Nørreherreds tingbog 1722-1734 – referat

Mickel Nansen autoriserer Nørreherreds protokol med 561 nummererede og gennemstukne blade.
12. juni 1722 – pag. 001b
Fredrich Hansen på den 3. gård i Rø sogn læste et pantebrev dat. 2. juni 1722 af den mening at han af Hermand Bonde Mortensen af Rønne 100 sld. i klingende mønt med pant i gården.
Johan Holst af Rønne kom som fuldmægtig for Svend Jørgensen, 35. gård Kjøllergaard i Klemensker. Anledningen var en landstingsdom af 15. april 1722 udgivet af Mickel Nansen. Holst bad om at der nedsattes 8 mand til at vurdere gården, således at man kunne finde ud af, hvor meget Svends Søster skulle have i arv.
[Her er indskudt et ark, som er ret ødelagt, men som burde have siddet mellem pagina 7 og 8 – referatet er flyttet til den rette plads]
Herefter fortsættelse af 8mandsforretningen fra side 001b, vedrørende den 35. gårds markskel og om naboerne havde pløjet jord som egentlig hørte til den 35. gård. Som formand valgtes Anders Kure af Klemensker. Sammen med de øvrige udvalgte mænd skulle de møde på den 35. gård den 15. juni kl. 8.
Poul Ibsen af Østerlars angav at han ville stævne vidner i sagen mod Jørgensen til næste ting.
Amtskriver Christopher Horns fuldmægtig Niels Lund mødte som sagfører for Gotfred Nielsen. Han stævnede Lars Olsen, udbygger på Anders Ibsens grund, Bertelmes Petersen, Anders Ibsen, (Henrich Ibsen [glemt] og Hans Rasmussen alle fra Rø sogn vedr. overfald på Gotfred Nielsen natten mellem den 21. og 22. maj. Holst påpegede at hans tidligere anmeldelse af sag mod Gotfred Nielsen var mellem den 20. og 21. maj, hvilken sag ej var blevet påtalt af sagsøgte. Holst mente derfor, at sagen ikke kunne føres førend dette blev bragt til orden, med mindre det var to forskellige sager. Efter disputs om proceduren, afgjorde dommeren, at sagen skulle føres på den måde, at Lund spørger vidnet, som derefter svarer, hvorefter Holst kunne stille spørgsmål.
Johan Holst læste amtmand Westh tilladelse til at gå i retten for Anders Ibsen, Hindrich Ibsen, Bertelmes Petersen, Lars Olsen og Hans Rasmussen i hvilken sag de end måtte blive tiltalt for.
Herefter blev Lars Olsen tilspurgt af Lund ”hvad egentlig for Rætning hand hafde den aften hand kom til Gotfred Nielsen paa Marcken hvor Gotfred harvede og hvad han giorde med den pall hand hafde i haanden, om hand iche Gotfried der med slag”. Lars Olsen sagde, at han havde en kæp i hånden, men at han ikke slog Gotfred. Efter spørgsmål fortalte Lars Olsen, at han ikke kunne sige hvilket klokkeslæt det var, men at det var hen imod midnat. På den anden dag om morgenen gik han og Anders Ibsen, Hindrich Ibsen, Bertelmes [Bartholemæus] Petersen, Niels Ødbersen [Øbersen] og Hans Rasmussen gennem Gotfred Nielsens gård, men de var ikke inde. Lars Olsen nægtede at han havde slået Gotfred til jorden. Han havde stået og talt med Gotfred Nielsens hustru.
Niels Lund afhørte dernæst Bertelmes Petersen. Han indrømmede at Gotfred Nielsen ”fik en Rap” da han gjorde modstand og efter at Gotfred for på Anders Ibsen og tog om hans kæp. Det skete hen imod midnat på marken, hvor Gotfred harvede med Ødbersens heste. Næste morgen var de gået igennem Gotfred gård, men ingen havde da slået Gotfred denne gang.
Dernæst Anders Ibsen, der indrømmede at have givet Gotfred et ”Rap”, hen imod midnat på marken – men det var sket efter Gotfred ville tage kæppen fra ham. Om morgenen efter, da de var gået gennem Gotfred Nielsens gård, var der ingen der slog Gotfred.
Hindrich Ibsen indrømmede at han også havde en kæp i hånden, men at han ikke brugte den mod Gotfred. Første møde var lige før midnat. Næste møde var om morgenen, da de gik gennem hans gård. Gotfred kom vesten fra.
Hans Rasmussen havde været med om morgenen, da de gik gennem Gotfred Nielsen gård. Han havde ikke set at Gotfred blev slået ved den lejlighed.
Dernæst fremstillede Niels Lund følgende vidner: Jørgen Nielsen af Olsker Sogn, Rasmus Nielsen af Østermarie, Gotfreds Boel Andersdatter, Ellen Larsdatter og Jens Andersen.
Vidnerne blev separerede.
Jørgen Nielsen fortalte, at han onsdagen før pinsedag gik han til Gotfred Nielsens skel, der så han Gotfred harve med sin og hans søn Niels Gotfredsens heste. Han var så budt indenfor i hans gård, Han ville selv komme hjem når han ville være færdig med harvningen. Den var 6 personer i Gotfreds stue. Da han havde været der, hørte han et skrig ”som var forfærdelig. De skyndte sig ud. De var: Jørgen Nielsen, Rasmus Nielsen, Hans Gotfredsen, Jens Andersen, Ellen Anders Jens, Boels Anders Jensdatter. Da de kom ud så de at Lars Olsen, Bertelmes Petersen, Anders Ibsen, Hendrich Ibsen lå på Gotfred Nielsen og havde både pale og plovriver som de slog med. De slog så længe indtil Lars Olsen sagde ”halt” og ”skal jeg ikke blive din banemand nu, saa skal jeg da blive din banemand en anden gang”. Gotfred Nielsen spurgte hvorfor de slog ham.  Lars Olsen sagde at han slog fordi han havde tvunget ham til at komme tilbage med en gås, som han havde taget fra ham. Hendrich Ibsen sagde at det var fordi Gotfred søn ville have hans hustru. Anders Ibsen sagde, at det var fordi Gotfred havde ført hans Ja-gave hjem igen, efter han havde give den til Anders hustru. Bertelmes Petersen slog fordi Gotfred var beskikkelsesmand til ham, da han måtte give 2 slettedaler efter han havde slået Hans Rasmussen på Møntersvejen (?). Vidnet sagde, at han så, at Gotfred blev slået til jorden 6 gange. Og morgenen efter har vidnet hos Gotfred Nielsen og da hørte han atter et forfærdeligt skrig igen. Da de havde talt om hestene havde Lars Olsen spurgt Gotfred om han bekendte. Derefter blev han slået så blodet flod fra ørene. Det var de fire personer der slog, dog ikke Hindrich Ibsen. Gotfred havde spurgt dem, hvorfor de slog. De gentog det samme som de havde sagt dagen før og de slog ham til jorden 4 a 6 gange. Efter spørgsmål fra Holst forklarede Jørgen Nielsen at den ene hest var kirsebærbrun og den anden sort brun(?) Han blev også spurgt om der gik bud til Anders Jensens hustru om morgenen eller aftenen og om Anders Jensens datter og søn Jens Andersen var hjemme, da Jørgen Nielsen kom til Gotfred Nielsen. Han svarede at Anders Jensens hustru og søn var hos Gotfred Nielsen, da han kom der. Det var også Anders Jensens datter Boel Andersdatter også. Vidnet fortalte også at hændelsen om morgenen var ”til det ville dages”, da han gik hjem til sine forældre i Østerlars efter at denne alarm var overstået. Og at han var hjemme hos sine forældre lidt før solen stod op. Holst mente at det var mærkeligt at der var så mange mennesker, da der ikke var inviteret til gæstebud. Vidnet kunne ikke svare på hvilket tøj de fire mand havde på, da de kom om morgenen, da det var mørkt.
Dernæst Rasmus Nielsen af Østermarie sogn var gået til Gotfred Nielsen den onsdag før pinse, for at se på noget tømmer, som han ville købe af Gotfred. Han var bedt om at vente på ham i sit hus. Da han sad og røg tobak, hørte han et grueligt skændsmål, skrigen og banden. Gotfred bad at de ikke skulle slå ham ihjel. Med hug og slag var Gotfred i stor livsfare. Voldsmændene rende deres vej, da de fornemmede at der var folk i huset om aftenen. Straks efter om aftenen gik han ud for at lede efter Gotfred heste, som var rendt deres vej. Hestene var taget vestover og var ved ud gærdet. Gotfred søn førte hestene hjem, medens Gotfred kom ind i stuen, hvor de røg en pibe inden Gotfred Nielsen magtede at gå hjem. Ret som dagen ”brægte”, da kom Niels Ødbersen og hans stedsøn Hans Rasmussen, Lars Olsen, Hindrich Ibsen, Anders Ibsen og Bertelmes Petersen. Gotfred benægtede at have Ødbersens heste hvorfor de begyndte at slå ham. Gotfred havde spurgt om hvorfor de slog, og så sagde lars Olsen, at det var fordi han måtte bæer en gås tilbage. Din søn ville have min hustru … jagaven og beskikkelsesmand  nøjagtig som tidligere vidne havde refereret. Lars Olsen stoppede slagene, men lovede at han skulle være hans banemand en anden gang. Lund bad vidnet om at beskrive Gotfreds heste. En havde et gult ben og den anden var kirsebærbrun, hvilken hest var sønnens. Vidnet sagde, at han var gået hjemmefra om aftenen og var ankommet til Gotfred en time før det blev mørkt. Slagsmålet var sket i dagningen og det var Lars Olsen, der slog ført. Vidnet havde ikke set at Gotfred Nielsen havde været i Østermarie og talt om hans overfaldt. Rasmus Nielsen var gift med Gotfred Nielsens søster. På Holst spørgsmål til vidnet om hvilket klæder overfaldsmændene havde på, den morgen Gotfred blev slået. Vidnets svarede: ”det gav hand intet af, slet intet”.
Dernæst fremstillede Niels Lund Gotfreds søn Hans Gotfredsen. Han fortalte, at han aftenen den 20. maj gik og vendte korn inden han gik hjem til stuen. Da hørte han hans fader råbe om hjælp. Han så da at Lars Olsen slog hans fader. Han hørte faderens spørge Lars Olsen, hvorfor han slog ham. Det var fordi han måtte bære den gås tilbage, som han havde stjålet fra ham.  Anders Ibsen sagde, at det var fordi han havde taget hans jagave, Hindrich Ibsen fordi Gotfred ældste søn ville have hans hustru. Bertelmes Petersen fordi Gotfred var beskikkelsesmand i en sag, hvor han måtte betale 2 slettedaler sølv da han slog Hans Rasmussen på Mystervejen (?). Lars Olsen sagde at det var nok. Om jeg ikke bliver din banemand nu, så skal jeg blive det senere. De fulgte ham med hug og slag helt ind ad forstuen døren. Derefter gik de ud for at lede efter hestene, som løb fra harven. Hans Gotfredsen, Jens Andersen, Jørgen Nielsen og Rasmus Nielsen, Elene Anders Jensens, Boel Andersdatter gik ved udgærdet hvor de fandt hestene, Gotfred kom ud og fandt hammelen. Kort efter kom 6 karle, nemlig Anders Ibsen, Hindrich Ibsen, Bertelmes Petersen, Lars Olsen, Hans Rasmussen og Niels Ødbersen. Da Gotfred benægtede at have stjålet heste af Niels Ødbersen, så slog de ham. Gotfred styrtede 6 a 8 gange. Hans Gotfredsen fortalte at hver enkelt voldsmænd havde udtalt de samme argumenter for at slå, som aftenen før.
[her er indsat referatet af siderne 2a og 2b som er indbundet forkert i protokollen – arket er ret beskadiget]
Vidnet (Det må være Gotfred Nielsens søn Hans) svarede på nummererede spørgsmål. Han havde været hjemme i stuen, da hans fader kom ind efter at hestene var løbet med harven og var blevet slået af de fire mænd,  Sønnen mente bestemt at det var fremmede heste som hans fader havde brugt, men deres egne.
Lund fremførte et nyt vidne, nemlig Boel Andersdatter. Hun fortalte at Gotfred Nielsen havde harvet med sine egne heste indtil de fire mand – Lars Olsen, Anders Ibsen, Hendrich Ibsen og Bartolemeus Petersen – overfaldt ham lige uden for gården og ind mod forstuen-døren. Lars Olsen sagde, at det var fordi ”jeg maatte bære den Gaas tilbage, som jeg stjal fra dig, kan jeg icke nu saa skall der ingen andre være din banemand, uden jeg”. Anders Ibsen sagde, at han havde slået fordi han havde returneret hans ”Jagave” tilbage, som han havde givet hans hustru. Hindrich Ibsens sagde at han havde slået fordi Gotfred søn ville afværge han fik ?. Bertolomeus Petersens mellemværende med Gotfred Nielsen var at Gotfred havde været beskikkelsesmand for Hans Rasmussen, der beskyldte ham for overfald på Monster (?) vejen.. Så slog de Gotfred Nielsen 5 a 6 gange til jorden så blodet gik af Gotfred Nielsens øren – Det skete om morgenen. Men Niels Ødbersen og hans stedsøn Hans Rasmussen havde ikke deltaget.
Næste vidne var Elene Larsdatter som er i ægteskab med Anders Jensen i Bromme. Hun svarede ligesom Boel Andersen. Holst spurgte Hende om hun var gået til sengs, da de skete hos Gotfred Nielsen. Hun svarede at de ikke gik til sengs, da fattige folk som dem havde ingen senge at ligge i, men de lå på bænke. Hendes søn lå på den anden bænk. De havde stået op i ”grumningen”.
Næste vidne som Lund ville afhøre var Jens Andersen. Han svarede det samme som de to forrige vidner, og efterfølgende blev spurgt om hestene der stod oppe ved udgærdet.
[herefter pag. 7a – siden er på blyant påført nr. 8]
De havde hamelen og seler på sig, da de blev fundet.
Niels Lund bad derefter om at få udskrift af disse afhøringer.
Johan Holst ville nu have at hans indstævnede sag mod Gotfred Nielsen måtte blive ført. Niels Lund protesterede over, at de to sager skulle føres sammen, da det måtte være ”aparte” sager. Dommeren ville tage dette spørgsmål i betænkning.
Niels Lundbeviste med kaldsmænd Hans Nielsen og Lars Olsen at have stævnet til kontra Niels Ødbersen af Rø sogn for den beskyldning mod kgl. fæstebonde Gotfred Nielsen, som gik ud på, at Gotfred skulle have taget 2 heste fra Niels Ødbersen. Stævningen var på 6 sk. papir og underskrevet af amtskriveren.
Johan Holst måtte for tredje gang læse kaldssedlen mod Gotfred Nielsen.
Vidnerne blev fremstillet. Det var Trued Jensen, Lars Fridrichsen, Peder Stefensen, Poul Ibsen, Lorents Steffensen af Olsker sogn, Niels Andersen og Lars Mortensen af Rø sogn. Vidnerne blev separerede.
Første vidne Trued Jensen fortalte, at han fjerde dag i pinsen kørte for Niels Glasers hustru til Rønne. Hun spurgte ham om han ville tjene nogle penge ved at vidne at disse røboer havde slaget Gotfred, som andre fra Rø ville gøre. Han svarede at det ville han ikke kunne gøre med god samvittighed. Da de kom til Rønne kom Jørgen Nielsen, som var Gotfred Nielsens broder, og spurgte ham om han ville vidne. Vidnet sagde, at han ikke kunne gøre det, da han ikke havde set det. Niels Lund protesterede kraftigt, da dette ikke havde noget med sagen at gøre og da hverken Niels Glasers hustru eller Jørgen Nielsen var stævnet som vidner. Holst sagde, at det først var blevet bekendt med disse forhold og at han skulle stævne disse vidner til nærmeste ting.
Dernæst Lars Hindrichsen af Østerlars sogn. Han fortalte at den 21. maj var hos Anders Jensen i Bromme og der var Gotfred. Han spurgte vidnet om han havde været hjemme og om nogen havde set ham der dagen før. Nej, havde Lars Hindrichsen sagt, han havde været ude og hugge et læs torn. Gotfred havde så sagt, at det var ilde, for han ville have ham til at vidne. Han havde fire vidner og skulle bruge endnu 2. Han havde været alene hos Anders Jensen i Bromme og ingen andre havde hørt det. Men Gotfred havde tilbudt ham penge for at vidne.
Dernæst Poul Ibsen af Østerlars sogn fortalte, at han var fulgt med Gotfred tilbage fra tinget og havde overnattet hos Gotfred. Da spurgte Gotfred ham om han mod betaling ville vidne mod de fire: Anders Ibsen, Hindrich Ibsen, Bertelmes Petersen og Lars Olsen. Og han ville give ham vadmel til en vest. Niels Lund protesterede da denne sag ikke kunne forfølges, da den ikke var varslet til den anden sag. Vidnet fortalte, at der intet var talt om hestene, men at det var hans hensigt, at sagsøge de fire mænd. Hans Gotfredsen med flere var sammen med dem og de hørte det.
Peder Stefensen vidnede at den 31. maj, som var en søndag, kom Niels Glasers hustru og bad ham om at vidne for hendes søn Gotfred Nielsen. Han skulle vidne, at han havde ligget hos Gotfred natten mellem den 20 og 21. maj. Både Jørgen Nielsen og Rasmus Nielsen ville vidne således selv om de ikke havde set det.. Lund spurgte ham om der havde været vidner til det Niels Glaser ”konne” havde sagt til ham. Vidnet sagde, at Glasers kone kom alene til ham. Holst ville stævne Niels Glasers hustru til næste ting (Martine Mortensdatter på 1. sg. i Østerlars)
Lars Steffensen af Østerlars sogn blev også af Niels Glasers hustru spurgt om han ville vidne for Gotfred Nielsen, ligesom hun havde spurgt hans broder. Han skulle vidne, at han var hos Gotfred, og at de ikke var gået ud, fordi han alligevel intet kunne gøre.
Dernæst Niels Andersen, som var i tjeneste hos Niels Hartvig i Rø. Han fortalte, at han havde været på vagt sammen med Hans Gotfredsen sidste søndag. Niels havde sagt, at det var noget ”lapperi”, der skete den nat. Hans Svarede at der skal ”noget til hielp naar ulykken skall Vage”(?) Lars Olsen skulle nok få en ulykke.
Lund og Holst ville fortsætte sagen med nye vidner og kontravidner på næste ting.
Amtskriver Christopher Horn efterlyste følgende personer i Nørreherred for begået lejermål i 1719 og 1720 og 1721: Anna Madsdatter af Østerlars, af Østermarie sogn Anna Nielsdatter. I Poulsker sogn i 1719 Kirstine Jensdatter, Aaker sogn Margreta Suend Spillemands datter, fra Nyker Karen Augustindatter for 1719. Og for 1720 Grete Svendsdatter fra Nyker. Hvis nogen skulle træffe disse 6 kvinder, skulle det meldes i amtstuen eller sandemændene. Tingbudene skulle lyse denne efterlysning på samtlige sognestævner.
19. juni 1722 – Pag. 9b
Lars Thorsen mødte i sagen, hvor Niels Bidstrup havde udsat ham fra sin gård – den 2. gård i Rutsker. Lars Thorsen mente, at den strid mod herredsfogedens dom af 10. april 1722, hvorfor han bad om at udsættelse blev udsat indtil han kunne få lejlighed til at forklare hvorfor. Dommeren bad Niels Bidstrup at fremlægge sin dom på næste ting.
Ingen var mødt i den sag mellem Lars Thorsen og de fire kautionsmænd, hvorfor dommeren ville optage sagen til doms, hvis de ikke mødte på næste ting og fremlagde deres sag.
Amtskriver Horns fuldmægtig Niels Lund stævnede Lars Larsen, som boede hos sin fader Lars Monsen, Ved Kirken i Rutsker for lejermål med Maria Larsdatter samme sogn. Lars Larsen fremlagde en attest fra Major Mogens Brun om at Lars Larsen stod i artillerikompagniet. Dommeren afsagde dom med det samme og frifandt Lars Larsen, da det var første gang han havde begået lejermål iflg. forordn. 29. nov. 1696.
Amtskriver Horns fuldmægtig stævnede Kierstine Hansdatter, værende hos sin fader Hans Hansen i Rutsker på Væbogaarden, for lejermål. Hun var stævnet til at angive hvem barnefaderen var. Hendes fader Hans Hansen mødte og sagde, at datteren var meget svag efter barslen og kunne ikke møde. Niels Lund berettede at hendes bøder var betalte den 13. juni. Dommeren pålagde Hende at møde på næste ting og under ed angive, hver der er barnefaderen.
Niels Bidstrup kom og fremlagde den dom, som Lars Thorsen havde efterlyst tidligere på dagen. Lars Thorsen overtalte dommeren til at give ham lejlighed til at svare på næste ting.
Johan Holst mødte som fuldmægtig for Niels Ødbersen i Rø og bad om at hans stævning mod Gotfred Nielsen blev oplæst tillige med kontrastævningen. Johan Holst ville føre vidner, der kunne bevise, at Gotfred Nielsen havde forsøgt at købe vidner. Niels Lund ville ikke anerkende kontrastævningen, da det intet havde med Ødbersens heste at gøre. Desuden mente Lund, at det oprindelige kald og varsel skulle oplæses fra tingbogen. Dommeren meldte, at det var umuligt, da den fuldskrevne tingbog ikke var tilstede i tingstuen. Efter en del parlamentering – tillod dommeren at vidnerne kunne afhøres.
Holsts vidner var Jens Jørgensen, Mons Jørgensen, Esbern Hansen alle fra Østerlars. Vidnerne blev separerede. Det første vidne var Jens Jørgen fra Østerlars, der fortalte at han den 28. april 1717 blev fratvunget med vold et øg, som var mær, af Gotfred Nielsen. Gotfred havde en mand med sig, nemlig  Mons Jørgensen.  Jens Jørgensen havde med sig to mand. Den ene, som endnu lever, var H..? Larsen og Rasmus Monsen, som er dø nu. Niels Lund spurgte om der var afgivet en tyveridom efter denne sag. Vidnet svarede nej.
Mons Jørgensen fra Østerlars fortalte, at han var sammen med Gotfred og de gik fra Hr. Jørgensen i Østerlars og mødte de Jens Jørgensen, der havde to øg med sig. Gotfred sagde, at de to øg ville de have til at ride på. Gotfred tvang Jens Jørgensen med vold til at aflevere det en øg eller hest. De to, der var med Jens Jørgensen, slog han og jagede dem ind i gården. Niels Lund spurgte om de havde været på kro og om de var berusede. Mons Jørgensen svarede, at de var ikke mere berusede end han var nu. De havde været hos Ole Pedersen ved Kirken, men de havde ikke drukket for meget. Han havde dog ikke andet end dette at beskylde Gotfred for.
Dernæst Esbern Hansen fortalte at han den 28 april var på marken noget før aftenstid for at hente sig kvæg. Han så en mand komme med to øg på vejen mellem den 48. og 47. gård i Østerlars. Gotfred tog det ene øg og red bort. Noget efter kom han retur og truede vidnet til at tie. Han havde set Gotfred tage Jens Jørgensens øg og havde slået ham med tømmen. Lund mente at Gotfred Nielsen havde tilbudt Jens Jørgensen penge for at låne en hest. Vidnet kunne ikke svare på det spørgsmål, da han havde stået for langt fra dem. Men bortset fra denne historie, kunne han sige, at Gotfred var et ærlig og godt menneske.
De øvrige vidner til denne episode skulle afhøres på næste ting.
Holst fremstillede Niels Andersen. Han fortalte hvad der sket dagen efter den 21. maj 1722. Gotfred Nielsen kom til ham for at søge hjælp til at vidne. Gotfred sagde, at han var kommet i fortræd og bad ham at hjælpe, til gengæld ville Gotfred hjælpe ham på anden måde. Han kunne også tilbyde at betale ham for hjælpen.  Niels Andersen svarede at det kunne han ikke da han hverken havde set eller hørt om, hvad der var passeret. Gotfred svarede, at han allerede havde flere vidner, som hverken havde set eller hørt noget. Han skulle bare sige, at han havde været hos ham for  at ”lappe sko” og medens han var der, skulle han sige, at han så fire mand slå ham. Og endvidere skulle han sige, hvorfor de fire havde slået osv. Vidnet sagde nej, hvorefter Gotfred havde sagt: Du tror vel ikke at jeg ville betale dig for at vidne?”. Men måske ville Gotfred senere komme til ham for at skaffe penge. Derefter gik Gotfred videre mod Bromme. Senere kom hans yngste broder og bad om at han ville følge med til Gotfred Nielsens om aftenen for om morgenen at ville følge ham til Rønne, hvilket Niels Andersen ikke ville, da han anede, hvad Gotfred havde for planer. Et par dage efter kom broderen igen med bud fra Gotfred om at følge ham til Rønne, hvilket vidnet atter undslog. 2-3 dage efter kan hans søster med bud fra Gotfred, der havde sagt, om Niels Andersen var hans ven, så skulle han komme til ham. Broderen kom senere i samme ærinde. Vidnet spurgte hans broder om, hvorfor han atter kom med bud fra Gotfred. Broderen sagde, at Gotfred truede og slog ham, men også lokket ham til at vidne for sig. Vidnet opholdte sig nu i Gudhjem efter at han det foregående år havde boet i Rø. Lund spurgte vidnet om ellers kunne sige noget ondt om Gotfred Nielsen. Nej, svarede vidnet, kun denne ene gang.
Dernæst blev Hagen Løfuingsen havde talt med Gotfred om sagen. Gotfred mente at bare han skaffede 2 karle til at vidne for sig, så ville han klare sig. Vidnet sagde, at han ikke kunne skaffe to vidne, som ikke havde set eller hørt noget. Gotfred svarede, at det kunne han vel godt. Han ville lade de to karle stå i en lade eller i et hus. Han ville så stå udenfor for berette, hvad der havde sket. Så ville han lade disse to karle stævne til retten, som vidner. Han var sikker på, at de så fortalte i retten det som en ukendt mand af egen mund havde fortalt dem. Vidnet havde sagt til Gotfred ”Kors i Jesu navn”. Gotfred sagde derefter, ”saa skal man give dem frit øl og brændevin” for at sikre, at karlene ikke hører efter, men ”går de fanden i vold”, så skal man lade dem gå sin vej. Hvis han ikke havde fundet to vidner, så havde han tabt sin sag sidste gang. Efter sagen, så havde han delt den indkomne bøde med Peter Thiesen.  Vidnet fortalte at dette havde Gotfred fortalt ham, medens de stod i skjul for regnen ved hans østre længe under den søndre gavl. Dette skete da han huggede (træ) til den længe, som nu stod i Lindeskoven. På Niels Lunds spørgsmål, bekræftede Hagen Løfuingsen, at han havde haft en lille tvistighed og at den blev ført på tinget. Endvidere sagde Hagen, at Gotfred Nielsen ikke havde bedt ham om at vidne falsk.
Begge fuldmægtige ville forklare sagen på næste ting. Johan Holst ville stille Gotfred Nielsen, men han havde forladt tingstuen. Holst bad om at dommeren sørgede for, at Gotfred kom på næste ting.
Niels Ødbersen var til stede og Niels Lund ville have ham til at sige, at han beskyldte Gotfred Nielsen for at have stjålet heste fra ham. Ødbersen svarede, at det fremgik af stævningen og den af ham givne kald og varsel. Ødbersen ville heller ikke beskylde Gotfred for andet end det som allerede var omtalt af de fire mand.
Sagen afsluttedes her og fortsatte:
Niels Lund i sagen mod Lars Olsen med flere i Rø sogn bad om at få oplæst kald og varsel mod dem. Lund bad om udskrift i denne sag, og mente at sagen skulle fortsætte på næste ting.
Lars Thorsen kom sammen med sine fire kautionister. De angav, at de var blevet venlig forligte. Lars Thorsen fik sit pantebrev tilbage og kautionisterne lovede at betale Lars Thorsen 4 sld. og 1 mark og 10 skilling i rente, samt betale sagens omkostninger. Sagen blev ophævet.
3. juli 1722 – pag. 15a
Niels Gotfredsen af Rø sogn læste et pantebrev dat. 25. juni 1722, der viser at Niels Gotfredsen havde lånt 40 sld. af handelsmand Jørgen Andersen af Rønne mod pant i hans iboende længe i fælles Lindeskov.
Niels Hansen af Rø sogn læste et pantebrev af dato 29. juni 1722  der viste at han havde pantsat sin gård (6. sg.) i 12 år til sin søn Rasmus Nielsen for 70 sld.
Mogens Hansen af Østerlars sogn læste et pantebrev af 3. juli 1722 der viste at han havde pantsat sin gård (9. sg. i Rø) til Niels Henrichsen i Rø sogn i 14 år for 400 sld i brugeligt pant.
Ole Pedersen og Esber Pedersen, begge tingbude af Klemensker sogn, angav, at de for Poul Ibsen af Østerlars havde stævnet Esber Jørgensen af Klemensker til regnskab for hans iboende gård. Dommeren afviste stævningen, da den stævnede ikke var til stede, men at stævningen kunne står ved magt til næste ting.
De otte mand med formand Anders Kure som var valgt til at syne den 35. gård i Klemensker var mødt og aflagde deres forretning, som de havde udført den 15. juni.
Sagen mellem Niels Bidstrup og Lars Thorsen. Lars Thorsen mødte og aflagde et skriftligt indlæg. Sagen blev optaget til doms.
Niels Lund i sagen mod Kierstine Hansdatter af Rutsker for lejermål. Hun skulle svare på spørgsmål efter hendes bekendelse til sognepræsten om, at barnefaderen var en ukendt bådsmand. Hun skulle svare på hvilket skib denne ukendte bådsmand sejlede med og om den legemlige omgængelse var sket i hendes faders hus eller på marken. Hun fortalte, at hun havde mødt denne ukendte bådsmand mellem hendes faders hus og Ruts kirke. Hun vidste ikke hvilket skib han sejlede med eller hvor det lå for anker.
Johan Holst af Rønne som fuldmægtig for Niels Ødbersen fra Rø, stævnede Niels Glasers hustru fra Østerlars, samt hans søn Jørgen Nielsen (altså bror til Gotfred!) De to stævningsmænd havde ikke fundet Jørgen Nielsen og stævnet ham, hvilket skyldtes, at han boede i Olsker sogn med hustru og børn. Niels Glaser var mødt og tilkendegav, at hans hustru var svag og kunne ikke rejse den lange vej, hvorfor bad han om at de frafaldt stævningen, da hun intet vidste om sagen. Dommeren pålagde Niels Glasers hustru at møde i egen person på næste ting. Niels Lund ville have dommeren til at nægte stævnemålet, da det intet havde med sagen mod Gotfred Nielsen. Desuden var Jørgen Nielsen ikke stævnet på hans bopæl, men hos moderen i Østerlars. Dommeren pålagde stævningsmændene at stævne Jørgen Nielsen i Olsker til næste ting, hvis det skulle være lovligt.
Niels Lund i sagen mod Niels Ødbersen irettelagde et skriftligt indlæg.
Holst argumenterede for at Gotfred Nielsen skulle arresteres og hans bo registreres, da sagen ellers ikke kunne få sin fremgang eftersom han ikke kunne fastholdes i retten. Niels Lund mente slet ikke, at der var grund til arrestation, da sagen slet ikke havde den klarhed, at en egentlig retssag kunne bevises, samt at Gotfred ikke var blevet stævnet til arrestation. Holst svarede, at det ville snart vise sig, at alvorlige sager ville fremkomme, når hans vidner blev fremstillet. Dommeren ville tage dette til betænkning til næste ting.
Vidnet Niels Andersen fra Gudhjem fremkom og ville frafalde sit vidnesbyrd fra sidste ting, da han var så drukken, at han ikke vidste hvad han sagde. Han sagde, at det var Lars Olsen der havde sagt at han skulle vidne ligesom de andre 5 a 6 (Øster)lars kirkeboer, som hver havde fået en rigsdaler. Det var Niels Ødbersen, Hans Rasmussen, Lars Olsen, Anders Ibsen, Hindrich Ibsen og Bertelomes Petersen. Holst (Det må have været Lund!) spurgte Niels Andersen om Niels Ødbersen havde været hos ham i Gudhjem og tilbudt ham penge for at vidne løgn. Niels Andersen svarede, at Niels Ødbersen først var hos ham i Gudhjem efter at han havde vidnet. Niels Ødbersen havde sagt, at de havde fået to vidner (lejet ?) til, der kunne bekræfte at Jørgen Nielsen ikke havde været hos Gotfred Nielsen den dag det skete med harvningen. Holst spurgte stokkemændene om de kunne bekræfte om Niels Andersen havde været så beruset, at han ikke kunne svare på spørgsmålene. Samtlige stokkemænd svarede, at de ikke mente, at han var mere drukken end nu og at ”hans udtalelser kunne føres til bogs”. Holst ville havde dette vidnesbyrd beskreven – både det han havde sagt på sidste ting og nu, samt stokkemændenes vidnesbyrd.
Niels Lund fremlagde på Gotfred Nielsens vegne et indlæg mod Lars Olsen m.fl., hvilket udsagn Holst bad udskrift af.
10. juli 1722 – pag. 17b
Lars Nielsen på Esber Jørgensens vegne bad om dom i sagen, hvorimod Poul Ibsen ville have tid til et nyt kald og varsel. Dommeren tillod at sagen blev udsat endnu i 14 dage.
Dom afsagt mellem Niels Bidstrup og Lars Thorsen.
Amtskriverens fuldmægtig Niels Lund, på Gotfred Nielsens vegne, stævnede Poul Ibsen og Lars Hindrichsen af Østerlars angående den påstand at han skulle havde købt dem til at vidne løgn. I samme sag indkaldtes vidnerne Mons Jørgensen, Jens Jørgensen og Esber Hansen til spørgsmål. Desuden var indkaldt Niels Adbrosen, Lars Olsen, Hindrich Ibsen, Anders Ibsen, Bertelines Petersen og Hans Rasmussen til spørgsmål efter afhøring af Poul Ibsen og Lars Hindrichsen. Desuden var Haagen Løfuingsen indkaldt til at besvare på spørgsmål.  Niels Lund ville have de to kaldsmænd (Hans Nielsen og Hans Gotfredsen) til at fortælle, hvad Lars Olsen havde sagt, da han blev stævnet. De sagde: ”Din tyvesøn er du klar til at stævne mig” og så tog han et mangelholt og sagde ”fanden skal føre jer af mit hus”. Kaldsmanden Hans Nielsen sagde, at Lars Olsen ikke slog eller for så vidt angav hvem han mente at ville slå. Lorents Petersen Kraag af Sandvig havde udstedt en attest for Poul Ibsen som blev læst og påskreven. Dommeren ville have, at Lorents Petersen mødte på næste ting og vedstod hvordan denne attest var blevet udgivet. Poul Ibsen var til stede på tinget og på Holsts spørgsmål, så vedstod han (modsat attesten tilsyneladende) alt hvad han tidligere havde vidnet og at alt det som Lorents Petersen havde skrevet var usandt. Han fortalte, at han slet ikke var tilbud penge af Niels Ødbersen, men derimod havde han fået penge af Gotfred Nielsen for at vidne, at han skulle have modtaget penge af Ødbersen. Hvis nogen havde sagt, at han skulle have modtaget penge af Niels Ødbersen, så var det løgn.
Lund fremstillede et vidne, Hans Nielsen af Rø sogn, men blev afbrudt af Holst, der formodede at han også ville udtale sig gennem en skriftlig seddel. Holst spurgte da Hans Nielsen om, han selv havde skrevet attesten, som loven krævede (pag. 106, art. 6). Hans Nielsen indrømmede at Lorents Petersen Kraag havde skrevet sedlen på det stemplede papir. Han kunne godt selv læse den op, men da han skrev dårligt, så havde han fået Lorents Kraag til at skrive for sig. Dommeren tillod ikke attesten, men mente, at han kunne svare for sig efter spørgsmål i stedet. Hans Nielsen bad om udsættelse, så han selv kunne skrive attesten på stemplet papir. Holst spurgte Hans Nielsen om han ikke turde vidne sin sandhed mundtligt. Hans Nielsen mente, at det var bedst for kongens interesse, at han svarede skriftligt.
Lars Hindrichsen blev tilladt at stille spørgsmål til Ellen Larsdatter, Boel Andersdatter og Jens Andersen alle fra Rø. Vidnerne blev separerede. Først Ellen Larsdatter, som fortalte at hun den 21. maj kom Gotfred Nielsen og Lars Hindrichsen til hende. Efter en tid med at ryge tobak, gik først Hindrichsen og siden Gotfred. Ingen af dem havde talt om episoden. Efter Holst spørgsmål fortalte hun, at hun boede i Bromme Mølle med sin mand Anders Jensen. Hun havde ikke hørt, at de tog havde snakket om hændelsen sammen. Hun vedstod at hun tidligere havde vidnet, men ikke om denne sag.
Dernæst Boel Andersdatter som vidnede at den 21. maj kom Gotfred ind til dem i stuen i det ærinde, at hvile sig inden han gik videre til sine forældre i Østerlars. Medens han var der kom Lars Hindrichsen, Hun sagde at de ikke talte sammen og heller ikke var ude af stuen et øjeblik.
Dernæst Jens Andersen af Rø sogn bekræftede de to tidligere vidners udsagn. Han fortalte, at Gotfred Nielsen var kommet der lidt før kvæld. Gotfred sad for bordenden. Han så ikke at han og Lars Hindrichsen havde talt sammen. Holst spurgte om han havde været hos sin broder for at bede ham komme til Gotfred, hvilket Jens benægtede. Han vedstod sit tidligere vidnesbyrd. ”Efter Lars Hindrichsen tilspørgsel svarede Vidnet at hand ey saa andre hos Gotfred end Gud i Himmelen” (?) Lars Hndrichsen blev tilladt at svare skriftligt på næste ting.
Lund ville have Haagen Løfuingsen til spørgsmål efter hans sidste vidnesbyrd. Han fremlagde et forlig mellem Gotfred Nielsen og Haagen Løfuingsen fra den 28. marts 1721, hvilket forlig Haagen ville svare på til næste ting.
Lund fremlagde også et forlig fra 3. maj 1717 mellem Gotfred Nielsen og  Mons Jørgensen, Jens Jørgensen og Esber Hansen . De tre svarede at der var tilføjet nogle sætninger, som ikke blev aftalt den gang. De ville afgive skriftlig indlæg herom på næste ting.
Holst på Niels Ødbersens vegne stævnede Jørgen Nielsen af Olsker sogn til spørgsmål om hans og moderens vidnesbyrd som tidligere var indført i tingbogen. Niels Glaser på sin hustrus vegne mødte og sagde, at hans hustru var syg og kunne derfor ikke møde. Holst på Niels Ødbersens vegne spurgte Trued Jensen, Lars Hindrichsen, Poul Ibsen, Peder Stefensen, Lorens Steffensen, Jens Jørgensen, Mons Jørgensen, Esber Hansen om de vedstod deres tidligere vidnesbyrd, som førhen var indført i tingbogen, om Niels Glasers hustru, Jørgen Nielsen og Gotfred Nielsen. Alle svarede ja, de vedstod deres vidnesbyrd herom. Niels Lund udbad samtliges vidnesbyrd afskrevet for senere konferering.
Holst oplæste passager af vidnesbyrd, hvor Jørgen Nielsen blev omtalt. Jørgen Nielsen nægtede alt på nær det han tidligere selv havde sagt.
Holst bad dommeren erindre, at han sidste ting havde sagt, at han ville tage Gotfred Nielsen arrestation og registrering i betænkning til dette ting. Desuden var de to heste taget i forvaring, således at de kunne fremvises for de fire mand, der havde set Gotfred Nielsen harve. Holst ville nu have at de to heste blev fremvist således at de kunne be- eller afkræfte om det var disse to heste de havde set. Lund protesterede, da disse fire mænd tidligere havde handlet ulovligt med bl.a. vold. Deres vidnesbyrd kunne ikke bruges i sagen mod Gotfred Nielsen.
Dommeren mente ikke, at Gotfred Nielsen kunne arresteres i dag, da han ikke var blevet stævnet direkte i dag. Når han fik sagen til doms, ville dommeren have udskrift af samtlige vidnesbyrd. Mht. de to heste, som var ført til Hasle, valgtes fire vurderingsmænd til at angive hestenes værdi i tilfælde af I og tvegæld. Disse fire mand som havde taget Gotfred Nielsen i at harve med to heste, skulle kunne afgive deres ed på, at det netop var disse to heste, som skulle blive fremviste på tinget. Niels Lund holdt på, at de fire mand ikke kunne bruges som vidner, da de var Gotfreds Arvids mænd. Og for øvrigt ville enhver mand i Rø kunne sige, at det var Niels Ødbersens heste, men om det var dem som Gotfred havde brugt, kunne ingen bevise.
De fire vurderingsmænd vurderede at den sortbrune hest var 20 sld. værd, hvorimod den lysebrune med to hvide bagfødder blev vurderet til 10 sld. Ødbersen turde ikke modtage sine heste, da han frygtede, at de ville blive lukket ud om natten. Stokkemændene fra Rø ville heller ikke modtage hestene, da de ikke kunne ligge og våge over dem om natten. Herredsfogeden måtte derfor tage sig af hestene indtil dommen blev afsagt.
Den oprindelige sag om hvilke heste Gotfred Nielsen havde brugt, var tidligere blevet frafaldet, mente Lund, og at Niels Ødbersen selv havde erkendt, at det ikke kunne være hans heste, der var blevet brugt. Niels Ødbersen erindrede ikke at han havde indrømmet det og hvis der var noget skrift derom, så ville han se det.
Derefter blev de to prokuratorer uenige om kald og varsler – hvem der kunne stille spørgsmål til hvem og hvad der ikke kunne afhøres om osv.
Dommeren afbrød på grund af at det var sen aften. Sagen udsattes til tinget om 8te dage.
DOM pag. 22 b i sagen hvor Niels Hansen Bidstrup havde udsat Lars Thorsen fra hans gård i Rutsker (2. sg) til først kommende midfaste 1723. Lars Thorsen havde påstået at udsigelsen var i strid med en tidligere dom fra den 10. april 1722, samt at opsigelse af pantebrevene ikke var sket på en lovlig måde. Dommeren måtte dømme sin egen dom for lovlig, hvorefter Lars Thorsen havde et år til at indfri sin gæld. Hvis det ikke skete, så skulle udsigelsen stå ved magt og flytte fra gården. Lars Thorsen dømtes til at ikke røre gårdens værdier på nogen måde.
17. juli 1722 – pag 23b
Peder Steffensen af Østerlars på Didrich Wolsen af Svanekes vegne stævnede Rasmus Hansen fra Rø for gæld. Rasmus Hansen var ikke mødt, hvorfor sagen udsattes til næste ting.
Johan Holst af Rønne stævnede Gotfred Nielsen i Rø til arrestation og hans bos registrering, efter hans påstand som ført på tidligere ting. Niels Lund protesterede kraftigt mod arrestation og  at der ingen beviser var for at Gotfred Nielsen skulle have harvet med Niels Ødbersens heste. Da Lars Olsen og de andre alle var Gotfreds arvids mænd og som ikke lovmæssigt kunne bruges mod Gotfred. Holst svarede at Gotfred Nielsen var taget på fersk fod, hvorfor lovens pag. 115 art. 1 tages i brug. Lund ankede Holst stævnemål, som ikke navngiver vidner i denne sag. Holst mente, at han tidligere havde navngivet vidnerne til at fastslå Gotfreds brug af hestene og at disse vidner var tilstede på tinget nu. Dommeren mente at han ikke kunne arrestere Gotfred Nielsen før disse vidner blev afhørte.
Niels Lund fremstillede Lorents Petersen Kraag af Sandvig om de attester, som blev fremlagte på tinget. Endvidere mødte Hans Nielsen fra Rø og oplæste sin egen skrevne indlæg i sagen. Endvidere fremstillede Lund Rasmus Nielsen, Boel Andersdatter, Hans Gotfredsen og Jens Andersen som skulle svare på Poul Ibsens forhen afgivne vidnesbyrd. Holst ville have vidnerne separerede. Poul Ibsen var ikke tilstede på tinget.
Først blev Rasmus Nielsen fra Østerlars afhørt. Han fortalte at han den 12. juni var hos Key Jensen. Da kom Poul Ibsen ind hos dem, hvorefter Gotfred Nielsen sagde til ham hvad han skulle. Poul Ibsen sagde, at han skulle vidne i sagen. Hvorefter Gotfred sagde til ham, at han intet havde at vidne i sagen mellem ham og Niels Ødbersen. Poul Ibsen sagde: ”Ja ved min Siæll oc Sallighed, Intet at vidne mod dig uden jeg skal vidne u-sandhed, 1 rdl har de gifuet mig oc en Rigsdaler vil Jeg hafue enu, oc holde mig væll oc bad saa Lorent Petersen gaa ud med sig, men hvad de ord de hafde sammen, ved hand ey” Vidne havde hørt Poul Ibsen sige, at han ikke havde set Gotfred harve med Niels Ødbersens heste.
Boel Andersdatter fortalte, at hun også havde været hos Kay Jensen i Hasle den 12. juni. Poul Ibsen kom og fortalet at han havde fået 1 rdl. ligesom de andre for at vidne at Gotfred havde brugt Ødbersens heste. Poul Ibsen sagde, at han ikke havde set Gotfred harve med Ødbersens hest. Derefter var Poul Ibsen gået ud sammen med Lorents Petersen.
Hans Gotfredsen fortalte samme historie om Poul Ibsen. Jens Andersen dernæst og fortalte, at han kom ind til Kay Jensen og fortalte at han skulle vidne løgn om hestene, samt at han havde fået 1 rdl. for det.
Lorents Petersen mente, at det nu var bevist at Poul Ibsen skulle vidne falsk. At Poul Ibsen havde beskyldt Lorents Petersen som løgner, er nu modbevist, og at det nu var klart at Poul Ibsen selv var en løgner. Poul Ibsen skulle dømmes for mened 3 mark efter lovens par. 998 og 999 art. 2.
Johan Holst fik stokkemændene til at bevidne, at Gotfred i tingstuen havde beskyldt ham for at have ”strand riddere” til at leje vidner til ham. Gotfred Nielsen nægtede at have beskyldt Holst for det, men han havde nævnt at en havde redet ned til Niels Andersen i Gudhjem og ville leje ham for at vidne, Stokkemændene fastholdt deres vidnesbyrd, at Gotfred havde sigtet mod Johan Holst, da han ej talte til andre end ham.  Holst sagde, at han ville stævne Gotfred for at have beskyldt han således at leje Strandridder.
Esber Hansen af Østerlars fremlagde sit skriftlige indlæg for retten, Haagen Løfuingsen aflagde også et skriftligt indlæg, Begge blev læst og påskreven. Sagen skulle fortsætte på næste ting.
Amtskriver Christopher Horns fuldmægtig kundgjorde, at den 21. juli kl. 2 i amtstuen i Rønne blev Habbedams enge udbudt til højestbydende. Desuden ville der den 25. juli kl. 8 blev bortauktioneret kongens landgildebyg og havre af forrige afgrøde til højestbydende.
Lars Thorsen mødte og havde stævnet Hans Larsen i Rutsker. Sagen var at han havde indgået et forlig den 19. juni. Han var blevet lovet at få et pant tilbage. Nu havde han fået en skadet hest med huller i ryggen. Nu ville Lars Thorsen kræve 8 sld. for hestene af de to mand. Lars Thorsen ville have sagen kørt på næste ting.
24. juli 1722 – pag. 26b.
Anders Hansen fra Rø lod læse en kontrakt af 8. juni 1722 ang.  Fridrich Hansen havde pantsat sin gård i 18 år (linje mangler) – skal indskrives i pantebogen.
Hans Larsen klagede over at Lars Thorsen havde stævnet ham for skader på en hest, som han intet havde med at gøre. De fire havde modtaget hesten som delbetaling og at heste var solgt videre til Hans Larsen, som havde solgt den videre til Jens Pedersen. Hans Larsen mente, at det var uretfærdigt, at han fik det fulde ansvar for hesten. Lars Thorsen mente, at han havde været årsag til skaden, hvorfor han alene blev stævnet. Hans Larsen sagde, at da heste var en del af aftalen med de fire kautionsmænd, så burde han ikke stå alene. Lars Thorsen ville have udskrift af samtlige forhold i tingbogen, der omhandler sagen. Dommeren bød at Lars Thorsen skal stævne alle kautionsmændene til næste ting.
Lars Andersens der boede på Jens Wefstsens gård grund kom og læste en kontrakt, som sagde, at han helt og aldeles frasagde sig sæde og adkomstrettigheden til den 13. selvejergård i Olsker til Anders Friderichsen, som allerede boede på gården. Anders Friderichsen var nu gift med Boel Hansdatter, der var enke efter Anders Larsen Smed. Jens Andersen udbad sig afskrift af kontrakten (eller skødet) til nærmere overvejelse.
Poul Ibsen ville have dom over Esber Jørgensen. Lars Nielsen på Esber Jørgensens vegne bad dommeren om at i agt tage dokumenterne som var blevet fremlagt, hvorefter han også ønskede dom i sagen.
Mons Friderichsen af Rø stævnede Hans Olsen for gæld. Men da den ene stævningsmand var syg, så kunne der ikke afgives ed på stævningen hvorfor sagen blev udsat til næste ting.
Johan Holst af Rønne mødte som fuldmægtig for Niels Ødbersen og Lars Olsen, Anders Ibsen, Hindrich Ibsen og Bertelmes Petersen.  Johan Holst stævnede Gotfred Nielsen og Jørgen Nielsen ang. Ødbersens heste, Endvidere stævnede Hans Kjøllers hustru til at vidne hvad hun af Gotfred Nielsen og hans søn havde hørt om hestene. Lund ville høre om Holst stadig ville have Gotfred Nielsen arresteret, hvorfor han ville fremlægge klarer beviser for at Gotfred var uskyldig.  Holst svarede, at han ikke havde fraveget sit krav, men at han måtte først føre vidnesbyrd på Gotfreds handlinger, før dommeren klart kunne dømme Gotfred i arrest og hans bo til registrering. Niels Lund påstod derimod at have to dokumenter, der beviste Gotfred Nielsens uskyld. Dem ville han vise inden Holst førte sine vidner. Dommeren besluttede at Holst vidner skulle afhøres først. Vidnerne blev separerede.
Jep Esbersen var den første til at vidne. Han fortalte at han den 20. maj var i Hans Jensens gård i Rø. Hans ærinde var at tal med Hans Jepsen, som dog ikke var hjemme. Han sad og vente en times tid, men han kom ikke hjem. Det var ved at blive mørkt, da han besluttede at gå hjem. Sønden Bagerst (?) engen mødte han Jacob Clausen, som han talte med. Da de stod der kom en mand ridende med 2 heste, den enen sort og den anden brun. De så at det var Gotfred Nielsen og der var Ødbersens heste. Han red nord på. Hvordan han kunne huske dato, hvis han ikke havde en almanak? Jo, han hørte præsten hver søndag lyse hvilken dag det var. Og han huskede at det var mellem onsdag og torsdag. Lund spurgte ind til hvordan han kunne kende heste. Vidnet svarede at han kendte de hest som Gotfred red på og det var Ødbersens, men han kunne ikke vide om han havde lån eller stjålet den fra Ødbersen. Vidnet var rede til at afgive ed på sit vidnesbyrd.
Dernæst Jacob Clausen fortalte at han var på vej til Niels Hartvigs. Men da han ikke var hjemme, gik han tilbage og i nede i engen mødte han Jep Esbersen. Da de stod der kom Gotfred Nielsen ridende med to heste. Han kunne se at den hest som Gotfred red på var Niels Ødbersens. Han red nord på mellem Præsteskoven og Bugnet (?) i engene. Lund spurgte vidnet hvilket tegn hesten havde. Han svarede, at den store var brun i liskene og om munden og sort andre steder og man kunne ikke se noget blissende på den. Om Gotfred Nielsen havde en hest af den kulør, ”det maa Gud vide.” Han havde ellers intet at beskylde Gotfred Nielsen for. Vidnet mente at det var heste Gotfred kom med (Altså ikke hopper, som kaldtes for mærer). Vidnet havde også styr på ugedagene eftersom præsten lyste datoerne hver søndag.
Holst spurgte Peder Steffensen, Lars Steffensen og Trued Jensen om Gotfred Nielsens moder ville leje dem til at vidne i sagen mellem Ødbersen og Gotfred Nielsen. Alle tre svarede at det var rigtigt at Gotfreds moder ville have dem til at vidne usandt. Desuden vidnede også, at Jørgen Nielsen var hjemme hos sin fader og moder i Østerlars den nat som han, Jørgen, ellers havde vidnet, at han var hos Gotfred Nielsens. Han havde været hjemme i hvert fald til solen stod op den 21. maj. Dommeren ville vide om ikke Niels Glasers gård var den sydligste gård i Østerlars. Hvilket bekræftedes af Lars Steffensen som var nabo til Niels Glasers gård. Jørgen Nielsen ville svare på næste ting.
Trued Jensen fortalte at en pog (dreng) på 14 eller 15 år lå om natten sammen med Jørgen Nielsen natten mellem den 20. og 21. maj i Niels Glasers hus.
Poul Ibsen benægtede at han havde fortalt Lorents Petersen om sagen, ligesom han ej havde talt med andre om det. Poul Ibsen sagde at det var almindelig bekendt at Anders Jensen i Bromme, hans hustru og pårørende var berygtet for tyveri af ”Rans Foed” (?- det der hentydes til er tyverisagen vedr. en kobberkedel, se tidligere i 1720) og som kunne bevises om nødvendigt.
Et skriftligt indlæg af Lars Friderichsen blev læst og indført i akten.
En tidligere påstand om, at Gotfred Nielsen burde arresteres og hans gods registreres blev på det kraftigste påpeget overfor dommeren, at han nu skulle dømme ham til forvaring. Lund protesterede, han kunne ikke godtage de nu 6 personers vidnesbyrd mod Gotfred Nielsen, da de var hans avinds mænd. Desuden mente lund at de to dokumenter, som han ville fremlægge (Vidnesbyrd fra tidligere afhøringer) totalt beviste Gotfreds uskyld i at have taget Ødbersens heste.
Holst ville have at Ellen Anders Jensen, Boel Andersdatter og Jens Andersen sigtes for meneder, hvilket han henstillede til dommeren at føre til kendelse.
Dommeren henviste til sin tidligere beslutning, at han ikke ville tage stilling til Gotfreds arrestation, før end alle vidner var afhørte.
Lund irettelagde sine påstande skriftligt og fremstillede de forhen aflagde 6 vidner: Jørgen Nielsen, Rasmus Nielsen, Hans Gotfredsen, Allen Anders Jensen, Boel Andersdatter og Jens Andersen. De vedstod alle deres tidligere vidnesbyrd. Lund bemærkede at Holst ikke havde modsagt de seks vidners udtalelse. Og at han nu ønsked at sagen blev taget til doms.
Holst ville have dommeren til at indkalde Hans Andersens hustru og Hans Olsen hustru til afhøring til næste ting. Derefter ville Holst komme med sin endelige beskrivelse af sagen således at dommen kunne afsiges.
31. juli 1722 – pag. 32a
Mons Friderichsen af Rø sogn mødte og erklærede at han havde indgået forlig ed sin kontrapart, hvorfor han bad om, at sagen blev ophævet.
Lars Thorsen irettelagde et indlæg mod sin kontrapart Hans Larsen. Hans Larsen henviste til dommerens ord om at de tre andre kautionister skulle indkaldes i sagen. Hans Larsen ville svare skriftligt på næste ting.
Anders Friderichsen af Olsker tilbagekaldte det brev som blev læst på sidste ting angående sæde- og adgangsret til den 13. gård i Olsker. Samtidigt lovede Jens Andersen at Anders Friderichsen  skulle blive fri for udgifter til stævnemålet. Anders Friderichsen lovede at holde sig til den 8te mandsdom der var afsagt vedr. den 13. gård.
Johan Holst mødte i sagen for Niels Ødbersen, Anders Ibsen, Friderich Ibsen, Bertelmes Petersen og Lars Olsen. Han bad dommeren at efterlyse Hans Kjøllers hustru og Niels Andersen begge af Rø sogn. Dommeren konstaterede at de to ikke var mødt, hvorfor de blev pålagt at møde – under straf for udeblivelse – på næste ting.
Niels Ødbersen kom i retten og udbad sig sine to heste, der var taget i forvaring. Han ville gerne betale for græsning. Herredsfogeden lovede at udlevere hestene så snart han kom til Sandvig efter dem.
14. august 1722 – pag. 33a
Laurits (Lars) Andersen af Olsker sogn boende på Jens Wefstsens grund læste et købebrev der viste at han for 24 sld. havde solgt sin sæde og adkomstret til den 13. gård i Olsker til sin halvbroder Jens Andersen.
I sagen hvor Lars Thorsen havde stævnet Hans Larsen fortsætter med, at Hans Larsen nu stævner Lars Thorsen for ukvemsord sagt hos Weiolls stue i Rønne. Gunnel Weioll vidnede om det forlig der blev aftalt efter den kautionsaftale, der kom i stand efter Lars Thorsen blev arresteret af Holstførste. [Sagen er lang (7 sider) er er ikke læst indgående] Dommerne lod sagen udsætte til næste ting, hvor han pålagde parterne at slutte sagen, således han kunne afgive dom.
Johan Holst kom i retten på sine principalers vegne efterlyste Hans Køllers hustru for at høre om hvilke oplysninger hun havde om sagen mellem Gotfred Nielsen og Niels Ødbersen. Hans Køller kom på sin hustrus vegne og sagde, at hun havde hørt fra Hans Gotfredsen, at det vel havde haft Ødbersens heste, men at de havde fået ”tøjet” af dem inden nogen opdagede det.
Johan Holst fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Niels Lund udbad sig en udskrift af indlægget og ville svare på næste ting.
Holst ville have at Lund skulle navngive sine vidner, hvis han ellers havde flere at afhøre på næste ting. Lund havde ingen nye vidner, men måtte henvise til Gotfred Nielsen. Gotfred Nielsen var ikke tilstede i retten, hvorfor Lund var i den knibe, at sagen risikerede at miste muligheden for yderligere forsvar for Gotfred Nielsen. Dommeren gav respit til næste ting, som den allersidste mulighed for vidners afhøring.

21. august 1722 – pag. 37b
Dom afsagt mellem Poul Ibsen fra Østerlars og Esber Jørgensen om den 41. gård i Klemensker.
Hans Larsen mødte og bad om at få vurderingsmændenes svar om deres forretning den 21/4 ang. hesten. Lars Thorsen var ikke mødt, ej hellere vurderingsmændene. Hans Larsen mente derfor at denne vurdering bør være død og magtesløs. Hans Larsen påviste uoverensstemmelser mellem Lars Thorsens påstande og Holstførstens attest. Sagen gik til doms.
Johan Holst mødte på sine principalers vegne og efterlyste nu Lunds svar på sidste tings indlæg. Han ville have dom, men forbeholdte sig ret til at modbevis eventuelle nye vidner eller oplysninger fra Lund.
Niels Lund stævnede Niels Ødbersen, Hans Rasmussen, Anders Ibsen, Hindrich Ibsen, Lars Olsen, Bertelmes Petersen, Jep Espersen, Jacob Clausen, Trued Jensen, Peder Stefensen, Lorents Stefensen til kontravidner. Holst mente ikke, at stævningerne kunne kendes lovlige, da stævningsmændene ikke havde navngivet stævningen i en bestemt sag, men blot til tingsvidne erhvervelse. De to stævningsmænd havde ikke tidligere været brugte, så de kunne ikke have en mening om, hvilken sag det drejede sig om. Dommeren dømte derefter stævningen som ugyldig efter lovens paragraf 32 art. 5.
Lund ville ikke svare på Holst indlæg fra forrige ting, men ønskede tre ugers udskydelse, således at han kunne få de sidste vidner afhørte. Dommeren tillod udskydelse af sagen i tre uger.
DOM (pag. 38b) mellem Poul Ibsen fra Østerlars og Esber Jørgensen på den 41. gård i Klemensker. Esber Jørgensen var blevet opsat til fraflytning senest midfaste 1723, da han ikke havde indløst pantebrevet. Poul Ibsen havde solgt gården til Poul Anthoni Ancher i Svaneke  for 400 sld. Esber Jørgensen havde den 41. gård som brugspant i 18 år fra 28. august 1717 for 300 sld. Salget af gården til Poul Anthoni var ordnet således at Poul Ibsen fik 100 sld. og de 300 sld. skulle indløse pantebrevet. Problemet var at arvingerne havde 252 sld stående i gården, samt at Esber Jørgensens hustru Karen Holgersdatter havde indløsningsretten til gården. Dommeren dømte udsigelsen for død og magtesløst. Endvidere dømtes købebrevet for ugyldigt.
11. september 1722 – pag. 40b
Lars Thorsen fra Rutsker mødte og forklarede at han ikke kunne svare på Hans Larsens indlæg og ønskede derfor udsættelse til næste ting. Dommeren havde taget sagen til doms, men han havde kommet Lars Thorsen i møde og givet ham lov til at komme med indsigelse til herredsfogeden privat. Hans Larsen var ikke mødt og da sagen skulle afgøres var Lars Thorsen gået fra tinget.
Lars Nielsen kom som lauværge for Karen sal. Peder Arest og beviste at han havde indkaldt samtlige Arests arvinger til 8te mand opkrævelse på den 23. gård i Olsker. Arvingerne var Poul Arestsen i Vestermarie, Anders Kure af Klemensker, Arest Hansen af Nylars, Poul Hansen af Rønne, Fallentin Hansen i Sandvig, Hans Hansen i Sandvig, Jep Nielsen i Sandvig, Lars B? af Sandvig, Rasmus Hansen i Knudsker, Peder J? af Tejn.  De 8te mænd skulle vurdere gård og jord, samt finde ud af hvem der havde indløsningsretten. Arest Hansen bød 400 sld. for gården, hvilket tilbud skulle vurderes.
Tolder Johan Christian Top fremstillede to borgere fra Hasle: Mads Clemmensen og Peder Kofoed og spurgte dem hvad prisen var for et par stude som solgtes på Bornholm. De svarede at det kunne være 14., 16., 18. til 20 sld, som er det højeste beløb som fremmede købmænd ville give, Men det var sjældent. Tolderen fik herefter et tingsvidne.
Amtskriver Horns fuldmægtig Niels Lund på Gotfred Nielsens vegne stævnede Peder Stefensen og Lorents Stefensen, Trued Jensen til tingsvidne i sagen mellem Niels Ødbersen og Gotfred Nielsen og brug af to heste. Endvidere var stævnet Niels Ødbersen, Hans Stefensen, Hans Rasmussen, Anders Ibsen, Hindrich Ibsen, Lars Olsen, Bertelmes Petersen, Jep Esbersen fra Klemensker. Desuden var Jacob Knudsen og Jep Esbersen stævnet om det de talte om med Gotfred Nielsen hos den tyske slagter i Rønne.
Efter en længere disputs mellem Lund og Holst godkendte dommeren Lunds vidner, men manede til eftertanke, at sagen ikke måtte trække længere ud.
Holst bemærkede, at der var en sag kørende i Rønne, hvor Jep Esbersen havde udtalt ærekrænkende ord på Rønne gade og mod Gotfred Nielsen hos den tyske slagter. Udtalelserne kunne ikke bruges i denne sag, mente Holst.
De første som Lund afhørte var Haagen Pedersen og Kay Pedersen. Haagen fortalte om en hændelse i Rønne for en måned siden. Gotfred Nielsen havde spurgt Jep Esbersen, hvorfor han havde vidnet løgn mod ham. Jep havde svaret, at det var fordi hans svoger havde været i Rø, og men at han ikke havde set Gotfred på en hest. Holst spurgte Jep Esbersen, at han under ed tidligere havde sagt, at han havde set Gotfred med hestene. Jo, svarede Jep, det stod han fast på. Han var denne gang kun stævnet til at sige, hvad han havde sagt til Gotfred i Rønne (Hvor han altså havde løjet!)
Dernæst Kay Pedersen fra Rønne kunne bekræfte Haagens udsagn om samtalen mellem Gotfred og Jep i Rønne.
Lund fremkaldte vidnerne Hans Gotfredsen, Jørgen Nielsen, Rasmus Nielsen, Boel Andersdatter, Ellen Andersdatter, Anders Jensen i Bromme. Han spurgte dem om Gotfred Nielsen havde været hjemme den aften mellem den 20. og 21. maj. (altså den aften han skulle være set med hestene!) Samtlige sagde ”De er bevist, at Gotfred ey var af sin Grund den aften eller Nat som meldt er” og derfor var det usandt hvad Jacob Clausen og Jep Esbersen havde vidnet.
Holst fik de tidligere vidner Lorent og Peder Stefensen til at gentage som de tidligere havde sagt under ed, at Jørgen Nielsen den aften havde været hos Niels Glasers i Østermarie, og således ikke kunne udtale sig om hvor Gotfred opholdte sig.
Lund fremstillede dernæst Rasmus Nielsen, som var Niels Glasers dattermand og Barbro Rasmusdatter. Rasmus Nielsen havde spurgt Peder Stefensen, hvorfor han ville vidne mod sine egne folk. Peder Stefensen havde sagt, at han ville vidne på det arrigste, da Niels Glaser havde slået hans egne udbyggere. Brabro Rasmusdatter bekræftede sin faders udtalelser. Peder Stefensen benægtede at have sagt således.
Niels Glaser og hans hustru, som er Gotfred Nielsen fader og moder, vidnede at Jørgen Nielsen var gået til Gotfred den 20. maj og kom ført hjem tidligt morgenen derefter.
Lund læste en skriftligt indlæg, hvorledes at de hele hang sammen og at det derfor er bevist, at anklagen mod Gotfred ikke var sandhed. Udtalelsen var ført på 24 skillings papir.
Holst ville til næste ting skriftlig forklare modsigelserne, således at dommeren kunne føre sagen til doms.
Tolder Top fremstillede Jens Wefstsen af Olsker, Weidich Hansen fra Olsker, Gotfred Nielsen og Hans Gotfredsen af Rø sogn for at høre hvad der bjergede fra skipper Claus Jensens galiot fra København, der strandede natten mellem den 7. og 8. december 1720. De fire personer svarede, at der blev bjerget 66 stykker våd hør, 279 bundter god hør, 17 måtter hør, 117 nyslagen trosser, som var 120. 15. alen fyrreplanker, hvoraf 2 blev brugt til 5 fade olie. De havde fået penge i bjergeløn. Tolderen fik et tingsvidne herom.
Ole Pedersen fra Klemensker efterlyste en gammel gå væder med mærket <\> som blev fremvist i retten.
25. september 1722 – pag. 43b
Holst fremlagt et skriftlig indlæg i sagen mellem Ødbersen og Gotfred Nielsen. Det var skrevet på 24 skillingspapir. Desuden fremlagde Holst et sognevidne på de af Lunds vidner, hvilket også blev oplæst og påskrevet.
Lund protesterede mod sognevidnet. Det var et sognevidne, der blev brugt til en frifindelsesdom på Landstinget den 3. december 1721 [Mogens Jørgensens anklage mod Niels Andersen for at have stjålet en kobberkedel fra ham – landstingsprotokollen pag. 165a]. Altså anklagen mod Anders Jensen og Niels Andersen, kan ikke bruges mod Anders Jensens hustru eller børns ærlige vidnesbyrd og rygte. Dette sognevidne kunne derfor ikke belaste Gotfred Nielsen. Lund mente at nu kunne sagen gå til doms –
Landstingsdommen blev læst og påskreven og indført i sagen.
Holst forklarede sognevidnet således, at det ikke kan bruges direkte i sagen, men sognevidnet viser at Brommefolkene – ikke en men flere af samme slægtslinje – er berygtede og Holst mente at dommeren burde vide det.
Dommeren ville nu tage sagen til doms og bad Niels Ødbersen, som hovedanklager, at skaffe dommeren udskrift af alt som sagen handler om.
Lars Thorsen læste et indlæg og et tingsvidne i sagen mod Hans Larsen. Hans Larsen ville ikke godkende Lars Thorsens indlæg og gjorde opmærksom på, at Lars Thorsen for 5 uger siden havde ønsket dom . Indlægget var underskrevet med tre bogstaver, hvorfor Hans Larsen mente, at det ikke kunne tages alvorligt. Sagen gik nu endelig til doms.
9. oktober 1722 – pag. 44b
Byskriver Anders Brun af Rønne læste generalfiskal Troels Smidts missive af dato København 12. juni 1722, som skulle underskrives af rettens betjente. Brun havde fået fuldmagt af generalfiskalen til at føre sag mod de bønder der havde indtaget udmarksjord. Herrredsfoged, by- og birkefoged Mogens Clausen mente, at det kunne Bruun ikke, da han var generalfiskalens fuldmægtig og han havde ikke opsagt sin stilling. Hvorfor han ikke kunne godkende Bruun som den der skulle føre sag for generalfiskalen. Bruun fik udskrift af denne protest og ville vende tilbage.
Axel Hansen af Svaneke lod læse et købebrev ang. hans salg af den 36. gård i Klemensker for 390 sld til Lars Pedersen, der boede på gården.
Henning Køller, som formand for de 8 mand, der var udvalgt til at syne den 23. gård i Olsker læste et forlig udsted af enken efter Peder Arest og hendes arvinger, at hun ville betale 120 sld. for at besidde gården.
[Sag mod kgl kommission vedrørende udmarksjordene]
Niels Hansen af Sandvig og Poul Eskilsen af Hasle producerede en memorial af 1. oktober 1722 og attest af samme dato. De skulle være henh. dommer og skriver i følgende sag, så længe den varede. Jens Jensen af Klemensker, som havde fået kongl. Tilladelse til at føre sag på slet papir. Skriveren Lars Andersen mødte og mente ikke at kunne vidne i sagen, da han blot havde skrevet og sammen med herredsfogeden havde stævnet for kommissionen til et tingsvidne. Intet andet havde de været deltagende i. Hvorfor han mente at de var fritaget for t vidne. Peter Thiesen af Svaneke havde fået tilladelse af amtmanden til at være de sigtede bønders fuldmægtig.
Peter Thiesen stævnede på samtlige bønders vegne Brigarderinden med hendes lauværge, de to kommitterede kaptajn Herbst og kaptajn Niels Nielsen, samt kommissionsskriver Jens Gudmandsen. Desuden havde bønderne stævnet herredsfoged Mogens Clausen Torn og herredsskriver Lars Andersen Birch. Desuden havde de indkaldt landkyndige folk Hans Bentsen af Klemensker og Niels Hartvig af Rø sogn. Desuden var fire beskikkelsesmænd Jens Larsen, Weidich Haagensen, Mons Jensen og Jep Larsen til spørgsmål. Desuden var indkaldt Claus Finde af Vang, Jørgen Christensen fra Olsker, Jens Sørensen, Ole Gammelsen fra Rutsker at fremvise deres fæstebreve.
Bruun mente ikke der var stævnet lovligt, hvilket dommeren underkendte og erklærede at sagen kunne få sin gang.
Herredsfogeden Mogens Clausen mente ikke at han kunne afhøres som vidne, da han havde været dommer i en tingsvidnesag angående bøndernes sag mod kommissionen. Peter Thiesen kunne ikke se, at Mogens Clausen kunne undslå sig at vidne, da han havde været med ved kommissionens arbejde i Nørreherred og endnu havde været underskriver på alle synsforretninger. Det samme med herredsskriveren.
Efter edens afgivelse, så fortalte Mogens Clausen at da kommissionsarbejdet startede hos Esber Jørgensen på Aarsballegaard i Klemensker den 10. juni 1720. Her blev oplæst kongens ordre og instruktion. Han havde dog ikke set om kongens segl var på ordren og han fik ingen kopi af ordren. Både herredsfogeden og skriveren havde fået ordre  dat. 5. juni 1720 fra amtmanden von Bippen at de skulle møde på Skinderbygaard i Klemensker. Opmålingerne udførtes af Ingeniør (?) kaptajnen med to mænd ved hjælp af lænker på adskillige pladser, men om der blev målt lige eller ulige (?) vidste han ikke. Han fortalte, at der blev målt efter anvisning fra flere personer og de målte også efter egen overbevisning. Selve opmålingerne blev ikke underskrevet af nogen. Han havde ikke set at kaptajnerne havde slået bønder, men vidste det ikke helt, da han ikke altid havde været tilstede, men ofte var optaget i anden forretning. Skriver Lars Andersen havde kun set Jens Wefstsen af Olsker og Mads Persen af Klemensker blive slået af Herbsts pisk efter ordvekslinger. Breve blev på de første dage modtaget af kommissionen, men senere, da det viste sig, at der kom mange, så stoppede kommission med at modtage dem.
Brigaderen amtmanden von Bippen var en gammel og svagelig mand, som ikke altid var tilstede når der blev målt. Både herredsfogeden og skriveren var ikke deltagende i skatteberegningerne og de var heller ikke indbudt til det. Hvis en bonde ville være til stede ved udmålingen, så havde de ikke set at de blev afviste. På spørgsmål om hvor meget de fik i betaling for deres arbejde, svarede herredsfogeden, at de ikke fik at vide hvor meget de fik for arbejde ude i herredet, men når de blev beordret til Rønne skulle de have 2 mark om dagen, det samme som de landkyndige mænd fik om dagen.
På spørgsmål om hans kendskab til bøndernes fællesmark og kongens vildtbaner og hvilken skat de betalte heraf. Herredsfogeden svarede at hans sal. forældre og af gamle folk havde berettet for ham, at Almindingsmarken strækker sig til Muredam. Det var kongens vildtbane, men bønderne og andre havde deres kvæg på græsning om sommeren, rive lyng og skære tørv. Men hvad angik indmarken samt strandengen havde til alle tider hørt til bønderne og borgerne til fælled sammen. Herredsfogeden nævnte at han i en konvolut den 10. januar 1722 havde modtaget en kopi af et gammelt brev med en udmarksforretning fra 24. juli 1597. Her var også en kopi af en ridemandsforretning fra 12. april 1582. Disse kopier vil han sammen med en forretning fra 1630 overlevere til bøndernes fuldmægtig Peter Thiesen.
Bønderne havde fået kongens Benificium Papertatis og dermed også mulighed for at skrive på slet papir og spare penge på tinglysning. Det samme havde kommissionen og dermed skulle herredsskriveren lever gratis skrivearbejde til dem. Herredsskriveren mente at han havde skrevet i alt 589 pagina – og det havde gjort ham til en fattig betjent og tæt på ruin. Og han mente at det hele ikke havde været til kongens nytte.
Bruun fik læst hans tilladelse til at være fuldmægtig for de to kommissærer Herbst og Niels Nielsen, samt kommissionsskriver Gudmandsen. Han bad om at retten kunne fortsætte dagen efter kl. 8, således at han kunne føre vidner. Stokkemændene og sættedommeren godkendte dette forslag.
10. oktober 1722 – pag. 49a
Bruun formodede, at der ikke førtes vidner mod Herbst og Nielsen, da de ikke var blevet stævnet til denne ekstraordinære tingsamling, hvilket Peter Thiesen ikke kunne få til at stemme, da han selv havde været med til at få denne ekstraordinære tingsamling. Efter loven skulle der kunne føres alle som var indkaldt som vidner.
Peter Thiesen spurgte Herredsfogeden og skriveren om hvordan kommission arbejdede i stuerne og om der var blevet ført bog under møderne og om den blev oplæst efterfølgende. Herredsfogeden sagde: De første dage sad vi på bænken næst op til kommissionsskriveren og siden en dag eller fire måtte de sidde på stole ved kakkelovnen eller ved forstuedøren da kommissionsskriveren sagde, at han ikke kunne lide, at herredsfogeden sad og så hvad han skrev. Herredsskriveren sagde, at han nogle gange fik det læst op, men da han foreslog noget indført, så blev han ”sneped” af af kommissionen. Kommissionen sagde, at de selv ville føre ordet, da de skulle forsvare det de havde indført. Ofte blev herredsfogeden, skriveren og de landkyndige mænd bedt om at gå udenfor, medens kommissionen konfererede. Og når de kom ind blev kendelserne oplæste.
Da den ene landkyndige mænd havde forladt tingstuen udsatte Peter Thiesen afhøringen af dem, men fortsatte til de fire beskikkelsesmænd.  Weidich Haagensen fortalte at han fik bud fra kommissionen og som blev oplæst på Olsker kirkestævne. Ordren var at møde ved udgærdet hos Per Aages hus og dem som hørte til den østre Strandmark i Olsker sogn. Der mødte to kommissærer Herbst og Nielsen og to landkyndige mænd Niels Hartvig fra Rø og Hans Bentsen fra Klemensker tillige med kaptajn Herbst dreng, der kom med lænkerne hvormed de skulle måle jorden. Først målte de et lille stykke ud for Per Aages hus og det andet satte de landkyndige mænd således at de kommer til den 23. gård Peder Arids. Derfra måltes videre uden hensyntagen til folks indsigelse. Sådan blev de ved indtil Olsker sogns strandmark ophørte. De blev derefter bedt om at komme til sandemanden i Habedam, hvor alle strandmarkens beboere også var og fik lejlighed til at høre deres vidnesbyrd. De medbragte breve og dokumenter ville de ikke have, da de sagde, at dem kendte de nok. Omkring ½ års tid derefter blev de bedt om at komme til Rønne. Alle mødte og fik oplæst deres forretningsordre. Hvorefter alle blev vist ud af huset. En efter en blev man indkaldte af Lars Nielsen efter gårdstallene. Weidich Haagensen blev så indkaldt og fik spørgsmålet om han var villig til at fæste den udmark, som den 19. gård havde indlagt og som tilhørte gården. Han sagde at han ikke kunne fæste den jord som hans forgænger Rasmus Jensen havde holdt og som efter en 8te mandsdom havde tilkendt hans gård. Amtmanden rejste sig og truede ham med sin stok, men han slog ikke. I stedet for røg Hebst op af stolen og tog ham om begge skuldre og rystede ham. Han slap ud af døren. Dernæst kom 23. Peder Aristsen ind og protesterede over, at hans jord ikke var blevet målt. An blev også vist døren. Da samtlige bønder var blevet indkaldte, mødtes de og blev eninge om, at de ville have udskrift af protokollen og at de ville levere papir til det. De fik at vide, at forretningen ikke var offentlig, men kun til deres eget brug. Gudmandsen havde kaldt dem for rebeller.
Mons jensen, Jens Larsen og Jep Larsen bekræftede Weidich Haagensens vidnesbyrd. Desuden havde de bedt om hjælp til at skrive til kongen, hvilket de fik svaret af brigaderen: I er nogle rebeller og djævle, og skal ikke have hjælp.
Anders Bruun ville ikke stille flere spørgsmål til vidnerne, da der var alt for mange stemmer og besvarelser. Desuden synes han at der var bulder, alarm og ukristelighed i tingsalen. Sættedommeren spurgte stokkemændene om de synes, at det var tilfældet. Det mente stokkemændene ikke, der var skikkelighed og fredelighed i tingsalen.
Anders Bruun satte spørgsmål til Peter Thiesen om han kunne repræsentere samtlige bønder i Nørre Herred. Peter Thiesen havde fået tilsagn om at handle frit på alle bønders vegne.
Claus Madsen Finne fremviste en seddel, hvor kommissionen tillader ham at beholde et stykke udmark, som Morten Davidsen havde haft i pant.
Hans Wefstsen fortalte at han huskede at der for 30 år siden boede Rasmus Finne i huset og der havde været en gl. have med blommetræer, kirsebær og søde abilder og store hyldetræer. Det var hans overbevisning at huset ikke lå på noget udmarksjord, men at det hørte til det nærliggende Vang fiskerleje. Det var Hans Wefsten og andres klare overbevisning, at sådan havde de landkyndige mænd også fortalt kommissionen, men de havde bedømt det anderledes og pålagt Claus Madsen at betale fæsteafgift og skat.
Ole Pedersen boende på den 9. vorned i Klemensker. Han havde været på amtstuen og fået besked om at han kunne få et fæstebrev på noget af den 48 sg. jord Lars Hansen. Ole Pedersen mente at det var en fejl, hvorfor han sammen med Lars Hansen fik jorden delt i to. Han havde leveret papir til de to fæstebreve, hvoraf Lars Hansens søn havde skrevet det ene, Kommissionen havde lovet ham betaling for dette besvær, men han fik det ikke. Anders Bruun ville bevise næste gang, hvorledes den historie hang sammen.

23. oktober 1722 – pag. 52b
Holstførsten Hans Christensen kom på tinget og bad om at 8 forstandige mænd blev valgt til at syne skovene sådan som skovforordningens art. 13 pålægger dem at gøre. Samtlige skove på vorneder såvel som på selvejergårde skal synes. Og der skal efterses kgl. mærker på træstubbene, der viste om de var lovligt huggede. De otte blev valgte og pålagt at møde ved solopgang hos Anders Carstensen i Klemensker den 26. oktober.
Anders Larsen Krack af Rutsker kom og læste et pantebrev på 33 sld. udgivet af Lars Thorsen på den 2. gård til Peder jensen på den 1. gård som omhandlede gården sæde og adgangsret. Skal indskrives i pantebogen.
Anders Larsen Krach kom på Lars Thorsens vegne og præsenterede en højesteretsdom af 14. december 1720 og en landstingsdom af 22. maj 1720. Meningen med denne fremlæggelse var at klarlægge forliget mellem Lars Thorsen og hans broder Hans Larsen.
Niels Pedersen fra Rø stævnede Niels Larsen med hans sønner Lars og Jens Nielsen i Rø, samt Anne Niels Rasmussen ang. et guldstykke. Herredsfogeden konstaterede at de indstævnte ikke var kommet, hvorfor de blev pålagt at møde til næste ting.
30. oktober 1722 – pag. 53a
Formanden Hans Mortensen for de 8te mænd, der havde synet skovene den 26. oktober, oplæste deres synsforretning, som blev påskrevet.
Anders Larsen af Rutsker mødte på sin broder Rasmus Larsen og stævnede Mads Monsen, der boede på Lynggården i Olsker for gæld på 1 rdl. for ¼ saltet torsk, som han havde fået af Rasmus Larsen til sin salige moders udfarsøl. Mads Monsen var mødt på tinget og erklærede, at han ville svare skriftligt til næste ting.
Peder Christensen i Rutsker stævnede Ole Gammelsen, som boede i et hus ved Nydammen i Rutsker for kirkeskat på 12 skilling. Mogens Pedersen mødte på Ole Gammelsens vegne. Ole Gammelsen var optaget af andre sager, men han meddelte, at så snart hans hustru fik anvist en stol i kirken, så ville han betale hvad han skyldte. Peder Christensen meldende, at han skulle søge amtmanden, landsprovsten eller hvem der havde myndighed til tildeling af stolesæder i kirken. Denne kirkeskat var ikke afhængig af stolesæder, men at det gik til kirkens reparation. Dommeren pålagde Ole Gammelsen at møde til næste ting personligt, hvis ikke, så havde han tabt sagen.
Jocum Mester, slagter i Rønne mødte i retten og stævnede Hans Larsen i Klemensker for en kvie, som han havde købt til byfogedens kone i Rønne. Hans Larsen ville svare skriftligt til næste ting.
Niels Larsen og hans sønner, samt Anna Niels Rasmusen mødte i sagen om guldstykket som Niels Pedersen og hans hustru havde indstævnet for. Niels Larsen svarede, at han tidligere havde forklaret sagen sammenhæng. Dommeren spurgte Niels Larsen og hans sønner om de kunne afgive deres saligheds ed på, at de ikke havde set guldstykket. Niels Larsen svarede at de ville svare skriftligt på næste ting. Dommeren svarede at de skulle møde på næste ting personligt og enten bevise deres uskyld eller afgive deres saligheds ed, at de ikke havde set guldstykket.
Dom afgivet mellem Lars Thorsen og Hans Larsen i Rutsker.
DOM (pag. 54a)
Sagen drejede sig om en hest som Hans Larsen havde modtaget som betaling for kaution for Lars Thorsen, men som nu var blevet stadet. Da Lars Thorsen mente at han havde betalt sin gæld, så skulle han havde hesten tilbage uskadt. Lars Thorsen var blevet arresteret ved sessionsretten i Rønne, da Holstførsten krævede 10 sld. af ham for ulovlig skovhugst. Der var indgået et forlig mellem Lars Thorsen og Jørgen Andersen, som viste at han måtte få hest og vogn tilbage. De fire kautionsmænds aftale med Lars Thorsen betød at han kunne få sit pant igen, hvorfor dommeren dømte Hans Larsen at betale værdien af forringelsen af hesten og levere vognen tilbage til Lars Thorsen inden 15 dage.
6. november 1722 – pag. 54b
Johan Holst på slagter Jocum Mesters vegne og ophævede den sag som Hans Larsen af Klemensker var stævnet til. Sagen var forliget.
Anders Larsen fra Rutsker på kirkeværgen Peder Christensens vegne ville fornemme om Ole Gammelsen ville svare på sagen om de 12 skilling han skyldte Rutsker kirke. Ole Gammelsen var ikke mødt, hvorfor han atter fik en frist til næste ting.
Niels Pedersen af Rø sogn tillige med hans hustru mødte for retten og meddelte, at Anders Larsen Krach ville svare på deres vegne i deres sag om guldstykket. Tidligere havde de haft Johan Holst til at føre deres sag, men han var ikke længere tro mod sagen. Dommeren tillod Anders Larsen at føre deres sag. Niels Larsen og hans sønner og Anna var ikke mødte, men stokkemanden Jens Nielsen fremlagde en skriftlig attest fra de fire indstævnede underskrevet med tre bogstaver. Det fortalte at de intet vidste noget om dette guldstykke og derfor intet kunne vidne. Jens Nielsen var broder til Anna og det var hans fader der i sin tid havde taget guldstykket i pant, hvorfor han som sådan også var involveret.  En herredstingsdom af 22. november skulle til næste ting blive fundet frem og de stævnede personen bedt om at møde.
Anders Larsen Krach mødte på sin broder Rasmus Larsens vegne mødte i sagen mod Mads Monsens gæld på 1 rdl for en ¼ tønde saltet torsk. Mads Monsen afgav sin skriftlige indlæg og så syntes han af Anders Larsens broder selv skulle møde på tinget og føre sin sag. Anders Larsen ville svare på næste ting.
DOM afsagt mellem Niels Ødbersen og Gotfred Nielsen. Dommeren spurgte stokkemændene om de ville underskrive dommen, eller om de ville afgive deres egen dom. Stokkemændene svarede, at de ikke havde blevet konfereret inden dommen blev afsagt, hvorfor de ikke kunne have ansvar for dommens ordlyd. Johan Holst bad om udskrift af hele sagen og leverede stemplet papir, således at han kunne anke dommen til højere ret. Dommeren ville levere alle dokumenter frem for stokkemændene og så kunne de selv afgive deres dom til næste tingsamling. Stokkemændene nægtede dette, da de sagde, at de ikke kunne når det på så kort tid og at det skulle være landsdommeren der pålagde dem at gøre det.
DOM – pag.  56a
Sagen drejede sig om Gotfred Nielsen havde taget Niels Ødbersens heste om natten mellem den 20. og 21. maj. Dommeren gennemgik sagen og fandt mange uvederhæftige vidnesbyrd, men han kunne ikke afvise vidnesbyrdene som uvederhæftige, da dette ikke drejede sig om volds- eller drabssag, så kunne de ikke afvises. Hvis de fire mand (Lars Olsen, Anders Ibsen, Hendrich Ibsen og Bertelmes Petersen), der påstod at Gotfred Nielsen havde brugt Niels Ødbersens heste, havde taget Gotfred og de to heste i forvaring, så havde sagen været ligetil. Men det kunne kun være påstand mod påstand, og som sådan kunne intet bevises. ”Herom i denne hovedsagens rette marterie dømmes for ret at disse 4 mand hafde ikke ført Gotfred Nielsen tillige med hestene, som de havde berettet, for Niels Ødbersen, at Gotfred Nielsen harvede med imellem den 20. og 21. maj nu i dette Aar, hvorved de havde forvoldt denne vitløftige proces, saa dømmes de at give omkostningerne til ædle Hr. amtskriver Christopher Horn for hans fuldmægtig Niels Lunds meget store umage og bekostning hver 2 rdl. som er i alt 8. rdl. som de fire mand Anders og Hindrich i Bromme, Lars Olsen og Bertelmes Petersen at betale inden 15 dages forløb. Desuden skulle de betale Niels Ødbersen hver 1 rdl. for sagens omkostninger”. I det øvrige så bliver de fri for at betale til Gotfred Nielsen for de slag som han måtte have fået, ”det maa han have sig selv at takke for den bekostning han havde med sine vidners adskillige snack og tale”.
[Landstingsdommen fra 30. juni 1723 – pag. 203a-203b:
”Eftersom denne sag Reiser sig af 2de Hste Gotfred Nielsen hafuer imellem d. 20. og 21. May Ao. 1722 harret med og Niels Ødbersen af Røe Sogn hafuer ført 4. uvilllige og overensstemmende Vidner at det var hans heste Gotfred Nielsen dend gang hafde for sin Harve; huorimod Gotfred Nielsen beskylder de 4 Vidner, nemlig Anders Ibsen, Henrich Ibsen, Laurs Olsen, og Bartholmæus Petersen, at de skulle hafue ofverfaldet hannem og Slaget hannem blodig, huorpaa hand hafuer ført sin Slegt og Tyende til Vidner, mens iche fremlagt nogen Skiønning eller besigtelse som efter Loven burte været skeet, om hand hafde været saa mishandlet som foregifues, Alt saa kand ieg efter de udi denne Sag førte Vidner forsvarligen ey anderledes kiende; End eftersom Gotfred Nielsen imod Niels Ødbersens villie har taget hans heste, og harvet med, io bør i andledning af Lovens pagina 950 Art. 2 at lide efter lovens pagn. 950. art. 1 bøde 3de 40 lod Sølf, de to parter til Kongen og dend 3die til Sagsøgeren, derforuden bør Gotfred Nielsen at betale denne processes omkostninger til Niels Ødbersen imod 8 Rdl, og til Velædle Hr Ambtskriver Horn 12 Rdl. for hans Reiser og umage hand har haft for bemelte Gotfred Nielsen, huilke bøder og omkostninger hand inden 15 dage bør at betale under Rettens befordring, De 4re Vidner Navnlig Anders Ibsen, Henrich Ibsen, Lars Olsen og Bartholmeus Petersen frikendes for Gotfred Nielsens tiltale. Og bør Heretsfogden Mogens Clausens dom at være død og Magtesløs.
Niels Andersen som først hafuer vundet et og siden frasagt sit Vidne og bekiendt anderledes, bør derfor efter Lovens Pagina 111 art. 20 at søges og dømmes for sit Værneting. De tre Documenter, som ieg den 5te May inden Landstinget lofuede at melde udi min Dom, om de nu i Acten skulde indføres, eller ey, da som dend attest forand af 19. September Ano 1722 findes Indført udi hiemtings Acten, den tillades det at dend maa udi handlings acten indføres. Mens det Tingsvidne af 26. Februar Ano 1723, som icke denne Sag vedkommer, skal Niels Ødbersens Fuldmægtig igien tilstilles, og icke udi acten indføres. Dets til Vidnesbyrd under mit Signet. Aakirkebye d. 30te Juni 1723. M. Nansen”]
20. november 1722 – pag. 58a
Rasmus Larsen mødte for at svare for sig ang, en fjerding (tønde?) torsk som Mads Monsen han havde lovet at betale ham. Rasmus Larsen ville afgive ed på, at Mads have lovet betaling på 1 rigsdaler for torskene. Mads Monsen var ikke mødt. Dom afsagt. Mads Monsen skulle betale 1 rdl. for torsken til han moders begravelse, samt 2 rdl. for sagens omkostninger inden 15 dage.
Johan Holst af Rønne mødte og læste en resolution om at han skulle føre sag for Niels Larsen og hans sønner og datter mod Niels Pedersen af Rø sogn. Anders Larsen på Niels Pedersens vegne forlangte en kopi af resolutionen og ville have herredsfogedens bedømmelse af fuldmagtens lovlighed. Det fik han. Problemet var at Holst tidligere havde været involveret i sagen mellem Mons Andersen og Niels Pedersen, hvor han efter Anders Larsens mening havde været uærlig. Dommeren ville have at Holst skulle afgive ed på at det var en retfærdig sag han havde påtaget sig. Sagen drejede sig om det stykke guld, som Niels Pedersen skulle have pantsat og skulle være endt hos Niels Larsen efter hans søn Mons Nielsen døde. Dommeren pålagde alle i egen person at møde på næste ting.
Anders Larsen mødte på Rutskers kirkeværge Peder Christensens vegne kontra Ole Gammelsen. Ole Gammelsen var heller ikke denne gang mødt i retten. Sagen drejede sig om at Ole Gammelsen ikke havde betalt til kirkens reparation. Dommeren ville have sagen beskrevet inden næste ting, hvorefter han så ville afgive dom.
4. december 1722 – pag. 59b
Anders Hansen af Olsker sogn lod læse et pantebrev udstedt af Hans Andersen af Rutsker på 200 rdl. mod pant i den 45 gård med løbetid på 18 år.
Anders Larsen af Rutsker på vegne af Niels Pedersen i Rø tillige med sønnerne Lars og Jens Nielsen samt datteren Ane Niels Rasmussens anmodende dommeren at de nu. efter den lange sag, måtte afgive ed på guldstykkets pantsætning. Johan Holst stævnede Niels Pedersen, hans hustru og datter. Niels Pedersen var mødt i retten og nægtede at blive stævnet korrekt, da den ene stævningsmand Mogens Andersen var hans Arvids mand og tidligere modpart i samme sag. Dommeren godkendte ikke klagen og lod sagen fortsætte.
Niels Pedersen fortalte, at hans hustru Elsebye Nielsdatter satte det omtvistede guldstykke i pant hos Mogens Andersen. Niels Larsens nu afdøde søn Mons Nielsen havde været tilstede og udlagt 5 rdl. og Mogens Andersens hustru udlagde 1 rdl.. Niels Pedersen hustru havde modtaget 6 rdl. og sidenhen ikke set noget til guldstykket. Johan Holst tvivlede på forklaringen, og mente, at guldstykket aldrig var kommet Niels Larsens sønners besiddelse. Holst mente at hvis guldstykket skulle være kommet i sønnernes besiddelse, så burde han straks efter Mons Nielsen død have gjort krav på det. Niels Pedersen var ikke blevet bekendt med guldstykkets placering hos Mons Nielsen efter sagen mellem ham og Mogens Andersen.
Holst fremstillede to vidner: Lars Mortensen og Jep Hansen, som fortalte, at de var tilstede da Mons Nielsen blev optrukket af en dam og senere da hans kiste blev åbnet. Der var penge og papirer samt tørklæder, men intet guldstykke, Derefter blev Lars Mortensen afhørt og han vidnede det samme som Jep Hansen.
Anders Larsen afhørte dernæst vidnerne om ikke guldstykket blev fundet efter Niels Larsens salige søns død? Det vidste vidnerne intet om og at de intet havde at tilføje.
Holst ville have Niels Pedersens datterfremstillet. Dommeren ville indkalde hende til næste tings afholdelse.
Amtskriver Christopher Horns fuldmægtig Niels Lund ville have vidnesbyrd af Ole Andersen, Hans Larsen, Hans Kjeldsen og Niels Bendtsen alle fra Klemensker. De fire havde den 30. november været på kongens gård den 7. selvejergård Hullegaard i Klemensker for at syne de ny opbyggede længer, der for ca. 2 år siden var nedbrændt. Gårdmanden Hermand Andersen havde opført 9 stolperum stort stuehus, hvoraf de tre stolperum var opført i indeværende år og de øvrige forrige år. Der var brugt forsvarlig tømmer. I tag, loft og vægge var brugt gammelt men brugbart tømmer. Hermand Andersen lovede at opføre endnu tre stolperum, såsnart hun kunne. Til dette var han blevet udvist træ fra kongens skov til stolper, lejder og løsholter. Niels Lund fik derefter et lovligt tingsvidne på dette.
Dom afsagt mellemkirkeværgen i Rutsker og Ole Gammelsen i Rutsker (pag. 62b).Den 19. januar 1722 var et reparationsarbejde sat i værks mod ekstra kirkeskat pålagt både præst, bønder, udbyggere og ugift karle at betale udgifterne, De blev opgjort til 62 rd 2 mk 14 sk.. Ligningen pålagde Ole Gammelsen som udbygger at betale 12 skilling. Han blev dømt til at betale tillige med sagens omkostninger på 1 sld. 2 mark.
18. december 1722 – pag. 62b
Læst kgl. patent på højesterets afholdelse i 1723.
Johan Holst af Rønne mødte i sagen mellem Niels Larsen og Niels Pedersen af Rø sogn. Han ville først fremlægge sin indsigelse efter at Niels Pedersens datter personligt mødte i retten og henviste til stiftsamtmandens befaling tillige med landstingets dom. Anders Larsen på Niels Pedersen, hustru og datter vegne svarede at de først skulle stævnes lovligt og at de måtte aflægge deres ed på deres påstande. Dommeren, der konstaterede at hverken Niels Pedersen eller Niels Larsen med familier var mødte, hvorfor han pålagde dem at møde på næste ting den 8. januar. Holst påpegede at sagen nu havde gået over 6 uger og at det var uhørt længe.
8. januar 1723 – pag. 62b
Læst amtmandens anordning vedr. prokuratorer – dat. 27. oktober 1722.
Niels Pedersen af Rø sogn på egne og hustru og datters vegne, samt Jens Nielsen og Niels Rasmussens på egne og Niels Larsen og Niels Larsens søn Lars Nielsens vegne bekendte for retten med begge parters fuldmægtiges vilje, at de nu var blevet venlig og vel forliget om sagen vedr. det omtvistede guldstykke og at de ikke ønskede dom i sagen.
Nye stokkemænd for 1723 blev valgt: Fra Klemensker: Peder Kure og Peder Monsen, fra Rutsker: Jens Michelsen og Lars Hansen i Ullehals, fra Olsker Jens Jørgensen og Jens Hansen i Vedby og fra Rø Niels Hansen eller hans søn og Niels Hendrichsen eller hvem som gården beboer.
22. januar 1723 – pag. 62b
”Ingen lod sig indfinde, som noget ved retten havde at bestille”
5. februar 1723 – pag. 63a
Efter tre gange at påberåbelse om nogen havde noget ved retten at bestille – ” og kl. nu kand være ungefer 3 efter middag, hvorfor Retten blef op hefvet”
12. februar 1723 – pag. 63a
Madts Monsen af Olsker stævnede Lars Monsen af Vestermarie og hans medarvinger. Lars Monsen mente, at det var en unødvendig sag, da den 30. gård Lynggården allerede var blevet vurderet af 8te mand og at hans broder Mads skulle være tilfreds med den afgørelse. Mads Monsen producerede en memorial til samtlige arvinger efter Mons Madtsen og Margrethe Jensdatter og krævede at 8 mænd blev valgt til at syne og værdisætte den 30. gård i Olsker, samt undersøge om der var forsvundet noget fra gården siden moderens død (2. maj 1722). Endvidere skal de 8te mænd dømme, hvem der har rettighed til gården og hvem der kan indløse arvingerne. Dommeren valgte Anders Monsen i Krashave som formand for de otte mand og påbød at de skulle møde på gården den 20. februar 1723.
19. februar 1723 – pag. 64a
Johan Holst af Rønne bad om at tinget blev holdt om 8te dage, da han ville stævne i en sag.
Intet andet blev behandlet på tinget.
26. februar 1723 – pag. 64a
Anders Monsen aflagde synsforretningen, sådan som den var foregået på den 30. gård i Olsker. Ingen af parterne var mødte og derfor ingen forhandling. Herredsfogeden pålagde sagens parter, at møde på næste ting og fremlægge deres påstande om gården.
Johan Holst af Rønne mødte på Niels Øbersens vegne (Rø sogn) samt Anders Ibsen, Berte Laurs Petersens, Henrich Ibsen og Lars Olsen drost (?) vegne, og stævnede Anders Jensen i Bromme, hans hustru såvel som hans datter Boel Andersdatter og søn Jens Andersen. Sagen var ikke præciseret andet end at det var et sognevidne mod familien Anders Jensen. Der skulle afhøres vidnerne Niels Hartvig, Peder Esbersen, Anders Mogensen (?), Rasmus Nielsen, Hans Jørgen Pedersen Skou, Peder Olsen, Poul Hansen, Friderich Hansen, Peder Esbersen i Baadstedgården, Peter Clausen, Sønne Pedersen, Niels Rasmussen, Hans Pedersen, Lars Esbersen, Jens Nielsen, Jens Jensen, Niels Rasmussen, Mons Hansen, Lars Olsen, Hans Nielsen, Arest Poulsen, Hans Jepsen, Hans Rasmussen, Hagen Løfuersen, Anders Pedersen Hoby, Hindrich Pedersen Hoby og Svend Monsen alle fra Rø sogn. Sagen beskrives som afhørring af vidnerne angående det udstedte sognevidne mod Anders Jensen og hans familie.
Herredsfogeden kunne ikke acceptere stævningen, da den ikke forklarede, hvad det drejede sig om, Var det en æressag, gæld sag eller andet. Herredsfogeden måtte henstille til Holst at stævne igen til næste ting. Holst henviste til tingbogen fra den 25. september, hvor der var indført et sognevidne om at Anders Jensen og hans familien blev anklaget for et uærligt levned. Afvisningen fik Holst til at bede om en udskrift af alt hvad der var sket på tinget. Til formålet gav han skriveren et 24 sk. papir.
12. marts 1723 – pag. 65a
Læst kgl. Plakat ved de slaver, som var tidligere havde tilhørt det tyrkiske slaveri og som nu var opbragte. Dat. 15. januar 1723.
Læst kgl. plakat om straffe til dem der ikke var mødt med vogne under kongens rejser. Dat. 15. januar 1723.
Jens Andersen Beck (den 3. gård – Kaasbygaard) af Rutsker sogn mødte og ville med vidner bevise, hvilken ulykke der var sket ham under ildebranden på hans gård natten mellem den 22. og den 23. februar. Vidnerne var Peder Andersen, Anders Larsen Bager, Ole Clausen og Peder Poulsen alle fra Rutsker. Stuelængen på 18 stolperum og en tværlænge på tre stolperum, der bruges som køkken. Alt var brændt ligesåvel som alt indbo, samt hans sædekorn, som han skulle have sået til foråret. Foder til bæsterne, som skulle trække ploven var brændt. Hans forråd og klæder ligeså. Han er desuden skadet på legeme, da han ville redde indbo ud af det brændende hus. Huset var styrtet ned over ham og han var blevet forbrændt. Peder Andersen af Rutsker bekræftede ovenstående. Han fortalte desuden, at hans sædekorn lå på stænget og der lå hø over 4 stolperum. I krobhuset var mel, malt, gryn, ærter, fisk, sild og kød og flæsk, som alt gik tabt. Desuden brændte vogne vogntømmer, slæde og plov ødelagdes. To store aske, som stod tæt ved bygningen blev ødelagte. Jens Beck vidste ikke hvordan ilden var opstået, da det skete om natten og at han først havde opdaget det om morgenen. Efter at navngivne tilstedeværende Rutskerbo i salen havde givet deres tilsagn om vidnernes beretninger, fik Jens Andersen Beck udstedt et tingsvidne.
8te mands forretning på den 30. gård fortsatte med at Lars Monsen fremlagde et indlæg. Anders Monsen beklagede sig over, at de ikke havde fået underretning om synet af gården efter Margrethe Jensdatters død. De forskellige arvinger og deres værger var mødte, men ingen havde dokumenter med. De otte mand havde manglet skiftebrevet efter Margrethe, men de havde alligevel gennemført synet af gården. Herredsfogeden pålagde parterne at fremlægge alle relevante dokumenter inden næste ting.
Anders Larsen Krack mødte i retten og fremlagde en fuldmagt fra amtmand oberst West på at han måtte gå i retten for samtlige bønder i Nørre Herreds kontra kommissærerne, dat. 6. marts 1723. Kommissionens beskikkelsesbrev var allerede meddelt og kommissionen ville nu uddele bønderne i Nørre Herred en genpart, hvor kommissionens forretning var beskrevet. Kommissionen havde bedømt udmarken og jordenes indhegning, dateret den 14. december 1722. Anders Larsen Krack på samtlige vedkommende bønder ville have herredsfogeden til at udvælge 8 uvildige bønder af W. Herreds (Vester herred) til at syne samtlige indhegninger til udmarken og granske om der var indhegnet noget af kongens alminding, vildbane eller af bøndernes fællesmarker. Samt skulle de vurdere arealet og dygtighed (bonitet). Bønderne agter at erhverve sig et tingsvidne, som de ville søge højesterets underkendelse af kommissionens dom. Under denne sags forelæggelse fremkom en borger fra Rønne, nemlig kaptajn Niels Nielsen, der afleverede en konvolut med kommissærernes indlæg. Hvilket indlæg blev læst og påskrevet. Anders Krack protesterede, da han ikke havde set Niels Nielsen aflevere sit indlæg. Herredsfogeden ville tage sagen til overvejelse til næste ting.
19. marts 1723 – pag. 67b
Claus Monsen Torn på Nicolaj Møllers vegne stævnede Mogens Pedersen af Klemensker for gæld. Mogens Pedersen var ikke mødt.
Sognepræst Ole Sonne fra Rutsker bad om at er erklæring blev oplæst på tinget. Erklæringen var fra ingeniørkaptajn Adolpf Tobias Herbst af dato 18. marts 1723 hvori han fralægger sig og tilbagetrækker nogle ærekrænkende ord, som han havde udtalt mod sognepræsten den 27. januar 1723. Erklæringen blev læst og påskrevet af de 8te stokkemænd.
Lars Monsen irettelagde et indlæg for de 8te mand, der skulle dømme i sagen om den 30. gård i Olsker. Broderen Mads Mogensen havde, havde efter hans mening, taget adkomst til gården uretmæssigt. De 8te mand havde tilkendt ham adkomsten, som han nu ville have omstødt. Mads Mogensen ville svare på næste ting.
Anders Larsen Krack af Rutsker på samtlige vedkommende bønders vegne ville have kommissionens beslutning fremlagt og at de skulle have en kopi af deres dom udleveret. Ingen fra kommissionen var mødt. En erklæring fra kommissionen blev oplæst. Krack mente at det var bøndernes ret at få en kopi af kommissionsforretningen. Herredsfogeden tog sagen til overvejelse.
2. april 1723 – pag. 68b
Gotfred Nielsen af Rø lod læse et pantebrev om at Gotfred Nielsen skyldte Rasmus Larsen af Allinge 22 sld 3 mk 4 sk. med pant i Gotfreds vandmølle med stene og redskaber.
Johan Holst som fuldmægtig for Niels Øbersen mente at Gotfred Nielsen ikke kunne pantsætte vandmøllen, da landstinget behandlede sagen om Gotfreds bemægtigelse af Niels Øbersens heste. Holst mente at Gotfreds midler skulle båndlægges indtil sagen blev afgjort. Gotfred Nielsen svarede at han ville bruge sine medler til at forsvare sig i sagen. Herredstingsdommen forhindrede ham ikke at bruge af sin formue.
Anders Larsen Krack anmodede atter om at kommissionen udleverede deres forretning i kopi.- Ingen på kommissionens vegne var mødte. Anders Larsen anmodede atter om at retten ville vælge 8te mand til at syne indhegningerne og granske sagen om udmarkerne. Herredsfogeden henviste til loven pag. 66 art. 7 som tydeligt fastslog, at kongelige nedsatte kommissionen kun kunne indstævnes for højesteretten, hvorfor han ikke kunne vælge 8te mand til at undersøge kommissionens beslutning.
Sognepræsten Ole Sonnes søn Hans Olsen stævnede Lars Thorsen på den 2. gård i Rutsker for 2 års påskerettighed 2 dlr 2 mk 8 sk. til præsten. Desuden manglede Lars Thorsen at betale for hans søns begravelse, 1 dl. 2 mk for 6 skæpper byg, 1 dl. 2 mk for 3 tønder havre – i alt 4 dl 2 mk 8 sk. Herredsfogeden pålagde Lars Thorsen at svare på næste ting.
Johan Holst af Rønne fremviste amtmandens tilladelse om at gå i rette for Mads Monsen i sagen mod hans bror Lars Madsen. Johan Holst stævnede på Mads Monsens vegne Jens Hansen, der boede på den 30. gård i Rutsker. Jens Hansen skulle fremlægge alle dokumenter, som han havde på gården inkl. lejebrev og pantebreve. Desuden blev følgende stævnet som vidner: løjtnant Henning Kjøller, Hans Hansen af Blaahul, Hans Olsen, og Niels Olsen fra Pilegaarden, Niels Friderichsen og Jens Jensen – alle af Olsker sogn. Sagen drejede sig om skoven, der var blevet forhugget og træers bortførelse. Jens Hansen var til stede i retten og sagde, at han ville svare så snart hans eftermand Lars Monsen af Vestermarie sogn blev stævnet. Jens Hansen blev tvunget til at svare på spørgsmål om tidspunkter mm. Han var flyttet til gården omkring ved fastetid, men ville ikke komme nærmere ind på hvem der havde givet ham lov og hvilket tidspunkt han egentligt var flyttet til gården. Jens Hansen forlod retten inden nærmere afhøring. Mads Monsen bedyrede, at han på intet tidspunkt efter sine forældres død var fraflyttet gården, ej hellere havde modtaget sin penge, som var stående i gården. Holst ville have, at Jens Hansen mødte på næste ting, da han havde forladt retten i utide. Henning Kjøller fortalte, at Lars Monsen havde fortalt ham, at han ville flytte til sin hustrus fader på Bjergegaard. Hans Hansen fortalte at Jens Hansen fra Arnager var flyttet til Lynggaarden inden jul med sine får, 2 heste, en kiste og sengeklæder. Desuden fortalte han, at Lars Monsen havde solgt egetræ – 2 til Lars Monsen i Rutsker og en eg og en birk til Jens Jensen. Niels Olsen vidnede at han havde været i Lynggaardsskoven med Jens Jensen og hjulpet ham med at skove 4 birketræer, en asp og 7 ege som Jens Jensen sagde, at han havde købt af Lars Monsen. De to ege var bjælkestore og de andre sparrestore, Dernæst Jens Jensen, som vedstod at have købt 8 ege, 4 birke og to aspetræ af Lars Monsen for ungefær 5 sld. Jens Jensen fortalte at Jens Hansen havde flyttet til Lynggaarden 4 dage før jul, netop den dag, hvor han var kommet hjem fra København. Han mente at det var Lars Monsen og Hans Bidstrup, der havde givet Jens Hansen lov til at flytte ind. Endvidere vidste han at Hans Bidstrup og flere andre havde fået en eg, ask eller birk fra skoven. Mads Monsen fik herredsfogeden til at pålægge Lars Monsen af fremlægge skiftebrevet og forskellige andre dokumenter for de 8te mænd.
I sagen mellem Nicolaj Møller og Mons Pedersen var ingen mødte og blev flyttet til næste ting.
16. april 1723 – pag. 71b
Læst kgl plakat om at handelen på vester og øster søen var frigivet efter at have været forbudt under den smitsomme sygdoms rasen. Dat. 15. febr. 1723.
Lars Thorsen mødte og angav, at alle fordringer på ham, som sognepræsten havde ført, ikke var rigtige. Han ville have udtog af stævningen og svar på næste ting.
Niels Andersen på den 8te gård i Rutsker læste et pantebrev på 440 sld, som angav at han havde bortpantet gården i 18 år til sin svoger Hans Rasmussen.
Mads Monsens fuldmægtig Johan Holst bød at Jens Hansen mødte i egen person og svarede på spørgsmål ang. Lynggaarden. Herredsfogeden pålagde Jens Hansen at møde på næste ting. Lars Monsen protesterede over, at herredsfogeden havde tilladt vidner at berette om ulovlig skovhugst og anklage mod ham, uden han selv var til stede. Han mente, at han burde være stævnet først. Han havde som ejer af gården handlet korrekt og havde indløst de fleste arveandele til sin medarvinger. Han ville have at dommen snart blev afsagt. Herredsfogeden pålagde de resterende vidner at møde på næste ting, således at sagen kunne gå til doms.
Herredsfogeden efterlyste Nicolaj Møller og Mons Pedersen. Hvis de ikke kom til næste ting ville deres sag blive ophævet.
30. april 1723 – pag. 73a
Jens Andersen fra Klemensker stævnede Lars Larsen på den 10. gård i Bedegade til fraflytning inden midfaste 1724, Han pålød Lars Larsen om ikke at fjerne noget nagelfast eller forringe gården. Lars Larsen var ikke tilstede da Jens Andersen fremlagde en landstingsdom af dato 5. december 1708. Lars Larsen dukkede op på tinget og vedkendte, at han havde fået sine pantepenge. Jens Andersen fremlagde sit købebrev på gården udgivet af Eskild Nielsen af dato 26. juli 1709. Endelig fremlagdes en kvittering som viste at Lars Larsen havde fået 240 sld. i klingende mønt af Lars Larsen. Lars Larsen kunne ikke svare imod denne kvittering, men fremlagde en kontrakt på 80 sld. af dato 1. juni 1722 om at han godvilligt ville forlade gården inden midfaste 1724. Dernæst blev dommen afsagt om at Lars Larsen skulle fraflytte gården og overlevere den til Jens Andersen som boede på den 9. gård.
Sagen mellem sognepræsten og Lars Thorsen blev udsat, da Thorsen var forhindret, da han var under oberstens kommando.
Johan Holst efterlyste Jens Hansen fra den 30. gård i Olsker samt to vidner, som ikke var mødt på tinget to på hinanden efterfølgende tingdage. Herredsfogeden pålagde de tre at møde på næste ting, hvis ikke, så skulle de bøde 3 lod sølv i møde. Imidlertid kom et af vidnerne, Anders Olsen som fortalte at kaptajn Niels Bidstrup havde været i lynggårdsskoven med to vogne. Formanden for de otte mand forundrede sig over, at sagen kunne trække så længe ud. Han ville på næste ting afgive dom uanset at to vidner ikke var mødte. Hans Jørgensen fra Østermarie fremlagde et indlæg i sagen. Dommeren udsatte sagen i 14 dage.
Sagen mellem Nicolaj Møller og Mons Pedersen var blevet forliget.
14. maj 1723 – pag. 74a
Niels Nielsen Friderichsen mødte i sagen om den 30. gård i Olsker. Han fortalte at han havde hørt, at Lars Monsen var flyttet fra gården og han havde også hørt at skoven skulle være forhuggen, men havde ikke set det. Dog havde han set at Jens Jensen havde kørt et stykke træ fra skoven. Efter spørgsmål fra Holst erkendte Niels Friderichsen at da Margrete boede i huset, var der ikke som nu huller i vægge og i taget. Ellers ville vidnet ikke fortælle om andre mangler end dog at skoven så lidt lysere ud. Trods manglende afhøring af Jens Hansen, så besluttede parterne at sagen kunne gå til doms.
Lars Thorsen svarede mod hr. Ole Sonnes fordring af tiende mm. Hans påstand var, at sognepræsten havde fået en eng til afhøstning, hvorfor han mente han ikke skyldte præsten ret meget mere. Han havde også kørt for præsten mellem Rutsker kirke og Pedersker kirke og tilbage igen – en tur der kunne takseres til 1 sld. Hvis der var andet han skyldte så er bød han at betale i naturalier. Ellers ville Thorsen på næste ting bevise sine påstande skriftligt.
21. maj 1723 – pag. 75a
Mons Pedersen af Klemensker mødte og ville bevise, at han havde opsagt Jens Andersen på den 9. gård i Klemensker. Mons Pedersen havde arvet gården efter sin sal. fader Peder Monsen og hans salige moder Johanne Monsdatter, Hans sted fader Jens Andersen havde modtaget alle de penge, som han havde stående i gården, hvilket Jens Andersen havde kvitteret for. Stedfaderen var stævnet således at han i retten kunne vedgå udsigelsen, samt at han kunne overdrage de dokumenter på gården, som han endnu havde i besiddelse. Anders Larsen af Rutsker svarede på Jens Andersens vegne. Jens Andersen skulle beholde dokumenterne indtil den dag at gården blev overleveret. Dommeren bød Jens Andersen at fremlægge alle dokumenter i retten til næste ting.
Kaptajn Herbst og kaptajn Niels Nielsen havde stævnet amtskriver Christopher Horn i egen person. Desuden havde de stævnet fra Klemensker: Hans Hermandsen, Hans Hermandsen, Ole Madsen, Per Hermandsen, Jens Olsen og Hermand Andersen. Fra Rutsker: Jørgen Hansen, Niels Hansen, Anders Hansen, Niels Andersen og Ole Gammelsen, Hans Mikkelsen, Christopher Hanse og Anders Pedersen. Fra Olsker: Esber Pedersen, Freud Hansen, Peder Didrichsen, Lars Larsen, Albert Hindrichsen, Niels Albertsen, Nicolaj Pedersen, Peder Pedersen, alle sammen til at svare under ed på spørgsmål vedrørende de forbydelser og advarsler de havde mødt på kirkestævner vedr. udmarken og at betale skat til kongen. Desuden var stævnet Jens Jensen af Klemensker, Hans Wefstsen af Rutsker, Hans Kjøller af Rø og Jens Wefstsen af Olsker. Anders Larsen svarede som fuldmægtig for disse fire mand, at stævningen var ulovlig. Jens Jensen, som var hovedmanden blandt de fire, var rejst udi provinsen og burde have været stævnet med 6 ugers varsel. Herbst tvivlede på rigtigheden med 6 ugers varsel, da Jens Jensen, nok vor fuldmægtig for hele landets bønder, men han var dog boende på Bornholm og stævnet på sin bopæl. Stokkemændene bevidnede at Jens Jensen var rejst fra Bornholm for en måned siden. Herbst og Nielsen påpegede, at Anders Larsen Krack ikke havde fuldmagt til at være prokurator for de stævnede fire bønder, da hans fuldmagt gjaldt opkrævelsen for at få 8te mænd til at syne udmarkens jorde og ikke denne sag, som skulle bevise at udbyggerne skulle være truet til at nægte at betale skat til kongen.
Stokkemændene fortalte – på opfordring af Anders Larsen Krack – at Jens Jensen var rejst til København, for at føre bøndernes sag til højesteret og derfor var hans stævnemål omfattet af Anders Larsen Kracks tilladelse til at være prokurator for ham.
Sagen blev af dommeren antaget, men ikke at Anders Larsen Krack kunne være fuldmægtig for de indstævnede bønder. Han besluttede at sagen kunne ageres på næste ting den 4. juni og at vidnerne skulle møde under faldsmålsstraf, hvis de udeblev. Da Jens Jensen var rejst til København, skulle han stævnes med 6 ugers varsel.
Amtskriverens fuldmægtig Niels Lund var mødt. Han blev pålagt at møde på næste ting. Alle stokkemændene blev pålagt at angive deres gårds nummer, for at undersøge om de var part i sagen.
Anders Larsen af Rutsker mødte på Ole Sonnes vegne i sagen mod Lars Thorsen. Lars Thorsen var ikke mødt. Sagen blev optaget til doms.
4. juni 1723 – pag. 78b
Anders Monsen på de 8te mands vegne afsagde kendelse om den 30. gård Lynggården i Olsker. Kaptajn Niels Bidstrup ønskede dommen beskrevet.
Dom afsagt mellem sognepræst Ole Sonne og Lars Thorsen.
Anders Larsen Krack fremviste en fuldmagt udstedt af amtmanden om, at han måtte gå i retten for Hans Hansen i Olsker imod Andreas Jacobsen Stolt på Dyndegården i Olsker (15. sg.r.). Sagen drejede sig om en gangvej, som Stolt skulle have oppløjet. Andreas Jacobsen var mødt og svarede at han ikke havde forbrudt sig mod et forbud. Alle kunne går på vejen/stien. Og det var ikke hans gærde, men naboens. Anders Larsen ville have, at der blev valgt 8te mand til at syne vejen eller marken, hvor stien havde været. Hvilket skete. Rasmus Monsen fra Klemensker blev formand.
Mons Pedersen af Klemensker var tilfreds med at Jens Andersen fremlagde alle dokumenter vedr. den 9. gård. Herredsfogeden afgav dernæst dom i opsigelses-sagen. Dommeren godkendte opsigelse og bød Jens Andersen at fraflytte den 9. gård inden midfaste 1724.
Niels Hendrichsen af Rø sogn stævnede Mads Hansen af Østerlars på den 7. gård i Rø sogn til 4 mands opkrævelse. Gården og den tilhørende skov skulle vurderes. Hans Kjøller af Rø blev valgt til formand for de fire uvildige mænd, som skulle syne gård og skov den 10. juni kl. 8.
Anders Nielsen af Klemensker stævnede Peder Hansen på den 26. gård for at høre fire mænds syn af den 23. gård Nordre Dammegaard kaldet. De skulle skønne gårdens stolperum og vurdere om gården var misligholdt. De skulle fastsætte forringelse i penge mht stolperne, vægge, vinduer og døre, brøgger, gårdsplads, kålhave og gærde derom. Hans Thorsen på Tyndekulle blev valgt som formand for de fire uvildige mænd af sognet.
Anders Larsen Krack af Rutsker som fuldmægtig for Jens Jensen og andre ville høre hvilke beviser som kommissionen havde mod dem iflg. tidligere stævning. Ingen var mødt fra kommissionen, hvorfor herredsfogeden pålagde parterne at møde på næste ting.
DOM – 8temandsforretning vedr. den 30. gård i Olsker – Lynggården kaldet. Gården blev vurderet til 237 sldr. 13 sk.. Mads Monsen havde startet sagen og påstået af hans broder Lars Monsen var løbet fra gården og flyttet til Bjergegaard i Vestermarie – sagen gennemgås i dommen! Salige Jens Andersens tre børn havde 119 sld stående i gården. Fratrukket omkostningerne til forretningen var der så 106 sld til deling mellem Margrethe Jensdatters arvinger, som var 5 sønner og 6 døtre. Forretningen viste også at skoven var blevet forhugget og derfor skulle der tillægges 15 sld 10 sk. af Jens Monsens arv, da han var skyld i forringelsen. De 8te mand vedkendte at Lars Monsen var den nærmeste til at have sæderetten til gården, men da han ikke havde ladet sin rettighed prøve ved en samfrændedom, men blot havde bemægtiget sig gården og ladet en fremmed mand ved navn Jens Hansen indflytte og udrede arvinger. Derfor dømte de 8te mand nu at sæderetten skulle gå til Mads Monsen, da han nu var den nærmeste på sin faders og moders side.
DOM pag. 81a i sagen mellem sognepræst Ole Sonne og Lars Thorsen. Sagen gennemgås. Da Lars Thorsen stik imod det han havde lovet, nemlig bevise sine påstande, så dømte herredsfogden ham til at betale præsten det angivne beløb 4 sld. 2 mk 8 sk og sagens omkostninger på 2 sld.
18. juni 1723 – Pag. 81b
Niels Jensen, der boede på den 51. gårds grund i Klemensker stævnede Hans Nielsen, der boede på den 51. gård til fraflytning senest midfaste 1724. Den til Niels Jensens og hans brødre Christopher og Claus Jensens udstedte pantebrev til Hans Nielsen blev fremvist og påskrevet. Niels Jensen fremviste en højesteretsdom fra 21. august 1721. Hans Nielsen ville svare på næste ting. Niels Jensen lagde 200 slettedaler på tingbordet og bad Hans Nielsen at tage dem, hvilket han nægtede. Sagen udsattes til næste tingdag.
Hans Kjøller fremlagde vurderingsforretningen på den 9. gård i Rø som blev påskrevet.
Hans Thorsen som formand for de fire mand i Klemensker, der skulle syne den 23. gård, fremlagde deres forretning, som blev læst og påskrevet.
Anders Larsen Krack som var fuldmægtig for Hans Hansen i Olsker i sagen om den forsvundne vej/gangsti. Kvartermester Lars Nielsen som fuldmægtig for Anders Jacobsen var blevet forliget med Hans Hansen efter de 8te mands syn af forholdene. Anders Jacobsen erkendte at Hans Hansen skulle kunne benytte kirkestien og gangstien. Anders Jacobsen betalte sagens omkostninger på 1 sld 2 mk. De bad derfor om at sagen ophævede, hvilket skete.
Anders Larsen Krack efterlyste atter kommissærerne indlæg i deres beskyldninger om trusler på kirkestævnerne. Ingen kommissærer var mødt sagen udsat til ting om tre uger.
9. juli 1723 – pag. 82b
Anders Monsen af Klemensker stævnede kaptajn Hans Jensen Bistrup på sin myndling Karen Holgersdatters vegne og Hans ? på sin hustru Karen Andersdatters vegne begge af Vestermarie sogn og Svend Hansen af Rutsker på sin hustru Karen Andersdatters vegne og så også Mons Andersen på sin egen person – alle til 8 mænds opkrævelse på den 20. gård i Klemensker sogn – hensigten var at få afgjort gården værdi og finde ud af hvem der havde ret til at arvegården. Hans hustru Kirstine Jensdatter var død og han ville have ordnet hendes arvedels deling mellem børnene. Der var afgivet en overretsdom ved Landstinget den 8. maj 1720, der nødvendiggjorde denne opkrævelse. (?). Som formand for synsforretningen blev Hans Kjøller fra Rø.
Mads Monsen mødte ved sin fuldmægtig Johan Holst fra Rønne og ville bevise, at han trende gange havde opsagt Jens Hansen til fraflyttelse af den 20. gård i Olsker – Lynggården kaldet. Jens Hansen var ikke mødt, men pålagt at møde på næste ting.
Niels Jensen mødte og ville have, at Hans Nielsen skulle møde i anledning af indfrielse af et pantebrev udstedt af Niels Jensen til Claus Christensen, Hvilket pantebrev Hans Nielsen var i besiddelse af. Hans Nielsen var mødt og tilkendegav, at pantebrevet skulle indløses til fuld betaling, hvilket højesteretsdommen pålagde. Hvis ikke så skulle den 51. gård være hans ejendom. Niels Lund på Christopher Horns vegne og ville gøre krav til Christopher Jensen, der var blevet dømt til at betale 2 x 40 lod sølv i en voldsdom som var 40 rigsdaler alt sammen vist ved kommerskollegiets ordre af dato 21. febr. 1722. En udgift som Christophers broder Niels Jensen var forpligtet til at betale.
I sagen mellem kommissionen og de indstævnte bønder erklærede Anders Larsen Krack, på vegne af bønderne Jens Jensen, Klemensker, Hans Wefstsen af Rutsker, sandemand Hans Kjøller fra Rø og Jens Wefstsen fra Olsker, at han ville sagsøge kommissionen for uretmæssig stævning og forlange erstatning for mange unødige rejser. Niels Lund på amtskriver Horns vegne ville have kommissionens stævning dømt død og magtesløs. Stævningen fra den 21. maj var ikke fulgt op på de5 a 6 tingdage som siden er holdt. Dommeren meddelte at han ikke kunne dømme i sagen, som ikke blev ført, men han ville anse stævningen for død og magtesløs.
De 8te mands formand Rasmus Monsen afsagde deres dom over den 9. gård i Klemensker.
Kaptajn Niels Bidstrup havde stævnet Lars Nielsen af Rø sogn, men da stævningsmændene ikke kunne komme og afgive ed på deres stævning, ville han have sagen stå ved magt til næste ting., hvilket blev tilladt af herredsfogeden.
Herredsfogeden havde stævnet Niels Friderichsen fra Olsker fordi han som rodemester (sammen med Christen Piil) havde pantet Hans Hansen for et gærde, som ved 4mænds dom var kendt lovlig. Herredsfogeden havde været tilstede ved synsforretningen og som sådan del i sagen. Der var nedsat en sættedommer Claus Nielsen, men han kunne ikke møde, hvorfor stævningen blev opretholdt til næste ting.
DOM -pag. 84a – i sagen om en gangsti mellem Hans Hansen og Andris Jacobsen Stolt i Olsker. Andreas Jacobsen havde pløjet Hans Hansens kirkesti. Der blev valgt 8te mand til at syne åstedet, men de to blev enige om sagen. Andreas Jacobsen erkendte at han have oppløjet stien og han havde fortrudt. Det forlig som blev indgået overflødiggjorde 8te mands-forretningen. Andreas Jacobsen skulle betale Hans Hansen 1 sld. 2 mark. Herrredsfogden afgav dom i stedet for de 8te mand.
23. juli 1723 – pag. 85a
Læst kgl. forordning om rytterdistrikternes birkeretter.
Lars Thorsen stævnede kaptajn Niels Bidstrup på den 2. gård. Niels Bidstrup havde pantebreve i gården som Lars Thorsen ville indfri, men ikke kunne få lov til. Lars Thorsen ville hindre at Niels Bidstrup forringede gården medens deres mellemværende regnskab blev klarlagte. Bidstrup nægtede at blive stævnet korrekt, da han var borger i Hasle. Herredsfogeden mente derimod, at han var bonde i Nørre Herred ved det at han havde den anden gård i brug. Stævningen blev derfor kendt lovlig.
Bidstrup efterlyste stokkemændenes viden om hvor Lars Thorsen boede nu efter at han var blevet sat ud af den 2. gård i Rutsker. Ingen vidste det og ingen kunne svar på spørgsmålet om Lars Thorsens vederhæftighed. I sagen om gården, der tidligere var ført, havde Lars Thorsen ingen midler til at imødegå sagen. Bidstrup mente, at Lars Thorsen burde stille kaution om retssagen skulle føres. Dommeren mente at begge parter burde stille kaution for sagens omkostninger. Dommeren valgte to likvideringsmænd for at gennemgå regnskabet. Jens Jørgensen i Dalegaard og Henning Kjøller blev bedt om at møde i Peder Koefoeds hus Hasle, hvor ting og ret holdes. Efter gennemgangen af regnskabet, vil herredsfogeden afgive dom.
Formand Hans Kjøller for de 8te mand på Krashave i Klemensker efterlyste om nogen havde dokumenter at vise og indlæg i sagen at fortælle. Efter næste ting vil sagen blive optaget til doms.
Johan Holst på Mads Monsens vegne ønskede dom i sagen om Jens Hansens opsigelse på Lynggården. Jens Hansen var ikke mødt så han kunne forsvare sig. Han fik en frist til næste ting, hvorefter sagen gik til doms.
Sagen vedr. den 51. gård i Klemensker kunne ikke føres, da Hans Nielsen var syg og sengeliggende – sagen udsat til næste ting.
30. juli 1723 – pag. 86b
Johan Holst på Mads Monsens vegne ønskede herredsfogedens dom på udsættelsen af Jens Hansen på den 30. gård i Olsker. Da Jens Hansen ikke var mødt, dømte herredsfogeden opsigelsen af Jens Hansen for lovlig eftersom Mads Monsen havde blevet tildømt indløsningsretten til gården.
Lars Thorsen stævnede Esber Nielsen, Anders Nielsen og Peder Kure fra Klemensker til at vidne om at det var sandt, at Lars Torsen havde tilbudt Niels Bidstrup sine penge af den 2. gård i Rutsker. Anders Larsen Krack havde fået tilladelse til at føre sagen for Niels Bidstrup. Krack ville have at Lars Thorsen skulle stille kaution før sagen skulle føres, da han regnede med, at Thorsen ikke havde midler efter han fornyeligt var dømt i højesteret til at betale 40 rdl. til Schoors enke. To likvidationsmænd havde gennemgået regnskaberne for den 2. gård og fandt ingen uregelmæssigheder, men Lars Thorsen mente at han havde betalt en del til Bidstrup, som ikke var retmæssigt. De tre vidner fra Klemensker fortalte at det havde været planen at Anders Nielsen skulle købe gården af Lars Thorsen for 300 og 40 sld. Men der var mere gæld i gården end det og Lars Thorsen havde lovet at hans svoger Lars Andersen skulle skaffe resten. Dette tilbud havde de givet Niels Bidstrup og lovet han 146 sld. med det første og resten inde kort tid. Bidstrup havde nægtet at indgå i den akkordering,
Hans Nielsen kommenterede Lunds indførte krav på den 51. gård i Klemensker. Niels Jensen var ikek mødt, og blev pålagt at møde på næste ting.
Formanden for de 8te mands forretning vedr. Krashavegård i Klemensker efterlyste indlæg om gården senest på næste ting, således at sagen kunne afsluttes.
6. august 1723 – pag. 89a
Niels Hansen ”oven Kaas” havde klaget til obersten (amtmanden) over at han var blevet frataget sin båd af Mads og Jacob Monsen natten mellem den 15, og 16. juli. Da Niels Hansen ikke havde råd til at føre en sag, så havde amtmanden beordret Johan Holst på kongens vegne til at føre sagen for ham. Båden skulle have været brugt til rømning fra landet. Mads og Jacob Hansen var arresteret, men Anders Larsen Krack var beordret til at føre sagen for de to arresterede. Johan Holst stævnede Mads Hansen i Rønne arresten og Jacob Hansen i Hammershus Arrest. Sagen drejede sig om, at Mads Hansen havde ”besofuet” et kvindfolk og ville derfor til København for at bruge sit håndværk. Hans broder Jacob ville hjælpe ham og derfor havde de lånt Niels Hansens båd for at får Mads ud til et skib på søen, der kunne sejle ham til København. Imidlertid var båden så gammel og at søen rejste sig, at der kom vand ind således at de måtte kvitte båden og redde sig selv i land. De havde ikke til hensigt at ødelægge båden på ringeste måde. Johan Holst mente, at det ikke var sandt, at de ville levere båden tilbage, da sagen var en helt anden. De var nemlig blevet beskyldt for at have tage penge fra landprovsten Hans Anker, hvilket de havde været i forhør om. Jo, det vedstod de, men det var usandt. Jacob Hansen havde en del penge på sig, da han blev ført til Hammershus. Mads Hansen ville dog kun indrømme, at de 6 sld. tilhørte ham, resten var broderens. De ville ikke indrømme, at de havde lovet penge til den lybske skipper for at tage dem med, men de havde dog givet ham 1 sld. hver for at have reddet dem. Det var blevet konstateret at broderen havde en hob kroner, speciedalerre og guldstykker. Penge som Mads Hansen ikke kendte noget til. I Rønne havde Mads Hansen forsøgt at veksle nogle guld hos Diderichsen. Det nægtede Mads Hansen, og han nægtede også, at de var gået ud af Rønne kirke, medens præsten prædikede. Og de var gået mod præstegaarden. Mads Hansen havde tjent præsten og var huskendt. Mads Hansen havde købt et hus af David Monsen Høg for 80 sld., men han havde betalt med små mønter såsom 2, 8 og 12 skillinger og desuden, svarede Mads Hansen, havde han lånt 30 sld. af sin svoger Niels Olsen. Anders Krack mente at det ikke var lovligt at spørge arrestanten om andet end om båden, som stævningen beskrev.
Holst spurgte Jacob Hansen om sagen. Jacob vedkendte at han og broderen havde taget Niels Hansens båd. Niels Hansen boede ”oven Kaas”. De havde ikke til hensigt at stjæle båden, men kun låne den dog uden at få lov. Meningen var, at Jacob skulle ro broderen ud til et skib, få så at returnere med kysten. Han nægtede at den egentlige hensigt var at de skulle ro til Skåne. Jacob fortalte at de hver i sær betalte 1 daler hver og at det var i 2 skillinger. Jacob bedyrede, at det alene var hensigten at hjælpe hans broder fra landet, fordi han havde ”beligget et kvindfolk”. Jacob benægtede at han havde været i forhør hos præsten for nogle forsvundne penge. Han kunne ikke nægte at han havde nogle penge på sig, da de blev opbragt at den lybske skipper. Han mente aldrig han havde benægtet, at han havde 65 slettedaler på sig, heriblandt var de 6 sld. broderens. Alle var penge, som han havde tjent ved sit håndværk og andet arbejde for godtfolk. Jacob Hansen havde været smed i 6 år.. Han havde lånt sin broder 20 sld.. Han nægtede ikke, at han for henved 6 a 7 uger siden havde været til højmesse i Rønne kirke og at han havde forladt kirken under prædikenen. At de gik mod præstegården synes naturligt, da de gik en vej igennem. Han nægtede at han havde lavet nøgler til sin broder Mads. Desuden sagde han at alle rigsdalerne, som han havde på sig, da han blev ført til Hammershus, var hans. Krack henstillede til dommeren at fangerne ikke blev sat i jern så stramt, at de kniber håndleddene, samt om deres tæring måtte sættes op fra 4 skilling til 6.
Holst bad om at Niels Olsen og hans hustru skulle møde på næste ting. `Sagen udsat til næste ting, da dagen gået og der var lang ved til de to arrestanters celler.
Formanden for de 8te mand vedr. den 20. gård i Klemensker – ingen indlæg blev givet hvorfor sagen blev taget til doms.
På Niels Bidstrups vegne stævnede Anders Larsen Krack Lars Thorsen til spørgsmål ang. den 2. gård i Rutsker. Til sagen indkaldtes flere vidner. Første vidne var Jens Pedersen der blev spurgt om hvor meget der var forsvundet fra gården efter 8temandsforretningen og inden Bidstrup fik gården. Han sagde, at det var en dør i herbergshuset, en kammerdød, 2 spander over porten, 3 bjælker i den nordre længe, 7 stolper og 12 løsholter. Fra den østre længe 7 spender med tagsletter og rafter og lejderne. Et løsholt i samme længe og lejder til hele 6 stolperum. Alt sammen under den tid hvor Lars Thorsen var opsagt til fraflytning. Anders Larsen Bager, Jørgen Hansen og Hans Larsen vedstod dette vidnesbyrd. Krack fremstillede Peder Jensen fra den 1. gård i Rutsker, der kunne fortælle at Lars Thorsen havde bortført afgrøder og en del skovhugst til Poul Eskildsen i Hasle, Peder Kofoed, Claus Sørensen, Didrich Nielsen, ja mange flere. Lars Thorsen nægtede og henviste til, at han selv havde nedsat likvideringsforretningen, for at få klarhed på sagen.
13. august 1723 – pag. 92b
Johan Holst på kongens vegne i sagen mod Mads og Jacob Hansen havde stævnet vidnerne Niels Olsen og hans hustru i Rutsker. Niels Olsens hustru var ikke mødte og hun blev pålagt at møde på næste ting. Niels Olsen. Niels Olsen havde ikke lånt penge til Mads eller Jacob Hansen, men vidste at hans hustru havde lånt dem penge. Hvor mange vidste han ikke, Men 37 sld. var det ikke. Han nægtede også, at de havde modtaget hele rigsdalere, kronemønter eller guld fra de to brødre til opbevaring. De penge som Jacob Hansen havde fået af dem, var da bønderne begyndte at pløje. Det var ikke store mønter, men småpenge. Det var højst 4 sld.
Anders Larsen Krack som fuldmægtig for Mads og Jacob Hansen førte vidnet Ole Bentsen Stobbe, som havde kendt Jacob Hansen, der i henved 7år havde samme håndværk som ham.
Holst afhøring af Mads Hansen. Mads nægtede at da de to var kommet ombord på det lybske skib, havde de sagt at de havde slået en mand ihjel og derfor var flygtet. Han indrømmede, at han ville til Skåne og de havde ikke set noget skib fra stranden. Sagen udsat til næste ting.
Anders Larsen Krack på Bidstrups vegne mødte og ville fortsætte sagen mod Lars Thorsen, men Thorsen var ikke mødt. Begge fuldmægtige ville forsøge at få sagen i gang på næste ting.
29. august 1723 – pag. 94a
Johan Holst I sagen mod Mads og Jacob Hansen. Brødrene erklærede at de intet andet ejede end det som registreringen viste, hvilken registrering blev oplæst. De havde 65 sld i rede penge i klingende mønt som de havde på sig, da de optaget af den lybske skipper. De havde også de klæder, som de havde med sig, samt at Mads Hansen ejede huset. Jacob Hansen sagde, at han skyldte sin søster 6 sld. Holst tilrettelagde oberst Wests vidnesattest fra den 19. august. Holst afhørte Niels Olsens hustru Boel. Hun vidste ikke om hun havde haft nogle penge i forvaring for sine brødre og hun kendte intet til at de ville rømme fordi de var mistænkt for at have stjålet fra provsten. Hun havde lånt 6 sld. til sin broder Jacob. Hun havde også lånt Jacob Hansen 15 sld. før hun blev gift. Det var penge han skulle betale for at lære sit smedehåndværk hos Ole Bendtsen Stob. Forsvareren Krack henviste til at de var unge og enfoldige, kendte ikke til faren på havet, samt vidste hvad de svarede under risiko for at blive slået og arresterede. Krack læste en vidnesbyrd vedr. Jacob Hansen. Holst ville ikke godtage dette indlæg, da Ole Bendtsen Stob hverken kunne læse eller skrive. Dommeren spurgte stokkemændene fra Hasle og Rutsker, samt de tilstedeværende borgere om de to brødre var berygtede og tyveri. Alle vedstod, at de to tidligere havde levet som ærlige og skikkelige og oprigtige. Dommeren tillod de to af afgive ed på, at de ikke havde fået penge fra landsprovsten anden en dem de ærligt havde tjent.
Sagen gik herefter til doms.
Lars Thorsen i rette lagde et indlæg. Niels Bidstrup fremlagde forskrivelse som lovet. Krack ville på næste ting imødegå Lars Thorsens påstande.
Hans Nielsen ventede på sine breve fra København i sagen om den 51. gård i Klemensker. Niels Jensen var ikke mødt.
27. august 1723 – pag. 95b
De to arrestanters fuldmægtig Anders Larsen Krack og sag giveren på amtmandens vegn Johan Holst tillige med de to arrestanter var tilstede, da de ville påhøre dommerens afgørelse, Krack, som var pålagt at føre arrestanternes sag, henstillede til, at dommeren ville angivet et honorar til ham, da han endnu intet havde fået for hans umage. Dommen blev afsagt og Johan Holst leverede stemplet papir for at få kopi af dommens ordlyd.
Anders Larsen Krack på Niels Bidstrups vegne leverede sit skriftlige indlæg rettet mod Lars Thorsens påstande. Dommeren fremlagde en ejendomsdom af 10. april 1722, samt udsigelsesdommen af 10. juli 1722 til denne sag til oplysning.
Niels Jensen fra den 51. gård i Klemensker ønskede dom i gårdens sag, men nu var Hans Nielsen ikke tilstede. Niels Jensen havde fremskaffet penge til at indfri Hans Nielsen pantebrev. Dommeren modtog pengene og afventede sagen sang.
DOM – pag. 96a Efter ordre fra amtmand Niels Michelsen West havde Johan Holst stævnet Mads og Jacob Hansen fra Hasle for at have stjålet Niels Hansens fiskerbåd natten mellem den 15. og 16. juli 1723. Niels Hansen havde ikke råd til at føre sagen, hvorfor amtmanden havde beordret sagen blev ført. De to brødres fader bødker Hans Madsen havde fået tilladelse til at tage Hans Larsen Krack som fuldmægtig for sine sønner, der skulle betale sagen selv.
De to brødre havde taget Niels Hansens båd uden tilladelse. De to forklaring var, At Mads Hansen ”Oven Kaas” skulle søge skibslejlighed til København for at arbejde med sit håndværk. Båden skulle broderen Jacob Hansen levere uskadt tilbage til Niels Hansen. Årsagen var at Mads Hansen havde beligget en kvinde. Anklageren Holst mente derimod, at de to forsøgte at rømme fra Bornholm, da de var sigtet for at have begået tyveri mod landprovsten Anker i Rønne præstegaard. Mads Hansen havde tilstået, at han havde købt et hus og jord til 80 slettedaler i klingende mønt af David Høg i Hasle. Mads Hansen fortalte at han havde lånt 30 sld. af sin svoger Niels Olsen. Niels Olsen havde tidligere nægtet at have lånt penge til Mads Hansen. Ifølge amtmandens attest var de blevet arresteret ud for Allinge på det lybske skib, som lå for anker. Da havde Mads Hansen bekendt, at de var bortrømt da præsten Hans Ancher havde anklaget ham for at have stjålet fra ham den 17. juni.. Desuden vedkendte de begge at de ville rømme for anklagen i en attester fra Hans Høj og Peter Weigerslef. Johan Holst ville have dem dømt til at betale Niels Hansens båd, samt erstatning for den fortjeneste på fiskeri, som han nu blev forhindret i at udføre. Desuden krævede han at de to skulle traffes efter loven 985 art 36 efter stort tyveri og kagstryges og tyvemærkes i pande. Baden værdi var 17 daler. Krack havde fremlagt en attest fra smed Ole Bendtsen i Nylars, der viste at Jacob havde lært smedefaget i 3 år og opført sig vel og ærligt. Det var 7 år siden at han var blevet uddannet.
Dommeren havde taget de 8 stokkemænd til at dømme. Dommen blev at de begge skulle miste deres hud efter loven 983 art 32 og efter art 39 betale til Niels Hansen 17 daler, samt igæld og tvegæld, som er 36 daler, samt miste deres hovedlod til kongen. Desuden skulle de betale sagens omkostninger. Dog skulle dommen ikke eksekveres før end at den blev prøvet ved landstinget.
[Michel Nansens dom i Landstinget (pag. 209b i Landstingets protokol) erklærede, at de for rømningen ikke kunne dømmes ved to retsinstanser. Derfor frikendtes de for at ”miste deres hud”, hvilket skulle dømmes ved krigsretten, men dommeren stadfæstede dommen for at stjæle båden efter lovens pag. 986 art 39 igæld og tvegæld sådan som herredsdommen lyder]
3. september 1723 – pag 97a
Peder Bendtsen, der boede på den 65. gård i Klemensker stævnede Hans Jensen og hans værge, samt hustru til 8te mands opkrævelse på den 65. gård. Synet skulle sætte gården med dens tilliggende herligheder i penge og udregne hvad der tilkom arvingerne efter Peder Bendtsens afdøde hustru Anna. Desuden skulle de otte mand afgøre, hvem der havde sæderetten efter han selv døde. De otte mand blev valgt og der skulle lyses ved kirkestævner i hele sognet om nogen havde krav til gården.
Amtskriver Christopher Horns fuldmægtig Niels Lund stævnede udbygger Niels Jensen på den 51. gårds grund i Klemensker til formål, at han fremlagde sine dokumenter, samt den over hans broder Christopher Jensens afsagte højesteretsdom fra den 11. oktober 1721. Amtskriveren ville gøre udlæg i hans midler og ikke tillade ham, at pantsætte den 51. gård. Hans Jensen svarede at han allerede havde indgivet højesteretsdommen til herredsfogeden. Hans Nielsen, der havde pantebrevet, kunne ikke se at denne sag vedrørte ham.
Lars Thorsen i rette lagde et skriftligt indlæg. Bidstrups fuldmægtig ville svare på næste ting. De to likvidationsmænd ville have betaling for deres arbejde med at udrede regnskabet mellem Thorsen og Bidstrup. Dommeren pålagde begge parter at møde på næste ting – regnskabet viste 8 sld 2 mark 4 sk.
17. september 1723 – Pag 95b
Jes Rask af Rønne var beordret til at føre sag for Jens Jensen og interessenter kontra Rasmus Hansen og Niels Øbersen i Rø. Begge stævnede personer var udeblevet. Holst angav at Rasmus Hansen var syg og Øbersen var på ”ordinants”, så han var lovlig undskyldt. Hvis Holst skulle kunne svare for de to, måtte han skaffe sig fuldmagt dertil.
Anders Larsen Krack på Bidstrups vegne svarede kort på Lars Thorsens anklage. At Lars Thorsen havde tilbudt Bidstrup det skyldige beløb er sandt, men det skete ikke. Den igangværende sag bygger på en landstingssag, som blev afvist ved højesteret og striden var bla. om Morrildsløkken, der ved kommissionen var frataget den 2. gård. [sagen er indviklet og ikke fuldt forstået! Sagen blev udskudt til næste ting.
Sagen om den 51 gård i Klemensker er gået i stå og nu var der stridigheder om hvem der havde retten til at pløje og lægge rugsæd. Dommeren pålagde Hans Nielsen at svare skriftligt. Dommeren mente at det var Hans Nielsen, der kunne så og dyrke jorden i år.
Otte mands dom på den 20. gård i Klemensker – pag. 100a. Gården blev sat til 251 sld 3 mk 8 sk. Skiftet efter Anders Monsens hustru af dato 10. juli 1719 viste at der var 6 sønner og en datter, som var umyndige og tre gifte døtre, som havde fået deres hjemgift (Margrethe Hans Nielsens 171 sld., Signe Holger Bidstrups 104 sld og Karen M? Hansens 223 sld) De umyndige børn var kun tildelt 70 sld efter deres moder. To af Anders Monsens sønner var døde efter moderens død og efter dem arvede faderen halvdelen og resten skulle deles (nøje beskrevet hvordan!). Sønnen Anders Monsen blev den der fik tilkendt gården og skulle indløse de andre arvinger.
24. september 1723 – pag. 100b
Niels Lund i sagen mod Niels Jensen ønskede dom i sagen. De to højesteretsdomme skulle stå ved magt, men da den ene dom stadfæstede Christopher Jensen ret til gården og at han skulle betale 200 sld til Hans Nielsen, hvilket var en modsigelse, da Christopher Jensen samtidigt skulle betale bøder til kongens højesteret. Hans Nielsen ønskede også dom i sagen. Sagen gik til doms.
Anders Larsen Krack på kaptajn Bidstrups vegne henstillede til at Lars Thorsen fik afsluttet sin sag og at det blev nægtet Lars Thorsen at afgive sin saligheds ed. Dommeren resolverede, at da Thorsen ikke kunne betale udgifterne til stokkemændene, så fik han ikke lejlighed til at afgive ed. Sagen gik til doms.
Jes Rask fra Rønne på amtmandens vegne i sagen mod Rasmus Hansen i Rø, som var til stede. De var blevet enige om, at Rasmus Hansen skulle betale 35 sld. til Kirsten Niels Rasmussens arvinger, som var Jens Jensen og de to dattermænd. Jens Rask ophævede sagen. Rasmus Hansen skulle sørge for Kirsten Jensdatters datter.
8. oktober 1723 – pag. 101b
Peder Bentsen af Klemensker sogn fremlagde en ottemands forretning for den 65. gård af dato 21. november 1690. Sigtet var, at den nyudnævnte 8-mands forretning kunne taksere gården i relation til den gamle vurdering. Dernæst fremlagde Peder Bentsen to kvitteringer fra 11. marts 1692 af Hans Svendsen i Dyndegården i Rutsker. Her ses at Peder Bentsen som værge for Ole Andersen havde betalt 100 sld. til Hans Svendsen for gården. Desuden betalte Peder Bentsen 50 sld. på Mons Andersens vegne. En tredje kvittering viste at der var betalt til Hans Jensen (?) for den fædrene gård. Hans Jensen foregav at hans fuldmægtig Gregers Christensen på næste ting vil til rette lægge et skriftligt indlæg til de 8te mands forretning.
Lars Thorsen fik tilladelse til at fremlægge to vidnesattester til næste ting uanset at sagen var gået til doms. Han ville fremlægge en attest fra Anniche Hans Pedersen. Afhøringen skulle ske i hendes hjem. Anders Larsen Krack protesterede, da hun kunne møde på tinget personligt og for øvrigt var sagen trukket så langt, at dommeren burde slutte bevislighederne. Anden attest skulle være fra August Viol. (sagen er ikke beskrevet fyldestgørende!)
Lars Nielsen af Rø sogn ved H. Falck stævnede Gotfred Nielsen fra Rø for gæld til Lars Nielsen. Gotfred Nielsen var ikke mødt.
I sagen om udsigelsen af den 51. gård i Klemensker i rette lagde Hans Nielsen en skriftligt indlæg. Hans Nielsen spurgte stokkemændene om de havde set Niels Jensen have penge med i retten og tilbudt at betale ham. Jo, det havde de og Niels Jensen havde sagt, at han havde 200 slettedaler med sig.
22. oktober 1723 – pag. 103b
Holtsforster Hans Christensen mødte i retten og ønskede at herredsfogeden valgte 8te forstandige mænd til at syne herredets skove ifølge skovforordningen 13 artikel – skove både hos selvejere og kongens gårde. De otte blev valgt og pålagt at møde den 29. oktober hos Anders Karstensen i Klemensker ved solens opgang.
Ifølge amtmand West ordre og kongens ordre skal ingen proces mod den kgl. kommission ageres indtil videre.
Peder Bentsen og Hans Jensen begge af Klemensker sogn mødte og lod læse en købekontrakt udgivet af Hans Jensen på den 68. gård. Salgsbrevet vedrørte den del af den 68. gård som Hans Jensen ejede af den 65. gård samt rettighed for 190 sld. til Peder Bentsen. På betingelse at Peder Bentsen beboede og dyrkede gården til han døde, hvorefter hans søn Christopher Pedersen skulle have sæde- og adgangsret til den 65. gård.
Anders Hansen af 11. sg. i Olsker sogn lod læse et pantebrev, der viste at han havde lånt 100 sld. i klingende mønt af Anders Monsen af Klemensker, mon pant i hans gård.
Peder Bentsen af Klemensker fremviste et købebrev for de 8te mænd. Det viste at Hans Jensen fra den 68 gård havde solgt sæde og adgangsretten til den 65. gård til Peder Bentsen. Formanden for de 8te mænd Rasmus Erichsen modtog oplysningen og ville tage dette faktum med i sin forretning. Gregers Christensen ville have Peder Bentsen til at fremvis dommen fra den 28. juli 1719. Dette lovede Peter Bentsen, nok mod at Hans Jensen betalte Johan Holst de 10 sld. som han skyldte. Gregers Christensen som var fuldmægtig for Hans Jensen mente, at Peder Bentsens handlinger kunne skade Hans Jensen, hvilket han henstille til de 8te mænd at være opmærksom på. Sagen blev optaget til doms.
Jens Hansen på den 30. gård i Olsker bad om at gården skulle synes af 4 uvildige mænd. Hensigten var at få en vurdering af bygningernes og skovens tilstand vurderet fra dengang han flyttede til gården til nu. Om det drejede sig om forringelse eller at gården ved reparationer var blevet forbedret. Niels Bidstrup på sin svoger Lars Monsens På Bjergegaard i Vestermarie vegne, bifaldt ønsket fra Jens Hansen. Lars Monsen havde pantsat gården til Jens Hansen.
Niels Hansen af Sandvig fremviste amtmand Wests ordre om at han skulle være sættedommer i sagen mellem kaptajn Niels Bidstrup og Lars Thorsen i Rutsker i tingsvidnesagen. Poul Eskildsen skulle være tilforordnet skriver. August Viol producerede en ordre fra amtmand Niels Vest om at han skulle gå i rette for Lars Thorsen. Anders Larsen Krack fik sættedommerens tilladelse til at være fuldmægtig for kaptajn Bidstrup. Derefter påstod Anders Larsen at Viol ikke kunne være fuldmægtig for Lars Thorsen, da han tidligere havde været vidne for ham. Sættedommeren godkendte begge prokuratorer da de begge havde amtmandens underskrevne attest.
August Viol fremstillede herredskriveren Lars Andersen Birch. Lars Andersen huskede at han af Lars Thorsen var blevet bedt om at følge til Niels Bidstrups for at få en aftale om betaling af pantepengene. Lars Thorsen havde Anders Nielsen, Esbern Nielsen og Per Kure med sig. Anders Nielsen tilbød Niels Bidstrup 146 sld i klingende mønt og at kautionere for resten op til 340 sld. Lars Andersen mente dog at der manglede 8.-9 slettedaler. Niels Bidstrup havde nægtet at modtage pengene, men forlagte hele summen betalt med et. Lars Thorsen og hans hustru græd. Lars Andersen fik Bidstrups svar om hvorfor han ikke ville modtage første del og så lade Lars Thorsen betale sener. Bidstrup ville intet betro Lars Thorsen, da han ikke stolede på hvad han sagde.
Dagen var gået på hæld og sagen udsattes til næste ting.
5. november 1723 – pag. 106b
Formanden Anders Rasmussen for skovskønningsmændene fremlagde deres forretning som de på kongens vegne havde dokumenteret den 29. oktober 1723.
Læst kongens forordning om ”indtering” (?) af fustager med smør, kød og fisk af dato 24/9 1723.
Jes Rask af Rønne mødte og påpegede at Rasmus Hansen boende på Niels Øbersens grund i Rø sogn ikke havde indleveret sit forlig indstævnede han Rasmus Hansen på vegne af Jens Jensen og hans svoger af Klemensker sogn. Sagen drejede sig om et pantebrev, som han havde lovet at indfri. Rasmus Hansen var ikke mødt. Jes Rask angav at Rasmus Hansen manglede at betale 19 sld. 2 sk. Desuden var der påløbne renter, samt fire gange ægt til retten (Jes Rasks transportudgifter, som han beregnede til 2 rdl. Dommeren pålagde Rasmus Hansen at møde på næste ting, hvis ikke ville han lade sagen gå til doms.
Hans Kjøller fra Rø stævnede Gotfred Nielsen for gæld. Det var betaling for en hest 1 sld. og et læs brædder (1 sld.) og 2 sld. for koleje, 6 sld. for en ko, som han havde lovet at betale, samt et læs rafter til 2 mk. Alt i alt beløber det sig til 11 sld. 2 mk. Gælden var flere år gammel. Gotfred Nielsen var ikke mødt.
Hans Mortensen af Olsker var formand for de fire mand, der skulle skønne den 30. gård i Olsker. Han fremlagde deres forretning som de havde udført den 27. oktober.
Dom afsagt mellem amtmanden og Niels Jensen fra Klemensker.
Dom afsagt mellem Niels Jensen af Klemensker og Hans Nielsen ang. den 51. gård opsigelse.
Sættedommer Niels Hansen og skriver Poul Eskildsen overtog dommersædet i tingsvidnesagen mellem Lars Thorsen og kaptajn Bidstrup vedr. den 2. gård i Rutsker. Anders Larsen Krack på Bidstrups vegne ville stille spørgsmål til herredsskriver Lars Andersen. Lars Andersen Birch havde ingen erindring om, at han skulle hare tilbud – efter opfordring fra Bidstrup og hans hustru Anne Dorte – at kautionere for en del af pantepengene for Lars Thorsen. Hvordan skulle han have penge til det? August Viol stævnede Bidstrup, herredsfogeden og herredsskriveren. Krack førte langt indlæg mod Viol, der stævnede ulovlig, da Bidstrup skulle stævnes til sit værneting, som var Hammershus Birketing. Alle angreb blev afvist, da stridens kerne var den 2. gård i Rutsker, hvorfor sagen skulle føres på Nørre Herredsting. Viol fremlagde en række dokumenter for Lars Thorsen og fremførte argumenter for hans rettigheder. Lars Thorsen var rejseklar til København, så han ville have tingsvidnet udstedt hurtigt, hvilket Krack protesterede imod, da hans påstande ikke kunne stå uimodsagt. Den beordrede dommer pålagde parterne at føre alt hvad de behøvede på næste ting, således at tingsvidnesagen kunne afsluttes.
DOM – pag . 109b
Amtskriver Horns fuldmægtig Niels Lund førte sag mod Niels Jensen, der boede i et hus på den 51. gård i Klemensker og Hans Jensen, der boede på den 51 gård. Amtskriverens ønske var at Hans Nielsen skulle fremlægge sin bror Christophers fuldmagt til hm, samt alle dokumenter og i særdeleshed højesteretsdommen. Christopher havde ubetalte volds-bøder og omkostninger, som amtskriveren ville have at Niels Jensen skulle dømmes til at betale eller at de skulle udredes af den 51. gård, hvor Hans Nielsen boede og som han havde i pant. Sagen udsprang sig af, at det var Christopher der havde ret til gården. Bøderne og omkostningerne beløb sig i alt til 80 rigsdaler. Christopher havde ret til at tage gården i brug og gøre det så nyttigt som muligt. Han havde ved fuldmagt ladet sin bror Niels Jensen føre sag mod den 51. gårds beboer Hans Nielsen for at få ham ud af gården.
Dommen lød, at Niels Jensen skulle betale kongens bøder og omkostninger inden 15 dage. Han måtte efterfølgende søge sin broder om Regres.
DOM – pag. 111a
Udbygger Niels Jensen boende på den 51. gårds grund i Klemensker havde stævnet Hans Nielsen, der boede på den 51. gård og som var panthaver. Dommeren dømte Hans Jensens opsigelse af Hans Nielsen for død og magtesløs. Hans Nielsen kunne fortsat bo på gården indtil pantet udløb og blev indløst efter forskrifterne.
12. november 1723 – pag. 111b
Hans Kjøller af Rø sogn efterspurgte Gotfred Nielsens svar på tiltale. Gotfred var ikke mødt, men fik henstand til at svare på næste ting.
Afsagt dom i sagen mellem Lars Thorsen og Niels Bidstrup om den 2. gård i Rutsker
DOM – pag. 111b. Sagen mellem Lars Thorsen og kaptajn Niels Bidstrup var klar efter likvidationsmændenes regnskab. Lars Thorsen blev dømt til at betale Bidstrup 45 sld 1 mk 15 skilling samt 6 rigsdaler for sagens omkostninger. Dommeren besluttede at Lars Thorsen ikke kunne sagsøge Niels Bidstrup igen uden at han stillede kaution for sagens omkostninger. Lars Thorsen havde ikke nogen kendt opholdsadresse.
26. november 1723 – pag. 112a
Hans Hansen af Heslegaard i Olsker efterlyste 6 stk får – et klippet og 5 uklippede – alle med samme mærke.
Dom afsagt af de 8te mand forretning vedr. den 65. gård i Klemensker. Peder Bentsen leverede stemplet papir til dommens beskrivelse.
Sagen mellem Hans Kjøller og Gotfred Nielsen. Gotfred Nielsen i rettelagde et indlæg. Desuden fremlagde han et landstings indlæg af dato 18. september 1712. Gotfred ville afgive ed på, at han intet skyldte Hans Kjøller noget. Hans Kjøller fik udsættelse til næste ting med sit svar.
Alle stokkemænd pålægges at lyse skiftet efter Mads og Jacob Hansen i kirkerne til at foregå næste fredag i Hasle.
Kaptajn Niels Hansen Bidstrup fremlagde et købebrev af dags dato der lyder, at Bidstrup havde solgt den 2. gård i Rutsker til Hans Larsen i Rutsker for 440 sld.
Hans Larsen i Rutsker læste et pantebrev der viste, at han havde lånt 240 sld af Esber Nielsen i Klemensker i Marevad med underpant i den 2. gård i Rutsker.
Sættedommer Niels Hansen og skriver Poul Eskildsen overtog dommer og skriveropgaven i tingsvidnesagen mellem Bidstrup og Lars Thorsen.
Anders Larsen Krack i rette lagde på Bidstrups vegne samt hjemtingsdommen af dato 12. november 1723 og en anden dom fra 10. april og 10. juli 1722. Hvis Lars Thorsen beklagede sig over dommen den 12. november 1723, så mente Mogens Clausen Torn ikke tage sig af klagen, men sagde til Lars Thorsen om han var utilfreds med dommen, så kunne han indstævne den til landsretten. Et skriftligt indlæg fra Lars Thorsen blev oplæst af Hans Larsen fra Rutsker. Herredsskriveren Lars Andersen Birch kunne ikke genkende Lars Thorsens indlæg, og han mente ikke at han var indkaldt som vidne. Han kunne ikke genkende hans beskrivelse. Sættedommeren afsluttede tingsvidnesagen og ville levere den når han fik stemplet papir af Lars Thorsen.
DOM – pag. 113b – 8te mands dommen på den 65. gård i Klemensker. Værdien blev sat til 373 sld. 2 mk mod takseringsum den 21. november 1690 på 294 sld 1 mk 8 sk.. De øvrige dokumenter blev taget til efterretning. Gården var tilkendt Peder Bentsens yngste søn Christopher Pedersen. Dommen klargjorde hvilke arvedele de øvrige parter tilkom.
10. december 1723 – pag. 114a
Jens Wefstsen af Olsker sogn oplyste at han havde indtaget en kulsort tyr med ejermærke.
Johan Holst af Rønne stævnede Rasmus Hansen den ældre i Rø for gæld – omkostninger som han havde haft for at føre sagen til herredstinget 4 rdl.. Rasmus Hansen var ikke mødt.
Hans Kjøller svarede mod Gotfred Nielsen i Rø og imødegik alle hans påstande om at gælden var betalt. Gotfred vil ikke kunne bevise, at have betalt Bidstrup på nogen måde. Hans Kjøller nævnte at efter hans hustru døde, så have Godtfreds hustru sin arvepart.
7. januar 1724 – pag. 115a
Læst kgl. forordning om hvordan benægtelseseden må aflægges.
Johan Holst af Rønne mødte i sagen mod Rasmus Hansen den ældre som skyldte ham 2 rigsdaler for at udføre en sag for ham. Siden havde han betalt 2 rdl, men vægrede sig i at betale resten. Holst ville ikke lade ham slippe, hvorfor at ønskede sagen ført. Rasmus Hansen var ikke mødt, hvorfor dommeren umiddelbart afsagde dommen, de lød at han skulle betale de resterende 2 rdl og sagens omkostninger inden 15 dage.
Dommeren efterlyste Hans Kjøller og Gotfred Nielsen i deres sag. De blev pålagt at møde på næste ting.
21. januar 1724 – pag. 116a
Gotfred Nielsen mødte og tilbød at afgive ed på, at han intet skyldte Hans Kjøller. Gotfred Nielsen var overbevist om, at Kjøller intet kunne bevise. Dommeren pålagde de to at møde på næste ting, hvorefter han ville afgive dom.
4. februar 1724 – pag. 116a
Tommes Larsen af Olsker stævnede Hermand Andersen Hullegaard i Klemensker for 2 marks gæld. Det var gæld på 2 mark, samt manglende stævningspenge for 2 stævninger a 8 sk. er 1 mark. Hermand søn Peder Hermandsen var mødt og bad om at sagen blev udskudt til næste ting.
Gotfred Nielsen mødte for tredje gang og tilbød at gøre ed på han ikke skyldte Hans Kjøller noget. Hans Kjøller var ikke mødt. Dommeren udsatte sagen til næste ting, som var den 3. marts.
3. marts 1724 – pag. 116b
Kgl. patent af dato 22/10 1723 på højesterets afholdelse i 1724 blev læst og påskrevet.
Hans Jensen af Klemensker på Risegaard lod læse en kvittering af dato 25. februar 1724 på Peder Bentsens betaling af 190 sdl. For rettigheden til den 65. gaard i Klemensker.
Tommes Larsen og Hermand Andersen mødte og angav, at de var venligt forliget og bad om at sagen blev slettet.
Gotfred Nielsen var ikke mødt i retten – sagen blev taget til doms.
Sager, der var stævnet – skulle blive overført til næste ting den 17. marts.
17. marts 1724 – pag. 116b
Niels Larsen, som bor på den fjerde vornedgård i Rutsker, kom og beklagede sig ”jammerligt” over at den 10. marts 1724 nedbrændte hans gård. Stuelængen på 10 stolperum nedbrændte med alt som det indeholdte af sædekorn, sædehavre, mel og malt, samt alle klæder og alt hvad han behøvede til husholdning. Han bad om at hans naboer ville bevise dette ved deres vidnesbyrd, nemlig Edvard Olsen på præstegaarden, Mons Larsen på den 31. gård, Ole Clausen på den 23. gård, Anders Larsen på den 25, gård alle fra Rutsker. Edvard Olsen fortalte hvad han så den 10. marts. Alt var nedbrandt af stuehuset på 10 stolperum og alt hvad der var i huset. De øvrige vidner bekræftede dette. Niels Larsen fik derefter et tingsvidne udfærdiget.
Christen Hansen Rømer af Klemensker læste et pantebrev, angående at han havde lånt 100 slettedaler af kaptajn Key Ancher i Hasle, Som underpant havde Rømer sat sin iboende gård nr. 42 i Klemensker kaldet Stangegaard.
7. april 1724 – pag. 117a
Dom afsagt mellem Hans Kjøller og Gotfred Nielsen i Rø sogn.
Næste ting om en måned den 5. maj. Hvis der blev behov for tingsamling tidligere, så ville det blive annonceret på kirkestævnerne.
DOM – pag 117a– i sagen hvor Hans Kjøller sagsøgte Gotfred Nielsen for en gæld; 1 daler for lånte penge, 1 daler for en hest, 1 daler for et læs deller, 2 daler for koleje, 6 daler for en ko, 2 mark for et læs ris, alt i alt 11 daler 2 mk. Gotfred Nielsen argumenterede mod kravet ved bla. at fremlægge et landstingsindlæg fra 18. september 1712. Gotfred argumenterede at Kjøller havde fået et egetræ, 5 td. mel, samt de havde indgået forlig angående nogle skovvarer. Egentlig mente Gotfred at Hans Kjøller skyldte ham 2 daler. Alt var afregnet medens Gotfred boede i Østerlars sogn for 12 år siden. Hans Kjøller havde betalt ham 22 daler som var Gotfreds hustrus mødrenearv. Og hvis han havde været Hans Kjøller skyldig i noget, så ville han havde betalt det i samme omgang. Gotfred påstod at han aldrig havde fået en ko af Kjøller og hvis han havde, havde det været efter akkordering i arveafregningen. Gotfred havde sagt at Hans Kjøller og Eric Bagge i den 2. gårds skov havde den bedste af alle skove i sognet. Men Gotfred kunne ikke regne med at forlig med Hans Kjøller blev holdt, hvorfor han ikke selv mente at han behøvede at holde sine aftaler med ham.
Dommeren kunne ikke dømme mellem de to svogre, da ingen af parterne havde fremlagt regnskab eller dokumenter, der kunne bevise deres påstande. Dommeren henviste dem til at stævne hinanden på ny. Dommeren ophævede omkostningskravet.
5. maj 1724 – pag. 118a
Hans Bentsen af Klemensker lod læse et købebrev om at han havde solgt den 38. gård i Rutsker til hans dattermand Jens Monsen for 400 slettedaler.
Da ingen andre henvendte sig om sager for retten kl. 1 eftermiddag ophævedes retten.
26. maj 1724 – pag. 118a
Læst kgl. reglement om sørgedragt, dat. 24. marts 1724.
Ole Andersen af Bolbygård i Klemensker læste et pantebrev på 400 sld. et beløb som han havde lånt af Christian Leegaard i Rønne mod pant i den 16. gård i Klemensker.
9. juni 1724 – pag. 118b
Anders Hansen fra den 36. gård i Rutsker læste et pantebrev på 80 sld. i curant mønt for lån af kaptajn Key Ancher i Hasle mod pant i den 36. gård.
Johan Holst af Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Mons. Ancher og Poul Skaar til sag mod Anders Larsen Krack og Anders Hansen, 36. gård i Rutsker. Anklagen mod Anders Hansen var at han havde udstedt et ulovligt pantebrev til Anders Larsen på den 11. gård. Jens Wefstsen af Olsker og Hans Larsen af Rutsker var indkaldt som vidner. En kopi af det originale pantebrev som Anders Larsen havde udstedt til Anders Hansen blev fremvist. Anders Hansen skulle havde betalt til madam Skaars og hendes arvinger. Dernæst fremlagdes en kvittering underskrevet af Mag. Kofoeds lauværge Hermand Jørgensen Sode og af Ancher Anthoni Skaar på sin moder madam Skaars vegne. Anders Hansen, som var tilstede, blev spurgt af Holst om pantebrevet var udstedt af hans formand korporal Lars Thorsen til sal. amtskriver Skaar og som han havde betalt for. Anders Hansen ville ikke svare. Pantebrevet var udstedt som betaling for voldsdom. Anders Larsen mente ikke at han burde svare, da han var sigtet. Anders Larsen ville dog bekræfte, at han så Anders Hansen betale Linderoed 114 sld 3 mk 7 sk. og at han leverede stempelpapir til kvittering herfor og at der blev udleveret et originale pantebrev til Anders Hansen. Anders Larsen undrede sig over at så fine mennesker som enkefru madam Skaar og hendes fuldmægtig Linderoed kunne gøre dette mod en af kongens fæstebønder. Men han huskede ikke så meget, da han blev beskænket med meget stærkt øl. Han bad Holst spørge de der var tilstede og som var ædru. De to indkaldte vidner var ikke mødt. Herredsfogeden pålagde Anders Hansen at møde med det originale pantebrev på næste ting.
Mons Jensen fra den 22. gård i Olsker havde udsagt Jørgen Didrichsen som boede på den 34. gård. Han ville bevise at det var en lovlig udsigelse. Han ville indløse et pantebrev og forbyde Didrichsen at hugge i den 34. gårds skov. Jørgen Didrichsen var ikke mødt. Mons Jensen havde lagt 110 sld. på tingbordet og ville at Didrichsen skulle modtage pengene.
16. juni 1724 – pag. 120b
Mogens Jensen fra Olsker fremviste for anden gang de penge som han ville have, at Jørgen Didricksen af Olsker sogn skulle modtage for at aflevere pantebrevet. Jørgen Didricksen var ikke mødt. Mogens Jensen tog sine penge igen. Didricksen fik pålagt at møde på næste ting.
Mogens Pedersen af Toftegaarden 3. vornedgård i Klemensker beviste, at han havde opsagt Jørgen Hermandsen på Toftegaarden til fraflytning inden midfaste 1725. Årsagen var, at han ikke overkom at passe gårdens marker med tilstrækkelig gjødsel. Gårdens marker tilsandede ofte. Hermandsen var ikke mødt.
Johan Holst af Rønne mødte på Mons. Anchers og Poul Skaars vegne. Vidnerne Jens Wefstsen fra Olsker og Hans Larsen fra Rutsker var lovligt indkaldt som vidner. Ingen var mødt. Holst spurgte Anders Hansen om han kunne acceptere kopien af pantebrevet. Anders Hansen nægtede ikke kopiens rigtighed, men han kunne dog ikke selv finde det originale pantebrev i blandt hans breve, men der kunne ikke være tvivl om at da han havde indløst pantebrevet i sølv og penge, så måtte han vel gøre gården så nyttet som han kunne. Han mente at kvitteringen så bevis nok for handelens gyldighed. Anders Larsen Krack var ikke mødt.
30. juni 1724 – pag. 121a
Jørgen Hermandsen var ikke mødt, hvorfor Mogens Pedersen bad herredsfogeden at afgive dom i sagen om at hans fraflytning fra den 3. vornegaard var lovlig. Herredsfogeden afsagde dom om, at Mogens Pedersen havde lovligt opsagt sin fraflytning senest midfaste 1725 af gården. Mogens Pedersen havde opsagt sin aftale med sin husbonde Jørgen Hermandsen. Der var ingen omkostninger ved sagen.
Mogens Jensen af Olsker ville have at Jørgen Didrichsen kom med pantebrevet på den 34. gård i Olsker og derfor modtage pengene (110 sld), som tidligere ønsket. Didrichsen var mødt og lod læse pantebrevets tekst, som han ville forholde sig til. Didrichsen mente at da han ikke fik pengene ved første udsigelse, havde Mogens Jensen spildt chancen at sætte ham ud af den 34. gård i Olsker det år.
Hans Kjøller fra Rø sogn mødte på Kirstine sal. Niels Hartvigs vegne og Lars Nielsen på sin hustrus vegne for at bekræfte en kontrakt der var indgået om arven efter Niels Hartvigs jordegods og løsøre. Kontrakten af 15. juni 1724 skulle indføres i pantebogen.
Kvartermester Lars Nielsen af Olsker læste et pantebrev af dato 14. juni 1724 ang. at Lars Nielsen havde bortpantet den 14. gård i Rutsker til sin sal. søn Jørgen Larsens enke i 8 år for 350 sld.
Johan Holst mødte som fuldmægtig for Schoorerne i sagen mod Anders Hansen på den 36. gård. Anders Larsen Krack af Rutsker mødte og erklærede, at Anders Hansen ikke havde sammenlignet kopien af pantebreve på 114 sld. 3 mk 7 sk. på den 36. gård i Rutsker – [sagen er ikke gennemskuelig, men det handler om det af Lars Thorsens udstedte pantebrev til amtskriveren på den 36. gård som betaling for gæld/bøder til amtskriveren. Pantebrevet var kommet i Anders Larsens besiddelse, som oprindelig var betaling til fordel for Lars Thorsen. Anders Larsen skulle med vold have tilegnet sig pantebrevet, for derefter blevet overdraget af Anders Hansen, men på en måde, som ikke var reel, selv om at han tilsyneladende havde leveret de 114 sld. som var pantebrevets pålydende. Enkens fuldmægtig havde udstedt en kvittering på de modtagne 114 sld, men havde også skrevet på pantebrevet – stridens kerne var om kvitteringen og overdragelse var lovlig. Anders Hansen var den der sad på gården og hævdede hans ret dertil. Arvingerne efter amtskriver Schoor ville have ejerskabet af pantebrevet tilbage og dermed rettigheder over den 36. gård. Den egentlige udsteder af pantebrevet Anders Larsen havde endnu ikke udtalt sig om pantebrevet, hvilket han lovede at gøre på næste ting]
14. juli 1724 – pag. 124a
Johan Holst mødte som fuldmægtig for Schoorene. Anders Larsen mødte og påstod at pantebrevet var overleveret i al åbenhed og at der intet var at komme efter. Tvært imod ville han kræve erstatning for uretmæssig sag.
Mogens Jensen opsigelse af Jørgen Didrichsen på den 34. gård i Olsker kunne kun ske efter indfrielse af pantebrev, som Didrichsen var i besiddelse af. Stridens kerne drejede sig om procedure ved opsigelser og indfrielser. Didrichsen ville overveje at modtage pengene, men ville svare skriftligt på næste ting.
28. juli 1724 – pag. 124b
Anders Brun af Rønne stævnede korporal Lars Thorsen for gæld på 11 daler 3 mark 12 skilling. Pengene var blevet tillagt Brun efter afdøde Schaars skifte. Lars Thorsen var ikke mødt.
Johan Holst mødte i sagen mod Anders Larsen i Rutsker og fremlagde en skriftligt indlæ. Anders Larsen ville have en udskrift af dette og svare på næste ting.
I sagen om den 34. gård i Olsker mødte Jørgen Didrichsen og sagde, at han til næste ting ville komme og føre sit skriftlige indlæg i sagen.
11. august 1724 – pag. 125a
Læst kgl. forordning om forbud mod indførsel af fremmede små kurantmønter.
Byskriveren fra Rønne Anders Brun fik læst en udskrift fra landstinget, der viser hvad Lars Thorsen skyldte han. Skiftet efter amtskriver Schaar havde placeret gældsposten på Anders Brun, som så måtte forsøge at inddrive pengene af Lars Thorsen. Lars Thorsen var ikke mødt, men ville, ifølge Anders Larsen Krack, svare på næste ting.
Johan Holst mødte som fuldmægtig for Schaarene i sagen mod Anders Larsen på den 11. gård i Rutsker. Anders Larsen svarede på Holst sidste indlæg. Anders Larsen nægtede at han voldeligt skulle have taget pantebrevet og givet det videre til Anders Hansen. Han afgav en skriftlig forklaring.
I sagen om den 34. gård i Olsker aflagde Jørgen Didrichsen et skriftligt indlæg. Mogens Jense ville have en kopi af indlægget og svare på næste ting.
18. august 1724 – pag. 125b
Anders Brun fra Rønne mødte personligt og vedkendte sit indlæg fra sidste tingdag. Han krævede at Lars Thorsen blev dømt til at betale. Lars Thorsen var ikke mødt, men i flg. Peder Wefsten, var han lovlig undskyldt, da han var syg. Dommeren tog sagen til doms.
Johan Holst, fuldmægtig til Skaarene i rettelagde et indlæg i sagen om pantebrevet. Anders Larsen var ikke mødt. Holst mente, at han havde bevist at Anders Larsen havde handlet uretmæssigt og burde idømmers mulkt for sine handlinger med pantebrevet. Herredsfogeden optog sagen til doms.
I sagen om den 34. gård i Olsker irettelagde Mogens Jensen et indlæg mod Jørgen >didrichsen. Didrichsen ville svare på næste ting, hvilket blev tilladt.
8. september 1724 – pag. 126a
Peder Larsen Hoby af Røstad lod læse et købebrev, der viste at han havde solgt sit hus i Røstad til sin søn Hindrich Pedersen for 30 slettedaler. Skal indføres i panteprotokollen.
[se Nørre Herreds skifteprotokol: Side 205. 1766. 22. April.
Skifte efter Henrich Hobye, Rostad, Rø. (det må være Hindrch Pedersen!)
Birgithe Jacobsdatter. Laugv: Jørgen Nielsen, 6. Vg. Rø.
3 søn. 1 dat.
A: Hans Henrichsen Hobye, myndig, Lindeskoven, Rø.
B: Peder Henrichsen, myndig, Bøgeskoven, Rø.
C: Jacob Henrichsen, f. 1763. Værge: ½ bror, Hans Henrichsen Hobye.
D: Maria Henrichsdatter Hobye, gift m/ Peder Andersen, Rø.]

I sagen om den 34. gård i Olsker fremlagde Jørgen Didrichsen et skriftligt indlæg mod Mogens Jensen. Begge parter var nu indforstået med, at sagen skulle gå til doms.
22. september 1724 – pag. 126a
Anders Pedersen på Hallegaarden i Olsker lod læse et af Hans Hansen på Heslegaard udstedt forlig af 18. august 1724, som var underskrevet af dem begge. Forliget skal indføres i protokollen.
Dom afsagt mellem Anders Buun i Rønne og korporal Lars Thorsen.
Dom afsagt mellem Ancher Anthony og Poul Skaar kontra Anders Larsen Krack og Anders Hansen i Rutsker. Johan Holst på sagsøgernes vegne udbad sig dommen beskrevet i alle sagens akter.
Hermed indført ovennævnte forlig mellem Hans Hansen Heslegaard og Anders Pedersen på Haldegaard. Hans Hansen skulle have udtalt ærekrænkende ord om Anders Pedersen under et besøg hos udbygger Lars Hansen. Hans Hansen var beskænket og ikke vidste hvad han havde sagt. Det trak han tilbage og undskyldte. Intet ondt havde han at sige om Anders Pedersen. Forliget var indgået på Hammershus og underskrevet af oberstløjtnant Tambsen og Christen Piil, som vitterlighedsvidner.
DOM – pag. 126b. Anders Brun mod Lars Thorsen for en arvepart til Anders Bruns hustru, der var datter til afdøde amtskriver Skaar. Dommeren dømte Lars Thorsen til at betale tillige med sagens omkostninger.
DOM – pag. 127a. Sag mellem Ancher Anthony og Poul Skaar kontra Anders Larsen Krack (11. gård) og Anders Hansen (36. gård) i Rutsker. Det var en tingsvidnesag, som Johan Holst førte for de to Anthony og Skaar. Sagen drejede sig om et pantebrev fra 31. juli 1704, der havde været Lars Thorsens ejendom og som han havde brugt til at betale en gældspost til amtskriver Skaar. Anders Larsen Krack havde modtaget pantebrevet af arvingerne efter Skaar og som han så havde leveret videre til Anders Hansen, der boede på den 36. gård. En kvittering viste at det var Anders Hansen, der havde betalt, men han havde ikke kunnet finde det originale pantebrev. Anders Larsen skulle med vold have bemægtiget sig obligationen. Dommeren kunne ikke se at der var beviser for at dømme Anders Larsen, hvorfor han blev frikendt. Omkostningerne blev ophævet for begge parter.
6. oktober 1724 – pag. 127b
Peder Hansen af Rutsker lod læse et købebrev af 2. oktober 1724 der viste at han havde solgt den 26. gård Bondegaard til ungkarl Jens Rasmussen og hans forlovede for 270 sld.. Der var indgået en kontrakt. (den forlovede var Peder Hansens datter Kirstine)
Afsagt dom vedr. den 34. gård i Olsker mellem Mons Jensen og Jørgen Didrichsen. Mons Jensen udbad sig dommen beskrevet.
Herredsfogeden oplyste at hans fuldmægtig Esbern T??ved ej længere er i hans brød. Han var blevet gift.
DOM – pag 128a – Mons Jensen ”den ældre” havde udsagt Jørgen Didrichsen på den 34. gård i Olsker, som havde brugsret til gården i 15 år som et pantebrev meldte. Jørgen Didrichsen henholder sig til at ved en opsigelse skulle pantebrevets pålydende udbetales ham ved den første udsigelse. Mons Jensen var Jørgen Didrichsens hustrus fader og altså arving efter ham. Jørgen Didrichsen ville ikke modtage de 110 sld. af Mons Jensen ej hellere af Lars Jensen, der også havde tilbud at indløse pantet. Dommerens dømte, at da gården ikke var blevet synet af 8 mænd for at se om der var sket forbedringer eller forringelse, som enhver udsigelse burde være sket, samt fordi at Jørgen Didrichsen ikke havde modtaget sine pantepenge ved første udsigelse, så skulle Jørgen Didrichsen endnu et år besidde gården og først opsiges til fraflytning midfaste 1726. Omkostningerne ophævedes på begge sider.
20. oktober 1724 – pag. 129a
Holstførster Hans Christensen bad om at herredsfogeden valgte 8 forstandige mænd til at syne herredets skove i flg. Skovforordningen 13 artikel. De otte mænd blev valgt og pålagt at møde den 27. oktober hos Anders Karstensen i Klemensker ved solens opgang.
Læst kgl. oktroj og privilegium til den på Island faldende Raasuoll (Rosvold).
Læst kgl forordning om hvordan man skulle forholde sig til forordningen af 5 januar om lejermål begået af folk på kongens gods.
Hans Madsen Koefoed mødte på vegne af sin far Mads Koefoed på Almegaard i Knudsker lod læse et købebrev af dato 17. juli 1724 angående salg til hans søn Peder Kofoed i Hasle. Det solgte var en bondestel kaldet Toften som er den 37. gård i Rutsker og prisen var 200 slettedaler, som han ikke skulle betale, da det var en foræring.
Peder Poulsen på den 30. gård i Rutsker stævnede Peder Pedersen og Jens Pedersen begge i Rutsker til 8 mands opkrævelse. Ønsket var at udregne hvad der tilkom børnene efter at deres mor og hans hustru Ellen Pedersdatter, som var død. Til formand for de 8. valgtes Anders Larsen Krack.
3. november 1724 – pag. 130a
Amtmanden gentog kongens forbud mod fremmede mønter. De skulle inden et år veksles og herefter kunne kun danske kurentmønter bruges som betaling af kgl. skatter og told.
De otte mands synsforretning af skovene ”in dublo” blev oplæst og påskrevet.
Anders Larsen Krack kom på Wefst Pedersen fra Maegård i Olskers vegne. Han oplæste en kontrakt af dato 2. november 1725 mellem ham og hans søn Peder Wefstsen. Wefst Pedersen og hans hustru skulle nyde frit ophold i deres livstid. Kontrakten skulle indskrives i panteprotokollen.
Anders Larsen Krack kom på præsten Hans Christian Mahler af Olsker sogn vegne og stævnede Veidich Haagensen på Beckegaarden i Olsker. Sagen drejede sig om grove, ufine og ukvemsord mod præsten. Foruden at få en dom over Haagensen, var formålet af indkalde ham til Hammershus birketing den 13. november.
Anders Larsen Krack som formand for synsforretningen over den 30. gård i Rutsker, efterlyste dokumenter om gården. Peder Poulsen fremlagde skiftet efter sin hustru af dato 17. marts 1722.
Rasmus Hansen af Rø sogn stævnede Niels Øbersen fra den 8. gård i Rø sogn for skyld af jordepenge som stod i den 8. gård i Rø sogn, samt 9 mark i rede penge som Niels Øbersen havde fået af Holsen (?) Lorentsen i Rønne på Rasmus Hansens vegne. Desuden skulle Niels Øbersen fremvise en kvittering som han havde fået af Jens Jensen på sal. Anders Karstensen grund i Klemensker på Rasmus Hansens vegne. Desuden skulle han fremlægge regnskab. Desuden skulle Niels Øbersen fremlægge kontrakt mellem Rasmus Hansen og sal Jens Rasmussens enke Kirstine og hendes arvinger. Desuden skyldte Niels Øbersen ham 8 sld. for at føre den proces som Rasmus Hansen havde ført vedr. den 8. gård for Niels Øbersen og hans hustru Giertrud. Niels Øbersen ville svare på næste ting.
17. november 1724 – pag. 131a
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1725.
Peder Bendtsen af Klemensker kom og læste et pantebrev for 100 sld. rede penge mod brugsret til hans gård – den 56. gård – til sin dattermand Lars Andersen. Pantebrevets løbetid var 12 år.
Lars Wefstsen fra Bachegaard i Nyker bad om at et forpligtningsbrev, som fænrik Jørgen Giødicksen på Brogaard i Olsker havde udgivet til Lars Wefstsen, som er Giødichsens stedfader, blev gengivet i protokollen og i pantebogen. Giødiksen havde den 16. oktober sagt nogle ærekrænkende ord om sin stedfader. Herefter tillod herredsfogeden at forpligtelsesbrevet blev gengivet i sin fulde ordlyd. Jørgen Giødicksen var ikke mødt selv om han var stævnet til det. I brevet ses at Giødicksen havde talt med kvartermester Lars Nielsen i Habedam. Ordene kunne Giødicksen ikke selv huske, men hvis han havde sagt det, så trak han det tilbage. Og i al fremtid ikke at sige usømmelige ord om sin kære sted fader hverken i drukkenskab eller i ædru tilstand i hvad sted det måtte være. Som vitterlighedsvidner havde præsten Christian Lassen Møller og Anders Larsen Krack underskrevet.
Anders Larsen Krack havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Rasmus Hansen i Rø i sagen mod Niels Øbersen. Johan Holst havde fået en lignende tilladelse til at gå i retten for Niels Øbersen. Anders Larsen Krack bad om at stævningen blev leveret til ham i kopi og at han først på næste ting, ville tage aktiv del i retshandlingen. Johan Holst spurgte den ene stævningsmand om stævningen blev læst højt for Niels Øbersen, Stævningsmanden sagde, at de stævningen var meget uklar, måtte han støtte sig til en ”tanchesedel”. Sagen udsattes til næste ting.
Anders Larsen Krack var tilstede som formand for de 8 mand, der skulle vurdere den 30 gård i Rutsker. Han efterlyste dokumenter og breve, der kunne oplyse noget om gården. Peder Poulsen spurgte Peder Bendtsen om de enge som han havde i brug på den 30. gård. De havde han i pant og ville have andre til at vidne om det. Peder Bendtsen nægtede at svare med mindre han blev stævnet herom.
Sagen mellem Weidich Haagensen og sognepræsten var blev forliget.
1.december 1724 – pag. 132b
Esber Jensen fra Vestermarie opbød sin myndling Christian Jørgensens arvelod som beløb sig til 33 sld 3 mk samt ifareklæder der beløb sig til 15 mk 3 sk.. Herredsfogeden pålagde stokkemændene at annoncere dette på hver sit kirkestævne.
Hans Jørgensen af Vestermarie sogn opbød sin myndling Anna Cartrine Jørgensdatters arvelod på 18 sld 3 mk 1 sk. Dette skulle også annonceret på kirkestævnerne.
Anders Erichsen af Klemensker lod læse et pantebrev på 264 sld. 12 sk. med pant i den 43. gård i Klemensker med løbetid på 10 år til Mons Madsen, der boede på gården.
Anders Larsen Krack som formand for de 8 mand efterlyste de sidste indlæg om den 30. gård i Rutsker. Peder Poulsen, som boede på den 30. gård, stævnede Peder Bendtsen af Klemensker til at fremlægge hvilken adkomst han havde på de 4 enge i Stobbekrak, som han i brug. Peder Bendtsen svarede at han havde arvet engene efter sin afdøde far og at han havde haft dem i 23 år. Han mente at det var Peder Poulsen der skulle bevise at de tilhørte gården. Peder Monsen fra Olsker fortalte at han havde lejet engene af Bendtsen i 2-3 år. Det tredje vidne Niels Larsen var ikke mødt.
Lars Vefstsen af Nyker sogn ville have at Jørgen Giødichsen skulle vedstå sit forpligtelsesbrev. Giødichsen var ikke mødt. Johan Holst af Rønne var mødt på Giødichsens vegne ville have udskrift af sidste tings behandling af sagen.
Anders Larsen Krack irettelagde et skriftligt mod Hans Hansen på den 45. gård i Rutsker for ukvæmsord. Hans Hansen var ikke mødt. Kracks vidne Jep Monsen af Rutsker fortalte at have hørt ordenen mod Svend Hansen og han havde hørt at Hans Hansen havde lånt penge af Karne Svend Hansen. Hans Hansen havde sagt at det var løgn. Jep Monsen havde skrevet et revers for Hans Hansen, hvori det blev bekræftet at han havde lånt 10 sld. Endvidere fortalte Jep Monsen, at Hans Hansen fortalte at han havde været i helvede og at han havde mødt flere som han kendte, bla. Johan Torsen. Men at mange kom til og fra helvede, ligesom man gjorde til Helligdomskilder. Svend Hansen bekræftede hvad Hans Hansen havde sagt, men indrømmede at Hans Hansen nok havde været lidt ved beskænket. Den indstævnede og vidnerne blev pålagt at møde på næste ting.
Johan Holst på Niels Øbersens vegne efterlyste Anders Larsen Kraks vidnesafhøring på Rasmus Hansens vegne. Da sagen snart havde stået på i 6 uger, formodede Holst at sagen ej kunne føres. Først efter at Anders Larsen Krak havde fremlagt sine påstande ville han svare. Dog ser han at hans principal Niels Øbersen havde fremlagt kvitteringer og skiftebreve efter Rasmus Hansen (den ældre) og Peder Jensen. Begge skifter havde ikke fordret noget af Niels Ødbersen. Ander Krack påpegede at Niels Øbersen ikke var til stede i retten, så det var ikke ham der trak sagen i langdrag. Desuden mente han at Niels Øbersens hustru også burde møde på tinget. Niels Øbersens hustru var gammel og svag, men herredsfogeden pålagde at ægteparret skulle møde på næste ting. Anders Krack fremlagde en skiftekontrakt (fra 21. sept. 1703), hvor Rasmus Hansen den ældre skulle have 50 sld. i jordepenge af den 8. gård i Rø sogn. Sagen handlede om regnskabet vedr. de 50 sld, samt de 8 sld i omkostninger.
15. december 1724 – pag. 135b
Hans Nielsen, der boede på 51. gård i Klemensker lod læse et pantebrev på 100 sld. af Hermand Bonde Mortensen i Rønne mod pant i gården.
Poul Eskildsen af Hasle stævnede Gotfred Nielsen af Rø sogn for gæld. Gotfred Nielsen var ikke mødt. Eskildsen ville forklare sagen på næste ting.
Johan Holst af Rønne som fuldmægtig for Niels Ødbersen i sagen mod Rasmus Hansen. Han menet at det var sidste chance for at gøre krav til Niels Ødbersen. Anders Krack, som fuldmægtig for Rasmus Hansen, ville have at Niels Øbersen, som var til stede på tinget, skulle fremlægge den kontrakt der var oprettet mellem Kirsten sal. Jens Rasmussen og Rasmus Hansen, hvori det fremgår, at Kirsten havde 50 sld. tilgode af den 8. gård, hvor Niels Ødbersen bor. Johan Holst svarede for Ødbersen, at den kvittering som Ødbersen havde, skulle blive fremlagt når det var nødvendigt. Krack mente at Niels Øbersen endnu manglede at betale 17 daler til Rasmus Hansen. Ødbersen nægtede og mente, at kvittering var for det fulde beløb. Krack mente også at Niels Ødbersen skyldte Rasmus Hansen 10 mark, penge som han havde afhentet i Rønne hos Johan Lorensen i Rønne og leveret dem til Karen Jensdatter, af hvem han så havde lånt af. Ødbersen nægtede ikke at have hente 10 mark hos Johan Lorensen i Rønne på Rasmus Hansens vegne og leveret til Karen Jensdatter. Han nægtede heller ikke at han havde lånt nogle penge af Karen Jensdatter. Men at Rasmus Hansen skulle kunne gøre krav på disse penge, mente han ikke var sandt. Desuden krævede Rasmus Hansen 8 sld for en sag, som han havde ført for Niels Ødbersens hustru Giertrud Hansdatter. Ødbersen nægtede ethvert kendskab til denne gældspost. Dommeren påpegede at sagen ikke var oplyst fuldstændig og gav frist til næste ting inden han ville afsige dom i sagen.
Jens Pedersen på den 17. gård i Olsker mødte på tinget og beklagede sig over at stuehuset på 16 stolperum på nær 6 stolperum var brændt helt ned. De 6 stolperum var dog beskadiget. I branden ødelagdes alt som var på loftet, som var det meste ”af hans næring”. Alt uldent og linned samt fødevarer, brødog ost, malt og gryn og salt, så og 1 vogn, harve, plov, tømmer, reb, saxe og kobber. En stor halmstak, som stod op til længen brændte, vinterbrænde, tørv og lyng. Jens Pedersen, der var en gammel og ganske vanfør mand og manglede den ene tommelfinger og hans gamle hustru ved navn Bente Larsdatter er ganske blind og firs år ungefær, er kommet i stor elendighed. Fire uvildige mænd blev ført som vidne. Det var kirkeværgen og fenrik Hans Mortensen, korporal Hans Monsen, Lars Olsen sadelmager og Weidich Hagensen og fire nabobønder i Olsker sogn. De vidnede at alt hvad Jens Pedersen havde berettet var sandt. Branden skete den 16. november. Herefter blev udstedt et tingsvidne.
Hans Hansen boendes i Rutsker mødte på tinget og oplyste at han havde indgået forlig med Anders Larsen Krack. Han trak alle sine ord tilbage og bad om forladelse. Dommeren meddelte at sagen ikke kunne trækkes tilbage uden de forklarede sagens sammenhæng på næste ting.
Lars Wefstsen fra Nyker ville have af fændrik Jørgen Giødichsen skulle møde og vedstå sit udgivne erklæringsbrev. Giødichsen var ikke mødt da han var kaldet til vagt ved et vrag.
Anders Larsen af Rutsker mødte som formand for de 8 mand, der skulle syne den 30 gård i Rutsker efterlyste forhold, som skulle iagttages i deres forretning. Peder Poulsen mente, at Peder Bendtsen skulle bevise hans ejendomsret til de tre enge i Skubbekrak. Formanden ville have at Peder Ne´´Bendtsen beviste dette på næste ting. Jens Pedersen oplyste som vidne at han havde hørt at Peder Bendtsen havde sagt, at han havde fire læs enges i pant af den 30. gård for 30 sld. og at han havde tilbudt, at han for 15 daler var villig til at kvittere for alle 30 sld.
For anden gang blev Esber Jensens myndlings arvegods opbudt. Det samme med Hans Jørgensens myndlings gods.
12. januar 1725 – pag. 138b
Johan Holst, som ellers havde lovet at fremlægge et skriftligt indlæg for sin principal Niels Øbersen mod Rasmus Hansen, måtte bede om udsættelse, da han ikke har kunne få udskrift af de to skiftebreve og kvitteringen. Anders Larsen Krack ville have Niels Øbersen og hans hustru Giertrud afhørt, men de var ikke mødte. Giertrud fordi hun var svag og gammel, Niels Øbersen var ligeså svag ifølge hans stedsøn Hans Rasmussen, der var mødt på tinget. Krack ville have at Niels Øbersen skulle møde i retten og medbringe den kontrakt som han havde indløst fra sal. Kirstine Jens Rasmussens arvinger, samt kvitteringen herfor.
Lars Wefstsen af Nyker sogn fik rettens påskrift på det forpligtelsesbrev udstedt af Jørgen Giødichsen og bekræftet i amtmand West gård den 11. januar, men dommeren ønskede at Giødichsen skulle møde i retten og bekræfte det indgåede forlig på næste ting den 26. januar.
Som formand for de 8 mand mødte Anders Larsen Krack og ville have sagen afsluttet. Peder Bendtsen mødte og lovede at svare skriftligt på næste ting.
Hans Jørgensen fra Vestermarie opbød for tredje gang sin myndlings arvelod. Ingen ville modtage arven, hvorfoe han vil udsted et tingsvidne og dermed blive fri for renter af arven. Esber Jensen fra Vestermarie ligeså.
Herredsfogeden efterlyste ejermanden til tre unge heste (øg), som kunne afventes hos ham mod at erstatte det foder han havde givet dem.
Sagen mellem Poul Eskildsen og Gotfred Nielsen var blevet forliget.
26. januar 1725 – pag. 140a
Johan Holst fra Rønne fremlagde sit skriftlige indlæg på vegne af Niels Øbersen i Rø. Desuden fremlagde han en kvittering eller håndskrift af dato 11. november 1722. Desuden fremlagdes en generalkvittering udsted af Rasmus Hansen den ældre til Niels Øbersen for 50 sld. Der blev fremlagt to skiftebrev efter Rasmus Hansen den ældre af dato 14. september 1711 og Peder Jensen af dato 1. juni 1719. Deraf ses, at der ikke fordredes noget af Niels Øbersen. Johan Holst mente ikke at det kunne være tydeligere, at Øbersen ikke skyldte nogen penge. Anders Larsen Krack ville have Niels Øbersen og hans hustru afhørt, men de var ikke mødte. Dommeren henstillede igen, at Niels Øbersen og hans hustru skulle møde på næste ting.
Niels Jensen af Klemensker på den 51. gård stævnede Mons Jepsen af Klemensker, for at høre om hans myndling (?) ville betale 64 sld. 2 mark til Niels Jensens broder Christopher Jensen. Det var den sum som en højesteretsdom havde tildømt Christopher for sæderetten. Mons Jensen svarede, at han ikke var tilbudt nogle jordepenge for gården og derfor mente han ikke at hans myndling behøvede at svare pengene før det var sket. Endvidere stævnede Niels Jensen Anders Løfvingsen på hans hustrus vegne, som var medarving, om han ville betale 64 sld 2 mk. Niels Jensen opbød derved for første gang den 51. gård til slægt på fædrene side. De 64. sld 2 mk var afgiften for sæderettigheden og så ville han have udgift til rejser og forretning refunderet.
Anders Larsen Krack af Rutsker ville have de sidste oplysninger om den 30. gård i Rutsker. Peder Bendtsen fremviste et skiftebrev fra 9. november 1675, som blev oplæst. Formanden Krack ville på næste ting tage sagen til doms.
Lars Wefstsen af Nyker ønskede at det underskrevne forligelsesbrev blev underskrevet og leveret til ham i dag.
9. februar 1725 – pag. 141a
Peder Larsen af Klemensker mødte på sin søster Boel Larsdatters vegne lod læse et pantebrev af dato 13. januar 1725 der viste at Boel Larsdatter havde lånt 70 sld. af Andreas Koefoed i Rønne med pant i hendes gård (3. gård i Klemensker). Hendes mand Hans Jensen var meget svag, så det var hende der administrerede gården.
Mogens Jensen af Olsker lod læse et købebrev af dato 30. januar 1725 ang. salget af hans gård den 34. i Olsker til sin søn Jens Mogensen for 160 sld.. På gården boede Jørgen Didrichsen. I købebrevet er nævnt hvilke reparationer, der var nødvendige.
Johan Holst af Rønne på Niels Øbersens vegne henvendte sig til de to stokkemænd fra Rø, der havde været hos Øbersens hustru, for at få hende til at møde på tinget. De to stokkemænd fortalte at Øbersens hustru var sengeliggende og var ikke i stand til at møde på tinget. Øbersen var på tinget, men Holst mente ikke at der var hjemmel til at strække sagen ud, da det var en sag, der nu havde kørt i 13 uger. Anders Larsen på Rasmus Hansens vegne mente af Øbersen kunne dømmes for ulydighed og ikke ville møde på tinget adskillige gange. Krach ville have udsættelse.
De 8te mænd der synede den 30. gård i Rutsker bad om de sidste oplysninger fra parterne. Peder Poulsen irettelagde et Instrument under Nicolai Brugmands hånd vedr. engene. Sagen blev taget til doms.
Niels Jensen fra den 51, gård i Klemensker lod lovbyde sin gårds sæderettighed for anden gang – ingen tilbød sig at overtage rettigheden.
16. februar 1725 – pag. 142a
Niels Jensen, som boede på den 51. gårds grund i Klemensker stævnede, panthaveren, beboeren på den 51. gård Hans Nielsen og Anders Andersen af Østerlars på sin hustrus vegne, der er den nærmeste til at indfri gården. Stævningen var en 8te mands opkrævelse på den 51. gård. Hans Nielsen bad om udsættelse, da prokuratoren i København havde endnu dokumenterne i hænde. Som formand valgtes Mikkel Monsen fra Simblegaard. De otte mænd skulle møde på den 51. gård den 22. februar og skønne gården værdi og sammenligne med sidste skønning.
Poul Eskildsen af Hasle stævnede Hans Andersen Væbo på den 45. gård i Rutsker for landgilderestancer for 1723 og 1724. Hans Andersen var ikke mødt.
Johan Holst på Niels Øbersens vegne krævede dom i sagen mellem Øbersen og Rasmus Hansen. Anders Larsen Krack på Rasmus Hansens vegne krævede at Niels Øbersen mødte i retten og svarede på spørgsmål. Hvis han ikke var mødt, så skulle dommeren dømme ham for ulydighed. Niels Øbersen dukkede op efter en tid og var villig til at svare på racks spørgsmål. Øbersen nægtede at han skyldte Rasmus Hansen noget, hvilket han mente var bevist ved hans kvittering og skiftebreve og at han var villig til at afgive ed derpå. Dommeren tillod Anders Larsen Krack ay fremkomme med beviser senest til næste ting.
De 8te mand på den 30. gård i Rutsker fremlagde deres forretning og tilbageleverede dokumenterne til Peder Poulsen og Peder Bendtsen.
DOM vedr. den 30. gård i Rutsker – pag. 144b. Bygninger og alle herligheder blev vurderet til 136 sld., men herfra skulle trækkes 6 sld. for fire stolperum ladehus, opsat i den østre længe op til Stuelængen. Dette var påviseligt efter skiftebrevet efter Peder Poulsens hustru Elne Pedersdatter, af dato 17. marts 1722. Et pantebrev viste at Bonde Larsen i Hasle havde et pantebrev på 120 sld. fra 10. juni 1704. Desuden fremlagde Peder Poulsen et købebrev af dato 10. april 1700 på den 30. gårds sæde og adgang af løjtnant Lars Gommeløs i Hasle for 40 sld.. Peder Poulsen fremlagde desuden et skiftebrev af 12. marts 1700 efter Peder Poulsens hustru Elsebet Clausdatter. Det fremgik af skiftebrevet at børnene efter første ægteskab havde arvet 20 sld. – børnene var 2 sønner og tre døtre. Det fremgik af skiftet den 17. marts 1722 at Peder Monsen havde lånt 60 sld. af sin broder Mons Poulsen. Peder Bendtsen havde fremlagt et skiftebrev af 9. november 1675 efter Bodel sal. Hans Hansen i Rosendale i Rutsker vedr. engene i Skrubbekrak. Hans Hansen havde haft engene som underpant for et lån til den 30. gård for 31 sld. Gennem tiden var pantet ikke indløst og de 8te mand fradømte derfor de fire små enge fra gården. Tilbage var der kun 3 daler 2 mark til Peder Poulsen og det samme til deling mellem en søn og fem døtre, som han havde avlet sammen med Ellen Pedersdatter. Sønnen fik 1 daler og døtrene hver 2 mark.
2. marts 1725 – pag. 145a
Peder Mortensen på sin fader Morten Didrichsens vegne lod læse et pantebrev på 60 sld. som Morten Didrichsen havde lånt af Kay Andersen i Tejn mod pant i den 20. selvejergård i Olsker, hvor Morten Didrichsen boede.
Anders Larsen Krack på Rasmus Hansens vegne stævnede Niels Øbersen og hans hustru Giertrud til at gøre benægtelsesed om gæld på 10 mark og Giertruds gæld 8 sld. for retsomkostninger til Rasmus Hansen. Holst svarede at stævningsmanden Gotfred Nielsen ikke kunne antages, da han var Niels Øbersens arvidsmand. Dommeren kunne ikke se, at dette var mod loven og tillod derfor Krack at fortætte sagen. [sagen er indviklet og jeg kan ikke helt gennemskue sagens sammenhæng] Dommeren pålagde igen Niels Øbersen og huns hustru at møde på næste ting – uanset hvor svar hun måtte være.
Poul Eskilsen angav atter sin fordring til Hans Andersen Væbo på 9 mark 1 skilling, samt forskellige leverancer af gods som havre, smør, mm, således at gælden løber op til 7 sld. 1 marl 15 sk.. Vøbo ville svare på næste ting.
Mikkel Monsen fra Simblegagrd som formand for de 8te mand, der skulle syne den 51. gård i Klemensker efterlyste dokumenter og oplysninger. Niels Jensen i rettelagde en landstingsdom af 22. september 1717, samt en fuldmagt fra hans bror Christopher Jensen. Anders Andersen af Østerlars irettelagde et indlæg, ligesom Niels Jensen. Hans Nielsen ville vente med sit indlæg til næste ting.
16. marts 1725 – pag. 147a
Johan Holst fremlagde en tillysning fra skifteskriver Nicolaj Brugmand angående dem, der endnu ikke havde leveret stemplet papir til skifterne. Hvis det ikke skete ville arvingerne kunne tage skade på deres hjemgæld.
Hans Andersen Væboe erklærdede at han bestod gælden til Poul Eskildsen af Hasle, men han ønskede udsættelse. Poul Eskildsen ville have dom i sagen.
Johan Holst mødte i sagen mellem Niels Jensen og Anders Andersen på den ene side kontra Hans Nielsen fra Klemensker. Johan Holst havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Niels Jensen og Anders Andersen. Holst på Niels Jensens vegne ønskede udtog af tingbogen. Hans Nielsen, som boede på den 51. gård i Klemensker, stævnede Niels Jensen fra Klemensker og Anders Andersen fra Østerlars. Hans påstand var, at før han havde fået sin betaling kunne ingen gøre krav på gården. Holst mente, at Hans Nielsen burde fremlægge sine påstande for de 8te mand. Holst irettelagde et indlæg og ønskede at højesteretsdommen skulle fremlægges.
Anders Larsen Krack på Rasmus Hansens vegne kontra Niels Øbersen ville afhøre Karen Niels Andersen og Hans Kastensen (?) begge af Rø sogn. Karen fortalte at Niels Øbersen havde fået 10 mark af Johan Lorrensen i Rønne på Rasmus Hansens vegne. Det var betaling for Rasmus Hansens redsel. Pengene lånte Niels Øbersen af Rasmus Hansen, der lå i sin seng (?-måske lå han i sin seng fordi han var syg) Hun var også bevidst om, at Rasmus Hansen havde 14 sld. stående i den 8te gård i Rø, som var jordepenge. Desuden fortalte hun, at Niels Øbersen også skyldte 8 mark i sagsomkostninger. Hun var villig til at aflægge ed på sit vidnesbyrd. På Holst spørgsmål, måtte Karen erkende, at hun ikke havde set Niels Øbersen at have modtaget 10 mark af Johan Lorrensen i Rønne, men havde fået det fortalt af Niels Øbersen selv, dog ikke hvornår, det var sket, men der var ”ungefær” under fisket (september) sidste år. Holst mente at vidnet var et ”villigt vidne” og derfor ikke troværdigt. Krack mente tværtimod, at hun var et lovligt vidne, da hun ikke længere var i tjeneste hos Rasmus Hansen og ej hellere var i familie med ham. Holst spurgte stokkemændene om de ikke havde hørt, at Rasmus Hansen den ældre havde sagt, at ”det var ligegodt, at hun forsørgede ham så længe han levede” (?). Stokkemændene svarede at han var som et barn og at man ikke kunne høre hvad han sagde. Dernæst vidnet Hans Kastensen, der fortalte at han og Lars Nielsen var bedt om at komme til Rasmus Hansen. Rasmus Hansen bad om at de gå til Niels Øbersen for at få det brev som han manglede. Niels Øbersens svarede, at han ikke kunne finde nøglen til skabet og derfor ikke kunne give dem brevet. Vidnet vidste intet om Niels Øbersens gæld på 14 sld. Dommeren udsatte sagen til næste ting.
6. april 1725 – pag. 148b
Johan Holst for Niels Jensen på 51. gårds grund mødte i sagen mod den 51. gårds beboer Hans Nielsen i Klemensker. Niels Jensen havde lovbudt den 51. gård, som skete den 6. januar 1725. Ingen af parterne havde mødt med penge til indløsning af gården uden Anders Andersen på vegne af sin hustru. Niels Jensen havde boet på 51. gårds grund i 3 år som undentag og spørgsmålet var om Hans Nielsen ville lade Niels jensen indløse gården. Hans Nielsen ville svare til næste ting.
Mikkel Monsen var formand for de 8te mænd, der skulle afgive dom om den 51. gård i Klemensker. Hans Nielsen aflagde et skriftligt indlæg om gården, samt fremlagde en herredsdom fra den 5te August 1718 og en kontrakt fra den 21. januar 1713 underskrevet af Niels Jensen og Christopher Jensen samt Claus Christensen. Desuden fremlagdes en 4mands dom fra 17. juni 1712. Holst på Anders Andersens vegne ville have Hans Nielsen til at fremlægge pantebrevet. Begge parten anmodede om at de 8te mænd ville tage alle dokumenter i agt. Sagen blev taget til doms.
Sagen mellem Rasmus Hansen og Niels Øbersen blev ført af deres respektive sagfører. Sagen gik til doms.
DOM i sagen mellem Poul Eskelsen, borger i Hasle og Hans Andersen Væboe på den 45. gård i Rutsker – pag. 150a. Sagen drejede sig om en gældspost for årene 1723 og 24 på i alt 7 daler 1 mk 15 sk., som Hans Andersen skyldte Poul Eskelsen. Hans Andersen havde erkendt gælden, men udbad sig betænkningstid. Da Poul Eskelsen ikke ville vente, havde han ønsket dom. Dommen lød at Hans Andersen skulle betale inden 15 dage og dække sagsomkostningerne.
20. april 1725 – pag. 150b
Lars Mogensen af Klemensker lod læse et købebrev og skøde dat. 4. april 1725 som viste at to soldater i København under det fynske regiment ved navn Johan og Oluf Hansen havde solgt 1. selvejergård Skrubbegård i Klemensker ”sæde- og adgangsret” til Lars Mogensen for 47 daler. Sammen med skødet blev leveret en fuldmagt til skipper Jørgen Andersen og Anders Hansen af Rønne. Anders Hansen vedstod skødet og overdragelsen på adgangsretten på vegne af de to soldater. Skødet skulle indføres i panteprotokollen.
Holst på vegne af Anders Andersen og Niels Jensen kontra Hans Nielsen. Hans Nielsen kunne ikke betale de 100 sld. for den 51. sg i Klemensker, da han endnu ikke havde modtaget penge, som han havde til gode. Hans Nielsen henholdte sig til de 8te mands kendelse vedr. undentag på 51. sg. grund. Hans Nielsen havde et pantebrev på 200 sld. i gården, som en landsretsdom af 28. juli 1717 godkendte, da han fraflyttede gården i 1718 til huset på den 51. gårds grund. Højesteretsdommen og Christopher Jensens tilsagn blev inddraget i sagen. Lovbydelsen skulle have sin gang [ret indviklet og kompliceret sag]
Jens Monsen af Olsker stævnede Jørgen Didrichsen på den 34. gård i Olsker vedrørende i kontrakt der var oprettet mellem dem. Jens Monsen ville have at Jørgen Didrichsen godvillig skulle modtage de penge, som han havde stående i gården. Desuden ville Jens Monsen have undersøgt om Didrichsen ulovligt havde fældet træer, der hørte til gården. Der var desuden indkaldt vidner i sagen. Johan Holst af Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at være Jørgen Didrichsens fuldmægtig i sagen. Holst bad om at få den originale kontrakt forelagt, da Jørgen Didrichsen ikke havde en genpart. Jens Monsen fremlagde et koncept af kontrakten, der ikke var underskrevet.
11. maj 1725 – pag. 152a
Kgl. Forordning og forbud for at transportere fremmede betlere til Sjælland.
Læst kgl. forordning om fortsættelse af Det kgl. oktrojerede Grønlandske kompagni i Bergen.
Læst kgl. forordning og forbud om ingen landsbyer og bøndergårde i Danmark må ødelægges.
Læst en kvittering af dato 3. maj 1725 på ½ rdlr, papir ang. at Key Ancher i Hasle som værge for hæderlige og vellærde hr. Hans Christian Lassen Mahlers kæreste Marta Jensdatter Lesler for hendes Patrimunium på 763 sld 3 mark var rigtig betalt.
Johan Holst på Anders Andersens vegne var mødt i sagen kontra Hans Nielsen på den 51. gård. Han fremlagde en kvittering for at have betalt 43 rdl til amtskriver Christopher Horn for den 51. gård den 10. januar 1725. Desuden i rettelagde han et skriftligt indlæg udstedt af Anders Andersen. Herefter ønskede han, at sagen blev taget til doms. Hans Nielsen mente at Niels Jensen burde fremlægge bevis for, at han skulle bebo det hus, som han kaldte for sit undertag. Holst mente, at Hans Nielsen alene burde fremvise det pantebrev han efter sigende var i besiddelse af. Heraf burde det fremstå hvilke rettigheder Hans Jensen havde til at bebo det omtalte hus og dyrke den omkringliggende jord.
Formanden for de 8 mand på den 51. gård i Klemensker afsagde kendelse og afleverede de 15 dokumenter, som der var afgivet til eftersyn. Anders Andersen bad om at få 8mandsdommen fuldt beskrevet.
Johan Holst på Jørgen Didrichsens vegne ville have Jens Monsens konceptkopi af dokument udleveret for at se om den var ligelydende med originalen. Jens Monsen fremviste konceptet, som blev undersøgt af flere. Sagen kunne ikke videreføres, da Jørgen Didrichsen var ikke til stede, således at han kunne vedstå kontrakten. Jens Monsen tilbød 100 sld. i pantepenge mod pantebreve og kvittering, men kunne ikke aflevere dem til Didrichsen. Jens Monsen tog derefter penge til sig igen.
Dom afsagt mellem Rasmus Hansen og Niels Øbersen.
8 Mandsdom på den 51. gård i Klemensker. (pag. 152b) Gården var pantsat og deres opgave var at syne gården og skoven for at se om der var sket forbedringer eller forringelser. Synsforretningen var sket den 22. februar. Ifølge en firemandsdom fra 17. juni 1712 er der sket det, at der nu kun fandtes fire af de seks store ege tilbage. Christopher Jensen havde gårdens sæderet, men en højesteretsdom pålagde Christopher jensen at betale dommen ud af de penge der stod i gården. Christopher Jensens broder Niels Jensen havde betalt dommen, hvilket var modregnet i den undentagskontrakt som han havde af Hans Nielsen. Hvis Anders Andersen skulle overtage i gården skulle pantebrevet indløses – i alt 342 sld 3 mark. Anders Andersen kunne indløse gården. Hans Jensens undentag ikke fratages ham i denne dom. De 8mand kunne blot henvise til lov og ret om denne kontrakt skulle anfægtes. I alt skulle Hans Nielsen betale 342 sld. 3 mark.
DOM mellem Rasmus Hansen på den 8te gårds grund i Rø og hans svoger Niels Øbersen og hustru Gertrud på den 8. gård i Rø sogn (Pag. 153b). Sagen drejede sig om flere gældsposter. 1. en kontrakt mellem Niels Øbersen og Rasmus Hansens hustrus første mand Jens Rasmussen, iflg. dokument fra 1703. 2. Gæld som Rasmus Hansen krævede for sagsomkostninger fra Gertruds første mand Rasmus Hansen den ældre d. 1711, også som havde den 8. gård i Rø og hvor gælden stadig stod i gården. Da Rasmus Hansen den ældre trak sig tilbage fra den 8.te gård fik han et hus på 8. gårds grund, en del jord og brændsel som undentag. Desuden var der en post på 50 sld. i jordepenge som Niels Øbersen, som Rasmus Hansen mete han havde krav på uandet at han tidligere have udstedt kvittering for beløbet. Hvilken kvittering fandtes i kopi med tvivlsom gyldighed. Den centrale person Gertrud, enken efter Rasmus Hansen den ældre og hustru til Niels Øbersen, samt bror til Rasmus Hansen den yngre. Hun skulle lade sig afhøre, men mødte aldrig på tinget. Gertrud giftede sig anden gang med Peder Jensen, der døde nogle år efter, hvorefter hun giftede sig med sin tredje mand Niels Øbersen. Sagen var særlig vanskelig, da Rasmus Hansen ikke kunne dokumentere sine påstande, men førte vidner, der tvivlsom støttede hans sag (Gotfred Nielsen var en af dem). Dommeren frikendte Niels Øbersen for alle fordringer, der vedrørte penge, der drejede sig om gården. Dog blev det pålagt ham at betale de 10 mark, som han selv havde vedstået at have lånt efter han selv havde hentet dem i Rønne for Rasmus Hansen.
25. maj 1725 – pag. 155a
Hans Nielsen på den 51. gård i Klemensker fremviste en landstingsstævning på den afsagte lovbydelsesdom på den 51. gård og derfor ikke mente at den endnu ikke dømte sag mellem ham og Anders Andersen kunne afsiges i herredstinget. Johan Holst på Anders Andersens vegne ville have herredsfogeden til at optage dommen straks uanset landstingsstævningen. Herredsfogeden afviste og ville først afvente landstingets dommen.
Johan Holst på Jørgen Didrichsens vegne tilkendegav, at Jørgen Didrichsen havde underskrevet en kontrakt mellem sig og Jens Monsen, hvorefter sagen blev ophævet. Jørgen Didrichsen modtager i retten de 110 sld, som han havde stående i den 34. gård i Olsker. Jørgen Didrichsen afleverede pantebrevet til Jens Monsen, der herefter kunne nyde gården frit. Kontrakten skulle indføres i Skøde og panteprotokollen.
8. juni 1725 – pag. 156a
Johan Holst fra Rønne stævnede Bartholemæus Petersen i Røstad for omkostningerne, som Holst havde da han førte sag for ham, sammen med andre, mod Gotfred Nielsen ved landstinget. Bartholemæus Petersen var ikke mødt.
Anders Andersen af Østerlars sogn beviste at han lovligt havde opsagt Hans Nielsen af den 51. gård i Klemensker. Uanset at 8mandsdommen var blevet stævnet til landstinget, så mente Holst på Anders Andersens vegne, at denne opsigelse skulle stå ved magt. Dommeren vil udsætte sagen til næste tingdag.
Anders Andersen fra den 44. gård i Rutsker efterlyste en vædder.
22. juni 1725 – pag. 156b
Johan Holst ophævede sin sag mod Bartholemæus Petersen.
Johan Holst på Anders Andersen og Niels Jensens vegne spurgte om Hans Nielsen på den 51. gård var mødt med sit pantebrev og om han ville modtage pengene (200 sld) han havde til gode. Hans Nielsen nægtede at svare på spørgsmålet, da han ikke var blevet stævnet herfor. Og for øvrigt ikke kunne lade pantebrevet indløse så længe som sagen kørte ved Landstingsretten.
Mogens Pedersen af Klemensker sogn stævnede Jens Andersen, der boede på Hallegaards grund i Olsker, for slagsmål med hug og slag på den 18. maj alfarvej. Som vidner stævnedes Jens Andersens hustru Kristine. Jens Andersen var mødt og lovede at han ville svare til næste ting. Hans hustru var ikke mødt.
6. juli 1725 – pag. 158a
Hans Jørgensen Ancher los læse et købebrev der viste at han havde solgt sæde og adgangsretten til Brogård den 8. gård i Olsker for 140 sld. til fenrik Jørgen Hansen Giødik. Peder Nielsen af Sandvig ville ikke acceptere dette salg. Peder Nielsen ville have at Hans Jørgensen Ancher beviste at han havde den lovlige adgang til gården. Peder Nielsen ville bevise at det var ham, der havde adgangsretten efter sin salige forfader. Han ville lovbyde. Hans Jørgensen ville fremvise sit hjemmelsbrev på næste ting.
Anders Andersen og Niels Jensen tilbød Hans Nielsen de 200 sld i pantepenge såvel som de penge, der tilhørte kongen og de omkostninger højesteret havde stående i gården. De 200 sld. blev lagt på bordet, således at Hans Nielsen kunne modtage dem. Men han var ikke tilstede i retten og herredsfogeden mente stadig, at landstinget skulle afgive dom i den ankede 8mands dom.
Anders Andersen ang. lovbydelse af den 51. gård, som tidligere ikke kunne afgives, blev optaget til doms.
Mogens Høy fra Hasle angav ved Hans Smed og Peder Andersen på egne og Hasle bys vegne stævnede Tor Hansen der boede på by-takken (?). Årsagen var at Tor Hansen havde vogtet på byens mark uden tilladelse. Sagen kunne ikke føres, da stævningsmændene ikke var mødte.
20. juli 1725 – pag. 159a
Peder Nielsen af Sandvig med sine værger Esber Jørgensen af Klemensker og Hans Nielsen af Vestermarie vedstod at købebrevet fra Hans Ancher til fenrik Jørgen Giødich Brogaard ang. søde- og adgangsretten, skulle stå ved magt.
Jørgen Jørgensen, der boede på Egeløkke ved Allinge, angav, at han var kaptajn Jørgen Pedersens søn og at Hans Ancher var hans halvbror, og dermed ikke kunne sælge adkomstretten til Brogaard til en fremmed mand. Hans Ancher ville ikke svare på Jørgen Jørgensens påstand, da han ikke var stævnet til det. Jørgen Giødich gav Peder Nielsens det ultimatum, at hvis han frafaldt sit tilsagn om sæde og adgangsretten, så ville han frafalde de tilbud, som han havde givet Peder Nielsen. Dommeren ville ikke tillade Anders Krack at være Giødichs sagfører med mindre han havde tilladelse dertil. At Peder Nielsen mødte med værger var, at han var 18 år gammel og ikke myndig. Hans Ancher ville ikke fremlægge sine adkomstrettigheder før han blev stævnet til det. Dommeren pålagde Hans Ancher at følge lov og ret og fremvise hjemmel til hans udgivne skøde på næste ting.
Johan Holst på Anders Andersens vegne ønskede dom i opsigelsessagen mod Hans Nielsen på den 51. gård i Klemensker og at han skulle modtage de 200 sld. som han havde pant for i gården. Desuden tilbød han atter at betale højesteretsdommen. Hans Nielsen fremlagde en dom fra 5. august 1718, samt han afventede landstingets dom.
Herredsfogeden efterlyste Mogens Pedersen fra Klemensker og Jens Andersen af Olsker sogn i voldssagen som var anmeldt, men som i to tidligere tingdagen ikke blev behandlet. Ingen af parterne var mødte.
I sagen mellem Mogens Høy og Thor Hansen i Rutsker – ingen var mødte.
DOM – pag. 160b
Niels Jensen, der boede på den 51. gårds rund i Klemensker stævnede Mogens Ibsen af Klemensker på sin myndlings vegne og Anders Løvingsen til at overhøre lovbydelse af den 51. gård i Klemensker om de ville give 64 sld. for sæde og adgangsretten til gården. Anders Løvingsen havde fortalt, at ingen var blevet tilbudt penge for sæderetten. Hans Nielsen, der boede på gården og som havde pant i gården, mente at ingen kunne overtage gården før han var blev udfriet. Johan Holst var fuldmægtig for Niels Jensen og Anders Andersen havde påpeget, at Hans Nielsen ikke var den eneste, der havde penge stående i gården. Anders Andersen havde betalt Christoffer Jensen voldsbøde på 64 sld., som tidligere havde stået i gården. Bøderne var givet efter en højesteretsdom. Dommeren kunne ikke dømme andet end at det var Anders Andersen, der havde første ret til gården og kunne indløse gården ved at betale Hans Nielsen 200 sld. som hans pant lyder på. Højesteretsdommen lød på 2×40 lod sølv, hvilket var 60 sld.. sammen med omkostningerne 4 sld 2 mark hvilket var enslydende på den pris der var sat på sæde og indløsningsafgiften.
3. august 1725 – pag 161a
På Anders Andersen og Niels Jensens vegne ønskede Johan Holst dom I udsigelsessagen mod Hans Nielsen på den 51. gård i Klemensker til midfaste 1726. Hans Nielsen henviste til den sag som var anket til landstinget, hvorfor han mente at der var mulighed for at han fik tilkendt gården. Johan Holst påpegede, at det det kunne landstingsdommen aldrig påkjende, da det var en helt anden spørgsmål, der skulle afgøres. Dommeren optog sagen til doms og ville have udskrift af tingbøgen, således, at han kunne afsige dom.
Anders Erichsen af Klemensker sogn lod læse et pantebrev af dato 11. juli 1725 som angav, at han havde lånt 90 sld. af Peder Andersen i Rutsker med underpant i Erichsens 43. gård i Klemensker.
Jes Rask i Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Hans Ancher og fenrik Jørgen Giødich i den hensigt at få skødet på Brogaard dømt lovligt. Hen ville have det originale skøde udleveret. Peder Nielsen fra Sandvig udleverede en seddel, der var udstedt af hans værger, om at, hvis de to holder sit løfte, som kunne han stå ved handelen. Jes Rask bekræftede Jørgen Giødichs løfte så snart skødebreve var blevet indført i panteprotokollen.
Johan Holst fremviste amtmandens tilladelse til ham om, at gå i retten for Peder Larsen i Rø sogn kontra Hans Nielsen. Det gjaldt både til en 8mands dom eller om fornødent til landstinget. Johan Holst stævnede på Peder Larsens vegne Hans Nielsen for skældsord. Hans Nielsen var ikke mødt. Hans Rasmussen fortalte som vidne, at han den 16. juli havde hørt Peder Larsen og Hans Nielsen tale samme, hvorefter de havde beset en eng. Hans Nielsen havde påstået at Peder Larsen havde ophakket to ege, hvilket Peder Larsen havde nægte. Lars Pedersen bekræftede denne samtale og dens indhold. Hans Nielsen blev pålagt at møde på næste ting.
Mogens Pedersen og Jens Andersen var ikke mødt i sagen om vold.
Mogens Høy havde stævnet Thor Hansen, som ikke var mødt i sagen. Herredsfogeden ville have dem til at møde eller også bekende om sagen var ophævet.
Jens Bech fra Rutsker efterlyste en hvid so.
17. august 1725 – pag. 162b
Johan Holst for Peder Larsen bad om udsættelse til næste ting.
Dommeren på råbte Mogens Pedersen fra Klemensker for at høre om hans voldssag mod Jens Andersen. Mogens Pedersen fortalte at de var blevet forligte i kongens sag.
Anders Jensen og hans søn Jens Andersen fra Rø stævnede Jørgen Jørgensen og hans hustru boende på Jens Jensens grund i Klemensker. Sagen drejede sig om at de havde skældt Jens Andersen ud og Jørgen Jørgensens hustru havde slået Jens med en pæl. Johan Holst havde fået tilladelse til at gå i rette for Jørgen Jørgensen og hustru. Holst mente ikke at sagen kunne føres, da der var stævnet ukorrekt, hvilket dommeren afviste. Vidnerne var ligeledes stævnet til oplysning. Vidnerne var Jens Hansen, Hans Svendsen og Gotfred Nielsen og Hans Jensen. Jens Hansen fortalte at for ungefær fem uger siden, kom Jens Andersen til Jørgen Jørgensen og spurgte efter sin kniv som han havde mistet i loen. Jørgen Jørgensen svarede, at hvis det var hans kniv, så havde han mistet en gris i loen. Jørgensens hustru kom ud og truede Jens Andersen som skælm og tyv. Hun grev en rafte og slog ham, så den gik i stykker. Jørgen Jørgensen skældte også, men slog ikke. Vidnet Jens Hansen boede hos Hans Pedersen i Olsker, men var blevet stævnet hos Jep Esbersens i Klemensker på Boesgårdens grund, hvor han havde arbejde, som snedker. Han ville i morgen begive sig hjem til Aaker. Da det skete havde han arbejde hos Jørgen Jørgensen i Rø. Hans Svendsen vidnede det samme som Jens Hansen, som havde stået i ny stuen og stod med armene hvilende i vindueskarmen og set optrinet. Hans Svendsen så ikke drengens sår, da han ikke havde været med, da de blev synet. Gotfred Nielsen og Hans Jensen skønnede Jens Andersens krop. Det havde tilbudt Jørgen Jørgensen at være vidne til det, men han havde afslået med ordenen ”jeg giør hannem Fanden”. De skønnede Jens Andersen slået brun og blå. De fremviste palen som drengen var blevet slået med. De havde ikke set drengen blive slået, men Jørgen Jørgensens hustru havde overfor dem erkendt at hun havde slået ham nogle gange og bad ham at forsvinde fra gården. Jørgen Jørgensen viste Jens Andersen en kniv og spurgte ham om det var hans, hvilket drenge benægtede. Gotfred Nielsen og Hans Jensen så på kniven og sagde, at det ikke var den samme, som de havde fået forevist tidligere af Jørgen Jørgensen. Jens Andersen fortalte at både Hans Andersen på Kuregård og Christen Hansen var vidende om kniven og dem kunne han få til at vidne herom. Holst bad om udsættelse til næste ting.
31. august 1725 – pag. 164a
Dom afsagt i udsigelsessagen på den 51. gård i Klemensker (Hans Nielsen)
Johan Holst som fuldmægtig for Peder Larsen i Rø sogn i sagen mod Hans Nielsen af samme sogn. Herredsfogeden pålagde Hans Nielsen at møde i egen person på næste ting.
Jens Andersen mødte og fremstillede to vidner Hans Andersen og Christen Hansen, som begge er over 15 år gamle. De vidnede at de havde fundet en kniv i loven ikke langt fra svinestien. De havde givet kniven til Jørgen Jørgensen, der godt nok havde koblet kniven til grisen, som han havde mistet. Vidnet Christen Hansen fortalte at han var 17 eller 18 år gammel og han havde ikke gået til guds bord og han var født i København. Jens Andersen afgav sin beretning, hvorefter herredsfogeden afsagde kendelse om at sagen var så grov at der kunne ske arrest af sigtede. Sagen var så klar at der kunne dømmes efter loven tre gange seks lod sølv. Jens Andersen ønskede at denne kendelse straks skulle indskrives i protokollen. Hvilket skete.
Dom – pag 165b
Udsigelse af Hans Nielsen fra den 51. gård i Klemensker. Anders Andersen af Østerlars havde opsagt Hans Nielsen, som havde den 51. gård som brugelig pant for 200 sld. Sammenhængen mellem Christopher Jensens højesteretsdom, voldøder og ankomstretten bliver fint beskrevet i dommen. Dommeren dømte at opsigelsen af Hans Nielsen var korrekt og at Anders Andersen skulle betale ham pantepengene samt de omkostninger som Hans Nielsen havde haft ved højesteretsdommen og de bøder han havde betalt – i alt 350 sld. skulle han have.
14. september 1725 – pag. 166a
Læst kgl. forordning om lejermålsbøder i Købstæderne skal ske ved aftingning og regler om hvordan man skal forholde sig, hvis den dømte ikke kunne betale. Dat. 17. august 1725
Johan Holst kunne ikke afgive sit skriftlige svar for sin principal Jørgen Jørgensen i Klemensker på grund af svaghed. Bad om udsættelse i 8te dage og mente for øvrigt at sagen ikke kunne bære en arrest og kautionsstillelse. Jens Andersen aflagde sit skriftlige indlæg i sagen.
Johan Holst som fuldmægtig for Peder Larsen i sag mod Hans Nielsen forklarede at sagen næsten var forliget, hvilket han ville forklare på næste ting. Dommeren ville ikke anerkende at sagen kunne forliges, da det var kongens sag og at man ikke umiddelbart kunne forlige uden dom. Johan Holst mente at det var en fejl, at det blev betegnet som kongens sag, da det netop ikke var en voldsag. Herredsfogeden fastholdt at han skulle afsige dom og at han forsvarede kongens interesser. Holst protesterede, men fik dog udsættelse til næste ting.
Tor Hansen var ikke mødt i sagen mellem ham og Mogens Høy. Herretsfogeden pålagde stokkemændene at sørge for at Tor Hansen mødte næste gang, ellers ville han afgive dom umiddelbart.
21. september 1725 – pag. 167b
Anders Larsen Krack mødte på vellærde Hans Mahlers vegne (Olsker sognepræst) og stævnede Peder Hansen, som var hjemme hos sin fader Hans Didrichsen i Olsker. Anklagen var, at Peder Hansen havde nægtet at gøre sine dagsværk for præsten. Peder Hansen var ikke mødt. Anders Krack angav, at Peder Hansen kun skulle yde et dagsværk om året, da han boede hjemme og er gift. Han nyder præstens og kirkens goder og var derfor forpligtet til at yde præsten dagsværk. Dagsværket kunne erstattes med 10 skilling. Hvis han ikke betalte skulle han lide dom og blive dømt til at betale foruden omkostningerne som ikke være mindre end 4 rigsdaler, sagde Krack.
Jes Rask producerede en erklæring udstedt af amtmanden om at han måtte føre sag mod amtskriveren og Morten Mortensen ang. den 20. gård i Olsker. Sagen skulle han føre for Boel sal. Morten Didrichsen, Peder Mortensen, Hans Hansen og Hindich Didrichsen. Jes Rask stævnede amtskriver Christopher Horn og Morten Mortensen til 8te mands opkrævelse. Amtskriveren lod sig repræsentere af sin fuldmægtig Nikolaj Linderoed. Linderoed fremviste et memorandum af 31. juli fra Morten Didrichsens enkes lavværge Anders Larsen fra Rutsker, hvori der stod, at hun havde afhændet den 20. gård til hendes søn Morten Mortensen. Morten Mortensen havde fået fæstebrev mod at forsørge moderen indtil hun døde. Linderoed slog fast enken var bevidst om, at det var kongens gård og man ikke kunne gøre krav på at gården skulle synes og fordeles blandt arvingerne. Amtskriveren havde givet Morten Mortensen et skiftebrev og der var udformet en kontrakt mellem sønnen og moderen. Linderoed mente at herredsfogeden ikke kunne tillade at sagen blev ført, da det var en sag for Rentekammeret. Jes Rask ville have Morten Mortensen til at forklare, at hans fader havde købt og betalt gården. Morten Mortensen svarede ikke, og ville lade fæstebrevet være gældende. Jes Rask fremlagde et købebrev på den 20. gård i Olsker fra den 7. august 1696, der viste at Morten Didrichsen havde købt gården til evig arv og ejendom. Gården havde i 29 år været i Morten Didrichsens eje og efter hans død skulle tilfalde hans arvinger. Han mente at de 8mand skulle vurdere denne sag. Linderoed ville ikke videre forsvare en sag, der hørte under Rentekammeret. Herredsfogeden ville ikke tage stilling til sagen før han havde fået alle relevante dokumenter forelagt.
Johan Holst – fuldmægtig for Jørgen Jørgensen kontra Jens Andersen – irettelagde et skriftligt indlæg. Jens Andersen ønskede udskrift af Holst’s indlæg og svare på næste ting.
Sagen mellem Mogens Høg og Tor Hansen ville herredsfogeden optage til doms på næste ting, hvis ikke Tor Hansen havde noget videre at fremlægge. Tor Hansen bad om nåde, da han i fremtiden ikke vil vogte i bye Totgen (?)- Herredsfogeden optog sagen til doms.
28. september 1725 – pag. 170a
Efter herredsfogedens ønske fremlagde amtskriverens fuldmægtig Morten Mortensens fæstebrev af dato 31. juli 1725 med amtmandens underskrift. Linderoed mente at sagen nu blev frafaldet. Jes Rask læste nu en lovbydelse fra 26. juni 1696 vedr. den 20. gård, samt et fæstebrev af 23. oktober 1693, hvor Peder Hansen fæster gården og som han mente var ophævet ved købebrevet i 1696. Linderoed mente at fæstebrevet fra 1693 stod ved magt. Dommeren turde ikke lade gården gå til 8mands dom, men ville have betænkningstid i 14 dage.
Jens Andersen var ikke mødt i sagen mellem ham og Jørgen Jørgensen. Sagen udsat.
Peder Hansen i sagen, hvor Hr. Mahler havde stævnet ham for 1 dagsværk, fremlagde sit skriftlige indlæg. Hr. Mahlers dreng meddelte, at Mahler ville svare på næste ting.
Sagen mellem Mogens Høy og Tor Hansen var blevet ophævet og sagen henlagt.
12. oktober 1725 – pag. 171a
Amtskriver Horn var tilstede i retten og spurgte Anders Larsen Krack, som var laugværge for Morten Didrichsens enke, om ikke han var til stede hos amtskriveren, da enken og Morten Mortensen bad om at få fæstebrev på den 20. gård. Krack var til stede i Rønne da enken ville opsige gården. Hun gjorde det, da hun ikke ville føre proces mod øvrigheden. Ved den lejlighed var også Jens Wefstsen og Holst af Rønne tilstede. Peder Mortensen var også til stede, men havde sagt, at det vil han have ”proberet”, altså sætte spørgsmålstegn ved. Herredsfogeden afsagde da dom i sagen om den 20. gård. Peder Mortensen ville have dommen beskrevet og agtede at føre sagen til landstinget. Amtskriver Horn bad også domsudskrift til indsendelse til rentekammeret.
Jens Andersen afgav sit svar i sagen mellem ham og Jørgen Jørgensen (ang. kniven og voldsagen). Holst på Jørgen Jørgensens vegne ville svare på næste ting. Desuden krævede Jens Andersen at hans indlæg blev indført i protokollen.
Anders Larsens Krack af Rutsker på Hans Mahlers vegne og Peder Hansen var mødt og oplyste at de var blevet forliget. Peder Hasen skulle i fremtiden levere præsten en skæppe korn og et læs brænde, så længe han boede hos sin fader.
Niels Michelsen på Dyngemøllen i Rutsker efterlyste en studnød.
DOM (pag. 172a)
Boel sal. Morten Didrichsen og hendes søn Peder Mortensen, Hindrich Didrichsen og Hans Hansen alle fra Olsker havde stævnet amtskriveren og Morten Mortensen til opkrævelse vedr. den 20. gård. Jes Rask havde produceret et købebrev af dato 7. august 1696 fra Anders Olsen til Morten Didrichsen. Imidlertid fandtes fra den 23. oktober 1693 et forlig mellem Peder Hansen og Anders Olsen, hvor Peder Hans afstår sit fæstebrev til Anders Olsen. Herredsfogeden dømte, at det var klart at dødsboet var kongens ejendom og han således ikke kunne vælge 8ta mand til at undersøge gården. Endvidere anså herredsfogeden at enken og lauværge havde været med til overdragelsen af fæstet til sønnen Morten Mortensen, uden anke.
”Efter Indbm. Begier Indføres efterfølgende Indlæg”. (pag. 173b)
No 18 – 6 Sk.
Kongl. Mayst. Bye herrets oc birchefoget
Hr. Mogens Clausen Torn.
Jeg Nødes Enu til at besuare Hr. Johan Holst skreftlg. Skandskrift som saa grofuelig, under sin Haand skreftlig i Nørre Herrets Ræt hafuer irettelagt d. 21. Septembr. 1725- først at hand melder om det første førte Videsbyrd Jens Hansen oc beskylder hannem for at være en løsgienger som af Holst er løgnactig paa sagt helst som hand er Jo en arbeidsmand oc snicher oc hafuer husses verelse oc tierner Kongen som andre folch her paa landet, for det andet Hans Suendsen angaaende hans vidnesbyrd da ligeledes hannem løgnactig Blamerer oc beskylder at hafue wondet løgn som hand aldrig skall kunde fremlegge nogen Dom eller beviss at hand er lou for Vunden, for det 3. taller oc Holst om Gotfrid Nielsen som hafuer voren Skonningsmand i Sagen a hand skall være ved en Landstingsdom afsagt d. 30. juni 1723 dømt som den der har begaaed Raads Rad i anden Mands Gaard, brødt hus, udtaget fæe, begaaed Vold oc herre Verch som hand aldrig skall kunde got giøre at hand forbenefne hafuer øfuet langt mindre benefnte dom derom melder at hand hafuer begaaed Raads Raad i andre mands gaard oc der udtaget fæe eller andet [se danske lov 6-14-2], huilchet tillige med de andre beskyldninger paa de førte Vidnesbyrd er løgn. For det fierde i lige maade beskylder Holst oc mig underskrefne tillige min fader, moder oc søskende for berøgte folch for alle haande smat tyfueri oc Refererer sig til et sognevidne af en del Røe Sogns sognemend udgifuet huilket sognevidne ey andet kand ansees end som for en skansskrift helst fordi de segtende ey der om hafr veret gifuen nogen Varsel til Tinge eller Dom men hafuer tuert Imod louen søgt det i løndom, huilket alt sammen er Usandferdig som ieg nu beviser med en landstings dom afsagt 1721 d. 3. december; huelhen Dom nu i rettelegges som begieres at læses, paaskrifues oc ord fra ord i acten Indfæøres, for saadanne Holstes grofue under sin hand giorde løgnactig beskyldninger skall ovenmeldte Holst være en Løgnere oc aldrig suare nogen erlig mand enten i Lou eller Toug til hand det gotgiør oc beviiser som hand paa mig Underskrifuene Jens Andersen ved fornefne sin skandskrift inden Nørre Herrets ting hafuer berøgtet, dette begieres at maatte ord fra ord i tingbogen indført for Retten af bogen oplæst og i dommerens act indføres, I de øfrige refererer ieg mig til mit forhen i sagen anførte oc nu som forn begierer Dom.
Røe Sogen d. 10de october 1725.
Jens IAS Andersen.
I rettelagt Inden Nørre Herrets Ting d. 12: October 1725”

26. oktober 1725 – pag. 174a
Holstførsten Hans Christensen anmodede herredsfogeden at vælge 8 forstandige mænd til at syne skovene hos selvejer og fæstebønder i herredet efter skovforordningen § 13. – De otte mand blev valgt og pålagt at møde hos Anders Carstensen i Klemensker ved solens opgang den 2. november.
Niels Jensen af Klemensker læste fuldmagt fra hans brødre (Christopher og Claus Jensen), at han måtte handle på deres vegne på alt hvad vedgår den 51. gård i Klemensker. Niels Jensen tilkendegav, at han og brødrene solgte den 51. gård til Anders Andersen, der havde betalt Christophers bøde på 64 sld. 2 mk og han havde indløst pantet på 200 sld til Hans Nielsen og højesteretsdommen på 80 sld. i alt 414 sld. Niels Jensen underskrev skødet på egne og brødrenes vegne og overgav Anders Andersen det til tinglæsning.
Johan Holst som fuldmægtig for Jørgen Jørgensen, der ønskede at Jens Andersen skulle svare på spørgsmål efter han på sidste ting havde læst et skandskrift mod ham. Jens Andersen var ikke mødt. For at imødekomme Jens Andersens påstande, fremlagde han en landstingsdom mod Gorfred Nielsen fra den 30. juli 1723, der beviser at han har begået vold og andet. Endvidere sagde han at Rø sognemænd havde fremlagt deres sognevidne i retten, samt at det var brugt i Landstinget, hvor landsdommeren havde ”til intet gjort” vidnerne, som var Jens Andersen og andre Brommefolk. Holst mente at med de fremlagte dokumenter, så kunne sagen tages til doms. Dommeren derimod mente, at det nu var en æressag, så kunne han ikke optage sagen som den var beskrevet til doms. Begge parter skulle svare på de nye beskyldninger og så ville han overveje, at tage sagen til doms.
9. november 1725 – pag. 175a
Isach Jensen, som nu bor i Sandvig, meddelte, at han den 31. oktober 1725 havde solgt stykke jord der ligger NV for Tejn og som blev kaldt for Sandløkken, samt et hus i Tejn for 80 sld. til Lars Olsen, Sadelmager. Skødet skal indskrives i panteprotokollen.
De otte mand det skulle skønne Nørre Herreds skove, aflagde deres beretning.
Jens Jensen Piil fra Klemensker stævnede Mogens Pedersen for gæld. Som vidne indkaldtes Hermand Andersen. Den indstævnte og vidnet var ikke mødte. Gælden beløb sig til 2 sld. 3 mark.
Johan Holst på Jørgen Jørgensen vegne efterlyste Jens Andersen svar på hans sidste indlæg. Jens Andersen i rettelagde et skriftligt indlæg. Holst bad om kopi og ville svare skriftligt på næste ting.
23. november 1725- pag. 175b
Læst kgl. patent på højesterets afholdelse i 1726
Læst kgl. forordning om tyvagtige mennesker der stjæler i kirkerne, dat. 8. oktober 1725.
Johan Holst på Jørgen Jørgensen fra Klemenskers vegne mente ikke at det var værd at svare på Jens Andersens uforskammede og grove indlæg, som han overvejede at føre en ny sag på, da han mente at dommeren kunne idømme Jens Andersen en mulkt. Johan Holst mente at Jørgen Jørgensen og hans hustru blev frikendt og at han derfor ville have dom i sagen. Jens Andersen forholdte sig til sine tidligere i rettelæggelser. Sagen blev optaget til doms.
Mogens Pedersen kom i retten og fortalte at han ikke skyldte Jens Jensen 2 sld 3 mark, som stævningen lød på. Sagen skulle fortsætte på næste ting.
7. december 1725 – pag. 176a
Fenrik Jørgen Gjødich af Olsker læste et pantebrev af dato 3. december 1725 der viste at han havde bortpantet den 3. gård i Rutsker i 18 år som brugeligt pant for 600 sld til Jens Bech.
Jens Jensen Piil i sagen mod Mogens Pedersen kom vidnet Hermand Andersen, der havde været med ved et forlig der var sket mellem dem, men som Mogens Pedersen ikke ville anerkende. Der blev afgivet dom, som pålagde Mogens Pedersen af betale 11 mark til Jens Jensen.
Tinget sluttede med at herredsfogeden bad samtlige stokkemænd at møde tidligere, da han havde en dom han ville konferere med dem om.
21. december 1725 – pag 176b
Mogens Jensen af Olsker lod læse et pantebrev af 21. marts 1725 der viste at Mogens Jensen var løjtnant Mads Clemmedsen skyldig 120 sld. Mogens Jensen havde sat sin 22. gård i Olsker som pant.
Dom afsagt mellem Jens Andersen og Jørgen Jørgensen, Jørgen Jørgensen var til stede og ønskede dommen afskrevet, således at han kunne føre den videre til landstinget.
Johan Holst udbad sig dommen beskrevet med alle dens indlæg, så han kunne føre sag mod Jens Andersens grovheder. Dommeren mente ikke at han kunne få udskrift af sagen før han havde afgivet lovligt kald og varsel.
Stokkemændene for 1725 blev fristillet og nye blev valgt for 1726, nemlig fra Klemensker Hans Larsen og 4. Lars Olsen, Fra Rutsker Carl Aagesen og 43. Peder Pedersen, fra Olsker 7. Lars Jensen og 8. Jørgen Gjødich og fra Rø Jens Nielsen og Lars Esbersen.
DOM (pag. 177a)
Jens Andersen havde tabt sin kniv hos Jørgen Jørgensen som boede på Jens Jensens grund i Klemensker (29. sg. St. Bjergegaard). Da han søgte efter sin kniv i loen på hos Jørgen Jørgensen, blev han beskyldt for t have taget en gris. Jørgen Jørgensens hustru slog ham med en pæl og begge skældte ham ud og kaldte ham for tyv. Jens Andersen boede hos sin far Anders Jensen på Bromme Mølle i Rø sogn. Jens Andersens førte vidner fortalte alle samstemmende om overfaldet og de ærekrænkende ord. Johan Holst var fuldmægtig for Jørgen Jørgensen og han havde styr på Jens Andersens tidligere meritter, bla. da Jens blev beskyldt for at have taget Mads Jørgensens kobberkedel og solgt den i Rønne. Jens far var indblandet i dette.
For at skønne hvilke slag Jens havde fået, var Gotfred Nielsen en af to skønningsmænd. Der var ingen tvivl om, at Jens havde fået 7 slag med pælen. Holst bemærkede at Gotfred Nielsen havde en sag om at have stjålet heste til at bruge til at harve sin egen mark. Her havde Gotfred Jens Andersen, hans far og mor som vidner til hans uskyld. Hvilket Holst også helt havde styr på. Familien på Bromme Mølle var berygtet for småtyverier, hvilket var kendt fra et sognevidne. Voldssagen overgik til at Jens Andersen og Johan Holst beskyldte hinanden at være utroværdige og de havde ikke lagt dæmper på sine udtalelser, således at sagen udviklede sig til en æressag.
Dommeren mente ikke at de indbyrdes skænderier havde indflydelse på selve sagen. Han dømte Jørgen Jørgensen 3×3 lod sølv i bøde for volden og skændsmåls. Desuden blev Jørgen Jørgensen og hans hustru dømt for deres grove beskyldninger 3x 6 lod sølv, som er 9 rdl., 3×3 lod sølv. I erstatning til Jens Andersen skulle Jørgen Jørgensen betale 8 rdl og for sagens bekostning 6 rdl.
Efterfølgende pålagde herredsfogeden at alt der vedrører grove og usømmelige ord gloser mm må der kald og varsel i en ny sag.
11. januar 1726 – pag. 179b
Intet at forrette.
25. januar 1726 – pag. 179b
Intet at forrette
15. februar 1726 – pag. 179b
Læst kaution af dato 28 marts 1725(?) udstedt af kaptajn Anders Pedersen, Jørgen Madsen og Jens Hansen af Bodilsker og Tor Pedersen i Nylars for amtskriver Horn for et kgl. lån på 2000 rdl.
Peder Didrichsen oplyste at han sælger gården den Bagergaarden 20. gård i Rutsker til sin søn for 240 sld.
Herredsfogeden lyser til de som endnu skylde ham 1 skæppe korn eller 1 mk 13 sk. som efter gammel skik og efter forordningen fra 1690 skal betale inden 8te dages forløb.
8. marts 1726 – pag. 180a
Jørgen Olsen Sonne af Nyker stævnede Hans Andersen Væbo på den 45. gård i Rutsker for gæld på 3 tønder havre som på skiftet efter sal. Ole Sonne blev tillagt ham. Hans Andersen var ikke mødt. Gælden svarede til 2 sld 4 mark.
Jens Jensen Piil stævnede Hans Olsen, der boede på Piilegaard i Olsker for gæld på 14 sld. 3 mk 11 sk. Hans Olsen var ikke mødt.

22. marts – pag. 180b
Poul Edskelsen af Hasle kom på Morten Kofoed af Svanekes vegne og stævnede en hel del personer fra Nørre Herred for gæld. Han stævnede personerne for at skulle komme på tinget og tale med ham i al mindelighed. Herredsfogeden ville ikke godkende stævnemålet, da det skulle være ”aparte”, altså hver enkelt person skulle stævnes separat. Poul Edselsen (Eskildsen) stævnede derefter følgende personer. Fra Klemensker Thomas Larsen på Anders Rasmussens grund for 1 sld 2 mk 10 sk.; Poul Jørgense på Aarsballegaardens grund for 2 mark, Niels Hansen på Anders Rasmussens grund for 2 daler 4 sk,; Ole Madsen på Hullegaardens grund for 1 daler 1 sk., Hans Hermandsen Hermand Andersens søn i Hullegaarden 2 mk, 5 sk.; Mogens Niels Mogensens søn i Bedegade 1 daler 13 sk.- Madts Pedersen Peder Jensens søn på Dyngegaardens grund for 2 daler 1 mark, Peder Larsen Brand 1 mk 8 sk., Niels Jensen på 51. gårds grund 1 mk 12 sk.; Hans Nielsen, Hans Bentssens søn 1 mk 5 sk,; Daniel Esbersen op Ladegaardsgrunden 1 mk 1 sk; Peder Hermandsen Hullegaards grunden 3 mk 11 sk.; Bonde Pedersen paa Niels Madtsnes grund 2 daler 2 mk 8 sk., Hermand Andersen i Hullegaarden 1 daler 2 mk; Jacob Ibsen på Torpegaarden 3 sld og i Olsker sogn; Niels Olsen som har tjent Jørgen Giødichsen 1 daler 3 mk 2 sk.; Michel Larsen Kiempe 3 daler; Rasmus Olsen på Peder Arets grunden 6 daler 9 sk.; Madts Hansen på Jep Larsens grund 1 daler 3 mk 8 sk. og af Rø sogn Hans Mogensen som bor i Røstad 3 daler 3 mk 2 sk.; Ole Nielsen Niels Hartviegs søn 12 sk.. Dommeren pålagde Morten Kofoed at møde med sn regnskabsbog på næste ting. Poul Eskildsen var svoger til Morten Kofoed, så han se ikke at det var nødvendigt for han at indhente en fuldmagt.
Jens Jensen Piil havde stævnet Hans Olsen for gæld på 8 sld. Hans Olsen ville svare på næste ting.
Sagen mellem Jørgen Olsen og Hans Andersen Væbo var blevet forligte- sagen ophævet.
5. april 1726 – pag. 181a
Poul Eskildsen på sin svoger kaptajn Morten Kofoeds vegne berettede at en del af de indstævnte havde betalt resten vil blive forfulgt på næste ting.
Sagen som Jens Jensen havde mod Hans Olsen irettelagde et skriftligt indlæg. Jens Jensen ville på næste ting bevise sagen med vidner.
26. april 1726 – pag. 181b
Poul Eskildsen af Hasle på sin svoger Poul Kofoeds vegne opremsede hvem der endnu ikke havde betalt sin gæld til Kaptajn Kofoed. Enkelte aflagde ed på at de havde betalt. Sagen gik til doms.
Mogens Høj i Hasle på vellærde mand Børge Paaskeland, sognepræst til Rutsker og Hasle stævnede Johanne salig hr. Olle Sommers med lauværge og arvinger til 8te mands opkrævelse på præstegården i Rutsker. Sagen drejede sig om at syne alt tilhørende i Præstegården om det var forsømt og misligholdt. De otte mand blev valgt og fik pålæg om at møde på præstegården den 6 maj.
Sagen mellem Jens Jensen Piil og Hans Olsen blev ført. Hans Olsen aflagde sit skriftlige indlæg. Sagen udsat til næste ting.
10. maj 1726 – pag. 182b
Anders Larsen Krack havde fået amtmandens tilladelse til at svare for Johanne Frølundt sal. Ole Sonnechs efterladte enke i sagen om præstegårdens brøstfældighed. Han ville påpege at der også var sket forbedringer i Ole Sonnes tid ud over reparationer, nemlig ”ny skorsten i brøggerset, 2 nye døre med jern og behør i stuen, 2 låsfaste døre i lillestuen med karm og behør og 4 nye vinduer i lillestuen med karm og behør, lagt stuegulv i begge stuer og tægt tag i fem stolperum på en side i den vestre længe og på den østre længe 4 stolperum. 2 nye stolde me spiltou bøger fech og skrobbe og det hver til 2 heste og i lige maade en stald til en hest, endnu 2 atolde med spiltou oc gammer alt i den vestre længe i den nordre ende, noch en stald i den østre lenge til 3 heste med hech, spiltou og gamme, noch reparet i den vestre lenge et sæt en biælke oc der igiennem en jernbolt med sax forre, saa oc ladet forrette skrynde ofuer fem stolperum og i samme lenge isat nye Knæ, og ud for stuevindue om en urtehave omlagt dobbelt steengiærde og en have norden stuelængen med en fegttigt steengiærde.” Anders Krack fremlagde dokumenter hvoriblandt var en 4mands skønning, som Ole Sonne havde anlagt den 27. juni 1718. Dommeren tillod at denne beretning skulle tages med i skønningsforretningen, således at den fattige enke og arvinger blev ruineret, hvorfor de otte mand igen skulle møde på præstegården den 16. maj og efterse disse forbedringer. Mogens Høy ville have kvartermester Lars Nielsen til at forklare om ikke disse forhold allerede var medtaget i den første skønforretning. Lars Nielsen ville ikke svare før end han blev stævnet til det.
Lars Nielsen fra Habedam i Olsker stævnede Hans Olsen på den 14, gård i Rutsker til 8te mands opkrævelse – synsforretningen gik på alt både bygninger, skov og herligheder, samt fastlæggelse af markskel. Anders Larsen Krack havde fået amtmandens tilladelse at være prokurator for Hans Wefstsen og Peder Christensen i sagen kontra sandemand og kvartermester Lars Nielsen Habedam. Anders Larsen Krack henstillede til dommeren, at han ikke valgte mænd som synsmænd der tilhørte kavaleriet, da de ikke turde gå imod Lars Nielsen. Herredsfogeden valgt de otte mand. Som formand Jens Jensen i Klemensker og Anders Andersen af Bolbye, fra Rutsker Jens Pedersen og Peder Pedersen, fra Olsker Hans Hansen i Hullegaarden og Hans Hansen i Heslegaarden, af Rø sogn Poul Hansen og Hans Nielsen. De skulle møde på den 14. gård den 20. maj.
Jens Jensen Piil og Hans Olsen mødte og erklærede at vi var blevet forliget på den måde at Hans Olsen betalte Jens Jensen 15 sld 3 mk 11 sk og sagens omkostninger.
Dom afsagt mellem kaptajn Morten Kofoed og indstævnte restanter.
DOM – pag. 184b
Dommeren dømte de der ikke havde betalt kaptajnen det fordrede beløb blev dømt til at betale, samt hver 2 mark i sagsomkostninger.
24. maj 1726 – pag. 185a
Peder Andersen, formand for de otte mand ved de to gange de havde udført syn på Rutsker Præstegaard aflagde forretningen. Anders Larsen Krack på enken efter Ole Sonnes vegne bad om at forliget med Børge Paaskeland af den 16. maj blev oplæst – hvilket blev bevilget.
Kay Andersen af Tejn i Olsker sogn lod læse et købebrev af Weidich Haagensen, hvilket viste at en løkke kaldet Finseløkken (?) var købt af Kay Andersen for 6 sld. hvilket køb skal indføres i pantebogen.
Kay Andersen i Tejn lod læse et skøde fra 3. febr. 1720 der viste at han havde købt af Ole Larsen i Tejn et stykke jord kaldet Pilleløkken ved Tejn for 21. sld. Skødet skal indskrives i pantebogen
Endvidere læste Kay Andersen et skøde fra 1. august 1725 på en længe i Tejn, som han havde købt af Rasmus Olsen Piil med tilhørende jord for 55 sld.- skal ligeledes indføres i Pantebogen.
Anders Larsen Krack som var prokurator for Hans Wefstsen og Peder Christensen kontra kvartermester Lars Nielsen udtalte sig om markskellet mellem ejendommene 13., 14. og 15. gård i Rutsker samt den 4. gård i Olsker. Han ville føre vidner i denne markskelsag. Det drejede sig om Væierhøyets brønd – som det kaldtes, samt en eng mellem den 13. og 14. gård, samt en eng Maare (?) som ligger mellem den 10. og 14. gård og den 13. gård eng i bemeldte Maar, samt den ene side kaldet Skaldedalen. De 8te mænd havde lagt sten i skellet som nu blev sat spørgsmål ved. Den nævnes en såkaldet ”Høyesteen” i Krachen. Lars Nielsen svarede at de tre vidner havde afgivet ed på deres vidnesbyrd ved åstedsforretningen. Vidnerne Løfving Giversen af Allinge og Hans Jensen af Rutsker var ikke mødt, men blev pålagt at møde på næste ting. Vidnerne Lars Andersen, Jens Davidsen og Anders Davidsen blev afhørt og de bekræftede deres udvisning på åstedet den 20. maj. Vidnerne fortalte at gårdenes kvæg blev drevet over udmarken fra den 10., 11, og 12. gård til Borge lyngen og Slotslyngen om sommeren. Peder Christensen som ejede den 15. gård var interesseret i at få vidnerne til at fastslå, at det der blev indhegnet for 25-26 år siden tilhørte ham og ikke den 14. gård. Krack fremlagde et fæstebrev dat. 10. febr. 1721 på jord som han havde fæstet (ved udmarkskommissionen). Dokumenterne blev overdraget de 8te mand. Krack gjorde opmærksom på at der mellem 15. og 14. gård var sket et byttet. Toftehullet var byttet med lang-ageren. ..
For retten fremkom skipper Idus Geerding fra Bergen, som syd for Vang var strandet natten mellem den 2. og 3. maj. Skibet var sejlet fra Bergen med kurs mod Dantzig. Besætningen var styrmand Anders Coppersmidt, tømmermand Knud Andersen, Jørgen Hansen, Lodvig Jensen, Daniel Svendsen. Styrmanden og tømmermanden aflagde beretning. Den 13. april sejlede de fra Bergen. Den 30. april kl 9 formiddag lå de for anker ved Helsingør. Den 1. maj sejlede de videre med hård blæst SSV, men gik for anker 1½ miil fra neden for København om formiddagen 2. maj. Efter middag havde de Møen omtrent 1½ mil fra sig og med vinden VNV med stivkuling sejlede mod høje klipper syd for Vang lidt før kl. 12 midnat. Skibet blev hurtigt fuld med vand. De gik i storbåden for at redde deres liv. Storbåden blev fuld af vand og de måtte tilbage til skibsvraget. Her blev de indtil kl. 8 om morgenen, hvor folk fra land var klar til at redde dem. En tynd linie blev kastet over bord med en stykke bræt. Brændtet kom i land og med den tynde linie, kunne folk fra land kunne hale et tykkere reb i land. En for en blev folkene reddet i aldn, kun en dreng blev tilbage på skibet. Med skipperens vilje kappede drengen stormasten. Stormasten blev liggende på rælingen og stabiliserede skibet. Takkeladen og sejlene blev slået i stykker. Skipperen fremstillede de lokale folk, der var Jens Johansen Riiseberg, Gudmand Pedersen, Truud Pedersen og Peder Pedersen alle fra Vang. De fortalet at de 1½ time efter solopgang kom til stranden hvor der var stærk storm fra SW og tyk tåge. De havde opdaget galiotens folk var i livsfare. De fik dem til at kaste en linie ud med et bræt hvorefter et tykkere linie blev spændt ud, hvorved hver enkelt kunne redde sig i land. En mand blev om bord og kappede masten, hvilket skabte stabilitet i skibet, hvorved at en del af lasten kunne reddes. Tønder blev beskadiet, men noget af lasten blev reddet og senere solgt for 10 rigsdaler. Kaptajn Niels Nielsen var formand for redderne.
Herefter blev synsforretningen af Rutsker kirkegaard indført.
Madame Frølund sal. Ole Sonnes efterlevende samt hendes sønner Jørgen Olsen Sonne fra Nyker og Hans Olsen Sonne fra Rutsker og hr. Børge Paaskeland indgik i et forlig og forening ang. Rutsker præstegaard. Enken og arvingerne tilbød Paaskeland 60 sld. 14 sk. for præstegaardens forfald. De 10 sld 14 sk. pålægges sal. Ole Sonnes yngste datter Maria. Resten skal betales af enken og de andre arvinger til Ole Sonne. Sagens omkostninger på 3 sld. forærer Paaskeland til Sonnes yngste datter, som således alt have tillagt de 10 sld og 14 sk. samt 3 sld til hendes arvepart efter Ole Sonne.

7. juni 1726 – pag. 188a
Løjtnant Mads Clemen Engel af Hasle læste et skødebrev af dato 5. juni 1726 på den 22. gaard i Rø, som han havde købt af kaptajn Schaar i Rønne for 360 sld.
Peder Larsen af Tejn læste et købebrev af 3. juli 1719, der viste at Bent Olsen og Anders Olsen havde solgt et stykke jord i vangen for 6 sld 1 mk.
Jens Mogensen på den 22. gård i Olsker havde opsagt Jørgen Didrichsen som boede på den 34. gård i Olsker sogn. Jørgen Didrichsen var ikke mødt. Jens Mogensen fremlagde et købebrev af 30. januar 1725 som viste at han havde købt den 34. gård af sin fader Mogens Jensen. Hans fremlagde desuden en kontrakt af 21. febr. 1725, samt en kvittering af 25. maj 1725, hvoraf ses, at Jørgen Didrichsen havde modtaget sine pantepenge. Jørgen Didrichsen var Jens Mogensens svoger.
Anders Larsen Krack af Rutsker som prokurator for Hans Wefstsen og Peder Christensen fremstillede Løfuing Gifuersen, til at fortælle om hans viden om markskellet og dermed med ed bekræfte, hvad han havde udtalt ved åstedsforretningen på den 14. gård [Der er mange stedsangivelser der er svært at gennemskue ved gennemlæsningen 3 sider]
21. juni 1726 – pag. 190b
Sagen mellem Jens Mogensen og Jørgen Didrichsen om den 34. gård. Sagen kunne ikke læses mindeligt og blev taget til doms.
Sagen mellem Lars Nielsen og Hans Wefstsen og Peder Christensen om markskel til den 14. gård i Rutsker. Efter mange meningsudvekslinger, ville de 8te mand nu tage sagen til doms.
12. juli 1726 – pag. 192a
Peder Rasmussen på den 13. gårds fortorv i Vestermarie tilkendegav, at han havde solgt den 34. gård i Klemensker for 400 sld. til Anders Rasmussen.
Andris Kofoed af Rønne stævnede Hans Olsen i Pilegården i Olsker sogn for gæld på 4 daler og renter til Rønne kirke. Hans Olsen var ikke mødt.
Forstander på hospitalet Hermand Bonde Mortensen af Rønne stævnede Hans Olsen på Pilegården i Olsker for for renter eller leje. Hans Olsen var ikke mødt.
Jens Madtsen Finne af Vang i Rutsker stævnede Jørgen Christensen, for gæld på 8 daler 1 mk og 14 sk. som boede på Borreløngen. Jørgen Christensen var ikke mødt.
DOM 8te mands dom for den 14. gård i Rutsker. Dommen afgav kendelse om bygningernes brøstfældighed og om markskel omkring den 14. gård. De 8te mand ville ikke dømme i skelspørgsmålet, da kommissionen havde fastlagt skellene, som de ikke ville røre ved. Kvartermester Lars Nielsen måtte betale omkostningerne ved undersøgelsen.
DOM ved udsigelsessagen mellem Jens Mogensen og hans svoger Jørgen Didrichsen. Dommeren dømte opsigelsen ved magt og Jørgen Didrichsen måtte flytte fra gården siden midfaste 1727.
26. juli 1726 – pag. 194a
Peder Poulsen af Rutsker havde lånt 31 sld af kaptajn Kay Ancher i Hasle med underpant i hans 31. gård i Rutsker.
Lars Olsen af Olsker sogn lod læse et købebrev af 10. juli 1726 om at han havde solgt en del jord i Tejn for 104 sld til Mads Hansen.
Johan Holst på hospitalets forstanders vegne angav at kravet mod Hans Olsen var ophævet efter at han havde betalt sin gæld, hvorfor sagen var indstillet.
Kravet mod Hans Olsen fra Rønne kirke blev opretholdt.
Jens Madsen Finne krævede dom i sagen mod Jørgen Christensen. Imidlertid kom der bud om at Hans Christensen ville svare på næste ting.
9. august 1726 – pag. 194a
Læst kgl. forordning af 15. juli 1726 om toskillingsstykkers reduktion.
Læst kvittering om at fenrik Jørgen Giødichsens arvinger havde fået de penge som han havde testamenteret til dem.
Lars Jensen i Blaahuld og Anders Jensen i Olsker kom i retten på sognepræsten Mahlers vegne og stævnede Hans Hansen i Hullegaard i Olsker angående noget høsts borttagelse på en eng. Hans Hansen var ikke mødt.
Samme Lars Jensen og Anders Hansen på Mahlers vegne stævnede Jens Jørgensen i Dalegaard for at han havde kørt over præstens eng. Naboen Lars Nielsen svarede på Jens Jørgensens vegne, da han var svagelig. Han mente at sognepræsten skulle bevise, at Jørgensen havde kørt over hans eng. Sagen blev udsat til næste ting.
Sagen mellem Jens Madsen og Jørgen Christensen var blevet forliget og sagen frafaldt.
Kgl. Amtskriver Christopher Horn producerede en ordre til ham af amtmand West. Jens Rask havde fået ordre af Horn, at indstævne Margrete Larsdatter og hendes moder Kirsten Lars Mikkels, tillige med hendes mand Lars M. alle fra Rø sogn for at have født et uægte barn. Der var indkaldt en del vidner bl.a. Kierstine Rasmus Hansen boende på Henning Køllers grund i Olsker. Anders Larsen Krack havde fået amtmandens ordre at være fuldmægtig for Margrethe Larsdatter og hendes moder. Jens Rask spurgte Margrethe Larsdatter om hun var blevet besvangret af Jørgen Hansen Skrubbe. Margrete svarede at hun ikke havde fået noget barn med ham ”oc ey ved af noget barn at sige”. Hun nægtede at hun havde sagt, at hun havde fået et barn med Jørgen Hansen Skrubbe i Klemensker. Hun havde selv ønsket at sagen blev ført ved retten, Jens Rask ville føre følgende vidner: Henning Køller, hans hustru Dorta Hennings, Didrich Henningsen og hans hustru Giertrud Larsdatter, Peder Løfuingsen og hans hustru Karne af Olsker, Giertrud sal. Peder Andersen, Poul Hansen, samt en jordemoder Kierstine Rasmus Hansen, Hans Køller samt Elne Hans Hansen af Rø sogn, Esber Pedersen af Klemensker. Jes Rask fremlagde en vidneseddel af 24. juli 1726 af sognedegnen i Rø Peter Clausen og kirkeværgen Poul Hansen. Krack spurgte vidnet Poul Larsen om han ikke vidste at Margrete Larsdatter ikke er så klog som hun burde og ikke var ved sin fulde fornuft. Poul Larsen havde ikke hørt om nogen galskab med hende. Margrete Larsdatter svarede at hun ikke kendte til et barn. Jes Rask ville have at Peder Larsen vedgik at Margrete havde bekendt for degnen, sandemanden, Paaskelandt og andre at hun havde barn.
Henning Køller fortalte, at Margrete forleden år havde tjent ham, men anden påskedag sidst havde hun spurgt om lov til at gå hjem. Hun gik kl. 12 og var ganske tyk og nægtede ikke at hun ”lavede til barsel” og at Jørgen Krob havde gjort det. Og af hendes bryster gik der mælk ud af. Og da hun kom igen var hun ganske smal. Krack sagde til vidnet Henning Køller om han ikke havde set syner. Dorte Henning Køller vidnede at Margrete Larsdatter havde sagt til hende, at hun havde fået et pigebarn og at hun vidste at Margrete havde ”lagt til barsel”. Hun var så tyk, da hun gik 2. påskedag, at hun ikke kunne se sine fødder og at hun havde fået barn med Jørgen Skrub, samt, da hun kom igen, så var hun smal. I vagten for 8te dage siden, havde Margrete fortalt hende, at det var et pigebarn. Dorte havde spurgt Margrete om hun ikke bad for sit barn, da de ville gøre hende fortræd. Margrete svarede at lige meget hvad hun gjorde, så hjalp det ikke.
Didrich Henningsen fortalte at Margrete havde sagt til ham, at hun skulle barsle og at Jørgen Skrub var faderen og de havde gjort et en måned før mikkelsdag. Da hun kom tilbage tredje påskedag var hun ganske smal. Han vidste som ung intet kendskab til kvinder, men det behøvede han heller ikke, da Margrete selv havde fortalt ham alt om sit svangerskab. Peder Løfuingsen fortalte at Margrete var hos ham på turen hjem den 2. påskedag. Hun fortalte at hun skulle føde og var på vej hjem. Løfuingsen havde spurgt om hvad det sagde hjemme, hvilket hun ikke vidste. Karen Peder Løfuingsen fortalte at Margretes moder var kommet til dem på tredjedagen i påsken og sagt at alle de som havde løjet om hendes datter, skulle hun sætte et mærke ved.
Giertrud sal. Peder Andersen fortalte at Margrete i sommer efter Sankt Hans var hun hos hende og fortalte, at hun havde været hos sin faster Mette Mads Svendsen og ville have nogle gode råd for det sladder der var i omgang. Giertrud svarede: ”Ja, jeg har oc hørt at du var med barn” så svarede Margrete ”Gud bedre mig, min moder har giort saaledes imod mig saa hun det aldrig kand forsvare, oc videre sagde hun at hafde Henning Køller, da jeg gich hiem, ladet fuldt mig hiem med 2 mand oc 2 kvinder, saa hafde hand giort væl imod mig. Giertrud havde spurgt Margrete om hun ikke havde bedt for hendes barn, da havde hun svaret: ”I hvad ieg bad da hialp det intet, det maa min Moder suare til, oc da vidnet bad hende at hun skulde bede Gud om Naade oc der om gaa til Præsten, da sagde hun jeg har det oc haft i sinde men nor jeg vilde det giøre saa blef mit hierte sa forstrocht, saa jeg kand intet”
Jes Rask sagde, at nok havde Margrete intet i halstarrighed ikke har tilstået for vidnerne, så skal sagen nok vise hendes begåede gerninger.
Ellen Hans Hansen af Rø sogn fortalte at Margrete havde været hos hende efter Sankt Hans og beklaget sig over at have ondt i sine bryster. Det var fordi hun havde mange die i dem. Da hun var kommet hjem havde Margretes moder givet hende brændevin og noget skarpt udi.
Jes Rask spurgte Gertrud sal. Peder Andersen om Margrete havde beklaget sig til hende, at hun ikke kunne gå til alters. Jo, det var rigtigt, og hun sagde, at hun undrede sig over, at hendes moder kunne gå til alters, selv om hun værre en hende. Giertrud havde spurgt Margrete hvordan hun kunne være så rask på andendagen. Hvortil Margrete svarede at det var hun ikke, men det skulle være sådan hvis det skulle være til løgn. Margrete benægtede at hun skulle have sagt sådan.
Kiersten Rasmus Hansen var blevet bedt af Henning Køller og hans hustru om at komme op til dem, fordi deres tjenestepige havde det dårligt. Da hun ville føle på Margretes mave så vendte hun sig om og ikke ville lade sig beføle, men hun havde konstateret at hun under sit skørt havde bundet Hængsler (?). Hun mente dog at hun var så tyk som en anden kvinde der skulle føde.
Anders Krack ville have at dommeren ville frigive Kierstine Lars Michels fra arresten, da ingen vidner havde hørt om at hun havde gjort noget ulovligt eller usømmeligt. Ingen havde set hende ombringe børn. Jes Rask henviste til at arrestationen var sket efter ordre fra amtmanden efter Margretes bekendelser for degnen den 24. juli. Krack mente at det var amtskriverens fejl ikke at have reageret før, da fødslen skulle have været sket i påskedagene og rygterne havde været i omløb længe. Jes Rask så ikke at moderen var uskyldig, da fosteret var borte og at hun måtte være vidende om fødslen i dølgsmål.
Ingen af vidnerne kunne sige at Margrete havde ”været forstørret eller forrøgt” på nogen måde
Kierstine Lars Michelsen blev fremstillet og af Jes Rask spurgt hvad hun vidste om sage. Hun svarede at ”hun slet intet oc aldrig har set Noget barn at hendes Datter skulde hafue faaet oc ey ved Noget barn at sige eller at hun nogen tid skulde veret frugtsommelig” Datteren havde været hjemme mellem den 2. og 3. påskedag. Hun havde haft 2 jordemødre til at skønne om hun var gravid, samt havde hende hos sandemandens hustru og Kierstine Løfuingsen, netop for at afvise de rygter der gik om hendes datter.
Dommeren anså at arrestanterne skulle ”forblive i arresten til næste ting for uden Jern paaleggelse”
Jes Rask stævnede Jørgen Hansen Skrub i Klemensker for lejermål. Desuden stævnedes vidnerne Esber Pedersen og hans hustru. Sagen udsat i 8te dage.
16. august 1726 – pag. 198a
Læst kgl. Forordning om 16 skilling-stykkers reduction, dat. 31. juli 1726.
På amtskriverens vegne mødte Jes Rask i sagen mod Margrete Larsdatter og Kierstine Lars Michaels. Han ønskede at herredsfogeden ville pålægge de 8te domsmænd at blive i retten så længe sagen varede, således at der kunne afgives en hurtig dom. Stokkemændene sagde alle, at de ved sidste ting var blevet på tinget hele tiden, da herredsfogeden ikke havde givet dem lov til at gå. Jes Rask beviste at han havde stævnet følgende vidnesbyrd: Jep Larsen og Ole Larsen fra Olsker. De skulle vidne om hvad Margrete havde fortalt dem i Tejn vagtboe. Jes Rask havde stævnet vidnerne Anders Ibsen og Mette Mads Svendsen fra Rø til at fortælle hvad Margrete havde fortalt dem.
Anders Larsen Krack spurgte Margrete om hun havde forløftet sig på et kar, da hun tjente hos Henning Køller og havde været syg i tre uger. Og om ikke Henning Køller var blevet vred og sagt, at hun ikke kunne ham længere og det var derfor hun måtte forlade tjenesten. Jes Rask bad om at Krack blev pålagt ikke at pålægge arrestanten lektier før efter at vidnerne blev afhørte. Dommeren tillod Margrete at svare på Kracks spørgsmål. Margrete svarede at hun var svag på tredje uge fordi hun havde forløftet sig på et kar og at hendes madfader var blevet vred på hende ligesom hendes madmoder også blev vred. Rask spurgte Margrete om hun ikke var gået fra Køllers 2. påskedag og var kommet tilbage den 3. påskedag. Jo, svarede Margrete, det var fordi hun havde fæstet fra michelsdag til michelsdag. Hun berettede at hendes madfader eller madmoder ikke havde slået hende og hun mente ikke at de havde behandlet hende ilde.
Margrete fortalte at Giertrud sal. Peder Andersen var ond på hende fordi hun ikke ville tjene hende.
Inden vidnerne blev afhørt blev de separerede.
Jep Larsen havde hørt i Tejn vagtboe at Margrete Larsdatter havde svaret på spørgsmålet om, hvordan hun så hurtigt kunne komme af med sit barn. ”Jeg havde jo ondt førend jeg gik fra Hennings”. Mht til barnets forsvinden, havde hun svaret, at det måtte de spørge hendes moder om ”og sagde at det var Jørgen Skrub det havde gjort, og havde hun vidst som hun siden fik at vide, at han tilforn havde været fader til 4 eller 5 horeunger, så skulle han intet haft med hende at bestille. Hun berettede at hun havde født på loen hos hendes fader om natten. Hun blev spurgt om hvad der sket da hun kom ind i stuen. Jo, hun gik ind sådan som det var og hendes fader sagde ”ikke meget got”, men hun ”havde villet få barnet optaget”.
Jep Larsen havde set at hun var tyk, men kunne ikke kunne være sikker, da han jo ikke havde set hende føde.
Ole Larsen fortalte samme historie fra Tejn Vagtboe som Jep Larsen havde fortalt. Ydermere fortalte han, at hun havde haft ondt i det ene brøst (ene diet) i over en måned. Hvilket Margrete nægtede at have sagt i vagtboet. Det fremgår af protokollen, at Margrete var til stede under afhøringerne og at hun kommenterede vidneudsagnene løbende uden at hun blev spurgt.
Anders Ibsen af Rø sogn bekræftede hvad Jep Larsen og Ole Larsen havde sagt.
Bente Hans Køller af Rø sogn og Kierstene Løfuings af Olsker fortalte at de den tredje påskedag var hos Hans Køller da Kierstine Lars Michels kom med Margrete. De ”vegeterede oc malchede Margrete Larsdatter, da kunne de ikke finde noget vådt at komme ud af hendes brøster”. Kierstine Løfuings vidnede at anden påskedag var Margrete hos Hans Hansens i Hullegaarden hvor hun (Kierstine) boede, da synes hun at hun var ganske tyk. Hun havde sagt til Margrete, at hun synes at det skulle komme frem til verden hvad hun bar på. Margrete havde ikke svaret. Men den tredje påskedag havde Margrete sagt, at hun aldrig før havde haft sådan en nat, som hun havde haft den nat. Dette bekræftede Bente Hans Køller.
Mette Mads Svendsen fortalte at Margrete ikke havde bekendt for hende, at hun havde været med barn, da hun ikke havde været hos hende eller i hendes hus i 2 års tid. Hun havde intet hørt om Margrete havde været med barn før den dag da Lars Michels kvindfolk blev ført til Rønne. Mette var bror til Lars Michels.
Anders Larsen Krack ville afhøre Lars Michelsen, men modsagt af anklageren Jes Rask, da han ikke havde stævnet ham som vidne, da han var sigtet som medskyldig. Dommeren sagde, at Lars Michelsen kunne afhøres i sagen, men ikke under ed, da han var sigtet.
De sigtede forældre blev spurgt om deres viden om sagen af Krack. Lars Michelsen sagde, at han, hans hustru og datter er uskyldige i det de sigtedes for. Kierstine blev også spurgt, og hun benægtede også alt og ”aldrig i denne syndige Verden ved af saadant at sige i Ringeste maade”,
Jens Rask spurgte Anders Larsen Krack om han med god samvittighed kunne sige at det var en retfærdig sag han havde påtaget sig. Krack ville ikke gøre ed på sagens retfærdighed, men ville tage den i betænkning så snart han blev mere oplyst i sagen.
Krack spurgte Jørgen Hansen Skrub om ikke at det var almindelig bekendt, at Margrete havde den maner, at binde bulter og pjalter ind under sine klæder, så det kunne synes at hun var frugtsommelig, således at hun kunne slippe tjenesten. Jes Rask protesterede at Jørgen Hansen Skub blev afhørt, da han ikke var stævnet af amtskriveren til det. Krack kunne derfor ikke stille det spørgsmål nu.
Anders Krack bad om udsættelse af sagen i 14 dage, således at han kunne stævne vidner i sagen. Endvidere bad han dommeren om at Margrete fik sin forplejning som det var lov og ret.
Sagen blev udsat.
Jørgen Hansen Skrub anklage om lejermål blev udsat til næste ting. Jørgen Hansen Skrub tilbød at gøre sin ed på, at han aldrig havde haft omgang med Margrete Larsdatter. Det blev ikke tilladt af dommeren, da sagens parter skulle give tilladelse dertil.
Johan Holst havde fået amtmandens tilladelse til at være prokurator for sognepræsten Mahler i Olsker mod Jens Jørgensen i Dalegården og Hans Hansen i Hullegaard. Sagen mod Hans Hansen ville blive ført på næste ting. Sagen mod Jens Jørgensen derimod, blev ført efter en polemik om Lars Nielsen måtte føre sagen for sin nabo og svoger Jens Jørgensen. Det måtte han ikke, men Jens Jørgensen måtte svare selv. Jens Jørgensen nægtede at han skulle have kørt over præstens marker, hvilket han kunne bevise med vidner. Den vej han havde brugt, havde han anvendt 2 eller tre år. Holst mente at Jørgensen jo kunne have benyttet en ret dyb alvej, som lå øst for og gik ned til stranden. Jørgensen sagde, at han ikke kendte den vej, men kun den som han brugte som høstevej. Sagen udsat til næste ting.
Herredsfogeden pålagde stokkemændene at lyse næste tingdag på kirkestævnet.
30. august 1726 – pag. 201a
Johan Holst meddelte at en tyv ved navn Rasmus Bastian var brudt ud af kongens jern og arrest. Hvis man hjælper ham går man i tyvens sted. Men hvis nogen kunne bringe man tilbage i arresten, så ville man nyde 10 rigsdaler.
Margrete Larsdatter bekendte ”at hun havde født et barn mellem anden og tredje påskedag om natten og ingen andre var hos hende end Moder, og fødte samme barn på louen og faldt hende tungt, og hendes Moder tog det barn fra hende mens ikke ved hvor hun giorde der af, og Margrete Larsdatter bad for barnet, mens hendes Moder truede hende at hun skulde tie stille oc sagde tier du icke saa skal du faa skam oc Jørgen Hansen Skrub i Clemedsker sogen var fader til samme barn oc videre sagde at hun begierde meget hort at hendes Moder vilde lade samme barn legue oc lade hende det see mens det siden aldrig hafuer seet, oc aldrig hafde veret hendes forset siden aldrig hafuer seet, oc aldrig hafde veret hendes forset at hun sit barn vilde ombringet, oc samme Nat hafde hendes Moder smurt hendes brøst med med brende Viin oc noget andet paa det at diet skulde gaae bort.”
Jes Rask tilspurgte Margrete Larsdatter hvem der havde været årsag til at hun ikke havde bekendt det før nu. Det var moderen der havde været årsagen og at hun skulle lade Krack svare for sig. Hun kunne ikke sige at Krack ikke havde forbudt hende at sige noget. Efter flere gange at blive spurgt, sagde hun ”at Krack aldrig hafde forbudet at bekiende huilket var tredje gang hun sagde samme ord”. ”Jes Rask begierde af retten at Krack med sin tommult oc larm vilde gifue lyd at Krack kunde faae ført huad hand skulde”
Jes Rask fremstillede 6 mand som havde haft vagt på Hammershus den 21. august som havde hørt Margrete Laersdatter bekiende for Hr. Hans Mahler samt oberstløjtnanten. Det var Jørgen Larsen, som underofficer, Jep Christensen, Michel Michelsen, Arred Hansen, Henrich Thommesen, Eske Pedersen og Peder Esbersen. Krack krævede at vidnerne blev separerede. (Her et afsnit om Kracks edaflæggelse om det var en retfærdig sag han førte) Krack ville ikke gøre ed, da nu Margrete havde bekendt at hun havde været frugtsommelig og født et barn. Derfor så han ikke at det var nødvendigt. Det mente Rask. Dommeren pålagde prokuratorerne at følge sagens ”rette materie” og lade sagen få sin fremgang.
Første vidne Jørgen Larsen fortalte at han ikke hørte hvad Margrete bekendte for sognepræsten hr. Mahler, men hørte at Oberstløjtnannten havde rådet Margrete til at bekende sandhed nu. Da fortalte Margrete at hun havde født et barn på sin forældres lo og moderen var hos hende og tog barnet og gik bort med det. Hendes fader vidste intet. Hun bekendte også at barnefaderen var Jørgen Skrub og hun havde avlet barnet i en høstak og Anders Larsen Krack havde i Tejn Vagtboe sagt til hende at hun skulle tie, men ikke sagt noget om, hvad hun skulle tie med. Hendes moder ”havde undsagt på livet” om hun ikke tiede stille om samme barn. Da hun var kommet til rette igen, havde hun spurgt efter barnet, men måtte ikke få det at se.
Dernæst Jeppe Christensen af Østerlars som også havde vagt på Hammershus. Han hørte at hun havde bekendt at have fået et barn.
Michel Michelsen af Østermarie sogn fortalte det samme. Arred Hansen som boede i Østerlars sagde det sammen men tilføjede, at oberstløjtnanten havde spurgt Margrete om hun havde i sinde at dræbe barnet. Nej, havde hun sagt. Og på spørgsmål om hun havde hørt barnet græde, sagde hun nej, fordi hun selv havde så ondt.
Henrich Thommesen fortalte at han havde hørt at Mahler havde spurgt hende om hvorfor hun ikke havde bekendt det før. Han havde dog ikke hørt svaret.
Eske Pedersen af Østermarie fortalte at han havde hørt, at Mahler havde sagt til Margrete, at hun nu skulle bekende sin sandhed.
Margrete Larsdatters bekendelse blev nu oplæst for moderen Kierstine Lars Michelsen. Rask spurgte hende hvor hendes datters barn var blevet af efter fødslen. Moderen nægtede at kende noget til et barn og ej hellere, at datteren var med barn. Margrete gentog sin bekendelse [medens moderen hørte på det].
Anders Larsen Krack havde stævnet vidner. Anders Simmersen af Klemensker til at vidne om Margrete Larsdatters forhold til forstand mv.. Det samme spørgsmål var stævnet Henning Køller, hans hustru Dorte, Peder Løfuingsen og hans hustru Karen alle fra Olsker, Elne Hans Hansen fra Rø, Poul Hansen og Giertrud Peder Andersen, samt Peder Jensen og Mads Pedersen fra Rutsker og Elne Anders sadelmagers af Rønne. Hans Ibsen og Lars Esbersen af Rø sogn var stævnet som beskikkelsesvidner hos Elsebye Peder Rasmussen i Rønne. Amtskriver Horn var også stævnet, men var ikke stævnet med 14 dage, men kun 8te dages varsel.
Jes Rask spurgte Krack hvorfor han ikke havde stævnet degnen og sandemanden til kontraspørgsmål.
Anders Simmersen fortalte at Margrete Larsdatter ikke var ret klog, men hun gjorde det som hun blev bedt om. De havde tjent sammen. Rask spurgte om han vidste om hun nogensinde havde været forstørret og ”fra sit sind”? Det vidste vidnet ikke, men han vidste at hun havde søgt alterets sakramente. Krack spurgte vidnet om Margrete havde brugt ”pjalter og bulter” unde sit skørt, for at se frugtsommelig ud og for at slippe for tjeneste. Vidnet vidste ikke andet end hun havde tøj på som andre folk.
Peder Jensen fra Rutsker fortalte at Margrete havde været hos ham for at høste. Han synes at hun ikke var ret klog ”fordi hun en nat sad hun på hovedgærdet og huggede, oc en anden Nat for hun ud på Gaarden nøgen som et gallet Menniske, men iche kunde sige andet end hun giorde sit arbeide om Dagen som de andre, oc hendis snach var iche anderledes end som andre folch kunde snache med fornuft.”
Elne Anders Sadelmager af Rønne var sammen med en jordemoder fra Rønne Elsebye Peder Rasmussen var på oberstens og byfogedens ordre den 8. maj skulle malke Margrete Larsdatter. De havde ikke fundet, at der kom vådt ud af hendes bryst. Vidnet, som også var jordemoder, fortalte at medens hun blev malket, så sad hun og grinede og lo. Vidnet fortalte også, at hun for 9 år siden gik forbi Lars Michelsen så så hun at der løb et nøgent kvindfolk neden for Lars Michelsens, men om det var et galt kvindemenneske eller om hun havde været nede og bade, vidste hun ikke. Hun troede, at det var Margrete.
Lars Ibsen og Lars Esbersen havde været hos Elsebye Peder Rasmussen for at høre hendes forklaring. Hun havde sagt at hun ikke havde konstateret noget vådt da de havde malket hende. Men hun kunne ikke sige at det var bevis nok for at hun ikke havde været med barn.
Margrete bekræftede at den samme nat som hun fødte, havde hendes moder smurt hendes bryst med brændevin og noget andet. Hun fremviste i retten sit ene bryst hvorved der synes 2 røde pletter som hun sagde stammede fra da hun havde ondt i brystet.
Jes Rask spurgte Margrete hvor mange gange hun havde haft omgængelse med Jørgen Skrub. Margrete svarede at det skete i fjor høst i en stak på Bjørnegårdsengen og at det kun skete denne ene gang.
Jes Rask ville have udtog af dagens afhøringer og vente med flere spørgsmål til næste ting.
Jes Rask spurgte Jørgen Hansen Skrub om hans reaktion, efter han havde hørt Margretes bekendelser. Jørgen Skrub tilbød straks at gøre ed på at han aldrig havde haft nogen omgængelse med Margrete. Dommeren meldte, at han ikke tillod Jørgen Skrub at gøre sin ed.
Anders Jensen af Tejnlæste et pantebrev på et lån af Kay Andersen på 44 daler mod pant i 4 skæpper land i Tejn.
Johan Holst af Rønne på sognepræst Mahlers vegne Hans Hansen i Hullegaard i Olsker for at have mejet en del græs på præstegaardsengen og ført det bort. Som vidner var indkaldt Hans Mortensen på Bakkegaarden i Olsker og Peder Poulsen vest i Rutsker sogn Hans Hansen fortalte at han havde ladet sine folk afmeje, men det var på hans eng og ikke på Mahlers. Men det var Mahlers folk der havde aftørret og kørt det bort. At Hans Hansen ikke havde meldt det, skyldes at lod det passere. Hans Mortensen på Bakkegaarden fortalte at han havde lejet engen af Mester Søren, men at han af mester Søren fik besked på at meje til den store sten. Da mester Christopher var der (for 18 år siden) så var engehjørnet tilhørende Mester Christopher lejet ud til ham. Det var dette enghjørne sagen drejede sig om. Vidnet Peder Poulsen havde ikke styr på den store sten og om det var markskel i sagen. Hans Hansen ville have 8te mand til at syne engen og bestemme, hvem det tilhørte. Dommeren bød at begge parter skulle mødes på åstedet og om muligt få afgjort skel og rettighederne til engen, Først kommende torsdag kl. 10 blev der sat stævne.
Mahlers sag mod Jens Jørgensen om sagen om vej gennem præstens eng. Lars Nielsen Habedam havde fået amtmandens tilladelse til at være Jens Jørgensens fuldmægtig – sagen blev stillet i bero.
6. september 1726 – pag. 205b
Kgl. forordning om hvad mønt købmandsregninger skal betales med efter møntens reduktion., dat. 14. august 1726.
Hans Ancher stævnede Morten Hansen tjenende på Brogaard for et par støvler, som han havde lånt af Hans Ancher som var bortkommet. Morten Hansen var ikke mødt.
Jes Rask på amtskriverens vegne spurgte Kierstine Lars Michelsen om ikke datteren Margrete var hjemme natten mellem 2. og 3. påskedag, hvilket hun erkendte. Hun var hjemme om natten men gik bort igen næste dag. Hun kendte intet til et barn og vidste intet om at hendes datter har været med noget barn. Margrete Larsdatter bekræftede atter, at hun havde født et barn natten mellem den 2. og 3. påskedag. Hun vedstod sine tidligere bekendelser.
Lars Michelsen erklærede at det hans datter havde bekendt ikke var sandt og at han ville afgive sin ed på det. Jes Rask ville ikke godkende at han eller hans hustru skulle kunde gøre ed på det.
Jens Rask fremstillede vidner. Fra Østerlars sogn Jens Mortensen, Jørgen Svensen, Poul Olsen, Peder Olsen og fra Østerlars Esber Esbersen.
Jens Mortensen hørte på Hammershus at Mahler havde spurgt Margrete, hvem der havde forbudt hende at bekende. Det havde hendes moder og ham der stod der (Anders Larsen Krack).
Jørgen Svensen og Poul Olsen fortalte at de havde hørt det samme, men ikke hvilket navnet på hendes prokurator.
Peder Olsen og Esber Esbersen sagde det sammen. Krack ville ikke svare på anklagen, før han blev stævnet dertil. Jes Rask sagde, at det ikke var nødvendigt da Margrete selv havde fortalt at han havde forbudt hende at bekende sin brøde, da han var i Tejn Vagtboe.
Jes Rask oplæste Hr. Hans Mahlers skriftlige attest fra den 6. september. Krack ville have afskrift af Mahlers vidnesbyrd til videre efterretning.
Anders Larsen Krack ville afgive ed på, at han aldrig havde opfordret Margrete til ej at bekende, hvilket blev ham nægtet, da det var lovligt for sagsgiveren at undersøge dette, selv ved soldaters vidnesbyrd.
Jes Rask ville have Jørgen H. Skrub dømt efter loven og miste sin hovedlod og stå åbenbart skrifte i Klemensker kirke. Og hvis han ikke kunne betale da at blive straffet med Bremerholm. Jørgen Hansen Skrub erklærede sig uskyldig og ville gøre ed på sin uskyld. Blev så sagen taget til doms.
Johan Holst på sognepræsten Mahlers vegne forlangte at Jens Jørgensen mødte i egen person. Lars Nielsen som fuldmægtig forklarede at Jens Jørgensen var svag og kunne ikke klare rejsen til tinget, men at han som fuldmægtig gerne svarede. Jens Jørgensen havde sagt at vejen, som var sagens kerne, var hans rette høste-, skov, og strandvej. Sagen blev udsat til næste ting.
Holst i sagen mod Hans Hansen Hullegaard i Olsker om en eng tilhørte ham eller præsten Mahler var ikke blevet løst ved en besigtigelse på stedet med overværelse af både Hans Hansen og Mahler. Hans Hansen vill føre vidner på næste ting.
20. september 1726 – pag. 208b
Jes Rask mødte på amtskriverens vegne og bad herredsfogeden om at vælge 8te forstandige mænd til at skønne alle kongens fæstegårde, hvorledes husbygningerne havde det, hvor mange stolperum der var og inddele dem i ”slet, middelmaadig eller god”. Fæstegårdene var i Klemensker med selvejernumrene 4,5,7,8,13, 18, 19, 22, 28, 31, 37, 38, 39, 40, 45, 51, 53 og 59. Og vornedgårdene 1, 2, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 15. I Rutsker sogn var det med selvejernr. 11, 12, 16, 17, 23, 24, 25, 32, 33, 43, og 44 og vornederne 1, 2, 3, 4, 5, 6, og 8. I fiskerleje 7 mænd, Kaas 1 hus samt Hellig Peder et hus. I olsker sogn med selvernr. 1, 20, 29, 32 og 33 og vornederne 3, 4, 5 og 6. I rø sogn med selvejernummer 1, 6, 14, 19, 20, 22 26 og 27 og vorneder 2, 3, 4,5, 8 og 9,. De otte mand blev valgt og pålagt at starte mandag den 30 september.
Jes Rask til rettelagde et indlæg. Krack ville have udskrift og svare på næste ting.
Anders Larsen Krack stævnede Hans Mahler for at høre på vidner angående beskyldninger mod ham. Mahler ville have udskrift af stævningen og sagde at det var dumdristigt af Krack at trække en gejstlig til en verdslig ret. Han var ingen kriminel. Hvad han havde skrevet var for Guds sandhed og ære. Han mente at herredsfogeden ikke kunne lade denne bisag blive en sag ved tinget. Krack spurgte Mahler om han ikke havde døbt et barn i Allinge kirke og ikke nævnt det uden navn og ikke lagt sine hænder på barnet da han læste bønnen? Mahler ville ikke svare før dommeren havde givet sin kendelse. Krack mente, at det var hans ret at tage et tingsvidne i sagen, hvilket dommeren ikke kunne nægte ham. Mahler nægtede at svare på spørgsmål.
Første vidne var sandemand Lars Nielsen af Rutsker der fortalte at Christen Rasmussen af Rønne havde været hos præsten i forbindelse med en begravelsesaftale. Da havde Hr. Mahler gået frem og tilbage på gulvet og sagt, at han skulle pine Anders Larsen Krack. Om det var ved vred hu eller ikke, vidste vidnet ej.
Lars Nielsen havde ikke erfaring med Hr. Mahler, som folk sagde var trættekær trods det at han havde tre sager kørende på tinget. Jens Jørgensen var anklaget i en sag, men mente ikke at have hørt om andre, dog synes det som om, at Mahler havde uenighed med Weidich. Dog havde han ikke noget at klage på ham om hans embede.
Jens Wefstsen belv spurgt om ikke sognepræsten var tilbøjelig til at søge processer mod mange ”smucke folck”. Jo svarede Wefsten han var en ud af sytten, der blev stævnet på en eneste dag i 17 forskellige sager. Endnu ikke havde han noget at klage på præsten i hans embede.
Svend Hansen og Anders Nielsen af Klemensker fortalte at de var vagter ved Tejns Vagtboe, da Anders Larsen Krack kom og ville snakke med fangen Margrete. Margrete lå på bænken norden til og Krack havde sat sag på bænken ved vinduet. De talte sammen, men Krack havde blot sagt, at han ville tale med hendes fader på onsdag eftermiddag. Krack havde ej forbudt hende at bekiende.
Jens Jensen Piil fortalte at han havde hørt fra Margrete i Hasle arrest, at da hun kom på Slottet oppe i et kammer havde Hans Mahler truet hende med at anbringe hende i et dybt langt hul med bundløs kilde, hvor ikke engang en husstige kunne nå ned, hvis hun ikke bekendte sin forbrydelse. Hun havde nægtet at bekende moderen og ”Kracken”. Hun sagde at hun ikke før havde ville bekende før, og at hun var bange for det hul. Vidnerne sagde, at hun ikke turde andet en at bekende det som præsten havde sagt hun skulle.
Jes Rask på amtskriverens vegne sagde at Krack jo hørte Margretes bekendelse om at hun var blevet forbudt af Krack at bekende. Han ville ikke sige mere om den sag.
Peder Olsen af Hasle fortalte at Margrete havde fortalt at da hun var på Slottet havde Mahler truet hende med et dybt hul, hvis hun ikke bekendte. Hullet var en bundløs kilde der var så dybt som var det i helvede Hun vilde ikke sige noget om moderen og Krack førend præsten havde sagt hun skulle.
Da de to stævningsmænd stævnede Hans Mahler havde han undsagt Krack med Bremerholm.
Anders Jacobsen Stalt Seplitur til Ols og Allinge menigheder fortalte at de mange processer som Mahler havde kørende var ikke uden grund. ’Krack ville stævne Olsker sognedegn Christen Piil, Mons Larsen og Christen Pedersen af Rutsker sogn til næste ting,
Tolder Johan Christian Topp fremstillede kvartermester Lars Nielsen, sergiant Jørgen Nielsen, Jens Wefstsen, Hans Wefstsen, Peder Pedersen og Trued Pedersen og Aage Larsen for at få bekræftet galiot Jomfru Jacoba som strandede syd for Vang den 2-3. maj 1726. Skibet førtes af skipper Gierding fra Bergen i Norge med ladning der var bestemt til Dantzig. Der blev bjerge 530 tønder saltet sild, 26 hovedtønder saltet torsk, tre tønder tran og en hel del tørret bergenfisk, som var våd, 216 lispund. Bjergerne havde fået en tredjedel. Herefter fik tolderen et tingsvidne.
Hans Ancher oplyste at han havde fået forlig med Morten Hansen somlovede at betale både Tøflerne og omkostningerne.
Johan Holst på Hans Mahlers vegne ville føre vidner mod Jens Jørgensen, Hans Mortensen på Bakkegaard og Weidich Haagensen om vejen gik over præstens enge eller ej. Jens Jørgensen sagde, at der var ingen andre muligheder for ham, at komme til sin gård end den havde brugt. Sagen udsat til næste tng.
Hans Hansen, Hullegaard, havde stævnet vidner i sagen mellem ham og Hans Mahler om en engekrog!. Ex. Hans Jensen Skomager i Allinge kunne huske 42 år tilbage at han mejede engen for Hullegaarden. I mester Sørens tid var der aldrig noget tvivl om tilhørsforholdet. Jens Jepsen af Rø sogn svarede det samme. Do Jens Pedersen. Holst ville gerne at parterne blev forliget. Han foreslog at Hans Hansen betalte Mahler 10 mark i omkostninger.
Lars Øbersen af Tejn havde stævnet Veidich Haagensen af Olsker til at modtage penge for et pantebrev. Pengene 135 daler 2 mark blev lagt på tingbordet. Weidich Haagensen ville levere pantebrevet, men dommeren krævede at skiftebrevet skulle fremlægges på næste ting. Lars Øbersen tog pengene tilbage.
Mogens Clausen stod op af sit dommersæde og den beordrede sættedommer Mogens Høy i følgende sag: Mogens Clausen stævnede Mikkel Mogensen på Simblegaard for kornskæpper for de sidste 8 år og en skæppe korn derudover. Mikkel Mogensen var ikke mødt.
27. september 1726 – pag. 214a
Jens Jensen af Rø sogn stævnede Lars Jensen på Myregaard for tjenesteløn. Jens Jensen angav hans fordring en hat til tre mark 8 sk., lærred til en halsklud for 1 mk 8 sk, for tjenesteløn for et år 3 daler, samt for et halvt derefter for 7 daler, for en sax 1 mk 12 sk. Lars Jensens brodersøn Jacob Pedersen på Myregaarden mødte og sagde, at Jens Jensen skulle angive år og så bevise sine fordringer. Dommeren pålagde Lars Jensen skulle møde i egen person.
Jes Rask ville have dom i sagen mod Margrete Larsdatter og Kierstine Lars Michelsen. Anders Larsen Krack leverede et skriftligt indlæg på 12 skillings papir.
Jes Rask pointerede at hendes bekendelse stod til troende om end begge hendes forældre havde nægtet det. Margrete var atter i retten og fremviste atter sit bryst, hvor to huller stadig var synlige og som skulle stamme fra dengang hendes moder ville forhindre at mælken løb til. Forældrene påstod at det stammede fra engang hun skulle bære skryner hjem (?), hvilken udsagn forældrene ville aflægge ed på.
Herredsfogeden spurgte Margrete om de pletter på hendes bryst stammede fra diet eller fra brændet som hun havde båret hjem. Margrete sagde at det var fra brændet som hun havde støt sig på. Jes Rask undrede sig på herredsfogedens indblanding, da Margrete jo havde indrømmet at det var sket efter at moderen havde smurt hendes bryster med brændevin og noget stærkt i et brækket hul. Jes Rask ville om det kom til Landstinget bevise dette forhold med hr Paaskelands og Elias Peters videnskab.
Sagen blev optaget til doms.
Anders Larsen Krack skulle fortsætte sine afhøringer i sagen mod Hans Mahler Christen Rasmussen var mødt, men hans vidnesbyrd blev ikke aktuelt, da Præsten og Anders Larsen Krack havde indgået forlig og ophævet sagen. Anders Larsen Krack gav Hr. Hans Mahler hånden og bad om forladelse.
Jens Jensen ophævede den sag han havde startet mod Lars Jensen om tjenesteløn. Han havde fået sin betaling.
Johan Holst på Hans Mahlers vegne i sagen mod Jens Jørgensen om den omtvistede vej belv udsat til næste ting.
Sognepræstens sag mod Hans Hansen Hullegaard. om ejerskabet af en engekrog. Hans Hansen fremstillede Trued Hansen af Olsker, som havde tjent Hullegaard i mange år kunne sige at for 30 år siden tilhørte engen Hullegaard. Hans Hansen ville have præsten dømt også til at betale ham for sine mange unødvendige rejer 4 rigsdaler.
Lars Øbersen tilbød atter Weidich Haagensen at tage imod sine pantepenge, hvilket han accepterede og leverede pantebrevet og kvittering tilbage.
Herredsfogeden M. Clausen Torn overdrog dommersædet til Mogens Høy. Mogens Clausen ville forfølge Michel Mogensen Simblegaard som skyldte ham for 8te års kornskæpper som tilkommer herredsfogeden efter kgl. forordning. Mikkel Mogensen svarede at i de 24 år som han havde boet på Simblegaard havde han ikke betalt. Han tvivlede at kongens gård skulle give noget til herresfogeden. Han giver heller ikke noget til præsten eller korntiende til kirken, Herredsfogeden mente at Mikkel Mogensen følte sig som friherre, men at han blot var en almindelig bonde. Mikkel Mogensen turde ikke lægge ekstra skat på kongens gård, så han nægtede at betale før der kom dom i sagen.
11. oktober 1726 – pag 217a
Hans Hansen Piil i Klemensker læste et købe- og skødebrev der viste at hans fader Hans Christensen havde solgt den 69. gård til ham for 600 sld., hvor de 200 sld er betalt.
Brødrene Lars og Jens Nielsen fra Rø sogn og deres svoger Niels Rasmussen kom og læste en kontrakt, som de havde oprettet efter skiftet efter deres salige fader Niels Larsen der levede og døde på den 18. gård i Rø af dato 18. september 1726. Kontrakten omhandler hvad hver arving skulle have. Jens Nielsen spurgte Mons Andersen af Rø sogn blev spurgt om han accepterede skødet, som han havde udgivet til sin fader Niels Larsen. Mons Andersen godkendte købebrevet. Jens Nielsen bad om et tingsvidne.
Esber Monsen af Rutsker stævnede Peder Jensen på Pugegaarden i Rutsker for gæld, nemlig en tønde rug, 3 mark i arbejdsløn. For tærskning 1 mk 8 sk og desuden 5 sk for en dags arbejde. Peder Jensen svarede, at han kun skyldte Esber 3 mk 5 sk. og ikke mere. Esber spurgte Peder Jensen om han turde gøre sin ed på det?. Peder Jensen fik udsættelse til næste ting.
Lars Øbersen af Tejn i Olsker læste et købebrev af dato 7 . oktober 1726, der viste at han havde solgt til Mogens Jensen, Birkegården en del jord i Tejn Vang og en del huse og haverum i Tejn for i alt 154 sld.
Lars Nielsen på Jens Jørgensens vegne stævnede sognepræsten Hans Mahler til vidnesbyrd at høre vidnesbyrd om vejen over engen. Johan Holst ville have vidnerne separerede. Første vidne var Bonde Larsen af Hasle der fortalte at vejen altid havde hørt til Dalegaarden, både i Hr. Jacobs tid, Hans Predbjørns tid, og Mag. Sørens tid. Bonde Larsen havde for 7 år siden tjent Dalegaard. Næste vidne Lars Hansen af Klemensker som havde tjent sal. Hr. Jacobs for 36 år siden. Han fortalte at Dalegaarden altid havde brugt vejen. Følgende vidner blev afhørte: Jørgen Didcihsen, der for 16 år siden tjente Dalegaard. Vidnet Tommes Larsen, som havde tjent Hr. Christopher i 9 år. Lars Olsen …
Dom afsagt over Kiersten Lars Michels og Margrete Larsdatter.
Dom afsagt over Jørgen Hansen Skrob.
Jes Rask bad om dommenes udskrift til brug på Landstinget, hvor de skulle indstilles til skærpelse. Det skulle ske hurtigt, da tiden nærmede sig, hvis oversendelse til spindehuset skulle kunne ske før vinter.
De fire mand, der havde synet kongens gårde i Nørre Herred producerede deres forretning.
Johan Holst sag mod Hans Hansen på Mahlers vegne vedr. enge-skel blev udsat til næste ting
Herredsfogeden overdrog dommersædet til sættedommeren Mogens Høy. Michel Mogensen på Simblegaard var ikke mødt. Hvilket blev ham pålagt til næste ting.
18. oktober 1726 – pag 218b
Holstførster Hans Christensen kom på kongens vegne og ville have 8te mand valgt til at syne skovene i Nørre Herred i flg. Skovforordningen 13 artikel.
Amtmand West skrivelse af 14. oktober 1726 ang. forbud og afskaffelse at ingen herefter må brænde brændevin af enten rug eller byg, men alene af havremalt at brænde. Samtidigt forbydes al udførsel af sædevare, rugmel, byg og havregryn eller malt inden eller udenrigs. Endvidere pålægges alle betlere at blive i sit sogn eller by.
Johan Holst på Hans Mahler vegne i sagen mod Jens Jørgensen. Johan ventede på Jens Jørgensens prokurator Lars Nielsens reaktion således at han på næste ting kunne afgive sit endelige indlæg inden dom. Lars Nielsen mente at alt var klart i sagen og han ville endvidere kræve 6 rdl for hans udgifter i sagen.
Holst i sagen om engen og Hans Hansen. Hans Hansen i rettelagde sit skriftlige indlæg om engen. Holst fik kopi og ville svare på næste ting.
Esber Monsen fra Monsen ville føre to vidner i sagen om hans manglende betaling for arbejdsløn. Først Hans Pedersen, som havde været vaarkarl hos Peder Jensen, fortalte at Esber Monsen havde hakket et stykke jord op for Peder Jensen. Derefter skulle jorden pløjes og tilsås. For arbejdet skulle Esber Jensen have kornet det første år og det næste år skulle de dele udbyttet. Og det tredje år, skulle Esber Jensen gøde jorden og have en tønde rug for det. Esber Monsen opgjorde at han manglede 6 daler og 13 sk.. Peder Jensen blev pålagt at svare på næste ting, hvorefter sagen gik til doms.
Weidich Haagensen i Olsker lod læse et pantebrev af dato 17. oktober 1726 der viste at Hr Hans Maller i Olsker havde lånt 100 sld. af Weidich.
Herredsfogeden overlod dommersædet til sættedommer Mogens Høy, således at han kunne forfølge anklagen mod Mikkel Mogensen på Simblegaard for betaling af herredfogedens kornskæpper. Herredsfogeden påberåbte sig afgift som lovet tilholder af bøndergårde og da Simblegaard var på 28 tønder hartkorn så var det omtrent som en dobbelt gård. Herredsfogeden henviste til landets lov. Mikkel Mogensen mente at han talte til ham som hans husbonde, som rettelig var kongen. Han udbad sig sagens beskrivelse og ville svare på næste ting.
DOM – pag. 221a 11. oktober 1726. Margrete Larsdatter og hendes moder Kierstine Lars Michels. Sagen blev beskrevet indgående. (fuldstændigt referat, citater med ” ”)
Den 9. august blev de to kvinder stævnet til Nørre herredsting. Margrete blev beskyldt for at have født et uægte barn i dølgsmål og moderen som medvider til fødslen. Sagen blev beordret af amtmanden og at amtskriveren skulle føre sagen. Ligeledes efter ordre blev Anders Larsen Krack fra Rutsker valgt til at gå i rette for de to kvinder.
Ved første ting benægtede Margrete at have avlet barn med Jørgen Hansen Skrob uanset at hun faktisk havde bekendt for amtmanden og andre folk på landet havde avlet et barn med Jørgen Skrob.
Jes Rask, der var amtskriverens fuldmægtig afgav en vidneseddel af 24. juli 1726 udstedt af sognedegn Peter Clausen i Rø og kirkeværgen Poul Hansen i Rø. Margrethe Larsdatter skulle godvilligt have betroet sognepræsten Jens Marcher og Sandemand Hans Kjøller – i overværelse af degn og kirkeværge, at hun skulle være blevet frugtsommelig noget før mikkelsdag (29. sept.) i 1725, da hun tjente på Bjørnegård i Klemensker hos Esber Pedersen. Margrete ville dog ikke vedstå dette på den første tingdag.
Vidnet Henning Køller fortalte, at Margrete, som tjente ham, anden påskedag bad om lov til at gå hjem, hvilket hun fik lov til kl. 12. Han sagde at hun var ret tyk og hun havde lange hanke i sit skørt og hun havde sagt, at hun kunne ikke nægte at hun ”laude sig til barsel”. Han sagde at det var Jørgen Skrob der var faderen. Der gik mælk fra hendes bryst. Da hun kom tilbage næste dag var hun blevet smal. Dorte Henning Køller bekræftede sin mands forklaring og at Margrete havde sagt at hun havde født en pige. Dorte forklarede at da hun gik var hun så tyk, at hun ikke kunne se sine fødder, men næste dag var hun smal. Hun havde bedt om at barnet ikke måtte gøres fortræd, men lige meget hjalp det.
Didrich Henningsen fortalte, at Margrete havde fortalt ham anden påskedag at hun lagde sig til barsel, og at det var Jørgen Skrob, der havde gjort hende gravid en måned før mikkelsdag. Giertrud Didrich Henningsen vedstod sin mands ord.
Per Løfuingsen havde plovdag med Lars Michelsen og på vej fra Henning Køller 2. påskedag var Margrete forbi ham og havde spurgt ham hvad de havde sagt om hende hjemme. Løfuingsen havde rådet hende til at gå hjem til forældrene, når hun skulle barsle. Løfuingsens hustru Karen vedstod sin mands forklaring og tilføjede at dagen efter om morgenen kom Kierstine Lars Michelsens til hende og truede hende og andre, der havde løjet om hendes datter skulle hun sætte mærke ved.
Giertrud sal. Peder Andersen fortalte at i sommer efter Sankt Hans dag kom Margrete og fortale, at hun havde været hos sin faster Mette Mads Svendsen og bedt om gode råd om den sladder, som de havde ført på hende. Fasteren havde bande på hende og det var med nød at hun kom fra hende. Giertrud havde også hørt sladderen og da havde Margrete bekendt det for hende og sagt ”min moder har gjort det mod mig, at hun aldrig kan forsvare det. Hvis Henning Køller havde givet mig 2 mand og 2 kvinder til at følge mig hjem, havde det aldrig været sket. Margrete nægtede alt hvad Giertrud sagde i retten.
Ellen Hans Hansen fortalte at Margrete kom til hende Sankt Hans beklagede sig over at have ond i sine bryst. Da Margrete kom hjem (2.påskedag) smurte hende moder hendes bryst med brændevin og noget skarpt udi.
Giertrud Peder Andersen havde undret sig at Margrete allerede dagen efter kunne være så frisk at hun kunne hente sine klæder. Margrete svarede at det måtte hun gøre for at det skulle synes at være løgn (med barslen).
Kierstine Rasmus Hansen fortalte at i påske havde Henning Køller og hans hustru hentet hende så hun kunne kikke på deres tjenestepige, der havde ondt. Da hun ville føle på hende, skubbe Margrete hende fra sig. Kierstine så at hun havde en lang hank i skørtet. Kierstine sneg sig til at føle på hendes mave, men fik ikke rigtig lov, så hun kunne ikke sige, at hun var ved at barsle. Margrete havde fortalt hende, at hun havde ondt i siden og i hendes mave.
Per Hansen i Olsker fortalte at Dorte Hennings den 28/7 havde spurgt til barnets køn, Margrete svarede at det var et pigebarn, og lige meget hjalp det at hun bad for barnet.
Jes Rask afhørte Kierstine Lars Michelsen, men hun nægtede at kende til et barn og at hendes datters skulle have været frugtsommelig. Datteren havde været hjemme natten mellem 2. og 3. påskedag. 3. påskedag havde hun ladet Hans Køllers hustru og Kierstine Løfuingsens skønne datteren for at mane sladderen i jorden.
Den 16. august holdtes atter ting og sagen blev fortsat med afhøring af vidner. Tinget begyndte med at prokuratorerne var uenige. Margrete fortalte, at hun havde forløftet sig på et kar og efter tre uger havde hun ønsket at stoppe med at tjene Henning Køller. Endvidere fortalte hun, at Giertrud Peder Andersen var vred på hende, da hun ikke ville tjene hende. Begge oplysninger mente Jes Rask ikke var til nogen nytte og afhørte derefter flere af sine egne vidner:
Jep Larsen i Olsker fortalte at han havde hørt Margrete fortælle i Tejn Vagtbo, at årsagen til, at hun så hurtigt kunne komme af med sit barn var, at hun havde haft ondt inden hun gik fra Henning Køllers. Resten måtte man spørge hendes moder om. Desuden havde hun fortalt, at om hun havde vidst at Jørgen Hansen Skrob allerede havde 4 a 5 horeunger, skulle hun ikke have haft noget med ham at gøre. Desuden fortalte hun, at barnet blev født i faderens lo og at der var lys tændt. Da hun var kommet ind i stuen, havde faderen ikke talt godt om det.
Ole Larsen, der også havde haft vagt i Tejn Vagtbo, bekræftede Jep Larsens vidnesbyrd og supplerede at Margrete havde sagt, at hun havde haft ondt i sine bryst over en måned og endnu havde ondt. Margrete benægtede i retten at hun havde sagt det.
Anders Ibsen fra Rø bekræftede Jep Larsens og Ole Larsens vidnesbyrd.
Bente Hans Køller og Kierstine Løfuingsen af Olsker fortalte at de tredje påskedag blev af Kierstine Lars Michelsen bedt om at visitere og malke Margrete. De kunne ikke finde noget vådt i hendes bryster. Kierstine havde berettet, at hun aldrig havde haft sådan en nat som hun havde haft den forløbne nat.
Mette Mads Svendsen havde intet at fortælle, da Margrete i 2 år ikke havde været i hendes hus og hun ikke hos sin broder Lars Michelsens hus i et år.
Lars Michelsen bedyrede hele familiens uskyld. Kierstine Lars Michelsen sagde, at hun ”saadant er ganske u-skyldig oc aldrig i denne syndige Verden ved af saadant at sige i Ringeste maader.”
Den 30. august
Margrete Larsdatter bekendte i retten at hun havde født et barn imellem 2. og 3. påskedag om natten og ingen andre end moderen var i loen da det skete og ”faldt hende tungt oc hendes Moder tog det barn fra hende. Hun vidste ikke hvor hun gjorde af det. Moderen truede hende at hun skulle tie stille. Hun vedstod at Jørgen Hansen Skrob var barnefaderen. Hun ville gerne have barnet og havde aldrig ønsket at ombringe det. Moderen havde samme nat smurt hendes bryst med brændevin og noget andet så diet skulle gå væk. Moderen havde tvunget hende til at tie stille med fødslen og Krack havde sagt at han ville svare for hende. Der havde været tvivl om Krack havde forbudt hende at bekende sin brøde, men efter tredje gentagne spørgsmål, svarede hun at hun ikke mente at Krack havde forbudt hende at bekende.
Rask havde fremstillet seks mand, der havde haft vagt på Hammershus den 21. august, hvor Margrete bekendte sin forbrydelse for præsten Hans Mahler og oberstløjtnanten (Barthram). Jørgen Larsen havde hørt Margrete bekende, at hun havde født et barn i forældrenes lo og hendes moder havde taget barnet fra hende. Hendes fader havde intet vidst. Hendes barnefader var Jørgen Hansen Skrub og det var avlet i en høstak. Hun fortalte også at Anders Larsen Krack i Tejns vagtbo havde sagt at hun skulle tie, men ikke med hvad. Vidnesbyrdet blev bekræftet af Jep Christensen, Michel Michelsen, Henrik Tommesen, Ared Hansen og Eske Pedersen – alle fra Østermarie og Østerlars.
Efter at have hørt datterens bekendelse af fødslen i dølgsmål blive oplæst, svarede moderen Kierstine at hun intet kendte til et barn og at hun vidste at hende datter var frugtsommelig.
Anders Larsen Krack stævnede amtskriveren til at påhøre hans vidner. Den første var Anders Simmensen af Klemensker, der havde tjen sammen med Margrete, fortalte, at Margrete synes ikke at være ret klog, men hun gjorde det hun blev bedt om. På spørgsmål om hun var ”forstørret eller fra sit sind”, svarede han, at han ikke vidste det, men han vidste at hun søgte ”alterets Sachramente”.
Peder Jensen af Rutsker fortalte, at hun havde var med til høstearbejde. Han synes, at hun var ikke ret klog fordi hun en nat sad på hovedgærdet og ”huggede” og en anden nat for hun ud på gården nøgen som et galt menneske. Men hun gjorde sit arbejde som andre om dagen og talte med fornuft.
Mads Pedersen af Rutsker fortalte at han havde været med på høstearbejdet hos Peder Jensen sammen med Margrete. Han kunne bekræfte hvad Peder Jensen havde sagt.
Ellen Anders Sadelmager fortalte at hun sammen med en jordemoder i Rønne Elsebye Peder Rasmussen og på amtmanden og byfogedens ordre og et sted i Rønne den 8. maj sat til at malke Margrete Larsdatter. De kunne ikke konstatere, at der var noget vådt i hendes bryst. Da hun blev malket sad hun og lo og grinede. Da hun for 9 år siden gik forbi Lars Michelsen så hun at der løb et nøgent kvindemenneske neden for huset. Om det var et galt menneske eller om det havde været nede for at bade, vidste hun ikke. Men hun syntes at det var Margrete. Den anden jordemoder bekræftede Ellens beretning om malkningens resultat.
Margrete Larsdatter fremviste sine brøst i retten og man kunne se to røde pletter på det ene. Det havde hun fået ved die.
6. september bekendte Margrete stadig sin fødsel i dølgsmål. Hendes forældre nægtede det og ville gøre ed på deres påstand, men det blev ikke tilladt.
Jes Rask fremstillede flere vidner:
Jens Mortensen hørte for 8te dage siden (31. august) at sognepræsten Hans Mahler havde fået Margrete til at bekende, at hendes mor og prokuratoren havde forbudt hende at bekende.
Jørgen Svensen, Poul Olsen, Peder Olsen og Esber Pedersen bekræftede hvad Jens Mortensen havde sagt.
Anders Larsen Krack nægtede at have forbudt Margrete at bekende og det ville han gerne gøre ed på, hvilket Jes Rask ikke tillod.
Jes Rask oplæste Hans Mahlers mening om sagen. Eftersom Margrete havde vedkendt, at hendes prokurator Anders Larsen Krack havde i Tejn Vagtbo havde forbudt hende at sige sandheden, så ville han mene at Anders Larsen Krack ord i fremtiden for ærlige mennesker og ej selv betragtes som en ærlig mand og skulle nægtes at blive brugt i retssager.
20. september aflagde Jes Rask sin skriftlige indlæg om at Kierstine Lars Michelsen bør dømmes efter Pag. 889 artikel 7 at miste sin hals og hendes hoved sættes på en stage og Margrete Larsdatter udstå samme straf, eller fordi hun var ung, at blive dømt til spindehuset resten af sit liv, samt at betale sagens omkostninger samt deres boeslod hjemfaldt til kongen om der er noget. .
27. september i rettelagde Krack sit skriftlige indlæg om at ikke et af hans vidner kunne sige at Kierstine Lars Michelsen havde gjort noget ulovligt, uden hendes datter. Hans vidner havde den 30. august (Anders Simmersen, Peder Jensen og Mads Pedersen) vidnet at Margrete ikke var ret klog og havde løbet nøgen rundt som en gal. De to jordemødre havde ikke set tegn på at Margret havde været med barn. Krack mente at Margrete ikke var ved sin fulde forstand.
Krack ville have Kierstine Lars Michelsen frikendt for tiltale og Margrete skulle bedømmes efter hendes uforstand.
At Krack skulle have pålagt Margrete ikke at bekende sin brøde, viste han ved flere vidner fra Tejn Vagtboe, som ikke havde hørt at han havde pålagt Margrete tavshed. Kracks vidne Jens Jensen fra Hasle havde fortalt, hvordan Hans Mahler havde truet hende med et dybt bundløst hul, så dybt at ingen husstige kunne nå ned, om ikke hun bekendte. Det var en bundløs kilder hun ville komme i, hvis hun ikke angav sin moder og Kracken. Hun havde sagt til Jens Jensen med flere, at hun ikke turde andet end at bekende det som sognepræsten ville have hende til.
Margrete Larsdatter viste atter sine bryst i retten og man kunne stadig se de to røde pletter Kierstine Lars Michelsen fortalte i retten at de røde pletter havde hun fået ved at bære brænde ind og at hun havde ved stød fået sår. Margrete havde nu vedstået denne forklaring.
Krack havde glemt at der af fire kvinder, der havde maalket hende, ikke fundet vådt fra hendes bryst.
Dommeren og de otte stokkemænds endelige vurdering lød: Da ingen vidne fuldkommen har anført at Margrete Larsdatter har avlet eller født et barn, findes kun at hun selv og til andre godtfolk havde sagt at hun havde avlet et barn og født det i sine forældres hus, så findes det at hendes ord og udsigelser ikke kan stå til troende. De fire jordemødre havde ikke fundet tegn på at hun havde født et barn Krack kan ikke dømmes, da han ikke kan dømmes for hendes sladder. Hendes uforstandige fabel og fantasi er årsagen til denne vidtløftige sag, så dømmes Margrete Larsdatter til Spindehuset at arbejde i tre år.
Margrete Larsdatters moder frikendes for al beskyldning som datteren havde pålagt hende.
DOM – pag. 226a
Sagen mod Jørgen Hansen Skrob for lejermål efter angivelse af Margrete Larsdatter. Dommeren frikendte Jørgen Hansen Skrob for al tiltale.
8. november 1726 – pag. 226b