Rothes forhørsprotokol for Vester Herred, 1859

Rothes protokol

Se Brandkommissionen 1859-1860 – som den overordnede side.

Se originalen 1859 Brandkommissionens Forhørsprotokol ved Rothe

Protokollen indeholder referater af forhør som Herman Rothe gennemførte i Rønne fra den 13.august til 15.december i Rønne på Bornholm. Det sidste referat er af en afhøring den 31.december som fandt sted i København.

 Forhørene omfatter 14 ildebrande i Vestermarie på en i Sorthat/Muleby i Nyker sogn. Nummererede Litra A til S:

• Litra A 20/8 1858 – Hus på 8. vg. grund i Vestermarie tilhørende Snedker Hans Hansen (I dag Thomensminde, Vestermarievej 25)
• Litra B 9/5 1859 – Hus på 32.selvejergårds grund i Vestermarie (i dag Ankersminde, Kirkemøllevej 21) tilhørende Skomager Peder (Larsen) Schou
• Litra C 16/7 1857 – Hus ved Segenleddet i Almindingen, som er arvefæstelodden nr. 1 til Nyker, men hører under Vestermariesogn tilhørende Peder Larsen
• Litra D 29/8 1858 – Mølle på 10. selvejergårds grund i Vestermarie tilhørende Hans Macedo Westh
• Litra E 29/6 1858 – Hus på 57. selvejergård parcel matrikel 63c i Vestermarie tilhørende Nicolai Jørgensen (Rømeregårdsvej nr 40)
• Litra G 28/5 1859 – Hus på 67. selvejergård fortov i Vestermarie tilhørende Lars Christensen (Westh)
• Litra I 9/6 1859 – Hus på 68. selvejergård fortov i Vestermarie tilhørende Arist Hansen
• Litra L 20/7 1853 – Hus på 18. selvejergård fortov i Vestermarie tilhørende Hans Christian Boss
• Litra N 20/4 1850 – Gård, Hakkeledgård 64. selvejergård i Vestermarie, ejet af Hans Michael Hansen, men beboet af Jens Andersen, som tjente på gården og havde opsyn.
• Litra O 20/7 1857 – Hus i Nyker på Kongens Mark tilhørende Jørgen Elleby
• Litra P 22/8 1858 – Hus på 2. selvejergård grund i Vestermarie tilhørende Jeppe Henrik Jensen – afbrændt af Abraham Petersen efter aftale
• Litra (P fortsat) 31/7 1855 – Hus på 68 selvejergård fortov i Vestermarie tilhørende Abraham Petersen 
• Litra Q 21/7 1853 – Sammenbyggede huse på 65. selvejergård grund tilhørende henholdsvis Anders Andersen og Kirstine Mathea, Peder Dahls fraskilte hustru
• Litra S 21/6 1851 – to gårde, 10. og 11. selvejergård Smørengegårdene i Vestermarie, tilhørende Løjtnant Johan Bidstrup West (10. selvejergård) og Johan Christian Mahler West (11. selvejergård) og Vester Herreds politiprotokol side 271b

 

Indholdsreferat

13.august 1859 side 4

Litra A. Afhøring af Anders Kure der tjente hos forpagteren af Præstegården. Ole Andersen afhørt. Han havde haft tjeneste hos proprietær Hasselriis.

Fortsat afhøring af arrestanten (snedker Hans Hansen). Hans hustru Ane Cathrine Hansen blev afhørt om hvilke værktøj hendes mand havde haft. Vidste ikke at havde en høvlebænk. Manden havde haft 2 frakker, hvoraf den ene brændte, 2 eller 3 bukser, af hvilke ingen brændt.

16.august 1859 side 6

Litra A Arrestanten snedker Hans Hansen fra Vestermarie vedkendte sig ildspåsættelsen på hans hus den 20.august 1858. Havde købt et dårligt hus for 17 år siden, som han måtte bygge om.  Dette hus brændte for omtrent 4 år siden. Det havde kostet ham mange penge at genopføre huset og betale renter på lån. Han havde nu en gæld på 1600 rigsdaler. Han lånte i 1857 400 rigsdaler af prokurator Ipsen. Han kunne ikke betale, så hans kautionister forlangte pengene udredt. Kautionist husmand Per Dal ville have de penge, som han måtte betale for hans gæld, tilbagebetalt Mikkeldag. Hvis Hans Hansen ikke kunne finde en anden mand til at betale for sig, så måtte ildspåsættelse være løsningen, mente Dal. Eller, sagde Hans Hansen, sådan måtte han forstå sin kautionists løsningsmodel. Han længe spekuleret på denne måde ”at hjælpe sig af med sin forlegenhed for Penge”.

Da han var ved at hente høsten i hus, benyttede han lejligheden til at hente en krampe til stolpen, hvor han kunne binde hesten. Den tid det tog ham at slå krampen i stolpen, var nok til at sætte ild i noget hør i den østlige ende af huset ved hjælp af en svovlstikke.

Et nyt hus var næsten færdigopbygget. Han mente ikke at forsikringssummen på 980 rigsdaler. var for meget, da det nye hus havde kostet ham nogle hundrede rigsdaler mere. Han erkendte, at forsikringen af løsøret var for høj.

Peer Jørgensen Dal af Nylars blev afhørt. Han havde rigtignok kautioneret for 400 rigsdaler. Men han havde kun sagt at Hans Hansen måtte ”søge at gjøre Udvej til at have denne Gæld berigtiget”. Han havde ikke foreslået at afbrænde stedet. Men, indrømmede han, han havde senere tænkt om Hans Hansen havde grebet til denne udvej.

Hans Hansen indrømmede, at han muligvis havde misforstået Peer Dals udsagn.

17.august 1859 side 10

Litra A. Prokurator Ipsen blev afhørt. Han erkendt et kontant lån på 400 rigsdaler til Hans Hansen og at Peder Jørgensen Dal havde indgået en selvskyldner kaution. Der var andre kreditorer, så hvis han ikke havde hjulpet ham med lånet, havde han mistet huset. Han havde først i dette år (1859) fået 200 rigsdaler afdrag på lånet og resten stod som 4. prioritet i det nye hus. Han havde derved fået løst P. Dal for sine forpligtelser. Ipsen mente, at Hans Hansen var kommet i ”pengeforlegenhed” ved at miste indtægter ved opførelse af bygninger for Forstvæsenet og ved vejarbejde.

17.august 1859 Side 11

Litra B Peder Larsen Schou blev afhørt og varetægtsfængslet for ildebranden den 9. maj 1859 i Vestermarie.

Nabokonen Karen Kirstine Jensen og Bertel Kofoed havde afgivet beskrivelse af branden, som hun gentog. Hun fortalte, at ingen af de to børn og ej hellere den 11-årige fattige pige, som Peder Schou havde boende, var hjemme på brandtidspunktet. Manden var kørt til Rønne.

Børnene og plejedatteren var hos Peder Schous kones bror husmand Lars Olsen Marcker.

19.august 1859 side 13

Litra C Peder Larsen ejer af arvefæstelodden nr. 1 af Statens udmarksjorde i Nyker. Udskrift af Vester Herreds politiprotokol for den 17.juli 1857

20.august 1859 Vidnet Lars Olsen Marcher fortalte, at Peder Larsens hus bestod af to længer. Den ene i øst-vest og den anden sammenbygget syd-nord. Han havde set, at bødkeren stod og arbejdede og lidt længere inde stod Peder Larsen og røg på sin pibe. 5 minutter efter, da han var kommet lidt væk fra huset, så han røgen.

Skovløber Hans Madsen så, mente han, at Peder Larsen havde kastet noget tøj ud af loftslugen.

Bødker Anders Andersen blev afhørt. Han kunne ikke nægte, at hans første tanke var, at Peder Larsen havde sat ild på huset. Det undrede ham, at Peder Larsen ikke forsøgte at slukke ilden, men i stedet løbet, ind i huset.

Arrestanten hustru Gjertrud Kirstine Nielsen, fortalte at manden skyldte købmand H.P. Rønne en større sum penge for hvilket han havde 1. prioritet i huset. Hun fortalte også, at da deres voksne datter Margrete Petrea havde samlet grene og båret det på loftet som brændsel, havde Peder Larsen sagt, at det var ikke besværet værd, da man aldrig vidste om lynilden ville slå ned i huset og sætte ild. Datteren bekræftede historien.

27.august 1859 side 18

Litra D. Udskrift af Vester Herreds politiprotokol af 30. august 1858 – Hans Macedo Westh (f. 13/3 1837 i Vestermarie) nægtede at han selv havde afbrændt sin mølle den 29/8 1858. Dommeren mente, at der var mange indikationer på, at han var skyldig i ildspåsættelse, så han blev pålagt personlig arrest.

27.august 1859 side 19

Litra D Johan Nielsen Westh blev indkaldt i retten for at uddybe forklaring om en stærk blæst, der kunne have forvoldt møllens brand. Dommeren mente at det ikke var mere end almindelig blæst, da møllen brød i brand. Johan Westh havde fortalt at han tidligere havde kørt møllen i to dage og tre nætter uafbrudt i stærk blæst og at det ikke havde voldt problemer. Efter hans kendskab til mølledrift, mente han, at det var fysisk umuligt at åsens stærke omdrejninger kunne have forvoldt ild.

Hans Macedo Wesths far var deltagende i mølledriften.

Da Johan kom til brandstedet, havde han foreslået at dreje møllen væk fra vinden, hvilket arrestanten Hans Macedo West havde modsat sig. Da flere folk ankom, blev møllen drejet fra vinden og møllen stod stille. Hvis denne proces var sket straks, ville det ikke have været vanskeligt at slukke den igangværende ildebrand.

Johan Wests kone, Ane Cathrine Hansdatter blev afhørt. Hun fortalte, at Hans West og hans far var ved at bære sække fra møllen. På hendes spørgsmål hvorfor de gjorde det, havde de sagt at møllen havde taget magten fra dem. Det betvivlede hun, da de jo var ganske stille vejr. Hun havde observeret ild i den nederste del af møllen og ved åsen [aksel]. Hun nægtede at der havde været nogen kastevind eller byger.

Jens Jensen Ridder blev afhørt og fortale at der ikke havde været bygevejr, men kun sagte vind. Først da han og Jens Andersen og Johan West kom til, havde mølleejeren accepteret at de drejede møllen, så den kunne stå stille. Hvilket skete straks derefter.

Jens Jensen Andersen blev afhørt. Han sagde ”at det blæste nogenlunde ordentlig, skjøndt paa ingen maade usædvanligt stærkt”.

30.august 1859 side 23

Litra D. Sandemand Jens Jensen af Vestermarie blev afhørt. Han sagde, at der den dag var ”nogenlunde vind, men ingenlunde stærk vind”. Det var ikke bygevejr. I sit 65årige liv havde han aldrig oplevet at en mølle kunne gå i brand af sig selv. Mht. forsikringssummen og møllens værdi var der ingen fordel af at brænde møllen af. Men han kunne forestille sig, at Hans Macedo West kunne ønske sig, at møllen blev flyttet fra fremmed grund til farens jord (Smørengegård, 11. slg.)

Løjtnant Johan Bistrup Westh fastholdt sin udtalelse fra brandforhøret.  Udtalte, at man ikke kunne flytte møllen, da den var gammel. Men den stod på grunden uden fæstejordbevis, og det var ikke muligt at opføre en ny på stedet. Møllen blev genopført på et andet sted.

Snedker Morten Christian Clemmensen mente ikke at møllen ”kunne løbe ild af sig selv”. Det blæste ikke den dag møllen brændte.

12årig Margrethe Kirstine Kofoed (hun boede hos Schou)

31.august 1839 side 26

Arrestant Peder Larsen blev afhørt og foreslået at ”erkende sin brøde”, men nægtede.

2.september 1859 side 27

Litra C Bødker Anders Andersen blev afhørt vedr. ildebranden hos Peder Larsen. Han var bestilt til at reparere en fjerding [et anker på en fjerdedel tønde størrelse]. Et arbejde, som han udførte i porten. Lige over ham synes ilden var begyndt, hvorfor han var under mistanke eller i det mindste havde oplysninger om ildens opståen. ”Han blev hensat til bevogtning”.

Hans Hansen, der var arresteret i en anden sag, fortalte, at arrestanten Peder Larsen (arvefæstelodden nr. 1) havde et års tid før branden opført en hytte eller et skur en halv snes alen fra huset. Her skulle han lave et garveri til sin skomagervirksomhed. Her boede han også medens han vil genopført sit afbrændte hus.

3.september1859 side 29

Litra D. Sagen om ildebranden den 29/8 1858 – Mølle i Vestermarie. Johan Nielsen Westh forholdt sig til oplysningen om at der skulle være faldet er drev ud fra Kappehjulet (?). Det havde han aldrig hørt i de 4 a 5 år han havde haft møllen og ofte arbejdet hårdt i møllen flere dage og nætter i træk. Han undrede sig over, at ilden brød ud ved åsen og ikke i hatten, som ville have været det naturligste efter den førte forklaring. Den svage vind drev møllen langsomt rundt, så forklaringen om ild på grund af friktionen var usandsynlig.

Arrestanten møller Hans Macedo West blev forholdt disse nye faktorer. Han accepterede ikke præmisserne, og fastholdt at det var en selvantændelse på grund af den stærke blæst.

Litra C. Den anholdte Andersen (bødkeren) mente, at ilden kunne let været slukket, da brandstedet ikke var større end et lommetørklæde. Arrestanten (Peder Larsen) ikke gjorde noget forsøg på at slukke ilden, men i stedet begyndte at smide genstanden ud fra loftet. Andersen fortalte at arrestanten 14 dage efter branden var kommet til hans bolig og skældt ham ud for selv at have sat ild på huset og tilføjede: ”Har jeg selv gjort det, saa skal jeg ogsaa selv svare til det” Andersen nægtede at han havde skyld i branden.

4.september1859 side 31

Litra C. Arrestant Larsen erkender nu, at han selv havde sat ild i sit hus ved Almindingen, arvefæstelodden nr. 1 af Statens Udmarksjorde i Nyker sogn der afbrændte den 16. juli 1857.

Grunden var, sagde han, ”at hans kone kun var lidt husholderisk og derfor forbrugte flere Penge end Arrestanten var i stand til at skaffe tilveie. Han var kommen i stor Gjæld, navnlig til Prokurator Ipsen og Kjøbmand H.P. Rønne”. Det var ikke for at skaffe penge, men for at få længere kredit.

Han valgte aftenen, da han kom hjem fra sit vejarbejde og sat hestene ud på lyngen. Tændte sin pibe og gik op på loftet. Han dryssede gløder af piben oppe på loftet, hvor der lå noget hør. Gik ned fra loftet og samtalede med bødker Andersen udenfor porten.

Da ilden fik fat, løb han op på loftet og til den østre del hvor der stod en seng med de bedste sengeklæder. Dem smed han ud ad vinduet i gavlen.

Han havde senere overdraget ejendommen til sin søn Andreas Peter Engel Larsen mod at han overtager prioriteterne og giver ham og konens underhold.

Bødker Andersen blev frigivet, men nåede at tilføje, at det var ham påfaldende, at arrestanten havde sagt ”nu brænder Slottet”!

Mandagen den 5.september1859 – side 33

Litra C. For retten mødte Prokurator Ipsen mødte for at fortælle, hvor mange penge Larsen skyldte ham og købmand H.P. Rønne.  Det var omkring 700 rigsdaler og han var blevet rykket flere gange for betaling – ”for han var en slet betaler”.

Arrestanten Peder Larsen erkender, at det var ham selv der havde sat ild til huset den 16. juli 1857

8.september1859 – side 34

Litra B Fremlagt Udskrift af Vester Herreds politiprotokol 9/5 1853 vedr. brand den 23/4 1853 i hus på 8.  vg. grund i Vestermarie tilhørende Peder Schou samt udskrift af politiprotokollen fra Vester Herred den 2. maj 1855 vedr. brand i samme hus.[ikke nødvendigvis samme sted som huset der brændte i 1859]

Hans Peter Sode fra Nyker sogn afhørt. Han havde været på værtshus hos Lauritz Westh, der også er høker, i Rønne den 9.maj 1859. Han fortæller, at der traf han Peder Schou, snedker Hans Hansen og en mand kaldet ”Skiæggedamsmanden” (Jens Nielsen). De svirede og drak brændevin, vin og punch. Navnlig Peder Schou var i høj grad i lystigt humør. Det måtte være noget meget vigtigt. Efter han, Hans Peter Sode, kom hjem hen på eftermiddagen, hørte han at Peder Schous hus var brændt. Han forstod, at branden var årsagen til lystigheden. Dog havde han ikke hørt om brandstiftelsen på værtshuset.

Hans Hansen, som var arresteret i en anden sag, blev afhørt om samme episode. Han og Peder Schou var kørt med Peer Ancher til byen. Efter deres forskellige ærinder i byen mødtes det to og Skæggedamsmanden hos Westh. Schou var i usædvanligt godt humør og ville bestandig spendere og traktere de andre. Men han havde ikke hørt så meget til samtalerne, da han var meget mavesyg. Han havde senere hørt, at Schou var blevet underrettet af en dreng [tjenestekarl] i Rønne der havde en besked til herredsfogeden om ildebranden. Han havde bemærket, at Peder Schau havde haft en samtale i køkkenet – og hvad vidste han ikke.

9.september1859

Litra B. Høker og værtshusholder Lauritz Westh blev afhørt. Han huskede, at gårdmand Peder Ole Ancker kom med Peder Schou og snedker Hans Hansen. Jens Nielsen (Skjæggedamsmanden) stødte til senere. Drikkevarerne huskede han ikke hvem betalte, men alle var i særdeles godt humør. Ej hellere huskede han om Peder Schou fik underretning om at hans hus brændte.

Gårdmand Ole Peter Ancker fortalte at han havde givet Peder Schou lov til at køre med til Rønne. Peders ærinde var at inddrive en gæld hos en mand. Hans Hansen havde de mødt på vejen og taget med. Efter deres respektive byærinder forsamledes de hos høker West og drak en del brændevin, sammen med Jens Nielsen. Peder Schou var munter, men det plejede han altid at være. Desuden lånte Peder 5 rd af ham, fordi det ikke var lykkedes ham at inddrive penge som var planen. En mand kom og underrettede Peder Schou om, at hans hus brændte, hvorefter de straks var kørt afsted. Jens Nielsen fulgte med.

Husmand Jens Nielsen var gående til byen for at købe fødevarer. Han fortalte også om det gode humør, samt at der kom en mand om underrettede om branden.

10.september1859 side 37

Retten blev sat af justitsråd Rothe og Kancelliråd Frederik Henrik Jørgensen. Kommissionen fremlagde et allerhøjeste Kommissoriums af 31. august.

Litra E Fremlagde en udskrift af Vester Herreds politiprotokol af 29. juni 1858 (29/6 1858 – Hus på 57 selvejergård parcel matrikel 63c i Vestermarie tilhørene Nicolai Jørgensen)

Nicolai Jørgensen blev fremstillet, men nægtede at have noget med ildebranden at gøre. Han var mistænkt og da der i sagen fremkom stærke beviser mod ham, blev han anholdt.

Litra D Arrestanten Hans Macedo Westh blev afhørt. Han fortalte, at han havde startet møllen kl. 7 om morgenen og havde holdt pause kl. 9 for at gå til forældrene og spise frokost. Da han kom tilbage, kunne han se, at der havde været nogen oppe i møllen. En hammer, der havde ligget på øverste loft lå nu på nederste loft. Efter at have startet møllen, faldt drevet ud. Han forsøgte at standse (Persen?) men det lykkedes ikke. Erkendte at de ikke blæste stærkt, men dog var der en tiltagende blæst. Han tænkte at nogen havde bevidst ødelagt drevet. Han opdagede da at der var ild i tjæren, der var løben ind i åsen. Han blev forvirret og tænkte ikke på at slukke ilden, men i stedet kastede sække ud af møllen. Han tænkte, at nogen kunne både have ødelagt drevet og sat ild tilaasen. Han kunne ikke nægte, at han havde bla. a. mistænkt Johan Nielsen West for ildspåsættelsen, på grund af misundelse over at det møllen var i fin stand og at den var en god næring. Han havde været usikker hvorfor han aldrig havde ytret denne mistanke. Han vidste godt at hans teori på selvantændelse ikke kunne passe. Hans Macedo West var bange for Johan Nielsen West og frygtede for hans eventuelle reaktion f.eks. afbrænding af hans bolig.

11.september1859 side 41

Litra D. Hans Macedo Westh fortalte nu, at han havde selv sat ild på møllen. Ideen havde han fået samme år af Morten Christian Clemmensen, der havde hjulpet ham med reparationer af møllen. Han foreslog Hans Macedo, at brænde møllen af. Den var ikke bedre værd. Tanken havde han forladt, indtil han mødte mølleejer Hans Christian Boss, hvis mølle lå en halv times vej fra arrestantens mølle.

Boss havde fortalt, at der var mange møller på Bornholm, der var brændt. ”Dette kunne let udføres ved at slå persen og drevet fra hovedhjulet, hvorved møllen kom i sådan fart, at den selv malede sig i brand”. Han mente også, at hans mølle var ikke bedre værd end at blive afbrændt.

Inspireret af de to bekendte besluttede han at sætte ild i møllen. Det skete ved at sætte ild med en svovlstikke til tjæren, der havde samlet sig unde Sølen (?) fra den smørelse hvormed akslen jævnligt blev smurt. Efter det var gjort, skulle møllen sættes i gang. Det skulle ske når det blæste, hvis Boss’ teori om at møllen skulle male sig selv i brand skulle være gyldig.

Han forsikrede, at han ikke ville have brændt møllen af, hvis ikke han havde talt med Clemmensen og Boss.

Den nye mølle kostede ham 700 rd af bygge og altså 210 rd mere end han havde fået i assurancesum for den gamle.

12.september1859 side 43

Litra E (Vedr. 29/6 1858 – Hus på 57 selvejergård parcel matrikel 63c i Vestermarie tilhørende Nicolai Jørgensen)

Gårdmand Lars Peter Dal boede ¼ times vej fra arrestanten (Nicolai Jørgensen) sammen med sønnerne Hans og Peter. De kom forbi straks da ilden startede. Straataget brændte, men sparrede stod endnu. Han uddrog den yderste af sparrede, stod op på en sten, så han kunne se ind på loftet og kastede flere spande af vand ind på loftet uden sønderlig resultat. Samme eftermiddag var han igen ved brandstedet og arrestanten beklagede sig over, at sengeklæder mm der lå på loftet eller hængte på hanebjælken var brændt. Lars P. Dal havde ikke set nogle sengeklæder på loftet, da han stod op på en sten. Han påstod at Nicolai Jørgensen var løgnagtig – der havde ikke været sengeklæder på loftet.

Sønnerne Hans Frederik Larsen Dal og Andreas Peter Larsen Dal bekræftede faderens vidnesbyrd.

Husmand Hans Jespersen kørte grus på landevejen fremstod og fortalte om en vogterdreng de måtte vide noget??

Arrestant Nikolai Jørgensens hustru Christine Margrethe Jensdatter forklarede at deres mindste plejebarn blev afleveret til hendes mands forældre og det ældste kom til Peter Anckers. Men hun nægtede at de havde bragt klæder i sikkerhed inden brandet.

Litr D (Møllen i Vestermarie) side 45. Hans Macedo Westh sagde, at mistanken til Johan Nielsen West var opspind for at fjerne mistanken fra ham selv.

Litra A  Dommeren fremlagde en rapport af 31. august, skrivelse fra Logman af 3. d. og fra Justitsministeriet af 5. september, dåbs- og straffeattest. Alle dokumenter blev accepteret af arrestanten (Er affotograferet) Snedker Hans Hansens sag var derefter afsluttet.

13.september1859 side 45

Litra D. Johan Nielsen Westh forklarede, at efter han havde solgt møllen til Hans Macedo Westh, havde han haft en proces med ham ang. brandskatten for møllen, som han nægtede at betale. Men ellers havde der ikke været nogen uenighed mellem dem bortset at hans kone ikke havde været tilfreds med maling af deres korn i møllen.

Litra E Peder Larsen, der var arresteret i en anden sag, blev fremstillet og forklarede: I vinteren 1858 lånte han arrestanten Jørgensen 5 rigsdaler. og da han skulle have disse penge tilbage, foreslog han, at de skulle bytte vogn, da Jørgensens vogn var en del bedre end hans. Bytningen skete med at han gav 9 rigsdaler i bytte.

Da han skulle age gødning på marken, lånte han den gamle vogn af Jørgensen i en eller to dage. Han stillede den gamle vogn tilbage hos Jørgensen umiddelbart før huset brændte. Vognen brændte. Jørgensen havde assureret den gode og bedre vogn og fik forsikringen til at betale for den gode vogn selv om den var intakt og nu tilhørte Peter Larsen.

Ane Cathrine Hansine Hansdatter tjente på Peter Anchers gård (Jens Peter Jensen Anker Kæmpegård 60 selvejergård i Vestermarie). Hun fortalte at hendes husbond havde modtaget Jørgensens ældste plejebarn. Da barnet ikke blev hentet, bar hun det over til Jørgensen omtrent kl. 19 om aftenen. Men da der ikke var nogen hjemme, og barnet grad af træthed, så kom hun ind i huset for at ville lægge barnet i den slagbænk, hvor det plejede at sove.  Men der var ingen sengeklæder. Nok var der dyne i vuggen, hvor det mindste barn plejede at sove, og der var dyne i Jørgensens seng. Hun havde ingen mening om, hvorfor der manglede noget sengetøj eller andet i huset.

Kl 12 gik hun ud for at se til kreaturerne. Hun så ind i det rum hvor grisen plejede at ligge. Det var måneskin, så hun var sikker på, at grisen ikke var der. Først kl. 3½ kom arrestanten og konen hjem, hvorefter hun gik bort. Det var ikke sket før, at deres børn var over hos Anchers.

Drengen Johan Christian Hagemann tjente som vogterdreng hos Peter Ancher, da ildebranden fandt sted. Han var tæt ved huset da det brændte på pågældende morgen. Han så at der slog ild og røg ud af taget vesten for skorstenen. Han så Jørgensen, der arbejdede på vejen i nogen afstand fra huset, løbe hjem. Han nægtede at han skulle have set Jørgensen løbe frem og tilbage.

Nikolai Jørgensens hustru nægtede at nogen af deres ejendele var borttaget inden branden. Sengeklæderne i slagbænken lå i hendes seng, sagde hun. Hun blev afgivet til bevogtning.

13.september1859 side 48

Litra E. Arrestanten Nicolai Jørgensen blev afhørt. Nu vedgår han, at han selv havde sat ild på deres hus den 29. juni 1858.

Han skyldte prokurator Ipsen i Rønne og cirka 350 rigsdaler til gårdmand Hans Westh i Vestermarie. De sidste penge stod som pant i huset og han kunne ikke betale renterne. West havde opsat ”bestemt” opsagt lånet, så han pengene. Dette fik ham til at beslutte ildspåsættelsen selv om han ikke havde alle sine ejendele assureret. Ildebandende kunne skaffe ham kredit. Som en sidste udvej var han aftenen før gået til sin far for at skaffe kaution for lånet. Faderen havde nægtet ham det, så han så ingen anden udvej.

Før han gik over til sin far slap han grisen ud, for ikke at den skulle brænde.

Før han gik over med børnene til Ole Ancher, satte han et lys i ler på loftet og arrangerede lyng omkring det. Når lyset brændte et stykke tid, ville det antænde lyngen og ilden antænde taget vesten for skorstenen.  Da børnene var afleveret, gik han på vejarbejde ikke langt fra deres hus.

Han havde ikke ført nogen ejendele fra huset inden branden, sagde han. Han erkendte at det var den gamle vogn der brændte og ikke den gode vogn som han havde byttet ud.

Han forsikrede om at hans kone intet havde med branden at gøre.

14.september1859 side 50

Litra E. Drengen Jørgen Christian Munck i tjeneste hos gårdmand Christian Kofoed (Tingstedgård 61. selvejergård i Vestermarie). Han kørte grus til vejen hvor Jørgensen også arbejdede da huset brændte. Han havde ikke set Jørgensen løbe til og fra huset inden ilden brød ud.

Arrestanten Nikolai Jørgensen måtte atter genfortælle sin historie om hans ildpåsættelse. Det med grisen, der blev lukket ud inden han gik over til sin faren, var ikke rigtigt, da han ikke kunne vide, at hans far nægtede kaution. Desuden vedkendte han nu, at han havde bragt klæder over til sin fars hus inden branden, men for en værdi af 5 rigsdaler. Han erkendte, at disse klæder var oplistet blandt de øvrige brændte genstande. Listen over genstandene blev oplæst og ratificeret.

Hustruen erkendte at en dyne og andre ubetydelige genstande var bragt over til mandens fader nogle dage før branden.

Litra D (side 51) Morten Christen Clemensen nægtede at have givet råd og opmuntring til afbrænding af møllen, sådan som Hans Macedo West havde fortalt retten.

Mølleren Hans Christian Boss nægtede også at han skulle have rådgivet Hans Macedo Westh som han havde påstået.

Herefter blev Hans Macedo konfronteret med Clemmensen, som atter nægtede sit råd og anvisning til ildspåsættelse.

Litra B Arrestanten Peder Schou blev fremstillet og fortsatte sin nægtelse.

16.september1859 side 52

Litra E Prokurator Ipsen blev afhørt. Han havde 50 rigsdaler til gode hos Nicolai Jørgensen og han havde ikke truet med eksekution.

Gårdmand Hans Westh  havde 350 rigsdaler til gode samt de påløbende renter. Han havde i lang tid krævet renterne betalt og havde indgået et forlig den 6. marts forrige år at han skulle betale inden 1. maj. Hvis ikke det skete, så var obligationen opsagt uden opsigelse. Han havde ikke truet Jørgensen.

Litra G Lars Christensen, også kaldt Lars Christensen Westh, var bragt til retten om formiddagen fra sit hjem. Han var tidligere afhørt – og han nægtede fortsat at have nogen som helst andel i ildebranden. (28/5 1859 – Hus på 67. selvejergård fortov i Vestermarie tilhørende Lars Christensen (Vester Herreds politiprotokol 29/5 1859)

På grund af mistanke blev Lars Christensen taget i personlig arrest, således han ikke kunne komme i forbindelse med andre.

17.september1859 side 53

Litra G Arrestantens søn Jens Peter Larsen bekræftede hvad han tidligere havde fortalt. Han tilføjede at han 2 eller 3 dage før branden var på loftet så han at der stod rug og byg i tønder. Han havde også på den tid opbragt en del flæsk, som han tog ud af røgen. Man han kunne ikke sige om disse ting stadig var på loftet da huset brændte. Han erkendte, at der ikke var spor af hverken kød eller flæsk efter branden. Ellers vidste han intet.

Elisabeth Kirstine Larsen, Lars Peter Hansens hustru blev afhørt. Hun var kommet til Lars Christensen for at låne hans hest. Netop på den tid var arrestanten færdig med at sætte brød i bageovnen. Han og hustruen traf hun inde i stuen. Hun var der en ½ tid og hun kunne med sikkerhed sige, at branden ikke var begyndt. Lars Christensen var kun ude et øjeblik for at hente en spand vand og tage vand med en kop, som han drak vand af. Da hun havde været der en ½ time kunne hun mærke røgen og løb ud og så at der var ild i taget midt på loftet i den nordlige side af østre ende. Ilden var startet fra loftet.

Husmand Anders Hansen vedkendte sig hvad han tidligere havde sagt. Han tilføjede at arrestanten havde fortalt ham hvor han sidste år havde opbevaret rug på loftet og hvor han havde rugen i år. Anders Hansen sagde, at han hverken var i familie eller var i økonomiske afhængighedsforhold med arrestanten.

19.september1859 side 55

Litra G Hans Jensen Westh blev afhørt. Han havde mødt Lars Christensen en dag på vej til møllen. Han havde et reb med og Lars Christensen sagde i spøg, at han vel ikke var på vej til at hænge sig. Han havde sagt til Lars Christensen, at han i år måtte købe sin sommerrug. Lars Christensen fortalte efterfølgende, at han også havde måttet købe sin rug på møllen. Han havde nemlig solgt sine 20 tønder som han havde avlet for at betale skatter og renter. Han sagde at han kom så meget omkring og handlede. Han vidste ellers intet om arrestanten, da han ikke boede i nærheden.

Litra E. Jørgen Nikolai Nielsen, arrestantens far, blev afhørt. Han erindrede ikke om arrestanten havde været hos ham aftenen før huset brændte. ”Den det var da muligt at han blev bedt om at gå i kaution for sønnen. Om sønnen havde bragt tøj over til ham ”af aldeles ubekendt”. Sønnen blev ført ind og faderens svar blev gentaget. Sønnen sagde, at det var da muligt at faren slet ikke havde bemærket det. Og hans mor var gammel og meget svagelig, så hun kunne sandsynligvis ikke huske det.

19.september1859 side 56

Litra G Lars Christensen vedgik nu at han havde sat ild på huset den 28. maj 1859.

Han havde en gæld på 200 rigsdaler til Anders Hansen Møller som nu var opsagte og skulle betales til efteråret. En karl der tjente hos Jens Morten på Tingsted som havde penge i Sparekassen havde lovet Lars Andersen et lån på ovennævnte sum, men han havde trukket tilbuddet tilbage. Den dag de skulle bage, fik han ideen om at brænde huset af. Lejligheden bød sig, da han havde sat brødene i ovnen og klinet ovnen, og gået ind i stuen til sin kone og Lars Peter Hansens kone. De to kvinder sagde, at de ville gå over til naboen, hvorfor han troede huset ville være tomt. Om det skete da han gik ud for at hente vand eller under et andet ærinde, huske han ikke. Han antændte et lille bål i et rum i den østre ende af huset. Rummet var til foder og brændsel.

Ilden udviklede sig hurtigere end han forventede. Derfor var konen og gæsten ikke gået endnu.

Han havde ikke tænkt over konsekvenserne. Og ej tænkt på assurancen.

20.september1859 side 57

Litra G Lars Christensen ratificerede sin forklaring på ildspåsættelsen. Ildspåsættelse var spontan og udført på et tidspunkt hvor børnene ikke var hjemme og konen og gæsten skulle have været borte.

Han fastholdt, at han havde sæd og flæsk på loftet. Det var byg og ikke rug.

Forsikringsværdien var ikke for stor samlet set, men indrømmede, at nogle løsøregenstanden muligvis var for højt ansat.

Litra C arrestanten Peder Larsen blev bedt om at godkende følgende:  Dommeren fremlagde rapport af 8 september, skrivelse fra proprietær Lohmann, skrivelse fra justitsministeriet af 14/9 samt dåbs- og straffeattest.

21.september1859 side 59

Litra G. Hans Peter Hansen blev afhørt. Han tjente hos Jens Morten på Tingsted. Han var blevet spurgt af Lars Christensen to gange om han ville låne ham 200 rigsdaler, det var rigtigt, men havde afslået. Han ejede ikke 200 rigsdaler, hvilket ellers var den almindelige mening at han havde.

Anders Hansen Møller husmand på 19. slg fortov i Vestermarie erkendte, at han havde lån Lars Christensen 200 rigsdaler. Men et forlig indgået i begyndelsen af året fastslog, at han skulle betale inden 1.oktober. Møller skulle selv bruge pengene.

Lars Christensens kone Ellen Marie Jensen bekræftede, hvad hun havde sagt til brandforhøret og tilføjede, at hun ikke vidste hvor lang tid der gik fra hendes mand hentede vand og til ilden brød ud i lys luge. De nåede ikke over til nabokonen for at tale med hende om noget farvetøj.

22.september 1859 side 60

Litra I  Hans Frederik Jensen forklaring til udskriften litra I – han kunne ikke meddele yderligere oplysninger om ildens opkomst. Det afbrændte hus var meget gammelt og dårligt. Der var foretaget nogle reparationer for et par år siden, bl.a. lagt nyt loft.

Husmand Alexander Sonne forklarede at det afbrændte hus var så dårligt, at man inden få år nødvendigvis måtte ombygge det.

23.september1859 – side 61

Litra I. Sandemand Jens Jensen kendt arrestantens hus godt inden det brændte. Han kaldte det usædvanligt faldefærdigt. Han havde hørt at der var en plads udenfor huset, som blev kaldt for huggeplads.

Derefter fremstod Hans Eluterius Bentsen, 2. selvejergård ejer i Vestermarie havde kørt forbi huset, der senere brændte. Ekslen knækkede og han måtte efterlade vognen ved huset. Kan bad om at måtte stille den i porten. Arrestanten accepterede det, men sagde, at det var på eget ansvar. Bentsen havde først efter branden tænkt over hvorfor han havde sagt det?

Litra G. Lars Peter Hansens kone fortalte, at hun havde været hos arrestanten for at købe 1 skæppe kartofter. Kartoflerne lå i rummet, hvor der var 2 eller tre tønder kartofler tilbage. Dagen efter branden kom hun forbi brandstedet og bemærkede, at muren hvor hun havde set kartoflerne var styrtet sammen. Hun sagde til rydningsfolkene, at de skulle kikke efter kartofler. Men der var ingen.

Arrestanten Lars Christensen indrømmede, at der ikke havde været noget sæd. Men han kunne ikke stå for fristelsen at angive et større kvantum sæd. Med hensyn til kartoflerne, kunne han ikke huske hvem han havde solgt til. Broderen Hans havde købt nogle kartofler.

26.september1859 side 63

Litra G Hans Christensen på 67. selvejergård fortov i Vestermarie, bror til Lars Christensen. To dage før branden var broderen Lars forbi og tilbød ham kartofler. Han købte to tønder

Litra A Arrestanten Hans Hansen ønskede selv at blive afhørt. Han indrømmede at have fortiet et punkt for ikke at bringe andre i ulykke. Efter han havde tilstået, fandt han som sin pligt ”og have Gud for Øje”. Da han anmodede Peer Jørgensen Dal (Peter Jørgensen Dahl) om kaution, havde han sagt om ikke han kunne indfri lånet, så skulle han overveje at brænde huset af. De havde han sagt med klare ord og havde gentaget det flere gange efterfølgende. Da Hans Hansen til sidst sagde ”at han ikke havde Sind til at gøre det”, så tilbød Per Jørgensen Dal at gøre det om natten. Det ville Hans Hansen ikke have, da han frygtede, at familien og andre husbeboere kunne komme i fare.

Dal tilbød et komme en aften og hente linned og andet hos ham. Hans Hansen afslog, da det ville involvere hans kone i beslutningen. Dal sagde, at det jo bare var døde ting, så det var ikke en synd at brænde huset, som så mange andre havde gjort.

Hans Hansen var overbevist om, at han ikke havde afbrændt sit hus, hvis ikke Dal havde overbevist ham om, at det var den rette måde at tilfredsstille sine kreditorer. ”i et og alt er hans forklaring overensstemmende med Sandhed, saaledes som han vil forsvare det for Gud og sin Samvittighed”.

Peer Jørgensen Dal nægtede alt – hverken direkte eller indirekte havde han opfordret Hans Hansen til at afbrænde sit sted.  Dal blev fængslet under bevogtning og sagen udsat.

Litra D Vedr. møllesagen. Dommere fremlagde rapport af 14/9 og en skrivelse fra formanden for Landboernes Brandforsikringssag Lohmann af 17/9, og en skrivelse fra Justitsministeriet af 16/9 og Bornholms Amtshus af 24/9 og dåbs- og straffeattest.

28.september1859 side 66

Litra B sagen mod skomager Peder Schou. Husmand Mads Jensen på 8. vg. grund i Vestermarie blev forholdt sine tidligere udtalelser. Usikkerhed om husets tilhørsforhold. Huset var ikke færdigbygget og han mente ikke at det var beboet.

Husmand Peter Jensen på 67. slg.. fortov i Vestermarie. Dengang han blev afhørt, havde han sagt, at det afbrændte hus tilhørte Lars Thorsen og senere overdraget til Peer Schou. Huset havde været brændt 2 år tidligere. De nærmere omstændigheder kendte han ikke.

Litra A Den anholdte Peer Jørgensen Dal blev fremstillet og konfronteret med arrestanten Hans Hansen, som gentog sin forklaring om Dals indflydelse på hans beslutning på afbrænding.

Dal nægtede. I betragtning af sagens alvor blev Dal isoleret fra andre.

30.september1859 side 69

Litra A Arrestanten Dal blev fremstillet. Han kom nu med følgende forklaring. Om efteråret 1856 havde Hans Hansen bedt om at han kautionerede for 400 rigsdaler for et lån af prokurator Ipsen. Efter mange forespørgsler om kaution, havde Hans Hansen sagt, at han kunne være ganske rolig, da han havde assureret sit indbo og hus. Og hvis han ikke kunne betale sin gæld, kunne han afbrænde sit hus og få mindst 400 rigsdaler udbetalt. Han indvilgede i kautionen og modtag 5 rigsdaler derfor. Da lånet blev opsagt, mindede Dal ham om, hvad han havde sagt i 1856. Så i dette lys, var det rigtigt, at han havde henvist til Hans Hansens eget forslag om at afbrænde stedet. Og så havde han i denne sammenhæng sagt, at han gerne ville køre et læs gods hjem til sig, hvilket tilbud dog Hansen ikke modtog. Han mindes ikke at have tilbudt at udføre brandstiftelsen eller havde ytret at det ikke var en synd at døde ting brændte.

Han havde nok opfordret ham til at gøre udveje, hvorefter Hans Hansen havde sagt, at han havde forberedt alt, men dog ikke fortalt ham hvordan.

1.oktober 1859 side 70

Litra A Arrestant Dal blev fremstillet og vedkendte sig gårsdagens tilståelse. Men tilføjede, at det var først da Hans Hansen fortalte om sin situation han lod sig bevæge til at kautionere og ikke at afbrænding var løsningen. Han pointerede, at det var Hans Hansen ide at brandstiftelse var en udvej for hans økonomiske situation.  Det var ikke ham, der havde forledt Hans Hansen.

Dal blev derefter konfronteret med Hans Hansen. Hans holdt fast i, at det var Dal der nævnte brand som løsning. Dal havde tilbudt sin hjælp og sagt at ildspåsættelse af døde ting ikke var nogen synd.

Litra I Anholdte Bodil Margrethe Wewstdatter blev fremstillet. Hun nægtede at havde del eller kundskab om årsagen til den omhandlende brandstiftelse. Da der var en sikker formodning om at anholdte fordulgte sandheden, hvorfor hun blev dømt til personlig arrest.

Søndag 2.oktober 1859 side 72

Litra I Arrestanten Bodil Margrethe Wewstdatter vedgik at det var hendes mand der havde påsat ilden da huset var meget gammelt og alt for smalt. Ønsket var at få et nyt hus. Hun huskede ikke hvor lang tid siden, at beslutningen blev taget.

Da huset skulle afbrændes, havde hun taget sine børn med ud sønden for huset, hvor hun plejede at sætte dem, medens hun gik ud for at malke på løkken. Hun var borte omtrent et kvarter, så hun det begyndte at ryge ud af køkkendøren, hvorfor hun løb tilbage til huset. Ved hendes ankomst var manden på ved ud af huset med sengeklæderne i favnen. Selv løb hun ud til børnene, og gik over til naboen.

Hun nægtede at vide på hvilken måde og hvor branden blev påsat. Men hun troede, at det var enten i køkkenet eller i laden. Hun havde forsøgt at få manden fra sit forehavende. Da de skulle i forhør havde manden sagt til hende, hvad hun skulle sige til forhøret. For eksempel, at han havde ligget og sovet da hun opdagede røgen og vækkede ham.

Arrestanten Arist Hansen blev fremstillet og blev gjort bekendt med hustruens tilståelse, som blev gennemgået punkt for punkt. Han nægtede konens udsagn og henholdt sig uforandret til sin tidligere forklaring. Sagen udsat.

2.oktober 1859 side 74

Litra I  Arrestanten Arest Hansen blev på ny fremstillet. Han vedgår nu, at han havde sat ild på sit eget hus på 68. selvejergård fortov i Vestermarie den 9. juni.

Anledningen til afbrændingen var, at huset var gammelt og derfor ubekvemt da det var for smalt. ”Han havde hovedsagelig været tilskyndet dertil, da han rundt omkring erfarede så mange ildebrande om hvilket man ikke var tvivl om at de var påsatte, uden at vedkommende dog derfor var dragen til ansvar”.

Handlingen skulle ske samtidigt med at konen var ude i løkken for at malke. Han brugte svovlstikker til at sætte ild i lyng over køkkenet på stænget. Ilden tog fat meget hurtigt, så han måtte løbe ind i stuen for at redde sengetøjet. Intet andet blev reddet ud.

Det var rigtigt, at han havde instrueret konen i hvad hun skulle sige under brandforhøret.

Samme dag.

Litra I Arist Hansen blev atter fremstillet. Han ratificerede sine forklaringer. Han kunne stadig ikke sige hvornår planen om brand var tænkt.

Huset var assureret for 440 rd, som an anslog som tilstrækkeligt til at opføre et nyt hus. Han var endnu ikke færdig med opførelsen af det nye hus.

Arist Hansen kone ratificerede sin forklaring og blev derefter løsladt. Sagen udsat.

4.oktober 1859 side 76

Litra G Lars Christensen blev fremstillet. Han mente stadig, at han havde flæsk og sæd på loftet, men han indrømmede, at der måske var medgået en del til husholdningen, så der kun havde været ubetydeligt lidt tilbage. Han fastholdt, at han ikke forsætligt havde bortført sæd og flæsk før branden.

Dommeren fremlagde derefter rapport af 20. september, udskrift af ekstraktdommen af den såkaldte justitssag, en skrivelse fra Justitsministeriet af 29. september, en skrivelse fra formanden for Landboernes forsikringsselskab af 22. september, en dåbs- og straffeattest. (se Se bilag til Rothes afhøringer side 28-). Lars Christensen godkendte udskrifterne.

Sagen hans vedkommende blev afsluttet.

Litra E. Nicolai Jørgensen blev fremstillet. Dommeren fremlagde skrivelse fra Justitsministeriet af 29.september og fra formanden for Landboernes Brandforsikringsselskab af 17. september, en politirapport af 14. september, Domsakt i den 14. april 1846 såkaldte justitssag, dåbsattest og 3 straffeattester. Nicolai Jørgensen godkendte dokumenterne.

Sagen for hans vedkommende blev afsluttet.

5.oktober 1859 side 77

Litra L. Udskrift af Vester Herreds politiprotokol af 20. juli 1853 blev forelagt Peder Jørgensen Dal, der var arresteret i en anden sag. Hans kone er en datter af Hans Christian Boss på 18. selvejergård fortov i Vestermarie og hun havde fortalt ham at hendes moder havde betroet hende, at i hendes mands og søns fraværelse havde påsat ild hvorved deres hus afbrændte den 19. juli 1853. Det havde foregået på den måde, at hun havde antændt noget lyng i køkkenet, stillet noget træ således at ilden kunne forplante sig imod taget.

Noget tid før branden havde Peder Jørgensen Dal modtaget en væv til låns af sine svigerforældre. Han havde ikke hørt om bevæggrunde til afbrændingen, men han formodede, at det var fordi huset var gammelt og trængte til en ombygning.

Hans Christian Boss hustru Elisabeth Margrethe på 18. Selvejergård fortov blev afhørt. Hun nægtede at hun med forsæt havde afbrændt deres hus, men havde muligvis været uforsigtig med ilden.

Hun blev sat under bevogtning og sagen udsat.

7.oktober 1859 – side 79

Litra N. Udskrift af Vester Herreds politiprotokol af 30. april (side 166 i protokollen) – blev fremlagt og Hans Michael Hansen blev fremstillet. Han var bragt til stede og hensat under bevogtning i går eftermiddag kl. 1½. Han nægtede at have noget med den omtalte ildebrand, som udskriften omhandlede. Dommeren nævnte at mistanken mod ham var så stærk og klar, at han blev sat i personlig arrest

Litra B. Lars Christensen, der var arresteret i en anden sag, blev fremstillet. Bilaget B1 havde han ingen kommentar til.

Samme dag om eftermiddag kl. 5

Litra L Boss hustru blev afhørt. Hun erkendte at hun nok uforsvarligt havde foranlediget branden. Hun havde færdiggjort bageovnen og bragt ilden derfra ind under murgryden. Den tiloversblevne lyng blev liggende i bryggerset. Efter hun havde været i stuen, var hun gået tilbage til skorsten for at se til ilden under gryden, Da den ikke brændte tilstrækkelig, havde hun taget lyng fra gulvet. Det havde blusset kraftigt op. Hun var gået tilbage i stuen og lukket døren. Da hørte hun en knagen og da hun lukker op til bryggerset, så hun at der var ild i lyngen. Så var det for sent at gøre noget.

Det var rigtigt, at hun havde lånt sin datter væven kort før branden.

Hun blev afgivet til bevogtning og sagen udsat.

8.oktober 1859 side 82

Litra L Dommeren meddelte, at han ikke ville indkalde arrestanten Dals hustru til afhøring, da hun var frugtsommelig.

Peder Jørgensen Dal blev bekendtgjort med hans hustrus udsagn i den 4. rapport. Han havde hørt historien, men havde aldrig forstået, at ildebrande var sket med forsæt.

Boss hustru holdt fast i sin forklaring og sagen blev foreløbigt sluttet.

11.oktober 1859 side 82

Litra N. Christine Matthea Marker, som er nabokone til Hakkeledgården, der blot lå 3 a 4 minutters vej væk. Straks hun så lysningen fra gården løb hun derover. Hun mødte Jens Andersen og kone der løb ud med sengeklæder som de søgte at redde. Da hun så at der stod et kar på møddingen undersøgte hun den og bemærkede hun at der lå linned i den. Hun bar karret bort. Jens Andersens kone sagde, at hun havde vasket den dag og det var derfor der lå linned i den. Noget efter spurgte hun Jens Andersens kone om Hans Michael Hansen havde frelst sine stadsklæder, som hun vidste han i et skab på gården. Jo, sagde hun, dem havde Hans Michael Hansen hentet for et par dage siden. Han havde tillige været på loftet, men hvad han skulle der, vidste hun ikke.

12.oktober 1859 side 83

Litra N Hans Hansen, der var arresteret i en anden sag, blev fremstillet. Arrestanten Hansens kones broder Diderik Peter Jørgensen, der nu er husmand i Østerlars, havde fortalt ham at Jens Andersen på den tid Hakkeledgården brændte, tjente på gården den dag branden fandt sted, skulle have haft meget travlt oppe på loftet. Diderik havde arbejdet på gården tidligere og hvorfra han kendte til aktiviteterne, vidste han ikke. Han mente at Ole Hansen Kofoed som var i lære hos ham (han var snedker)

Diderik Peter Jørgensen blev afhørt og nægtede at vide noget om Jens Andersen havde haft travlt på loftet.

Samme dag

Litra O Udskrift af vester herreds politiprotokol af 20. juli 1857. Jørgen Hansen Elleby blev fremstillet. Han nægtede at have sat ild på sit hus og henholdt sig til sin udtalelse under brandforhøret.

Da dommeren mente at branden utvivlsomt var påsat, ble anholdte sat i personlig arrest.

Torsdag den 13.oktober 1859 side 86

Litra O – Charlotte Johnsen, Niels Isak Lisbergs hustru fortalte at hun og hendes mand boede i den vestlige ende af huset, der lå øst-vest, Der var desuden en lejlighed til, som på den tid stod ubeboet.  Kl ml 9 og 10 var hun inde hos Jørgen Elleby for at låne en gryde.  Arrestanten (Elleby) og hans kone sad på hver sin side af bordet i storstuen. Hun lagde mærke til at sengeklæderne lå sammenpakket på bænken. Hun bemærkede ikke dette for husværten, men antog, at det var fordi de skulle gøre rent.

Deres dør vendte mod nord og værtsparret mod syd. Så de måtte gå langs væggen for at komme ud til brønden. Hun bemærkede, at der ikke blev gjort rent den dag,

Efter hun var færdig med brygningen, gik hun i gang med at væve. Et stykke tid efter kom der røg gennem loftbrædderne, da der ikke lå ler på loftet over deres del at huset. Hun løb ud med sin rok og se ilden bryde igennem på den søndre side af huset. Udenfor arrestanten og konens lejlighed lå allerede en del indbo.

Hun bebrejdede arrestanten og hans kone at de ikke med det samme havde gjort anskrig. Men måske havde de i sinde at brænde hende inde?

Flere mennesker kom løbende fra kulværket, hvor de havde set branden.

Hun forklarede at hun havde set at arrestantens kone var gået ud for at malke.

Niels Isak Iisberg bekræftede sin hustrus forklaring.

Litra N Ole Hansen Kofod blev afhørt og forklarede at på den tid at Hakkeledgården brændte arbejdede han for snedker Hans Hansen. Diderik Jørgensen arbejdede der også. På den tid havde de begge opgaver på Vestermarie kirke. De sov hos snedker Hansen om nætterne.  De kunne ikke udtale sig om Jens Andersens færden i de dage som op til og under branden.

14.oktober 1859  side 89

Litra O – Olaus Petersen mødte for retten. Han boede 100 alen fra arrestantens hus og arbejdede på den tid ved Sorthat kulværk. Han var hjemme om middagen for at spise til middag. Han var hjemme et kvarters tid da en anden svensker ved navn Sander, der for 1½ år siden var vendt tilbage til Sverige, hvor han skal opholde sig i en by  ved navn Trollejohnby i nærheden af Sölvitsborg. Han opholdt sig her på øen uden at have fast arbejde. Han kom ofte hos Olaus Petersen. Den omtalte dag, havde han kun været i huset et par minutter, da han sagde, at Elleby ”gjør fyr paa”. De så begge at det var ild i nærheden af den vestre skorsten. Straks efter var der ild mod den vestre gavl just over den del hvor Iisberg logerede. . De to løb straks over til huset, hvor de fandt arrestanten og hans hustru stående midt i stuen. De hjalp dem at bære chatollet og nogle sengeklæder ud.

Da de var i gang med at hjælpe ting ud af huset kom Iisbergs kone løbende ind og beskyldte arrestanten at de ville indebrænde hende ved ikke at have råbt til hende om brand.

Spørgsmål, der gik på en anklage mod svenskeren Sander, ville Olaus Petersen ikke understøtte, men det var almindelig bekendt, at Sander og Ellebye begge var forfalden til drik og at de ofte var sammen. Efterfølgende havde Sander stærkt beskænket beskyldt Ellebye for mordbrand. Ellebye havde svaret, at det skulle han bevise.

Litra A. (side 90) Dommeren fremlagde en dåbsattest og 6 straffeattester for arrestant Dal (Peter Jørgensen Dahl) forelagt en rapport (se rapport 1.oktober 1859 opslag 25), hvilket han ratificerede.  Sagen betragtedes nu som afsluttet.

15.oktober 1859 side 91

Litra O Johan Sandstrøm blev afhørt. Han løb fra Kulværket over til brandstedet. Han hjalp med at frelse Iisbergs tøj. Han kunne ikke sige noget om Sanders forhold til Elleby andet end at han også havde været med til at redde ting ud af huset.

Sandstrøm havde tidligere lejet bolig hos Elleby og da havde han ofte hørt ham sige, at huset ”skulle paa fløiten”. Han sagde endvidere at huset var ”virkeligt meget gammelt og daarligt”.

Dernæst afhørtes Daniel Gustavsen boende ved Sorthat Kulværk. Han havde også lejet bolig hos arrestanten.  Da Daniel følte at han nærmest var tvunget til at flytte fra Ellebye, havde han købt et hus og flyttet dertil  ca, 14 dage inden branden. Han var ikke tilstede ved branden. Han huskede at huset var meget dårligt og var ikke ”bedre værd end at gaa fløiten”, som han havde hørt arrestanten sige.  Fortalte at den omtalte Sanders rigtige navn var Anders Alexander Sander. Vedkommende havde beskyldt Elleby for ”mordbrand” da Elleby og konen logerede hos Anders Hansen efter branden. Elleby havde derefter forbandet Sander.

17.oktober 1859 side 92

Litra N Juliane Maria Didriksen, Jens Andersens hustru vedkendte sig i et og alt i sin forklaring til brandforhøret. Det vasketøj, som blev fundet i et kar på møddingen, var båret ud af hendes mand og Hans Espersen. Dette var ikke overensstemmende med hendes mands udsagn, da han havde forklaret at der for meget røg til at de kunne komme ind i køkkenet. Hun kendte intet til at arrestanten Hansen skulle have haft klæder hængende i et skab. Men måske kunne tøjet have været der inden hun og manden havde tiltrådt tjenesten den 1.november det foregående år. At hendes mand og arrestanten skulle have været på loftet inden branden havde hun ikke bemærket.

Samme dag. Side 92

Ltr. N Proprietær cand jur. A. Stender erindrede at arrestanten havde købt nogle sædsække hos ham. Ellers husker han intet om branden.

Litra O. Anders Lundgreen boede I et hus tæt ved Ellebye. Han var på arbejde da huset brændte. Han frygtede at det var hans eget hus, så han hastede derhen. Det meste af Ellebyes indbo var da reddet ud af huset. Det samme med Lisbergs ejendele. Han havde aldrig hørt Ellebye ytre sig om ildspåsættelse, men han havde hørt det fra arbejdere på kulværket.

Hans Andersen, hvor Ellebye og familie boede medens de genopførte deres hus. Han fortalte at Elleby dagen før branden havde udtalt ønsket om at ”huset brændte af”. Det var almindelig kendt blandt naboerne, at huset blev stukket i brand ”hvorpaa de hver Dag gik og ventede”. Efter branden nævnte Ellebye intet om brande ej hellere om hvordan branden var opstået.

Det afbrændte hus var yderst dårligt og forfaldent.

For retten mødte Niels Johnsen, der havde spurgt Ellebye, der havde siddet ved bordet, der var reddet ud af branden, at han vel havde fået nogen til at sætte ild på huset. Ellebye havde svaret, at det kunne hav vel gøre selv.

Samme dag side 95

Litra N. Jens Andersen, der ved middagstid var bragt til stede forklarede: At arrestanten Hansen var kommet til gården kl 7-8 om morgenen og havde et læs havre til udsåning. Der blev imidlertid et par tønder til overs som blev bragt hjem til gården. Derefter kørte han ad vejen til Gadegård. Jens Andersen var overbevist om at Hansen ikke derefter havde været på gården. Han var vidende om at Hansen havde et par fine sorte bukser, en sort frakke hængende i klædeskabet på Hakkeledgården. Det havde hans kone sagt, men ikke det set selv. Han havde ikke kikket i skabet.

Han sagde, at han gik ud af huset efter han havde været i Lillestuen. Røgen var tyk, men han nåede at kikke i køkkenet og snappe en balje som stod ved skorstenen med som hans kone havde vasket.

Han nægtede at have været på loftet den pågældende dag.

Jens Andersen blev anholdt til bevogtning.

18.oktober 1859 side 96

Litra N Anholdte Jens Andersen blev afhørt. Hvornår has kone havde taget vasketøjet – om det var før middag eller efter middag, da han var taget ud på marken. Vasketøjet blev kogt i bryggerset i den østre ende af huset og maden blev kogt i køkkenet. Jens Andersen var aldeles ikke ude i bryggerset, men de havde været i lillestuen og kværnede (smør?). Han havde tiltrådt tjenesten fra den 1.november 1849 og det samme hans kone. De arbejdede for lejen. De var begge fra Rønne.

Anholdte Juliane Marie Didriksen – Jens Andersens hustru. Hun gennemgik hvad hun havde lavet den dag gården brændte.  Kogte mad og kaffe i køkkenet og vaskede lidt tøj i bryggerset. Hun mindes ikke om hun havde hentet ild inde i skorstenen til panden (i bryggerset) eller havde tændt op separat. Men det var kun en lille optænding da det var kun en lille vask hun havde. Hun huskede ikke om hun skyllede det ved brønden i gården eller i dammen på marken, hvorefter hun bar det ind i bryggerset. Der var ingen ild under panden i bryggerset. Efter hendes mand og Hans Espersen (tjenestekarlen?) kærnede en times tid i lillestuen efter de kom hjem fra marken. Hun huskede ikke at hendes mand gik ud til kreaturerne før eller efter kærningen. Efter de havde talt sammen alle tre i lillestuen mærkede de ilden.

De havde haft lys tændt da de kærnede. Dommeren bemærkede at solen gik ned kl. 7½ og tusmørket faldt på efter 3 kvarter.

Hun brugte hverken Køllen eller ovnen, da de fik brød og drikke fra Præstegården.

19.oktober 1859 side 99

Litra N. Jens Andersen hustru blev spurgt til de klæder der hang i klædeskabet.  Hun sagde, at det var rigtigt, at der var klæder i skabet, men hun vidste ikke om de var borttagne eller ikke. Hun husker intet mht. klæderne. Inderste Christine Marchers afhøring fremkom det, at hun havde spurgt hende om hun havde nået at redde sine stadsklæder og om Hans Michael Hansen klæder også var reddet. Efter at have tænkt over det, kunne hun nu huske, at det var hun blevet spurgt om af Christine Marcher.

Da Jens Andersens hustru svarede usikkert og tilbageholdent på spørgsmålene måtte hun pålægges personlig arrest uden mulighed for at have forbindelse med andre.

Samme dag side 100

Litra B – Arrestanten (skomager Peder Schou) havde fnat ifølge lægens undersøgelse og blev derfor indlagt på byens hospital.

22.oktober 1859 side 101

Litra N. Jens Andersen hustru Forklarer nu at det forholder sig rigtig at de omtalte klæder hang i skabet og at de havde hængt der siden begyndelsen af 1850. Men hun vidste ikke hvem der havde bragt dem bort eller hvornår det var sket. Hun erkendte også at der i storstuen havde hængt to spejle i udskårne rammer. Disse var også borttagne uden hun vidste hvordan. De havde hængt der 2 a 3 uger før branden og at hun efterfølgende set dem på præstegården.

Hun havde fortiet disse ting fordi hun ikke ville misforstås og derved mistænke Hans Michel Hansen for at havde fjernet dem og derved skabe en mistanke mod ham for ildspåsættelse. Hansen havde vist meget godhed mod hende og hendes mand.  Hun havde talt med arrestant Hansens kone om klæderne sidste høst. Og der havde hun sagt, at disse klæder var kommet til gården før branden lige som de to spejle.

Samme dag

Litra O Arrestanten Jørgen Ellehøj blev afhørt. Han erkender nu, at det var hans kone der havde sat ild på huset.

Han havde den 19. juli 1857 kørt en lysttur for ejeren af Sandegård, Olsen, til Hammershus Slot og kom først hjem derfra mandag morgen kl. 3 a 4. Efter at have fodret hesten gik han i seng og stod først op ved 9 a 10tiden. Han foretog sig intet den formiddag og lagde sig til at sove middagssøvn. Kl. 11 og 12 kom middagsmaden ind besående af grød og flæsk og gik derefter ud og malke. Da kom hans kone og sagde, at huset brændte. Han så så, at taget stod i lys luge. Han løb derefter ind for at frelse hesten. Bag efter reddede han alt hvad han kunne. I forvirringen glemte han at kalde på Lisbergs kone.

Om aftenen havde hans kone fortalt om hendes handling uden dog at fortælle hvordan. Hendes bevæggrunde var, at han ofte kørte for andre og for ofte var fraværende. Og på den måde gav hun han noget at bestille ved hjemmet.

Huset var vel nok gammelt, men det kunne have stået en tid endnu. Han erkendte at han havde brugt ord som kunne pege på ham som ”at det ikke var mere værd end at lade afbrænde”. Men han havde ikke haft noget forsæt at gøre det, og ej opfordret hende til at gøre det. De havde ikke talt sammen den formiddag, som branden fandt sted senere på dagen.

”Sluttelig tilføjer Arrestanten, at der efter at Dommeren var kommen her til Øen, og havde påbeyndt Undersøgelserne angaaende de her stedfundne Ildebranden, ofte har været Talt mellem ham og hans Kone om den her omhandlende Brandstiftelse, og have de da været enige i den Anskuelse at de neppe ville undgaae en Undersøgelse, men har Arrestanten da på hendes Opfordring, ved saadan Leilighed paa det højeste lovet hende, ikke at røbe noget der kunde være hende til skade, og er dette Løfte Aarsagen til hans tidligere Benægtelse.”

23.oktober 1859 side 104

Litra O. Arrestant Ellebye atter fremstillet. Han forholder sig ”i et og alt” som han havde sagt til gårsdagens forh’ør. Det var hans kone der havde sat ild til huset. Han benægter, at de havde aftalt ildebranden. Han holdt fast i hendes bevæggrund, at der var fordi han ofte kørte bort. Bemærkede ”at hun er meget heftig af Sindelag”.

Derefter fremstillede arrestantens hustru Margrethe Kirstine Juul, der dags formiddag var bragt til stede. Hun blev gjort bekendt med sin mands forklaring, som hun nægtede rigtigheden af. Hun var aldeles uvidende om anledningen til ildebranden.

Efter hun havde været konfronteret med sin mand og indrømmer hun, at hun havde påsat ilden efteropfordring af hendes mand. Det var sket ”nogen tid” før ilden, da han gerne ønskede et nyt hus. Hvorfor han ikke selv havde gjort det, havde han ikke forklaret.

Det blev udført ved, at lægge kulgløder på loftet mellem halmen. Han havde sagt, at det skulle ske medens han var ”bortkørt og således fraværende”. Hun huskede ikke om tidspunktet var planlagt, men lejligheden bød sig en dag da hun havde sat maden på bordet og skulle op på loftet efter brænde. Fra loftlemmen lagde hun taget en kulglød i en ske op på loftet uden at gøre nogen støj. Ilden fængede ikke med det samme, men efter hun var gået ud på marken, hørte hun grisen skrige. Hun vendte sig om og så røgen stige op fra taget.

Hun råbte på sin mand, der endnu lå i sengen, samt bragte børnene ud, hvorefter de begge reddede deres bohave ud, så meget de kunne. At Iisbergs kone var hjemme vidste hun ikke.

Da de var kommet til ro om aftenen hos Hans Andersen fortalte hun sin mand på hvilken måde, at det var sket. Hun nægtede at hun havde været utilfreds med at ofte var hjemmefra.

Samme dag

Litra O. Arrestantinden, Ellebyes hustru, blev fremstillet. Hun godkendte den afgivne forklaring og tilståelse. Hun tilføjede, at det var hendes egen ide at bringe kulglød op på loftet.

Hun havde foreslået manden, at gøre det, hvilket han havde nægtet. Tværtimod havde han tilskyndet hende til at gøre det og det på et tidspunkt, hvor han ikke var hjemme.
Da undersøgelserne startede havde de talt om muligheden for, at de ville blive genstand for denne undersøgelse. Manden havde i den anledning sagt, at han til hver en tid ikke ville tilstå sandheden.

Arrestanten Jørgen Ellebye blev dernæst afhørt. Han fastholdt, at det var hende, der havde udført ildspåsættelsen uden hans tilskyndelse.

25.oktober 1859 side 108

Litra O. Jørgen Ellebye blev atter fremstillet og afgav nu følgende forklaring: Året før hans hus brændte havde han været til en auktion i Vestermarie. Der blev det talt om et sted der lige var afbrændt af ejeren med en stor økonomisk fordel.. Da han kom hjem fortalte han sin kone om hvad han havde hørt. Han havde lyst til at lade sit løsøre assurere og derefter brænde huset af. Derefter havde de ofte talt om muligheden og havde opfordret konen til at gøre det. Han var dog ikke klar over om konen havde opfattet at der første skulle oprettes en løsøreforsikring.

Jørgen Ellebye fortalte atter om at hans kone var utilfreds med at han ofte var fraværende og hans kørsel for folk. Han troede at det var hans kørsel dagen og natten før, der havde fået hans kone til at fuldføre ildspåsættelsen netop den dag, d a han lå i senge efter en lang tids kørsel. Han erkendte dog sit ansvar for ildebranden, da han i lang tid havde opfordret konen til det.

Arrestantens hustru bekræftede mandens beretning om hans oplevelsen på turen til Vestermarie og at de efterfølgende talte om muligheden af at ”tjene godt” på en ildebrand. Hun indrømmede at hun nok ikke havde forstået hvorfor de først skulle have tegnet en løsøreforsikring. Hun nægter at have bebrejdet sin mand, at han kørte for andre og at det havde været årsagen til hendes gerning netop den dag, hvor han havde kørt hele natten.

Dommeren bemærkede, at den bornholmske kul ikke som den engelske ophørte med at brænde så snart det var udbrændt. Bornholmske kul efterlader sig gløde ligesom tørv.

Side 110

Litra I Arrestanten Arist Hansen blev fremstillet. Dommeren fremlagde en rapport af 3.oktober, en skrivelse af 5.oktober fra formanden for Bornholms Landboer Brandforsikringsselskab, dåbs- og 2 straffeattester – alt blev ratificeret af Arist Hansen. Dommeren bemærkede at huset lå langt fra andre huse, så der havde ikke været fare for skader på naboers huse.

Sagen blev afsluttet.

Samme dag.

Litra N Jens Andersens hustru blev fremstillet. Hun sagde nu at hun vidste, at hendes mand havde nærmere kundskab om ildens udbrud. Hun var højst frugtsommelig og han havde sagt, at hun ikke måtte blive bange hvis hun mærkede, at det brændte, fordi nu skulle det være fordi vinden nu var i den retning, at kun de gamle bygninger ville brænde. Hun kunne ikke mindes om hendes mand eller Hans Michael Hansen havde været på loftet.

Samme dag.

Litra N Arrestantinden blev atter fremstillet og ratificerede den afgivne forklaring om at vinden skulle være i den rigtige retning før der skulle stilles ild i de gamle bygninger.

Hun tilføjede, at manden havde pålagt hende at vaske den dag, da det skulle se ud som at ilden kom fra Panden. Hun var ikke i tvivl om at hendes mand kendte sammenhængen med ildspåsættelsen. Dog mente hun at hendes mand ikke alene havde udført det.

25.oktober 1859 side 112

Litra N Jens Andersen blev fremstillet. Han afgav en forklaring og tilståelse. Han var aldeles afhængig af Arrestant Hansen, som gav ham tjeneste og familiens underhold. Han havde været meget fattig, da han flyttede ind på gården. I længere tid havde Hans Michael Hansen bedt ham om at sætte ild i de gamle længer på et tidspunkt hvor vinden var gunstig, så den nye længe ikke blev antændt. Først afslog han, men Hansen fortsatte med at tale om det, så han til sidst opfattede det som et krav til ham, hvis han skulle blive boende på gården.

Efter Hansen havde bestemt, at det skulle sket, sagde han til sin kone, at hun skulle sætte vasketøjet i blød, således, at hun var klar til at tænde op under vasketøjet. Det gik flere dage. Der gik nogle dage, så var hun nødt til at vaske, da den gamle karl, Hans Espersen, skulle bort og at han skulle have en ren skjorte på.

Det var Hansen der besluttede at ilden skulle startes i den gamle stuelænges østre ende. Denne ende af længen stod i forbindelse med den gamle ladelænge, som var planlagt også at brænde. Da han havde været i marken med Hansen besluttede han at det var et gunstigt tidspunkt. De tog hver til sit. Han satte en svovlsstikke til lyngen i Lyngkammeret, der lå op til bryggerset. Han gik ind i lillestuen, da ilden fik fat og de kunne begynde at redde ting ud af huset.

Vinden var i sydvest og bar således bort fra de 2 nye længer, men vinden ”svejede” omkring baakken, at ilden også fik fat i de nye længer, der ligeledes nedbrændte.

Hansen havde ikke lovet ham en bestemt godtgørelse, men men lovet at sørge for ham.

Jens Andersen blev belagt med personlig arrest.

Samme dag side 114

Litra N. Jens Andersen blev fremstillet og ratificerede sin afgivne forklaring og tilståelse. Der havde ikke været nogen aftale om hvor ilden skulle anlægges ej hellere om hvor.

Det var pålagt Jens Andersen og hans kone at nægte ildpåsættelse og at have noget kendskab til brandes hensigt.

Han vidst ikke noget om klæderne i klædeskab eller hvor 2 spejle blev af.

Han arbejdede stadig for Hansen, men fik ikke mere betaling end en almindelig arbejdsmand.

Derefter blev Hans Michael Hansen afhørt. Han nægtede kategorisk anklagen om at det var hans ide med ildebranden.

Jens Andersen blev ført ind til Hans Michels Hansen og gentog sin forklaring på brande. Hansen nægtede stadig.

26.oktober 1859 side 116

Ltr. N Arrestant Jens Andersens hustru blev løsladt og sagen udsat.

28.oktober 1859 side 116

Jens Andersen blev fremstillet. Han huskede ikke hvor længe før branden Hans Michael havde bedt ham at afbrænde gården. Men antager at det var 1 eller 2 måneder før. Istarten var det ikke tiltænkt en opgave som han skulle udføre. Det kom senere. Det var Hansens ide med stedet således at det kun skulle ramme de to gamle længer. Og hans ide, at konen skulle vaske og at hendes fejlhåndtering af optændingen var anledning til branden.  Andersen havde selv udført ildspåsættelsen for at skåne sin gravide kone.

Den gamle karl Hans Espersen skulle stoppe og ildebranden skulle ske inden hans aftrædelse, således at de var to til at redde kreaturerne. Alle kreaturer stod i den nye længe med undtagelse af en gris, der dog blev reddet.

Han havde beklaget at de nye længer også brændte. Det var aftalt at hvis han ikke kunne benægte sin skyld, skulle han påtage sig hele skylden, kun da ville han kunne sikre gård og gods. Hansen havde lovet at tage sig af hans kone og børn medens han afsonede sin straf.

31.oktober 1859 side 118

Litra N Diderik Peter Jørgensen blev afhørt. Han mindes ikke hvornår Hans Michael købte Hakkeledgården, men det var kun få år siden. Straks efter han havde købt den, var han, der er broder til Hans Michaels kone, på besøg på Hakkeledgården for at syne den. For et år sidem eller straks efter Hans Michael havde købt den opstod der et rygte at gården skulle afbrændes. Rygtet om brand mente han at det bevirkede, at Hans Michael netop ikke vil afbrænde den.

3.november 1859 side 119

Lite N Hans Michael Hansen hustru Kirstine Jørgensen var ikke i stand til at meddele noget som helst om branden.

Hun var gået i send da Hakkeledgården brændte. Da tjenestekarlen kom og råbte om brand på gården, stod hendes mand op og begav sig til gården.

Arrestaten Hansen nægtede stadig

Jens Andersen blev atter konfronteret med Hans Michael Hansen, som stadig nægtede.

Samme dag side 123

Litra N  Hans Michael Hansen fastholdt som det første at han ikke havde opfordret Jens Andersen til brandstiftelse, men vedgår, at han havde talt med Andersen om ”snart den ene såvel den anden brandstiftelser, der formodedes at være påsat. Under sådan samtale kom de også til at nævne Hakkeledgården ”for løjer” at den gamle længe ikke var bedre værd end at brænde. Efter flere sådanne samtaler begyndte de at tage muligheden alvorligt. Stuelængen var ikke så dårlig, hvorimod den østre længe måtte ombygges. Under samtalen yttrede han at Andersen jo kunne sætte ild på den, men der blev ingen aftale gjort. Først senere blev de konkrete, men ikke hvordan og hvornår. Det kom til noget efter og de blev enige om, at de skulle vente til vinden bar fra de nye bygninger og at Jens Andersen kone skulle vaske tøj og simulere årsag til brand var optænding under vasketøjet.

Klæder i et skab kendte han intet til, men erkendte at de to spejle som han havde i stuen på Hakkeledgård nu var i Præstegården.

Arrestantens hustru blev fremstillet og hun vedbliver sin forsikring om, at hun bvar helt uvidende om branden. Hun kendte historien om de to spejler og at de nu hang i præstegården.

5.november 1859 side 125

Litra N Arrestant Jens Andersen blev fremstillet. Han påpegede, at han først havde afslået at arrangere ildspåsættelsen, men efter nogen tid accepterede han. Dog havde han tvivlet på, at branden kun kunne holde sig til de gamle bygninger og ikke brede sig til de nye bygninger.

Jens mindes nu, at Hansen, nogle dag før ildspåsættelsen, havde beset skorstenene, på hvilken der var revner. Jens mente, at han ikke havde fortalt Hansen om hvor han havde stukket ild til huset da brandforhørene startede.

Efter arbejdet på marken før de skiltes, aftalte de at det var om aftenen at Jens Andersen skulle udføre ildspåsættelsen så femt vinden ikke skiftede retning.

Hansen havde lovet ham et stykke jord på gårdens grund, hvor han kunne opføre et hus. Det havde han ikke opfyldt. I stedet måtte Jens Andersen købe et stykke jord på en anden grund. Denne grund har han imidlertid solgt og bor nu på Hakkeledgårdens grund. Oplæst og ratificeret.

Arrestanten Hansen blev derefter forholdt Jens Andersens forklaringer. Hansen fastholdt at det var Jens der først havde talt om at afbrænde de gamle længer.  Dog vedkendte han, at havde udstykt sig på en måde, der kunne havde forledt Andersen til at gøre det.

Hansen erkendte, at de havde talt om, at Andersen skulle have et stykke jord på grunden og derpå opført et hus. Men nogen konkret aftale havde de ikke. – Oplæst og ratificeret.

7.november 1859 side 127

Litre P. Dommeren fremlagde en udskrift af Vester herreds politiprotokol påbegyndende 22/8 1858. Fremstillet blev Jeppe Henrik Jensen, der forklarede, at han havde købt huset et års tid før branden. I den første tid boede en mand ved navn Hans Jacobsen. Men han blev dømt til straffeanstalt så derefter stod huset ledigt. Huset var assureret for 150 rd, så vidt han huskede.

Dommeren resonerede, at Jeppe Henrik Jensen havde haft en fordel af branden og at der var andet, der pegede på ham som brandstifter, blev han pålagt personlig arrest.

Samme dag.

Litra P Jeppe Henrik blev fremstillet han fortalte, at huset lå tæt ved hans bopæl. Og det var købt til hans nu afdøde svigersøn for de kunne lægge haverne sammen.  Den gamle ejers plan var at rive nogle fag ned og reparer resten. Arrestanten aftale med den forrige ejer, Peer Bohne, der var villig til at sælge for 100 rd, ikke at fjerne fag, da de var opført i forsikringen. De aftalte at Jeppe skulle afbrænde huset, hæve assurancen og betale Bohne de 100 rigsdaler og bygge et nyt hus. Ved disse forhandlinger havde Abraham Petersen deltaget. Jeppe ville havde en fordel i branden, men han ville ikke udføre handlingen, men det ville de andre stå for efter at handlen var gennemført. Der blev ikke oprettet nogen kontrakt.
De aftalte at Jeppe ikke skulle være hjemme på brandstiftelsesdagen, derfor gik han på arbejde hos skovfoged Rosen (?) hele dagen og blev der om natten. Om morgenen kom der bud med underretning om, at huset var brændt. Han gik straks til brandstedet hvor han traf såvel Peer Bohne som Abraham Petersen. Abraham mødte ham med ordene: Der kan du se, nu gik det saaledes som det skulle gaa.” Bohne var også tilfreds og ville give brændevin. Ingen af de to vedkendte sig hvem af dem, der havde påsat brande, men Jeppe mente jo nok, at det måtte være Petersen.

Jeppe fik 120 rigsdaler i branderstatning, som blev brugt til opbygningen af det nye hus. Betalingen til Bohne skete først da det nye hus blev solgt til Hansens enke.

8.november 1859 side 131

Litra P. Ejer af 4. selvejergård i Vestermarie, Lars Hansen havde solgt det hus som Abraham Petersen nu ejer for 400 rigsdaler hvilken sum henstår som prioritet i huset. Han havde forrige år 16 rigsdaler i rente, som han krævede. Han havde fået at vide, at Abraham først kunne betale når han fik sine ”brandpenge” af Jeppe Henrik. Lars Hansen fik ikke at vide hvorfor han skulle have brandpenge af Jeppe Henrik.

Det var almindeligt antaget, at Abraham Petersen havde fået 5 rigsdaler for at anstifte branden på Jeppes hus. Men det var rygter, som han ikke havde hørt fra Petersen selv.

Lars Hansen fortalte at det afbrændte hus var i yderst dårligt og faldefærdigt og havde i noget tid været brugt til at henlægge husvilde fattiglemmer. Det nye hus er nu beboet af Jeppe Henriks afdøde svigersøns hustru.

Jeppe Henrik Jensen henholdt sig ”i et og alt til sin egen afgivne forklaring og erklærede at det var i overensstemmende med sandheden”.

Han gentog, at han ikke selv ville brænde huset ned, men samtykkede til at de gjorde det. Han selv tog på arbejde hos skovfoged Rosen.

Litra N. Arrestant Andersen blev fremstillet. Han forklarede at de to fag i den søndre ende af den østre længe var aftaget før han kom til gården, samt det tredje fags side mod gården var fjernet. Dette var sket for ikke at ilden skulle brede sig til den søndre længe.

Arrestant Hansen fortalte, at de to fag var aftaget før planen om ildspåsættelse. I udskriften af brandforhøret blev sagt at den østre længe skulle sælges og derfor var taget fjernet, men det huskede Hansen ikke længere.

Litra P Abraham Petersen var blevet bragt til stede dags middag. Han tilsted, at han havde sat ild til arrestant Jensens hus på 2. selvejergård grund i Vestermarie den 22. august 1858. Han fortalte at   kort efter Peer Bohne havde købt huset på auktion tilbød han 5 eller endog 10 rd når nogen ville afbrænde huset. Kort tid efter solgte Bohne huset videre til Jeppe Jensen. Vedd denne handel var han og Jeppe Jensens svigersøn, som nu var død, tilstede. Det blev aftalte at med overdragelsen af huset fulgte aftalen om, at huset skulle afbrændes. Det var ligefrem en betingelse for salget, da forsikringssummen derved var en sikkerhed for betalingen til Bohne. Især svigersønnen var ihærdig i fordringen at Abraham Petersen skulle udføre gerningen.

Abraham Petersen stod tidligt op under påskud af, at han skulle på jagt. Han antændte huset på den nordlige side af tagskægget, hvorefter han gik ned til den nærliggende mose og skød ænder.

Det var rigtig, at han havde sagt til Lars Hansen, der havde lånt ham penge, ikke kunne få sine rentepenge før at Bohne fik brandpengene. Bohne skyldte ham penge for udført bygningsarbejde.

Abraham Petersen tilstod derefter at han også havde sat ild i sit eget hus, som det fremgik af en udskrift af Vester Herreds politiprotokol for den 31. juli 1855. Han havde købte huset 7 a 8 år inden huset brændte for 400 rigsdaler. af sin far mod at forældrene skulle have frit underhold. Hans far var ikke tilfreds med undentagskontrakten, hvilket bevirkede, at handelen gik til bage til faderen. Faderen satte huset på auktion og han købte huset igen, men nu for 1000 rigsdaler. Faderen blev boende i huset, men var stadig utilfreds. Abraham forsøgte at få faderen til at flytte. Men uden resultat. Konflikten med forældrene førte til ildpåsættelse. Dog var forældrene underrettede, da det nødigt skulle ske dem noget.

Faderen er nu død.

Abraham blev belagt med personlig arrest.

Samme dag side 137

Litra P. Abraham Petersen blev fremstillet. Forklaringen af afbrænding af Jensens hus blev ratificeret.

Med hensyn til hans eget hus henholdtes arrestanten sig ligeledes ”i Et og Alt til sin afgivne forklaring”.

Han havde fået udbetalt 700 rigsdaler. og det nyopførte kostede ham 850 rigsdaler. Han havde senere byttet ejendommen med Jacob Jensen Marcher for 1000 rigsdaler og overtaget hans hus i Østerlars for 800 rigsdaler. Huset som kom i Marchers besiddelse var atter brændt.

Derefter blev arrestanten Jeppe Jensen fremstillet. Konfronteret med forrige afhørte arrestant Abraham Petersens forklaring, erkendte han, at afbrændingen var på hans samtykke. Endvidere var Peer Bohnes salg betinget af afbrænding af huset.

9.november 1859 side 139

Litra O. For retten kom pigen Kirstine Petersen Kofod. Hun tjente hos Jens Peter Olsen på Sandegård i 4 år. Hun bekræftede, at Ellebye engang i sommeren 1857 kørte hende og medtjenere en lysttur til Hammershus Slot, hvorfra de kørte hjem om natten mellem kl. 1 og 2. Hvilken dag er hun ikke i stand til at huske ej hellere vidste hun ikke hvor meget han havde fået i betaling.

Litra P. Arrestant Jensens hustru Cecilie Cathrine Sommer henholder sig til sin forklaring hun gav ved brandforhøret. Hun kendte intet til brandens opkomst. Hun havde flere gange spurgt sin mand om han havde noget at gøre med den. Hvilket han altid benægtede. Det havde været hendes nu afdøde svigersøn, der ønskede at købe huset.

Peer Hansen Bohne blev om formiddagen bragt til afhøring. Han forklarede, at han havde købt det omhandlede hus for 200 rigsdaler. I to omgange solgte han til Jeppe Jensen – først et stk. jord til 100 rigsdaler og senere huset for 100 rigsdaler.

Han blev præsenteret for de to arrestanters forklaringer, om at salget var betinget, at det blev brændt ned. Hvilket han på det bestemteste afviste.

Dommeren mente at mistanken var så kraftig, at han lod ham varetægtsfængsle.

10.november 1859 side 141

Lttr. P. Sagen blev igen foretaget. Peter Jensen Sommer kunne ikke møde, da han var gammel og svag,

For retten fremstod Hans Frederik Jensen, som ganske kunne godkende sine udtalelser i afskriften af P, der blev forelagt. Det var fra taget på den nordre side af huset at ilden først viste sig.

Næste var Abraham Petersens kone Karen Kirstine. Der var intet godt forhold mellem hende og hendes mand og dennes forældre. Navnlig mandens fader var hadefuld mod hendes mand, som ville ønske, at hans forældre ville flytte fra ejendommen. Det var de ikke villige til og manden havde truet med at brænde huset af for at få økonomien til at hænge sammen. Men hun havde fået besked af manden, den dag det skete.

Arrestant Petersen blev gjort bekendt med sin kones forklaring. Han fastholdt, at han havde underrettet sin kone om sit forehavende om morgenen. Men han fastholdt, at det væsentlige formål med branden var, at få forældrene ud af huset. Sekundært var at få sin gæld betalt.

Abraham Petersen gentog at Jeppe Jensen havde købt huset af Bohne med den klausul, at huset skulle afbrændes. Det var brandpengene der garanterede, at Bohne kunne være sikker på, at få pengene for huset af Jeppe Jensen.

Peer Hansen Bohne blev afhørt. Han erkender, at det er rigtigt at de ved hushandelen havde talt om det bedste at afbrænde huset. Så snart Jeppe Jensen fik ”brandpengene”, altså forsikringen udbetalt, skulle Bohne havde sine penge for hus og grund. Bohne havde dog ikke fået pengene efter udbetalingen, da de var gået til at opbygge et nyt hus. Jens Hansen havde lovet at betlae Bohne sit tilgodehavende, som var 60 rigsdaler. (?)

Samme dag – side 144

Litra P – Peer Hansen Bohne blev fremstillet. Han erkender sin skyld og at han ved salgsforhandlingen havde rådet og opmuntret Jeppe Jensen til at afbrænde huset. Han kunne ”ikke ubetinget nægte”, at han havde fået Abraham Petersen til at udføre ildspåsættelsen. Men de havde snakket så meget om det, at det var svært for ham helt at huske forløbet. Huset var ikke assureret så højt, at de ville være en god forretning.

Litre O (side 145)

Arrestant Ellebye blev fremstillet. Dommeren fremlagde en politirapport, dåbsattest, 3 straffeattester, skrivelse af formanden for Bornholms Landboers Brandforsikringsselskab. Arrestanten ratificerer.

Margrethe Christine Juul, Ellebye hustru fik forelagt politibetjent Møllers rapport, straffeattest og skadeserstatningskrav hvilket blev accepteret. Sagen for deres vedkommende blev sluttet.

11.november 1859 side 146

Ltr. P. Arrestan Jensen vedgår i ”et og alt” hvad han senere har forklaret. Han tilføjer at det var arrestant Bohne, der begyndte at tale om ildspåsættelse af huset.

Bohne sagde, at de begge var enige om branden så snart de havde handlet, ellers kunne ingen være tjent med salget.

Samme dag  side 147

Litra Q Sagen blev genoptaget. Dommeren fremlagde en udskrift af Vester Herreds politirets protokol af 22. juli 1853 omhandlende branden af Anders Andersen og Kirstine Mathea, Peder Dals fraskilte hustrus huse på 65. selvejergård grund i Vestermarie.

For retten blev Gunhild Benedicte Plum. Hun nægtede at have noget med ildebranden at gøre. Hun blev fængslet under bevogtning. (I bilag findes en rapport af 24.november 1859

14.november 1859

Litra Q Bødker Anders Andersen bekræftede at han er den som er omtalt i den fremlagte udskrift af brandforhøret. Og hvis hus var sammenbygget med Peer Dahls fraskilte hustrus hus. Hans kone var var død et par år inden ildebranden. Anholdte Plum kom til huset som bestyrer. Hun havde allerede den gang flere børn med forskellige mænd. Da hun var i afhørtes hus fik hun et barn, som afhørte betvivlede var hans. Han var overbevist om, at hun, medens hun boede i huset, havde ”utilladelig forbindelse med andre Mandfolk, og var i det hele taget, som han udtrykker sig, meget vildter”.

Der havde været uenighed mellem Andersen og Gunhild Plum og han havde ikke været god for ham. Hun var også i konflikt med Dals hustru, der havde foranlediget et skillerum på loftet, der separerede det i to afdelinger. Hun havde flere gange truet med at sætte ild i huset, men aldrig indrømmet, at hun havde gjort det. Hun havde været behjælpelig med opførsel at et nyt hus, havde hun sagt, at nu havde hun gjort uret godt igen og skaffet ham et nyt hjem.

Hans Hansen Bidstrup var hos Dahls fraskilte hustru da ildebranden fandt sted. Han havde hørt Gunhild Plum rase mod den opsatte skillevæg på loftet og havde truet at den snart skulle komme ned.

Kirstine Marthea Marker, Dahls separerede hustru, forholdt sig til brandforhøret fra 1853. Hun nævnte at det var hende, der havde opsat det nævnte skillerum på loftet. Hun havde med skillerumet ønsket at forhindre anholdt Plum at gå over loftet ned i hendes lejlighed. Plum havde truet hende med at skillerummet ”snart skulle komme ad helvede til”.

Hun havde ikke været hjemme, da ilden nedbrændte huset. Da hun kom hjem, havde hun set at Plums tøj lå sammenbundtet i haven ved den vestre gavl og hun havde bragt noget hen til Mogens Andersens hustru.

Anders Andersen fortalte, at arrestantinden ville føre ejendomspapirer (?) efter huset var genopbygget. Hvilket Andersens havde nægtet. Hun havde derfor truet med at afbrænde huset ligesom det gamle. (?) Plum havde fået pengene for at hjælpe ham med opbygning af det nye hus. Inden hun gik over til Mormonismen (?)

Gunhild Benedicte Blum (Plum) nægtede alt, men på grund af mistanken, blev hun pålagt personlig attest.

15.november 1859

Litra Q. Mogens Andersens hustru Ane Margrethe Jensen. Hun fortalte, at hun havde kendt Gunhild Plum fra hun var ung. Hun boede et kvarters gang fra Anders Andersens hus. Gunhild kom kort tid før branden over med en pose blår, som hun bad hende om at opbevare. Årsagen var at, havde hun sagt, var at de ofte var borte fra huset og hun frygtede at det ville blive stjålet. Hun havde hentet det efter branden.

Jørgen Kofoed, som nu boede i Rønne, fortalte at hvad han havde sagt til brandforhøret, stod ved magt. Desuden kunne han bekræfte, at ilden brød igennem fra taget over Anders Andersens hus – længst væk fra det sammenbyggede hus.

16.november 1859 – side 152

Litra S. Dommeren fremlagde udskrift af Vester Herreds politiretsprotokol af 21. juni 1851. For retten fremstilledes Johan Christian Mahler Westh, der dags formiddag blev bragt til stede. Han nægtede at have noget andel i ildebranden.

Dommeren mente at ilden ikke kunne være opstået som antydet i brandforhøret. Det var nødvendigt at afskære anholdte Johan West fra andre og derfor blev han belagt med personlig arrest.

17.november 1859 side 153

Litra S Løjtnant Johan Westh blev afhørt. Branden der startede på nabogården 11. selvejergård bredte sig, trods ihærdig indsats, til hans gård den 10. slg.. Der blæste en stort fra vest, så ilden fik hurtig fat og nedbrændte gården totalt. Han fortalte at naboen/arrestanten havde overtaget gården efter forældrene ca. et år inden branden. Gården var ”i meget mådelig forfatning” og da der ikke sket noget frygtede naboen, at han tænkte på at brænde gården af. Naboen havde fortalt ham at den søndre længe var så dårlig, at den kunne falde ned når som helst. Løjtnanten tilbød sin hjælp med at afstive og reparere længen så den kunne holde nogle år.

Naboen syntes godt om tilbuddet om hjælp, men det blev aldrig til noget. Andre naboer tilbød også hjælp, men han foretrak at hele gården skulle ombygges – kort efter brændte gården.

Tidligere tjenestepige hos forstråd Fasting på Rømersdal Karen Kirstine Monsdatter blev afhørt. Hun havde været med til at bage brød på 11. selvejergård den dag branden fandt sted. Hun havde ikke bemærket noget usædvanligt.

Arrestanten Christian Westh nægtede stadig at han var skyld i branden.

19.november 1859 side 156

Litra S Gårdmand Niels Chr. Sode blev afhørt. Han havde ikke lovet Christian Westh hjælp til reparere den forsømte længe. Og han havde aldrig hørt at et antal naboer havde lovet at hjælpe.

Husmand Alexander Sonne fortalte, at han var på vej hjem fra lyngen med lyng, da han så røg fra arrestantens gård. Han løb derned og da han kom frem, var der allerede ild i stuelængen- den nordre længe, hvorimod den søndre længe stadig var intakt. Da han åbnede døren her til brød der straks ild i halmen, uden han forstod hvorfor. Antog at det var gnister.

21.november 1859 side 157

Litra S. For retten kom Mads Westh, som boede i Aakirkeby. Mads ankom med sprøjten fra Aakirkeby. Han fortalte, at der lå en del gamle brød -vist 6 eller 5 stykker – som var bjærgede fra Ilden. Mads undrede sig over at der var så mange brød til overs.

Jørgen Bidstrup, nu i tjeneste på Loftsgård I 1851 tjente han som dreng hos arrestantens svigerfar Anders H. Møller, dengang boende i Vestermarie. En dag før branden om vinteren kom arrestanten med et læs planker, hvilket blev aflæsset. Aftenen før branden var arrestanten og svigerfaderen til tømmergilde hos Anders Rasch på Engegården.

Benedicte Kirstine Olsen, Peer Jensens fraskilte hustru, nu gift med Lars Møller, forholdt til i et og alt hun havde sagt under brandforhøret i 1851. Branden startede på loftet efter at brødene var sat i ovnen og altså ilden var udtaget af ovnen og den var fejet og renset. Hvor meget gammelt brød der var husker hun ikke.

Side 158

Litra N Arrestanten Jens Andersen blev fremstillet. Dommeren fremlagde skrivelse fra Justitsministeriet, dåbsattest og 3 straffeattester – alle blev ratificeret af arrestanten. Dog bemærkede han altid havde troet at hans mor hed Antoinette.

Arrestanten  H.M.Hansen ratioficerede sine dokumenter og han påpegede at det var vigtig for ham, at han hed Hans Mikkel Hansen, men kaldt Hans Michael Hansen efter han var flyttet til Vestermarie.

Sagen sluttede hermed.

22.november 1859 side 159

Litra Q Arrestantinden Birgitte Nielsdatter Plum vedgår nu, at hun havde sat ild til huset. Hun påpegede, at hun havde to børn hvoraf den ene var ude hos fremmede, Det andet barn havde hun hos sig, men havde haft vanskelig ved at klare sig alene. Hun blev rådet til at tage ud til Anders Andersen, der havde mistet sin hustru. Hun blev hans husbestyrerinden. ”Hun avlede et barn sammen med ham. Han var ikke god mod hende og derfor ønskede hun at forlade ham. Hun kontaktede fattigforstanderskabet, men de nægtede at give hende hjælp. Hun måtte vende tilbage til Andersen.

Hun ønskede stadig at forlade ham, men han nægtede det. I denne situation opstod tanken om at sætte ild i huset. Når hun intet hus havde at være i, så måtte fattigvæsenet træde til.

Hun satte ild på loftet i noget lyng med en svovlstikke. I det samme opdagede hun at Jensens kone kom ind i huset, og hun måtte dag advare hende. Huset var sammenbygget med Jensens hus, som hun vidste var assureret.

Hun havde ikke sat ild i huset på grund af skillerummet på loftet. Det betød intet og hun havde intet imod Dahls hustru. Skillerummet på loftet var derimod meget nyttigt, da hun nu kunne have en høne på loftet.

Hun blev bevæget over Anders Andersens bønner, så hun blev hos ham og hjalp med at opføre det nye hus. Hun fik ejendomspapirer på huset, men gav det dog tilbage til Anders, da hun forlod ham og gik over til mormonismen.

23.november 1859 side 161

Litra Q Arrestantinden blev fremstillet og vedgik sin tilståelse. Dog havde hun levet længere med Andersen end hun havde sagt. Men hun huskede ikke eksakt.

Cand juris Stender, formand for sogneforstanderskabet i Vestermarie kunne ikke modsige hendes forklaring om ansøgning om fattighjælp og at det blev hende afvist, men huskede ikke på hvilket grundlag det skete.

24.november 1859 side 162

Litra S Ane Kirstine Pedersdatter, løjtnant Johan Wesths hustru. Hun fortalte hvad hun (mente) at have hørt fra arrestantens svigerfader om brødbagning og festdeltagelse og andet, der vist ikke kan have betydning om brandens opståen. Men alt sammen noget der kunne tyde på, at bageovnen var sat som årsag til branden.

Løjtnant Johan Westh mente at Sode også havde været med til at love hjælp til reparation af den faldefærdige længe. Arrestanten havde overfor Sode afslået, da han nu satsede på at bygge en helt ny gård. Løjtnant West mente også at arrestanten havde være i Rønne dagen før branden. Han var kommet sent hjem og først da havde han lagt dej til bagning dagen efter. At dejen blev lagt om natten var særdeles usædvanligt på landet, der altid plejede at lægge dej en hel dag i forvejen. For øvrigt havde lånt arrestantens bageovn, dengang han opførte sin egen stuelænge med bageovn. Arrestantens bageovn var særdeles god og stærk. Der var en hvælving af raastene.

Karen Kirstine Monsdatter fortalte at der kun havde været to gamle brød tilbage inden bagningen. Hun havde, sammen med Jensens kone, lagt dejen til bagningen dagen inden, så det var altså ikke sandt, at arrestanten og hans kone skulle have lagt dejen da de kl. hjem fra Rønne mellem kl. 12 og 1 om natten.

Litra Q Anders Andersen nægtede at have været hård mod arrestanten, dog kunne der være skænderier mellem dem. Han var ikke bekendt med at arrestantinden havde henvendt sig til sogneforstanderskabet. Han vidste ikke hvor meget han havde mistet på grund af branden, men han ville ikke gøre krav på erstatning.

Kirstine Mathea Marcker, Dahls fraseparerede hustru, havde haft et ikke ubetydeligt tab ved branden. Forsikringssummen var ikke tilstrækkelig til et nyt hus.  

25.november 1859 side 165

Litra S  Niels Christian Sode blev afhørt. Han havde aldrig hørt om at arrestanten blev tilbudt hjælp til reparation af den søndre længe.

Gårdejer Jørgen Kofoed havde været i Rønne på brandtidspunktet. Dagen efter om søndagen var han på brandstedet og besigtiget bageovnen. Han kunne ikke se at der her kunne være revner, der havde forvoldt ildebranden. Alle undrede sig over brandens opståen.

Litra P Dommeren fremlagde rapport af 9.november, skrivelse fra justitsministeriet af den 16., dåbsattest og straffeattest. Abraham Petersen blev fremstillet og han godkendte de fremlagte dokumenter. Han accepterede de pålagte erstatningskrav. Hernæst udskrift af domsprotokollen for 1. dec. 1831 samt straffeattester.

Arrestanten Peer Hansen Bohn erkendte sit straffeansvar og godkende skadeserstatningens påstanden. Dog nævnte han, at den første der foreslog brandstiftelse, var den nu afdøde Jens Hansen.

Arrestant Jensen godkendte sine dokumenter og accepterede sit erstatningsansvar.

De tre blev afgivet til arresten og sagen sluttede for deres vedkommende og overdrages til domsafsigelse.

26.november 1859 side 169

Litra S  Fremstod Hans Andersen fra Brændegaard. Han var tilstede med herredsfoged Garde for at tage branden i øjesyn. Sammen med den andet retsvidne, tog de bageovnen i øjesyn. De så en udvendig revne, men de kunne ikke sige om den gik igennem til selve ovnrummet.

Ved brandforhøret på Jørgen Kofoeds gård, havde dommeren sagt, at det måtte antages, at det var gennem denne revne, at branden kunne have opstået. Christian Westh modsagde dette til brandforhøret, da han havde været ide i ovnen for at skønne om der var nogen ”brøst på ovnen”.  Vidnet var overbevist om at ovnen ikke var skyld i branden.

9.december 1859 – side 170

Litra S Arrestant Christian Westh blev fremstillet. Han erkendte nu at han havde påsat branden på hans gård Årsagen var pengeforlejenhed og ønske om at få stuelængen noget smukkere, ligeså den søndre længe, der trængte til en hovedreparation. Vinteren før kom tanken til ham at han lade længerne brænde og hæve forsikringssummen. Den pågældende lørdag, da de skulle bage, besluttede han at sætte ild på loftet over ovnen.

Han havde gået ud af bryggersdøren og om på den anden side af huset, hvor der var hul i mure, hvor han kunne knibe sig igennem. Uset kunne han herfra komme op på loftet og ved hjælp af en svovlstikke satte han ild i noget lyng over ovnen.

Ingen havde set ham. Det var rigtigt, at han havde snakket med naboer om mulig reparation, samt at han havde talt om forskelligt om kalveslagtning, og andet, men det havde intet med brandplanlægningen at gøre. Ingen kendte til hans planer og ingen andre end ham selv var ansvarlig.

Han erkendte, at brande på nabogården var hans skyld hjulpet af den stærke vestenvind.

Samme dag side 172

Litra S. Christian Westh vedgik I et og alt, hvad han havde tilstået tidligere og tilføjede: ”Da han købte gården af sin far, fulgte en prioritetsgæld på 1000 rigsdaler. Han overtog lånet og da han skulle berigtige dette og få udstedt en ny obligation, havde han til herredsfoged Gaarde sagt, at han ikke kunne tilvejebringe de til omkostningernes fornødne penge. Hertil svarede herredsfogeden” at bønderne ikke behøvede at mangle penge, da de jo kunde sætte ild på deres gaarde”, da arrestanten hertil  svarede: ”Ja kan det gaa an!” Yttrede herredsfogden”Du kan jo kun sige at det er Løgn” og tilføjede” Du kan gjerne sætte Ild paa Din Gaard, saa skal jeg nok skaffe Dig Pengene” Videre samtale forholdt ikke ved den lejlighed, men han havde med denne skan fået ideen om at en påsat brand kunne løse hans pengeproblemer.

Han havde først udført gerningen hen på sommeren, da han havde pløjet og sået. Han gentog, at han aldrig ville have udført gerningen, hvis ikke herredfogeden havde forledt ham til det.

Han kunne ikke huske, at han havde sagt, at han inden brødbagningen havde undersøgt bageovnen indefra.

Efter dommeren ønske gentog arrestanten, at han ingenlunde ville have udført gerningen, hvis ikke herredsfogeden havde sået tanken hos ham.

Da arrestanten købte gården, skulle han foruden undentag til sine forældre give derfor 2.200 rigsdaler. Af disse skulle 1.000 rigsdaler til ovennævnte (forældre), 800 rigsdaler til hans søskende. Pengene skulle stå uopsigelige i 2 år. Renten var uprioriterede købmandsgæld til købmand Jens Westh. Han havde lånt penge af sin svigerfar til at indfri købmandsgælden.

30.november 1859 side 175

Litra S Benedicte Kirstine Olsen, Peer Jensens fraskilte hustru, nu gift med husmand Lars Møller. Hendes vidnesbyrd blev draget i tvivl, da hun var forfalden druk.

Arrestanten Christian Westh gentog påny sin tilståelse. Han bekræftede også samtalen med den tidligere herredsfoged.

5.december 1859 side 177

Litra S For retten stod Marine Møller, arrestanten Christian Westh hustru. Hun vidste intet til banden og havde ikke mistanke til at hendes mand havde påsat branden. Hun kendte intet til hullet ind til loftstrappen.

Marines far Anders Hansen Møller vidste intet om branden.

Løjtnant Johan Westh kunne gøre sit erstatningskrav gældende ved et civilt søgsmål.

13.december 1859 side 178

Litra Q Dommeren fremlagde rapport af 24.november, justitsministeriets skrivelse af 3.december, skudsmålsbog, bevis på at arrestantinden henhører til religionen ”de sidste Dages hellige”, samt to straffeattester. Arrestantinen fik fremlagt ovenstående dokumenter incl. Erstatningskravene, hvilket hun ikke kunne sige imod.

Litra B Arrestant Peder Schou havde været indlagt på hospitalet og han var nu relakseret. Sagen blev foreløbigt afsluttet

Side 179

Litra S. Udskrift af Helsingør Politiprotokol brev fremlagt.

[Janus Andreas Garde, byfoged i Rønne herredsfoged i Vester Herred 1835-1856 (først byskriver i Hasle, herreds skriver i Nørreherred, birkeskriver i Hammershus birk). Fra 1856 kgl. rådmand samt by- og rådstueskriver i Helsingør.]

For retten mødte politibetjent J.P. Ipsen, der forklarede at han og politibetjent Kofod var de eneste i Rønne og Vester herred på den tid. Han og sandsynligvis også betjent Kofoed ledsagede herredsfogeden til brandforhøret på den pågældende gård (Kofoed er i mellemtid død).

Chr. Westh blev atter fremstillet og han fik oplæst Gardes forklaring på episoden. Westh vedblev sin fortælling om Gardes. Han indrømmede, at han havde været alene i samtalen med Gardes.

15.december 1859 side 180

Litra S. Løjtnant Johan West fremlagde en specifikation på i alt 922 rigsdaler. som han havde mistet ved branden.  Arrestanten ville højt vedkende sig et erstatningsansvar på 400 rigsdaler. (løsøreerstatning)

Denne retssag var den sidste som Rothe forte på Bornholm.

Den 28.december 1859 side 181

Retten blev sat i København i 4. kriminalrets lokale på Råd og Domhuset af justitsråd, assessor Rothe og skrevet af copist Petri.

Rothe havde forladt Bornholm og Chr. Westh var overført til København fordi der ikke var plads til ham i arresten i Rønne. Arrestanten vedblev at påstå at det var herredsfoged Gardes, der havde inspireret ham til ildspåsættelsen. Han indrømmede, at ingen havde hørt denne samtale, da det fandt sted tidligt om morgenen så ingen af personalet var kommet til stede.

Dommeren fremlagde en rapport af 6.december, en skrivelse fra Justitsministeriet af 13.december, en dågsattest  og en straffeattest. Alt dom Westh ratificerede.

Arrestanten blev ført til arresten og sagen for hans vedkommende (Rothe) var dermed afsluttet.

(Referat JVH marts 2026)