Tejn fiskerlejes ejendomme før 1914

De ældste huse i Tejn

Jeg er i gang med at beskrive de ældste huse i fiskerlejet. Indtil nu er 26 ejendomme undersøgt og beskrevet. Jeg har koncentreret mig om den ældste historie. Ejendomslisten vil blive suppleret løbende på min hjemmeside: Tejn fiskerleje – Bornholms historie. Alle ejendomme er fra før 1914.

På denne liste har jeg blot givet enkelte oplysninger om stederne. Hvis man vil vide mere, så må man trykke på linket.

Ndr. Strandvej 22, Tejn – matrikel 29b

Her var røgeri fra omring 1920

Den nordligste ejendom i fiskerlejet Tejn var en af de syv grunde, der samlet blev solgt på auktion i 1867. Det var en del af det kongens udmarksjord som overgik til ”Tejn Fiskerlejes Bestyrelse for udmarksjord”. Det var mod nord (matriklerne 29-), mod vest (matriklerne 31-) og sydøst (matriklerne 30- og 82-) Få ejendomme eksisterede allerede i 1867 – de fleste blev først udparcellerede og bebyggede i 1880-1910.

Ndr. Strandvej 22 – det sidste hus i Tejn før det bliver til Sandkås!. Foto: JVH 26/11 2021

Ndr. Strandvej 31, Tejn – matrikel 1h

1921-1940 Christian Mogensens silderøgeri

Ejendommen har sandsynligvis eksisteret tilbage til 1600tallet, men beboerne kendes først fra 1785. Bygningerne, der findes indtegnet på de ældste matrikelkort, er som de så ud omkring 1786. Det var dobbelthuse (eller trippelhuse?) som havde avlsjord som ejendom og havde desuden kongelig fæstejord.

1946-1949 udsnit af luftfoto. Til venstre for vejen: Ndr. Strandvej 22 og 24. Til højre: Ndr. Strandvej 67 – 65 og 63

Den nye ejendommen på grunden ejes i dag af Bornholms Regionskommune og fungerer som Tejn Medborgerhus og rummer Tejn lokalhistoriske Arkiv

Ndr. Strandvej 15, Tejn – matrikel 1a og 8

Det var et gedigent firefagshus -en slags aftægtsbolig – blev det i 1857 til et ni fags hus, som fik lov til at stå ret intakt til det brændte i 1949.

Ndr. Strandvej matrikel 1a og 8 foto omkring 1940. Tejn Lokalhistorisk Arkiv

Strandgården, Strædet 19, Tejn – Matrikel 2a

Denne ejendom føres tilbage til 1700tallet: Den havde som få i Tejn avlsjord og havde kgl. Fæstejord. Det lå oprindeligt nær havet og var en usund bolig. Det var et af argumenterne i  1856 for at ejeren satte ild på ejendommen. Med forsikringen opbyggede han nye bygninger på et mere bekvemt sted.  Jeg har skrevet en artikel om ildebrandene – heriblandt Strandgårdens – i Bornholmske Samlinger, som udkommer i november 2026. Det var en stor sag på Bornholm o 1859 og 1860, hvor en nedsat brandkommission afslørede en række påsatte brande og forsikringssagen -læs Brandkommissionen 1859-1860 – Bornholms historie

Strandgårdens nordre længe og tværbygning fotograferet o.1942. Tejn lokalhistoriske Arkiv

Havnebakken 5, Tejn – matrikel 13

Ejendommen er en af Tejns ældste bebyggelser. Den kan (med lidt usikkerhed) lokaliseres på Hammers kort fra 1750 og det er muligt at følge beboeren tilbage til 1787.

Hjørnet, Havnebakken 15, Tejn – Matrikel 3a

Ejendommen kan føres tilbage til 1730.

I 1835 til 1888 boede Bendt Jørgensen her. Han var en kendt og vel respekteret mand, der havde forskellige tillidsposter i Olsker sogn og i Tejn. I hans hus blev der holdt fester med dans og udskænkning. Han sad i en længere periode i Sognerådet.

Hans ejendom brændte på mistænkelig måde i 1840 og i gen 1857. Han var under mistanke for selv at have påsat brandene. Under Brandkommissionens afhøringer i 1859 blev han anklaget for at have opfordret andre Tejnboere til at sætte ild til sin gamle faldefærdige huse, hæve forsikringssummen og opfører et nyt ved hjælp af forsikringssummen. Han sad ¾ år i varetægtsfængsel inden han blev frikendt.

Senere blev Bendt Jørgensen aktiv i Allinge Sandvigs Total-afholdsforening!

Ejendommen Hjørnet i Tejn 1951.Ejeren forærede jord til opførelsen af Tejn kirke. – luftfoto tilh. Kgl. Bibliotek

Havnebakken 18, Tejn – matrikel 23a

Ejendom fra o. 1840, som var en del af et meget gammelt hus. Bolig til bager, arbejdsmænd, postbud og fiskere.

Nordre Strandvej 3, Tejn – Matrikel 4c

Ejendommen har eksisteret i 1700tallet. Det bestod af to længer, hvoraf det ene var stuehus og det andet avlsbygning. Til ejendommen hørte en anger og eng i byens vang på omkring 9 tønder land.

Kontrolassistent Viggo Ferdinand Pedersen fik i 1938 bevilling til at drive beværtning uden ret til udskænkning af stærke drikke i Tejn. Huset, som nu var på en længe, blev kaldt Vigbo. Det blev meget benyttet til forsamlinger af forskellig art. Der var serveringspersonale. Her betalte man også opkrævede kommunale skatter.

Tejn Sparekasse blev indrettet i lokalet mod havnen i 1969.

Tejn Sparekasse 1959 – udklip i Tejn Lokalarkiv

Postgade 2, Tejn – matrikel 5a

Ejendommen var en af de ældste i Fiskerlejet Tejn. Hus og lade lå tæt i midten af fiskerlejet og havde jord i fiskerlejets vang. Fra skifter og skatterestancelister i amtsregnskaberne kendes beboer tilbage fra slutningen af 1600-tallet.

Billede af den nordre længe blev brugt til en artikel i 1969, da Sparekassen blev indviet. Teksten er misvisende, da denne længe blev revet ned før 1914

1968-1985 Bornholms Spare- og Laanekasse – I dag ombygget til to lejligheder.

Almely, Postgade 10, Tejn – matrikel 31ae

Det ser ud til at Almely er bygget af Morten Hansen og Kirstine Pedersdatter, der begge måtte afsone henholdsvis 4 og 8 års tugthusarbejde for at have sat ild på deres tidligere bolig, Granly, Stenløsevej 2 i 1851. I så fald er dette hus et bevis for, at selv om man blev dømt hårdt for en forbrydelse, så kunne man vende tilbage til samfundet og skabe sig et liv.

Almely på matrikel 31ae på matrikelkort 1860

Sdr. Strandvej 11-15, Tejn – matrikel 12

Ejendommen lå i den østligste del af fiskerlejet og tæt på kysten. Sandsynligvis har den eksisterer tilbage i 1600-tallet, men beboerne kendes først fra 1770, hvor det var bolig for en fisker, der tillige drev krovirksomhed.

Brandforsikringspolicens grundplan med a beboelse og b røgeriet. Forsikring 228 var nærmeste nabo Sdr. Strandvej 22

Sdr. Strandvej 14, Tejn – matrikel 10a og 10d

Huset nr. 13 på matrikel 10 er med på det ældste matrikelkort, hvis oprindelse må strække sig tilbage til 1700-tallet. Desværre er det ikke muligt at føre ejerlisten længere tilbage end til 1820. Huset blev revet ned engang i 1920-erne eller først i 1930-erne. Den nuværende bygning, Sdr. Strandvej 14, er bygget oven på noget af det gamle fundament.

Sdr. Strandvej 18 på det ældste matrikelkort fra 1826

Sdr. Strandvej 18, Tejn – matrikel 20a

Jeg kender ejere tilbage til 1818, men ejendommen, der er den østligste bebyggelse i fiskerlej, er sandsynligvis meget ældre. I 1823 var det blot på fire fag. I 1835 var huset på seks fag og i 1838 ni fag, som det også er i dag.

