Nørreherreds tingbog 1745-1754 – referat

Affotograferinger af de originale sider:

Autoriseret af amtmand Urne med 476 paginerede blade den 19. februar 1745

12. marts 1745 – pag. 001b

Læst et pantebrev af dato 10. februar 1745 til indhold at den 11. gårds beboer i Olsker Niels Andersen havde lånt af Mads Pedersen i Allinge 100 sld. i rede penge dansk kurant mod pant i gården på 127 sld.
Peder Monsen af Allinge mødte og tilsted, at han havde underskrevet ovennævnte pantebrev, men han havde ikke begreb om, at han også skulle være kautionist for de penge, at hans myndling Niels Andersen havde lånt af Mads Pedersen. Han frasagde sig løftet på grund af sin ”enfoldighed”. Mads Pedersen ville tiltale Peder Monsen for svigt.
I sagen hvor Jesper Hansen fra Allinge undersøgte handel med driv gods, stævnede Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker. Han læste en skriftligt indlæg i sagen. Sagen udsat til næste ting.
I sagen mellem Rø-præsten Friederik Monrad og sandemand Lars Pedersen mødte præstens svoger Mathias Reiner. Lars Pedersens fuldmægtig Anders Jørgensen læste et indlæg. Reimer ville have at Lars Pedersen skulle vedstå, hvad hans fuldmægtig havde fremlagt, før han ville svare. Fuldmægtigen svarede, at det han havde sagt, stod Lars Pedersen ved, så det var unødvendigt at stille spørgsmålstegn Reimer svarede, at der var bønder, der skiftede mening om sagen. Det ikke var en samlet gruppe, modsat sandemandens fuldmægtigs opfattelse, hvorfor han bad Reimer om at sige, hvem han sigtede til.
Reimer læste et skrift udgivet af Lars Pedersen til præsten den 2. januar 1739, samt præstens svar herpå. Dette brev skulle vise, at der var bønder der ”gik til og fra”, hvorfor han igen bad om at Lars Pedersen bekræftede sin fuldmægtigs indlæg. Lars Pedersen, som var til stede, så at det var nødvendigt selv at træde frem. Han bekræftede sin fuldmægtigs indlæg. Reimer ville nu høre om sandemanden var indstillet på forlig eller ikke. Lars Pedersen erklærede, at han var indstillet på forlig og han udtalte for retten, at han kun vidste godt om præsten som et ærligt og godt menneske. Reimer erklærede derefter at præsten betragtede sandemanden som et ærligt menneske. Herefter blev sagen ophævet og vidnerne blev løst fra ordren til at blive afhørt.

19. marts 1745 – pag. 3a

Amtmand Urne havde på Justitsens vegne beordret Svend Mikkelsen fra Rønne til at tiltale Kirstine Holgersdatter. Han læste en skriftlig stævning af 8. marts 1745. Jesper Hansen fra Allinge havde fået amtmandens tilladelse til at være Kirstine Holgersdatters forsvarer.
Den indstævnte og arresterede Kirstine Holgersdatter var ikke til stede i retten, af hvilken årsag ingen vidste, da både Svend Mikkelsen og kommandanten havde givet rekvisition på transport fra Rønne Arrest til Hasle. Da klokken var over 12 næsten 1, så forventede dommeren ikke at det ville ske.
De frivillige vidner var klemenskerpræsten Anders Agerbech, Hans Mahler fra Olsker og Frederik Monrad fra Rø, samt Weidich Haagensen og hustru fra Olsker. De indstævnte vidner var Hans Esbersen fra Dyngegaard, Jørgen Svensen, udbygger og hans hustru Martha og datter Kirstine – alle fire fra Klemensker, Hans Pedersen, der tjente hos Mons Jensen i Brøden, Haagen Weidichsen, Peder Olsen i Tejn, Bente Hans Larsen alle fra Olsker, Anders Mortensens hustru Marne, Poul Peders hustru Ellen, Mons Larsens hustru Ellen. Alle var mødt undtagen Poul Pedersens hustru fra Rutsker og Hans Larsens hustru fra Olsker på grund af sygdom. Poul Pedersen oplyste at hans hustru var ”saa yderlig frugtsommelig, så hun ikke turde eller kunne komme”.
Aktor fremstillede godvillige vidner, som var Poul Kofoed fra Blykoppegaard, samt Jep Thomasen og Ane Thorsens fra Hasle, Jep Hendrichsen af Nylars og hans tjenestepige Inger.
Jesper Hansen tillod at vidner afhørtes selv om den arresterede ikke var kommet.
Første vidne var Poul Kofoed fra Blykoppegaard, hvor Kirstine Holgersdatter i 1742 havde modtaget tjenesteplads 8 dage før Sankt Hans. Hun blev der til Sankt Hans Aften, hvor hun bad om lov til at gå til Allinge for at hente noget tøj. Det fik hun lov til og lånte tillige nogle klæder og en særk af bondens steddatter. Hun blev borte og leverede ikke klæderne tilbage. Han mente, at klæderne havde en værdi af 3-4 daler. Poul Kofoed havde gjort sig umage om at finde hende, men det var ikke lykkedes.
Dernæst Inger Olsdatter, der i tjeneste hos Jep Hendrichsen på en gård i Nylars. Hun fortalte, at Kirstine var kommet til hende for 11 uger siden og lånte hus hos hende en nats tid. Søndag morgen, da vidnet var ude for at drive kvæget ud, havde Kirstine forladt huset og medtaget en kattuns kappe med rødt vadmels underfor, et stribet boeld og et blaaranet tørklæde. Da Kirstine var arresteret i Hasle Vagt, havde hun efterspurgt disse mistede klæder. Magnus Høeg og vagten fandt klæderne undtagen tørklædet. De to klædningsstykker blev fremvist i retten og Jep Hendrichsen og hans hustru genkendte dem, som de klæder, de havde givet deres tjenestepige som løn. De blev vurderet til 1 daler og 2 mark, hvilket Inger Olsdatter protesterede over, da hun mente at de var meget mere værd. Hun bad om at få udleveret klæderne. Hun blev spurgt om hun havde beviser for, at det var hendes. Husbond og madmors vidnesbyrd var ikke nok. Hun mente at skrædderen, der havde syet dem, burde kunne bevise det. Forsvareren nægtede at klæderne kunne forlade retten, da den tiltalte ikke var til stede og kunne svare på spørgsmål.
Jørgen Svendsen fra Klemensker erkendte at Kirstine Holgersdatter boede hos ham før jul en måneds tid. Hun spandt og kartede og varpede til et stykke vadmel, som skulle være på 35 alen. Hun havde taget 3 mark og en hvid kvindfolkehue, som hun påstod var hendes løn. Hun truede med at sagsøge ham, hvis han ikke betalte, hvorefter hun gik bort. Aktor spurgte vidnet om ikke sognepræsten havde forbudt sin menighed at tage løsgængere til huse. Jo, det havde Jørgen Svendsen vidst, og han havde derfor lånt Kirstine en hest, således at hun kunne ride op til præsten og spørge om lov om til at blive i sognet. Hun havde dog ikke redet til præsten, men det vidste han ikke. Pengene, som hun havde taget, lå i en aflåst kiste i krobhuset, men nøglen sad i.
Jørgen Svendsen hustru og datter blev afhørt, men kunne ikke bevise, at der var taget 3 mark, men de havde afgivet ed på at ingen andre kunne have taget pengene.
Hans Esbersen fortalte, at han havde givet hende husly to eller tre nætter fordi det var dårligt vejrlig og at hun havde langt at gå ”til byerne”. Hun var blev pågreben hos ham på grund af løsgængeri efter angivelse af Anders Agerbech.
Anders Mortensen fra Rutsker fortalte, at Kirstine var hos ham noget efter pinse, sommeren 1742. Hun havde fortalt, at hun var med barn og skulle føde ved mortens tid. Hun var kommet fra Rønne og orkede ikke at gå længere og blev hos ham en nats tid. Hun fortalte, at hun var ægteviet og at hun boede i Allinge hos smedeenken.
Ellen Mons Larsen fra Rutsker fortalte, at Kirstine samme sommer var hos hende en times tid og at hun skulle føde omkring Mortenstiden, hvilket vidnet nok synes ikke kunne stemme. Hun havde fortalt, at hun kom fra Anders Mortensen. Vidnet kunne ikke huske at hun skulle have sagt, at hun skulle have en dreng til ægte, der tjente hos Weidich Haagensen ved navn Hans Pedersen.
Dernæst (drengen) Hans Pedersen, som havde tjent sammen med Kirstine Holgersdatter hos Weidick Haagensen sommeren 1742. Han havde hørt fra hende, at hun var frugtsommelig, men det var ikke ham der var årsagen til det, ej hellere vidste han med hvem. Han mente ikke at det kunne være Weidich, selv om der gik nogle rygter. Han var ikke sikker på at det var sandt, at hun var gravid. Han måtte erkende, at der var misstemning mellem Weidich Haagensen og hustruen om Kirstine og at de skændtes herom, men det var så lang tid siden, at han ikke rigtig huskede noget. Han huskede at Weidich hustru havde løftet op i Kirstines skørter og fandt, at hun havde viklet pjalter omkring livet.
Weidich Haagensens hustru erkendte, at Kirstine havde været i tjeneste hos hende fra Mikkelsdag til sankt Hans næstfølgende. Hun mente ikke at hun havde været gravid.
Sagen blev udskudt, da der var andre sager, der skulle nås inden dagen var omme. Vidnerne blev pålagt at møde på næste ting.
Jesper Hansen, som var aktor i sag om drivgods, efterlyste indlæg fra de personer, der var sigtet for handel med det ulovlige gods. Der var ingen mødt, hvorfor sagen blev udsat.
Fenrik Anders Jørgensen fuldmægtig for de 27 bønder, der var lodsejere til Lindeskoven, læste en skriftlig stævning af dato 9. marts 1745 mod præsten Frederik Monrad, samt indstævnede en del personer som vidner. Monrads svoger Reimer var stærkt kritisk overfor Anders Jørgensens fuldmægtigrolle. Reimer mente, at fuldmægtigen havde formuleret og irettelagt stævningen for de ”ubelæste” bønder. Anders Jørgensen indrømmede, at det var ham, der havde formuleret stævningen, men den var underskrevet at bønderne. Men han sagde, at der var flere af bønderne, der kunne læse og skrive. Reimer var tilfreds med denne tilståelse, da der var en vederhæftig person Hans Jørgen Skov, der ikke kunne acceptere denne ”vrangunderskrivning”. Reimer tilrettelagde tre dokumenter og ville have dommerens stillingtagen til sagen. Dommeren kunne ikke umiddelbart tage stilling til denne disput, hvorfor han udsatte sagen.

26. marts 1745 – pag. 7b

Blev læst et købe- og skødebrev på Dalbygaard i Rø sogn dat. 20. marts 1745, der viste at Mogens Nielsen havde solgt sæderetten til den 7. selvejergaard, Høgegaard i Rutsker, til sin broder Niels Pedersen. Mogens Nielsen havde arvet gården efter sin sal. Fader Niels Madsen efter skiftet den 30. juni. Mogens Nielsen og Niels Pedersens mor boede på gården sammen med Niels Pedersen. Sæde- og indløsningsretten var på 300 sld.
Læst et pantebrev på 149 sld udstedt af Niels Pedersen på den 7. sg. i Rutsker til Mogens Nielsen i Rø mod pant i gården.
Læst et pantebrev af 20. marts 1745 udstedt af Mikkel Monsen på den 22. sg. i Olsker på 200 sld. til kaptajn Mads Engel i Hasle mod pant i gården.

Svend Mikkelsen mødte som aktor i sag mod Kirstine Holgersdatter. Sagen var ageret på sidste ting, men uden den arresterede kvinde, som ikke var mødt, da ”ægtevognen”, som skulle transportere hende fra Rønne til Hasle, ikke var mødt. Sandemanden i Klemensker havde oplyst, at det var på grund af vejrliget med store driver, der havde forhindret transporten. For ikke at spilde tiden var afhøringerne alligevel gennemført af nogle af vidnerne. Kirstine Holgersdatter var mødt sammen med sin forsvarer Jesper Hansen. De udeblevne vidner fra sidste ting, Poul Pedersens hustru Ellen af Rutsker og Bente Hans Larsen fra Olsker, var mødt. Sammen med de ikke afhørte vidner fra sidste tingdag blev de afhørte.
Bente Hans Larsen fra Olsker mente nok at Kirstine Holgersdatter havde været hos hende i tre nætter omkring Sankt Hans i 1742. Kirstine var kommet til hende fra Weidich Haagensen og hun havde fortalt at hun var frugtsommelig og ventede sig omkring Mortens dag. Hun havde fortalt, at hun skulle have Weidich Haagensens tjenestedreng Hans til mand. Vidnet berettede, at nok huskede at Kirstine havde nogle penge, som hun vist nok skulle have fået af Weidich Haagensen. Kirstine havde købt en lille ost og et stykke røget lammekød. Jesper Hansen mindede hende om, at hun dengang i 1742 havde fortalt sin sognepræst Hans Mahler, at Kirstine var besvangret af tjenestedrengen. Det huskede hun ikke, men mente, at det var sladder hun havde hørt.
Ellen Poul Pedersen blev for anden gang fremstillet for retten. Hun var ikke sikker på, at Kirstine, da hun var hos hende, havde berettet om sit svangerskab, men at hun blot var indenfor døren et øjeblik for at købe 1 pund smør, hvorefter hun igen var gået.
Ana Thor Hansen fra Hasle fortalte, at hun omtrent for en måneds tid siden lå syg hos Jep Thomsen. Kirstine kom og berettede at hun også var syg. Da Jep Thomsens hustru var ude for at hente vand, stod Kirstine Holgersdatter op og tog en nøgle, der hang på en bjælke. Hun lukkede en kiste op og tog en pung, som hun åbnede og sagde, at Jep Thomsen ikke var så fattig som de gik og sagde. Hun havde hånden nede i pungen, men så ikke om hun tog penge. Senere havde hun hørt at Jep Thomsen og hustru savnede 2 mark og 14 skilling. Kirstine var ikke gået bort, men havde blevet der 2 a 3 dage. Ana havde været så syg, at hun ikke sansede at fortælle Jep Thomsen og hustru om hændelsen før efter at Kirstine var gået bort. Jep Thomsens hustru havde ledt efter Kirstine og fundet hende hos Peder Kofoed. Poul Kofoed og Jep Thomsens hustru havde spurgt Kirstine hvorfor hun havde taget pengene, hvorefter Kirstine havde svoret og bandet og benægtet tyveriet.
Jep Thomsen af Hasle tilstod at han havde mistet 2 mark og 14 skilling fra kisten medens Kirstine Holgersdatter var hos dem. Han fortalte, at han aldrig havde set hende før at hun dukkede op for en måneds tid siden dukkede op og ønskede pleje fordi hun var syg. Defensor Jesper Hansen spurgte Jep om han kunne sværge, at det var Kirstine, der havde taget pengene. De kunne han ikke, men mente, at det var sandsynligt, da den eneste der ellers havde været i huset var en gammel elendig kone Ana, der var så syg, at hun ikke kunne stå ud af sin seng.
Kirstine Holgersdatter blev fremstillet. Det første spørgsmål til hende var, hvor længe siden det var hun havde været til alters og hos hvilken præst. Hun huskede ikke hvornår det var, men sidste gang var hos Monrad i Rø. Hun havde ikke været til alters siden hun forlod sin tjeneste hos Jep Markussen i Rø. Hun forlod Rø sogn efter et halv år og kom i tjeneste hos Per Olsen i Tejn og derefter hos Weidich Haagensen i Olsker sogn. Hun blev spurgt om hun var i tjeneste hos Weidich Haagensen eller ”hun tjente for løn eller på hvilken måde hun var der”. Hun svarede, at hun tjente fra Mikkelsdag til pinsedag og hun fik klæder som løn. Hun nægtede at hun var blevet frugtsommelig medens hun var hos Weidich Haagensen. Hun blev spurgt om det ikke var derfor hun forlod tjenesten pinsedag, som ikke var den rigtige ”faredag” og om der ikke var strid mellem Weidich og hendes madmor angående hende. Jo, svarede hun, det var derfor hun kom fra tjenesten, men hun havde fået et helt års løn af Weidich.
Kirstine blev spurgt om hvorfor hun ikke havde meldt sig hos sognepræsten i Rø eller Olsker sogn eftersom hun var blevet efterlyst på kirkestævnerne og fra prædikestolene over hele landet. Hun var efterlyst fordi hun var frugtsommelig. At hun var blevet ”lyst” på kirkestævnerne havde hun ikke hørt. Desuden havde hun ikke fortalt til folk, at hun var frugtsommelig og heller ikke for de vidner, der havde talt anderledes.
Han sagde, at hun ikke for tre år siden var gået i tjeneste på Blykoppegaard, men havde kommet i tjeneste hos Christian Dams i Aakirkeby. Hun sagde, at det ikke stemte, at hun efter 8 dages tid på Blykoppegaard havde spurgt om lov til at gå til Allinge. Hun havde været hos Christian Dam fra Sankt Hans til mikkelsdag (?) som høstepige. Hun havde ikke stjålet kappe og stribede bold fra Jep Henrichsens tjenestepige, men hun havde lånt dem. Hun nægtede at have taget tørklædet.
Hun bekræftede, at hun ved kyndelmissetid var i Østermarie hos en enke i Holsegaarden, som ”da var drevet af Segter Jacoben” Hun svarede ja til at hun nu var ”fæst eller i ægteskab” med ham. I den tid hun havde været der, havde hun lånt nogle bylter, et par sko og et par tøfler, men hun havde ladet sko, trøje og et par gamle hoser blive der. Det sidste sted hun havde tjeneste var den forgangne vinter hos Jens Anders i Østermarker sogn. Under politiforhøret havde hun sagt, at hun havde tjent hos Johan Lorentsen i Rønne. Det benægtede hun nu. Hun sagde, at alt hvad hun havde berettet ved politiforhøret hos byfogeden, præsten og andre, ikke var sandt. På spørgsmål om hun havde nogle skudsmål fra de steder hun havde tjent, svarede hun nej.
Aktor kunne ikke finde flere spørgsmål at stille hende, men fremlagde en attest fra præsten Monrad i Rø af dato 18. marts 1745, en skriftlig attest fra Lorents Abro fra 1. marts og en attest fra udbygger Hans Nielsen af Nyker sogn af dato 1. marts og en skriftlig attest fra Herman Clausen fra Nyker også fra den 1. marts 1745. Dernæst en skriftlig attest fra Hans Jensen, Paa Bjerget i Bodilsker sogn, tilsendt Anders Agerbech i Klemensker.
Defensor Jesper Hansen mente at attesterne ikke var som loven tillader. Dommeren tilstillede aktor at attesternes ophavsmænd skulle indkaldet eller undersøges om de opfylder loven, hvorfor attesterne blev stillet i bero. Arrestantinden blev derefter udleveret til overførsel til arresten i Rønne.
Aktor bad om et udtog således at han kunne bruge det andetsteds.
Jesper Hansen mødte i sag, hvor han som akter blev pålagt at stævne en del personer i herredet [det må være sagen om driv gods!], Han ville høre om disse personer havde noget at svare på tiltale, men da ingen var mødt, måtte han udskyde sagen til næste ting.
I sagen mellem de 27 bønder og deres sognepræst mødte sandemand Peder Jensen, Hans Rasmussen, Henrich Pedersen, Hans Pedersen, Peder Jensen og Mons Nielsen. Disse mødte på egne og de øvrige interessenter og lodsejere til Lindeskovens vegne. De ville ratificere det indgåede forlig og underskrive. Reimer, på Monrads vegne, tiltrådte forliget og begge parter ville nu have sagen ophævet. Dommeren kunne ikke modsige dette ønske, hvorfor forliget blev oplæst og vedgået.

9. april 1745 – pag. 11a

Svend Mikkelsen fra Rønne mødte i sagen mod Kirstine Holgersdatter. Som godvilligt vidne mødte Herman Clausen fra Nyker. Han læste sin attest fra den 1. marts egenhændigt op og afgav sin ed. De øvrige attester blev godkendt af dommeren og kunne nu vedlægges sagen. Jesper Hansen fik Hermand Clausen til at sige, at det var sandemanden, der havde skrevet attesten og konciperet det, men det havde været hans ord han havde fået nedskrevet. Hun kunne læse, hvilket han havde bevist, men den dag det blev skrevet var han ikke så frisk.
Jesper Hansen spurgte Kirstine Holgersdatter om hun fik forsvarlig underholdning i arresten i Rønne. Han svarede, at hun intet havde at klage over. Hun fik sin mad og øl på en forsvarlig måde.
Kirstine blev spurgt om hun ejede noget gods. Hun svarede, at hun intet andet ejede end 2 mark, som hun havde arvet fra sin afdøde mor efter skiftet den 21. april 1727. Det var hendes morbror Hans Esbersen i Klemensker, der var værge for hende, eller var det Hans Esbersen i Olsker?. Hun huskede det ikke rigtigt.
Kirstine vedkendte sig, at hun kort før jul havde lånt en ulden trøje og en kappe af Niels Anders Hustru i Tingsted i Vestermarie. Hun solgte dem til Sidsele, enke efter gamle Hans Esbers på Bakkegaardsmølle i Olsker for en mark og seks skilling. Enken var tilstede i retten og havde den købte kappe med sig, som hun fremviste for Niels Andersen, der genkendte den. Kappen blev udleveret og enken fik at vide, at hun selv måtte kræve penge tilbage fra Kirstine. Den anden kappe som Jep Hendrichsens tjenestepige havde mistet, ønskedes nu udleveret.
Aktor Svend Mikkelsen vil komme med et skriftligt indlæg på næste ting.
Jesper Hansen som aktor for kongen og Justitsen i sagen om drivgodset. Han ville nu have de indstævnte personer efterlyst, men ingen var mødt. Dommeren og aktor lod sagen udsætte og de anklagede fik en sidste chance at forsvare sig mod anklagerne.

23. april 1745 – pag. 12a

Kgl. Forordning om forbud mod at bære guld, sølv og ”palatiner” dateret 31. december 1744.
Læst kgl. Plakat om oppebørselsbetjentenes manglende indbetalinger i Danmark til den kgl. Kasse., dat. 11. januar 1745.
Læst kgl. Plakat ang. oppebørselsbetjentene og kautionister i Norge og manglende indbetalinger, dat. 11. januar 1745.
Læst kgl. Forordning om hvorledes der skal forholdes med medlemmer af de mæhriske brødres midler og formuer når de rejser ud af landet. Dat. 29. januar 1745.
Læst amtmand Urnes ordre af 17. april 1745 om hvorledes der skal forholdes til den sygdom, som har angrebet fårene og hvordan de skulle begraves af bønderne. Der blev henvist til en forordning fra 11. september 1739.
Samme dato udgik en ordre fra amtmanden om, at ingen svage får måtte slagtes og sælges.
Svend Mikkelsen, som beskikket aktor mod Kirstine Holgersdatter, fremlagde et skriftligt referat fra et politiforhør fra den 24. februar. Dernæst læste han et skriftligt indlæg i sagen, som skulle indgå i dommen. Forsvareren Jesper Hansen havde ikke noget at indvende mod aktors indlæg andet end at han mente, at den sagsøgte ikke var ”ved fuld ved” og derfor bad han dommeren at være nådig og mild i sin dom. Aktor mente at Kirstine havde været ved sin fulde forstand. Sagen blev optaget til doms.
Jesper Hansen i sagen mod folk, der har omgået ulovligt driv gods, blev på råbt om de havde noget til forsvar at fortælle. Der var stadig ingen, der var mødt, hvorfor aktor lod sagen gå til doms.

30. april 1745 – pag. 13a

Læst forbud mod indførsel af fremmed tran, dateret 18. januar 1745.
Læst kgl. Forordning om misbrug af hjemmedåb i Danmark, dat. 19. marts 1745.
Læst kgl. Forordning om kvægsygdom visse stedet i hertugdømmet Slesvig, dat. 29. marts 1745.
Dom afsagt over Kirstine Holgersdatter fra Allinge. Det bemærkedes, at en udskrift af et politiforhør af 8. marts 1743, optaget af byfogeden i Rønne, angående rygtet om hendes besvangrelse, var brugt til dommen. Politiforhøret var glemt i sagsakten, hvorfor den nu blev påskrevet og tilbageleveret.
Jesper Hansen var tilstede sammen med arrestanten. De bad om udskrift af dommen for at anke den til landstinget i håb om formildelse. Svend Mikkelsen bad også om udskrift og sagde, at det måtte være op til amtmanden at tillade, at sagen blev appelleret til en højere ret.
DOM – pag. 14b
Over Kirstine Holgersdatter, som var barnefødt i Allinge. Hun var anklaget for løsgængeri, andre øvede handlinger og ”flydende ting”. Svend Mikkelsen, som beordret aktor havde afhørt 12 vidner, samt stillet Kirstine 20 spørgsmål, som viste at hun havde løjet for folk og under politiforhørene. Hun havde ikke været til alters i fire år, sidst hos Monrad i Rø sogn. Forsvareren Jesper Hansen havde påpeget at Svend Mikkelsens førte vidner kunne være problematiske, da de vidnede i deres egen sag [altså havde forsvaret sig selv i at have modtaget hende i deres huse]
Mikkelsen ville have hende dømt for tyveri i fem tilfælde og for lejermål, samt for løsgængeri. Dommeren mente ikke, at der var beviser for tyveri, da hun havde lånt tingene, hvilket hun selv også påstod. Mht. hendes frugtsommelighed, så fandtes et politiforhør fra Rønne i 1743, hvor det ikke var påvist, at hun havde været gravid og at hun derom havde løjet, hvorefter hun var blevet frigivet.
Dommeren mente, at hun skulle dømmes for at have ”omløbet landet og narret adskillige folk!” Og derfor dømmes til spindehuset på livstid. Omkostningerne til aktor og defensor skulle, på grund af at hun intet ejede, betales af amtet. (Dommeren brugte loven pag. 558-559 art 16 og pag. 560-561 artikel 18 og 19)
[Sagen blev anket til landstinget i i flg. Protokollen pag. 51b. Herredstingsdommen blev stadfæstet og Kirstines dømtes til spindehuset på livstid]

7. maj 1745 – pag. 15a

Læst kgl. Reskript om sekters tilhængere og hvordan man skal forholde sig til separatismen eller anabaptismen, dat. 5. marts 1745.
Læst kgl. Plakat om ophævelse af forbuddet mod indførsel af fremmede jerngryder og hvordan dette skal forstås. Dat. 29. marts 1745.

21. maj 1745 – pag. 15a

Pantebrev læst om at Lars Jensen på den 26. gård i Rø sogn havde lånt 139 sld. af generalmajor Westh til betaling af gården, som han havde tilforhandlet sig af kongen den 1. februar 1745, mod pant i gården.
Jesper Hansen havde fået tilladelse af amtmanden til at føre en tingsvidnesag for Lars Pedersen på Bådstadsgaarden i Rø sogn angående Bådstadskoven og et hus der lå øst derfor ned mod stranden. Sagen blev forklaret i en memorial til amtmanden. Sagen drejede sig om rettigheden til området og til huset. Tilsyneladende havde amtmanden gjort krav på skoven og husene og dermed skatterne. Husene skulle svare skatter til kongen, som andre fæstehuse. Jesper Hansen havde fået tilladelse til at føre sagen for Lars Pedersen. Amtmanden havde dog ikke sendt en person på hans vegne, så Jesper Hansen måtte føre sag uden modpart. Han havde indkaldt en del vidnesbyrd.
Første vidne var Esber Jørgensen fra Aarsballegaard, som havde tjent på Bådstadsgården for 53 år siden da han selv var 18 år gammel. Han fortalte, at der ikke lå et men to huse ved stranden og de var begge indgærdede med et rundgærde og havde gærde i vest op mod Baadstadskoven og mod øst ned til stranden. De havde ikke lov til at hugge træer i skoven uden tilladelse fra Peder Esbersen på Baadstandgaarden og han huskede ikke at der var skovbetjente, der skulle udvise træer til fældning. De gav begge rædsler til Baadstadsgaard. Han huskede ikke hvor meget, men anslog 5 sld. om året. Han vidste ikke hvornår de var byggede, men det ene var allerede meget gammel for 53 år siden.
Weidich Haagensen fra Olsker havde også tjent på Baadstadgaarden for 53 år siden eller deromkring, da Lars Pedersens fader Peder Esbersen havde gården. Han sagde, at kongens betjente ikke havde noget at gøre i skoven, medens han i 2 år tjente der. De husmænd der boede i husene ved stranden hed Svend Hansen og Hans Knegt og de betalte rædsler til Baadstadsgaarden. Han mente, at husene allerede da var gamle, da de havde støtter til væggene. Gærderne omkring var gamle. Husmændene måtte ikke hugge brændsel eller andet i skoven som gik helt ned til stranden uden Baadstadsgaardens tilladelse.
Peder Olsen i Rø sogn havde kendt stedet i 60 år og mente at gærderne var i dag der hvor de altid havde været. I det sydligste hus boede Hans Knegt og i den nordligste hus boede Marcus Glasser. De betalte begge til Baadstadsgaardens beboer Peder Esbersen. Han mente at begge huse var gamle. Han havde ikke hørt i sin ungdom af gamle folk, hvornår de blev byggede. Men i hans tid var de blevet ombyggede flere gange. Han havde aldrig hørt om at skovbetjente havde noget myndighed over skoven, men vidste at August Dechner havde fået forbud af Peder Esbersen om at skove træer.
Dernæst Malene afg. Peder Didrichsen fra Aaker sogn, som var 78 år gammel og født på Baadstadgaarden. Hun var vel 12 eller 16 år gammel da hendes fader Christen Hansen flyttede fra Baadstadgaarden til Løkkegaard i Rø, Dengang boede Jon Knegt og Hans Knegt som gav rædsler af huse, løkke og ildebrand til Baadstadsgaard, som var første frivornedgaard i Rø sogn. Så længe hun huskede var husene gamle og gærderne ligeså.
Dernæst Hans Hansen fra Rø kunne huske 56 år tilbage i tiden- Han mente, at Baadstadgaard havde den fulde ret til skov og til husene. Ikke som der hvor han boede, som var kongens, som lå næst nord for Baadstadshusene. Han vidste heller ikke hvor gamle husene var, men de var gamle så længe han kunne huske tilbage. Han sagde at Baadstadskoven blev brugt af gården ejer – nu som førhen – til kløvgang og til hans kreaturer, som gik frit uden vogtere.
Kirstine, sal. Hans Nielsen i Bøgeskoven i Rø sogn, havde boet i et af husene for 40 år siden i 2 år og betalte rædsel til Peder Esbersen. De måtte ikke hugge noget i deres løkke eller i skoven uden tilladelse fra Baadstadgaarden.
Haagen Løfvingsen fra Rø som kunne mindes 50 år tilbage. Husenes beboere måtte ikke skove en birk så meget som til en enkelt kost uden tilladelse fra Baadstadgaard. Der findes en del grøfter og gærder, men ingen blev betragtede som markskel. Alt var tilhørende Baadstadgaarden.
Jørgen Larsen fra Rø kunne huske hvad der var sket på Baadstadgaard i 42 år. Han mindedes, at Peder Esbersen brugte strandskoven så meget han kunne, samt han oppebar afgift fra husene på strandkanten, huggede i skoven og brændte kul uden at andre klagede over det. Peder Esbersen drev kulbrænderi og han begyndte også at fiske selv om hans gård lå langt fra stranden. Peder Esbersen var makker [til en fiskerbåd] med vidnets fader Lars Jørgensen.
Anders Jensen fra Rø sogn kendte Baadstadgaard og mindes 50 år, da han selv var født i sognet og hans fader hed Jon Mons Knegt og havde boet i det nordre Baadstadshus nogle år. Han bekræftede afgifterne blev betalt til Baadstadsgaard og at det var den, der havde alle rettigheder til skov og strand.
Hans Bag af Rø sogn kunne mindes Baadstadsgaard i 40 år. Han bekræftede de andres vidnesbyrd om huse og skov. Sagde at han havde fisket sammen med Peder Esbersen.
Svend Svendsen kunne huske omtrent 60 år. Vidnets fader Svend Monsen havde boet i Baadstadgaardens udhus i seks år.
Borette, Mons Skræders af Rø sogn, huskede 40 års tid og bekræftede de andres vidnesbyrd.
Jesper Hansen sluttede vidneafhøringerne, da dagen var ved at være gået og vidnerne havde lang vej hjem. Sagen skulle fortsætte på næste ting.
Bent Hermandsen af Klemensker lod læse et købe- og skødebrev dat. 17. maj der viste at ungkarl Christian Hansen, der tjente hos sandemand Terkel Pedersen, havde solgt den 14. selvejergaard i Klemensker til sin svoger Bent Hermandsen og hustru Gertrud Hansdatter for 310 sld.
Læst et pantebrev af dato 8. februar 1745 udstedt af Hans Hansen på den 1. gård i Rø sogn for et lån på 60 sld. af Marte sal. Mads Kofoed i Rønne mod pant i gården.

28. maj 1745 – pag .18b

Læst et pantebrev udstedt af Lars Larsen på den 4. gård i Klemensker for et lån på 100 sld. af Friedrich Hansen, der boede på den 7. gård i Klemensker dat 26. maj 1745.
I sagen, hvor Jesper Hansen skulle sagsøge en del personer i Vang, Rutsker, Olsker og Klemensker sogne ang. noget drivegods, som de ikke straks havde angivet for øvrigheden, anbefalede at dommeren afgav dom.
Jesper Hansen på vegne af Lars Pedersen efterlyste en repræsentant fra amtmanden, men ingen var mødt. Jesper Hansen udsatte derfor sit skriftlige indlæg, da det var nødvendigt at modparten var repræsenteret.

DOM – pag. 19a
Dom i sagen som Jesper Hansen havde ført for kongen og Justitsen ang. ulovlig omgang med drivgods. Finderne af drivgodset var Kirstine Haagen Peders, Hans Pedersen og 2de børn og Jens Riisp alle fra Vang, samt Hans Hansen i Buggehuset i Olsker. Godset blev fundet den 21. december 1744. Dernæst var aftagerne af drivgodset stævnet. Det var præsten Hans Mahler, Rasmussen i Klemensker på Duebjerg og Anders Larsen og hustru i Tulleborggaarden i Rutsker. Præsten skal have købt et par skind og han havde svaret skriftlig på stævningen og påstået, at han ikke vidste, at der var fundne ting han købte. Sagen blev gennemgået og dommeren erklærede at det var vanskeligt at bedømme sagen efter vragforordningens bogstav, da der ikke fandtes noget vrag, men blot nogle skind og nogle træsplinter. Disse småting ville dommeren ikke domme for, da de havde ringe værdi og var blevet leveret tilbage.
Med hensyn til Kirstine Haagen Peders af Vang, som havde fundet fem fåreskind og solgt dem, så burde straffes og mulkteres, men da det var hende der først havde gjort øvrigheden bekendt med drivgodset, så kan man se, at hun ikke har fordulgt fundet og da hun tillige var en stakkels fattig ”tigge Kielling” og intet havde til bøder eller omkostninger og da hun ikke kan tåle at blive straffet på kroppen for sin alderdom, så frikendte dommeren hende.
De tre som havde aftaget skindene var forskellige. Anders Larsens hustru på Tulleborggaarden havde straks tilbageleveret skindene, så snart hun blev klar over, at der var drivgods, hvorfor hun frikendtes. Derimod kunne Rasmus Rasmussen og præsten Mahler ikke frikendes, da de var oplyste folk, der kendte vragforordningen. De havde taget skindene i brug. Rasmus Rasmussen som købmand, der havde solgt dem videre. Og præsten havde taget dem i brug og nægtede at levere dem til øvrigheden. Præsten dømtes til at betale 5 rigsdaler til kirkens fattige og 5 rigsdaler til justitskassen, samt dobbelt værdi i bøde og 4 rigsdaler i omkostningerne. Rasmus Rasmussen dømtes til at betale 3 rigsdaler 3 mark til Klemensker kirke og ligeså meget til justitskassen og for processens omkostninger 2 rigsdaler og det dobbelte af værdien som bøde.

11. juni 1745 – pag. 20b

Jesper Hansen havde indgivet en memorial til amtmanden om, at Jørgen Poulsen i Klemensker ved ”Asballegaard” var blevet overfaldet ved tørvemosen i Stausdal i stødt i brystet med en skovl af udbygger Anders Hansen boende på Aarsballegaardens grund. Amtmanden havde beordret at Jesper Hansen forfulgte sagen ved tinget.
Jesper Hansen stævnede Anders Hansen for at have udøvet vold den 31. maj ved at støde til Jørgen Poulsen, så han faldt om. Som vidner indkaldtes Poul Arestsen, Siiver Andersen af Klemensker og Poul Andersen af Kanterdam. Den tiltalte var ikke mødt, men havde oplyst, at han ville svare på næste ting.
Vidnerne Poul Arestsen og Siiver Andersen fortalte, at de havde set Jørgen Poulsen og Anders Hansen skændes og modarbejde hinanden, hvor efter Anders Hansen havde slået efter Jørgen Poulsen, så han faldt om på jorden. Det var sket efter anvisninger af tørvemosen og at der var blevet forklaret hvordan tørvet skulle fordeles. Der var ingen andre vidner som kunne bruges, da de var så unge, at de ikke havde været til alters. Jesper Hansen ville udsættes sagen til næste ting, hvor Anders Hansen havde lovet at komme.
I sagen om Baadstadgaardens ejendomssag vedr. Strandskoven og strandhusene. Da ingen på amtmandens vegne var mødt, udsatte Jesper Hansen sagen.

25. juni 1745 – pag. 21b

Kgl. Forbud mod indførsel af kød og huder fra fremmede steder for at modvirke kvægsygdomme, dat. 21. maj 1745.
Læst et pantebrev der viste at Ole Jensen på den 7. vornede gaard i Klemensker havde modtaget 65 sld. af kirkens kapital mod pant i den 7. vg.
Læst et pantebrev af 28. maj der viste at Jacob Jacobsen på den 2.. selvejergaard i Klemensker havde lånt 100 sld. i klingende mønt af Anders Jensen på den 3. selvejergaard i Rø sogn mod pant i gården.
Læst et pantebrev af 5. juni der viste at Hans Esbersen på den 30. gård i Klemensker Dyngegaard havde lånt 120 sld. af fenrik Peder Hansen Kofoed på den 57. gård i Vestermarie mod pant i den 30. gård.
Læst et pantebrev af 14. juni angående at Ole Clausen på den 23, gård i Rutsker havde lånt 100 sld. af Mons Larsen på ? gård i Rutsker.
Udbygger Jens (?) Pedersen på Lyngen i Rø sogn lod lyse en slet rød kvie, som han havde optaget på Lyngen. Den havde kalvet, for ikke at den skulle komme til skade, havde han taget den ind til sig selv.
Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne i sagen om Baadstadsgaard mødte og ville vide om amtmanden havde sent en fuldmægtig, Det havde han ikke, men amtsforvalter Schrøder og holstførsten Kettelse havde indgivet en memorial angående at skoven var blevet ”reedtsat” [opmålt og kortlagt]. Lars Pedersen havde klaget til amtmanden den 14. september 1743, hvilket var årsagen til sagens opståen. Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne aflagde et skriftligt indlæg som blev i sagens akter indført. Desuden fremlagdes en ordre fra amtmand West fra 31. maj 1728 fremlagt tillige med ”Reedtsningen”. Sagen blev stillet i bero indtil øvrigheden ville svare.
Jesper Hansen mødte på vegne af Jørgen Poulsen i sagen mod Anders Hansen. Anders Hansen mødte og bad om udsættelse og om udskrift af sidste tings afhøringer. Han ville svare på næste ting.
Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Hans Petersen i Rø sogn mod hans far, degnen Peter Clausen i Rø. Sagen drejede sig om hans faster Sofia Catrine Clausdatters forhold til broderen, som var hendes forrige værge. Formålet var at få udfærdiget et tingsvidne som kunne bruges på andre steder.
Degnen havde bedt fenrik Anders Jørgensen at gå i retten for ham. Han havde endnu ikke fået tilladelse af amtmanden, så han bad om udsættelse til næste ting. Dommeren tvivlede ikke på at fenrikken skulle få et positivt svar fra amtmanden, således at han kunne svare for den gamle degn i sagen. Sagen måtte kunne gå sin gang.
Fenrikken klagede over at stævningen var ført mundtligt og at da det var kongens sag, så skulle de ske skriftlig. Svend Mikkelsen ville udfærdige en ny stævning.

9. juli 1745 – pag. 23b

På amtmand Urnes vegne mødte fuldmægtig Hansen og producerede et indlæg i sagen om Baadstadsgaard og fremlagde dokumenter og beviser, som han bad blev oplæst og indlagt i sagen.
Jesper Hansen, på Lars Pedersens vegne, bad om udskrift af protokollen og af de fremlagte dokumenter. Jesper Hansen påpegede at ”de såkaldte beviser” stammer fra de sidste to kommissioner, hvor Lars Pedersen var kommissærernes arvidsmand. Jesper Hansen vil med glæde fremvise den forrige øvrigheds og første kommissions forretning, som var modsat de sidste. Hansen, amtmandens fuldmægtig, sagde, at det ikke var en strid imod hinanden, men var en afklaringssag. Sagen udsattes.
Svend Mikkelsen af Rønne mødte som fuldmægtig for Hans Petersen i Rø og producerede en skriftlig stævning af Rø degne Peter Clausen ”til vidnesbyrd at anhøre, spørgsmaal at besvare angl. hans (degnens) søster og forrige myndling Sofia Cartrine Clausdatters forhold oc opførsel imod deignen oc hustrue, samt deres forhold imod bm. Mønling oc opførsel da hun var hos dem”. Der var indkaldt følgende vidner: Bertel Monsen. Didrich Pedersen, Mons Pedersen, Rasmus Jensen, Claus Pedersen og hustru Aida, Bodel Gotfred Nielsen og Marta Hans Ibsen alle fra Rø sogn.
Fenrik Anders Jørgensen havde fået tilladelse til at tale degnens sag. Sagsgiveren Hans Petersen var søn af degnen. Anders Jørgensen var stadig ikke tilfreds med stævningen, som han mente ikke gav mening. Dommeren så ikke at der er noget i vejen med stævningen, så han dømte den ved magt.
Bertel Mogensen var det første vidne, der fortalte, at han kendte Sofia Katrine Clausdatter for omtrent 14 år siden da hun boede hos sin bror degnen Peter Clausen. Hun vogtede kvæg om foråret og om sommeren og om vinteren hjalp hun til i køkkenet. De sidste 3-4 års tid vogtede hun ikke kvæg men kunne bestille lidt i huset. Alt sammen for klæder og mad. Han kunne ikke sige om kvinden var gal eller klog. Hun gik til guds bord medens hun boede hos sin broder. Kvinden var nu uarbejdsdygtig og hun boede nu hos Hans Petersen.
Degnen spurgte Bertel om han vidste at Sofia gik og betlede for sit brød inden hun kom til degnen. Det kendte han ikke noget til og havde ikke hørt andre sige det, men han vidste at hun var lam i den ene hånd. Og han bekræftede at degnen nok havde givet Sofia ”nødtøftig føde og ophold”, som han burde.
Mons Pedersen fra Rø kunne fortælle at Sofia gik i degnens hus ”oc skjøtte hus, syslede oc nøslede omkring med hvad hun kunde”. Han vidste at hun var svag på den ene hånd. Han fortalte at han overværede for 6 uger siden, at præsten, sandemanden Lars Pedersen og Hans Pedersen fra Smedegaard kom til degnen sammen med Hans Petersen for at vurdere noget gods som tilhørte Sofia i arv samt renter. Hvis Hans Petersen ikke fik det, så ville han ikke give hus til Sofia (Hans faster). Degnen ville ikke længere brødføde hende. Degnen havde foranlediget, at Sofia, med hendes klæder, blev kørt med heste og vogn over til Hans Petersen, men degnens søn havde nægtede at modtage hende uden en aftale om arv mm. Næste dag skete det igen og degnen satte Sofia af udenfor Hans Petersens hus og kørte afsted. Sofia sad på sin klæder udenfor huset indtil aften, hvor Hans Petersen ynkede sig over sin faster og tog hende ind. Der havde hun så været siden. Om dagen gik hun undertiden rundt til folk og tiggede, fordi Hans Petersen ikke havde råd til at føde hende.
På degnes fuldmægtigs spørgsmål fortalte Mons Pedersen at degnen havde givet hende ophold på en skikkelig måde og at Sofia havde siddet ved bordet medens der var fremmede. Han vidste ikke, at hun havde tigget før hun kom til sin bror. Om Sofia var ”fjantet og vanvittig” svarede Mons Pedersen, at det mente han ikke, da hun var betroet at gå med ild og varme.
Rasmus Jensen fra Rø havde først kendt degnen efter at han havde været soldat på Christiansø og havde stødt på degnen i præstegaarden på sal Christen Linds tid. Han vidste at Sofia havde gået rundt og betlet brød.
Claus Pedersen [søn af degnen og bror til Hans Petersen] fortalte at Sofia havde betlet inden hun kom til sin broder. Ingen ville have hende, da hun var svag i sin ene fod. Men da hun blev raskere kom hun til degnen, som da kunne bruge hendes arbejde, men først efter at degnen havde ”skildt sig af med deres steddatter”. Sofia kunne mageligt arbejde til deres behov, så som kværne korn og andet kvindfolkearbejde: at passe maltet op, vogte kvæget og gæssene. Hun havde været hos degnen en 30 års tid. Han mente at Sofia var omtrent 60 år gammel.
Claus Pedersen fortalte at Lars Mortensen i Rø kom til Hans Petersen og læste provstens ordre om, at han skulle modtage Sofia, hvilket Hans Petersen havde nægtet med mindre han modtog hendes arv og renter som stod hos Peter Clausen. Thi han var blevet tildelt kapitalen i form af gods, som præsten og andre mænd havde lignet hos degnen, men ikke renterne. Godset havde Hans Petersen tage med sig, men om han skulle sælge det eller beholde det hos sig, var op til Hans Petersen selv. På degnens fuldmægtig Anders Jørgensens spørgsmål, så indrømmede han, at hun ikke kunne bestille det som en tjenestepige kunne. Vidnet vidste ikke hvem der var hendes værge før hun kom til sin broder degnen. Vidnet fortalte at Hans Petersen havde modtaget hendes ejendom i form af en lille blisset ugildet fole, der ikke var meget værd og en sortbroget ko, som han ikke vidste var god eller dårlig.
Aida Claus Petersen – degnens søns hustru – blev spurgt hvor længe hun havde kendt Sofia. Hun svarede at det var 8 a 9 år siden hun kom til Rø sogn. Hun mente, at Sofia tjente sin føde og klæder hos sin sin svigerfader degnen. Og Sofia gik til alters som andre kvinder.
På degnens fuldmægtigs spørgsmål, så erkendte Aida, at præsten havde holdt hende fra sakramentet på grund af hendes vankundighed i et stykke tid. Men hun ikke været på besøg i degnens hus i længere tidsrum, ja ofte et kort øjeblik, så hun kunne ikke rigtig bedømme Sofias arbejdsevner.
Dernæst Boel Gotfred Nielsen havde kendt Sofia en snes år, nemlig i de år hvor hun havde hjulpet degnen med at høste. Sofia havde hjulpet med til høsten og gjort sit arbejde som enhver anden skulle gøre. Hun hjalp til i huset og hun havde sågar set, at hun havde hugget brænde og kørt det hjem i børen. På fenrikkens opfordring fortalte Boel, at Sofia var blevet holdt fra sakramentet, da hun ikke kunne eller turde læse det som præsten forlangte. Der var flere andre der blev holdt fra sakramentet af samme grund. Hun vidste ikke om Sofia gik og betlede nu. Hos hende havde hun ikke været. Boel blev spurgt om Sofia havde fået løn dengang hun (Sofia) havde tjen hos præsten Lind. Det kunne hun ikke svare på.
Marta Hans Wefst fra Rø sogn mente at Sofia havde været hos degnen i 30 års tid. Hun selv havde kun kendt degnen i 14 år. I den tid mente hun at Sofia tjente føde og klæder. Hun fortalte det samme som de andre vidner og bekræftede til slut, at Sofia nu gik og betlede, da Hans Petersen var en fattig mand, der ikke havde råd til at føde hende.
Anders Jørgensen fremlagde et dokument udfærdiget af præsten Monrad, hvilket han ikke fik lov til af Svend Mikkelsen, da det var en tingsvidnesag, hvor han alene havde rettigheden til at indlægge dokumenter. Svend Mikkelsen ville ikke afhøre flere vidner, hvorfor han bad et tingsvidne. [Herefter er sagen sluttet]

Poul Pedersen i Olsker bad om fire mand til at syne den 6. gård i Rø kaldet Nørregaard, som han skulle overtage i nogle panteår, hvilket blev ham bevilget.
Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for Anders Hansen i Klemensker. Efter skriftlig stævning af 30. juni 1745 blev ungkarl Jørgen Poulsen i Klemensker, samt vidner Poul Arristsen og Siver Andersen, Jørgen Poulsen fader Poul Jørgensen og Peder Larsen alle fra Klemensker. Sagen havde været ageret før og Jesper Hansen havde være fuldmægtig for Jørgen Poulsen i en voldssag mellem de to. Jesper Hansen mente, at denne sag indeholder to forhold og at stævningen ikke var udført som loven krævede. Svend Mikkelsen mente at det var rimeligt at Anders Hansen kunne forsvare sig i sagen. Dommeren ville ikke tage stilling til de to fuldmægtiges påstanden, hvorfor han bad om udskrift af den tidligere førte sag og ville afgive kendelse på næste ting.

23. juli 1745 – pag. 29a

Læst en panteobligation dat 14. juli 1745 der viste at den 7. gårds beboer Clemen Mortensen i Klemensker havde lånt 200 sld af ungkarl Morten Jensen til at indfri et kongeligt pant fra den 25. februar 1745. Han havde købt gården for 324 sld 3 mark 9 skilling på auktionen.
Læst en obligation af 19. juli 1745, der viste at ejeren af den 16. selvejergaard i Olsker Anders Pedersen Skou havde lånt 194 sld af fenrik Rasmus Monsen i Skrubbe i Klemensker.
Jesper Hansen fra Allinge kom som fuldmægtig for Lars Pedersen i Rø og bad om at et gammelt dokument, som var fremlagt af amtmand Urnes fuldmægtig på sidste ting, måtte blive oplæst og indlagt i sagen, samt to dokumenter som den tidligere sandemand Hans Kjøller havde underskrevet. De skulle sammenlignes med dokumenter fra henh. 23. december 1719 og 21. december 1729. Der var ikke overensstemmelse med dem som amtmanden nu havde fremlagt, med det dokument som var fra 17. april 1719. Amtmandens fuldmægtig Hansen argumenterede at kommissionens beslutning i 1720, om udmarksjordene, havde Lars Pedersens formand Peder Esbersen erkendt. Han havde indtaget udmarksjord på 40 tønderland kløvgang, hvorfor påstandene om andet ikke havde sin rigtighed og ikke var resultatet at de originale forretninger.
Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne påstod, at de gærde som findes ned mod stranden var meget ældre end kommissionens påstand og derfor tilhørte både strandskoven og strandengen Baadstadsgaarden så længe som nogen kunne mindes og at Peder Esbersen dengang havde protesteret og ikke accepteret kommissionens påstande. En gammel dom blev ikke agtet af kommissionen. Kommissionen havde tvunget Peder Esbersen til at fæste skoven uberettiget. Amtmandens fuldmægtig mente ikke at der var videre noget at diskutere og lod sagen gå til doms, hvorfor dommeren bad om udskrifter af sagen til endelig afgørelse.
Svend Mikkelsen ophævede sagen mellem parterne (det må være sagen om tørvemose og voldsagen i Stausdal) da den var blevet forliget. Forliget blev bekræftet af Poul Jørgensens fuldmægtig.

6. august 1745 – pag. 30a

Læst kgl. Reskript og forordning om at undersåtterne i den evangeliske Lutherske religion blev forledte af den papistiske lærdom, dat. 18. juni 1745.
Læst kgl. Bestalling at Lars Larsen Birck måtte komme sin fader Lars Andersen Birck til hjælp i sine embeders forretninger og efter hans død at efterfølge ham, dateret 1. juli 1745.
Læst et pantebrev udgivet af Hans Hansen på den 1. selvejergaard i Rø sogn, der viste at han i pantsatte gården til kongen efter at han havde fået tilkendt gården på auktionen for 200 sld., dat. 10. juli 1745.
Jesper Hansen fra Allinge havde fået ordre fra amtmanden, af dato 21. juni, at føre sag mod Hans Larsen og Boel Gotfred Nielsen fordi de ikke havde betalt sognepræsten den ydelse (præsteskat) , der var pålagt den 19. gård i Rø. Boel Gotfred Nielsen sagde, at det skyldtes Hans Larsen ikke havde fulgt den kontrakt der var indgået mellem hende og Hans Larsen. Boel havde overdraget Gudmingegaard til ham og han nægtede nu at acceptere kontraktens ordlyd, da den ikke var indgået med hendes værge, men dog af to andre mænds overværelse. Boels påstod, at Hans Larsen skulle betale alle afgifter af gården både kgl. Skatter og præstetiende. Hans Larsen nægtede, at der var oprettet en kontrakt mellem ham og Boel.
Jesper Hansen kunne ikke vide om kontraktens eksistens, hvorfor han havde indstævnet to vidner Jens Andersen og Arist Esbersen til at vidne om kontrakten under ed. Imidlertid besluttede Hans Larsen sig for at ikke ”vælte” sig i vidtløftigheder. Han erkendte, at han ikke havde formået at besidde og skøde sin gård, men blot havde fortsat sin avling. Han ville nu betale præsten hvad han forlangte. Han ville tale med sin præst og bede om at ham ophævede sagen.

20. august 1745 – pag. 31a

Læst kgl. Forordning om hvordan informatorer skal straffes for at have besvangret pigebørn, der var betroet dem til undervisning, dat. 9. juli 1745.
Læst kgl. Plakat af 16. juli 1745 om at alle skal lignes til de oprettede enkekasser og at ingen måtte nyde noget af general Postkassen, med mindre at de kunne bevise deres slette forhold (?).
Blev publiceret en fire-mands forretning på den 6. gård i Rø.
Kammerråd og amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Halvor Olsen i rette lagde en stævning af 5. august af Bodel Gotfred Nielsen og Hans Larsen, der beboer den 19. gård i Rø kaldet Gudmingegaarden for manglende skatter og afgifter. Bodil Gotfred Nielsens lavværge Mads Pedersen Maler og Hans Larsen var mødt. Boel (Bodel) var selv tilsted i retten og sagde, at hendes mand, Hans Andersen, som hun var blevet ”fæst” til, havde forladt hende og søgt i kongens tjeneste hun solgte ”i sin sorig oc bedrøfuelse sin iboende gaard til Hans Larsen uden ioverværelse af Mand eller lauverge”. Hun havde derefter tilbudt at give de udlagde penge tilbage ved Arrist Esbersen og Olle Pedersen og siden end i Præstens Hr. Monrads nærværelse. Men hverken Hans Larsen og hans fader Lars Esbersen ville modtage dem, hvorfor hun mente at overdragelsen først skete til midfaste efter landets skik og brug. Hans Larsens hustrus fader, Jens Hansen, ville have at hun skulle fraflytte gården straks, hvilket hun ikke ville før til midfaste. Jens Hansen havde truet med at smide hende ud af gården. Efter omstændighederne mente Boel, at Hans Larsen så havde tilbudt at betale hendes skatter om hun flyttede. Boel tilbød nu at ville betale skatterne inden 14 dage, hvilket Hans Larsen ville overveje til næste ting. Amtsforvalteren sagde, at striden mellem de to var han uvedkommende, men han tog til efterretning, at ingen af parterne havde noget imod at betale, så han mente at Boel var forpligtet til at betale og deres sagens omkostninger. Dommeren lod sagen stille i bero til næste ting, så Hans Larsen havde mulighed at svare inden han tog sagen til doms.
Jesper Hansen havde ordre til på kongens og justitsens vegne at sagsøge Signe Andersdatter i Klemensker for småt tyveri. Det var sognepræsten Anders Agerbech der den 26. juli havde anmeldt tyveriet til øvrigheden. Den 6. august havde Jesper Hansen stævnet pigen til retten. Pigen tjente hos Hans Hansen i Bolby og Jesper Hansen havde stævnet flere vidner i sagen. Pigen Signe var 13 år gammel og havde ingen fader, da han var død. Jesper Hansen spurgte pigen om hun ville have en forsvarer, hvilket hun ønskede, da hun var så ung ”oc liden sambt entfoldig og taabelig på rettergang”. Jesper Hansen ville have, at der blev bevilget en forsvarer og pålagde pigen og vidnerne til at møde på næste ting.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mellem Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen og præsten angående manglende betaling af præstetiende. Hans Larsen ville ikke længere betale præstetiende, da sagen udviklede sig. Begge parter erklærede, at de ikke ville betale præstetiende, der udgjorde årligt 1 skæppe rug, 1 tønde og en skæppe byg, 1 tønde havre, lam og gås og påskerettighed som er en snes æg og et brød. Begge erklærede, at de ville afvente dom om hvem der skulle betale. Jesper Hansen konstaterede at de begge ”en for alle og alle for en” var skyldige i at betale præstetiende og sagens omkostninger, hvorfor han lod sagen gå til doms.

3. september 1745 – pag. 32b

Læst kgl. Forordning angående den hærgende kvægsygdom på Sjælland og Fyn og om hvilke foranstaltninger der skulle træffes. Dat. 9. og 29. juli 1745.
Læst kgl. Forordning af 16. juli 1745 om indførselsforbud af forarbejdede ”plyser, silke og uld trøyer”
Læst en fra stiftsamtmændene til amtmændene om alle tænkelige foranstaltninger iværksat mod kvægsygen og forbud mod at fremmede skibsfolk gik i land mm. Dat 19. august 1745.
Læst meddelelse til amtmanden på Bornholm fra 12. august 1745 om foranstaltninger der skulle forhindre udbredelse af kvægsygdommen til landet. Det forbydes skipperne at tage passagerer ombord fra områder på Sjælland, der er ramt af kvægsygdommen. De passagerer som skal til Bornholm skal have sundhedspas udstedt af myndigheden i København, øvrigheden i Købstæderne eller af sognepræsterne på landet.
Læst kgl. Plakat ang. hus inkvisitioner og kontrabande og anden ufortoldede varer.
Halvor Olsen, på amtsforvalter Schrøders vegne, havde stævnet Svend Hansen på den 29. gård i Klemensker for at have besovet sin tjenestepige Karen Nielsdatter. Sagen er startet efter angivelse fra sognepræsten Anders Agerbech af 23. august 1745. Mikkel Andersen fra Østerlars havde fået tilladelse til at være fuldmægtig for Svend Hansen, som skulle være beskyldt for at have besovet sin tjenestepige.
Mikkel Andersen fik lov til at spørge Karen Nielsdatter om hun var ”med Lifs Frugt”, hvilket hun ikke vidste. Men hvis hun var frugtsommelig, så var det sket med Svend Hansen straks efter pinsedag og ”bekendte at hun ikke kunne være fri for ham”. Hun bekendte at hun for sognepræsten havde fortalt at hendes forrige husbonde ”havde besovet hende, men ikke videre”. Hun havde ikke fortalt præsten at husbonde ville gifte hende med en udbygger i Nyker sogn.
Halvor Olsen lod sagen stille i bero til næste ting.
Jesper Hansen mødte på ordre fra amtmanden for at påtale en sag mod Thor Jensen, hustru og to døtre i Knudegaard i Klemensker. Sagen var startet ved an angivelse fra sognepræsten Anders Agerbech fra 19. august der anklagede disse personer for at ”havde begiegnet udbygger Jørgen Løstigs hustru”.
Claus Thorsen mødte på sin fader Thor Jensens vegne og bad om udsættelse, da hans far var syg. Udsættelse kunne ikke komme på tale, da vidnerne var mødte og aktor ikke tillod det.
Vidnet Mads Olsen blev spurgt om han havde set, at Thor Jensen, hustru og to døtre havde slået Jørgen Løstigs hustru med pæle og kæppe. Vidnet svarede at det havde han ikke set. Men han havde hørt at det havde kaldt hende for ”tyv, tæve, horetæve, troldtæve, sladdertaske” en mandag ud for Thor Jensens port. Han havde ikke set nogen sloges, men han var blevet bedt om at komme tilstede af fædrenge, Jørgen Løstigs søn, om at komme for at rædde hans moder ellers slog de hende ihjel med vognkæppen.
Karen Pedersdatter erkendte at hun havde ikke hørt det selv, men at folkesnakken berettede at det var Thor Jensens døtre, der havde kaldt Jørgen Løstigs hustru for tyvetaske og lyngtyv. Hun havde slet ikke mere at berette.
Anna Pedersdatter kunne ikke fortælle mere end hendes søster Karen havde fortalt.
Jørgen Løstig og hans hustru blev spurgt om de havde nogle flere vidner der kunne bekræfte sagen. De svarede nej, men tilføjede at Thor Jensens døtre Anniche og Dorta var dem der førte an.
Sagen udsat.

Jesper Hansen i sagen mod Signe Andersdatter tjenende hos Hans Hansen i Bolbye. Svend Mikkelsen var af amtmanden beordret forsvarer for Signe Andersdatter.
Vidnet Berte Pedersdatter som tjente på Splidsgaard i Klemensker blev spurgt om hun vidste at Signe havde stjålet er særk fra Anna Pedersdatter. Det havde hun ikke set, men hun havde hørt det fra Elne Hansdatter og det skulle være sket mortensdag på Dyngegaard, hvor Signe havde tjent. Vidnet havde spurgt Signe om det var sandt, hvorefter hun havde bekræftet. Særken var leveret tilbage. Efter hendes bedømmelse var den 6 skilling værd.
Elne Hans Andersen på Splidsgaardsgrunden erkendte at hun havde bedt Berte om at finde særken hos Signe. Hun synes ikke at Signe var berygtet som tyv. Hun bedømte særken til 4 skillings værd og at tyveriet skulle have fundet sted ved mortensdags tider og fik den igen i juli. Hun synes, at den var blevet lidt slidt.
Anna Rasmus Peders i Klemensker havde ikke hørt om særken, men du havde fået stjålet to trimler (bånd til huer?) en fra kakkelovnen og en fra haven. Da hun beskyldte Signe i at have taget dem, benægtede hun, kort efter blev de fundet i haven. Forsvareren mente ikke at antagelser for tyveri var relevant.
Peder Brand og Hans Hansen fra Klemensker havde været med til sognepræstens afhøring af Signe og de berettede at Signe havde erkendt tyveriet af særken og at hun havde taget to strimler fra Anna Rasmus Pedersen, og hun havde af egen fri vilje lagt dem tilbage i haven. De mente ikke at præsten havde talt hårde ord til det umyndige barn Signe.
Defensor spurgte Signe hvor hun havde taget den omtalte særk. Hun svarede at hun havde fundet den i en rende under en tornebusk.
Aktor fandt ikke at der var mere i sagen at spørge om, hvorfor sagen blev udsat til næste ting.
Fenrik Anders Jørgensen havde fået tilladelse af amtmanden til at gå i retten for Hans Larsen ang. sagen om de manglende skattebetalinger for den 19. gård i Rø. Han ville spørge Boel Gotfred Nielsen om sagen rette sammenhæng, da hun var stævnet sammen med Hans Larsen af amtsforvalteren. Men Boel eller nogen for hende var ikke mødt. Anders Jørgensen bad om udsættelse af sagen til han kunne få Boel i tale og om muligt at få et forlig aftalt.
Dom afsagt i den sag hvor Lars Pedersen fra Baadstadgaard havde ført for at få bekræftet sine rettighed i skoven og strandmarken. Lars Pedersens fuldmægtig Jesper Hansen bad om udskrift i sagen.

DOM – pag. 36a
Sagen startede den 28. november 1744 hvor Lars Pedersen via sin fuldmægtig Jesper Hansen ville have bevis for at de 40 tønderland kløvgang med skov tilhørte Baadstadsgaarden og var tillagt den 1. frovornedgaard som udmark. Med 10 vidner havde Jesper Hansen forsøgt at påvise, at arealet tilhørte Baadstadsgaarden. Amtskriveren havde foranlediget, at der den 16. juni var sket en synsforretning på stedet og optaget en ridsning af grunden. Jesper Hansen havde påpeget at Peder Esbersen i sin tid havde betalt skatter af jorden og at de gamle dokumenter var gyldige og at der ved kommissionerne var blevet begået fejl. Et dokument fra 27. september 1721 og et gammelt skøde fra Mads Kofoed i Nyker og Esber Kofoed i Povlsker udgivet til Kirsten sal. Esber Jørgensen fra 3. oktober 1618 samt landstingsdom af 14. december 1692. Disse dokumenter var blevet fremlagte for kommissionerne, men de havde ikke fundet dem som tilstrækkelige beviser for at strandskoven og de 40 tønderland kløvgang tilhørte Baadstadsgaard.
Der var uenighed om behandlingen af grunden i kommissionsarbejde 1719-22 og at det var misforståelse af dokumenternes oprindelse, der var en del af tvisterne. Amtskriveren var klart overbevist om at det var resolutioner. En ridemandsdom fra 14. december 1692 omfatter et skøde fra 17. marts 1652 havde ikke klargjort ejendomsforholdene under kommissionsforretningerne, hvorfor de havde erklæret, at det var kgl. Udmark og at Baadstadsgaard skulle betale skatter for brug af dem. I kommissionsprotokollen fra 7120 pag. 106 blev det fastslået at Baadsmandsgaard havde indlagt 40 td. Land strandskov forfor der skulle svares skatter.
Dommeren havde med flid undersøgt dokumenterne og kom til den konklusion, at de 10 førte vidner ikke kan var til nogen nytte i sagen, da de to huse dengang lå på et område, som bønderne anså for deres fortorv, hvilket kommissionen klart havde dømt som værende kongens udmark og at det derfor skulle fæstes som anden kongens jord, hvilket Lars Pedersens fader Peder Esbersen havde erkendt ved at kalde området for udmark. Endvidere havde alle fire kommissioner specifikt dømt området som kongens udmark, hvilket der ikke kan drages tvivl om. Derfor dømmes Lars Pedersen til at udlægge disse 40 td. Land kløvgang og skov under straf, hvis han ikke gjorde det umiddelbart. Der pålægges ingen omkostninger, da ingen af parterne havde bedt om det.

17. september 1745 – pag. 37b

Halvor Olsen på amtsforvalterens vegne mødte for at høre om Svend Hansen på den 29. gård i Klemensker var mødt for at sige noget til sit forsvar [om han havde besovet sin tjenestepige] – ingen mødte hvorfor sagen udsattes i 14 dage.
Svend Mikkelsen fra Rønne var af amtmanden pålagt at tiltale udbygger Esber Hansen på den 51. gårds grund. Sagen var startet på grund af en attest udstedt af sognepræsten Anders Agerbech, der havde anklaget Esber Hansen for ”såkaldet småtyveri”. Som vidner var præstens medhjælper Anders Gammelsen og Jørgen Evertsen, Hans Clausen på 50 sg. som sag giver. Jesper Hansen var blevet godkendt at tale Esber Hansen sag. Hans Clausen og sagsøgte Esber Hansen var mødt, men ikke vidnerne.
Jesper Hansen på Esber Hansens vegne sagde om nogen beskyldt nogen for småt eller groft tyveri, så måtte vedkommende bevise det og angive hvornår det var sket. Aktor Svend Mikkelsen spurgte tiltalte om han ikke havde tilbudt kirkens fattige 10 sld. for tyverpas, samt at stå åbenbart skrifte herfor, men at det skulle ske hemmeligt (?). Esber Hansen ville ikke svare, men henholdte sig til hvad Jesper Hansen havde sagt.
Dernæst Hans Clausen som blev spurgt om han vedstod den klage, som han havde skrevet til præsten den 24. august. Hans Clausen mente at den klage han havde givet præsten var dækkende for tyveriet, hvorfor han ikke sige mere. Jesper Hansen mente, at det var mærkværdigt at begge præstens medhjælpere ikke var mødt, da de dermed havde modsat sig lovene. Sagen blev udsat til næste ting.
Fuldmægtig for Hans Larsen i Rø mødte og stævnede amtsforvalteren, Boel Gotfred Nielsen og vidnerne Jens Andersen fra Bromme og Arrest Esbersen til sagens oplysning.
Jens Andersen fra Bromme og det godvillige vidne Lars Mortensen og Anders Monsen var tilstede i retten. Arrist Esbersen var ikke mødt, da han var til mønstring.
Jens Andersen sagde, at Boel Gotfred Nielsen havde handlet den 19. gård efter at Hans Larsen havde købt gården af kongen i Boels navn. Han var blevet fortalt, at Hans Larsen gav Boel Gotfred Nielsen 103 sld. for at hun skulle afstå gården til Hans Larsen. Jens Andersen, som var Boels bror, havde fortalt at da hun fik pengene, så havde hun lovet at fraflytte gården inden mortensdag i 1744. Det var en aftale der blev indgået da betalingen skete, men han havde ikke selv overværet det. Hun havde ikke efterkommet fraflytningen, da Hans Larsen ikke ville betale skatter til kongen og præsten for året 1744. Hun havde så beholdt hele gården afgrøde for 1744.
Lars Mortensen havde hørt fra Boel dagen før at hun modtog afståelsespenge, at hun ville fraflytte til næste Mikkels dag, hvilket han mente var fastsat, således at Boel kunne nå at få sæden tærsket. Hun havde beholdt hele afgrøden for 1744, hvorfor hun også burde at betale præsten for 1744.
Arrest Esbersen blev pålagt at møde til næste ting. Amtskriverens fuldmægtig var ikke tilstede fordi det var ham uvedkommende, hvem af de to der betalte.
Jesper Hansen mødte i sagen hvor Signe Andersdatter var tiltalt for småt tyveri. Jesper Hansen mente at det var sikkert at hun havde begået to tyverier, hvilket vidner havde oplyst og som hun selv havde tilstået. Men hun var så ung og barnagtig, burde hun have ris af sin egen moder, som lever. Og da hun ikke havde været i tjeneste da hun begik tyverierne, og var i betlerstand, så havde hun intet at betale bøder eller omkostninger med, så Jesper Hansen indstillede til den retfærdige dommer at dømme mildt i sagen. Defensor Svend Mikkelsen påpegede, at særken havde Signe fundet i en rende og ved sin uforstand troet, at den igen ejer havde. De to andre småting var kommet til sig selv, da de blev efterspurgt. Tingene havde så ringe værdi, at defensor mente, at Signe skulle frikendes. Hans omkostninger bad han om at blive dækket ved landets ligning. Dommeren fik udtog af afhøringer og tog sagen til doms.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen, hustru og hans to døtre på Lille Knudegaard i Klemensker. Det udeblevne vidne, Elsebye Peder Jensen, var nu mødt på tinget. Hun havde hverken set eller hørt nogen slå nogen. Elsebye var nabo til Thor Jensen. Dog havde hun hørt at Thor Jensens døtre, Dorte og Annicka, kalde Løstigs hustru for tyvetaske og sladdertaske. Hun havde sagt til Dorte at hun skulle tie stille. Mere vidste hun ikke om den sag. Hverken Thor Jensen, hustru og to døtre var mødt op i retten. Sagen udsattes til næste ting.
Kgl, holtsførster Matthias Kettelsen mødte og bad om at få 8 forstandige mænd til skovsyning efter skovforordningen. Hvilket han fik.
Herefter afsagdes dom i sagen mellem sognepræsten Monrad i Rø og Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen for manglende betaling af præstetiende for 1744.

DOM – pag. 40b
Mellem præsten og de to skyldnere af præstetiende. Præstens sagfører, Jesper Hansen, havde stævnet Boel Gotfred Nielsen, der havde boet på den 19. gård, og Hans Larsen, som nu boede der, for afgiften til præsten for 1744. Den bestod af 1 skæppe rug, 1 tønde og en skæppe byg, 1 tønde havre, lam og gås og påskerettighed som er en snes æg og et brød. Enken Boel påstod, at det var Hans Larsen, der skulle betale ifølge en kontrakt oprettet mellem dem. Hans Larsen ville i første omgang undgå proces, så han havde lovet at betale. Det ændrede han senere, da der også opstod stævning mod de to af amtsforvalteren, der ikke havde fået betalt de kongelige skatter for 1744. Dommeren mente, at da Hans Larsen en gang havde lovet at betale, så kunne han nu dømmes til det, samt til at betale sagens omkostninger med 3 sld. Han måtte så rejse sagen overfor Boel om han mente, at det var hende der burde betale.

21. september 1745 – pag. 41a

Amtsforvalter Schrøder havde stævnet Svend Hansen fra den 20. gård i Klemensker, for at have ”brugt utugt” mod sin tjenestepige Karen Nielsdatter. Svend Hansen lod med sin udbygger Anders Andersen fremlægge et skriftligt indlæg i sagen. Da ingen i sagen havde noget at fremføre, blev sagen henlagt til et ting i nærmeste fremtid.
I sagen mod Thor Jensen, hustru og hans to døtre kunne den beskikkede aktor Jesper Hansen ikke føre sagen, da de tiltalte ikke var mødt og han kunne ikke vide om de ville føre kontrasag eller modtage dom. Hvorfor sagen blev udsat.
Svend Mikkelsen stævnede Esber Hansen på den 51. gårds grund i Klemensker i sag om tyveri. Tillige blev endnu engang stævnet vidnerne kirkens medhjælpere, Anders Gammelsen og Jørgen Edvardsen, der var udeblevet ved forrige stævning. De skulle høre præstens attest om sagen og bekræfte den mundtligt. De havde 27. august underskrevet attesten, som var udfærdiget efter forhøret af Esber Hansen hos præsten. Forhøret var sket den 14. august og både den bestjålne Hans Clausen på den 50. gård og den beskyldte tyv Esber Hansen var til stede. Jørgen Edvardsen fortalte, at mødet i præstens stue var at indgå forlig mellem de to, på den måde at Esber Hansen skulle betale 10 sld. til de fattige og derefter at erkende overfor menigheden hans brøde ved et åbenbart skriftemål og modtage menighedens tyvepas. Hans Clausen skulle ”cavere” for at Esber Hansen betalte inden mikkelsdag.
Esber Hansens fuldmægtig Jesper Hansen spurgte Jørgen Edvardsen, om det var ”et almindeligt rygte på landet at en tager en andens hore til ægte”, siden at attesten begynder med det. Vidnet svarede at han mente, at det kun omhandlede Esber Hansen. Vidnet mente ikke at forliget handlede om et tyveri, men da de kom ud på kirkegården havde Esber Hansen sagt at det var en dyr ”veske brænde”. For de penge kunne han have købt meget brænde et andet steds for de penge han nu måtte give til de fattige. Vidnet kunne ikke svare på, hvem der havde forslået at betale 10 sld., om det var præsten, Esber Hansen eller Hans Clausen.
Anders Gammelsen bekræftede Jørgen Edvardsens vidnesbyrd. Svend Mikkelsen havde ikke mere at spørge om. Esber Hansens forsvarer erindrede aktor om lovens pag. 109 art. 14 om han agtede at føre flere vidner. Aktor sagde, at hans opdrag fra amtmanden kun gik på at afhøre disse vidner og ikke flere. Sagen blev sat i bero.
Belv læst en kontrakt af dato 7. september 1745 mellem Niels Pedersen og hans forlovede Margrete Jensdatter og Niels Pedersens mor Bodel sal. Peder Andersen fra Rutsker. Sagen drejede sig om den 7. selvejergaards avl, brug og dyrkning og et årligt undentag.
I sagen mellem amtsforvalter Schrøder, Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen på den 19. gård Gudmingegaard i Rø mødte Hans Larsens fuldmægtig Anders Jørgensen og bad om at få vidnet Arrest Esbersen afhørt. Arrest fortalte at det var aftalt, at den 19. selvejergaard blev købt af Hans Larsen af kongen i Boel Gotfred sted. Herfor fik Boel 103 slettedaler som afståelsessum. Ved modtagelse af pengene havde Boel lovet at gre gården ryddelig (dvs fraflytte) inden Mortens dag 1744. Hun holdt ikke det hun lovede, men krævede at blive boende til midfaste året efter. Og hvis ikke hun kunne det, ville hun have give pengene tilbage og ophæve aftalen. Der skete så en ny aftale, at Boel ville flytte til Mortens dag 1744, hvis Hans Larsen ville betale de resterende skatter, som beløb sig til 6 sld og 2 mark.
Vidnet Arrest Esbersen havde lånt 50 sld. af Boel Gotfred Nielsen for 1 års tid siden og han havde kun tilbagebetalt en lille del. Boel Gotfred Nielsen spurgte vidnet om han huskede rigtig, at det var 6 sld og 2 mark hun skyldte i skatter. Vidnet svarede at han var ikke sikker, men det var det tal han hørte, da de slog hånd på det og at hun havde lovet at flytte søndagen derefter. Han fortalte også på Boels foranledning, at Hans Larsen havde flyttet sin sæd ind på gården inden at Boel var flyttet. Han fortalte at Boel bror Jens Andersen havde sagt til hende, at hun burde flytte nu da hun havde taget pengene. Desuden havde han hørt at Hans Larsens hustru fader Jens Hansen havde truet med at kaste Boel ud af gården.
Boel havde indhøstet afgrøden og Hans Larsen måtte sætte sit korn i ”hees” udenfor gården. Sagen blev stillet i bero.

1.oktober 1745 – pag. 43a

Læst kgl. Reskript af dato 23. august 1745 ang. dem som havde erhvervet et tingsvidne efter ildebrand ikke må betle mere end et kvart år.
Læst kgl. Vragforordning af 21. marts 1705.
Læst en kontrakt af dato 20 september 1745 mellem Arrist Poulsen på den 41. gård i Klemensker Asballegaarden kaldet og hans hustrus fader Esber Jørgensen ang den 41. gårds beboelse, brug og dyrkning, samt om Esber Jørgensens børns hjemgift.
Halvor Olsen, Fuldmægtig for amtsforvalter Schrøder, mødte i sagen mellem Svend Hansen på den 29. selvejergaard i Klemensker og Karen Nielsdatter. Svend Hansen havde den 24. september afgivet forklaring og nægtet alt, hvad der var skulle være kommet frem på et forhør hos præsten. Og da det ikke var påviseligt at Karen Nielsdatter var frugtsommelig, så kunne han ikke sidde Svend Hansens benægtelse overhørig. Men han mente, at da Karen havde erkendt at der var sket utugt, så burde hun betale lejermålsbøde og sagens omkostninger. Ingen af parterne var mødt, hvorfor de blev pålagt at møde.
Jesper Hansen kunne ikke møde i sagen om vold mellem Anders Hansen, Stausdal og Jørgen Poulsen. Uanset hans tilstedeværelse eller ej, skulle de to parter påtales, at de ikke kunne forlige en voldssag uden at kongens interesser varetages. Sagen blev stillet i bero.
Hans Larsens fuldmægtig fremlagde et skriftligt dokument i sagen mellem amtsforvalteren og Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen. Hans Larsen godvilligt havde betalt amtsforvalteren 6 sld. 2 mk og 7 skilling for at undgå mere ballade. Boel Gotfred Nielsen havde tidligere sagt, at hun ville betale 6 sld. 2 mk. Boel ville senere besvare på nærmere ting og ”søge sin sags tarv”. Hun bad om udsættelse.
Ingen var mødt i sagen mod Thor Jensen, hustru og to døtre. Sagen stillet i bero.
I Svend Mikkelsens sag mod Esber Hansen i Klemensker var ingen mødt, hvorfor sagen blev stillet i bero.

8. oktober 1745 – pag. 44a

Holtsførsten Kettelsen bad om fire mand i hvert sogn til syn af piletræers plantning i herredet.
Svend Mikkelsen mødte på Poul Jørgensens vege og fremlagde en klage til amtmanden. Poul Jørgensen havde tilforhandlet sig en ”træskryne ” i Stavsdals tørvemose. Men den var forsvundet, men fundet igen hos Anders Hansen på Asballegaards grund. Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at stævne Anders Hansen. Anders Hansen havde fået Hans Poulsen fra Vestermarie til at forsvare sig mod tyveriet og amtmandens tilladelse hertil.
Svend Mikkelsens første vidne var Peder Larsen. Han havde sammen med Jens Haagensen og Poul Jørgensen eftersøgt den skryne, som var blevet optaget i tørvemosen og lagt til tørre og som nu var borte. De havde været hos Anders Hansens hus. Han var ikke hjemme, men de havde så fundet egeskrynen nord for huset. Den havde for 10 år siden kommet frem i mosen og Poul Jørgensens sønner havde arbejdet med den for at få den op. Det var kutyme at den der finder noget i tørvemosen også ejer det. Skrynen bedømte han kun til en værdi af 6 skilling, men det havde været et stort arbejde med at få den op.
Da de var gået fra Anders Hansens hus mødte de Anders Hansen og anklagede ham for at have stjålet skrynen. Anders Hansen havde sagt, at han havde arbejdet med skrynen og den var ham tilhørende efter en deling, der havde fundet sted. Vidnet turde ikke sige hvem der havde ret. Endvidere fortalte vidnet, at man godt kunne lade tørv og brænde liggende på sin part af mosen, bare det ikke lå i vejen for de andre. Forsvareren for Anders Hansen fik vidnet til at fortælle at Poul Jørgensen havde spærret for Anders Hansens del af mosen.
Sagen blev udsat.
Svend Mikkelsen fra Rønne på justitsens vegne og aktor mod Esber Hansen i Klemensker i rettelagde et skriftligt indlæg i sagen, Esber Hansens fuldmægtig fik en udskrift og ville svare på næste ting.
I sagen mellem Hans Larsen i Rø kontra Gotfred Nielsens enke Boel mødte enkens laugværge Rasmus Trane fra Rønne og læste enkens skriftlige indlæg i sagen som var skrevet på stemplet papir. Trane bad om at sagen nu blev taget til doms. Hverken Hans Larsen eller amtsforvalteren eller nogen på deres vegne, var mødt. Dommeren udsatte sagen.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen og hans hustru og 2 døtre og han efterlyste Thor Jensens forsvar mod anklagerne for vold mod Jørgen Løstigs hustru. De to døtre Aniche og Dorte Thorsdatter vedstod det meste af anklagen, men huskede ikke at have brugt ord som tyv og løgnetæve, men det kunne godt være, at de var kommet til at bruge disse ord i deres mundhuggeri med Løstigs hustru, men de var sagesløs i striden.
Jørgen Løstig var tilstede i retten og erklærede, at han med disse ord fra de to piger var ”velfornøjet” hvis øvrigheden også ville lade det være med dette. Thor Jensens søn Claus Thorsen mødte og sagde, at hverken hans far, mor og søskende havde mere at sige i sagen.
Jesper Hansen bad om udtog af sagen og lod den hvilke til senere.
Jesper Hansen mødte som aktor i sag om slagsmål mellem Anders Hansen i Stausdal på Aarsballegaards grunden og Jørgen Poulsen var tidligere meddelt forliget således at Anders Hansen betalte 7 mark til omkostningerne. Jesper Hansen mente at Anders Hansen skulle betale de bøder, som kongen idømte ham. Anders Hansen svarede at han ville lade sin mening til sin ”sags tarv” til næste ting.
Utugt-sagen som amtsforvalteren førte mod Svend Hansen på den 19. gård og Karen Nielsdatter skulle ageres, men ingen af parterne var mødte, hvorfor den atter blev udsat til næste ting. Hvis ingen mødte betragtedes det som, at de intet havde at indvende mod at blev taget til doms.

15. oktober 1745 – pag. 46b

Læst kgl. Forordning om ungdommen, der før deres konfirmation begår lejermål og hvordan de dertil præpareres. Dateret 2. september 1745.
Læst rentekammerets ordre af 18. september 1745 om selvejergårdenes salg af træer til indbyggerne fornødenheder efter en resolution fra 9. december 1720, men kun hvis træet er udvist af holtsførsten, ellers ikke.
Læst pantebrev af 14. oktober 1745 udstedt af Christian Jørgensen på den 68. gård i Klemensker for et lån på 500 sld af Peder Hansen på Siggaard i Klemensker.
I sagen mod Esber Hansen mødte hans forsvarer Jesper Hansen og producerede en skriftligt indlæg i sagen. Svend Mikkelsen havde ved sidste ting afsluttet vidneafhøringerne, da hans foresatte ikke mente, at det behøvedes, men, efter befaling fra amtmanden, ville han nu føre en kontinuitetsstævning og dermed afhøre flere vidner. Men man skulle have tid til at stævne, så han bad om udsættelse af sagen.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen, hans hustru og to døtre, og producerede et mundtligt indlæg i sagen, hvor de skulle have slået Jørgen Løstigs hustru og skældt hende ud med adskille grove beskyldninger. Jesper Hansen havde vanskeligt ved at bevise, at Løstigs hustru var blevet slået, da ingen af vidnerne havde set det, men kun hørt at døtrene havde beskyldt hende for det værste. Han mente ikke at Thor Jensen kunne være ansvarlig for sine døtres handlinger i ord, så han ville lade det være op til dommeren at straffe de ansvarlige for gerningerne.
Thor Jensens søn Claus Thorsen mødte og erklærede, at han ikke kunne have noget imod Jesper Hansens indlæg, men han håbede på en mild dom, da ordene var sket under ”sommer marked sladder og mundstrid” – Herefter blev sagen taget til doms.
Dom afsagt over Signe Andersdatter.
I sagen mod Svend Hansen fra den 29. gård i Klemensker og hans ”løsagtighed med Karen Nielsdatter”, mødte Svend Hansen og fik retten til at læse et skriftligt indlæg fra hans fuldmægtig Mikkel Andersen fra Østermarie. Den indstævnte ”kvindeperson” Karen Nielsdatter var ikke mødt, men det var hendes svoger udbygger Martin Henriksen fra Østermarie. Han fortalte at hun ikke kunne møde, da hun var ”svag”, men havde bedt ham sige, at Svend Hansen skulle være fri for hende og at hun agtede at tage den dom som kongens lov bød hende. Sagen blev derefter optaget til doms.
Svend Mikkelsen mødte i den ham pålagte sag fra Justitsen i at undersøge og domfælde i salgsmålssagen mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen. Ingen af parterne var mødte, hvorfor de pålagdes at møde til næste ting.
I sagen mellem Hans Larsen, Boel Gotfred Nielsen og amtsforvalteren var ingen mødte, men der var besked fra Hans Larsens fuldmægtig Anders Jørgensen om, at han ved næste ting ville aflægge et skriftligt indlæg.

DOM – pag. 47b
Sagen var startet af sognepræsten Anders Agerbech, der med en tegnelse fra 26. juli 1745 havde indberettet en 13årig pige Signe Andersdatter, tjenende hos Hans Hansen i Bolby, for at have stjålet en særk fra Ana Pedersdatter, samt 2 ”strøelser” fra udbygger Rasmus Pedersens hustru. Der blev afhørt 6 vidner, hvor af de fire var implicerede vidner, som ikke kunne bruges i retssager, de to andre Peder Brandt og husbond Hans Hansen var rent uvidende om sagen. Derfor er det alene hendes egen tilståelse for præsten der kunne tages til indtægt for handlingen.
Aktor Jesper Hansen havde påpeget hendes barnlighed og at hun burde kun straffes med ris fra sin egen moder. Forsvareren Svend Mikkelsen bad om en mild straf eftersom hun havde fundet særken under en torn.
Dommeren dømte hende efter loven pag. 983 og 984 artikel 32 for småt tyveri og til at miste sin hud, men om moderen måtte forrette afstraffelse måtte være op til amtmanden at afgøre. Amtmanden havde indstillet at, da der hverken findes arresthus eller nogen der kunne forrette dommen og at pigen ingen midler havde til at betale for sagens omkostninger, så slap hun, som et umyndigt barn, for denne gang.

22. oktober 1745 – pag. 48a

Læst et pantebrev fra 15. september 1745 der lyder at Poul Hansen på den 6. selvejergaard i Rø sogn havde bortpantet samme gård i 16 år til Poul Pedersen for 220 sld. Poul Pedersen boede allerede på gården.
De otte mand som skulle syne skovene i Nørreherred aflagde deres forretning.
For retten kom Hans Larsens fuldmægtig aflaagde et skriftligt indlæg udfærdiget af ham selv. Enken Boels fuldmægtig Rasmus Trane synes at Hans Larsens fuldmægtig agerede som kongens skatteforvalter, ved at pålægge enken skatter. Når sagen var afdækket, ville det nok vise sig, at Hans Larsen havde pligt til at betale og ikke enken. De havde argumenteret som om ”de løber fra sagen som en gal fra en daarekiste”. Begge parter lod sagen gå til doms.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Esber Hansen i Klemensker fremlagde en kontinuitetsstævning. Han ville nu afhører flere vidner i tyverisagen. Vidnerne Anders Jørgensen, Lars Esbersen og Mons Larsen fra Klemensker blev indkaldt til at vidne under ed. Endvidere var Hans Clausen fra Ladegaard i Klemensker indkaldt. Esber Hansens fuldmægtig Jesper Hansen accepterede stævningen.
Anders Jørgensen fortalte at han forleden år kom til Esber Hansen og så at han havde en bør torn stående ved sit hus og Esber Hansen sagde, at den havde han at han havde taget den fra Hans Clausen fra Ladegaarden i Klemensker. Tornen skulle bruges til at gærde et stykke jord som han havde lejet. Anders Jørgensen mente, at værdien kunne være 2 eller 4 skilling. For tre år siden var han og hans to sønner Christian og Anders hos Esber Hansen for at reparere hans iboende udhus. Da så de at der var nogle ”vecher” [vikker, en bælgfrugt der brugtes til foder] som de ikke mente kunne stamme fra hans egen avl. Nogle dage efter indrømmede Esber Hansen, at han havde fået dem af Mogens Rabech. Da de spurgte Rabech, havde han nægtet, at han havde givet Esber Hansen vikker. Jesper Hansen spurgte Anders Jørgensen om han ville sværge denne tyvesag om Esber Hansen. Det ville han ikke, men bare referere, hvad Esber Hansen havde sagt. Jesper Hansen mente at det var sladder og ikke fakta, men Anders Jørgensen sagde, at Esber Hansen havde erkendt sagen om børen med torn, men mht. vikkerne, så havde Esber Hansen holdt på at det stammede fra hans egen hes (stak) og ”vechestob”. Afhøringen hos Anders Agerbech var overhørt af Hans Clausen, Lars Esbersen, Mons Larsen Rabech og udbygger Peter Spol.
Dernæst Lars Esbersen, der var indkaldt til forhøret af Esber Hansen hos præsten, havde hørt at Esber Hansen havde indrømmet at have taget det ”ophakkede Torn” fra Anders Jørgensen ager, der dengang var bortlejet til Peter Spol, og at det stod i en rende mellem agrene. Tornene havde han lagt på gærdet. Vidnet fortalte at Esber Hansen engang havde taget lidt tørv fra Hans Clausens tørvemose.
Mogens Larsen Rabech nægtede at han havde givet Esber Hansen vekker med strå. Han havde også set Esber Hansen hugge 14 elle-rafter i Hans Clausens skov anden pinsedag da det var ved at blive mørkt. Han havde taget så meget han kunne bære på ryggen og lod resten blive. Men han havde ikke fortalt det til Hans Clausen før forhøret hos præsten. Esber Hansen var blevet set en morgen komme med en børfuld pask [tørv]. Det kunne være af 2 skillings værdi.
Sagen blev stillet i bero.
Jesper Hansen mødte som aktor i voldssagen mod Anders Hansen i Aarsballegaardshuset, Anders Hansen bad om udsættelse, således at han kunne få tid til at stævne vidner. Hvilket dommeren tillod.
Svend Mikkelsen mødte som beskikket aktor mod Anders Hansen i Stausdal om træskrynen, som skulle tilhøre Poul Jørgensen. Poul Jørgensen indrømmede, at han ikke havde købt træskrynen, men da det var hans sønner, der havde fundet og ophakket den, så efter sædvane, var det ham den tilhørte.
Anders Hansens fuldmægtig Hans Poulsen ønskede henstand i sagen, således at han kunne få tid til kontrastævning.

5. november 1745 – pag. 50b

Læst kgl. Forordning af 8. oktober 1745 angående kvægsygdommen.
Læst kgl. Plakat dat 16. november 1745 om forbud i seks uger for udførsel af rede penge til ultimo novenbe. Samt om rede penges afhentning fra ”Banqven” og hvordan man skulle håndtere dette.
Jep Pedersen fra Tejn i Olsker lod læse et købebrev af 6. oktober 1745, der viste at Haagen Weidichsen havde solgt ungefær 2 skæppeland bygjord i Tejn løkkerne for 19 sld. til Jep Pedersen.
Læst et pantebrev af 3. november 1745 der viste at Hans Kieldsen boende på den 18. selvejergaard i Klemensker havde lånt 100 sld af Esber Nielsen i Marevad i Klemensker mod pant i gården.
Læst et pantebrev fra 3. november 1745 der viste at ungkarl Anders Jensen på den 28. selvejergaard i Klemensker havde lånt 120 sld. af Esber Nielsen i Marevadsgaarden til at betale kongen for gården, som han havde købt på auktion.
Mændene, der havde talt hvor mange piletræer, der var blevet plantet i Nørreherred, aflagde deres forretning. Desuden aflagde de 16 mænd, der havde synet gærderne i herredet, aflagde deres forretning.
Hans Poulsen kom som fuldmægtig for Anders Hansen Aarsballegaards grund kom og beklagede, at han endu ikke havde fået amtmandens tilladelse til at føre kontrastævning i den sag, som Jesper Hansen havde opgaven til at forfølge. Retten gav ham tilladelse hertil.
Hans Poulsen stævnede Jørgen Poulsen på Anders Hansens vegne en hel del vidner. Jesper Hansen som aktor i sagen mellem Hans Poulsen og Anders Hansen, fasthold sagen karakter som en var en voldssag, udført af Anders Hansen mod Poul Jørgens søn Jørgen Poulsen. Hans Poulsens stævnemål var i den hensigt at med 8dages varsel at indkalde vidner til tingsvidneerhvervelse. Jesper Hansen sagde, at dette var lovstridigt, da det krævede 14 dages varsel. Dommeren dømte stævningen ulovlig, hvorefter Hans Poulsen måtte udsætte sagen, således at han kunne stævne med 14 dages varsel.
Svend Mikkelsen som aktor i sag mod Esber Hansen aflagde sin skriftlige beretning. Jesper Hansen som Esber Hansens forsvarer, bad om udskrift og lovede at komme med sit indlæg på næste ting.
Dom afsagt i amtsforvalter Schrøders sag mod Hans Larsen på den 19. gård i Rø sogn og Boels Gotfred Nielsen.

DOM – pag. 51b
Amtsforvalter Schrøder stævnede Hans Larsen og Boel Gotfred Nielsen for manglende skattebetaling for året 1744. Den 13. august 1744 afstod Boel Gotfred Nielsen den 19. gård til Hans Larsen og striden drejede sig om hvem der skulle betale de kgl. Skatter og afgifter, i form af penge og naturalier. Der var udgået ”militær eksekution” for at inddrive skatterne, men uden resultat. Meningen var at Boel straks skulle afgive gården og fraflytte. Men det skete ikke og der måtte så en ny aftale til. Foruden 100 slettedaler som Boel skulle have i afståelsessum, så skulle Hans Larsen betale hendes restskat på 6 daler 2 mark og 11 sk. Og hun skulle være fraflyttet inden mortensdag. Hun havde imidlertid høstet og taget afgrøden, hvilket igen skabte en ny situation. Amtsforvalterens fuldmægtig påstod, at det måtte være Boel, der skulle betale. Hans Larsen førte kontrastævning mod Boel Gotfred Nielsen.[sagen er nøje beskrevet] Dommeren dømte Boel til at betale de resterende skat på 2 rigsdaler3 mark 7 skilling og en skæppe korn samt processens omkostninger 1 sld 2 mk. Argumentet var at Boel havde indhøstet gården afgrøder for 1744 inden hun flyttede.
12, november 1745 – pag. 53b
I sagen hvor Jesper Hansen på kongen vegne havde stævnet Anders Hansen ved Stavsdal i Klemensker i slagsmål med Jørgen Poulsen efterlyste han om parterne havde noget at sige i sagen. Anders Hansen mødte og erklærede, at han om 14 dage ville føre kontrabevis. Sagen stillet i bero.
I Svend Mikkelsens sag mod Esber Hansen, mødte udbyggerens fuldmægtig Jesper Hansen og irettelagde et skriftligt indlæg, Svend Mikkelsen ville ikke svare på Jesper Hansens indlæg, men henviste til dommerens vurdering og dom. Sagen gik til doms.
Afsagt dom i den sag som Jesper Hansen som beskikket aktor forte mod Thor Jensen, hustru og to døtre angående slagsmål og skældsord.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte i retten og beviste, at han havde stævnet Poul Jørgensen fra Klemensker for ærekrænkende beskyldninger mod Anders Hansen angående en træskryne, Svend Mikkelsen som aktor i sagen mellem de to, undrede sig over stævningen og vidste ikke om det skulle være en kontrastævning eller en Cistant-stævning. Han bad dommeren afgøre om stævningen var lovlig og om der kunne afhøres vidner. Dommeren dømte stævningen ved magt og vidnerne kunne afhøres.
Esber Jørgensen på Aarsballegaard fortalte at træet stod i mosen for to år siden og da begge boede på Aarsballegaardeb så havde begge ret til den. De blev enige om at Poul Jørgensen for ”bollen” ? og Anders Hansen roden, som i denne sag kaldes for skrynen. Poul Jørgensen hentede sit hjem, men Anders Hansen lod roden ligge over år. Vidnet mente at havde hørt fra Poul, at roden tilhørte Anders Hansen.
Aktor Svend Mikkelsen spurgte Esber Jørgensen om at andre end bønderne havde del og lod i tørvemosen (havde sædelandsfrihed til mosen) Vidnet vidste ikke hvordan reglerne var, men han havde ikke selv noget del eller rettighed til tørvemosen.
Jørgen Poulsen Havde set, at både Poul Jørgensen og Anders Hansen havde gravet omkring skrynen. Jørge (som var Poul Jørgensens søn) havde ikke hørt hvad det skiftede mellem sig, men efter skiftet, gik de begge i gang med skrynen. Vidnet huskede ikke at han selv skulle have spurgt Anders Hansen om han snart hentede skrynen. Sidste gang han havde talt med Anders Hansen og hans hustru om skrynen var for 4 år siden. Han og hans bror havde været med til at ”pludre” tørv i høsten, men han mente ikke at det havde lagt forhindringer i vejen for Anders Hansen.
Svend Mikkelsen mente, at Anders Hansen skulle bevise, at det var ham der havde arbejdet med skrynen og derved gjort til ejer af den. Mikkelsen mente at der var stor usikkerhed om hvem, der kunne have fortjent skrynen. Jørgen Poulsen ville have de to sidste vidner Troels Pedersen og Lars Poulsen afhørt på næste ting.

DOM – pag. 55a
Præsten Anders Agerbech havde indberettets sagen om Thor Jensen, hustru og to døtre Anika og Dothe til amtmanden, som havde ladet Jesper Hansen som aktor føre sagen. De skulle have kaldt udbygger Jørgen Løstiiges hustru for en tyvetæve, sladertæve, horetæve og troldtæve og med pale og kæppe havde tævet hende blå og blodig. Der var fem vidner, der blev afhørt, Kun Mads Olsen havde hørt døtrene skælde Løstigs hustru ud på den omtalte måde. Ingen af vidnerne havde set slag med pæle og kæppe. De andre havde hørt fra andre, hvordan det havde foregået. Thor Jensens søn mødte på familiens vegne og han sagde, at det var muligt at hans søskende havde sagt noget der lignende i overilelse og heftighed. Jørgen Løstig var mødt og erklærede at han for så vidt var tilfreds med denne halve erkendelse.
Jesper Hansen som aktor havde svært ved at sige noget for eller imod anklagen, da vidnerne ikke var entydige, men henstillede til dommeren og dømme. Han mente ikke at faderen kunne være ansvarlige for sine døtres handlinger.
Dommeren konstaterede at de to døtre var umyndige og at de vel nok havde sagt beskyldningerne, men det kunne ikke bevises, at der var sket et overfald. Peder Jensens hustru på St. Knudegaard havde sagt, at begge parter stides med ord, og det kunne meget vel være årsagen. Sagen skulle ikke give anledning til Løstigs hustru navn og rygte. Dommeren mente at Thor Jensen burde have givet sine døtre en bedre opdragelse og holdt opsyn med døtrene, således at denne strid ikke var opstået, Derfor skulle han efter lovens pag. 1000 art. 4 betale til sognes fattige 2 daler og processens omkostninger 2 sld.

26. november 1745 – pag. 55b

Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1746.
Læst kgl. Forordning om hvordan der kunne søges pension af general Post Kassen, dat, 22. oktober 1745.
Læst kgl. Forordning af 9. november 1745 om tilladelse til at udtale ”tællen” (talg) af det hornkvæg, der var døde af sygdommen døde dyr.
Læst et pantebrev om at Hans Ibsen på den 6. vornedgaard i Klemensker har lånt 100 sld. af Olle Nielsen, der boede på den 5. vornedgaard. Hans Ibsen som boede og ejede vornedgaarden satte sikkerhed i gården.
Læst et pantebrev af 16. november 1745 der viste at Morten Hansen Kjøller på den 2. vornedgaard i Klemensker havde lånt 149 sld. af Ole Nielsen på den 5 vornedgaard mod pant i gården.
Rektor Hans Jørgen Skougaard af Rønne havde stævnet sognedegn i Klemensker Jesper Lund for 3 års ikke havde betalt 2 sld. til rektors pension. Anders Jørgensen var mødt og fortalte, at degnen var syg. Han ville komme på næste ting om ikke han skulle komme som fuldmægtig for ham.
Gotfred Nielsens enke, der tidligere boede i Rø sogn, men nu boede i Rønne, havde stævnet, via sin laugværge Rasmus Trane fra Rønne, Hans Larsen på den 19. gård i Rø for gæld vedr. den 19. gård. Fenrik Anders Jørgensen var mødt på Hans Larsens vegne og fik tilladelse til at svare for Hm, blot han til næste ting sørgede for at få amtmandens tilladelse til at være hans fuldmægtig. Fenrikken mente at vide, at det var Boel der førte sagen og ikke lauværgen Trane, som han mente ikke var ”bofast”. Trane ville sørge for at han fik amtmandens tilladelse til at være Boels fuldmægtig og føre hendes sag. Ligesom fenrikken fik Trane lov til at føre sagen på forventet bevillig fra amtmanden.
Tranes eneste fremmødte vidne var Arrest Esbersen, der fortalte, at han ikke vidste om langhalm og byghalm, der var indhøstet på den 19. gård fra 1744, men han kunne bekræfte, at der var en del halm, som Hans Larsen havde læsset ud af gården og lagt på Lars Esbersen ”hæs” (stak) efter aftale. Han vidste at halmen stammede fra Boels sidste høst. Halmen var ilde passet og svin og kreaturer gik og rodede i det, men vidste ikke hvem, der havde ladet det ske.

Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Anders Hansen på Aarsballegaards grund i sagen hvor Jesper Hansen var aktor. Herefter stævnede han Jørgen Poulsen. Jesper Hansen spurgte om det var en kontrastævning eller ej. Hans Poulsen vidste ikke om det kunne kaldes for en kontrastævning, men hans sigte var at sagen kunne få et grundlag. Jesper Hansen mente at dommeren skulle afvise stævningen, hvilket dommeren ikke så nogen grund til.
Hans Poulsens to vidner var tidligere afhør: Siver Andersen og Poul Arestsen begge fra Klemensker. Begge var meget tilbageholdne med at svare om Anders Hansen havde slået Jørgen Poulsen med en skovl, men tilsyneladende havde begge ført hårde ord med hinanden. Dommeren udsatte sagen til næste ting.

Hans Poulsen mødte i sagen Mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen for at afhøre to vidner, der ikke var mødt på sidste ting, nemlig Troels Pedersen og Lars Poulsen. Lars Jensen fra Rønne var mødt som godvilligt vidne.
Troels Pedersen forklarede at han havde hørt at skrynen tilhørte Anders Hansen og at han havde ladet den ligge vinteren over. Troels Pedersen havde tjent Anders Hansen og han havde hørt om ejerforholdene at Anders Hansens søn. Svend Mikkelsen spurgte Troels Pedersen om han, som en gammel mand, kunne huske, at der tidligere havde været stridsmål om træer. Det havde han aldrig hørt om før, men at alle havde lige prioritet til tørvemosen.
Lars Jensen fra Rønne, der var omtrent 20 år gammel fra Rønne og endnu ikke været til guds bord [altså ikke konfirmeret] Lars havde været med til at tage træet op og havde været med til at bære træet ind på land. Og han havde overværet hvordan Anders Hansen og Poul Jørgensen havde ”skiftet” træet [altså delt det mellem sig] Poul Jørgensen skulle have toppen og Anders Hansen skulle have skrynen.

Dernæst Poul Jørgensens søn Lars Poulsen, som var 16 år og som heller ikke havde været til guds bord. Han havde været med til at opgrave træet og at der skete en deling mellem hans fader og Anders Hansen. Han ville ikke indrømme, at de havde taget af skrynen sidenhen. Aktor Svend Mikkelsen fik Lars til at bekræfte, at hans bror Jørgen havde opgravet skrynen og trukket den op på land, så den kunne tørre. Det var foranlediget af hans fader Poul Jørgensen.
Aktor mente, at det var bevist at ingen havde magt og myndighed i mosen. Hvorfor det var vigtigt, at finde ud af hvem der havde lavet arbejdet.
Dom afsagt i utugtsagen, som amtsforvalteren førte mod ejeren af den 29. gård i Klemensker Svend Hansen og pigen Karen Nielsdatter.

DOM – pag. 59b
Karen Nielsdatter havde bekendt for sognepræsten Anders Agerbech, at hun havde bedrevet utugt med sin husbond Svend Hansen på Bjergegaard i Klemensker dagen efter pinsedag i 1745. Præsten havde indberette sagen for amtmanden, der så havde bedt amtsforvalteren om at sagsøge hende og Svend Hansen for utugt. Hun havde ikke vidst om hun var blevet gravid, men hvis hun var, så var det Svend Hansen, der var barnefaderen. Svend Hansen benægtede det. 23 uger efter en eventuel undfangelse, blev hun undersøgt af en gammel jordemoder Elsebet i Hasle og hendes moster Anne Jens Mikkelsen i Klemensker undersøgt og de fandt at hun ikke var frugtsommelig.
Da en eventuel omgængelse med pigen ikke havde båret frugt, kunne Svend Hansen ikke dømmes. Der var ingen bevis på handlingen. Han blev derfor frikendt. Men Karen havde ved sin bekendelse pålagt ham en handling, som ikke kunne bevises. Hun kunne ikke blive dømt for handlingen. Selv ikke efter, at hun havde gjort sig selv til hore. Men hun måtte derfor dømmes for løgn og i flg. Lovens 937 art.6 blev det takseret til 3 marks bøde, samt at hun skulle betale omkostningerne 2 sld. til amtsforvalteren.

10. december 1745 – pag. 60b

Kgl. Reskript af 6. august ang. frihed for stemplet papir med henv. Til forordningen af 9 juli 1665 og 14. marts 1718.
Læst kontrakt udstedt af stiftsbefalingsmanden af 26. oktober 1745 ang. samme materie.
Læst kgl. Plakat ang. frihed for de seks mand der årligt forlader kompagniet ved landmelitien at antage gårde og engagerer sig i de gevorbene regimenter, dateret 1. november 1745.
Læst et pantebrev af 8. december 1745 med indhold at Anders Olsen på den 5 selvejergaard i VKlemensker havde lånt 149 sld. i klingende mønt af ungkarl Morten Mortensen på den 1. vornedgaard i Klemensker mod pant i den 5. sg.
Læst en kontrakt af dato 10. december 1745 angående at Hans Hermandsen på den 3. vornedgaard i Olsker havde solgt en vejrmølle med alt tilbehør og tilhørende møllehus til Jørgen Hansen, boende på Hullegaard i Olsker og ungkarl Peder Jørgensen på Bredsensgaard for 140 sld.

Læst et købe- og skødebrev dat. 3. december 1745 om at Jørgen Hansen boende på den 12. selvejergaard Hullegaard havde solgt Sjælegaard nr 10. gård i Olsker til ungkarl Peder Jørgensen værende på Bredsensgaard og hans trolovede Margrete Pedersdatter på Magaard i Olsker for 320 sld. på den betingelse at Mads Pedersen i Allinge nyder undentag som beskrevet i kontrakt for samme gård.

For retten kom Jesper Hansen i den sag, som han er beordret at være aktor for, mod Anders Hansen i Stausdal sigtet for vold mod Jørgen Poulsen. Jesper Hansen konstaterede at Anders Hansen ikke havde benyttet sig af kontrastævning, hvor han mente, at der skulle afsiges dom. Han mente at Anders Hansen havde forset sig mod lovens pag. 900 artikel 8.
Hans Poulsen på Anders Hansens vegne bad om henstand i 8te dage, således at han kunne forsvare sig mod Jesper Hansens påstande.

Rasmus Trane fra Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Gotfred Nielsens enke Boel. Fenrik Anders Jørgensen havde også fået amtmandens tilladelse, nemlig at føre sag for Hans Larsen på den 19. selvejergaard i Rø.
Lars Esbersen var blevet stævnet som vidne af Trane på sidste ting, men var udeblevet. Han stod til at blive mulkteret, fordi han anden gang udeblev. Imidlertid dukkede han op på tinget og blev så endelig afhørt af Trane. Lars Esbersen kunne ikke bekræfte, at der i laden stod byghalm tilhørende Boel Gotfreds, men han kunne berette, at Boel havde fået lov til at lægge nyhøstet byghalm på Lars Esbersens hees (vel et læs), men de rådnede, medens den lå der. Da enken overdrog gården til Hans Larsen, var laden tom. Vidnet mente at den halm, som blev lagt ind i laden, tilhørte enken. Desuden var halmen af ringe værdi og det bedste havde hun taget med sig. Halmen lå på hesset ”år og dag” inden Arest Esbersen hentede det, vist nok efter aftale med Boel, der havde delt halmen, der kunne bruges.
Hans Larsens fuldmægtig var glad for Tranes vidne Lars Esbersen, der havde udtalt sig til hans principals fordel.
Trane ville føre flere vidner til næste ting.

Hans Poulsen mødte på Anders Hansens vegne og fremlagde attest fra kirkebogen angående Lars Poulsens alder. Dommeren ville have en attest på den anden dreng også. Svend Mikkelsen fra Rønne mente, at Hans Poulsen ikke havde reflekteret på hans i rettelæggelse af sagen, hvorfor han anmodede om at det snarest skete, således at sagen kunne gå til doms.
Dom afsagt i sagen mod udbygger på den 51. gårds grund, Esber Hansen, i Klemensker. Svend Mikkelsen bad om udskrift.

Fenrik Anders Jørgensen mødte på degnen Jesper Lunds vegne i Klemensker. Sagen blev forklaret [ikke her] og udsatte sagen til næste ting.

DOM – pag. 63b
Sagen er startet efter en attest fra sognepræsten Anders Agerbech i Klemensker, underskrevet af hans to medhjælpere. Svend Mikkelsen blev pålagt at være aktor (anklager) i sagen mod Esber Hansen på den 51. gårds grund i Klemensker for at have begået såkaldt ”småt tyveri”.
Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Esber Hansen. Tyverisigtelsen skulle Hans Clausen, Ladegaard, have sendt til sognepræsten, der så havde indkaldt ham og Esber Hansen til afhøring i præstegården. Præstens to medhjælpere Jørgen Evartsen og Anders Gammelsen var vidner til mødet. Der var indgået et forlig mellem de to, men præsten fik Esber Hansen til at betale 10 sld. til de fattige i Klemensker. Hvad tyverisagen egentlig drejede sig om, var de to medhjælpere ikke klar over, men Esber Hansen havde sagt til dem, at det var en ”dyr viske brænde”.
Tre vidner blev afhørte. Tyverianklagen gik på en ”børfuld torn”, nogle ”vecher” og noget tørv (i form af Plask).
Dommeren ville ikke kende attesten fra præsten som en lovlig anklage og slet ikke et bevis for tyveri , da den intet nævner om stjålne genstande, men handler om et indgået forlig uden at nævne for hvad. De to medhjælperes vidnesbyrd nævnte intet om tyverier, men kun om forliget. De tre andre vidnesbyrd omhandlede forhold der var sket henh. for 3 år siden og over et år siden. Disse forhold kunne ikke dømmes, da der ikke var sket en efterlysning af de tyvstjålne ting. Dommeren frikendte Esber Hansen for alle forhold og dømte Claus Hansen, for at havde startet en uberettiget sag, til at betale 6 sld. for sagens omkostninger.

17. december 1745 – pag. 65b

Læst et pantebrev af dd, der viste at Lars Andersen Krak på den 11. selvejergaard i Rutsker havde lånt 300 sld. af Anders Jacobsen, feldbereder i Rønne mod pant i den 11. gård.

Læst en kontrakt dateret 7. februar 1744 oprettet mellem afg. Hans Ankers efterlevende hustru Margrete med laugværge Wefst Jensen Skou på den ene side og på den anden side Hans Hansen uvbygger på den 5. gårds grund i Olsker angående det hus dom tilhørte enken med fæstejord kaldet Buggeløkken, som enken havde afstået til Hans Hansen mod årlig undentag. Kontrakten blev vedstået og skal indføjes i genpartsbogen.

Hans Poulsen fra Vestermarie mødte i retten for sin principal Anders Hansen kontra Poul Jørgensen. Hans Poulsen fremlagde attest fra kirkebogen i Østermarie sogn om Lars som er Karne Clausdatters uægte søn, som havde aflagt sit vidnesbyrd. Hans Poulsen aflagde et skriftligt indlæg. Svend Mikkelsen, som var beordret aktor i sagen, bad om udskrift af indlægget og ville svare på næste ting.

Hans Poulsen fra Vestermarie frem lagde sit skriftlige indlæg for sin principal Anders Hansen i sagen om slagsmål kontra Jørgen Poulsen. Aktor i sagen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udskudt.
Hans Larsens fuldmægtig Anders Jørgensen ventede med at svare i sagen, fordi Boel Gotfreds havde indleveret et kontinuations stævning.

Rektor Skougaard af Rønne lod udsætte sagen mod degnen i Klemensker Jesper Lund ang. manglende pensionsbetaling.

Boel enke efter Gotfred Nielsen fra Rønne stævnede Hans Larsen på den 19. gård i Rø for at få ham til at fremvise det fæstebrev som hun havde overdraget til ham tillige med den kontrakt som de havde indgået. Hun ville også levere de penge tilbage, som hun havde modtaget for overdragelsen. Hun ville derefter have udfærdiget et tingsvidne. Hans Larsen var ikke mødt. Fenrik Andersen ville svare på næste ting.

Stokkemændene for 1746 blev valgt.

7. januar 1746 – pag. 066b

Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Anders Hansen i Stausdal. Han fandt, at det ikke var nødvendigt at svare på sidste tings indlæg, da han mente, at slagsmålet var fuldt oplyst og at det var sket i ”vred hu”. Begge parter lod nu sagen gå til doms.
Svend Mikkelsen mødte som konstitueret aktor i sagen mod Anders Hansen, Aarsballegaards grunden i Klemensker sogn i rette lagde et skriftligt indlæg, som blev læst og indlagt i sagen. Hans Poulsen bad om udskrift at dette indlæg, således at han kunne svare for sin principal på næste ting.
Rektor Schougaard i Rønne havde sendt en regning på de manglende betalinger af pension til Rønne skole. Det beløb sig til i alt 8 sld. 12 sk. Degnen Jesper Lund var ikke mødt. Han blev pålagt at møde på næste ting.
Hans Larsens fuldmægtig (19. gård i Rø) svarede skriftligt på Boel Gotfreds stævning. Boels fuldmægtig ønskede henstand til næste ting.
I nørre herreds blev efterlyst person ved navn Niels Olsen Børling fra Fyns land, der var rømt fra landet for 15 år siden. Hvis han var eller havde været på Bornholm, skulle det meldes til øvrigheden.
Hans Andersen på den 45. gård i Rutsker havde indtaget en 3årig hoppe. Ejermand efterlyses.

15. januar 1746 – pag. 67a

Tingdagen skulle have været afholdt den 14. januar, der var berammet til ekstraordinær bededag. Men bededagen var blevet udsat til den 21. januar, så vidt det var ”fornemmet”.
Læst et pantebrev udstedt den 22. december 1745 der viste at Bent Hermandsen på den 14. selvejergaard i Klemensker havde lånt 140 slettedaler af skipper Niels Nielsen Gommeløs i Rønne mod pant i gården.
Læst et pantebrev af 10. januar 1746, der viste at Jens Pedersen på den 18. selvejergaard i Olsker havde lånt 220 sld. af Rasmus Rasmussen på den 64. selvejergaard i Klemensker. Jens Pedersen gav sikkerhed i de 440 sld. som han havde stående i den 18. gård.
Rasmus Monsen på den 2. gård i Klemensker stævnede Hans Thorsen, som var tilsynsværge for Rasmus Monsens søn Mons Rasmussen. Formålet var at få 8 mand til at syne den 2. gårds huse, ager og skov samt herligheder og at angive en værdi af det hele. Bodel Hansdatter, Rasmus Monsens hustru, var død og han ville have oplyst, hvad han arvede og hvad hans søn arvede. Det var også hensigten, at Rasmus Monsen ville have beregnet hvad sønnen skulle have i rente af sin arv, der måtte blive i gården.
Boel Gotfred havde stævnet Hans Larsen på den 19. gård i Rø for noget halm. Nu ville han have, at Bols fuldmægtig skulle svare, hvis ikke, ville han lade sagen gå til doms. Hverken Boel eller hendes fuldmægtig Trane var mødt, hvorfor de fik frist til næste ting.
Sagen mellem Rektor Skougaard i Rønne og degnen Lund i Klemensker blev udsat til at rektoren selv eller en på hans vegne kunne møde.
I sagen mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen om skrynen i rette lagde Hans Poulsen, på vegne af Anders Hansen, et skriftligt indlæg. Sagen gik til doms.
Hans Andersen på den 45. gård i Rutsker efterlyste for anden gang ejermanden til den sorte hoppe, som han havde indtaget.
Jep Monsen i Rutsker havde indtaget en gammel hvid hest, som han nu efterlyste ejermanden til.

22. januar 1746 – Pag. 68b

Herreds-fenrik Svend Mikkelsen fra Rønne var blevet beordret aktor i en sag, hvor Seine Andersdatter skulle være kommet til nogle penge på en ulovlig måde. Seine blev stævnet sammen med sin moder Margrete Anders, som boede på Lille Krashave gårds grund.
Der var ikke anordnet en defensor for pigen, da Svend Mikkelsen først var blevet adviseret i går. Begge var tilstede ved afhøring af pige, hvorfor det forlangtes, at moderen ikke overhørte spørgsmålene og pigens svar.
Første spørgsmål til Seine var: Hvor mange penge som moderen gav hende, da hun gik til Rønne for at købe brød og gryn. Hun svarede 10 skilling. 2. spørgsmål: Hvor mange penge hun havde taget fra udbygger Jørgen Hansen i Nyker, da ”hun laante hus der”. Hun svarede ingen. 3. spørgsmål: Hvor mange penge hun viste Ole Rabeks i Nyker. Hun svarede så mange penge som hun havde fået af sin moder og de hun havde fundet i byen. 4. Hvor mange penge hun gav sin moder, da hun kom hjem. Hun svarede, så mange som hun havde fået af hende og dem hun havde fundet. 5. Hvor meget hun havde brugt til brød og gryn. Hun svarede ingen, men hun havde fået en pot gryn af sin søsters madmoder, der var gift med Per Persen, som var sømand. 6. Hvordan hun kunne sige til Ole Rabeks hustru, at hun havde fået 10 skilling af obersten. Det nægtede hun at havde fået og at hun heller ikke havde fortalt Ole Rabeks hustru den historie. 7. Hvad hun havde fortalt sin moder om pengene. Hun svarede, at hun havde fundet dem i Hermand Bohns forstue ved bænken. 8. Om de havde lyst fundet af pengene. Nej, svarede hun, kun til nabokonen Ingeborg, Poul Hansens, der boede på Dammegaards grunden. 9. Om hun vidste hvor hendes moder havde fået 10 skillingen fra. Nej, det vidste hun ikke. 10. Om hendes moder havde bedt hende sige, at de 10 skilling havde hun fået (til?) Hermand Bohne og Generalen. Den svarede Seine nej til. Herefter ikke flere spørgsmål.
Dernæst blev moderen Grete Anders afhørt. Hun forklarede, at Seine have haft en hel mønt, som hun ikke kendte, men udbygger Jørgen Hansen i Nyker havde fortalt at det var en 24 skillingsmønt. Den leverede datteren til hende sammen med de 10 skilling, som hun havde givet hende med til at købe brød og gryn for. Hun mente at hun havde ”lyst” denne 24 skillingsmønt. Hun havde vist den til alle og til Ingeborg Pouls. Hun havde ikke skjult noget. Seine var kommet hjem om fredagen og udbygger Jørgen Hansen kom om søndagen og fik 24skillingen. Hun vidste ikke hvordan datteren havde fået mønten, men nægtede ikke, at datteren havde sagt at de havde hun fundet i Bohnes forstue.
Aktor spurgte om moderen havde sagt til datteren, at hun skulle gå til Rønne eller om hun havde bedt hende om at gå ud og tigge. Hun svarede, at datteren var gået hjemme fra mortensaften til sin søster i Rønne for at købe brød og gryn. Hun ville tale med søsteren, men også at bede Herman Bohns hustru om ”gal æble” til at lægge ved tænderne, hvor hun havde ondt. [pulveriserede galæble var almindelig kendt som middel mod tandpine].
Seine var ikke kommet hjem med brød, men hun havde en pot gryn, som hun havde fået af sin søsters madmor. Aktor spurgte om hun havde udleveret 24skillingen til Jørgen Hansen, fordi hun vidste at datteren havde taget møntet fra ham. Det nægtede hun og datteren havde heller ikke sagt det.
Sagen blev stillet i bero.
Hans Larsens fuldmægtig ville vide om Boel eller hendes fuldmægtig ville føre noget til sagen om halmen på den 19. gård. Da hverken Boel eller Trane var mødt, bad Hans Larsen om, at sagen blev taget til doms. Dommeren kunne ikke andet end at tage sagen til doms.
I sagen, som Boel havde startet mod Hans Larsen, skete intet, hvorfor sagen bortfaldt.
Sagen mellem rektor Skougaard og degnen Jesper Lund var stadig i bero.
Hans Andersen på den 45. gård efterlyste for tredje gang ejermanden til den sorte hoppe.
Den hvide hests ejermand blev efterlyst for anden gang.

4. februar 1746 – pag. 69b

Sven Mikkelsen mødte som beskikket aktor i mod Seine Andersdatter og hendes moder Grete ”Anderse” fra Klemensker. For ”den liden tøs” var Jesper Hansen blevet beskikket som forsvarer af amtmand Urne. Jesper Hansen anmodede om at blive underrettet om, hvilke vidner som Mikkelsen agtede at føre. Mikkelsen svarede, at han ikke havde tænkt at føre vidner, da sagen var blevet behandlet i politi forhør [ikke i Nørreherred, men sandsynligvis i Vesterherred] og her var der blevet afgivet vidnesbyrd, der ikke stemte overens, så han ville ikke gøre større ”vidtløftighed” til unødvendige udgifter. Han ville fremlægge politiforhøret på næste ting og komme med sin i rette sættelse. Jesper Hansen ville vente med at komme med sine indvendinger.
Svend Mikkelsen mødte på rektor Skougaard vegne og meddelte at Skougaard ville have sagen til doms. Han havde afleveret sit skriftlige indlæg og Jesper Lund havde vedkendt sin skyld. Dommeren tog sagen til doms.
Dom afsagt i slagsmåls-sagen, hvor Jesper Hansen var aktor, mellem udbygger Anders Hansen og Jørgen Poulsen.
Dom afsagt i sagen, hvor Svend Mikkelsen var aktor, mod Anders Hansen vedr. skrynen.
Læst et pantebrev af dato 31. januar 1746, der viste at Lars Mortensen på den 9. vornedgaard i Rø (som han nu ejer) havde lånt 89 sld. af sin svoger ungkarl Mogens Jensen i Nyker mod pant i den 9. vornedgaard i Rø.
Jep Monsen lyste en hvid hests ejer for tredje gang.

DOM – pag. 70b

I sagen hvor Jesper Hansen var anklager og som omhandlede et slagsmål i tørvemosen i Stavsdal mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen i Klemensker. Slagsmålet var forliget den 23. juli 1744, men da det var kongens sag, skulle der afgives en dom. Aktor havde kun fundet to vidner, som dog ikke havde været så tæt på, at de havde set om Anders Hansen faktisk havde slået Poul Jørgensen til jorden med sin skov. De kunne blot sige, at det så ud til at han havde slået ud efter ham. Anders Hansen blev frikendt for anklagen og slap for at betale omkostningerne.

DOM – pag. 71a

Svend Mikkelsen var beskikket aktor i sagen hvor Poul Jørgensen fra Aarsballegaards grund beskyldte udbygger Anders Hansen for at tage en træskryne i Stausdals tørvemose, som tilhørte Poul Jørgensen. Anders Hansen havde fået tilladelse til at Hans Poulsen fra Vestermarie kunne gå i retten for ham. Der var blevet afhørt vidner havde sagt, at de mente at træskrynen tilhørte Anders Hansen, som havde indgået en aftale med Poul Jørgensen. Dommeren frikendte Anders Hansen pure, da vidnerne havde vidnet til hans fordel. Sagen skulle ikke få betydning for hans gode rygte og navn. Poul Jørgensen havde beskyldt Anders Hansen for at være tyv, vel vidende, at han havde indgået en aftale om træet. Han blev dømt at betale 1 rigsdaler til de fattige og 5 rigsdaler til sagens omkostninger, samt 2 rigsdaler til aktor Svend Mikkelsen.

18. februar 1746 – pag. 72a

Læst kgl. Forordning om at penge ikke måtte udføres. Dateret 26. november 1745. Brevet var kommet herredsfogeden inden julen, men var ”meleret” [blandet] sammen med andre breve, hvorfor den først blev læst nu.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Grete Anders og hendes datter Seine. Han fremlagde to missiver. Det ene med datoen den 25. november 1745 og underskrevet af Bernholts og den anden dateret den 28. november af Anders Agerbech. Desuden fremlagde Mikkelsen et politiforhør dateret 13. december 1745. Dernæst fremlagde Mikkelsen et skriftligt indlæg. Seines forsvarer Jesper Hansen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udskudt til næste ting.
De otte mand aflagde deres forretning vedr. den 2. selvejergaard i Klemensker. Rasmus Monsen bad om en udskrift af syndforretningen.

4. marts 1746 – pag. 72b

Afsagt dom i den sag som Boel Gotfred Nielsen, nu boende i Rønne, havde stævnet Hans Larsen for.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Grete Anderse og Seine Andersdatter og ville have, at defensor Jesper Hansen udtalte sig i sagen. Jesper Hansen, som forsvarer for den fattige pige, ville vide hvem sagsøgeren er, hvad kosterne bestod af, og til sidst hvilke underskrivere, der var under missiverne fra Agerbech og fra Bernholt. Desuden ville han betinge sig at stille spørgsmål og svare om nødvendigt.
Jesper Hansen mente, at loven ikke var overholdt, da der ikke var angivet hvem, der havde anmeldt sagen og at der i stævningen ikke var angivet, hvilken beskyldning der var mod pigen. Han påpegede, at der skal være flere en to vidner, der skal kunne pege på hende som den skyldige og så vidt han kunne forstå, var der endnu ikke afhørt vidner. Pigebarnet kan ikke straffes uden lovlig grund.
Aktor var klar over, at der ikke var to enslydende vidner i sagen i de til ham tilstillede dokumenter. Både datteren og moderens svar på spørgsmålet pegede i forskellige retninger. Aktor ville kræve 4 sld. i omkostninger og bad derefter sagen til doms.
Defensor Jesper Hansen mente, at aktor byggede sin påstand på det umyndige barns løse svar på spørgsmål. Spørgsmålene blev stille pigen uden at en defensor var overvære eksaminationen, hvilket var ulovligt. Endvidere bemærkede Jesper Hansen, at aktor var klar over, at der ikke var enslydende beedigede vidnesbyrd, men at de byggede på løst sladder. Både barn og kællingen [moderen] var umyndige, vanvittige og ikke i stand til at svare for sig.
Aktor mente ikke, at det kunne nytte af reflektere på Jesper Hansens indlæg, da han mente, at sagen var behandlet som den bedst kunne.
Begge lod sagen gå til doms.
For retten kom Jacob Pedersen fra (store-) Myregaard i Olsker og stævnede udbygger Mons Pedersen boende på Myregaards grund for ærekrænkede ord. Indstævnte vidner var Henrik Persen i Tejn, Peder Pedersen, tjenende på Hallegaard i Olsker.
Mons Pedersen var tilstede og vedkendte at sagen udsprang fra en begivenhed kort før jul. Han mente, at også Anders Persen på Hallegaarden også burde vidne i sagen.
Jacob Pedersen ville have at Jesper Hansen førte sagen for ham, hvilket han ville søge amtmanden for. Dommeren tillod Jesper Hansen at tale Jacob Pedersens sag, mod at han på næste ting skulle fremlægge en tilladelse hertil.
Jesper Hansen afhørte Henrik Pedersen Bek fra Tejn. Han fortalte, at han havde været på arbejde på Hallegaard kort før jul og i stuen havde han hørt at Mogens Pedersen havde beskyldt Jacob Pedersen på Myregaard for at have taget en sadel, men han havde ikke hørt sammenhængen i samtalen, da han var optaget med sit arbejde i stuen med ”hugning og høvlning” (han var måske snedker?). Det var noget med at Mons Pedersen havde angivet noget for præsten, som ikke kunne bevises.
Det andet vidne var Peder Pedersen, som fortalte at det var omtrent 14 dage før jul, at han havde hørt Mons Pedersen Bek beskylde Jacob Pedersen for at have taget en svensk sadel med pistolhylstre fra et svensk vrag. Det skete i hans husbondens stue på Hallegaard. Hans husbond Anders Pedersen havde tysset på Mons Bek. Hvis det ikke var fortid, så kunne han beskylde Jacob Pedersen for at havde fået et par svenske lærredsbukser med sølvknapper fra et andet vrag.
Jesper Hansen spurgte nu Mons Pedersen Bek hvorfor og hvorledes disse beskyldninger hang sammen. Mons Bek forklarede, at han fra en gammel mand i Vestermarie, Berild Jensen på Knuds kirkes præstegaard, sidste år havde fået beretning om, Berild for mange år siden havde holdt vagt ved et vrag. Da havde Jacob Pedersen kommet ridende, taget sadlen og sat den på hesten og redet væk. Kaptajn Morten Nielsen var redet efter ham til Almegaard, hvor de havde taget Jacob Pedersen og sat ham i vagten for senere at sætte ham i arresten på slottet. Med hensyn til lærredsbukserne, så mente Mons Pedersen, at de stammede fra et svensk smør- og dellevrag ud for Nyker sogn. Jacob Pedersen og Jens Hansen havde vagten. Han havde taget bådsmandsbukserne på, men havde senere smidt dem igen. Med hensyn til sadlen, så kunne Hans Monsen ”Under Broen” berette mere, fordi han havde set det.
Mons Pedersen havde nu tilstået, at han groft beskyldt Jacob Pedersen for tyveri, men han kunne ikke bevise sine påstande. Sagen blev udsat.

DOM – pag. 75a

I sagen hvor Boel Gotfred Nielsen via sin fuldmægtig Rasmus Trane havde beskyldt Hans Larsen på den 19. gård i Rø for at have taget en del ”fodring” fra hende. Hendes halm var blevet fordærvet og hendes beskyldning var, at Hans Larsen havde pligt til at passe på det. Halmen havde ligget længe i stak og blevet nedbrudt, således at svin og kreaturer havde rodet rundt i det og spist deraf. Dommeren konstaterede at det havde været Boel selv, der havde foreslået at halmen blev lagt oveni stakke som tilhørte Lars Esbersen, hvorfor at man ikke kunne bebrejde Hans Larsen, at han ikke havde passet dem. Hans Larsen blev pure frikendt og Boel blev dømt 2 rd. for omkostninger til en unødvendig sag.
Boel og hendes laugværge og prokurator Trane havde forhalet sagen unødvendigt og ikke ført en kontinuitetssag, som startet, mod Hans Larsen, hvorfor de dømtes til at betale en rigsdaler til de fattige i Rønne.

11. marts 1746 – pag. 75b

Læst et pantebrev på 200 sld. udgivet af Svend Hansen på den 29. selvejergaard i Klemensker til Andreas Kofoed i Rønne mod pant i den 29. gård.
Jesper Hansen fra Allinge havde fået tilladelse til at gå i retten for Wefst Jensen på Slotsladegaarden. Jesper Hansen stævnede skriftligt den 24. februar amtmand Urne, holtsførster Matthias Kettelsen og tidligere amtmand general Niels West til en tingsvidnesag.
Kaldsmændene Mogens Samsingsen og bødker Hans Jørgensen, begge opholdende sig i birket, havde tillige indkaldt adskillige vidnesbyrd.
Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig læste et skriftligt indlæg af 11. marts. Jesper Hansen påpegede at det var amtmanden, der var præses i auktionen og ikke amtsforvalteren på kongens vegne. Sagen drejede sig om bort- auktioneringen af Hammersholm(Slotsladegaarden) og om enge, der, efter Wefst Jensens mening, altid havde ligget under Slotsladegården, men som ikke var kommet med på det udfærdigede skøde. Fejlen var sket ved en forveksling mellem gammel og ny hartkornangivelse.
Jesper Hansen fremlagde en kopi af fæstekontrakt fra 7. juli 1714 udstedt til Niels Hansen i Sandvig af Rentekammeret, der viste at jorden var bortfæstet til Niels Hansen for en årlig leje af 30 rigsdaler. I fæstekontrakten blev der nævnt at en del af jorden, der lå under gården, var fæstet til andre. Vangen og engen var udlejet til amtmand Reedtz, der havde jorden i brug.
Vidnerne var Weidich Haagensen, Trued Hansen, Einer Engelbrechsen alle fra Olsker sogn, Peder Christensen og Svend Hansen fra Rutsker, Jens Aagesen på lyngen ved Aalekistedammen.
Byfoged i Svaneke og herredsfoged i Østerherred Ole Madvig havde indsendt en attest, som blev læst og påskrevet.
Weidich Haagensen kunne mindes tilbage i tiden, hvor oberstløjtnant Blink havde slotsladegaarden i avl og som havde Habedams enge og andre områder i avl, hvis de ikke var bortlejede. Han fortalte at Habedam altid hørte til Slotsladegaarden, men at den blev bortlejet. I en tid var den delt i fire parter, nemlig kaptajn Haagen Mikkels til slottet, Henrik Nielsen, Hans Nielsen og Hans Hansen – de fire sidste fra Sandvig. Endvidere havde han hjulpet herredsfogeden Mogens Clausen, medens han i et eller to år havde Habedam i fæste.
Vidnet Weidich Haagensen kunne også bekræfte at de to konstabler Niels og Jon Jørgensen havde haft Slotsladegaarden i fæste, hvilket omfattede Habedam. Han erindrede at da amtmand Reedtz havde Slotsvangen og Habedam i brug, så førtes det meste af avlen til Rønne og kun lidt til slottet.
Weidich erindrede at der, så længe han huskede, havde ligget et gærde mellem Slotsvangen og den fælles Vestre udmark, der strakte sig fra østen for Bertel Findes hus ved Vang forbi Aalekistedammen til en eng, hvor en gammel mand Albert Skrædder boede.
Weidich vidste at skovbetjentene havde opsyn med slotsskoven ligesom andre kongens ejendomme. Ingen måtte hugge. Om man måtte rive lyng, vidste han ikke.
Om Aalekistedammen hørte til slottet, vidste han ikke, men Albert Skrædder havde fortalt ham, at han havde lejet Aalekistedammen af amtmand Reedtz, da han havde Slotsladegaarden i fæste.
Einar Engelbrechtsen fra Olsker, som var ”omtrent henved 70 år”, kunne huske tilbage til oberst Blinks tid, der havde hele slotsavlingen og tillige Habedams enge. I sin ungdom havde han tjent i Sandvig hos Hans Nielsen, der havde en part af Slotsladegaardens avl. Han fortalte, at de hentede brænde i skoven og på lyngen. Men han sagde, at det var skovens betjente, der gav tilladelse til fældning, hvilket havde været tilfældet indtil gården blev solgt på auktion.
Einer Engelbrechtsen kendte til gærdet, der lå som markskel mellem den fælles vestre mark, der strakte sig øst for Bertels Findes hus ved Vang og forbi Aalekistedammen. Det havde ligget der altid.
Vidnet fortalte, at da de to konstabler Jon og Niels Jørgensen havde Slotsladegaarden i brug, så lejede de et ”læs enges” høst ud til kaptajn Niels Nielsen på Bredsensgaard. Det skete medens han var tjenestedreng på gården.
I det år som amtmand Reedtz var i København havde han arbejdet for øvrigheden med at køre al avl fra Slotsladegaarden til Rønne. Det var rug, byg, havre og græs.
Aalekistedammen lå på slotslyngen og havde altid hørt til Slotte, så vidt han vidste.
Jesper Hansen stillede et spørgsmål til det første vidne Weidich Haagensen om Habedam. Weidich fortalte, at da amtmand Reedtz overlod Slotsladegaardens avl til Hans Nielsen, så beholdt han Habedam. Herved blev Habedam udskilt fra Slotsladegaarden og har sidenhen været et selvstændigt område. Dette bekræftede Einer Engelbrechtsen.
Dernæst Trued Hansen, der boede i et hus på kanten af Slotsvang engen Habedam. Det ældste han kunne huske, var da de to konstabler Niels Jørgensen og Jon Jørgensen havde Slotsladegaarden i avl tillige med Habedams enge. Han havde lejet noget jord af generalmajor og amtmand West, som han i leje om året gav 4 lispund smør.
Han havde sammen med sin søn lejet enge af West, ligesom flere Allinge bo. Det var Halvende eng, der lå mellem Dyngegaard i Rutsker og Slotsladegaarden, og et læs enge i Fogedengen, der lå mellem Habedam og Magaarden. Sammen med Allingeboerne havde de givet 27 sld. i leje om året til generalmajor West.
Dernæst Jens Aagensen, som boede ved Aalekisdammen på lyngen. Han gav i leje for Aalekistedammen 2½ lispund smør og senere forlangte West 3 lispund. Han skar ”klumpe tørv” i op til 10 tørvs dybde i Aalekistedammen. Fra vidnets vestre løkkes gik et stengærde helt til Bertel Findes løkke ud for Vang. Og det var markskel mellem Slotsmarken og den fælles udmark. Skovbetjentene havde opsyn med skov og lyngen indtil Slotsladegaarden blev solgt. Indtil da havde ingen tilladelse til at rive lyng, hvilket blev lyst af sandemanden på kirkestævnet.
Svend Hansen fra Rutsker oplyste at han var født i Rø og da han var to år gammel flyttede hans forældre til Dyngegaarden i Rutsker. Han kunne mindes 40 år tilbage i tiden. Han boede med sine forældre på Dyngegaarden og han var nu ”næst nabo” til Dyngegaard. Halvende eng havde tilhørt Dyngegaard og Slottet på den måde at Slottet høstede engen i 2 år og hans salige fader i 1 år. Generalmajor West udlejede sine 2 års høst til andre og Dyngegaarden har beholdt hvert tredje års høst. Dyngegaard ejedes nu af Jep Monsen. I sin faders tid betaltes 1 lispund smør i høståret og det hændte at hans fader også lejede enkelte års høst af først Reedtz og senere af West. Vidnet fortalte at der på hele øen var såkaldte ”halvende enge”, der kunne lejes af folk i sognet eller fra andre sogne.
Dernæst Peder Christensen i Rutsker, der var født i Rutsker og som kunne huske 50 år tilbage i tiden. Han mente, at der ikke blev betalt kvartalsskat af Slots avlingen, som det krævedes af andre af kongens gårde. Han kendte til enge som blev avlet af mænd fra andre sogne. Habedams enge altid var til amtmændenes brug frem til Generalmajor West, som stadig havde den eller lejet den bort.
To beskikkelsesmænd havde været hos den syge Jørgen Hansen på vandmøllen i Rutsker, men Wefst Jensens fuldmægtig ville ikke bruge dette vidne i sagen, da det var enslydende på de afhørte. Herefter fik Wefst Jensen et lovfast tingsvidne udstedt.
Jacob Pedersen havde fået godkendelse til, at Jesper Hansen måtte føre hans sag mod udbygger Mogens Pedersen. Da dagen var ved at ende, stillede Jesper Hansen sagen i bero til næste ting.
Dom afsagt i sagen om degnen Jesper Lunds manglende betaling for 3 års pension.
DOM – pag. 80b
Rektor Skougaard i Rønne havde stævnet sognedegnen i Klemensker Jesper Lund for manglende betaling af pension til skolen i alt 2 sld. årligt – i alt 6 sld. Degnen mødte ikke på tinget første gang, men sendte et skriftligt indlæg, som pegede på, at han ville indgå en mindelig aftale med rektor. Da degnen ikke mødte på et eneste tingmøde og ikke hellere havde indgået aftale med rektor, så dømte dommeren degnen til at betale rektor de 6 sld, samt 2 sld 12 skilling i sagsomkostninger.

18. marts 1746– pag. 81a

Udbygger Mogens Pedersen mødte i den sag hvor Jacob Pedersen på Myregaard havde stævnet ham for ærekrænkende ord. Han ville have udskrift at tingbogen og lovede at svare skriftligt senere.
Udbygger Jens Larsen i Rutsker havde ønsket at en sag skulle dømmes af en sættedommer og ikke herredsfogeden. Rasmus Trane fra Rønne havde, på Jens Larsens vegne, søgt amtmanden og fået ham til at udnævne fenrik Svend Mikkelsen som sættedommer i sagen.
Rasmus Trane havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for udbygger Jens Larsen mod herredsfogeden Poul Eskildsen. Sagen var, at herredsfogeden under ransagelse efter Hans Nielsens galt [orne] havde taget en del hasselkæppe fra ham, således at der er sket skade på korn og foring (foder). Den 3. marts havde Trane på Jens Larsens vegne stævnet herredsfogeden.
Herredsfogeden ville ikke acceptere stævningen og anklagen. Han havde haft mænd til at udføre ransagningen og de burde også stævnes ifølge loven. Trane påpegede at han skulle have vidner til overgrebet, hvorfor herredsfogedens medhjælpere skulle indkaldes som vidner. Herredsfogeden havde beordret kæppene indsamlet som et bevis for at udbyggeren havde været en tyv. Trane ville have herredsfogeden ansvar for overgrebet bevist ved vidnesbyrd. Herredsfogeden havde bedt ransagningsmændene om at tage kæppene, da de lå løse i hans hus og var ny tilspidsede med en kniv, var de en del af beviset for tyveri af hassel. Der fandtes ikke hassel på hans jord, så det må han have taget i skoven uden tilladelse. Jens Larsen havde udsagt, at han havde tilladelse til at tage hasselkæppene af Jacob Pedersen på Myregaarden, men det viste sig, at Jacob Pedersen ikke havde givet ham lov. Da Jens Larsen så ikke kunne angive noget hjemmel for kæppene havde ransagningsmændene taget dem med som bevis. Ransagningsmændene var Ambrus Boesen, Hans Nielsen, Anders Gardener, Hans Jensen, Didrich Pedersen og Jens Rasmussen. Herredsfogeden mente ikke at alle disse mænd kunne være indkaldte som vidner.
To af ransagningsmændene fortalte, at de ikke havde hørt om tyveri af kæppe og at de ikke var sat til at ransage efter dem. Sættedommeren gav tilladelse til, at afhøringen kunne foregå, og han anviste herredsfogeden at stævne sine ransagningsmænd i en separat sag, om nødigt.
Trane ville have vidnerne separerede, hvilket Eschelsen ikke mente var nødvendigt. Han ville have at vide hvem der havde sigtet Jens Larsen for tyveri.
Vidnerne blev separerede og første vidne var Jens Rasmussen. Han forklarede, at han var tilsagt af herredsfogeden til at søge fra hus til hus i Rutsker sogn efter Hans Nielsens galt og ikke andet. Han erkendte at de havde fundet kæppe, der var friske og ny huggede, som ingen vedkendte sig og som kunne være tyvegods. De halede kæppene ”ud af stenget” [stænge: aflukke eller underlag]. Om herredsfogeden havde beordret det, vidste han ikke, da han var oppe på ”Tildet” og tog kæppe ned herfra. Han mente, at der var 29 kæppe, der blev båret op til Hans Nielsen, der var næst nabo til Jens Larsen. De blev taget bort, da der var så mange, at det kunne tyde på salg for øje. De var blevet skårne med kniv og en med en økse. Han kunne dog ikke sige, at det var ualmindeligt og han vidste ikke, at det som sådan var ulovligt. Men de blev taget bort under mistanke om tyveri.
Han kunne ikke bekræfte, at herredsfogeden skulle have sagt at de var 4 skilling værd og at Jens Larsen blev tilbudt forlig. Herredsfogeden mente, at det var vidnet og Didrich Pedersen, der havde sagt, at de havde mistet kæppe fra deres skov og at de mente, at det var Jens Larsen, der havde taget dem. Det måtte Jens Rasmussen indrømme og de havde selv været oppe hos Jacob Pedersen for at høre om han havde givet Jens Larsen kæppe. Vidnet kunne heller ikke bekræfte at herredsfogeden havde beordret dem til at hale kæppene ud, men kunne bekræfte, at herredsfogeden havde sagt, at de skulle i forvaring hos Hans Nielsen, indtil han kunne få amtmandens svar om det var kongens sag og om der skulle føres proces herom.
Didrich Pedersen var næste vidne. Han tilstod det forrige vidnes udsagn, men tilføjede, at han ikke havde mente, at Jens Larsen var tyv, men at de måtte have vished om at de kæppe, der lå under halmen, var skårne og friske. Nye kæppe skulle Jens Larsen kunne angive hjemmel til, mente han. På herredsfogedens spørgsmål erkendte han, at han, sammen med Jens Rasmussen, havde fortalt, at de mistede en del kæppe i deres skov og at hvis kæppene var friske, så kunne det være dem, de havde fundet. Han måtte erkende, at han var medvirkende til at kæppene blev taget med.
Næste vidne var Ambros Boesen, som tilsluttede sig det første vidnes udtalelser på nær nogle enkelte, hvor han ikke havde været tilstede, da det skete. Herredsfogeden fik vidnet til at sige, at han ikke havde hørt ham anklage Jens Larsen for tyveri, men havde gået med til, at kæppene blev taget i forvaring indtil han kunne få amtmandens bedømmelse af sagen. Han kunne heller ikke bekræfte, at Eschelsen havde været med til at udtrække kæppe under halmen eller noget sæd.
Trane ville ikke stille flere spørgsmål og konstaterede, at der ikke havde været grund til at medtage kæppene og, at der var grund til at antage, at kæppene var til eget brug. Endvidere kunne han konstatere, at herredsfogeden ikke havde beskyldt Jens Larsen for tyveri ,men at det var herredsfogedens ansvar, at sagen havde grebet om sig.
De to første vidner Jens Rasmussen og Didrich Pedersen havde erkendt, at de var årsagen til at kæppene blev taget med og at de begge havde sagt, at de mistede kæppe i deres skove, men at de ikke havde påstået, at det var deres.
Trane ville herefter have udfærdiget et tingsvidne om sagen. Herredsfogeden bad om det samme.

1.april 1746- pag. 85b

Fuldmægtig for Jacob Pedersen på Myregaard aflagde et skriftligt indlæg i sagen mod udbygger Mons Pedersen. Mons Pedersen var ikke mødt. Dommeren pålagde ham at møde på næste ting og at svare på anklagen. Hvis det ikke sket, ville dommeren tage sagen til doms.
Læst et pantebrev af dato 21. marts 1746 udstedt af Jens Hansen på 1. vornedgaard – Frigaard – i Rutsker. Han havde lånt 500 sld i klingende mønt af Anders Jensen på den 3. selvejergaard i Rø.
Dom afsagt i sagen hvor Svend Mikkelsen som beordret aktor havde ført mod en enke i Klemensker og hendes datter Seine.

DOM – pag. 86a

Sagen var startet efter at udbygger Jørgen Hansen i Nyker havde anklaget Seine Andersdatter for at have taget penge fra hans hus, da hun overnattede hos ham på vej til Rønne. Præsten Bernholst i Nyker havde angivet det for klemenskerpræsten Anders Agerbech den 25. november 1745, så så havde angivet det for amtmanden. Amtmanden havde den 4. januar 1746 beordret Svend Mikkelsen til som aktor at stævne pigens moder Grete Anderse (enke) og datteren Seine for at finde ud af om det var hende, der havde taget pengestykket (24 skillingsmønt) fra udbyggeren. Under afhøringen af pige og hendes moder, havde pigen oplyst at hun ikke havde taget penge fra udbyggeren, men fundet mønten i Hermand Bohnes forstue i Rønne på bænken.
Jesper Hansen var den 20. januar blevet beordret som forsvarer for pigen. Defensor mente ikke at der var beviser for tyveriet, hvorfor han mente at pigen skulle frikendes.
Dommeren mente ikke at der var beviser for tyveri, hvorfor han frikendte datteren. Men moderen og datteren havde ikke kunnet føre en troværdig forklaring på hvorfor pengene stammede, hvorfor der bør føres en ny sag før dommeren kunne dømme i noget ulovligt.

15. april 1746 – pag. 86b

Læst kgl. Plakat om told på Portugisisk vine nedsættes. Dateret 14. december 1745.
Læst kgl. Forordning om forbud mod udførsel af får, lam og svin og dyrenes kød. Dat. 28. december 1745.
Læst kgl. Plakat om nedsættelse af told på indførsel af smør til Danmark og Norge. Dat. 14. februar 1746.
Læst et pantebrev på 200 sld. udstedt af Svend Hansen på den 29. selvejergaard i Klemensker for lån af Andreas Kofoed i Rønne.
Rasmus Trane mødte på vegne af udbygger Mons Pedersen Bek i Olsker i sagen som Jacob Pedersen havde startet mod ham. Da Trane endnu ikke havde fået tilladelse til at være prokurator for udbyggeren, bad han om at få sagen udsat til næste ting. Imidlertid meddelte han, på vegne af Mons Pedersen der også var tilsted på tinget, at Mons Pedersen intet andet ved, at Jacob Pedersen på Myregaard var ærligt og godt menneske. Og hvad beskydningerne angik, så havde han refereret hvad andre mennesker havde sagt. Det var ikke meningen, at han ville anklage ham som tyv. Jacob Pedersen var også til stede i retten, og han ville vente med at udtale sig til næste ting efter han havde set hvorledes sagen udviklede sig.
Hasle kirkes værge Jens Jensen opbød 100 sld. af kirkens kapital til lån mod lovlig sikkerhed og rente.

29. april 1746 – pag. 87b

Læst kgl. Plakat om at ingen jøder, som ankommer til landet med andet ærinde end at besøge slægtninge, måtte modtages, overføres eller transporteres. Dateret 10. december 1745.
Kgl. Ordre om hvordan de sager, der var indstævnet til højesteret og som er modtaget indeværende år og tidligere, skal håndteres. Dateret februar 1746.
Rasmus Trane oplyste, at udbygger Mons Pedersen ikke havde ansøgt amtmanden om hans ønske om at føre hans sag, hvorfor han frasagde sig sagen. Jacob Pedersen fra Myregaard bad om at sagen blev optaget til doms. Dommeren tog sagen til doms, da den var ageret i 6 tingdage som loven foreskrev.
Lars Hansen på den 48. selvejergaard i Klemensker opbød børnekapital på i alt 150 sld. 1 skilling som tilhørte et af børnene efter afdøde Jacob Kofoed Ana Marie Jacobsdatter. Stokkemændene skulle gøre dette ønske tilkende på sognestævnerne.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen havde fået ordre af amtmand Urne om at føre sag mod Bertel Jacobsen, boende på den 38. selvejergaard i Klemensker, for landets lov og ret. Følgende vidner var indkaldte Jørgen Edvardsen på Bjørnegaard, Ingeborg Nielsdatter, som opholder sig i salig Peder Smeds hus, Ane Mortensdatter til hus hos Anders Gammelsen, Margreta Persdatter tjenende hos Bent Pedersen, alle fra Klemensker. Dernæst var to udbyggere stævnet: Jens Henrichsen på Peder Kures grund og Per Brandt. Stævningen er forevis pastor Agerbech. Foruden Bertel Jacobsen var stævnet de andre værger for Peder Smeds børn, nemlig Mons Larsen, Hans Esbersen, Mads Hansen og udbygger Hans Hansen på Dyngegaardsgrunden.
Bertel Jacobsen var svag og sengeliggende, så derfor var hans søn Ole Bertelsen mødt og afleverede et skriftligt indlæg fra hans fader. Dette skriftlige indlæg blev læst af aktor, som konstaterede at Bertel Jacobsen bekendte sig skyldig og bad om nåde. Han havde borttaget noget gods inden skiftet og den efterfølgende auktion. Han havde givet alt tilbage, hvilket aktor ville have, at han skulle bevise. Aktor fremlagde politiforhøret, der blev afholdt 29. marts 1746.
Hvert vidne fik oplæst hvad det havde sagt ved politiforhøret. Den første var Ingeborg Nielsdatter, som vedstod hvad hun havde sagt ved politiforhøret og hun havde ikke vidende om flere ting, der var fjernet.
Ane Mortensdatter som boede hos Anders Gammelsen. Hun vedstod hvad hun havde sagt ved politiforhøret og hun kunne ikke tilføje andre genstande som var fjernet af Bertel Jacobsen eller andre.
Marne Peder Smeds datter, der var 16 år gammel, vedstod hvad hun havde sagt ved politiretten og at hun kunne ikke tilføje andre ting, der var borttaget fra sin moders bo.
Jens Henriksen blev spurgt på hvad måde han havde modtaget ting af afdøde Peders smeds enkes bo. Han havde lånt smedens enke 4 (kærre?) langhalm og han havde sagt til Bertel Jacobsen, at han ville have noget for dette. Bertel havde sagt, at han kunne få en børfuld hør. Han havde fået en ”to skæppe pose” fuld.
Per Brandt, der var broder til Peder Smeds enke (Anne Jacobsdatter), havde modtaget en ”toskæppe pose” fuld hør for 5 kierne langhalm som hans søster havde fået sidste ”fisket” (september). Han havde afhentet posen dagen for hans søster blev jordet.
Peder Smeds børns værger havde ikke noget at tilføje.
Jørgen Evertsen fra Bjørnegaard var ikke mødt på grund af sygdom. Han skulle afhøres inden at der kunne udfærdiges et tingsvidne.
Svend Mikkelsen fra Rønne stævnede Seine Andersdatter i Klemensker for at have tiet med et fund af penge hos Herman Bohnes forstue. Seine indfandt sig ikke i retten, men det gjorde hendes moder Grete. Hun oplyste at datteren den 23. januar var kommet i tjeneste hos Nikolaj Munk i Pedersker, hvor hun nu opholdte sig. Dommeren ville undersøge hvordan sagen skulle føres. Sagen blev stillet i bero.
Hasle kirkeværge udbød for anden gang kirkens 100 sld.

13. maj 1746 – pag. 89b

Læst kgl. Forbud mod indførsel af forarbejdede kobbervarer fra udlandet, dat. 16. april 1746.
Læst amtmand Urnes forbud mod udførsel af kvier og kviekalve til udlandet.
Hasle kirkeværge tilbød for tredje gang kirkens 100 sld til låns. Ingen meldte sig, hvorfor retten forseglede posen med de 100 daler og leverede dem tilbage til kirkeværgen.
Kovrider Hans Hansen Piil af Klemensker sogn lod opbyde sin myndling og brodersøn Hans Christensen Kofoeds arvelod på 11 slettedaler efter sin salige moder Hans Christensens enke.
Lars Hansen på den 48. selvejergaard i Klemensker opbød for anden gang sin myndling Ane Maria Jacobsdatters arvelod på 150 sld 1 sk. Arven stammede fra Jacob Kofoed på Ladegaarden.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Bertil Jacobsen og ville nu have Jørgen Edvartsen (Bjørnegaard) til at vedstå, hvad han havde sagt under politiafhøringen om den uretmæssige fjernelse af ting i dødsboet. Han vedstod og havde ikke noget at tilføje. Bertel Jacobsens søn Jacob Bertelsen fremlagde oversigt over auktionens forretning, der var blevet holdt over Peders Smeds enke efterladenskaber den 13. april 1746.

20. maj 1746 – pag. 90b

Svend Mikkelsen i sagen mod Bertel Jacobsen fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen, som blev læst og indføjet i sagen. Bertel Jacobsen var syg og sengeliggende, men havde bedt tingbuddet om at meddele, at han ville have kopi af indlægget og lovede at svare på næste ting.
Lars Hansen på den 48. selvejergaard i Klemensker opbød for tredje gang de 150 sld. tilhørende datteren efter Jacob Kofoed på Ladegaard. Ingen ønskede at modtage og forrente denne kapital.
For anden gang opbød skovridder Hans Piil de 11 sld., som han forvaltede for sin brodersøn Hans Christensen Kofoed.

3. juni 1746 – pag. 90b

Afsagt dom i sagen mellem Jacob Pedersen og hans udbygger Mons Pedersen for ærekrænkende udtalelse.
Bertel Jacobsen havde sendt sit skriftlige indlæg i sagen om uretmæssig omgang med Peders Smeds enkens bo. Svend Mikkelsen, som var aktor i sagen, ville ikke svare på Bertel Jacobsen ”vidtløftige udflugter”, men refererede til sit tidligere indlæg og de fremlagte dokumenter. Herefter gik sagen til doms.
Skovridder Hans Piil opbød for tredje gang sin brodersøns arvepart. Ingen ville modtage dem.

DOM – pag. 91a

Sagen mellem Jacob Pedersen på (st.) Myregaard i Olsker og hans udbygger Mogens Pedersen. Udbyggeren havde i stuen på Hallegaard udtalt, at Jacob Pedersen havde stjålet en ride saddel med pistolhylstre, et par lærredsbukser med sølvknapper fra et svensk vrag. Mogens Pedersen havde fortalte at historien stammede fra Berild Larsen fra Vestermarie, som havde hørt den fra en anden mand. Rasmus Trane var mødt på Mogens Pedersens vegne og erklæret, at Mogens Pedersen havde erkendt, at han ikke kunne bevise sagen og at han undskyldte, at han havde beskyldt til husbond for tyveri. Han betragtede Jacob Pedersen som en god og ærlig mand.
Dommeren dømte efter lovens pag. 1000 artikel 4 for ugrundede beskyldninger. Han skulle betale 2 rigsdaler til Olsker kirke og 2 rigsdaler for sagens omkostninger. Desuden skulle Mogens Pedersen på næste ting ”gøre sin afbigt” mod Jacob Pedersen. (altså give en offentlig undskyldning)

17. juni 1746 – pag. 92a

Læst kgl. Forbud mod indførsel af fremmede stolemagerarbejder. Dat. 12. maj 1746.
Læst amtmand Urnes ordre til herredsfogederne dateret 11. juni 1746 om Økonomi- og Commerce kollegiet, samt stiftsbefalingsmand Gersdorphs forbud mod indførsel af levende kvæg, huser, skind, talg, kalun, hove, saltet eller røget kød, pølser og tunger må indføres fra Skåne på grund af den grasserede kvægsyge.
Læst amtmand Urnes skrivelse af dato 15. juni 1746 om ”den misbrug som sker ved St. Hansis aftens Reisse til Almindings Kilden med videre”.

1.juli 1746 – pag. 92b

Læst kgl. Forordning om oprettelse af en General-landets havnekommissions oprettelse, dat. 1. maj 1746.
Læst kgl. Forordning af 3. juni 1746 om hvordan der skal tiltale og straffe de personer som efter begåede misgerninger bliver pågribes på fremmede steder.
Læst amtmand Urnes ordre af dato 20. juni 1746 angående øl og brændevin salg ikke må ske på landet, men kun fra købstæderne.
Læst et pantebrev af dato 27. jumi 1746 angående at Jens Monsen på 34. gård i Olsker har lånt 100 sld. af Hermand Bohne Mortensen i Rønne mod underpant i den 34. gård.
Afsagt dom i sagen mod Bertel Jacobsen i Klemensker. Aktor Svend Mikkelsen bad om beskrivelse af dommen.

DOM – pag. 93a

Amtmand Urne havde beordret prokurator Svend Mikkelsen til at føre sag mod en bonde Bertel Jacobsen i Klemensker, der skulle have haft ulovlig omgang med afdøde Peder Smeds efterladte enkes stervbos gods. Et politiforhør var afholdt den 29. marts 1746, hvor Ingeborg Nielsdatter, Anne Mortensdatter, Maren Pedersdatter og Jørgen Evardsen på Bjørnegaard havde set at Bertil Jacobsen havde ”skaltet og valtet” med stervboet og havde ført en del af godset bort inden skiftes afholdelse. Alle vidnerne fra politiforhøret vedkendte deres udsagn på tinget. Bertel Jacobsen var ikke mødt i retten, men havde ved et skriftligt indlæg vedkendt, at han havde bortført enkelte ting fra sin søsters dødsbo. Hans forsvar for gerningen var at måtte føre tilsyn med sin afdøde søsters små børn i deres sygdom, ved at tage dem til sig. Da han selv havde mange børn, havde han taget sengeklæder med sig, således at de kunne ligge deri. Men mente ikke at det var nødvendigt at disse ting skulle medtages i skiftet, da de så ville været solgt på auktion og ikke kom til børnenes bedste. De øvrige værger til børnene havde intet imod Bertel Jacobsens dispositioner.
Bertel Jacobsens søn havde fremlagt en liste over auktionen den 13. april.
Aktor ville have Bertel Jacobsen dømt efter loven pag. 722 art. 28 og 29. Bertel Jacobsen mente, at han ikke havde fordulgt noget gods, samt at han havde fødet kvæget og børnene.
Dommeren mente at Bertel Jacobsen havde handlet i selvrådighed og han havde efterfølgende ikke retvist angivet det borttagne. Dommeren fandt at Bertel Jacobsens handlinger med at tage de unge og syge børn til sig og dermed også sengeklæder til at svøbe børnene i, var til deres fordel. Desuden skulle kvæget også passes, hvilket han også havde gjort. Dommeren skønnede ikke af Bertel havde begået arvesvig. Han havde udlagt mere til børnenes bedste end at de borttagne ting var værd, hvorfor dommeren dømte Bertel fri. Men da han havde skaltet og valtet uden skifteforvalternes viden, så skulle han dømmes en lille mulkt – også til andre eksempel – på 1 rigsdaler til de fattige og fire rigsdaler til dækning af aktor rejer og umage.

15. juli 1746 – pag. 94a

Jesper Hansen i Allinge havde fået ordre af amtmanden at han på justitsens vegne skulle føre sag mod Peder Jørgensen på Langegaarden i Rutsker angående slagsmål mod Christian Pedersen i Rutsker. Sagen var indberettet af sognepræsten Poschelan den 16. juni. Peder Jørgensen vedstod, at han havde været i slagsmål med Christian Pedersen og han havde til amtmanden indgivet sin skriftlige supplik den 25. juni og deri havde tilbudt at betale til kongen eller kirken 4 a 5 rigsdaler. Aktor mente, at trods denne tilståelse, burde vidnerne alligevel afhøres.
Første vidne var Anders Monsen fra Rutsker, der havde været på Langegaarden efter middag for nogle uger siden. Han havde set, at husbonden Peder Jørgensen på Langegaarden var i klammeri med Christian Pedersen. Christian Pedersen sagde: ”at han ville drive Peder Jørgensen fra gaarden med en pibel oc en horra, som var Peder Jørgensens søster og Christian Pedersen horra, oc jeg skal hielpe ham med 100 daler, huor til Peder Jørgensen svarede, at det er ichun en fattig pige, da oc kandskee at du kand faae andet at hafue dine penge til. Strax derefter ryjste C. Pedersen sig op oc trødde frem paa golfed oc blef vred, oc sagde at pigen hafde tient ham som en redelig pige i hans brød, oc det hun er fattig tacher hun dig forre du har giort hende u Ret som en tyf oc en Skelm, oc det du har tragt mig til det skal du hafue løget som en løgner, oc slog i bordet oc sagde sees du det, oc da toug C. Pedersen sin haand imod brøstet paa Peder Jørgensen oc førde ham mod Bordende benchen saa hand kom til at staa op til bordende benchen, oc da bad Peder Jørgensen til Kruset som stod paa Bordet oc tog det til Munden, men om han drach der af eller ey vedst icke vidned, oc i hastighed sloug C. Pedersen i ansiget med Kruset 2de slag, huor saa at Peder Jørgensen løb til hannem oc førde hannem op til en Veg (væg), oc da buchede C. Pedersen sig ned mellem en Vugge oc Veggen oc stod oc buchede oc samme stund slog Peder Jørgensen C. Pedersen paa Røggen med sin Haand, oc støtte hannem paa Rumpen med sin Foed, ac da Ræiste Christian Pedersen sig op oc var blodig i Ansigtet” [citatet er ordret transskriberet!!
Anders Monsen fortalte videre, at det var hen imod aften. Christian Pedersen var ikke gået med det sammen, men var gået rundt i stuen og jamrede sig. Han sagde, at han ville gå til Jens Pedersen.
Både Peder Jørgensen og Christian Pedersen stod ved tingbordet og havde hørt på vidnets beretning. Christian Pedersen kunne ikke huske hvad der var sket, da han følte han var svag i hovedet. Peder Jørgensen kunne ikke nægte, at det var det der var sket, men for øvrigt havde han og Christian Pedersen indgået et forlig den 18. juni, som de gerne ville læse op. Aktor sagde, at det ikke var kongens sag at de var blevet enige om forlig.
Vidnet Anders Monsen fortalte, at der ikke havde været andre tilstede under denne slåskamp.
Næste vidne var Jens Pedersen fra Rutsker. Han fortalte, at Christian Pedersen og Anders Monsen kom til ham søndag nat mellem kl. 11 og 12. Christian Pedersen ville have at Jens Pedersen skulle følge ham til Hasle Byfoged og Præsten, så han kunne fortælle om slagsmålet. Jens Pedersen mente, at da han var forslået og beskænket, at det var bedst han tog hjem til sin hustru. Sådan blev da, Jens Pedersen kørte ham hjem i heste og vogn. Christian tålte ikke at han kørte hurtigt, da han havde smerter i hovedet. Christian havde fortalte, at slagsmålet var startet på grund af hans pige (tjenestepige) der var Peder Jørgensens søster ”som hand vilde troe hannem Ilde forre” og det var løgn og det skulle han have sagt som om han var en skælm.
Jens Pedersens hustru kunne ikke andet end at bekræfte sin mands vidnesbyrd. Hun havde dog ikke hørt om grunden til slagsmålet.
Sandemand Hans Olsen var hentet for at syne Christian Pedersen i Rosendales skader. Men da han kom, var Anders Monsen kommet og forhandlede om et forlig, hvorfor sandemanden ikke skulle syne Christian Pedersen, fordi det nu ikke var aktuelt.
Dernæst Peder Jensen og Poul Pedersen begge fra Rutsker var blevet tilsagt tidligt næste dag for at syne Christian Pedersen som nu lå i sengen med opsvulmet ansigt og næste ikke kunne tale. Men han havde sagt, at det var sket dagen før at han og Peder Jørgensen var fulgtes af fra kirken og ville begive sig til Anders Monsen, der skulle låne 20 daler. Anders Monsen var derefter fulgt med til Peder Jørgensen. Christian fortalte de to vidner hvordan det var gået for sig: Da de var kommet ind hos Peder Jørgensen havde Christian sagt, at han jo ikke havde papir på Gården, men det var hans broder, der havde sæde og adgang til gården. Christian havde sagt at hans tjenestepige Gertrud, som var Peder Jørgensens søster, kunne tage til hans yngre broder og købe sæderettighederne. Og så ville Christian lade sin stedsøn gifte sig med hende, når han bliver voksen. Derefter havde Peder Jørgensen beskyldt Christian for at ligge i horeri med hans søster. Det var det der havde startet slagsmålet.
De to vidner havde ikke synet Christian, selv om han så forfærdelig ud med størknet blod i ansigtet. Det ville være pengespild, da de ville gå i forlig med hinanden. Først om torsdagen var de til synsforretning i præsten nærvær, men da så Christian bedre ud.
Sagen udsat til næste ting.

29. juli 1746 – pag. 96b

Blev læst et skøde af dato 22. juli 1746, der viste at Poul Pedersen, nu boende på den 6. selvejergård i Rø, havde solgt den 29. selvejergaard i Olsker, som han havde købt af kongen, til Wefst Pedersen for 450 sld.
Jesper Hansen fra Allinge mødte efter ordre fra amtmanden til at føre en sag mod kvindfolk i Rø sogn, nemlig Elisabet og Inger, begge Anders Steffensens døtre, og Marta Christian Steffensen, der skulle have begået tyveri hos Lars Monsen i Nexø og fra Mons Andersen i Østermarie. Elisabet og Inger Andersdatter var mødt sammen med deres fader Anders Steffensen. Marta Christiansdatter var ikke mødt. På Jesper Hansens foranledning ønskede de to fremmødte kvinder en forsvarer, da faderen eller andre, som de kendte, ikke havde forstand derpå. Sagen blev udsat til næste ting, således en forsvarer kunne møde. Alle vidner på nær Grete Hinses var mødte og de afgav erklæring om, at de ville møde på næste ting uden yderlig stævning, for at spare på omkostningerne.
Jesper Hansen, som aktor, ville høre om Peder Jørgensen havde noget at sige til sit forsvar. Peder Jørgensen svarede at han ville forbeholde sig ret til at ytre sig, hvis der fremkom nye oplysninger. Sagen udsat til næste ting.

12. august 1746 – pag. 97a

Læst kgl. Forordning ang. Landgodsets (?) dat 1. juli 1746.
Læst ekstrakt angående generalmajor Kruses forklaring på amtmand Urnes instruks af 9. august 1746 om den 7de post, der omhandlede hvad passagerer, skippere og andre, der kommer til Rønne, skal: Når de ankommer til vagten, skal de følges op til kommandanten og melde sig. Andre steder i landet skal de anmelde sig til den højeste og nærmeste officer.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen hvor tre kvinder var anklaget for tyveri. Følgende vidner var indkaldte: Grete Hinses, Mikkel Pedersen, Hans Poulsen (ej mødt), Hans Larsen og Lars Jensen – alle fra Rø sogn. Inger og Elisabeth var mødt sammen med deres fader Anders Steffensen.
Svend Mikkelsen fra Rønne var blevet beordret som forsvarer for de tre kvinder.
Vidnet Mikkel Pedersen fortalte, at Inger Andersdatter havde for ham, Lars Jensen og Maren Lars Jensen erkendt tyveri af 26 alen lærred fra Lars Monsen i Nexø. Siden har Inger Andersdatter og Marta Christiansdatter i tjenestekarlens påhør bekendt tyveriet for sognepræsten Monrad i Rø, at de havde leveret lærredet tilbage og at der var indgået et forlig. Sognepræsten havde spurgt dem, om de også havde taget ”nogle hosser” hos Mons Andersen i Østermarie, hvilket Inger Andersdatter erkendte var rigtigt.
Margrete Hintses havde købt en ½ alen lærred af Marta Christiansdatter for 6 skilling kort før Sankt Hans. Lærredet blev sendt til Mons Jensen på Fløjlegaard i Rø som videresendte det til Mons Andersen i Østermarie, som havde leveret penge dertil (?).
Inger Andersdatter blev spurgt om hun vedkendte sig tyveriet i Nexø, sådan som der første vidne havde berettet. Han svarede: Vel havde hun været i Nexø sammen med Marta og på hjemvejen havde hun set at de havde noget lærred, men hvor hun havde det fra, vidste hun ikke. Hun havde ingen viden om hvad hendes fader havde tilbudt Lars Monsen i Nexø for at indgå forlig. Hun vidste end ikke, at de havde været der. De to døtres fader fortalte at han var blevet kaldt til Nexø til Lars Monsen, hvor Mons Andersen og Mikkel Andersen også havde været tilstede. Han havde indgået et forlig om, at han skulle betale 16 daler. Han manglede stadig at betale 9 daler, som han havde givet hånd på. Han undskyldte sig med, at han var en enfoldig mand, der ikke vidste hvordan han skulle gøre forliget, samt at han var en fattig mand. Han vidste ikke om hans to døtre og hans broderdatter havde begået tyveriet. Mikkel Andersen havde forhandlet forliget, uden at true ham til det, men han vidste ikke hvad han havde underskrevet, da han hverken kunne læse eller skrive. Mikkel Andersen havde sagt, at hvis han indgik forliget, så skulle alt være glemt. Han mente ikke at forliget blev oplæst, men han havde holdt om pennen, da hans navn blev skrevet.
Det tredje vidne var Lars Jensen fra Rø. Han fortalte at Sankthansaften kom udbygger Anders Steffensen til ham og bad ham gå med til Christian Glassere. Da det drejede sig om den snak, der var om hans døtre og Marta, om ”nogle lapperier”, så havde han nægtet at følge ham.
Det fjerde vidnet Hans Larsen fortalte at Lisbet Andersdatter havde fortalt ham at hun sammen med hendes søster Inger og søskendebarn Marta Christiansdatter var gået til Nexø og på vejen var Inger gået ind til Mons Andersen i Østermarie for at bede om noget at drikke. Da de kom til Nexø havde Inger solgt nogle ”Hosser”. På hjemvejen var de to søstre gået i forvejen og Marta var stødt til dem senere. Han havde med sig en kurv hvori der var noget lærred. Hun vidste ikke hvor hosserne og lærredet stammede.
Vidnet Hans Jensen vidnede det samme som Grete Hintses havde sagt. Han havde ført lærredet tilbage til Lars Monsen og han fortalte, at det var et stykke af det lærred, som var blevet stjålet.
Det udeblevne vidne Hans Poulsen blev pålagt at møde på næste ting. Desuden skulle præstens skrift fremlægges, hvilket skrift Jesper Hansen selv ville afhente hos præsten.
Forsvareren Svend Mikkelsen fik Inger og Lisbet til at fortælle, at Marta havde haft adskillige hosser i flere kulører med sig til Nexø, som var beregnet til at sælge. Desuden at de ikke var kommet tilbage til Rø på samme tid. Sagen blev udsat til næste ting.
Jesper Hansen mødte i sagen mod Peder Jørgensen i Rutsker ang. hans ulovlige beskyldninger mod Christian Pedersen. Han afgav sin påstand, at Peder Jørgensen skulle dømmes efter lovens 6. bog 7 kapitel samt sagens omkostninger. Peder Jørgensen havde erkendt de ulovlige ord of var indstillet på at betale en mulkt derfor. Dommeren gav Peder Jørgensen frist til at svare på næste ting.

26. august 1746 – pag. 99a

Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Friderich Blom stævnede 24. selvejergaards ejer Mons Hansen i Klemensker. Peder Ibsen fra Ibsker havde fået amtmandens tilladelse til at være fuldmægtig for Mons Hansen på den 24. gård og Erich Hansen på den 25. gård i Klemensker.
Peder Ibsen, fuldmægtig for den 24. og 25. gård, spurgte Anders Nielsen på den 23. gård om ikke at det var stridighed om det samme damsted, hvorom der var sluttet en kontrakt den 22. juli 1738? Anders Nielsen bekræftede det, men han mente, at kontrakten strid mod loven ”og ærbarheden”, da damstedet lå på den jord som han havde i fæste af kongen. Striden var opstået, da Erik Hansen på Splitsgaard ikke mente at det var kongens, mens bondens jord.
Anders Nielsen på den 23. gård havde startet sagen ved at indberette den til amtsforvalteren, som så havde stævnet Mons Hansen på den 24. gård St. Dammegaard. Der var gået strid i hvem der havde ret til at høste græsset ved damstedet, samt hvem, der havde rettigheden til damstedet. Peder Ibsen oplyste at 24. gård (St. Dammegaard) oprindelig havde bækfaldet (damstedet), men den var byttet med Splitsgaard. Det var før Mons Hansen kom til gården. Dette ville Peder Ibsen bevise.
Amtsforvalterens fuldmægtig havde indkaldt vidner til at afklare ejendomsretten til damstedet.
Første vidne var Hans Pedersen. Han havde været udsendt af Anders Nielsen til Mons Hansen for at forbyde ham at meje græs i damstedet, hvilket var pålagt Anders Nielsen at gøre på amtmandens vegne. Vidnet og også Mons Hansen havde været uvidende om, at jorden var kongens og i 23. gårds fæste.
Dernæst Poul Hansen havde været sammen med Hans Pedersen, da de forbød Mons Hansen at tage græs fra Damstedet. Han havde senere hjulpet Mons Hansen at age græs fra bækfaldet hjem til den 24. gård, hvilket han erkendte, at det var mod Anders Nielsens vilje.
Peder Ibsen spurgte Anders Nielsen om det var rigtigt, at han tidligere havde købt Mons Hansens andel af græsset. Anders Nielsen svarede ikke på spørgsmålet.
Dernæst vidnet Peder Larsen, som tjente hos sognedegnen i Klemensker. Han vidste at græsset var på kongens udmark, som som blev indlagt af udbygger Hans Olsen, der boede i det hus, hvor vidnet senere boede i ved den 23. gård. Han vidste ikke andet end jorden var i fæste til den 23. gård.
Peder Ibsen fik vidnet til at fortælle, at da han havde fæstet udmarksjorden, så kom holstførster Hans Erichsen til ham og sagde, at han havde fæstet damstedet med hosliggende havrejord, og så havde holtsførsten truet ham til at betale 2 sld. om året til ham, hvilket han lovede at betale i hans levetid. Da hans søn overtog Splitsgaard, der blev også krævet 2 sld. om året af ham, hvilket han havde betalt i 2 år. Peder Ibsen mente, at vidnet ikke kunne bruges, da han er broder til Anders Nielsens broders hustru.
Dernæst Peder Hansen, der fortalte at han mange gange havde gået i ”giers Viide” [syn af gærdes stand] og det var altid blevet oplyst, at denne jord lå på udmarken. Så vidste ikke andet, at bækfaldet måtte tilhøre kongens mark.
Peder Ibsen spurgte Peder Hansen om at dette bæk- eller damsted var de samme som stod i kontrakten eller byttebrevet, der blev underskrevet af Erik Hansen, Mons Hansen og Anders Nielsen. Peder Hansen havde underskrevet som vitterlighedsvidne. Det måtte Peder Hansen indrømme og han sagde, at holstførsten Hans Eriksen havde haft damstedet i brug.
Dernæst vidnet Jens Hansen mente at bækfaldet lå på den udmarksjord som Anders Nielsen havde fæstet. Men han sagde, at der var gærde mellem den 23. og 24. gårds, således at gårdene havde hver sin del af. Vidnet fortalte at Damstedet havde været udmarksjord, men nu var det ”stedet” (?). Peder Ibsen fik vidnet til at bekræfte at damstedet og bækfaldet førhen havde tilhørt Dammegaard og blev byttet til Splitsgaard. Han havde hørt det i sin ungdom af sine forældre. Og han sagde, at holstførsten Hans Eriksen var den første der brød og pløjede damstedet og såede hørfrø. Splitsgaard havde haft damsted og bækfaldet i hævd og brug, og han havde hørt at samme sted nu var byttet fra Splitsgaard tilbage til den 24. gård Dammegaard.
Vidnet Lars Hansen var tunghør og svag og i høj alder, hvorfor han ikke blev afhørt. Det udeblevne vidne Niels Andersen blev pålagt at møde på næste ting.
Jesper Hansen ville have at Peder Jørgensen ville udtale sig om sagen, således at den kunne gå til doms. Han var ikke mødt, hvorfor sagen gik til doms.
I sagen som Jesper Hansen skulle føre mod de tre kvinder, der var sagsøgt for tyveri, blev en seddel udstedt af sognepræsten Friderich Monrad fremlagt i retten. Sedlen var underskrevet af Lars Monsen i Nexø og Mons Andersen i Østermarie den 27. juni 1746 og på den anden side underskrevet af Mikkel Pedersen og Hans Poulsens underskrifter fra den 28. juli under Inger Andersdatters tilståelse af tyveriet.
Det udeblevne vidne på sidste retsmøde, Hans Poulsen, som var tjenestekarl hos præsten, var nu tilstede. Han fortalte, at Inger Andersdatter var kommet til præsten for at bede om hjælp, således at hun kunne slippe for at stå skrifte. Præsten sagde, at han ville hjælpe hende så meget han kunne, men hun skulle gå i tjeneste og tjene sit brød på en lovlig måde. Tjenestekarlen angav andre mulige vidner til Ingers tilståelse, nemlig Markus Markussen, Lars Jørgensen, Marta Hans Ibsen og Maren Lars Jensen alle fra Rø sogn. Defensor Svend Mikkelsen var ikke mødt. Sagen udsat således at flere vidner kunne indkaldes.

9. september 1746 – pag. 102a

Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Plum mødte i sagen og afhørte Niels Andersen, som ikke var mødt på sidste ting ang. damstedet. Vidnet tjente Mons Andersen på den 24. gård St. Dammegaard i Klemensker og havde været med til at meje græs i det omtvistede damsted for Mons Hansen. Græsset blev ikke ført hjem til gården, men han og hans husbond kørte det til Rønne. Til hvem vidste han ikke.
Peder Ibsen fik vidnet til at fortælle, at der var flere, der havde slået græs i det omtvistede damstedsgræs, nemlig Poul Hansen og Erik Hansens tjenestedreng Mons. Der var mere græs end der kunne være på vognen, som de kørte til Rønne.
Peder Ibsen på sin svogers vegne udbad sig alt, hvad der var sket på tinget og på Anders Nielsens angivelse til amtmanden.
I Jesper Hansens sag mod tre kvinder i Rø, blev det meddelt, at der var stævnet flere vidner til at møde den 16. september.
Kgl. Holtsførster Matthias Kettelsen bad om 8 forstandige mænd til at syne herredets skove, Hvilket skete. De skulle møde ved Niels Pedersen i Klemensker den 20. september ved solens opgang.

16. september 1746 – pag. 102b

Urne havde sendt en kopi af den nu regerende konge Frederik den femtes åbne brev om, at alle undersåtter og tjenere indsender kopier af deres bestallinger, privilegier, ekspektancer og beneficier udstedt af kongens salige fader Christian den sjette tillige med deres underdanigste supplikker inden 1. november.
Jesper Hansen i sagen mod de tre kvinder fra Rø sogn havde stævnet flere vidner i sagen: Lars Jørgensen, Markus Markussen, Marta Hans Ibs og Maren Lars Jens alle fra Rø. De eneste der var mødt, var Lars Jørgensen og Markus Markussen.
Lars Jørgensen havde talt med Christian Glasers enke, der var moder til Marta Christiansdatter. Hun havde spurgt ham, hvor hun kunne sælge sin kvie, da hun skulle betale nogle penge for det som hendes datter havde gjort. Ole Christians hustru havde sagt at de skulle give 17 daler. Vidnet havde sagt, at Marta måtte være lige skyldige som Anders Steffensens døtre. Men enken havde hørt, at Steffensens døtre ville fragå sin tilståelse, så måtte Marta fortælle, at det havde været Inger, der havde krøbet over leddet og set ind i haven, hvor lærredet lå, og hun havde foreslået, at de skulle tage det. Vidnet havde talt med Marta, der berettede om turen til Nexø. Hun havde sagt til Inger, at de ikke skulle tage det, fordi de var på vej til Nexø for at sælge et og andet. På vejen tilbage løftede Inger Marta over gærdet til haven. Marta tog lærredet og gav det til Inger, der svøbte det under sit skørt. Ved Ibsker kirke havde de tre rullet lærredet under skørtet, således at det ikke kunne ses. Da de kom tilbage, havde Inger taget det med til Christian Steffensens enke (Martas moder). Vidnet havde sagt til Marta, at de måtte gå til bekendelse hos præsten, hvilket de allerede havde gjort. Vidnet mente, at Anders Steffensen ikke havde indgået et forlig, hvis ikke han mente, at pigerne var skyldige.
Lars Jørgensen refererede en samtale mellem Marta og hendes moder. Moderen mente, at Marta bare skulle have ladet være med at sælg lærred til Grete Hintse, så kunne de have gemt lærredet. Årsagen til at Lars Jørgensen havde været hos enken og Marta, var at Marta havde kørt kæppe for ham til Nexø og Åkirkeby og at de havde købt træ til koste af ham.
Martas moder havde bedt Markus om at komme for at give hende et godt råd om hvordan hun skulle klare sagen. Men, sagde vidnet, at han var ikke mere venner med dem som med andre folk. Han forklarede defensor, at han ikke havde fortalt historien for andre, hvilket defensor betragtede som ubetænksomt og imod al fornuft. Defensor mente, at dette vidne ikke kunne anses som troværdigt. Aktor mente modsat, at vidnet var troværdigt.
Vidnet Markus Markussen havde gået en tur gennem skoven og havde mødt Christian Steffensens enke og Marta i samtale med udbygger Lars Jørgensen en gang i sommer efter Sankt Hans. Han refererede samtalen på samme måde som Lars Jørgensen – næsten ordret. Men han havde hørt alt gennem døren til enkens hus og ikke deltaget i samtalen.
Maren Lars Jensen havde udstedt en attest med hendes underskrift, som blev læst og påskrevet. Dommeren ville ikke anse denne attest som lovlig, så den ville han se bort fra.
Aktor ville have de udeblevne vidner indkaldte til afhøring om 14 dage. Det var Maren Lars Jensen og Marta Hans Ibs. Sagen blev udsat til næste ting.
[Oplysninger fra John Christensens base:
Skifteprotokollen for Landsogne- Side 175. 1742. 10. Marts.
Christian Steffensen, udb. Kong. Mark, Rø.
Zitzelle Olsdatter. Laugv: Hans Hansen, Tornegård, Østerlars.
3 søn. 2 døt.
A: Ole Christiansen, f. 1716, udb. Øster Sogn.
B: Niels ?, f. 1719, rytter, Holstein. Curator: Bror, Ole Christiansen.
C: Christian ?, f. 1728. Værge: Farbror, Lorent Stefensen, Præstegård grund, Østerlars.
D: Marie ?, gm. Hans Jacobsen, udb. Øster Sogn.
E: Martha ?, f. 1721. Værge: Farbror, Anders Stefensen, 6. Sg.g. Rø.

Landsogne ekstraskifter Side 15. Nr. 24. 1762. 20. Feb.
Attest på at udbygger Anders Steffensens hustru døde på 6. Sg.grund i Rø. Intet at holde skifte og deling over.]

Dom afsagt i Jesper Hansens sag mod Peder Jørgensen i Rutsker.

DOM – pag. 104b

Sagen startede med en anmeldelse den 30. juni fra præsten Poscholan i Hasle og Rutsker til amtmanden. Søndag den 12. juni skete et slagsmål mellem to bønder Peder Jørgensen på Langegaard og Christian Pedersen. Jesper Hansen blev beordret aktor i sagen. Peder Jørgensen skulle have slået Christian Pedersen efter en disput. Christian sagde, at han ville drive Peder Jørgensen fra sin gård og at hans stedsøn og Peder Jørgensens søster, skulle overtage gården. Christian Pedersen ville give dem penge til at købe gården for. Peder Jørgensens yngre broder havde indløsningsretten til Langegaard, så det havde været muligt, at udmanøvrere Peder Jørgensen på denne måde. Peder havde beskyldt Christian for at have andre grunde til at arrangere dette ægteskab og køb af gården (Christians skulle have drevet utugt med Peders søster, men det nævntes ikke i dommen).
Christian havde skubbet kraftigt til Peder, og Peder havde derefter slået Christian to gange med et stenkrus, så han blev alvorligt såret. Christian havde ikke ladet sig syne for sine skader, da der var indgået forlig kort efter slagsmålet, hvorfor Christian og Peder ikke mente, at der skulle dømmes på tinget.
Peder Jørgensen havde tilstået sin forseelse og at det skete på en helligdag, så skulle han dømmes tre gange 6 lod sølv, som var 9 rdl. for forseelsen, selv om, det der var gode forklaringer på, hvorfor slagsmålet var opstået. Da det var sket på en helligdag, skulle Peder også dømmes for helligbrøde, der efter forordningen 12. marts 1735 var på 1 rdl. 3 mark, samt sagens omkostninger som var på 4 rdl.

30. september 1746 – pag. 105a

Læst kgl. Anordning om sørgeklæder i ihukommelse kong Christian den 6. død, dateret København 9. august 1746. Læst kgl. Kgl. Forordning om ringen med kirkeklokker overalt i Danmark og Norge , dat. 8. august.
Læst kgl. Reskript om at almuen hver i sær skal holde kirkegårdsgærdet eller dige ved magt og selv reparere når brøst påkommer. Dat. 26. august 1746.
De 8 mand aflagde deres synsforretning af skovene i Nørreherred.
Hans Monsen på den 24. gård i Klemenskers fuldmægtig Peder Ibsen fremlagde et udtog af Nørreherreds protokol for den 15. november 1695 angående bækfaldet og tilhørende mølledamsted tilhørte Splitsgaard. Han fremlagde kontrakt af dato 22 juli 1738 udsted og vedstået af Anders Nielsen (23. gård), som nu anfægtes af Anders Nielsen som værende ukorrekt. Han fremlagde udskrift af herredsprotokollen af 24. marts 1701, hvoraf man kan se, at den afhørte udbygger Peder Larsen havde haft bækfaldet og damstedet i brug i 1701. Og han havde sagt, at han gav afgifter til bønderne og ikke til kongen. Peder Ibsen aflagde et skriftligt indlæg om sagen dat. 28. september 1746.
Amtsforvalterens fuldmægtig Frederik Plom så ikke at Ibsens indlæg kunne ændre ved konstateringen om, at den omtvistede jord var udmarksjord.
Sagen udsat 14 dage.
Jesper Hansen kom i retten i sagen mod de tre kvinder fra Rø. Han ville nu afhøre nye vidner i sagen, nemlig Maren Lars Jensen og Marta Hans Ibs.
Maren fortalte, at Inger Steffensdatter havde berettet for hende at hverken hun, eller hendes søster Lisbet, havde taget lærred i Nexø, men det havde Marta Christian Steffensens datter og at Inger ville angive sin medvirken for præsten.
Marta Christiansdatter var nu i retten. Aktor spurgte hende om hvem, der havde løftet hende over gærdet ind til haven i Nexø. Hun benægtede, at hun havde været i en haven, Ja, hun havde ikke engang set en have.
Defensor Svend Mikkelsen spurgte vidnet Maren Larsdatter, hvor længe siden det var, at Inger havde fortalt hende om tyveriet. Maren vidste ikke hvornår det var.
Marta Hans Ibsen havde mødt Marta Christiansdatter først i høsttiden, hvor hun havde sagt, at de alle tre var lige gode om tyveriet, men at hun ikke havde været med i forliget eller havde tilbudt at bøde for det. Defensor spurgte vidnet om hun vidste hvorfor Marta Christiansdatter ikke havde været med i forliget, og om der var uenighed med Lars Jørgensen om det. Vidnet kendte intet til dette.
Defensor spurgte Marta Christiansdatter om hun tilstod hvad Marta Hans Ibsen havde sagt. Marta Christiansdatter sagde, at hun ikke kendte til det, fordi hun intet lærred havde taget.
Sagen blev stillet i bero.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen stævnede ungkarl Peder Thomasen (Thommesen, Thomsen) med sine forældre og flere andre i Klemensker. Løjtnant Anders Jørgensen havde søgt amtmanden (og fået tilladelse til) at være Peder Thomsens forsvarer.
Sognepræsten Agerbech havde tilbudt sig under politiforhøret at komme for retten og frivilligt give oplysninger om tyvesagen og han ville gøre sit bedste ved at føre afhøringen, men ”som han fornam af den allerede i rettelagde Supliqv og den der paa skrevne Constitution, først af Jørgen Pedersen sin stifsøns angivelse skielder for løgnagtig uanset de vidners allerede ved Politieforhøret ere afhørte allerede beviser anderledes. Ja saaleedes at landet allerfornuftigste silf for Justitien icke paa løgn har ordineret Rættergang i Kongens naun, der næst at høy. bemt Landets Øvrighed har paa saadan forregivende ordineret de anklagede Lieutn. Anders Jørgensen til forsvar i sagen, dog med vilkaar at hand sig i sit forsvar efter Lou og Forordninger skal forholde eller staae til ansvar”.
Agerbech forsøgte at få dommeren til at ansætte Anders Jørgensen som forsvarer, da han var involveret i sagen, ja, efter Agerbechs mening, var som en hæler i tyverisagen. Agerbech henviste til en ukendt forordning af 13. april 1686. I tingbogen står:
”Hand (Agerbech) troede dommeren icke skulle dømme imod Retfærdighed icke heller hans tilhørere Lieutn, Anders Jørgensen skulle ville møde her for Retten med Løgnens fader i sit hierte at forsvare ved Loukraage den onde aandsgierninger, saa vist der har som dommeren Elsker Retfærdighed og Sandhed, Ja saa vist som Procoratoren icke u Christelig agtede at forsvare satans gierninger”.
Anders Jørgensen tog Agerbechs angreb roligt og mente at han skulle høre vidneafhøringer, før han kunne have en mening om sagens karakter.
Agerbech ønskede at politiforhøret skulle oplæses før at dommeren afgav sin vurdering.
Anders Jørgensen undrede sig over at det ikke var den tilforordnede aktor, der skulle agere sagen, men sognepræsten. Agerbech svarede, at det ikke drejede sig om dyd og kristendom, men en sag imod synd og ondskab, hvorfor præsten kunne være ligeså god som aktor at føre afhøringerne. Han var som præst også underlagt sandhedens krav.
Politiforhøret blev dernæst oplæst for Peder Thomsen, hvilket han vedstod ord for ord. [se referatet for Politiprotokollen 30. august 1746 pag. 120a– tyveri af korn i lo (Klemensker)] Aktor Svend Mikkelsen stillede dernæst spørgsmål. Bla. Om der var vidner til hans stedfars fjernelse af tørv i tørvemosen – han angav folk fra Vellingsgård i Nyker.
Vidner Christopher Hansen fortalte, at Jørgen Pedersen (Stedfaderen) og Peder Thomsen var kommet til ham for at låne den gule hoppe som lignede Svend Jørgensens hest. De to skulle om natten hente kornet fra forskellige og levere det korn tilbage, som de havde fået af Svend Jørgensens tjenestedreng Anders Nielsen. De havde solgt en tønde korn til forskellige og skulle nu købe det tilbage og slette sporene for deres gerning. Jørgen Pedersen og Peder Thomsen havde fortalte at Peder Thomsens stedfar havde sagt at de skulle benægte alt på politiforhøret, hvad de havde sagt til præsten under hans forhør med to vidner. Ud over kornet som de havde fået op til jul, skulle de også nægte, at Peder Thomsens moder havde malket Christopher Hansens ko. I stedet skulle de sige, at hun havde fået mælken af Christophers tjenestepige.
Christopher Hansens hustru vedstod sin mands vidnesbyrd.
Poul Pibers hustru vedstod det hun havde sagt ved politiforhøret.
Anthoni Holgersen vedstod hvad han havde sagt tidligere ved politiforhøret. Og tilføjede, at Peder Thomsen havde tryglet om ”hjemmel”, men han havde sagt, at man skal hjælpe sin næste men ikke i tyvesager.
Svend Hansen fortalte at Jørgen Pedersen og hans stedsøn havde været hos ham for at låne en tønde korn, hvilket de ville arbejde for. Kornet skulle de levere tilbage til Svend Jørgensen. Dette skete dagen før at de to skulle til forhør hos præsten. Kornet havde de fået af Svend Jørgensens tjenestedreng og at de ville levere det tilbage, således at tjenestedrengen ikke blev mistænkt for at have stjålet det.
Hans Hansen erkendte hvad han havde sagt ved politiforhøret og tilføjede, at det tørv som Jørgen Pedersen havde taget i tørvemosen havde han ikke fået vederlag for. Jep Ibsen og Lars Hansen bekræftede Hans Hansens vidnesbyrd.
Aktor Svend Mikkelsen synes ikke at det var nødvendigt at afhøre de udeblevne vidner, men ville have at Svend Jørgensens tjenestedreng Anders Nielsen skulle indkaldes til afhøring.
Anders Agerbech ville have udtog i sagen, således at han kunne komme med sin udlægning af sagen inden dommeren afgav sin dom. Svend Mikkelsen bad om udtog og han ville meddele Agerbech, hvad der blev skrevet.
Forsvareren Anders Jørgensen ville lade sin principal Jørgen Pedersen beslutte om han skulle have et udtog i sagen. Agerbech undrede sig over at Anders Jørgensen ville forsvare en tyv, da der forelå de klareste beviser i en vederstyggelig tyvesag.
Aktor ville forevise udtoget for højøvrigheden, hvorfor han lod sagen udsætte.
Holstførste Matthias Kettelsen bad om at få 4 mand fra hvert sogn til at skønne gærderne og 4 mand til at syne pileplantningen.

7. oktober 1746 – pag. 109a

Læst kgl plakat angående hvilket fremmed salt, der måtte indføres i Danmark og Norge.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod de tre kvinder i Rø sogn og bad om udsættelse af sagen. Han havde ikke fået udskrifter, således at han kunne svare i retten, på grund af kongens mange ægter. Endvidere havde skriveren været optaget af at skrive for mange ældre sager. Defensor Svend Mikkelsen ville have udskudt tidsbegrænsningen tilsvarende.
Niels Pedersen på den 7 selvejergaard i Rutsker lod opbyde en arvekapital på 12 sld 3 mk 5 sk. Som tilhørte hans myndling Mikkel Ibsen.

14. oktober 1746 – pag. 109b

Frederik Plom, amtsforvalterens fuldmægtig, producerede et skriftligt indlæg mod Mons Hansen på den 24. gård i Klemensker angående tilhørsforholdet til bækfaldet. Han fremlagde flere dokumenter. Anders Nielsen på den 23. gård fremkom med en 8mands dom.
Peder Ibsen på Mons Hansens vegne ville have at Anders Nielsen skulle fremlægge sit fæstebrev på bækfaldet på næste ting. Sagen blev udskudt til næste ting.
Den konstituerede aktor Svend Mikkelsen fremkom i sagen mod Peder Thomsen, Jørgen Pedersen med flere i Klemensker. Anders Nielsen var stævnet i sagen til afhøring og eventuelt domfældelse. Anders Nielsen var ikke mødt.
Løjtnant Anders Jørgensen, som var fuldmægtig for Jørgen Pedersen, ville have udtog af politiforhøret og alt andet, der var fremlagt i sagen, hvorefter han ville komme med en lovligt indlæg.
Svend Mikkelsen hævdede med sit eget og med Hr. Agerbechs fremlagte bevisførelser og påstande, at Anders Jørgensens ageren i en ikke retfærdig sag, og at han ikke ”kunne spille så løseligt på kongens sag”. Dommeren mente ikke at han kunne gå mod amtmandens forordnede og beskikkede forsvarer i sagen. Dommeren tvivlede på at han kunne gå imod den af Inkvisitions- kommissionen forordning. Desuden var Anders Jørgensen ikke en edsvoren prokurator, men alene en beskikket defensor. Dommeren fandt ikke i loven, at man kunne forlange, at Jørgen Pedersen skulle stille kaution.
Dommeren pålagde de udeblevne vidner at møde på næste ting. Det var Absalon Larsen, Peder Larsen og Lisbet Thomasdatter alle fra Klemensker.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte og fremlagde amtmandens tilladelse til at gå i retten for Berild Høg fra Rutsker som beskikket aktor i en sag mod Thor Larsen Skrubbe i Klemensker.
Hans Poulsen stævnede Thor Larsen, samt fenrik Rasmus Monsens tjenestekarl Svend Hansen.
Jesper Hansen fra Allinge mødte og fremlagde amtmandens tilladelse til at svare som forsvarer for Thor Larsen og Rasmus Monsen fra Skrubbegaardene. Jesper Hansen ankede at Hans Poulsens stævning ikke indeholdt anklagens beskrivelse og at sandemanden Hans Olsen ikke var indkaldt som vidne, samt ej heller lodsejeren Rasmus Monsen, hvor Svend Hansen var i tjeneste. Han skulle som husbond være indkaldt efter forordningen pag. 30 artikel 2. Jesper Hansen ville have stævningen dømt død og magtesløs.
Hans Poulsens svar på Jesper Hansen anke var at henvise til et politiforhør fra den 17. september, der viste at tjenestekarlen sammen med Thor Larsen havde været i slagsmål. Rasmus Monsen havde i politiretten sagt, at han ikke havde pålagt sin tjenestekarl at øve vold, hvorfor Hans Poulsen ikke mente, at lodsejeren havde part i sagen.
Dommeren afviste Jesper Hansens klage. Husbond Rasmus Monsen havde i politiforhøret afvist at have noget med sagen at gøre og desuden var hans tjenestekarl myndig, så han skulle selv stå til ansvar for sine handlinger. Stævningen blev dømt at stå ved magt.
Hans Poulsen kunne nu afhøre sine vidner, som var Hans Jensen, Jørgen Jensen, Hans Jørgensen, Anders Monsen, Lars Nielsen og Ane Nielsedatter, Anike Larsedatter, Margrete Larsdatter, Karen Jensdatter, Ane Margrethe Nielsdatter alle disse vidner fra Rutsker, Desuden var 2 synsmænd Hans Jensen og Claus Larsen fra Rutsker. Magdalena Nielsdatter var ikke mødt.
Hans Jensen var det første vidne. Han vedstod det han havde sagt på politiforhøret. Thor Larsen og Svend Hansens forsvarer Jesper Hansen mente sagen fra Politiforhøret er så stor og vigtig, at vidnerne skulle separeres. Dommeren afslog, da de tiltalte ikke kunne dømmes på liv, ære eller velfærd.
Vidnet Hans Jensen kunne ikke bekræfte aktors fortælling om at Thor Larsen slog Berild Høj til jorden før end Berild Høg slog igen, men han kunne bevidne at Svend Hansen slog Berild Høg. Han havde ikke set af Berild Høg var blodig.
Thor Larsens forsvarer Jesper Hansen mente ikke at dette vidne kunne bruges, da Hans Jensen var en af Berild Høgs tilhængere ”og ligger som Complots brødre”.
Aktor fik vidnet til at sige, at han ikke var i flok og følge med Berild Høg til Skobbeskoven, hvor folk plukkede nødder. Hans Jensen var kommet til skoven lidt før slagsmålet startede.
Anike Larsdatter vedstod også, hvad hun havde sagt ved politiforhøret, bortset fra at hun havde ikke sagt, at Berild Høg var understøttet af folk på vejen. Hun så at Thor Larsen havde draget kniven, men hun kunne ikke huske om det var før eller efter at de begyndte at slå på hinanden. Hun havde set at Berild Høg var blodig i hovedet efter at Thor Larsen og Svend Hansen havde slået ham. Hun vidste ikke om den bøsse, som Svend Hansen havde med sig, var ladt med hagl eller kugle.
Jesper Hansen spurgte vidnet om Hans Poulsen havde, på tingstedet, instrueret hende i, hvad hun skulle sige. Hun sagde, at det ikke var sket for hende, men hun havde set at han havde talt med flere. På Jesper Hansens spørgsmål fortalte hun, at hun havde fået en ”nøddekrog” af Mons Larsens søn og at en del af de andre også havde nøddekroge. Hun mente, at Berild Høg ikke havde haft en nøddekrog med sig da han kom, men han havde tagen en af de andres. Han havde brugt nøddekrog til at forsvare sig med. Vidnet mente ikke at de første gang, da de blev udjagede af skoven af ejeren, havde plukke nødder, men måske havde de haft nødder fra andre skove. Hun påstod at hun ikke var vred på Thor Larsen og Svend Hansen, som jagede nøddeplukkerne ud af skoven. Jesper Hansen mente at vidnet ikke var uvilligt, men havde interesser mod Thor Larsen og Svend Hansen. Hvordan kunne hun ellers svare sådant.
Anike Larsdatter mente at vide, at Berild Høg ren tilfældigt var kommet igennem skoven på sin vej mod Klemensker.
Hans Jørgensen var næste vidne, der vedstod hvad han havde sagt i politiforhøret. Hans Jørgensen havde ikke set hvem der slog hvem, da han var blevet jagtet af Svend Hansen med en nøddekrog. Jesper Hansen ville også have dette vidne dømt uvildigt, da Hans Jørgensen var avindsmand til Thor Larsen og Svend Hansen.
Jørgen Jensen vedstod sine udtalelser fra Politiforhøret. Jørgen Jensen havde ikke fulgt med Berild Høg, så han vidste ikke han ærinde den søndag den 11. september Han vidste ikke om skoven var enten Thor Larsens eller Rasmus Monsens. Han havde set Thor Larsen komme løbende med en kniv, men han vidste ikke hvornår han havde draget den. Han havde ikke set begge havde slået Berild Høg, men han så Thor Larsen sloges med Berild. Han så ikke at Jørgen slog igen. Han var løbet fra pladsen, da de begyndte at sloges. Berild Høg havde ikke en nøddekrog med sig hjemmefra, men hvorfra han fik en, vidste han ikke. Vidnet nægtede at han havde nødder fra skoven. Dem han havde stammede fra hans faders og Rømers skov. Det var en time efter prædikenen at han sammen med sine søskende var kommet til skoven. Jesper Hansen på Thor Larsen og Svend Hansens vegne, mente at det var usandsynligt, at de havde gået til skoven uden til hensigt at plukke nøder. Da det var forbudt at plukke nødder i en fremmed mands skov, så kunne dette vidne også betragtes som et villigt vidne.
Aktor spurgte vidne Jørgen Jensen hvorfor han var i skoven. Han forklarede at hans søster havde ærinde hos Rasmus Mons hustru og derfor havde han fulgt hende gennem skoven. Han forsikrede at de ikke havde plukket nøder, men også at slagsmålet havde forhindret hans søster i at komme til Rasmus Monsens hustru.
Sagen blev udsat til næste ting, hvortil de udeblevne vidner blev tilsagt at komme, ellers ville de blive straffet efter loven.
Jesper Hansen som aktor i sagen mod de tre kvinder i Rø, der var sigtet for tyveri, gjorde sin irettesættelse og antog at de tre kvinder havde give deres tilståelse. Han betragtede tyveriet var et komplot under dække af ”bissekræmmeri i landet med strømper, koste, river og deslige. På deres tur til Nexø havde de taget et stort stykke lærred i haven hos Lars Mons og strømper fra Mons Andersen i Østermarie. Disse koster havde de to søstres fader Anders Steffensen aftinget med de skadeslidte, hvilket var bevist med vidner og præstens attest. Aktors påstand var at de alle tre skulle straffes efter lovens pag. 983 artikel 32 og betale og lide efter lovens pag. 986 art. 39. Børnenes forældre havde fordulgt tyveriet og bør være medansvarlige og betale bøderne.
Forsvarer Svend Mikkelsen havde ikke fået sagen i udskrift, hvorfor han bad om at måtte låne de i sagen brugte dokumenter, således at han kunne svare på tinget om 14 dage. Hvilket blev ham tilladt.

21. oktober 1746 – pag. 113a

Kgl. Reskript til stiftsbefalingsmand Gersdorph om at der skal søges konfirmation af alle bestallinger og benådningsbreve udstedt af sal kong Christian den 6.
Læst kgl. Befaling om hvordan ansøgningerne skal stile, jfr. Ovenstående. Begge dateret den 12. august 1746.
Læst et pantebrev. på 320 sld udstedt den 17. oktober 1746 udstedt af Hans Poulsen på den 7. frivornedgaard i Rø til handelsmand Leegaard i Rønne mod pant i ejendommen.
Niels Pedersen på den 7. gård i Rutsker udbød for anden gang børnepenge på 121 sld 3 mark og 5 skilling.

28. oktober 1746 – pag. 113b

Amtsforvalter Schrøders fuldmægtig mødte på Anders Nielsens vegne i sag mod Mons Hansen på den 24. gård i Klemensker om det bækfald, som skal være en del af den udmarksjord som Anders Nielsen havde i fæste. Der var indkaldt flere vidner og to tidlige udeblevne vidner Bent Simonsen og Ane sal. Jørgen Bugges.
Bent Simonsen vidste hvor bækfaldet var, men kendte ikke til Mons Hansens mejning af det. Han var ikke klar over om Peder Larsen tidligere havde fæstet hele damstedet, men han var klar over at damstedet i hans ungdom var kongens udmark. Han havde været med til at gærde damstedet for den 24. gårds beboer Arrest Pedersen for over 50 år siden og dengang var han helt bevidst om at det var kongens mark. Vidnet var klar over at Splitsgaard havde taget leje af damstedet da Hans Eriksen boede der, men han vidste ikke om den var tilbyttet fra den 24. gård, som Mons Hansens fuldmægtig mente.
Dernæst Ana salig Jørgen Bugges efterlever. Hun var ikke bevidst om at damstedet er på den samme indmark som Peder Larsen tidligere havde i fæstet. Da hun var ung havde hun vogtet gæslinger på samme mark og da tilhørte det kongen og at udgærdet lå vesten for damstedet.
Der var ikke flere vidner at afhøre, hvorfor parterne ønskede udtog og ville afgive sine påstande på næste ting.
Svend Mikkelsen som beskikket forsvarer for de tre tyverisigtede kvinder i Rø afgav deres skriftlige indlæg i sagen. Sagen gik til doms.
Svend Mikkelsen mødte som beskikket aktor i sagen mod Peder Thomsen og Jørgen Pedersen og hustru afhørte de tidlige indkaldte men udeblevne vidner.
Absalon Larsen fortalte om hvordan hans broder Peder Larsen havde mødt Jørgen Pedersen i tørvemosen, der fortalte at Svend Jørgensens dreng havde på Svend Jørgensens hest ført en tønde korn til ham. Senere havde Jørgen Pedersen bedt dem om ikke at fortælle dette til nogen og det var først da der kom bud fra præsten, at de havde undret sig over samtalen.
Vidnet Peder Larsen bekræftede dette udsagn som hans broder havde vidnet.
Det tredje vidne Lisbet Thommesdatter, søster til Peder Thomsen benægtede at vide noget som helst om at hendes forældre havde fået en tønde korn af Svend Jørgensens dreng og som de havde brugt til mel og gryn. Vidnet fortalte, at hun havde været hjemme hele vinteren og ikke ude og tjene.
Jørgen Pedersens forsvarer producerede et skriftligt indlæg og fremviste en attest fra sognedegnen Jesper Lund.
Sagen blev stillet i bero.
Den befalede aktor Hans Poulsen fra Vestermarie i sagen mod Thor Larsen og Svend Hansen i Klemensker kom og fremstillede flere vidner i sagen.
Førte vidne var Anders Monsen af Barqvist (?). Han erkendte, at han havde været i hasselskoven, men havde ikke set slagsmålet. Han vidste ikke om Svend Hansens bøsse var ladt. Han bekræftede at de var blevet forbudt at plukke nødder i skoven og at han derfor var gået hjem. Han havde ikke flere nødder med sig end han kunne knække på vejen. Han nægtede at have gjort noget ulovligt, så som at tage nødder trods forbuddet eller at knække hasselgrene af træerne.
Næste vidne var Margrete Larsdatter havde været i Rasmus Monsens nøddeskov, men så snart at Thor Hansen havde givet det første rap med kæppen, så var hun rendt hjem. Hun turde ikke se på det og derfor ikke kunne sige noget om dragen kniv eller om Berild Høg faldt til jorden.
Thor Larsens og Svend Hansens forsvarer fik vidnet til at fortælle, at Berild Høg havde fået hende og hendes følgesvende tilbage til skoven igen, efter at de første gang var blevet jaget ud af skoven. Vidnet havde haft det forsæt, at hun og Jens Rasmussens børn ville gå til Rasmus Monsens hustru for at bede om lov til at plukke nødder, men det ærinde blev ikke gennemført.
Karen Jensdatter vedstod hvad hun havde sagt under politiforhøret undtagen at hun skulle have sagt, at de alle sammen var blevet beskyldt for at være tyve. Hun erindrede heller ikke at Hans Jørgensen skulle have fået hug af Svend Hansen. Efter spørgsmål fra aktor, mindedes hun ikke at have set Thor Larsen med draget kniv. Jesper Hansen, som forsvarer for de to sigtede, fik vidnet til at erkende, at hun havde set Thor Larsen med en ”svøbe eller pisk” i hånden, da de kom anden gang. Hun havde ikke set andet slagsmål end at Thor Larsen havde slået ”høgen” en gang (Høgen er Berild Høg). Hun var hurtigt gået fra skoven, så hun havde ikke set mere. Hun havde også set Berild Høg med et eller andet i hånden. Om det var en kæp eller nøddekrog, så hun ikke. Hun havde også se Berild Høgs sår i hovedet, men hun kunne ikke beskrive det.
De to synsmænd Hans Jensen og Claus Larsen fra Rutsker bekræftede hvad de havde sagt ved politiforhøret. Claus Larsen havde talt med Berild Høg dagen før. Berild var stadig svag og havde ondt i ”røven”, som stammede fra Svend Hansens slag.
Forsvareren Jesper Hansen ville ikke godtage at den ene synsmand havde opsøgt Berild Høg, som var sagsgiveren. Det kunne være et tegn på at han var blevet instrueret i hvad han skulle sige. Synsmændene havde synet Berild i præstegaarden i Rutsker søndag aften og at det var sket på Berilds ønske og i overværelse af sandemand Hans Olsen, som havde afhørt Berild om slagsmålet.
Sagen udsat 14 dage, hvor de udeblevne vidner skulle afhøres. Det var Thor Larsens stedbørn: Lars og Ana og Ana Margrete Nielsdatter og Malene Nielsdatter.
Niels Pedersen fra den 7. selvejergaard i Rutsker opbød for 3. gang børnepenge for 121 sld 3 mk 5 sk.- Ingen ville modtage dem, hvorfor Niels Pedersen vil et tingsvidne herom.

11. november 1746 – pag. 117a

Læst skøde dat. 11. november 1746 på den 3. vornedgaard i Olsker hvorved Hans Hermandsen solgte gården, som han havde købt af kongen den 18. januar 1745, til Jens Pedersen for 235 sld.
Læst et pantebrev af 10. november 1746 der viste at Jens Pedersen, der havde købt den 3. vornedgaard i Olsker havde lånt 140 sld. af fenrik Peder Hansen Kofoed i Vestermarie mod pant i gården.
Læst et skøde dat 11. november 1746 hvor Jørgen Hansen på Hullegaard i Olsker og Peder Jørgensen havde solgt den på Bredsensgaards grund bestående vindmølle til Hans Hermandsen som nu bor på 3. vornedgaard i Olsker for 149 sld.
Læst et pantebrev af 11. oktober 1746 der viste at Clemen Mortensen på den 7. selvejergaard i Klemensker havde bortpantet i 18 år et udhus og tre løkker til sin udbygger Hans Madsen for 90 daler.
Synsforretningerne på gærde og piletræer blev afsagt.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen af Rønne stævnede udbygger Jørgen Pedersen og hustru i Klemensker for 6 punkter som fremgår af politiforhøret. [Det var tyverisagen af en tønde korn, som Jørgen Pedersens stedsøn tidligere var anklaget for]
Anders Agerbech var til stede og påhørte stævningen. Han påpegede, at der stævnedes på 6 forskellige punkter, hvilket ikke betød, at der skulle aflægges seks stk. stemplet papir til retssagen. Hvorfor han ville gøre opmærksom på dette inden nogen fandt på at det var 6 forskellige domme, der skulle afsiges.
Løjtnant Anders Jørgensen var mødt og erindrede at hvis han skulle anklages i denne sag, så skulle det ikke være i herredstinget, men til krigsretten, som var hans hjemting. Han var tidligere blevet anklaget for at forsvare i en uærlig sag.
Agerbech var indkaldt for at forklare sagen, hvorfor han ønskede, at denne tilsigelse skulle oplæses og påskrives. Endvidere angreb han løjtnant Anders Jørgensen: Det kunne ikke være sådan, at han den ene dag kommanderer kongens undersåtter på mønstringspladsen og den anden dag til at lade sig kommandere af en tyv.
Svend Mikkelsen takkede Agerbech for at have forklaret sagens principielle problem med, at Anders Jørgensen mødte for at svare for Jørgen Pedersen.
Løjtnant Jørgensen mente, at dette er en helt ny sag, som krævede nye fuldmagter ifølge loven pag. 288 art. 10 og at han ikke kunne sagsøges for meddelagtighed i den forrige sag.
Agerbech mente, at det var præstens pligt at tage imod undersåtternes klager ifølge lovens pag. 281 ud pag. 263. Hvis det drejede sig om sager, som præsten ikke kunne klare, skulle han i flg. Loven pag. 554 art. 8 oplyse den verdslige øvrighed om sagen.
Efter disputs mellem aktor og sognepræst og løjtnant Anders Jørgensen, afbrød herredsfogeden / dommeren, at sagen er en følge af sidste retssag, hvor det stod klart, at Jørgen Pedersen skulle stævnes til domsafsigelse og ikke som vidne.
Aktor Svend Mikkelsen henviste til amtmandens konstitution og politiforhøret. Hvis det ikke var gyldigt, måtte han bede amtmanden om at løse problemet.
De to stævningsmænd blev af aktor bedt om at fortælle, hvad Jørgen Pedersen havde sagt, da de havde været med en ”forrelegelse” til han steddatter. Jørgen havde sagt, at hvis hun skulle vidne til gavn for dem, så skulle hun også vidne til gavn for ham. Da de stævnede Jørgen selv, så havde han undret sig. Tørven hvad er det? Så svarede hans kone, at til måtte skyldes ”Dynge Hansens”. Hvad er så malkningen, havde han spurgt. Og konen havde svaret ”Det griner jeg kun ad”. Da de stævnede Anders Jørgensen, havde han sagt, at de vil have en sag på mig. Morten Jensen havde straks erklæret sig uskyldig, da han ikke vidste hvorfra Peder Thomsen havde fået kornet fra.
Dernæst blev de to beskikkelsesvidner Mads Clausen og Jens Pedersen, der havde været hos Jørgen Pedersen og hans stedsøn Peder Thomsen. De fortalte om den tønde korn som de havde fået af Svend Jørgensens tjenestedreng. Tjenestedrengen havde sagt at han havde fået to par hoser, et par blå og et par sorte. Jørgen Pedersen og Peder Thomsen nægtede det og sagde at det måtte han bevise.
Vidnet Christopher Hansen fortalte om hvordan hans tjenestepige havde ageret ved at Peder Thomsens mor havde truet hende til at lade hans ko malke. Under beskikkelserne og afhøringerne havde Peder Thomsens mor, Karen (?), henh. nægtet og vedgået mælketyveriet. Tjenestepigen havde sagt, at hun havde fået mælk over 20 gange på en ulovlig måde. Endvidere ville aktor have vidnet til at fortælle om Jørgen Pedersens situation før og efter at sagen startede. Vidnet sagde, at Jørgen Pedersen have en snes får og lam, en snes unge gæs, 3 køer, en kalv, en so og 4 horsøg (?), et par kister i stuen og 2 senge, Han vidste at det meste er borte.
Aktor spurgte Svend Jørgensen, som er nabo til Jørgen Pedersen, om han kunne forklare, hvad der var ført bort fra Jørgen Pedersens hus. Han vidste ikke hvor meget, bortset fra det han havde solgt.
Aktor afhørte Jørgen Pedersen. Han kunne hverken læse eller skrive. Det var løjtnant Anders Jørgensen, der havde skrevet supplikken for ham og som han havde underskrevet. Men han vidste ikke hvad indlægget skulle betyde. Dog var han bevidst om, at han ønskede at meddele, at hans stedsøn Peder Thomsens beskyldninger var løgn. Hvad der var sagt i politiretten, var ikke sandt.
Agerbech betragtede at Jørgen Pedersen burde straffes for ærekrænkende ord, men at koncipisten (Anders Jørgensen) burde straffes for at have bragt ”vederstyggeligt tøj for retten”.
Agerbech mente, at Jørgen Pedersen havde skaffet sig af med de bostedsting, der var stjålet. Hans påstand var, at Jørgen Pedersen (Fejlskrivning? Det er vel Peder Thomsen?) havde stjålet to køer. Den ene fra Aagaarden i Østerlars som han havde solgt i Rønne og den anden ko havde han taget i Almindingen og solgt i Nexø, hvilket sandemand Kofoed i Klemensker og andre vidner kunne bevise. Endvidere ville han betragte Peder Thomsen som løsgænger.
Dommeren mente, at det var aktor Svend Mikkelsens vurdering om Jørgen Pedersen (Peder Thomsen?) skulle arresteres eller om der skulle stille kaution. Sagen blev stillet i bero.
For retten kom amtsforvalter Schrøders fuldmægtig på Anders Nielsens vegne på den 23. gård i Klemensker aflagt en skriftligt indlæg i sagen. Peder Ibsen mødte på Mogens Hansens vegne. Herefter skulle vælges 8 mand til at syne bækfaldet. Herefter vil Peder Ibsen tage stilling til en kontrastævning.
Udbygger Hans Poulsen fra Vestermarie kom som beskikket aktor mod Thor Larsen og Svend Hansen af Klemensker. Hans Poulsen var fuldmægtig for Berild Høj og havde fået amtmandens tilladelse til at anklage de to for slagsmål. Han ønskede at afhøre fire vidner.
Første vidne var Thor Larsens stedsøn Lars. Han erkendte at han havde set Thor Larsen og Svend Hansen at løbe efter Berild Høj og slog ham med kæppe. Men han blev ikke slået til jorden med kæppene, men af efter håndgemen mellem de tre. Lars så ikke Thor Larsen at trække kniven mod Berild Høj. Tvært i mod havde han set at Thor Larsen havde stukket kniven i skeden og lagt den i tasken. Lars havde hørt at Thor Larsen havde sagt til Berild Høj, at han ikke måtte komme tilbage i skoven i år eller de næste år. Vidnet havde set at Svend Hansen komme ridende og havde sin bøsse med. Ladestokken sad i bøsseløbet. Hans vidste ikke om den var ladt eller havde lås for. Men han mente, at det var kun først da han kom i skoven, at han havde bøssen med. Vidnet kunne ikke sige hvem der havde slået først, da det hurtigt gik i håndgemen. Aktor ville have vidnet til at fortælle, hvor Svend Hansen havde gjort af sin bøsse. Har det en bøsse han brugte på kirkemønstringen, var det en låne bøsse eller havde han afleveret den til smeden(?).
Næste vidne var Ana Margrethe Nielsdatter, der ikke havde set noget som helst og ikke hørt at det var forbudt at plukke nødder. Hun vidste stort set intet om slåskampen.
Det var ud på aftenen og sagen blev stillet i bero.

DOM – pag 124a – 11. november 1746

Over der tre tyverisigtede kvinder i Rø sogn Marta Kristiansdatter og søstrene Elisabeth og Ingers Andersdatter. Jesper Hansen var beordret aktor i sagen og Svend Mikkelsen var beskikket defensor for kvinderne. Sagen var anmeldt af Lars Monsen i Nexø og Mons Andersen i Østermarie, som havde mistet den 8. og 9. juni 26 alen hørgarns lærred fra en have i Nexø og 2 par strømper i Østermarie.
Sagen gennemgås.
Dommeren kunne ikke bevise, at strømperne var stjålet, men han mente, at de 26 alen lærred har kvinderne stjålet og forsøgt solgt. Marta Christiansdatter dømmes for første gangs tyveri til at miste sin hud efter lovens pag. 983 art 32. Anders Stefans døtre Inger og Elisabet deltog i tyveriet og dømtes for første gangs tyveri til at miste sin hud. Dommeren henstillede til amtmandens egenhændige beslutning om straffen skulle eksekveres, da det ikke fandtes nogen på Bornholm, der kunne udføre straffen. Dommeren foreslog, at de tre umyndige kvinder skulle piskes i overværelse af forældrene, dommeren og to mænd – så meget ”det var tilstrækkeligt”.
Dommeren kunne idømmes erstatning og tvegæld for tyvekosterne, men frafaldt denne bøde, da ingen af de tre havde nogen hovedlod eller formue. Omkostningerne til anklager og forsvarer på henh. 3 og 5 rigsdaler skulle betales af kvinderne, men hvis ikke de kunne det, så skulle amtet søges om at dække disse udgifter.
Faderen Anders Steffensen frikendtes, da der ingen beviser var om han var vidende om at sine døtres tyverier.

25. november 1746 – pag. 125a

Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1747.
Læst amtmand Urnes missive af dato 18. november, om at alle, der ikke havde betalt kongens landgildesmør og byg inden månedens udgang, ville blive ”med Execution belagt”.
Læst skøde af 23. november 1746 der viste at Jens Hansen Rag havde solgt den 3. selvejergaard i Klemensker til Anders Ibsen af Ibsker og hans hustru Karen Monsdatter og børn og arvinger for 620 sld.
Læst et pantebrev af 24. november 1746 udgivet af Anders Ibsen nu boende på den 10 vornedgaard i Ibsker som viste at han havde lånt 400 sld. af handelsmand Hermand Bohn i Rønne mod pant i den 3. selvejergaard i Klemensker.
Svend Mikkelsen fra Rønne var af amtmanden beordret at føre sag mod ungkarl Peder Thomsen i Klemensker for tyveri. Peder var stævnet (på ny) den 17. november. Som vidner var indkaldt skipper Robert Robertsen fra Rønne og Poul Kofod fra Blykoppegaard i Nyker sogn. Desuden var stævningen forevist sognepræst Agerbech.
Peder Thomsen blev fremstillet ”løs og ledig”. Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens pålæg til at forsvare Peder Thomsen. Forsvarerens klage over stævningen blev afvist. Referat af politiforhøret den 12. november blev læst op. Peder Thomsen tilstod det 8. spørgsmål i politiforhøret vedr. koen. Han vedstod det 7. spørgsmål, hvor Christopher Hansen i Klemensker havde lokket ham til at vidne mod sin stedfar Jørgen Pedersen, således at han kunne få stedfaderens hus at bo i. Christopher Hansen havde opfordret Peder Thomsen at tage koen og sælge den, således at han kunne betale ham den skyldige 1 rigsdaler. Peder Thomsen havde derfor taget koen og betalt Christoffer Hansen, som det sidste afdrag for et lån på 9 daler, som han havde lånt for at fæste et stykke jord af Mads Clausen. Ingen kendte til den aftale, så Peder Thorsen kunne ikke pege på vidner, der kunne bekræfte Christopher Hansens anmodning. Peder Thomsen forklarede at årsagen til, at han tog den anden ko og solgte den i Nexø, var, at hans skulle betale forlig for den første ko.
Forsvareren fik Peder Thomsen til at fortælle, at han kendte til flere sager, hvor Christopher Hansen havde været involveret. Christopher Hansen skulle have foranlediget tyveri af en væddeskind.
Poul Kofoed fra Blykobbe vidste ikke andet end at Peder Thomsen havde lånt et øg af sin stedsøn. Peder Thomsen havde på hesten forøvet tyveri af den første ko.
Aktor havde ikke mere at spørge om og sagen blev udsat.
Peder Thomsen blev ført fra tinget og indsat i arresten.
Peder Ibsen af Ibsker sogn mødte som fuldmægtig for Mogens Hansen og Erik Hansen i sagen som var stævnet af amtsforvalteren. Fuldmægtigen ville føre kontrastævning og stævnede Anders Nielsen på den 23. gård i Klemensker. Jesper Hansen havde fået tilladelse af amtmanden at svare for Anders Nielsen. Peder Ibsen ville have Anders Nielsen til at dokumentere om han havde fæstebrev på det omstridte mølledam-sted og mølle-eng. Jesper Hansen svarede på Anders Nielsens vegne, at han ikke var pligtig til at oplyse om kongens fæstebreve på denne stævning ufuldstændighed. Peder Ibsen påstod at der fandtes et fæstebrev af dato 20. maj 1745. Dommeren pålagde Anders Nielsen eller hans fuldmægtig at fremlægge fæstebrevet på næste ting.
Svend Mikkelsen fra Rønne som beskikket aktor imod Jørgen Pedersen og hustru af Klemensker og sønnen Peder Thomsen samt Anders Nielsen fra Rutsker. Stævningen fra 14. november var forevist sognepræsten Agerbech. Som vidner var stævnet Poul Piber af Klemensker og Niels Andersen af Rutsker sogn. Løjtnant Anders Jørgensen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Jørgen Pedersen.
Poul Jørgensen (Piber) fra Klemensker fortalte at Anders Nielsen, der tjente på Kjølleregaard i Klemensker, kom til hans hus og bad ham være beskikkelsesmand. Sammen gik de til Peder Thomsen, som gik og mejede rug hos Christopher Hansen. Da de spurgte Peder Thomsen om han havde fået korn af Svend Jørgensens dreng, svarede han, at det han havde sagt stod han ved.
Niels Andersen fra Rutsker havde hørt fra Jørgen Pedersen at det korn som Peder Thomsen havde ført til huse, var ulovligt. Peder Thomsen havde sagt at han havde købt det og ville sælge det igen.
Anders Nielsen fader Niels Andersen fra Rutsker var mødt, men da stævningssedler ikke kunne findes, blev afhøringen udsat til senere.
Løjtnant Anders Jørgensen ville svare på Jørgen Pedersens vegne ang. malkningen og tørven med mere på næste ting.
Hans Poulsen af Vestermarie mødte som beskikket aktor imod Thor Larsen og Svend Hansen af Klemensker i rette lagde et skriftligt indlæg og bad derefter om at sagen kunne gå til doms. Modparten var ikke mødt, hvorfor dommeren udsatte sagen til næste ting. Hvis ikke han mødte ville sagen gå til doms.

2. december 1746 – pag. 129b

Læst pantebrev af dags dato om at Poul Pedersen havde overladt beboelse af den 6. selvejergaard i Rø i 14 år til Markus Ibsen af Østerlars for 220 sld.
Læst et pantebrev udstedt af Markus Ibsen i Østerlars til Hermand Bohn Jørgensen på Bagergaard i Klemensker på 200 sld. mod pant i den 6. selvejergaard i Rø, som han havde fået som brugeligt pant i 14 år.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen i Rønne mødte for retten og læste amtmandens ordre – foranlediget af Agerbechs angivelse – at sagsøge udbygger Rasmus Pedersen og hustru i Klemensker angående ”deris Lefnets forhold imod hinanden med videre”.
Angivelsen fra præsten Agerbech blev oplæst. Hans Poulsen fra Vestermarie havde på justitsens vegne fået tilladelse at gå i retten for Ana Hansdatter i Klemensker.
Aktor Svend Mikkelsen havde indkaldt følgende vidner: Haagen Bek, Hans Thorsen, Hans Hansen og Hans Andersen. Endvidere havde Agerbech foranlediget, at der mødte frivillige vidner, der kunne spørges. Det var Peder Brandt, Jep Hansen og Rasmus Christensen alle fra Klemensker.
Dernæst blev Rasmus Pedersen og hustru fremstillet ”ledig og løs” (dvs, at de var arresterede).
Haagen Bek blev bedt om at fortælle, hvad der var sket natten mellem den 15. og 16. november. Rasmus Pedersens hustru Anna var kommet til dem om aftenen efter at de havde tændt lys. Hun bad om husly, da hendes mand var så slem, at hun ikke kunne være hjemme. Manden havde hele eftermiddagen og aftenen skældt hende ud og lukket hende inde i huset. Hun havde en kniv som hun havde brugt for at komme ud af huset (uvist hvad hun havde brugt kniven til). Da hun via tildet og gavlen var kommet ud og befriet sin datter fra huset. Manden var væk, hvorfor hun var gået til naboen. Haagen Bek havde en mistanke om at manden var blevet stukket med kniven og måske dræbt, hvorfor han med naboen og tjenestedrengen Hans Andersen var gået over for at lede efter ham. Rasmus Pedersen var ikke at finde, men dagen efter om morgenen kom han til vidnet Haagen Bek. Rasmus fortalte, at han skam var i live, men hans hustru havde forsøgt at slå ham ihjel. Han havde lukket hende inde og bedt hende om fred. Rasmus havde opfattet det som at hun ville gøre en ulykke på sig selv og deres datter, hvorfor han havde lovet at gå sin vej og ikke komme tilbage. Han havde blevet bange for hvad der kunne ske. Rasmus syntes at konen altid var efter ham – ligesom konen mente at manden var efter hende.
Haagen Bek fik Rasmus Pedersen om at gå til præsten og angive hvad der var sket. Han fulgte Rasmus til præsten.
Agerbech bekræftede at de to var kommet til ham, og som deres sognepræst, kunne han mægle i ægteskabsstridigheder. Præsten påpegede, at han var bevidst om, at hvis der var foregået lovovertrædelser, så skulle Agerbech angive sagen for den verdslige myndighed. Præsten havde bedt Rasmus om at blive i præstegården, medens Haagen Bek hentede Rasmus hustru Anna og de to vidner. Præsten bad ægteparret om at forlige sig, men kvinden ville ikke bøje sig, hvorfor han anså sagen skulle angives for øvrigheden.
Agerbech spurgte Haagen Bek om de rygter som gik om hustruen Annas løsagtighed. Haagen forklarede, at Rasmus havde fortalt præsten om hans hustrus levned og at Rasmus på tinget ville fortælle, hvad hans hustru ikke ville høre på.
På aktors spørgsmål berettede Haagen Bek at Rasmus hustru efter forhøret havde fortalt ham, at hun følte sig angrebet af præsten, men at hun ikke var bange for ham. Forhøret hos præsten var efter hendes mening ikke sket forsvarligt.
Agerbech henviste til loven pag. 278 art. 25 og 26, at hvis nogen ville føre beskyldninger mod ham, så skulle de anklage ham for hans opførsel. Præsten ville ikke svare på spørgsmål med mindre han blev stævnet dertil og at det var ægteskabssagen uvedkommende.
Aktor mente, at han, på justitsens vegne, havde ret til at spørge alle og enhver for at oplyse sagen på bedste måde.
Dommeren henstillede til aktor at holde sig til hovedsagen. Aktor havde ikke flere spørgsmål til Haagen Bek.
Agerbech ville have Haagen Bek til at fortælle, hvad vidste om kvindens rygte og hvad han vidste om hendes ærbarhed og kyskhed. Vidnet fortalte at det var almindelig kendt, hvilken historie Rasmus Pedersen havde bragt til torvs om sin kone. Vidnet var ikke bekendt om kvindens liv og levned.
Vidnet Hans Andersen blev spurgt om hvilke usømmelige ord som Rasmus hustru havde brugt. Han erindrede ikke at have hørt noget usømmeligt fra hende, men kun hvad der var blevet talt om i hans husbonds hus. Han havde hørt at hun havde sagt til præsten, at han skulle ”skøtte sin bog” og at hun ikke frygtede præsten, da hun ikke havde gjort noget ondt.
Vidnet Hans Hansen kunne ikke bidrage med nye oplysninger end som de to forrige vidner havde sagt. Andet end at ægteparret levede i ”ulydelighed” med hinanden.
Hans Thorsen havde været vidne til præstens afhøring af ægteparret og kunne ikke bidrage med andet end som han havde hørt andetsteds.
Dernæst afhørtes de godvillige vidner. Peder Brandt af Klemensker kunne fortælle at Ane ville myrde sin mand på den indirekte måde, at hun havde truet med, at de ikke alle ville leve længere. Han kunne også fortælle at han havde hørt, at præsten havde givet Rasmus 12 skilling til almisse (altså fattighjælp). Anna havde sagt, at de 12 sk. kunne hun tjene på to dage og for øvrigt gav hun præsten og de 12 sk. ”døden og djævlen”. Vidnet havde hørt meget om Annas udyder og onde levnet fra Rasmus Pedersen. Forsvareren spurgte vidnet om han kunne angive andre, der havde talt om Annas levned og onde talemåde. Vidnet kunne ikke erindre fra hvem han havde hørt det.
Jep Hansen havde hørt fra andre om Annas grove adfærd og han havde hørt fra Anna grove omtale om præstens formaninger.
Rasmus Christensen fortalte at han fra andre folk havde hørt om Rasmus hustru Annas onde levned i sit ægteskab, samt om horeri og løsagtighed.
Aktor havde ikke spørgsmål til den arresterede Anna og hendes mand. Og da der var sket registrering af boet, så mente han ikke at de lille bo kunne betale for sagens omkostninger. Dommeren overlod arrestantinden til sine vagter. Agerbech forlod retten og takkede for god assistance.

9. december 1746 – pag. 133a

Svend Mikkelsen mødte som aktor i sagen mod Jørgen Pedersen og Peder Thomsen. Peder Thomsen blev fremstillet løs og ledig. Forsvarer Hans Poulsen fra Vestermarie var mødt. Peder Thomsen vedstod, som han havde fortalt i politiretten, at han havde betalt 4 sld. til Aagaardssønnen i Østerlars for den stjålne ko. Peder Thomsen sagde, at betalingen skete på Blykobbegaard, medens Aagaardssønnen tjente der. Han mente at stedsønnen og andre var vidner til forliget over de to køer.
Løjtnant Jørgensen, der var forsvarer for Jørgen Pedersen ville afgive en skriftlig forklaring på næste ting.
Hans Poulsen, som forsvarer for Peder Thomsen, ville høre om Christopher Hansen skulle afhøres i sagen af aktor. Poulsen mente at det skulle undersøges om Christopher Hansen havde opfordret til tyveri, sådan som Peder Thomsen tidligere havde sagt. Aktor mente, at det burde undersøges, men han skulle have amtmandens tilladelse til at undersøge Christopher Hansens forhold. Der var uenighed om hvem der skulle stilles til ansvar.
Aktor Svend Mikkelsen mødte i sagen imod Rasmus Pedersen og hustru. Anna Rasmus Pedersen blev fremstillet løs og ledig. Hendes beskikkede forsvarer Hans Poulsen fra Vestermarie var også mødt og spurgte Anna om hun erkendte sig skyldig i de ulovligheder som hun blev beskyldt for. Hun nægtede sig skyldig og benægtede at alt. Hvad Haagen Bek havde foranlediget med underretning til præsten, var ikke hendes ønske, men Rasmus Pedersens.
Sagen blev udsat og Anna blev udleveret til vagten, der bragte hende tilbage til arresten.
Peder Ibsen som beordret fuldmægtig for Mogens Hansen og Erik Hansen. Han ville have at Anders Nielsen forholdte sig til den leje, som han havde lovet i 1745 for jordleje og den afgrøde, der kunne vokse på bækfaldet. Anders Nielsen ville ikke svare fordi han ikke var stævnet til at oplyse noget herom. Anders Nielsens fuldmægtig Jesper Hansen nævnte at de afhørte vidner beviste Anders Nielsens ret og at det omtvistede jordstykke var kongens udmarksjord.
Peder Nielsen tvivlede på at jorden var udmarksjord, da det ikke var blevet målt og fastsat som kongens udmarksjord. Han ville have at Anders Nielsens fæstebrev fra 20. maj 1745 skulle fremlægges således at adkomsten til jorden kunne fastsættes. Jesper Hansen oplyste at Anders Nielsen havde betalt for fæstebrevet og som sådan kunne jorden ikke tilhøre Splitsgaard. Jesper Hansen mente at det var Peder Ibsens egen opgave at søge fæstebrevet i Amtstuen, hvor det kunne findes.
Peder Ibsen fremlagde, på vegne af Mogens Hansen og Erik Nielsen, sit skriftlige indlæg af dato 7. december. Han fremlagde også købebrevet på jorden, samt kopi af fæstebrev til Peder Larsen fra 28. marts 1727.
Jesper Hansen mente at de fremlagte dokumenter mere tjente en anden gård og mere skabte forvirring i sagen. Jesper Hansen spurgte Anders Nielsens nabo Mogens Hansen om han ville betale den halve omkostning til en mand, der skulle måle og tegne et kort, der kunne udrede sagen. Peder Ibsen mente at Anders Nielsen skulle forholde sig den indgåede kontrakt, som viste at damstedet og bækfaldet var selvejergårdenes ejendom. Derfor måtte Anders Nielsen selv betale omkostningerne til en opmåling af grunden, hvis han ønskede det.
Dommeren svarede begge parter, at hun ikke vidste hvordan sagen skulle udredes. Han mente at der skulle ske en udredning efter kongens forordning og at grunden skulle granskes af 4 uvildige mænd. Parterne lod sagen hvile til næste ting.
I sagen mod Thor Larsen og Svend Hansen af Klemensker, hvor Hans Poulsen af Vestermarie er aktor, aflagde Jesper Hansen, på vegne af sin principal, en skriftlig redegørelse. Dagen blev derefter taget til doms.

23. december 1746 – pag. 136a

Læst et skøde- og købebrev af dato 31. januar 1746 der viste at Christen Hansen på den 49. selvejergaard i Klemensker havde solgt gården til søn Hans Christensen og hans forlovede Lisbet Andersdatter for 400 sld.
Læst en kontrakt af dato 31. januar mellem Christen Hansen og hans søn om undentag for Christen Hansen og hans hustru for livstid.
Læst et pantebrev dateret 9. december 1746 udgivet af Hans Hansen på den 16. selvejergaard i Klemensker til Andris Kofoed i Rønne for et lån på 400 sld med sikkerhed i Bolbygaard.
Læst et skødebrev dat. 19. december 1746 der viste at Peder Andersen Kure nu boende i Vestermarie havde solgt til Antoni Holgersen nu boende på den 36 selvejergård i Klemensker. Salget drejede sig om den 40 gård i Klemensker til en pris af 340 sld.
Læst et skødebrev af dato 19. december 1746 udgivet af Lars Esbersen i Klemensker, der viste at han havde solgt den 52. selvejergaard i Klemensker til korporal Jørn Larsen i Klemensker for 300 sld.
Læst en kontrakt af 20. december 1746 oprettet mellem Lars Esbersen og korporal Jørgen Larsen omhandlende undentag for Lars Esbersen og hustru på deres livstid. Aftalen omfattede 1 stk udmarksjord og en eng tilhørende den 52. gård. I fald udmarksjorden skulle blive udlagt, så skulle Lars Esbersen have 8 tønder havrejord og engen.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen i sagen mod Jørgen Pedersen og Peder Thomsen og flere i Klemensker og Anders Nielsen i Rutsker efterlyste indlæg i sagen. Løjtnant Jørgensen afgav et skriftligt indlæg af dato 22. december.
Hans Poulsen som beordret forsvarer for Peder Thomsen aflagde sit skriftlige indlæg.
Aktor bedømte begge indlæg som forsøg på at besmykke handlingerne. Aktor fremførte sit skriftlige anklageskrift og ønskede dom i sagen. Ligeledes løjtnant Jørgensen. Defensor mente at hans omkostninger i sagen ville blive ham bevilget. Sagen optaget til doms.
Defensor Hans Poulsen af Vestermarie mødte i sagen mod Anna Rasmus Pedersen i Klemensker. Dommeren erindrede, at amtmanden i en skrivelse den 16. november havde bekendtgjort ægtemanden Rasmus Pedersen og hans dattermand i Nyker, som dommeren ikke huskede navnet på, at så snart der var stillet nøjagtig borgen for hende, så ville hun blive sat på fri fod.
Aktor ønskede ikke at besvare defensors indlæg da det ikke var andet end udflugter. Han ville have sagen til doms. Defensor accepterede at sagen gik til doms. Dommeren ønskede at få alle dokumenter til rådighed for sin domsafsigelse.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen mødte som aktor i sag mod den arresterede Peder Thomsen, som havde erkendt tyveri af to køer. Da det var en tilståelsessag og at amtmanden ikke havde beordret ham til yderligere afhøringer, satte han sagen i rette i flg. Lovens pag. 118 art 1.
Forsvarer Hans Poulsen fra Vestermarie ankede aktor uvilje mod at indkalde de navngivne vidner, der kunne oplyse, at Per Thomsen var blevet opfordret til at stjæle, nemlig Christopher Hansen og Aagaardssønnerne fra Østerlars. Peder Thomsen var umyndigt og ikke tidligere dømt eller berøgtet. Forsvareren mente at han skulle dømmes ”nådigt”.
Sagen gik til doms.
Sagen som Anders Nielsen og Peder Ibsen havde startet blev udskudt, da ingen var mødt.
Stokkemændene for 1747 blev valgt

7. januar 1747 – pag. 138a

Læst et pantebrev af 14. november udstedt af Mads Clausen på den 39. selvejergaard i Klemensker til Anders Gammelsen for et lån på 180 sld. mod pant i den 39. gård.
Læst et skøde af dato 29. december 1746 der viste at Jens Hansen havde solgt den 1. selvejergaard i Olsker kaldet Vedbygaarden til Hans Ibsen i Nyker og hans forlovede Kierstina, Jens Hansens datter, for 220 sld.
Afsagt dom i sagen mod Thor Larsen og Svend Hansen i Klemensker. Sagen var ført af beordret aktor Hans Poulsen. Han bad om udskrift af sagen til forevisning for amtmanden.
Dom afsagt i sagen hvor herredsfenrik Svend Mikkelsen var ordineret aktor på justitsens vegne med Jørgen Pedersen og hustru samt Anders Nielsen fra Klemensker på den ene side og på den anden side Peder Thomsen. Svend Mikkelsen bad om udskrift af dommen til forevisning for øvrigheden.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen i sagen mod Peder Thomsen oplyste, at sagen nu var blevet tilført yderlig anklage mod Peder Thomsen, som havde stålet en tredje ko. Denne forseelse var han blevet opmærksom på i Nexø. Aktor havde fået oplyst at den tredje ko var solgt på Aagaard i Østerlars. Svend Mikkelsen ville skaffe behørig dokumentation fra stedet. Dommeren ville vente med sin dom indtil han fik oplysningerne om dette tredje tyveri.
I sagen hvor Anders Nielsen havde klaget over sin nabo Mogens Hansen, Dammegaardene i Klemensker, havde amtsforvalter Schrøder ønsket at der blev holdt syn over området. Som følge af julen var dette ikke fremlagt. Peder Ibsen, som fuldmægtig for Mogens Hansen og Erik Nielsen, ønskede dom, siden sagen nu var blevet ført i 6 uger og en dag.
Dommeren mente at han havde oplysninger nok til at afsige dom, men da Anders Nielsen for egen regning havde indkaldt granskningsmænd, så kunne han ikke lades sagen gå til doms. Han gav Anders Nielsen 14 dages udsættelse.

Dom – pag. 139b

Sagen førstes af beordret aktor Hans Poulsen fra Vestermarie mod Svend Hansen og Thor Larsen i Klemensker. De skulle have forøvet hug og slag mod Berild Høg I Rutsker. I alt 9 vinden var afhørte i sagen, der fandt sted den 11. september i nøddeskoven tilhørende Thor Larsen og Rasmus Mogensen i Klemensker. Aktor mente at Svend Hansen, som var Rasmus Mogensens tjenestedreng og Thor Larsen kunne dømmes for hug og slag mod Berild uden anledning, andet end at de havde advaret mod nøddeplukningen. Dommeren mente at de kunne dømmes efter lovens pag. 900 artikel 8 og pag. 898 artikel 2. Forsvareren Jesper Hansen mente derimod at vidnerne var villige vidner og at det var tilladt de to at værne deres ejendom.
Dommeren mente, at der ikke var beviser for at nøddeplukkerne ikke havde taget så mange nødder som de måtte efter lovens pag. 983 art. 31. Derfor skulle de to dømmes for vold 3 x 6 lod sølv i alt 9 rigsdaler hver til justitsen, samt 4 mark til Berild Høg for skaderne, samt for at have brudt sabbattens forordning 1 rdl. 3 mark, samt sagens omkostninger 2 x 2 rdl.

DOM – pag. 140b

Mellem Jørgen Pedersen og hustru på den ene side og Peder Thomsen på den anden side. Sagen blev ført af Svend Mikkelsen, som blev beordret hertil af justitsen. Peder Thomsen var arresteret for at have stjålet to køer. Men denne sag handlede om noget korn, som skulle være stjålet fra Svend Jørgensens lo. Svend Jørgensen havde anmeldt tyveriet. Peder Thomsen havde tilstået, at han havde ført en tønde korn fra Svend Jørgensen og givet det til sin stedfar Jørgen Pedersen. Peder Thomsen havde fået en beskikket forsvarer, nemlig Hans Poulsen. Han påpegede at Peder Thomsen havde sagt at han var 20 år gammel, men at det viste sig, at han var 22 a 23 år gammel, hvorfor han påstod at han ikke var ved sin fulde fornuft. Dommeren mente ikke at Peder Thomsen var uden fornuft, da han for nyligt var ”admitteret” den gudelige konfirmation. Dommeren dømte Peder Thomsen efter lovens pag. 983 art 32 til at miste sin hud. Og da Jørgen Pedersen havde søgt hjemmel til det stjålne korn skulle han dømmes efter pag. 972 art. 11 for hæleri. De to skulle desuden betale igæld og tvegæld for kornet som var solgt til Morten Jensen i Klemensker. Desuden skulle de begge betale sagens omkostninger.
Jørgen Pedersens hustru og Anders Nielsen blev frikendt. Morten Jensen skulle betale de 2 sld. tilbage, som han havde købt kornet for.

20. januar 1747 – pag. 142a

Læst et pantebrev dat. 3. januar 1747 der viste at Jens Wefstsen på den 4. gård i Olsker havde lånt 200 sld. af byfoged Poul Eskildsen mod pant i gården. Pantebrevet blev vedstået af Jens Wefstsens søn Wefst Jensen
Dom afsagt i sag mod Anna, Rasmus Pedersens hustru i Klemensker. Aktor Svend Mikkelsen bad om udskrift af sagen til øvrigheden, som muligvis ville prøve sagen til skærpelse. Aktor lod arrestant inden føre tilbage til sin arrest. Forsvareren Hans Poulsen havde ikke hørt om Anna ville appellere dommen, hvorfor han bad om udsættelse indtil dommen blev forkyndt hende.
I sagen om fæstet af udmarksjord, som Anders Nielsen mente at have, men som naboerne havde mejet græs på, var ikke kommet videre siden sagen startede den 26. august 1746. Erik Hansen fra Splitsgaard havde, sammen med naboen Mogens Hansen, ført vidner mod Anders Nielsens påstand om fæsterettighed. Anders Nielsen havde ved stævning mod Mogens Hansen og Erik Hansen foranlediget, at 4 uvildige mænd skulle syne stedet og om muligt at konstatere hvor det gamle gærde havde ligget, samt ved stedsmålsbrev bevise sin påstand. De fire granskningsmænd (Christian Pedersen på den 29. gård, Poul Pedersen på den 30. gård i Rutsker, Anders Pedersen på den 21. gård og Lars Pedersen på den 55. gård i Klemensker) skulle møde på åstedet den 25. januar. Anders Nielsen afleverede 24 skillingspapir til sagens beskrivelse.

DOM – pag 143a

Sognepræsten Anders Agerbech havde for øvrigheden indbragt en sag om ægtefolks ukristelige levned. Præsten havde beskyldt Anna for at være den egentlige årsag til ægteskabsstridighederne. Herredsfenrik Svend Mikkelsen var blevet pålagt at føre en undersøgelsessag mod Anna og hendes mand udbygger Rasmus Pedersen. Det første vidne, Haagen Beck, havde berettet om at Anna Rasmus Pedersen var kommet til ham og fortalt, at hun ikke kunne være hjemme hos manden på grund af mandes ”uforligeligheds skyld”. Manden Rasmus Pedersen havde til vidnet fortalt næste morgen, at han havde skændtes med konen, og af han ikke kunne leve med hustruens skændige mund, og at hun havde sagt at ”de skulle ikke alle leve til i morgen”. Han havde beklaget sig over hustruens løsagtighed. Haagen Bech havde foranlediget, at præsten skulle mægle i sagen. Haagen Beck fortalte at det var et ”almindeligt rygte” at konen var løsagtig.
Anna havde fået beskikket Hans Poulsen som forsvarer mente ikke at det kunne bevises at Anna havde forøvet noget ondt mod sin mand. Det var forkert af præsten at ”prejudicere” konen.
Dommeren mente at hustruen havde brugt ”undsigelser og andre skændige ord, samt været aarsag til ond forligelse, og desuden berøgtet for løsactighed, samt ilde tale om sin præsts formaninger om bedre lefneds fremdragelse, men forgæves” Hun dømmes efter lovens pag. 885 art. 8 til at sendes til spindehuset i et år. Med dommen kendtes kvindens arrest for lovlig. Desuden skulle hun betale sagens omkostninger 4 sld og til forsvareren 2 sld. 2 mark.

27. januar 1747 – pag. 143b

Læst et pantebrev dat- 21. januar 1747 der viste at Erik Pedersen på den 18. selvejergaard i Olsker Bachegaarden kaldet havde lånt 300 sld. af Andris Kofoed i Rønne mod pant i gården.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen af Rønne førte sagen mod Peder Thomsen videre. Udbygger Jørgen Jørgensens ko, i Klemensker, var blevet fundet i Nexø og det var utvivlsom Peder Thomsen, der havde stjålet og solgt den.
Peder Thomsen blev fremstillet ”løs og ledig” for retten. Han nægtede at have solgt en ko til Jens Sørnsen i Nexø. Han nægtede at have udgivet sig som at være Lars Jacobsen fra Grødby i Aaker sogn. Anklager Svend Mikkelsen opgav at få ham til erkende sine tyverier, men det var heller ikke nødvendigt, da tingsvidner fra Nexø beviste det klart.
Hans Andersen, der var Jørgen Jørgensens nabo, havde været med til Nexø, hvor de havde fundet koen hos Jens Sørnsen. Koen havde genkendelige hvide liske og manke. Ellers sort.
Andreas Pedersen havde også været med i Nexø for at finde koen.
Elsebye Henrik Sørensen bekræftede at hendes nabo Jørgen Jørgensen havde fået stjålet koen ved sidste fisked (september), samt at koen nu var kommet tilbage nytårsaften.
Den bestjålne afgav ed på at vidnernes svar var gyldige og at det var hans ko, der var blevet stjålet i september. Han havde ingen beviser på hvem der havde stjålet koen, men Peder Thomsen havde selv sagt til ham, at han – hvis han fik 4 skilling ville fortælle hvor han skulle søge koen. Efter han modtog penge så fortalte han, at hans ko var hos Jens Sørnsen i Nexø og han vidste også navnet på den mand, der havde solgt ham koen for 2 daler.
Defensor mente at aktor skulle bevise, at det var sket således, hvilket afvistes af aktor, da det var klart bevist ved vidneafhøringer i Nexø. Tingsvidnerne fra Nexø fremlagdes.
Jesper Hansen af Allinge havde fået tilladelse af amtmanden til at gå i retten for Hans Larsen på Julegaard i Rutsker mod Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker. Løjtnant Anders Jørgensen havde søgt tilladelse til at på i retten for Rasmus Rasmussens på Duebjerg, men endnu ikke fået den. Dommeren godkendte den foreløbige aftale.
Vidnet Niels Pedersen, der havde Rasmus Rasmussens søster til ægte og vidnet havde Hans Larsen steddatter til ægte. Han havde budt både Rasmus Rasmussen og Hans Larsen til barselsgilde den 15. januar en søndag og begge var i godt gemyt. Han havde bedt om at de ikke trættes. Men det hjalp ikke. Rasmus Rasmussen havde beskyldt Hans Larsen for gæld på 10 rigsdaler og han ville slå ham i gulvet. Slagsmålet blev forhindret, men træterierne fortsatte efter de var gået til sengs. Hans Larsen havde sagt at Rasmus Rasmussen skulle have miste livet da han var i København, fordi det ville have givet hans søster mulighed for at få en anden mand til ægte, som endda kunne tærske og meje. Rasmus Rasmussen havde skældt og tirret Hans Larsen med skældsord. Rasmus Rasmussen havde sagt, at han kendte en karl som kunne gøre noget ved ham. Hustruerne græd og bad dem tie stille, men Rasmus Rasmussen havde fortsat og true Hans Larsen på livet med ord som ”faa en ulykke og døe som en tyv”
Dernæst Christopher Hansen. Niels Pedersen var Christophers tjenestedreng. Han fortalte at han havde hørt noget af skældsord, men ikke alt. Dog havde han hørt at Hans Larsen havde sagt, at hans hustru kunne have ønsket sig en anden mand, der ikke havde en skavank. Hun skulle, hvis han døde, få en anden mand, der både kunne tærske og meje.
Jesper Hansen mente, at der var overensstemmelse med de to vidner. Dog ville Jesper Hansen indkalde Barbro Rasmus Rasmussen fra Klemensker og Rasmus Hansen fra Rutsker som vidner. Sagen udsat.
I sagen, der ageredes mellem Dammegaardsbønder i Klemensker, fremstod de fire granskningsmænd fremlagde deres synsforretning fra den 25. januar, som de alle havde underskrevet. Peder Ibsen fra Ibsker, som var fuldmægtig for Mogens Hansen og Erik Hansen, fremlagde en kopi af Anders Nielsens fæstebrev, som var testeret af amtsforvalter Schrøder. Peder Ibsen mente at man af fæstebrevet så, at det ikke indbefattede damsted, mølleplads eller bækfaldet eller engen. Anders Nielsens fuldmægtig tolkede fæstebrevet anderledes, da han mente at de nævnte områder alle hørte under den nævnte skovbund. Ellers kunne der ikke så 6 tønder havre på området. Dette kunne ikke betvivles, hvis ikke, så var det en sag mellem kongens betjente og Anders Nielsen og det vedkom ikke Peder Ibsens principaler.
Peder Ibsen var af den klare mening, at såsom der ikke voksede skov på de omtvistede steder, hvorfor det ikke var inkluderet i fastekontrakten, Peder Ibsen fremlagde et skriftligt indlæg og bad om at der blev afsagt dom i sagen.
Anders Nielsen bad dommeren ikke at afsige dom, da han endnu ikke havde givet sit skriftlige indlæg i sagen.
Læst pantebrev udstedt af Hans Esbersen på den 30. selvejergaard i Klemensker for et lån på 260 sld. af fenrik Peder Hansen på den 57. selvejergaard i Vestermarie mod pant i Esbersens gård.

3. februar 1747 – pag. 149a

Dom afsagt i sagen mod Peder Thomsen i Klemensker for tyveri af to køer. Arrestanten Peder Thomsen blev fremstillet løs og ledig for at høre dommen. Aktor Svend Mikkelsen bad om udskrift af den fulde dom, samt de tre tingsvidner, til forevisning for øvrigheden.
Jesper Hansen, som fuldmægtig for Anders Nielsen vedr. sagen om udmarksjorden, afgav sit skriftlige indlæg i sagen. Modpartens fuldmægtig svarede på indlægget. Jesper Hansen ville ikke svare på modpartens indlæg, men nøjedes at gøre opmærksom på, at tvisten ikke drejede sig om selvejerjord, men kongens jord. Jesper Hansen på Anders Nielsens vegne bad om at sagen gik til doms. Dommeren tog sagen til doms og han bad om udskrifter.
I sagen som er startet af Hans Larsen på Julegaard i Rutsker kontra Rasmus Rasmussen. Begge parters fuldmægtige var mødt og bad om udsættelse i 14 dage for at få tid til at skaffe sig vidner.

DOM – pag. 150a

Sagen startede efter et forhør den 12. november 1746 af arrestanten Peder Thommesen (Thomsen), hvorefter at Svend Mikkelsen blev beordret til at føre sag mod ham på justitsens vegne. Herredsfogeden skulle dømme sammen med 8 domsmænd. Peder Thomsen var sat i landets arresthus i Rønne og han havde – uden tvang – erkendt tyveri af to køer. Den ene fra Aagaardssønnerne i Østerlars og solgt den til skipper Robberts i Rønne. Den anden ko på Øster Lyng ved Bastamosen og solgt i Nexø. Køerne er stjålet på marken og er i fuld fornuft og uden tvang tilstået og derfor dømmes efter forordningen af 4. marts 1690 til galgen. Da Peder Thomsen intet ejede, så kunne han ikke dømmes Igæld og Tvegæld. Og da hans gods var blevet fradømt ham ved dom af 7. januar.
[dommen blev prøvet ved landstinget, som ved dom den 10. maj 1747, tilbageviste dommen til herredstinget på grund af procedurefejl. Sagen var blevet udsted på formodet tyveri af to køer, selv om der var mistanke om et tredje tyveri. Argumentet fra aktor om at det var lige meget om han skulle hænges for to tyverier af køer eller for tre, kunne ikke accepteres, da sagen ikke var fuldendt. Endvidere var der ikke ført hælerianklage mod dem, der havde modtaget tyvekosterne. Hælerianklagen skulle føres inden der kunne føres endelig dom over Peder Thomsen.]

17. februar 1747 – pag. 151a

Læst et pantebrev af dato 2/1 1747 der viste at Hans Christensen på den 49. gård i Klemensker er Ole Nielsen i Klemensker 140 sld. skyldig mod pant i den 29. gård i Klemensker, som tilhørte Hans Christensen.
Læst pant dateret 17/2 1747 der viste at Jens Jensen på den 15. selvejergaard i Olsker havde lånt 220 sld. af Rasmus Rasmussen på Duebjerg mod pant i gården.
Løjtnant Jørgensen fik et 24 skillingspapir tilbage, da amtmanden ikke havde mulighed for at udstede en fuldmagt. I stedet aflagde han en skriftligt indlæg på vegne af Rasmus Rasmussen på Duebjerg. Hans Larsen og hans fuldmægtig Jesper Hansen erklærede at de var fornøjede over Rasmus Rasmussens indlægs ord. Da ville derfor have at dommeren skulle tage sagen til doms. De krævede at Rasmus Rasmussen betalte omkostningerne til sagen. Jørgensen lod også sagen gå til doms, men mente ikke at han skulle betale omkostningerne, hvis det endte med en frifindelse.

3. marts 1747 – pag. 151b

Læst et pantebrev udsted af Morten Pedersen på den 25. gård oi Olsker for et lån på 60 sld. i rede penge af Hermand Bohn Mortensen i Rønne. Dateret 24. februar 1747 mod sikkerhed i den 25. gård.
Intet andet for retten at bestille.

17. marts 1747 – pag. 152a

Læst kgl. Plakat om fredsslutningen den 12. januar 1747 med republikken Algier.
Læst kgl forordning om hvilke slags delinkventsager der kan lignes på almuen for eksekution, samt om hvor meget der må lignes til delinkventens underhold. Dateret 13/1 1747.
Blev læst et skøde dat. 4. marts 1747 der viste at Hans Thorsen på 15. selvejergaard i Klemensker, Tyndekulde kaldet, har solgt og afhændet til sin yngste søn Lars Hansen og hans hustru Karen Mortensdatter for 250 sld.
Læst en kontrakt oprettet mellem Hans Thorsen på den 15. gård i Klemensker og hans søn Lars Hansen og undentag til Hans Thorsen og hans hustru på deres livs tid.
Læst et pantebrev af dato 7. marts der viste at Hans Hansen på den 2. frivornedgaard i Olsker, Heslegaard kaldet, havde lånt 160 sld. af Niels Monsen, logerende hos sin dattermand Henrik Pedersen i Rønne mod pant i gården.
Dom afsagt i sag som amtsforvalter Schrøder for Anders Nielsen på den 23. gård i Klemensker mod Mogens Hansen på den 24. gård.
Dom afsagt i sagen hvor Hans Larsen på Julegaard i Rutsker havde sagsøgt Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker ang. skældsord.

DOM – pag. 152b

En klage fra Anders Nielsen på den 23. gård i Klemensker til amtmanden den 3. august 1746 gav anledning til at sagen blev behandlet på tinget den 26. august. Anders Nielsen havde klaget over at hans nabo Mogens Hansen på den 24. gård havde mejet græs på en udmarkslod, som han mente at have fæstebrev på. Jorden som var et bækfald og et møllested var en del af de 5 tønderland udmarksjord, som han havde fra 1745.
Damstedet havde tidligere været fæstet af Peder Larsen, der havde betalt leje til holstførster Erichsen på Splitsgaard, der skulle have været den første der havde brudt og pløjet jorden. Endvidere påvistes at mølleplads og damsted i et tingsvidne af den 15. november 1695 var oplyst, at stedet var blevet byttet fra den 24. gård, som Mogens Hansen nu bebor, til Splitsgaard. Striden byggede på tvivl om damstedet var iberegnet i de 5 tønder land.
Granskningsmænd, betalt af Anders Nielsen, bemærkede, at der stod angivet 6. tønder land i fæstebrevet og tidligere havde været 5 tønder land. De havde ikke fundet jorden i jordebogen og de var heller ikke nævnt i udmarkskommissionens skrivelser.
Dommeren dømte at mageskiftet og kontrakten fra 22. juli 1738 stod ved magt og at fæstebrevet ikkeomfattede møllestedet og bækfaldet. Anders Nielsen som havde foranlediget sagen, skulle betale sagens omkostninger og 3 rigsdaler til Mogens Hansen og 2 rigsdaler i stempelpapir mv.

DOM – pag. 153b

I sagen hvor Hans Larsen fra Rutsker med sin fuldmægtig Jesper Hansen fra Allinge havde ført mod Rasmus Rasmussen i Klemensker for ”fornærmende skældsord” efter skriftlig stævning fra 19. januar 1747. Episoden var sket den 15. januar under barselsgilde hos Hans Larsen. Ord som ”prakere unge, spitsbue og skielm. Rasmus Rasmussen havde erkendt at det var sket i overilelse og ubesindighed. Dommeren henviste til loven pag. 998 1 artikel at det var sket i en disputs efter at der var skænket øl og brændevin. Det var sket i drukkenskab som kunne være sket på kroen. Men da Rasmus Rasmussen havde været meget grov, så sagde loven pag. 1000 artikel 4, at det kunne forsones med penge, derfor idømtes Rasmus Rasmussen at betale en mulkt til Ruts kirke og 1 rigsdaler til sagens omkostninger.

24. marts 1747 – pag. 154a

Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Christen Hansen på Kjøllergaard i Rø sogn mod hans hustrus stedfader Anders Pedersen på ”Fri Hallegaard” i Olsker.
Hans Poulsen stævnede sergent Anders Pedersen på Hallegaard for at Christen Hansens hustru havde indløsningsret og adgang til Hallegaard.
Løjtnant Anders Jørgensen havde fået tilladelse til at være fuldmægtig for Anders Pedersen.
Der var forskellige forlydender: Anders Pedersen skulle have solgt fri Hallegaard til Anders Jensen fra Rø sogn. Stævningen udgivet af Christen Hansen mod Anders Pedersen lyder at Anders Pedersen ”skulle vilde sælge Haldegaarden”
Hans Mortensen var indkaldt som værge for Christen Hansens hustru, men han vidste ikke om de dokumenter, som han havde, ville kunne oplyse noget om Hallegaard i Olsker. Sagen blev stillet i bero.

7. april 1747 – pag. 155b

Læst et pantebrev 1. april 1747 der viste at Hans Hansen på Hullegaarden i Rø (1. sg) havde lånt 200 sld. af ungkarl Jens Larsen boende hos sin stedfar Mikkel Mikkelsen på Saltholm i Nyker. Jens Larsens stedfar Lars Hansen, som var hans værge, bekræftede udlånet.
Svend Mikkelsen af Rønne havde fået ordre af amtmanden at tilkalde tingbudene i Klemensker og Jørgen Pedersen til et tingsvidne erhvervelse. Desuden var indkaldt Hans Christensen fra Klemensker og Mogens Larsen af Rutsker, samt udbygger Jørgen Pedersen fra Klemensker. Dommen som herredsfoged Poul Eskildsen afsagde den 7. januar 1747 over Jørgen Pedersen, blev oplæst og indført i tingsvidnesagen. Jørgen Pedersen havde på opfordring af Rasmus Trane i Rønne klaget til amtmanden over måden som dommen blev afsagt på. Jørgen Pedersen vedstod dog, at dommen var afsagt retsmæssigt. Herefter var sagen slut og et lovmæssigt tindsvidne blev udfærdiget.
I sagen mellem Christen Hansen fra Rø og sergent Anders Pedersen på Fri Haldegaarden (Hallegaard) i Olsker mødte de to fuldmægtigene, Hans Poulsen for Christen Hansen og løjtnant Anders Jørgensen for Anders Pedersen. Anders Jørgensen ville i dag svarer på spørgsmål om det køb, der var oprettet mellem Anders Jensen i Rø og Anders Pedersen ang. Fri Haldegaard. Løjtnanten erkendte, at der var udfærdiget en koncept, men da de var i tvivl, var konceptet ikke dateret eller underskrevet. De havde aftalt en pris på 1320 sld og undtaget var nogle enge som Anders Pedersen selv ville beholde. Løjtnanten vidste ikke om salgsbrevet var ført på stemplet papir. Hans Poulsen ville se konceptet til næste ting. Sagen udsat.
Rasmus Hansen på Lille Myregaard i Olsker lod oplyse en sort bæltet galtsvin ca 2 år gammelt med mærket i det højre øre, som var skåret af. Svinet var hos ham og ejeren efterlyses.

21. april 1747 – pag. 156b

Læst kgl. Forordning om et livrente societes oprettelse, dat. 13. februar 1747.
Læst kgl. Forordning om at plakaterne af 16/10 og 26/11 1745 blev ophævede.
Læst kgl. Forordning om at plakaten af 25. april 1735 på visse punkter er forandrede, dat. 27. maj 1747
Blev læst en skrivelse til landets amtmand Urne fra stiftsbefalingsman Gersdorph den 31. januar om at den kgl. Forordning af 8. oktober 1734 ang. den satte takst på sælhundeskind (?) skulle gælde.
Hans Poulsen på Christen Hansens vegne irettelagde et skriftligt indlæg af dd som skulle i akten indføres. Desuden læste han en udskrift af skiftet efter Niels Nielsen den 9. juni 1721 på den frie Hallegaard.
Desuden fremlagdes en kopi af en kontrakt oprettet mellem Niels Jørgensen og Anders Pedersen af dato 6. august 1725 angående Hallegaards beboelse.
Desuden fremlagdes en kopi af Landstingsprotokollen der viste et pantebrev udgivet af Kirstine Christensdatter sal. Niels Jørgensen boende på Hallegaard lydende på 600 sld af dato 13. juli 1733.
Nok irettelagdes en kontrakt mellem Anders Pedersen og kaptajn Jørgen Nielsen oprettet med løjtnant Hans Mortensen ang. om sædes rettigheden udi Anders Pedersen påboende gård Hallegaard.
Løjtnant Anders Jørgensen bad om kopier af de fire dokumenter så hurtigt at det kunne lade sig gøre.
Hans Poulsen spurgte løjtnanten om han ville tilstå, at Sidsele Nielsdatter, som var fuldsøster til Christen Hansens hustru Marta Margrete Nielsdatter var død og ikke havde efterladt sig nogen arvinger. Løjtnanten svarede ”at hand har saa hørt sige”.
Sagen blev udsat.

5. maj 1747 – pag. 157b

Læst kgl. Reskript af 1. april 1747 om at rettens betjente ikke måtte tage højere salær for akter doms udstedelser end der blev ansat i lovens første bog 25. kapitel, samt det som var sat til skriverløn.
Læst kgl. Konfirmation om at Lars Larsen Birk er bestilt at være byskriver i Hasle, herredskriver i Nørre Herred og birkeskriver ved Hammershus Birk, dat. 7. januar 1747.
Christen Hansen fra Rø mødte og ville høre Anders Pedersen på Hallegaard i Olsker var til stede. Ingen var mødt, men Anders Pedersens fuldmægtig Anders Jørgensen havde skrevet at han havde frafaldet sin kontrastævning indtil videre og derfor intet at sige i sagen.

12. maj 1747 – pag. 158a

Løjtnant Anders Jørgensen på Anders Pedersens vegne kontrastævnede Christen Hansen i Rø til spørgsmål og breve og dokumenter.
Ander Pedersens fuldmægtig fremlagde et kgl. Konfirmeret testamente far 13. april 1714.
Christen Hansen og hans fuldmægtig var ikke mødte.
Anders Pedersens fuldmægtig aflagde et skriftligt indlæg. Desuden fremlagdes en kontrakt af 8. juni 1724 blev fremlagt, hvori det ses at Anders Pedersen havde betalt 300 sld. til sin hustrus søster Margreta Cartrine Jacobsdatter. Desuden fremlagdes et pantebrev udgivet til Anders Pedersen på Hallegaard under sin hustrus moders hånd Kirstine sal. Niels Jørgensen af dato 13. juli 1733.
Christen Hansen var nu mødt på tinget, men da han ikke havde modtaget en skrift stævning, så havde han eller hans fuldmægtig ikke ment, at de skulle møde. Han ville have tid til at svare til næste ting. Han bad om udskrifter af de fremlagte dokumenter.

26. maj 1747 – pag. 158b

Læst kgl. Forbud mod indførsel af fremmed kobber vitrinol, dat. 18. april 1747.
Læst kg. Forordning og reglement om de algierske sø-pas, dat. 1. maj 1747.
Christen Hansen fra Rø læste et indlæg mod Anders Pedersen på Hallegaard og fremlagde et skifte af 18. januar efter Christen Hansens hustru salige søster Sidsele Nielsdatter.
Løjtnant Jørgensen på sin principals vegne bad om udskrift og ville svare for Anders Pedersen på næste ting.

9. juni 1747 – pag. 159a

Læst amtmand Urnes missive til byfoged Poul Eskildsen om at rentekammerkollegiets ordre om at landgildesmørret skulle leveres in natura uden restancer.
Læst kontrakt af 24. februar 1746 oprettet mellem fenrik Rømer af Rutsker og Erik Pedersen af Olsker og Hans Pedersen af Vestermarie omhandlende deres gamle forældres Christen Rømer og hustru at give et årligt ophold samt bolig.
Læst et skøde af dato 31. maj 1747 der viste at Peder Hansen boende på den 26. selvejergaard i Klemensker havde solgt gården til sin yngste søn Anders Pedersen og hans forlovede Sidsele Bendtsdatter samt arvinger for 400 sld.
Læst en kontrakt af dato 8. juni 1747 oprettet mellem Peder Hansen på den 26. selvejergaard i Klemensker og hans søn Andris Pedersen ang. undentag til Peder Hansen og hans hustru på deres livstid.
Hasle kirkes kirkeværge Jens Jensen opbød 40 daler om nogen ville låne mod renter og forsikring.
I sagen mellem Christen Hansen i Rø og Anders Pedersen på Hallegaard i Olsker mødte Anders Pedersens far Peder Hansen i Klemensker og meddelte, at hans søn Anders Pedersen var forhindret i at møde, da hans kaptajn havde beordret ham i tjeneste i dag. Christen Hansen havde intet at føre i sagen, men måtte vente til modparten mødte.

16. juni 1747 – pag. 160a

Frederich Plom, amtsforvalter Schrøders fuldmægtig, havde indstævnet Thor Jensen på 12. selvejergaard i Klemensker for restancer til amtstuen på 18 rdl. 2 mk 12 ½ skilling. Thor Jensen var mødt med sin kvitteringsbog, hvorved det blev bekræftet, at han manglede at betale, hvilket han vedstod. Han ønskede at få udsættelse i 4 til 5 uger, hvis ikke, ville han modtage sin dom. Hvilket fuldmægtigen bekræftede og udsatte sagen.
Friederich Plom stævnede desuden Bendt Jørgensen på Magaard, der boede hos sin broder i Olsker for at have begået lejermål med Ane Hansdatter. Han var gift. Han var mødt og erklærede sig lovligt stævnet. Anna Hansdatters noder var mødt og accepterede stævningen. Præsten Mahler havde angivet lejermålet for øvrigheden den 19. maj 1747. Ane Hansdatters moder havde gjort ”aftingning” om lejermålsbøde for øvrigheden. Ingen havde noget at indvende og begge ønskede dom i sagen, hvilket skete.
Løjtnant Anders Jørgensen var mødt i sagen mellem Christen Hansen og Anders Pedersen. Han aflagde en skriftlig redegørelse for sin principal Anders Pedersen. Han fremlagde desuden en attest udgivet af sognedegnen i Olsker Nicolai Bidstrup. Christen Hansen havde intet at tilføje, men mente at de tidligere af ham fremlagte dokumenter, var tilstrækkelige. Sagen blev optaget til dom

s.

23. juni 1747 – pag. 160b

Læst kgl. Forordning og forbud mod indførsel af levende og slagtede kalve i købstæderne, samt ophævelse af forbuddet mod udførsel af svin, dat. 19. maj 1747.
Svend Mikkelsen som var beskikket aktor mod Peder Thomsen mødte og fremstillede delinkventen ledig og løs og fremlagde en landstingsdom fra den 10. maj 1747 ang. tyveri af køer. Peder Thomsen, som sad i arresten i Rønne, var stævnet af to kaldsmænd i Rønne med hans forsvarer Hans Poulsen fra Vestermarie.
Aktor Svend Mikkelsen spurgte om han, som tidligere, ville tilstå tyveri af to køer. Peder Thomsen nægtede og fortalte at sognepræsten Anders Agerbech ”havde komet ham til at giøre slig bekiendelse og lovet ham hand skulde blive til Karl der over og komme ud og seigle, dette skede i oververelse af Anders Gammelsen, Peder Brandt og meente og Sandemand forhoed”. Han nægtede at noget skulle have anbefalet at fragå sin tidligere bekendelse. Han vedkendte sig, at han havde solgt en ko til skipper Robert Robertsen i Rønne, men han havde købt den af Aagaardssønnerne. Koen han havde solgt til Lars Monsen i Nexø, havde han sammen med Aagaardssønnerne tage i Bastemosen som to karle, nemlig udbygger Lars Jørgensen i Østerlars på Leensgaardsgrunden og Joen, der boede på Vallensgaards grunden. Han var svoger til Lars Jørgensen. Peder Thomsen nægtede at have taget en ko fra Jørgen Jørgensen i Klemensker.
Peder Thomsen kunne dog ikke nægte, at han havde udgivet sig som Lars Jacobs stedsøn i Grødby i Aaker sogn.
Aktor fremlagde 3 tingsvidner til oplysning i sagen. Desuden fremlagdes et fjerde tingsvidne optaget i Nexø byting den 1. juni.
Aktor bad Peder Thomsen fortælle om hvilken hjemmel han havde til de solgte køer, hvilken hjemmel som nu må være anderledes end det han tidligere havde sagt. Det kunne han ikke svare på.
Forsvareren bad Peder fortælle om koen i bastemosen, som han skulle have taget med sig sammen med Jens Rasmussen. Peder Thomsen svarede, at han ikke vidste noget, da han var kommet ridende på en hest og kun så på at koen blev taget. Forsvareren havde ikke flere spørgsmål, men bad om udskrifter, således at han kunne i rettelægge sin forklaring på næste ting.
Arrestanten blev spurgt om at han modtog forplejning efter kongens befaling. Hvilket han bekræftede og blev derefter udleveret til at overføres til arresthuset.
For anden gang blev Hasle kirkes 50 sld. udbudt mod sikring og renter.
Dernæst blev 160 sld. af Clemens Kirkes kapital udbudt til låns af kirkeværgen Jørgen Edvardsen på 10. vornedgaard.

30. juni 1747 – pag. 161b

Hasle kirkes kapital på 40 sld. blev opbudt for tredje gang. Ingen ville modtage den.
Klemensker kirkes kapital på 160 sld. blev opbudt for anden gang. Ingen ville modtage dem, hvorfor de blev forseglede og tilbageleveret til kirkeværgen.
Svend Mikkelsen som beskikket aktor imod Peder Thorsen producerede et skriftligt indlæg mod delinkventen. Forsvareren Hans Poulsen havde ikke modtaget aktors indlæg, hvorfor han ikke ville svare på hans påstande. Desuden havde han ikke modtage udtog af de fire dokumenter, som blev irettelagde på forrige ting. Defensor ville høre om aktor ville indkalde dem af Peder Thomsens nævnte personer til afhøring. Aktor mente ikke, at det var et forlangende, som han burde følge. Defensor ville høre amtmanden om det burde ske. Sagen blev udsat.

7. juli 1747 – pag. 162a

Læst et kgl. Reskript til amtmand Urne om at meddele på alle ting og kirkestævner, at den bornholmske almue ikke kunne klage til kongen over ”gjorde indretninger” på øen, men måtte stile sagen til den bestandige kommission. Dateret 19. maj 1747.
Hasle kirkeværge Jens Jensen meddelte at de 40 sld. tilhørende kriken, som tidligere var blevet opbudt. Det ville ikke ske igen, da kirken skulle bruge pengene på reparationer. Angående nogle enge.
Læst et mageskiftebrev mellem kaptajn Bidstrup i Hasle og Jens Hansen på Frigaard i Rutsker Mageskiftebrevet blev underskrevet af sognepræsten Poscolan og Holger Pedersen. Jens Jensen skulle på næste ting vedstå brevets indhold.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte som anbefalet forsvarer for Peder Thomsen. Han havde ikke modtaget ordre til at indstævne de af Peder Thomsens angivne personer. Aktor havde ikke bekymret sig for at indkalde ekstra vidner, som måske kunne have været til sagens bedre oplysning for Peder Thomsen, som ikke med tilstrækkelige vidnesbyrd. Forsvarer tilrettelagde sit skriftlige indlæg i sagen. Aktor henviste til forordningen om ”Famere Letigantis”? (armodets retssag?) og agtede ikke at føre mere til retssagen og ønskede dom i sagen. Defensor ville ikke føre sagen ud i vidtløftighed og bad om dommerens retfærdige behandling af sagen. Sagen gik til doms.
Klemensker kirkes 160 daler blev opbudt for tredje gang. Inge ville modtage pengene mod sikkerhed og renter.

21. juli 1747 – pag. 163a

Jens Hansen på Frigaarden i Rutsker mødte i retten og vedstod mageskiftebrevet mellem ham og kaptajn Bidstrup.
I ko-tyverisagen blev dom afsagt. Peder Thomsen blev spurgt om han var ”fornøjet” over dommen eller om han efter kgl. Forordning ville have den indstævnet for højesteret. Peder Thomsens forsvarer Hans Poulsen svarede at de med dommen ”var fornøjet”.
Aktor ville have dommen beskrevet til forevisning for øvrigheden. Peder Thomsen blev udleveret igen til vagten.
I sagen mellem Christen Hansen fra Rø og Anders Pedersen på Hallegaard i Olsker ang. sæderetten blev afsagt dom. Løjtnant Jørgensen på sergent Anders Pedersens vegne bad om udskrift af sagen med mindre de to parter inden 14 dage skulle blive enige.
Friedrich Plom mødte på amtsforvalterens vegne i sagen om Thor Jensen på den 12. selvejergaard i Klemensker om manglende skattebetaling. Han havde betalt 2 rdl 4 mark og resterede nu 15 rdl 4 mk 12½ skilling. Skovridder Piil i Klemensker mødte for retten og kautionerede for beløbet, hvorfar sagen blev ophævet.
Ifølge amtmand Urnes ordre af dato 14. juli om at holde forretning hos Bendt Jørgensen på Magaard i Olsker for hans begåede lejermål i ægtestand. Forretningen blev foretaget den 19. juni og den 6. juli. Det blev pålagt Bendt Jørgensen at skaffe beviser for hans gældsforpligtelser og at aflægge korporlig ed på sine gældsfordringer.
Bendt Jørgensen mødte og tilstod at han skyldte Hans Jørgensen på Bakkegaard i Rutsker for opfostring i 2½ år af hans datter pr. år 22 daler 3 mk 4 sk. Samt opfostring af hans søn til Jørgen Jørgensen i 4½ år a 22 daler 3 mk 4 sk. – i alt 91 daler 1 mark. De to kreditorer var tilstede i retten og bekræftede deres tilgodehavende.

DOM – pag. 164a

Aktor Svend Mikkelsen måtte føre sag om den tredje ko, som der var mistanke om, at Peder Thomsen også skulle have stjålet. Peder Thomsen var blevet dømt for tyveri af to køer, men ikke for den tredje, hvorfor at sagen var blevet afvist på landstinget.
Den tredje ko havde Jørgen Jørgensen fra Klemensker skulle have mistet og han havde fundet koen hos Jens Sørensen i Nexø, hvilket ko var blevet genkendt af tre vidner. Et tingsvidne fra Nexø skulle også havde koblet Peder Thomsen til koen, men det var ikke bevist at han skulle have været hjemmelsmanden, sådan som det var blevet bevist med koen, der var taget på Østerlyng og den ko der blev solgt til skipper Robert Robertsen i Rønne. Peder Thomsen var ikke grebet i tyveriet. Peder Thomsen blev frikendt for tyveri af denne tredje ko, da der manglede beviser.

DOM – pag. 164b

Christen Hansen på Kjøllergaard i Rø havde ført sag mod Anders Pedersen, der boede på Hellegaard i Olsker angående gården søde- og indløsningsret. Anders Pedersen ville sølge gården efter hans hustru var død. Christen Hansen på sin hustrus Marta Margrete Nielsdatters vegne påberåbte sig retten efter et fremlagt testamente fra den 13. april 1714 [dommer beskriver i detaljer arvingerne efter Niels Jørgensen og hans hustru Kirstine Christensdatter, samt skifte efter Niels Nielsen- dommen skal transskriberes for at få det fulde udbytte]
Dommeren kunne ikke tildømme Anders Pedersen sæderetten til Hallegaard, men kun alene boboelsesret på Hallegaarden så længe hans hustrus moder levede. Grunden var at afdøde Niels Nielsen og hustru ikke havde testamenteret gården til Anders Pedersen og hans hustru, men alene til Anders Pedersens første hustru. De fremviste skifter og kontrakter kunne dommeren ikke underkende. Christen Hansen og hans hustru og deres børn skulle nyde sæderetten og indløsningsretten til Hallegaard. Anders Pedersen blev dømt til at betale sagens omkostninger.
28. juli 1747 – pag. 165b
Dom afsagt i sagen mellem amtsforvalteren og Bendt Jørgensen i Olsker for hans lejermål begået i sit ægteskab.

DOM – pag. 166a

Sagen om lejermål mellem Bendt Jørgensen. Magaard i Olsker og Anna Hansdatter. Efter tilståelse blev Bendt Jørgensen dømt til at betale dobbelt lejermålsbøde på 36 sld og dømt til at miste sin yderste formue til kongen. Men da Bendt Jørgensen hverken kunne betale bøden eller havde nogen formue, så straffes han efter forordningen af 6. december 1743 15. artikel på kroppen. De to kreditorer havde bekræftet hans gæld. De pålagte omkostninger på 4 sld. 6 sk. Kunne han heller ikke betale.

11. august 1747 – pag. 166a

Intet for forrette.

25. august 1747 – pag. 166a

Læst kgl. Bestalling af dato 26. maj 1747 at byfoged Poul Eschilsens søn måtte komme sin fader til hjælp i hans embedes tjeneste. Da der intet andet var at forrette indkaldtes til ting om 3 uger, der 15. december, hvis ikke der skulle været noget forinden.
David Jensen fra Hasle meddelte at han i går ved landevejen i Rutsker havde fundet en hertsfenger (?) med skildpaddegreb og messingbøjle. Ejermanden efterlystes.

8. september 1747 – pag. 166b

Holstførsten Matthias Kettelsen havde skriftligt meddelt en kommende gærde- og pilesyns-forretning, hvorfor der valgtes fire mand fra hvert sogn. Desuden blev der valgt 8 mand til at syne skovene i herredet. Skovsynet skulle starte hos sandemand Lars Pedersen i Rø den 21. september.

22. september 1747 – pag. 167a

Læst kong Frd. 5 allernaadigste privilegier til Bornholms indbyggere af dato 21. februar 1747, som blev påskreven.
Læst et pantebrev af dato 9. september 1747 udgivet af Jens Hansen på den 4. vornedgaard i Olsker til Herman Bohn Mortensen i Rønne på 50 sld. i rede penge mod underpant i gården.

6. oktober 1747 – pag. 167b

De otte mand aflagde deres forretning efter skøn af herredets skove. Ligeledes blev gærde- og pileforretningerne aflagte.
Jens Monsen på den 34. selvejergård i Olsker havde stævnet Henrik Pedersen boende på den 24. gård i Rø sogn til at høre på en 4 mands synsforretning af den 24. gårds huse og bygning og tilliggende skov, herlighed og ejendom. Formålet var at konstatere om der var sket forbedringer eller forringelser på gården i den tid Henrik Pedersen havde beboet gården. De fire synsmænd blev valgt og de blev pålagt at møde på gården den 14. oktober.

20. oktober 1747 – pag. 168a

Læst kgl. Forordning om hvordan jøder skulle aflægge ed i tingsvidnesager, dat. 15. september 1747.
De fire mand, der skulle syne den 24. gård i Rø, aflagde deres forretning.
Peder Pedersen fra Rø fremlagde en kontrakt oprettet mellem ham og Ana sal. Niels Rasmussen begge boende på den 16. jordejendom i Rø kaldet Tyskegaard. Kontrakten omhandlede undentag for Ana sal. Peder Rasmussen på livstid. Peder Pedersen dyrker jorden og var pligtig til at sørge for Ana.

3. november 1747 – pag. 168b

Læst kgl. Forordning om forbud mod udførsel af øksne, der gik på grøs og var ustaldede, samt nærmere anvisning for stald-øksner, dat. 29. august 1747.
Løst et pantebrev udgivet af Jep Hansen på den 32. gård i Olsker for et lån af Lars Pedersen på Baadstedgaard i Rø sogn på 100 sld. mod pant i gården, dat. 2/11 1747.
17. november 1747 – pag. 168b
Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i året 1748, dat. 13. oktober 1747.
Læst et auktionsskøde af dd. Afgående den auktion, der blev afholdt den 24. maj i Tejn på Holger Mons hustru Gertrud Holgersdatter iboende hus. Huset blev solgt til højestbydende, nemlig ungkarl Hans Jørgensen. Huset bestod af 6 stolperum med løkke for 32. daler 8 skilling.

24. november 1747 – pag. 169a

Læst et pantebrev udgivet af Jon Andersen Krak boende på 14. selvejergaard i Rø for et lån på 140 sld. af Andreas Koefoed i Rønne mod pant i gården, dat. 10. november 1747.
Fenrik Svend Mikkelsen af Rønne mødte som beordret aktor i en sag, som af Rasmus Rasmussen på Duebjerg var anmeldt til amtmanden. Der skulle være stjålet en del lindetøj af en kvinde ved navn Mallene Hansdatter. Kvinden og lindtøjet var fundet hos udbygger Hans Jensen i Østermarie. Tyveriet skulle være tilstået. Kvinden var sat i ”landets hovedvagt” og blev fremført i retten løs og ledig sammen med hendes forsvarer Hans Poulsen af Vestermarie sogn. Vidner som var indkaldet var: Afnete Anders Nielsen fra Hallegaard i Olsker, Mete Giert Gudmuns af Vang, Rutsker sogn, Hans Hansen tjenende hos Bendt Pedersen, Gertrud Monsdatter som boede hos sin fader Mons Madsen begge fra Klemensker.
Aktor producerede et tingsvidne taget ved Østerherreds ting den 30. oktober. Mallene vedkendte at hun havde hørt samme tingsvidne før. Hun vedkendte sig ordlyden. Aktor spurgte Mallene hvornår hun sidst var til alters og hvilken kirke hun tilhørte. Hun svarede at hun sidst var til alter hos Peder Rasmussen i Aakirke menighed, men hun vidste ikke hvor længe siden det var. Hun havde ved et skrifte til Hr. Peder angivet en barnefader til et uægte barn. Hun havde to uægte børn. Da hun ikke havde noget at betale med, så havde hun stået ”knæped i hals Jernet” i Rønne.
Hun fortalte at hun ikke havde fået gods af nogen kone fra Olsker, som Rasmus Rasmussen vedkendte sig, men hun havde lovet en krave til Niels Anders broder i Olsker, som nu var rejst bort. Hun kendte ikke navnene på den kone og mand som hun havde modtaget godset fra, så hun kunne ikke angive hjemmel til det klæde som blev fremvist i retten.
Eftersom hun ikke angav Agnete Anders Pedersen eller nogen anden, så ville aktor ikke afhøre disse vidner, da det var unødigt.
Forsvareren spurgte Mallene om hun havde tjent godtfolk på landet, der ville leje hende. Om hun var lejet i Nylars hvor hun blev anholdt. Hun svarede nej. Hun havde ikke indgået åremål-aftaler, men havde være her og der på landet og spundet og arbejdet. Hun havde holdt skole sidste vinter i 14 uger hos Isak Pedersen og Jens Olsen i Vestermarie sogn, samt hun havde tjent i 18 uger hos Ared Poulsen i Vestermarie og lært børn at læse. Aktor mente ikke at det var lovligt at påstå, da det ikke var bevist. Om hun havde gjort noget godt kunne ikke befri hende for at have øvet en misgerning.
Vidnet Mette Giert Gudmands fra Vang fortalte at Mallene havde fået 2 alen brugarn som var bleget og 12 sk. Penge som hun skulle have for at indløse 5 pund linbrue (?). Hun skulle komme tilbage dagen efter og levere sagerne, men kom ikke. Mallene havde ikke sagt hvilket hus og navne hun skulle indløse pantet af. Lærredet havde hun angivet, at hun skulle have til Niels Anders hustru på Hallene og der hente 4 pund blaagarn, men hun kom ikke med noget. Der var ingen vidner til dette uden et barn på 12 a 13 år.
Hans Hansen, der var 20 år og var konfirmeret og været til guds bord. Han tjente hos Rasmus Rasmussen, men kunne ikke genkende med vished det fremlagte stjålne linned, men han havde genkendt en halskrave, som vidnet havde mistet, tillige med en lærredshalsklud. Han bekræftede at der fra hans husbond var taget 5 hørgarns harre som var bleget og at de fremviste var lige med disse. På forsvarerens spørgsmål svarede vidnet at han ikke havde set at Mallene havde taget tingene. Malene havde været på gården i tre dage medens hun var med til høstarbejdet. Han havde hørt at Mallene havde et dårligt rygte, men han kunne ikke egentlig sige hvem der havde udbredt dette rygte.
Gertrud Monsedatter gennemgik de stjålne varer. Hun genkendte dem som tilhørende hendes husbonde Rasmus Rasmussen. Hun forklarede at de blegede linklæder hang over gærdet om natten og det var under høsten de forsvandt. Hun genkendt halskraven, men savnede en blaagarns særk og hørgarns opled og en del andet, som ikke var blandt det fremviste. Vidner ville ikke bekræfte at der var rygter om Malene Hansdatter stjal og løb omkring på Bornholm som løsgænger. På forsvarerens spørgsmål om hun havde set Malene stjæle, svarede hun, at hun ikke havde hvem der havde stjålet genstandene.
To vurderingsmænd skønnede de stjålne og fremviste genstandes værdi til 1 daler 1 mark og 8 skilling for 4 pund garn og lintøjet til 1 daler 8 skilling. Dernæst fremviste aktor to attester. Den ene af magister Johan Kofoed i Nexø og den anden af præsten Lars Hjorth i Aakirke.
Malene Hansdatter blev herefter udleveret til vagterne, som førte hende tilbage til arresten. De fremlagte koster blev lagt til side. Sagen blev derefter udsat.
Hans Adolfsen fra den 35. gård i Rutsker var ramt af ildebrand og lynild natten mellem den 13. og 14. juni 1747. Denne ulykkelige hændelse ville han have et tingsvidne på, hvorfor han havde indkaldt vidner til at bekræfte det.
Ambrus Boesen forklarede på vidnernes vegne, at natten mellem den 13. og 14. juni da alle var gået til sengs blev stuelængen angrebet af lynild med torden. 10 stolperum nedbrændte med alt boskabsvarer, der fandtes på loftet og en del som fandtes ned under. Endvidere blev hans snedkerredskaber, som han havde på stedet ødelagte. Høns og gæs, kobber og avlsredskaber som harve, vogn, rulle med mere blev opbrændt. Vidnets søn Jens Ambrusen arbejdede hos Hans Adolfsen bekræftede sin faders udsagn, tillige med de andre vidner, der var Søren Mogensen Høg, Hans Jørgensen, Hans Pedersen og Ole Jørgensen. Alle kunne dog ikke bekræfte årsagen til ildebranden, men der var stærk torden og lyn den nat.
Hasle kirkes værge Jens Jensen lod opbyde 40 sld af kirkens kapital.
Klemensker kirkes værge Jørgen Edvardsen lod opbyde 60 sld. af kirkens kapital.

8. december 1747 – pag. 171b

Herman Andersen fra Hasle havde stævnet Hans Madsen, udbygger på Hullegaard grunden i Klemensker for gæld på 4 daler 10 skilling. Hans Madsen var ikke mødt.
Svend Mikkelsen aflagde sit skriftlige irettesættelse i sag mod Malene Hansdatter. Forsvareren Hans Poulsen bad om at låne Svend Mikkelsens indlæg, samt sagens dokumenter, således at han kunne svare på næste ting.
Hasle kirkeværge opbød for anden gang kirkens kapital på 40 sld. – ingen henvendte sig.
Klemensker kirkes kirkeværge opbød kirkens 60 sld. for anden gang.

15. december 1747 – pag. 172a

Hans Poulsen fra Vestermarie mødte som forsvarer for Malene Hansdatter og producerede et skriftligt indlæg i tyverisagen og tilbageleverede sagen dokumenter. Aktor Svend Mikkelsen ville ikke svare på forsvarerens unyttige udflugter og undskyldninger. Begge parter ville have dom i sagen og samtidigt bad de om udskrift af sagen.
Hermand Andersen fra Hasle i gældssagen mod udbygger Hans Madsen fra Klemensker måtte udskyde sagen igen, da Hans Madsen ikke var mødt. Dommeren pålagde Hans Madsen til at møde på næste ting.
Hasle kirkes kapital af 40 sld. blev opbudt for tredje gang. Ingen ville låne dem, hvorfor pengene skulle forsegles inden de blev udleveret igen.
Ligeledes blev Klemensker kirkes 60 sld. opbudt og heller ikke disse penge blev udlånt. Disse penge skulle også forsegles inden de blev udleveret til kirkeværgen.

22. december 1747 – pag. 172

Læst et skøde dateret 21. december 1747 med indhold at Henrik Didriksen på den 21. gård i Olsker solgte gården til sin søn Jens Henriksen for 300 sld mod en undentagskontrakt.
I sagen hvor Hermand Andersen fra Hasle havde sigtet udbygger Hans Madsen for gæld. Hans Madsen og Hermand Andersen var mødt og udskød sagen til næste ting. Hans Madsen havde betalt en del af gælden og resterede 1 daler 15 skilling, som han havde lovet at betale.
Klemensker kirkes kapital på 60 sld, som ingen ville modtage, blev forseglet i en sæk med 65 sld.
Næste års stokkemænd blev valgte.

12. januar 1748 – pag. 173a

Læst et pantebrev dat. 28. december 1747 der viste at Anders Pedersen på den 18. (16.?) selvejergaard i Olsker havde lånt 260 sld. af Andreas Koefoed i Rønne mod pant i Anders Pedersens påboende gård den 16. gård i Olsker.
I sagen som Svend Mikkelsen havde ført mod Malene Hansdatter, som nu i længere tid havde været arresteret i landets arresthus i Rønne for begået tyveri, blev afsagt dom. Arrestantinden ville have sagen appelleret til højere ret. Svend Mikkelsen ville have dom og sagen beskrevet i sin fuld ordlyd.
Hermand Andersen fra Hasle ville høre om Hans Madsen havde i sinde at betale de resterende 1 daler og 15 skilling. Da Hans Madsen ikke var mødt bad han om at sagen gik til doms. Da Hans Madsen havde lovet at betale de resterende penge, kunne dommeren afsige dommen umiddelbart. Hans Madsen dømtes til at betale inden 14 dage tillige med sagen omkostninger.

DOM – pag. 173b

Rasmus Rasmussen fra den 64. selvejergaard i Klemensker havde anmeldt et tyveri, der var sket sidste høst. I et forhør ved Østreherredsting blev fremvist ting, der var fundet hos Henrik Mortens Bug i Østermarie sogn. Det var 5 harrer garn og en halskrave. Hos Hans Frederiksen i samme sogn blev fundet et opled. Hos Anders Jensen i Gastegaarden et hørgarns forklæde og hos udbygger Svend Hansen i Østerlars blev fundet en bruggarns skjorte, en blaargarns særk, et pudevår af hørgarn og et hørgarns forklæde. Køberne havde angivet Magdalene Hansdatter som sælger og Rasmus Rasmussen havde bekræftet, at det var hans ting, som han havde mistet. Magdalene havde angivet, at hun havde fået noget af en kone i Hasle og andet fra en kone i Olsker, men hun kendte ikke deres navne.
Forsvareren ville betegne hende som ”kræmmerske”, der havde ombåret varerne for at sælge dem.
Dommeren så det som bevist, at Malene (Magdalene) Hansdatter havde stålet affekterne og skulle dømmes efter pag. 983 og 984 artikel 39 (37) at miste sin hud og betale igæld (2 daler og 2 skilling) og tvegæld (5 daler) af værdien og efter forordningen af 6. december 1743. Desuden skulle hun miste sin hovedlod til kongen.
Desuden skulle Magdalene Hansdatter dømmes for løsgængeri, således som aktor også havde stævnet hende for. Hun havde ikke haft fast tjeneste og ikke kunne fremvise pas fra en husbond. Desuden havde hun måske de sidste 20 år, eller længere, ikke været til guds bord. Derfor skulle hun idømmes tugthus i København i XX år (der er ikke angivet åremål).

26. januar 1748 – pag. 174b

Blev læst et pantebrev af 2. januar 1748 der viste at Anders Olsen på den 5. selvejergaard i Klemensker havde lånt 161 sld. af skovridder Hans Piil i Klemensker mod pant i ejendommen.
Morten Mortensen på den 1. vornedgaard i Klemensker var blevet ramt af ildebrand den 16. oktober 1747, hvorfor han ville have at fire mænd, bevidnede dette, således at han kunne få udfærdiget et tingsvidne. De fortalte at ved dagningen (morgenstunden) den 16. oktober kom Morten Mortensens stuelænge i brand. Blev ”næsten ganske” hele stuehusets 16 stolperum afbrændt og dermed også en del løsøreeffekter. Det der blev reddet var ilde tilredt. Morten Mortensen fremlagde en attest som var underskrevet af Anders Nielsen og Clemmen Mortensen, samt af sognepræsten Anders Agerbech. Morten Mortensen fik udstedt et lovligt tingsvidne.

3. februar 1748 – pag. 175a

Læst et pantebrev fra 13. januar 1748 der viste at Bertel Jacobsen på den 38. sg i Klemensker havde bortpantet den halve gård som brugeligt pant til sin søn Jacob Bertelsen i 18 år, fra midfaste først kommende til midfaste 1766, for 200 sld.

9. februar 1748 – pag. 175a

Læst et mageskifte dateret 1. februar 1748 til indhold at Hans Esbersen på den 30. sg. Dyngegaard i Klemensker havde mageskiftet med Peder Esbersen nu boende på den 40. sg. i Østerlars. Peder Esbersen gav Peder Esbersen 247 sld. 2 mark i bytte. Mageskiftet skulle ske midfaste først kommende.
Hans Poulsen i Vestermarie mødte og producerede en memorial underskreven og udstedt af Ellen Gotfredsdatter i Olsker til landets amtmand Urne: Han havde fået tilladelse til at føre sag for Ellen i en tingsvidnesag.
Hans Poulsen mødte for Ellen Gotfreddatter og stævnede Peder Jacobsen i Olsker som boede hos sin fader på Myregaard.
Herredsfenrik Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået amtmand Urnes tilladelse til at gå i retten for Peder Jacobsen. Hans Poulsen protesterede mod at Svend Mikkelsen skulle gå i retten for Peder Jacobsen. Dommeren afviste klagen, da sagen drejede sig om Peder Jacobsens brudte ægteskabsløfte, hvor moderen Bodil Gotfred Nielsens var part.
Alle var mødt, dog ikke vidnerne Agnete Anders Pedersens og Mogens Hansen, der tjente på Myregaard. Desuden var mødt frivilligt vidne, nemlig Hans Jacobsen og hans hustru Anne fra Klemensker. Svend Mikkelsen krævede at vidnerne blev separerede.
Første vidne var sergent Anders Pedersen af Olsker. Han fortalte, at Ellen tjente hos ham til mikkelsdag i det forgangne år. Da hun tjente hos ham, gik hun ud af huset en aften og så atter den næste aften og kom først hjem den næste morgen. Han spurgte hende hvor hun havde været, hvilket han som husbond skulle vide. Hun sagde, at hun havde været på besøg hos Peder Jacobsen. Hun fortalte at de var ”kjær” i hinanden og han elskede hende mere end andre piger. Ellen havde sagt at de havde lovet at ville have hinanden.
Anders Pedersen havde fortalt dette til sin sognepræst, som så havde svaret, at så havde Jacob Pedersen forspildt sit ægteskab. [Han blev senere på året gift med Ellen Hansdatter Schou fra Rø og altså allerede var forlovet med en anden]
Anders Pedersen havde ikke set at de to havde været i seng sammen i deres hus eller andre steder. Anders Pedersen havde dog bemærket at de to under et gilde havde siddet bag kakkelovnen og han havde hånden op under hendes skørt og følte ind til pigens hemmeligheder (overstreget og skrevet ”fike” i stedet).
Anders Pedersen kendte ikke noget til at Ellen skulle have haft andre mænd på den tid da hun tjente ham. Ej hellere vidste han at Ellen havde haft andre omgængelser. Han vidste intet om at Ellen skulle være besvangret af Peder Jacobsen.
Peder Jacobsens fuldmægtig spurgte vidnet Anders Pedersen om han havde hørt Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab. Det havde han ikke. Han nægtede også andet spørgsmål fra Svend Mikkelsen om han selv havde haft hånden oppe under Ellens skørter, siden han kunne vide at Peder Jacobsen havde hånden oppe i ”Fiken”. Anders Pedersen måtte svare på tidspunktet for gildet. Han mente at det var i julen sidste år, men huskede ikke hvilken dag andet end, at det var efter en helligdag. Men selv om der var mange unge mennesker, så var han sikker på at det var Peder Jacobsen, der havde siddet med Ellen.
Dernæst afhørtes Anders Pedersens datter Anna Christina Andersdatter 16 år gammel, som ikke havde været til konfirmation eller guds bord. Hun bekræftede at Ellen havde talt med Peder Jacobsens hver eller hver anden dag. Vidnet delte seng med Ellen. Og Anna vidste at Peder Jacobsen havde ligget i seng med Ellen Gotfredsdatter og medens han var der, gik hun ind til sine forældre for at sove. Anna havde hørt at Peder Jacobsen havde afgivet løfte om, at han ville have Ellen til ægte. Ellen havde samtykket.
Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen ville ikke afhøre Anna Christina, da han mente at hun var et enfoldigt menneske, der ikke kendte til edens indhold da dommeren formanede hende. Eden blev oplæst flere gange fordi hun ikke forstod hvad det drejede sig om. Stokkemændene kunne bekræfte det. Hans Poulsen fik stokkemændene til at sige, at de ikke mente at pigen var tåbelig, men bare lidt ”blufærdig”.
Derefter Hans Johans hustru Ana af Klemensker, der fortalte, at hun havde set Peder Jacobsen i Bodil Gotfred Nielsens hus mellem pinse og Sankt Hans. Hun havde hørt at Peder Jacobsen havde sagt til Bodil Gotfreds, at hun ikke skulle være vred på hende, men at han ville ikke svigte, hvorefter han gav hånd og lovede at ægte Ellen.
Vidnet havde set at Peder og Ellen havde givet hinanden hånd derpå og at de var fire vidner, der havde lagt hænderne ovenpå. Det havde været Bodils anden datter Martine og en bagerkone fra Rønne ved navn Karen Jens Mons.
Svend Mikkelsen ville have at Ana skulle berette hvorfor de var forsamlede i stuen. Det havde været tilfældigt og ikke planlagt af Bodil Gotfreds. Og nej, der havde ingen været tilstede fra Peders familie ej hellere sognepræsten. Vidnet kunne ikke bekræfte Mikkelsens påstand om, at Ellen skulle have haft adskillige mandlige bekendtskaber inden såvel som udensogns. Vidnet havde ikke set af Peder havde givet nogen ja-gave, ej heller havde der været nogen traktering.
Dernæst Martina Gotfredsdatter, der fortalte, at hun havde hørt Peder Jacobsen love hendes søster Ellen ægteskab. Det sket hjemme hos deres moder Bodil. Hun havde også lagt hånd over deres hænder lige såvel som Karen Jens Mons, bagerkone i Rønne, og Hans Johans hustru af Klemensker og hendes moder Bodil. Martine fortalte, at hendes søster havde berettet, at hun var gravid med Peder Jacobsen. Martine havde set Peder Jacobsen både før og efter ægteskabsløftet.
Svend Mikkelsen fik søsteren til at sige, at ved ægteskabsløftets afgivelse var Peders forældre ikke til stede, ej heller en præst, der blev ikke givet ja-gave eller drukket ja-øl i forældrenes nærværelse.
Dernæst vidnet Hans Hansen fra Heslegaard i Olsker. Han havde ikke overværet ægteskabsløftet, men 2-3 uger før jul havde Ellen været på besøg på gården. Da havde Peder Jacobsen kommet og Ellen havde forladt stedet fordi han kom. En snak mellem de to unge var sket uden for huset, men han havde intet hørt om samtalen. Han vidste, at der havde været en forbindelse mellem dem og han havde sagt til Peder, at hvis Ellen havde været god nok tidligere, så var hun vel god nok til ham nu. Det var ikke et passende parti for Peder, hvilket var den gængse opfattelse blandt folk. Peder havde selv sagt at hans forbindelse til Ellen var pigesnak.
Bodil Gotfreds kunne sige at hun havde hørt Peder Jacobsen love ægteskab til sin datter Ellen. Ægteskabsløftet blev givet i stuen i hendes hus. De overværende var Hans Johansen og hans hustru fra Klemensker, Karen Jens Monsen fra Rønne og Martine og hende selv. Peder gav hånd på at Ellen skulle være hendes ægte kone. Hun fortalte, at Peder Jacobsen havde stævnet hende til Rønne byting og at Peder havde været hos hende både før og efter ægteskabsløftet. Og Bodil fortalte, at Peder havde anmodet hende om hendes datters hånd forinden. Hun vidste ikke om Peder Jacobsens forældre eller præsten var vidende om denne forlovelse, men hun mente, at da han var over 30 år, så var han sin egen værge og kunne gøre som han ville.
At der ikke var blevet drukket ja-øl ved forlovelsen skyldtes, at Bodil ikke vidste hvornår Peder Jacobsen ville komme. Men hvis hun havde vidst, så skulle der nok have været serveret af en kvart tønde øl. De tre manglende vidner nemlig Hans Johansen af Klemensker, sergent Anders Pedersens hustru Agnete og Mons Hansen på Myregaard i Olsker, skulle indkaldes til næste ting.

23. februar 1748 – Pag. 179a

Læst et skøde af 22. februar 1748 der viste at Lars Andersen på den 63. sg. i Klemensker havde solgt til sin søn Wefst Larsen inkl. alt løsøre, boskabsvarer, kreatur mm for 400 sld. Lars Andersen havde selv underskrevet med tre bogstaver. Skødet blev vedstået af hans søn Andersen Jensen, dattermand Ole Jørgensen, Lars Pedersen, Jens Jørgensen, Ole Olsen og Jens Pedersen. Samtlige vedstod i Lars Andersen svaghed og hans hustrus vegne.
Desuden blev læst en kontrakt hvor Wefst Larsen lovede at passe sine kære forældre Lars Andersen og moder Maren Wefstdatter, så længe de levede.
Hans Poulsen Dam var mødt som fuldmægtig for Ellen Gotfredsdatter. Han skulle afhøre de udeblevne vidner fra sidste ting. Der var kun mødt en. Stokkemand Hans Larsen forklarede at udeblivelsen skyldtes at de ikke betids var blevet stævnet. Beskikkelsesmanden blev pålagt at møde og forklare hvorfor.
To andre vidner var mødte. Agnete Anders Pedersen på Hallegaard og Mons Hansen tjenende på Myregaard.
Mons Hansen havde tjent hos Jacob Pedersen på Myregaard siden sidste mikkelsdag. Han havde ikke hørt fra Peder Jacobsen, at han havde i sinde at ægte Ellen Gotfredsdatter. Han havde en gang fulgt Peder Jacobsen ned til Bodil Gotfred Nielsens. Han havde hentet Ellen ud af huset til Peder. Det var en aften vist nok før nytårsdagene. Han vidste ikke hvad, Peder og Ellen skulle tale med hinanden om. Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen fik vidnet til at fortælle om hvad de havde snakket om på vejen til Bodil Gotfreds. Peder havde fortalt at Ellen Gotfreds var berygtet for at have med andre mænd at gøre. Vidnet havde ikke hørt den historie fra andre end Peder. Vidnet havde ikke hørt om ægteskabsløfter, som han for øvrigt mente var løst snak.
Hans Poulsen spurgte nu Peder Jacobsen om hvad for et ærinde han havde og hvor han havde sin faders tjenestedreng med sig. Han nægtede at svare ham. Hans fuldmægtig Svend Mikkelsen afbrød og fortalte retten, at Peder Jacobsen ikke behøvede at svare på spørgsmål, hvis ikke han selv vilde.
Dernæst vidnet Agnete Anders Pedersen, som efter sin ed fortalte, at Ellen Gotfredsdatter havde tjent hos hende i 1½ år og aftrådte sidste mikkelsdag. Hun fortalte, at Peder Jacobsen havde ”vanket til” Ellen Gotfredsdatter både dag og nat [vanke betyder her, at Peder ”havde budt sig til”]. Hun vidste ikke helt hvorfor, men tænkte, at han ville ægte hende. Hun kendte ikke til at Peder Jacobsen havde ligget hos Ellen om natten. Hun fortalte at Ellen opførte sig ordentlig, men hun havde ikke fået fred for Peder Jacobsen.
Svend Mikkelsen ville høre nærmere om Ellen og Peder havde bedrevet horeri med hinanden i hendes hus. Agnete svarede, at det havde hun svaret på og hun vidste ikke videre. Agnete vidste, at hendes mand havde nævnt forholdet for præsten Mahler. Peder Jacobsen havde ofte kommet i deres hus. Svend Mikkelsen spurgte om ikke hun havde hørt, at Peder Bødker, der havde været i tjeneste samtidigt med Ellen, at Ellen næsten hver nat var gået til ham. Hun kendte ikke til det, men hun vidste, at de to havde været hos præsten og forklaret, at de ikke ”havde hinanden at bestille på den måde”. Hun havde selv været med hos præsten og hørt denne bekendelse. Mikkelsen spurgte hende om de ikke havde holdt fester med unge mennesker på helligdagsaftenen med spil og dans, og at Peder Jacobsen havde været med. Jo, havde hun svaret, og der var en aften hvor Peder Jacobsen havde haft Ellen på skødet bag kakkelovnen. Det var sket den forgangne jul.
Sagen blev udsat i 14 dage og begge fuldmægtige havde ønsket at de sidste vidner skulle afhøres.
Provst Jens Buchave opbød 300 sld som tilhørte de fattige i Klemensker.

6. marts 1748 – pag. 170b

Læst et købebrev udstedt til Jørgen Kofoed i Rønne, der viste at han havde købt den 12. gård i Klemensker for 500 sld af Thor Jensen dat 22. februar 1748. Samme tid var udstedt en kontrakt mellem Thor Jensen, som nu boede på den 12. gård og hans dattermand, Jørgen Kofoed, fra Rønne. Jørgen Kofoed, nu boende på den 12. selvejergaard i Klemensker, læste et pantebrev, der viste, at han havde lånt 148 sld. af Thor Larsen på den 1. sg. i Klemensker.
Hans Poulsen fik de to stævningsmænd til at afgive ed på at de havde stævnet Peder Jacobsen til at svare på spørgsmål. Hans Poulsen, som fuldmægtig for Ellen Gotfredsdatter, spurgte Peder Jacobsen, om han vedkendte, at han havde afgivet ægteskabsløfte til Ellen efter hun havde fortalt at hun var gravid med ham. Peders fuldmægtig svarede på hans vegne, at det måtte Ellen selv bevise. Ellen Gotfredsdatter havde i retten erkendt at hun var frugtsommelig og at Peder Jacobsen havde lovet hende ægteskab både før og efter hun at blev gravid.
De udeblevne vidner fra tidligere ting, Hans Johansen og hans hustru fra Klemensker, var mødt og det samme var et frivilligt vidne Peder Pedersen fra Olsker. De afgav deres ed.
Udbygger Hans Johansen fra Klemensker sagde, at han ikke havde været med sin hustru hos Bodil Gotfred Nielsen og høre at Peder Jacobsen havde givet Ellen sit ægteskabsløfte, men hans hustru havde fortalt om det, da hun var kommet hjem. Vidnet fortalte, at Peder Jacobsen havde besøgt ham for 3 uger siden og fortalt, at han gerne havde taget Ellen til ægte, men hans forældre havde forbudt ham det. Og hvis han gjorde, så ville han blive arveløs og måtte ”tage en rød kjole på” [dvs melde sig som soldat]. Da Ellen havde været til alters sidst var hun 12-14 uger hende i graviditeten. Men han havde ikke sagt, at det var ham der var far til barnet.
Svend Mikkelsen ville have at Hans Johansen skulle tidsfæste tidspunktet hvor Peder skulle havde afgivet sit ægteskabsløfte. Han svarede, at det var på en sognedag mellem pinsen og sankt hans. Han havde bedt hans hustru at gå til Bodil Gotfred Nielsens enke for at leje en ko af hende. Han var sikker på at hans hustru talte sandt.
Dernæst Anne, som var Hans Johansens hustru. Hun bekræftede handlingsforløbet og fortalte at hun havde været til stede, da Peder Jacobsen for tre uger siden været i deres hus og bekendt sin historie.
Dernæst det frivillige vidne ungkarl Peder Pedersen fra Olsker. Han blev spurgt om han havde været til stede hos Bodil Gotfred Nielsens enke, da Peder Jacobsen havde lovet ægteskab til Ellen. Det havde han ikke og han havde heller ikke set Karen, Jens Monsen fra Rønne, gået til Bodil, da troskabsløftet skulle være fundet sted. Han havde været i tjeneste på Hallegaard i Klemensker (Olsker?), samme sted som Ellen havde tjent. Han havde en enkelt gang set Peder Jacobsen komme til gården for at tale med Ellen, men ikke hørt noget om ægteskab. Han var nu, siden jul, været i tjeneste hos Jørgen Kofoed i Klemensker, hvilken tjeneste han ville forlade til påske, hvorefter han igen ville flytte til Olsker, hvor hans forældre boede. Han havde hjemme i Olsker og gik til alters der.
Hans Poulsen ville mene, at han ved afhøringerne havde bevist, at Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab, hvorfor han ikke ville afhøre flere vidner. Han ville nu have tingsvidnet udfærdiget. Hvilket blev tilladt. Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen ville føre kontravidner i sagen, hvilket blev tilladt.
Provsten Jens Buchhave opbød for anden gang Klemensker fattigkasses 300 sld. til den der ville låne, forrente og sikre midlerne.
Jep Monsen i Rutsker lod oplyse, at han hele vinteren havde haft en orne, hvis ejer kunne afhente, hvis han kunne bevise at ornen tilhørte ham.

22. marts 1748 – pag. 183a

Læst pantebrev af 16. marts 1748, der viste at Clemen Mortensen på den 7. sg. i Klemensker havde lånt 200 sld. af skovridder Hans Piil mod pant i gården.
Læst en undentagskontrakt af 16. marts 1748 mellem Jens Henriksen og hans kæreste Bodil Jensdatter på den ene side og på den anden side Jens Henriksens kære forældre Henrik Didriksen og moder. Jens Henriksen havde købt den 21. sg. i Olsker af faderen.
Læst et pantebrev af 18. marts, der viste at Lars Andersen på den 8. vornedgaard i Klemensker havde lånt 570 slettedaler courant af Jørgen Stender i Rønne mod sikring i sin gård.
Amtmand Urne havde meddelt herredsfoged Poul Eskildsen at advare bønder og andre at huse søfolk fra den Hollandsk Kompagnis skib, ført af kaptajn Henrik Intze. Skibet var strandet ud for Sandvig. (eller også at de ikke kunne nægte at huse søfolkene, som blev dem anviste? Det er uklart formuleret).
Herredsfenrik Svend Mikkelsen fra Rønne mødte som principal for ungkarl Peder Jacobsen, der boede hjemme hos sine forældre på Myregaard. Han ville føre kontravidner i sagen om brudt ægteskabsløfte. Han havde indstævnet Ellen Gotfredsdatter af Olsker sogn, samt flere andre. Hans Poulsen, på Ellens vegne, tilbageviste stævningen, da man ikke kunne stævne hende på hendes ære. Stævningen indeholdt angreb på hendes ærlighed og påstande om berygtet hed. Hvis han skulle det, så måtte han føre sag mod hende og henvise til lovens bogstav. Hans Poulsen kunne ikke nægte Svend Mikkelsen i at føre kontrastævning i anledning af lovens pag. 52. art. 9.
Dommeren så ikke noget galt i Svend Mikkelsens kontrastævning, blot han ikke henfaldt til ”vidtløftigheder”.
Følgende vidner blev indkaldte: Erik Pedersen, Rasmus Hansen, udbygger Niels Andersen, Jens Madsen og hustru Karne, Sidsele Svend Mons, Lars Jensen og Mons Pedersen alle fra Olsker, ungkarl Mads Olsen fra Klemensker. Alle var mødt på nær Lars Jensen og Mons Pedersen. Desuden var tidligere afhørte vidner tilstede, nemlig sergent Anders Pedersen og hustru Agnete samt datteren Ane Kirstina, Hans Hansen, Bodil Gotfred Nielsen og datteren Martine Gotfreds, Mons Hansen alle fra Olsker og fra Klemensker Peder Bødker, Hans Johansen og hustru. Desuden indfandt sig to godvillige vidner fra Rønne, nemlig to borgere Hans Jensen og Peder Thomsen.
Mikkelsens første vidne var Erik Pedersen fra Bakkegaard. Han fortalte, at han sammen med Peder Bødker, som var tjenestedreng hos Anders Pedersen på Hallegaard, ude og stævne til landstinget. Erik Pedersen havde af interesse spurgt Peder Bødker om han vidste om Ellen Gotfredsdatter var frugtsommelig. Peder Bødker havde svaret, at det vidste han intet om. De havde ikke snakket om rygterne, der sagde, at han ikke kunne være fri for Ellen Gotfredsdatter. Erik Pedersen ville ikke bekræfte rygterne om at Ellen og Peder Bødkers løsagtige forhold. Han havde intet hørt derom.
Næste vidne Rasmus Hansen på Lille Myregaard benægtede at han skulle have hørt fra Anders Pedersens historie om da Ellen og Peder Bødker tjente sammen på Hallegaard, så var de to ikke til at skille ad. Han havde ikke hørt at Anders Pedersen påstod at Ellen hver eller hver anden nat gik til Peder Bødker og lå hos ham og at Anders Pedersen skulle have angivet det for præsten. Desuden havde vidnet ikke hørt om, at Ellen havde bedraget ham til at ligge hos sig.
Hans Poulsen spurgte Rasmus Hansen om Peder Andersen havde fortalt ham, hvad han skulle sige. Hvilket han benægtede. Poulsen kunne heller ikke få vidnet til at bekræfte, at havde Ellen og Peder Bødker havde ”kiær Skiød hver andre” og at de ikke havde mere med hver andre og ikke havde meere sammen end De kunde lade én og hver vide”. Rasmus Hansen havde hørt den omtalte formulering af Anders Pedersen, der havde refereret sådanne ord, som skulle være sagt under samtalen med præsten. Herefter disputerede Hans Poulsen og Svend Mikkelsen om det var rimeligt at undersøge dette forhold. Mikkelsen beskyldte Poulsen for at have aftalt afhøringen med Rasmus Hansen. Dommeren mente at Rasmus Hansens vidnesbyrd skulle stå til troende.
Svend Mikkelsens næste vidne var udbygger Niels Andersen af Olsker, der havde høstet hos Anders Pedersen på Hallegaard. Peder Pedersen Bødker havde sagt til ham, at han ikke ville forlade Ellen og at han ikke kunne blive fri for at have legemlig omgængelse med hende. Vidnet fortalte at Anders Pedersen havde fortalt at Ellen hver anden nat havde kommet til Peder Bødker og lagt sig i hans seng.
Hans Poulsen spurgte Niels Andersen om ikke han vidste at Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab og at han skulle have besvangret hende. Vidnet svarede at han havde hørt det, men ikke selv vidste om det var sandt. Han kunne ikke sige mere om Peder Bødker og Ellen end det han allerede havde sagt. Han kunne dog bekræfte, at han havde hørt om, hvad Peder Bødker og Ellen havde sagt til præsten om at de havde ”kier skud hin anden at de icke med hinanden haft nogen legemlig omgiengelse”. Men han havde ikke hørt det fra de to Peder og Ellen. Han havde heller ikke hørt at Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab. Hans Poulsen fik vidnet Niels Andersen til at sige, at Peder Jacobsen havde advaret ham om et kommende stævnemål. Derefter beskyldte fuldmægtigene hinanden for arrangerede vidnesbyrd. Hvorefter dommeren påbød begge ikke at bruge vidtløftigheder.
Dernæst afhørte Mikkelsen udbygger Jens Madsen i Olsker. Han erkendte, at han havde hørt at Ellen Gotfredsdatter havde haft legemlig omgængelse og usømmeligt samkvem med Peder Pedersen Bødker. Jens Madsen havde overhørt at Peder Bødker fortælle det til sin bror Mons sidste høst. Desuden havde Ellen fortalt vidnet og hans hustru, at Peder Jacobsen måtte gifte sig med hende enten indenlands eller udenlands, ellers ville det gå ham ilde. Dog mente vidnet ikke at det var ondt ment.
Dernæst Karen Jens Madsen fra Olsker erkendte at hun også havde hørt at Ellen havde haft legemlig omgængelse med Peder Bødker medens de tjente på Hallegaard. Desuden havde hun hørt fra Ellen, at hvis Peder Jacobsen tog en anden kvinde til ægte, så ville det gå ham ilde. Andre forhold havde hun hørt rygter om.
Næste vidne var Sidselle Svend Mons af Olsker. Hun havde ikke hørt om forlovelse mellem Ellen og Peder Bødker, men hun havde hørt rygter om deres legemlige omgængelse. Hun havde dog set at de to var gået i skoven sammen under høstarbejdet, men hvad det havde lavet, vidste hun ikke. Men de havde været væk så længe at de fire, der var tilbage på marken, havde båret 8-10 stakke sammen. Hun havde også høstet på Hallegaardens mark og på spørgsmål om at Peder Jacobsen skulle have taget Ellen ud af arbejdet, svarede hun nej. Peder Jacobsen deltog aldrig i høstarbejdet. Vidnet havde også hørt ”kier skudt hinanden..” . Hun kunne ikke bekræfte at Peder Jacobsen havde besøgt Bodil Pedersen, men hun havde dog set ham en søndag inden han tog afsted fra Bodil Gotfreds før han red bort ad marken. Han havde stået for at få ild på sin tobakspibe. [Det tyder på at Bodil Gotfreds havde bolig hos Svend Mogensens enke i Olsker.
Sidselle fortalte, at hun sidste høst havde talt med Ellen på marken. Ellen havde rådført sig med Sidselle om hvem hun skulle tage til ægte: Om det var Peder Bødker eller ungkarl Mads Olsen fra Klemensker. Hun havde svaret, at hun skulle tage den hun syntes bedst om. Peder Bødker havde fortalt vidnet Sidselle, at han aldrig skulle forlade Ellen. Men der havde ikke været vidner til Sidselle og Ellens samtale da det skete på vejen fra Hallegaard til hendes hjem.
Svend Mikkelsens næste vidne var ungkarl Mads Olsen fra Klemensker. Han fortalte, at Ellen og Bodil Gotfreds havde været hos hans forældre og foreslået ægteskab mellem ham og Ellen. Mads Olsen ville ikke have Ellen til ægte hustru alene af den årsag, at hun var berygtet for løsagtighed med Peder Bødker. Dog havde han kun hørt det blandt folk at der var løsagtighed, derfor vidste han ikke om det var sandt. Han havde også blot hørt, at der også havde været rygter om ægteskabsplaner mellem Ellen og Peder Jacobsen
Næste vidne var Hans Jensen af Olsker der godvilligt var mødt. Mikkelsen spurgte ham om han var tilstede i Peder Thomsens hus i Rønne den 10. februar, hvor Karen Jens Mons af Rønne var tilstede. Hans Jensen bekræftede og fortalte, at Karen havde sagt, at hun aldrig havde været hos Bodil Gotfred Nielsen, ja, hun vidste ikke engang hvor hun boede. På Hans Poulsens spørgsmål, fortalte Karen, at det havde været Svend Mikkelsen, der havde bedt hende om at møde i retten og fortælle om Bodil Gotfreds påstand om hendes tilstedeværelse ved ægteskabsløftet, var løgn. Mikkelsens argument var at det ville spare sagen for omkostninger. Vidnet var tilfældigt med den 10. februar.
Det godvillige vidne Peder Thomsen af Rønne bekræftede Karen Jens Monsens udsagn den 10. februar. De havde ikke drukket mere end for 1-2 skilling brændevin.
Svend Mikkelsen ville ikke afhøre de to udeblevne vidner, men ville nøjes med at indhente en attest hos Hr. Mahler, som han ville foreligge inden han bad om at få kontratingsvidnet skrevet.
Hans Poulsen var overbevist om at Peder Jacobsen havde lovet Ellen Gotfredsdatter ægteskab og da Ellen havde for retten erkendt, at hun var frugtsommelig og at Peder Jacobsen var barnefaderen, så mente han ikke, at han ikke behøvede at stille spørgsmål til flere vidner. Parterne lod da sagen stille i bero i 8te dage.
Provst Buchhave lod opbyde Klemensker Fattigkasses 300 sld., men ingen havde indfundet sig herom.

29. marts 1748 – pag. 188a

Svend Mikkelsen mødte og producerede en ordre fra amtmand Urne af dato 8. marts om at han var beordre aktor på kongens og justitsens vegne at føre sag mod udbygger Rasmus Pedersen og hustru Anna på Bolby grunden i Klemensker. Anklagen var at de havde huset en bortløben arrestant fra hovedvagten, Peder Thomsen. Hans Poulsen var beordret forsvarer til Rasmus Pedersen og hustru, men havde ikke noget at indvende, da han ikke havde modtaget stævningens ordlyd.
Aktor producerede et krydsforhør fra den 22. februar og et politiforhør fra den 4. marts. Rasmus Pedersen havde fortalt Hans Clausen, at Peder Thomsen havde været i hans stue to gange, men han havde været bange og så dårlig, at han næsten ikke kunne stå på benene. Anna blev afhørt og spurgt om hun ville tilstå, hvad hun havde sagt i politiretten. Hvad hendes mand havde fortalt om på marken, kunne ikke forholde sig til. Løjtnant Poul Ancher og Magnus Høg fra Hasle var blevet bedt af Anne Rasmus Pedersen at være tilstede ved politiforhøret af hende den 4. marts hos byfogeden. Hun ville have at de hørte hendes bekendelse for senere at hjælpe hende med at skrive en supplik til amtmanden for at forklare hendes bevæggrunde således at hun ville få en mere nådig dom.
Næste vidne var Hans Clausen, som vedstod politiforhørets afhøring af ham. Han mente ikke at Anne Rasmus Pedersen var truet eller lokket til at bekende noget hun ikke ville. Han vedstod, hvad han havde sagt under krigsforhøret den 22. februar. Han mente, at Anne Rasmus Pedersen havde vedstået at Peder Thomsen havde skjult sig i hendes hus, da kvartermester Jens Mortensen fandt ham. På samme tid var Annes mand hjemme.
Anders Jørgensen fra Klemensker var næste vidne, som også vedstod hvad han havde sagt under politiforhøret. Defensor spurgte Anders Jørgensen om han vidste at tyven Peder Thomsen var fredlyst, da han blev fundet hos Anne Rasmus Pedersens. Det var han ikke klar over, men havde hørt noget om det. Om han havde hørt det på kirkestævnet eller andet sted, vidste han ikke.
Peder Brand blev afhørt og han vedstod politiforhøret. Han fortalte at Anne Rasmus Pedersen under forhøret havde hentet to mænd til at overvære sin afhøring. Han vidste og mange andre vidste det, at Anne havde siddet i arresten sammen med Peder Thomsen. Han var også klar over at Anne i hjem- og landstinget var blevet dømt til spindehuset, men han vidste ikke hvor længe hun havde siddet der. På forsvarerens spørgsmål erkendte vidnet, at han ikke havde hørt forordningen om straffen for at gemme forbrydere, men han havde hørt, at den der husede en tyv var selv tyv.
Vidnet vidste nu at Rasmus Pedersen var krøbling og hans arme og ben var visne. Han havde dog ikke tidligere været klar over det.
Dernæst Morten Hansen af Klemensker, nabo til Rasmus Pedersen, der vedstod hvad han havde sagt i politiretten. Han mente, som de andre, at Anne Rasmus Pedersen ikke var truet eller lokket til at vedstå, at hun havde skjult tyven Peder Thomsen. Han kendte også til historien at Anne havde siddet i hovedvagten i Rønne samtidigt med Peder Thomsen. Han kunne fortælle, at efter Peder Thomsen blev fanget hos Rasmus Pedersen, havde de holdt ham fanget hos vidnet, medens de ventede på ægteslæden, som skulle føre ham tilbage til hovedvagten. Vogterne havde hørt at Peder Thomsen fortalte, at det var Anne, der havde leveret et søm, som han havde brugt til at dirke låsen i jernet, som han havde om benet i arresten, op med.
Vidnet vidste at Rasmus Pedersen var krøbling, men han havde først set i retten at han havde fået ”et slag” et slagtilfælde, der gjorde ham lam i ben og arme.
Dernæst Haagen Bek af Klemensker, som havde gjort ægt med Peder Thomsen til Rønne fra Morten Hansens hus. Han havde hørt fra Peder Thomsen, at det havde været Anne, der havde rådet ham til at flygte, og at det var hende, der havde leveret et søm til at bryde låsen op med. Desuden vidste han at de to havde siddet i arresten sammen. Han havde nemlig aget dem begge fra Rønne til Landstinget i Aakirkeby. Han kunne bekræfte, at Rasmus Pedersen var hjemme, da de anbragte Peder Thomsen på slæde for at føre ham til Rønne.
Dernæst Morten Hansens hustru Marie, der kunne bekræfte, at Peder Thomsen var blev ført ind til deres hus efter han var blevet pågreben hos Rasmus Pedersen. Hun kunne bekræfte, at Peder Thomsen havde fortalt, at det var Anne der havde rådet ham til at flygte og at hun ville skaffe ham mulighed for at komme fra landet. Og det var hende, der havde givet ham et søm til at brække låsen op med. Vidnet mente at Rasmus Pedersen var hjemme da Peder Thomsen blev pågreben. Han havde stået udenfor huset medens det stod på.
Aktor ville ikke afhøre flere vidner, da han mente, at sagen var fuldt oplyst. Sagen blev udsat til næste ting.
Svend Mikkelsen mødte for retten i tingsvidnesagen mod Peder Jacobsen. Han oplæste en attest fra præsten Hr. Mahler. Ellen Gotfredsdatter udtalte at det ikke var sandt hvad præsten havde skrevet i sin attest. Og hun ville afgive ed på dette. Dommeren ville ikke have at Ellen afgav ed derpå. Hvis hun mente, at præsten havde attesteret usandt, så måtte hun stævne præsten for det.
Ellens fuldmægtig Hans Poulsen spurgte om han tilstod at have legemlig omgængelse med Ellen, som nævntes i præstens attest. Peder Bødker ville gøre ed på, at han ikke på den måde havde haft omgængelse med Ellen. I alt den tid han havde tjent sammen med Ellen, havde hun været en ærbar kvinde.
Svend Mikkelsen mente at Ellen havde ført grove beskyldninger mod sognepræsten Mahler og at han kunne sagsøge Ellen som at være løgnerske.
Sagen sluttede hermed og Svend Mikkelsen fik udsted et lovligt tingsvidne. Han leverede 24 skillingspapir til skriveren.

5. april 1748 – pag. 191a

Svend Mikkelsen fra Rønne mødte i sagen mod Rasmus Pedersen og hans hustru Anne i Klemensker og fremlagde sit skriftlige indlæg som aktor. Den beordrede forsvarer for de to bad om udskrift af aktors indlæg og sagens øvrige akter. Han ville svare på næste ting.

19. april 1748 – pag. 191b

Hans Poulsen fra Vestermarie, som var beordret forsvarer for Rasmus Pedersen og hans hustru Anna, fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Han bemærkede, at Rasmus Pedersen fik slag omtrent samtidigt med det første tingmøde. Stokkemændene svarede at de havde set Rasmus Pedersen falde op på det første tingmøde og måtte hjælpes på benene igen. Men om det var fordi retssagen blev ført, vidste de ikke, og der var ikke sikker på at det var ”et slag”.
Sagen blev optaget til doms.

3. maj 1748 – pag. 191b

Dom afsagt i sagen mod Rasmus Pedersen og hans hustru Anne. Dommen for at huse en undveget fange var ifølge forordningen af 6. december 1743 en bøde på 8 rigsdaler til kongen.
Mogens Pedersen Ulrik fra Rønne havde stævnet Bodil sal. Jep Esbersen og hendes søn Esber Jepsen fra Klemensker. Men til retten var kun Bodil mødt ikke Mogens Ulrik, som var forhindret på grund af bortrejse. Da stævningen blev meddelt, var sønnen ikke hjemme, men hun havde ikke sagt til sin søn, at han skulle møde til tinget. Mogens Ulrik havde ønsket at de penge, som sønnen havde fundet i Rønne, blev afleveret i retten eller til byfogeden. Sandemand Kofoed fra Klemensker var tilstede og oplyste at Bodil havde oplyst om fundet på kirkestævnet og at pengene var overgivet til ham. Det skulle dreje sig om 25 stykke svenske 7 ør (5?) og en dansk 8 skilling. Kofoed oplyste at Mogens Ulrik havde krævet pengene udleveret, men han havde nægtet det, da han ikke havde kunnet oplyse hvilke mønter det var. Ulrik ville nu kræve at hans rejser skulle erstattes. Han havde nævnt at det drejede sig om svenske mønter, men ikke den danske. Bodil oplyste at det drejede sig om 17 stk svenske 5 ør og en dansk 8 skilling og som nu blev overladt herredsfogeden. Sagen skulle nærmere undersøges og Ulrik skulle kunne bevise, at han var den rette ejermand.

DOM – pag. 192b
Over to rets dage havde den beordrede aktor Svend Mikkelsen undersøgt sagen mod Rasmus Pedersen og hans hustru Anne, der havde huset den undvegne fange Peder Thomsen. Rasmus Pedersen og hustruen Anne boede på Bolbygaards grund. Ved et forhør i krigsretten havde de nægtet at have huset den undvegne fange. Men Anna havde sagt til flere at Peder Thomsen var kommet til hende den 20. februar om morgenen ved solopgang. Hun havde givet ham mad og han var blevet hos dem indtil han blev pågreben samme dag. Under inkvisitionen havde hun indrømmet at hun havde ”hollet” ham, hvorfor aktor anså hende for strafskyldig efter lovens pag. 160 artikel 16 og pag. 977 art. 17 og pag, 1003 art. 2 og 3. Dommeren mente ikke at alle paragraffer kunne anses som gyldige uden pag. 160 art. 16, da tyvens koster ikke var med ham.
Forsvarerens undskyldte de anklagede. Delinkventen have ikke overnattet hos dem og at de ikke vidst at han var sigtet. Anklageren mente, at det var bevist at Anne havde vidst hvem han var, da hun havde været arresteret i hovedvagten sammen med ham. Hun havde været i retten samme dag som Peder Thomsen blev dømt til galgen og gjort ham til fredløs.
Dommen lød at de skulle dømmes 16 lod sølv for forseelsen eller 8 rigsdaler. Hvis ikke de kunne betale, så skulle de lide på kroppen efter forordningen af 6. december 1743. De skulle også betale for sagens omkostninger. Delinkventen skulle have sagt, at Anne leverede ham redskaber til at flygte fra sin arrest, men dette var en påstand som retten ikke kunne bevise, hvorfor hun ikke kunne dømmes derfor.

17. maj 1748 – pag. 193b

Læst kgl. Konfirmation af de Reformertes Privilegier, så vel som dem der har nedsat sig i kongens riger og lande. Dat. 15. maj 1747.
Læst kgl. Forordning for alle og enhver, undtagen slagterne i København, forbydes at føre hornkvæg fra Jylland til andre provinser, dat. 15. januar 1748.
Læst kgl. Forordning af 23. februar 1748 hvorved loven fra 6. februar 1694 om hospitalers, skolers og fattiges regnskabsaflæggelse skærpes.
Mons. Ulrik af Rønne har startet en sag mod sandemand Hans Kofoed fra Klemensker og Bodil Jep Esbers fra Klemensker og hendes søn. Ulrik var ikke mødt, og Svend Mikkelsen kunne oplyse, at Ulrik var sejlet bort fra landet i åben båd i privat ærinde. Sagen måtte udsættes indtil vejr og vind kunne bringe ham tilbage.

31. maj 1748 – pag. 193b

Læst kgl. Plakat ang. krybskytters pågribelse og videre bevisliggørelse af deres handlinger, dat. 22. januar 1748.
Læst kgl. Forbud af 12. marts 1748 mod indførsel af perlegryn og bankebyg.
Læst kgl. Reskript af 9. februar 1748 om det oprettede kartel af 31. marts 1738 mellem Danmark og Slesvig. Den 9. post skal efterleves strikt, hvorfor den blev oplæst.
Læst et pantebrev af dato 22. april 1748, der viste at Hans Jørgensen på den 6 sg. Høgegaard i Klemensker havde lånt 80 sld. af Poul Eskilsen i Hasle i rede klingende mønt.
Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået amtmand Urnes tilladelse at være prokurator for købmand og handelsmand Jørgen Stender i Rønne og Mathias Ibsen i Nexø. Sagen drejede sig om at en del personer i Nørreherred skyldte penge til sal. Marta Mads Kofoeds stervbo, hvilket fremgik af hendes regnskabsbog. De indstævnte skyldnere var Mons Larsen Kure og Mons Larsen Rabel fra Klemensker, Peder Andersen fra Olsker, Mikkel Pedersen, Hans Terkelsen og Jens Pedersen fra Rø sogn.
Mons Larsen Rabek skyldte 2 mark 12 sk. Mons svarede at han havde betalt for en sais (le) og andre varer en måned efter han havde modtaget varerne. Det var for 9 år siden og han ville afgive ed på, at han ikke skyldte stervboet noget.
Peder Andersen fra Olsker skyldte 1 daler 3 mark 8 skilling, hvilket han erkendte, men han havde overladt 11 alen vadmel til presning, som var blevet borte, hvilket han derfor regnede med ville blive erstattet. Han havde angivet dette krav til Jørgen Stender.
Mikkel Pedersen fra Rø skyldte 1 sld 2 mk 14 sk. Han nægtede at skylde boet penge, da han altid havde betalt kontant for hert køb.
Hans Terkelsen skyldte 2 sld., hvilket han nægtede.
Jens Pedersen fra Rø skyldte 1 sld 1 mark, hvilket han nægtede ganske og aldeles,
Kaldsmændene berettede at de ikke kunne stævne Hans Hansen fra Bolby, da han var død før Marta Mads Kofoeds. Endvidere var Jørgen Carlsen fra Rutsker rejst bort fra landet. Alle fem, der var blevet afhørte og havde nægtet at skylde penge til boet, afgav ed på at det var sandt.
Den udeblevne indstævnte person Mons Larsen Kure fra Klemensker blev pålagt at møde på næste ting.
I Mons Ulriks sag var ingen mødt, hvorfor sagen blev udsat.

14. juni 1748 – pag. 195a

Den sag som Mons Ulrik havde startet mod en udbygger, Jep Esbersens enke, og hendes søn for at have fundet svenske pengestykker, blev ophævet. Hvorfor der ikke skulle afsiges dom.
Lars Andersen, boende i Risby i Klemensker, mødte som værge for afdøde Anders Mikkelsens søn ved navn Anders Andersen. Anders Andersen havde sæde og adgangsret til den 6. sg. Høgegaard i Klemensker, hvorfor Lars Andersen krævede, at gården skulle synes af fire uvildige mænd, således at myndlingen kan vide hvilken stand gården skulle være i når han til sin tid kunne overtage gården. Høgegaard var beboet af Anders Andersen stedfar Hans Jørgensen. Der blev valgt fire mænd til synsforretningen.
Svend Mikkelsen fra Rønne mødte som fuldmægtig for Marta Mads Koefoeds stervbo. Mons Larsen Kure fra Klemensker vidste ikke hvor meget han skyldte. Årsagen til at han ikke var mødt på sidste ting var, at han havde hugget sig i sin egen fod, hvorfor han ikke havde været i kirke i længere tid og altså ikke hørt indkaldelsen. Han havde sendt sin hustru og nabo til Rønne for at betale sin gæld, men stervboet kunne ikke oplyse hvor meget hans skyldte. Han mente derfor, at det var uretfærdigt, at han skulle betale omkostninger. Han var villig til at betale alt det hans skyldte stervboet. Mikkelsen oplyste at gælden var på 7 sld 7 sk. Kure vedstod, men gjort krav på en afkortning, da han havde leveret et læs hø for 3 sld. og tørveskær for 2 sld 3 mk og, for at Martas dreng havde lånt en hest, 8 sk. i alt 5 sld 3 mk 8 sk. Sagen blev udsat, men der var mulighed for at der kunne laves en aftale forinden.

28. juni 1748 – pag. 196a

Læst et pantebrev af dato 21 juni 1748 der viste at Jens Mogensen på den 34. sg. i Olsker har lånt 200 sld. i rede penge af Peder Mogensen på Vedbygaard.
Læst et pantebrev af dato 15. juni 1748 der viste at Hans Ibsen på 1. gård i Olsker i Vedby havde lånt af Herman Bohn Mortensen, handelsmand i Rønne 149 sld. i rede penge mod pant i gården.
De fire ”granskningsmænd” på den 6 sg. i Klemensker aflagde deres synsforretning.
For retten kom Christen Hansen fra Hallegaard i Olsker stævnede Bent Pedersen fra Klemensker og Anders Pedersen fra Rø, som begge var tilsynsværger for afdøde Hans Kjøllers søn Peder Hansen Kjøller. Årsagen er, at Christen Hansen var flyttet fra den 2. gård i Rø, hvorfor han ville have at den blev synet, således at han senere ikke kunne skyldes for misligholdelse af gården, medens han havde beboet den. Kun Anders Pedersen var mødt og han erklærede, at han intet havde imod at lade fire synsmænd skønne gården. Synsmændene blev valgt og tilsagt til at møde på gården den 5. juli.
Løjtnant Anders Jørgensen og Anders Nielsen begge fra Klemensker mødte på samtlige interessenter af Øster Gildesbo. Deres ærinde var at ”udsige” (opsige) gildesboets beboer Hans Jensen. Hans Jensen skyldte sognefolket fæstepenge for huset. Hans Jensen erkendte at han ikke havde betalt til sognefolket, men henholdte sig til tvivlen om Gildesboets tilhørsforhold: Om det tilhørte sognefolket, kongen eller et andet gudeligt formål.
Dommeren henviste løjtnanten til at præcisere hvilket stævnemål det drejede sig om. Løjtnant Jørgensen sagde, at det drejede sig om at Hans Jensen ikke havde betalt landgilde til sognefolket og desuden at han ikke havde vedligeholdt bygninger. Desuden havde han hugget og forringet gildesboets skov. Han blev opsagt til fraflyttelse inden midfaste 1749. Hans Jensen vedkendte at han havde modtaget opsigelse 3 gange, som loven krævede. Sagen blev udsat til næste ting.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte og ville gå i rette for Claus Olsen Kofoed i Vestermarie. Han havde endnu ikke fået tilladelsen, men dommeren tillod ham at føre sagen på tinget mod forventet bevilling.
Hans Poulsen på Claus Olsen Kofoeds vegne stævnede Søren Ibsen på Stangegaard i Klemensker. Sagen drejede sig om at Søren Ibsen havde op pløjet marken således at Claus Olsen ikke kunne komme til kongens vildtbane efter vinterbrænde. Søren Ibsen var ikke mødt, hvorfor sagen udsattes i 14 dage.
Svend Mikkelsen, som beordret prokurator, havde stævnet Mogens Larsen i Klemensker for monsieur Matis Ibsen af Nexø og monsieur Jørgen Stender. Ingen var mødt på tinget, hvorfor sagen blev udsat.

12. juli 1748 – pag. 197b

Læst et pantebrev af dato 12. juni 1748 der viste at Anders Andersen Møllere på Kørsegaards møllen som står på 8. vornedgaards grund i Klemensker har lånt 80 sld af by- og herredsfoged Poul Eskilsen i Hasle mod pant i møllen med tilbehør og med sin svoger Hans Hansen, der bor på 27 sg. i Østerlars, som kautionist for kapitalen og renterne.
I sagen hvor Claus Olsen Kofoed fra Vestermarie havde stævnet Søren Ibsen på Stangegaard, fik Hans Poulsen tilladelse til at føre sagen. Svend Mikkelsen mødte og tilkendegav, at der var indgået forlig mellem Claus Kofoed og Søren Ibsen, hvorfor sagen var frafaldt.
Læst en kontrakt af dato 12. juli 1748 der viste at Anders Pedersen, boende på den 28. sg. i Klemensker, havde med sin udbygger Jørgen Jørgensen indgået en lejeaftale af jord og eng i en 12årig periode fra midfaste 1749 at regne.
Svend Mikkelsen fra Rønne mødte for Matthias Ibsen fra Nexø mødte i sag mod Mogens Larsen Kure i Klemensker. Sagen var forliget efter at der var indgået en mindelig aftale, der omfattede at Mogens Larsen Kure afgav sin korporlige ed på, at han havde leveret penge og varer, som han havde sagt på sidste ting. Der udfærdigedes en skriftlig ”Natorial Act”, der omfattede aftalens beslutninger.
I sagen mod østre gildesbos beboer Hans Jensen i Klemensker, tilbød Hans Jensen at betale 5 sld i landgilde og 10 mark i indfæstningsafgift om han måtte slippe for proces. Gildets staldbroder Anders Nielsen kunne ikke tage beslutning herom, men bad om udsættelse, således at han kunne få de menige lavsbrødres tilslutning. – Sagen udsat til næste ting.

26. juli 1748 – pag. 198b

Læst et kgl. Skøde dateret 14. oktober 1745, der viste at Peder Jensen havde købt den 22 sg. i Rø for 131 sld 3 mk 7 sk.
De tre af de fire mænd, der havde syne Kjølleregaard, den 2. sg. i Rø sogn, aflagde deres forretning og underskrevet dokumentet. Den fjerde mand Erik Pedersen ville i den nærmeste tid underskrive dokumentet.
Løjtnant Anders Jørgensen fra Klemensker mødte i sagen mellem Østre Gildesbos beboer Hans Jensen og gildesbønderne. Hans Jensen havde ønsket at aflevere penge for landgilde og 10 mark for at få et nyt fæstebrev. Pengene var ikke modtaget af oldermanden (Anders Nielsen). Anders Jørgensen konstaterede, at Hans Jensen havde accepteret stævningen på udsigelse, hvorfor han skulle flytte fra huset senest midfaste 1749, samt at betale resterende landgilde og betale for gildesboets brøstfældighed efter lovens pag. 463 art. 7. Anders Jørgensen ville have sagen til doms. Hans Jensen var ikke mødt, hvilket blev ham pålagt på næste ting.

9. august 1748 – pag. 199b

Læst kgl. Forordning om koffardi skibe og kommercefarere, samt et oktrojerede kompagnis skibes flag og gøs (flag i stævnen, når det ligger ved kaj i havn), samt vimpler og fløje, dat. 11 juli 1748.
Læst et rekvisitions proclama (professionsprotokoller) af dato 29. juli 1748 udstedt af Christian Hansen boende på den 12. sg. i Ibsker, i den mening at efterlyse om nogen havde sædeejere (have krav på!) gården. Hvis ikke ville han betale kendelsespenge til kongen.
Læst et skøde dateret København den 18. juli 1748, der viste at Jørgen Andersen Grønbek tillige med sin kurator allingebo Peder Mogensens vilje, havde solgt den 11. gård i Olsker sogn til hans broder Niels Andersen for 400 sld. Niels Andersen var mødt og beviste at han havde betalt kendelsespenge for gården.
Sognepræst Anders Agerbech fra Klemensker havde ved Anders Gammelsen og Peder Brandt stævnet sognedegnen monsieur Jesper Lund fordi han havde ladet sit kvæg vogte på præstens jord. De to skønningsmænd, Gammelsen og Brandt, fortalte at de havde været hos degnen for at få ham med til præsten eng for at skønne skaden. Han var ikke nærværende, så de havde fået hans hustru med for at bese skaden. Hun havde ikke nægtet at det var degnens kvæg de fandt i engen, men hun havde oplyst, at det var varmt vejr, havde kræget været tilbøjeligt til at ”bisse” og det kunne man ikke bebrejde vogteren for.
De to skønningsmænd havde anslået skaden til 1 læs enges eller 2 mark. Anders Jørgensen havde foreslået et forlig mellem degnen og præsten, men forgæves. Præsten ville dog ikke helt ophæve sagen, da det kunne få hans børn og fævogterne til at passe bedre på kvæget. Jesper lund var ikke til stede, hvorfor sagen blev udsat til næste ting.
Løjtnant Jørgensen på egne og gildesbøndernes vegne ville høre om gildesbonden Hans Jensen var til stede i retten. Det var han ikke, hvorfor sagen gik til doms.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte i retten og fremlagde en Beneficium Paupertatis til Bodil Gotfredsdatters vegne at føre sag mod Peder Jacobsen fra Olsker af dato 28. juni 1748. En stævning fra 1. august viste at Hans Poulsen havde stævnet sognepræst Hans Mahler i Olsker, Peder Jacobsen og Jacob Pedersen. Der var indkaldt en række vidner: Sandemand Peder Nielsen, Jens Hansen, Hans Hansen, Erik Andersen og Jep Hansen alle fra Olsker, John Hansen og hustru Marta af Rø med flere.
Svend Mikkelsen mødte som fuldmægtig for Peder Jacobsen. Han mente at stævningen var ukorrekt og ikke kunne føres under Beneficium Paupertatis, samt at tilladelsen var blevet givet til Bodil Gotfred Nielsen og ikke i sagen mellem Ellen og Peder Jacobsen, som sagen egentlig drejede sig om.
Dommeren så at sagen kun kunne dreje sig om sagen på Peder Jacobsen, hvorfor at stævningen skulle gå om.

23. august 1748 – pag. 201a

For retten kom Ludvig Larsen, matros af 3. divisions 8. kompagni under nr. 24 fra København. Han fremstillede Mikkel Bjørnsen af Østermarie og Peder Mogensen fra Klemensker, som ville bevise arvelinjen efter afgangne Hans Madsen på Stangegaard i Klemensker og hans søn Mads. De to fortalte at Hans Madsen havde en datter Bente, som endnu lever sammen med moderen i Østerlars. Ovennævnte forældre avlede også en søn ved navn Mads, som er død på en kinarejse. Næst efter ham er en søn ved navn Lars, som skal være smed og som er udrejst på sit håndværk. Efter ham en datter ved navn Inger som opholder sig i København og er ugift. Efter hende er der en søn en søn ved navn Peder, som er tilstede ved retten og vedstod at være broder til ovennævnte. Efter Peder er der en søster ved navn Elsebet som er i ægteskab med foranførte matros Ludvig Larsen fra København. Derefter en søskende ved navn Kirstine, der lever og bor hos sin moder i Østerlars.
Ludvig Larsen fremlagde en attest fra Klemensker kirkes journalbog, der viste ovenstående slægt efter Hans Madsen på Stangegaard. Dernæst en attest fra Østerlars kirkebog. Samt attest fra Rø journalbog, der viste ægteskab mellem Hans Madsen og hans hustru Anna Marie Steffensdatter. Ludvig Larsen fik udstedt et tingsvidne herom.
Sognepræsten Agerbech fra Klemensker kom i sagen mod sognedegnen Jesper Lund. Lund var tilstede og ønskede udsættelse. Hvilket han fik.

30. august 1748 – pag. 202a

Sognedegnen Jesper Lund aflagde sit skriftlige indlæg mod præstens sigtelse. Præsten kaldte degnens indlæg udflugter og degnen kaldte præsten for trættekær. Præsten kaldte sig selv for fredselskende og havde altid søgt fred med sin degn. Løjtnant Anders Jørgensen havde sammen med degnen kaldt præsten for en løgner. Begge ønskede dom i sagen.
Hans Poulsen fra Vestermarie havde nu fået amtmandens tilladelse – efter Bodils ansøgning – at være prokurator for Bodil Gotfred Nielsen i hendes datter Ellen Gotfredsdatter i sag mod Peder Jacobsen angående brudte ægteskabsløfte. Poulsen læste dernæst Benefitium Paupertatis, som nu passede til sagen. Poulsen stævnede nu på Bodils vegne Jacob Pedersen og en række vidner.
Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen påpegede at Ellens anklage mod hans principal var falsk og at ansøgningen om Benefitium Paupertatis var ansøgt på falsk grundlag. Ifølge Rø journalbog stod Bodil offentligt skrifte i lejermålssag, hvorfor det er bevist, at Ellen var uægte. Hvorfor amtmandens kendelse ikke kunne tages for gyldig. Bodils prokurator mente ikke det betød noget om Ellen var Gotfred Nielsens eller ej.
Dommeren tog amtmandens accept til efterretning og dømte sagen for gyldig. Hvad angav at spørgsmålet om at Ellen var ægte eller uægte, kunne blive reflekteret og drages ind i sagen hvis det kunne have betydning.
De indkaldte vidner blev taget i ed og afhørt separat.
Første vidne var Jens Hansen fra Olsker. Han kendte ikke meget til Ellen før hun fik et barn, som hun fortalte at Peder Jacobsen var far til. Han havde ikke set eller hørt, at Ellen skulle have været sammen med en anden mand. Han havde set Peder Jacobsen ”vanke” til Ellen og havde siddet på hendes seng, medens de andre legede jul hos Bodil Gotfred Nielsen. Han havde også flere gange set Ellen og Peder Jacobsen sammen hos Bodil og en enkelt gang havde de to skændtes højlydt ude ved udgærdet. På Svend Mikkelsens spørgsmål fortalte vidnet at hans kone havde fortalt om, at Peder Pedersen Bødker også havde ligge i Ellens seng hos Bodil GN, men at Ellen ikke var hjemme. Vidnets hustru havde ikke fortalt, at Peder Bødker havde haft Ellens barn med i sengen og passet det, men det skulle have været en anden pige, der passede barnet.
Næste vidne var Hans Hansen fra Heslegaard. Han sagde, at han ikke havde usømmelige oplysninger om Ellen, men vidste godt at sognepræsten i en attest havde beskyldt hende for løsagtighed og berygtethed. På spørgsmål fra Mikkelsen, svarede han at præsten selv måtte bevise sine påstande. Han kunne ikke bekræfte, at Bodil GN havde været i Rønne hos Karen Jens Mogensen og lovet penge, hvis hun ville komme på Nørreherreds ting og bekræfte ægteskabsløftet. Vidnet fortalte, at den historie havde han først hørt om nu.
Dernæst vidnet Erik Andersen fra Olsker. Vidnet vidste ikke at Ellen var berygtet, andet at hun havde fået et uægte barn. Han havde dog hørt alle historier, men han vidste ikke om de var sande.
Om hvordan hun havde opført sig i sine tjeneste, kunne han ikke svare på. Det måtte dem der havde haft hende i sit brød udtale sig om. Han havde ikke set noget usømmeligt. Mikkelsen fik vidnet til at svare, at rygterne om Ellen gik både før og efter hun var gravid.
Joen Hansen fra Rø fortalte, at da hun havde tjent i Rø og at hun skulle videre til Myregaard i Olsker. De gav hende et godt skudsmål. Han vidste ikke hvor længe siden det var at Ellen flyttede fra Rø til Olsker. Han vidste intet om hende medens hun boede i Olsker.
Dernæst vidnet Lars Pedersen der intet ondt havde at berette om Ellen, men havde hørt om præstens attest. Han vidste ikke andet end at hun havde fået et barn udenfor ægteskab. Han havde kun hørt om Peder Jacobsen og ingen anden mandsperson.
Næste vidne var Anders Pedersen som tjente hos Weidich Haagensen i Olsker. Hans fader Peder Bødker, der boede i Tejn. Han havde ikke hørt andet end godt om Ellen, hvor hun havde tjent. Han havde tjent et ½ år på Hallegaard for 1½ år siden om vinteren, medens Ellen tjente der. Han havde hørt at Ellen havde været med til at samle unge mennesker til julefest på Hallegaard, men han havde ikke været med, da han altid var gået i seng.
Hans Poulsen ønskede at de udeblevne vidner skulle afhøres på næste ting.

13. september 1748 – pag. 205b

Læst et pantebrev af 9. september 1748 der viste at Niels Andersen på den 11 sg. i Olsker havde lånt 400 sld af skipper Hans Hyldebrand i Allinge mod pant i sin ejendom.
Læst et pantebrev af dato 12. september 1748, der angav at Morten Larsen på den 10 sg. i Klemensker havde lånt hans stedsøn Mogens Jensen 149 sld. mod pant i gården.
I sagen hvor Anders Jørgensen og Anders Nielsen af Klemensker havde stævnet Øster Gildesbos bonde Hans Jensen blev der afgivet dom.
Hans Poulsen fra Vestermarie som anbefalet forsvarer for Ellen Gotfredsdatter mødte ville afhøre de på sidste ting udeblevne vidner i Ellen sag mod Peder Jacobsen.
Første vidne var sandemand Peder Nielsen, der sagde, at han ikke var bevidst om, at Ellen havde ført et uskikkeligt levned andet end at hun havde født et uægte barn. Dog havde han hørt løst snak om at Ellen havde levet løsagtigt i nabolaget, da hun tjente på Hallegaard. Han havde også hørt at hun samlede unge karle om søndage og helligdage til fest og til at ”lege jul”, men han vidste ikke om det var sandt. Han havde ikke set hvem Ellen omgikkes med på Hallegaard og han kendte ikke til Ellens mandlige omgangskreds.
Mikkelsen fik ikke sandemanden til at indrømme, at han havde hørt at Ellen havde ligget med Peder Bødker da de tjente på Hallegaard.
Dernæst Jep Hansen, der ikke kunne fortælle om Ellens evt. ilde omgang med nabo og genbo ej heller havde han hørt, at Ellen ikke var vellidt hos hendes husbond eller madmor. Svend Mikkelsen undrede sig over at vidnet ikke havde hørt at Ellen var berygtet for horeri inden hun blev gravid. Vidnet som var næstnabo til Hallegaard havde hørt at der var unge mennesker på søndag, der var forsamlede på Hallegaard, men ikke set det. Han kendte til sognepræstens attest, men kunne ikke sige at det var korrekt og ville ikke forholde sig til den. Han vidste ikke hvem der kunne have bragt de ilde rygter i omløb, men han tvivlede på at det var Ellen, der havde budt til julelege på Hallegaard.
Dernæst Jens Hansens hustru Kirstina. Hun havde intet ufordelagtigt at sige om Ellen, men hun havde heller ikke være i sin nabos lo (?) Hun havde set Peder Jacobsen besøge Ellen hos Bodil Gotfred Nielsen i julen 1746. Hun kunne ikke fortælle, hvad der skete, da hun gik umiddelbart efter han kom. Hun vidste at Ellen gik i barsel 14 dage efter påske.
Vidnet Kristina havde set Peder Bødker i Ellen seng efter barsel, men der var ingen i stuen uden en ung pige.
Hans Poulsen ville ikke høre flere vidner, da han synes det var bevist, at Peder Jacobsen måtte være barnefaderen, således at hun havde bekendt for sognepræsten. Han var overbevist om at Peder Jacobsen havde lovet Ellen ægteskab inden han havde besvangret hende. Han fik derefter udstedt et tingsvidne.
Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen ville føre kontravidner.
Holtsførster Mathias Kettelsen havde den 12. september bedt om at der blev valgt 8 mand til at syne herredets skove. Mændene blev valgt.

DOM – pag. 207b om opsigelse af Øster Gildesbos bonden Hans Jensen, fordi han ikke havde betalt landgilde og ej hellere havde vedligeholdt husene, samt forringet den tilhørende skov. Dommeren kunne ikke se af sagen, hvilke krav der var pålagt Hans Jensen. Der var ikke aflagt regnskab, ej heller nævnt, hvor meget der var i restance, samt skønnet husene. Dommeren dømte derfor at stævningen og beskyldningerne ikke kunne føre til udsættelse af Hans Jensen. Dommeren henviste anklagerne til at bruge loven og rettens måder at føre sag på.

20. september 1748 – pag. 207b

I sagen mellem sognepræsten Agerbech og degnen Lund for vogtning på præstens eng, blev afsagt dom.
Ifølge forordning af 6. december 1743 blev læst en i rettens protokol læst at degnen blev dømt at betale hærværks bod på 20 rdl. til kongen.
Svend Mikkelsen mødte for sin principal Peder Jacobsen af Myregaard i Olsker og beviste at han havde stævnet Ellen Bodil Gotfreds med hendes forsvarer i en kontrasag om ægteskabsløfte og håndspålæggelse mellem hende og Peder Jacobsen. Vidnerne var Bodil Gotfred Nielsen og hendes datter Martine af Olsker og Hans Johans hustru af Klemensker, Marta Hans Ibs af Rø sogn. Bodil var den eneste der var mødt af vidnerne. Hans Poulsen fra Vestermarie ville ikke påtage sig forsvarerens rolle, da han i sin tid var blevet beordret fuldmægtig uden betaling. Dommeren afviste klagen, da han nu en gang var mødt, så måtte han fuldføre sagen.
Svend Mikkelsen ville prøve udsagnet om at Bodil, Martine og Hans Johans hustru havde vidnet at Karen Jens Mons havde været tilstede ved håndspålæggelsen i Bodil Gotfred Nielsens hus. Som godvilligt vidne var Karen Jens Monsen fra Rønne mødt.
Vidnerne blev efter pålæg fra Hans Poulsen separerede.
Marta Hans Ibs af Rø sogn havde hørt fra Hans Johans hustru, at Bodils folk havde vidnet falsk og derfor ikke længere ville lade sig afhøre mere i den sag. Men hun kunne ikke sige hvorfor hun havde truffet denne beslutning og hun kendte intet til en betaling. Mikkelsen mente, at det drejede sig om 4 sld. i betaling for at sige, at hun havde været bud for Karen Jens Mons til Peder Jacobsen. Marta nægtede at svare, da hun ikke var stævnet til dette.
Vidnet Karen Jens Mons fra Rønne blev spurgt af Mikkelsen om hun havde deltage i ægteskabsløftet med håndspålæggelse i Bodil Gotfred Nielsens hus. Karen nægtede at have været i Bodils nu værende hus i Olsker. Ej heller havde hun overværet ægteskabsløftet eller lagt hånd på aftalen mellem Ellen og Peder Jacobsen. Hun erkendte, at Bodil og hendes datter Ellen havde været i Rønne for at få hende til at vidne, men havde nægtet det. Hans Poulsen ville høre om hun vidnede efter Peder Jacobsens anmodning og om hun havde fået penge for det. Hun svarede at hun vidnede for sin egen person. Og havde ikke fået penge af nogen for at vidne falsk.
Dernæst Jens Monsen fra Rønne fortalte at hans kone ikke havde været i Olsker – vel ikke i de sidste 20 år. Og hans hustru aldrig begav sig ud på landet uden at han var med, fordi hun var gammel og for svag til at gå. Hans Poulsen fik vidnet til at fortælle at han hjalp folk med at høste og med at grave tørv og ælte. Han havde bygget sig et hus i tørvemosen, hvor han kunne ligge i om natten, men han havde været syg fra skærtorsdag og 14 dage frem. Hans hustru var i den tid hjemme hos ham. Han indrømmede dog at hans hustru godt kunne gå en mils vej til tørvemosen.
Mikkelsen fremlagde en attest fra sognepræst Monrad i Rø om, at Bodil Gotfred Nielsen skulle have stået skrifte efter at have født et uægte barn, som måtte have været Ellen. Mikkelsen ville have at vide om Bodil havde stået skrifte for flere uægte børn. Hvis hun benægtede dette måtte det være Ellen hun havde født. Hans Poulsen mente at Bodil ville kunne afgive ed på, at hun ikke havde født et uægte barn i flg. Lovens 937 art. 5 ”om fornødent”.
Hermed udstedtes et tingsvidne.

DOM . pag 209b – mellem sognepræsten Agerbech og hans degn Jesper Lund. Da degnen ikke havde været uvidende om at hans kvæg havde græsset på præstens ejendom, kunne han ikke nægte sagens omfang. Skaden var vurderet til 2 mark, hvilket han skulle erstatte. Men sagens karakter blev dømt til at være et hærværk, som kunne dømmes efter lovens pag. 954 art. 15, hvilken bøde var på 30 rigsdaler, hvoraf præsten skulle have 1/3 og kongen 2/3. Desuden skulle degnen betale sagens omkostninger 1 rdl. 2 mark.

27. september 1748 – pag. 210a

Jens Henriksen og Jens Jørgensen mødte for retten og tilkendegav, at de for sognepræsten havde stævnet en række personer, som havde klaget Landsprovsten. Præsten ville have dem dømt for den gerning. Præsten hr. Mahler var ikke til stede, men havde afleveret et missive til herredsfogeden, hvori han ophævede stævningen og derfor frafaldt sagen.

4. oktober 1748 – pag. 210a

Læst kgl. Forordning angående de ”roulerede Bankoesedler forandring og om veksling”, dat. 13. september 1748.
Læst et skødebrev dags dato der viste at Mogens Madsen på den 43. gårds grund i Klemensker har solgt den 43. gård, dens husbygninger og skov og herlighed til Hans Andersen nu boende på 45. gård i Rutsker for 743 sld. med overtagelse midt høst 1750.
Den 6. vornedgaards beboer i Rutsker Hans Pedersen mødte for retten for at bevidne den ulykke, der var sket med hans gård natten mellem den 5. og 6. september. Alle gården huse og bygninger, der bestod af 3 længer i alt 32 stolperum med alt indhøstet korn blev fortæret af ildebrand. De fire vidner var: Christian Jørgensen fra Klemensker på den 68. gård, Hans Adolfsen af Rutsker på den 35. sg., Jens Bek også fra Rutsker på den 25. sg. og Lars Nielsen udbygger på den 28. gårds grund. Lidt fordærvet korn og hør blev borttaget på 4 vogne, sammen med nogle kobberkar og sengeklæder. Alt andet blev lagt i aske. Han var flyttet med kone og 6 børn til et andet sted, hvor han må leve i yderste armod. Hans Pedersen fik udsted et tingsvidne.

18. oktober 1748 – pag. 210b

Læst general pardon til alle der var deserterede fra Troperne til Danmark og de tyske provinser, dat. 19. september 1748.
Dernæst blev læst skovskønningen for Nørreherred for året 1748. Forretningen blev læst af 6 af de 8 mand. De to der ikek var mødt skulle underskrive senere.
Hans Thorsen fra Hasle stævnede Poul Pedersen fra Rutsker, der ville købe 20 tønder (korn?) til levering i vinters. Der var indkaldt vidner. Poul Pedersen var mødt og erklærede, at han ikke havde solgt noget havre. Vidnet Claus Larsen af Rutsker havde hørt under markarbejdet, at Poul Pedersen ville købe havre. Hans Thorsen og Poul Pedersen havde akkorderet om 40 tønder til en pris af 1 sld. pr. tønde. Hans Thorsen havde givet Poul Pedersen et 10 skillings stykke for at besegle købet. De 20 tønder skulle leveres ved mikkelstid og de øvrige 20 tønder i vinter. Salget blev accepteret af Peder Pedersens hustru.
Dernæst Poul Pedersens hustru, der havde hørt om salget og havde undret sig over, at det drejede sig om så mange tønder. Poul Pedersen havde sagt, at han ikke gjorde forretning med Hans Thorsen. Poul Pedersen skulle have kaldt Hans Thorsen for en løsgænger og landløber, som gjorde forprang. Hans Thorsen lod sagen udsætte.

2. november 1748 – pag. 211b

Svend Mikkelsen fra Rønne var mødt på Hans Thorsens vegne og ville høre om Poul Pedersen fra Rutsker. Den 23. oktober havde Poul Pedersen ønske forlig med Hans Thorsen efter han havde trukket sin ord i sig igen (Løsgænger og Landløber) og desuden var det sket i ”skrøbelig overiling”. Hans Thorsen trak derfor stævningen tilbage efter at Poul Pedersen havde leveret de 20 tønder og lovede at levere de øvrige 20 til vinter.

15. november 1748 – pag. 212a

Bent Jørgensen som opholdte sig på Magaard i Olsker stævnede sin hustru Anna Margrete for det uægte barn som hun bar på. Hun var ikke mødt. Retten pålagde Bent Jørgensen at stævne hustruen skriftligt med 14 dages varsel.
Kirkeværgen i Klemensker Jørgen Edvartsen havde mundtligt stævnet udbygger Hans Madsen på Hullegaards grunden i Klemensker for 8 skillings gæld til kirken for 1747. Hans Madsen var ikke mødt.
Anders Gammelsen fra Klemensker stævnede udbygger på Hullegaards grunden for sædevarer for 3 sld 3 mk. Hans Madsen var ikke mødt.

29. november 1748 – pag. 213a

Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1749.
Læst stiftsbefalingsmand baron Gersdorph forbud mod salg af skind, hvor øret med ejermærke var afskåret. Dat. 14. november 1748.
Kirkeværgen Jørgen Edvertsen fra Klemensker i sagen mod udbygger Hans Madsen på Hullegaards grunden meddelte at sagen blev frafaldet, da Hans Madsen havde betalt og indgået forlig
Bent Jørgensen fra Olsker mødte og erklærede at han nu havde stævnet sin hustru Anna Margrete skriftligt med 14 dages varsel for at have avlet et barn udenfor ægteskabet. Da stævningsmændene stævnede hende hvor hun boede, nemlig hos Hans Nielsen ved Nydammen i Rutsker, lå hun i barselsseng, hvorfor hun ikke kunne møde for retten. Sagen blev udsat i 8 dage, hvor hun skulle møde eller en anden skulle møde for hende. Bent Jørgensen leverede 6 skilling til stemplet papir til sagen beskrivelse.
For retten kom Mogens Gotfredsen af Vestermarie sogn og lod læse et skøde, der viste at han havde købt den 5. gård i Klemensker af Anders Olsen for 400 sld. af dato 8. november 1748.

6. december 1748 – pag. 213b

Bent Jørgensen havde stævnet sin hustru Anna Margrete for begået lejermål medens de havde været gift. Anna Margretes mostermand Svend Mikkelsen fra Rønne mødte for retten, da hun havde været i barsel og endnu var svag. Han fremlagde en attest fra præsten Poscholan i Hasle og Rutsker, der viste at barnet var blevet ”kristned” i Rutsker kirke 1. advents søndag i Rutsker kirke. Attesten dateret den 6. december. Anna Margrete havde tilstået at hun i sit ægteskab havde forset sig med en ungkarl, som er soldat ved navn Peder Pedersen, som er Peder Mogensens søn i Krakken i Olsker, boende på Peder Mons Grund i Vedby, hvor de begge havde tjent sammen, da besvangrelsen var sket.
Bent Jørgensen fik udstedt et tingsvidne ”til betiene sig med paa behørige stæder”.

20. december 1748 – pag. 214a

Der var ingen sag at behandler. Nye stokkemænd for 1749 valgtes.

20. januar 1749 – pag. 214a

Læst et pantebrev udstedt den 28. september 1748 der viste at Ole Jørgensen havde lånt 40 sld. af Holger Pedersen Torop mod pant i Risby i den 54. gårds sæderet og adgangsret. På gården boede Karen Jørgensdatter sal. Peder Pedersens efterlevende hustru.
Kaptajnløjtnant Clemen Rasmussen i Vestermarie er fornylig blevet værge for Hans Mahlers børn for deres arv efter moderen på 300 sld. Han havde overtaget værgemålet efter sal. Skivridder Hans Piils stervbo. Han opbød nu denne kapital mod lovlig rente og sikkerhed.

24. januar 1749 – pag. 214a

Læst kontrakt mellem Hans Ibsen på den 43. sg. i Klemensker og hans svigerfader Mons Svendsen (?) boende på den 2 . gårds grund angående den 43. gårds beboelse.
For anden gang opbød kaptajnløjtnant Clemen Rasmussen den moderlige arv på 313 sld. som han værgede for og som tilhørte Hans Mahlers børn.
Mons Hansen fra Østermarie, der var blevet værge for afdøde skovridder Piils drengebarn ved navn Mads Kofoed Hansen Piil, opbød en arvekapitalen på 200 sld. til den der ville stille sikkerhed og forrente kapitalen.
Løjtnant Christen Kofoed i Klemensker og Christopher Hansen fra Klemensker opbød arvekapital efter afgangne skovridder Piils ældste datter Maren Chartine Hansdatter Piil på 111 sld mod sikkerhed og rente.
Udbygger Hans Thorsen på Nørremark i Rutsker lod oplyse et lam, som var kommet til ham lidt før jul.
Peder Jensen på Skierpinge i Rø lod oplyse et brundt horsnød, som han havde taget i forvaring til ejeren henvendte sig.

7. februar 1749 – pag. 214b

Læst kgl. Pardon for det undvegne mandskab i landområder i Norge, danske og tyske provinser, dat. 5. december 1748.
Læst et pantebrev dat. 6. februar 1749 der viste at Hans Madsen på den 7. gårds grund i Klemensker havde lånt 38 sld. af ungkarl Svend Hansen mod pant i de penge (90 sld.) som udbyggeren havde stående i den 7. gård.
Kaptajnløjtnant Clemen Rasmussen påbød for tredje gang den arvekapital han havde fra Hans Mahlers børn. Ingen indfandt sig, hvorfor blev udstedt et tingsvidne.
Mons Hansen fra Østermarie opbød for anden gang den arvekapital, som han havde for skovridder Piils søn.
Christopher Hansen og Christen Kofoed opbød for anden gang en arvekapital efter skovridder Piil.
Peder Kofoed opbød for anden gang en arvekapital efter skovridder Piils på 111 sld, som tilhørte datteren Anna Margrete Hansdatter Piil

21. februar 1749 – pag. 215a

Læst kongens plakat om indførselsforbuds ophævelse af tyrekalve til købstæderne, dat. 10. december 1748.
Christen Pedersen Dam fra Rønne mødte på amtsforvalteren Schrøders vegne stævnede ungkarl Peder Jacobsen af Olsker som er Tambour ved det 1. national dragon Kompagni for lejermål. Sagen er startet ved at sognepræsten havde fået anmeldelse fra Ellen Gotfredsdatter fra Olsker, der havde udlagt ham som barnefader. Han havde under krigsforhøret den 17. januar 1749 nægtet, men der var ikke fremlagt nogle beviser. Derfor var denne retssag forordnet for at de to parter kunne fremlægge beviser for eller imod lejermålet. Hverken Peder Jacobsen eller Ellen Gotfredsdatter var mødt.
I retten blev fremlagt sognepræstens attest på Ellens angivelse af barnefaderen, da hendes barn blev døbt. Desuden blev fremlagt referat af krigsforhøret den 17. januar, som ikke havde kunnet angive en dom, hvorfor sagen har henvist til andet ting.
Da ingen af parterne var mødt, måtte Christen Pedersen Dam udsætte sagen i 8te dage og pålægge parterne at møde.
Mogens Hansen fra Østermarie sogn opbød for tredje gang skovridder Piils søns arvekapital på 200 sld. Ingen ville modtage pengene, hvorfor der blev udstedt et tingsvidne.
Løjtnant Christen Kofoed og Christopher Hansen arvekapital for skovridder Piils datter Maren Catrines blev modtaget af kaptajn Fanck i Rønne for 3 procent mod nøjagtig forsikring.
Peder Kofoed fra Nylars opbød sin myndling skovridder Piils datter Anna Margrete Piils kapital på 111 sld.
Christen Hansen fra Olsker og hans broder Absolon Koed lod opbyde for første gang skovridder Piils yngste datters arvekapital på 88 sld.
Anders Andersen Møller på Kiørsegaards mølle i Klemensker læste et skøde på hans mølle, der viste at han solgte møllen og inventarium samt et møllehus til Jacob Didricksen for 194 sld.
Jacob Didricksen af Klemensker læste et pantebrev der viste at han havde lånt 140 sld. af sognepræsten Anders Agerbech mod pant i mølle og møllehus på Kiørsegaards grund

28. februar 1749 – pag. 216b

Læst et skøde der viste at Peder Øbersen i Rutsker sælger den 9. gård i Rutsker til sin søn Peder Pedersen for 300 sld.
Læst en kontrakt mellem Peder Pedersen og hans fader Peder Øbersen begge boende på den 9. gård i Rutsker, der sikrede Peder Pedersens forældre på livstid – en såkaldt Undentagskontrakt, dateret 26. februar 1749.
I sagen mod Peder Jacobsen mødte Jesper Hansen som forsvarer i stedet for Hans Poulsen, som var syg. Han havde fået amtmandens tilladelse til at overtage opgaven som defensor eller prokurator for Ellen. Men da Jesper Hansen just havde modtaget opgaven, havde han ikke nået at sætte sig ind i de tingsvidner der forelå, men han kunne sandsynligvis give tilladelse til at Peder Jacobsen kunne afgive sin korporlige ed.
Peder Jacobsen var tilstede og tilbød straks at afgive ed på, at han intet havde haft med Ellen at gøre og bedrevet lejermål.
Schrøders fuldmægtig ville dog have sagen udsat 14 dage, men han bemærkede at Peder Jacobsen havde svaret under krigsforhøret pkt. 7 ”i kraftigste maade har nægtet at have haft noget usømmeligt med Ellen Gotfredsdatter i horagtighed at bestille langt mindre besvangret hende”.
Sagen udsat.
Hr. Mahler havde stævnet Ellen Gotfredsdatter og Bodil Gotfred Nielsen med hendes lauværge om deres ulovlige forhold siden de kom til Olsker sogn, hvorefter han ville have et lovligt tingsvidne udskrevet. Som vidner havde han indkaldt sergent Anders Pedersen i Rø sogn, Rasmus Hansen på Lille Myregaard, Jens Hansens hustru på søndre Kirkebo, Mons Hansen tjenende i den anden Vedbygaard, Hans Monsen enke på Jørgen Jensens grund, Sidsel Svend Monsens, Anders Pedersen Bødker, Niels Andersen på Holdegaards grunden alle fra Olsker, og Peder Pedersen Bødker tjenende i Rutsker. Alle var stævnet til at fortælle Ellen og hendes mor Bodils forhold.
Jesper Hansen af Allinge mødte på Ellen og Bodils vegne efter ordre fra amtmand Urne fra den 26. februar i stedet for Hans Poulsen fra Vestermarie. Jesper Hansen mente at Mahlers anklage var ført på en ulovlig måde, da både mor og datter er involveret i en anden sag, og for det andet, at stævningen der ikke præciserer hvilke ulovligheder som de beskyldtes for. Det forventes at præstens sag ikke drejer sig om jord og ejendom, tyveri, trolddom eller deslige, hvilket må pege på at det er en sag, hvor Peder Jacobsen ikke er en uvæsentlige del, hvorfor han burde stævnes som vidne. Han forventede at sagen blev dømt som død og magtesløs.
Mahler afviste Jesper Hansens påstande og henviste til forordningen 3. marts 1741.
Dommeren mente at ”ulovlig og ukristelige levnet”, siden de var kommet til Olsker, var godt til at føre sagen. Præsten kunne føre sin sag. To vidner var ikke mødt: Anders Pedersen fra Rø og Sissel Svend Mons fra Olsker.
Jesper Hansen kunne ikke vide, hvad sagen drejede sig om, hvorfor han spurgte præsten om det var en æressag. Præsten kunne ikke sige om det kunne være det. Jesper Hansens ønske om at vidnerne skulle separeres, blev taget til overvejelse.
Første vidne var Kirstine Hans Mons fra Olsker. Præsten ville høre om hun den 1. juni sidste år var i Bodil Gotfred Nielsens hus efter prædikenen. Dagen mente præsten var en søndag. [det var pinse lørdag 1748] Kirstines søn kaldtes for træskomagersønnen og da Peder Bødker kom ind i huset hos Bodil, så havde Peder bødker spurgt hvorfor træskomagerdrengen var der, for det var ham, der havde sagt, at Ellen ikke kunne blive fri for Peder Bødker. Ellen havde derefter sagt ”Jo, Pine død er det sandt, jeg kunne ikke blive fri for Peder Bødker”. Derefter slog Ellen Peder Bødker og hun fik hjælp af sin moder, De slog ham så meget, at han blødte. Derefter blev han smidt ud ad døren. Bodils datter Boel (Bodil) slog også Peder.
Jesper Hansen fik vidnet til at fortælle, at det sket hen imod aftenen. Han kaldte det for kællingesladder.
Dernæst Kiersten Jens Hansen på Søndre Kirkebo i Olsker. Vidnet havde været hos Bodil Gotfreds den 3. pinse (?) da Bodil var i København efter hun havde givet sine folk frokost omtrent kl. 7 om morgenen. Da havde hun set at Peder (Bødker) lå i Ellens seng i stuen. Han havde ikke givet sig til kende. Hun havde så senere kommet ind i stuen, hvor Ellens søster Bodil var den eneste der var tilstede – Ellen var på Bakkerne. Da Bodil kom tilbage fra København, havde Bodil skældt og banket i bordet og sagt at det ikke var sandt og hun bebrejdede Kiersten, at hun havde fortalt det til andre. Vidnet kunne dog ikke bevidne at der altid var en flok karle omkring Ellen, specielt om søndage, når hun gik på vej og sti.
Mons Hansen (Træskomagersønnen), tjenende på Vedbygaard, fortalte om den 1. juni. Peder Bødker ville ikke have noget med ham at gøre, da han havde fortalt at Ellen ikke kunne blive fri for ham. Han bekræftede at Ellen slog Peder, det samme gjorde Bodil og Ellens yngste søster Bodil. Vidnet havde tjent på Myregaard, men på den tid havde han ikke set Ellen komme om aftenen, men han havde gået 2 gange som bud for Peder Jacobsen til Ellen, fordi han havde glemt en kniv(?) Han havde også hørt at mange unge personer af sognet løb i hobe efter Ellen både i skoven til juleleg og andre steder, men han vidste ikke om det var sandt. Han vidste intet om Ellen og hendes moder Bodil havde halvt overtalt Peder Jacobsen til at gifte sig med Ellen, men han havde tænkt det. Han havde også hørt at Bodil havde købt stemplet papir til en ægteskabskontrakt.
På spørgsmål om at vidnet selv havde besøgt Ellen Gotfreds ligesom andre karle, svarede han, jo, men han vidste ikke hvad det tjente til. Forsvareren Jesper Hansen fik vidnet til at fortælle at Myregaards (Peder Jacobsens forældre) havde arrangeret at Præsten skrev en attest som skulle bruges på tinget.
Dernæst Niels Andersen af Olsker, som blev spurgt om han vidste, at der var så mange karle der løb rundt efter Ellen Gotfredsdatter da hun tjente på Hallegaard. Han svarede, at han ikke havde set det, men han havde hørt det. Om det var sandt eller ej, vidste han ikke. Han huskede ikke helt om han havde talt med Peder Bødker om han overvejede ægteskab med Ellen, da hun blev gravid.
Spørgsmål til vidnet om han havde hørt Anders Pedersen sige, at hans tjenestepige Ellen havde været ude i nat og tjent en sølvpenge og at hun ikke behøvede at slide for betaling. Vidnet sagde, at han havde hørt det af Anders Pedersen, men han vidste ikke hvad det skulle betyde.
Vidnet blev spurgt af præsten om han havde set eller hørt at unge karle i sognet ofte spillede kegler ved Anders Pedersen gård og lejede jul i hans stue. Ja, sagde Niels Andersen, naboungdommen spillede kegler ved Anders Pedersens gård, men han havde ikke set at de legede jul i hans stuer. Men han havde hørt om det.
Vidnet var ikke bevidst at der var ”en løben efter nogen kvindes Person” før eller efter at der blev løbet efter Ellen Gotfredsdatter.
Ellens forsvarer Jesper Hansen spurgte Niels Andersen om hvornår præsten havde spurgt ham om Anders Pedersens udtalelser og om Anders Pedersen var drukken, da han hørte ordene. Vidnet vidste ikke om han var ganske ædruelig og han huskede ikke tidspunktet. Vidnet erkendte at Peder Bødkers havde lyst til sladder og han stolede ikke på hans udtalelser.
Præsten fik Niels Andersen til at fortælle historien om at Ellen hver anden eller tredje nat lå hos Peder Bødker, stammede fra husbond Anders Pedersen på Hallegaard. Han havde ikke hørt den fra Peder Bødker. Ellen, som var tilstede i retten, sagde at Anders Pedersen talte usandt.
Dernæst Rasmus Hansen fra Olsker, som præsten Mahler spurgte, om han havde set eller hørt at unge karle – især om søndagen – ”havde rendt og løbet” efter Ellen Gotfredsdatter, da han tjente på Hallegaard. Jo, svarede Rasmus, han havde hørt, men ikke set det. Han havde dog set nogle gange, at der var forsamlede en del unge karle ved Myregaards udbygger Anders Olsen, men her var Ellen ikke med, men derimod 2 kvindfolk nemlig Weidich Hans’ datter i Hasle og Ibs Hans datter på Faaregaard. Præsten var interesseret i tid og dato, hvilket vidnet mente var en søndag kl. 3 a 4 om eftermiddagen.
Sagen udsat il næste ting.
For anden gang lod Christen Hansen af Olsker udbyde skovridder Phils yngste datters fædrene arv på 88 sld.

7. marts 1749 – pag. 220 a

Præsten Hans Mahler ville fortsætte afhøringerne af sine vidner i sagen mod Ellen Gotfredsdatter. Hans Poulsen fra Vestermarie var nu blevet så frisk, at han kunne møde i sagen som fuldmægtig for Ellen.
Præstens første vidne var Anders Pedersen Bødker. Præsten spørgsmål var om han ikke havde set at der var ”en fahrlig Rei og Stoyer” med ungdommen i Olsker efter at Ellen Gotfredsdatter kom til Hallegaard. Han sagde, at dengang han tjente på Hallegaard ”kom der en hoben karle til hende og spillede Kaart i Anders Pedersens Stue og Ellen var hos dem i Stuen. Da der var banden, grinen og latter”. Videre fortalte han, at det ”var en hellig aften om Jullen da var Vidnet med i Tein, hvor der var inde til Andris Lars i Tein, men ey fik lof at spille Jul der, da gik Vidnet med Ellen Gotfreds og flere fra Tein og op til Didrich Hennings i Olsker, hvor Andris Larsen medfulgte, og de uden for gaarden løb og sprang omkring og løb til Tein igien, mens hvad de senere foretog, vidste hand icke siden han gik til sine Forældre”
Præsten ville have mere at vide om hvad der skete i Tejn. Vidnet svarede: ”Ja, De tog hende (Ellen) paa skiødet, kiøsede og slikede hende, medens de sad i Andris Larsens Seng” I øvrigt erindrede vidnet ikke hvad der ellers skete.
Vidnet mente, at det var først da Ellen kom til at tjene på Hallegaard at ungdommen på søndage og helligdage var ”saadan en Rei og Guds fortørnelse” i sognet.
Vidnet havde åbenbart fortalt Christen Pedersen om støj og uvæsen, som skyldtes Ellen. En aften hvor Christen Pedersen var tilstede og havde nævnt et eller andet, så han Ellen blevet så tosset på Anders, at hun havde slået ham med en tyrepisk, så rokken faldt.
Anders Pedersen Bødker bekræftede, at der var blevet holdt julefest hos Anders Pedersen og hvor Ole Madsen fra Klemensker spillede.
Forsvarer Hans Poulsen fik vidnet til at sige, at han ikke vidste om Ellen havde aftalt med husbonden at de unge kom og spillede kort. Og nej, han havde ikke set at Ellen ”brugte nogle usømmelige ting med nogen ungkarl”. Der ”vankede” andre end Peder Jacobsen til Ellen, men det var Peder der oftest kom. Forsvareren ville have vidner til at navngive ungdommen som vankede til Tejn den omtalte dag. Han huske ikke alle men der var to tjenestepiger, nemlig Myregaards og Didrich Hennings, og så Ellen, hendes søster og så kirkebomandens steddatter. Præsten afbrød forsvareren og ville have vidnet til at svare om han ikke havde set, at Boel Gotfredsdatter (Ellens yngste søster, der var 7-8 år) på kirkegården havde samlet folk til juleleg efter prædikenen var endt. Vidnet bekræftede, at havde hørt det. Præsten spurgte vidnet Anders Pedersen bødker om nogen havde forbudt ham at vidne mod Ellen. Jo, det bekræftede vidnet. Jens Wefstsen havde sagt: ”at hand skulle gå til præsten og fortælle hvad han skulle vidne”. [han svarede imod sin præst, som ellers havde den opfattelse, at andre havde forbud om at fortælle om Ellen.
Vidnet Anders Bødker fortalte efterfølgende at han ikke havde hørt Ellen byde til juleleg, men kun hørt det fra andre. Han var klar over at Ellen havde fået et uægte barn. Vidnet bekræftede at Peder Jacobsen havde været med til at lege jul.
Dernæst Peder Pedersen Bødker. Han bekræftede overfor præsten at han tjente på Hallegaard samtidigt med Ellen. Han ville ikke give præsten ret i, at der, medens Ellen var i tjenesten, var leget jul og spillede kegler. Men det hændte at der blev spillet kegler udenfor gården. Peder og Ellen havde tjent på Hallegaard fra påske til mikkelsdag, sidenhen havde han hjulpet til ved høsten.
Peder Bødker havde været med den jul, hvor en hel flok var gået til Tejn til Andris Larsen og tilbage til Henningsen og retur til Tejn. Og nej, han havde ikke set Ellen på skødet af nogle karle, men han havde set at nogle dansede og havde det lystigt.
Præsten ville have Peder Bødker til at fortælle, at siden Ellen var flyttet fra Hallegaard og hjem til sin moder Bodil, så kom han ofte, og besøgte Ellen og at han stadig gjorde det. Peder Bødker svarede at han ikke mente, at hun var fredlyst eller tinglyst, så han kunne frit besøge huset og havde været der forleden dag.
Præsten havde haft Peder Bødker og Ellen i forhør i overværelse af Anders Pedersen og hans hustru. Ved den lejlighed havde Ellen og hendes moder Bodil sagt at de havde modtaget ærter, flæsk, pølse og brød af Peder Bødker. Anders Pedersen var blevet mistænkelig og troet at det kom fra hans hus. Præsten havde i den anledning holdt Peder Bødker fra sakramentet i 1½ år.
Præsten ville Peder Bødker til at svare på, at det først var da Ellen kom til Hallegaard, at der skete ”saadan en Styr og Rei i blandt ungdommen”. Peder svarede at han havde hørt, at der før i tiden blev leget jul. [Rei eller Rej betyder 1. dans i kæde eller 2. tumult]
Præsten opgav at stille Peder flere spørgsmål, da han godt kunne høre ”hvad tone han holder på”.
På forsvarerens spørgsmål, sagde Peder, at han ikke havde set eller hørt om usømmelighed fra Ellen Gotfreds i Juleleg og andet, ”mere end alle andre, og vare alle lige gode”. Peder Jacobsen havde været med som alle andre.
Sagen blev udsat.
Christen Hansen opbød for tredje gang 88 sld. som tilhørte skovridder Pihls yngste datter. Ingen henvendte sig.

14. marts 1749 – pag. 222a

Læst et skøde af 14. marts 1749 der viste at Lars Hansen, ungkarl, der boede hos sin stedfar Mons Pedersen, havde solgt sin indløsningsret og rettighed for 200 sld til sin stedfader.
I Amtskriver Schrøders sag af 6. februar (Lejermålssagen) aflagde sit skriftlige indlæg. Den er i sin fulde ordlyd indskrevet i tingbogen således ”Siden mig er paakommen én temmmelig svaghed saa jeg icke kand møde for retten i dag icke heller nogen paa mine vegne formeedelst andre forhold; Thi ville Hr. Byfoget lade afhøre Peder Jacobsen sin eed, efter som hand sig dertil næste ting haver tilbudet at vilde giøre, og Skriveren vilde lade mig bekomme forretningen beskreven saa snart skee kand til mit aller underdaniste Reigenskabs bilag, ellers forgivtes vel ny omkostninger for Reiser etc. af Peder Jacobsen forvoldet. I øvrigt forbliver edle og velvise hr. bye og herrits tienstvilligste tjener. C. Schrøder. Bornholms Amtsstue den 14. marts 1749”
Siden at Ellen Gotfredsdatter ikke kunne bevise, at Peder Jacobsen var barnefader til Ellens barn, så tillod herredsfogeden Peder Jacobsen at afgive sin korporlige ed på, at han ikke var barnefaderen.
Ellens fuldmægtig Hans Poulsen spurgte Peder Jacobsen om han med frelst samvittighed kunne påstå, at han aldrig havde haft legemlig omgængelse med Ellen. Peder Jacobsen holdt fast i at han aldrig havde haft legemlig omgængelse med Ellen. Poulsen mente ikke at det kunne tilstedes Peder af afgive sin ed, da han havde tilbudt Ellen ægteskab og at der i kirkebogen var noteret ham som barnefader til Ellens barn.
Dommeren mente, at Peder Jacobsen kunne afgie sin ed. Dommeren læste edens forpligtelse og hvad han forbrød sig imod, hvis han afgav falsk ed. Peder afgav sin ed om, at han aldrig havde haft legemlig omgang med Ellen. Herefter blev der udskrevet et tingsvidne til amtsforvalteren.

21. marts 1749 – pag. 223a

Læst et skøde af 28. januar der viste at Hans Wefstsen i Rutsker sælger til sin søn Herman Hansen en eng på 3 læs størrelse kaldet lang-engen, samt et stk. brakmark kaldet Spedelse Krogen på et læs for i alt 60 sld.
Læst et pantebrev på 240 sld. af 17. marts udgivet af Sørn Ibsen på den 42. gård i Klemensker til Ole Nielsen på 5. vornedgaard.
Hans Mahler fik læst en kontinuationsstævning af 13. marts mod Ellen Gotfredsdatter og Bodil Gotfred Nielsens med hendes lauværge. Følgende vidner var indkaldte: Andris Larsen og hustru Maren og Mons Pedersen Bødker fra Tejn, Christian Rasmussen i Magaard, og Jørgen Didrichsen af Olsker. Alle var mødt på nær Anders Larsen fra Tejn og Christian Rasmussen fra Magaard.
Hans Poulsen fra Vestermarie var mødt på de to kvinders vegne, og bad om at vidnerne blev separerede.
Anders Larsens hustru Maren erkendte, at der i julen for 2 år siden blev leget jul i hendes stue. Hun havde set at Ellen skiftevis havde siddet på skødet karlene, men hun havde ikke set at de kyssede hende og ej hellere havde de kysset hende ude ved stengærdet til Tejn. Hun havde fundet Ellens snustobaksdåse i hendes seng. Hun havde siddet i sengen sammen med flere karle.
Maren fortalte, at de unge havde været der tre gange. Første og tredje gang afviste de dem. På præstens spørgsmål om der havde være så meget ”støj og raj” før eller siden Ellen tjente på Hallegaard. Hun svarede at der ”efter” den tid ikke havde været støj.
Hans Poulsen bad vidnet om at navngive folkene, der legede jul. Hun kunne ikke egentlig erindre hvem det var, da det var så længe siden, uden at den ene, som Ellen sad på skødet af, var Peder Nielsens stedsøn i Olsker Christer Pihl. Hun huskede også at Ellens søster var med. Hun kunne ikke sige at Ellen havde gjort noget usømmeligt.
Dernæst Mogens Pedersen Bødker af Tejn sagde at han ikke var blevet budt til juleleg af Ellen på kirkegården, men han nægtede ikke at han havde været til juleleg i Tejn eller hos Anders Pedersen på Hallegaard. Han havde set at Ellen sad på skødet af flere karle, men det var ikke anderledes end med de andre tilstedeværende ”kvindfolk”. Vidnet blev spurgt om han ikke havde været sammen med Ellen og hendes søster og leget ulovlige julelege hos Anders Pedersen på Hallegaard. Jo, han havde været med, da han tjente på Hallegaard, og Ellen var med fordi hun tjente der. Han havde også været med den jul for 2 år siden hvor de havde gået fra Tejn til Didrich Henningsen. Han havde ikke set om der ”Reves og Sleedes der udenfor gierdene til Didrich Hennings”. Mogens Pedersen Bødker havde hørt, at der også holdtes julelege hos Bodil Gotfred Nielsen, men han havde ikke selv været der. Han måtte erkende, at der før Ellens tid ikke havde været så meget juleleg blandt ungdommen i Olsker.
Mogens Pedersen Bødker kunne ikke sige at der skete noget usømmeligt. Han mente ikke at Anders Pedersen havde gæsteindbudt ungdommen, men at de var kommet alligevel (spontant?). Og dette skete ofte og at Peder Jacobsen også var iblandt.
Næste vidne var Jørgen Didrichsen. Han var ikke budt til juleleg af Ellen på kirkegården. Han havde været med i Tejn og på Hallegaard, men det var til spil og dans. Han mente at disse julelege skete søndag eftermiddage eller aftener. Han mente ikke at de var begyndt på disse julelege samtidigt med at Ellen kom til Hallegaard. Det var sket før og han mente ikke at der skete noget usømmelig ej heller noget til ”guds fortørnelse af ungdommen”. På præsten spørgsmål sagde han ”at hand vidste det skulde vel være synd” og han ”i den Tiid hand løb med paa en Wildfarende Vei”.
Hans Poulsen fik vidnet til at sige, at de blot havde danset lidt og leget hos Anders Pedersen. Han havde ikke set at Ellen havde opført sig usømmeligt.
Præsten fik nu et tingsvidne udstedt på leveret 24 skillings papir.
Hans Larsen fra Rø på den 19. gård lod læse et pantebrev af 10. marts 1749 på 200 sld. som han havde lånt af Herman Bohn i Rønne mod pant i ejendommen.

11. april 1749 – pag. 225a

Læst kgl. Plakat om at det var tilladt alle og enhver at handle med ostindiske varer, der ankommer med de danske oktrojerede asiatiske kompagnis skibe, dat. 1. november 1748.
Læst kgl. Forordning fra 16. oktober 1697 om straf til grove mordere, dat. 7. febr. 1449.
Læst kongens befaling til greve og stiftsamtmand Reventlou, dat. 24. januar 1749 om at de skibe, der går igennem Øresund forbi Kronborg og ikke giver reglementeret honnør med strygning, bliver beskudt. Der henvistes til Reglement fra 1733.
Amtmand Urnes meddelelse blev læst ang. at stiftsamtmand Gersdorph var afgået ved døden og efterfølges af konferensråd Conrad greve af Reventlou.
Blev læst et pantebrev af dato 9. april 1749, der viste at Mogens Gotfredsøn på den 5. gård i Klemensker havde lånt 140 sld. af fenrik Mogens Larsen i Vestermarie mod pant i gården.
Læst en kontrakt af 8. april 1749 mellem Hans Clausen på den 50. gård i Klemensker, Ladegaard kaldet, og hans stedsøn Hans Jacobsen, som efter hans moders død, havde arvet adgangsretten til Ladegaard. Hans Clausen overlod nu den halve gård. Hans Clausen skulle beholde den anden halve gård så længe han levede.
Christen Hansen fra Nyker opbød en arvedel på 180 sld. som tilhørte afdøde skovridder Piils søn Hans Hansen Piil.

25. april 1749 – pag. 225b

Læst kgl. Forordning kgl. Forordning til afdøde stiftsbefalingsmand af dato 13. december 1748 om hvordan man skal forholde sig til de omrejsende jøder. Forordningen skulle også gælde under den nuværende stiftsbefalingsmand Reventlou d. 21. februar 1749.
Læst kgl. Forordning om hvordan de fremmede steders danske konsuler skal forholde sig til ”Commercerende” og om hvilke konsulatpenge det måtte indkræve, dat. 3. marts 1749.
Christen Hansen på den 12. gård i Nyker opbød for anden gang arvekapital

tilhørende Hans Hansen Piil, som var afdøde skovridders ældste søn.

9. maj 1749 – pag. 226a

Læst kgl. Reskript og beneficium på sager før indrullering må føres på ustemplet papir. Dateret 29. maj 1745.
Læst en kopi af reskript fra det danske kancelli 1745 om at sager om indrullering ikke pålignes salær til rettens betjente.
Læst en efterretning fra stiftamtmand Reventlou om de beskikkede konsuler, hvem de er og hvor de findes, samt hvad de kunne tage i konsulatpenge, dat. 31. marts 1749.
Christen Hansen fra Nyker lod opbyde en arvekapital på 180 sld. for tredje gang tilhørende skovridder Piils ældste søn. Ingen ville modtage dem, hvorfor han kunne få udstedt et tingsvidne.
Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Jens Wefstsen af Olsker i sag mod sognepræsten Mahler. Hans Poulsen stævnede præsten i en tingsvidnesag. For lovmæssighedens skyld var stævningen forevist for landprovsten.
Første vidne var Jesper Hansen fra Allinge, der fortalte at han havde været til tinget i Hammershus Birk hos sal. Jørgen Hansens i Sandvig den 14. april 1749. Jesper Hansen berettede om samtale mellem præsten og Wefstsen. Sagen drejede sig om at Wefstsen ikke kom til alters, men at det muligvis var ham selv, der var skyld i det, da han ikke kom i kirken. Præsten havde sagt, at hvis det stod til ham, så skulle Jens Wefstsen ikke komme til alters så længe der var varmt blod i hans legeme (altså præsten var i live). Præsten havde gentaget truslen for flere menneskers påhør og han havde vred og havde stampet i gulvet.
Mahler sagde, at Jens Wefstsen selv havde sagt, at han havde fravalgt kirken, hvorfor han ikke kunne komme til alters. Jesper Hansen sagde, at det var almindelig kendt at præsten nægtede bønder, udbyggere og byfolk det hellige sakramente uden grand. Præsten spurgte Jesper Hansen om han vidste at Jens Wefstsen havde bortjaget sin ”ægte kvinde” på grund af en ”skaansk kvinde” der opholdte sig i hans hus. Jesper Hansen kendte ikke til det, men vidste – som præsten også burde vide, da han var til stede – at han hustru havde fået sølvpenge, fordi hun ønskede at drage bort til sin slægt på Sjælland. Hun havde øvrighedens tilladelse til at rejse. Hun havde fået en del gods med sig. Om Jens Wefstsen havde fået den skånske kvinde til at holde hus for ham, vidste han ikke, men det var sandsynligt, da Jens Wefstsen var en aldrende mand.
Jesper Hansen havde aldrig set noget ukristeligt hos Jens Wefstsen og at den ene af to kvinder, der holdt hans hus, var en kvinde, der var gift med en matros i Køebenhavn. Da hun rejste, overtog kvindens steddatter opgave med at passe huset. Desuden fortalte Jesper Hansen at han vidste at Jens Wefstsen ofte gik i Rutsker kirke for at høre Hr. Poscholans ”skiønne Prediker”. Jesper Hansen mente ikke at Wefstsen ikke havde begået nogle gerninger, der kunne retfærdiggøre, at han blev udelukket fra det hellige sakramente.
Præsten sagde at det skånske kvindemenneske, der havde opholdt sig hos Jens Wefstsen, havde ladet sig ”besove” to gange medens hun havde befundet sig i præstens menighed. Det andet kvindemenneske havde forladt sognet uden præstens skudsmål og taget til København og ladet sig viet. Jesper Hansen havde ikke læst i kirkens journalbog, så han kunne ikke bekræfte præstens udsagn.
Mahler mente, at de to skånske kvinder var kommet til landet uden pas og tilladelse. De skulle være bortviste fra landet (Sverige?). Jesper Hansen mente ikke, at det var sandt. De to forældre til kvinderne, var døde i hans sogn og Mahler skulle selv have forrettet begravelsen og kastet jord på deres grave. Jesper Hansen kendte ikke deres forhistorie, men de var sikkert kommet til landet af hungersnød og trang, ligesom mange andre.
Dommeren bad parterne om at holde sig til sagen. Mahler mente at oplysninge var relevante, da det var Jens Wefstsens levned, der var årsag til at han ikke blev taget til alters.
Hans Hansen på Heslegaard havde også hørt præsten sige, at han ikke ville modtage Jens Wefstsen til alters så længe han blod var varmt. Præsten havde nægtet Wefstsen adgang til alteret på grund af hans liv og levned. Hans Hansen kunne ikke bevidne at Jens Wefstsen havde været i kirken, da han ofte stod ved døren i stedet for at sætte sig i ”stolen” inde i kirken.
Dernæst Hans Madsen Wig, som havde været til stede hos sal. Jørgen Hansens i Sandvig i stuen op til tingstuen. Her havde han hørt præsten sige, at Jens Wefstsen selv var skyld i udelukkelsen på grund af sit ugudelige liv. Præsten havde ment, at havde haft løsagtige kvindfolk boende, hvilket Hans Wig ikke vidste noget om.
Udbygger Hans Larsen fra Olsker bekræftede at han havde været tilstede i stuen bag tingstuen i Sandvig, hvor Mahler berettede at han aldrig ville lade Jens Wefstsen komme til alters så lange han levede. Præsten havde sagt, at Jens Wefstsen levede et ugudeligt liv og levned. Præsten spurgte vidnet om han havde hørt at løsagtige folk havde haft tilflugt hos Jens Wefstsen. Vidnet svarede, at han ikke selv kom der, men han havde hørt at Gotfreds enke og døtre kom der.
Derefter fremlagde Hans Poulsen en skriftlig attest, som sognedegnen Nicolaj Bidstrup havde udstedt den 8. maj.
Dernæst fremstilledes vidnet Jens Jørgensen, tjenende på Slotsladegaarden. Han havde været med Wefst Jensen, der var hos degnen for at tegne hans far Jens Wefsten til at gå til alters. Sognepræsten var til stede og gav ordre til at Jens Wefstsen ikke kunne komme til alters. Vidnet havde tjent i 2 år hos Jens Wefstsen, hvorfor sognepræsten Mahler ville have, at han fortalt hvad der skete af ukristelig til hos sin husbond. Vidnet sagde, at hans husbond både brugte sang og læsning. Om ikke at Jens Wefstsen havde sagt til ham, at hvis der kom en smuk pige eller kvindfolk forbi, så skulle han tage hende ind. Jo, det var sket en gang, forklarede vidnet, og det havde været om Hr. Mahlers tjenestepige. Om han havde hørt mange ”liderlige og løsagtige diskurser” fra Jens Wefstsen? Jo, der kunne ikke nægtes han havde hørt nogle ”usømmelige ord og skjæmt”.
Hans Poulsen fik et tingsvidne udstedt.
Rutsker kirkeværge Peder Jensen lod opbyde kirkens 370 sld. til låns fra næstkommende Mikkels dag.

23. maj 1749 – pag. 229a

Ungkarl Anders Andersen fra Rutsker mødte med fire vidner, der kunne aflægge ed på, at han var broder til afdøde rytter i Slagelse, Erich Andersen, som var i Major Barnflets Kompagni. Anders Andersen var også broder til en rytter i kongens tjeneste i Skælskør ved navn Lars Andersen. Alle tre brødre var ægtefødte af faderen Anders Larsen og moderen Anne Erichsdatter som begge boede og døde i Rutsker, hvilket var oplyst i en attest fra sognedegnen den 23. maj 1749.
Mogens Pedersen fra Klemensker mødte som værge for Margrete Mogensdatter hvis fader døde på Ladegaard. Han opbød hendes fædrene arv på 155 sld.
Nok blev opbudt for 2. gang Rutsker kirkes kapital på 370 sld.

6. juni 1749 – pag. 229b

Læst kgl. plakat om at det var forbudt at trykke eller oplægge hele eller ekstraktmæssig udgave af Corpus Constitutionem Regio Holsaticarium, dat. 18. april 1749.
Mogens Pedersen fra Klemensker opbød for 2. gang hans myndling Margrete Mogensdatters arvekapital på 155 sld. 3 mark.
Rutsker kirkeværge opbød for 2. gang kirkens kapital på 370 sld, der er suppleret med 130 sld, i alt 500 sld.

13. juni 1749 – pag. 230a

Læst et pantebrev af 3. juni 1749 der viste at Hans Andersen på den 43. sg. i Klemensker har lånt 400 sld. af By- og Herredsfoged Poul Eskelsen mod pant i gården.
Mogens Pedersen af Klemensker, der var værge for Margrete Mogensdatter, hvis fader døde på Ladegaard i Klemensker, lod opbyde hendes fædrene arv på 155 sld for tredje gang. Ingen ville forrente pengene, hvorfor de blev forseglede og udleveret til Mogens Pedersen.

27. juni 1749 – pag. 230b

For retten kom Mogens Larsen på den 27. sg. i Klemensker og oplyste at hans stuelænge på 16 stolperum med indbo var brændt. Fire mand bevidnede, at branden opstod en time efter middag den 18. juni. Hele stuelængen brændte på nær 3 spande, men beskadigede. Vinden var stærkt NO. Mogens Larsen fik udstedt et tingsvidne.

11. juli 1749 – pag. 230b

Læst et pantebrev af 17. juni 1749 der viste at Peder Jørgensen på den 10. sg. i Olsker havde lånt 100 sld. af Mads Pedersen i Allinge mod pant i den 10. sg.
Læst pantebrev af 10. juli 1749 der viste at Mikkel Mogensen på den 22. sg. i Olsker havde lånt 300 sld. af Jep Pedersen i Østerlars mod pant i ejendommen.
Lars Andersen på den 8. vornedgaard i Klemensker, Kirkegaard kaldet, ville med to vidner, Morten Hansen Kjøller på den 2. vornedgaard oh Niels Jensen på den 9. vornedgaard, bevise, at han var broder til Jens Andersen Kjøller, matros i kongens søtjeneste. Matrosen var for ungefær 3 år siden død på en rejse fra Torkied (?). Vidnerne beviste at, Anders Hansen Kjøller, boende på Kjøllergaard i Klemensker (8. vornedgaard), havde en søn, Jens Andersen som var udenlands, som nu siges at være død uden livsarvinger. Det var ikke sandt da han havde efterladt sig to brødre på Bornholm. Den ældste ved navn Lars Andersen, boende på Kiørsegaard, og den yngste Lars Andersen boende på 9. vornedgaards grund, og så var der en søster, Bodil Andersdatter, som skal være gift i København. Alle er ægte børn efter afdøde Jens Andersen. Hvilke oplysninger blev stadfæstet af sognepræst Anders Agerbech. Den døde person var blevet gift i Klemensker.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte på Anders Olsen fra Vestermaries vegne. Hans Poulsen havde på Anders Olsens vegne stævnet Mogens Gotfredsen for gæld på 35 sld. Mogens Gotfredsen var til stede og tilkendegav, at han ville svare på stævningen og oplyse det ene og andet. Hans Poulsen ville føre vidnerne Hermand Vellemsen fra Rønne og Jørgen Hansen Rag fra Knudsker. Sagen udsat til næste ting.

25. juli 1749 – pag. 231b

I sagen mellem Anders Olsen fra Vestermarie og Mogens Gotfredsen fra Klemensker var ingen mødte, hvorfor sagen blev udsat.
Intet andet blev ført ved retten.

8. august 1749 – pag. 232a

Det oplystes at sagen mellem Anders Olsen fra Vestermarie og Mogens Gotfredsen var ophævet, da der var indgået et forlig – Sagen blev aflyst af Anders Olsens hustru.
Svend Mikkelsen fra Rønne mødte som mostermand for Anna Margrete Bent Jørgensen fra Olsker. Anna Margrete var i København, men havde skriftligt bedt om et tingsvidne. Bent Jørgensen var bedt om at høre de stævnede vidner. Sgnepræsten Hans Mahler, der havde udstedt en attest, var også stævnet som vidne. Bent Jørgensen var mødt tillige med vidnerne undtagen Hans Mahler.
Første vidne var Mogens Jensen fra Olsker. Mogens Jensen oplyste at Bent Jørgensen, der var vidnets stedsøn, havde lejet hans hus i Tejn og boede der en tid lang sammen med sin hustru Anna Margrete. Vidnet oplyste at de flyttede fra huset i Tejn, indtil han lejede huset ud til anden side for 7-8 år siden. Han huskede ikke hvor længe huset stod øde. På spørgsmål om Bent Jørgensen havde forsynet hustruen og børnene med ”fornøden tarvelig føde og klæder, samt ildebrand”, svarede han, at han nok mente, at han gjorde det, men ikke om det var tilstrækkeligt. Mikkelsen spurgte videre om det ikke var rigtigt, ”at de led stor nød og trang, saa vel for føde som ildebrand saa hun nødvendig maatte gaa omkring ad sognet fra sine fattige smaa børn og lade dem alene ligge i huuset, græde og lide nød til hun hjemkom med noget at vederqvæde og forsyne dem med”. Mogens Jensen kendte ikke noget til det. Om Bent Jørgensen havde forladt sin hustru, måtte han vedkende, da han vidste at Bent havde taget ophold hos Jørgen Jørgensen på Magaard. Han vidste også at de ikke omgik hinanden og ikke søgte sakramentet i kirken som andre ægtefolk, men han vidste ikke hvorfor. Vidnet var også klar over at Bent Jørgensen havde fået et barn med en tjenestepige på Magaard, men han vidste ikke videre om den sag.
Dernæst Peder Olsen fra Tejn, der kendte til Bent Jørgensen og Anna Margrete, der boede i hans nabolag i Tejn for 8-9 år siden. Og han huskede at Anna Margrete om vinteren kom til hans hus for at få varmen, men om det skyldte manglende ildebrand vidste han ikke. Han huskede at Anna Margrete ofte gik ud ad marken, men kendte ikke hendes ærinde. Han havde ikke meget kontakt med familien, så han kunne ikke sige om de manglede føde og klæder og om manden svigtede dem.
Dernæst Peder Olsens hustru Anna fra Tejn. Hun bekræftede sin mands vidnesbyrd, men tilføjede, at Anna Margrete ofte havde beklaget sig til hende om, at hun manglede føde og brændsel.
Didrich Henrichsen fra Tejn var deres næst nabo, da de boede i Tejn for 8-9 år siden. Han sagde, at Anna Margrete ofte klagede over mangel af føde og brændsel, men han vidste ikke om det var sandt. Han havde en gang set, at Bent Jørgensen havde kørt et læs skryner og et læs tørv til husets gårdsplads, som de havde tilfælles. Det var så længe siden, at han ikke erindred om Bent var borte fra sin hustru i 8 eller 14 dage. Men han huskede at Anna Margrete havde bedt hans hustru kikke til børnene, medens hun gik ad marken. Men hvor hun gik hen vidste han ikke. Vidnet gjorde sig ingen tanker om Bent Jørgensen omgik sin hustru på en ukristelig måde. Han vidste at Bent Jørgensen forlod tin hustru og tog ophold på Magaard hos sin broder og at han fik et uægte barn med tjenestepigen.
Karen Didrik Hendrichsen tilstod hendes mands skriftlige vidnesbyrd, der blev oplæst i retten.
Svend Mikkelsen ville på næste ting fremlægge sognepræst Mahlers attest, hvorfor sagen stilles i bero.

22. august 1749 – pag. 233a

Svend Mikkelsen mødte på Anna Margrete Bent Jørgensens vegne i sag kontra hendes mand. Han ville høre om præsten Mahler var mødt eller havde fremsendt attesten, sådan som det var bedt om. Præsten var ikke mødt eller havde ej hellere tilsendt retten sin attest. Da Svend Mikkelsen havde stævnet præsten til at fremlægge attesten for konsistorieretten, så fandt han det ikke nødvendigt at få den fremlagt i denne tingsvidnesag. Hvorfor han bad om at få sagen fra Herredstinget udskrevet.
Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til føre sag for Peder Jørgensen, Langegaard i Rutsker kontra hans nabos hustru Dorte Jens Pedersen for nogle nærgående grove ord mod Peder Jørgensens hustru, da hun var på sit høstearbejde. Jesper Hansen havde stævnet Jens Pedersen til at modtage dom på sin hustrus vegne. Desuden var der indkaldt vidner: Hans Pedersen, Anders Monsen, Christopher Hansen og Berite Jensedatter.
Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Jens Pedersen og hans hustru.
Første vidne var Hans Pedersen som tjente hos Peder Jørgensen. Han havde været i arbejde med høsten den 29. juli sammen med Peder Jørgensens hustru. Og hørte Jens Pedersen kalde sin madmor Gertrud for en ”Gaase Hexe”, Gertrud havde dagen før lånt gåsefjer af nabokonen, da hun slagte sine gæs. Videre blev Gertrud kaldt ”din forbandede trold tæve. Derefter kaldte Dorte sin nabokone Gertrud for en hore, som havde horet med Peder Thorsen. Gertrud bad Dorte om at gå. Dorte fik så de tjenestepiger, der var med til høsten, og at kalde Gertrud for Gåseheks.
Christopher Hansen, der tjente hos Andres Mogensen på Sandemandsgaarden i Rutsker havde også hørt skældsordene. Svend Mikkelsen ville have vidnet til at fortælle, at skænderierne var startet tidligere. Jesper Hansen afbrød og henstillede til at sagen drejede sig om den ene episode, nemlig beskyldningerne mod Peder Jørgensens hustru. Vidnet kunne ikke fortælle eksakt hvad der var sket hvornår.
Dernæst Anders Mogensen boende i Rutsker på Gudmingegaard. Under hø-rivningen havde han stået lagt fra de to kvinder og på grund af stormen var det svært at høre, hvad stridighederne drejede sig om. Han mente nok at kunne høre, at Dorte havde beskudt Gertrud for at have noget med Peder Thomsen at gøre. Jesper Hansen fik vidnet til at oplyse, at Peder Thomsen var død for 12-14 år siden. Peder Thomsen var Gertruds søskendebarn.
Vidnet Berite Jens Pedersens datter på Spanneregaard. Hun havde ikke hørt at hendes moder havde skældt Gertrud ud på høstearbejdet den 29. juli. Og hun benægtede, at hendes moder skulle have bedt hende om at kalde Gertrud for en Gaaseheks. Men hun havde hørt at Gertrud havde skældt Dorte ud og kaldt hende for en ”Tispe”. Vidnet mente at hendes moder beskyttede hendes fæpige, der var blevet forfulgt af Peder Jørgensens karl. Jesper Hansen advarede vidnet at fortælle usandheder og ikke dølge sin viden. Berite Jensdatter var 16 år og gik til konfirmation, men ventede til næste år med alterets sakramente.
Sagen udsat til næste ting.

5. september 1749 – pag. 235b

Sagen mellem Peder Jørgensen og Jens Pedersen forventedes at blive forliget, hvorfor parterne udsatte sagen til næste ting.
Kgl. Holtsførster Mathias Kettelsen fik valgt 8 mand til at syne herredets skove. Desuden valgtes for hvert sogn fire mand til at syne piletræerne, samt fire mand til at syne gærderne.

19. september 1749 – pag. 236a

Peder Jørgensen fra Rutsker mødte og læste et indlæg i sagen mod Jens Pedersen. Kontraparten Jens Pedersen var mødt og bad om at få indlægget beskrevet, så hans fuldmægtig kunne svare på næste ting.

3. oktober 1749 – pag. 236b

Læst et pantebrev af 26. september 1749 der viste at David Mortensen på 5. vornedgaard i Rutsker havde lånt 140 sld. af Peder Hansen på den 69. sg. i Klemensker.
Læst et pantebrev af 27. september, der viste at Hans Pedersen på Stenby, 25. sg. i Rø havde lånt 448 sld. af Herman Bohn i Rønne.
Svend Mikkelsen fra Rønne mødte på sin principal Jens Pedersens vegne og læste et indlæg mod sin kontrapart Peder Jørgensen i Rutsker. Sagen blev udsat til næste ting.
Løjtnant Hans Kofoed Madsen som værge for Hans Mahlers drengebarn Jens, opbød sin myndlings mødrene arv på 250 sld.
Sander Koefod på Almegaard i Knudsker mødte som værge for Hans Mahlers søn ved navn Lass, opbød hans mødrene arv på 150 sld.

17. oktober 1749 – pag. 236b

På Hans Poulsen fra Rø’s vegne mødte hans nærslægtning Jesper Hansen fra Allinge og stævnede Mads Pedersen Møllere i Rø sogn for ulovligt at havde hugget ege-krat på Hans Poulsens gårds grund. Mads Pedersen var ikke mødt. Derimod indfandt sig et godvilligt mødt vidne Lars Olsen fra Gudhjem, der fortalte at han havde set mølleren hugge krat på Hans Poulsens grund, ikke hvor meget.
Hans Jørgen Hansen fra Rø havde været til mølle og på hjemvejen var mølleren i færd med at hugge krat på Hans Poulsens eng. Men hvor meget vidste vidnet ikke.
Mads Pedersen Møllere blev pålagt at møde og svare på næste ting.
På Peder Jørgensens vegne afgav hans fuldmægtig Jesper Hansen et skriftligt svar i sagen mod Jens Pedersens hustru. Jens Pedersen bad om kopi at indlægget og ville svare på næste ting.
Løjtnant Hans Kofoed Madsen opbød for 2. gang sin myndlings kapital på 250 sld.
For anden gang blev den arvekapital som Sander Kofoed fra Almegaard er værge for på 250 sld. Myndlingen var Hans Mahlers søn.
Henrik Pedersen fra Østerlars og som er værge for sin broderdatter Ellen Kierstina Larsdatter lod opbyde hendes arvekapital på 155 sld 1 mk 12 sk.
Jens Andersen fra 23 sg, i Olsker lod opbyde sit værgemåls kapital tilhørende Aneke Kaisdatter af Tejn som var hendes arv både efter faderen og moderen på i alt 61 sld. 3 mk 11 sk.

24. oktober 1749 – pag. 237b

Mændene, der var valgt til at syne henh. piletræerne og gærderne aflagde deres forretninger.
Svend Mikkelsem fra Rønne mødte på sin principal Jens Pedersens vegne og til rettelagde sit skriftlige indlæg i sagen kontra Peder Jørgensen vedr. deres hustruers trætterier. Modpartens fuldmægtig Jesper Hansen mente at det som Svend Mikkelsen havde konceperet til Jens Pedersens forsvar er uden hold i virkeligheden og at han havde forsøgt at føre kontravidner, sådan som det normalt skete. Begge prokuratorer var enige om at sagen skulle gå til doms.
Jesper Hansen mødte på sin slægtning Hans Poulsens vegne og bad om at være hans prokurator. Hvilket bevilges, med forventning om, at han havde skaffet sig amtmandens tilladelse til næste ting. Sagen drejede sig om at en møller ved navn Mads Pedersen skulle have hugget brændsel i Hans Poulsens skov. Mads Pedersen nægtede og sagde, at han ikke engang havde tage en pind fra skoven. Sagen udsat. Henrik Pedersen fra Østerlars og værge for sin broderdatter Ellen Kirstine Larsdatter opbød hendes arvekapital på 155 sld. 1 mk 13 sk. For anden gang.
Jens Andersen fra Olsker lod for 2. gang opbyde en værgemålskapital tilhørende Annike Kajsdatter i Tejn på 61 sld. 3 mk 11 sk for anden gang.

7. november 1749 – pag. 238a

De otte mand, der havde skønnet herredets skove, fremlagde deres forretning for Rø, Klemensker og Rutsker. De to fra Olsker sogn var ikke mødt, hvorfor denne del af synet blev udskudt.
Jesper Hansen havde fået øvrighedens tilladelse til at være fuldmægtig for Hans Poulsen i Rø i sag mod Mads Pedersen Møllere i Rø. Jesper Hansen havde stævnet nye vidner i sagen. Hans Poulsen fra Vestermarie havde tilladelse til at være fuldmægtig for modparten Mads Pedersen Møllere i Rø.
Jesper Hansen afhørte vidnet Lars Mortensen fra Rø, der havde været stævningsmand for Hans Poulsen. Vidnet fortalte at han, da han stævnede Mads Pedersen, så gav Mads ham 3 sld og 24 skillinger, for hvilke han skulle prøve at forhandle et forlig igennem. Som han havde sagt, at det kunne være en rimelig betaling for at han havde taget en bør eller to brændsel. Stævningsmændene havde ikke modtaget pengene, men havde foreslået at mølleren gik med til Hans Poulsen for at få sagen forliget. Til sidst havde han dog gået med, men de havde ikke fundet Hans Poulsen hjemme.
Det andet vidne, Jens Hansen, der var den anden stævningsmand, bekræftede det forrige vidnes udtalelse.
Jens Andersen fra Olsker opbød Anneke Kajsdatters arvekapital for tredje gang. Ingen ville modtage pengene, hvorefter Jens Andersen fik udstedt et tingsvidne.
Jens Mahlers mødrene arv på 250 sld. blev opbudt for tredje gang. Ingen ville modtage dem, hvorfor løjtnant Hans Kofoed fik udstedt et tingsvidne.
Sander Kofoed opbød for tredje gang Las Mahlers mødrene arv. Ingen vil modtage dem, hvor værgen Sander Kofoed fik udstedt et tingsvidne.
Værgen Henrik Pedersen opbød for tredje gang arvekapital på 155 sld som tilhørte Hans Mahlers datter Ellen Kierstine Larsdatter. Ingen ville modtage dem, selv mod en rate på 3%, hvorfor et tingsvidne blev udstedt.

21. november 1749 – pag. 239b

Sagen mellem Hans Poulsen i Rø og mølleren Mads Pedersen blev ophævet, da der var indgået et forlig.
Der blev afsagt dom i sagen hvor Peder Jørgensen havde stævnet Jens Pedersen og hustru.
Lars Pedersen fra Klemensker som var værge for afdøde sandemand Lars Pedersens datter Anna Elisabeth Larsdatter, opbød hendes fædrene arv på 78 sld.
Henrik Pedersen fra Østerlars som var værge for en kapital på 155 sld 1 mk 13 sk – ingen ville modtage pengene, hvorfor han fik udstedt et tingsvidne.
Niels Andersen på den 11. gård i Olsker mødte og ville have et tingsvidne på, at hans gård brændte den 22. oktober. Stuelængen og den vestre længe med foder blev lagt i aske. Hans tre naboer: Jørgen Hansen på den 12. sg., Ole Olsen på den 9. gård og mølleren Hans Hermand på den 9. gårds grund. Ilden var startet kl. 1 over middag. De kom til gården hvor stuelængen var omspændt af branden. De forsøgte at bjerge sæden i den vestre længe, men meget hurtigt gik der ild i taget, hvorfor kun lidt blev bjerget. Den søndre længe blev reddet. Niels Andersen fik derefter udstedt et tingsvidne.

DOM – pag. 240a
Peder Jørgensen havde anmeldt Jens Pedersen i Rutsker for nogle ord som hans hustru Dorte den 19. juli skal have brugt med Peder Jørgensens hustru Gertrud. Ordene skulle være faldet på marken på en eng kaldet Mandelsengen. Hun havde sagt hun var en troldtæve og hore. Hun havde horet med Peder Thorsen osv. Dommeren mente ikke at der kunne dømmes for ordene der var faldet, da der ikke var overensstemmelse mellem vidnerne. Dog var det bevisligt, at Jens Pedersens hustru havde forvoldt postyr, så det var kommet til sagsanlæg, hvorfor Jens Pedersen måtte betale sagens omkostninger på 3 sld. til Peder Jørgensen.

5. december 1749- pag. 242a

Læst kgl. Patent på højesterets afholdelse i 1750.
Lars Pedersen som værge for afdøde Lars Pedersens datter i Rø lod opbyde sin myndlings arvekapital for anden gang.
Hans Pedersen fra Klemensker, som værgede for sandemand Lars Pedersens i Røs datter Anna Elisabeth Larsdatter, lod opbyde arvekapitalen 78 sld. for anden gang.

19. december 1749 – pag. 241a

Læst en kontrakt mellem Erik Hansen på Splitsgaard i Klemensker og ungkarl Berild Jensen angående en vejrmølle som stod på Erik Hansens grund. Berild Jensen havde købt møllen og det tilliggende hus. Møllen og huset måtte ligge på grunden så længe som han og hans kommende hustru levede mod at der årligt blev betalt en tønde rugmel. Kontrakten blev underskrevet den 9. april 1749.
Læst et pantebrev af 18. december 1749 der viste at Hans Pedersen på 22 sg, i Klemensker havde lånt 100 sld. af ungkarl Hans Frederichsen, der boede hjemme hos stedfaderen Anders Jensen på den 3. gård i Rø sogn.
Læst et pantebrev på 240 sld der viste at Per Andersen på den 59. gård i Klemensker havde lånt af sin søn Claus Pedersen mod pant i den 59. gård.
For tredje gang opbød Hans Pedersen fra Klemensker sin myndling Anna Elisabeth Larsdatters arvekapital på 78 sld. – Ingen ville modtage pengene. Hans Pedersen tilbød at forrente kapitalen med 2 sld 1 mark om året. Hvilket han fik et tingsvidne på.
Skipper Peder Jacobsen fra Malmø mødte med skibsfolkene Niels Asersen og Ole Asersen tillige med 3 mand fra Allinge Wefst Pedersen, Johan Hansen og Hans Samuelsen og fra Tejn, Jørgen Jørgensen og Andris Larsen. Skipperen strandede ved Tejn den 10. december 1749. skibets to besætningsmedlemmer fortalte, at de den 27. november, efter gammel tid, som var en mandag, sejlede de fra Kalmar kl. 1. De beretter om vind og sejlretning – de mødte en lille storm og ville ind i den lille havn ved Kristianobel, men de fik ikke lods. Vinden tog til og de havde intet andet at gøre end at følge søen. Vinduet til kahytten blev slået i stykker og deres nathus blev skyldet i søen. Lyset blev slukket og deres båd (redningsbåd) blev skyldet overbord. Sne og frost hindrede dem i at orientere sig, Vinden var stærk storm fra NØ. De kunne ikke se længere en et halv stenkast frem foran sig. Kl. 9 så de land på den nordøstlige Bornholm. De forsøgte at komme nord om Bornholm, men da de ikke kunne sætte sejl måtte det kaste anker for at holde dem fri for den farlige klippekyst. De kunne ikke holde skibet i stormen, som nu kom fra ØNØ.
Trods stor fare blev de reddede fra døden. Skibet (jagten) blev slået i stykker. 34 tjæretønder og 37 tølvter brædder var der i skibet. De fleste tønder blev ødelagte og brædderne flød rundt på vandet.
Wefst Oedersen, Hans Samuelsen og Johan Hansen fortalte at de om onsdagen den 10. december omtrent kl. 9-10 observerede det et lille skib ud for Allinge. De kunne se, at det var i vanskeligheder, hvorfor de flugte skibet for at kunne komme dem til hjælp når de ramte stranden. Det skete ¼ mil syd for Allinge mod Tejn. De forsøgte at få et reb over til folkene i skibet, hvilket lykkedes, men en sø kastede alle tre i havet. Med det lykkede at få dem fisket op af vandet halvdøde.
Jørgen Jørgensen og Andris Larsen fra Tejn bekræftede vidnesbyrdet fra de tre mænd fra Allinge. De tre svenske søfolk var meget forkomne og måtte bæres til huse.
Skipperen bad om at få et lovpligtigt tingsvidne udstedt.
Stokkemændene for 1750 blev valgte.

9. januar 1750 -pag. 243a

Intet at for rette.

16. januar 1750 – pag. 243a

Svend Mikkelsen fra Rønne var pålagt på justitsens vegne at føre sag mod to ungkarle i Olsker, anmeldt af Sandemanden, nemlig Peder Pedersen Bødker og Chritian Rasmussen, for klammeri og helligbrøde. Som vidner var stævnet sandemand Peder Nielsen, Jep Hansen, Mogens Pedersen, Jens Wefstsen, Anna Søren Hansens, Karen Madsdatter, Lars Larsen, Peder Pedersen og Anna Hansdatter Winborg. Stævningen af 3. januar var forevist sognepræsten Hans Mahler.
Alle vidner var mødt på nær sandemanden, der var syg. Første vidne var Mogens Pedersen fra Olsker, der var broder til Peder Pedersen Bødker. Mogens Pedersen vedkendte det, han havde udtalt til politiretten.
Jens Wefstsen vedkendte hans vidnesbyrd i Politiretten.
Sognepræstens anmeldelse til herredsfogeden den 2. november blev læst.
Anne Søren Hansen vedstod det som Jens Wefstsen havde fortalt i politiretten.
Karen Madsdatter, som tjente hos Jens Wefstsen, vedstod sine udtalelser i politiretten.
Lars Larsen, som boede på Lyngen i Olsker. Han havde været tilstede hos Jens Wefstsen, da de stod ved bordet og fik mad. Da Christian Rasmussen gik fra bordet, kom Peder Pedersen Bødker springende og tog ham i kraven. Christian måtte forsvare sig og han tog en ”greb” og slog ham. Præstens kæreste bemærkede at Peder Bødker blev blodig, men Christian forsvarede sig med, at Peder havde taget noget blod og smurt sig med ”Thi han er kroget nok”. På Christians spørgsmål, kunne vidnet ikke bekræfte, at Peder havde angrebet ham først.
Dernæst Peder Pedersen som tjente hos præsten, der vedstod hvad han havde sagt i politiretten den 11. december.
Lars Larsen vedstod også sit vidnesbyrd i Politiretten.
Dernæst Annike Handatter Winberg der bekræftede, at Christian den 23. november havde vist sit ansigt for præsten søndag den 23. november. Hun havde hørt præsten spørge Christian Rasmussen, hvordan klammeriet havde fundet sted. Christian havde sagt, at han var gået ud af Jens Wefstsens gård og i porten kom Peder Bødker løbende og greb fadt i ham. Han havde grebet en greb eller en pæl for at forsvare sig med. Da de kom ind i forstuen igen, så havde Christian taget et reb og atter slået Peder med. Men han havde nægtet, at han havde slået med forsæt.
Sagen blev udsat således at sandemanden kunne blive rask og møde til afhøring.

30. januar 1750 – pag. 244b

Svend Mikkelsen konstaterede at sandemand Peder Nielsen stadigvæk var syg, men vidnet Jep Hansen var mødt. Han bekræftede sit vidnesbyrd i politiretten. Mikkelsen ville ikke kræve sandemandens fremmøde på grund af hans svære sygdom. Sagen udsat.
Jørgen Hansen på den 12. sg i Olsker lod opbyde en arvekapital tilhørende Margrete Hansdatter, afg. fader Hans Mikkelsen i Nylars på den 14. gård – på i alt 137 sld 1 mk 13 sk.

13. februar 1750 – pag. 245a

Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Christian Rasmussen og Peder Pedersen Bødker. Christian Rasmussen irettelagde et skriftligt indlæg på slet papir, men leverede 6 skilling til stempelpapir. Svend Mikkelsen ville ikke svare på Christian Mikkelsens indlæg. Både Christian Rasmussen og Peder Pedersen Bødker ville have at der blev afsagt dom.
Jørgen Hansen fra Olsker opbød for tredje gang Margrete Hansdatters kapital 137 sld. 1 mk 13 skilling. Ingen ville modtage dem for renter og sikkerhed. Pengene blev forseglet og udleveret Jørgen Hansen og han fik et tingsvidne udstedt.

13. marts 1750 – 246b

Læst et pantebrev af 6. marts 1750 der viste, at Jens Mogensen fra Olsker var anordnet værge for sal. Lars Nielsens søn Niels Larsen af Rø sogn. Niels Larsen var jorddrot og sædeberettiget til den 24. gård og som var bortpantet til Henrik Pedersen for 400 sld. Pantebrevet viste at Henrik Pedersen kunne bebo den 24. gård i 7 år – indtil midfaste 1756.
Landets provst Buchave havde stævnet kirkebonden Anders Mortensen for lejermål i hans ægteskab, dat. 9. marts 1750, Anders Mortensen var ikke mødt, hvorfor sagen blev udsat.
I sagen mod Christian Rasmussen og Peder Pedersen Bødker blev afsagt dom for slagsmål en søndag.

DOM