Bonden på Herredstinget

1708 Baasegaard Rutsker

Bornholms landbohistorie er som bekendt særegen, da der ikke fandtes herremænd, der ejede jord og fæstegårde. Den eneste store godsejer var kongen, der via amtskriveren administrerede omkring 20-25 % af gårdene.

Jeg har læst fire tingbøger for Nørre Herred for perioden 1678 til 1710 – en enkelt manglende protokol for 1685-1690 undtaget. De 27 års eksisterende tingbogsreferater rummer spændende historier og en masse kedelige ejendomsstridigheder, der kan virke trivielle, men som kan give et mere nuanceret billede af Bornholms ejendomsforhold. Jeg vil i det følgende beskrive selvejere og fæstere, sådan som man møder dem i tingbogen.

Det har undret mig, at op mod halvdelen gårdene hvert år skyldte landgilde til amtskriveren. Jeg har prøvet at holde styr på disse skyldnere for i det mindste at få styr på beboernes navne. Landgildet blev pålagt den enkelte gård og det var gårdens bruger, som ”ejendomsskatten” blev pålagt. Gårdens landgilderestancer ”gik i arv” til den næste fæster eller ejer. Gårdens bruger er nødvendigvis ikke identisk med ejeren. Landgilderestancerne suppleret med de øvrige retssager har givet mig en langt mere nuanceret opfattelse af Bornholms landbrug.

Gårdene havde – ligesom i dag – gæld. Der fandtes ingen banker eller kreditforeninger, men private, der havde ledig kapital, der kunne anbringes i gårdene. De økonomiske transaktioner var næsten udelukkende et bornholmsk anliggende. Det kunne være familien, der satte penge i gården, men også øens embedsfolk og særdeles købstædernes købmænd er store spillere på gårdmarkedet. Det var overraskende for mig, at mange gårdejere havde penge stående i andre gårde og at der var bønder, der ejede flere gårde, som de fæstede bort.

For pengelån udstedtes pantebreve/obligationer mod sikkerhed i gårdene. Panthaveren krævede, at pantet blev vedligeholdt for at bevare sin værdi. Tvivl om forsømmelser eller ”brøstfældighed”, som det kaldtes, blev afgjort ved en 4, 8 eller 12 mands synsforretning. Hvis gården forsømtes, kunne panthaveren kræve lånet indfriet. Hvis gården var forsømt var det svært at finde anden kapital. Tvangsauktioner har jeg ikke mødt, men panthaveren kunne enten overtage gården eller foranledige at gården blev solgt til tredjepart.  Mange retssager afslørede, at man ikke altid havde styr på panthaverne og der opstod tvivl om, hvem der egentlig var den rette ejer gården.

Vornedgårde var oprindelig kongens ejendom – kongens fæstegård. Hvis man betalte landgilde og andre offentlige skatter, havde man gården på livstid. I den hårde tid fra 1670’erne og 1680’erne kom mange selvejergårde i gæld til amtsskriveren. Når gældsposten kom op på 50-60 slettedaler risikerede gårdmanden at miste gården til ”kongen” og gårdejeren bliver opsagt. Dog blev gården altid tilbudt ”slægt og byrd” mod indfrielse af restgælden. Når gården blev kongelig fæstegård, blev den på amtsgården i Rønne udbudt til den højestbydende fæster og, hvis ikke gården var forsømt, skulle fæsteren også betale den skyldige landgilde. Ved overtagelse af en øde gård, blev fæsteren landgildefrihed et antal år.

Vornedgårde eller fæstegårdene var ikke nødvendigvis smågårde. Der var attraktive vornedgårde, ex. Bjørnegård i Klemensker, der havde ry for at være den bedste gård på Nordbornholm.

Der er mange andre forhold, som kan afsløres, hvis man systematisk gennemlæser tingbogen. Dog afsløres det, at tingbogen ikke altid er fuldstændig og via krydstjek ses manglende indskrivningen i den bevarede Skøde og panteprotokol.  Indførslen i protokollens var ikke retsgyldigt bevis. Kun de originale skøder og dokumenter kunne bruges ved ejendomssager, hvorefter herredsskriveren påførte prædikatet ”læst og paaskrevet på Nørre herredsting, dato ..”.

Det var almindeligt, at man havde gården i brugspant, som maksimalt strak sig til 19 år. Efter 20 år havde man vundet hævd på ejendommen. Selvejergårde måtte ikke sælges til hver som helst. Den skulle først ”opbydes” tre gange til ”slægt og byrd” til den pris, som ejeren var blevet tilbudt i fri handel. Ulovlige gårdhandler er der mange af. Selv dokumenter, der var 50 år gamle, blev forsøgt fremlagt som dokumentation på, at det var ”en fædrene gård”, der ikke var blevet ”opbudt” familien på lovlig måde. Disse mærkværdige sager førte sjældent ret (”adkomst”) til gården, men er interessante for os i dag, da de afslører familierelationer, der rækker længere tilbage end de ellers bevarede kilder.

For de fleste gårde i Nørre Herred kan man via tingbogen føre en liste over gårdenes brugere. Desuden er det muligt også at angive ejerne. Her er et eksempel

40. sg. Baasegaard i Rutsker.

Gården stod i landgilderestance næsten hele perioden og det er derfor nemt at liste gårdens brugere:

1671-1682 Laurids Lauridsen (Lars Larsen)

1682-1692: Anders Jørgensen

1692-1693: Niels Jørgensen og Jacob Hansen

1693-1695: Hans Jørgensen

1695- Jacob Hansen

Ejendomssager kan desuden afsløre gårdens ejere:

-1682- Peder Ibsen, Smørenge (9.sg.), Vestermarie

-1690 Bonde Jensen og Jens Bondesen, Hasle

1690-1692 Anders Jørgensen

1692-1696 Peder Ipsen, Smørenge, Vestermarie

1696- Jacob Hansen

Definitionen af ejerskabet er ensbetydende med besiddelse af skødet.

Beboere, der ikke havde skødet på gåden, drev gårde på en lejekontrakt. Lejen var beskeden – for almindelige middelstore gårde var den 4 til 6 slettedaler årligt. Den store omkostning var vedligeholdelseskravet. Hvert år måtte en eller to fag tag udskiftes, tømmer og vægge udbedres osv. I 1681 krævede Baasegaards ejer en vurdering af forringelsen. Dommen førte til lejerens opsigelse og en ny blev indsat af ejeren. For øvrigt fremgår det af dommen, at Peder Ibsen – den tidligere ejer – disponerede over et lille udhus på 5 stolperum. En rettighed, som han for øvrigt havde så sent som i 1709.

Medens Jacob Hansen hørte prædiken i Hasle Kirke langfredag 1708 brændte hans gård. Da han kom hjem, var gården omspændt af flammer, men alligevel forsøgte han at redde sit indbo.  Hele 23 fag stuehus og ladehus blev ødelagt. Sædekorn, brødkorn, som lå på loftet, og meget andet var “blevet ganske askelagt”. En væg faldt ind over ham og han blev hårdt kvæstet – næsten død – berettede han. Hårdt såret blev han båret over til naboen Mons Monsen, hvor han måtte tilbringe lang tid i sengen. Mons Monsen og en anden nabo Esper Monsen, samt alle tilstedeværende sognemænd på tinget, bekræftede Jacob Hansens beretning.

Herredsfogeden udstedte et såkaldt tingsvidne, som var Jacob Hansen bevis på den store nød, der havde ramt hans person, både på legeme, gård og avl. Han fik i kraft af dette tingsvidne formentlig frihed for landgilde nogle år, således at han kan få bygget sin går op igen. Det var endnu ikke muligt at brandforsikre sin gård.

Jacob Hansen klarede krisen. I efteråret 1709 – da der blev holdt skifte efter hans afdøde hustru – nævntes intet om ildebranden og hans gæld til amtskriveren pr. 1. januar 1710 var nedbragt til 14 rigsdaler. I 1709 havde Peder Ibsen et pantebrev på 100 slettedaler med sikkerhed i gården, som var vurderet til 160 slettedaler. Penge til genopførelse af gården havde han fra præsten Hans Anker i Hasle, der havde en del af jorden i brugspant.

Læs mere på min hjemmeside