Kvinde, løsgænger og skolelærer!

Det er ofte i detaljerne, man skal finde de mest interessante oplysninger.

Denne historie handler om Malene Hansdatter, der var over 50 år gammel og som blev kaldt for ”et omløben Kvindemenneske” – en løsgænger. Hun blev arresteret i Østermarie den 2. oktober 1747 og sat i Bornholms hovedvagt i Rønne og anklaget for to forhold: Dels for tyveri af garn, lærred og tøj fra Rasmus Rasmussen på Duebjerggaard i Klemensker til en værdi af 2 slettedaler og to mark, og dels for løsgængeri i 20 år.

Uden fast bopæl

Den beordrede anklager Svend Mikkelsen fra Rønne fremlagde attester i retten, der viste at hun havde været gift i Nexø og efterfølgende levet som enke i tyve år. Desuden oplystes det under retssagen på Nørreherreds ting, at hun havde to såkaldte ”uægte børn”.
Retten undersøgte om Malene havde tilknytning til en menighed, hvorfor hun blev spurgt, hvornår hun sidst havde været til alters. Hun huskede ikke præcist hvornår, men det havde været hos Hr. Peder Rasmussen i Aakirke. Præsten i Aakirke blev bedt om at søge i kirkebogen. Præsten fandt, at hun havde fået døbt et ”uægte” barn den 29/10 1730.
I sagen 1747 oplystes at hun flyttede fra sted til sted. Hun havde ikke haft åremål-aftaler, men havde arbejdet her og der på landet, spundet og arbejdet. Hun havde holdt skole i den sidste vinter, 14 uger hos Isak Pedersen og Jens Olsen i Vestermarie sogn, og 18 uger hos Ared Poulsen i Vestermarie. Hun havde lært børn at læse.
Forsvarer Hans Poulsen Dam, der for øvrigt kom fra Vestermarie og som må have kendt hende personligt, fremhævede Malenes skolearbejde i håb om at løsgængeri anklagen ikke var gældende for hende. Anklageren Svend Mikkelsen afviste at gode gerninger ikke ændrede ved, at hun var en tyv.
Kvinder var økonomisk umyndige og kunne ikke frit flytte hvorhen de ville. Hvis de ikke tilhørte et hushold blev de betragtet som løsgængere. Var de gifte var de underlagt ægtemanden. Ugifte skulle tilhøre et hushold bundet af en tjenestekontrakt. Desuden var de stedbundne i en menighed og skulle have præstens skudsmål for at forlade menigheden. Netop i 1730-40erne skete en skærpelse i håndhævelsen af lovene om løsgængeri. I Klemensker for eksempel var sognepræsten Anders Agerbech en nidkær forfølger af især kvinders løsgængeri.

Malene Hansdatter i Nexø

Det er muligt at finde spredte oplysninger om Malene, da hun boede i Nexø.
Nexø kirkebog oplyser, at Malene blev gift med Jens Andersen den 7. februar 1717. Jens Andersen nævnes nogle gange med tilnavnet Lise, hvilket kan betyde, at han stammede fra 28. sg. Lisegaard i Ibsker, og søn af Anders Jensen Lise, der var gårdmand her indtil 1704.
Gennemser man kirkebogen for Nexø opdager man, at Malene Hansdatter stod offentlig skrifte den 11. marts 1714 efter at have født et uægte barn. I kirkebogen står at hun havde syndet mod det 6. bud og angav Hans Larsen Møller ”på den mellemste mølle” at være barnefader til barnet. Barnet blev døbt Hans den 11. juli. At det var samme Malene, der blev gift med Jens Andersen, ses af, at Giertrud, Holger Holgersens, bar Malenes uægte barn til dåben og det var også hende, der bar parret Jens Andersen og Malenes første barn Catrine, da hun blev døbt den 28/8 1717. Malene var for øvrigt gravid da hun blev viet til Jens Andersen.
Den 21/7 1720 blev deres andet, og Malenes tredje barn, døbt Anders. Kirkebogen afslører desuden den forfærdelige historie, at Anders druknede i en brønd 15 måneder gammel, hvorfor de måtte udstå kirkens disciplin den 2/11 1721. Desværre findes ingen nærmere oplysninger om denne ulykke. Tingbogen for Nexø by eksisterer ikke.
Kirkebogen afslører, at de fik endnu to børn: Den 7/2 1723 døbte de en dreng Anders og den 25/11 1725 en dreng de kaldte Lars.
Det er ikke nævnt i kirkebogen i Nexø, at Jens Andersen døde i 1727, men i retssagen 1747 oplystes, at Malene havde attest på at have været i enkestand i tyve år, hvorfor hun var at betragte som løsgænger, idet hun ikke tilhørte en husstand.

Malene som enke

I 1730 befandt hun sig i Aakirkeby, hvor hun fik døbt sit uægte søn Joseph. Udlagt barnefader var en tjenestedreng i Pedersker med navnet Peder Pedersen Kiep (?), som efterfølgende lod sig hverve som soldat.

I Ibsker kirkebog den 29/9 1737 noteres, at Malene Hansdatter, der havde lånt hus hos Hans Pedersen på Brændesgaard (11. vg.), døbte en søn Anders. Faderen skulle være udbygger Jørgen Hansen Skrub i Klemensker. Denne lejermålssag kan man læse om i Nørreherreds tingbog i 1737 (18. okt. – pag. 99b). Her sagsøgtes Jørgen Hansen Skrub for at være barnefader til hendes barn. Det oplystes, at Malene ikke havde fast bopæl, og at hun gik rundt på Bornholm og betlede sit brød. Jørgen Skrub nægtede at have haft noget med hende at gøre, og som han sagde, ”at han aldrig nogensinde med dette omløbende Kvindfolk havde haft legemlig omgængelse i aller ringeste måde”. Han afgav ed og derfor blev anklagen frafaldet. For øvrigt var det tredje gang, at han var blevet anklaget for lejermål. Det var også ham, som den stakkes kvinde, Margrete Larsdatter, havde anklaget for at være årsag til hendes – måske indbildte – graviditet (læs min artikel).

Malenes sidste opholdssted var på Peder Jespersen grund i Nylars.

Tyverisagen

Sagen startede med at Rasmus Rasmussen på Duebjerggaard i Klemensker den 30. september 1747 havde anmeldt tyveri af en del garn og noget lindtøj der tilhørte ham og hans tjenestefolk. Han sigtede en ”omløben” kvindemenneske, for tyveriet på et politiforhør den 2. oktober, hvorefter hun var blevet sat i ”landets hovedvagt” i Rønne.

Tyverisagen ved Nørreherreds ting startede 24. november 1747, men forinden blev vidner afhørt på Østerherreds ting den 30. oktober. Malene blev fremstillet ”løs og ledig” på tinget. (pag.561b).
På tinget nægtede hun at have taget noget uretmæssigt fra Rasmus Rasmussen på Duebjerg, men at hun havde købt varerne i Hasle og i Vang og noget havde hun i en slags kommission med salg for øje.
Hun kunne dog ikke nægte at hun havde solgt 5 harrer garn og en halskrave til Henrik Mortensen Bugge i Østermarie. Andet klæde havde hun solgt til Hans Friderichsen i Østerlars. Desuden solgte hun et forklæde til Anders Jensen på Gasegaarden og til Svend Hansen Stange i Østerlars en hampe-brugaarns skjorte og en blaargarns særk.
Desværre for Malene blev klæderne genkendt af Rasmus Rasmussens tjenestefolk, som værende dem de havde mistet.
Malene var rasende over påstanden om hendes tyveri, som hun nægtede under hele sagen. Afhøringerne afslørede, at Malene havde et iltert temperament og var skarp i sin tale.
Forsvarer Hans Poulsen forklarede, at Malene var kræmmerske og ernærede sig ved køb og salg. Han berettede desuden, at hun havde tjent 10 skilling ved at sælge vraggods for Pouls Kirke.

Herredstingsdom 12. januar 1748

Herredsdommen dømte Malene for ”ringe” tyveri efter lovens pag. 983 artikel 32 miste sin hud (pisk) og 986 artikel 39 og betale igæld (2 daler 2 mark) og tvigæld (5 daler), samt miste sin hovedlod til kongen.
Malene kunne ikke betale, da hun intet ejede.
Langt alvorligere var dommen for løsgængeri. Herredsfogeden dømte hende til at arbejde i Tugthuset i København så længe som hun ikke havde haft fast tjeneste. Han var usikker på hvor længe, så i dommen skrev han xx år og lod det være op til øvrigheden at udmåle længden.

Landstingsdom 10. april 1748

Malene ville have prøvet sagen ved højere ret for at blive frifundet. Anklageren Svend Mikkelsen, derimod, lod sagen prøve ved Landstinget enten til stadfæstelse eller skærpelse. Første dag i landstinget var 14. februar 1748. Forsvareren Hans Poulsen Dam fra Vestermarie lånte sagens akter og på næste ting (13. marts 1748) fremlagde han påstanden om, at Malene Hansdatter var uskyldig og skulle frifindes for begge anklager. Hun blot have ageret som en kræmmerske og at der ikke var beviser for tyveri. Desuden mente han, at man ikke kunne betragte Malene som løsgænger.
10. april 1748 blev landstingsdomme afsagt. Landsdommeren mente, at Malene førte et usømmeligt liv og kunne dømmes for tyveriet ligesom ved herredstinget. Dommen for ”småt tyveri” var at miste sin hud og betale igæld og tvigæld og miste sin formue til kongen. For løsgængeri blev dommen sat til 20 år tugthus i København. De tyve år var den tid, som hun som enke ikke kunne redegøre for at have haft fast bopæl.
Malene ville ikke acceptere dommen. Hun udtalte, at hun ville have dommen prøvet ved højesteret. Malene kendte sine rettigheder og kunne henvise til forordningen af 13. januar 1747, der gav hende muligheden.

Højesteret 1748

Højesterets domsprotokol eksisterer ikke, men i voteringsprotokollen for den 16. november 1748 refereredes Commerceråd Rasch sag mod Malene Hansdatter.
Anklageren Rasch ville have at Landstingsdommen skulle konfirmeres og altså dømme Malene Hansdatter for tyveri og miste sin hud, samt betale igæld og tvigæld og miste sin hovedlod til kongen. For løsgængeriet skulle hun arbejde 20 år i spindehuset.
Forsvareren Ankersen mente, at hun havde udstået nok straf nok for tyveriet ved at sidde indespærret i arresten i mere end et år. For løsgængeri kunne hun ikke dømmes på grund af manglende beviser.
De ti dommeren (Klevenfeldt, Hielmstierne, Luxdorph, Lemvigh, Albertin, Bartholin, Stochfleth, von Stöcken og K.H Juell) var enige om, at hun kunne dømmes som tyv og kunne straffes med pisk i arresten. Der var ingen grundlag for at dømme hende for løsgængeri.

Malene Hansdatter efter 1748

Malene Hansdatter havde siddet arresten i Rønne mere end 13 måneder, da hun blev frikendt af Højesteret for løsgængeri.
Hendes videre skæbne er desværre ukendt.
Malene Hansdatter tilhørte en gruppe fattige, der sjældent lader sig beskrive. Hun har ikke været uden evner, ellers havde hun ikke kunne føre sin sag til højesteret.
Malene kunne læse og sandsynligvis skrive. Hendes evner til at undervise børn har skaffet hende mad og husly rundt omkring på øen. De tre nævnte steder, hvor hun havde undervist i vinteren 1746-1747, var større gårde i Vestermarie (Stensgaard, Gyldensgaard og Pilegaard). Foruden undervisning af børnene kunne hun også bidrage med at spinde og gøre andet husgerning.
Der er flere eksempler på, at der i 1700-tallet var et omvandrende proletariat af skolelærere, der gik fra gård til gård (se min artikel i BS 2015 IV. Række – 9 bd. side 23-39) Mænd og kvinder, der ellers ikke kunne klare sig med håndens arbejde, kunne gøre nytte, hvis de mestrede læsning og skrivning. En ordning, som var almindeligt accepteret. Historien om Malene antyder og viser hvorfor børn på Bornholm vitterlig lærte at læse, måske endda bedre end andre steder, selv om der ingen skoler fandtes på landet før op i 1800-tallet.

 

Kilder:

Nørreherreds tingbog
Østerherreds tingbog (arkivalie online)
Landstingets justitsprotokol (arkivalie online)
Kirkebøgerne i Nexø, Ibsker og Aakirkeby (arkivalie online)
Højesterets Voteringsprotokol 16. november 1748 pag. 585-587 (arkivalie online)

Illustration: Kartousch fra Hammers kort, 1750 (Kgl. Biblioteks Eksemplar)

—–

Transskriberet landstingsdom:

Endskiøndt Delinqventinden Magdalene Hansdatter vel icke er greben i gierningen, ey heller ingen af de over hende førdte Vidner kundet sige, at der var hende som har staalet det Garn og Lindklæder som hendes angiver Rasmus Rasmussen af Clemensker Sogn forleden Aars Høst om Natten mistede, Saa finder Jeg dog af det inden Øster Herrets Ting d. 30. October 1747 tagne Tingsvidne, at bmt. Rasmus Rasmussen haver grebet hende den 30te Septr. Næst forhen, hos én udbygger ved Østermarie Kirke navnl. Hans Jensen, med en del af Kosterne, som hun til adskillige havde bortsolgt, neml. Til Hans Friderichsen 5 Harrer Garn og en Hals Krave, til Hendrich Mortensen Bug en Hørgarns Opled, til Anders Jensen eet Hørgarns Forklæde, til Svend Hansen én Hampe Brugarns Skiorte, en blaargarns Serck, et hørgarns Tørklæde, der i alt sammen er tilbageleveret af de kiøbende og tillige med delinqventinden bragt i Arrest – vide bmt. Tingsvidne pag. 4 og Pag. 9 til 14.
Dernest finder Jeg at Delinqentinden negter at have stiaalet dette, men skyder sig til hiemmel nemlig at hun havde kiøbt dette af én Kone i Hasle hiemmehørende og saadan kiøbmandsskab skeede nogen østen fra forbemt. Rasmus Rasmussens Gaard dend nat ovennt. Blev bortstiaalet; Men hun var icke i Gaarden; Vide pag. 9 i Tingsvidnet; at dette er alleneste et af Delinqventinden optænkte paaskud, og ingen, mindre lovlig hiemmel viser efterfølgende: Thi for det
Første er baade Tiiden og Steden mistænkelig og ulovlig og hun har ej heller kundet give denne paaskudte Kone noget Navn.
For det andet forklarer det første Vidne Lars Larsen, som tog Kosterne fra hende først, og lod dem oplyse på Kierke Stevnerne fordi hand holdt for at samme maatte være staalen, saa som det endda befandtes at være vaadt; at Delinqvintinden da forregav, hun havde det for at sælge for Anders Peders Kone paa Hallegaarden i Olsker Sogn, Manden uafvidende /: hvilket hun neml. Delinqvintinden atter i Hiemtings acten pag. 9 tilstaaer at være usandhed, og samme Person declarerede for Retten at hun aldrig har faaet saadant af dennem:/ item at hun et par dage derefter havde én Kone med sig fra Ibsker Sogn navnl. Maren i Stemme Kroe, for at hiemle hende Kosterne, men da Vidnet vilde hun skulle giøre Eed inden Tinge, at det tilhørte Hende, gik hun bort.
For det tredie forklarer det andet vidne Hans Larsen som giorde Ægt med Delinqventen til Arresten og tredje vidne Morgens Larsen samstemmigt, at hun sagde at have faaet de for hende fundne Koster af en Kone i Hasle eller Vang, hvilke af delene kunne hun ikke erindre, og tilbød Rasmus Rasmussen 2 skæpper Humble og fik Tøy igien om hand ville slippe hende.
For det fierde forklarede det andet vidne som er ført inden Nørre Herrets Ting, nemlig Hans Hansen, at han tjente hos Rasmus Rasmussen da dette blev bortstaalen, og ved Kosternes eftersyn for Retten vedkiendte hand sig én Halskrave, og hafde mist én Slees lærrets Halsklud samme Tid, og 3die Vidne Giertrud Mogensdatter forklarer omstendelig, at de hos Delinqventinden fundne Koster er Rasmus Rasmussen og hands huusfolck frastaalen, og hafde talt det over om aftenen forhen som det Slap bort om Natten; Som da anklageren Rasmus Rasmussen har grebet Delinqvintinden med Kosterne, giort Sagen i Øfrighedens Haand og efter Actors paastand og Lovens pag. 912 art. 10de med videre bevist og giordt sin Eed af de imod hans Villie ere hannem frastaalen; og delinqvintinden icke efter Lovens pag. 968 og 69 art. 1te nogen lovlig hiemmel haver kundet skaffe, saa er hun efter lovens pag. 974 art. 13de Tyv og derfor rettelig tildømt at lide Straf efter Loven for smaat Tyveri; saa som der hos hende fundne Koster er vurderet for 2 daler og 2 mark; vide Hiemtings Acten pag. 14.

