1779 Jørgen Koefoeds forsvar

[Efter afskrift tilegnet biskoppen]
Høyædle og Velbaarne Hr.  Amtmand Fieldsted saa og Velædle, Velærværdige og Højlærde Hr. Provst Hiorth
Jeg anser mig lykkelig derudi, at der ej strax er bleven afsagt Dom over mig efter de tre Bønders ved deres Concepist giorte Proposition udi deres til hans høyærværdighed Hr. Biskopen over mig givne klage, men at samme er mig communiceret, og mig tilladt af fremkomme med mit forsvar, hvilket ieg og stedse har formodet, og derfor ej har villet indgive mine Besværinger førend ieg saae hvorhen mine Modstandere vilde vende dem. Jeg maa da viise den hele Sag enfoldig og ligefrem, dog i sin fulde sammenhæng:
Udi den Tid jeg var Cappellan pro Persona her i Menigheden, var ikke alleene Ungdommens Præparation til Confirmation mig ovendragen af Sogne Præsten, men ieg reiste endog det heele Sogn omkring, overhørte Børnene i Sognet, optegnede deres Navne og Alder, samt hvad ieg fandt at de havde lært baade inden og uden ad. Herved erfarede ieg, hvilken stor Vankundighed der herskede iblandt de Unge. Jeg indsaae lettelig, at Aarsagen dertil var, at har ingen Skoele var i Sognet; thi saasom adskillige forældre den Tid ej selv kunde læse i Bog, saa kunde de ej heller lære deres Børn, og holde Skoelemester paa deres egen bekostning formaaede de ikke.- Jeg ønskede derfor en ordentlig Skoele i Sognet til den vankundige Ungdoms sande nytte, men hvordan den skulde komme indsaae ieg ikke, heller ikke hvorfra Skoeleholderens løns skulde komme.- Jeg vidste vel om Lyse-Pengene, som af høysalig Kong Christian den 6te vare destinerede til Skoele, men den Capital var endda alt for liden at begynde med, om det end kunde bliven tilladt. Jeg følte, at Gildesboerne før havde været paa Forslag til Skoele og tænkte: Hvor herligt var det ikke, saafremt disse gamle drikke- og Synde=Laug kunde blive afkastede og anvendt til Skoele, som noget Christeligt.
I det haab, at Gud kunde give Lykke og Velsignelse til en velmeent, skiønt liden og ringe begyndelse, saa aabnede ieg mine Tanker privatim for de best tænkende af Bønderne. Jeg fandt Bifald som en stoer Deel, men nogle vare derimod og giorde Indvendinger, hvorover ieg saae mig nødt til at afstaae fra mit forsæt, og holde inde med Ansøgning og Skoele.-
Siden den Tid er det bleven ved det blotte ønske og nedslagen over Bøndernes Modsigelse, havde ieg ikke tænkt meere at giøre noget Forsøg desangaaende.
Først in December næstafvigte Aar tilbydes ganske uforventet en Gave af 100 Rdl. fra en udenlandsk Stad til en Skoele, saafremt der var nogen Muelighed udi at faae en her i Sognet. Dette ansaa ieg for Guds Forsyn, og som et Beviis for mig selv, at de Tanker om Skoele havde ikke faldt mig ind af en blot hændelse, men efter Guds Villie. Lad være det endnu ikke havde lykkedes mig; Besluttede altsaa at giøre et nyt forsøg med at faae en Skoele, efter at ieg først i Bønnerne havde foredraget det Herren.
Efter den kundskab ieg havde om mine Tilhørere forudsaa ieg, at en stor Deel vilde med glæde antage saa christeligt et tilbud, men og, at nogle vilde sætte sig derimod. Det smertede mig hiertelig om nogle faae ildesindede skulde kunde forhindrer noget got, som de fleste og veltænkende ønskede at have frem, og vanskeligt var det, at faae de haarde Hierter bevægede, paa hvilke kiærlige forestillinger bedet virker. Da ieg nogen Tid havde gaaet med slige Tanker, aabnede ieg den for Meenigheden paa 2den og 3die Advents Søndage 1778 og holdt følgende Taler, nemlig:
[her følger præstens taler, som kan høres på video’en]..
Mine Modstandere maae fordreje mine ord, og lægge til saa meget de vil (som i det følgende skal viise de have giort) saa er dette dog Sandhed for Guds Ansigt. Men (for at blive ved Sagen i sin orden) strax efter disse Talers holdelse blev ieg af de 2de Klagere, Hans Holst og Hans Svendsen, indstævnet for Herreds Tinget, at høre Vidner om samme Taler og deri brugte Udladelser, hvoraf de befrygtede at blive fornærmede, med videre Grunde, som deres stævning af 29. december 1778 indeholder, vid: Tingsvidnet herved lagt under Lit. A, pag. 2. Saasnart Bønderne havde foretageget sig denne Indstævning, hvortil ieg ansaae dem uberettigede, androg ieg Sagen for min nærmeste Øvrighed Hr. Provst Hiorth, som derpaa, ved en skrivelse til herredstings retten under 8de Januar a:o:, indført i bemt. Tingsvidne pag. 6, behagede at Protestere imod denne blot Geistlige Sags behandling ved den Civile Jurisdiction; Ligesom og mit Indlæg af samme Dato, indført pag. 7, viiser min lovgrundede Exception, og at ieg ikke undslog mig for, paa behørige Sted, at tilstaa hvad ieg offentlig havde talet.- Her af erfares da, at Bønderne Indstævning ikke alleene var imod lovens Orden, men tillige aldeles unødvendig.
Imidlertid foraarsagede disse Protestationer og videre Ventilation, den af Herredsfogden givene og i meerbemt. Tingsvidne pag. 15 indførte Interlocatorii kiendelse, hvorved Sagsøgerne blive henviste til Hr. Provsten, for at søge Sagen ved hans Mellemhandling mindelig afgiort etc., hvilken kiendelse er, formedelst Sagsøgerne selvraadige Omgang og Procedue igientages -pag. 21 og 28.
Efter saadan Overbeviisning indsaa Sagsøgerne vel, eller rettere sagt deres Veiledere, at de havde taget den gale Vej, og derfor beqvemmede dem til, i følge kiendelsen, at søge Hr. provstens mellemhandling; Men da Hr. Provsten lod mig og dem kalde til sig paa en bestemt Dag (hvilket alt omrørte Tingsvidner Pag. 24, 26 og 29 melder og nærmere er bekræftet af Vidnerne Joseph Mogensen og Esper Hansen i Tingsvidnet Litr. D pag: 55) udeblive Sagsøgerne, skiønt ieg mødte, hvorom vidner hr. Provstens Attest af Dato 9. Febr. 1778 vedlagt under Litr. B.
Sagsøgerne egen Tilstaaelse i Tingsvidnet Litr. A pag: 25 og Paastand pag: 27, viiser tydelig nok, hvad Forfald det var, der foraarsagede deres udeblivelse, nemlig Overmod, og at di ikke vare sindede at adlyde hverken Loven eller Øvrigheden. Nei den Ære, at kunne trække deres Præst for Retten og spille med ham som de lystede, var det de attraaede, og denne hensigt tillod dem ikke at tænke paa mindelig Fordrag; De havde begyndt som Helter; de vilde og udføre det saaledes ikke desto mindre giorde deres lovstridige forfald, at Vidneførselen for den Gang blev hindret; Men dermed lade de ikke Moedet falde: Forsynede med en nye Anfører angribe de mig med nyt Stævnemaal til det under Litr. C: medfølgende Tingsvidne, da den 3die Klagere Niels Espersen havde taget Partie med dem. Ved denne Stævnings afhiemling lod jeg vel protestere imod dens Antagelse, paaberaabende mig den foregaaende kiendelse, hvilken Citanterne ej kunne beviise at have efterlevet eller adlydet Hr. Provstens Ordre; Men da deres Fuldmægtig producerede en Requisition til Hr. Provsten med min paategnede Erklæring og endelig Hr. Provsten Resolution, hvormed han paa nye protesterer imod Sagens Antagelse ved HerredsTinget, som findes i Tingsvidnet Litr. C, pag. 10 til 16, antog dog Herredsfogden Sagen og tilloed Vidnesførslen.
Hvor meget ieg end trøede (?) mig og den Geistlige Juridiction fornærmed med Sagens Antagelse af Herredsfogden, da ieg ingen anseer berettiget at anstille Inqvisition over mit Embeds Førelse, saa længe ieg ingen Person in Specie har forurettet, uden min foresatte Øvigheds Ordre eller Tilladelse saa var den dog ikkuns to Veje tilovers for mig, enten beml. At lade Vidnesførselen ubehindret skee, eller indstævne den i Tingsvidnet Litr. C pag. 19 givne kiendelse for Landstinget og derom muelig bleven beføyet at holde Sagen indtil Høyeste Ret. Dette sidste ville ikke gaae af uden anseelige Bekostninger, og da ieg saae mine Modstandere at blive mægtigere med nye Tilhængere, maatte jeg underkastemig det første. –
Vidnesførselen gik da for sig saaledes, som bemt. Tingsvidner Litr. C fra pag. 23 til pag. 41 udviiser. Jeg maa herved anmærke, at alle de efter denne Sagsøgernes Stævning afhørte Vidner (Hans Svendsen af Duebierg undtagen) have paa 1ste og 2den Contra-Qvæstion erkiendt sig at være interesserede i Sagen; thi mine Taler, hvorom sagen er, ere ikke sigtede paa mine Modstandere eller nogen Andens Person, men paa de Ting, nemlig Gildesboerne, hvorudi samtlige Gaard-Eiere og Beboere i Sognet paastaar at være lige berettigede.- I øvrigt have disse interesserede Vidner i deres Vidnesmaal bundet sig til en blot Stadfæstelse paa Citanternes if Spørgsmaale indrykkede Talemaader saaledes som de selv vilde have det, uden at nogen af disse Vidner har forklaret mine Taler i deres Sammenhæng, eller med egene Ord tilkiendegivet hvad haarde Udladelser de der af selv erindrede.- Da ieg nu saaledes saae mig paavundet adskillige Expressioner, som ieg med god Samvittighed kunde og endnu kan benægte at have brugt, maatte iegexcipere imod disse Videners Gyldighed, hvilket ieg vedbliver, allerheldst da mange u-interesserede Vidner siden have bekræftet Sandheden at være anderledes, som nærmere skal blive viist.
Vel synes det fast utroeligt, at saa mange Personer skulde ladet sig forleede af Citanterne og deres imod Tingsvidne Forordningen stridige qvæstioner, til at vidne imod Sandheden; men det er dog mærkværdigt, at den benævnte Hans Svendsen, som er meste uinteresserede blandt disse Vidner, og saa i sin Forklaring, der findes pag. 37 til 39 kiendelig udmærkere sig fra de partiske Vidners Tale. –
Mine Modstandere, som saaledes erfarede deres første Vidner svækkede, gave derpaa Continuations Stævning, indført pag. 43, og derved indkalde deres Bønder fra andre Sogne, og deels Huusmænd af dette Sogn for at vidne i Sagen.
Disse Personer ere vel u-interessede, men en lykke for mig, at intet fast Vidne blandt dem har kundet bekræftet hvad sine interesserede have bejaet. 2de af dem synes dog vel at nærme sig didhen, nemlig Claus Ipsen og Morten Hansen, men den første har giort sig til et ustadigt Vidne, og den sidste nærmere expliceret sig; Claus Ipsens Vidnesmaal findes pag. 53, hvor han paa 3die, 4de og 6te hoved qvæstioner, som alle hver for sig indeholder de Ord: forbandede og hedenske Gildesboer, bekræfter, at de Udtrykke saa ofte af mig bleve brugte, nemlig 3de Gange, men derimod paa 4de Contra-Qvæstion forklarer det anderledes, hvoraf erfares, at dette Vidne ikkun lidet har givet agt paa hvad han bevidnede, følgelig ikke kan være at reflectere paa. Ligeledes har Vidnet Morten Hansen paa 4de Qvæstion pag. 64 forklaret at have hørt mig sige: de forbandede Gildesboer, hvilket han dog strax efter paa 6te Qvæstion fragaaer, men da denne modsigelse var foraarsaget ved Citanternes ulovlige Qvæstioner, har Vidnet paa Contra-Qvæstionen forklaret sig tydeligere.
Alle de øvrige efter Continuations Stævningen førte Vidner, ere fuldstændigere stemmende, og bekræfte mine Taler at have været saaledes, som de hermed overleveres; ligesom ieg og om deres Indhold før paaberaabe mig Hr. Provstens Vidnesbyrd, at det er det samme, som ieg, efter Indkaldelsen den 25. Januar sidstl. forelæste ham, hvilket var længe før nogle Vidner blive afhørte.
Blandt Vidnerne maae ieg i sær udbede anmerket Hans Poulsen og Hans Hansen Heslegaard, hvis forklaringer findes i Tingsvidnet litr. C pag. 47 til 51; thi disse to ere uden for Sognet boende, og derfor kan ansees for mest troeværdige.-
Af anførte sees da, at ieg langt fra ikke har giort mig skyldig i saa store Forbrydelser, som mine Anklagere ville paaføre mig.
Vel tilstaar ieg, at de Ord: da skal ieg bede Ulykke etc: ere noget haarde, og samme havde aldrig bleven talt, hvis ikke en sand Iver for Guds Ære og Menighedens Beste havde paa den Tid hindret mig fra at tale med bedre Overlæg; Men Ordene indeholde dog ikkun et conditional Løfte om en Bøn, som ieg hverken har giort, agtede at giøre, eller blev beføget at giøre, da næsten 2/3 Deele af Sognemændene billigede mit forehavende, hvorom deres forskrivelse af 10. Dec. 1778 herved ved lægges under Lit. E, og med det Antall var ieg fuldkommen tilfredsstillet, overladende det øvrige til hans Majestæt Kongens allernaadigste Villie.-
Har ieg ved disse Udladelser forseet mig, er det imod Loven, hvis foreskrivende Grændser ieg muelig har overtraad, men det tilkom da ingen uden Lovgiveren selv, eller den Øvrighed han dertil har beskikket, at søge mig derfor tiltalt og straffet, og deres Villie havde ieg giærne strax underkastet mig, saavel at tilstaae min gandske forseelse, og lide hvad mig maatte bleven paalagt, naar min vendelige hensigt, og den Vanskelighed det er for Lærere at bevæge de haardhiertede Lemmer i en Meenighed af den vankundigste Stand, til at attraa deres eget Vel, ikke kundet undskyldt mig,-
Mine Anklagere og Forfølgere veed ieg derimod ikke at have fornærmet, da ingen af dem skal kunde paasige mig, at have berøvet dem det mindste fra paa Ære eller Gods. Ville da forarge sig over mine offentlige Taler, have de ofte Anledning, thi ved at straffe paa Synden i Almindelighed, kan ieg ikke undtage dem, saa længe de maae bekiende sig at være Syndere, men det er da deres egen Samvittighed, og ikke ieg, som nævner dem, hvilket de dog behage at kalde private Affecter.
Er der nogen Aarsag til virkelig Forargelse i Menigheden, da er det i sær de 2de første af mine Anklagere Hans Holst og Hans Svendsen, deels ved det Had og Forfølgelse de under denne Sags Behandling have yttret imod mig, som deres foresatte Lærere; deels ved deres foragt mod Hr. Provstens Andel, hvorunder alt Lære-Embede og Kierkens Myndighed lider, og endelig ved at omreise i Sognet, for at formaa andre at tage Deel med Dem i saadanne Ting, hvilket sidste bekræftes med Tingsvidnet Litr. D af Vidnerne Hans Svendsen pag. 15, Christopher Hansen pag. 21, Mogens Jensen pag. 36 og Hans Jensen Møllers hustru pag. 53. Flere og fuldstændigere Vidner havde vel været muelig at erholde om denne Post, men ieg var for øm over dem ieg troede at staa i Forbund med mine Modstandere, saa ieg ikke vilde friste deres Samvittighed ved at fordre dem til Vidne i deres egen Sag,-
Endelig maa ieg melde lidet om Bøndernes forsamlinger paa deres saa kiære Gildesboer. I Tingsvidnet Litr. D er det beviist med vidnerne Hans Svendsen pag. 15, Claus Pedersen pag. 18, Jens Mogensen pag. 28, Hans Jørgensen pag. 31 og Edvard Olsen Sonne pag. 45, at der ej udkommer noget got af disse Forsamlinger, men at samme tvert imod give Anledning til Drukkenskab, Trætte og Klammer etc., hvilke Gierninger ere saadanne Laster, som ieg ikke alene har troet mig berettiget at lære og straffe imod, men endog anseet det for min Pligt. Hvad ieg derfor har talt om Gildesboerne, er ikke skeet imod Tingen eller ordenen i sig selv, men alene mod Misbrugen af samme, og har at faae saadan Misbrug hemmet har ieg tilraadet Gildesboernes Anvendelse til gudeligere og bedre Brug, hvilket andre Sogne herpaa Landet forhen have giort, og derom kan ieg til Eksempel fremføre Nyeker Sogn, hvis Bønder for en deel Aar siden solgte dens Gildesboe og anvendte Pengene til en Kirke Klokkes Anskaffelse.
Klagernes øvrige ubeviiste Beskyldninger imodsiges aldeeles; ligesom den paaberaabte Resolution er mig ubekiendt, og tvivler ieg meget om, at samme nogen Tid har været til, da det er en bekiendt Sag, at den omtalte Agerbech af alle kræfter satte sig imod Gieldesboernes Anvendelse til en Skoele, hvorom hans egenhændige Erklæring ventelig endnu maae findes paa sit Stæd.-
Jeg har saaledes fremsat hvad ieg finder nødig til mit Forsvar, og derfor lader følge alt hvad der er foregaaed i Sagen, og kan tiene til dens Oplysning, ved hvis Overveielse det skal viise sig, at disse Bønder ikkun have liden føye til at anklage mig, men at de ved Sagens selvraadige Anlæg have fornærmet mig, og paaført mig mange ufornødne Omkostninger. Jeg forsikker mig derfor om Deres Velbaarenhed Hr. Amtmandens og Deres Velærværdigheds Hr. Provstens gunstige Protection, underdanig bedende: At D.Hr. ved formaaende Forestilling vilde søge denne Sag ved en Kongel. Allernaadigste Resolution nedlagt, og derfor mage det saa, at disse Bønder, og i sær de 2de første, kunde, for deres Selvraadighed Trættekiærhed og Overhørighed, blive anseete med en Mulct til Sognets Fattige eller andet gudeligt Brug, samt paalagte, at erstatte mig alle ibragte Omkostninger, da ieg i ingen Maade har fortient at lide efter deres Paastand.
Ønskeligt var det i øvrigt, om denne Casus, med flere indløbene, kunde give Anledning til et Allernaadigst Forbud, der entledigede den Bornholmske Almue fra det tiltagne Fiscal-Embede over de Kongel. Embedsmænd, da ieg er forsikret at Almuens oeconomiske Tilstand derved vilde forbedres, og Embedsmændene undgaae mange Chicaner.
Forbl. Pp.
J. Kofoed
St. Clemens Præstegaard den 21. Sept. 1779

Kilde: Biskoppens indkomne sager (pag. 331/1779)