Carl Otto Larsen beretning fra Lillevang

Beretning om livet på Lillevang 1911 til 1933

På Landbohistorisk Selskab initiativ blev der i 1990 iværksat en indsamling af landmand-erindringer for at belyse landbrugets udvikling for perioden 1910 til 1960. Indsamlingen skete i samarbejde med Sammen slutningen af lokalhistoriske Arkiver.

I alt 280 erindringer blev indsamlet og nogle af erindringer blev udgivet i tidsskriftet Bol og by i 1993 (se Kampagnen for indsamling af landmænds erindringer | Bol og By: Landbohistorisk Tidsskrift).

Et enkelt bidrag – skrevet af Carl Otto Larsen – fandt vej til Ø-arkivet i 1993. (Ark20243). Carl Ottos opvækst på ejendommen ”Lillevang” er godt beskrevet i artiklen, som jeg her gengiver ordret med enkelte rettelser og tilføjet overskrifter og indsat afsnit [ ] for overskuelighedens skyld. Desuden har jeg tilladt mig at supplere med enkelte fotografier.
1.oktober 2025 Jesper Vang Hansen 
Se desuden min beskrivelse Lillevang, Nordre Lyngvej 9 – matrikel 124b/175i – Bornholms historie

Beretningen er skrevet omkring 1990.

Landmands-erindringer

1911-1933

Af Carl Otto Larsen

Personlige oplysninger om mig selv:
Kaptajn Carl Otto Larsen.
Aasøvej, Tranekær.
Født den 1-4 1911 i Nexø på Bornholm.

I sommeren 1911 flyttede familien til et 10 tdrl. stort husmands­sted “Lillevang” i Klemensker, hvor jeg oplevede hele min barndom, indtil jeg som 14-årig kom ud at tjene på forskellige bøndergårde.

1. Tyndekullegård i Klemensker, ca. 60 tdrl. 1/2 år.
2. Knudshøj i Klemensker, ca. 30 tdrl. 2 år.
3. Tilbage til Tyndekullegård 1/2 år.
4. Bolbygård i Klemensker, ca. 80 tdrl. 2 år.
5. Lillegård i Nyker, ca. 80 tdrl. 3 år.

Mine forældre

Min fader, Carl Christian Larsen, er født den 23-12 1875 i Peder­sker. Hvem hans fader var ved jeg ikke. Hans moder hed Karen Kristine Larsen, men jeg ved ikke videre om hende, da hun var borte længe før: min tid, og jeg mindes aldrig, at mine forældre talte om min fars forældre. Men min far var opvokset på landet.

Min moder, Petra Johanne Hansigne født Hansen, er født den 18-12 1878 i Bodilsker som datter af smedemester Hans Christian Hansen og hustru Signe Petrea Hansen, født Kofoed.

Mine forældre blev gift den 22-5 1901, hvorefter de købte Bakke­møllen i Nexø, hvor jeg er født, og hvor far drev mølleri, indtil møllen under en storm i vinteren 1911 løb løbsk, hvorved der opstod brand, og møllen nedbrændte. Under slukningsarbejdet brækkede far det ene ben to steder, således at det herefter var ca. 6 cm. kor­tere end det andet. Mine forældre mistede ved denne lejlighed næsten alt, hvad de ejede. De talte aldrig direkte om det, men jeg har indtryk af, at de blev grundigt snydt af forsikringsselskabet. Forsikringsselskaber var jo. for 80 år siden ikke, hvad de er i dag. Ihvertfald var far en stor modstander af alt, hvad der havde med forsikring at gøre. Min moder kom fra et ret velstillet håndværker­hjem med tilhørende landbrug. Alt dette blot for at forstå baggrun­den for det slidsomme liv, den børnerige familie herefter kom til at føre under meget trange økonomiske forhold. De købte nu et ny udstykket og nybygget husmandssted på 10 tdrl. “Lillevang” (7. selv­ejergårds parcel) i Klemensker. Det lå i et meget barsk område og uden anlagt have eller læ af nogen slags.

Mine søskende

1. Hedvig Karen Hansigne, født 1901. Efter at have tjent på landet nogle år, blev hun gift med sønnen fra naboejendommen. Efter giftermålet havde de først et par mindre ejendomme, men endte med en gård på ca. 10 tdrl.
2. Alma Lovise, født 1902. Efter at have tjent som pige både på landet og i byen og været på højskole, blev hun gift med en fætter. De drev et mindre cementstøberi.
3. Karen Magda, født 1904. Efter at have tjent som pige på landet blev også hun gift med en nabosøn. Han havde arbejdet i kryolitminerne på Grønland, hvor hele familien også opholdt sig et par år, hvorefter de købte en nabogård til min ældste søster. Denne gård var også på ca. 40 tdrl.
4. Harald Christian, født 1905. Han var i sin ungdom tjenekarl på forskellige gårde. Giftede sig med en kusine, hvorefter de erhvervede en landbrugsejendom på ca. 10 tdrl.
5. Knud Aage, født 1907. Var den eneste af os søskende, der fik en håndværksmæssig uddan­nelse, men han tjente dog også nogle år som tjenestekarl på landet. Efter giftermålet byggede han deres eget hus og ernærede sig resten af livet som snedkersvend.
6. Karla Johanne, født 1908. Tjente i sin ungdom som pige dels på landet dels i byen. Giftede sig med en arbejdsmand fra byen, hvor de boede i lejet lejlighed.
7. Hans Edvard, født 1909. Tjente i sin ungdom som karl på forskellige gårde. Efter gifter­målet købte han eget hus og ernærede sig hovedsagelig som land­arbejder.
8. Jeg selv. Carl Otto, født 1911. Fra mit 14. til mit 22. år tjente jeg hovedsagelig som fodermester, Da blev jeg indkaldt som soldat, og det var jeg så de næste 40 år, hvor jeg havde en meget omtumlet tilvæ­relse, indtil jeg som 62-årig blev pensioneret og endelig selv kunne bestemme, hvor jeg ville bo, og købte så verdens dejligste hus her i Aasø på Langeland. Men det er jo altså en helt anden historie.
9. Anne, født 1913. Døde kort efter fødslen.
10. Eva Petra, født 1914. Også hun var tjenestepige i sin ungdom. Blev gift med en vogn­mand med forretning i Rønne.
11. Elly Kirsten, født 1916. Det samme mønster, ud at tjene indtil hun b1ev gift med en skræddersvend fra Rønne, der ernærede sig som sådan resten af livet.
12. Poul Anker, født 1918. Han arbejdede som møllersvend i sin ungdom. Efter giftermål etablerede han sig som vognmand og entreprenør i Rønne, og driver i skrivende stund stadig denne forretning.
13. Lilly Margith, født 1921. Blev gift med en gartner med eget gartneri og grøntforretning i Rønne.
14. Ada Margrethe, født 1923. Blev gift meden chauffør med eget hus i Rønne. Både Lilly og Ada var hjemme i deres ungdom for at hjælpe med landbruget, da vores forældre jo var kommet noget op i årene.

Ejendommen

Som det fremgår af det foranstående, flyttede mine forældre i 1911 fra BAKKEMØLLEN i Nexø til et ny udstykket og nyopført husmandssted på 10 tdrl. i Klemensker. Det var et meget barskt og ugæstfrit terræn ca. 5 km nord-nordøst for Klemensker stationsby i det nordlige hjørne af Klemensker sogn, grænsende mod Olsker og Rutsker sogne. Huset var en 2-længet vinkelbygning med kælder (se skitse). Det var jo kun en lille ejendom og vi var mange søskende, så vi havde aldrig fremmed hjælp undtagen til tærskning. De økonomiske forhold vedrørende ejendommen er jeg ikke helt klar over, men det er mit indtryk, at købsprisen var omkring 10.000 kr., og at ejendommen var gældsat for næsten hele beløbet. Da far solgte ejendom­men i 1928 fik han 11- 12.000 kr. for den, men da var den jo i betyde­lig bedre drift. Alt tilliggende var agerjord, undtagen ca. 1/2 tdrl. tørve- og mergelgrav samt lidt lergrav.

Bygningerne

Bygningerne var grundmurede og opført som helstensmur af cement­sten med gråt tegltag (cementtegl). De var hvidkalkede både ud­ og indvendig, undtagen selvfølgelig det indvendige af stuehuset, dog var spisekammer, køkken og bryggers hvidkalkede, Bygningerne blev kalket udvendigt hvert andet år, indvendig noget sjældnere. Der kunne godt gå 3-4 år imellem. Kalkningen udførte fader selv, men efterhånden som vi drenge blev 11-13 år, overtog vi arbejdet.

[Belysning]

Kraftforsyningen er der her slet ikke tale om. Som belysning stalde m.v. petroleumslygter (flagermuslygter). I stueområdet var der selvfølgelig også kun petroleumslamper, men kun i de to stuer var der hængelamper fastgjort i loftet, disse kunne reguleres ved at hæve og sænke dem. I de øvrige rum benyttedes håndlamper, vi havde to som så blev flyttet med rundt, eftersom der nu blev brug for det. Under første verdenskrig (1914-1918) kunne der ikke skaffes petroleum, så fandt man på, at lave lidt om på mekanis­men, så der kunne bruges tran i stedet for, men det var en meget elendig og ustabil belysning, de osede og stoppedes til ustandselig. Disse lamper skulle jo renses, efterses og påfyldes petroleum hver dag. Dette arbejde blev som regel varetaget af den ældste hjemmevæ­rende pige.

[Vand]

Vandet blev ved hjælp af en håndpumpe pumpet op af en brønd ude på gårdspladsen, herfra blev hvert enkelt dyr forsynet med vand båret ind i en spand, som dyret drak af, eller til svin, høns o.l. hældt op i et trug, Til husholdningsbrug var der i køkkenet anbragt en gammel stol, hvorpå der stod en spand, der altid var mere eller mindre fyldt med vand til fri afbenyttelse, på spanden var der anbragt en langskaftet øse, som vi så alle benyttede, når vi blev tørstige, den der tømte spanden skulle hente ny forsyning ude fra brønden, dette kunne godt somme tider volde lidt vanskeligheder, især om vinteren da pumpen ofte var frossen, så var der et større arbejde med at få den tøet op med varmt vand. I alt dette skete der ingen forandringer i min tid.