Hvad sig andbelanger Delinqvinindens Løsgiengeri, i hvilken henseende Actor paastaar Hiemtingsdommen Skierpet og Delinqvintinden hen Dømt til arbejde i Spindehuset i 20 år, Da haver hverken delinqventinden eller hendes Forsvarer kunnet skaffe noget Bevis om hendes opholds Sted ey heller at hun har begierdt eller haft nogen tieneste hos nogen, siden hun fick attest fra Nexø Menighed, som Lovens pag. 558 art. 16 udfordrer, men der imod har Actor i Rettelagd en af Magister Johan Kofod udgiven Attest af Dato 28. October 1747 at Delinqvintinden har veret gift i Nexø for 20 Aar siden faaet sin attest til Aakierke Bye, og nu skal vere Encke som hun vel i mange Aar har veret: og saa vel i som uden ægteskab baade før og siden forholdt sig uskikkelig; naar Jeg videre efterseer Sognepræsten for Aakirkebye Hr. Lars Hiortes attest af dato 15. november nest efter, saa hverken noget om hende der i Menigheden uden dette: at hun har født et uægte barn som blev døbt d. 29. October 1730 og at hun da skulle være i Nexø hiemmehørende, men om hendes Aabenbare afløvning og altergang findes intet andført enten i Kierke eller tegnebogen; og følgelig er det klart at disse attester og Delinqvintinden egen bekiendelse, som til deels er usandfærdig ang. hendes Aabenbare afløvning og Altergang i Aakirkebye :/ at hun for 20 Aar siden har faaet attest fra Nexøe Menighed, og siden icke haft nogen vist tilholds sted eller bestandig tieneste hos nogen, men som et vanartig Menniske, og Løsgienere opholdt sig i Landet snart paa et snart paa et andet Sted indtil hun, nu formedelst Tyveri er paagreben uden at kunde forskaffe Skudsmaal fra nogen Præst om hendes ophold og forhold siden dend Tid som her bemt. Hr. Magister Johan Kofods attest om formelder; og derfor bør hun efter forbem. Lovens Art. Arbeide i Tugthuset lige saa mange Aar som hun i Løsgiengeri han omløbet.
Thi kiendes for Ret at delinqvintinden Magdalene Hansdatter bør for hendes begangne Tyveri sig selv til velfortjente Straf og andre ligesindende til afskye og eksempel, efter Lovens pag. 983 og 84 art. 32 at miste sin Hud og efter Lovens pag. 986 art. 39 betale Igield og Tvigæld; nemlig Igield til den forurettede Rasmus Rasmussen 2 daler 2 mark og Tvigæld til hans Kgl. Mayestæt 5 slettedaler ifølge forordningen af 6. December 1743 den 20 post/ og saa sin hovedlod til Kongen forbrudt, naar først Sagens bekostning, exsecution og ald anden bevislig gield er fradragen; saa bør hun ogsaa, efter saadan udstaaende Straf for hendes løsgiengeri efter ovenandførte Sagens befundne beskaffenhed og Lovens Pag. 558 art. 16de at arbeide i Tugthuset udi Kiøbenhavn i 20 Aar. Men skulle Delinqvintens egen Middel og formue icke tilstrække til den paa sagen medgaaende nødvendige udgifter som hun er pligtig til at betale, da udreder samme af Landets Indvaanere efter vedkommende Øvrigheds Revision og approbation paa der om til dennem indsendte Regninger, efter dend kongl. Allernaadigste befaling af 10. November 1741 og forordningen af 13. januar 1747. Ved denne sags paakiendelse finder Jeg icke at Actor og Defensor har giort noget uforsvarlig ophold, hvorfor de efter det kongl. Allernaadigste Reskript af 27. april 1739 kunde staae til noget ansvar. Dat. Til Vidnesbyrd under mit Signet.

 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *