Vejledning til en ejendomshistorie
I lokalarkivet i Klemensker gav jeg et bud på hvordan man kan undersøge ejendommes historie. Som eksempel valgte jeg Onsbjerggårds grund og fortov, som var nyt område for mig. Jeg har arbejdet videre med ejendommene:
- Lykkeborg, Nordre Lyngvej 7 – Parcel nr. 1 på 8. slg. fortov, Matrikel 106a
- Onshøj. Petersborgvej 6 –parcel 2,3,4 og 5 på 8.slg. grund, matrikel 16b i forening med matrikel 124c
- Tornly, Petersborgvej 2 – parcel 7 på 8. slg. grund, matrikel 16g
Jeg fandt huse, der ikke længere eksisterer:
- Møllehus og stubmølle på Onshøjs grund – forsvundet inden 1914
- Tre fag af et dobbelthus på Onshøjs grund
- To fag af et dobbelthus på Onshøjs grund, kaldet “Spellingehus”
Ejendomme på Onsbjerggårds grund er specielle
Først i 1850’erne blev det normalt at selvejergårdene frasolgte parceller til mindre landbrug. Der er dog tidligere eksempler. En forordning fra 1810, gjorde et muligt at udstykke gården i parceller i en kortere periode. Onsbjerggård var en af fem gårde i Klemensker, der i 1812-1813 blev udstykket og solgt i parceller. Læs mere på linket: Klemensker – 8. slg. grund og fortov – Onsbjerggård – Bornholms historie.
Det var ikke helt tilfældigt, at jeg valgte Onsbjerggård som eksempel. Jeg vidste, at min tipoldefar blev født på Onsbjerggårds grund i 1839, men ikke nøjagtig hvor. Det lykkedes at finde huset og tillige mange interessante oplysninger. Det var et dobbelthus, der var overtaget af fattigvæsenet.
De mennesker, der modtog fattighjælp, skulle i princippet betale pengene tilbage. Efter at have stået i gæld til fattigvæsenet i nogle år, måtte den fattige overlade sine ejendele til sognet. Her i blandt huset, hvis de var ejede af et. Hus og indbo blev vurderet og værdierne blev tinglyst, således at de ikke kunne sælges uden om sognet. Tingbogen er her en vigtig kilde.
Huse, der blev konfiskerede af sognet, udgjorde et aktiv og blev derfor nødtørftigt vedligeholdt, således de ikke mistede værdi. Det betød, at sogneforstanderskabet skulle træffe økonomiske beslutninger, hvilke afstedkom en beslutning, som man kan læse om i sognets forhandlingsprotokollerne. Den tildelte fattighjælp blev beskrevet i fattigprotokollerne. Protokollerne kan læses fra min hjemmeside her Kilder til Klemensker sogns historie – Bornholms historie.
Mange af de fattiges huse blev brandforsikrede, så derfor er det er muligt at finde oplysninger om huset i Den almindelige Brandforsikringers taksationsprotokol, som findes på Arkivalieronline – Rigsarkivet.
Der var mange af sådanne ”fattiges huse” i Klemensker både enkeltstående og dobbelte huse. Jeg har tidligere beskrevet flere af dem – se bl.a. Dobbelthus på Splitsgårds grund – Bornholms historie
Hvis nogen har lyst til at se mit powerpoint fra den 20. maj, så kan den hentes her: 2025 Klemensker lokalhistorie 20 maj. Jeg har også lavet noget lignende for Tejn lokalhistoriske arkiv – den kan downloades her: 2025 Tejn lokalhistorie 18 marts
En oversigt over ejendomme, som jeg har beskrevet findes her: Udbyggere og husmænd /oversigt – Bornholms historie