Sdr. Strandvej 22, Tejn – matrikel 31y

Huset ligger på det “Udmarksjordene” matrikel 31c, som først blev udmatrikuleret i 1879 og solgt til Thorsens enke i 1889. På gavlen står i dag årstallet 1878, hvilket godt kan passe. Husene på udmarksjordene blev oftest bygget før jorden blev solgt til husejerne.

Tornvang, Mikkelegade 23, Tejn – matrikel 6a

I 1810 kaldtes huset for ”Kærhuset” med jord på Tejns vang, såkaldt ”fiskerlejets friheds jord”.

Ejendommen er oftest registreret som parcellerne 13 og 20 af 1. vornedgård i Olsker. Hovedparten af de ca. 11 tønder land er herfra.

Luftfoto af Tornvang fra syd. 1958 (efter havnens udvidelse, derfor måske senere!) Tilhører Kgl. Bibliotek

Thorkildsvej 7, Tejn – matrikel 7a

Huset er med på det ældste matrikelkort. Det ligger på fiskerlejet vang og tæt ved et vangeled. Huset må have eksisteret i o. 1786, hvor bygningerne blev indtegnet på et matrikelkortet. Løkken som huset ligger på kaldtes Trolseløkken (Troldens løkke?).

Luftfoto o 1955 af Thorkildsvej 7 i Tej – tilh. Kgl. Bibliotek

Møllegade 6, Tejn – matrikel 31ac

Dobbelthuset Møllegade 6 og 8 blev bygget på ”gaden”, fiskerlejets fællesjord, omkring 1880. Det er svært at dokumentere, da jeg ikke har fundet konkrete dokumenter derpå. Da grundene blev udmatrikulerede i 1879 og endelig solgt, bevidnet med et udfærdiget skøde i 1887, var husene byggede.’

Luftfoto 1958 Møllegade 6 (tv) og 8 (th). Tilh. Kgl. Bibliotek

De to sammenbyggede huse var sandsynligvis opført samtidigt. I brandtaksationerne er nævnt at det var en lergavl, der adskilte husene, som vist ikke var velegnet til at stå alene.

Møllegade 8, Tejn – matrikel 10a – tidl. matrikel 31ad

Den nordre del af dobbelthuset, som tidligere havde matrikel 31ad, som var en parcel af 31c. Udmarkslodden 31aq og 31ad blev i 1972 slået sammen under 10a.

Møllehuset, Møllegade 11, Tejn – matrikel 31p

Huset Møllegade 11 matrikel 31p betragtes som sammenhørende med møllen, hvilket det sandsynligvis ikke var i starten. Huset, eller et ældre tilsvarende hus, lå der inden møllen kom til Tejn. Både hus og møllen lå på kongens udmarksjord og møllejorden blev først matrikuleret i 1870erne og solgt til Jens Chr. Pedersen i 1876.

Stubmøllen set fra sydvest. Efter 1904. Bornholmske Billeder. Foto: Kjøller (sandsynligvis Bendt K)

Stubmøllen i Tejn – matrikel 31n

I flere beskrivelser antages det, at stubmøllen er fra slutningen af 1700-tallen og stammede fra Trebengårdene i  Aarsballe. Møllen skulle være flyttet herfra til Tejn i 1849. Denne antagelse har jeg ikke funder bekræftet i kilder og kan derfor ikke dokumenteres.

Med nogenlunde sikkerhed kan jeg sige, at Jens Christian Pedersen var den første ejer af møllen. I hvert fald som jeg kender. I officielle lister, kirkebøger og folketællinger nævnes han først som skomager, som sin far, dernæst som fisker og husmand. Aldrig som møller.

Møllegade 12, Tejn – matrikel 17

Ejendommen har eksisteret side 1821. Huset har gennemgået flere ombygninger.

Magelius Hansen og Anna

Peder Munch døde 27år gammel på en fisketur ud for Rønne i 1904. Enken Anna Emilie opførte silderøgeriet, der eksisterede frem til o.1960. Magelius Hansen Maribo dannede par med enken allerede fra 1910, men de blev først gift i 1923. Inden ejendommen blev solgt i 1935 blev formalia bragt i orden. Anna Emilie fik tinglyst skifteattest efter Peter Munch den 21/11 1935 og Magelius Maribo fik vielsesattesten tinglyst som adkomst til huset.

Møllegade 13, Tejn – matrikel 31m

På kort over Tejn 1867, som K.M.Kofoed tegnede i 1912, ses en bebyggelse på udmarken, som kunne være Møllegade 13. Jordlodden som netop i 1867 blev overgivet til Tejn Udmarksbestyrelse fik matrikel 31c. Jeg tror, at huset er bygget inden 1867 på parcel nr. 5 af matrikel 31c. Parcellerne blev efterhånden udmatrikuleret i 1870erne af Indenrigsministeriet, der bestemte at denne jordlod skulle have matrikelnummeret 31m uden hartkorn og gl. skat.

1867 – Møllegade 13 på K.M.Kofoed håndtegnet kort

Så vidt jeg kan se, må røgeriet først være startet efter 1911, da det ikke er anført i forsikringen samme år, ej hellere i folketællingen. I 1916 er Hansinius Jensen både fisker og silderøger. I 1960erne var det Tejns mest produktive røgeri.

Personalet o 1940 med børn – Møllegade 13. Bagerst ses Hansinius Jensen. TLA

Møllegade 14, Tejn – matrikel 16

På denne grund har der sandsynligvis været hus tilbage til 1700-tallet, men ejerne kendes først fra 1820. Huset var lille (fire fag) og var bolig for fiskerfamilier. Huset blev revet ned inden 1901 og grunden først igen bebygget i 1937.

Møllegade 19, Tejn – matrikel 31e – Tejn Bageri

Jens Peter Bendtsen er født og opvokset på nabogrunden Havnebakken 5. Ifølge forsikringspolice år 1900 er stuehuset bygget i 1873 og bageriet i 1875. Imidlertid findes der ingen bager på adressen i folketællingen 1880. Jens Peter Bendtsen er arbejdsmand i folketællingen 1880. Det er muligt at der var bageri fra i starten, men først blev hovederhvervet senere.

Martin Christensen i bageriet 1951. Stilbillede fra “Landbageren”

De første 5 minutter af Statens Filmcentral film fra 1951 om  Landbageren | Danmark på Film er optagelser fra Tejn Bageri. Bageriejer, bagersvend og bagerlærling optræder i filmen.

Møllegade 21, Tejn – Matrikel 9a

Ejendommen lå ud mod fiskerlejets vang og hører til den gamle bebyggelse med avlsjord. Her boede i ældre tid avlsbrugeren og ikke fiskeren, som i så mange andre ejendomme. I 1847 var ejendommen på i alt 14 fag.

I nyere tid var det bolig for fisker Emil Munch og hans familie.

Emil Munch på fiskerbåd sammen med tre af sine døtre 1945-1947. Foto: Bornholmske Billeder

Der er endnu en lille rest af stengærdet mod nord, der afgrænsede den vigtigste vej fra fiskerlejet ud på landet.

 

Havnebakken 10, Tejn – matrikel 19a –

Der har ligget et hus på grunden tilbage til omkring 1800.

Jens Sinius Andersen og hustruen Ane Madsine Frederikke flyttede i 1887 fra Christiansø til Tejn. I 1893 byggede de et silderøgeri. Jens blev senere fiskehandler og konen silderøger. De fik syv børn, som alle udvandrede til Amerika.

Christian returnerede fra Amerike og hjalp sine forældre i røgeriet. Efter Jens Sinius døde i 1919, overtog Christian silderøgeriet og moderen tog over til børnene i Amerika. Tilbage var Christian, som den eneste til at drive røgeriet videre. Måsken var det i sin ensomhed han kaldte stedet for ”Mindet”?

Skifte fra 1919 efter Jensinius Andersen, hvor 6 ud af 7 børn var i Amerika

JVH 2. oktober 2026

 

PS. Ejendomme i Sandkås er tidligere beskrevet se: Sandkås – oversigt

 

You may also like...