Stridbar præst, menighed og angiveri

Kopi af kalkmaleri i Klemensker kirke, som menigheden kunne sidde og se på i 1740erne, medens præsten Anders Agerbech prædikede dommedag, synd og fortabelse.

 

Småtyveri, løsgængeri, spøgeri og horeri er temaer for en række retssager i tingbøgerne 1743-45. De er anderledes end jeg tidligere har set. Årsagen er den kontroversielle præst i Klemensker Anders Agerbech. Sagerne siger en hel del om præsten, men også om lokalsamfundet. Takket være en stridbar præst kan vi i dag læse om forhold, der ellers ville have været glemt. Retssagerne fortæller om rygter og sladder, og om hvordan en præst kunne få sin menighed til at angive hinanden.
Sagerne er interessante, fordi de fortæller om småkårsfolk, der ellers ikke ville være blevet fortalt.

Den stridbare præst

Anders Agerbech blev præst i Klemensker i 1741. I prædikerne brugte han lignelser fra biblen til at beskrive et samfund i opløsning med druk og horeri. Hans angreb på øens officerer var slet skjulte i hans historier fra prædikestolen. Øvrigheden og i særdeleshed øens kommandant Kruse følte sig voldsomt angrebet, hvilket resulterede i en række retssager.

Ved årsskiftet 1743/44, blev han suspenderet fra sit kald, medens en kommission undersøgte hans embedsførelse. Men på mystisk vis fik han lov til at fortsætte sit virke i Klemensker indtil 1754, hvor han blev forflyttet til Christiansø, hvorefter han kort tid efter, mistede sit kald. (se artiklen om Agerbech).

Præstens tugt af menigheden

Agerbech tugtede nidkært sin menighed, og han brugte en metode, der ikke synes at være normalt for tidens præster. Folk han ville straffe nægtede han at give det hellige sakramente, altså han forhindre dem at gå til alters, og dermed udelukkede han dem fra menigheden. Synderne skulle stilles til regnskab for deres handlinger og stå offentligt skrifte for øjnene af menighed.
Agerbech annoncerede de offentlige skriftemål fra prædikestolen med ordene ”Kom og mød fanden” på næste søndag. Tilsyneladende gjaldt det både dem, der havde forbrudt sig mod den kristne lære og dem der havde begået verdslige ulovligheder. Det må have haft sin virkning på mange af hans sognebørn. Drukkenskab, horeri og småtyveri kaldte præsten for fandens værk. Han prædikede i lignelser om forfald og synd. Han forudså, at landet snart ville modtage den himmelske straf.

Præsten som en slags politimyndighed

Præsten indkaldte parterne til et slags lukket forhør. Præstens medhjælpere var altid de to husmænd, der boede på præstegårdens grund, Anders Gammelsen og Jørgen Evertsen. De blev ufrivillige vidner til forhøret og måtte skrive under på præstens attest. Når præstens sager gik til herredstinget, blev de to altid indkaldt for at afgive forklaring som vidner. Da vidnesbyrd blev afgive under ed, blev de ofte stillet i en vanskelig position. Som præstens husmænd var de i lommen på præsten.
Sognepræsten agerede således som en slags politimyndighed, der ved forhør aftvang en tilståelse. Han metoder var hårde og der er eksempler på, at han brugte korporlig vold mod den formastelige for at fremtvinge en tilståelse, og med hård stemme fik han de fleste til at erkende sine synder.
Agerbech betragtede sig som moralens vogter i alle forhold og skabte et miljø, der fik folk til at angive deres næste.

Præsten under anklage

I kommissionsundersøgelserne i 1743 kom kom det frem, at han var særdeles hårdhændet mod sin menighed. Han benyttede offentligt skriftemål som et redskab til at tugte sin menighed og der var mistanke om, at han benyttede en hver lejlighed til at idømme sognebørnene bøder til fattigkassen.
Det var sandsynligvis almindelig accepteret af menigheden, at præsten, i visse forsyndelser som helligbrøde og drukkenskab, dømte en mulkt til fattige. Men præsten kunne ikke egenrådig idømme bøder i verdslige sager. Lejermålssager og voldssager var kongens sag og hans økonomiske interesse. I disse sager var det amtforvalterens opgave at føre retssagen og dommerens pligt at dømme. Bøderne gik i kongens kasse.
Opmærksomheden på præstens forvaltning af sit embede har bevirket, at Agerbech, efter kommissionssagen mod ham, har måttet indberette alt, hvad han foretog sig af undersøgelse af lovovertrædelser. Det viste sig at præsten indberettede tyveri og æressager, der ellers normalt blev anmeldt af den krænkede part. Nogle var småsager, som sandsynligvis ellers ikke var blevet retsforfulgt. Det viste sig også at stort set alle præsteanmeldelser blev vurderet som mere eller mindre ubegrundede.

Herunder vil jeg give eksempler på sådanne sager som findes i tingbøgerne for årene 1743-1745. I parentes angives dato for hvornår sagen første gang er nævnt i tingbogen og hvornår dommen blev afsagt.

Spøgerierne

Sagen om ”Spøgerierne i Risby” er et eksempel på en anmelder kultur, hvor en mand anmeldte naboen til præsten. En bondemand i Risby fortalte præsten, at nabobonden var kommet hjem fra en druktur til Hasle, der varede 4 dage. Agerbech refererede historien om bondens drikfældighed for menigheden, som om det var et offentligt skriftemål, men det skete uden at han selv var tilstede. Den formastelige blev udelukket fra menigheden. Da manden kort efter lå for døden, fik han ikke den sidste nadver.
Præstens fordømmelsen af bonden inspirerede senere tjenestepigen Margrete til at lade den afdøde genopstå som spøgelse til skræk og advarsel om, at man kunne ende i helvede, hvis man levede i drukkenskab. Læs mere i min artikel ”Noget saakaldet spøgeri”.

Smårapserier

En 13årig faderløs pige, Signe Andersdatter, blev beskyldt for smårapseri. Denne sag var heller aldrig endt i retten uden præstens indblanding og anmeldelse. (20/8 1745- dom afsagt 15/10 1745).
Signe skulle have taget en særk fra en udbyggerkone på Splidsgaardsgrunden og et par bånd til en hue fra en udbyggerkone på Dammegaardsgrunden. Under retssagen viste det sig, at hun have taget særken i den tro, at den var smidt ud. De to bånd var kommet tilbage efter at den blev efterlyst af ejermanden. Tingene var af meget ringe værdi, men pigen havde indrømmet handlingen, så hun skulle dømmes, mente præsten.
Den offentlige anklager var Jesper Hansen fra Allinge, der ofte viste en formildende holdning i retssager mod forsvarsløse mennesker. Da pigen var umyndig, mente Jesper Hansen, at pigen skulle idømmes ris af sin moder. Dommeren henholdte sig til loven, hvor der stod, at i gentagne tilfælde af ”småt tyveri”, skulle den anklagede miste sin hud – altså pisk udført af bødlen. Dommeren tilføjede, at da pigen var umyndig, lod han det være op til øvrigheden, hvordan straffen skulle eksekveres. Amtmand Urne var en pragmatisk mand og besluttede, at dommen ikke skulle udføres, da Bornholm hverken havde en arrest eller en mand, der kunne udføre afstraffelsen.

Bonden og tjenestepigen

En bonde, Svend Hansen, på den 29. gård, Bjergegaard, i Klemensker, blev beskyldt for ”at have besovet” sin tjenestepige, Karen Nielsdatter, dagen efter første pinsedag i 1745. Der florerende rygter om det, og da det kom præsten for øre, blev pigen indkaldt til forhør. (3/9 1745 – dom afsagt 26/11 1745).
Sager om bønders overgreb på tjenestepiger var ikke ualmindelige, men tidligere blev de først retsforfulgt, hvis utugten resulterede i barnefødsel. Ifølge loven kunne uægteskabelige forbindelser føre til såkaldte lejermålssager, men i praksis nåede sagerne først domstolen, hvis pigen blev gravid.
Pietisme har sandsynligvis haft indflydelse på opfattelse af hor og der var stor opmærksomhed på disse overgreb. F.eks. blev der lovgivet om, hvordan man straffede ”informatorer”, altså lærere, der besvangrede pigebørn, der var betroet dem til undervisning (Forordning af 9. juli 1745). Agerbech så en stor opgave i at afdække folks umoral og han så fordærvet hos mange bønder.
Svend Hansens tjenestepige ikke var gravid og da der ikke var beviser for overgrebet, blev han frikendt. Der var ingen beviser var for utugten. Pigen, derimod, blev dømt for løgn mod hendes husbond og idømt ”3 marksbøden”, der fra gammel tid var en vanærende straf. Sagen måtte ikke skade bondes gode navn og rygte.

Nabostrid og vold

Udbygger Jørgen Løstigs hustru blev beskyldt for at være ”tyvetæve, sladdertæve, horetæve og troldtæve” og hun skulle være blevet ”tævet blå og blodig med pale og kæppe” af Thor Jensens døtre Dorte og Annicka på Lille Knudegaard i Klemensker (start 3/9 1745 – dom 12/11 1745).
Sagen var anmeldt af udbyggeren Jørgen Løstig til præsten. Præsten lod sagen gå videre til amtmanden uden selv at have undersøgt sagen. Anklageren havde svært ved at få vidner, der alle var naboer, til at udtale sig. Det kunne jo gå ud over det gode naboskab. Der var ingen entydige beviser for vold, hvorfor Thor Jensens døtre frikendtes. Derimod havde flere vidner hørt pigerne bruge ærekrænkede skældsord. Da døtrene var umyndige, kunne dommeren blot konstatere, at det skyldtes dårlig opdragelse og dét var faderen ansvar. Thor Jensen blev idømt en bøde på 2 sld. til sognets fattige og til at betale sagens omkostninger.

Løsgængeri

Sagen mod Kirstine Holgersdatters løsgængeri var også en af Agerbechs sager. (19/3 1745-dom afsagt 30/4 1745). Den stakkels forældreløse 24årig pige havde raget uklar med sin husbond, Weidich Haagensen og hans hustru. Der var rygter om graviditet og om at Weidich skulle være faderen. Kirstine flygtede fra gården og gik hun rundt på Bornholm i to år, tog småjobs og løj om sit liv og færden. Det endte med tyverianklager og at hun blev sat fast i Rønne Rådhus arrest.
Kirstine færdedes mest udenfor Klemensker sogn, men det var Agerbechs anmeldelse, der førte til arrestationen. Man fristes til at tro, at præstens finmaskede net af meddelere i sognet bar frugt.
Kirstines skæbne var, at da hun var et år blev hendes far, Holger Bistrup, dræbt på gildespladsen i Rutsker i 1718. Da hun var ni år døde hendes mor. Forældreløs var hun overladt til sig selv.
Løsgængeri var forbudt ved Danske Lov, samt ved adskillige forordninger om løsgængeri, pasudstedelse og om skudsmål. Præstens skudsmål var en nødvendighed for at kunne flytte fra et sogn til et andet og på den måde blev folk tvunget ind i et kontrolleret samfundssystem. Agerbech var en ivrig vogter mod løsgængeri. Kirstine blev dømt til livsvarigt ophold i spindehuset.

En berygtet udbygger

Bonden Hans Clausen på Ladegaard havde angivet sin nabo, udbygger Esber Hansen på den 51. gårds grund, for såkaldt ”småt tyveri” for Anders Agerbech (17/9 1745 – dom 10/12 1745).
Bonden og udbyggeren blev kaldt til samtale hos præsten sammen med præstens to medhjælpere. Parterne blev enige om et forlig, hvori indgik en mulkt til de fattige på hele ti slettedaler og pligt til at stå offentligt skrifte for menigheden. Denne sag afslører, at præsten ville ordne sagen i menigheden uden øvrighedens indblanding. Efter mulkten og det offentlige skrifte, ville menigheden udstede et ”tyvepas” og udbyggeren kunne igen optages i menighedens fællesskab.

Esber Hansen var gået med til at betale bøden, og håbede, at det kunne ske ”hemmeligt” for øvrigheden. Men sådan blev det ikke. Præsten blev tvunget til at afgive en attest til amtmanden, hvorefter sagen blev ført til tinget.
Under retssagen måtte de to medhjælpere, der havde underskrevet attesten. De indrømmede, at de ikke kendte til forbrydelsens karakter, men blot, at det drejede sig om et forlig, der resulterede med en mulkt til de fattige.
Andre vidner kunne berette, at tyveriet drejede sig om en bør fuld ”torn” (tjørn), og for 2-3 år siden lidt ekstra tørv fra mosen og vikker fra naboens mark. I herredsretten fandt man ikke beviser på tyveriet og da det var sket for 2-3 år siden var sagen forældet. Herredsfogeden frikendte udbyggeren. Da det var bonden der havde startet en unødvendig sag, blev han dømt til at betale 6 slettedaler i sagsomkostninger.

Rygter og sladder

Udbygger Esber Hansen havde et ”tyvsrygte” – et almindeligt udtryk man møder gang på gang i sagsakter. Esber Hansen bar også på et andet ondsindet rygte, nemlig at han skulle have taget ”en andens mands hore til ægte”. Rygtet eller sladderen blev nævnt af præsten i attesten til amtmanden og han havde omtalt sådanne arrangementer som almindelige på landet.
Præstens medhjælper, Jørgen Edvardsen, mente dog ikke, at det var almindeligt for bønder at betale for ægteskab mellem deres ”besovne” uægteskabelige udenoms forbindelser med fattige ungkarle. Han mente, at det gjaldt kun for Esber Hansen. Men ikke desto mindre findes flere historier om, at en bonde havde tilbudt en pæn pengesum til en fattig udbygger eller husmand, der ville gifte sig med pigen. Straffen for en gift mand, der have gjort en pige gravid, var hård, da man mistede sin ”boslod”. I tingbogen og i skifteprotokollen er der flere eksempler på sådanne domme.

Folkedomstole kontra juraen

Præsten i Klemensker idømte folk bøder i form af mulkt til fattigkassen, hvilket ikke var lovligt. Dog var mulkten altid en del af et ”frivilligt” forlig, og det kan derfor hævdes, at Agerbech handlede på menighedens vegne og ikke for egen vindings skyld. Mulkt til fattigkassen kunne idømmes af dommeren efter Danske Lov.
I de sager, som jeg har omtalt her, dømte retsvæsenet på grundlag af juraen og ikke på rygter. Desuden kan jeg spore en pragmatisk holdning, der tog hensyn til den anklagedes alder og uvidenhed. Hvor dommeren måtte følge lovgivningen og idømme den 13årige pige til at miste sin hud, så kunne amtmand Urne beslutte at dommen aldrig skulle eksekveres.
Anders Agerbech prædikere mod synd på en måde, der skabte grobund for en slags folkedomstol, der dømte på rygter og sladder, hvorimod herredsfogeden dømte på grund af juraen.

Afslutning

Begrebet ”En anden mands hore” er et sigende billede af tidens kvindesyn. Men tro ikke, at det kun hørte til 1700-tallets samfund. Ringeagt af kvinder, der fik børn udenfor ægteskabet, har eksisteret op til vores egen tid. Folkesladderen er heller ikke død, den trives i bedste velgående endnu i dag.

——–

Læs mere om Anders Agerbech,
Læs om Spøgelset i Risby: Noget saakaldet spøgeri
Læs om drabet på Holger Bistrup

Læs referatet af tingbogen og få flere detaljer:

Læs mere om Klemensker gamle kirkes indre i Ann Vibekes Knudsens “Bornholmernes historie”.

Ann Vibekes tekst til illustration, der indleder min artikel: Akvarel og tolkning af kalkmaleriet mod vest. S. Michael som sjælevejer. Ærkeenglen S. Michael i midten. Han holder vægten og ser på skålen med de små djævle, som forsøger at tynge vægtskålen ned. Til højre er det jomfru Maria, som med sin finger sørger for at sjælen, i form af en lille nøgen pigeskikkelse, vejer tungest! Akvarel efter kalkmaleri i den nedrevne S. Klemens Kirke. Johs. Marcker. Originalen tilhører Nationalmuseet.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *