Hammershus Tingbog 1702-1715

Indledende bemærkninger:
Indholdsreferatet er skrevet løbende samtidigt med første gennemlæsning af tingbogen. Derfor vil referatet ofte fremgå meget fragmentarisk og jeg har adopteret mange antikvariske ord og vendinger. Direkte citater er  markerede med ” “.
Sager strækker sig oftest over flere tingdage.

Så vidt muligt er alle personnavne medtaget, dog ikke stævningsmændenes. Hvert tingsmøde starter med navnene på birkefogeden, skriveren og stokkemændene, som ikke er indskrevet i referatet. Her henvises til oversigten. Bemærk at navne ofte skrives forskelligt – selv samme persons navn kan skrives forskelligt selv i samme linje.

De originale sider fra tingbøgerne er affotograferede. Indholdsfortegnelse og link til kilder er:.

1702-1715 Hammershus Birks tingbog_Del1 — pag. 001a-130b

1702-1715 Hammershus Birks tingbog_Del2 — pag. 131a – 260a

1702-1715 Hammershus Birks tingbog_Del3— pag. 260b-

Referater
1702 pag. 002a (De første 2 sider er borte og øverste tredjedel at beskadiget.)
Birkefoged Eskild Nielsen udtog tingsvidne at han intet skyldte kongen for sagefaldsbøder og afgifter
24. april 1702 Pag. 002b
Stokkemænd Hans Jørgensen, Hans Jensen skomager, Christian Hendrichsen, Anders Nielsen skomager, og Rasmus Bertelsen. Fra Sandvig  Enert Aretsen, Jørgen Jørgensen og Jørgen Tommesen Bødker.

Skøde af 24. april 1702 udgivet af Hartvig Willumsen i Allinge til Jens Nielsen af Allinge på en del af Nyløkkerne beregnet til 2 td. bygjord og 3 td havrejord. Hartvig Willumsen var ikke mødt i retten, da han var svag.
8. maj 1702 Pag. 002b
Efter amtmandens ordre gik Petter Thiesen fra Svaneke i retten for konstabel Niels Jørgensen fra Sandvig i retten imod Berild Clausen. (øverste del af pag 003a er ulæselig], men sagen drejer sig om Niels Jørgensens gerning i 1695, hvor han var med til at befri morderen Hans Hansen på Hammershus, ved at skaffe adgang til arresten gennem kongens rustkammer. Anledningen var, at der på tinget den 5. december 1701 udspandt et skænderi mellem Berild Clausen og Niels Jørgensen [øverste del af pag. 003b ulæslig] Berild Clausen mente, at Niels Jørgensen truede ham.

Ole Lauridsen fra Allinge blev afhørt om den dag den 22. december da obersten mønstrede artilleri-betjentene ved Sandvig post. Han fortalte at Berild Clausen havde sagt til stykkaptajnen, at han ikke skulle kommandere Niels Jørgensen, fordi han var en tyv, der havde stjålet en fange ud af Hammershus.

Hans Jørgensen, Samuel Johansen og Niels Hansen af Allinge bekræftede hændelsen. Berild Clausen havde aldrig fået forevis Niels Jørgensens frihedsbrev eller pardonbrev for denne forseelse. Han henviste til en sag på Landstinget den 27 januar 1697, Landsdommer Rasch ikke ville lade Niels Jørgensen vidne i en sag, af samme grund.

Thiesen og Niels Jørgensen forlod retten, da de ikke ville høre på Berild Clausens indlæg. Birkedommerne udsatte sagen i 14 dage.

22. maj 1702 Pag. 004b
Peder Thiesen fremlagde på Niels Jørgensens vegne en udskrift af krigsprotokollen i Rønne om hvad der var sket på krigsretten d. 4. marts 1696:

Wir haben den Stuch Capitian dir zu erkante Cassation so Wohl, als den Bryden unter Officerer die lebens straffe, aller gnærdigst nach gegeben, iedoch sol seiner Ciners quartergage, ou unsere Krigs Hospital erlegen, und disse uber aus gestanderer Arest Sechs Monate zu Rønne in Eishen gehen,

Geben auf unsere Residence zu Copenhagen d. 16 Juni Ao 1696, Christian,

Berild Clausen betvivlede ægtheden af det tyske brev og forlangte, at se det originale frihedsbrev på dansk. Endvidere ville han have oversat den tyske udskrift til dansk.

Stykjunker Niels Elbing havde indstævnet Berild Clausen for at overbevise ham om sit lovlige adkomstbrev på Siversløkken. Junkeren havde betalt fæste og stedsmål, men Berild Clausen havde bemægtiget sig løkken. Junkeren fremviste en aktionsattest, stedsmålsbrev.

Berild Clausen sagde, at junkeren havde begået vold mod Siversløkken, som ligger op mod hans gård i Sandvig. Jorden havde han betalt og kontribueret for til  dato. Berild Clausen forlangte beviser på stedsmålet, ellers ville han stævne junkeren for falsk anklage. Stykjunkeren ville bevise sine krav på næste ting.

Knud Michelsen satte sig i dommersædet, således at Birkedommeren kunne stævne Hans Lauridsen i Allinge for begået lejermål med et skånsk kvindemenneske ved navn Sophia.  Hun havde ved dåben i Østermarie Kirke udlagt ham til at være barnefaderen. Sognepræsten Søren Laursen havde anmeldt dette til amtsskriveren. Da Hans Laursen er artillerist under Stykjunkeren Niels Elbing, påpeges at han i flg. kgl. forordning af 29 december 1696, skulle være fri for lejermålsbøder. Birkedommeren mente, at denne forordning kun gjaldt for bevorbne officerer og soldater. Og slet ikke for Hans Laursen, som havde været i tjeneste hos en borger i Birket. Derfor skulle han dømmes til at betale lejermålsbøde på 24 lod sølv eller 12 rdr penge. Hvis han ikke kunne betale, skulle han straffes på kroppen og sættes sig fængsel. Stykjunkeren udtalte sig på sin kaptajns vegne og vedblev at påstå, at militærpersoner kunne slippe for lejermålsbøder den første gang. Den beordrede dommer Knud Michelsen optog sagen til doms om otte dage.

2. maj 1702 Pag. 007a
Berild Clausen lod læse Matthias Raschs dom af 27. januar 1697 (pag. 184 og 185) og dom fra 22. januar 1696 (pag. 42). Desuden af birketinget fra 5. december 1701 om Niels Jørgensens trusler. Endvidere modsagde Berild Clausen Stykjunkerens udsagn om Siversløkken.

Stykjunkeren spurte Berild Clausen om han ikke i Siversløkken, som han havde sted og fæstet, havde sået rug og havre i den del ,som junkeren havde pløjet og gødet. Berild Clausen påstod ,at han havde haft jorden siden 1695 af Rønne kirke, der også havde 51 sdr. i hans gård i Sandvig. Og han agtede at beholde jorden med mindre at kongen fradømte ham den. Berild Clausen havde sået stykket med rug, inden Niels Jørgensen havde tilført slotsgødning og oppløjet den. Berild Clausen fremlagde tingsvidne fra 4 april 1701 og et tilsvarende fra 5. december 1701, hvor det fremgik at Stykjunkeren havde ladet Niels Jørgensen dyrke jorden mod betaling.

Knud Michelsen nedsatte sig i dommersædet for at dømme i sagen mellem birkefogeden på Hans Kgl. majestæts vegne på den ene side og Hans Laursen på den anden side. Stykjunkeren Niels Elbing på sin Kaptajns vegne udbad sig dommen beskrevet.

12. juni 1702 Pag. 008b
Forordning om Staal manufaktur. København d. 4. april 1702 og en forordning om told, København d. 4 april 1702 blev læst på tinget

Hans Aretsen læste et skøde på et stykke jord i Sandvig Vang, som han havde køb og betalt 70 sdr. for af Poul Aretsen i Vestermarie sogn.

Dom mellem Stykjunkeren Niels Elbing og Berild Clausen afsagt. Berild Clausen ville appellere dommen.

Birkedommeren og de 8 stokkemænd afsagde dom mellem Niels Jørgensen og Berild Clausen.

Laurits Jensen nedsatte sig som dommer og Hans Poulsen som skriver i sag mellem Mogens Clausen og Peder Andersen i Rø om et obligationspantebrev. Til afhøring blev stævnet Hans Svendsen Vester fra Rutsker, som skulle fremlægge sit pantebrev, Hans Svendsen fra Dynnegaard i Rutsker blev stævnet til at svare på spørgsmål vedrørende den skifteforretning som fandt sted efter morderen Hans Hansen af Sandvig. Endvidere blev Peder Andersens svoger Niels Nielsen fra Rønne. Desuden blev Peder Michelsen af Gudhjem stævnet, samt de 8te mænd, Anders Hansen, Hans Jensen, Hans Jespersen, Hans Nielsen af Allinge, Haagen Jacobsen, Rasmus Pedersen,  L. Johansen og Peder Hansen af Sandvig.

Desuden er indstævnet Niels Hansen, Henrich Erichsen og Hartvig Andersen af Allinge, Knud Michelsen, Jørgen Hansen, Hans Aretsen, Niels Jørgensen, Christopher Hansen alle af Sandvig angående den attest de havde udgivet til de otte mænd om deres slægt og svogerskab.

Desuden var indstævnet Peder Larsen, Jens Nielsen, Michel Sørensen, Hans Rasmussen af Allinge, Anders Jensen, Ole La.., Svend Jensen, Christopher Henrichsen at vidne om de otte mænd, samt Peder Andersens hustru og byfogedens hustru.

Desuden Tor Jørgensen af Allinge, Jørgen Jørgensen af Sandvig som er sal. Henrich Nielsens børns værger. Desuden er indstævnet Niels Hansen, Rasmus Pedersen, Niels Bendtsen alle af Sandvig om hvad skipper Niels Laurs. København havde fået af Hans Hansen i Sandvig.

Knud Nielsen af Løsebæk var indstævnet til at fortælle om han også havde fået noget af Mogens Clausen og om han havde pantsat noget til Knud Nielsen. Desuden var Kirsten Hartvig Willumsen af Allinge om at fortælle om, hvad der var passeret på kaptajn Anders Laursens loft, da Mogens Clausen begærede de otte mænd, kaptajnen og medfølgerne. Anders Laursen var indstævnet om den højesteretsdom han omtalte, hvor han mente, at Anders Fyn skulle have assisteret Lisbet Mogens Clausen.

Petter Tingsten af Svaneke mødte på Anders Pedersen Fyns vegne, da han var rejst til København at møde for højesteret og var derfor lovlig undskyldt for ikke at møde.

Peder Michelsen havde sendt en missive af 12. juni hvor han mener sig ulovlig indstævnet.

Peder Andersen fortalte at obligationen var i landtingsretten og kunne ikke udleveres før den sag var ført. Endvidere var der ikke indkaldt contra vidnesbyrd mod Mogens Clausens vidner, og da hans hovedvidne Anders Pedersen Fyn var i København, så mente han ikke at sagen kunne føres.

Mogens Clausen mente ikke at den igangværende landstingssag ikke omhandler samme sag og at Peter Thiesen, der var svoger til Anders Pedersen Fyn kunne svare for Peder Andersen i sagen. Thiesen var en meget lovkyndig mand.

Sagen blev udsat til næste ting om 14 dage.

Pag. 011b-013a – findes dommen mellem Niels Jørgensen og Berild Clausen. Berild Clausen havde under mønstringen af artilleriet i Sandvig sagt til Stykkaptajnen at han ikke skulle kommandere Niels Jørgensen, der var en tyv, der havde stjålet en morder ud af Hammershus. Niels Jørgensen havde fremlagt Christian 5s pardonsbrev fra Bornholms krigsretsprotokol. Niels Jørgensen havde stævnet Berild Clausen til Hammershus birketing den 10. april. Berild Clausen blev anklaget for at have forbrudt sig mod hans kgl Majestæts pardonbrev og skulle straffes efter 6 bog 4 kapitel og dens artikler. Berild Clausen blev dømt for at have forbrudt sig mod kongens brev og derfor af dommeren og 7 stokkemænd dømt til at gå i jern på Bremerholm på livstid og sin boeslods fortabelse. For at have beskyldt Niels Jørgensen for tyv og altså angreb på en ærlig mands navn og rygte, dømmes han efter 6 bog 21 kapitel 6 artikel til at betale Niels Jørgensen 4 sdr inden 15 dage.

17. juli 1702 pag. 013a
Der blev læst et brev fra rentekammeret til amtmanden Valdemar Reedts af dato 23 maj 1702 omhandlende at en person ved navn Olle Ottesen, der havde afleveret et memorial om de to rigsdaler i ægtepenge som var blevet pålagt hver bonde efter jordebogen at betale. Amtmanden advarer andre slige personer i at udgive supplikker eller memorial bag hans ryg. Hvis det skete ville de blive straffet derfor.

31. juli 1702 Pag. 013b – intet behandlet.

28. august 1702 Pag. 013b
Læst kgl. forordning om konfiskationssager i Danmark og Norge, dat maj 1701.

Hans Jespersen i Allinge læste et skøde udgivet af Mogens Clausen om et stykke jord og kløvergang i Sandvig, som han havde købt for 25 sdr 1 mk.

Albert Hartvig fra Nyker sogn nedsatte sig, efter amtmandens ordre, som dommer og Hans Poulsen som skriver i den sag hvor  Mogens Clausen sagsøgte Peder Andersen i Rø sogn om noget jord i byvangen, som han havde efter Hans Hansens skifte (Storevang værdi 26 sdr.) og et stykke jord (præstedal værdi 30 sdr.) som han havde købt af amtskriveren Hans Henrik Schoor. Parterne var forligte. Med leje af markerne i 2 år samt sagens omkostninger skulle Mogens Clausen i alt betale 71 sdr for Jorden. Der skulle udstedes et pantebrev til Hans Jespersen i Allinge på beløbet og som således ville betale Peder Andersen og rettens omkostninger Dommeren pålagde at der ikke i fremtiden måtte være stridigheder om disse jorde hverken mellem mændene Peder Andersen eller deres hustruer, ellers ville de koste dem 10 rdr. til de fattige.

11. september 1702 Pag. 015a
Hans Jespersen mødte i retten og for at modtage pantebrevet, som han skulle have af Mogens Clausen. Men Mogens Clausen var ikke mødt i retten.

Birkefogeden Eskild Nielsen opbød efter kgl. forordning at alle svin skulle ringes.

2. oktober 1702 Pag. 015a
Efter aftale ville Mogens Clausen møde med pantebrevet til Hans Jespersen i Allinge på Storevang. Aftalen var desuden at Hans Jespersen ville betale Peder Andersen til St. Mikkelsdag. Mogens Clausen ønskede at se kvitteringen på det betalte beløb til Peder Andersen. Hans Jespersen var ikke mødt og Mogens Clausen havde ikke noget pantebrev at fremvise.

9. oktober 1702 Pag. 015b – intet kom for retten.

30. oktober 1702 Pag. 015b
Henrik Nielsen af Allinge kom i retten og læste et skøde af dato 30 oktober 1702 på 2½ td. land jord kaldet Sabeljorden, som Niels Hansen havde solgt ham for 18 sdr.

13. november 1702 Pag. 016a
Jens Hansen af Olsker sogn stævnede Vefst Pedersen i Olsker sogn om det forlig som han på sine sønners vegne (Jens og Hans Vefstsen) havde indgået med Jens Hansen for den overlast som hans stedsøn Jørgen Diderichsen den 26. juni havde lidt (Overfald). Han ville føre Henrik Nielsen Skomager af Allinge som vidne på dette forlig. Ligeledes var Mons Nielsen i Allinge og Niels Hansen i Sandvig stævnet som vidner i sagen.

Vefst Pedersen mente, at vidnerne allerede havde været stævnet i sagen. Og iflg lovens 1 bog 13 kap. 12 artikel, samt 1 bog 4 kap. 1. og 2. kapitel er alle interesseret i sagen , derfor burde hovedpersonerne indstævnes (hans 2 sønner samt Jørgen Diderichsen) for vidnesbyrdene kunne afhøres, hvilket birkedommeren imødekom.

Samuel Johansen af Allinge fremkom i retten og læste et skøde udgivet af Hartvig Andersen på 1 td. land bygjord i Allinge Byvang.

27. november 1702 Pag. 017a
Bertil Johansen i Sandvig kom på sin fader Johan Hansens vegne og vedstod et køb og et skøde som var udgivet til Morten Davidsen i Rutsker sogn.

Jens Hansen fra Olsker stævnede Vefst Pedersen, hans sønner Jens og Hans Vefstsen for det forlig der var indgået. Desuden også Henrik Nielsen Skomager fra Allinge.

Henrik Nielsen blev spurt om han ikke var med ved forliget og hørte at Vefst Pedersen lovede at betale Jørgen Diderichsen 16 sdr. for svig og smerte. Hvilket han bekræftede, men ville helst gøre en skriftlig redegørelse. Birkedommeren afslog og bad ham om at redegøre for hans deltagelse i forliget mellem Jens Hansen og Vefst Pedersen.

Henrik Nielsen fortalte at han var hos sin bror Mogens Nielsen, da de sammen ville forsøge at forlige parterne, således at der ikke skulle føres sag ved tinget. Han red derefter til Jens Hansen, som indvilgede i forsøget om det kunne ske snart. Henrik Nielsen rede derefter til Vefst Pedersen, som ikke var hjemme, men i Rønne. Kone lod sende bud til Rønne og Vefst nåede at komme hjem ved nattetiden ved mørkningen. Vefst Pedersen spurgte, hvorfor Jens Hansen havde sat hans to sønner i fængsel på Hammershus. Vefst Pedersen indvilgede i at ride sammen med Henrik Nielsen hen til Jens Hansen. Da de kom sydvest for gården sted de af hestene og Henrik Nielsen gik ind til Jens Hansen. Jens Hansen kom ud og snakkede med Vefst Pedersen, der ikke vidste om det var sandt om hans to sønner havde slået Jens Hansens stedsøn Diderick, men at han ønskede ikke en langvarig proces, så han ville gerne have forlig. Han tilbød 15 sdr.. Henrik Nielsen mente at det skulle være 16 sdr. som skulle betales til Jørgen Diderichsen for “svie og forsømmelse”. De skulle også være enige om at hvis der blev en “kongens sag” skulle de være enige om at billige det. Henrik Nielsen red tilbage med Vefst Pedersen og fik de 16 sdr., som han skulle transportere tilbage til Jens Hansen.

Jens Hansen og Henrik Nielsen red derefter til slottet og talte med Henrichsen Koefoed, som straks lod Vefst Pedersens to sønner løslade fra deres arrest. Efter løsladelsen fik Jens Hansen de lovede 16 sdr. af Henrik Nielsen. Jens Hansen betvivlede aftalen om, at de begge skulle acceptere kongens sag, hvis det kom så vidt.  Begge parter udbad sig tingsvidnet beskrevet.

Stykjunkeren Niels Elbing havde stævnet Berild Clausen. Junkeren lod læse landsdommens slutning af en sag, hvor Berild Clausen skulle betale ham 6 rdr. Berild Clausen mente ikke, at han var pligtig til at betale nu, hvor Stykjunkeren havde høstet rug, byg, havre og ærter, som Berild havde sået. Birkedommeren mente, at Berild Clausen alligevel skulle betale junkeren de 6 rdr. for landstingssagens omkostninger.

18. december 1702 Pag. 021a
Kaptajn Morten Bohn lod læse et pantebrev på 32 sdr. som Henrik Eriksen havde udstedt med pant i et stykke bygjord i Allinge Vang kaldet qved (?) løkken, samt en andel af Henrik Eriksen gård, som han havde arvet efter sin sal. moder.

8. januar 1703 Pag. 021b
Patent om højesterets afholdelse i 1703

Læst kgl. forordning om debitorers gældforpligtelser, dat 28. oktober 1702.

Som taksatorer valgtes i Allinge: Thor Jørgensen og Hartvig Andersen og fra Sandvig Jørgen Hansen og Niels Bentsen. Opgaven var at påligne borgerne kgl. skatter og kontributioner, samt at påligne maltaccisen på 8 rdr. for hver af byerne inden 14 dage.

Sidste års stokkemænd afløstes af Jens Nielsen, Jacob Madsen, Hans Andersen i Egersløkkehuset, Mons Nielsen og Peder Hansen af Allinge, samt Lorends Pettersen, Rasmus Pedersen og Christopher Møller af Sandvig.

22. januar 1703 Pag. 022a
Taksatorerne havde ikke leveret fordelingen af byskatterne, hvilket de fik pålagt at levere til næste ting.

29. januar 1703 Pag. 022b
Taxatoerne leverede deres ligning til alles tilfredshed.

Knud Michelsen satte sig i dommersædet så birkedommeren kunne får tingsvidne på at samtlige sagefaldsbøder, slagsmål, lejermål eller andet som kongen havde krav på i 1702. Alt undetagen for lejermål begået af den skånske kvinde Sophia og samme Hans Laursen, da de var fattige og ikke kunne betale bøderne. Birkedommeren kunne herefter udtage tingsvidne derpå.

12. februar 1703 Pag. 023a – ingen sagen at forrette.

12. marts 1703 Pag. 023b
Konstabel Niels Jørgensen af Sandvig fremlagde et skøde udgivet af Peder Andersen i Rø på et tønder land bygjord i Sandvig byvang kaldt store Simonsløkke med de tilhørende render og små eger

26. marts 1703 Pag. 023b
Vefts Pedersen fra Olsker sogn på egen og sine to sønner  Jens og Hans Vefstens vegne havde indstævnet Gotfrid Nielsen af Østerlars sogn om den vold og overlast, skjælderi og trusler som Gotfreed Nielsen d. 29. december 1702 havde påført Jens og Hans Vefstsen. Jens Christensen fra Rutsker. Lorends Pettersen i Sandvig skulle vidne.

Jens Christensen  fortalte at han med Lorends Pettersen var kommet til Gotfrid Nielsens gård i Østerlars for at stævne ham på vegne af Vefst Pedersen og hans to sønner. Da de to stævningsmænd mødte Gotfred Nielsen i gården, bad de ham og gå ind i sin stue, hvor de ville stævne ham til tinget. Gotfred sagde nej, det ville han ikke. De gik ind til hans hustru i stuen og oplæste stævningen. Da de kom ud af stuen og porten i gården, så de at deres heste var sluppet løs. Hestene stod norden for gården. Gotfred Nielsen kom dem i møde med en pal. Han slog Lorens og spurte ham hvad han havde at gøre her. Lorens Pettersen svarede ikke, derefter red de bort.

Gortfred Nielsen lod ved Olle Lauridsen af Allinge fremlægge et skriftligt indlæg mod Lorens Pettersen, hvori han protesterer imod, at Lorens Pettersen skulle vidne i sin egen sag eller i nogen rettergang mod ham. Olle Larsen sagde, at det var Jens Hansens stedsønner Diderich Diderich kom til ham i Allinge med Gotfred Nielsens indlæg og bad ham om at forelægge det for retten.

Lorends Pettersen af Sandvig fortalte at den 29. sidst afvigte kom han med sin kammerat Jens Christensen til Gotfred Nielsen gård i Østerlars. De bandt deres heste i gården. De bad Gotfred om at går med ind i stuen for at blive stævnet, hvilket han nægtede, mens han sagde og sagde at “de karle skulle være skudt ihjel, i sommer ville de sætte ild på”. Stævnemålet læste de så for hans hustru i stuen. Da de kom ud var deres heste væk, men Jens Christensen fandt dem norden for gården. Gotfred Nielsen slog Lorens med en pal. De red derefter fra gården.

Vest Pedersen udtog tingsvidne på denne beretning, hvorefter birkefogeden indkaldte til tinge om 8 dage

.

2. april 1703 Pag. 026a – ingen sager blev behandlet

16. april 1703 Pag. 026a
Jacob Madsen boende på Kocheløkkegården fremlagde et skøde på en eng kaldet Syendekildes engen som han havde solgt til Johan Knudsen for 14 sdr

30. april 1703 Pag. 026b
Berild Clausen lod læse en kgl bevilling om at han måtte føre sin sag på ustemplet papir i den sag, som han havde stævnet til højesteret. Han fik også læst hans højesteretsstævning af dato 2. april 1703.

Konstabel Niels Jørgensen havde stævnet Berild Clausen for det klammeri og skælderi som Berild Clausen havde begået den 19. april hos Hartvig Willumsen i Allinge. I sagen havde Niels Jørgensen stævnet Poul Hartvig, Peder Hartvig, Hans Jørgensen og Samuel Johansen af Allinge for at høre dem, hvad der skete den 19. april mellem ham og Berild Clausen.

Hans Rasmussen fortalte at Berild Clausen kom ind hos Hartvig Willumsen  og tog Niels Jørgensen i hånden, mens han sagde “Vi hafuer noget at talle sammen til høyesteret, inden vi skilles ad”, Niels Jørgensen sagde: “Ja, vi vel saa om Gud vill”. Vidnet så at Berild Clausen tog til Niels Jørgensens ansigt, men Niels Jørgensen skubbede Berild Clausen fra sig. Niels Jørgensen sagde til de andre, at “dette “drages till minde i gaattfolch, huad her passerer”. Berild Clausens hustru gik imellem de to og trak ham ud af stuen. Vidnet hørte at Berild skældte Niels Jørgensen for en hund, hunspot og en skjælm. Poul Hartvig, Hans Jørgensen og Samuel Johansen bekræftede optrinet ved ed.

Berild Clausen spurte vidnerne om de ikke havde set at Niels Jørgensen truede med sin stol og skældte mod ham. Hvilket de benægtede. Berild Clausen benægtede og undskyldte sig med at være fuld.

Berild Clausen var blevet stævnet til sagen mellem Niels Jørgensen og Stykjunkeren om “tørfuer” udi Berild Clausen have. Berild Clausen benægter indstævningen, da han ikke havde været i landet. Kaldsmændende vidnede, at de havde stævnet ham på hans bopæl for hans datter Barbroes påhør. Sagen var at Niels Jørgensen skulle have smidt rødder af i Berild Clausens have.

11. juni 1703 Pag. 028s – ingen sager
3. juli 1703 Pag. 028b – ingen sager
23. juli 1703 Pag. 028b – ingen sager
6. august 1703 Pag. 028b – ingen sager anmeldt
Birkefogeden overlod dommersædet til Knud Michelsen. Birkefogeden havde stævnet Anne Sophia Pedersdatter i Bedem at lide dom i lejermål for 12 lod sølv eller 6 Rdr. i penge i flg 6 bog 12 kapitel 1 artikel at betale inden 15 dage eller straffes med fængsel på kroppen

10. september 1703 Pag 029a – ingen sager
1. oktober 1703 Pag. 029a
Amtmand Valdemar Reeds udbød Hammershus Slotsvang til den højeste bydende på en auktion førstkommende onsdag i Amtmandens gård i Rønne

8. oktober 1703 Pag. 029b
Kaptajn Niels Nielsen stævnede Hans Jespersen i Allinge for 29 sdr., som han havde fået i København. Hans Jespersen sagde at han ikke havde modtaget 46 sdr. i København, hvoraf de 17 blev betalt i toldboden for told og kontribution, men kun 8 sdr. på Københavns toldbod, som han havde betalt tilbage i København. Niels Nielsen ville føre bevis på næste tingdag.

15. oktober 1703 Pag. 029a
Johan Knudsen af Sandvig læste et skøde udgivet af Enert Aretsen på et engstykke kaldet Syende (?) eng i Sandvig byvang, som han havde købt for 12 sdr.

Kaptajn Niels Nielsen af Olsker havde stævnet Knud Michelsen af Sandvig og skipper Jens Nielsen af Allinge til at vidne i sagen mellem ham og Hans Jespersen om en sum penge som Niels Nielsen skal have leveret til Hans Jespersen på Københavns toldbod forleden forår. Hans Jespersen anerkendte ikke vidnerne, da de var “intrahenter” i sagen og at Niels Nielsen burde føre upartiske vidner i sagen. Birkedommeren lod stokkemændene afgøre vidnernes gyldighed, hvilket Jørgen Jørgensen på stokkemændenes vegne vedstod.

Knud Michelsen vidnede at omtrent den 23. april lå han med sin skipper Jens Nielsen og sin medreder Hans Jespersen med deres jagt ved Københavns toldbod. De manglede penge til at klarere spurte de Niels Nielsen om de kunne låne penge. Knud Michelsen lånte 9 sdr. og Hans Jespersen 8 sdr. Niels Nielsen gik ned til Hans Jespersens skrin og tog en forseglet lærredspung og sagde, at der er 40 sdr udi og at de kunne tage, hvad de skulle bruge og levere ham resten. Knud Michelsen afslog fremgangsmåden. derimod tog Hans Jespersen pungen og i nærvær med Niels Nielsen blev der optalt 9 sdr. til Knud Michelsen og 8 til Hans Jespersen. Pungen fik Niels Nielsen tilbage og lagde den ned i skrinet i cajuten (kahytten). Hans Jespersen bad Niels Nielsen om at forsegle pungen, hvilket blev gjort, men ikke talt om der var hvad der skulle være. Pungen blev lagt ned i Hans Jespersens skrin sammen med de breve og dokumenter som han skulle have til højesteret.

Pungen blev stjålet fra skibet. Da kaptajn Niels Nielsen mødte Hans Michelsen i Laurids Olsens kælder i København, sagde han at der var 29 sdr. i pungen og at der var Maltguld. Niels Nielsen havde selv bedt Hans Jespersen om at pungen og dokumenterne kunne blive opbevaret i skrinet i kahytten, da hans eget skrin stod på dækket. Hans Michelsen mente ikke, at Hans Jespersen kunne have udleveret noget til nogen anden.

Hans Jensen af Allinge blev afhørt og han fortalte at han var steget i land for at låne penge af Laurs Olsen. Da han kom tilbage så han, at Hans Michelsen og Hans Jespersen gik agterud i cajuten for at få penge af Niels Nielsen. Jens  Hansen så at Hans Michelsen fik 9 og Hans Jespersen 8 sdr. Da Hans Jespersen ønskede, at de skulle tælle resten, sagde Niels Nielsen at der var 40 sdr. i pungen, som han havde fået af Hans Svendsen i Dynegaarden. Niels Nielsen forseglede punge med sin egen signet og lagde den ned i skrinet igen

Jens Nielsen mente ikke, at Niels Nielsen havde sagt, at der var 29 sdr. i pungen. Jens Nielsen havde ikke set, at Hans Jespersen havde givet nøglen fra sig og han havde heller ikke set noget dirke skrinet op.

Niels Nielsen begærede udtog af tingbogen og ville føre sagen til næste ting.

29. oktober 1703 Pag. 033b
Niels Nielsen af Bridsensgård i Olsker efterlyste Hans Jespersen på tinget, da han ikke var mødt, måtte sagen udsættes til næste tingdag om 8 dage.

5. november 1703 Pag. 034a
Hans Jespersen var nu til stede på tinget og Niels Nielsen spurte ham om han ikke erkendte at havde sagt, at han ikke kunne tage hans kuffert ned i cajutet om morgenen før de var kommet til København om aftenen, da der var så trangt og pakket. I stedet tilbød Hans Jespersen om han havde penge eller breve, så kunne han lægge det i skrinet i cajuten og opbevare det for ham. Hans Jespersen ville svare skriftligt på dette spørgsmål til næste ting.

Niels Nielsen sagde derefter at han gik til sin kuffert og optog en forseglet lærredspung med 40 sdr. og en lille skindpung med 6 sdr i, “aparte aftalt” og forseglet. Disse to punge med 46 sdr. blev leveret i Hans Jespersens skrin. Derfor kunne han påstå, at det var 29 sdr., han havde fået stjålet. Hans Jespersen henviste sig til at det jo var Niels Nielsen, der selv havde lagt pungene ned i hans skrin. Niels Nielsen refererede Hans Jespersens udsagn om “at var det så utalt guld, så skulle det blive bevaret og intet skulle forsvinde.

Niels Nielsen ville have mulighed for at aflægge sin højsalige ed på, at han havde en lærredspung med 29 sdr. i skrinet og de 17 sld. som han havde fået tilbage. der var blevet opbrudt og pengene stjålet.

Dommeren ville overveje edsaflæggelsen for Niels Nielsen og bad begge parter om at fremlægge alt der vedkom i sagen på tinget om 14 dage.

19. november 1703 Pag. 036a
Niels Nielsen tilkendegav at han var blevet forliget med Hans Jespersen i Allinge i den sag, som han havde indstævnet ham for, mod at Hans Jespersen ville betale ham 5 sdr. inden først kommende pinsedag 1704 enten på Bornholm eller i København. Ligeledes “obligerer” Jens Nielsen af Allinge, som er medreder med Hans Jespersen i Jagten “Fortuna”, til at betale Niels Nielsen 5 sdr. inden pinsedag. De to skulle gensidigt garantere de 10 sdr. betaling. De tre redere Jens Nielsen, Hans Jespersen og Knud Michelsen lovede at de så snart de blev færdige med jagten skulle foretage den første rejse til København med Niels Nielsens gods kvit og frit, med så meget gods som det efter gammel skik plejede at betale 6 sdr. for. De “sammen lagde hænder” på forliget.

17. december 1703 Pag. 036b
Jørgen Hansen af Sandvig vedstod et pant på 50 sdr til Peder Andersen i Rø på et stykke bygjord i Sandvig Vang, der kaldes Bodesnabel stykket.

Kaptajn Anderes Laursen i Allinge lod læse et skøde udgivet af Knud Michelsen i Sandvig 2½ tønde land havrejord liggende vesten til I Reyes hols lychen [Rejnholtsløkken] og 3 skp land bygjord som ligger norden i Kampelychen, som Anders Laursens havde købt og betalt for 37 sdr.

Kaptajn Anders Larsen fremlagde et skøde som er udstedt af Henrik Michelsen i Rønne på 2de støkker jord – bygjord i Hartvig Willumsens vang kaldet Munche stychet som er 6 skp. land, det andet er havrejord kaldet Langageren beliggende i Allinge Vang i kæret, som er 2 td havrejord. De to stykker jord er købt for 52 sdr.

Bertil Ottesen af Rønne og Anders Nielsen af Allinge mente ikke, at der kunne skødes på den jord som Hr. Christen i Rø havde haft i pant inden arven var sket efter loven.

7. januar 1704 Pag. 037a
Kgl forordning om straf for underofficerer og gemene, der forlader kongens milice uden pas og afsked, samt hvilken belønning man kunne forvente ved at angive personer, der have undveget militærtjenesten, 13. okt 1703.

Endvidere blev læst patent til højesteret 1704.

Kgl resolution om underofficerer i nationalkompagnierne skal følge den lov som andre officerer er undergivet vedr. lejermål, nemlig den som er givet i landets lov.

Kaptajn Anders Laursen af Allinge lod fremlægge et skøde udgivet til ham af Hartvig Willumsen på 3 td havrejord kaldet Lille Konges løkken. liggende mellem den anden kongeløkke og Munchestøkket. Hartvig Willumsen havde fået 23 sdr. i betaling. Betalingen blev bekræftet af Hartvig Willumsen og hans hustru Kirstine Jørgensdatter.

Kgl maj. holtsførster Hans Christensen havde stævnet Olle Laursen af Sandvig for et læs hasselbrænde som han skulle have hugget i Koeløkken, som Niels Bentsen den 13. december havde været med til at hugge. Han havde leveret på Hammershus, da han havde fortrudt handlingen og fordi der var kommet to ridende forbi, uden at de kunne se hvem det var. Olle Laursen var forsvundet efter afsløringen og var altså heller ikke dukket op på tinget. Niels Bendtsen  ville blive skadesløs i sin gerning, men holtsførsten ville føre sagen til næste ting mod Olle Laursen.

Birkefogeden bad borgerskabet om at vælge taksatorer, der kunne ligne de kgl. byskatter. Mogens Clausen og Peder Hansen af Sandvig, samt Hans Jørgensen og Christian Henriksen af Allinge blev valgt. De fire mænd skulle også opligne maltaccisen i alt 8 rdr hver af de 2 byer i perioden 1 juli 1703 til 1 juli 1704.

Sidste års stokkemænd blev afløst af nye: Af Allinge: Jørgen Rasmussen, Hans Jespersen, Michel Sørensen, Poul Hartvig. Af Sandvig Hans Aretsen, Christopher Hansen, Henrik Pedersen, Niels Hansen.

21. januar 1704 Pag. 039a
Ole Laursen som var indstævnet af holtsførsten Hans Christensen lod ved Knud Michelsen af Sandvig gøre sin undskyldning, formedelst at han var syg og sengeliggende, men han ville møde på næste ting eller sende en mand, der kunne svare på hans vegne i sagen. Holtsførsten var tilfreds med dette.

Taksatorerne fremlagde deres ligning for de kgl skatter  og for maltaccisen for byerne Allinge og Sandvig. Der var ingen der ankede over ligningen.

Poul Sørensen af Allinge havde stævnet Kirstine Poul Hartvigs og hendes mand Poul Hartvig angående den overlast med støden og skubben, samt usømmelige ord fra sit sæde i kirken. Endvidere var indstævnet Elisabet Jacob Madsens i Kocheløkken og ehndes mand Jacob Madsen angående blameren og skælderi, skamfolks skælden og med tuetulleri skælden. (Se  transskribering og beskrivelse)

28. januar 1704 Pag. 045b
Mads Michelsen af Rutsker læste et skøde udgivet af Henrik Erichsen i Allinge på den gård i Allinge, som han bor i, samt 2 td land bygjord, 2 td land haurejord og et lees eng kaldes Assers eng.

Knud Michelsen mødte på Olle Laursen vegne og bad om at sagen mellem Holtsførsten og Olle Laursen kunne udsættes til næste ting.

Sagen om bataljen i kirken nytårsdag blev forliget – se ovenfor – og parterne gav hinanden hænder derpå.

Birkefogeden Eskild Nielsen havde stævnet Johanne Pedersdatter i Buggehuset på Slottets grund sammen med hendes værge. Dommeren påbød Johanne Pedersdatter at hun ikke måtte flytte noget gods inden hun fik sin dom. Hun havde fået 7 sdr 1 mark for øl og brændevin, der ikke tilkom hende. Hun eller hendes værge var ikke mødt på tinget og sagen udsat til næste tingdag.

12. februar 1704 Pag. 047a
Holtsførsten Hans Christensen mødte i retten og havde stævnet Christopher Hansen af Sandvig til at sige sin sandhed om det læs brænde som Ole Laursen her i Byen er stævnet for. Olle Laursen bekendte for Christopher Hansen i hans hus, at han havde været med og hjalp Niels Bendtsen med at læsse på Niels Bendtsens vogn, men Olle Laursen benægtede at han skulle have noget af brændet, men han havde i sinde at hugge noget småtjørn  eller ene på bakkerne.

Hans Rasmussen, der også var stævnet, fortalte at Olle Laursen havde berettet for ham, at han havde i sinde at hugge brænde i koeløkken inden Niels Bendtsen kom til ham. Ole Larsen og Niels Bentsen for at have brændt brændevin sammen. Ole Larsen ville forklare sig skriftligt til næste ting.

Birkefogeden efterlyste Johanne Pedersdatter, som ikke var mødt trods sidste tings stævning ej heller hendes værge. Birkedommeren optog sagen til doms.

25. februar 1704 Pag. 048a
Dom over Johanne Pedersdatter (Johanne Peder Buggesdatter)blev afsagt. Johanne skyldte  birkefogeden 7 sdr. 1 mk. som hun blev dømt til at betale inden 15 dage tillige med sagens omkostninger.

Ole Larsen fra Sandvig lod læse et skriftligt indlæg mod holtsførsten Hans Christensen, som ikke mente at han burde svare, da Niels Bentsen havde erkendt at han havde hugget eneved i koløkken og hentet med heste og vogn. Ole Larsen havde været med Niels Bentsen, så de havde været lige gode om forbrydelsen og burde lide dom efter skovforordningen. Sagen blev ført til doms.

Stykjunker Niels Elbing vedstod at han havde ladet sine sønner tage et læs enebrænde ved Hammeshus Vang ved Egesklippen, men an mente ikke at det skadede kongen. Videre til næste ting.

Birkefogeden Eskild Nielsen var syg, og Jens Nielsen af Allinge fremstod på birkefogedens vegne og stævnede Karen Olufsdatter for  lejermål i 1703 med en af garnisonens mænd, ved navn Jacob Michelsen, som nu er bortrømt. Karen Olufsdatter var på tinget og vedstod at hun i kirken havde udlagt Jacob Nielsen og nægtede at der var en anden fader. Hun  skulle betale 12 lod sølv eller 6 rdr. i penge samt processens omkostninger, efter 6 bog 13 kap. 1 art.

Endvidere var Giertrud Nielsdatter som boede på et værelse i Kierhuset i Olsker sogn var anklaget for lejermål med samme bortrømte soldat Jacob Michelsen. Dette var ligeledes angivet under barnedåben. Giertrud Nielsen var svag og kunne ikke selv komme til tinget. Hun blev dømt samme bøde.

10. marts 1704 pag. 050a
Stykjunkeren mente at han skulle dømmes efter krigsretten og ikke birketinget, hvilket birkefogeden accepterede.

Der var afsagt dom mellem holtsførsten Hans Christensen og Ole Larsen i Sandvig.

17. marts 1704  Pag. 050a
Kgl. plakat om indretning af et commercekollegie hvor alle  manufakturer indrettes.

Knud Michelsen nedsatte sig som dommer således at Birkedommeren kunne få tingsvidner på at alle sagefaldsbøder, slagsmål, lejermål og andet som havde kongens økonomiske interesser. For følgende lejermålsbøder var der ingen indtægter: Sophie Pedersdatter, Karen Olufsdatter og Giertrud Nielsdatter, da de ingen midler havde

Herefter Birkefogedens domsafsigelse mellem holtsførsten og Olle Laursen.

Dommeren ses ikke klarer beviser på at Olle Laursen var medskyldig i tyveriet for brændet, da ingen havde set ham i skoven eller med økse eller andet, der bruges dertil. Efter lovens 1. bog, 13 kapitel 17 artikel frifandt dommeren Ole Laursens i Hans Christensens tiltale. Dom afsagt 10. marts 1704.

31, marts 1704 Pag 052a – ingen sager

15. maj 1704 Pag 052a
For retten komparerede skipper Henrich Krøier hjemmehørende i Visby på Gotland, der med sit skib St. Catrins strandede mellem den 10. og 11. maj under Allinge. Han havde hele sit mandskab med i retten som ville forklare hvordan det gik til.

Styrmanden Hans Strelau forklarede [linier er ulæselige øverst side 052b], men sagen var at det var stæk tåget og de sejlede ind på klippern, hvor skibet delte sig i to.

Tømmermanden Tomas Torsen, Peder Ditløfsen, Johan Holst, Laurs Laursen og Anders Hansen, Anders Jacobsen og Isac Erichsen som alle vedstod og bekræftede styrmandens beretning. Søfolkene bekræftede at de alle ville drage til Ystad når skipperen Henrich Krøyer sagde at de skulle.. Skipperen udbad sig et tingsvidne på det de havde beskrevet.

19. maj 1704 Pag. 052b – ingen sager

26. maj 1704 Pag. 052b
Ingen sager blev anmeldt, men Birkedommeren indstævnede på amtmandens vegne korporal Peder Laursen, Poul Hartvig og Michel Sørensen for noget tov, som var en del af Pertlinen (et kabelslået tov) til det strandede svenske skib den 10-11 maj. De var kommanderet til at holde vagt ved skibet, men havde altså lade noget tov bortkomme. Pertlinen bestod af 28 faufn (favn) og var “halvsleden” blev vurderet til 5 rdr. De tre var ikke beskyldt for at have stjålet tovet, men at have forsømt deres opsyn, således at tovet blev stjålet. De tre mænd nægtede sig skyldig og mente at de havde passet deres vagt. Eskild Nielsen mente dog, at det ikke var muligt at stjæle 108 favne (ca 200 m) partline, der var meget tungt, hvis de tre havde passet deres vagt. Birkedommeren ville føre vidner i sagen på næste ting

2. juni 1704 Pag 054a
Birkefogeden Eskild Nielsen fortsatte sine afhøringer i sagen om det bortkomne partlinetov fra det strandede svenske skib under vagten som holdtes af korporal Peder Laursen, Michel Sørensen og Pouel Hartvig fra Allinge. De tre mænd blev tilladt at afgive deres ed på, at de på deres vagt, ikke havde forset sig på deres vagt og at der umuligt kunne være bortfjerne resten af den partline som skulle have været tilstede.

Hartvig Andersen aflagde vidnesbyrd om hvilke redskaber og tove, der var samlet efter det strandede skib og var lagt under vagtens opsyn den 11. maj. Han vidnede at Rasmus Bertelsen holdt vagt over redskaberne og at skipperens folk var tilstede. Hartvig Andersen erkendte at skipperen beklagede sig over at partlinen var stjålet og at de tre vagtfolk havde 2 personer under arrest, medens de holdt vagt. Men hvem og hvorfor de var arresteret, vidste han ikke.

Holger Johansen vidnede at han var sammen med Hartvig Andersen. Han havde set partlinen, men han vidste ikke om den var hel eller kappet over. Han vidnede, at det var Rasmus Bertelsen, der skulle holde vagt over redskaberne.

Eskild Nielsen kunne frifinde de tre mænds ansvar for, at de tabte 108 faugne partline var deres ansvar og at de måtte betale skipperen de 5 rdr.. De tre vagtmænd holdt på, at hverken skipperen eller birkefogeden havde bevist, at der vitterligt manglede 108 favne partline og at det var uretfærdigt om de dømmes og derved fik deres ærlige navn og rygte i miskredit.

Den nedsatte dommer Knud Michelsen tillod at sagen kunne udsættes til næste ting inden der blev afsagt dom.

9. juni 1704 Pag. 056b
Med Knud Michelsen i dommersædet og Eskild Nielsen som anklager videreførtes sagen om den manglende partline. Eskild Nielsen mente at de manglende 108 favne partline var de tre vagtfolks ansvar, da de var betalte vagter og derfor havde pligt til at passe på sagerne. Trods Mogens Clausens skriftlige indlæg på de tre vagtfolks vegne, blev sagen ført til doms. Dom blev afsagt, men ikke indskrevet i tingbogen.

21. juli 1704 Pag. 057a
Mogens Clausen fra Sandvig mødte som lauværge for Karen sal. Jørgen Jørgensen i Sandvig og bekendte at have solgt en lille løkke i Sandvig vang kaldet Vangeledsløkken til Christopher Hansen, som var tillagt Hans Svendsen i Dynegården i Rutsker. Enken havde indløst løkken og kunne derfor skøde det til Christopher Hansen, der havde betalt.

Bertil Johansen kom på sin faders Johan Hansens vegne og bekendte at Johan Knudsen havde købt og betalt forn. Bertil Johansens forældre Johan Hansen og Elisabet Johansen for en lille haveplads, som ligger norden for Johan Hansens stuelænge med tilliggende stengærde.

18. august 1704 Pag. 057b – ingen sager

1. september 1704 Pag. 057b – ingen sager

8. september 1704 Pag. 057b
Eskild Nielsen påbød alle Allinge og Sandvigs borgere at ringe deres svin, som kgl. forordning påbyder.

15. september 1704 Pag. 058a (fejlagtig skrevet 15. maj)
Kgl. skifteskriver Henrik Brugmann mødte i retten som lauværge for Stykkaptajn Haagen Michelsens efterladte enke og på hendes vegne havde stævnet Henrik Nielsen og Mogens Nielsen fra Allinge, som var hende skyldig en del rug, som de havde købt af hende i København i sommers for i alt 20 sdr. De to mænd lovede at betale hende hver 10 sdr., men kun havde betalt henholdsvis 5 og 1 sdr. inden sidste sankt hans. Da enken var fattig bød Henrik Brugmand dem begge at betale det manglende beløb straks tillige med renter. Da hverken Mons eller Henrik Nielsen var mødt, fordredes deres svar til næste ting.

22. september 1704 Pag. 058b
Mons og Henrik Nielsen blev opråbt, men ingen mødte for at redegøre for det skyldige beløb til Haagen Michelsens enke, derfor blev der straks afsagt dom i sagen.

6. oktober 1704 Pag. 059a – ingen sager
Dom fra forrige ting var indskrevet herunder: Brødrene Henrik og Mons Nielsen skulle straks betale de resterende 14 sdr. samt rettens omkostninger inden 15 dage

DOM.
I sagen om det forsvundne Tovværk. Den nedsatte dommer Knud Michelsen kunne ikke dømme de tre mænd skyldige i det formodede forsvundne tovværk. De havde vagten ved det strandede skib og var således pålagt ansvaret for de opmagasinerede skibsredskaber, men da det ikke var bevist at pertline vitterlig manglede, så kan de ikke kendes skyldige. Knud Michelsen d. 27. oktober 1704

17. november 1704 Pag. 060a
Kgl. Forordning 10. oktober 1704 om jagt i kornmarker som loven og senest jagtforordning, har tilladt til den 1. juli, skal forlænges til Bartholomeus dag.

Endnu en kgl forordning om krybskytteris straf, dat 10. okt. 1704

Kgl. forordning om hvervning af soldater og bådsfolk i Danmark og Norge uden kgl. tilladelse, 10. okt. 1704

30. november 1704 Pag 060b – ingen sager

22. december 1704 Pag. 060b
Kgl patent om højesterets afholdelse i 1705

12. januar 1705 Pag. 060b
Anders Nielsen af Allinge fremkom og læste et skøde udgivet til ham af Hans Jørgensen af Allinge på et 4 skp. land bygjord i Allinge Vang kaldet Leeghøj som er solgt fra 18 sdr. 2 mk.

4 taksatorer blev valgt til at ligne de kgl. kontribution og byskat samt fordelingen af i alt 8 rdr. maltaccise: af Allinge blev det Hans Jensen og Henrik Nielsen og af Sandvig Rasmus Pedersen og Bertil Johansen. Derudover blev Peder Laursen fra Allinge og Johan Knudsen fra Sandvig valgt som “kiemnere” – hvilket betyder at det var disse to mænd, der skulle indkræve på pålignede skatter.

Årets stokkemænd blev valgt: Fra Allinge: Samuel Johansen, Mads Michelsen, Knud Nielsen, Mons Pedersen og Peder Hyldebrand. Fra Sandvig: Anders Jensen, Svend Jensen og Niels Bentsen

26. januar 1705 Pag. 061b
Byskatterne blev oplæst og ingen protesterede, hvorefter at de skulle betales inden næste ting om 14 dage.

9. Februar 1705 Pag. 061b
Årets maltaccise fra perioden 1 juli 1704 til 1. juli 1705 blev fremlagt for en del bymænd – som ikke ankede.

23 februar 1705 pag. 062a
Arkelimester Peder Michelsen stævnede Jens Pedersen på Slotsgrunden vedrørende 6 sdr. som var blevet tillagt Peder Michelsen efter sal. Maren Peder Bugges skifte, som var blevet tillagt i deres hus på slotsgrunden. Jens Pedersen var gift med sal. Peder Bugges datter og havde gjort dette udlæg nyttig og derfor mente Peder Michelsen, at Jens Pedersen burde betale ham disse 6 sdr. Jens Pedersen var ikke tilstede i retten, derfor blev han pålagt at møde til næste ting og svare Peder Michelsen.

Peder Michelsen havde også stævnet Johanne Pedersdatter og hendes lauværge for nogle ukvemsord. hun skulle have ladet falde om Peder Michelsen. Christopher Hansen og Olle Laursen af Sandvig vidnede at de var hos Johanne Pedersdatter, som bor på slottets grund, for at stævne for de ovennævnte 6 sdr. Da havde hun sagt: “Jeg gifuer ham døden og dieflen, den rumunde skielm, og en skielm er hand, og en shillings Løn faar hand, den Racher Knegt”. Da de to gjorde hende opmærksom på, at hun talte til stævningsmænd, sagde hun “Jeg gifuer hannem Fanden, naar hand lagde hende Dommen fore, saa kand hand tage sin part i huset som hannem er tillagt og fare fanden i Vold med”. Knud Michelsen satte sig i dommersædet og udtalte at hun bør lide efter 6 bog, 21 kap.. Hun var ikke i retten og blev pålagt at svare for sig til næste ting.

Hartvig Andersen af Allinge vedstod et køb og skødebrev udstedt til Vefst Pedersen i Olsker på en lille eng.
2. marts 1705 Pag. 063a
Toer Jørgensen femstod og bekræftede et pantebrev på 25 sdr udstedt til Hr. Hans Ancher i Hasle. I pant havde han sat 8 skp. bygjord kaldet Nørre Pilleløkken

Jens Pedersen på Slottets grund fremlagde et skriftligt indlæg mod arkellimester Peder Michelsen. Peder Michelsen var ikke mødt i retten.

Hans Jespersen nedsatte sig i dommersædet efter amtmandens ordre i sager som birkefogeden ikke selv kunne dømme.

Birkedommeren udtog tingsvidne på at alle sagefaldsbøder, såsom slagsmål, lejermål, forlovspenge eller andet som tilhøre kgl. var passeret, hvilket bymændende ej vidste havde passeret.
15. marts 1705 Pag. 064a
Kgl forordning om privilegier for søfolk i kongens kongens orlovsflåde, 16. maj 1704.

Mogens Clausen stævnede, på holtsførstens vegne, Jens Pedersen i Buggehuset på Slottets grund stævne for noget brændsel, som han skulle have hugget i Hammershus skov. Som vidne indkaldtes Niels Nielsen Arboe, soldat ved det frie kompagni på Christiansø, nu boende i Sandvig, som fortalte, at fredagen før fastelavns søndag blev vidnet af vicekommandant Brønau, kommanderet til at eftersøge noget hasselbrændsel  og egekrat, som var blevet hugget i slottets skov. Han fandt brændet hos Jens Pedersen i Buggehuset, noget af brændet var stadig på den slæde, som det var ført væk på. Desuden blev Niels Kielsen, som boede på slottet og var i samme kompagni, afhørt og vedstod Niels Nielsen Arboes historie. Jens Pedersen var ikke mødt på tinget, men pålagt at møde på næste tingdag.

Christopher Hansen fra Sandvig mødte på egen og søskendes vegne og anmeldte at Hans Hansen Borringholm var død som matros på rejse til Vestindien. Som vidner på den afdødes slægtsbånd førte han Christopher Møller, Ole Laursen af Sandvig og Jens Nielsen af Allinge. De fortalte retten af Hans Hansen Borringholm var født i Rønne og at hans moder endnu levede og boede i Sandvig. Han havde tvende brødre: Christopher Hansen i Sandvig, Valentin Hansen i Nexø, og to søstre Ingeborg Hans datter boende i Stubbekøbing, Cathrine Hansdatter, som boende hos sin søster Ingeborg. Hans Hansen Borringholms moder er Elsebet Christophersdatter. Hans Hansen Borringholm sejlede fra København til Vestindien på skibet Quintus, på hvilket skib han døde. Christopher Hansen udtog tingsvidne.

30. marts 1705 Pag. 065b
Arkelimester Peder Michelsen ophævede sin sag mod Jens Pedersen på slotsgrunden angående gælden på seks slettedaler. Jens Pedersen fremstod og gjorde sin undskyldning på sin hustrus vegne Johanne Pedersdatter på de usømmelige ord, hun havde udtalt om Peder Michelsens person.

Mogens Clausen på holtsførstens vegne bød Jens Pedersens svar på de sagen om det stjålne brændsel. Jens Pedersen nægtede at have taget mere hasselbrændsel end han kunne trække hjem på en lille kælke. Hvilken han mente var straffri. Sagen udsat til næste ting.

6. april 1705 Pag. 066b
Holtsførsten Hans Christensen “kompagnerede” at da han med to vidner havde bevist at Jens Pedersen havde hugget hassel og egekvas, samt at Jens Pedersen selv havde erkendt sin gerning, så skulle Jens Pedersen dømmes efter kgl .skovforordning, samt fordi sagen har kostet ham kost og tæring, rejser og umage. Jens Pedersen var ikke tilstede, men sagen blev alligevel optaget til domsafsigelse.

20. april 1705 Pag. 066b
Kgl forordning om strandede skibe og deres gods, dat. 21. marts 1705.

Dom mellem holtsførsten på den ene side og Jens Pedersen i Buggehuset på den anden, er herefter indført i protokollen (pag. 067a). Jens Pedersen blev dømt af birkefogeden og de 8 stokkemænd efter kgl. skovforordning “for andet ulovlig skovhugst” 17.paragraf og 29. artikel en bøde på 3 mark og sagens omkostninger 2 rdr. inden 15 dage

4. maj 1705 Pag. 067b
Retten var indkaldt, men ingen af stokkemændene var mødt, da der var landsmønstring i Allinge og Sandvig.

18. maj 1705 Pag. 067b
Kgl. Ordinace “Om en Halles indretning” i København, dat. 31. marts 1705 (måske en kran til losning af skibe)

9. juni 1705 Pag. 067b – ingen sager

22. juni 1705 Pag. 068a
Mogens Clausen af Sandvig og Jacob Madsen boende i Kocheløkken stævnede Johan Knudsen i Sandvig vedrørende “Veje og render, byens drefter og ageveje”. Det drejede sig om Peberegården og den vej som løber til Kockeløkken, som Johan Knudsen havde pløjet og hakket, samt de render som der imellem Lilleløkken og tornløkken og den eng som er imellem jordstykket, som Johan Knudsen havde købt af Enert Aretsen og Mogens Clausens jord. Sagen kræves til vurdering af 8. sandemænd på åstedet.

Ligeså stævnedes Niels Jørgensen af Sandvig om den vej, som ligger mellem Nørre Hansens skov og Mogens Clausens jord. vejen havde Niels Jørgensen ophakket og pløjet.

Johan Knudsen frasagde sig ansvaret for renden mellem Tornløkken og Mogens Clausens jord, da den nu dyrkedes af Hans Svendsen Vester i Rutsker efter et skifte efter sal Hans Nielsen. Sagen kunne ikke føres før Hans Svendsen var stævnet. Det samme med Abeleløkken og Myreengen som landsdommer Ancher Müller ejer, men som Johan Knudsen lejer.

Mogens Clausen og Jacob Madsen svarede at det var unødvendigt at kontakte ejerne, da det var Johan Knudsen, der betalte skatter og dyrkede både Tornløkken og Ableløkken, Myreegen og som af arilds tid havde været dyrket og at grøfter, veje og diger havde været der, så længe folk kunne husker.

De 8 sandemænd valgtes: formand Jens Nielsen, Peder Laursen, Løuen Gifuersen, Hartvig Andersen, Hans Laursen Smid, Michel Sørensen, Peder Hyldebrand af Allinge og Christopher Møller af Sandvig. De skulle møde den 1. juli ved vejen og renden ved Nørre Hanses Skov og renden mellem Syende Kilde stykket og Johan Knudsens eng. Der skal gøres endelig toug.

6. juli 1705 Pag. 069b – ingen sager

20. juli 1705 Pag. 069b
Mons Persen og Jens Nielsen af Allinge stævnede kaptajn Anders Laursen, Allinge for “forørige ord og blamerende skælden” den 9. juli. Som vidner var indstævnet Hans Jespersen og Holger Johansen af Allinge at fortælle hvilke ord der var blevet sagt mod Jens Nielsen.

Hans Jespersen stod ved stranden den 9. juli klokken 6 om morgenen og arbejdede på deres skiberum da Kaptajn Anders Laursen kom gående. Han sagde “Din skjælm, huor kommer du til, at køre med det kvæg og dine gæs over min jord, du est en skiæm og en tiusfod, og fanden skal fare i dig, og jeg piskede dine børn, og du est en skiæm, og en huusfot” . Holger Johansen bekræftede Hans Jespersens vidneudsagn. Kaptajn Anders Laursen var ikke mødt i retten, men hans søn Laurs Andersen foregav, at han ville svare til næste ting.

27. juli 1705 Pag. 070b
Mons Pedersen og Jens Nielsen af Allinge frafaldt deres sag mod kaptajn Anders Laursen, som havde undskyld de usømmelige ord og undskyldt.

Ingen andre sager.

17. august 1705 Pag. 071b
Kgl. forordning om hvordan cronen forholder sig imod courant og reguleres efter kursen, dat. 10. juli 1705.

Peter Tiesen af Nexø på landsdommer Ancher Müller på flere fornemme godtfolks fra Svaneke og Ibsker sognes vegne, stævnede sognepræst Hans Domminice til Svaneke og Ibsker sognes menigheder, at møde med hans trolovede Margrete Madsdatter på Hammershus birketing for at høre og svare til spørgsmål om det forhold i Sandvig forleden år, da han var på rejse til Sandvig og videre til København. Vidnerne var Johan Knudsen, konstabel Niels Jørgensen og hans kæreste og en pige som tjente hos Niels Jørgensen (Karen Monsdatter), samt Ole Hans Madvig.

Præsten var ikke mødt på tinget, men havde udnævnt Mogens Clausen som sin fuldmægtig i sagen.

[Hans Dominici var præst i Kjelstrup og Bedinge i Skåne til 1677, men blev tvunget til at opgive sit kald. Kom til København med sin kone Margrete Andersdatter og mange små børn. Den 25.november 1681 fik han præstekaldene til Ibsker og Svaneke, hvor han virkede til sin død i februar 1706. BS bd. XII, s. 13]

Hans Domminices fuldmægtig Mogens Clausen forsøgte at drage stævningen i tvivl, da Margretes værge eller fader, som boede i Aaker sogn ikke var indkald i flg. loven pag. 29  1. artikel, samt pag. 528 11 artikel. De to stævningsmænd vidnede, at de havde stævnet præsten i Margrete Madsdatter påhør, men at de ikke havde nævnt hendes værge eller fader. Birkedommeren underkendte Mogens Clausens indsigelse.

Ole Hans Madvig af Rønne vidnede, at han sidste år ved høsttid, da han arbejdede for obersten i slotsvangen, mødte Hans Dominice, der var kommet med en københavnsk skipper ved navn Peder Christensen, der lå på Sandvig red nogle dage på grund af kontravind. Præsten og hans tjenestepige var på vej til København. Hans Dominici, hans tjenestepige Margrete Madsdatter, en tjenestedreng og kaptajnen Peder Christensen overnattede i 2 dage hos konstabel Niels Jørgensen, hvor Ole Hans Madsen også logerede. Da han om aftenen kom fra marken til sit logi, var der en pige ved navn Margrete, som man sagde var Hr. Dominices tjenestepige. Da Ole lagde sig i sin seng, sad pigen på sit skrin  eller halvkiste, som stod mellem 2 senge. I løbet af natten gik Hr. Hans nogle gange til sin tjenestepige Margrete og snakke med hende. De gik ud sammen til forstuen, men kom ind igen med det samme, indtil Hr. Hans kastede sig i sin seng i underbenklæder. Da det begyndte at dages, så han at Hr. Hans lå ovenpå sengeklæderne og tjenestepige sad på skrinet ved siden af. Så forlod Ole Hans Madvig kammeret. Mogens Clausen spurte vidnet om præsten og tjenestepige havde legemlig omgang med hinanden eller om hun “lod sig bruge til nogen utugt med nogen”, hvilket Ole ikke havde noget at fortælle om.

Konstabel Niels Jørgensen vidnede, at Hans Dominice logerede hos ham i nogle nætter sommeren 1704, medens han ventede på at vinden skiftede. Niels Jørgensen fortalte at hans hustru havde tilbudt pigen at sove hos Niels Jørgensens tjenestepige Karen Monsdatter, men at hun blev i kammeret hos præsten. Peter Thiesen spurte Niels Jørgensen om han havde set om Hr. Hans og pigen lå sammen og hvad de bestilte. Niels Jørgensen fortalte at han havde set, da han gik forbi deres dør, at de talte sammen og “at Hr. Hans kyste samme pige paa munden og de rakte mundende sammen”. Mogens Clausen påpegede, at udsagnet ikke kunne være belastende for Hr. Hans og hans trolovede end hvad der kunne være “ære, godt og tugtigt”.

Johan Knudsen kom ind i forstuen hos Niels Jørgensen og da blev en dør åbnet ind til det kammer som Hans Dominici logerede. Her så han en kvinde, som han ikke kendte, der lå ovenpå dynen i sine gangklæder og Hr. Hans Dominices lå under dynene i samme seng. Kvinden satte sig straks op i sengen og sagde, at hun lige var kommet fra marken og var træt. Hun tog derefter sin hue, som lå på hovedgærdet. Mogens Clausen troede ikke på Johan Knudsen, fordi han ofte var “synderlig i sine tanker”. Peter Thiesen fik Johan Knudsen til at vidne, at præsten og Margrete Madsdatter gik i vangen og på vejene i Sandvig som ægtefolk med hinanden i hænderne. Peter Thiesen fik stokkemændene til at vidne at Johan Knudsen var “en klog, skikkelig og fornuftig mand”.

Karen Monsdatter på slotsgrunden vidnede, at hun i sidste sommer var tjenestepige hos Niels Jørgensen og at Anne Catrine Niels Jørgensen havde tilbud Hr. Hans Dominicis tjenestepige at ligge i hendes seng, men at hun lå i det samme kammer som præsten og Peder Andersen fra København. Hun vidnede også at Olle Madvig lå i samme kammer en nat.

Anne Catrine Niels Jørgensen fortalte, at da præsten logerede hos dem, kom hans tjenestepige og en dreng med mad til ham. Pigen blev i nogle nætter i kammeret, hvor også Ole Madvig lå en nat og Peder Andersen fra København lå nogle nætter. Hun havde tilbudt præstens tjenestepige, at ligge i sin egen tjenestepiges seng som var opredt med rene lagner. Mogens Clausen spurte Anne Catrine om “Hans Dominici brugte nogen utugt i hendes hus med bemeldte pige Margrete eller hun med nogen anden”, Anne Catrine svarede, at pigen var i kammeret både dag og nat, men om de bedrev utugt, vidste hun ikke, da nøglen sad i døren, som præsten brugte når han gik ind eller ud af kammeret.

Peter Thiesen udtog tingsvidne på vidnesbyrdene.

21. september 1705 Pag. 075b – ingen sager

5. oktober 1705 Pag. 075b
Kgl. forordning om strandede skibe og gods, dat 21. marts 1705.

Amtmanden lod forkynde ved en massive, at maltaccisens forpagtning blev bortaktioneret til den højestbydende. Bud gives på amtstuen den 8. oktober.

19. oktober 1705 Pag. 076a
Kgl. forordning om “insolentiers afskaffelse, som udi værvning og recrutering ved kongens saavel geworbene som land regementer begaaes”, dat 7. august 1705

26. oktober 1705 Pag. 076a
Skipper Henrik Nielsen af Allinge på egne og sine medredere Mogens Nielsen og Niels Hansens vegne ønskede en attest på deres skude Nordstjernen strandede i år 1704 ved Risehofuet ved Tyrpald ved Tyskland. De var blevet arresterede og først i høst kunnet hente deres skude imod store omkostningerner og nu var ankommet til Bornholm. De har måttet reparere skibet “temelig” inden de kunne sejle igen med købmandsvarer. Den 16. oktober forulykkede de med last udfor Allinge og skuden var slået i stykker mod klipperne.  Henrik Nielsen ønskede, at Hans Rasmussen af Allinge, Hans Aresten og Lorents Petersen af Sandvig, samt de 8te stokkemænd, vidnede for ham og hans medredere, at de i1704 var forulykket i Tyskland, fået skuden repareret og igen forulykket med last den 16. oktober 1705 ud for Allinge på vej til København. Det meste af lasten blev ødelagt, men alle folkene blev reddede. Dette bevidnede de tre mænd og de 8 stokkemænd.

9. november 1705 Pag. 076b – ingen sager

23. november 1705 Pag. 077a
Poul Hartvig af Allinge stævnede skipper Henrik Nielsen af Allinge om det gods, som han ville fragte til København og som strandede den 16. oktober ud for Allinge.  På grund af hans ubefarenhed, havde Poul Hartvig mistet 27 st. Ænder (?) og for Ole Laursen 13 td. havre og 1 td kød.

Mons Nielsen og flere andre Allingeboerblev stævnet, for at høre om skipperen havde gjort sit bedste for at redde sit skib og de ombordværende købmandsvarer.

Hans Jensen af Allinge fortalte, at han havde bragt Ole Laursens gods med båd til Henrik Nielsens skude, og da de havde fået losset, bad Niels Hansen Brogård, at han ikke skulle ro bort førend Hans Jensen med sin søn Michel Hansen havde hjulpet med til bugsere skuden ud og forbi skærene. Da satte mændene på skuden storsejlet til, men kun halvt op, inden de tog det ned igen efter ordre fra Hans Jensen og hans søn. De var ikke kommet langt nok ud og med vidnernes forklaring, var der en sandsynlighed for at de havde fejlbedømt afstanden fra stranden og derved ikke kommet fri af klippeskærene. Det var skipperen Henrik Nielsens søn Augustinus, der stod ved roret og han var ikke befaren og det kunne være hans skyld at de gik på grund.  Sagen blev ikke afsluttet, men skulle genoptages på næste ting.

7. december 1705 Pag. 080b
Kgl.patent om nogen undersåtter vidste noget om justitsråd Søren Rasmussens gods og midler. Dette skulle indberettes til det kgl. danske kancelli. Dat 23. oktober 1705.

Poul Hartvig og Ole Lorensen samt skipper Henrik Nielsen fremkom i retten og berettede at de venligt var forligte om sagen med stranding af skibet og det mistede gods.

11. januar 1706 Pag. 081a
taksatorer for 1706: Jacob Madsen og Mons Nielsen af Allinge og Hans Aretsen og Christopher Hansen af Sandvig. De fire mænd skulle ligne contributions og jordebogsskatterne for året 1706, samt den pålagte maltaccisse på i alt 8 rdr. for perioden 1. juli 1705 til 1. juli 1706.

Desuden blev Jens Nielsen af Allinge og Jørgen Hansen af Sandvig valgt til “Kemmerne” (kæmnere) til at inddrive skatterne for birkefogeden.

Som stokkemænd blev følgende valgt. Af Allinge: Hans Jensen Skomager, Anders Hartvig, Hartvig Andersen, Hans Laursen Smid og Hans Andersen, Egerslyche. Af Sandvig: Enert Aretsen, Peder Hansen og Ole Laursen.

25. januar 1706 Pag. 081b
Borgeredsaflæggelse

For retten fremstod Albert Hansen Dich, Mads Michelsen og Lofuen Gifuersen af Allinge, Mads Hartvig, Hans Hartvig og Bastian Michelsen fra Sandvig, som aflagde deres borgerlige ed og sværgede, at de vil være deres “arveherre og konge med liv og gods huld og tro, deres øvrighed hørig og lydig og ikke være opsætsig, byens skatter betale til rette tider. Med deres naboer og genboer at holde god omgængelse og i alle måder som ærlige borgere”.

8. februar 1706 Pag. 082a
Jacob Madsen fremlagde den pålignede byskat og kvartalsskatten, samt maltaccissen. Ingen modsagde ligningen.

Hans Jespersen nedsatte sig i dommersædet efter ordre fra amtmanden Valdemar Reeds. Birkedommeren havde stævnet Morten Hansen af Sandvig for lejermål, som han skulle have begået med Karen Laursdatter. Morten Hansen var mødt, men nægtede at have haft “omgængelse” med hende. Karen Laursdatter var også stævnet, men udtalte sig ikke i retten. Birkefogeden påstod rigtigheden i beskyldningen og krævede at de blev dømte efter loven

Endvidere blev Kierstine Esbensdatter af Allinge for lejermål, som hun skulle have begået med en bådsmand ved navn Jens Hansen. Bøden ville være 12 lod sølv eller 6 rdr. i penge, i mangel af penge, skulle hun lide fængsel på kroppen og betale sagens omkostninger.

Endvidere blev Maren Mathis Jacobsen af Sandvig stævnet for lejermål, som hun skulle have begået i sit ægteskab med en soldat Hans Johansen, ved det Christiansø fri kompagni.

Morten Hansen ville føre vidner til næste ting. De øvrige blev indstillet til doms.

22. februar 1706 Pag. 084a
Johan Knudsen fremlagde et skøde udgivet af Landsdommer Ancher Müller på 2 td bygjord Abelløkken og et læs eng kaldet Myreengen i Sandvig vang.

Birkefogeden overlod dommersædet til Hans Jespersen. Morten Hansen af Sandvig fremlagde et skriftlig indlæg på beskyldningen for lejermål. Birkefogeden kunne ikke fri Morten Hansen for at have begået lejermål.

8. marts 1706 Pag. 084b
Patent på højesterets afholdelse for 1706.

Johan Knudsen lod læse et skøde udgivet af Hans Svendsen vester i Rutsker på 3 stykker jord liggende i Sandvig Vang, kaldet Tornløkken, Rugløkken og Vester løkken.

Hans Jespersen nedsatte sig i dommersædet for at afsige dom over Morten Hansen, Karen Laursdatter, Kirsten Esbersdatter og Maren Mattis Jacobsen som blev indført.

Birkefogeden udtog tingsvidne på forfaldne lejermålsmøder, forlovspenge, arverettigheder eller andet som kongen haver interesse i, for året 1705, på nær et lejermål, som var begået af Paashe Benten med en bortrømt soldat ved Christiansøs garnision. de 4 lejermålspersoner er fattige, så de ikke kunne betale nogen bøder og Paashe Benten var rømt fra Birket.

12. april 1706 Pag. 085b
Der var mødt 4 stokkemænd fra Allinge og en af Sandvig og derfor kunne retten ikke sættes, men da der ingen sager var at føre.

3. maj 1706 Pag. 086a
Sander Andersen var beordret dommer på tinget iflg. amtmandens skrivelse den 26. april 1706.

Hans Svendsen fra Rutsker på vegne af Rasmus Pedersen fra Vang lod læse et skøde og købebrev udgivet af Enert Aretsen i Sandvig.

Byskriver i Hasle Hans Poulsen overtog skriverhvervet efter Valdemar Reeds ordre. Kgl Amtsskriver Hans Henrik Schoor med fuldmægtig Mads Wolsen havde indstævnet Johanne Jens Pedersen, som opholder sig i Østerlars sogn for at vedgå eller frasige sig en allerunderdanigst suplik som hun havde indgivet til kongen den 7. november 1705 om hende og hendes mands forhold.

Da retten efterlyste Johanne eller en der ville svare for hende, fremkom Johannes mands moder Kirsten Peder Jensens. De boede nu begge i Østerlars sogn.

Hans Svendsen fra Rutsker fremstod på birkefogeden Eskild Nielsens vegne. Eskild Nielsen var rejst fra landet. Hans Svendsen spurte skriveren Peder Ovesen, om Johanne havde blevet nægtet udskrift af birketingbogen på dommen som Jens Pedersen havde fået for skovhugst. Hvilket Peder Ovesen benægtede. Johanne Jens Pedersen havde ikke bedt om noget skudsmål. Sidste års stokkemænd bekræftede, at de ikke havde hørt, at birkefogeden havde nægtet nogen udskrifter.

Kaptajn Anders Larsen fra Allinge vidnede at han for 2 år siden havde en ko med en pattekalv gående ved Buggehuset. Kalven blev stjålet fra koen. Koen brølede i to dage efter kalven, men den dukkede ikke op. Sidsele Andersdatter fortalte Anders Larsen, at Jens Pedersen havde spist kalvekød og at det var netop den forsvundne kalv. Sidsele Anderdatter havde sagt, at både Jens Andersen og Johanne var tyvepak. Da Jens Pedersen gjorde “barsel”, stjal han et får. Sidsele Andersdatter sagde også, at der var to tyvehuller i klipperne ved hans Jens Pedersens hus, hvor der fandtes otte får og lammeskind, hvor ørene var afskårne. Nogle skind var nye, andre gamle.

Mons Monsen sandemand i Olsker og Tønnes Pedersen, Hans Hansen, Niels Nielsen alle af Olsker vidnede at de af øvrigheden var befalet at ransage efter et får tilhørende Tønne Pedersen. De fandt fersk kød hos Jens Pedersen, men ikke det nys aftagne skind. Jens Pedersens kvindes bror Mons Pedersen bekendte, at han havde stjålet fåret og at kødet stammede fra Tønnes Pedersens får. Sandemændene fik besked på at føre Mons Pedersen og det stjålne kød til Rønne. En Løjtnant Jens Skov tilbød Mons Pedersen, at han kunne blive soldat og blive befriet for dom i fåre-sagen. Hvilket Mons Pedersen modtog og  straks gav Jens Skov “ham penge og hat på hovedet”

Tønnes Pedersen fortalte videre, at den morgen de skulle føre Mons Pedersen til Rønne, havde han sagt, at Johanne Jens Pedersen havde  “begæret” at han skulle stjæle fåret. Hvis ikke at hun havde sagt det til ham, ville han aldrig have gjort det. Tønnes vidnesbyrd blev bekræftet af Hans Andersen og Albert Hendrichsen begge fra Hammershus birk.

Kaptajn Niels Nielsen fra Olsker vidnede, at nogle dage efter ransagningen, red han til Hammershus. Da han kom til Albert Hendrichsens hus på Slotsgrunden kom Sidsele Andersdatter og sagde til dem (Niels Nielsen og Albert Hendrichsen), at hun havde fundet to tyvehuller tæt ved Buggehuset i løkken tæt ved klipperne. De fulgtes ad og fandt hullerne, hvori der lå 5 fåreskind i det ene og 3 i det andet. Ørene var skåret af.

Michel Mogennsen fra Østerlars og Mads Svendsen fra Rø vidnede, at de på Michels tid 1703 siden fik stjålet to hopper. Det blev lyst på tinget, men ingen oplysninger blev givet, men et kvart år efter fandt de samme hopper ved Vindvirens løkken (?) ved Jens Pedersens hus. Jens Pedersen nægtede, at kende noget til dem. Michel Monsen tog de to hopper med hjem.

Mads Wolsen spurte værgerne for Peder Bugges børn, Jacob Madsen, Hans Arridsen, Hans Andersen og Mons Nielsen om børnene havde fået arven efter deres forældre fra det hus de boede i? Værgerne sagde, at de ikke havde fået en eneste skilling. Værgerne bekræftede, at Johanne og hendes mand Jens Pedersen var berygtede for tyveri, medens de boede i Buggehuset.

Archilimester Peder Michelsen var til stede og fortalte, at han ikke havde fået de 6 daler for den ko, som Jens Pedersen havde taget fra ham og ført til hans hus i Sandvig. Jens Pedersens moder Kirstine Peder Jensen nægtede at Jens Pedersen havde taget koen.

Mogens Clausen af Sandvig mødte på vegne af holstførsten Hans Christensen, der var i København. Johannes påstand var usande. Mogens Clausen fik Tønnes Pedersen fra Olsker og Niels Bentsen fra Sandvig til at vidne om Jens Pedersen var tildømt at betale 2 rdr. i dommens omkostninger og 3 mk i bøde. Holtsførsten havde fået tillagt en gryde, som Johanne havde taget med sig. Senere havde holtsførsten fået udbetalt pengene af Tønnes Pedersen og Niels Bentsen via kommissariatet, som han var tilfreds med.

Mogens Clausen spurte borgerskabet om der i Slottets skov tit og ofte blev tillyst steder, hvor enhver kunne skove for at holde rent. Hvilket blev benægtet af det tilstedeværende borgerskab, og at det ofte på sognestævnet i Allinge blev tillyst forbud mod at hugge i slottets skov.

De fire mænd havde sat marksten i Valdborg Torn, mellem jordene, der ejedes af Johan Knudsen og Mortens jord, der ejedes af Jørgens Hansens moder Giese, sal. Hans Jørgensen. Johan Knudsen var ikke tilfreds med de fire mænds fastsættelse af skellet og dermed ejerskabet af renderne imellem jordede.

17. maj 1706 Pag. 091a – den beordrede dommer Sander Andersen “3de gange paa Raabte liudelig for Retten om Nogen hafde ved Retten at udføre eller Bestille, huor da ingen fremkom”

31. maj 1706 Pag. 091b
Poul Hartvigsen af Allinge kom på sin meget svage fattige fader Hartvig Willumsens vegne for at føre tre vidner (Mons Nielsen, Jørgen Rasmussen og Hans Rasmussen, borgere i Allinge). De tre fortalte at Hartvig Willumsen for omtrent 10 år siden eller længere, havde ved stor sygdom, og “maalsbetagelse og krafts forringelse, at han ofte kom i stor fattigdom og elendighed og nu sidst efter høsten led skade til søs, som hans hustru og børn havde udskibet på en skude, der blev slået i stykker  mod klipperne af guds vejr og vind”. Alle 3 vidner bekræftede den fattige mands ulykke, tillige med at attest udstedt af Mag. Søren Schade og 5 fornemme mænd i Allinge. Poul Hartvig udtog frivilligt tingsvidne på vidnesbyrdene.

2. august 1706 Pag. 092b
Peder Larsen og Løuen Gifuersen, begge fra Allinge stævnede skipper Henrik Nielsen og medredere Mogens Nielsen, Allinge og Niels Hansen i Brogaard for nogle vare og andet som skipperen mistede på vej til København, formedelst skipperen og bådfolkenes ufarenhed og forseelse. Peder Larsens varer var vurderet til 20 rdr og Løuer Gifuersens andel til 8 sdr. Skipperen mente, at det var sagsøgernes pligt at bevise hvilke varer, som det havde i skuden. Sagen endte i forlig, således at Henrik Nielsen og hans bror Mogens Nielsen betalte Peder Larsen 3 sdr. og sagens omkostninger og Niels Hansen betaler Løuen Gifuersen inden 14 dage.

20. september 1706 Pag. 094a
Johan Knudsen havde stævnet Enert Aretsen i Sandvig for en gældsfordring på 21 sdr 1 mk 5 sk. hverken Enert Aretsen eller nogen, der kunne svare for ham, var mødt. Derfor blev sagen udsat til næste ting.

Mogens Clausen af Sandvig havde indstævnet fændrik Johan Knudsen i Sandvig for at have stukket og slået hans tjenestekarl Mads Nielsen efter landsmønstringen var til ende. Mourids Markmand fra Rønne var befalet af Valdemar Reeds til at føre Johan Knudsens sag mod Mogens Clausen og hans tjenestekarl Mads Nielsen.

Markman mente, at det var misbrug af retten med 2 beskyldninger samtidigt: Første beskyldning var at Johan Knudsen med “stik, hug, slag og usømmelige ord” mod tjenestekarlen efter rejsen fra landsmønstringen og anden beskyldning var ubekvemheder både i ord og gerninger, som skal have sket i Sandvig tid efter anden. Dommeren mente, at stævningen var sket korrekt. Følgende vidner Per Laursen, Lars Andersen, Søren Michelsen, Peder Hyldebrand i Løsebæk og Mads Jensen i Olsker, skulle afhøres om selve hændelsen. Tor Jørgensen fra Allinge og Christopher Møller af Sandvig skule fortælle om hvordan Mads Nielsen var blevet stukket. Peder Laursen, Hartvig Andersen, Anders Hartvig, Hans Laursen Smid alle af Allinge skulle vidne om hvilke ord de havde hørt af fændrik Johan Andersen. Desuden var kaptajn Anders Laursen stævnet.

Johan Knudsen, som var tilstede, svarede ikke på spørgsmål fra Mogens Clausen, men overlod det til Maurids Markmand at svare.

Peder Larsen af Allinge fortalte, at han på landemønstringen i foråret nord for Almindingskoven så Johan Knudsen stak til Mads Nielsen med en kaars gevær eller Bartissan. Johan Knudsen slog Mads Nielsen i hovedet med et Bartissan, medens han spurte ham, hvad han skulle i hans embede. derefter red de begge bort fra Peder Larsen. Han så endvidere, at Mads Nielsen havde hævet sin bøsse, men hvorfor vidste han ikke.

Peer Hyldebrand vidne samme historie. De var på vej hjem efter landemønstringen. Han supplerede, at Mads også slog Johan Knudsen i ryggen. Men hvem der slog først, kunne han ikke fortælle. Der var fægtning indtil drengen undveg ved en bakke.

Søren Michelsen af Allinge vidnede, at medens de var på vej hjem ved Almindingsskoven og kom til Skovsdal på Lyngen, kom fændrik Johan Knudsen forbi og bad een om at føre fanen. Dette ville så Mogens Clausens dreng, men det blev ham nægtet, i stedet stak Johan Knudsen ham med en abritissan lidt over bukselinningen og slog ham desuden i hovedet. Mads Nielsen slag Johan Knudsen på skulderen med sin bøsse. Derefter red drengen bort til en bakke med Johan Knudsen efter ham. Siden havde Søren Michelsen ikke set hvad der skete.

Skønningsmanden Tor Jørgensen og Christopher Møller vidnede, at Mogens Clausen var kommet til dem for, at skulle se på hans drengs sår. Dagen efter havde Mogens Clausen opdaget, at at hans dreng var stukket under den højre brøstvorte. Han var hævet og såret var sammenløbet. Sidenhen havde han kommet i arbejde, men han havde også været sengeliggende. Mogens Clausen sagde, at de havde forsøgt at få sagen rejst, men Markmand ville ikke lade sig “bekvemme” før nu. Derfor var der gået lang tid før han havde fået lov til at føre vidner.

Hartvig Andersen vidnede at på St. Valborg aften, som var natten mellem lørdag og søndag [1. og 2. maj], var fændrik Johan Knudsen drukken. Vagten råbte ham an. Fændrikken udbad sig parolen 2 gange.

“Den første gang, det sømmer sig icke, at gifue en drukken mand parolen, når han sad på sin hest, suarede vi som hafde vagt, da stede han af sin hest og begierede parolen igien, saa sagde vagten, at det tiente icke at gofue hannem parolen fordi hand var druchen. Da sagde han til Vagten di var druchen men hand var icke, Imidlertid kom corporal Peder Lauridsen for at besøge vagten den nat. Saa sagde Per Lauridsen, at hand shulle tage hiem og lige og sofue ud, thi han var druchen. Saa stege han til hest og red frem og tilbage og saa bort. Om midnats tid kom han tilbage med dragen kaarde og shreg. Da stod Hans Larsen Smid shildvagt og raabte hannem ad. Saa begierede Johan Knudsen parolen igien. Da suarede hand icke fick parolen for hand var druchen, da sagde vagten at det var best han gik og lege sig. Huortil hand suarede Ney, hand ville hafue parolen. Da suarede Vagten det var hend gick i Vagtboen at hafue ud efter di hand ville icke gaa i sit Huus. Da gick Johan Knudsen i Vagtboedøren, og spurde om vi ville tage vore ofuer officerer i Arrest og satte sig paa Benchen, og truede os, at det shulle gielde vore halse. Saa knapte han kaarden af sig og slengde imod gulfuet, saa tog hand nogen halmstaa og et støchen tørv, og ref i støcher mellem henderne og sagde der som han havde en af os i eenrom, saa ville hand ploche os saa smaa som halm og tøre, ydermere vant vidnet, efterdi ieg er tilsat af øfrigheden og Kongen, til dette embede og bestilling, da sagde Johan Knudsen, Gud gifuer ond Aand maa komme ned af himlen og regiere Kongen, at hand kunde blifue skilt der fra igien.”

Hartvig Andersen underrettede kaptajn Anders Laursen dagen efter om at Johan Knudsen var urolig i vagten. Men de havde ikke sagt hans ord om kongen, men at de kun ville sige det under ed.

Anders Hartvig af Allinge vidnede, at han var i vagten i Sandvig post sammen med Hartvig Andersen og Hans Smid. Han vidnede som ovenstående, men tilføjede, at de i vagtboet havde taget hans kårde og lagt den på bænken. Efter truslen om at slå dem i stykker, lagde han sig til at sove og sov rusen ud til om morgenen. Da Hartvig Andersen kom tilbage fra Kaptajnen med besked på at de skulle lade Johan Knudsen gå hjem. Efter prædiken [i kirken] kom kaptajnen og hans søn Laurs Andersen og Per Laursen til vagten og skrev nogle ord i vagtbogen, om hvad der var sket.

Maurids Markmand spurte de to vidner om Johan Knudsen havde brugt kongens navn i sin sværgen. Vidnerne havde sagt at han blot havde nævnt “Kongen og øvrigheden”, og kong Saul. Derfor mente Markmand at Johan Knudsen ikke kunne beskyldes for majestæts fornærmelse. Den beordrede dommer ville på næste ting høre de vidner som ikke var mødt på dette ting.

11. oktober 1706 Pag. 102b
Maurids Marchmand kontrastævnede Mogens Clausen i sagen fra på sidste ting. Sagen indstævnede Mogens Clausen til 1., 2 eller 3. tingdag, hvis det var nødvendigt. Tjenestekarlen Mads Nielsen var indstævnet i egen person, tillige med Per Laursen, Peder Hyldebrand, Søren Michelsen alle fra Allinge

Mogens Clausen var ikke til sinde at lade hans vidner indgå som kontravidner, men at Johan Knudsen selv skulle tage “aparte” tingsvidner. Og han mente ikke, at sagen kunne trækkes længere end på 2 tingdage. Dommeren underkendte Mogens Clausens indsigelse.

Kaptajn Anders Laursen og hans søm Laurits Andersen var ikke mødt.

Hans Laursen Smid gentog historien om den fulde  fændriks trin ved vagtboen i Sandvig og korporalen Peder Laursens medvirken til at fændrikken red hjem. Ved midnatstid kom han tilbage med dragen kårde, medens Hans Laursen Smid stod skildvagt. Johan Knudsen gik selv ind i Vagtsboet, og ville ikke gå hjem, “Da suarede Johan Knudsen, Jeg vill blifue her i Vagten, ieg vil vill blfue her i Vagten, ieg hafr lifuet fult; Imidlertid kom hans hustru Anne Mari til dem i Vagten og hans dreng og begierede at Johan Knudsen ville følge med dennem hjem, huilket Johan Knudsen icke vilde, Men sagde for dennem nemlig i Vagten, hans hustru og drengen, at hand var en aresteret mand, som Vagten hørdte, der paa suarede Vagten, at Johan Knudsen var icke saa hart aresteret at hand io kunde gaa hjem: Og som Hans Laursen var indkommen af sin shiltvagt, samme Nat, da sagde Hartvig Andersen og Anders Hartvig for hannem, at Johan Knudsen hafuer talt grofue ord, om Kongen og Øvrigheden, og sagde, at der maa komme en ond Aand ned fra Himlen og regiere Kongen oc Øfrigheden, som hafuer sat hannem til, Ind til at de schilte hannem af med Bestillingen igien. Men icke hafr vidnet hørt slig ord af Johan Knudsen talt, for di hand da stod på schil Vagt, dog det var dag, kom hans hustru til hannem og tog hannem hiem med sig.”

Hans Laursen smid havde fortalte sin historie til Kaptajnen Anders Laursen. Markmand spurte vidnet om ikke Mogens Clausen havde været i vagten dagen efter og hørt historien, hvilket vidnet ikke kunne erindre.

Peder Laursen af Allinge vidnede hans besøg i vagten om aftenen og han vidnede at han havde sagt til fændrikken, at han skulle gå hjem og sove rusen ud.

Mads Jensen fra Olsker vidnede at da de var på den første landemønstring i smålyngen, havde Johan Knudsen sagt at ingen af deres folk kunne følge ham, ” Da suarede Mogens Clausens dreng, Her er nogen Blaa, nogen huide, nogen brune. Da sagde Johan Knudsen til Mogens Clausens dreng, Huad kommer det dig ved din Hunsfot, vilt du suare i mit Embede og Bestilling, Saa suarede Mogens Clausens dreng, Du er self en honsfot, da sagde Johan Knudsen til Mogens Clausens dreng, Huad siger du og stach til Mogens Clausen tieneste Karl med et Kaars Geveri, men om hand ramte hannem eller iche kunde vidnet iche vedd. Saa reed Johan Knudsen og drengen i forveyen, huor de siden af blef veed hand iche og siden Johan Knudsen kom till bage i gien paa Veyen var hans Kaarsgeværi krumpt i orden….” Vidnet så ikke om Mads Nielsen slog Johan Knudsen med sin bøsse.

Maurids Markmand fremstillede Hans Laursen og Laurids Olsen fra Sandvig, som var vidner til slagsmålet i smålyngen. De vidnede at Johan Knudsen havde stød til Mads Nielsen med sit Kaarsgevær og Mads Nielsen havde slået Johan Knudsen i nakken og på skuldren med sin bøsse og at Mads Nielsen havde råbt “Du er en hunsfod og skælm” og så red de over bakken, hvor de ikke kunne se dem. Mogens Clausen nævnte at Hans Laursen var Johan Knudsens arbejdskarl og antydede at han havde undladt at vidne om Johan Knudsen havde tirret Mads Nielsen til trættemål. Mogens Clausen fik Hans Laursen at at erkende, at han var nærmest de to, da slagsmålet skete, men at han red i bagtroppen, da de begyndte og havde ikke hørt de første ord imellem dem.

Johan Knudsens tjenestedreng Lauris Olsen var også med på årets første landemønstring, men han havde ikke hørt ordvekslingen, men han havde set Mads Nielsen havde slået Johan Knudsen med sin bøsse. Mogens Clausen drog vidnet i tvivl, da han tjente Johan Knudsen for kost og løn. Da hans tjenestedreng ikke kunne vidne mod ham selv, så kunne Laurids Olsen heller ikke vidne i denne sagen. Johan Knudsen vidnede at Mads Nielsen var “frisk og karsk” allerede andendagen efter slagsmålet, da han da sad på sin husbondes hustag og arbejdede der med at tage taget af.

Maurits Markmand ønskede at Mads Nielsen skulle kunne vidne i sagen, hvilket Mogens Clausen ikke ville have, da han svarede for ham. Dommeren ønskede at Mads Nielsen skulle møde i egen person på næste ting.

Rasmus Pedersen vidnede at om morgenen, som Johan Knudsen havde været i vagten, at Johan Knudsen kom tilbage og spurgte om han havde bandet kongens navn om natten, hvortil vagten svarede Ja, men han havde ikke navngivet kongen. “Men formedelst dommerens svaghed, som maatte ligge paa sin seng, og kunde iche betiene retten, saa formedelst nattens paagaaende, blef dette vidnesbyrd ikke indført til fuld ende, huor ved den beordrede Dommer maatte ophefue sagen”

25. oktober 1706 Pag. 109a
Kaptajn Anders Laursen i Allinge læste et købebrev på et stel beliggende mod nord i Allinge for 22 sdr 1 mk, med en lille have sydvest. Bekræftet af Peder Larsen i Allinge på Niels Jørgensens vegne i Hollegården i Olsker.

Maurids Marckmand spurte Bertil Johansen om han ikke havde været sammen med Johan Knudsen, den nat som han endte i vagten. Bertil Johansen havde ikke fulgt ham helt hen til vagten og kunne således ikke vidne om hvad han havde sagt. I stedet havde han taget tilbage til Johans Knudsens hustru og fortalt hende hvad der skete.

Kaptajn Anders Laursen var endelig i retten efter lovlig stævning, og han fortalte at han, korporalen Peder Larsen og hans søn Laurids Andersen om hændelserne – morgenen før prædiken og efter den nat, hvor Johan Knudsen var endt i vagten. Han havde talt med de tre på vagten (Anders Hartvig, Hartvig Andersen og Hans Laursen Smid), men de havde ikke villet fortælle hvilke ord Johan Knudsen havde brugt, før end de var stævnet med ed der til. Hændelserne blev skrevet ind i vagtbogen. Kaptajnen havde ikke ført huske, at han var blevet fortalt hvilke ord der var faldet i sagen.

Sagen udvikler sig til en strid om hvad der var hovedsagen (Johan Knudsens overfald på Mogens Clausens tjenestedreng) og hvad der var bisag (Johan Knudsens opførsel ved vagthuset) og hvilket stævnemål der er lovlige. Stokkemændene blev trukket ind i sagen om hvem der havde sagt hvad og hvorfor. Dommeren ville høre om begge sager, da der var stævnet korrekt i begge sager.

Johan Knudsen fremkom i egen person og nægtede at have talt slige grove ord, som Gud ham forbyder, mod sin nådige herre og konge. Ej heller mod øvrigheden. Han påpegede at vidnerne ikke var samstemmende. Kun Hartvig Andersen og hans søn (Anders Hartvigsen) var enslydende.

Tjenestekarlen Mads Nielsen var ikke mødt trods 2 på hinanden følgende stævninger og Markmand ville have en forklaring på hvorfor han ikke var mødt på tinget.

Dommeren udsatte sagen til næste dag og bød at alle skulle møde kl. 7

26. oktober 1706 Pag. 114b
Sagen blev udsat da der kun var mødt 2 stokkemænd

8. november 1706 Pag. 114b
Birkedommeren Anders Andersen læste en kgl. forordning om toldforpligtelser.

Patent på Højesterets afholdelse i 1707 oplæstes, samt et om Lotteri.

Tor Jørgensen på Jens Nielsens vegne læste et købebrev og skøde  udstedt til Niels Hansen som logerer hos ham.

15. november 1706 Pag. 115a
Den beordrede dommer Sander Andersen

Maurits Markmand havde stævnet Mogens Clausens tjenestekarl Mads Nielsen, samt Mogens Clausen i sagen om slagsmål og skældsord mellem Mads Nielsen og Johan Knudsen. Specielt ønskede Markmand at høre de indstævnede om de tidligere vidnesbyrd.

Mogens Clausen havde indstævnet Johan Knudsen samt den beordrede dommer Sander Andersen for amtmanden, og derfor ikke kunne dømme i sagen. By- og herredsfogden Anders Pedersen Fyn fra Svaneke mødte derfor på ordre fra Amtmanden til at dømme i den sag som Mogens Clausen havde rejst mod Sander Andersen. Anders Pedersen nægtede at påtage sig sagen om slagsmålet mellem Mads Nielsen og Johan Knudsen.

Markmand fremstillede Peder Nielsen og Hans Jensen Skomager af Allinge. Tirsdag morgen,næst efter den første landemønstring, stod Peder Nielsen skildvagt, som ligger næst ved Mogens Clausens gård i Sandvig. Peder Nielsen råbte til Hans Jensen, som er håndlanger og var inde i vagten. Da Hans Jensen kom ud, sagde Peder Nielsen: “Kom og see, her sidder Mogens Clausens dreng paa taget, og sagde Peder Nielsen, hand maa iche vere saa hart slaget, efterdi at hand sider øfuerst paa rygaasen og ref i taget… Vidnet at om aftenen, som folck kom fra landemønstringen hørte hand talle at Johan Knudsen skulle hafue slaget Mogens Clausens dreng forderfuet, derfor sagde Peder Nielsen denne talle till Hans Jensen.

Dernæst satte Anders Pedersen Fyn sig i dommersædet og følgende 8 stokkemænd blev valgt til denne sag, da årets stokkemænd nu var part i sagen de ekstraordinære stokkemænd var: Hans Jensen, Augustin Hendrichsen, Samuel Johansen, Niels Bentsen, Hans Arestsen, Hans Hartvig og Jørgen Bødker, Bastian for Pouel Hartvig.

Mogens Clausen havde stævnet Sander Andersen for at få ham til at forklare den af ham førte hindring og rettens fornægtelse i Mogens Clausens sag, samt skældsord som Johan Knudsen havde sagt på birketinget om Mogens Clausen. Sander Andersen vidste ikke, at han havde hindret Mogens Clausen i at føre sagen. Johan Knudsen kunne heller ikke erindre, at han havde sagt noget ondt om Mogens Clausen, tværtimod betragtede han Mogens Clausen med “al ære og godt”. Anders Pedersen henviste til, at i hans ordre fra amtmanden, stod intet om denne sag imellem Mogens Clausen og Johan Knudsen, så det ville han ikke dømme i og slet ikke så sent på aftenen, da han havde egne tingdage hver mandage og fredage. Han ville høre vidnesbyrdene næste dag kl. 9.

16. november 1706 pag. 118a
Der var 2 stokkemænd der var udeblevet og der kunne ikke skaffes 2 afløsere. derfor udsattes tinget i 14 dage under samme stævnemål.

Pag. 118b øverst i protokollen (måske den 29/11) omtales flere forlig i sagen. Først et forlig dat. 8. august (ulæseligt). dernæst et forlig, der er fra en udskrift af krigsprotokollen af dato 17. november, mellem Mogens Clausen og Johan Knudsen. Og endnu et forlig mellem fændrikken Johan Knudsen og tjenestekarlen Mads Nielsen.

Mogens Clausen vedblev at sagsøge sættedommeren Sander Andersens håndtering af sagen og insisterede på at Anders Pedersen Fyn skulle dømme i sagen trods forligene mellem parterne.

13. december 1706 Pag. 120a.
Johan Torsen lod læse sin bestalling som Hasle byfoged, Nørre herreds tings foged og Birkefoged i Allinge og Sandvig birk, dateret Jægersborg Slot den 9. august 1706

Mogens Clausen agtede ikke at stoppe sit søgsmål med Johan Knudsen og den sag som han mente at have med sættedommeren Sander Andersen. Men da sander Andersen havde lovligt forfald, da hans hustru skulle begraves, så udsatte Johan Torsen sagen til den 7. januar.

Hans Hjort kirkeværge til Rønne kirke havde stævnet Berild Clausen for gæld i Hans Hansens gård i Sandvig, som Berild Clausen nu bor i. Kirken havde opsat pantebrevet på 51 sdr. 2 mk 4 sk, den havde i gården. Opsigelsen var sket den 3. maj. Berild Clausen var dog ikke mødt i retten. Hans Hjorts tjener Peter Sandersen var mødt i retten og fremlagde Hans Hansens pantebrev dat. 29. februar 1692 og bad om at 4 dannemænd den næste dag ville taxere Berild Clausens gård til fremlæggelse på det først kommende birketing den 7, januar.

7. januar 1707 Pag. 122b
Kgl. forordning om strandede skibe, dat. 21. marts 1705.

Hans Jespersen satte sig i dommersædet, således at birkefogeden Johan Torsen kunne udtage tingsvidne på retmæssig modtagelse af lejermålsbøder, sagefaldsbøder, forlovspenge eller andet.

Den nye birkefoged udsatte sagen mellem Mogens Clausen og Johan Knudsen til næste ting, således at de anførte stokkemænd kunne afgive deres vidnesbyrd og derefter kunne Mogens Clausen fremlægge sine tingsvidner og dokumenter og afsiges dom.

7. februar 1707 Pag. 123b
For retten fremkom de 4 taxereborgere af Allinge, formand Hans Jensen, Tor Jørgensen, Rasmus Pedersen og Christopher Møller og fremlagde sin ligning over de kgl. skatter samt maltaccisen.

Peder Hansen Hyldebrand i Løsebæk fremlagde et skøde og købebrev udgivet af Hartvig Willumsen og hans hustru Kirstine Jørgensdatter. 3 td.land i bøgehøjstøkket for 23 sdr.

Dommen mellem Johan Knudsen og Mogens Clausens og hans tjenestedreng udgivet af Sander Andersen. Mogens Clausen udbad sig tingsvidne for at han kunne appellere dommen.

Mogens Clausen havde stævnet Sander Andersen ang. rettens fornægtelse, som Sander Andersen havde gjort den 7. januar, ved at nægte Mons Andersen i at føre vidner og afslag i at få oplysninger indført i tingbogen inden sagen blev optaget til doms. Sander Andersen forsvarede sig ved at påpege sagens langtrækning fra den 20. september til den 7. januar og at Mogens Clausen ikke ville forliges i sagen. Stokkemændene blev ikke afhørt som planlagt, da birkeskriverens store svaghed og sygdom med Ørene ikke gjorde det muligt at fortsætte og derfor udsattes til næste ting. [Dette er skrevet af den syge Peder Ofvesen, birkeskriveren]

[pag. 125a] Herefter er Dommen mellem Mogens Clausen på vegne af hans tjenestedreng Mads Nielsen og fændrikken Johan Knudsen for slagsmål den 26 juli 1706. Tjenestedrengen blev dømt efter loven 6 bog. 7 kap. 8 art for at have slået sin foresatte med bøssen, samt 6 bog 21 kap. 2 art. for at have kaldt Johan Knudsen med ærekrænkende ord. Da det var Mogens Clausens sag, skulle han blev dømt til at betale 50 sdr til Rønne hospital og dække sagens omkostninger (Efter en “forskrivning” af 8. august 1698).

Mads Nielsen blev dømt som den der yppede kiv: “at Mads Nielsen falt udi Fendrich Johan Knudsens talle da fendriken anmodede en af Compagniets in Rolledede Mandskab der vill føre Fanen, hvor Mads Nielsen haver oppineret sig med ord i bemt. fendrik Johan Knudsens tale som vidnet (Mads Jensen) forklarer nemlig Her er nogle vide, nogen brune, oc nogen blaa. Hvor ved at bmt. Mads Nielsen haver gifuet aarsag til uenighed oc foraarsagede fendriken Johan Knudsen at maatte forsuare sig i Commando sag, helst som Mads Nielsen iche er indroleret under Birkebyernes Compagnie, mens er soldat under det 2. National Compagnie som Kaptain Kofoed føre , saa gir og Søfren Michelsen forklaring i sit vidne, at Mads Nielsen haver faldet i Johan Knudsens tale om Fanen dend at føre, oc i hvor vel vidnesbiurdene siger at Johan Knudsen red efter Mads Nielsen med et kors gevær i haanden og stack, oc vidnet Michel Søfrensen siger at Johan Knudsen stack i Mads Nielsen ofver buxelinen, Men ieg iche finder af de Mogens Clausen førte vidner at Mads Nielsen hafver bekommet schade af Johan Knudsen, Ej heller kand dend af Mogens Clausen tagne schønning agtes loulig mens at være et samqvemtale imellem Husbond og dreng, der dog bevistes huad loufæstet vidnesbiurd at Mads Nielsen haver været samme dag (som de kalder at være schønnet) øfverst paa taget at sin Hosbond huus, og ellers været stedse i sin hosbonds arbejde. Efter vidnesbiurdenes forklaring for disse poster og sagens paa kastelse kiendes Johan Knudsen fri”… Mads Nielsen havde udfordret Johan Knudsen og kaldt ham for skelm og hundsfott…. “Da for slig grof skielden tilkiendes Mads Nielsen at giøre offentlig erklæring inden Hammershus bircketing først holdende, at hand nogen aarsag hafuer haft til dend skielden, og ej veed andet at kiende Johan Knudsen efter lovens 6. bog, 21 kap. 6 art.”…

At Johan Knudsen havde stukket Mads Nielsen og Mads Nielsen havde slået fændrikken med sin bøsse blev bedømt af dommeren til at gå lige op, så selve slagsmålet blev ikke videre vurderet.

28. februar 1707 Pag. 126b
Peder Hartvig i Allinge fremlagde et pantebrev på 22 sdr. 2 mk. udgivet til hæderlige højlærde Hans Ancher, sognepræst til Hasle og Rutsker. For beløbet pantsatte han 7 skp. land bygjord i Allinge Vang kaldes Moders Løkke vesten for Kaptajn Anders Larsens jord som kaldes Munkestøkket, østen for en gade som kaldes Moders gade, norden til Gæmsted (?) gaden.

Vefst Pedersen fra 3. gård i Olsker nedsatte sig i dommersædet. Birkefogeden Jacob Torsen på Amtmandens ordre på tiltale fra Mads Hartvig og strandridderen Jacob Tommesen Tornovius, en del af borgerskabet i Allinge og Sandvig for ulovlig omgang med  en del vraggods, der blev optaget 1. juledag.

En skrivelse fra Amtmanden den 7. Januar 1707 indstævnes følgende mænd: Mogens Clausen, Jørgen Hansen, Christopher Møller, Niels Bendtsen, Olluf Larsen, Hans Aredsen, Anders Jensen alle fra Sandvig, samt Hans Jespersen, Kaptajn Andersen Larsens søn Laurids Andersen af Allinge for at have optaget et anker i søen og solgt det til en lybsk mand, samt et ankertov, som de har delt mellem sig. Som vidner indkaldtes Rasmus Pedersen, Mads Hartvig, Bertel Johansen, Niels Jørgensen, Christopher Snedker fra Sandvig, Niels Jørgen Hansen fra Rutsker, Hans Hansen i Olsker, Mads Michelsen og Anders Nielsen fra Allinge.

Mogens Clausen stævnes for en egebjælke som findes hos ham, samt for et stykke af en mast og 32 aparte hjul. Mons Pedersen i Løsebæk for et tovskrin.

Nicolaj Espersen stævnes for en delle oc Raperthjul som han havde fundet. Kaptajn Anders Larsen og Hans Bistrup, Niels Jørgensen, Rasmus Pedersen, Bastian Michelsen, Bertil Johansen og Jens Nielsen i Allinge for den Swe (? sveller) som findes hos dem.

Yderligere blev Jørgen Hansen og Lars Hansen, der holdt vagt om natten på Hammeren, stævnet til at vidne deres sandhed om ankeret.

Mogens Clausen, Jørgen Hansen, Christopher Møller, Niels Bendtsen, Olluf Larsen, Hans Aredsen, Anders Jensen, samt Hans Jespersen, Laurids Andersen svarede “Aldrig i all evighed skul kunne loulig bevise at berørte mænd nogen sinde haver solgt eller af handlet noget ancher enten til nogen Lybsk Skipper, eller nogen andens son de skulle hafue opbierget af søen iligemaade icke skal kunde befindes sandfærdigt at vore beskyldte Mend skulle nogen sinde hafde noget enten anchertoug eller andet tougverk, som de icke kunne have ret til”.

Mogens Clausen svarede at han ikke havde bjerget nogen egebjælke, mastestykker, aparte hjul som ikke straks var blevet angivet til øvrigheden, både til strandridderen, byfogeden, tolderen og amtmanden. De opbevarede varer i hans gård var for at beskytte det for kongens gavn og ikke til dølgsmål. Vedrørende “dend Srue” som han havde var ikke drivgods.

Mogens Clausen udbad sig oplysninger om, hvem der havde angivet sagen til amtmanden, som han sagde om “iche af Affecter skulle vide dennem self til frelse.” Birkefoged Johan Torsen fremlagde Mads Hartvig af Sandvigs angivelse til amtmanden af dato 1. september 1706, som er indført i tingbogen [Pag. 129a] Her fortæller han om ankeret, som blev optaget imellem lørdag og søndag nat den 28 og 29 august og solgt til en skipper i Lübeck og navngiver de borgere som skulle være deltagende i lovovertrædelsen. Dernæst fremlagdes strandridderens angivelse til tolderen Bertil Møller om at han den 24. januar “Da ieg var i Sandvig indformerte ieg mig om huad der ved stranden kunde verre passeret, huor saa Johan Knudsen, Christopher Hansen Snedker og Nicolai Ester ibid, berettede at de tillige med Peder Hansen og Bastian Michelsen hafde seet det nys forgangne Julledag for Prædiken saa hafde en mand Hans Bistrup og Frenne Avidsen bemægtiget sig en Sve af et Skibvrag som laa blant Klipperne, og da Prediken var endt saa var samme Sve ophuggen af dem og andre der anhengere. Noch blef mig af bemelt 3de Personer berettet at en mast som var heel blev funden under Hammeren med en stor egebielke huor udi skulle hafue veret nogen Jern Bolter, bemelte Mast er nu i Støcher huor af er en part til Johan Knudsens og resten de tou parter til Mogens Clausens tillige med fornt. Ege Bielke som nu er uden bolte. Noch fantis hos Mogens Clausen 3de aparte Jul og en lædersho til et Mandfolck som man sagde at have fundet paa stranden. Saa angaaf og bemelte Johan Knudsen, Christopher Hansen Snedker og Nicolaj Ester at der i Allinge og skulle være funden en suur huilket Capitan Anders Larsen og Hans Hustru oc saafor mig berettede, og ydermere sagde Capit: at samme suur laaudenforderes Vandmølle. Men huordend er afblefuen vilde de iche gifue mig nogen kundskab. Desligest berettede og Capitain Anders Larsen oc hans hustru, at der var opshiket nogle Jernstenger som ieg iche heller kunde faa at vide huem samme jern hafde opbinget. Videre berettede Christopher Hansen at Mons Pedersen i Løsebek shulde have funden 2de skrinden ene med Laas og hengsler, og det andet med en slaashiffe, Dette er saa vidt min Relation saa vidt som ieg paa disse stede er kommen i erfaring. Jeg forblife Hr. Tolder alle tienstvillige tiener. Rønne den 25 Januar 1707. Jacob Tommesen Tornavius.

Mogens Clausen mente på gruppens vegne, at Jocob Tommesen måtte have forskrevet sig. Han fik tilladelse til at forklare sig på næste tingdag.

Rasmus Pedersen i Sandvig vidnede, at han sidste år (han huskede ikke datoen), da han sammen med Bertil Johansen og Peder Hansen kom ned til stranden, så han at nogle mænd og arbejdede med et anker. Disse mænd var Christian Møller, Jørgen Hansen, Niels Bentsen, Ole Larsen, Mogens Clausen, Anders Jensen, Hans Aridsen, Laurids Andersen og Hans Jespersen. Rasmus Pedersen og de to andre spurte om de ikke kunne være med i arbejdet, hvilket de ikke fik lov til af Mogens Clausen, da de var så mange bjergere som behøvedes. De roede frem og tilbage fra stranden, men vidnet så ikke noget anker eller tov førend hen på aftenen, da de kom tilbage med noget tovværk. Ud på natten tog de ud igen og kom tilbage med hver et stykke tov. Rasmus Pedersen anmeldte det han så til vagten, som var Christopher Hansen og Jørgen Hansen. Rasmus Pedersen vidnede desuden at de sejlede noget øl ud til en lybsk skipper ved navn Lorens Berendsen fra Lübeck på fiskevandet. Her så de et anker liggende på dækket og at den bådsmand rensede det med kost og vand.  Ankeret havde de købt om natten.

De nævnte folk, der skulle have været med til ankerets bjergning benægtede Rasmus Pedersens beretning, men ville føre sin forklaring på næste ting. Mogens Clausen fik indført, at han ikke havde været med, men det var derimod hans tjenestedreng Mads Nielsen.

Bertil Johansen bekræftede Rasmus Pedersen fortælling, men han kunne ikke vide om det sete tovværk var deres eget eller noget de havde fundet.

Jørgen Hansen i Rutsker var vagt på Hammeren forleden år ved kyndelmisse tid [2. februar 1706] så han 4 både, der lå og arbejdede sammen. Hen imod aftenen roede de sammen mod Fiskeskansen ved Hammeren, derfra roede de hen til et skib, samt syntes de at lægge noget tovværk op på klippen, men det var mørkt, så han kunne ikke være sikker på, hvad han så. Senere så han at de huggede ankertovet over. De kom i land med stykkerne og han bad dem om, at lade det ligge til øvrigheden, men de gik hjem med hver sit.

Laurs Hansen fortalte, da han stod vagt på Hammeren, så han 4 både ro mod land med noget tungt.

Hans Hansen fra Olsker så sammen med Rasmus Pedersen at der på skibet var et anker.

Mads Michelsen fra Allinge vidnede at “han ganske og aldeles ” ikke så et anker der var solgt eller noget ankertov der var bjerget.

Anders Nielsen vidnede at han efter han havde været på søen ved nattetide for at sætte sildegarn, bad han om at komme op på dækket på det skib, som lå for anker. Lidt efter kom der tre både. De hejste et anker op fra boven af skibet. Han så at Hans Jespersen fra Allinge, samt Laurs Andersen, Anders Jensen, Hans Aredsen, Olluf Larsen, Niels Bendsen, Jørgen Hansen, Christopher Møller gik ind i skipperens kahyt.

Niels Jørgensen “absenterede” da han hørte under krigsretten, ligeledes var Christopher Hansen ikke mødt i retten.

Mogens Clausen svarede på samtlige anklagedes vegne, at dette anker var anmeldt til den beordrede dommer Sander Andersen, og som derefter, med mundtligt tilsagn fra Amtmanden, havde sagt, at de måtte bjerge ankeret, samt tovværket. Ankeret var vurderet til 40 sdr. og tovværket som var råddent for 20 sk. danske, hvilket dommeren ikke mente var nok. Han ville have 4 søfarne mænd til at vurdere ankerne, som han mente kunne estimeres tll over 60 sdr.. Han ville forfølge sagen næste dag, da det var ved at blive mørkt.

1. marts 1707 Pag. 133a
Johan Torsen fremstillede Berild Clausen som ikke var mødt i retten efter stævning d. 13. december 1706 efter opsigelse af Rønne kirkes pantebrev i hans gård. De 4 mænd havde vurderet en del af hans gård den 14 december 1706 og formedelst birkeskriveren Peder Ovesens svaghed, måtte retten udsættes. Berild Clausen mente at sagen, som nu havde varet mere end 11 uger, ikke kunne fortsætte og vurderingen af hans gård, kunne ikke bruges ved en pantsættelse. Birkefogeden spurte Berild Clausen om han havde stille kaution på de skyldige 69 sdr og 8 skilling, således at Rønne Kirke var sikret sit tilgodehavende. Berild Clausen ville hverken svarer ja eller nej, da sagen ikke var lovlig udført. Dommen blev således afsagt og skal senere indføres i tingbogen.

Maurits Markmand – på Johan Knudsens vegne – stævnede Mogens Clausen i den fortsatte sag mellem Mogens Clausen og Johan Knudsen, specielt om hvad vagterne Hartvig Andersen, Anders Hartvig og Hans Larsen Smid skulle have sagt for “en og anden”. Desuden var Kaptajn Anders Larsen af Allinge indkaldt til at fortælle, hvad Mogens Clausen havde sagt den morgen efter Johan Knudsen havde siddet i arresten og skulle have bandet kongen. Endvidere var Christopher Jensen og Anders Jensen af Sandvig stævnet til at fortælle hvad de havde hørt fra ovenstående vagter.

Kaptajn Anders Larsen nægtede at han skulle have sagt til Johan Knudsens kæreste Anne Marie noget som helst og at han ikke mente sig pligtigt til at udtale sig, da han og Johan Knudsen er “Commande” og at sager høre til krigsretten, Hvilket Markmand tog til efterretning og ville føre vidnesforklaringer der.

Anders Jensen i Sandvig vidnede at han og Christopher Hansen var på vej til kirken (den morgen om søndagen efter at Johan Knudsen sad i arresten) hvor de mødte Mogens Clausen og på vejen østen for byen kom Hartvig Andersens søn Anders Hartvig og fortalte dem om Johan Knudsen, der havde “redet Gallen” i nat. Tredje gang han kom, tog de ham med magt og satte ham i arresten. Da de havde fået ham i vagtboden og tog “nogen halm med sine hender, saa vred hand samme halm med sine næfver oc sagde til vagten, hafde ieg eder alene saa skulle jeg vrie jer som ieg nu vrier denne halm, saa begyndte Johan Knudsen at bande Kongen, og øfrigheden som hafuer sadt mig til denne bestilling, saa ledes bekiente vidnet at Anders Hartvigsen for hannem sagde”. Anders Jensen mente at Mogens Clausen havde hørt denne beretning om hændelserne i vagten. Mogens Clausen mente ikke han havde hørt disse ord før det blev sagt i retten. Anders Hartvig benægtede også, at han havde fortalt om hændelserne som Anders Jensen havde vidnet, men først da han vidnede i retten.

Christopher Hansen havde undret sig over, at de kunne tage fænrikken i arrest. Anders Hartvig havde fortalt, at de havde gjort det med list. De havde lokket ham til at bese vagtboden. Da han var kommet ind, havde Anders Hartvig taget ham i favnen og trukket ham ind med magt. Da han først var inde, smed han sin kårde og kæp på gulvet og tog en hob halm osv. De mente ikke, at de førhen havde nægtet, at de havde taget Johan Knudsen med magt. Sagen var nu gledet over i et søgsmål om hændelsesforløbet i vagten, hvor Mogens Clausens sag ikke var sagligt begrundet. Mogens Clausen insisterede på, at han, som kongens tro undersåt, ville føre sagen, fordi Johan Knudsen havde sværget kongens navn. Birkedommeren ville tage sagen i betænkning.

Sagen om Ankeret.

Vefst Pedersen satte sig i dommersædet for at høre resten af vidnerne og andet til sagens oplysning. Birkedommeren Johan Torsens første vidne var Christopher Hansen af Sandvig. Han fortalte at, han første juledag var på vej til kirken.Fra Korsbjerget så han, at der flød nogle brædder “ungefær saa stort som en hestbølge” og det samme så Enert Aridsen og Hans Bistrup. Det var væk, da han kom fra kirken, men om  det var bjerget eller var flydt væk, vidste han ikke. Jacob Torsen påpegede, at Christopher Hansens fortælling var langt fra det, som Jacob Tommesen Tornovius beretning til Tolderen.

Johan Knudsen vedgik strandridderens beretning. Han vidste intet mere. Han havde været syg og sengeliggende på den tid og han havde ladet sine folk opbringe en mast, som han havde angivet til byfogeden.

Christopher Hansen Snedker og Nicolaj Ester sagde at de aldrig havde angivet nogen mast eller jernbolte, men Nicolaj havde fundet en mastestykke ved Hammeren, men han havde ikke taget den.

Peder Hansen i Sandvig fortalte at han juledag så, at der flød et par små bræddetræ i havet, men han vidste ikke hvor samme træstumper var blevet af.

Rasmus Pedersen blev spurt om hvad han kendte til dette vrag. Han fortalte, at byfogeds tjener ved navn Jesper, havde bedt ham og Hans Bistrup, om at vurdere egestykket og to mastestykker. Egestykket og masterne blev vurderet til 5 mk.

Bastian Michelsen vidnede det samme som Peder Hansen, andet vidste han ikke.

Kaptajn Anders Larsen vidnede, at Strandridderen kom ind i hans stue for at spørge til hans vidende om vraggods. Han svarede, at han vidste, at der var et stykke Suue med lidt jern i, som lå nord for kaptajnens vandmølle, men hverken han eller hans hustru havde set det eller hvor det blev af. Han kendte intet til ankeret.

Jens Nielsen vidste intet om Suer eller andet vraggods, da han var i Ryvaald i Tyskland med et skib sammen med en svensk baron og oberst. [Ryvaald er overstreget].

Mogens Clausen vedstod sit vidnesbyrd fra gårdsdagen.

Bertil Johansen vidnede, at han intet havde set af vraggods. det samme sagde konstabel Niels Jørgensen og Bastian Michelsen.

Mons Pedersen i Løsebæk var tilsagt for at fortælle om de to skrin som han skulle have fundet. Hans naboer Peder Hyldebrand og Lyfuing Gifuersen fortalte at han lå syg.

Sagen ville fortsætte på næste ting.

Mogens Clausen stævnede Johan Knudsen for de skældsord som han havde sagt til ham i retten og agerede sagen mellem hans tjenestedreng og Johan Knudsen. De tre i Sandvig vagt var indstævnet, tillige med Sander Andersen fra Hasle. Endvidere havde Mogens Clausen adskillige vidner til afhøring, men da dagen stod på hæld, udsatte dommeren sagen til næste dag.

2. marts 1707 Pag. 140b
Dette var den tredje tingdag, hvor Sander Andersen var stævnet til at møde i sagen ang. Johan Knudsen og Mogens Clausen, men var stadig ikke mødt. Sagen kunne ikke fuldføres.

Den anden sag (?) blev udsat til næst følgende tingdag den 21. marts.

Dom i sagen mellem Rønne kirkes værge Hans Hjort mod Berild Clausen af Sandvig. Sagens oprindelige udgangspunkt var en obligation på 51 sdr. og 2 mark og 4 skilling, udstedt af Willum Jacobsen, Rønne kirkes værge, dat. 20 okt. 1691 af Jørgen Hansen. Gården (som beskrives) blev da vurderet til 140 sdr. Obligationen blev transporteret til Hans Hansen d. 21. febr. 1692 via hans far Hans Jørgensen og hans farbror Niels Jørgensen. Berild Clausen bebor nu denne gård er derfor skyldig til at betale beløbet og de påløbne renter. Obligationen/pantet blev opsagt af Rønne kirke den 21. april 1706 med et kvart års opsigelse. Berild Clausen var ikke mødt på tinget, derfor var der tinglyst en ny vurdering af gården den 14. december 1706. Berild Clausen havde ikke betalt det krævede og havde heller ikke gjort indsigelser. Berild Clausen dømmes til straks at betale Rønne kirke, samt sagens omkostning seks slettedaler, samt udgifter til papir, rejser mv. Hvis dette ikke sker, kan Rønne kirke tage Berild Clausens gård i besiddelse og gøre sin kapital nyttig.

21. marts 1707 Pag. 142b
Birkefoged Johan Torsen og den beordrede skriver Hans Poulsen Busk.

Vefst Pedersen nedsatte sig i dommersædet og bad om at sagen kunne fortsætte vedr. ankeret. Mogens Clausen, Jørgen Hansen og de øvrige tiltalte i sagen om ankeret og tovet fremstillede sig som kongens tro tjenere, først at have bjerget ankeret og som står ved Sandvig Vagtbod på klippen, “som øjensynlig sees kand” og ikke solgt til en lybsk skipper eller nogen anden. Det omtalte ankertov er også i god forvaring og er vurderet til 20 sk. dansk. Ankeret var vurderet af Sander Andersen til 30 sdr. hvilket de omtalte borgere synes var for lidt. En skipper havde hjulpet dem med ankeret, og for umagen havde han fået noget tovværk. Den omtalte egebjælke var, sammen med de 2 aparte hjul og et stykke mast, i sikker forvaring hos Mogens Clausen.

Mogens Clausen mente, at Vefst Pedersen burde fritage borgerne i beskyldningerne.

Dernæst fremkom Mads Hartvig og fremlagde sit skriftlige indlæg, samt et klagemål fra den 1. september 1706. Dommeren bad om udskrift af dombogen og ville optage sagen til doms. Mads Hartvig og Christopher Hansen af Sandvig bekendte, at de ikke var enige i Mogens Clausen og de øvrige personers udlæggelse af sagen, men dommeren synes ikke at ville tage deres modsigelse op til diskussion!

Maurids Markmand på vegne af Johan Knudsen fremlagde vidner i sagen om de ord som skulle være sagt i vagten og andre steder. Han fremlagde et skriftligt indlæg, som Mogens Clausen bad om at få i kopi og mente i øvrigt, at Markmand ikke viste kongen respekt ved tidligere ikke at ville føre vidnesbyrd.

Mogens Clausens vidne, Rasmus Pedersen af Sandvig, fortalte at han hen på morgenen var kommet sammen med Bertil Johansen og Jørgen Hansen for at spørge vagten om Johan Knudsen havde bandet kongen, hvilket vagten svarede ja til, men på spørgsmålet om han havde nævnt kongens navn, havde vagten sagt, “Vi hafuer ichun en Herre oc konge”. Johan Knudsen havde sag at han mente den “kristen konge”.

Jørgen Hansen og Beril Johansen fra Sandvig bekræftede Rasmus Pedersens beretning. Hartvig Andersen og Anders Hartvig som havde vagten, bekræftede de tre vidner.

Hans Aredsen af Sandvig og hans hustru Adsele Jacobsdatter havde solgt til konstabel Niels Jørgensen et 2½ td havrejord kaldet Bek ageren med dertil liggende torn Rygge, tillige med en skovpart kaldet Jydetorn.

Derefter fremstillede Mogens Clausen stokkemændene som betjente retten den 11. oktober 1706, nemlig Lorent Pedersen, Hans Bistrup, Svend Jensen, Ole Larsen, Peder Hansen, Hans Jensen Skomager og Hans Aredsen hvorledes Johan Knudsen tiltalte Mogens Clausen med usømmelige ord i retten i sagen om slagsmålet mellem Johan Knudsen og tjenestedrengen Mads Nielsen. Mogens Clausen havde fået lov til at føre vidner, “og saa sad Johan Knudsen paa en benck udi tinghuset inden for døren, som og da ting holtes i hans eget hus, saa stod Johan Knudsen op og slog ad og vinkede med Haanden ad Mogens Clausen og sagde kom, og gak her ud med, da suarede Mogens Clausen Nej, giør ieg icke, fordi kandske I vil slaas, kandske I vil slaa mig. Da stod Johan Knudsen udi tingstuedøren oc sagde det høygt, du som en skielm, oc Mogens Clausen og Johan Knudsen det ord oc talle som om vundet er, saa bad Mogens Clausen Stockemendene drages til Minde, at Johan Knudsen fordrer mig ud og skielde mig. Saa bad og Mogens Clausen dommeren om hand det maat faa indført, da suarede dommeren Nej, intet førend I faar gifuet dem kald om huad hørte at Johan Knudsen naufngaf Mogens Clausen eller de have at Johan Knudsen det bød Mogens Clausen slagsmaal ellers sig til. Huor til vidnet suarede at Johan Knudsen vinkede ad Mogens Clausen med Haanden og Mogens Clausen oc Johan Knudsen hafde talled til sammens med huer andre som førom vundet er og ej han at Johan Knudsen huerken Hug eller bøf hug end som om vundet er”.

De øvrige stokkemænd vidnede det samme. Sander Andersen var ikke tilstede og havde ikke været det tidligere på grund af hans svaghed. Mogens Clausen mente at Johan Knudsen skulle lide efter lovens 6. bog 21 kapitel og de påhørende artikler tillige med sagens omkostninger. Markmand ville på næste ting fremlægge et skriftlig indlæg på Johan Knudsens vegne og birkedommeren ville forlange Sander Andersen eller hans fuldmægtig at møde i retten og svare på den afvisning som Sander Andersen havde taget til Mogens Clausens forlangende.

Ting indkaldt til den 4. april.

3. maj 1707 Pag. 146a
Birkefogeden var syg og tinget kunne ikke holdes den 4. april.

Jørgen Hansen af Sandvig lod læse et skøde og købebrev udstedt af Lasse Hendrichsen af garnisonen på Christiansø. For i alt 9 sdr havde Jørgen Hansen og hans hustru Annis (?) Hansdatter købt et øde sted og noget gammelt tømmer, som lå mellem Jørgens Hansens og Niels Bendsens. Lasse Hendrichen var ikke tilstede med havde bemyndiget Mogens Clausen til at berigtigede salget.

Tor Jørgensens hustru af Allinge kom til tinget og bad om, at hans  mands værgemål for sal. Johan Jørgensens 7årige søn Johan Johansen måtte blive overført til hans stedfader Albert Dick. Tor Jørgensen var alvorlig syg og sengeliggende og kunne ikke klare sine forpligtelser.

Vefst Pedersen og de otte stokkemænd afsagde dom imellem birkefoged Johan Torsen og Mads Hartvig og en del af Allinge borgerskab i Allinge og Sandvig. Dommen skulle senere indskrives i tingbogen, men birkedommeren udbad sig straks en skriftlig kopi og ville føre sagen for det højeste ting.

For retten fremkom Pouel Hartvig Jacobsen og lod læse en skriftlig ordre fra amtmanden Valdemar Reedtz udgivet af 5. april 1707, hvor han bemyndiger Poul Hartvig Jacobsen at betjene Hammershus birkeskriveri.

Maurids Markmand havde stævnet Mogens Clausen for a høre om hvilke ord, der blev talt mellem ham og Hartvig Andersen og Anders Hartvig på kirkevejen om søndagen, efter at Johan Knudsen var i Vagtboden. Endvidere var vagten Hans Larsen Smed til at vidne om han ikke blev udfrittet af Mogens Clausen. Markmand ville også bevise at Johan Knudsen var taget med magt og sat i arresten. Mogens Clausen forsøgte som vanlig, at så tvivl om indstævningens lovlighed, hvilket Birkedommeren afviste. Tidligere indstævnet vidne Christopher Hansen afhørtes nu af Maurits Markmand, som henholdte sig til sit tidligere vidnesbyrd, men han mente ikke at Mogens Clausen udfrittede ham.

Mogens Clausen mente, at Mads Hartvig var hans arvedsmand og derfor ikke kunne bruges som vidner mod ham. Birkedommeren afviste Mogens Clausens klage, og da Mads Hartvig aldrig var dømt på gods og ære, kunne han vidne sin sandhed på linje med de andre stævnede vidner. Mads Hartvig havde hørt af vagten Anders Hartvig, at de havde taget ham i vagten i nat.

Mogens Clausen udgav sig som kongens retvise mand, der krævede at Johan Knudsen skulle straffes på ære, liv og gods efter lovens pag. 879 9 artikel. Sagen blev optaget til doms.

Markmand forsøgte at videreføre sagen mellem Mogens Clausen og Johan Knudsen vedrørende de skældsord der passerede i retten. Mogens Clausen ville ikke diskutere sagen, men henviste til at Johan Knudsen skulle dømmes efter loven pag. 998 – 2 artikel tillige med sagsomkostningerne.

Poul Hartvig Jacobsen overtog skriverhvervet

Mogens Clausen ville dernæst afhøre forrige års stokkemænd i sagen mellem Mogens Clausen og den forrige beordrede sættedommer Sander Andersen af Hasle, hvor sættedommeren havde nægtet Mogens Clausen at føre sag for sin tjenestekarl mod Johan Knudsen, men havde optaget sagen til doms uden Mogens Clausen kunne føre skriftlig indsigelse eller føre nogle få ord i tingbogen. Sander Andersen mente, at have fulgt birketingsacten og hvis Mogens Clausen følte sig forurettet, så måtte han føre sagen videre til overretten. Birkedommeren Johan Torsen turde ikke føre nye tingsvidner til en allerede afsagt dom, så han mente at sagen i så fald skulle føres i en overret.

Birkefogeden havde med hans fuldmægtig Mogens Clausen stævnet Christopher Hansen Snedker for en bjælke som han havde taget i Hammersøen uden at underrette øvrigheden. Han er pligtig til at erstatte bjælken eller igen at udlægge et stykke jord som han tid efter anden uden adkomst har indtaget af byens friheds fælles ejendom. Christopher Hansen mente, at han havde fået jorden til dyrkning af den tidligere birkefoged Eskild Nielsen og af byens folk, men han var villig til at betale for jorden, som han havde gødet og renset for stene. Mht. bjælken var det ikke hans mening at skjule fundet og det endnu lå ud for hans hus. Han var en enfoldig mand, som ikke mente at han burde oplyse det til øvrigheden ej heller at oplyse det på kirkestævnet,.

Ting om tre uger om det med guds hjælp kan afholdes.

(pag. 151a) Herefter afskrives dommen i sagen som amtmanden havde beordret Birkefogeden at føre mod byens 10 borgere vedrørende ankeret, som skulle være optaget og solgt til en lybsk skipper natten mellem den 28 og 29 august 1706. Endvidere de Suuer, bjælker, mastestykker, jern og Raperthjul som skulle være opbragt af søen. Dommeren mente, at der var mange forskellige modsigende vidneudsagn, samt at det ikke var bevist, at de tre-fire både vitterligt bjærgede et anker og at det ikke var bevist, at de havde modtaget penge af skipperen. endvidere var det ikke bevist, at tovværket var fundet, det kunne lige så godt have været deres fiskeredskaber. Mogens Clausens egebjælke skulle være angivet til birkefogedens tjener Jesper og derfor er Mogens Clausen frikendt for birkefogedens tiltale, hvilket også gjaldt de tre hjul og mastestykkerne, som han skulle have haft tilladelse til at opbevare. Birkedommeren turde ikke dømme borgerne for at have opbragt  eller solgt et anker. Derfor frikendes alle og Mads Hartvig i Sandvig bør betale 3 mark til hver af de ti anklagede naboer og borgere. Til Allinge kirke 2 rdr, til birkefogeden 2 rdr for hans umage inden 15 dage. Rasmus Pedersen blev dømt til at betale Allinge Kirke 1 rdr. Mons Pedersen i Løsebæk bør stævnes på ny for de 2 skrin, da han endnu ikke har villet udtale sig.

23. maj 1707 Pag. 154a
Efter tingfred blev lyst, overlod birkedommeren dommersædet til vicebyfoged Hans Jespersen.

Birkefoged Johan Torsen havde indstævnet Rasmus Pedersen, Bertil Johansen, Niels Bendtsen, Jørgen Hansen, Niels Hansen og Hans Larsen Stærk fra Sandvig, samt Samuel Johansen, Holger Johansen, Oluf Væver, Anders Hartvigsen, Poul Hartvigsen, Peder Hartvigsen, Henrik Nielsen, Mons Nielsen, Anders Nielsen, Knud Nielsen, Jacob Madsen fra Allinge og Hans Andersen i Egesløkken og Mogens Pedersen i Løsebæk. Borgerskabets ed og betaling

“for at aflægge deris Borgerlig Eed saa og at af Aarene til Birchefougds hans rettighed efter høy Kongl. Lou og Politiforordning saa fremt de icke med 40 lod Sølfs straff til aller høyeste bmt. deris kongl. Mayst vil være dømte: Ilige maade med kaldsmænd Henrich Nielsen og Anders Nielsen beviste at hafve ind til birketinget indstefnt noch en deel af sampt. Borgerskab deris Borgerlig Eed at giøre saa fremt de iche efter kongens lou vill være underdømt 40 lod sølfs Straf, samt deris borgerlig rettighed til Birckefougden at afclare og betalhe. Da disse indstefnte personer af Sandvig, nemlig Christopher Møller, Johan Knudsen, Jørgen Bødker, Hans Bistrup, Olluf Larsen, Per Hansen, Niels Jørgensen, Anders Jensen, Christopher Hansen, Lorens Petersen, Henrich Pedersen og Per Persen. Og af Allinge Hans Rasmussen, Per Hyldebrand, Jørgen Rasmussen, Niels Hansen, Rasmus Bertelsen og Hans Jørgensen alle til spørgsmål at svare og dom at lide de som ej godvillig efter hans K.M. lov 3 bog 3 kap 1 art. vil aflægge deris eed. Hvilke samtl. for ermelte aflagde deris borgerlig eed efter louen. Kongl. Mayst Bye og Birckefoget Johan Torsen formente og satte i Rette at som de  her om førte borgere af Allinge og Sandvig nu i dag efter indstævning efter Lovens 3 bog 3 cap. 1 articels indhold har aflagt deris Eed med videre som en deel neml. Niels Hansen, Henrich Nielsen, Anders Nielsen, Hans Andersen, Peder Hyldebrand, Jørgen Rasmussen, Rasmus Bertelsen, Lorends Petersen og Hans Rasmussen sampt Peder Hansen undtagen disse som har anlovet til i dag 14 dage at betafle, men alle de andre været modstridige og referet sig efter Politiforordningen hour til Bircke fougden sig self referede og der efter begierte dom, huor til samtl. indceterede suarede at de ej negted at betafle til Birckefogden huer sin kiendelse efter deris æfne og midlor, men vere begierende at maatte faa Politiforordningen først at høre efter stefnemaalets Indhold. Birckefogden her til mældede at hand referer sig først til høy kongl. Lou og Pollitiforordning ligesom til forn ansagt haver vedkommende der efter reede midler at betahle med lader hand det saa længe beror til hand faar vicebyfogedens endelige kiendelse som hand saa allerforderligst abvarter, huor sorn dend forordnede dommere lydelige til spurte de forrige citerede, om de goedvillige vilde erlægge dend genant, som de andre lofver at lægge til næste ting? Huor til de samptlige suarede at møde efter same Stefnemaal i dag 14 dage. byfogeden eskede domb og formoder at vice byfogeden icke opholder sagen, men dend til endelig dom befordrer. Dend forordnede dommer formente sig først at have dend Pollitiforordning i Retten; Hourived de vedkommende lydelig kunde høre.”

Mons Pedersen i Løsebæk kom for retten for at give forklaring om de to små skrin han havde fundet i søen, som strandridderen Jocob Thomasens angivelse til tolderen. Han havde ikke angivet det for øvrigheden og burde lide dom efter loven 4 bog 4 kap. 5 artikel. Mons Pedersen ville svare skriftlig til næste ting. Birkefogeden krævede også hans forklaring på en beskyldning om, at Mons Pedersen skulle have taget en bøsse fra en præstedreng, ved navn Troels Mortensen, som boede på kaptajn Morten Bohns gård i Bodilsker sogn. Mons Pedersen svarede, at han havde fundet bøssen på vejen hjem fra sidste landsmønstring og at den senere var blevet afhentet.

Birkedommeren havde indkaldt en besvangret kvinde Ellen Olsdatter, som overfor præsten Søren Schade havde bekendt at have avlet barn med en fremmed skibskarl ved navn Laurs Olsen. Hun havde stået skrifte og fået sit barn døbt i St. Ols kirke. Under forhør havde hun bekendt at oplysningen til præsten var usand, den rigtige fader til barnet var Olluf Laursen Væver. Oluf Larsen Væver ville fremlægge sognepræstens attest, samt egne vidner til næste ting. Ellen Olsdatter blev stævnet til at møde på næste ting.

7. juni 1707 Pag. 156a
Dom imellem Mogens Clausen og Johan Knudsen blev afsagt. Det drejede sig om den “anden sag” . Mogens Clausen bad om dommens afskrift, således, at han kunne appellere til landsting.

Der faldt også dom i den “tredie sag” – altså om skældsordene – mellem Mogens Clausen og Johan Clausen. Denne dom bad Mogens Clausen ligeledes om afskrift af for at anke den til overretten.

Sættedommeren Hans Jespersen var rejst til København og derfor kunne sagen om borgerskabets ed ej foretages og borgerskabs pengene kunne ikke afregnes. Da Hans Jespersen ikke var tilstede kunne sagen om Oluf Væver og Ellen Olsdatter ikke føres, ej hellere sagen om Mons i Løsebæk.

I retten blev der tillyst et udlæg efter rettens holdning til Johan Knudsen.

DOM.

Herefter gengives dommene i mellem Mogens Clausen og Johan Knudsen. Der var i alt tre sager: Den første var sagen mellem Mogens Clausen tjenestedreng Mads Nielsen og Johan Knudsen, som var afsagt tidligere. Den anden sag omhandler optrinet og de efterfølgende hændelse i Sandvig vagt og den tredje om ordveksling i retten mellem Johan Knudsen og Mogens Clausen.

Mogens Clausen fik ikke medhold i sine beskyldninger om Johans Knudsens majestæts fornærmede udtalelser og dømmes på liv og ære, da dommeren mente at hele sagen udmøntede sig i fjendskabet mellem de to personer, udsprunget af den første sag, hvor dommen var gået Mogens Clausen imod. Endvidere havde Mogens Clausen i sin påståede underdanighed for kongen fremtvunget sagen og formået at få to af de tre mand i vagten (Hartvig Andersen, hans søn Anders Hartvigsen) til at ændre udsagn om sagen, således at det kunne se ud som om Johan Knudsen havde bandet i kongens navn. De tre i vagten havde efter dommerens mening ikke behandlet sin overordnede korrekt. Selv om han var drukken, burde de ikke havde undladt at give parolen. Det var heller ikke bevist, om Johan Knudsen var blevet sat fast med magt eller ej, men dette var sagen om majestætsfornærmelse uvedkommende og deres opsætsighed skulle behandles i krigsretten, om det var muligt. De to der havde vidnet falsk burde straffes hårdt til eksempel for andre, men dommeren valgte at lade denne “grove synd” passere for denne gang, på grund af “sagens beskaffenhed” og at de havde ladet sig forføre formedelst deres “enfoldighed”. Mogens Clausen havde ført sagen i kongens tjeneste og derfor ikke dømmes for ulovlig retssag, men dømmes til at gøre offentlig undskyldning til Johan Knudsen og betale ham 20 rigsdaler, samt 8 rdr til Rønne hospital for den “grove formastelse” inden 15 dage.

DOM

I den tredje sag mellem Mogens Clausen og Johan Knudsen om de skældsord der faldt i retten. Episode var sket den 11. oktober 1706 i Mogens Clausen eget hus, hvor tinget fandt sted. Johan Knudsen havde siddet på en bænk ved døren til tingstuen og kaldt Mogens Clausen for en skælm, samt havde opfordret ham til at gå med udenfor, hvilket Mogens Clausen havde opfattet som han ville slås. Mogens Clausen mente, at Johan Knudsen kunne dømmes efter 1. bog 12. kap. 2 artikel. Den 15. november havde Johan Knudsen tilbud forlig og offentlig at gøre forsoning, hvilket Mogens Clausen ikke ville modtage. Dommeren mente, at Mogens Clausen selv havde yppet striden, men ikke været smidig i sagen. Begge blev dømt til at betale efter loven 3 lod sølv til dommeren, samt Johan Knudsen 3 rdr. til Allinge kirke og Mogens Clausen 2 rdr til kirken inden 15 dage. ingen af parterne skulle betale til sagens omkostninger.

27. juni 1707 Pag. 159a
Løving Gifversen af Allinge lod læse et købe og skøde udgivet af Christian Henrichsen Skipper, som er i kongens tjeneste boende i København. Skødet omfattede den gård i Allinge, Som Løving Gifversen allerede boede i, samt en stel til have beliggende østen for gården tillige med følgende stykker jord: bygjord på Ungersløkken, et skp. land på på tyvehøjen, et stk havrejord på Storeløkken, et stykke jord på Kayebjerg og et stk jord på Hestens høj. Prisen var 177 sdr. Salget blev bekræftet af Hans Jespersen på Christian Hendrichsens vegne.

Angående borgerskabeden som ikke blev konfirmeret på forrige ting pgra Hans Jespersens ikke var tilstede, skulle behandles af Byfoged i Rønne på næste ting.

Oluf Laursen Væver fik udtog af tingbogen vedr. hans sag om lejermål.

18. juli 1707 Pag. 159b
Niels Jørgensen af Sandvig lod læse et købebrev og skøde på Skottegaden i Allinge Vang udgivet af Hartvig Willumsen i Allinge for 32 sdr. Jordstykket ligger “både ud i længde og bredde fra de Nørre renner af Langeløckerne og i Nør til de søndre Reener, af Hartvigs støcke foedsties og Modersløcke og i længden fra Modersgade og op til Byggeløckegaden, og at vejen som der op ad er, skal blifve som dend af gamel tid været haver”.

Hans Jespersen mødte på Allinge Kirkes vegne og stævnede Mogens Clausen, som af en krigsret var blev pålagt at betale kirken 6 rdr, hvilket ikke var sket inden Sankt Hans dag. Mogens Clausen var ikke mødt i retten og blev derfor pålagt at møde til næste ting

1. august 1707 Pag. 160a
Den 25. juli udstedte amtmandens fuldmægtig en fuldmagt til Hans Jespersen til at føre sag for Jens Knudsen af Aaker sogn angående sin broder Johan Knudsens dødsfald. En sag som birkefogeden ikke selv kunne føre, derfor er der den 28. juli udstedt ordre om, at Sander Andersen af Hasle skulle betjene retten. Sagen var svært at få startet, da flere betakkede sig. I stedet for Hans Jespersen måtte Dirick Michelsen føre sagen for jens Knudsen.

Johan Knudsen havde taget sit eget liv og der skulle føres 12-13 eller 14 vidner på hans liv for at bevise, at det var rigtig “som i vildelse sig self skal have ombragt”. Vidnerne skulle sige deres sandhed “om Johan Knudsens forfald i hans Enckestand siden hans salige hustru Anne Maria døde om hand har ladet sig større det udi Kruhus med drick, fylderi og ofverdadighed, eller og dennem, kand være bevidst, om hand skulde kunde haft sin rette fornuft og forstand som andre retfornuftige folck kunde hafve eller og om hand hafver talt, og giort nogen ubeqvemt ord enten udi ord eller gierninger alle til spørgsmaal at suare”.

Johan Knudsens tjenestedreng Laurs Olsen fortalte at han havde tjent Johan Knudsen i 5 år til påske. Siden hans hustru døde havde han været svært skrøbelig i hovedet og mest efter at han havde fået landstingsstævning af Mogens Clausen. Han havde også blevet halvskrøbelig efter at byfoged havde taget hans hest, sadel, bidsel og skaberak. Da han for 14 dage siden skulle eksercere handlangerne, måtte tjenestekarlen gå op til Niels Jørgensen og bede ham om at snakke med Johan Knudsen fordi han var ganske svag og skrøbelig eller også måtte Niels Jørgensen skaffe en karl til ham, da han ikke kunne være ene om at passe ham. Hvis ikke ville tjenestedrenge tage sit tøj og gå. Rasmus Pedersen og Hans Larsen var taget med tjenestedrengen med hjem til Johan Knudsen. Hen imod aften synes Johan Knudsen at få det bedre og hjælperne gik hjem. Tjenestedrengen indvilgede i at sove sammen med Johan Knudsen. Mandag aften kommanderede Johan Knudsen sin tjenestekarl til at ride til Rønne for at købe stempelpapir til 1½ mark, som skulle bringes til Jens Knudsen i Aaker til brug ved landstinget. Da tjenestedrengen kom til Aaker om tirsdagen var Jens Knudsen redet til Sandvig og havde fået at vide, at Johan Knudsen havde hængt sig selv. Tjenestedrengen havde ikke vidst at hans husbond var på vej til at ombringe sig selv.

Tjenestepigerne Ellen Monsdatter og Catrina Zitelberg blev afhørt. Ellen Monsdatter fortalte at Johan Knudsen søndag den 17. juli havde Johan Knudsen kastet sig på gulvet og “veltede sig og bad at vor herre vilde hjelpe hannem og forløse ham af dend store vaade og nød som hand var udi og var bange at Mogens Clausen ville komme og tage hannem hen til Bremmerholm”. Catrine havde gået hen til Niels Jørgensen for at få ham til at komme. Derefter gik tjenestepigen Catrine til kirke. Da de kom hjem gik han, satte sig og lå på sin seng, Sådan havde det været “siden at hans hustru døde saa har hand altid været suag og gremt sig”. Didrich Michelsen spurte tjenestepigen om Johan Knudsen havde bedt hende om at bagbinde ham, da han kastede sig på gulvet den søndag morgen. Hvilket hun sagde nej til, men han havde lagt sig på sin seng og drukket en skål vand i en slurk. Hun havde ingen anelse om at han ville hænge sig. Hun mente ikke, at han havde haft sin sunde fornuft, siden han havde hængt sig selv.

Catrine Zitelberg vedstod sin medtjenestepiges vidnesbyrd undtagen det med at bagbinde Johan Knudsen, fordi hun gik til  kirken. Hun havde altid sovet i stuen og derfor havde hun bemærket at natten mellem mandag og tirsdag var Johan Knudsen stået op af sin seng gik ud i gården. Han blev længe væk, og Catrine var på vej op for at se, hvor han blev af. Men det samme kom han ind og tog sin vest af og lagde den over Jens Knudsens lille dreng, som den nat sov hos ham. Da hun stod op om morgenen var Johan Knudsen væk og hverken hun eller den anden tjenestepige vidste hvor han var.

Pernille Hermans fortalte, at hun om fredagen, før han døde, var hun inde og “hilse ham en god dag”. Men han var i dybe tanker, som han ikke vidste hvordan han skulle få væk. Johan spurte hende om hun kendte et menneske på landet, der kunne hjælpe ham at beholde æren, samt om hun ville besøge ham i fængslet. Hans tjenestepige havde sagt, at han intet ondt havde gjort. Johan kunne ikke ride på marken, da hans hest var stukket ihjel. Pigen Catrina svarede “det var faders gangere som byfogeden hafde, hand hafde stucket en pahl i sig og der for vaanedes hand fore. og gav sig meget og klagede at hand var ganske fra troen, saa at hand hafde været i sinde 4 eller 6 gange at skiær halsen ud fore paa sig self” Han fortalte at han ville gå ned til Mogens Clausen, men han turde ikke.

Niels Hansen fortalte, at han efter prædikenen,ville finde ud af om Johan Knudsen var uden opsyn, som man havde sagt. Da han kom til Johan Knudsen stod han alene i Nyhuset. Og da Niels Hansen sagde, at han var glad for at se, at han havde det bedre. Johan Knudsen havde svaret ham, at han havde haft underlige tanker om sig selv, fordi han havde “saa meget fortræd … nu skulde hand til Landstinget, og vidste ikke huor med hand kunde forsvare sig imod Mogens Clausen; og derforuden havde hand hverken hæst eller Sadel hvor paa hand kunde Ride ud om en dør; huortil vidnet suarede, gif dig tilfreds, og bed Gud om naade, du faar vel baade hæst og sadel naar du det behøuer, huor til hand suarede, at de siger at min hest er nu død, huor til vidnet suarede saa faar du vel opretning baade for hest og sadel…” Niels Hansen fortalte om et tidligere møde, hvor Johan Knudsen var bange for at nogen skulle komme og føre ham bort.

Christopher Snedker havde intet haft med Johan Knudsen at siden hans hustru døde.

Derefter kom Jørgen Thomas Bødker og fortalte om sit møde med Johan Knudsen om søndagen. Knudsen havde fortalt, at han ikke havde bedre “raad end jeg tilgiver mig til at være Rackere, fordi at Matthis han er gl. (gammel) saa maatte ieg dog slippe at deele med Mogens Clausen”. Jørgen Bødker mente, at Johan Knudsen skulle finde sig et qvindfolck og blive gift, hvortil Johan Knudsen svarede, at det ville han aldrig. Jørgen Bødker foreslog at Johan skulle sælge sit gods og drage udenlands, som han havde været før.

Hans Laurids Sterck bekræftede Lars Olsens historie.

Christopher Møller fortalte at kort efter registreringen af boet efter Johan Knudsens hustrus død, bad Johan Knudsen ham og Rasmus Pedersen at bede birkedommeren om at udlevere den hest, som var taget for udlæg for et skyldigt beløb. Christopher Møller kunne fortælle Johan Knudsen, at han fik sin hest tilbage, når han havde betalt det skyldige beløb. Johan Knudsen forstod ikke sagens sammenhæng, da han nu svarede at han ikke skulle passe Birkedommerens udlæg.

Anders Jensen fortalte, at han efter en prædiken, noget efter hans kvinde var begravet, havde besøgt Johan Knudsen fordi han gik “saa vankelmodig”. Johan Knudsen havde fortalt ham, at de havde taget hans midler fra ham.

Bertil Johansen fortalte at Johan Knudsen, efter hans hustru var død, var stille, sukkende og våndedes.

Dagen var ved at være slut og den beordrede dommer Sander Andersen spurte Johan Torsen, om han var fornøjet med afhøringerne, hvilket Johan Torsen ikke ville svare på, men ville forholde sig til de nuværende afhøringer og så komme med en betænkning til næste tingdag. Fuldmægtig Diderich Michelsen beklagede sig over at birkefogeden gjorde “indirecte propositioner” i denne sag.

15. august 1707 Pag. 165b
Oplæst kgl forordning om skifter og auktioners forretninger ved “melitien”

På vegne af kirken ønskede Hans Jespersen dom over Mogens Clausen, som endnu ikke havde betalt. Mogens Clausen ville svare skriftligt på næste ting. Birkedommeren udbad sig udskrift af krigsrettens bøden til Mogens Clausen.

Birke og byfogeden Johan Torsen havde stævnet Mons Pedersen i Løsebæk ang. den bøsse, som han skulle have bemægtiget sig. Løving Gifversen af Allinge var ligeledes indstævnet i sagen, da han havde indgivet kautionsløfte for Mons Pedersen. Hans Jespersen var sættedommer i denne sag, men da han havde anden mellemværende med Mons Pedersen, skulle der findes en anden dommer. Sander Andersen skulle derfor også dømme i denne sag.

Sander Andersen nedsatte sig i dommersædet for at føre sagen om Johan Knudsens sidste “liv og levned”. Birkefogeden Johan Torsen havde indstævnet en række vidner i sagen, som han ville fremføre. Jens Knudsens fuldmægtig Didrich Michelsen var mødt uden nye vidner, da han ønskede at sagen slutte meget hurtigt.

Jørgen Hansen af Sandvig fortalte, at efter Johan Knudsens hustrus død havde han ikke set Johan rasende i svaghed. Niels Hansen kunne heller ikke vidne, at han havde overværet noget raseri fra Johan Knudsen. Christopher Snedker kunne ikke sige at Johan Knudsen havde opført sig uskikkeligt siden hans kvinde døde.

Kaptajn Anders Larsen vidnede, at han ikke havde set eller talt med Johan Knudsen efter hans hustru var død.

Hans Jespersen kunne hverken sige om Johan Knudsen var vis eller gal, men at han altid løb som et halvt “antereret menneske siden hans hustru døde” og “han havde holdt sig i ædruskab” og “var half qvalfioeret”

Hans Jensen mente, at Johan Knudsen altid havde være noget urolig og efter hans mening ikke været “ret klog”

Korporal Peder Larsen og Hartvig Andersen kunne ikke sige om han var gal eller klog, da de ikke havde omgået ham siden hans hustru døde.

Henrich Nielsen svarede ligeledes, at efter hans hustru døde, havde han ikke snakket med ham. han fortalte at dagen efter Johan Knudsens kone døde red han rundt i Allinge gader og sang.

Birkefogeden lod det være op til sættedommeren at bestemme, hvordan Johan Knudsens legeme skulle begraves og hvordan boet skulle skiftes. Didrich Michelsen ønskede at sagen snart fik en ende og bad om at sagen ikke blev udsat til næste ting, med mindre at de kunne ske en fortsættelse af sagen den næste dag. Dette kunne ikke lade sig gøre da dommeren Sander Andersen var optaget ved landstinget.

22.august 1707 Pag. 167b
Dom over Johans Knudsens legeme og efterladte  midler afsagt af Sander Andersen.

Mogens Clausen var mødt på Birkefogeden Johan Torsens vegne, som var syg. Han bad om domsudskrift, for at han kunne appellere til landsting.

Dom.

Efter at Johan Knudsen havde hængt sig i en strikke i sin lade om natten mellem den 18. og 19. juli. Jens Knudsen havde fået lov af amtmanden – i den hede sommertid – at nedtage Johan Knudsen og lægge i en kiste, og lade den stå over jorden indtil dommen kunne afsiges. Han var blevet afklædt sine gangklæder og iført ligklæder af ærlige folk. I følge sognepræsten Søren Schades attest havde Johan Knudsen levet et gudfrygtigt og kristeligt liv i sine velmagtsdage indtil hans hustru Anne Marie døde. Derfor var han kommet i urørlige tanker. Søren Skade og nabopræsten Hans Ancher havde begge besøgt ham og trøstet ham med guds ord, da han havde ønsket at “Gud vilde annamme hans Siæl i Guds Rige”.

Birkefogeden Johan Torsen havde henviste til loven 6. bog 6. kap. 21. artikel og mente, at Johan Knudsens hovedlod skal gå til sit herskab og ikke måtte begraves hverken i kirken eller på kirkegård med mindre han gør det i sygdom og raseri.

Dommeren Sander Andersen mente, at Johan Knudsen havde været syg i sin urolighed efter sin hustrus død og derfor skal han begraves i Allinge Kirkegård som sin hustru, med præstens jordpåkastelse. Skiftet efter ham skulle ske som normalt. Først skulle det umyndige barn Anna Johansdatters mødrenes arv udtages, tillige med processens omkostninger. Derefter skulle ske almindelig skifte af stervboet.

29. august 1707 Pag. 169a
Kgl forordning om prædikeembedets examination og vocation i Danmark og Norge, dat 1. august 1707.

Brkefogden læste hans contraindlæg mod afgangne Johan Knudsen og at sagen nu skulle føres på landstinget.

Mogens Clausen fremlagde sit skriftlige indlæg om mellemværende mellem ham og kirken på i alt 6 rdr. Og han refererede til tidligere sag mellem ham og den afdøde Johan Knudsen og ville have at hans vidner skulle afhøres på ny. Kirkens fuldmægtig Hans Jespersen var ikke mødt (på grund af sygdom?), derfor mente Birkefogeden at sagen ikke kunne føres videre. Mogens Clausen havde medbragt stemplet papir og ønskede tingets behandling af sagen beskrevet.

12. september 1707 Pag. 170a
Anders Jensen af Sandvig lod læse et pantebrev som han havde udgivet til Anders Carstensen i Klemensker på 33 sdr., som underpant et td. land bygjord kaldet Langageren, samt 3 td. land havrejord kaldet Kilen.

Birkefogeden Johan Torsen undrede sig over hvor Johan Knudsens legeme var blevet af. Kisten stod ikke hvor den stod sidst og hvor den skulle stå indtil sagen var afklaret på landstinget. Han ville nu høre om der havde været en anden myndighed, der havde omstødt tidligere bestemmelser. Han ville som kongens sagfører ikke overse denne sag, som han mente var “en stor forseelse”. Han mente at den afsagte dom er mod kongens allernådigste lov. Da han ikke havde set en omstødelse af loven, ville han vide “hvem sig denne Lov og Befalling saa dumdristig antaget hafver” og at det ville blive betragtes som en “criminel-sag og høyeste forbrydelse” og føre sagen ved retterne.

Ret igen om 14 dage

17. oktober 1707 Pag. 170b
Hammershus birketing var blevet udskudt på grund af skriverens svaghed.

Dommen mellem Kirken ved Hans Jespersen og Mogens Clausen blev henlagt til amtmandens afgørelse, da det var uvist om pengene skulle betales til ham eller til kirken. [Amtmanden var Allinge kirkens patron]. Mulkten på 6 rdr. er tildømt efter sagen mellem Mogens Clausen og den afdøde Johan Knudsen der startede den 17. november 1706 og afsagt i krigsretten.

28. november 1707 Pag. 171a
Hr Lars Nielsen Gomløs af Hasle læste et pantebrev udgivet til ham af Hartvig Willumsen i Allinge på 60 sdr., som sikkerhed var stille to stykker bygjord. Det enen kaldtes Fodstien på 2 td. land det andet for Hartvigsstøkket på 1 td. land. Han skulle have sin betaling i hele danske kroner.

19. december 1707 Pag. 171a – ingen sager, og tinget vil blive tillyst “når der kommer noget at bestille”

30. januar 1708 Pag. 171b
Skriveren Poul Hartvig Jacobsen var stadig konstitueret

Tor Jørgensen fremstod og læste et pantebrev udgivet til Lars Gomløs af Hasle på 60 sdr., som pant var sat sædsjord på 13 skp med tilhørende skovdel.

Rasmus Bertelsen i Allinge læste et forlig mellem ham og hans hustru Elisabet Hansdatter og Kirsten Hartvig Willumsens for “skielderi dennem imellem hafuer værit”.

Følgende stokkemænd blev valgt efter forslag: Fra Allinge: Poul Hartvigsen, Peder Hartvigsen, Jørgen Rasmussen og Niels Hansen. Fra Sandvig: Bertil Johansen, Jørgen Tomasen Bødker, Hans Hansen Bistrup, Christopher Snedker.

Som taksatorer valgtes. Formand Jens Nielsen, Knud Nielsen af Allinge og Hans Aredsen og Anders Jensen fra Sandvig.

Men da Mogens Clausen var byfogedens fuldmægtig blev han forskånet for taksatorhvervet.

Hans Jørgensen af Allinge og Niels Jørgensen af Sandvig skulle stå for inddrivelsen af byskatten

Amtmanden havde beordret Anders Monsen i Krashave til være dommer i sagen, hvor birkefogeden Johan Torsen havde indstævnet Hans Jespersen i Allinge og Mogens Clausen. Hans Jespersen havde – i stervboet – med en økse brækket brædderne fra Johan Knudsens lade og taget kornet og ført det hjem til sig selv. Mogens Clausen havde gjort forbud mod det med 3 mænds nærværelse. Endvidere var Mogens Clausen anklaget fro at have begået forbrydelse mod Johan Klausens stervbo. Hans Jespersen  og Niels Jørgensen af Sandvig fremviste bevis for at Jens Knudsen  i Aaker sogn havde solgt 2 stolperum korn til dem. Jens Knudsen beviste at han havde fået 22 sdr for. Birkefogeden ville se Jens Knudsens lodseddel på kornet, ellers kunne han ikke godkende salget, i det mindste burde han stille kaution for beløbet. Der blev indkaldt vidner til næste ting.

27. februar 1708 Pag 172b
Kgl. forordning om frihed for “fornoyeder skaber samt borgerlige og byens bestillinger til en hvis tid for dem som sig for borgere i Købstæderne i Kongens Riger ville nedsætte, saa og at der handlis Moderat med deslige borgere i de aarlige nyes taxter”, Kbh, 16. dec. 1707

Skattetaksterne blev oplæst.

Kaptajn Hans Bistrup af Vestermarie sogn, ønskede at se det kald og varsel som var udstedt til hans svoger Hans Jespersen vedr. kornet i Johan Knudsens lade. Hans Jespersen var død og Hans Bistrup søgte opklaring sagen. Birkefogeden mente, at det var for tidligt at sige, hvad der var rigtig, da skiftet endnu ikke var renskrevet. Det så ud til, at lodsedlen på kornet var udstedt til Johan Knudsens datter Anna Johansdatter.

Sidste ting var afholdt kun to dage før Hans Jespersen døde og siden var der ikke sket noget i sagen. Den beordrede dommer Anders Monsen fra Krashave var nu ankommet til tinget og kunne nedsætte sig i dommersædet. Mogens Clausen mente sig “fornærmet på hans gode navn og rygte” at sagen skulle føres, da han mente, at Johan Knudsen havde en landstingsdom med omkostninger på 50 sdr. som skulle udredes før datteren Anna Johansdatter, som Jens Knudsen værger for, kunne arve. Skifteforretningen var blevet anket til Landstinget af Mogens Clausen for at få refusion.

Kaptajn Hans Bistrup havde stævnet Mogens Clausen og hans hustru Lisbet Mogens Clausen for de “ærrørige skiæls ord som de skal have øvet og begaaet paa Hans Jespersen paa Sandvig gade den 23 Januari sidst afvigte”. Mogens Clausen ville ikke godkende stævningen og slet ikke acceptere, at birkefogeden Johan Torsen skulle være dommer i denne sag, da den hører sammen med den forrige sag, hvor Hans Jespersen havde bemægtiget sig korn fra en lade. Han ville desuden heller ikke anerkende de to indkaldte vidner Niels Jørgensen fra Sandvig og Hans Rasmussen fra Allinge, de var medgerningsmænd til kornsagen, samt ikke troværdige at vidne i æressagen, da de var Hans Jespersens “arbejdstjenere”. Vidner skulle være upartiske, mente han. Birkefogeden mente ikke, at de to sager var sammenhørende og krævede at sagen kunne foretages. Anders Monsen fra Krashave nedsatte sig i dommersædet og forhørte sig om ikke de to parter kunne forliges. “imidlertid da denne sag ageredes blef Mogens Clausen med Hr. Capitain Bistrup paa afdøde Hans Jespersens vegne venligen og velforligte..”

30. april 1708 pag. 175b
Efter ordre fra landsdommer Ancher Müller blev birketinget afholdt i Sandvig med den anordnede dommer Vefst Pedersen fra Maegård i Olsker. Da Birkefogeden Johan Torsen var ikke kommet klokken kvart over 11 blev retten sat  og efter amtmandens befaling kunne Vefst Pedersen betjene retten ved birketinget. Han fik desuden tilladelse til, at fortsætte som dommer på flere tingdage hvis det behøvedes, hvis ikke birkefogeden Johan Torsen kom til rette tid, således at Jens Knudsen ikke unødigt opholdes i hans sag og derefter indstævne sagen til landstinget.

Jens Knudsen havde stævnet birkefogeden Johan Torsen på sin myndlings Anna Johansdatters vegne 1, 2 eller 3 tingdage om det behøvedes. Sagen skulle afdække, hvordan birkefogeden havde forholdt sig til skiftet efter Johan Knudsen. Endvidere var Mogens Clausen stævnet til at fortælle, hvad han vidste om birkefogeden “hafde skaltet og valtet med Johan Knudsens sterfboe”. Desuden var vurderingsmændene Niels Hansen, Rasmus Pedersen og Christopher Møller indkaldt. Derudover var følgende stævnet til at fortælle, hvad de havde købt af boets ting af birkefogeden: Niels Jørgensen, Jørgen Hansen, Giese sal. Niels Hansens, Bertil Johansen og Christopher Hansen alle af Sandvig, samt Henrich Nielsen og Engliche sal. Hans Jespersen af Allinge. Endvidere var Christopher Hansens søn Hans Christophersen, Rasmus Pedersen, hans hustru Karen, Rasmus Pedersen samt  hans datter Bendte Rasmusdatter, Hans Larsen Stærk og Laurs Olsen, som var Johan Knudsens tjenestekarl, alle til at vidne om “boets bortspredelse saa vel som og siden hans hustru Anna Maria døde”

Birkefogeden var ikke mødt ej heller nogen der kunne svare på hans vegne.

Mogens Clausen mente, at han ikke måtte pålægges nogen ed, da “hand befinder sig gandske brøstholden at være af Johan Torsens giorde skifteforretning efter afg. Johan Knudsen”. Mogens Clausen var allerede på vej med landsrettens afgørelse  om Johan Knudsens stervbo skyldte ham 50 sdr. af boets midler. Mogens Clausen undrede sig over, hvorfor birkefogeden ikke var mødt.

Der blev afgivet en kollektiv edsafsigelse af de navngivne, dog ikke Mogens Clausen.

Mogens Clausen fortalte at han den 23. juli 1707 havde mødt Rasmus Pedersen og hans datter Bente ved Sandvig byled. De havde et stort læs på vognen med 2 heste for. Rasmus fortalte, at de var på vej til Byfoged i Hasle  med et læs, der var så stort, at de måtte have hjælp af Christopher Snedker. Mogens Clausen sagde, at det drejede sig om 1 sæk bygmalt (9 mk), 1 anker kornbrændevin (4 sdr.), Johan Knudsens bedste bøsse (4 sdr.) En del ting (2 sdr.), 1 agedyne (6 mk), 2 hynder hver 1 sdr værd, En dantsiger qvindesædestoel 1 mk, 1 armkurv med en del æg 1 mk 4 sk,  en kurv med hollandske fade og tallerkener samt et dusin nytræ tallerkener i alt  3 mk, 1 stor krukke med eddike (8 sk), en sæk med noget flæsk og anden sulevarer, og fisk i alt for 6 mk, også en sæk med 11 stykker linklæder af brugarnslærred (14 dr.), En salttønde 8 sk, hvilke ting som Mogens Clausen ikke mente var til udlæg. På vognen var der også en sæk rugmel, en kedel, 2 sold og sigte, en sæk malt som muligt kan være udlagt.

Rasmus Pedersen bekræftede Mogens Clausen opremsning. Det var det han og Christopher havde på vognen da de kørte til Hasle på birkefogedens befaling. Christopher Snedker bekræftede også forklaringen, men kan vidste ikke nøjagtigt, hvad der var i kurve og sække.

Didrik Michelsen bad Mogens Clausen bekræfte, at birkefogeden havde solgt et ølkar før endelig skifte blev foretaget. Mogens Clausen sagde, at han havde hørt om et, og at det var den tønde der stod i stalden som snedker Christopher Hansen skulle have fået af byfoged. Mogens Clausen mente, at det kunne havde en værdi af 3 mk. Christopher bekræftede købet, men det var gammelt og han havde kun givet 1 mk. Christopher Hansen og Jørgen Hansen havde desuden købt en tønde rug for 7 mk dansk før skiftet var sluttet. Jørgen Hansen sagde, at han havde købt 2 nyhugne vognaksler for 8 sk. og et lille barket nødhud for 1 mk 8 sk, et hakkelseskniv for 1 mk, 2 skp lands ærter i Rugløkken for 1 mk 8 sk.

Mogens Clausen fortalte, at Johan Torsen skulle have taget Johan Knudsens “lommepenge” 2 sdr 2 mk 6 sk. Han havde også taget et forgyldt sølvbæger og en “ameleret guldsknap”, som Johan Knudsen havde i pant for 12 mk af Niels Hansen i Sandvig. Hvilket blev bekræftet af Niels Hansen, som også fortalte, at birkefogeden samtidigt fik et “bred egte Sølf Galur”. Niels Hansen, som havde været vurderingsmand ved skiftet, fortalte at de nævnte ting var blevet registreret, men at der ikke blev udstedt lodseddel (den 31. januar) på dem og krediteret til nogen. Han havde ønsket at indløse de pantsatte genstande..

Henrik Nielsen af Allinge fortalte, at han havde købt et askeroed på Bækkegård for 8 sk.

Niels Jørgensen af Sandvig bekendte, at han havde af Birkefogeden købt følgende ting af stervboet: En del trævarer (6 sdr) til brændeved, noget havre på Brogaard for 9 mk, en gl. udygtig jerngryde for 12 sk. Mogens Clausen nævnte, at han havde hørt, at Niels Jørgensen også havde købt et par færdige pistoler (3 rdr), samt en vest. Mogens Clausen mente, at trævarerne var 10 sdr værd og sæden på Brogård var 4 sdr værd.

Bertil Johansen og Hans Larsen vidnede at de for en halv dagløn havde hjulpet Niels Jørgensen med at føre 7 eller 8 læs trævarer far stervboet til Niels Jørgensen.

Mogens Clausen mente også, at birkefogeden havde Johan Knudsens sko sølvspænder af en værdi af 3 sdr. Niels Jørgensen, Niels Jensen og Rasmus Pedersen fortalte at disse skospænder havde birkefogden sat på sine egne sko og at de var 3 sdr. værd.

Mogens Clausen mente, at Niels Jørgensen havde fået 1½ td rugmel for fortæring for i alt 10 mk, hvilket bekræftedes af Niels Jørgensen, men det var betaling for birkefogedens logement og tæring.

Christopher Møller og Rasmus Pedersen bekræftede at byfogeden havde fået et læs hø (2 sdr.), som var blevet afhentet af Anders Hansen i Hasle. De vidnede også, at Anders Pedersen i Sandvig den 4. august 1707 havde fået et læs hø til at fordre hesten med, til den var “fuldfærdig”. De fortalte, at Hans Jespersen havde købt en stige på fårhuset 1 mk, som Mogens Clausen mente var 1 mk 8 sk. værd.

Mogens Clausen mente, at det ølkar (1 rdr.) som på Anne Maries skifte var tillagt Hans Larsen var endt hos Rasmus Pedersen, da han havde set ham bære det hjem. Hans Larsen havde forsøgt at få ølkaret udleveret efter at Johan Knudsen var død, men det var blevet ham nægtet, men at de 6 mk var blevet ham tillagt af Hans Rasmussen i Allinge, som skulle udgives for en ko.

Mogens Clausen sagde, at Lene sal. Eskild Nielsen havde udtaget en tværsadel (1 rdr.), hvordan kunne han ikke forklare. Endnu havde birkefogeden udtaget sadel, bidsel, skaberak og hestedækken (6 sdr.) og hesten (16 sdr), hvordan måtte Birkefogeden selv forklare. Rasmus Pedersen og Møller fortalte at broderen Jens Knudsen havde lånt byfogeden hesten og tilbehøret, så han kunne ride hjem. Det skulle have været sket 14 dage før Johan Knudsen døde. Byfogeden ville ikke levere hesten mm tilbage før Johan Knudsen leverede de 5 får med lam, samt en slæde og 1 daler borgerskabspenge. Når Johan Knudsen kom til Hasle og gjorde regnskab, så ville han få udleveret sin hest, også fordi byfogeden havde frelst hans hans ære, liv og gods. Tjenestekarlen Lars Olsen bekræftede, da Johan Knudsen lå svag i drengehuset, havde Jens Knudsen lånt byfogeden hesten til at ride hjem på. Tjenestekarlen var taget til Hasle for at hente hesten, men fik at vide, at byfogeden behøvede hesten endnu 8 dage. Mogens Clausen blev spurt om han vidste noget om hesten og om birkefogeden kunne have ret til at tilbageholde den. Det vidste han ikke, men han havde hørt om birkefogedens besøg i drengehuset. For øvrigt var der noget kalk til en værdi af 1 mk 8 sk og noget torsk til 12 sk. som han gav bort til ingen nytte. Endvidere havde birkefogeden taget 3 mk 10 sk dansk og 1 mk 5 sk svensk til sig fra en af kisterne, samt 2 små ærmeknapper. Hvor byfogeden har gjort med dem, vidste han ikke. De tre vurderingsmænd så at Hans Jespersen tog penge og knapper og leverede dem videre til birkefogeden.

De tre vurderingsmænd havde kun fået delvis betaling for deres arbejde. Høstarbejderne mangler 2 mk i deres aflønning.

Det blev undersøgt om birkefogeden havde åbnet døre, kister, skab og skrin i nærværelse af Jens Knudsen, for derefter at blive forseglede. Hvilket vurderingsmændende ikke mente birkefogeden havde gjort hver gang. Endvidere kendte mændene, at der var to kister i et kammer, hvor kun Mogens Clausen og Johan Torsen havde været. Kisterne var blevet læsset på Mogens Clausens vogn. Hvad der var i dem, vidste de ikke, men da de havde været på stervboet 7-8 gange, var det vel blevet registreret. De havde jo også deres arbejde at passe!

Underskrevet af Vefst Pedersen, Hartvig Jacobsen og de 8 stokkemænd (7 med signaturer og Jørgen Rasmussen med egen hånd)

7. maj 1708 Pag. 180a
Vefst Pedersen måtte selv skrive i tingbogen, da ingen skriver var ved hånden. Han kunne derfor ikke genoptage sagen fra sidste ting den 30. april. Det var almindelig tingsamling og stokkemændene var mødt.

Magnus Vestergaard var kommet på tinget og læste konges bestalling af 21. november 1707 at han skal være birkeskriver ved Hammershus birk. Den interimanordnede skriver Poul Hartvig Jacobsen skulle overlade protokollerne til den nye skriver. Amtmandens resolution på udnævnelsen er dateret den 3. maj 1708.

Poul Hartvig Jacobsen indfandt sig på tinget og leverede denne protokol, samt pante- og skifteprotokollen til den nye skriver, tillige med dokumenter over indeværende års skattetakster. Herefter overtog den nye skriver referatet.

Holger Johansen af Allinge fremlagde køb- og skødebrev på et stykke havrejord på 3 td.land i Allinge Vang kaldet Byggis løkken. Jordstykket var solgt af Hartvig Willumsen og hans hustru for 24 sdr.

11. juni 1708 Pag. 180b
Birkefogeden Johan Torsen betjente birketinget, sammen med den nye skriver. Men da hverken Niels Hansen af Allinge eller Hans Bistrup af Sandvig var kommet, kunne birketinget ikke holdes. De vil blive tiltalt på næste ting.

16. juli 1708 Pag. 181a
Birkefogeden Johan Torsen og skriver Magnus Westergaard.

Birkefogeden var kommet for øre, at der har været slagsmål mellem Lars Hansen og Poul Hartvig af Allinge og han havde stævnet de to om en forklaring. Lars Hansen var ikke tilstede, men havde bedt Mogens Clausen om at møde for ham. Mogens Clausen var på vej til København og bad om udsættelse af sagen.

20. august 1708 Pag. 181a
Af tingmændene af Allinge mødte kun Niels Hansen. De tre Poul Hartvig, Peder Hartvig og Søren Rasmussen er udeblevet trods lovlig kirkestævnings tillysning. Fra Sandvig kom Christopher Hansen og Søren Bødker. Hans Bistrup og Bertil Johansen udeblev. Der manglede fem stokkemænd og birketinget kunne ikke gennemføres og det var anden gang det skete i året.

Maltaccisen ville blive bort bortforpagtes, men indeværende og forriges års accise skulle betales til Birkefogeden i Hasle inden fredag “saa fremdt icke Militarishe Exsicusion paafølge shall”

17. september 1708 Pag. 181b (alle stokkemænd var mødt)
Kgl forordning om barbererne ikke måtte nedsætte sig i Købstæderne før de af barberlauget i København er blevet examineret og at de har lovlig attest fra Facultetet Medica.

15. oktober 1708 Pag. 182a
Birkedommeren var “upasselig” og Lorens Petersen var beordret til at varetage birketinget i stedet for. Jørgen Rasmussen var syg ellers var alle stokkemænd mødt.

Kgl. forordning om betleres og fattiges underhold. og kgl. forordning om skibsvrag blev læst.

19. november 1708 Pag. 182a
Der blev læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1709

Desuden blev der læst kgl. forordning om fremmede ministre i kongens hof.

Desuden amtmand Reedts ordre om gamle heste at udføre jfr. en rentekammerforordning.

Kgl. forordning om betlere.

Amtmandens befaling om “huis som er falden till Rønne Hospital”

Efter Hr. Predigeurs ordre skal Lorens Pedersen skrive næst følgende sag imellem birkeskriveren Vestergaard og Poul Hartvig Jacobsen i Sandvig. Vestergaard ville have at vide, hvilke indtægter Poul Hartvig havde haft siden Vestergaard havde fået sit bestallingsbrev. Poul Hartvig bad om at se hvilke beføjelse han havde til at forlange regnskab, så ville han svare til næste ting. Hartvig mente at han bare kunne se i protokollen, hvilke sager der var behandlet.

17. december 1708 Pag. 183a
Peder Christensen af Vang efterlyste hans datter Hanna Pedersdatters mand Jens Pedersen, som var bortrømt. De boede på Hammershus slots grund.  Ønsket var at få oplysninger om hvor han befandt sig eller om han var død.

Rasmus Larsen fremkom med et købebrev på et hus i Allinge, som han havde købt af Poul Hartvig for 140 sdr.

Enert Enertsen læste et købebrev på 1 td bygjord som ligger i Sandvig vang kaldet Assera ellet af Hans Jespersens enke Englete for 32 sdr. med nogle “onge” træer og æbler.

Holtsførster Hans Christensen kom til retten og angav, at der for nogen tid siden skulle være nogle borgere her fra Sandvig som havde kørt ind på Hammershus tilliggende lyng og ejendoms grund, og hugget nogle læs lyng, ene og andet. Vogne med brænde er ført til Hammershus i forvaring indtil sagen. Holtsførsten ville have to Dannemænd til at vurdere vognene og brændet. Birkefogeden valgte Poul Hartvigsen og Jørgen Rasmussen fra Allinge til at tage op og vurdere vognene.

Mads Hartvig, Jørgen Hansen og Mogens Clausen af Sandvig havde stævnet fændrikken på Hammershus Monsieur Mathias Koufoug angående de 3 mænds vogne, som han med magt havde frataget deres folk på alfarvej og ført dem til slottet med ene og lyng brændsel. De ville også høre om brændselsrivning på Vestermarken er forbudt.

Mathias Koufoug (Kofod) svarede at han intet havde med de tre mænd at gøre. Hvis de have noget med ham at gøre, skulle de sagsøge ham ved hans “sorom”, som er krigsretten eller de kunne skaffe sig Hr. Bregardens ordre derpå. De tre mand Hartvig, Hansen og Mogens Clausen henviste til 8 bog 9 art. at han skulle svare på stævningen til den ret hvor han holder “dug og disk”, undtagen dem der bor i København, hvis ikke, skulle han blive sagsøgt på bestillingen og sit gods.

Lorens Pedersen overtog skrivningen, således Magnus Vestergaard kunne føre sagen mod sin forgænger på birkeskriverposten.  Birkeskriveren fremlagde sit skriftlige indlæg og sagen skulle efterfølges på næste ting, hvis det bliver behov for det.

Laurids Gomløs af Hasle havde allerede på kirketævnet anmeldt at hans tjenestedreng Christian Hermandsen havde løbet fra sin plads, som en tyv om natten, uden pas eller ringeste afsked. Det siges at han nu opholder sig hos sin moder Pernille Hermands og skulle have “anmeldt” sig som soldat hos kaptajn Anders Larsen. Laurids Gomløs anmoder om at tjenestedrengen og hans moder Pernille kunne forklare sig på tinget om hvorfor han havde rømmet fra pladsen. Det blev ham bevilget.

DOM. De tre mænds anklage (Mogens Clausen, Jørgen Hansen og Mads Hartvig af Sandvig) mod at 4 vogne var blevet uberettiget ført til Hammershus med brænde. De ønskede, at føre fændrik Kofod som vidne i sagen, hvilket han havde nægtet, da han hørte under krigsretten. Birkedommeren havde bedt sig amtmandens udtalelse i sagen, og før han havde den kunne han ikke andet en mene, at stævningen til birketinget skulle opretholdes indtil videre.

14. Januar 1709 Pag. 185b
Årets stokkemænd fra Allinge: Mikkel Sørensen, Hans Rasmussen, Samuel Johansen, Mads Michelsen. Fra Sandvig: Hans Larsen, Henrik Pedersen, Peder Pedersen og Rasmus Pedersen.

Som taksatorer: Niels Hansen  og Christopher Møller af Sandvig og Henrik Nielsen og Mons Nielsen af Allinge. Som kæmnere: Hans Jensen af Allinge og Jørgen Hansen af Sandvig. Følgende skatter skulle lignes og indkræves: Grundskatten, kontributioner og accisen, hver efter næring og brug og enhver efter næring og formue.

Holtsførsten Hans Christensen havde stævnet Mogens Clausen, Jørgen Hansen “at påhøre, til spørgsmål at svare samt tiltale og dom at lide” ang. 3 læs brændsel af lyng, bøgekrat og birkeris som de 3 havde ladet hugge og rive på kongen udmark kaldet Slotslyngen. Deres vogne var konfiskeret af en del af garnisonen til Hammershus. Holtsførsten havde indkaldt mændene der havde opbragt vognene til at forklare.

De tre anklagede svarede, at de ikke havde røvet brændsel på steder hvor kongens lov og forordning forbyder dem det, og de havde ikke gjort skade på kongens ejendom. De forklarede at fændrik Mathias Kofod og hans underordnede lidt før jul havde taget deres vogne med magt på alfarvej. De betragtede fændrikken som sagvolderen.

Mathis Koufoug vidnede at han på kommandant Major Brunos ordre opbragte de tre mænds vogne med brændsel kort før jul. Mere vidste han ikke.

Sergenten Carl Pedersen fortalte at kommandantens stedsøn kom til ham, da han sad i vagten, og blev hentet til kommandanten og beordret til at hente de 3 vogne sammen med sin kammerat Jacob Monsen.

Morten Hansen, Soldat på Hammershus, blev kommanderet sammen med 3 mænd at tage de tre vogne op på slottet.

Holtsførsten havde også fået ladefogden af Klemensker sogn Bengdt Andersen, tillige med Jørgen Hansen fra Rutsker til at vidne. Ladefogden fortalte, at på den tid han var ladefogden på slottet i oberst Mortens og Tomas Finckes tid, måtte ingen skære tørv eller rive lyng uden de havde øvrighedens bevilling. Bevilling havde Niels Jørgensen, som boende på den gård hvor Mogens Clausen bor, samt birkefogeden Hans Jørgensen, der boede der hvor hans fader Jørgen Hansen boede. Ladefogden fortalte at Slotslyngen var indhegnet og havde gærde og grøfter siden general Løyenhielms tid.

Jørgen Hansen fra Rutsker fortalte at han, da han tjente oberstløjtnant Blinck på Hammershus i 4 år, for 24 år siden, måtte ingen hugge i slotslyngen uden Blincks tilladelse. Hvis de alligevel gjorde det, blev de opbragte. Han fortalte, at når han så enten Jørgen Hansen, Hans Jørgensen og Niels Jørgensen fra Sandvig, skulle han lade dem passere frit.

Kaptajn Niels Nielsen på Brisselsgården fortalte, at så vidt han vidste var Slotslyngen, der ligger mellem slottet og syd for til et gærde, der var blevet oprettet mod bondemarken. Denne lyng, der ligger norden for gærdet har i hans tid altid været kaldt for Slotslyngen. Marken synden for gærdet kaldtes Vestermark. De to marker har nu i nogle år være fælles græs. Niels Nielsen vidste, at der i nogle år var blevet revet lyng og skåret tørv i Slotslyngen af adskillige, men om det var tilladt, vidste han ikke. Han havde også revet lyng her, men det skete med øvrighedens tilladelse. Trods opfordring kunne Niels Nielsen ikke angive, hvem der havde revet lyng og gravet tørv i Slotslyngen de sidste par år.

Vefst Pedersen af Olsker fortalte at for 36 år siden (1673) flyttede han fra Rutsker til Olsker sogn og derefter havde han ikke så meget kendskab til slottets udmark. Men i hans opvækst tog han ofte til Hammerhus Slot for sig og sine forældre, Da blev det sagt at det var Jørgen Hansens og Hans Jørgensens drenge, der gik synden for slottet på lyngen og rev lyng og ene. Hans Jørgensen var dengang by og birkefoged her i Sandvig. Arkellkimesteren Niels Jørgensen havde også hentet lyng der. Da han dengang var i Sandvig, havde han set at der udenfor disse tre mænds gårde havde store lyng røster og lyng læs.

Vefst Pedersen stedfæstede Slotslyngen til vesten for Albert Skrædders hus. General Løvenhielm havde indhegnet slotslyngen og dengang var der store eg, bøg og birke træer synden for slottet og der var et led ved Ålekistedammen. dengang der blev hegnet, boede en mand der hed Hans Frilere (?)i samme hus hvor Albert Skrædder nu bor. Hans opgave var at tage vare på leddet, således at Løyenhielms heste og hopper ikke kom ud og gøre skade på bøndernee eng og korn. Wefts Pedersen vidnede at de tidligere omtalte træer blev fældet til slottets fornødenhed, et arbejde som bønderne i Olsker, Rutsker og Rø udførte.

Mogens Clausen og de to andre spurte Wefts Pedersen om de træer, der blev fældet, lå på det sted hvor de havde revet lyng og brændsel. Endvidere ville Mogens Clausen vide om træerne blev brugt til slottets reparation eller om de kunde være fældet til brændsel til folk på landet. Det ville Wefts Pedersen ikke fortælle om, men han sagde, at de omtalte træer stod i dalene og på bakkerne.

Flere af de indkaldte vidner var gået fra tinget og det var ved at være sent. Mogens Clausen ville indenfor en måned føre vidner på sagen, hvilket Holtsførsten ikke mente var nødvendigt.

Lorens Pedersen overtog skriverarbejdet, således at den nye skriver kunne få klarhed over, hvis ansvar det var, og om de sager som Poul Hartvig havde udført, var udført korrekt. Han henvist til sit betallingsbrev. Sagen handlede om hvem der skulle have indtægterne for opgaverne.

12. februar 1709 Pag. 189b
Birkefogeden var utilfreds med at Hans Rasmussen fra Allinge ikke var mødt på tinget og at det i fremtiden ikke ville blive tolereret.

Lars Nielsen Gomløs fra Hasle havde indstævnet Peder Hansen af Allinge og Mons Pedersen af Løsebæk om deres gæld til sal. Anne Maries (Leopoldusdatter) bo, som var tillagt hans myndling Hans Leopoldus part (henh. 1 mk 11 sk og 3 mark). Han fordrede, at disse penge, tillige med rejsegodtgørelse og sagens omkostninger, skulle være betalt inden 15 dag.

De 4 taksatorer fremlagde deres ligning over byskat, accisen og kvartalsskat, som ingen klagede over.

Dom mellem Poul Hartvig og Magnus Vestergaard vedrørende deres mellemværende – ingen beskrivelse.

Byfogeden oplæste amtmanden Reeds missive vedrørende et anker som fandtes i Sandvig, hvilket sandemand Lars Nielsen fra Olsker havde beordret til Rønne. Bjergelønnen ville blive udbetalt når de deputerede i søetatens kommissariat blev underrettet. De fire bjergemænd Christoper Hansen, Rasmus Pedersen, Peder Hansen borgere i Sandvig og Knud Nielsen, borger i Allinge, sagde, at ankeret som var vurderet til 40 sdr., var blevet skyllet i havet af en stor bølge i løbet af vinteren 1708. Men at de alligevel ville modtage bjergelønnen. Endvidere nævntes, at tidligere havde de bragt to ankre til Amtmandens gård i Rønne, hvor det endnu befandt sig, men som de ikke havde fået bjergeløn for. De bad Birkefogeden om hjælp hos øvrigheden.

Mogens Clausen, Mads Hartvig og Jørgen Hansen havde indstævnet kommandant Bruno i sagen om de 3 mænds vogne, der var blevet konfiskeret af fændrik Kofod og ført op på slottet. Han blev spurt om den vej eller mark syd for slottet ikke var til fælles brug. De tre, der havde udført konfiskationen Mathias Kofod, sergent Carl Pedersen og soldat Morten Hansen, samt kaptajn Wefts Pedersen i Olsker, Bengdt Ladefoged i Klemensker og Jørgen Hansen af Rutsker. Endvidere blev indkaldt fra Allinge: Michel Sørensen, Samuel Johansen, Tor Jørgensen, Peder Larsen, Hans Jensen, Jacob Madsen, Peder Hyldebrand, Mons Pedersen, Kirsten Albert Dichs. Fra Sandvig: Hans Arendsen, Rasmus Pedersen, Anders Jensen, Niels Bengtsen, Peder Hansen, Niels Jørgensen og Giesa sal. Hans Jørgensen.

De tre mænds ærinde var at bevise, at marken syd for slottet var fælles til brændsels rivning, skovhugning og tørveskæring. Og at lyngmarken kan have anden frihed som “alminglyngen, som alle både bønder og borgerskab, fattig og rige, uhindret [kan]skære tørv, og rive brænde og bruges til fælles kløvgang”.

Endvidere havde de 3 mænd indstævnet de 4 vurderingsmænd (Poul Hartvig, Jørgen Rasmussen af Allinge, Christopher Hansen og Mads Nielsen af Sandvig) til at fortælle om deres vurdering af vognene som stod oppe på Hammershus.

Endvidere blev Ole Larsen og Nielle Pedersdatter, der boede i Gudhjem indkaldt.

Hans Jensen af Allinge fortalte at han havde tjent general Løyenhielm, som dengang residerede på Hammershus. Han tjente på slottet i 2 år for 26 år siden (1683), Han havde aldrig hørt, at det var forbudt at rive lyng. Holtsførsten nævnte, at Hans Jensen er Jørgen Hansens hustrus fader, og han ville aldrig vidne andet for sin svigersøn. Mogens Clausen mente, at Hans Jensens vidnesbyrd burde stå ved magt, da han var en af de ældste og bekendt med udmarkens brug.

Anders Jensen fortalte at han ofte blev lejet af Jørgen Hansen til at rive lyng syd for slottet. Han var også lejet i 14 dage til samme arbejde af sal. Hans Jørgensen og 2 dage af Hans Nielsen i Sandvig. Desuden blev han lejet af Niels Jørgensen til at rive lyng, ene og birk og køre det til Sandvig. Om sommeren havde han sørget for at Allinge og Sandvigs byfolk fik deres kvæg og bæster på den fælles kløvgang syd for slottet.

Mogens Clausen og de 2 mænd henholdte sig til gammel “skik og brug” på Bornholm.

Niels Bendtsen fortalte da han var soldat på Hammershus for 30 år siden (1679) blev han lejet til at rive lyng, krak og ene på marken ved slottet af Hans Jørgensen, Niels Jørgensen, Jørgen Hansen og Hans Nielsen. De lod deres drenge og folk age det hjem til Sandvig. Han fornemmede ikke at amtmanden Christian Gedde ville forhindre det. Allinge og Sandvigs borgere førte deres kvæg og bæster ageren, samt til grisegang (!)

Peder Hansen vidnede at han for 12 år siden (1696) tjente afdøde Hans Nielsen i Sandvig i 2 år. Han blev lejet ikke en men flere gange til at rive lyng på Vestermarken, som ligger syd for Slottet. Han kørte uhindret tilbage til Sandvig. Men han vidste ikke om det var lovligt eller ej og han kendte heller ikke andre der hentede lyng her.

Ole Larsen af Gudhjem, tidligere fra Sandvig, vidnede at han for omkring 15 – 16 år siden tjente oberstleutnant Blinch i 3 år, da fornemmede han at Allinge og Sandvigs byfolk rev lyng, birkekrack, ene og hvad andet, der kunne være til brændsel. Han fornemmede ikke, at hans afdøde herre havde noget imod det og der blev ingen opbragt for at gøre det. Om de skulle have lov til det, vidste han dog ikke. Byboerne havde deres kvæg og bæster på græs om sommeren.

Nille Pedersdatter, som er Ole Larsens hustru bekræftede det hendes mand havde sagt. Hun havde arbejdet 4 år for oberstleutnant Blinck på Hammershus slot og havde aldrig set at han havde forbudt lyngrivning og brændselshugning i Slotslyngen.

Peder Hansen Hillebrand i Løsebæk fortalte at han for 12-14 år siden blev lejet af Anna Maria og hendes mand Hans Nielsen til at rive lyng en hel dag og de kom ud med øl og mad i marken. Deres folk kørte det uhindret bort til Sandvig. Da Anne Maria blev enke blev han lejet en dag sammen med Jon, en “ølendig”. Nogle dage efter hjalp Peder Hansen tjenestekarlen med at køre det hjem. Et år efter hjalp han Niels Skrædder i Løsebæk og derefter Hans Jensen, Pellegaarden i Rutsker med samme arbejde i udmarken syd for Slottet.

Mons Pedersen i Løsebæk var lejet af sal. Hans Jespersen i Allinge. Hans Aredsen fortalte at han tjente Hans Jørgensen i Sandvig med at rive lyng og drive kvæg ud om sommeren.

Lorens Petersen og Svend Jensen fortalte på vegne af den sengeliggende gamle kvinde Gesa sal. Niels Hansen, som er Jørgen Hansens moder. Hendes sal. mand Hans Jørgensen  lod deres drenge og folk rive lyng og hugge brændsel på Vestermarken uhindret. Det skete sammen med byfolk i Allinge.

Svend Jensen vidnede at han i 2 år havde tjent Hans Jørgensen i Sandvig for 34-35 (1674-1675) år siden. De rev lyng med mere syd for Slottet på den tid da oberst Morten var på slottet. Han vidste dog ikke om de havde lov til det eller ikke.

Hans Christensen havde fået 2 vurderingsmænd Poul Hartvig og Jørgen Rasmussen af Allinge til at vurdere de 3 vogne på Hammershus. Men da de begge var fra Allinge var der ikke ligevægt i bedømmelsen, derfor var to fra Sandvig tilkaldt til vurderingen. Det var Christopher Hansen og Mads Nielsen.

Mogens Clausen ville have holtsførsten Hans Christensen og hans svoger fændrik Mathis Kofod til at fortælle hvilken hjemmel, de havde til at opbringe de 3 vogne. Hans Christensen mente, at det var urimeligt af de tre mænd at gå  i rette imod kongens love og ejendom. Tvært imod skulle Mogens Clausen bevise, at han havde adgang til at tage lyng mv i kongens lyng.

Mogens Clausen mente, at Holtsførsten skulle bevise at det var kongen, der havde frataget birkets beboere rettigheder til at adkomst til udmarken, som de havde haft altid og som de mente at have bevist indenfor de sidste 40 år. Udmarken lå op til kongens vildtbane hvor de store vildthjorte og hinder i stor mængde. Bornholms indbyggere måtte nyde deres brug. Hammershus udmark var ikke slottets ejendom til avling. Mogens Clausen mente, at det var lovstridigt at fændrik Kofod havde nægtet at lade dem vise, hvor de havde hugget brændsel, således at det ikke kunne bevises, at de havde taget det i udmarkens render, ved at vise de afhuggede stubbe. Kommandanten nød hver år 6 læs og garnisonen 6 læs brænde, der blev leveret i gamle træer og derfor ikke behøvede enten lyng eller ene.

Natten var ved at “at gå på”, og Mons Clasuen ville føre sin sagen videre enten i aften eller til næste ting. Holtsførsten valgte at føre sagen videre til næste ting.

4. marts 1709 Pag. 196a
Jens Nielsen af Allinge stævnede Jens (Poul?) Sørensen af Allinge for manglende lodseddel i skiftet efter hans hustru Johanne Andersdatter. Han udbad sig et regnskab. Mogens Clausen svarede på sin søstermand Poul Sørensens vegne, som er tunghør. Han ville fremlægge kopi af skiftet til næste ting.

Byfogeden rykkede for betaling af byskatterne for 1708. Der er problemer med den seneste kgl forordning, der trådte i kraft til nytårsdag, om restancer som konstabel Niels Jons (? Jensen) i Sandvig og Hans Jørgensen i Allinge skyldte. Byskatterne var lignet uden hensyntagen til borgerskab eller ej og der er tilsyneladende nogen der ikke har borgerskab [Jeg er ikke klar over problemstillingen – det er meget sjusket skrevet]

Holtsførsten Hans Christensen havde stævnet Mogens Clausen, Jørgen Hansen og Mads Hartvig alle af Sandvig om sagen vedrørende Slotslyngen “og dens beskaffenhed”. Desuden skulle Kaptajn Anders Larsen af Allinge, Hans Jensen, Peder Hyldebrand, Peder Hansen, Anders Jensen, Hans Arentsen og Mons Pedersen afhøres.

Kaptajn Anders Larsen var nu 3. gang stævnet men ikke indfundet sig eller havde sendt en der kunne udtale sig på hans vegne.

Holtsførsten havde desuden stævnet Herman Pedersen og Lars Pedersen af Garnisionen på Hammershus, som havde set, hvor de tre mænd havde hugget brændsel og lyng. Og at de ikke havde vognene med sig. Mogens Clausen ville have soldaterne til at sige sandheden om de skulle have revet lyng på slottets grund, på almindingen eller på fællesjorden, hvis de ikke sagde sandheden ville han sørge for at de blev dømt til at betale 10 lod sølv efter lovens pag. 106 7 artikel. Hermand Pedersen absenterede og gik fra retten.

Holtsførsten læste skovfogden Hans Eriksens vidneseddel om slotslyngen og fremlagde sit endelig påstand. Mogens Clausen ville ikke tillade skovridderens indlæg på linje med vidnernes, hvilket han mente ikke var lovligt, men udbad sig dog en kopi af skovridderens skrivelse. Mogens Clausen og de to andre udbad sig at måtte føre deres tidligere vidner i sagen til næste ting, hvilket dommeren tillod til næste ting den 3. april.

3. april 1709 Pag. 198b
For retten kom Madam Lene sal. Eskil Nielsen enke og læste et købebrev.

Monsieur Gurris Ancher mødte på sin moders vegne og vedstod, at hun havde solgt hendes andel i Piberlycken og tornlycken for rede penge til Lars Gomløs for 98 sdr. 3 mk 15 skilling. Gurris Ancher opbød en del gangklæder som skulle tilhøre Margrete Kirstine Hansdatter, som er leveret til hans moder. Der efterlystes en værge for Margrete, der var gået fra sin tjeneste hos Gurris moder. Jørgen Hansen af Sandvig svarede, at han ikke ville tage til Hasle og hente godset, men hvis det blev leveret til ham, vil han modtage det. Han var tilsyneladende værge for Margrete Kirstine.

Leutnant Jens Nielsen og Poul Sørensen af Allinge fremstod at være blevet enige i Jens Nielsens værgemålet for Poul Sørensens søn Morten Poulsen. Poul Sørensen lovede at betale kapital og rente til sin søn når han bliver lov-voksen (10 sdr.)

Mogens Clausen og de to andre mænd havde indstævnet Hans Christensen og skovridderen Hans Eriksen, begge boende i Klemensker i sagen om slotslyngen. De havde også indstævnet kommandanten på fæstningen Gotfred Ludvig Bryno, fændrik Mathias Kofod, Niels Hansen i Sandvig, som havde slottets vang i avl.

Niels Hansen fortalte at han siden 1708 havde lejet slotsavlingen af oberkommandanten på Bornholm (amtmanden), og herunder mente han, at have retten til at rive lyng i slotsmarken, som nu var stridens kerne. Da vicekommandanten Bryno så Niels Hansen kørende med et læs lyng på hans vogne, lod han straks slottets 3 mushetterer vognen konfiskere og bringe den op på slottet. Han fik standset vognene ved kroleddet eller slotsleddet, til han havde talt med Bryno. Bryno svarede, at han havde gærdet området for at udrede skat og skyld. Niels Hansens slap fri denne gang, men fik at vide, at han næste gang skulle have Holtsførstens tilladelse og at han skulle vise sin tilladelsesseddel til vagterne næste gang.

Mogens Clausen ville se skovbetjentenes kongelige instruktion på markens brug. Deres hensigt var at påvise at fændrik Kofod havde handlet forkert ved at beslaglægge deres 3 vogne.

Holtsførsten mente ikke, at det var nødvendigt at fremlægge en instruktion om slotslyngen, da den ligger til Hammershus, som han har ansvaret for. Han havde fredet alt i slotslyng og vildtbanen. Det måtte være Mogens Clausen og de to andre at bevise hvilken adkomst og tilladelse de havde haft til at hugge brænde i slotslyngen.

De tre mænd havde tilrettelagt et dokument på rixortspapir, der om handlede deres vidners udtalelse om brugen af Slotslyngen, hvilket de ville henholde sig til. Hans Christensen mente ikke at dokumentet var retsgyldigt, da det var indgået “af villige mænd” til egen nytte.

Sagen endnu ikke var afsluttet, da Mogens Clausen ville afhøre 3 gamle Smochemænd (stokkemænd?) Mons Olsen fra Hollegården, Lars Nielsen fra Bækkegård og Hans Hansen.

Mons Olsen fra Hollegård fortalte at han at for 60 år siden (1649) var der stridigheder om slotslyngen. Dem som havde revet lyng på kongens mark blev pantede og deres lyngriver blev taget fra dem. Der blev en sag ud af episoden, hvor kommissarierne på Landet gav dem tilladelse til at rive lyng og skære tørv og småt brændsel, samt fri græsning på kongens mark til deres kvæg og bæster.

Lars Nielsen på Bækkegården fortalte ,at på Løyenhielms tid var han med sin fader Niels Hansen på slotslyngen og rive et læs lyng. Faderen tog sin hue af, da Løyenhiem kom ridende og sagde, at han ikke må blive vred fordi han havde revet et læs lyng på hans mark. Løyenhiem sagde om han så havde revet ti læs, var det i orden fordi det var noget djævelskab.

Hans Hansen fortalte at han var lejet af Hans Nielsen til at rive lyng syd for slottet i 8 dage og nætter.

De tre vidner kendte ingen retssager på Bornholms indbyggere – borgere eller bønder – der havde hugget kvas, ene, lyng eller småt eller skåret tørv eller fælles kløvgang på hans kgl majestæts lyng og vildtbaner.

Kommandanten og fændrikken var ikke mødt på tinget og dem ville Mogens Clausen gerne afhøre til næste ting, ligesom skovridderen Eriksen. Hans Christensen ønskede birkedommerens afgørelse nu. Birkedommeren tillod at sagen kunne går videre, men at sagens parter ville føre de sidste vidner, således at han kunne gøre en dom.

29. april 1709 Pag. 204a
Nu stævner Mogens Clausen, Jørgen Hansen og Mads Hartvig fra Sandvig fændrik Mathias Kofod på Hammershus og hans svoger Hans Christensen for beslaglæggelse af deres vogne med brændsel. Et stedsmål og fæstebrev fra 25. juni 1694, konfirmeret af Rentekammeret blev læst sammen med et fæstebrev udstedt til Mogens Clausens hustru den 12. september 1695. Desuden en fuldmagt udstedt af holtsførsten Hans Christensen til sal. Henrik Nielsen d. 12. februar 1694 og et til Mogens Clausen dat 12. april 1705. Hans Christensen sagde, at de omtalte fuldmagter ikke vedrørte Slotslyngen men Slotsskoven [han mente vel “Slotsvangen”?]. Disse fuldmagter er ikke i brug længere, da Niels Hansen i Sandvig nu har avlingen i brug. Sagen blev optaget til doms.

3. juni 1709 Pag. 205b
Dommen om beslaglæggelsen af de 3 vogne i Slotslyngen blev oplæst. Begge parter udbad sig udskrifter af dommen.

Jørgen Hansen af Sandvig oplæste et købebrev på en del jord, som han har købt af Enert Eretsen i Sandvig for 47 sdr.. Jorden ligger i Sandvig bymark og kaldtes for Tordalen.

Leutnant Lars Gomløs af Hasle læste et pantebrev på 40 sdr. udstedt af Hartvig Willumsen i Allinge, som var syg. I pantsat 2 stykker jord (et tdl land bygjord i Hartvigstycket og havrejord i Alt Dampstedgaden) og et halv læs engejord i Allinge byvang. Pantebrevet var underskrevet med Hartvig Willumsens egen hånd.

DOM.

I sagen hvor holtsførsten Hans Christensen på overjægerens vegne havde ladet indstævne de 3 sandvigborgere Mogens Clausen, Jørgen Hansen og Mads Hartvig, der uden tilladelse var kørt ind med heste og vogne på Hammershus underliggende slotslyng og revet lyng, birkeris, bøgekrat og andet. På kommandant Brynos ordre havde fændrik Kofod med hans soldater. De 4 vognes last var blevet vurderet til  2 til 4 sdr.

Dommeren afdækkede slægtskab mellem vidnerne og sagsøgerne og forkaster de fleste sandhedsvidner. Bla. var den gamle mand Mons Olsen fra Hollegård  og Jørgen Hansen besvogret. Den anden Lars Nielsen på Bækkegård var et særdeles vidne og kunne alene antages af dommeren. Den tredje Hans Hansens vidnesbyrd om at Henrik Nielsens lyngrivning med tilladelse så til troende. Endvidere nævnte dommeren at Mogens Clausen i 1705 selv var fuldmægtig for holtsførsten i en sag mod Jens Pedersen, der havde forbrudt sig i samme ærinde at samle brænde på lyngen. Dengang fik Mogens Clausen ham dømt til at betale 3 mk i bøde. Mogens Clausen havde dengang spurgt byboerne i Allinge og Sandvig om de kunne tillade sig at hugge i slottets tilliggender. Hvilken ingen mente var tilladt. Derfor havde Mogens Clausen af sig selv bevist at det var utilladeligt at hugge i slottets tilliggender. Dommeren påpegede at holtsførstens vidner passer overens med de argumenter Mogens Clausen havde brugt i sagen mod Jens Pedersen.

Dommen henviste til skovforordningen 17. og 38. post. Jørgen Hansen blev dømt for første gang forseelse 6 rdr kontant at betale Hans Christensen, samt 3 rdr for kost og tæring samt rejser.

Mads Hartvig, som havde 2 vogne i slotslyngen blev dømt til at betale 8 rdr og til Holtsførstens ophold mv 3 rdr. Mogens Clausen skulle egentlig betale det samme som Jørgen Hansen, men da han i år 1705 havde fået betaling, for at have ført holtsførstens sag, i form af en bevilling på frit at hugge på slotsmarken og Egisklipper til egen fornødenhed. Derfor blev han frikendt.

Dommeren blev afsagt d. 3. juni 1709

5. juni 1709 Pag. 208b
Rasmus Larsen i Allinge bekræftede et udgivet pantebrev på 40 sdr, på penge som han havde lånt af Jens Sørensen på Dalegården i Olsker. Beløbet var sikret i et pant i hans iboende gård i Allinge. Lånet løb i 5 år.

Mogens Clausen havde indstævnet arvingerne efter sal. Hans Jørgensen, nemlig Jørgen Hansen af Sandvig, Peder Andersen fra Rø og Hans Hansen fra Rutsker. Sagen var at de havde taget en jernstang – klofod – fra hans tag den 3. juni. De havde ladet den indgå i deres moder Geses bo. Jørgen Hansen mente at det var Mogens Clausens opgave at bevise at jernklofoden var hans. Jerntrefoden har været i anvendelse de sidste 20 år og har været udlånt til forskellige. Mogens Clausen mente at han ejede ½-delen af den, som tidligere arkelimesteren Niels Jørgensen og byfogeden Hans Jørgensen i forening ejede.
29. juli 1709 Pag. 210a
Mogens Clausen ville ikke betale der salær, som birkefogeden og skriveren skulle have for den sag, han startede på sidste ting, da sagen endnu ikke var lyst.

19. august 1709 Pag. 210b
Kongens brev af 22. juni 1709 om forbud mod brændevinsbrænding i Danmark på hvede og rug. Kun Byg og maltbrændevin var tilladt.

Lars Gomløs fra Hasle udbød hans myndling Hans Leopoldis fædrene og mødrene arvepart til antagelse mod renter.

Mogens Clausen begærede at han efter lovens pagina 117 6. artikel ville pålægge Jørgen Hansen at gøre benægtelsesed på en jernstang klofod. Dommeren mente, at både Mogens Clausen og Jørgen Hansen burde fremlægge de skiftebreve som begge omtalte som bevis på ,hvem der ejede jernstangen. Der efter vil han overveje om han ville føre sagen.

16. september 1709 Pag. 212a
Læst de høje deputerende herrers ordre ved Politiet og commercekollegiet af dato 6. august 1709 om fremmede fra Danzig, som skal observeres og iagttages, angående den store sygdom, som findes på deres skibe.

Mogens Clausen fremlage et skriftligt indlæg på 6 sk. papir. Dommeren pålagde begge parter at fremvise skifterne og ikke at forholde sig ulydig mod retten. Herefter vil han give dom.

Lars Gomløs lod 2. gang opbyde Hans Leopoldis mødrende arv, om nogen vil modtage den.

14. oktober 1709 Pag. 212b
Forskellige kgl. forordninger om forbud på udførsel af heste og kornvarer, samt en skrivelse fra amtmanden om “den grasserende Pest udi Dansig. Dat 27. september 1709, samt forbud mod at handle til og fra Dantzig og andre steder i Østersøen

Kgl. forordning om forhold til strandede skibe og gods. dat 21. marts 1709

Lars Gomløs tilbød for 3. gang Hans Leopoldis mødrende arv. Hvis ikke kunne han fritages for at forrente arven med årlig rente.

Borgerskabet og alle på landet (Bornholm) måtte besøge nogen fremmede skibe fra de stæder i Østersøen hvor den grasserende sygdom er udbrudt. Hvis de gjorde var det henfalden til livsstraf. De måtte heller ikke modtage gods eller købmandssager. Efterfølgende var ikke tilstede i retten: Fra Allinge: Kaptajn Anders Larsen, Jens Nielsen (var på Øen = Christiansø), Holger Johansen (i lige måde). Fra Sandvig: Lorents Petersen (var på Øen), Niels Bentsen mødte ikke).

Jørgen Hansen tilrettelagde et skriftligt indlæg mod Mogens Clausen og fremlagde hans sal. fader Hans Jørgensens skiftebrev fra 22. januar 1694. I skiftet var det intet om jernklofoden eller jernrullen. Mogens Clausen skulle fremvise Henrik Nielsens skiftebrev, men det var i København som bevis i en sag.. Altså måtte sagen udsættes.

Borgerskabet aflagde ed på at de ville holde kongens forordning. Birkefogeden havde formuleret det sådan:

Jeg N.N. og ieg N.N  alle Borgere og Indvaanere udi Allinge Og Sandvig aflegger voris Eed hermed i dag for Bierche Retten efter allerhøyeste bemte. deris kongl Mayst. for os oplæste høye forbud og derom videre hosfølgende høye øfrigheds paafuldte ordre at vi hverken ved dag eller nat hemmelig eller aabenlys skal fordriste os, under hvad shin derunder kand paaskud at komme til noget shiberum med voris Baade eller Personer, saa lenge denne for os antyede graserende Sygdom i Tyskland, disvære paastaar, eller tilstæde nogen i Ringeste maader at komme hid til os paa landet endten ved deris Baade eller andet faartøyg fra de forbudne stæder. Saa lenge og indtil derom Høyøfrigheders nærmere tilladelse for os loulig andtyedet vorder, alt under høyeste straf efter lovordningen om nogen derimod sig forseer. Saa sandt hielpe os Gud og hans Hellige ord.

Følgende borgere i Birket nævnes med navn:

Fra Allinge: Samuel Johansen, Mads Michelsen, Thor Jørgensen, Peder Hansen, Knud Nielsen, Peder Høylebrand, Anders Hartvig, Hartvig Andersen, Hans Jensen, Hendrik Nielsen, Niels Hansen, Anders Nielsen, Jørgen Rasmussen, Rasmus Bertelsen, Albert Dick, Mogens Nielsen, Poul Hartvig, Michel Sørensen, Hans Rasmussen og Holger Pedersen.

Fra Sandvig: Hans Hartvig, Enner Aridsen, Henrik Pedersen, Svend Jensen, Bastian Mickelsen, Rasmus Pedersen, Christopher Møller, Mads Hartvig, Jørgen Hansen, Per Persen, Mogens Clausen, Per Hansen, Niels Jørgensen, Anders Jensen, Hans Arvidsen,

“de som møtte icke og hafde forfald er før indført”

12. november 1709 Pag. Pag. 214a
Skriveren Gurris Ancher i Magnus Vestergaards fravær.

Kgl. Patent på højesterets afholdelse for 1710 blev læst.

Kgl Patent om pardon for en del undersåtter i Ballum, Emmenløu og Møgelstønder og flere steder for manglende militærtjeneste, hvis de angiver deres sønner og at de indrollerer sig i militien.

Dommen mellem Mogens Clausen og Jørgen Hansen ang. jernstangen. Hvor halvdelen af jernstangen blev tildømt Mogens Clausen, da Jørgen Hansen ikke kunne bevise, at det var hans, andet en den halve del. Jørgen Hansen blev dømt til at betale sagens omkostninger 3 sdr. inden 15 dage.

Mogens Clausen efterlyste jernstangen og andre redskaber, som øjensynlig var blevet væk. Bliver nogen truffet med disse redskaber, vil de blive tiltalt for tyveri.

17. december 1709 Pag. 214b – ingen sager
Gurris Ancher var skriver i Westergaards absens
13. januar 1710 Pag. 215a
Gurris Ancher var skriver i Westergaards absens

Kgl. forordning om landeværn i Danmark, dat 7. november 1709.

Søren Michelsen af Allinge lod læse et købe og skødebrev på 3 td. havrejord i Allinge Vang beliggende i syd og nord for Hollegårds jorden som er forsynet med dige og mod udgærdet mod vest. Jorden tilhørte Niels Henriksen af Sandvig, hvis formynder Mogens Clausen vedstod ovenstående.

Til Kæmnere valgtes Tor Jørgensen i Allinge og Hans Arridsens fra Sandvig. taksatorer blev Mads Hartvig og Niels Bendtsen fra Sandvig og Per Larsen og Jacob Madsens i Allinge.

Til stokkemænd i 1710 blev valgt fra Sandvig: Anders Jensen, Mads Nielsen, Hans Kiøller og Hans Andersen i Egeslycken. Fra Allinge: Peder Hansen, Hans Skomager, Rasmus Larsen og Magnus Pedersen i Løsebæk

På vegne af enken Engleche Hans Jespersen mødte kaptajn Hans Bistrup på birketinget for at forsvare rettighederne til det vand, der fra arids tid havde gået ned imod kaptajn Anders Larsens port efter lovens 5 bog 11 kap. 7 artikel. Modparten var Mogens Clausen og andre. Albert Dick i Allinge blev tilsagt til at møde på tinget om tre uger for sin steddatter Else Katrine Johansdatter.

Magnus Westergaard havde ikke leveret pantebogen til sin afløser, derfor måtte et skøde  og et afkaldskvittering indføres i birketingbogen: Peder Nielsen fanejunker i Løsebæk med sin hustru Elline Biørnsdatter sælger, skøder og afhænder et stykke havrejord. Mod syd til Hollegård, vest til alvejen og i øst mod udgærdet. Det sælges til Søren Mickelsen i Allinge for 17 sdr.. I alt 3 td. land. Vidner Peder Lauridsen og faderen Mickel Sørensen. (Peder Nielsen underskrift med egen hånd)

Niels Henriksens afkald til sin stedfader Mogens Clausen og lauværge Poul Hartvig efter hans fader Henrik Nielsen, og for at have modtaget sit fulde patrimonium efter skiftet dat. 29. november 1695 på i alt 50 sdr.. Han har været holdt i skole siden skiftedatoen. En del af betalingen skete i et stykke jord for 20 sdr.

3. februar 1710 Pag. 216b
Gurris Ancher var skriver i Vestergaards fravær.

Jørgen Hansen opbød sin myndling Kirstine Hansdatters arvelod (94 sdr.) og svare årlig rente første gang.

Holtsførsten Hans Christensen læste en landstingsdom fra den 20. november 1709 om Hammershus tilliggende lyng og ejendom. Mogens Clausen protesterede mod landstingsdommen og ridemændsforretning. Han havde indstævnet landstingsdommen til kongens højesteret. Holtsførsten mente, at landstingets afgørelse stod ved magt indtil højesteret havde anerkendt sagen til behandling.

Holtsførsten havde stævnet Anders Hartvig af Allinge, fordi han havde hugget og revet på Hammershus tilliggende lyng uden tilladelse. Anders Hartvig var ikke længere tilstede på tinget. Holtsførsten ville føre dom uden hans tilstedeværelse, hvis han ikke kom til næste tingsamling. Hans Christensen fik udskrift af tingbogen til overjægermesterens orientering.

På Margrete sal. Mons Monsens fra Klemensker vegne stævnede Mogens Clausen (hendes værge) Hartvig Willumsen i Allinge for 5 sdr. og renter, som han skyldte enken. Poul Hartvig svarede på sin fader Hartvig Willumsens vegne. Han tilbød Mogens Clausen et skovstykke kaldet Halvnedeskoven med nogle unge aske og ege træer. Samme skov kunde bruges til kløvgang. Skovdelen kunne Mogens Clausen får som underpant i et års tid. Mogens Clausen ville svare til næste ting.

Kaptajn Gregers Christensen overtog dommersædet og dømme i sagen mellem birkefogeden Johan Torsen og Jens Knudsen i Aaker sogn, vedrørende sal. Johan Knudsens stervbos midler. Endvidere var følgende indkaldt som vidner: Kaptajn Niels Nielsen i Bresensgård i Olsker, Oluf Møller, Lars Olufsen begge fra Olsker, ang. 2 sække rugmel, som skulle have været på Bresensgårds møllen. Jens Knudsen skulle have afhentet melet uden det var blevet registeret i stervboet. Der har tidligere faldet dom på landstinget i forvaltningen af Johan Knudsens stervbo, men da dette ikke tidligere har været kendt, så kunne sagen føres på birketinget.

Mogens Clausen ville ikke udtale sig under ed i sagen, da han selv var i søgsmål med Jens Knudsen, da han ikke havde fået betaling 50 sdr. Men han ville godt fortalte hvad han vidste, nemlig at Jens Knudsen havde fået et sølvbelagt spanskrør af 6 sdr. værdi, en forsølvet kårde med gehæng for 3 sdr., en hjemkurv som han solgte til Hans Rasmussen i Allinge for 3 sdr 2 mk, en sæk rugmel han solgte til Lars Hansen som Bertil Johansen hentede på Møllen 3 sdr. 2 mk, et par lærredsbukser med sølvknapper 3 sdr., En lærredsvest og en grå saarsisvest med nogle sølvknapper 6 sdr., en fin brun klodskjole med fløjsopslag 8 sdr., en grov hvidgraa pirock eller tryse kjole 3 sdr., en brun ryddet dagkjol 1 sdr 2 mk, en s..(?) hue 1 sdr 2 mk, ..brun silkeflors hue 1 sdr. Tre sølvskjorteknapper 1 sdr., et par pistoler og vist også en sæk mel af Bresensgårds møllen, der blev ført ind til Niels Jørgensen, hvor han havde logement, når han var i Sandvig, Foruden den melsæk i summa 48 sdr. Han havde også hørt at han havde sin broderdatters moders ifareklæder, samt andre ting, som ikke skulle have været vurderet i stervboet, men som kunne beløbe sg til 30 sdr.

Oluf Pedersen som var møller på Kaptajn Niels Nielsens mølle i Olsker vidnede, at der var to sække rugmel, hver på halv skæppe. Den ene blev afhentet af Niels Jørgensen og den anden måtte Jens Knudsen selv fortælle om, men han mente, at den var tillagt Johan Knudsens tjenestedreng Lars Olufsen, men den var ikke udleveret til ham, da hans husbond havde sagt, at det kun kunne ske med byfogedens tilladelse.

Bertil Johansen vidnede, at han havde afhentet sækken til Lars Olsen, som han mente var købt af Jens Knudsen.

De øvrige vidner var gået hjem fordi det var blevet sent. Birkedommeren ville føre sagen videre når landstinget dom var færdig.

17. februar 1710 Pag. 220b
Hans Poulsen Buck var skriver.

Byens taxter blev fremlagt, men ikke renskreven, daskriveren Gurris Poulsen Ancher var hastigt bortrejst til København.

Holtsførsten Hans Christensen komparerede for retten, hvad der var ham nægtet på sidste ting, nemlig sagen mod Anders Hartvig, der havde hugget eller revet  på slotslyngen.

Leutnant ved garnisionen på Hammershus Christopher Olsen Sonne fortalte at han havde ordre fra amtmanden om at holde vagt, således at ingen tog lyng eller brænde på Slotslyngen eller i slottets tilliggende skov. De skulle også tilse gærderne ikke blev skadede. Den 14. januar 1710 meddelte vagten på “Chatten” at de blev revet lyng på Slotslyngen. Han kommenderede corporal Clemend Rasmussen, at han med to gemene skulle tage heste, vogn og læs op på slottet. Det var Anders Hartvigs vogn og der var lyng og ene på læsset. Ved vognen var Hartvig Willumsens søn Villum. Anders Hartvig kørte selv vognen til slottet, som befalet med tvang, hvis han ikke lystrede. Vognen blev vurderet til 5 sdr. og læsset blev vurderet til 8 skilling. Derefter kørte Anders Hartvig fra slottet.

Vagten Jep Nielsen vidnede samme historie. Han fortalte desuden at Willum Hartvig fulgte med til kroleddet. Anders Hartvig havde tilstået, at han var lejet til at køre i lyngen af Hartvig Willumsen. Hvorefter han fik lov til at køre heste og vogn til ejermanden i Allinge.

Hartvig Willumsens hustru mødte for retten, da hendes mand var syg. Hun vedstod at de havde lejet Anders Hartvig til hjemføre noget lyng. Hun kendte ikke til forbuddet. Hans Christensen bad om dom i sagen.

Mogens Clausen mødte på vegne af Margrete Mons Monsen og ophævede den sag som tidligere anmeldt, da sagen var ordnet med Hartvig Willumsen.

Jørgen Hansen opbød sin myndling Kirstine Hansdatters arvelod (94 sdr.) og svare årlig rente anden gang.

Greges Christensen nedsatte sig i dommersædet, således at Birkefogeden Torsen kunne fortsætte sin sag mod Jens Knudsen. Diderich Michelsen mødte som Jens Knudsens fuldmægtig.

Birkefogeden spurte Mogens Clausen om han kunne fortælle mere om Johan Knudsens stervbos midler. Mogens Clausen svarede at han ville yde boets kreditorer og arvinger, således de kunne nyde deres ret. Først beklagede Mogens Clausen over, at han ikke havde fået sin betaling, som landstingsdommen havde tilkendt ham den 21. december 1707 i alt 50 sdr. plus de øvrige omkostninger – her i blandt 6 landstingsrejser 8 mile frem og tilbage – ialt 9 sdr. Alt i alt 72 sdr. Som hovedkreditor i stervboet foreslå han hvilke jordstykker, der kunne lægges til ham som betaling. Endvidere nævnet Mogens Clausen nye ting, som ikke var vurderet til boet: En støbt morder, en slæde. linklæder, et anker brændevin.

Kaptajn Niels Nielsen vidnede at de to sække rugmele på hans vejrmølle var Johan Knudsens stervbo tilhørende og var kommet til mølle da Johan Knudsen og hans hustru levede.

Lars Olsen tjente nu magister Søren Schade i Olsker, som sagde at han var blevet tildelt den ene sæk mel, som han havde solgt til til Niels Jørgensens hustrus moder. Lars Olsen vidnede at Johan Knudsen havde en sølvstok og en kårde med sølvgreb og gehæng, men at han vidste ikke hvor den blev af. Jens Knudsen sagde herefter, at det var hans egen kårde, som han havde ved hans side.

Hans Rasmussen fra Allinge fortalte at han for en halv tønde sild havde tilhandlet en håndrive af Johan Knudsens hustru.

Christopher Snedker i Sandvig vidnede at Johan Knudsen ejede den stok med sølvknop og kårde med sølv greb og at Jens Knudsen fik disse disse.

Sagen fortsætter på adskillige side. Stridighederne går på hvem der uretmæssigt har bemægtiget sig noget fra boet, enten før det blev registreret eller efter, om de forskellige genstande har været vurderingsprisen værd.  Rasmus Pedersen havde kørt en mængde varer til byfoged Johan Knudsen, som betaling for hans besvær med skifterne. Han kan gøre rede for det meste, men ikke malt i 2 stråbåndstønder. Det blev meget vanskeligt at afgøre sagen, da Jens Knudsen senere havde købt adskillige personlige effekter af byfogeden, så som en bøsse og nogle sølvknapper mv.

Moins Clausens rolle i sagen synes uklar, men han havde fået landstingsdom for at boet skyldte ham 50 sdr., så han synes at støtte sin by- og birkefogeden i dette retsmøde.

Jens Knudsens fuldmægtig Diderick Michelsen ville indbringe sagen for højesteret, hvis han kunne få landsdommerens tilladelse.

I sagen kan det læses at Jens Knudsen havde den 8. september fået kongens pardon for at have begravet Johan Knudsen inden landsrettens stillingtagen til Johan Knudsens selvmord var sket af sygdom eller ikke.

Johan Torsen ville til næste ting afhøre stokkemændene, samt Jørgen Hansen som nu var på Christiansø.

Anders Jensen  og Mads (?)vidnede at de ikke ville stævne vidnerne før de fik deres stævningspenge. byfogeden stod på sit, at de ikke fik penge før det havde stævnet.

Det var blevet langt ud på aftenen og parterne blev enige om at fortsætte om 14 dage.

3. marts 1710 Pag. 229a
Skriver Hans Poulsen Buck

Kgl. forordning angående høj trængende årsager er nødtvunget til vore riger og landes sikkerhed, at gribe til våben og værge imod Kron Sverige. Svensk gods skulle konfiskeres.

Jørgen Hansen i Sandvig tillyser 3. gang sin myndling Margrete Kirstines Hansdatter midler. Hvis ingen ville modtage midlerne mod rente, kunne han selv blive fri for at forrente arvemidlerne.

Jens Knudsen tilbød Mogens Clausen 50 sdr. i jordstykket kaldet Rugløkken i Sandvig Vang. Dette ville Mogens Clausen gerne modtage, hvis renter og omkostninger blev betalt i rede penge. Gregers Christensen brød ind og sagde, at de nævnte 50 sdr. i landstingsdommen ikke var betinget af renter mv. Mogens Clausen  ville i så fald have 50 sdr. i rede penge og at de blev synligt optalte.

Byfoged Johan Torsen gennemgik Anne Marias skifte i skifteprotokollen og påviste hvilke ting, der var udlagt til hvem. Ganske mange genstande kunne aceres. Andre var slet ikke nævnte. Morteren og pistolerne skulle Niels Jørgensen levere tilbage på stervboet næste dag, således at de kunne blive vurderet. Mht. sølvspænderne, som byfogeden skulle have fået for sit salær, var ikke af godt sølv, men ringe eller mest messing. En attest fra Lars Gomløs beviste at han havde foræret bøssen, som var set på vognen.

Næste dag ville flere at de omtalte ting blive revurderet således at et endeligt skifte kunne foretages.

Stokkemændene vidnede (pag. 234a) om de havde hørt at Jens Knudsen havde lovet Allinge kirke et stykke jord eller penge for at ville begrave Johan Knudsen. Henrik Nielsen der var formand for stokkemændene, at Jens Knudsen havde lovet kirken Ornestens-stykket og Lille Eng. Men at det var det samme som Anne Marie og Johan Knudsen tidligere ville have skænket kirken.

24. marts 1710 Pag 235a
“Hans Poulsen Busk var skriver i stedet for den edssvorne birkeskriver Magnus Vestergaards absens”

Do afsagt mellem holtsførsten Hans Christensen og Anders Hartvig.

Birkefogeden lod tinglyse en forligelseskontrakt på stemplet ½ rdr papir om alle tvister mellem ham og Jens Knudsen i Aaker, som værge for sin broderdatter, samt Mogens Clausen som er kreditor i Johan Knudsens stervbo, såvel som med Niels Jørgensen. Originalskiftet var blevet konfereret med konceptskiftet den 4. marts på birketinget. Forliget er underskrevet af 7 personer, samt 3 vitterligshedvidner. Forliget skulle indføres i skifteprotokollen.

I henhold til kontrakten fremlagde Jens Knudsen et skøde til hans svoger Niels Jørgensen af Sandvig på et stykke jord kaldt Rug Løkken. Endvidere havde leutnant Lars Gomløs modtaget et stykke jord Ormestykket i Sandvig på sin myndling Hans Leopoldis vegne, mod at betale de kongelige skatter  samt 5 sdr. 1 mk 5 sk til landstingsskriveren.

Kontrakten var udsted i henhold til loven pag. 667 1 og 2 artikel.

5. maj 1710 Pag. 236b
Gurris Ancher var skriver

Kgl. Patent om pardon for alle kongens søfolk, der i utidig frygt havde unddraget sig indrullering i landmilitsen ved at drage bort til fremmede lande.

Læst kgl anordning og reglement for “Commisfarere og fribyttere”, dat 5. april 1710.

Overkonstabel Niels Jørgensen af Sandvig læste en overdragelsesforretning af hans hustrumoder Anna Catrina sal. Leopoldis løsøre og gård, fordi hun nu i sin uførlighed og alderdom ikke kunne klare det selv.  Hun har derfor skødet alt til sin dattermand og hans hustru Anna Catrina Leopoldidatter, samt deres børn og arvinger. Skødet omfatter alt i husene med tilhørende haverum, og alt der er bygget i haven, det store gårdsrum med fri indkørsel.

Den gamle kones forhold i sin svaghed er ordnet af kaptajn Niels Nielsen på Bredsensgård i Olsker, sammen med Lars Nielsen i Habedam og Hans Hartvig i Sandvig til vitterlighed. Kontrakten er indskrevet i Pantebogen, dat. 21. marts 1710.

Niels Jørgensen og Niels Hansen af Sandvig og Albert Hansen Dick og Hans Jensen i Allinge indstævnede sognepræsten i Olsker og Allinge Søren Schade angående hans “uskikkelige forhold i hans betroede embede” i en sag mellem ham og en del af hans menighed i Allinge og Sandvig, beskrevet i klage til landsprovsten af dato 30. marts 1710. Der var indkaldt mange vidner til det der var sket i kirken midfaste søndag, men da Søren Schade ikke var mødt på tinget, blev det udsat til næste ting. Det var vigtigt, at præsten kunne høre vidnerne. Hvis han ikke ville komme på næste ting, måtte sagen sagen køre uden hans deltagelse.

DOM mellem holtsførsten på Bornholm Hans Christensen og en daglønner Anders Hartvig af Allinge, der havde mod betaling af Hartvig Willumsen og hans hustru hugget et læs brændsel og havde brugt deres heste og vogn. Da der havde været usikkerhed om forbud på brændselshugst og fordi Hartvig Willumsen og hustru var fattige og vanføre, slap de for bøder.

2. juni 1710 Pag. 238b
Konstabel Niels Jørgensen bad om at få indført i protokollen, at Mag. Søren Schade havde kaldt ham for skelm og tyv. Søren Schade angav at Niels Jørgensen “overfalt ham ved herrens Alter midtfaste Søndag med grofve ord hannem til beshimmelse da hand stod i sit Præstelige habit for alteret, efterdi hand icje hafde forseet sig noget i guds ords tieneste, og sit hellige Embedis forretning, da som hand er uskyldig i alle de anklagelse som hannem er komme paa, formoder hand at faa hæfn over sine uforshammede fiender, som har shreven hannem paa; lige som schamshrift og leverit det tilmed og anden, efter sin sædvanlig Natur som er berøgtet for mit og anden Skielenstøche, hvilchet hand videre vil udstaa med Proses”.

Dommeren undrede sig over at alle de indkaldte vidnesbyrd fra sidste ting ikke var mødt i retten, hvis ikke de mødte til næste ting om 14 dage, så  måtte Niels Jørgensen alene fremføre sin anklage, og tage ansvaret derfor.

30. juni 1710 Pag. 239a
Niels Jørgensen havde følgende vidner i sagen mod præsten Søren Schade: Mads Hartvig, Hans Hartvig, Henrik Pedersen, Christopher Møller, Hans Larsen og Mogens Clausen. Sagen er nu omfattende præstens gudstjenester i Olsker og Allinge kirker, med påstand om “store uskikkeligheder”. Søren Schade var ikke i retten.

Mads Hartvig vidnede at Søren Schade måtte være drukken, da man ikke kunne forstå eller adskille hvad han sagde på prædikestolen eller fra alteret. De havde taget præsten med til Albert Dick stue efter gudstjenesten og forhold ham at han ofte var drukken og ikke kunne være den rette sjælesørger og guds tjener. Præsten havde sagt at ingen sjæl blev salig, kaldt Niels Jørgensen for en skjelm,, Jens Vefstsen for en skjelm og morder og Albert Dicks hustru for en hore og taske.

Hans Hartvig sagde at Søren Schade var ganske drukken midfaste søndag på sin prædikestol. Han kunne ikke udføre sin tale og prædiken. Da folk var på vej ud af kirken, sagde Niels Jørgensen til Søren Schade, om det var “ret og sømmeligt at komme så drukken i kirken”? Præsten svarede at han var en skjelm. Søren Schade og Niels Jørgensen kom begge ned til Albert Dichs, hvor præsten blev bedt om at forbedre sig i sin tjeneste. Samuel Johansen havde beskyldt ham at være så fuld, at han ikke kunne sin tale. Dette havde præsten benægtet. Samuel Johansen ville vide om han var drukken af øl, brændevin eller af altervinen, som han havde gjort tidligere i Olsker kirke.

Christopher Møller sagde at Søren Scade havde glemt at lyse jesus christi fred og da menigheden næsten var ude af døren, sagde han “Jer hunde drenge, horer og tasker gaar ud, det Djeflen besætte eder”

Henrik Pedersen bekræftede at præsten ikke kunne sin tale og hvad han havde sagt til folk, der var på vej ud af kirken. Han fortalte også om mødet i Albert Dicks stue, hvor han refererede Søren Schade at have sagt “der er ingen kristen sjæl, der vil arve guds rige”

Hans Larsen mente at Søren Scade havde sagt at der var ingen kristne sjæle i hans menighed. Han mente at Søren Schade ofte havde været fuld i tjenesten.

Mogens Clausen var ikke mødt i retten, da han var forhindret ved “kongens flådefolk”.

Jørgen Johansen og Søren Michelsen vidnede som Hans Hartvig.

De sidste vidne skulle afhøres den 21. juli

21. juli 1710 Pag. 240b
Sagen mellem præsten og Niels Jørgensen blev udsat, da begge parter agter at indgå et venligt forlig, som ville blive læst på næste ting.

Den anordnede dommer Niels Hansen overtog dommersædet, således at birkefogedens fuldmægtig Mogens Clausen kunne indstævne Mads Hartvig og Bertil Johansen for slagsmål på hinanden søndag den 6. april. Den anordnede dommer efterlyste de to indstævnede, men ingen var mødt i retten. De blev indstævnet til næste ting.

Birkefogedens fuldmægtig Mogens Clausen havde indstævnet Lange Amis datter Maria for lejermål. Hun var ikke mødt, men fik pålagt at møde personligt til næste ting.

Ligeledes blev Kirsten Giversdatter indstævnet for lejermål begået sidste år. Hun var heller ikke mødt.

Fuldmægtig Mogens Clausen havde også stævnet Søren Gifversen Skrædder som skulle have haft “tj fadrede paa et sit Barn” nu i indeværende år (?), Han var heller ikke mødt.

11. august 1710 Pag. 241b
Søren Schade lovede at skaffe stemplet papir til forliget mellem ham og Niels Jørgensen, således at forliget kunne beskrives. De ville begge møde på næste ting.

Mogens Clausen havde stævnet Lars Gomløs i Hasle om noget græs og hø som han havde taget, som Mogens Clausen havde mejet den 22. juli. Lars Gomløs var ikke mødt i retten. Mogens Clausen havde to vidner Anders Jensen og Beril Johansen, tillige med Niels Bentsen og Peder Pedersen.

Mag. Søren Schade,  Albert Dick på sin hustru og stedsøn Samuel Johansens vegne, Jens Vefstsen i Olsker fremstod for retten, at de var venligt forligede.

Den anordnede dommer Niels Hansen satte sig i dommersædet og Mogens Clausen efterlyste Kirsten Giversdatter for begået lejermål. Hun var ikke mødt og da hun ikke derved kunne angive hvem barnefaderen var, kunne hun dømmes til at betale begges bøder eller straffes på kroppen efter loven.

Retten bad Lange Annes datter Maria om at stå frem i retten, men hun var heller ikke mødt.

Dernæst Søren Gifversen, som heller ikke var mødt for at forklare sig mod anklagen. Hvis han udeblev tredje gang, havde han tabt sagen.

De to slagsbrødre Mads Hartvig og Bertil Johansen var mødt. De havde sloges den 6. april for at holde varmen, da det var koldt.

25. august 1710 Pag. 243a
Hammershus birkeret blev afholdt som gæsteret, som loven anordner ved  strandede skibe eller andre ulykker, således at skibsfolk kan få deres tingsvidner, således, at du kunne komme hurtigere tilbage til deres hjemsted.

Skipper Michel Valmot fra Statin, Købmand Johan Lobrich fra Pommern og styrmanden Svend Prøys og badsmanden Christian Rix forklarede at de den 1. august om morgenen klokken 3 i meget stærk vind og tyk tåge var på den østre siden af Bornholm, De blev kastet op på klipperne straks syd for Allinge Kirke. Med en lille båd var de kommet ind til land. Skibet, som var en Galliot, kaldtes Valnødsbom, blev slaget i stykker. De nåede at bjerge – med stor livsfare – de penge der var ombord. Lasten bestod af hamp i tønder. Da de drev i land blev tønderne slået i stykker og indholdet spredt.

Skipperen beklagede sig over at de rester af skibenes redskaber, som hans folk reddede på stranden, blev stålet da han de ikke selv kunne bevogte tingene.  Tre ankre bjergede han selv, men 2 små lod han bjerge mod betaling og de ligger nu i forvaring hos tolderen i Rønne. Alt andet var borte. Skipperen fik et tingsvidne på strandingen.

1. september 1710 Pag. 244a
Skipperen Mickel Valmundt havde med fuldmægtig Christian Leegaard formået birketinget til at “inqvirere om nogen” skulle have frastålet gods fra det strandede skib. Undersøgelsen foregik på kaptajnen for borgerskabet Anders Larsens bopæl. Kaptajnen er bjærgernes formand og ansvarlig for vagten ved vraget i Løsebæk.Det skulle være hamp, spigs, sejl, ankertov, jern og tævarer fra skipperens galliot. Det opbragte vraggods var opmaganiseret hos Poul Hartvig i Allinge, og han kendte ikke til noget der var stjålet. De otte stokkemænd bevidnede dette.

8. september 1710 pag. 244b
Gæsteret afholdt efter skipperen Michel Wallmuths udsagn om at hans skibsgods var blevet stjålet. Til gæsteretten var Poul Hartvig, Michel Sørensen og Jens Andersen stævnet til under ed, at forklare sagens sammenhæng. Ordre udsted af amtmanden Valdemar Reedts ordre.

Poul Hartvig fortalte, at der var en ubekendt vogn med to heste imellem klipperne med hamp på ladet. Hvem det var vidste han ikke. Jens Andersen bekræftede Poul Hartvigs historie. Michel Sørensen bekræftede ligeledes historien og fortalte endvidere at det bjærgede hamp var bjerget til kaptajn Anders Larsens nordre lade i Allinge. Mogens Nielsens søn Peder Mogensen stod vagt med kårde. Det øvrige strandede gods havde ingen vagter uden bjærgerne selv.

Det oplystes, at der var bjerget tre fyrretræer der drev i søen, Bjergelønnen var udbetalt at birkefogeds fuldmægtig Mogens Clausen.

4 borgere fortalte at hele borgerskabet i 1698 i fællesskab havde købt en svensk skibsbund fra en stranding mellem Sandvig og Hammeren for 2 mk pr. næse og at en del af træet stadig står rundt omkring i gårdene. De tre træbjælker, som var bjærget, troede borgerskabet stammede fra det svenske skibsvrag, som havde revet sig løs. De foreslog, at træet kunne bruges til at bygge et vagthus på tre stolperum med ildsted, samt udstyre det med redskaber. Det nuværende vagthus på Sandvig post var ikke længere brugbart. Vagthuset bruges til byfolkenes ordinære vagt. Borgerskabet ønskede at birkefoged skulle bringe deres ønsker videre til amtmanden.
13. oktober 1710 Pag. 246b
Det fremgår af tingbogen at hvert år blev kgl. forordning om forhold med strandede skibe og gods fra 21. marts 1705 oplæst på tinget.

Endvidere blev amtmandens skrivelse til birkefogeden om pesten, samt kongens patent fra 8. september 1710 om ingen skibe fra pestområderne Kurland, Køningsberg, Stetin, Stargard og en del Mekelborgske landstæder og en del steder fra Livland, Preussen, Pommern, Mechlenborg og flere andre steder.

Lars Gomløs fremlagde sit skriftlige indlæg mod Mogens Clausen. Mogens Clausen reagerede mod Gomløs uhøflige indlæg, men ville ikke svare på indlægget, da han havde ført sagen til Landstinget. Men hvis sagen skulle føres i Birketinget, havde Mogens Clausen søgt amtmanden om, at ordinere en anden birkefoged til at føre sagen. Amtmanden havde ordineret Jacob Lorentsen fra Nexø til at betjene retten i denne sag, men han havde bedt sig fritaget i sagen.

Peder Laursen af Allinge læste sit pantebrev til sin bror Carl Laursen i Knudsker på 50 slettedaler, mod pant i et stykke jord i Sandvig vang kaldet Store Sivers lyche og 2 stykker jord i Allinge Vang, samt pant i en brændevinspandekedel.

Poul Hartvig og Michel Sørensen fra Allinge og Jens Andersen fra Sandvig aflagde deres korporlige ed på deres vidnesbyrd ang. den strandede skipper Michel Valmuths bortstjålne strandingsgods. De kendte ikke mere til den sag.

Mogens Clausen stævnede degnen Jens Muus vedrørende at en vandbåd var sunket ud for Hammeren. Vandbåden tilhørte kgl. skib Tumleren og var sunket på 7 faune vand. Jens Muus var ikke tilstede, da han var i kongens tjeneste. Mads Hartvig, Peder Hansen og Bastian Michelsen var på sildefiskeri om morgenen, da de opdagede at vandbåden var ved at synke. De forsøgte at slæbe båden i land, men forgæves. Bølgerne og strømmen var for stærk. Det reddede et par årer og to vandfade, som blev opmagasineret hos Mogens Clausen

3. november 1710 Pag. 248b
Kaptajn Gregers Christensen fra Aakirkeby havde amtmandens ordre af 30 oktober 1710 dømme i sagen om vandbåden fra orlogsskibet Tumleren, som sammen med kongens flåde var sejlet fra Hammeren  den 30. september 1710. Birkefogeden skulle føre vidner og eksaminere i sagen. Kaptajnløjtnant Johan Petersen havde indberettet sagen. Følgende vidner var indkaldt: Jørgen Hansen, Hans Hartvig, Hans Arridsen, Anders Jensen, Rasmus Petersen og Lorents Petersen, samt Bastian Michelsen, Mads Hartvig, Peder Hansen, Mads Nielsen og Bertil Johansen i Sandvig. Mogens Clausen var også indkaldt, og som birkefogedens fuldmægtig fremlagde han, hvad der var bjærget fra båden: to vandfade med 8 jernbånd på svert, to lange årer, et “læroer eller et svær kaldet” (kølplade, som brugtes til ballast i fladbundede både) og et roer som blev skyldet i land, hornlygte, en gammel bådsmandsstøvle, en gammel lappet sæk, en glas potte, en lille bådshage, et korthoved speg, en pøse, en gammel ulden  hue, en kårde med messingfæste, en gammel kæp med knob på, kabelgarn, og en pøs. Vandbåden sank vesten for Sandbæk på Hammeren. Mogens Clausen forklarede, at der var blevet fundet udfor Sandvig bådehavn en spantedel, stammende fra en slup. Mogens Clausen læste to attester.

Jørgen Hansen havde ikke set vandbåden gå ned, men havde observeret, at de fire mænd havde forsøgt at bugsere den i land. Han havde set redningsaktionen, udført af Mads Hartvig, Mads Nielsen, Bastian Michelsen og Peder Hansen alle fra Sandvig. Han var taget tilbage til Sandvig for at se om nogen fra flåden var i byen, som han kunne spørge hvem vandbåden tilhørte. Senere på dagen havde han roet ud til stedet, hvor han havde set redningsaktionen. 7 vige derfra havde han se bjærgemandskabet, som fortalte at båden var sunket og han mente at han havde set bådens mast rage op fra dybet. Han kunne ikke sige noget om detaljerne, ej hellere om bjærgemandskabet kunne have bragt gods i land eller have bugseret båden et andet sted hen.

Hans Arredsen, Anders Jensen, Rasmus Pedersen og Lorents Petersen vidnede det samme som Jørgen Hansen. Dog kunne de sidste tilføje at vinden var nordnordøst og strømmen var stik sydvest og var temmelig stærk.

Bertil Johansen så båden, men gik umiddelbart derefter hjem.

De fire bjærgningsmænd var under mistanke for at have bugseret båden ind i en af de andre vige, hvorfra de kunne have bjærget alt gods, i stedet for at redde båden. En anden mistænksom handling var, at de øvrige vidner på land kunne have givet assistance, men tvært imod havde gået væk fra stedet.

Hans Hartvig fortalte, at samme dag som vandbåden sank, mødte han Mogens Clausen ved Sæne. Mogens Clausen havde en kæp i sin højre hånd og en kårde i sin venstre. De talte ikke sammen. Nærmere ved stranden mødte han Hans Laursen Stærk. Sammen gik de mod Sandbæk, hvor de så masten rage oven vande. Der flød to vandfade og en bådshage, en åre og andet, der kunne høre til båden. Sammen bjærgede de tingene og lagde det op på klipperne. Niels Henrichsen – Mogens Clausens søn [stedsøn] hjalp til.

De fire bjærgningsmænd angav, at de havde fundet vandbåden nordvest for Salomons kapel. De havde bedt Mogens Clausen komme som birkefogedens og dermed som kongens repræsentant. Mogens Clausen havde bedt Jørgen Giødichsens og Hermand Clausen om at hjælpe. De forsøgte at bugsere båden til Sæne, hvor der var sandbund og læ for vinden. Hvis de skulle have den ind i Ørnevigen ville den blive slået i stykker mod klipperne. Imidlertid nåede de ikke længere end til Sandbæk inden fyldtes båden med vand af bølgerne og sank.

Dommeren ville se godset, som Mogens Clausen havde taget i forvaring, men det var sent på aftenen, så det kunne ikke lade sig gøre. At tingene var hos Mogens Clausen og ikke hos birkefogeden i Hasle, skyldtes praktiske årsager, da han var den eneste i Sandvig, der havde øvrighedsmyndighed. Han var jo birkefogedens fuldmægtig. Mogens Clausen havde sendt brev den 1. oktober til birkefogeden i Hasle med Greta fra Sandvig. Hun havde sagt, at brevet var nået til birkefogeden, som derimod nægtede, at have fået det. Birkefogeden havde fået underretning af amtmanden, hvilket han ikke kunne acceptere. Det strandede gods var ikke håndteret efter strandingsforordningens 5. kapitel.

10. november 1710 Pag. 256b
Byfogeden i Rønne Svend Gienthsmer skulle betjene retten i sag mellem Mogens Clausen og Jens Knudsen i Aaker sogn vedrørende det forlig der var indgået mellem ham og birkefogeden efter Johan Knudsens skifte (i 1707). Helt konkret drejede det sig om en lille eng, en hoppe og nogle penge, som Mogens Clausen havde fået tildelt i forliget. Jens Knudsen var på anden kgl. forretninger, så han havde lovligt forfald. Hans fuldmægtig Diderich Michelsen var ikke mødt på hans vegne.  Lars Gomløs var heller ikke mødt, da han stod for mønstringen af borgerskabet i Hasle.

Mogens Clausen havde ikke fået engen endnu og han førte vidner, der alle havde attesteret forligelseskontrakten, og kunne naturligvis bekræfte Mogens Clausens påstand og at aftalen var indgået i “ædruskab og sund fornuft”. Engen havde været stridsmål siden 1695, hvor Henrik Nielsens enke havde gjort krav på stykket, der nedgang ejedes af Hans Nielsen. [der blev henrettet].

8. december 1710 Pag. 260a
Kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1711. Samt kgl. patent om “den grasserende smitsomme sygdom i Sverige og paa adskillige steder”.

Konstabel Niels Jørgensen fremlagde det forlig dat. 13. oktober mellem ham og magister Søren Skade, sognepræst i Olsker og Allinge menigheder, vedrørende stridighederne der fandt sted midfaste søndag 1710 og som ført på tinget den 2. juni. Sagens karakter fordrede oplæsning af forliget på tinget i begge parters overværelse, men præsten havde ikke indfundet sig, og birkefogeden så sig nødsaget til alligevel at stedfæste kontrakten.

Birkefoged Torsen overlod dommersædet til den beordrede dommer Niels Hansen, således han kunne bede sin fuldmægtig Mogens Clausen at føre lejermåls-sagerne.  Kirstine Giversdatter angav Mogens Nielsen, der var hvervet soldat på Christiansø, som barnefader. De havde begået lejermålet, medens de begge tjente hos Jørgen Hansen i Sandvig. Mogens Nielsen havde lovet at gifte sig med hende. Hun gav sin korporlige ed på, at hun ikke havde haft “omgængelse” med andre. Fuldmægtigen krævede hende dømt til at betale inden 15 dage lejermålsbøden, eller straffes på kroppen.

Lange Annes datter Marie var ikke mødt i retten. Hun blev beordret til at møde på næste tingdag eller at blive fængslet.

Søren Gifversen var ikke mødt i retten trods stævning.

26. januar 1711 Pag. 260b
Son nye Taksatorer blev følgende valgt: Fra Sandvig Niels Jørgensen og Hans Hartvig og fra Allinge Holger Johansen og Anders Skomager. Som kæmnere Mogens Nielsen af Allinge og Christopher Hansen Snedker af Sandvig. Som stokkemænd for året 1711 valgtes: Fra Allinge: Knud Nielsen fra Løsebæk, Holger Pedersen, Peder Hyldebrand, Hans Laursen Smed. Fra Sandvig: Mads Jacobsen, Jørgen Bødker, Svend Jensen og Bertil Johansen.

Tor Jørgensen af Allinge læste sit pantebrev til Lars Gomløs i Hasle på 6 skæppeland i Allinge Vang, der kaldes Søndre Grummeløkken for 45 sld.

Sættedommeren Niels Hansen var ved slet helbred, så han kunne ikke nedsatte sig i dommersædet for at dømme i lejermålssagerne.

23. februar 1711 Pag. 261b
Kgl. Mandat med leveregler, dat. 24. december 1711

Skatterne blev oplæst og antaget.

Birkefogeden indkaldte til skiftet efter Hans Pedersen hos hans stedfader Poul Sørensens hus i Allinge den 25. februar.

Den beordrede dommer Niels Hansen afsagde dom over Kirsten Giversdatter for lejermål. Den besovne kvinde Maria var ikke mødt trods indstævning og Mogens Clausen mente, at hun burde dømmes til spindehuset på livstid. Den beordrede dommer gav hende endnu en chance til at møde i retten og angive hvem der var barnefaderen.

Mogens Clausen aflyste sagen mod Bertil Johansen og Mads Hartvig, da den skulle føres i krigsretten.

Sagen mod Søren Giversen kunne optages, da han endelig var mødt i retten. han havde forset sig mod politiforordningen. Han bad om at måtte svare skriftligt til næste ting. Mogens Clausen mente at Giversen skulle svare her og nu da han havde forbrudt sig mod kongens regalier. Sættedommeren tillod dog Søren Giversen at svare skriftligt til næste ting.

DOM i lejermålssagerne:

Da Kirstine Giversdatter var blevet lokket af Mogens Nielsen til gerningerne og efter han havde frafaldet sit ægteskabsløfte og ladet sig hverve som soldat, mente sættedommeren at han ikke kunne dømme hende efter de sædvanlige regler. Hun skulle nu med sine egne hænder tjene til livets ophold for sig selv og til sit barn. Derfor ville han friholde hende for straf, mod at hun lovede at når hendes dreng blev voksen, skulle det gå i kongens tjeneste. Han håbede, at overdommeren ville følge hans dom.

24. marts 1711 Pag. 263a
Samtlige borgere i de to byer var indstævnet til at møde på tinget og bevise, at de havde betalt by og kvægskat, maltaccise i årene 1705, 06,07, 08 og 1709. De blev pålagt at møde med kvitteringer. De fik ydermere påkrav om at ringe deres svin, ellers ville de blive konfiskeret. Påkravet blev oplæst i Allinge kirke den 22. marts.

Sættedommeren Niels Hansen nedsatte sig i dommersædet. Det besovne kvindfolk Marie Hansdatter blev efterlyst, men ikke mødt, da hun var syg og sengeliggende. Hun blev pålagt at møde og angive barnefaderen til næste ting.

29. juni 1711 Pag. 264a
Amtmanden Valdemar Reeds ordre til at sættedommeren Niels Hansen skulle betjene retten efter Johan Torsens død. Amtmanden havde endvidere bedt Lorens Petersen, der boede i Rønne og som kom fra Sandvig at være midlertidig skriver i birket.

Mogens Clausen havde stævnet Anders Andersen i Allinge og hans fader kaptajn Anders Laursen: Anders Andersen havde skamtalt Mogens Clausens datter Ursula Malene. Eftersom det var en æressag, skulle Anders Andersen være tilstede. Det var ikke nok, at hans fader talte for ham. Sagen blev udsat til tinget om 8 dage.

6. juli 1711 Pag. 265a
Birketing med den beordrede dommer Niels Hansen og skriveren Lorens Petersen

Kaptajn Anders Larsen og sønnen Lars Andersen mødte på tinget at berettede, at de var kommet i venlig forlig med Mogens Clausen om æressagen mellem deres børn angående nogle “ubekvemme ord” mellem Anders Andersen og Ursula Malene. Kaptajnen erkendte, at han ikke kunne sige ondt om Mogens Clausens datter, som var en “ærlig, godt og en smuk, dydig og højvis mø”. Sønnen Anders ord var sagt i dårskab og uforstand. Kaptajnen lovede at betale sagens omkostninger. Mogens Clausen var “nogenledes” tilfreds med forklaringerne. Kaptajnen tilbød at betale 3 rdl til Mogens Clausen.

Kaptajn Gregers Christensen fra Aakirkeby nedsatte sig i dommersæder for at dømme i sagen om vandbådens forlis ved Hammeren. Sagfører på amtmandens vegne var Peter Thiesen fra Svaneke. Peter Thiesen fremførte tvivl om Tomlingens vandbåd overhovedet var gået ned eller om den var bugseret væk til et sikkert sted. Endvidere skulle undesøgess om der havde været mere gods ombord, som var blevet skjult for øvrigheden, eller om det faktisk var hensigten, at skjule det bjærgede gods, hvis det var muligt. Der skulle også undersøges om de havde gjort deres pligt helhjertet med at redde gods og båd. Der var forlydender om, at der ikke var så kraftige bølger og strøm, som forhindrede bjærgerne at gå ind i de små vige på Hammeren og bjærge båd og gods. Der var tvivl om Mogens Clausen havde underrettet birkefogeden korrekt, og om at han først bagefter, da der var kommet fokus på vandbåden, havde opfundet en historie om, at han som øvrighedsperson havde handlet korrekt og taget godset i forvaring. Der blev foranstaltet, at kården, stokken og huen blev hentet fra Mogens Clausens gård og bragt til tinget, således at de 4 bjærgningsmænd kunne bevidne, at det var de rigtige genstande fra vandbåden. Vidnerne var nogenlunde enslydende med deres udsagn den 3. november på tinget, men Peter Thiesen manglede at afhøre enkelte vidner, inden der kunne træffes en afgørelse om bjærgningen af vandbåden kunne bedømmes at være lovlig.

20. juli 1711 Pag. 268b
Anders Pedersen fra Klemensker tilrettelagde et købs og skødebrev på et stykke havrejord på 4 td. land for 31 sdr. som han havde solgt til Jørgen Johansen i Allinge.

Mads Michelsen af Allinge læste et køb- og skødebrev udgivet af Jacob Madsen, Kokkeløkken på et stykke jord.

Gregers Christensen nedsatte sig i dommersædet for at dømme i sagen vedr. den den 1. oktober 1710 ved Sandbæk sunkne vandbåd fra orlogsskibet Tomlingen.

Svend Jensen vidnede, at han så de to små fiskerbåde, der bugserede vandbåden ud fra klipperne og vestover. Hvorfor den ikke blev indført i Tyvevigen eller Edjavigen, vidste han ikke. Vinden var nord til nordøst og bølgerne gik bredved klipperne, men ikke hårdere end at man kunne sejle ind og ud i vigen. Svend Jensen vidste ikke hvor søfaren Mogens Clausen var før han flyttede til byen (Sandvig), men Mogens Clausen havde båd og redskaber, men det var ved hjælp af en dreng, han brugte søen.

4 andre indstævnede (Hans Laursen, Niels Bendtsen, Valentin Hansen og Jens Hansen) bekræftede Svend Jensens udsagn om Mogens Clausens ukendskab til søen. Hans Laursen fortalte at han senere på dagen var gået hen for at se til den sunkne båd. Da han kom frem, mødte han Hans Hartvig og flere andre, som han hjalp med at bjærge vandfade og åre, der flød på vandet. Mogens Clausen havde da nægtet at han havde kårde, kæp og hue. Peter Thiesen mente, at Hans Hartvig havde tiet med denne oplysning, hvilken han benægtede, fordi han ikke kunne huske Mogens Clausen nøjagtige svar på spørgsmålet. Mogens Clausen spurte Hans Laursen om den åre, som han sagde, at han havde bjærget. Den var ikke afleveret til ham for bjærget! Hans Laursen sagde, at den såmen var lagt hen til de andre bjærgede genstande. Mogens Clausen ville bevise, at han ikke havde fordulgt noget, da han med det samme havde bedt Margrete sal. Jep Nielsen i Sandvig om at udføre ægter for ham. Det var en gammel skik at et kvindfolk gør ægter på den måde. Han havde bedt hende om at vidne i retten. Hans Hartvig havde modtaget 6 sk i rede penge af Mogens Clausen i bjærgeløn. Mogens Clausen havde på 1. og 2. søndag, efter at flåden var afsejlet,undersøgt  om nogen havde fundet gods fra den sunkne vandbåd.

Mads Nielsen, som var syg på sidste ting, fortalte at de fire bjærgningsmænd havde sagt, at de havde bjærget som meget af kongens gods, som de ikke havde fået bjærgeløn for, at de var uvillige til at redde mere. Mogens Clausen nægtede, at han havde forholdt nogen deres retmæssige betaling og at de havde været fuld af snak og usandheder. Mogens Clausen udtog kontrastævning på de fire mænd, at de havde talt usandt ved at føre upartiske vidner i sagen. Han havde stævnet fændrik Jørgen Gødich på Brogard i Olsker, for at høre hvad Mads Hartvig havde sagt til ham om vandbåden. Han havde også stævnet Herman Clausen og Jens Hansen fra Rutsker.

Mogens Clausen spurte Margrete sal. Jep Michelsen om hun havde leveret brevet. Hun forklarede hvor han havde fundet birkefogeden, sammen med hustru, Niels Monsen og Jens Pedersen. Birkefogeden havde brudt seglet og læst det. Hun havde hørt, at det omhandlede nogle vandfade. Hun havde ikke fået svar fra Birkefogeden, da hun samtidigt havde berettet for ham, at hun på vejen havde set den svenske flåde. Birkefogeden ville derfor ride op til Rutsker kirke og se. Derfor måtte Mogens Clausen vente med at få ordre.

Herman Clausen og Jens Hansen fra Rutsker stod vagt på Hammeren og de blev hentet af Mogens Clausen. De vidnede at båden var fuld af vand, så de magtede ikke at redde den.

Peter Tiesen ønskede, at der skulle vælges kyndige mænd til at besigtige åstedet og få forklaring hvor de havde fundet vandbåden, hvor lagt de havde bugseret den og hvor den sank. Synet skulle finde sted den 3. august dagen før næste ting. Dommeren udpegede 4 upartiske sagkyndige: Tobias Castensen fra Rønne, Niels Monsen i Hasle, Anders Hansen Koch af Svaneke, Jørgen Andersen af Neksø, som tillige skulle udtale sig om mulighederne for at båden kunne blive bugseret til Sænebugten.  Amtmanden ville nok kunne finde andre, hvis nogen af disse 4 havde forfald. Mogens Clausen og de 4 bjærgningsmænd skulle afgive forklaring på stedet til de uvildige mænd.

4. august 1711 Pag. 274a
De fire upartiske vurderingsfolk (alle skippere) Christian Vallerius af Rønne, Niels Monsen af Hasle, Anders Hansen Koch af Svaneke og Jørgen Andersen af Nexø fremlagde en skriftlig redegørelse for deres “begrandsknings forretning”. Sagen synes at blive påstand mod påstand. Mogens Clausen var truet på sin ære og beskæftigelse, som fuldmægtig for birkefogeden, og de fire bjærgningsmænd for at være løgnagtige og at de personligt gik efter at få miskrediteret Mogens Clausen. Hvad de 4 uvildige grandsningsmænd havde fundet ud af, er uklart, da den ikke er indført i tingbogen. Sagen er svær at følge, da der hele tiden ændres forklaring og beskyldningerne udartede sig til strid på ord.

Mogens Clausen stævnede afdøde Johan Torsens arvinger og afdødes hustru Marie Vendell (?) om det brev som Margrete Jep Michelsen skulle have leveret byfogeden den 2. oktober. Om det ikke var nævnt i brevregisteret. Marie havde fortalt stævningsmændene, at hun huskede, at der kom et kvindemenneske med et brev. Desværre var hun eller hendes lauværge eller arvinger mødt i retten. Peter Thiesen mente, at brevet måtte kunne findes i byfogedens efterladte arkiv. Byskriveren Hans Poulsen var mødt og bekræftede, at der i brevet var nævnt forskellige ting, der var bjærget. Anders Hansen Torup vidnede at den svenske flåde var gået forbi øen, den dag da byfogeden fik brevet. Han havde også set de forskellige opbragte ting hos Mogens Clausen, som havde fortalt ham hvorfra de stammede.

Niels Monsen forklarede også at han havde overværet brevoverdragelsen til byfogeden. Byfogeden havde læst brevet for sig selv og sagde at det var fra Mogens Clausen ogg det drejede sig om en vandbåd. Men han havde travlt med at komme til alarmpladsen da den svenske flåde var set.

Herefter de fire skipperes skriftlige “grandskningsforretning”. Vandbåden var fundet ud for hammeren. Syd for ved Hestevig eller Kaas kaldet, kunne ikke bruges til bjergning, da vejret ikke tillod det. Næste vig var Capellevigen eller Meelkaasen, som heller ikke kunne bruges på grund af klipperne. Dernæst Kragkaasen, hvor de havde mødt Mogens Clausen, hvor de havde taget Mogens Clausen i båden og ført ham ud til vandbåden. De to vagtfolk fra Rutsker mente dog at det lå lidt syd for Kragkaasen, men det troede de ikke på. De fire vurderingsmænd mente, at vandbåden godt kunne have været bugseret til Sænevig, og at det ville være en god beslutning. De fire mente, at de skulle betales hver 4 rdl for besværet.

17. august 1711 Pag. 279a
Skipper Anders Byrgesen fra København og hans styrmand Halve Erichsen og bådsmændene Claus Henningsen og Olluf Erlandsen vidnede hvordan de med deres skude ved navn Kong David havde forladt København den 1. august sejlede til Kastrup og lå for anker til den 3. august. Derefter sejlede de mod Tornbusklen for at opsøge kongens flåde, som Dragørfiskere havde lokaliseret for dem. De løb ind i en storm og da de var tungt lastet med øl til kongens flåde. Roret ville ikke fungere, og båden løb fuld af vand. De forsøgte at komme til Rønne eller Hasle, men nåede kun til Sæne vig under hammeren fredag morgen den 7. august klokken tre. der lod de skuden løbe mod land. Skipperen begav sig op til Hammershus for at melde deres nød.  Han havde berettet strandingen til generalmajor Christopher Sonne, der underrettede amtmanden. Lørdag morgen kom 3 af flådens vandbåde og tog så meget øl ombord, som de kunne. Søndag den 8. gik vinden i nordvest og steg til kuling, som slog skuden i stykker. Skipperen bevidnede at alle havde gjort sit bedste. De fik et uvilligt tingsvidne på hændelsen, signeret af dommer og de 8 stokkemænd.

David Hansen Dich af Allinge stævnede Mogens Clausen for de 6 rdl. som han skyldte Allinge Kirke tilbage i 1707 efter Johan Knudsens bo. Beløbet er bogført i kirkeregnskabet da Hans Jespersen var kirkeværge og var ej heller blevet betalt i de tre år Albert Dick havde været kirkeværge. Mogens Clausen mente ikke, at han skyldte kirken noget, og hvis han gjorde skulle det fremgå af Hans Jespersens skifte i 1707, om han havde kautioneret for beløbet. David Dich ville vende tilbage på næste ting.

Mads Hartvig, Mads Nielsen, Peder Hansen og Bastian Michelsen fra Sandvig stævnede Mogens Clausen for klare skilderi den 3. august på Hammeren, som han havde gjort mod de fire mænd under undersøgelserne i den verserede sag om vandbådens forlis. Mogens Clausen havde bedt om en anden dommer, da Niels Hansen var Mads Hartvigs morbror og alle de indstævnede er i slægt og svogerskab.

De fire bjærgningsmænd havde kaldt de to rutskerbo, der stod vagt , for at have løjet og påstod at de svarede til fordel for Mogens Clausen. Mogens Clausen havde kaldt de 4 bjærgningsmænd for skælme og tyve.  Det var sket på åstedet og der var usikkerhed om hvad der blev sagt og til hvem. Mogens Clausen havde heller ikke holdt sig tilbage i ordvekslingen. Dette forhør strækker sig over adskillige sider og omhandler spørgsmål om ære og ikke så meget om selve bjærgningssagen.

Den beordrede dommer Gregers Christensen satte sig i dommersædet. De 4 bjærgningsmænd vidnede at de godt kunne have ført vandbåden i land ved Kragkaasevigen. Mogens Clausen påpegede at de nu havde forandret forklaring.

Mogens Clausens hustru var tilstede i retten og kom med kommentarer, hvilket Peter Thiesen bad dommeren forhindre, da det trak sagen i langdrag (pag.284b). desuden indførte Mogens Clausen så meget i tingbogen, at Peter Thiesen ikke kunne få et ord indført! Peter Thiesen var beordret til at gå på tinget i kongens ærende, men Mogens Clausen påstod, at han var en bedre repræsentant for kongens interesser en ham.

Der var rygter i byen om varer fra vandbåden, der skulle have været solgt eller tilbudt, men der fremkom ikke noget konkret. Disse uidentificerbare genstande, skulle have været kommet i land inden Mogens Clausen havde nået ud til dem på Hammeren. Det kunne have haft 1 eller 4 timer til rådighed inden Mogens Clausen var nået frem. Mogens Clausen påpeger flere gange at de fire bjærgningsmænd var i slægt med hinanden og dækkede over hinanden – både indbyrdes og med vidner. Bjærgningsmændene mente, at Mogens Clausen havde svært ved at udbetale bjærgningspenge korrekt.

Dommeren tillyste at der om 14 dage skulle føres de sidste vidner og at han derefter ville dømme i sagen.

24. august 1711 Pag. 286b
Jens Andersen (spillemand) af Allinge kom på David Dichs vegne og fremlagde skifte efter Johan Knudsen, samt et kirkeregnskab, der viste at Mogens Clausen skyldte 6 rdl. Hvis ikke Mogens Clausen kunne fremvise en kvittering på at have betalt pengene, burde det være bevis nok til at Mogens Clausen stadig skyldte kirken penge. Mogens Clausen angreb Jens Spillemand på at have indført dette i tingbogen uden lov og orden, så han ville “ikke svare på hans snak”. Og han nægtede at skylde kirken noget. Jens Andersen bad dommeren at dømme i sagen.

I sagen om ærekrænkende udtalelser, mente Mogens Clausen, at den måtte føres efter, at der var faldet dom i sagen om vandbåden. Hvilket sættedommeren Niels Hansen tog til sig og bad om at alt ville komme frem på næste ting, hvorefter han ville dømme.

Gregers Christensen nedsatte sig i dommersædet i sagen om vandbåden. Kongens fuldmægtig Peter Thiesen læste sit skriftlige indlæg i sagen.

7. september 1711 Pag. 288b
Dom mellem David Dich og Mogens Clausen. Mogens Clausen bad om udskrift, således at han kunne føre sagen til landstinget.

Mogens Clausen ville have sagen om de ærekrænkende udtalelser til et andet ting, hvilket ikke blev tilladt, men fik den udsat i tre uger, da sagen ikke var indstævnet lovligt på slet papir og at man ikke bare kunne gå ind og ud af retten og anklage folk!

Gregers Christensen nedsatte sig i dommersædet i sagen om vandbåden. Mogens Clausen irettelagde sit skriftlige indlæg i sagen. Peter Thiesen ville ikke svare på Mogens Clausen indlæg, da den var fuld af usandheder og fordrejninger. Og at Mogens Clausen ikke havde skrevet, det som han havde påstået i brevet til byfogeden den 1. oktober 1710, der var blevet fremlagt på sidste ting. Han bad Mogens Clausen at møde på Hasle ting den 11. september og give sit vidnesbyrd der. Mogens Clausen ville føre kontravidner mod denne påstand.

Mads Hartvig, Mads Michelsen, Peter Hansen og Bastian Michelsen læste deres skriftlige indlæg i sagen. Mogens Clausen beskyldte det for usandværdigt og snak. “Siger nu et nu et andet, nu begaar noget, nu fragaar ded igien saa loustridigt at vidne”

Dom mellem David Dich og Mogens Clausen afskrevet i tingbogen. Her fremgår at udskrift fra krigsretten pålagde Mogens Clausen at betale 6 rdl. i efter et forlig med Johan Knudsen, samt at denne post var nævnt i Hans Jespersens skifte, fordi Hans Jespersen havde kautioneret for Mogens Clausen. Mogens Clausen blev dømt til at betale de 6 rdl. til David Dich, som nu var gift med sal. Hans Jespersens enke. David Dick skulle så derefter straks betale de 6 rdl. videre til Allinge Kirke. Mogens Clausen blev ligeledes dømt til at betale 2 rdl. for sagens omkostninger.

21. september 1711 Pag. 290a
Peder Johansen læste et skøde udgivet af Tor Jørgensen fra Allinge på et stykke bygjord på 6 skæpper land i Pibeløkken for 42 slettedaler.

Mogens Clausen lod læse et pantebrev, hvor Rasmus Laursen af Allinge får et stykke jord kaldet Sønekildestykket i pant for 20 rdl. Han måtte bruge jorden så godt han kunne og derfor ingen rente skulle betales.

Gregers Christensen nedsatte sig i dommersædet. Den afdøde birkefoged Johan Thorsens enke Maria Vendell var stævnet til retten, for at fortælle om Mogens Clausens missive fra den 1. oktober 1710 hvori han skulle have indberettet vandbådens forlis.

Maria Vendell havde foranlediget et skriftligt indlæg i sagen, som blev læst. Et skrift som Mogens Clausen ikke ville anerkende, da enhver kunne have underskrive sedlen. Dommeren ville optage sagen til doms på næste ting.

28. september 1711 Pag. 191a
Mogens Clausen havde indstævnet Christian Valleresen Laasmand af Rønne, samt alle de andre vidner, som var tilstede på Hammeren under åstedsforretningen den 3. august, tillige med andre, bla. kirkeværgen Rasmus Larsen fra Allinge. Mogens Clausen havde udarbejdet nye vidnebeskrivelser fra de 4 vurderingsmænd (granskningsmænd) fra den 3. august. Peter Thiesen tilbageviste Jørgen Andersens seddel, som han sagde ikke kunne være korrekt, da han ikke var på landet, men med Jep Jørgensens galliot, der den 14. september var sejlet til Colberg. Mogens Clausen opgave var at så tvivl om de 4 bjærgningsfolk tiltale om Mogens Clausens ærekrænkende ord. Leutnant Jens Nielsen af Allinge var tilstede på Hammeren med sit kompas, havde ikke hørt nogen skjælderi. Kirkeværgen var på privat tur på Hammeren og havde overværet de 4 skippere i Kragkaasevigen. Han havde heller ikke hørt nogen skjælderi. Det samme med Vallerius og Christopher Møller.

5. oktober 1711 Pag. 294b
Peder Hartvig læste et pantebrev, som han havde udgivet til Rasmus Laursen. For 36 sdr. havde han fået 7 skp. land bygjord kaldet Mons Lychen  i pant

Mogens Clausen havde tilbudt forlig i sagen om de ærekrænkende ord mod de 4 bjærgningsmænd. Mads Hartvig ville ikke acceptere dette tilbud, men ønskede, at der skulle dømmes i sagen, da der nu var gået mere end 5 uger, siden dom blev begæret. Mads Hartvig havde derimod taget kontravidner på sidste tings vidner, Christian Vallarius havde i Jørgen Raasmands stue i Rønne modsagt det han havde vidnet på sidste ting. Han ville blive stævnet til næste ting.

26. oktober 1711 Pag. 295a
Hans Hartvig læste et køb og skødebrev til konstabel Niels Jørgensen i Sandvig. Hans Hartvig havde solgt 2 skp. bygjord i Simonsløkken i Sandvig Byvang for 12 sdr..

Byskriver Hans Poulsen Busk på amtmandens vegne og udbad sig tingsvidne på lejermålsbøder fra 1 maj 1706 til 1. maj 1707. Ellne Svendsdatter som udlagde en soldat Oluf Nielsen som barnefader. Der skulle være betalt, men i Johan Thorsens tingsvidne, havde han intet modtaget. Stokkemændene vidnede at pågældende kvinde intet havde at betale med.

Gregers Christensen aflagde dom mellem kgl. majestæt og Mogens Clausen angående vandbåden. Sagsøgeren Peter Thiesen bad dommen beskrevet, ligesom Mogens Clausen, der ville anke dommen til landstinget. Der var i alt 13 bilag til dommen. Mogens Clausen blev ikke dømt for embedssvigt mht. underretning af sine foresatte, men han blev draget til ansvar for fejlagtig beslutning. Han skulle ikke have forhindret de fire bjergningsfolk forsøg på at sætte vandbåden i land ved Kragkaasvigen. I stedet for at beordre båden mod Sænevigen, skulle han have beordret hjælp til aktionen. Derfor blev han dømt til at betale skaderne på vandbåden og erstatte det mistede gods. Samt at betale omkostningerne ved retssagen, diæter og rejser til dommer, fuldmægtig og synsfolk, hvilket må have udgjort et stort beløb. Se den endelige dom.

9. november 1711 Pag. 297a
Skipper Niels Hendrichsen Lindegaard, fra kongens galliot kaldet St. Johannes, styrmanden Peter Hendrichsen og bådfolkene bad retten om et uvildigt tingsvidne. Gallioten skulle levere gods til kongens flåde, men kunne ikke finde den. De begyndte deres sejlads under Møn den 26. oktober De fik den tanke, at de kunne ligge under Bornholm for at hente vand. Da de kom mellem Sandhammeren og Hammershus, kom der en krydser, som de antog måske kunne være en svensker. Derfor lod skibet løbe om til Sandvig red, således at de lå i sikkerhed under Sandvigs kanoner. Styrmanden gik op på Hammervagten for at se efter skibe og ville advare, hvis der var fare på færde. Vejret var fint og vinden var i sydsydøst. Vinden drejede til sydøst. De hejste ankeret for at placere sig bedre i bugten, men skibet lå forkert, således at de måtte lade ankeret gå igen. De forsøgte at tøjre skibet med en partline. Vinden sprang over i Nordøst og blæste op. Gallioten blev kastet lige ind til landet uanset om styrbords anker blev kastet. Folkene blev beordret i båden. Bådfolkene, som var Olluf Roelsten, Olluf Andersen, Daniell Olsen, Evert Lammers, Johan Ossenbryg, Karl Hendrich Cosker, Johan Sælfver (?), fastslog ved ed, at de havde brugt godt sømandsskab. Bådsmændene fremlagde en skriftlig attest på hændelsen, som blev indført i tingbogen.

Niels Bendsen og Laurs Knudsen fra Sandvig vidnede at kongens galliot ankrede i Sandvigbugten kl. 11 om aftenen den 28. oktober. Niels Jørgensen vidnede at en svensk krydser nordøst for Bornholm samme dato. de vidnede at vinde gik fra fint klart vejr med sydøstligvind til hårdt streng vejrlig med storm, regn og hagl.

Niels Jørgensen og Christopher Müller vidnede, at der den 31. oktober 1711 kom en lybsk krejert (3-master) på Sandvig red for at indhente oplysninger om den svenske flåde. Skipperen berettede at han dagen før havde mødt 2 svenske skibe under Hanøe, som han havde talt med. De havde været under Bornholm.

Den danske galliot blev slået i stykker og alt blev skyllet i havet.

16. november 1711

pag. 298b
Knud Nielsen var ikke mødt som stokkemand, og han skulle møde hos dommeren og give forklaring på sin udeblivelse.

Dom blev afsagt mellem Mads Hartvig, Poul Hansen, Bastian Michelsen og Mads Nielsen og Mogens Clausen. De 4re mænd udbad sig dommen beskrevet, da de ville anke til landstinget.

Mads Hartvig oplæste et memorial for magister Søren Schade, der havde stævnet Enert Aredsen i Sandvig for at skylde ham penge. Enert Aredsen blev pålagt at møde til næste ting.

Dommen mellem de fire mænd og Mogens Clausen er indskrevet i tingbogen. De 4re mænds vidner kunne ikke bevise at Mogens Clausen havde navngivet sit skælderi og da Mogens Clausen havde gjort kontravidner, så var der opstået usikkerhed om han overhovedet havde udtalt “skælm og tyve” mod de 4re personer den 3 august på Hammeren. De 4 skippere der undersøgte vandbaadsagen kunde huske episoden og ordene, men det var sagføreren Peter Thiesen, der havde navngivet de 4re fiskere og ikke Mogens Clausen. Desuden havde de 4 skippere skrevet vidnesmålet til de 4re fiskere, der var i familie med hinanden. I et kontravidne havde Mogens Clausen modbevist skippernes vidnesbyrd. Mogens Clausen havde påvist at det var i situationen om godset bjærgning han havde brugt udtrykket og ikke ment det personligt.

Mogens Clausen blev dømt til at betale 6 rdl til Allinge Kirke og sagens bekostning 4 rdl. og at han skulle gøre offentlig undskyldning og ikke derefter lide for at have udtalt ærekrænkende ord om de 4re fiskere.

30. november 1711 Pag. 301a
For retten fremkom Enert Aredsens hustru Orsella Macabeus og bekendte at hun og hendes mand havde solgt et lille stykke hus, som stod vesten for deres gård i Sandvig, samt et kålhaverum der ligger syd til gærdet omkring samme kålhave for 12 sdr. Da Enert Aredsen ikke selv var mødt op var Rasmus Pedersen fra Sandvig på tinget for at bekræfte handelen til Hans Svendsen.

De 4re fiskere havde mødt op i Mogens Clausens stue for at ville læse dommen om de æreskrænkende udtalelser og at han skulle gøre fornøjelig erklæring på retten. Men Mogens Clausen var ikke mødt i retten.

7. december 1711 Pag. 301b
Enert Aredsen i Sandvig lod kundgøre et køb- og skødebrev til Hans Svendsen i Dynegaarden i Rutsker på et tre stolperum hus med kålhave syd og vest for samme hus og fri vanding til brønden for 12 sdr.

Poul Hartvig havde pantsat  bygjord på 7 skp. land kaldet Kraselycken til Laurs Monson for 36 sdr.

21. december 1711 Pag. 301b
Bertil Johansen af Sandvig oplæste et købe og skødebrev på sin fader Johan Hansens vegne udgivet til Christopher Henrichsen Møller. Salget var af et halvt tøndeland bygjord i Sandvig byvang  kaldet Vester Langebjerg stykket for 10 sdr.

Jørgen Hansen oplæste et pantebrev som han havde udgivet til sin svoger Hans Hansen i Præstegården i Rutsker på 75 sdr. med pant i 2½ td land i Skovløkken og Bolle snabel eng for 45 sdr.. Jørgen Hansen og hans hustru Lisebeth Hansdatter havde fået en arvedel på 31 sdr. efter sin sal. moder Giessel sal. Hans Jørgensen og derforuden havde Hans Hansen lånt Jørgen Hansen 89 sdl. i rede penge. Jørgen Hansen tilspurgte sin svoger Peder Andersen i Rø om han ville vedstå i retten, at han rigtigt havde fået betalt sin arvedel.

Enert Aredsen vedstod at have solgt en eng i Olsker sogn ved Jens Veeftsens hus for 7 sdr 1 mk til Christopher Müller i Sandvig.

18. januar 1712 Pag. 302b
Til årets taksatorborgere valgtes Albert Hansen Dich, Hartvig Andersen fra Allinge og Christopher Müller og Rasmus Pedersen fra Sandvig. Som kæmnere valgtes David Hansen Dich af Sandvig og Bastian Michelsen af Allinge.

Som stokkemænd valgtes fra Allinge: Hans Nielsen, Løving Giversen, Jørgen Pedersen og Peder Hansen og fra Sandvig Mogens Clausen, Jens Andersen, Thor Laursen og Niels Nielsen

Enert Aredsen af Sandvig læste et skødebrev som han havde udgivet til Mads Jacobsen. Enert Aredsen havde solgt en stuelænge på 7 stolperum af sin gård i Sandvig samt en lade syd for gården og en frugthave og kålhave og gårdstræer som den plads vedkommer og halv gårdsrum for i alt 45 sdr.

Birkefogeden udtog tingsvidne på alle sagefaldsbøder i 1711, undtagen lejermålsbøden af Bente Rasmusdatter i Sandvig, der havde udlagt den tidligere sognedegn i Olsker og Allinge Jens Hansen Muus.

1. februar 1712 Pag. 303a
Taksatorer læste deres ligning af skatterne.

Hans Jørgensen af Allinge læste et pantebrev, som han havde udskrevet til Niels Laursen på 18 sg. Rø sogn på 40 rdr.. I pant have han sat til gård på 8 stolperum, samt bådehus, gårdsrum, kålhave samt1 td. bygjord i Allinge Byvang.

Jørgen Hansen af Sandvig havde stævnet Enert Aredsen af Sandvig på den gæld (1 sdr 1 mk) han skyldte ham. Endvidere havde han stævnet Enert Aredsen og hans hustru for nogle “arrørige skeldsord” som hans hustru havde brugt mod ham. Enert Aredsen var ikke mødt i retten.

22. februar 1712 Pag. 303b
Mogens Clausen blev fritaget for at være stokkemand og Niels Bendtsen indsat i hans sted.

Jørgen Hansen af Sandvig stævnede Enert Aredsen for skyldig gæld, samt at svare for sin hustru Ursella Jacobsdatters “ærrørige Schilds ord”. Ordene var sagt i “uforstand og hastighed” og beder Jørgen Hansen om forladelse og han lovede at betale Jørgen Hansen 2 sdr 2 mk i gæld og omkostninger. Mads Jacobsen vil betale pengene inden påske, som han ellers skyldte Enert Aredsen.

11. april 1712 Pag. 304a
Stokkemand Niels Nielsen var flyttet fra byen og blev erstattet af Christen Hermansen.

Poul Hartvig af Allinge læste et skøde til Mads Michelsen af Allinge for et stykke jord i Allinge Byvang for 12 sdr.

? juni 1712 Pag. 304a
Rasmus Jensen af Olsker havde stævnet Kirstine Hartvigs af Allinge for det hun skyldte efter skiftebrevet efter Hartvig Willumsen. Kirstine Hartvigs begærede forlig med Rasmus Jensen. Rasmus Jensen godtog hendes ønske mod hun betalte inden 15 dage. Hun ville pantsætte sit iboende hus.

Løving Gifversen ville have 4re mænd til at skønne agevejen mellem Løving Gifversen og ?.

25. juli 1712 Pag. 304b
Hans Hartvig fremkom i retten og fremviste et skøde og købebrev, der viste at han havde solgt to skæppeland bygjord i Sandvig Vang kaldet Store Simonslycke for 8 sdr til Peder Pedersen i Sandvig.

Rasmus Jensen, Kierkegården i Olsker havde stævnet Jacob Madsen  bosat i Kochelychen, for de penge, som han lovede at betale for Hans Hansen Bistrup og de forfaldne renter i 4 år som er 6 sdr, hvilket i alt er 53 sdr. 3 mk 6 sk. Jacob Madsen svarede, at han mente, at hans skyld var 16 sdl. og ikke mere.

29. august 1712 Pag. 304b
Hverken Rasmus Jensen eller Jacob Madsen var tilstede i retten, hvilket de var blevet tilsagt.

19. september 1712 Pag. 304b
Jacob Madsen mødte på tinget og tilbød, at hans søn Mads Jacobsen ville betale Rasmus Jensen 26 sdr., som de ved mundtlig kontrakt i konstabel Niels Jørgensens stue i Sandvig 8te dage før juli 1711 havde lovet i godtfolks nærværelse. Et beløb som Mads Jacobsen lovede at betale på afgangne Hans Hansen Bistrups vegne. Jacob Madsen havde tilbudt, at han kunne modtage beløbet i hans hus alt i god gangbar og tjenlig løsøregods efter enten accordering eller vurdering. Beløbet skulle tillægges rente på 5% pro anno. Rasmus Jensen svarede, at han på ingen måde var tilfreds med tilbuddet. Han forlagte 30 sdr. samt de 16 sdr. som Jacob Madsen selv skyldte. Dertil kom renter og sagens omkostninger.

Jacob Madsen havde kautioneret for Hans Hansen Bistrup, som dengang boede i Sandvig. Rasmus Pedersen i Sandvig vidnede at Jacob Madsen og hans søm Mads Jacobsen havde lovet at betale 30 sdr.

Rasmus Jensen ville til næste ting indkalde Hans Bistrups efterlevede enke Kirsten Rasmusdatter på Blemmegården i Nylars, samt Enert Aredsen og hans hustru Ursella Jacobsdatter, der forventes tilbage fra København inden næste ting. Begge havde været tilstede da Jacob Madsen havde indgået forlig.

3. oktober 1712 Pag. 306a
Hans Nielsen af Allinge tilspurgte Peder Hansen fra Allinge om han godvilligt ville påtage sig værgemålet for sin stedsøn Christian Henrichsen for den fædrene arv som han havde fået tildelt efter sin sal. fader Henrich Nielsen. Peder Hansen påtog sig sig værgemålet.

Jacob Madsen af Kokkeløkken,  der ellers var pålagt at føre vidner i sagen mellem ham og Rasmus Jensen i Olsker, fremførte at der var indgået mundtlig forlig og at han ikke behøvede at føre vidner. Rasmus Jensen ville ikke anerkende forliget og hans vidne Lorents Petersen sagde, at han ikke havde set de to parter give hinanden hånd på forliget, omhandlede 26 sdr. som Jacob Madsen skulle betale Rasmus Jensen.

Peter Thiesen fra Svaneke var Rasmus Jensens svoger og han havde ført han sag tidligere. Mogens Clausen havde dengang ført retten og det var usikkerhed om rettens beslutning. Jacob Madsen henførte sig til loven pag. 111 21 artikel.

Jens Andersen og Søren Michelsen af Sandvig havde været vidner da Rasmus Jensen eksaminerede sal. Hans Bistrups efterlevende enke Kirstine Rasmusdatter hos hendes nuværende mand Hans Jensen i Nylars. Hun havde været tilstede da Jacob Madsen og hendes salige mand aftalte lånet af Rasmus Jensen. Nogen tid efter at de flyttede fra Sandvig kom Jacob Madsen med sin hustru hen til Hans Bistrups gård. Bistrup havde spurt Jacob Madsen om han ville betale de 30 sdr til Rasmus Jensen som han skyldte “eftersom Jacob Madsen havde bekommet af den di huuse som de haude i pant af Eenert Arredsen i Sandvig, huor til Jacob Madsen suarede tillige med sin hustru, Ja, det vilde di betalle, og forundrede sig paa at Jacob Madsen vil krygle der paa thi di fick skiel og fyldest derfor”. Poul Hartvig fra Allinge bekræftede at Bistrup havde fortalt at Jacob Madsen ville betale de 30 sdr. til Rasmus Jensen og derfor få Bistrup hus og vaaning som han havde i pant af Eener Arredsen i Sandvig, samt rente deraf i 4 år. Rasmus Jensen bad om at der blev afgivet dom i sagen.

31. oktober 1712 Pag. 308a
Dom blev oplæst mellem Rasmus Jensen i Olsker og Jacob Madsen i Kokkeløkken. Dommeren mente, at det var bevist, at Jacob Madsen skyldte Rasmus Jensen 30 sdr. og ikke 26 sdr.. Dernæst skulle han betale 6 sdr for 4 års rente, samt 4 sdr. i sagsomkostninger. I alt 40 sdr skulle betales inden 15 dage.

14. november 1712 Pag. 309a
Rasmus Pedersen og Mads Jacobsen begge af Sandvig erklærede sig vel forligte ang. nogle fornærmende ord som Mads havde sagt til Rasmus på birketingets slutning for 14 dage siden. De gav hinanden hænder derpå og udtalte “at de icke ved andet med hinanden end som ære og got”

28. november 1712 Pag. 309a
Mogens Clausen kom i retten med sin stedsøn Henrich Henrichsen, der havde modtaget sit patrominium således som det var skrevet i skiftebrevet fra 20. november 1695 efter hans salige fader. Han fik 50 sdr. ligesom sin broder Niels Henrichsen havde fået og ikke 54 sdr. fordi intet var kommet fra Kaptajn Vestervalt, Hans Sifversen af Rønne eller af Jep Byrredsen i Gudhjem. Henrich Henrichsen afstod for rente, da han havde gået i skole og lært af læse og skive. Hvorpå Mogens Clausen og Henrich Henrichsen gav hinanden hånden.

“Ydermere for retten fremkom Mogens Clausen og Thor Jørgensen og eftersaa regnskabet som de 2de Mænds nærværelse Neml. forrige Bircheschriver Peder Ofuesen og Niels Bendsen af Sandvig, huilket Regenskab er Passeret d. 17. juni 1699: Anlangende Thor Jørgensens myndling Lauris Henrichsens Patrimonium efter hans sal. fader Henrich Nielsen og lyder samme fortegnelse og regnskab saaledes forteignelse paa huis som Mogens Clausen i Sandvig hafr. anvendt og bekostet paa sin stefsøn Laurs Henrichsen baade paa Skolegang og andet som følger.

Anno 1696 holdt Mogens Clausen Laurs Henrichsen i skoelle til Niels Bendsen i Sandvig fra St. Michelsdag og til Paaske Aar 97, gaf derfor om ugen 2 sk. er 3 mk: og for hans kost i 26 uger: om ugen 1 mk er 6 sdr 2 mk. For klæder og skoe til hannem, det halfe Aar forundt 1 sdr 2 mk er 2 sdr 3 mk.. Noch holdt ham i skoele fra Michelsdag 97 til Paaske 98 gav til skoleløn 3 mk for kost det half Aar 6 sdr. 2 mk for klæder 1 sdr 2 mk for opvartning som Marie Olluf Nielsen for ham bekom 1 sdr. er 9 sdr. og 3 mk. Endnu holdt ham i skoelle hos Peder Olufsen skollemester i Allinge fra St. Mickelsdag 98 og til Paaske 99 derfor til Skoleløn 3 mk. for kost det halfe Aar 6 sdr 2 mk for klæder og skoe 1 sdr 2 mk er 8 sdr 3 mk.. Summa dette forskrefne beløber sig in summa 27 sdr og 1 mk. Noch at betall efter hans veelbr hr. Landsdommers dom Mathias Raschs domb i dend sag som Laurs Gummeløs søgte  Henrich Nielsens boe een summa gieldsfordring ofuer 50 sldlr: som Mogens Clausen udførde imod Gummeløch, og blef fri kiendt beløb Lauridses procato 5 sldr. Endnu huis sønner bekostedt Anno 1699 d. 19 juni daa Laurids Henrichsen skulde reise bort først 4rle allen graat klæde all. 6 mk er 6 sldlr: knaper og silche for 3 mk blaasors 2 all. al. 3 mk er 1 dlr 2 mk: foeder til kioll buxer og for skiorte 1 dlr.: knapper til forskiorte 8 sdl: dreill til underbuxer 2 all. derfor 1 sdr: skræderløn for disse thoe klædninger 1 dlr. 4re Nysiøde brugarns skiorter for 2 dlr. 2 mk : 2½ all. købe læridt til 4re ny halsduge for 1 sdlr: Ny hoser og vante for 2 mk: skoe for 3 mk, en koffert beklæd med Siællskind uden og inden, under med læridt, laasfast iern der for 2 sdlr.: En ny knif for 8 sdl: Bekom penge til at reise med til Kiøbenhafn og siden frem til Elfningen som hand fremsender 6 sldlr: gifuedt for hannem og hans tøy til Kiøbenhafn til fragt 1 dlr. Præsten for hans geburds bref 3 mk. Er 31 sldr. Summe bedrager sig denne som Sofningsbekostning, som Mogens Clausen hafr anvendt paa Thor Jørgensens myndl. Laurs Henrichsen som forskrefuet stoer, Penge 58 sldr. 1 mk. Saaledis efter opskriften befindis rigtig at Mogens Clausen bekostedt hafr med min Consens og vilie schrefet ieg og paa dend rette sort. vil fra mig ichun beskrefuen naar  schiftebrefvet bekommes  som er i Landstings retten.

Att. Jeg som Være Thor TIS Jørgensen bestaar saaledes i Sandhed testerer vi som hafr været Laurids Henrichsens skollemester. Datum Sandvig d. 11 juni 1699. Peder Ofuesen, Niels NBS Bendsen.

Huilkets Reegnskab Thor Jørgensen og Niels Bendsen rigtig vedstoede som ouerværende hafr været naar regnskabet blef til endegiord huilket og saa Mogens Clausen vedstoed saaledis rigtig at være rigtig andgeeds. Ligeledis ved Mogens Clausen stifsønner Niels Henrichsen og Henrich Henrichsen at disse specier er andvendte paa deris broder Laurids Henrichsen. Ydermeere forregiver Mogens Clausen og hans begge stifsønner Niels og Henrch Henrichsen at di hafr vist kundskab paa at forn. Laurids Henrichsen ved døden afgich aar 1708 udi een sted kaldis Elfbing [Elbing ved flodmundingen ved Wisla tæt ved Riga] huilken kendskab de fick ud af en ung kiøbmand naunl. Christian Kampe og af hans moder Anne Chathrine Kampers boende i Kiøbenhaun paa Van konsten, huilche forn. 2de personer hafde værit forseigledt fra Kiøbenhaun til Danzig paa deris kiøbmandsskab, og fra Danzig til Elfbing og vaar i deris huus som hand døede, Neml. dend sal. drengs Morbroder Mester Henrich Laursen som ogsaa samme Aar førend Drengen afgich Døede huor ofuer som meldt er, og efter reegnskab udviisning Niels og Henrich Henrichsen er ingen arf af deris sal. broder Laurids Henrichsen Patromonium begier end efterdi at der er meere anvendt paa hannem end hans Patromonium kunde tiltreche, og formoder intet at gifue der til deris Stiffader Mogens Clausen, mens er der med vel fornøyede i alle Maader. Derpaa suarede Mogens Clausen intet i nogen maade af dem vill der om prætentere af ded som er bekostet paa dend sal. dreng end som hans Patromonium vær. I det øfrige fuldkommel. quitterede aabenmelt Mogens Clausen og hans Stifsønner Niels og Henrich Henrichsen dend afgangne drengs værge Thor Jørgensen og vil holde ham og hans afuinger skadisløs for dedt omrørt Værgemaal som meldt er, Saa at Thor Jørgensen og hans arfuinger intet videre som samme Værgemaal skal blive affrodret, mens hermed fuldkommel. gucteris som vi her i tingbogen med voris hændres underschrift bekræfter, og er saa Mogens Clausen og hans Stifsønner Niels og Henrich Henrichsen et u-villigt tingsvidne begierendes om alt huis i dag passeret er. Mogens Clausen lofuede at forskaffe Stemplet Papir til dette tingsvindne med altsomforderligst.

Mogens Clausen, Niels Henrichsen Falk, Henrich Hendrichsen Falk”

12. december 1712 Pag. 311a
For retten fremkom Poul Hartvig af Allinge og læste et pantebrev som han havde udgivet til Niels Laursen i Rø sogn på 28. sg for et lån på 140 sdr.. Som pant havde Poul Hartvig sat 4 skp.land bygjord og 1 td. land haurejord som Poul Hartvig havde indfriet fra Laurs Gommeløs i Hasle, som hans fader Hartvig Willumsen havde pantsat hos Gommeløs. Dertil også 2½ tønde land bygjord kaldet Damstorgaden som er Poul Hartvigs egen jord og Mons Nielsen i Allinge “at være forkofuere for samme penge og hafue indseende med”.

Augustinus Hendrichsen af Allinge oplæste et pantebrev til Peder Arredsen i Olsker på 24 sdr. som han havde lånt. I pant havde han sat 4re skp. land bygjord og 3 td. land haurejord i Allinge byvang Augustinus lovede at betale rente efter loven.

9. januar 1713 Pag. 311b
Som taksatorer valgtes Mogens Clausen (formand) og Bertil Johansen af Sandvig og Samuel Johansen og Poul Hartvig af Allinge. Sættedommeren bød samtlige borgere at møde hos Mogens Clausen i Sandvig og angive deres jord og ejendom den 16. januar. Som kæmnere valgtes Michel Sørensen af Allinge og Mads Hartvig af Sandvig.

Til årets stokkemænd valgtes fra Allinge: Hans Jensen, Peder Laursen, Niels Hansen og Oluf Hansen. Fra Sandvig Jacob Madsen, Oluf Laursen, Peder Hansen og Søren Michelsen.

Dommeren Niels Hansen fik et uvilligt tingsvidne på at alle sagefaldsbøder var modtaget korrekt.

Mogens Clausen af Sandvig læste et pantebrev, som han havde udgivet til Thoer Pedersen i Rutsker for et lån på 40 sdr. Som underpant var sat 1½ td bygjord i Storevang.

23. januar 1713 Pag. 312a
Taksatorerne fremlagde deres  skatteligninger (Byskatten, Maltaccisen og kvartalsskatten) og blev overdraget skriveren, der skulle udfærdige lodsedler efter.

Jens Knudsen fra Aaker sogn kom i retten og lod opbyde hans myndling Anne Johansdatters tilfaldende arvedel både efter sin fader og moder og hendes halvbroder. Efter hendes moder Anne Maria for en kapital på 94 sdr 2 mk 4½ sk.. Efter hendes fader 73 sdr 2 mk 9 sk og efter sin halvbroder Hans Leopoli 40 sdr 1 mk 9 sk.. Arven kan modtages for rede penge eller for nøjagtige varer. Hvis ikke nogen vil modtage arvelodden efter 3 tinglysninger skulle Johan Knudsen være fri for at svare renter.

Søren Michelsen af Sandvig som er gift med Anne Johansdatters søster ønskede at overtage hus, have og gårdsplads samt ager og eng enten for årlig rente eller for rede penge. Han ville overtage alle tre arvelodder for rede penge.

6. februar 1713 Pag. 313a
Jens Knudsen fra Aaker opbød for anden gang sin myndling Anne Johansdatters arv.

Hans Jensen fra Allinge nedsatte sig som byfoged og spurte stokkemændene og de tilstedeværende om der kunne været faldet lejermålsbøder, slagsmål forlovspenge eller andet. Svaret var nej og birkefogeden kunne taget et u-villigt tingsvidne.

20. februar 1713 Pag. 313a
Jacob Madsen fra Kokkeløkken læste et pantebrev udgivet til Claus Madsen Finne fra Vang af hvem han havde lån 24 sdr. 1 td. land bygjord kaldet Rugløkken i Sandvig byvang. Jacob Madsen ville selv dyrke jorden og derfor betale rente efter jorden.

Mads Nielsen af Sandvig havde stævnet Mogens Clausen af Sandvig for sin tjenesteløn, da Mogens Clausen havde lovet at betale en landstingsdom på 5 sdr. til landstingsskriveren, hvilket Mogens Clausen ikke havde gjort. Han havde kun betalt 4 sdr., samt at han skyldte ham 5 sdr. af den tjenesteløn på 9 sdr. som han havde tjent. Mogens Clausen var ikke mødt i retten. Dommeren Niels Hansen bød Mogens Clausen at indfinde sig til næste retssamling.

6. marts 1713 Pag. 313b
Mogens Clausen mødte i retten og påpegede, at Mads Nielsen bør bevise sin påstand. Mogens Clausen mente ikke, at han skyldte nogen tjenesteløn, men at Mads Nielsen derimod skyldte ham ungefær 40 sdr., hvilket han med kvitteringer og dokumenter ville bevise til næste ting. Endvidere havde Mogens Clausen udfærdiget breve og dokumenter på den 9.  gård i Klemensker, som havde hjulpet Mads Nielsen i sagsanlæg, da Mogens Clausen var indsat som fuldmægtig i sagen.  Mads Nielsen bad om at se landstingsdommen om det var sandt, at der var blevet givet afslag på dommen.

Sognedegn for Olsker og Allinge kirkers menigheder Christian Piil havde stævnet nogle personer, men havde selv lovligt forfald. De stævnede var Jørgen Christensen og Albert Skrædder, som begge boede på Slotsgrunden. De skyldte degnen “steellepenge” eller dagsværk for året 1712. Ligeledes havde degnen stævnet Jørgen Christensens hustru Johanne Pedersdater for et offer som degnen skulle have for hendes sidste barn.

Albert Skrædder svarede at degnen skulle bede ham at gøre dagsværk eller give penge i stedet, men steellepenge nægter han at betale, da han eller hans formand aldrig havde betalt dette.

Jens Knudsen opbød sin myndlings gods for tredje gang. Søren Michelsen tilbød at modtage hus og jord og svare rente derfor. Jens Knudsen udtog uvildigt tingsvidne på rentefrihed for det som han ikke kunne få penge.

3. april 1713 Pag. 314a
Mogens Clausen så frem til Mads Nielsens bevisførelse, hvis ikke han kunde det, burde han straffes efter loven for usandfærdighed. Mogens Clausen mente at Mads Nielsen skyldte ham 40 sdr. for den proces, som han havde ført for Mads Nielsen. Der havde været retsag mellem Mads Nielsen og Jens Knudsen ang. den 9. gård i Klemensker (Østre Bedegadegård).

Mads Nielsen korrigerede, at sagen om den 9. gård i Klemensker var ført ved landstinget. Hans aktuelle søgsmål gik på manglende betaling for 3 års tjeneste hos Mogens Clausen, som kunne beløbe sig til 20 sdr. om året, da hans tjeneste både var til lands og til vands. Sagen om den 9. gård i Klemensker handlede om gården, som Mads Nielsens forældre havde. Mads Nielsen ment, at Mogens Clausen havde modtaget klæder til sin kone for 4 rdl. I sagen mellem Mads Nielsen og Johan Knudsen var Mogens Clausen indsat som fuldmægtig af øvrigheden. Begge parter ønskede dom i sagen og at de forinden måtte føre beviser for deres påstande. Hvilket dommeren tillod dem.

Dommeren efterlyste Jørgen Christensen til at stå frem i retten i sagen, hvor degnen havde stævnet ham for manglende dagsværk eller steellepenge. Han var ikke mødt. Dommeren ville selv opsøge Jørgen Christensen og pålægge ham at møde til næste ting.

24. april 1713 Pag. 315b
Dom blev afsagt i den sag mellem Mogens Clausen og Mads Nielsen ang. landstingdommen om den 9. gård i Klemensker, som senere skal blive indført i tingbogen ord for ord. Mogens Clausen udbad sig dommen beskrevet, således at han kunne appellere dommen til landstinget.

Jens Knudsen tillod Søren Michelsen at beholde huset som han boede i indtil hans myndling Anne Johansdatter blev “sin egen”, mod at betale rente og holde huset i den stand som den nu er.

Jørgen Christensen mødte i retten og svarede i sagen med degnen Christian Piil. Han tilbyder at ville fornøje degnen for året 1712 med “dagsværelse” eller 10 skilling ligesom naboerne gør det. Han vil også betale degnen 10 skilling for hustruen for sit sidste barn. Han lovede også at betale rettens udgifter.

DOM mellem Mads Nielsen og Mogens Clausen. Dommeren fandt det bevisligt, at Mogens Clausen havde lovet at betale landstingsskriveren 9 sdr. for beskrivelse af den landstingsdom på 9. gård i Klemensker. Ej hellere kunne Mogens Clausen bevise, at han havde betalt Mads Nielsen de skyldige 9 sdr. i tjenesteløn, som han skyldte. Hvis Mogens Clausen straks betalte Mads Nielsen ville dommeren frafalde omkostninger.

30. maj 1713 Pag. 316b
David Dich af Allinge stævnede Michel Sørensen af Allinge ang. et får som var slået ihjel i Michel Sørensens have. Michel Sørensen var i vårmarken og kendte intet til fåret. Desuden mente han, at David Dich skulle bevise sine påstande og for øvrigt forklare, hvordan fåret var kommet ind i hans have. David Dich ville føre beviser til næste ting.

Rasmus Laursen af Allinge havde stævnet Holger Johansen for de “u-bequæmsord og skamflech” han havde ført mod hans hustru Anne Christensdatter på deres Allinge Jagt på den sidste rejse tll København. Rasmus Laursen havde stævnet leutnant Jens Nielsen af Allinge og Søren Michelsen af Sandvig som vidner i sagen.

Leutnanten og Søren Michelsen vidnede hvilke ord der var faldet på “vores jagt” i København. Anne havde kommet ned i kahytten en morgen i Københavns havn og hilst god morgen til Jens Nielsen, Søren Michelsen og Holger Johansen, der lå i deres køjer. Jens Nielsen havde spurt hende, hvor hun havde sovet i nat. Holger Johansen havde derpå sagt: “Hvor skal vel en felthore have sovet, oppe hos horekarle”. Rasmus Laursen spurte Søren Michelsen om han havde “fornemmet nogen uskikkelighed på den rejse eller nogen sinde”. Søren Michelsen havde om hende intet uskikkeligt hørt eller set. Holger Johansen mente, at det var sagt i “korsvillighed og Plasserstale”, hvilket de bekræftede. Sagen skulle føres videre til næste ting.

12. juni 1713 Pag. 318a
Rasmus Laursen og Holger Johansen var kommet til en venlig forening i sagen. Holger Johansen havde vedkendt, at hans ord ikke var andet end ord sagt i “lystighed og korsvillighed”. Han bekræftede, at han kun kendte Anne som en smukt og ærlig dannerkvinde og at han aldrig mere ville bruge lignende ord.

David Dich og Michel Sørensen begge af Allinge fremkom og fortalte at de var blevet forenet og at Michel Sørensen ville betale rettens omkostninger.

17. juli 1713 Pag. 318b
Niels Laursen af Olsker havde stævnet Mons Pedersen i Løsebæk for gæld på 1 sdr. 2 mk 8 sk. Mons Pedersen var ikke mødt. Hvis han ikke mødte til næste ting ville dommeren føre sagen til doms.

24. juli 1713 Pag. 318b
Michel Hansen af Allinge læste et købe og skødebrev som var udsted til ham af Hartvig Andersen, som havde solgt sin gård beliggende i Allinge byvang til Michel Hansen for 34 sdr. tillige med have og gårdsplads.

Niels Laursen af Olsker og Mons Pedersen i Løsebæk var kommet i venlig forening. Mons Pedersen betaler Niels Laursen og omkostningerne i alt 2 rdr. Peder Jensen fra Olsker kautionerede for Mons Pedersen.

Augustinus Hendrichsen af Allinge havde stævnet Anne Catrine Niels Jørgensen sammen med mand eller værge om “ærrørige ord” og slagsmål  mod hans hustru Klarica Hartvigsdatter den 11. juli 1713. Augustinus havde indkaldt vidnerne Kirstine Hermandsdatter, Niels Jørgensens tjenestepige Inger Halfuersdatter, Anne Margrethe Nielsdatter, Nicolaj Nielsen, Niels Jørgensen, Peder Hansen, Mads Jacobsen, Svend Jensen alle af Sandvig.

Anne Catrine Niels Jørgensens havde bedt Kirstine Hermandsdatter at hente Klarica Hartvigsdatter fordi hun ville tale med hende. Kirstine havde hørt at Anne Catrine havde kaldt Klarica for “en egte mandshore” og at de derefter sloges.

Mads Jacobsen havde fået oplyst af Svend Jensen at der var klammeri, senere havde han hørt om det fra Ørsella Malene Monsdatter. Da ingen andre vidner var tilstede, lod dommeren sagen udsætte til næste ting.

Mons Nielsen og Knud Michelsen af Allinge læste et skøde og pantebrev udgivet af Niels Jørgensen fra Olsker, som havde solgt og bortskødet til de to mænd Byggisløkken med noget skov, der kaldes Boxereskoven, samt Hestens højstøkket og en bækfald, kaldet Præsteaaen tillige med en eng i Allinge Byvang for 100 sdr.

31. juli 1713 Pag. 320a
Lars Gommeløs af Hasle læste et takkebrev fra Søren Michelsen for god betaling for arvegods efter hans hustrus broder.

Mogens Clausen af Sandvig lod læse en skriftlig fuldmagt fra sin frende Augustinus Hendrichsen af Allinge om at gå i retten i en sag hvor Anne Catrine Leopoldidatter – Niels Jørgensens hustru – havde overfaldt Klarica Hartvigsdatter med hug og slag samt ærrørige skældsord. Niels Jørgensen var ikke mødt, men Holger Johansen svarede, at Niels Jørgensen ville møde til næste ting. Mogens Clausen førte de tidligere stævnede vidner samt en del flere i sagen.

Først fremstod Christopher Hansen af Sandvig og fortalte at han havde fået besøg af Nicolaj Nielsen (Niels Jørgensens søn) der fortalte at hans moder slog Clarica med et maglebræt og at han skulle over til dem. Da de var på vej der over havde de mødt Clarica, der var helt blodig i hovedet. Da han spurte hvorfor hun var taget til Anne Catrine, svarede hun at hun intet frygtede, da hun mente, at de var gode venner. Nicolaj nævnte at hans fader holdt med Klarica imod hans moder.

Ørselle Malene Monsdatter fortalte at hun var gået fra Hans Arredsen, hvor de havde bagt brød, Da de kom ved Niels Jørgensens bagerovn, da hørte hun, at Anne Catrine havde kaldt Klarica “Sin egte mands hore” og havde sagt til Niels Jørgensen “gach til din hore, der stoer hun, din horejægere” og til Clarica, sagde hun “din hore gach til din hore jagere der staar han”. Ørsella havde bedt Nicolaj om at hente Christopher Hansen. Anne Catrine havde sagt til Niels Jørgensen “du hafr. icke søgt Seng eller sæde med mig paa half andet Aars tid. Dine brendeviins flasker du hafr baaret i lommen i Aar, det hafr du iche giort andet end for den horen skyld … Ded “tin og laagen” som ieg hafr mist, did hafr du taget din tyf, men hvem hun sagde det til vidste hun icke, da hun icke var inde” Ørselle kunne kende Niels Jørgensen og hans hustru på deres mål. Da hun gik hjemmefra til bagerhuset kom Clarica gåendes fra Niels Jørgensen revet i ansigtet og havde små huller ved det ene øje og var blodig, som om hun var blevet revet med en karte.

Svend Jensen stod på stranden og “flide paa sin fiskerbaad” og hørte at der var klammeri hos Niels Jørgensen. Andet vidste han ikke.

Jørgen Pedersen (en af de to “beskrivelsesmænd” til Niels Jørgensen) fortalte da de anmeldte sagen hos Niels Jørgensen. Niels Jørgensen havde sagt, at han havde intet at sige til hans kones forsvar, hvis hun havde slået Klarica. Det måtte hun selv forsvare. De de tilspurte Anne Catrine om hun havde kaldt Clarica for en hore og for en tyv. Det vidste hun ikke noget om og om hun havde bedrevet noget slemt, måtte hun selv vide det. Angående tyveri fortalte Anne Catrine at da Klarica tjente hos hende, forsvandt 2 pund tin og nogle laagen. Men hvem der har taget det vidste hun ikke, da hun havde flere tjenestefolk end Clarica.

Michel Hansen, var den anden berettelsesmand, og vidnede ligesom Jørgen Pedersen.

Mogens Clausen ville have at de øvrige indkaldte vidner, som ikke ville møde, til at komme til næste ting. Han truede med kongens lov, hvis de ikke kom. Dommeren pålagde vidnerne til at møde. Han bød Anne Catrine at møde i egen person eller en anden, der ville møde for hende, hvis ikke måtte hun lide “skade paa hjemgæld” og siden miste rettigheden til at anke dommen.

Jens Nielsen blev befriet for sit værgemål for Hartvig Andersens datter Malene Hartvigsdatter. Hartvig Andersen tog godvilligt værgemålet på sig både med kapital og renter.

7. august 1713 Pag. 322b
Frem for retten kom Augustinus Hendrichsen og Niels Jørgensen og berettede at de var kommet i venlig forening i sagen mellem deres hustruers snak og ubevislig tale. De var blevet enige om at ophæve sagen “og I saa fald om nogen Klarica Hartvigs gejstlig eller verdslig øfrighed her paa kunde talle, eller vil talle, daa lofver og forpligter vi os Niels Jørgensen og Augustinus Hendrichsen som hos er næfnte, self der til vil suare”. Som vitterlighedsvidner var kaptain Niels Nielsen og Jørgen Nielsen begge fra Olsker.

Augustinus Hendrichsen ophævede kontrakten med Mogens Clausen som sin fuldmægtig.

21. august 1713 Pag. 323b
Clarica Hartvigsdatter mødte i retten sammen med sin broder Poul Hartvig og stævnede Anne Catrine Niels Jørgensen angående skældsord, hug og slag den 11. juni. De stævnede Niels Jørgensen, Inger Halvorsdatter, Peder Hansen, Nicolai Nielsen og Anne Margrete Nielsdatter gift med Jørgen Johansen i Allinge. Endvidere er stævnet Augustinus Hendrichsen om han vil svare i sagen. Endvidere er Mogens Clausen stævnet med sin fuldmagt.

Niels Jørgensen mødte og argumenterede mod stævnemålet, da han og Augustinus Hendrichsen havde indgået en aftale mellem dem og deres hustruer. Han henviser til loven 6te bog 1. artikel pag. 998 og 5te bog 1 kap. 1 art. pag. 667 så vel som 2. art. pag. 668. Niels Jørgensen henstiller til dommeren at søge øvrigheden om at afvise stævnemålet, da det gør manden umyndig i sagen. Han ville også forhindre at Mogens Clausen skulle føre Claricas sag.

Poul Hartvig påstod at hans stævnemål stod ved magt.

Dommeren efterlyste Augustinus Hendrichsen, som ikke var tilstede, ej heller nogen der kunne tale hans sag. Dommeren bød at vidnerne mødte til næse ting og han pålagde Augustinus Hendrichsen at møde i egen person på næste ting og enten fragå eller vedgå, det forlig som han havde indgået med Niels Jørgensen.

Niels Jørgensen mente at Clarica var uvederhæftig til at føre sag og at han mente, at hun i det mindste burde stille fuldstændig kaution. Endvidere krævede han at de penge han havde givet Augustinus (3 sdr. og 12 skilling) til at betale forrige tings udgifter, skulle leveres tilbage.

Mogens Clausen kendte intet til forliget før denne dag, og han mente, at forliget ikke var lovligt. Hans fuldmagt til at føre sagen var heller ikke opsagt lovligt, så den mente han stadig stod ved magt.

Hans Jensen af Allinge læste et pantebrev, som han havde udgivet til Hans Hansen i præstegården i Rutsker, som han havde lånt 24 sdr. af. I pant havde han sat 6 skæpper land bygjord (gammelt mål) Bygjorden kaldtes Leeghøgstøkket.

11. september 1713 Pag. 325a
Augustinus Hartvigsen og de indkaldte vidner var ikke mødt. Derimod bad Poul Hartvig på Klarica Hartvigs vegne endelig dom ud fra det som allerede var anført. Konstabel Niels Jørgensen, som var i Rønne i kongens tjeneste. Han havde skriftligt meddelt, at det medsendte skriftlige forlig stod ved magt. Mogens Clausen ville ikke vedkende sig, at forliget var lovligt, med mindre at Anne Catrine Niels Jørgensen vil gøre Klarica en forklaring og holde Augustinus Henrichsen og hans hustru skadesløs i alle måder.

Dommeren mente, da ingen af sagens parter var kommet i retten og heller ikke deres indstævnede vidner, så ville han holde sig til den udfærdigede kontrakt og forlig. Det var “tho smukke erlige Dannamænds quinder og derfor skal disse omtvistede ord icke komme de forn. quinder, deris mænd og deris paarørende til nogen ære eller æresforkleinelse i nogen maader”

Hvad Mogens Clausens fuldmagt angår skal den være død og kraftesløs. Omkostningerne ophæves på alle sider.

25. september 1713 Pag. 325b
Hans Aredsen af Sandvig indstævnede Knud Nielsen af Løsebæk i 1. 2 eller 3 ting at møde, fordi han med dristighed havde oppløjet Hans Arredsens agre over render og markskel. Agrene kaldes Buggehøjstykket.

Jorden var kommet til Hans Aredsens hustru Kirstine Nielsdatter efter hendes sal. moder Anne Hansdatter (Niels Nielsen Skrædder). Knud Nielsen var svoger til Hans Aredsen. Parterne kom til forlig før sagen kunne føres på tinget. Knud Nielsen havde ingen adgang til egrene, da de var givet hans søster Kirstine i stedet for en part i Løsebækgården.

9. oktober 1713 Pag. 326b
Jens Andersen af Sandvig lod læse et pantebrev som han havde udgivet til Rasmus Laursen af Allinge for et lån på 12 rdr. Til underpant sattes et skæppe land bygjord kaldet Gedelycken og 3 skæpper land havrejord i store Simonslycken i Sandvig byvang. Rasmus Laursen må bruge jorden indtil Jens Andersen indløste jorden.

6. november 1713 Pag. 326b
Lauris Andersen kom på Henrich Michelsens vegne og indstævnede Søren Michelsen i Sandvig angående gæld, der var kommet efter bekostningen af sal. Hans Leopols begravelse. Henrich Michelsen boede i Rønne. Søren Michelsen undrede sig over at Jens Knudsen i Aaker ikke var stævnet, da han var værge for den anden af arvingerne efter Hans Leopoldi, nemlig Anne Johansdatter. Sagen gælder en udgift som Inger Sophia Hans Mortensen havde haft for begravelsen mm.

Dommeren mente, at stævningen ikke var gyldig med mindre at Jens Knudsen også var stævnet, derfor skulle Henrich Michelsen selv indfinde sig på Hammershus Birketing på næste gang og så have stævnet alle interessenterne.

Dommeren havde bedt Hans Jensen, Mogens Nielsen, Albert Hansen Dich og David Hansen Dich om at aflægge regnskab på u-ringede svin som er indtaget i Allinge og Sandvig. Som bøder skulle der giver første gang 8 sk., anden gang 1 mk og tredie gang skulle svinet være mistet. Efter oplysning blev det pålagt de formastelige at betale de 8 skilling inden 8te dage eller blive pantet for det dobbelte.

David Hansen Dich af Allinge havde indstævnet Poul Hartvig af Allinge om stengærdet, så svin og kvæg kunne komme ind og gøre skade på Davids kål. Poul Hartvig mente ikke, at han forbrudt sig med stengærdes placering og vedligeholdelse.

20. november 1713 Pag. 327b
For retten fremkom fændrik Peder Laursen af Allinge og læste et købe og skødebrev udgivet af Niels Jørgensen, Hallegård i Olsker på 3½ td land bygjord i Allinge Byvang som kaldes Mureholtis for 100 sdr. Niels Jørgensen havde skriftligt til birkedommeren bevidnet dette salg.

Poul Hartvig havde stævnet David Hansen Dich om gærdet mellem deres huse. Endvidere var indstævnet en række personer til at vidne, hvad de kunne huske fra deres ungdom indtil i dag. Dog var Poul Hartvig og David Dich blevet venlig forenet. David Dich kunne beholde stengærdet, mod at Poul Hartvig skulle have lov til at bygge et stuehus og have materialer liggende i Davids have indtil huset var færdigt. De skulle betale hver at deres sagsomkostninger.

Albert Hansen Dich af Allinge indstævnede Rasmus Laursen af Allinge angående blamerende ord som Rasmus Laursen og hans hustru skal have overfuset Albert Dichs hustru med den 6te november. (ulæseligt hvad der var sagt, Noget med jern på Hammeren..) Rasmus Larsen var helt uforstående med anklagen.

For retten fremkom Peder Hansen af Sandvig og udbød for sin myndling Bendte Nielsdatter som Jep Nielsen i Klemensker før havde værget for. I flg. skiftet efter Jep Nielsen drejede det sig om 18 sdr. 8 sk. for beløbet var der udlagt en ko, en hoppe en fyrrekiste med lås og hængsler, samt et galtsvin.

4. december 1713 Pag. 328b
Hans Arredsen af Sandvig læste en kontrakt, hvor det fremgår, at han havde været værge for Karen Hansdatter, som nu var afgået ved døden. Det fremgår at han havde holdt hende i skole i 34 uger og ladet hende begrave. Han havde lavet en afregning med hendes arvingers værger, som var Laurs Rasmussen i Nyker, Peder Arredsen i Olsker, Poul Arredsen i Vestre sogn og Anders Kuure i Klemensker. Han skulle beholde hele hendes arvelod.

Poul Hartvig af Allinge læste et køb og skødebrev udgivet til Peder Monsen i Allinge for et salg af 2 tønder land og 3 skæpper havrejord for 30 sdr.

Albert Hansen Dich af Allinge havde indstævnet Rasmus Laursen af Allinge om blamerende ord som tidligere er nævnt. Som vidner var indkaldt Samuel Johansen og Peder Johansen begge fra Allinge.

Samuel Johansen fortalte at den dag den 6. november da en del svin var blevet indsamlet i Albert Dichs varetægt. Byfogedens Niels Hansens dreng kom til ham for at høre om der var nogen, der havde vedkendt sig af svinene. Drengen blev sendt videre til Rasmus Laursen for at fortælle, at der ikke var nogen af hans svin. Rasmus Laursens hustru kom op til Albert Dich og spurte hvad disse svin dog havde gjort, siden de stod der. Nogen mente, at der manglede jern til at ringe svinene. Rasmus Laursens hustru sagde, at så længe der var rapeter og jernstænger på Hammershus, manglede der vist ikke jern. Dette havde Albert Dich opfattet som en anklage mod ham som smed, at havde stjålet jern på Hammershus.

Rasmus Laursen spurte Samuel Johansen, der var Albert Dichs stedsøn, om han ikke huskede, da han var hos Poul Sørensen og Hans hustru på Gaden, havde fortalt at de havde godt for jern, så længe der er jernstænger og Rapeter på Hammeren og at dette havde Peder Johansen hørt og sagde ” det skal drages til minde for got folck indtil det var bevist, hvem der havde taget noget jern paa Hammeren”. Peder Johansen svarede at han løj og at han måtte bevise hans påstand.

11. december 1713 Pag. 330a
Rasmus Laursen og Albert Hansen Dich kom i retten og sagde at de var forligede i sagen om de ærekrænkende ord. Rasmus Laursen vidste intet andet end at Albert Dich var et ærligt og godt mennesker og ikke mente at han havde taget jern eller rapetere på Hammeren. Sagen blev henlagt og ingen skulle lide last herefter.

8. januar 1714 Pag. 330b
Som taksatorer blev følgende valgt: Som formand Tor Jørgensen og Mads Michelsen fra Allinge og Jørgen Hansen og Hans Arredsen fra Sandvig.

Til kæmnere valgtes Jørgen Johansen af Allinge og Mads Jacobsen af Sandvig.

Til stokkemænd valgtes, fra Allinge: Anders Nielsen, Holger Johansen, Jørgen Rasmussen og Hans Jørgensen. Af Sandvig Christopher Hansen, Hans Hartvig, Rasmus Pedersen og Christopher Møller.

Dommeren fik taget et uvilligt tingsvidne at han ikke havde skjult indtægter fra sagefaldsbøderne. Albert Dich af Allinge betjente dommersædet imedens.

4. februar 1714 Pag. 331a
De fire taksatorer fremlagde deres ligning af skatterne.

Byfogeden Niels Hansen fornemmer “at der sker stor misling udi adtskillige maader ved Borgerskabet. Daa anbefales og forbydes samptlige Borgerskab at di efter denne dag icke maa lade sig finde at udroe Bønderne til skibs at forrette noget Købmandskab af huad navn det naun det kan være”. Hvis de gør det skal varerne taxeres og straffes efter loven. Ligeledes forbydes salg af øl og brændevin til bønderne.

Følgende personer som var mødt i retten skulle møde frem på næste ting for at sværge borgerskabsed: Hans Andersen Egeslycken, Henrich Pedersen, Søren Michelsen og Mads Jacobsen, Oluf Larsen. Yderlige personer blev også stævnet, sandsynligvis foranlediget af denne “misling”. Hvis ikke de havde svoret borgerskabsed, kunne de heller ikke dømmes for brud på loven.

Mogens Clausen Torn i Sandvig anviste og publicerede en bestallings fuldmagt udgivet af kongelig Mayst. Cancelliråd og general fiscalen, cancelliassessor og hans canceliadvokat højærede her. Scharvemusen af dato 23. december 1713. Han skulle være generalfiscalens fuldmægtig for hele Bornholm.

19. februar 1714 Pag. 331b
Hans Laursen af Sandvig havde stævnet Oluf Laursen af Sandvig til birketinget. Men de var blevet enige og sagen frafaldt, Da Oluf havde givet Hans Laursen 9 mk for en bådepart.-

Jørgen Johansen, Michel Hansen, Peder Hansen, Jørgen Pedersen, Søren Michelsen, Hans Nielsen, Hans Henrichsen, Augustinus Henrichsen, Sander Svendsen, Hans Kjøller: Holger Pedersen, Mads Nielsen, Hans Andersen, Egellychen “aflagde deres borgerlig ed for retten og herefter skal de nyde deres borgerlige frihed efter kongens lov og forordning og bruge hvad næring og brug de vil og kand ikke hindres i alle måder og være fri for den straf som loven ommelder”.

Peder Laursen i Allinge var ikke mødt, da Hans Jørgensen havde glemt at stævne ham til retten for at han kunne tage borgerskab. Hans Jørgensen måtte betale bøde på 1 mark for sin forsømmelse.

26. februar 1714 Pag. 331b – ingen sager

12. marts 1714 Pag. 331b
Konstabel Niels Jørgensen af Sandvig havde stævnet Søren Michelsen for noget som han og hans hustru havde lånt af Niels Jørgensens hustrus afdøde moder Anne Catrine Leopoldi. Søren Michelsen fremviste en landstingsdom fra 1. marts 1713 om det testamente som Niels Jørgensen havde fået. Niels Jørgensen mente, at Søren Michelsen uretmæssigt havde tiltaget sig: En malmgryde, et pandejern, en malmpande, en del gl. kobber, samt en del penge. Det blev tilladt Niels Jørgensen at føre sagen og bød Søren Michelsen at møde.

26. marts 1714 Pag. 332a
Søren Michelsen var mødt og bad Niels Jørgensen gøre sine fordringer og bevise sine påstande. Niels Jørgensen fremstillede de to vurderingsmænd ved hans svigermoder Ane Catrine Leopoldis død. Det var Rasmus Pedersen og Bertil Johansen. De var kommet til enighed og var blevet enige om at Malmpanden skulle Niels Jørgensen have, resten ville Niels Jørgensen forære Søren Michelsen og hans hustru. De skulle dele sagens omkostninger.

Hans Hartvig af Sandvig ønskede at blive fritaget for sine to værgemål, som han havde overtaget fra sin formand sal. Jørgen Jørgensens børn i Sandvig, nemlig Karen og Elseby Jørgensdøtre. Deres patrimonium består både i hus og jord. Da han var stedfader til børnene, havde han påtaget sig værgemålet, men værgemålet for Karen kunne, efter loven, overgå til faderbroderen Holger Johansen, og Elseby kunne overgå til Jørgen Johansen. Faderbrødre var efter loven “fødte værger”.

16. april 1714 Pag. 332b
Kaptajn Anders Laursen af Allinge læste et køb- og skødebrev. Han havde solgt Kampeløkken, Munkeløkken, som er en vang beliggende med render, diger, å og lidt skov, som begynder ved Pillegaden og ender ved Sporrestykket. Endvidere er solgt hans andel i Vandmøllen for i alt 284 sdr til hans sønner Hans og Jens Andersen.

Rasmus Laursen læste et skøde og købebrev på 7 skæpper land bygjord, kaldet Moerslycken, som han havde købt af Peder Hartvig i Allinge for 56 sdr.

Hans Hartvig i Sandvig læste et pantebrev på 13 rdr. på penge som han havde lånt af Rasmus Laursen i Allinge. I pant var sat 2 skp. bygjord i Gedelycke, som er sået til med rug.

14. maj 1714 Pag. 333a
Albert Hansen Dich i Allinge læste et skødebrev, hvor Tor Jørgensen sælger 4 skp. bygjord i Pilelycken og 3 tdr haurejord for 56 sdr.

Henrich Nielsen i Rønne havde stævnet Søren Michelsen i Sandvig og Jens Knudsen i Aaker for en fordring som Inger Sophia Hans Mortensen fra København fordrede for ligfærd til 29 sdr for Hans Leopoldi. Henrich Nielsen havde fuldmagt til at føre Inger Sophias sag. samt attest af dato 8. juni 1713 fra præst og kantor i Garnisions kirke, at drengen blev begravet fra kirken. Attesten er bevidnet af Bendt Bendsen fra København. Bendt Bentsen er blevet anket til at betale Hans Leopoldi for hans udlæg til begravelsen. Olsker og Allinge præsten Christopher Muller havde stadfæstet samme attest.

Sergent Jens Knudsen havde meddelt retten , at så vidt det var bevist, var udgifterne reelle, og han ville betale på sin myndlings vegne. Søren Michelsen mente, at attesten på begravelsen ikke var lovlig, da kirkeværgen ikke havde angivet, hvad jorden havde kostet, hvor Hans Leopoldi var begravet. De lånte 6 sdr. penge kunne han ikke acceptere, da det ikke ses i skiftebrevet, som hans værge Lars Gommeløs havde krævet betaling for til 11 par sko og tofler, 7 halsduge og 9 skjorter.

Søren Michelsen fremstillede Jens Nielsen og Holger Johansen begge fra Allinge, der sammen med Søren Michelsen havde besøgt Inger Sophia Hans Mortensen, der havde forlagt betaling for at skaffe beviser for begravelsesudgifterne

11. juni 1714 Pag. 334a
Dom blev afsagt mellem Henrich Michelsen af Rønne og Søren Michelsen og Jens Knudsen.

Rasmus Larsen af Allinge stævnede Jørgen Johansen af Allinge angående ubekvemsord han havde udtalt den 25. maj i David Hansen Dichs nærvær. David Dich fortalte, at han den 25. maj gik og “vaarede” på sin jord, da Rasmus Laursen kom og snakkede med ham. Jørgen Johansen kom ridende og sagde til Rasmus:  “huorfore hafr I igien kast den graf for Manden, din Kieltring”, og videre “Du gaar paa skjælmstycher”. Rasmus  svarede ham “at der skal een hunsfot have sagt at ieg gaar paa mine skielmsstycher”.

Jørgen Johansen spurte David Dich om ikke Rasmus Laursen havde jerntyfue i hænderne og at han red efter ham. David bekræftede, at han havde en jerntyfue i hænderne, men hvad de snakkede om, vidste han ikke, andet end at Rasmus Laursen var på vej til Assereengen. Rasmus Laursen havde også en jerntyv på axlen (skuldren) da han kom ridende til David Dich. Videre til næste ting.

Mons Nielsen af Sandvig lod læse et afkald, der betyder, at han havde betalt 5 mk til sættedommeren Niels Hansen.

Dommen er herefter indskrevet i tingbogen. Nemlig dommen mellem Henrich Michelsen af Rønne og Søren Michelsen og Jens Knudsen. Søren Michelsen blev dømt til at betale begravelsesomkostningerne, da han havde fået penge dertil i skiftet. Han blev også dømt til at betale Henrich Michelsen for sine omkostninger til lange rejser og forsømmelser i alt 2 sdr. Jens Knudsen slap med at betale 1 sdr.

18. juni 1714 Pag. 335a
Blev birketinget for første gang ledet af Mogens Clausen, med den beordrede skifteskriver Lorens Petersen.

Mogens Clausen læste en kl. bestalling på at være birkefoged, dateret 29. januar 1714. Endvidere læste Mogens Clausen en fuldmagt dateret 4. maj 1714 udgivet af generalfiskalen Brostrup Albentin om at Mogens Clausen skal være Bornholms landsfiscal. Han læste sin bestalling på 8 poster.

Jørgen Johansen svarede på Rasmus Laursens anklage ang. de ærekrænkende ord. Han mente ikke at han på nogen måde havde sagt noget, der kunne opfattes som ærekrænkende og han afviste David Dichs vindesbyrd herom. Rasmus Larsen tilbød at aflægge ed på David Dichs beskivelse.

Mogens Clausen tilbød sættedommeren Niels Hansen at dømme i sagen, da han havde startet sagen, men hvis han ikke ville, skulle Mogens Clausen tage sig af sagen, såfremt den ikke ender i forlig.

25. juni 1714 Pag. 335b
Den kgl. bestaltede birkefoged Mogens Clausen og den forordnede birkeskriver Lorens Petersen.

Sagen mellem kirkeværgen Rasmus Laursen og Jørgen Johansen, kunne ikke føres af  Niels Hansen, da han var bortrejst. Jørgen Johansen var ikke tilstede, men Jørgens Johansens hustru fader konstabel Niels Jørgensen svarede, at Jørgen “ej var frisk”, men at han ville gøre sin ed på, at Albert Dichs forklaring ikke er sat til næste ting. Rasmus Laursen var sikker på, at Jørgen Johansen “var på frisk fod”, da han var i kirken i går søndag. Rasmus Laursen var klar til at tage til København med post til Søtolderen. Mogens Clausen tillod Rasmus Laursen af gøre sin ed og forklaring, da det var tredje tingdag inden sagen startede. Niels Jørgensen mente dommeren var en forstandig mand, som nok kendte loven.

Rasmus Laursen gjorde sin ed og medens dette fandt sted dukkede Jørgen Johansen op på tinget. Der blev afsagt dom på forligelsen, at Jørgen Johansen skule give 8 rdr. til Allinge Kirke.

16. juli 1714 Pag. 336a
Knud Nielsen i Løsebæk læste et pantebrev til Jens Nielsen i Olsker på 20 sdr. I pante var sat et stykke bygjord i storelycken.

For retten fremkom Peder Hansen af Allinge havde stævnet Augustinus Hendrichsen og Hans Hendrichsen fra Allinge for “parlament og overlast” som de to havde overbragt ham i hans egen stue den 7. juli. Som vidner var indkaldt Niels Hansen, Hartvig Hansen, Hans Hansen alle af Allinge om ord og gerninger som de to havde budt deres stedfader Peder Hansen i og udenfor hans hus. Imidlertid havde Augustinus og Hans Henrichsen bedt omforladelse om uhøflige ord og gerninger, og lovede at de ville leve skikkeligt og vel. Derimod lovede deres stedfader Peder Hansen, at han skulle leve med deres kærlige moder, som Peder Hansen havde til ægte, som en “smuk mand vel eigner og anstaar, derimod igien skal forn Peder Hansens hustru i ligemaade beginge sin hosbunde med høflighed som en smuk hustru vel anstaar. Og skulde sig befinde enten af parterne her imod sig forsee imod hinanden, skal di iche tage eller slaa dem til rette, men rette dem efter louens pag. 5 den 3die art. [= Ingen maa tage sig selv ret, men een hver skal tale og deele sig til Rette].

Birkefogeden havde befalet Jens Lassen (skåning) og Elisabeth Hansdatter fra Sandvig om de havde sølv, guld eller penge i jorden eller i høje som tilhører kongen efter loven (pag. 782 2 og 3 artikel [2: Lyser mand ikke op det hand hittede, da bliver hand Tyv derfor. 3: Guld og Sølv, som findis enten i Høje, eller efter Ploven, eller andenstæds, og ingen kiender sig ved, og kandis Dannefæ, det hør Kongen alleene til og ingen anden] Loven blev oplæst på tinget. Jens Lassen oplyste at han kun havde fundet 4 stykker, som synes at være penge fra gamle dage på størrelse af en skillingsmønt som nu bruges. Dem havde han fundet i Sandvig Osand den 6 juli. Endvidere havde han fundet 2 messingringe med måneders mellemrum. Han blev spurgt om han havde fundet guldringe, sølvstobe. sølvstykker eller “døgtige” pengemønter i Rytterskansen, der hvor der var fundet stykker af en malmgryde. Jens Lassen sværgede, at han intet havde fundet end det han havde bragt til tinget. Elisabet Hansdatter blev spurt om hun havde fundet noget eller om hun vidste om Jens Lassen havde fundet noget. Hun berettede, at hun kun havde set de omtalte fund den 6. juli. Hun var kommet gående på Osanden hen mod aften, hvor hun mødte Jens Lassen, der kom gående fra en høj på fornævnte sand. Han viste hende 3 stykker som nu ligger på tingbordet som ser ud som penge fra gamle dagen.

Birkefogeden spurte Henrich Pedersen og hans søn Peder Henrichsen, som er en lille dreng på 9 år, om de vidste om Jens Lassen havde fundet noget guld, sølv penge i en høj kaldet Rytterskansen eller andet sted. Henrich Pedersen svarede, at hans søn Peder havde fortalt ham, at Jens Lassen havde fundet en “stob” i Rytterskansen, “som syntes sorter udentil og lidet rør inden og 3de Ringe som var røde og en sølv skee som var sort og videre sagde Henrich Pedersen hans søn sagde, at Jens Lassen, det fremviste for ham og han det berettede for ham straxen om aftenen daa hand kom hjem huilket var i fredags 8te dage, som skonningen sligt skulde have fundet”. Drengen bekræftede det for birkefogeden.

Christen Hermandsen fortalte da han havde vagt den 8. juli. At Jens Lassen havde fortalt Mads Hartvig at skeen og staben stod i en gryde. Den lille dreng viste 4 mænd, som birkefogeden havde udvalgt til at følge med til Rytterskansen. I bakken var der tre små huller, men ingen af disse bar beviser for, at der skulle have været en malmgryde. Jens Lassen nægtede stadig. Mogens Clausen beordrede et tingsvidne, således at han kunne indberette til øvrigheden Valdemar Reedts, der så skulle beslutte, hvad der videre skulle ske.

6. august 1714 Pag. 338a
Mogens Clausen publicerede birkeskriveren Laurids Andersens bestallingsbrev. Den beordrede birkeskriver Lorents Petersen overlod opgaven til den kgl. udnævnte birkeskriver. Gamle tingbøger, skiftebøger, pantebøger både nye og gamle, samt alle registre, breve og dokumenter som tjener til opbygning og efterretning skulle afleveres inden 8te dage.

Sagen mellem kirkeværgen Rasmus Laursen og Jørgen Johansen, kunne ikke føres af  Niels Hansen, da han var bortrejst. Jørgen Johansen var ikke tilstede, men Jørgens Johansens hustru fader konstabel Niels Jørgensen svarede, at Jørgen “ej var frisk”, men at han ville gøre sin ed på, at Albert Dichs forklaring ikke er sat til næste ting. Rasmus Laursen var sikker på, at Jørgen Johansen “var på frisk fod”, da han var i kirken i går søndag. Rasmus Laursen var klar til at tage til København med post til Søtolderen. Mogens Clausen tillod Rasmus Laursen af gøre sin ed og forklaring, da det var tredje tingdag inden sagen startede. Niels Jørgensen mente dommeren var en forstandig mand, som nok kendte loven.

Birkefogden opmeldte 2 domsmænd løjtnant og skipper Jens Nielsen af Allinge og Christopher Hansen snedker af Sandvig til at være vurderingsmænd i alle sager i indeværende år når de blive beordret dertil.

Bertil Johansen stævnede Annis Jørgen Hansen for det skjælderi hun havde begået mod Bertil Johansens hustru Elseby. Som vidner blev indkaldt Jørgen Thommesen bødker, Karen Hans Larsen og Ursela Malene Monsdatter.

Jørgen Thommesen fortalte at han torsdag den 26. juli så Elseby Bertils stå i sin eget ærteager og Annis og Jørgen Hansen stod på deres egen høj ind i Sandvig Vang foran Bollesnauerleed. Han hørte, at de brugte munden med “balder”, men da det blæste en storm hørte han ikke om det var ondt eller godt.

Karen Hans Larsen hørte Annis Jørgen Hansen sagde: “Du skal vere en hore oc en tue Indtil at du kand beuiset”. Hun vidste ikke hvem hun sagde det til, men der var ingen anden kvindeperson end Ursela Malene Monsdatter.

Ursele Malene Monsdatter hørte fra den anden vejside, at Annis Jørgen Hansen stod på sin høj indenfor Bollesnaueleed og brugte en stærk mund imod Elseby Bertil Johansen, men hun kunne ikke skille ordene fra hinanden. Men hun hørte hvad Elseby svarede igen: “Ingen af hendes hafde rømbt af Landet for Morderi”. Hun havde dog hørt Annis havde sagt til Bertils kvínde: “at der var en skjælms rad i hende lige efter hendes fader. Endvidere at Annis sagde til Elseby, som stod i sine ærter, “at hun skulde vere en tefue oc en skielms taske Indtil den dag at hun kunde bevise at nogen af hendes hafde rømbt af Landet for Morderig”. “Nog svarede Elseby Bertels at om det er icke paa Jeris vegne saa er det paa jeres mands vegne”

Jørgen Hansen spurte Ursele Malene om ikke at Elseby havde skældt hans hustru ud. Hun kunne ikke nægte det, men hun ikke vidste andet at fortælle end det hun allerede havde fortalt.

Henrich Henrichsen Falch stævnede Mads Jacobsen for to sildegarn som han havde lånt forrige sommer 1713 og ikke leveret tilbage. Ole Larsen vidnede, at Mads Jacobsen havde fået to sildegarn af Mogens Clausens, men han vidste ikke om det var til låns eller ej. Han havde hørt, at garnene var kommet bort da de blev udbredt på stranden. To stokkemænd var efter ordre taget ud til Bastian Michelsen for at se om disse havde Mogens Clausens sømærke MK. De to sildegarn blev leveret i retten og de havde bl.a. sømærket MK. Det kunne være de to forsvundne garn, med mindre Bastian Michelsen kan bevise rettigheden til garnene. Bastian sagde, at han havde garnene i denne sommer, men ikke vidste, hvordan han havde fået dem. Birkedommeren bad Mads Jacobsen at undersøge sagen til næste ting.

20. august 1714 Pag. 340b
Kgl. forordning af 21. april 1714 om krigsstyr, der blev oplæst. En anden kgl. forordning af 27. juni 1714 blev læst omhandlende at de autoriserede sedler skal udgives i deres fulde valør ved handel. De kan indløses mod det halve i rede penge og resten i autoriserede sedler.

Birkefogeden Mogens Clausen, der også er generalfiskalens fuldmægtig, spurte Christopher Møller og Hans Hartvig om de havde fordret Jørgen Christensen på Slotsmarken til at møde på tinget den 6. august og fortælle om den store ildebrand i Slotsvangen, der fandt sted om søndagen kl. 12 under prædiken. Han var ikke mødt og blev derfor igen stævnet til tinget den 20 om den omtalte “ildts optendelse”. Han var heller ikke denne gang mødt på tinget. I stedet blev folk på tinget bedt om at fortælle hvad de vidste. Jørgen Christensen havde indgrøftet en løkke i slotsvangen til folk og kvægs hindring og skade. den 19. juli havde Jørgen Christensen antændt lyngen. Den tørre tørv var antændt og den stærke storm truede at udbrede ødelæggende til et større område. Birkefogeden havde beordret byfolkene ud med spader og vandspande for at dæmpe ilden. Vinden sprang om i sydvest og et stort tordenvejr forhindrede ilden at brede sig til hele Bornholm. Jørgen Christensen havde forbrudt sig mod kongens lov Pag. 808 første artikel, 3. og 4. artikel mht. indgrøftningen og antændelse. Birkedommeren ville orientere amtmanden om sagen og bede ham om at gøre sag mod Jørgen Christensen.

Jørgen Hansen bad om Lorens Petersen kunne svare for ham og hans hustru i sagen imod Bertil Johansen og hans hustru. Det blev ham tilladt. Lorens Petersen mente at de vidnesbyrd mod Jørgen Hansens hustru ikke kunne komme hende til skade, så længe der ikke var blevet ført kontravidner, hvilket der ville blive på næste ting. Elseby Bertel Johansen havde rusket græs på deres jord. Lorens Petersen havde stævnet Elseby Berildsdatter og hendes mand Bertil Johansen om den overlast som hun og hendes mand havde begået i år og sidste år med “skelden og smelden paa gader og stæder” såvel som hjemme, samt havde truet Jørgen Hansen den 30 juli. Sagen skulle føres til næste ting og samtlige vidner skulle møde.

27. august 1714 Pag. 343a
Lorens Petersen havde indkaldt vidnerne Karen Hans larsen og Ursele Malene Monsdatter Rasmus Pedersen og Kirstine Svend Jensen.

Dommeren Mogens Clausen anså de indkaldte vidner for vidner i to sager. Lorens Petersen måtte føre sagen på ny og ikke føre kontravidner i Bertil Johansens indstævnede sag. Christopher Møller fortalte, at han havde overværet en strid mellem Jørgen Hansen og hans hustru og Bertil Johansen og hans hustru. Bertil Johansen havde tilladt hans hustru at ruske græs på Jørgens Hansens ager og at Elseby havde kaldt Jørgen Hansen for morderpak. En udtalelse som ikke var møntet på ham men på hans broder [=Hans Hansen]. Der var river og høtyve som de havde truet med.

Ole Larsen bekræftede Christopher Møllers historie.

Bertil Johansen fremlagde en landstingsafhøring fra 9. oktober 1695 og dom fra den 20. oktober 1695. Jørgen Hansen mente ikke, at dommen mod hans broder Hans Hansen ikke kunne komme ham til last. Lorens Petersen mente ikke hverken Bertil Johansen, hans hustru eller nogen anden kan bebrejde  eller “raste Jørgen Hansen det i næsen når man lyster”.

Søren Michelsen fortalte at  dagen efter Christopher Snedker gjorde barsel kom Elseby Bertels til Søren Michelsen og sagde at Bertil havde slået hendes kar i stykker, fordi hun havde danset med Jørgen Hansen til Christopher Snedkers kærestes barsel langfredag 1714. Og nu kaldte Bertil Johansen hende for Jørgen Hansens hore.

Margrethe Kirstina (Søren Henrichsens hustru) bekræftede at Elseby havde fortalt, at Bertil Johansen havde slået kobberkar , en halvtønde og andre kar i stykker fordi hun havde været til Snedkerens barsel og havde set “mine øynens Lyst paa Jørgen Hansen og derfor skulle hun altid “hedde Jørgens Hansens hore”. Nogen tid derefter havde Elseby vist Margrete Kirstina et beskidt forklæde, som Bertel havde ødelagt, fordi hun havde danset med Jørgen Hansen til barsels. Hendes mand havde forbudt hende at nævne Jørgen Hansen andet end fanden og at hun skulle spotte ad Jørgen Hansen på vej og sti.

Bertil Johansen og hans hustru svarede at Søren Michelsen og hans hustru Margrete Kirstines udsagn ikke var rigtige.

Rasmus Pedersen havde hørt Elseby og Bertil Johansen trættedes i deres stue. Ud ad vinduet sagde Elseby til Rasmus, at sådan havde de det juledag, påskedag og pinsedag, alt sammen for Jørgen Hansens skyld, djævlen far i hannem den skælm. Elseby var kommet til ham for tre dage siden til Rasmus Pedersen og sagde at han lige så godt kunne havde den samme tanke. Rasmus havde tidligere hørt Bertil kalde Jørgen Hansen for “grineren”, men nu kalder han ham for “fanden”.

Birkedommeren bød alle vidner at møde til næste ting, samt bød Jørgen Hansen og hans hustru Annis Hansdatter at være tilstede i egen person.

Birkefogeden Mogens Clausen  læste et pantebrev som hans hustrus første mand Henrik Nielsen havde udgivet til Anders Jensen Aalborg Christiansø på 100 sdr. af dato 3. sept. 1694. Mogens Clausen havde indløst pantet den 19. marts 1714 til Anders dattermand landstingsskriver Jens Pedersen på Kyndegård i Nyker.

Henrich Henrichsen Falch fordrede svar af Mads Jacobsen om de to sildegarn om han ville betale 2 rdr tillige med sagens omkostninger. Det ville Mads Jacobsen, men at de skulle akkordere om sagens omkostninger.

Hans Aredsen havde stævnet Jørgen Johansens hustru Anne Margreta til at fortælle om det slagsmål som havde fundet sted mellem Samuel Johansen og Hans Aredsens søn Hans Hansen. Anne Margreta var ikke mødt i retten. Hans Hansen fortalte at Samuel Johansen havde taget ham om den ene arm og slået ham med en kæp så han blev brun og blå. Selv om drengen ikke var mere end 12 eller 13 år var han berettiget til at blive afhørt under ed. Sagen kunne slutte her. hvis Samuel Johansen ville erkende at han havde slået drengen og betale bøden som loven siger, eller om ikke, skulle vidner afhøres og dommen falde til næste ting.

Birkedommeren indkaldte alle i Sandvig og Allinge, der forvaltede umyndiges gods, således at al kapital kunne registreres.

3. september 1714 Pag. 347b
Birkefogeden bekendtgjorde en forordning fra den 5. januar 1714, at alle lejermålsbøder, der ikke var blevet betalt, skulle sættes i borgarbejde. Hver dags arbejde regnedes for 8 skilling.

Birkedommeren pålagde Samuel Johansen enten at gøre sin ed efter lovens pag. 117 6 artikel og dermed befri sig for anklagen mod at have slået Hans Aredsens dreng. Hvis han ikke turde gøre det, skulle han efter to tingdagen dømmes. Begge parter var imidlertid kommet til et forlig.

Birkefogeden efterlyste Annis Jørgen Hansen, som skulle møde i retten og forklare sig skældsord mod Bertel Johansens hustru Elseby. Hun blev indkaldt til næste ting.

Lorens Petersen afhørte Karen Hans Larsen, der ikke havde hørt noget ord fra Annis Jørgen Hansen, men hun så Ursela Malene Monsdatter fulgtes med Annis hjemad. Lorens Petersen mente,at da der ikke var to enslydende vidners udtalelse om skældsord, så kunne der ikke føres dom i sagen. Lorens Petersen mente, at den indstævnede Rasmus Pedersen ikke kunne vidne i sagen, da han stadig skyldte Allinge kirke 1 rdr. efter dommen den 3. maj 1707. Endvidere kunne Bente Rasmusdatter heller ikke bruges som vidne, da hun endnu ikke havde betalt bøden, som hun fik efter lejermål med Jens Muus, der derfor mistede sit brød og kald (Jens Muus var degn i Olsker). Birkedommeren kunne ikke inddrage Lorens Petersens bemærkning, da de ikke var denne sag vedkommende. Sagen skulle afsluttes til næste ting og alle vidner skulle møde.

De aktuelle værgemål blev gennemgået:

Kaptajn Anders Larsen var værge for sine tre yngste sønner: Hans Andersen (25 år til mortensdag), Anders Andersen (22 år) og Jens Andersen (19 år), samt værge for sin datter Johanne Andersdatter. Birkefoged accepterede værgemålet, da kaptajnen var en vederhæftig mand.

Tor Jørgensen fremlagde et skiftebrev fra 14. april 1711 hvor han som lauværge til Kirstine Hartvigsdatter, erklærede at hendes dattersøn Hans Larsen på 7 år, der var både moder og faderløs ikke kunne drage omsorg for, som det er nu. Holger Johansen der var værge barnet, skulle overdrages tril Tor Jørgensen og derfor forvalte drengens jord og gods. Dette tillodes af birkefogeden da barnet der var nær 7 år “kand han icke nu vel vere sin moder moders hielp for uden med renlighed sambt Lerdom oc optogtelse”

Poul Hartvig angav at være værge for sin søster Kirstine Hartvigsdatter for en kapital på 6 sdr 1 mk 12 sk

Michel Sørensen havde overgivet sit værgemål for Else Larsdatter (da hun blev 7 år) til pigens stedfader Hans Larsen Smed, som havde modtaget kapital 15 sdr. 1 mk

Leutnant Jens Nielsen som værge for Elne Larsdatter angav at efter hendes patrimonium fra 28. juli 1699 havde han haft en kapital på 10 sdr 1 mk 9 sk i 15 år. Med rente i disse 15 år bliver kapitalen til 15 sdr. 1 mk. Leutnanten var også værge for en af Poul Sørensens sønner nemlig Martin Poulsen, som nu er i sit 19. år og som nu selv havde modtaget et stk jord i Almestycket. der skulle dække renter i de 15 år som han havde værgemålet.

Poul Sørensen var værge for sine to sønner Søren Poulsen og Lodvig Poulsen. Søren var nu sin egen værge og vil modtage sig gods, hvorfor Poul Sørensen ville aflægge regnskab. Lodvig Poulsen var vandfør og vanvittig og faderen kunne bruge hans kapital til at føde ham for.

Albert Dich angav, at være værge for to af sine stedbørn, en dreng ved navn Johan Johansen og en pige ved navn Margreta Johansdatter. Efter skiftebrevet har drengen 45 sdr 2 mk 5 sk og pigen 22 sdr 3 mk 2½ sk. Albert Dichs svoger Jacob Madsen værgede for den yngste datter Else Catrina Johansdatter, som havde samme lod som søsteren 22 sdr 3 mk 2½ sk. Begge var vederhæftige folk og værgemålet kunne bestå.

Hans Jensen i Allinge angav at være værge for Knud Michelsens søn Andris Knudsen for hans patrimonium på 25 rd 3 mk 13 sk. Drengens stedfader Mads Hartvig havde drengens gods, hvilket var meningen efter Knuds Michelsens ønske. Mads Hartvig mener sig fri for rente da værgemålet for 4 år siden blev udbudt til andre og ingen ville modtage det.

Mads Hartvig angav, at Kaptajn Anders Larsen var værge for Lars Knudsens søn, som nu er på fremmed sted. Lars Knudsens ældste søn og yngste datters værge havde Hendrich Michelsen i Rønne som værge.

Peder Hansen af Allinge angav, at have overtaget Hans Nielsens af Allinges værgemål på Christian Hendrichsen. Han mente sig fri for rente, da han havde holdt ham i skole og passet hans arvehuse.

Hartvig Andersen  fremviste sin forrige hustrus skiftebrev fra 24. november 1710, der viste at han havde sine fraværende børns gods under hånd og hævd. Børnene var Hendrich og Hans Hartvig og datteren Malene Hartvigsdatter.

Jørgen Hansen af Sandvig, Samuel Johansen, Holger Johansen og Jørgen Johansen af Allinge angav, at være værger for Jørgen Jørgensens 4 døtre. Samuel Johansen og Jørgen Hansens værgemål består of de to andre ville opgøre værgemålet til Hans Hartvig.

Bastian Michelsen fremlagde et skiftebrev efter hans formand Niels Hansen af dato 2. juni 1704, der viste, at han var værge for den ældste datter Sine Nielsdatter, der var 7 år gammel. Han var desuden værge for sine to steddøtre Christance og Karen Nielsdatters arvelod efter deres moder. Tilsynsværge til disse to var Niels Jørgensen, der oprindelig havde værgemålet for Karen Nielsdatter.

Andre værgemål skulle angives til næste ting.

17. september 1714 Pag. 351a
Hans Jørgensen i Allinge fremlagde sit pantebrev udgivet af hans dattermand Jørgen Pedersen i Allinge på 28 sdr.

Birkefogeden havde indkaldt vidner på et slagsmål mellem Samuel Johansen og Hans Aredsens søn Hans Hansen. Slagsmålet den 10. september 1714 var forliget, men birkedommeren ville gøre krav på forliget og ville håndhæve kongens bøder efter loven pag. 156 8. artikel. Jørgen Johansens hustru Anna Margreta blev afhørt, men hun nægtede at have set sin mands broder Samuel slå drengen, hvilket dommeren fik stokkemændene til at angive var modsat, det hun tidligere havde sagt. Hans Aredsen angav, at hans søn var blevet slået, og det ville han kunne sværge sin ed på. Dommeren ville til næste ting afsige sin dom.

Birkefogeden påråbte Annis Jørgen Hansen og Elseby Bertels. Elseby var mødt, men ikke Annis. Lorens Petersen var mødt på Jørgen Hansen og Annis vegne mente, at sagen var forliget. Birkedommeren kunne ikke acceptere sagens udgang, da den ikke var sket efter lovens bogstav. Han ville hører sagens parter til næste ting.

Knud Nielsen klagede over det regnskab som Peder Hansen i Allinge (ved kirken boende) havde fremvist for sin stedsøn Christian Hendrichsen. Knud Nielsen var tilsynsværge for drengen Christian, således som skiftebrevet efter Henrich Nielsen viste.

Anders Nielsen af Allinge angav sit værgemål for sine børn – 2 døtre og en søn Michel Andersen – som han havde avlet med sin hustru Else Michelsen.

Kirkeværgen Rasmus Larsen af Allinge angav sit værgemål over sin stedbroder Hans Rasmussens 3 sønner og 3 døtre

24. september 1714 Pag. 353a
En dom i Nørre Herreds ting den 7. september havde fået Vefst Pedersen og Jens Jørgensen af Olsker til at stævne kgl. M. Amtsskriver Hans Hendrich Shoor ang “den bache uden for Maegaards gadelee ved den store steen ved alveien som siden strecher sig ned til Maegaards Mølledam”. Sagen var behandlet i herredstinget efter en klage samt Hans Svendsen i Dyngegården, Holger Bistrup, Peder Hansen, Lars Monsen, Norden for Rutsker kirke. Denne dom havde fradømt Vefst Pedersen, Maegård ret til udmarken ved han gård.

Vefst Pedersen og Jens Jørgensen havde indstævnet disse fire til at blive afhørt i sagen, samt en hel del flere, som de mente kunne vidne mod denne uret.

Endvidere blev Hans Jensen i Pellegaarden, boende i Hans Svendsens gård, Niels Michelsen, Hans Sørensen egen Møllere, Mons Hendrichsen på hans Svendsens gårds grund, Hans Mortensen ved Nydammen, Niels Hansen i Mons Pedersens Udhus, og hans hustru Mette Niels Hansen, Lars Hansen på Ullehals (?), ? Agesen i Jydegården, skulle give kontravidnesbyrd i sagen.

Sagen går ud på at bevise, at før Vefts Pedersen fik Maegård, var der et Pæle- eller Risgærde fra gården gadeled ved den store sten ned langs vejen til den vestre side af vandmølledammen. Fra Birket var det indstævnet følgende: Leutnant Jens Nielsen i Allinge, Hans Jørgensen Hjulmager, Laurs Nielsen Skrædder, Hans Jensen skr,. Hartvig Andersen i Løsebæk, Mogens Nielsen i Allinge, Jørn Rasmussen i Allinge, Hans Jensen under Kirken i Allinge, Peder Larsen samme sted, Niels Aredsen i Sandvig, Christopher Hansen Snedker, Olle Larsen, Lorens Petersen, som vidnede efter Mette Niels Hansens spørgsmål.

Mons Olsen i Hollegården, Anders Hansen, Anders Larsen Smed, Lars Nielsen i Bakkegården, Jens Pedersen, Rasmus Jensen i Lerkegården, Hendrich Didrichsen alle fra Olsker var også indkaldt for at vidne om det forsvundne pæle- eller risgærde.

Claus Clausen i Rutsker, Bente Hans Kjøller og Mette Niels Larsen fra Rø var også indkaldt til at svare på samme spørgsmål.

Kaptajn Niels Nielsen mødte på amtsskriver Shoors vegne for at forklare hvilken status den udmark har, som ligger ud for Maegården.

Hans Svendsen, Holger Bistrup, Peder Hansen, Lars Monsen nægtede at anerkende lovligheden i stævningen, da de mente at det var Hammershus Birketing uvedkommende. Dette modbeviste birkefogeden. De fire havde den 3. juli 1714 klaget til generalmajoren, og Vefst Pedersen og Jens Jørgensen ville nu have de fire mænd til at vedgå deres klage. Peder Hansen og Lars Monsen fra Rutsker havde indleveret deres mening på 6 sk. papir.

Lorens Petersen fra Sandvig fik lov til at tale på Hans Svendsens vegne i sagen, da han skulle i kongens tjeneste indtil næste dag. Lorens Petersen skulle eksaminere Vefts Pedersens indkaldte vidner. Wefst Pedersen prøvede at forhindre Lorens Petersen at udtale sig på Hans Svendsens vegne, da han mente, at amtmanden skulle give tilladelse til det. Birkefogeden kunne ikke forhindre Lorens Pedersen at svare for Hans Svendsen, da han havde lovet forfald i kongens tjeneste.

De første der vidnede (pag. 355b) var kornet Hans Rømer fra Vestermarie,  at for omkring 45 år siden, da Hans Mortensen boede på Maegården, kom han ofte forbi på vej til Hammershus. Dengang var der pæle- og risgærde fra gårdens led langs vejen mod vest. Der var sået linfrø i den indgærdede jord. Vejen gik dengang vest for Maegården.

Sandemand fra Klemensker Lars Hansen vidnede at for 50 år siden, da han har hjemme hos sin fader, rejste han ofte forbi Maegården. Dengang gik alvejen vest om Maegård og der stod et pælegærde, som gik fra den store sten. Han kunne ikke vide om det stod på udmarken eller indmarken.

Mons Olsen fra Olsker fortalte, at han for 50 år siden ofte rejste forbi gården til slottet for at gøre ægter. Han kendte den daværende beboer  på Maegården Hans Mortensen. Han vidnede at alvejen gik dengang vest for gården og at der var et gærde der gik fra leddet, vestpå ned til mølledammen og syd på til den store sten. Dengang blev jorden tilsået med enten med lin eller rug. Enkelte år var jorden gold for senere at blive tilsået og igen indgærdet. Når det ind imellem lå brak gik der svin og får og derfor kunne det indgærdede stykke betragtes at tilhøre udmarken.

Claus Clausen fra Rutsker fortalte at for 52 år siden (1662) bekræftede at jorden var indgærdet og der var sået lin og rug. Han erkendte også at nogle år var pælegærdet taget op eller var i uorden.

Anders Larsen Smed kunne mindes 40 år tilbage for Vefst Pedersen kom til Maegården var bakken vest for gården indgærdet med pæle og vingegærde. Han mente ikke, at det i den tid havde tilhørt udmarken og derfor kunne Vefst Pedersen med rette sætte stengærde og lave grøfter omkring stykket omkring bakken sydvest for Maegård.

Jens Pedersen i Olsker fortalte, at der for 40 år siden var et pælegærde på bakken sydvest for Maegårdstod , der hvor der nu var grøft og stengærde.

Lars Nielsen fra Olsker fortalte, at der for 50 år siden var et gærde, som de andre vidner havde fortalt, men han huskede ikke at det var i brug.

Anders Hansen fra Olsker fortalte, at der for 30 år siden stod et pælegærde ned til den store sten nord for alvejen og videre til det gamle gærde.

Rasmus Jensen fra Olsker kunne huske 23 år tilbage i tiden. Han vidnede som Anders Hansen og at jorden undertiden var tilsået.

Anders Jacobsen fra Olsker huskede 18 år tilbage, da han kom på gården for at lave sko, at der var gærde omkring bakken og at Vefst Pedersen havde sået jorden og at det ikke tilhørte udmarken.

Peder Diderichsen fra Olsker huskede 20 år tilbage. Niels Hansen i Olsker huskede 35 år tilbage. Dengang boede han på Nørre Kirkebogård. Begge bekræftede de forrige vidner udtalelse.

Hans Jørgensen fra Allinge fortalte at der for 40 eller 45 år siden gik der et pælegærde fra gadeleddet til den store sten, som ligger norden for alvejen og derfra ned til mølledammen til videre til Damgården som kaldes det gamle gærde som gik tværs over bakken, hvro der mellemste stengærde nu ligger-

Løjtnant Jens Nielsen huskede 40 år tilbage den samme historie som de øvrige. Nævner at Vefst pedersen ejede vandmøllen.

Hans Arest Ved Kirken vidste intet. Hans Nielsen fra Allinge kunne huske at for 44 år siden huskede, at der stod et risgærde nordost for Maagården osv. Hans Svendsen ankede hans vidneudsagn fordi han kun havde være 16 år og derfor ikke kunne vidne. Loven krævede at man skulle være 20 år.

Peder Larsen fra Allinge vidnede at der for 20 år siden at der var et risgærde omkring bakken og at der var sæd på jorden.

Jørgen Rasmussen fra Allinge vidnede ligeledes at der var et gærde for 20 år siden. Om det var på ud eller indmarken vidste vidnet ikke.

Hartvig Andersen af Allinge kunne ikke mindes, om bakken for 44  år siden var indgærdet eller om gærdet stod, der hvor stengærdet står nu.

Mogens Nielsen af Allinge sagde, at der for 26 år siden stod et pælegærde fra leddet til den store sten ved alvejen og fra den store sten og derfra sydvest omkring bakken til Damgården.

Hans Rasmussen tjente Vefst Pedersen for 20 år siden og da stod der gærde, som tidligere omtalt og han havde sået lin i omtalte løkke.

Knud Nielsen i Løsebæk, der huskede 30 år tilbage, mente at det var et risgærde. Det samme huskede Christopher Snedker.

Hans Jensen Skomager huskede 46 år tilbage. Da tjente han hos Wefst Pedersens hustrus fader Hans Mortensen, og dengang stod der et “pælle gierde”. Den gik ned til mølledammen, men der var ingen mølle på den tid.

Hendrich Hagensen fra Rutsker sagde , at for 28 år siden stod et risgærde.

Niels Bendtsen fra Sandvig sagde, at der for 30 år siden var et risgærde.

Ole Larsen huskede, at der for 20 år siden var et risgærde.

Et par vidner var ikke mødt, men der fremlagdes deres skriftlige vidnesbyrd, som var underskrevet med deres to bogstaver.

Lorens Petersen kaldtes et par gange efter Lorens Krag .

Vefst Pedersen fortalte, at der var sat stengærde i stedet for risgærdet for at beskytte skoven. Og at Hans Svendsen og de andre klagere burde dømmes for falsk vednesforklaring på Nørre Herredsting, fordi de havde benægtet, at der tidligere havde være et gærde omkring løkken og at Hans Svendsen i et skriftligt indlæg dat. 10. ugust 1714, havde beskyldt Vefst Pedersen for t have indlagt to løkker, som tilhørte kongens vildtbane for 16-17 år siden. Han havde intet sagt om et evt. havde været et risgærde før, og at det var ingen hindring for, at løkken havde været brugt til fælles kløvgang og at de førte vidner ikke kunne bruges mod Hans Svendsens påstand. Det første omlægning til stengærde skete for 26 – 27 år siden. Vefst Petersen fik et uvildigt tingsvidne på alle vidners udtalelser.

18. oktober 1714 Pag. 360a
Niels Larsen i Olsker havde været i slagsmål med Hans Kjøller i Sandvig. Parterne var forliget, men Hans Kjøller havde ikke råd til at føre kongens sag.

Lorens Petersen fremlagde, på Jørgen Hansens vegne, et skriftligt indlæg i sagen mellem ham og Bertil Johansen. Dommeren kaldte Lorens Petersens indlæg for aparte. Annis Jørgen Hansen var ikke mødt, men det var derimod Elseby Bertils. Hun forklarede, at Annis havde sagt til hende, at hun var en “sjælmsrad” gemt i hende efter hendes fader. Elseby havde svaret, at det var ikke hendes fader, der var rømt efter et mord. Annis svarede, at hun skulle være en hore og taske, indtil hun beviste, at der var nogen i hendes familie, der var morder. Elseby ville gøre ed på at hendes fader ikke havde rømt fra landet for et mord. Sagen optages til dom.

Sagen mellem Rasmus Pedersen og Bertil Johansen kunne ikke føres, hvis ikke Rasmus Pedersen havde betalt sin bøde på 1 rdr. til Allinge kirke i 1707. Rasmus svarede, at den daværende kirkeværge Hans Jespersen havde lovet ham ikke at kræve pengene.

Samuel Johansen fremlagde et skriftligt indlæg i slagsmålssagen mellem ham og Hans Aretsens søn. Hans Aretsen gjorde sin ed på at Samuel Johansen havde slået hans søn brun og blå, selv om han ikke havde set det, men at han troede på skønningsmændenes vurdering.

Birkedommeren anordnede Knud Nielsen i Løsebæk til at være fuldkommen værge for sin brodersøn Christian Hendrichsen efter stedfaderen Peder Hansen.

Christopher Snedker angav at være værge for 2 af sine børn nemlig Claus Christopersen og Karen Christophersdatter.

22. oktober 1714 Pag. 361b
I retten kom Rasmus Larsens hustru Anne Christiansdatter af Allinge og lod læse et pantebrev udgivet af Laurids Torsen i Rutsker på et lån på 38 sdr. Pantet var givet på et stykke jord kaldet kranseløkken og en andel i Langageren.

Dom blev afsagt mellem Hans Aretsen og hans søn og Samuel Johansen. Samuel Johansen bad om udskrift af dommer, således at han kunne appellere dommen.

Dom mellem Bertil Johansen og hans hustru og Jørgen Hansens hustru. Jørgen Hansen udbad sig udskrift således han kunne appellere til landstinget.

Mads Hartvig angav at være værge for sin hustrus børn, de børn hun havde med afdøde Knud Michelsen i Sandvig.

Jacob Madsen angav, at være beordret værge for Marie Peder Bugges datter. Han havde afstået værgemålet til Jørgen Christensen i Buggehuset. Birkefogeden kunne ikke acceptere afståelsen af værgemålet, som han måtte tage tilbage. Maria Pedersdatter kom i retten og ønskede at lære et håndværk, nemlig at væve. Hvilket Jacob Madsen blev pålagt at sørge for.

Peder Hansen fra Allinge var stævnet til at gøre regnskab med sin stedsøn Hans Henrichsen for sin arv efter sin fader Henrich Nielsen efter skiftebrevet dat. 22 juli 1710. Peder Hansen havde ikke overladt et stykke jord til sin stedsøn. Peder Hansen tilbød Hans Henrichsen at betale 13 sdr. i klingende mønt, hvilket stedsønnen ikke kunne accepter.

Mads Nielsen og Ole Larsen blev spurgt af birkefogeden om de kunne nægte, at de på den højhellige St. Michels dag rode ud til deres laxeredskaber.

Birkefoged efterlyste Hans Køller, som havde angivet at blive slået af Niels Larsen i Bechegården i Olsker. Hverken Niels Larsen og indstævningsmændene var mødt. Birkefogeden truede med at sagsøge Hans Kjøller for kongens bøder.

Birkefogeden spurte Jørgen Hansen og Bertil Johansen om de ville føre yderlige beviser i sagen mellem deres hustruer. Lorens Petersen, som var Jørgen Hansens fuldmægtig i sagen, bad om at føre nye oplysninger til næste ting. Birkefoged bad parterne at bringe ham oplysningerne i hans hus inden 14 dage, derefter vil han afgive dom.

Birkefogeden forbød løse hunde, der kunne gøre får og løsgående svin skade.

DOM. i sagen hvor Samuel Johansen havde slået Hans Aretsens søn den 21. juli 1714 i i marken ved Hans Aretsens skov. Den 23. juli havde skønningsmænd set brune og blå mærker på venstre arm og tomme bredde streger over ryggen. Sagen var forløbet ulovligt og Trods forlig dømmes Samuel Johansen trende 6 lod sølv, 2 til kongen og en til drengen. Samuel Johansen skulle desuden betale de 8 mark, som han havde tilbudt i forliget, samt sagens omkostninger.

DOM i sagen hvor Bertil Johansen havde indstævnet Annis Jørgen Hansen. Dommeren kunne ikke dømme for eller imod de ord som begge hustruer havde sagt til hinanden, men da Annis Jørgen Hansen ikke havde vedkendt sig sine, i hast, udsagte ord og at sagen trak unødigt i langdrag, skulle Jørgen Hansen betale sagen omkostninger på 2 sdr. inden 15 dage.

29. oktober 1714 Pag. 364a
Holtsførsten Hans Christensen bad birkefogeden at vælge 8 forstandige sandemænd til at besigtige Hammershus tilliggende skove, beskrive de forskellige bevoksninger og om skoven var i fremdrift eller var blevet forringet. Endvidere skulle de give anvisning på mulige forbedringer. De 8 valgte forstandige mænd blev: Fra Sandvig: Jørgen Hansen, Mads Hartvig, Mads Jacobsen og Peder Hansen. Fra Allinge David Hansen Dich, Mogens Nielsen, Jørgen Pedersen og Michel Pedersen. Hvis ikke allerede samme dag så senest næste dag at begive sig til åstedet.

12. november 1714 Pag. 364a
I retten kom Jørgen Christensen fra Buggehuset angående den kapital, som hans hustrus søster Maria Pedersdatter havde arvet efter sine forældre, hvilket var i alt 9 sdr 3 mk 8 sk. Jacob Madsen i Kokkeløkken var Maria værge og skulle have arven overdraget efter Birkefogedens beslutning. Jacob Madsen var i København og afgørelsen skulle effektueres når han var kommet tilbage.

Kongens brev til amtmanden den 18. august 1714, der advarer Bornholms befolkning om opsætsighed mod amtmanden, biskoppen eller fiskalen, eller underdragelse af kongens indtægter.

Jørgen Hansen angav at Bertil Johansen og hans hustru havde brugt ærekrænkende ord mod ham. Bertil Johansen ville svare skriftlig til næste ting.

De 8 synsmænds rapport om Hammershus skov blev oplæst og senere i tingbogen indskrevet.

David Dich af Allinge og Niels Pedersen af Gudhjem angav enstemmende, at Peder Nielsen var værge for Hans Jespersens yngste søn Niels Hansen. Arvesummen var 78 sdr. som var blevet stående i den gård som David Dich bor i. David Dich var blevet gift med Hans Jespersens enke. Det samme var sket mht. arven efter hans søster Bold Hansdatter. Peder Nielsens arvinger accepterede, at David Dich havde denne kapital blot de blev holdt skadesløse.

Kaptajn Anders Larsen af Allinge havde stævnet Lars Torsen i Rutsker på hans søn Hans Andersens vegne. Hans Andersen var bortrejst til København. Sagen omfattede et pantebrev, som Lars Torsen havde udgivet til Rasmus Larsen med pant i Kranseløkken og en del af Langageren. Jorden var tilfaldet Hans Andersen.  Anne Rasmus Larsen oplyste, at hendes mand var i København. Birkefogeden bad alle om at møde til næste ting, samt at det originale pantebrev skulle medbringes.

Hans Henrichsen havde stævnet sin stedfader Peder Hansen af Allinge vedrørende det forlig, der var oprettet mellem dem. Peder Hansen ville “proterere” de penge som han havde arvet efter sin fader Henrich Nielsen. Et af vidnerne Jens Nielsen var beordret til København, så sagen måtte udskydes.

Birkefogeden havde fået meddelelse fra Amtmanden om slagsmålsagen mellem Niels Larsen i Bechegården i Olsker og Hans Køller i Sandvig. Birkefogeden spurgte Niels Larsen om han ikke havde slået Hans Køller i hovedet med sin bøsse. Selv om sagen var forliget, og Niels Larsen skulle have et tønde byg for svie og smerte, skulle der betales bøde, da sagen havde været behandlet på tinget. Hans Køller var tydeligt medtaget da han kom til tinget. Såret i hovedet var ikke lægt. Birkefogeden havde forlangt at kongens sag skulle føres. Niels bødker i Tejn, Peder Monsen af Allinge, Jens Larsen af Sandvig og Gundel Pedersdatter, Jørgen Pedersen af Allinge var ført som vidner. Skønningsmændene Rasmus Pedersen og Christopher Møller af Sandvig havde været hos Hans Køller, der havde ligget i sin seng ilde tilredt. Han blev bedt om at rejse sig op, hans skjorte var blodig omkring hans hals og var blodig i håret og der var hul i hans hoved så stort som et fingerled.

Hans Køller boede i Johan Knudsens gård sammen med sin hustru. Han havde været i vagtboden på Hammeren, hvor der havde være tumult og trætte. Hans Køller havde bl.a. truet med sin kårde. Hans Køller havde opsøgt Niels Larsen i hans hus, de trættedes og Hans Køller havde slået ud efter Niels Larsen. Niels Larsen slog Hans Køller i hovedet med sin bøsse, så Hans Køller faldt bagover og “lyset slukkedes”.  Hans Køller havde skældt Niels Larsen for skælm og luskedons. Niels Larsen kunne ikke sagsøge Hans Køller for ordene, da han havde taget retten i sine egne hænder og slået.  Amtmanden skulle dømme i sagen.

Ole Christensen fra Klemensker havde mistet 2 svin i Sandvig, som han havde fundet hos Hans Larsen Stærk. Hans Larsen Stærk og hans hustru Karen var indstævnet til retten, men var ikke mødt for at forklare, hvordan svinene til en værdi af 3 mk. stykket, var kommet i deres hus. De skulle møde til næste ting.

Pag 367a indført efter tingets forhandlinger den 12. november
Synsrapport den 29. oktober 1714 for Hammershus skov:

“Hammershus skoue bestaar i tvende delle eller skouparter, den ene deel kaldes Høyskou, den bestaar allene af noget hassel oc torn, huilket om det blifuer heinet da vel kand blifue god – den anden skoupart kaldes Kolychen, er ey holler andet end en dell smaa hassel og torn. Selfeyere skou som udig samme birch fantis var først Kochelychen som er Jacob Madsen tilhørende, den liden skoudeel bestaar af en deel opheinede Riiseger oc aske af størrelse som til deels er lav oc nogle som sparre. Noch en liden shaoupart, som er Jørgen Hansen i Sandvig tilhørende, bestaar af nogle faa egetræ tjenlig til husbygning. Nest op til fantis en shoudeel Hans Aretsen tilhørende, som bestaar af nogle faa riiseger oc aske”

På spørgsmålet om skoven var blevet bedre eller dårligere, kunne de 8te sandemænd ikke svare nøjagtig på, men nøjedes at sige, “at den tidligere ikke havde været bedre”

26. november 1714 Pag 367b
Kgl. forordning dat 21. marts 1705 om strandede skibe og gods, samt kgl. forordning fra 4 april 1702 om fortoldning, samt en lignende toldforordning fra 14 april 1703, samt forordning om inddrivelse af bøder til en kirke på Christianshavn fra 21. juli 1714.

Anders Larsen af Allinge lod læse sit skriftlige indlæg mod Lars Torsen i Rutsker og hans pant i noget jord, der nu skulle være overgået til Anders Larsens søn Hans Andersen. Rasmus Larsen var nu kommet tilbage fra København og kunne svare om pantebrevet, som han havde fået af sin fader Lars Torsen.

Peder Hansen var i retten for at forklare om den arvedel, som han havde og som tilhørte hans stedsøn Hans Henrichsen. Peder Hansen tilbød for 3die gang sin stedsøn penge for arveparten, og hvis ikke hans stedsøn ville acceptere dette, bad han birkefogeden at give dom i sagen. Peder Hansen var gift med Cicele Augustinusdatter, som var enke efter Henrich Nielsen. Henrich Nielsens søn Augustinus Henrichsens arvelod stod i huset og hans stedfader havde tilbudt ham 18 sdr. Augustinus Henrichsens faderbroder Anders Nielsen fik lov til at føre sin brodersøns sag til næste ting.

Ole Christensen fra 1. vornedegård i Klemensker, Hans Larsen Stærk og hans hustru Karen var kommet til retten for at forklare tvistighederne om de 2 svin, som Ole Christensen havde fundet i Hans Larsens hus. Forklaringen skulle være at svinene var løbet efter Karen, den lange vej omtrent 1 mil ned til Sandvig, hvor hun havde bundet svinene ved deres hus. Dagen efter den 12. september havde Ole Christensen fundet sine svin. Der var sket ordvekslinger mellem Ole og Karen. Parterne var blevet forliget, men sagens omkostninger skulle udredes og en mult til kongen skulle betales. Sagens omkostninger var 6 mark som indbefattede rejser for birkefoged og skriverpenge. Hans Larsen skulle betale denne. Og Ole Christensen skulle betale stævningspengene. I forliget indgik en væv samt to sildegarn som Ole Christensen skulle have af Hans Larsen stærk af værdi 2 rdr 8 mk.

Niels Hansen i Sandvig skulle forklare på tinget om han havde købt brædder af en lybsk skipper. Niels Hansen fortalte, at han var roet ud til det lybske skib for at få underretning om “fremmede steder”. Imidlertid havde skipperen forlangt betaling for sin underholdning, som var en tønde skibsøl, ærter og smør. Niels Hansen var dog tilbudt svenske penge for varerne, men da Niels Hansen ikke kunne bruge svenske penge, blev han tilbudt 2 tylter brædder, som lå på skibsdækket i stedet for, hvilket han havde accepteret. Han havde roet brædderne ind til land i alle påsyn og derfor ikke havde i sinde at unddrage tolden. Da han nogle dage senere var i Rønne, havde han angivet handelen for tolderen. Da Mogens Clausen var generalfiskalens fuldmægtig lod han udtage et tingsvidne, således at han kunne angive handelen for tolderen Johan Christian Top.

3. december 1714 Pag. 369a
Dom mellem Jørgen Hansen og Bertil Johansen og hans hustru Elseby. Jørgen Hansen fik et uvildigt tingsvidne således at sagen kunne appelleres.

Brødrene Niels og Hans Henrichsen af Allinge fremlagde et købebrev og skøde på et hus og plads, som de havde arvet efter deres fader Henrich Nielsen i Allinge. Niels havde nu solgt sin andel til broderen Hans for 21 sdr. I huset boede deres moder og hendes nuværende mand Peder Hansen. Niels havde tilbud sin stedfader at overtage hans andel, men at han ikke havde tilbudt at betale nok for andelen, derfor havde han nu solgt til sin bror. Stedfaderen ville have at skødet blev dømt ugyldigt. Peder Hansen havde stillet kaution og fik retten til at gå ind i sagen mod sin stedsøn. Imidlertid var der indgået et forlig mellem stedfaderen og stedsønnen, at han skulle have sine 21 sdr. Birkedommeren underkendte derfor skødebrevet og pålagde parterne at betale omkostningerne.

Lars Torsen leverede sit skriftlige indlæg imod sin hustrufader Anders Larsen. Arvelodden som var tilfaldet Lars Torsens hustru efter sin moder Elsebet Anders Larsen. Arvelodden stod i jord som er pantsat til Rasmus Larsen i Allinge. Birkefogeden ville til næste ting udgive dom i den indviklede sag om pantebrevet.

DOM i sagen hvor Jørgen Hansen havde stævnet Bertil Johansen og hans kone Elseby Berildsdatter for “usømmelige ord”. Da de ikke havde fornærmet nogen, så kendes de begge fri for anklagen. Hvis der var uenighed om markskel så skulle de, indenfor tinget, søge 8 mænds skøn og dom. Bertil Johansen havde taget til genmæle overfor Jørgen Hansen og havde fået læst en landstingsdom fra den 30. oktober 1695, hvor Jørgen Hansens bror Hans Hansen blev dømt til at lægges på stejle for mordet på Henrik Nielsen. Dette skal ikke ligge Jørgen Hansen til nogen last, da enhver måtte svare for sin egen gerning. Dommens omkostning på 8 sdr. frafaldes begge parter.

10. december 1714 Pag. 370a
Rasmus Larsen fremlagde sit skriftlige indlæg mod Anders Larsen i Allinge. Anders Larsen ville svare på næste ting.

Hans Hartvig af Sandvig havde indstævnet Samuel Johansen, Holger Johansen og Jørgen Johansen alle fra Allinge at “annamme penge” på deres myndlinges vegne. Skiftebrevet efter deres fader Jørgen Jørgensen, som boede og døde i Sandvig havde efterladt arvemidler, der stod i de tre huse og plads og Hans Hartvig tvivlede på at arven var sikkert anbragt og at han ville bede Birkefoged at arven blev anbragt andet sted. Birkefogeden ville undersøge sagen og tage sagen op til næste ting, før han vilde føre dom.

Tolderen Johan Christian Top havde udgivet en missive om at Niels Hansen i Sandvig skulle stævnes til den 17. december for de to tylter brædder som han havde købt på “strømmen” den 12. november 1714 . Tillige var der indkaldt 7 vidner. Anklagen byggede på kongens forordning af 4 april 1702.

17. december 1714 Pag. 371a
Ole Jensen fra Pilegården i Olsker havde indstævnet Knud Nielsen i Løsebæk for nogle “kropper” som han skulle have fået af Ole Jensen. De var forliget og Knud Nielsen skulle give Ole Jensen 4 mark for gælden og sagen omkostninger. Knud Nielsen gav som forklaring at kroppene skulle leveres til bagerenken på Christiansø. Men da han var på vej over, mødte han et svensk skib og rejsen blev ikke gennemført og kroppene kom ikke til nogen nytte.

Jørgen Hansen af Sandvig stævnede Samuel, Holger og Jørgen Johansen for at modtage penge på myndlingernes vegne. Pengene stod i sal. Jørgen Jørgensens gård, hvor Hans Hartvig nu boede. Hans Jørgensens myndling Ellen Jørgensdatter, som var næst ældst, kom “i går” i ægteskab med Johan Jensen, som boede hos Hans Hartvig, som var myndlingenes stedfader. Jørgen Jørgensens skiftebrev var fra 17. juni 1704 og viste at han efterlod sig 5 døtre, som havde fået det samme som Samuel, Holger og Jørgen Johansen. 2 af døtrene Elne og Margrethe var gifte.

Sagen mellem Lars Torsen og Anders Larsen og hans søn Hans Andersen. Stadig uden at pantebrevet blev fremvist. Sagen fortsætter næste tingdag.

Tolder Tops fundmægtig mødte på tinget i sagen mod Niels Hansen i Sandvig, der havde tilhandlet sig nogle brædder uden at have anmeldt det for tolderen. Niels Hansen ville bevise, at birkefogedens båd og folk havde, før ham, været ude på den lybske båd og hentet brædder og han ville bruge de samme vidnesbyrd som var indkaldt. Birkefogeden havde sine beføjelser i orden og ville føre vidner på sagen.

Mads Jacobsen fortalte, at han havde været med Niels Hansen og havde set at Niels Hansen havde tilhandlet sig brædderne mod smør. Peder Pedersen kunne fortælle det samme. Hans Hansen havde set brædderne på stranden, men de var væk, da han kom tilbage efter en fisketur. Christopher Hansen vidnede at Niels Hansen havde sagt, at det var til amtsskriveren til kongens fornødenhed. Hans Aretsen vidnede det samme som Christopher Hansen.

Tolderens fuldmægtig Johan Christian skulle betale tolden eller få brædderne konfiskeret. Han skulle bevise, at det var sandt, at han havde købt brædderne til kongens fornødenhed. Niels Hansen ville give sit svar til næste ting.

14. januar 1715 Pag. 373a
Niels Hansen fremlagde sit skriftlige indlæg, som blev læst og påskrevet. Birkefoged bad skriveren, at tage en kopi som kunne sendes til Tolder Top og sagen kunne fortsætte til næste ting den 28. januar.

Rasmus Larsen i rette lagde et pantebrev, som tidligere var efterlyst i sagen med Anders Larsen og Rasmus Larsens principal Lars Torsen. Han ville have at pantebrevet beholdt sin valør indtil det var indfriet. Rasmus Larsen rejste meget og blev forhindret på grund af sagen og ville have 2 rdr. som erstatning for de gange ham måtte forsømme sit arbejde. Hans Andersen svarede på hans egen og på sin fader Anders Larsens vegne. Endvidere fremviste han sin moder Elisabeth skiftebrev fra  21 juni 1713. Lars Torsen var ikke mødt og dommeren optog sagen til doms.

Birkefogeden fik tingsvidne på, at ingen andre sagefaldsbøder end de 4 rdr fra Hans Larsen og hans hustru var tilfaldet kongens kasse. Den slagsmålssag som Samuel Johansen havde tabt, var indstævnet til landstinget. En memorial fra sognepræsten Christopher Maller der viste, at der ingen lejermålsbøder var faldet i 1714. Tingsvidnet skulle vedlægges regnskaberne til den kgl. amtsstue.

Birkefogeden kommanderede følgende til at være taksatore-borgere. Fra Allinge Rasmus Larsen og Lofring Gifuersen og fra Sandvig Bastian Michelsen og Peder Hansen. Taksatorerne skulle ligne borgerskabet kvartalsskatten, grundskat, som her kaldes for byskat, samt malt accise på 8 rdr. for begge byer. Birkefogeden skulle ikke lignes i byskat, da den sal. birkefoged Hans Jørgensen var fri derfor. Han var den første udnævnte birkefoged, som boede i byerne.

Til årets stokkemænd valgtes: Af Allinge Mogens Nielsen, Rasmus Bertelsen, Michel Hansen, Hans Henrichsen, Augustinus Henrichsen. Fra Sandvig Sander Svensen, Jens Boesen, Mads Nielsen.

28. januar 1715 Pag. 374b – intet for retten

4. februar 1715 Pag. 374b
Taksatorne gav deres ligning, hvilket blev fastsat, da ingen beklagede sig.

Birkefogeden efterlyste parterne i sagen mellem tolderen og Niels Hansen eller om der var nogen, der havde oplysninger herom. Selv om ingen var mødt og ingen havde noget at sige, optog birkefogeden sagen til doms. Indsigelser kunne meddeles ham skriftligt inden 14 dage.

Leutnant Jens Nielsen af Allinge angav at have solgte en halv skæppeland for 15 sdr. til Morten Poulsen af Allinge.

18. februar 1715 Pag. 375a
Jørgen Christensen i Buggehuset lod ved Søren Gifuersen stævne Jørgen Christensens egen hustru Johanne Pedersdatter til tinget for hendes forhold til ham både i ord og gerninger. Som vidner indkaldtes Enert Engelbrets og hans hustru Bente Rasmusdatter, Inger sal. Mogens Nielsen, Else Andersdatter og Kirsten Gifuersdatter.

Johanne Pedersdatter blev spurgt, om hun havde noget imod at svare på spørgsmål, ellers skulle det være hende tilladt, at en ærlig mand kunne svare for hende. Johanne bad Lorens Petersen at svare for hende. Johanne mente ikke, at hun havde nogen uenighed med sin mand og ønskede at leve med ham og deres børn som er ærlig og kristelig kvinde. Hun lovede at leve med ham uden at være “gud til forstyrrelse og menneskers forargelse”, men hun ville have sin mands respekt.

Jørgen Christensen accepterede hendes ønsker og ville leve med hende som en kristelig dannemand, så længe som hun ikke er uskikkelig enten i ord eller gerninger. De gav hinanden hænder derpå. Dommeren henstillede til ægtefællerne, at de skulle holde loven pag. 884 artikel 7 og 8, der handler om at ægtefællerne ikke måtte være tyranniske og ukristelige mod hinanden, da de ellers kunne straffes til Bremerholm eller spindehuset.

25. februar 1715 Pag. 375b
Henrik Hagensen fra Rutsker læste et pantebrev udgivet af Mogens Clausen i Sandvig, der havde lånt 60 sdr. i klingende mønt. Pantet var 2 td. land bygjord.

Dom afsagt i sagen mellem Anders Larsen og hans  søn Hans Andersen og Lars Torsen i Rutsker og Rasmus Larsen i Allinge angående tvistigheder om jord i Allinge Byvang. Rasmus Larsen bad dommen udskrevet, således at han kunne appellere til landstinget.

DOM. i sagen mellem Kaptajn Anders Larsen og hans søn Hans Andersen, som han var tilsynværge for og modparten Lars Torsen og Rasmus Larsen. Pantebrevet som var tilfaldet Torsen, som hans hustru Anna Maria havde arvet efter sin moder Elisabet Anders Larsen. Pantebrevet, på 16 sdr., omfattede et stykke jord i Allinge byvang (Kranseløkken og langageren) på et lån som han havde fået af Rasmus Larsen. Hans Andersen skulle have haft forkøbsret til jordstykket, men var forhindret i det, da Rasmus Larsen ikke ville afgive pantet. Lars Torsen havde lån 2 sdr af sin hustrubroder Hans Andersen og havde mundtligt lovet at jorden kunne være en del af tilbagebetalingen. Dommeren dømte at pantebrevet ikke skulle stå ved magt, da det jorden, som pantet omfattede, var behæftet med klausuler i arvedelingen.  Lars Torsen blev dømt til at betale sagens omkostninger.

11. marts 1715 Pag. 377a
Lars Andersen af Allinge havde indstævnet Jørgen Christensen og hans hustru Johanne Pedersdatter for en gæld. Skriveren havde ikke nået at gøre sit arbejde, derfor skulle sagen vente til næste ting.

DOM mellem tolderen Johan Christian Top og Niels Hansen i Sandvig. Niels Hansen henholdte sig til at brædderne var tilhandlet i åbenhed og at han ikke ville undlade at betale tolden, samt at brædderne var indkøbt til amtsskriveren og derfor skulle bruges i kongens sted. Birkefogeden havde mistanke om ,at Niels Hansen havde gang i større købmandskab, da han ikke havde angivet hans handlinger på forhånd. Niels Hansen skulle betale sagens omkostninger og betale tolderen 3 rdr for rejser og umage og tingets omkostninger.

18. marts 1715 Pag. 378a
Niels Larsen Bech fra Olsker stævnede i et slagsmål, som skulle have fundet sted i David Dichs hus den 4. marts (fastelavnsmandag). David Dich og hans hustru Engleche Nielsdatter i Allinge var stævnet tillige med Poul Hartvig og hans hustru Kirstine Hansdatter. Følgende vidner var tillige indstævnet Peder Monsen, Hans Svensen bager og hans fæstemø Karen Hansdatter, samt Jesper Hansen. Derudover leutnant Jens Nielsen og hans hustru. Den ene stævningsmænd var syg under stævnemålene, og de sagsøgte forsøgte at drage stævningen i tvivl. Dommeren resonerede, at alle var tilstede på tinget og at sagen kunne gå sin gang, men at da den ene stævningsmand ikke kunne gøre sin ed i retten, måtte sagen udsættes.

1. april 1715  Pag. 378b
De to stævningsmænd i sagen fra forrige ting aflagde deres ed på indstævningen.

Skønningsmændende vidnede, at Niels Larsen Bech havde fået slået to tænder ud i højre side af hans mund og de andre store tænder var slået løse. Hans trøje var blodig efter 8 blodige “ribler” og han havde en bule i højre side af hovedet og et over øjet.

Peder Monsen vidnede at fastelavns mandag, da han kom ind hos David Dichs hus, at Niels Larsen gik på gulvet og ville danse. Han  dejsede frem og tilbage og blev af Poul Hartvig sat ned på bænken med besked på at sidde stille, hvis han ikke skulle gøre en ulykke på sig selv. Han havde rejst sig op igen på gulvet og blev igen forsøgt nedsat af Poul Hartvig, der havde taget ham i håret bag nakken. Han var stadig urolig, derfor tog Peder Monsen og David Dichs steddatter Niels Larsen i begge arme og fulte ham ud af huset. Siden havde Peder Monsen ikke set Niels Larsen Bech i den aften.

Hans Svensen bager så Niels Larsen meget fordrukken og gik på gulvet og ville danse. Han så, at Poul Hartvig tog ham bag om nakken og dunkede ham ned i stenbordet, men at han ikke så at han af dette blev blodig eller blåslaget.

Karen Hansdatter vidnede det samme som Hans Svensen. Det samme vidnede Else Larsdatter. David Dichs steddatter Karen Hansdatter vidnede ligeledes som de to andre piger.

Leutnant Jens Nielsen havde været hos David Dich den 4 marts. Der var lidt lystighed, god fred og rolighed. Han gik sammen med sin hustru Valborg Sørensdatter og Peder Hansen Serbo fra Vang og hans hustru gik hjem til ham for at spise. Peder Hansen Serbo gik udenfor og mødte Niels Larsen, som han forvekslede med en Ludvig. Ikke underligt, da han var blodig og ilde tilredt. Da Niels Larsen kom ind i stuen, kunne de se at han var såret. Niels Larsen sagde, at han var blevet slået af Poul Hartvig.Peder Serbo bekræftede Jens Nielsens vidnesbyrd.

Valborg Sørensdatter fortalte, at Poul Hartvig havde slået Niels Larsen i den mørke forstue. Derefter var Niels Larsen kommet ind i stuen og satte sig ved David Dichs bordende. David Dichs hustru Engleke tog ham i hovedet og rev ham i ansigtet, hvorefter Niels Hansen rejste sig op og stødte albuen i vinduet så det knagede i ruderne.

Niels Larsen ville føre sine vidner til næste ting.

8. april 1715 Pag. 380b
Birkesættedommeren Niels Hansen overtog dommersædet, således at birkefogeden kunne føre sag om slagsmål hos David Dich fastelavns mandag den 4. marts. Mogens Clausen havde stævnet Jørgen Jørgensen i Olsker, Holger Johansen og Peder Hansen for klammeri og slagsmål i David Dichs hus i Allinge. Jørgen Jørgensen var blevet slået omkuld med en bagstol som gik i stykker, men Jørgen Jørgensen vidste ikke om der var noget klammeri. Jørgen Jørgensen fortalte, at der var en del folk i stuen, men han kendte dem ikke alle sammen og han lagde ikke mærke til andre end David Dich og Peder Serbo, der hjalp ham op fra gulvet.

Holger Johansen mente ikke, at han havde noget udestående med Jørgen Jørgensen og ej heller at have slået ham.

Peder Hansen mente heller ikke, at have noget trætte med nogen og hvis der var kunne de stævne ham til krigsretten.

Sættedommeren tillod birkefogeden at føre vidner til næste ting, hvis han mente, at han kunne få slagsmålet opklaret.

Leutnant Jens Nielsen lod læse et skøde og købebrev udgivet til Morten Poulsen i Allinge, da han havde solgt et stykke jord i Ungersløkken og et andet lille del i Tyvehøjstøkket for i alt 17 sdr.

Peder Pedersen af Sandvig havde fået et køb og skødebrev af hans svoger Ole Larsen, der nu bor i Sandvig. Det omfattede 3 stolperum hus, som Ole Larsen var blevet tillagt ham ved hans hustrus arv efter sin fader Peder Jensen. Et stolperum i samme hus mod øst havde han fået af sin hustru Nelle Pedersdatter, der havde arvet det efter sin fader Peder Jensen.

Jørgen Rasmussen af Allinge bekendte at mens sal. Hartvig Villumsen levede med sin hustru Kirstine Jørgensdatter, havde han solgt 2 stk jord. Enken skulle sørge for at der blev udarbejdet et retsgyldigt skøde.

Peder Hansen af Sandvig havde indstævnet Michel Sørensen af Allinge for betalinger af kreditorer. (uvist hvad det egentligt omhandler, da det øverste af siden er beskadiget) Bøgehøjstykket. Gundel Jens Hansen var nu gift med Peder Hansen. Da det var pløje og såtid, ville dommeren fremskønne sagen til doms inden 8te dage.

Niels Larsen fremstillede Løjtnant Jens Nielsen og Hans Nielsen fra Allinge og bad dem fortælle, hvad de havde hørt af Else Peder Serboe i Vang om slagsmålet, hvor Poul Hartvig sigtes for vold mod Niels Bech. Else var krøbling og kunne ikke gå så langt og derfor ikke kunne komme så hurtigt til tinget. Først  hen på tingdagen nåede hun frem. Niels Larsen Bech ville rejse fra landet og modparten ville derfor have, at han stillede kaution for sagens omkostninger, hvilket dommeren  ikke tillod, da Niels Bech ikke havde gjort noget. Niels Bech fremviste de to tænder, som var slået ud. Sagen skulle fortsætte til næste ting.

Birkefogeden efterlyste om nogen ville bygge på den øde steel i Allinge, som kaldtes for Jacob Ols Steel. Vedkommende skulle love “at holde vagt og tag og udrede kongl. skatter og præste redsel med videre som bør” Hvis der var flere, der ville have stedet, skulle det på auktion.

29. april 1715 Pag. 383a
Michel Sørensen læste et skøde på et jordstykke kaldet Bøgehøjstykket i Allinge byvang udgivet af Iver Sørensen , som var konstabel på Christiansø og Lasse Henrichsen, soldat på Christiansø, begge gevorbne personer. Michel Sørensen fremlagde en kvittering udgivet af Lars Hansen på sin moder Anne Hans Michelsens vegne den 27. februar 1708, derefter viste han en kvittering fra 3 december 1706, der viste at Michel Sørensen havde betalt 6 sdr. til Lasse Hendrichsen på hans hustrus vegne Cecile Hansdatter. Han viste også en kvittering af Laurids Jensen i Olsker fra 15 april 1715, samt en kvittering for at han havde betalt Johan Johansen i Sandvig på hans dattersøn Hans Jensens vegne som han værgerede for. En kvittering fra 3. juli 1707 udgivet af Peder Hansen. Birkedommeren gav Michel Sørensen tilsagn på, at han var den retmæssige ejer af Bøgehøjstykket. Peder Hansen tilbød penge for Bøgehøjstykket, da han mente, på sin hustrus vegne, at han var den nærmeste til at indfri hus og jord.

DOM afsagt mellem Niels Larsen Bech og Michel Sørensen. Michel Sørensen bad dommen beskrevet, således at han kunne anke den til Landsretten.

Kirstine Hartvig Villumsen kom i retten og ville bevise at hun og hendes sal. mand havde købt Buggeløkken for 24 sdr. og Olebakken for 10 sdr., som Jørgen Rasmussen havde gjort krav på. Sagen skulle undersøges på tinget om 14 dage.

DOM afskrevet vedrørende Bøgehuset som var indstævnet af Michel Sørensen (dommen er svært læselig da den sidste side i tingbogen er skrevet på løst papir).

Tingbogen slutter med at nævne, at næste tingbog indeholder 471 igennemsnørede og forseglede blade og tages i brug den 6. maj 1715.