Politiprotokollen blev autoriseret af fungerende amtmand Cronenberg 17. september 1740 efter ordre fra Stiftamtmanden Gerstorph. Forskellige forordningen gav herreds,- by- og birkefogederne større myndighed til at idømme bøder og fængselsstraffe. Undersøgelsessager hvor skyldspørgsmålet ikke klart blev afklaret, gik videre til amtmanden, som vurdere om sagen skulle rejses på tinget.
I tingbogen for 21. maj 1742 læstes stiftsbefalingsmand Gerstorphs reskript ang. politiinspektionen og administration.
Protokollen findes i Hasle Byfogeds arkiv. De første 100 paginerede sider omfatter sager fra Hasle Købstad, de næste Nørre Herred og fra pagina 200a sager fra Hammershus Birk.
Originale sider fra politiprotokollen er gengivet her som pdf:
1741-1783 Poltiprotokol Hammershus Birk
Referater:
15. oktober 1742 – om fiskeri på helligdage Pag. 200a
Christian Rasmussen foretog politiforhør vedrørende helligbrøde. Fiskerne havde sat sildegarn Mikkelsaften (fredag den 28/9) og havde tage dem op dagen efter (den 29/9 Mikkelsdag, som indtil 1770 var en helligdag). Eller også havde de sat garn Mikkelsdag for at tage dem op næste dag, som var en søndag morgen. Nogle af fiskerne havde forsømt at komme i kirke Mikkelsdag og om søndagen. Anklagen kom fra præsten Hr. Mahler.
Fra Sandvig var indkaldt kaptajn Jens Hansen, Hans Nielsen, Haagen Skaaning, Hans Madsen Vig, Peder Sandersen, Michel Jensen, Jens Hyldebrand og Jep Andersen og fra Allinge: Niels Andersen og hans kammerat Jacob Madsen, og Johan Samuelsen samt Jørgen Johansen.
Desuden var Jesper Hansen og Jens Larsen indkaldt, samt præstens fire medhjælpere Michel Monsen og Mads Svensen af Sandvig og Vefst Jensen og Jørgen Johansen af Allinge.
Kaptajnen fortalte, at det var hans lille søn og hans karl som satte garnet og ikke ham selv. De havde fisket omtrent 10 ol sild. På spørgsmålet om han havde solgt sildene på landet eller om han havde saltet dem ned, svarede kaptajnen, at han havde saltet dem. Kaptajnen svarede at alle hans folk havde været i kirke, men ikke ham selv, da han fik besøg af fornemme folk. Kaptajnen mente, at det var tilladt at sætte sildegarn, “så længe silden varede” – også selv om det var søndag. Kaptajnen fortalte, at han godt vidste, at præsten havde sin dreng og en anden karl til at undersøge om menigheden satte garn på en helligdage.
Dernæst Hans Nielsen, som havde part i båden med kaptajnen. Han svarede ligesom kaptajnen og tilføjede at han og hans hustru havde været i kirke.
Haagen Skaaning svarede, at han ikke satte garn Mikkels aften men først satte fire garn Mikkeldags aften og tog dem op dagen efter, som var søndag. Hans fangst var på 4 ol sild, som han beholdte i sit hus. Både han og hans hustru havde været i kirke. Han vidste ikke at det var forbudt og han mente bestemt, at præsten havde tilladt fiskeri i den periode hvor sildene skulle fiskes. Han kunne ikke angive andre, som havde fisket eller havde taget på landet for at sælge sild og derved forsømme sin kirkegang.
Hans Madsen Viig erkendte, at han havde fisket, men kunne ikke huske hvor meget han havde fået. Sildene brugte han hjemme. Han havde været i kirke, men ikke hans hustru, som havde tre små børn. Han vidste, at en bonde Hans Clausen fra Lundegaard i Olsker kørte Mikkeldags morgen med Claus Mons øg tilbage. Desuden vidste han, at Hans Gertsen af Sandvig og hans søn Gert Hansen, der ikke var indkaldt, havde sat sildegarn Mikkels Aften. Desuden vidste han, at Samsing Nielsen af Sandvig havde sat sildegarn. Han mente, at præsten havde sagt, at det var tilladt at sætte garn på en “førhelligdag”. Præsten havde også sagt, at hvis de manglede salt kunne de tage det på hans regning hos Rasmus Weidichsen og Hans Hyldebrand og først betale efter 14 dage.
Peder Sandersen svarede ligesom Hans Wiig. Han angav, at Peder Pedersen på gaden havde sat garn samme aften.
Mikkel Jensen havde også sat garn samme aften og havde fået 7 ol sild, som han havde beholdt hjemme. Hans hustru havde været svag og havde ikke kunne gå til kirken. Han og hans folk havde været i kirke. Han havde sat garn fordi de andre havde gjort det. Så han mente, at præsten havde sagt, at det var tilladt.
Jens Hyldebrand af Sandvig tilstod ligeså og erkendte, at han havde fået 2 ol sild mikkelsdag og noget lignende søndag morgen. Han havde bragt nogle sild “ad marchen”. Han mente tillige at præsten havde givet dem lov til at fiske.
Niels Andersen fremstod og fortalte, at hans to kommerater Johan Samuelsen og Jacob Madsen ikke havde været med på fiskeriet. Han havde derimod haft Hans Hansen med sig i båden da de satte garn mikkeldags aften. de havde kun fået en halv ol sild.
Derefter blev alle kollektivt spurgt. Følgende vedkendte at de havde fisket: Ole Hansen Fisker, Hans Olsen, Jens Andrisen, Axel Lind, Hans Hansen, Jens Madsen, Peder Mogensen, Niels Hansen og Hans Christian Wiinberg. Nogen af dem havde besøgt kirken, andre ikke og igen andre kunne ikke huske det.
Jørgen Johansens erkendte, at hans lille dreng havde været med Hans Christian Wiinberg og Samsing Nielsen for at sætte fire garn ud for Sæne. De havde i alt fået 14 a 15 ol sild.
Præsten andre tre hjælpere – undtagen Wefst Jensen – havde også sat garn. De mente også, at præsten havde givet dem lov, samt at de havde hørt, at han havde sagt hvor de kunne få salt.
5. november 1742 – om fiskeri på helligdage
Pag. 302a
Sagen om at holde sabbatten hellig fortsatte. Sættedommeren Christian Rasmussen havde ved tidligere afhøringer afklaret, at flere havde forbrudt sig mod den kgl. sabbatforordningen fra 1735. C. Rasmussen ville havde udvidet afhøringer eftersom der var forlydende om, at kaptajnen Jens Hansen og Hans Nielsen forleden søndag havde fiske en laks før søndagsprædikenen. Samtlige indstævnede blev kollektivt spurgt om de havde sat garn i helligdagene ved Mikkels tide. De 13 personer erkendte fiskeriet. Det samme havde også de tre udeblevne personer erkendt. Alt i alt havde 25 personer forbrudt sig mod forordningen, men de havde alle været i kirke. Sættedommeren C. Rasmussen gjorde derefter sin irettesættelse.
Derefter henvendte C. Rasmussen sig mod Hans Olsen, der angiveligt havde sloges med Samsing Nielsen selvsamme Mikkelsdag, som fiskeriet havde foregået. Hans Olsen nægtede. “han havde ikke rørt en finger mod nogen”.
C. Rasmussen ville slutte politiafhøringen og indstille til birkefogeden, at han skulle mulktere de skyldige. De tiltalte angav, at de fra gammel tid altid havde sat garn Mikkelsaften. De ville herefter afstå at sætte garn før en helligdag. Birkedommeren ville ikke undlade at dømme dem en mulkt, men da de alle – undtagen kaptajnen – var fattige fiskere, skulle de nøjes med 1 mark for hver forseelse. Kaptajnen Jens Hansen skulle betale 2 mark. Alt i alt skulle der betales 6 sdr. 2 mark
28. januar 1743 – Om bjærgning på en søndag Pag. 203a
Politiforhør afholdt af birkefoged Poul Eskelsen. Præsten hr. Mahler havde den 2. januar forlangt en undersøgelse om Vefst Jensen, Jesper Hansen, Hans Wiinberg og den svenske konstabel Jonas Törning havde været ude på vraget søndag mellem jul og nytår. Præstens informatorer var Jørgen Johansen af Allinge og Mads Svensen af Sandvig [præstens medhjælpere].
Mads Svensen var syg, men to stokkemænd havde været ved hans sygeleje for at høre om hans iagttagelse. Mads Svensen havde forsikret de to om, at han ikke havde angivet noget for helligbrøde, hverken for sin sognepræst eller andre.
Birkefogden læste Mahlers anklage op for Jørgen Johansen. så ligeledes nægtede at have angivet nogen for helligbrøde. Johansen fortalte om en samtale han havde haft hos kirkeværgen Jens Larsen i Allinge og hvor han netop ikke ville bekræfte Mahlers påstande om de angivne personers helligbrøde.
Den kgl. svenske konstabel var betroet at have opsigt over vraget af det svenske orlogsskib Øland, der var strandet ved Hammeren. Jesper Hansen benægtede ikke at han og Vefst Jensen var på vraget om søndagen og også søndagen før. Men det havde været i embedspligt. Han og Vefst Jensen var beordret af birkefogeden til at holde øje med vraget og da det var “havblik”, de to dage, havde de tilladt konstablen at tage ud til vraget for at lede efter sine klæder. Samt på en kristelig måde at bjærge de druknede officerer og gemene.
Jesper Hansen var blevet valgt af den svenske kaptajn Hans Slÿter til formand for bjærgerne.
Da vejrliget pludselig skiftede til storm anløb de med båden imellem klipperne ved vraget. Der havde de fundet en tintallerken og en 4 daler plade af kobber. Disse to ting havde de leveret til den svenske konstabel som havde været med i båden.
Jesper Hansen formodede at bjærgningen af de døde legemer således at de kunne få en kristelig begravelse kunne accepteres af deres præst. For øvrigt havde alle personer i båden senere været i kirke.
Jesper Hansen angav at Jens Larsen havde været ude ved vraget med sin båd samme morgen.
Den svenske konstabel Jonas Törning bekræftede Jesper Hansens forklaring, hvorefter birkefogeden afsluttede sin afhøring og bad om at få en kopi af politiforhøret.
4. marts 1743 – om bjærgning på en helligdag Pag. 204b
Hr. Mahler havde angivet at det ved politiafhøringerne var bevist at de navngivne folk ved bjærgningen mellem jul og nytår havde forbrudt sig mod loven fra 1735 og burde dømmes. Christian Rasmussen ville som sættedommer dømme i sagen. Jesper Hansen udtalte sig på alles vegne og henholdte sig til det forrige politiforhør. Han mente at det var pligt at redde folk op af vandet for at give dem en begravelse og mente at de burde frifindes for sigtelserne.
11. marts 1743 – om bjærgning på en helligdag Pag. 205a
Birkedommeren frifandt Jesper Hansen og hans folk i båden for at have begået helligbrøde. Dommeren mente, at det var en hellig pligt, at benytte det stille vejr til at søge efter døde mennesker på havets bund. Jesper Hansen havde i kraft af sin formandshverv en opsynspligt han ikke kunne frasige sig.
25. januar 1745 – Vraggods Pag. 205a
Poul Eskildsens forhør efter amtmand Urnes befaling fra den 19. Januar: To mand fra Olsker, nemlig Hans Clausen og Hans Thomasen, havde indkaldt Jørgen Hansen fra Sandvig og hans to sønner Jørgen og Jens Jørgensen, samt Peder Sandersen, Jens Michelsen og Niels Jørgensen. Sagen er startet på rygter om at Jørgen Hansens 2de sønner og Niels Jørgensen havde roet ud for at redde vraggods. Alt vraggodset var blevet registreret og vurderet.
Yderligere havde Mans Hansen i Sæne og Hans Jensen i Buggehuset fundet drivtømmer, der ikke var registreret. Vraggodset skulle stamme fra en stranding den 21. december 1744. [der fandt sted i Olsker sogn]
Jørgen Hansen og sønner samt andre personer erkendte at de havde kørt med 3 – 4 alen lang mast, samt kahytsbjælker, omtrent 4 alen hver, samt 2 snese (?) fyrrebrædder omtrent 2 alen lange. Mogens Hansen i Sæne havde fundet forskellige vragstumper den 21. december. En del havde han brændt op. De havde også fundet en dunk og et “urhøns” som han og hans hustru havde ædt op.
Hans Hansen i Buggehuset havde fundet 2 stykker fyrrebrædder som var 3 alan lange, et halvt brød og et stk. af en granstage.
Ingen af de afhørt havde oplysninger om andre, der havde fundet vragdele.
26. april 1745 – Spil og dans Pag. 206a
Sognepræsten havde foranlediget en afhøring af personer, der skulle have deltaget i Michel Mogensens julestue i Sandvig den 14. januar 1745. Der skulle have været spillet kort og danset. Følgende var indkaldte til afhøring: Michel Mogensen, Niels Pedersen, Hartvig Møller, Hans Wiig og Claus Viig af Sandvig. Michel Mogensen fra Sandvig var desuden også indkaldt for at undersøge om han fastelavns mandag havde været til skydegilde hos Jørgen Hansen i Sandvig.
Præstens anmeldelse er gengivet i sin helhed: “Kgl. forordning af 12te Marti 1735 i dens 8tede artikel alldeles forbyder Julle Stuer, saa oc i louens Pag. 875 dend 11te art. fastelaunsløben oc saadant syndlige oc for argerlig væsen, saa maa ieg her med angifue, min Medhielper Michel Monsen i Sandvig, som den 14. january sidst afvigte, holdte Jullestue oc hafde Niels Pedersen i Sandvig oc Hartvig Møller begge til spillemand i self har hand tilstaaet det for mig, at hand hafde folch forsamblet hos sig, oc gaf dem maad oc de dandsede samme aften efter spillet, der var oc iblandt Hans Wiig oc hans broder Claus Wiig, men huem de andre var, er mig uvisselligt, men det veed jeg oc hand hafde bud ofr. til Captainen Jens Larsen, at hans børn oc Motte komme der ofr oc danse. Foruden det var hand oc med i Skyde-gilde paa fastelauns Mandag til Jørgen Hansen i Sandvig, hand som skulde efter hans aflagte Eed oc Embedes pligt angifue sligt syndigt oc forargerligt væsen for mig, naar andre begich dem, saa oc hindre dem i høyeste maade…, H.Mahler, St. Ols Præstegaard den 12. april 1745.”
Alle indkaldte var mødt undtaget Hartvig Møller. Den første, der blev eksamineret, var Michel Mogensen. Han havde ingen julestue holdt hverken på hellig- eller sognedag. Da han blev spurgt hvilke gæsten han så havde den 14. januar svarede han, at det var Poul Smed og andre gode venner, som han gave et måltid. Og, ja, der var to spillemænd Niels Pedersen og Hartvig Møller, der sad og “gned paa en Viol” og de små børn dansede dertil. Han bedyrede, at der kun havde været spillemusik mellem kl. 7 og 8 og at det kun var hans børn, der dansede. Han fortalte, at han ikke drev kro, så han havde ikke solgt øl eller brændevin. Det kunne dog godt være at hans kone havde skænket øl og brændevin til gæsterne. Han blev spurgt om han ikke sidste fastelavnsmandag havde været til skydegilde hos Jørgen Hansen i Sandvig? Michel Mogensen benægtede det, men afviste ikke, at han sammen med Jørgen Hansens søn Jens Jørgensen havde gået på stranden for at skyde sæler.
Niels Pedersen blev afhørt. Han erkendte, at han sammen med Hartvig Møller var hos Michel Mogensen, hvor de “gned lidt på violen”, De var ikke betalt, men gjorde det nærmest som tidsfordriv. Børnene dansede og de sluttede kl. 8 eller måske halvni. Han havde set, at nogen havde fået øl og mad.
Næste var Hans Wiig, der havde set at børnene øvede sig på gulvet. Dog havde en mand i kongens tjeneste hoppet rundt på gulvet sammen med børnene. Han erkendte at han havde købt øl for en skilling og 1 skilling brændevin. Han havde gået samtidigt med de to spillemænd.
Dernæst kaptajn Jens Hansen, som benægtede at han havde været hos Michel Mogensen.
Dernæst blev Jørgen Hansen i Sandvig spurgt om han havde holdt skydegilde sidste fastelavnsmandag og om Michel Mogensen havde været med. Hvilke han benægtede.
Dette forhør skulle derefter sendes i udskrift til amtmanden, som så skulle beslutte om Hr. Mahlers angivelse skulle føre til sigtelse i sagen. Hvis der skulle ske retsforfølgelse, skulle der vælges aktor til at føre sagen.
10. august 1745 – overfald og vold Pag. 207b (senere behandlet på birketinget den 6. sept. 1745)
Sagen er foranlediget en klage til birkefoged Poul Eskildsen fra Christian Christophersen i Sandvig, som den 1. august var blevet overfaldet af Haagen Mortensen Skåning. Foruden de to kombattanter blev Claus Madsen, Hans Nielsen og Michel Monsen indkaldt som vidner.
Først fik Haagen Mortensen oplæst klagen. Han nægtede anklagen og forstod ikke anklagen, da han intet ondt havde imod Christian Christophersen. Han nægtede også, at han havde sendt sin søn over til Christophersen, for at bede ham at komme over til sig. Han vedkendte sig, at havde haft hans besøg. Han havde intet udestående med Christophersen og han nægtede at han havde taget en pøl og slået ham ned.
Anklageren vedstod sin klage.
Claus Madsen fortalte at han havde været hos Haagen Mortensen og at Haagens søn havde hentet Christophersen. Årsagen var at Christophersens kone skulle skylde ham 3 mark. Han havde ikke set Haagen slå Christophersen.
Hans Nielsen og Michel Mogensen havde undersøgt Christian Christophersen for slaget. Han havde et lille hul i panden og tre små huller på næsen.
En udskrift skulle sendes til amtmanden, der ville vurdere om en aktor skulle føre anklage på tinget.
23. juni 1746 – drukneulykke Pag. 208b
Politiforhør efter at Peder Koch var forsvundet. Han var sandsynligvis druknet i Hammersøen tirsdag den 21. juni. Kun hans hat, som flød på søen, blev fundet.
Indkaldte var: Johan Ennersen ved Sæne, Peder Michelsen ved Hammersøen, Jens Bastians og Michel Jens hustru af Sandvig
Først blev Johan Ennersen afhørt. Han fortalte at han havde haft besøg af Peder Koch den 21. juni. Peder var tørstig, men de havde kun rent vand, som han drak fra øsen. Han havde gået fra Peder Larsens på Tulleborg i Rutsker. Der havde han sovet den forløbne nat. Derefter havde han ikke hørt noget til ham, blot hørt at de havde set hans hat i Hammersøen.
Mider Michelsen forklarede at Michel Jensen af Sandvig havde været på Hammeren og skåret tørv. Han fortalte, at han havde set en båd på søen med årene ude, men intet menneske i. Bådens ejer var Vefst Jensens.
Michel Jensens hustru forklarede det samme som Peder Michelsen.
Jens Bastian af Sandvig havde en søn, der drev kvæg langs Hammersøen. Han havde set en båd, ude på søen, med en mand med blå trøje, der lænene sig ud over rælingen. Lidt efter da han så igen, var manden borte fra båden og årene var ude. Da han om aftenen drev kvæget tilbage, havde han set en hat tilhørende Peder Koch ligge ved bredden.
10. oktober 1747 – forsvundet strandingsgods Pag. 209a (sagen findes behandlet på birketinget)
Politiafhøring om noget hør fra den strandede skipper Mathias Pedersen Riis’ skibsladning.
Hørret, der var blevet opmagasineret i sognepræst Mahlers kælder i Allinge, var blevet borte og kommisonæren Johan Gerløv skulle have antydet, at det var blevet stjålet. Sagen var ikke undersøgt lovformeligt. Mistanken om at hørret var blevet bortført skulle undersøges.
Skipper Mathias Riis, styrmand Peter Hansen Lund, som havde indlogeret sig i huset hvor ladningen var opmagasineret, var mødt til afhøring, ligesom Jesper Hansen. Præsten hr. Mahler var udeblevet.
Skipperen vidste ikke hvor det omtalte hør blev opbevaret, og henviste til sin skriftlige redegørelse af sagen. Han havde ikke nøglen til lageret, men det havde hans fuldmægtig Christian Jæger, som tillige med tolderen, havde sat sit segl på låsen. Skipperen mente at præsten havde sagt, at han ville være ansvarlig for godsets opbevaring.
Styrmanden havde ikke deltaget i godsets opmagasinering og blev derfor ikke nøjere afhørt.
Jesper Hansen argumenterede for, at han ikke kunne være part i sagen, da han havde varetaget assurandørernes interesser. Han kunne oplyse, at han ikke havde fungeret som formand for bjærgerne og derfor ikke havde kendskab til hørret.
Der ankom et brev fra sognepræsten, der meldte sit forfald.
15. februar 1748 – Strandede skibsfolk tyveri og hærværk på Hammershus. Pag. 209b
Politiforhør – efter amtmand Urnes ordre – vedr. flere strandinger, der var sket ved Hammeren. Den hollandske kaptajn Intze havde udtalt, at han ikke ville have ansvaret for, hvad hans folk foretog sig. Han ville heller ikke tage sig af dem.
Kaptajn Intze var indkaldt sammen med fire af hans skibsfolk: Jacob Hop, som logerede hos Johan Samuelsen, Peder Kogelmand som boede hos Jens Larsen smeds, Olle Valstrøm, der var hos Johan Samuelsen, samt Gotfrid Smitmand, som boede hos løjtnant Hans Andersen. De fire var sigtet for at stjæle jern og øvet hærværk på Slottet. Desuden var tre andre anklaget for at rive stengærde ned og ødelægge 2 kogekar på slottet. De tre var: Henrik Peters, der logerer hos Wefst Jensen Skou, Christian Iek, logerende hos Peder Pedersen på Bakken i Sandvig, Daniel Bønk logerende hos konstabel Jens Hansen i Sandvig.
Klageren Lars Larsen havde to vidner med sig, nemlig konstabel Jon Sørnsen og Hans Bødker den ældre.
Jesper Hansen fra Allinge mødte på den hollandske kaptajn Henrik Inchte (Intze) vegne. Jesper Hansen tog forbehold for sin medvirken i undersøgelserne, da han og kaptajnen ikke kunne kommunikere ordentlig pgra sprogvanskeligheder. Fuldmægtigen blev forelagt en vurdering af ødelæggelserne af stengærdet som klageren havde i fæste. Værdien var 3 sdr. 1 mark 4 skilling. Jesper Hansen fortalte, at hans principal – den hollandske kaptajn – var på rejse og kunne ikke finde tid til at tage sig af sine søfolk ødelæggelse, men han ville lægge kaution for ødelæggelser. Han accepterede at sagen kunne gå efter den danske lov.
Johan Hop, Peder Kogelmand, Olle Walstrøm, Gotfried Smitmand blev anklaget for at have revet prædikestolen ned og væltet alteret og slået det i stykker, slået kirkedøren i stykker, brækket 2 luger op og taget jernet. Ole Walstrøm, der kunne tale svensk, svarede ja, men de havde ikke ødelagt noget, men de havde kun taget jernet. De mente, at det var lovligt at gøre det, da der ingen vagt havde været. De mente ikke, at de overfor Lars Larsen havde tilstået ødelæggelserne, men de havde blot konstateret at jernene var løse. De havde tilbudt Lars Larsen at levere jernet tilbage. De havde alle endnu jernstykker liggende i deres logi, undtagen Peder Kogelmand, der havde sit jern liggende i Sandvig. Han kunne ikke huske navnet på husets ejer.
Klageren Lars Larsen og hans to vidner Jon Sørnsen og Hans Bødker fortalte, at de fire sigtede søfolk var kommet til konstabel Jens Hansen i Sandvig med noget jern – de husker, at der var flere hængsler, en lås og en aarbild. På tysk havde de sagt, at det stammede fra Slottet. De fire skibsfolk forsøgte at få lov til at opbevare jernet hos Mogens Bendixsen, men konen ville ikke have det.
Jesper Hansen fortalte til skibsfolkenes forsvar, at Slottet var forladt og det “nu saakaldede Kirke er lige som andre ubrugelige Capeler og øde platser her paa landet og uden nogens opsigt eller vagt, saa at bemt. stæd ogsaa kaldede kirke og dets ovenstaaende mure har nogen ladet nedbryde for en tiid lang siiden og samme mørke houl og vraae nu ikund er til Lars Lars tieneste til qvæg, svin og andre Creatures og sæds brug som har bemt. øde plats og Slot i fæste for aarlig afgift.”
De tre andre søfolk erkendt, at de den 9. februar havde været på slottet og revet 2 kogekar ned samt ødelagt noget stengærde. De svarede, at de ikke havde stjålet noget, men “for plasir” gået rundt på slottet. De havde været været 8 i alt og ingen havde ikke set nogen ødelægge noget. De nægtede, at de den 10. februar havde været hos Lars Larsen for at betale for det ødelagte. Lars Larsen bemærkede at han aldrig havde forlagt penge for stengærdet, da det ikke var hans ejendom. Lars Larsen agtede at bevise, at det var dem, der havde ødelagt stengærdet og en havelåge i Slotsgården.
De første fire, der havde tilstået ugerningerne, blev overladt til kaptajn Jens Hansen til arrestation for senere straf. De tre andre blev løsladt, da der intet kunne bevises.
Politiforhøret blev udskrevet og overbragt øvrigheden for yderligere foranstaltninger.
(Se birketingbogen for den 28. marts 1748)
8. oktober 1749 – Mahlers anklage mod overtrædelse af sabbattens helligholdelse Pag. 211b
Sognepræsten Mahler anklagede nogle folk at have været på søen efter prædikenen en søndag for at bjærge et anker (15. søndag efter Trinitatis – 5. oktober). De havde heller ikke været i kirke. De anklagedes for at at holde sabbatten hellig. Præsten var ikke mødt til politiforhøret.
Jesper Hansen nægtede at acceptere anmeldelsen fra præsten. Han havde ikke været på stranden, ikke på søen og ikke heller bjærget noget anker. Og for øvrigt var det ikke længere forbudt at søge andre kirker for at høre guds ord.
Jesper Hansen fortalte, at han om lørdagen den 13. september havde besøg af Christen Pedersen af Gudhjem, der havde brev fra en hollandsk skipper, der havde mistet sit anker med 90 faune ankertov. Ankeret var angivet ved en bøje og Christen Pedersen havde fået opgaven at bjærge det når vejret var der til. Jesper Hansen lovede at holde øje med bøjen, således at tyve ikke skulle stjæle ankeret. Det lykkedes ikke Christen Pedersen at bjærge ankeret. Imidlertid forløb det sådan, at skipperen selv et par uger efter om søndagen ankrede op udfor Allinge og ville selv bjærge ankeret. Skipperen var på vej til St. Hubes i Spanien. Jesper Hansen ville være et skarn, hvis ikke at han roede ud til skipperen og hjalp ham med at udpege stedet, hvor ankeret lå og “dersom at det var forbuden at ingen maatte Roe paa Søen eller til Skib, Hellig dage, Saa maatte præsten og holdt sig der fra som har hellige dage ladet sig roe ud paa skib (og) kiøbt bræder og tiære, og hand erindrer sig hvor stor Guds fortørnelse nu sidste Sædes høst skeede en Søndag, da folck i bege meenigheder giorde stor trældoms arbeide. Da der baade Roffedes og ages ind da det var om dagen at præsten saaledes sagde paa Prædikestolen at folk maatte saaledes høste”. Jesper Hansen tilføjede, at han kunne føre vidner og bevise denne anklage mod præsten, hvis det forlangtes.
Birkefogeden nævnte, at Jesper Hansens anklage ikke kunne indgå i den aktuelle sag. Han henstillede til Jesper Hansen, at han måtte sagsøge præsten, hvis han skulle forfølge denne sag.
Præsten var nu kommet tilstede og kommenterede Jesper Hansens beskrivelse med skipperen. Han citerede “at min frelser tilstæder at trække Oxen af brønden om Sabbatten naar den er levendes for at redde livet, men ey naar den er død”. Præsten mente, at det ikke var sket efter kl. 5 om eftermiddag, som var det tidspunkt som forordningen sætter grænser for fysisk arbejde.
Hans Hansen og Giver Løvingsen blev dernæst eksaminerede. De to ville ikke erkende sigtelserne, men henstillede til, at Præsten måtte bevise det. De kunne i hvert fald sige, at de ikke havde været på søen for at fiske et anker op. Om de havde været på søen, kunne de ikke huske. De vidste godt, at skipperen, der mistede sit anker, var kommet tilbage fra Skt. Petersborg på vej til Spanien. De to kunne ikke angive hvem der hjalp til om nogen gjorde. De mente, at det var skipperen selv, der trak ankeret op.
29. oktober 1749 – fortsat om helligdagsbrøde Pag. 213a
Der var indkaldt nye vidner til undersøgelsen af præstens anklage mod de tre personer Jesper Hansen, Giver Løvingsen og Hans Hansen.
Politiundersøgelsen startede med at udspørge Jesper Hansen. Han havde ikke været så meget i Allinge kirke det sidste år, men havde søgt en anden kirke. De sidste søndage havde han ikke været i kirken, da hans ældste datter var syg og derfor krævede, at han blev hjemme. Han havde dog i stedet for læst i Müller Huspostil. Den aktuelle søndag mente han, at han havde været oppe i kirken og hørte Hr. Mahlers prædiken.
Mahler forklarede, at Jesper Hansen havde han kun set 2 eller 3 gange i et helt år. Præstens refererede Niels Hansen af Allinge, der ikke havde set Jesper Hansen den pågældende søndag.
Hans Hansen og Giver Løvingsen tilstod nu, at de havde været ude og ro før prædikenen. De havde været ude for at se til deres lakseredskaber, som de altid plejede. På turen havde de fundet den omtalte ankerbøje, men de have ikke forsøgt at bjærge det. De havde roet hjem og passet deres små børn og ikke gået i kirken. Dog måtte Giver Løvingsen erkende, at han havde forsøgt at løfte på ankeret. Mahler mente, at Løvingsen og Hansen havde redskaber med i båden for at forsøge at bjærge ankeret.
Mahler havde Jens Hansen af Allinge som et godvilligt vidne. Han fortalte, at Giver Løvingsen var tidligt om morgenen hos fisker Ole Hansen, hvor Jens Hansen også var. Givers ærinde var at høre Ole Hansen om hvilken båd, der var bedst til at bjærge ankeret. De blev enige om at Givers egen båd var den bedste. Giver lånte nogle redskaber til at slå om ankerbøjen (?), der var trukket en halv alen under vandet. Giver Løvingsen fortalte, at han ikke tidligere havde erfaring med at få fat i reb og bøje, der var under vand. Giver Løvingsen havde truet de to til at tie stille med hans forehavende. Hvis de sladrede, skulle de aldrig nogen sinde kunne komme i hans hus.
Dernæst ungkarl Hans Jørgensen fra Allinge, der fortalte at han havde været hos Giver Løvingsen efter prædikenen og hørt at Giver og Hans Hansen havde været ude ved bøjen. Han vidste ikke om Jesper Hansen havde været med.
Mahler mente, at det var bevist at de to anklagede Giver Løvingsen og Hans Hansen havde været ude for at bjærge ankeret om søndagen og at de søndagen efter, var ude og hjælpe med at finde ankeret, således at skipperen selv kunne trække ankeret op. Her havde Jesper Hansen været med.
Birkefogeden kunne ikke dømme Jesper Hansen, da hans handlinger var sket i nødværge. Men de to andre havde forbrudt sig mod loven 6. bog. 3 kapitel artikel 1, samt sabbatsforordningen af 12. marts 1735. De skulle bøde trende lod sølv, som var 9 mark. hver inden 4 uger
Underskrevet E. Poulsen
10. november 1749 – Mahlers anklage mod flere for at ro ud til et anker og til et fremmed skib på en søndag. Pag. 214b
Sognepræst Mahler havde angivet Jørgen Johansens søn Peder og dreng Hans Nielsen for at have roet ud og slået vartegn om et anker i søen den 20. søndag efter Trinitatis. Endvidere havde følgende roet ud til et skib på reden: Anders Jensen, Jens Hansen, Anders Pedersen og Jørgen Nielsen. Foruden disse anklagede var følgende vidner indkaldt: Jesper Hansen, Hans Gertsen, Ole Hansen Fisker, Mikkel Knudsen og Jens Andrisen alle af Allinge.
Jørgen Johansen kunne ikke andet end tilstå, at hans søn og tjenestedreng Hans Nielsen havde foreslået at ro ud på søen “for plasir”. Med sig havde han sine egne små børn, som var 8, 9 og 14 år gamle. Da de var ude på søen opdagede de en bøje, der var sat på et anker. Bøjen var ved at gå under, så de slog et vartegn omkring bøjen. De brugte noget fra toften. Tjenestedrengen Hans Nielsen erkendte sin husbonds forklaring, samt tilføjede, at det var sandt at de fandt ankeret.
Dernæst blev Anders Jensen og Jens Hansen afhørt om de havde roet ud på søen med Jens Andersens båd. De var sejlet ud før prædikenen for “plasir” og da kom et fremmed skib sejlende. Søfolkene stod og viftede med deres hatte og ville have dem om bord. Hvilket skete, men de benægtede, at de havde noget med som de solgte eller at de havde købt noget på det fremmede skib. Det havde taget en times tid, og da de kom i land, gik de i kirke.
Jørgen Nielsen og Anders Pedersen vedstod, at de havde roet med Anders og Jens. De havde været ude på skibet, men hverken købt eller solgt noget.
Dommeren afgav kendelse: Jørgen Johansen og Hans Nielsen blev dømt til at betale 9 mark efter sabbatforordningen af 1735. Drengen Peder blev frikendt.
Anders Jensen, Jens Hansen, Anders Pedersen og Jørgen Nielsen frifindes.
5. april 1751 – helligbrøde ved at køre brænde på en søndag Pag. 215a
Præsten Mahler anmeldte den 22. februar Lars Olsen for at havde kørt et læs brænde ned til Søren Sørnsen under prædikenen. De to hovedpersoner samt Sørn Sørnsens datter Karen var indkaldt til afhøring. Byfogeden ville ikke idømme dem 7 marks mulkten, da de begge var fattige – derfor frafaldt han mulkten denne gang.
3. maj 1751 – udeblivelse fra gudstjeneste Pag. 215a
Pastor Mahler havde at Jesper Hansen, Axel Lind og hustru Anna havde forsøgt kirken og gudstjeneste.
Axel Lind ville aflægge ed på at hans hustru havde været i kirke i sommers, men ikke i vinters da hun var svagelig.
Mahler var tilstede og sagde “at enhver Rætsindig sand Christen kand finde oc fälle paa at det er Ichund en skiden undskyldning Axel Lind besmøcker sin kones forsømmelse i Kirchen eftersom det nu i foraaret har noch været saa skarp en kuld som i vinter, oc kunde hun iche taale at side i Kirchen saa lenge som andre for hendes Suaghed som hand forregifuer, kunde hun gaaed uf ad kirchen naar præsten gik af Prædichestollen”
Birkefogden ville vide om det var sandt om Linds hustru ikke havde været i kirken mellem Trinitatis søndag og 2. søndag i fasten. Karen svarede, hun ikke havde været i kirken efter mortensdag, da kulden satte ind, og indtil anden søndag i fasten. Hun havde ikke kunnet gå til kirken på grund af is og sne og hendes svaghed i sine ben og lår.
Axel Lind sagde, at han skam havde været i kirken på nær et par søndage.
Jesper Hansen havde afgives sin skriftlige forklaring på udeblivelse fra gudstjenesten. Han havde haft travlt med at hjælpe et strandet skib en søndag.
Birkefogeden indkaldte parterne til videre politiforhør den 17. maj kl. 1
Jesper Hansens skriftlige besvarelse er gengivet fuldstændigt. Af besvarelsen ses, at udeblivelsen sket til gudstjenesten den tredje påskedag.
17. maj 1751 – Udeblivelse fra gudstjeneste Pag. 216a
Jesper Hansen var personlig til stede i politiretten og mente, at det var helt ubegrundet at præsten havde anklaget ham. Som det kunne erfares i birkeretten, havde han haft meget arbejde med det strandede skib fra Echernførde og at hans engagement kunne ses som en kristelig sag. Han måtte hjælpe de ulykkelige mennesker denne tredje påskedag. Jesper Hansen måtte have kopi af denne sag, således at hun kunne forfølge anklagen med modanklage, således at det ikke skulle ske igen.
Mahler opstod at ingen kunne se sig fri for den kongelige forordning om helligdagen.
Dernæst kom skipper Jørgen Mathias Petersen som strandede den 13. april. han fortalte at Jesper Hansen kom ombord kl. 5 om morgenen og i løbet af dagen hjalp han og en del andre af landets indbyggere fortøjet og dens besætning, som ellers var drevet bort. Fartøjet blev i løbet af dagen forankret med land. Uden Jesper Hansens hjælp havde skibet og godset drevet fra landet til stor skade.
Mahler kunne ikke se at dette skulle være en undskyldning, da Jesper Hansen ikke havde øvrighedens tilladelse eller ordre dertil. Mahler mente at Jesper Hansens skrivelse sidste politidag, var til at blamere sognepræsten.
Både Præsten og Jesper Hansen ønskede kopi af afhøringerne i dag til videre brug.
Axel Linds hustru fremstillede følgende vidner: Jørgen Skrædder, Sidsele Ole Hansen og Jep Andersens hustru Margrete alle af Allinge som forklarede at hun havde været svag ved at kun for 2 år siden havde brækket sit lår og som hun havde bundet skinner omkring. De havde set hende gå med en krykke og kæp i begge hænder. Om hun kunne tåle at sidde i kirken om vinteren, vidste vidnerne ikke.
Mahler kan ikke se at der er nogen undskyldninger. Alle der sidder i samme stol i kirken kunne ikke andet en at sige sandheden om, at hun ikke havde været i kirken.
Axel Linds forsvar bestod i, at han ikke havde nogen, der kunne passe gården, medens han var i kirken. Hvis han hustru var i kirken, var han hjemme og visa versa. Derefter står der: “Som Axel Lind her for Retten giør adskillig tumult, saa blef hand der forre tilfunden at betalle et quintin sølf, hvilket han straxen hafuer at erlægge oc betalle”.
Johan Samuelsen fortalte, at det ikke var sandt, da han havde set Axel Lind og hans hustru i kirken på samme dag.
Birkefoged kunne ikke dømme Jesper Hansen. Uanset om Jesper Hansen var beordret på opgaven eller ej, så var det helt sikkert, at hans indsats var påkrævet af omstændighederne.
Axel Lind og hustru blev dømt hver 3 lod sølv i alt 6 lod i alt 18 mark. Birkefoged kunne ikke se, at hustruen ikke kunne gå i kirken, da hun jo havde gået på gaden om vinteren.
24. maj 1751 – drukfældighed Pag. 217a
Den 17. maj, da birkefogden kom ridende fra birketinget, havde han fundet Hans Gertsen, som var ustyrlig og “ofuer Druchen” i Hans Snidkers hus i Allinge. Med byfogedens ordre blev Hans Gertsen indsat i arrest til dagen efter, hvor han var blevet ædruelig. Gertsen var derfor indkaldt til afhøring for at finde ud af hvad der var foregået.
Men Hans Gertsen var ikke mødt da han var sengeliggende.
Hans Snidker fortalte, at Hans Gertsen sad i hans stue, da han kom hjem fra marken. Han bandede og slog i bordet fordi hans hustru nægtede ham mere at drikke. Han var allerede ganske fordrukken. Hans Snidker forsøgte at trække Hans Gertsen ud af huset. Men han nægter og truede ham med at stikke en kniv i hans hjerte. Han så dog ingen kniv. Da han langt om længe fik ham trukket ud på gaden, kom birkefogeden ridende. Birkefogden fik ham sat i arrest. Hans Geertsen truede birkefogden med knyttet hånd.
Axel Lind af Allinge hørte fra gaden, at der var tumult inde hos Hans Snidkers. Han gik ind og så at Hans Gertsen rakte et bæger frem mod Hans Snidkers kone og bad om endnu en skilling øl. I det samme kom Hans Snidker hjem og ville have Gertsen ud af huset. Geertsen bandede og svor. Han hørte følgende: “Fanden skal Regiere dig – Jeg skal slaa en Knif i dit Hierte”. Alex Lind så dog ingen kniv.
Hans Gertsens hustru og hans søn var tilstede ved politiretten. Hustruen sagde, at hendes mand havde fået noget at drikke hjemme, men han var ikke beskænket eller drukken – “kun til maadelighed”. Hun vidste, at han to gange havde været hos Hans Wiinberg og drukket. Sidst de så ham – kl. 3 eller 4 eftermiddag -ville han gå til Allinge. Hustruen og sønnen Gert Hansen lovede at ville sørge for at hans Geertsen ikke herefter skulle drikke så meget.
Hans Snidker var tilfreds med forløbet og ville ikke forlange erstatning.
Birkefogeden ville derfor slutte politiforhøret og ikke foretage sig yderligere.
Amtmand Urnes resolution med eftergivelse og moderation for Axel Lind og hustrus idømte bøder for helligbrøde. De skulle nøjes med at betale 8 mark. Dat. 25. juni 1751.
11. oktober 1751 – Ulykke: 13årig dreng kørt ihjel Pag. 217b
Efter ordre fra amtmanden skulle undersøges omstændighederne ved Hans Wigs søns død. Efter angivelse fra præsten skulle han være dræbt af Hans Hyldebrands heste i Allinge.
Hans Hyldebrands hustru Karen skal have betroet drengen heste og vogn.
Karen var tilstede, men ikke hendes mand som var i København. Vidner var Hans Samuelsen, Johan Samuelsen, Wefst Pedersen, Jens Madsen Kaas, Hans Hansen Løsebech og Anders Møller alle fra Allinge. Desuden var Hans Wig tilstede.
Hans Hyldebrands hustru Karen fortalte at deres heste “voldløb” den 27. september. Hun havde ikke kendskab til at samme heste havde voldløbet, først da sønnen havde kørt med dem og så senere da datteren kørte dem. Hun havde bedt Hans Wiigs dreng om at køre 2 til 3 læs møg. Drengen skulle have sagt, at han aldrig før havde kørt møg og Karen skulle have sagt til ham, at han aldrig ville få lært det, hvis han ikke prøvede det. Da drengen var ude på marken og væltede møget af, skete det at hestene løb og drengen blev dræbt.
Anders Møller havde været på marken i andet ærinde og på vej tilbage til byen havde han set at der på vejen lå forskellige vognbrædder. Ved Vangeleddet lå Hans Wiigs dreng, “det ligesom gispede i ham, inden han døde”. Han kunne ikke sige, at hestene tidligere havde voldløbet.
Hans Samuelsen havde opholdt sig udenfor sin faders hus. Her hørte han, at Hans Wigs søn blev spurgt om han ville køre 2 eller 3 læs møg. Han havde svaret, at han aldrig havde gjort det før. Hans Samuelsen hørte ikke mere, da han var på vej ud på marken med sit læs møg. Straks efter var Hans Wigs dreng kommet med sit læs og spurgte, hvor Nyleddet var. Han skulle bare følge efter Hans Samuelsen, der skulle samme vej. Hans Wigs vogn med møg var et bøsseskud fra der hvor Hans Samuelsen skulle vælte sit møg af.
Hans Hyldebrands dreng Petter kom til Hans Wigs dreng. Han havde sagt, at han skulle køre meget forsigtig med hestene, da de kunne løbe løbsk. Da de skulle tilbage begynde hestene at løbe. Hans Wiigs dreng holdt fast i remmene. Fjælene faldt af på vejen. Hestene løb mod byen i stærk trav, da de var ved leddet løb de i fuld galop. Da de løb igennem leddet, blev Hans Wigs søn smidt af og dræbt.
Johan Samuelsen havde hørt at Hyldebrands hustru havde spurgt Hans Wigs dreng om han kunne køre møg for dem. Videre vidste han intet, blot at han havde hørt at Hyldebrands datter havde tidligere kørt hestene, der havde voldløbet.
Wefst Pedersen fortalte, at Hyldebrands datter havde været udsat for det samme, men hun var faldet af uden skade. Jens Madsen Kaas forklarede samme historie og at det var sket samme dag om formiddagen.
Hans Wig fortalte, at hans dreng var 13 år og aldrig tidligere var betroet heste og vogn.
Herefter var afhøringerne slut.
Herefter følger amtmandens resolution fra 4. november 1751: Hans Hyldebrands hustru havde handle “ubesindigt” ved at lade Hans Wig køre hestene og at denne ubesindighed havde ført til Hans Wigs søns død. Men for at skåne familien for proces, besluttede amtmanden at de skulle bøde til de fattige i Allinge to (?) rigsdaler. Hyldebrands hustru skulle love aldrig mere at handle ubesindigt.
[Kirkebogen: Hans Wigs søn Jørgen blev begravet den 29. september på Allinge kirkegård – han var blevet “ihjelkørt”]
6. december 1751 – manglende skorsten til ildstedet Pag. 219b
Amtmanden havde den 3. december beordret Jesper Hansen, som hans prokurator, at tiltale en del personer i Allinge og Sandvig for ikke at have lovlige ildsteder og skorstene.
Alle var stævnet undtagen konstabel John Sørnsen. Stævningen var derfor givet til hans nabo Haagen Møller. Alle var mødt undtagen Elsebye Christer Peders af Allinge, Hans Nielsen fra Sandvig, samt John Sørnsen af Sandvig.
For de tilstedeværende læste Jesper Hansens amtmandens brev af 24. november en liste over de der friholdes for kravene, men som efter evne skulle arbejde på deres våninger således at de kunne få ildsteder der var lovlige.
1. Jesper Hansen spurgte Jep Andersen Brøm af Allinge, hvorfor han ikke havde skaffet sig et lovligt ildsted og skorsten. Han svarede, at han var forsinket af vejrliget, men at han nu havde muret skorsten gennem taget og manglede kun lag med sten og ler.
2. Dernæst Christer Peders enke Elsebye, som ikke var mødt. Der blev fortalt, at hun næppe kunne opføre skorsten i hendes to meget dårlige fags hus. Hun var fattig og måtte betle sig til brød, der foruden var hun krøbling på sit legeme og ganske aldrende, så hun næppe kunne betale for en skorsten.
Den 3. var Mikkel Hansen Kaas fortalte, at han siden høst muret skorsten, men den var ikke kommet gennem taget, da det havde regnet så meget at der hele tiden blev skyllet ler fra stenene.
Den 4. Jørgen Hans Enke var ikke mødt, men det var hendes lavværge Jens Larsen af Allinge. Han forklarede at enken var fattig og hendes hus på 4 rum var endnu ikke opført hverken hus eller skorsten. Hun ville ikke bruge ildsted i denne vinter, men lovede at den ville være færdig til sommer. Hun ville kun bruge en lille kakkelovn. Hun ville bruge andres ildsteder.
den 5 var Erich Skrædder undskyldte sig med at han ikke havde kunne skaffe sig vogn, så han kunne hente ler og sten til et ildsted med skorsten. Han lovede at gøre alt for at bygge det i det tilstundende år.
Den 6. var Anne Friederich Nielsens enke, der forklarede at hun kun havde et afsides liggende hus hytte. Hun var fattig og vanfør og må gå og betle sit brød. Hendes hus var så dårligt, at hun ikke vidste hvornår det falder ned.
Den 7. Mikkel Andersen svarede at han var begyndt at mure skorstenen, men da han ikke havde heste og vogn. Og han havde ikke mulighed for at leje dem.
Den 8. Niels Mogensen forhenværende soldat på Christiansø og nu nyder pension. Han ejede kun et lille hus med to rum, der ikke egnede sig til at sætte et nyt ildsted og opbygge en skorsten. men han havde kun et ildsted til kakkelovn og mad. Han lovede at til sommer ville han reparere sit hus og få et ildsted med skorsten.
Den 9. var Boel Samsing Nielsens enke. Hun havde været ved retten, men på grund af svaghed havde hun måtte gå igen. Hendes søn Niels Samsingsen svarede for hende. Hun havde nogle små børn, som måtte gå og betle brød. Desuden var hun ganske svag. Hun formåede ikke at få sit hus repareret og bygget en skorsten.
Den 10. Niels Samsingsen havde haft en hustru der havde ligget syg gennem sommeren og da huset var så dårligt, at det skulle rives ned inden der kunne opbygges et nyt med ildsted og skorsten. Men han har heste og vogn, så i løbet af næste år ville der blive opbygget ildsted og skorsten.
Den 11 Wellem Hartvig var ikke tilstede, da han er ganske blind og lam, så han måtte gå med krykker. Han kone var mødt og fortalte at de ingen lejlighed havde haft for at sætte ildsted og skorsten op, men huset tår “noget fra de andre huse”. De vil “beflitte sig paa til næstkommende sommer at op Rætte skorsteen”.
Den 12. Jep Skoemager svarede, at han efter evne havde opsat en skorsten, men den var ikke færdig, da han ikke havde hest og vogn.
Den 13. var Giertrud Hansdatter, som endnu er enlig i sin alder af 46 år. Hun svarede at hun kun havde 2 små rumhus og var mest i fremmede folks arbejde og brød. Ganske få tider om året brugte hun lidt ild til kakkelovn lavede lidt mad i en potte. Hun ville i den kommende sommer sætte en skorsten op.
Den 14. Margrete Olle Stubs, der for kort siden var kommet som soldaterenke fra Christiansø med tre små og umyndige børn, sad i gæld og levede stort set ikke af andet end det som godtfolk gav i almisse. Hun ville gå rundt i byerne og bede gode folk om hjælp til at få skorstenen opsat, da hun ikke selv havde evner dertil.
Den 15. var Sørn Sørnsen havde ført skorstenen til taget, men kunne ikke blive færdig da han først skulle ombygge huset. Det vil først ske til sommer.
Den 16. Jens Ambrusen kunne ikke få skorstenen nærmere end til taget på grund af vejrliget og den meget regn. Det det ville ikke vare længe før den var færdig.
Den 17. var Ellen afgangne Hans Skomager kunne ikke møde da han var gammel og svagelig. Dattermanden Hans Madsen Wig af Sandvig svarede for hende. Hun havde ingen evner til at sætte skorsten op. Hun var gammel og dårlig, såvel som huset.
Den 18. Christen Jensen var tilstede, gående på 2 krykker. Han svarede at årsagen til at han ikke havde fået bygget en skorsten skyldes, at han var en krøbling med hustru og børn, var ganske fattig og går og betler. Hans hus stod langt fra andre huse. Han vidste ikke om han kunne få bygget en skorsten.
Den 19. af Sandvig Hans Nielsen fortalte at han havde bygget skorstenen op til taget, men så døde hans hustru. Han lovede at få den færdig til foråret. Han har hest og vogn.
Den 20. Hans Wig svarede at han havde fået skorstenen opsat til lejdet, men på grund af fattigdom og mange små børn, havde han ikke fået skorstenen færdig. Han havde ikke hest og vogn. Han lovede at færdiggøre skorsten det næste år.
Den 21. Hans Sterk havde skaffet sig sten og ler, men da han ikke havde hest og vogn, havde han ikke fået det kørt hjem. Han har forsøgt at få hjælp til det, men han har ikke fundet nogen endnu. Han er svag og gå på krykker. Men vil forsøge at få skorstenen færdig i det kommende forår.
Den 22. Elsebye Bertel Johansens enke ejede ikke selv sit hus, men der var akkorderet ved skiftet at hun kunne på livstid bo i huset. Huset tilhørte Peder Pedersen på Bakken og det skulle nedrevet til foråret fordi det var så dårligt. Peder Pedersen var hendes dattermand og han ville opbygge et nyt med skorsten.
Den 23. Haagen Skaaning havde ikke kunne få heste og vogn til at hente materialer. Og han har heller ikke fået en mester til at sætte skorstenen.
Den 24. Claus Madsen Wig havde samme forklaring som Haagen.
Den 25. Mads Pedersen var ikke tilstede, men det var hans fader Peder Pedersen. Han svarede at huset var nybygget, men de havde ikke fået sat skorsten ind endnu, da de manglede hest og vogn. De ville sørge for at det skete i det nye år.
Den 26. var Peder Larsen Løng forklarede at huset var gammelt og skulle rives ned. Derfor havde han lejet hus hos Hans Stærk. Til næste år ville han bygge et nyt hus med skorsten.
Den 27. John Sørnsen underkonstabel fortalte at han ikke kunne få folk til at sætte skorsten i sit hus. Han skulle sørge for at det skete det følgende år.
Den 28. Hans Hansen var ikke mødt, men det var hans hustru. Hun fortalte t hendes mand i de sidste 8 år af og til måtte holde sengen og de var meget fattige og havde ikke hest og vogn. Men de ville prøve at sætte skorsten i den kommende år.
Den 29. Andris Knudsen kunne meddele at hans skorsten nu var blevet færdig – kun 8te dage før stævnemålet.
Den 30. Bendte Sander Svend svarede at hun er en meget gammel fattig enke på 65 år og hun havde kun 2 stolperums hus at bo i. Hun havde ikke evner til at få opsat en skorsten. For øvrigt brugte hun ildsted hos sin søn, der boede lige i nærheden. Hun kunne ikke se hvordan det skulle løses.
Den 31. Peder Larsen Sandvig svarede at han var fattig og havde ikke hest og vogn. Men han havde båre så meget materialer, at han kunne begynde i morgen med at færdiggøre skorstenen. Det var helt sikkert, da den næsten var “igennem taget”.
Den 32. Johanne sal. Knud Nielsen. Hun var ikke tilstede, men hendes søn Peder Pedersen svarede, at hendes moder vel havde et “aparte kammer”, men bruger ildstedet hos ham og deres skorsten. Hun havde ikke sit eget hus.
Dernæst fik Jesper Hansen et tingsvidne. Hvis der var yderligere oplysninger i skorstensagen skulle de fremføres den 20. december.
20. december 1751 – manglende skorsten til ildsted
Pag. 221b
Jesper Hansen efterlyste de stævnede personer i skorstenssagen. Der var kun mødt følgende personer: Mikkel Andersen, Niels Samsing, Jens Ambrusen, Mikkel Kaas og fra Sandvig Peder Larsen Lyng, Hans Sterk, Peder Larsen Sandvig og Hans Wig- alle deklarerede at de ikke havde noget at tilføje.
Herefter ville Jesper Hansen lade sagen gå til doms.
Dommen:
Efter indstilling fra Jesper Hansen dømmer E. Poulsen de indstævnte 32 personer. De blev delt i tre klasser:
Den ene klasse bestod af de 9 fattige, der var krøblingen, enker med små børn, som fandtes undskyldte i at ikke have fået opført et ildsted og skorsten. Det var Elsebye Christen Peders, Bodil Samsing Niels, Ellen Hans Skomagers, Anna Fridrich Nielsen, Margrete Olle Stubs, Bendt Sanders Christen Jensen, Vellum Hartvig og Hans Hansen. De blev frifundet.
Næste gruppe var Johanne Jørgen Sørensen, Hans Wig, Hans Sterk, Elsebye Bertels, Haagen Skonning, Claus Wig, Peder Larsen Løng, John Sørensen, Peder Larsen Sandvig, Mod… Pedersen, Johanne Knuds, Jep Skomager og Michel Andersen. Disse 13 var ikke “så aldeles fattige” at de ikke kunne have skaffet sig en skorsten. Disse skulle derfor betale for rettens omkostninger, som var 8 skilling hver, i alt 2 sdr. 8 skilling. De forskånes for at betale mulkt.
Jep Andersen Brøm, Jens Ambrusen, Michel Hansen Kaas, Niels Samsingsen, Andris Knudsen og Hans Nielsen kunne ikke undskylde sig med at de ikke havde hest og vogn og derfor burde de være færdige med arbejdet. de dømmes til hver at betale 3 mark til omkostninger, i alt 4 sdr. 2 mark. Og for deres efterladenhed skal de betale en mulkt til Allinge Kirke 1 mark, i alt 1 sdr. 2 mark.
Endelig dømmes alle til at færdiggøre deres skorsten inden mechaelis 1752 ellers vil deres huse dømmes efter forordningen af 22. oktober 1701 til nedrivning.
23. oktober 1753 – Toldsvig begået af sognepræsten Mahlers sønner Pag. 222a
Anmeldelse til Rentekammeret om at præsten Hans Mahler og hans søn skulle have købt varer på et fremmed skib uden at anmelde 10 til 14 tylter til toldkammeret. Der skulle også have været brædder, som Mahler og Anders Hansen Rag i Rønne havde købt. Foruden Mahler og hans søn var indkaldt følgende vidner fra Allinge: Giver Løvingsen, Jacob madsen, Hans Nielsen, Jens Skrædder, Hans Jørgen Snedker. Mahlers søn var ikke mødt, heller ikke Jens Skrædder, som efter sigende var rejst til København.
Sognepræsten Hans Mahler blev afhørt. Han nægtede at han havde købt brædder, hverken direkte eller indirekte, som ikke var blevet anmeldt til tolderen. Han havde forleden år angivet 8 tylter. Mere havde han ikke at angive.
Giver Løvingsen kunne ikke anklage Mahler for at have købt brædder på skibe i bugten, men det havde hans søn Andris Mahler. Hvor mange tylter det drejede sig om kunde han ikke sige. Endvidere havde hans anden søn Lars Mahler købt en del brædder, som nu er hos faderen Hans Mahler. Måske var det omkring 14 tylter og det var sket for 2 eller 3 år siden. Han mente, at de var omkring 6 alen lange. Han havde været med til at ro dem i land, men hans huskede ikke navnet på skipperen. Træet stammede fra de svenske pladser. Prisen var omkring 7 mark pr. tylten.
Derefter Jacob Madsen, som kunne fortælle om en enkelt gang for hen ved 3 år siden, hvor Mahlers søn Lars var på strømmen havde købt 20 tylter brædder af en svensk skipper. Madsen havde selv været med til at bringe det i land og kørt det op til Mahlers gård. Brædderne var 6 eller 6½ alen lange, men han kunne ikke angive nogen værdi på dem. Jacob Madsen vidste ikke om Præsten var vidende om sin søns dispositioner. Han kunne ikke huske andre situationer, hvor præsten eller nogen af hans sønner havde købt varer på skibe, der lå på reden.
Dernæst Hans Nielsen huskede også at Lars Mahler havde været ude og købe brædder på et svensk skib. Han kendte ikke til værdien eller om præsten havde været vidende om sønnens køb.
Hans Jørgen Snidker kunne bekræfte at der var 20 tylter og ikke mere.
Hr. Mahler havde intet at tilføje andet end at beskyldningen fra rentekammeret var usande. Endvidere sagde han, at hans tre ældste sønner var deres egen værge og at han ikke kunne svare for dem. Han havde ikke brugt brædderne til egen nytte.
Ingen havde tilføjelser til politiafhøringerne og sagen sluttede.
26. november 1753 – lejermål Pag. 224a
Præsten Hr. Mahler havde anmeldt Peder Pedersen på Gaden i Sandvig for at have begået løsagtighed og lejermål med Giertrud Petersdatter. Desuden var de beslægtede med hinanden. Peder Pedersen, hans hustru og Giertrud Pedersdatter var indkaldt til eksaminering. Endvidere var indkaldt vidner til at bekræfte de tos slægtsskab, nemlig Michel Mogensen Torn, Jørgen Jørgensen og Andris Knudsen af Sandvig. Alle var mødt undtagen Peder Pedersen.
Mahlers angivelse blev oplæst og vedgået af Giertrud Pedersdatter. Peder Pedersens hustru Karen fortalte at hendes mand var rejst til Skåne for 8 dages tid siden. Hun fortalte, at han ikke havde nægtet sin “legemlige omgængelse” med Giertrud, men han havde nægtet, at han var fader til hendes barn.
Giertrud nægtede ikke at hun havde haft andre bekendtskaber. Hun var i familie med Peder Pedersens hustru, men ikke med ham. Giertrud Pedersdatters moder Margrethe Jørgensdatter, som tidligere boede i Sandvig, er søster til Elsebye Jørgensdatter, som er Peder Pedersens hustrus moder. Giertrud havde en gang tidligere beget lejermål.
Michel Mogensen af Sandvig bekræftede slægtskabet mellem Karen og Giertruds mødre. Mødrenes fælles far var Jørgen Jørgensen i Sandvig. Dette blev bekræftet af Andris Knudsen og Jørgen Jørgensen begge af Sandvig.
16. september 1754 – om at sidde på kro om søndagen Pag. 225a
Sognepræsten havde anklaget Rasmus Weidichsen og Axel Lind af Allinge for at have siddet og drukket hos kromanden Hans Snidker i Allinge under prædikenen sidste søndag den 8. september. Præsten havde angivet Michel Mogensen Torn som vidne. Alle var mødt undtagen Axel Lind. Alle nægtede sig skyldige.
Hans Snidker nægtede, at hverken han eller hans husfolk havde serveret for de to personer. Men derimod havde hans datter Malene udtappet 1 skilling øl til Michel Mogensen. Rasmus Weidichsen havde været i hans hus den søndag, men blot for at spørge om hans søn kunne komme og meje for ham dagen efter. Axel Linds ærinde var at få hans datter til at lave mad til ham. Michel Mogensen skulle have fået et glas øl kl.5.
Rasmus Weidichsen sagde, at det var efter prædikenen kl. 5, at han kom til Hans Snidkers hus, men ikke for at drikke. Han erkendte, at han ikke havde været i kirken. I stedet for havde han været i Sandvig Vang for at se Silde (?) for Hanses skyld. Kromanden Hans Snidker mente dog, at Rasmus Weidichsen var lidt beskænket, hvilket stammede fra det han havde fået at drikke hos Hans Noor i et Udfrøel [Bornholms skik? = Ufrøl eller ufrøl – øl skænket ved dødsfald – I kirkebogen for 8. september står der: “Hans Noers barn født som var død før fødslen”]
Axel Lind var først hos Hans Snidkers kl. halv fem og han drak intet. Han bekræftede at Rasmus Weidichsen synes at være “lidt beskænket” og det var fordi at han kom fra Hans Hansen Nor, som holdt begravelse samme dag.
Michel Mogensen Torn bekræftede at han havde været på et ærinde hos Hans Snidker kl. 5 og der havde han set Axel Lind og Rasmus Weidichsen. Rasmus havde tilbud ham en slurk af sit ølglas, men det ville han ikke modtage, så han købte sig selv for 1 skilling øl. Michel Mogensen nægtede, at han skulle have anmeldt drikkeriet til sognepræsten som præsten havde påstået.
Birkefogeden frafaldt derefter sigtelsen, da hverken angiveren eller andre kunne påvise, at der var sket en udskænkning på et tidspunkt, som ikke var lovligt (efter kl. 5)
21. oktober 1754 – præstens meddeler
Pag. 226a
Sognepræsten sigtede Michel Mogensen Torn for at have angivet to personer for at sidde på kroen og drikke. Præsten ville føre vidner på at Michel Mogensen havde indberettet de to som var til afhøring den 16. september.
Vidnerne var Peder Pedersens kone på bakken, Hans Kaases kone og Peder Mickelsens hustru alle af Sandvig, Boedel Nielsdatter af Allinge. Desuden var de to tiltalte for at sidde på værtshus under prdikenen Rasmus Weidichsen og Axel Lind. Samt Michel Mogensen.
Peder Pedersens kone havde være i Mahlers hus efter prædikenen. Hun måtte erkende at Michel Mogensen af Sandvig kom ind og fortalte at Weidichsen og Lind sad på værtshus den søndag. Hun mente at det var “sildigt” på dagen at der var gudstjeneste. Men hvornår vidste hun ikke.
Dernæst Hans Kaases hustru bekræftede Peder Pedersens hustrus udsagn, men mente at prædikenen først var færdig kl. 4 – “efter præstens klokke”.
Peder Michelsens hustru svarede at hun ikke kunne huske om Michel Mogensen havde sagt “under” prædikenen eller om han talte “absolut” om de havde siddet der: (?) Hun vidste ikke hvornår prædikenen var holdt, men da hun kom hjem til sit hus ved Hammersøen var det aften
Bodil Nielsdatter citerede Michel Mogensen, der havde sagt: “Hand kunde icke andet end paa sit Embedes Veigne anmelde at Rasmus Weidichsen og Axel Lind sade i Kroen hoes Hans Snidker i Allinge og angav at de havde siddet der under Prædiken og vare beskiænkte”. Hun vidste ikke om præstens klokke gik rigtigt, men den den var fire, da prædiken var slut.
Michel Mogensen erkendte nu at han nok havde sagt noget i den retning, men ikke at han havde præcist sagt, at det var under prædikenen. Han tilbød nu at betale omkostningerne ved politiretten. Byfogden ville dog ikke kræve dette.
3. april 1755 – tyveri fra præstens spisekammer Pag. 226b
Sognepræste Mahler havde den 23. marts anmeldt sin tjenestepige Bendte Hansdatter for at have taget 4 a 5 potter byggryn og givet dem til Boel og Mette Nielsdatter af Allinge, da de var i præstegården. Præsten og hans hustru var ikke hjemme. De angivne tre personer var tilstede, samt præstebondens tjenestekarl Hans Esbersen og Christen Christensen af Olsker.
Bendte Hansdatter fortalte, at hun havde tjent hos præsten indtil påske. Hun havde kun taget 2 potter fra spisekammeret. Boel og Mette Nielsdatter havde ikke bedt om grynene og Bendte havde ikke fået noget for dem. Hun havde givet grynene til Mette Nielsdatter i hendes tørklæde. Bendte havde bedt de to om at komme ind i køkkenet og få grynene.
Mete og Boel Nielsdatter tilstod, at det var sket som Bendte havde fortalt.
Dernæst blev præstens tjenestekarl Hans Esbersen afhørt om sagen. Hans fortalte, at de to Mette og Biel Hansdatter ærinde gik til præstebonden, som imidlertid blev kaldt hen til præstens dør af Bendte. Der havde han set, at de fik to potter eller lidt mere gryn i den enes tørklæde.
Jørgen Johansen og Anders Jensen havde fået den historie fortalt af Mette og Boel Nielsdatter, som havde “deres omgang” [måske fordi de var fattige og der gik rundt for at få mad].
10. april 1755 – om at holde skole uden præstens tilladelse
Pag. 227b
Præsten havde anmeldt for birkefogeden, at ungkarl Jørgen Andersen hver vinter i 3 eller 4 år har kommet til landet og opholdt sig hos Hans Hansen på Bakken i Allinge og holdt skole uden præstens kendskab. Jørgen Andersen har ikke villet fremvise en præsteseddel trods Hr. Mahler havde krævet det.
Jørgen Andersen og Hans Hansen var indkaldt til forhør, tillige med Jørgen Hansen af Hullegård i Olsker, hvor Jørgen Andersen har opholdt sig.
Jørgen Andersen fortalte at han kom fra København hver vinter. Han havde ikke vist sin skudsmål til præsten, da han ikke havde opholdt sig så længe og havde ikke tænkt på at tage dem med fra København. Nu sidste gang han kom fra København meldte han hos præsten og fremviste de papirer, som han nu havde fremlagt i politiforhøret. Det var 2 sedler: En indrulleringsedler i hans majestæts søtjeneste, hvor han var matros. Han fremviste endvidere en attest fra klokkeren Ole Bang i Holmens kirke som bevis, dateret 26. november 1754, på at han var “comuniceret” (modtaget navneren?) den 21. juli 1754. Han havde haft sit tilhold hos Hans Hansen på Bakken i Allinge og hos Jørgen Hansen i Hullegården i Olsker. Han nægtede, at han skulle have holdt skole i Allinge eller i Olsker.
Jørgen Hansen og Hans Hansen sagde, at Jørgen Andersen havde holdt skole, men at han havde undervist deres egen børn.
Da Mahler ikke var mødt, sluttede afhøringerne her.
21. april 1755 – dom til tre piger Pag. 228a
De tre piger fra 3. april-afhøringerne Bendte Hansdatter, Bodel og Mette Nielsdatter var mødte for at modtage amtmanden beslutning at dømmes til at betale en mulkt samt betale sagens omkostninger. Amtmanden ville stille sagen i bero med en alvorlig formaning til dem om “slig skarnagtighed” ej måtte gentage sig. I deres meget fattige omstændigheder slap de med “at bøde til Olsker sogns fattige 2 mark danske”. Sammen skulle de tre betale 2 mark til skriveren, 12 skilling til stokkemændene og 2 mark til byfogden.
Amtmandens skrivelse er afskrevet på fol. 230a.
21. april 1755 – Peder Pedersen forsvinden Pag. 228b
Undersøgelser i forbindelse med at Peder Pedersen ved Stranden var forsvundet. Han havde i længere tid måtte ligge i sengen på grund af sygdom. Den 10. april om morgenen var han stået op og først gået ud i sin lade for at tilse sine kreaturer. Han kom ikke ind igen. Da han var svagelig blev han straks efterlyst, men ingen kunne finde ham. På kirkestævner i Nørre herred blev han efterlyst.
Byfoged havde derfor indkaldt hustruen Boel Peder Pedersen og deres sønner til afhøring.
Hustruen Boel fortalte, at hendes mand havde ligget syg i 14 dage, hvor han bestandig havde ligget i sengen. Han havde været så syg, at han talte i vildelse. De sidste to dage inden hans forsvinden, havde han været lidt oppe. Den 10. april var stået op omkring halv 5 om morgenen og taget sit tøj på uden at sige et ord. Han var blevet set gå ud til sine kreaturer, som de “havde et aparte sted” i byen. Han havde sine daglige klæder på sig. Hustruen mente, at han på grund af sin sygdom ikke kunne tage vare på sig selv. Han var helt udmattet. Han var set af andre gå på stien ved bastionerne nord for byen og derfra vestpå. På samme sti som fiskerne gik for at komme til deres fiskeredskaber. Hun frygtede, at han var faldet ud over klipperne og druknet. Nogle steder var det vanskeligt eller umuligt at undersøge om han skulle ligge der.
De to sønner Mads og Peder bekræftede moderens beskrivelse af faderens sygdom. Den sidste dag synes han at være kommet sig. De havde ikke hørt noget fra faderen, der kunne tyde på, at han havde i sinde at “ombringe sig selv”. De havde set ham gå ud til sit ladehus i byen. De havde også hørt det samme som deres stifmoder Boel, at faderen var blevet set nede ved stranden. De havde begge søgt efter ham alle steder. De mente, at der var tilstødt ham en ulykke, siden at noget havde set ham gå op mod Hammeren på strandsiden, hvor der var mange muligheder for at falde ud over klipperne.
Dernæst Svend Mogensen og Joh. Friederich fortalte, at de kl halvfem om morgenen den 10. april roede ud på søen. De havde set Peder Pedersen gå ganske sagte imod Hammer bakker på samme vej som fiskerne brugte for at komme til deres både. Han gik ganske kroget og afmægtig med hænderne op foran sig. De vidste, at han havde været syg. De havde ikke hørt ham berette om “at tilføje sig noget ondt”, men mente at det var tænkeligt, at han var faldet ud over klipperne.
Dernæst Jørgen Jørgensen vidste, at Peder Pedersen havde været heftig syg og sengeliggende i 14 dages tid. Han havde hørt ham tale “hen i vejret” og i vildelse. Han mente, at det var troligt at Peder Pedersen “kand have faldet formeedelst sin afmegtighed enten ned af den Steile Hammer bakke i Søen og Drukned, eller i blandt de Steile Klipper er nedfalden og Død”.
Hans Jespersen kunne ikke fortælle noget om sagen.
Hermed sluttede afhøringerne.
14. marts 1757 – om en tyverisigtet, der har fjernet sit gods. Pag. 230b
Jesper Hansen havde anmeldt Niels Pedersen på 17. sg. i Olsker, som uretmæssigt skulle have flyttet noget af sit gods under en landstingssag, hvor han var anklaget for tyveri. Godset var flyttet til Sørn Sørnsen i Allinge
Tilstede var Niels Pedersen og Anders Jensen fra denne 17. sg. i Olsker.
Sørn Sørnsen fortalte at han havde modtaget 2 halvfulde sække fra Niels Pedersen. Han vidste ikke hvad der var i dem, uden en hoveddyne og en pude og noget reb. Niels Pedersen skulle have anbragt det hos ham kort før høst en morgenstund før høst sidste år. Sørn Sørnsens hustru Marie bekræftede sin mands udsagn, men nægtede at have haft noget af Niels Pedersens sengeklæder mm og haft til opgave at sælge eller pantsætte tingene for Niels Pedersen.
De to sække blev fremvist. Den ene sæk var forsynet med navnet “NPS” og indeholdt en hvid lin bolster hoved Dyne, en blaa og hvid ranned bolster underdyne, en blaa og hvid bolster hoved pude, med klæder blev påtegnet med NPS og igen langt i sækken.
Den anden sæk blev åbnet. Heri fandtes “11 stk træbøjler, en lille krakøxe, en lou Stike (?), en bordkniv, en knibetang, 2 nagler, en benhage, 2 hengsler, 2 jern læggere, en forhammer og stok, en kabel tømme med jernlegne, en do med en lang stang, en kabel do med jern legne, 3 stk kabel, grime med lidt jern, grimme skaft ved, et par nye hals med jern ?, et par gamle do, , nok et par gamle do, halsseler,, et par seler med tilhørig hammelreb, et bagreb af kabel som er nyt, et hugge jern, en ny tømstreng af kabel, en træ Corduol med lang”. Alt blev lagt i sækken undtagen en ridesadel og bidsel som blev taget i forvaring. Sørn Sørnsen tilstod at skylde Niels Pedersen 6 sdr.
Niels Pedersen tilstod at det var hans gods, men han havde ikke villet skjule det, men redde det før at Anders Jensen brændte det op, som han havde gjort med andet af hans gods. Han erkendte, at en del af dette gods var blevet registeret på Hullegården. Han mente, at Anders Jensens hustru havde opbrændt hjul og eger, samt en del træ redskaber.
Anders Jensen nægtede, at han eller hans hustru skulle have ødelagt nogle ting, der tilhørte Niels Pedersen. De mente, at der havde været mere gods tidligere, ting som Niels Pedersen selv “skalter med”.
Godset i de to sække blev forseglet og skulle vedblivende blive hos Sørn Sørnsen
15. august 1757 – om skåningenes fiskeri og opkøb af varer Pag. 231b
Flere af byens borgere og byens formænd klagede over at fiskere fra Skåne benyttede deres sædvanlige fiskegrunde og stæder. De køber brød, smør, mælk etc og er derved skyld i dyrtid. De køber salt fra Rønne og salter fiskene i stor mængde, som de udfører fra landet.
De to klagere Hans Olsen fra Allinge og fra Sandvig: Lars Kingren, Hans Nielsen, Jens Pedersen, Jens Pedersen, Niels Jensen, Claus Wig, Mads Pedersen, Peder Pedersen, Hans Madsen Wig og Peder Sandersen.
Disse folk blev spurgt hvilke fiskegrænser som de kaldte deres. De svarede: “At det stæd er beliggende i WNW fra landet at regne, og kaldes Dagsgrund, ungefær fra Hammeren 1 mihl, og er i sig self et grund eller banke, lidet meere en 1/4 mihl strækende i længden NO og SW, mens i bredden ganske smalt”.
Det nærmeste sted i Skåne var Skiælinge der fra fiskepladsen lå NV for ca. 5 mil derfra. Fiskerne sagde at det var den eneste fiskegrund de havde og at dette sted havde deres forfædre brugt. Ingen havde hørt at Skåningene havde brugt dette sted. Nogle få skaaninge havde begyndt sidste år at fiske der og i år havde der været mange. Skaaningene havde først anløbet Sandvig. Dette var dem så blevet forbud, hvorefter de flyttede over på den vester side til Sæne, Vang og andre steder. De kommer omkring pinsedagene og indtil for 8te dage siden, da de hørte at formændene ville bringe sagen for retten. En gang i år havde der været i alt 20 både på fiskestedet, andre tider var de 16 eller 18 og i hver båd 2, 3 eller sågar 4 mand. Engang talte de at der var kommet i alt 46 skåninge i land, heriblandt også kvindfolk. Deres fiskeri var efter sild på banken eller også at trække efter torsk på den såkaldte “fiskeknolde” ved Sæne og Hammeren ved volden som er ½ kabellængde fra Landet eller også så nær som et stenkast. Fiskerne fandt det meget fornærmende, at skaningene satte fiskegarn på deres fiskegrund så tidligt om morgenen før de stedlige fiskere kunne komme af sted med det. Udenfor denne grund var der praktisk taget ingen sild. Skaaningene havde fisket i 10 uger. Skaaningene havde købt mælk og smør hos Wefst Jensen i Slotsvangen, hos Hans Nielsen ved Slottet, hvor 12 stykker kør dagligt går på græs om sommeren, samt hos Johan Svendsen i Rutsker sogn. Det er hændt at Sandvigboerne ikke kunne købe hos disse mennesker, da de havde solgt alle varer til Skaaningene. Fiskerne havde dog kun hørt rygte om at skaaningene havde købt rug eller andre sædevarer. Jens Michelsen af Sandvig havde købt en skæppe salt i Rønne til Skaaningene. De kunne ikke angive hvor meget der blev ført bort fra landet. Men de salter deres fisk i tønder ude i bådene. Mange kunne bevidne fiskeriet, bla. Giert Hansen, Helge Hansen, Hans Jespersen, Svend Mogensen, Niels Haagensen og Jens Mikkelsen alle af Sandvig, samt af Allinge Hans Samuelsen, Johan Samuelsen og Johan Hansen. Endvidere kan forkøbet af varer bevises af dem som plejer at købe mælk på de nævnte steder.
21. august 1759 – tyveri af båd Pag. 232b
Politiforhør i en sag hvor Herman Pedersen, søn af Peder Michelsen i Rønne, den 3. august skulle have stjålet en båd tilhørende Niels Hobye i Allinge. Samme dag havde Herman Pedersen taget klæder og andet i båden som tilhørte folk i Allinge.
Peder Michelsen fra Rønne var indkaldt men ikke mødt.
Giver Løvingsen var den 3. august blevet opfordret til at hjælpe med at få fadt i en person, der havde taget båden og roet ud på søen, som om han ville rømme fra stedet. Han havde straks, sammen med Hans Jørgen Skrædder og Niels Hobye, roet ud med en anden båd. De havde indhentet ham og da han svarede, at han ville ro til Øen (Christiansø) tog de ham med ind til land igen. Da de kom til strandbredden sprang han i vandet og ville flygte. De tog fat i ham. Han ville da forære dem hvad han havde i båden: Et par støvler, 2 tørklæder, 2 halsklude, et par strømper. De ville ikke tage imod tyvekosterne, men bragte ham op til kaptajn Jens Larsen, som derefter tog ham med til Sandvig (Til arresten i vagtstuen?).
Hans Jørgensen Skrædder vedstod Løvingsens forklaring. Men han vidste, at støvlerne tilhørte Jørgen Samuelsen, tørklæderne og halskludene Hans Hansen Nor.
Niels Hobye tilføjede, at han ikke forstod Herman Pedersens tyveri af hans båd. Han fandt det meget tåbeligt.
15. november 1759 – om kortspil om natten Pag. 233a
Politiforhør i sag hvor Peder Rørstrøm, konstabel Ole Brygger og Hans Sterk af Sandvig skal have været forsamlede hos Hans Sterk og spille kort, om penge til brændevin natten mellem sidste søndag og mandag. Peder Rørstrøm skulle have slået Peder Larsen Lyng så grundigt, at han var blevet skadet.
Først blev Peder Larsen Lyngs afhøring. Han fortalte at overfaldet skete kl. 4-5 om morgenen efter at de havde begyndt at spille kort kl. 1 a 2 efter midnat. Hans Sterk havde været oppe da han kom. Sterks hustru lå og sov, men hun stod op da han kom. Han vidste ikke med hvis kort de spillede, men de lå i huset. Kortene “bestod af en del gamle Styre Valds kaart, som var omskrevne med Tal hvad de skulde betyde” (?) Den eneste der synes at være beskænket var Peder Rørstrøm.
Hans Sterk benægtede ikke at Peder Larsen Lyng, Peder Rørstrøm og Ole Bryger var på besøg hos ham sidste søndags nat. Han forstod sig ikke på spillekortene, om de var stemplede eller ej og hvem de tilhørte. Han fortalte at de drak brændevin. Han havde set, at Rørstrøm havde slået Peder Lyng, men vidste ikke hvorfor. Der var ingen vrede imellem dem.
Hans Sterks hustru bekræftede sin mands udtalelser.
Peder Rørstrøm fortalte, at de spillede kort natten mellem søndag og mandag for 12 a 14 skilling brændevin, og at Peder Larsen kom imod en bænkepost (?). Peder Rørstrøm fortalte at spillekortene var stemplede.
Dernæst Karen Anders Jesp af Sandvig, som boede hos Peder Larsen Lyng. Hun fortalte at Lars Lyng kom hjem umiddelbart ført morgenstunden, og at han gik i seng. Først ved middagstid spurgte hun om der var noget i vejen, men han havde ikke sagt noget.
Dernæst Lars Larsen, der sammen med Peder Rørstrøm, gik til Hans Sterks søndag aften kl. 6 eller 7 og købte for 1 skilling brændevin. De forlod begge Sterks hjem en times tid efter.
Hans Wiinberg fortalte, at han havde skrevet klagen for Peder Larsen Lyng. Svend Mogensen bekræftede dette.
Peder Rørstrøms hustru vidste intet
Peder Larsen Lyng fortalte, at de ikke tidligere havde haft nogen uenighed, men at han ville forlange 1 rdr. for overfaldet, hvilket Rørstrøm accepterede, hvis han kunne blive fri for yderligere straf. Sterk ville gerne betale for sagsomkostningerne, men da han var fattig ville han bede om at blive fri for anden straf.
Byfogden bekræftede sagsforløbet og pålagde Peder Rørstrøm at betale 1 rigsdaler til Peder Larsen, samt 8 skilling til de fattige. Peder Larsen skulle ligeledes betale 8 sk. til de fattige ligesom konstabel Brygger skulle det. Hans Sterk skulle betale 12 sk. for uordenen i sagsomkostningerne og 8 sk. til de fattige. Fattigkassen blev administreret af Hans Samuelsen i kirken. Disse pengemulkter skulle betales inden tre uger. Hvis denne sag ikke “i stilhed” blev ordnet, kunne de vente hårde straffe.
6. august 1760 – Salg af brændevin og værtshus Pag. 234a
Politiforhør af konstitueret birkedommer Michel Grønbech i anledning af at Hans Sterk i Sandvig havde overtrådt forbuddet mod at sælge brændevin – ikke en men mange gange. Hans Sterk og hustru var bedt om at komme i retten, ligesom vidnerne Jens Hyldebrand og hustru Ellen med datteren Giertrud, samt Mads Pedersen og Hustru, Helge Hansen og hustru, Giert Hansen og hustru, Jørgen Jørgensen og tjenestepigen Kierstine, Hans Nielsen og hustru, Peder Pedersen ved Gaden og hustru, Peder Rørstrøm og hustru, Margrete Hans Wiinbergs, Hans Jørgensen Kaas og hustru, Lars Larsen og hustru, Peder Haagensen, og Karen Anders Ibs og Peder Sandersen – alle af Sandvig.
Hans Sterk nægtede, at have overtrådt forbuddet mod at holde værtshus og sælge af brændevin. Derefter forlod han politiretten i protest. Sterks hustru blev stillet det samme spørgsmål som hendes mand. Hun sagde, at hun ikke havde solgt mere brændevin siden de sidste havde været i forhør og ikke mere end de havde fået lov til. Hun havde brændevinen på lager hos Jens Madsen Kaas i Allinge. Hun fortalte, at hun havde fået lov til det af amtmanden mod at bytte med sild.
Margrete Wiinberg fortalte, at hun en gange havde købt en pot brændevin for 14 sk. og en anden gang for 2 sk. brændevin for rede penge. Hun fortalte at Sterks hustru havde brændevinen i en brændevins munk eller krukke, der rummede 5 a 6 potter.
Hans Jørgensen Kaas havde kun købt for 1 sk. brændevin kort efter pinse. Og så havde han drukket noget brændevin, som Jørgen Jørgensen havde hentet hos Sterks.
Dernæst Jørgen Jørgensens tjenestepige Kirstine Pedersdatter fortalte at hun adskillige gange havde været hos Hans Sterk for at købe 2 eller 4 skilling brændevin.
Lars Larsen og to af hans fiskekammerater havde været hos Hans Sterk og købe brændevin . De havde sild med sig, som Sterk havde tilberedt til dem. Han bekræftede, at Hans Sterk holdt “Brændevin Fohlt”.
Hans Nielsen vidste ikke noget.
Giert Hansens hustru Kierstine vidste at Hans Sterk solgte brændevin. Hun havde hørt “murmels snak” om at Hans Sterk skulle have en kiste (?) hos Jens Hyldebrand, hvor han opbevarede brændevinen. Derfra hentedes brændevinen, når den skulle sælges.
Helge Hansens hustru Else erkendt at hun havde købt ½ pot brændevin ved Sankt Hans tid. Det bekræftede Helge Hansen.
Giert Hansen havde i løbet af sommeren købt 1 skillings brændevin en gang i mellem. Og for 14 dage siden havde han købt 1 pot brændevin.
Peder Pedersens hustru Karen havde også købt brændevin, hvilket manden Peder Pedersen ved Gaden bekræftede.
Jens Hyldebrands hustru Ellen bekræftede, at hos Sterks kunne man købe brændevin, hvornår man ville. Dette bekræftede hendes datter Giertrud Jensdatter.
Da sagen nu var fuldt oplyst sluttede afhøringerne. Birkefogden oplyste, at da Hans Sterk havde forladt retten, kunne han ikke se sig fri for konsekvenserne.
21. april 1761 – om bjærgning af anker ud for Rønne Pag. 235b
Vedrørende et fundet svensk skibsanker ud for Rønne, som er lovligt “aftinget”.
Indkaldte var mons. Christian Mahler, som for tiden skulle opholde sig i Allinge. Svend Michelsen fra Rønne ledede politiforhøret.
Jesper Hansen ville ikke lade sig afhøre i sagen, da han ikke var stævnet lovligt, men han tilsted dog alligevel, at han havde været hos skipper Tønnes Bøyesens i Rønne en måned efter jul. Der havde han hørt om det stjålne anker tilhørende skipper Taroe fra Stralsund. Da han var kurator i sagen for den mindreårige Christian Mahler, kunne han ikke indgå i en politiafhøring. Han kunne derfor ikke bekræfte eller afkræfte om der blev talt om at man skulle af tinges en lavere pris for bjærgningen af ankeret.
Svend Michelsen opgave at føre politiafhøringen videre, da ingen af de fra Olsker og Rutsker var mødt.
31. oktober 1761- om brandfare ved brug af bageovn Pag. 236a
Offentligt forhør af Hans Hansen Piil af Allinge om han har holdt sit ildsted og bageovn i forsvarlig stand.
Hans Samuelsen forklarede at bageovnens øverste vindstene var ganske i stykker og hullet var derfor større. Da der ingen skorsten er over ovnen står luer op ad hullet. Det er derfor heldigt, at der endnu ikke er sket ulykker når der der bages i ovnen. Anmelderen havde angivet at der var en skorsten i huset, men den var så langt væk, at den igen nytte gjorde.
Hans Nielsen som er nabo til Hans Piil sagde at han ofte havde set ildstedet og synes at det så farligt ud.
Hans Piil selv måtte indrømme, at der ved den afholdte inspektion forleden år, var blevet pålagt at bringe sagen i orden. Samme syn lidt før Mikkels dag i år havde ligeledes påpeget manglerne. Han lovede at ikke bruge ovnen, men at bage hos en af naboerne indtil han fik bragt ovnen i orden.
Dommeren dømte for hans fattigdoms skyld til kun at betale 8 skilling til varslingsmændene og 1 mark hver til dommeren og skriveren.
4. maj 1762 – om tjenestefolk der forlader sin plads Pag. 236b
Politiforhør afholdt i Allinge over Peder Haagensen i Sandvig fordi han havde undveget fra sin tjeneste, som han havde fæstet sig til i perioden påske til Mikkelsdag hos Hans Jespersen i Sandvig. Som vidner var mødt Anders Møller af Allinge og Hans Kaas af Sandvig. Peder Haagensen var ikke mødt.
Hans Kaas kendte Peder Haagensen og mente at han havde fæstet sig til Hans Jespersen fra månedens begyndelse til sæden blev lagt. Han havde dog også hørt om at perioden var blevet forlænget fra Påske til Mikkelsdag, men han havde vist ikke fået papir på det, så Peder Haagensen gik til og fra tjeneste som han syntes. Han vidste også at Peder Haagensen havde ry for at gå sine egne veje, have lyst til at druk og tidligere havde undladt at fuldføre sine aftaler.
Anders Møller bekræftede Hans Kaas udsagn om Peder Haagensen. Endvidere vidste han at Peder Haagensen og Hans Jespersen for 14 dage siden havde gjort regnskab mellem sig. Og da dette regnskab sluttede med at Peder skyldte Hans Jespersen 4 sdr. 13 skilling. Dette skulle Peder afbetale ved at arbejde mere for Hans Jespersen, herefter var Peder Haagensen gået fra sin tjeneste.
Hans Jespersen fremlagde en seddel, som Peder Haagensen havde underskrevet og derved havde forpligtet sig til arbejde for ham for en løn på 4 sdr. og et par sko.
Dommeren dømte Peder Haagensen – trods hans fravær – at han skulle gå i arbejde næste dag, for ellers ville han blive dømt som lediggænger og straffes derefter.
—–
Anders Hansen af Skougaarden i Olsker mødte og angav enken Margrete sal. Hansen Hansen af Allinge datter Karen Hansdatter for ulovligt at have forladt sin tjeneste. Hun var fæstet for perioden Mikkelsdag til årsdagen derefter.
Margrete fortalte, at hendes datter atter lå syg med feber. Moderen mente ikke, at datteren havde fæste sig længere end til påske og at hun havde opsagt sin tjeneste lige før fastelavn. Datteren havde forladt tjeneste 2. påskedag medens hendes husbond og madmoder var i kirken. Men moderen kunne ikke se noget galt ved det. Datteren kunne ikke vide andet.
Moderen kunne ikke klage på datterens tjeneste, kun at madmoderen havde været lidt hård ved hende.
Da dommeren ikke havde vidner til tjenestes længde, opfordrede han, at Anders Hansen til pigen tilbage i tjenesten og lod det blive ved det.
“mig forevist Allinge 3. juli 1762 – Urne”
17. januar 1763 – om dans og lystighed 3. juledag Pag. 237b
Politiforhør afholdt hos enken Agnes sal. Jørgen Hansens i Sandvig vedrørende at hos Hans Nielsen Holm tredje juledag skulle have holdt juleleg med dans og anden lystighed “over den Tiid om Natten, som saadant om Søgne Dage i visse maader er utilladeligt”.
Hans Jespersen, der ikke havde været i stuen hos Hans Nielsen Holm, havde hørt, at der blev spillet på fiol. Og han mente, at det holdt på til elleve minutter over ti om natten, da der kom bud fra vicebyfoged Grønbech om hvor meget klokken var. Han kunne dog ikke love, at hans klokke gik korrekt. Han vidste dog ikke om der “legedes jul” hos Hans Nielsen Holm.
Sidsel Jens Jensens erkendte, at hun havde været hos Holm indtil kl. halv elleve og at der blev danset. Hun havde bemærket, at Hans Nielsen Holm blev vred, da Grønbech kom og forlangte, at de skulle holde op med løjerne. Holm havde sagt “Jeg raader selv over mit huus”. Hun havde hørt fra andre at der på kirkestævnet var blevet advaret om at holde julelege med dans og lystighed. På spørgsmål om hun kunne sige hvem, der dansede efter kl. 10 sagde hun: Hans Hansen Hyldebrand af Allinge, Hans Hansen Kaas af Sandvig, samt Maria Hansdatter og Seine Hansdatter. Der var blevet danset så vildt, at Marie Hansdatter faldt på gulvet, medens hun blev svinget rundt af Peder Hyldebrand af Sandvig.
Jens Jensen af Sandvig bekræftede hans hustrus udtalelser og fortalte endvidere, at nogen var gået over til Hans Jespersen for at se hvad klokken var.
Niels Hansen af Allinge kom på sin søn Hans Nielsens vegne. Han var hos sin søn og det var ham, der var gået over til hans Jespersen efter aftale med Grønbech, der kom til huset for at få legen standset. Da Grønbech var der standsede alle lystigheder, men da han var gået fortsatte dansen.
Bendte Pedersdatters fortalte, at Hans Nielsen havde sagt at klokken på hans lommeur var 5 minutter i 10. Flere havde set det og da det var tilladt at danse til klokken ti, dansede de endnu een dans og så ikke mere. Hun ville ikke give dommeren ret i, at de havde fortsat dansen i trods mod Grønbech.
Hans Wiig bekræftede, at Hans Nielsen Holms lommeur blev vist frem, således at kunne se, at klokken endnu ikke var 10. Han kunne ikke sige hvem der dansede, men der var mange. Han havde ikke selv danset, da han var i et andet rum, hvor lystighederne ikke foregik. Men han mente, at Holm havde selv standset dansen, da han havde erklæret at klokken var 10. Han havde selv hørt Grønbech på kirkestævnet advare folk om at forsamles i dans og lystigheder den 3. juledag.
Birkedommerne sluttede afhøringerne og ville overveje om det var nødvendigt at genoptage undersøgelserne.
26. januar 1763 – spil og dans 2. juledag Pag. 239b
Politiforhør afholdt af Michel Grønbech i birkefogedens fravær. Sagen var at byens ungdom forsamledes hos enken Margrete Wiinberg for at øve spil og dans, som stred mod sabbattens helligholdelse.
Følgende var indkaldt til at møde: De der var tilstede ved lystighederne: enken Margrete Wiinbergs, Niels Michelsen Torn, Hans Hansen, Anders Hansen, Peder Hyldebrand, Rasmus Pedersen, Jacob Wiinberg, Maria Hansedatter, Seine Hansdatter, Bendte Pedersdatter alle af Sandvig og fra Allinge: Hans Hyldebrand, Jens Rasmussen, Samuel Nielsen.
Desuden var følgende vidner indkaldt: Peder Rørstrøm, Jens Hyldebrand, Clemen Christiansen, Hans Nielsen Holms tjenestepige, Niels Madsen hustru, Niels Haagensen og hustru, Niels Jensen og Lars Larsen og hustru alle fra Sandvig.
Alle var mødt på nær Lars Larsen og hustru og Hans Nielsen Holms tjenestepige.
Margrete sal. Hans Wiinbergs indrømmede, at der havde været en del unge mennesker hos hende, som dansede efter Fiolspil natten mellem den 2. og 3. juledag. Ud over de indkaldte fortalte hun, at der også havde været: ungkarl Mogens Jensen og hans søster Kierstine, Jens Jensen og hustru Sisel, Bendte Pedersdatter, Hans Nielsen Holms tjenestepige og Seine Hansdatter, Else Andrisedatter, hendes søn Jacob Wiinberg og datter Marie, Niels Mikkelsen og de andre indkaldte mandspersoner undtagen Samuel Nielsen. Anklagen lød på, at de havde festet til kl. 2 eller 3 om natten, men hun påstod at det ikke varede længere end til kl. 8 eller 9 om aftenen. Hun erindrede ikke at der var indkaldt til kirke 3. juledag.
Niels Mikkelsen var tilstede hos Margrete som musikant og spille fiol til dans og anden lystigheder. Han spille en time eller to og han vidste ikke at det var forbudt at spille fiol.
Dommeren mente, at alt var oplyst både festen hos Margrete og dagen efter hos Hans Nielsen Holm. Mændene blev dømt en mulkt på 1 mark og 4 skilling og fruentimmerne 1 mark. De tilstedeværende blev pålagt at de i fremtiden skulle følge sabbatforordningen.
30. januar 1764 – Om fordrukken kvinde og frygt for ildebrand Pag. 240b
Politiforhør vedr. Hans Sterks hustru Kierstine fylderi og liderlighed og hendes skødesløse omgang med ild og lys etc.
Hans Wiig sagde at Kirstine “var den liderligste Soe hand nogen tiid af kvindfolk haver seet”. Hans Wiig var blevet sat til at holde vagt og tilsyn med Kirstine. Hun havde sagt da han kom: Ha! saa der kommer hand, nemlig fanden, og maatte med haard trusel tvinge hende at blive udi Sængen, og hun Røstedes, som en der havde den slemme syge (Udtryk der brugtes om epilepsi, pest eller syfilis), hun klukkede som en hønne, og Tygede paa sine kræfte og sine ting, som et galt Menniske og lagde ikke til at hun endnu i sit fylderi havde vedblevet”.
Jens Hyldebrand havde ligesom Hans Wiig været vagt om Kirstine og han bekræftede Hans Wiigs forklaringer. Han fortalte, at hun omkring pinse havde lukket sig inde i et kammer og kun have sit underskørt på. Vicebyfoged Grønbech var kommet for at se, hvordan hun havde det. Men hun ville ikke lukke op – hun ville blive der til hun døde. Grønbech havde slået døren ind og han var blevet skældt ud. Hun havde kastet sine klæder til sin lille datter og sagt, at nu gik hun til fanden. Jens hyldebrand boede i hus sammen med Hans Sterk og hans hustru. Han fortalte om sidste juleaften, da han kom hjem fra sin fader efter at have spist sammen med ham. Han havde set, at hun lå drukken på gulvet og ladet et lys brænde på bordet, som havde faldet af stagen. der var gået ild i et lagen på bordet, men han havde afværget katastrofen ved at stoppe ilden med resten af lagenet og en tallerken med grød. En anden gang var der gået ild i hendes forklæde. Hun opdagede det ikke da hun var fuld. Der var flere gange, hvor det var nær gået galt. Jens Hyldebrand overværede, at hun havde sat tommelen på sin lille datters strube, som om hun ville kvæle hende. Hun havde solgt kobberkedel, sengeklæder, hendes datters salmebog mv for at få penge til brændevin.
Peder Rørstrøm havde set hende løbe mod havet med ønsket om at drukne sig. Hendes datter løb efter hende. Datteren bad Peder Rørstrøm om at hjælpe hende med at redde sin mor.
Dernæst Bendte Holms at Kierstine Sterks en pinsedag kom løbende over til hende og fortalte, at fanden var efter hende. Hun spurgte om hun måtte ligge hos hende i sengen. Bendte fortalte, at hun havde ligget skriget hele natten. Hun havde fortalt at fanden stod ved hendes hovedgærde. Midt om natten havde hun nøgen løbet over til Giertrud Jensdatter, som boede sammen med Bendte Holms. Giertrud Jensdatter bekræftede dette.
Karen Erik Rørstrøm fortalte samme historie om hvordan Kierstine var på vej til at kvæle sin lille datter. Hun fortalte også om alle de gange hvor Kierstine var på vej til at sætte ild i huset.
Jens Mikkelsen og hustru boede næst optil Kierstines hus og de var konstant bange for at hun skulle sætte ild til sit hus.
23. december 1765 – om ulovlig tobakshandlen Pag. 241b
Politiforhør af Peder Mogensen og hustru for at sælge tobak, som de ikke havde tilladelse til.
Peder Mogensen eller hustru var ikke mødt.
Jens Ambrosen var håndværksmand og plejede nogen gange at arbejde hos Peder Mogensen. Han havde købt tobak af Mogensens hustru, men kun fordi hans hustru ikke havde kunne få tobak hos Karen Hyldebrand. Det var meget almindeligt at håndværksfolk fik et stykke tobak, der hvor han arbejdede.
Dernæst Mogens Nielsen, vevskermager havde fået for 1 skilling tobak af Peder Mogensens kone. Andet kunne han ikke fortælle.
Jens Ambrosens hustru Gundel bekræftede, at hun havde været hos Karen Hyldebrand for at købe for 2 skilling tobak. Hvilket hun ikke kunne. Derfor havde hun købt tobak hos Peder Mogensens kone, som var meget passende da hendes mand arbejdede der.
Peder Mogensens hustru kom – han var svag og sengeliggende, så Peder Mogensen kunne ikke komme. Hun nægtede, at have tobakssalg. Den tobak hun havde solgt var oprindeligt til sin mand. Hun havde blot solgt hans tobak videre. Hun vidste ikke, at hun skulle have frihedsbrev for at kunne sælge tobak. Tobakken skulle hun havde af mr. Leegaard i Rønne, som var kommissær for tobakshandelen på Bornholm.
Intet videre blev foretaget i sagen.
24. december 1765 – brandfare ved at tørre lin i bageovnen Pag. 242a
Om at kaptajn Jens Larsen skulle have begyndt at plante lin, tørre og bryde det, hvilket ikke var tilladt i følge brandforordning.
Som vidner var indkaldt Hans Nielsen Sønder i byen, kaptajnens tjenestedreng Niels Hansen og tjenestepige Marie Andersdatter – alle af Allinge.
Kaptajn Jens Larsen mente ikke, at han havde forbrudt sig mod forordningen. Men hvis en trættekær mand havde meldt ham til øvrigheden, så han frem til at det blev eksamineret, således at han kunne befri sig fra anklagen.
Dommeren angav, at det var Jesper Hansen der havde indgivet anmeldelsen til amtmand Urne. Anklagen blev oplæst.
Jens Larsen bad om at brandforordningen blev oplæst således at han kunne vide hvori forbrydelsen var sket. Dommeren havde ikke brandvæsenets forordning ved hånden, så det måtte vente.
Jens Larsen forklarede, at han havde tørret linnet i bageovnen efter at han havde bagt brød. Han havde holdt hus i 30 år, så han kendte alle regler for at omgå ild og varme og dem kendte hans tjenestefolk også. Han havde forsøgt at så og høste hør i 4-5 år. Der har været 3-4 ovnefulde at tørre, på nær i år, hvor høsten var slået fejl og at der derfor kun havde været en ovnfuld hør. Han sagde, at det kan ikke betale sig at bygge særskilt hus med ovn og aparte skorsten for så lidt og fordi høsten ofte slår fejl.
Marie Andersdatter bekræftede metoden at linnet var kommet ind i ovnen efter at brødet blev taget ud. Niels Hansen svarede at det kun var en enkelt gang i år, at linnet blev tørret i ovnen.
Hans Nielsen bekræftede, at det kun var sket en gang i år. Han havde hjulpet med det.
28. december 1767 – om ustemplet tobak købt hos apotekeren i Rønne Pag. 243a
Efter klage fra tobakskommissær på Bornholm Schousboe i Rønne afholdtes contra-politiforhør over glaskræmmer Jonas Kofald af Allinge. Schousboe havde konfiskeret et ustemplet 4 kulde tobak hos Kofald.
Schousboe var tilstede for at afhøre Jonas Kofald. Kofald sagde, at han havde erhvervet 16 pund tobakken af apoteker Casper Dirch i Rønne. Han kunne ikke sige om apotekeren havde mere af denne tobak, som han købte for 12 skilling pundet. Han havde haft den tanke, at han ville sælge det i Allinge.
Dernæst Oluf Jørgensen Bug havde den 18. december kørt for Jonas Kofald fra Rønne til Allinge. Schousbo havde stoppet vognen mellem Hasle og Rutsker og konfiskeret 4 ruller tobak. Oluf Bug kunne ikke vide om der var mere tobak på vognen end dette, da han jo blot kørte hestene.
Jonas Kofald erkendte sin brøde og ville betale sagens omkostninger og lægge en mulkt i kongens kasse på 4 rdr.
24. februar 1769 – om skyderier nytårsaften Pag. 243b
Politiforhør i anledning af at skipper Jens Hansen Kaas med flere “meget uskikkeligt skal have opført sig med skyden natten før sidste Nyt Aars dag med andet mere, som Kaas mod Hr. Grønbech uforsvarlig skal have øvet”.
Jørgen Clausen Wiig måtte indrømme, at der blev skudt meget med geværer nytårsnat. Han hørte det kun og se ingen. Han var gået i seng kl 8.
Jørgen Hyldebrand hørte det først sent på aftenen, men det var rundt omkring i byen og han havde ingen set.
Knud Andresen hørte vel skud, men vidste ikke hvem det var.
Hans Hansen Kaas mente jo nok at der var nogen der skød. Grønbech afbrød birkedommeren og spurgt om han da allerede havde glemt at Grønsbechs to sønner havde være hos ham for at undersøge om hans geværer var blevet brugte. Hans hustru havde udleveret de to geværer. Hans Hansen Kaas svarede, at hvis han havde været hjemme, havde han ikke villet udlevere dem uden behørig kvittering. Vidnet havde selv afhentet geværerne samme aften. De blev udleveret, da de ikke havde været brugte.
Peder Pedersen ved Gaden havde hørt skyden her og der, medens han spiste. Derefter havde han gået og lagt sig. Vidste ikke mere.
Jacob Wiinberg havde hørt skud, men kunne kun angive Peder Hartvig som havde skud udenfor hans 3 vinduer til stuen mod havet. Der blev skudt til ca kl. 10. Grønbech mente, at Jacob måtte have set, at der blev skudt med kraftige bøsser eller geværer uden for Grønbech stue. Så kraftig at ilden var stået ud af løbet og oplyst gaden. Han fortalte, at han også havde overværet Grønbech komme ud på gaden og erklære lovens forordning og havde råbt, at de skulle give sig tilkende. Hvilket ingen gjorde. Men dem der stod ved Mons Jens gærde stod og grinede. Jacob Wiinberg gav Grønbech ret i, at skydningen ud foran hans stue var bevidst, da det var Grønbech der sidste år på kirkestævnet havde forbudt denne skydning. Efter skydningen var to eller tre personer fulgtes ad ned til Jens Hansen Kaas. Grønbech havde været hos ham for at tage hans gevær og for at tjekke om den var blevet brugt. Hvilket den ikke var, men han kunne først få den tilbage dagen efter. Jacob havde bemærket at Grønbech også havde taget skipper Kaas gevær, som var blevet brugt, da det lugtede af krudt og kolben var varm. Skipper Kaas spurgte Jacob Wiinberg om han var så sikker på at geværet var varmere end dem som stod inde i stuen hos Grønbech. Jacob Wiinberg kunne ikke sige det med sikkerhed, da der var forskel på om det havde stået i et varmt eller koldt sted.
Lars Pedersens afhøring blev frafaldet. I stedet blev Grønbechs hustru afhørt. Hun bekræftede at der blev skudt udenfor deres hus meget tæt på tagskægget. Og hun fortalte, at den vrede skipper Kaas havde råb og arrigt kommet og forlangt sit gevær tilbage. Der havde været flere andre konfiskerede geværer i deres stue den aften. Grønbech havde bedt sine sønner om at gå til borger Fredrichsen for at bede om at fire mand, der skulle stå vagt. Det var disse vagter der til sidst havde fået skipperne til at forlade Grønbechs stue. Grønbech havde beordret sine sønner ud på gaden for at eftersøge dem som nu rendte rundt for at skyde i gaderne. Børnene havde nægtet at gøre det, da de mente at det var farligt at færdes ude.
Dernæst Peder Grønbech der vedstod historien om skyderierne. Det var ham der sammen med sin fader og broder Johan var gået over til skipperen og fundet bøssen i forstuen. Det var varmt, men han havde kun taget geværet med sig, således at andre ikke skulle misbruge det.
Jørgen Johan Grønbech bekræftede Peders forklaringer. Tilføjede at Skipper Kaas havde sat sig ved tingbordet og svor og larmede (Tingbordet må altså være hos Grønbechs),.
Andreas Grønbech svarede som sin broder Peder.
Skipper Kaas anså sig selv som uskyldig og at sagen kun er opstået på grund af Michel Grønbechs “had og aving”.
8. marts 1769 – videre om skipper Kaas fornærmelse af Grønbech på gr.a. nytåsaften Pag. 246b
Efter ordre fra amtmanden afholdes politiforhør for at undersøge skipper Kaas opførsel og skyden nytårsaften.
Peder Michelsen og Mogens Jensen skulle afhøres. De havde afleveret en skriftlig redegørelse som blev læst op. Skipper Kaas var ikke mødt. Grønbechs klage blev oplæst.
Skipper Kaas skulle atter stævnes til at møde til politiforhør.
15. marts 1769 Pag. 246b
Skipper Kaas var stadig ikke mødt, hvorefter sagen blev optaget til doms.
3. april 1769 – dom for skyderier mv nytårsaften Pag. 247a
Dommen over skipper Kaas blev afsagt – hele dommens ordlyd findes i protokollen.
Dommen konstateret at selve skyderierne burde behandles i brandretten og ikke i politiretten. Derimod har skipperens opførsel været af en art, der ikke kunne tolereres og i sin foragt for lovens håndhævere skulle han betale 1 sdr. til byens kasse, samt tre mark til dommeren og 3 mark til skriveren, samt underskrive en skriftlig undskyldning, hvis ordlyd blev dikteret af birkefogeden. Og desuden skulle han fraholde sig at gå imod embedsmændene i fremtiden. Desuden skulle skipperen betale sagens omkostninger, der skulle udfærdiges en regning herpå.
1. juni 1769 – undersøgelse af fruentimmer uden kendte tjenestepladser Pag. 247a
Politiforhør af nogle kvindfolk i sognet, der ikke på egen hånd havde søgt tjeneste hos brave folk.
Alle var mødt undtagen den kvinde der boede hos Jens Olsen ved kirken.
Den første Karen Hansdatter, som opholder sig hos udbygger Oluf Hansen. Hun fortalte, at hun havde haft tjeneste hos folk indtil hendes forældre var blevet så svage, at hun måtte passe dem i deres hjem. Da de så døde blev hun syg og måtte derfor opholde sig hos Oluf Hansen. Men nu havde hun fået tjeneste hos Christen Jensen i Østerlars sogn.
Dernæst fremstilledes udbygger Anders Christensens to døtre Kirstine og Karen Andersdatter. Kirstine Andersdatter havde tjent 5 år hos forskellige folk på landet, hvilket hun kunne dokumentere med skudsmål. Hendes forældre var så svage, at hun måtte passe dem, hvilket hun ville fortsætte med. Den anden datter Karen havde tjent 1½ år i København. Ved sidste mortens dag kom hun hjem for at besøge sine forældre. Hun agtede sig snart til København igen. han havde fæstet sig til en mand i København.
Den fjerde var Kirstine Andersdatter, der fortalte, at hun havde tjent adskillige folk på landet bla. landsdommer Müller. Men nu måtte hun passe sine forældre, der havde nået en anseelig alder og hos hvem, der boede en “værkbruden og elendig” søster, der ikke kunne tage vare på sig selv.
Dernæst Karen sal. Anders Hansen fremstod og fortalte at hun havde tjent adskillige folk i alt 21 år, og, som herredsfogden vidste, i 2 år hos kaptajn Bidstrup i Hasle. Hun var egentlig nu i tjeneste hos Oluf Nielsen i Skarpesskade.
Dernæst Giertrud Hansdatter som var 48 år gammel og klarede sig selv. Hun havde haft arbejde adskillige steder. For tiden hos udbygger Claus Olsen.
De to bisiddere fortalte, at Ellen Hansdatter opholder sig hos Jens Olsen ved kirken, og at det var almindelig bekendt, at hun tjente hos Jens Olsen
5. juni 1769 – om ustemplet tobak og manglende told Pag. 247b
Efter begæring fra tobakskommissær Schousboe i Rønne efter at der skulle være indført og angivet for tolden 30 pund tobak fra en skipper, men at der var mistanke om at det var meget mere. de anklagede var skipper Jens Kaas, Peder Sandersen, hans Kaas og Anders Skou af Sandvig, Jørgen Jensen, Hans Jørgen Snidker, Niels Hansen den yngre, Knud Hansen og Anders Nielsen af Allinge. Alle var mødt undtagen de tre brødrene Kaas. Politiforhøret blev afholdt hos skriveren i Allinge.
Det første vidne var Lars Hansen, der fortalte, at der blev bragt nogle carduser røgtobak i land i Sandvig havn fredag aften før pinse. Det skete med Hans Jespersens båd, der, som den eneste, var kommet ud til den fremmede skipper fra Flensborg. Skibet lå i bugten på grund af “kontrær” vind. Skibet havde miste noget af sin mast ud for Tejn. De skulle hjælpe ham med reparationer, der i alt beløb sig til 40 sdr. Skipperen havde kun 19 sdr. i rede penge, modtog de tobakken som betaling. Tobakken udgjorde en værdi af 30 sdr. Det var Hans Kaas der bar tobakken op til sit hus. Tobakken blev delt i 11 parter – Hans Jespersen ville ikke være med i denne forretning. Da det faktisk var en reparationssag så skulle betalingen bringes til byskriveren, men delt mellem dem som hjalp skipperen på nær Hans Jespersen.
Hans Jespersen blev afhørt. Han fortalte, at det netop blev hans båd, der blev brugt, da den var stor og bekvem til formålet. Arbejdet med den ødelagte mast havde de beregnet til 40 rdr. men blev tinget ned til 30. Da skipperen kun havde 19 rdr. blev de – efter lang tids parlamentering – enige om at tage tobakken som betaling. Det svarede til 30 rdr.
Dernæst Anders Kaas hustru Bendte bekræftede at hendes mand havde fået 5 pund tobak for at hjælpe en flensborgerskipper.
Jens Kaases hustru vidste ikke meget, men huskede at tobakken stod i et klæde på borden om morgenen.
Hans Kaas hustru Marie og degnen i Olsker Mr. Halsen blev pålagt at møde til politiretten den 19. juni.
19. juni 1769 – om ustemplet tobak og manglende told Pag. 249a
Degnen hr. Halsen i Olsker havde indleveret en skriftlig redegørelse, som henviste til hans gejstlige ret til ikke at udtale sig. Schousbo kunne ikke acceptere denne argumentation, da det var en civil sag. Dommeren pålagde degnen at lade sig afhøre under ed. Hr. Halsen indrømmede, at han den 1. pinsedag efter prædiken havde købt noget ustemplet Carduse Tobak af Niels Hansen den yngre. De blev leveret i fire papirsposer. Degnen havde spurgt hvorfra han havde tobakken, men Niels Hansen var “løbet bort” inden han fik svaret. Han havde givet tobakken til forskellige som gave. Han havde intet tilbage af de 4 eller 5 pund, som han havde fået..
Marie Hans Kaas havde set at hendes mand kom med poser at et eller andet, som han senere delte i portioner. Hun vidste kun at der var lidt tilbage efter de blev delte.
Niels Hansen den yngre fortalte, at han havde fået sin portion, men da han endnu ikke bruge tobak, solgte han den videre til degnen i Olsker.
Anders og Hans Kaas fremlagde deres skriftlige indlæg.
Schousbo fik udskrift af afhøringerne og fremlagde sin regning for afhøringerne.
9. oktober 1770 – uenighed om fæsteløn Pag. 250a
Jørgen Joh. Skous anklage over, at hans tjenestedreng Hans Larsen Lind, havde forladt sin tjeneste ved sidste Mikkelsdag.
Hans Larsen Lind opholdte sig nu hos Jesper Hansen. Hans Linds moder Karen Lars Olsen kom i retten og forklarede at hendes søn ville genoptage tjenesten hos Skou indtil nytårsdag, hvis han modtog akkorderet løn til mikkelsdag på 5 sdr. og et par sko. Lønnen svarede til ½ års løn. Han skulle have det halve fra mikkelsdag til nytår. Dette blev accepteret af Skou og retten blev hævet.
17. oktober 1771 – om u-ringede svin Pag. 250b
Hans Jespersen og skipper Jens Kaas i Sandvig havde handlet urimeligt mod byens kæmner Jørgen Jensen Skou, da han ville efterse byens svin om de var lovformelig ringede.
Hans Jespersen havde fundet uringede svin hos Hans Jespersen og da han derfor ville tage pant i svinene.
Niels Haagensen, ungkarl Peder Pedersen, Hans Jespersens søn Jens Hansen og Svend Jensen af Allinge var indkaldt som vidner.
Niels Haagensen var den 9. oktober med kæmneren for at efterse svinene, men han havde ikke været med hos Hans Jespersen. Peder Pedersen havde været med hos Hans Jespersen og havde der fundet to unge svin, der var uringede. Kæmneren og Peder Pedersen havde talt om, at de skulle tage pantet selv eller om de skulle bede Hans Jespersen om at betale. Det blev det sidste. De kom ind i stuen hos Hans Jespersen, medens han sad og spiste. De to skilling som forlangtes for hvert svin ville Hans Jespersen ikke betale, da hans svin ikke gik løse, men blev holdt forsvarligt inde i gården. Der hang en bøsse på en krog på bjælken. Den tog kæmneren med sig som pant. Hans Jespersen råbte efter kæmneren at han ikke skulle gøre det. Bøssen var ladt. Jespersen tog bøssen ud af hånden på kæmneren og kaldte ham for “Svinehund” og sagde “Fanden regere dig”. Kæmneren sagde så, at han ville tage noget andet i pant. I porten lå en jernstang som han tog i stedet for.
Jens Hansen som endnu ikke var 15 år blev afhørt selv om han endnu ikke havde fået sit hellige sakramente. Drenge bekræftede Peder Pedersens forklaring, men da han blev indendørs kunne han ikke sige, hvad der skete ude på gårdspladsen. Han mente at hans fader havde sagt “Din store Flab” til kæmneren, da han havde taget den ladte bøsse i forstuen.
Dernæst Svend Jensen, som havde været inde hos Jespersens, bekræftede historien om kæmnerens ærinde og med bøssen i forstuen. Han sagde at Jespersen havde sagt at han ikke måtte tage bøssen, da nogen kunne komme til skade. Svend Jensen fortalte at svinene endnu ikke var ført ud i stien hvor soen var. De små grise skulle vendes fra at patte.
Kæmneren fortalte at den jernstang, som han havde taget i pant allerede var indløst for 4 skilling og sagen som sådan var slut. Men kæmneren mente, at da Hans Jespersen var kæmner, havde han handlet på nøjagtig samme måde som ham. Det mente Hans Jespersen ikke. Han havde aldrig taget for “grisesyslinge” på gårdsplads eller i stien.
Sagen mellem skipper Jens Kaas og kæmneren blev dernæst ført. Jørgen Jensen Hyldebrand var hos skipper Kaas om aftenen den 9. oktober samme dag som kæmneren havde taget pant for uringede svin – i alt 3 – 2 store svin a 4 skilling og en lille gris for 2 skilling. Hustruen erkendte, at de havde en gris, men det ville skipperen ikke mene. Kæmneren havde taget en økse i pant. Skipper Kaas ville ikke indløse pantet og han havde kaldt kæmneren for “store flab” og “Svinehund”. Skipperen mente, at kæmneren stak pengene til side til sig selv, så han kunne drikke brændevin for dem.
Ungkarl Jørgen Jensen havde hørt skipperen sige “Flabmund” til kæmneren. Han havde sagt til kæmneren, at han havde ikke flere gris end kæmneren kunne have dem i sin flab.
Lars Svendsen bekræftede hvad skipper Kaas havde sagt, da han kom hjem om aftenen og erfarede at kæmneren havde pantet for uringede svin.
Jens Hammer kunne kun referer hvad Jørgen Jensen havde sagt til ham under mønstringen den 10. oktober. Dommeren fik Jens Hammer til at fortælle om sin praksis med svinene, da han var kæmner. Jens hammer sagde, at der skulle betales for svin, hvor end de var og hvor store de var. Alle skulle ringes inden efteråret. Og som regel drak kæmneren og hans medhjælpere penge op efter at synsforretningen var afholdt. Dog var det kutyme, at der ikke blev taget pant uden at ejeren var hjemme.
Peder Johan Hammer sagde, at han havde hørt, at skipperne kun havde 2 svin, resten var så små at kæmneren kunne have dem i sin flab.
Jens Boesen havde hørt skipperen sige til kæmneren på mønstringen, at de små grise som han havde var ikke større end kæmneren kunne have dem i sin flab. Andet kunne han ikke sige om sagen.
Kæmneren ville have at der blev afhørt flere personer i sagen. Sagen udsat til om 14 dage kl. 10 formiddag.
31. oktober 1771 – om uringede svin Pag. 254b
Sagen mellem kæmneren og skipper Kaas om de uringede svin.
Helge Hansen havde hørt skipper Kaas sige at han kun havde to svin og de smågrise som han havde gående “i min stue, ikke er større end du kunde stoppe dem i din ene Mundvig”
Dernæst Kierstine Jens Kaases sagde at hendes mand havde forlagt at det han betalte skulle gå til byen og ikke drikke op.
Peder Pedersen forklarede t øksen var taget i pant for 10 skilling for i alt 3 stykker svin.
Hans Thomsen bekræftede Peder Pedersens forklaring.
Peder Hartvig bekræftede, at pantepengene drikkes op, men at han ikke pantede for små svin, når ejeren var i færd med at ringe dem.
Kæmneren Jørgen Jensen Skou udtalte at “formedelst den fahre og uheld, der er ved at efterse svinene om de ere ringede eller ey, drister hand sig ikke til længere at være kæmner”.
Hans Jespersens sag blev sammen med sagen mod skipper Kaas udsat til 9. november.
9. november 1771 Pag. 256a
Da ingen nye vidner var at afhøre blev der annonceret domsafsigelse den 18. november.
18. november 1771 – dom i svine-ringnings-sagen Pag. 256b
Politiret afhold hos Frederich Jensen i Sandvig.
Hans Jespersen blev dømt for uskikkelig adfærd mod kæmneren Jørgen Jensen blev dømt en mulkt til byens kasse til sig selv og andre til advarsel, Mulkten var 1 sdr. til byens kasse 1 sdr. til sagens omkostninger til betaling inden tre solemærker.
Skipper Kaas blev ligeledes dømt for uskikkelige ord mod embedsmand i funktion, hvilket ikke kunne tolereres. ! sdr. i mulkt til byens kasse, 10 mark til omkostninger. I alt 2 rdr 2 mark.
3. december 1771 – en tjenestekarls udeblivelse fra tjeneste Pag. 258b
Retten holdt hos Jørgen Shou i Slotsvangen.
Mads Hansen i Allinge havde forladt sin tjeneste hos Jørgen Schou. Imidlertid mødte Mads Hansen og tilbød at starte i tjeneste igen og love “al redelighed og troskab, samt ikke at udgaa hverken nat eller dag af sin husbonds tjeneste”. Men da han både havde kone og børn bad han om forskud på sin løn, således at han kunne forsørge sin familie i disse dyre tider.
Jørgen Schou kom ham i møde og lovede ham penge hver 14 dag, pr. dag 6 skilling, hvilket var 5 sdr. 4 skilling, samt to helligdage i lat 5 sdr. 12 sk. Til gengæld måtte han betale omkostningerne til denne politiret. Mads Hansen lovede at betale det i alt 11 mark 4 skilling.
Da Mads Hansens hustru snart skulle føde, lovede Jørgen Schou at Mads kunne få 3 dages fri, når hun kom i barselsseng. Hvis han skulle have mere fri ved barslen, måtte han selv skaffe og betale en dygtig karl.
3. december 1771 – om tjenestekarls bortgang – Jørgen Schou Pag. 259a
Afholdt politiforhør samme sted som forrige sag – Slotsvangen hos Jørgen Schou.
Jørgen Schous tjenestekarl Anders Andersen, som ulovligt havde forladt sin tjeneste.
Som vidner var indkaldt Daniel Jochum Michael, Schous tjenestedrenge Jørgen Hansen og Samsing Jørgensen, Schous udbygger Anders Steenbech og to tjenestepiger Malene Hansdatter og Giertrud Larsdatter.
Anders Andersen var ikke mødt. De to varslingsmænd forklarede at de havde stævnet Anders hos sine stedforældre, men der var han tilsyneladende ikke. Imidlertid havde Anders Andersen indleveret et skriftligt svar på sagen.
Dommeren mente, at da det var en sag mellem husbond og tjener, var det en politisag og at han ville lade sagen fortsætte selv om den ene part ikke var tilstede.
Mons. Michael blev afhørt fortalte hvad der skete mellem Jørgen Schou og Anders Andersen sidste fredag aften. Anders Andersen var ikke mødt op til fælles arbejde med at “rispe fjer” (plukke høns) og de øvrige mente at han var i “bedstemors stue”. Jørgen Schou sendte derfor sin ældste datter ned til ham. Hun kom tilbage med negativt svar. Så sendte Schou sin ældste tjenestepige efter ham. Så kom han ind i hans stue med huen på. Husbond sagde, at han måtte være med som alle de andre folk. Da det var varmt mente Jørgen Schou, at han skulle tage sin hue af. Det ville Anders ikke, da det var hans og at han selv bestemte om han skulle have hue på eller ej. Anders sagde, at han havde tjent mange steder – sågar hos præsten Bendix – og der kunne han have sin hue på. Jørgen Schou slog derefter huen af Anders. Huen faldt ned på bænken. Anders tog huen på igen og sagde, at der skulle den sidde, medens han bandede fælt. Schou sagde, at han skulle vare sin mund, da han skulle til skrifte i morgen. Anders nægtede at rispe fjer. Han ville gå ud af stuen, men Jørgen Schou gik efter ham og skubbede ham ind igen. Anders faldt over en stol og satte sig på rumpen. Schou tog ham om livet og satte ham ned på bænken. Anders bandede og sagde “fanden maatte være her og tage hug af Eder” og slog i bordet – slag efter slag – og gentog ordene mange gange. Da folkene var færdige med at spise, rejste de sig og gik ud. Klokken var otte og derefter så vidnet ikke mere til Anders.
Næste vidne var Jørgen Hansen, der sagde at Anders Andersen ikke var kommet ind i stuen sammen med de andre, da han ville finde sin stoppenål, som han havde mistet i drengehuset. Derefter synes han at Anders Andersen ikke havde sagt noget inden Jørgen Schou havde slået huen af hovedet på ham. Anders havde blot sat huen på hovedet igen. Jørgen Schou slog ham på hovedet således at hue igen faldt af. Da bandede han og sagde til sin husbond, at han ikke behøvede at slå ham. Anders havde derefter sagt til alle tilstedeværende, at Jørgen Schou slog alle sine tjenestefolk. derefter havde han bandet og slået i bordet medens han sagde, at nu ville han ikke blive hos ham længere. Da han ville gå puffede Jørgen Schou ham ind igen. Han måtte ikke gå, da han skulle rispe fjer, som alle de andre. Han bandede og Jørgen Schou og hans hustru sagde, at han ikke kunne gå til alter om søndagen hvis han teede sig sådan. Schou mente ikke at Anders ville holde sin mund, hvortil Anders havde sagt om så Schou slog ham ihjel med en økse, ville han ikke tie at den grund. Han ville ikke risp fjer fordi han var dårlig. De de var færdige og skulle spise havde Anders sagt at han havde fået mad nok og at han ikke skulle have noget, men han vedblev at sidde og bande og sværge. Medens han sad ved bordet, sagdeAnders at han huskede da husbond red efter ham på Teil Løkken og slog ham i hivedet. Schou svarede at han skulle have haft endnu mere på hovedet end det han fik dengang. Da de gik ud af stuen var klokken 8 og Anders andersne sagde til tjenestedrengen, at han synes at han var uretfærdig behandlet. derefter var han væk.
Dernæst Anders Andersen Steenbech, som var hos Vefst Jensens enke Else Dorthe da Jørgens datter kom for at hende Anders Andersen. Han havde spurgt datteren “Hva da?” og “Hva snude?”. Anders Steenbech var kommet op i stuen da de skulle spise, så han havde ikke overværet det med huen, kun at Anders sad og bandede ved bordet uden at spise noget.
Dommeren udsatte sagen. [der er ikke videre om denne politisag i protokollen]
9. juni 1772 – om hustrus drukkenskab Pag. 262a
Politiforhør hos Fredrich Jensen. Peder Hartvig Møllers af Sandvigs skriftlige klage ang. hans hustrus “vedvarende drukkenskab og liderlige opførsel”.
Tilsigelsesmændene fortalte hvordan de havde været hos Peder Hartvigs hustru Sidsel og hvordan hun drak en flaske brændevin inden hun lagde sig i sengen. Men hun havde lovet at svare på spørgsmål. Hun mødte ikke op til politiforhøret.
Hans Hermansen fortalte, at han engang havde været hos Peder Hartvig og hjulpet ham med at stable hende op på benene for at få hende i seng. Hun gik ofte rundt i byen uden at vide hvor hun var. Folk var bange for, at hun skulle sætte ild i byen.
Michel Mogensen Torn fortalte om en episode hvor manden var i København. Sidsel var faldet om på gulvet og Jacob Winberg bad ham om at hjælpe med at få hende i seng. Hun lå på gulvet og havde pisset i sine klæder og hun havde kastet op. Michel Mogensen havde tørret op efter hende. Han spurgte Sidsels stedsøn Jens, hvor hun fik penge til brændevin fra. Han forklarede at Leene Sahlgreen havde byttet noget gryn for en flaske brændevin. Michel Grønbech havde derfor flyttet alle varer op på tildet og sat to låse for, således at hun ikke skulle bytte tingene for brændevin. Der var derefter sendt bud til Sidsels fader Jørgen Jørgensen. Flere med ham frygtede at hun skulle forårsage ildebrand og at hun skulle gøre skade på sine børn. “Fremdeles lagde vidnet der til, at hun i lang tiid havde været hengiven til drukkenskab og formeendelst somme begaaet et og andet som var uanstændigt, men efterhaanden havde hendes liderlighed taget meere og meere til, hvilket er endog hver bekiendt”.
Hans Jespersen bekræftede Michel Mogensens udsagn. Han fortalte at hendes mand Peder Hartvig forsøgte at lukke hendes ting inde i en kiste, således at hun ikke solgte eller byttede det for brændevin. Hans Jespersen havde endda nogle af hendes ting i opbevaring.
Peder Johan Hammer fortalte at han havde været sammen med Peder Hartvig i hans hus og der set hans hustru ligge rygende i sengen medens hun var “overdrukken”. En anden gang var hun blevet forbrændt, da hun tilsyneladende havde faldet hen over ilden. Han havde flere gange måttet hjælpe hende og hendes mand. Han kunne fortælle hvordan hendes mand forsøgte at begrænse hendes drikkeri.
Jørgen Jensen Schou bekræftede Hammes udtalelse om Sidsels drukkenskab. Han vidste at Hartvig prøvede at forhindre Sidsel i at drikke, men når han gjorde det, holdt hun en masse postyr og “slemt hus”.
Dernæst Leene Peder Sahlgreen, der fortalte at Sidsel for et år siden kom til hendes hus, da hun ikke magtede at få døren op, “gav hun sit vand fra sig” i døren og derefter styrtede hun baglæns, så hun slog sig meget. Hun var fuld af skarn og blodskorper. Der lå hun medens mindst 40 mennesker kom og så forundret på hende. To mænd Peder Rørstrøm og Jans Sahlgreen kom og “slog hendes klæder ned, tog hende og bar hende hjem. Hendes mand var på søen medens dette skete. Leene fortalte flere historier om Sidsel og om hvor desperat hun var for at få brændevin at hun solgte hvad hun kunne få med sig. Engang havde hun tilbud hende varer der var 12 skilling værd for kun 8 skilling. Men da hun ikke ville købe kom naboen og tilbød 4 skilling, hvorfor Sidsel solgte det for at kunne skaffe sig brændevin.
Kirstine Jens Kaases vidste udmærket hvor galt det var fat med Sidsel Peder Hartvigs. Sidsel havde været hos hende medens hun var i kirken. Hun havde gået ud i “Huset” og selv fundet brændevinsankeret. Hun forsøgte at hælde brændevinen på en flaske uden tragt. Meget blev spildt. Hun fulgte Sidsel hjem til porten, hvor hun tog flaske fra hende. Alt det brændevin som hun havde spilt, ønskede Kirstine at Sidsel skulle erstatte. Sidsel tilbød at hun kunne få malt for det.
Dernæst Lisbeth Hans Thømmer fortalte om dengang Sidsel var kommet i barselsseng, måtte Poul Hartvig have hjælp til at passe hende. Derudover fortalte Lisbeth at Sidsel ofte var så drukken, at hun lagde sin “urenhed og pis” i sengen. Hvis hun ikke fik brændevin bandede og skeldte hun både på soin mand og andre. Hun fortalt at Sidsel just havde slået halsen af en brændevinsflaske hos Jens Kaas, uden at han var klar over det.
Hans Michelsen Grønbech havde flere gange set Sidsel Hartvigs så “som et svin”. Han havde set at hendes klæder, sengeklæder og lagen var ilde tilredt af pis. Han havde hjulpet Peder Hartvig da Sidsel var i barselsseng. Hans Stub – Poul Hartvigs stedfader – havde også hjulpet til og de var alle sammen bange for at barnet ville tage skade af hendes drikkeri. [den 12. januar 1772 blev Peder Hartvig Møllers barn døbt Nicolaj].
Hans Jørgen Kaas fortalte at han ved påsketid havde været hos Hartvigs. Sidsel lå på gulvet og var drukken, Skiden og blodig i ansigtet. Hun lugtede at pis og skarn. Da hendes mand kom hjem, hentede han en spand vand og vaskede hende medens hun sad på en stol. derefter blev hun lagt i seng.
Margrete Pedersdatter fortalte ligesom de andre om hendes drukkenskab, pis og urenligheder. Margrete havde også deltaget i at passe hende under hendes barselsseng. Hun fortalte hvordan Sidsel havde truet med at dræbe en lille pige og hvordan hun havde klemt pigen om halsen, så hun blev helt blå i ansigtet.
Peder Hartvig fortalte, at han beklagede sig over situationen og at han ikke vidste hvad han skulle gøre. Han var bange for at hustruen skulle gøre en ulykke på børnene, sig selv og på huset ved skødesløshed med ild og lys.
Birkedommeren vidste ikke om han kunne tage Sidsel i forvaring og om hvordan han kunne skaffe folk til at passe hende. Han udsatte sagen.
1. juli 1772 – om dødstrusler Pag. 266a
Politiforhør hos Fredrich Jensen i Sandvig.
Michel Grønbech læste sit skriftlige ønske om forhøret. Anklagen var rettet mod Jørgen Schou fra Slotsladegården og der var indkaldt en række vidner.
Hans Lerche Schousboe af Rønne havde fået tilladelse til at repræsentere Hr. Schou og hustru. Schousboe mente ikke at sagen var korrekt stævnet og at det ikke skal føres ved politiretten, men landets almindelige lov og ret. Schousbo nævnte at Schou ville være villig til at stille kaution i sagen. Dommeren havde besluttet, at vel var sagen ikke typisk for politiretten, men da mange vidner ellers ville være udenfor rækkevidne, var det vigtigt, at få dem afhørt så hurtig som muligt. Schousboe bemærkede, at dommerens argumentation om at gennemføre politiafhøringerne vist ikke fandtes beskrevet noget steds, så han ville fastholde, at man i det mindste burde have 8te dages varsel ved indkaldelse. Dommeren havde også den mening, at sagen startede i al rolighed og at der ikke rejst sigtelse mod Jørgen Schou. Og dommeren nævnte at mange af vidnerne var rejseklare og vil først være hjemme igen om mange måneder.
Følgende vidner var mødte: Peder Poulsen, Niels Jensen, Jacob Wiinberg, Hans Hansen Piil, Hans Christian Møller, Jørgen Bødker, Johan Grønbech.
Den første afhøring var af Hans Hansen Piil. På første spørgsmål vedkendte han, at Jørgen Johan Schou var meget vred på Michel Grønbech. 2. Han havde sagt at Schou eftertragtede ham på sin fred og livet. Hans Hansen var blev spurgt af Schou om han ville påtage sig at skyde Grønbech. Hvis han ikke kunne få andre til at gøre det, ville han selv gøre det. Schou havde enda fortalt et et godt sted at ramme ham er i Almindingen, når Grønbech red til og fra landstinget i Aakirkeby. Da Hans Hansen engang var i Jørgen Schous stue blev han tilbudt “en Lomme Pofert”, som hun kunne bruge at skyde Grønbech med. Han var blevet tilbud to eller tre tønder rug for mordet og i fremtiden skulle han og hans børn ikke mangle brød. Det havde startet for 3 eller 2 år siden.
Peder Poulsen fortalte at de efter sidste “fisked” var nede og lægge en bro over Aske Dal. Da havde han snakket meget med Jørgen Schou, som fortalte, at han gerne så at nogen stak ind i Grønbechs hus så han indebrændte. Han var blevet opfordret til at “skyde ild paa” Grønbechs hus og hjem på en måde som fik ham til at brænde inde. Han havde indda foreslået at Peder Poulsen skulle putte små svovlstumper i krudtet. Når han så skød den af, ville der opstå en lang flamme. Jørgen Schou havde fornyligt spurgt om at han ikke snart skød Grønbech, så han kunne “Sandvig Ræven” dræbt. Han tilrådede ikke Peder Poulsen at få rejsepas til at forlade landet, men dog at han skulle forlade landet når hanhavde dræbt Grønbech. Han skulle nok bygge et hus til hans kone og børn på hans grund. Peder Poulsen havde taget rejsepas, men det var egentlig kun for at komme væk fra Jørgen Schou, så han ikke blev fristet til at gøre det han spurgte ham om. Han fortalte at Jørgen Schou ofte kaldte Grønbech som “ræven” eller “sandvigræven”. Jørgen Schous hustru havde mødt vidnet på Eggegrunden. Hun havde fortalt ham, at det slutter først når nogen får gjort ende på ham. Hun nævnte dog intet navn. Jørgen Bødker skulle, til et broarbejde på eggegrunden, have overværet Jørgen Schous anmodning til Peder Poulsen, at han skulle myrde ham.
Peder Poulsen fortalte at Schou ikke tydeligt havde fortalt ham, hvorfor han ville af med Grønbech, men han kunne fornemme at Schou altid havde haft nag eller had til Grønbech. Efter han havde flyttet fra Allinge til Schou grund for 3 år siden. Schousboe karakteriserede Peder Poulsen at han var en perdon den “næppe ejede salt til et æg” og derfor kunne købes til at sige hvad som helst
Næste var skipper Jens Kaas var også blevet spurgt af Jørgen Schou om han ikke ville dræbe Grønbech. Han havde endnu tilbud 10 rdr. Han var blevet spurgt om han ikke ville dræbe Grønbech. Enten ved Thommehl Dahl på lyngen eller i Almindingen. Han var blevet lovet en hest til at ride til Almindingen med, til det sted hvor det var bedst at skyde Grønbech. han var desuden blevet lovet 10 rdr. for det.
Anders Steenbech fortalte at han engang var sammen med Schou på “Vester Hammere på Klæven”, hvor han tiltalte Grønbechs søn, der kom gående mod dem “der kommer en af ræveungerne, havde det været den gamle ræv, ville jeg have slaget ham på panden med denne pæl”. Steenbech boede på Schous grund og var derfor Schous husbonde.
Jørgen Hansen Bødker, som havde tjent hos Jørgen Schous to gange. Sidste gang sluttede sidste pinsedag. Han forklarede, at han for to tre år siden ved Nytårs aften, havde blevet opfordret til at skyde “for satans dør”. Da han ikke vidste hvor satan boede, havde Schou sagt, at han mente Mikkel Ræv. Michel ræv ville han ikke angive som Michel Grønbech, da Jørgen Hansen derved ville kunne komme til skade. Men han fik vidnet til at skyde foran Grøbechs og Frederichs vindues om aftenen og senere efter midnat. Han vidste godt at Grønbech og Schou havde ført proces mod hinanden. Schousboe mente at det “her paa landet var en ære, at mand uden for en Persons huus, lader skyde ny aar ind”. Det vidste vidnet intet om, men da det var forbudt, så han “for ergelse for Grønbech”.
Nogle af vidnerne blev frafaldt og andre igen, blev indkaldt til at møde på næste tingdag kl. 13.
Anders Hansen fra Olsker og Hans Jespersen fra Sandvig mødte og tilkendegav, at som svogre ville levere en kaution, men ikke før han eventuel fik en dom.
6. juli 1772 – om dødstrusler Pag. 271b
Grønbech påstod at Schou havde været meget usandfærdig i sin udtale. Schousboe, omtale Grønbech som Schous “ven” og synes at sagen burde stilles i bero..
‘Første vidne var Niels Jensen af Sandvig, der forklarede at Jørgen Schou ” tilkommende fiske” for 4 år siden var kommet til ham for at ryge pibe. Schou havde spurgt ham om han ville skyde en ræv for ham for 3 eller 4 tønder rug. Det “slog op mad latter” begge to. Da Schou så atter spurgte Niels Jensen om at skyde Mikkel Røv i hans “Mellemskov”, så spurgte Niels Jensen hvad der så skulle ske med ham, når han blev skudt. Ja, så ville de tage hver et par ben og slæbe ham ned til Paddehatte Hav klippe. Grønbech oplyste vidnet om at det normalt kun er tre mark man får for at skyde en ræv. Vidnet mente dog at det var imellem 3 og 4½ mark. Mellemskoven var et smalt stykke skov, der lå på landevejen fra Sandvig til Hasle og videre ud på Bornholm. Niels Jensen nægtede at det skulle være Grønbech som var ræven, men tanen om at han mente at ræven var et menneske, hvade strejfet ham. Schousboe påpegede, at da der blev talt en “hver et par ben”, så mente Schou et dyr.
Hans Hansen Kaas fortalte, at han havde advaret Grønbech om, at nogen stræbte ham efter livet og at han skulle passe på ude på marken og når det var mørkt. Grønbech fortalte at det havde bevirket at han altid færdedes i følge med en eller flere personer, enten af hans voksne sønner eller af andre, når han skulle ud af sit hus, til Allinge eller til andre steder.
Jacob Wiinberg bekræftede at Grønbech flere gange færdedes i følge med andre i frygt for at blive overfaldet.
Niels Sarvats var i tjeneste hos Jørgen Schou og kunne bekræfte at Schou var vred på Grønbech. Schou havde derimod gjort sig umage med at være meget gode venner med Peder Poulsen. Han havde desuden hørt at Grønbech havde vagter med når han færdedes ude omkring.
Hans Grønbech, som er Grønbechs søn, bekræftede at Schou i de sidste tre år havde været meget vred på hans fader. han bekræftede at han havde fulgt sin fader tidligt om morgenen eller sent om aftenen, når det var mørkt og sågar på korte ture til Allinge, fordi faderen var bange for at blive overfaldet og slået ihjel. Han bekræftede at faderen ofte havde ændret afrejsetidspunkt, når han skulle på officielle rejser. Afte var han taget afsted en dage tidligere end nødvendigt. Og så havde familien i den sidste tid holdt vagt omkring huset, da de frygtede at nogen ville sætte ild på huset og brænde dem inde.
Schousboe sagde, at han ingen spørgsmål havde til vidnet, da det var klart at Grønbech var ramt at utidig frygt uden nogen som helst grund.
Jørgen Johan Grønbech bekræftede sin broders udtalelser.
Yderligere afhøringer frafaldt Grønbech og fik sin udskrift af forhørerne.
Schousboe konstaterede at det alt sammen var noget som Grønbech fandt på og at det var skabt af frygt efterfølgende det som Hans Kaas havde sået i ham.
27. juni 1774 – kæmnerens myndighed ved vejarbejde Pag. 274a
Politiforhør efter at Sandvigs kæmner Peter Johan Hammer skriftligt havde klaget over skipper Hans Kaas, da de var på vejarbejde den 8. juni. Kass havde været ulydig og ikke gjort hvad der blev sagt, samt havde svaret med nærgående ord.
Første vidne var Jørgen Jensen Schou af Sandvig. Han fortalte at da de var på vejarbejde havde kæmneren befalet at rtte en vej op ved broen på Sandvig kirkevej. Kaas havde nægtet, da han ikke mente at vejen hørte under Sandvigboerne. Kæmneren svarede Kaas, at han ikke skulle kommandere med ham, men bare gøre, hvad der blev sagt. Grønbech havde blandet sig i stridighederne og havde bedt Kaas om at dæmpe sig. Men det havde ikke formildet “Kaase sindet”, Men tvært imod havde han slået ud med hånden. Kaas havde bl.a. brugt orden “Tæve”. På Kaas opfordring svarede Schou at kæmneren havde lydt meget striks, mere end kæmnere burde lyde. De plejede at ordne vej til og med “Sten Jægeren” midt imellem Sandvig og Allinge. Og Allingeboerne gik til Steen Hoben. Det mødte de to byers borgere. Men vidnet fortalte at de var tre mand der var nede ved “Provstindens”, som var langt over det sted hvor de plejede at stoppe, men de havde Kaas ikke været med. Kaas mente, at det først var da de havde krydset grænsen til Allinge, at han havde nægtet at udføre ordren.
Samuel Nielsen af Sandvig bekræftedede forrige vidne og mente at hovedårsagen var at Kaas mente, at vejen ved broen ikke tilhørte Sandvigboerne.
Peder Sahlgreen af Sandvig bekræftede at de havde været oppe ved “provstindens”, hvor der var en bro med en tilkørsel, der var sunket.
Niels Løvgreen af Sandvig bekræftede udsagnene, men oplyste at Allingeboerne havde kørt sand til stedet, men Sandvigboerne havde båret sten til stedet.
Hans Kaas fik en udskrift af afhøringerne, i tilfælde af senere sagsanlæg.
10. oktober 1774 – tjenestekarls ulovlige opsigelse aftjeneste
Pag. 276b
Jørgen Johan Schou på Hammersholm havde angivet at hans tjenestekarl Hans Jørgen Hansen havde forladt tjenesten uden tilladelse. Tjenestekarlen havde nu fået arbejde hos Hans Jespersen.
Hans Jørgen Hansen angav, at hans tjenesteperiode var slut og han ville ikke forlænge tjenesten, selv om Schou havde bedt ham. Han mente at han havde sagt tydeligt nej ved Sankt hans tiden. Andet mente han ikke var nødvendigt. Både Jørgen Jensen og Hans Michelsen havde spurgt om han blev i Schus tjeneste. men hvis han havde forbrudt sig mod opsigelsesfristerne ville han gå tilbage til Schous tjeneste dagen efter ved middagstid. hans jespersen accepterede dette og ville så vente til at han havde opsagt sin tjeneste lovligt.
16. juni 1777 – to undvegne svenskere og en dødfødsel Pag. 277a
Efter angivelse af Sognepræsten skulle to svenskere afhøres. deres navne var Andreas Johansen og Maje Johansdatter.
Maje Johansdatter var ikke mødt da hun var syg.
Andreas Johansen Haaf, var 39 år gammel og var født i Sparre 36 mile fra Stokholm. Han var gift og hans ægtefælle boede i Ystad. de havde et barn og gtre stedbørn. Hans profession var Kartemager. Han var kommet til øen ved påsketider og havde sin søster med sig. Han vidste ikke om de ville blive på øen. Søsteren var frugtsommelig da de kom til øen og havde nu født barnet. Barnets fader var Grev Sparre. Da hun fødte var vævskemageren Mogens Nielsens hustru jordemoderen. Lars Thomesens hustru Kirstine og Mads Jensens kone Anne var der. De boede nu i Mads Jensens hus. Barnet var dødfødt og ikke fuldbåret drengebarn. Barnet blev født om onsdagen og med kirkeværgens tilladelse sat i jorden om lørdagen for 8te dage siden og Andreas Johansen havde kastet jord på om søndagen. Peder Rørstrøm og flere andre havde været tilstede. det skete ved solnedgangstiden. Han vidste at at straffen for uægteskabelig omgang med barn tilfølge i Sverige var 5 sølvmønter for kvinden og 10 for manden. Han havde sammen med Peder Hartvig anmeldt fødslen om fredagen, men da det var dødfødt havde han ikke forlagt begravelse. For 12 skilling havde han fået udvist et sted på kirkegården som han kunne begrave fosteret. Peder Hartvig havde forlangt jordpåkastelse af præsten, som havde nægtet det uden betænkningstid. Da han blev spurgt om ah kunne stille kaution for en eventuel bøde for uægte barnefødsel og for den selvrådige begravelse, sagde han at det kunne han ikke, men at han ville skrive til grevinden Piper paa Krageholm om hjælp. Han havde været en tur i Skåne ved fiskerlejet Brandevig for at hente nogle af søsterens klæder. han havde fået kommandantens tilladelse til at blive på øen, så han agtede at være her indtil videre. Han fik pålagt ikke at rejse fra stedet førend en eventuel bøde var betalt.
Peder Rørstrøm af Allinge fortalte at han havde taget dem op fra en båd ½ mil fra Simrishavn. Han selv var på vej fra Simrishavn på vej til Bornholm. Da Peder Rørstrøm havde været i Ystad i pinsen og der havde han mødt Andres Johansens hustru, som havde sagt at de to mennesker var søskende. han havde ikke hørt hvem der var fader til barnet. Han havde ladet sig overtale at tage dem med til Bornholm selv om de ikke havde haft pas.
Peder Hansen af Sandvig havde været med på Rørstrøms båd,d er havde tage de to mennesker med til Bornholm. De havde nu boet hos ham i 1 måned og tre dage.
Rettens betjente gik hen til Mads Jensens hus for at eksaminere Maje Johansdatter, der rigtignok var meget svag og sengeliggende. Hun var 30 år gammel og var blevet besvangret af den herre som broderen havde sagt. Greven havde været på besøg på den herregård hvor hun tjente.
Mads Jensens hustru Anne var tilstede da barnet skulle fødes. Og hun kunne bevidne at barnet ikke var fuldbåren og dødfødt.
En udskrift blev sendt til Amtmanden.
3. januar 1778 – om vold mod tjenestepige Pag. 277b
Ang. en klage fra Peder Andersen på 4. vaarnede gårds fortov i Olsker mod løjtnant Schou på Slotsvang-gården for hans behandling af datteren Kirstine.
De to tilsigelsesmænd fortalte, at da de var på Slotsladegården lå Schou i sin seng. Han ville ikke tillade at hans tjenestefolk skulle forlade deres arbejde for at høre den skriftlige tilsigelse blev læst op. De havde tre gange forsøgt at få folkene stævnet til at møde til politiforhør, men alle gange blev de forhindret af Schou. Tilsigelsesfolkene havde så måttet gå rundt til dem de kunne finde og læse tilsigelse for at få dem til at møde til forhøret. Og så måtte bede dem sige det videre til de andre.
Schou var ikke mødt, men der var et pro memoria fra birkefoged Prahl, som blev oplæst. [jvh: han havde fået pigen Kirstine til at frafalde sin anklage – se senere!] Klageren måtte insistere på, at sagen måtte gå sin gang. De de eneste vidner, der var mødt var Svend Jensen, Niels Sjællænder, skomager Ole Jensen og hans 2 læredrenge Mons Nielsen og Hagen Boesen mødte. De øvrige var udeblevet.
Peder Andersen mente, at de udeblevne straks skulle idømmes bøden, som retten havde fastsat for udeblivelse for retten.
Peder Andersens datter Kirstine fortalte, at hun en morgen stund en uge før jul, da hun var inde i huset efter en klædebørste, blev pålagt af husbonden at finde ornen, der var væk fra grisehuset. Den var blevet borte, da grisene skulle have noget at æde. Husbonden havde bare sagt, at hun skulle finde den, om det så skulle være i helvede. Hun havde faret ud i gården og fundet ornen, som hun så fik gelejdet ind i svinehuset, hvor den skulle være. Da hun så var kommet ind i forstuen igen, stod husbonden ved mellemdøren til køkkenet og spurte hvor hun havde været. Han skældte ud og truede hende med bank så længe som der var liv i hende. Han var gået ind i sin stue, hvorpå pigen var gået ud i køkkenet for at gøre et ølanker rent. Så kom madmoderen og skældte ud og sagde, at det var godt hendes mand havde skældt hende ud. Derpå var hun faldt om i gråd. Dernæst var husbonden kommet og spurgt om han ikke kunne få noget husfred. Hun havde sagt, at hvis hun havde forset sig, så måtte hun undskylde og ville love at forbedre sig.
Derpå “tog han hendes hovedet og slog det imod Cammer Døren, og slog videre med sine Hænder nogle gange i Hovedet, hvorved hun blev sandseløs, at hun ikke vidste hvor mange gange; hvor paa hun undløb igiennem det saa kaldede gamle Loft, blodig, saa Blodet stod igennem hendes Hovedet, saa der stod Stie efter hende, hvor hun gik, og kom saa udi Kiøkkenet og stod ved Brændevins Panden, hvor han atter kom til hende og skiellede hende; hvor hun saa gik op til gamle Moder eller Formoder; og da hun kom uden for døren daanede hun og styrted omkuld på Gulvet, og blødede endda, at der var Blod paa Gulvet som kom af det eene Øre og Næse og Mund”
Hvem der derefter hjalp hende, vidste hun ikke, men hun var faldet om ved den vestre port og bragt ind i stuen af vicekorporal Peder Andersen, der logerede i huset og datteren Else Dorthe. Hun fik vand af frúe Schou og hun fik noget at drikke, medens hun sad i lænestolen. Men hun besvimede igen. Hun vågnede først igen i sin seng og hun havde blevet fortalt, at det var korporalen og pigen Ellen Hansdatter, der havde bragt hende ind i sengen. Hun lå i nogle dage og der vedblev med at komme blod ud af det højre øre. Frue tørrede dagligt hendes øre og hoved med eddike. efter nogle dage havde hun forsøgt, at flygte hjem til forældrene, men hun havde besvimede igen. Datteren Else Dorthe, tjenestedrengen Ole Jensen og nogle af børnene kom og hjalp hende hjem og ind ad det gamle loft og i en seng. De kogte thevand til hende og kom “til sands” igen.
Efter en nat kom hun tilbage til sin egen seng. Hun havde hørt, at madmoder ønskede, at hun skulle blive hos dem, hvis hun flygtede igen var hun bange for, at hendes mand skulle slå madmoder ihjel. Denne historie havde hun hørt fra Peder Andersen og drengen Niels Jensen. Hendes moder var kommet til hende på Slotsladegården, men hun havde været “reent forkommet i hovedet og strides endnu baade paa hørelsen og Tele”, så hun kunne ikke fortælle hele historien. Hun var blevet på gården. Da stævningsmændede var kommet til gården, havde madmoderen fået hende til at følge med til Hasle en skumringsaften for at fortælle birkefogden, at de var blevet forliget og at det hele var en misforståelse. Hun var fulgt med til Hasle af frygt og på hele turen derned fortalte Schou, hvad hun skulle sige til birkefogden. Kl. 10 om aftenen var de kørt fra Hasle hjemad. Hun skulle så aflyse alle vidnerne, hvilket hun nægtede. Hun skulle derefter gå hjem til sine forældre og overtale sin fader til ikke at føre sagen. Hun blev hjemme hos forældrene til denne dag i politiretten. Faderen ville ikke aflyse sagen.
Alt blev læst op og hun bekræftede at dette var hendes sandhed. Hun erklærede, at hun ikke turde gå op til Slotsladegården igen.
Svend Jensen af Allinge var tærskemand på Slotsladegården. Da han gik hjem den anden lørdag før jul var tjenestepigen frisk og rask, men da han kom om mandagen fortalte folkene, nemlig Ole Jensen, at han havde hørt tumlen og set pigen komme ud af den gale loftsdør og meget blodig. Tre drenge havde senere fundet hende besvimet i porten og Ole Jensen havde fundet hende besvimet i skoven, da hun ville løbe hjem. Bedstemoders pige Kirstine Hansdatter havde fortalt, at hun havde fundet hende besvimet uden for bedstemoderens dør, efter hun var slaget til blods. hun havde hjulpet hende til sengs.
Den anden arbejdende tærskemand Niels Sjællænder, bekræftede Svend Jensens fortælling. Ole Jensen havde dog fortalt ham, at husbonden sjældent slog så hårdt.
Ole Jensen af Allinge havde arbejdet som skomager på Slotsladegården den anden lørdag før jul var pige frisk og rask. Om mandagen, da hun skulle hente sine redskaber på loftet, havde han ført klagen og jamren fra et værelse på loftet. Han havde fået det svar at en af tjenestepigerne var blev syg. Men han så senere, at 2 fruentimmere fulgte tjenestepige gennem køkkenet med blodet flyde fra det ene øre. Pigen havde ligget i sengen indtil lørdagen da han atter gik hjem. Bedstemoderens tjenestepige havde fortalt ham om sine oplevelser. Da tjenestepigens moder var på besøg, havde han hørt Schou spørge sin hustru om tjenestepigens moder havde brugt nogle skarnsord, hvortil hun havde svaret “Hun maatte fanden heller; ieg skulde vel ellers have flyttet hende paa døren”.
Mons Nielsen af Allinge var i lære hos skomager Ole Jensen og var med om mandagen på Slotsladegården. Han kunne bekræfte sin mesters udtalelser. Og tilføjede, at han han havde hørt løjtnant Schou havde nægtet tjenestepigens moder, at hun kunne få sin datter med hjem. Han havde sagt, hvis hun ikke kunne arbejde kunne hun blive i sin seng til hun blev rask.
Den anden læredreng Hagen Boesen af Sandvig bekræftede sin mesters udtalelser. Han havde også hørt den klagende pige på loftet, da de var oppe for at hente deres skomagerredskaber. Han havde set, at det var Kirsten Pedersdatter. Han havde senere spurgt Ellen Peder Pouls, som “til holds” hos udbygger Anders Steenbech om pigens sygdom. Hun vidste det godt, men hun turde ikke sige noget.
Faderen Peder Andersen ville den næst følgende mandag havde resten af vidnerne afhørte. Det var løjtnant Schous datter Else Dorthe, Ellen Peder Pouls hos Anders Steenbch og Else Pedersdatter i Allinge, Jørgen Jensen Sonne i Sandvig, Anders Steenbech og hustru.
7. januar 1778 – om vold mod tjenestepige Pag. 280a
Løjtnant Schou, Peder Andersen og datterne var mødte. Desuden var følgende vidner: Violohe Hansdatter, Kirstine Hansdatter og Ellen Hansdatter, Hans Jørgen, Niels Hansen, Ole Jensen, Anders Steenbech, Ellen Peder Pouls, Jørgen Jensen Sonne og Else Pedersdatter. Den gamle enke Wefst Jensen, Frue Schou og datteren var af løjtnanten blevet fritaget efter aftale med Kommandanten. Efter forkyndelse fra birkefogden, som var rettens betjenende dommer, skulle der ikke foretages forhør i denne sag indtil videre.
Peder Andersen beklagede sammen med Michel Grønbech af Sandvig, at de ikke kunne nyde rettens bistand i denne sag. de ville sende sagen til høring hos amtmand Urne.
7. marts 1778 – om skriverens forsvundne hund Pag. 280b
Politiforhør holdt hos byskriver Faver i Allinge. Angående en lille sort brogede hund som byskriveren havde mistet. De indkaldte vidner var Hr. From og hans hustru Anne Margrethe, Niels Kruuses enke Elsebeth Hans Piil, Morten Davidsen, hans Jørgen Hansen og Rasmus Rasmussen alle af Allinge. Alle var mødt undtagen Hans Piil, som var rejst til Rønne.
Hans Jørgen Hansen og Rasmus Rasmussen fortalte at hunden var blevet fundet død i vandet med et garn om halsen.
Hr. From vidste intet om, at byskriverens hunds død. From fortalte hvem der ellers havde været i hans hus den aften da hunden blev væk. Det var kontrollør Hiorth, løjtnant Schou, og løjtnant Bid???, som havde været på auktion efter et vrag i Sandvig.
Madame From vidste intet og kunne ikke huske, hvordan hunden var blevet handlet.
Morten Davidsen vidste intet, men han huskede, at det skete efter “at silden var soldt”. [Der var offentlig auktion, som byfogeden og toldkomtrollør Hjorth havde deltaget i]
Elsebeth Niels kruse “nægtede at vide noget til denne Sag”.
14. juni 1779 – ulovlig rejse til Skåne Pag. 281b
Politiforhøret var ønsket af tolder Krogh. Peder Hansen af Sandvig og Jens Korp af Olsker var indkaldte.
Peder Hansen var mødt og erkendte, at han havde været i Skåne sammen med Peder Korp og Peder Olsen, som nu bor i Gudhjem. De skulle have været til Christiansø med ærter, men på grund af tåge og uvejr var de endt i Skåne tæt ved Steenshavn. Før da havde de været i Kivik for at få noget at leve af. Efter en times tid havde de forladt Skåne for atter at vende mod Christiansø. men vinden var kontrær, så de måtte ligge en nat ved Aahuusebugten. Derefter måtte de atter gå til Kivik. Så måtte de atter til søs, men de nåede ikke til Christiansø, men tilbage til Sandvig med ærterne i behold, på nær dem de havde måtte kaste overbord på grund af vejret. De nægtede at have andet med i båden fra Skåne.
På spørgsmålet om hvorfor de ikke havde taget pas, kunne Peder Hansen oplyse, at de ikke skulle have pas til Christiansø.
3. december 1781 Pag. 282a
Blev protokollen forevist landsdommer Graah, som påpegede at der skulle udfærdiges et register.
7. maj 1783 – om rejse til Skåne med breve Pag. 282b
Ekstraret efter generaltoldkammerets ordre. Skipper Hans Kaas havde foretaget en rejse til Skåne uden pas sammen med Peder Sahlgreen.
Peder Sahlgreen havde haft pas, men da han denne gang ikke var bådfører, havde han ikke haft opmærksomhed på Hans Kaas manglende pas. De havde fået hans pas stemplet ved ankomsten og deres ladning var meget efterset. Da de kom tilbage havde de vist disse papirer til byskriver Faver, som de skulle.
Anledningen var den københavnske skipper Jens Grønbechs stranding. Det var hans brødre, der var kommissærer for ladningen, som havde bedt ham om at gå til Skåne med breve til København. Båden tilhørte Hans Kaas. De havde kun været i Skåne 6 timer og intet losset eller lastet. Det eneste der var i båden var ballast stene. De havde fået 5 rdr. for rejsen.
Jens Sahlgreen havde også været med, men da han hverken kunne læse eller skrive, vidste han ikke hvad det var for en seddel de havde fået af byskriver Faver.
13. juni 1783 – ulovlig sejlads til Skåne Pag. 284b
Peder Sahlgreen og Hans Kaas rejse til Skåne var under stadig undersøgelse. De sagde, at de mente at de havde fået pas, men da Peder Sahlgreen ikke kunne læse og at hans Kass kun kunne læse lidt, vidste de ikke hvad det var for nogen papirer, de havde fået af Johan Grønbech, som var kommissær for sin broder Jens, der var strandet ud for Bornholm.
Kaptajn Hagen Møller havde endvidere været i Simrishavn i samme ærinde. Men heller ikke han havde haft pas til turen, men noget der lignede en passerseddel.
Peder Johan Hammer blev afhørt om kutyme vedr. sejlads til Skåne. Derefter blev hans hustru Marie Christine afhørt
Sagen blev herefter indført i birketingbogens fol. 327 til 329
16. juni 1783 – ulovlig sejlads til Skåne Pag. 287a (285-287 er et par sager fra Nørre Herreds politi)
Fortsat afhøring i skipper Kaas pas-sag. Aktor Nansen fra den bestandige kommission mødte. En pro memoriam af 16. juni til byskriver Faver. Kommissionen havde allerede i februar advaret bådfører Kaas om passet. Han havde den 28. februar fået en mulkt på 10 rdr. til de fattige i Allinge. Denne havde han ikke betalt og det var årsagen til den nye undersøgelse. Kommissionen ville være tilfreds om Kaas straks betalte de 10 rdr. samt omkostningerne ved de efterfølgende politiafhøringer.
Imidlertid var det konstateret at Hans Kaas og kirkeværge Henrik Hildebrandt flere gange havde transporteret personer til Skåne uden pas. Det var en udpræget misopfattelse af reglerne for persontransporter og at det var kommissionens hensigt, at dette ikke i fremtiden skulle kunne finde sted ustraffet. Straffen ville være 10 rdr.
Senere kopi af brev fra Faver, som den 4. maj skriver til kommissionen, at Henrik Hildebrandt havde betalt 10 rdr., men ikke bådfører Kaas.
30. juli 1783 Pag. 288b
Hans Kaas var endelig mødt for politiretten og han tilbød nu at betale de 10 rdr. samt omkostningerne ved politiretten for derved at undgå yderligere sagsanlæg.
Protokollen sluttede med udgangen af året 1783 og en ny blev bekostet af byskriver Faver.