Omgivelserne. (Se skitsen)

Det var altid os drenge, der fejede gårdspladsen, som far i øvrigt efterhånden fik brolagt med sten, han selv huggede til. I det hele taget var det os, der holdt omgivelserne i orden, det var der aldrig problemer med. Det var moder, der havde ansvaret for alt, hvad der havde med såvel pryd- som køkkenhaven at gøre, men det var som regel os drenge, der udførte arbejdet efter hendes anvis­ninger. Jeg syntes altid, det var rart, at hjælpe moder med dette arbejde, selvom det som regel foregik om aftenen.

Besætningen

Vi havde 4 køer, 1 kvie og et par kalve. Køerne havde navne som Akkeleja, Rosa, Gamla og Tjykka, (Bornholmske navne) Køerne blev mærket med klippemærker i ørerne på bestemte steder med en særlig tang. Fader udførte selv mærkningen, men jeg har da også gjort det nogle gange som 12-13 årig. Vi havde ikke selv tyr, men trak køerne til bedækning hos naboen, der havde en noget større besætning. Køerne blev ikke afhornet.

Kælvningen blev ikke planlagt til en bestemt tid af året, men så hurtigt efter hinanden som muligt. Hvad menes der mon med “hvordan kalvene blev vænnet fra”? Fra hvad? En kalv dier jo aldrig sin moder. Lige fra fødslen lærer den at drikke, ved at man stikker sin hånd ned i den nymalkede “råmælk”. Det første døgn efter kælvningen har mælken en særlig sammensætning, er meget fed og må ikke sendes til mejeriet, så tvinger man kalvens mule ned til fingrene, som den så begynder at patte på. Efter et par dages forløb drikker den af sig selv. Kalven fik så sødmælk en fjorten dages tid, hvorefter der begyndte, at blive blandet skummetmælk i. Hvor længe den så fik skummetmælk afhang af, hvad kalven skulle anvendes til, men fra nogle få måneder op til et halvt års tid.

Vi beholdt kun ganske få kviekalve til opdræt, som erstatning for gamle køer der skulle sættes ud. De fleste kviekalve, og alle tyrekalve, blev fedet op og solgt til en slagter i Hasle. Handelen foregik hjemme hos os i kostalden, hvor far og slagteren stod og tingede om prisen, idet de nu og da gik ind til kalven, følte på den her og der og fremhævede gode og dårlige sider. Handelen afsluttedes med håndslag, og dagen efter blev kalven i et bur kørt til slagteren. Vi slagtede aldrig selv kalve.

I min tidligste barndom var besætningen af ret ringe kvalitet, men som årene gik, blev den udskiftet med en langt mere ydedygtig race, de kaldte den “Fynsk malkerace”. Jeg ved ikke, om det er det rette officielle navn. Nu blev far medlem af en kontrolforening, og der kom en kontrolassistent over til os og tog mælkeprøver en gang om måneden, samtidig med at han betjente naboen, hvor han boede natten over. Mælken blev leveret til Humledal andelsmejeri, hvor far var medlem. Vi havde 1-2 junger sødmælk, der blev afhentet af “mælkemanden”, en af leverandørerne; der havde et spand heste og en stor fjedervogn, hvorpå der var plads til ca. 25 mælkejunger. Ved 7-tiden om morgenen blev mælken afhentet og leveret tilbage som skummetmælk eller kærnemælk ved middagstid.

Kostalden.

Kostaldens indretning fremgår af vedlagte skitse. Hele gulvfladen var støbt i cement, undtagen hestebåsen, der nok var støbt, men ilagt lidt knudrede brosten, for at hesten ikke så let skulle glide. Køerne stod bundet med 2 i hver bås til hver sin side. Hver ko var bundet med et reb om halsen, det var fæstnet til spiltovet ved en kort jernlænke, der ved et beslag i spiltovet kunne glide op og ned, så køerne kunne bevæge hovedet temmelig frit.

Der var afløb til ajlebeholderen fra grebningen. Alle skillevægge var af træ.

Køerne blev bundet ind første halvdel af oktober afhæn­gigt af vejrforholdene. Først i perioden blev de fodret med roetop, da det jo faldt sammen med roeoptagningen, derefter begyndte så den egentlige vinterfodring med roer. Først blev Turnipsroerne brugt, derefter kårabi og sluttelig runkelroer.

I de første år jeg kan huske, blev roerne renset grundigt med en kniv, derefter raspet i en roerasper, der hængte på væggen i stalden, den var helt af jern, og bestod af en kasse med åbning i den ene side, der var forsynet med en rund jernskive med påmonterede skarpe knive og et håndtag, så man kunne dreje skiven rundt, og roesnitterne faldt ned i en pilekurv, der var anbragt nedenunder. Dette redskab gik imidlertid i stykker, da jeg var ca. 11 år gammel, der var jo ikke råd til at få den repareret, så derefter snittede min bror og jeg roerne i hånden med en ganske almindelig gammel brødkniv. Køerne fik et mål roer morgen og eftermiddag.

Foruden roer fik kreaturerne også et mål halm om formiddagen og et mål hø om eftermiddagen, hvis der var mere hø på høstænget, ellers halm i stedet. Desuden fik de et lille mål halm om aftenen efter malkningen. Om eftermiddagen fik de køer, der på det tidspunkt ydede mest mælk, et mindre mål kraftfoder, der bestod af en blanding af knuste soyakager og hvedeklid.

[Misvækståret 1917]

Men jeg synes, jeg her bliver nødt til at fortælle lidt om året 1917. Det var jo i slutningen af første verdenskrig, masser af varer var rationerede og tilførslerne meget mangelfulde, og samtidig var der nærmest total misvækst, i hvert fald på Bornholm. Alle afgrøder slog fuldstændig fejl. Jeg var jo kun 6 år gammel, men jeg kan huske, at vi hen på vinteren overhovedet ikke havde mere af det normale foder i behold. Tilmed var det en usædvanlig streng vinter, og sneen lå højt. Far og min ældste broder, der har været 12 år gammel, måtte ud i en lyngplantage, der lå ca. 1 km. borte, og slå noget lyng, for overhovedet at holde liv i kreaturerne, der var fuldstændig afmagrede, havde store liggesår og kunne næsten ikke rejse sig. I det tidligste forår måtte de bæres ud på marken, for så tidligt som muligt at komme til kræfter igen ved de første grønne spirer. Køerne gav selvsagt næsten ingen mælk under sådanne omstæn­digheder, så der var rigtig smalhans i huset. Kalvene blev stort set fodret som de voksne kreaturer, dog fik de ikke halm, men hø, så meget de ville æde. Som kraftfoder fik de hvedeklid, af roer fik de “Hesteroer”, det er en slags hvid gulerod, der normalt bliver noget større end denne.

[Dagligdag]

Det var os børn, der udførte så godt som alt arbejde i stalden. For at tage en typisk dag: Vi, far, mor og de ældste børn (11-13 år), stod op kl. 6, Det var ofte en af pigerne, der malkede, drengene skulle jo muge ud under dyrene og få gød­ningen kørt ud på møddingen, og derefter fodre kreaturerne, men i øvrigt hjalp vi alle til, hvor det var nødvendigt. Far fodrede og striglede hesten, hvorefter han skulle have morgenmad og som regel afsted til forskelligt arbejde hos fremmede, ofte som murer­arbejdsmand.

Mor havde travlt med at lave morgenmad, der altid bestod af havregrød og smørrebrød uden pålæg, men med skummetmælk til, og så skulle der jo smøres en del madpakker både til far og alle os unger, der skulle i skole. Morgentoilettet bestod for os, som havde staldarbejde, i, at vi vaskede os i en spand koldt vand enten ude i gården eller inde i stalden. Ellers foregik al person­lig hygiejne i køkkenet. Mor gik så i gang med at få de små børn vasket, klædt på og affodret, og så i det hele taget få gjort huset i stand og passe alt både ude og inde, indtil familien igen kunne samles i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Køerne blev malket 3 gange daglig, dog blev middagsmalkningen strøget de sidste par måneder før goldperioden. Moder malkede ofte om middagen, da der jo ikke altid var nogen af de større børn hjemme på det tids­punkt. Far kunne ikke malke. Når vi drenge kom hjem fra skole, gik vi i gang med at skære roer og fodre kreaturerne, vande dem og give dem kraftfoder, der nu skulle have det, så fik de et mål halm eller hø, og der skulle igen muges ud under køer og hest, samt et par gange om ugen under svinene. Om sommeren var det hele jo overstået, med at vande dyrene og give dem et nyt tøjerslag græs. Om aftenen kl. 8 malkedes der igen, det var de to ældste hjemmeværende børn, der ordnede det. Og sluttelig fik køerne et mål halm og hesten en ganghakkelse.

Klovene blev ikke klippet på kreaturerne. De blev striglet næsten hver dag i den tid, de ikke kom ud på græs. De blev vasket grundigt med sæbevand en enkelt gang i løbet af vinte­ren. Mælken opbevaredes i mælkejunger, der kunne rumme 40 eller 60 kg. De stod ude både sommer og vinter, om sommeren afkøledes de i en balje vand, der stod i skygge, i den varmeste tid blev vandet skiftet et par gange i løbet af eftermiddagen. Det var altid os drenge, der ordnede alt vedrørende arbejdet med mælkejungerne, de blev på trillebør kørt ud til vejen, hvor de stod på jorden, indtil mælkemanden hentede dem til mejeriet. Vi vaskede også spande og junger, der blev anvendt varmt vand, men uden tilsat rengørings­midler. Vi fik mælken retur enten som skummetmælk eller kærnemælk. Både skummetmælk og kærnemælk blev selvfølgelig i stor udstrækning anvendt i den daglige husholdning og ellers især til grise og kalve.

I denne arbejdsrytme skete der i alt væsentligt ingen ændringer i min tid.

Græsning

Hvornår køerne blev ”sat på græs”, som vi sagde, kunne være ret forskelligt fra år til år afhængigt af, hvor tidligt eller sent foråret kom. Principielt kom køerne ret sent ud, da der skulle spares på det spæde græs, så der kunne blive des mere hø, men en gang i løbet af maj måned blev de bundet ud. Her må man huske på, at for­året altid kommer ca. 2 uger senere på Bornholm end i det øvrige land. Kun de voksne kreaturer kom ud på græs, aldrig kalvene. Køerne stod tøjret i et ca. 3 m. langt jerntøjer med en ca. 20 cm lang jernpløk slået ned i jorden med en trækølle. Køerne blev flyttet hver anden time af os børn, hvis vi ikke alle var i skole, ellers af moder. De blev vandet i en lergrav om eftermiddagen, når vi kom hjem fra skole. De stod aldrig ude om natten, men blev bundet ind ved 7-tiden. Om middagen blev de malket ude i tøjerslaget, mælken blev båret hjem i mælkespanden. Nogle år med dårlig vækst, kunne der kun afses lidt græs til græsning, så gik vi drenge om aftenen og græsse­de dem ved grøftekanten langs sognevejen. I græsningsperioden fik dyrene ingen tilskudsfoder. Indbindingen skete gradvis, d. v. s. de stod ude færre og færre timer om dagen og blev endelig sat ind for vinteren i løbet af oktober måned.

[Festlighed]

Der var aldrig nogen form for festlighed i forbindelse med noget arbejdes udførelse, undtagen måske en anelse i forbindelse med tærsk­ningen, det var der simpelt hen hverken råd eller tid til.

Nu er der­ her jo tale om en meget lille besætning, og hvorledes der blev hand­let er beskrevet ovenfor. Der blev kun handlet med køer, når disse på grund af alder, vel 7-8 år, skulle udsættes. Alle kalve der ikke skulle lægges til, blev solgt som fedekalve, når de var 5-6 mdr. gamle.

Der var aldrig sygdom af nogen art i besætningen, undtagen en art kolik som vi kaldte “trommesyge”, det var en voldsom luftsamling i vommen, som dyret ikke selv kunne befri sig for. Men til det brug havde far et såkaldt “trommespyd”, dvs. en meget spids jernsyl – ca. 1/2 cm i diameter, med tilhørende jernrør, der blev anbragt på koens vom, hvorigennem spydet så blev drevet ind i vommen, når spydet så blev trukket ud, fusede luften ud gennem røret, og koen var rask. Dette udførte far selv, og senere også vi drenge, når vi blev 11-12 år gamle. Vi havde aldrig besøg af dyrlæge. Jo forresten een gang til en hest, og den døde.

Svin

Vi havde ingen grisesøer. Vi købte de smågrise, vi skulle bruge til opfedning, når de var 4 uger gamle hos vores nabo. Vi opfedede normalt 2 hold grise om året, hvert hold på 5-6 stk., der blev ind­købt, således, at de var slagtefærdige kort før terminerne i juni og december måned. Den allerførste tid efter at vi havde modtaget de 4 uger gamle grise, fik de varm skummetmælk med lidt kogte mosede kartofler i, men ret snart blev der også blandet lidt hvedeklid i, og lidt efter lidt gik vi så over til også at blande skrå i, som vi kaldte det, dvs. valset blandsæd bestående af byg og havre. Havde vi ikke nok af egen avl, fordi vi havde været nødt til at sælge for meget af den om efteråret, så blev der blandet indkøbt majs imellem. Der var ca. 4 km. til nærmeste mølle. Om vinteren fik de lidt større grise iblandet fintskårne gulerødder og om sommeren

Luserne, om sommeren blev der også kastet frisk grøn luserne ind til dem i den udendørs løbegård. Når vi havde kartofler nok til det, fik de kogte kartofler hele året, som selvfølgelig blev kogt på komfuret sammen med kartofler til os selv. Jeg mener, grisene var mellem 4 og 5 mdr. gamle, når de var klar til slagteriet. Vi havde ingen vægt, men far målte dem med en snor om brystkassen lige bag forbenene, og når de målte et bestemt antal tommer, var de slagte­færdige. Jeg kan desværre ikke huske, hvor mange tommer det var, men jeg mener, det svarede til en vægt på ca. 64 kg .

Når far var hjemme, tog han sig selv af pasningen af grisene, men ellers var det os drenge. De blev fodret 3 gange daglig, morgen, middag og aften. Far skar selv ornegrisene, medens en af os drenge holdt dem. Der var aldrig sygdom blandt grisene, jeg husker dem altid som sunde lyserøde grise med krølle på halen.

Slagtesvinene blev leveret til Rønne Andelssvineslagteri, men da vi kun havde et bur med plads til een gris, måtte vi ofte hos naboen låne en større vogn med bur til flere grise. Til eget forbrug slagtede vi kun en gris om året, den blev slagtet en halv snes dage før jul. Den var noget større og federe end dem, der blev leveret til slagteriet, den var jo ca. 1 måned ældre.

[Hjemmeslagtning]

Her vil jeg fortælle lidt om denne hjemmeslagtning, der foregik i bryggerset. Her er et af de få tilfælde, hvor vi havde fremmed hjælp. Vi havde altid en bestemt nabo til at stikke grisen. Han mødte med sit slagtegrej, knive, skrabere m.v. meget tidlig om morgenen, medens det endnu var ravende mørkt, så gik far og han ud i svinestien for at hente grisen. Der blev slået en løkke om trynen, og så blev den under megen larm og skrigen trukket ind i bryggerset og hevet op på slagtebænken, benene blev snøret sammen, og halsen grundigt vasket, så der ikke kom snavs i blodet. Så blev grisen stukket i halsens hovedpulsåre, og blodet væltede voldsomt ud af det store hul. Blodet sprøjtede ned i en spand med lidt byggryn i, medens blodet nu løb ud, skulle der røres kraftigt rundt med en stor slev, for at det ikke skulle koagulere, det skulle jo anvendes til blodpølse.

At røre rundt i blodet var normalt moders arbejde, men jeg fik da overdraget opgaven de sidste par år, jeg var hjemme. Det var en hård oplevelse, man blev jo oversprøjtet med blod fra dette skrigende og sprællende uhyre. Derefter blev grisen skoldet ved at blive dyppet helt ned i en balje med kogende vand, der imid­lertid var tilberedt i gruekedlen. Derefter blev børsterne skrabet af med en dertil særligt indrettet skraber, og til sidst blev den nærmest barberet med en meget skarp kniv.

Så blev den ved hjælp af en taljeanordning, der var fastgjort i en krog i loftbjælken, hejset op i bagbenene, der var spændt fra hinanden ved hjælp af en ca. 1/2 m. lang træstang. Så skar slagteren hele bugsiden op, så al indmaden nemt kunne tages ud, Så fik moder travlt med at rense mavesæk og tarme, der jo skulle anvendes til pølser.

Grisen hang natten over ude i bryggerset, hvor der jo var koldt, til næste dag. Så hjalp far og mor hinanden med at skære grisen ned og i passende stykker, der så blev saltet ned i en stor saltetønde. Af hovedet blev der lavet sylte. Det var så alt det sul, familien havde til det kommende år. Næste dag blev der lavet store portioner både blod- og lever­pølse, ja endog hvidepølse blev der lavet, hvidepølsens grundelement var risengrød.

Der blev lavet meget mere af de forskellige slags pølser, end der kunne rummes i mavesæk og tarme, så hele gruekedlen blev fyldt op med fyldte krukker og poser af tyndt lærred. Men så havde vi også pølser af diverse slags til omkring nytår, hvis det da var frostvejr, så den kunne holde sig frisk. Om aftenen havde vi “pølsegilde”, dvs. så kom slagteren med familie og skulle prøve­smage ribbensteg og pølse.

Heste

Der er kun een hest, jeg husker godt, den hed Fuks, den var rød med hvide sokker, det var en mindre, klejn hest. Før den havde vi en nordbagge. Jeg har været omkring 6 år, da jeg husker, den en morgen lå død i stalden. Derefter købte far nævnte Fuks. Den var helt ung, og jeg kan huske, at far masede med den, for at få den “kørt til” både for vogn og markredskaber. Den blev også tilredet, og vi drenge red senere en del på den, selvfølgelig uden sadel eller dækken.

Nu skal der jo ofte 2 heste til, for at trække de fleste markredskaber og vognlæs, så vi havde “hestelav” med en nabo, der havde en tilsva­rende ejendom som vores, også med kun een hest, så når som helst vi havde brug for det, gik vi bare ind i hinandens stald og hentede hesten, og bragte den tilbage, når vi var færdige med arbejdet. Det fungerede ganske gnidningsløst. Hesten blev vandet ved en træbalje, der stod ved pumpen på gårdspladsen. Den blev fodret med hakkelse, en blanding af halm og hø, den fik af og til lidt kærne blandet hakkelsen, alt efter hvor hårdt arbejdet var. Den blev skoet hos smeden i Klemensker stationsby, men der kunne gå mange måneder imellem, dette skete. Den stod tøjret ude på græs om sommeren, på samme måde og samtidig med kreaturerne.

Hestestalden. Se skitse.

Vi havde 1 arbejdsvogn, en såkaldt fast fjællevogn uden fjedre. Den blev brugt til alt kørende arbejde, såsom udkørsel af staldgødning og ajle, hjemkørsel af roer, korn, hø samt afhentning af brænde fra skoven m.m. Så havde vi 1 fjedervogn med 2 sæder, den havde træk­anordning til både een og to heste. Den blev brugt til al udgående kørsel, dvs. til mølle med korn, til Klemensker stationsby når der skulle købes ind i brugsen og grovvareforretningen af f.eks. kraftfoder, kunstgødning, koks m.m. Den blev også brugt til at transportere svin til slagteriet. En gang imellem blev den også brugt, når familien skulle besøge nogle bekendte lidt længere borte.

På Bornholm var der så godt som hverken taxa eller biler i det hele taget, i den tid der her er tale om. Den første bil jeg så, var ved min konfirmation i 1925, da kom min morbror, der var mejeribe­styrer i Lobbæk, kørende i sin nyanskaffede bil, og vi fik alle en køretur, det var en stor oplevelse.

[Fjerkræ]

Vi havde ingen får.

Vi havde ca. 30 høns af racen Minorka. Det var ret små høns med ringe kødansætning, men gode æglæggere. Æggene var helt hvide, men hønsene sorte. Vi solgte så godt som alle æggene til købmanden, hvortil der var et par kilometer, hertil bar vi børn pr. fodmarch æggene i en spånkurv og havde købmandsvarer med retur.

Som regn­skabsbog mellem købmanden og os havde vi en lille indbunden notes­bog, hvori mor havde indført, hvad vi skulle have med tilbage af kolonialvarer, beløbet for æggene blev så trukket fra. På denne måde var der næsten aldrig rede penge mellem os, hvad enten der var plus eller minus, blev det blot stående i bogen til senere udlig­ning.

Vi udrugede kun kyllinger til eget tillæg. En skrukhøne (en liggegal høne) blev lagt til rugning på ca. 12 æg i en af de almin­delige æggereder, der blot blev lukket fortil med en lem. Hønen blev så lukket ud et par gange om dagen for at æde og drikke. I den første tid efter udrugningen blev kyllingerne fodret med fine byg­gryn vel en halv snes dage, hvorefter de lidt efter lidt vænnede sig til. Det almindelige hønsefoder, der bestod af de forhåndenvæ­rende kornsorter, somme tider blandet majs. Hele hønseholdet sorte­rede under moder, men det var os drenge, der gjorde det grovere.

Foderet blev blot strøet ud om sommeren på jorden ude i hønsegård. I årets løb blev alle slagtehøns og hanekyllinger anvendt i husholdningen. I dette mønster skete der ingen ændringer i min tid. Om vinteren gik hønsene i den indendørs skrabeplads (spiggeplads), der var strøet med et lag avner. Der var ikke kunstigt lys.

Langs den ene væg var der anbragt en række æggereder i 2 etager var anbragt et trætrug, der altid var fyldt med vand, desuden var der i et hjørne en dynge sand, Forår og efterår gik hønsene helt frit ude i naturen. Kun så længe kornet stod på marken med kærne, blev de lukket inde i den udendørs hønsegård, hvor der var både sol og skygge og voksede alt muligt ukrudt og græs. Hegnet var et ca. 2 m. højt trådhegn. Hønsene blev udskiftet efter 3 år.

Vi havde altid nogle få ænder og/eller gæs til opfed­ning og salg til jul. Vi købte æggene af naboerne og udrugede dem så under en høne, der med meget mas prøvede at holde sammen på de ny udrugede ællinger eller gæslinger, men de ville jo hele tiden ned og svømme i et nærliggende lergrav, så det blev hun ret hurtigt ked af. De blev fra starten fodret med opblødt hvedeklid. Hen på sommeren fik gæslingerne at tilskud af fintsnittede gulerødder.

I øvrigt gik både ællinger og gæslinger frit ude, så de kunne gå og nippe til og snadre i alt muligt. Vi havde normalt 7-8 ænder og 3-4 gæs, der alle blev slagtet til jul. Slagtningen foregik simpelt hen på den måde, at far med en brændeøkse huggede hovedet af dem på huggeblokken. Så blev fjerene plukket af dem, det foregik som regel ude i bryggerset, men når det var rigtig koldt, foregik det inde i stuen, sikke et hus, fjerene fløj jo rundt i næsten hele huset. Bagefter blev de svedet af over åben flamme, så alle dunene blev fjernet. Så blev de skåret op og al indmaden taget ud. Så blev de lagt ud i bryggerset, hvor der forhåbentlig var frostgrader, så steg prisen nemlig ganske betydeligt, når de næste dag skulle sælges til brugsen i Klemensker. Herefter vankede der altid den herligste kråsesuppe de næste 3-4 dage. Vi beholdt da altid et par stykker selv til brug juleaften.

Dyrskuer

Det årlige dyrskue på Bornholm blev holdt i Almindingen og varede 2 dage, lørdag og søndag. Den første dag, som var den egentlige dyrskuedag, hvor dyrene blev bedømt og de bedste præmieret, besøgte far altid skuet, men vi havde aldrig selv dyr med. Andendagen kunne det ske, at de største af os børn også kunne få lejlighed til at komme en tur derind. Om formiddagen var der mønstring af dyrene og udstilling og forevisning af landbrugsmaskiner. Der var også forskellige konkurrencer i ridning og kørsel m.m.

Om eftermiddagen gik vi så rundt på gøglerbakken (Christianshøj), hvor der var en del for­skellige boder med slik og en masse ragelse, skydetelte, kraftprøver og telte med optræden af boksere og stærke mænd, og så selvfølgelig gynger og karruseller. Vi fik naturligvis ingen penge med hjemmefra, til at spendere på disse unyttige ting, de fandtes simpelthen ikke, men vi havde som regel selv et par tiører, som vi havde tjent ved at hjælpe naboerne med f.eks., at bære avner ind ved tærskning og føre hesten mellem roerækkerne, når disse skulle radrenses og lignende arbejder, så vi kunne købe en sodavand til vores medbragte madpakke.

Agerbruget

Vedlagte skitse viser stort set alt om markinddelingen. De forskel­lige marker var stort set lige store, ca. 1 1/2 tdrl. Dette var jo kun et lille husmandsbrug, så der var ikke brug for og heller ikke råd til konsulentbistand, der i det hele taget stort set var ukendt der på egnen på denne tid. Større planlægning var der ikke behov for, det var nogenlunde fastlagt een gang for alle, hvorledes sæd­skiftet skulle foregå.

Roer og græsfrø samt, om nødvendigt, forskellige kornsorter til udsæd indkøbtes i Klemensker Grovvareforretning. Foderærter, luserne og hvede var på den tid ikke almindeligt dyrket, men far eksperimenterede en del hermed.

[Tørv og mergel]

Der hørte, som vist på skit­sen, en tørve- og mergelgrav samt en mindre lergrav. I 2 perioder hentede vi mergel op, og hele ejendommen blev på denne måde gennem en årrække merglet. Mergelgraven blev tømt for vand ved hjælp af en vandslidsk, der bestod af en rundgående bred rem med pånittede vand­skåle, der så hældte vandet ud i en grøft. Maskineriet blev drevet ved hjælp af en hestegang trukket af to heste. Dette anlæg blev leveret af naboen, og trukket af hans to heste. Han hentede også selv mergel op, mergelgraven lå jo med halvdelen til hver side af skellet. Det var fin kalkmergel. Vi havde en nabohusmand til hjælp til at tage mergelen op. Som betaling for arbejdet fik han mergel til sin ejendom, der var jo næsten aldrig rede penge mellem folk. Mer­gelgraven var meget dyb, og der var anlagt tipvognspor, for at få den hentet op. Mergelen blev kørt ud på markerne i perioder med barfrost, så vognen ikke sank ned.

Ovenover mergelen var der et lag fin tørvejord, der først skulle fjernes, heraf æltede vi tørv til eget brug. Tørvejorden blev anbragt i et ca. 10 cm tykt lag på et underlag af brædder, så blev der hældt en passende del vand over, og det hele blev gennemæltet ved, at vi børn løb rundt i suppedasen med bare fødder. Så blev tørvemassen klappet flad med en skovl og skåret igennem både på langs og tværs med en tørverive, en hjemme­lavet håndrive af træ, hvor tænderne var 10 cm lange og med en afstand af 15 cm, altså passende tørvestørrelse. Nu lå massen og soltørredes, indtil den havde en substans, så den kunne fjernes uden at gå i stykke. Så blev tørvene stablet i kegleformede stakke, der var hule, så de kunne blive helt gennemtørret af sol og vind. Her stod de så, indtil de efter en tør periode kunne køres hjem under tag. Det var fint brændsel med god varmeevne.

[Sten til skærver]

Vi samlede ofte sten på markerne før tilsåningen om foråret, og på græsmarkerne før græsset kom i groning. Der var stengærde omkring nogle af markerne, her slog vi somme tider om vinteren sten til skærver, der blev solgt og leveret til kommunen, til vejdække på den nærliggende sog­nevej. Det gav vistnok ikke mange penge, men om vinteren var der ofte ikke andet arbejde at få.

[Dræning]

Andet efterårs-og vinterarbejde var dræning, også her hjalp vi store drenge til. Det var ofte ret dybe grøfter, der blev gravet, og det sidste spadestik var med en særlig spade, hvis blad var temmelig langt, vel 30-40 cm langt og ganske smalt, så drænrørene var lige til at lægge i en rende, der dog blev yderligere tildannet ved hjælp af et redskab med et halvrundt blad, altså samme facon som rørene. At kaste den opgravede jord ned i grøfterne igen var altid drengearbejde.

[Håndværk til eget brug]

Far havde værksted med en stor god høvlebænk i den ene svinesti. Her var jo altid dejligt varmt, og her arbejdede han meget om vinteren, når vejrliget hin­drede al udendørs virksomhed. Han havde overhovedet ingen værktøjs­maskiner, alt foregik ved hjælp af simpelt håndværktøj. Han reparerede og nyfremstillede simpelt hen alt, hvad der var brug for af trægenstande i bedriften såsom: Hamler, Svingler, Vognstænger, Håndriver, Trillebør, Malkeskamler m.m., og ikke mindst holdt alle vore træsko i orden ved at forsyne dem med overlæder og jævnlig forny træklamperne. De blev jo hurtigt nedslidt.

Forårsarbejdet

Efterårspløjningen var altid tilendebragt inden jul. Staldgødningen til det kommende års roeareal blev kørt ud og nedpløjet om efter­året. Til kartoflerne blev den kørt ud om foråret og pløjet ned samtidig med, at kartoflerne blev lagt. Dette blev udført på den måde, at far pløjede i et ganske normalt tempo, og så var vi to børn, såvel piger som drenge, med hver sin spand med læggekartofler (af egen avl), som vi så gik og droppede een efter een med en afstand af ca. 25 cm. i hver anden fure, der blev pløjet.

Al pløjning foregik med enkeltplov af fabrikatet “Fraugde”. Jeg skal her prøve at vise, hvorledes pløjningen blev udført:

Ajlen blev kørt ud på græsmarken om foråret, medens græsset endnu var ganske kort. Det skulle helst være regnvejr den dag, ajlen blev kørt ud, så den ikke fordampede, men trængte ned i jorden. Ajlen blev ved hjælp af en stor håndpumpe pumpet fra ajlebeholderen op i en ajle­tønde, der var anbragt på en fast fjællevogn og kørt ud på græsmar­ken, hvor den blev spredt ved hjælp af en ajlespreder, der var på­monteret ajletønden (et tværhængende jernrør med en masse huller). Far kørte vognen, og vi drenge pumpede.

Vi havde 3 harver, en kraf­tig fjederharve med store fjedrende tænder til den første grove harvning. Jorden blev som regel bearbejdet to gange med denne harve, på langs og på tværs. Dernæst med letharve med faste tættere siddende faste tænder. Denne gik ikke så dybt i jorden, men smuldrede jorden bedre.

Dernæst havde vi en ukrudtsharve, den var ganske let og spinkel med meget korte, klejne tænder. Den blev f.eks. brugt til at løsne jordskorpen i vintersædmarken om foråret, uden at sædspirerne tog nævneværdig skade. Den blev også brugt til at findele jorden yder­ligere.

Vi havde ingen jerntromle, men en såkaldt “Rulle”, fremstil­let af en tyktræstamme, vistnok asketræ.

Al såning af korn foregik med håndkraft. Far bandt en sæk på en ganske særlig måde om halsen og på venstre skulder således, at han havde højre hånd fri, hvormed han så strøede en håndfuld korn ud, hver gang han flyttede højre fod. Det var en kunst, at få kornet spredt fuldstændig jævnt ud på jorden, men jeg fik det da selv lært så nogenlunde. Kornet blev dækket ved hjælp af letharven.

Vi drenge deltog tidligt i markarbej­det, især med at harve, da far jo havde besvær med at følge hestene en hel dag på grund af sit ene korte ben. Pigerne deltog aldrig med at køre hestespandet. Der blev ikke brugt ret meget kunstgødning, kornmarkerne fik dog somme tider tilført lidt superfosfat om foråret. Det blev strøet ud på samme måde som kornet.

Til at så roer, der ja, skulle sås i række, lånte vi hos naboen en ganske lille anordning med et hjul foran og to stænger med håndtag bagtil, og så en lille så anordning i midten bestående af en lille beholder til frøet med et afløbsrør, hvorigennem frøet blev ledet ned i jorden i passende mængde. Den kunne selvfølgelig kun så een række ad gangen, den blev skubbet frem med håndkraft, dog som regel hjulpet af en af os drenge, der ved hjælp af et reb blev spændt for som trækkraft. Alt frø, korn og kunstgødning samt alle andre grovvarer, blev indkøbt i Klemensker Andelsgrovvareforretning.

Høslet

Vi tog kun een græsafgrøde til hø, efterslettet åd kreaturerne i tøjer. Far slog græsset med le sidst i juni måned, det blev ikke slået, før lidt op ad dagen, så al dug var fordampet fra stråene. Derefter lå det på skår til det var næsten helt tørt, vel en uges tid, men det kan der faktisk ifølge sagens natur ikke siges noget konkret om, da det jo helt afhang af vejrliget. Det blev vendt en enkelt gang, men det samme her, vejret kunne gøre, at det måtte vendes adskillige gange. Det blev revet sammen med håndriver og sat i stak. Stakkene blev ikke stækket, og der blev ikke brugt ryttere. Høet stod så i stak en halv snes dage, så blev det kørt hjem på fjællevognen og stukket op på høloftet over stalden gennem en luge i gavlen.

Roemarken

Roerne blev tyndet ud, når de havde skiftet blade. Der blev hakket grundigt og hæget om hver enkelt plante. Det var mor, der havde ansvaret for roepasningen, men selvfølgelig os børn der udførte det meste arbejde. Far var jo næsten altid på arbejde som murerhåndlan­ger, det var jo i den bedste byggeperiode på året. Men først skulle der jo renses mellem rækkerne med en radrenser. Det var en enkelt­renser trukket af een hest, der blev ført ved hånden mellem rækkerne af en af os drenge, renseren blev styret af far. En sådan rensning blev foretaget flere gange i løbet af sommeren, som regel hver gang vi var færdige med en omgang hakning, der blev foretaget 3-4 gange, sidste gang var sidst i juli måned. Jeg erindrer aldrig, der var næv­neværdige spring i roerne. Vi anvendte langskaftede roehakker, således at man kunne gå oprejst under arbejdet. Sidste halvdel af oktober blev roerne taget op i rækkefølge: Turnips, Runkelroer, Kålroer og gulerod. Roerne blev trukket op ved håndkraft, og toppen skåret af med en speciel kniv en såkaldt “Segl”:

Roer og top blev lagt i rækker hver for sig a 4 rækker, trukket op med 2 rækker fra hver side således:

Roerne blev derefter, ved hjælp af en roegreb med let krumme grene med en knop for enden, for ikke at beskadige roerne, læsset på fjællevognen og kørt hjem, hvor de blev læsset af med ca. halvdelen ind i loen og halvdelen i roekule lige udenfor. Ude i kulen blev der først anbragt et lag rughalm nærmest roerne. Derover et varie­rende tykt lag jord, alt efter hvor mange frostgrader, det var.

Jorden blev fremskaffet ved at grave en grøft rundt om kulen, her­ved hindrede man også, at der trængte vand ind til roerne ved regn­skyl. Det var et ret stort problem, af få et passende tykt lag jord på, dels måtte roerne ikke blivefor varme, så de spirede, dels skulle de beskyttes mod selv meget hård frost. Det skete da også enkelte gange, at nogle af roerne frøs, især i vindsiden, så skulle de køres ind og bruges snarest efter optøningen, ellers rådnede de. De frosne roer blev, før kreaturerne fik dem serveret, tøet op inde i stuen ved kakkelovnen.

Kornet

Den mest almindelige ukrudtsplante var tidsel. For at holde den nede, gik vi somme tider markerne igennem og stak tidselplanten med et tidseljern. Ellers blev der ikke foretaget videre, for at holde ukrudtet nede. Det er intet problem for en landmand at afgøre, hvor­når kornet er modent til at blive høstet. Han tager et aks, og rul­ler det mellem hænderne, falder kærnerne let af, er det modent, yderligere kan man putte et par kærner i munden og mærke, hvor hårde de er at tygge på.

Når der skulle høstes, var hele familien i marken. Far mejede kornet med le, af det herved fremkomne skår dannede moder med en trærive små hobe, der passede til et neg, som vi børn så bandt. Ved hjælp af nogle strå fremstillede vi selv på stedet båndet til at binde med. Det var en hel kunst, at fremstille et bånd og binde det, så det kunne holde til alle de processer, som neget skulle igennem inden tærskningen.

Negene blev straks stillet i hobe, to og to neg blev stillet skråt mod hinanden i rækker af forskellig længde, alt efter hvor kraftig afgrøden var. Det afhang naturligvis af vejret, hvor længe kornet stod i hobe på marken, men en halv snes dage var almindeligt.

Kornet blev kørt hjem i den faste fjællevogn, der blev ikke brugt høstlad af nogen slags, men vi brugte læssetræ. Far stak negene op i vognen, til den der stod i vognen og lagde læsset. Det var en af os større børn, der havde det­te ansvarsfulde arbejde, for det skulle både være bredt og temmelig højt, så man ikke spildte tiden med at køre frem og tilbage alt for mange gange, og så skulle det være lagt fuldstændig lige langt ud til hver side, ellers ville det jo skride ud, eller hele vognen vælte på vejen hjem. Det gælder i det hele taget, at vi børn, efter­hånden som vi voksede til, deltog i al slags arbejde, således at vi, inden vi blev kortfirmeret og kom ud at tjene henholdsvis som pige eller tjenestekarl, mestrede alt arbejde lige så godt som de voksne. Det havde vi megen gavn af.

Stubbene blev revet med håndrive, og derefter pillede vi aks op i en sæk, vi slæbte rundt med, det skete da også, at vi fik lov, at pille aks på naboens marker. Der var al­drig tale om høstgilde eller anden form for festlighed i anledning af høsten. Kornet blev ved hjemkørslen anbragt i en stor stak ”Hæs”, indtil det i løbet af efteråret skulle tærskes. Far havde andel et fælles tærskeværk, der også rensede kornet. I de senere år blev der også tilsluttet halmpresser med transportør. Men jeg kan da huske fra min tidligste barndom, at far tærskede hele avlen med plejl, det har sikkert været i misvækståret 1917.

Tærskeværket blev drevet af en dampmaskine, som brændsel brugtes både brænde og kul. Fyrbøder og ilægger var i tærsketiden fast ansatte til at følge med tærskeværket fra hus til hus. Fyrbøder havde ansvaret for flytning, opstilling og fyring og smøring af kedlen, og ilægger tilsvarende for tærskeværket. Det tog jo lang tid at varme kedlen op til fuld damp, så fyrbøderen mødte længe før de andre i nattens mulm og mørke.

Tærskedagen var en stor begivenhed, det var som om man på denne dag fik valuta for et helt års slid. Som arbejdskraft mødte 7-8 mand af naboerne, mandskabet fordeltes således: 1 mand på bordet for at skære negene op, og lægge dem i armene på ilæg­geren,(et hverv som jeg i øvrigt overtog de sidste par år, jeg var hjemme) 2 mand i hæsset, 1 mand til at forke halmen ind gennem lugen til halmloftet, 2 mand på selve halmloftet, 2 mand til at bære kornsækkene op på kornloftet. Dette var et meget hårdt arbejde, hver sæk vejede 100 kg. og skulle bæres op ad en stejl lofttrappe. Desuden bar vi drenge avnerne ind.

Alt i alt en større arbejdsstyr­ke, der skulle affodres med et par gode måltider et par gange i løbet af dagen, vi var jo alle sultne og ”åd som en tærsker”. Vi fik som regel flæskesteg med æbleskiver bagefter, og sikke en masse. Kornet blev lagt i dynger på stueloftet, hvor det lå til yderligere tørring. I løbet af året blev det så anvendt til svine­ og hønsefoder, og noget blev anvendt som såsæd næste forår. Biev der en sjælden gang noget tilovers, blev det solgt til grovvarefor­retningen i Klemensker.

Kartoflerne blev som regel taget op den 26. september, denne dag var det nemlig kong Christian den X fødselsdag, og i den anledning havde vi børn fri fra skole. Hele familien deltog i dette arbejde, der foregik på den måde, at far pløjede 2 rækker kartofler op, således at furerne vendte til hver sin side. 2 mand med en pilekurv mellem sig lå så på knæ og pillede kartoflerne op i kurven, for at finde alle knoldene, var det nødvendigt med den ene hånd, at rage den op pløjede jord ned i furen igen. Når kurven var fuld, blev kartoflerne tømt op i en vogn, og når denne var fuld kørt hjem, og her blev de fleste kulet ned ligesom roerne. På denne måde kunne de bedst og længst holde sig friske.

[Sild til saltning]

Her efter høsten først i september måned, fik vi høstsild til ned­saltning. Der skulle jo en hel del til, da vi så godt som hver dag fik spegesild til aftensmåltidet, foruden jævnligt stegt saltet sild til middag. Der var en gammel “sildemand”, der kørte forskellige ruter og leverede fisk til egnens befolkning. Han var svensker og kørte rundt i en lille vogn med en meget lille hest for. I parentes bemærket: Han kunne godt lide en lille ”syp” eller to*.

Han og mor kunne længe tinge om prisen: skulle være 12 eller 14 øre pundet? Ved denne lejlighed fik vi flere kasser sild. Når de var nedsaltede, var der 4 sildefjerdinger fulde. Alle os børn, der var store nok, deltog med at gælde silden, d,v.s, skære hovederne af dem og samti­dig trække alle indvoldene ud. Så blev de grundigt skyllet, og moder lagde dem så i lag ned i fjerdingerne med en masse salt mellem hvert lag.

[Hvidtøl]

Et andet arbejde der skulle gøres her om efteråret, dog noget nærmer, jul, var at brygge hvidtøl, Hvordan det i detaljer blev fremstillet, ved jeg ikke, men hele gruekedlen blev fyldt med vand og kogt, og i hvert fald blev der tilsat humle. Når det var færdigt, blev det fyldt på flasker og nogle store lerdunke. Det smagte fortræffeligt, og kunne holde sig meget længe,

Mine forældre drev denne ejendom indtil 1928. Mine forældre havde, så vidt jeg kan bedømme, intet besvær med at opdrage os 13 børn, det sørgede vi selv for indbyrdes, Jeg kan aldrig huske, at der var noget, jeg ikke måtte, eller noget jeg skulle, men vi vidste nøjag­tigt, hvor grænsen gik, alt det var en selvfølge.

Nogle år var far et virksomt medlem af husmandsforeningen, hvor han en tid var i bestyrelsen. Et par vintre gennemgik han regnskabskursus for land­bohjem.

Skolegang

Der var selvfølgelig ingen valgmuligheder vedrørende skolefag. Jeg gik i Klemens nordre skole, der var 4 km. til skolen. Jeg synes, jeg vil gøre lidt ekstra ud af at fortælle om min skolegang, idet det står for mig, som noget af det bedste afsnit af mit Iiv, og det skyldes udelukkende vores uforglemmelige lærer Jensen. Ham er jeg megen tak skyldig.

Skolen havde 2 klasseværelser med 4 klasser, Vi gik kun i skole hver anden dag, 1. og 4. klasserne en dag og 2. og 3. klasserne den næste dag, Pædagogisk meget hensigtsmæssigt, da de små i 1. klasse så kunne følges med de store i 4. klasse, hvilket især om vinteren var nødvendigt, da vi selvfølgelig gik den nærmeste vej over marker, grøfter og gærde, så de små ofte sad fast i sneen til midt på livet og måtte hives op af de store.

1.og 2. klasserne havde en skolefrøken, 3. og 4. klasse havde en mandlig lærer. Vi sad ved 2-mandspulte med skrå skriveklap over et rum til bøgerne. Midt på foran var der et i bordet nedfældet blækhus, så det ikke kunne vælte. Piger og drenge sad adskilt, drengene i to rækker til højre, pigerne i to rækker til venstre. Foran rækkerne var der et kateter oppe på en forhøjning, hvorfra læreren havde et godt overblik over, hvad der foregik nede i klassen.

Ved siden af kateteret var der en stor rund kakkelovn, der blev fyret med koks. Når det var rigtigt koldt, blev kakkelovnen somme tider helt rødglødende. Der var to store sorte tavler, een vægtavle og een vippetavle på stativ. I loftet var fast­ gjort 3 nedrullelige landkort, et over Danmark, et over Europa og et over hele jordkloden. Der var træpanel i halv højde, den øverste halvdel var hvidkalket.

Vort fodtøj på vej til skole var selvfølge­lig trætræsko med halmvisk i. Om sommeren var det udmærket, da tog vi ofte træskoene i hånden og løb med bare fødder. Men om vinteren tabte vi ofte, især de små 1. og 2. klasser, træskoene i snedriverne, og træskoene blev fulde af sne, så vi ved ankomsten til skolen var pjaskvåde om fødderne. Til træskoene var der ude på gangen et træ­skorum til hver elev, hvor vi satte træskoene og iførte os de med­bragte kludesko, som mor selv havde syet. Men her sad vi så med våde fødder, der lige netop kunne nå et blive helt tørre, til vi skulle ud og have træskoene på igen til hjemturen, og al væden i træskoene var jo nu frosset til is, men alt det blev taget som en selvfølge, det kunne jo ikke være anderledes.

Det forventedes, at børnene, når de begyndte i skole, kendte bogstaverne og kunne skrive dem og helst også kunne stave. Det kunne knibe for nogle, men for os søskende var det aldrig noget problem, de ældre lærte de yngre det. I første klasse skrev vi udelukkende på tavle med griffel.

Frøken Kofoed havde 1. og 2. klasse. Hun var en myndig dame, og der var aldrig så meget som tilløb til uro i klassen, men vi kunne godt lide hende og havde fuld tillid til hende.

Lærer Jensen havde 3. og 4. klasse. Denne mand var en ganske særlig personlighed. Han var i min tid en mand i halvtredserne. Før han om morgenen præcis kl. 8 trådte ind i klasseværelset, var vi alle på vores pladser og i fuld­kommen ro. Den elev der først bemærkede ham råbte “klassen ret”, og vi stod så alle i retstilling, til han svarede med et “tak”, derefter tog han violinen og vi sang stående en morgensalme, hvor­efter han højt bad FADERVOR.

Så først begyndte undervisningen, der foregik i fuldkommen ro, der var aldrig tale om den mindste uro i klassen, hvis der en sjælden gang kunne anes en smule uopmærksomhed på de bagerste rækker, var det nok til at genoprette fuld opmærksom­hed, at læreren så ned til vedkommende på sin særlige måde og sagde ”Peter”, altså navnet på vedkommende. Igen, når læreren forlod klas­seværelset, stod klassen ret, til han var ude af døren, så først kunne vi elever geberde os, som vi ville. På samme måde når han i ­middagsfrikvarteret gik over legepladsen hen til naboen for at spise, råbte den første, der fik øje på ham “front”, og vi indtog alle retstilling, med front mod ham.

Når undervisningen var forbi, og vi skulle hjem, stillede læreren sig foran kateteret, og vi elever gik så i rækkefølge hen foran ham og bukkede henholdsvis nejede for ham og gik lige så stille ud af døren. Vi havde selvfølgelig ikke så mange fag, som skolebørn har i dag, Men disse flere fag, der undervises i i dag, er jo rent kundskabsberigende ret ligegyl­dige, såsom samfundslære, klassens time m.m. Det er min erfaring, at vi vidste mere om disse ting end børn af i dag, tilegnet ved at vi læste aviser, og ikke mindst lyttede til de voksnes mere alvor­lige samtaler. Til gengæld lærte vi grundfagene som dansk, regning, historie, geografi og bibelhistorie særdeles grundigt.

 Jeg har senere i livet erfaret, at vor viden i disse fag stod fuldt på højde med elever fra byskoler, der havde gået i skole hver dag og endt med realeksamen. Også gymnastiktimerne var noget ganske særligt. Gym­nastikken foregik ude på den grusbelagte legeplads og kun om somme­ren. Kun drengene havde gymnastik. Pigerne havde i den time hånd­ gerning.

Jeg har gennem mit senere virke erfaret, at vores gymnastik var anlagt på fuldstændig militær vis. Vi lærte således f.eks. at “træde an”‘ lynhurtigt i samme rækkefølge, vi sad i klas­sen, rette ind til højre og røre fra fløjen, derefter fulgte de samme øvelser pinligt nøjagtigt, som jeg senere har erfaret øvedes i forsvaret f. eks. “falde ned” og “rejse sig op” krybe og kravle m.m.

Lærer Jensen var en meget alvorlig og tavs mand, der ikke brugte unødvendige ord. Al kommunikation drejede sig udelukkende om det foreliggende fag, aldrig om uvedkommende mere eller mindre private emner, men han var en gudbenådet højtlæser og fortæller. En vittighed fra hans side var utænkelig, og hvis det utænkelige var sket, ville han ganske givet være sunket dybt i vores agtelse. Han var besindig og retfærdig i behandlingen af os. Nu tænker de fleste sikkert, der læser dette i dag, hvor må de stakkels børn have haft det forfærdeligt ja grusomt, at være prisgivet en så diktatorisk tyran som lærer. Men nej! De kan spare sig deres med­ynk, vi havde det pragtfuldt i vores skole, der herskede en egen tryg, fordragelig ånd, aldrig spektakel eller slagsmål. Vi agtede og beundrede vores lærer og kunne gå gennem ild og vand for ham.

Efter denne gode skoletid var det mit lønlige store ønske, at kunne fortsætte med en videre uddannelse, men det var jo helt udenfor mulighedernes grænse på grund af de økonomiske forhold, i så fald skulle jeg jo fortsætte i Rønne Statsskole, umuligt. Men heldigvis blev det så senere i livet muligt at suge lidt flere kundskaber, idet jeg efter endt rekruttjeneste kunne fortsætte på flere af forsvarets befalingsmandsskoler, der jo var gratis.

[Juletiden]

Juletiden var stort set den eneste tid på året, hvor der var ”gæste­ri” af nogen betydning. Nu var huset jo forholdsvis godt forsynet med både mad og drikke af enhver slags, da der selvfølgelig også blev bagt både hvede- og rugbrød, samt et sortiment af småkager såsom klejner, brune kager, vaniljekranse og pebernødder m. fl.

Juleaften var naturligvis højdepunktet, der blev altid serveret både flæske- og andesteg. I anden var der fyld bestående af sved­sker, æbler og hjemmebagte kringler. Efter middagen kom juletræet ind, og vi børn gik i gang med at pynte det efter alle kunstens regler med flag, engle, glaskugler, istappe, store og små papirkurve, som vi selv havde lavet sidste søndag før jul. Så tog hele forsamlingen (vi kunne godt være op. til en halv snes stykker) hinanden i hånden, medens vi gik rundt om juletræet og sang julesalmer. Julegaver var der ikke meget af, men der var da altid nogle bløde pakker med forskelligt tøj, som vi nødvendigvis alligevel skulle have f. eks, strømper, vanter, kludesko, ja alt muligt både inder- og ydertøj, Alt sammen ting mor selv havde fremstillet om aftenerne ja nætterne med. Tænk til alle os unger? Men til gengæld var vi ganske givet også mere taknemlige for disse gaver, end mange børn af i dag er, for alt det de modtager af video, fjernsyn og walkman m. v., der mange gange bliver modtaget som en selvfølge.

Senere på aftenen hyggede vi os med forskellige spil f.eks. mølle og tavle o. i., spil vi selv havde fremstillet, og så gættede vi pebernødder. Dette kunne godt blive lidt problematisk, da vi af mor fik udleveret lige mange pebernødder, så skulle vi efterhånden gætte, hvor mange hver gemte i hånden:, deri der gættede rigtigt, skulle have nødderne, det var jo ikke særlig morsomt, hvis nogen var så uheldig at blive helt blanket af.

Alle dagene mellem jul og nytår var “helligdage”, dvs ingen arbejdede mere end nødvendigt for at røgte dyrene og i øvrigt holde alt i orden. Til gengæld holdt vi altid et såkaldt julegilde, der var et for familier i naboskabet, der blev inviteret til efter­middagskaffe og middag, Børnene var selvfølgelig altid med til disse sammenkomster, og når de hver havde 3-4 stykker, kunne vi godt blive et anseligt selskab, På tilsvarende måde besøgte vi så dem, Desuden var vi som regel til husmandsforeningens juletræsfest på Klemens Kro, Nytårsaften var nok lidt mere højtidelig end en almin­delig aften, men ikke noget med skyderi eller fest og ballade, Maden var også lidt ud over det sædvanlige (levninger fra julen) . Men noget så ringe som nytårstorsk fik vi aldrig, dengang var torsk og sild simpel hverdagsmad, Juletræet blev også for sidste gang hentet ind fra “bedstestuen”, hvor det ellers stod, der blev jo ikke varmet op, så det tabte ikke nålene. Det var skik, at vi store drenge senere på aftenen løb rundt til naboerne og flyttede rundt på og ombyttede naboernes redskaber, havelåger o.l., især redskaber der endnu ikke var kommet i hus, men stod og flød ude på markerne. Samtidig skulle vi jo også passe på, at andre ligesindede ikke gjorde det samme ved vores ting. Det var meget spændende og sjovt, især nytårsmorgen at se de forskellige naboer gå rundt og lede efter deres sager.

Ud at tjene

Jeg fyldte 14 år og blev konfirmeret i april måned 1925, og dermed var barndommens dage forbi, Jeg blev fæstet som 3. karl fra 1.maj på Tyndekullegård i Klemensker, gård på ca. 60 tdrl. Den lå ca. 4 km fra mit hjem, Foruden mig var der en forkarl en anden karl og to piger.

Gårdmandsfolkene var ældre mennesker, der var 14 børn. De var selvfølgelig ikke hjemme alle sammen samtidig, men vi var et mylder af mennesker både ude og inde. Det var et særdeles godt sted at være, men slide måtte vi alle, også folkene selv og deres børn, men det var jeg jo heldigvis vant til hjemmefra, så det faldt ganske naturligt. Nu var det godt, at jeg havde fået lov til at stifte bekendtskab med alt muligt arbejde, for her blev man bare sat i gang med det, og så var det en selvfølge, at man kunne det.

Jeg hjalp til med at malke 6-8 køer 3 gange dagligt, køre alle slags avlsredskaber (dog ikke høstmaskiner og radsåmaskine), køre staldgødning ud på marken og sprede det ud med håndkraft, lægge hølæs og meget andet, Det var hårdt, men absolut ikke kedeligt. Jeg fulgte interesseret med i alt arbejde, det var jo min agt senere at købe egen ejendom. Arbejdsdagen var fra kl. 6 morgen til kl. 7 af­ten, men der var 1½ times middagshvil og 2 gange ½ time kaffepause.

Vi blev faktisk behandlet som een stor familie, vi spiste alle ved samme bord, og det var god kraftig veltillavet kost, som altid stod klar på bordet på klokkeslæt til spisetid, så mandfolkene ikke skulle vente på maden.

Ved bordet sad vi i rangfølge, med husbond for øverste bordende. Ved langsiden til venstre for ham, sad madmoder, derefter et par af de mindste børn, så pigebørnene i aldersorden, og endelig eventuelle tjenestepiger. Ved den anden side af bordet sad så alle mandfolkene, med de mindste drenge nærmest husbond og videre i nummerorden, og endelig os tjenestekarle med forkarlen for den nederste bordende.

Vinteraftenerne tilbragte vi inde i daglig­stuen sammen med familien, hvor vi tilbragte tiden med at læse avisen og ellers gode bøger, som der var en del af i bogskabet. Den bog jeg særligt husker fra den tid er Martin Andersen Nexøs “Pelle Erobreren”. Jeg kunne tydeligt leve mig ind i drengens liv på lan­det, det var selvfølgelig en del strengere end mit havde været, men alligevel.

Jeg fik 125 kr. i lønning den sommer. Lønnen blev altid kun udbetalt hvert halve år, 1. maj og 1. november. Da blev tjenestefolkene kaldt ind i stuen én efter én. Her sad husbond med pengekassen og udbetalte, hvad vi skulle have for det foregående halvår. Fik vi uforudsete udgifter i løbet af halvåret, kunne vi dog få et mindre forskud udbetalt et par gange i løbet af halvåret, det var som regel kun beløb på 5-10 kr., men det var ikke velset, at man åbenbart således ikke havde styr på økonomien.

Andenkarlen og jeg sov i samme rum i en udlænge. Jeg skriver udtrykkelig “sov”, for der var ikke tale om, at vi kunne opholde os der undtagen i sengen, og da slet ikke om vinteren, der var kun tynde halvstensmure og ikke nogen mulighed for opvarmning. Sengene var træsenge med en ret høj fjæl, så der var plads til et tykt lag halm, der blev ud­skiftet hver flyttedag (1. maj og 1. november), ovenpå halmen var der en halmmadras og til sidst et lagen. Overdynen var af groft hørlær­red, godt stoppet med hjemmefremstillede gåsefjer, men uden betræk.

I sengen kunne vi udmærket holde varmen, selv om vinteren når der var rimfrost både på vægge og dyne. I øvrigt var dette ganske, som jeg var vant til hjemmefra. Foruden sengene var der et fælles bord og en stol til os hver, væggene var nøgne og hvidkalkede. Til opbe­varing af private ting såsom tøj m.m., havde jeg en lille kiste med hjemmefra, den havde min mor brugt i sin ungdom. Min kammerat, der jo var nogle år ældre, havde sit eget klædeskab. Et sådan anskaffede jeg mig også, da jeg blev lidt ældre og fik råd til det. Vi sagde “De” til husbond og madmor, men de sagde selvfølgelig “Du” til os.

Der blev ikke ført opsyn med, hvad vi foretog os i fritiden, hvilken der jo altså ikke var ret meget af. Gårdmandsfolkene var grundtvigi­anere, og gik ofte i kirke. Vi tjenestefolk fik på skift fri søndag formiddag, hvis vi ville i kirke, hvad vi ofte benyttede os af, men der var ikke tale om noget pres. Vi havde fridag hver anden søn­dag eftermiddag efter middagsmåltidet.

Den personlige hygiejne var særdeles mangelfuld. Efter hver malkning vaskede vi os ude på gårds­pladsen i en mælkespand med koldt vand både sommer og vinter. Håret vaskede jeg en gang imellem, når jeg kom hjem søndag eftermiddag, ved samme lejlighed blev jeg så også barberet. Vi kom således aldrig i bad, dog! mejeriet havde et rum med badekar, hvor vi nogle dage før jul kunne få et varmt bad. Hvordan har vi dog lugtet, men sådan set var det ikke noget problem, det var jo ens for alle. Om sommeren cyklede vi af og til ”Skovly”, hvor vi så fik et ordentligt bad i Østersøen.

Af arbejdstøj havde jeg 2 sæt overalls at skifte med, ind imellem brugte jeg da også nedslidt søndagstøj, men det var der jo ifølge sagens natur ikke megen brug for. Som “pænt” tøj brugte jeg således mit konfirmationstøj i adskillige år. Vi gik altid med ”vest”. På de varmeste sommerdage kunne det dog ske, at vi smed vesten og gik i skjorteærmer, men aldrig med nøgen overkrop. Under malknin­gen havde jeg et par gamle kasserede overall udenpå, der sprøjtede jo altid lidt mælk op på tøjet, hvor det kunne blive til en hel kage. Jeg gik altid med hjemmestrikkede grå sokker og dito vanter, når det var koldt.

Nærmest kroppen havde jeg hjemmesyede skjorter af hvidt lærred. Vores mor strikkede og syede alt vores undertøj, og desuden vaskede og vedligeholdt vores tøj i flere år, efter at vi var kommet ud at tjene, herfor fik hun fra hver af os 12 kr. halvårlig. Som fodtøj brugte vi selvfølgelig trætræsko, altså træsko som også havde træoverdel. Ved pløjning og udkørsel og spredning af staldgødning og lignende arbejder, brugte vi træskostøvler, der var fremstillet blot ved at sømme et langt læderskaft på et par træsko.

Vi gik altid med hovedbeklædning, som oftest hat. Jeg havde aldrig fået et sæt nyt tøj, eller nyt tøj overhovedet, før min konfirmation, da fik jeg et jakkesæt med tilhørende hat, og tænk! et par helt nye sko, det havde jeg aldrig prøvet at have på fødderne før. Men til at finansiere hele denne herlighed, havde jeg selv gennem årene sparet de fleste penge sammen. Tidligere havde mor syet alt mit tøj af forskelligt aflagt tøj, foræret af diverse naboer.

Vedrørende de forskellige arbejdsgange og udførelse, er der ingen grund til at beskrive nærmere her, da det stort set fulgte samme mønster, som beskrevet fra mit hjem. Dog er der et par ting, der adskiller sig væsentlig herfra. Her var delvis løsdrift, idet kreaturerne en tid; hen på sommeren græssede på en mark, der var indhegnet med et lægte­hegn. I denne tid var køerne ude om natten. Når de skulle malkes, blev de gennet ind i et lille aflukke. Her var eget tærskeværk.= Det var et lille værk, men dog med renseværk, så halm, avner og kærne blev skilt ad. Værket blev trukket via en hestegang, Det var selv­følgelig et meget langsommeligt arbejde, men der sparedes altså al fremmed hjælp, og så var der arbejde til karlene næsten hele vinteren når der ikke var andet arbejde.

Når vi skulle skifte plads 1. maj eller 1. november, cyklede vi straks efter endt morgenarbejde hen til den gård, hvortil vi skulle flytte, der fik vi udleveret et hestekø­retøj og kørte tilbage og hentede vores kiste eller klædeskab. Dette var tilendebragt ved middagstid, og så var der frieftermid­dag, så vi kunne komme ind til byen, og for vores udbetalte lønning kunne forsyne os med tøj og andre fornødenheder til brug i det næste halvår. Og så skulle der under alle omstændigheder blive en lille skilling tilovers, til at sætte ind på bog i Bornholms Spare­kasse. De søndag eftermiddag jeg havde fri, tilbragte jeg næsten al­tid hjemme hos mine forældre, det samme gjorde mine søskende, der var ude at tjene, så vi var jo ofte et større komsammen, der så drøftede, hvad vi lavede og hvordan.

Sommeren 1925 tjente min 1½ år ældre broder Hans på en nærliggende mindre gård ”Knudshøj” som enekarl. Han var nu 1. november 1925 blevet for gammel (for dyr). Ejeren af denne gård var søn af gårdmandsfolkene på Tyndekullegård. Jeg var til gengæld for ung til at kunne fortsætte som fodermester (2. karl) her. Altså! den 1. november 1925 byttede vi simpelt hen gårde, Vi kendte jo alle hinanden, så vi vidste, hvad vi gik ind til, Det var faktisk ret så stor en omvæltning for mig, som altid havde været vant til en hel masse børn alle vegne. Her var kun os tre voksne mennesker, husbond og hans søster som madmor og så jeg. Vi var alle lidet snakkesalige, så der kunne gå dage, hvor der ikke blev mælet ret mange ord, men vi havde det rart sammen. Der behøvedes ikke ret megen diskussion vedrørende det daglige arbejde, det gik sin stille gang, vi kendte jo til den mindste enkelthed, hvordan alt skulle gøres. I de to år jeg tjente her, fik jeg 125 kr. for vinterhalvåret og 175 kr. for sommerhalvåret.

Alt her foregik omtrent som hjemme hos faderen på Tyndekullegård blot i mindre format. Der var dog et par arbejdsområder, der var nye for mig. Her blev ca. halvdelen af årets høst tærsket ved fællestærskeværk drevet af dampmaskine, resten tærskede vi i løbet af vinteren ved hjælp af et ganske enkelt lille maskineri der hovedsagelig kun bestod af en trækasse med en valse, der slog kærnerne af aksene. Valsen blev drevet rundt ved hjælp af et håndsving, hvor jeg så var drivkraften, og husbond puttede kornet ned til valsen i en tynd jævn strøm. Halm og kærner blev ikke skilt ad, så halmen blev rystet godt igennem ved håndkraft. Kærner og av­ner blev så fejet op og renset gennem en hånddrevet blæser. Dette var selvfølgelig et meget langsommeligt arbejde, men så havde vi jo altid noget at bestille hele vinteren.

Der var ikke afløb for ajlen fra svinehuset, så den blev blot opsamlet i en lille grube, som jeg så ved hjælp af en spand bar ud på marken, når den var fuld. Det var ikke noget rart arbejde, især ikke om vinteren, når jeg skulle vade gennem is og sne med en skvulpende spand ajle.

Om vinteren i streng frost brød vi isen i en nærliggende dam i så store flager som muligt, for at vi kunne fiske dem op og læsse dem på en fjælle­vogn. Så blev isen leveret til andelsmejeriet, hvor den opbevaredes sommeren over i et særligt tykmuret ishus. Det var hårdt arbejde.

Vi fældede også træer i en tilhørende lille lund, men kun til eget brug. Her tjente jeg så indtil efteråret 1927. Så ville min broder, der jo stadig tjente på Tyndekullegård, ud og prøve noget nyt, og jeg var blevet for gammel (dyr) til at fortsætte på Knudshøj, så det var jo så ligetil, at jeg igen afløste ham og flyttede tilbage til Tyndekullegård, og her fortsatte jeg jo så bare, hvor jeg slap for to år siden. Men sidst på vinteren 1928 overtog en af sønnerne gården, og min husbond købte Bolbygård, en nabogård der var noget større, ca. 80-tdrl., og jeg flyttede med. Hen nu udelukkende som fodermester.

Gården (Bolbygård) blev købt på en af de mange tvangsauktioner. Foruden mig var der en forkarl (en af mine brødre) en andenkarl og to, piger samt stadig en masse børn. Besætningen bestod af ca. 30 malkekøer plus opdræt og kalve og en tyr. Der var op til et halvt hundrede fedesvin, det kunne variere noget, 1 orne og 3-4 grisesøer.

Et par gange om året blev der afholdt auktion over smågrise (4 uger gamle) og drægtige sogylte (første gangs drægtige). Her fik jeg 250 kr. halvårlig lønning. Alle udlænger var nedbrændt et par år, før min husbond overtog den, så det var helt nye store moderne staldbygninger, jeg fik at arbejde i.

[Husflidsskole]

Om vinteren fulgte vi tre karle et husflidskursus i Klemensker, arrangeret af en nyoprettet husflidsforening. Det var meget interessant, vi lavede da mange gode brugsting. Jeg lavede således blandt andet et par søgræsstole (læne­stole). Her var jeg så indtil 1. maj 1930.

Det var jo midt i den store landbrugskrise, og landbruget indskrænkede på alle tænkelige måder, da det næsten ikke kunne undgås, at bedriften gav underskud. Det der for tiden finder sted af tvangsauktioner i landbruget er for intet at regne i forhold til det utal af fallitter der fandt sted dengang. Men det var der ikke noget at gøre ved, der var i hvert fald ingen hjælpeforanstaltninger af nogen art. Der var mange landbrugsmedhjælpere, der gik ledige, og nogle tjente for bare kost og logi især om vinteren.

[Lillegård i Nyker]

Men nu ville jeg ud og se lidt andre forhold, og det viste sig, at når det blev oplyst, at jeg havde tjent så forholdsvis mange år hos gårdejer Kofoed på Tyndekullegård, og Bolbygård, så kunne jeg nemt få plads og også til en anstændig løn. Jeg fæstede mig som fodermester på Lillegård i Nyker. Jeg fik 350 kr. i løn for sommerhalvåret og 300 kr. for vinterhalvåret. Dette var en meget stor omvæltning for mig. Bygningerne var meget gamle og dårligt indrettede.

De tidligere pladser jeg havde haft var præget af, at husbond selv gik med i alt arbejde, og at alt var velholdt og i mønsterværdig orden. Husbond her var ligesom lidt “finere” på det. Han var, som det hedder på bornholmsk mål ”Sande­mand” – på dansk Sognefoged. Han deltog ikke ret meget i det daglige arbejde. Han deltog således aldrig i malkningen, og kom i det hele taget meget sjældent ned i kostalden, og blandede sig aldrig i hvordan jeg røgtede besætningen, eller i med hvad eller hvor meget køerne blev fodret. Jeg har ikke megen forståelse for de nymodens konsulenter, der pinligt nøjagtigt regner ud, hvad og hvor meget hver enkelt ko skal have af de forskellige foderstoffer. Jeg aner ikke, hvor meget eller hvor lidt i vægt, det enkelte kreatur, der var i min varetægt, fik, jeg havde simpelt hen ikke nogen vægt, hverken til kraftfoder eller grovfoder, men med de erfaringer jeg nu havde, er jeg helt sikker på, at hvert enkelt individ fik nøjagtig, hvad der til enhver tid var det mest formålstjenlige.

Gårdej­eren var medlem af en kontrolforening, og en gang om måneden havde vi besøg af konsulenten, der kom og tog mælkeprøver. Som det frem­går af ovenstående, regerede jeg så godt som enevældigt i “min” kostald, men til gengæld var jeg også helt alene om ansvaret for at alt fungerede, som det skulle. Ved min tiltræden var alt i en jammerlig forfatning, hvad vedligeholdelse af mælkejunger, alle slags redskaber og installationer angår, så her var noget at tage fat på, som de tidligere fodermestre havde forsømt. Der havde da også været tre forskellige det sidste halve år før min tid. Det var da også normalt, at den slags tog husbond sig selv af. Men jeg tog det som en udfordring og fik efterhånden det hele sat i stand ved at sende det til de respektive håndværkere oppe i landsbyen. Og husbond betalte uden at mukke, så det var en meget tilfredsstillende ordning for mig.

Besætningen bestod af 30 malkekøer, som jeg og en malkepige malkede 3 gange daglig, morgen og aften fik vi dog somme tider lidt hjælp af en af døtrene. Desuden selvfølgelig en del op­dræt og kalve samt en tyr. På visse tider om sommeren måtte vi meget tidligt op om morgenen, ja allerede kl. 4, det var, når køerne stod tøjret på den fjerneste græsmark, så skulle jeg først helt der ud og hente den gamle adstadige hest, der skulle trækkes hjem og spændes for vognen med mælkejunger, spande og malkepige, og så ud til køerne igen og malke 15-16 køer, give dem et tøjerslag græsning og så være tilbage til gården, inden mælkekusken kom for at hente mælken til mejeriet. Så først skulle vi ind og have morgenmad. Jeg vaskede selv mælkejungerne, hertil fik jeg kogende vand. Om vinteren foregik det inde i bryggerset.

Det var en rar familie at være hos, jeg havde det bedste forhold til hele familien,og også her havde jeg en meget familiær stilling. Ægteparret var omkring de halvtreds år og havde 6 børn mellem 10 og 20 år, og dem kom jeg særdeles godt ud af det sammen med. Det var en meget levende familie, der interesserede sig for og deltog i alt, hvad der rørte sig i sognet, og det blev anset for en selv­følge, at jeg også deltog i det alt sammen på lige fod med den øvrige ungdom. Vi var meget interesserede i gymnastik, og sport i det hele taget. Den ældste af sønnerne var gymnastiklærer og ledede flere gymnastikhold i Nyker forsamlingshus, og her deltog vi alle i gymnastiken. Desuden fulgtes vi ad til aftenskoleundervisning i Nyker skole. Det var rart at få opfrisket lidt af sin børnelærdom, efter at man de sidste 5 år ikke havde haft lejlighed til hverken regne eller skrive, men bare knokle hver dag fra morgen til aften. Endelig gik vi også til folkedans. Om vinteren løb vi på skøjter på en nærliggende dam, og i middagstimen og om aftenen spillede vi ofte bordtennis.

[Soldatertjeneste og ansættelse i forsvaret]

Her havde jeg så 3 gode år, indtil jeg den 10. maj 1933, meget mod min vilje, blev indkaldt til soldatertjeneste ved 5. regiment i Vordingborg, Det havde jeg slet ikke tid til, det var jo snart på den tid, da jeg skulle begynde at tænke på at finde en passende landejendom. Den ældste søn på Lillegård, der i mellemtiden var blevet officer, trøstede mig ganske vist med, at det kunne jeg godt slå ud af hovedet, de ville ganske givet beholde mig inde ved for­svaret, når de først havde fået fat på mig. Og det kom altså også til at slå til.

Jeg blev ved forsvaret og gennem 10 år avancerede op gennem graderne, indtil jeg som 62 årig kaptajn blev afskediget på grund af alder fra april 1973. Min tjenestetid faldt i en tid, hvor der blev flyttet meget rundt med befalingsmændene, så jeg har gennem et langt liv rejst land og rige rundt og forrettet tjeneste utallige steder, deriblandt et halvt år i GAZA ved De Forenede Nati­oners fredsbevarende styrker der. Men se det er jo en helt anden historie.

[*Den omtalte sildemand var Magnes Olsen, som kørte rundt og solgte fisk, boede på Aldersly, Bedegadevej 28 – matrikel 15n og 15o – Bornholms historie]