Nørreherreds tingbog 1745-1754 – referat

Affotograferinger af de originale sider:

Autoriseret af amtmand Urne med 476 paginerede blade den 19. februar 1745

12. marts 1745 – pag. 001b

Læst et pantebrev af dato 10. februar 1745 til indhold at den 11. gårds beboer i Olsker Niels Andersen havde lånt af Mads Pedersen i Allinge 100 sld. i rede penge dansk kurant mod pant i gården på 127 sld.
Peder Monsen af Allinge mødte og tilsted, at han havde underskrevet ovennævnte pantebrev, men han havde ikke begreb om, at han også skulle være kautionist for de penge, at hans myndling Niels Andersen havde lånt af Mads Pedersen. Han frasagde sig løftet på grund af sin ”enfoldighed”. Mads Pedersen ville tiltale Peder Monsen for svigt.
I sagen hvor Jesper Hansen fra Allinge undersøgte handel med driv gods, stævnede Rasmus Rasmussen på Duebjerg i Klemensker. Han læste en skriftligt indlæg i sagen. Sagen udsat til næste ting.
I sagen mellem Rø-præsten Friederik Monrad og sandemand Lars Pedersen mødte præstens svoger Mathias Reiner. Lars Pedersens fuldmægtig Anders Jørgensen læste et indlæg. Reimer ville have at Lars Pedersen skulle vedstå, hvad hans fuldmægtig havde fremlagt, før han ville svare. Fuldmægtigen svarede, at det han havde sagt, stod Lars Pedersen ved, så det var unødvendigt at stille spørgsmålstegn Reimer svarede, at der var bønder, der skiftede mening om sagen. Det ikke var en samlet gruppe, modsat sandemandens fuldmægtigs opfattelse, hvorfor han bad Reimer om at sige, hvem han sigtede til.
Reimer læste et skrift udgivet af Lars Pedersen til præsten den 2. januar 1739, samt præstens svar herpå. Dette brev skulle vise, at der var bønder der ”gik til og fra”, hvorfor han igen bad om at Lars Pedersen bekræftede sin fuldmægtigs indlæg. Lars Pedersen, som var til stede, så at det var nødvendigt selv at træde frem. Han bekræftede sin fuldmægtigs indlæg. Reimer ville nu høre om sandemanden var indstillet på forlig eller ikke. Lars Pedersen erklærede, at han var indstillet på forlig og han udtalte for retten, at han kun vidste godt om præsten som et ærligt og godt menneske. Reimer erklærede derefter at præsten betragtede sandemanden som et ærligt menneske. Herefter blev sagen ophævet og vidnerne blev løst fra ordren til at blive afhørt.

19. marts 1745 – pag. 3a

Amtmand Urne havde på Justitsens vegne beordret Svend Mikkelsen fra Rønne til at tiltale Kirstine Holgersdatter. Han læste en skriftlig stævning af 8. marts 1745. Jesper Hansen fra Allinge havde fået amtmandens tilladelse til at være Kirstine Holgersdatters forsvarer.
Den indstævnte og arresterede Kirstine Holgersdatter var ikke til stede i retten, af hvilken årsag ingen vidste, da både Svend Mikkelsen og kommandanten havde givet rekvisition på transport fra Rønne Arrest til Hasle. Da klokken var over 12 næsten 1, så forventede dommeren ikke at det ville ske.
De frivillige vidner var klemenskerpræsten Anders Agerbech, Hans Mahler fra Olsker og Frederik Monrad fra Rø, samt Weidich Haagensen og hustru fra Olsker. De indstævnte vidner var Hans Esbersen fra Dyngegaard, Jørgen Svensen, udbygger og hans hustru Martha og datter Kirstine – alle fire fra Klemensker, Hans Pedersen, der tjente hos Mons Jensen i Brøden, Haagen Weidichsen, Peder Olsen i Tejn, Bente Hans Larsen alle fra Olsker, Anders Mortensens hustru Marne, Poul Peders hustru Ellen, Mons Larsens hustru Ellen. Alle var mødt undtagen Poul Pedersens hustru fra Rutsker og Hans Larsens hustru fra Olsker på grund af sygdom. Poul Pedersen oplyste at hans hustru var ”saa yderlig frugtsommelig, så hun ikke turde eller kunne komme”.
Aktor fremstillede godvillige vidner, som var Poul Kofoed fra Blykoppegaard, samt Jep Thomasen og Ane Thorsens fra Hasle, Jep Hendrichsen af Nylars og hans tjenestepige Inger.
Jesper Hansen tillod at vidner afhørtes selv om den arresterede ikke var kommet.
Første vidne var Poul Kofoed fra Blykoppegaard, hvor Kirstine Holgersdatter i 1742 havde modtaget tjenesteplads 8 dage før Sankt Hans. Hun blev der til Sankt Hans Aften, hvor hun bad om lov til at gå til Allinge for at hente noget tøj. Det fik hun lov til og lånte tillige nogle klæder og en særk af bondens steddatter. Hun blev borte og leverede ikke klæderne tilbage. Han mente, at klæderne havde en værdi af 3-4 daler. Poul Kofoed havde gjort sig umage om at finde hende, men det var ikke lykkedes.
Dernæst Inger Olsdatter, der i tjeneste hos Jep Hendrichsen på en gård i Nylars. Hun fortalte, at Kirstine var kommet til hende for 11 uger siden og lånte hus hos hende en nats tid. Søndag morgen, da vidnet var ude for at drive kvæget ud, havde Kirstine forladt huset og medtaget en kattuns kappe med rødt vadmels underfor, et stribet boeld og et blaaranet tørklæde. Da Kirstine var arresteret i Hasle Vagt, havde hun efterspurgt disse mistede klæder. Magnus Høeg og vagten fandt klæderne undtagen tørklædet. De to klædningsstykker blev fremvist i retten og Jep Hendrichsen og hans hustru genkendte dem, som de klæder, de havde givet deres tjenestepige som løn. De blev vurderet til 1 daler og 2 mark, hvilket Inger Olsdatter protesterede over, da hun mente at de var meget mere værd. Hun bad om at få udleveret klæderne. Hun blev spurgt om hun havde beviser for, at det var hendes. Husbond og madmors vidnesbyrd var ikke nok. Hun mente at skrædderen, der havde syet dem, burde kunne bevise det. Forsvareren nægtede at klæderne kunne forlade retten, da den tiltalte ikke var til stede og kunne svare på spørgsmål.
Jørgen Svendsen fra Klemensker erkendte at Kirstine Holgersdatter boede hos ham før jul en måneds tid. Hun spandt og kartede og varpede til et stykke vadmel, som skulle være på 35 alen. Hun havde taget 3 mark og en hvid kvindfolkehue, som hun påstod var hendes løn. Hun truede med at sagsøge ham, hvis han ikke betalte, hvorefter hun gik bort. Aktor spurgte vidnet om ikke sognepræsten havde forbudt sin menighed at tage løsgængere til huse. Jo, det havde Jørgen Svendsen vidst, og han havde derfor lånt Kirstine en hest, således at hun kunne ride op til præsten og spørge om lov om til at blive i sognet. Hun havde dog ikke redet til præsten, men det vidste han ikke. Pengene, som hun havde taget, lå i en aflåst kiste i krobhuset, men nøglen sad i.
Jørgen Svendsen hustru og datter blev afhørt, men kunne ikke bevise, at der var taget 3 mark, men de havde afgivet ed på at ingen andre kunne have taget pengene.
Hans Esbersen fortalte, at han havde givet hende husly to eller tre nætter fordi det var dårligt vejrlig og at hun havde langt at gå ”til byerne”. Hun var blev pågreben hos ham på grund af løsgængeri efter angivelse af Anders Agerbech.
Anders Mortensen fra Rutsker fortalte, at Kirstine var hos ham noget efter pinse, sommeren 1742. Hun havde fortalt, at hun var med barn og skulle føde ved mortens tid. Hun var kommet fra Rønne og orkede ikke at gå længere og blev hos ham en nats tid. Hun fortalte, at hun var ægteviet og at hun boede i Allinge hos smedeenken.
Ellen Mons Larsen fra Rutsker fortalte, at Kirstine samme sommer var hos hende en times tid og at hun skulle føde omkring Mortenstiden, hvilket vidnet nok synes ikke kunne stemme. Hun havde fortalt, at hun kom fra Anders Mortensen. Vidnet kunne ikke huske at hun skulle have sagt, at hun skulle have en dreng til ægte, der tjente hos Weidich Haagensen ved navn Hans Pedersen.
Dernæst (drengen) Hans Pedersen, som havde tjent sammen med Kirstine Holgersdatter hos Weidick Haagensen sommeren 1742. Han havde hørt fra hende, at hun var frugtsommelig, men det var ikke ham der var årsagen til det, ej hellere vidste han med hvem. Han mente ikke at det kunne være Weidich, selv om der gik nogle rygter. Han var ikke sikker på at det var sandt, at hun var gravid. Han måtte erkende, at der var misstemning mellem Weidich Haagensen og hustruen om Kirstine og at de skændtes herom, men det var så lang tid siden, at han ikke rigtig huskede noget. Han huskede at Weidich hustru havde løftet op i Kirstines skørter og fandt, at hun havde viklet pjalter omkring livet.
Weidich Haagensens hustru erkendte, at Kirstine havde været i tjeneste hos hende fra Mikkelsdag til sankt Hans næstfølgende. Hun mente ikke at hun havde været gravid.
Sagen blev udskudt, da der var andre sager, der skulle nås inden dagen var omme. Vidnerne blev pålagt at møde på næste ting.
Jesper Hansen, som var aktor i sag om drivgods, efterlyste indlæg fra de personer, der var sigtet for handel med det ulovlige gods. Der var ingen mødt, hvorfor sagen blev udsat.
Fenrik Anders Jørgensen fuldmægtig for de 27 bønder, der var lodsejere til Lindeskoven, læste en skriftlig stævning af dato 9. marts 1745 mod præsten Frederik Monrad, samt indstævnede en del personer som vidner. Monrads svoger Reimer var stærkt kritisk overfor Anders Jørgensens fuldmægtigrolle. Reimer mente, at fuldmægtigen havde formuleret og irettelagt stævningen for de ”ubelæste” bønder. Anders Jørgensen indrømmede, at det var ham, der havde formuleret stævningen, men den var underskrevet at bønderne. Men han sagde, at der var flere af bønderne, der kunne læse og skrive. Reimer var tilfreds med denne tilståelse, da der var en vederhæftig person Hans Jørgen Skov, der ikke kunne acceptere denne ”vrangunderskrivning”. Reimer tilrettelagde tre dokumenter og ville have dommerens stillingtagen til sagen. Dommeren kunne ikke umiddelbart tage stilling til denne disput, hvorfor han udsatte sagen.

26. marts 1745 – pag. 7b

Blev læst et købe- og skødebrev på Dalbygaard i Rø sogn dat. 20. marts 1745, der viste at Mogens Nielsen havde solgt sæderetten til den 7. selvejergaard, Høgegaard i Rutsker, til sin broder Niels Pedersen. Mogens Nielsen havde arvet gården efter sin sal. Fader Niels Madsen efter skiftet den 30. juni. Mogens Nielsen og Niels Pedersens mor boede på gården sammen med Niels Pedersen. Sæde- og indløsningsretten var på 300 sld.
Læst et pantebrev på 149 sld udstedt af Niels Pedersen på den 7. sg. i Rutsker til Mogens Nielsen i Rø mod pant i gården.
Læst et pantebrev af 20. marts 1745 udstedt af Mikkel Monsen på den 22. sg. i Olsker på 200 sld. til kaptajn Mads Engel i Hasle mod pant i gården.

Svend Mikkelsen mødte som aktor i sag mod Kirstine Holgersdatter. Sagen var ageret på sidste ting, men uden den arresterede kvinde, som ikke var mødt, da ”ægtevognen”, som skulle transportere hende fra Rønne til Hasle, ikke var mødt. Sandemanden i Klemensker havde oplyst, at det var på grund af vejrliget med store driver, der havde forhindret transporten. For ikke at spilde tiden var afhøringerne alligevel gennemført af nogle af vidnerne. Kirstine Holgersdatter var mødt sammen med sin forsvarer Jesper Hansen. De udeblevne vidner fra sidste ting, Poul Pedersens hustru Ellen af Rutsker og Bente Hans Larsen fra Olsker, var mødt. Sammen med de ikke afhørte vidner fra sidste tingdag blev de afhørte.
Bente Hans Larsen fra Olsker mente nok at Kirstine Holgersdatter havde været hos hende i tre nætter omkring Sankt Hans i 1742. Kirstine var kommet til hende fra Weidich Haagensen og hun havde fortalt at hun var frugtsommelig og ventede sig omkring Mortens dag. Hun havde fortalt, at hun skulle have Weidich Haagensens tjenestedreng Hans til mand. Vidnet berettede, at nok huskede at Kirstine havde nogle penge, som hun vist nok skulle have fået af Weidich Haagensen. Kirstine havde købt en lille ost og et stykke røget lammekød. Jesper Hansen mindede hende om, at hun dengang i 1742 havde fortalt sin sognepræst Hans Mahler, at Kirstine var besvangret af tjenestedrengen. Det huskede hun ikke, men mente, at det var sladder hun havde hørt.
Ellen Poul Pedersen blev for anden gang fremstillet for retten. Hun var ikke sikker på, at Kirstine, da hun var hos hende, havde berettet om sit svangerskab, men at hun blot var indenfor døren et øjeblik for at købe 1 pund smør, hvorefter hun igen var gået.
Ana Thor Hansen fra Hasle fortalte, at hun omtrent for en måneds tid siden lå syg hos Jep Thomsen. Kirstine kom og berettede at hun også var syg. Da Jep Thomsens hustru var ude for at hente vand, stod Kirstine Holgersdatter op og tog en nøgle, der hang på en bjælke. Hun lukkede en kiste op og tog en pung, som hun åbnede og sagde, at Jep Thomsen ikke var så fattig som de gik og sagde. Hun havde hånden nede i pungen, men så ikke om hun tog penge. Senere havde hun hørt at Jep Thomsen og hustru savnede 2 mark og 14 skilling. Kirstine var ikke gået bort, men havde blevet der 2 a 3 dage. Ana havde været så syg, at hun ikke sansede at fortælle Jep Thomsen og hustru om hændelsen før efter at Kirstine var gået bort. Jep Thomsens hustru havde ledt efter Kirstine og fundet hende hos Peder Kofoed. Poul Kofoed og Jep Thomsens hustru havde spurgt Kirstine hvorfor hun havde taget pengene, hvorefter Kirstine havde svoret og bandet og benægtet tyveriet.
Jep Thomsen af Hasle tilstod at han havde mistet 2 mark og 14 skilling fra kisten medens Kirstine Holgersdatter var hos dem. Han fortalte, at han aldrig havde set hende før at hun dukkede op for en måneds tid siden dukkede op og ønskede pleje fordi hun var syg. Defensor Jesper Hansen spurgte Jep om han kunne sværge, at det var Kirstine, der havde taget pengene. De kunne han ikke, men mente, at det var sandsynligt, da den eneste der ellers havde været i huset var en gammel elendig kone Ana, der var så syg, at hun ikke kunne stå ud af sin seng.
Kirstine Holgersdatter blev fremstillet. Det første spørgsmål til hende var, hvor længe siden det var hun havde været til alters og hos hvilken præst. Hun huskede ikke hvornår det var, men sidste gang var hos Monrad i Rø. Hun havde ikke været til alters siden hun forlod sin tjeneste hos Jep Markussen i Rø. Hun forlod Rø sogn efter et halv år og kom i tjeneste hos Per Olsen i Tejn og derefter hos Weidich Haagensen i Olsker sogn. Hun blev spurgt om hun var i tjeneste hos Weidich Haagensen eller ”hun tjente for løn eller på hvilken måde hun var der”. Hun svarede, at hun tjente fra Mikkelsdag til pinsedag og hun fik klæder som løn. Hun nægtede at hun var blevet frugtsommelig medens hun var hos Weidich Haagensen. Hun blev spurgt om det ikke var derfor hun forlod tjenesten pinsedag, som ikke var den rigtige ”faredag” og om der ikke var strid mellem Weidich og hendes madmor angående hende. Jo, svarede hun, det var derfor hun kom fra tjenesten, men hun havde fået et helt års løn af Weidich.
Kirstine blev spurgt om hvorfor hun ikke havde meldt sig hos sognepræsten i Rø eller Olsker sogn eftersom hun var blevet efterlyst på kirkestævnerne og fra prædikestolene over hele landet. Hun var efterlyst fordi hun var frugtsommelig. At hun var blevet ”lyst” på kirkestævnerne havde hun ikke hørt. Desuden havde hun ikke fortalt til folk, at hun var frugtsommelig og heller ikke for de vidner, der havde talt anderledes.
Han sagde, at hun ikke for tre år siden var gået i tjeneste på Blykoppegaard, men havde kommet i tjeneste hos Christian Dams i Aakirkeby. Hun sagde, at det ikke stemte, at hun efter 8 dages tid på Blykoppegaard havde spurgt om lov til at gå til Allinge. Hun havde været hos Christian Dam fra Sankt Hans til mikkelsdag (?) som høstepige. Hun havde ikke stjålet kappe og stribede bold fra Jep Henrichsens tjenestepige, men hun havde lånt dem. Hun nægtede at have taget tørklædet.
Hun bekræftede, at hun ved kyndelmissetid var i Østermarie hos en enke i Holsegaarden, som ”da var drevet af Segter Jacoben” Hun svarede ja til at hun nu var ”fæst eller i ægteskab” med ham. I den tid hun havde været der, havde hun lånt nogle bylter, et par sko og et par tøfler, men hun havde ladet sko, trøje og et par gamle hoser blive der. Det sidste sted hun havde tjeneste var den forgangne vinter hos Jens Anders i Østermarker sogn. Under politiforhøret havde hun sagt, at hun havde tjent hos Johan Lorentsen i Rønne. Det benægtede hun nu. Hun sagde, at alt hvad hun havde berettet ved politiforhøret hos byfogeden, præsten og andre, ikke var sandt. På spørgsmål om hun havde nogle skudsmål fra de steder hun havde tjent, svarede hun nej.
Aktor kunne ikke finde flere spørgsmål at stille hende, men fremlagde en attest fra præsten Monrad i Rø af dato 18. marts 1745, en skriftlig attest fra Lorents Abro fra 1. marts og en attest fra udbygger Hans Nielsen af Nyker sogn af dato 1. marts og en skriftlig attest fra Herman Clausen fra Nyker også fra den 1. marts 1745. Dernæst en skriftlig attest fra Hans Jensen, Paa Bjerget i Bodilsker sogn, tilsendt Anders Agerbech i Klemensker.
Defensor Jesper Hansen mente at attesterne ikke var som loven tillader. Dommeren tilstillede aktor at attesternes ophavsmænd skulle indkaldet eller undersøges om de opfylder loven, hvorfor attesterne blev stillet i bero. Arrestantinden blev derefter udleveret til overførsel til arresten i Rønne.
Aktor bad om et udtog således at han kunne bruge det andetsteds.
Jesper Hansen mødte i sag, hvor han som akter blev pålagt at stævne en del personer i herredet [det må være sagen om driv gods!], Han ville høre om disse personer havde noget at svare på tiltale, men da ingen var mødt, måtte han udskyde sagen til næste ting.
I sagen mellem de 27 bønder og deres sognepræst mødte sandemand Peder Jensen, Hans Rasmussen, Henrich Pedersen, Hans Pedersen, Peder Jensen og Mons Nielsen. Disse mødte på egne og de øvrige interessenter og lodsejere til Lindeskovens vegne. De ville ratificere det indgåede forlig og underskrive. Reimer, på Monrads vegne, tiltrådte forliget og begge parter ville nu have sagen ophævet. Dommeren kunne ikke modsige dette ønske, hvorfor forliget blev oplæst og vedgået.

9. april 1745 – pag. 11a

Svend Mikkelsen fra Rønne mødte i sagen mod Kirstine Holgersdatter. Som godvilligt vidne mødte Herman Clausen fra Nyker. Han læste sin attest fra den 1. marts egenhændigt op og afgav sin ed. De øvrige attester blev godkendt af dommeren og kunne nu vedlægges sagen. Jesper Hansen fik Hermand Clausen til at sige, at det var sandemanden, der havde skrevet attesten og konciperet det, men det havde været hans ord han havde fået nedskrevet. Hun kunne læse, hvilket han havde bevist, men den dag det blev skrevet var han ikke så frisk.
Jesper Hansen spurgte Kirstine Holgersdatter om hun fik forsvarlig underholdning i arresten i Rønne. Han svarede, at hun intet havde at klage over. Hun fik sin mad og øl på en forsvarlig måde.
Kirstine blev spurgt om hun ejede noget gods. Hun svarede, at hun intet andet ejede end 2 mark, som hun havde arvet fra sin afdøde mor efter skiftet den 21. april 1727. Det var hendes morbror Hans Esbersen i Klemensker, der var værge for hende, eller var det Hans Esbersen i Olsker?. Hun huskede det ikke rigtigt.
Kirstine vedkendte sig, at hun kort før jul havde lånt en ulden trøje og en kappe af Niels Anders Hustru i Tingsted i Vestermarie. Hun solgte dem til Sidsele, enke efter gamle Hans Esbers på Bakkegaardsmølle i Olsker for en mark og seks skilling. Enken var tilstede i retten og havde den købte kappe med sig, som hun fremviste for Niels Andersen, der genkendte den. Kappen blev udleveret og enken fik at vide, at hun selv måtte kræve penge tilbage fra Kirstine. Den anden kappe som Jep Hendrichsens tjenestepige havde mistet, ønskedes nu udleveret.
Aktor Svend Mikkelsen vil komme med et skriftligt indlæg på næste ting.
Jesper Hansen som aktor for kongen og Justitsen i sagen om drivgodset. Han ville nu have de indstævnte personer efterlyst, men ingen var mødt. Dommeren og aktor lod sagen udsætte og de anklagede fik en sidste chance at forsvare sig mod anklagerne.

23. april 1745 – pag. 12a

Kgl. Forordning om forbud mod at bære guld, sølv og ”palatiner” dateret 31. december 1744.
Læst kgl. Plakat om oppebørselsbetjentenes manglende indbetalinger i Danmark til den kgl. Kasse., dat. 11. januar 1745.
Læst kgl. Plakat ang. oppebørselsbetjentene og kautionister i Norge og manglende indbetalinger, dat. 11. januar 1745.
Læst kgl. Forordning om hvorledes der skal forholdes med medlemmer af de mæhriske brødres midler og formuer når de rejser ud af landet. Dat. 29. januar 1745.
Læst amtmand Urnes ordre af 17. april 1745 om hvorledes der skal forholdes til den sygdom, som har angrebet fårene og hvordan de skulle begraves af bønderne. Der blev henvist til en forordning fra 11. september 1739.
Samme dato udgik en ordre fra amtmanden om, at ingen svage får måtte slagtes og sælges.
Svend Mikkelsen, som beskikket aktor mod Kirstine Holgersdatter, fremlagde et skriftligt referat fra et politiforhør fra den 24. februar. Dernæst læste han et skriftligt indlæg i sagen, som skulle indgå i dommen. Forsvareren Jesper Hansen havde ikke noget at indvende mod aktors indlæg andet end at han mente, at den sagsøgte ikke var ”ved fuld ved” og derfor bad han dommeren at være nådig og mild i sin dom. Aktor mente at Kirstine havde været ved sin fulde forstand. Sagen blev optaget til doms.
Jesper Hansen i sagen mod folk, der har omgået ulovligt driv gods, blev på råbt om de havde noget til forsvar at fortælle. Der var stadig ingen, der var mødt, hvorfor aktor lod sagen gå til doms.

30. april 1745 – pag. 13a

Læst forbud mod indførsel af fremmed tran, dateret 18. januar 1745.
Læst kgl. Forordning om misbrug af hjemmedåb i Danmark, dat. 19. marts 1745.
Læst kgl. Forordning om kvægsygdom visse stedet i hertugdømmet Slesvig, dat. 29. marts 1745.
Dom afsagt over Kirstine Holgersdatter fra Allinge. Det bemærkedes, at en udskrift af et politiforhør af 8. marts 1743, optaget af byfogeden i Rønne, angående rygtet om hendes besvangrelse, var brugt til dommen. Politiforhøret var glemt i sagsakten, hvorfor den nu blev påskrevet og tilbageleveret.
Jesper Hansen var tilstede sammen med arrestanten. De bad om udskrift af dommen for at anke den til landstinget i håb om formildelse. Svend Mikkelsen bad også om udskrift og sagde, at det måtte være op til amtmanden at tillade, at sagen blev appelleret til en højere ret.
DOM – pag. 14b
Over Kirstine Holgersdatter, som var barnefødt i Allinge. Hun var anklaget for løsgængeri, andre øvede handlinger og ”flydende ting”. Svend Mikkelsen, som beordret aktor havde afhørt 12 vidner, samt stillet Kirstine 20 spørgsmål, som viste at hun havde løjet for folk og under politiforhørene. Hun havde ikke været til alters i fire år, sidst hos Monrad i Rø sogn. Forsvareren Jesper Hansen havde påpeget at Svend Mikkelsens førte vidner kunne være problematiske, da de vidnede i deres egen sag [altså havde forsvaret sig selv i at have modtaget hende i deres huse]
Mikkelsen ville have hende dømt for tyveri i fem tilfælde og for lejermål, samt for løsgængeri. Dommeren mente ikke, at der var beviser for tyveri, da hun havde lånt tingene, hvilket hun selv også påstod. Mht. hendes frugtsommelighed, så fandtes et politiforhør fra Rønne i 1743, hvor det ikke var påvist, at hun havde været gravid og at hun derom havde løjet, hvorefter hun var blevet frigivet.
Dommeren mente, at hun skulle dømmes for at have ”omløbet landet og narret adskillige folk!” Og derfor dømmes til spindehuset på livstid. Omkostningerne til aktor og defensor skulle, på grund af at hun intet ejede, betales af amtet. (Dommeren brugte loven pag. 558-559 art 16 og pag. 560-561 artikel 18 og 19)
[Sagen blev anket til landstinget i i flg. Protokollen pag. 51b. Herredstingsdommen blev stadfæstet og Kirstines dømtes til spindehuset på livstid]

7. maj 1745 – pag. 15a

Læst kgl. Reskript om sekters tilhængere og hvordan man skal forholde sig til separatismen eller anabaptismen, dat. 5. marts 1745.
Læst kgl. Plakat om ophævelse af forbuddet mod indførsel af fremmede jerngryder og hvordan dette skal forstås. Dat. 29. marts 1745.

21. maj 1745 – pag. 15a

Pantebrev læst om at Lars Jensen på den 26. gård i Rø sogn havde lånt 139 sld. af generalmajor Westh til betaling af gården, som han havde tilforhandlet sig af kongen den 1. februar 1745, mod pant i gården.
Jesper Hansen havde fået tilladelse af amtmanden til at føre en tingsvidnesag for Lars Pedersen på Bådstadsgaarden i Rø sogn angående Bådstadskoven og et hus der lå øst derfor ned mod stranden. Sagen blev forklaret i en memorial til amtmanden. Sagen drejede sig om rettigheden til området og til huset. Tilsyneladende havde amtmanden gjort krav på skoven og husene og dermed skatterne. Husene skulle svare skatter til kongen, som andre fæstehuse. Jesper Hansen havde fået tilladelse til at føre sagen for Lars Pedersen. Amtmanden havde dog ikke sendt en person på hans vegne, så Jesper Hansen måtte føre sag uden modpart. Han havde indkaldt en del vidnesbyrd.
Første vidne var Esber Jørgensen fra Aarsballegaard, som havde tjent på Bådstadsgården for 53 år siden da han selv var 18 år gammel. Han fortalte, at der ikke lå et men to huse ved stranden og de var begge indgærdede med et rundgærde og havde gærde i vest op mod Baadstadskoven og mod øst ned til stranden. De havde ikke lov til at hugge træer i skoven uden tilladelse fra Peder Esbersen på Baadstandgaarden og han huskede ikke at der var skovbetjente, der skulle udvise træer til fældning. De gav begge rædsler til Baadstadsgaard. Han huskede ikke hvor meget, men anslog 5 sld. om året. Han vidste ikke hvornår de var byggede, men det ene var allerede meget gammel for 53 år siden.
Weidich Haagensen fra Olsker havde også tjent på Baadstadgaarden for 53 år siden eller deromkring, da Lars Pedersens fader Peder Esbersen havde gården. Han sagde, at kongens betjente ikke havde noget at gøre i skoven, medens han i 2 år tjente der. De husmænd der boede i husene ved stranden hed Svend Hansen og Hans Knegt og de betalte rædsler til Baadstadsgaarden. Han mente, at husene allerede da var gamle, da de havde støtter til væggene. Gærderne omkring var gamle. Husmændene måtte ikke hugge brændsel eller andet i skoven som gik helt ned til stranden uden Baadstadsgaardens tilladelse.
Peder Olsen i Rø sogn havde kendt stedet i 60 år og mente at gærderne var i dag der hvor de altid havde været. I det sydligste hus boede Hans Knegt og i den nordligste hus boede Marcus Glasser. De betalte begge til Baadstadsgaardens beboer Peder Esbersen. Han mente at begge huse var gamle. Han havde ikke hørt i sin ungdom af gamle folk, hvornår de blev byggede. Men i hans tid var de blevet ombyggede flere gange. Han havde aldrig hørt om at skovbetjente havde noget myndighed over skoven, men vidste at August Dechner havde fået forbud af Peder Esbersen om at skove træer.
Dernæst Malene afg. Peder Didrichsen fra Aaker sogn, som var 78 år gammel og født på Baadstadgaarden. Hun var vel 12 eller 16 år gammel da hendes fader Christen Hansen flyttede fra Baadstadgaarden til Løkkegaard i Rø, Dengang boede Jon Knegt og Hans Knegt som gav rædsler af huse, løkke og ildebrand til Baadstadsgaard, som var første frivornedgaard i Rø sogn. Så længe hun huskede var husene gamle og gærderne ligeså.
Dernæst Hans Hansen fra Rø kunne huske 56 år tilbage i tiden- Han mente, at Baadstadgaard havde den fulde ret til skov og til husene. Ikke som der hvor han boede, som var kongens, som lå næst nord for Baadstadshusene. Han vidste heller ikke hvor gamle husene var, men de var gamle så længe han kunne huske tilbage. Han sagde at Baadstadskoven blev brugt af gården ejer – nu som førhen – til kløvgang og til hans kreaturer, som gik frit uden vogtere.
Kirstine, sal. Hans Nielsen i Bøgeskoven i Rø sogn, havde boet i et af husene for 40 år siden i 2 år og betalte rædsel til Peder Esbersen. De måtte ikke hugge noget i deres løkke eller i skoven uden tilladelse fra Baadstadgaarden.
Haagen Løfvingsen fra Rø som kunne mindes 50 år tilbage. Husenes beboere måtte ikke skove en birk så meget som til en enkelt kost uden tilladelse fra Baadstadgaard. Der findes en del grøfter og gærder, men ingen blev betragtede som markskel. Alt var tilhørende Baadstadgaarden.
Jørgen Larsen fra Rø kunne huske hvad der var sket på Baadstadgaard i 42 år. Han mindedes, at Peder Esbersen brugte strandskoven så meget han kunne, samt han oppebar afgift fra husene på strandkanten, huggede i skoven og brændte kul uden at andre klagede over det. Peder Esbersen drev kulbrænderi og han begyndte også at fiske selv om hans gård lå langt fra stranden. Peder Esbersen var makker [til en fiskerbåd] med vidnets fader Lars Jørgensen.
Anders Jensen fra Rø sogn kendte Baadstadgaard og mindes 50 år, da han selv var født i sognet og hans fader hed Jon Mons Knegt og havde boet i det nordre Baadstadshus nogle år. Han bekræftede afgifterne blev betalt til Baadstadsgaard og at det var den, der havde alle rettigheder til skov og strand.
Hans Bag af Rø sogn kunne mindes Baadstadsgaard i 40 år. Han bekræftede de andres vidnesbyrd om huse og skov. Sagde at han havde fisket sammen med Peder Esbersen.
Svend Svendsen kunne huske omtrent 60 år. Vidnets fader Svend Monsen havde boet i Baadstadgaardens udhus i seks år.
Borette, Mons Skræders af Rø sogn, huskede 40 års tid og bekræftede de andres vidnesbyrd.
Jesper Hansen sluttede vidneafhøringerne, da dagen var ved at være gået og vidnerne havde lang vej hjem. Sagen skulle fortsætte på næste ting.
Bent Hermandsen af Klemensker lod læse et købe- og skødebrev dat. 17. maj der viste at ungkarl Christian Hansen, der tjente hos sandemand Terkel Pedersen, havde solgt den 14. selvejergaard i Klemensker til sin svoger Bent Hermandsen og hustru Gertrud Hansdatter for 310 sld.
Læst et pantebrev af dato 8. februar 1745 udstedt af Hans Hansen på den 1. gård i Rø sogn for et lån på 60 sld. af Marte sal. Mads Kofoed i Rønne mod pant i gården.

28. maj 1745 – pag .18b

Læst et pantebrev udstedt af Lars Larsen på den 4. gård i Klemensker for et lån på 100 sld. af Friedrich Hansen, der boede på den 7. gård i Klemensker dat 26. maj 1745.
I sagen, hvor Jesper Hansen skulle sagsøge en del personer i Vang, Rutsker, Olsker og Klemensker sogne ang. noget drivegods, som de ikke straks havde angivet for øvrigheden, anbefalede at dommeren afgav dom.
Jesper Hansen på vegne af Lars Pedersen efterlyste en repræsentant fra amtmanden, men ingen var mødt. Jesper Hansen udsatte derfor sit skriftlige indlæg, da det var nødvendigt at modparten var repræsenteret.

DOM – pag. 19a
Dom i sagen som Jesper Hansen havde ført for kongen og Justitsen ang. ulovlig omgang med drivgods. Finderne af drivgodset var Kirstine Haagen Peders, Hans Pedersen og 2de børn og Jens Riisp alle fra Vang, samt Hans Hansen i Buggehuset i Olsker. Godset blev fundet den 21. december 1744. Dernæst var aftagerne af drivgodset stævnet. Det var præsten Hans Mahler, Rasmussen i Klemensker på Duebjerg og Anders Larsen og hustru i Tulleborggaarden i Rutsker. Præsten skal have købt et par skind og han havde svaret skriftlig på stævningen og påstået, at han ikke vidste, at der var fundne ting han købte. Sagen blev gennemgået og dommeren erklærede at det var vanskeligt at bedømme sagen efter vragforordningens bogstav, da der ikke fandtes noget vrag, men blot nogle skind og nogle træsplinter. Disse småting ville dommeren ikke domme for, da de havde ringe værdi og var blevet leveret tilbage.
Med hensyn til Kirstine Haagen Peders af Vang, som havde fundet fem fåreskind og solgt dem, så burde straffes og mulkteres, men da det var hende der først havde gjort øvrigheden bekendt med drivgodset, så kan man se, at hun ikke har fordulgt fundet og da hun tillige var en stakkels fattig ”tigge Kielling” og intet havde til bøder eller omkostninger og da hun ikke kan tåle at blive straffet på kroppen for sin alderdom, så frikendte dommeren hende.
De tre som havde aftaget skindene var forskellige. Anders Larsens hustru på Tulleborggaarden havde straks tilbageleveret skindene, så snart hun blev klar over, at der var drivgods, hvorfor hun frikendtes. Derimod kunne Rasmus Rasmussen og præsten Mahler ikke frikendes, da de var oplyste folk, der kendte vragforordningen. De havde taget skindene i brug. Rasmus Rasmussen som købmand, der havde solgt dem videre. Og præsten havde taget dem i brug og nægtede at levere dem til øvrigheden. Præsten dømtes til at betale 5 rigsdaler til kirkens fattige og 5 rigsdaler til justitskassen, samt dobbelt værdi i bøde og 4 rigsdaler i omkostningerne. Rasmus Rasmussen dømtes til at betale 3 rigsdaler 3 mark til Klemensker kirke og ligeså meget til justitskassen og for processens omkostninger 2 rigsdaler og det dobbelte af værdien som bøde.

11. juni 1745 – pag. 20b

Jesper Hansen havde indgivet en memorial til amtmanden om, at Jørgen Poulsen i Klemensker ved ”Asballegaard” var blevet overfaldet ved tørvemosen i Stausdal i stødt i brystet med en skovl af udbygger Anders Hansen boende på Aarsballegaardens grund. Amtmanden havde beordret at Jesper Hansen forfulgte sagen ved tinget.
Jesper Hansen stævnede Anders Hansen for at have udøvet vold den 31. maj ved at støde til Jørgen Poulsen, så han faldt om. Som vidner indkaldtes Poul Arestsen, Siiver Andersen af Klemensker og Poul Andersen af Kanterdam. Den tiltalte var ikke mødt, men havde oplyst, at han ville svare på næste ting.
Vidnerne Poul Arestsen og Siiver Andersen fortalte, at de havde set Jørgen Poulsen og Anders Hansen skændes og modarbejde hinanden, hvor efter Anders Hansen havde slået efter Jørgen Poulsen, så han faldt om på jorden. Det var sket efter anvisninger af tørvemosen og at der var blevet forklaret hvordan tørvet skulle fordeles. Der var ingen andre vidner som kunne bruges, da de var så unge, at de ikke havde været til alters. Jesper Hansen ville udsættes sagen til næste ting, hvor Anders Hansen havde lovet at komme.
I sagen om Baadstadgaardens ejendomssag vedr. Strandskoven og strandhusene. Da ingen på amtmandens vegne var mødt, udsatte Jesper Hansen sagen.

25. juni 1745 – pag. 21b

Kgl. Forbud mod indførsel af kød og huder fra fremmede steder for at modvirke kvægsygdomme, dat. 21. maj 1745.
Læst et pantebrev der viste at Ole Jensen på den 7. vornede gaard i Klemensker havde modtaget 65 sld. af kirkens kapital mod pant i den 7. vg.
Læst et pantebrev af 28. maj der viste at Jacob Jacobsen på den 2.. selvejergaard i Klemensker havde lånt 100 sld. i klingende mønt af Anders Jensen på den 3. selvejergaard i Rø sogn mod pant i gården.
Læst et pantebrev af 5. juni der viste at Hans Esbersen på den 30. gård i Klemensker Dyngegaard havde lånt 120 sld. af fenrik Peder Hansen Kofoed på den 57. gård i Vestermarie mod pant i den 30. gård.
Læst et pantebrev af 14. juni angående at Ole Clausen på den 23, gård i Rutsker havde lånt 100 sld. af Mons Larsen på ? gård i Rutsker.
Udbygger Jens (?) Pedersen på Lyngen i Rø sogn lod lyse en slet rød kvie, som han havde optaget på Lyngen. Den havde kalvet, for ikke at den skulle komme til skade, havde han taget den ind til sig selv.
Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne i sagen om Baadstadsgaard mødte og ville vide om amtmanden havde sent en fuldmægtig, Det havde han ikke, men amtsforvalter Schrøder og holstførsten Kettelse havde indgivet en memorial angående at skoven var blevet ”reedtsat” [opmålt og kortlagt]. Lars Pedersen havde klaget til amtmanden den 14. september 1743, hvilket var årsagen til sagens opståen. Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne aflagde et skriftligt indlæg som blev i sagens akter indført. Desuden fremlagdes en ordre fra amtmand West fra 31. maj 1728 fremlagt tillige med ”Reedtsningen”. Sagen blev stillet i bero indtil øvrigheden ville svare.
Jesper Hansen mødte på vegne af Jørgen Poulsen i sagen mod Anders Hansen. Anders Hansen mødte og bad om udsættelse og om udskrift af sidste tings afhøringer. Han ville svare på næste ting.
Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Hans Petersen i Rø sogn mod hans far, degnen Peter Clausen i Rø. Sagen drejede sig om hans faster Sofia Catrine Clausdatters forhold til broderen, som var hendes forrige værge. Formålet var at få udfærdiget et tingsvidne som kunne bruges på andre steder.
Degnen havde bedt fenrik Anders Jørgensen at gå i retten for ham. Han havde endnu ikke fået tilladelse af amtmanden, så han bad om udsættelse til næste ting. Dommeren tvivlede ikke på at fenrikken skulle få et positivt svar fra amtmanden, således at han kunne svare for den gamle degn i sagen. Sagen måtte kunne gå sin gang.
Fenrikken klagede over at stævningen var ført mundtligt og at da det var kongens sag, så skulle de ske skriftlig. Svend Mikkelsen ville udfærdige en ny stævning.

9. juli 1745 – pag. 23b

På amtmand Urnes vegne mødte fuldmægtig Hansen og producerede et indlæg i sagen om Baadstadsgaard og fremlagde dokumenter og beviser, som han bad blev oplæst og indlagt i sagen.
Jesper Hansen, på Lars Pedersens vegne, bad om udskrift af protokollen og af de fremlagte dokumenter. Jesper Hansen påpegede at ”de såkaldte beviser” stammer fra de sidste to kommissioner, hvor Lars Pedersen var kommissærernes arvidsmand. Jesper Hansen vil med glæde fremvise den forrige øvrigheds og første kommissions forretning, som var modsat de sidste. Hansen, amtmandens fuldmægtig, sagde, at det ikke var en strid imod hinanden, men var en afklaringssag. Sagen udsattes.
Svend Mikkelsen af Rønne mødte som fuldmægtig for Hans Petersen i Rø og producerede en skriftlig stævning af Rø degne Peter Clausen ”til vidnesbyrd at anhøre, spørgsmaal at besvare angl. hans (degnens) søster og forrige myndling Sofia Cartrine Clausdatters forhold oc opførsel imod deignen oc hustrue, samt deres forhold imod bm. Mønling oc opførsel da hun var hos dem”. Der var indkaldt følgende vidner: Bertel Monsen. Didrich Pedersen, Mons Pedersen, Rasmus Jensen, Claus Pedersen og hustru Aida, Bodel Gotfred Nielsen og Marta Hans Ibsen alle fra Rø sogn.
Fenrik Anders Jørgensen havde fået tilladelse til at tale degnens sag. Sagsgiveren Hans Petersen var søn af degnen. Anders Jørgensen var stadig ikke tilfreds med stævningen, som han mente ikke gav mening. Dommeren så ikke at der er noget i vejen med stævningen, så han dømte den ved magt.
Bertel Mogensen var det første vidne, der fortalte, at han kendte Sofia Katrine Clausdatter for omtrent 14 år siden da hun boede hos sin bror degnen Peter Clausen. Hun vogtede kvæg om foråret og om sommeren og om vinteren hjalp hun til i køkkenet. De sidste 3-4 års tid vogtede hun ikke kvæg men kunne bestille lidt i huset. Alt sammen for klæder og mad. Han kunne ikke sige om kvinden var gal eller klog. Hun gik til guds bord medens hun boede hos sin broder. Kvinden var nu uarbejdsdygtig og hun boede nu hos Hans Petersen.
Degnen spurgte Bertel om han vidste at Sofia gik og betlede for sit brød inden hun kom til degnen. Det kendte han ikke noget til og havde ikke hørt andre sige det, men han vidste at hun var lam i den ene hånd. Og han bekræftede at degnen nok havde givet Sofia ”nødtøftig føde og ophold”, som han burde.
Mons Pedersen fra Rø kunne fortælle at Sofia gik i degnens hus ”oc skjøtte hus, syslede oc nøslede omkring med hvad hun kunde”. Han vidste at hun var svag på den ene hånd. Han fortalte at han overværede for 6 uger siden, at præsten, sandemanden Lars Pedersen og Hans Pedersen fra Smedegaard kom til degnen sammen med Hans Petersen for at vurdere noget gods som tilhørte Sofia i arv samt renter. Hvis Hans Petersen ikke fik det, så ville han ikke give hus til Sofia (Hans faster). Degnen ville ikke længere brødføde hende. Degnen havde foranlediget, at Sofia, med hendes klæder, blev kørt med heste og vogn over til Hans Petersen, men degnens søn havde nægtede at modtage hende uden en aftale om arv mm. Næste dag skete det igen og degnen satte Sofia af udenfor Hans Petersens hus og kørte afsted. Sofia sad på sin klæder udenfor huset indtil aften, hvor Hans Petersen ynkede sig over sin faster og tog hende ind. Der havde hun så været siden. Om dagen gik hun undertiden rundt til folk og tiggede, fordi Hans Petersen ikke havde råd til at føde hende.
På degnes fuldmægtigs spørgsmål fortalte Mons Pedersen at degnen havde givet hende ophold på en skikkelig måde og at Sofia havde siddet ved bordet medens der var fremmede. Han vidste ikke, at hun havde tigget før hun kom til sin bror. Om Sofia var ”fjantet og vanvittig” svarede Mons Pedersen, at det mente han ikke, da hun var betroet at gå med ild og varme.
Rasmus Jensen fra Rø havde først kendt degnen efter at han havde været soldat på Christiansø og havde stødt på degnen i præstegaarden på sal Christen Linds tid. Han vidste at Sofia havde gået rundt og betlet brød.
Claus Pedersen [søn af degnen og bror til Hans Petersen] fortalte at Sofia havde betlet inden hun kom til sin broder. Ingen ville have hende, da hun var svag i sin ene fod. Men da hun blev raskere kom hun til degnen, som da kunne bruge hendes arbejde, men først efter at degnen havde ”skildt sig af med deres steddatter”. Sofia kunne mageligt arbejde til deres behov, så som kværne korn og andet kvindfolkearbejde: at passe maltet op, vogte kvæget og gæssene. Hun havde været hos degnen en 30 års tid. Han mente at Sofia var omtrent 60 år gammel.
Claus Pedersen fortalte at Lars Mortensen i Rø kom til Hans Petersen og læste provstens ordre om, at han skulle modtage Sofia, hvilket Hans Petersen havde nægtet med mindre han modtog hendes arv og renter som stod hos Peter Clausen. Thi han var blevet tildelt kapitalen i form af gods, som præsten og andre mænd havde lignet hos degnen, men ikke renterne. Godset havde Hans Petersen tage med sig, men om han skulle sælge det eller beholde det hos sig, var op til Hans Petersen selv. På degnens fuldmægtig Anders Jørgensens spørgsmål, så indrømmede han, at hun ikke kunne bestille det som en tjenestepige kunne. Vidnet vidste ikke hvem der var hendes værge før hun kom til sin broder degnen. Vidnet fortalte at Hans Petersen havde modtaget hendes ejendom i form af en lille blisset ugildet fole, der ikke var meget værd og en sortbroget ko, som han ikke vidste var god eller dårlig.
Aida Claus Petersen – degnens søns hustru – blev spurgt hvor længe hun havde kendt Sofia. Hun svarede at det var 8 a 9 år siden hun kom til Rø sogn. Hun mente, at Sofia tjente sin føde og klæder hos sin sin svigerfader degnen. Og Sofia gik til alters som andre kvinder.
På degnens fuldmægtigs spørgsmål, så erkendte Aida, at præsten havde holdt hende fra sakramentet på grund af hendes vankundighed i et stykke tid. Men hun ikke været på besøg i degnens hus i længere tidsrum, ja ofte et kort øjeblik, så hun kunne ikke rigtig bedømme Sofias arbejdsevner.
Dernæst Boel Gotfred Nielsen havde kendt Sofia en snes år, nemlig i de år hvor hun havde hjulpet degnen med at høste. Sofia havde hjulpet med til høsten og gjort sit arbejde som enhver anden skulle gøre. Hun hjalp til i huset og hun havde sågar set, at hun havde hugget brænde og kørt det hjem i børen. På fenrikkens opfordring fortalte Boel, at Sofia var blevet holdt fra sakramentet, da hun ikke kunne eller turde læse det som præsten forlangte. Der var flere andre der blev holdt fra sakramentet af samme grund. Hun vidste ikke om Sofia gik og betlede nu. Hos hende havde hun ikke været. Boel blev spurgt om Sofia havde fået løn dengang hun (Sofia) havde tjen hos præsten Lind. Det kunne hun ikke svare på.
Marta Hans Wefst fra Rø sogn mente at Sofia havde været hos degnen i 30 års tid. Hun selv havde kun kendt degnen i 14 år. I den tid mente hun at Sofia tjente føde og klæder. Hun fortalte det samme som de andre vidner og bekræftede til slut, at Sofia nu gik og betlede, da Hans Petersen var en fattig mand, der ikke havde råd til at føde hende.
Anders Jørgensen fremlagde et dokument udfærdiget af præsten Monrad, hvilket han ikke fik lov til af Svend Mikkelsen, da det var en tingsvidnesag, hvor han alene havde rettigheden til at indlægge dokumenter. Svend Mikkelsen ville ikke afhøre flere vidner, hvorfor han bad et tingsvidne. [Herefter er sagen sluttet]

Poul Pedersen i Olsker bad om fire mand til at syne den 6. gård i Rø kaldet Nørregaard, som han skulle overtage i nogle panteår, hvilket blev ham bevilget.
Svend Mikkelsen fra Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for Anders Hansen i Klemensker. Efter skriftlig stævning af 30. juni 1745 blev ungkarl Jørgen Poulsen i Klemensker, samt vidner Poul Arristsen og Siver Andersen, Jørgen Poulsen fader Poul Jørgensen og Peder Larsen alle fra Klemensker. Sagen havde været ageret før og Jesper Hansen havde være fuldmægtig for Jørgen Poulsen i en voldssag mellem de to. Jesper Hansen mente, at denne sag indeholder to forhold og at stævningen ikke var udført som loven krævede. Svend Mikkelsen mente at det var rimeligt at Anders Hansen kunne forsvare sig i sagen. Dommeren ville ikke tage stilling til de to fuldmægtiges påstanden, hvorfor han bad om udskrift af den tidligere førte sag og ville afgive kendelse på næste ting.

23. juli 1745 – pag. 29a

Læst en panteobligation dat 14. juli 1745 der viste at den 7. gårds beboer Clemen Mortensen i Klemensker havde lånt 200 sld af ungkarl Morten Jensen til at indfri et kongeligt pant fra den 25. februar 1745. Han havde købt gården for 324 sld 3 mark 9 skilling på auktionen.
Læst en obligation af 19. juli 1745, der viste at ejeren af den 16. selvejergaard i Olsker Anders Pedersen Skou havde lånt 194 sld af fenrik Rasmus Monsen i Skrubbe i Klemensker.
Jesper Hansen fra Allinge kom som fuldmægtig for Lars Pedersen i Rø og bad om at et gammelt dokument, som var fremlagt af amtmand Urnes fuldmægtig på sidste ting, måtte blive oplæst og indlagt i sagen, samt to dokumenter som den tidligere sandemand Hans Kjøller havde underskrevet. De skulle sammenlignes med dokumenter fra henh. 23. december 1719 og 21. december 1729. Der var ikke overensstemmelse med dem som amtmanden nu havde fremlagt, med det dokument som var fra 17. april 1719. Amtmandens fuldmægtig Hansen argumenterede at kommissionens beslutning i 1720, om udmarksjordene, havde Lars Pedersens formand Peder Esbersen erkendt. Han havde indtaget udmarksjord på 40 tønderland kløvgang, hvorfor påstandene om andet ikke havde sin rigtighed og ikke var resultatet at de originale forretninger.
Jesper Hansen på Lars Pedersens vegne påstod, at de gærde som findes ned mod stranden var meget ældre end kommissionens påstand og derfor tilhørte både strandskoven og strandengen Baadstadsgaarden så længe som nogen kunne mindes og at Peder Esbersen dengang havde protesteret og ikke accepteret kommissionens påstande. En gammel dom blev ikke agtet af kommissionen. Kommissionen havde tvunget Peder Esbersen til at fæste skoven uberettiget. Amtmandens fuldmægtig mente ikke at der var videre noget at diskutere og lod sagen gå til doms, hvorfor dommeren bad om udskrifter af sagen til endelig afgørelse.
Svend Mikkelsen ophævede sagen mellem parterne (det må være sagen om tørvemose og voldsagen i Stausdal) da den var blevet forliget. Forliget blev bekræftet af Poul Jørgensens fuldmægtig.

6. august 1745 – pag. 30a

Læst kgl. Reskript og forordning om at undersåtterne i den evangeliske Lutherske religion blev forledte af den papistiske lærdom, dat. 18. juni 1745.
Læst kgl. Bestalling at Lars Larsen Birck måtte komme sin fader Lars Andersen Birck til hjælp i sine embeders forretninger og efter hans død at efterfølge ham, dateret 1. juli 1745.
Læst et pantebrev udgivet af Hans Hansen på den 1. selvejergaard i Rø sogn, der viste at han i pantsatte gården til kongen efter at han havde fået tilkendt gården på auktionen for 200 sld., dat. 10. juli 1745.
Jesper Hansen fra Allinge havde fået ordre fra amtmanden, af dato 21. juni, at føre sag mod Hans Larsen og Boel Gotfred Nielsen fordi de ikke havde betalt sognepræsten den ydelse (præsteskat) , der var pålagt den 19. gård i Rø. Boel Gotfred Nielsen sagde, at det skyldtes Hans Larsen ikke havde fulgt den kontrakt der var indgået mellem hende og Hans Larsen. Boel havde overdraget Gudmingegaard til ham og han nægtede nu at acceptere kontraktens ordlyd, da den ikke var indgået med hendes værge, men dog af to andre mænds overværelse. Boels påstod, at Hans Larsen skulle betale alle afgifter af gården både kgl. Skatter og præstetiende. Hans Larsen nægtede, at der var oprettet en kontrakt mellem ham og Boel.
Jesper Hansen kunne ikke vide om kontraktens eksistens, hvorfor han havde indstævnet to vidner Jens Andersen og Arist Esbersen til at vidne om kontrakten under ed. Imidlertid besluttede Hans Larsen sig for at ikke ”vælte” sig i vidtløftigheder. Han erkendte, at han ikke havde formået at besidde og skøde sin gård, men blot havde fortsat sin avling. Han ville nu betale præsten hvad han forlangte. Han ville tale med sin præst og bede om at ham ophævede sagen.

20. august 1745 – pag. 31a

Læst kgl. Forordning om hvordan informatorer skal straffes for at have besvangret pigebørn, der var betroet dem til undervisning, dat. 9. juli 1745.
Læst kgl. Plakat af 16. juli 1745 om at alle skal lignes til de oprettede enkekasser og at ingen måtte nyde noget af general Postkassen, med mindre at de kunne bevise deres slette forhold (?).
Blev publiceret en fire-mands forretning på den 6. gård i Rø.
Kammerråd og amtsforvalter Schrøders fuldmægtig Halvor Olsen i rette lagde en stævning af 5. august af Bodel Gotfred Nielsen og Hans Larsen, der beboer den 19. gård i Rø kaldet Gudmingegaarden for manglende skatter og afgifter. Bodil Gotfred Nielsens lavværge Mads Pedersen Maler og Hans Larsen var mødt. Boel (Bodel) var selv tilsted i retten og sagde, at hendes mand, Hans Andersen, som hun var blevet ”fæst” til, havde forladt hende og søgt i kongens tjeneste hun solgte ”i sin sorig oc bedrøfuelse sin iboende gaard til Hans Larsen uden ioverværelse af Mand eller lauverge”. Hun havde derefter tilbudt at give de udlagde penge tilbage ved Arrist Esbersen og Olle Pedersen og siden end i Præstens Hr. Monrads nærværelse. Men hverken Hans Larsen og hans fader Lars Esbersen ville modtage dem, hvorfor hun mente at overdragelsen først skete til midfaste efter landets skik og brug. Hans Larsens hustrus fader, Jens Hansen, ville have at hun skulle fraflytte gården straks, hvilket hun ikke ville før til midfaste. Jens Hansen havde truet med at smide hende ud af gården. Efter omstændighederne mente Boel, at Hans Larsen så havde tilbudt at betale hendes skatter om hun flyttede. Boel tilbød nu at ville betale skatterne inden 14 dage, hvilket Hans Larsen ville overveje til næste ting. Amtsforvalteren sagde, at striden mellem de to var han uvedkommende, men han tog til efterretning, at ingen af parterne havde noget imod at betale, så han mente at Boel var forpligtet til at betale og deres sagens omkostninger. Dommeren lod sagen stille i bero til næste ting, så Hans Larsen havde mulighed at svare inden han tog sagen til doms.
Jesper Hansen havde ordre til på kongens og justitsens vegne at sagsøge Signe Andersdatter i Klemensker for småt tyveri. Det var sognepræsten Anders Agerbech der den 26. juli havde anmeldt tyveriet til øvrigheden. Den 6. august havde Jesper Hansen stævnet pigen til retten. Pigen tjente hos Hans Hansen i Bolby og Jesper Hansen havde stævnet flere vidner i sagen. Pigen Signe var 13 år gammel og havde ingen fader, da han var død. Jesper Hansen spurgte pigen om hun ville have en forsvarer, hvilket hun ønskede, da hun var så ung ”oc liden sambt entfoldig og taabelig på rettergang”. Jesper Hansen ville have, at der blev bevilget en forsvarer og pålagde pigen og vidnerne til at møde på næste ting.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mellem Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen og præsten angående manglende betaling af præstetiende. Hans Larsen ville ikke længere betale præstetiende, da sagen udviklede sig. Begge parter erklærede, at de ikke ville betale præstetiende, der udgjorde årligt 1 skæppe rug, 1 tønde og en skæppe byg, 1 tønde havre, lam og gås og påskerettighed som er en snes æg og et brød. Begge erklærede, at de ville afvente dom om hvem der skulle betale. Jesper Hansen konstaterede at de begge ”en for alle og alle for en” var skyldige i at betale præstetiende og sagens omkostninger, hvorfor han lod sagen gå til doms.

3. september 1745 – pag. 32b

Læst kgl. Forordning angående den hærgende kvægsygdom på Sjælland og Fyn og om hvilke foranstaltninger der skulle træffes. Dat. 9. og 29. juli 1745.
Læst kgl. Forordning af 16. juli 1745 om indførselsforbud af forarbejdede ”plyser, silke og uld trøyer”
Læst en fra stiftsamtmændene til amtmændene om alle tænkelige foranstaltninger iværksat mod kvægsygen og forbud mod at fremmede skibsfolk gik i land mm. Dat 19. august 1745.
Læst meddelelse til amtmanden på Bornholm fra 12. august 1745 om foranstaltninger der skulle forhindre udbredelse af kvægsygdommen til landet. Det forbydes skipperne at tage passagerer ombord fra områder på Sjælland, der er ramt af kvægsygdommen. De passagerer som skal til Bornholm skal have sundhedspas udstedt af myndigheden i København, øvrigheden i Købstæderne eller af sognepræsterne på landet.
Læst kgl. Plakat ang. hus inkvisitioner og kontrabande og anden ufortoldede varer.
Halvor Olsen, på amtsforvalter Schrøders vegne, havde stævnet Svend Hansen på den 29. gård i Klemensker for at have besovet sin tjenestepige Karen Nielsdatter. Sagen er startet efter angivelse fra sognepræsten Anders Agerbech af 23. august 1745. Mikkel Andersen fra Østerlars havde fået tilladelse til at være fuldmægtig for Svend Hansen, som skulle være beskyldt for at have besovet sin tjenestepige.
Mikkel Andersen fik lov til at spørge Karen Nielsdatter om hun var ”med Lifs Frugt”, hvilket hun ikke vidste. Men hvis hun var frugtsommelig, så var det sket med Svend Hansen straks efter pinsedag og ”bekendte at hun ikke kunne være fri for ham”. Hun bekendte at hun for sognepræsten havde fortalt at hendes forrige husbonde ”havde besovet hende, men ikke videre”. Hun havde ikke fortalt præsten at husbonde ville gifte hende med en udbygger i Nyker sogn.
Halvor Olsen lod sagen stille i bero til næste ting.
Jesper Hansen mødte på ordre fra amtmanden for at påtale en sag mod Thor Jensen, hustru og to døtre i Knudegaard i Klemensker. Sagen var startet ved an angivelse fra sognepræsten Anders Agerbech fra 19. august der anklagede disse personer for at ”havde begiegnet udbygger Jørgen Løstigs hustru”.
Claus Thorsen mødte på sin fader Thor Jensens vegne og bad om udsættelse, da hans far var syg. Udsættelse kunne ikke komme på tale, da vidnerne var mødte og aktor ikke tillod det.
Vidnet Mads Olsen blev spurgt om han havde set, at Thor Jensen, hustru og to døtre havde slået Jørgen Løstigs hustru med pæle og kæppe. Vidnet svarede at det havde han ikke set. Men han havde hørt at det havde kaldt hende for ”tyv, tæve, horetæve, troldtæve, sladdertaske” en mandag ud for Thor Jensens port. Han havde ikke set nogen sloges, men han var blevet bedt om at komme tilstede af fædrenge, Jørgen Løstigs søn, om at komme for at rædde hans moder ellers slog de hende ihjel med vognkæppen.
Karen Pedersdatter erkendte at hun havde ikke hørt det selv, men at folkesnakken berettede at det var Thor Jensens døtre, der havde kaldt Jørgen Løstigs hustru for tyvetaske og lyngtyv. Hun havde slet ikke mere at berette.
Anna Pedersdatter kunne ikke fortælle mere end hendes søster Karen havde fortalt.
Jørgen Løstig og hans hustru blev spurgt om de havde nogle flere vidner der kunne bekræfte sagen. De svarede nej, men tilføjede at Thor Jensens døtre Anniche og Dorta var dem der førte an.
Sagen udsat.

Jesper Hansen i sagen mod Signe Andersdatter tjenende hos Hans Hansen i Bolbye. Svend Mikkelsen var af amtmanden beordret forsvarer for Signe Andersdatter.
Vidnet Berte Pedersdatter som tjente på Splidsgaard i Klemensker blev spurgt om hun vidste at Signe havde stjålet er særk fra Anna Pedersdatter. Det havde hun ikke set, men hun havde hørt det fra Elne Hansdatter og det skulle være sket mortensdag på Dyngegaard, hvor Signe havde tjent. Vidnet havde spurgt Signe om det var sandt, hvorefter hun havde bekræftet. Særken var leveret tilbage. Efter hendes bedømmelse var den 6 skilling værd.
Elne Hans Andersen på Splidsgaardsgrunden erkendte at hun havde bedt Berte om at finde særken hos Signe. Hun synes ikke at Signe var berygtet som tyv. Hun bedømte særken til 4 skillings værd og at tyveriet skulle have fundet sted ved mortensdags tider og fik den igen i juli. Hun synes, at den var blevet lidt slidt.
Anna Rasmus Peders i Klemensker havde ikke hørt om særken, men du havde fået stjålet to trimler (bånd til huer?) en fra kakkelovnen og en fra haven. Da hun beskyldte Signe i at have taget dem, benægtede hun, kort efter blev de fundet i haven. Forsvareren mente ikke at antagelser for tyveri var relevant.
Peder Brand og Hans Hansen fra Klemensker havde været med til sognepræstens afhøring af Signe og de berettede at Signe havde erkendt tyveriet af særken og at hun havde taget to strimler fra Anna Rasmus Pedersen, og hun havde af egen fri vilje lagt dem tilbage i haven. De mente ikke at præsten havde talt hårde ord til det umyndige barn Signe.
Defensor spurgte Signe hvor hun havde taget den omtalte særk. Hun svarede at hun havde fundet den i en rende under en tornebusk.
Aktor fandt ikke at der var mere i sagen at spørge om, hvorfor sagen blev udsat til næste ting.
Fenrik Anders Jørgensen havde fået tilladelse af amtmanden til at gå i retten for Hans Larsen ang. sagen om de manglende skattebetalinger for den 19. gård i Rø. Han ville spørge Boel Gotfred Nielsen om sagen rette sammenhæng, da hun var stævnet sammen med Hans Larsen af amtsforvalteren. Men Boel eller nogen for hende var ikke mødt. Anders Jørgensen bad om udsættelse af sagen til han kunne få Boel i tale og om muligt at få et forlig aftalt.
Dom afsagt i den sag hvor Lars Pedersen fra Baadstadgaard havde ført for at få bekræftet sine rettighed i skoven og strandmarken. Lars Pedersens fuldmægtig Jesper Hansen bad om udskrift i sagen.

DOM – pag. 36a
Sagen startede den 28. november 1744 hvor Lars Pedersen via sin fuldmægtig Jesper Hansen ville have bevis for at de 40 tønderland kløvgang med skov tilhørte Baadstadsgaarden og var tillagt den 1. frovornedgaard som udmark. Med 10 vidner havde Jesper Hansen forsøgt at påvise, at arealet tilhørte Baadstadsgaarden. Amtskriveren havde foranlediget, at der den 16. juni var sket en synsforretning på stedet og optaget en ridsning af grunden. Jesper Hansen havde påpeget at Peder Esbersen i sin tid havde betalt skatter af jorden og at de gamle dokumenter var gyldige og at der ved kommissionerne var blevet begået fejl. Et dokument fra 27. september 1721 og et gammelt skøde fra Mads Kofoed i Nyker og Esber Kofoed i Povlsker udgivet til Kirsten sal. Esber Jørgensen fra 3. oktober 1618 samt landstingsdom af 14. december 1692. Disse dokumenter var blevet fremlagte for kommissionerne, men de havde ikke fundet dem som tilstrækkelige beviser for at strandskoven og de 40 tønderland kløvgang tilhørte Baadstadsgaard.
Der var uenighed om behandlingen af grunden i kommissionsarbejde 1719-22 og at det var misforståelse af dokumenternes oprindelse, der var en del af tvisterne. Amtskriveren var klart overbevist om at det var resolutioner. En ridemandsdom fra 14. december 1692 omfatter et skøde fra 17. marts 1652 havde ikke klargjort ejendomsforholdene under kommissionsforretningerne, hvorfor de havde erklæret, at det var kgl. Udmark og at Baadstadsgaard skulle betale skatter for brug af dem. I kommissionsprotokollen fra 7120 pag. 106 blev det fastslået at Baadsmandsgaard havde indlagt 40 td. Land strandskov forfor der skulle svares skatter.
Dommeren havde med flid undersøgt dokumenterne og kom til den konklusion, at de 10 førte vidner ikke kan var til nogen nytte i sagen, da de to huse dengang lå på et område, som bønderne anså for deres fortorv, hvilket kommissionen klart havde dømt som værende kongens udmark og at det derfor skulle fæstes som anden kongens jord, hvilket Lars Pedersens fader Peder Esbersen havde erkendt ved at kalde området for udmark. Endvidere havde alle fire kommissioner specifikt dømt området som kongens udmark, hvilket der ikke kan drages tvivl om. Derfor dømmes Lars Pedersen til at udlægge disse 40 td. Land kløvgang og skov under straf, hvis han ikke gjorde det umiddelbart. Der pålægges ingen omkostninger, da ingen af parterne havde bedt om det.

17. september 1745 – pag. 37b

Halvor Olsen på amtsforvalterens vegne mødte for at høre om Svend Hansen på den 29. gård i Klemensker var mødt for at sige noget til sit forsvar [om han havde besovet sin tjenestepige] – ingen mødte hvorfor sagen udsattes i 14 dage.
Svend Mikkelsen fra Rønne var af amtmanden pålagt at tiltale udbygger Esber Hansen på den 51. gårds grund. Sagen var startet på grund af en attest udstedt af sognepræsten Anders Agerbech, der havde anklaget Esber Hansen for ”såkaldet småtyveri”. Som vidner var præstens medhjælper Anders Gammelsen og Jørgen Evertsen, Hans Clausen på 50 sg. som sag giver. Jesper Hansen var blevet godkendt at tale Esber Hansen sag. Hans Clausen og sagsøgte Esber Hansen var mødt, men ikke vidnerne.
Jesper Hansen på Esber Hansens vegne sagde om nogen beskyldt nogen for småt eller groft tyveri, så måtte vedkommende bevise det og angive hvornår det var sket. Aktor Svend Mikkelsen spurgte tiltalte om han ikke havde tilbudt kirkens fattige 10 sld. for tyverpas, samt at stå åbenbart skrifte herfor, men at det skulle ske hemmeligt (?). Esber Hansen ville ikke svare, men henholdte sig til hvad Jesper Hansen havde sagt.
Dernæst Hans Clausen som blev spurgt om han vedstod den klage, som han havde skrevet til præsten den 24. august. Hans Clausen mente at den klage han havde givet præsten var dækkende for tyveriet, hvorfor han ikke sige mere. Jesper Hansen mente, at det var mærkværdigt at begge præstens medhjælpere ikke var mødt, da de dermed havde modsat sig lovene. Sagen blev udsat til næste ting.
Fuldmægtig for Hans Larsen i Rø mødte og stævnede amtsforvalteren, Boel Gotfred Nielsen og vidnerne Jens Andersen fra Bromme og Arrest Esbersen til sagens oplysning.
Jens Andersen fra Bromme og det godvillige vidne Lars Mortensen og Anders Monsen var tilstede i retten. Arrist Esbersen var ikke mødt, da han var til mønstring.
Jens Andersen sagde, at Boel Gotfred Nielsen havde handlet den 19. gård efter at Hans Larsen havde købt gården af kongen i Boels navn. Han var blevet fortalt, at Hans Larsen gav Boel Gotfred Nielsen 103 sld. for at hun skulle afstå gården til Hans Larsen. Jens Andersen, som var Boels bror, havde fortalt at da hun fik pengene, så havde hun lovet at fraflytte gården inden mortensdag i 1744. Det var en aftale der blev indgået da betalingen skete, men han havde ikke selv overværet det. Hun havde ikke efterkommet fraflytningen, da Hans Larsen ikke ville betale skatter til kongen og præsten for året 1744. Hun havde så beholdt hele gården afgrøde for 1744.
Lars Mortensen havde hørt fra Boel dagen før at hun modtog afståelsespenge, at hun ville fraflytte til næste Mikkels dag, hvilket han mente var fastsat, således at Boel kunne nå at få sæden tærsket. Hun havde beholdt hele afgrøden for 1744, hvorfor hun også burde at betale præsten for 1744.
Arrest Esbersen blev pålagt at møde til næste ting. Amtskriverens fuldmægtig var ikke tilstede fordi det var ham uvedkommende, hvem af de to der betalte.
Jesper Hansen mødte i sagen hvor Signe Andersdatter var tiltalt for småt tyveri. Jesper Hansen mente at det var sikkert at hun havde begået to tyverier, hvilket vidner havde oplyst og som hun selv havde tilstået. Men hun var så ung og barnagtig, burde hun have ris af sin egen moder, som lever. Og da hun ikke havde været i tjeneste da hun begik tyverierne, og var i betlerstand, så havde hun intet at betale bøder eller omkostninger med, så Jesper Hansen indstillede til den retfærdige dommer at dømme mildt i sagen. Defensor Svend Mikkelsen påpegede, at særken havde Signe fundet i en rende og ved sin uforstand troet, at den igen ejer havde. De to andre småting var kommet til sig selv, da de blev efterspurgt. Tingene havde så ringe værdi, at defensor mente, at Signe skulle frikendes. Hans omkostninger bad han om at blive dækket ved landets ligning. Dommeren fik udtog af afhøringer og tog sagen til doms.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen, hustru og hans to døtre på Lille Knudegaard i Klemensker. Det udeblevne vidne, Elsebye Peder Jensen, var nu mødt på tinget. Hun havde hverken set eller hørt nogen slå nogen. Elsebye var nabo til Thor Jensen. Dog havde hun hørt at Thor Jensens døtre, Dorte og Annicka, kalde Løstigs hustru for tyvetaske og sladdertaske. Hun havde sagt til Dorte at hun skulle tie stille. Mere vidste hun ikke om den sag. Hverken Thor Jensen, hustru og to døtre var mødt op i retten. Sagen udsattes til næste ting.
Kgl, holtsførster Matthias Kettelsen mødte og bad om at få 8 forstandige mænd til skovsyning efter skovforordningen. Hvilket han fik.
Herefter afsagdes dom i sagen mellem sognepræsten Monrad i Rø og Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen for manglende betaling af præstetiende for 1744.

DOM – pag. 40b
Mellem præsten og de to skyldnere af præstetiende. Præstens sagfører, Jesper Hansen, havde stævnet Boel Gotfred Nielsen, der havde boet på den 19. gård, og Hans Larsen, som nu boede der, for afgiften til præsten for 1744. Den bestod af 1 skæppe rug, 1 tønde og en skæppe byg, 1 tønde havre, lam og gås og påskerettighed som er en snes æg og et brød. Enken Boel påstod, at det var Hans Larsen, der skulle betale ifølge en kontrakt oprettet mellem dem. Hans Larsen ville i første omgang undgå proces, så han havde lovet at betale. Det ændrede han senere, da der også opstod stævning mod de to af amtsforvalteren, der ikke havde fået betalt de kongelige skatter for 1744. Dommeren mente, at da Hans Larsen en gang havde lovet at betale, så kunne han nu dømmes til det, samt til at betale sagens omkostninger med 3 sld. Han måtte så rejse sagen overfor Boel om han mente, at det var hende der burde betale.

21. september 1745 – pag. 41a

Amtsforvalter Schrøder havde stævnet Svend Hansen fra den 20. gård i Klemensker, for at have ”brugt utugt” mod sin tjenestepige Karen Nielsdatter. Svend Hansen lod med sin udbygger Anders Andersen fremlægge et skriftligt indlæg i sagen. Da ingen i sagen havde noget at fremføre, blev sagen henlagt til et ting i nærmeste fremtid.
I sagen mod Thor Jensen, hustru og hans to døtre kunne den beskikkede aktor Jesper Hansen ikke føre sagen, da de tiltalte ikke var mødt og han kunne ikke vide om de ville føre kontrasag eller modtage dom. Hvorfor sagen blev udsat.
Svend Mikkelsen stævnede Esber Hansen på den 51. gårds grund i Klemensker i sag om tyveri. Tillige blev endnu engang stævnet vidnerne kirkens medhjælpere, Anders Gammelsen og Jørgen Edvardsen, der var udeblevet ved forrige stævning. De skulle høre præstens attest om sagen og bekræfte den mundtligt. De havde 27. august underskrevet attesten, som var udfærdiget efter forhøret af Esber Hansen hos præsten. Forhøret var sket den 14. august og både den bestjålne Hans Clausen på den 50. gård og den beskyldte tyv Esber Hansen var til stede. Jørgen Edvardsen fortalte, at mødet i præstens stue var at indgå forlig mellem de to, på den måde at Esber Hansen skulle betale 10 sld. til de fattige og derefter at erkende overfor menigheden hans brøde ved et åbenbart skriftemål og modtage menighedens tyvepas. Hans Clausen skulle ”cavere” for at Esber Hansen betalte inden mikkelsdag.
Esber Hansens fuldmægtig Jesper Hansen spurgte Jørgen Edvardsen, om det var ”et almindeligt rygte på landet at en tager en andens hore til ægte”, siden at attesten begynder med det. Vidnet svarede at han mente, at det kun omhandlede Esber Hansen. Vidnet mente ikke at forliget handlede om et tyveri, men da de kom ud på kirkegården havde Esber Hansen sagt at det var en dyr ”veske brænde”. For de penge kunne han have købt meget brænde et andet steds for de penge han nu måtte give til de fattige. Vidnet kunne ikke svare på, hvem der havde forslået at betale 10 sld., om det var præsten, Esber Hansen eller Hans Clausen.
Anders Gammelsen bekræftede Jørgen Edvardsens vidnesbyrd. Svend Mikkelsen havde ikke mere at spørge om. Esber Hansens forsvarer erindrede aktor om lovens pag. 109 art. 14 om han agtede at føre flere vidner. Aktor sagde, at hans opdrag fra amtmanden kun gik på at afhøre disse vidner og ikke flere. Sagen blev sat i bero.
Belv læst en kontrakt af dato 7. september 1745 mellem Niels Pedersen og hans forlovede Margrete Jensdatter og Niels Pedersens mor Bodel sal. Peder Andersen fra Rutsker. Sagen drejede sig om den 7. selvejergaards avl, brug og dyrkning og et årligt undentag.
I sagen mellem amtsforvalter Schrøder, Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen på den 19. gård Gudmingegaard i Rø mødte Hans Larsens fuldmægtig Anders Jørgensen og bad om at få vidnet Arrest Esbersen afhørt. Arrest fortalte at det var aftalt, at den 19. selvejergaard blev købt af Hans Larsen af kongen i Boel Gotfred sted. Herfor fik Boel 103 slettedaler som afståelsessum. Ved modtagelse af pengene havde Boel lovet at gre gården ryddelig (dvs fraflytte) inden Mortens dag 1744. Hun holdt ikke det hun lovede, men krævede at blive boende til midfaste året efter. Og hvis ikke hun kunne det, ville hun have give pengene tilbage og ophæve aftalen. Der skete så en ny aftale, at Boel ville flytte til Mortens dag 1744, hvis Hans Larsen ville betale de resterende skatter, som beløb sig til 6 sld og 2 mark.
Vidnet Arrest Esbersen havde lånt 50 sld. af Boel Gotfred Nielsen for 1 års tid siden og han havde kun tilbagebetalt en lille del. Boel Gotfred Nielsen spurgte vidnet om han huskede rigtig, at det var 6 sld og 2 mark hun skyldte i skatter. Vidnet svarede at han var ikke sikker, men det var det tal han hørte, da de slog hånd på det og at hun havde lovet at flytte søndagen derefter. Han fortalte også på Boels foranledning, at Hans Larsen havde flyttet sin sæd ind på gården inden at Boel var flyttet. Han fortalte at Boel bror Jens Andersen havde sagt til hende, at hun burde flytte nu da hun havde taget pengene. Desuden havde han hørt at Hans Larsens hustru fader Jens Hansen havde truet med at kaste Boel ud af gården.
Boel havde indhøstet afgrøden og Hans Larsen måtte sætte sit korn i ”hees” udenfor gården. Sagen blev stillet i bero.

1.oktober 1745 – pag. 43a

Læst kgl. Reskript af dato 23. august 1745 ang. dem som havde erhvervet et tingsvidne efter ildebrand ikke må betle mere end et kvart år.
Læst kgl. Vragforordning af 21. marts 1705.
Læst en kontrakt af dato 20 september 1745 mellem Arrist Poulsen på den 41. gård i Klemensker Asballegaarden kaldet og hans hustrus fader Esber Jørgensen ang den 41. gårds beboelse, brug og dyrkning, samt om Esber Jørgensens børns hjemgift.
Halvor Olsen, Fuldmægtig for amtsforvalter Schrøder, mødte i sagen mellem Svend Hansen på den 29. selvejergaard i Klemensker og Karen Nielsdatter. Svend Hansen havde den 24. september afgivet forklaring og nægtet alt, hvad der var skulle være kommet frem på et forhør hos præsten. Og da det ikke var påviseligt at Karen Nielsdatter var frugtsommelig, så kunne han ikke sidde Svend Hansens benægtelse overhørig. Men han mente, at da Karen havde erkendt at der var sket utugt, så burde hun betale lejermålsbøde og sagens omkostninger. Ingen af parterne var mødt, hvorfor de blev pålagt at møde.
Jesper Hansen kunne ikke møde i sagen om vold mellem Anders Hansen, Stausdal og Jørgen Poulsen. Uanset hans tilstedeværelse eller ej, skulle de to parter påtales, at de ikke kunne forlige en voldssag uden at kongens interesser varetages. Sagen blev stillet i bero.
Hans Larsens fuldmægtig fremlagde et skriftligt dokument i sagen mellem amtsforvalteren og Boel Gotfred Nielsen og Hans Larsen. Hans Larsen godvilligt havde betalt amtsforvalteren 6 sld. 2 mk og 7 skilling for at undgå mere ballade. Boel Gotfred Nielsen havde tidligere sagt, at hun ville betale 6 sld. 2 mk. Boel ville senere besvare på nærmere ting og ”søge sin sags tarv”. Hun bad om udsættelse.
Ingen var mødt i sagen mod Thor Jensen, hustru og to døtre. Sagen stillet i bero.
I Svend Mikkelsens sag mod Esber Hansen i Klemensker var ingen mødt, hvorfor sagen blev stillet i bero.

8. oktober 1745 – pag. 44a

Holtsførsten Kettelsen bad om fire mand i hvert sogn til syn af piletræers plantning i herredet.
Svend Mikkelsen mødte på Poul Jørgensens vege og fremlagde en klage til amtmanden. Poul Jørgensen havde tilforhandlet sig en ”træskryne ” i Stavsdals tørvemose. Men den var forsvundet, men fundet igen hos Anders Hansen på Asballegaards grund. Svend Mikkelsen havde fået amtmandens tilladelse til at stævne Anders Hansen. Anders Hansen havde fået Hans Poulsen fra Vestermarie til at forsvare sig mod tyveriet og amtmandens tilladelse hertil.
Svend Mikkelsens første vidne var Peder Larsen. Han havde sammen med Jens Haagensen og Poul Jørgensen eftersøgt den skryne, som var blevet optaget i tørvemosen og lagt til tørre og som nu var borte. De havde været hos Anders Hansens hus. Han var ikke hjemme, men de havde så fundet egeskrynen nord for huset. Den havde for 10 år siden kommet frem i mosen og Poul Jørgensens sønner havde arbejdet med den for at få den op. Det var kutyme at den der finder noget i tørvemosen også ejer det. Skrynen bedømte han kun til en værdi af 6 skilling, men det havde været et stort arbejde med at få den op.
Da de var gået fra Anders Hansens hus mødte de Anders Hansen og anklagede ham for at have stjålet skrynen. Anders Hansen havde sagt, at han havde arbejdet med skrynen og den var ham tilhørende efter en deling, der havde fundet sted. Vidnet turde ikke sige hvem der havde ret. Endvidere fortalte vidnet, at man godt kunne lade tørv og brænde liggende på sin part af mosen, bare det ikke lå i vejen for de andre. Forsvareren for Anders Hansen fik vidnet til at fortælle at Poul Jørgensen havde spærret for Anders Hansens del af mosen.
Sagen blev udsat.
Svend Mikkelsen fra Rønne på justitsens vegne og aktor mod Esber Hansen i Klemensker i rettelagde et skriftligt indlæg i sagen, Esber Hansens fuldmægtig fik en udskrift og ville svare på næste ting.
I sagen mellem Hans Larsen i Rø kontra Gotfred Nielsens enke Boel mødte enkens laugværge Rasmus Trane fra Rønne og læste enkens skriftlige indlæg i sagen som var skrevet på stemplet papir. Trane bad om at sagen nu blev taget til doms. Hverken Hans Larsen eller amtsforvalteren eller nogen på deres vegne, var mødt. Dommeren udsatte sagen.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen og hans hustru og 2 døtre og han efterlyste Thor Jensens forsvar mod anklagerne for vold mod Jørgen Løstigs hustru. De to døtre Aniche og Dorte Thorsdatter vedstod det meste af anklagen, men huskede ikke at have brugt ord som tyv og løgnetæve, men det kunne godt være, at de var kommet til at bruge disse ord i deres mundhuggeri med Løstigs hustru, men de var sagesløs i striden.
Jørgen Løstig var tilstede i retten og erklærede, at han med disse ord fra de to piger var ”velfornøjet” hvis øvrigheden også ville lade det være med dette. Thor Jensens søn Claus Thorsen mødte og sagde, at hverken hans far, mor og søskende havde mere at sige i sagen.
Jesper Hansen bad om udtog af sagen og lod den hvilke til senere.
Jesper Hansen mødte som aktor i sag om slagsmål mellem Anders Hansen i Stausdal på Aarsballegaards grunden og Jørgen Poulsen var tidligere meddelt forliget således at Anders Hansen betalte 7 mark til omkostningerne. Jesper Hansen mente at Anders Hansen skulle betale de bøder, som kongen idømte ham. Anders Hansen svarede at han ville lade sin mening til sin ”sags tarv” til næste ting.
Utugt-sagen som amtsforvalteren førte mod Svend Hansen på den 19. gård og Karen Nielsdatter skulle ageres, men ingen af parterne var mødte, hvorfor den atter blev udsat til næste ting. Hvis ingen mødte betragtedes det som, at de intet havde at indvende mod at blev taget til doms.

15. oktober 1745 – pag. 46b

Læst kgl. Forordning om ungdommen, der før deres konfirmation begår lejermål og hvordan de dertil præpareres. Dateret 2. september 1745.
Læst rentekammerets ordre af 18. september 1745 om selvejergårdenes salg af træer til indbyggerne fornødenheder efter en resolution fra 9. december 1720, men kun hvis træet er udvist af holtsførsten, ellers ikke.
Læst pantebrev af 14. oktober 1745 udstedt af Christian Jørgensen på den 68. gård i Klemensker for et lån på 500 sld af Peder Hansen på Siggaard i Klemensker.
I sagen mod Esber Hansen mødte hans forsvarer Jesper Hansen og producerede en skriftligt indlæg i sagen. Svend Mikkelsen havde ved sidste ting afsluttet vidneafhøringerne, da hans foresatte ikke mente, at det behøvedes, men, efter befaling fra amtmanden, ville han nu føre en kontinuitetsstævning og dermed afhøre flere vidner. Men man skulle have tid til at stævne, så han bad om udsættelse af sagen.
Jesper Hansen mødte som aktor i sagen mod Thor Jensen, hans hustru og to døtre, og producerede et mundtligt indlæg i sagen, hvor de skulle have slået Jørgen Løstigs hustru og skældt hende ud med adskille grove beskyldninger. Jesper Hansen havde vanskeligt ved at bevise, at Løstigs hustru var blevet slået, da ingen af vidnerne havde set det, men kun hørt at døtrene havde beskyldt hende for det værste. Han mente ikke at Thor Jensen kunne være ansvarlig for sine døtres handlinger i ord, så han ville lade det være op til dommeren at straffe de ansvarlige for gerningerne.
Thor Jensens søn Claus Thorsen mødte og erklærede, at han ikke kunne have noget imod Jesper Hansens indlæg, men han håbede på en mild dom, da ordene var sket under ”sommer marked sladder og mundstrid” – Herefter blev sagen taget til doms.
Dom afsagt over Signe Andersdatter.
I sagen mod Svend Hansen fra den 29. gård i Klemensker og hans ”løsagtighed med Karen Nielsdatter”, mødte Svend Hansen og fik retten til at læse et skriftligt indlæg fra hans fuldmægtig Mikkel Andersen fra Østermarie. Den indstævnte ”kvindeperson” Karen Nielsdatter var ikke mødt, men det var hendes svoger udbygger Martin Henriksen fra Østermarie. Han fortalte at hun ikke kunne møde, da hun var ”svag”, men havde bedt ham sige, at Svend Hansen skulle være fri for hende og at hun agtede at tage den dom som kongens lov bød hende. Sagen blev derefter optaget til doms.
Svend Mikkelsen mødte i den ham pålagte sag fra Justitsen i at undersøge og domfælde i salgsmålssagen mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen. Ingen af parterne var mødte, hvorfor de pålagdes at møde til næste ting.
I sagen mellem Hans Larsen, Boel Gotfred Nielsen og amtsforvalteren var ingen mødte, men der var besked fra Hans Larsens fuldmægtig Anders Jørgensen om, at han ved næste ting ville aflægge et skriftligt indlæg.

DOM – pag. 47b
Sagen var startet af sognepræsten Anders Agerbech, der med en tegnelse fra 26. juli 1745 havde indberettet en 13årig pige Signe Andersdatter, tjenende hos Hans Hansen i Bolby, for at have stjålet en særk fra Ana Pedersdatter, samt 2 ”strøelser” fra udbygger Rasmus Pedersens hustru. Der blev afhørt 6 vidner, hvor af de fire var implicerede vidner, som ikke kunne bruges i retssager, de to andre Peder Brandt og husbond Hans Hansen var rent uvidende om sagen. Derfor er det alene hendes egen tilståelse for præsten der kunne tages til indtægt for handlingen.
Aktor Jesper Hansen havde påpeget hendes barnlighed og at hun burde kun straffes med ris fra sin egen moder. Forsvareren Svend Mikkelsen bad om en mild straf eftersom hun havde fundet særken under en torn.
Dommeren dømte hende efter loven pag. 983 og 984 artikel 32 for småt tyveri og til at miste sin hud, men om moderen måtte forrette afstraffelse måtte være op til amtmanden at afgøre. Amtmanden havde indstillet at, da der hverken findes arresthus eller nogen der kunne forrette dommen og at pigen ingen midler havde til at betale for sagens omkostninger, så slap hun, som et umyndigt barn, for denne gang.

22. oktober 1745 – pag. 48a

Læst et pantebrev fra 15. september 1745 der lyder at Poul Hansen på den 6. selvejergaard i Rø sogn havde bortpantet samme gård i 16 år til Poul Pedersen for 220 sld. Poul Pedersen boede allerede på gården.
De otte mand som skulle syne skovene i Nørreherred aflagde deres forretning.
For retten kom Hans Larsens fuldmægtig aflaagde et skriftligt indlæg udfærdiget af ham selv. Enken Boels fuldmægtig Rasmus Trane synes at Hans Larsens fuldmægtig agerede som kongens skatteforvalter, ved at pålægge enken skatter. Når sagen var afdækket, ville det nok vise sig, at Hans Larsen havde pligt til at betale og ikke enken. De havde argumenteret som om ”de løber fra sagen som en gal fra en daarekiste”. Begge parter lod sagen gå til doms.
Svend Mikkelsen mødte i sagen mod Esber Hansen i Klemensker fremlagde en kontinuitetsstævning. Han ville nu afhører flere vidner i tyverisagen. Vidnerne Anders Jørgensen, Lars Esbersen og Mons Larsen fra Klemensker blev indkaldt til at vidne under ed. Endvidere var Hans Clausen fra Ladegaard i Klemensker indkaldt. Esber Hansens fuldmægtig Jesper Hansen accepterede stævningen.
Anders Jørgensen fortalte at han forleden år kom til Esber Hansen og så at han havde en bør torn stående ved sit hus og Esber Hansen sagde, at den havde han at han havde taget den fra Hans Clausen fra Ladegaarden i Klemensker. Tornen skulle bruges til at gærde et stykke jord som han havde lejet. Anders Jørgensen mente, at værdien kunne være 2 eller 4 skilling. For tre år siden var han og hans to sønner Christian og Anders hos Esber Hansen for at reparere hans iboende udhus. Da så de at der var nogle ”vecher” [vikker, en bælgfrugt der brugtes til foder] som de ikke mente kunne stamme fra hans egen avl. Nogle dage efter indrømmede Esber Hansen, at han havde fået dem af Mogens Rabech. Da de spurgte Rabech, havde han nægtet, at han havde givet Esber Hansen vikker. Jesper Hansen spurgte Anders Jørgensen om han ville sværge denne tyvesag om Esber Hansen. Det ville han ikke, men bare referere, hvad Esber Hansen havde sagt. Jesper Hansen mente at det var sladder og ikke fakta, men Anders Jørgensen sagde, at Esber Hansen havde erkendt sagen om børen med torn, men mht. vikkerne, så havde Esber Hansen holdt på at det stammede fra hans egen hes (stak) og ”vechestob”. Afhøringen hos Anders Agerbech var overhørt af Hans Clausen, Lars Esbersen, Mons Larsen Rabech og udbygger Peter Spol.
Dernæst Lars Esbersen, der var indkaldt til forhøret af Esber Hansen hos præsten, havde hørt at Esber Hansen havde indrømmet at have taget det ”ophakkede Torn” fra Anders Jørgensen ager, der dengang var bortlejet til Peter Spol, og at det stod i en rende mellem agrene. Tornene havde han lagt på gærdet. Vidnet fortalte at Esber Hansen engang havde taget lidt tørv fra Hans Clausens tørvemose.
Mogens Larsen Rabech nægtede at han havde givet Esber Hansen vekker med strå. Han havde også set Esber Hansen hugge 14 elle-rafter i Hans Clausens skov anden pinsedag da det var ved at blive mørkt. Han havde taget så meget han kunne bære på ryggen og lod resten blive. Men han havde ikke fortalt det til Hans Clausen før forhøret hos præsten. Esber Hansen var blevet set en morgen komme med en børfuld pask [tørv]. Det kunne være af 2 skillings værdi.
Sagen blev stillet i bero.
Jesper Hansen mødte som aktor i voldssagen mod Anders Hansen i Aarsballegaardshuset, Anders Hansen bad om udsættelse, således at han kunne få tid til at stævne vidner. Hvilket dommeren tillod.
Svend Mikkelsen mødte som beskikket aktor mod Anders Hansen i Stausdal om træskrynen, som skulle tilhøre Poul Jørgensen. Poul Jørgensen indrømmede, at han ikke havde købt træskrynen, men da det var hans sønner, der havde fundet og ophakket den, så efter sædvane, var det ham den tilhørte.
Anders Hansens fuldmægtig Hans Poulsen ønskede henstand i sagen, således at han kunne få tid til kontrastævning.

5. november 1745 – pag. 50b

Læst kgl. Forordning af 8. oktober 1745 angående kvægsygdommen.
Læst kgl. Plakat dat 16. november 1745 om forbud i seks uger for udførsel af rede penge til ultimo novenbe. Samt om rede penges afhentning fra ”Banqven” og hvordan man skulle håndtere dette.
Jep Pedersen fra Tejn i Olsker lod læse et købebrev af 6. oktober 1745, der viste at Haagen Weidichsen havde solgt ungefær 2 skæppeland bygjord i Tejn løkkerne for 19 sld. til Jep Pedersen.
Læst et pantebrev af 3. november 1745 der viste at Hans Kieldsen boende på den 18. selvejergaard i Klemensker havde lånt 100 sld af Esber Nielsen i Marevad i Klemensker mod pant i gården.
Læst et pantebrev fra 3. november 1745 der viste at ungkarl Anders Jensen på den 28. selvejergaard i Klemensker havde lånt 120 sld. af Esber Nielsen i Marevadsgaarden til at betale kongen for gården, som han havde købt på auktion.
Mændene, der havde talt hvor mange piletræer, der var blevet plantet i Nørreherred, aflagde deres forretning. Desuden aflagde de 16 mænd, der havde synet gærderne i herredet, aflagde deres forretning.
Hans Poulsen kom som fuldmægtig for Anders Hansen Aarsballegaards grund kom og beklagede, at han endu ikke havde fået amtmandens tilladelse til at føre kontrastævning i den sag, som Jesper Hansen havde opgaven til at forfølge. Retten gav ham tilladelse hertil.
Hans Poulsen stævnede Jørgen Poulsen på Anders Hansens vegne en hel del vidner. Jesper Hansen som aktor i sagen mellem Hans Poulsen og Anders Hansen, fasthold sagen karakter som en var en voldssag, udført af Anders Hansen mod Poul Jørgens søn Jørgen Poulsen. Hans Poulsens stævnemål var i den hensigt at med 8dages varsel at indkalde vidner til tingsvidneerhvervelse. Jesper Hansen sagde, at dette var lovstridigt, da det krævede 14 dages varsel. Dommeren dømte stævningen ulovlig, hvorefter Hans Poulsen måtte udsætte sagen, således at han kunne stævne med 14 dages varsel.
Svend Mikkelsen som aktor i sag mod Esber Hansen aflagde sin skriftlige beretning. Jesper Hansen som Esber Hansens forsvarer, bad om udskrift og lovede at komme med sit indlæg på næste ting.
Dom afsagt i amtsforvalter Schrøders sag mod Hans Larsen på den 19. gård i Rø sogn og Boels Gotfred Nielsen.

DOM – pag. 51b
Amtsforvalter Schrøder stævnede Hans Larsen og Boel Gotfred Nielsen for manglende skattebetaling for året 1744. Den 13. august 1744 afstod Boel Gotfred Nielsen den 19. gård til Hans Larsen og striden drejede sig om hvem der skulle betale de kgl. Skatter og afgifter, i form af penge og naturalier. Der var udgået ”militær eksekution” for at inddrive skatterne, men uden resultat. Meningen var at Boel straks skulle afgive gården og fraflytte. Men det skete ikke og der måtte så en ny aftale til. Foruden 100 slettedaler som Boel skulle have i afståelsessum, så skulle Hans Larsen betale hendes restskat på 6 daler 2 mark og 11 sk. Og hun skulle være fraflyttet inden mortensdag. Hun havde imidlertid høstet og taget afgrøden, hvilket igen skabte en ny situation. Amtsforvalterens fuldmægtig påstod, at det måtte være Boel, der skulle betale. Hans Larsen førte kontrastævning mod Boel Gotfred Nielsen.[sagen er nøje beskrevet] Dommeren dømte Boel til at betale de resterende skat på 2 rigsdaler3 mark 7 skilling og en skæppe korn samt processens omkostninger 1 sld 2 mk. Argumentet var at Boel havde indhøstet gården afgrøder for 1744 inden hun flyttede.
12, november 1745 – pag. 53b
I sagen hvor Jesper Hansen på kongen vegne havde stævnet Anders Hansen ved Stavsdal i Klemensker i slagsmål med Jørgen Poulsen efterlyste han om parterne havde noget at sige i sagen. Anders Hansen mødte og erklærede, at han om 14 dage ville føre kontrabevis. Sagen stillet i bero.
I Svend Mikkelsens sag mod Esber Hansen, mødte udbyggerens fuldmægtig Jesper Hansen og irettelagde et skriftligt indlæg, Svend Mikkelsen ville ikke svare på Jesper Hansens indlæg, men henviste til dommerens vurdering og dom. Sagen gik til doms.
Afsagt dom i den sag som Jesper Hansen som beskikket aktor forte mod Thor Jensen, hustru og to døtre angående slagsmål og skældsord.
Hans Poulsen fra Vestermarie mødte i retten og beviste, at han havde stævnet Poul Jørgensen fra Klemensker for ærekrænkende beskyldninger mod Anders Hansen angående en træskryne, Svend Mikkelsen som aktor i sagen mellem de to, undrede sig over stævningen og vidste ikke om det skulle være en kontrastævning eller en Cistant-stævning. Han bad dommeren afgøre om stævningen var lovlig og om der kunne afhøres vidner. Dommeren dømte stævningen ved magt og vidnerne kunne afhøres.
Esber Jørgensen på Aarsballegaard fortalte at træet stod i mosen for to år siden og da begge boede på Aarsballegaardeb så havde begge ret til den. De blev enige om at Poul Jørgensen for ”bollen” ? og Anders Hansen roden, som i denne sag kaldes for skrynen. Poul Jørgensen hentede sit hjem, men Anders Hansen lod roden ligge over år. Vidnet mente at havde hørt fra Poul, at roden tilhørte Anders Hansen.
Aktor Svend Mikkelsen spurgte Esber Jørgensen om at andre end bønderne havde del og lod i tørvemosen (havde sædelandsfrihed til mosen) Vidnet vidste ikke hvordan reglerne var, men han havde ikke selv noget del eller rettighed til tørvemosen.
Jørgen Poulsen Havde set, at både Poul Jørgensen og Anders Hansen havde gravet omkring skrynen. Jørge (som var Poul Jørgensens søn) havde ikke hørt hvad det skiftede mellem sig, men efter skiftet, gik de begge i gang med skrynen. Vidnet huskede ikke at han selv skulle have spurgt Anders Hansen om han snart hentede skrynen. Sidste gang han havde talt med Anders Hansen og hans hustru om skrynen var for 4 år siden. Han og hans bror havde været med til at ”pludre” tørv i høsten, men han mente ikke at det havde lagt forhindringer i vejen for Anders Hansen.
Svend Mikkelsen mente, at Anders Hansen skulle bevise, at det var ham der havde arbejdet med skrynen og derved gjort til ejer af den. Mikkelsen mente at der var stor usikkerhed om hvem, der kunne have fortjent skrynen. Jørgen Poulsen ville have de to sidste vidner Troels Pedersen og Lars Poulsen afhørt på næste ting.

DOM – pag. 55a
Præsten Anders Agerbech havde indberettets sagen om Thor Jensen, hustru og to døtre Anika og Dothe til amtmanden, som havde ladet Jesper Hansen som aktor føre sagen. De skulle have kaldt udbygger Jørgen Løstiiges hustru for en tyvetæve, sladertæve, horetæve og troldtæve og med pale og kæppe havde tævet hende blå og blodig. Der var fem vidner, der blev afhørt, Kun Mads Olsen havde hørt døtrene skælde Løstigs hustru ud på den omtalte måde. Ingen af vidnerne havde set slag med pæle og kæppe. De andre havde hørt fra andre, hvordan det havde foregået. Thor Jensens søn mødte på familiens vegne og han sagde, at det var muligt at hans søskende havde sagt noget der lignende i overilelse og heftighed. Jørgen Løstig var mødt og erklærede at han for så vidt var tilfreds med denne halve erkendelse.
Jesper Hansen som aktor havde svært ved at sige noget for eller imod anklagen, da vidnerne ikke var entydige, men henstillede til dommeren og dømme. Han mente ikke at faderen kunne være ansvarlige for sine døtres handlinger.
Dommeren konstaterede at de to døtre var umyndige og at de vel nok havde sagt beskyldningerne, men det kunne ikke bevises, at der var sket et overfald. Peder Jensens hustru på St. Knudegaard havde sagt, at begge parter stides med ord, og det kunne meget vel være årsagen. Sagen skulle ikke give anledning til Løstigs hustru navn og rygte. Dommeren mente at Thor Jensen burde have givet sine døtre en bedre opdragelse og holdt opsyn med døtrene, således at denne strid ikke var opstået, Derfor skulle han efter lovens pag. 1000 art. 4 betale til sognes fattige 2 daler og processens omkostninger 2 sld.

26. november 1745 – pag. 55b

Læst kgl. Patent om højesterets afholdelse i 1746.
Læst kgl. Forordning om hvordan der kunne søges pension af general Post Kassen, dat, 22. oktober 1745.
Læst kgl. Forordning af 9. november 1745 om tilladelse til at udtale ”tællen” (talg) af det hornkvæg, der var døde af sygdommen døde dyr.
Læst et pantebrev om at Hans Ibsen på den 6. vornedgaard i Klemensker har lånt 100 sld. af Olle Nielsen, der boede på den 5. vornedgaard. Hans Ibsen som boede og ejede vornedgaarden satte sikkerhed i gården.
Læst et pantebrev af 16. november 1745 der viste at Morten Hansen Kjøller på den 2. vornedgaard i Klemensker havde lånt 149 sld. af Ole Nielsen på den 5 vornedgaard mod pant i gården.
Rektor Hans Jørgen Skougaard af Rønne havde stævnet sognedegn i Klemensker Jesper Lund for 3 års ikke havde betalt 2 sld. til rektors pension. Anders Jørgensen var mødt og fortalte, at degnen var syg. Han ville komme på næste ting om ikke han skulle komme som fuldmægtig for ham.
Gotfred Nielsens enke, der tidligere boede i Rø sogn, men nu boede i Rønne, havde stævnet, via sin laugværge Rasmus Trane fra Rønne, Hans Larsen på den 19. gård i Rø for gæld vedr. den 19. gård. Fenrik Anders Jørgensen var mødt på Hans Larsens vegne og fik tilladelse til at svare for Hm, blot han til næste ting sørgede for at få amtmandens tilladelse til at være hans fuldmægtig. Fenrikken mente at vide, at det var Boel der førte sagen og ikke lauværgen Trane, som han mente ikke var ”bofast”. Trane ville sørge for at han fik amtmandens tilladelse til at være Boels fuldmægtig og føre hendes sag. Ligesom fenrikken fik Trane lov til at føre sagen på forventet bevillig fra amtmanden.
Tranes eneste fremmødte vidne var Arrest Esbersen, der fortalte, at han ikke vidste om langhalm og byghalm, der var indhøstet på den 19. gård fra 1744, men han kunne bekræfte, at der var en del halm, som Hans Larsen havde læsset ud af gården og lagt på Lars Esbersen ”hæs” (stak) efter aftale. Han vidste at halmen stammede fra Boels sidste høst. Halmen var ilde passet og svin og kreaturer gik og rodede i det, men vidste ikke hvem, der havde ladet det ske.

Hans Poulsen fra Vestermarie havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Anders Hansen på Aarsballegaards grund i sagen hvor Jesper Hansen var aktor. Herefter stævnede han Jørgen Poulsen. Jesper Hansen spurgte om det var en kontrastævning eller ej. Hans Poulsen vidste ikke om det kunne kaldes for en kontrastævning, men hans sigte var at sagen kunne få et grundlag. Jesper Hansen mente at dommeren skulle afvise stævningen, hvilket dommeren ikke så nogen grund til.
Hans Poulsens to vidner var tidligere afhør: Siver Andersen og Poul Arestsen begge fra Klemensker. Begge var meget tilbageholdne med at svare om Anders Hansen havde slået Jørgen Poulsen med en skovl, men tilsyneladende havde begge ført hårde ord med hinanden. Dommeren udsatte sagen til næste ting.

Hans Poulsen mødte i sagen Mellem Anders Hansen og Poul Jørgensen for at afhøre to vidner, der ikke var mødt på sidste ting, nemlig Troels Pedersen og Lars Poulsen. Lars Jensen fra Rønne var mødt som godvilligt vidne.
Troels Pedersen forklarede at han havde hørt at skrynen tilhørte Anders Hansen og at han havde ladet den ligge vinteren over. Troels Pedersen havde tjent Anders Hansen og han havde hørt om ejerforholdene at Anders Hansens søn. Svend Mikkelsen spurgte Troels Pedersen om han, som en gammel mand, kunne huske, at der tidligere havde været stridsmål om træer. Det havde han aldrig hørt om før, men at alle havde lige prioritet til tørvemosen.
Lars Jensen fra Rønne, der var omtrent 20 år gammel fra Rønne og endnu ikke været til guds bord [altså ikke konfirmeret] Lars havde været med til at tage træet op og havde været med til at bære træet ind på land. Og han havde overværet hvordan Anders Hansen og Poul Jørgensen havde ”skiftet” træet [altså delt det mellem sig] Poul Jørgensen skulle have toppen og Anders Hansen skulle have skrynen.

Dernæst Poul Jørgensens søn Lars Poulsen, som var 16 år og som heller ikke havde været til guds bord. Han havde været med til at opgrave træet og at der skete en deling mellem hans fader og Anders Hansen. Han ville ikke indrømme, at de havde taget af skrynen sidenhen. Aktor Svend Mikkelsen fik Lars til at bekræfte, at hans bror Jørgen havde opgravet skrynen og trukket den op på land, så den kunne tørre. Det var foranlediget af hans fader Poul Jørgensen.
Aktor mente, at det var bevist at ingen havde magt og myndighed i mosen. Hvorfor det var vigtigt, at finde ud af hvem der havde lavet arbejdet.
Dom afsagt i utugtsagen, som amtsforvalteren førte mod ejeren af den 29. gård i Klemensker Svend Hansen og pigen Karen Nielsdatter.

DOM – pag. 59b
Karen Nielsdatter havde bekendt for sognepræsten Anders Agerbech, at hun havde bedrevet utugt med sin husbond Svend Hansen på Bjergegaard i Klemensker dagen efter pinsedag i 1745. Præsten havde indberette sagen for amtmanden, der så havde bedt amtsforvalteren om at sagsøge hende og Svend Hansen for utugt. Hun havde ikke vidst om hun var blevet gravid, men hvis hun var, så var det Svend Hansen, der var barnefaderen. Svend Hansen benægtede det. 23 uger efter en eventuel undfangelse, blev hun undersøgt af en gammel jordemoder Elsebet i Hasle og hendes moster Anne Jens Mikkelsen i Klemensker undersøgt og de fandt at hun ikke var frugtsommelig.
Da en eventuel omgængelse med pigen ikke havde båret frugt, kunne Svend Hansen ikke dømmes. Der var ingen bevis på handlingen. Han blev derfor frikendt. Men Karen havde ved sin bekendelse pålagt ham en handling, som ikke kunne bevises. Hun kunne ikke blive dømt for handlingen. Selv ikke efter, at hun havde gjort sig selv til hore. Men hun måtte derfor dømmes for løgn og i flg. Lovens 937 art.6 blev det takseret til 3 marks bøde, samt at hun skulle betale omkostningerne 2 sld. til amtsforvalteren.

10. december 1745 – pag. 60b

Kgl. Reskript af 6. august ang. frihed for stemplet papir med henv. Til forordningen af 9 juli 1665 og 14. marts 1718.
Læst kontrakt udstedt af stiftsbefalingsmanden af 26. oktober 1745 ang. samme materie.
Læst kgl. Plakat ang. frihed for de seks mand der årligt forlader kompagniet ved landmelitien at antage gårde og engagerer sig i de gevorbene regimenter, dateret 1. november 1745.
Læst et pantebrev af 8. december 1745 med indhold at Anders Olsen på den 5 selvejergaard i VKlemensker havde lånt 149 sld. i klingende mønt af ungkarl Morten Mortensen på den 1. vornedgaard i Klemensker mod pant i den 5. sg.
Læst en kontrakt af dato 10. december 1745 angående at Hans Hermandsen på den 3. vornedgaard i Olsker havde solgt en vejrmølle med alt tilbehør og tilhørende møllehus til Jørgen Hansen, boende på Hullegaard i Olsker og ungkarl Peder Jørgensen på Bredsensgaard for 140 sld.

Læst et købe- og skødebrev dat. 3. december 1745 om at Jørgen Hansen boende på den 12. selvejergaard Hullegaard havde solgt Sjælegaard nr 10. gård i Olsker til ungkarl Peder Jørgensen værende på Bredsensgaard og hans trolovede Margrete Pedersdatter på Magaard i Olsker for 320 sld. på den betingelse at Mads Pedersen i Allinge nyder undentag som beskrevet i kontrakt for samme gård.

For retten kom Jesper Hansen i den sag, som han er beordret at være aktor for, mod Anders Hansen i Stausdal sigtet for vold mod Jørgen Poulsen. Jesper Hansen konstaterede at Anders Hansen ikke havde benyttet sig af kontrastævning, hvor han mente, at der skulle afsiges dom. Han mente at Anders Hansen havde forset sig mod lovens pag. 900 artikel 8.
Hans Poulsen på Anders Hansens vegne bad om henstand i 8te dage, således at han kunne forsvare sig mod Jesper Hansens påstande.

Rasmus Trane fra Rønne havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Gotfred Nielsens enke Boel. Fenrik Anders Jørgensen havde også fået amtmandens tilladelse, nemlig at føre sag for Hans Larsen på den 19. selvejergaard i Rø.
Lars Esbersen var blevet stævnet som vidne af Trane på sidste ting, men var udeblevet. Han stod til at blive mulkteret, fordi han anden gang udeblev. Imidlertid dukkede han op på tinget og blev så endelig afhørt af Trane. Lars Esbersen kunne ikke bekræfte, at der i laden stod byghalm tilhørende Boel Gotfreds, men han kunne berette, at Boel havde fået lov til at lægge nyhøstet byghalm på Lars Esbersens hees (vel et læs), men de rådnede, medens den lå der. Da enken overdrog gården til Hans Larsen, var laden tom. Vidnet mente at den halm, som blev lagt ind i laden, tilhørte enken. Desuden var halmen af ringe værdi og det bedste havde hun taget med sig. Halmen lå på hesset ”år og dag” inden Arest Esbersen hentede det, vist nok efter aftale med Boel, der havde delt halmen, der kunne bruges.
Hans Larsens fuldmægtig var glad for Tranes vidne Lars Esbersen, der havde udtalt sig til hans principals fordel.
Trane ville føre flere vidner til næste ting.

Hans Poulsen mødte på Anders Hansens vegne og fremlagde attest fra kirkebogen angående Lars Poulsens alder. Dommeren ville have en attest på den anden dreng også. Svend Mikkelsen fra Rønne mente, at Hans Poulsen ikke havde reflekteret på hans i rettelæggelse af sagen, hvorfor han anmodede om at det snarest skete, således at sagen kunne gå til doms.
Dom afsagt i sagen mod udbygger på den 51. gårds grund, Esber Hansen, i Klemensker. Svend Mikkelsen bad om udskrift.

Fenrik Anders Jørgensen mødte på degnen Jesper Lunds vegne i Klemensker. Sagen blev forklaret [ikke her] og udsatte sagen til næste ting.

DOM – pag. 63b
Sagen er startet efter en attest fra sognepræsten Anders Agerbech i Klemensker, underskrevet af hans to medhjælpere. Svend Mikkelsen blev pålagt at være aktor (anklager) i sagen mod Esber Hansen på den 51. gårds grund i Klemensker for at have begået såkaldt ”småt tyveri”.
Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten for Esber Hansen. Tyverisigtelsen skulle Hans Clausen, Ladegaard, have sendt til sognepræsten, der så havde indkaldt ham og Esber Hansen til afhøring i præstegården. Præstens to medhjælpere Jørgen Evartsen og Anders Gammelsen var vidner til mødet. Der var indgået et forlig mellem de to, men præsten fik Esber Hansen til at betale 10 sld. til de fattige i Klemensker. Hvad tyverisagen egentlig drejede sig om, var de to medhjælpere ikke klar over, men Esber Hansen havde sagt til dem, at det var en ”dyr viske brænde”.
Tre vidner blev afhørte. Tyverianklagen gik på en ”børfuld torn”, nogle ”vecher” og noget tørv (i form af Plask).
Dommeren ville ikke kende attesten fra præsten som en lovlig anklage og slet ikke et bevis for tyveri , da den intet nævner om stjålne genstande, men handler om et indgået forlig uden at nævne for hvad. De to medhjælperes vidnesbyrd nævnte intet om tyverier, men kun om forliget. De tre andre vidnesbyrd omhandlede forhold der var sket henh. for 3 år siden og over et år siden. Disse forhold kunne ikke dømmes, da der ikke var sket en efterlysning af de tyvstjålne ting. Dommeren frikendte Esber Hansen for alle forhold og dømte Claus Hansen, for at havde startet en uberettiget sag, til at betale 6 sld. for sagens omkostninger.

17. december 1745 – pag. 65b