsen af Rønne ville høre om Peder Jensen af Rutsker havde noget til forsvar. Peder Jensen mente ikke at være Ole Jacobsen skyldig i noget som helst og han bad Ole Jacobsen at bevise det. Ole Jacobsen svarede at han havde ”givet sin hånd under tvende mands hænder” at han skulle betale 16 sld. for Lars Thorsen efter han havde fået et pantebrev fra ham. Det nægtede han.
Lars Thorsens hustru mødte og bad om at Niels Bidstrup og Lasse Jørgensen kunne finde ud af hvilke fordringer de havde i den 2. gård og om hvem der havde prioriteten i gården. Hun mente at alle ville blive betalt så snart hendes mand var kommet tilbage fra København.
Søren Monsen Høg fra Rutsker stævnede Hans Andersen Væbo i Rutsker for 19 daler 2 mark og rente på 5 sld. 3 mark. Hans Andersen ville svare på næste ting.
Dom afsagt i sag mellem Jens Jensen og Niels Didrichsen.
DOM – pag. 554b – Da Niels Didrichsen ikke havde indfundet sig i retten, kunne dommeren ikke andet end at dømme ham at betale 3 daler 8 sk. samt sagens omkostninger på 2 sld. inden 15 dage.
Sagen mellem Søren Monsen Høg og Hans Andersen Væbo var påstand mod påstand. Sagen udsat til næste ting.
Ole Jørgensen af Rønne kunne ikke få Peder Jensen til at vedstå hans tilsagn om at betale de 16 daler for Lars Thorsen. Sagen udsat til næste ting, hvis der ikke kunne indgås forlig, ville dommeren afsige dom.
Mons Fridrichsen af Rø mødte på sin fader Fridrich Hansens vegne samt Lars Monsen fra Rutsker på sin myndlings Friderich Friderichsens vegne. Lars Nielsen i Rø havde haft Birgit Fridichsdatter til ægte, hvorfor de ville sikre sig at Lars Nielsen ikke kom på tinget for at læse et købebrev på den 3. gård i Rø sogn. De to Lars Nielsen og deres søster Birgit efterlod sin ingen livsarvinger, hvor han ikke kunne erhverve gården.
Ole Jacobsen af Rønne stævnede Peder Jensen på den 1. gård i Rutsker for de gæld på 16 sld., samo han havde lovet at betale for Lars Thorsen. Hans Larsen af Rutsker kom og vidnede at Peder Jensen havde lovet Ole Jacobsen at betale, hvis ikke Lars Thorsen kunne gøre det. Svend Hansen fra Rutsker bekræftede den pantebrevsag, hvor Peder Jensen havde lovet at betale Ole Jacobsen 16 sld.
Søren Monsen i sagen mod Hans Andersen Væbo. Hans Andersen Væbo mente at han kun skyldte 15 sld 3 mark, hvilket han tilbød med ed. Søren Monsen ville ikke acceptere at han skulle slippe for renterne. Han ønskde dom i sagen.
DOM afsagt i sagen mellem Niels Hansen Bidstrup og Lars Thorsen.
På amtskriver Horn kom fuldmægtig Niels Lund med ordre fra Landsdommer Nansen til Mogens Clausen Torn. I en landstingsdom var det pålagt herredsfogeden at føre en sag, for egen regning, mod Ellen Jensdatter for begået lejermål i 1720 med hensigt at finde barnefaderen. Herredsfogeden havde stævnet Ellen Jensdatter. Ellen havde angivet en ukendt matros for præsten Sandby i Klemensker, hvilket hun ved ed havde afgivet. Ellen afgav ed herpå. Niels Lund mente at hun havde sagt noget andet, hvorfor han ville have sagen udsat til næste ting.
Niels Lund havde også en anden sag at føre mod herredsfogeden på landsdommeren vegne. En dom afgivet den 19.marts 1721 i en sag mod Anders Pedersen af Klemensker. Der var blevet dømt uden bevis og det herredsfogeden selv der havde stævnet for Ole Gifversen. Sagen blev gennemgået og Niels Lund fik et tingsvidne.
DOM pag. 557a i sag mellem Niels Hansen Bidstrup af Hasle og Lars Thorsen på den 2. gård i Rutsker. Lars Thorsen havde udgivet to pantebreve til Lars Gummeløs og et pantebrev til Anna Dortha Nielsdatter i hendes enkestand. Hvilke pantebreve ikke var blevet indløst som aftalt. Pantebrevene var udsted i 1715 og 16 i alt på over 200 sdl. Bidstrup havde foranlediget at den anden gård blev vurderet for at se om gården kunne indløse gælden. Gården blev taxeret til 376 sld. Lasse Jørgensen havde også krav på gården, da han havde lovet at stå Lars Thorsen bi for 16 sld. Dommeren kunne ikke løse sagen uden at Pantebrevene forblev stående i gården og at Lasse Jørgensen kunne overtage gården sæde og adkomstret. [siderne er svært læsbare]
Dom afsagt i sagen mellem landsdommer Nansen mod Hans Nielsen på den 51. gård i Klemensker. Johan Holst krævede dommen beskreven på vegne af landsdommeren.
Dom afsagt i sagen mellem Søren Monsen i Rutsker Hans Andersen Væbo.
DOM – pag. 558b Hans Nielsen havde ført to sager til højesteret efter en landstingsdom. Han boede på den 51. gård i Klemensker, som han havde i brugeligt pant. Højesteretssager var sket den 20. november 1719 og den anden den 11 oktober 1721. Landsdommeren havde gået i kondition (givet kaution) for Hans Nielsen, som han nu krævede tilbagebetalt. Dommen lød, at Hans Nielsen skulle betale i alt 78 rdl 1 mark + 4 rdl. for sagens omkostninger.
DOM – pag. 559a – Søren Mogensen i Rutsker havde stævnet Hans Andersen Væbo for gæld 15 sld 3 mark. Da Hans Andersen Væbo ikke havde forsvaret sig, måtte dommeren dømme ham til at betale samt 2 daler og 1 mark i omkostninger.
Læst kgl. forordning og nærmere forklaring på forordningen af 15. januar 1701 om besætningens størrelse på gårde over 8 tønder land hartkorn (?)
Poul Ibsen af Østermarie beviste at han tre af følgende gange havde opsagt Esber Jørgensen på den 41. grd i Klemensker til fraflytning inden midfaste 1723. Han havde indløst pantebrevet, således at Esber Jørgensen ikke længere kunne have gården som brugelig pant. Esber Jørgensen blev pålagt af fremvise alle dokumenter han havde på gården. Esber Jørgensen ville svare på næste ting. Poul Ibsen fremviste et købebrev som viste at han havde solgt gården til Poul Anthoni Møller i Svaneke for 400 sld. Esber Jørgensen ville have henstand for, at skødet kunne effektueres. Han ville bevise sin ret til gården.
For retten kom Lars Thorsen af Rutsker stævnede Peder jensen på den 1. gård i Rutsker, som havde bemægtiget sig en del af den 2. gårds ejendom – det områder er hed Merrilds Løkken. Peder Jensen ville svare på næste ting.
Lars Thorsen af Rutsker stævnede Erich Pedersen, Mans Pedersen, Hans Larsen og Jørgen Andersen (ikke mødt) for den udpantning, de havde foranlediget efter han havde været bortrejst til København. De havde ulovligt bemægtiget ham hans gods til egen profit. Han havde mistet en hest, som var blevet taget i brug af Jens Pedersen. Nu ville han til næste ting føre sag mod dem.
De tre af de fire stævnede mænd ville ikke acceptere præmissen for stævningen, da historien var en anden end Lars Thorsens. De følte, at de var blevet bedraget ved at blive lokket til at kautionere for Lars Thorsen for 10 sld. hver. Lars Thorsen var blevet anmeldt for ulovligt skovhugst for Holstførsten, som derfor ville udpantet ham for penge. Da han var kommet tilbage fra København var han blevet sat fast i Rønne Vagt i 7 nætter og dage. Hans hustru havde kontaktet de fire mænd og andre ”Med Bøn og vemodighe Sambt grædende Taarer, at disse Formend vilde for Guds Navns skyld hjælpe ham ud af arresten, hun kunde umuligt forsørge ham der med ophold, langt mindre med Renlighed som sig det bør, og derfor ved sin dyrebareste ed at saa snart Lars Thorsen kunne slippe arresten og på fersk fod, da skulde betalingen ske inden tre dages forløb efter, Ja og ydermere havde Lars Thorsen self skriftligt bedt at de vilde hielpe hannem af arresten, derfor de mundtligen svaret oc forpligtet sig til at Cautionere” mod at han ville holde dem skadesløs på alle tænkelige måder. De havde derfor kautioneret for hver 10 sld. Hans Larsen fremlagde fremlagde en revers under Lars Thorsens hånd den 17. november 1721 til de fire mand om at de skulle holde ham skadesløs i sagen mod Holstførsten og at de måtte dække deres tab i hans bo. Nu havde de ikke fået tak for at hjælpe ham ud af arresten, men tvært imod fået en proces og rettergang på halsen. De var ukyndige i rettergang og da Lars Thorsen var en meget forgældet mand og forarmet, der næppe havde en mark dansk. Lars Thorsen måtte skaffe sig kaution inden han gik i rette mod de fire mand.
Dommeren ville dog ikke forhindre Lars Thorsens ret til at føre sag og om hans vederhæftighed var intet bevist.
Lars Thorsen ville have udskrift af disse fire mands udsagn. Herefter opremsede han hvad han mente at de havde frataget ham uden lov og ret. – utærsket korn til 6 sld. , en vogn med fjæl, hammel og halssele og tømme til 6 sld., en hest til 12 sld. Ved udpantningen havde de forhindret Lars Thorsen at drive høsten ind, en skade ham satte til mindst 12 sld. De fire mand samt Jens Pedersen ville svare på Lars Thorsens anklager på næste ting.
DOM – pag. 562b mellem Ole Jacobsen i Rønne og Peder Jensen på den 1. gård i Rutsker på en gældsforpligtelse på 16 sdl. Et beløb som Peder Jensen havde påtaget sig at betale for Lars Thorsen. Peder Jensen havde modtaget et pantebrev af Lars Thorsen og derfor mente Ole Jacobsen at Peder jensen skulle betale ham. Dommeren dømte Peder Jensen at betale 16 sld. til Ole Jacobsen inden mikkelsdag samt sagsomkostningerne på 2 sld.
29. maj 1722 – 562a
Niels Bidstrup af Hasle beviste at har tre gange hvde udsagt Lars Thorsen af den 2. gang i Rutsker inden midfaste 1723. Samtidigt havde Niels Bidstrup forbudt Lars Thorsen at disponerer over gårdens bygninger, ager, tørveskær og skov på nogen måde. Lars Thorsen var ikke mødt, men havde sent Mogens Pedersen fra Rutsker, der forklarede at Lars Thorsen ikke kunne møde ”formedelst Vigtig forfald”. Dommeren pålagde ham at møde på næste ting.
Esber Jørgensen for retten fremkom i i rette lagde et indlæg samt et pantebrev fra 28. august 1717 på den 41. gård i Klemensker ang. underskrevet Poul Ibsen. Dernæst fremlagdes et tingsvidne den 12. maj 1719 om et forlig, hvor Poul Ibsen havde fået sine penge. Der blev fremlagt dom af 14. juni 1720 og en 8te mands dom fra 19. juni 1716 efter et skifte og deling imellem Lars Andersens hustru Karen Holgersdatter og Lars Andersens efterladte bøn af samlet sum på 252 sld. Esber Jørgensen meldte at det nu er sket en overdragelse fra Poul Ibsen fra Østerlars til Poul Anthoni Müller, en overdragelse som han ikke kunne acceptre før end de 18 panteår var endt. Poul Ibsen bad om at dokumenterne måtte blive på tinget indtil næste tingdag. I mellemtiden ville han bede Esber Jørgensen om at gøre regnskab og derefter ville han svare.
Johan Holst af Rønne producerede en memorial af Niels Ødbersen af Rø sogn og en tilladelse fra matmanden om, at han måtte gå i rette for Ødbersen.
Johan Holst på Ødbersens vegne stævnede Gotfried Nielsen
Niels Lund var efter tilladelse fra amtskriver Horn mødt i retten for at protesterede mod Niels Ødbersens beskyldning mod Gotfried Nielsen, som var fæstebonde på den anden vornedgård i Rø (Spellingegaard). De to prokuratorer stred mod hinanden om lovens ord vedr. kald og varsel. Dommeren erklærede at stævningen var lovlig og sagen kunne tage sin begyndelse. Gotfried Nielsen havde været tilstede, men var gået under forhandlingen om stævnets lovlighed og mod at han faktisk var blevet bedt om at blive. Holst havde fået stokkemændenes attest på, at Gotfried Nielsen havde været i retten og at han derfor måtte fortsætte sagen mod Gotfried Nielsen, uanset om han var til stede eller ej. Holst fremlagde en attest fra fire personer og ville afhøre andre fire vidnesbyrd. Som var Lars Olsen, Anders Ibsen, Hindrich Ibsen og Bertelomees Petersen. Lund ville ikke acceptere vidnerne, da hans principal Gotfried Nielsen ville mener, at de havde givet ham ”vold, hug og slag”, der var kongelig fæstebonde, hvilket han bevidnede af et skrift dat. 28. maj 1722. Lund vil derfor give kontrastævning mod disse fire vidner og derfor ville han nægte, at de kunne bruges af Holst i dag som vidner. Sagen drejede sig om at Gotfrid Nielsen havde brugt Niels Ødbersens heste ved nattetid. De to prokuratorers strid om procedure blev af dommeren afvist, men mente at Gotfried Nielsen skulle være tilstede under afhøringerne, således at der kunne stilles spørgsmål til ham. Sagen udsat til næste ting.
Anders Ibsen blev afhørt. Han havde natten mellem den 20. og 21. maj set at Gotfried Nielsen harve med en sort og en brun hest, som han ”Mystode” og slog på. Han red på den ene og den anden voldløb han med harven. Han faldt af hesten og harven løb over ham ageren, hvorefter de forsvandt med hammelen. Han, Hendrich Ibsen, Bartolemeus Petersen og Lars Olsen gik til Niels Øbersen og spurgte om han havde lånt hestene til Gotfried Nielsen, Det havde han ikke. Hans sagde, om nogen havde hans heste, så havde de stjålet dem som en tyv. Niels Øbersen gik så og ledte efter sin heste til kl. 3 om morgenen, indtil de gik til Gotfried Nielsens. Da kom Gotfried Nielsen vester af med Hammelen og et stykke af tømmen ”lige fra som hestene gienge paa it bierg som kaldes Halde bierget. Holst spurgte vidnet om han var sikker på at Gotfried Nielsen havde taget hestene. Det kunne vidnet ikke, det eneste han kunne sige var, at så hestene med Gotfried Nielsens harve på hans jord inden de løbe bort, hvorefter Gortfried Nielsen gik hjem. Han havde ikke været hos Gotfried Nielsen om aftenen, men morgenen efter sammen med Hendrich Ibsen, Bartolemeus Petersen, Lars Olsen og Niels Øbersen med hans stedsøn Hans Rasmussen. De var ude og lede efter Niels Øbersens heste. De var blevet bedt om der af Niels Øbersen. Han havde ikke forøvet hug og slag mod Gotfried Nielsen, men som han sagde, havde Gorfried Nielsen ikke fået andet en hvad han måtte have fået, da harven løb over ham.
Dernæst Lars Olsen af Rø sogn, der fortalte, at han sammen med de tre andre, så Gotfried Nielsen harve med to heste. Det var aftenen mellem den 20. og 21. maj. Hestene voldløb og Gotfried Nielsen styrtede af den ene hest og skreg, da harven løb over ham. Hvorefter hestene løb sin vej med harven, som efterhånden rev sig løs, hvorefter hestene løb væk med hammelen. De to heste en sort og en brun tilhørte Niels Ødbersen. Gotfried Nielsen gik hjem og de fire gik til Niels Ødbersen og fortalte om hestene. Øbsersen havde ikke udlånt hestene, som han nu mente var stjålet. Niels Øbersen bad de fire om at hjælpe med at finde hestene. Hen i mod morgen kom de hen til Gotfried Nielsens gård, da de så Gotfried komme med hammelen og en del af tømmen. De to heste gik oppe på Haldebjerget. Vidned ville ikke svare på Lunds spørgsmål om slagsmål, men han fortalte at han var sikker på, at det var Øbersens heste, da Gotfrieds to heste gik syd for åen og var ”gildede”. Vidnet beskrev de to heste, der skulle være Øbersens, meget indgående.
Lars Olsen blev separete og den næste var Bertelones Petersen af Rø sogn. Lars Olsen bekræftede at de fire var på tur og ”da hørte Lars Olsen en harve gå”, hvorfor de gik nærmere og så det var Gotfried Nielsen der harvede på Niels Øbersens heste. Det var Gotfried Nielsens egen jernharve. Gotfried red på den sorte hest. Da Gotfried Nielsen så dem, så gav han et skrig, som forskrækkede hestene. Gotfried faldt af hesten og hang i tømmet og blev kørt over af harven inden hestene løb af marken. De gik til Niels Øbersen og fortalte om deres oplevelse, hvorfor de hjalp ham med at finde hestene igen. De gik indtil det blev morgen. De gik gennem Gotfried Nielsens gård hvor de så så Gotfried komme fra vest med en hammel og de så at hestene gik på Haldebjerget. Niels Øbersen havde beskyldt ham for at tage hestene, hvilket Gotfried benægtede og smed tømmen fra sig.
Niels Lunds spørgsmål om den kommende sag, hvor han og de andre skulle blive beskyldt for vold mod Gotfried Nielsen. Vidnet svarede ikke, men sagde at det måtte vente til næste fedag (tinget blev holdt om fredagen)
Henrich Ibsen fortalte det samme som de andre, men tilføjer at Gotfried Nielsen var blodig på ”krysterne” da de mødte ham om morgenen, da han kom fra vest. Gotfried svor og bandede og spurgte hvad de ville. ”Da spurgte Niels Øbersen ham efter hans heste, da sagde han (Gotfried) Nej, hand havde ikke haft hans Heste eller harvet den nat, og så gik der fra ham og han gik ind” Og da så de hestene gå oppe på Haldebjerget. De gik op til hestene og så at de havde redet, men at ”tøjet var aftaget”. Lund spurgte vidnet om det egentlig kunne lade sig gøre at blive overkørt af en harve og om det ikke kunne være af hug og slag fra en af de fire personer, der kom forbi. Han spurgte også i hvilket ærinde de havde på de kanter. Henrich Ibsen svarede ikke på spørgsmålet.
Lund mente at der var nogen, der havde ”løbet dem i næsen”, at det skulle være Niels Øbersens heste. Og hvorfor var de interesserede i hestene, når en mand harver. Lund viste tydeligt, at Gotfried ville anklage dem for vold og at de fire havde konstrueret sagen om hestene og haven, samt at Gotfried var blevet overkørt, for at klare frisag. voldsagen, som Gotfried Nielsen ville starte på næste ting, blev oplæst og på næste ting føres.
Holst, derimod synes at de fires vidnesbyrd ens stemmende, beviser at det var Niels Øbersens heste. Hvorfor han mente ikke længere behøvede at bevise mere, hvorfor ham ønskede dom i sagen. Dommeren efterlyste Gotfried Nielsen, som havde været på tinget. Holst skulle have lov til at stille ham spørgsmål. Men atter viste det sig at Gotfried Nielsen havde forladt tinget.
Johan Holst foranledigede at oplæse stævningen, hvor han på Niels Øbersens vegne stævnede Gotfried Nielsen, samt vidnerne Anders Jensen, Bromme, Lars Pedersen, Hans Jørgen Pedersen, Hans Rasmussen, hans hustru og ældste søn Jep Hansen, Anders Rasmussen, Niels Gotfriedsen og Lasse Mortensen – alle til spørgsmål og svar i sagen. Da hverken anklagede eller vidnerne var stilstede, så måtte dommeren udsætte sagen. Han pålagde alle til at møde på næste ting.
Lars Nielsen på Esber Jørgensens vegne af Klemensker sogn ville høre Pouls Ibsens svar på tidligere spørgsmål Poul Ibsen var ikke tilstede. Lars Nielsen ønskede sagen til doms,
Lars Thorsen mødte og ville fornemme om Hans Larsen og hans medfølgere om hvad de havde at sige om den udpantning, som de havde iværksat. Lars Thorsen havde iværksat en vurdering af de ting, som var blevet pantsat. Der var indgået forlig med Jørgen Andersen. Hans Larsen, Erich Pedersen og Mons Pedersen forundrede sig over at Lars Thorsen havde udgivet forliget på 12 skillings papir, hvilket var for lidt efter kongens forordning. (sidste side er pag. 572b er meget utydelig og næsten ikke til at læse)