Skibsforlis omtalt i Hammershus Tingbog

Søforklaring

I Hammershus Birks tingbog findes en del oplysninger om strandinger. For at få hurtige oplysninger om omstændighederne  ved en stranding indkaldtes vidner til en “gæsteret” – en såkaldt “Søforklaring”, hvor vidner både fra det forulykkede skib og vidner i land afgav forklaringer. Beretningen blev efterfølgende nedfældet i tingbogen og udfærdiget i et tingsvidne – et dokument.

Borgernes opgaver ved skibsforlis og specielt deres omgang med det strandet gods, gav ofte anledning til det stridigheder. Bjergelønnen udgjorde en tredjedel af godsets værdi, som blev udbetalt til folkene, der bjærgede skib og gods. Her var store pengesummer på spil og der udgjorde en vigtig indtægt for borgerskabet i byerne. Kongen, repræsenteret af amtmanden, skulle have en anden tredjedel og den sidste del gik til rederen.

En kgl. forordning om forhold med strandede skibe og gods blev udstedt den 21. marts 1705. Hvert år blev denne forordning oplæst på tinget. (eks. 4. oktober 1745)  Reglerne blev ikke altid tolket ens og mistanke om svig med strandingsgods er tilbagevendende.

Efter sædvane deltog borgerne i bjærgningen og herfor fik de betaling i form af bjærgeparter. Der udbetaltes også en part til de gamle svage borgere også selvom de ikke kunne deltage i samme omfang for de yngre. Birkefogeden, præsten og amtmanden fik altid udbetalt en bjærgepart (se sag den 2+9. august 1745)

Herunder findes en liste over forlis, der blev omtalt i Hammershus birks tingbog.

1690 september ved Sandvig

8. september 1690

En styrmand Mads Jørgensen fra Bergen ønskede en attest om hændelsesforløbet fra de gik fra Danzig til de kom til Sandvig. Den 29. august gik de fra Danzig og blev overrasket af hård storm og skibet tog vand ind. Pumperne gik i stykker og det var med nød de kom til Sandvig, hvor de kastede anker på 23 favne vand. En lille båd med 3 mand kom til hjælp, men de kunne ikke hjælpe med pumperne. Skibet blev sat ind på 3 favne vand og lasten blev bjerget. Skibet blev reddet og igen lodset. Beretningen fylder 3 sider. Det ønskede tingsvidne bevidner at alle havde gjort sit bedste og hvis noget manglede af godset, kunne det ikke belastes hjælperne. Alle var blevet betalt.

1693 oktober ved Sandvig

Københavnske skipper ved navn Svend Hansen Staubech havde gjort Vrag under Sandvig i oktober måned 1693. Flere år efter strides borgerne om vraggodset.

1698 18. september

2 svenske skibsvrag, som søndag den 18. september bortkom. Den 9. januar 1699 blev de ilanddrevne svenske skibsvrag blev udbudt til salg, da man frygtede at vandet ville skylde værdierne væk, således at amtmanden fik mindre ud af det. Captain Anders Lauridsen bød som den eneste 18 sdr. for vraget.

1704 5. maj ud for Allinge

Skipper Henrich Krøier hjemmehørende i Visby på Gotland, der med sit skib St. Catrins strandede mellem den 10. og 11. maj under Allinge.

1705 16. oktober ud for Allinge

Skipper Henrik Nielsen af Allinge på egne og sine medredere Mons Nielsen og Niels Hansens vegne ønskede en attest på deres skude Nordstjernen strandede i år 1704 ved Risehofuet ved Tyrpald ved Tyskland. De var blevet arresterede og først i høst har kunnet hente deres skude imod store omkostningerner og nu var ankommet til Bornholm. De har måttet reparere skibet “temelig” inden de kunne sjele igen med købmandsvarer. Den 16. oktober forulykkede de med last udfor Allinge og skuden var slået i stykker mod klipperne.  Henrik Nielsen ønskede at Hans Rasmussen af Allinge, Hans Aresten og Lorents Petersen af Sandvig samt de 8te stokkemænd kunne vidne for ham og hans medredere at de i år 1704 havde forulykket i Tyskland, fået skuden repareret og igen forulykket med last den 16. oktober 1705 ud for Allinge på vej til København. Det meste af lasten blev ødelagt, men alle folkene blev reddede.

1710 1. august syd for Allinge kirke

Den 25. august 1710 læses i tingbogen om Skipper Michel Valmot fra Statin, Købmand Johan Lobrich fra Pommern og styrmanden Svend Prøys og badsmanden Christian Rix forklarede at de den 1. august om morgenen klokken 3 i meget stærk vind og tyk tåge var på den østre siden af Bornholm, De blev kastet op på klipperne straks syd for Allinge Kirke. Med en lille båd var de kommet ind til land. Skibet, som var en Galliot, kaldtes Valnødsbom, blev slaget i stykker. De nåede at bjerge – med stor livsfare – de penge der var ombord. Lasten bestod af hamp i tønder. Da de drev i land blev tønderne slået i stykker og indholdet spredt.

1710 30. september Kragkåsvigen

30. september 1710 lå den danske flåde ud for Sandvig. Der sank en vandbåd med forskelligt gods tilhørende den danske flåde. Vandbåden stammede fra orlogsskibe Tumleren. På kongens vegne blev birkedommerens fuldmægtig Mons Clausen sagsøgt for svigt med hensyn til sin pligt at bjærge båden. Se dommen, der først blev afsagt efter et helt års retssager.

1711 17. august ved Sæne

En skude ved navn “Kong David”, som var tungt lastet med øl til den danske flåde, løb på land i Sæne vig under hammeren fredag morgen den 7. august 1711  klokken tre. De fik losset en del øl med vandbåde,  men da det om søndagen blæste op til en kuling og vinden gik i nordvest, blev skuden slået i stykker på stranden.

1711 28. oktober Sandvigbugten

Skipper Niels Hendrichsen Lindegaard, fra kongens galliot kaldet St. Johannes, styrmanden Peter Hendrichsen og bådfolkene bad retten om et uvildigt tingsvidne. Gallioten skulle levere gods til kongens flåde, men kunne ikke finde den. I skjul for en formodet svensk skib i Sandvigbugten blev de overrasket af et pludseligt vejrskifte. Vinden sprang i nordøst og i storm og haglvejr blev båden splintret mod landet. (se  også 10. januar 1724 – forsvundet strandingsgods hos afdøde amtsskriver- oplyser at en strandede udfor Fincke-skansen)

1717 Mellem mikkel og mortens dag ved Hammeren

14. juni 1717. Lorens Petersen mødte på tolder Topps vegne og pålagde borgerskabet at angive hvad der var bjerget af kongens fartøj, en galliot ved navn  “Sankt Johannes”, der strandede mellem mikkelsdag og mortensdag 1716. Jørgen Hansen af Sandvig vedstod at han og hans hjælpere Niels Jørgensen, Mads Hartvig, Mads Nielsen, Christopher Møller, Hans Aretsen, Anders Jensen Ole Larsen, Jørgen Tomesen og Christopher Hansen alle fra Sandvig, havde bjerget redskab med sejl, vandt, 2 ankre og tov, samt 12 eller 12½ favne brænde, som blev opmålt efter favnemålet, der var opsat under nationalvagten. Siden blev det flyttet fra nationalvagten og borgerskabsvagten og ført til Christiansø i båd ført af Knud Nielsen og Mads Michelsen. Resten blev under opsyn af amtskriveren Jens Gummesen indført i Jørgen Hansens hus under lås og tæppe. den strandede skipper opbevarede selv nøglen til det strandede gods. Godset var derefter fjernet på vogne fra Olsker, der var tilsagt til at køre ægter, med opsyn af amtskriveren og skipperen samt hans folk.

1717 18. december ved Sandvig

I foråret 1718 var der tilbagevendende retssager, der vedkom et Lybsk skib “Enigheden”s forlis ved Sandvig den 18. november. Skipperen Bernt Wiens og hans besætning blev reddede og en stor del af skibes købmandsvarer bragt i land. Skipperen indlogerede sig hos birkefogeden og forsøgte at få styr på sin last. Nogle sække fjer forsvandt, samt der forsvandt nogle sække arnstene som var set hos Jørgen Hansen i Sandvig, der havde en slags gæstgiveri. Skipperen iværksatte randsøgninger hos folk og fandt fjer hos Jørgen Giødichsen på Brogård. Senere sendte skibsrederen en fuldmægtig Jørgen Soltersdorff fra Lybæk til at føre retssagen.

Den 27. april 1718 – var der en gæsteret:

Den 18 og 19 december 1717  blev bjerget 187 fjerding smør, 16 tønder saltet kød, 3 halve tønder lammekød, 36 tønder talg, 52 tønder linfrø, hvoraf 40 tønder blev slået i stykker, 192 huder, 2 sække uld, og en med fjer. I bjergeløn fik borgerne 62 fjerding smør, 3 tønder kød, 12 tønder talg, 64 stk huder, en halvtønde lammekød, og 17 tønder linfrø. Siden blev opfisket 8te fordærved hør, 26 huder og en lille sæk arnsten, i bjergeløn fik de 4 stk hør og 13 stykker huder. (Pag. 088b)

Den 24. januar 1718 var retten vidne til at Byfoged af Rønne og herredsfoged af Vester Herred Svend Giendtzmer, oplæste en skriftlig ordre fra amtmanden om den strandede lybske skipper Bernt Wiens, ydermere læstes fenrik Jørgen Giødichs memorial. Skipperen og fenrikken mødte personligt og vedstod forliget, “saa at den mistanche skipperen till faendrichen har haft tillige med at ransagningen shulde vere u-louf. er aldelis død oc magtesløs..” Men dette forlig blev årsagen til adskillige retsmøder.

Den 7. december 1722 mødte tolder Topp og ville have tingsvidne på, at intet var bjærget fra vraget end hvad der var levet oplyst den 27. april 1718

1718 5. oktober ud for Salomons kapel

24. april 1719 – Ville Skipper Jens Petersen fra Rønne have vidnesbyrd på at hans jagt, kaldet Sankt Johannes på 8te lester, der havde ligget for anker udfor Sankt Salomons, i mellem 24. og 25. oktober 1718 kl. 11, var forulykket i stærk storm. Jens Petersen ejede den halve part og den anden halvdel ejede rederen Sylvester fra København. Ladningen var salt flæst og tobak. Skibet var sprunget læk og de reddede sig i land i en skibsbåd, der gik på klipperne. Skib og ladning blev ødelagt. Skipperen og hans folk reddede reddede livet. Skipperen fremstillede vidnet bådsmanden Hans Mørch, der vidnede at båden var ankret i sikker afstand og dybde, med hensigt at gå til Rønne. Omkring kl. 11 om aftenen blæste det op med stærk vestenvind. Skibet blev slået i stykker og besætningen var i fare. Efter de havde reddet sig i land kom til Jørgen Hansens hus, som var det første på deres vej mod Sandvig. En tredje mand om bord, var Hans Olsen, som var syg og nu opholdt sig i Rønne. Jørgen Hansen vidnede, at skibsfolkene var kommet til ham mellem kl. 11 og 12 ganske våde og udmattede. Mads Jacobsen og Lorens Petersen vidnede det samme som Jørgen Hansen. De vidnede at det var sunket på 14 favne vand.

1720 2. og 3. december ved Hammeren

7. december 1720 Skipper Hindrich Horn og Claus Horn fra Trelleborg i Skåne mødte på tinget og berettede at de natten mellem den 2. og 3. december 1720 var strandet med deres båd ved Hammeren.
Fallentin Hansen og Jep Nielsen fortalte at de to mænd var kommet op til dem om natten og fortalte at de var strandet. De var gået fra Stralsund den 2. december om morgenen på vej til Ystad. Om natten rejste sig en stærk stor Nord nordvest med stærk regn. Båden var fyldt med vand, som de havde besvær med at lænset. de gik imod klipperne. Skibet blev slået til vrag og kastet op på klipperne. Ladningen, som var forsvundet, bestod af en del tobak, gulerødder og brændeved. Deres skrin var slået i stykker og deres pas var borte. Beretningen blev bekræftet af Niels Hansen, Henrich Henrichsen, Mads Hartvig, Jens Hansen, Jørgen Hansen og Peder Hansen alle fra Sandvig. De to søfolk vidnede, at de havde intet at udsætte på hjælpen, de havde modtaget. Søfolkene fik deres tingsvidne.

1721 30. juli mellem Sandhammeren og Bornholm

1. august 1721 Pag. 206a – gæsteret
En københavns skipper Jacob Jacobsen på en krejert (to eller tremastet skib) ønskede gæsteret og et tingsvidne. Krejerten, som blev kaldt “Grolen bom” (?) gik fra København den 22 juli kl. 9 og skulle til Kalmar med 3 fade Carnarie Sach, en pakke mærket 1.M.G. som tilhørte Israel Magnus Gabriel, 150 tønder hvide ærter, 20 skibpund stochfisk, 8 oxehoveder med rødvin, en pose mærket 1.T. No.2, 1 pakke mærket SIS, 2 fade mærket 1.W No 1, en pakke mærket SIS, 1 pakke mærket I.W., hvilket tilhørte monsiuer Søren Jørgensen.

Skipperen fremstillede sine skibsfolk, som var Claus Pedersen, Hans Olsen og Mogens Svendsen. Hans Olsen fortalte,h at om tirsdagen den 29. juli om morgenen kl. 5 lettede de anker og gik til sejls fra Dragør, da var vinden stille kommende fra OWO. Da de var en halv mil fra Dragør tønde sprang vinden  til WSW. Kl. 9 om aftenen var de imellem Sandhammeren og Bornholm og vinden var nu maadelig kuling. Om morgenen den 30. juli kl. 8 en mil vsv for Ystad. Kl. 10 kullede det frisk op og skibet tog vand ind, således de havde svært ved at pumpe den læns. Kl. 1 om eftermiddagen opdagede kokken Mogens Svendsen, at en planke var ødelagt i kabyssen i dørken. Skipperen forsøgte at tætne hullet med topsejlet fra råen, men planken gik igennem sejlet. Skibsbåden blev sat i vandet. 2 mand gik i båden, medens skipperen og en sømand forsøgte at styre mod Ystad, men forgæves. Dernæst beordrede sømanden i båden og sidste mand fra borde blev skipperen. Skibet sank midt mellem Sandhammeren og Bornholm kl. 5 om eftermiddagen. De styrede med redningsbåden mod Bornholm, hvor de ankom kl. 1 natten mellem den 30. og 31. juli kun med de klæder det gik i.

1724 10. december ved Sæne

20. december 1724. På tinget mødte Skipper Lorens Salström fra Stokholm førende skibet kaldet Patriarchen Isach. Han havde været på rejse fra Stokholm til Dantzig for at tage en ladning med tilbage til Stokholm. På vej tilbage strandede skibet ved Sæne nord for Hammershus den 10. december under stærk storm. Skibsfolkene var indkaldt for retten. Det var styrmand Anders Michelsen, Johan Berg, Roch Niels Flur, Erich Jeger, Svend Lou, Jens Sømand, Mathias Echmand, kochsmat Jørgen Berg.

Skibet var gået fra Dantzig den 3. december med vinden i syd. Imidlertid blev de fanget af en stærk nordøstlig storm den 8. november, da de havde landkending med den sydlige del af Øland. de drev sydvest til Bornholm. Den 9. december måtte de gå til ankers under ved Sænebugten. Vinden sprang om til VSV om natten kl. 2 og de ville tage ankeret og gå til sejl. Men det lykkedes ikke at få ankeret op. I stedet lod de det andet anker gå, for lidt efter også at lade pligtankeret gå. Stormen tog til og bagenden af skibet var ved at gå i stykker. For at redde mandskabet måtte de hugge tovene til alle tre ankre. Skibet satte sig fast på klipperne. De kappede stormasten for den ikke skulle slå den ihjæl når den faldt, men også for om muligt t bruge masten til at komme i land. Det lykkedes ikke. Men ved hjælp af en tønde fik de en line bragt i land til redningsfolkene. Via linen blev mand for mand bragt sikkert i land. Stormen fortsatte i fem dage og ingen kunne komme ud til skibet. Om fredagen blev skibet slået ganske i stykker. Lasten var rug, malt, korn, uld og noget andet stykgods. Alt gods gik tabt. Skibet blev slået i stykker og kun lidt kunne reddes. Noget kunne sikkert reddes senere, men det var uvist. Samtlige søfolk skulle nyde deres ophold indtil de kunne vende hjem. Skipperen skulle betale sine folk halv hyre fra de strandede til de kunne vende hjem. Værdien af det bjergede gods kunne dække udgifterne. Der var en disputs mellem skipperen og hans folk om hvilken mønt de skulle have sin hyre i. Dommeren måtte kræve, at de skulle have svenske mønter, så vidt det kunne lade sig gøre ellers i dansk inden 2 dage. Skipperen fik et lovligt gæstetingsvidne. [flere oplysninger om strandingen den 19. februar og den 6. marts afholdtes auktion over ankre, sejl, og andre redskaber]

1725 12. september udfor Sandvig

22/10 1725 – Kgl. tolder Johan Christian Topp kom i retten og fremstillede Mads Jacobsen, Peder Pedersen, Peder Hansen, Christopher Møller, Isach Jensen og Michel Jensen alle fra Sandvig til at vidne i et skibsforlis ud for Sandvig. Skibets skipper var Hans Jessen fra Sønderborg i Holset, der den 12. september kom udfor Sandvig med sit skib – en Galliot ved navn Tobias som var på vej til Gulland for at laste kalk. Han var i nød og de indkaldte vidner havde taget ud med deres både for at hjælpe ham. Gallioten havde taget vand ind og trods stor umage ved pumpe og baljer, var der intet andet at gøre end at sætte skibet på grund for at redde besætningen. Det skete samme aften. Skibet var lastet med sand. Redskaber og skibskassen blev bjerget, samt våd og “fordrefuet spunde tobak”. Tolderen fik et tingsvidne på mændenes forklaring.

1726 23. april i søen ud for Sandvig

25. april 1726 Pag. 256a
I retten mødte skipper Lars Pedersen fra Kalmar førende en galliot kaldet Sankt Anna, som den 23. april sank ud for Bornholm. Som vidner havde skipperen sine søfolk: styrmand Johan Smidt og bådsmand Lars Hansen. Den 21. april var de sejlet fra “Calmer”. I lasten havde de tjære, brædder og flisesten, som de skulle fragte til Amsterdam. Vinden var nordlig og de havde kurs mod strædet mellem Bornholm og Skåne. Den 23. april mellem kl. 11 og 12 om formiddagen havde de Christiansø SO omkring 1½ mil og skipperen kom op og erklærede, at vandet stod op i kahytten. De havde pumpet vand ud tidligere og de havde ikke havde tanke om, at båden var læk. Vandet steg hurtigt og de besluttede at sætte kursen mod Bornholm. De lukkede lugen og mente at gallioten kunne flyde på lasten. Men skibet sank mere og mere og roret lystrede ikke helt. Da vandet var ved at gå ind på dækket, kastede de anker og roede ind til kysten i deres skibsbåd. 1 eller 2 timer efter sank skibet. Svend Svendsen, Sander Svendsen og Jep Nielsen var ude ved gallioten, da de havde set at den var i nød. De så at vandet var ved at gå over dækket og at det var umuligt, at redde noget. De roede mod kysten og så at gallioten sank umiddelbart “straks før solen gik under”. Den sank på omkring 24 favne vand. Skipperen fik et tingsvidne på afhøringerne.

Den 25. oktober var Tolder topp på tinget for at få tingsvidne på at der kun blev bjerget 1 tønde ødelagt tjære fra skibet

1728 26. og 27. december ved Løsebæk

24. februar 1729 Pag. 291b – gæsteret
Skipper Fridrich Bude og købmand Johan Lütcens fra Hecelfyr (Eckersførde) i Holsten havde bedt om gæsteret. Skipperen kom sammen med styrmanden Lorends Frobøs og bådsmanden Tomas Madtsen og Ivalt Grefue fra galliot “Fru Cartrina” der strandede ved Løsebæk syd for Allinge natten mellem den 26. og 27. december 1728. De var sejlet fra Stokholm den 19. november. Den 25. havde de “de svenske jomfuer” i SSV. Her lå de en nat 2 mile fra Kalmar et sted der kaldes Skegge Nes, da vinden var kontra. Den 26. november gik de til Kalmar, hvor de lå til 1. juledag, hvor de kl. 1 om eftermiddagen stod ud med vinden fra NO. Herefter gik de sydover i ganske stille vejr mod syd til de fik Christiansø i sigte mod vest. Det var stadig stille vejr og sejlede nord om Christiansø WNW med farten 1 mil, da sprang vinden på NO til o med stærk kuling med hagl og sne i mørk nat. De sejlede med “fulde sejl NTV  toe glas garten 1½ miil oc i tanche at sæile norden om Christiansø, hundevagten giorde nu giesning at vi skulde været flot af Christiansø oc længden der af, da sæilde vi NVTV farten 4re mille oc da var kl. 4: dagvagten da sæilte vi W et glas, oc vinden var NO stif kulling med sne oc mørch vær, andet glas oc var half udløbet saa var vi tæt vd landet i brændingen, oc vi da stach roret i læ, men var saa nær at vi iche kunde vende formedelst den storre brendingen som der var om at lade dreie ommod vinden var der intet ror til, oc da i en hast lade deres ancher falde, men føren den fierde part af touet kom ud stødde alt paa Klipperne som vandet gick ofuer oc da var klochen ungefær fem, oc det jo meer det blæste op, Oc da skibsfolchene i en hast med stor lifsfare kom i land med deres baad i hvor væl at de udi mørchet for end vi kunde see at føye os i land imellem Klipperne oc Skier, maatte ligge imellem Galjotten klipper oc skier for at de kunde reterere sig oc det væl en time før end de kunde fra lidet kundskab af landsfolchen efter som det var saa mørch at de vel kunde høre folchen af Landet mens iche kunde see nogen, oc saa snart som vi kom paa landet fich vi en anden baad med nogle mand ud oc kom til Galjoten igien for at bierge lidet, gich saa galjoten i smaa støcher”.

3/3 1729
Købmand Johan Lütchen fik fremstillet de lokale bjærgere som var borgerkaptajn Jens Nielsen og løjtnant Jens Hansen over Allinge og Sandvig, og løjtnant Jørgen Nielsen fra Nørre herredskompagni, såvel som Jørgen Johansen og Ole Hansen fra Allinge. De vidnede at der var starm og tyk snefald og hagl. Skibet stødte på skarpe klipper og skær ved Løsebæk, med en rende imellem. Der var formodning om at skibet ikke kunne bjærges. Skibsfolkenen kom i land på en klippe i stor livsvare ca en time efter grundstødningen. Skibet gik i små stykker”saa at både rundholte, sejl, tachellade, ancher tov, vrag stykkerne, brædder og alt andet som var i skibet lå ganske sammenblandede på klipperne. Stormen fortsatte i 5 dage og skyllede det meste ud i søen igen. Skibsfolkene lejede folk i land til at bjærge så meget som muligt. Der havde været over 20 mand i arbejde.. Ankerne blev bjærget efter et par dages arbejde, men det ene var i stykker. 103 tølter brædder, 9 tønder tjære, 180 stænger jern samt 70 stykker som ialt vejede 14 skibpund, 16 lispund og 6 pund. De var opfisket på fire elller 5 favne vand, noget var der skyllet sand hen over.

Den 18. december 1729 mødte tolderen Top på tinget for at afslutte sagen med et tingsvidne af det bjærgede gods.

1729 februar eller marts mellem Bornholm og Skåne

30. maj 1729 oplystes, at Henrich Falch og Mads Jacobsen af Sandvig var vurderingsmænd på skibet ført af Peder Pedersen, som blev borte ved Skåne med flere bymænd fra Sandvig. I flg. skifteprotokollen drejede det sig om Svend og Sander Svendsen og Jep Nielsen.

1733 27. og 28. august ved Sæne

7. september 1733. Pag. 348a Gæsteret
Beordret dommer Pouel Eskelsen af Hasle.
Gæsteret ang. kgl. majestæts vandbåds forulykkelse den 27. og 28. august ved Sænebugten. For retten kom vandbådens fører højbådsmand Rasmus Hansen og 5 matroser: Niels Pedersen, Ole Olsen, Frans Andersen, Siver Bentsen og Jørgen Pedersen.

Niels Pedersen fortalte at de den 27. august gik til sejls  fra Christiansø med Nordstjernens store lugtebåd (dvs lukkede båd, altså med dæk). Planen var at gå til Tejn for at hente jord til fæstningen. Da de kom udfor Tejn var vinden ikke “føjelig”, da der var en stærk storm fra OtS, så stærk at de ikke kunne føre deres storsejl. De kunne ikke gå tilbage til Christiansø, men måtte søge læ på den vestre side af Bornholm. I Sænebugten ankrede de på 10-14 favne vand kl. 4 om eftermiddagen. Vinden var OtS, stærk storm, regn og torden. Kl. 7 om aftenen da stormen tog til befalede højbådsmand Rasmus Hansen at tage 2 reb i storsejlet og et i stakfochen med den tanke at være i beredskab til sætning af sejlene. De lå så stille i 3/4 glas i første vagt med styrbord tov. Vinden var så stærk at søen skyllede hen over båden. Strømmen var så stærk fra syd, at de måtte vinde op i tovet og havde til hensigt at gå til sejls. Da de var ved at sætte staufochen sprang vinden fra OtS til WtS. Båden “falt forkiert oc begyndte at dagge med, huor da vi strax lade løbe storre sæilet tillige med fochen for sterck synden vind oc NtS vind som satte Baaden tuert ind imod landet, huor da vi strax cappede pertyrlinien paa bagbors dong oc stach saa ud paa begge tougene til tampen oc klæde dem begge udi Kienen (?) for ved stafuen, saa laa vi til oc reed for begge anchere halfandet glas, da begyndte baaden at dragge oc holt saa samme tider, oc da 5 glas ude i første vagten satte vi jollen ofuer boer oc fortøyede den acter ud med 2de trosser formedelst vi saa iche tægn til at bierge lifuet, helst som achter ud var en meget forskrechelig oc stor klask mod klippen, oc imidlertid alt som baaden daggede tilbage indtrechede vi Jollen op paa siden af baaden i tanche for at bierge lifuet oc da huggede baaden første gang paa Klippen, oc imidlertid vi 5 matrosser sprang i Jollen i tanche at bierge lifuet, men baadsmanden vilde iche fra baaden mens sagde at vilde blifue huor den blef, maatte saa tage hannem med magt med i Jollen, de 3de mænd maatte ligge paa bonden i Jollen, en styrre oc 2de roe. Maatte saa roe tuers imod søen, oc da vi kom i brendingen da blef Jollen 2de gange fyldet med vand. Den 3die gang cantrede den om. Kom saa alle 6 mand fra Jollen oc blefue af Søen i landslagen oc da vi var kommen op paa landet sloges Jollen ocsaa ind paa landet som da hafde faaet hul i bagboer siden mens styrboer siden gandske knuses som enu øyensynlig ses kand. Oc da der efter vihafde bierget Jollen gich vi strax hen at see efter Baaden som alt da var i støcher slagen..”

Herefter opremsedes hvad de bjergede fra vandbåden. De øvrige matroser vedstod beretningen.

Højbådsmanden Rasmus Hansen fremstillede Jens Johansen, Mads Pedersen og Hans Hansen alle fra Rutsker. De tre fiskere havde nogle dage før den 27. august været på fisketur og på grund af vejret var de roet ind til Christiansø. Med øvrighedens tilladelse og overbådsmandens accept, var de tre med deres jolle på dækket sejlet med vandbåden til Bornholm. Da de var kommet i læ og lå for anker. Medens vinden var i OtS havde de fået deres jolle i vandet og roet hjem 1/4 mil fra Sæne. De vidnede at de ikke havde “seet nogen fuldskab eller u-skikkelighed hos mændene, men vare meget ædrue oc skichelige i alle maader”.

Bådsmanden Rasmus Jensen fremstillede kaptajn Jens Hansen af Sandvig, Jesper Hansen og Hans Pedersen Hyldebrand af Allinge. Alle tre vidnede om vejrets hårdhed og at Sæne var en “sædvanlig ankerplads med saadan vind”. Jesper Hansen og Hans Pedersen Hyldebrand fortalte at de samme nat var på deres to fartøjer, som lå ud for Allinge. Vinden var i løbet af natten mellem den 27. og 28. august sprunget fra StO over i WtS. Jesper Hansen var ved Sæne og så at der kun lå to bøjer tilbage og at alt var slået i stykker. Han havde med sin fiskerjolle været med til at bjerge i dagene derefter.

Overbådsmanden fik et uvildigt tingsvidne på forklaringerne.