Nørreherreds tingbog 1734-1745 – referat

Affotografering af de originale sider:

Referat:

Autorisation af Amtmand West 3. juli 1734 – med 426 nummererede blade

16. juli 1734 – pag. 001b

Mandhafte soldat Poul Pedersen fra Christiansø lod læse et købe- og skødebrev der angav, at han havde solgt den 24. gårds sæde- og adgangsret i Rø for 100 sld. til Lars Nielsen.
Johan Holst på vegne af amtskriver Horns vegne krævede at sagen mod Hintze Bidstrup for den gæld, der stod i den 7. frivornedgård, gik til doms. Hintze Bidstrup havde stævnet amtskriveren og Bidstrups svigermor Karen sal. Mogens Andersen, sammen med hendes laugværge Vellem Hermandsen i Rønne. Hintze Bidstrup mente, at sagen nu kunne føres videre efter hans kontrastævning. Michel Andersen af Østermarie havde fået amtskriverens tilladelse til at gå i retten for Karen sal. Mogens Andersen kontra Hintze Jensen Bidstrup. Michel Andersen mente, at stævningen mod Karen ikke var lovlig, da amtskriverens fordring ikke vedrørte hende. Dommeren ville tage sagen i betænkning til næste ting.
DOM ”i sagen som er omtalt i den fuldskrevne protokol” vedr. den 15. gård i Olsker. Gårdens bygninger blev vurderet til 34 daler 3 mark, bygjord 10 tønder land, havrejord 14 tønderland, 6 læs engebund i alt sat til 30 sld., skov og kløvgang og al anden gårdens herligheder 40 sld. I alt 104 sld. 3 mark. Gårdens beboer Hans Thommesen irettelagde et pantebrev udgivet af Henning Kjøller til Esber Pedersen på 400 sld. af dato 29. maj 1721. Pantebrevet var overdraget til Hans Thommesen med tilladelse til at bruge den 15. gård som han ønskede af dato 16. december 1728. Hans Thommesen fremlagde desuden en kvittering af 31. januar 1724 på 100 sld. som han havde betalt til Henning Kjøller. Desuden fremlagde Thommesen en 4mands skønning af 13. november 1721. Desuden fremlagde Thommesen 2 kvitteringer udgivet af hans brødre Peder og Anders Thommesen af den 17. maj og 15. november 1727, samt en kvittering udgivet af Esber Pedersen på 68 sld. Desuden fremlagdes to kvitteringer: Den ene er udgivet af Vensel Petersen, som er gift med Kirstine Laursdatter, hvilket attest er udgivet af Jacob Pral af dato 10. maj 1734 og den anden attest af dato 11. november 1733 udgivet af velædle H. Guldberg, der fortæller at Laurits Lauersen i København døde mellem den 5. og 6. november 1733. På åstedet blev fremlagt et pantebrev udgivet af Anders Didrichsen til Henning Kjøller af dato 24. juli 1711, samt en kontrakt af dato 4. juli 1714, der viste at Anders Didrichsen havde afstået den 15. gård til Henning Kjøller til beboelse samt 8 sld. årligt fra et udhus tilhørende gården. Vensel Petersen havde forventet at gården blev tilkendt hans hustru, men havde tilkendegivet, at han ikke ville beholde gården og havde lovet Henning Kjøller at han for 113 sld. kunne indløse gården. Henning Kjøller fremlagde en 8mands dom udgivet i 1697, hvor Henning Kjøller fremlagde 2 kvitteringer: den ene udgivet af Lauue Andersen af dato 22. september 1702 og den anden udgivet af Lars Didrichsen af dato 8. december 1698. Henning Kjøller fremlagde et tingsvidne fra 26. marts 1718. Et godvilligt vidne, Hans Nielsen fra Rø fortalte at den 15. gård havde tilhørt Lauue Andersens fader og moder. Dommen lød at det var Vensel Petersens hustru Kierstine Laursdatter, der havde indløsningsrettet til gården efter at Lauue Andersens søn Lars Andersen er død i København mellem den 5. og 6. november 1733. Det var Lauue Andersens moder, der havde fået tildømt gården, hvorfor Kierstine Lauue Andersens datter havde indløsningsretten. Den kontrakt som blev oprettet mellem Vensel Petersen og Henning Kjøller blev kendt lovlig, således at han for 113 sld. kunne udløse Vensel Petersen med betaling inden 6 måneder. Panthaveren Hans Thommesen kunne søge regres for sæde og adkomstretten hos Vensel Petersen.

23. juli 1734 – pag. 004a

Hans Bidstrup på sin bror Hintze Bidstrup svarede på Michel Andersens påstande. Michel Andersen påstod at han var ”Døgtig oc sine Jura Væl at forstaa”, men Hans Bidstrup synes at han at af ”dumdristighed oc vandkundighed og deraf flydende Vildfarelse, alene til den ende oc der af flydende Vildfarelse, alene til den Ende at Indbilde en foldige folck noget om sin self indbildte Capasitet …og… Ligesom Spilfægte med hans Kongl. Mayst. Reene oc Retferdige Lov”. Dommeren ville have at Bidstrups sag nu fik sin fremgang. Hans Bidstrup spurgte Karen sal. Mogens Andersen, om hun ikke ville respektere det oprettede og tinglyste skøde. Karen svarede, at da hendes fuldmægtig ikke var tilstede, måtte hun have udsættelse med at svare på næste ting.

6. august 1734 – pag. 005a

Amtskriver Horn mod Hintze Bidstrup om skyld på 114 sld. 3 mk 8 sk. Karen sal. Mogens Andersen fra Rø med sin fuldmægtig Michel Andersens af Østermarie aflagde et skriftligt indlæg i sagen mellem hendes svigersøn og amtskriveren. Hans Bidstrup på sin broder Hintze Bidstrups vegne spurgte enken om hun ikke ville holde det udgivne skøde og forlig, som var indgået. Hvilket enken bekræftede. For det andet ville Hans Bidstrup høre om hun vedgik sin afdøde mands gæld. Det mente enken ikke, blot at Hintze Bidstrup skulle betale, hvilket han havde sagt stod i skiftebrevet og i skødet. Hans Bidstrup ville svare på enkens skriftlige indlæg på næste ting.
Formanden Hans Christensen af Rutsker vedr. den 48. gård i Rutsker aflagde deres forretning og leverede ti dokumenter tilbage til ejermændene.
DOM vedr. Langegaarden, den 48. gård i Rutsker – pag. 6a
Gården var tidligere beboet af Jørgen Andersen, men nu af hans søn Peder Jørgensen drevet. Faderen var svag og vanvittig og opholdte sig hos sønnen på gården. Gården skulle vurderes og værdien skulle deles mellem Jørgen Andersen og hans afdøde hustrus arvinger, samt sæderettigheden bestemmes. Værdien af gården blev sat til 300 sld., hvorfra skal trækkes gårdens gæld på 175 sld. og der blev afsat 18 sld. 1 mk 1 sk til hans begravelse samt fratrukket 12 sld. til omkostninger. Rest blev 94 sld. 2 mk 15 sk. Efter skiftebrevet skulle Peder Jørgensen passe sin fader i 16 år for 94 sld. 2 mk 15 sk og derfor var der intet tilbage til deling. Lars Hansen fra Klemensker, der var værge for den yngste søn Jørgen Jørgensen, mente, at den yngste søn havde retten til gården og hans forslag var, at Jørgen Jørgensen skulle overtage gårdens gæld og pligten til at passe sin vanvittige fader så længe han levede. Hr. Poscholan, der var værge for den vanvittige fader Jørgen Andersen, mente, at det var Jørgen Andersen, der havde rettigheden til gården, da den havde tilhørt hans fader og hans farfar, hvilket han beviste med to købebreve, det ene fra 15/ 1707 og det andet fra 6/11 1674. Poscholan mente ikke, at den yngste søn kunne varetage pasningen af hans fader. Dommen lød, at faderen Jørgen Andersen formeldt havde ejendomsretten, men at Peder Jørgensen i 16 år kunne bo og bruge gården, hvorefter gården skulle overgå til den yngste søn Jørgen Jørgensen. Dog, hvis faderen levede længere end de 16 år, så blev overtagelsen af gården udsat indtil faderens dødsdag.

27. august 1734 – pag. 7a

Amtskriver Horn mente at sagen mod Hintze Bidstrup skulle pådømmes uden videre. Hans Bidstrup på broderen Hintze Bidstrup ventede på enken Karen sal. Mogens Andersen svar på de spørgsmål, som han havde stillet hende på sidste ting. Desuden stillede han flere spørgsmål til enken, som hun ikke ville svare på før hendes fuldmægtig blev rask og kom på tinget for at svare for hende. Amtskriveren var af den mening, at den skyldige gæld på 114 sld. under alle omstændighed skulle betales, da de var lovligt opsagt. Amtskriverens fuldmægtig Holst mente, at mellemværende mellem Hintze Bidstrup og hans svigermoder var uvedkommende for amtskriverens krav og sag. Sagen gik til doms.

10. september 1734 – pag. 8b

Læst amtmandens befaling om, at ingen skøder eller ejendomsdomme må udleveres før der er bevis på, at kendelsespenge er betalt, dat. 24. juli 1734.
Niels Øbersen af Rø sogn stævnede Jens Michelsen for gæld, Sagen udsat til næste ting.

17. september 1734 – pag. 8b

Mogens Nielsen fra Klemensker mødte ang. tvistigheder han havde haft med brødrene Mogens og Hans Svendsen i Klemensker ang. ukvemsord. Brødrene stod frem og undskyldte og erklærede, at de ikke mente, hvad de havde sagt. De sagde, at Mogens Nielsen var et ærligt og godt menneske.
I sagen hvor Niels Øbersen fra Rø, mod de to brødre, kunne ikke føres, da Niels Øbersen ikke var mødt i retten.

24. september 1734 – pag. 9a

Niels Øbersen angav, at han var blevet forliget med Jens Michelsen og derfor ønskede sagen frafaldet.
Rasmus Jensen af Vedby (2. selvejergaard) i Olsker lod læse et skødebrev, der viste at han havde solgt gården for 520 sld. til ungkarl Peder Mogensen i Rutsker og hans kære datter Margrethe Rasmusdatter, som nu er forlovet med Peder. Dato 22. september 1734. Salget blev vedstået af Rasmus Jensen og hans søn Hans Rasmussen.
Læst en kontrakt mellem Rasmus Jensen på den 2. gård i Olsker og hans tilstundende dattermand Peder Mogensen af Rutsker ang. undentag for ham og hans hustru.
Dom afsagt mellem amtskriver Horn og Hintze Bidstrup af Rø sogn. Karen sal. Mogens Andersen ønskede en afskrift af dommen.
DOM – pag. 9b.
Sagens kerne var, at der i skiftet efter Mogens Andersen på den 7. frivornedgård i Rø, en gæld til amtskriveren på 114 sld., som stod i gården. Da Hintze Bidstrup købte gården for 500 sld. plus 100 sld. til den anden arving, svogeren Lars Mogensen, opsagde amtskriveren gælden til betaling. Var det Hintze Bidstrup der var pligtig til at betale eller var det enken Karen, der skulle udrede beløbet af sin arvehalvdel. Bidstrup var gift med Karen og Mogens Andersens datter, så sagen udspandt sig mellem Karen og hendes svigersøn om hvem der var pligtig til at betale. Købet var aftalt således at Hintze kunne bruge en tredjedel af gården så længe som enken Karen levede. Hintze Bidstrup blev dømt til at betale amtskriveren.

15. oktober 1734 – pag. 10b

Kgl. Holtsførster Hans Erichsen bad om at herredsfogeden valgte 8 forstandige mænd til at syne herredets skove på dem der tilhørte selvejerne, vorned og fæstegaarden. Opgaven var at beskrive skovene og bese om der var sket ulovlig skovhugst. De 8 mand blev valgt og udstedt ordre om at de skulle mødes den 18. oktober på Tornegaard i Klemensker.
Sognepræst Hans Mahler havde stævnet vidner til en sag, hvor han havde sigtet Jørgen Johansen af Allinge for ”utilbørlige ord” vedr. en brudevielse i kirken, under en snak – samme dag -i stuen hos kaptajn Jørgen Nielsen den 8. august. Præsten tilbød Jørgen Johansen at vidnerne skulle separeres, hvilket Jørgen ikke forlangte. Første vidne var kaptajn Jørgen Nielsen, Bredsensgaard, der fortalte at præsten og Jørgen Johansen kom i diskurs om sagen mellem Mahler og Allingeboerne. Præsten havde sagt, at det var bedst om der ikke var nogen, der kunne klage over hans embedsførsel. Jørgen Johansen svarede; ”Saamen, du gjorde i en brude Vielse i dag i vor Kierke saa det var Skam at høre paa den, huor paa Hr. Mahler bad drage til mindes, saa sagde Jørgen Johansen, at de kunne drage til minde saa mange der var, for den [Brudevielsen] var mere om Kouhuder oc Kalfeskind, Risper oc Børster oc læster maal oc merche”. Mere kunne kaptajnen ikke fortælle.
Næste vidne var Ole Larsen fra Olsker, der havde hørt de samme ord, som kaptajnen havde sagt, men tilføjede, at Jørgen Johansen havde sagt, at præsten havde talt som en gammel kælling og det var en skam at høre på.
Mahlers tjenestedreng Bent Jørgensen var mødt som frivilligt vidne. Han fortalte det samme som kaptajnen.
På Jørgen Johansens spørgsmål svarede at kaptajn Jørgen Nielsen, at præsten havde sagt, at allingeboerne lod sig narre af Jesper Hansen. Han kunne dog ikke huske om det var før eller efter overnævnte ordveksling havde fundet sted.
Jørgen Johansen ville på næste ting komme med en redegørelse.
For retten kom Hans Kjøller af Rø sogn ville hav 8 mands opkrævelse på sin gård – den 2. i tallet. I den anledning havde han indkaldt arvingerne/interessehavere som var: Jep Hansen og Anders Ibsen fra Rø sogn, Rasmus Hansen fra Østerlars, Niels Jensen fra Klemensker, Mogens Pedersen fra Rutsker og Samuel Johansen fra Allinge. Som formand blev valgt Anders Larsen Krack.

29. oktober 1734 – pag. 12a

Læst kgl. forordning om forbud mod udførsel af skind, samt af landprang af samme. Dat. 20. august 1734
Læst kgl. forordning om prisfastsættelse på skind, samt at salg af skind skulle foregå i købstæderne. Dat 8. oktober 1734.
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1735.
Jørgen Johansen havde sendt et skriftligt indlæg angående præsten Mahlers anklage. Mahler hørte på indlægget, som han mente blot bestod af undskyldninger og påskud. Præsten fik et tingsvidne på det papir som han afleverede.
Anders Larsen Krack formand for de 8 mand, som skulle syne og dømme i sagen om den 2. gård i Rø sogn, hvor Hans Kjøller boede, efterlyste indlæg i sagen. Ingen mødte, hvorfor sagen blev taget til doms.

Gotfred Nielsen fra Rø sogn læste et pantebrev på 41 sld. som han havde lånt af Mads Pedersen i Allinge mod pant i seks køer, 2 kvier, 1 folle og en ny vogn.

12. november 1734 – pag. 12b

Formanden Anders Larsen Krack afsagde 8mands dommen over den 2. gård i Rø. Samt afleverede 7 stk dokumenter. Hans Kjøller bad dommen beskrevet.
DOM. 8mandsforretningen vedr. den 2. gård i Rø sogn.
Husbygninger, ager, eng, skov samt alle herligheder blev vurderet til 288 sld. 1 mk. 8 sk., hvilket var lidt mere end 8mandsdommen fra den 16. oktober 1711. Men siden da var 9 td. land jord og en skovdel af kommissærerne bortfæstet, hvorfor at værdien ikke kunne sættes højere end de nævnte 288 sld. De 8mand havde også fået forelagt et skiftebrev af Hans Kjøllers formand – hans salige fader Jeppe Kjøller – fra den 23. maj 1715 – der viste at han havde medarvinger. Efter skifte efter Hans Kjøllers forrige hustru Bendte Jensdatters skifte viste, at Hans Kjøllers halvbroder Christian Kjøller havde 129 sld. 15 sk. plus rente i gården. Desuden 2 kvitteringer. En udgivet af Anna Luisa Bjørn Kjøllersdatter, som var Hans Kjøllers bror, samt af Margrete sal. Bjørn Kjøllers, der begge havde arv til gode efter deres fader. Hans Kjøller havde med sin nuværende hustru Kierstine Pedersdatter betalt arven til Matis Ibsen Kjøller med rente 86 sld. Sagens omkostninger beløb sig til 6 sld. samt 6 sld. til synsmændene. Alt i alt var gælden 158 sld. 3 mk 14 sk. Til bage var der 129 sld. 2 mk 10 sk som deles mellem Hans Kjøller og hanssal. Hustru Bente Jensdatters arvinger.

19. november 1734 – pag. 14b

Amtskriver Christopher Horn stævnede Rasmus Rasmussen på den 64. gård i Klemensker ang. en stridighed på sal. Jens Andersen (dødsbo) mellem Anders Pedersen og Rasmus Rasmussen den 2. november. Begge parter var tilstede og oplyste, at de var blevet forliget. Men da det handler om et slagsmål, så var det kongens sag og dom måtte afsiges. Sagen var ført på amtstuen i præsten Elias Pedersens overværelse. Rasmus Rasmussen blev sigtet med krav om en bod til Kongen på i alt 10 sld., samt betaling af sagens omkostninger.
De 8 mand som skulle skønne herredets skove aflagde deres forretning.

3. december 1734 – pag. 15a

Ingen havde noget at for rette, hvorfor herredsfogeden kl. 12 ophævede retten.
10. december 1734 – pag. 15a
Christopher Jensen, som boede på den 29. gård i Rutsker, kaldet Rosendale, stævnede på sin hustru og stedsøn Jens Jensens vegne, sin stedfader Peder Aagesen, som boede på den 47. gård i Rutsker. Christopher stævnede også på vegne af Lars Andersen Kiemps hustru, Jens Jensen, Mogens Jensen fra Rønne på egne og myndling Judith Jensdatter, Lars Andersen fra Allinge på sin myndling Sidsel Jensdatter. Alle til opkrævelse på hans iboende gård den 29. i tallet i Rutsker, således at værdien kunne deles mellem Peder Aagesen på sin hustrus vegne og sal. Jens Mogensens børn og arvinger kunne arve. Desuden skulle sæderetten og indløsningsretten bestemmes. Desuden skulle Peder Aagesen vedstå den kontrakt som var oprettet mellem ham og Christopher Jensen. Som formand for de 8 mand blev valgt Anders Larsen Krack. De 8 mand skulle møde på den 29. gård den 14. december kl. 8.
Der var ingen andre sager for retten.

17. december 1734 – pag. 16a

Johan Holst af Rønne stævnede Anna sal. Jens Andersen i Klemensker tillige med hendes lavværge og forsvarer Kornet Sonne for gæld på 35 sld. 1 mk. 13 sk. som rester på den gæld på 58 sld.3 mk 6 sk. som hendes mand havde skyldt. På Annas vegne kom hendes broder Peder Hansen fra Nyker og berettede at hans søster og lavværge ville svare på næste ting.
Anders Pedersen på Hallegaard efterlyste en hvid orne.
År 1735 stokkemænd blev valgt.

7. januar 1735 – pag. 17a

Læst kgl. forordning vedr. desertører fra kongens arme i Danmark.
Læst et skøde- og købebrev udgivet af Hans Larsen Vandel i Altona, der viste at han havde solgt hans og sine søskende til sin kære søster Elne Andersdatter fra Vestermarie sæde og adgangsretten Stangegaard i Klemensker for 35 sld., dateret 24. marts 1734. Skødet blev bekræftet af skipper Tønnes Koesen og Hans Jensen begge fra Rønne. Salget blev bekræftet at Hans Larsens moders lavværge Michel Larsen i Vestermarie.
Anders Larsen Krack som formand for de 8 mand vedr. den 29. gård i Rutsker ville høre om der var nogen, der havde indvendinger og oplysninger om gårde Christopher Jensen ville svar på næste ting.
Johan Holst af Rønne i sag mod Anna sal. Jens Andersen. Annas lavværge svarede, at hun ikke kunne møde på dette ting. Johan Holst fik dommeren til at pålægge Anna, at møde i egen person.

21. januar 1735 – pag. 18a

Anna sal. Jens Andersen var heller ikke til dette ting mødt og Johan Holst fremlagde igen sin sigtelse og ønskede at fremlægge regnskab. Imidlertid dukkede Anna op og forklarede, at hun ikke vidste noget om denne gæld til Johan Holst, men ville hverken gøre benægtelses ed eller føre bevis på sagen. Sagen udsat til næste ting.
Christopher Jensen aflagde et skriftligt indlæg vedr. den 29. gård i Rutsker og fik kontrakten læst, som viste at Peder Aagesen på sin hustru og Christophers moders vegne, havde overdraget gården til ham med alle prioriteter og rettigheder. Desuden skulle de 8 mand vide, at et pantebrev udst. af sal. Peder Hansen var overdraget til ham. Han ville have at de 8 mand skulle overdrage sæde- og adgangsretten til ham og hans hustru Marte Pedersdatter og deres arvinger. Ingen andre havde noget at tilføje, hvorfor sagen toges til doms.

4. februar 1735 – pag. 19a

Jens Wefstsen af Olsker sogn lod læse et pantebrev der viste at han havde lånt 200 sld. af Kaptajn Key Ancher i Hasle mod pant i den 4. gård i Olsker.
Skipper Rasmus Weidichsen lod læse en transport af pantebrev udstedt af præsten Mahler til hans fader Weidich Haagensen på 50 sld. Pantebrevet var overført til sønnen Rasmus.
Anders Larsen Krack aflagde 8 mandsdommen vedr. den 29. gård i Rutsker.
Johan Holst af Rønne i sagen mod Anna sal. Jens Andersen efterlyste reaktion. Annas fuldmægtig kornet Sonne, var svag og ønskede udsættelse til næste ting, hvilket Holst accepterede.
DOM – pag. 19b – 8 mands dom vedr. den 29. gård i Rutsker, Rosendalegaard.
Gården, jord, eng og anden herlighed blev vurderet til 215 sld. 1 mk 4 sk.. Ifølge kontrakt (dat. 2. maj 1727) mellem nuværende beboer Christopher Jensen og han formand nu afdøde Peder Hansen ses at Christopher Jensen og hans hustru Marta Pedersdatter havde 450 sld. i pantepenge stående i gården. En kontrakt fra 13. december 1734 mellem Christopher Jensen og han stedfader Peder Aagesen viste, at Peder Aagesen på sin hustru Margrete Mogensdatters vegne havde overdraget al prioritet og rettigheder til den 29. gård. Dommen lod, at dersom Peder Aagesens søn Jens Pedersen havde vedstået kontrakten mellem Peder Aagesen og Christopher Jensen, skulle kontrakten stå ved magt. Christopher Jensen var hans faders og moders yngste søn, hvilket underbyggede hans sæde og adgangsret. Endvidere var der intet at dele, da Christopher Jensen havde 234 sld. til gode ud over gårdens værdi.

12. februar 1735 – pag. 21a

Amtmanden havde beordret Rønne Byfoged Casper Lorents Barsøe til at betjene retten under en sag mellem amtskriver Christopher Horn og en bondemand på den 19. gård i Olsker.
På Amtskriverens vegne kom regiment kvartermester Linderoed der stævnede Weidich Haagensen på den 19. gård i Olsker for lejermål med Catrine Sørensdatter af Allinge. På vegne af Weidich Haagensen mødte Jesper Hansen af Allinge, som havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for Weidich Haagensen. Jesper Hansen havde fået ret til at føre Weidich sag på Hammershus birketing og ikke på Nørre Herredsting, hvorfor han bad om udsættelse, således at han kunne få de fornødne tilladelser. Sagen blev ikke udsat, men Linderoed kunne fortsætte sine beviser. Præsten Mahler havde udstedt en attest i sagen, som blev forelagt. Her blev Weidich Haagensen udlagt som barnefader. 2 af tre vidner var mødt.
Anders Larsen Krack vidnede at han den 13. december var hos Mogens Poulsen i Allinge, hvor Catrine Sørensdatter og Jens Hyldebrand også var til stede. Jens Hyldebrand havde givet hende 18 mark for at hun ikke skulle udlægge ham som barnefader, men hun havde alligevel udlagt Hyldebrand som barnefader i sit skriftemål i kirken. Hun havde indgået et forlig på Hammershus birketing og Hyldebrand havde vedgået, at han ikke kunne nægte, at han var barnefaderen. Krack havde været med til at koncipere teksten og Henrik Falch havde skrevet. Weidich Haagensen var ikke inddraget i sagen.
Næste vidne var Jens Larsen Kiempe, der intet kunne fortælle, hvor Weidich Haagensen indgik. Det tredje vidne Jens Wefstsen var ikke mødt. Catrine Sørensdatter ville ikke svare på spørgsmål, da hun mente at sagen burde føres på hendes værneting, nemlig Hammershus Birketing.

25. februar 1735 – pag. 22b

Johan Holst forhen beordret fuldmægtig for Jens Nielsen i Rø stævnede den 19. kgl. gårds beboer Gotfred Nielsen for at have pløjet og sået over markskel samt opkørte markstene og ”derpaa voldsom gierning”. Inden Holst ville fremføre beviser, fremlagde han en 8mands dom fra den 22. januar 1734, der havde fastlagt skel mellem den 18. og 19. gård. Dommen viste at Gotfred Nielsen ”ere efter egen raadighed opkjørt markstene end sit bedre vidende siden hand noch som ved huad loven i saa maader bifaller”. Gotfred Nielsen mente at han havde fæstebrev på jorden, hvilket han rettede sig efter.
Holst første vidne var Lars Esbersen, der fortalte at han havde set at en marksten var oppløjet og lå inde på Gotfred jord. Siden er stenen kommet på plads igen, men han vidste ikke hvordan eller hvem, der havde st den på plads igen. Det andet vidne Anders Mogensen vedstod det første vidnes fortælling.
Gotfred Nielsen vedstod, at han havde pløjet og sået rug på det stykke, som han tidligere havde gødet. Han mente, at han kunne nyde denne jord, som hans forgænger som fæstebonde, Christian Steffensen, havde haft jorden i fæste. Og han kunne ikke nægte, at hansdatter måske havde harvet stenen op, da hun nogen gange harvet jorden. Han kendte dog ikke en forklaring på hvordan stenen var kommet på plads igen. Gotfred Nielsen havde et vidne, Hans Haagensen, som havde forladt tinget, da han skulle på vagt på Hammershus. Gotfred Nielsen fik udsættelse i 14 dage.
Terchel Pedersen som er kommet i ægteskab med Anna sal. Jens Andersen kom i retten og fortalte, at der var indgået et forlig med Johan Holst angående gælden, hvilket Holst erklærede var rigtig. Sagen blev ophævet.
Retten blev ny betjent af Casper Barsøe i lejermålssagen mod Weidich Haagensen. Jesper Hansen havde nu fået amtmandens tilladelse at være prokurator for Weidich Haagensen på Nørre Herreds ting. Jens Wefstsen blev nu afhørt som vidne. Han fortalte at kort før jul kom han en aften ind hos Mogens Pedersen i Allinge. Her kom Jens Hyldebrand og Catrine Sørensdatter ind. Jens Hyldebrand ville have sine penge igen af Catrine Sørensdatter, da hun ikke havde holdt ord om at han ej var barnefader. Imidlertid havde Catrine angivet Hyldebrand, som barnefader. Jens Wefstsen var ikke indbudt til at forlige parterne, men nu han var der, så havde han deltaget og hjulpet med ord og vendinger i det konciperede forlig uden betaling. At Weidich Haagensen var angivet som barnefader, vidste han intet op.
Weidich Haagensen blev tilsagt til at forklare sig på næste ting.

11. marts 1735 – pag. 25b

Læst et skøde udgivet af Morten Esbersen boende i Nylars der viste at han havde solgt Brogaard den 8. gård i Olsker for 700 sld. til Claus Olsen, der nu boede på Spidlegaard i Aaker sogn, dateret 8. februar 1735.
Philip Rask af Rønne stævnede løjtnant Ecomand af Olsker for gæld på 18 sld. 2 mk 14 sk. Ecomand var ikke mødt. Gælden var gården skat, som var overdraget fra Anders Wæidemand i Østermarie for 2 år siden.
Johan Holst i sagen mod Gotfred Nielsen ville høre om Gotfreds vidne Hans Haagensen ville fremkomme og give sit vidnesbyrd. Gotfred Nielsen var ikke mødt, men vidnet var der. Hans vidne bekræftede at marksten var sat efter 8mandsdommen tidligere bestemmelse og han bekræftede, at en af markstenene var overpløjet, men var kommet på plads igen. Hvordan vidste vidnet ikke? Der var pløjet to rygge af Jens Nielsens grund, andet kunne han ikke sige.
Den beordrede dommer Barsøe overtog dommersædet i sagen hvor amtskriveren Horn på embeds vegne havde stævnet Weidich Haagensen for lejermål. Jesper Hansen mødte for Weidich Haagensen. Weidich Haagensen var tilstede for retten og blev spurgt af dommeren om hanhavde haft legemlig omgængelse med Catrine Sørensdatter. Hans svarede ”Næy men har ieg icke .. men for et par aar siden haude han haft det, mens siden den tid har hand iche haft Nogen omgang med hende”.
Efter dommerens spørgsmål til fuldmægtigen (Jesper Hansen) fik han følgende forklaring: ”I Sandvig på Hammershus Birketing, havde Cattrine Sørensdatter sagt at den ”siste bekiendelse oc beskyldning paa W. Haagensen at udlegge ham til barnefader giorde hun alleniste af frøgt fori at Hr. Hans Mahler sendte bud til hende at hun skulle komme til ham under 2 rdl. straf eller oc vilde lade hendte hende til Rønne Kieller med videre” Hele historie ville han bevise så snart at Weidich Haagensen havde afgivet kontrastævning, hvorfor han ville have udsættelse af sagen i tre uger.

18. marts 1735 – pag. 27b

Gotfred Nielsen på den 19. gård i Rø stævnede Jens Nielsen på den 18. gård for den påstand som han havde ført mod ham. Jens Nielsens fuldmægtig Johan Holst var overrasket over Gotfred Nielsens reaktion, da han jo kunne have gjort indsigelser mod den for nyligt afholdte 8mands forretning. Han havde helt undladt at rette sig efter 8mands dommen, som han ikke hellere havde draget i tvivl, ved ikke at anke sagen til højere ret. Dommeren mente at Gotfred Nielsens kontrastævning ikke kunne stå ved magt. Johan Holst 2 vidner fra sidste ting blev atter afhørt. De gentog, hvad de allerede havde sagt om at Gotfred havde pløjet over skellet og to rygge ind på Jens Nielsens grund.
Derefter ville Holst bevise, at Gotfred Nielsen havde begået vold mod sin nabo ved at bemægtige sig hans jord. Sagen udsat til næste ting, eftersom Gotfred Nielsen ville søge amtmanden om at føre sig sag videre.
Phillip Rask af Rønne i sagen mod løjtnant Ecomand. Ecomand havde ladet retten vide, at han var udkommanderet til kongens ”exequcition” og bad derfor om udsættelse.

26. marts 1735 – pag. 30a

Johan Holst på Jens Nielsen ville høre om Gotfred Nielsen var til stede og om han ville svare på spørgsmål om den tidligere afsagte 8 mands dom. Gotfred Nielsen var ikke mødt. Holst mente at dommeren klart skulle dømme Gotfred Nielsen at betale erstatning til Jens Nielsen, sagens omkostninger, samt, hvis han ikke var ”sufisant at betale”, så skulle han miste sit fæste på gården.
Philip Rask af Rønne i sagen mod løjtnant Ecomand ville have dom. Ecomand var stadig optaget af kongens tjeneste, så sagen blev udsat.
Casper Lorens Barsøe overtog dommersædet i sagen mod Weidich Haagensen for lejermål. Amtskriverens fuldmægtig hr. Linderoed ville føre tre vidner: Jacob Pedersen, Jørgen Jensen af Olsker og Peder Bech af Klemensker. Jesper Hansen på Weidich Haagensens vegne, mente at Linderoed ikke kunne føre flere vidner, da Catrine Sørensdatter ikke var indkaldt for at forklare hendes angivelse. Linderoed mente, at da Catrine tidligere havde uddtalt i retten, at hun ikke ville udtale sig i Nørre Herredsting. Jesper Hansen mente, at det var utilgiveligt, at Catrine ikke på tinget skulle fortælle om sine beskyldninger mod Weidich Haagensen. Dommeren tog uenigheden mellem de to fuldmægtigede til overvejelser til næste ting. De tre vidner blev pålagt at møde på næste ting.
Jesper Hansen, på Weidich Haagensens vegne, stævnede amtskriver Horn til kontra beviser i lejermålssagen. Tillige blev sognepræsten Hans Mahler til at høre på kontrasagen mod hans angivelse om Catrine Sørensdatters lejermål og barnefader. Han blev også stævnet til at svare på spørgsmål. Desuden havde Weidich Haagensen stævnet Catrine Sørensdatter til forklaring og spørgsmål om hendes bekendelse til sognepræsten. Jesper Hansen mente at sagen kunne vente til at Catrine Sørensdatter havde modtaget sin lejermålsdom.

1.april 1735 – pag. 31b

Jens Nielsens fuldmægtig Johan Holst mødte i sagen mod Gotfred Nielsens vold, overpløjning og markskels fjernelse. Han ville have dom i sagen. Gotfred Nielsen mødte og fremlagde et skriftligt indlæg i sagen. Dommeren tog sagen til doms.
Philip Rask ønskede dom i sagen mod Ecomand, men Ecomand var ikke mødt og blev atter tilsagt at møde på næste ting.

15. april 1735 – pag. 32b

Philip Rask mødte og bad atter om at sagen mod Ecomand blev optaget til doms.
Johan Holst ville nu på amtskriverens vegne føre de tre vidner, der ikke blev afhørt tidligere i lejermålssagen mod Weidich Haagensen. Jesper Hansen på Weidich Haagensens vegne fremlagde udskrift af dom på Hammershus Birketing den 7. marts 1735. Dommeren fremlagde 2 forhold om sagens udvikling. Han kunne ikke godkende amtskriverens vidners stævning og mente desuden at hovedpersonen Catrine Sørensdatter burde være lovligt indkaldt. Sagen mod Catrine Sørensdatter skulle føres først før retten kunne videreføres.

29. april 1735 – pag. 33b

Læst kgl. forordning for brevtakster mellem Danmark og fyrstedømmet Slesvig Holsten, dat. 31. december 1734.
Læst kgl. plakat for præster og kirkeejere skal udrede og betale hvad de skylder universitetet i studeskat.
Læst kgl. forordning op ophævelse af hestemarkeder i påsken på Lolland og Falster, men i stedet holdes i Maribo ”for dimmelugen” fordi helligdagene skal holdes hellige.
Casper Lorens Barsøe i dommersædet mødte amtskriverens fuldmægtig Linderoed og stævnede Weidich Haagensen til kontinuitet-sag om lejermål. Følgende vidner var indkaldte: Jacob Pedersen og Jørgen Jensen samt Weidich Haagensens tre sønner Rasmus, Haagen og Jens. Desuden var Weidichs hustru Kirstine indkaldt til at fortælle hvad hun vidste om sagen. Øvrige vidner var Peder Thorsens tjenestepige Anna Marie, Endvidere var Catrine Sørensdatter stævnet. Hun tjente nu hos tolder Top i Rønne.
Jesper Hansen var mødt på Weidich Haagensens vegne. Vidnerne blev opkaldt. Weidich Haagensens søn Rasmus var ikke mødt, da han var løjtnant i borgerskabskompagniet i Allinge og skulle stævnes der. Jens Weidichsen var ikke mødt, ej hellere Weidichs hustru, ej hellere Anne Marie.
Catrine Sørensdatter var mødt og erkendte, at hun den 22. januar havde udlagt Weidich Haagensen som barnefader hos præsten Mahler, som at hun havde stået åbenbar skrifte i Allinge kirke. Linderoed tibød at Weidich Haagensen kunne afgive ed på at han ikke er barnefaderen.
Jesper Hansen som fuldmægtig for Weidich Haagensen ville svare på beskyldningerne på næste ting. Linderoed ville have at Weidich mødte i egen person, hvorefter han ville komme med beviser.
Haagen Weidichsen erklærede at han intet vidste om et forhold mellem hans fader og Catrine Sørensdatter.
Peder Bech fortalte at Catrine Sørensdatter var kommet fra København til Rønne med skipper Jocum Anchers skib lidt efter Micaelis dag 1734. Hun kom til vidnet med et barn og havde ophold hos ham i 8 dage. Imidlertid red vidnet ned til Allinge til Catrine Sørensdatters søster og lod hende vide, at hendes søster var kommet fra København med et uægte barn. Derefter kørte han Catrine med sit barn til Allinge. På turen talte de om adskilligt. Hun fortalte bla. om hvor Weidich Haagensens gård lå og hvilke marker der hørte til. Andet vidste han ikke.
Dommeren pålagde de øvrige vidner at møde til næste ting.
Jesper Hansen spurgte Hans Mahler om ikke at det var rigtigt, at Catrine på sin første bekendelse havde angivet Jens Hyldebrand som barnefader. Præsten holdt sig til det han havde angivet.

13. maj 1735 – pag. 35a

Læst et købe og skødebrev udstedt af Major Anton Scaar til løjtnant Mads Clemen Engel. Majoren havde solgt den 33. gård i Klemensker for 540 sld. til løjtnanten af dato 28. april 1735. Gården bebos af Hans Mortensen som herefter skulle betale bondegaardsskat, landgilde og ægtepenge til Mads Engel.
Dom afsagt mellem Jens Nielsen på den 18. gård og Gotfred Nielsen på den 19. gård i Rø. Johan Holst bad om udskrift af dommen til Jens Nielsen.
Poul Antoni Müller på Vallensgaard mødte som laugværge for Anna Catrine sal. Sander Lesler og stævnede sognepræst Hans Mahler af Olsker og Allinge menigheder. Sagen drejede sig om en kontrakt fra 3. januar 1735 oprettet mellem Hans Mahler og afdøde Sander Læsler. Hans Mahler var mødt og protesterede over stævningen, da grund og gård lå i Vesterherred, hvorfor sagen burde føres i Vesterherred. Dommeren gav præsten ret. Sagen skulle føres ved Vesterherreds ting.
Barsøe nedsatte sig som dommer i sagen for lejermål begået af Catrine Sørensdatter og Weidich Haagensen. Jesper Hansen på Weidich Haagensen vegne sagde at Catrine forhen havde udlagt Jens Hyllebrand som barnefader og at dette burde inddrages i sagen. Dommeren mente at sagen alene drejede sig om anklagen mod Weidich Haagensen og det var vidner i denne sag som burde afhøres. Linderoed på amtskriverens vegne ville have Weidich Haagensens hustru, Anna Marie Jensdatter, samt Mahlers to medhjælpere Jacob Pedersen og Jørgen Jensen afhørt.
Først fremstod Weidich Haagensens hustru Kirstine. Hun nægtede at kende til sin mands tilbud til Catrine Sørensdatter om penge for at hun ikke skulle udlægge sin mand som barnefader. På spørgsmål om, at hun havde klaget til generalmajoren over sin mand. Jo, hun havde klaget for 4 eller 5 år siden, men ikke for horeri.
Anne Marie Jensdatter som tjener hos Peder Thorsen. Hun sagde, at straks efter at Catrine Sørensdatter var kommet fra København, så fortalte hun at Weidich Haagensen var barnefaderen til barnet som hun havde født i København. Hun kunne sværge på at det var Weidich Haagensen, men siden havde hun også sagt, at hun kunne lægge hånden på Jens Hyldebrand, at det var ham der var barnefaderen. Hun vidste også at Jens Hyldebrand havde betalt Catrine 18 mark for at udlægge en anden for at være barnefader i han sted.
Dernæst Mahlers to medhjælpere Jørgen Jensen og Jacob Pedersen. De havde været vidner til Catrines møde med Hans Mahler den 22. januar. Attesten som derefter blev udfærdiget vedstod de begge.
DOM – pag. 37b
Sagen mellem Jens Nielsen på den 18. selvejergaard i Rø og Gortfred Nielsen på den 19. vornedgaard i Rø. Tiltalen lød; Voldsom gerning ved overpløjning af skellet og fjernet skelstene,d er var sat året før efter en 8mands dom. Dommeren mente ikke at sagen var en voldsdom, men at det var bevist at Gortfred Nielsen havde overpløjet skel og ind på fremmed mands jord. Han blev dømt til at betale 3marksbøde til sit herskab (kongen). Da skaden ikke var bestemt, kunne han ikke dømmes til at betale erstatning til Jens Nielsen, men han skulle betale 4 rdl. i sagsomkostninger til Jens Nielsen.

27. maj 1735 – pag. 38a

Læst kgl. plakat om toldens forhøjelse på ”Top og anden rafineret sucher samt Seruoen” som fra fremmede steder blev indført.
Degnen af Rø Peter Clausen ved sin svoger Rasmus Pedersen i Hasle stævnede Gotfred Nielsen i Rø for manglende betaling af kornskæppe, samt julemad kaldet og paaske rettigheder, som er 5 skæpper korn a 1 mk er 5 mk, 9 jul og påskerettigheder 5 mk 10 sk – i alt 10 mk 10 sk.. Gotfred Nielsen var ikke mødt.
Den beordrede dommer Casper Barsøe overtog dommersædet. Der blev læst to skrifter Dokumenter som var transporteret fra Weidich Haagensen til sin søn Rasmus Weidichsen. Jesper Hansen ville komme med indlæg på næste ting.

10. juni 1735 – pag. 39a

I sagen hvor degnen i Rø Peter Clausen havde stævnet Gotfred Nielsen for gæld. Gotfred var ikke mødt. Peter Clausens svoger Rasmus Pedersen ville svare skriftligt på stemplet papir hvorledes Gotfred Nielsen gæld består. Hvorefter dom kan falde.
Casper Lorents Barsøe i dommersædet i sagen mellem amtskriveren og Weidich Haagensen for lejermål. Weidivh Haagensen i egen person fremlagde sit skriftlige indlæg. Amtskriverens fuldmægtig Johan Holst ville ikke svare på Weidichs grove indlæg, men henstillede til dommeren at tage sagen til doms.

1.juli 1735 – pag. 39b

Et mageskifte af 1. juli 1735 mellem Anders Hansen Torup i Hasle og Mogens Pedersen på den 46. gård i Rutsker. Mogens Pedersen skal have 2 læs enges, der ligger øst for den 46. gård og Anders Hansen skal have tre tønder land havrejord nord for Haldedalen i Rutsker.
Læst et skøde af 25. juni 1735 udgivet af Peder Larsen boende i Østerlars, Hans Larsen i Rutsker og Anders Larsen i Hasle til Hans Christensen på den 1. gård i Rutsker. Peder, Hans og Anders var arvinger var afdøde Lars Thorsen. Salget bestod at sæderetten til den 1. gård i Rutsker for en pris af 80 sld.
Anders Mogensen på den 6. frivornedgaard i Rø sogn – Lindholm kaldet – stævnede hans moder Karen sal. Mogens Andersen med laugværgen Lars Mogensen. Desuden stævnede han sine søskende og deres værger, til lovbydelse af den 6. vornedgård for en pris på 350 sldr. Karen ville afgive sit skriftlige svar på næste ting.
Degnen Peter Clausen fra Rø ville vide om Gotfred Nielsen vat mødt for at svare på anklagen om gæld. Gotfred var ikke mødt. Peter Clausen ville på næste ting fremlægge sit regnskab.

8. juli 1735 – pag. 40a

Jørgen Esbersen fra Nyker og Lars Øbersen fra Klemensker mødte på tinget og angav at de var blevet forliget i den ”liden tvistighed” som de havde anmeldt på sidste ting. Nu angav de forenede og vidste kun alt godt om hinanden. Sagen blev ophævet.
Svoger Peder Olsen på degn Peter Clausens vegne fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Gotfred Nielsen ved sin søn bad om udsættelse af sagen i 14 dage.
Anders Mogensen af Rø sogn lovbød for anden gang den 6. frivornedgård i Rø.

15. juli 1735 – pag. 40b

Lars Mortensen og Niels Gotfredsen fra Rø mødte på Gotfred Nielsens vegne og tilkendegav, at de på Gotfreds vegne ville kontrastævne degnen Peter Clausen. Gotfred Nielsen var svag og sengeliggende og ønskede udsættelse i 14 dage.
Karen sal. Mogens Andersen mødte i sagen om den tredje lovbydelse på den 6. frivornedgård i Rø. Hun sagde, at Anders Mogensen ikke kunne sælge gården til fremmede for 350 sld., da han havde fået sæderetten til gården for 100 sld. Mogens Andersen svarede sin moder, at han ikke ville svare før han blev lovligt stævnet, men at moderen kunne få gården for 350 sld. inden 3 uger, ellers ville gården blive solgt til Anders Knudsen for 350 sld.
Anders Michelsen af Klemensker sogn stævnede Mogens Pedersen på den 8. gårds grund i Klemensker for gæld på 1 sld. 4 sk.
Casper Lorents Barsøe nedsatte sig i dommersædet i sagen mellem amtskriveren og Weidich Haagensen i lejermålssagen. Han afsagde dom i sagen.
DOM – pag. 42a
I sagen hvor Weidich Haagensen beskyldtes for at være barnefader til Catrine Sørensdatters bar, Hun havde angivet ham som barnefader i Allinge kirke. Da han ikke havde kontrastævnet og afgivet sin benægtelsesed, så dømte dommeren ham for at have begået lejermål første gang og en bøde på 10 rdl. til amtskriveren og til den beordrede domme Barsøe 12 rdl i omkostninger.

29. juli 1735 – pag. 42b

Læst et pantebrev, der viste at Henning Kjøller fra 26. gård i Olsker skyldte Mads Clemen fra Hasle 120 sld. mod pant i Kjøllers gård.
Anders Michelsen og Mogens Pedersen begge fra Klemensker mødte i retten og angav, at de var enige om et forlig, således at Mogens Pedersen betalte Anders Michelsen 7 mark inden 4 uger, hvorfor sagen skulle ophæves.
I sagen mellem Peter Clausen og Gotfred Nielsen blev et indlæg indsendt af Gotfred Nielsen blev læst. Peter Clausen undrede sig over, at Gotfred Nielsen ville give køb på hans påske og julerettighed og påstand om at han havde levet hø til ham for 1 mark mod en gæld som ikke var en natura betaling, men som var bestemt til at betale i penge. Dommeren pålagde begge parter at møde personligt, således at sagen kunne sluttes.
I sagen Karen sal. Mogens Andersen stævnede sin søn Anders Mogensen var ingen mødt. Dommeren pålagde parterne at møde på næste ting.

19. august 1735 – pag. 42a

Esber Pedersen havde stævnet Jens Hansen og hans søn for nogle ord som skulle have været passeret mellem dem. Esber Pedersen og Jens Hansen var mødt og erklærede, at de var blevet forliget, således at Jens Hansen offentlig erkendte at Esber Pedersen var en skikkelig person og at han og hans søns ord var trukket tilbage. Intet skulle komme Esber Pedersen, hans forældre eller hans søskende til nogen skade. Hvis det gentog sig, skulle parten, der først frafaldt aftalen give 10 rdl. til de fattige.
Atter blev Karen sal. Mogens Andersen efterlyst om hun ville føre sag mod sin søn eller ”om hun der til finder sig beføjet”.
Degnen Peter Clausen fra Rø førte to vidner fra Rø, der udtalte, at det i sognet var almindeligt, at man betalte sine påske og julerettigheder i penge, hvilket var 2 mark 4 sk.. Degnen ville nu have sagen mod Gotfred Nielsen til doms. Da Gotfred Nielsen atter var udeblevet, tog dommeren sagen til doms.

2. september 1735 – pag. 43a

Anders Mogensen på den 6. frivornedgaard i Rø bad nu at hans tredje lovbydelse kunne blive gennemført og at han derefter kunne få et tingsvidne. Han moder Karen havde ikke på tinget havde protesteret og hellere andre slægtningen.
Hr. major Ancher Anthon Scaar af Rønne stævnede Anders Fridrichsen fra Olsker for kendelsespenge for sin påboende 12. gård i Olsker. Anders Fridrichsen var ikke mødt.

9. september 1735 – pag. 43b

Ancher Scaar og Anders Fridrichsen var blevet forliget, hvorfor de bad om at sagen blev ophævet.
Amtskriveren fuldmægtig Linderoed stævnede Hans Madsen på Kuregaards grund i Klemensker for lejermål begået i ægteskab med Karen Svends. Linderoed fremlagde sognepræst Elias Petersens attest af 30. august 1735. Hans Madsen mødte og erklærede sig skyldig i lejermål. Linderoed udsatte sagen til næste ting.
Amtskriver Horn ved regiments kvartermester Linderoed stævnede Gotfred Nielsen på den kgl. fæstegaard den 19. i Rø sogn for at han havde bortlejet en del af fæstegårdens ager og eng. Gotfreds naboer Jens Nielsen, Lars Esbersen og Lars Mortensen blev indkaldt som vidner. Første vidne var Jens Nielsen som fortalte at præstens tjenestefolk havde høstet 8 læs hø og 6 td.land havre. Degnens søn Claus Pedersen havde fortalt vidnet at degnen havde lejet 3 tdl. havrejord, som han havde sået og høstet. En skomager Hans Nielsen havde lejet 1 td.l. havrejord og skpl. Bygjord, men han havde modtaget jorden, vidste han ikke. Gotfred Nielsen ville svar på disse anklager på næste ting.
Lars Esbersen vidnede, at præsten Monrad havde lejet en del jord af Gotfred Nielsen, vist nok 3 små agre. Han vidste også af degnens søn Claus Petersen havde sået havre hos Gotfred Nielsen.
Det tredje vidne Lars Mortensen vidste at sognepræsten havde lejet en del jord. Han havde set at præstens folk havde pløjet og sået og ”refsede hafre oc hør, men han vidste ikke hvor meget præsten havde borthøstet”. Desuden havde han set degnens søn Claus Petersen i denne høst havde en del havre på Gotfred Nielsens jord. Claus Petersen havde fortalt ham, at det drejede sig om 3 tønder land. Linderoed ville fortsætte sagen på næste ting.
Hr. Hans Mahler sognepræst til Olsker og Allinge menigheder stævnede Nicolai Bidstrup og Jens Andersen boende på 17. gård i Olsker og fra Rø sogn Lars Nielsen som er værge for sal. Peder Jensens søn Niels Pedersen, som har arvet sæderetten til den 17. gård, for opkrævelse og ”stene oc stable” mellem den 17. gård og Præstegaarden. Ingen af de stævnede var mødt. Dommeren valgte Hans Mortensen på Bakkegaarden som formand og syv andre til forretningen, der skulle finde sted den 21. september kl. 9.
Hans Mahler stævnede Mads Pedersen af Allinge for 4 års restancer for den 10. gård Sjælegaard i Olsker. Mads Pedersen var mødt og spurgte præsten om han ikke havde lovet ham den samme præsteskat som tidligere var krævet. Mahler sagde, at den akkord gjaldt for den tidligere ejer og ikke ham.

16. september 1735 – pag. 45b

En skrivelse fra amtskriver Horn oplyste, at sagen mod Gotfred Nielsen indtil videre ophævet.
Amtskriveren ophævede desuden sagen mod udbygger Hans Madsen på Kuregaards grund vedr. sigtelsen for begået lejermaal i hans ægteskab.
Degnen Peter Clausen i Rø ved sin svoger Jørgen Pedersen tilkendegav at sagen mod Gotfred Nielsen måtte blive ophævet og ikke afsagt dom, da Gotfred Nielsen i mindelighed har betalt det skyldige beløb samt omkostningerne.
Hans Mahler læste sit skriftlige indlæg i sagen mod Mads Pedersen af Allinge ang. præstetiende af den 10. gård i Olsker. Han fremlagde fem dokumenter i sagen. Mads Pedersen ville give præsten en kontrastævning.

30. september 1735 – pag. 46a

Læst kgl. befaling ang. skriftemaal, dat. 26. august 1735.
Peder Olsen af Rø sogn lod læse et købebrev, der viste at Peder Olsen havde solgt den 5. gård i Rø til sin søn Jørgen Pedersen for 250 sld.
Dernæst blev læst en kontrakt oprettet mellem Peder Olsen og hans søn Jørgen Pedersen, dat. 23. september 1735.
De 8 mand med formand løjtnant Hans Mortensen producerede deres forretning på den 17. gård vedr. skellet til præstegaarden.
Mads Pedersen af Allinge stævnede præsten Hans Mahler til at høre kontrabevis skriftligt og mundtligt mod en ny og usædvanlig præsteskat på ”Sjælestellet” 10. gård i Olsker. Han indkaldte vidnerne Weidich Haagensen Trued Hansen begge af Olsker, samt Henrik Falch og Peder Mogensen fra Allinge og Claus Mogensen og Michel Mogensen fra Sandvig. De sidste fire vidner fortalte at de gav 10 mark danske i præstetiende, ligesom Henrik Nielsen i sin tid havde givet ligesom arkilimesteren sal. Niels Jørgensen havde givet. Nabogårdene som var dobbelt så store gav også 10 mark. Mahler mente at hans tiende var den retmæssige og at nabogårdenes skat var omlagte. Desuden var vidnerne hans avindsmænd, som havde sagsøgt ham igennem 5 år og derfor ikke var lovlige. Claus Mogensen forklarede at han havde en aftale med præsten om præstetiende. I stedet for 10 mark havde han betalt 6 skæpper byg og 2 tønder havre.
Mahler oplyste at den 10. gårds stel nu var blevet bebygget for 2 eller 3 år siden, hvilket den ikke tidligere havde været. Byfoged Mogens Clausen og hans søn Claus Mogensen havde drevet jorden fra Sandvig og de havde haft hjælp af naboen Anders Hansen, som både opbevarede kornet og som hjælp med gødningen.
Jep Mogensen fra Rutsker på vegne af en række bønder fra Rutsker og Olsker sogn for at høre, hvad de vidste om kendelsespenge, som nu indkrævedes. Amtmanden og amtskriveren var indstævnet for at høre deres vidnesbyrd. De bønder som aktive var: Jørgen Hansen, Peder Aagesen, Niels Andersen, Hans Svendsen, Lasse Jørgensen, Peder Didrichsen, Esber Mogensen, Erich Pedersen, Lars Hansen, Morten Davidsen, Anders Davidsen, Peder Poulsen i Rosendale alle fra Rutsker, Hans Rasmussen, Niels Andersen, Morten Jensen og unge Hans Hansen alle fra Olsker.
Linderoed på Amtskriver Horn var mødt og ønskede at vide, hvilke gårde de indstævnet boede på, samt navne på deres formænd. Jep Mogensen svarede at de fleste bønder var mødt og han kunne selv erfare hvilke gårde de boede på. Amtskriveren ønskede at Jep Mogensen fremlagde en fuldmagt for de bønder han handlede for. Jep Mogensen havde ikke nået at få amtmandens godkendelse at føre sag for andre. Svend Hansen og Hans Andersen Bech havde været hos amtmanden for at få en fuldmagt at repræsentere de bønder, der nu var blevet opkrævet kendelsespenge.
Amtskriveren ville ved de næste ting kræve at vide hvem der er interessenter i denne sag og hvor disse boede. Man måtte vide, hvem der angriber ham på egen person og på hans betroede kongelig forretning.
Jep Mogensen mente nok at amtskriveren vidste hvem der agerede denne sag. For hans person kunne han oplyse, at han var bonde på den 18. gård i Rutsker, på hvilken gård ingen kendelsespenge var fordret i mange år. Andre bønder havde ikke blevet fordret kendelsespenge i op mod 40 år. ”Vi bønder boer her paa dette lille omfløtte land oc skal self misten deel udmarchen os oc vores Sønner enten de eller vi tiener til hest eller fods, Ja self klede os oc føde os oc giøre Vagt oc toug, efter som her paa landet iche er nogen anden guarnision, huilken vi iche heller begiere, mens self efter vores yderste formue gierne ville tiene hannem vor allernaadigste arfue herre oc Konge trolig som vores forfædre om nogen fientlig skulde paakomme- det Gud forbyde – oc som vi hafuer i sinde til vor allernaadigste adfue herre oc Konge at Seplisere om bm. Kiendelsepenge fri at blifue for at betale, saa hafde Vi nu i sinde at erhuerfue Tingsvidne oc vor af Dommeren begieredes at Vidnesbyrdene maatte afhøres!
Jep Mogensen påpegede at tingsvidnet ikke var for at anke over amtskriverens person, men blot for at han kunne høre vidnerne.
Amtskriveren opfattede ikke vidnesbyrdene som en opsætsighed mod kongelig befaling eller andre høje instanser, men at det ikke kunne være sådan at nogen ved en supplik til kongen skulle kunne drage fordel for egen person. Dette ville være tidsspilde og pengespild. Amtskriveren fremlagde en skrivelse af 13. august 1681, der refererede kgl. anordning af 3. december 1650 der angik selvejernes kendelsespenge. Endvidere femlagde han en skrivelse fra kammerkollegiet til amtmanden fra 20. marts 1734. Amtskriveren mente klart at hverken Jep Mogensen eller andre kunne nægte at give kendelsepenge, hvorfor denne tingsvidnesag var unødvendig.
Dommeren ville ikke tage stilling til tingsvidnesagen, men ville spørge kammerkollegiet eller ved en allerunderdanig ansøgning til kongen om sagens afvisning eller fremgang.
8 Mands forretningen mellem præstegaarden, Degnegåården og den 17. gård i Olsker sogn – pag. 51b.
Synet startede på ”Gaden” hvor det var Hans Gammelsen og Lars Larsen Tysk vidnede skellet mellem Mahlers og Nicolai Bidstrups kålhave som ligger syd og sydvest for op til kirkegaardsmuren. Herefter bestemtes skellet mellem præstegårdens og degnegaardens marker. En stor sten ved kirkegaardsmuren, hvor under der lå teglsten og kul. Desuden lå der tre stene, som var i hr. Christophers tid ”oc en mand som daa boede i Tejn neunlig Jørgen Kieldsen, hafde sagt for vidnet at de bm, 3 stener skulde være Marcksteene mellem Præsten og Dæohnen”. [skelstene og mærke er nøje gennemgået] Sagen skulle være opstået ved at præsten havde indrettet en Gade, som degnen mente lå på hans jord, men som præsten mente var til begges nytte, da de benyttede gaden til at drive deres kvæg ud på udmarken. Der omtales et gammel udmarksgærde, som var væk, men som der endnu var rester af. I Stengården skulle en klippetop være synlig og som var en del af skellet mellem degn og præst.
Bidstrup fremstillede vidnet Weidich Haagensen, som havde tjent Magister Søren for 35 år siden, da der blev oprettet et gærde, der gik den omtalte klippetop. Dengang var der ikke stridigheder om markskellene. Degnens ko blev vogtet sammen med præstens kvæg og hesten blev tøjret på gaden.
Vidnet Mogens Jensen i bækken fortalte at den omtalte gade var fælles i forrige tider.
Hans Madsen fra Sandvig fortalte, at han tjente degnen Rosendal, var skellet fra den toppede sten til gærdet var opdelt, men gaden var fælles. Hans Hansen af Olsker tjente også Rosendal og han oplevede at Mahler forbød ham at hugge 2 a 3 ”tagfæstekærre” og degnen havde sagt, ”lad gå for denne gang”.
Mahlers vidne Ambrosius Boesen af Rutsker fortalte, at han havde tjent Andriis Stolt på Degnegaarden, dengang drev de deres kreaturer ad gaden. De otte mand kunne ikke helt udrede ejendomsforholdene efter vidners udsagn, så de satte nye sten som skel, således at gaden blev delt mellem degnen og præsten. Den øverste part fra leddet og ind til den store toppede sten af Gaden skal tilhøre degnegården. Fra den store toppede sten ind til hjørnet til degnegaarden til tilhørte præstegaarden, både med hensyn til græsning og vogtning.
De 8 mand synede skellet mellem Præstegaarden og den 17. gård. De startede i Rundeløkken, hvor de satte en sten mellem en eng og en havreager. Dernæst blev det konstateret af Jens Andersen havde pløjet for nær skellet i Helvedes vad – imellem præstens eng og en havreager. Begge hjørnestene var fundet korrekte, men stenen i midten var borte. En ny blev sat. Det tredje sted var nær kirkebroen på et lille engehul. Her blev sat stene med begge parters samtykke.

7. oktober 1735 – pag. 53a

Kgl. forordning om at arvinger fik år og dag inden de skulle vedkende sig arv eller fragå arv.
Anders Mogensen af Rø lod læse et købe og skøde til Anders Knudsen i Rø havde solgt den 6. frivorned for 340 sld., dateret 21. marts 1735.
Læst en kontrakt oprettet mellem Anders Knudsen og Anders Mogensen vedr. den 7. frivorned i Rø, dat. 21. marts 1735.
Anders Knudsen af Rø lod læse et pantebrev der viste at Anders Knudsen havde lånt 100 sld. af Peder Poulsen i Kaasby mod pant i den 6. frivornedgaard i Rø.
Hr. sognepræst Mahler efterlyste Mads Pedersens to vidnesbyrd. Mads Pedersen var svag og ønskede udsættelse til næste ting.
Niels Andersen fra Klemensker stævnede Peder Pedersen af Rutsker samt flere vidner. Peder Pedersen var ikke mødt på grund af svaghed, men han havde afleveret et skriftligt indlæg, der blev læst og påskrevet. Niels Andersen afhørte Ared Andersen Kure af Nyker sogn. Han fortalte, at han den 4. juli, sammen med Niels Andersen og andre ydede smør (skat). Ared Kure og Niels Andersen fulgtes med Ole Hindrichsen af Klemensker ud af smørboden da hørte de et rygte eller snak om at Niels Andersen havde begået noget uskikkeligt. Ole Hindrichsen bekræftede at disse røgter florerede.
Vidnet Christen Rømmer af Klemensker var også i smørboden den 4. juli for ligesom de andre at yde smør, men han havde intet hørt om Niels Andersen usømmelighed. Alle tre vidner havde intet hørt fra amtskriveren og hans folk vedr. beskyldninger eller ondt ord mod Niels Andersen i eller udenfor smørboden.

21. oktober 1735 – pag. 54 b

Kgl. holtsførster Hans Erichsen indgav et missive om at dommeren skulle vælge 8 mand til at syne herredets skove.
Sognepræsten Hans Mahler og Mads Pedersen i Allinge vedr. striden om tiende af hans 10. gård i Olsker mødte og erklærede, at de var blevet forliget, således at Mads Pedersen i stedet for 10 mark, skulle betale 2 skæpper rug med gl. mål, 6 skæpper byg også med gl. mål, 1 tønde havre, et lam og 1 gås og påskerettighed. For de 4 år, som præsten mangler at få betalt, skulle der betales 10 mk for de første år og for de 2 sidste den aftalte natura betaling. Mads Pedersen skulle desuden betale sagens omkostninger 1 rdl.
Niels Andersen i Krashave mødte og ville vide om Peder Pedersen fra Rutsker var mødt. Peder Pedersen var mødt og udtalte, at han kun vidste kun alt godt Niels Andersen. Amtskriver Christopher Horn og hans tjener Peder Dam var også indkaldte i samme sag, men de var ikke mødte, da de skulle sagsøges på deres værneting. Niels Andersen fik derefter udstedt et tingsvidne.

28. oktober 1735 – pag. 56a

Læst kgl. patent på højesterets afholdelse i 1736.
Hermand Jørgensen på Baggegaard i Klemensker stævnede amtskriver Christopher Horn for at påhøre hvordan flyvesandet havde ødelagt den 3. fri vornedgaards grund i Klemensker – kaldet Toftegaarden. Amtskriveren mødte og fremlagde en skriftlig indberetning, som blev læst og påskrevet. Hermand Jørgensen havde følgende vidner: Lars Nielsen, 74 år gammel, Jens Esbersen, 62. år gl., Rasmus Pedersen 40 år gl., Peder Larsen 30 år gl. alle boende i Klemensker sogn.
Første vidne Lars Nielsen fortalte at i 40 år havde han ”Omgaaet” på Baggegagard, og først i Claus Hartvigsen var gården jorden i den stand, at den kunne pløjes og såes. Men siden var der mere og mere ramt af flyvesand, Efterhånden var 8 a 10 tønderland sædesjord, 7 a 8 læs enges og nu også en dam er ubrugelig. Dammen er nu så opfyldt, at man bliver nødt til at hente vand i åer eller andre folks damme. På jorde hvor der tidligere skulle tilføre 7 a 8 læs gjærdsel (gødning), skal nu bruge 12 a 14 læs for at holde kvæget. Gødningen måtte købes af andre, da der intet fandtes på grunden. Der er fire tønderland havre og to tønder land rug og ungefær 2½ læs enges, der er fri for flyvesand. De tre andre vidner bekræftede oplysningerne, hvorefter Hermand Jørgensen kunne få sit uvildige tingsvidne.

11. november 1735 – pag. 57a

Læst en kontrakt mellem Johan Svendsen og hans fader Svend Engelbret ang. den 16. gård i Rutsker dens beboelse og undentag mellem Johan Svendsen med sin kæreste Leenne Clausdatter og Svend Engelbretsen og hans hustru på den anden side.
De otte mand, der var valgt til at syne nørre herreds skove, aflagde deres forretning.

25. november 1735 – pag. 57b

Samuel Johansen af Allinge på sin myndling Hans Olsens vegne stævnede Anders Ibsen på den 23. gård i Rø, Sandemand Hans Kjøller, Rasmus Hansen i Aagaarden i Østerlars, Niels Jensen, Aagaarden i Klemensker, Mogens Pedersen af Rutsker. Formålet var at få den 23. gård vurderet. Sandemand Kjøller påpegede hans myndling Jacob Hansen, havde rettigheder til gården.
De otte mand blev valgt, som formand valgtes Anders Larsen Krack i Rutsker og de otte mand blev pålagt at møde den 30. november kl. 9 på gården for at vurdere gårdens værdi pg bestemme, hvem der havde adgangsret.

2. december 1735 – pag. 58a

Læst et pantebrev udgivet af Hans Ibsen i Nylars til Andreas Kofoed af Rønne på 220 sld. mod pant i Hans Ibsens 43. gård i Klemensker.
Læst et pantebrev udgivet af Claus Olsen fra Aaker sogn til Christopher Hansen i Klemensker sogn dat. 19. november 1735, som viste at Claus Olsen havde pantsat en af ham tilhørende gård nr. 8. i Olsker Brogård i Olsker for 1200 sld. i 12 år som brugspant.
Kvartermester Thor Hansen af Nyker sogn lod forkynde ”arrest” på fornævnte pantebrev så længe hans pantebrev på 700 sld. ikke var blevet indløst.

16. december 1735 – pag. 58b

Kgl. forordning om indførselsforbud for Krap og Kartebolle [Krap – stengler med rødt farvestof der fremstilles af denne plantes tørrede og pulveriserede rodstængel. Kartebolle = plante hvis blomster sidder i en tæt, hovedformet kurv med tornede, stive avner blomsterne blev tidligere brugt til kartning af uld tilhører kartebollefamilien]
Læst et pantebrev fra 7. december 1735 udgivet af Christopher Hansen i Klemensker til kvartermester Thor Hansen i Nyker, der viste at Christopher skyldte Thor Hansen 700 sld. efter en skiftekontrakt efter Thor Hansens sal. kæreste. De 700 sld. er inkluderet i det pantebrev på 1200 sld. udgivet af Claus Olsen i Aaker vedr. den 8. gård Brogaard i Olsker. De 700 sld. står som underpant i Brogaard.
Jørgen Pedersen i Hasle og Mogens Larsen i Rutsker stævnede udbygger Jens Larsen boende på Nydamsmarken i Rutsker som skylder 2 mark til Jørgen Pedersen og Mogens Larsen for arbejde med at hugge tømmer til hans hus. Jens Larsen var ikke mødt, men hans hustru sagde, at han ville svare på næste ting.
Anders Larsen Krack vedr. 8 mands forretningen på den 23. gård i Rø ønskede indlæg om sagen. Samuel Johansen af Allinge havde stævnet den 23. gårds beboer Anders Ibsen i Rø sogn til at fortælle, at han ikke havde fortalt mere for gården end de 100 sld. der stod i gården. Anders Ibsen var sal. Jep Hansen svoger og den kontrakt som blev oprettet, da Anders Ibsen flyttede på gården, ville Samuel Johansen have fremlagt for de 8 mand. Det var noget med at Anders Ibsen vist aldrig havde indbetalt pantepengene. Samuel Johansen fremstillede det første vidne, Peder Nielsen fra Rø, der fortalte at han for to år siden var af Jep Hansen tilkaldt for at bevidne, at han gav Anders Ibsen 30 sld. til låns. Han vidste ikke om de 30 sld. var en betaling af pantepenge eller ej. Peder Nielsen underskrev kvitteringen som vitterlighedsvidne sammen med Hans Pedersen. Hans Pedersen bekræftede dette. Anders Ibsen svarede, at han havde betalt de 30 sld. tilbage inden Jep Hanen døde, men han fik ikke kvittering herfor. Samuel Johansen ville høre om Anders Ibsen kunne afgive sin ed på dette, hvilket kan ville overveje til næste ting.
Stokkemændene for 1736 blev valgt.

13. januar 1736 – pag. 60a

Læst et reskript fra Landetatsgeneral kommissariatet om at ingen national ryttere, soldater, samt håndlangere befries for lejermaalbøder, dat. 9. juni 1735.
Sagen startet af Jørgen Pedersen og Mogens Larsen mod Jens Larsen er ophævet, da de var blevet forliget.
Anders Krack, formand for de 8 mand vedr. den 23. gård i Rø, efterlyste indlæg i sagen inden dom skulle afsiges. Hans Kjøller oplyste, at han på næste ting ville komme med et skriftligt indlæg.

3. februar 1736 – pag. 60a

Hans Kjøller irettelagde et skriftligt indlæg for sin myndling og dreng Jacob Hansen. Sagen blev optaget til doms.

24. februar 1736 – pag. 60b

Læst et skøde af d.d. udgivet af Mogens Pedersen på den 46. gård i Rutsker til hans yngste søn Anders Mogensen og hans hustru Margrete Clausdatter. Anders Mogensen overtager sæderetten og den 46. gårds ejendom for 400 sld. Salget var vedstået af Mogens Pedersen, hans hustru og deres anden søn Peder Mogensen på Vedbygården i Olsker.
Læst en kontrakt oprettet mellem Mogens Pedersen og hans hustru Kirstine Andersdatter på den 46. gård og deres søn Anders Mogensen og hans hustru Margrete Clausdatter. Peder Mogensen på Vedby er også inddraget i kontrakten. Mogens Pedersen skulle beholde den halve gårds dyrkning så længe de ønskede og svare den halve skat. Samt Mogens Pedersen nyder de 4 tøndeland bygjord som ligge i Hasle Byvang så længe han vil, hvorefter han skal nyde den undentag, som kontrakten omtaler. Kontrakten skal indskrives i genpartsprotokollen.

9. marts 1736 – pag. 61a

Anders Larsen Krack afsagde dom over den 23. gård i Rø sogn og afleverede 9 dokumenter og de to indlæg. Samuel Johansen på sin myndlings vegne bad om udskrift af den fulde dom.
Løjtnant Hans Mortensen fra Olsker kom som fader og lauværge til sal. Peder Thorsens hustru boende på den 21. gård i Rutsker stævnede efterskrevne værger for Peder Thorsens efterladte børn: Jens Wefstsen fra Olsker, Lars Wefstsen fra Nyker for at høre 8 mands opkrævelse som Hans Mortensen agtede at føre for at bestemme, hvad de kunne arve, samt at bestemme hvem der havde sæde og adgangsretten til den 21. gård i Rutsker. Som formand blev valgt Rasmus Mogensen fra Klemensker. De 8 mand blev tilsagt at møde på gården den 17. marts.
Jens Larsen fra Rutsker lod læse et pantebrev af dato 5. marts som viste at Jens Larsen havde lånt 100 sld. af Peder Jensen mod pant i Jens Larsens 31. gård i Rutsker.
DOM – 8 mands forretning på den 23. gård i Rø – pag. 62a
De 8 mand mødte på den 23. gård, kaldet Stenby, den 30. november 1735. Gården og ager mv blev vurderet til 208 sld. 4 sk. Gårdens beboer Anders Ibsen i rettelagde 4 dokumenter: Et skiftebrev efter Jep Hansen fra 9. maj 1735. Et skiftebrev efter Hans Ibsen fra 1704, et skiftebrev efter Anders Ibsens sal. hustru Karen Hansdatter af dato 9. juni 1730, samt et pantebrev fra 5. oktober 1720 hvoraf ses at Hans Kjøller havde sat gården i pant for 100 sld. til Anders Ibsen. Pengene var ikke betalt tilbage. Samuel Johansen fra Allinge på sin myndling Hans Hansen gjorde krav på de 100 sld. pantepenge, hvilket de 8 mand ikke kunne anerkende, da Anders Ibsen ses at have det fulde beløb til gode. Jordepenge som Anders Ibsen havde tillagt til Jep Hansens udfart og begravelse i alt 40 sld. skulle fradrages værdien af gården. Omkostninger mv skulle også fradrages. Til deling var der 48 sld. tilbage, som skulle deles mellem sal. Jep Hansens 4 søstre og søsterbørn – hver 12 sld., hvoraf den ældste søster Anna Hansdatter var død og efterladt sig 2 sønner og 2 døtre. Den anden søster Kirstine som er i ægteskab med Rasmus Hansen i Østerlars. Den 3. søster Karen, der var død, var gift med Anders Ibsen og efterlader sig 1 søn og 2 døtre. Den 4. søster var Bente Hansdatter var i ægteskab med Niels Jensen i Klemensker.
Hans Kjøller på myndlingen Jacob Hansen gjorde krav på sæderetten. Samuel Johansens myndling Hans Hansen gjorde også krav på sæderetten, hvilken påstand de 8 mand bestemte at være korrekt, da han er avlet af Jep Hansens ældste søster afdøde Anna Hansdatter, der efter Bornholms skik og vedtægt var arving efter sin broder Jep Hansen. Hans Hansen er afdøde Anna yngste søn.
Efter oprettet kontrakt mellem Anders Ibsen og hans svoger sal. Jep Hansen, så kunne Anders Ibsen blive boende på gården til midfaste 1741. Herefter kan Anders Ibsen nyde den på grunden liggende udhus med ungefær 7 tønder jord mod betaling.

23. marts 1736 – pag. 63b

De 8 mands formand Rasmus Mogensen vedr. den 21. gård i Rutsker efterlyste indlæg i sagen. Ingen mødte og formanden gav respit til næste ting.

20. april 1736 – pag. 63b

Tinget skulle have været hold den 13. april, men formedelst herredsskriveren ”heftig paa faldende Svaghed” ikke kunne møde og ingen anden kunne påtage sig opgaven, blev tinget udsat. Skriveren Lars Andersen Birck var atter tilbage på dette ting.
Læst kgl. forordning om landmelitien vedk.
Læst kgl. forordning om desertørers efterladte midler.
Læst kgl. forordning om skærpelse af domme mod Temere Litigantes samt uretvise dommere og prokuratorer, dat. 23. dec. 1735.
Læst kgl. forordning om justitskassen indretning.
Læst kgl. forordning om nøjere kirkedisciplin mod skandaløse syndere, dat. 23. december 1735.
Læst kgl. forordning ang. konfirmation og bekræftelse af dåb, dat. 13. januar 1736.
Læst kgl. forordning angående juridisk eksamination ved universitetet i København til justitiens befordring, dat. 10. februar 1736.
I sagen ang. den 21. gård i Rutsker fremkom Hans Mortensen fra Olsker som er fader og lauværge for afdøde Peder Thorsens enke som nu er i ægteskab med Hans Hansen i rettelagde et skriftligt indlæg. Jens Wefstsen og Lars Wefstsen som værger for Peder Thorsens efterladte børn bad om at høre, havde Hans Mortensen havde andet at tilføje, hvilket han ikke havde. Formanden var svag og var ikke mødt, men Fredrich Fredrichsen var mødt i hans sted. Han ville have de sidste indlæg på næste ting, hvorefter de 8 mand ville afgive deres dom.

11. maj 1736 – pag. 64a

Kgl. forbud mod at bære ”Jueler” (juvéler), guld og sølv, dat. 10. april 1736.
Jens Wefstsen i Olsker kom og oplyste at sal. Peder Thorsens ældste datter Anna, var afgået ved døden, hvilket han lod meddele de 8 mand, der var valgt til at vurdere den 21. gård i Rutsker. Det samme oplyste den afdøde piges sted fader Hans Hansen.
Lars Wefstsen fra Nyker på vegne af den afdøde Peder Thorsens yngste datter Sidsel Pedersdatter aflagde et skriftligt indlæg. Beboeren Hans Hansen på den 21. gård lovede at svare på næste ting.

25. maj 1736 – pag. 64b

Læst kgl. forordning om det nyoprettede general lands økonomi og Commerce collegium, det. 30. december 1735.
Læst kgl. reskript til stiftsbefalingsmanden for Sjællands stift ang. det nyoprettede økonomi- og commerce collegium, dat. 9. januar 1736.
Læst et pantebrev af dato 28. april 1736 der viste at Hans Pedersen på den 25. gård i Rø kaldet Stenby havde lånt 210 sld. i rede penge af Hermand Bohne Mortensen i Rønne mod pant i den 25. gård.
Formanden for de 8 mand, der var opmeldt til at skønne den 21. gård i Rutsker, Rasmus Mogensen ville vide om der var nogen indsigelser, Løjtnant Hans Mortensen fra Olsker aflagde en skriftlig indlæg, samt fremlagde en attest og kvittering. Lars Wefstsen ville have en udskrift af indlægget og ville svare på næste ting. Alligevel blev sagen taget til doms, men Lars Wefstsen kunne indgive sit svar til formanden, som ville tage det med i sin vurdering.

8. juni 1736 – pag. 65a

Erich Pedersen fra Rutsker læste et pantebrev som angav at han skyldte kaptajn Kay Ancher i Hasle 350 sld. mod pant i den 41. gård i Rutsker.
Christopher Hansen, der boede Brogaard i Olsker, var til stede med Claus Olsen af Aaker sogn, der begge ønskede 4 uvildige mænd til at syne og vurdere den 8. gårds bygninger, mølle, skov og ..(ulæseligt). Fire mand blev antaget og pålagt at møde den 13. juni 1736.

6. juli 1736 – mag. 65b

Løjtnant Mads Clemmen af Hasle var blev pålagt at afholde tinget indtil den ordinerede Poul Eskildsen kom hjem fra København.
Peder Hansen af Nyker kom på sin broder Ole Hansen af Melsteds vegne stævnede Christian Steffensen af Rø sogn for gæld. Christian Steffensen var ikke mødt.
De 8 mand med formand Rasmus Mogensen fra Klemensker vedr. den 21. gård i Rutsker afsagde deres dom.
8 mands DOM – pag. 65b på den 21. gård i Rutsker hvor Peder Thorsen døde den 1. marts 1736. Opgaven var at vurdere gården og bestemme hvad Peder Thorsens efterlevende hustru og børn kan arve. Husbygninger, ager, eng, skov, mark og herlighed blev vurderet til 308 sld. Gælden og pretentioner ”som hænger på gården” var 283 sld. 8mandsholdelsen og dommens bekostning på 12 sld. giver i alt 295 sld. 1 mk 12 sk. Til deling mellem hustruen og den yngste datter var 12 sld. 2 mark 4 sk. Den ældste datter døde under domsundersøgelsen. Hustruen Susanne er nu i ægteskab med Hans Hansen og hun arver 6 sld. 1 mk 2 sk. Datteren Sidsel arver den anden halvdel 6 sld. 1 mk. 2 sk., hvilken sum bliver stående i gården og rentefri til datteren bliver 7 år.
I flg. Et skifte fra 9. marts 1714 arvede Peder Thorsen gården efter sin fader Thor Pedersen. Hans Mortensen på vegne af sin datter (Susanne) og dattermand (Hans Hansen) havde krævet, at gården stod til rådighed for hans datter og hans dattermand så længde de levede. Begrundelsen var, at gården var hårdt gældsat. De kunne indløse gården ved at betale 100 sld. til Andris Kofoed i Rønne Den yngste datter Sidsels værge var Lars Wefstsen i Nyker. Hans mening var at moderen med sin nuværende mand skulle kunne blive på gården indtil Sidsel blev voksen og gift.
Dommen blev afsagt efter bornholms gældende vedtægt. Moderen kunne bo på gården i hendes livstid, hvorefter arvingen – datteren Sidsel – skulle have ret til at indløse gården. Hvis moderen døde inden Sidsel blev 25 år, så skulle Susannes mand Hans Hansen kunne blive boende på gården indtil Sidsel blev 25 år. Hans hansen skulle holde gården vedlige og i drift, samt ikke gældsætte gården yderligere.

3. august 1736 – pag. 66b

Den beordrede dommer Poul Eskelsen var kommet tilbage.
Læst kgl. skrivelse tll rentekammeret om betaling af kendelsespenge på Bornholm.
Læst kgl. forordning om anatomien og kirurgiens indretning, dat. 30. april 1736.
Anders Larsen Krack fra Rutsker fremlagde amtskriveren Christopher Schrøders fuldmagt til at føre en sag i kongens navn mod Peder Hansen, der tjente på Splidsgaard. Han havde sammen med Karen Eskildsdatter, som også tjente på Splidsgaard, ”for deris u-Christelige oc ulyclige med fart imod it pigebarn paa 12te Aar ved navn Lisebet Andersdatter”. Som vidner var indkaldt Erich Hansens hustru Mette Michelsdatter samt tjenestedrengen Mads Jensen og Kirsten Andersdatter, som er vævepige, begge på Splidsgaard. Anders Krack producerede dernæst et vidnesforhør, som Peder Hansen havde tilstået den 20. juli i overværelse af Søren Lauges og sandemand Hans Kofoed. Hvilket Peder Hansen atter tilstod.
Krack spurgte Karen Esbersdatter om hun tilstod hvad hun havde sagt under afhøringen den 20. juli. Hun vedstod, at have fortalt, at hun havde givet pigen Lisebet Andersdatter ris fordi hun havde løjet for hende, samt at drengen havde holdt hende.
Krack afhørte derefter vidnerne. Madts Jensen vedstod hvad han havde fortalt den 20. juli. Kirstine Andersdatter vedstod også sit vidnesbyrd fra den 20. juli.
Krack henviste til lovens 6. bog 13 kapitel 18 artikel at Peder Hansen for sådan en ”volds tagelse” bør straffes på livet. [Chr. 5s lov: Hvo som noget Qvindfolk vil med Vold tage, og hendis Raab og Skrig om Hielp høris, og synis blaat Kiød, eller revne Klæder, hand miste sit Liv, endog hand sin Villie ikke fuldkom.] Desuden bør Peder Hansen og Karen Esbersdatter efter loven pag. 814, artikel 8 straffes med 3 gange 40 lod sølv for den hudstrygning som de havde øvet på Lisebet Andersdatter. [Chr.5s lov: End giør hand dennem anden Skade med Afhug, eller Saar, eller i andre Maader dem udfører, da bøde hand over andre rette Bøder trende fyrretyve Lod Sølv]. Desuden bør herredsfogeden havde lovens pag. 911 artikel 2, samt at betale tilstrækkelige omkostninger til amtforvalteren. Endvidere ville Krack have at herredsfogeden ville forelægge Erich Hansens hustru at hun skulle møde på næste ting og afgive vidnesbyrd.
Moderen til Lisebet Andersdatter Margrethe Anders Andersens mødte og fortalte hvor ilde hendes barn var blevet mishandlet den 12. og 13. juli. Hun var blevet forliget med pigen Karen Esbersdatter på den måde, at hun betaler noget for hendes svie, men ikke at hun kan fritages for kongens sag.
Gotfred Nielsen fra Rø fik lov til at oplæse kongens allernaadigste meddelte oprejsning af dato 23. september 1735.
Andris Kofoed i Rønne ved Anders Larsen Krack af Rutsker stævnede udbygger Jørgen Jørgensen, der boede på Jens Jensens grund i Klemensker for gæld. Andris Kofoeds fordring var: I 1730 for 2 lispund linblaar for 1 daler 2 mk, 2 lispund dito blaar 3 mk 12 sk., 1 pot tjære for 4 sk. i 1736 lod han 2 vogne køre op til Jørgen Jørgensen for at hente to læs med ”kulletørv”, men fik intet. Herfor ville han have to mark i erstatning for unødig kørsel. I alt 3 daler. Jørgen Jørgensen havde betalt i 1730 2 læs kulletørv for 3 mark og 1 tønde havre for 2 mark er i alt 1 sld. 1 mk. Jørgen Jørgensen kom og nægtede at han havde fået 2 lispund linblaar, hvorfor han kun skyldte 1 mark, som han tilbød straks at betale. At han ikke havde aftalt afhentning af tørv måtte være grund nok til at han ikke behøvede at betale for ægt. Endvidere tilbød han at gøre benægtelsesed vedr. hans gæld ikke var større end 1 mark. Andris Kofoed overvejede at svare på næste ting.
De fire mand der skulle vurdere Brogaard i Olsker aflagde deres forretning. Christopher Hansen, der boede på Brogaard, fik en udskrift af dommen.
I sagen mellem Ole Hansen i Melsted og Christopher Steffensen i Rø mødte ingen af parterne.
Hernæst følger kopi af rentekammerets brev til amtmanden med herredstingenes påskrift: Bøndernes ansøgning om fritagelse af kendelsespenge var blevet afvist, da det ikke var en ny men en gammel skat. Der skal betale 5 rigsdaler i kendelsepenge, som det var blevet forordnet af Christian den 5 i 1688. Desuden blev det pålagt bønderne i fremtiden ikke at sende supplikker til kongen, men til amtmanden.

10. august 1736 – pag. 68b

I sagen mellem Ole Hansen i Melsted og Christopher Steffensen mødte Ole Hansens bror Peder Hansen og fremlagde et revideret regnskab, der viste at Steffensens gæld var 11 sld. 1 mk 8 sk. Steffensen var ikke mødt. Sagen blev optaget til doms.

17. august 1736 – pag. 69a

Jesper Hansen af Allinge stævnede sognepræsten til Olsker og Allinge menigheder for hans klage til øvrigheden over tre kirkeværger Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersen. Præsten Hans Mahler havde beskyldt Jesper Hansen for at have været bagmanden og i den anledning havde præsten brugt ærekrænkende ord mod Jesper Hansen. Hvorfor han ville have et tingsvidne. Jesper Hansen fremlagde Mahlers klage af 4. juli, samt Mahlers erklæring af 21. juli. Præsten Mahler var mødt og ville have Jesper Hansen til at fortælle, hvilke ord i erklæringen, som han sigtede til.
Jesper Hansen svarede, at han var forundret over, at han skulle nævnes i en sag, som han intet vedkom. Og hvori præsten havde beklaget sig over Jesper Hansen og hans tilhængere stræbte efter præstens ulykke og hvor præsten beskyldte ham for løgn og løse beskyldninger.
Mahler nævnte at Jesper Hansen havde klaget til landemode den 17. juni 1734 om at Mahler var en sjælemorder. Jesper Hansen havde ved et tingsvidne på Hammershus ting den 26. september 1735. klagen til landemodet den 1. oktober havde Jesper Hansen beskyldt ham for at tage betaling for spørgsmål i Luther katekismus, hvilket blev modbevist på provsteretten i Rø kirke den 23. maj 1735. Jesper Hansen fik de tre kirkeværger til at forklare deres sag, i hvilken de havde erklæret sig skyldige. Sagen vedrørte ikke Jesper Hansen på nogen måde.
Jesper Hansen undrede sig over, at Mahler kunne vise dokumenter, som han havde ønsket at få i kopi. Mahler ville ikke svare nærmere på denne påstand, men ville overveje svaret til et kommende tingmøde.
Anders Larsen Krack havde fået amtmandens tilladelse til at føre de tre kirkeværges sag mod præsten Mahler, dateret 31. juli 1736. Hr. Mahler fremviste en landstingsdom fra 31. marts 1728, hvori det forbydes Anders Krack at føre sager. Krack protesterede og angav, at dommen fra 1728 ikke vedkom denne sag. Herredsfogeden tillod Krack at føre sagen, således som amtmanden havde bestemt. Mahler ville protestere på højere sted.
Anders Larsen Krack stævnede, på de tre kirkeværger Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersens vegne præsten, Hans Mahler for grove skældsord og trusler- ord han havde brugt mod dem den 1. juli i præstens stue. Amtmanden og landprovsten er indkaldt om de havde noget indlæg i nævnte sag. Desuden indkaldtes en række stævner: Jens Larsen, Mogens Pedersen, degnens dreng Anders Jensen, præstens dreng Peder Ibsen, præstebonden Anders Mortensen, Hans Rasmussen, Jep Larsen, kaptajn Jørgen Nielsen, Lars Jensen i Kirkeboet, Jens Wefstsen og Johan Pedersen alle fra Olsker og alle indkaldt til at fortælle hvad præsten havde sagt om de tre kirkeværger den 1. juli i hans stue. Desuden var kaptajn Niels Nielsen indkaldt til at fortælle om forliget, der blev indgået mellem præsten og hans sognemænd. Hans Rasmussen var indkaldt for at fremvise Margrethe sal. Wefst Pedersens skiftebrev. Sandemand Anders Pedersen var indkaldt for at fortælle om præstens ret eller uret. Wefst Pedersen og Peder Erichsen var indkaldt for at fortælle om udbyggernes forhold og til at tage stilling til om de fattige udbyggere havde fået det bedre eller dårligere. [åbenbart stridens egentlige kerne!]
Mahler protesterede mod stævningen og indkaldelse af vidner. Sagen var en sammenblanding af tider og steder. Mahler mente, at det var påkrævet at kræve visse pligter af kirkeværgerne og hvis de følte sig urigtig behandling, så kunne de hver især sagsøgte ham.
Krack sagde, at præsten ikke havde gjort forskel på de tre, men havde truet og skældt ud på alle tre i samhørighed. På samme tid og på samme sted, hvilket gør, at det er en sag. Hvilket dommeren sanktionerede.
Krack begyndte afhøringen af vidner. Først beskikkelsesvidnerne Wefst Pedersen og Peder Erichsen, der havde været rundt for at høre 21 fattige udbyggerne hvor mange penge kirkepenge de skyldt til kirkeværgerne. 1.Anders Larsen i Tejn svarede at han skyldte for 1 år til Mogens Jensen, men han huskede ikke hvor meget han havde betalt Jens Andersen og Jacob Pedersen. 2. Niels Jacobs enke i Tejn fortalte at hun ingen kirkepenge havde betalt til de tre kirkeværger. 3. Ole Hoby havde betalt 4 sk. årligt til Mogens Jensen. Han vidste ikke om han havde givet noget til de to andre. 4. Peder Larsen i Tejn havde betalt 4 skilling til Mogens Jensen men intet videre. 5. Hans Madsen af Tejn svarede at han ikke havde betalt kirkepenge. 6. Ole Olsen havde heller intet betalt. 7. Løjtnant ecomand havde intet betalt. 8. Bent Olsen boede på Ved Myrergaards grunden havde intet betalt til Mogens Jensen eller andre. 9. Jens Lassen boende på Lyngen svarede at han rester for 1 år til Mogens Jensen. 10. Lars Sørensen var ikke hjemme, men hans hustru mente ikke at han havde givet noget til kirken i de tre kirkeværgers tid. 11. Hans Larsen på Pilegaardsgrunden havde intet givet. 12. Jens Madsen på Jens Mogensens grund svarede at han restede et år til Jens Andersen. Til de andre havde han betalt penge.13. Rasmus Olsen svarede at han ingen kirkepenge havde betalt til Mogens Jensen. 14. Hans Gifuersen i Tejn havde intet betalt til Jens Andersen. 15. Jørgen Christensen restede 1 år til Mogens Jensen. 16. Lars Andersen havde intet betalt til Jens Andersen, men han mente han havde betalt 1 år til Mogens Jensen. 17. Mogens Olsen havde ingen kirkepenge betalt til nogen. 18. Christen Pedersen havde ikke betalt til Mogens Jensen, men til Jens Andersen 4 sk.. 19. Lars Hansen havde betalt et år til Mogens Jensen og et år til Jens Andersen. 20. Peder Madsen svarede at han årligt havde givet 4 sk. 21. Lars Larsen havde intet betalt til Mogens Jensen, men 4 sk. årligt til Jens Andersen.
Dernæst afhørte Krack Johan Pedersen af Rø sogn, der fortalte at Mogens Bech fra Olsker og Jens wefstsen havde fortalt, at præsten havde beskyldt de tre kirkeværger for at være tyve. Vidnet kunne dog ikke bekræfte at præsten havde truet kirkeværgerne til at stå åbenbar skrifte. Mahler mente ikke at han var et troværdigt vidne, da han var ”rømmet” fra Blekinge hertil for 18 år siden.
Jens Wefstsen kunne bekræfte, at Mogens Bech havde fortalt ham, at han havde den 1. juli hørt præsten skælde de tre kirkeværger ud for at være kirketyve og havde svoret sin saligheds ed, at de skulle stå åbenbar skrifte foran alteret. Mahler svarede at påstanden var ”narreri”.
Næste vidne var degnens dreng Anders Jensen som vidnede, at han søndag den 1. juli var for sin husbond, Nicolaj Bidstrup, et ærinde inde hos præsten med kirkevinen og brød, som den dag fra kommunikanterne var blevet tilovers. Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersen var i præstens stue og han hørte præsten sige, at de tre skulle stå skrifte da de havde stjålet fra kirken og svor på sin sjæl, at de var kirketyve. Mahler havde læst kongens forordning for de tre mænd, hvilket vidnet havde hørt, da han tidligere havde hørt det fra præstestolen. Det var noget med hvilket straf der kunne gives.
Næste vidne var præstens dreng Peder Ibsen, der havde været i stuen da de tre kirkeværger var sammen med præsten. Han vidste intet om hvad de havde talt om, da præsten havde taget dem ind i sit studerekammer. Men efter at de var kommet ud, så havde præsten sagt, at de skulle stå skrifte, da de havde kostet kirken så mange penge. Han havde brugt ordet groft tyveri og at kirken havde mistet 7 mark om året. Mogens Jensen havde foreslået, at han betalte de penge, selv om det ikke kunne være så meget.
Dernæst Anders Pedersen. der havde været beskikkelsesmand forrige år for præsten og kirkeværgen Jacob Pedersen. Anders Pedersen havde trods lovet betaling på 1 rdl. ikke fået lov til at ringe med kirkeklokkerne over sin steddatter, da hun døde. Endvidere havde præsten nægtet at holde ligprædiken trods lovning på 4 sld. Præstens kæreste havde forlang 10 daler, hvilket Anders Pedersen ikke ville give, da der kun var 35 daler gods. Præsten sagde, at Anders Pedersen havde sendt sin ukonfirmerede dreng til ham anden gang og derfor ikke havde forhandlet om betalingen. Præsten ville vide om Anders Pedersen havde givet Krack fuldmagt til at omtale denne sag? Anders Pedersen havde blot svaret på Krack spørgsmål, men han havde ellers intet ondt at sige om præsten.
Lars Jensen, som boede på et kirkebo, var kommet til præsten sent i juni, for at høre, at han skulle hente vin til kommende søndag. Præsten havde sagt måskeder var behov for vin, men at de tre kirkeværger skulle stå skrifte.
Sagen blev udskudt til næste ting, da dagen var fremskreden.
Mahler havde på tinget sagt, at han ville tvinge de tre kirkeværger til at skulle stå offentlig skrifte. Til sit forsvar havde præsten dækket sig under, at det skulle de ifølge kongelig forordning. Præsten ønskede at sagen blev udsat i 14 dage for at det ikke skulle blive for overilet.

24. august 1736 – pag. 74a

I amtskriverens sag mod de to personer i Klemensker mødte Krack og tilkendegav, at der var indgået et forlig og man ønskede at ophæve sagen.
Ligeledes ønskede Krack sagen mellem Andris Kofoed og Jørgen Jørgensen ophævet.
Begge sager blev tilladt ophævet af herredsfogeden.
Anders Larsen Krack ønskede nu at afhøre de resterende vidner i sagen mellem de tre kirkeværger og sognepræsten Mahler i Olsker. Mahler havde konstateret, at herredsfogeden Eschildsen, der også fungerede som kirkeskriver, var stævnet til at vidne, hvorfor han mente, at Krack skulle sørge for at der kom en anden dommer i sagen. Krack mente at det måtte være Mahlers egen opgave at søge amtmanden om en ny dommer, han gik i retten for Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersen ang. præstens trusler og grove skældsord den 1. juli.
Dommeren meldte at han ikke var blevet bedt af øvrigheden at overlade dommersædet til andre, så han ikke andet, at sagen kunne fortsætte, da sagens beskrivelsen var lovlig og at præsten selv havde taget til genmæle. Hvis præsten mente noget andet, så måtte han søge øvrigheden eller om nødvendig føre sag mod ham.
Præsten udbad sig udskrift af ovenstående, således at han kunne søge øvrigheden.
Krack afhørte vidnet Hans Rasmussen af Olsker. Vidnet havde hørt fra adskillige hvad præsten havde sagt mod de tre kirkeværger. Og han havde selv hørt af præsten at de tre skulle stå skrifte. Han var stævnet til at vise sal. Margrethe Wefst Pedersens skifte fra 7. juli 1729, hvilket han også havde leveret i retten. I en post på 4 skilling, som kirkeværgen Mogens Jensen havde fordret i boet på Kirkens vegne. Samme post var blevet betalt til præsten, hvorfor Mogens Jensen havde fordret de 4 skilling af præsten til brug for kirken. Mahler forsvarede sig med, at det burde være kirkeværgen, der selv skulle sørge for inddrivelsen af penge og ikke sende sin dreng ud og inddrive gæld. Mahler sagde at han ikke havde fået de 4 skilling. Kirkeværgen Mogens Jensen ville afgive sin ed på at han havde krævet præsten for pengene, og at præsten havde påstået, at han ikke havde modtaget dem. Mahler ville bevise sin påstand og tillige bevise at kirkeværgen havde forsømt sit embede og gjort kirken skade. Mahler bad Mogens Jensen om at bevise at den tønde som var udlagt for de 4 skilling var blevet afhentet af en fra hans husstand.
S. Ols kirkes regnskabsbog blev fremlagt hvor det fremgik at de omtalte 4 skilling ikke blev indført som indtægt. Og i regnskabet for 1726, da afdøde Hans Mogensen var kirkeværge, da var 8 udbyggere så forarmede, at de ikke kunne betale. Det samme gjaldt da Mogens Jensen var kirkeværge – her var der også 8 udbyggere, der ikke kunne betale. Efter Mahlers ønske navngav Mogens Jensen følgende forarmede udbyggere: Gl. Truelsen, Svend Truelsen, Lars Øbersen døde og huset stod øde, alle fra Tejn, Niels Jensen, Ole Skonning og Peder Madsen foruden andre som blev angivet på sidste ting.
Dernæst Hans Rasmussens dreng Peder Rasmussen, der fortalte at den 1. juli om eftermiddagen kom Mogens Pedersen udbygger, boende på Hans Rasmussens grund i Magaarden i Olsker, hen til Hans Rasmussen for at bede Peder Rasmussen om at følge ham rundt og bede de tre kirkeværger, at møde hos præsten. Han og Mogens Pedersen havde hørt præsten sige til de tre kirkeværger, at de ikke måtte komme til alter førend at de havde skriftet. Mogens Pedersen var bud for Mahler til de tre kirkeværger og havde været med i stuen. Han havde også fortalt om præsten der havde beskyldt de tre kirkeværger for kirketyveri.
Mogens Pedersen skulle også afhøres, men da han var meget beskænket kunne det ikke lade sig gøre.
Krack ville overveje om det var ønskeligt at afhøre vidnet på næste ting, men han ville kræve at præsten svarede på beskyldningerne. Mahler, der imod, ville føre kontrasag på næste ting.

31. august 1736 – pag. 77a

Henning Terchelsen Kjøller og hans søn Diderich Henningsen Kjøller lod læse en kontrakt vedr. den 26. selvejergaard i Rutsker angående dens beboelse mm. Skal indskrives i pantebogen
Læst et forlig mellem sognepræst Hans Mahler og tre sognemænd Mogens Jensen, Jens Andersen og Jacob Pedersen (tre kirkeværger) som blev indskrevet i tingbogen:
”Den misforståelse mellem de 3de, nemlig Mogens Jensen i Brødde, Jens Andersen paa Kildesgaarden og Jacob Pedersen paa Store Myregaarden, kirkeværger ved Sankt Ols. Kirke, og mig, som de nu sigter og søger for, at have skieldt dem for tyve, og ieg saaledes i min frelsring paa deres Requicition har tilstaaed, huerken derudi, eller det første, Jeg dem det sagde, men saaledes, som de nu paastaaer, oc agter at besviise mig imod at hafue beskyldet dem der for, neml. for Tyve, er reist sig af det de self hafuer antaget mine Ord anderledes end dem ieg hafde meent, oc af Nidkaerhed for Kierkens Indtresse, oc ofuer ihlet af en af dem I mod mig bevise Importinutet, som de hafr vedst at skiule, men af min Muuelig ofuer illelse betient dem af huis ieg da hafuer sag, Thi ieg hafuer alene strichte med det ord tyf henvist dem yderlig til forordningen om Skand ..? Synder, at alt huis nogen fra vender Nogen hemmelig eller aabenbare, det som dem tilhører, for tyfueri, oc af huem det begaaer, da er tyfue: Saaledes var min Mening, men det hafuer anseet det, som ieg nu Mercher for, at jeg skulde vilde anse eller beskyldt dem for Tyve, saa Erclerer ieg hermed ”Imod at de lefuer oc forsichrer mig, at den begyndte oc paaførte sag ganske skall være ophefuet af mig oc i ingen maader oc ingen tid skal komme til ringeste Prijudise” at ieg iche i Nogen maade ved, eller kand med Sandhed sige dem andet paa, End ald Erlighed oc der forlangt fraa mig, at ieg skulde holde eller bekiende dem for andet end brafue Erlige Mend, dette alene maa ieg Reservere, som Sagen har Reyst sig af, at huis de som Kiercheverger enten iche har giort Kierche Regenskab for, eller i saa maader fraa vendt Kierchen, staaer dem oben at suare for Kirchens Patroner, som ieg dend post har ofuergifuet, at Kierchen kand Nyde sin Ret, ellers vil Jeg enu som før er meldt Erclere oc bekiende dem for Erlige oc brave mend, var de som schichelige Sogne folch med mig deres Præst her efter oc altid vil lefue i Enighed oc Kierlig Christelighed, som det anstaaer Rette Christne oc Tilhørere. Vi ofuen meldte Kierche Vergere ere vel fornøyede med forn. Indgangne Hr. Mahlers forlig oc forpligter os samme, saa vit paa vor side Vedkommer oc i alle maader at efterlefue, efter di vi der foruden her ved gangske oc aldeles erclere Hr. Hans Maller for voris Retsindige oc oprigtige Siellesørger oc ey at vide Noget uanstendigt med hannem i Ringeste maader, men tilstaaer at dend begyndte oc nu hermed ophefuede Sag er af os anhendig giort af Misforstaaelse. Oc blifue for bm,, Kirche Verger fri for Aabenbar Skrifte oc dend omkostning som der paa er giort ophefuet. Det til bekreftelse undertægner Jeg det med min Egen Haand.
H.C. Lassen Maller, Rønne den 30. Augusti Anno 1736
Den sag hvor Poul Eskelsen, Anders Larsen Kracj og kirkeværgerne er indstævnet er på grund af ovenstående ophævet. Test. H.C.L.Maller, Mogens Jensen, Jens Andersen, Jacob Pedersen. Som vitterlighedsvidner: N. Wæst og Christopher Schrøder.
Anders Larsen Krack spurgte de tre kirkeværger om sagen mellem Jesper Hansen og Hr. Mahler også var ophævet. De tre mænd kendte intet dertil og mente, at Jesper Hansen og præsten selv måtte blive enige sådan som de var blevet enige med præsten.
Jesper Hansen af Allinge mødte og ville vide om Hr. Mahler var til stede i retten, hvilket han ikke var. Imidlertid havde herredsfogeden fået brev fra amtmanden, at sager mellem præsten og Allinge og Sandvig bymænd heriblandt Jesper Smed ikke skulle føres på nørre herredsting men rejses i det af kongen oprettede kommissariat mellem Hr. Mahler og Allinge Sandvig Bymænd. Jesper Hansen protesterede over denne beslutning, da det var et angreb på hans ære og at han derfor havde ret til at forfølge sagen. Jesper Hansen fik udskrift af tingbogen.

14. september 1736 – pag. 78a

Weidich Hansen fra Hasle på sin moder Helvi’s, sal. Hans Hansen af Olsker, vegne stævnede Thor Jensen i Klemensker for nogle Ællinger tamme eller vilde. De skulle være kommet nu, så enken ville have en forklaring hvorfor de ikke var leveret. Kaldsmændene havde dog ikke stævnet Thor Jensen, men hans søn Claus Thorsen, i samme sag. Som vidne var stævnet Anders Michelsen og Peder Hermandsen fra Klemensker. Thor Jensen var mødt men da han var en enfoldig mand, der ikke forstod sig på rettergangen, ville han først svare på næste ting og han ville have udtog af stævningen for at se om den var lovlig. Han formodede at dommeren ikke ville tillade at vidnerne blev afhørt. Sagen blev udsat.

21. september 1736 – pag. 78b

Anders Larsen Krack havde fået fuldmagt af amtskriver Schrøder at føre sag på hans vegne mod Hans Madsen boende på Dyngegaard i Klemensker, som havde ”ilde medhandlet” svin tilhørende udbygger Jørgen Jørgensen, der boede på Bjergegaards grunden i Klemensker.
Krack spurgte Hans Madsen om han havde den kopi, som stævningsmændene havde givet ham, hvilket han svarede nej til. Kaldsmændene afleverede originalstævningen som blev læst op og påskrevet. Kaldsmændene afgav ed på, at de havde stævnet Hans Madsen og overgivet ham en kopi. Endvidere var Jens Hansen snedker stævnet sammen med sin husbond Hans Madsen for det at de begge havde øvet mod Jørgen Jørgensens svin. Som vidner var indkaldt Johanne, Jens Hansens hustru, til at fortælle om hendes mand og Hans Madsens overfaldt på Jørgen Jørgensen og hans søn. Desuden var indstævnet Jens Jensen på Bjergegaard og Jens Hansen begge fra Klemensker. En attest blev læst og påskrevet. Det var dateret den 6. september og indgivet af udbygger Jørgen Jørgensen til amtmanden, som var blevet videregivet til Amtskriveren til videre påtale. Klagen blev oplæst og påskrevet.
De to beskikkelsesmænd vedkendte sig ordlyden i deres udgivne attest og efter spørgsmål kunne de bekræfte at den omtalte so døde af sine slag. Det ene vidne kunne bekræfte at tre dage før hændelsen blev Jørgen Jørgensens svin ringede.
Dernæst blev Johanne, Jens Hansens hustru, afhørt. Hun fortalte at hun så Jørgen Jørgensens svin gik og rodede på Hans Madsens ager. Hun så også at Hans Madsen gik mod Jørgen Jørgensen. Derefter red Hans Madsen mod svinene, men 2 hunde, som han hissede op til at gå efter grisene. Hans Madsen red op til hendes mand Jens Hansen Snidker, som han bad om at hjælpe med at få grisene ud af hans ager. På marken mødte Jørgen Jørgensen op og de skændtes og de var på vej til korporligligheder med sten og stokke. Jørgen Jørgensens søn kom ridende til.
Vidnet kunne ikke bekræfte at Hans Madsen havde sagt til Jørgen Jørgensen, at han var en tyv og en skælm og at han ikke var spor bedre end hans broder, der var på Bremerholm.
Krack spurgte Jens Hansen om han havde slået Jørgen Jørgensen med sin stigbøjle (Stiesulle). Han måtte indrømme, at han havde slået en gang, men det var først efter at Jørgen Jørgensen havde truet Hans Madsen med en sten, så for at skille dem ad, havde han gået imellem. Han mente ikke, at han havde slået Jørgen Jørgensen og hans svin.
Hans Madsen kunne ikke nægte at han havde slået, og han kunne vel heller ikke nægte, at han havde dræbt Jørgens so. Men han mente ikke at være skyld i ulykkerne.
Krack satte sagen i rette med at henvise til lovens pag. 996 2. artikel for drabet på soen, som takseredes til 3 x 40 lod sølv og desuden 5 mark til Jørgen Jørgensens omkostninger.
Jens Hansen snedker handlede på sin husbondes anmodning, men han må alligevel dømmes efter forordningen, således at han skal betale omkostningerne til amtskriveren og til Krack. Krack lod sagen gå til doms.
Hans Madsen af Klemensker stævnede Jørgen Jørgensen boende på Bjergegaards grund for at hans svin havde op rodet hans jord. Desuden stævnede Hans Madsen Jørgen J. for vold. Som vidner havde Hans Madsen stævnet Jens Hansen og hans hustru, Peder Jensen, Mads Pedersen alle fra Klemensker. Krack protesterede over denne sag, da det var det samme som hans og de samme vidner. Derfor er den ugyldig, hvis ikke at både amtskriveren og Krack blev stævnet i sagen, da de er part i sagen. Dommeren aflyste derfor sagen med henvisning til loven.
Afsagt dom i sagen mellem Christian Steffensen og Ole Hansen.
I sagen om ællingerne meddelte Weidich Hansen på sin moders vegne, at der var indgået forlig med Thor Jensen i Klemensker. Derfor blev sagen ophævet.
DOM – pag. 80a
Ole Hansen fra Melsted i Østerlars sogn havde stævnet Christian Steffensen i Rø for gæld for 11 sld. 1 mk 8 sk. Pengene tilhørte Ole Hansens myndling Ole Ibsen efter skiftet efter Jens Andersen på den 12. vornedgaard i Klemensker. Steffensen havde selv indrømmet gælden, så dommen lød, at han skulle betale tillige med sagens omkostninger.

5. oktober 1736 – pag. 80a

Læst Kgl. Bestalling af dato 14. september 1736 der udnævnte forhenværende kirkeskriver på Bornholm Poul Eskildsen skal være herredsfoged i Nørre Herred, Byfoged i Hasle og Birkefoged ved Hammershus Birk.
Læst kgl. konfirmation af fundats for Enkekassens indretning for civile betjente i Danmark, dat. 30. april 1736.
Mogens Jensen og Mogens Nielsen begge boende i Dalby i Rø lod læse en kontrakt af dato 26. september 1736.
Kgl. holtsførster Kettelsen bad herredsfoged Eskildsen om at få valgt 8 forstandige mænd til at syne Nørreherreds skove hos selvejere og vorneder.
Amtsforvalter Christopher Skrøder stævnede på sit embedes vegne Anthoni Holgersen på den 36. gård i Klemensker og Hans Holgersen på den 37. gård til at høre en opkrævelse på markskel mellem de to gårde. Der skal efterses stabler og stene, der indikerer det rette skel. Der blev valgt 8 mand til at møde på åstedet den 13. oktober.
Anders Larsen Krack mødte på amtskriver Skrøders vegne i sagen mellem Hans Madsen og hans udbygger Jens Hansen og udbygger Jørgen Jørgensen. Krack ville have dom i voldssagen. Regimentskvartermester Linderoed fremviste en tilladelse fra amtmanden om at gå i rette for Hans Madsen, der boede på Dyngegaard i Klemensker. Krack mente at regimentskvartermesteren ikke kunne føre sag for Hans Madsen alene, da sagen også drejede sig om Hans Madsens udbygger Jens Hansen. Det blev afvist af dommeren.
Linderoed stævnede Jørgen Jørgensen for at hans svin havde oprodet Hans Madsens agre. Desuden stævnede Anders Larsen Krack, som var fuldmægtig for amtskriveren i en uretfærdig sag og for ærekrænkende ord. Som vidner var indkaldt Jens Hansen, Mads Pedersen og Peder Jensen alle tre boende på Dyngegaards grunden i Klemensker. Som godvilligt vidne mødte Hans Jensen i Gildesboet i Klemensker og Gotfred Nielsen fra Rø sogn. Krack protesterede mod stævningen og henviste til loven om at et kontravidne skulle omfatte alle vidner fra første ting. Dommeren ville tage sagen i overvejelse til næste ting.
Jens Pedersen fra Rø som nu er ejer af den 7. gård i Rø fremstillede fire mand fra Rø: Peder Pedersen, Hans Larsen, Mikkel Pedersen og Lars Pedersen for retten. Hans Hansen og Jens Larsen fortalte at natten mellem den 17. og 18. februar 1736 ungefær kl. 11 om natten brændte den 7. frivornedgård til grunden. Alt både kreaturer, bæster og sæde og andre husgeråd og boskabsvarer, ”mestendel” opbrændt. Tillige blev enken Karen sal. Mogens Andersen som boede på gården tillige med hendes datter Anna Dorta, som nu er forlovet med Jens Pedersen, ynkeligt forbrændt. Moderen (Karen Larsdatter) døde kort tid efter af sine forbrændinger. Nogle få kreaturer, lidt løsøregods blev udlagt til kreditorer. Gården er i stor gæld. Et tingsvidne blev derefter udstedt til Jens Pedersen.

19. oktober 1736 – pag. 82a

De otte mand, der blev valgt til at skønne Nørreherreds skove aflade deres forretning.
Anders Knudsen fra Rø læste et pantebrev som han havde udstedt til skipper Niels Nielsen i Rønne, dat. 28. september 1736. Han havde lånt 140 sld. i dansk mønt mod pant i den 6. frivornedgaard i Rø, Lindholm kaldet. Herredsfogeden påpegede, at da gården var en frivornedgaard, skulle han lade det læse og påskrive på Landstinget.
Et pantebrev af 22. september 1736 blev læst som viste at Anders Clausen på den 61. gård i Klemensker havde lånt 210 sld. af skipper Niels Nielsen i Rønne mod pant i gården.
I sagen hvor Hans Madsen er anklaget for vold mod Jørgen Jørgensen og Linderoed kontrastævning på Hans Madsens vegne, oplyste dommeren, at Krack kunne færdiggøre sagen mod Madsen og Jens Hansen Snidker. Hvad angår kontrastævningen, så mente dommeren at sagen kunne tillades efterfølgende. Krack påpegede at i kontrastævningen kunne Jens Hansen snidker ikke være vidne, da han således kom til at vidne i hans egen sag. Efter mange lovformaliteter fik Linderoed lod til at føre sine vidner.
Peder Jensen fra Klemensker fortalte at om tirsdagen – dagen efter at episoden med svinene var passeret – mødte han Jørgen Jørgensen Skov på pløjningen. Jørgen fortalte at han havde slået to gange, men han vidste ikke om han havde ramt Hans Madsen eller hesten han sad på. Jørgen Jørgensen havde også sagt, at han havde kaldt Hans Madsen for tyv. Beskyldningen for at være tyv var grundet på en tidligere episode i en tørvegrav. Episoden kunne Krack ikke forfølge, da Linderoed fik held til at forhindre Krack at komme nærmere ind på det, de vidnet ikke var stævnet til det. Peder Jensen havde Jens Hansen Snidkers datter til ægte, hvilken konstatering Krack ønskede at pointere for at gøre Peder Jensen til et villigt vidne.
Næste vidne var Mads Pedersen fra Klemensker, der kunne fortælle, at Jørgen Jørgensens so gik på marken dagen efter, at den skulle være angrebet af Hans Madsens hunde. Krack konstaterede at Mads Pedersen gik med rød kjole og med snoret (?) hat, hvorfor han bad vidnet fortælle om han tjente den svenske eller den danske konge, samt fortælle hvor han opholder sig, boer og bygger, og har sin bopæl enten i Sverige eller Danmark. Vidnet fortalte at skønt han var indrulleret som musketer ved det fynske gevorbene Regiment under hr. oberst Fredrichs Kompagni, så har han bopæl her på landet med sin hustru og børn på Hans Madsens grund i Klemensker, hvor han opholder sig med hans obersts rejsepas og tilladelse.
Dernæst Gotfred Nielsen og Hans Nielsen fra Gildesboet, der var blevet engageret af Hans Madsen til at spørge Jørgen Jørgensen, hvorfor han havde angrebet ham. Jørgen havde fortalt dem, at årsagen var at hans hunde havde bidt hans so, derfor havde han taget en pæl for at slå Hans Madsen på hans pande. Hesten havde forhindret ham at fuldføre hans hensigter. Jørgen Jørgensen havde også fortalt dem, at det var heldigt at Jens Hansen snidker var kommet til og afværget yderligere ulykker. Krack havde været hos Jørgensen og sagt at han skulle tie eller i det mindste vide hvad hans mund sagde. Endvidere fortalte vidnerne, at Hans Madsen havde skudt sine hund, for at der ikke skulle være en risiko for nye skader.
Krack gjorde opmærksom på at det sidste vidne, gevorben i det fynske regimente Mads Pedersen, var gift med søsteren til Jens Hansen snidker og altså var hans svoger og derfor at betragtes som villigt vidne.
Jens Hansen snidker, som var det sidste vidne i Linderoed kontrasag, fortalte at Hans Madsen kom ridende op til sine udbyggere. Samtidigt gik Jørgen Jørgensens 4 svin og rodede på hans mark. Han hissede hundene på dem, og den ene hund bed soen i ørene, hvorfor denne hunde senere blev skudt af Hans Madsen. Jørgen Jørgensen kom ”rendende” med en plovtyv i hånden og var vred på Hans Madsen fordi han havde hisse hundene på svinene. Hans Madsen sagde til Jørgen Jørgensen ”hvorfor skal jeg have så meget fortræd af dig”. Jørgen sagde: ”Hvad siger du din gl. tørvetyv”. Derefter slog Jørgen ud mod hesten med sin plovtyv, som så svejede rundt og hvis den ikke havde gjort det, så havde Jørgen slået Hans Madsen i hovedet. Jens Hansen skilte dem ad ved at gå imellem med en Stiersulle (?), så løb Jørgensen hjem mod sin egen grund. Jens hansen og Hans Madsen satte efter Jørgen Jørgensen, der ville kaste sten mod Hans Madsen. Jens Hansens hustru blandede og sagde, at alt hvad han sagde ville blive husket. Jørgen slap sten og stiersulle (?) (detaljeret beskrivelse)
Krack mindede herredsfogeden om, at Jens Hansen var interessent i sagen, da han var sigtet i den første sag, som Krack havde startet. Sagen var ikke ændret og Krack mente at Hans Madsen skulle betale 3 gange 20 lod sølv og betale svinene efter vurdering og omkostningerne.
Sagen blev udsat til næste ting.

2. november 1736 – pag. 84a

Læst kgl. forordning om supplikker, som pålagde alle interessenter at handle under straf, hvis de ikke oplyser navnene., dat. 7. september 1736.
Læst kgl. plakat og forbud mod fløjl fra udlandet at indføre, dat. 21. september 1736.
Læst kgl. plakat og forbud mod indførsel af Rassker (?) og Caldoner (kaldun? indvolde?), dat. 26. september 1736.
Kgl. forbud mod at bære juveler, guld og sølv suppl. Til forordning 16. april 1736
Læst et skriftlig indlæg fra regimentskvartermester Linderoed for Hans Madsen. Krack lovede at svare på indlægget på næste ting.
16. november 1736 – pag. 84b
Læst pantebrev der viste at Anders Ibsen på den 23. gård i Rø havde lånt 40 sld. af Mogens Pedersen, der boede på Kraagholmsgaarden i Rutsker mod pant i den 23. gård i Rø.
Formanden for de 8 mand Haagen Beck læste deres forretning vedr. skelstene mellem den 36. gård og den 37. gård i Klemensker.
Anders Larsen Krack på vegne af amtskriver Schrøder mod Hans Madsen i kontrasag mod Jørgen Jørgensen frasagde sig sagen, da Jørgen Jørgensen i sin klage havde talt usandhed. Han var ikke så fattig, som han påstod. Hvis Jørgen Jørgensen ville fortsætte sagen, så måtte han selv føre sagen.
Linderoed i kontrasagen læste et indlæg, som skulle medtages i den endelige dom og bad herefter sagen blev ført til doms. Dommeren spurgte herefter Jørgen Jørgensen om han havde noget at tilføje, hvilket han ikke havde, hvorfor sagen blev taget til doms.
Jens Hansen fra Klemensker, der havde stævnet Lars Mortensen og hustru fra Rø erklærede, at de var kommet overens og at han på næste ting ville fremvise deres forlig på den rette sort papir.
Gotfred Nielsen fra Rø stævnede udbygger Ole Peder i Rø for gæld. Ole Pedersen var mødt på tinget og betalte Gotfred Nielsen 4 mark, som var deres mellemværende. 8 skilling ville han betale inden 8 dage til Gotfred for stævningen.
8 mandsforretningen vedr. skellet mellem den 36. gård, hvor Antoni Holgersen boede og den 37. gård, hvor Hans Danielsen boede i Klemensker. Skellet var i Blaakier og synsforretningen skete i overværelse af de to lodsejere og amtsforvalteren. Der var ingen synlige markskel. De fandt nogle, men der var ingen beviser for, at de var de rigtige. De to naboer blev enige om skellet og med begges hænder blev rigtige markstene nedsatte som skelstene. Begge lovede at respektere de nysatte stene som lovlige markskel.

30. november 1736 – pag. 85b

Jens Hansen fra Klemensker, der havde stævnet Lars Mortensen og hustru fra Rø fremviste deres forlig på de rette papir.

7. december 1736 – pag. 85b

Amtsforvalter Schrøder mødte og stævnede to skønningsmænd Peder Øbersen og Peder Christensen, som havde skønnet kongens gård, Pellegaard, den 17. i tallet i Rutsker. De skulle fremlægge deres synsforretning og vedstå den. I samme sag stævnedes sandemand Hans Olsen i Rutsker og kongens fæster Jep Mogensen på den 17. gård, samt Anders Davidsen. De to synsmænd fremlagde deres forretning, som de vedkendte sig. Jep Mogensen vedstod også forretningen og tilføjede, at de seks stolperum hus, der blev omtalt, måtte være et udhus på den 17. gårds grund. Den 17. gård var et ”steel”, altså uden bygninger, hvorfor han havde drevet den 17. gårdsstel fra den 18. gård, hvor han boede og måtte føre en stor del af gødning fra den 18. til den 17. steel, men desuagtet havde gården kun givet lidt korn og derfor måttet så havre på rugjorden. Desuden havde han måtte have sin svigerfader og hans hustru på undentag, hvilket havde været en stor byrde. Hans svigerfader døde samme dag som synet foregik, men hans hustru lever endnu og skal have undentag.
Anders Larsen Krack var tilstede i retten og i amtskriverens påhør ønskede han med en attest under fem hænder at påvise, at den 17. gård var hans rette ejendom, hvorfor han bad om at hans søn Jon Andersen Krack måtte fæste steelen og forsvarligt opbygge gården som det bør at gøres. Og hvis andre bød højere landgilde, så ville han overbyde. Gården ville han helst købe, da det havde være Anders Larsen Kracks forfædres gård under August Dechners tid, hvorfor det var ham meget ønskeligt om gården kunne komme tilbage til slægten. Krack fik tilladelse til at attesten skulle antages mod han betalte 24 skilling i stempel. Attesten viste at Peder Bendtsen måtte gå fra gården fordi han ikke kunne udrede de kongelige skatter. Jep Mogensen mente dog at han havde fæstet gården og at han stod først, hvis der skulle udstedes nyt fæstebrev. Hans søn kunne overtage og bebygge steelen. Dette skulle indføres i panteprotokollen. Jep Mogensen bad om udskrift.

21. december 1736 – pag. 86b

Læst kgl. plakat om højesterets afholdelse i 1737
Læst kgl. forordning om attester som professorer ved Universitetet og som biskopperne skulle indsende til Det danske Kancelli om præsternes lærdom og om udnævnelse til ledige præsteembeder, dat. 2. november 1736.
Læst et købebrev dat. 14. december 1736 ang. Jens Andersen boende på St. Hallegaard i Olsker havde solgt den 13. gårds sæde og adgangsret til Anders Fridrichsen for 50 sld.. Hvilket købebrev skulle indskrives i panteprotokollen.
Læst skødebrev af dato 13. december 1736 som melder at Mikkel Bjørnsen på den 4. selvejergaard i Østermarie havde solgt, skødet og afhændet den 16. gårds gårdssæde og adgang i Klemensker som han havde arvet på sin hustrus Gertrud Pedersdatters vegne. Hun havde arvet sæderetten efter sin sal. moder Maricha Pedersdatter. Sæderetten blev solgt til hans hustrus fader Peder Larsen og hans nuværende hustru Dortha Claus og deres arvinger for 140 sld.
Udbygger Jørgen Jørgensen på Bjergegaards grund i Klemensker foregav at han var blevet venligt forenet med Hans Madsen i Dyngegaard og derfor ikke alene ophæver den sag som Jørgen Jørgensen havde mod Hans Madsen for at have ihjelslået hans so. Han ville ikke længere anke eller have prætention på ringeste måder. Han trak også alle ord og beskyldninger tilbage, som var sket i al ubetænksomhed. Han ville selv påtage sig skylde. Han ville i fremtiden holde kristeligt og skikkelig omgængelse med Hans Madsen og hans udbyggere. Omvendt skal Jørgen Jørgensen eller hans pårørende i fremtiden ikke skal komme dem til last.
Forliget blev udstedt på 24 skillings papir og udskrift til begge parter blev tilladt af herredsfogeden.
Næste års stokkemænd blev valgt. Desuden advaredes Røboernes tingbude, at møde på landstinget den 16. januar 1737.

11. januar 1737 – pag. 87b

Læst et pantebrev udstedt af soldat Anders Jensen på Christiansø havde lånt 64 sld. af Peder Olsen i Tejn mod at sætte 8 skæppe land gl. mål i Grensløkken (?) i Tejn som brugeligt pant.

25. januar 1737 – pag. 87b

Læst kgl. forordning om hvorledes bønderne på landet kunne afholde deres bryllupper, trolovelser og barnedåb på helligdage, samt om deres gilder og gæstebrud, samt spil og leg på de dage skal være afskaffede, og hvis de holde dem, så skulle de ske på søgnedage, men ikke på de dage hvor der var gudstjenester eller hvor det kan forarge menigheden. Dateret 14. december 1736.
Læst kgl. forordning om rettens skriverembeder, hvad de skulle nye og hvilke skriverpenge de måtte modtage, samt deres opgaver ved skiftekommissioner og at føre protokollerne. Dat. 21. december 1737.

8. februar 1737 – pag 88a

Læst skøde og købebrev som viste at Weidich Haagensen i Rutsker havde solgt et stk engebund NV for Hestehaven på ½ læs til Rasmus Pedersen for 10 sld., dat. 6. februar 1737.
Tingbudene i Rø stævnede Gotfred Nielsen i Rø for skipper Robert Robertsen i Rønne for gæld. Gotfred Nielsen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udsat.

1.marts 1737 – pag. 88a

Robert Robertsen fra Rønne var ikke mødt for at forfølge sin sag mod Gotfred Nielsen, Dommeren pålagde skipperen at møde på næste ting, hvis han ville kræve sin ret.

15. marts 1737 – pag. 88a

Læst et pantebrev dat. 1. marts som viste at Ole Jørgensen i Risby i Klemensker havde lånt 100 sld. ag Andris Kofoed i Rønne mod pant i Ole Jørgensens gård, den 54. selvejergaard i Klemensker.
Anders Larsen Krack fremviste en fuldmagt udstedt af amtskriver Schrøder til på hans og kongens vegne at føre sag mod Anders Mogensen i Rø sogn. Krack lod læse en memorial udstedt 28. februar af sognepræsten Mahler til amtmand West, om at Anders Mogensen havde villet voldtage Stenner Engelbreths datter Marta under et høstgilde den 20. januar hos Anders Pedersen på Bækkegaard i Olsker (16. gård). Endnu fremlagde Krack amtmandens missive til amtskriveren om at forfølge voldtægt sagen.
Krack havde stævnet Anders Mogensen, samt vidnerne: Hans Rasmussens hustru fra Rø, Bendt Olsens hustru fra Olsker. Jon og Lars Andersen Krack var stævningsmænd da Martha skulle indkaldes til at forklare ”samme sags beskaffenhed”, at besvare spørgsmål og høre på beviser.
Anders Mogensen, der var til stede, blev spurgt om han havde været i laden eller stalden hos Anders Pedersen i Olsker sammen med Stenner Engelbreths datter Marta. Han bekræftede det. Han var gået igennem laden sammen med Marta. På spørgsmål om han havde voldtaget Marta, svarede han nej og sagde, at det ville ingen ”kunne godtgøre”. Han benægtede at han ville ”ligge hos pigen”. Krack ville vide, hvad han gjorde ved pigen da Hans Rasmussen hustru råbte ”ved døden, at han skulle lade hende blive”. Det svarede han ikke på, men sagde, at de skulle Hans Rasmussens hustru selv forklare og bevise.
Vidnet Karen Bendt Olsen på Langgaards grunden i Olsker fortalte, at hun og Hans Rasmussens hustru var til høstfesten den 20. ferbuar på Bechegaarden i Olsker. Om aftenen, da månen var stået op, ville skyde genvej gennem den vestre lade, hvor de opdagede at døren var lukket og de kunne fornemme, at der var nogen derinde. De fik døren op og hørte at Marta sagde ”Holden Skich”, andet hørte hun ikke, hverken råb eller skrig. Hans Rasmussens hustru sagde så: ”Anders er du her inde, gaar du i Krogene med Pigerne?” Krack spurgte vidnet hvad det var for små piger der gik over gården med dem. Vidnet svarede. Vidnet svarede, at så vit hun erindrede, var den ene sal. Jens Andersen pige på Bækkegaard og den anden var Thor Larsen i Skrubbe og begge var små. Hun kunne ikke sige, hvad Marta sagde, da de kom ud af laden, da hun ikke så da de kom ud, da hun var inde og lagde i kakkelovnen. Hun kunne ikke ”gøre noget tøche” om Anders Mogensen ville voldtage Marta, fordi døren var til lukket. Hun kunne heller ikke vide, og Anders Mogensen havde lukke Marta inde i laden med magt. Krack pålagde vidnet og de øvrige vidner om at komme på næste ting. Anders Mogensen blev pålagt at lægge kaution, således at han kunne komme hjem og pløje, da foråret stod for døren.
Ole Jørgensen fra Klemensker var nu mødt og tilstod pantebrevet (se ovenfor)
Claus Mogensen af Sandvig stævnede Bendt Pedersen i Klemensker for resterende herredfoged-kornskæppe i hans afdøde fader Mogens Clausens tid og de sidste 16 år. Altså krævede han 16 skæpper korn. Bendt Pedersen ville svare på næste ting.

29. marts 1737 – pag. 89b

Sagen mellem skipper Robert Robertsen i Rønne og Gotfred Nielsen fra Rø blev ophævet.
Endvidere blev sagen mellem Claus Mogensen i Sandvig og Bendt Pedersen i Klemensker i gældssagen, om herredsfogedens skæppekorn, ophævet.
Anders Larsen Krack på amtskriverens vegne mødte i voldtægt sagen mod Anders Mogensen i Rø og forhørte sig om vidnerne var mødt. Hans Rasmussens hustru var ikke mødt, selvom at hun havde lovet tingbudene det. Marta Stennersdatter var mødt.
Marta Stennersdatter bekendte at hun på høstgildet på Bækkegaard i Olsker den 20. februar ungefær to timer på aftenen, da hun var ved den vestre låge til gården, mødte hun Anders Mogensen, der spurgte om hun ville gå med ind om Porten, uden han sagde ”noget uskikkeligt”. Og da han talte tog han hende i hånden og trak hende ind i fæhuset. Hun forsøgte at vriste sig fri, men han slap hende ikke. Han sagde ”om du vil lyde mig, saa skal jeg lyde dig igen i al de ting du begærer af mig”. Da bad hun igen om at slippe. Det gjorde han ikke, men sagde til hende at det skulle blive bedre for hende end som hun troede. Da ”gjorde han sin begiering”. Hun forsøgte at komme ud af døren, men han slog hende omkuld. Lagde sig over hende og hendes hoved. Hun kæmpede i mod og kom op, men ikke fra ham. Han lod sig falde og trak hende ned over sig. Hun råbte om hjælp, men han begyndte at trække hendes tøj af og ville krænke hende med vold og magt ligge hos hende. Det varede en halv time og da kunne man høre et menneske udenfor i gården. Så slap han hende, men truede hende til at tie. Da hun kom ud var hun fra ”sind og sands af slig medfart, hvilken alteration holdt hende fra onsdag til lørdag middag, da hun skulle gå til skrifte om Søndagen”. Hun gik til alters men havde det ganske elendigt og måtte gå til sengs og lå der i tre uger. Men hun var ikke helt sikker på at det var Anders Mogensens ”ilde haandtering af hende”.
Hun havde fortalt sin fader om hvad der var sket samme aften. Han var med til høstgildet og sad i stuen. Hendes fader havde talt med Anders Mogensen, men hvad de talte om, vidste hun ikke. Anders Mogensen kom ind i stuen og ”Svor og bandede”, medens han sagde, at der var nogen der havde ”løyet paa ham”. Bendt Olsen kone sagde til Marta Stennersdatter, gå ind og forsvar din ære, for nu vil han gøre det til løgn alt sammen, for jeg var med og hørte alt det det skete. Da gik Marta ind i stuen og sagde til Anders Mogensen, at hun vil møde ham på tinget og der ville hun anklage ham for voldtægtsforsøg. Derefter for Anders ud af stuen og ind ad krobhuset. Så talte de ikke længere med hinanden. Hun viste et blåt forklæde, som hun havde haft på den aften at Anders ville hende ”slemt begiære”. En syning var i stykker og der var skarn eller møg på. Det samme var sket med hendes skørt. Marta ville afgive sin korporlige ed på, at hun har berettet sandt.
Sagen udsat til næste ting.

12. april 1737 – pag. 90b

Erich Hansen boende på Splidsgaard i Klemensker lod læse et afkald og kvittering udgivet af hans bror Peder Hansen på Skovsholm i Ibsker, hans svoger Johan Lorentsen Arbro i Rønne og svogeren Jochum Thisen i Svaneke alle sal. holtsførster Hans Erichsens efterladte arvinger, af dato 8. marts 1737. Kvitteringen viste at Erich Hansen havde udløst alles arv, som de havde stående i den 25. gård Splidsgaard i Klemensker, hver 225 sld. i alt 625 sld.
Dernæst blev læst en kontrakt af dato 28. december 1736 mellem sal. holtsførster Hans Erichsens efterladte hustru Sissel Pedersdatter Lesler og hendes søn Erich Hansen på Splidsgaard om undentag og årlig afgift gældende for hendes livstid.
Anders Larsen Krack af Rutsker mødte på amtskriverens vegne i sagen mellem Marta Stennersdatter og Anders Mogensen. Sagen er nu ved et missive fra amtskriveren udsat til næste ting. Imidlertid indfandt sig vidnet Kirstine Hans Rasmussen fra Rø, men afhøringen måtte udsættes til næste ting.

3. maj 1737 – pag. 91a

Læst kgl. forordning om hvordan dannefæ skal forstås – ref. til ovens 5 bog 9. kapitel 3 artikel., dat. 22. marts 1737.
På kgl. amtskrivers vegne erklærede Anders Larsen Krack, at sagen mod Anders Mogensens hvor han anklagedes for voldtægtsforsøg mod Marta Stennersdatter, er blevet forliget og at der ikke skulle afsiges dom. Årsagen var, at det ikke kunne ”fuldkommelig bevises”, så sagen måtte ophæves.
Mogens Pedersen, der boede på den 2. gård i Rutsker, Tornegaard, stævnede kvartermester og sandemand Hans Olsen i Rutsker, boende på den 14. gård, Peder Christensen på den 15. gård, Hans Christensen på den 1., Jens Pedersen på den 47. gård, Anders Larsen Krach på den 11. gård i Rutsker. Alle var stævnet til at fortælle om den store skade han, Mogens Pedersen, havde lidt natten mellem den 21. og 22. januar, da to af hans lader blæste omkuld. Kvartermester og sandemand Hans Olsen fortalte at de to læger blæste i ”bund og grund baade hovedtømmer, tag og tagredsel”. Den ene længe var kun 4 a 5 år siden den blev opsat. Hver længe var på 8 stolperum. Foderet blev bortblæst, nemlig småhalm, samt sæd, der lå i strå, kom til at ligge under åben himmel i regn og sne. Kreaturerne måtte han tage ind i Stegerset. De øvrige vidner bekræftede dette vidnes udsagn. Vidnerne bekræftede at han havde mange stedbørn og at han stod i stor gæld og måtte svarede 17 sld. 2 mk i rente årligt foruden kgl. skatter og kontributioner. Mogens Pedersen fik udstedt et tingsvidne.

10. maj 1737 – pag. 92a

Læst kgl. befaling til amtmand West og stiftsbefalingsmand Gersdorf ang. at enhver magistratsperson og rettens betjente skulle gøre regnskab til amtstuen efter forordning af 23. december 1735 om Justitskassen., da, 24. august 1736.
Læst kgl. reskript til stiftsamtmand Gersdorph af dato 1. december 1736 ang. håndværkere som bor i købstæderne i Danmark ”bliver gjort Indpadts (?) af de på landet boende med mere”.
Endnu læst kgl. Reskript af dato 11. januar 1737 om at håndværkere der står i melitien ikke må bruge deres håndværk alene ved regimentet. De må ikke arbejde hos mestre mod løn som en svend.

24. maj 1737 – pag. 92a

Intet for retten at føre.

31. maj 1737 – pag. 92b

Læst kgl. anordning og reglement om sørgedragt og hvad slags klæder man skal bære., dat. 3. maj 1737.
Læst kgl. anordning om hvordan man skulle forholde sig til kontakt til Danzi og Køningsberg og de omkringliggende steder, samt passagerer og varer fra disse steder. Der var udbrudt ”pollen og græssende farlige og smitsomme sygdom”, dat. 13. maj 1737.
Mogens Larsen fra Rutsker på Risegaard lod læse en kontrakt af dato 31. maj 1737 oprettet mellem ham og hans forrige hustrumoder Ellen sal. Anders Hansen giver og forærer sine to døtres børn, nemlig Anders Mogensen og Signe Mogensdatter 140 sld. som hun havde til gode hos sin forrige dattermand Mogens Larsen.
Sognepræst til Klemensker Christian Opdall stævnede sognedegnen Lund i Klemensker for ulovlig skovhugst i præstegaardsskoven og hjemføre træer selv efter at tre mand havde forbudt ham at gøre det. Som vidner stævnedes Peder Brand og Anders Gammelsen udbyggere på præstegaardens grund, Hans Clausen, Peder Nielsen, tjenende på præstegaarden. Degnens udbygger Jørgen Olsen og degnens tjenestedreng Peder Jensen havde været med til at fælde og hjemtage træerne. De blev stævnet til at fortælle om deres gerning.
Opdal ville erhverve sig et lovligt tingsvidne.
Degnen protesterede på det kraftigste af flere grunde: Stævningen var ikke på stemplet papir, i strid mod loven, det var imod ”Monitum Synodi Ishmael” 1736 lov pag. 15, artikel 15, fordi det var år og dag siden og til sidst, fordi skovvæsenet havde tilladt det. Dommeren afviste degnens klage, da det er en sag og et tingsvidne, som han formoder skal føres til den gejstlige domstol. Vidnerne kunne afhøres.
Vidnet Peder Brandt skulle fortælle, hvor mange træer der var blevet fældet efter at den tidligere præst Eliass død. Elias enke havde bedt Peder Brandt om at undersøge hvem der havde fældet nogle asketræer i præsteskoven og at sende bud til holtsførsten. Han havde sammen med Anders Gammelsen talt fire fældede træer, to af dem var fjernede og to lå tilbage. Det var de største træer i skoven. Holtsførsten havde vurderet størrelsen til 6 bondelæs. Vidnet kunne huske 34 år tilbage og træerne havde stået i den del af skoven, som hørte præsten til. Vidnet havde ikke set degnen havde bortført træerne. Båden han og Anders Gammelsen havde været bud for præsteenken og den afdøde holtsførster Erichsen til degnen om ikke at fjerne de omhuggede tre træer.
Vidnet Anders Gammelsen bekræftede Peder Brandts vidnesbyrd. Vidnet havde set at degnens dreng og udbyggeren havde stået og hugget på træerne i degnens gård. Præsten Opdahl havde spurgt dem, hvem der havde givet dem ordre på at hugge, Drengen Peder Nielsen og udbyggeren Niels Pedersen havde sagt at det var på befaling fra degnen, men henvist for øvrigt til deres husbonde, degnen. Gammelsen havde været med præsten hos degnen, da præsten ville forbyde videre træhugning. Degnen havde bud præsten ind i stuen, men præsten havde sagt nej, han ville ikke ind hos en trætyv, hvorefter degnen havde sagt, om han var en trætyv, så var præsten en skovtyv. Gammelsen kunne huske 20 år tilbage i tiden og i den tid var skoven, hvor de blev hugget, brugt af præsten.
Vidnet Hans Clausen på Ladegården, som fortalte at i de tre år han tjente på præstegaarden, var skoven og engen under præstegaarden. Han havde været med da holtsførsten Erichsen havde synet træerne og det blev da konstateret, at de var blevet fældet af Hans Larsen Smed og Peder Jensen og derefter på vogne ført til degnen.
Vidnet Peder Nielsen fortalte at de tre træer var hjemført af degnen, der selv var med, sammen med Jørgen Jepsen og Peder Jensen, der kørte vognene. Kunne også berette om præstens ord og trætyv til degnen og hans modsvar var at præsten så var skovtyv. Vidnet havde for 3 år siden tjent præsten og da var der ingen tvivl om ejendomsretten til skoven.
Vidnet Jørgen Ibsen vedkendte sig, at han havde ført de tre træer til degnen, men han sagde, at træerne var hule indeni. Han havde slået en jernkile i træet for at kunne slæbe det.
Peder Jensen tilstod at han på degnens befaling fra hans husbonde, at havde været med til fældningen.
Degnen Lund bad om at han måtte svare på næste ting inden et tingsvidne blev udfærdiget.

7. juni 1737 – pag. 94b

Degnen Lund bad om udsættelse af sagen, som sognepræsten Opdal havde startet mod ham. Han havde søgt biskoppens betænkning i sagen, som han mente burde være med det første skib. Det var præsten ikke tilfreds med og dommeren gav ham tilladelse til at få et tingsvidne, hvortil præsten leverede papir.

21. juni 1737 – pag. 94b

Hans Jensen fra Pliegaard, den 33. gård i Olsker kom og læste et pantebrev af dd, der viste at han havde lånt 140 sld. af Peder Jensen i Rosendale i Rutsker mod pant i den 33. gård.

5. juli 1737 – pag. 94b

Ingen sager at føre.

26. juli 1737 – pag. 95a

Kgl. reskript om at betlere ej må opholde sig på kroer. Dat. 28. januar 1737.
Læst amtmandens reskript ang. håndværkere på landet, dat. 14. maj 1737.
Læst kgl. reskript ang. ang. håndværkere på landet, som kan gøre håndværkere i købstæderne forprang., dat. 1. juni 1737.
Læst et pantebrev på 140 sld. der viste, at Jens Larsen på den 31. selvejergaard i Rutsker havde lånt penge af løjtnant Mads Clemen Engel i Hasle med underpant i Jens Larsens gård, dat. 12. juli 1737.

2. august 1737 – pag. 95a

Læst kgl. reskript om hvilke bøder der tildømmes Vor frelsers kirke på Christianshavn eller justitskassen, dat 10. maj 1737.

23. august 1737 – pag. 95b

Læst kgl. reskript af 24. august 1736 ang. justitskassen.
Læst. Kgl. plakat om forbud at messingplader og andet uforarbejdet messing samt messingtråd ikke må indføres fra fremmede lande, dat. 12. juli 1737.

30. august 1737 – pag. 95b

Læst et skøde og købebrev af dato 26. august 1737 udgivet af Erich Pedersen på den 41. gård Klingegaard i Rutsker som viste, at han havde solgt til ungkarl Jens Pedersen i Rutsker og hans forlovede, Erich Pedersens datter, Karen Erichsdatter, den 41. gård for 440 sld.
Læst kontrakt mellem Erich Pedersen og hans tilkomne dattermand Jens Pedersen ang. at Erich Pedersen og hans hustru Boel Larsdatter skal nyde, bruge til avl og dyrkning den halve del af den 41. gård, så længe de lyster. De skal yde den halve del af alle reparationer og den halve skat. Derefter skal de have undentag så længe som de lever. Jens Pedersen lovede at betale til den yngste søn Jens Erichsen 20 sld. som en gave når han blev fuldmyndig. Der skulle ikke betales renter deraf.

13. september 1737 – pag. 96a

Der var igen sager for retten.

20. september 1737 – pag. 96a

Holtsførster Kettelsen bad at få valgt 8 mand til at syne herredets skove. De 8 mand skulle møde den 24. september på Simblegaard.
For retten kom Claus Petersen fra Rø, der havde stævnet Jep Esbersen skomager boende i Klemensker ang. 2 får som Claus Pedersen havde fundet hos Anders Michelsen boende på Høgegaard i Klemensker. Jep Esbersen havde kommet med to får, det ene for at den kunne få en vædder. Nogen dage efter kom Jep Esbersen med et gimmerlam. Anders Michelsen havde givet ham lov, da han sagde, at lammene var hans egne og tav med, at han havde taget dem fra Claus Petersen. Senere sagde han at fårene havde hans hustru fået af hendes bror Anders Ibsen i Stenby. Esbersen mente at kunne bevise, at det hvide lam var kommet fra hans svigermoder i Stenby.
Et nyt vidne Clemmed Mortensen, som fortalte, at han var blevet bedt af sandemanden i Klemensker om at følge med ham til Anders Michelsen i Høgegaard for at bese de to får som Jep Esbersen havde gående der. Anders Nielsen fra Vestermarie var også tilstede og han kunne fortælle at han havde givet Jep Esbersen et lam for et år siden og et i dette år, men han og Clemed Mortensen kunne ikke bevise, at det var de to, som gik hos Anders Michelsen. Han mente ikke at de havde to sorte pletter på ørene. Det samme fortalte et andet vidne Bendt Hermandsen, Jep Esbersen ville ikke svare på disse påstande, men ønskede at vente med at svare til på næste ting. Sagen udsat til næste ting.

4. oktober 1737 – pag. 97b

Læst kgl. forordning om hvorledes der betales auktionssalær, jordegods, tiender og deslige forpagtninger skal betales, dat. 19. juni 1737.
Læst kgl. forordning om delinkventers forrettelser, og de henrettedes begravelser, dat. 9. august 1737.
Læst kgl. patent ang. påbud og anstalter ved den i Polen og andre østersølandes grasserede sygdomme, der er gjort og at de tidligere regler, der er indført vedr. de fra Danzi, Køningsberg og andre steder ankomne skibe og passagerer, er ophævede fra 1. september 1737. Dateret 9. august 1737.
Læst kgl. forordning ang. forskud til det i København oprettede alm. magasin for indenlands fabrikerede uld og silke. Dat. 26. august 1737.
De 8 mands forretning vedr. herredets skoves tilstand blev fremlagt og påskrevet.
Læst pantebrev af dato 30. september 1737 udgivet af Poul Pedersen på den 30. gård i Rutsker, som viste at han havde lånt 100 sld. af Anders Mogensen på den 46. gård, mod pant i den 30. gård.
Anders Larsen Krack i Rutsker fremlagde amtmandens tilladelse, at han må gå i rette for Jep Esbersen Skomager i Klemensker i den sag hvor Claus Petersen i Rø havde beskyldt ham for tyveri af to får. Anders Larsen Krack spurgte Jep Esbersen om ikke det var sandt, at han havde købt de to får medens de var lam for ca. 2 år siden og om han var villig til at aflægge sin korporlige ed derpå. Han havde for 2 år siden købt i alt fire lam af henh. 2 af Anders Nielsen i Vestermarie, et af Anders Ibsen i Stenby i Rø og et af Thomas Larsen i Olsker. Han var villig til at afgive ed derpå, hvis han blev tilladt det, samt at de tre kunne stævnes for at bekræfte købet. Krack ville have dommerens tilladelse til at få stævningen gjort, hvorfor han bad om udsættelse i sagen. Krack spurgte sandemand Anders Pedersen om han vedstod sit forrige vidnesbyrd, samt som han havde været ”fornærmet” af Jep Esbersen ved tidligere tyveri eller andet? Sandemanden svarede, at det ofte var sådan, at han blev tilkaldt når der var mistanke om tidligere tyveri, men han kunne ikke sige, hvem der havde udbredt det rygte om Jep Esbersen. Men han var ikke vidende om tidligere tyverianklager.
Claus Petersen havde to vidner: Peder Jensen fra Nyker og Hans Petersen fra Rø, hvilke to vidner blev separerede inden afhøringen. Peder Jensen fortalte at Jep Esbersen havde fortalt, at de to får som blev fundet hos Anders Michelsen i Klemensker, havde han fået af sin moder Kierstine Jens Peders i Nyker til hjemgift. Krack ville ikke godtage vidnet, da han var gift med Claus Petersens hustru. Krack ville for øvrigt se ”kosterne”, altså fårene på tinget, således at dommeren kunne se med egne øjne de kendemærker, som vidnet påstod, at de havde.
Det andet hjemmelsvidne, Hans Petersen, var Claus Petersens broder. Han vidnede at Claus Petersen havde haft 7 får, hvor de fire var blevet borte inden de var blevet ringede. Han havde set fårene hos Anders Michelsen og at de var tyvstjålet fra hans broder.
Krack ville sagsøge Claus Petersen for usandhed og falsk anklage, og han krævede at han skulle stille kaution for at dække hans omkostninger, Dommeren ville tage hele sagen til eftertanke indtil næste ting.

18. oktober 1737 – pag. 99b

Læst kgl. patent ang. udsendelse af en særdeles fiskal, der skal overvåge enhver handel i hvert stift. Dat. 30. august 1737.
Læst kgl. forordning om at forordningen fra 7. november 1682 om ligs begravelse – særdeleshed den 4. artikel om ligkisters brug – skal efterleves i Danmark og Norge
Anders Larsen Krack på kongens amtskriver Schrøders vegne fremviste en ordre om at føre sag mod Jørgen Hansen Skrub i Klemensker og Hans Wefstsen i Rutsker angående lejermål.
Krack stævnede Jørgen Hansen Skrub for lejermål med Malene Hansdatter. Jørgen Hansen Skrub nægtede at have noget med Malene at gøre. Krack spurgte Jørgen om han havde begået lejermål tidligere eller om han havde været beskyldt for det. Han svarede at han for 30 år siden blev beskyldt og dømt for lejermål med Grete Larsdatter af Klemensker, hvorfor han blev dømt til at gå på fæstningen på Christiansø indtil han fik sine bøder betalt, men dommen blev ikke eksekveret da han med flere andre blev sendt til Kastellet i København, hvor han var, som de andre, i 6 uger. Krack spurgte ham om han ikke en anden gang var tiltalt. Jørgen fortalte at han var beskyldt for at være Margrete Larsdatters barnefader. Han fik ikke lov til at gøre sin ed om sin uskyldighed, men det fik han, da sagen gik til Landstinget. Nu tredje gang blev han atter beskyldt for lejermål, som han ikke havde begået.
Krack fremlagde en attest fra sognepræsten Prahl i Ibsker og Svaneke til amtskriver Schrøder. Heri fremgik det, at Malene Hansdatter havde bekendt for præsten, at Jørgen Hansen Skrub var hendes barnefader, attesten er dateret 27. september 1737. Jørgen Hansen sagde, at han var en fattig mand og intet kendte sit forsvar, men alene, at han tilbød at gøre sin ed. Krack på amtskriverens vegne på det kraftigste modstod Jørgens ønske om at aflægge sin korporlige ed. Jørgen Hansen ville have udsættelse, således han kunne lade udgå et stævnemål.
Anders Larsen Krack stævnede Hans Wefstsen på den 13. gård i Rutsker for at have begået lejermål med sin (tjeneste)pige. Krack fremlagde sognepræsten i Rutsker og Hasle Poul Pascholands attest, dateret 9. oktober. ”Hans Wefstsen kunde iche Nægte at hand jo hafuer haft omgengelse med bm sin tienestepige, og derfor underkaster sig hans Kongl. Mayst. Allern. Lov”. Krack fremlade derfor sin anklage og påstand: Wefstsen skulle dømmes efter loven pag. 945, artikel 24, samt 4 rigsdaler til amtskriveren for omkostninger.
Anders Larsen Krack, som ellers havde fået amtskriverens tilladelse til at den sag for Jep Esbersen, meddelte, at han frasagde sig opgaven, da han ikke kunne afgive ed på at føre en retfærdig sag. Jep Esbersen måtte selv føre sin sag. Claus Petersen stævnede Anders Ibsen fra Stenby i Rø til spørgsmål om, at de to får havde tilhørt ham. Desuden stævnede han Anders Nielsen fra Vestermarie om at svare på spørgsmål. Ingen af de stævnede var mødt. Sagen udsat.

25. oktober 1737 – pag. 101a

Læst en kopi af kgl. reskript under amtmandens hånd ang. en behøvende debet til det indenlands oprettede fabrik, dat. 22. oktober 1737.
Anders Larsen Krack på amtsforvalter Schrøders vegne ville høre om nogen havde oplysninger om Hans Wefstsens lejermål i sit ægteskab, som han havde begået med sin tjenestepige Elne Nielsdatter. Hans Wefstsen var ikke mødt. Hvorfor dom blev afsagt: Amtsforvalter Schrøder på sit embedes vegne. Hans Wefsten skulle dømmes efter loven pag. 934 og 935 artikel 1, at udstå kirkens disciplin og derefter lovens pag. 245 artikel 24 når først al rigtig og bevislig gæld er fratrukket, samt omkostninger til dommens afsigelse i alt 3 rdl., at straffes på sit gods og penge, dets yderste formue. [Se skiftet LS 35 Side 179. 1737. 10. Okt.]
Amtsforvalterens lejermålssag mod Jørgen Hansen Skrub, lod Anders Larsen Krack udsætte til om 14 dage, da Jørgen Hansen havde bebudet ”kald og varsel”
For retten mødte Rasmus Pedersen og hans hustru, der boede på Bendt Pedersens grund i Klemensker, som tilkendegav, at de var blevet stævnet af kaptajn Jørgen Olsen Sonne i Nyker for at have ”i heftighed med nogle usømmelige ord” mod kaptajnen. Rasmus Pedersens hustru stod nu for retten og bad om forladelse og tilbagekalder hvert ord hun havde sagt. Kaptajnen var fornøjet med undskyldningen og ville lade forseelsen passere. Han bad om udskrift af hendes undskyldning.
Jep Esbersen tilrettelagde sit indlæg i den sag hvor Claus Petersen beskyldte ham for tyveri af to får.. Claus Petersen afhørte nu Anders Ibsen, som skulle være den der havde givet Jep Esbersen det ene får. Anders Ibsen tilstod, at han havde givet Jep Esbersen et gimmerlam, der var mærket med <\>. Claus Petersen havde nu de to får med på tinget og bad Anders Ibsen om at udpege hvilket af de to får, det kunne være. Anders Ibsen kunne ikke udpege fåret, da det ikke havde hans mærke. Claus Petersen ville til næste ting komme med sin skriftlige påstand.

2. november 1737 – pag. 101b

Læst et afståelsesbrev, hvor ungkarl Morten Mortensen, der boede hos sin stedfader Jep Esbersen i Klemensker, afstår sin ret til den 6. gårds sæde til Anders Michelsen.
Claus Petersen ville aflægge sit skriftlige indlæg mod Jep Esbersen vedr. de to får, som han var blevet frastjålet, men da Jep Esbersen, som var arresteret, ikke var blevet transporteret til tingstedet, så kunne han ikke fremlægge sine påstande. Dommeren foreslog Claus Petersen at han skulle søge amtmand West om han ville pålægge vagten at samme Jep Esbersen skulle bringes til tinget til næste tingdag.

8. november 1737 – pag. 102a

Anders Larsen Skrub på amtsforvalterens vegne ville have at sagen mod Jørgen Hansen Skrub skulle føres videre. Jørgen Hansen Skrub havde stævnet amtsforvalter Schrøder for ikke at måtte afgive benægtelsesed i den lejermålssag, som han er blevet sigtet for. På amtsforvalterens vegne påpegede Krack at loven pag. 30 artikel 2 at stævningen ikke kunne accepteres som lovlig, Dommeren mente ikke at stævningen kunne ”kuldkastes”, dels fordi han ingen citant havde for at forsvare sig, dernæst at Malene Hansdatter ikke havde en kendt bopæl eller logement, men at hun gik rundt på landet og betlede sit brød. Man kunne ikke vide hvor hun skulle stævnes. Krack spurgte Jørgen Skrub om han var gift da det omtalte lejermål skulle være begået. Jørgen svarede, at han var blevet gift sidste fastelavn og indtil da havde været enkemand siden pinsedag sidste år. Krach spurgte ham om han var blevet beskyldt for lejermål siden dengang han blev dømt til at arbejde på Christiansø. Hvortil han svarede nej. Derefter blev han spurgt om han kunne ”med en frelst samvittighed” gøre sin ed på, at han ikke havde haft omgængelse med Mallene Hansdatter. Jørgen svarede at det kunne han. Herefter afgav han sin korporlige ed.
Krack ville alligevel afsige sin kendelse over Jørgen Hansen Skrub. Han mente at man ikke kunne betragte Jørgens ed som gyldig, da han to gange tidligere havde været beskyldt for lejermål. Han ville have dom i sagen. Hvilket skete.
Claus Petersen fra Rø mødte i sagen mod Jep Esbersen. Claus Petersen aflagde ed på, at de to får, som var fundet, tilhørte ham. Endvidere havde han stævnet Thomas Larsen i Olsker angående et får, der skulle være et af de to genfundne får. Thomas Larsen kunne ikke genkende fåret. Herefter aflagde Claus Petersen sit skriftlige indlæg i sagen. Desuden fremlagde Claus Petersen et regnskab på sagens omkostninger. Arrestanten Jep Esbersen bad om at få indført et lille svar i protokollen. Han besværede sig over, at hans gods var registreret [skifteprotokollen landsogne nr. 35 Side 344. 9. december 1737] og han derfor intet havde at leve af. Jep Esbersen ville have udsættelse og svare på næste ting. Det kunne dommeren ikke tillade, da det ville betyde yderligere omkostninger. Sagen blev optaget til doms.

15. november 1737 – pag. 103a

Læst kgl. reskript af dato 26. august 1737 om forskud til det almindelige Magasin for indenlandske fabrikationer.
Anders Thommesen af Rutsker sogn som var værge for sal. Mogens Hansens søn Morten Mogensen af Olsker sogn opbød hans arv fra den 17. januar 1735. Den bestod af 51 sld. 1 mk 6 sk. som penge og boskabsvarer. Han tilbød andre at overtage arveposten mod behørig rente.
Kgl. byfoged i Rønne Caspar Lorents Barsøe havde fået amtmandens pålæg om at dømme i sagen mellem Jens Pedersen Rytter og Dorte sal. Peder Hansen i Allinge. Poul Eskildsen protesterede over, at være taget af dommersædet, da han ikke var part i sagen.
Henrik Falch på vegne af Dorte sal. Peder Hansen begge af Allinge stævnede Jens Pedersen, Brogaard i Olsker. Jesper Hansen i Allinge havde, efter Jens Pedersens ønske og amtmandens tilladelse, fået opgaven at føre Jens Pedersens sag. Jesper Hansen protesterede over Falchs kald og varsel, da sagen allerede var stævnet og dømt af Kapitelretten i Rønne, hvorfor han mente at sagen burde føres til højere ret og ikke til herredsretten. Henrik Falch erkendte at sagen var ført i kapitelsretten, men at dommen ikke havde udmålt Jens Pedersens straf for de gerninger han havde begået mod Dorte, hvorfor sagen måtte efterfølges af en civilretslig domstol. Dommeren dømte sagen for lovlig, men at Falch skulle fremlægge Kapitelsdommen og fremlægge sin fuldmagt på 24 skillingspapir. Og han påpegede at sagen nødvendigvis ikke førte til domsfældelse af Jens Pedersen.
Jesper Hansen ville have at Henrik Falch angav hvilke forhold som Dorte sagsøgte ham for og hvilke vidner Falch ville have fremstillet. Falch mente, at sagen var klar efter Kapitels domsrettens kendelse fra den 24. oktober hvor Jens Pedersen blev mulkteret til enken Dorte 12 rigsdaler til omkostninger for den af Jens Pedersen forvoldte sag. Pengene var ikke betalt eller fyldestgjort. De to prokuratorer var uenige om hvilke sikkerhed de havde i at føre sagen. Jens Pedersens formue var uvis og Dortes gods var pantsat til Hermand Bonde Mortensen i Rønne. Henrik Falch mente, at Jens Pedersen burde arresteres, hvis ikke han kunne stille borgen for sagen. Dommeren henstillede til at begge parter burde have midler til sagen, hvorfor han nu ville sætte sig ind i sagen, hvorfor den blev udsat i 14 dage.
Den arresterede Jep Esbersen burde have været fremstillet, men var ikke ankommet trods det sene tidspunkt. For omkostningernes skyld blev dommen alligevel afsagt:
DOM – pag. 105a
Udbygger Claus Petersen i Rø havde stævnet udbygger Jep Esbersen Skomager i Klemensker. Jep Esbersen havde ladet to får gå hos Anders Michelsen i Klemensker. Får som Claus Petersen mente var hans. Jep Esbersen havde ført ”hjemmelsmænd”, der havde udtalt at de havde givet Jep fårene, men som Claus Petersen fik draget i tvivl og efterhånden bevist, at Jep Esbersen havde løjet i retten. (Sagen er godt beskrevet i dommen) Jeps hjemmelsmænd frafaldt deres første vidnesbyrd efter de på tinget havde efterset de to får, der blev fremvist i retten. Jep Esbersen havde fået Anders Larsen Krach til at føre sin sag, men han trak sig som forsvarer, da det viste sig, at han ikke kunne stå inde for Jeps troværdighed. Claus Petersen fremlagde et skudsmål udstedt af adskillige folk i Nørreherred om at Jep Esbersen var berygtet for tyveri. Dommeren brugte lovens pag. 969, art. 2 og pag. 972, art. 10 og dømte fårene at tilhøre Claus Petersen og at Jep Petersen skal dømmes efter lovens pag. 983 og 084 art. 32 at miste sin hud for første gang tyveri. Dernæst efter lovens pag. 986 art. 39 at betale igæld og tvegæld som beløber sig til 3 rdl. og hans hovelod at være hans herskab hjemfalden. Processens omkostninger var 13 rdl. 5 mk 8 sk skal først fratrækkes hovedlodden. Hvis ikke at Jep Esbersen kunne betale omkostningerne kunne Claus Petersen søge amtmanden om hjælp efter loven af 27. september 1732.

22. november 1737 – pag. 106a

Læst kgl. patent om den nedsatte general kirkeinspektion som skal have opsyn med kirken og gejstligheden, dat. 1. oktober 1737
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1738.
Læst kgl. forordning om desertion og munderingsforhandling, dat. 18. oktober 1737.
Anders Thomsen fra Rutsker lod opbyde børnegods for anden gang.
Herredsfogeden Casper Lorents Barsøe overtog dommersædet. Henrik Falch fra Allinge på Dorte sal. Peder Hansen af Allinge fremlagde Kapitelsdommen afsagt i Rønne Kirke den 24. oktober og bad om at udsnit af dommen skulle oplæses.
Henrik Falch afhørte Jens Pedersen (Brogaard). Jens Pedersen kunne ikke huske hvor mange dage der gik, fra da han tog sølvbægeret med de tre kroner og silketørklædet, til han leverede det tilbage. Endvidere vedkendte Jens Pedersen at han havde bedt sin broder Hans Pedersen om at gå til enken Dorte og tage en kiste, hvori han havde en ren skjorte.
Jesper Hansen på Jens Pedersens vegne ønskede at gøre benægtelses ed, at han aldrig med tanker eller gerninger har borttaget noget fra Dorte af skillings værdi. Mht. den sæd han havde taget fra hendes hus var for hesteleje, som han ydet, da han førte hendes hø til hendes hus. Den anden påstand, som Henrik Falch havde udtalt vedrørende Ja-gaven, så var alt aftalt mellem Jens Pedersen og Dorte Peder Hansen, hvilket kunne bevises af de mennesker, der var tilstede ved præstens trolovelse af Jens Pedersen og Dorte. [se Hammershus Birks tingbog for 7. oktober 1737 Pag. 410b]. Henrik Falch mente at der i den gejstlige Kapitelsdom nøje var beskrevet, hvad Jens Pedersen havde gjort sig skyldig i, hvorfor han bad om udsættelse til næste ting, hvor han så ville forklare, hvad sagen egentlig drejede sig om.

6. december 1737 – pag. 107a

Dom afsagt i sagen hvor Amtsforvalteren sigtede Jørgen Hansen Skrub for lejermål.
Anders Thomsen opbød for tredje gang børnegodset. Ingen tilbød at overtage godset, hvorefter han fik udstedt et tingsvidne.
Dommersædet blev overtaget af Casper Lorents Barsøe. Kaptajn Bidstrup på sin steddatter Anne Dorte sal. Peder Hansens vegne og bekendtgjorde at hendes fuldmægtig Henrik Falch var rejst til Rønne efter øvrighedens ordre. Bidstrup fortalte at der på Birketinget var stævnet til tingsvidne erhvervelse, hvorfor han bad om sagens udsættelse. Jesper Hansen protesterede og disputerede om sagens fejlagtige håndtering. Han mente ikke at Dortes stedfader Bidstrup kunne agere som prokurator, da hun både havde en fuldmægtig og en lauværge. Endvidere ville han fremstille et vidne kornet Cronberg, der skulle kunne påvise rytter Jens Pedersens uskyld. Dommeren ville undersøge sagen til næste ting.
Anders Larsen Krack var mødt og da han erfarede, at der allerede var udstedt dom mod Jørgen Hansen Skrub, så fremlagde han sit regnskab for sagen, samt ønskede dommen beskreven.
DOM – pag. 108b
Amtforvalteren havde anklaget udbygger i Klemensker Jørgen Skrubbe for lejermål med ”et løst kvindfolks person” ved navn Malene Hansdatter. Da amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Anders Larsen Krack havde nægtet Jørgen Skrubbe at måtte afgive ed på sin uskyld, så havde han kontrastævnet amtsforvalteren for denne beslutning. Herefter kunne Jørgen Skrubbe afgive ed på ”at han aldrig nogensinde med dette omløbende Kvindfolk havde haft legemlig omgængelse i aller ringeste måde”. Dommeren kunne ikke andet end at frikende ham for lejermål. Omkostningerne ophævedes på begge sider.

13. december 1737 – pag. 109a

Læst pantebrev som viste at Christen Rømmer Hansen, boende på Stangegaarden i Klemensker, havde lånt 100 sld. af Thor Hansen i Nyker.
Læst et købe- og skødebrev på den 35. gård i Rutsker Ulleholstgaarden kaldet (Aahalsegaard), der viste at Lars Hansen havde solgt sæderetten og gården til sin dattermand Hans Adolfsen for 149 sld., dat. 12. december 1737.
Stokkemændene for 1737 blev afløst af stokkemændene for 1738.
Casper Lorents Barsøe i sagen mellem Dorte sal. Peder Hansen og rytter Jens Pedersen. Kaptajn Bidstrup, Dortes stedfader, mødte og angav, at amtmand West havde foreslået et forlig mellem parterne, således at amtmanden i ”meget honette folks overværelse” lovede at ”cavere” for de 10 rdl. samt lovet at alt gods, som nævnt i Kapitles dommen, ville blive tilbageleveret. Bidstrup indgik forliget på sin steddatters vegne og ophævede sagen. Amtmandens missive er indskrevet i tingbogen. Den beordrede dommer ville blive betalt for rejser og umage med 6 rdl. betalt af amtmanden.
Jesper Hansen indgik forliget på rytter Jens Pedersens vegne. Jens Pedersen er på hans foresattes ordre rejst fra landet og det formodedes, at han nu var tiltrådt sin tjeneste ved regimentet. Jesper Hansen mente at sagen fortsat ville blive ført ved Hammershus Birketing, hvorfor han mente at sagen endnu ikke var ophævet. Den beordrede dommer Barsøe frasagde sig derefter sagen.

10. januar 1738 – pag. 110a

Peder Larsen fra Olsker og lod læse et købe og skødebrev af 12. december 1737 udgivet af Lars Jensen, nu boende på 33 gårds grund i Olsker, der viste at Lars Jensen havde solgt hans sæderet til den 24. gård i Olsker til Peder Larsen mod at han (Lars Jensen) og hans hustru begge på deres livstid skal have et på gårdens grund beliggende udhus til brug og dyrkning.
Dernæst læstes en kontrakt mellem Lars Jensen og Peder Larsen, at det på den 24. gårds grund beliggende udhus med tilliggender måtte han bruge uden ringeste afgift.
For retten kom Anders Jørgensen boende på den 51. gård Kæmpegaard i Klemensker fremstillede fire mand, der med deres saligheds ed bevidnede den ulykkelige skadelige ildebrand, der skete natten mellem den 11. og 12. december Gården nedbrændte på nær fire stolperum med nyt tømmer, men dog beskadiget. Al sæd, alt foder brændte, således at han intet havde til sine kreaturer, som alle blev bjergede og anbragte hos godtfolk. Meget lidt boskabsvarer blev reddede, men slet intet kød eller føde. Nu er der stor elendighed for den arme mand, hustru og fem små børn. Han havde intet sædekorn nu når våren kommer og intet foder til kreaturerne at drive jorden med. Anders Jørgensen fik derefter et tingsvidne.

24. januar 1738 – pag. 110b

Intet af for rette.

7. februar 1738 – pag. 110b

Intet.

21. februar 1738 – pag. 111a

Intet.

14. marts 1738 – pag. 111a

Læst et pantebrev af dato 10. marts 1738 der viser at Jens Larsen, der boede på den 31. selvejergård i Rutsker havde lånt 60 sld. af Mads Clemmen i Hasle mod pant i gården. Pantebrevet blev underskrevet af slægtning Jørgen Pedersen Møller og Peder Pedersen.
Læst et købe- og skødebrev af dato 7. marts udgivet af løjtnant Hans Mortensen boende på den 18. gård i Olsker til hans dattermand Erich Pedersen. Bakkegaard i Olsker og alt tilliggende ejendom og sæderet blev solgt for 420 sld. til Erich Pedersen og datteren Marta Margrete Hansdatter.
Anders Larsen Krack af Rutsker producerede et missive af amtskriver Schrøder, der viste at han skulle føre en sag for amtskriveren mod Gotfred Nielsen i Rø for det at han og hans hustru for kort tid siden havde overfaldet og ”ildeslaget oc medhandlet en fattig Enche i Østerlars med navn Kirstine sal. Jens Nielsen, da hun sistleden kom til Gotfred Nielsen for at vilde Randsage efter sine Klæder oc ringe formue som hende af tyfachtige Mennisker var fra stollen med meere”.
Krack fremlagde en memorial indsendt af enken Kirstine til amtmanden angående hendes bortstjålne midler, samt om Gotfred Nielsen og hans hustru behandling af hende, da hun ville ransage efter sine små midler, som hun havde mistet. Klagen var dateret den 19. februar 1738.
Endvidere blev fremlagt en ransagningskendelse udstedt af kvartermester og sandemand Lars Pedersen i Rø fra den 23. januar 1738. Kirstine sal. Jens Nielsen havde fået tilladelse til ransagning hvor hun ville i Rø sogn.
Krack beviste at han med kaldsmænd havde stævnet Gotfred Nielsen og hans hustru på den 19. gård for at have taget enkens klæder med videre. Endvidere var ransagningsmændene Jens Pedersen, Hans Larsen, Anders Mogensen, Hans Nielsen skomager og Niels Jensen alle fra Rø for at vidne om samme sag og til at fortælle hvad der var sket under ransagningen.
Krack spurgte enken Kirstine, som var for retten, om hvordan hun blev bestjålet af tyve. Hun fortalte, at da hun kom hjem var låsen anbragt på end anden måde end da hun gik ud på marken. Haspen var brudt op. Dagen før hun var blevet bestjålet, havde hun været hos Gotfred Nielsen. Da hun skulle gå, blev hun spurgt om hun gik helt hjem den aften, hvilket hun ikke mente hun kunne nå. Gotfred havde sagt, at nogen sikkert ville stjæle fra hende. Krack spurgte hende hvad hun havde fundet under ransagningen hos Gotfred Nielsen. Han sagde, at hun fandt et brugarnslagen, som lå sammenrullet i Gotfred Nielsens senges hovedgærde. Lagnet havde hun gemt til sit dødsleje. Desuden havde hun fundet en del af hende ublegede lærred, som var syet til et forklæde. Hun havde sammenlignet lærredet med noget hun havde tilbage, hvor det tydeligt ses, at det var ens. I krobhuset ville hun søge videre, men blev overfaldet af Gotfred og hans hustru. De slog hende til blods, så slemt, at hun havde været ganske svag siden og vidste ikke om hun ville komme sig over det. Hvis hun døde, så var årsagen de mange slag hun havde fået. Hun havde råbt og skreget og var blevet reddet af Hans Larsen og Anders Mogensen, som hun havde haft med. De fundne ting, som hun havde lagt på bordet kom bort. Gotfred og hans hustru kaldte hende for en hore og tyvetaske.
Krach spurgte Jørgen Hansen og John Andersen om hvad Gotfred Nielsen havde svaret, da de stævnede ham til tinget. Gotfred var ikke hjemme, men hans hustru havde sagt at det var ej mere end ”at æde et smør oc Brød” [Måske hentydning til at enken gik og tiggede]
Herredsfogeden efterlyste Gotfred Nielsen om han var tilstede. Det var han ikke, men hans hustru oplyste, at hendes mand ville svare på næste ting.
Krach afhørte fire vidner: Hans Larsen, Anders Mogensen, Jens Pedersen og Niels Jensen. Vidnerne blev separerede. Hans Larsen fra Rø. Niels Jensen og enken havde bedt ham om at følge med til ransagningen. Han ville ikke med førend han fik ransagningskendelsen læst op (han kunne ikke læse) Anden gang enken kom, var Jens Pedersen med, og han kunne læse sedlen for vidnet. Dernæst gik de til Jens Nielsen, der var nabo til Gotfred Nielsen og videre til Gotfred Nielsen. Da de fem mand og enken kom til Gotfred Nielsen og begærede at ville ransage, havde Gotfred sagt ”Ja gierne i Guds Naun, hvad der er inden huse skal jeg være mand for”. Det første sted som enken ville søge i Gotfred Nielsens seng. Gotfred sag på forsædet i stuen ved bordet og hans hustru sad ved kakkelovnen og havde et lille barn i skødet. Det første lagen hun fandt har ikke hendes, men anden gang hun se i sengen fandt hun et hørgarnslagen i hovedgærdet som var sammenviklet. Gotfred havde rejst sig og gik mod senge og sagde til enken ”Kiendes ickun ved det om du tør. Jeg skal følge dig saa lenge ieg har 1 skilling, husker du iche da ieg hialp dig med stuen (?) nu lønner du mig der fore. Saa toug Enchen bm. Lagen oc lagde det paa Gotfreds bord, da sagde hun til mændene tager væll vare derpa og lad ingen tage det fraa jer. Daa suarede Gotfred søn nemlig Fridrich og sagde til Enchen, leg haanden paa det oc sig det er dit, saa skal jeg sætte hende, nemlig Enchen, paa min Slæde oc Kiøre hende til Rønne, oc bad saa Gotfreds datter, hans søster ved naun Catrine, at hun skulde strax lade ham bekomme øgen for sin Slæde.” Enken fandt et blaagarnslagen i den lille seng og lagde det på bordet ved det andet. Gotfred sagde: ”Din Tyfuetaske kommer du oc vil beskylde os for tyfueri, husker du daa du gich igiennem almindingen om Natten, oc hafde din broder med dig oc kom iche hiem førend dend anden dag sollen var oppe” Saa sagde Enchen: Min broder, huad var det for en, da sagde Gotfreds hustru: Maaske du du kiender iche din broder i Ibsker sogn. Daa sagde Enchen min Broder i Ibsker sogn huad fanden er det for en”. Derefter gik enken hen og fandt en særk. Vidnet så ikke hvor hun fandt den i stuen. Enken lagde det på bordet og viste mændene, at det var ens med hendes forklæde. Vidnet kunne ikke helt se om det var samme ”søm for søm”.. Enken gik dernæst ind i det lille kammer som kaldtes krobhuset, Niels Jensen og Jens Pedersen gik med. Vidnet blev nægtet af Gotfred at gå med, da det var nok med de to mænd. Gotfred og hans hustru lukkede døren. Han hørte Gotfred hustru skrige, da kom alle igen ind i stuen og Gotfred sagde til enken: ”Slaar du en heen konne, saa skal defuelen besette dig, oc daa kom Gotfred, hans hustru oc Enchen i samme stue at slaas, huilchet de holt ud saalenge de self skildtes ad, der paa naar saa var skilt disse 3de brugte munden mod hinanden, oc sagde Gotfreds hustru til Enchen: Du slog først, efter Contra, dend anden sagde hun slog først, der til Enchen igien sagde til Gotfreds hustru, at du slog først, huor til hun taude stille, dog siden sagde til Enchen, du slagit mig under øret, huilket enchen dertil suarede, det kunde vel være, huor paa at Gotfreds hustru bad dem drages til minde. Der nest Gotfred N. reyste sig oc støtte til Enchen med sin Fod for Mauen, der efter greb hand Enchen med Henderne oc slog hende blodig, oc Gotfreds hustru hialp til med, saa væl som Gotfreds søn var oc iblandt, oc da Raabte Enchen at de som var til stede ville hielpe oc redde hende, huilket oc saa skete. Mens vidnet sagde til Jens Pedersen, som hos var, at det var bæst at lade dem drages for nu har de got fat, daa sagde dend ene Randsagningsmand Jens Pedersen, at de som var i Stuen skulde drages til mindes huorledes til gich, huor paa at Enchen blef sloppen af de som hafde hende fat, oc gick hen til bordet, oc saa paa det linned som hun hafde kiendt sig ved, da sagde Gotfred: Vilt du kiendes ved det som kiendes ved det, at Vi kand faae det af bordet, ligeledes anden gang med de ord til at være dig at ieg iche trecher denne af dig oc tog saa fat i hendes trøye, huor paa enchen toug i de sig vedkiendte lindklæder som laa paa Bordet oc skud dem ad bordet til Gotfred oc sagde: tag dem lige som du har Ret til dem, huor paa samme lindklæder slap af bordet bort. Derefter kom en af Gotfreds børn ind i Stuen oc sagde at Enchen gich omkring of saae børnene i Rumpen om huad Hosser de hafde paa, huor til Gotfred sagde: Pine død, det skulde hun oc haffue Rap forre oc siden da Enchen igien Indkom sagde Gotfred til sin Hustru: Konne gach oc hent mig It glas brendeVin, saa skal defuelen besette hende, Daa brendeVinet Indkom vilde Gotfrid at Enchen skulde driche oc hun undskyldte sig oc vilde iche driche, idaa Gotfrid med disse ord bandede, Jo min siæl skal du driche, daa maatte Enchen driche. Naar alt dette skeet var, gich de der fraa baade Enchen oc alle Randsagningsmendene, oc da de udkom sagde Enchen til mendene, Jo sandelig var det mine Klæder ieg kiendes ved, mens iche torde tage dem der fraa formedelst trusel oc undsigelser med hug oc slag”
Krack spurgte vidnet Hans Larsen om han kunne huske, at Gotfred under ransagningen havde sagt at han havde købt 30 alen lærred da han var i København. Det kunne vidnet ikke erindre, men huskede at da han og flere var mødt til afhøring hos ”højøvrigheden” [hos Amtmanden] havde hørt at Gotfred havde sagt, at han havde købt 18 alen lærred i København. Krack spurgte om vidnet kunne bekræfte, at enken var slået af Gotfred og hans hustru. Det bekræftede han. Enken fremviste nogle at de klæder hun havde haft på. Alle mennesker kunne se, at de synes, at de var temmelig blodig.
Dernæst fremkom vidnet Jens Pedersen fra Rø. Han var kommet til ransagningen efter enkens ønske og kendelse, Da de kom ind til Gotfred, ville Gotfreds hustru forhindre at enken søgte i sengeklæderne. Han havde sagt, at det skulle enken have lov til. Enken tog et lagen og lagde det på bordet, ligeledes med et lagen og en særk af ubleget lærred. Enken havde et forklæde med sig af samme slags som. De synes ens. Gotfred sagde, at han havde købt 30 alen lærred i København af samme slags. Dernæst gik enken, Gotfred og hans hustru ”teppede” (dvs lukkede døren efter sig). Vidnet havde protesteret, da han mente at ransagningsmændene skulle med. Gotfred havde tilladt 2 mænd at gå med, men så ville han ”teppede døren”. Vidnet havde ikke tilladt dørlukningen, men at den skulle stå åben. Derefter kom der mange skældsord og så slog Gotfreds hustru enken ”under øret” og ”den anden slog igen. Der blev råbt, men han kunne ikke sige hvem der råbte til hvem. derefter kom de stridende igen ind i stuen. Her fik enken ”en temmelig hoben hug” først af Gotfred, siden sagde Gotfred til sin hustru: ”Hent mig en stob brendeViin at jeg kand faae moed I mig, saa skal hun faa skam oc han bandende meget ilde”. Brændevinen drak han selv. Derefter gik Gotfred og hans hustru mod enken og slog hende ganske ilde, så hun blødte. Vidnet bad Gotfred om at stoppe. Han bad de tilstedeværende at huske hvad der var sket.
Krack spurgte vidnet hvor det fremtagne klæde blev af. Han svarede, at det vidste han ikke bortset fra, at Gotfred og hans hustru havde taget dem bort. Jens Pedersen fortalte, at Gotfred Nielsen havde sagt, da han var i forhør hos amtmanden, at han havde købt 18 alen lærred i København af samme slags som enken havde udpeget som hendes. Desuden bekræftede han, at det som enken havde sagt til amtmanden om mishandlingen, var rigtigt og desuden var det sandt, at Gotfred havde kaldt hende for en tyvetaske og en hore.
Dernæst blev Anders Mogensen fra Rø afhørt. Han fortalte at han ”stod oc torsk” hos Jens Nielsen, da han blev bedt om at følge med og ransage hos Gotfred Nielsen. Da de kom ind hos Gotfred, så undersøgte enken først et brugarnslagen, men som hun ikke ville vedkende sig. Derefter fandt hun et andet brugarnslagen, der var sammenviklet. Det vedkendte hun sig og lagde det på bordet. Hun bad mændene som hun havde med sig, at tage vare på det. Vidnet så at enken kom med et andet lagen, som han lagde på bordet. Så kom enken med en særk, som syntes ubleget. Den mente hun også var hendes, hvilket hun mente, at kunne bevise med et forklæde, som hun havde med sig. Det havde den samme bredde og finhed som særken. Han kunne fortælle, at Gotfred nævnte, at han af samme lærred havde købt 30 alen af i København. Dernæst gik Gotfred, hans hustru, enken og Jens Pedersen og Niels Jensen ud i krobhuset. Vidnet ville også gå med, men blev afvist af Gotfred Nielsen, som ville slå døren til. Jens Pedersen forhindrede det, da han sagde, at alle skulle kunne se hvad der foregik. Vidnet så at Gotfreds hustru slog enken og skælde hende for at være en hore og tyvetaske. Derefter kom de alle igen ind i stuen. Gotfred begyndte at skælde på enken og kaldte hende flere gange for hore og tyvetaske og sagde ”At jeg skal følge dig saa lenge jeg har en skilling i lommen”. Derefter bad Gotfred sin hustru at hente han en stob brændevin, ”saa skulle fanden regire hende”. Gotfreds søn Fridrich sagde til sin far, at hvis enken skulle ”lægge hånd på klæderne” (altså udpege dem som sine) så ville han lade spænde for sin slæde og køre hende til Rønne. Han bad sin søster at spænde for. Enken turde ikke lægge sine hænder på klæderne, da hun allerede havde fået så mange hug. Vidnet kunne ikke gengive alle ord og trusler, som der blev sagt, men enken fik så mange hug og slag så blodet kom gennem hendes klæder og hendes hue faldt af hovedet. Enken råbte om hjælp da Gotfred slog hende med knyt næve i hovedet. Gotfreds hustru fik dem skilt ad, da hun sagde at han ikke skulle slå hende så meget. Enken ville så se på Gotfreds hustrus ”oplod” hun havde på sig. Hustruen sagde ”kandskee du kiender ved den”? Dernæst sagde enken at hun skulle trække den af sig. Gotfred rejste sig fra bordet og tog et krus og sagde: ”at han skulle slaae hende i sit hofued der med om det skulde end koste hannem 10 daler”. Gotfreds hustru fik afværget det. Da stødte Gotfred med foden til enkens mave, så hun styrtede til gulvet op mod stuedøren. Dernæst spurgte Gotfred enken om hun turde vedkende sig klæderne, der lå på bordet, som sine. Enken sagde: Tage det, som du havde ret til.
Derefter gik enken og folkene ud af huset. Enken sagde at det var hendes klæder, men hun turde ikke tage dem ”formedelst videre trebulation oc ofuer faldelse”. Vdnet fortalte at hos amtmanden havde Gotfred sagt, at han havde købt 18 alen lærred og ikke som han havde sagt i huset 30 alen.
Næste vidne var Niels Jensen. Han fortalte at enken var kommet til ham efter hun havde fået en seddel af sandemanden. De havde ransaget nogle steder inden de kom til Gotfred Nielsen. Gotfred havde sagt ”Ja, ransag i Guds navn”. Da de kom ind i huset søgte enken og fandt et lagen hun ikke kendte. Derefter fandt hun et hørgarns som lå sammenviklet. Det kendte hun. Gotfred og hans hustru ville taget de fra hende, men fik det ikke. Enken lagde det på bordet og bad de medfølgende mænd at passe på det. Derefter fandt enken et andet lagen i en anden seng i stuen. Derefter en ny særk, som hun sammenlignede med et forklæde hun havde med sig. Enken, Gotfred Nielsen og hans hustru gik sammen med vidnet og Jens Pedersen ind i krobhuset. Intet fandtes der. Imidlertid begyndte Gotfreds hustru at skælde enken ud for at være en hore. Da begyndte de at sloges, men hvem der begyndte vidste vidnet ikke. De kom ind i stuen, hvor Gotfred hustru slog enken så hun blev blodig på hendes kinder og hue var faldet af. Gotfred slog enken i dørken med knyt næve. Dernæst bad Gotfred sin hustru at hente brændevin, ”så han kunne få mere i sig saa skall defuelen faare i hende”. Så kom enken med særken, hvorefter Gotfred sagde, at han havde købt 30 alen i København. Så så vidnet at Gotfred støtte til enken med hans fod så hun styrtede op til døren. Gotfred sagde om hun sagde hun ejede disse klæder, så skulle han trække hendes trøje af. Gotfreds søn sagde om hun fortsat påstod, at klæderne tilhørte hende, så ville han køre hende til Rønne på slæden, Han bad søsteren at spænde for slæden.
Krack spurgte vidnet om den ”opleed” som Gotfreds hustru havde på. Vidnet mente at høre enken sige ”at hun gad noch haft den oc det var ligegot hun skulde drage den af sig”. Vidnet mente, at Gotfred selv tog tøjet fra bordet, men hvor han gjorde af det, vidste han ikke. Vidnet bekræftede hvad enken havde sagt udenfor Gotfreds hus.
Det udeblevne vidne Hans Nielsen Skomager blev pålagt at møde på næste ting.
Krack konstaterede, at de fire afhørte vidner nogenlunde var enslydende og at det dermed beviste, at Gotfred havde handlet groft og ilde mod den fattige enke fra Østerlars Kiersten sal. Jens Nielsen.
Krack fremlagde en udskrift af en landstingsdom fra 30. juni 1723, der viste hvorledes Krack behandlede folk.
Enken var tilstede og ville angive sin store svaghed som hun angav skyldtes Gotfreds spark med fod og sko i hendes mave eller bug. Siden den tid kunne hun ikke holde på sit vand. Hun var skrøbelig og vidste ikke Enken tilbød at aflægge ed på sin forklaring til amtmanden. Hun var overbevist om at klæderne tilhørte hende. Desuden ville hun afgive ed at Gotfreds voldsomme hug og slag. Hun var ikke overbevist om, at hun ville leve til næste ting. Da hun tilmed boede langt borte i Østerlars og havde ingen til at hjælpe sig, mente hun at eden skulle aflægges nu.
Dommeren kunne ikke tillade det, da hun var var anklageren i flg. Loven pag. 116 art. 5.
Krack ønskede udtag at det der var indført i tingbogen og ville føre sagen videre på næste ting.

21. marts 1738 – pag. 117a

Krack ville have det sidste vidne Hans Nielsen skomager fra Rø afhørt i voldssagen mod Gotfred Nielsen, men han var ikke mødt. Dommeren pålagde atter Hans Nielsen at møde på næste ting.
Krach mindede dommeren på, at de fire første vidner havde bevist at Gotfred Nielsen havde groft overfaldet enken Kirstine sal. Jens Nielsen fra Østerlars da hun ledte efter sine bortstjålne klæder og midler. Han mindede herredsfogeden om, at enken fortalte, at hun næppe overlevede de slag som Gotfred Nielsen havde givet hende. Om hun døde, så var Gotfred Nielsen skyldig i hendes død. Krack – på amtsforvalterens vegne – fremlagde et skudsmål om Gotfred Nielsen, dat. 18. marts. Krack mente, at Gotfred Nielsens bo skulle registreres og han selv arresteres. Han ønskede interlocatoria kendelse for at kongen ikke skulle lide skade på sine interesser og bøder.
Gotfred Nielsen bad om at få udsættelse af sagen i tre uger, således han kunne nå at stævne vidner og vidnesbyrd som beviser hans uskyld. Det udstedte bænkebrev var kun et bænkebrev, som ikke burde forhindre ham i at udføre sagen. Han var en fattig bondemand, der havde altid betalt de kongelige skatter. [Bænkebrev er et vidnesattest udstedt hjemme og som ikke kunne antages på tinget – alm. i 15 og 1600-tallet]
Dommeren svarede på Krack indførte interlogorerede kendelse. Han havde den 20. marts skrevet til amtmanden om hans beslutning om vurdering og arrest på Gotfred gods. Mht arrest på Gotfreds person henviste dommeren til lovens pag. 137 4 art., men han skulle først have amtmandens svar. Med hensyn til den irettelagte vidne eller attest, så kunne dommeren ikke modtage den før end den blev beediget og vedstået i retten. Mht Gotfreds ønske om udsættelse i tre uger, så skulle Krack acceptere sagens forlængelse jfr. loven pag. 51 og 52. Krack ville ikke acceptere udsættelsen i tre uger og han mente at Gotfred skulle stille kaution, hvis ikke han skulle arresteres, Endvidere ville Krack rådføre sig med sin principal, amtsforvalteren, og svare endeligt på næste ting,
Henrik Falch fremviste amtmandens fuldmagt til at gå i rette mod Jens Pedersen i Olsker og Jesper Hansen i Allinge. Falch på amtmandens vegne stævnede Jens Pedersen på Brogaard og Jesper Hansen fra Allinge efter amtmandens ønske. Jesper Hansen protesterede og ville have stævningen lyst død og magtesløs, da han var bondemand i Allinge og skulle stævnes til birketinget. Falch henviste til at Jesper Hansen havde forsvaret Jens Pedersen og at det var den sag, som sagen drejede sig om.
Jesper Hansen påpegede at det var en sag der først lige var begyndt, nemlig den sag mellem amtmanden og kgl. rytter Jens Pedersen, der havde sin start med oberstløjtnant Cronbergs søn kornet Cronbergs sag. Den sag som Jesper Hansen havde som forsvarer for Jens Pedersen, var sagen mellem ham og Dorta sal. Peder Hansen i Allinge. Den sag ophævede amtmanden den 13. december 1737 ved et pålagt forlig med amtmandens ansvar. Jens Pedersen var bortkommanderet og Jesper Hansen havde frasagt sagen og intet mere med den at gøre. Falch nævnte, at Jesper Hansen ikke dengang accepteret forliget. Jesper Hansen ville ikke videre beskæftige sig med den gamle sag, men sagde, at han skulle stævnes i den nye sag om han skulle svare. Dommeren mente nok, at Jesper Hansen var beordret forsvarer for Jens Pedersen i sagen mellem Jens Pedersen og Dorta, men det friholdte ham ikke for ansvar i den nye sag, som udspringer af den forrige. Jesper Hansen kunne ikke svare for Jens Pedersen, med mindre han blev pålagt det. Falch.
Dommeren bad Jens Pedersen om at træde frem. Hverken han eller noget på hans vegne var mødte. Agen udsat til næste ting.

28. marts 1738 – pag. 119b

Anders Larsen Krack var i retten på amtsforvalterens vegne i sagen om Gotfred Nielsens overfald på Kierstten sal. Jens Nielsen fra Østerlars. Han havde tilrettelagt et sognevidne eller vidneattest af dato 18. marts 1738 udgivet og underskrevet af 34 sognemænd fra Rø. Han ville bede om at de 34 mænd mødte på næste ting og afgav ed på deres vidnesbyrd i egen person på næste ting. Dommeren tillod at de 34 mand mødte på tinget om 14 dage og afgav ed på deres attest, som skulle læses op. Tingbudene skulle sørge for at indkalde vidnerne på kirkestævnet eller hvor det kunne finde sted. Krack udsatte sagen.
Imidlertid indleverede Hans Nielsen Skomager fra Rø et skriftligt indlæg på 6 sk. papir fra Gotfred Nielsen som blev læst og påskrevet. Krack bemærkede, at Hans Nielsen Skomager nu agerer som fuldmægtig for Gotfred Nielsen. Hvorfor Krack pålagde Hans Nielsen at fremlægge tilladelse fra amtmanden til at agere som fuldmægtig.
Henrik Falch mødte på amtmandens vegne og ville høre om nogen ville svare for Jens Pedersen. Jens Pedersen var med rejsepas fra øvrigheden rejst fra landet. Ingen indfandt sig. Henrik Falch ville sætte sagen i bero til næste ting. Herefter ville han give sin kendelse.

11. april 1738 – pag. 120a

Læst kgl. reskript af dato 10. januar 1738 til amtmand West vedr. de Lybske handelsfolk.
Læst kgl. patent ang. mandskab, der havde stået i konges krigstjeneste ved land og søetaten i 14 år, skal nyde friheder som forordningen af 29. december 1732 bevilger.
Læst kgl. forordning angående de sager som enten hans kgl. majestæts betjente for kongens gods eller proprietærer for sit eget gods forsages at føre for at holde mandskabet samlet til landmilitens konservation, skal ved session påkendes og afgøres, af dato 31. januar 1738.
Læst kgl. anordning om betaling ved Notarial Instrumenter og beskikkelser, som for dommes og tingsvidners beskrivelse ved underretterne både i købstæder og på landet i Danmark og Norge, København undtaget, samt for borgerbreve og deres beskrivelse, Dat. 31. januar 1738.
Læst kgl. forordning om pantebøgers og de der afgivne ekstrakters tilforladelige indrettelse og behandling. Dat. 7. februar 1738.
For retten kom Anders Larsen Krack på Andris Kofods af Rønnes vegne og læste et pantebrev dat. 31. marts 1738 udgivet af Hans Jørgensen på den 34. gård i Rutsker til Kofoed. Jørgensen havde lånt 240 sld mod pant i den 34. selvejergård, Hans Jørgensen var svag, så han havde givet Anders Larsen Krack fuldmagt til at bekræfte pantebrevet.
På amtsforvalter Schrøders vegne kom Anders Larsen Krack i sagen mod Gotfred Nielsen og hans hustru. Krack irettelagde det skudsmål eller vidneattest som 34 sognemænd fra Rø havde udgivet ”om Gotfred Nielsens omgængelse og forhold” af dato 18. marts 1738. Krack bad om at vidneattesten kunne læses på tinget og indføres i sagen. Følgende var mødt: Kvartermester og sandemand Lars Pedersen, Christen Hansen, Fridrich Møller, Fridrich Poulsen, Rasmus Nielsen, Hans Pedersen, Hans Rasmussen, Jens Pedersen, Anders Ibsen, Peder Pedersen, Lars Mortensen, Niels Sønnesen, Hans Pedersen på Kraagegaarden, Hans Hansen, Hans Pedersen på den 12. gård, Hans Larsen, Hans Pedersen på Smedegaarden, Niels Rasmussen, Jens Jensen, Lars Esbersen. Alle 20 mand havde underskrevet. Sandemand Lars Pedersen og Fridrich Fridrichsen Møller læste attesten op og alle 20 afgav deres ed.
Krack spurgte Gotfred Nielsen om han forlangte at resten af medunderskriverne skulle læse attesten op og afgive ed. Gotfred Nielsen svarede ”at de maatte læsse dend for Retten saa mange som de kunde”. Derefter læste Fridrich Poulsen, Jens Pedersen, Lars Mortensen, Christen Hansen, Anders Ibsen, Rasmus Nielsen, Peder Pedersen og Hans Pedersen attesten. Nu indfandt Lars Pedersen sig som også læste den op. 11 mand havde nu læst den op og de øvrige 10 mand kunne ikke læse men de bekræftede efter lovbogens forklaring attestens indhold. De udeblevne 13 mand skulle indkaldes til næste ting for at bekræfte deres underskrift. Hvis de var syge, skulle Krack handle efter lovens beskrivelse.
Krach fremstillede Jens Nielsens hustru Elne, der forklarede at for 3 år siden blev hendes mand overfaldet af naboen Gotfred Nielsen og slået med en plovtyv over brystet og et slag over hans arm, så slemt, at han måtte holde sengen i 3 uger. Siden havde hendes mand ikke turdet gå fra sin mark i frygt for at blive overfaldet af Gotfred Nielsen. (Jens Nielsen var selvejerbonde på den 18. gård Fløjlegaard). Krack spurgte Elne om hun mistænkte Gotfred Nielsen for tyveri eller om de havde mistet noget. Jo, Elne og hendes mand havde mistet noget, men de kunne ikke bevise noget. Elne blev spurgt om hun i forlængelse af sognevidnet kunne fortælle om Gotfred Nielsens omgængelse. Hun sagde: ”at Gotfred har boet i Røe sogn i lang tid mens har altid haft et ont Røgte paa sig, slaget oc draget, Narret, oc kommet folch sammen i trette oc søgt megen tingfær, Jaa oc samme Gotfrid vidste hun hand hafde taget Niels Øbersens heste”
Derefter i rettelagde Krack et missive eller skønning indgivet af sandemanden Morten Monsen i Østerlars til amtmanden af dato 8. april 1738 hvilken skønning viste at enken Kirstine sal. Jens Nielsen nu ligger så ganske svag, spytter blod osv efter slaget på hendes bryst, efter de slag som Gotfred Nielsen og hans hustru havde givet hende. Hun troede ikke, at hun ville overleve, hvorfor hun anklagede Gotfred og hans hustru for hendes tilstand. Krack mente, at Gotfred Nielsen nu skulle arresteres indtil sagen blev pådømt og hvis ikke, så måtte det være dommerens ansvar om kongen led skade på bøder og omkostninger. Dommeren spurgte, som tidligere i flg. Lovens pag. 137 art. 4, om Krack ville være kautionist for den ønskede arrest. Det ville Krack ikke risikere.
Gotfred Nielsen spurgte sandemanden om han kunne påstå, at han havde givet hug og slag. Sandemand Lars Pedersen sagde, at han stod ved det underskrevne sognevidne. Og han ville give sin ærlige mening tilkende, hvis han blev lovligt stævnet dertil.
Gotfred Nielsen bad om udsættelse således at han kunne søge amtmanden om en fuldmægtig eftersom han var en gammel og tunghør og kunne ikke tale for sig. Hvis ikke amtmanden ville give ham en fuldmægtig, så ville han søge kongen om en fuldmægtig. Hans gods var registreret, så han havde ingen midler til selv at tage en fuldmægtig.
Krack ville ikke tillade, at sagen blev udsat, da enken nu lå for døden. Dommeren ville ikke nægte Gotfred Nielsen udsættelse.
Gotfred Nielsen beviste med kaldsmændene Hans Nielsen og Mads Pedersen fra Rø sogn med skriftlig kaldseddel at have stævnet amtsforvalter Schrøder og enken Kirstine sal. Jens Nielsen boende på Lehnsgaardsgrunden i Østerlars. Gotfred Nielsen ville bevise sin lovlige adkomst til de klæder, som enken påstod var hendes. Den ene stævningsmand Mads Pedersen erkendte at han kun havde været med da de stævnede amtsforvalteren.
Krack spurgte Gotfred Nielsen hvor længe siden det var at enken Kirstine sal. Jens Nielsen begik lejermaal og udlagde Hans Svendsen som barnefader. Gotfred ville svare til næste ting og irettelægge præstens attest.
Krack påpegede at i Gotfreds stævning omhandlede 2 eller 3 formål, hvilket ikke var lovligt på en et skillingspapir, hvorved kongen ville lide skade. Beskyldningen om at enken havde begået lejermål havde intet med sagen at gøre. I øvrigt havde Gotfred ikke i stævningen nævnt voldssagen med hug og slag med ”trebulering” som Gotfred havde øvet mod enken. Lejermåls anklagen mente Krack ikke ville blive antaget i flg. Loven pag. 111 art. 21 da det påståede lejermål skulle være sket for nogle år siden. Krack mente at Gotfreds stævning skulle dømmes død og magtesløst.
Gotfred bad om udsættelse nok engang.
Dommeren mente stadig det samme, men vedr. den anden sag om lejermål, så havde den intet med den igangværende sag og derfor måtte han dømme Gotfreds stævning for ugyldig og dermed underkendt.
Krack bad om udskrift af alt som var sket i dag.

18. april 1738 – pag. 122b

Den sag som amtmanden havde stævnet Jens Pedersen og Jesper Hansen til, blev ophævet efter forlig, efter amtmandens skrivelse, som blev indskrevet i tingbogen.
Krack bad om at de 13 mand der havde underskrevet sognevidnet og som ikke var mødt på sidste ting skulle påråbes. Men ingen var mødte, hvorfor de blev pålagt at møde på næste ting.
Gotfred Nielsen mødte og i rettelagde en landstingsdom fra den 13. januar 1723 med den fulde ordlyd. Dernæst fremlagde Gotfred en kvittering under amtmandens hånd dat. 1. september 1723 og en kvittering af 4. september 1723 under Niels Øbersens hånd. Begge kvitteringer der skulle vise, at han rettede sig efter dommens ordlyd.
Dernæst meldte dommeren ”Paa Gotfrid Nielsen uloulige oc vitløftige Snach for Retten som iche var Verdt at lade Indføre, at naar Gotfrid Nielsen omgiches Loulig, skulde Retten Iche blifue hannem hindret”.
Dommeren pålagde parterne at de på næste ting skulle føre hvad der skulle føres, hvorefter han ville afgive dom.

25. april 1738 – pag. 123a

Anders Larsen Krack mødte i sagen mod Gotfred Nielsen på amtsforvalterens vegne og ville nu have de 13 sognemænd der manglede at bekræfte sognevidnet. Følgende var mødt: Hans Nielsen, Jep Marchussen, Jørgen Pedersen, Hindrich Pedersen, Arrist Poulsen, Jens Ibsen smed, Hans Olsen Bon og Jørgen Hansen alle fra Rø sogn. Attesten blev lydelig oplæst da ingen af dem kunne læse. De afgav ed efter lovbogen-
Gotfred Nielsen var ikke mødt.
Krack mente nu at det ikke var nødvendigt at få de sidste indstævnet til at bevidne sognevidnet, da 11 mand havde læst op og 18 andre havde beediget indholdets rigtighed.
Krack aflagde nu sit skriftlige indlæg og påstand. Dommeren ville følge Kracks ønske om at få Gotfred Nielsen som person arresteret, da det ifølge sagen og sognevidnet er bevist at Gotfred Nielsen ikke er vederhæftig så iflg. lovens pag. 141 art. 15 kendes arrest indtil videre. Sagen blev herefter optaget til doms.
Jens Jensen på den 29. gård i Klemensker mødte og læste et pantebrev af dato 17. april 1738 hvilket viste at Thor Jensen på den 12. gård i Klemensker havde lånt 160 sld. af Jens Jensen mod pant i gården.

9. maj 1738 – pag. 124a

Dom afsagt i sag mod Gotfred Nielsen og hans hustru i Rø sogn. Krack ønskede dommen beskrevet.
DOM – pag. 124a
Sag som amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Anders Larsen Krack førte mod Gotfred Nielsen og hans hustru i Rø for vold mod enken Kirstine sal. Jens Nielsen i Østerlars. Enken havde klaget til amtmanden den 19. februar 1738 over Gotfred Nielsen og hans hustrus mishandling af hende efter hun med et lovligt ransagningsbrev ville ransage i huset efter hendes forsvundne klæder den 17. februar 1738.
Enken Kirstine havde fået stålet nogle klædevarer, da hun var ”gaaet ud blandt gotfolk at søge sit brød til nødtørftig ophold.”
Med fire vidner (Hans Larsen, Anders Monsen, Jens Pedersen og Niels Jensen fra Rø) ransagede hun Gotfred Nielsens hus med tilladelse fra sandemanden. Hun blev overfaldet og kaldt hore og tyvetaske. Det var bevist at Gotfred og hans hustru havde slået enken alvorligt, samt at det var tilsyneladende hendes lindklæder og andet de fandt i huset. Gotfred havde forhindret enken at tage klæderne med sig for at derved at melde det til øvrigheden.
Krack havde fremlagt en landstingsdom fra 13. juni 1723, der viste at Gotfred Nielsen havde taget Niels Øbersens 2 heste og dømt til at betale voldsbøder for hærværk.
Krack havde fremlagt et sognevidne og attest underskrevet af 34 sognemænd, der fortalte, at Gotfred havde boet i sognet i mange år og i alt tid havde ”haft et dårligt rygte, mange til at trættes og selv haft mange tretter, og slaget og tribuleret mange, samt bedraget mange ærlige og skikkelige folk her og der i landet.”
Enkens klage som hun mente ville føre til hendes død, hvilket en skønning fra sandemanden i Østerlars sandsynliggjorde i en attest.
Gotfred Nielsen ville bevise sin ærlighed ved at fremvise kvitteringer på de bøder han havde fået efter dommen i 1723.
Dommen fastslog, at Gotfred Nielsen havde begået vold mod enken i hendes lovlige ærinde og derfor dømmes han til 3 gange 40 lod sølv. For at have beskyldt hende for hore og tyvetaske og ikke havde bevist at dømmes efter lovens pag. 1001 artikel 6 og endelig til sidst for de klæder som han havde frataget enkenat dømmes efter lovens pag. 984 artikel 33. ”Mens efter som alle sognemendene – sandt at sige – vidner hannem afuer at være meget grof, oc hand tilfaaren hafuer taget uden forlou andres Heste at harve med, saa oc begaaed mange andre store forseelser, oc hands Midler iche kand tilstræche saadan hans fortiente Mult oc bøder, naar først denne sags omkostninger som beløber til 5 rigsdaler saa Væl som anden Rigtig Gield er fraagaed, hand self at gaae paa Bremmerholm i arbeide sin Liffstid, Hvad sig hans hustru angaaer, som hafuer været i haandgierning med at slaae bemeldte Enche, saa oc skulde hende, burde hun oc at straffes, mens formegelst hendes mange smaa børn skyld, saa henstiller ieg den post tilhøyere øfrigheds videre betenchning”
Under Mit Zignet. Til vidnesbyrd.
[Dommen blev prøvet ved landstinget 9. juli 1738 – pag. 510a (blad 1019 – stævnet af amtsforvalteren)

23. maj 1738 – pag. 125a

Læst kgl. forordning ang. at ingen ”comediant spiller, liniedantsere, taschenspelere, eller de, som holde de saa kaldede Lykkepotter, sig i Danmarch eller Norge maa indfinde, eller deres Spil oc Exercitier der nogen steds forestelle oc øfuer”. Dat. 21. marts 1738.
Læst kgl. forordning om justitskassens indretning under de deputerende for finanser, dat. 18. april 1738.
Bent Pedersen i Klemensker som værge, samt Anders Pedersen fra Olsker mødte for sal. Hans Kjøllers efterladte søn Peder Hansen Kjøller, stævnede Christen Hansen på den 2. gård i Rø til at høre 4 mands opkrævelse. Christen Hansen var ikke mødt. Fire mand blev valgt og skulle møde på den 2. gård først kommende torsdag den 29. maj kl. 8. for at vurdere gården.
Jens Jensen Piil af Hasle stævnede Anders Clausen fra Klemensker for en handel af ”nogen Kaaber”. Anders Clausens hustru mødte og angav, at hendes mand var ikke særlig frisk, så han kunne ikke komme på tinget, men ville komme på næste ting og afgive forklaring.

6. juni 1738 – pag. 126a

Jens Jensen Piil som på sidste ting startede en sag mod Anders Clausen meddelte, at de var blevet forliget og sagen derfor var frafaldet.
De fire mand der skulle syne den 2. gård i Rø aflagde deres forretning. Bent Pedersen fik vurderingen beskrevet.
Peder Jensen og Thor Jensen begge fra Klemensker lod læse et mageskifte af dato 23. maj 1738 som viste at Peder Jensen på den 11. gård havde tilbyttet en skovdel på den 12. gård og en eng syd for skoven. Den 12. gårds beboer havde modtaget en skovdel kaldet Tørpelunden tillige med eng nord for skoven.
Jørgen Jensen fra Olsker stævnede den 9. gårds beboer Ole Olsen Sonne for at høre 4 mands opkrævelse. Forretningen gik ud på at vurdere den 9. gårds bygninger, ager, eng og skov. Anders Larsen Krack blev formand for de fire mænd, der blev tilsagt til at møde på den 9. gård den 11. juni kl. 8.

20. juni 1738 – pag. 126b

De fire mand, der havde synet den 9. gård Bredsensgaard i Olsker aflagde deres forretning. Beboeren på den 9. gård Jørgen Jensen udbad sig en udskrift af forretningen

27. juni 1738 – pag. 127a