Jørgen Marker – portræt af en kvaksalver

Husmand Jørgen Marker Deboe

Jørgen Marker blev født 4. juni 1826 i Rønne og døde samme sted den 12. oktober 1896. Han var en bemærkelsesværdig person, ikke for en prisværdig indsats, men snarere for dårlige handlinger. Han havde gode talegaver og en væremåde, som gjorde, at han slap godt fra de fleste alvorlige anklager. Herredsfogeden kaldte ham for ”meget mistænkelig person” og hans kone sagde, at han var fuld af løgn.

Jørgen Markers liv var unikt, men historien om ham fortæller meget om samfundet der omgav ham. Det var en ny tid, hvor man forsøgte at opbygge et nyt fællesskab med en brandforsikring, der kunne hjælpe den enkelte husejer efter en ildebrand. En tilsvarende sygeforsikring fandtes ikke. På Bornholm havde blot en håndfuld uddannede læger, der kunne tage vare på folks sygdomme. Det traditionelle og individuelle liv stod på at blive ændret i en mere fællesskabsorienteret retning.

Født i arresten

I en af mange afhøringer i politiretten fortæller han, at han blev født i Rønne Vagt, medens hans mor sad varetægtsfængslet. Nogle måneder efter hans fødsel blev hun dømt til fire års arbejde i Forbedringshuset på Christianshavn. Hendes forbrydelse var tyveri, bedrageri, løsgængeri og betleri.  Jørgens “udlagte barnefar” hed Lars Marker, tjenestedreng fra Vestermarie.

Jørgens kriminelle mor

Jørgens mor var Signe Cathrine Jeppesdatter født 17. juni 1807 i Aaker. Hendes forældre var Jeppe Jørgensen Skruld og Ingeborg Kirstine Larsdatter. Hendes forældre flyttede ofte, da hun var ung. Hun blev vogterpige som 10-årig og måtte gøre gavn som tjenestepige i en meget ung alder. Hun blev taget i at stjæle fra sin husbond og madmor som 18årig og den 22. august 1825 blev hun dømt første gang. Dommen lød på 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød.

Liv som ”løsgængerske”

Hun blev behandlet dårligt af bonden, hvor hun fik tjeneste efter fængselsdommen. Efter seksuelle tilnærmelser forlod hun gården og levede sammen med folk, der ikke havde fast opholdssted, men flyttede rundt på hele landet (Bornholm), småstjal og tiggede. Hun blev efterlyst som løsgænger og fundet i Øster herred, arresteret og bragt til arresten i Rønne.

Signe blev dømt ved Rønne Byfogeds ekstraret den 23. oktober 1826 for tyveri og bedrageri, samt for løsgængeri[1]. Da det var anden gangs tyveri og bedrageri, så blev straffen hårdt med fire år i forbedringshuset på Christianshavn. Denne dom blev stadfæstet ved højesteret den 29. november 1826 Arkivalieronline.

Ingen havde taget hånd om hendes opvækst. Skolen blev forsømt og fik aldrig at lære at læse. Hun blev først konfirmeret som 22årig i Forbedringshusets kirkesal den 9. oktober 1829. Fængselspræsten bedømte hendes kundskaber til ”meget godt”.

Den 17. marts 1831 blev hun løsladt efter at have udstået sin straf.[2]

Signe Jeppesdatter kom tilbage til Bornholm, men havde stadig svært ved at indpasse sig i samfundet, der dikterede at hun enten skulle gifte sig eller underordne sig i et tjenestested.

Signe kom snart i dårligt selskab og forlod atter sine tjenestesteder og flakkede rundt på Bornholm. Den 7. april 1833 fødte en datter, der fik hendes navn Signe Cathrine Ipsen. I Rønne kirkebogen angives at arrestant Esper Hansen var barnefaderen. Esper Hansen var kendt som Esper Brændevin. Han var en berygtet tyv og løsgænger.[3] I kirkebogen noteredes, at årsagen til, at der gik lang tid (9. maj) inden datteren blev døbt skyldtes mangel på faddere.

Signe levede uden fast bopæl inden hun igen blev arresteret. I Rønne Købstads ekstraret den 24. juni 1835 blev hun dømt tredje gang. Hendes straf blev denne gang urimelig hård. Først skulle stryges til kagen (offentlig piskning) og så sættes til at arbejde i Københavns Tugthus på livstid. Straffen blev sanktioneret af højesteret den 16. november 1836[4].

Hun blev indsat i tugthuset 17/4 1837 Arkivalieronline. I straffeprotokollen læses, at hun var 59 tommer høj (150 cm), havde blå øjne og brunt hår.  Hun havde en søn og en datter. Hun døde i tugthuset den 25. april 1843. I dødsprotokollen står at liget blev afhentet 29/6 1843.

Jørgens erindring om sin mor

Jørgen Marker fortalte om sin mor i politiretten i 1859. Den eneste gang han havde mødt sin mor var som 9 årig, altså for 24 år siden. Det må havde indtryk på ham og måske også have præget ham i sit senere liv?

Han vidste at hans mor havde levet et lovløst liv uden fast bopæl med bl.a. Esber Brændevin. Jørgen kendte til sin mors dom i den såkaldte store justitssag[5] og at hun døde i tugthuset.

Jørgen Markers ungdomsliv

Han blev konfirmeret 1. søndag efter påske 1841 i Aakirkeby. I kirkens kontraministerialbog kirkebogen oplyses, at han opholdt sig hos Peder Skovs enke og at han var søn af en Lars Herlufsen.  I hovedministerialbogen derimod står, at han tjente hos Rasmus Jensen på 9 slg. i Aaker. Karakter mg (meget godt) tyder på, at han var en kvik og lærenem dreng. Efter konfirmationen var han hos skrædder Christian Jespersen i Aakirkeby inden han kom i skrædderlære hos Jens Jørgen i Nexø i 2½ år.

Jørgen Marker blev flere gange bedt om at redegøre for sit arbejdsliv[6]. Der er ikke helt konsensus i opholds- og arbejdssteder. Men sikkert er det, at han ofte skiftede arbejdsplads.

I 1844 var han hos Jens Rønne i Aakirkeby i ½ år, så hos skrædder Lars Peter Nielsen i Aaker sogn i omtrent 1 år. Derefter tjente han i ½ år som karl hos gårdmand P. Munck på Lille Kastelsgård i Aaker til 1. november 1845. 1846 tjente han på Store Dammegård i Klemensker i ½ år, derefter et ½ år hos gamle Anders Beck på Kuregård.

I nærheden af Kuregård, på Tøjregårds grund, boede enken Ane Kirstine Olsdatter (f. 1806), der ejede et hus: Forsvundet hus syd for Vognsø, Søndre Lyngvej – Bornholms historie. Som 20årig giftede han sig med enken. Dermed blev han husmand og blev fri for at tage fæste hos bønder. Som husmand var han ikke underlagt fæstekravene i perioder af halve år. Han kunne nu tage rundt i landet som løsarbejder eller yde folk tjenester, så som at helbrede folk for sygdomme.

Husmandsliv

Samtidigt med ægteskabets indgåelse flyttede han stengærdet, så omkring et skæppeland af kongens udmarkjord blev lagt til huset. Det var naturligvis ulovligt. Jørgen og Ane Kirstine forsvarede handlingen med, at det var almindelig kutyme blandt folk, der boede op til lyngen, at indhegne lidt ekstra jord af kongens udmark til sig selv.

Ægteparrets første fælles bolig i Klemensker varede i ¾ år. De flyttede derefter til Aaker sogn, som Jørgen kendte fra sin ungdom og hvor Ane Kirstine tidligere havde boet.

I kirkebogens tilgangsliste i Aaker kan man se, at de den 25. oktober 1848 meldte sig til menigheden i Aaker. Faktisk byttede de med Lars Peter Nielsen. Lars fik huset i Klemensker og Jørgen Marker fik hans fem fags hus på 3. vornedgårds grund i Aaker.  Prisen på huset var yderst rimeligt. Det kostede kun 60 rigsdaler, men Jørgen og Ane Kirstine måtte desuden overtage Lars Peters mors undentag (ophold, kost og pleje).

Huset i Aaker var delt i to lejligheder med hver sin skorsten. Jørgen og Ane Kirstine boede i de vestre tre fag og aftægtskonen Jeppe Hansens enke, Ellen Kirstine Larsdatter, boede i de østre to fag.

Jørgen tog tjeneste på Christiansø fra april til starten af august 1849. Hans kone Ane Kirstine passede huset og Jeppe Hansens enke imedens. Da Jørgen kom hjem, tog han løst arbejde på de nærliggende gårde.

Ildebrand i Aaker

Den 5. september 1849 brændte huset. Sandemanden og herredsfogeden fandt aldrig ud af hvorfor det brændte.  Årsagen kunne være den gamle kones uagtsomme omgang med ild. Dog blev det ikke bevist, men kun antydet. Den gamle aftægtskone Jeppe Hansens enke var ”noget hengiven til drik” og var noget ”diffus i ord og handlinger”. [7]

Skiftende boliger

De boede et par måneder i Aakirkeby, medens de genopførte huset på 3. vornedgårds grund. Aftægtskonen Ellen døde den 7. marts 1850 og Jørgen Marker slap for forsørgelsespligten og de kunne derfor frit flytte til Rønne, hvor de boede i et år. Han boede godt en måneds tid i Bodilsker. Derefter til Klemensker, hvor han lejede et hus på Krashavegårds fortov i 2 måneder.

Medens han var i Klemensker i det lejede hus, blev han indkaldt til forhør i politiretten under ledelse af herredsfoged Fritz Jørgensen[8] sigtet for at have bemægtiget sig kongens jord og for kvaksalveri. I retten fortalte han at han agtede at slå sig ned i Allinge i et lejet hus.[9]

Kvaksalveri

En uheldig hændelse førte til afhøring i politiretten den 2. juni 1852 om han var skyldig i kvaksalveri. Anledningen var at Jens Monsen, husmand i Klemensker, døde medens han var i behandling af Jørgen Marker for koldbrand i de ene ben.

Jens Monsen havde bedt Jørgen Marker om hjælp. Benet var gået i forrådnelse. Kun en strimmel kød holdt benet sammen og det lugtede fælt. Hans smerter var uudholdelige, hvorfor han bad Jørgen Marker om at skære benet af.  Jørgen nægtede at gøre det. Jens Monsen forlangte så at hans kone, Ingeborg Pedersen, skulle foretage amputationen. Det ville hun heller ikke, men fik naboen, husmand Jens Dam, til at gøre det. Jørgen behandlede såret efterfølgende ved at smøre med salve, der bestod af voks, terpentin, talg, harpiks og honning. Til slut satte han et plaster på stumpen.

For at fuldende behandlingen skulle Jens Monsen årelades for at få dårligdommene ud af kroppen. Jørgen havde ingen tilladelse til åreladning, hvorfor husmand Jens Dam, der havde udført mange åreladninger, gjorde det.

Manden døde fire dage efter amputationen.

Jens Monsens død var alvorlig, men forudsigelig, fremgik det at afhøringerne. Han havde være syg i 23 år og det var så slemt, at han nu hverken kunne ligge på ryggen eller sidde. Hans kone havde behandlet hans syge ben med tjære, hvilket hun syntes havde den bedste virkning.

Jørgen Marker blev bedt om at angive sine kunder. Han nævnte: Lars Jensens kone på Fåregård i Olsker, Lyngbergs søn på 2 år med næseblod, som boede på Brøddegård i Rø, Lars Christensens kone på Spellingegård i Rø, Claus Jørgensens kone på Kjølleregård i Rutsker, Jens Clausen på Skovgård i Rutsker, Grønbech i Helligpeder, husmand Hans Lyster i Klemensker, husmand Anders Christensen i Klemensker og andre, som han ikke lige kunne huske. Han havde også behandlet en fattig mand i Tejn Fattighus efter opfordring fra præsten i Olsker, sagde han.

Helbredelse øen rundt?

Det fremgik af politiafhøringerne, at han havde kunder rundt om på øen. Hvilket forklarer hans rejseaktivitet. Der har været stor efterspørgsel af hans evne til at helbrede folk for forskellige sygdomme.  

Kvaksalveri var som sådan ikke forbudt ved lov. Men det måtte ikke praktiseres ved besværgelser, der tangerede heksekunster, overtro og magiske formularer, ofte udtrykt med ordene ”Maalen eller Manen eller andre slige Kunster”. Menigmands tro på at kloge koner og mænd kunne helbrede, var stadig udbredt i 1850erne. Hvis doktoren ikke kunne helbrede, så kunne andre måske.

Jørgen fortalte i retten, at han havde lært at kurere folk af en svensk skrædder ved navn Hørberg.   Han bedyrede, at han ikke tog betaling for sit arbejde, men han modtog dog gaver fra dem han hjalp, hvis de syntes at han fortjente det. I afhøringer af kunder bekræftedes at han ikke foretog åreladning, som havde været almindelig praksis på landet frem til 1850erne.[10] Han ordinerede åreladning, men lod andre udføre det.

Han ordinerede en slags medicin der var en blanding af urter, der fandtes i naturen og medikamenter, der skulle købes på apoteket. Han brugte ofte kurer i form af fodbade, der synes helt uskadelige. Han nægtede, at han nogen sinde havde brugt ”signen og manen”.

Kur mod hovedpine og hævelser

Under afhøringerne om kvaksalveri blev blandt andet min tip-tipoldefar Lars Christensen på 2. vornedgård Spellingegård i Rø, afhørt. Lars Christensens kone Ellen Kirstine Andersen havde i længere tid haft en sygdom, som han beskrev som at blodet steg hende til hovedet og forårsagede hovedpine og hævelse. Hun havde slemme smerter. Tidligere – før de blev gift – havde hun søgt læge men uden resultat.

Da han hørte, at Jørgen Marker var i nærheden, havde han bedt ham komme, hvilket han så havde gjort flere gange. Jørgens behandling var fodbade med humle og malt, samt åreladning på hovedåren, hvilket Peder Larsen fra Lindeskoven havde foretaget. Desuden skulle hendes hoved smøres i salve, som bestod af hovedvand samt røde og hvide koraller. Hovedet skulle omvindes med vat. Hun blev også ordineret til at tage nogle dråber Malagavin. Jørgen havde sagt, at der nok skulle gå et helt år, før konen blev rask. Lars Christensen mente, at hun havde det bedre, men var endnu ikke rask.

Lars Christensen havde ikke givet penge for behandlingen, men rugmel og gryn til en værdi på 9 – 10 mark.

Kur mod ængstelse

Blandt Jørgen Markers patienter var Lars Jensens kone, Sidselle Marie, på 32. selvejergård, Faaregaard, i Olsker. Sidselle Marie havde prøver at søge hjælp hos doktor Zahrtmann. Han ordinerede forskellige dråber, der ikke havde virket. Da Lars Jensen hørte at Jørgen Marker var på egnen, havde han kontaktet ham.

I politiprotokollen den 18. juni 1852 fortæller Lars Jensen om konens sygdom. Hun led af ”en meget heftig sygdom, som navnlig bestod i en overordentlig stor ængstelse, så hun var aldeles bange for folk og i en heftig hjertebanken”.

Jørgen Marker ordinerede hende gigtdråber i malagavin, som han imidlertid ikke kunne skaffe. I stedet brugte han gammel vin. Dernæst skulle hun bades i varmt vand med afkog af smørurter  (? måske ranunkel), hvide engstjerner (eng-guldstjerne), bulmeurt og skovsyre.

Lars Jensen oplyste, at hans kone var vel ikke helbredt, men følt nogen bedring. Jørgen Marker havde for at have besøgt dem 4 a 6 gange fik en forårsgris til værdi et par rigsdaler for konsultationerne.

Lars Jensen kom senere i et slags afhængighedsforhold til Jørgen Marker – det kommer vi til at høre mere om.

Sår der ikke vil heles

Jørgen Marker ”kurerede” også andre fysiske skavanker. Anders Christensen på 29. slg. grund i Klemensker havde en datter, der havde et hul i den ene hofte, der altid ”flød” (med materie). Jørgen fik 3 mark for at se på hende. Han foreslog bade med hvedeklid, samt plaster af honning, voks, talg, beg og harpiks. Anders Christensens lod politiretten vide, at datteren[11] blev ikke rask, men fik det bedre.

Kur mod brystsmerter og mavepine

Husmand Peder Grønbeck i Helligpeder havde ”pine i brøst og mave”. Han havde fået dråber af doktor Grove, men da dråberne slap op og han ikke kunne komme til apoteket i Rønne, kontaktede han Jørgen Marker, som han havde hørt, var på egnen. Jørgen gav ham Haarlemmerdråber og bæverdråber (Bebergejl dråber) og det hjalp, men om det var fordi vejret var blevet bedre eller om det var dråberne vidste han ikke[12].

Jørgens første dom

Jørgen Marker blev dømt 12 dages fængsling for at have indtaget kongen jord og en mult på 25 rigsdaler for kvaksalveri til amtets fattigkasse.

Mult-straffen blev givet, da han havde forledt folk til at give penge for råd og behandling. Han fik ikke fængselsstraf for sin kureren af syge. Derimod blev hans hjælpere, der havde åreladt, dømt fængsel på vand og brød.

Jørgen Marker købte et lille hus på Onsbjerg grund i 1854

Efter at have lejet et hus i Allinge, boede Jørgen og konen i Leuka inden de fik et lille tre fags hus på Onsbjerggård grund fra omkring 1. november 1854. Huset forsikredes for 60 rdl. den 24. november 1854. Arkivalieronline .

Det bestod af tre fag og var opført af gamle materialer. Det var 7½ alen bredt og 3½ alen højt. Havde en skorsten og kun to døre. Sandsynligvis blot et todelt hus med et rum til bolig på 1½ fag, hvor der var gulv og 1½ fag vinduer og et andet rum uden gulv og vinduer som lade.

Christiansø for anden gang

Medens Jørgen Marker boede på Onsbjerg tog han tjeneste på Christiansø hos forvalteren Jacob Lorentzen, der var den sidste regnskabsfører på øen medens den stadig var fæstning. Måske havde han haft tjeneste her første gang han var på øen. Denne gang blev det registreret i kirkebogen, at han ankom på Christiansø den 2. maj 1855. Hvor længe ved jeg ikke.

Efter hans ophold på Christiansø kaldte Jørgen sig or Jørgen Marker Deboe. Jeg har ingen ide om hvorfra ”Deboe” stammer.

Brand i 1856

Den 11. marts 1856 brændte hans hus på Onsbjerggårds grund. Politiforhøret førte ikke til afklaring om ildens årsag. Jørgen Marker forsikrede, at han ikke var brandstifter. Han afslørede for herredsfogeden, at han havde haft en plan om at flytte huset til Faaregaards grund i Olsker sogn. Hvis forsikringssummen skulle bruges, måtte han genopføre huset og dernæst pille det ned og flytte det til Faaregaards lynglod.

Huset blev genopført på brandtomten på Onsbjerg og atter forsikret den 7. maj 1857 Arkivalieronline .  Forsikringssummen blev sat til 80 rdl og bestod nu af fire fag, var 9½ alen bredt og 3 ¾ alen højt på stolperne.  

Lars Jensen på Faaregaard

Lars Jensen på Faaregaard i Olsker boede godt 2 kilometer fra Jørgens hus på Onsbjerg. Inden branden i 1856 havde Jørgen Marker fået lovning på, at han kunne fæste jord på Faaregaards grund. 18 dage efter branden lånte Lars Jensen Jørgen Marker 220 rigsdaler mod sikkerhed i lejeaftalen af 5 tønderland på sin Faaregaards lynglod. Jørgen formulerede det i pantebrevet således: ”den mig ved lejecontrakt af Dags Dato overdragne jordlod” med avl af afgrøde, samt alle de derpå opførte bygninger, samt i ulykkestilfælde deres assurancesum. (se pantebrev 29/3 1856  Arkivalieronline)  Det lyder mærkeligt at en mand låner penge ud med sikkerhed i sin egen jord!

Pantebrevet blev underskrevet Jørgen Marker Deboe ”med ført pen”. Lånekontrakten blev tinglæst, men lejekontrakten synes ikke at være tinglæst.

Jørgen Marker havde en del gæld og jeg formoder at de lånte penge af Faaregaardsbonden var vej tænkt til at indfri gælden og på sigt flytte til Faaregaards lynglod og dyrke de 5 tønderland jord, som han nu havde brugsret til.

Huset på Onsbjerg genopført på 32. slg. lynglod i Olsker

Det genopførte 4 fags hus på Onsbjerggårds grund blev pillet ned og atter genopført på 32. slg. lynglod.  Den 23/1 1858 blev det forsikret for 158 rdl. den 17. januar 1858 Arkivalieronline

Med husets flytning fra Onsbjerg til Faaregaards grunden fulgte Jørgens pantegæld. Den 20. april 1857, inden han var flyttet fra Onsbjerg 8. selvejergårds grund, var der indgået forlig om betaling af 48 rdl. 1 mk 6 skilling til agent og købmand Munch i Hasle med sikkerhed i Jørgens faste ejendom og løsøret.

Eksekutionsforretning

Købmand Munch i Hasle fik den 2. marts 1858 Jørgen Deboes bo registreret for at senere foretage en såkaldt eksekutionsforretning, det vil sige en udpantning af boet. Det skete den 5/5 1858 Arkivalieronline Her kan man se hvad der var af værdier i huset: Der var af en del sengetøj, 2 bagstole, halvseng, 2 borde, 2 skilderier og 1 spejl, kaffemølle, porcelæn, gryde, pandejern, vandspand, kerne og andet der til sammen blev vurderet til 40 rdl, dertil kom huset på 32. slg. lynglod med brugsret til sammesteds liggende 5 tønderland vurderet til 200 rdl. – i alt 240 rdl. Fogeden gjorde derefter udlæg i de løse og faste ejendele.

Tvangsauktion

Købmand Nielsen i Allinge havde 46 rdl. til gode hos Jørgen Deboe og så vidt jeg kan se med samme sikkerhed som købmanden i Hasle. Også her blev der indgået forlig. Jørgen Deboe boede nu på 32. slg. lynglod. Betaling skulle ske inden mortensdag 1857, ellers ville købmanden tvinge Jørgen til at realisere sine værdier (Arkivalieronline).

Den 27. april 1858 fik købmand Nielsen tvunget en auktion af Jørgens værdier og den 4. maj 1858 kunne man læse følgende annonce i Bornholms avis:

 Huset på 32. slg. lynglods første brand 1858

Huset var på tvangsauktion og Jørgen Marker og konen havde forladt huset på 32. slg. lynglod inden den 5. maj. Konen var flyttet til søsteren på Dyndegårds grund og Jørgen var flyttet ind i et kammer på Faaregaard hos Lars Jensen.

På den 1. og 2. auktion var der ingen der bød på ejendommen. Vurderingen på 200 rdl. for hus og lejeretten til 5 tønder land var tilsyneladende for høj. Den 17. maj 1858, få dage før den 3. auktion, brændte huset.  Auktion blev udsat til august.

Der var ingen vidner af afhøre ved det første brandforhør, som herredsfogeden afholdt på Store Hallegaard. Herredsfogeden mistænkte, at ildebranden var påsat, men han manglede vidner.

Jørgen Markers kone, Ane Kirstine Olsdatter, blev afhørt flere gange om brandene. Formålet var at afsløre om der var fjernet klæder og husgeråd inden brandene. Blandt andet sengeklæder havde interesse, når der skulle undersøges om der var tale om forsikringssvig. Hun sagde i politiforhøret den 23. april 1859.at ”hun kendte ikke noget til hans løgne og anstalter. De sengeklæder som hun havde, da han blev gift med hende, har han skaffet bort, men hvor han har bragt dem hen, og om han har pantsat eller solgt dem, vidste hun ikke. Så vidt hun troede, har han lånt disse klæder på Faaregaarden hos Lars Jensen, men det må han selv svare for.”

Ane Kirstine kunne forstå på samtaler mellem hendes mand og Hans Hansen at det var meningen, at huset ved Onsbjerg skulle afbrændes. Hun havde nemlig hørt dem tale om at de kunne genopbygge huset for assurancesummen, hvis man brugte mindre tømmer end Hans Hansen havde brugt. Hun var overbevist om at afbrændingen skulle ske, men ikke hvornår. Hvis hun havde vidst det, så ville hun have bragt noget af sit gods i sikkerhed, ligesom andre havde gjort det.

Ane Kirstine betragtede sig uskyldig og blev heller ikke dømt.

Lynglodshusets brand anden gang

Jørgen Marker ejede formeldt stadig brandtomten og måtte sørge for husets genopførelse. Han fik hjælp af Faaregaardsbonden Lars Jensen. Via købmand Munch i Hasle købte Faagegaardsbonden fire fag af et større hus i Rønne til nedrivning. Huset havde tilhørt adjunkt Ancher[13].

Jørgen Marker og et hyret mandskab, fik det pillet huset ned og transporteret til Olsker på to hestevogne udlånt fra Faaregaard.

Med materialerne fra dette gamle hus genopstod huset på 32. slg. lynglod. Den udsatte auktion fandt sted i slutningen af august 1858. Købmand Nielsen overtog huset til vurderingsværdien. Der var ingen andre der bød på det. Huset blev genforsikret 8. september 1858, men blev aldrig færdigt til beboelse. Det brændte natten mellem den 19. og 20. oktober 1858 Arkivalieronline.

Hærværk

Tiden efter købmand Nielsens overtagelse af huset i august til branden i oktober blev huset udsat for uforståeligt hærværk og tyveri.

Efter mange måneders politiafhøringer blev det nogenlunde klarlagt, hvad der var foregået. Men det blev aldrig helt klart hvorfor og hvem der egentlig stod bag.

Jørgen Markers vennerne eller hvad man kan kalde dem, Hans Hansen og hans bror Jørgen Hansen Riis indrømmede at de havde begået hærværk på huset kort efter at det blev genopført anden gang. De to havde forsøgt at rive en gavl ned, samt trække tagkonstruktionen fra hinanden. Deres bevæggrunde var, sagde de, at købmand Nielsen, der havde overtaget Jørgen Markers hus, ikke ville udleje huset til en rimelig leje til Jørgen Hansen Riis, som havde fået afbrændt sit hus ”Knækkehuset” den 2. april 1858. Han var i bolignød.

Detektivarbejde

Efter adskillige politiforhør blev der lokaliseret brædder, vindueskarme og vinduer, som oprindelig kom fra det nedbrudte firefags hus i Rønne. Noget blev fundet i det nyopførte Knækkehus, andet på Hans Hansens lo, og noget i det nye hus, som Faaregaardsbonden var ved at opføre på sin grund til Jørgen Marker.

Håndværkere kunne fastslå, at der var bygningsdele der mirakuløst havde overlevet branden, trods det, at huset var totalt nedbrændt. Begge ildebrande kunne derfor med sikkerhed konstateres som forsætlige ildspåsættelser.

Jørgen Marker mente ”med bestemthed”, at han ikke havde taget noget fra det afbrændte hus, som var blevet brugt til hans nye hus, som han var ved at bygge. ”eller rettere som Lars Jensen paa 32 . slg. var ved bygger til ham”. Han ville ”med glæde aflægge ed på at han aldeles ikke ved noget, som kan tjene til at oplyse, hvorledes ilden kan være opstået”.

Forhold til Jørgen Hansen Riis

Jørgen Hansen Riis fra Knækkehuset i Klemensker lå inderst i sengen i kammeret på Faaregaard sammen med Jørgen Marker. Han var gået i seng kl. 9 og var stået op, da det begyndte at blive lyst, den dag hvor Lynglodhuset brændte. Da Jørgen Hansen Riis lå inderst i sengen, mente Jørgen Marker, at Jørgen Hansen Riis ikke kunne have noget med branden at gøre. Den forklaring måtte Jørgen Marker snart fragå.

Jørgen Hansen Riis’ strafferegister var omfangsrigt og det var almindelig kendt, at han var voldelig og ubehagelig at omgås. Jørgen Hansen Riis havde hjulpet Jørgen Marker med at opbygge det nye hus på Faaregaardsgrunden.  Jørgen Hansen Riis og Jørgen Marker delte seng medens de arbejdede sammen med at opbygge et nyt hus.

Jørgen Marker indså snart, at det var en uheldig partner. Jørgen Marker ændrede sin forklaring. Han pegede nu på sin makker Jørgen Hansen Riis, der at have sat ild på lynglodshuset, sammen med sin bror Hans Hansen.

Tilståelser

Med afsløringerne omkring Lynglodshuset fulgte tilståelser på andre ildspåsættelser. Hans Hansen indrømmede, at han havde sat ild på sit eget hus i 1854, og sammen med sin bror Jørgen havde de arrangeret branden på Knækkehuset. Læs om Hans Hansen under Klevehall, Petersborgsvej 8 – matrikel 15d – Bornholms historie.

Hans Hansen tilstod desuden, at han den 30. juni 1858 havde hjulpet Peder Jensen på Østre Bedegadegårds fortov at sætte ild på huset. Hans Hansen havde ligefrem iscenesat hvordan Peder Jensen skulle agere, når politimesteren kom på forhør.

Udspekuleret forsikringssvig?

I perioden 1854 til 1859 var der mange påsatte ildebrande i området. Størst var Østre Bedegadegårds brand den 27/6 1857, som bevisligt var påsat. Dertil kom mindst seks mindre ejendomme i nærheden. Dårlig samvittighed hørtes ikke. At andre måtte betale højere forsikringspræmie på den bekostning, var ingen hindring. Forsikringsfællesskabet betragtedes ikke som en styrke, men snarere som et skjul for egen vindings skyld.

Jørgen Markers tre huse på henholdsvis Onsbjerg og Faaregaards lynglod var meget simple, kulisseagtige huse. Jeg mistænker, at de kunne være opført med henblik på at brænde dem af og hæve forsikringen. Det blev dog hverken formuleret i politiafhøringerne eller i de efterfølgende domme.

Jørgen Markers dom nr. 2

Den 28. september 1859 blev han dømt et års forbedringsarbejde ved Nørre herreds ekstraret ”for urigtig forklaring for retten og for at have forlokket andre til det samme, for tyveri samt bedrageri”. Jørgen Marker var under mistanke om ildspåsættelse, men blev ikke sigtet og altså heller ikke dømt for det.

Dommen blev prøvet ved Højesteret den 12. marts 1860. Retten mente, at der ingen bevis var for bedrageri og nedsatte straffen til bare 3 x 5 dages fængsel på vand og brød.[14]

Han var varetægtsfængslet i næsten et år op til højesterets prøvelse. I lang tid sad han i Nexø rådhus arrest.  Hvad der blev af hans Ane Kirstine Olsdatter ved jeg ikke andet end hun var fattiglem i Aaker sogn da der blev afholdt folketælling i 1860. Hun døde inden 1869, hvorefter Jørgen kunne indgå et nyt ægteskab.

Brandkommissionen 1859

Kvaksalveren Jørgen Markers besynderlige liv førte indirekte til afsløring af ildspåsættelser, som herredsfogeden Jørgensen i sin ihærdighed fik bevist. Det var derfor naturligt, at det blev ham, der blev udpeget som leder for en kommission hvis formål var at afdække omfanget af påsatte brande. Denne kommission vil vi i det kommende bind af Bornholmske Samlinger høre mere om.

Faaregaardsmanden

Det blev afsløret, at mens Jørgen Marker sad varetægtsfængslet i Hasle arrest smuglede han oplysning ud til Lars Jensen. Formålet var at Lars Jensen kunne vidne til Jørgens fordel.

Lars Jensen holdt hånden over Jørgen Marker, fortalte et vidne. Jørgen Marker Deboe skulle stå i et fortroligt forhold til Lars Jensens kone.

Jørgen Marker fortalte i politiretten[15] at han var den eneste, der kunne give gårdmanden Lars Jensens kone gode råd for at lindre hendes sygdom. At det havde stået på i flere år bekræfter at Lars Jensen havde følt sig forpligtet til at hjælpe Jørgen Marker ikke bare med tilrettelagte vidnesforklaringer, men også med husly, sengeklæder, med heste og vogn, fæstejord og lån.

Til sidst bygge Lars Jensen et nyt hus til ham på Faaregaards grund efter Jørgen havde mistet huset på lynglodden.

Jørgen Marker var familien på Faaregaards uundværlige alternativ sygdoms behandler.

Jørgen Marker Deboe efter 1869

Den 25. juli 1869 blev den 43årige enkemand Jørgen Marker gift i Rønne med den 38årige Gertia Hansine Hjorth. I kirkebogen står, at han var murer.

Gertia Hansine Hjort var født 17. juli 1831. Hendes forældre var udbygger Ole Hansen Hjort og Ana Kirstine Pedersdatter i Olsker. I 1865 fik hun sit fjerde ”uægte” barn, skrev præsten i kirkebogen. De fire børn havde hver sin far.[16]

I folketællingen 1870 nævnes at to af Gertia børn boede hos dem i vester kvarter i Rønne matrikel 647. Jørgen levede nu af at være skrædder.

Jørgen og Gertia fik to sønner, nemlig to sønner Ole Anias Jørgen Cornelius Marker (f. 2/2 1871 i Rønne) som i 1896 var i Nordamerika og Thorvald Georg Alexius Marker (f. 23/4 1873 i Rønne) som var sømand i 1896.

Jørgen blev dømt for bedrageri den 6. februar 1871 (side 46b i politiprotokollen) til 3 x 5 dages fængsel på vand og brød.

Gertia døde 59 år gammel i Rønne den 1. november 1890.

I 1890 boede Jørgen i Slettestræde, matrikel 375, og ernærede sig ved at sælge fisk.

Jørgens død og skifteforretning

Den 12.  oktober 1896 døde Jørgen Marker i Rønne, 70 år gammel, enkemand og fattiglem. Skiftet efter ham fortæller, at han ejede matrikel 375, Slettestræde 12, i Rønne, der var vurderet til 400 kr. Arkivalieronline. Arvingerne frasagde sig arv og gæld. Ejendom og løsøre kom på auktion, hvor ejendommen solgtes for 360 kr og løsøret for 35,50 kr. Det var lige nok til at dække bankens fordring i huset, omkostninger ved skifte og auktion. Tilbage var 9,18 kr som blev indbetalt til fattigvæsenet, som delbetaling for udbetalt fattighjælp i 1896. Arkivalieronline

Jeg har ikke kunnet finde et billede af en kvaksalver, så jeg bad AI om hjælp:

 

 

Henvisninger:

Politiprotokoller – Bornholms historie

Se referat af politiprotokollen 1852-1854 for Nørre Herreds her: Referat af Nørre Herreds politiprotokol – Bornholms historie

Artikel af Ole Sonne, Fra trolddom og ‘qvaksalveri’ til alternativ behandling, Dansk kvaksalverilovgivning gennem tiderne  se side 39-62 i  Dansk Medicinhistorisk Årbog 2023

Noter:

[1] Vester herreds politiprotokol for 22/4 1836 ses, at hun var efterlyst over hele Bornholm og først et par dage før optaget i Østerlars Arkivalieronline. Først den 3/8 bliver hun afhørt Arkivalieronline

[2] Mandtal over forbedringshusets lemme 1827 Arkivalieronline

[3] Esper Hansen var søn af bonden Hans Pedersen på Krakgård i Rutsker – døbt den 6. maj 1803. Han døde den 22. juni 1837 i Stokhuset i København.

[4] Højesteretsdommen den 16. november 1836 Arkivalieronline, hvor i alt 58 personers domme blev behandlet: Nr. 50 Sine Cathrine Jeppe Jørgensdatter. Hendes straf var at hun skulle stryges til kagen og hensættes til at arbejde i Københavns Tugthus på livstid.

[5] Om den store justitssag læs Kim Baks artikel ”Folk og røvere i Vesterherred” i Bornholmske Samlinger 2025)

[6] Jørgen Marker Deboes data findes i politiprotokollens forhør den 1. april 1859.

[7] Om branden den 5. september 1849 se  Arkivalieronline – Politiprotokol for Bornholms Sønder Herred.

[8] Fritz Hendrik Jørgensen, herredsfoged, Byfoged og birkefoged 1849-1864 se beskrivelse under Politiprotokoller – Bornholms historie

[9] Nørre herreds politiprotokoller for den 23. juni 1852 og 11. oktober 1859

[10] Om åreladning se: åreladning – Lex

[11] Datteren må være Anna Margrethe Christensen f, 30/8 1835 – se Bjergly, Dyndegårdsvej 17 – matrikel 37c – Bornholms historie)

[12] Se Tang Kristensens Gamle Raad for sygdomme hos Mennesket – den findes på min hjemmeside her: Supplerende litteratur – Bornholms historie

[13] Adjunkt M. Chr. Ancher, beskikket til Rønne Lærde Skole i 1847.

[14] Slutningsbogen Arkivalieronline for 12/3 1860 fortæller om højesterets vurdering og straffastsættelse

[15] 24. april 1859 i politiprotokollen

[16] Jeg har fundet de tre af Gertia fire børn, nemlig: Anine Hansine Jørgine Hjorth f. 18/7 1855, som hun fik med sømand Jørgen Peter Espersen af Rønne.  Hansine Martine Hjort f. 8. april 1859 i Olsker med daglejer Martin Madsen fra Rø (død 6/9 1934 i Klemensker) og Andrea Oliva Nilsine Hjort f. 15. marts 1865 i Olsker med udlagt far stenhugger og enkemand Niels Kofod i Allinge. Andrea døde i København 28/1 1920.