Brudt ægteskabsløfte, 1748

Ellen Gotfredsdatter var tjenestepige på St. Hallegaard i Olsker fra påske 1746 til 17. november 1747. Medens hun var på gården, blev hun gravid. Hun fødte en søn, der blev døbt i Olsker kirke den 5. maj 1748 og fik navnet Jacob Pedersen. Den 2. januar 1749 skrev sognepræsten Hans Mahler i kirkebogen, at ”udlagt barnefader” til det ”uægte” barn, var Peder Jacobsen, en 30årig gårdmandssøn på St. Myregaard i Olsker.

Historiens hovedperson er Ellen Gotfredsdatter, der levede med sus i skørterne og tiltrak sig stor opmærksomhed blandt sognets mandlige ungdom. Men historien handler i høj grad også om Ellens mor, Bodil, enke efter Gotfred Nielsen. Hun var en usædvanlig kvinde, der havde planer om at få datteren gift med en gårdmandssøn og dermed sikre hende et fordelagtigt ægteskab. Det lykkedes ikke, trods retssag om brudt ægteskabsløfte.

Sognepræsten Hans Mahler benyttede lejligheden til at harcelere over løsagtighed blandt ungdommen. Han mente, at det var Bodil og datteren Ellen, der var skyld i moralens forfald.

Retssagerne strækker sig over 1½ år og giver et unikt indblik i livet på landet i 1700-tallets midte. (Note 1)

Ellens mor Bodil, enke efter Gotfred Nielsen

Gotfred Nielsen har jeg tidligere skrevet om. Han var part i mange retssager enten som sigtet eller som sagsøger. Han tilhørte bondestandens nederste klasse, der måtte nøjes med at fæste kongens gårde, først Spælingegaard og senere Gudmingegaard i Rø. Gotfred var gift med Hellevig, der efter flere års svaghed, døde i 1728.

Bodil Andersdatter var tjenestepige på Spælingegaard. Hun var født o. 1702 på Brommegaard i Rø og fra 1722 optræder hun som vidne i Gotfreds mange retssager. Hun har været en uundværlig hushjælp under Hellevigs sygdom. Umiddelbart efter Hellevigs død giftede Gotfred sig med sin tjenestepigen.
Ellen, Gotfred Nielsens datter, født udenfor ægteskab

Under retssagerne i 1747-48 leverede sognepræsten i Rø, Hr. Monrad, en fødselsattest på Ellen. Attesten afslørede, at Ellen var ”uægte” altså undfanget udenfor ægteskab. Trods Bodils påstand om at det var løgn, er der vist ingen tvivl om at Gotfred Nielsen havde et forhold til sin tjenestepige inden hans hustru Hellevig døde i 1728. Normalt ville det have medført en lejermålssag, hvor Gotfred kunne have mistet sin ”yderste formue” til kongen, men det skete ikke.

Ellens illegitimitet var årsag til, at hun ikke arvede Gotfred, da han døde i 1743. For Bodil var det vigtigt, at hendes datter Ellen blev betragtet på lige fod med sine tre ”ægte” børn med Gotfred. Ikke mindst når datteren skulle giftes med en gårdmandssøn. Ellen blev senere accepteret på linje med sine halvsøstre i hvert fald i 1757, hvor Gotfred Nielsen og Hellevigs søn Frederik Gotfredsen døde.

At være ”uægte” var stigmatiserende og blev et prædikatet der blev påhæftet Ellen i hendes lejermålssag i 1747-48. Formålet var at forklare Ellens usømmelige opførsel. Det var en almindelig antagelse at uægte pigebørn selv fødte uægte børn.

Efter Gotfred Nielsens død

Bodil flyttede til Rønne efter Gotfreds død sammen sine tre 3 ”ægtefødte” børn: Martine (f. 1731), Bodil (f. 1735) og Karin (f. 1741). Datteren Ellen var i tjeneste på gårde i Rø og senere i Olsker.

Bodil var en særdeles aktiv kvinde der krævede sin ret. Bemærkelsesværdigt førte hun retssag mod Gudmingegaards nye fæstebonde Hans Larsen fordi hun følte sig snydt ved afståelsen af vornedgaarden. I retssagen afsløredes det, at hun havde fået få en uofficiel erstatning på 100 sld. for sine rettigheder til gården, der i 1745 blev solgt i forbindelse med kongens salg af krongodset. Retssagens forløb afslørede at ”Bodil Gotfred Nielsen”, som hun nu kaldte sig, ikke stod af vejen for at bruge retsvæsenet til at opnå egne økonomiske fordele, præcist således som hendes afdøde mand, Gotfred Nielsen, havde gjort.

Fra Rønne til Olsker

I 1747 flyttede den 45årige Bodil Gotfred Nielsen med døtrene Martine og Bodil i et hus i dalen op til kirken på Lindegaards grund tæt ved Olsker kirke. Hvad familien levede af, vides ikke, men det tyder på, at de klarede sig nogenlunde. En pudsig oplysning var, at Bodil udlejede en ko til en udbygger i Klemensker.

Ellen Gotfredsdatter var tjenestepige hos Joen Hansen, udbygger på 1. Vornedgaards grund i Rø inden hun i 1745 blev tjenestepige på Store Myregaard i Olsker. Fra påske 1746 er hun på St. Hallegaard i samme sogn. Begge gårde var store og havde mange tjenestefolk.
Det muntre liv St. Hallegaard i Olsker

I 1746-47 hed husbonden på Hallegaard sergent Anders Pedersen gift med Agnete Jacobsdatter.

Der udfoldede sig en muntert liv på gården. Unge karle mødtes og spillede kegler udenfor gården og der blev danset og spillet kort i stuerne. Mange ”karle” kom til festerne, hvor der blev spillet musik. En hyppig gæst var den 30årige ungkarl Peder Jacobsen fra Store Myregaard, der boede hjemme hos sine forældre. Ellen havde tjent på Myregaard og det var derfor ikke overraskende at han havde et forhold Ellen. Forholdet var tilsyneladende meget varmt, hvilket underbyggedes af at sergent Anders Pedersens datter, der delte seng med Ellen, fortalte, at når Peder Jacobsen kom på besøg, måtte hun vige sin sengeplads til Peder og gå ind til forældrene for at sove.

Ellen havde også et forhold til tjenestekarlen Peder Pedersen Bødker på gården. Rygterne ville vide, at hun næsten hver anden nat lagde sig i hans seng. Rygtet herom nåede sognepræsten Hans Mahler, som kaldte de to i forhør om deres utugtige levned. Præstens krydsforhør blev refereret af Anders Pedersen, der havde været med til samtalen. Husbonden Anders fandt historien så morsomt, at han fortalte flere, hvad der var sagt. Ellen og Peder Bødker holdt hårdt på at de ikke havde ”haft legemlig omgængelse” med hinanden. De havde kun ”Kiær Skiød hver andre” og at de ikke havde haft mere sammen end de kunne ”lade én og hver det vide”. Hvad ”kiær skiød” betød, kan man kun gisne om. Begrebet findes ikke i de bornholmske ordbøger!

Husbonden sergent Anders Pedersen berettede for en nabo, at hans tjenestepige tjente en 8-skilling om nætterne. Antydningen om prostitution blev ikke bekræftet af andre vidner, men nok antydet.

Peder Jacobsens ægteskabsløfte

I december 1747 var Ellen gravid i femte måned og det var synligt for enhver, at hun ventede barn. Ellens mor Bodil, Gotfred Nielsens enke, havde gjort det klart for alle, at faderen til datterens kommende barn var ungkarl Peder Jacobsen fra St. Myregaard i Olsker og at han havde lovet datteren ægteskab inden han havde gjort hende gravid.

Peder Jacobsen var i den pinlige situation at han skulle giftes med gårdmandsdatteren Ellen Elisabeth Hansdatter Schou fra Dynddalegaard i Rø. Ægteskabet var aftalt og trolovelsen var allerede lyst i Rø kirke. Ellen mor Bodil gjorde indsigelse mod ægteskabet mellem gårdmandsbørnene, da hun påstod at Peder Jacobsen havde lovet ægteskab med hendes datter Ellen Gotfredsdatter. Han kunne ikke gifte sig med en anden.

Peder Jacobsen var tvunget til at føre retssag for at bevise, at han ikke havde lovet Bodils datter ægteskab. Han stævnede Bodil og datteren Ellen til Rønne Byting. (Note 2)

I retssalene i Rønne og senere i Hasle afhørtes vidner, der skulle bevise, at Peder havde lovet Ellen Gotfredsdatter sin hånd og dermed ægteskab. Ægteskabsløftet skulle være sket en hverdags eftermiddag mellem pinse og Sankt Hans 1747. Det var sket mundtligt og symbolsk uden Peders forældres samtykke.

Peder Jacobsen påstod at han ikke havde ”haft legemlig omgængelse” med Ellen og at han aldrig havde lovet ægteskab. Det var påstand mod påstand og Peders strategi var at bevise, at Bodils vidner vidnede falsk.

Prokuratorerne

Juraen spillede en stor rolle og begge parter søgte faglig bistand ved at få en lovkyndig til at føre sagen for sig. Bodil havde skaffede sig en prokurator ved ansøgning til amtmanden. Allerede ved den første retssag i Rønne Byting mødte Hans Poulsen fra Vestermarie som talsmand for hende og Ellen.
Omkostningerne ved at føre retssager var store, hvilket betød at de ofte aldrig blev gennemførte. Bodil, som den meget bemærkelsesværdige kvinde hun var, rejste til København og fik fri proces grundet fattigdom (Benificium paupertatis). Årsagen til at vi kender så meget til sagen skyldes i høj grad Bodils nidkærhed og handlekraft.

Peder Jacobsen valgte tidens oftest benyttede lovkyndige mand herredsløjtnant Svend Mikkelsen fra Rønne som prokurator.

Ægteskabsløftet

Det var vigtigt at bevise, at ægteskabsløftet var afgivet inden Peder Jacobsen havde gjort Ellen gravid. Besvangringen betragtedes som mindre syndigt for pigen, hvis det skete efter et ægteskabsløfte. Desuden var det Bodil magtpåliggende at bevise, at Peder havde haft et forhold til datteren i flere år inden.

Ægteskabsløftet skulle være givet i Bodil Gotfred Nielsens stue i Olsker. Vidnerne var Ellens søster Martine, husmand Hans Johansen og hustru fra Klemensker og Karen Jens Mogensen en bagerkone fra Rønne. Bodil påstod at Peder Jacobsen havde anmodet om hendes datters hånd forinden mødet, men at selve troskabsløftet ikke var planlagt, men en spontan sammenkomst mellem de to hovedpersoner og vidnerne. Der var ikke givet ”Ja-gave” eller drukket ”ja-øl”, men de to havde givet hinanden hånd på løftet og de tilstedeværende vidner havde lagt deres hænder oven på.

Håndspålæggelsen kunne sådan set have været juridisk bindende, men det var sjældent at det ikke foregik uden en præst eller begge forældres nærværelse. At Peder Jacobsens forældre ikke var til stede forklaredes med, at de var modstandere af forholdet, da Ellen ikke var et passende parti for deres søn. Peder Jacobsen havde fortalt et par vidner, at hvis han giftede sig med Ellen Gotfredsdatter ville han blive arveløs og måtte ”tage en rød kjole på”, altså melde sig som soldat, som gårdmandssønner ellers oftest blev fri for.

Mange vidner kunne fortælle, at Ellen og Peder havde nær kontakt med hinanden både før og efter at Ellen var blevet gravid. Bodils problem var at vidnet, Karen Bagers, først havde fortalt om løfteafgivelsen for senere at nægte at kende noget til historien. Hun påstod sidenhen, at hun ikke engang vidste, hvor Bodil boede og at hun sjældent var på rejse uden sin mand og aldrig så langt fra Rønne. Det blev antydet, at både Bodil og Peder havde bestukket hende for at vidne henholdsvis for og imod tilstedeværelsen hos Bodil hin dag hvor ægteskabsløftet blev givet.

Forlig eller dom

Med oplysninger om Ellens muntre liv på Hallegaard kan man være i tvivl om det var Peder Jacobsen eller Peder Pedersen Bødker, der havde gjort hende gravid. For Ellen og hendes mor Bodil, at det var økonomisk mest fordelagtigt at gå efter gårdmandssønnen Peder som barnefaderen. Måske var der en mulighed for et forlig, der kunne bringe en pæn sum penge til Ellen, en af overvejelser.

Et af vidnerne, Jep Johansen, kunne oplyse, at bagerkonen fra Rønne, Karen, havde sagt, at hun havde sparet Peder Jacobsen for 300 daler. ved at nægte at hun havde været med ved ægteskabsløftet. Dermed antydede hun, at Peder Jacobsens valg enten var at gifte sig med Ellen eller betale hende 300 sld. Det var en enorm sum, som virker urealistisk. Karen skulle for øvrigt have forlangt heste og vogn for at bringe hende til Hasle, hvilket udgift Bodil ville betale.

En historie findes i Hammershus Birketingbog for den 14. april 1749, der handlede om en helt anden sag, men som omtaler et mæglingsmøde i vinteren 1747/48 hos Jens Wefstsen på 4. sg. Skovgaard i Olsker mellem Peder Jacobsen og Ellen Gotfredsdatter. Aftalen lød at Peder skulle give Ellen 10 eller 20 daler til at ”fostre barnet med”. Der var udfærdiget en skriftlig aftale, men den blev aldrig underskrevet fordi præsten havde blandet sig i forliget og forhindret det.

Konflikt med sognepræsten Hans Mahler

Sognepræsten Hans Mahler var kendt for at beskylde sin menigheds levevis for umoralsk. Utugt, dans og drukkenskab var det værste han vidste. Præsten var inddraget i sagen om ægteskabsløftet ved at udfærdige attester. Vi kender ikke attesternes ordlyd, andet end at de blev afvist som løgn af Ellen og hendes moder. De klagede til provsten.

At beskyldte sin præst for at lyve, var en risikabel handling. Præsten svarede igen med at sagsøge Bodil og hendes datter Ellen for ”ulovlig og ukristeligt levnet”. Præsten indkaldte en række vidner for at bevise sin påstand om, at de unge menneskers syndige og udsvævende liv startede da Ellen og hendes moder Bodil flyttede til sognet. Til præstens forargelse havde Ellen samlet ungdommen efter gudstjenesten på kirkegården og organiseret juleleg med juleløben og dans. Det var hende, der havde holdt fester på Hallegaard, og for øvrigt levede et løsagtigt liv og horeri.

Præsten forsøgte uden held at få vidnerne til at bekræfte, at der altid var en flok karle omkring Ellen, specielt om søndage, når hun gik på vej og sti. Bodil og Ellens forsvarer havde bedre held til at påvise, at det var Peder Jacobsens forældre, der stod bag præstens attesters udfærdigelse.

Præstens sag mod Bodil og Ellen løb lidt ud i sandet. Ikke mange afgav præcise svar på præstens anklage. De fleste nøjedes med at sige ”at de havde hørt” men ”ikke set” de såkaldte ”usømmelige handlinger”. De fleste vidner havde hørt historierne fra sergent Anders Pedersen. Han har tilsyneladende nydt at bringe oplevelser og rygter videre blandt folk. Han var rygtesmeden, der sad på Hallegaard midt i festlighederne, der foregik på hans gård.
Desuden spillede det ind på vidnernes udtalelser, at Hans Mahler ikke var vellidt i sin menighed, hvilket var til Ellen og Bodils fordel.

Retternes afgørelse

Sagen er kompleks, da flere forskellige retsinstanser blev involverede. Ellen og Bodils klage over præsten Hans Mahlers attest fik sin afgørelse i Provsteretten den 18. december 1748. Vi kender ikke udfaldet da Provsterettens arkiv ikke er bevaret.

Fordi Peder Jacobsen var tambur ved det 1. nationale dragonkompagni på Bornholm blev lejermålssagen behandlet i hans hjemting, nemlig Krigsretten. Der blev ikke afsagt dom, men vi ved fra referatet på Herredstinget, at Peder ved krigsforhøret den 17. januar 1749 havde nægtet at have haft noget med Ellen Gotfredsdatter at gøre.

Ellen Gotfredsdatter ikke kunne bevise, at Peder Jacobsen var barnefader til sit barn, hvorfor herredsfogeden tillod Peder Jacobsen at afgive sin korporlige ed om, at han ikke var barnefaderen. Peder blev frifundet den 14. marts 1749 ved herredstinget for at være barnefaderen.

Sagen om ægteskabsløftet skulle afgøres i Tamperretten, der sandsynligvis blev afsagt i Rønne Kirke. Desværre er tamperrettens arkiv heller ikke bevaret, hvorfor vi ikke kender udfaldet. Sandsynligvis blev Peder Jacobsen frikendt.

Peder Jacobsen kunne nu endelig gifte sig med gårdmandsdatteren fra Rø.

Ellen Gotfredsdatters forhold til Peder Pedersen Bødker

Flere vidner havde fortalt at Peder Bødker kom i Bodil Gotfred Nielsens hus i dalen op til kirken efter at Ellens dreng Jacob blev født. Et vidne kunne fortælle, at han passede barnet medens Ellen var ude.

Ellen og Peder Pedersen Bødker fortsatte med at have et forhold, hvilket kan læses i Nørreherreds politiprotokol. Den 24. januar 1752 indberetter præsten Hans Mahler, at de to levede ”på polsk” og man får at vide, at præsten allerede i oktober 1751 havde forlangt at de to skulle forlade hans menighed. Ellen var atter blevet gravid, hvorfor amtmand Urne havde forlangt at de to indkaldtes til forhør i Politiretten. Formålet var at undersøge præstens påstand om at bødker Peder Pedersen og Ellen Gotfredsdatter fra Olsker “førte et skændigt lefnet tilsammen”. Herredsfogeden, der dømte i politiretten, pålagde Peder Pedersen Bødker og Ellen at rejse ud af herredet inden den 31. marts 1752.

Peder Bødker havde lovet at gifte sig med Ellen. Amtmand Urne fandt det ubegribeligt at præsten kunne nægte dem ægteskab, men sanktionerede at bødkeren skulle betale 2 mark til de fattige i mulkt for deres levemåde.

Peder Bødker og Ellen valgte at flytte. Rønne kirkebog kan man se, at de to blev trolovet den 17. januar 1753, og gift 3 uger efter, i Rønne kirke. Parret flyttede senere til Tejn, hvor de levede indtil de døde o. 1795.

Jacob Pedersen blev pottemager i Rønne og fik en stor efterslægt, der næppe kende deres stamfaders historie.

 

Noter:

  1. Det kan anbefales af læse mine referat af Nørreherreds tingbog i perioden december 1747 til april 1749. Referatet kan læses her.
  2. Sagen om svigt efter ægteskabsløfte startede i Rønne Byting den 5. december 1747. Årsager til at det var i Rønne startede må skyldes at sagen var endt hos provst Buchhave i Rønne, der var øverste myndighed i Tamperretten, som skulle dømme i ægteskabssager. Inden sagen kunne blive behandlet, skulle der indhentes beviser ved afhøringer af vidner. Disse retssager kaldtes for tingsvidnesager, der altså fandt sted først i Rønne By- og senere på Nørre Herredsting.

Kilder:

Henvisninger til mine artikler om Gotfred Nielsen:

Billede:

Bodil, Gotfred Nielsen, boede i et hus i dalen op mod Olsker kirke. Det kan være huset til venstre på akvarellen udført af Jørgen Ole Rawert i 1821. Originalen findes på Det kgl. Bibliotek, her fra Ann Vibeke Knudsens hjemmeside.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *