Sabelhug i Bregneshave

Udsnit hammers kort1_edited-1

Historien handler om to naboer i den vestlige del af Klemensker. På Duebjerggaard boede Rasmus Erichsen og hans hustru Anne Jensdatter og knapt 400 meter derfra hans nabo Hans Jensen på Møllegaard. Rasmus Erichsen havde nær slået Hans Jensen ihjel ved Bregneshave den 2. juli 1717.

Mange sager i 1700-tallets Bornholmske tingbøger handler om nabostridigheder. Årsagen til nabostridigheder kan oftest henføres til banale hændelser som under indtagelse af store mængder øl og brændevin førte til korporlige slagsmål. Slagsmål synes at være en ganske almindelig foreteelse på landet. De fleste slagsmål blev forliget på tinget inden at sagen gik til doms. Med slagsmål fulgte æreskrænkende udtalelser, der ofte var værre end de knubs man pådrog sig og jo højere man kom i samfundets hierarki jo mere prestige stod på spil. På landet i Klemensker var bønderne fornemme folk og stridigheder mellem to bønder måtte nødvendigvis ende på tinget.

Dagen var Maria Besøgelsesdag og traditionen tro var begge mænd til gudstjeneste i Klemensker kirke. Helligdagen blev ellers ikke fejret i Danmark efter reformationen, men det gjorde den her, måske fordi det var dagen for mønstring af herredets kavaleri. Det må have været en festdag, der trak mange mennesker til kirken ikke blot sognets egne folk men ryttere fra hele herredet. Der var god afsætning af øl og brændevin hos Peder Brand. De lokale udskænkningssteder kunne ikke dække behovet, så Søren Sørensen Malmøe fra Hasle var mødt op med sin ølvogn for at mætte trangen til drikkevarer efter gudstjenesten.

Rasmus Erichsen var mødt op i fuld mundering på hest med pistoler og sabel.

Vestre herreds bønder mødte som sædvanlig ved Peder Brand hvis hus lå tæt ved kirken kun halvt stenkast fra kirkegårdens gærde. Her plejede de at tøjre deres heste, lægge rejsetøjet og få passet deres hunde så længe som gudstjenesten varede. Belønningen indkasserede Peder Brand efter prædikenen ved udskækning af øl og brændevin til folkene, der ikke havde alt for travlt med at komme hjem. Sandemand Lars Hansen fra Bjørnegaard var taget tidligt afsted sammen med sin hustru for at få sin faste stolestade i kirken, da den almindelige orden i kirken var suspenderet på grund af herredsmønstringen. Efter gudstjenesten måtte sandemanden, som mange andre, søge ly for en regnbyge hos Peder Brand. En af dem han snakkede med var Hans Jensen fra Møllegaarden. De blev der 2-3 timer, inden de brød op og begav sig hjemad.

Hans Jensen havde sin tjenestedreng, Anders Pedersen, med sig. Han var stor nok til, at han var ”skreven til gevær”, men lille nok til at sidde bag på Hans Jensens hest. Udenfor ved Gammels Gaard og stadig med brændevin i glasset, mødte han sin nabo Rasmus Erichsen, som han ikke ville drikke med og der udspandt sig en ”upassende ordveksling” mellem de to naboer, inden turen gik hjemad. Umiddelbart efter kirkebroen, vest for kirken i dalen, blev de passet op af Rasmus Erichsen, der drog sin sabel og gjorde anstalt til at hugge efter Hans Jensen. Søren Malm var også på vej hjem og tilfældigves ikke nået langt op ad bakken med sin ølvogn da han så det forestående naboopgør. Som værtshusholder var han vandt til at håndtere slagsmål og lagde sig imellem de to stridende, som han sagde, de var begge hans gode venner og ville ikke have, at de gjorde hinanden skade. Rasmus Erichsen og hans tjenestedreng red derefter videre på hver sine heste.

Ved Bregnes Have, lå en hus, som Hans Jensen ejede og Jens Larsen boede. Deres hensigt var at gøre holdt for at nyde et sidste krus øl inden hjemkomsten. Det nåede han ikke, da Rasmus Erichsen, som kendte Hans Jensens rejsevej, ventede på ham for at tage det endelige opgør. Rasmus huggede sin sabel mod Hans Jensen. Han blev ramt adskillige gange og faldt af hesten. Husmanden Jens Larsen mødte Hans Jensen og hans tjenestedreng ved sit havegærde og fik bragt den sårede ind i huset. I alt fem hug havde Hans Jensen fået i højre arm og brøst, samt et snit mellem to fingre på højre hånd. To hug havde ødelagt hans hat. Det havde gået voldsom til og det kunne have koster Hans Jensen livet, hvis et sabelhugget havde ramt hans hals. Hans Jensens hest havde ikke gået ramt forbi.

Hele episoden er skildret af forskellige vidner, der blev stævnet til Nørre Herredsting, hvor Hans Jensen startede retssagen mod naboen den 30. juli. Hans Jensen havde taget Anders Hansen fra Skinderby som sin fuldmægtig og Rasmus Erichsen havde med amtmandens tilladelse engageret Lorents Pettersen Krog fra Sandvig som sin talsmand. Som så mange andre sager på tinget, blev proceduren langstrakt.

Den 26. november – næsten fire måneder efter at sagen startede – anklagede Rasmus Erichsen sin nabo Hans Jensen for trusler og æreskrænkende udtalelser under et gæstebud den 27. april 1716 hos udbygger Morten Olsen. Morten Olsen boede i et hus, der lå vest for Møllegaard og var altså deres fælles nabo. Der blev drukket og spillet kort. Hans Jensen beskyldte Rasmus Erichsen og mølleren på Baggegaards vandmøllen for at stjæle byg og mel fra møllen. Rasmus Erichsens hustru stod bag sin mand og sagde ”det er meget at man skal høre skarnsord fra dig (Hans Jensen) hvorhen man end kommer”. Hans Jensen reagerede prompte ved at smadre en stob (drikkebæger) i hovedet på hende, så hårdt at Rasmus’ hustru, Anne Jensdatter, blødte og var sløj i to dage. Rasmus ville slå Hans Jensen for både udtalelsen og for handlingen mod sin hustru. Værten Morten Olsen forhindrede slagsmålet og Hans Jensen forlod huset, for blot at vende tilbage kort efter. Morten Olsen forsøgte at tale de to fra at sloges og opdagede at Hans Jensen havde en kniv gemt under kjolen, som han fravristede ham inden han nåede at brugen den mod Rasmus Erichsen. Hans Jensen faldt tilsyneladende til ro og dansede med Morten Olsens to døtre, men kom uheldigvis til at spilde øl ned på Rasmus Erichsen, der sad og spillede kort. Rasmus slog derefter Hans Jensen med en kande med tud, så den gik i to stykker. De to kamphaner trak hinanden i håret og sloges på gulvet inden Morten Olsen atter skilte dem ad. Derefter blev Hans Jensen fuldt hjem af husets døtre.

Episoden er minutiøst beskrevet af Rasmus Erichsens vidner og sagen var egentlig forældet, da sådanne sagen, efter Danske Lov, skulle anmeldes umiddelbart efter det var sket. Men sagen skulle forklare, at Rasmus Erichsen var blev vanæret og endda truet af Hans Jensen, der med kniv havde truer med at slå Rasmus ihjel.

Under retssagerne var der forhandlinger mellem parterne om forlig, men det blev aldrig effektueret med en skriftlig aftale, så sagen blev optaget til doms i starten af 1718. Den 26. marts faldt dommen. Hans Jensens overgreb mod Rasmus Erichsens hustru og beskyldningerne for tyveri 1½ år før sabelhuggene var ikke formildende omstændigheder for Rasmus Erichsens sabelhug. Rasmus blev idømt 3×40 lod sølv i bøde for overfald på sagesløs mand. Sabelhuggene gav tillægsbøder: 3 x 3 lod sølv for hvert hug, der ikke var til benet. Hugget mod hånde, der ikke kunne dækkes, blev takseret en halv gang højere. At overfaldet var sket fra kirken gav ekstra 3 lod sølv i bøde. Desuden skulle Rasmus Erichsen betale 5 rigsdaler i sagsomkostninger. Alt i alt skulle Rasmus Erichsen betale noget der svarer til 70 rigsdaler i bøde – en anseelig sum, som svarer til 1/3-del af en almindelig bondegaards værdi.

Rasmus Erichsen ankede dommen til Landstinget uden held. Den 21. september 1718 stadfæstede landstinget herredstingets dom.

Historien melder intet om hvordan de to personer sidenhen trivedes som naboer.

Læs dommen her.

Læs Nørre Herreds tingbog 1716-1722

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *