Uønsket og landsforvist!

Bremerholm med fangehuset “trunken”, der i 1720’erne rummede 100 straffefanger. En af dem var Mogens Jørgensen. Udsnit af Geddes eleverede kort, 1761.

Mogens Jørgensen var i 1727 ikke en af præstens fredeligste sognebørn. Han havde mange fjender og meget få venner. Han var af bondeslægt fra Østerlars, blev kgl. fæstebonde i Rø, men ragede uklar med naboerne og måtte flytte til Klemensker til et beskedent hus på udmarken. Som socialt udstødt af menigheden, blev han dømt til et års arbejde på Bremerholm og forvisning fra Bornholm for evigt.
Mogens Jørgensen optræder i Nørre Herreds tingbog i tyverisager flere gange og hans tid på Bornholm sluttede den 11. december 1727, hvor han med kost til fire dages rejse blev sendt med skib til København.
Et års dom var almindelig for mindre tyveri og grundet på Christian den Femtes danske lov. Forvisningsdommen, derimod, er speciel for Bornholm. Sådan skaffede man sig af med besværlige personer for evigt.

Kirkens disciplin eller rettens dom.

Sognepræsten Elias Pedersen i Klemensker forsøgte otte gange at få Mogens Jørgensen til at bekende sine synder ved at stå offentligt skrifte i Kirken, men uden held. Mogens Jørgensen nægtede. Han havde hverken stjålet eller levet et forargeligt liv, som rygtet sagde.
Hvis Mogens Jørgensen havde taget imod kirketugten og fået præstens og menighedens tilgivelse, så havde han sandsynligvis undgået at blive stillet til regnskab på Nørre Herredsting. Efter Mogens Jørgensens afvisning så præsten ingen anden udvej end at bringe sagen for øvrighed. Amtskriveren lod Mogens Jørgensen arrestere og sætte i Hasle vagt.

Rønne, hvorfra Mogens Jørgensen blev transporteret til Bremerholm den 11. december 1727. Fra Thurahs Bornholms Beskrivelse 1756

Forargelig handling og selvtægt.

Præstens indberetning i 1727 fortalte om Mogens Jørgensens afvisning af ægteskab med Rasmus Arents datter i Rønne i 1724. Efter trolovelse og lysning i kirken forestod den endelige ægtevielse i Rønne kirke. Ægteskabsceremonien sidste del bestod i at ægteparret gav hinanden hånder for at bekræfte ægteskabets indgåelse. Provsten bad tre gange Mogens Jørgensen om at tage kvindens hånd, men han nægtede. En uhørt handling for øjnene af hele Rønne menighed og nu, fire år efter, stadig en forargelig vandrehistorie.
Mogens Jørgensen, der var enkemand i 1724, sagde, at årsagen til hans afvisning af ægteskabet var, at det var kommet ham for øre, at hans kommende brud havde et 3årigt barn, hvorfor han selv efterfølgende havde ønsket at  sagen skulle føres i Kapitelsdomstolen (=tamperretten) i Rønne Kirke. Hans optræden i Rønne kirke har sandsynligvis ført til rønneborgernes selvtægt, så voldsom , som han sagde, at ”hans hoved var slået i stykker og mest kløft”. Han havde mistet sin førlighed og helbred, hvorfor han ikke kunnet få sagen afsluttet.

Småtyveri i Klemensker

Foruden præsten Hr. Elias vidnesbyrd om afvisning af ægteskab, fremkom flere anklager mod Mogens Jørgensen for tyveri i 1727. Anders Nielsen i Klemensker angav ham for tyveri af ærter, hvilket Mogens Jørgensen erkendte, men nægtede, at det skulle være en rigsdaler værd, som Anders Nielsen påstod, men blot var en lille håndfuld for et par skilling. Ærterne var fundet under en ransagning hos Mogens Jørgensen, men ransagningsmændene havde forsømt at tage tyven på fersk gerning, så dommeren kunne ikke bruge ærtetyveriet i sin strafudmåling.
Et tyveri i Østre Gildesbo I Klemensker (Dalegaardsvej 2) skulle Mogens have stjålet økse, sav, hjul og brædder. Ting som senere blev fundet hos Mogens Jørgensen.
Mogens Pedersen på Aagaard i Klemensker havde ”lejet” Mogens Jørgensens søn for en løn af 6 daler, men havde ikke ladet ham blive i tjenesten. Om Mogens Jørgensen mente, at sønnens bortvisning retfærdiggjorde indbrud i Aagaards huggehus og stjæle en økse, en sav og andre småting, vides ikke.

Dommen i 1727

Amtskriverens fuldmægtig krævede, at Mogens Jørgensen skulle dømmes til kagstrygning, brændes med tyvsmærke i panden og sendes til Bremerholm. Så slemt blev det dog ikke.
Herredsfogeden Mogens Clausen Torn dømte Mogens Jørgensen for tyveriet i Klemensker til at arbejde på Bremerholm i et år, og forbød ham at komme tilbage til Bornholm og hvis han gjorde, skulle han angribes og sendes til forvaring på livstid i kongens arbejde.

Sagen om kobberkedlen

Mogens Jørgensen har tidligere optrådt i tingbogen – første gang i tingbogen i 1720 – da han var fæstebonde på Krakkegaard i Rø.
Mogens Jørgensen anklagede Niels Andersen for at have stjålet en kobberkedel og solgt den i Rønne. Tyverisagen anmeldte han til amtmanden, som overdrog sagen til amtskriveren, hvis fuldmægtig Niels Lund blev Mogens Jørgensens fuldmægtig.  Som fæstebonde nød Mogens Jørgensen retmæssig beskyttelse, selv om han var formuende og burde kunne føre sagen selv.

Tyverianklagen viste sig ikke at holde, da kedlen på mærkværdig vis kom tilbage. Sagen var ret grotesk. Mogens Jørgensen anklagede først Niels Andersen fra Gudhjem og senere tre andre personer fra Rø. Der blev afhørt mange vidner og sagen udviklede sig blandt andet til en anklage mod Mogens Jørgensen for tyveri af lammeskind og 15 gedeskind. Han skiftede flere gange forklaring og havde tilsyneladende købt sig vidner. Mogens Jørgensen veg tilsyneladende heller ikke tilbage med at bruge vold mod vidner og anklagede.
Amtskriverens fuldmægtig blev bragt i en pinlig situation og forstod, at han ikke længere kunne forsvare at føre sagen. Han udeblev for retten og lod dommeren afsige dom uden hans skriftlige indlæg.
Herredsfogeden afgav dom den 25. april 1721. De anklagede frikendtes og dømte Mogens Jørgensen til at betale sagens omkostninger på 5 rigsdaler, samt til at betale amtskriveren en erstatning for uberettiget sagsanlæg med 6 rigsdaler. Mogens Jørgensen var ikke tilfreds med dommen og det lykkedes ham at få sagen prøvet ved Landstinget, men uden held. Den 3. december 1721 blev herredsfogedens dom stadfæstet.
Mogens Jørgensen mistede sit fæstebrev på Krakkegaard i Rø og dermed al fremtidig “kongelig” beskyttelse.

Gode venner med Gotfred Nielsen

At købe eller true sig til falske vidner var ikke fremmed for Mogens Jørgensen. I en anden sag fra 1722  optræder Mogens Jørgensen som vidne for Gotfred Nielsen (se historien ”Opskrift på hjernevask eller køb af vidner”). De to havde kendt hinanden fra 1717, hvor de som gode venner havde drukket sammen hos Ole Pedersen ved Østerlars kirke. På vejen tilbage havde Gotfred banket nogle husmænd fra Østerlars og taget en hest fra dem. Venskabet blev bekræftet ved at Gotfred Nielsen støttede Mogens Jørgensens i sagen om kobberkedlen.

Skifte efter Mogens Jørgensen

Foruden tingbøgerne er skifteprotokollerne gode kilder til en persons historie.

Ifølge herredsfogedens dom i 1727 skulle Mogens Jørgensens boslod tilfalde kongen, men først skulle der fraregnes udgift til hans arrestation og anbringelse i Hasle vagt. Foruden registrering af boet oplyste skiftet om mandens aktuelle situation. Medens han ventede på skibslejlighed til København var han indespærret i Rønne arrest fra den 6. november til den 11. december. Hans kost blev beregnet til 6 skilling pr. dag.
Skiftet fandt sted den 17. november og endelig sluttet den 7. januar. Gæld og alt, hvad der kunne bevises at tilhøre børnene, skulle modregnes. Sagens omkostninger, vagthold, skriversalær med mere kunne ikke dækkes af værdierne, så i alt 10 daler og 2 mark måtte amtskriveren søge at få dækkes af amtet.
Til kongen var der intet.

Krakkegaard i Rø. Udsnit af Hammers Kort o. 1750.

Boligforhold 1721 i Rø – Krakkegaard

Mogens Jørgensens hustru Signe Hansdatter døde i starten af april 1721 midt under den første retssag om kobberkedlen. Skifteforretningen den 7. april giver et godt tidsbillede af familiens situation.
De boede på kongens 14. gård, Krakkegaard, i Rø. I skiftet vurderede husdyr, møbler, tøj og husgeråd til i alt 144 daler. Mogens Jørgensen ejede 4 heste, et føl, 5 køer, 4 får, en vædder, en galt, 5 grise, gæs og to arbejdsvogne, plov, aar (mindre plov) og et velforsynet hus med mange kar, tønder, og kværn. Altså et velforsynet hjem, der bestod af en nørre længe med forstue, stue, “krobhus” med pigekammer, samt en vestre længe til arbejdsredskaber og værktøj .
Den afdøde kvindes ”ifareklæder” (bornholmsk ord for det bedste tøj, der ikke er det simple hverdagstøjet)  blev vurderet til 17 daler. De bestod blandt andet af en grøn og en brun vadmelsskjorte, et rødt skjørt med et blåt bånd omkring, en rød vadmelstrøje, to kvindehovedbeklædninger, den ene “sort atlasket puldehue med brede kniplinger” og den anden “puldehue” havde ægte sølvsnore. En sort fifskaft kjole med hvidt lærred og hægter omkring.  Hendes tøj signalerede, at det var fornemme folk, der ikke manglede noget.

Yderligere oplysninger kan hentes i Udmarkskommissionens undersøgelser i 1720 og 1723. Mogens Jørgensen tilbød frivilligt at fæste og betale ekstra skat af 2 ¼ tønderland sæds jord og 7 tønder land kløvgang (eng). Engen havde han selv lagt til gården i 1713 til brug for græsning af hans heste.
Ved kommissionsberetning i 1723 oplystes, at Poul Hartvig overtog kongens gård den 21. oktober 1721.

Kirkens udmark i Klemensker. Udsnit af Hammers kort, 1750.

Boligforhold 1727 i Klemensker

Skiftet i 1727 fortæller at familiens levestandard var betydeligt forringet. Fra i Rø at have et fæstet en kongelig gård med jord til dyrkning, måtte enkemanden Mogens Jørgensen i Klemensker bo med sine to sønner og to døtre i et simpelt 4 fags hus med 3 døre og et lille vindue. Øst op mod huset fandtes en ”Rösta”, som er tag på pæle uden vægge. Huset stod på udmarken og var uden jord. Vi ved ikke præcist, hvor det var, men jeg antager, at huset ligger på ”kirkens udmark”, som på kortet er angivet med en ring.
Trods huset lidenhed var der en del husgeråd, to heste, en gl. vogn, plov, lyngrive, tørvejern og økse. Der var en ko og 5 får og en vædder. Mogens ejede en flintebøsse med taske, krudt og kugler.
Boet blev vurderet til godt 40 daler.

Familieforhold

Mogens Jørgensen stammede fra 15. vornedgård, Hallegaard, i Østerlars. Hans far døde i 1692 og da Mogens i skiftet var myndig må han altså have været født i 1669 eller før. I 1727 var Mogens Jørgensen altså en ældre herre på mindst 57 år.
I 1721 døde Mogens Jørgensens hustru Signe Hansdatter. De havde 5 børn: Karen f. o. 1701, Jørgen f. o. 1707, Hans f. o. 1709, Elsebeth f. o. 1715 og Anders f. o. 1718, som døde inden 1727.
Den ældste søn Jørgen arvede huset i 1727 efter faderen blev dømt og sendt fra øen.

Afslutning

Mogens Jørgensen var voldelig, hvilket ikke var et særsyn i 1700-tallet. Han har uden tvivl også stjålet fra naboer og andre, men angrede aldrig sine handlinger. Småtyverier førte ikke altid til domfældelse, men blevet klaret ved gensidig aftale med den forurettede og med offentligt skrifte i menigheden. Mogens Jørgensen var en type, der aldrig angrede og han blev til sidst for meget for hans medmennesker. Han måtte ekspederes væk fra øen.
En dom på et års arbejde på Bremerholm var for datiden en lille straf og burde ikke følges af en landsforvisning. Jeg hår tidligere mødt ”landsforvisning” af besværlige folk, også uden rettens mellemkomst. For Bornholms vedkommende var dette en ganske almindelig praksis.

 

Kilder:

Herredstingbogen 1716-1722
Herredstingbogen 1722-1732
Bornholms Landstingsprotokol 1718-1742. Landstingsdom 3. december 1721 (pag. 165a) Jens Andersens frifindelse mod Mogens Jørgensens anklager
Skifteprotokol Landdistrikter nr. 5, 6. juli 1692
Skifteprotokollen Landdistrikter nr. 25, pag. 299a-301b
Skifteprotokollen Landdistrikter nr. 29, pag. 393a-395b
Rentekammeret, Kommissionen 1718-1722, se: 1721 Jordebogsextrakt dat 22 april over udmarkens fæstebreve i Nørre og Østre herreder
Rentekammeret, Kommissionen 1718-1722, 20. juli 1720 Kommissionsforretningen, side 168-169, se  Litr A Kommissionsforretning 28 juli 1720
Rentekammeret, Kommissionen 1723, Kommissionens forhandlingsprotokol pag. 49b-50a, se  1723 kommissionsberetning

Om at arbejde i jern på Bremerholm, Artikel af Fr. Stuckenberg i Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 3 (1891 – 1892)

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *