Kaptajnens eller byfogedens uægte søn?

Præstens indberetning om Gretes uægte barn.

Præsten i Aakirkeby, Lars Hjorth, døbte Grete Pedersdatters uægte søn i Aakirke den 1. august 1756. Grete kaldte barnet ”Hans” og angav to mænd som barnefader, Wilhelm Hansen, byfogeden i Nexø, og Absalon Hansen Kofoed, kaptajn ved søndre herreds bondekompagni. ”Hans” var det oplagte navn, som fulgte navnetraditionen der opkaldte den førstefødte dreng efter farfaren. Det var jo rigtigt om så det var kaptajnen eller byfogeden, der var faderen.
I Jordebogsregnskaberne for 1756 findes et dokument skrevet af præsten, der supplerer kirkebogens oplysninger. Dels giver denne kilde unikke oplysninger om, med datidens sprogbrug, et ”syndigt og forargeligt liv” og dels giver det os et ret sjældent indblik i præstens rolle i lejermålssager. Præstens rolle var at vejlede synderinden til et kristent liv. Hans undervisning lå forud for det lovbefalede åbenbare skriftemål i kirken.
Sognepræsten Lars Hjorths dokument fra den 30. december 1756 er en indberetning til kammersekretær og amtsforvalter C. Andresen og bevaret som et seks siders langt regnskabsbilag.
Præsten skriver godt og tydeligt, hvorfor jeg har transskriberet det ord for ord. Han forarges over Gretes hårde dom og mere end antyder, at der ikke var lighed for loven. Dokumentet kan læses som et forsvarsskrift for præstens håndtering af sagen.

Bente Pedersdatters historie

Gretes graviditet var synlig for enhver og den 2. april 1756 måtte hun til præsten for at bekende sin synd. Præsten blev indviet i hendes forhold til sin tidligere husbonde, kaptajn Absalon Hansen Kofoed, på Lynggård, 8. selvejergaard, i Aaker. Hun berettede, at sidste gang hun havde været sammen med ham var 8 dage efter mikkelsdag i 1756. Hun havde været i hans tjeneste til mikkelsdag (29/9) som var skiftedag på gårdene.
Præsten indkaldte kaptajnen til afhøring. Han nægtede og var villig til at afgive ”sin saligheds ed” på, at han ikke var barnefaderen. Præsten henviste til forordningen af 23. december 1735 som lyder ”Forordningen om nøiere Kirkedisciplin imod skandaløse synder”. Selv om han ikke var barnefader, havde han begået forargelige synder og skulle udstå den kirkelige disciplin. Kaptajnen valgte at bekende og ikke forsvare sig med ”taabelig Snak og Halstarrighed imod Guds ord og ald Christelig anordning” og lovede bedring, og vilde søge kongelig dispensation.
Præsten fik Grete til at møde nogle gange i præstegården til ”alvorlig omvendelse” og ”hendes synds bedre kundskab” før hun skulle stå offentligt skrifte i kirken. Præsten læste ”Kristendoms stykker” for hende.

Kort før pinse (6/6) kom Grete atter til præsten og inden præsten begyndte at undervise hende, bekendte hun, som hun sagde, for at få ro i sit sind, at hun også havde haft med Byfoged Wilhelm Hansen i Nexø at gøre. Det var sket fire til fem uger efter mikkelsdag 1755, og altså en måned efter, at hun sidste gang havde været sammen med kaptajnen. Præsten noterede, at denne syndige løsagtighed var sket i byens og sognets skolehus, som var opbygget ved kirkegårdsgærdet.

Skolen lå op ad kirkegårdsmuren ved degnegården. Skolen blev bygget 1743 og brændte i 1760. Udsnit af kort o. 1766 i Urnes tillæg til Laurids de Thuras Bornholmsbeskrivelse på Det kgl. Bibliotek (foto: JVH)

Hun betroede præsten, at hun havde talt med flere kvinder om sin graviditet og at det var deres vurdering, at hun kom til at gå længere ”før end hun blev aflagt”. Regner man på hendes oplysninger om hvornår hun sidst havde ”omgang” med kaptajnen, så skulle hun føde senest Sankt Hans. Kvindernes ekspertise pegede på et senere fødselstidspunkt, altså kunne barnefader ligeså godt være byfogeden. Tiden måtte så vise, hvem der var fader til hendes barn.
Søndag den 13. juni stod Grete frem i kirken og bekendte sine synder. På vej til kirken var hun blevet truet af to mænd, der var udsendt af byfogeden. Hvis hun i kirken udlagde byfoged som barnefader, ville hun blive straffet med fængsel og kagstrygning for falsk anklage.

I kirken spurgte præsten Grete, hvem der havde bedrevet horeri med hende. Sagte sagde hun, at det var både kaptajnen og byfogden. For at alle kunne høre det, gentog præsten hendes ord, så også andre end dem, der stod nærmest, kunne høre det. Selv Byfogden kunne høre det, da han stod mellem degnestolen og vinduet.
Der kunne ikke være to barnefædre, men forordningen fra 1735 pålagde ham at indberette både kaptajnen og byfogeden til øvrigheden. Byfogden forsøgte at true præsten til at lade sagen falde. Han var af den overbevisning, at da hun tidligere havde angivet kaptajnen, så kunne hun ikke også angive ham for det samme. Han nægtede, at han kunne være barnefader til Gretes ufødte barn. Byfogden gik så vidt, at han forsøgte at få præsten Hjorth til skriftligt at frasige anklagen mod ham. Byfogeden havde endda forbandet præsten og hans hus.
Dagen efter, den 14. juni, anmeldte præsten byfogeden til øvrigheden, sådan som loven dikterede. Selv om byfogeden ikke var barnefaderen, så havde han ”drister sig til at ligge hos saadant et af andre besvangret Menneske”. En handling som selv enhver hedensk lov forbyder. Præsten kunne ikke ”øve haarhed imod de ringe, men lemfeldighed imod Byfogeder”. De måtte være lighed for loven.
Fredag den 30. juli om morgenen fødte Grete sit barn. Præsten konstaterede, at den rette barnefader derfor måtte være byfogeden. Præsten havde mundtligt meddelt denne konstatering for amtsskriveren, som derimod ikke mente, at præsten skulle indsende ”notice” herom.
Præsten sluttede brevet med at konstatere at ”forstandige folk” undrede sig over, at byfogeden endnu ikke var blevet stævnet for at afgive ed på, at han ikke havde haft noget med Grete at gøre. Byfoged burde ikke gå fri og at det var uretfærdigt, at Grete Pedersdatter den 14. september var blevet dømt tre år i Spindehuset og til at betale en pengestraf.

Søndre herredstings dom den 14. september 1756

Desværre eksisterer Søndre herreds domsprotokol ikke for denne periode, men i Jordebogsregnskabet findes en kopi af dommen. Denne dom har jeg også transskriberet.

Dommen er interessant, da man får lidt flere oplysninger om sagen. Grete Pedersdatter blev, efter tjeneste hos kaptajn Absalon Hansen, tjenestepige hos degnen Rasmus Hjorth i Aakirkeby. Hun boede sandsynligvis i det 7 fags store skolehus, der blev bygget op til kirkegårdsmuren i tilknytning til degneboligen. Det forklarer at skolen var stedet for byfogeds overgreb og hvorfor hun gik fra skolen til kirken den 13. juni til sit skriftemål.

Wilhelm Hansen anklagede degnen for at have skrevet Gretes forsvarsskrifter – anonymt. Hun havde underskrevet med tre bogstaver. Det samme havde hendes far gjort, hvilket viste, at hverken Grete eller hendes far kunne læse eller skrive. Skrifterne manglede attestation, hvorfor dommeren kunne afvise dem.
Nexø byfoged Wilhelm Hansen var herredsfoged for Søndre herred og kunne derfor ikke dømme i sin egen sag. Det var hans kollega i Svaneke Erik Mule, der førte sagen og afgav dommen.
På grund af procedurefejl kunne Erik Mule se helt bort fra Wilhelm Hansens horerianklage. Desuden havde kaptajn Absalon Hansen Kofoed allerede påtaget sig ansvaret for Gretes graviditet i et brev til amtsforvalteren den 17. april. Erik Mule dømte alene i Wilhelm Hansens anklage mod Grete for at hun løgnagtig havde udlagt ham som barnefader.

Foruden de tre års arbejde i Spindehuset, skulle Grete betale sagens omkostninger på 2 rigsdaler og 2 lod sølv til henholdsvis justitskassen og til de fattige i Aakirkeby. Det var en formue for en fattig tjenestepige.

For mig er der ingen tvivl. Det var en fejlagtig domfældelse af en uskyldig – et justitsmord!

Kilder:

Jordebogsregnskabet 1756 – Præstens indberetning findes på pag. 65-68. Efterfølgende på pag. 69-72 ses vurderingsforretningen af Kaptajn Absalon Hansens bo. Pag. 75-77 findes afskrift af Søndre herredstings dom over Grete Pedersdatter den 14. september 1756.

Aakirke kirkebog pag. 167b

Transskribering af kilderne – læs dem.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *